Bliver du glad af at arbejde?

“Hvad laver du så?”

Sådan lyder det indledende spørgsmål til ethvert middagsselskab.
Og det er nemt at svare på, hvis altså man har noget at svare, hvilket også i givet fald gør det nemt at føre samtalen videre, de fleste spørger ganske enkelt: “Og hvad med dig? Hvad laver du?”

Men jeg gør ikke.
Det er en del år siden, jeg begyndte at glemme at spørge til netop det, og det er omtrent lige så længe siden, jeg mistede den klare fornemmelse af, hvad jeg skulle svare, hvis nogen spurgte mig.

I en periode gled jeg bare af på det – eller svarede lidt koket tilbage: “Hvad laver jeg ikke?”
Også dengang jeg var dagbladsjournalist med månedsløn og gode kolleger, faldt det mig ikke naturligt, at skulle definere min væren ud fra et job, og jeg tror aldrig, det har føltes rigtigt, men der var engang, hvor jeg gjorde det alligevel. For mig handler det om, at mine passioner ligger udenfor noget, jeg ernærer mig ved. Min familie og den litterære skrivning er ikke et arbejde.

For nylig var jeg sammen med min veninde, som indimellem føler sig identitetsløs, fordi hun ikke arbejder. Hun går hjemme med stress og ptsd, og hun har gang i uendeligt mange, spændende, smukke, inspirerende projekter, men ingen af dem tjener hun penge på, og intet af det kan hun klare på fuld tid. Hun er sammen med sine børn, læser bøger, og sover en del. Men hun er ikke i arbejde, og kommer det måske ikke igen. Faktisk var det et arbejde i overhalingsbanen og på højeste trin, som fik hende til at falde for en håndfuld år siden.
“Hvem er jeg så?” spørger hun sig selv og sine nærmeste, og hun leder indeni for svar, men også udenpå – “hvem er jeg i andres øjne, når jeg ikke arbejder?” Når jeg ser på hende, er hun så meget, at spørgsmålet lyder som et ekko i mine tanker længe derefter. Jeg har svært ved at forstå den måde, vi har skruet vores samfund sammen på.

Det er ikke for at sige, at arbejde ikke er værdifuldt. Arbejde kan have en enorm værdi for den enkelte – det kan være selve meningen med livet, og det kan være grundlaget for mange af de ting, vi holder mest af. Arbejde kan være vores største glæde og vores drivkraft og noget, som vi vågner op til med et smil. Arbejde er i sin essens at bidrage, skabe, være en del af livets gang. Arbejde er alt fra at tage sig af de gamle til at udvikle nye banebrydende energiløsninger til at skabe kunst eller støtte andre gennem sorg og hjælpe dem med fysiske smerter, anlægge nye veje eller sprede vigtige budskaber.
Arbejde har igennem menneskets historie været det, vi gjorde for at overleve. Uden spørgsmål og uden fortrydelse – resultaterne lå lige for: Hvis ikke vi arbejdede, kunne vi ikke være. Men vi kaldte det ikke “arbejde” dengang. Vi kaldte det en del af livet; at dyrke jorden, samle æg, være sammen med landsbyens børn, guide de fødende, pleje de svagelige, bygge hjem og finde vand.
Det var livet; det var en selvfølge. Det var nyttefuldt.

På et tidspunkt bevægede vi os fra at arbejde for os selv (brødføde vores nærmeste og indgå i nære relationer med dem i vores landsby) til at arbejde for andre. Vi blev en brik i et større maskineri, som gjorde nogle få rigere, mens mange mistede fornemmelsen af meningen med deres indsats. Resultatet af den hårde pligt var uden for synsvidde; man kunne ikke se, hvad man havde skabt, og der var ingen relation til dem, som man gjorde det for eller i samarbejde med.

Nu var der virkelig brug for arbejdsmoral: Pludselig blev det vigtigt at tillægge arbejdet betydning, fordi det ikke gav sig selv, og retorikken ændrede sig, lovgivningen blev tilpasset, og i dag er det sådan, at vi ganske enkelt er opdraget til, at arbejde er meningsgivende, også når det virkelig ikke er det. Det er en overbevisning, som man brugte mange år på at indprente i vores kultur, og det er lykkedes særdeles godt mange steder. I Tyskland har man “arbeit macht frei” og herhjemme er de arbejdsløse en slags outcasts, som vi ikke ved, hvad vi skal stille op med. Uanset at de er mennesker med samme værdi som alle andre.
Som børn får vi at vide, at når vi vokser op, vil det være vores arbejde, der definerer vores muligheder, vores livsglæde og retning i livet. Vi bliver tidligt spurgt: “hvad vil du være, når du bliver stor?” i stedet for: “hvem vil du være for dem, du kender” eller: “hvad vil du bidrage med?”

Vi får at vide, at hvis vi gør os umage i skolen, så er vejen foran os ligetil. Hvis vi bider tænderne sammen, og er blandt de bedste, så er lykken givet: Så kan vi købe det, vi vil, og få den indflydelse, som vi drømmer om.
Men sådan er det ikke længere, er det? Vi ved efterhånden godt, at kontor nummer 23 på 7. sal i et ministerium ikke er dér, meningen med livet ligger. Det er ikke dér, vi mærker det hele gå op i en højere enhed, og vi ved efterhånden også, at indflydelse ikke er meget værd, når den ikke starter med vores egen glæde.

Først og fremmest tror jeg, det handler om balance: Arbejde og fritid skal gå hånd i hånd; der skal være balance mellem vores privatliv og det professionelle. Tid til at nære vores relationer, mens vi bidrager på anden vis, når vi arbejder.

I mit netværk blomstrer det med blogs skrevet af mænd og kvinder, som vælger karrieren fra og livet til. Det er sådan, de beskriver det: Før var de i fængsel, nu er de i live. Før var de stressramte, nu er de sammen med deres elskede.
De sælger huset, flytter væk fra den dyre adresse, skiller sig af med en helt masse ting. Nogle rejser til udlandet, andre nøjes med at gå på deltid.
En del af dem arbejder stadig, men befinder sig en proces med tid til eftertanke. Der mærkes efter: hvad vil jeg og hvorfor? De bidrager til fællesskabet, nabolivet og deres børns opvækst. Tager jobs, når det er muligt, og mange skaber deres egne rammer. Men de arbejder ikke lige så meget, de lever ikke for at arbejde. De vender værdierne på hovedet, og finder tilbage til en mening, som vækker genklang i mange.

Der er tiny houses, minimalisme, bæredygtig kultur, iværksætterfællesskaber, økolandsbyer og hjemmegående forældre som taler højt om, hvorfor det er så vigtig.
Bevægelsen bærer væk fra bankernes uforståelige udlånsmetoder og den boligboble, som vi givetvis befinder os midt i (igen). Bevægelsen er et skridt væk fra pensionsopsparinger investeret i de helt forkerte værdier og væk fra hovedløs travlhed.

Lige nu har Svend Brinkman en klumme i Politiken, hvor han erklærer sig enig med digteren Henrik Nordbrandt, som i efteråret udtalte til samme avis, at ingen brød sig om at arbejde, “og at vi danskere bare har hjernevasket os selv til at tro, at vi kan lide det.”
Det er faktisk rigtigt, siger Brinkman, der i sin klumme henviser til en undersøgelse, hvor titusindvis af mennesker verden over skulle angive deres lykkeniveau på tilfældige tidspunkter. Her viste det sig, at der kun var én aktivitet, som gjorde os mere ulykkelige end at arbejde, og det var at ligge syg i sengen.
“Vi vil på den ene side gerne gøre karriere og realisere os selv gennem arbejdet, men på den anden side er det reelt forbundet med en lav grad af tilfredsstillelse for rigtig mange,” siger Brinkman.

