Om at sige sit job op og forlade arbejdsmarkedet (og stadig tjene penge)

For nogle uger siden spurgte jeg på Instagram, hvilke emner der var interesse for at læse om her på min blog.
Én af de ting, flere nævnte, var mit arbejdsliv – eller mangel på samme?
“Jeg kunne godt tænke mig at høre om perioden, hvor du sagde dit job op, og overvejelserne bag at lægge arbejdslivet (i traditionel forstand) bag sig,” skrev én.

Først virkede den del af min egen historie så fjern, at jeg ikke kunne forestille mig, hvad jeg skulle skrive.
Jeg tænkte: “Hvilken proces?” Og: “Har jeg virkelig lagt arbejdslivet bag mig?”

I kender det godt: Man bliver blind for det bemærkelsesværdige ved de ting, man selv har vænnet sig til. Sådan er det med store dele af mit liv: Jeg ved selvfølgelig, at min families hverdag på mange måder er anderledes fra de flestes, og jeg skriver af samme grund herinde om de valg, vi træffer, men jeg går ikke rundt med en konstant bevidsthed om, at andre synes, vores liv er fascinerende – eller mærkeligt, for den sags skyld.

Og lige netop det med arbejdet har altid virket ret enkelt for mig.

Jeg blev uddannet journalist efter syv års studietid med tre års uplanlagt orlov undervejs. Først var der New York, hvor jeg blev hængende i et par år, fremfor at komme hjem efter min praktik, og dernæst var der min brors kræftsygdom (og min fars død i samme periode og fødslen af mit første barn tre måneder senere). Da jeg endelig blev færdig, havde jeg brugt næsten dobbelt så lang tid på uddannelsen, som den er normeret til (men jeg tror også, jeg havde dobbelt så mange erfaringer med mig, og faktisk tænkte jeg allerede dengang, at det var fint, at jeg ikke blev færdig som 23-årig. Det der med at skynde sig er sjældent frugtbart.)

Jeg blev færdig, og Kristian, Storm og jeg flyttede fra København til Svendborg kort efter. Det var noget med at skabe en base; vi ville ud af byen og tættere på noget grønt.

Der gik ikke længe, før jeg fik job som journalist på Fyns Amts Avis. Helt kort: Jeg var lykkelig for at komme i arbejde. Mine kolleger var søde og sjove, og der var ofte rum til at dykke ned i nye, interessante vinkler og metoder. Jeg startede få uger efter Troels Mylenberg, som ansatte mig, og der var generelt en stemning af opgang på avisen. Jeg nød at blive udfordret, og det var på mange måder en god første tid dér.
Så blev jeg gravid, og jeg var naturligvis på barsel, og undervejs i min barsel kom jeg i kontakt med Peter Mygind, som jeg fik mulighed for at skrive en bog sammen med. Jeg søgte om forlængelse af min orlov, og da mine tvillinger startede i vuggestue, skrev jeg bog fremfor avis de første fire måneder.
Det med at skrive en bog var enormt udfordrende, og det var fleksibelt sammenlignet med det faste arbejde på avisen. Selvom der lå et stort arbejdspres på mig, havde jeg mulighed for at aflevere og hente mine børn i mit eget tempo. Når jeg skriver om det nu, opstår der et mylder af tanker og følelser, fordi det var meget blandet for mig at aflevere mine dengang tre børn i vuggestue og børnehave, og jeg kan huske, at jeg har grædt, til jeg havde svært ved at få vejret over splittelsen, når jeg sagde farvel til mine børn, som hellere ville være hjemme med mig.
Bogen blev skrevet, og jeg voksede af projektet – både fagligt og personligt.
Jeg vendte tilbage til avisen, men fandt aldrig rytmen igen.
Med tre børn nogle hundrede meter borte i en institution havde jeg svært ved, at skulle være på min arbejdsplads, længere end det gav reel mening for mig. Ofte kunne dags arbejde laves på fire timer, sådan er jeg overbevist om, at det forholder sig i overordentligt mange fag, men vi har puttet så mange tidsslugere ind i arbejdsdagen, at man med rette kan forsvare de tre-fire timers ekstra forbrug af medarbejderens tid. Der er kaffepauser, frokostpause, evalueringer, møder (adskillige om dagen), udviklingsseminarer osv. Essensen af de fleste ekstraaktiviteter er måske nok værdifuld, men meget af det kunne klares på fem minutter, det er jeg slet ikke i tvivl om. Og jeg er ikke alene om at tænke sådan – faktisk er der netop i år udkommet en dansk bog om præcis det: Pseudoarbejde hedder den, og det er omtrent den mest rammende titel nogensinde. “Hundredetusind veluddannede danskere møder hver eneste dag ind på kontoret for at udføre et arbejde, der er fuldstændig meningsløs”, lyder dommen fra de to forfattere, og selvom jeg personligt endnu kun har skimmet den, får bogen min varmeste anbefaling. Min mor, som er leder, grinede sig igennem den, og ringede flere gange med korte referater, fordi hun blev bekræftet i alle sine fordomme om tidsspilde, pseudoseminarer og meget andet.
Det korte af det lange er, at jeg i min erindring ofte følte mig færdig med dagens arbejde klokken 12-13 stykker på avisen, men alligevel skulle blive til klokken 16. Det, kombineret med at jeg savnede mine børn, savnede kreativ frihed og i det hele taget aldrig har fungeret bedst i fast arbejde, betød, at jeg sagde op.

Når jeg skriver, at jeg aldrig har fungeret bedst i fast arbejde, hænger det sammen med mit behov for flere ting:
Jeg har brug for frihed. Det er vigtigt for mig med fleksibilitet, så jeg kan indrette min arbejdsdag, som det giver mening for mig i forhold til resten af mit liv og i forhold til de rytmer, jeg fungerer i.
Jeg har brug for at føle en genenmgående mening med det, jeg laver. Det fungerede fagligt for mig at være journalist på et dagblad, når jeg fik mulighed for at skrive artikler, som jeg følte, ændrede noget, og som jeg var dedikeret omkring. Men som dagbladsjournalist er der uundgåeligt opgaver, man ikke kan se meningen med, og for mig var der også længere perioder, hvor jeg udelukkende beskæftigede mig med emner, der ganske enkelt virkede ligegyldige. Sådan noget gør mig frustreret og utålmodig, og jeg har svært ved at finde fordelene ved at bruge min tid på noget, som godt nok er overkommeligt, men som jeg ikke er stolt af.

Det kan som alt andet koges ned til spørgsmålet om tid:
“Er denne opgave forbruget af liv værd?”
Hvis svaret er nej, kan og vil jeg ikke

Der var intet ualmindeligt ved arbejdslivet på avisen: Jeg kan hurtigt komme i tanke om mange arbejdspladser, hvor man spilder mere tid, men faktum er, at tidsforbruget på rigtigt mange danske arbejdspladser er ude af proportioner i forhold til den værdi, man skaber, og det er ikke en bæredygtig model for hverken medarbejdere eller samfund. For mig virker den slags i første omgang utilfredsstillende og i sidste ende lammende. Jeg husker, at min medstuderende sagde til mig, mens vi endnu var i praktik: “Jeg sælger mit arbejde og ikke min tid.” Det gjorde stort indtryk.

Kristian har altid været selvstændig, og har levet af sin musik, siden han var 21. Hvis jeg sagde mit job op, ville vi med andre ord begge være uden fast løn, og det tog tid at finde ro med den tanke.
Ultimativt satte vi os i køkkenet en aften, og stillede os selv spørgsmålet: “Hvad er det værste, der kan ske?”
Jeg har skrevet om det herinde før, og jeg nævner det ofte, når jeg holder foredrag, fordi svaret stadig kommer bag på mange: Det værste, der kunne ske, var, at vi skulle sælge vores hus.
Vi så os omkring. Det var et skønt hus; et vidunderligt, stort, lyst, smukt og kreativt hjem med højt til loftet, musikstudie, børneværelser, smukke egetræsgulve og så videre. Men det var i sidste ende bare et hus.
Var det værste, der kunne ske, at vi skulle sælge det?
Jeg kan huske, at jeg var nærmest chokeret.
Hvad var til gengæld det værste, der kunne ske, hvis jeg ikke sagde op?
Jeg havde en begyndende fornemmelse af at gå glip af mine børns barndom, uden at jeg helt var i stand til at sætte ord på de følelser endnu.
Jeg mistede dag for dag min motivation for at skabe; gøre en forskel, dedikere mig til arbejdet.
Jeg følte mig ufri og låst og det alene gjorde mig træt og uoplagt, og jeg vidste instinktivt, at stress var det, der ventede længere ude i horisonten, hvis ikke jeg tog mine følelser alvorligt nu
Jeg havde med andre ord svært ved at se fordelene ved at holde fast i status quo.

Jeg sagde op, og har aldrig set mig tilbage.

Men jeg har ikke lagt arbejdslivet bag mig, jeg har blot tilpasset det mine øvrige ønsker, og det synes jeg, er så vigtig en pointe i denne sammenhæng: Jeg betaler skat, udvikler mig professionelt, og sætter en stor ære i min faglighed, selvom jeg har børnene hjemme. Jeg er med andre ord ikke som sådan “hjemmegående”, men jeg er ikke desto mindre hjemme med mine børn meget af tiden, fordi jeg har skabt et arbejdsliv, der er langt mere organisk end nogen arbejdsplads i Danmark tilbyder. Kristian og jeg har en virksomhed, hvor vi laver forløb for unge, som vi sælger både til kommuner og private. Det arbejde har udgjort halvdelen af vores indtægt de seneste tre år, og jeg elsker hver eneste time i selskab med de unge, fordi det gør en forskel (læs mere om vores indsats HER). Herudover tjener vi penge på Kristians workshops, hans musikrettigheder og nye produktioner samt mine retreats og foredrag.

