Er min følsomhed særlig, eller er den i virkeligheden det mest naturlige?

Dagene er mest af alt sociale lige nu.
Vi holdt julestue i søndags med knap 40 besøgende, store som små, fodboldkampe, kage og klipperi.
Så kom mandag med besøg fra vores søde venner, der er flyttet fra England til Danmark, og om eftermiddagen havde jeg seks børn med til fodbold i Marstal.
I går holdt jeg et møde af den slags, som krævede fokus i så mange timer, at jeg efterfølgende faldt i søvn på legeværelset med ansigtet i madrassen og benene ud over kanten. Lige indtil børnene vækkede mig, fordi vi skulle spise.
I dag skal jeg have ro, og roen kommer ikke af sig selv, så den skal jeg insistere på, skabe ud af omsorg for mig selv og mine nærmeste. Fordi jeg ikke vil ende med at have hjertebanken flere dage i træk eller føle min hals snøre sig sammen, når jeg tænker på juleaften, Junos fødselsdag i næste uge eller tøjvask.
Jeg vil ikke ende hudløs og udsat, og det gør jeg, hvis ikke jeg skaber ro nu.

Jeg er blevet mere følsom de seneste år. Ærligt talt plejede jeg at rynke på næsen af den slags mennesker, som har en lavere tærskel for overstimulering, eller som siger det højt, når de har brug for en pause.
Og det på trods af, at jeg selvfølgelig altid selv har været både sensitiv og følsom og i stand til at mærke alle omkring mig og aflæse signaler, næsten før de blev sendt. Men jeg plejede ikke at lytte til mig selv eller tage min krops signaler alvorligt. Det var mit indtryk, at styrken sad i at kunne blive ved, altid stå midt i det hele, aldrig give op.
Min følsomhed er intensiveret, jeg er blevet mere opmærksom på den, og jeg tror, det skyldes, at vores hverdag er mindre travl. Det kunne opfattes som en svaghed, men jo bedre jeg kender mig selv, jo tydeligere bliver det, at min følsomhed er en styrke.

Min følsomhed såvel som mine børns og min mands er vores værn mod et liv, der ellers kunne løbe fra os. Det er med hjælp fra kontakten til vores egen indre balance, at vi bliver holdt fast i nuet og tvunget til at prioritere.
Mine børn siger indimellem “Jeg har givet alt, jeg har, så vi er nødt til at aflyse alle aftaler i morgen”, og jeg bliver ofte instinktivt irriteret – skal vi så skuffe nogen ved at være dem, der melder fra?
Efterhånden erfarer jeg, at når respekterer os selv, viser vi samtidig vejen for dem, som måske har sværere ved at respektere deres egne signaler. Målet er naturligvis ikke at planlægge for meget, så man slipper for at skulle aflyse igen og igen.
Men jeg ved også fra mig selv, at når jeg møder respektfuld ærlighed hos andre, bliver jeg inspireret til at mærke efter, og hvem kender ikke følelsen af lettelse, når nogen aflyser, og man med det samme forstår, at man også selv trængte mere til ro end til aktivitet?

I dag vælger jeg roen. Jeg bliver hjemme fra formiddagsturen op i den sportshal, som vi netop har meldt os ind i for at kunne spille fodbold non-stop alle ugens dage (what.have.we.done), og lader Kristian tage af sted med børnene nogle timer. Jeg bliver hjemme fra et uden tvivl givende samvær med dejlige hjemmeskolevenner, simpelthen fordi jeg ikke kan tage eller give mere lige nu. Jeg bliver hjemme for ikke pludselig at blive så træt, at jeg ikke kan noget overhovedet.

Ofte siger jeg til mennesker, der har svært ved at drage omsorg for sig selv: “Jeg ved, at du knokler for at være der for nogle andre, men hvis du bliver ved på den måde, kan du pludselig ikke være der for nogen overhovedet – ikke en gang dine nærmeste.”

Jeg siger også med mellemrum, at jeg ikke er disponeret for at få stress. Hvorfor ikke? Der er flere faktorer, formoder jeg, den væsentligste er nok, at jeg passer på ikke at leve, så jeg risikerer at blive stresset. Det kræver skarpe prioriteter, en hverdag med mening og ikke mindst evnen til at sige stop, også når man føler, man burde.

Min sensitivitet er ikke særlig eller enestående eller noget som helst andet end fuldkommen naturlig. Men den udmærker sig i et samfund, hvor mange har så travlt, at deres medfødte sensitivitet og følsomhed bliver skubbet til side til fordel for en såkaldt robusthed, som måske i virkeligheden er en måde at maskere en form for bedøvelse eller lammelse. Måske er det, at man kan klare helt utroligt meget, og aldrig bliver træt, og altid helst vil være der, hvor det sker, ikke er et udtryk for styrke men for en evne til at overleve, på trods.

Og det er det, jeg forsøger at undgå i dag: At overleve på trods. Jeg øver mig i at leve, ikke på trods, men leve med mening og fuldt overlæg.

Børnene i vuggestuen og mine egne børn, som gik der engang

Har de det godt nok – børnene?

Pædagoger løfter hver eneste dag en kæmpestor opgave, når vi arbejder med børns følelser og med at gøre dem trygge ❤️ Men samfundsmæssigt er der bekymrende lidt fokus på, hvor vigtigt det arbejde faktisk er, mener forsker Thomas Gitz-Johansen. Han har fulgt hverdagen på en vuggestue gennem et år.👉 Se den spændende video fra Børn&Unge. Og læs mere om forskningen her: https://bit.ly/2z9cSfx

Slået op af BUPL i Onsdag den 14. november 2018

Jeg så en video om et meget vigtigt forskningsprojekt i en vuggestue, og fik lyst til at dele den.
“Sikke en dejlig pædagog, de interviewer i den her lille film”, tænkte jeg. “Hun virker oprigtig og omsorgsfuld.” Men mit hjerte gik samtidig itu ved synet og lyden af de små børn, som er væk fra deres mor og far . De små børn, som lever i et parallelsamfund, vi er kommet til at tro, er den bedste barndom. Et parallelsamfund, som mine egne børn også var i.
Derfor fik jeg også lyst til at dele en tekst, jeg skrev for et år siden, nemlig: “Jeg peger på mig selv, og jeg står stille i badet, fordi det gør ondt“.

