Kan man hjemmeskole fra en lille lejlighed i byen? Og hvor længe skal man vente med at følge sine drømme? (“Vores brevkasse #4)

“Kære Maj My. Jeg har læst med på sidelinen og jeg har selv fire dejlige gæve kloge frække vilde milde unger. Fire piger alder: 7, 5, 3, 1. Den ældste går i 1.1 klasse, og vi skal have vores femårige i skole til august 2018 – som dine tvillinger skulle. De to store har været møllen igennem med vuggestue og børnehave, og da vi så mærkede efter, så tog vi en dejlig beslutning om at hive dem ud og nyde tiden med de store samt de to små, som på dette tidspunkt var 3 mdr og 2 år. Det har været en rejse: Jeg nåede at have min store hjemme 6 mdr., inden skole. Mødet med skolen åbner en masse spørgsmål, og særligt nu med min 5 åriges kommende start. Men men jeg er selv skeptisk over skolelivet, særligt når jeg er med dem i et helt unikt fælleskab børnene min mand og jeg imellem. Men jeg ved, jeg ikke helt er der, hvor jeg befinder mig allerbedst. Dvs. i byen i en forholdsvis lille lejlighed. Men den kan godt rumme os alle, og det er så meget et spørgsmål om indstilling. Jeg tænker dog ofte: Hvis bare vi havde to etager eller et hus på landet, så kunne jeg jo sagtens hjemmeskole…Og det er jo så irriterende en tanke…måske jeg kan nå det ting alligevel. Men der spiller pengene jo ind – måske processen bare er lang, og vi når de blir 18, kan få den gård og de dyr. Men til den tid er det jo lidt sent ift. hjemmeskolelivet og idyllen ved naturen. Så mit spørgsmål går lidt på: Kan man overhovedet hjemmeskole, når man altså bor lidt klemt? Som jeg skriver det lyder det jo åndsvagt! Kan du genkende de mange tvivlsspørgsmål? Rammerne, økonomien, de personlige ressourcer ( som i at man også kan gå op i en spids af sine kære små!). Det er jo blot livslæring..hvor er det for øvrigt en dejlig blog du laver! Dejligt med indsigt og kreativitet.”

Hej,
Jeg tog lige hele din kommentar med her, fordi jeg synes, der er så mange relevante overvejelser undervejs i den.
Jeg hæfter mig ved flere ting, som jeg vil prøve at svare på. Så kort som muligt..
Du skriver, at du ikke er dér, hvor du befinder dig bedst, og det tænker jeg, er kernen i det hele: Du skal afsøge, hvor du befinder dig bedst (eller hvor du tror, du befinder dig bedst) og mærke efter, hvorfor det er sådan, og hvordan du kan komme derhen (hvad end det er et mentalt eller fysisk ryk, vi taler om).
Vi kan ikke vide, om vi er der, hvor vi vil befinde os bedst om fem år (for hvem ved, hvor det er?), men vi kan efterstræbe at være der, hvor vi befinder os bedst nu. Nogle gange kommer vores “befinder os bedst” med nogle justeringer, andre gange kan det lade sig gøre at få hele pakken (særligt hvis vi er villige til at justere på vores forventninger til andre områder i livet.)

Ja, man kan hjemmeskole i en lille lejlighed. Jeg kender til flere, som gør det. Og ja, man kan hjemmeskole i byen – der er styrker og svagheder ved at hjemmeskole hvor som helst. I byen har I mange inspirerende tilbud for fødderne, og der er desuden gode, aktive hjemmeskolegrupper i flere urbane områder. Herude på landet skal vi lede længe efter kulturelle og akademiske aktiviteter til hjemmeskolebørn, til gengæld har vi jo så noget andet.

Kender jeg til dine tvivlsspørgsmål? Mon ikke! Det tror jeg, vi alle sammen gør. Størst af dem alle var det med ressourcerne for mig, og det er helt sikkert også dér, jeg er mest udfordret: Jeg synes, vi har en del konflikter, en del usikkerhed og en helt masse at lære foran os ifht. at være forældre og familie herhjemme. Fortryder jeg indimellem? Nej, jeg har endnu ikke tænkt, at det ville være bedre for børnene at være i skole (tværtimod – jeg kommer længere og længere fra tanken), men jeg tænker nogle gange, at det ville være (meget) lettere for mig, hvis de var af sted. Lige nu, eksempelvis, har jeg været alene med mine fire i to døgn, og jeg ville elske at have nogle timer for mig selv midt på dagen, fordi jeg bliver en udkørt mor, når vi skændes, og jeg ikke føler, at jeg har hænder nok. Men når jeg tænker videre over det, så har vi ikke flere konflikter samlet set, end vi plejede at have, når de kom hjem fra børnehave/skole, til gengæld har jeg OGSÅ alle de gode stunder med dem, og dem er der heldigvis vildt mange af – hver dag.

Kunne jeg hjemmeskole i en lille lejlighed? Det ærlige svar er “nej – helst ikke i længere tid”. Jeg holder af plads og af ro, og det passer mig rigtig godt, at vi ikke skal forholde os til over- eller underboer nogensinde. Jeg er glad for udsigten og den friske luft, og jeg kan godt lide at have muligheden for at dele familien op, når der er behov for det. Men jeg ville hjemmeskole i en lejlighed til en begyndelse, hvis det var min eneste mulighed. Det siger jeg nu, fordi jeg bliver mere og mere opmærksom på, at det med at være en hjemmeskolefamilie er en livsstil mere end noget andet, og jeg er dér, hvor det er blevet vigtigere for mig end både postnummer og økonomi. Hvis vi hjemmeskolede i en by, ville vi højst sandsynligt opsøge langt, langt flere lærerige tilbud, og det ville jeg personligt nyde i fulde drag. På sigt ville jeg rykke til noget på landet eller ude i en skov, men det er jo bare mig.

