En liste med tanker

Bare lige en mandagsliste over noget af det, som min hjerne pusler med for tiden:

 

Ting (ud med legetøjet)
Vi behøver ikke ret mange ting herhjemme.
Børnene behøver slet ikke ret mange ting.
Jeg har skrevet om det før, og nu nævner jeg det lige igen: Min drøm er en verden, hvor vi ikke føler et tomrum, blot fordi vi ikke konstant køber nyt. Min drøm er at give mine børn de bedste rammer til at føle sig værdifulde i sig selv og i kontakt med den omgivende verden uden konstante distraktioner i form af ting og længslen efter flere ting.
Læs eventuelt kloge Naomi Aldort (kendt fra den skønne “Being and Becoming“)’s blogindlæg om “raw parenting” – dvs. uden alle mulige forstyrrende elementer. Jeg kan mærke, at det indlæg var det sidste skub til at komme af med de sidste få ting her i huset, som hænger ved, uden hverken at inspirere eller engagere. Så det skal ske i dag: Jeg samler en bunke, og kører den til Røde Kors.

Piger og drenge
Jeg er selvfølgelig feminist, det har jeg skrevet om før. Og nu er der hele #metoo bevægelsen, som jeg kan bidrage til med alt alt for mange historier fra mit eget liv, og der er mit moderskab og min ambition om at klæde mine børn på til at være ligeværdige mennesker uanset køn. Det er en krævende opgave med alle de skjulte stereotyper og degraderende vaner i vores civilisation.
Min bror og svigerinde var på besøg med deres lille datter i weekenden, og vi brugte de to aftener på at snakke om henholdsvis feminisme og den danske folkekirke. Sådan er det med meningsfuldt selskab: Man går i seng med snurrende hjerneceller.
Min bror og svigerinde har netop læst et par bøger om feminisme højt for hinanden, som havde givet dem en masse tankestof (Liza Marklunds “Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden” og “I love Dick”) –  og nøj altså: Jeg kan blive så edderspændt rasende, når jeg hører om alle de skævheder, som er i vores samfund i forhold til køn. Og det er ikke fordi, jeg ellers er fuldkommen blind for dem, men når de lige bliver ridset op..der er bare meget – og hey: Ved I hvad? Det er statistik, det er reelle undersøgelser med uvildige testperson, det jeg skriver herunder:
Der er det faktum, at drenge allerede i skoletiden optager 2/3 dele af taletiden, og at voksne kvinder oftere bliver afbrudt – uanset rang eller anciennitet, selvom de taler væsentligt mindre end mændene.
Der er det med, at piger gerne vil være det, som drenge er, mens drenge allerede i børnehaven definerer sig ud fra, at de ikke er piger. Som i: “Hvad er en dreng?” – “Det er én, der ikke leger med dukker”.
Der er det med, at når vi afspiller lyden af en grædende baby for en gruppe testpersoner, og siger, at det er en pige, så mener vi, at hun er ked af det. Gentager man, og siger, at det er en dreng, er han pludselig sur (passiv vs. aktiv).
Der er det faktum, at vi stopper vores babypiger fire gange tidligere (det vil sige efter kun godt og vel en meter), når de kravler væk fra os, og den der med at babydrenge opfordres til at ryste deres legetøj, mens piger får at vide, at de skal være forsigtige og omsorgsfulde overfor deres.
Der er så meget. Børnelitteraturen, eksempelvis “Villads fra Valby”, som er skrevet af en kvinde, og af én eller anden grund ikke hedder “Viola fra Valby”, og der er Hermione i Harry Potter (også skrevet af en kvinde, som kun brugte sine initialer, fordi man forventede, at hendes bøger ellers ville blive læst af markant færre), som ikke en gang er den største birolle i bøgerne, og som først og fremmest er flittig og lydig – fordi, sådan får man succes som kvinde… Der er så meget, at jeg bliver træt. Men det nytter ikke noget at være træt, så jeg tænker også over det, og jeg gør mit bedste herhjemme, og er blandt andet bevidst om, at mine børns vrede er lige okay, uanset om de er drenge eller piger.

Dokumentarfilmen
Det kan jeg lige så godt sige med det samme: Jeg tænker en del på den dokumentarfilm, som vi er ved at tage de spæde men mega-motiverede skridt i retning af, og nu er der lavet en lille fin teaser på halvandet minut. Næste skridt er at søge penge og finde de rigtige mennesker at arbejde sammen med, og hele familien herhjemme lader til at være ret meget ombord i projektet, selvom mindst én af ungerne synes at “vi er allerede for meget i avisen.”

Det nye tag
Der hamres og bankes og bygges og svines her på stedet, og jeg er taknemmelig: Tænk at vi er ved at få nyt tag! Hvor fedt er det lige. Tænk at vi samtidig skal have et stort, lækkert, inspirerende musikstudie med giga-havudsigt, hvor vi kan speake dokumentarfilmen og indspille musikken og holde workshops og og… Tænk at alt det sker nu, og så om en måned eller to, skal jeg være klar med vægfarver til det store rum, så der kan blive perfekt lækkert, og det er en opgave, som jeg elsker. Jeg er jo mest til vægge med farver..

Daglige pligter
Ja, vi snakker en del om daglige pligter herhjemme for tiden. Og om ugentlige. Og om hvorvidt man er tjener – eller ligefrem slave – af sine forældre, når man skal tage af bordet efter sig selv og hjælpe med at rydde op. Vi vender og drejer og taler om fællesskab og om ansvarsfølelse og om selvværdet, som er grundstenen for næsten alt andet. Og vi er der bare slet ikke endnu. Slet ikke. Men vi nærmer os en lille smule hver dag (måske), og vi vil gerne have gode råd hvis nogen – uden tvang, hævede stemmer og dyb frustration (alle tre metoder er nemlig afprøvet) er lykkedes med at få ungerne investeret i opgaverne i hjemmet.

Hvad tænker I på for tiden?

 

Guide til bæredygtigt børnetøj (ikke spons!)

I går delte jeg en guide med bæredygtigt tøj til kvinder, og i dag har jeg lavet en lignende guide til børnetøj. Der er så mange vidunderlige mærker om budet, og mange af dem er gennemsyret af en kærlighed for små mennesker og planeten, ikke mindst. Menneskerettigheder og klima er på programmet rigtig mange steder efterhånden, og det gør det nemmere at træffe ansvarlige valg som forbruger.
Igen må jeg fremhæve, at det aller mest klimavenlige er at købe så lidt nyt som muligt, og derfor er både genbrug, men også tøj af høj kvalitet, numero uno når der skal købes ind til ungerne, fordi det med at skifte garderoben ud alt for hyppigt jo er dét, der belaster miljøet mest.

På facebook er der flere grupper med salg af  brugt, økologisk tøj til børn – blandt andet gruppen “økoyngel“.

God fornøjelse på turen igennem de smukke mærker og webshops herunder. Jeg bliver selv helt glad indeni, når jeg ser de mange lækre ting i god kvalitet og skønt design.

 

VIGGA

VIGGA er hoppet op i toppen af listen som det ultimativt bæredygtige valg, fordi tøjabonnementer er den fremtid, som VIGGA var først til at spotte. Fra 139 kr./måneden får man en basis ventetøjsgarderobe og fra 299 kr. / måneden lækkert babytøj, som automatisk bliver ombyttet til andre størrelser i takt med, at maven eller babyen vokser. Dét er smart, og så er tøjet ovenikøbet smukt. Fra hjemmesiden: “VIGGA-familierne har indtil maj 2017 sparet over 7,5 millioner liter vand og og reduceret deres CO2 udslip med 7 tons ved at dele VIGGA tøj med hinanden”

 

SVÆRT FINT
Svært fint ér virkelig svært fint – både fordi tøjet er totalt skønt at se på, men også fordi kvinden bag, Nina Una Knudsen, har høje etiske ambitioner: To årlige kollektioner i bæredygtigt materiale med max 100 stykker per design; alt sendt af sted med en personlig hilsen til kunden og ikke mindst produceret i Indien under tilstedeværelse af ejeren selv, som har boet i landet tidligere. “Min mission er, at skabe færre produkter, der holder længere,” skriver hun på hjemmesiden, hvor det fine tøj kan købes.

