De skønneste gæster – og nu en stille fødselsdag

Så gik den weekend.
Med fødselsdag og med jul.
Med flag og “hør-hvordan-vi-tromme-kan-“sange, marcipan og familie.

Vi samlede 18 mennesker under ét tag (en tredjedel af dem kom jo her fra vores adresse, som min søster påpegede) for at fejre Junos to år – men også i anledning af julen.

Og selvom jeg var træt i går, da gæsterne var taget hjem, og selvom jeg undervejs var både meget mæt af indtryk og en smule rundt på gulvet, var det mest af alt rart og godt, og jeg var glad for, at vi skabte muligheden for, at der kunne opstå den slags oplevelser, som ikke opstår, medmindre man skaber rum til dem..:

Som da børnene spillede Risk med min bror i timevis.
Og da de legede med deres farbrors lille hundehvalp i den frostklare formiddagssol.
Som da vi sad alle sammen om bordet og sang af vores lungers fulde kraft for lille Juno, som efter hver sang hviskede “mere” og dermed fik én til. Lige indtil hun sad alene ved bordet med min søster, og lyttede intenst til min søsters smukke sangstemme, der igen og igen sang “og hør nu her hvordan vi alle spille vil”.
Og da vi voksne spillede “Hint” hele aftenen (til ud på natten endda) og rent faktisk trimlede rundt af grin i sofaerne.
Og ikke mindst den smukke lille stund da min svigerfar læste “Oles Skitur” af Elsa Beskow højt for de tre ældste, for det var rørende at være vidne til. Rørende fordi min svigerfar altid har sagt til mine børn, at de skal passe på Kong Vinter, når de havde blottet hud om vinteren, men han har ikke helt vidst, hvor ham Kong Vinter kom fra. Som om det var noget, der var opstået af en gammel erindring. Og så sad jeg og lånte bøger på bibliotek.dk den anden dag, da jeg faldt jeg over den lille fortælling om Ole, som møder Onkel Rimfrost, Madam Tø og Kong Vinter, og min svigerfars blik, da han læste for børnene, at “Ole kalder på Kong Vinter” (og børnenes begejstring, for de havde glædet sig sådan til at se deres farfars reaktion) – Åh, det var så hjerteligt og fint, og min svigerfar har den mest vidunderlige oplæsningsstemme. Rolig, mørk og indlevende.
Hør, det er jo det, jeg altid har sagt! Kong Vinter findes“, sagde han. Det lille øjeblik med de fire på sengen og den dejlige historie om årstider og eventyr. Jeg var meget varm om hjertet.

Det var en weekend fyldt til randen med kærlige bedsteforældre, onkler og tanter og fine, afstemte gaver til fødselaren (en morgenkåbe, nogle dejlige bøger og den skønneste lille genbrugs-bondegård). Vi spiste den første flæskesteg fra vores egne grise, og vi havde bestilt en chokoladekage fra Den Gamle Købmandsgaard i Ærøskøbing, for selvom vi elsker at bage, min søster og jeg, besluttede vi at prioritere energien på noget andet denne weekend. Og det var godt – der var rigeligt andet, så det var rart blot at løfte kagen frem, færdig og tung af chokolade, og servere den sidst på dagen.

Og i dag er det Junos helt rigtige fødselsdag. I dag er det to år siden, hun blev født oppe på badeværelset med sin moster som jordemoder, og jeg tog imod hende i det varme vand. Der er sket så meget på de to år. Der er sket meget, siden jeg skrev om hendes etårsfødselsdag herinde sidste år.

Så i dag bager vi selv chokoladekagen og lige om lidt skal vi have friskbagte boller og varm chokolade og intet andet er sikkert. Vi tager denne dag et minut af gangen, tik tak tik tak.

Flere har spurgt til de smukke vers, som jeg delte ét af herinde den anden dag i anledning af de tolv hellige nætter.
I kan finde alle tolv samt en dejlig tekst om deres fælles betydning lige her, og i dag er sædtanken denne:
“Jeg bygger et oplyst hus, hvori jeg dvæler.”


Ja, i dag skal vi dvæle, i dag skal vi være her i vores eget hus.

 

Jeg elsker mange meget


Min søster er hjemme.
Hjemme fra Norge i en uge og vi vil alle sammen have så meget som muligt af hende, så indimellem løber vi rundt om os selv og hinanden, og hun står der i midten, og bliver næsten rundtosset, tror jeg.

Vi har trillet havregrynskugler og bagt pebernødder; lavet vietnamesisk suppe med nudler og knald-orange græskarsuppe med lune boller og sagt tak for en dejlig dag over den højeste stak pandekager, jeg har set i mit liv.

Vi har klippet julekort og tegnet stjerner og ryddet op halvtreds gange i døgnet og været ude ved Voderup Klint, hvor vinden stod så stejlt mod kysten, at børnenes råb blev overdøvet af bølgernes voldsomme, rytmiske brusen.

Vi har siddet tæt i sofaen om aftenen, os tre voksne, og vidst med sikkerhed at den slags aftener kan vi aldrig få for mange af, end ikke nok, så vi skal nyde dem,  se hinanden i øjnene, holde i hånd.

