“Jeg bliver så træt” (Om januarmathed og at læse om andres liv)

Januar er en langsom måned, en måned hvor vi nok mærker en ny energi tage form i os, men den kommer endnu ikke rigtigt ud.
Kristian havde fødselsdag i lørdags, og jeg gav ham bogen ”Sjælens Tolv Indvielser” med Harriet Kochs smukke tekster om årets rytmer. I teksten for Stenbukkens tegn, som går fra den 22. december til 20. januar, står blandt andet: ”Man har oplevet meget, og mangen elev bliver nu klar over, at det er anderledes med ham end før. Derfor må meget nu gøres om og laves anderledes. Eleven har trang til at skaffe nye forbindelser til sin livskreds. Årets kræfter er dog endnu ikke sat i gang, derfor er alt undertrykt, dæmpet og slumrende. Der træder endnu ingen nye opgaver frem for os. Derfor er det rigtigt i denne tid at spare sine kræfter og vente med sine planer.”

Og jeg tror, det ræsonnerer i mange af os?

Jeg selv er ved at boble over med nye idéer – jeg føler mig inspireret og tryg og sikker og stærk, men mange dage i januar har jeg alligevel ikke kunnet materialisere de planer, jeg havde. Jeg har flere gange i månedens løb sagt til mennesker på min vej, at der ligger en form for mathed omkring os, og hver gang har jeg følt en lettelse over at høre mine egne ord – en form for tilgivelse for at alt det, jeg mærker indeni, men som jeg ikke har haft energi til at skabe.

I går trådte et nyt stjernetegn imidlertid ud fra fuldmånelyset, og hvad end man rent faktisk bekender sig til den slags eller ej, er der visdom og bekræftelse at hente i de universelle ord om denne tid på året. For også her, i vandbærerens tegn, skriver Harriet Koch om intention og handlekraft på én og samme tid, og også her rammer det mange: ”I vandmanden er eleven trådt nærmere hen imod årets praktiske opgaver. Frem for alt må han i princippet være klar over den retning, som han nu vil slå ind på. Han bliver måske netop i Vandmanden stillet over for ganske forskellige muligheder. Det er lagt i hans egen hånd at danne sit liv på den ene eller den anden måde. Det kommer nu kun an på, om han træffer det rette valg.”

Og sådan er det: Det er lagt i vores egen hånd at danne vores liv, og om end den sandhed kan være forbundet med enorm smerte, vrede og frustration, så er det ikke desto mindre en indsigt, der har potentiale til at ændre vores liv. Vi har forskellige vilkår, vi er alle gjort af vores historie, men det er uagtet os selv, der skaber den virkelighed, vi befinder os i.
Virkeligheden er i bevidstheden, i vores indstilling, i vores perspektiv på livet.

Der findes ikke ét sandt svar, der findes ikke ét liv, én model, én måde at være menneske på, som er rigtig.

Der findes min måde og din måde og alle andres måde og måske rejsen mest af alt handler om at finde ud af, hvem vi er, hvem vi virkelig er, så vi kan komme i balance – krop, følelser, tanker, personlighed – for at skabe plads til, at sjælens lys kan skinne igennem.

Den anden dag så jeg en kvinde skrive et sted, at hun bliver så enormt træt, når hun følger med hos mig på instagram. “Jeg ved ikke hvorfor,” skrev hun også, og jeg fik lyst til at svare, at det ved jeg, og at den træthed kender jeg også. Jeg kender den som en stressfornemmelse og i en tung fornemmelse af ikke at gøre det godt nok. Jeg kender til den magtesløshed, der rammer helt ind i knoglerne, når man føler sig bagud, eller ikke kan overskue, hvordan man skal finde frem til sine drømme og gøre dem til virkelighed, og sådan kan jeg indimellem føle, fordi sammenligningen er blevet så stærk en del af vores overbevisning.
Men vi er ikke i konkurrence med hinanden. Én af de tungestvejende grunde til, at jeg har mine børn hjemme fremfor at sende dem i skole, er netop, at jeg ikke vil sammenligne dem med andre eller stille mig til herre over, hvem der er dygtigst eller tættest på succes, og på samme måde har jeg det med alle mennesker: Ingen andre end vi selv kender vores rejse eller de linser, som vi ser verden med.
Når jeg selv og andre stiller os frem, og viser vores liv offentligt, handler det ikke om at markere et forspring, men nærmere om at vise vores vej – én af mange – fordi vi mener, mange veje ligger øde hen, og tiden er kommet til at betræde dem.

I syv år gik jeg imod mit hjerte, hver gang jeg afleverede mine børn til fremmede hænder; i syv år havde jeg ikke overblikket, indsigten eller modet til at handle anderledes, men ved at møde mennesker med et liv, som inspirerede mig, fandt jeg modet til at følge mit hjerte. Min mission er ikke, at alle skal indrette deres liv, som jeg indretter mit, min mission er, at alle mærker efter, tager ansvar og lever livet i overensstemmelse med deres højeste ambitioner, så hvis jeg fremkalder træthed, er det ikke min intention. Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af følelsen af utilstrækkelighed eller overvældelse – jeg tror, der kommer noget godt ud af at følge sit hjerte, trin for trin, dag for dag. Hver dag lidt mere af det gode – blandt andet ved at bruge sin samvittighed som kompas.




Familien er skrevet ud af børnebøger og film til fordel for venskaber og institutionsliv

På vej mod Aarhus den anden dag sad min søn på seks ved siden af mig i bilen. Han bestemte musikken under hele turen, vi hørte Stevie Wonders tidlige albums, og snakkede om mange ting, som vi ikke altid har mulighed for at få vendt.

Vi snakkede blandt andet om børnebøger og film, en samtale der startede, da min søn, som for nyligt så én af de nyere Bøllebob film, udbrød: “Det er mærkeligt, at man aldrig ser Bøllebobs familie. Man ved slet ikke, om han har forældre?”
Min søns refleksion ramte lige ned i et emne, som jeg har været optaget af et stykke tid, nemlig den venskabsdiskurs, der i høj grad præger populærkulturen omkring børn.

Vi har skabt en fortælling omkring børnene, hvor venskabet er det, der betyder mest, og de fleste børnebøger samt film har således vægt på venskaber, skole og institutioner fremfor familien. Det samme gør sig gældende for de ting vi siger til os selv og hinanden om barndommen. ”Han skal væk fra sine forældre for at blive socialiseret”, eksempelvis.

