Lidt tung om hjertet

Jeg nåede kun at være trist en times tid i går formiddag, før Kristian vendte hjem fra en gåtur med sovende Juno, og havde haft ro til at tænke. Han sagde: “Vi har valgt det her liv for at være glade og frie, og det kan ingen tage fra os, hvis den følelse lever i os selv.”

Jeg kendte for et par år tilbage et midaldrende par, som efter 25 år på den samme villavej besluttede at flytte langt ud på landet, bygge et selvforsynende hus og dyrke jorden. Deres naboer var rystede. Faktisk var de vrede, og da parret nogle måneder senere havde solgt huset, og rykkede langt væk fra alle de mennesker, som de havde boet dør om dør og været gode venner med igennem så mange år, var det med en følelse af lige dele afmagt og sorg. “Hvad handler det om?” spurgte jeg parret, da de var på besøg nogle dage før flytningen. “Jeg tror, vores naboer har været af den opfattelse, at vi alle sammen indgik en pagt om at blive boende resten af vores liv, da vi flyttede ind på vejen. Og nu forbryder vi os mod den pagt ved at mærke efter i os selv og gøre noget andet,” svarede manden.

Måske er svaret, at når vi gør noget, som skiller os fra flertallet, så kan det føles som en kritik. Som om vi synes, vi har fundet en løsning, der er bedre (for alle). Måske er svaret, at når nogle mærker efter i sig selv, og finder, at det de før var glade for, nu ikke længere er rigtigt for dem, tja, så bliver alle dem, der ikke har mærket efter, opmærksomme på at det kunne de også gøre. Og så følger en form for frygt: “Hvis jeg mærker efter, hvad skal jeg så stille op, hvis jeg heller ikke er helt tilfreds?”

Nogle gange handler det bare om, at vi bliver stressede, når nogen vi kender, forandrer sig. Eller vi tager det personligt – det sårer os, at de gør noget, som vi ikke havde regnet med (ja, jeg kender selv følelsen).
Der kan være tusindevis af forklaringer, og tommelfingerreglen er ikke at tage det personligt. Som regel handler det om “dem” og ikke om “dig” – ergo: Gør, som du føler rigtigt.

Men derfor var det alligevel det med “dem” og “os”, som gjorde mig en smule trist i går. I en times tid, i hvert fald. Jeg er ellers næsten altid glad for tiden, men i går morges, da vi havde fodret grisene, og stod i den gyldne augustsol, og alt faktisk var lige præcis, som man næsten kun kan drømme om, mærkede jeg, at mit hjerte var tungere end normalt.
“Jeg tror, det er følelsen af modstand,” sagde jeg til Kristian. “Jeg kan godt forstå, hvorfor nogle ender med at føle sig stigmatiserede, når de lever alternativt.”

Det er noget med at bo på en ø (hvilket er et radikalt valg) og så at hjemmeundervise (hvilket på én eller anden måde er et kontraintuitiv, radikalt valg, da ingen andre herovre på øen hjemmeunderviser) og noget med at være selvstændige og arbejde fleksibelt og lave musik og skrive en blog. Der er en del ting i det set-up, som er forskelligt fra normen, tror jeg. Og det siger jeg, mens jeg føler mig meget almindelig. Altså, helt  fuldkommen lige så menneskelig som alle andre. Faktisk ualmindeligt menneskelig, måske. Jeg føler, det vi gør, er meget naturligt.

Men jeg føler mig også en lille smule sårbar for tiden, på grund af det med hjemmeundervisningen, som er så anderledes, at selvom det helt sikkert er det rigtige for os lige nu, så skal det forsvares og beskrives. Jeg bliver trængt på min frihed, når jeg oplever, at nogen har svært ved at acceptere vores ret til at gøre, som vi føler bedst. Jeg bliver både lidt trist, og får lyst til at flygte (langt ind i den svenske skov), fordi jeg ikke selv er i tvivl om, at vi er ansvarlige i vores måde at leve på.

I morgen skal vi for første gang mødes med kommunen, som skal føre tilsyn med vores lille skole, og jeg håber, de forstår, hvad det er, vi har valgt. Jeg håber ikke, at de føler det som en konflikt på forhånd, når vi skal mødes og diskutere hvordan de har til hensigt at tjekke, at vores børn udvikler sig tilstrækkeligt (i henhold til en lovgivning, som er meget fri, og som i sin essens giver hjemmeundervisere rigtig gode vilkår). Vores anderledes valg om at hjemmeundervise er ikke en kritik af institutioner eller enkeltpersoner. Det handler om os, ikke om nogen som helst andre. Derfor ønsker jeg, at de vil lytte med åbne hjerter, ligesom jeg gør, når nogen fortæller mig om deres valg.

Hvornår har jeg sidst følt, at jeg skulle tage mig sammen for at rumme et andet menneskes valg? Der er langt imellem, det sker. Men selvfølgelig er der mennesker, der lever på en måde, som jeg har svært ved at forstå. Derfor synes jeg alligevel, at deres liv er deres, og at vi alle sammmen har ret til at definere, hvad vi bliver glade af uden at skulle stå ret og forklare hvorfor.

Jeg elsker mit liv, og jeg er her for at skabe forandring, men nogle gange ville jeg gerne kunne lukke øjnene og bare glide med strømmen. Bare gøre som alle andre og være lige så lykkelig af den grund.

Åh, det blev en rodet bunke ord. Hele min familie sidder nedenunder, og spiser morgenmad, og jeg gik i seng klokken 2 efter at have arbejdet på et oplæg, og det her er måske ikke helt så enkelt, og måske heller ikke så farligt, som jeg tror.

Føler I jer nogensinde presset på jeres frihed?
Og kan I have svært ved at rumme andres valg?

Langsom post

Jeg tror, det var hurtigere at sende et telegram og få svar retur i 1840, end det er at skrive en mail og modtage svar fra mig. Faktisk befinder jeg mig på samme kommunikationsfrekvens som interkontinentale brevduer: Svaret er længe undervejs, og indimellem når det slet ikke frem.

Det er en blandet følelse at være der i mit liv, hvor alle e-mails starter med “Undskyld, det tog så lang tid”. Ofte tager det en uge at besvare et telefonopkald, medmindre det er meget vigtigt.
På den ene side har jeg lyst til at kalde fænomenet for “hjemmelivets vrangside”: Efter at alle fire børn er hjemme hos os (og altså ikke i dagpleje/børnehave/skole) har jeg vitterligt ikke mange minutter online (og slet ikke fokuseret nok til at skrive eller ringe) i løbet af dagen. Om aftenen, når børnene sover, er der en del ting at tage fat på: Mit parforhold, herefter mit uudgrundelige behov for alenetid og til sidst en lang række mails. Så det gør jeg: Snakker med Kristian, læser dernæst, og skriver så. Klokken alt for sent går jeg i seng uden at have svaret på alt.