Jeg er så velsignet, at jeg elsker mange meget. Jeg er så velsignet, at de mennesker jeg elsker aller højeste, har jeg tæt på mig, lige i mit hjerte, midt i mit liv. Min familie.
Min mor fødte en bror og en søster til mig, og dermed var mine to bedste venner med mig siden begyndelsen. Aldrig har vi været andet end hinandens forlængelse i dette liv. Aldrig har vi tvivlet, frygtet eller forrådt vores indbyrdes bånd.

Jeg er så velsignet, at jeg har alle disse mennesker; mine søskende, mine børn, min mand, mine nærmeste venner og flere endnu med mig gennem livets åndedrag. En håndfuld af dem er jeg overbevist om, at jeg har vandret med før: Vi vender tilbage sammen igen og igen, forbundne i vores sjæl. Det er, hvad jeg tror.

Kærligheden er ubegribelig.

Jeg prøver at leve, så der er mindst muligt at fortryde, når jeg en dag skal her fra.

Lige nu er det kulsort udenfor, natten falder på, og Kristian ligger inde på stuegulvet, og lytter til den vildeste, livgivende musik med en gruppe kvinder fra Polen, som synger ur-sange fra det feminine dyb. Min søster sidder ved siden af ham, og lytter med. De to har deres eget venskab, deres egen forbindelse, og det i sig selv er en velsignelse for mig.

Tidligere i dag købte vi de sidste julegaver for i år: Nøje udvalgte er de; udpeget af os alle sammen til nogen, som vi skal være sammen med i den kommende weekend, når vi fejrer Junos fødselsdag.

For på mandag fylder familiens lille fakkel, min evige lysbærer, to år og jeg ved nu, at det er magisk at have et barn, som er født i julen. I denne hjerternes tid står hun med os, når vi fejrer hendes årsdag, og hun er en funklende, rolig, tillidsfuld stjerne på mit livs himmel.

Vidste du, at ifølge ældgamle skrifter, er vi nu i gang med julens tolv hellige nætter, som starter Lucia-aften, og fortsætter til juleaften? Med hver af disse aftener følger én af tolv energier, som formuleres i sætninger, der hver især har rod i et af de tolv stjernetegn.
Sætningen til indeværende døgn, den 16.-17. december, lyder således: Jeg ser, og når øjet åbnes, er alt lys.

Jeg kan ikke komme på noget, der er mere beskrivende for mit liv lige nu.

Hvis livet er i oplevelserne, hvor er oplevelserne så?

“Nu er jeg jo ikke en af dem, der tror på tilfældigheder. Der er en mening med livet, og én meget vigtig mening med livet det er jo, at det skal opleves. At i selve oplevelsen finder vi livet.”
– Niels Stokholm i dokumentarfilmen “Så meget godt i vente“.

Den der følelse af, at livet bare er, medmindre vi aktivt vælger det til. Der er ikke noget særligt ved i dag eller i morgen eller julen eller fødselsdagene eller nogle andre dage andet end det, vi lægger i dem.
Hvad er julen, hvis ikke vi selv skaber den magi, vi drømmer om?
Jeg skal opleve, at den er magisk, før den er det.

Livet er oplevelsen af de smukke lys om hækkene langs vejen i denne tid; de lysende stjerner i vintermørke vinduer, duften af brunekager. Det er knitrende gavepapir og silkeblødt bånd mellem mine fingre; glæden ved at finde den rigtige gave til et menneske jeg holder af.

Jeg forsøger at trække Niels Stokholms ord helt ind i mine celler. Fordi jeg ikke som barn først og fremmest lærte, at oplevelserne er livet, skal jeg til at forstå det nu. Oplevelserne er livet, og jeg har altid vidst det, men jeg har ikke turde træde ind i det.
Det står klart for mig, at det ikke primært er mine tanker, min paratviden, mine karakterer, mit cv, mine titler, mit netværk, der er vigtigt. Men oplevelserne.
Det er så tilgængeligt og samtidig så uendeligt svært at få fat på: Livet skal opleves.

Og hvad ér oplevelserne, tænker jeg. Jeg skal mærke efter, gøre mig umage.
Oplevelserne er alt det, der sker; alt det vi gør; alt det vi rører ved, dufter til, smager på, ser med vores øjne. Alt vi læser, hører, danser til med vores krop. Det, vi skaber, det vi mærker.

To mennesker kan stå det samme sted med samme udsigt og samme lugt i næsen, samme lyde i ørerne og opleve noget vidt forskellige. Nogle gange oplever mennesker slet ikke. Fordi vi har travlt; fordi vi glemmer at være tilstede; fordi vi tror, det er vigtigere at nå en masse.

Oplevelserne er at sige farvel og at være til stede når noget nyt træder ind i vores liv. Det er øjenkontakten; den stille stund med te dampende under næsen. Det er togturen, Storebæltsbroen i snevejr, min datters første gymnastiktime, min søns fugtige pandehår, når han vender sig under dynen om natten. Hvis jeg tager det ind, er det livet.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor jeg synes, det er rigtigt at have mine børn hjemme hver eneste dag, mens dine er af sted. Hvorfor jeg ikke tror, de behøver lære alt på én gang (eller nogensinde), og hvorfor jeg mener, det er tilstrækkeligt, at være her på vores landsted det meste af tiden.
Måske er det fordi, jeg tror på, at børnene også først og fremmest skal opleve livet.