Hvad skal navnet være? (NYHED!)

I starten af næste år åbner jeg et medlemsforum, som har været på tegnebrættet længe, og som er et resultat af alt det, jeg har erfaret gennem arbejdet her på bloggen, mine retreats og foredrag de seneste år. Og fra hele mit liv, naturligvis.
Det bliver et sted for nytænkende, omsorgsfuld og ikke-dømmende sparring. Et sted, hvor man kan stille sine mest aktuelle eller følsomme spørgsmål i et trygt og bevidst rum til andre, der har nogle af de samme overvejelser, men andre erfaringer.
Det bliver et forum med personlige svar fra mig og geografisk orienterede fællesskaber ude i den virkelige verden. Et sted, man kan bruge som sparringspartner og inspirationskilde til hverdagen og opbrudstider.

Hvad mere? Der kommer til at være månedlige podcasts med både mig selv, Kristian og et hav af inspirerende mennesker. Der kommer live-chats, webinars og økonomisk rådgivning og rabat på mine foredrag samt på de intime workshops, som jeg kommer ud og laver i hele landet til sommer.
Og det er kun begyndelsen.

Jeg glæder mig, fordi jeg tror, dette forum kan blive den udvidede familie, som vi alle sammen har brug for: Et fællesskab, hvis overvejelser man kan spejle sig ind i, og hvor der er plads til at opleve og erfare nye måder at indrette sig på.

Jeg glæder mig, fordi meget er under forandring i vores verden, og fordi mange drømmer om at have lidt mere af alt det gode i deres liv. Sammen kan vi løfte og inspirere i flok og eliminere følelsen af at være alene, mens vi støtter hinanden i at tackle den modstand, som man ofte møder, når man beslutter at tage ansvar for sit liv og indrette en hverdag, der giver mening, og skaber glæde.

Alt det er jeg overbevist om, og hver dag går jeg med en masse tanker om, hvor godt det bliver. Men hvad jeg ikke ved, er, hvad forummet skal hedde?
Hvad kalder man et sted, som handler om at skabe mod, fællesskab, nytænkning og livsglæde?
Hvad kalder man et forum, hvor der er plads til de unge, dem med børn og til dem, der har valgt en helt anden vej?

Hvad synes I?
(Og vil I være med derinde?)

Skriv jeres idéer i kommentarfeltet herunder, på instagram eller i en personlig besked til mig og lad os søsætte dette nye eventyr sammen ♥️

Når kompleksiteten tager overhånd, forsvinder livsglæden

Livet i dag er komplekst, og jeg har haft den tanke, at én af mine største ambitioner er at gøre mit eget liv mindre komplekst. At skrælle lag af i håb om at finde ind til en form for kerne, hvor alt det jeg bruger energi på, giver reel mening.

Jeg oplever, at vores livsstil er langt mere kompleks i dag end tidligere, og med de mange muligheder kommer et ansvar for at vælge bevidst og acceptere fravalgene i samme åndedrag.

Vi kan rejse hurtigere end nogensinde, kommunikere uden forsinkelse på tværs af kulturer, geografi og sprog.
Vi kan google vores egne sygdomssymptomer, tage billeder med vores telefon og dele dem med hele verden. Arbejde dag og nat uden hensyn til årstidernes skiften, låne penge, vi ikke har, og miste alt vi ejer til noget, der kun eksisterer online. Vi kan købe tøj, som fremmede mennesker har lavet til os under kummerlige forhold på den anden side af jorden og spise mad, der ikke gror i vores eget klima.
Vi går på arbejde for at tjene penge til et forbrug, mange af os ikke har overblik over eller behov for, og mens vi arbejder, tilbringer vores børn det meste af deres vågne tid i institutioner uden dem, de elsker.

Vi er som samfund kollektivt triste og eksistentielt ensomme, stressede og angste og forvirrede, og ét eller andet hænger ikke sammen: Vores planet er ved at give efter, men det er ikke den, der kommer til at dø, det er os. Problemer er, at vi alle sammen opdraget til at tro, at livet handler om at have mest fremfor at have det godt.
Der er så mange tilbud til den enkelte og tanker om succes og uovervindelighed og selvrealisering, men måske livet i virkeligheden er væsentligt mere simpelt end det.

Måske handler livet i al sin enkelhed om fællesskab og balance. En balance, hvor ingen tager mere, end de giver. For det er en sygdom, når vi tager for meget, og det er den sygdom, mange lider under nu.

Hvornår er livet for komplekst?
Det er det, når vores hverdag er præget af arbejdsopgaver, som ikke giver mening for os, fordi vi har mistet kontakten til det sted, hvor vi kan mærke os selv.
Når hverdagen er overvældende og en nytteløs travlhed efterlader for trætte  til at være dem, vi helst vil være og uden lyst til at nære de relationer, der er det vigtigste i vores liv.
Når vi ser os blinde på genstande, som vi tror, kan redde os, men som undergraver alt, der er godt.
Det er en forvildelse ud af kærligheden og ind i adskillelsen; væk fra omsorgen og ind i tomheden.

