Fra villa til baghus og skurvogn: Siff Jensen og hendes familie solgte 90 procent af deres ejendele for at blive sat fri

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen lige her.

Sommergæster
I forbindelse med min ferie, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige kvinder, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.

Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Som mange andre af sommerens gæsteskribenter er Siff Jensen et navn og ansigt, jeg kun kender online, men hvis rejse jeg finder inspirerende. Siff skrev til mig sidste år, da jeg ledte efter mennesker, som ville fortælle om deres modige valg i “Modbølgen“, og hun delte et indlæg om sit modige spring ud i livet som fuldtidsbilledkunstner.
Og hold nu op hvor er der sket meget siden da, selvom der allerede var fuld gang i familiens udvikling dengang: Sammen med sin mand og to sønner er Siff Jensen flyttet ind i et 17m2 lille anneks i hendes mors have flankeret af en 25m2 skurvogn, som sønnerne har fået for sig selv.
Læs her om deres vildt spændende, hudløse, rå, smukke og ambitiøse rejse:

Vi er en familie som består af Silas på snart 17 år, Jonatan på knap 9 år, og så Bjørn og jeg, som begge lige er fyldt 40.
Vi har kastet os ud i at bo på en lidt anderledes måde end de fleste. I januar 2018 traf vi en beslutning om at flytte fra en helt almindelig (lejet) etplans-villa, til et baghus på 17 kvadratmeter. Baghuset ligger på min mors grund, bag hendes hus. Derudover var planen, at vi ville købe en skurvogn og indrette den med børneværelser. Vi flyttede ind i baghuset i slutningen af maj, og skurvognen på 25 kvadratmeter er netop landet i haven. Så det er gået rigtig stærkt, siden vi traf beslutningen.

Vinter og forår er gået, dels med at istandsætte baghuset, som oprindeligt var et gammel hønsehus, (men som de senere år har fungeret som gæstehus og opbevaringsrum), og dels med at skille os af med vel nok 90 % af vores ejendele.
Det har været – og er stadig – en vild proces!

Det spørgsmål vi bliver stillet aller mest er “hvorfor?” Det er ikke helt enkelt at svare på, men jeg vil gerne forsøge.

Mange af os har set de skønne udsendelser om Beha-familien og det gode skib Havana. Hvis du er som os, så har du også mærket længslen gribe hårdt fat om hjertet, dér, foran skærmen, når Havana gled afsted over det blå, blå vand. Længslen efter frihed, længslen efter noget enklere, længslen efter timer der strækker sig længere ud, og indeholder både mindre og mere, på samme tid. Længslen efter intenst samvær og eventyr lige om hjørnet. Længslen efter at have tid til at være. Den længsel greb også os, og det var langt fra første gang, vi mærkede den.

Vi sad stramt i det økonomisk. Mest fordi jeg arbejder hjemmefra som billedkunstner, med svingende – og ikke særlig høj – indtægt, og fordi min mand som pædagog heller ikke hører til de højtlønnede. Derudover slæber vi tilsammen rundt på en pænt stor studiegæld. Med andre ord: der var ikke udsigt til at tage hverken måneder eller år ud af kalenderen og rejse jorden rundt.
Men længslen førte noget godt med sig. Den førte til lange snakke om, hvorfor rejsedrømmen havde så fast et tag i os? Hvad er det egentlig den drøm indeholder, som virker så tillokkende?

Vi nåede frem til, at det ikke kun var fremmede kyster, vi længtes efter, men i lige så høj grad en følelse af frihed i det daglige liv.
Vi længtes efter at skære noget af det fra, som tyngede: Gæld, rod, travlhed.
Vi længtes efter enkelhed, efter at leve mere bæredygtigt og efter at give nogle andre værdier videre til vores børn, end vi syntes at vi gjorde.

Samtidig var vi fanget i en traditionel drøm om at komme til at eje vores eget (store) hus. For det er vel det, man skal?
Vi talte og talte, men vi følte ikke, at vi havde de store handlemuligheder, så vi fortsatte, hvor vi var.
Tiden gik, og da økonomien omkring årsskiftet bød, at vi tog stilling til, om jeg skulle have lønnet arbejde ved siden af kunsten, tog snakken fart.
Tid sammen som familie har altid haft høj prioritet hos os, og vores familie fungerer bare bedst, når jeg arbejder hjemmefra: Jeg kan arbejde med det, jeg brænder for, SFO er valgfrit for den yngste og jeg er hjemme, når drengene kommer hjem. Derudover har jeg en kronisk stress-problematik, der gør det vanskeligt for mig at arbejde på fuld tid. Men hvad skulle så være løsningen?

En anden gammel drøm, nemlig én om at lave et bofællesskab med min mor, dukkede op igen. Samtidig faldt vi over flere og flere artikler og videoer om folk verden over, der bor i Tiny Houses. Pludselig var idéen født: hvorfor ikke udleve drømmen om et enklere liv lige her, i det Tiny House min mor praktisk taget har stående bag sit hus?

Vi kastede alt det, som vi indtil da havde troet, at vi stræbte efter, over bord: væk med drømmen om stort, dyrt og tidskrævende hus. Væk med drømmen om dyre møbler. Væk med den drøm der gik ud på at indhente vores jævnaldrende materielt og økonomisk. Det var nemlig en stressende tilstand at være i. Spændt ud i en evig mangelfølelse, en evig halsen bagefter, en evig længsel efter det de andre har, samtidig med en følelse af at være på vej det forkerte sted hen. Den drøm vi troede, vi drømte, var i virkeligheden nogen andres drøm. Vi var begyndt at lytte til vores egen.

Jeg kan ikke huske den dag, vi kiggede på hinanden, og besluttede os for at give slip. Den dag idéen blev til en beslutning. Den dag vi ringede til min mor, og spurgte, hvad hun ville sige til at blive 4 personer rigere på matriklen. Men jeg ved, det var i januar.
Ret hurtigt føltes det naturligt at starte en blog. Alle de interessante snakke vi havde som familie; alle de tanker vi gjorde os hver især, kaldte på at blive skrevet ned.

Siden årsskiftet har vi arbejdet intenst, både fysisk og psykisk, på at skabe dette nye liv: I skrivende stund sidder jeg i det lille baghus, og prøver at sammenfatte de sidste måneder på skrift. Der står en hoveddør op ad væggen i den modsatte ende af rummet, og sammen med hullerne, hvor der på et tidspunkt skal være stikkontakter, minder den mig om, at vi langt fra er færdige med istandsættelse og praktiske opgaver. Men vi er nået så langt nu, at både baghus og skurvogn begynder at ligne hjem.
Drengene føler sig hjemme, for de er kun rykket 7 km væk fra vores gamle hus, og endda ud til et sted, hvor de er kommet hele deres barndom. Lidt længere ude på landet, men stadig tæt på Svendborg. De hygger sig meget med at have mormor lige ved hånden, og siden skurvognen landede i haven, er de begge blevet endnu gladere. Nu har de deres eget lille hus.

Vi er ved at finde vores fødder, men vi er stadig ikke landet helt.
Jeg kan mærke, at jeg allerede føler mig mere hjemme i vores lille baghus, end jeg nogensinde har gjort noget andet sted. Det er hyggeligt, minder om et sommerhus i ministørrelse. Bjørn og jeg kan begge mærke en lettelse over udsigten til at blive gældfri dobbelt så hurtigt.
Det er positivt at være 3 generationer samlet, men det giver også udfordringer for os hver især. Vi skal finde vores pladser i det; finde ud af hvor meget der skal være fælles – og hvordan.
Indtil vi får bygget vores eget køkken i baghuset, deler vi med min mor. Det er anderledes – og nogengange rigtig svært – ikke at have foden under eget køkkenbord. (Og svært for min mor ikke at have sit køkkenbord i fred).
På den anden side er det fedt at være 3 voksne til at deles om indkøb, madlavning, havearbejde og rengøring af fællesområder.

I går talte Bjørn og jeg om, at vi allerede nu kan mærke en særlig form for lettelse, som helt enkelt kommer af at eje færre ting. Da vi tog beslutningen om at flytte, trådte vi ind i en verden af minimalisme, downsizing og Tiny Living. For en nostalgisk samlertype som mig, og for en gammel materialist som Bjørn, var det en særlig verden, der åbnede sig. En verden. som længe havde kaldt på os, og da vi endelig sprang ud i den, sprang vi ud på det dybe. I processen med at skille os af med ejendele (vi har solgt, foræret væk og smidt ud til den store guldmedalje), ændrede vores forhold til ting sig. Vi fik tænkt over hvorfor vi knytter os til ting, hvad det er der gør, at man altid (tror man) ønsker sig mere, og hvor stort et fællesskab der knytter sig til det at forbruge.

Vi fandt ud af, at for os er minimalisme en form for intentionalisme. Ikke en besættelse af at eje så få ejendele som muligt, men en bevidst forholden sig til ting, forbrug og materialitet.
Vi har taget stilling til hver eneste genstand, der er flyttet med i vores nye liv, fordi det var bydende nødvendigt, hvis vi skulle gøre os håb om at kunne være her. Vi har givet slip på en masse, som vi troede vi havde brug for, eller som havde affektionsværdi kun for at opdage, at vi knap kan huske, hvad det er, vi ikke længere ejer!

Til gengæld værdsætter vi de ting, der har fået lov at flytte med. De er alle nøje udvalgt, og er både til glæde og gavn.
Intentionaliteten forgrener sig ud i alle led af tilværelsen: Vi har aldrig snakket så meget og dybt om værdier som det sidste halve år. Jeg tror ikke, at den snak nogensinde ender, og vi kan allerede mærke, at der har indfundet sig en følelse af dybere fællesskab og følelsesmæssig nærhed imellem os 4.
Selv i mit kunstneriske liv har minimalismen fundet indpas. Jeg har ikke længere plads til staffeli og tonsvis af malergrej, men jeg har plads til papir og blyanter. Jeg skal ikke på daglig basis tage stilling til, hvilket kunstnerisk udtryk, der trækker i mig. Nu tegner jeg igen, og jeg har fundet en stor ro i at være begrænset. Illustrationer til vores blog vokser langsomt frem, og aldrig har kreativitet givet så meget mening for mig som nu, hvor jeg fortæller vores historie i ord og billeder, der smelter sammen til en helhed.

I virkeligheden er det nok dér minimalismen har en gave at give: i begrænsningen.
I en tid, hvor vi mennesker har uendelige muligheder og uendelige valg, opstår der let en tilstand af konstant overvældelse. Følelsen af at være konstant bagud, ville mere, burde mere, ønske sig mere. Angsten for at gå glip, for ikke at være god nok, er i mine øjne medvirkende til en forbrugerlivsstil, som hverken vi selv eller vor planet kan holde til. Det ved vi dybest set godt, og den viden overvældes vi så yderligere af.

Midt i denne kakofoni af tilbud og krav, findes der stor frihed i at begrænse sig selv. Det kan være med en lille garderobe, der ikke afkræver dig tonsvis af beslutninger, nærmest inden du har slået øjnene op om morgenen. Det kan være et hjem der er så småt, og rummer så få ting, at det ikke konstant kalder på oprydning, rengøring og køb af nyt. Det kan være at give slip på illusionen om, at (over)forbrug bringer lykke, og istedet kanalisere sine længsler og sin energi hen på andre områder af tilværelsen.

Jeg begynder, at mærke den store frihed der findes i at sige “nej tak – det ønsker jeg ikke at eje, at gøre eller at deltage i”. Jeg siger nej for at kunne sige et kæmpe stort og energifyldt “ja tak” til det, der er det vigtigste for mig: Tid med mine kære, tid i naturen og kreativitet. For Bjørn er det samvær med andre mennesker, der giver mest mening. Og så en vished om den fleksibilitet det giver, at vi fremover kan klare os med én fuldtidsindtægt eller to deltids. På dén måde giver de døre vi har lukket, muligheden for at åbne nogle andre, og forhåbentligt mere sande og rigtige (for os).

Det der har været, og stadig er, min største udfordring, er, hvad omgivelserne tænker om vores projekt og måde at bo på.
Jeg har skulle opbyde alt mit mod for at konfrontere min egen angst og usikkerhed. Det er svært at gøre noget andet, for der er enormt meget tryghed, identitet og fælleskab at hente i at leve et liv, der ligner flertallets. Jeg kæmper stadig med det, men det er en kamp, jeg kan mærke, er god og vigtig at tage. For jo mere jeg ikke lader angsten for omverdenens dom styre mig, jo tydeligere bliver min egen indre stemme. Vores projekt er ikke udelukkende et overskudsprojekt. Det er ikke en jordomsejling, eller andet der automatisk omgærdes af respekt og prestige. Det falder lidt udenfor, fordi det er opstået ud fra et underskud og et overskud, på samme tid. Derfor har det været svært for folk at placere os, tror jeg, og det har medført en del undren. Jeg må så også sige, at selvom vores valg er svært at forstå for nogle, har vores omgivelser mest af alt har været interesserede, nysgerrige, åbne og positive, og vi har fået hjælp og støtte fra både venner og familie. Når vi fortæller åbent om vores bo-form ude i verden, oplever vi at få dybe, ærlige og intense snakke med andre mennesker. Snakke, som måske ellers ikke ville være opstået. Jeg tror, der sker noget helt særligt, når man åbent fortæller om sine livsvalg på en måde, hvor man trodser sin angst, og tør være sårbar. Åbenheden og sårbarheden er en gave, vi kan give hinanden. Jeg har hentet inspiration og mod ved at se ud i verden og spejle mig i mennesker, der har taget bevidste og modige skridt. Mennesker, der har trodset mainstream for at vælge bevidst og intentionelt hvad der var rigtigt og sandt for dem. Mennesker. der har ofret noget – både for at udleve deres værdier, og for at finde balancen igen, når livet gik anderledes end de havde regnet med.
Hvis ikke vi havde haft mulighed for at at kunne spejle os i andre, ved jeg ikke, om vi havde turdet leve på den måde, vi gør nu. Derfor er det nærmest blevet min mission at skrive og fortælle om vores livsvalg. For når jeg gør dét, så oplever jeg, at andre mennsker også tør åbne op omkring deres tanker, usikkerheder, håb og drømme. Der ligger en enorm transformatorisk kraft i den ærlige formidling. Her giver vores projekt mening på et dybere plan – når det rækker ud over os selv og forbinder os med andre mennsker.

