Farver på hjernen (vi er ved at male, og jeg har været besat – kort sagt)

Der har været stille her på bloggen i nogle dage, for jeg har haft farver på hjernen, og selvom farverne optager mig, har jeg ikke villet skrive om det. Som om det ikke er vigtigt nok – måske fordi jeg har tænkt, at det helst skal være lidt  mere vigtigt, når jeg deler noget her. Eller i hvert fald noget, som man kan snakke om og tænke over, når man har læst det. Men det har jeg jo selv lige gjort – snakket om og tænkt over farver, altså.
Derudover (og det er måske i virkeligheden den vigtigste erkendelse) er farver og indretning og den slags ikke nødvendigvis hverken overfladisk eller ligegyldigt. Vores omgivelser er vigtige for vores livskvalitet, og jeg har skrevet om farverne i vores hjem tidligere.
Så selvom tidsånden i vores samfund uden tvivl (og meget tiltrængt) er til det beskedne, simple og ærlige liv, og selvom minimalismen skyller ind over min instagramkonto, og tømmer hylderne i mine skabe én for én, så er vores hjem stadig et personligt udtryk. Og man kan vælge at leve spartansk og simpelt – på 50 kvm. med tre børn og lave udgifter – eller man kan vælge et hav af andre variationer, og uanset hvad man vælger, er det vigtigt, at man vælger med hjertet, og gør sig umage. Som med alt andet.
Og det er det, jeg gør i disse dage, hvor nogle af de sidste beslutninger skal tages vedrørende netop vores rammer, som har været under en ordentlig omgang renovering.

For her bor vi på Ærø i en efterhånden ret stor ejendom, som vi har udvidet med ganske mange kvadratmeter, siden vi flyttede ind for godt to år siden, og selvom noget i mig kan længes efter det mere simple – og mindre – nyder jeg oprigtigt at have plads og luft omkring os. Jeg har brug for luft, når her er både hjemmearbejde og hjemmeskole og overnattende gæster, og vores hjem skal afspejle os som familie, og for mig betyder det, at her skal være, om ikke smukt (for smukt kræver tid og dedikation, oplever jeg) så i hvert fald dejligt. Her skal være dejligt, og dejligt for mig er i denne sammenhæng noget visuelt såvel som noget sanseligt, generelt. En følelse, en berøring, en fornemmelse af balance og inspiration.

Derfor skrev jeg tidligere på ugen til min veninde, Katrine, som er en uendeligt kreativ sjæl, og som for nogle år siden har flyttet sit fokus fra den hårdkogte modeverden til indretning. Hun indretter med sin knivskarpe intuition, og er altid opmærksom på balance. I ved; balance i relationer, arbejde/fritid og indeni hver enkelt af os. Der gik ikke mange minutter, før Katrine og jeg havde gang i en meget aktiv sms-korrespondance, som også kom til at omfatte en håndfuld telefonopkald, og i sidste ende talte op mod 200 beskeder. Det meste gik hurtigt – en del vægge skulle males, og langt de fleste gav ligesom sig selv, når vi udvekslede tanker og billeder. Én for én bestilte jeg farver, og malerne malede – det kørte som smurt.
Men der var lige én væg, som simpelthen ikke lod os få ro. Der var én væg i det musikstudie, som er ved at være færdigt på det gamle tørreloft, hvor alt er renoveret, siden håndværkerne gik i gang i september, som fik os ganske vidt omkring på farveskalaen, før vi pludselig så svaret klart. Væggen er for enden af det lange (60m2 store) nordvendte musikstudie, som har udsigt over havet. Helt dernede hvor kun den mindste smule vinterlys lander i disse uger, og hvor der derfor opstod skygge. Det hjælper ikke ligefrem, at der pt. ligger malerpap på de ellers fine parketgulve, men uanset at vi trak dem til side, var der noget, som manglede. De blågrå vægge og blå hanebjælker, som er i resten af lokalet, gjorde sig ikke godt netop på den væg, og vi besluttede, at vi ville skabe mere lys med farven.
Før svaret endelig kom 48 timer senere, havde vi haft intet mindre end to gule, én pudderfarvet, én mint, én hvid og to blå farver på væggen, men da tiøren faldt, var vi ikke længere var i tvivl: Så nu får endevæggen i studiet den samme dramatiske mørkegrønne (næsten sorte) farve som det lille tekøkken og to af væggene i mellemgangen – og hvordan kunne det være anderledes, når farven hedder Studio Green (fra Farrow & Ball).
Egentlig burde det have været klart fra starten: Jeg har altid haft den filosofi, at man skal arbejde med rummets naturlige stemning fremfor at kæmpe for at trække det i en anden retning, og derfor giver det mørke mere mening end det solgule.
For mig handler den proces om at mærke efter og give tid. Om at se hver enkelt af de forskellige muligheder for mit indre blik og lade hver idé få plads. Og pludselig var den der, og jeg var jeg pludselig ikke i tvivl længere.
Kristian? Han var bare lettet over, at vi havde truffet en beslutning…og han var helt enig, heldigvis.

Nu glæder jeg mig til at udnytte de smukke rammer til alle mulige skønne tiltag: Hvad med årstidsmarkeder for besøgende (jer der læser med måske?), hvor vi kan sælge hjemmelavet sukker og fine papirsklip og juleknas og påskepynt. Og musiksessions med musikere fra nær og fjern og med de unge, som er i forløb hos os. Måske skriveworkshops for mennesker med ord indeni og foredrag om alternative livsformer og hjemmeskoling. Hvad ved jeg? Alt muligt kan komme til at foregå i de smukke rammer, og ved I hvad – derfor er det ikke lige meget, hvordan der ser ud. Det kunne have været helt anderledes og alligevel smukt, men det er vores, og jeg tør godt stå ved, at det er vigtigt, at de omgivelser vi befinder os i, gør os glade.

Derfor måtte jeg også modsige skønne, kreative Katrine, da hun i starten af vores meget lange samtale om den der ene væg sagde, at hun nogle gange føler sig lidt overfladisk, når hun bruger tid på æstetik. For det behøver ikke være overfladisk eller ligegyldigt, særligt ikke når det kommer fra et dybt og hjerteligt sted, hvor målet er at hjælpe andre med at skabe de rammer, som de føler sig allerbedst tilpas i.

Og nu vil I garanteret gerne se billeder? Det kan jeg virkelig godt forstå. Men det er faktisk nærmest umuligt at fotografere noget som helst, når der kun er forfærdeligt skarpe maler-spots og nærved intet naturligt lys i rummet på grund af vinterskyer og korte dage. Men her er alligevel nogle af de farver, som var i spil undervejs: Den mørkegrønne (baggrund),Oval Room blue som er på bjælkerne; den lyseblå/grå (som er på alle vægge + loft i studiet med undtagelse af bagvæggen) og så nogle af de farver, som vi overvejede til bagvæggen undervejs

Vi troede først, at væggen skulle være en lys gul, men det ender i stedet med den mørkegrønne (som ses på væggen i entreen gennem døren og som farveprøve til højre for døren i studiet), men alene her på dette billede er der fem farver i spil (proces, proces, proces..)

Her er nogle af farverne på prøve i mellemgangen – og et smugkig ind i det støvede rosa toilet

Pinterest er min ven i de her situationer. Jeg eeelsker muligheden for at søge på en farve og så se den i forskelligt lys og forskellige farvesammensætninger. Se eksempelvis den grønne i spil på et smukt køkken her og kig på min iøvrigt ret inaktive Pinterest konto her, hvor jeg har en del opslagstavler over de forskellige rum her i huset.

Hvad synes I, vi skal lave af fede arrangementer i vores nye studie? Og hvad er jeres yndlings-drømmefarve?