Jeg tror, det giver mening at bidrage, når man kan se, at det reelt er det, man gør. Jeg tror, det giver mening at arbejde – også hårdt, også dedikeret og ambitiøst – når man gør det i et fællesskab, som man dermed har en aktie i. Når man kan se afkastet i vækst og glæde eller mærke taknemmeligheden fra sine medmennesker (eller natur eller dyr).
Men vi er så ensomme i vores liv, i kontorfællesskabet, enfamilieshuset, parcelkvarteret, opgangen, at vi ikke kan mærke resonansen i at være en del af noget og bidrage ind i det. Vi har ikke noget at læne os op af, så vi gør karriere, vi realiserer os selv, og er seje og dygtige og ambitiøse, men mange af os ender i jobs, der lige så godt kunne varetages af andre, og hvor resultatet ikke kan mærkes, og vi lyver for os selv, og siger, at det ikke kan være anderledes.

Sandheden er, at arbejde er en del af livet. Arbejde er, når vi bidrager til noget, som vi kan se en mening med; når vi står op hver dag, og gør vores bedste; gør en forskel. Arbejde er, når de bredeste skuldre bærer det tungeste læs, og alle får mulighed for at byde ind. Man kan elske sit arbejde, og man kan elske sig selv. Begge dele kræver ærlighed og indsigt, og intet af det har at gøre med hverken magt eller penge.

Hvad tænker I om vores arbejdsmarked? Hvordan kan vi indrette os, så alle får mulighed for at bidrage med det, de kan? Og er der en mening med, at vi arbejder så meget, som vi gør?

 

Her er lidt links til nogle af de blogs, jeg er faldet over, som skriver om at vælge et simplere liv til:

Rikke Røjkjær blev stressramt, og begyndte at skrive om sin proces tilbage til sig selv

Ind i verden: Et ægtepar og deres to sønner har besluttet at flytte ind i et 17 m2 anneks og gøre det til deres hjem. Bloggen er ny, så man kan følge med fra starten af deres proces.

En familie i bevægelse skrives af Nete Maj og hendes mand, som sammen med deres to børn lever et frit liv – pt. bor de i Norge, hvor Nete også har været igennem et kræftforløb, der har sat mange refleksioner i gang.

A gentle tribe: En familie med fire børn har forladt livet med arbejde og hverdag i Sverige, og er rejst sydpå for at være sammen.

Globetrotterfamilien er kørt ud i verden i fem år for at leve dér

Rikke Bruunsgaard er en spritny blog skrevet af en kvinde, som sad i en diplomatstilling i Kairo, og blev ramt af stress. Nu er hendes mand og børn flyttet til Ærø, og snart følger hun med.

 

 

Hun mødte jesus, og skrev en bog om det (også om splittelsen mellem at flytte i kloster og formidle til hele verden)

Alting fortjener bedre tid.

Det er et vilkår i de fleste liv, et ufravigeligt faktum.
For mig betyder det, at når jeg tager tid til én ting, ryger der tid fra noget andet – og alle tingene betyder noget for mig. Næsten alt sammen vil jeg gerne. Jeg har skåret mine aktiver ind til benet, og alligevel ville jeg ønske, jeg havde bedre tid til hver af dem.

Fordi det er sådan nogle ting, som man aldrig bliver færdig med. Som man altid kan gøre lidt bedre.

Tag det her indlæg eksempelvis: Jeg skriver til jer, fordi jeg gerne vil fortælle om den bog, som Kristian og jeg har læst på skift her i Sverige, og som har været en stor oplevelse. Èn jeg ønsker, at andre skal få glæde af. Mine refleksioner kunne nemt forgrene sig i mange forskellige tankerækker, og jeg håber, at I ville nyde at læse dem, præcis som jeg ville nyde at skrive dem – men jeg er ikke sikker på, at jeg har tiden til det, for klokken er allerede over midnat, og i morgen tidlig vågner fire sæt øjne, som jeg gerne vil have energi til at se ind i.
Og når jeg så står op, og kommer ned i køkkenet, tænder jeg kortvarigt for internettet for at trykke “udgiv” her på bloggen, inden jeg igen slukker for den lille wifi-kasse på væggen, og forsøger af være den bedste mor, jeg kan (selvom jeg i virkeligheden har lyst til at læse indlægget igennem 2-3 gange, før jeg deler det, og dernæst gad jeg godt sidde og følge med i, hvor mange af jer, der kigger forbi herinde – og se om nogen af jer skriver en kommentar? Men jeg øver mig i netop at være, hvor jeg er – nemlig i Sverige.)

Men nu til bogen.
Jeg mødte jesus” er den danske journalist Charlotte Rørths hudløst ærlige, velskrevne og inspirerende beretning om, hvordan hendes liv ændrede sig drastisk i løbet af få minutter, da hun fuldkommen uventet mødte jesus i 2009. Yes, det var det, der skete, og hun havde (mindst) lige så svært ved at acceptere det, som mange af jer, der læser med, har.
Bogen, som handler om Charlotte Rørths møde med Jesus, og om alt det mødet har betydet for hendes liv, var længe undervejs, og det er faktisk én af dens styrker: At man følger forfatterens forvirrede, oprørte, smukke og livsbekræftende proces fra de skæbnesvangre minutter i en kirke i Spanien, til hun fem år og en meget lang række interviews, rejser, undersøgelser og bønner senere, sætter sig, og skriver den bog, hvis første oplag blev udsolgt over en weekend.

Bogen rører mig; den glæder mig, og giver mig håb. Jeg har ikke mødt jesus, men jeg er troende (omend ikke religiøs), og jeg er søgende, tillidsfuld og overbevist om, at der er både en dybere mening med vores liv på jorden og tilmed mange flere liv efter det. Derfor glæder det mig – og det bobler i mig, og inspirerer mig – at læse hendes fortælling, som blandt andet vidner om, at mange videnskabsfolk nu om dage ganske ublu vedkender sig, at de ikke har svaret på alt, og at der med stor sandsynlighed er mere mellem himmel og jord, end vi kan afklare med deres værktøjer. Det glæder mig, at troen langsomt spirer frem i vores hverdag, samtaler, tanker og forventninger. Som troende ønsker man kun, at andre vil finde deres tro også (det er min overbevisning, at der findes omtrent 7 milliarder veje til gud, og de er alle sammen rigtige).

Charlotte Rørth fortæller i sin bog om det gule lys, der stråler fra hendes fingre, så også andre kan se det, og hun beskriver sin dybe og vedholdende skepsis overfor sine egne oplevelser såvel som splittelsen mellem den omverden, hun ikke tør dele sit nye liv med, og den overflod af mening, der skyller igennem hende, når hun vågner til en ny dag.

Hun skriver også om en splittelse, som jeg kender indgående – igen, uden at jeg vil påstå, at jeg kender lige præcis den rejse, Charlotte Rørth er på. Men både hun og jeg er formidlere i hjertet: vi er så meget journalister, at vores måde at tænke verden på og vores måde at formulere det levede liv, går gennem de ord, som vi bruger til at kommunikere, selvom vi på andre plan aller helst ville trække os og være uden at sende noget ud i verden.
Og det er noget, hun kæmper med, efter hendes liv bliver vendt på hovedet: På den ene side har hun lysten til at gemme sig i et kloster og fuldkommen fordybe sig i livet med gud, og på den anden side er der hendes uudslukkelige behov for at grave dybere, vende flere sten og dele det, hun finder med omverdenen.