Følg Siff og familiens vidunderligt meningsfulde livsrejse på deres blog “Ind i verden” og Instagram ved samme navn.

“Vi boede ikke længe på Ærø, før jeg fornemmede, at det ikke var rigtigt for os.” (Tine Bernth Neumann om erkendelsen af, at det gode liv ikke altid er, hvad man tror)

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen LIGE HER.

Sommergæster
I forbindelse med min ferie fra bloggen, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige kvinder, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.

Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Tine Bernth Neumann og hendes familie besøgte os her på Ærø i foråret 2017. Hun læste med på min blog, og skrev en dag til mig, at de overvejede seriøst at flytte til øen. Nogle måneder senere flyttede de til Ærø, og ikke længe efter begyndte Tine og hendes mand at hjemmeundervise deres ældste datter, og med ét var vi hinandens lokale netværk. Vi blev dem, hinanden ringede til med mange overvejelser, og som kom forbi med indkøbsvarer eller geniale input, når det var tiltrængt. Derfor var det alligevel ikke nogen overraskelse, da Tine fortalte, at de ville flytte fra øen igen: Jeg ved, at det kræver et vist overskud og en oprigtig motivation at skabe gode fællesskaber og meningsfulde relationer et helt nyt sted, og det giver så god mening, at Tine og hendes familie skal være tættere på både deres familier og den megacool brætspilcafé i Odense. Tine nævnte på et tidspunkt for mig, at lykken ikke altid er der, hvor man tror. For sandheden er selvfølgelig, at nogle flytter til en ø, og finder svarene der, mens andre måske allerede bor, hvor de hører hjemme uden helt at vide, at landbyen rent faktisk er omkring dem.
Det har jeg bedt Tine skrive om, og jeg synes, det hun har skrevet et så fint og vigtigt et skriv i denne tid, hvor mange af os er både rodløse og rastløse.

For næsten præcis et år siden, kørte min familie og jeg af Ærøfærgen i en flyttebil for at begynde på det, jeg troede var mit drømmeliv.
Årene forinden havde budt på flere flytninger; fra Fyn til Nordsjælland for at jagte ”det gode job” for to universitetsuddannede, videre til Roskilde for at komme nærmere et fællesskab og endelig retur til Fyn, fordi virkeligheden ved at have tre børn – og intet stærkt netværk i nærheden – ramte os.
I løbet af de to år der var gået siden sidste flytning, havde jeg været meget syg af stress, vi havde åbnet en brætspilscafé i Odense, jeg havde sagt mit job op, og et halvt år inden vi sad i flyttebilen, havde vi meldt ungerne ud af børnehaven. På det tidspunkt havde især jeg så meget brug for at få skabt et fast fundament, at jeg nærmest kunne mærke det fysisk. I januar da år var vi så tæt på at købe et hus, som man kan være uden at gøre det. Men noget føltes alligevel forkert, og i løbet af huskøbsprocessen faldt jeg over Ærø. Jeg gravede mig ned i artikler og Facebookopslag, googlede ”Flytte til Ærø”, læste også på Maj Mys blog, og kunne mærke, at her var måske det svar, jeg havde ledt efter så længe.

Vi talte om det – rigtig, rigtig meget. Men var enige om, at det vi ville VAR fællesskabet. Det forpligtende fællesskab. Og at det kunne vi i hvert fald ikke få i en by, hvor alle havde travlt hele tiden. Eller hvilket som helst andet sted, for alle steder havde folk travlt, og jeg kunne mærke min dybe desperation over ikke at høre til, over ikke at være en del af et nært fællesskab.

Jeg fornemmer at mange andre, måske primært kvinder på min egen alder, kan mærke den samme dybe kalden, den samme desperation. Og af alle mulige årsager kigge mange mod steder som Ærø, og får måske den samme følelse jeg gjorde: Dette må være svaret.
Svaret hedder naturligvis ikke Ærø for alle, måske er det Bali, måske er det Nordjylland eller Samsø, måske er det en jordomsejling eller noget helt andet. Men kaldet fra sjælen er det samme, vi har brug for at høre til, og vi har skabt et klart billede af, hvad det vil sige. Et billede, som vil blive ved med at trække i os, indtil vi enten udlever det, eller lægger det på hylden.

For mit vedkommende spiller min opvækst en stor rolle, for jeg er vokset op i et økologisk landbrugskollektiv og derfor er det kodet ind i mit dna, at fællesskabet er et gode. Min drøm har altid været at bo på et lille landsted med gode naboer, dyrke jorden, leve i ro og harmoni med naturen, og da de første økolandsbyer begyndte at dukke op, havde de en nærmest hypnotisk tiltrækningskraft på mig. Jeg har brugt mange timer på at fantasere om det halmhus, jeg ville bygge med mine bare hænder.

Men jeg havde begået en kæmpe fejl: En fejl, mange af os begår, og som er ganske menneskelig; jeg havde tilladt mig selv at låse min idé om ”det gode liv” så fast, at jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg aldrig kunne blive lykkelig på andre måder. Bare fordi man synes, noget er fedt, eller passer med den, man synes man skal være, ja selvom det umiddelbart føles totalt rigtigt, så er det ikke sikkert, det virker i praksis.

Der er det med de store livsvalg, at de er så komplekse, at vi aldrig helt kan gennemskue konsekvenserne på forhånd. Og de fleste af os er altså også bare virkelig gode til at være ekstremt optimistiske, hvis der er noget vi VIRKELIG gerne vil. Jeg var derfor fuldstændig overbevist om, at på Ærø ville jeg kunne få den ro og den nærhed, jeg så inderligt ønskede for mig selv, og ikke mindst min familie.

Men vi boede ikke længe på Ærø, før jeg begyndte at få en snigende fornemmelse af, at det ikke var rigtigt for os. Jeg skød den hurtigt til side, fortalte mig selv at det bare var en frustrationen over, at huset vi lejede, ikke var, hvad vi havde forestillet os, der var mit uheldige trappestyrt, frustrationen over de mange dage af øen (igen pga. huset), savnet til min mand, når han var i Odense flere dage ad gangen, og det at vi endnu ikke havde fundet en fast bolig.
Men fornemmelsen bed sig fast, og den voksede. Jeg prøvede at ignorere den, og holdt krampagtigt fast i min drøm, men underbevidstheden er stærk, og jeg endte i en tilstand af stress og dyb håbløshed, indtil jeg tillod mig selv at sætte ord på det, jeg vidste, var uundgåeligt: Vi må flytte.

Det var en vanvittig hård og voldsom proces at skulle give slip på den jeg troede, jeg skulle være, og på det liv jeg troede, jeg skulle leve. Det føltes nærmest som om, jeg måtte give slip på det meste af min identitet, men jeg måtte erkende, at prisen for at blive, ville være for høj for os som familie.

Da min farfar døde henover nytåret, tillod jeg mig selv at sige højt, at vi måske kunne købe hans hus i Middelfart, og det var som om, alting faldt på plads. Jeg gav mig selv lov til at mærke, at det fællesskab jeg troede, jeg kun kunne få koncentreret på en ø eller i en økolandsby, det har jeg faktisk allerede. Jeg HAR landsbyen.
Spredt over hele landet ja, men ikke desto mindre gik det op for mig, at hvis man vil skabe et nyt fællesskab, må man i stor udstrækning forkaste det gamle, simpelthen fordi de fleste af os har begrænsede ressourcer, og at skabe nye bånd kræver en stor indsats. Jeg kunne mærke, at jeg havde mere lyst til at styrke det, jeg havde. Jeg ønsker at bo tæt på mine forældre, så jeg kan være der for dem i deres alderdom, som de havde været for min farfar. Jeg ønsker at prioritere mine eksisterende, nærende relationer, og da først jeg havde givet slip på sorgen over det liv jeg sagde endegyldigt farvel til, kunne jeg mærke en dyb glæde tage over. En glæde over at vælge det, jeg havde i forvejen, aktivt til.

Kort efter fik jeg en henvendelse fra en kvinde, fordi hun med mand og to børn overvejede Ærø. Hun skrev blandt andet: ”Vi føler os låst fast i vores rammer, og det er derfor, Ærø er kommet ind i vores overvejelser. Er der ro og plads og dagligt fællesskab på måder, som minder om dem vi selv oplevelse som børn? Hvor relationer ikke kun er noget der dyrkes over en kop kaffe på legepladsen efter 16, og hvor de gode ideer ikke kun bakkes op af gode intentioner, men også hænder der vil være med, hvis du forstår? Hvordan oplever I at drømmene om et friere og mere roligt liv og den praktiske hverdag spiller sammen?”

Altså nærmest de præcis samme fornemmelser, den samme trang, som jeg havde følt.
Jeg svarede hende ærligt, fortalte om de helt lavpraktiske udfordringer vi havde mødt, om hvad det krævede at skabe sig et netværk og om baggrunden for vores beslutning om at flytte. Jeg kogte det ned til to hovedpunkter, jeg syntes de skulle tale om:
1) Er det realistisk at I begge kan lægge lige meget i at skabe livet her på øen? Hvis man skal gøre det, er man 100% nødt til at gøre det sammen.
2) Hvad er det, I helt konkret føler, I mangler I jeres liv? Er det realistisk at få det hele – og kan det evt. opnås på andre måder end at flytte til en ø?

Der gik noget tid før hun vendte tilbage, denne gang med en besked om, at de havde lagt Ærø på hylden for nu, og i stedet for valgt at arbejde på at flytte nærmere deres familie. Det kan sagtens være, at Ærø er svaret for dem, men min egen ydmyge erfaring er, at svaret på længslen måske slet ikke er det, man tror.

For første gang i næsten 20 år bor mine forældre nu en cykeltur væk, og det føles så godt og trygt, ikke mindst fordi vi kan se, at vi med dette valg har givet vores børn en kæmpe gave. At se dem med deres bedsteforældre, at mærke den dybe kærlighed, er simpelthen alle strabadserne værd.

Vi købte ikke min farfars hus, men valgte i stedet at leje et nybygget rækkehus i Middelfart. Det er ikke et halmhus. jeg må ikke holde høns eller kælegrise, og hånden på hjertet, så lyder det bare slet ikke lige så fedt som at bo på landet på Ærø. Men den desperate kalden fra mit indre er forstummet, og en ny følelse, af for alvor at høre til, spirer lige så stille frem.
Jeg er overbevist om, at vi altid vil se tilbage på vores år på Ærø, som én af de vigtigste perioder i vores liv. Også selvom det slet ikke blev, som vi havde forestillet os.

Tine Bernth Neumann er cand.scient.pol og mor til tre hvoraf den ældste starter på efterskole til august, mens de to yngste på seks og fire er hjemme med Tine. Tine skriver den inspirerende blog Hjemmeskoleliv om hjemmeskolelivets mange facetter.

“Alt det der definerede MIG, var skrællet væk” – Keramiker og pædagog Rikke Røjkjær om stress og vejen tilbage

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen LIGE HER.

Sommergæster
I forbindelse med min ferie fra bloggen, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige kvinder, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.

Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Jeg stødte på Rikke Røjkjær, da hun begyndte at læse med herinde og kommentere, og pludselig så jeg indimellem hendes instagrambilleder af skøn keramik og ord om stress og kampen for at finde tilbage – dengang for et år siden. Jeg hører ofte om stress; mærker det i vores samtid som en konstant underliggende trussel, og som den folkesygdom alle kæmper imod, men som kun kan undgåes eller overkommes, hvis man netop slipper kampen, mærker efter dybt dybt indeni.
Jeg synes, Rikke fortælling herunder er stærk og inspirerende:

Mor, er du træt?

Mor, er du træt? Er du træt…igen?” Det var min 11-årige datters ord, der rev mig ud af min rungende tomme glasklokke. Jeg var gået i stå ved køkkenvasken. Med opvaskebørsten i den ene hånd og gryden i den anden. Det var anden gang inden for få dage, tøsebarnet havde spurgt.
”Neeej da” svarede jeg. ”Der har bare været lidt travlt på arbejdet i dag,” forsøgte jeg med påtaget lethed i stemmen. ”Jeg skal vist bare lige i gang igen efter ferien.” prøvede jeg igen.

Men jeg kunne selv hører det. Matheden i stemmen. Jeg troede, jeg kunne stå distancen. Jeg troede, jeg kunne ”fake” det. Jeg skulle jo bare lige over dén her travle periode. Bare lige have de sidste store arbejdsopgaver overstået. Jeg skulle bare lige klare én dag mere. SÅ skulle det hele nok blive godt igen.

Men jeg tog fejl.

Hvad jeg endnu ikke havde indset, havde min 11-årige datter for længst spottet. Jeg var træt. Alt, alt for træt.
Uden at jeg selv havde opdaget det, var jeg blevet ramt af den folkesygdom, som knap 300.000 andre danskere gik rundt og led under. Jeg var blevet en del af en statstik. Jeg var blevet ramt af: STRESS.

I dag er det knap et år siden, jeg stod dér ved køkkenvasken, og blev konfronteret med min verden, som den tog sig ud fra en 11-årigs perspektiv.
Som i et skyggespil på væggen så jeg pludselig, hvorledes det hele var fat. Mit liv havde reduceret sig til kun at være noget værd i dagtimerne på arbejdet. ALLE kræfter blev etableret for at kunne møde ind på mit arbejde som stuepædagog hver eneste morgen. Med store smil på læben og overskud i samtlige professionelle relationer, tordnede jeg derud af. Men så snart jeg trådte indenfor hjemmets vægge klaskede jeg ubehændigt sammen; uden overskud til hverken børn, mand eller noget som helst andet af dét, der før gjorde mig så glad.
Jeg sov ustandseligt, jeg blev usympatisk kortluntet, hjertet hamrede derud af og hovedet var ét stort kaotisk tankemylder. Selv da jeg begyndte at gå rundt med konstant kvælningsfornemmelse og et solar plexus, der føltes som en håndfuld sprængfarligt granit, ænsede jeg ikke at stoppe op. Da ordene begyndte at forsvinde sammen med aftaler og kalenderens uoverskueligt mange to-do’s blev jeg blot endnu mere irriteret og frustreret over min egen manglende formåen og utilstrækkelighed.
Jeg blev stille og trak mig endnu længere ind i mig selv og blev forbandet vred, når min mand påpegede min manglende deltagelse i familielivet. Kunne han for fanden ikke se, at lige om lidt ville jeg falde sammen og blive liggende!? At der ikke var mere at give af!