Måske er det fordi, jeg ikke tror, det liv vi bliver klædt på til i skolen og af politikerne og meningsdannerne og alle dem, vi plejede at kalde kloge, er virkeligheden. Måske føler jeg, at det er en illusion, måske endda en løgn, som er opstået gennem de mange år, hvor materialismen har ædt sig dybere og dybere ind i vores eksistens. Måske er det fordi, jeg ved med mig selv, at der er en anden vej, og selvom den er så fandens svær at træde, når vi er så få på den, så er den alligevel bedre for os.
Løgnen er, at vores mad er ikke rigtig mad, og vores tøj er syet af mennesker, som vi aldrig kan sige tak til. Vores børnehaver er ikke lavet for børnene, og vores uddannelsesinstitutioner har glemt dannelsen.
Vi har så travlt, at alt efterhånden brister under travlheden. Forældre holder ferie uden deres børn, fordi de ikke kan rumme at se dem i øjnene. De kan ikke rummer børnenes smerte og fortvivlelse, ligesom de ikke kan rumme deres egen. Jeg ved, at det er sandt, for jeg har selv siddet på min sofa, og snappet efter vejret, før jeg rejste mig, og hentede mine børn hjem.

Så måske jeg alligevel tør sige et par ord: Jeg tror ikke, det er værdifuldt at mestre teknikker indenfor både matematik og geografi og fysik og historie og dansk og fransk, hvis man ikke samtidig ved, hvorfor man har lært dem, og hvis man ikke kan mærke sig selv, når man bruger dem senere i sit liv. Jeg tror, historieundervisning er, når vi af egen drift spørger, hvorfor mennesket fik lyst til at rejse ud i rummet, og biologi er, når vi med vores egne øjne ser naturen forandre sig, og undersøger, hvorfor det sker.
Deraf er den ældgamle viden udsprunget, og deraf skal den nye komme: Observationer med hjertet, viden drevet frem af den utrættelige nysgerrighed som lever i ethvert sundt, tændt sind. Oplevelser, kort sagt.

Jeg mister indimellem fornemmelsen af, at andre mennesker ikke lever nøjagtig som os.

Da mine børn i går formiddag trak af sted med deres kælke for at finde en bakke med sne, tænkte jeg ikke på, at det var mandag, og mandag er en skoledag, og det slog mig ikke, at vores liv var meget anderledes for 12 måneder siden. Dengang i 2016, da de få millimeter sne faldt på en novemberdag, holdt vi fri alle seks, og jeg følte mig lidt rebelsk. En fri dag, fri fra alt andet.

I går da Kristian og børnene kom hjem fra sneen for at spise frokost, og vi takkede de grise som har givet deres liv, for at vi kan få så god mad og blive mætte endnu en gang, tænkte jeg ikke på, at de fleste andre børn og forældre sad hvert deres sted, og spiste hver deres frokost.

Det unormale bliver normalt, når det føles rigtigt, og når man er i det længe nok.

Jeg er mere og mere tilstede i det liv, jeg lever. Oplevelserne træder frem. Ikke at jeg kan påstå, at derfor er jeg mere tilfreds/derfor er en bedre mor/derfor er lykkelig. Men jeg konstaterer, at jeg sjældent er online i løbet af et døgn, at jeg sjældnere forsvinder fra mine omgivelser.
Jeg konstaterer, at jeg ofte bare er i det, der nu en gang er tilstede, og jeg tager mig bedre tid til det: Jeg rører i gryden med mine børn; sætter en vask over, mens jeg snakker med dem om Narnia og om planeter og nisser.

Jeg prøver at opleve livet.
Hver dag hvert minut ved at øve mig i at være tilstede.

(Husk at man altid kan se Phie Ambos fortryllende smukke “Så meget godt i vente” her gratis lige HER.)

Hvornår oplever I?

Indianeren i min svigerindes liv

Solveig Kolstad er min skønne svigerinde; mor til min niece og min søsters veninde gennem mange år.
Hun er et tålmodigt og mildt væsen, og hun er ét af de mennesker, jeg holder rigtig meget af at snakke med. Det kom med andre ord ikke bag på mig, da Solveig og indianeren Hawk of the Yellow Wind (som jeg kendte lidt til i forvejen via min ven Peter Mygind) fandt hinanden, og skrev to bøger sammen.

Nu er den ene af deres bøger udkommet på Hawk of the Yellow Winds modersmål, engelsk, hvilket har gjort den endnu mere levende og nær. Jeg spurgte Solveig, om hun havde lyst til at skrive om sit venskab med den vise indianer og om deres bog, som altså stadig kan købes på både dansk og engelsk.

Her er, hvad Solveig skrev til mig:

En historie om at fodre en ulv for at overkomme frygten og finde kærligheden

Jeg bliver ved med at vende tilbage til øjnene. Jeg har aldrig mødt et menneske, der formår altid at komme tilbage til nærværet. Han lukker øjnene, og tager en dyb indånding, inden han med fuldt nærvær åbner dem igen, og ser på mig. Disse øjne får mig altid til at reflektere, på samme måde som jeg også altid gør, når jeg er sammen med dig, Maj.

