I aften er jeg på valg

Kristian og jeg har truffet en beslutning om vores tid. Vi har besluttet ikke at være med i en helt masse foreninger, mens vores børn er små. Vi vil ellers gerne – der er meget godt at bakke op om – men udfra devisen om, at “If you want to change the world, go home and love your family”, fokuserer vi på vores børn, når ikke vi arbejder.

Men der er én undtagelse, og det er Ærø Friskole, hvor vores søn går i 1. klasse, og de tre andre også kommer til at være elever de næste vel nok 16 år. Uddannelse er noget, der ligger mig meget på sinde. Virkelig meget. Det er for mig at se den væsentligste investering (rent tidsmæssigt, altså) i hele barndommen udover forældrenes nærvær.

Det, at Kristian og jeg sender vores børn i skole er i sig selv et resultat af mange, grundige overvejelser. Det er en afvejning. Vi har overvejet at hjemmeskole. Vi har overvejet flere andre ting. Det kan I læse mere om HER og HER og HER og HER.

Sidste år stillede jeg ikke op til bestyrelsen, fordi Juno var fire måneder, og jeg var fuldkommen lagt ned. (Det kan man selvfølgelig også læse om, blandt andet HER), og jeg har efterhånden lært ikke at læsse for mange ting ovenpå hinanden. Når det er sagt, har jeg stadig nok at se til, men, skolen er vigtig, og jeg har mange tanker, idéer og input i den forbindelse. Jeg vil gerne være med til at styrke skolens kommunikation, og så er jeg spændt på at høre, hvad der ellers rører sig i det styrende organ på vores lille skole.

Derfor stiller jeg op til bestyrelsen i aften. Og jeg håber selvfølgelig, at jeg bliver valgt ind. (Hvis ikke har jeg gjort mit bedste, og så vil jeg blive ved med at påvirke skolens ad de andre kanaler, der er.)

Svalerne er kommet tilbage. Sidste år besluttede Kristian (uden overhovedet at tage hensyn til min fugle-angst), at han ville lade porten til vores stald stå åben hele sommeren, så svalerne kunne flytte ind. Og det gjorde de. De elegante, lynhurtige, fascinerende fugle. De flyttede ind, byggede reder, fik unger, og sked over alt. Over alt. Nu er de så tilbage, de vender tilbage år efter år efter år. Som om vi er familie. Som om de ved, at her er trygt og godt. Storm opdagede dem i morges. Nu kan jeg se dem her fra mit vindue, hvor jeg sidder, og skriver.

Nu skal jeg skrive noget andet. Listen i dag er lidt lang, men spændende. Jeg skal blandt andet færdiggøre det materiale, som skal sendes ud til dem, der har tilmeldt sig mit retreat i juni. Det har af én eller anden grund taget lidt tid for mig at få det skrevet. Nok fordi jeg lige har skullet summe over det, fordi det er første gang. Men nu skrev jeg det meste i går, og så mangler der vist bare at komme billeder på. Dem skal dygtige Camilla tage, når hun er hjemme fra Norge (hvornår kommer du hjem, Camilla?)

Er I med i nogen bestyrelser? Hvorfor (ikke)? Hvad ville I bidrage med på jeres barns skole (eller jeres egen barndomsskole), hvis I fik fuld råderet?

 

 

På Ærø flytter man hjemmefra som 16-årig

Jeg har siddet henne hos vores nabo, Kirsten, og drukket te og spist brød med æbleflæsk her til formiddag. Mens vi snakkede, begyndte sneen af dale over marken, havet flimrede pludselig bag alle de hvide fnug, og tiden gik, som den gør, når man er i godt selskab. Derfor kommer mit indlæg i dag lidt sent, selvom jeg egentlig skrev det for et par dage siden som svar på en kommentar fra en læser.

Det handler om at flytte hjemmefra, om at verden er under forandring. Om uddannelse, ansvar og nye tider.

Spørgsmålet lød:
“Hej Maj My, tak for en fantastisk blog, altid spændende indlæg og især dem om ølivet. Jeg har faktisk flere gange tænkt på noget ang. det at vælge at bo på en ø som Ærø. Hvad er dine/ jeres tanker omkring uddannelse af jeres børn når de bliver større. Jeg tænker ikke så meget på nogle specifikke uddannelser, men mere det at de vil blive tvunget tidligere hjemmefra end børn der ikke bor på en ø. Hvad gør andre børn på øen, flytter de allerede efter folkeskolen eller pendler de frem og tilbage?”
Jeg har skrevet to svar. Et konventionelt (traditionelt) og et alternativt (og måske mere realistisk?)

Det konventionelle svar:
Ja, de fleste Ærøboer flytter hjemmefra efter 9. eller 10. klasse. Det er et fåtal, der bliver på øen, og tager HF eller anden uddannelse her. Mange flytter på kollegieværelse eller finder en lille lejlighed i Svendborg eller Sønderborg. Nogle vælger Nyborg kostgymnasium (og en del andre vælger naturligvis en anden type uddannelse.)