Der er behov for, at vi som samfund tænker økonomi og arbejde på en ny måde, hvis vi og vores liv her på planeten skal vare ved.
Økonomien tilhører ikke en lille, eksklusiv skare, som modsat alle andre har forstået, hvordan det hele hænger sammen. Økonomi er ikke lig med politik. Økonomien er vores alle sammens: Økonomien er også energier, ideologier og værdier. Den er vores, og vi kan tage den tilbage, men hvis vi fortsætter med at give hele vores overskud i kraft af kapitalismen til en lille gruppe meget rige mennesker, så kollapser velfærden til sidst. Kunne man forestille sig, at vi, hvis vi arbejdede mindre og mere fleksibelt, ville have overskud at kanalisere direkte over i det, vi mener, er værdifuldt – for eksempel omsorgsarbejde, fødevareproduktion, naturen, kunst, etc.? Kunne man forestille sig, at vi mennesker helt automatisk ville bidrage mere til fællesskabet, hvis vi følte, at vi havde det frie valg? Kunne man tænke sig, at vi ville nyde at være sammen med vores børn; forældre, naboer og diametrale modsætninger, hvis ikke vi følte, at alle vores bedste timer gik til et arbejde, vi har svært ved at forsvare overfor os selv, når vi ligger i mørket og venter på søvnen?
Selvfølgelig er der fagområder, hvor timerne er det, der gælder: Håndværkere er afhængige af de timer, de lægger i, ligesom privatpraktiserende psykologer og en bunke andre professioner reelt ikke kan skære i tiden uden at miste omsætning og/eller kvalitet. Men selv i de fag kan vi sagtens skrue på den enkeltes arbejdstid: Hvorfor skal nogle arbejde 37 timer, mens andre går uden arbejde? Jeg er overbevist om, at det kan indrettes anderledes, og det starter selvfølgelig allerede i vores uddannelsessystem, hvor man kan tænke sig, at et højere antal læger eller sygeplejersker eksempelvis, uddannet til fleksible arbejdstider, kan dække det arbejde, der er brug for, uden at nogen er tvunget til at arbejde 60 timer om ugen.

Der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at ændre nogle af de mest gennemgående vaner, vi har i vesten. Vi er nødt til at bremse kapitalismen med både klimaet og vores eget velbefindende for øje. Vi er nødt til at tilrettelægge et arbejdsmarked, der passer til klodens og vores egne behov. Vi er nødt til at stoppe med at tage mere, end vi giver igen. Det er en sygdom at tage mere, end man giver, og vi betaler alle den høje pris for den ubalance, som det skaber.
Lige nu har vi en samfundsmodel, hvor det er næsten umuligt at få arbejde, medmindre man er villig til at være der mindst 37 timer om ugen. Forestil jer et arbejdsmarked med fuldkommen fleksible stillinger; med plads til at de unge og dem, hvis børn er flyttet hjemmefra, arbejder mest. Forestil jer et arbejdsmarked præget af lyst fremfor tvang og frygt.

Jeg er ikke uden for arbejdsmarkedet, men jeg er heller ikke en del af det på andres præmisser. Jeg har meldt mig ud af a-kassen, men jeg deltager stadig i faglige møder, ligesom jeg følger med i udviklingen på arbejdsmarkedet generelt. Jeg har ikke en fast arbejdsgiver, men jeg arbejder dagligt på relationen til de mennesker, jeg laver forretning med og på at udvide mine muligheder. Jeg har ikke en fast månedsløn, og derfor oplever jeg, at jeg i højere grad selv kan påvirke, hvor meget jeg vil tjene.
Jeg kommer aldrig til at tage fast arbejde igen, men jeg kommer helt sikkert til at udvikle og forandre mine funktioner i tidens løb. På sigt vil jeg nok skrue op for min arbejdstid, som børnene bliver ældre. Jeg glæder mig til at skrive den roman, der er med mig i mit hjerte, og jeg drømmer om at holde mere omfattende forløb for både kvinder, familier, unge og par. Den tid kommer også, men det er ikke endnu.

For der er et nu, og det er det mit fokus. Det andet kommer, når det gør: Ingen af os kan planlægge fremtiden. Jeg kan ikke sikre mig en succesfuld karriereudvikling ved at gøre noget bestemt: Hvem ved, om jeg får stress ved at følge den gængse sti, eller om jeg vågner op en dag, og fortryder, at jeg gik netop den vej? På samme måde kan jeg ikke sikre noget som helst ude i fremtiden ved at følge mit hjerte, men jeg kan sørge for at nuet – som er alt jeg har – giver mening dybt inde i mig.

Og ved I hvad – det havde jeg nær glemt at nævne: Vi endte med at sælge huset i Svendborg af helt andre grunde, end dem, vi frygtede. Svendborg var ikke rigtig for os på sigt, og et år efter jeg sagde op, flyttede vi til Ærø. Tænk hvis jeg var blevet i et job, jeg ikke var glad i, af frygt for at miste et hus, som vi solgte med et smil kort tid efter..

“Når man lever bevidst, lever man altid på trods”

Jeg mener ikke, at hjemmeskole altid er det bedste valg.
Som med alt andet er der styrker og svagheder, og intet tilbud passer til alle.
Jeg er ofte blevet spurgt, om det er min overbevisning, at det ville være godt for alle at være hjemmeskolede – og hvad jeg i givet fald tror, det ville betyde for samfundet?
Jeg er også blevet spurgt, om jeg synes, at alt andet end hjemmeskole er forkert, eller i hvert fald mindre godt?

Svaret er, at jeg ikke tænker så kategorisk. Hjemmeskole er det mest rigtige for os, men jeg er aldrig skråsikker og aldrig overbevist om, at jeg ved, hvad der er bedst for alle. Faktisk er jeg sjældent fuldkommen klar over, hvad der på alle måder er bedst for mig selv og min familie: Vores samfund er indrettet, så man – hvis man følger sit hjerte, og insisterer på meningsfuldhed –  samtidig lever med en række udfordringer, som eksempelvis økonomi, ensomhed, eksklusion og, måske vigtigst af alt, tvivlen på om det er det rigtige, man gør, alene fordi man gør noget andet end de fleste andre.
Alligevel insisterer jeg på at bevare min kritiske holdning til det, de fleste opfatter som “naturligt” og “rigtigt” – eller nødvendigt, uundgåeligt, sandt. Ganske enkelt fordi det samme sjældent føles sandt for mig, og fordi jeg kan se med al tydelighed omkring mig, hvordan mange bliver syge og opgivende af alt følge normen.
Når jeg taler om normen, mener jeg alt fra vores vores måde at håndtere fødsler, barselsliv, sundhedspleje, amning og institutionalisering til uddannelse, arbejdsliv, medievaner, naturen og så videre: Jeg kan ikke være andet end kritisk overfor det, vi har accepteret som almindeligt, fordi det går imod, hvad jeg tror, er bedst for mange af os: nemlig større frihed, mere nærvær, mindre meningsløs travlhed.

Det er for mig at se ikke til diskussion, at alle børn med velfungerende forældre (en bevidst rummelig beskrivelse fra min side) har bedst af at være sammen med dem det meste af tiden, i hvert fald indtil de fylder tre. Jeg er samtidig overbevist om, at de institutioner, som aldrig nogensinde blev sat på jorden i børnenes interesse, stadig ikke er der for børnenes skyld. Kun børn fra meget ressourcesvage hjem har bedre af at blive afleveret i en institution end at være sammen med deres forældre – det siger jeg med hævet stemme i denne tid, hvor institutionerne er så pressede, at pædagoger igen og igen går til pressen for at beskrive de vilkår, som både de og vores børn er tvunget til at eksistere under. Jeg siger det, fordi vi bliver nødt til at arbejde for bedre institutioner, samtidig med at vi kæmper for et samfund med langt større plads til fleksible liv og tilknytning i hjemmet.

Når det er sagt, så nej – jeg mener ikke, at hjemmeskole, eller hjemmepasning for den sags skyld, er det bedste valg for alle.
Jeg mener, at et bevidst liv kræver handling og ansvarlige beslutninger. Det er ikke let, det er ikke behageligt, det er ikke bekvemt, tilforladeligt eller letfordøjeligt, og det er langt fra altid ensbetydende med hjemmeskole eller hjemmepasning, men det er uden undtagelse ensbetydende med involvering, engagement og indre kampe. Det kræver meget, og mange af de mennesker, som står op for deres overbevisning, og lever et anderledes bevidst liv, er også ensomme og/eller udmattede.
En kvinde skrev til mig den anden dag, at hendes bevidsthed både bringer hende glæde og stor fortvivlelse. “Det føles som om, at jeg står med et ben på hver side, og ikke kan vælge, og hele tiden skal finde ind til kernen i mig selv for ikke at blive væltet omkuld af alle andre, der jo ligesom jeg er forvildet ind i den her kultur. Og så er jeg bange for, om jeg gør mine børn en bjørnetjeneste i sidste ende: Jeg gør jo også alt det her for min egen skyld – for at mindske stress. Men også for børnene. Det er faktisk ikke det nemmeste at være blevet bevidst. Pludselig at se klarere. Jeg kan jo aldrig gå tilbage til det, som var før. Jeg har heller ikke lyst. Men shit, manner…”

I en kommentar på sin Instagram skrev Nynne fra Verden ved siden af for nylig, at når man først bliver bevidst om de skævvridninger, som vores adskillelseskultur bygger på, så vil man altid leve på trods. På trods, fordi man aldrig igen kan træffe et valg uden at være bevidst om de tab, der følger med det. Hvis man drømmer om at hjemmepasse, men alligevel sender sit barn i børnehave, fordi byen er rømmet for børn alle ugens dage, så er man nødvendigvis tvunget til at leve med den erkendelse, at man ikke har sit barn hjemme, selvom det er, hvad man mener, barnet på andre måder har bedst af.
Holder man på den anden side sit barn hjemme i et samfund, som er så målrettet arbejdsmarkedet og så lidt gearet til familiedannelse og tilknytning, ja, så risikerer man at leve isoleret, samtidig med at man uden tvivl vil møde skepsis og undrende blikke igen og igen.

Måske det er derfor, jeg blev nødt til at stable den hjemmeskolelejr på benene, og måske det er derfor, jeg så brændende ønsker, at andre skal gøre det samme: Når man oplever, at man rent faktisk er en del af noget større; at der findes sammenhænge, hvor man er én af mange og hvor fællesskabet er indiskutabelt, så føles det identitetsskabende og stærkt. Så er man lige pludselig ikke på trods, men i kraft af, og det er noget ganske andet.

Da jeg nævnte Nynnes refleksion om at leve på trods for Kristian den anden dag, sagde han, at man i hvert fald frasiger sig muligheden for at leve komfortabelt, når man vælger en så anderledes livsvej i et samfund, hvor næsten alle andre følges ad. “Min personlighed løber forvildet rundt, og vil bare gerne være ligesom flertallet,” sagde han grinende, “så det er en konstant kamp imod tvivlen og menneskets iboende længsel efter at høre til.”