Manden bag øjnene hedder Hawk of the Yellow Wind. Han hedder også Marc, og lige så vel som han er mennesket, min ven Marc, er han også den indianske medicinmand og shaman Hawk of the Yellow Wind. I sit lille træhus lidt udenfor Aarhus holder han til, når han besøger Danmark. Det er her, jeg har interviewet ham mange gange til de to bøger, vi sammen har arbejdet på.

Her i hans hjem dekoreret med ørnefjer, særlige sten og grene, og hvor der altid serveres stærk sort kaffe, har jeg har været så heldig at mærke den indsigt, Hawk har fået overleveret fra generationer af indianske forfædre. Visdom, som er vedkommende her i mit lille liv med familie, arbejde, (meget) vasketøj og drømme.

På væggene i træhuset hænger hans egne malerier af dyr fra de canadiske skove, hvor han holder til, når han ikke er i Danmark. Over den sorte lædersofa hænger et maleri af en ulv. Det er helt tydeligt et selvportræt. Hawk hører til ulveklanen, og det er her, han har fået den visdom, han nu blandt andet giver videre til erhvervsledere i Danmark, der arbejder med personlig udvikling.

Én af de første fortællinger, han gav mig, bliver jeg ved med at komme tilbage til, når jeg møder tvivlen i stort som småt. For eksempel bekymrer jeg mig altid over, om jeg kan indfri julens mange forventninger, og Hawks historie vender frygten på hovedet for mig, som en pandekage:

En bedstefar er ude at gå tur i skoven med sit barnebarn. Imens fortæller han en historie om to ulve, der er kommet op at slås. De to ulve og deres kamp findes i os alle sammen: Det er en voldsom og blodig kamp mellem de to ulve. Den ene ulv lever af kærlighed. Den anden af frygt. Fråden står om munden på ulvene, der kaster sig efter hinandens struber, fortæller bedstefaren. Barnebarnet spørger ham med opspilede øjne, hvilken af de to ulve der vinder. “Det gør den ulv, du fodrer,” svarer han.

Det giver mening for mig her i vasketøjsbunkerne. For er det ikke frygten, der er kærlighedens modsætning? Frygten, der holder os fra at give og modtage kærlighed? – Og hvornår lader vi frygten styre os? Jeg har lært, at jo mere jeg fodrer min frygt for, at julen bliver alt andet end hyggelig, jo mindre hyggelig bliver den. Nu glæder jeg mig faktisk til jul, og jeg sender Hawk en kærlig og taknemmelig julehilsen igen i år, imens jeg fodrer min indre ulv med kærlighed.

Kære Maj, er det ikke også det, du gør, og hele tiden arbejder med? Fodrer kærligheden? Giver kærligheden styrke til at overvinde frygten? Ikke at vi kan overvinde frygten én gang for alle, men vi kan arbejde på ikke at lade frygten styre os.

“Solveig,” siger Hawk med et glimt i øjnene, der kan være så smilende og alvorlige på engang. “Merry fucking christmas!”

Ulvenes kamp er også Hawks kamp, som han har dedikeret sit liv til. Han giver slip på frygten, og inspirerer til at gøre det samme. Det gør han i sit arbejde med HIV-patienter, i sine workshops og gennem sine bøger.

“Jeg er så heldig, fordi jeg kan arbejde med selv at give slip – på alt det, der holder mig fra at give min ubetingede kærlighed til både verden og mig selv. Vi er jo en del af livets cirkel.”

”Circle of Life” er titlen på den bog, der udkom på engelsk tidligere på måneden. I den for læseren Marcs mange fortællinger og redskaber til at give slip på frygten og dermed komme lidt tættere på den ubetingede kærlighed. Bogen kan købes i webshoppen HER.

De kærligste hilsner

Solveig

Hvilken frygt kender I til?
– Og har I nogle gode redskaber til at komme af med den?

Vi er aldrig mere syge (nå jo; i dag er vi)

Siden vi tog børnene ud af deres børnehave og skole, er de aldrig syge.
Det er ret vildt.

Jeg kan huske, at Storm var virkelig, virkelig ofte syg, da han som knap toårig startede i en ret stor vuggestue. Så ofte, at vi overvejede at søge om arbejds-et-eller-andet under én-eller-anden-paragraf for at få dækket alle de mange sygedage på mit arbejde.

Nå, men her på Ærø kom de to mellemste i en børnehave, hvor de er meget udenfor, og det hjalp på antallet af sygedage, men der var naturligvis stadig omgangssyge og den slags.

Det, der skete, da vi tog børnene hjem, var, at de stoppede med at være syge. Kender I det der med, at man har en neglerod, som gør sygt ondt, og så når den ikke gør ondt længere, så glemmer man ligesom bare, at der engang var et problem? Men sådan er det ikke med mine børn, som ikke bliver syge mere: Jeg sætter virkelig stor pris på det. For når mine børn er forkølede, sætter deres astmatiske bronkitis i gang. Jeg kan huske måneder (år, for at være helt ærlig), hvor hver nat var afbrudt af adskillige astmaanfald og utallige ubehagelige hosteture. Så jeg nyder jeg af hele mit hjerte, at vores børn stort set aldrig er syge mere. Det er lige før, det er i top tre over de bedste ting ved mit liv.