 

Kære kvinde, vi er forskellige du og jeg – men vi har det til fælles, at vi drømmer

Da jeg ryddede op i mine kladder herinde for et par dage siden, fandt jeg én, som jeg fik lyst til at dele med jer. Alle de andre kladder var ikke meget mere end små noter, men det her indlæg havde jeg undladt at udgive, fordi jeg var nervøs for at skubbe nogen fra mig, hvis jeg delte det. Det er jeg tilsynelandende ikke mere – så i dag vil jeg dele det.

Hver uge modtager jeg adskillige e-mails fra kvinder, som drømmer om at gå deres egen vej i livet. De føler, de lever nogle andres liv – samfundets måske, eller deres forældres, deres venners, deres egne forældede ambitioner. De skriver til mig, at de ville ønske, de havde modet til at ændre deres liv, men de ved ikke, hvor de skal finde det. Jeg tænker, at mine snart syv måneder gamle ord om netop det med at prøve noget nyt kan være en inspiration til at gribe livet og udleve sine drømme.

Da jeg skrev indlægget, så Juno sådan her ud. Og solen skinnede, det var sommer, vi havde netop taget hul på hjemmelivet en måned tidligere. Alt føltes boblende og vildt. Det gør det stadig, men nu er eventyret ved at træde i karakter og falde til ro. Det bliver bedre og bedre. Sådan tror jeg, det er, når man griber sine drømme – uanset om de handler om at springe ud som selvstændig, flytte til den anden side af jordkloden eller takke nej til en forfremmelse. Uanset om drømmen bærer eller brister, er det en smuk erfaring.

Juli, 2017:

Kære kvinde,

Vi er forskellige, du og jeg. Ligesom alle andre er det. Er du mor? Det betyder ikke, at vi er ens, eller at vores mål og drømme er de samme.
Mange skriver til mig, at de kommer i tvivl, om de lever deres liv rigtigt, når de læser om mit.
Det har aldrig været min hensigt at pege fingre eller være belærende. Jeg kender ikke svaret på, hvad der er bedst for dig, og jeg er stadig ved at finde ud af, hvad der er bedst for mig. Indtil videre ændrer det sig løbende; der er med andre ord ikke et endeligt svar.

Nu er der så det med, at Kristian og jeg har besluttet at hjemmeundervise vores børn. Kan I huske, da jeg skrev, at jeg aldrig skulle være hjemmegående? Og de mange gange jeg har argumenteret for hvorfor? Min roman, blandt andet. Og mit behov for ro. Jeg har skrevet rigtig meget om, hvorfor det er vigtigt for mig også at have en anden identitet end den som mor. Måske skrev jeg det, fordi jeg inderst inde var på vej i en anden retning. Den retning som tegner sig tydeligere nu, men som ingen jo ved, hvor længe jeg vil følge. Måske skrev jeg det, fordi jeg havde behov for at understrege mit behov for afstand, før jeg kunne trække børnene tæt på mig, én gang for alle.

Kristian og jeg tager vores børn hjem, fordi drømmen nu står tydeligt for os efter at have været et utydeligt omrids i nogle år: Det er den der følelse, som man kan være så heldig at opleve, når man finder frem til noget, der er i samklang med hele ens væsen. Vi forklarer det sådan, at det er et forsøg – en orlov, om man vil – og at det er muligt, fordi vores jobs rent faktisk tillader det. Vi kan indrette os, så alt forhåbentlig kommer til at gå op.

Betyder det, at alle kan eller skal gøre det samme? Nej, men jeg skriver om det, fordi jeg hører fra mange kvinder, som føler sig truffet af os, der gør det. “Jeg føler mig som en dårlig mor, fordi jeg ikke har lyst til at være hjemme med mine børn”, skriver de.
Det får mig til at tro, at jeg er ret alene med mit ønske om at gøre noget andet – sådan set i et større perspektiv i hvert fald. Jeg ved godt, at der findes hjemmemødre, men de er ret få statistisk. Skal det afholde mig fra at følge min drøm, og skal min drøm afholde dig fra at mærke efter i dig selv?

Så nu er det, jeg skriver dette: Jeg har ikke mere lyst til at være sammen med mine børn, end du har. Og jeg er ikke bedre til det. Flere gange hver dag i løbet af de sidste fire uger, hvor vi har været hjemme sammen, har jeg haft lyst til at løbe væk og gemme mig. Jeg har råbt (altså, hver dag) og næsten grædt i afmagt. Jeg har altid ELSKET mine timer midt på dagen, hvor børnene var ude af huset. Ah, den ro. De oaser af tid og fordybelse. Jeg nyder mit arbejde, og jeg nyder mit eget selskab.
Hvad får mig til at vælge en anden hverdag nu? Det er svært at sige. Det er et kald. Jeg kan mærke, at det er det rigtige nu. Det er blevet tydeligt for mig, at jeg vil fortryde, hvis ikke jeg i det mindste prøver. Jeg tror, jeg har fundet ud af, at alt det andet kan jeg gøre senere. Det her er kun nu; det kan ikke udskydes. Jeg er et målrettet og meget værdistyret menneske (også for meget til tider). Det betyder, at jeg har svært ved at acceptere, hvis jeg ikke lever op til mine egne idealer, hvilket ikke altid er hverken nemt eller ønskværdigt. Når jeg mærker, at noget er det bedste for mig, så stræber jeg efter det. Det med hjemmelivet er blevet et projekt, kan man sige. Et livsprojekt, hvilket betyder, at jeg er dedikeret til det på en måde, så jeg ikke på samme måde som tidligere går kold i samværet med mine børn, eller glæder mig til at aflevere dem næste gang. Det i sig selv er nok den største forandring, der er kommet med vores beslutning indtil videre. Mit liv er helt reelt et andet nu. Mine tanker og følelser er forandret, og jeg er glad.

Når nogen siger “det er ikke for mig,” ved jeg præcis, hvad de tænker. Vi kan ikke alt, så derfor må vi nødvendigvis prioritere. Jeg gad også godt køre rundt i en camper og besøge venner i Sydspanien, spise krydret mad i solen og altid være på farten ligesom de der “world schooler”-familier, som hjemmeskoler på farten. Men jeg vil det ikke lige så gerne, som jeg vil være her på Ærø, se ud over havet, mødes med vores venner, være i den stille ro. Ikke nu, i hvert fald. Hvem ved, hvad der sker.

Jeg har ikke travlt, og jeg ønsker ikke konstant forandring. For første gang i mit liv har jeg reelt ikke lyst til at rejse eller flytte eller få et barn mere eller købe to ponyer. Alligevel ændrer mit liv sig løbende, men lige nu foregår det på en stille og indadvendt måde. Det er min rejse nu, og det er okay.

Er jeg en bedre mor, fordi jeg bor på landet, og har besluttet at prøve at være sammen med mine børn? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg har valgt at tage mig selv på ordet, og jeg gør mit bedste. Jeg har ikke en gang gået hjemme med mine børn endnu. Jeg plejede at tænke, at den slags var noget for nogle andre end mig.

Betyder min beslutning, at dem der har haft deres børn hjemme altid, som har holdt dem tæt og aldrig afleveret dem i en kaotisk vuggestue, er bedre mennesker end mig? Nej, det gør det jo ikke. Hvem kunne finde på at komme med sådan en påstand? – Men deres børn har haft bedre mulighed for tilknytning, og de forældre har truffet et valg tidligere i deres forælderskab, som jeg lærer af nu, og som jeg i retrospekt ville ønske, jeg havde forstået tidligere. Jeg har ikke haft viljen (eller lysten) til at dedikere mig fuldkommen til mine børn, men det er mit indtryk, at min manglende forståelse for betydningen af nærvær og omsorg er kommet med en pris, ligesom alt andet gør det. Jeg mærker en dårlig samvittighed, når jeg afleverer mine børn, og den dårlige samvittighed vælger jeg nu at bruge som et kompas fremfor at skubbe den til side.