Det er klart, at det er noget helt andet end både min og Kristians ungdom, hvor vi boede udenfor henholdsvis Aarhus og Svendborg. Jeg flyttede godt nok hjemmefra, da jeg var 16, men det var en langt mere demonstrativ og uovervejet beslutning, og ikke et resultat af den kultur, jeg var vokset op i. På den måde har Kristian og jeg truffet et afgørende valg for vores børn, som vi ikke selv kender til; Nemlig livet på en ø som barn og ung, og vi ved heller ikke, hvordan det bliver som forældre (måske) at skulle sige farvel til vores børn så relativt tidligt.

Det, Kristian og jeg hører fra mange Ærøboer, er, at de har været glade for at komme hjemmefra tidligt. Én af vores venner har fortalt, at det gav ham et uproblematisk forhold til sine forældre i nogle år, hvor det ellers kunne have været konfliktfyldt. Han lærte at klare sig selv, og vidste alligevel, at hans forældre altid var der for ham. Generelt hører jeg, at ærøboer er stolte af den selvstændighed, som det giver dem at flytte hjemmefra efter folkeskolen. Jeg fornemmer, at de er velfungerende både på deres videregående uddannelser og i arbejdslivet efterfølgende, fordi de kan stå på egne ben.

Men det siger jo ikke noget om, hvordan jeg som forælder vil have det med at skulle siger farvel til mine børn til den tid. Svaret er, at jeg ikke ved det. Måske er det okay, måske bliver det svært pludselig at have den afstand imellem os. Det må tiden vise, hvis det bliver aktuelt.

Helt konkret har vi kig på Steiner-skolen i Odense, som har en overbygning, der måske vil være mest naturlig for vores børn i forlængelse af både friskoleårene og vores liv herhjemme, hvis de vælger gymnasievejen.

Det alternative svar (som ikke kun handler om at bo på en ø men om verden i, al almindelighed):
Selvom jeg er sikker på, at det kan være meget udviklende at rejse væk fra sin barndomsgade og udforske livet på egne hånd, er jeg ikke overbevist om, at det er fremtiden at fare jorden rundt med en rygsæk, sådan som min generation har gjort det, for at blive voksen. Vi må se i øjnene, at verden er under forandring.

Hele vores klode befinder sig lige nu i en altoverskyggende og stort set uforudsigelig undtagelsestilstand, og jeg tror, det vil have konsekvenser for, hvordan vores børn kommer til at leve deres liv.

Hver generation har sine udfordringer og fordele. Mange fra min årgang har brugt en stor del af vores liv på at søge efter et sted, hvor vi hører til. Der har været en følelse af rodløshed og manglende mening.
Jeg tænker: Er det nødvendigvis et problem, hvis vi ikke kan tilbyde vores børn det samme omfang af globalisering og rejser til andre kulturer, som vi selv har haft adgang til? Vi er ved at løbe tør for brændstof her på kloden. Måske skal vi koncentrere os om det, der er tæt på for en tid? Forestil jer en generation, som lærer at bruge teknologi opbyggeligt fremfor at være distraheret af den non-stop. Forestil jer en generation, som lever livet primært i det nære, som studerer og udvikler sig, men ikke føler en konstant udlængsel. Måske går mine børn glip af at se de vilde dyr i Afrika first hand, men det kan være, de til gengæld kender den lokale natur indgående, og er med til at styre jordkloden tilbage på ret køl ved hjælp af bæredygtig tænkning og ikke mindst et meningsfuldt liv.

Jeg er åben overfor, at mine børn måske bliver her på øen, trods alt. Jeg er åben overfor, at uddannelse er et mere flydende begreb, end vi er vant til at tænke det. Måske dygtiggør mine børn sig udenfor de rigide rammer, som vi er vidne til i disse år i alt fra håndværksfag til akademia. Måske bliver de her på øen, og tager del i et organisk andelsmiljø, hvor vi alle løfter i flok, udvikler de områder, som vi brænder for, og skaber en bæredygtig verden dag for dag. Måske vil mine børn vælge at arbejde med deres hænder? Måske rejser de først, når de er tyve, måske når de er fyrre? Måske er verden et utrygt sted, hvor ingen rejser nogen steder, medmindre de er på flugt? Måske har vi til den tid den oplevelse, at rejser primært foregår på det indre plan, og at det er mere energiøkonomisk, at blive hvor man er?

I don’t know.

Jeg prøver på ikke at have nogen fastlåste forventninger til mine børns rejse i livet. Jeg vil gøre mit bedste for at være støttende og intuitiv i min tilgang til dem og deres ønsker, uanset hvor svært det kan blive for mig at skulle sige farvel til dem (eller alternativt til mine gamle, indgroede ambitioner om en målbar form for succes på deres vegne).