Men en ny bevægelse er i gang. Flere og flere mærker det.
Kompleksiteten, afsavnet, forvirringen og den tomme følelse i hjertets dyb tvinger os til at stoppe op, mærke efter, handle anderledes.

Omsorgsrevolutionen bliver det kaldt, og sådan føles det også:
Som et paradigmeskifte hen mod færre ting, mere tid, færre tomme løfter og flere kærlige fællesskaber.

Livet skal opleves, og man oplever det bedst, når man ikke har travlt med opgaver, der skaber tomhed.
Det simple liv er ikke altid simpelt at skabe i et samfund, som hylder det modsatte, og derfor kræver det et stort fokus og en stålsat vilje at vælge det til, og det kræver en solid stemme indeni, som igen og igen hvisker: Du er elsket, du er god, dit liv har en værdi.
Og når det lykkes at leve et meningsfuldt liv, er det hele indsatsen værd. Så mærker man pludselig mere, og det er en berusende oplevelse.

Ligeværd, klipning og autonome børn (om min datters meget korte hår)

For en uge siden sagde seks årige Live til sin far, at hun gerne ville klippes som Paulo Dybala; sit helt store fodboldidol fra Argentina.
Kristian sagde, at det lød som en god idé, og hun summede på idéen nogle dage, før hun spurgte mig. Jeg sagde også ja uden at tøve, og Live fløj mig om halsen. “Tak, mor! Tak!” jublede hun.
“Jamen, selvfølgelig”, sagde jeg, og kunne ikke helt undgå at mærke en lille klump i maven: Hvis jeg altid praktiserer ligeværd, og iøvrigt er en tillidsfuld mor, hvorfor reagerer hun så med lettelse på min accept?
Svaret er, at jeg ikke altid er hverken ligeværdig eller tillidsfuld. Jeg arbejder med det, hver dag. Det er en bevidst handling, når jeg giver slip, giver frihed, giver plads, men det er heldigvis også en naturlig handling, og en på mange måder simpel og ubesværet handling: Det er, hvad jeg gør, når jeg er i overensstemmelse med min natur; når jeg agerer på mit hjertes stemme, og ikke lader mig presse eller forføre af de røster, jeg hører omkring mig, de erindringer jeg har af uligevægtige relationer mellem voksne og børn fra min egen barndom, og når ikke sætter mig selv over nogen andre, men derimod er autentisk mod mig selv OG respektfuld overfor mit barns autencitet.

Så min datter og jeg tog til frisøren, og for hver hårlok der faldt mod jorden, så jeg hendes smil blive større. Hun rankede ryggen, rejste panden, og blev måske for første gang i sit liv bevidst om sin egen fysiske fremtoning; og om den effekt det har på vores omverden, når vi tager ejerskab, også over vores krop.

Balancen mellem lederskab, også kendt som alfarollen i bl.a. Gordon Neufelds arbejde, og børnenes autonomi er en evigt krævende og samtidig uendeligt betydningsfuld evne at mestre. Jeg bliver stolt og glad, når jeg lykkes med at støtte mine børn, tage ansvar og samtidig sætte dem fri til at være sig selv.
Så nu er min datter klippet som Dybala, og det er tydeligt, at hun elsker det. Hendes rebelske og provokerende natur kommer nu endnu tydeligere til udtryk (Lord, help me), og hun bærer sig selv med stolthed og et stort, tandløst smil. Dåde Kristian og jeg er også stolte – ligesom jeg fornemmer, at hendes brødre er det. Vi føler os uafhængige, frie, stærke og i balance, sådan føles det, når vi bevæger os sammen, og hver og én af os har lov til at være sig selv.

Hvis jeg har ét ønske for mine børn, så er det, at de bevarer den uforstyrrede kontakt til deres indre stemme, som så mange voksne kæmper for at genoprette senere i livet. Når man har kontakt til den, slipper man nemlig for rigtigt mange spildte timer og dårlige erfaringer, og kan i stedet bruge sin tid på at være sig selv og skabe kærlige forhold her på jorden. Og hvis det koster en tur til frisøren og lidt løftede øjenbryn rundt omkring, så er det en lille pris at betale for et frit sind.

Føler du dig berettiget til at leve et godt liv?

Det er fredag, og dermed en uge siden, at jeg mødte de ti kvinder, som kom her til Ærø for at holde retreat over weekend. Ti vidunderlige, inspirerende, vise, følsomme, omsorgsfulde kvinder, der hver især bar på en betydningsfuld historie og nogle smukke ønsker for deres liv.

Der er et tema, som fylder på alle mine retreats, under mine foredrag, og i de mails jeg modtager hver uge. Det er noget, som jeg kender indgående fra min egen udviklingsrejse, fra mine veninder, mine søskende, næsten alle omkring mig.

Temaet er “berettigelse” – eller sagt med andre ord: Modet til at stille os i vores lys og være den mest ærlige version af os selv. At stille sig i sit eget lys betyder ikke “at larme” eller at “være den bedste” eller “at have succes”. At stille sig i sit eget lys handler om at blive fortrolig med, hvem man er, og hvad man trives bedst med, og øve sig i at vælge det fremfor at vælge noget, andre forventer af én.

Det er ikke overfladisk selvudvikling eller navlepilleri. Det er efter min bedste overbevisning den mest direkte vej til at gøre først os selv og dernæst uundgåeligt vores omgivelser gladere; bringe balance til jordkloden og sikre vores fælles fremtid.

Når vi hver især lytter til os selv, vores hjerte, intuition, mavefornemmelse eller hvad det hedder for den enkelte, bliver vi drevet af ønsket om en mere kærlig verden. Vi bliver drevet af ønsket om at stå op for os selv og vores ret til at leve, som det føles mest meningsfuldt for os, og den drift handler aldrig om forbrug eller om at være den smukkeste, klogeste eller sejeste – det handler ganske enkelt om ikke tage mere, end vi giver og om omsorg og respekt.