Synes jeg, du skal se tiden an? Nej. For som du skriver, så er børnene vitterligt lige pludselig 18 år, og jeg ville personlige ikke kunne trives med at skulle høre mig selv sige “vi snakkede om at hjemmeskole jer” uden nogensinde at have givet det en chance. I mine øjne giver det ikke mening af være en drømmer: Jeg kasserer de drømme, som ikke er rigtige for mig, og de andre går jeg dedikeret efter at indfri. Jeg ville gå i gang nu (før hende på fem ellers skal i skole) og lade resten (gården, hestene, pladsen) komme til jer løbende. That’s it – men hvis nogen har travlt, kommer det lige i én sætning her: Nogle gange skal man bare beslutte sig for at gøre det, man har lyst til, og så løser alt det andet sig hen ad vejen.

Har I andre nogle input til spørgsmålet?

Hvor skal man sætte sit kryds i dag – Den skønneste anerkendelse – Til gymnastik (“En liste med tanker” #4)

Okay, det er ikke mandag, men i dag får I mandagsindlægget, fordi I ikke fik det i går.
Jeg var nemlig ikke online i løbet af dagen i går. Fed fed udvikling synes jeg. Tænk at man kan være så fri, som jeg føler mig, nu hvor jeg ikke hele tiden går på nettet. Det er vildt, hvad det gør ved mit liv, at jeg ikke konstant er igang med at skrive en mail eller en facebookkommentar i hovedet, og det er stadig ikke nemt, men det går den rette vej (Hvis internettet er tændt, og min computer står foran mig, kan jeg næsten ikke lade være med liiige at tjekke lidt af hvert, så jeg forsøger at holde nettet slukket det meste af tiden og stille min computer væk.)

Her er, hvad jeg tænker på lige nu:

Kommunalvalget – stem med hjertet!
Jeg stemte til kommunal- og regionsvalget i sidste uge, da vi var en tur på biblioteket, hvor der stod en stemmeboks. I dag ærgrer det mig egentlig lidt, for jeg ville gerne have været med børnene oppe på selve valgstedet i dag, men på for en uge siden troede vi, at vi skulle af øen i dag, så sådan blev det. Det var nu også meget hyggeligt  at stemme på biblio, og det foregik på den klassiske familiemåde, hvor alle børn gik med ind bag gardinet med Kristian og jeg på skift, og derindefra råbte de så først partibogstavet og derefter det af navnet, som de nåede at læse – ud over hele det lille bitte lokalsamfund..fedt, altså.
NÅ, MEN: Helt ærligt: I stemmer i dag, gør I ikke? Alt andet er lidt som at tisse demokratiet op og ned af ryggen og dernæst efterlade en lille ildelugtende hundelort i lommen på det. Synes jeg. For vi ER jo samfundet, alle os almindelige mennesker. Vi ER virkeligheden, og vi har ingen ret til at brokke os, hvis ikke vi i det mindste sætter vores kryds (med omtanke).
Og hvem skal man stemme på? Tro det eller lad være, men flere har spurgt mig. Ved I hvad? Det er faktisk simpelt: Stem på omsorgen, frem for alt. Stem på omsorg for børn (det betyder: pengene skal følge barnet, bedre normeringer i institutionerne, flere penge til skolerne og bedre mulighed for deltidsarbejde), stem på omsorgen for de syge, de ældre, de udsatte. Stem på vores natur (det betyder: uberørte strande, mere skov, mere fri natur, flere grønne områder i byerne og mindre konventionelt landbrug og strammere lovgivning omkring sprøjtegifte m.v.)
Glem enkeltsager og drop tilliden forældede økonomiske modeller som alligevel altid viser sig at være volapyk i en virkelighed, der ikke længere kan holde til vores overdrevne forbrug og fordummende kapitalisme.
Og husk så at det ikke er med vores kryds, men derimod med vores handlinger hver eneste dag, at vi yder vores største bidrag til samfundet. Det har Majbritte Ulrikkeholm skrevet en rigtig fin tekst om på sin facebook i dagens anledning.
Hvad vil I stemme – og hvordan ved I det?

Det med at blive anerkendt og blive glad
Ved I, hvad der skete for mig i går? Jeg var i Super Brugsen med Juno og Storm, mens Kristian var til fodbold med Ilja og Live for første gang, og det var virkelig hyggeligt at være alene med min ældste og yngste.
Nå, men vi var i Brugsen, og jeg vil gerne indrømme, at vi larmede lidt (for meget), så da en kvinde foran mig vendte sig, og så direkte på mig, smilede jeg sådan lidt undskyldende. “Du ved ikke hvem jeg er,” sagde hun, “men jeg vil bare gerne sige til dig, at jeg synes, du er virkelig beundringsværdig og inspirerende.” Og derefter sagde hun nogle flere fantastiske ting, og jeg blev så glad, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, så jeg vrøvlede mest bare.
Men ved I hvad? Det er fedt, når nogen siger sådan til én, eller når nogen skriver sådan. Jeg kan indimellem være en måned om at svare på en mail, og jeg kan være ret skidt til at tage imod komplimenter ude i den virkelige verden, men jeg sætter SÅ stor pris på hver eneste anerkendelse, og jeg bliver SÅ glad og stolt, hver gang nogen tager sig tid til at henvende sig til mig. Så: Tak. Virkelig meget tak.
(Kunne I finde på at sige noget til nogen, som I sætter pris på, hvis I mødte dem?)