På den anden side er det ikke kun en vrangside. Det er også skønt. Faktisk tror jeg, at det er en grundlæggende lettelse, som jeg bare ikke er helt bevidst om endnu: Der er en frihed i at glemme at kigge på sin telefon, at udskyde e-mails og sms’er. At være i hverdagen uden større tanke på i går eller i morgen.

Jeg føler det næsten utroligt, at jeg ikke går og venter på at høre fra nogen. At jeg sågar kan sende en (vigtig) mail uden efterfølgende at tjekke for svar hvert 5. minut. Dén frihed har jeg savnet længe.

For tolv dage siden modtog jeg en forespørgsel på et foredrag, som jeg kom i tanke om her til morgen. Samme dag modtog jeg en mail fra en radiovært på P1, som ville høre, om jeg kunne deltage i en paneldebat den efterfølgende eftermiddag i København. Jeg så mailen relativt kort efter, den tikkede ind, men var ved ismanden med alle børnene. Dernæst skulle vi købe ind, og så hjem og-og-og. Klokken blev ret mange, før jeg fik svaret, og jeg kender jo de der deadlines, så jeg var ikke decideret stolt. Men det var samtidig dejligt at opleve, at jeg ikke er nær så meget slave af den konstante kommunikation. For det har jeg virkelig været i mange år.

Jeg er stadig online meget mere, end jeg mener, jeg får noget godt ud af. De dage, hvor jeg glemmer alt om min telefon og computer lige fra morgenmad til tusmørke, er jeg sjældent gået glip af noget akut. Om jeg tjekker facebook hver halve time eller én gang i døgnet, gør faktisk ikke den store forskel for kvaliteten af min interaktion med omverdenen. Det har jeg måtte erkende. Alligevel bliver jeg hurra-glad, når jeg hører lyden af en mail tikke ind, fordi jeg håber, det er en kommentar her på bloggen. Jeg er jo et kommunikationsmenneske og den ærlige udveksling mellem dig og mig, gør mig glad.
Og nej, jeg er endnu ikke frelst: Jeg kan stadig lide både likes og hjerter og sms’er, men jeg tror, det er fint nok, at jeg øver mig i at placere kontakten til alle andre end dem, jeg er tættest på, lidt længere nede af fødekæden, end jeg har haft for vane.

Og det er jo ikke fordi, vi er koblet fuldkommen af omverdenen. Her er pigerne eksempelvis på telefonen med deres farfar den anden dag..

Kan I genkende den der følelse af at være for knyttet til den konstante kommunikation og lidt for optaget af at kigge på telefonen?

Et øjebliksbillede

Jeg ved godt, at mit liv er et øjebliksbillede. At min lykke er lige nu, den er ikke en evighed.
Jeg ved godt, at det hele kan vende på et splitsekund. Lykken kan blive et fremmed land, og hvert af disse øjeblikke vil med ét være badet i mørke, de fleste af dem vil end ikke opstå.

Livet er forgængeligt og sårbart. Det er derfor, det er så vigtigt. Det er derfor, vi skal gøre vores bedste med den tid, vi har.

“Denne dag et liv.”

Vores fortiden kan vi selv være med til at beskrive. Fremtiden kommer, mens vi dufter til blomsterne, til børnenes dampende hår, og spiser de modne blommer fra træet med lukkede øjne.

Men selv hvis jeg blev ramt af sorg, ville jeg skrive dette: Det handler om tvinge det bedste ud af livet. Jeg kommer aldrig til at fortryde, at jeg prioriterede det, som betyder mest for mig.
At leve livet fuldt handler ikke for mig om at gøre mest muligt på kortest tid; det handler om at mærke efter og turde følge det, der kommer indefra.

Og så er det, jeg siger, at mit liv lige i dette øjeblik er så fuldt af mening, at det føles som græsset på en dugtung morgen. Det er mere, end jeg kan rumme. Der er så megen glæde. Sådan en forunderlig følelse af samklang over alt. En symfoni af mit liv; stemmerne, de små bløde hænder, maden fra mulden og den klare nattehimmel over os.

Det, der sker hjemme hos os i de her dage, er magisk.
Det er ikke perfekt. Det er ikke nødvendigvis nyvasket, fredsommeligt, konfliktfrit eller melodisk. Men det er magisk. Jeg har ikke prøvet det før: Den slags samhørighed, meningsfuldhed. Så store smil, så dybt fællesskab.

Børnene leger anderledes end tidligere. Dem, der aldrig plejede at finde hinanden, sidder pludselig ovenpå ved skrivebordet, og skriver et brev til deres penneveninde. De finder ordene ved fælles hjælp, skiftes vist nok til at føre pennen. En tredje hopper rytmisk – igen og igen – gennem stuen for sig selv. Stille og fokuseret. Han snakker om maskiner, som kan fange tanks og afmontere bomber. Han er tydeligvis igang med noget. Et projekt tager form i hans tanker.

Den anden dag gik vi en lang tur. Det gør vi en gang om ugen nu. Vi gik fire kilometer den ene vej, så en lille time på en legeplads. Fire kilometer den anden vej og en madpakke undervejs. Vi oplevede så meget, at jeg selvfølgelig har glemt det meste. Snakkede om alt mellem himmel og jord.

Hvordan skal man huske alle de emner, man kommer omkring, når man bevæger sig rundt i verden, og tager den ind? Der har været snak om division og brevduer og deraf ret meget om statistik, for i Irland dør en tredjedel af alle brevduer på hver tur, men i Danmark er tallet en tiendedel. Storm spurgte, om det betyder, at en due så dør efter sin tiende tur? Vi snakkede om helbred og om udsatte ruter. Men det statistiske svar måtte jo være ja? Dernæst snakkede vi om de magnetiske felter, som man mener, duerne styrer efter. Og om hvorfor de har svært ved det nu, hvor vi alle sammen taler i mobiltelefon. Vi kom hjem, og så en lokaludsendende om brevduer i Ishøj fra 1997 på youtube. Var trætte i kroppen på den måde, som føles godt.

Vi har aftalt, at vi starter hver dag med en tur til stranden, når vi har spist morgenmad. Det var børnenes forslag.
For tiden svinger vi forbi blommetræet både på vej derned og hjem igen. Træets grene hænger så tung af frugten, at jeg har sagt til det smukke, gamle træ, at vi sætter pris på hendes enorme gave. At vi spiser blommerne med lukkede øjne, glæder os til blommetærte om noge dage, når der er nok modne frugter.

Jeg tror på, at dette liv er et åndedrag i vores fulde eksistens. At vi er her for at udvikle os, finde vej mens vi lever. Lige nu lever jeg, som jeg helst vil.

Hvordan er jeres øjebliksbillede, lige nu?