Vennerne er blevet den nye familie, men hverken venskabet eller institutionerne kan udgøre en familie for børnene, og det skal den heller ikke.
Barnets jævnaldrende har ikke den erfaring, som forældre har, og barnets jævnaldrende elsker ikke barnet ubetinget, sådan som forældrene gør det. Senere i livet kan vi vælge venner, som vi kalder vores familie, men det er ikke meningen i barndommen.

Jeg sagde til min søn, at fordi vi har skabt et samfund, hvor vi forventer, at alle forældre arbejder væk fra hjemmet, har vi været nødt til at fortælle os selv og hinanden, at vennerne er barnets vigtigste pårørende, og at det er dem, barnet skal læne sig op ad og tilbringe det meste a sin tid med.
“Men det er da LØGN!”, sagde min søn, som elsker at være sammen med ligesindede jævnaldrende, men som altid gerne vil have sine familie tæt på.
“Det er familien, man ikke kan undvære.”

Ofte møder jeg forældre, der bekymrer sig om, at deres børn ikke har venner nok. Det sker endda, at børnehaven eller skolen indkalder til en bekymringssamtale, fordi barnet ikke er tilstrækkeligt socialt. Men hvornår er man tilpas social, og hvorfor tror vi, at vuggestuen/børnehaven/skolen er rigtig for alle, og at det er lig med en ubalance, hvis man ikke trives dér?
Hvorfor forventer vi, at alle børn skal være udadvendte, når ikke alle deres forældre er det, og hvordan kan vi tillade os at tillægge barnets venskaber så stor betydning?
Det gør vi, fordi denne tendens har pågået siden vores egne forældres barndom, hvor vennerne i løbet af få årtier blev den nye familie, da mødrene kom ud på arbejdsmarkedet, og økonomien udviklede sig med lysets hast. Vi kan med andre ord ikke huske, at der var engang, hvor man spurgte sine forældre til råds, og hvor det var hjemmet, man søgte tilbage til, når verden var for stor.

I løbet af få generationer er familien som barnets centrum blevet udskiftet med vennegruppen, og det er en sårbar konstellation, for som den canadiske psykolog og tilknytningsekspert Gordon Neufeld (link til videoen “Kids need us more than friends”) siger, så kan et barns venner ikke måles sig med forældrene, når det kommer tilså vigtige forhold som loyalitet, erfaring og tilknytning.

Derfor er jeg opmærksom på diskursen i bøger, film og andre medier, der påvirker mine børn. Jeg taler med dem om, hvorfor jeg ikke mener, det er en fiasko kun at have en enkelt god venner eller primært at orientere sig mod sin familie, mens man stadig kun er teenager, og jeg håber fremfor alt, at mine børn med tiden finder de venner, de har lyst til, uden at skulle føle sig forkerte, fordi det muligvis ikke er nok set med andres øjne.

Familien er skrevet ud af børnebøger og børnefilm og børnetv, fordi det er det samfund, vi har bygget op: Et samfund, hvor familietiden har mistet sin værdi, og hvor vi som forældre ikke har selvtillid til at insistere på familien som det bærende fundament – for alt. Men enhver forandring starter med bevidstheden om, at noget skal gøres anderledes, og her har kulturen et ansvar for ikke kun at beskrive normen men også at udfordre den. Jeg håber, vi snart kommer til at se børnebøger om hjemmeliv, andre familieformer, nærværende forældre og bedsteforældre og fravalg af de velkendte kasser de næste år.

Hvilke bøger og film holder I særligt meget af, som handler om familieliv?


Guldkorn #12 “Det var mit hjerte, der tydeligt fortalte mig, hvad jeg skulle”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs de andre Guldkorn-indlæg HER

Tak til alle der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Da jeg blev gravid med min datter, som i dag er 5 år og mit eneste barn, vidste jeg hurtigt, at jeg ikke ville aflevere hende i et pasningstilbud, før vi begge var klar til det, eller det var absolut nødvendigt pga. økonomi.

Mit behov for at have hende hjemme så lang tid som muligt føltes som et instinkt, en naturlig del af mig. Mit hjerte og min fornuft sagde tydeligt til mig, at selvfølgelig skulle hun være hos mig, og jeg vidste, at vi begge ville lide enormt, hvis vi skulle være adskilt hver dag. Hun skulle fyldes op hjemmefra med alt det, et lille menneske har brug for, og jeg skulle fylde hende med kærlighed, nærvær, tid og langsommelighed. Jeg ville opleve alt ved hende og ikke gå glip af noget, jeg aldrig ville få mulighed for at opleve igen. At aflevere hende til fremmede mennesker i et pasningstilbud føltes så dybt forkert ,og sorgen det ville medføre for os begge, kunne jeg forestille mig uden at afprøve det.

Jeg er blevet forælder som 39-årig, sammen med min ungdomskærlighed, som jeg blev genforenet med for en kort periode. Desværre holdte vores forhold ikke, og jeg indså allerede i graviditeten, at jeg ville blive enlig mor, og at han måtte rejse tilbage til Spanien. Jeg blev derfor eneforsørger, og måtte finde min egen vej, så jeg kunne få min økonomi til at hænge sammen med mine ønsker om at være hjemme med min datter.

Jeg var på det tidspunkt ansat i en 37-timers stilling, og havde en times transport hver vej. Jeg kørte afsted klokken 7 om morgenen, og var hjemme igen i min lejlighed på Amager kl. 17-17.15. Jeg vidste, at en sådan hverdag ville jeg ikke byde min datter, så jeg måtte finde en løsning.

Jeg har altid været god til at leve for få penge, jeg har altid foretrukket små hjem og få ejendele, og måske derfor faldt min beslutning mig let. Jeg måtte nedbringe alle mine udgifter, så jeg kunne forsørge os længst muligt for mine barselpenge og evt. benytte mig af en kommunes tilbud om at passe eget barn hjemme i 12 måneder efter endt barsel.

For at nedbringe mine udgifter måtte jeg sælge min andelslejlighed, som jeg havde købt et par år forinden. Jeg måtte finde et billigere sted at bo. Heldigvis havde jeg også en trang til at flytte tilbage til mere naturlige omgivelser med mindre asfalt omkring mig.  Så jeg satte min andelslejlighed i København til salg. Den kostede mig ca. 7000 kr. pr. måned (andelsudgift + lån til andel).  Jeg elskede min lejlighed, men tvivlede ikke, da jeg satte den til salg.