Mange af os har mistet evnen til at høre vores egen indre stemme, og er i løbet af vores liv blevet usikre på, om vi er gode nok; om vi fortjener at blive hørt, og om det, vi mærker dybt i os selv, rent faktisk er værd at tage alvorligt.
Så vi tvivler, og vi siger ja til ting, vi ikke har lyst til, tilbringer tid med mennesker, der ikke gør os godt, undlader at sige sandheden på arbejdet, når vi føler os usikre, og holder istedet alle disse sandheder tilbage, vi samler til bunke indeni, og pludselig en dag kan vi ikke høre vores egen stemme. Langsomt forsvinder fornemmelsen af, hvem vi er, og hvad vi vil.
“Tal tydeligere”, har jeg ofte lyst til at sige til mennesker, der har svært ved at mærke sig selv.

“Må jeg gerne leve det liv, jeg drømmer om?” “Er jeg forkælet?” “Kan jeg være bekendt at være mere glad end mine venner?” “Er det okay at sige, at jeg ikke vil arbejde så meget, men hellere vil noget andet?” “Hvad sker der, hvis jeg følger mit hjerte, og min omgangskreds ikke gider mig længere?” – Og så videre.

Det er usikkerheder, som mange af os kan nikke genkendende til, men jeg har lært, at det er en tvivl, som man kan leve uden, og som ingen af os har godt af at trække rundt på.
Vi vil gerne støtte vores børn i at stole på sig selv og leve meningsfuldt, uden løgne og uden følelsen af utilstrækkelighed, og dér må vi gå forrest.
Jeg har i mange år haft fokus på at skifte alle mine forbehold og usikkerheder ud med tillid, ærlighed og kærlige forventninger, så tvivlen nu fylder forsvindende lidt for mig. Jeg står i mit lys, har taget ejerskab over mit eget liv, og elsker at inspirere andre til at gøre det samme.
Kan det lade sig gøre? Ja, og det føles præcis så meningsfuldt, som det lyder.
Der er mange måder at gøre det på, og de starter alle sammen med respekt.
Én af deltagerne på retreatet i sidste weekend præsenterede sig selv ved at fortælle om en veninde, hun har, som indimellem aflyser aftaler med ordene: “Jeg kan mærke, at jeg har brug for at være hjemme og lade op i dag,” og fremfor at blive såret eller fornærmet, når hun modtager sådan en besked, fortalte kvinden på mit retreat, at en så ærlig udmelding vil hun gerne selv lære at komme med, for det vækker genklang i modtageren, og minder os på, at vi skal passe på os selv – og hinanden.

“Respekt er ikke noget, man får. Respekt er noget, man giver sig selv.”

Jeg arbejder med dette emne, når jeg afholder retreats, holder foredrag, og når jeg er sammen med andre mennesker generelt.
Når jeg åbner mit onlineforum i starten af 2019 vil det at stille sig i sit eget lys blive et gennemgående emne og tilbagevendende tema i podcasts, diskussioner m.m., fordi det er så vigtigt.

Hvad er jeres erfaringer med at føle sig berettiget og turde stå i sit eget lys?

Guldkorn #10 “Mine penge er mine stemmesedler”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

“Hvordan en smeltende gletsjer ændrede mit liv.”

Naturforvalter med fuldtidsjob, gift, mor til otteårig…og efter kl. 20 ejer af Svaneshoppen.dk. En webbutik, der blev til, fordi det skal være meget nemmere at vælge svanemærket tøj, møbler, legetøj og plejeprodukter.

Min tid er min allermest værdifulde ressource. Livet er kort og dyrebart. Jeg holder af mit job og mine kollegaer, men der går (for) mange timer med lønarbejdet. Og for få timer med de to vigtigste mennesker i mit liv. Jeg forsøger altid at forhandle at gå ned i tid frem for lønstigninger -med svingende held.

Overforbrug og materialisme bevæger jeg mig sikkert væk fra. Jeg køber meget lidt, kun det der er nødvendigt og helst brugt eller miljømærket. Får jeg lyst til at købe noget dyrt, regner jeg ud, hvor mange arbejdstimer det vil koste. Det fjerner som regel lysten. Jeg mangler ingenting.

Det falder mig mere og mere naturligt at leve nøjsomt. Og jeg glædes over den økonomiske frihed, som en minimalistisk livsstil fører med sig. Når nytårsklokkerne ringer, har jeg elimineret alt gæld i mit liv.

Måske var det 11 år i en lille grønlandsk by, med ansvaret for et af verdens mest enestående naturområder, Ilulissat Isfjord, der satte tingene i perspektiv. Den enorme vildmark; at føle sig uendeligt lille og ubetydelig i forhold til grundfjeldet under ens fødder og nordlysene over ens hoved. Og samtidig være vidne til at en af verdens største gletsjer trak sig tilbage med alarmerende hast, fordi kloden har hedeslag. Det gik op for mig, at vi mennesker påvirker vores omverden mere, end vi måske tror.

Jeg har truffet et valg: Jeg vil kunne se mit barn i øjnene om føje år og sige ”ja, vi vidste at klimaforandringerne kom, og vi havde en snæver tidsgrænse for at mindske dem. Vi gjorde det bedste, vi kunne.”

Hver eneste dag træffer vi beslutninger, som har betydning for andre mennesker, kloden, klimaet. Selv små krusninger kan blive til store bølger. Vi kan alle gøre en forskel. Og penge er et af de mest magtfulde redskaber til at ændre verden.