Dårlig samvittighed er en satan: Det nager, gør ondt, og risikerer at give mavesår og stress. Eller også er dårlig samvittighed den klareste vejviser i forhold til, hvor vi endnu ikke har fundet den rette vej?

Nu prøver jeg. Det er det mindste, jeg kan gøre.

Kære kvinde, vi er forskellige du og jeg, og når du læser, hvad jeg skriver herinde, er det mit ønske at inspirere til, at du følger dine drømme – ikke mine. Men det er også fordi, jeg har erfaret, at nogle gange skal vi have mange kærlige skub, før vi tør tage hul på det liv, vi drømmer om. Så jeg skubber forsigtigt, og jeg gør det med kærlighed. Ingen af os ved, hvor vi ender, men det mindste vi kan gøre er at tage ansvar for rejsen derhen ❤️

 

Hvad ville I have skrevet i sådan et brev for seks måneder siden, og hvad er der sket i jeres liv på den tid?

Først ud af kasserne og nu ind i vores egen rytme – en hjemmeskole i bevægelse

I det halve år vi har hjemmeskolet, har vi mere end noget andet tilstræbt at komme ud af de kasser, som vi boede i før, og ind i os selv i stedet. Vi har været fuldt indhyllet i den proces, som så rammende kaldes “deschooling”, og som måske bedst kan beskrives som en nødvendigt udrensning efter et helt liv i mere eller mindre forudbestemte systemer.
Deschooling er vigtigt, og af børnene er det særligt Storm, der har gået to år på en friskole, før vi besluttede at være hjemme, som har et stort behov for selv at styre sin proces. Han gider med andre ord ikke foretage sig noget, som han ikke brænder for. Også på det punkt minder han forbløffende meget om sin mor..

Nå, men vi har deschoolet og vi har bevidst ikke-skolet, og vi har været både himmelrykte og tvivlende undervejs.
Det har været vidunderligt løbende at blive vidne til, hvordan indlæringen blomstrer frem over alt, når man lader den. Det har været smukt at komme så meget tættere på vores børn – måske af den simple årsag at deres hverdag og uddannelse nu hviler på vores skuldre. Vi er ganske enkelt mere involverede og mere ambitiøse i vores måde at være familie på.
Jeg elsker, at matematikbøger og landkort bliver gransket når som helst mellem klokken 06 og 20:30, og jeg er forbløffet over børns evne til at finde emner, de brænder for og fordybe sig i dem.
Men jeg har også haft ondt i maven undervejs. Tænk at den af vores børn, som har været flest år i institution, heriblandt to år i skole, er den, der har mindst lyst til at udforske nye områder og mest behov for at tage afstand fra alt, der minder om skole. Tænk, at hans nysgerrighed er knækket, fordi han har følt sig presset til at lære på bestemte tidspunkter – og tænk, at han er blevet så bange for ikke at lykkes, at han ofte hellere helt vil undlade at prøve. Kristian og jeg har været usikre på, om han nogensinde ville lære “nok” – om vi ville kunne inspirere ham til at søge tilstrækkelig viden til at klare sig i sit liv.
Den friskole han gik på, er fri og afventende, så jeg tror ikke, grunden alene skal findes dér, men jeg tror, det har gjort ham mere forsigtig og tilbageholdende at blive sat i en ramme, hvor sammenligning er uundgåelig, og hvor der er faglige krav, som ikke kan omgås. Min søn er et intelligent og sensitivt barn med en enorm idérigdom, og på én eller anden måde har vi fået indrettet et skolesystem, som nærmest taler direkte imod de kvaliteter. Men jeg mærker nu, at det blomstrer i ham igen. Han får konstant nye idéer, bygger og tegner – og snakker i ét væk, så nu er udfordringen af finde en måde at være sammen på, som giver ham de bedste betingelser for at udforske det, der optager ham, og det kræver løbende justeringer af vores hverdag og tilgang.

Pointen er, at medmindre man hjemmeskoler efter meget faste principper, så er en hjemmeskole sandsynligvis et sted, som er i konstant udvikling. Vores skole er vores, og jeg er ved at finde fred med, at den er nøjagtig lige så uforudsigelig og udogmatisk som jeg selv og resten af familiens medlemmer, og derfor har vi ikke en linje, som vi følger hver dag, dagen lang. Uanset hvor gerne jeg ville kunne kalde mig Steinerskoler eller unschooler eller ét eller andet “vi hører til her”-agtigt, så er vi mest af alt “os selv”.

Vi bliver hele tiden klogere, gudskelov, og noget af det vi tumler med for tiden, er en klar fornemmelse af, at vi – både Kristian, jeg og børnene – har behov for at skabe nogle mere faste strukturer, end vi har haft det første halve år. Jeg har lært usigeligt meget af at studere unschooling, og den forståelse det har givet mig for frihed, motivation, tålmodighed og ikke mindst misforståede forventninger indoktrineret i hver enkelt af os via et rigidt og gammeldags skolesystem, kan jeg aldrig slippe igen. Jeg er meget glad for at have børstet de værste vaner af mig, og jeg tror ikke, jeg nogensinde slipper den fundamentale forståelse af, hvor vigtigt det er, at vi lærer og udvikler os i vores eget tempo, egen retning, unikke rytme.
Så nej, her skal ikke være nogen sort skole med faste klokkeslæt, lektier eller ensrettede svar – det taler ganske enkelt imod alt, vi tror på.
Men her skal være en daglig rytme, som kan guide os alle sammen kærligt og give os overskud til at være kreative, fordybede og nærværende. Vores spæde skridt her i årets første uger har været i retning af en rolig morgenstund med frugt og rugbrød og tegnesager og læsestof efterfulgt af en gåtur og så højtlæsning og kreative projekter.

Vi er startet med Afrika som tema, hvilket kom af sig selv, da vi gav hinanden et fadderskab til en børneby i Kenya i nytårsgave. Pludselig blev vi nødt til at vide mere om Kenya og resten af det store kontinent, og indtil videre har vi kastet os over dyrelivet. Vi læser, ser dokumentarfilm – og maler.
Det er fedt, og vi nyder det alle sammen, og der er stadig en helt masse tid til de projekter, som vi hver især brænder for derudover.

Efter Afrikatemaet har Storm valgt, at vi skal studere Sverige. Sverige har altid været hans yndlingsland, og da vi har besluttet at køre til Sverige i løbet af vinteren, virker det oplagt at se nærmere på den nordiske natur, vikinger og gamle sagn.

Mit håb er, at vores daglige rytme langsomt men sikkert vil indfinde sig som en genkendelig og tryg base, hvorpå vi kan skabe den ro, som indlæringen også er afhængig af. Jeg håber, gentagelserne bliver noget selvsagt og omsorgsfuldt, og jeg glæder mig til den dag, hvor vi alle sammen følger med på morgengåtur uden de obligatoriske nedsmeltninger, som primært handler om hue eller ikke hue, sko eller ikke sko….

 

Hvad tænker I om rytmer og kreativitet – og den slags?