Til tumlingegymnastik – den største glæde
I går endte Juno og jeg helt uforberedt til tumlingegymnastik for første gang. Gymnastikholder overtog hallen, efter Ilja og Lives fodbold, så vi hoppede spontant med ombord. Nøj, det var fedt! Jeg var helt igennem lykkelig over at se min modige, selvstændige, betænksomme og mega-glade pige gå fra den ene aktivitet til den anden, mens hun smilede til alle omkring sig.
Det slog mig, hvor dejligt det var at være sammen med min datter i en skøn, social kontekst, hvor det ikke var forventet, at jeg skulle forlade hende. På grund af alderen var alle forældre tilstede gennem hele timen, og det betød ultimativ tryghed for alle parter (og vildt hyggelige snakke med andre forældre undervejs). Jeg tænker på, hvor skønt det er, når vi tager for givet, at familien (her menes forældre og søskende) er en del af hinandens liv uden alle mulige begrænsninger og forventninger om at skulle give slip (tidligt og hele tiden).
Jeg glæder mig allerede til næste mandag, og herhjemme øver vi os på velkomstsangen (“jeg er en lille ballon, og du skal selv puste mig op – puuuust, puuuust, bang!”)

Hvad tænker I på for tiden?

Meget mindre telefon

For en uge siden besluttede jeg at slette e-mail- og facebook-appsene fra min telefon.
Selve handlingen tog mindre end et minut, og som med et trylleslag var en dårlig vane blevet slået ned.
Nu kan jeg ikke tjekke hverken mails eller facebook uden først at skulle tænde wi-fi’et i stuen og  dernæst åbne min computer.
Selvom jeg aldrig har fået push-notifikationer på min iPhone, og selvom jeg ikke har haft messenger, eller snapchat eller/eller/eller, har jeg alligevel brugt mere tid på at kigge på skærmen, end jeg havde lyst til.
Det, der skete, var, at jeg uden omtanke kom til at forsvinde ind i min mobiltelefon mange gange dagligt. Helt uovervejet blev min opmærksomhed pludselig rettet mod det blå logo på skærmen og derigennem ind på alle mulige andre menneskers fortællinger fra deres liv. Liv, som pludselig virkede vigtigere end mig eget barn, som stod, og hev mig i ærmet. Med ét var e-mails og facebookopdateringer med mit i mit køkken, med i mine børns liv, og ofte har de vundet min opmærksomhed over netop mine børn.
Hver gang jeg undskyldende slukkede skærmen, og så på barnet, vidste jeg, at noget var galt: Jeg vidste, at mit barn netop havde oplevet, at jeg prioriterede min telefon højere end et levende væsen, og hvis jeg gør sådan, hvorfor skulle de så ikke?

Nu, hvor jeg ikke har de to tidsslugende apps på min telefon, kan der gå ret mange timer, hvor jeg ikke er online.
I går, for eksempel, var jeg på tur med de unge, som jeg holder camp med, og dér var jeg på nettet første gang klokken 21.
Ved I, hvor længe jeg var på? – I fire minutter. Det var nøjagtig så længe, det tog at svare på de tre beskeder, jeg havde modtaget og hurtigt tage stilling til de 21 notifikationer, der lyste i højre hjørne af skærmen. Meget få af de mange notifikationer var relevante for mig, og absolut intet hastede.

Kender I det med, at man har været på ferie og fuldkommen off the grid i en periode, og så kommer man hjem, og åbner sin mail og facebook og instagram og alt det andet, og finder ud af, at man er gået glip af… ingenting? Well, sådan prøver jeg lidt at gå til hverdagen nu, og det føles godt.

Hold fast jeg har fået meget mere tid.
Pludselig er jeg ikke bagud med en helt masse. Pludselig har jeg kreativt overskud til ting, som jeg undrede mig over ikke at have energi til før. Vi klipper og klistrer og læser og leger mere. Fordi jeg ikke hele tiden lige så godt kunne gøre noget andet – på min telefon.
Jeg har tillid til, at hvis nogen vil noget vigtigt, så ringer de, og jeg stoler på, at meget få ting er så akutte, at de ikke kan vente nogle timer.

Vores Wifi er slukket det meste af dagen, men omkring middagstid, når Juno som regel sover en lur, tænder vi det ofte, og så ordner Kristian og jeg noget arbejde på skift. Dér tjekker jeg facebook og e-mail, og jeg svarer på beskeder både derinde og her på bloggen. Så slukker vi igen, og de fleste dage er jeg først på igen, når børnene sover. For mange lyder det garanteret stadig som et ret stort forbrug, og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg godt kan lide at være online. Jeg elsker at interagere, følge med i nærværende debatter og læse kommentarer her på bloggen.
Men jeg har fundet ud af, at jeg ikke behøver være på hele tiden for at få det vigtigste med og at intet alligevel kan konkurrere med den virkelige verden.

Vi har fået en enorm gave foræret i udviklingen af internettet. De sociale medier og muligheden for lynhurtig udveksling af information og viden har ændret vores verden. Men nu, hvor det ikke længere er helt nyt og uskyldigt, og hvor vi begynder at vide mere om de bagsider det også har, bliver vi nødt til at tage ansvar og sørge for, at det ikke kommer til at overskygge noget, som er endnu vigtigere. Nemlig relationerne til dem omkring os.

Det er ikke nemt. Men det er faktisk heller ikke så svært.

Hvordan er jeres mobilforbrug? Er der noget, I kunne tænke jer at lave om på, eller har I en god balance i det?

Hvad skal der under juletræet

I sidste uge sendte jeg Røde Kors herfra med en varevogn fuld af ting, som jeg vi ikke længere brugte, eller havde glæde af. Ting, som fyldte og skabte rod.
Og man kan sige, at det her indlæg på sin vis er en selvmodsigelse til den del af min bevidsthed, som har travlt med et rydde ud og skabe plads. For julepakker skal også have plads, men det får de med glæde: Jeg elsker at give gode, gennemtænkte gaver, og fordi flere læsere har skrevet og spurgt, hvad vi lægger under træet i år, følger her en liste over nogle de ting, som Kristian og jeg allerede har købt, og nogle som vi overvejer at finde plads til.