Sådan var det, lige indtil natten til onsdag, da Juno begyndte at kaste op. Natten til torsdag startede hun igen, og på ét eller andet tidspunkt i de mørke timer besluttede min krop at følge trop. Så var vi to, der lå blege i sengen med håndklæder over hovedpuden.
Vi aflyste vores plads på morgenfærgen, som skulle have taget os af sted mod en julesammenkomst med en del andre hjemmeskolere, som vi alle sammen havde glædet os til at møde.
De tre ældste børn var mildest talt skuffede. Uforstående, vil jeg næsten sige. Vrede, ja. Men der var ikke noget at gøre.

Allerede i aftes var jeg ved at være ovenpå igen (og jeg har endnu en gang forstået, at det hårdeste i verden er at være syg, samtidig med at man er nogens mor, og jeg har sendt mange kærlige tanker til alle forældre, som er alvorligt syge – og jeg kommer til at tænke på dengang for et år siden, da Juno og jeg var indlagt på OUH).
Inden jeg blev helt frisk, begyndte Live at kaste op, så nu tæller vi timerne for at se hvornår drengene (dem alle tre?) følger trop.

Hey – god weekend! Jeg regner med at have smidt et kilo (væske, I know, men alligevel) på den her omgang, og det er alligevel ikke galt et par uger før jul…

Vi har slagtet vores grise – Storm og elektriciteten – Nu ved jeg, hvad jeg vil – Tak for et godt år til de unge på vores forløb (“En liste med tanker #5)

Vi har slagtet vores grise, og det vil jeg gerne fortælle om.
Der er så meget at fortælle.
Det bliver fra Adam og Eva – eller i hvert fald fra min egen og Kristians barndom – frem til nu.
Det kommer til at handle om liv og død og livet efter døden. Om troen på meget mere og om ønsket om selv at blive en del af den store verden med hænder og med blod og med hele hjertet investeret.
Det bliver til et indlæg snart. Men det fortjener bedre tid, end jeg har lige nu.

Storm er sådan et fint sted for tiden: Han hviler mere i sig selv. Er stadig lige viljestærk, stædig og alt det andet, men der er en anden ro.
Han leger med elektricitet, og bygger videre på sine opdagelser i sit konstant ekspanderende univers, når han tegner.
Senest har han fået en masse ud af et sæt om elektricitet, “Det første kredsløb“, fra Captoy, som er den butik, jeg også anbefalede i min julegaveliste. Vi har købt nogle ret fede gaver i webshoppen både til jul og til Storms fødselsdag i januar. Det er vores erfaring, at de forskellige sæt bliver brugt på mange forskellige måder, efterhånden som tiden går. Storm lavede for eksempel en lommelygte af tre batterier og den medfølgende pære om aftenen, da han og Kristian havde siddet med sættet for første gang nogle timer forinden.

Et besøg på Steinerskolen “Vidar” i Odense i weekenden fik en del brikker til at falde på plads i mig. Jeg huskede min egen kreativitet, blev klar over en længsel og et ønske, som er forsvundet i en lidt for distraheret hverdag.
Jeg har været glad for Rudolf Steiner, siden jeg var helt ung: For antroposofien (det esoteriske og åndelige univers, som i høj grad er mit verdensbillede) og alle de forgreninger, han nåede omkring i sit vanvittigt produktive (og relativt korte) liv: Kunst, arkitektur, det biodynamiske landbrug, filosofi, psykologi, religion, reinkarnation, medicin og pædagogik – for blot at nævne et udsnit. Jeg holder af hele den bevægelse, som Steiner satte i gang med vores åndelige, kosmiske menneske i centrum, og jeg holder af hans upersonlige tilgang og uvilje mod at blive en guru fremfor blot et menneske, der puster til den sjæl, vi alle bærer rundt på.
For mig står Steiner for forbindelsen til universet; til hinanden; til barnet, til planteverdenen, dyrene og alt det andet som er med os her på jorden.
Og så stod jeg der i lørdags foran de smukkeste tavletegninger (en klassisk del af Steiners skoler) og de smukkeste værker i alle klasselokalerne fremstillet af skolens elever. Jeg duftede maden; de hånddrejede træfigurer, og fornemmede den røde tråd, som løber igennem mange af de institutioner, der er funderet i hans ånd.
Jeg vendte hjem med en klar fornemmelse af, at jeg har lyst til og behov for mere fordybelse; større kreativ ro og intensitet. Jeg ved, at mine børn vil komme med ombord, hvis jeg begiver mig ud på den rejse. Så nu er jeg begyndt at tegne i det små sammen med dem  – for det gør de flere timer dagligt allerede, og jeg vil være med; jeg vil inspirere dem og hæve indlevelsen hos os alle. Jeg vil vise dem, hvor vi kan bevæge os hen med vores kunst, og jeg vil følge dem, når de viser vej.
Det er mit nytårsfortsæt: En meget mere vågen forbindelse til kreativiteten og en mere rutineret planlægning omkring det. Jeg vil være bedre til ikke at tænke på tøjvask eller madlavning, når muligheden for kreativitet byder sig til. Og jeg vil skabe muligheden selv så ofte som muligt.
Intet kommer uden et offer, så noget skal ud, når det nye skal ind: Det, der skal skæres fra, er i alle vores aftaler. Vi skal have færre ugentlige planer. Vi skal blive bedre til at blokke hele dage ud i kalenderen, hvor vi er her på vores sted – ude på marken og inde ved tegnebordet – med god tid til at lave det, der nærer os.