Hvad ville I synes om, at jeres børn flyttede hjemmefra så tidligt? Hvornår flyttede I selv hjemmefra (og hvorfor på det tidspunkt?) Og hvad tænker I om mulige forandringer i vores måde at være ung på?

Jeg vil slutte af med en dybfølt opfordring: Indtil på lørdag, den 29.4, kan man på DR’s hjemmeside se dokumentarfilmen “Demain” (“I morgen”) om en gruppe dedikerede filmfolk, der rejser jorden rundt for at finde løsninger på verdens udfordringer og vække håb. Undervejs møder de en mangfoldighed af ildsjæle, som allerede er i gang med at forandre verden. Det er en ualmindeligt inspirerende og motiverende film. Den varer to timer, og kan nemt fordeles over to aftener. Se den HER

 

Min første videoblog (av, min forfængelighed)

Jeg har lavet en video. Sådan én, som jeg filmede efter verdens længste og mest opslidende putning af tre gakkede unger (Kristian puttede den fjerde på et andet værelse).

Det blev mørkt, før jeg sad foran kameraet. Og jeg blev nok lidt træt, så jeg vrøvler en smule undervejs. Men ikke hele tiden, synes jeg.

Og selvom jeg ville ønske, at jeg vejede mindre, og var noget klarere at høre på, synes jeg faktisk, det gik fint. For en debutant, altså.

Så medmindre jeg modtager alt for mange mails, hvor I fraråder det, laver jeg en video igen på fredag. Denne gang om mine retreats, oppe ved det smukke hus (og måske inde i det?)

Nå! Nu ikke mere snak: Se den hvis I vil. Jeg vender tilbage i morgen med et langt indlæg med ord og ikke mindst med link til en meget vigtig film.

 

 

Har I lyst til at se med igen en anden gang?

Bål i haven

I går færdiggjorde Kristian og børnene den bålplads, som min søster tog de første spadestik til tidligere på ugen. Det er en ret fin én af slagsen med en radius stor nok til, at vi kan have en gryde i stativ og majs på en rist over flammerne til sommer. Bålet vækkede med det samme så stor glæde, at vi tilbragte hele eftermiddagen i skyer af røg og duften af brændt juletræ (men næste år køber vi et juletræ, som kan plantes ud igen efter jul, for det føles altså helt forkert at smide det i skuret efter et par dages brug).
Storm havde besøg af sin ven Leif, der virkelig er den slags kammerat, som hele familien holder af at være sammen med. Alle børnene legede med hinanden i én stor, organisk flok, og på et tidspunkt løb de tre drenge ud langs marken, og indsamlede en stor klump leret jord, som de rullede til kugler, og lagde i ilden. En times tid senere fiskede de alle de brændte og stenhårde kugler ud, og gik rundt med dem i hænderne og på maven. Stenene føltes som sten fra en sauna, de duftede jordet, og efterlod fine sodmærker på de bløde hænder og kinder.

Yes! Bålet virker!

Tre drenge i fuld galop…

Lerkuglerne vendes i gløderne

Man fornemmer et frisure-tema her på øen.. (hjemmeklippede much?)

En glad keramiker

Juno gik rundt med sin trillebør på græsset, og Live bevægede sig til og fra bålet, og det var egentlig meget harmonisk det hele, hvilket vi trængte til efter en formiddag fuld af konflikter og ualmindeligt mange sammenbrud. Men som vi stod der på græsset med kig over havet, der krusede i vinden, og så på de legende børn, sagde Kristian alligevel: “Det her er et dejligt,” og det kunne jeg kun være enig i, så jeg nikkede, og lagde mit hoved mod hans skulder (indtil nogen kaldt, eller nogen skulle på toilettet eller jeg kom i tanke om vasketøjet eller Kristian kom i tanke om aftensmaden – men, I ved, hvad jeg mener, ik? Vi nød det lige et øjeblik).

Det er virkelig hendes sted, det her

Det er fedt med en bålplads. Den bliver vi uden tvivl glade for. Men ved I hvad? Det ville aldrig være faldet mig ind at lave sådan én? Jeg er så lidt tunet ind på alt det, der kan og skal foregå udenfor. Jeg er så meget indenfor, tror jeg, i forhold til aktiviteter, i hvert fald, at jeg glemmer mulighederne ude. Jeg ved ikke, om det mest af alt skyldes, at når jeg er udenfor, så er mine muligheder relativt begrænsede, fordi Juno stadig kræver en del opsyn og iøvrigt står rigtig meget, og græder, og gerne vil op til mig, eller om det slet og ret handler om, at jeg helst vil være indenfor. Men jeg nyder at være ude. Jeg kan mærke, at det nærer mig dybt. Alligevel kan jeg næsten blive helt lettet, hvis det regner, og jeg med god samvittighed kan sidde inde og lægger puslespil med ungerne. Det er ligesom mere overskueligt med den alder de har. Den mindste, i hvert fald. Og det er noget, jeg reflekterer over.