Den dag ved køkkenvasken faldt jeg. Og så lå jeg dér.
Da gik det op for mig, at noget var rivende galt. Der var noget FULDSTÆNDIG galt ved det faktum, at jeg hver dag stod op, tog på arbejde og gav andre folks børn alle mine bedste kræfter. Alle smilene. Alle krammene. Alt overskuddet. Når mine egne børn blot så skyggen af deres mor, når hun kom hjem fra arbejde.

Jeg blev sygemeldt.

Stress og overbelastning.

Og en lang og sej rejse tog sin begyndelse.

Ordene der blev væk

Da jeg havde ringet til min leder og indgivet min sygemelding, fyldtes jeg i de første dage af en helt usigelig lettelse. Alle krav var væk. Jeg kunne ligge på sofaen hele dagen lang. Og det var lige præcis, hvad jeg gjorde. Der var ingenting tilbage. Jeg sov. Jeg kiggede ud i luften og sov så lidt mere. Men da de første akutte selvomsorgsdage var gået, sneg erkendelserne sig ind på mig og langsomt – men som en manifestation af tingenes tilstand, blev jeg klar over, hvor galt det hele var fat.
Jeg kiggede ud over mit liv og opdagede til min rædsel, at alt det der definerede MIG, var skrællet væk.  Jeg havde cirka et halvt år forinden lukket min lille keramikvirksomhed ned, da jeg ikke magtede både dén og mit lønmodtagerjob. På et tidspunkt i foråret havde jeg en arbejdsuge på næsten 60 timer, og det eneste jeg følte, jeg kunne skære væk var: min keramik.
Jeg skar og skar i mit liv. Store lunser af MIG blev kastet for løverne og til sidst stod jeg dér – skrællet ind til de bare knogler. Den sidste luns, der blev flået væk, var mine ord. Helt bogstaveligt blev mine ord VÆK. Jeg var rædselsslagen. Jeg kunne ikke formulere en sammenhængende sætning, da de mest basale ord som ”kop”, ”køleskab” og ”madpakke” var visket væk.  Eller det vil sige: jeg så ordenes betydning inde i hovedet, -kunne forklare mig ud af det, men mine sætninger blev lange, famlende og næsten apatiske i deres fremsigelse. Jeg måtte have hjælp til at finde mine ord igen!
Men hvor går man hen?!

Meditationens rum

Igennem mit arbejde fik jeg et tilbud om at deltage i et stress-coaching- og mindfullness forløb. Et forløb der gav mig ikke så få øjenåbnere.
Med den helt rette håndtering af al den frustration og tankemylder, der besætter en stresset hjerne, blev jeg igennem samtalerne med coachen, langsomt lirket ind på rette vej og fandt samtale efter samtale tilbage til MIG. Men vejen førte også til erkendelsen af, at jeg måtte sige mit pædagogjob op. Jeg tudede som et vandfald, da ordene forlod min mund. Jeg skal ikke tilbage til det arbejde, sagde jeg og brød fuldstændig sammen, da erkendelsen ramte mig.
Men dét der virkelig gjorde forløbet så stærkt, var en introduktion til meditationens univers. Pludselig blev det tydeligt for mig, at jeg ikke anede, hvad der foregik i min krop. ALT var oppe i hovedet. Kroppen havde brugt de sidste mange år på at skrige om hjælp, hvilket havde resulteret i angstanfald og en krop, der knoklede i højeste alarmberedskab, for at klare hverdagen. Jeg havde ikke den fjerneste ide om, hvordan det var at være i Rikkes krop – når der ikke var andet… end væren.
De første par gange jeg erfarede meditationens rum, gik jeg efterfølgende helt paralyseret rundt. Som en himmelfalden, der var landet et sted, hun ikke anede, hvad hun skulle stille op med. Var det sådan det skulle føles? Var det sådan at være til?

At komme tilbage til sig selv

En af de tilbagevendende sætninger jeg brugte om mig selv i den periode var: jeg savner mig selv! En følelse af at være blevet væk fra MIG, var en allestedsnærværende følelse. Som de før omtalte ”lunser”, der var blevet skrællet af, skulle jeg nu til at bygge op igen. Men hvordan bygger man noget op, der måske i virkeligheden aldrig rigtig har været der? For med mit benhårde og gennemgribende arbejde med samtaler og meditationspraksis, gik det op for mig, at min krop og hjerne havde været mere eller mindre stresset i de sidste femten år. FEMTEN ÅR! Hvordan finder man tilbage efter femten års vanrøgt af sig selv?
Mit svar blev keramikken og ordene.
Med bevidstheden om, at alt af værdi var blevet valgt fra i mit liv, blot for at jeg kunne indtage rollen som; først 12-tals pædagogstuderende, så stuepædagog i et udsat sociokulturelt område – samtidig med et til tider ret komplekst familieliv, havde ført mig ind i et hamsterhjul af konformitet og manglende kreativitet, hvor alt blev sat på ét bræt. Jeg VILLE være dygtig! Langsomt blev jeg en del af en mængde, som jeg på ingen måder kunne identificere mig med. Jeg følte farven blegne. Gråtonerne blev dominerende, og alle mine relationer blev hængt op på skulle og burde i stedet for: HVAD ILTER MIG? HVAD BRINGER MIG FARVE! HVAD BRINGER MIG KREATIVITET? HVAD BRINGER MIG ORD!

Da dén erkendelse gjorde sit indtog, fandt jeg et stort og rungende tomt hul, som stod klar til at blive fyldt op igen.

En kop ad gangen – en ny fortælling

Som en ny fortælling, der skulle fortælles, satte jeg mig med leret i hænderne og fortalte. Mine ord kom langsomt igen, alt imens jeg drejede den ene kop efter den anden. For ingen andres skyld end min egen, legede jeg mig igennem måneders keramikterapi – alene i mit værksted. Jeg havde brug for ensomheden – alenetiden, men havde samtidig brug for at dokumentere min rejse – min nye fortælling. Jeg havde brug for at blive spejlet i andre end mine nærmeste, der jo havde den stressramte alt for nærværende i hverdagslivet. Vi har alle brug for at blive mødt af forskellige øjne, forskellige omfavnelser – forskellige ord og tilkendegivelser.

Derfor besluttede jeg mig for, at øve mig i at være mere ærlig og sårbar i en ganske anden kontekst end dagligdagens relationer.
Jeg vovede min ærlighed ud i den virtuelle verden, nærmere bestemt på min Instagramprofil, hvor jeg blev mødt af en helt ufattelig mængde åbne hjerter og heppende følgere, som trofast fulgte -og stadig følger min rejse. En følgeskare som smed hundredevis af kram og knus efter mig den dag, da jeg i slutningen af maj 2018 kunne skrive: Jeg er raskmeldt!

Jeg har fået en enestående mulighed for at fortælle en ny historie. En ny og langt mere ærlig fortælling om livet for Rikke Røjkjær. En fortælling hvor sårbarhed, ærlighed, det uperfekte og ikke mindst farver og nærvær i mine relationer, bliver bærende for de valg, jeg skal træffe fremadrettet. Keramikken, ordene og farverne fylder lige dét de skal og min familie har endnu en gang fået den kærlige, nærværende og omsorgsfulde Rikke tilbage.

En dag for nogle måneder siden, kørte jeg min nu 12-årige datter i skole. Med musik i radioen og morgensolen i bagruden, vender hun sig mod mig og siger: Moar…du er slet ikke træt mere!”
Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg svare hende: ”Nej min skat, jeg er slet ikke træt mere.”


Følg Rikke på Instagram, hvor hun har en dejlig profil med smuk, kreativ, modig keramik og ærlige fortællinger fra et mangfoldigt liv.

Andrea Hejlskov: “De seneste syv år af mit liv har været voldsomme”

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen LIGE HER.

Sommergæster
I forbindelse med min ferie fra bloggen, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige kvinder, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.

Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Andrea Hejlskov er sommerens første gæsteskribent. Andrea, hendes mand og fire børn flyttede for syv år siden fra deres liv i Danmark og op i den svenske vildmark, hvor de bosatte sig som nybyggere, og byggede deres egen bjælkehytte. For to år siden flyttede familien til Sydsverige, hvor de nu bor i et gammelt træhus uden indlagt el og vand.
Sidste år, da jeg pludselig stod midt i en gigantisk shitstorm med medier og trolls, som gik i kødet på mig, var det blandt andet Andreas onlinestøtte, der holdt mig oppe. Her er hun med et hudløst ærligt opråb til os alle:

“Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang hørte om dig, Maj My, men jeg kan huske, at der for et stykke tid siden var en voldsom kontrovers, ikke mindst på din facebook, jeg kan ikke huske anledningen men jeg kan huske de perfide, fordomsfulde og sexistiske kommentarer, som du fik. På daværende tidspunkt havde jeg selv været “i vælten” i nogle år, og havde prøvet mange forskellige typer af shitstorms, jeg husker især kommentarsporet på en artikel i Jyllandsposten og kommentarsporet på den allerførste artikel om vores liv plus selvfølgelig den konstante strøm af indbakkebeskeder. Jeg siger ikke det her for at være såkaldt “pivet” (det må man jo helst ikke være), men fordi det for mig var en form for opvågning at se akkurat det samme ske for dig, som jeg selv havde oplevet.
Jeg blev simpelthen så rasende og efter dét blev jeg modløs, og det var helt klart én af grundende til, at jeg nedlagde mine profiler på sociale medier, og slettede alle indlæggene på min blog.

Den opbakning jeg har fået fra mine læsere og følgere har været kollosal positiv, det vil jeg skynde mig at sige, jeg har oplevet de smukkeste ting i selvsamme indbakke, hvor jeg fik flirtende, angribende, anklagende og vrede mails. Jeg føler mig enormt priviligeret over at have fået LOV til at påvirke folks liv på den måde, jeg har. Det er et stort ansvar, og det er helt ærlig en stor lykke for mig – det føles enormt meningsfyldt – men jeg vil bare ikke lade som om, det andet ikke også har været en del af det.
Jeg flyttede jo ikke ud i vildmarken med min familie for at blive konfronteret helt hardcore med kulturens mekanismer, men det var, hvad der skete, fordi jeg ytrede mig, og det har jeg brugt lang tid på at forholde mig til. Jeg har brugt årevis på at forholde mig til det. Det er KAMPEN, der ligger i det, når man, især som kvinde, forsøger at formidle en alternativ livstil, der har overvældet og overrumplet mig. Det er den interne følelse af at “sælge ud” og ikke praktisere netop den autenticitet, man taler om (hvordan kan man være autentisk i medierne, kan det overhovedet lade sig gøre?) og det er de konstante angreb fra indebrændte idioter.

Du spørger “hvor er du i dit liv” og dette er, hvad der allerførst falder mig ind at svare.
Jeg er der i mit liv, hvor jeg har taget en ordentlig gedigen pause, trukket stikket, trukket vejret, og nu forsigtigt titter frem, kniber øjnene sammen som en muldvarp.

Jeg er der i mit liv, hvor jeg på den ene side har mistet troen på at formidle alternative budskaber: Jeg kan se, at vi bare bliver en slags “kulturens malkekøer”, der skal forsyne folk med smukke illusioner; jeg kan se hvor meget vi, som kvinder, skal modtage af verbale overgreb, når vi ytrer os, og jeg kan se, at folk “junker” på livstilen, bliver livstilsturister, og at vi – som lever livstilen – bare bliver endnu en farvestrålende drøm, der skal holde folk nede i en følelse af utilstrækkelighed og magtesløshed, fordi man hele tiden tror, der er nogen andre, der har det federe end en selv. Og det vil jeg ikke være med til, OG PÅ DEN ANDEN SIDE er jeg der i mit liv, hvor jeg mere end nogen sinde tror på det, vi gør. Jeg tror på vigtigheden af at, der er nogen, der stiller sig frem og siger “Hey, det her fungerer bare ikke for mig” for jeg kan se, når jeg ser på det positive, at det virkelig har hjulpet nogle folk. At så snart jeg sagde at det ikke fungerede for mig, turde de også sige, at det ikke fungerede for dem (med det mener jeg “den moderne livsstil”, forbrugersamfundet, konkurrencestaten og så videre). Jeg tror nu, mere end nogensinde, på vigtigheden af at turde være sårbar, turde være selvmodsigende, turde være et MENNESKE midt i hele det cirkus, som både sociale medier og medier er. Og så tror jeg virkelig på, at os der gør det, os der tager én for holdet for at sige det metaforisk, fandme skal blive bedre til at være der for hinanden. Vi skal hjælpe hinanden og støtte hinanden. Netop i den slags situationer som den shitstorm du var ude i.

Jeg tror vi, kulturelt set, har brug for flere og mere nuancerede fortællinger omkring, hvordan man kan være menneske. Jeg sagde aldrig nogensinde, at jeg synes, alle skulle flytte i vildmarken eller bygge deres egen bjælkehytte, jeg sagde aldrig nogensinde, at vi havde fundet den store gyldne løsning på alting. Jeg sagde bare “hey, vi prøvede det her”, og så delte jeg vores erfaringer. Jeg synes, det er sygt trist, hvis vi holder op med at dele vores erfaringer med andre mennesker, fordi prisen er for høj. Det er faktisk et ret alvorligt problem, ikke mindst også fordi de historier man så får omkring folk, der lever alternative livsstile, altid bliver historier om dem, der lige er begyndt på det – dem, der ikke er knækket endnu og som stadig lever helt høje på drømmens adrenalin. Dem, der ikke har prøvet deres første shitstorm.
Der er skævridning i det her. Jeg kan se det på instagram (som er det eneste sociale medie, jeg er begyndt at bruge igen), det flyder helt over med de her meget smukke drømmebilleder af unge mennesker i hør, som lige er begyndt at dyrke smukke haver, og har smukke børn, og det er jo ikke sådan det ER.

Det var kolossalt omvæltende for mig at forholde mig til reaktionerne dels på store flugt bogen og på min blog, på responsen fra læserne, den positive og den negative, det var omvæltende at tage ud og holde foredrag, stå ansigt til ansigt med folk – det var omvæltende at forsøge at forstå min egen rolle og min funktion.
Jeg tog jo ud i vildmarken for at komme VÆK fra alting, men min oplevelse var bare, at jeg kom endnu mere IND i det – og det måtte jeg jo så forholde mig til.