Alt hvad jeg købte af udstyr til min datter, var genbrug. Jeg købte formsyede stofbleer, der kunne holde hele bleperioden for 900 kr. Jeg klippede gamle håndklæder op til genanvendelige vaskeklude. Jeg arvede tøj. Stort set alt var genbrug, og alt jeg købte, overvejede jeg virkelig grundigt, om jeg havde behov for. Jeg frameldte alle unødvendige udgifter – havde ikke TV, ingen abonnementer, gennemgik alle forsikringer og andre faste udgifter for at få dem så langt ned i pris som muligt.  

Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle bo med min datter, men både min mor og min veninde havde tilbudt at åbne deres hjem for os – hvilket jeg var, og er dybt taknemmelig for. Sikke en gestus, som jeg stadig bliver rørt over.

En måneds tid inden termin var lejligheden endnu ikke solgt, og jeg tænkte, at nu ville det være bedre at blive, og finde en løsning på økonomien med lejligheden. Men pludselig havde ejendomsmægleren en køber på hånden, der ville give fuld pris. Så en eftermiddag, 11 dage over termin, skrev jeg under på salgsaftalen, siddende på ejendomsmæglerens stol, med ret så startende veer. Og 14 timer senere kom min datter til verden hjemme i min seng. Det lyder helt hektisk i mine ører, når jeg sidder her og genfortæller det, men det var det faktisk ikke. Jeg var rolig, fuld af tro og fortrøstning, og ikke et sekund i tvivl.

Da lejligheden viste sig at kunne sælges, blev det også besluttet, at vi flyttede til min mor. Så 9 uger efter fødslen, kom hele min familie, og flyttede mine sager fra København til Fyn.

Det næste år boede jeg og min datter på et værelse hos min mor, og betalte 1200 kroner om måneden for det. Jeg beholdte min bil for at have friheden til at komme omkring. Jeg var så heldig at have fuld løn det første halve år, og derefter et halvt år med højeste dagpengesats.  Jeg sparede op, og når jeg manglede noget, købte jeg det brugt, og alt hvad jeg ikke længere havde brug for, solgte jeg videre. Jeg nød året hos min mor. Jeg kunne dele min babybegejstring med hende, og hun var en stor hjælp, når trætheden var for overvældende.

I løbet af året hos min mor, begyndte jeg at undersøge, i hvilke kommuner man har ret til at passe eget barn hjemme i 12 måneder mod et lille økonomisk tilskud. Min mors kommune tilbød det desværre ikke, så jeg måtte finde et nyt hjem for at benytte mig af tilbuddet. Jeg begyndte at lede efter bolig i de nærliggende kommuner, da en anden mulighed bød sig. Jeg fik tilbudt den dejligste lille hobitagtige bolig på det økologiske gartneri, hvor jeg hver uge handlede. Boligen lå i Odense, kommunen ved siden af min mors, og her måtte man hjemmepasse. Gartneriet havde en lille lejlighed i deres hovedhus på 25 kvm., med tekøkken, hems med plads til madras og opbevaring af ekstra ejendele. Bad og toilet delte vi med parret, der havde gartneriet. Efter et dejligt år hos min mor, flyttede min datter og jeg ind i den lille lejlighed. Jeg betalte 3000 kr. alt inkl., og fik lidt boligsikring. Det år var min indkomst meget lille. Jeg mener, jeg fik udbetalt ca. 4500 kr. fra kommunen for egen pasning, samt børnepenge, og bidrag fra min datters far. Jeg havde selv sparet lidt sammen, som jeg fordelte ud over året. I løbet af året måtte jeg låne lidt penge af min mor, og endte med en gæld på ca. 30.000 kr.

Min datter og jeg manglede intet. Vi havde alt, vi kunne drømme om. Hinanden, hver dag, hele tiden. Vi hoppede i vandpytter, kastede sten i søen, gik ture hver dag i skoven, og rejste til Sjælland på venindevisit med min datter i vikle på maven og en orangebillet i hånden. Min datter stortrivedes. Løb nøgen rundt blandt jordbærplanter, samlede frøer i drivhusene, hyggede med kunderne og de som arbejde på gartneriet. Og jeg var opfyldt. Vi havde vores egen naturlige rytme uden vækkeur til at forstyrre. Der var ingen afleveringer i institution – kun tid og nærvær. Jeg elskede dette liv.

Efter 12 måneder meldte en ny virkelighed sig. Jeg kunne ikke længere modtage penge for at passe min datter, og jeg havde ikke penge til at forsørge os. Jeg meldte mig ledig i min A-kasse, kom på dagpenge, og begyndte at søge jobs. Jeg meldte min datter i den lokale vuggestue. Hun var glad for den men trods det, valgte jeg at takke ja til en plads i en Steinervuggestue, som jeg havde idé om, ville være skøn at gå i. Det kom desværre ikke til at fungere, hun trivedes ikke, og jeg meldte hende ud. Set i bagspejlet skulle min datter have været blevet i den første vuggestue, og jeg mindes tydeligt mine mange for – og imod tanker om at skifte vuggestue. Jeg var blevet en erfaring klogere. Så nu var jeg jobsøgende, uden en vuggestueplads til min datter. Jeg allierede mig med min mor, som hjalp mig, når jeg skulle til møder eller på kursus i A-kassen, og aftalte med hende, at hvis jeg kom i job, ville hun passe min datter.

Jeg følte mig lidt presset over situationen, men nød at have min datter hjemme hver dag. Jeg passede møder, ansøgninger og kurser hos A-kassen, og pludselig var min datter 2 år og 10 måneder gammel, og fik tilbudt børnehaveplads i den lille lokal børnehave, som min søster havde anbefalet. Jeg takkede ja til pladsen. Jeg havde stadig ikke fået et job, så min datter havde korte dage i børnehaven og vi havde mulighed for fridage, når vi ønskede det. Det var ikke altid let for mig at aflevere hende, det stred så meget imod mine følelser af, at hun burde være sammen med mig, men samtidig var det den situation, vi var i, og jeg vidste, at jeg måtte få det til at være godt. Jeg var nødt til at arbejde, fordi jeg var alenemor og ansvarlig for vores økonomi. Jeg drømte tit om at få skabt min egen virksomhed, så jeg kunne have hende hjemme, men det job ville også kræve timer, hvor jeg kunne fordybe mig, og hvor jeg ville have brug for hjælp til pasning. Jeg trøstede mig tit med, at hun nu var 3 år gammel, og havde haft de første tre år hjemme i ro og tryghed.