Før de lavede bålplads, legede de med Märklin, LEGO og Brio kombineret i ét set-up. Se det er noget, jeg kan forstå 😉

I dag skal vi til Svendborg for at besøge Kristians moster og onkel til vores årlige æggejagt hos dem, og de bor ikke ret langt fra vores gamle hus i Svendborg, så det tror jeg, vi lige skal køre meget langsomt forbi, så vi alle sammen kan se det igen. Børnene kan jo huske det (alle pånær Juno, som er født her i huset), men det begynder nok at forsvinde noget fra de forskellige hukommelser, inklusiv mine egen. Det er et meget dejligt hus. Store, smukke stuer og meget højt til luftet. Lyst, lyst, lyst. De mest fantastiske plankegulve. Det er sjovt, hvordan noget er ens hjem, og så ikke er det mere. Hvordan vi kan rykke ind i et nyt hus og så “vupti!” bor vi her. Så er det “hjem”. Men følelserne skal lige med, og for børnene har det taget længere tid i forhold til selve huset, end det har for Kristian og jeg. Ærø købte de med det samme, men huset har de savnet. Nu er det har gule hus deres hjem, det siger de ofte. Alligevel bliver det fint lige at se det gamle igen.

Hvor har I hjemme – og hvorfor? Har I brug for en fast base, eller er I mere til at rykke fra tid til anden ?

Kan man få job på en ø?

Hvis du går rundt med en drøm om at køre flyttelæsset ombord på Ærøfærgen og lade familien slå rødder her, så er der selvfølgelig mange ting at overveje. Jeg tror, de fleste bliver stoppet af tanken om pludselig ikke at kunne tjene penge (nok).

Jeg får ret ofte beskeder fra læsere, som har lyst til at flytte ud på landet eller til en ø. “Men hvad gør man med arbejde?” skriver de alle sammen.

Og jeg kan jo ikke love noget, men jeg ville alligevel godt skrive under på, at de fleste tilflyttere her på Ærø finder noget at lave indenfor ret kort tid. Her er rent faktisk jobs, nogle gange er problemet nærmere, at der ikke er nok ansøgere. Her er også mange mennesker, som skaber deres eget arbejde: Starter selvstændig virksomhed, skærer ned for forbruget, og arbejder færre timer osv.

Mulighederne er mange, og nogle gange er det en befrielse at skulle tænke nye veje. Det kan være sådan, man finder ind til en drøm, som man ikke har turde afprøve før.

Men for lige at blive ved det med de mere håndgribelige indtjeningsmuligheder, så er jeg meget motiveret for at gøre reklame for de to lærerstillinger, som Ærø Friskole netop har slået op per 1. august. Vi herhjemme er vildt glade for den skole. Den var faktisk én af grundene til, at vi flyttede herover. Det er en skole med stort hjerterum, plads til den enkelte, nærvær og god faglighed. Jeg har aldrig før set store og små elever lege sammen, som de gør det i den skolegård. Den måde alle elever er anerkendende og opmærksomme overfor hinanden på, er for mig noget helt nyt og meget rørende. Jeg vidste slet ikke, at det var en mulighed.
Sidste gang der var fælles rengøringsdag på skolen, var to af de elleveårige drenge sammen med Juno i flere timer. Jeg så hende kun, når de kom bærende med hende, mens de aede hende på håret.
Det er en skole med rige mulighed for at sætte et aftryk. Som ny lærer kan man være med til at præge den kultur, som stadig er ved at blive skabt, og som der er opbakning omkring. Vi har brug for nogle motiverede kræfter med overskud og kreativitet. Vi har brug for to lærere, som kan tænke frit, og samtidig har hjerterum.

Her er en lille film om skolen (stillingsopslaget kan man se HER)

Her er i øvrigt mange flere jobs lige nu. Sygeplejersker, SOSU, butikschef, kok og meget andet. Der kommer hele tiden noget.

Har I spørgsmål til det med at tage springet og flytte til en ø (eller bare udenfor byen?) Hvad lyder godt, og hvad er knap så attraktivt?

Vi kan lære hende alt i hele verden

Vi kan lære hende alt i hele verden. Vi kan lære hende, at det er vigtigt, at hun får gode karakterer i skolen. At det siger noget om, hvilket menneske hun er. Vi kan lære hende, at livet handler om at løbe stærkt – ligesom alle de andre. “Man skal følge med.” Vi kan sagtens lære hende, at hun ikke er god nok, medmindre hun er bedst; den følelse ligger lige under overfladen i ethvert menneske, hvis omgivelser er præget af konkurrence. Vi kan lære hende, at det vigtigste er, hvad andre tænker om hende, og ikke hvad hun tænker selv.