 

OKKER-GOKKER ORGANIC
Okker-Gokker husker jeg fra dengang, vi boede i København, hvor jeg nogle gange gik forbi deres butik på Østerbro. Fint, legende tøj i god kvalitet. Siden mærkets begyndelse i 1997 er det solgt til en tidligere ansat, og flyttet til Bornholm, hvor det også er blevet mere afdæmpet – og bæredygtigt. Okker-gokker er GOTS-certificeret, og forhandles på hjemmesiden.

 

PLYSSKY
PLYSSKY skriver på deres hjemmeside: “PLYSSKY redder tøj, som ellers ville blive brændt som affald med forurening til følge. Alt tøj fra Plyssky er genbrugstøj fra Mødrehjælpen – tøj som ikke kan sælges, fordi det har en plet eller skal repareres. Dette tøj køber Plyssky.” Så tager Plyssky det afviste tøj og holder af det, designet smukke tryk ovenpå pletter, og reparerer professionelt huller på knæene med de helt rigtige lapper. Tøjet er sprudlende, fint og vældig miljøvenligt. Sælges på hjemmesiden.

 

SERENDIPITY
Serendipity er en dansk virksomhed, som producerer økologisk tøj til børn – og kvinder. De skriver på deres hjemmeside, at deres produkter “ikke er harmfulde mod menneskelig hud / er produceret under så miljømæssigt forsvarlige forhold som overhovedet muligt / er produceret af mennesker under rene og sikre forhold og med alle menneskerettigheder intakte.” Deres tøj er i god kvalitet og klassisk, nordisk design. Forhandles i mange webshops udover deres egen.

 

NØSTEBARN
Nøstebarn er en norsk IVN- og GOTS-mærket virksomhed, som skaber tøj i topkvalitet af ubehandlet uld og uld/silke. Nøstebarn har solgt stofbleer i ubehandlet uld siden 1983, og blev startet af forældrene til virksomhedens nuværende daglige leder. Nøstebarns udvalg er stort og spænder over tøj til præmature over babyer og børn til voksne samt garn og strikkeopskrifter. Tøjet forhandles på hjemmesiden.

 

MONTY & CO.
Monty & Co. er et britisk, slidstærkt, unisex børnetøjsmærke. Designeren bag er mor til en dreng, og alt er lokalt produceret i England. Visionen er, at tøjet skal holde, og hun skriver selv på hjemmesiden: “Traditional workwear Designed for Childhood.” I love it.

 

DISANA
Disana er et tysk, økologisk, samvittighedsfuldt tøjmærke, som var blandt de absolut første til at tænke bæredygtighed i tøjproduktionen. Alt deres tøj er af økologisk bomuld og økologisk, ren Merinould. Disana er notorisk kendte for deres slidstærke og lækre produkter, som ofte bliver solgt brugt. I Danmark forhandler bl.a. Purebaby og Naturebaby deres ting.

 

SELANA
Selanas neutrale og behagelige look understøtter fuldt ud tøjmærkets vision om at være blid mod den natur, som de høster deres ressourcer fra. Den lille schweiziske familievirksomhed  benytter garn fri for skadelige stoffer, og overvejende fra klimakontrollerede plantager, og har siden 1973 haft miljøehensyn som en bærende del af deres fundament. Udover deres egen hjemmeside, forhandle Selana af bl.a. Uldbørn (hvor billedet ovenover er fra), Parcellet, Purebaby og Naturbarn.

 

SVANESHOPPEN
Svaneshoppen, som i det hele taget er værd at besøge for alt fra bæredygtige sofaer til legetøj, fører en serie basisbørnetøj fra Neutral, som er slidstærkt og meget anvendeligt. Jeg har hørt fra flere, at den bløde jumpsuit er deres foretrukne påklædning fra september til april.

 

ENGEL (NATUR)
Engel er en tysk pioner indenfor bæredygtig og omsorgsfuld bekædning. Allerede i 1960’erne producerede virksomheden strikkede bleer, og i dag producerer de tøj til for tidligt fødte, babytøj, ammetøj, undertøj til børn og voksne, fleece tøj til voksne og nattøj til børn. Alt i deres sortiment er fremstillet af økologisk Merinould og øko-Merinould med silke. Se udvalget hos Parcellet, Ren Leg, Babynature.dk, Naturebaby og Purebaby.

 

SIMPLY GREY
Simply Grey arbejder i 100 procent hør ud fra et ønske om at skabe tidløst tøj, som kan bruges af barn efter barn uden at blive hverken ødelagt eller umoderne. Deres baby- børnetøj er enkelt og harmonisk (ligesom voksentøjet er det), og de sender til Danmark fra Slovakiet, hvor virksomheden holder til.

 

SMÅFOLK
Småfolk med det velkendte retroæble er begyndt at lave økologisk tøj, og har efterhånden et fint sortiment i den sektion på deres hjemmeside.

 

Udvalgte webskops:

ØKOYNGEL
Økoyngel er en webshop drevet af en mor og en mormor, som begge er passionerede om bæredygtighed – fra yderst til inderst. De har et hav af lækre mærker og et stort udvalg af tøj, også enkelte ting til kvinder. Lige nu er der mange gode tilbud under deres “udsalg“.

MAMA OWL
Mama Owl er en danskejet London-baseret webshop med det lækreste udvalg af bæredygtigt tøj, sko og legetøj. Jeg er øjeblikkeligt forelsket i et hav af ting (bl.a. denne sweater), og jeg synes kun, man skal kigge derind, hvis man er beredt på en overflod af smukhed, og har et reelt behov, der skal dækkes.

WIIKWAM
Wiikwam er en smuk og glædesboblende webshop med børnetøj, interiør og legetøj. Shoppen har fokus på små, up coming mærker samt bæredygtighed i forhold til både klima og etik.

Har jeg glemt nogen? Skriv i kommentarfeltet!

 

Guide til bæredygtigt tøj (ikke spons!)

I dag kan jeg næsten ikke kende min blog: Se selv – en helt masse billeder af tøj og lige så mange links..

Men ved I hvad? Jeg har lavet listen, fordi jeg skrev på min facebook den anden aften, om nogen kunne sende mig i retning af noget lækkert, bæredygtigt tøj. Jeg skrev også, at min definition på “lækkert” er: klassisk, klædeligt, komfortabelt – og holdbart!
Hurtigt var der kommet fyrre svar, og nogle af tøjmærkerne er vitterligt det smukkeste, jeg har set længe. Derfor bliver jeg nødt til at dele det med jer.

Jeg synes selvfølgelig ikke, I skal købe noget, medmindre I virkelig har behov for det. Det behøver man ligesom ikke nævne her i 2017, vel? Og jeg synes heller ikke, I skal købe det, før I har overvejet, om man måske kan få fat i noget brugt i stedet? Klima frem for alt andet. Men, hvis man nu køber nyt tøj, så køb det bæredygtigt og ikke mindst i god kvalitet og brug det længe. Det er dér, det bliver klimavenligt – når vi bruger det længere end en enkelt sæson. Og det håber og tror jeg, at alt her på listen kan leve op til.

Husk: Jeg får ikke penge for det her. Ingen spons, ingen “affiliate links”, udelukkende en interesse i at dele de her fede smukke ting med jer.

 I morgen bringer jeg en lignende liste med alt for smukt og bæredygtigt tøj til børn.

 

LINENFOXLinenfox er en lille, litaunsk virksomhed, som producerer 100 procent økologisk tøj i hør. Hør er godt, fordi det gror uden ret meget vand, og det gror effektivt. Deres tøj findes både på Etsy og på deres egen hjemmeside, og jeg er fuldkommen vild med det. Altså, den her jumpsuit (i navy – ligesom alt mit andet tøj?) eller den her jumpsuit med lommer. Helt genialt, synes jeg. Og kimono-jakken. Og, og og…

 

AIAYUAiayu er dansk designet og meget lækkert, økologisk tøj til kvinder. Deres finere strikvarer er eftersigende lidt sarte, hvorimod de kraftigere skulle holde i årevis. Tøjet produceres i Indien efter “zero waste” standarder, som resulterer i “limited edition”-varer lavet af overskydende materialer. Virksomheden støtter desuden en lokal skole i Indien af overskuddet fra deres “zero waste” program.