Efter lidt over et år på dagpenge fik jeg tilbudt et job inden for mit fag på 25 timer pr. Uge, og jeg takkede ja. Deltidsstillinger i min branche er sjældne, så det var skønt, at den stilling dukkede op. Min løn ville fint dække vores udgifter, min bil var og er min dyreste usikre ejendel, som kunne og kan vælte min økonomi, og de udgifter er kommet nu og da, hvor min bank har lånt mig pengene, og jeg har derefter afdraget. Bilen overvejer jeg altid, om jeg kan klare mig foruden.

Der er nu gået to år, siden jeg takkede ja til jobbet. Jeg arbejder ca. 5 timer om dagen, og min datter er i børnehave ca. 6-6,5 time pr. dag. Jeg afleverer hende kl. 8, og henter hende mellem 14-14.30. Til foråret skal hun starte i skole. Vi har gode, rolige hverdage med masser af tid.

Børnehaven min datter går i, er god. Pædagogerne er hjertevarme, nærværende, stabile mennesker, og jeg kunne ikke ønske mig et andet personale. De gør deres arbejde fantastisk. Men der er mange børn, og få voksne per barn, og jeg ved meget lidt om hvad min datter har oplevet i løbet af en dag, hvilket føles dybt forkert. Jeg burde være ved hendes side og vejlede, trøste, grine og opleve. Min datter både trives og ikke trives. Hun leger rigtig godt, har skønne børn, hun leger med, og hun stimuleres socialt, og lærer en masse om andre mennesker og om at begå sig socialt. Så der er rigtig meget godt, men stadig er det ikke optimalt. Jeg tror, børnehavelivet er et stressende børneliv, og ofte skal jeg hjælpes af en pædagog ved aflevering, da min datter ikke har lyst til at være i børnehave om morgenen. At hun er glad umiddelbart efter jeg er gået, er rart at vide, men at hun skal være utilfreds og ked af det ved aflevering, er ikke godt nok.

Jeg finder det dybt unaturligt, at fremmede mennesker, som ikke elsker hende som jeg, en moster, eller en bedsteforælder gør, skal tage vare på hende.
Jeg trøster mig med, at børnehaven er god, at personalet er godt, at min er datter er fuldkommen tryg ved personalet, at hun har korte dage, og at vi stadig har masser af tid hjemme og sammen.

Jeg vurderer hele tiden vores situation, hvordan vi trives, og hvad har vi af muligheder? Min plan for fremtiden er stadig, at holde mine udgifter nede og at have korte arbejdsdage, så jeg derved kan bruge mest mulig tid sammen med min datter.

Jeg vil aldrig elske løsningen med institution og fravær fra primære omsorgspersoner. Jeg er af den overbevisning, at vores børn skal være sammen med os forældre hver dag, og i deres eget tempo bevæge sig væk fra os. At vi burde leve i en klan med en flok voksne og børn, vi kunne blive socialt stimuleret af og hvor voksne kan hjælpe og aflaste hinanden. Og at vi som forældre skal bruge mest mulig tid med vores børn, mens de stadig har brug for os, da det er med til at skabe trygge børn, som i ro og tillid kan bevæge sig ud i verdenen.

Det var mit hjerte, der tydeligt fortalte mig, hvad jeg skulle, da jeg stod som kommende mor. Jeg kendte ikke løsningerne på bolig og økonomi, men heldet var med mig og løsningerne kom hen ad vejen. Det flaskede sig. Jeg tænker tit, at mit ønske var så stærkt, og derfor kom løsningerne.  

Må jeg inspirere en enkelt eller to. Tak for at du læste med!

Kærligst, Caroline

OBS: Jeg har ikke flere Guldkornhistorier på lager, så I må endelig sende noget, hvis I har erfaringer at dele eller spørgsmål vedr. alternativ økonomi
majmy@majmy.dk

Jeg skaber de rette betingelser for at have det godt – om året som går på hæld og det nye, der venter

Foto: Camilla Jørvad

For mig handler det om at skabe de rette betingelser.
Jeg laver te, sætter min skrivemusik på, tænder læselampen, lukker døren bag mig, og skriver. Når jeg går i stå, ser jeg ud over havet, nogle dage er det blåt og klart, andre er det så mørkt som mulden (den udsigt holder jeg mest af – det mørke hav) og i dag kan jeg knap ane strandbredden for enden af marken. Himlen er én stor sky, luften så våd og bittersød, at der sidder tårer på vinduet foran mig.

Og jeg tror, vejret i dag meget præcist beskriver året, vi er på vej ud af. 2018 har for mange været et år med modstand, hårde erkendelser, frustration og sorg. Det stod i sol, stjerner og måne, at det ville blive sådan, ligesom det ifølge astrologerne står skrevet, at 2019 bliver dets modsætning: Let, lyst og omfavnende.

En del af vores kollektivt oplevede smerte er den dårlige samvittighed og følelsen af manglende frihed. Vi tror alle, vi er alene om at føle sådan, men sandheden er, at det er så alment, at det nærmest kan betegnes som en betingelse for livet i vores tid.
27 procent af alle danskere drømmer ifølge en ny gallupundersøgelse om en radikal ændring i deres tilværelse, og mere end hver femte svarede i samme undersøgelse, at de går med overvejelser om at ændre deres arbejdsliv i 2019.

Mit eget mål er dag for dag at skabe de rette betingelser for et meningsfuldt liv. Man kan ikke være glad og let, hvis man bruger sin energi på opgaver, som er sure. Man kan ikke være nærværende og omsorgsfuld, hvis man år efter år omgiver sig med mennesker, der dræner ens energi. Man kan ikke mærke sig selv og skabe det liv man drømmer om, hvis man knap har tid til at spise aftensmad med sin familie.
Vi ved det godt: For at gro skal en blomst vandes og for at leve skal vi tage vare på os selv og vores nærmeste. Men selv når livet er sværest, er der en mening gemt deri, og jeg citerer gerne indianeren Yellow Hawk: ”Alt i livet er en gave, men nogle gaver er pakket grimt ind.”