Det kender jeg. Her sidder jeg i Sverige, og føler, at tiden er mere end rigeligt fyldt ud, og vi ser ingen mennesker overhovedet. Men vi er jo også seks i os selv, og egentlig ville jeg så gerne skrive videre på min bog (det vil jeg faktisk gerne nu – men den er der ligesom ikke helt. Tiden og roen.) og der er en del af mig, som bliver så træt af mig selv og facebook og instagram og alle de her ord, samtidig med at jeg ikke lade være med at dele. Jeg kan ikke. Det er som at have to kald: Stilheden, det indadvendte, behovet for at isolere mig og skrive, skrive, skrive uden at dele noget før om flere år måske og så det udadvendte, den side som bearbejder hurtigt og gennem formidling, og som deler med omverdenen, der til gengæld responderer. Dén synergi. Der er de to kræfter i mig, og det vil der nok altid være.

Charlotte Rørth beskriver i den sidste del af sin bog, hvordan hun efter fire år nåede frem til, at hun fremfor alt er formidler, og at det er hendes opgave at videregive det, hun har fået indblik i. Så hun satte sig til tasterne, og skrev den bog, som katapulterede hende ind i en tætpakket foredragskalender og et åbent liv med jesus som pendul. Den bog, som jeg synes, I skal læse.
Den er nærmest umulig at opdrive som trykt bog, for øvrigt, men jeg har linket til den på Arnold Buscks hjemmeside, hvor jeg selv købte den til Kristian i fødselsdagsgave efter at have ledt over alt.  Derudover er den naturligvis også på biblioteket.

Hvad tænker I om det? Altså, om at møde jesus og om tro i det hele taget?
Og kender I også til splittelse mellem de dybfølte drifter i jeres indre?

Det mest udfordrende i mit liv er forældreskabet

Det mest udfordrende i mit liv er mit moderskab.
Det er også det mest berigende.

Der er ikke noget overraskende i, at jeg skriver sådan, for jeg har skrevet det mange gange før. Egentlig skulle man mene, at det burde være almen viden: Det er sindssygt svært at være mor eller far. Og det er sindssygt givende.
Punktum.

Men jeg tror alligevel, det er vigtigt, at vi gentager de helt enkle sandheder om at være forældre for hinanden, fordi familielivet er kørt ud på et sidespor i vores samfund. Det med at være mor og far er noget, som kan anlægges, udfoldes og afvikles rundt omkring alt andet, der fylder i et almindeligt, travlt liv. Det er med andre ord ikke noget, som fylder det, det egentlig bør.

Da jeg blev mor, var der ingen, der havde sagt til mig, at forælderskabet kræver alt, man har i sig. Ingen sagde: “Det er det potentielt mest givende, du kommer til at opleve, men det bliver kun rigtigt godt, hvis du forstår omkostningerne og det engagement som det kræver for at lykkes.”
Ingen i uddannelsessystemet fortæller os om denne ene mest omfattende læringsproces, den mest udviklende, afviklende, vanedannende proces i livet, og der er heller ikke tradition for, at de mere erfarne familiemedlemmer hiver os til side, og deler med os, hvad de ville ønske, de havde gjort anderledes, og hvad de er stolte af, i relationen til deres børn.

Næsten ingen skriver ikke på deres CV, at de er forældre, men jeg kan ikke komme i tanke om noget mere kvalificerende end at være en dygtig mor eller far?

Forældreskabet er ikke en indskydelse, og det er ikke en periode. Når det sætter igang, stopper det aldrig.

Forældreskabet kan ikke lykkes uden ofre, uden indre kampe, selvransagelse, eftertænksomhed, larm og stilhed. Forældreskabet kræver vilje, engagement og kærlighed frem for alt. Men når vi som samfund har bygget en hverdag op, der efterlader ganske lidt tid til forældre-barn relationen, så bliver forholdet til vores børn desværre ofte mest af alt frustrerende. Vi ved ikke, hvad vi skal forvente, og ingen omkring os lader til at anerkende, hvad det kræver at være forældre på en meningsfuld måde.

Det er derfor, det er så vigtigt, at vi taler åbent om, at forældreskabet er stort, vigtigt, afgørende.

Det er også derfor, det er vigtigt, at vi er ærlige om, at det ikke kan eller skal være gnidningsfrit eller uproblematisk at få børn. Der SKAL ske en udvikling med os, når vi træder ind i det livskapitel, og vi må nødvendigvis se dybt ind i os selv og arbejde med de traumer og udfordringer, som møder os dér. Men forældreskabet kan faktisk være nemmere, end vi som samfund har indrettet os til.
Det kan kan være naturligt, intuitivt, instinktivt, i flow. Det kan være i symbiose. Men det kræver bevidsthed, opmærksomhed – og tid.

Kristian og jeg er i gang med Gordon Neufelds onlinekursus “A vital connection (A)“, som handler netop om tilknytning (altså, “den vitale forbindelse”) og det er helt vildt, hvad det sætter igang, og sætter på plads i os. “Vildt” er egentlig ikke det rigtige ord, for Neufelds budskab er så rammende, at det er nærmest lidt stille. Det er rammende, sandt, nærende, ydmygt, præcist. Og savnet. På få dage har vi mærket dynamikker i vores familie ændre sig. Det er så godt. Vi husker pludselig de forbindelser, som er dybt i os, men som skal frem igen og mærkes. Neufelds metode er ikke en metode, det er derimod så intuitivt, at det er som en fornemmelse indeni, der falder i hak, og derfra bliver relationen forældreskabet mere ligetil.
Jeg vil forsøge at skrive mere om kurset, når vi er færdige med det, men konklusionen kommer til at lyde omtrent sådan her: Hvis du føler et kald mod at fordybe tilknytningen til dit barn og gøre jeres relation mere kærlig og ligetil, så køb kurset og gå i gang.

Jeg kan også på det varmeste anbefale Neufelds bog “Hold on to your kids” (som ser ud til at være på tilbud på saxo lige nu?)

Hvad synes du, er det sværeste ved at være forælder? Og hvad kunne gøre det nemmere?

Det, jeg ser, er, at nogle sår skal heles (og at det er okay at have pletter på tøjet)

Her er vi i Sverige. På ødegården, midt i sneen, mange timers kørsel fra vores hjem. Her har vi mulighed for at etablere nye rytmer og se vores hverdag fra et andet perspektiv.

Jeg ser, hvor lidt tøj vi behøver. Hvor mange dage vi kan have det samme uldundertøj eller den samme trøje på. At det er okay, at der er pletter på nogle af delene – at det kun er i mødet med omverdenen, at den slags generer mig. For det genererer mig ikke her, hvor vi er alene.

Jeg ser, hvor lidt legetøj mine børn behøver. Hvor mange timer der går med den lille pose LEGO, de har medbragt og den stak bøger, som vi har lagt i reolen i stuen, og som bliver læst igen og igen. Hvor stille vi er, når vi tænder for en lydbog, og hører den i fællesskab. Jeg ser, at når der er uimodståelige aktiviteter udenfor (hvor er det nemt med sne!), så behøver vi ikke facilitere så mange inde i huset.

Jeg ser, hvor lidt vi roder, når vi er fysisk aktive ude, og hvor meget tid det frigiver, at vi ikke hele tiden skal rydde op og holde orden.