Jeg peger på mig selv, og jeg står stille i badet, fordi det gør ondt

For tiden har jeg meget på hjerte. Jeg har lyst til at dele tanker og oplevelser herinde dagligt, men min tid er ikke til det, og jeres er sikkert heller ikke til at læse så meget, så det er nok fint. Men jeg brænder inde med en del indlæg om alt fra hjemmeskolelivet over hørtøj til samfundskritik og parforhold, og det er alligevel lidt irriterende, for der er altid nogen, der læser med.
Når mine mange overvejelser koges sammen til to-tre ugentlige indlæg betyder det, at hver enkelt tekst  bliver lidt en rodebutik; en masse emner blandet sammen. Det håber jeg, I kan leve med, indtil jeg på mirakuløs vis enten får bedre tid eller (måske mere sandsynligt) får færre idéer, og kan skrive mere fokuseret, når jeg rammer tasterne.

Men ja, mange ting rører sig i mig og rundt om mig. Det er derfor, der er så meget, som jeg gerne vil skrive om.
Faktisk er mit fokus lige nu, at færre ting skal være i spil, og færre ting skal røre på sig.
Jeg har behov for at zoome ind og skabe en ny rytme herhjemme, og det er Kristian og jeg igang med. Det er nemlig ét (eller flere?) af mine nytårsfortsæt.
Det handler om vores hjemmeskoles struktur; om vores børns behov for forudsigelighed (og samtidig frihed); om mit og Kristians voksende behov for en bevidst rytme med et overlagt fokus, som kan understøtte vores trang til at være kreative og skabende. Jeg dygtiggør mig så vidt muligt indenfor netop det med strukturen og det kreative i den smule tid jeg har, når børnene sover. Derfor: Færre ting på bloggen.

Mere konkret betyder det, at vi er ved at lave en daglig rytme, som den enkelte kan glide ind og ud af, men som foregår hver dag. Med fokus på tryghed, glæde og simple udtryk. Vi træder væk fra kompleksitet, svære emner og uforudsigelighed. Jeg håber, jeg kan skrive mere om det snart, for jeg ved, at mange er interesserede i det med hjemmeskolelivets form.

Men i dag har jeg mest lyst til at fortælle jer, at der ikke er noget i livet, som er perfekt.
Der er ikke noget, som er uden revner eller uden smerte eller uden sårbarhed, men der ér noget, som er bedre end andet. Der er nogle valg i livet, som giver bedre mening, føles rigtigere, og er mere frugtbare end andre, og selvom det ikke entydigt er det samme for alle mennesker, så er der er en samhørighed i de valg for rigtigt mange mennesker.

Én af de ting, som er god for alle, er at føle tilknytning.
Tilknytning kræver tid, og tid er tid. Der findes ikke en måde at gøre nogle timer mere effektive end andre. Man kan ikke planlægge, at tilknytningen skal ske mellem klokken 15 og 16:30.
Derfor er kvalitetstid for mig en smertelig bortforklaring – et plaster på det enorme svigt vi udsætter hinanden for i vores samfund.

Og derfor bliver jeg ved med at skrive om tilknytning og om vores misforståede og smertelige børnesyn, som jeg selv har været viklet fuldkommen ind i, og som jeg bærer rundt på mange ar fra. Vi skal ændre vores mønstre, vi skal gøre det nu – og jeg siger det igen og igen, fordi de fleste siger noget andet, og fordi jeg bløder indeni, når jeg tænker på, at jeg selv plejede at lytte til det, de siger. Det, de fleste siger, er, at man skal stoppe med at amme, så moderen bliver fri (til at forlade sit barn). Man skal sende sine børn i institution, så de kan blive socialiseret, og man skal lære dem at sove i deres egen seng og sove i en barnevogn. Man skal aflevere dem til andre, fordi adskillelse er en del af livet, og man skal forberede dem på, at livet ikke er let, for ellers bliver de ikke robuste.
Og vi ved alle sammen ét eller andet sted, at det er forkert. Det er så forkert, at vi gør ondt indeni, vi får stress og angst, og vores børn får stress og angst, og vi længes alle sammen efter noget, vi ikke kan sætte ord på, og måske VIL vi ikke sætte ord på vores længsel, for så snart vi gør det, BLIVER VI NØDT TIL AT HANDLE.
Vi kan ikke erkende smerten og løgnene uden at handle. Vi kan ikke leve med sandheden og samtidig leve i en hverdag bygget op omkring usandheder.
Næsten alle lyver om det her: Det er vores egne minder, fra dengang vi blev afleveret, som er fyldt med løgne om nødvendighed og læring, og det er historier om frigørelse og om velstand. Det er sundhedsstyrelsen, undervisningsministeriet, børne- og socialministeren, eksperterne, lærerne og i sidste ende forældrene: Alle siger vi i kor, at samfundet bryder sammen, hvis ikke du knapper trøjen over det mælkefyldte bryst. Hjulene går i stå, hvis ikke du vinker farvel til barnet i vinkevinduet, og skynder dig af sted.  “Børn tager kun skade af at være i institution, hvis det er mere end otte timer dagligt”

Ingen behøver føle, at jeg peger fingre af dem. Fingeren peger på mig selv.
Jeg havde ondt i maven over det i årevis, men jeg stoppede ikke med at gøre som alle andre (Indtil jeg pludselig stoppede, og det gjorde jeg blandt andet, fordi mit liv er indrettet, så det er muligt).
Hvad er alternativet til at fortsætte? Det er så svært at få øje på. Hvis man tager skridtet, og holder sine børn tæt, står man med ét udenfor: Så er man alene, og ens børn er de eneste børn, der er hjemme i løbet af dagen. Og hvad med økonomien? Der findes familier, som ikke kan være sammen med deres børn, uanset hvad de skærer fra budgettet.

Samfundet skal ændres.
Politikerne skal råbes op.
Men vi er samfundet, og det er os, der skal råbe.
Vi skal råbe og skrive underskrifter og stille os side om side og fortælle alle steder, at vi er utilfredse.
Men i sidste ende tror jeg, det højeste råb er handling, og handlingen skal komme fra en ny bevidsthed.

Så når jeg skriver, at vi går væk fra vores grædende børn, og siger til hinanden, at de jo stopper med at græde, så snart vi drejer om hjørnet, handler det ikke om, at nogle mennesker er forkerte eller dårlige forældre. Det handler om, at alle de løgne, som vi får fortalt, dem tror mange af os efterhånden på, og derfor er det vigtigt, at nogle råber “Hallo! Kejseren er jo nøgen. For fanden, altså. Han har ikke tøj på!”

Min søn har night terror hver aften. Han har haft det i halvandet år. I perioder er det bedre, og for nylig var der en måned, hvor det var helt væk, men lige for tiden er det vildt og voldsomt, uhyggeligt og sårbart at være vidne til. Børn er forskellige, og nogle glider lige igennem vores system uden at råbe eller blive stille.
Min søn sad ved lågen i børnehaven, og ventede. Hver dag.
Det gør så ondt at tænke på. Jeg kan stå i badet og gå i stå, når jeg mærker det svigt, som jeg udsatte ham for. Velvidende.
Og jeg er så taknemmelig for, at når han har night terror nu, så ved jeg i det mindste, at i morgen skal han bare være her hos os. Vi skal snakke om Afrikas jungle og vi skal male med akvarel og lave pandekager.

Jeg så et smukt billede fra en hjemmeskolefamilie i USA, og under billede stod der, at den ene søn fik konstateret kræft for et år siden. Man ved aldrig, hvad livet har i vente til os. Man ved aldrig, hvor noget ender, og jeg bliver ved med at vende tilbage til, at uanset hvad jeg bliver stillet overfor, så er jeg taknemmelig for at være her. Her, hvor jeg ikke er i tvivl. Her, hvor jeg ved, at hver dag tæller.