De seneste år har vi har foræret børnene en del oplevelser (Legoland, biograftur, Planetariet, en tur til Aarhus inkl. besøg på Aros og Den Gamle By osv.). Men i år får de ingen oplevelser, for vi har en del ting i kalenderen for 2018 allerede.
Jeg vil alligevel slå et slag for netop oplevelserne, for jeg synes, det er så skønt at give noget, som man deler med hinanden, og som ikke ender i en kasse under sengen, men derimod i erindringen et sted. Tidligere i år fik Storm en overnatning på Kattegatcentret sammen med Kristian og Ilja (Live takkede nej), og de havde den fedeste dag og aften med haj-fodring og natteløb, før de sov under de store akvarier.

Det er klart, at nogle af gaverne i år falder lidt i en “hjemmeskole-kategori”, men det e er alt sammen ting, som vi kunne have købt uanset ud fra den overbevisning, at læring er sjovt, så længe det kommer af indre motivation.

Leg og lær med hjernesmarte input og kreative idéer:
Da Storm var lillebitte, var jeg på en messe, hvor jeg kom forbi webshoppen Captoy, hvis stand bugnede med fede, fede ting. I ved; elektroniksæt, solcellebiler, svæveflyvere, skeletter, mini-mursten og meget andet. Alt sammen noget som jeg ikke selv havde den fjerneste erfaring med, men som jeg instinktivt forstod, ville blive noget for min søn. Derfor tog jeg deres katalog med hjem, og ganske rigtigt blev den lille folder hurtigt det mest læste i Storms bogreol.
I tidens løb har vi købt en del legetøj ved Captoy. Anatomifigurer, kuglebaner, metalbyggesæt og hjernevridere, og det har alt sammen været i god kvalitet og levet op til forventningerne, og er derfor med os endnu i bedste velgående.

I år er Kristian og jeg ikke i tvivl om, at de fleste pakker under træet skal være fra netop Captoy: Børnenes alder kombineret med vores nye hjemmeskoleliv lægger i høj grad op til en shoppetur i den idérige onlinebutik, hvor jeg vil tro, at de fleste kan finde noget under de forskellige kategorier, som tænder dem. Herunder har jeg blot valgt en mere eller mindre tilfældig håndfuld af de fede ting, som mine børn savler over, og som de kan få timer, dage og uger til at gå med:

Biler, som kører på vand- eller lufttryk – her er ét af mange sæt, som kan omtrent alt:

  

 

Elektricitet og magnetisme – et overskueligt byggesæt med utallige modeller, som bruger elektricitet og magnetisme:
    

 

Den gigantiske overdrevent seje kuglebane – som med sine mere end 1400 dele kan blive op til 10 meter lang, og som (bedst af alt!) har en motor, der kan hejse kuglen op!
 

 

Det her seje kemisæt (som fås i flere størrelser) er for enhver, der elsker kemiske reaktioner, eddike-bagepulvebomber og beskyttelsesbriller

 

ALT med solenergi er spændende – blandt andet den her båd, som lige så godt kunne have været en motorcykel, kran eller plæneklipper – man kan bygge 22 forskellige modeller

 

Men, der skal også være plads til andet, og netop plads er faktisk det eneste, denne gave kræver: Den er måske især tiltænkt Live, som har en veninde, der hele tiden hænger i sådan et sæt ringe fra stueloftet, og laver akrobatik, og det tænker jeg, kan blive et ret stort hit herhjemme også. Ringene kan købes mange steder, bl.a. hos trævarefabrikernes udsalg, hvor de har meget af den slags legetøj lige HER

 

Hvad med bogreolen?
Ja, den skal selvfølgelig også pimpes med lidt i anledning af den mørke tid. Jeg har skyndt mig at købe verdens skønneste børnebog af nyere dato, “Tonje Glimmerdal“, som lader til at være på vej mod et udsolgt oplag (bemærk at de fleste webshops sælger den som e- eller lydbog, men jeg fandt den dog hos cdon.dk + gyldendals børnebogklub til rimelige priser begge steder). Tonje Glimmerdel er norske Maria Parrs fuldkommen vidunderlige bog om pigen Tonje. Det er en rørende, morsom, stærk og vigtig fortælling om venskab på tværs af generationer, forældre, ligestilling og den frie barndom. Både mine drenge og piger elsker den.

 

Derudover har jeg kig på den første af de indtil videre tre illustrerede Harry Potter bøger, som ser så fabelagtigt levende ud, at jeg tror, de bliver en god vej ind i Potters univers, hvor Storm efterhånden er en gammel kending, men som endnu er relativt nyt for Ilja og Live.

 

Vi skal selvfølgelig også have fingrene i den spritnye og anmelderroste “Godnathistorier for rebelske piger“, som netop er blevet oversat til dansk. I den kan man læse om mere end 100 bemærkelsesværdige kvinder og deres usædvanlige liv. Matematikeren Ada Lovelace, den pakistanske børneaktivist og Nobelprismodtager Malala, pilothelten Amelia Earhart og den tidligere præsidentfrue Michelle Obama er alle med i bogen, som jeg glæder mig til at læse med mine unger.

 

Til sidst er der Johan Olsens Bogen om Verden, som jeg ser frem mig til at blive klogere på verden i selskab med.

 

En enkelt eller to af bøgerne kommer måske som decembergaver fra børnenes nisse, Alberte, som derudover har planer om at lave sjove opgaver for ungerne de fleste dage, skrive breve som sædvanlig og en sjælden gang imellem farve mælken blå, tænde for højlydt dansemusik før solopgang eller gemme en lille gave for enden af regnbuen.