Jeg har tænkt meget på, om jeg bare skal droppe det hele for altid. Jeg har tænkt meget på, om det er prisen værd at være åbenmundet, at ville noget, også politisk. Jeg har tænkt over, om jeg kan holde til det, og jeg har tænkt over, på hvilke præmisser jeg vil tage den rolle og den funktion på mig, som jeg føler jeg har fået.

Da vi først tog ud i vildmarken, havde vi helt klart den store permakulturelle-selvforsyner-prepperdrøm. Vi var helt oppe på den store klinge med alt. Vi byggede vores egen bjælkehytte, vi byggede to faktisk, vi knoklede, og vi knoklede som idioter, vi knækkede nakken. Vi tog SÅ mange kampe både med os selv, hinanden, naturen og kulturen. De seneste 7 år af mit liv har været så… voldsomme. Og det står jo i kontrast til den helt store permakulturelle selvforsyner økodrøm. Jeg er nok på vej væk fra den der helt store permakulturelle selvforsyner økodrøm, som altid var enormt æstetisk, smuk og mere henimod en jæger/samler metafor kan man sige. Jeg er fuldstændig færdig med at føle mig utilstrækkelig, jeg gider ikke føle, at jeg selv i mit oprør, selv i min såkaldte “alternative livsstil” er forkert- at der er nogle andre der gør det mere “rigtigt”, mere autentisk, ærligt, gennemført, smukt eller bare generelt bedre. Jeg er færdig med at føle mig udenfor i mit eget liv. Jeg er færdig med at have den der ødelæggende dårlige selvtillid, og det, at jeg har det sådan nu, er HELT klart en produkt af de seneste syv års kolossale kamp. Jeg ville ikke være, hvor jeg er nu, hvis ikke det var for alt, hvad vi har været igennem. Jeg føler, jeg er blevet… den vilde kvinde, som jeg gerne ville være. Men for helvede det har været en kamp! Så det er nok mit svar til spørgsmålet på, om jeg føler mig hjemme i mine rammer, i mit liv, i mig selv. Ja, det gør jeg. Og det gør jeg, fordi jeg accepterer det modsætningsfulde, det selvmodsigende og… de mange sandheder der godt kan eksistere på samme tid… hvor jeg, da vi først begav os ud på den her rejse havde meget, meget klare, stramme og definerede forventninger og billeder til hvem jeg skulle være, og hvordan jeg skulle have det.

Det første skridt var, da vi overhovedet besluttede os for at sige farvel til det gamle liv og tage ud i vildmarken. Det var et vigtigt skridt og måske nok det sværeste, og det er også derfor min bog (“Og den store flugt“) handler så meget om den beslutning, for da den først var taget, åbnede der sig så mange døre af sig selv. Det ene tog det andet. Dog vil jeg sige, at der er noget, jeg tror folk glemmer, når vi taler om at tage de her radikale livsvalg; Det er ikke sådan, at man beslutter -bam! – og så er det overstået. Der er tale om valg, som man bliver nødt til at tage igen og igen og igen- og nogle gange falder man tilbage i sit gamle tankemønster, nogle gange bliver man rædselsslagen, nogle gange mislykkedes man, men man bliver ved. Mest af alt blev vi ved, fordi vi ikke havde nogle alternativer. Vi SKULLE bare klare den. Nogle gange tror jeg fraværet af valg, fraværet af alternativer, har været afgørende for, hvor vi er idag. Havde vi haft råd til at tage hjem, og havde vi haft noget at tage hjem til, så havde jeg nok gjort det, da tingene var allersværest og allerværst. Træder man ud af sin komfortzone, det siger jo sig selv, så bliver det rent faktisk enormt ukomfortabelt. Nogle gange for lange perioder af gangen – og det bliver det jo NØDT til at være, hvis altså man virkelig VIL ud af den der komfortzone.

Det var svært, det ER svært, at leve uden fast indtægt og reelt set være fattige. Der er tale om en form for selvvalgt fattigdom, og det er jo i udgangspunktet noget helt andet end “almindelig” fattigdom, det er jeg med på, men det er stadig svært i en så materialistisk kultur som vores at være så meget “udenfor”.
Det er ikke svært, når vi bare er her i skoven. Her bliver vi jo ikke hele tiden bombarded med fristelser og tilbud og ting man åbenbart har brug for, men det er svært inde i byen, og det er svært når vi er sammen med folk fra byen ,og det er svært, ikke mindst, i forhold til vores børn. Jeg synes generelt, folk taler for lidt om de negative konsekvenser af at vælge en alternativ livsstil og det er også derfor jeg helt explicit siger, at vi er fattige, og det er faktisk også noget, jeg gør understreger, når jeg holder foredrag: Det er en konstant udfordring både at være fattig og at leve uden fast indtægt – men på den anden side er det altså også bare enormt smukt, for vi har virkelig en grad af frihed i vores liv, som jeg kan se, mange mennesker ikke har. Jeg tror, svaret på mange af vores problemer, kulturelt set, er at gå ned i leveomkostninger. Jeg tror, friheden ligger i at gå ned i leveomkostninger og det er noget af det smukeste, når jeg kan se, hvor krejleragtige vi er blevet, også mine børn, hvor resilitente og hvor selvkørende. Jeg VED, at vi kan klare os, og det er noget, man kun kan vide, når man virkelig har været presset helt derud, hvor det handler om overlevelse. Det har givet en stor stolthed. Jeg er stolt af, hvad vi har opnået, jeg er stolt af hvad vi har gjort, jeg kan se mine børn er stolte og jeg er vildt stolt af dem!

Du spørger, om jeg har tvivlet undervejs, og svaret er JA! Og det GØR man, og det er endnu én af de ting, jeg synes, vi skal tale mere om – os, der lever den her livsstil: Hvis vi kun forsyner kulturen med de smukke billeder får folk urealistiske forventninger og dør af nedtur hvis de prøver at gøre det samme. Det ER nederen, det ER svært, man TVIVLER, man tvivler helt vildt! hele tiden! Jeg tvivler stadig nogle gange.

Du spørger, hvad der har hjulpet mig igennem og frem til hvor jeg er nu. Svaret er min mand, Jeppe. Det er ikke fordi, vi har verdens lykkeligste parforhold, eller at vi ikke har problemer overhovedet, men den menneskelige relation jeg har opnået i forhold til ham… det har jeg aldrig prøvet før. Ikke kun fordi vi er afhængige af hinanden, praktisk, økonomisk- men også fordi vi har siddet 7 vintre i vildmarken og gloet på hinanden, nonstop, vi klistrede sammen, og blev til én krop. Nu er vi et sted, hvor vi har brug for “u-klistre” os fra hinanden, de store er flyttet hjemmefra, nu har vi landet et sted, hvor det ikke hele tiden handler om overlevelse, men jeg tror, jeg havde brug for at opleve den form for sammenklistring før jeg overhovedet kunne stole på et andet menneske. Det har været livsforandrende. Jeg er hundrede procent ikke det samme menneske nu som jeg var før.

Hvornår har du brug for dit mod? Jeg har hele tiden brug for mit mod! Især lige nu, hvor jeg sidder og færdiggør min næste bog. Man kan sige, at den her gang ved jeg jo, hvad der venter, jeg er ikke så naiv længere. Jeg tænker tit på Kierkegaard der sagde, at den rigtige helt er ham, der rider ud i slaget uden at være sikker på, at han kan vinde. Det er kun i den usikkerhed, at vi kan være modige. Men så er der jo også det faktum, at der ikke altid er tale om et valg. Jeg har BRUG for at skrive bøger, det er indlejret del af min eksistens, mit virke i verden, og så må jeg jo bare æde at det har nogle konsekvenser.

Hvad er kvinders vigtigste opgaver anno 2018? Jeg er jo en del af den der trend, som du måske også er en del af, der hedder “radical homemaking” – jeg har haft nogle virkelig heftige diskussioner med andre feminister som mente, at den eneste rigtige kvindefrigørelse og selvrealisering ligger på arbejdsmarkedet. Jeg er imod arbejdsmarkedet. Jeg er imod kapitalismen. Jeg nægter at anerkende, at jeg skal ud på arbejdsmarkedet for at legitimere min ret til overhovedet at eksistere, men samtidig kan jeg også bare se, at der ligger et vist mål af privilegium i denne position. Jeg mener, vi går jo hjemme fordi vi KAN, fordi vi har nogle ressourcer, der gør, at vi tør træde ud af hamsterhjulet og prøve at finde en anden måde at gøre tingene på- men det, i sig selv er et privilegium, som ikke alle har. Jeg tror, kvindernes største opgave i 2018 er at turde være hudløst ærlige overfor dem selv. Jeg går hundrede procent ind for gudindekraft og spiritualitet og det indadvendte arbejder der ligger i at forfine sin bevidsthed og frigøre sig fra kulturens undertrykkende historierne, men jeg er også i løbet af de her år, blevet mere og mere politisk og mere og mere aktivist, jeg betegner mig selv som klimaaktivist og deltager i demonstrationer og blokader.
Jeg tror, vores vigtigste opgave er at gøre BEGGE dele. Både arbejde på os selv, på at få livet til at give mening, på at være der for vores børn OG se, at denne kamp hænger uløseligt sammen med nogle konkrete ting omkring os.

Jeg er stor fan af basisgrupper- fordi, i min egen basisgruppe, har jeg set hvordan netop disse ting på “mikro” plan (altså inde i mig selv) hænger sammen med det strukturelle og “makroplanet”.

Jeg tror kvinder anno 2018 skal dyrke basisgruppen noget mere! Åbne op og være ærlige overfor hinanden. Jeg tror, søstersolidariteten kan redde os, og det betyder også, helt lavpraktisk, at vi f.eks skal være der for hinanden hvis en af os render ind i en shitstorm.

Hvad skal mænd lære nu? Det er ikke fordi, jeg synes, Jeppe er et mandeideal som sådan, men noget af det som har hjulpet i vores relation, var faktisk at han FATTEDE “me too”. Han tænkte enormt meget over det, vi talte enormt meget om det- vi diskuterede frem og tilbage, han kom med indvendinger og kritikpunkter, og langsomt fik vi talt os et meget ømt sted hen, hvor vi også kunne snakke om “toxic masculinity” og de krav der er til mænd, og hvor ødelæggende det kan være. Det har været nogle vigtige snakke, også i forhold til vores børn. Jeg kan se, at da han først FATTEDE det, var der som om en prås gik op for ham, et slør blev trukket fra hans øjne, og det har gjort, at vi har nemmere om at tale om nogle ting, også i vores parforhold, som det før har været svært at snakke om.

Hvad er dit bedste råd til  forældre?
Læs ikke magasinerne, læs ikke bøgerne, lyt ikke til folks gode råd! Tal med dine venner og veninder om de ting der er svære, de ting du ikke forstår. Mærk, mærk, mærk i dig selv og lad være med at gøre de ting der føles forkerte selvom alle siger, de er rigtige. At være forælder handler dybest set om at træffe radikale livsvalg på sine børns vegne, indtil de er gamle nok til selv at træffe disse valg. Det er radikalt valg at flytte langt ud i skoven i en bjælkehytte, men det er også et radikalt valg med store konsekvenser for børnenes udvikling og fremtid at sende dem i institution fra 8-16, det er kun fordi, alle gør det, at det ikke virker radikalt. Der er intet i denne verden, som kan lette det faktum, at du træffer radikale valg på dine børns vegne. Selv hvis du gemmer dig i mængden, træffer du radikale valg på dine børns vegne, så træf nogle valg du kan stå inde for. Det handler ikke om ikke at fejle, det handler ikke om at være forkert, det handler om, at man kan stå inde for sig selv.

Andrea Hejlskov skriver klimaklummer for Information, og arbejder lige nu på sin næste bog. Hendes seneste bog “og den store flugt” skabte voldsom debat i Danmark, da den udkom i 2013. Andrea holder stadig foredrag om bogen, familiens valg og livet i skoven.

Jeg holder ferie fra bloggen – og har aftalt med en række inspirerende mennesker, at de skriver i mit sted

Disse lange og på samme tid lynhurtigt overståede sommerdage så propmætte af magi og solskin, at man ikke kan få nok. Den berusende frihed, lyset, lugtene, løftet om kærlighed og tid.
Barnestemmer, cykeldæk mod grusvejen.
Vi spiller foldbold i naboens have, spiser is i hængekøjer og ærter fra marken. Ligger på græsset, og børnene siger til hinanden, hvad skyerne ligner.

På vej for at hente æg hos naboen springer haren ud på vejen, og fortsætter foran os de næste flere hundrede meter. Dens lange ører danser til lyden af børnenes hastige fodsåler, som så gerne vil følge med.
Vi bor her, fordi her er ro til at leve, som vi vil, og fordi her ser vi både rævens røde hale i kornet og mennesker, som tager sig tid til at lære os at kende.

Jeg hører Schubert for at mærke mine følelser rystende inderligt midt i dette gribende liv, som er både åndeløst let og fortvivlende svært. Sådan er det at være til: Vi bevæger os mellem øer af forskellige erfaringer og den rejse i sig selv er livet.
Om natten lægger jeg min hånd på børnenes varme maver, før jeg åbner gardinet en smule, så jeg kan falde i søvn i månens sølverskær.
I denne tid har jeg lyst til at trække mig tilbage, stoppe med at snakke og i stedet leve af at lytte, mærke, fornemme, blot være til. Jeg synes, jeg har sagt nok for nu.

Så jeg har besluttet at være stille for en stund.
Jeg holder ferie fra bloggen den næste tid, og lader ordene hobe sig op indeni i stedet. Jeg trænger til at mærke et overskud af idéer, for der er så meget, jeg gerne vil skrive, og så mange spørgsmål jeg gerne vil svare på, men jeg tror, jeg kan komme med bedre svar, hvis jeg tager en pause først.
Tit skriver jeg om at være tilstede og værdsætte tiden, og hvis ikke det skal klinge hult, må jeg selv gå forrest.