Jeg har igen lyst til at undskylde: Snart kommer der et hverdagsindlæg om legoklodser og varm kakao og om pennevenner og hørtøj.
Men for nu… Skriv hvad I tænker, det betyder så meget, at vi deler vores oplevelser og følelser om det her.

Husk at DELE mine indlæg i jeres netværk, hvis I mener, det er vigtige ord ❤️

Når man er sammen én voksen og ét barn, er verden lidt en anden

Kristian og jeg har besluttet, at hver af børnene skal have et døgn alene med én af os i løbet af januar (og måske igen til sommer.)

Det har vi besluttet i erkendelse af, at nogle ting når dybere ind, når der er ro og fokus.
I erkendelse af at det nogle gange kan være godt at træde ud af den daglige sammenhæng for dermed at blive set med andre øjne.
I erkendelse af at vi ikke har mulighed for at være fuldkommen nærværende med hvert eneste af vores børn (tilstrækkeligt længe) hver dag.
Vi har besluttet det ud fra en længsel efter fordybelse og balance.

Storm og Kristian tog af sted i går formiddag, og vender tilbage om nogle timer. De har været i min svigermors lille ferielejlighed i Ærøskøbing, som giver os mulighed for ubesværet at trække et døgn ud af rutinerne og tage af sted med ét af børnene.

Igennem flere dage er Storm kommet løbende med idéer til projekter, som han havde lyst til at lave med sin far, og Kristian har tilføjet nogle praktiske færdigheder til listen, som vi tror, Storm vil være glad for at få bedre styr på (hvilket fik altid snappe Storm til at kalde konceptet for et “forældre-barn-kursus”, og det hedder det så fremover – med et glimt i øjet.
Deres oppakning var bemærkelsesværdigt stor.

Det er fantastisk, hvad børn pludselig har rum til at gå ind i, når rutinerne bliver trukket lidt til side, og de oplever at blive set på en anden måde end normalt.
Jeg bliver igen og igen forbavset over, hvor let alting er, så snart jeg sidder alene med den ene af dem i en bil eller på en café – eller i sengen om aftenen, efter de andre er faldet i søvn. Pludselig virker de største bekymringer som ligegyldige bump på vejen, og dagens værste konflikter synes overflødige. Man kan alt, og kommer hinanden nær, fordi nærværet skubber uoverensstemmelserne på afstand.
Og mindre end et døgn kan sagtens gøre det – vi plejede at give en af dem fri fra børnehave og lave noget efter deres ønske en dag. Tit har vi taget dem med på skift en eftermiddag i weekenden eller set en dokumentar med én eller to af dem en aften, mens den tredje lavede noget andet med den anden forælder. Det her med et helt døgn skal ses som en del af vores livsstilsvalg – med hjemmeskole og det ansvar, der følger med.

Så Kristian og Storm har leget med Märklin-togbane og bygget Storms solcelle-julegave i snart 24 timer. De har lavet matematik (for første gang i måneder) og øvet engelsk (for første gang overhovedet) og købt ind, spist med kniv og gaffel (noget, der har trængt til lidt smørelse), og da tiden var moden, faldt de i søvn – side om side – på dobbeltsengen i det lille hus midt i den lille by.

Alt imens har jeg været herhjemme med de tre andre, og energien har været så rolig og fin. For dynamikken ændrer sig også her, når man trækker nogen fra, og uanset hvor smukt det er at være én stor, kaotisk sekstet, så er der en anden skønhed gemt i det der opstår, når melodien forandrer sig. Mine tvillinger bliver helt anderledes rolige, når de er de ældste herhjemme, og måske fordi de har to søskende, har de to aldrig indbyrdes konflikter, hvilket betyder, at det seneste døgn har været endog meget fredeligt her i huset. Vi havde besøg af vores gode venner fra Svendborg, og alle fem børn (fire tvillinger + Juno) legede godt hele eftermiddagen. Og Ilja, som aldrig rigtigt har efterspurgt legeaftaler med jævnaldrende, sad pludselig med armen på sin gode kammerats stol, og tegnede længe.

I næste uge, når Kristian og jeg har afholdt camp for de unge i vores forløb, er det Live og Iljas tur til hver for sig at have et døgn med én af deres forældre og lave noget af det, de drømmer om. Der er allerede skrevet lange lister over ønsker og planer, og Live tilføjede på sin i aftes: “Jeg vil have en voksensmoothie på Den Gamle Købmandsgaard, for jeg er blevet for stor til børnesmoothien og tarteletter til aftensmad – for så behøver vi ikke have ærterne ved siden af, bare fordi de andre ikke kan lide dem.”

Ih, hvor jeg glæder mig.

Gør I nogle gange dét? Eller – gør I noget andet? Eller drømmer I om det, men kan ikke finde tiden til det?

Genskin

Genskin

Nogle dage lyser stærkere når de er ovre
De siger godnat og gratulerer samtidig
Verdens varmeste følelse
er at vide at man var på rette sted
til rette tid
for en gangs skyld

– Trygve Skaug

 

 

Fra digtsamlingen “Ren Poesi” som en læser i Norge sendte til mig i den smukkeste pakke med det smukkeste kort sidste sommer. Den har jeg læst igen og igen.

“Jeg ville ikke have energien til det der”, siger de. Og det har jeg heller ikke altid.

Det skulle være et kort indlæg. Sådan en lille hurtig ting skrevet på et kvarter og læst på tre minutter. Nogle få, forløsende ord. Solstråler og frostgrader.

Men.

Kristian sagde i aftes, at det jo er hårdt at have sine børn hjemme. Hvis jeg skulle have glemt det.
Man er træt, når de falder i søvn sidst på aftenen, og lige dér har man samtidig behov for at udtrykke sig kreativt, så vi skriver og laver musik, til vi falder omkuld af træthed ud på natten, han og jeg.

Og jeg tror, at den mest krævende forpligtelse for et menneske er forældreskabet.
Selvom jeg ved, at meget andet i livet kan være svært og omkostningsfuldt. Men jeg kender ikke til noget så kompromisløst, omfattende eller vedvarende som det at være nogens mor eller far.
Samtidig kender jeg ikke til noget så udviklende, generøst og smukt.

Da jeg stadig afleverede mine børn hver dag, var det hårdt på en anden måde. Det var forældreskabet, der krævede mest af mig, men dengang handlede det om afstand og frygt. Jeg frygtede at komme hjem med mine børn efter en dag på arbejde og i institution. Frygtede det fremmedgjorte, konflikterne, tabet af selv.

Nu er mine børn hjemme hver dag, og de seneste tre måneder har her gået to-tre håndværkere og arbejdet på vores loft dagligt, og fordi de er her, fra vi står op, til vi har været igennem de første mange konflikter, grineflip og danseture i løbet af dagen, er de tættere på vores hverdag end nogen andre.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange de har sagt til Kristian: “Jeg ville ikke have energien til det der,” mens de har kigget på vores fire små barbarer råbende i mudderet på marken, og Kristian nikker hver gang, og siger “Nej, det har jeg heller ikke altid.”

Men når så man går i seng om aftenen, ved man, at det er rigtigt. Det vender jeg tilbage til i bunden af indlægget.

Som hjemmegående er livet sådan lidt “all bets are off“. Vi er midt i den omsluttende opgave hele tiden – uden frokostpauser eller tid til tankestof. Det kan tage mig 14 dage at ringe til lægen og endnu længere at skrive en sms til min bedste veninde.