 

LINENCLOUD
LinenCloud er et andet, lille litaunsk mærke, som sælges på Etsy. Jeg er vild med looket – blandt andet de her haremsbukser.

 

TRICOTAGE
Tricotage er dansk design produceret i Litauen og New Zealand. Jeg er heelt solgt til deres kraftige strik og smukke, afdæmpede farver, og min søster har aldrig andet end den her totalt behagelige kjole på, så jeg ved, at det holder.

SKALL STUDIO
Skall Studio er en etisk virksomhed ejet af to, danske søstre med rødder i Nordjylland. Deres design er tidløst skandinavisk – og bare lækkert at se på. De bruger øko-materialer, er Peta-certificeret (vegan), og bruger ren uld. Se deres lille, udsøgte vinterkollektion på hjemmesiden.

 

SERENDIPITY
Serendipity laver øko-tøj til børn, mænd og kvinder. Meget klassisk, næsten underspillet, og i god kvalitet. Mine børn har haft nogle af deres ting i tidens løb, og de er smukke, skønne at have på, og de holder godt. Jeg kunne godt bruge en sweater og en morgenkåbe..

 

KNOCKKNOCKLINEN
KnockKnockLinen er også håndlavet hørtøj. Looket er ret natur/hippie-ish, og helt sikkert for meget for mange. Men den her kjole ville uden tvivl være både skøn og køn at have på, og jeg kan rigtig godt lide tanken om at gå rundt i deres ultra posede harems/yoga-bukser sådan en afslappet dag her på landstedet..

 

THE BAAND

The Baand er en dansk virksomhed, som var blandt de første herhjemme til at tænke tekstil og bæredygtighed sammen. Deres vision er at være dit yndlings stykke tøj, fordi sådan noget tøj fungerer hver eneste dag, og så bliver det for alvor klimavenligt. The Baand bruger økologisk pimabomuld fra Peru, hvilket giver mening for både forbrugeren og for dem, der plukker bomulden. De har vildt meget tøj til både kvinder (også graviditetstøj), mænd og børn samt interiør og meget andet.

 

MY FAIR SHOPMy Fair Shop har tøj til børn og voksne samt interiør og meget andet. Tøjet er ikke alt sammen for mig (som er mest til navyblå og neutralt look), men der er mange skønne ting med farver og mønstre og knald på.

 

ÖNLINGÖnling er et nyt dansk tøjmærke, som tilstræber at lave yndlingstøj ud fra devisen om, at det er underordnet, om noget er bæredygtigt produceret, hvis det alligevel kun bliver brugt få gange. Det kan jeg lide! De sælger desuden garn, og arrangerer strikkesaloner, hvilket jeg synes, er så fint.

 

SVANESHOPPEN
Svaneshoppen har lækre, stretchy øko-jeans og sofaer uden hormonforstyrrende stoffer og herretøj og legetøj og meget andet (!). Alt er rent og godt for både dig og miljøet. De har også en unisex jumpsuit fra Neutral, som jeg kan forstå, at mange mennesker nærmest lever hele deres liv i. Det tip er hermed givet videre før kulden presser sig på.

 

ANOTHER VIEWAnother view er en dansk virksomhed, som blandt andet benytter genbrugsgarn, og hvis tøj fremstilles i to håndplukkede italienske familievirksomheder. Deres tøj er klassisk med lidt kant, og meget af det ser rigtig lækkert og ganske anvendeligt ud. Se for øvrigt deres smukke, voksne modeller. Så rart.

 

SON DE FLOR
son de flor er et naturligt fremstillet (også i Litauen) tøjmærke med et meget nostalgisk look. Fine kjoler, lange frakker og mange andre skønne ting – både til kvinder og piger. Jeg er nok mest til deres kjoler til piger.

 

PYNE & SMITH
Pyne & Smith sælger hørkjoler, som er håndlavede i Californien. Meget fine, brugbare kjoler i et klassisk look. Næsten helt smålandsk.

 

LITTLE CREATIVE FACTORY
little creative factory er “ikke en trendmaskine”, som de skriver på den finurlige og gennemførte hjemmeside, der sælger tøj til babyer, børn og kvinder. Jeg ville ikke selv få tøjet brugt, men ih hvor ville jeg gerne se nogen komme gående i de smukke designs! De går op i lokale principper og “slow”-fremstilling.

 

LANE FORTYFIVE
Lane Fortyfive (45) er et fængslende tøjmærke, som jeg er helt betaget af. Unisex, delvist håndsyet (“alle knapper syes i med nål og tråd”) og old school på den mest tidløse og sofistikerede vis. Jeg ville ønske, at Kristian og jeg kunne gå i det begge to, men til det er vores maver vist for runde… Tjek den smukke hjemmeside ud (og sådan en “smock” kunne jeg godt bruge).

 

NOT PERFECT LINEN
notPERFECTLINEN er en lille, familieejet litauensk virksomhed, som har en enorm kollektion i hør – alt lige fra tasker til forklæder, tøj og duge. Det er smukke farver, skønne snit og en målsætning om at undgå overflødige detaljer og overdrevne farvebrug.

 

AMOV
Amov er et dansk brand med tøj til både kvinder og mænd, som tilstræber at bruge økologiske materialer af høj kvalitet. De tilstræber at have tidløst design ud fra en vision om, at tøjet kan bruges i mange år fremfor kun en enkelt sæson. Looket er klassisk-sporty, og jeg synes, det ser både lækkert, brugbart og slidstærkt ud.

 

Hvem har jeg glemt på listen?
Og hvad er jeres bedste råd ifht. at købe bæredygtigt tøj? – Køber I genbrug? (jeg er meget åben overfor det, men synes, at Trendsales har en håbløs interface og at de der forskellige facebookgrupper kræver for meget tid og desuden er her ingen reel genbrugs på Ærø..)

 

Vores brevkasse

“Hvad er de praktisk krav, når man hjemmeskoler?”

“Svigter jeg samfundet, hvis jeg går hjemme med mine børn, selvom jeg er nyuddannet?”

“Ingen i min omgangskreds forstår min drømme om at ændre vores liv. Hvordan skal jeg snakke med dem om det?”

“Hvor hører dine børn lydbøger, og har I nogen restriktioner for, hvad de må høre?”

 

Jeg modtager adskillige spørgsmål fra læsere i min mailbakke hver uge, og svarer så vidt det overhovedet er muligt og efter bedste evne på hvert eneste af dem.

Ofte ville jeg ønske, at jeg kunne dele spørgsmålet såvel som mit svar herinde på bloggen uden at udlevere spørgeren (og ofte kunne man omskrive spørgsmålet for at anonymisere det), så alle kunne få glæde af udvekslingen. Men nu har jeg tygget på det, og jeg er kommet frem til, at det er endnu bedre bare at åbne op for muligheden for at stille spørgsmål, som jeg så vil bevare her på bloggen – hver torsdag, tænker jeg?

Fordelene er, at alle kan læse både spørgsmål og svar, men også at alle andre vil have mulighed for at komme med sparring. Som en slags landsby ala den vi efterhånden er mange, der efterlyser.

I kan spørge til alt: Hjemmeskole, øliv, skrivning, parforhold, økonomi, alenetid, venskaber, skænderier, oprydning og alt derimellem.
Hver uge vælger jeg et spørgsmål, som jeg svarer på, og deler her på bloggen, så alle kan læse med og byde ind.

Jeg anonymiserer naturligvis afsenderen, og man kan sende spørgsmål enten som en kommentar på dette indlæg, på min mail eller via min facebookside.

Har I noget, I vil spørge om?

 

Lærer jeg det nogensinde?