Mens jeg er væk fra bloggen, har jeg bedt en række inspirerende mennesker skrive i mit sted.
Jeg har sendt dem hver et personligt oplæg hver, og de har skrevet om alt fra rodløshed, minimalisme, stress og mod til forældreskab og livet i de store skove.
Et par gange om ugen vil jeg dele deres tekster, og jeg håber, de vil vække glæde, forundring og nye tanker i jer.

Ved I, hvad jeg elsker mest ved at blogge? Jeg elsker, når I kommenterer herinde, og når I sender mig mails, for dér sker magien: I udvekslingen, ærligheden, den delte søgen og taknemmelighed. Mange skriver, at de har taget sig sammen gennem længere tid, før de endelig skriver, fordi de synes, det virker grænseoverskridende at kontakte en fremmed. Men I er ikke fremmede for mig: I er med mig; I er et fællesskab. I er de hjerteslag, som giver mig energi til at fortsætte på denne rejse.
Jeg selv står på skuldrene af dem, der gik foran mig, alle har brug for nogen, de kan læne sig op ad, og vi som går foran, har brug for at vide, at andre er lige i nærheden. Tak til alle som læser med, tavse eller med larm, jeres tillid og tid er energi i universet.

(Ilja har netop hevet sin første rokketand ud, og Juno ser på med beundring, mens hun spiser kirsebær..)

 

Hvad skal min sommer bruges på, nu hvor jeg ikke skal skrive her?
Engang sagde man: “jeg holder af de gode ting ved livet,” og med det mente man rejser, kaviar, dyre biler, store armbevægelser.
Men verden er under forandring, og jeg tror nok, vi endelig er ved at zoome ind på det, der ikke kan købes, og som aldrig bliver glemt. Det er ikke længere ensbetydende med fattigdom, at man ikke rejser til Spanien eller Bali i sine ferier, og nu kalder vi det bevidsthed, omtanke og bæredygtighed, når man skaber en hverdag, som det ikke er nødvendigt at rejse væk fra for at føle livsglæde.
Hen over sommeren skal min familie og jeg læse bøger, male, tegne gigantiske tegninger, synge højt, sove i telt i haven, klappe grisene og hænge ud med en helt masse vidunderlige mennesker. Vi skal rydde op, bage kager og fange fluer.

Og jeg skal grave mig fuldkommen ned i planlægningen af vores næste skoleår, som får en lidt anden tone end det forgangne. Vi bliver heldigvis hele tiden klogere på os selv, og nogle af dynamikkerne herhjemme har brug for justering. Så jeg suger ny viden til mig i noget nær rekordfart (og bliver en lille smule forpustet undervejs), og håber, at jeg får mere forbindelse til min mavefornemmelse undervejs, for lige nu er den ikke helt på plads. Alt det skriver jeg selvfølgelig mere om, når jeg vender tilbage.

Jeg har også et en håndfuld idéer til ting, som jeg synes, det er værd at bruge nogle af jeres ferietimer på..:

Kurser: Gordon Neufelds The Vital Connection onlinekursus på i alt otte timer vendte mange ting på hovedet i mit forælderskab. Det er SÅ godt, og pt. glæder jeg mig, til Kristian og jeg kommer i gang med opfølgeren. Send en e-mail til Grete, som sælger kurserne i Danmark og hør, hvordan I kan komme i gang.
Hvis jeg havde en uge til et ikke-børnevenligt kursus, ville jeg kaste mig over mindst ét af de fede sommerkurser, som bliver afholdt på Martinus Instituttet i år. PDF med info om kursusaktiviteter for hele 2018

Dokumentarfilm om frihed og spiritualitet: Så meget godt i vente, The Challenge of Rudolf Steiner (downloades for i alt 10 pund), Maidentrip, Given (Netflix), Being and Becoming (Vimeo), I Am (iTunes), With One Voice (Gaia.com), The Music of Strangers (Netflix), Shaman, Healer, Saga (Gaia.com), Sustainable (Netflix).

Podcasts: Audiens på P1 om spiritualitet – jeg har hørt afsnittene om børns spiritualitet og det om Martinus, og de er virkelig gode.

Bøger: På min Hjemmeskoleinfo-liste anbefaler jeg bøger om hjemmeundervisning, unschooling m.m.
Bøger om spiritualitet: Lars Muhls Gralstrilogi, Michael Newtons serie om liv efter døden “Sjælerejser”, Charlotte Rørths “Jeg mødte Jesus”, Eben Alexanders “Til Himlen og tilbage”, Peter Bastians “Altid allerede elsket”, Kahlil Gibran “Profetens Bog”, Paulo Coelho “Alkymisten”, Bruce Lipton “Intelligente celler”. Og til dem, der godt kan lide mange sider og stor oplysning: Uffe Jonas: “Solen ved midnat”; Søren Hauge: “Levende Visdom”, J. Anker Larsen: “De vises sten”, Martinus: “Livets Bog”.
Skønlitteratur m.v.: Jeg har anbefalet en lille portion bøger i tidens løb. Se under kategorien “Film, bøger, musik – anbefalinger

 

Når jeg vender tilbage, kan jeg fortælle lidt mere om den bog, jeg regner med at skulle lave hen over efteråret og vinteren. Den har luret, siden sidste år, da min veninde sagde: “du skal lave en almanak over jeres liv”, og jeg med ét fik modet til at gøre netop det. Jeg har samlet de bedste billeder, håndplukket tekster og skrevet en liste over andre ting, jeg gerne vil have med, og til august kommer den redaktør, som jeg har prikket på skulderne, for at diskutere mulighederne.
Hvad vil I gerne læse om i den?

Til vinter holder jeg to retreats: Ét for kvinder, som dem jeg har holdt før, og ét for både mænd og kvinder om familieliv. Datoerne kommer op på bloggen i løbet af sommeren, og jeg skal nok skrive et indlæg både her, på facebook og instagram, når de er der.

Om et par dage skal I læse et dirrende, smukt og inspirerende skriv fra en kvinde, som lever, tænker og udfordrer samfundet fra sin bjælkehytte i Sverige. Mange af jer kender hende nok allerede, og forhåbentlig kender I hende endnu bedre, når I har læst den tekst, som hun har skrevet her til bloggen om sit liv lige nu, sin læringskurve og de ting, som fylder i dag.

(Husk at der er mere end 400 indlæg her på bloggen, som man kan dykke ned i, hvis man kommer til at savne mig en lillebitte smule 😉 Ellers er det en god idé at følge med på instagram, hvor jeg ikke forventer at blive helt stille.)

God sommer ❤

Når drømmelivet bliver for svært (om udfordringerne ved at vælge sine børn til i en adskillelseskultur)


I kender godt det med, at et tema opstår omkring én nærmest fra den ene dag til den anden?

Pludselig får man mails om emnet, og alle taler om det, og hurtigt står det klart, at her er noget, man bliver nødt til at dykke ned i. For mig starter det som regel med en “det vil jeg skrive om på bloggen“-tanke, og så går der nogle dage eller uger, før jeg reelt gør det, og i løbet af den tid vokser fornemmelsen sig større.
Således også nu, hvor mange omkring mig sætter ord på alt det svære ved at ville være sammen med sine børn i et samfund, hvor institutionaliseringen er så udbredt og så massiv, som det er tilfældet i Danmark.

Mange kvinder skriver til mig, at de mere end noget andet ønsker at gå hjemme med deres børn, men de føler sig stigmatiserede og sårbare, og oplever, at deres drømme smuldrer, fordi de ikke kan løfte omsorgsopgaven uden opbakning, forståelse og – ja, omsorg fra deres omgivelser. Jeg læser om familier, som er ved at knække i to, fordi samfundet på den ene side presser på for at få både forældre og børn ind i hamsterhjulet, mens deres intuition siger noget andet.

Vores forståelse af succes som noget målbart og ikke mindst materialistisk truer med at ruinere enhver idé om et andet liv, fordi den er så forankret i hvert eneste samfundsled (børneliv, skole, uddannelse, job), at det kræver et konstant fokus, hvis ikke man vil ende med at leve nøjagtigt som alle andre.
Vi vokser op på den løgn, at der er et mål i livet, og det mål er et job med en given løn og titel, og derfra kan alle ens drømme udfolde sig som en form for evig finale, hvor alt pludselig falder i hak, uanset hvor sjæleløst og tomt man har følt livet indtil da.
Men den smukke sandhed er selvfølgelig, at livet ikke har et mål. Livet kan kun leves nu, og man kan ikke samle det til bunke eller komme til at brænde det for hurtigt af. Vi har ingen grund til at skynde os mod et særligt plateau i vores skæbne, og alt det som venter på kontor nr. 37 i den bygning, vi drømmer om at gøre karriere i, risikerer kun at ødelægge vores reelle glæde, hvis ikke vi træder varsomt, og forstår, at tiden er livets eneste egentlige ressource.
Det er et lykkeligt faktum, at vi ikke behøver jage et mål, vi skal blot øve os i at være lige her, hvor vi er. Nemlig i nuet.

Men det er svært, når alle omkring én spørger: “Hvordan kan du holde ud at være sammen med dine børn hele dagen?” eller “Savner du ikke at bruge dig selv?”
Kvinder skriver til mig, at selv hvis man bosætter sig i en økolandsby med selvforsyning, halmhuse og forældre uden smartphones, så bliver børnene afleveret i den lille børnehave for enden af vejen hver eneste dag, så forældrene kan gå på arbejde. Selv dér er man uden for som hjemmegående, og man bliver ensom.
Fællesskabet anno 2018 ligger i adskillelsen, når vi forældre mødes foran dagplejen, og snakker om, hvor dejligt det er at komme hen i stilheden på kontoret, mens børnene larmer et andet sted. Fællesskabet anno 2018 er for mange af os stadig forbrug, stress, smerte og længsel..

Det hele handler i alt sin nedslående enkelthed om, at vi har skabt et samfund, hvor der er flere penge i at aflevere sine børn til pædagoger og færdiglavet mad end at blive hjemme sammen og lave maden selv. Og hvor pengene er blevet både målet og midlet.
Vi lider alle sammen under den åndsfattige virkelighed, som materialismen skaber, og jeg modtager hver uge mails skrevet ud af afmagt og sorg. Nogle spørger, om jeg har forslag til, hvordan de kan leve den drøm, vi deler, mens andre fortæller, at de ikke kan holde til det mere, uanset hvor gerne de vil være hjemme med deres børn. Enkelte er vrede, fordi mit liv syner bekymringsfrit og uopnåeligt, når man læser med på afstand, og de oplever ikke selv at have samme valg.
Gennemgående er følelsen af en splittelse mellem hjertets dybeste længsel og samfundets racerløb mod et ikke-eksisterende klimaks.

Mange skriver til mig, at de hellere end noget andet vil være sammen med deres børn, men ægtefællen arbejder 9-10 timer dagligt, og fællesskabet er forsvundet ud på arbejdspladserne og ind i børneopbevaringen, og de mursten som mange af os knokler for at betale af på, står tomme det meste af tiden.

Det betyder, at de familier som netop i disse år begynder at vælge anderledes, er alene på flere plan: Det sociale ville ikke være en udfordring, hvis flere levede sådan, men når man er den eneste hjemmegående familie på vejen, bliver det pludselig et ømt punkt. Hvordan lever man som i en landsby, når landsbyen er væk? Det ville være så meget nemmere, hvis vi var fælles om at skabe denne bevidsthed og leveform.

Og nu skal jeg fortælle jer, hvorfor det er svært for mange af os at være hjemme med vores børn (selvom det er vores allerhøjeste ønske): Fordi vi ikke selv var hjemme med vores forældre, ligesom deres forældre ikke var det med dem. Fordi tilknytning er noget, vi først lige er ved at forstå betydningen af. Fordi det kan være svært at elske ubetinget, løse konflikter uden at forfalde til vrede og give plads til individets udfoldelse, når man aldrig selv som barn har oplevet nogen af de ting.  Det er en meget stor følelsesmæssig opgave at være alene med sit barn, når man ikke selv blev næret tilstrækkeligt som barn, og det kan være pissesvært at skulle opfinde hele verden på én gang, uagtet at man i sit hjerte ved, man er på rette vej.
Og lige dér mangler fællesskabet, opbakningen, den fælles forståelse. Dér i smerten, splittelsen og tvivlen bliver det så tydeligt, at vi som samfund har behov for at skifte spor.

Jeg tænker det ofte selv: Hvordan kan vi indrette et samfund, hvor det er normen at være sammen fremfor adskilte fra vores nærmeste? Svaret må være noget i retning af, at fremtiden kommer med de mere praktiske løsninger – teknologien har vi, og lysten dukker frem som små spirer over alt, og med tiden finder vi helt nye måder at indrette os på. Der vil være mere frivillighed, mindre manuelt og fysisk opslidende arbejde. Der vil blive tid til at dele livet på tværs af generationer, og det er klart (decideret himmelråbende oplagt), at vi vil arbejde mere i de år, hvor vores børn ikke er små og mindre i de år, hvor de har mest brug for os. Børnene bliver en del af livet fremfor sendt af sted til den parallelverden, vi har skabt til dem.

Svarene tvinger vi frem ved at træffe anderledes valg, stille højere krav, se os selv i øjnene og mærke hjertets kald. Svarene kommer, når vi opsøger ligesindede, og sammen skaber fællesskaber, laver små landsbyer af samhørighed og omsorg.

Og mens jeg gik og tænkte de tanker, og følte mange følelser for alle de kvinder i min indbakke, som jeg så nemt kan identificere mig med, skrev vidunderligt vise Nynne fra Verden ved siden af denne opdatering, som jeg synes, er vigtig at få med:
“(…) Jeg vil ikke bruge min kvindekrop og min sjæl på, at tænke børnene UD af livet i form af kamp og den evindelige råben om #minimumsnormeringer og kvalitetsløft i daginstitutionerne. Faktisk skræmmer tanken om bedre normeringer mig, fordi jeg frygter at det bliver en hvilepude og endnu et plaster på såret, der stammer fra at vi aldrig, efter kvinderne tænkte sig selv ind i livet og ud af hjemmet, fik tænkt børnene med. Dem fik vi tænkt UD af livet og ind i de idag dybt skadelige institutioner, som vi kalder “vuggestuer” og “børnehaver”. Tænk, hvis vi samlede alt vores menneskelige følsomhed og rationalitet og satte os sammen om at tænke verden helt anderledes. Vi kunne også bare starte med Danmark. Satte os sammen om at tænke os et sted hen, hvor børnene ikke var tænkt ud i en (institutions)verden ved siden af den verden, hvor dem som børnene elsker og som ubetinget elsker børnene lever. Jeg vil bruge hele min menneskelighed på den store opgave, der ligger i at føle, tænke og handle for vores #omsorgsrevolution. Jeg får styrke og mod ved tanken om, at vi er mange der mærker samme længsel. Og at vi løfter og bær os selv og vores børn i samlet flok.