Og nu skal det ikke blive én af de der historier, hvor man tager et smukt lerfad med påmalede citroner med hjem fra Spanien blot for at opdage, at det ikke passer ind derhjemme, og pludselig føles det lidt misforstået. Men jeg vil forsøge at trække essensen af den rytme, som vi skaber her på ødegården med tilbage til vores hverdag, og jeg tror, det handler meget om et dedikeret udeliv og et fokuseret indeliv.
Det handler om ikke konstant at stå med hovedet i tøjvask eller oprydning. Det handler om at have områder i huset, hvor det er okay at rode i mere end halvanden time, og hvor der er plads til at tegne, uden at man forstyrrer måltiderne med sine tegnesager. Det handler om at gå i sit tøj i flere dage (!) og ikke bare smide det til vask hver aften, fordi man ikke orker at folde det i en bunke til næste morgen. Det handler om ikke at lade sig trække med ind i en helt masse (norm-dikterede?) vaner, som kræver energi, og som ikke tjener andet formål end at leve op til nogle kodekser, som de fleste af os egentlig ville ønske, at ingen levede op til, så vi også selv kunne slappe af (åh, glæden ved at besøge mennesker, der har en moderat mængde kreativt rod, og hvis tøj ikke er pressefoldet eller farvekoordineret).

Her i Sverige bruger vi hele formiddage på at grave lange gange i sneen, og vi forbinder dem omkring bålstedet, hvor vi sidder, og drikker varm kakao med flødeskum fra en gammel termokande. Vi kælker i timevis hver dag, og går gennem den meter dybe sne for at springe over vandløb, som er frosset til, men ikke helt kan bære os. Vi vågner tidligt og går tidligt(ere) i seng, og læser flere bøger, end vi plejer. Og vi ser ind ad: Jeg ser, at der er sår, som skal heles i nogle af mine nærmeste relationer, og bånd, der skal styrkes. Jeg mærker, at der er en tilknytning, som jeg ikke har hverken mestret eller kendt til før nu, som derfor har behov for min største opmærksomhed, og jeg er dybt taknemmelig for, at mit liv er indrettet sådan, at det er muligt at være netop her (og jeg kommer til at skrive om det med tilknytningen og den nye indsigt i løbet af de næste uger).
Jeg ser, at kærligheden ikke kommer af sig selv. Den tager tid, bevidsthed og omsorg. Jeg ser, at nu vi er sammen uden distraktioner, bevæger vi os mere i samlet flok.

Så selvom man ikke kan tage roen fra en ferie med hjem i en travl hverdag, vil jeg alligevel forsøge at tage min nyfundne opmærksomhed med hjem til Ærø og gøre den til virkelighed dér, for jeg kan godt lide det fokus, der opstår, når vi ikke konstant er distraheret af andre ting, og jeg kan godt lide tanken om endnu mindre tøj, legetøj, rod og dimser.

Hvilke hverdagsvaner ville I ændre, hvis I fik muligheden for at trække stikket ud og tage væk en periode?

Om at tage ferierne med hjem i en travl hverdag (eller: “Nyt køkken vs. mine børns barndom”)

Jeg tænker over det med, at mange siger, de ville ønske, deres hverdag mindede mere om deres ferier.
“Vi elsker de langsomme dage i sommerhuset, hvor vi læser bøger, går ture, og er sammen uden at have travlt. Vi prøver altid at tage lidt af den stemning med hjem.”
Jeg svarer som regel noget med, at jeg prøver at leve, så min hverdag mest af alt minder om det sommerhusliv, de beskriver, og så ser de faktisk ofte lidt overrasket på mig. Som om “det kan du da ikke mene” – på trods af at de selv lige har sagt noget i den retning.
Jeg tænker, at det langsomme liv reelt set ikke er det liv, de drømmer om at leve, selvom de beskriver det med et fjernt blik og længselsfuld stemme. At selvom de føler en oprigtigt glæde ved at opleve det nære samvær med deres familie i et isoleret tidsrum, så har de ikke lyst til primært at leve sådan. For det er ikke helt nok. Der er ikke tilstrækkeligt målsætning i det. Ikke passende ambitioner.

Og jeg forstår godt behovet for afveksling. Jeg kan nemt sætte mig ind lysten til faglighed og tiltrækningen ved at udrette noget synligt (jeg kan levende sætte mig ind i det). Jeg kan godt forstå, at ikke alle har lyst til at gå hjemme, sådan som jeg gør det, for det er på ingen måde det, vi er opdraget til, eller har fået besked på at stræbe efter, og vi har så mange interesser (og passioner ligefrem), og der er meget, som trækker i os fra mange kanter.

Men vi kan ikke alt, vi kan ikke alt, det må vi forstå. Hvis vi vil langsommeligheden og nærværet og fordybelsen, så kan vi ikke samtidig nå at udmærke os på en helt masse udadvendte områder. Vi kan ikke alt, selvom det var lige nøjagtig, hvad alle tv-programmer i vores barndom fortalte os, og det var dybest set også hvad vores lærere og forældre gerne ville, at vi skulle drømme om og stræbe efter. Vi børn af efterkrigsbørn og af kvindefrigørelsen i en overflåd af olie, penge og frihed. Virkeligheden er, at det er de færreste forundt at have et nyt køkken i et stort hus og et guldkort hos SAS eller adresse i en storby, samtidig med at de har tid til fordybelse med deres familie på den måde, som de beskriver med drømmende øjne, når de vender hjem fra sommerhuset.

Og så er der også den konsekvens af vores stræben som menneskehed de sidste hundrede år, at mange af os netop ikke trives i ferierne. Vi trives ikke i weekender eller på ferier med vores nærmeste relationer – og slet ikke med vores børn. Jeg kender alt for godt, når søndag eftermiddags længsel er mandag morgen, hvor børnene atter afleveres til fremmede favne, så man kan trække vejret dybt. Jeg husker i min inderste erkendelse afmægtigheden i samværet med mine børn. Jeg husker hånen, som dryppede fra ordene, når ældre mennesker messede, at man skal nyde dem, mens de er små.
Man skal vide, hvor værdifuld og uerstattelig tilknytningen er, før man er villig til at ofre alt andet for at opbygge den. Man skal vide, at den ikke kan ordnes på fem minutter før sengetid, og at den er grundlaget for alt andet i livet.

Vi er kommet så langt fra vores natur, at vi har det bedst med adskillelsen. At samværet føles som et overgreb; noget ubærligt, fremmed – uoverskueligt.
Men så sker det, at vi mærker kaldet i det stille samvær. I sommerhuset, på en strand i Thailand. Vi mærker, hvordan hele verden går op i en højere enhed, når vi har tid til at falde på plads i hinanden, og det gør os gladere end noget andet. Mere opløftede end nogen anden succes. Vi siger, at den stemning vil vi tage med hjem til hverdagen, som ellers er så anderledes. Vi siger det, fordi selve meningen med vores liv ligger dér. I nærværet.
Derfor siger vi, at vi vil tage det med hjem til hverdagen.

Det er en smuk tanke, men det er en umulig tanke. Vi kan ikke tage noget, som primært består af tid, med ind i noget, som er bygget op omkring fraværet af tid.

Så vi må vælge. Ligesom med alt andet i livet er det en prioritet.

Det er smerteligt for mig at erkende. Jeg vil så gerne have det hele. Alt det nye, det funklende. Det, som er succes ude i verden. Jeg vil gerne kunne både købe og have og skabe og skrive og jeg vil udmærke mig ved netop at have det hele: Det nye, smukke, store og flotte og det nære, forståelsen, indsigten.
Men heller ikke jeg kan have det hele. Også jeg må vælge.