Jeg har på det seneste skrevet om, at her begynder at indfinde sig en ro i vores familie.
Jeg har skrevet, at vi mærker en anden energi i vores hjem nu.
Jeg har skrevet, at det kan betale sig, men det tager tid.

Vi har været hjemme i snart fire måneder – fra sommerferien startede. Og det er cirka tre måneder siden, vi besluttede, at her vil vi blive. Vores familie-tribe tager form. Måske er det her et hjørne, som man runder, og på den anden side gemmer sig en ny virkelighed?

For nogle måneder siden var vi på en naturlegeplads i Svendborg med en familie, som altid har været hjemme sammen. De fortalte, at de kender mange, der har taget børnene ud af institutioner/skole for at gå hjemme og så, efter to måneder, har de afleveret børnene igen med et lettelsens suk – og: “De har tydeligvis brug for andre input, for derhjemme var de konstant i konflikt”.
Faderen i den hjemmegående familie, så med lidt udfordrende på mig, da han fortalte om de betragtninger, han har gjort sig gennem tiden. “Det tager mere end to måneder at komme tæt på hinanden og finde en rytme i familien,” sagde han, og jeg så på hans sammenflettede børneflok, som løb rundt i den fineste synergi dagen lang. Jeg fik næsten følelsen af, at han bare ventede på, at vi ville gå samme vej som de andre.
Men jeg vidste, at det ville vi ikke. At vi er i det her for det lange træk. Også selvom det utvivlsomt bliver sejt.
Kristian siger indimellem: “Livet skal ikke først og fremmest være nemt,” og det har han jo  ret i. Der er måske bare sket det i vores samfund, at vi gerne vil have det nemmest muligt, fordi vi generelt er pressede. Fordi vi arbejder, holder hus, dyrker fitness, spiser sundt, plejer netværk og så videre – alt sammen gør vi alene, på hver vores matrikel, uden en landsby til at bakke os op. Og dét er en stor opgave. Det er måske endda for stor en opgave for de fleste.
Livet skal først og fremmest leves, og det gør jeg bedst ved at stille spørgsmålstegn ved alt, se dybt i sprækkerne og leve med kærlighed. Derfor er vi her endnu – i denne alternative version af et familieliv, trods det at ikke hver dag er en ubekymret glædesboble.

Nej, vi giver ikke op, Kristian og jeg. Det er vores projekt – måske vores livsprojekt – at være sammen som familie, og vi er nogle stædige typer.
Men jeg vidste godt, hvad han mente, ham faderen på legepladsen, som snakkede om, at de første måneder er hårde, og jeg refererede essensen af samtalen til Kristian, så snart vi sad i bilen hjem. “Phew,” sagde vi til hinanden. “Så er det ikke kun os, der synes, det er hårdt.” Så vi bed tænderne sammen, og fortsatte den deschooling, som det her helt sikkert er: Det kan vist tage et helt liv at afvikle alle de systemiske tanker og forventninger, som en barndom på skolebænken installerer i én.

Her har været mange konflikter og mange lange dage siden sommerferiens begyndelse. Vi har haft mange bekymringer, og rigtig mange gange har jeg tænkt: “Gør vi det godt nok?”
Men jeg har ikke været i tvivl.

Og nu er der noget, der letter. Nu begynder vi at falde på plads; vi er efterhånden mere symbiotiske, mere forbundne med hinanden.

Min veninde skrev til mig, at hun afleverer sin ældste datter i børnehave, mens hun er på barsel derhjemme for at lade op til familietiden. “Men jeg vil meget gerne nå til et sted, hvor jeg ikke behøver lade op til familietid,” skrev hun.

Jeg ved præcis, hvad hun mener. Og jeg tror, jeg har lært, at det sted kommer man kun til, hvis man tager sig tid til at være i de krævende måneder, som går forud for den mere symbiotiske nærvær, der venter på den anden side.

Sådan er det jo bare: Man har mere tid sammen med sine børn, når man går hjemme, end når man også går på arbejde. Det er et faktum, som bærer både en masse lettelse og en masse udfordringer med sig.
Intet kommer uden afsavn. Det er det, vi må gøre op med os selv: Hvilket valg og hvilke fravalg kan vi nemmest acceptere?

Måske er konklusionen, at det ikke behøver være så kompliceret? Livet er ikke altid hverken smukt eller nemt, men det kan faktisk være ret simpelt, tror jeg. Jeg arbejder på at vælge den simple vej.

Sådan prøver jeg at gøre med madlavning og med oprydning og med sociale aftaler, og efterhånden lykkes det indimellem. For eksempel er vi blevet ret gode til ikke at lave for mange aftaler – det kan simpelthen ikke svare sig at have aftaler fem dage i træt, uanset hvor gode de aftaler måtte være. Børnene kører tør for energi, de bliver sure, og pludselig sidder vi, og tænker: “Hvad har vi gang i?”

Det skete faktisk i går. Drengene var til rollespil sammen med Kristian og Juno fra klokken 12-15, og i de timer hyggede Live og jeg herhjemme med at bygge Briobaner og spise ostemadder (og åh, det var så fedt).
Drengene kom hjem, glade men trætte, og så kom vores venner på besøg – bare lige en kop kaffe. De har en pige på under et år, så de er en rolig flok, og vi elsker dem, og de kommer altid med ro og glæde. Men alt sejlede alligevel – alt var totalt kaotisk. Børnene sloges, de råbte og skreg, og vi måtte sige hurtigt farvel til vores gæster. Børnene havde tydeligvis brug for at vende alle deres oplevelser med os uden afbrydelser, så vi spiste aftensmad i en energi præget af træthed, og dernæst så børnene 15 minutters togfilm på DR, før de gik tidligt i seng.

Og jeg tænkte: Lærer jeg det mon nogensinde? Lærer jeg en dag, at blot fordi det lige går godt, og vi føler, vi har overskud, så skal vi alligevel (eller måske netop) passe på ikke at få overbalance..?

Kender I det?

Eftermiddage i vandkanten

I søndags sagde Storm: “Skal vi købe pizza i Ærøskøbing til aftensmad?” og vi snakkede om det, og blev enige om at gøre det en aften snart, når vi har lidt bedre tid.
Storm stod stille et øjeblik, og sagde så: “Jeg har haft lyst til at tage på stranden hele dagen. Har jeg ikke nævnt det?”
“Nej, det har du vist ikke – lad os spise aftensmad dernede.” sagde vi.
Der gik ikke mange minutter, før vi sad på stranden med rugbrødsmadder og gulerødder, og Live, som ellers havde valgt at tage termotøj og tyk sweater på, gik direkte ud i de kølige bølger for at mærke vandet omkring sine gummistøvler. Men hun gik alt for langt, og vandet nåede over kanten, og da vi tømte støvlerne, væltede det ud. Så hun sad med et håndklæde om fødderne på skødet af sin far og spiste, og nød det hele lige så meget alligevel. Nogle gange kan det ligefrem være godt med en grund til at sidde stille og bare være.

Tiden gik, og det var sådan set ikke noget særligt. Drengene hoppede fra sten til sten, og Juno rodede i sandet med sine fingre. Vi spiste færdig, og jeg løb nøgen ud i oktoberhavet, som slet ikke var så koldt og slet ikke så svært at komme i, som jeg havde frygtet, og bagefter kunne jeg med det samme mærke, hvor godt det var. Kristian løb også ud, og smed sig i bølgerne. Kom op med vådt, helt sort hår, og smilede stort.

I går kørte vi derned igen om eftermiddagen. Denne gang sammen med vores venner og deres tre børn, og pludselig var vandet fuldt af grinende unger, mens bålet knitrede. Vi ristede pølser, kogte æg, sad på store sten og snakkede. Solen var på vej ned, da vi kørte hjem.

Storm sagde: “Det her er nogle af de bedste dage i mange uger. Jeg vil ikke bytte det med noget.”