Menneskebørn er nogle svære størrelser, de kræver svar og nærvær og tid, og kongefamilien har altid fået dem passet af andre; de rige har altid sendt dem på kostskole hurtigst muligt og de ressourcesvage har fået dem taget fra sig.
Nu om dage afleverer vi vores børn til fremmede, hårdtpressede mennesker hver dag, fra de er et år. Vi får at vide, at fællesskabet i vuggestuen og børnehaven er det, der skal gøre vores børn til kompetente mennesker, som kan indgå i mangfoldige sammenhænge livet igennem, og vi hører igen og igen, at det er børns natur at være omgivet af jævnaldrende, og at pædagogerne og lærerne er bedre rustet end nogen andre til at være sammen med dem. Vi tror på det, fordi det er sådan, alle andre lever.

Så vi går væk fra børnehaven med en knugende fornemmelse i brystet, og møder de andre forældre på arbejdspladsen, hvor vi bekræfter hinanden i, at “han stopper med at græde, så snart jeg drejer om hjørnet”, selvom vi godt ved, at børnene stopper med at græde, fordi der ikke er noget alternativ. Der er ingen mor eller far til at samle dem op, holde dem tæt, og hvisker: “Jeg hører dig, nu er jeg her.”

Indimellem bliver mine veninder konfronteret af deres veninder, tanter eller kolleger, som har hørt om mig, og gerne vil have svar på, hvorfor jeg mon forestiller mig, at mine børn har godt af at være herhjemme. Tror jeg, at jeg kan lære mine børn det, de får brug for ude i den store verden? Der er løftede øjenbryn og hævede pegefingre: Hvad bilder jeg mig egentlig ind?

Jeg ville ønske, de ville spørge mig, så jeg kunne svare selv.
Jeg ville svare, at jeg har taget en vej, som for de fleste føles ufarbar, fordi den er anderledes.
Jeg har taget en vej, som kommer med et stort ansvar, fordi mine børns liv er i mine hænder.
Jeg har taget en vej, der kræver mod, fordi vi er ganske få på den.
Men jeg har også taget en vej, hvor jeg ikke længere er i tvivl.
Hvor jeg ved, at selvom det er hårdt, så er det rigtigt.
At selvom jeg indimellem kan tvivle, er jeg ikke i tvivl.
For min tid er aldrig spildt.

BUPL har lavet en ny podcast, som skal hjælpe pædagoger til at håndtere dagligdagssituationer med børn, der er i smerte. “Ida vil ikke med på tur”, står der i en medlemsbladet.
“Hun råber og græder. Og så er det endda hendes fødselsdag. Skal pædagogerne tvinge hende med? Forsøge at få hende i godt humør? Eller udsætte turen til en anden dag?”
Jeg tænker på lille Ida, jeg mærker hendes smerte og særligt mærker jeg mine egne børns smerte og jeg mærker den smerte, jeg bærer rundt på, fordi jeg hørte deres gråd, men jeg turde ikke reagere.
Det er Idas fødselsdag, og hendes mor har forladt hende. Er der ingen, som hører hende græde?
Men det er der ikke, for hvis vi begynder at anerkende det åbentlyse svigt forårsaget af vores samfundsstruktur (ja, af selve vores virkelighedsopfattelse), styrter det i grus. Så pædagogernes landsforening har lavet en podcast til sine medlemmer, som kan lære dem at “omsætte situationerne til pædagogiske fortællinger og dele dem med kollegerne for større arbejdsglæde.”

Kloge, fine Tove Rump (som jeg synes, I skal tilføje på facebook) skriver bl.a. om den nye podcast:
Derfor vil jeg opfordre BUPL og pædagogerne til at holde op med at spille med i dette syge spil.
Vi kan ikke ændre verden fra den ene dag til den anden. Og vi skal naturligvis løse de helt reelle opgaver, vi står med i det daglige arbejde med børn.
Men de professionelle, der står med al denne børnesmerte til daglig, må træde langt mere i karakter med nogle fortællinger til forældrene og til de offentlige instanser, der står for administration af vore institutioner.
De må træde i karakter med nogle fortællinger, der viser, at det på ingen måde er i orden, at vi – som samfund – har gjort det til en normalitet, at vi afleverer vore små børn i vuggestue fra så tidlig en alder som 10 mdr..
Forældre skal ikke beroliges. Der skal ikke fortælles historier, der hjælper pædagogerne med at ‘håndtere’ lille Idas smerte.”

Undskyld at jeg bliver ved med at skrive om det her, og undskyld at billedet nogle gange bliver lidt sort-hvidt. Det er svært at få alle nuancerne med, og det er vigtigt ikke at blive ved med at fortælle løgne om børns forhold og behov. Jeg er sikker på, at børnehaver og skoler kan være en positiv del af livet, og jeg er klar over, at det ikke er alle børn, der er kede af at blive afleveret. Men vi bliver nødt til at gøre det muligt for forældre at være sammen med deres børn, og vi skal gøre vores børnehaver og skoler langt mere børnevenlige. Som det er nu, er pædagogerne og lærerne pressede, forældrene er pressede, og i sidste ende er det børnene, det går ud over. Mange vuggestuer og børnehaver er ikke gode, mange skoler har et fokus, som giver børn stress og angst allerede før, de er teenagere.
Det reagerer jeg på. Ud fra mit eget tab som barn, da jeg blev afleveret. Ud fra det tab mine børn gav udtryk for, da de blev afleveret mod deres vilje.

Jeg skal nok skrive om alt det smukke også. I morgen. Virkelig. For der er langt mere smukt her, end der er noget som helst andet. Der er det faktum, at jeg ser alt det bedste i mine børns liv, og det faktum at de deler det sværeste med mig, fordi de stoler på mig, og kender mig. Det faktum, at hvis jeg dør i morgen, dør jeg lykkelig.

Skriv til mig i kommentarsporet, hvad I tænker om det her  ❤️

Om nedsmeltninger og mine ti nytårsfortsæt

Jeg har brug for lige at dele med jer, at det ikke primært har været en harmonisk, instagram-gearet juletid herhjemme, for jeg bliver lidt i tvivl, om det er, hvad jeg har givet indtryk af herinde?
På mange måder synes jeg, at vi gjorde det godt med at skabe så rolige rammer som muligt i juledagene.
Men når jeg kigger tilbage over decembermåned, har der alligevel været en del på programmet, og jeg tror nok, at det var for meget? Selvom det var meget mindre, end alle andre, jeg har snakket med. Mindre, end det plejede at være.
Men hvor meget er for meget? (Eller hvor lidt, rettere?)
Bliver vi mennesker (endnu) mere sensitive, når vi er så meget i kontakt med os selv og vores behov, som vi er herhjemme? Er min familie og jeg ved at udvikle (indvikle?) os til den slags mennesker, som ikke tåler ret stort pres, eller hviler vores robusthed netop i, at vi kan mærke, når det bliver for meget? (Og er presset generelt så stort i vores samfund, at det usunde er blevet normalt?)

I hvert fald har mine unger været vildt tossede at være sammen med de seneste to uger. De har råbt og skubbet og givet op og givet slip og grædt og smeltet fuldkommen sammen (for kort derefter at hoppe af begejstring.)
Så snart vi har haft gæster, er der opstået en uro og ubalance, som jeg synes, er ubehagelig. Når det sker, kan man vitterligt ikke snakke med mine børn. Og man kan på ingen måde gennemføre et måltid med dem.
Der har været store udsving, høje råb, følsomhed.
Åh, mine børn er så følsomme. De er så følsomme og nok også så tænksomme, at verden kan være overvældende, og de er så argumenterende og reflekterede og udfordrende og kritiske, at det kan være svært at invitere mennesker tæt på, synes jeg. Hell, det kan også være svært i vores lille cirkel, når vi er alene.