Når børn leger krig

I går eftermiddag løb mine børn rundt på 1. salen med maskingeværer og proppistoler, og forsvarede sig mod hinanden. De var frihedskæmpere og nazister, de var jøder og officerer. Børn og voksne.
Rollerne skiftede løbende, mens de klædte om, fandt nye gemmesteder, brugte svenske, tyske og franske gloser i én pærevælling.

Det har stået på i mere end en måned nu.
Faktisk startede det i det små væsentligt tidligere, da de begyndte at spørge til Adolf Hitler.
Måske havde vi nævnt ham, Kristian og jeg, i én af børnenes mange spørgsmålsrækker om ondskab. Vi har nok sagt noget i retning af: “Men, hvem bestemmer, hvem der er onde, og hvem der er gode?” og “Hvordan ved du, at fjenden er ond, og at du er god”, og så er Hitler på én eller anden måde kommet ind som den der “han var mildt sagt et røvhul”-karakter, hvor man ikke behøver være i tvivl: Han gjorde onde ting.
Længe har børnene spurgte til den slags. Nok fordi de synes, at det gode og det onde er spændende. Modsætningerne. Og fordi kontrasten til deres eget liv pirrer noget i dem.

En dag faldt vi over en fransk animationsserie på Netflix, som blev starten på en fuldkommen overvældende interesse for de tre ældste af børnene. “Den lange, lange ferie hedder den” (hvis den skal ses på Netflix, hedder den “The long, long holiday”), og det er en virkelig fin, nuanceret og velfortalt historie om to søskende, som ender med at bo hos deres bedsteforældre ude på landet i Frankrig i de fem år, krigen varer. Først var Kristian og jeg meget i tvivl, om Ilja og Live på fem egentlig var klar til at se den, så det snakkede vi en del om, og vi holdt igen, og trak serien i langdrag. Vi har altid været forsigtige med både forbruget af medier og hvad de blev eksponeret for. Det i sig selv er verdens mest hotte diskussion, og den gider jeg ikke ud i her: Faktum er, at vi ikke bruger ret meget tid på skærm herhjemme, og vi overvejer samtidig, hvad vi ser, når vi gør.
Men vores bange anelser var der ikke brug for: Ilja og Live var spændte undervejs, mens de så Den lange, lange ferie, ja, og hoppede i sofaen mange gange (sammen med storebror på otte), og de snakkede som ustoppelige vandfald om serien, alle tre. Men den var gødning til så mange nye tanker, følelser og lege.
Ja; vi havde nok kunne inspirere til meget af det samme gennem historiefortælling eller en god bog. Men det bidrog alligevel med et ekstra niveau, tror jeg, at de oplevede noget, som var både lyd og billeder. På godt og ondt, kan man sige; det blev intenst, men også vildt igangsættende.

Så gik der nogle uger, og de så den igen. Og igen (og igen, men jeg tør næsten ikke skrive det). De har ikke lavet andet end lege og snakke 2. verdenskrig, siden sommerferien startede. De har gjort det helt ligeværdigt og med samme grad af iver alle tre: Fordybet sig i et hav af områder i relation til krigen, og det har været en hel ny verden for os alle sammen.
For, Kristian og jeg har i høj grad været en del af det: Vi har lånt børnebøger om 2. verdenskrig (særligt den her har virkelig givet meget viden og gode historier – vi lånte den på biblio, men overvejer at købe den), og vi har tegnet, læst, fortalt, perspektiveret, spurgt ind til og leget med. Vi har øvet sprog, diskuteret kulturer og haft så mange samtaler om mod/tilgivelse/frygt/tab/taknemmelighed/demokrati/og uendeligt meget andet.
Kristian og jeg har desuden talt med hinanden om, hvor grænsen går? Hvad kan børnene holde til at høre/se? Findes der spørgsmål, som vi ikke vil svare på, eller handler det om måden, vi svarer?
Har det været for meget med tv-serien, eller lige nøjagtig så inspirerende og i øjenhøjde, som vi kan tro på, er helt rigtigt? Er det okay, at de bliver så opslugte, at ALT i en periode handler om det (JA! Hvordan kan vi næsten være i tvivl. Sådan har jeg det jo selv igen og igen med de emner, der optager mig).

Når de efterspørger noget, er det så fordi, de er klar til det? Kan vores børn mærke deres grænser selv, eller skal vi guide dem løbende (hele tiden?)
Det har været (og vil sikkert altid være) en udvikling i frihed og tillid, selvvalgt læring og voksengrænser. Det er en balancegang, som vi går gennem livet, og det giver så god mening.

Jeg vidste ikke ret meget om 2. verdenskrig for et par måneder siden. Tjo, der blev snakket om krigen i min skoletid, og hvem ved, om ikke også jeg har skrevet en opgave om emnet? Sikkert. Men ikke fordi jeg var interesseret i det. Så jeg forstod det ikke – det røg ud igen med det samme, mens jeg havde travlt med at absorbere noget andet. Måske.

Nu ved jeg en del mere om 2. verdenskrig. Jeg kender til betydningen bag Krystalnatten, Hitlers kup og hans motivation for at hade jøder. Kristian og jeg har læst artikler om de forskellige emner om aftenen, når børnene sov. Bare fordi vi egentlig gik hen, og blev oprigtigt nysgerrige.

Det er ikke muligt for mig at huske eller nævne alle de emner, som den sidste tids interesse i 2. Verdenskrig har fostret herhjemme. Jeg nævner i flæng: sprog (svensk, tysk, engelsk) / nationalitet (pludselig kan ungerne genkende rigtig mange flag) / geografi (de allierede lande, de neutrale og aksemagterne) / historie (hvor mange krige har Danmark været med i? Hvorfor startede krigen?) / psykologi (Hitlers motivation, Tyskernes motivation for at stemme på ham, modstandsbekæmpelsens mod og frihedstrang) / mekanik (våben, tog, flåder) / tegning (alle tre børn har tegnet krigen, særligt Live som altid tegner) / strategi (planlægning af attentater, strategisk placering af angreb) / og meget meget mere.

Jeg har egentlig altid været ret anti våben. Og krig. Og konflikt. Mine børn har fået dukkevogne og legekøkkener, men aldrig våben. Vi har snakket om fred og demokrati, men aldrig ret meget om det modsatte. Vi har leget familie og posthus; butik og hospital men aldrig krig eller diktatur.
Nu tog børnene sagen i egen hånd, og kastede af egen drift hele familien dybt ind i et emne, som på én eller anden måde har været definerende for vores første spæde skridt ind i hjemmeundervisningen. De har vist os, hvor meget de rent faktisk kan absorbere, og hvor vildt, fedt, fantastisk det er for dem at have mulighed for at give sig fuldstændig hen til et emne, som de brænder for.
Vi har set dem kaste med røgbomber (tomme konservesdåser fyldt med aske fra Storms bålsted), hejse flaget i overgivelse, løbe råbende mod hinanden: “friheeed!”