Jeg vælger at være. Igen og igen vælger jeg at være, pånær når jeg ikke gør. Pånær når jeg hellere vil have eller hellere vil lade som om, for det er stadig svært for mig. Nærværet er en livslang øvelse.

Jeg står i den svenske skov i disse dage, og ser på de umuligt høje grantræer, falder næsten bagover, når jeg ser på dem. Stilheden runger for ørerne, Juno holder en finger for munden nede på sin kælk, og siger: “Shh, stille.” Solen bliver lyserød mellem træerne, den rammer en enkelt gran foran mig. Jeg mærker sneen give sig, knirkende, under fødderne. Der er sne over alt. Stille, hvide sne – intet er så stille som sne – og jeg ved, at intet er så vigtigt som det her. Naturen.
Min natur er at være sammen med min familie, men jeg havde aldrig før mødt den natur. Den var der ikke i mit liv, før en ny bevidsthed dukkede frem, den blev manet frem af andre, som havde mærket deres natur, og som nu snakkede højt om den. Fællesskaberne er vores natur: Sådan bliver vi klogere. Jeg går op i skoven hver dag, og stiller mig, og ser på træerne. Lige der kan jeg mærke, om jeg er på rette vej eller ej.

Du skriver til mig, hvordan man får det liv, jeg lever. Svaret er, at det gør man kun ved at sige nej.
Du må vælge, siger jeg. Og jeg ved, at det er svært. Ligesom med alt andet i livet er der valg og fravalg, når vi prioriterer, hvem og hvad vi bruger vores tid på.

Jeg er overbevist om, at kærligheden er uendelig. Men jeg kan ikke love dig, at du kan få både et nyt køkken og de første år af dit barns liv viklet sammen med dit. Så du må vælge, og her kan jeg til gengæld love dig, at det ene valg kommer til at ræsonnere dybere i dig end det andet. Det lover jeg med åbne øjne og lyset fra sneen som skinner derude, skinner i mine øjne og i mine børns øjne.

Det, du mærker i sommerhuset eller på stranden med dine børn, kan ikke trækkes ind i en travl hverdag, men det kan blive din hverdag, og det kan blive den højeste ambition, din mest ambitiøse investering nogensinde. En dag vil vi snakke om, at den mest udviklende opgave i livet er vores relationer. En dag vil man spørge til vores tilknytningsevne, vores tanker om netop det. En dag vil nye biler blive til timer, dyre hjem vil blive til hele år. En dag vil vi forstå, at vores natur kan vi ikke løbe fra, og når vi prøver, går alt omkring os i stykker. En dag, men indtil da følger jeg mit hjerte, uanset hvad alle andre gør..

Synes I også, at det kan være svært at vælge? Og hvad vil I helst med jeres liv, lige nu?

 

Vi er kommet til et magisk sted med sne som funklende diamanter

 

Her er vi landet. Mellem høje dynger af sne – så høje, at man knap kan gå ud i dem.
Vi kørte fra Svendborg mandag morgen, overnattede hos min kære veninde i Göteborg, og fortsatte nordpå tirsdag. Ret langt nordpå, så langt at sneen hele tiden blev højere, mens temperaturen faldt, og endelig var vi her sidst på eftermiddagen: ved vores familieødegård, det store smukke røde sted med varme stuer, dampende mad på komfuret og bedsteforældre i gårdspladsen med åbne arme.

Jeg har ikke skrevet om det herinde. Vores eventyr, som vi har glædet os til i flere måneder. Folk blev ved med at sige til mig, at man ikke må dele den slags på nettet, for så får tyvene (?) straks nys om det, og man vender hjem til et tomt hus. Så jeg har holdt mig fra at fortælle om den vintertur, som ellers har fået os til at tælle dagene.
Men ved I hvad? Udover at altså: go ahead – så mange fede ting har vi heller ikke, så er der faktisk mennesker i huset derhjemme næsten uafbrudt. Håndværkere, naboers venner som skal overnatte og andre der vander planter og fodrer kattene. Jeg synes, det er for sært at sidde her i minus sytten grader med udsigt til den store skov uden lige at skrive herinde, at det er her, jeg er. Også selvom jeg sikkert ikke kommer til at skrive særligt meget om hverken min ringe skievner eller vejret men mere om livet generelt.

Her nordpå skal vi være i sneen, ved brændekomfuret, langs bordet med tegnesager og svenske eventyr. Vi skal være her i komplet stilhed (alt er stille, når børnene sover og ikke en vind bevæger sig) og vi skal gnave os gennem mange stakke af bøger, der venter på at blive læst.

Og jeg kan faktisk næsten ikke rumme det: Jeg kan næsten ikke rumme skønheden, og selvom jeg helst vil være her alene (roen, fordybelsen), har jeg også lyst til at dele med alle i hele verden, hvordan sneen glimter som millioner af diamanter i tusmørket. Jeg har lyst til at råbe: “SE HVOR SMUKT DER ER!”, mens jeg peger eksalteret på træerne, hvis grene hænger tungt med sne og til at snakke om de ellers altid spejle skovsøer, der nu er blevet store hvide planeter under vinterens dyne. Jeg har lyst til at fotografere det hele, hele tiden, men det kan jeg ikke, fordi jeg står med fire børn i det, og trods alt hellere bare vil være dér.

Men jeg deler det, jeg kan (hold øje med min instagram), og jeg nyder denne oase af tid, hvor vi planter fødderne dybt, mens meget andet i vores liv (arbejde, renoveringen af huset på Ærø og et par andre ting) er oppe i luften derhjemme. Jeg håber på en rytme med sne og fokus og bøger og håndarbejde, og mest af alt håber jeg på at vende udhvilet hjem med en klar fornemmelse af, hvordan vores hverdag bedst fungerer.

Og se lige udsigten fra toilettet; gangen foran værelserne og min seng i går, mens solen gik ned:

Søvnløs farvepsykose – kostaldskutyme – kønsneutralitet – ti kilo for meget (En liste med tanker #6)

Kan I huske dengang tidligere på vinteren, da jeg fem uger i træk startede hver uge med sådan et “det tænker jeg på”-indlæg?
Nå, men det glemte jeg (ligesom jeg glemmer næsten ALT andet, jeg sætter i værk herinde, så snart det er blevet etableret som en rutine. Man kan sige, at det eneste man reelt kan regne med, det er, at jeg skriver, når jeg har noget på hjerte. Men selv det vil jo altid være usikkert; for hvad så hvis jeg engang ikke skriver længere – betyder det nødvendigvis, at jeg er stoppet med at tænke?”)