Derfor betræder jeg lige nu ukendt land. Som nyslået, kvindelig investor i bæredygtige aktier. Jeg vil, at mine penge skal gøre en forskel, mens de yngler. De skal være med til at skabe den grønne omstilling, der er så hårdt brug for. De skal fremelske løsninger, der kan mindske vores aftryk på kloden. De skal støtte projekter, der gør verden til et bedre sted.

Det er ikke simpelt. Der er mange firmaer og investeringsprodukter, som vil smykke sig med grønne, bevidste, etiske, bæredygtige anprisninger, uden reelt indhold. Men jeg har fundet et pejlemærke, jeg kender fra min dagligdag: Svanemærkede investeringsfonde. Det bliver dem, jeg fremover sætter mine sparepenge i.

Bæredygtige investeringer er ikke godgørenhed. De har et fornuftigt afkast. Jeg er ikke i tvivl om, at verden i højere og højere grad vil få brug for og belønne firmaer, der agerer bæredygtigt.

FAKTA OM BÆREDYGTIGE INVESTERINGER

Bæredygtige investeringer, eller ansvarlige investeringer, der rykker verden i en bedre retning, kan være mange ting. Fokus kan ligge på miljø, klima, FNs Verdensmål, socialt ansvar, menneskerettigheder og meget mere. Men mange firmaer vil gerne profitere på at have en mere eller mindre grøn profil. Så her skal man holde tungen lige i munden.

Man kan opdele investeringer i fem overordnede typer. Her listet fra mindst til størst effekt:

  • Traditionelle investeringer i firmaer, som udelukkende har fokus på finansielt afkast. Fx traditionelle aktier, obligationer og investeringsfonde.
  • Ansvarlige investeringer: Investeringer valgt på baggrund af negativ screening. Her frasorteres virksomheder på baggrund af fx kontroversielle forretningsområder (for eksempel våben, kul, tobak) eller kontroversielle sager. Fx SparInvest Ethical Value. Mange pensionskasser investerer på baggrund af negativ screening.
  • Bæredygtige investeringer: Investeringer, der udvælges specifikt i forhold til bæredygtighed i virksomhederne. Fx Merkurs/Triodos svanemærkede investeringsprodukter og SDG Invest.
  • Impact investering. Her investeres der målrettet for at løse sociale eller miljømæssige forhold, samtidig med et finansielt afkast. Fx Merkur andele, Triodos Renewables og Triodos Microfinance.
  • Traditionel filantropi fx donationer til et konkret formål, ingen afkast.

Læs mere om bæredygtige investeringer på min blog: https://www.svaneshoppen.dk/guide-til-baeredygtige-investeringer

FAKTA OM MINE INVESTERINGER

Min pulje til investeringer har jeg sparet op over længere tid. Da jeg startede med at investere, var den på ca. 2 månedslønninger før skat. Sådan en opsparing er gjort mulig, fordi jeg har været bevidst om mit forbrug. Her er app’en Spiir genial, og jeg har skruet ned for alle unødvendige udgifter og nyindkøb. Det har været helt uden afsavn. Processen har tværtimod gjort det helt klart, hvad der er vigtigt for mig. Det er ikke materielle ting.

Jeg køber meget lidt, kun af god kvalitet og helst brugt. Jeg overvejer altid grundigt, om jeg virkelig mangler en ting, og bruger tid på at sætte mig ind i, hvad der er den bedste løsning til mine behov og miljømæssigt. Min økonomi har altid været god, og jeg har aldrig brugt flere penge, end jeg havde, men at tage bevidst ejerskab over min egen økonomi, har givet en enorm styrke.

Beslutningen om at investere udsprang af to ting: Det gik op for mig, at min opsparing reelt tabte værdi, når den bare stod i banken. Og så læste jeg om de nye svanemærkede investeringsmuligheder. Min viden om investeringer havde indtil da været nærmest ikke-eksisterende, og var i høj grad baseret på fordomme. ”Det er nok svært at investere, aktieafkast kommer af at store multinationale firmaer profiterer på andre menneskers og miljøets bekostning, jeg er ikke sådan en type der investerer osv.”.

Men da jeg satte mig ind i tingene, gik det op for mig, at vi kan gøre en kæmpe forskel netop ved at placere vores penge bevidst.
Fokus for mine investeringer ligger klart på miljø og især klima. Det haster, hvis vi skal vende skuden! Jeg traf ret hurtigt en beslutning om at jeg ikke ville gå i gang med at investere selv på en investeringsplatform, da det var for uigennemskueligt at vurdere, om aktierne havde en reel effekt, og med fuldtidsjob, firma og familie har jeg ikke tid til at sætte mig ordentligt ind i stoffet og løbende følge op. Desuden syntes jeg, det var nogle store økonomiske beslutninger at træffe, når jeg var ny i emnet.

Efter en del research bookede jeg et møde med en investeringsrådgiver, Silja, i Merkur Bank. Merkur er den eneste bank i Danmark, der tilbyder svanemærkede investeringsprodukter. Sjældent har jeg mødt en bankrådgiver, der er så ærlig, empatisk og klar i mæglet om, hvad der rykker i forhold til at ændre kloden i den retning, vi begge mener, er til det bedre.

Silja laver en grundig investeringsprofil, der bl.a. omfatter ens tidshorisont og risikovillighed, og som ender med, at man får en række forslag til investeringer, der matcher ens profil. Vi endte med at justere på den endelige sammensætning, bl.a. havde jeg er ønske om at få flere konkrete Triodos produkter med i porteføljen. Når man investerer på denne måde, koster det selvfølgelig lidt i omkostninger til bank og rådgivning, i forhold til hvis man gør alt selv. Men det er det værd, hvis du spørger mig.