Ud af det svære opstår nye indsigter, som vi kan vælge enten at forkaste for at bevare status quo eller tage til os for at komme nærmere det liv, vi længes efter. Også her kommer billedet af en blomst til mig:
Lotusblomsten, der vokser dybt i det mudrede vand langt fra solen, når med tiden op til lyset, og omdannes til en smuk blomst, som i mange kulturer betragtes som et symbol på renhed, oplysning og genfødsel. Lotusen minder på mange måder om os, for ligesom planten, der er i stand til at trække sin næring fra det mørke vand, ligger også vores potentiale dybt i kernen, og alle som én kender vi følelsen af at sidde fast i mudder gennem livets udfordringer og kamptider og alligevel blomstre under selv de sværeste forhold.

Det er nemt at anerkende den inspiration, der kommer fra vores positive oplevelser, når livet er let og klart, men lotusblomsten minder os om, at selv når vores liv er mere mudret end klart, har vi friheden til at vælge vores indstilling til det, vi oplever, og der er en enorm kraft i den udsigt. Vi kan trække noget fra enhver oplevelse, og hindringer kan omdannes til åbninger. Ikke altid og ikke alle har de samme muligheder, men vi har alle magt til at skabe udvikling af det, der er svært.
Uden mudderet ville vi ikke få de erfaringer, der er nødvendige for vores egen vækst, og uden fortrydelse og dårlig samvittighed ville vi således have sværere ved at nå de erkendelser, som bringer os på sporet af et mere rigt liv.
Når vi vågner til tanken om, at vi skaber vores egen virkelighed baseret på, hvordan vi ser verden, så vælger vi i samme åndedrag at vokse frem i lyset og blomstre.

Den dårlige samvittighed, som mange føler, er en pejling. Den er vores kompas gennem de valg og vaner, der ikke er i pagt med vores højeste ambitioner og dybeste vilje, og den kan blive vores mest præcise rådgiver gennem livet, hvis vi tør lytte til den fremfor at blive vrede eller føle jalousi.
Alle kender vi den dårlige samvittighed, og efterhånden lærer vi at kende forskel på, når den skal mane til forandring og når den i stedet kalder på tilgivelse af os selv.
Jeg ønsker, at mine børn skal lære at lytte til sig selv og ligeledes tilgive, når de træder ved siden af, for det at træde ved siden af er en væsentlig del af at være i live. Intet er utilgiveligt, men jeg vil for evigt fortryde, hvis ikke jeg lytter til de tegn, mit hjerte sender mig, så det øver jeg mig i – dag for dag ved at skabe de rette betingelser.

Året igennem har forældre skrevet til mig, at de drømmer om at ændre deres hverdag. At det river i deres hjerter at leve adskilt fra dem, de elsker mest, og de ønsker at gøre noget anderledes.
Hvad bremser os?
Det gør blandt andet vores egne forestillinger om, hvad der er muligt sidestillet med frygten for, hvad der kan ske, hvis vi rent faktisk lytter, og måske for første gang gør det, som er rigtigt for os – uagtet om det er rigtigt for andre.
Men det er svært at leve med hjertet forrest i en verden, hvor normen er det stik modsatte. Det kræver ikke kun mod men også overskud og viljestyrke, og det kræver frem for alt, at man ikke føler sig alene. Derfor er det livgivende og næring til enorm selvudvikling, når vi lytter til andre, der føler som os, og når vi sætter os selv i situationer med rum til nærvær, udvikling og inspiration. Lad os sammen skabe disse rum i 2019; lad os støtte hinanden og dele vores erfaringer, bekymringer og viden.
Jeg gør det under mine foredrag og på mine retreats, og lige nu arbejder jeg på at lave en ny platform til fremme af viden, selvudvikling og fællesskab. For mig handler det om at skabe de rette betingelser for den forandring, man ønsker og ikke mindst om at facilitere de rum og den indsigt, som kan støtte andre i at tage de beslutninger, der nærer og udvikler dem dybt.

min instagram kan man indtil i morgen kl. 20 vinde to billetter til ét af mine tre foredrag i januar, blot man skriver derinde, hvilke forandringer man drømmer om at skabe i sit liv i det nye år.
Men skriv det også meget gerne her, hvor det kan læses af mange og længe – hvad drømmer I om for 2019, og hvad tager I med jer fra det år, som slutter til midnat?

Af hjertet tak for alt det I deler med mig og hinanden i kommentarsporet herinde; tak til alle jer, der kom til mine foredrag og deltog på mine retreats i dette år – og til de af jer som læser med i stilhed.

Godt nytår – jeg er sikker på, at der venter os alle sammen mange nye indsigter, glæder og forandring i året, som kommer.

Her er opskriften på den bedste ris á la mande

Okay – så du har lavet din risengrød i går (eller her til morgen), og nu vil du gerne lave den mest velsmagende ris á la mande ever.
Lad mig være behjælpelig med opskriften, som jeg fandt på bloggen Saga i farver for virkelig mange år tilbage, og siden har justeret en smule.

Til en standard 5-6 personers portion ris á la mande, skal du bruge:
Vaniljesukker
100-150 g. smuttede, grofthakkede mandler
½ l. fløde
1-3 spsk. sukker
½-1 tsk. snaps, helst Rød Ålborg (sherry kan også bruges).
Citronskal fra 1/2-1 øko-citron

Dag 1 (eller morgenen den 24.)
7½ dl letmælk
1,5 dl grødris (eller 1 dl, hvis man foretrækker mere flydende)

– Sæt ½ dl vand over at koge.
– Når det koger, kommer du halvdelen af mælken samt risene i. Omrør jævnligt.

– Når det koger igen, kommer du resten af mælken i og skruer ned på 1/3 varme
– Lad risengrøden stå mellem 45 min – 1½ time. Omrør jævnligt.
– Når den er færdig smager du til med vanilje, til det smager godt.

– Sættes i køleskabet natten over.

Dag 2:
Tag din køleskabskolde risengrød fra dagen før (eller i tilfælde af travlhed samme morgen), og tilføj følgende:
– Mandlerne smuttes, hakkes og røres i risengrøden.
– Sukkeret blandes i – smag hvor meget du foretrækker.
– Fløden piskes til flødeskum. Jeg laver flødeskummet ret fast, men det er en smagssag.
– En smule flødeskum røres i ad gangen, indtil grøden er lind. Derefter vendes resten af flødeskummet i, til ris á la manden har den rette konsistens.
– Til sidst smages ris á la manden til med snaps og revet citronskål – lidt for lidt.