Og jeg tror, at han sagde det, fordi han elsker havet, men også fordi vi begynder at mærke – mere gennemgående, mere konsekvent – en ro sænke sig over vores familie. Som om tilliden indfinder sig på fineste vis, og roen følger med. Vi ved, at vi er trygge, vi ved, at vi lærer det, vi skal. Vi ved, at det er okay at bevæge os tålmodigt gennem verden, med plads til hver enkelt af os. Med plads til det hele, helst.
Noget af det bedste jeg har gjort i mit liv, er at vælge tilliden til. Og respekten. At jeg ser mine børn i øjenhøjde, og vælger at stole på deres kompetente, medfødte natur, har sat os alle sammen fri. Det giver så meget plads til mig, til dem og til de mennesker vi møder. Jeg slipper for: “husk nu at” / “er du sikker på?” / “det må du ikke” i meget vid udstrækning. Jeg er ikke lige så træt af at høre mig selv tale. Nærmere er jeg, for måske første gang i mit moderskab, ofte (men ikke altid!) stolt over de ord jeg siger og i lige så høj grad over dem, jeg ikke siger.

Den anden dag skrev jeg om dokumentarfilmen Given, som jeg synes, er meget anbefalelsesværdig, og jeg kunne se, at den blev delt en del andre steder efterfølgende, så her kommer lige endnu en anbefaling, omend af en noget anden karakter: En læser kommenterede nemlig på mit indlæg om Given, at hun netop havde set dokumentaren “Surfwise” på Netflix, og at den også var værd at bruge tid på. Så fordi Kristian og jeg er vildt optagede af vores eget dokumentarprojekt, og gerne vil inspireres, så vi den i går aftes, og det var virkelig en…oplevelse. En øjenåbnende, inspirerende og dernæst provokerende og chokerende film om en jødisk surfer og læge, hans hustru og deres ni børn, som levede i en lille camper hele børnenes barndom. Om deres ukonventionelle liv, opgøret med alle skygger af kapitalismen, drivkraften efter frihed og guddommelige livsfilosofier. Vi møder den nu 84-årige mand bag det hele, Dorian “Doc” Paskowitz, og hører ham fortælle om alle sine i mine øjne meget rammende og kærlige visioner for sit eget liv og ikke mindst for livet med sine børn. Vi ser billeder fra tiden i 60’erne, hvor familien dominerede surfsporten i USA, holdt sommerskoler og var på alles læber. Og så (lidt for sent, i min optik), bliver mønten vendt, og vi hører om de skyggesider, som har fyldt alt for meget i det ualmindelige liv, og som får hele familieprojektet til at krakelere for os, der ser med. Det er fortællingen om drømme og visioner, frihed og kreativitet, og så er det fortællingen om en virkelighed som ikke kan rumme hverken drømmene, visionen, friheden eller kreativiteten. Jeg synes, den meget klart beskriver, hvordan det ikke tæller for ret meget at have store ambitioner og krav på sine medmenneskers vegne, hvis man ikke selv kan afspejle den kærlighed og rummelighed, som må være udgangspunktet for, at det skal lykkes.
Nå, den er værd at se, det synes jeg oprigtigt. Men den er også tosset.

Hvad laver I her i ferien? Har I overhovedet ferie? Hvad nyder I mest ved dagene?
Vi holder ikke som sådan efterårsferie. Altså, det gør vi jo reelt ikke. Men vi kan alligevel mærke, at noget er anderledes, fordi de fleste andre har fri – og dét er fedt! Kunne I ikke bare holde fri hele tiden, alle sammen? 😉

Jeg kender en dreng og jeg kender en pige

Kære fædre / mødre / forældre / lærere / pædagoger og alle andre der møder børn på jeres vej:

Jeg kender en dreng på otte år, som ofte kommer i vores hjem, og som vi holder meget af. Han er noget særligt, sådan som de fleste nok er det, før det særlige bliver pillet ud af dem, stykke for stykke.
Den her dreng er stadig sin egen, men jeg er bange for, at han ikke får lov til at være det meget længere.
Det er derfor, jeg ofte tænker på ham. Og når jeg gør det, bliver jeg tung om hjertet.

Drengen er fuld af omsorg og empati. Han har ingen yngre søskende selv, men han løfter min yngste kærligt i sine arme, og spørger altid som det første, om hun har lært nye ord siden sidst?
Han er en kreativ sjæl, den dreng: Når han tegner, sker der magi. Pludselig er der store, skæve tårne, detaljerede maskiner og indviklede bygningsværker på vores tegnebord.
Han kan, hvad han vil, den dreng.

Endnu kan han det.

Alligevel er det mest imponerende ved ham måske hans motivation for at gennemføre de ting, som han brænder for.
Han ved, hvad han vil være, når han bliver voksen, og har indrettet sine forældres stue derefter: Ved hjælp af detaljerede arbejdstegninger og de nødvendige faciliteter har han lavet et rum, som gengiver den virkelighed, han håber på at komme ud i en dag. Han går i skole i arbejdstøj, og bruger hele fridage på at undersøge fagets muligheder.
Jeg kan næsten tænke: “gid mine børn brændte så meget for noget”, fordi jeg ved, at engagement kan få alt til at ske. Hvis man har noget, som man elsker, er der et lys indeni, som ingen andre kan slukke. Så kan man, hvad man vil.
Og dog.

Som samfund vil vi gerne have innovative og selvstændige voksne, ikke? Og vi har efterhånden forstået, at mennesker bidrager mest, når de laver noget, som de kan se meningen med, ikke sandt?
Så hvorfor skal alle være ens?

Det er jo derfor, jeg ofte tænker på drengen.
Fordi han helst skal være som de andre, når han er i skole.
Men alle de andre er heller ikke ens, så hvordan skal det lade sig gøre?
Jeg tror, vi står med et stort, smukt og dybt varieret potentiale, som vi dag for dag forsøger at presse ind i én og samme skabelon for at leve op til nogle standarder og tidsrammer, som dybest set ikke giver mening.

Har vi glemt, at det vigtigste vi har, er lysten til at leve, til at skabe, til at udvikle os?

Jeg ser ingen grund til bekymring, når jeg ser på drengen. Her er en dreng i trivsel. Her er et smukt væsen med livet foran sig og et stort potentiale for at gøre en forskel i verden.

Men der er andre, som er bekymrede.
Systemet er blevet blinde for, at drengen kan, hvad han vil, og at det er det eneste, nogen af os skal kunne.
Vi skal kunne, hvad vi vil. Hvis vi kan det, kan vi lære alt det, vi får brug for.
Men de ser, at han ikke interesserer sig for skolearbejde.
Skal han gå en klasse om, spurgte lærerne sig selv før sommerferien, og jeg er sikker på, at det er en reel overvejelse i forhold til de officielle læringsmål. Men jeg tænkte: Hvordan kan man fejle, når man er otte år? Risikerer han ikke at føle sig som en fiasko mange år frem, hvis han skal gå et år om nu – uden sine venner? Blot fordi han ikke er interesseret i de ting, der (tilfældigvis?) står i læreplanen, når han er interesseret i så meget andet? Er det ham, der har fejlet, eller er det systemet?

Jeg er kommet til at forstå, at så snart man træder ind i det system, så er der en risiko for, at man er enten en fiasko eller en succes. Og at vi i jagten efter at vores børn skal blive succeser fremfor det modsatte, risikerer at kompromitere deres frihed og deres kreativitet. I jagten efter at passe ind og leve op til nogle krav, som vi ikke selv har været med til at definere, lurer risikoen for, at børnenes omsorgspersoner får deres helt unikke karaktertræk til at blegne.

Drengens forældre er bekymrede. Hans kloge, varme og unikke forældre er bekymrede for deres dreng, fordi han ikke gør som de fleste i skolen. Fordi han ikke er interesseret i det, der står på skemaet. Hvordan skal de lade være med at spørge sig selv: “Hvad skal vi gøre for at få ham til at interessere sig for det samme som de andre?”
Med deres fornuft ser de et barn i trivsel: En dreng i konstant vækst og med et smil, som kan skubbe enhver sky til side. Men vi vil alle sammen helst se vores barn trives bedst muligt i de rammer, de lever i.