Jeg selv lærte alle de ting uden problemer. Det skete gradvist, næsten skjult, i børnehaven, skolen, relationerne, onkler og tanter som spurgte til karakterer men aldrig til noget andet. Det skete, fordi det er, hvad samfundet er bygget op omkring: Ukritisk jagt efter mere. Mere hvad? Glæde og mening? Nej. “Vækst”.

Den anden dag var vi alle sammen udenfor, og Juno havde trukket sin lille dukkevogn med ud over dørtrinnet, og stod nu i solen, og kiggede på os andre, som sad på græsset. Der ville hun også hen, men vognen var for tung, og den væltede flere gange, når hun prøvede at skubbe den op på græsset. Jeg bed mig selv i læben for ikke at løfte den for hende, det ville ikke tage mig andet end et par sekunder. Til sidst tog hun dukken op, og bar den ved sit bryst med den ene arm, mens hun skubbede vognen frem med den anden. Og det lykkedes. Hun lagde dukken ned igen, og trak dynen op over den lille krop. Vi smilede alle sammen, og sagde: “du fik vognen op!”

Hun har lært omsorg, tænkte jeg, da jeg så hende passe så godt på sin dukke. Hun har lært, at hun kan, hvis hun gør sig umage. Og jeg blev så glad. Jeg bliver så glad, når mine børn siger, at de er blevet gode til noget, fordi de har øvet sig. Man kan lære det meste, hvis man tager sig tid. Man skal øve sig i det, man brænder for og ikke det, samfundet siger, er vigtigt.

Lille Juno på 16 måneder kysser sine søskende godnat, og hun råber “Neeeeej!”, hvis de driller hende. Tænk hvor hurtigt det går.

Hvordan får vi lært hende, at det, der betyder noget, er alle de kvaliteter, som verden synes at have glemt? Samvær, fællesskab, kærlighed, omsorg. God mad, god tid, gode venner. Bøger, samtaler, musik, dans, dage ved vandet. Vi bliver glade af at hjælpe hinanden. Vi bliver lykkelige af at være en del af noget, som gør en forskel i verden. Vi vil alle sammen bare gøre vores bedste. Vi vil alle sammen passe ind, og anerkendes. Jeg har higet efter ros og skulderklap hele mit liv. Please, sig at jeg er god. Please, fortæl mig at jeg er blandt det bedste. Og hver gang det lykkedes, varede glæden et øjeblik. Jeg vil lære hende, at hun er god, som hun er. Uanset om andre synes det eller ej.

Vi bliver glade af at gøre en forskel i verden. Lykkelige af at have nogen, som vi hører sammen med.

Jeg kan lære hende det ved selv at være det. Ved at sætte de ting øverste i mit eget liv og i min tilgang til hende.

Hver dag starter jeg næsten forfra. Jeg siger ting, som taler imod det, jeg tror på. Fordi det er så dybt funderet i mig. Men jeg bliver mere og mere sikker. Lige så stille lagrer det sig i min DNA, at der er mange mange måder at være klog på. Jeg forstår, at mine børns lykke eller succes ikke er afhængig af, hvornår de lærer at læse. Jeg begynder at kunne huske fra dag til dag, at jeg ikke mangler noget, selvom jeg ikke har købt tøj i nogle måneder, selvom vi ikke har været på en lang, eksotisk rejse i flere år. Livet er en rejse i lys og mørke, min børn skal vide at livet i sig selv er den største gave og den største udfordring. De skal se mig tage ansvar, se mig turde. De skal observere mod og kærlighed i den måde jeg lever mit liv.

Jeg så denne her den anden dag. Den er ret fin. Ikke perfekt, men inspirerende. Og sådan er det bedste som regel, synes jeg: Ikke perfekt, men med håb og mod til at sige fra og drømme om noget bedre.

Hvad har I med fra jeres egen opvækst, som I prøver at erstatte med noget andet? Hvad er jeres højeste ønske for jeres børn? Hvad drømmer I om, at de bliver mødt af, når de bevæger sig ud i verden, og hvordan skal I møde den?

Jeg har lavet en video (og det gjorde næsten ikke ondt)

Jeg har lige siddet foran et kamera, som stod på en stak bøger (Hvis nogen vil vide det, drejede det sig om, ganske tilfældigt: “Ronja Røverdatter”, den nye illustrerede udgave af “Den Lille Prins”, “Stoner”, “Klatremus”, “Transfervindue” og “Anastasia”), som alle lå ovenpå en børnestol fra IKEA, som stod ovenpå en klynge stole, som stod på gulvet (aner man et “Langt ud’ i skoven lå et lille bjerg“-tema?”).

Der sad jeg, fordi jeg har besluttet at lave en video her til bloggen og til facebook. Hvorfor? Jamen, det ville aldrig falde mig selv ind at lave sådan én, men rigtig mange i mit netværk har sagt det til mig på det seneste. De har sagt: “Lav en video hvor du fortæller om dig selv og dine retreats, så man ligesom møder dig.” Og jeg har sagt: “Nej, jeg kan ikke lide kameraer.” Men til sidst opfordrede en meget klog kvinde mig til at gøre det, og nu er jeg altså igang.