I dag skal jeg på årets sidste dag med de unge, som Kristian og jeg har haft i forløb siden marts. Vi skal drikke varm kakao i Svendborg, snakke meget, kigge os omkring i julebyen, tage billeder og spise en stor middag, før vi siger glædelig jul til hinanden. Det har været en vild rejse for os alle sammen de seneste ni måneder: Så meget er sket for de unge, og vi hverken kan eller skal tage hele æren – men en del af den tør vi godt tage på os. Ham, der klarer sig godt på sin efterskole, og som ingen havde troet, ville komme igennem den første uge. Ham, som tør tro på, at han kan komme ud af folkeskolen med et brugbart gennemsnit næste år. Hende, som er startet i skole igen efter at have været udenfor systemet i en periode, og som møder tyve minutter før første time hver dag, fordi hun er så motiveret. Hendes gode veninde, som pludselig er den pige, der trækker foran i de sunde relationer, og som altid er med, når vi skal være sammen. Ham, der ikke kendte nogen i byen, og som har fået en bedste ven, der overnatter hos ham de fleste weekender. Og hende, som vi først lige skal til at lære at kende, og som hele gruppen tager imod med åbne arme og store forventninger.
Det har været en ære at tage dem med på en rejse ud i livet; væk fra de snævre rammer og op i højderne i 2017. Det er derfor, vores forløb hedder Horisont, og det er fordi, vi synes, det er meningsfuldt, at det lykkes så godt. Vi fortsætter med de samme unge og forhåbentlig et par stykker mere til næste år.

 

Hvad tænker I på for tiden?
Har I længsler, som skal besvares? Noget, som det falder naturligt at tage op til revision nu, da året går på hæld?
Eller er det noget, som I glæder jer særligt over i denne tid?

Vi har startet en ny juletradition (og den virker, fordi den er nem)

Vi holdt julestue herhjemme i går. Det har vi aldrig gjort før, men vi fik straks lyst til, at det skal være en tradition.

Konceptet var, at vi inviterede en del af børnenes mange dejlige venner fra friskolen og børnehaven, som vi jo ikke længere ser til daglig, – og deres forældre. Da vi nærmede os dagen, huskede vi efterhånden adskillige flere, som vi også gerne ville have inviteret, men vi var nervøse for, at her skulle blive overfyldt, så vi turde ikke udvide. Næste år tror jeg, vi inviterer alle, og satser på, at det er lige så skønt af den grund.
I første omgang glemte vi faktisk at invitere flere af vores bedste venner. Kender I det? Dem ser vi jo ofte, så der er ikke på samme måde et efterslæb, men derfor skal de jo komme på en dag som i går alligevel – og det gjorde flere af dem heldigvis. Jeg kan få helt ondt i maven af den slags: Når man utilsigtet overser nogle af dem, som altid er der for én.

Vores julestue var et meget simpelt set-up, og det var derfor, det fungerede. Det var derfor, jeg ikke stod en time inden gæsternes ankomst, og havde lyst til at gemme mig.
For nogle dage siden ringede jeg til min mor. “Jeg har købt appelsiner, clementiner, æbler, gulerødder, nødder og tørrede figner,” sagde jeg. “Og så bager jeg cookies dagen inden med ungerne.”
Min mor svarede, at det var perfekt. “Ingen æbleskiver eller flormelis ud over det hele. Folk kommer ikke, fordi de er sultne.”
Jeg tror, hun er klog af skade efter gud ved hvor mange år som værtinde til fødselsdage, konfirmationer, julefrokoster og så videre med et vildt højt ambitionsniveau.
Ungerne og jeg bagte 90 cookies, og der var fem tilbage, da de sidste gæster gik. Det var med andre ord godt afstemt.

Der var glimmer, glycerin og minijuletræer, så man kunne lave sådan nogle snowglobes. (Det gik ikke helt gnidningsfrit, men det var hyggeligt).
Og der var karton til produktion af julekort, og akvarelfarver, pensler og en bunke ler, ret meget gran (!) og stearinlys.

Faktisk var det mest de voksne, der sad omkring bordet, og klippede og klistrede. Børnene fik lynhurtigt travlt med at lave en film, og de legede så godt både ude og inde, at det var helt vidunderligt at være vidne til. Også da tre af drengene sank ned i svinestien, og kom tilbage smurt ind i mudder (og lort, ik?) og skulle spules og i tørt tøj.
Der var vel 17 børn inklusive mine egne og så otte-ni voksne, og her var rart. Jeg tror virkelig, det betyder noget for et arrangement, at man ikke sætter for høje ambitioner for mad/rengøring/osv.
Før i tiden har jeg bagt boller og kager og skåret ost og pølse og lavet pesto og støvsuget og tørret af, når vi fik besøg. Jeg bliver udmattet bare ved tanken.
Er det måske derfor, jeg oplever, at mange i min generation ikke fejrer ret meget for deres familie og venner? Det er virkelig få dåbsfester (eller navnefester som herhjemme), indflytterfester, runde fødselsdage og bryllupper der har været i vores omgangskreds. Er det for stort et pres?
Kræver det for meget energi? For mange penge? Eller giver det bare ikke mening?