En familie i vores netværk besluttede på et tidspunkt at sende deres børn i skole, efter de havde været hjemmeskolet i et års tid. Det fik mig til at tænke – og mærke grundigt efter: Jeg fornemmede, at min veninde var usikker på, om vi ville være skuffede over deres valg, eller måske tænke dårligt om, at de nu ikke længere levede præcis som os. Jeg oplevede samtidig en usikkerhed i mig selv: “De har fundet en skole, som er svaret på deres bønner. Burde jeg også gøre det?”
I sidste ende blev mit svar til mig selv, at intet er den eneste rigtige løsning, og at vi hver især, menneske for menneske, familie for familie, først og fremmest skal have tillid til vores intuition. Og sandheden er, at den familie jo aldrig havde levet præcis som os; vi havde haft hjemmeskoling og mange værdier til fælles, men vores omstændigheder i øvrigt var ikke de samme, og blandt andet derfor sendte de nu deres børn i skole, mens vores stadig er hjemme. Både de og vi har de samme værdier som før og den samme årvågenhed – men et anden valg omkring hverdagen.
Vi kan lade os inspirere af andre, men det virker kun, når vi har os selv med hele vejen, og vi kan føle længsel efter et andet liv, men det betyder ikke noget, medmindre vi mærker ind i, hvad det er, vi længes efter, og tillader os selv at gribe ud efter det.

Ville det være bedst, hvis alle blev hjemmeskolet? Nej, det tror jeg ikke. Men det ville ændre verden, hvis alle handlede på det, de mærker indeni.

Indimellem ved jeg ikke, hvilken ugedag det er

Jeg har en anden tidsoplevelse nu, end jeg havde som barn. Tiden går ganske enkelt hurtigere, det kan være svært at gribe den. Jeg skal gøre mig umage og være bevidst om øjeblikket for at forstå det fuldkommen, før det er forbi.
Til tider bliver jeg nærmest glad, når Kristian og jeg ikke er klar over, hvilken ugedag det er, selvom den slags mennesker plejede at irritere mig.
Når børnenes intensitet og krav om opmærksomhed trækker et konstant fokus ned over livet, glemmer vi at udveksle basale informationer, vi glemmer at skrive aftaler i kalenderen eller booke færgen eller fejre vores årsdag (eller glemmer hvilken dato årsdagen falder). Hvert øjeblik er så tvingende nært, at der ganske enkelt ikke er plads til andet.

Nu plukker vi æbler, som skal mostes, og vi samler nedfaldsæbler op, og bager æblekager, og spiser af dem, til vores maver buler, og vi sætter os tunge på træstubbene i græsset.
Vi læser og skriver og snakker og snakker, og den anden dag forsøgte jeg at sortere de tre gigantiske kasser LEGO midt på stuegulvet, men gav op halvvejs, og ved blot nu, at det ikke er en opgave, vi kommer til at færdiggøre snart, om nogensinde. Vi spiser vafler, og spiller fodbold, og snakker om fodbold og om Pyjamas Heltene og om de venner, der bor længere væk, som vi savner, og om elbiler og arbejde.
Indimellem ser vi en film tæt sammen i sofaen, eller vi hører lydbøger, så alle er musestille i timevis. Jeg synes, dagene forsvinder steder hen, som jeg ikke forstår: Brugte jeg for mange timer i køkkenet, foran min computer, med at tænke på noget andet, ved vasketøjet eller med min telefon i hånden? Hvor blev dagen og natten af?
Og der er det, at mit yngste barn snart fylder tre, og jeg var ikke forberedt på det, men jeg er ulykkelig ved tanken. Dybt melankolsk føles det, at mit liv som mor til en etårig og en toårig snart er forbi. Dette liv og denne hverdag vi nu har skabt, er så smukt i dette øjeblik, og jeg kommer til at savne den tid, selvom det er næsten umuligt at opdage, når den er fordi. Det eneste rigtige må være at trække alt ud af nuet for at få det meste med.

Om vores nye pensum (om Steiner, dagsrytme, autonomi, inspiration)

Jeg har taget tilløb til det her indlæg, for det er ærligt talt ikke verdens mest spændende emne at skrive om, men det er basic, konkret og det er ikke mindst noget, som mange har efterspurgt. Vores nye pensum er relevant for hjemmeskolere og dem, der overvejer at gå samme vej.
Så selvfølgelig skal det deles (også selvom jeg har fem emner, jeg hellere vil dykke ned i, og tid til at skrive max to gange om ugen…)

Her følger med andre ord den info om det pensum, vi har købt, som jeg tænker, kan give mening for andre.
Jeg må først og fremmest tage dette forbehold: Det er ikke muligt at afdække, hvor mange forskellige pensum-udbydere jeg har researchet de seneste måneder; hvor mange tråde jeg har startet i forskellige udenlandske hjemmeskolefora, og hvor mange timer jeg har brugt på at mærke efter, overveje, snakke med mennesker jeg har tillid til, om hvilket pensum, der var rigtigt for os.
Det her hjemmeskoleliv er ikke noget, man kommer til sovende, og det er skønheden ved det: De vidtåbne øjne, det sansende hjerte, den konstante eftertænksomhed. Men det er klart, at det kræver dedikation, tid, vilje, og når min familie og jeg nu har købt netop dette pensum, er det både en meget velovervejet beslutning og et fuldkomment sats. Det er en handling ud fra mavefornemmelse baseret på grundigt forarbejde, og vores beslutning kan ikke kopieres 1:1 til noget andet liv, men vores erfaringer kan nok alligevel bruges som inspiration.

Jeg har længe vidst, at jeg gerne ville lade mig inspirere Steiners filosofier i mine børns opvækst. Jeg er som så mange andre tiltalt af det æstetisk smukke, bivoks-duftende, kemifrie, rytmiske og årstidsbevidste miljø i Steiners børnelære, men det er i højere grad det holistiske og spirituelle menneskesyn, der trækker i mig. Kristian og jeg har begge læst Steiner, vi har set film om hans person og virke (som jeg nævner HER under “film”), og mange af hans overbevisninger taler til os.
I det pensum vi nu har investeret i, er det også den røde tråd af kreativitet gennem alt materialet, der har æren for en stor del af glæden ved det daglige arbejde. Det er helt vidunderligt at male akvarel næsten dagligt; skrive bogstaver og tal med store farveblyanter og lave sine egne notesbøger.
Jeg havde kontakt til to steinerlærere i løbet af sommeren: En meget erfaren, ældre mand, som lånte mig bøger, rynkede lidt på panden over hjemmeskoleidéen og som alligevel tilbød at komme med input til vores dagsrytme. Det gav mig en ro og et forstærket ønske om at gå netop denne vej. Jeg har også talt og skrevet sammen en yngre steinerlærerinde, som har givet mig helt vildt meget indsigt i forhold til mine børns konkrete årsplaner; læsestof på dansk, malemetoder, sange, rytmer og meget andet. Hendes hjælp har gjort opgaven overskuelig og ikke mindst sanselig for mig.

I store dele af verden hedder de Steinerinspirerede børnehaver og skoler “Waldorf”, og tusindevis af hjemmeskolere i USA såvel som England hjemmeskoler efter Waldorf-metoden. Derfor er der også en helt masse udbydere af “Waldorf curriculums” (Steinerpensum), og kvaliteten svinger selvsagt. Det er noget nær en jungle, men generelt er niveauet fint, og der er mange erfaringer, som man kan få indsigt i, hvis man spørger sig for på nettet. Jeg har gennemtrawlet læseprøver fra mange forskellige pensum, og været tiltalt af en håndfuld, men i sidste ende blev det alligevel klart, at vi skulle købe vores pensum fra “Waldorf-Inspired Homeschooling“, som er den eneste britiske udbyder, jeg er stødt på (alle andre er amerikanske). Kvinden, som udarbejder materialet, er selv mor til en flok hjemmeunderviste børn; hun er steinerlærer, og har mange års erfaring med at lave materiale til undervisning.
Det fulde pensum for hele 2. klasse, som er det år, vi har valgt til Storm, selvom han reelt svarer til 3. klasse (det har vi gjort ud fra en helt personlig vurdering og ikke som noget generelt tilrådeligt), har kostet 4000 kroner. For de penge får man tilsendt 3 mapper med udførlig introduktion til hele året; de tre “semestre” (vinter, forår, sommer) og af hver eneste skoledag er beskrevet detaljeret, så det er nemt at skabe en rytme og læne sig op af materialet. Derudover følger der en materialeliste med, og vi har købt farver, maling, papir, notesbøger og den slags for godt og vel 1000 kroner. Alt sammen fra bæredygtige producenter og i højeste kvalitet. (Til gengæld skal man ikke investere i en masse opgave- eller lærerbøger for at undervise i dette pensum, medmindre man selv ønsker at styrke sin viden indenfor et givent emne.)
Materialeliste – alle farver m.m. er fra Stockmar, og købt hos Kornhus.dk:
Farveblyanter
16 bivoksblokke
16 bivoksstifter
Akvarelfarver – i bøtte
Tavlefarvekridt
Akvarelfarver i æske
Natursvamp (til vådt-i-vådt med akvarel)
Akvarelpapir
Herudover har vi købt hæfter hos Audonicons Bogudsalg, og et par bøger samme sted.

Hvad er det så, det pensum kan?
Jo, nu er vi jo kun seks skoledage inde i det årslange pensum, som i udprintet version fylder 450 sider. Men jeg har læst det meste igennem, og jeg vil sige dette: Der er en sammehæng og melodi året igennem, som jeg synes, er både smuk og logisk. De historier, man starter på i september, udfoldes og afrundes på fineste vis senere på året; og alt det, som man tager hul på, er der rig lejlighed til at dykke ned i og blive færdig med.
Jeg vil også sige dette: Unschooling-ideologien ligger efterhånden ganske forankret i mit menneskesyn, og det fungerer ikke for mig at trække et ufleksibelt pensum ned over hovedet på mine børn. Sådan kan man givetvis gøre med dette pensum: Indføre det 1:1 i sit liv, og få en smuk og tilfredsstillende oplevelse, hvis det harmonerer med børnenes natur. Det harmonerer ikke med mine børn at overføre noget pensum direkte til vores hverdag, så vi bruger det som en tiltrængt ramme omkring vores liv, og plukker fra og tilføjer i lige så vid udstrækning, som vi har lyst til. Når vi skal læse om skabelsesberetningen (hvilket vi har nydt og lært af), inddrager vi big bang-teorien, og når vi snakker om Adam og Eva, taler vi også om evolution. Ikke fordi jeg personligt er mere overbevist om den ene retning en den anden, men fordi jeg synes, nuancering er afgørende for oplysning.