De hilser på turister på øen med tre samklingende “Guten tag” nu. Eller “Bonjour”. De drømmer om Flammen, som talteGestapo-agentens skud, så han kunne vende om og skyde ham, når magasinet var tomt. Vi har undersøgt, hvorfor Citronen hældte sukker i de tyske motorer på sit Citröen-værksted (sukker er  noget møg for motorer, fordi det ikke opløses, og kan tilstoppe alle de vitale dele).

Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle bruge (så meget) tid på 2. Verdenskrig. Dét er det fede ved hjemmeundervisning og “self-directed-learning”: Livet er fuldt af overraskelser. Mange spørger til vores tilgang til læring i forbindelse med, at vi hjemmeunderviser nu. Vores “tema” om 2. Verdenskrig er et fint eksempel på en måde at lære gennem det levede liv og den oprigtige interesse, synes jeg.

Hvordan lærer I bedst? Husker I særlige projekter fra jeres skoletid, og hvilke emner oplever I børn fordybe sig i – og hvordan?

 

 

Bliver du nogensinde klogere?

Nogle af de indsigter, som ændrer vores måde at tænke på, bliver med tiden så indgroede, at vi glemmer, hvor de kommer fra. Vi giver slip på idéen om, at det kunne være anderledes, fordi den nye viden synes så rigtig, at den gamle forsvinder i tåger bag os.

Det er derfor, jeg aldrig før har skrevet om “Fixed vs. Growth mindset” herinde, selvom det er en teori, som har ændret min måde at anerkende og opmuntre mine børn, siden jeg læste om den første gang. Teorien handler om intelligens og om den måde, vi anskuer vores intelligens. Og at det (heldigvis) kan påvirkes.

I sin essens skete der det herhjemme, efter jeg havde læst om teorien, at vi begyndte at sige “Jeg tror bare, du skal øve dig mere”, når vores børn oplevede, at der var noget, de havde svært ved, og “wow, hvor kan jeg se, at du har øvet dig,” når der var noget, de havde udviklet sig med. Jeg er egentlig i tvivl om, hvad vi sagde før, men måske sådan noget som “det er du god til” og “det er den flotteste tegning, du har lavet nogensinde”.

Hvad jeg til gengæld husker tydeligt, er dagen i starten af 2014, da jeg fik en e-mail fra min veninde, hvor hun linkede til den artikel, som øjeblikkeligt rykkede ved min opfattelse af intelligens. Det var en kold, vindstille formiddag, og jeg sad på mit skriveværelse, og redigerede en bog. Der var så mange ord, og jeg var tændt af opgaven. Jeg følte mig tryg i, at det ville ende godt – også selvom det var mit første rigtige bogprojekt. Så tikkede mailen fra Marie, og hun skrev: “Til dig, fordi jeg taenkte paa dig, da jeg saa det.”

Teorien er, at vi mennesker enten har enten et fixed mindset eller et growth mindset.  Altså, at vores tankemåde om vores egen intelligent er enten fastlåst eller plastisk.

Helt kort:

Et fixed mindset er, når et menneske oplever sin intelligens som uforanderlig. Det betyder, at man har tendens til at give op, når man stilles overfor en udfordrende opgave, fordi man sidestiller fejl og fiasko med lav intelligens.

Et growth mindset er, når man oplever intelligens som formbart. Det betyder, at man har tendens til at anskue modgang og nederlag som muligheder for selvstændig forbedring og intellektuel udvikling.

I artiklen, som er baseret på professor i psykologi ved Stanford University, Carol S. Dwecks forskning, beskriver hun gennem talrige eksempler, hvordan vores opfattelse af vores intelligens er afgørende for, hvor godt vi rent faktisk præsterer. Et fixed mindset vil ofte påvirke os til at træffe sikre beslutninger fremfor at udfordre os selv intellektuelt, fordi vi er af den overbevisning, at vi er gode til noget og dårlige til andet. Vi er bange for, at korthuset vil brase sammen, hvis vi udfordrer os selv, og ikke magter opgaven i første forsøg. Vi mener, at vores hjerne kan det, vi har set den gøre før, og måske ikke mere. Med et growth mindset, derimod, vil man altid være åben overfor nye udfordringer ud fra en forventning om, at det er sådan, man lærer nyt. Lidt ala Pippi Langstrømpes “det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt.” Og så alligevel ikke helt: For det handler ikke om en skråsikkerhed overfor umiddelbar mestring, men derimod er det en forventning om, at det kan betale sig at øve sig.

Her er et eksempel fra artiklen, som virkelig gjorde indtryk på mig: (…) “Mindsets form, it turns out, very early in life. In one seminal study, Dweck and her colleagues offered four-year-olds a choice: They could either redo an easy jigsaw puzzle, or try a harder one. Even these young children conformed to the characteristics of one of the two mindsets — those with “fixed” mentality stayed on the safe side, choosing the easier puzzles that would affirm their existing ability, articulating to the researchers their belief that smart kids don’t make mistakes; those with the “growth” mindset thought it an odd choice to begin with, perplexed why anyone would want to do the same puzzle over and over if they aren’t learning anything new. In other words, the fixed-mindset kids wanted to make sure they succeeded in order to seem smart, whereas the growth-mindset ones wanted to stretch themselves, for their definition of success was about becoming smarter.”

Med andre ord: Med et “fixed mindset” vælger børnene det nemme puslespil, som de allerede har lagt en gang før, fordi det bekræfter deres eksisterende evner, og tydeliggør overfor forskerne, at “kloge børn ikke begår fejltagelser”.
Med et “growth mindset” vælger børnene ikke det samme puslespil: Hvorfor gøre det? Det virker mærkeligt? I stedet kaster de sig over det nye, fordi de gerne vil lære nyt, også selvom de risikerer at fejle undervejs.

Hvordan kan vi aktivere det mere konstruktive “growth mindset” i os selv og dermed vores børn? Ved at fokusere på processen, ganske enkelt.

Kristian og jeg begyndte at sige til vores børn, at vi kunne se, de havde øvet sig i stedet for at sige, at de var dygtige. Ret hurtigt hørte vi dem sige noget lignende til deres venner “Ja, det kan jeg godt, for jeg har øvet mig.” Eller til deres bedsteforældre “Nej, det kan jeg ikke endnu, for jeg har ikke øvet mig så meget.” De siger også, hvis én af deres venner er dygtigere til noget, at “Hun må have øvet sig mere end mig.” Og jeg bliver SÅ glad hver gang, fordi jeg synes, den tankemåde efterlader rum til uendelig udvikling. Du kan omtrent alt, hvis du er villig til at kaste sig over opgaven med ihærdighed.
(Ikke dermed sagt at det handler om at kunne alt – for det kan ingen – men de fleste af os kan de ting, som vi virkelig vil, og satser på.)