Pt. har jeg investeret i Merkur andele, Triodos Renewables (sol-, vind og batteriprodukter), Triodos Sustainable Bond Mixed Fund (aktier og obligationer i firmaer, der er best-in-class inden for bæredytigthed), Triodos Sustainable Pioneer Fund (firmaer der arbejder for bæredygtig innovation) og Triodos Sustainable Equity Fund (fx bæredygtig transport).

Det historiske afkast på de forskellige produkter ligger på mellem 2 og 11% over 5 år. Årlige omkostninger (ÅOP) er mellem 1,23 og 2,65%. Hvis man investerer langsigtet, over 10 år, vil man som oftest ende med et fornuftigt afkast, men der er selvfølgelig ingen garantier. Går Merkur eller Triodos konkurs, ejer jeg stadig mine aktier. Mødet med investeringsrådgiveren koster ikke noget, og der er ikke krav om at man flytter sine bankforretninger til Merkur.

Fremtiden er for os, der gør det bedste, vi kan.

Tak for ordet,
Naja Habermann

Hvis du er abonnent på Politiken, kan du læse mere om Najas investeringer her

Torsdag, en hjemmeskoledag.

Vi har meget at se til for tiden, Kristian og jeg. Mere end normalt, mere end vi bryder os om over længere tid, men nu går vi en stille tid i møde, og samtidig har vi så småt fundet en balance i disse dage, hvor han og jeg på det nærmeste er hjemme fra på skift.

Vi forsøger at skabe en form for stilhed herhjemme i disse uger, og jeg nyder den stilhed. Små øer i løbet af dagen med snacks og højtlæsning, vores faste udetid om morgenen, som blandt andet tager os ned på stranden eller forbi naboer på en kort visit. Vi har arbejdet lidt mere målrettet med boglige ting i denne uge, simpelthen fordi børnenes selvfølelse vokser, når vi gør det, og de viser hinanden deres nye kundskaber, viser alle mulige andre også hvad de har lært – kort sagt viser de os, at det er godt.

I går besluttede jeg at prøve at huske at tage billeder i løbet af dagen, noget jeg ellers er kommet fra, hvilket betyder, at både min instagram og bloggen her ofte må nøjes med lidt halvhjertede eller i hvert fald upræcise fotos fra vores liv.

Vi vågnede, da vi vågnede, hvilket vil sige, at vi vågnede forskudt. Kristian var kørt til færgen tidligt, og jeg bad børnene liste ind på et andet værelse, da de stod op, så jeg kunne få lidt mere søvn. Så ligger der som regel små unger ved siden af mig på skift den næste halve eller hele time, mens jeg blunder, og nyder det. Vi kom i tøjet i vores eget tempo, og spiste morgenmad, mens jeg læste nogle kapitler højt fra Sven Nordqvists “Nissemaskinen”. Det er jo en vældig afbrudt oplæsning under sådan et måltid, fordi jeg også smører jeg-ved-ikke-hvor-mange-mader og henter æblegrød og havregryn og æblebåde og og og, men til sidst faldt der ro på, og vi læste, indtil børnene drev hinanden og mig til vanvid med sure kommentarer, og så skulle de ud. “UD UD UD!” sagde jeg højere og højere (råbte?), og da de endelig landede på trampolinen, faldt der ro på igen. Dem og mig.
Vi gik til naboen, og hentede æbler, og når jeg skriver det, skal jeg lige bemærke, at det tog en time fra første nævnelse af den lillebitte udflugt, til vi rent faktisk stod ude på vejen – få meter fra vores entre. Forsvundne vanter og sure miner og alt muligt andet bremsede processen, så vi nåede kun lige at hente æbler, inden næste punkt på dagsordenen: Nemlig vores anden dejlige nabo, der kom for at læse højt for børnene. Vibeke spurgte i sommer, og vi havde lyst til at hun skulle komme og læse højt, når der blev koldt og mørkt uden for, og det gjorde hun så i går for første gang, og børnene sad helt stille (en enkelt hoppede på stedet af spænding), og hørte historier om trolde og gamle skove, og det var den største fornøjelse. På næste torsdag kommer hun igen.

Da Vibeke var gået, skulle børnene udenfor, før vi spiste frokost, og så havde jeg sagt, at vi kunne se en fodboldkamp sammen. Det blev til første halvleg fra en kamp, der blev spillet tidligere på ugen mellem Uruguay og Frankrig, før børnene igen ville ud og øve deres egne boldteknikker. Der er virkelig mulighed for talentudvikling i sådan et hjemmeliv, tænker jeg indimellem. Hvis de ville, kunne mine børn uden problemer spille fodbold 6-9 timer dagligt. Og det gør de så indimellem.

Juno og jeg afleverede en trillebør hos naboen, og sagde tak for æbler; snakkede med præsten på vejen hjem (hun kom kørende forbi efter at have fodret høns og katte hos en anden nabo), vi hilste på en ko, og snakkede med vores egne katte, og så gik vi indenfor, hvor jeg varmede en stak belgiske vafler. Dem havde jeg lavet et bjerg af dagen inden, og nu skulle de sidste spises (det lykkes faktisk ikke helt, så vi har stadig nogle tilbage). Mens vi spiste, læste jeg igen højt fra Nissemaskinen, og det var igen meget afbrudt, for der skulle uddeles vafler med æblegrød og vaniljeis og så videre. Men det var skønt.



Bagefter lavede børnene matematik. Live havde sådan set lavet matematik hele dagen, hver gang hun kom i tanke om det, men nu satte drengene sig også, og gik i gang, og hjalp hinanden undervejs.

Klokken 15:30 kom Kristian hjem, samtidig med at Storms kammerat blev afleveret af sin mor, og jeg kørte til håndbold med de to mellemste.