Og jeg svarede: Ja, Nynne! Ja – til det alt sammen. Det er dér, vi skal lægge vores energi: I den altomfavnende, dybt ambitiøse og helt uundværlige #omsorgsrevolution. Institutionernes normeringer er afgørende for kvaliteten af dagtilbudene, men de rykker ikke ved den grundlæggende smerte og det vidtrækkende svigt, som ligger implicit i institutionaliseringen. Og derfor må vi gerne kæmpe for det bedste, selvom det gør ondt på mange, og fostrer vrede rundt omkring.
Men der opstår alligevel for mig en sorg og usikkerhed i denne kamp, når jeg igen og igen hører fra kvinder, som i deres hjerter mærker en længsel efter at være sammen med deres børn og bygge livet op omkring familien, men som ikke magter det. Fordi de ikke oplever opbakning i deres netværk, og savner fælleskab og ligesindede. De har ikke selv erfaret nærværet eller følt tilknytningen til deres eget ophav, og er i det hele taget selv vokset op i en kultur, hvor omsorg og moderskab ikke var en værdi, før de selv følte det, da de blev genfødt som mødre.
Vi er mange, som selv skal opfinde alt i denne ellers så naturlige levemåde: vi har ikke været hjemme, er ikke blevet holdt tæt eller elsket ubetinget, ligesom vores forældre heller ikke blev det. Så vi famler og vi kører træt, bliver usikre og magtesløse. Og de kvinder, som mærker den gribende splittelse, føler jeg dybt i mit hjerte, for jeg kender deres afmagt, og jeg er her ikke for at få andre til at føle utilstrækkelighed.
Vi må gå forrest med lyset og vise vej uden nogensinde at forfalde til arrogance eller udskamning.

Jeg ved, at fremtiden rummer meget af det, som jeg selv udlever hver dag, og som jeg forsøger at inspirere andre til også at turde gribe: Det tilknytningsorienterede liv med fokus på familien, fleksible arbejdstider, lavere leveomkostninger, mindre forbrug og større frihed generelt. Jeg ved, at det er svært, og vi er mange til at støtte, udveksle tanker og idéer, dele sorger og glæder med hinanden, men vi er ikke mange nok, og det kan stadig være en ensom vandring at vælge det alternative liv.

(undskyld det blev så langt, jeg prøvede virkelig at begrænse mig, måske jeg får tid til at skære i det senere, men for nu er det, som det er, og jeg skal ud at gå en lang tur med en flok dejlige unge mennesker #arbejde)

“Hvor kommer modet fra?” Jeg har svaret på en række spørgsmål om mit eget liv. (Læs svarene her)

Camilla Willumsens, som har bloggen Moderskaber, og som arbejder med rådgivning af gravide og småbørnsforældre, skrev til mig for et par uger siden, om jeg ville lave et gæsteindlæg til hendes blog.

“Vil du ikke skrive om dine oplevelse med at bryde normer? At træffe anderledes valg. Hvor har du fået indsigten og modet fra? Har det været svært? Her mener jeg ikke bare at hjemmeskole, men det at gøre noget, få andre gør. Hvad var det, der gjorde, at du endte med at hive alle børnene hjem?”

Det er sjovt, det med at få spørgsmål: Indimellem kan det bringe selv den mest ordtomme hjerne til at producere svar, og pludselig sad jeg om aftenen og skrev, og det kom der et indlæg ud af, som Camilla har delt på sin blog, og som I nu kan læse her:

Camilla har spurgt mig, hvorfra jeg har modet til at leve et liv, som er anderledes fra mange andres. Det er blevet til at skriv om min barndom og om et kritisk blik, der med alderen er både modnedes og  blevet mere modigt.

Undersøgelser viser, at børn hvis forældre driver selvstændig virksomhed, har større sandsynlighed for også at blive selvstændige som voksne. Det skyldes, at de gennem barndommen udvikler en højere risikovillighed, og mærker den frihed, der er forbundet med at være sin egen chef.
I mit barndomshjem herskede der en stemning af autonomi – en fandenivoldskhed, om man vil, som mine søskende og jeg fik installeret i os. Vi voksede op med historier fra vores forældres oprørske ungdom, og historierne talte ind i en frihedslængsel, som blev en del af vores DNA.

Min far plejede at opfordre os til at gå over vejen uanset farven på lyset, hvis der ingen biler kom, og han rystede på hovedet, hvis vi læste til eksamen under vores læseferie, mens solen skinnede. ”Hvad i alverden laver du herinde? Det er sommer!”
Hans selvstændighed rustede mig til at være på vagt overfor autoriteter og ubevidste valg, og den kritiske sans har kun vokset sig større, jo ældre jeg er blevet.

Men min far nåede aldrig selv at leve frit; hans opposition var en vrede, som aldrig blev manifesteret, og jeg har lært, at det kræver både vilje og omtanke at leve reelt frit. Jeg har, siden jeg flyttede hjemmefra, levet mit liv, som jeg havde lyst, og i en del år var mine valg mere et oprør, end en intuitiv bevægelse, men sådan så min rute ud, og nu kan jeg ærligt kan sige, at jeg går, som mit hjerte viser vej, og jeg tvivler sjældent på, hvad der er op eller ned.

Således ser mit liv på en del områder anderledes ud end de fleste andres. Det er ikke et spørgsmål at ville skille sig ud, det handler simpelthen om, at jeg ikke gør noget uden at tage stilling til det. Og – hånden på hjertet og med fare for at blive slagtet på de sociale medier – så er det ikke ret mange af flertallets vaner, der vækker genklang i mig. Det giver simpelthen ikke mening for mig at bruge de fleste vågne timer på et arbejde, jeg ikke føler meningsfuldt eller at aflevere mine børn til mennesker, som ikke elsker dem lige så højt som jeg.
Det giver ikke mening at se X-Factor, når der findes SÅ mange gode bøger, film, samtaler og symfonier i verden, og det handler ikke om rigtigt eller forkert eller om at pege fingre, men eksempelvis X-Factor snupper hurtigt 15 timers af ens efterår, og de 15 timer har jeg andre ting, som jeg langt hellere vil bruge på.
Ultimativt giver det ikke mening for mig at melde mig ind i en samfundsstruktur, jeg grundlæggende mener, er fejlagtig. Jeg tror ikke, at kapitalisme eller overproduktion er vejen frem, og jeg tror ikke, at vores liv behøver indeholde trætteligt arbejde, som ikke gør jorden til et skønnere sted. Når jeg hører en kvinde sige, at hun hellere ville være sammen med sine børn end gå på arbejde, men at hun ”sidder i saksen, fordi vi har købt hus og bil”, får jeg lyst til at hjælpe hende med at ændre sin hverdag. Sælge det meste, finde noget billigere. Prioritere friheden og opdage nye vidunderlige veje gennem livet.

Det er derfor, jeg skriver min blog, selvom jeg ofte har lyst til at trække mig og leve et ubemærket liv her ude på bøhlandet. Jeg kan ikke lade være med at formidle oplevelsen af, at vi har en helt masse frie valg, og jeg føler en brændende trang til at huske mine læsere på, at intet er givet på forhånd. At livet er meget mere vidunderligt, når man selv har orkestreret det efter sine personlige drømme og at det meste kan lade sig gøre, hvis man er villig til at ændre på sin indstilling.

Man kan sige, at jeg har en no-bullshit tilgang til livet, hvor intet er helligt. Jeg stiller spørgsmålstegn ved alt, og hvis jeg gør noget, som er ordinært, spørger jeg i endnu højere mig selv, om det er hensigtsmæssigt, netop fordi det kan risikere at være en autopilot handling. Er engangssugerør i vores morgensmoothie eller Disney Show fredag aften den bedste løsning for os? Svaret er nej, derfor vælger vi anderledes.
Ingen er perfekt, og selvom jeg køber fryseposer fremstillet af majs (som revner for et godt ord!), er der andre områder, hvor jeg accepterer, at jeg endnu ikke er i mål, og måske aldrig kommer det. Jeg køber stadig fra tid til anden ét eller andet legetøj til mine unger uden at tænke mig om (og nogle måneder senere afleverer jeg det i Røde Kors, og har således både bidraget til fortsat produktion af overflødige produkter, spildt mine penge og givet mine børn oplevelsen af, at vi køber uden omtanke.), jeg råber for ofte, og så er jeg afhængig af chokolade. Men de helt store linjer tager jeg ansvar for, og dem er der ingen andre end mig selv og min familie, der skal definere.

Det med børnene? Dem pillede min mand og jeg ultimativt ud af børnehaven og skolen, fordi vi var klar til det. Jeg tror egentlig, jeg altid instinktivt har vidst, at det ville være bedst for mine børn at være hjemme, og måske også at det var bedst for mig. Men jeg var bange for, at det ville ødelægge noget, hvis ikke jeg afleverede dem i en institution. Jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle gribe det an at være en reelt nærværende forælder, for jeg kendte ingen, der levede sådan.
Det er jo et helt forrykt tankemønster, som opstår af vores massive institutionalisering og konstant nærværende adskillelseskultur, hvor alt lige fra ammeanbefalinger til barselsregler er tilrettelagt efter, at vi skal kunne give vores børn fra os, når de runder et år.
For mig hang tilvalget af vuggestuen også sammen med det manglende fællesskab i barselslivet, som betød, at jeg var meget alene med mit barn, der havde kolik. Urbaniseringen har for mange den konsekvens, at vi er langt fra vores familie, og arbejdskulturen betyder ydermere, at bedsteforældre, mostre og naboer alle sammen er på arbejde. Der opstår et vakuum og en enorm ensomhed i barslen, medmindre man selv har overskud til at stable et stærkt netværk på benene.
Så jeg afleverede min søn i vuggestue, og det var en meget splittet følelse. Den helt åbenlyse lettelse over ikke at have ansvaret i nogle timer blev kvalt af smerten ved at overdrage mit barn på 16 måneder til fremmede hænder. Det virkede kunstigt at komme tilbage nogle timer senere, og i garderoben spørge de ukendte pædagoger, hvordan han havde haft det, og hvad han havde lavet, mens jeg var væk? Mit barn.

Men idet, at jeg afleverede mit barn, blev jeg med ét en del af en slags klub, og det havde jeg savnet, siden jeg blev mor. Nu var jeg én af dem, som også havde for travlt til at være mor på fuldtid, og retorikken blev hurtigt, at det var dejligt at komme tilbage på studiet og få tid til at bruge hjernen igen. Der er SÅ mange vinkler i den problemstilling, at jeg næsten ikke kan rumme det. Der er det faktum, at det ER vildt hårdt at være mor – i særdeleshed på grund af den måde, vi har indrettet os. Lige så meget som jeg mener, at alle børn har bedst af at være sammen med deres forældre de første 3-6 år af deres liv (eller mere?), lige så vigtigt synes jeg, det er, at mødre ikke er ensomme eller deprimerede.
Der er også det faktum, at både vi selv og vores egne forældre blev passet ude, så ingen af os ved helt, hvordan man skaber en sund tilknytning til sit barn, og mange af os tror ligefrem, at institutionen er en nødvendig del af et helstøbt liv. Jeg kan næsten ikke understrege tilstrækkeligt, hvor vildledende og smertelig jeg mener, den opfattelse er.
Vi er en brik i et maskineri, som ønsker os tilbage i produktionsledet hurtigst muligt, og retorikken bliver et blodfyldt og løgnagtigt plaster over vores dybeste smerte: Vi lever med dette livslange tab, at vi adskiller os fra vores børn, for at kunne købe nye ting til et liv, hvor der aldrig er nogen hjemme. Vi sparer sammen til ferier, hvor vi frustreres over vores nærmeste, fordi vi ikke er vant til at være sammen, og vi drømmer om at tage roen fra ødegårdsweekenden med hjem, men den drukner i ønsket om et nyt køkken og en højere stilling på jobbet.
Og selvom vi savner vores børn, når vi er væk fra dem, siger vi i kaffestuen på arbejdet, at det er fedt nok at komme på forretningsrejser væk fra dem. ”Jeg nyder at komme lidt hjemmefra”, som om vores familie er noget, vi med rette ønsker os selv på afstand af. Der er så meget smerte i den afstand, men nu kalder børnene og vi selv på forandring. Noget er ved at ske, og vi er mange, som kalder på forandring.

Da min familie og jeg flyttede til Ærø for tre år siden, var det en fysisk bevægelse væk fra de kasser, som vi følte, uværgeligt blev trukket ned omkring os (arbejde, institutionalisering, skole, pisatests, pensionsopsparing). Vi havde behov for at skabe et liv, der gav mening for os, og på Ærø følte vi, at vi selv kunne bestemme, hvordan vores liv skulle se ud, og det åbnede for en større sensitivitet og et dybere nærvær. Afleveringerne i børnehaven blev sværere endnu, og da vores ældste skulle fra 1. til 2. klasse på friskolen, hvor der ville være et større fokus på det boglige og mindre tid til leg, yoga og meditation, vidste vi, at tiden var inde til at gribe den drøm, jeg havde haft i nogle år: Hjemmeskolelivet.
Det faldt i hak med, at vores yngste var så stor (knap halvandet), at Kristian og jeg kunne se, at vi faktisk havde overskud til at have alle børnene hjemme. Og med ét var vores liv forandret.