2. klasse på de fleste Steiner/Waldorf-skoler har et overordnet tema om “de første mennesker”: Man starter med Det Gamle Testamente, skabelsesberetningen, og senere går man videre til historieundervisning om de første menneskers liv: Hvad havde de på, hvordan spiste de, hvor boede de? Der er geografi, historie, sprog, matematik og håndarbejde vævet ind i alt fra arbejdet med uld og bål til konstruktionen af et simpelt shelter og madlavning over åben ild.
Alle Steinerskoler arbejder i “blokke”, hvilket vil sige overordnede temaer for undervisningen i 2-4 uger. I dette pensum varer en blok 15 skoledage, dvs. tre uger, og det tror jeg, passer fint til mine børns temperament, medmindre vi efterhånden finder ud af, at det skal koges lidt sammen, så vi kan skifte oftere. Mine børn er ikke i udgangspunktet meget til fordybelse og gentagelse, og det er en daglig balancegang, om det netop betyder, at vi bør holde fast i det, eller derimod følge deres que, og det er noget, Kristian og jeg løbende arbejder med.
Fordi pensum er på engelsk, er vi nødsaget til selv at finde en del af de rim og remser, som skal synges og læses højt i løbet af året, og der er løbende tekster og længere historier, som skal oversættes. Det har jeg det fint med, men det tager alligevel tid, og jeg skal huske at gøre det hver aften eller nogle dage af gangen. Sådan ville det nok være, uanset hvilket pensum man havde købt: Der findes udbydere inden for mange forskellige retninger: Montessori, Charlotte Mason, klassisk akademisk, religiøst og så videre.

Vil jeg anbefale at have et pensum?
Ubetinget ja. Ikke udelukkende på grund af dette konkrete pensums indhold, men i lige så høj grad fordi det giver mig inspiration såvel som motivation til at skabe en daglig rytme, som jeg tydeligt mærker, er god for vores familie. Jeg kan lide, at vi har en ramme at træde ind i; det gør mig mere selvsikker, og det gør mine børn glade og trygge, at de ved, hvordan dagen ser ud, selvom det naturligvis ikke er en magisk formel: Jeg har haft adskillige sammensmeltninger den seneste uge, måske netop fordi jeg havde høje forventninger til det nye, og jeg har sågar præsteret at sidde foran et tv-hold, og vredt taoe et farvekridt sammen, fordi det var faldet på gulvet, og jeg var max presset (oh my god).
Indtil videre holder vi langt fra planen fra pensummet – der er lige så meget improvisation som det modsatte, det er jo netop idéen med hjemmeundervisning; frihed, tid, autonomitet, men det er en guideline, som giver mening, og som jeg ikke selv skal tage ansvar for hver eneste dag. Og dét er fedt.

 

Hvordan gik vores første dag med det nye pensum og struktur? (blandet, for at sige det mildt)

Jo, nu skal I høre: To glade forældre kaldte til samling, og børnene kom myldrende. Det var mandag morgen, og det var vores første dag med det nye pensum.
Vi stod sammen i musikstudiet (som også bliver kaldt “skolestuen” af børnene, der er besat af Det lille hus på prærien-bøgerne). Vi havde øjnekontakt med hinanden alle seks, og Kristian lavede en lille klappe-trampeøvelse, hvor vi sang og bød ind med rimvers på tur.
Men faktisk er det allerede lidt løgn: For øjenkontakten var mere sporadisk, end jeg havde håbet på, og mindst to af børnene nægtede at deltage i rytmelegen, og væltede i stedet rundt på gulvet, skar grimasser, og kunne på ingen måde hverken holde takten eller holde situationen ud.
Jeg havde ellers glædet mig: Vores første dag med den nye skolerytme; nyt pensum; et væld af lækre materialer og forberedelse. Jeg havde glædet mig, men også været nervøs. Fordi: Jeg vil det gerne (af grunde, som jeg redegør for længere nede), men jeg ved også, at særligt min ældste meget nødig vil struktur, samtidig med at det er min overbevisning (udfra dyb selvransagelse, sparring, research og ikke mindst et ønske om trivsel), at det er lige netop, hvad han har behov for.
Således startede mandag morgen med total modstandbevægelse i bedste obstruktionsstil, midt i vores skolestue.
Jeg blev ked af det. Og vred. Og afmægtig.

Når man møder modstand i sine børn, er løsningen aldrig panik, tvang, udskamning eller højlydt frustration. Men det er alligevel, hvad jeg nogle dage ender i, og jeg har ofte ondt i hjertet over min manglende rummelighed overfor min søns modvilje og frygt for at fejle, som måske er årsagen til en del af det? Jeg ved, at jeg har svært ved at rumme lige præcis de sider i ham, fordi de er mig. Han er det tydeligste, mest fuldstændige og alligevel langt mere blomstrende, mangfoldige billede på mig, da jeg var i hans alder. Altid i opposition, aldrig ubesværet, men også igangsættende, idérig og stærk.
Måske jeg bildte mig selv, at når vi tog børnene hjem, så ville de være glade det meste af tiden – eller i hvert fald nemmere.  Jeg tænkte, at vi alle sammen ville blive mere medgørlige, mindre vrede, mindre frustrerede.

Sandheden er, at friheden har fået alt til at udfolde sig langt tydeligere: Styrker, udfordringer, det sure med det søde. Sandheden er, at når man tager børn hjem, holder dem tæt, nærer tilknytningen, bruger alt tid sammen, lærer hinanden at kende på godt og ondt, så ser man det hele. I et andet lys, i andre former, men det hele.
Min søn er ikke glad, når han ikke har struktur. Den absolutte frihed til selv at planlægge tiden er ikke hans helle, for også dér er han usikker, utryg, hæmmet. Faktisk er det lige netop derfor, vi nu går en anden vej.

Sandheden er, at denne tanke om struktur kommer fra et dybfølt og oprigtigt ønske om at skabe en tryghed og forudsigelighed i mine børns liv, som jeg ved, de værdsætter. Har behov for, ligefrem. Det handler også om, at min søns største udfordring måske er frygten for at fejle, som bremser ham i mange af de aktiviteter, han reelt kunne mestre, være stolt af, læne sig ind i, hvis han blev støttet i at turde.
Det handler om trivsel, først og fremmest, for os alle seks.

Mandag morgen bad jeg de to børn, som ikke havde lyst til at deltage, gå udenfor eller ned i stuen. De gjorde det med glæde, og legede i nogle timer uden den mindste utilfredshed. Så kom min ældste tilbage, og spurgte, om han måtte være med. Det betød, at jeg skulle starte forfra, men det passede fint med de andre to, som gerne ville have en pause. Sammen gennemgik vi stoffet, og vi malede, mens vi snakkede om dagens emne, før vi læste og fordybede os mere i det. Det var berigende for os begge. Han gjorde sig umage, og var stolt, og resten af dagen var han mere blød, glad og idérig end længe.

Flere gange sagde han: “Jeg synes, det er så dejligt, at vi kommer ind i skolestuen på skift, og ikke skal være der sammen hele tiden.”
Jeg har taget det til mig, og Kristian og jeg overvejer, hvordan vi kan gribe det an, og jeg har sparret med min veninde, som underviser efter samme pensum. Vi bliver alle sammen hele tiden klogere; ingen af os har en fuldendt formel, vi har alle truffet valg omkring vores livsstil, som giver os både ansvar og frihed.

Mine største læremestre i dette liv er mine børn, og min førstfødte har defineret mit forældreskabs udvikling. Han er årsagen til, at vi som familie er trådt ud af normen; har taget stilling, ansvar, handling ind i vores hverdag. Han er med sin ustoppelige modstand mod det, der føles forkert, en evig kilde til refleksion, selvindsigt, SANDHED. Han tvinger mig til at forkaste alt arbitrært, vanepræget, uoprigtigt, halvhjertet. Han tvinger mig til at leve helt og ærligt. Til at gøre mit bedste.
Er det hårdt? Ja, helt vildt. Der findes et hav af mere magelige løsninger. Men det er ikke, hvad jeg ønsker frem for alt.

Det føles godt at have et pensum. Jeg var lige på telefonen med min veninde, som også hjemmeskoler efter dette pensum, her til morgen, og vi er enige om, at det er det, vi vil. Der er en enorm styrke og inspiration i at have et gennemarbejdet materiale, som jeg hver dag læner mig ind i, og trækker viden og idéer fra. Det tænder mig at blive udfordret og guidet, og der er så meget at hente i det arbejde, der ligger foran mig, når jeg om aftenen planlægger den næste dag. Vi har købt et Steinerpensum (jeg er ved at skrive et mere konkret indlæg om netop det), og lige nu har vi om skabelsen udfra både biblen og big bang.

Jeg ved ikke, hvor vores skolehverdag ender på sigt, men jeg har en følelse af, at det bliver godt, det her. At det måske allerede ér det.
Lige nu er Kristian og Storm i fuld gang med dag tre i pensum, og Kristian går til det med en ro og sikkerhed, som Storm ser ud til at føle sig let i. Senere overtager jeg skolestuen med de to mellemste, og så laver vi nogle akvareller, og hører et eventyr.

Og man kan sige, hvad man vil, men det ser sgu pænt ud, når man sætter sig for at lave de samme ting, og dykke ned i noget stof, som er nyt og berigende.

Hvordan tackler I det, når I oplever modstand fra jeres børn? Hvad tænker I om modstanden; årsag, konsekvenser, etc?

En ny tid med færre aftaler, flere ord

Det har føltes som som, min blog var ved at sygne hen, men jeg kan se på antallet af besøgende, at det er den ikke. Og det er jeg meget taknemmelig over, det her sted er jo mit lille univers, som jeg holder meget af at dele med jer. Jeg har haft dårlig samvittighed, fordi jeg ikke fik skrevet herinde, og for hver dag der er gået, har der været længere tilbage: Hvilket indlæg skal man starte med, når intet helt føles godt nok?
Min søster og svoger kom lidt pludseligt på besøg fra Norge. Vi kommer ikke til at se dem igen, inden de bliver forældre for første gang, og de kørte her fra med bilen fuld af babytøj, tæpper, vikler, og den slags. Næste gang min søster og jeg er sammen, er hun også mor, og jeg er også moster, og det er en vild tanke for mig, som jo har haft hende med mig hele mit liv, men som ikke kender hende som mor endnu. Nu vil meget omkring hende antage en ny form – hun vil ikke længere være den samme, men med tiden også blive til den kvinde, hun er, når hun er mor.