Sådan lidt apropos det jeg skrev om at holde fast og skabe menneskelige relationer, har vi i den forgangne uge aftalt med vores totalt seje nabo på 87, at vi vil have en ugentlig spilledag med hende fremover. Derfor ønsker vi os nu et spil Kalaha, og det køber jeg sikkert også som en nissegave til børnene (eller naboen).

Og på ét eller andet tidspunkt tror jeg også, at de her tuscher eller andre i samme dur også finder deres vej herhjem…

 

Det var vist de fleste af mine idéer fra nu.

Hvad med jer?
Hvad skal der under træet i år?

 

Vi skal holde fast i hinanden

Jeg tænker på fællesskaber.

På landsbyer og sammenhænge og relationer og tilknytning.

Jeg tænker på generationer og familiebånd: Bedsteforældre, onkler og tanter, fætre og kusiner.

Jeg tænker på naboer. Dem, som man enten er vildt gode venner med, eller knap nok vil hilse på. På naboerne i min egen barndom, som boede lige ved siden af, og alligevel aldrig føltes helt tæt på mig, mens jeg var lille.

Jeg tænker på de ting, fordi jeg er ved at læse bogen “Hold onto your kids”, af den amerikanske psykolog Gordon Neufeld, som er alvorligt bekymret over, at vi har skabt et samfund, hvor børn primært knytter sig til deres jævnaldrende fremfor forældre og andre voksne. Han skriver, at det er en udvikling, som startede efter 2. verdenskrig, og at de fleste forældre til små børn i dag derfor selv med al sandsynlighed har været orienteret mod deres kammerater og ikke deres forældre, siden de var unge. Han mener, at det er et stort problem, fordi jævnaldrende børn og unge ikke har den samme erfaring som forældre; fordi de ikke elsker hinanden ubetinget, og ikke altid har hinandens bedste interesser med i deres overvejesler. Han skriver, at sammenlignet med jævnaldrende, ligner forældre engle.
Gordon Neufeld fortæller om fortidens “attachment villages”, hvor man kendte købmanden, naboen, bedsteforældrene og alle andre, og han pointerer, at selvom tiden er en anden nu, skal vi arbejde målrettet på at skabe sunde, stærke forbindelser mellem vores børn og de voksne, som har ansvar for deres opvækst, hvis ikke de (også?) skal ende som rodløse og skrøbelige væsener uden den indsigt og forbindelse til sig selv og deres historie, som man måske kun kan opnå gennem velfungerende relationer til dem, der er ældre end én selv.
Han skriver, at vi skal bygge bro mellem vores børn og deres voksenrelationer, hvad end det er pædagoger, lærere eller onkler og tanter. At nu om dage er selv bedsteforældre ofte mere optaget af deres jævnaldrende end af deres børnebørn, og det skaber en historie- og relationsfattig kultur.
Én af hans pointer er, at vi skal lægge energi i tilknytningen mellem børn og os selv samt andre voksne; at vi skal insistere kærligt på at være en stor del af deres liv, selvom vennerne også er en del af deres liv.

Det får mig til at tænke på min tiltrækning til Astrid Lindgrens univers med legende børn og nærværende voksne.
Og jeg reflekterer over min egen barndom, og ser glimtvis de voksne for mig, men jeg kan ikke mindes min relation til dem. Stolede jeg på dem? Fortalte de mig om deres erfaringer, vores fælles historie og traditioner?
Bemærkede de, da jeg gled væk fra dem og over i mine venners hænder?
Hvem ringede jeg til, hvis jeg følte mig ensom?

Jeg tænker på min egen otteårige søn, som sad foran den gamle radio på sit værelse i aftes, og lyttede intenst til fodboldkampen mellem Danmark og Irland. Hvordan han gradvis kom mere og mere op til mig i stuen, før vi til sidst sad sammen på sofaen, med vores hænderne ind i hinanden og større smil for hvert mål, og lyttede til radiotransmissionen. Hvordan han dansede, da sejren var uundgåelig, og hans ord om, at han kunne mærke en energi i universet “det er som om, sejren allerede ligger derude, og bare venter på at blive indløst,” sagde han. Jeg er så glad for, at han ville dele dette øjeblik med mig. At det stadig er mig, han sender et stjålent blik, når nogen siger noget lidt frækt i en gruppesammenhæng. At det er os, han forventer, har svar på de fleste af livets spørgsmål.
Og med min nye opmærksomhed på børn og unges orientering mod deres jævnaldrende fremfor forældre, tænker jeg over, hvordan vi forældre kan bevare en positiv og nærende rolle i vores børns liv så længe som muligt. Hvordan vi kan sikre et bånd af kærlighed og ikke udelukkende afhængighed eller krav fra min side.

Her på Ærø har min veninde taget initiativ til et møde om en økolandsby på øen. Hun drømmer om nærværende naboer, fællesmåltider, grønne visioner og legende børn. Jeg synes, at lige netop vores område her på Ærø allerede har mange af de kvaliteter, men jeg kan mærke, at der er behov for flere steder, hvor man sætter ord på, at “her vil vi hinanden” rundt omkring.
Læs mere om det første møde vedrørende økolandsby på Ærø HER.

Hvordan er fællesskaberne i jeres liv? Både dem i nærmiljøet og i jeres familie, på tværs af generationer?
Brugte I jeres forældre som sparringspartnere, da I blev unge, eller vendte I jer mod vennegruppen, og fandt et nyt hjem dér?

 

Hvorfor lever vi ikke som de fleste?

Når min familie og jeg ikke lever, som de fleste, så er det fordi, det ikke fungerede for os.
Vi har prøvet.
Vi har boet i en fed lejlighed på Nørrebro og i et skønt hus i provinsen.
Jeg har boet i New York, og Kristian har boet rundt omkring.