Jeg kender virkelig lysten til at pakke mig ind i mig selv. Trække mig tilbage.
Jeg kender behovet for at skære ned for alt, der trækker energi.
Jeg kan godt forstå, man ikke orker, hvis hverdagen tager det hele.
Men samtidig er det jo netop i relationerne, at vi finder livsglæden, fællesskabet, overskuddet og sammenhængen, og jeg er så glad for, at jeg lukkede øjnene, og sendte invitationen ud (på sms) for nogle uger siden. En del af mig ville ligefrem ønske, at alle gæsterne kom igen i morgen. Det er dejligt at være alene (der henter jeg min energi), men for mig er vekselvirkningen mellem det indadvendte og nærende samvær absolut essentielt.

Vi tog ingen billeder, mens her var gæster (til gengæld filmede Kristian til dokumentaren, som vi så småt er i gang med at samle materiale til). Det her billede tog jeg, før gæsterne kom, da én af Junos søskende desperat proklamerede, at “hun har taget en hel tallerken med cookies.” Det viste sig at være adskillige tallerkener men kun én cookie, og hun havde gemt sig så godt med sit bytte, at hun fik fred til at nyde det..

De bedste cookies, som alle vil have opskriften på

Efter adskillige opfordringer får I her opskriften på de cookies, som jeg flere gange har delt billeder af på Instagram (og måske herinde?), og som efterhånden har en nærmest mytologisk placering blandt min familie og venner.

Ærligt talt har jeg mest lyst til at beholde opskriften for mig selv. Det er en fed følelse gang på gang at kunne servere de bedste cookies (nogensinde?), og der er unægteligt noget tiltalende over at sidde på en opskrift, som alle vil have fingrene i.

Men helt ærligt – jeg har jo også fået opskriften fra et sted , og hvis meningen med livet er fællesskaber, må jeg hellere træde til. Jeg hjembragte faktisk opskriften fra New York i 2006, og konverterede den til danske måleenheder – derfor er nogle af tallene sådan lidt skæve.

Den anden aften, da vi bagte en stak cookies forud for et byggemøde næste morgen, sagde Storm: “Improviserer du, ligesom du plejer?” men nej, lige netop den her opskrift følger jeg til punkt og prikke, og sådan er de bedst.
Jeg synes alligevel, de varierer fra gang til gang, og faktisk så de lidt anderledes ud i torsdags, men de smagte nøjagtig lige så godt af den grund (det er dem på billedet).
I morgen får vi en helt ufattelig mængde dejlige børn og voksne på besøg til julestue hos os, så i aften, når jeg bager med børnene, tredobler vi portionen, og laver hver enkelt cookie i omtrent halv størrelse af normalen, så de passer til en barnehånd (og en enkelt voksenmundfuld).

Enjoy!

250 g hvedemel
1/2 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
170 g smeltet smør
200 g brunfarin
100 g sukker
1 spsk. vaniljepulver
1 æg
1 æggeblomme
250 gram mørk, hakket chokolade
Evt. en håndfuld mandler eller to

* Forvarm ovnen til 165 grader (varmluft).
* Rør mel, bagepulver og salt. Sæt til side.
* Rør smeltet smør, farin og sukker indtil cremet.
* Pisk vanilje, æg, og æggeblomme i smør- og sukkerblandingen.
* Vend de sigtede ingredienser i og rør til sidst den hakkede chokolade i med en ske.
* Drop cookies i isske-størrelseskugler på bagepapiret, omtrent 9 per plade, så de ikke flyder sammen, og bliver firkantede.
* Bages 15 til 17 minutter i den forvarmede ovn, eller indtil kanterne er let ristede.

Tøjet, der ændrede mit liv

Okay. Selvfølgelig ændrer mit liv sig ikke på grund af noget tøj.
Men faktum er (hvilket jeg skrev på instagram i sidste uge) at jeg har fundet noget tøj, som jeg nærmest forelsket i. What, altså. Men det mener jeg.

Faktisk anbefalede jeg “not PERFECT LINEN” i min guide til bæredygtigt tøj i sidste måned, fordi min veninde linkede til brandet, og jeg faldt for deres bæredygtige visioner og designs.

Men det var altså, før der ankom en kasse med det smukkeste, blødeste håndsyede hørtøj til mig, som jeg med det samme vidste, at jeg holdt af på en helt ny måde.
Jeg tror, det er første gang, jeg føler mig forbundet med noget beklædning. Som om tøjet har den samme fornemmelse som mit liv, og dermed taler ind i alt det, jeg tror på, og prøver at efterleve.
Resultatet er, at jeg er flyttet fuldstændig ind i min nye hørgarderobe, og jeg bliver styrket i mine værdier og i min glæde ved hverdagen, når jeg har det på.