Og læs så lige den her artikel med Debbie Miller om “et modigt og kreativt liv.” Den tager afsæt i hendes fine tale til afgangsklassen på San Jose State University i 2015, og vækker noget i de fleste af os. Ikke mindst disse ord: If you imagine less, less will be what you undoubtedly deserve. Do what you love, and don’t stop until you get what you love. Work as hard as you can, imagine immensities, don’t compromise, and don’t waste time. Start now. Not 20 years from now, not two weeks from now. Now.
– Men for mig også i høj grad hendes smukke, håndskrevne ord i artiklen om at komme til New York som ung og vælge det sikre liv fremfor det dristige – og hendes rejse i livet efterfølgende. Læs lige den.

Carol S. Dweck, som er kvinden bag “Fixed vs. Growth mindset”-teorien siger iøvrigt noget andet meget vigtigt, som aldrig har været mere aktuelt i Danmark end lige nu. Nemlig at “nærvær er vigtigere end ros” i forhold til at lykkes akademisk. Psykoanalytiker og University College London professor Stephen Grosz bygger sit studie på mere end 50,000 timers samtaler fra sit arbejde, og skriver blandt andet i afsnittet “How praise can cause a loss of confidence”, at: “Nowadays, we lavish praise on our children. (….) But (…) over the past decade, a number of studies on self-esteem have come to the conclusion that praising a child as ‘clever’ may not help her at school. In fact, it might cause her to under-perform. Often a child will react to praise by quitting — why make a new drawing if you have already made ‘the best’? Or a child may simply repeat the same work — why draw something new, or in a new way, if the old way always gets applause?”

Altså: Når vi bliver rost, har vi tendens til at underpræstere efterfølgende – hvorfor tegne noget nyt, hvis den foregående tegning var “den bedste”?

Det giver simpelthen så god mening for mig. Selvfølgelig lærer vi livet igennem; selvfølgelig kan vi udvikle os på områder, hvor vi hidtil har stagneret. Det handler om interesse og motivation og om viljen til at øve os (hvilket jo er det samme som netop motivation og interesse).

Hvad er I – growth eller fixed mindset? Og kan I genkende de mønstre, som bliver beskrevet? Hvordan blev I tiltalt, da I var børn? På en måde, der motiverede jer til at blive ved med at tage chancer, eller på en måde som fik jer til at blive indenfor de sikre rammer, hvor I vidste, at I kunne lykkes? (Jeg gjorde helt klart det sidste, så jeg ikke risikerede at tabe ansigt. Det har jeg heldigvis forkastet siden).

Første skoledag uden skole

I dag er årets første skoledag på Ærø Friskole, hvor Storm startede en tilsvarende solrig augustsøndag for to år siden. Dengang var det en noget mindre, lidt nervøs, meget spændt og ikke helt overbevist seks og et halvt årig sommerbrun strandunge, som stod der i skolegården med sin taske på ryggen. Alle skolens elever, forældre og lærere holdt i hånd, og nåede lige præcis rundt om den røde bygning: Derefter gik vi ind i den sammenlæste 0.-1. klasse, og det føltes fint. Det var helt okay. Overvældende, selvfølgelig. Men også spændende. Der var en masse nye mennesker, en masse børn, farver og trylledej. Vi glædede os.

For vi gav ham det bedste, vi syntes der var, og hans lærere var varme og erfarne, han fandt tryghed i dem, og har holdt af dem lige siden. Skolen tog godt imod os, der var hjerterum og plads til forskellighed, og det var en god skolestart for Storm.

Men før den tid var der noget andet, en form for modsætning, kan man sige, som havde optaget mig i mit forældreskab. Det var ikke noget i relation til lige præcis Ærø Friskole eller i relation til lige præcis ret meget andet specifikt, det var nærmere det, man kalder en overbevisning. En fornemmelse dybt indeni, som kalder på én; som føles kærlig og sand. Men som jeg endnu ikke var i stand til at omfavne.
Det var selvfølgelig hjemmeskoling. Et ord, der syntes fremmed og alligevel som nøjagtig rigtigt for os. Et ord, som ingen andre brugte, men som lå så let på min tunge.

Vi bliver alle sammen forældre til de børn, vi får og ikke til alle mulige andre. Det vil sige, at vores forældreskab baserer sig både på hvem vi er, men forhåbentlig også i høj grad hvem de er. Havde jeg været så tiltalt af hjemmeundervisning, hvis ikke lige nøjagtig Storm var mit første barn? Hvis ikke den fine, sensitive, nysgerrige, empatiske, opmærksomme, indimellem distræte og på alle mulige måder knivskarpe blåøjede dreng havde været den første, jeg blev mor til?
Jeg ved det ikke. Men fakta er, at hans væsen ikke fik mig til at synes mindre om en idé, som jeg måske under alle omstændigheder havde været tiltalt af.
Hvis man kan være hjemmeundervisningsmateriale, er han det: Han elsker at være sammen med sin familie, og vil altid helst det. Han har altid tigget om at måtte blive hjemme – også efter det første år i skolen, og uanset hvor mange sjove og fede aktiviteter, de bød på dér. “Hjemme” har altid slået alt andet.
Storm kan lide grundige svar og relativ ro. Han nyder lange dage uden aftaler, og han bruger snildt otte timer i underbukser under sin dyne med Harry Potter på lydbog og et engelsk parlør i skødet. Han glemmer indimellem i ugevis, at legeaftaler er en mulighed. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at han ikke føler, han mangler noget, når bare han har sin familie. Er alle børn sådan? Nej.
Giver det mening at give forskellige børn forskellige tilbud? Ja.

Nu har vi meldt Storm ud af Friskolen, og det river i folk omkring os efter redegørelser og forklaringer. Hvad så med det sociale, den komplekse matematik og evnen til at ryste mobning af sig?
Jeg tror ofte, vi glemmer, at skolen er en ganske ung institution i vores samfund. I verden, faktisk. Skolepligten i Danmark er 200 år gammel og i USA, hvor to millioner børn hjemmeskoles, blev skolegang først obligatorisk (12 uger om året) for 99 år siden. Inden da var der en anden virkelighed.

Vi har meldt Storm ud af skolen og købt penalhuse til hans søskende (fordi de siger: Vi vi undervises!). Vi kalder det en orlov. Jeg er for gammel til at udtale mig kategorisk om ret meget andet end min ret til frihed, mit behov for at leve autonomt og min fornemmelse af mit hjertes kald.
Så det er en orlov, og vi tager den én dag af gangen.