Og ja; snapsen er et must! Man kan ikke smage, at den er i, men den fremhæver smagen af ris á la mandens ingredienser. Det og citronskallen løfter retten fra “risengrød med flødeskum” til en nærved kulinarisk oplevelse, sgu.

Har I en madopskrift eller et andet godt tip, I vil dele til julen?

Jeg håber, I får en dejlig juleaften, alle sammen ❤️

Når vores egne dogmer skaber ubalance fremfor mening

I denne tid hvor vi er en del, som forsøger at bevæge os væk fra de samfundsnormer, vi føler, er kommet ud af balance, er der mange ting at være opmærksom på.

Noget af det, der optager mig for tiden, er bevægelsen fra ét dogme til et andet. Eller med andre ord: Fra én ubalance til en ny.

Jeg har lyst til at sige, at jeg ikke tror, livet først og fremmest handler om at være mest rigtig, og alligevel kommer jeg indimellem selv til at fokusere på, om jeg gør det godt nok ud fra et ideal om, at jeg skal være perfekt.
Når vi vælger en bevidst måde at leve på, og gør vores bedste hver dag, er bagsiden af medaljen, at det risikerer aldrig bliver godt nok.

Jeg synes, der kan være en tendens til, at vi forkaster det ene sæt regler blot for at opbygge et nyt, og det mener jeg, er problematisk af flere grunde. Nu siger vi højt nej tak til adskillelseskulturen, nej tak til vinkevinduer, lange skoledage, savn og travlhed, stress, ensomhed, forurening, overforbrug og meget andet.Vi bærer vores børn, ammer dem længe, samsover, og skærer ned for mange ting: Shopping, forurening, arbejdstid, blandt andet. Alt det er godt.

Tiden bliver vores vigtigste ressource, sådan som den helt naturligt vil være det, når vi er tilstede i vores liv, og vi viser vores børn, at travlhed, ensretning og pisa-tests ikke er vejen frem.
Vi ønsker, at de skal tro på sig selv og opleve en barndom med nærhed og omsorg, og nogle gange er det nemmere at vide, om man gør det godt, hvis man læner sig op af et regel- eller værdisæt. Det anfægter jeg ikke, for det er helt oplagt, og jeg gør det som nævnt selv.
Men jeg mener i al sin enkelthed, at den energi enhver handling udføres i, er vigtigere end handlingen selv.

I disse år, hvor SoMe er en inspirationskanal for de fleste, er det nærliggende at sætte mærkater på os selv og hinanden. Jeg læste engang, at hjernen kategoriserer alting med det samme – også mennesker, og set med de øjne giver det mening, at vi tiltrækkes af hashtags.”Hej, jeg er #zero-waster, #unschooler, #naturligforælder, #selvforsynende, #fittnessdad” og så videre. Jeg bruger selv hashtags, og på instagram synes jeg, de er en god inspiration og ledetråd igennem et inspirerende univers, og jeg finder selv nye mennesker på den måde.
Det er ude i det virkelig liv, at det kan blive en udfordring, når vi synes, vi er utilstrækkelige, hvis ikke vi lever op til de prædikater, vi forventer af os selv.

Vi følger mennesker online, der lever et liv, som vi er inspirerede af, og samtidig ser vi på vores eget liv, og vi ser på samfundet omkring os, og der kan opstå nogle konflikter, som vi har brug for at danne os overblik over. Så vi kategoriserer os selv, og langt hen ad vejen er det brugbart og godt, men endnu vigtigere er det, at vi løbende tager os tid til at mærke efter, hvad der føles rigtigt for os, uanset om det har et passende hashtag eller ej.

Nogle dage er mit mest kærlige bidrag til verden netop at købe en færdigpizza, fremfor at bage én selv, også selvom det indiskutabelt er forbundet med mere spild, dårligere mad og øget forbrug. Men det kan alligevel være det mest rigtige at gøre den ene dag, ganske enkelt fordi en købepizza på måske er det eneste, jeg har overskud til, hvis jeg samtidig skal være en omsorgsfuld mor og en kærlig hustru.
Og jeg mener personligt, at vores kærlighed og omsorg er det bedste, vi kan give verden, hvis vi vil den det godt. Således er jeg indimellem nødt til at afvige fra den kasse, jeg har placeret mig selv i for at skabe balance.

Jeg kender familier, der lever kompromisløst, og som er forbilledlige i mange henseende, og aldrig afviger ikke fra deres værdier, og det er spændende og på mange måder enormt inspirerende, men nogle gange er det på bekostning af noget endnu vigtigere. Nogle gange er presset så stort, og de indre forventninger så høje at glæden, lysten, dynamikken svinder ind, så der i stedet blot står et skarpt regelsæt tilbage, og det mener jeg alt andet lige, er mere drænende for overskuddet til at gøre godt i verden end både tv-afhængighed og ikke-økologiske gulerødder.

Når vi nu begiver os ud på denne livsrejse, hvor mange af os søger en mere meningsfuld hverdag, og dermed gør op med den måde, vores egen barndom var indrettet på, er det jo nærliggende at forkaste alt, tage helt nye midler i brug og skabe vores egen virkelighed fra bunden.

Jeg har også selv lyst til det, og er enig i stort set alt den kritik, jeg hører af vores samfundsvaner, men jeg vælger ikke desto mindre fra tid til anden at gøre noget, som er mindre end perfekt. Fordi jeg ikke altid magter at være perfekt.
Og jeg tror, det er vigtigt med denne erkendelse, da der ellers er fare for, at vi går rundt, og føler os utilstrækkelige, og utilstrækkeligheden er ødelæggende, fordi den får os til at fokusere på ting, som er mindre vigtige, og den sluger vores overskud.

Min hensigt er ikke at sige, at vi skal lade være med at interessere os for eller skrive om de områder i vores liv, hvor vi træffer nogle anderledes valg, som vi er stolte af, og trives godt med.
Tværtimod! Vi skal råbe fra tagryggene, at noget derude er rivravruskende galt, og vi skal fortælle, hvad vi gør for at ændre det, så andre kan følge i vores fodspor og vi skal smide om os med hashtags og inspirerende beskrivelser og på den måde ændre vaner.