Den anden dag snakkede jeg med en mor, som sagde, at allerede i dagplejen blev der rejst tvivl om hendes nu fireårige datters manglende interesse for at lege med de andre børn.
Jeg så, at pigen legede godt med mine børn. Jeg så også, at hun var god til at lege for sig selv. Noget, jeg opfatter som en stor kvalitet.
Men hun leger ikke nær så meget med de andre i børnehaven, som “man” gerne vil have. Hvorfor skulle hun? Jeg så en pige, som minder om sine stille, harmoniske forældre. En pige, som nok en dag skal vende sig mod en anden og tage hul på sit første rigtige venskab, men som også er helt rigtig, når hun er i sin alenehed.

Det sagde jeg til moderen, som blev lettet. Lettet over at blive mindet om alt det ved sin datter, som er rigtigt og ikke forkert. Alt det, som ingen ville undre sig over, hvis de havde tid til at se det enkelte barn for den han eller hun er, og ikke kun hvordan han eller hun passer ind i de kasser, som samfundet løbende stiller frem til os.

Jeg vil øve mig i at give plads til den dreng, som lige nu foretrækker noget andet end skolens årsplan, og til den pige, som er lidt mere for sig selv end mange af de andre.
Måske bliver det lige netop takket være de kvaliteter, at de en dag gør en forskel i verden. Måske er det lige netop deres særtræk, som de en dag vil sætte størst pris på hos sig selv. Måske de kan inspirere andre til også at være sig selv.

Før vi begynder at ærgre os over, at de ikke bare gør som alle de andre, ikke bare er som alle de andre, og ikke bare siger som alle de andre – så lad os lige mærke efter, om vi altid selv har gjort som alle de andre, eller om der var engang, hvor vi også skilte os ud?
Lad os tænke tilbage og mindes de gange hvor et menneske med nogle anderledes kvaliteter har gjort en forskel for os.

Vi er ikke en fiasko eller en succes.
Vi er mennesker.

Lad det forblive sådan.

Et døgn

Et døgns tid..:

Onsdag hjalp Kristian vores nye Ærø-venner med at flytte ind i deres nye hus. Bare de tunge ting: Sofaer, skabe… og LEGO (de forærede os ellers en kæmpe kasse for et par uger siden, men det viste sig blot at være en fraktion af den samlede mængde). Familien på fem flyttede til øen i sommer, og ved I hvad? Nu hjemmeskoler de sgu også! “Sgu” fordi vi ikke længere er alene om at gøre sådan noget herovre, og det er rart. Deres store dreng på 13 går på friskolen, men de to piger på snart seks og fire er hjemme, og vi mødes for det meste i ugens løb, og leger, snakker og spiser (og lister chokolade rundt til hinanden). Familien ejer for øvrigt en brætspilscafé i Odense, så brætspil har de mange af, og det er vildt hyggeligt.

 

Onsdag aften ankom journalist- og tv-tilrettelægger Pernille Eckhoff med færgen. Pernille er den kloge og fine kvinde bag bloggen “Det kræver en landsby“, som har fokus på familielivet og fraværet af fællesskaber i vores samtid. For nogle måneder siden skrev jeg på facebook, om der var nogen i mit netværk, som kunne lave dokumentarfilm, og indenfor få minutter skrev Pernille noget i retning af: “Det kan jeg, og jeg drømmer om de samme ting som jer!”
Derfor har Kristian og jeg siden snakket frem og tilbage med Pernille om den dokumentarfilm, som vi alle tre har en drøm om. En film om et alternativt familieliv og om at leve et liv hvor drømme bliver til virkelighed. Vi vil gerne fortælle, at livet er fuldt af muligheder, at der sker mirakler, og at det liv man længes efter, er indenfor rækkevidde. Vi vil vise, hvordan vores hjemmeskolehverdag ser ud, hvad vi snakker om, og tænker på, og hvorfor vi valgte at tage børnene hjem.
Efter at have været med hos naboerne for at grutte korn, en tur ved grisene og ageret diskret flue på væggen under to vanligt kaotiske måltider, sejlede Pernille hjem igen, og nu skal der klippes en teaser, så vi kan rejse nogle penge til det videre arbejde. Og vi vil vildt gerne vide, hvad I tænker om vores projekt? Har I lyst til se den film?

 

Da Pernille var sejlet, fortsatte vejret med at være fuldkommen uforudsigeligt, og Kristian og børnene fortsatte ufortrødent med at bygge Storms “skumle hus” i haven, og der var en enorm regnbue, som Juno opdagede. Jeg tænkte på, at jeg er glad for, at hun allerede kender regnbuer så godt. Hun tager køer og får og havet og frisk luft for givet.
Der var fuldkommen ro en stund. Det er der efterhånden dagligt. Der var gode lege, og så var der grin i en time, mens vi ryddede op efter maden, og ikke gad flere konflikter om den slags, og i stedet fortalte vanvittigt dårlige “Alle børnene”-jokes, og Kristian grinede af de håbløse rim, til han havde tårer i øjnene.

Derefter puttede Kristian en meget træt Juno, og jeg satte mig med de tre andre og så “Given“, som er en dokumentarfilm, der ligger på Netflix. Min veninde, Merian, anbefalede den for nogle måneder siden, hvor Kristian, min søster og jeg straks satte os for at se den, men vi kunne bare ikke rigtigt få hul på den, men i går kom jeg i tanke om den, og hvor er jeg glad for det, for den er virkelig fin. Poetisk, inspirerende, visuelt helt vidunderlig og dejlig lydside. Filmen handler om en familie på fire, som rejser rundt i verden, og surfer på livet løs (børnene er nul og fire år). Den handler i høj grad om fortælling, rødder, frihed og læring. Børnene herhjemme var både meget stille og meget nysgerrige undervejs og Kristian, som også fik det meste af den med, sagde efterfølgende:  “Sådan skal vores dokumentar også være, for livet er smukt, hvis man stopper op, og ser sig omkring, og det skal den vise.” (siden har han tilføjet, at man godt kan filme grimme ting smukt, da børnene råbte af hinanden, og der var tomatsovs på væggen).

“Godnat”, sagde vi så til tre søvnige børn med røde kinder, og jeg listede op med de to på fem, mens Kristian gik med Storm for at putte ham på hans værelse. Da jeg kom ned igen efter tyve minutter, hørte jeg stemmer fra Storms værelse, og dér lå de så; far og søn i hver sin fodende, og var så fordybet i deres samtale, at de knap ænsede mig. “Hvad snakker I om?” – “Om religion,” svarede Kristian. “Om hvor fjollet det er, når religioner påstår, at gud elsker den ene mere end den anden, fordi de ikke tror på den samme religion,” tilføjede Storm, før han bad mig lukke døren på vej ud.
Sådan kan religionsundervisning altså også se ud. I et hjemmeskoleliv, klokken 21 om aftenen.

Hvad med jeres seneste døgn?

Jeg er ked af, at mit kommentarfelt ser tosset ud lige nu – jeg håber, det bliver fikset i dag.
Kommenter alligevel, vil I ikke?

Kærester midt i et børneliv

Så sidder Kristian og jeg her i sofaen. Sidst på aftenen. Nær ved midnat.
I baggrunden spiller Bachs juleoratorium, og det er både højtideligt, smukt og stort. Det er en passende kontrast til det kølige lys, som strømmer fra computerskærmene foran os.
Vi sidder ved siden af hinanden, han og jeg, men har ikke øjenkontakt. Sådan er det nogle aftener, når vi arbejder fokuseret. Andre aftener er vi fælles om noget andet – så snakker vi (længe), læser, eller ser en dokumentarfilm (og nej, det er ikke fordi, vi er for fine til andre film, men der er efterhånden ikke ret mange, som fanger os). Bagefter arbejder jeg altid, mens Kristian går i seng. Jeg skriver de fleste aftener. Måske kan jeg slet ikke lade være.
Men her til aften sidder vi med hver vores computer, for Kristian er ved at lægge sidste hånd på en projektbeskrivelse, som jeg netop har redigeret for ham, og jeg har i nogle dage tænkt, at jeg ville skrive lidt om parforhold herinde.