Men så ser jeg dem på udebane – i samtale med en fremmed på en café eller i deres legekammeraters hjem, og ser, at hold da op hvor er de imødekommende og fine og empatiske og nuancerede. Og jeg ved godt, at det er der, jeg høster frugten, men jeg synes alligevel, det er for hårdt at være herhjemme for tiden. Vi har flere konflikter og flere svære stunder, end jeg er helt tilpas med, så det er dér, mit fokus ligger, når jeg tænker over det år som netop har taget sin begyndelse.

Derfor taler mine nytårsfortsæt ind i det fokus.
Listen udvikler sig helt sikkert året igennem. Både fordi jeg får input omkring ting, jeg vil være bedre til, men forhåbentligt også fordi noget falder på plads, så der bliver plads til nyt.

I går havde vi en dejlig dag herhjemme, forresten. En virkelig dejlig dag med en overskuelig mængde konflikter af en karakter, som ikke gør mig decideret udkørt. En dag med så mange gode stunder, at de andre røg i baggrunden. Sådan en dag hvor vi nåede en helt masse, samtidig med at vi tog os den tid, vi havde brug for. Sådan en dag som gør, at det er det hele værd.
Dem vil jeg gerne have flere af, så det skal jeg øve mig i at facilitere.

 

Mine nytårsfortsæt 2018:

1) Jeg vil bruge mere energi på de nærværende, skabende og kreative stunder med børnene og mindre på at rydde op og være på computer/telefon.

2) Jeg vil sove mere og gabe mindre (det bliver svært, hvis bloggen skal bestå side om side med hjemmelivet og mit gode ægteskab, men jeg vil prøve).

3) Jeg vil starte hver dag med at være sammen med min familie uden distraktioner. En halv times fokus kan sætte den gode ramme for resten af dagen.

4) Jeg vil være bedre til at afgrænse mig socialt. Jeg siger tit: “Nu skal vi ikke have flere aftaler resten af måneden”, og så to sekunder senere er vores kalender rød af planer. Det kommer sig blandt andet af at være barn af i et hjem, hvor der ikke altid var plads til børnene – fordi den ene var alkoholiker, og havde svært ved at rumme ret meget: Jeg glemmer fuldkommen at mærke efter i mig selv, når nogen udviser en interesse i at se mig, og bliver i stedet taknemmelig over, at de gider mig, så jeg snakker med og siger: “ja, vi skal da ses,” også selvom det fuldkommen bryder med alt, hvad min familie og jeg egentlig har behov for.

5) Jeg vil også være bedre til at sige det lige ud, hvis jeg ikke har tid til en længere snak i Brugsen. Hvis der står fire børn og verdens dejligste søster udenfor butikken og venter, for eksempel, vil jeg sige: “jeg har desværre ikke så god tid i dag.” Ikke fordi jeg ikke gerne ville snakke, hvis resten af dagen var fri, men fordi jeg for mange gange har ladet dem, der virkelig betyder noget, vente, fordi jeg liiige skulle imødekomme et eller andet uforløst behov i mig for at være venner med alle.

6) Jeg vil skrive min roman igennem (igen) og sende den til et forlag og blive færdig med den, sgu. Den bobler atter i mig som den største glæde, men jeg skriver den først, når jeg har læst Roy Jacobsens rystende smukke Hvidt Hav helt til ende (den er opfølgeren til De Usynlige; én af mine absolutte yndlingsbøger). Roy Jacobsens sprog hiver i mit hjertes dybe behov for poesi.

7)  Jeg vil genlæse Karitasbøgerne – af samme grunde som dem ovenfor.

8) Jeg vil forbruge mindre. Mindre tøj, mindre mad, færre fysiske gaver. (Få flere input i den retning hos Smilerynker).

9) Jeg vil dedikere mig dybere til vores hjemmeskoleliv og gå mere systematisk til værks i min planlægning af det. I den sammenhæng er der en håndfuld bøger, som jeg vil læse, og nogle mennesker, som jeg vil hente inspiration fra.

10) Jeg håber, at jeg kan og vil være mere udenfor. Mere have, mark, permakultur, den slags. Noget nyt spirer i mig, og det handler om at arbejde hårdt. Jeg har lyst til at arbejde hårdt – så længe det nærer mig. Når man arbejder for sig selv, føles det ikke som arbejde, men som at leve livet, og det vil jeg gøre mere af

Det var privat. Professionelt vil jeg fortsætte det gode, givende arbejde med de unge i Huset Humaidan, og jeg vil arbejde på at få flere unge ind i vores forløb, fordi det gør så stor en forskel for dem, der er med.

Jeg har en forventning om at blive bedre til de fleste af de ti punkter, og samtidig er jeg helt klar over, at jeg kommer til at have mange af dem med mig igen til næste år, fordi det er emner, som jeg ikke tror, jeg bliver færdig med på et enkelt liv. Men så længe jeg er bevidst, og tager ansvar, er alt godt

Har I nogen nytårsfortsæt/ambitioner?

Vores nytårsgave til hinanden (og til en børneby i Kenya)


Happy new year!

Vi starter 2018 med et håb om at gøre noget godt for nogen langt væk, og har alle sammen givet hinanden et fadderskab til et barn i Kenya gennem SOS Børnebyerne. Vi er blevet tildelt kontakt til en trettenårig dreng, som vi kan skrive sammen med (og måske besøge en dag). Han holder af høns, og fodrer dagligt dem, de har i byen, og han kan rigtig godt lide videnskab (hvilket ræsonnerede big time i Storm), og så har han boet i børnebyen sammen med sin bror siden 2013.
Alt det og lidt til stod i det brev, der fulgte med vores velkomstmappe, og derudover var der det fineste billede af en smuk, smilende dreng foran et hus i byen. Solskin, hvide sneakers, svedent græs.
Jeg kan desværre ikke dele hverken billedet eller hans skønne navn med jer, da man bliver bedt om at udvise diskretion.

Det er en blandet følelse at kunne hjælpe andre mennesker på den måde: Et klik på en hjemmeside og man har meldt sig som fadder, og på samme måde kan man afmelde igen uden varsel. Men der er en voksende ulighed i verden, og jeg mine børn fornemmer det, og de viser interesse for at finde løsninger, så Kristian og jeg besluttede at give hinanden incitament til at undersøge i første omgang Kenya, dernæst Afrika som helhed og derigennem dykke ned i emner som fattigdom, geografi, biologi, race, klima, køn og meget andet.
Åh, mit hoved bobler med idéer til projekter, bøger og udflugter.

Når man melder sig som fadder, kan man enten selv vælge, hvilket land man gerne vil sende sin støtte til, eller lade organisationen gøre det. Jeg havde brug for at udvise tillid til, at SOS Børnebyerne ville give os et barn det sted, der trænger mest til hjælp, og samtidig havde jeg en fornemmelse af, at der ville være en anden, dyb mening med udfaldet.
At det blev Kenya kan ikke være tilfældigt. For tolv år siden var jeg med hele min store familie (fætre, kusiner, onkler, tanter, farmor osv.) i Kenya i 14 dage, og det var den mest storslåede oplevelse. Vi så alt det, man kunne drømme om og mere til, og jeg har siden tænkt, at sådan en tur vil jeg på med mine børn, når de er store nok til kunne gennemføre rejsen og få noget godt ud af den også.
Så, hvem ved – måske bliver det her fadderskab det sidste skub til at komme af sted på en rejse til Kenya med indlagt besøg i børnebyen en dag.

Man kan købe fadderskab gennem en del organisationer, og vi valgte SOS Børnebyerne efter lidt research, fordi de bruger max 10 procent af støtten til administration, og jeg fornemmer stor gennemsigtighed i deres arbejde. Men om det er meget anderledes i andre organisationer, ved jeg ganske enkelt ikke.