Lidt i seks var vi hjemme, Kristian, Storm og Juno havde maden klar, og efter spisningen læste vi igen, og puttede, og børnene sov klokken 20:30.

Det var en god dag med en moderat mængde konflikter men ingen af de helt slemme, hvor jeg efterfølgende ville ønske, jeg havde handlet anderledes. Det var en god dag med læsning og leg og madlavning og alt muligt andet og en god dag alene af den grund at vi tilbragte den sammen.

TV-program om fordybelse

En gang i september havde vi besøg af en journalist og en kameragut fra DR, og jeg skrev vist om besøget på min instagram efterfølgende, fordi jeg havde brug for at lufte min frustration over dagens forløb. Essensen var, at så snart de to (meget søde og professionelle mænd) trådte indenfor døren, gik der fuldkommen gak i alle mine børn, og så gik der gak i mig og i Kristian og summasumarum endte det som det foreløbige lavpunkt i mit moderskab (i hvert fald mit filmede moderskab). Sådan noget med at trække børnene til side på skift og sige “hvis du er sød de næste to timer, må du se en film, når de er taget hjem” – vel og mærke, mens jeg var mic’et op, og de to besøgende kunne lytte med.
Det var på den vis en tåkrummende affære, og jeg undskyldte adskillige gange i løbet af dagen overfor de to, som insisterede på, at de havde masser af dejlige klip, og alt var i den skønneste orden.
Nu er programmet ude, og jeg må sige, at det rent faktisk er lykkedes at klippe noget sammen med os, hvor vi fremstår relativt afslappede og fordybede. Det er i det hele taget et super fint program med nogle spændende mennesker og meget inspirerende eksperter, der bl.a. siger ting som: “Vi får en meget ambitiøs generation, som godt ved at deres tid er det mest dyrebare, de overhovedet har. At have tid til hinanden er meget mere værd end en stor firhjulstrækker eller et dyrt hus.”

Se udsendelsen “Velkommen til fremtiden – fordybelse” på dr.dk. Den varer en halv time, og viser udover os en række cases, der får vores liv til at fremstå helt og aldeles normcore, hvilket faktisk er rart til en afveksling.
Info: Buksedragten er fra “not perfect linen” (model: “Barcelona” i farven Chocolate)

 

 

Kan man være dårlig til at have sine børn hjemme?

Nogle mennesker er dygtige til at formidle, andre er vanvittigt skarpe på matematik. Der er mennesker, som tegner vidunderligt og mennesker, der som den største naturlighed bygger huler og senere huse. Nogle er generalister, og breder sig over en lang række emner i løbet af deres liv, andre er specialister, som tilbringer årevis på at udforske et enkelt område.
Og så er der de mennesker, der er skabt til at have deres børn hjemme. Dem, som kun sjældent taber overblikket, altid vågner med et smil, og aldrig skælder ud. Mennesker, som er meget bedre til den slags end alle andre.
Eller er der?

Jeg er ret overbevist om, at nogle er mere disponerede for umiddelbart at føle sig tilpas i hjemmelivet end andre. Hvad end det er ren genetik, miljø eller en blanding ved jeg ikke, men jeg føler mig sikker på, at hjemmelivet med flyverdragter og konflikter og konstant selvudvikling falder nogle nemmere end andre.
Det handler uden tvivl blandt andet om ens egen tilknytning og erfaringer med nærvær. Hvis den slags er fremmed i forhold til ens egen opvækst, så skal der en stor vilje til for vedblivende at øve sig, tilgive sig selv og være tilstede uden splittelse. Men selv hvis man kommer fra den mest nærværende og trygge baggrund, er hjemmelivet en enorm opgave, som vil tvinge ethvert menneske til enten at se indad, acceptere et vist niveau af konflikter, tvivl og usikkerhed – eller til at kapitulere og vælge noget andet (note: Som en tilføjelse efter en kommentar herunder// Jeg mener ikke, at en anden livsstil er en kapitulation, men derimod henviser jeg til, at nogle drømmer om hjemmelivet, men samtidig er i tvivl, om de magter det – sådan som jeg selv gjorde).
Særligt i denne tid hvor der endnu ikke er skabt ret mange hjemmepassernetværk herhjemme, men man derimod må lave dem selv og ofte kan føle sig alene med denne livsstil, kan hjemmelivet været forbundet med usikkerhed og ensomhed, og man kan tvivle på sig selv igen og igen og igen, fordi der ikke er mange at spejle sig i. Jeg er den første til at sige: Jeg forstår din magtesløshed, og jeg er også hurtig til at anbefale færre, kortere institutionsdage for at skabe balance i familien fremfor 100 procent hjemmepasning, hvis det resulterer i ubalance, fordi forældrene ikke har netværket eller de jobmæssige muligheder til at gennemføre det på en god måde.

Jeg får med mellemrum mails fra kvinder, som skriver: “Jeg er ikke skabt til at gå hjemme med mine børn, selvom jeg gerne ville. Vi bliver vanvittige af at være sammen bare en enkelt fridag, og så de kommer altså af sted igen dagen efter.” Og det der: Det kender jeg SÅ godt. Det er mig før hjemmelivet. Det var den sidste bastion, da jeg egentlig godt vidste, at mine børn skulle hjem, og havde forstået hvorfor og forklaret Kristian det hele: Da klamrede jeg mig endnu til Vi bliver vanvittige alle sammen, og arbejdstiden ved skrivebordet er mit frirum.
Men jeg har lært, at det handler om flere ting, og ingen af dem er statiske. Hver og én kan de ændres med min indstilling og ikke mindst i mødet med mennesker, som tackler tingene anderledes end jeg selv. Igen: Fællesskab og delte erfaringer. Jeg lærer noget, hver gang jeg er sammen med andre familier, der hjemmeunderviser og hjemmepasser – og med andre familie i almindelighed, og jeg har lært, at samværet med mine børn bliver nemmere, jo mere der er af det. Det handler om kendskab til hinanden, om rytmer og en fælles rejse gennem dagene.