Men vi skal gøre det med hjertet, og vi skal huske, at dogmer kan være til skade fremfor gavb, når de bliver vigtigere end vores trivsel og livsglæde.
Derfor: Vær tilstede i julen. Nyd den, hav det dejligt, elsk dine nærmeste, giv gaver til dem du holder af. Gør det med omtanke, naturligvis. Gør dit bedste. Vær bevidst om dit forbrug og dine vaner, men tilgiv dig selv, som du tilgiver alle andre, at vi hver som én er mennesker på en rejse, der endnu ikke er fuldendt og heller ikke perfekt.



Guldkorn #11 “Jeg arbejder for at skabe et liv, jeg ikke føler, det er nødvendigt at holde ferie fra.”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs de andre Guldkorn-indlæg HER

Tak til alle der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Mit forhold til økonomi er faktisk svært, jeg er desværre vokset op med en far, som mest af alt havde et forhold til RKI. En relation, der skabte en masse utryghed i min barndom, fordi jeg oplevede, at der lige med ét blev slukket for vandet eller lign. Min mor derimod er snusfornuftig, og ser meget stramt på økonomi, og har aldrig sådan bare købt noget, uanset om hun havde råd til det eller ej. De er skilt. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 18 år, og er nu 27. I de mellemliggende år er der sket utrolig meget i mit liv og på mit syn på økonomi. 

Jeg er studerende og enlig mor, så her er penge ikke noget, der er i overflod, men jeg gør mit bedste for, at de penge jeg har, strækker så langt som overhovedet muligt. Og så har jeg det sådan, at min søn ikke skal opleve økonomi som et problem. 

Her er en liste over, hvad jeg gør:

  1. Jeg køber meget brugt (især tøj til  min søn sparer jeg meget på, på den måde)
  2. Jeg bruger, hvad jeg har og jeg gemmer. (Fx. Jeg har en kommode som er gået meget i stykker, den har jeg skruet håndtag af, og de bliver nu sat på en ny kommode, jeg fandt på nettet, hvor der ikke er greb, og havde jeg ikke gjort det, så ville de blive lagt i en kasse i mit skur til en anden god gang)
  3. Jeg laver madplaner, og arbejder hele tiden på ikke at havde madspild eller købe mad jeg ikke får spist. 
  4. Jeg udnytter, hvad jeg har, fx. bruger jeg mine muligheder for rabatter som studerende, og jeg er medlem af “Forbrugerforeningen”, hvilket også giver mig en masse gode rabatter. 
  5. Alternative indtægter (Jeg lejer min bil ud, og tilmelder ture på Gomore, jeg lejer min lejlighed ud, når jeg ikke er hjemme, og tænker ofte over, hvordan jeg kan tjene penge uden at skulle arbejde, hvis man kan sige det sådan) 
  6. Tænker “billigere på den lange bane” (I år har vi bygget et juletræ for 270 kr., som kan genbruges mange gange, og så har jeg købt forskellige ting der gør, at vandforbruget her hjemme er faldet med 1600 kr. på et år med en inverstering i ting til det på ca. 300 kr.) 
  7. Jeg køber kalenderlys og lign. i januar, når det er sat meget ned. 
  8. Jeg læser tilbudsaviser online
  9. Jeg forsøger at skrive ned ved udgangen af et år, hvilke ting jeg måske er nødt til at købe i det nye år, for så at være på udgik efter at få det så billigt som muligt. 
  10. Vi elsker at campere og være i naturen, og det er billigt  

Aktuelt betyder mine økonomiske prioriteringer, at jeg har mulighed for at tage min drømmeuddannelse som sygeplejerske, betale for min søns friskole og og udelukkende købe økologisk. 

I fremtiden er målet, at jeg kæmper for at blive gravid igen, hvilket ikke er billigt, når man som jeg har PCOS. Jeg vil kun arbejde 4-6 vagter om måneden, så jeg kan have mest mulig tid med mine børn – noget jeg altid har gået meget op i, og heldigvis er der gode muligheder for dette, selvom jeg har studeret. Jeg arbejder for at skabe et liv, jeg ikke føler, det er nødvendigt at holde ferie fra.

Desuden elsker jeg at opleve verden, både ind- og og udland, og det koster også lidt. 

Min økonomi er meget vigtig for mig. Jeg kan ikke købe mig til lykke eller et lettere liv, men penge kan købe mig frihed i den forstand, at jeg ikke behøver arbejde 37+ timer om ugen, og at evnen til at få det maksimale ud af det jeg har, gør mig både ydmyg og lykkelig. 

Hilsen Rikke

OBS: Indsend jeres Guldkorn til mig så serien kan fortsætte med at inspirere længe endnu: majmy@majmy.dk

Er min følsomhed særlig, eller er den i virkeligheden det mest naturlige?

Dagene er mest af alt sociale lige nu.
Vi holdt julestue i søndags med knap 40 besøgende, store som små, fodboldkampe, kage og klipperi.
Så kom mandag med besøg fra vores søde venner, der er flyttet fra England til Danmark, og om eftermiddagen havde jeg seks børn med til fodbold i Marstal.
I går holdt jeg et møde af den slags, som krævede fokus i så mange timer, at jeg efterfølgende faldt i søvn på legeværelset med ansigtet i madrassen og benene ud over kanten. Lige indtil børnene vækkede mig, fordi vi skulle spise.
I dag skal jeg have ro, og roen kommer ikke af sig selv, så den skal jeg insistere på, skabe ud af omsorg for mig selv og mine nærmeste. Fordi jeg ikke vil ende med at have hjertebanken flere dage i træk eller føle min hals snøre sig sammen, når jeg tænker på juleaften, Junos fødselsdag i næste uge eller tøjvask.
Jeg vil ikke ende hudløs og udsat, og det gør jeg, hvis ikke jeg skaber ro nu.

Jeg er blevet mere følsom de seneste år. Ærligt talt plejede jeg at rynke på næsen af den slags mennesker, som har en lavere tærskel for overstimulering, eller som siger det højt, når de har brug for en pause.
Og det på trods af, at jeg selvfølgelig altid selv har været både sensitiv og følsom og i stand til at mærke alle omkring mig og aflæse signaler, næsten før de blev sendt. Men jeg plejede ikke at lytte til mig selv eller tage min krops signaler alvorligt. Det var mit indtryk, at styrken sad i at kunne blive ved, altid stå midt i det hele, aldrig give op.
Min følsomhed er intensiveret, jeg er blevet mere opmærksom på den, og jeg tror, det skyldes, at vores hverdag er mindre travl. Det kunne opfattes som en svaghed, men jo bedre jeg kender mig selv, jo tydeligere bliver det, at min følsomhed er en styrke.