I dag er det første skoledag på Storms gamle skole, og i dag forandrer noget sig for os, selvom intet forandrer sig overhovedet. Selvom det, der er anderledes, er lige netop beslutningen om at fortsætte livet, som det har været hele sommeren. Inde i mig er der en bevidsthed om, at nu er de andre i gang. Nu ruller hverdagen, og skolen er tilbage på skemaet. Nu kommer de samme mennesker ikke dumpende forbi, nu er der ikke så mange andre børn på biblioteket midt på dagen, på stranden klokken 13. Nu lærer de andre de ting, som er beskrevet i deres pensum; de går i gang med det liv, som jeg kender så godt. Det er det eneste liv, jeg kender. Men vi går i gang med et andet liv. Og jeg glæder mig. Jeg siger til mig selv: Vi har ikke truffet beslutningen på et splitsekund eller ud af underskud. Vi har truffet den, fordi vi tror på en drøm, som er vores helt egen. Fordi vi lige nu vælger uafhængigheden og barndommen og vores families sammenhængskraft over alt andet. Fordi vi kan.

God første skoledag til alle derude. Også de af jer, som slet ikke skal i skole.

Hvordan er første skoledag, hvor I bor? Hvad husker I fra jeres egen første skoledag? Og hvad ser I frem til i det kommende skoleår – for jeres børn og jer selv?

Ikke hvor meget, men hvor godt

Klokken er lidt over midnat. Jeg har netop sat mig ved mit arbejdsbord i det, vi kalder “den blå stue”. Jeg lytter til den Spotify-playliste, som jeg altid hører, når jeg skriver. Nøje udvalgte sange, som sætter mig i en stemning, hvor jeg når ind til de ord, der er vigtigst at få ud. Lige nu lytter jeg til “Love is All” med The Tallest Man on Earth. Efter den kommer “Young as the Morning Old as the Sea” med Passenger. Løbende både sletter og tilføjer jeg nye sange til listen; den er en del af mit skriveritual.

Det er som regel ved denne tid, at jeg skriver blog: Omkring midnat, når alle andre i huset sover. Jeg har svært ved at skubbe min aftentid med Kristian helt til side for at skrive, og pt. skriver jeg ikke om dagen, medmindre det er meget vigtigt.
Men jeg kan ikke undvære ordene: Min blog er en værdifuld og symbiotisk del af mit liv, og jeg glæder mig næsten altid til at skrive. Pointen med det her er, at der helst skal stå “altid” og ikke “næsten altid”. Jeg vil altid glæde mig – og med andre ord vil jeg ikke skrive, medmindre jeg virkelig har lyst. Det har jeg besluttet nu.

I den forgangne uge har jeg haft en mailkorrespondance med en anden blogger, som har lært mig en ting eller to med sin tilgang til at blogge. Linda, hedder den vise kvinde, og hun skriver Blogsbjerg, som er en ti år gammel, vidunderligt velskrevet, mild og klog blog. Pludselig kender jeg den, fordi Linda sendte mig en mail først på ugen, da hun havde forsøgt at efterlade en kommentar på ét af mine indlæg, men ikke kunne få lov. “Spam?” skrev hun. Siden besøgte jeg hendes fine virtuelle univers, og fik lyst til at stille hende nogle spørgsmål om det med at blogge.

Linda skriver kun på sin blog, når hun virkelig har lyst. Én til to gange om ugen, sådan rundt regnet. Derudover holder hun slet ikke øje med, hvor mange læsere hun har: Den ugentlige infomail fra Google ryger direkte i skraldespanden per default. Hun vil ikke påvirkes af, at nogle indlæg er mere populære end andre. “Så tørrer min kreative åre ud,” som hun skriver. Det lyder som en uundgåelig sandhed.
Linda skriver sin blog uden kommercielle bagtanker, og sådan skal det forblive, forsikrede hun mig. Hun er én af få, tror jeg.

Men det er vand på min mølle: Efter måneders vaklen er jeg kommet frem til, at jeg ikke skal lave en masse kommercielle samarbejder herinde i mit lille, trygge univers (heller ikke selvom det lyder dejligt med pengene.) Jeg skal ikke føle mig forpligtet til at skrive adskillige indlæg hver uge betalt af annoncører, uanset hvor meget jeg kan stå inde for produktet (en enkelt gang eller to kommer jeg nok til at gøre en undtagelse, men den tid kommer, når den kommer).
Der er så mange søde mennesker, som siger til mig, at jeg skal tjene penge på min blog. At “nogle bloggere med dine læsertal lever af det.” At jeg bør få noget for al den tid,  jeg bruger på det. Og jeg er helt enig. Og så alligevel ikke, for når jeg tænker tanken, ryger noget af bloggens oprigtighed og integritet, og lige netop de to ting er essensen i dette lille livsværk.

Men lige for at være på det rene: Jeg kan sagtens forstå bloggere, som tjener penge på deres indsats. Hell, jeg bruger adskillige timer dagligt på det her, ikke mindst når man medregner kommentarerne, som jeg meget gerne vil svare på, og alle de mails, jeg modtager hver uge. Det er kun rimeligt, at man tager sig betalt, når nu der er en masse, som får noget ud af at læse med. Jeg forstår det, og mit forbehold mod betalte indlæg betyder ikke, at jeg aldrig vil tjene penge på min blog, der kan sagtens være veje, som er rigtige for mig. Men det giver også mening for mig at have min blog, selvom jeg ikke tjener penge på den.

For hvorfor egentlig blogge i det hele taget? Måske fordi jeg oplever, at det gør en forskel? At jeg sår et frø her og der, mens jeg også selv bliver mere bevidst om alt, jeg foretager mig, gennem den udveksling som sker herinde. Fordi det er fedt at sende sine tanker ud i verden og få svar tilbage.

For nogle dage siden delte en kandidat til kommunalvalget i KBH ét af mine indlæg på sin facebookprofil. Og så kom den her kommentar fra én af hendes mange følgere: “Jeg tænker, at hun tilsyneladende stadig har brug for at profilere sig selv og sit øko-forælderskab gennem sin blog. Er det ikke bare en ny fase af hende og mandens selvrealisering, hvortil der higes efter et publikum?”
Jeg har kigget lidt på vedkommendes facebookprofil – I ved, bare fordi. Hun ser flink ud. Smiler, og kan lide svenske skovsøer. Ligesom jeg kan. Og hun har helt sikkert ret, til dels. Og så alligevel ikke. For min blog handler ikke mest af alt om kvantitet.

Det er også derfor, jeg ikke skriver hver eneste dag for tiden. meget godt stof er der trods alt ikke i mig. Slet ikke når jeg bruger det meste af min energi på noget andet, nemlig familien og det der hjemmeundervisning, som er jeg fuldstændig fordybet i lige for tiden. Og jeg har tit tænkt, om ikke I ville ønske, at jeg kunne tie stille bare en dag eller to? Nu sker det helt af sig selv.
Jeg vil ikke skrive så meget, at jeg ender med at skrive noget, der er ligegyldigt.