Folk som kender mig godt, ved, at jeg går meget i det tøj, jeg er glad for. Det var også derfor, jeg havde brug for noget nyt. Jeg kan sagtens være klædt i det samme tøj syv dage i træk (lige med undtagelse af underbukserne, of course), og samtidig er jeg ikke én, som bruger tid på at shoppe, så der er indimellem lavvande på mine hylder i klædeskabet.

Og det var der i sidste uge, men det er der ikke mere.
Pludselig synes jeg, at jeg er rig i beklædning: Nu har jeg den smukkeste maxikjole, som jeg føler mig flydende og som en ny version af mig selv, når jeg har på. Og jeg har en buksedragt, som giver mig et helt nyt drive til at arbejde i køkkenhaven, når den tid kommer, fordi den trækker mig udenfor, ned i gear, tættere på mig selv. Jeg har toppe, som klæder alt og alle, og som jeg vil købe i julegave til min mor. Jeg har også en graviditetskjole (som er perfekt til en mor til fire, og som jeg har en impuls til at trække i hver morgen, når jeg hopper ud af sengen) og den fineste, fineste nederdel – totalt Sound of music. Derudover går jeg pludselig i sådan nogle Karen Blixen-agtige hørbukser med bindebånd og brede ben, og de er simpelthen så uendeligt behagelige og smukke til mit fodtøj.
Hell, jeg tør godt anbefale alt i butikken, og jeg vender helt sikkert tilbage, når tøjet en gang er slidt op. (Hvilket det jo ikke lige sådan bliver, for én af de bæredygtige ting ved hør er, at det er slidstærkt.)

Nå, men jeg er til gengæld ikke begejstret for at blive fotograferet, og de her billeder er taget i al hast, mens ungerne stod meter derfra og snakkede non-stop, og jeg ville egentlig ønske, at I kunne se det hele, men det var tiden ikke til..

Den anden dag var jeg på en lille tur med ungerne, og på et tidspunkt rejste jeg mig fra en stol, og så udbrød den ene: “Ej, mor, du er altså begyndt at gå i meget pænere tøj, end du plejede”.
Behøver jeg sige, at jeg føler mig godt tilpas i min nye garderobe?

Så når nogen spørger, om jeg har idéer til julegaveønsker til en voksen kvinde, bliver det ikke svært at svare fremover: Vælg det, du helst vil have fra not PERFECT LINEN til din ønskeseddel (og køb så resten selv på et senere tidspunkt). Priserne er mere end fair, og både den familieejede virksomhed i Litauen (hvor de syr alt tøjet i hånden) og høret i sig selv er bæredygtige valg.

Hvis produkterne skal nå frem inden jul, læste jeg på notPERFECTLINENs instagram, at de anbefaler ekspreslevering. De har produkterne klar på kort tid.
Hvis man har spørgsmål, er det min oplevelse, at de svarer hurtigt på beskeder via siden på etsy.

Fordele ved hør:
Hør er lavt i toxiner takket være materialets naturlige modstanddygtighed mod skadedyrsangreb, derfor kræver dyrkningen af hør ikke hverken pesticider eller kemisk gødning.
Hør bruger kun en fraktion af det vand, som bomuld har behov for.
Kvalitetshør absorberer og frigiver fugt hurtige end alle andre tekstiler.
Det luner om vinteren, og køler om sommeren, og hørets termoreguleringsevne er fem gange så høj som uld og nitten gange så høj som silke.
Hør har en naturlig antiseptiske evne. Det betyder, at hverken mikrober, bakterier eller svampe kan flytte ind i det.
Hørtekstiler bliver smukkere og blødere af brug og vask.
Da hørfibre er lange (længere and alle andre fibre), er ordentligt hør et stærk og nærmest uopslidelig stof med en væsentligt længere levetid end bomuld.
Hør er resistent mod møl og tæppebiller.
Hør reducerer UV stråling til næsten det halve og er derfor en god beskyttelse mod UV stråling.

 Skriv hvis I har spørgsmål – jeg har sågar inviteret ærøboer herhjem for at se tøjet 🙂

drengen for foden af trappen har en mor

Når min store dreng kommer op af trappen midt om natten
og siger mit navn
og jeg går ud og tager ham i hånden
så kan jeg et sted i mit indre huske mine forældre
som også tog søvndrukne mod mig
jeg kan huske min mors nattøj og min fars varme hånd
og jeg kan huske, at der var min mor / der var min far
de var mine forældre, mit ophav
mor og far
mor og far
og det slår mig
at det er jeg for ham
drengen for foden af trappen har en mor
og det er mig
ham med de bløde krøller og de gamle øjne
jeg er hans mor

 

når han står der, og siger mit navn
så er jeg svaret
og selvom han snart har været her hos mig i ni år
fumler jeg stadig
for jeg er jo også Maj på ni år
jeg er også Maj på 15
og jeg er Maj på 26 – den dag han blev født
og jeg er virkelig hans mor
jeg er virkelig hans havn
det jeg har lært, er
at der ikke er noget mål
der kommer ikke en dag
hvor alt falder i hak
selve meningen er nu
og her er jeg, min søn
tag min hånd
jeg gør det så godt, jeg kan
der er intet jeg hellere vil