Min følsomhed såvel som mine børns og min mands er vores værn mod et liv, der ellers kunne løbe fra os. Det er med hjælp fra kontakten til vores egen indre balance, at vi bliver holdt fast i nuet og tvunget til at prioritere.
Mine børn siger indimellem “Jeg har givet alt, jeg har, så vi er nødt til at aflyse alle aftaler i morgen”, og jeg bliver ofte instinktivt irriteret – skal vi så skuffe nogen ved at være dem, der melder fra?
Efterhånden erfarer jeg, at når respekterer os selv, viser vi samtidig vejen for dem, som måske har sværere ved at respektere deres egne signaler. Målet er naturligvis ikke at planlægge for meget, så man slipper for at skulle aflyse igen og igen.
Men jeg ved også fra mig selv, at når jeg møder respektfuld ærlighed hos andre, bliver jeg inspireret til at mærke efter, og hvem kender ikke følelsen af lettelse, når nogen aflyser, og man med det samme forstår, at man også selv trængte mere til ro end til aktivitet?

I dag vælger jeg roen. Jeg bliver hjemme fra formiddagsturen op i den sportshal, som vi netop har meldt os ind i for at kunne spille fodbold non-stop alle ugens dage (what.have.we.done), og lader Kristian tage af sted med børnene nogle timer. Jeg bliver hjemme fra et uden tvivl givende samvær med dejlige hjemmeskolevenner, simpelthen fordi jeg ikke kan tage eller give mere lige nu. Jeg bliver hjemme for ikke pludselig at blive så træt, at jeg ikke kan noget overhovedet.

Ofte siger jeg til mennesker, der har svært ved at drage omsorg for sig selv: “Jeg ved, at du knokler for at være der for nogle andre, men hvis du bliver ved på den måde, kan du pludselig ikke være der for nogen overhovedet – ikke en gang dine nærmeste.”

Jeg siger også med mellemrum, at jeg ikke er disponeret for at få stress. Hvorfor ikke? Der er flere faktorer, formoder jeg, den væsentligste er nok, at jeg passer på ikke at leve, så jeg risikerer at blive stresset. Det kræver skarpe prioriteter, en hverdag med mening og ikke mindst evnen til at sige stop, også når man føler, man burde.

Min sensitivitet er ikke særlig eller enestående eller noget som helst andet end fuldkommen naturlig. Men den udmærker sig i et samfund, hvor mange har så travlt, at deres medfødte sensitivitet og følsomhed bliver skubbet til side til fordel for en såkaldt robusthed, som måske i virkeligheden er en måde at maskere en form for bedøvelse eller lammelse. Måske er det, at man kan klare helt utroligt meget, og aldrig bliver træt, og altid helst vil være der, hvor det sker, ikke er et udtryk for styrke men for en evne til at overleve, på trods.

Og det er det, jeg forsøger at undgå i dag: At overleve på trods. Jeg øver mig i at leve, ikke på trods, men leve med mening og fuldt overlæg.

Børnene i vuggestuen og mine egne børn, som gik der engang

Jeg så en video om et meget vigtigt forskningsprojekt i en vuggestue, og fik lyst til at dele den.
“Sikke en dejlig pædagog, de interviewer i den her lille film”, tænkte jeg. “Hun virker oprigtig og omsorgsfuld.” Men mit hjerte gik samtidig itu ved synet og lyden af de små børn, som er væk fra deres mor og far . De små børn, som lever i et parallelsamfund, vi er kommet til at tro, er den bedste barndom. Et parallelsamfund, som mine egne børn også var i.
Derfor fik jeg også lyst til at dele en tekst, jeg skrev for et år siden, nemlig: “Jeg peger på mig selv, og jeg står stille i badet, fordi det gør ondt“.

Se videoen her

Hvad skal navnet være? (NYHED!)

I starten af næste år åbner jeg et medlemsforum, som har været på tegnebrættet længe, og som er et resultat af alt det, jeg har erfaret gennem arbejdet her på bloggen, mine retreats og foredrag de seneste år. Og fra hele mit liv, naturligvis.
Det bliver et sted for nytænkende, omsorgsfuld og ikke-dømmende sparring. Et sted, hvor man kan stille sine mest aktuelle eller følsomme spørgsmål i et trygt og bevidst rum til andre, der har nogle af de samme overvejelser, men andre erfaringer.
Det bliver et forum med personlige svar fra mig og geografisk orienterede fællesskaber ude i den virkelige verden. Et sted, man kan bruge som sparringspartner og inspirationskilde til hverdagen og opbrudstider.

Hvad mere? Der kommer til at være månedlige podcasts med både mig selv, Kristian og et hav af inspirerende mennesker. Der kommer live-chats, webinars og økonomisk rådgivning og rabat på mine foredrag samt på de intime workshops, som jeg kommer ud og laver i hele landet til sommer.
Og det er kun begyndelsen.

Jeg glæder mig, fordi jeg tror, dette forum kan blive den udvidede familie, som vi alle sammen har brug for: Et fællesskab, hvis overvejelser man kan spejle sig ind i, og hvor der er plads til at opleve og erfare nye måder at indrette sig på.

Jeg glæder mig, fordi meget er under forandring i vores verden, og fordi mange drømmer om at have lidt mere af alt det gode i deres liv. Sammen kan vi løfte og inspirere i flok og eliminere følelsen af at være alene, mens vi støtter hinanden i at tackle den modstand, som man ofte møder, når man beslutter at tage ansvar for sit liv og indrette en hverdag, der giver mening, og skaber glæde.

Alt det er jeg overbevist om, og hver dag går jeg med en masse tanker om, hvor godt det bliver. Men hvad jeg ikke ved, er, hvad forummet skal hedde?
Hvad kalder man et sted, som handler om at skabe mod, fællesskab, nytænkning og livsglæde?
Hvad kalder man et forum, hvor der er plads til de unge, dem med børn og til dem, der har valgt en helt anden vej?

Hvad synes I?
(Og vil I være med derinde?)

Skriv jeres idéer i kommentarfeltet herunder, på instagram eller i en personlig besked til mig og lad os søsætte dette nye eventyr sammen ♥️