Livet er en bevægelse. Ikke altid fra det ene til det andet og ikke altid fysisk, men ikke desto mindre er dette liv en bevægelse fra fødsel til død og over alt det derimellem.
Kristian siger, at man skal danse sig gennem livet. Først grinede jeg, når han sagde det, for han sagde det som regel, hvis jeg sad på bagsædet i bilen fastlåst mellem to sure børn med den enes opkast på låret. “Dans, min skat,” sagde han smilende han i bakspejlet, mens han ledte efter et sted at trække ind.
Og nu forstår jeg, hvad han mener: Det er noget med at se kærligt på livets krumspring, noget med at bevæge sig legende igennem hverdagen. Noget med at fornemme musikken i de tidlige morgenstunder og mærke rytmen i en sen nattetime med syge børn.

Vores dans bragte os ud på en ø i det sydfynske øhav. Flytningen var tildels en flugt. Ikke en flugt drevet af afmagt eller frygt; nærmere en flugt væk fra noget, der virkede forkert på os. Noget, som gjorde os triste og på sigt måske syge.

Stilstanden drev os væk, kan man sige. De fastgroede værdier, jagten efter et mål, som vi ikke længere troede på. Det var alle de ting, der lod til at køre i ring, som drev os væk: Boligboble, depressioner, midtvejskrise og forældremøder om børn der skal sige farvel i et vinkevindue, som forældrene ikke må dvæle ved.
Vi tænkte. Er det her virkelig vigtigt?
Og mærkede, at nej, for os var det ikke.
Vi ville noget andet. Noget, som var mere vigtigt for os.

I et andet liv kunne vi måske være blevet lykkelige, hvor vi var, og hvor de fleste er endnu.
Jeg kender dejlige mennesker, som er lykkelige der.
Men det var vi ikke.
Og ingen andre end vi selv kunne gøre noget ved det.

Hvorfor lever næsten alle mennesker så ens? Fordi det kræver en del ekstra opmærksomhed og energi at finde ud af, hvad man selv vil.
Jeg plejer at sige, at livet er sjovere, når man selv har været med til at tilrettelægge det. Men det kræver rigtig meget fokus og vilje at gennemføre.
For mig at det vigtigt, at jeg lever mit liv og ikke nogen andres. Det betyder ikke, at jeg for altid vil forsage normen. Når flertallet har ret, så gør jeg som dem, men når normen bliver skævvredet af, hvad jeg opfatter som falske konklusioner og kunstige idealer, så er det, at jeg mærker efter, og finder ud af, hvad jeg mener, er rigtigt.

Og derfor bor vi her.
I et gult hus langt fra det meste, ude på en ø. Jeg kunne lige så godt have boet alle mulige andre steder.
Hvem ved, hvor stor en rolle tilfældet spiller i vores liv?

Men her er jeg glad, og fordi vi lever, som vi gør, starter vi indimellem vores dage sådan her:
Vi går en tur hen til Christen og Bente for at købe æg og grutte korn. I deres indkørsel løber hunden Berta os i møde, og børnene henter selv lune æg hos hønsene. Bente byder indenfor, og vi får en kop kaffe eller et glas kakaomælk. Vi tager os god tid, snakker om traktorens motorkvaler og om den fødselsdag vi var til weekenden inden. I sidste uge, den dag jeg havde mit kamera med, var Christen ikke hjemme, da vi kom med korn, for han var på havet for at tømme ruser, inden vinden kom. Vi mødte ham på vejen hjem, hvor han kørte med sin båd bag på traktoren. Han stoppede, stod i solen, og snakkede lidt, og gav os fem torsk med hjem i en pose. Når vi indimellem bager mange boller eller en høj stak cookies, render ungerne hen til naboerne med en dåse til dem.
Det kan godt være, at vi ikke lever som de fleste, men det her liv føles meget naturligt, helt almindeligt og ganske tæt på noget, der ligger dybt i min dna.

Hvorfor lever I, som I gør?
Har det en konkret forklaring, eller er der mange ting, som spiller ind?

Hvor længe skal man lede efter nærværet?

Velkommen til min blog, hvor alt er så fint,” sagde barnet, og lagde hovedet på skrå. “Men nu kan I se, hvordan virkeligheden er. Det er ikke altid så perfekt i hjemmeskolelivet, og børnene er ikke altid søde.

Sådan lød det i går, da vi havde besøg af vores venner. Mine børn og jeg var midt i en diskussion omkring spisebordet. Jeg bad dem vaske hænder, og de sagde nej. Jeg blev irriteret, og snakkede om fingeraftryk på væggene, indtil en lille stemme skar igennem, og kastede de sandhedstyngede ord ud i rummet, hvor alt stod stille i øjeblik.

“Du har en stor fremtid foran dig,” sagde vores venner så, før barnet gik derfra med et smil.
Hænderne? Jeg tror, de lugter af mayo endnu..

Nogle gange finder vi hinanden, andre gange ikke. Det er ikke en kamp mellem forældre og børn, det her. Det er et liv, mange liv, en ambition om at vise respekt og omsorg i håbet om at lære børnene netop det. Først og fremmest er det en søgen efter nærvær og dermed mening, og det kan tage tid at komme frem.