Så jeg har ikke delt noget herinde, men derimod brugt tid på at være her, og det har været skønt, og dagene er forsvundet i et skær af taknemmelighed og varme. Jeg har skubbet usandsynligt mange mails, telefonopkald, indlæg, aftaler foran mig, og haft det okay med det. Men nok også kun okay, fordi der lige nu er en del på bedding, som betyder meget for mit liv den næste tid.
Og jeg er kommet til den erkendelse, at min familie og jeg har behov for en periode, hvor hverdagene er vores: Hvor vi ikke har andre aftaler en dem, der drejer sig om vores faste rytme. Jeg bærer på en næsten akut følelse af at ville skabe en rutine i vores hverdag, hvilket betyder, at jeg har brug for at give mig selv lov til at holde dagene fri. Vi står overfor en ny struktur, som skal falde på plads, og vi har brug for ro omkring os, luft, en dyb indånding. Strukturen handler om mine børns hjemmeskoleliv, den undervisning, som jeg oplever, giver os alle ro, og om det skrivearbejde, der venter mig de næste måneder.

Som jeg har skrevet før, er hjemmeskolelivet ikke venstrehåndsarbejde: Det at have fire børn hjemme og have ansvar for deres trivsel, er ikke noget, jeg kan gøre uden at dedikere en del tid til det. Både i nuet og på for- og bagkant i form af forberedelse og refleksion. Samtidig har Kristian og jeg vores arbejde: Der er forløbene for udsatte unge, musikworkshops og retreats og en del andet, som kommer dryssende (foredrag, musikprojekter, nye tiltag).

Og så er der alle de mange ord, der skal komme ud af mig den næste tid og mit behov for ro, før de kan det.
Om et par uger har jeg min første klumme i “Danmarks-sektionen”, som er Jysk-Fynske mediers fællessektion – de mest læste avissider i landet, og jeg vil have, at den skal være god. Det er en mulighed for at nå ud til en masse mennesker, som ikke har læst noget fra mig før, og som jeg på den måde kan få lov til at plante frø hos.
Så er der bogen, som jeg håber at underskrive kontrakt på i løbet af et par dage: Bogen om min families rejse fra et ret almindeligt liv i København med vuggestue, studier, musikkarriere og søvntræning til det liv, vi lever nu her på Ærø. Bogen, som jeg drømmer sætninger til om natten.

De ord skal alle sammen komme fra mig, og de skal være nærende, rammende og oprigtige.
Det betyder, at jeg skal fordybe mig i processen, og noget andet skal skæres fra. Jeg skærer afbrydelserne fra, og fokuserer på gentagelse og ro. Gentagelsen starter med morgenrutinen, som er morgenmad, rolige lege og samtaler om det, man drømte i nattens mørke, eller som ikke er glemt fra dagen før.
Dernæst kommer vores skoletid, som er sat til at vare to timer hver formiddag, og som efterfølges af eftermiddagens projekter, idéer, fritidsaktiviteter.
Det er nok.
Jeg skærer ting fra, så jeg kan få ro til at gå tidligt i seng om aftenen for at stå op før resten af familien og skrive. Skrive inden jeg har talt, inden jeg har læst eller forholdt mig til andet end mit eget indre liv.
Dét bliver ikke let: Jeg er udpræget b-menneske, og vil helst i seng midt om natten og op sidst på morgenen. Men jeg mærker lige så stille, at det kan lade sig gøre, og jeg ved, at det er den eneste måde at gøre det på. Jeg mærker med al tydelighed, at når jeg ikke skriver, og ikke er dedikeret til at skrive, så gør jeg heller ikke noget andet. Så forsvinder jeg lige så langsomt.

Her på bloggen har jeg en liste over emner, som jeg vil komme omkring inden for den nærmeste fremtid:
* Har vi droppet unschooling – og hvad er det for et pensum, vi har købt?
* Skærmtid: Hvordan forholder vi os til det?
* Er hjemmeskole den eneste rigtige løsning?
* Om dengang jeg gik på arbejde: Hvorfor sagde jeg op, og hvordan har processen været?
* Hvad gør vi, hvis vores børn vil i skole? Og hvor meget var vores ældste involveret, da vi meldte ham ud af skolen?

Det er alt sammen emner, som er blevet foreslået i mails og på instagram, hvor jeg for nylig spurgte, hvad I gerne vil læse om.

Et tilbagevendende spørgsmål i min feed er, hvordan vi når alt det, som jeg skriver om herinde og på instagram: Kristians grøntsagshave, arbejde, hjemmeskole, vejbod – og bloggen her.
Svaret er, at der er andre ting, vi skærer fra. Vi har haft en ny støvsuger stående i bryggerset i en måned, men har ikke prioriteret at sætte os ind i, hvordan den virker, så vi bruger den gamle, når den indimellem stadig gider starte, eller også fejer vi.
Da min svoger skulle køre en tøjvask hos os den anden dag, endte han med både at rengøre sæbebakken i maskinen og rense tørretumblerens filter. Dét havde vi ikke selv fået gjort.
Kristian er i køkkenhave en times tid mange dage, resten klarer han om aftenen, og i løbet af sommeren har han været derude, indtil solen var helt væk – omkring midnat. Det er på samme måde, jeg skriver, og ordner alt vores arbejde i øvrigt de fleste dage.
Vi ser ikke meget fjernsyn, hverken børn eller voksne, for vi har ingen tv-kanaler, og dermed heller ikke noget, vi følger med i, og som vi har forpligtet os til at bruge tid på. Børnene har ingen computerspil, Kristian og jeg øver os i at være effektive, når vi sætter os foran en skærm.
Jeg tror, de fleste mennsker vil blive overraskede over, hvor meget tid der går på transport til og fra (arbejde, institution, skole, fritidsaktiviteter), og hvor meget energi vi bruger på at skilles fra hinanden og finde sammen igen; hvor mange minutter der hver dag forsvinder i transit mellem det ene og det andet og i frustration over, at vi ikke føler, vi har lederskab i vores eget liv.
Herhjemme tænker vi ikke tydeligt i “arbejde og fritid”: Det hele er vores liv, og vi har en ambition om kun at bruge tid på ting, der giver mening for os. En ambition, som det ikke altid er muligt at leve op til, men som sætter standarden for, hvad vi siger ja til – eller nej. Vi øver os i at mærke efter, og jeg kalder det vores “proces omkring nej’et”. Essensen er, at så længe vi takker ja til noget, der ikke føles helt rigtigt, så får vi ikke mulighed for at gøre det, vi aller helst vil.
Jeg tror på ét eller andet plan, at universet står klar med alle da muligheder, vi ville være lykkelige for at modtage, og hver gang vi gentager et mønster af noget, der ikke reelt giver mening for os, så tager universet et skridt tilbage, og mumler for sig selv: “Nå, hun er tilsyneladende stadig glad for den gamle vane. Så venter jeg lidt endnu.”

Vi skrives ved – god weekend til jer alle sammen ❤️

Jeg fandt ud af, at vi også hører til (om vores hjemmeskolelejr på Ærø)

Jeg kan ikke finde ud af, om I mon gider læse om den her sommerlejr? Eller om I hellere vil læse om noget helt andet? Eller om det hele?
Men nu får I nogle ord om det alligevel – fordi jeg tror, der er noget mere generelt i mine refleksioner end “vi havde nogle dejlige dage, dem skal I da høre om.”

Først lidt billeder:

Jeg overhørte en samtale i fredags mellem Kristian og to andre mænd på vores lille hjemmeskolelejr, som fik mig til at tænke. Det var den oprigtighed og passion, de talte med, der gjorde indtryk på mig. De snakkede om emner, som betyder noget, og de stod indimellem helt stille, fordybet i refleksion over det, de netop havde delt. De vaskede op imens, og tørrede af, og skar æbler i både til børn i transit, lod sig afbryde, men bevarede alligevel fokus på samtalen. Imens sad der 25 børn rundt omkring i huset, og legede: med lego, briobaner, højtlæsning og hinanden, mest af alt. Snakkende børn, fordybede børn, glade børn.

For mig er det øjebliksbillede et ret præcist destillat af, hvordan jeg oplevede de tre dages hjemmeskolelejr her på Ærø: Sammen skabte vi en ramme for et trygt fællesskab; en ramme for udvikling og vækst; gode lege, snakke og idéudvikling.

I løbet af de tre dage snakkede vi blandt andet om:
– Hvordan vi hjemmeskoler (og ikke hvorvidt det er okay at hjemmeskole eller hvordan vi sikrer vores børns læring eller hvordan vores børn bliver socialiseret, som det ofte er tilfældet ude blandt andre).
– Hvordan vores hverdag er indrettet
– Skærmtid (som er vidt forskellig fra familie til familie i gruppen)
– Køkkenhaver
– Arbejdsområder og arbejdstider
– Muligheden for en større hjemmeskolelejr i fremtiden

Og selvfølgelig meget andet.
Børnene fandt hurtigt hinaden. Jeg vil sige, at jeg er nærmest imponeret over – eller bevæget af – at så mange børn kan være sammen (en del for første gang) i tre døgn med så få konflikter og så mange gode lege, snakke, udvekslinger og venskaber til følge.

Det var helt vildt intenst at være mere end 40 mennesker samlet i tre dage. Jeg tror, mange var fuldkommen kvæstede emotionelt såvel som fysisk allerede torsdag eftermiddag, og da vi sagde farvel fredag, kunne de fleste af os nok have sovet 18 timer i streg.

Én af familierne, som var her, havde været på en lejr for “alternativ uddannelse” i England med 500 deltagere i juli. De var kommet “empowered” derfra. De fortalte, at det havde givet dem en ny styrke i deres valg at være “en del af flokken”, fremfor at være dem, som er anderledes. Det havde givet dem selvtillid at møde hjemmeskolede unge, som var vidunderlige, ressourcerstærke mennesker, og snakke med deres erfarne forældre. De kaldte det identitetsskabende at være sammen med så mange andre, som har truffet det samme valg mht. deres børns uddannelse.