Jeg lavede denne her blog, fordi jeg ikke kunne lade være. Fordi jeg har lyst til at dele ud af det, som rører sig i mit liv, og som jeg håber, andre kan relatere til. Jeg skriver herinde, fordi det glæder mig dybt og inderligt , at I læser med. Jeg sætter så stor pris på hver eneste læser og hver eneste kommentar, email, besked. Det betyder alverden. Ikke fordi jeg higer efter et publikum, men fordi vi hører sammen, os mennesker. Vi er ikke en ø.

Ved I, hvad ønsker jeg aller mest for mine børn, at de lærer? At føle sig forbundet til deres omgivelser; jord såvel som mennesker. Træer såvel som dyr. Ung såvel som gammel. Og det er det, jeg vil med denne blog: Forbinde os til hinanden, åbne op for drømmene, fejltagelserne, erkendelsen og kærligheden.

Er I med, og giver det mening, alt det her?

Boganbefaling: Glasslottet

En læser skrev til mig, at hendes sommerlæsning har været Karitas-bøgerne, som jeg anbefalede herinde sidste efterår. Og så spurgte hun, om  der er andre bøger, jeg synes, hun skal læse.

Og selvfølgelig er der det. Der er den her. Og de her, som jeg ikke decideret har anmeldt, men som jeg har læst med glæde. Og der er et væld af bøger, et hav af dokumentarfilm, en lang liste over artikler og blogs som gør mig klogere, og mens jeg summer over, om jeg med fordel kan samle mine anbefalinger i et enkelt dokument, så man altid nemt kan finde dem ét sted, kommer her den varmeste anbefaling af en tankevækkende, chokerende og livserfaren erindringsroman, som jeg læste tidligere på sommeren.

Glasslottet” af Jeanette Walls er en vanvittig, velskrevet og livsklog fortælling om forfatterens barndom i en dybt ukonventionel og på mange måder hjerteskærende familie. Jeanette Walls, som nu er en succesfuld journalist bosat i New York, fik impulsen til at skrive sine erindringer, da hun en aften på vej til en fest på det velhavende Upper East-side på Manhatten så sin hjemløse mor gå og rode i skraldespande. Indtil da havde hun hemmeligholdt den rystende sandhed om sin baggrund.

Jeannette Walls og hendes tre søskende voksede op med deres forældre, hvis idealisme og ukuelige vilje til at leve et utilpasset liv var deres forbandelse såvel som deres redning. Familien levede som nomader, og flyttede mellem endeløse ørkenbyer i USA og camperede i bjergene.

Faderen var en karismatisk og genial mand, som, når han ikke var på druk, erobrede sine børns fantasi og viste dem at leve uden frygt, mens de sov under den åbne himmel, hvor han fortalte dem om stjernekonstellationer og avanceret matematik. Moderen malede og skrev, og magtede ikke det ansvar, der er forbundet med en familie. Hun bukkede sammen under de mest elementære de praktiske opgaver og i sidste ende stod børnene med ansvaret for deres egen overlevelse.

Det ekstraordinære ved Jeannette Walls erindringsbog er ikke blot, at hun og hendes søskende havde vilje og mod til at komme videre, men også at hun konsekvent beskriver sine forældre med kærlighed og forståelse trods de mange svigt. Glasslottet er en fortælling om frihedstrang og triumf mod al forventning, men også et vidnesbyrd om revnerne i vores samfund og behovet for at sprænge rammerne og bryde fri.

Jeg købte bogen i sådan et 3 for 149,- tilbud, men den kan også lånes på biblio eller købes enkelte steder online (den lader til at være udsolgt fra forlaget).

Uh, jeg har så meget lyst til at lave en masse anbefalinger. Vil I læse dem?
Og hvilke bøger vil I anbefale lige nu?

 

Optur efter nedtur

Jeg satte mig i går aftes, da børnene sov, ved mit arbejdsbord med udsigt over vandet, og begyndte på en anbefaling af en bog her til bloggen. Med en følelse af glæde og ro sad jeg, og skrev. Foran mig lå en stille aften med mange muligheder. Der var chokolade i køkkenskabet, lyset på himlen var helt blåt, selvom solen havde sænket sig, og Kristian var gået i seng samtidig med børnene, fordi han kun havde sovet tre timer natten forinden.

Den eneste lyd i huset var mine fingre, som skrev. Så kaldte Ilja fra toppen af trappen. “Jeg har ondt i maven. Jeg tror, jeg skal kaste op.” Jeg bad ham roligt komme ned – tænkte, at det nok var overspisning eller træthed. Vi gik gennem køkkenet, hånd i hånd, og så – lige før den lille trappen ned mod entreen og badeværelset, bukkede han sig frem, og kastede op.

Og nu sætter jeg lige pause på et øjeblik for at trække en referenceramme op: Jeg ved godt, at jeg ikke har været mor i en evighed, men otte år er nok til at opbygge en del erfaring med småbørn, og må jeg her minde jer om, at jeg tilmed har fire styk. Jeg har med andre ord set en god del opkast – i alle mere og mindre mulige nuancer og mængder. Jeg har været igennem tonsvis af de der nætter, hvor brækturene bare ikke vil stoppe, og jeg har stået med våde øjne og tændt den syvende kogevask på et døgn.

..Men jeg har aldrig i mit liv set så meget opkast på én gang, som det der fløj ud af den lille dreng i det øjeblik.
“Det var pandekagerne, mor”, sagde han, og jeg vidste det godt. Tidligere på dagen havde vi besøgt vores venner længere nede ad vejen, og vi havde fået ærøske pandekager, som steges i fedt, og det var ligesom en jomfrurejse ind i netop den lokale spise, og lige præcis Ilja (men ikke kun Ilja) spiste ret mange, mildt sagt. Uden på nogen måde at ville antyde, at vi er helseapostle, så tør jeg godt påstå, at de fire små maver herhjemme ikke vant til den slags fedt – og slet ikke i de mængder. Det kom med andre ord ikke bag på mig, at vi pludselig stod der. Men jeg havde alligevel ikke kalkuleret med det.

Pointen er, at han ikke var syg som sådan. Der var bare noget, han skulle af med.
Og det kom han.
Der løb en flod af opkast ned over de fire trin og ud på klinkerne forneden. Der var stråler af væggene, ind under karmene, og jeg gled i det, da vi skulle ned af trappen for at vaske ham. Men jeg slog mig ikke. Det var bare ulækkert.

Da Ilja var ren igen, bar jeg ham gennem haven svøbt i et håndklæde, og det nød jeg faktisk. Den milde sommeraften. Jeg puttede ham, og gik ned igen for at vaske trappen. Jeg brugte en hel køkkenrulle og tre spande med vand og sæbe. Luftede ud, og tog selv et bad, og alt i mens var jeg i gang med at lave en lille liste i mit hoved.