Nå, men jeg gør det lige igen, det med at skrive sådan en mandagsliste, for der er et par ting, jeg vil dele med jer, og jeg får ikke tid til at udfolde hver enkelt af dem til et helt indlæg. Og det skal man måske være tilfreds med, for så meget kan man jo heller ikke holde ud at læse fra én og samme hånd…

Jeg har ligget søvnløs over farver. Ikke hele nætter og ikke uden fuldmånens indblanding, men alligevel med farver på nethinden. Det er langt fra hele vores hjem, der skal males, og det er på alle mulige måder en overskuelig opgave, men jeg er jo virkelig vild med farver, og fordi jeg pludselig fik mulighed for uden de store krumspring at gøre noget ved en del af vores vægge, gik jeg i farvetænkeboks sammen med min meget kreative veninde og min søster. Men nogle rum er sværere at male end andre, og sådan ét har vi herhjemme. Det er vores soveværelse, der driller: Vores gigantiske, nordvendte soveværelse, som skal have nyt gulv (det gamle har vandskade) og skråvinduer i løbet af de næste par uger, og som i den anledning også skal have en ny farve på væggene. En farve (eller to, rettere) som bare ikke ville åbenbare sig. Til sidst skrev jeg til den absolut dygtigste farve- og indretningskonsulent, jeg kender til, nemlig Nadia Olive Schnack. Hun kan noget med farver, som er for vildt. Hun fornemmer et rum, lys, en stemning, og hun kender farvernes dybde, skyggesider, og forstår på nærmest ophøjet vis at sammensætte det hele til noget, der bedst kan beskrives som kunst. Hun søger balance, inspiration og helhed i sit arbejde, og hende er jeg så heldig at kende en lille bitte smule fra babytiden i København, så jeg skrev til hende, og hun forbarmede sig over mit kontrære soveværelse, tænkte sig om, skrev to spørgsmål og dernæst to meget korte sætninger med farvevalg. Og hun havde sgu ret, hende farveguruen. Så det bliver de farver, naturligvis.
Resultatet deler jeg, så snart det er muligt… (den smukke blå på bagvæggen i soveværelset pt. er Farrow & Balls Stiffkey Blue, som vi også har i vores stue, og som vi elsker. Men den er svær i så stort et værelse, synes jeg).

De sidste to uger har vi startet hver morgen med at gå over til vores naboer, og hjælpe til i kostalden. Muge ud, fodre, klappe på de lodne hoveder. Jeg har næsten glemt, at det plejede at være en kamp at få børnene med ud om morgenen. Nu løber de selv ned i entreen, og tager overtøj på. De har hver deres rutine: Én leger med hunden, mens vi er på nabogården, èn fodrer køerne med wrap, én gør lidt af hvert, og én klapper dyrene uafbrudt. Jeg trækker vejret ind i vores nye rytme, læner mig op af den, og ved, at det er rigtigt for nu. Når dagen starter med en samlet, fokuseret aktivitet, går resten af den som regel også godt, og mange dage går vi en tur, når vi er færdige i stalden.

Jeg læste en bog for mine børn i aftes: Mosekonens bryg af Ib Spang Olsen. Smukke illustrationer, fin og poetisk tekst med god finurlighed og spiritualitet. Og så var der lige et afsnit om mosekonens piger, der alle sammen var søde og kære, og drengene som var nogle værre nogen, der rev haletudserne i halen og drillede dagen lang. Og om hvordan pigernes lange hår blev brugt til at si øl, mens drengene blev brugt til at slå søm i med. Og den slags gider jeg ikke læse højt for mine børn. Stereotyper, kedelige forsimplinger. Så jeg ændrede teksten, som jeg har gjort så mange gange før, og selvom mine børn efterhånden godt kan læse med, og se at der er noget, der ikke stemmer helt, vil de helst høre det, jeg siger. For der er så mange stereotyper i verden, at vi har rig lejlighed til at snakke om dem og om rummelighed, nuancer og den slags, men når vi læser en ellers kreativ og skøn lille bog, så foretrækker jeg, indimellem at slå genvej og ændre ordene en smule for at undgå “de kære, søde piger” og “slemme, frække drenge.” Mine børn er nemlig sig selv og ikke blot deres køn, og det synes jeg, er helt rigtigt.

(Uden foto – jeg har bare ikke lige ét…)

I går snakkede jeg lige kort med en nogenlunde jævnaldrende kvinde over en køledisk, og da jeg gik derfra, fik jeg  sådan kortvarigt følelsen af at være forkert – eller mindre god – fordi hun var noget mere slank end mig. Men så sagde en stemme i mit hoved (og den kunne jeg godt lide): “Din krop har båret fire børn, og ja, man kan sagtens være slank alligevel, men nu er du mor for de fire børn, og én af de ting, som bærer dig igennem de her intense år, er den chokolade, som har gjort dig ti kilo tungere end før.” Ergo er jeg for evigt taknemmelig til chokoladen, der aften efter aften giver mig følelsen af forkælelse, nydelse og ro. (Også selvom det er selvsamme chokolade, som har skubbet mig ud af alt det tøj, jeg plejede at gå i. Jeg er jo et lykkeligt menneske, alligevel.)

Men – hvad tænker I på denne mandag morgen?

Vi er pattedyr, men det har vi glemt (et indlæg om angst)

Vi er pattedyr.

Det er vores natur at være sammen med vores unger og give dem det, de har behov for, indtil de kan klare sig selv. En tiger forlader sin mor, når den er cirka to år, og ingen rask tigermor kunne finde på at gå fra den inden da.
Menneskebørn er en del ældre, før de kan stå på egne ben og leve i vores verden uden deres forældres beskyttelse. Mit bud vil være nærmere de femten – i hvert fald. Og nok snarere tyve. Alligevel overlader vi vores børn til andres varetægt de fleste af deres vågne timer, og når de er hjemme, vil vi gerne have vores nattesøvn i fred. Altså; uden små fødder i hovedet eller sutter under rygsøjlen. De skal med andre ord kunne sove for sig selv. I deres egen seng, på et andet værelse end os efter en dag hvor de har været adskilt fra os, som vi var det fra vores egne forældre.

Mange børn udvikler angst i disse år.
Der er næsten lige så mange teorier om hvorfor, som der er ramte børn og unge.
Jeg er sikker på, at der er adskillige korrekte svar. Jeg er også sikker på, at én af dem handler om netop nærvær – om vores naturlige behov for hinanden.

Jeg kender en kvinde, hvis søn har ganske alvorlig angst. Så meget, at det er invaliderende for hele familien. Forældrene er tilknyttet en angstgruppe flere timers kørsel fra deres hjem, hvor de kommer for at høre eksperter og andre forældre dele deres erfaringer. Alle de andre familier ankommer til fods, for så mange angstramte børn er der i området, og det siger alligevel lidt om problemets omfang.
Men ved I hvad? Mere end halvdelen af forældrene i gruppen er der, fordi deres børn ikke vil sove på deres eget værelse. (Heller ikke selvom de lover dem et fjernsyn eller en Playstation, hvis de sover for sig selv to nætter i træk, som de frustrerede forældre, forklarer.)

Det kunne have været mig. Det kunne have været mig, der sad i en cirkel og fortalte andre bekymrede forældre, at jeg var komplet udslidt, fordi min seksårige ikke vil sove på sit eget værelse. “Mine venners børn sover for sig selv” og “Der står i alle bøgerne, at børn kan lære at sove på deres eget værelse, når de er et halvt år”. Og så videre.
Én af mine gode veninder fortalte mig for nylig, at hun sad i flere år på sin arbejdsplads og løj om, at hendes børn sov på deres eget værelse. Når hun havde gæster, trak hun døren til, så ingen kunne se den udvidede familieseng på soveværelset.
Hun følte i sit hjerte, at det hun gjorde, var rigtigt, men hun var i tvivl, om alle andre syntes, hun var svag – eller skør.

Når vi lever i en verden, hvor vi diagnosticerer vores børn med angst, som muligvis er udløst af, at de ikke vil sove i deres egen seng, tænker jeg, at vi skal til at mærke efter. Man skal huske på, at vi alle sammen gør vores bedste, men vores bedste er kun godt nok, hvis vi tager ansvar. Bedst er det, hvis lader vores hjerte lede vejen, for vores hjerte – eller modersproget, eller mavefornemmelsen, elller endda den rene natur – lyver ikke.