For det er selvfølgelig sandt, det der blev sagt over bordet: Vores liv er ikke lutter lagkage. Det er vildt intenst, dybt forvirrende og indimellem meget udfordrende.
Vores liv er fuldt af usikkerhed og diskussioner om, hvorvidt vi gør det rigtigt, og om vi gør det godt nok.
Betyder det, at jeg fortryder, at vi har børnene hjemme? Nej, tværtimod. Uanset den enkelte dags udfordringer er jeg glad for, at vi er sammen – hvem skulle kunne gøre det bedre end os?
Men jeg kan blive ked af min egen indsats – eller mangel på samme – når jeg igen og igen glemmer mine inderste ønsker, og i stedet gentager de mønstre, som jeg har set gennem hele mit liv (vrede, bortvendthed, dominans, manipulation). Hvornår gik instinktet tabt? Hvorfor er arbejde eller facebook mere tillokkende end samværet med vores børn?

Med tiden erfarer jeg, at min dårlige samvittighed bedst kan tjene som en effektiv ledetråd. Den skal ikke trække mig ned, men derimod inspirere til udvikling.
Den ømme følelse i maven ovenpå et skænderi skal ikke pacificere mig, men derimod inspirere mig til at holde om de små mennesker og prøve at gøre det bedre næste gang.

En aften, da Kristian og jeg var gået i seng, kom vi til at snakke om den rodebunke af en hverdag, som vi nogle gange synes, vi lever midt i. Jeg forsøgte at beskrive følelsen af, at jeg  befinder mig i en tåge: Som om jeg aldrig er helt tilstede, altid er lidt utydelig i mit nærvær.
Vi aftalte, at nærværet skal være på plads, før vi gør noget andet. “Familien er vores hovedprojekt,” sagde Kristian. “Alt andet vi har gang i, kommer efter det.” Han mente vores arbejde, bloggen og den dokumentarfilm, som vi gerne vil lave.
Da jeg lukkede mine øjne, vidste jeg, at jeg skulle slette alle de apps på min iPhone, som distraherer mig i løbet af en helt almindelig dag: Væk med messenger, facebook og e-mail. Telefonen op på en hylde i skabet og min bevidsthed ned i livet som leves lige her og ikke i cyberspace.
Jeg vidste, at mit projekt den næste tid skal være at komme tilstede – på alle plan – i min familie. Måske det er et livslangt projekt.
Og jeg tænkte: Hvorfor skal det tage så lang tid at lære nærvær? – Måske fordi jeg aldrig selv har oplevet det som barn? Måske fordi jeg er opdraget i en kultur, hvor man gerne skal nå alt på én gang?

“Jeg er så glad for at se, hvordan I lever jeres liv,” sagde en nabo for nylig. “Det er ligesom Børnene i Bulderby”.

Hvis der er nogen, der elsker historierne om Børnene i Bulderby, er det mig. Hvem ville ikke gerne bo i den kærlige familielandsby, hvor man hjælper hinanden, børnene lærer af deres forældre, og alle gør en forskel? Jeg mærkede et sus af stolthed over naboens ord, og kort efter kom erkendelsen af, at sådan føler jeg ikke (altid), at vores liv er.
For Børnene i Bulderby er Astrid Lindgrens fortryllende fantasiverden, og virkeligheden er magisk, men den er ikke altid smuk.

Her i min virkelighed er der telefonen, computeren og børnenes iPads, som vi lægger langt væk igen og igen. Der er min manglende tilknytning til naturen; min fremmedhed overfor at tage børnene med i alle dagens gøremål. Der er træthed og forventningen om at her skal være smukt, mens vi også er sammen, og er glade.
Og der er mine fire fortryllende børn på dette fortryllende sted. Så meget potentiale, så mange muligheder. Det er dem, det hele handler om.

Men jeg nærmer mig nærværet. Med små, sikre skridt nærmer jeg mig det. Det er det, jeg vil fortælle jer i dag: At det er en bevægelse, en langvarig proces: Det gode liv er ikke et quick fix, ikke et plaster på såret. Det er hverdagen med alt hvad den rummer af frustration, tvivl og sårbarhed. Det er selve livet, og vi tager det i vores hænder og ser på det med kærlige og med kritiske øjne, fordi vi vil være vågne i vores liv, også selvom det vi ser, ikke altid er smukt.

Så når I skriver til mig, at I drømmer om et meningsfuldt liv, og I drømmer om mere ro og mere balance, og I drømmer jer væk fra det, I står i lige nu, så er der i virkeligheden kun ét rigtigt svar: Tag det første skridt i den retning, I kan mærke i hjertet. Og tag så det næste.

Hvordan kan du pludselig være hjemmegående, når du elsker dit arbejde og alenetid? (Vores brevkasse #3)

“Kan du på et tidspunkt lokkes til at skrive lidt (mere) om din proces fra at føle, at du havde brug for alenetid/skrivetid væk fra din børn i hverdagen for at være lykkelig til at etablere en unschooling hverdag med alle børnene hjemme?”
Sådan lød spørgsmålet, men I får også lige uddybningen, fordi jeg tror, den vækker genklang i mange:
“Jeg spørger, da jeg på én eller anden måde føler, at jeg står med nogle af de samme (modstridende) følelser hver dag; lysten til at komme tilbage til mit arbejde, som føles vigtigt – for vigtigt og spændende til at opgive det, lysten til at lave noget andet end at være sammen med min baby alle døgnets timer, samtidig med at jeg kan mærke, at det føles helt forkert snart at skulle installere hende i en institution mange timer om dagen, og at jeg egentlig ikke tror på, at det er i en institution, at børn oplever og lærer om det, der er vigtigt for verden – og jeg også kan mærke, at jeg selv lærer enormt meget af at være sammen med hende hele dagen.”