Hvorfor er det vigtigt? Fordi vi er et lille bitte mindretal, os der hjemmeskoler. Vi er et bevidst, smilende, stolt mindretal, ja, men stadig så kontroversiel og anderledes en minoritet, at det faktisk betyder noget at føle sig som en del af flokken fra tid til anden.

Jeg vil prøve at forklare, hvorfor det betyder noget for mig indimellem at være en del af det her fællesskab:
Det gør det, fordi min familie og jeg ikke er en del af noget større her på Ærø til hverdag. Vi hører ikke til i friskolegruppen eller folkeskolegruppen, og med begge de grupper følger en masse andre tråde gennem fritidsaktiviteter, forældrearrangementer, eftermiddagskaffe, legeaftaler og alt muligt andet, som er noget af det, jeg på den ene side ikke savner ved at have børn i skolen, da jeg oplevede det som udmattende og langt hen af vejen obligatorisk, men som jo også er det, der danner rygraden i de fleste menneskers fælles identitet.
Og den forsvandt tildels, da vi valgte hjemmeskolelivet til.
Når man vælger at hjemmeskole, kan det lyde som om, man har valgt at sige, at man simpelthen helst vil leve isoleret.
Men sådan er det ikke: Vi vil ikke være isolerede, men vi vil samtidig være frie til at danne rammerne omkring vores liv, og vi synes, alternativet, som det er nu (altså skolerne, institutionerne), er for ufrit, præstationsstyret – for travlt.
Derfor er der alligevel dage (mange, indimellem),  hvor jeg tænker over, hvilke konsekvenser der er ved ikke at være en del af hverdagsfællesskabet her på øen (det kunne også være i en provins, landsby, storby), hvor alle de andre har en fælles rytme.

Jeg tænker over, at når mine børn ser alle de andre børn på vej til og fra skolebussen eller nede ved sportsklubben eller på biblioteket, så er de ”de andre”. De er dem, der ikke er med i den store masse. Vi kommer der jo – til fodbold, judo, modelflyvning, ridning, fastelavn, fødselsdagsfester,og vi har legeaftaler og inviterer til fødselsdage (og bliver inviteret igen), men vi kommer der på nogle andre præmisser. Og vi kommer hjemmefra.
Det tænker jeg, og samtidig tænker jeg: Jeg sætter pris på mine børns frihed, og jeg ved, at mine børn sætter pris på den. Men alt er en afvejning, og vores børns trivsel er det vigtigste for Kristian og jeg.

Alle de tanker og følelser, som helt klart er affødt af, at vi har truffet et anderledes valg, kan i perioder fylde i mig, og de blev forandret i denne uge, da vi var sammen med 11 andre hjemmeskolefamilier her på Ærø.
Og det var, hvad det handlede om: At skabe stærke relationer og ikke mindst at føle en styrkelse i vores livsvalg. Vi er ikke alene, vi er ikke galt på den: Vi er en del af noget større, vi er på en rejse, som mange har taget før os, og vi gør vores bedste hver eneste dag – ligesom alle andre. Det ligger som noget af det dybeste i ethvert menneske at ville være en del af fællesskabet – vi er evolutionært kodet til at ville høre til; have en stamme. Det er jo derfor, det kan være så uendeligt svært at følge sit hjerte, hvis hjertet trækker os ud af det, vi tror, er vores eneste mulighed for at have netop fællesskab. For de fleste mennesker er det mest skræmmende overhovedet, tanken om at stå uden for og føle sig anderledes.
Det har aldrig spillet en stor rolle for mig, og jeg har gået mine egne veje, når det gav bedst mening, men efter jeg er blevet mor, er det alligevel blevet en faktor, at mine børn føler, de hører til.
Og det var, hvad vi fik den forgangne uge, og derfor tør jeg sige, at jeg mener, man selv kan være med til at skabe fællesskabet, hvis man tør og vil det nok.

 

En hjemmeskoledag: Onsdag, sommer, nutid

Onsdag, en hjemmeskoledag:

Vi vågnede vel nok lidt før syv. I børnenes tempo, som så alligevel ikke er helt deres eget, fordi de påvirkes af hinanden. Kristian og Ilja læste en bog om fodbold i sofaen, før vi spiste morgenmad, stille og roligt og igen i vores eget tempo.
Ilja har knækket læsekoden hen over sommeren; i løbet af de sidste uger har det pludselig været et fokus for ham, og nu læser han ret stabilt. Live har læst længe, og sidder ofte med bøger i løbet af dagen. Det har aldrig været et mål for os, at de skulle lære det nu, men de har selv villet, og så sker den slags ret smertefrit.
Storm til gengæld drømmer nok om at få bedre styr på læsningen, samtidig med at hans hoved er hundrede andre steder, så ham vil jeg læse med de næste måneder, så han kan få ro med det.

Min mor skrev tirsdag eftermiddag, at hun og hendes mand var ved at sejle ind til Ærø i deres sejlbåd, og vi sagde at de var velkomne hos os onsdag. Vi havde allerede aftalt med naboerne, at vi ville komme forbi onsdag formiddagen, fordi Juno gerne ville have en ridetur på deres gamle, kære pony, og Live ville lege med drengene derovre.
Ved nitiden løb Live og Ilja de knap to kilometer derhen, og min søster, Juno og jeg gik i deres fodspor tyve minutter senere (bærende på en kage, fordi de hjalp os med så meget, da Kristian var på kursus i Sverige i weekenden). Storm og Kristian blev hjemme – der skulle graves kartofler op, og dem kørte Storm ind i laden på sin ATV, og selvom han nok helst ville med os, var han stolt over at gøre en forskel i marken.

Juno red sin tur, min mor og hendes mand ankom, og så hende ride, og de så Live ride, og vi blev hængende på den dejlige nabogård en time eller halvanden, fordi børnene legede, vi snakkede, og tiden gik.
Så gik vi hjem til frokost – spiste varm mad midt på dagen i solen.

Vores nye spisebord blev samlet, og min mors mand, som er tømrer, hjalp i det hele taget med en masse praktisk – vigtigst af alt kom der en tavle op at hænge i musikstudiet, hvor det ene hjørne nu er blevet indrettet til det skønneste lille undervisningsmiljø, hvor vi hilser på hinanden og officielt starter skoleåret her til morgen (jeg glæder mig, har mange drømme, usikkerheder og visioner for vores skoleår – og jeg skriver om det løbede herinde, det lover jeg).

Så spillede næsten hele familien en fodboldkamp, der blev ryddet op, bagt grovboller, hvilet i solen, hoppet på trampolin, bygget en slags lad til traktoren som kan transportere brænde, kartofler, hvad som helst op fra marken.
Ét af børnene sad i sofaen og læste i en time, mens en anden sad på sit værelse, og hørte musik. En tredje kørte på ATV, mens den fjerde sad på skødet af sin far i traktoren, og kiggede ud.
Der var bedsteforældre og nyhøstet salat og en moster, som hvilede på en bænk i solen.

Vi spiste boller med pålæg og drak ribssaft stående rundt omkring i haven – aftensmad kan man kalde det, men vi spiser jo varm mad midt på dagen og rugbrød eller boller til aften de fleste dage, og det giver en god rytme for os, at vi ikke skal kokkerere det store måltid, når vi er mest trætte alle sammen.

Klokken var blevet 18:30, og Juno var ganske træt, måske var vi alle sammen trætte efter en aktiv dag, men vi andre havde alligevel lyst til at køre min mor og hendes mand ned til deres båd, og de ville give is i Claus’ isbar på havnen. Så Kristian og Juno blev hjemme; hun ville have te, og satte sig nøgen på sofaen for at slappe af. Jeg sagde: “Jeg finder lige dine underbukser.”
“Du er sød, mor,” svarede hun, “men det behøver du ikke. Men jeg kan selv finde en bog.”
“Det er da super,” sagde jeg, hvortil hun svarede: “Jeg er en dygtig pige.”
Jeg nikkede, og smilede, og hun lagde hånden på min arm, og sagde: “Men jeg kan ikke tale svensk.”
Så gik hun af sted for at finde den bog, og jeg gik boblende at lykke over det lille menneske ud i bilen til de andre.

Vi spiste is i Ærøskøbing, sad lidt på min mors båd, og gik så tilbage til bilen. Nu var vi min søster, de tre ældste børn og mig. Vi tændte for musikken, og sang med af vores lungers fulde kraft på Michael Jacksons bedste sange – den ene sang efter den anden; alle havde ønsker, og alle sang med. Vi besluttede ikke at køre lige hjem, vi ville have mere musik, mere tid, mere aftensol og omsorg, og vi vidste, at det var den sidste aften med min søster i denne omgang, så vi kørte og kørte, gennem små byer og langs vandet, med tårer ned af kinderne, fordi alt var så godt, men også fordi det er så svært at sige farvel til min søster. Pludselig havde vi kurs mod stranden, og vi kunne ikke lade være: Vi smed tøjet, hoppede nøgne i fra badebroen, igen og igen. Vi badede i de kølige bølger, mærkede så tydeligt, hvor godt det var, og vi havde ikke lyst til at stoppe igen. Alt i kroppen brusede og blev varmt.
Vi satte os op i bilen, våde af saltvand, og tændte musikken, og kørte hjem.

Det er, hvad hjemmelivet kan: Gribe nuet, følge med, skabe nærvær og boblende lykkelige stunder på tværs af alt det, der ellers kan stå imellem os. Og nu vil jeg plukke æbler til vores første dag i det nye skolelokale, mens Kristian og børnene har kørt min søster til færgen. Livet er stort og smukt og sårbart og uforståeligt og mest af alt fuldt af mening, hvis vi tillader de små ting at betyde noget.
Og på denne efterårets måske første dag, hvor luften er lun og stille, og der er edderkoppespind og dug over alt derude, fejrer vi Lives og Iljas første skoledag. Med morgenbrød, sang og små gaver. Vi har nye skolebøger, som alle tre skolebørn har smugkigget i og glædet sig til, og vi skal høre historier fra livet på landet i gamle dage, som er årets første tema i vores skole, hvor der er plads til den enkelte og til det gode fællesskab.