Jeg kan huske, at da jeg researchede blogs sidste efterår, før jeg startede min egen, faldt jeg over én, som skrev: “Man skal elske at tage selvfies for at være blogger”. Jeg er blevet klogere: Jeg fotograferer jo bare alle omkring mig i stedet.

Humlen er, at jeg elsker mennesker. Men jeg kan ikke lide kameraer. Og kombinationen af de to er noget af det værste, jeg ved. Men Kristian stablede kameraet op på ovennævnte vis, så jeg kunne være alene foran linsen, og gik så ud på marken (“for at sætte porrer,” bemærker han, hvis nogen skulle være nysgerrige). Så sad jeg ellers der, og snakkede om lidt af hvert.

Så ukomfortabel så jeg ud, før jeg trykkede “optag”. Efterhånden blev jeg mere rolig…

Nå, men den video lægger jeg op på et tidspunkt. Tror jeg.

Det tog iøvrigt lidt tid at finde ud af, hvor jeg skulle sidde og filme. Foran en mørkeblå væg? Eller en lyseblå? Eller en grøn? Eller en lyserød? Vi har mange farver på væggene herhjemme (det har jeg faktisk overvejet at skrive et indlæg om også). Det blev den lyseblå i spisestuen.

Hvordan har I det med at blive fotograferet og filmet? Og ser I den slags videoer på facebook?

Syv forskellige små sager

I går sneede det ned over tulipanerne i vores have, som er lige ved at åbne sig. Lette snefnug foran forårssolen.

I mandags spiste vi årets første is hos Claus, som arbejder med rene råvarer, og producerer friskt hver dag. Herhjemme har vi ikke en decideret opsparingskonto i banken, men vi har en “Claus-konto” i køkkenskabet, og den ryger i bund hver sommer. Jeg valgte en ny variant, “sort sesam”, lavet med japanske sesamfrø. Det er første gang, jeg har spist grå is, og det er den samme varme grå, som min bryllupskjole havde i sin tid, så jeg var nødt til at prøve den. Åh, den smagte godt: Nøddet, rund og med den samme slags kant, som god lakrids kan have. Den er nu på top fem sammen med: Koldskål, Ærø Special (krokant og valnødder i vanilje), hindbær (jeg kan som regel ikke lide bær-is, men Claus’ er fremragende) og mørk chokolade.

I dag skal Kristian være sammen med den gruppe unge, som er i årsforløb hos Huset Humaidan. Forrige lørdag var jeg på endagstur med dem, hvor vi udforskede deres egen ø; Langeland. Vi kørte på Segway i landskabet (det var sjovt! – også selvom jeg før har forsvoret, at jeg skulle prøve det), var til meditationsgudstjeneste (meget fin oplevelse og de unge kunne lide det), spiste vildt lækker mad på Skovsgaard Madmarked, og så samlede vi krible-krabledyr fra et meget levende vandhul foran godset sammen med en entusiastisk biolog.

Om lidt vil jeg arbejde på materialet til de kvinder, som har tilmeldt sig mine retreats. Både det i juni og det i september er nu halvt fyldt, og det bliver de skønneste hold. Eftertænksomme, seje, rolige og vidende kvinder med vidt forskellige historier. Nåh, hvor jeg glæder mig!

Storm har altid sovet meget lidt og ganske uroligt. I går, på sine søskendes fødselsdag, vækkede han mig lidt i fire, efter at blæsten havde forstyrret ham, så han vågnede. Så sad vi på sofaen i stuen, mens solen stod op, og snakkede om, hvad vi kan gøre for at støtte ham i en bedre søvn. Vi endte med at bestille en kæredyne til leje, og den er allerede ankommet i dag, så vi skal hente den på posthuset senere. Tænk hvis det er løsningen. Efter otte år med urolig søvn vil det være som en mirakel.

Min søster er flyttet til Svendborg for knap tre uger siden, så hendes ser vi rigtig, rigtig meget. Hun hopper på færgen, så snart hun har fri i mere end én dag, og hun er ved at etablere et bålsted i vores have, og så er hun her jo bare. Det er mere påfaldende, når hun er væk, end når hun er her. Hun var her blandt andet, da Juno lærte at spille mundharmonika tidligere på ugen..

Fordi Kristian er af sted indtil sent i aften, skal vi have nem mad, børnene og jeg. I dag bliver det rugbrødsmadder efterfulgt af en høj stak pandekager, som Kristian bagte i går på fødselsdagen, og som vi kun nåede halvvejs igennem. Vi skal også lægge puslespil. Sådan nogle var der nemlig blandt pakkerne i går.