Parforholdet fylder meget for mange. Parforholdet er vigtigt for de fleste. Hvad end man er i et eller ej. Hvad end det gør ondt eller godt.
Jeg møder mennesker, som lever alene, selvom de er to. Jeg møder mennesker, som kun kender sig selv i kraft af den anden.
Jeg ved, at en stor del af min egen identitet ligger i tosomheden med Kristian. Jeg ved, at det er sårbart. Sårbart fordi det er så værdifuldt.

Fordi Kristian og jeg ikke arbejder ret mange dage, arbejder vi til gengæld ofte om aftenen, og hvor er der så plads til tosomheden, når her er fire børn dagen lang? Tosomheden er omdrejningspunktet for vores familie, og hvor ville det være nemt, hvis den eksisterede tilstrækkeligt bare i det, at vi er her hver dag sammen med vores børn? Men nej, det er ikke altid nok: Vi har også brug for intime snakke, rolige stunder og nærhed uden distraktioner. Vi har brug for at berøre svære emner og kringlede emner, og dem griber vi, når mørket falder på. Så flyder ordene, vi ser hinanden i øjnene, udveksler tanker og idéer, og jeg lægger mit hoved på hans skulder, mens trætheden indhyller os. Mest af alt bruger vi tid på alt det gode, der er her i verden. Vi ser film om visdom, vandring, sjælesøgen. Jeg mærker, at der er meget håb, når vi omfavner livet i fællesskab, og vi er nødt til at fokusere på håbet for at kunne bære lyset frem.

Kristian og jeg deler alle de dybeste overbevisninger, og det er jeg meget taknemmelig for. Alt det vi tror på, tror vi på i tosomhed. Vores bevidsthed udvikler sig symbiotisk; vi rykker os med samme hast og i samme retning. Vi har forskellige vinkler på en del ting, forskellige spørgsmål til livet og hverdagen, men sammen finder vi de svar, som ræsonnerer i os. Vi er ikke ens, men vi er enige. Vi er ikke den samme, men vi er sammen.

Tosomheden er en stor investering, det er jeg klar over. Og selvom vi aldrig har følt os alvorligt udfordret på vores parforhold, Kristian og jeg, så kan jeg indimellem mærke, at jeg savner lidt ekstra tid til fordybelse. Så fanger vi hinanden i køkkenet midt på dagen, og taler passioneret, mens børnene er optaget af en god leg.

Nogle gange nyder vi også at komme helt væk – rejse hjemmefra, kun han og jeg. Jeg kan længes efter bare et enkelt døgn til at dyrke fordybelsen, opsøge nye input og mærke vores bånd blive tydeligere igen. Og fordi vi er omgivet af bedsteforældre, som kender børnene godt, og som altid understøtter vores behov, er det en mulighed for os at tage af sted en gang om året eller to.
Hvad så med børnene? Tja, de vil helst med os, men de kan godt forstå, at vi har brug for at snakke uden afbrydelser, og de begynder at sætte pris på at have forældre, som nogle gange sidder i stearinlysets skær, og spiser aftensmad klokken 21:30, mens de falder i søvn. Bare fordi vi har så meget lyst til at være på date.

For tiden planlægger jeg en enkelt dag og nat hjemmefra, måske i november. Vi skal lave noget, som nærer os indeni. Noget, som sætter svingninger i gang i os, for jeg ved, at den slags bærer man med sig videre længe derefter.

Kristian og jeg mødtes for tretten år siden. Det var både i går og i et andet liv. Det var mig og det var en helt andet. Det var ham og det var en begyndelse.
Dengang var vi en del af alt – af samfundet, byen, flertallet, den kreative klasse. Nu er vi mere os selv. Vi finder vores vej, og den peger væk fra det meste, tror jeg. Men vi er aldrig alene. Vi har hinanden, og vi har mennesker omkring os, og vi har vores tro på meningen med det hele.

For et år siden skrev jeg en serie på fem indlæg om parforhold. Har I læst den? Ellers er første del lige HER

Hvad gør I jer af tanker om parforhold? Hvad betyder det for jer?
Er det godt eller skidt – eller er det slet ikke? Har I glæden af stor og levende kærlighed eller bekymringen ved en kærlighed som ikke føles helt rigtig?

Hvad er jeres bedste råd til at holde et forhold i live?

Tillid og respekt giver frihed

Det sidste års tid har jeg læst en del om:
tillid til børn
respekt for børn
og børns frihed.
Det har føltes som et kald dybt indefra, men det har alligevel været svært helt at gøre det til en del af mit forældreskab. Man må sige, at de tre ting faktisk går imod alt, jeg har lært som voksen og selv erfaret som barn.

Men da Kristian og jeg i sommer talte (non-stop) om at tage børnene hjem (vi så også film om det – særligt vil jeg igen anbefale dokumentaren “Being and becoming“), blev det tydeligere, at den retning, som rummede vores værdier, var “unschooling”. Unschooling handler for mig lige netop om tillid, respekt og frihed. Det handler også om forældreengagement, omsorg og tid, men netop tilliden og respekten – og deraf friheden – hæfter jeg mig ved her.

Jeg læste som nævnt en del om emnet, og unschooling er et velbeskrevet område, som motiverer, og glæder mig. Jeg læste bøger og blogs – og af de kortere tekster gjorde den her om respekt (på engelsk) og den om tillid (også engelsk) særligt indtryk. Jeg læste også den lidt flippede (hvilket passer mig fremragende) “Anastasia” af Vladimir Megre om en ung kvinde, som lever fuldkommen i pagt med naturen. Hun fortæller den russiske forretningsmand (forfatteren) om alt det, hun synes, er skævt ved civilisationen. På et tidspunkt nævner hun den måde, vi omgås vores børn – også helt små babyer: “I giver dem legetøj, som forstyrrer deres naturlige oplevelse af verden, og rækker dem de ting, som de prøver at kravle hen til, i stedet for at lade dem opleve glæden ved at øve sig og lykkes.” (frit fra hukommelsen – det er smukkere i bogen, som er værd at læse – den kan lånes på bibliotek.dk). Det rørte noget i mig, at denne kvinde ikke mente, at legetøj, distraktioner og hastværk var for babyer. “Selvfølgelig,” tænkte jeg, og jeg tænkte på mine fire børn, som alligevel alle sammen har oplevet lige nøjagtig det: Distraktioner, misforstået hjælp og omsorg. Jeg tænkte, at sådan gør man jo bare, men ville ønske, at jeg ikke havde gjort det.

Og så sad jeg en aften for ikke så længe siden, og snakkede med min bror, som har en datter på godt et år. Han fortalte på sin sædvanlige beskedne måde, at hans lille pige står op om morgenen, tænder elkedlen, putter et tebrev i en kop, og venter på, at vandet bliver klar, så hendes forældre kan lave teen færdig.
Det ramte mig. Det ramte mig, at børn selvfølgelig kan. At de vil og de kan og de skal sgu (og de må selvfølgelig gerne.) Det er jo meningen.
Min bror snakkede om min svigerindes tålmodige moderskab, som er blevet til hans faderskab, men som måske ikke havde ligget til ham ellers. Jeg tænkte på hendes træk på skulderen, når noget ryger på gulvet, eller når ét eller andet bliver beskidt undervejs.
Og den aften ændrede der sig noget fundamentalt i min tilgang til mine børn. Fra at have taget små skridt i retning af at give slip og finde mere tillid, slap jeg tøjlerne. Kærligt, slap jeg dem. Med stor omsorg og opmærksomhed slap jeg dem. Men jeg slap dem, og jeg slipper dem igen hver dag, for de ender dagligt i mine hænder endnu. Det er så indgroet.