Det med at hjemmeundervise er ligesom alt andet i mit liv:  En reaktion på en erkendelse.
Som ny mor begyndte jeg på et tidspunkt at tænke over, hvad jeg egentlig havde fået med fra min skolegang, og jeg kom hurtigt frem til, at det ikke var meget, jeg kunne huske. Samtidig var jeg ikke i tvivl om, at også den sociale dannelse ville have bedre vilkår under andre forhold end i en klasse med 28 elever. Jeg hørte om hjemmeundervisning, bestilte en stak bøger, og e-mailede med familier, som levede det liv. Jeg mærkede den begejstring og samtidig ro indeni, som jeg har lært, er ensbetydende med, at jeg er på rette vej.
Og her står vi nu: I en hverdag med fire unger hjemme, hvoraf tre er officielt hjemmeskolede fra august, og den ældste har været det i et år. Undervejs i denne hverdag forstår jeg efterhånden, at det er mine børn, som lærer mig om livet og ikke omvendt. Jeg har aldrig følt mig hverken mere glad eller stærk end nu, og når jeg går i seng om aftenen, ved jeg, at jeg har brugt min dag på det, der giver mest mening for mig. Det er et vidunderligt liv – fuldt af store og udfordrende erkendelser, og det er, her vi er kommet til i vores proces, som udspiller sig i en kultur, hvor det generelt er anses som en form for nederlag, hvis man bruger sit liv sammen med sin familie. Derfor tog det os tid at komme helt ind til kernen i vores drømmeliv, og derfor giver det mening for mig at fortælle min historie: Så andre forhåbentlig også kan tage hul på deres version af et drømmeliv – snarest muligt.

Når søskende skændes, og forældrene ikke aner, hvad de skal stille op (hvad gør man så?)

I den tid jeg har haft bloggen, har der været en håndfuld spørgsmål, som kommer igen. Det ene lyder: “Hvordan håndterer I søskendekonflikter?”

Modsat de fleste andre tilbagevendende spørgsmål er dét med konflikterne ét, som jeg aldrig rigtigt har gået i dybden med. Hvorfor? Fordi jeg ikke føler mig tilstrækkeligt kompetent til at skulle vejlede andre i netop den svære disciplin. En disciplin, som rummer både det at trøste, rumme, anerkende og guide sine børn. En disciplin, der mere end noget andet, kan presse mig, så jeg bliver afmægtig – eller vred.

Men jeg øver mig, og jeg bliver bedre, i høj grad takket være særligt to ressourcer, som jeg anbefaler alle, de rhar med børn at gøre, at dykke ned i.

Den ene er Gordon Neufelds onlinekursus The Vital Connection, der i sig selv fortjener en meget grundig anerkendelse og opmærksomhed her på bloggen, som jeg dog ikke får skrevet, før jeg holder ferie, så derfor blot dette lille heads up: Psykolog og tilknytningsekspert Gordon Neufeld har så meget fat i den lange ende, når det kommer til at skabe den sunde, livslange tilknytning mellem barnet og vi forældre. I dette kursus, som strækker sig over otte videolektioner af en times varighed (der streames), kommer han omkring næsten alt det, der fylder i relationen mellem voksne og børn i løbet af en opvækst. Ét af de emner, han zoomer ind på, er netop konflikter mellem søskende, hvor han blandt andet fremfører den pointe, at man som voksen ikke skal forsøge indlægge læring eller løftede pegefingre i selve konfliktsituationen, men derimod bør bevare fokus på fredeligt og uden anklage at stoppe konflikten. Han understreger, at man gør klogt i at vente med den undersøgende samtale, hvor man prøver at komme nærmere, hvad der ligger til grund for konflikten, til børnene er følelsesmæssigt klar til det (hvilket kan være alt mellem ti minutter til 48 timer efter konflikten).
Kristian og jeg så kurset sammen i februar, og det lærte os helt enormt mange nye ting om forældreskabet. Snart er vi klar til at hoppe ombord i kursets anden del, som jeg har hørt, er lige så god.

Den anden ressource, som jeg på det varmeste vil anbefale i forhold til at forstå barnets konflikter, er en bog, jeg har nævnt herinde nogle gange på det seneste, nemlig: Naomi Aldorts “Raising our children, raising ourselves“. Omend Naomi Aldort kun sporadisk kommer omkring netop konflikter mellem søskende, har det været forløsende og faktisk revolutionerende for mig at læse hendes tilgang til netop konflikter – ja, og alt andet, hun beskæftiger sig med. Men konflikterne er et centralt emne i hendes bog.
Naomi Aldort arbejder i bogen først og fremmest med sin S.A.L.V.E-metode, som er en huskeregel til at komme mere tilstede i konflikter med børnene fremfor blot at trække på de gamle tankemønstre, som langt de fleste af os er dybt spundet ind i. Hun opfordrer os til altid at stoppe op, granske de tanker, som er ved at blive til ord ud af vores mund og blive mere bevidste om, hvorfor vi tænker, som vi gør, og hvordan vi kan reagere mindre destruktivt og i stedet FORSTÅ barnets motiv, som aldrig er ondskab men nærmere umodenhed, misforståelse eller en følelse, som skal ses og anerkendes.

Jeg er så langt fra at være i mål i de der konflikter mellem mine børn. Og de er grimme, nogle af vores konflikter, og jeg ved, at der stikker noget dybere bag, og lur mig om ikke det er mine egne mønstre, som gentager sig (nedladenhed, kritik, hån, ironi), men jeg er på vej. PÅ VEJ, ikke i mål.
Min vej handler blandt andet om, at jeg nu i højere grad søger årsagen til konflikten i hvert enkelt barn: Hvad er deres frustration/vrede/afmagt/sorg et udtryk for?
Jeg prøver at stoppe konflikten uden at pålægge nogen af parterne ansvar eller placere skyld. Det kan være svært, hvis en storebror sparker en lillesøster, eller hvis den ene part siger noget sårende, som man er bange for, slår en flig i stykker i den anden.
Min metode er at trække vejret dybt, forsøge ikke at blive vred, minimere mine egne angreb. Jeg ØVER mig i ikke at sige alle de åndssvage, nedbrydende, forfærdelige ting, som flyver igennem mine tanker, fordi de engang blev sagt til mig, og prøver at være enten anerkendende, stille tilstede eller spørgende.

Det er det bedste jeg kan, indtil jeg knækker koden for, hvordan jeg skal støtte mine børn i ikke at have så mange konflikter i første omgang. Mange af konflikterne herhjemme bunder i dårligt selvværd, tror jeg. Og meget af det dårlige selvværd bunder i dårlige vaner i forhold til plads til følelser og i forhold til institutionalisering og i forhold til en helt masse, som jeg næsten kan smage på spidsen af min tunge, men som jeg ikke helt har fordøjet – eller forstået – endnu.

Den anden dag legede alle børnene med nogle plaider i stuen. Juno tog på et tidspunkt et tæppe, som én af de andre havde gang i, men som lå for sig selv. Den store søskende blev vred, og råbte højt. Det lød voldsomt, og Kristian sagde: “Juno skal også have lov til at have et tæppe”, og sagde, at hun måtte beholde det. Den store skubbede Juno til side, råbte højt, og løb ovenpå. Juno legede lidt med tæppet, men fulgt så efter den store, og deroppe kom de to op at skændes om noget andet, som den store oplevede, at Juno havde taget. Før nogen af os nåede at tænke en tanke, slog den store Juno, mens de stod på toppen af trappen, og vi råbte “Pas på – hun kan falde ned!”, og vi råbte sikkert også andre vrede, dumme ting. Helt ærligt – dumme ting, ting, som ikke hørte sig til.
Den store barrikaderede sig på sit værelse. Ville ikke snakke, ville ikke holdes om. Græd og råbte og sparkede og skubbede os væk.
Jeg trak vejret dybt, satte mig på hug, og spurgte, om jeg måtte sidde i fodenden af sengen. Jeg gav lidt tid, og spurgte så:
“Føler du dig misforstået? Jeg kan godt forstå, hvis du har svært ved at stole på mig lige nu.”
Stilhed.
“Vil du fortælle, hvem du er vred på?”
“Far!” råbte det grædende barn, og jeg blev simpelthen så overrasket.
“Føler du dig misforstået af far?”
“Ja, det var mig, der havde tæppet, og så gav han Juno lov til at tage det.”
Kristian hørte vores udveksling, og kom, og lagde sig ved barnets side. Holdt om, undskyldte og forklarede, at sådan en fejltagelse vil han gøre sit bedste til ikke at gentage nogensinde. “Bare fordi hun er den lille”, som den store sagde, og ja – det er desværre nok rigtigt, at sådan handler vi indimellem, netop fordi Juno er den mindste. Vi kunne heldigvis etablere tilliden mellem os og barnet hurtigt igen, og det endte med en varm og tryg stund.

Jeg er så taknemmelig over, at jeg er blevet bedre til at se bagom konflikten. Stille åbne spørgsmål, efterlade plads til at at møde barnet og høre hvad der ledte frem til konflikten. Ofte bliver jeg SÅ overrasket over følelsen af svigt eller usikkerhed, som ligger bag en umiddelbart simpel slåskamp. “Reagerer du, fordi der er noget, du ikke får sagt?” spørger jeg, “Ja, han giver mig aldrig tid til at svare. Jeg mente ikke, at han var dum, men det troede han.”
Eller: “Hvorfor kalder du hende det?” “Fordi hun er så hurtig til at slå mig, og så er det hendes svageste punkt.”
Det er ikke perfekt, jeg rammer stadig langt ved siden af næsten dagligt. Men jeg er på rette vej, og jeg bliver stolt, når det lykkes (og uendeligt ked af at jeg ikke altid har vidst alt det, jeg ved nu, for det ville mine børn have haft så godt af.)

(og nogle gange så er den bedste løsning herhjemme i øvrigt også at råbe “PUDEKAMP” eller “HVEM KOMMER FØRST UD PÅ TRAMPOLINEN” og hjælpe dem med at komme ud med deres energi, frustration, behov for nærkontakt på en kontrolleret, sjov måde).

Og lige som jeg sidder, og udgiver dette indlæg, kommer Juno ned af trappen: “Dumme far og mor, dumme far og mor”.
Siger du det, fordi du gerne vil kildes, spørger Kristian så. “Ja,” svarer hun, og griner pludselig. Jeg kunne SÅ nemt have sagt til hende “Sådan kan jeg da ikke lide, at du siger om mig, det skal du stoppe med”, hvis ikke jeg havde lært det, jeg ved nu.

DEL jeres erfaringer i kommentarsporet herunder: Hvad er jeres bedste tips til at både afbryde, heale og helt undgå konflikter mellem søskende?
Hvad er det sværeste, I oplever i jeres søskendeflok?

Når venner kommer og går (om voksenlivets intuitive venskaber)

Så er jeg her igen. Jeg går på orlov fra bloggen i løbet af den næste uge, og har nogle emner, som jeg gerne vil omkring inden da, så jeg skriver lidt oftere end ellers de næste dage (og DON’T WORRY – jeg har fået de sejeste kvinder (og måske en enkelt mand) til at skrive i mit sted, mens jeg selv holder fingrene fra tasterne).

I onsdags skrev jeg om børns socialisering (opsummering: Jævnaldrende er ikke den vigtigste socialisering, giv børn tid og husk at gamle mennesker er nogle eminente læremestre).

I dag skal det handle om voksenvenskaber. Jeg fik den her kommentar tidligere på ugen, og den mindede om noget, en anden kvinde spurgte mig om samtidig, så det fylder hos en del, tænker jeg.

 Kære Maj My. Tak for alt det, du gør for os andre, ved at dele dine tanker. Det kunne være vildt spændende at høre dine reflektionener over venskaber i et indlæg en dag. Det er noget af det, jeg (også) tænker over for tiden. Hvordan mine venskaber har udviklet (og afviklet) sig i takt med vores valg om at passe vores børn hjemme. Jeg oplever, at jeg mindre og mindre kan relatere til mange af mine venner, venner som jeg stadig holder af og som betyder meget for mig. Det er som om, der er færre og færre ting, vi kan tale om og dele, også fordi jeg oplever, at vores valg bliver opfattet som en kritik af vores venners måde at leve på med lange arbejdsdage og børn i institution. Samtidig har vi også fået nye, søde bekendtskaber, og mest af alt har vi virkelig tvunget os selv til at skære vores relationer ned til et absolut minimum, simpelthen fordi vi ikke har tid, hvis vi skal være så nærværende, som vi ønsker. Men jeg kan mærke, at det også er en lille sorg for mig, at det jeg troede, var stærke, gamle venskaber med folk, jeg har kendt i mange, mange år, nok ikke er det, fordi vores valg i livet har været så forskellige. Jeg håber, det giver mening – jeg kunne blive ved 🙂 Rigtig god dag til dig og dine.

Kære du,

dine overvejelser giver så fint mening, og jeg oplever også personligt de foranderlige venskaber som en uundgåelig del af min udvikling. Mine bedste veninder er de samme, som de har været halvdelen af mit liv, og deciderede parvenner har Kristian og jeg aldrig haft, men vi har alligevel oplevet en stor udskiftning og justering, siden vi blev forældre.
Det har taget mig tid at finde fred med afviklingen af de relationer, som jeg troede, var nødvendige for mig, og jeg har erfaret, at det kræver styrke at gå ind og ud af venskaber, der ændrer sig.
Kristian og jeg har igennem de seneste ti år set næsten alle vores venskaber indtage nye former: Nogle er røget i baggrunden og enkelte helt forsvundet, mens andre er her endnu men med en anden betydning end tidligere. Der er også kommet nye til, og der kunne komme flere hele tiden, men én af mine vigtige lektier i disse år er netop, at jeg ikke skal lukke alt for mange helt ind i vores liv uden at give dem tid til at rodfæste sig først.

Vi møder alle sammen mennesker på vores vej, som vi skal bruge for en ganske kort bemærkning, og vi møder enkelte, som spiller en rolle i resten af vores liv. Jeg tror, der er en mening med dem alle sammen, men derfor skal vi alligevel udvise en omhu med vores tid og mærke efter, hvilken plads de forskellige skal spille. Jeg tror på, at de mennesker som vækker en dyb genklang i os, dem har vi mødt før på kryds og tværs gennem livene, og derfor skal vi følge vores intuition omkring venskaber ligesom med alt andet.

Mine børn har glæde af omtrent to-tre sociale aftaler i løbet af en uge – eksempelvis et besøg hos nogle naboer den ene eftermiddag og besøg af venner eller bedsteforældre et par dage senere. Deres sensitivitet tvinger mig til at skære ind til benet og fokusere min energi på mennesker, som vi har godt af at være sammen med, og niveauet passer i øvrigt fint til min egen introverte natur, som jeg har nemmere ved at respektere, når mine børn leder vej. Når det er sagt, er der hånden på hjertet en del mennesker som jeg oprigtigt gerne ville se jævnligt, men livet med børn er netop mest af alt det: Et liv med børn.