Hvad vil I fortælle? Små sager, eller store? Hvad tænker I på? Hvad spiser I for tiden?

 

Dobbelt op på kærlighed

Vi har to mennesker herhjemme, som bliver fem år i dag. To dejlige hoveder som sad for bordenden, sådan som fødselarer altid gør det her i huset, ved morgenbordet. To flag på bordet, to gange tre instrumenter i fødselsdagssangen. To af det hele. Dobbelt op på kærlighed.

De blev vækket, da vi andre kom gående ind med flag, og sang for dem. De fik en gave hver på sengen (det længeventede Ninjatøj), og så gik vi ned til morgenbordet. Menuen var deres: Varm kakao med flødeskum, æblejuice, friskebagte rosinboller og frugtbåde. De pakkede gaver op, og legede. Nu er de i børnehave i et par timer; de vil gerne dele ud og fejres dér også. Det er første gang i flere år, at vi ikke skal have en vuggestue- eller børnehavegruppe hjem på besøg i anledning af en børnefødselsdag. Da vi spurgte Ilja og Live, om de ville invitere nogle venner, gled de af på spørgsmålet, og takkede i sidste ende nej. Nogle gange har man mest lyst til at være sig selv, og det var vi også ved Storms fødselsdag i januar, hvilket var så dejligt. Det tror jeg, er vores nye model: At være os seks og ingen andre på selve dagen. Det giver plads til fordybelse, kram og humørsvingninger.

Og humørsvingninger har der allerede været en del af. Det kan være overvældende at have fødselsdag, og det kan være svært at være taknemmelig, når man samtidig er rundt på gulvet og spændt. Men vi fandt hinanden igen, efter en noget trykket stemning over morgenmaden, og alle krammede, og om få timer samles vi igen til skattejagt og derefter en film i stuen med skatten fordelt i små skåle.

Kristian kom, og holdt om mig i aftes, da vi stod i køkkenet og lavede dej til bollerne.  “Tænk, at der er gået fem år. Alt det, vi havde travlt med indtil da, er der skruet ned for siden,” sagde han. “Vi er nogle andre mennesker,” nikkede jeg. “Det føles som et andet liv, når jeg tænker tilbage.”

Ilja og Live lå i ske med hinanden under størstedelen af graviditeten. Jeg vidste, hvor de var. Til deres gennemscanning, spurgte jordemoderen, om vi ville vide, hvem der gemte sig i maven? “En dreng til venstre og en pige til højre,” sagde jeg, og måtte trække vejret dybt af glæde, da hun bekræftede min fornemmelse.

Ilja og Live. Live og Ilja. Sammen gennem livet. To meget forskellige mennesker. Brune øjne, blå øjne. Høj og bredskuldret. Lille og hurtig. To alen af et stykke, uanset hvad.

De blev født på en lun forårsdag med klar sol, som i dag, og Kristian og jeg var vågnet på OUH, hvor jeg var blevet indlagt aftenen inden, fordi jeg havde haft regelmæssige plukkeveer, og var blevet skønnet til at være 5-6 centimeter åben. De turde ikke sende mig hjem, fordi det kunne risikere at gå hurtigt, når det først gik i gang. Men der er jo meget at se til på en stor fødeafdeling, og timerne sneglede sig af sted den formiddag, så Kristian og jeg bad om lov til at gå ind i byen og spise frokost. Jordemoderen sagde, at de ville ringe, når de havde holdt konference. Vi gik hånd i hånd ud fra hospitalet – vidste nok, at det var sidste gang, før vi blev mor og far til to mere. Storm var sammen med sine bedsteforældre derhjemme, min søster var på standby i Aarhus; klar til at køre ind og være med ved fødslen.

Vi spiste frokost på en café, og prøvede at føre en normal samtale, da telefonen ringede: “Kom tilbage klokken 15, så tager vi vandet.” Vi fik gele-ben, og kunne ikke tale ret meget de næste minutter. Spiste kun en smule, efterlod det meste på tallerkenen, og gik tilbage ud i solen. Grinede, og undertrykte vores nervøsitet. Holdt fast i hinandens hænder.

Klokken 16 tog jordemoder-Cecilie vandet. Det piblede ud. En time senere kom de første veer, og klokken 20 blev den første født, 20 minutter senere kom den næste. Vi har en video, hvor Kristian sidder med dem begge mod sit bare bryst, mens jeg bliver tjekket. Deres små hoveder bobber op og ned, de knirker begge to. Mørkt hår og lyst hår. Han siger til dem: “Så kom I. I har klaret det så flot. Tak for at I har valgt os.”

Sådan har jeg det stadig, når jeg ser dem hoppe rundt i deres ninja-tøj eller sidde sammen og lægge puslespil. Tænk at I er her hos os. Hvor heldig kan man være.

Jeg har før skrevet om det første år som tvillingemor. Det kan I læse HER. “Vi klarede det, gamli”, hviskede jeg til Kristian i aftes, og vi grinede. Alt er godt, alt er godt.