 

Er der noget, som føles forkert? (De bedste forældre er dem, der tager ansvar, og ingen kan tage ansvaret for os)

Vi har alle ansvar for vores liv.
Vi har ansvar for vores indstilling til hverdagen, opdragelsen af vores børn, måden vi er i et parforhold, vores måde at møde verden, det arbejde vi udfører til hverdag.
Vi har ansvar, men ikke skyld. Der er en forskel, og den er vigtig: Ansvaret er den kraftfulde og positive faktor, som ændrer alt, når vi tager den på os (hvorimod skyld er lammende).
Ingen kan eller skal tage ansvaret for os; Kun vi kan løfte vores livs ansvar, og kun vi kan høste frugten og den dybe glæde ved at leve et bevidst liv med ansvarlige til- og fravalg.

Jeg tager personligt ansvar, hvilket betyder, at jeg oplever at have uanede muligheder, fordi jeg synes, jeg har valgt mit liv selv, også selvom jeg har oplevet stor sorg, smerte og traumer i mit liv. Selvom en del år var svære, og der har skullet kæmpes kampe, føler jeg, at jeg selv har den største indflydelse på at indrettet min hverdag, som det er bedst for min familie og jeg. Jeg føler mig fri og bemyndiget.

Når man får børn, er man ikke længere kun ansvarlige for sig selv, men også for dem – så længe de er børn. Vi påtager os den størst tænkelige opgave et menneske kan, og vi bliver aldrig de samme igen,

“Hvordan tør du tage ansvar for dine børns uddannelse?” spørger mange, og jeg svarer: “Vi har alle ansvar for vores børns uddannelse, men de fleste vælger at outsource den, og mange tager ikke stilling til, at deres børns skolegang stadig er deres ansvar.”
Vores børn er ikke statens, normens, naboens, vennernes eller bedsteforældrenes – de er vores.
Jeg opponerer ikke imod, at man vælger at sende sine børn i skole, men jeg mener, det er afgørende for hele barndommens kvalitet, at man som mor og far tager kritisk stilling til den skole, man sender sine børn i, ligesom jeg mener, det er afgørende for et voksent menneskes selvfølelse og livskvalitet at tage kritisk stilling til, hvor og med hvad man arbejder; hvordan man bor og med hvem; hvad man spiser og hvor. Skolernes mistrivsel og usunde menneskesyn er blot ét af utallige symptomer på den kultur, vi har forvildet os ind i. En kultur, der ligger endog meget fjernt fra vores natur, men som er blevet så dominerende, at vi har svært ved at tænke ud over den, og som dag for dag nedbryder vores selvfølelse, individualitet og glæde.
Vi har i Danmark en massiv institutionalisering af små børn, hvilket kan resultere i dårlig tilknytning, som så igen kan have mange og vidtrækkende konsekvenser for vores voksenliv. Vi kender det fra os selv: Det indre sårede barn kalder på omsorg og opmærksomhed, ligesom vores børn gør det.
På samme måde, som skolerne i højere grad presser vores børn med længere skoledage, et ensidigt fokus på såkaldt faglighed fremfor dannelse og højere klassekvotienter samt lærere med dårligere arbejdsvilkår, presser arbejdspladserne mange ansatte med længere arbejdstid, konstant tilgængelighed, højere krav til præstation og mindre frihed og selvbestemmelse. Men samtidig med at dette sker, sker altså også det modsatte: En viljestærk og vidtrækkende bevægelse for netop det modsatte er i gang, og vi mærker det hele tiden tydeligere: Mange bryder ud af det såkaldte hamsterhjul, sætter sig selv fri, og overvejer således også alternativerne for deres børn.

Vi kan være aktive og bevidste forældre, som har børn, der går i skole. Det kræver, at vi forholder os kritisk til de krav, vores børn mødes af i skolen – og de krav, vi stiller til dem uden for den. Det kræver i høj grad, at vi tør se med autentiske, ærlige øjne på de forventninger, som de fleste af os er kommet til at tage for givet; forventninger, der ofte er mere skadelige end det modsatte.
Dit barns lærer siger, at han er urolig i timerne: Er der noget galt med dit barn; skal han irettesættes og passe bedre ind, eller er det rammerne, der er for snævre, og ikke giver ham plads til at være det menneske, han nu en gang er?
Dit barns lærer siger, hun ikke er tilstrækkeligt god fagligt: Er du enig i, at dit barn ikke udvikler sig, som hun skal, eller ser du et barn i trivsel? Hvis du mærker efter, og betragter dit barn fra hjertet fremfor med den tillærte frygt, er hun så et væsen i trivsel eller ét, der har brug for at forandre sig?

Når jeg igen og igen går på tv eller i et blad eller en klumme eller en avis, og fortæller om min families ukonventionelle hverdag, er det ikke hverken for at få opmærksomhed, eller fordi jeg tror, det vil være bedst for alle at hjemmeskole, som vi gør. Det er fordi, jeg vil inspirere til at stille krav til de rammer, vi placerer os selv i og krav til os selv om at se os selv dybt i øjnene og træffe valg, vi kan stå inde for.
Jeg mener helt oprigtigt, at skolen kan lære af alle os, der tænker nyt i forhold til uddannelse, og som ser det hele menneske fremfor et fragmenteret billede af en barndom, hvor individet helst skal passe ned i nogle forudbestemte rammer. Jeg synes, det er vigtigt, at vi går foran ved at vise vores børn, at vi respekterer dem, elsker dem, og er ligeværdige med dem. Jeg mener, at den personlige autencitet er afgørende, og det forpligter at være autentisk: Vi må nødvendigvis stole på vores mavefornemmelse, også selvom det er uvant.
Der er helt utroligt meget “man bør” og “vi plejer” og “det fornuftige er” i vores samfund, men hverken den ene eller den anden af de sætninger er mere end blot en vane; en frygt for hvad der vil ske, hvis vi lytter til os selv, og tager personligt ansvar.

“De bedste forældre et barn kan have, er forældre, som tager ansvar for deres fejl i takt med, at de erkender dem.” Sådan skriver Jesper Juul i én af sine bøger, og det er den skønneste, tilgivende og på samme tid ansvarlige sætning. De perfekte forældre findes ikke, så de bedste forældre er dem, der tør blive klogere, og guderne vil vide, at det kan vi alle sammen blive, altid.

Siden skolestarten i sidste uge har jeg fået mails fra forældre, som er kede af deres børns møde med skolen. “Men hvad skal jeg stille op? Vi bor i et område, hvor “man bør” gøre det ene og det andet, og hvor man stikker ud, hvis man gør noget andet.”

Jeg har anonymiseret et par eksempler fra min mailbakke:

“Min søn startede i 0.klasse igår. Det var en meget voldsom oplevelse for både ham og jeg (og flere andre jeg har talt med). Skolen har et unaturligt og usundt fokus på fagligheden og præstationer, og glemmer det hele lille menneske og andre vigtige kompetencer. Han taler om, at han ikke vil i skole. Han er dygtig til bogstaver og tal, men er ikke interesseret i at sidde stille og lære i traditionel forstand.”

“For en uge siden startede min datter i børnehaveklasse på den lokale folkeskole. I løbet af den uge er jeg gået fra at håbe, at folkeskolen er en skole for alle, til at føle at folkeskolen er en skole for ingen. For hver dag har hun set mere udslukt ud. På tredjedagen kom hun i konflikt på legepladsen, på fjerdedagen kom hun hjem, og spurgte “hvorfor er jeg så anderledes, mor?”. På femtedagen ventede jeg udenfor klasseværelset, og kunne høre hende blive irettesat for igen at drille en anden elev. Hun sagde til mig, at hun har svært ved at lade være, fordi hun føler sig presset og forkert. Men hvad skal jeg gøre – fornuften siger, at jeg skal give folkeskolen en chance, mens min mavefornemmelse siger det modsatte.”
Mine svar til de mødre, som har skrevet til mig, har været en variation over dette:
“Du bliver nødt til at tage din mavefornemmelse alvorligt, og uanset om du overvejer at hjemmeundervise eller finde en anden skole, så tag alligevel din søn ud, mens du leder efter et bedre alternativ. Først beder du selvfølgelig om en akut afklarende samtale med lærer og evt. skoleleder, hvor du forklarer din bekymring, din søns forbehold og dine overvejelser ifht. andre muligheder. Men endnu vigtigere viser du med dine handlinger din søn, at du nærer respekt og omsorg for hans væsen og personlige integritet, så du fortæller ham, at du også har forbehold, og at du derfor holder ham hjemme, til du er blevet klogere.

Du skal ikke efterlade ham i en skole, hvor han ikke trives, når du allerede ved, at der findes alternativer. Én ting er, at du vil bære rundt på en følelse af at have svigtet ham, men endnu vigtigere risikerer du, at den udslukte fornemmelse i ham bliver en konstant og uforanderlig virkelighed, som ikke kan vendes på hovedet på en enkelt weekend. Jeg har en søn, som er bange for at fejle, og derfor er meget forsigtig med at tage hul på nye udfordringer, og jeg tror en del af kimen til den tilstand er grundlagt i skolen (en iøvrigt frisindet og rummelig friskole), fordi han havde et langt større behov for frihed, personlig autencitet og kreativitet, end skolen kunne tilbyde.

Jeg har tidligere skrevet om fornuftsbegrebet på min blog, og vil nævne det her også: Hvad er fornuft, hvis ikke det er at tage din intuition og dit barns reaktion alvorligt? “Fornuft” er ikke en ensrettet, generel tilstand eller retning, som man kan logge ind på og dermed sikre, at alt er godt. Fornuft er i værste fald det, nogle har taget patent på for at få os til at passe ind i det system, de ønsker, vi skal bidrage til. I bedste fald er fornuften din egen; en personlig oplevelse af rigtigt og forkert.

Jeg bliver nødt til at fortælle jer alle sammen, at når man træder ud af den sociale konstruktion, som hedder skole -videregående uddannelse – job – pension, og begynder at tilrettelægge sit liv selv, så får man så meget tid, så mange muligheder, så meget glæde, lethed, indflydelse, som man aldrig havde troet, var en mulighed.
Jeg bliver også nødt til at fortælle jer, at der er uendeligt mange versioner af det gode liv. Den angst, som er forbundet med at tage chancer og leve et mere lystbetonet liv, er aldrig en berettiget angst. Frygt og angst er aldrig gode grunde til at lade være.