Det er min erfaring, at venskaber ligesom alt andet bliver mere spirituelle i takt med vores generelle modning. Pludselig skal et venskab ikke overvejende udfylde en nærmest fysisk plads i vores liv; der er ikke længere først og fremmest behov for nogen, som altid svarer, når vi ringer, men derimod en dyb forståelse og samhørighed.
Ydermere kan vi opleve, at dem vi engang følte os allermest på bølgelængde med, nu står på den anden side af bredden, og ser uforstående på os. Fordi vi var i øjenhøjde engang, er vi det med andre ord ikke nødvendigvis nu.

Fra det du beskriver, lever du et intuitivt liv, hvor du går imod strømmen for at følge dine egne overbevisninger. Du træffer valg, der giver mening for dig, men som udløser negative reaktioner, mange af de steder, hvor du kommer frem.
I det lys giver det mening at revurdere dine venskaber og sikre de trygge relationer, hvor der er plads til hele dit væsen og ikke mindst din måde at leve på.
Den sorg du beskriver, som en del af at give slip, er en uundgåelig konsekvens af at være et søgende og handlekraftigt menneske. Sorgen er tabet af det forudsigelige og trygge, og det er tabet af noget man troede, aldrig kunne blive anderledes, og som så alligevel ændrer karakter. Men sorgen er også en ny begyndelse; en erkendelse af at man har rykket sig, og bevæger sig vågent gennem livet.
Jeg bliver personligt løbende mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at prioritere samvær med andre, som føler nogle af de samme overbevisninger som min familie og jeg. Jeg har behov for fællesskaber, hvor jeg er tryg og uden forbehold kan tale om det, der ligger mig på sinde – netop fordi jeg ikke følger normen i mine valg.

Så mens nye, nærende venskaber spirer, og du og din mand med fuldt overlæg skærer ind til benet i jeres sociale kalender, er du nødt til at tage dig tid til at placere jeres gamle venskaber på de steder, hvor de hører til nu. Uden bitterhed eller vrede må du se ind i relationen, være taknemmelig for alt det den har bidraget med, og de indsigter I har delt. Sæt dig en stille stund og send dine venner en tak for alt det, de hjælper dig med at se, selv nu hvor I står langt fra hinanden og lad så dig selv ærligt, uden fordømmelse og med lethed give slip på de relationer, som ikke længere nærer eller inspirerer dig.

For mig er det de dybe, ligeværdige snakke uden konstant argumentation for mine valg eller nedtoning af mine værdier, der giver størst mening. Jeg har behov for venskaber, hvor jeg kan være mig selv, og ikke skal give afkald på mine dybeste overbevisninger for at imødekomme det sted, hvor den anden står. Ofte er det netop mig, der skal gå over broen, jeg oplever, at det kan være svært at komme mig imøde, når man ikke selv har været her, og jeg gør det gerne fra tid til anden, men det skal ikke være en dominerende fornemmelse i mine nærmeste venskaber, hvor jeg har behov for, at forbindelsen er mere oprigtig og ligeværdig.

Det er vigtigt, at børn ikke først og fremmest er sammen med deres jævnaldrende

I dag vil jeg skrive om, hvor vigtigt det er, at børn ikke først og fremmest er sammen med deres jævnaldrende. Jeg vil understrege, at jeg ikke mener, socialisering sker bedst, når femårige tilbringer det meste af deres tid sammen, eller når tolvårige søger støtte hos hinanden fremfor deres forældre. Jeg vil påstå, at mine børn får lige så meget ud af en eftermiddag med de erfarne gutter fra modelflyklubben eller deres små søskende som med de børn, de deler årgang med. Jeg vil insistere på, at vi tænker ud af kasserne, når vi ser på vores børns relationer, og respekterer, at deres behov ikke altid er, som normen dikterer.

Jeg hører fra mange, at de er bekymrede for deres børn, som ikke har jævnaldrende venner. Bekymrede, fordi vi er flasket op på den overbevisning, at venskaber mellem jævnaldrende er afgørende for, om vi lykkes som mennesker. Film og bøger for børn kredser om venskabstemaet, og vi lærer, at den sunde socialisering næres i store børnegrupper uden voksenindblanding og med mest mulig uafhængighed fra forældrene.

Men mine børn har aldrig haft fokus på de jævnaldrende relationer, og der gik en del år, før den ældste dannede sine første reelle venskaber, Venskaber, i øvrigt, som han er glad for men ikke afhængig af, og kun sjældent opsøger af eget initiativ. Jeg var forvirret og utålmodig, da han gik i børnehave, ligesom jeg nemt kunne være det nu igen med hans bror, som dog er herhjemme med os (what a freakin’ relief): Hvorfor leger han ikke med de andre børn? tænkte jeg usikkert.I  virkeligheden gav svaret sig selv. Han var ikke som de andre børn, ikke nøjagtig som dem i hvert fald. Og det vidste jeg godt, og jeg var glad for det – han er præcis, som han skal være. Alligevel ønskede jeg, at han skulle være fuldkommen gennemsnitlig lige præcis på det sociale. Men hvordan? De ting hænger jo sammen.

Derfor siger jeg: Mærk efter i dig selv: Har du altid trivedes bedst indenfor de forudbestemte rammer, eller var der ting, som du begyndte at gøre anderledes, da du blev voksen og fri til at bestemme selv? Hvordan ville du selv have det i en børnehavegruppe eller et klasseværelse under de forhold, som vi byder vores børn? Hvor bliver du næret, og er det vigtigt for dig, at du har en stor, homogen vennegruppe, eller er du som voksen tilfreds med at være lidt anderledes og ikke altid falde i ét med flertallet? Har du det bedst i grupper, som forstår dit sprog, anerkender dine dybeste impulser og rummer dine unikke træk, eller er det vigtigste for dig, at I er lige gamle uanset interesser og værdisæt?

Det er nødvendige refleksioner i et samfund, hvor vi afleverer vores børn i institution, før de har fejret deres første fødselsdag for så at øve os i at vinke farvel de næste atten år. Adskillelse er det helt store tema gennem opvæksten for de fleste, og i al ubemærkethed definerer netop adskillelsen en stor del af vores eksistens.

Vi er adskilte på mange plan.

Der er urbaniseringen, som skiller os fra vores biologiske ophav og geografiske rødder, når vi flytter væk fra familien og barndommensgade for at uddanne os og blive voksne et andet sted. Vi får arbejde og børn og køber en lejlighed, og det hele sker så langt væk fra vores ophav, at vi ikke har dem som en støtte i hverdagen.

Og der er individualiteten; den er gennemgående. Vi glemmer vores bedsteforældre på plejehjemmene, og vores forældre glemmer os, når de rejser af sted i tre måneder, mens vi bliver forældre til vores egne børn, som vi glemmer undervejs i jagten efter en succes, der selvfølgelig viser sig at være en afdanket utopi. Og det der i sidste ende sker, er, at vi også glemmer os selv; et selv vi forresten aldrig har fået en reel chance for at lære at kende, og så står vi dér – alene, fortvivlede, stressede og med en følelse af meningsløshed.

Vi er adskilte imellem alder, fysisk afstand, samfundslag og muligheder.

Men dybest inde vil vi mennesker bare gerne være sammen.
Dybest inde vil vi være noget for andre og vi vil ses med kærlige øjne, efterspørges af hjertets lyst.
Vi vil løfte og omfavne; hjælpe til, holdes om og holdes af.

Det mærker jeg tydeligt i vores liv i disse uger.
“Hvordan sørger I for, at jeres børn bliver socialiseret, når I hjemmeskoler?” spørger mange.
“Vi er sammen med mennesker” lyder det korte og oprigtige svar.

Vi er sammen med vores venner, og de er groft sagt mellem 0 og 75 år. Vi er sammen med dem, der vækker en genklang i os, og som vi har lyst til at bruge tid med. Vi er sammen med mennesker, vi møder på vores vej, og som vi glæder os over, eller føler, vi kan være noget for.

For nylig fik jeg en email fra en pensioneret ingeniør, der havde læst, at min søn er interesseret i elektronik. “Har han lyst til at kigge på den slags med mig?” lød beskeden, og svaret var ja. De pillede et apparat fra hinanden, og samlede det igen, spiste frokost, og reparerede så en ting mere. Tiden gik, i Storms og hans nye vens tempo, med plads til sjov og eftertænksomhed og roderi efter lige netop den helt rigtige skrue. Og Storm var lykkelig efterfølgende. Jeg havde ellers tænkt på, om vi overser noget, siden han ikke efterspørger legeaftaler, men måske er sandheden, at der lige nu er noget, han har mere behov for end andre de niårige, der jo er lige så meget i vildrede som han selv. For han har snakket om sin nye ven hver dag siden, og fundet ting som de skal arbejde med, når de ses igen.

Der var oplevelsen, da Britt fra Faaborg inviterede Storm og mig ud at køre i sin Tesla. Elbiler har længe været Storms ting – egentlig er den danske Ellert fra halvfjerdserne hans helt store kærlighed, men Teslaen havde en magnetisk kraft på ham den dag, og Britt inviterede os med på tur: “Sæt dig ind på forsædet,” sagde hun, og turen gik til hendes sommerhus, hvor vi spiste is og snakkede vi om livet og døden og om mange andre ting, før kørte tilbage til Ærøfærgen. Hun sagde, at hun vil besøge os på Ærø, og der går ikke en dag, hvor vi ikke snakker om hende. Hun har gjort stort indtryk med sin imødekommenhed, som er en gave, man sent glemmer.

Modelflyklubben er endnu en glæde. Jeg vil sige, at med den er Storm faldet ned i sine drømmes skatkammer blandt en gruppe voksne mænd med god tid og en helt masse viden og overskud. Så står man dér under den blå himmel på en solvarm flyveplads, og oplever noget af det smukkeste samvær, jeg kan tænke mig: Voksne, som genkender barnets fascination og taknemmelighed over at blive lukket ind i cirklen, og som tager sig tid, og gør sig umage. Ingen nedladende afvisninger eller ligegyldige svar, for de forstår, at omsorg, passion og selvværd dannes fra starten.

Og ved I hvad? Jeg tror, den slags kan opstå over alt. Skriv en annonce i lokalavisen eller på den lokale facebookside og se hvilket lys der kommer frem fra sprækkerne: Over alt findes mennesker, som har noget at tilbyde, og som længes efter nogen at dele det med. Unge, gamle, mænd og kvinder.

Sandheden er, at den sunde, ligevægtige socialisering ikke nødvendigvis sker bedst i en børnehave eller et klasselokale med 25 jævnaldrende, som er samlet seks timer om dagen. Jeg vil vove den påstand, at i de rammer sker socialiseringen faktisk på trods, og det lykkes for en del, ja, men spørgsmålet er, om børnene ikke også betaler en høj pris for at være både så meget på og så meget væk fra deres nærmeste?

Vi lever i et samfund, hvor børn tilbringer de fleste vågne timer med jævnaldrende fremfor med kompetente voksne, som elsker dem. De er superviseret af voksne, ja, men ikke i nærværende kontakt med dem, og når den treårige spejler sig i en anden treårig, og imiterer hende i sin iver efter at øve sig, så er det den treåriges væren, hun lærer. Det er blevet vores overbevisning, at sådan trives mennesket bedst: I relation til jævnaldrende. Men det er en misforståelse, og den gør os sårbare og mindre kompetente.

Faktisk er det i følge den anerkendte canadiske psykolog og tilknytningsekspert Gordon Neufeld et stort problem, at børn og unge næsten udelukkende omgåes og relaterer til deres jævnaldrende. Han argumenterer for, at det er problematisk, at dem, vores børn læner os op ad, og henter støtte hos, også er børn.
Sådan har det ifølge Gordon Neufeld forholdt sig i adskillige generationer, hvorfor vi forældre tror, at det han kalder én af vores tids største sociale udfordringer, er helt naturligt og nærmest positivt: Nemlig at børn og unge trækker sig tidligere fra deres forældre, som de ikke har en tilstrækkeligt stærk tilknytning til, for til gengæld blive afhængige af båndene til dem, de har omkring sig mest af tiden, altså deres jævnaldrende. Han argumenterer for, at der er en direkte forbindelse mellem den stigende mobning, angst, stress og selvmordsrate blandt børn og unge i USA og så den svækkede tilknytning mellem barnet og dets forældre samtidig med at relationen til de jævnaldrende er blevet den bærende. Som han siger: “Sammenlignet med en tolvårig, er enhver forælder en engel”. Fordi: Hvis den tolvårige bliver presset, og kan vinde point ved at såre deres ven, gør de det gerne. Det gør en mor eller far ikke.

Og nu ved jeg godt, at jeg lidt blander flere ting, for man kan sagtens have jævnaldrende venner og ældre venner på samme tid, og man kan sagtens have en stærk tilknytning til sine forældre og samtidig have venner, som er gode for én – og alt det har min ældste efterhånden. Det afgørende er, at vi forstår, at det ikke er barnets eksklusive natur at bruge alt sin tid og fortrolighed sammen med jævnaldrende; at forældrene skal bevare deres position som dem, man går til, og læner sig op ad. Det afgørende er, at vi ikke bilder os ind, at menneskets natur trives bedst i en institution og med en adskillelse, som efter min bedste overbevisning er potentielt ødelæggende for alt det, vi helst vil fylde livet med. Hvis børn skal blive dygtige voksne en dag, så er de afhængig af dygtige voksne, som de kan kopiere og hente indsigt hos, og derfor skal vi være der. Vi skal gøre os gældende, insistere på at bevare relationen, dyrke glæden og intimiteten for til sidst – når børnene for alvor er klar – at slippe dem fri som de smukke mennesker er er.

Hvad tænker I om nødvendigheden af at tilbringe de fleste timer sammen med jævnaldrende?
Og kan I genkende billedet af den manglende dybe tilknytning til voksne fra jeres egen barndom?

Forresten vil jeg på det varmeste anbefale Maria Parss vidunderligt smukke børnebog “Tonje Glimmerdal” om den skønne pige, hvis bedste ven er en dejlig gut på 72. Vidunderlig læsning på niveau med Lindgren.