Vi bevæger os i samlet flok

Påsken har lige denne sidste dag i sig. Dagen, hvor jesus ifølge kirken møder sine disciple efter at have overrasket dem med sin opstandelse 24 timer forinden. Vi gør det omvendt, kan man sige. I dag skal vi netop ikke være sammen med andre (vi skal højest en tur til den nyåbnede isbutik.) Og det er godt. Gid dagen bliver som en blød madras – en dag uden alt for mange konflikter, alt for meget larm.

I går tog vi forskud på morgendagens dobbelte femårsfødselsdag, da vi fejrede de to mellemstebørn for hele familien. Frokostbuffet, islagkager og leg i haven. Enkelt, nemt og rart. Det fungerer bedst for os i disse år, at vi ikke har ambitioner om at stå klar med varme rette til 20 mennesker. Man kommer langt med god ost, pesto, pølse og brød. Man kommer langt med islagkage fra Hansen. Man kommer særligt langt med fælles oprydning og rolige snakke, puslespil med børnene og et par streamers i loftet.

Den ene af de to fødselarer brugte en stor del af dagen på at være i meget dårligt humør. Ked af det, vred og måske mest af alt overvældet. Det startede, da hun fik gaven fra sin moster: Et brev, som var delt i to – ét til hver af fødselarerne – og som fortalte historien om deres relation; moster, nevø og niece. Lige fra min søster var med ved deres fødsel til nu. Og alle blev rørte, der var tårer og kram, og gaven var en oplevelse, en fællestur for de tre i Zoo en dag om et par uger, men Live  løb væk, råbte og græd, og havde svært ved at falde ned igen bagefter. Lige præcis sin moster ville hun have haft legetøj fra, selvom det hun altid efterspørger, er netop tid med hende. Jeg tror, hun havde regnet med, at moster var den, som ville komme med det højeste ønske, nemlig et Ninja-kostume. Hun havde troet, at lige præcis hende, kunne hun regne med. Men der var ikke noget Ninja-tøj i pakken i går, og det gav lidt af en nedtur. Efter en del raseri og tårer satte de to sig sammen under trappen, og legede lægepraksis i en time eller mere, og så var Live glad igen. Rolig og tilpas og klar til at komme ud i solen til os andre. Hun trak i sin brors nye politiuniform, og så legede de alle sammen i lang tid.

Vi har haft en dejlig påske. Næsten helt fantastisk, faktisk.
Varme dage til at begynde med. Sol, sol, tør jord og bare maver.

Vi fik besøg af min familie, og gik i karavane alle ni et par kilometer langs vejen, hvor vi så heste og får og køer og høns, og vi endte oppe hos ham tog-gutten i den anden ende, som har en modeltogbane, som Storm har drømt om at se i bevægelse længe.

Vi har tulipaner her på Ærø nu. Smukke, sprøde tulipaner i alle mulige farver i mange haver. Og havenisser, hos manden med modeltogene.

Det var også med udsigt til togbanen, at Ilja og Live sad samtidig på deres fars arme. Det syntes, min søster var lidt fint, så vi tog billeder af den seje mand og hans dejlige børn.

Min mor var her i tre dage. Hun er så smuk, og jeg er meget glad for min mor. Noget af det, jeg virkelig sætter pris på ved hende, er, at hun er autentisk. Det har hun altid været. Man kan regne med, hvad hun siger. Hun lægger ikke fingre imellem, hun taler ikke for at fylde rummet, hun siger ikke noget, medmindre hun mener det. Og så er hun bomstærk. Høj og slank og med mavemuskler af stål. Hun er god, hende min mor.

Vi tog på stranden i lørdags, ligesom alle andre Ærøboer og dobbelt så mange besøgende, som havde fyldt færgen til bristepunktet i dagevis. Alle afgange var udsolgt. På stranden var der bål, og kogte æg i saltvand og ristede pølser. Vi sad i sandet, og snakkede med alle vores naboer, og der var småkageuddeling og hunde som legede utrætteligt.

Og så var der jo festen i går, som vi slet ikke fik fotograferet. Heldigvis glemmer vi tit det med at tage kameraet frem. Så er man bare tilstede, og det er også vigtigt. Men jeg har da lige et par billeder – af de blomster, som børnene og deres tante-Solveig plukkede til bordet og af lille/store-Live, som endte med at have en dejlig dag, trods alt. Og så et billede fra tidligere på ugen af mosteren og hendes Live.

Hvordan fejrer I børnefødselsdage? Og hvad er det bedste og det sværeste ved at skulle gøre det? Ånder I også lettet op, når alt er overstået, og man igen kan lande i sofaen, helt mør? Og nyder I samtidig at bringe familien sammen? (bliver jeres børn også lidt tossede, når deres fødselsdag nærmer sig?)