SOS Børnebyerne skriver en del spændende ting om både byerne, indsatsen og deres retningslinjer på hjemmesiden, bl.a. at hvert barn har mellem 8-15 faddere og “som SOS-fadder går maksimalt 10 procent af din støtte til administration. 90 procent går altså direkte til arbejdet for børn i SOS-børnebyer og SOS-projekter fordelt således, at 75 procent sendes til din SOS-børneby, og 15 procent går til øvrige SOS-projekter (…) blandt andet nye og eksisterende børnebyer, skoler, børnehaver, lægeklinikker, socialcentre.”

Vores børn blev SÅ glade for fadderskabet, da vi åbnede mappen sammen den anden aften. De var virkelig interesserede i arbejder i byerne og i den konkrete dreng, og Storm sagde flere gange, at det var hans bedste gave i år. Vi blev enige om løbende at støtte mere og mere, så vidt det er muligt for os.

Her er lige et screenshot fra deres www af den støttemodel, vi har valgt:

Man kan også vælge at blive fadder for en børneby i stedet for et specifikt barn for 185/mdr.

Ha’ en rigtig dejlig nytårsaften og en god start på det nye år – hvor end I er (i den forgangne uge har bloggen haft læsere fra Grønland, Italien, USA; Spanien, Østrig, Frankring, Sverige, Norge (min søster!) og Tyskland. Ingen fra Kenya, men måske det kommer en gang.

Har I erfaringer med at støtte gennem et fadderskab?

OG hvad skal I i aften? (Jeg skal have det mega mega sjovt sammen med vores goeste venner. Sådan noget med syv børn, en håndfuld voksne, nem lækker mad (inkl. flødekartofler), cheese cake og præventivt Tenabind i underbuksen, fordi de mennesker er de sjoveste, jeg kender.)

Vi ses i 2018. Og det glæder jeg mig meget til.

Hvis jeg dør i morgen, dør jeg lykkelig

Jeg ser en bevægelse i vores tid, som jeg mener, er vigtig for os alle sammen.
Det er bevægelsen væk fra forbrug og adskillelse og hen mod tilknytning og nærvær.

Det er en bevægelse, som ses i de store linjer rundt omkring i hele verden, og som også i høj grad er i mig, og det er kommet til at definere mit liv gennem det seneste år.

Derfor har 2017 været et godt år for mig.

Jeg er nået til nogle vigtige erkendelser i løbet af de seneste 12 måneder, og jeg har fundet det sted, hvor jeg helst vil være.
(med min familie)

Jeg er på en rejse ind i min kerne, og undervejs finder jeg ledetråde. Sådan noget som ro, stilhed, rytme, fordybelse.

Jeg har for første gang i mit liv lyst til at bremse tiden og holde fast, bare lidt endnu.
Jeg føler ingen hast, ingen længsel, intet savn.
(tænk at kunne skrive sådan)

Der er en bevidsthed, som flyder igennem mit væsen, og definerer mit nu. At Livet måske ikke kan blive bedre, end det er i dette øjeblik.
For det er nu, jeg stadig kan springe op af trappen, når nogen kalder – og nogen kalder meget ofte på mig. Jeg er ikke gammel, men jeg er gammel nok til at vide, hvad jeg helst vil bruge min tid på, og det er en enorm frihed. Det er en frihed ikke at være i tvivl, eller skulle tænke så meget. Jeg skal bare være, og det skal jeg så til gengæld øve mig i.
(at bare være)

Hvis jeg døde i morgen, ville jeg dø lykkelig. Jeg er ikke klar til at give slip, men jeg ved, at lykken er til, og jeg kan sige: Jeg har nået det, der var vigtigst for mig.
(jeg har turde gribe det liv, som mit hjerte kaldte på)

Jeg har fulgt mit hjerte i 2017, og Kristian er med mig på hvert skridt af rejsen. Over julen sagde en nabo til mig, at det er ikke alle forundt at elske, som Kristian og jeg elsker hinanden. Det ved jeg godt, og det er derfor, jeg stadig lægger mine hænder om hans ansigt, forsøger at trække ham helt ind i mine celler, siger tak til ham hver dag.

Siden jeg blev mor for snart ni år siden, har jeg ofte tænkt, at: “shit, hvor bliver det godt, når jeg ikke længere skal tidligt op om morgenen.” og: “Hvor bliver det godt, når mine børn er så store, at jeg får min frihed tilbage.”
Mine børn er blevet større, omend de stadig er små, og jeg har ikke lige så travlt med at sende dem videre fra mig.

Tidligere har jeg indimellem set frem til den tid, der kommer, når børnene ikke længere er afhængige af mig hver dag. Når de ikke bor under samme tag som mig mere.
Jeg har drømt om at sidde hele dage i sofaen med en bog og skrive natten lang.
Jeg har drømt om daglige gåture for mig selv med musik i øerne og ro til fordydelse uden afbrydelser.

Men her den anden aften kørte jeg en tur igennem det mørke landskab, og det slog mig, at der kommer til at mangle noget til den tid. Noget vigtigt – vigtigere end alt det andet. Jeg ved det jo godt, men nu ramte det mig på en anden måde.
Mit hjerte vil for altid være delt i retning af mine børn; mit liv vil for evigt være uløseligt forbundet med deres. Og når de ikke bor her hos mig længere, vil der opstå et tomrum.

Et tomrum, hvor ingen kalder på mig, eller snakker til mig konstant. En tid hvor jeg for første gang i mange år ikke primært er mor i dagligdagen, og hvor jeg ikke skal afveje alt andet i forhold til tiden med dem. Når den dag kommer, vil mine børns timer være afmålt i forhold til resten af verden, og jeg vil samle på det de giver mig, som jeg nu samler på fuldmånen og stjerneklare nætter. Man ved, man er så utroligt heldig at se dem blot denne gang, og hvem kan sige med sikkerhed, at det kommer igen?

Ja, det bliver dejligt at sove bare Kristian og mig i vores seng. Med læselamperne tændt længe hver aften. Men det kan umuligt blive så dejligt som at sove alle sammen side om side, som vi gør nu.
Det gik for alvor op for mig i 2017, og derfor har det været det bedste år i mit liv. Fordi jeg forstod noget, som har forandret mig.

2017 er året, hvor jeg har bevæget mig væk fra en fornemmelse af, at det var umuligt for mig at være den forælder, jeg drømte om til at stå her og mærke, at jeg gør mit bedste hver dag.
I årevis havde jeg hylder fulde af bøger om hjemmeskoling, tilknytning og familietid, men alligevel endte mine overvejelser altid med: “Men, jeg skal aldrig være hjemmegående, for jeg elsker mit arbejde/elsker min frihed/elsker timerne uden mine børn,” og jeg troede virkelig på det.
Jeg troede, at jeg skulle skynde mig at kravle op af karrierestigen, før det var for sent. Jeg troede, jeg ikke kunne gøre en forskel i verden, medmindre jeg knoklede løs og satte mit professionelle aftryk nu. Men jeg har indset, at der er et andet aftryk, som jeg hellere vil sætte først. Og at jeg uanset hvad ikke ved, hvad jeg har lyst til at arbejde med om ti år, så hvorfor bruge min energi på at planlægge det?
Hvad jeg til gengæld ved med sikkerhed, er, at tiden med mine børn er lige nu – og aldrig igen.

Så i stedet for at begræde de romaner jeg ikke får læst, dykker jeg med den største glæde ned i billedbøger og middagslure. Jeg tror, det er derfor, jeg er så glad.

Hvad har du lært i 2017? Og er der noget, du vil gøre anderledes i 2018? (mit svar er ja – det skriver jeg om i starten af det nye år)