Det her er ikke en indsigtsfuldt tekst om angst – så meget er jeg klar over. Angst er et stort og alvorligt emne, og jeg har absolut ingen forudsætning for at gøre mig klog mig på det. Men jeg er blevet spurgt til angst, og jeg har tænkt over angst, og min helt personlige og lille bitte overvejelse går på, om mon ikke i hvert fald en del af den angst, som vi ser få liv i disse år, handler om adskillelse, fremmedgørelse og ensomhed? Jeg kan ikke forestille mig, at den angst som rammer både børn og unge ikke har en sammenhæng med den stress, som de oplever, fordi de bliver skilt fra deres primære omsorgspersoner ALT, alt for tidligt, og derudover skal fungere i overfyldte miljøer med dårlig voksenkontakt og pres fra alle kanter.

Jeg skriver om det her, fordi jeg føler mig overbevist om, at i hvert fald to af mine egne børn er disponerede for angst. Forstået sådan, at vi ser angst i dem i mindre skala og ikke som en decideret problemstilling, men som noget, jeg kunne frygte, ville udvikle sig, hvis ikke de blev mødt af ro, nærvær og tryghed. Vi oplever night terror, voldsomme følelsessvingninger, overstimulering, sårbarhed. Og vi kan spejle os i reel angst, som vi læser om hos andre og møder i vores omgangskreds. Og når jeg tænker på, hvordan mine børn har haft det – når jeg husker de mange morgener med forhandlinger om at blive hjemme fra børnehave og skole; når jeg ser for mig de blik, jeg blev mødt af ved lågen til børnehaven, så ved jeg, at i de følelser gemmer sig en angst.

For mig personligt er ensomhed, oplevelsen af at svæve frit og uden holdepunkt; press og for mange indtryk alt sammen noget, som kan gøre mig utryg og i sidste instans gøre mig angst. Men jeg trækker mig – jeg har friheden til at sige stop og passe på mig selv. Der er helt klare grænser for, hvad jeg kan kapere, før jeg bryder sammen, og heldigvis har jeg aldrig været tvunget til at overskride de grænser.
Men jeg tror, vi presser vores børn nu om dage, og det er ikke altid vi hører, når de siger fra (det er ikke altid, vi mærker, når vi selv siger fra). Jeg tror, angsten kan gemme sig i den hverdag, vi som samfund har bygget op. Og jeg er overbevist om, at når først man har angst, så er anerkendelse, tryghed og omsorg altafgørende for bedring, og det kan betyde en omlægning af netop den hverdag.

Hvad tænker I om angst? Og har I erfaringer med det?

P.S. Herhjemme sover vi alle sammen i vores familieseng

Vi snubler rundt i kaos, men jeg har ikke lyst til at flygte

Der ér virkelig ikke noget, som er perfekt, og det her hjemmeliv er ingen undtagelse.
Det vil jeg bare lige skrive her, fordi jeg selv kan føle mig nærmest utilstrækkelig, når jeg ser én eller anden instagramprofil fra en mor til fem, som strikker børnenes sweatre af uld fra deres egne får, og som har sådan et smukt genbrugskøkken, hvor de spiser speltgrød hver morgen, inden de fortsætter ud i naturen for at vende tilbage 12 timer senere madpakkemætte og med varm kakao i kopperne og helt uden nogensinde at have set en skærm eller vist interesse for én.
Men de profiler er ofte lidt kedelige, synes jeg. Næsten for smukke.

Og så er det, at jeg lige vil sige, at jeg jo ikke er hverken for smuk – eller i total harmoni: Jeg er ikke lige så slank efter fire børn, som jeg var inden (fordi jeg spiser 200 gram chokolade dagligt), og jeg kan ikke strikke, og jeg orker sgu knap nok at finde en bordplade brugt, når man kan købe den ny på nettet (men jeg gør det).

Jeg vil også lige dele med jer, at jeg synes, det er SÅ hårdt nogle dage at være hjemme med mine børn. Sådan helt “kast mig ud fra Rundetårn”-udmagrende med blege kinder og akut eksistentiel opgivenhed.
Men det er ikke fordi, jeg nogensinde rent faktisk står midt i det hele, og drømmer mig et andet sted hen. Det her er mit livsprojekt nu, og jeg har ikke lyst til at smide noget på jorden. Nej, det jeg drømmer om, er at blive bedre til det her.
Faktisk har jeg købt et Gordon Neufeld-kursus om tilknytning, som jeg glæder mig til at komme i gang med – sammen med Kristian – meget snart.

Vi har stadig mange konflikter herhjemme og hele dage hvor jeg tænker: WTF?
Hvor jeg bliver forvirret og usikker og mest af alt totalt ubalanceret og forfærdelig at være sammen med.
Det starter med fokus, tror jeg. Jeg skal ganske enkelt have et rent, uforfalsket fokus på mine unger i dagens første timer, hvis ikke det hele skal gå skævt. Eller Kristian skal – én af os skal (men helst os begge), og det skal være bevidst.
Vi går en tur hver morgen/formiddag. Det er godt. Børnene vil aldrig med, men de elsker det hver dag, når vi kommer af sted.
Så kommer vi hjem, og har to timers fokus – dvs. tegne, perleplader, “undervisning” (matematik/dansk/engelsk/fysik/kemi/?), og nu kan jeg godt høre, at det måske lyder ganske fint, men det er faktisk de to timer, som volder os store problemer, fordi det går Storm meget imod. Jeg vil bestemme selv, siger han, og vi gør vores bedste for at følge hans interesser, men vi har brug for rammerne, Kristian og jeg og Storms søskende. Vi har brug for struktur, så vi kan mærke vores kreativitet og vores skabertrang – og Storm har brug for rammerne, for han er så bange for ikke at være god nok og så bange for at skuffe, at det er en daglig lettelse, når han har siddet med én af os og fordybet sig i noget materiale, som han pludselig forstår lidt bedre. Men nej, vi tvinger ham ikke til de opgaver, som virkelig går ham imod, hvilket betyder, at vi pt. aldrig nogensinde læser eller skriver, for det gør ham i ganske dårligt humør, men der sniger sig lidt ord ind på hans tegninger efterhånden, og vi har fuldkommen tillid til, at det kommer, når det skal. (men gid det var kommet allerede, ik?)
Derefter spiser vi frokost, læser en bog (for tiden om Afrika, men sidst på ugen skifter vi emne til Skandinavien med fokus på Sverige). Så leger børnene nogle timer, indtil vi stikker hovedet ud i den friske luft igen, før vi laver aftensmad.
Der er lyspunkter alle dage. Som i aftes da Live og Ilja sad klokken halv otte og lavede opgaver sammen, og snakkede helt sagte, mens Storm hørte Harry Potter, og Juno var faldet i søvn. Den stund, som strakte sig over knap et par timer, fyldte mine ellers ganske udtømte batterier op.

Alt det her for at sige, at vi stadig bakser rundt i lidt af et virvar, hvor vi egentlig rigtig gerne vil etablere nogle skønne, nærende rammer omkring vores hverdag, og hvor særligt jeg ville elske, at det var inspireret af Steinerskolernes daglige rytme, men det sker bare ikke helt. Men helt ærligt – mine børn tegner flere timer dagligt, og de laver stop motion-film heeele tiden; de leger hule og bygger LEGO og skriver deres egne bøger, og hvis jeg læste det om andre menneskers børn, ville jeg tænke: Det lyder fedt! – men jeg sidder her med mine forliste drømme om akvarel og folkeeventyr, og har ikke opgivet dem endnu, for jeg mener oprigtigt, at det ville være skønt for os alle sammen at få noget af det ind i vores rytme, så jeg arbejder videre.