Tiden er vores eneste reelle ressource. Jeg har skrevet om det herinde til hudløshed: Når tiden er gået, kommer den aldrig igen. Den dag, vi netop har vinket farvel til, kan aldrig kaldes tilbage. Vores børns livsglæde, medfødte visdom og unikke væsen er i tiden, i kærligheden, vores nærvær.
Intet andet tæller på samme måde som tiden. ALT andet kan vi gøre om; tage patent på senere, satse på en anden gang. Men tiden venter ikke, den kan ikke samles til bunke, og man kan ikke spare på den ved at lade den gå ubemærket forbi. Når dagen er gået, er den for altid borte.
Et dansk barn bruger gennemsnitligt 11.000 timer i skolen. Jeg synes, det er af største betydning, hvordan de timer bruges, i hvilken tilstand, sammen med hvem. Jeg mener, at nysgerrighed, livsglæde, dialog, selvfølelse, samspil, kreativitet og handlefrihed er afgørende for barndommens kvalitet. Jeg mener, at barndommen har en værdi i sig selv, og det er ikke godt nok, at “man sagtens kan klare sig på trods af lange dage i institution og skole.” Hvem har lyst til blot at klare sig på trods? Det er en trist forventning i et samfund med de bedste muligheder for at give os hver især plads til at blive de mest givende samfundsborgere.

Jeg har den mest positive forventning til vores børn. De er så kloge, fine, progressive, intuitive og vidunderligt kreative.
Giv dem tid, plads og kærlighed og lad os stå sammen om dem, mens de lærer sig selv at ændre verden til et bedre sted.

Jeg har den mest positive forventning til forældre, som mærker efter indeni, og tager ansvar for deres livsvalg.
Giv dig selv ro og omsorg og hav tillid til, at når de vælger med hjertet, så vælger du aldrig forkert.

 

En sommer går på hæld og en masse nyt titter frem

En sommer går på hæld.
Mange er vendt tilbage til skole, daginstitutioner og arbejde, og vejret har forandret sig. Efteråret ånder i vinden; himlen bliver sortgrå både før og efter regnen, og kattene ligger på sofaen om aftenen, og strækker sig.

Jeg tænker tilbage, og husker en sommer, hvor Kristian for første gang virkelig har haft en grøntsagsproduktion – nu sælger han sine håndholdte, uspolerede, afholdte afgrøder til restauranter på øen samt i smukke kasser til private kunder. Herhjemme har vi spist ærter, til vores maver næsten revnede; høstet squash, salat, krydderurter, agurker og meget andet, og gør det stadig. Nu er gulerødderne store, radiser, rødbeder og kål ligeså.
Det har været den første sommer, hvor vi allerede var i gang med hjemmelivet, inden ferien startede. Den første sommer, hvor beslutningen ikke blev truffet løbende hver, men hvor visheden om vores livsstil i stedet har hvilet som en rodfast og varm bevidsthed over hverdagen.

Pludselig lavede vi en vejbod, og den endte med at blive toneangivende for hele juli og den første del af august med. Vi kogte i hvert fald hundrede liter saft af bær fra vores egen og naboernes haver, og de mange liter tyk saft blev fortyndet flaske for flaske og solgt glas for glas i den lille bod ved vejen, på toppen af vores mark.


Boden voksede, vi solgte agurker og squash, og indimellem kunne man få frisklavet vafler med ribsgele eller en nybagt, svampet muffin med squash og chokolade. Det greb om sig; Kristian skruede ben på nogle paller og plader ovenpå, vi malede det hele lyseblåt, lavede skilte, og satte en parasol op. Næsten hver gang man kiggede op til boden hele sommeren, sad der nogen med et glas saft og nød den smukke udsigt, mens de fik pusten. Vi har haft kunder fra Holland, Tyskland, Schweiz, Norge, Sverige, Australien, New York, Østrig, England – og hele Danmark. Børnene har kommunikeret med mennesker fra hele verden; handlet med forskellig valuta, lavet regnskab og hentet friske forsyninger mange gange dagligt.
Jeg skrev løbende om vores vejbod på instagram, og langsomt voksede idéen om at gøre boden større. En del større, altså.
Faktisk blev frøet plantet allerede én af de første dage, vi solgte saft, da et ægtepar fra Holland kom forbi. “Hvorfor laver I ikke en Tea Garden?” spurgte de, og fortalte, hvordan der langt cykelruterne i Holland ligger private haver, som ejerne åbner op for alle, og sælger kage, kaffe, saft eller sandwiches – til kærlig selvbetjening med nærværende værter. En have med åbningstider, smukke kaffestel, gode snakker på kryds og tværs.
En “Tehave”. Hmm. Vi mærkede efter, og det føltes godt.
Hurtigt tog drømmen mere form. Vi vendte idéen med mange af de kunder, der kom forbi, og alle var enige: Det må gøres. Der er otte kilometer til begge sider langs øen til det nærmeste sted, hvor man kan drikke og spise og slappe af. Vi så for os et sted med overdækning til regnvejrsdage, så man kan tage på tur ud og se øen og møde os trods mørke skyer. Saft på flasker med smukke etiketter; grønt fra haven, simple håndlavede sandwiches og nogle af mine yndlingskager. Alt sammen hjemmelavet, kvalitet, nærende. Et sted, man kan besøge under sin ferie på Ærø og blive mødt af vores livsstil, se haven, slukke tørsten og nyde udsigten, før man bevæger sig videre ud i landskabet.
Så det vil vi tygge på i løbet af efteråret, konkretisere til vinter og måske endda gøre noget ved, når de første vintergækker står i haven. Så skal der laves køkken, bygges og tænkes vidt.

Det er halvanden måned siden, jeg sidst sidst skrev herinde om vores liv.
Der er sket så meget over sommeren.
Først havde jeg flere uger, hvor jeg ikke åbnede min computer, medmindre det var tvingende nødvendigt. Pludselig havde jeg alt tid i verden, og vi bagte, plukkede frugt, og snakkede til ud på natten. Vågnede næste morgen, og fortsatte, hvor vi slap. Jeg elskede produktiviteten, nærværet, det at være i nuet. Følte, at jeg aldrig ville komme tilbage i den verden, som er både facebook, bloggen, og sådan set også alt det i den virkelige liv, der indimellem kræver for meget af én.

Over sommeren har jeg slået så dybe rødder i nuet, at jeg mistede lysten til alt andet. Når min telefon ringede, virkede det fremmed. Når medierne bankede på, eller omverdenen på andre måder trak i os, reagerede jeg ved at trække mig længere ind mod min kerne. Det har været enormt nærende, og meget rigtigt. Jeg er ikke færdig med at være derinde, men jeg er samtidig her igen, med svingende intensitet. Ser mennesker, taler med journalister, lavede indslaget på Go Aften Danmark i mandags, besvarer mails, og har en del ting på bedding, som fylder mig med forventningens glæde. Jeg forstår igen, at livet er i bølger, og det bedste jeg kan gøre, er at følge med.
Herunder er nogle af de idéer, jeg kommer til at dykke ned i de næste måneder:

* Jeg tænker på at lave nogle endagsworkshops over vinteren. Sådan noget med at leje et godt lokale i København og Aarhus og skabe rum til at inspirere og udvikle på familielivets muligheder. Som en businesscamp men med fokus på familiens trivsel fremfor forretningens. “Hvordan skaber du de rammer for dit familieliv, som du drømmer om?” Man kan komme med spørgsmål som: “Hvordan får jeg råd til at have mine børn hjemme?” eller “Jeg synes, det er ensomt at være på barsel. Hvor finder jeg et fællesskab?” Så vil der være oplæg, og gruppearbejde (der vil være plads til cirka 30 mænd og kvinder, tænker jeg) med konkrete input, idéer og generelle råd. Vi skal have tid til at dele vores erfaringer i plenum, gå i detaljen i grupperne. Eventuelt med en onlinegruppe, hvor diskussionen fortsætter efterfølgende. Sådan en dag skal nok koste i omegnen af 500 kroner – og så er der vand og snacks.
Hvad tænker I om det?

* Jeg skal skrive en bog. Hvis alt går, som jeg håber, og tror, ligger den færdig til sommer, når Tehaven i Bølgemose åbner, og når sommerferien atter er over os, og vi har lyst til at fordybe os i skrevne ord, billeder, inspiration. Det bliver en “rejsebog” om min og min families udvikling mellem New York, København og nu den her tid på Ærø, hvor vi lever i tråd med alt det, vi tror på. En bog om, hvordan vi har implementeret vores værdier og drømme. Om at kende sin intuition og have tillid til at følge den, og om at finde roen i det kaos, der uundgåeligt opstår, når man træffer store beslutninger (som rækker ud over normen).

* Her på bloggen vil jeg skabe et forum, hvor vi kan hjælpe hinanden til at finde veje gennem livet med fokus på familieforhold. Der bliver mulighed for at skrive spørgsmål og svare hinanden på kryds og tværs. Mere om det snart.

* Så er der mine to retreats til efteråret. De er begge præcis halvt udsolgt og dermed halvt åbne endnu, og jeg synes, I skal komme med. Der kommer sikkert flere senere, men man kan sgu aldrig vide med mig 😉

* Nyt skoleår. Måske en ny struktur herhjemme. Hele sommeren har været unschooling ved hjælp af vejbod og nye interesser, men samtidig har jeg arbejdet på at skabe overblik, finde en form for rytme i et mere fast pensum. Fra i næste uge er det planen, at vi vil have en mere fast rytme en del af timerne først på dagen. Det er uvant for mig, men nødvendigt, tror jeg. Udfordringen er, at det ikke falder mig naturligt at skabe struktur, men jeg tror altså, det skal til. Så nu prøver vi. Jeg skal nok skrive mere løbende.

Jeg har besluttet at besvare mails fra jer, der følger med, på en fast ugedag fremover. På den måde bliver det ikke en konstant dårlig samvittighed, men derimod noget, jeg vil se frem til. Så vil jeg sætte mig med god musik, læse og besvare mails én for én. Og så: Tak fordi I har tillid til, at jeg kan forstå jeres livsbetingelser og overvejelser. Det gør mig stolt og ydmyg.

Jeg har også besluttet, at jeg vil skrive her på bloggen én til to gange om ugen. Ikke syv gange som det første år og ikke fire-fem som det efterfølgende. Bare et par gode indlæg forhåbentlig fulde af nærende tanker og inspiration. Og chokolade og vægfarver og den slags.

Hvordan har jeres sommer været? Og er den slut nu? Hvordan er hverdagen? Anderledes, god, tryg, øv, ?
(Det føles godt at være tilbage!)