Nogle er helt sikkert mere udfordrede i hjemmelivet end andre (læs: JEG er ikke en natural born hjemmeskolemor, faktisk sagde en clairvoyant til mig sidste år: “Du er den mest motiverede, men ikke den bedste egnede”, og det er morsomt, fordi det er sandt..), men det betyder ikke, at det er umuligt, eller at der findes et bedre alternativ for mine børn end at være sammen med mig. Det betyder bare, at jeg løbende skal arbejde på min indstilling og mine forventninger og min evne til nærvær. For nærvær falder mig ikke naturligt. Jeg skal være fokuseret på nærværet, ville det, tvinge mig selv til det. Og når det lykkes, falder alt andet på plads. Så giver mit liv mening, og jeg går i seng, og tænker: Mere af det i morgen, tak. Det er dér, meningen ligger et lille øjeblik, og lyser op.

Det er ikke nemt at være hjemmegående, og det synes jeg, er vigtigt at anerkende, for der er ikke noget mere ensomt eller udslettende end at tro, man er ene om at have svære dage. Livet skal ikke først og fremmest være nemt, det skal give mening og ræsonnere i vores inderste, samtidig skal livet ikke være en lang kamp eller en disharmoni. Men uanset hvad vi vælger, er der fravalg bundet til tilvalget, og i sidste ende handler livets prioriteringer om at gøre op med os selv, hvilke fravalg vi bedst kan leve med, og hvilke tilvalg vi ikke vil være foruden.
Det, og så en ydmyghed overfor, at vi ikke kan planlægge livet, uanset hvor gerne vi vil det, har lært mig, at det eneste der reelt giver mening, er at være i nuet. For mig er nuet her, og nuet er en voldsomt udfordrende størrelse men også en vital og smuk boble af liv.

Jeg tror, én af de gennemgående årsager til, at hjemmelivet kan være så svært for nogle, er, at vi er opdraget til at skulle realisere os selv gennem en helt masse udenfor os selv: Uddannelse, karriere, anerkendelse, likes, lønstigninger, forbrug, rejser osv. Hele vores liv har vi fået at vide, at vi er noget i kraft af vores målbare resultater ude i samfundet. Vi har aldrig fået at vide, at én af de højeste værdier er forælderskabet – at dét er den mest lærerige, omfattende, omsluttende og altoverskyggende opgave, som samtidig den mest afgørende for både vores egen trivsel og samfundets på sigt. Ingen har sagt til os, at vi med vores indsats i familien kan gøre en stor forskel, og at den indsats derfor er meget værd.
Så vi kan blive frustrerede i hjemmelivet, hvor der ikke er frihed til at realisere os selv på målbare parametre, og hvor vi ikke får penge målt på succes eller anerkendelse for de daglige sejre. Ingen klapper, eller siger “shit, hvor var det godt gået. Jeg synes virkelig, du formåede at mægle imellem de to parter i konflikten på en rolig og omsorgsfuld måde, og så har jeg den største respekt for, at du samtidig lavede frokost til fire, og vaskede sengetøj.” Ikke en gang børnene siger det så direkte, anerkendelsen kommer i små blide nøk, når vi oplever den ro eller glæde, der strømmer fra vores børn, når vi tillader os selv at tage en del af æren for den hverdag, vi lever, og som vi trods alle udfordringerne kan se en dyb mening med.
Vi kan føle os bundet og magtesløse i hjemmelivet – og fuldkommen på bar bund i forhold til de behov, som opstår dér. Vi kan være famlende og hudløse og komplet rundt på gulvet, fordi det er vores børn, vores mest dyrebare, men også fordi det er en opgave, ingen har forberedt os på eller fortalt os om betydningen af.

Det med at gå hjemme med sine børn kan læres: Det er ligesom at øve sig på så mange andre ting – gode vaner, dårlige vaner, I ved. Det kan læres, det er en mulighed. Men det er ikke nemt, det er ikke letkøbt, det kommer ikke uden en indsats, og man skal ville det. Det handler om at kende hinanden og forstå, at intet er perfekt. At en konfliktfyldt dag derhjemme er en vigtig del af livet, og en uundgåelig del af at være sammen.
Jeg har lært, at sådan er det med alt, der har en høj værdi: Man skal ville det og kæmpe for det, og så pludselig en dag er det gjort, og man fortryder aldrig, at man tog den vej, man drømte om, omend den måske krævede lidt ekstra.

Jeg synes stadig, der er mange svære dage her i hjemmelivet. Dage, hvor jeg nærmest kan være bange for, at jeg skader mine børn ved ikke at aflevere dem til andre. Dage, hvor jeg ikke får plantet mine fødder solidt på jorden, men i stedet hvirvler rundt oppe i mine egne tanker, og ikke er helt tilstede, og ikke får faciliteret den ro og de nærende aktiviteter, som jeg drømmer om. Men selv på langt de fleste af de dage, er der efterhånden momenter af dyb forbindelse og stunder med det nærvær og den omsorg, som jeg for alt i verden vil give mine børn med hjemmefra.
For hvad er målet med dette livsvalg? For mig handler det om at tilbringe tid med mine børn; det handler om at støtte dem i at bibeholde kontakten til deres egen indre stemme og give dem en tro på, at de er i stand til at tilegne sig ny viden.
Så simpelt er det, og når jeg stiller det sådan op, klarer jeg opgaven okay, trods alt.