Og det korte af det lange er, at selvom en dag som i går var krævende, så ville jeg alligevel hellere være her end noget andet sted. Og det er nyt for mig, at jeg ikke får lyst til at flygte eller tone hvidt flag eller lægge mig og græde. Jeg får derimod lyst til at blive bedre, og jeg får lyst til at rejse mig her til morgen og bruge nogle af de erfaringer, som jeg gjorde mig i går. Fordi: Det her er det mest meningsfulde projekt, jeg har haft i mit liv, og ved I hvad? Selv når jeg er komplet tosset, og Kristian ligner én, der har lyst til at forlade vores planet præmaturt, ja, så ved jeg i mit hjerte, at vi giver vores børn nogle vidunderlige muligheder og kærlige rammer, og jeg ved, at det for mig og for dem er langt mere trygt end ustabile voksenrelationer, stressede omgivelser og svingende kontakt til lærere/pædagoger/etc. Jeg ved, at mindst ét af mine børn (og meget nærmere to) er disponeret for angst forstået sådan, at hvis tilknytningen halter, og de er omgivet at uforudsigelige relationer og i utrygge rammer, så kan det have store konsekvenser. (Det vil jeg gerne komme ind på en anden dag – skriv lige en kommentar, hvis I har tanker eller spørgsmål i den retning.)

Men fordi jeg ikke har tænkt mig at give op, så får jeg også lyst til at være lidt god ved mig selv, fordi jeg tror, det er vigtigt, at vi forældre er i indre balance, når vi skal give så meget, som vi har ambitioner om. Så i går – da det hele var aller mest kaotisk – skrev jeg i en sms til min svigermor, om hun vil komme og passe børn en aften denne uge, så Kristian og jeg kan tage ud og spise, og det vil hun gerne. Hurra for det.

Derudover har jeg besluttet at afholde et retreat igen snart. Det er uendeligt sundt for krop og sjæl at være sammen i et nærende fællesskab af kvinder, og det har jeg et stort ønske om at facilitere endnu en gang, da det også nærer mig.

Hey – hvordan går det hos jer? Hvor er I i balance, og hvor føler I, at I mister grebet?
(Og vil I med på retreat? Hallo – det bliver så fedt! ❤️)

Mine unger kan i øvrigt godt være udenfor – bare de må lave bål (og det må de altid…)

Når naboskabet minder én om den nødvendige balance (en nabogård brændte i fredags)

Vinden skiftede sidst på dagen i går, og pludselig lugtede her af røg – gennem vinduet på badeværelset og i vores gårdsplads og fra det åbne vindue i køkkenet, og det var som sådan ikke mærkeligt. Det mærkelige var nok snarere, at her ikke havde lugtet før.
For fredag aften brændte den ene af to beboede længer i en meget smuk og stor landejendom fra 1830 nogle hundrede meter fra vores hjem, og det blev en aften, der var mærket af den utryghed, som den slags ødelæggelser ufravigeligt trækker med sig.
Da vi hørte om branden, løb både jeg og Kristian i mørket op og så de altædende flammer, og mens jeg nærmede mig gården, der ligger på den anden side af en lille dal bag vores nabogård, mærkede jeg en desperation og en sorg ved synet af alt det, den tog med sig. Der er noget dæmonisk over ild.
Jeg så det nedbrændte køkken og det store stråtægte tag blive løftet væk bid for bid, og jeg så det brænde videre på marken, hvor alt det ødelagte lå i store bunker. Der var brandfolk og brandsår og sod og røg og mange mennesker, og mørket var over alt, pånær der hvor flammerne endnu stod flagrende og upåvirkede af det, der var nogens hjem indtil få timer forinden.
“Men alle mennesker og husdyr er okay, ingen er kommet til skade.” Det blev vi ved med at svare, når nogen spurgte, når telefonen ringede, og igen og igen var det alt, alle fokuserede på: “Er de okay?” Og det er de. De er rystede, og de har mistet ejendele, mange ting af høj værdi og uerstattelige, men indenfor få timer havde en håndfuld mennesker tilbudt dem husly i tomme boliger på ubestemt tid, og de var blevet bespist af naboer, og havde fået termokander bragt hjem i de mørke stuer, og var blevet kørt til lægen af kærlige, bekymrede mennesker, som bor et stenkast derfra, og derfor er blandt deres nærmeste. Sådan er det, her hvor vi bor: Naboer er som familie, og således rykker vi sammen, når katastrofen rammer.
Da brandbilerne kørte ned forbi de få gårde, som ligger på vores lille strækning væk fra landevejen, reagerede alle prompte. Det er ligesom et net, der bliver spændt ud, og så kan man falde, og man bliver grebet, man bliver holdt om, varmet og bespist, og der er ingen spørgsmål eller nysgerrighed ud over: “Er I okay? – Er der noget, vi kan gøre?”

Vi gik i seng – trætte og overvældede – og da jeg slog øjnene op næste morgen, huskede jeg som det første den nedbrændte længe, og jeg huskede de forvirrede blikke og sorgen i øjnenene, og da jeg kørte forbi gården på vej mod færgen kort efter, var der stadig ild i den største af bunkerne på marken.

Men jeg havde fået ro og hvile, og mine følelser var mere afdæmpede nu, så jeg bemærkede også, at der stadig var køer på markerne og vand i de små søer, og der var lys i mange vinduer rundt omkring på gårdene, og jeg mærkede, at branden havde taget et hjem men ikke dets beboere, og at det uanset tabet er det eneste, der betyder noget i sidste ende.

Som dagen gik, blandede mine tanker om den voldsomme brand sig med mine meget nærværende tanker om vores eget hjem. For tiden tænker jeg så meget på indretning: Jeg har fået en fornyet lyst til at tage vare på vores hjem og lægge kærlig energi i de rammer, som vi bor i, og jeg kan ikke lade være med at se på billeder og overveje farver og materialer og så videre. Det kommer sig af, at vores nye studie har givet huset et nyt liv, og jeg har lyst til at sprede den samme glæde og omsorg til resten af rummene.

Men man ikke bliver lykkelig af at eje en masse ting eller have smukke vægge eller få nye gulve. Man bliver lykkelig (eller glad, i hvert fald) af at finde en balance, og det mindede branden mig om. At den glæde som jeg føler ved at indrette vores hjem smukt, er værdifuld og reel, er ikke et spørgsmål, men den kan ikke stå alene, og den skal ikke stjæle fokus fra andet og vigtigere ting – nemlig relationerne.
Livet er en øvelse i balancen mellem de forskellige ting, som spiller ind i vores skæbne, og giver os glæde og inspiration og mod og taknemmelighed. Det er en balance mellem for meget og for lidt, og det faktum stod endnu tydeligere for mig i går, da jeg lugtede røgen gennem vinduerne, og blev mindet om, at nok skal vores soveværelse males (shh! Kristian ved det ikke endnu), men det giver ingen mening, at jeg af den grund er fraværende eller udelukkende bekymrer mig om den slags lige nu.

I dag kommer syv dejlige unger her og fejrer Storm, laver mad over bål og løber ud på skattejagt med Professor Pretzel. Dét vil jeg fordybe mig i nu. Glæden, håbet.