Jeg er nemlig ikke selv vokset op med den slags frihed. Eller med tillid og tilstrækkelig respekt. Jeg har ikke haft flest pædagoger eller lærere, som stolede på mig. Jeg har ikke mødt flest bibliotekarer eller bedsteforældre, som havde tillid til, at jeg rent faktisk vidste, hvad der var bedst for mig. Jeg har ikke kendt ret mange voksne, som virkelig respekterede det jeg sagde, eller rent faktisk hørte efter.
Og ja, jeg mener, at børn skal sættes fri. Mere fri end man plejer at være komfortabel med. Så fri at nogle råber: “Det kan man jo ikke! Hvordan skal det dog gå?!” Og svaret er, at jeg ved det jo ikke endnu. Vi er jo kun lige begyndt, og hvornår kan vi vurdere resultatet? Når børnene fylder 18, eller når vi selv passerer videre til det næste liv?

Jeg tror på frihed, men det er nu, jeg bliver nødt til at understrege: Unschooling er ikke unparenting (!).
Når jeg søger at give mine børn plads til at være sig selv (finde sig selv) betyder ikke, at jeg ikke yder omsorg, beskyttelse eller nærvær. Det betyder ikke, at vi ingen rammer har hjemme hos os. Jeg mener, at børn skal kende deres plads: De skal vide, at de er elsket ubetinget, at deres følelser er berettigede, at vi lytter til dem, og at vi gerne vil høre deres mening. De skal vide, at de er hele mennesker, og de er betydningsfulde. De skal også vide, at vi er her for dem, deres far og jeg, og vi tager deres stemme med i vores beslutninger. De skal vide, at de bidrager til vores familie, og at de kan regne med, at vi gør vores bedste.

Det, der er anderledes nu er, ganske konkret, at mine børn helt selv vælger deres tøj hver dag. Det har de altid gjort i en ganske vid udstrækning, men jeg har faktisk ofte blandet mig med udgangspunkt i vejret: “Tag shorts på, det er varmt” / “Tag trøjen af, du sveder.” Nu vælger de selv. Det er fantastisk at være vidne til forskelligheden: 90 procent af tiden, når vi er indenfor, har pigerne absolut ingenting på. Den ene af drengene er til gengæld altid i lange bukser og strømper og trøje, også når det er varmest udenfor. Han hader-hader sandaler, så det er fjollet, at jeg har købt sandaler til ham år efter år, og endnu mere tosset at jeg har brugt hele sommeren på at prøve at få ham i dem. Den anden dreng har altid enten bare tæer eller Crocs på sine brune fødder. Grimme, tyndslidte Crocs som han elsker lige så meget, som jeg synes, de er grimme. Og badekåbe. Han bor i sin mørkeblå badekåbe og et par tynde, bløde natbukser. Ren og skær “The Big Lebowski” her i mit hus. Uanfægtet af tøjet i kommoden.

Åhr, jeg elsker det. Jeg elsker at se mine børn finde deres egen kropslighed, deres egne præferencer. Og jo, jeg siger sikkert “hvordan ville det være at tage din sweater af?”, hvis ham den varme, tykhårede bjørn løber rundt, ildrød i hovedet af sved. Men jeg vil ikke presse ham.

Det samme med mad. Jeg har altid prøvet at være anerkendende og fri under måltiderne (tak, Jesper Juul). Men nu skal det for alvor være slut med de arbitrære forventninger til mængde, tidspunkt og præferencer. Vi taler sammen om de sunde valg, om omsorg for naturen, vores kroppe og hinanden. Vi beder bordbøn, når vi husker det, men Kristian og jeg forventer ikke andet end relativ, fysisk ro når vi spiser (hvilket er rigeligt at bede om, hvis nogen skulle spørge…). Vi forventer ikke, at alle spiser det samme eller lige meget eller lige længe.
Næ, nogle er nærmest vegetarer, andre lever praktisk taget af rugbrød med leverpostej, og vi snakker om det hele. Vokser sammen, men ikke altid samme vej.
Et tip her er kun at have mad i huset, som man synes, det er okay, at børnene spiser af, så de kan mærke sig frem i forhold til sult og blodsukker uden at risikere at fylde deres maver med sukker eller kemi.

Friheden rækker ind i alt: Kristian og jeg øver os i at respektere børnenes initiativet fremfor at slå det ned med autopilot-udbrud. Som når Juno bærer to keramiktallerkener ind til bordet, helt stolt. Og jeg kommer til at sige “Uh, pas på!” i stedet for: “Hvor er det dejligt, at du hjælper!”
Og når hun tager det største glas syltetøj fra køleskabet og en ske, og sætter sig, og spiser.

Her er et tip: Hav kun ting som du kan bære at miste, så børnene kan hjælpe med at fylde opvaskemaskine og dække bord selv (det har jeg ikke kun, men jeg har hylder udenfor rækkevidde).

Friheden rækker ind i sengetider (det har jeg skrevet om her og hende den kloge i Australien har skrevet om det her).

Det rækker ind i legeaftaler (dem skal man have lyst til) og fritidsaktiviteter (som vores børn aldrig har vist interesse for – udover rollespil).

Det rækker ind i alt.
Det er jo alt. Det bliver livet. Ikke over en enkelt nat, men efterhånden.

Og ved I, hvad der så sker?
Så kommer nøgne-Juno på knap to gående med et viskestykke, og siger “tis”, og jeg spørger “Har du tisset?” og hun siger “Ja!” og trækker mig med hen til stedet på gulvet, hvor hun har tisset, men der er tørt, for hun har selv tørret det op med viskestykket, som hun så bærer ud, og lægger i vasketøjsbunken.

Eller man finder hende i færd med at klippe en pose med kattesnacks åben med en saks, mens hun siger “til miav!” Saksen har hun selv hentet, skuffen er efterladt åben, og posen har hun fundet i et skab. Hun sidder nøgen i en vindueskarm, og arbejder koncentreret.

Hun slår æggene ud til chokoladekagen, og former boller. Hun dækker bord, rører i gryder, rykker konstant rundt på skammelen i køkkenet, så hun kan være med til alt. Hun smører selv en smørmad, når hun ser, at der står smør og brød på køkkenbordet.

Friheden rækker ind i børnenes initiativer, som vi kun stopper, hvis de er utrygge eller skadelige. Børnene herhjemme er ikke mest af alt praktiske i deres aktiviteter, og jeg ved stadig ikke, hvordan man får dem til at hjælpe med at rydde op uden diskussion, men de tager initiativ til så mange fede, forskellige aktiviteter dagen lang.

I disse dage lytter de to på fem år til Ole Lund Kirkegaard-lydbøger timevis dagligt. De snakker som Lille Virgil og Gummi-Tarzan, og de snakker om bøller og om den store smed, som er “mindst lige så meget en bølle som Orla.” Vi siger ikke stop. Vi er her jo, vi har øjenkontakt, spiser med dem (uden hovedtelefoner), læser med dem, diskuterer med dem. Ligger på græsset, og hopper på trampolin. De siger: “hensigten med at have en fælde er jo netop at fange den snu forbryder, så han kan komme i kachotten!”, når de leger Felthospital med Lego. De lyder som en blanding af Bulderby og Topper med næsehornet.

Hvad sker der, når børn er fri? Det er nyt for mig at være bevidst om netop det, og mine børn er måske reelt ikke frie endnu. Ikke i deres hoveder (det tager tid at stole på tilliden), og vi er der jo heller ikke endnu, Kristian og jeg.
Men her er rarere at være. Mere harmonisk. Jeg har ikke vidst, at det var en mulighed at slippe kontrollen uden at miste en masse andet samtidig.
Børnene påtager sig større ansvar, og får flere idéer i takt med, at vi giver mere slip. Der sker det, at de kan mærke, når de er trætte og sultne og kolde og varme. De kan mærke, når de trænger til at sidde i sofaen en halv time og lade tankerne vandre. De kan mærke, når de pludselig får lyst til at lave en legeaftale. De kan mærke, hvor de helst vil sove (i familiesengen eller på eget værelse). Og så videre.

Læs mere om helt frie børn her (på engelsk)

(Og se lidt om min holdning til skærmtid i kommentarfeltet herunder).

Hvad tænker I om tillid, respekt og frihed? Hvordan oplevede I det, da I var børn, og hvad tror I, der sker, hvis man stoler mere på sine børn og giver dem større frihed?