Jeg er ikke sådan én, som har en masse principper eller tommelfingerregler, som jeg følger med stor overbevisning. Faktisk afskyr jeg dogmer, kliker og konstruerede normer. Men fordi jeg har bloggen her, bliver jeg indimellem opmærksom på nogle af mine vaner, gode som dårlige. I aftes blev jeg opmærksom på én, som kørte for fuldt blus, mens jeg stod dér, og vaskede gulv og stank af opkast: Jeg var i fuld gang med at finde fordele (eller udveje?) ved situationen.
Jeg tænkte:
Ja, det ville være fedt, hvis Kristian havde været der til at hjælpe. Til gengæld ville han kunne stå udhvilet op med børnene her til morgen (og det gjorde han, mens jeg sov en time længere) // Jeg tænkte, at det var godt, at jeg ikke havde tændt kogevasken allerede, for der var fint plads til mere, og nu gav det sig selv, at den skulle startes efter den sene rengøring // Jeg tænkte, at det et lå lige for med et bad, når nu mine fødder havde trådt i opkast, og det var et tiltrængt bad, uden tvivl, men også et som jeg måske havde udskudt endnu en dag, hvis ikke det var for situationen.

Og ved I hvad? Tidligere på dagen havde jeg ligget på knæ for toppen af netop den trappe og lugtet til gulvet, fordi jeg syntes, der lugtede af kattepis (aka killingerne, som ikke vil acceptere, at de er udekatte) – og jeg havde tænkt: Hvornår dælen får jeg vasket det gulv? Og det havde ærgret mig, fordi jeg syntes, at karmene langs trappen var beskidte, men tiden for knap. Nu kom det helt af sig selv, og karmene blev endelig rene.

Men det aller bedste ved situationen? Jo, jeg kører lidt et system, som hedder noget i retning af: “Gør opturen lige så stor som nedturen,” og det gav helt sig selv ovenpå den seance, at jeg skulle have det rigtig godt for en stund.

Så jeg satte mig klokken 22, og så en film med en pose økokarameller fra Ærø ved min side, og jeg gjorde det med totalt god samvittighed. Så må boganmeldelsen vente. Og alt det andet lige så.

Kender I det?
Gør I også noget godt for jer selv, når det har været nederen?

 

Det, der opstår i frirummet

Min svigerinde sagde noget til mig, da vi var i Jylland i sidste uge, som blev i mine tanker efterfølgende. Det, hun talte om, var at rumme sine børns valg, selv hvis de går stik imod det, man selv tror på, og som man havde håbet, de ville vælge. Hun sagde, at det ligger hende på sinde, fordi hun ved fra sit eget liv, hvor vigtigt det er ikke at blive dømt af sine forældre.

Vi snakkede om, at vores børn heldigvis og helt uundgåeligt vokser op omgivet af vores værdier, og når de på et tidspunkt træder ud i verden for at finde deres egen vej, har vi givet dem det bedste, vi kunne. Og så sagde hun: Selv hvis mine børn vælger at bruge deres liv på noget, som jeg slet ikke forstår, håber jeg ikke, at jeg dømmer dem, eller prøver at lave dem om.
Så stod jeg der på en legeplads udenfor Aarhus, og forestillede mig, at mine børn en dag vælger en vej, som er fremmed for mig. Jeg mærkede, at det uden tvivl kommer til at kræve noget ikke at ville påvirke deres retning, hvis de vier deres liv til noget, som jeg har svært ved at forstå. At der er livsbaner, som jeg synes, er mere rigtige end andre. Og at det er noget, jeg helt klart skal beskæftige mig mere med.

Nu går det jo som regel sådan, at når noget fylder i ens tanker, så dumper der ting ned, som gøder den proces. Derfor faldt jeg et par dage senere over et blogindlæg af Majken fra Familiefilosofi.dk, hvor hun skriver om voksnes indblanding i børns lege. Og selvom det ikke er præcis dét, er det dog en del af samme bevægelse: Vi voksnes velmenende behov for at påvirke børnene til at leve et godt liv. Set med vores øjne, altså.

De to input har betydet, at jeg er blevet mere opmærksom på mit behov for at have indflydelse på mine børns valg. Ud fra de bedste intentioner, naturligvis, men ikke desto mindre mere dominerende end jeg ønsker at være.
Det er sådan lidt: Jeg vil gerne sætte mine børn fri til at foretage sig det, som jeg synes, er rigtigt

Derfor arbejder jeg på at give slip og lade børnene finde deres egen vej, og jeg er fuldkommen blæst omkuld af, hvor godt de ved, hvad de vil. Og hvor ofte de ikke gør det, som jeg ville have foreslået. (Den del er jeg i al hemmelighed ganske lettet over, fordi det fortæller mig, at de ikke er bange for at blive dømt af mig – og at de måske slet ikke ved, hvad jeg egentlig ville foretrække).

I lørdags, da jeg var til rollespil med Storm, og Kristian var hjemme med de tre andre, gik han i marken med Juno, mens Live og Ilja – de to på fem år – blev indenfor, og legede. Efter en times tid kom de ud, og fortalte, at de havde lavet en overraskelse, og spurgte, hvornår Storm og jeg ville være tilbage? På det tidspunkt var der to timer, til rollespillet var slut, men de ventede tålmodigt. Finpudsede deres overraskelse, og grinede spændt, da bilen endelig trillede ind foran huset.

Hurtigt fik vi alle sammen besked på at skynde os ovenpå og gå ind på soveværelset, hvor de havde hængte plakater over alt, og da de trak de tunge gardiner til side, afsløredes en buffet med juice, mælk, sugerør, krystalglas og chips (som de selv havde fundet og fået ned fra den øverste hylde i køkkenet). “Tadaaaa!” sagde de, og der var musik klar på anlægget, og så bød de os velkommen til deres fest. Vi dansede, drak af sugerør og – ja, – festede.

Jeg tror, jeg havde sagt nej, hvis de havde spurgt, om de måtte lave en fest med drikkevarer og chips på soveværelset. I ved; fordi jeg i forvejen virkelig skal holde tungen i munden for ikke at køre sur i oprydning og rengøring med fire børn i huset og et ret sensitivt nervesystem ifht. den slags… Men heldigvis var jeg ikke hjemme, og heldigvis holdt mærkede de efter og havde initiativ til at planlægge en fest, og jeg var så stolt over, at de fulgte deres egen impuls og gennemførte projektet. Og det var en fed fest, selvfølgelig.

Hvornår har jeres børn sidst overrasket jer? Og kan I genkende det med, at man gerne vil påvirke dem for at give dem de bedste oplevelser og sørge for, at de er glade?