Hvis nu vores samfund var bygget op omkring nærende fællesskaber, hvor alle var noget for hinanden, og hvor man kunne forvente opbakning og omsorg, så tror jeg slet ikke, du ville have behov for at skrive til mig. Så ville du ikke have grund til at føle splittelse mellem dit barn og dit arbejde. For den splittelse du føler, er det direkte resultat af en kultur, som det er noget nær umuligt at leve lykkeligt i: Selvfølgelig vil du gerne bruge dit fag; udbrede viden, lære mere og gøre en forskel. Selvfølgelig har du lyst til at udleve den del af dig selv, som er uafhængig af dit private jeg, og som laver vigtigt arbejde, der kommer mange andre til gode. Det er klart, at du ikke lyst til at give slip på det, som du har bygget op, og ikke har lyst til at risikere de omkostninger, som det kan have på sigt at træde tilbage fra arbejdsmarkedet i en årrække for at hellige sig sin familie.
Samtidig føles det selvfølgelig forkert at aflevere din datter til fremmede mennesker adskillige timer dagligt. Det går efter min bedste overbevisning direkte mod vores natur – både barnets og moderens – at blive adskilt fra hinanden så tidligt og i så høj grad, som det sker herhjemme. Det er ikke vejen frem, og jeg mener helt reelt, at det er skadeligt. Både for barnets udvikling og for moderens. Det siger jeg med den bagage, at alle mine børn jo har været i institution/pasning, og det har taget mig længe at komme hertil. Og jeg skriver det med tanke på, at du selv nævner, hvor meget du lærer af at være sammen med hende.

Der er flere grunde til, at det tog mig tid at komme hertil, hvor jeg helt selvfølgeligt har mine børn hjemme.
For det første overvejede jeg knap nok alternativet. Jeg troede ikke, at jeg var tilstrækkeligt kompetent til at være sammen med mit eget barn, og jeg oplevede ikke, at det var noget, samfundet faciliterede mulighed for. Hvordan skulle jeg så bidrage med skattekroner og et flot CV?
Vi er jo døtre af kvindefrigørelsen, og skal udmærke os akademisk og helst skabe en karriere, som man kan være stolt af. Det rimer på alt andet end familie under de strukturer, som familielivet er omgivet med anno 2017 (eller 2009, da jeg blev mor første gang).
Så jeg har stædigt holdt fast i, at jeg ville miste noget af mig selv, hvis jeg lod karrieren fare for en tid, og helligede mig min familie. Som om min kreative åre ville tørre ud eller min relevans for andre mennesker ville forsvinde. Sådan har jeg det reelt set stadig: Jeg kan ikke trives uden at skrive, og Kristian kan ikke trives uden at lave musik, og vi er lykkedes med at skabe en virkelighed, hvor det er muligt at klemme det ind – men i kolossalt mindre mængder end tidligere. Her taler vi om, at jeg skriver mellem klokken 23 og 02 de fleste aftener, og han laver musik, når han er af sted for at afholde en workshop eller lignende. På sigt (når vores musikstudie/skriveværksted) står færdigt (til januar), håber jeg, vi hver især kan have en tre-fire timers arbejdsdag om ugen og måske en lidt kortere også.
Det lyder af ganske lidt, men det vil sikkert være nok. Det er forbløffende, hvor meget man kan nå på næsten ingen tid, når det er al den tid, man har.
Hvilket leder mig tilbage til “familielandsbyerne” og det fællesskab, som jeg håber, vi kan skabe i vores samfund: Tænk hvis du boede i en kultur, hvor det var den største selvfølgelig, at vi organiserede os, så både mænd og kvinder overvejende var sammen med deres familie, mens børnene var små, og samtidig kunne arbejde dedikeret og uden dårlig samvittighed i perioder hver uge, mens resten af fællesskabet tog sig kærligt af børnene. Tænk hvis man kunne tage sine unger i hånden, og trisse hen til et stort fællessted med børn i alle aldre, te på kanden og åbne voksenarme, mens manden eller konen arbejdede tre-fire timer (evt. i et arbejdsfællesskab). Det ville gøre hjemmelivet meget mindre ensomt og meget mere nærende. Jeg har ikke lyst til at bo i kollektiv, nok ikke en gang i en økolandsby hvor husene ligger tæt (det er bare mig, og jeg elsker, at andre elsker det), men jeg har savnet fællesskabet så brændende under alle mine barsler, og jeg kan kun finde ud af at være hjemme med mine børn nu, fordi Kristian også er det (og fordi min veninde bor nogle minutters kørsel væk med sine hjemmeskolede piger).

Hvad gør man så, når det fællesskab ikke findes endnu? Tja, før man måske selv begynder at stable noget i den dur på benene (for det synes jeg, du skal: legestuer, samvær for hjemmepassere, osv. – det findes jo, mere og mere, og det kan starte i det små og vokse se større), så ville jeg overveje at arbejde lidt, men ikke meget. Nok til at have fingrene i stoffet og hovedet beskæftiget med de tanker, når barnet ikke kræver fuld opmærksomhed. Jeg ville overveje at starte en selvstændig virksomhed; slå mig sammen med andre i samme situation, yde konsulentbistand, genopfinde mig selv og markedet. Jeg ville søge om deltid eller tilbyde min arbejdsplads to dage om ugen og så slå pjalterne sammen med en dedikeret bedsteforælder eller en kærlig dagplejemor, som kysser børnene og kender dem godt de timer, jeg var væk. Jeg ville spørge min mand, hvad han kunne gøre for at være mere sammen med vores barn, og jeg ville forvente, at han med tiden kom til at forstå, hvorfor det er så vigtigt at bryde med den adskillelseskultur, som er blevet normen. Men jeg ville ikke forvente, at han forstod det, før jeg havde vist ham vejen, og skabt min del af den virkelighed, som jeg tror på.

For mit vedkommende gælder det, at jeg ikke kunne være lykkelig som hjemmegående, hvis jeg var her med børnene hver dag uden andre voksne, uden gode aftaler, uden min blog. Jeg ville ikke være lige så glad uden min blog og mine retreats og og og. Men jeg har aldrig været så glad, som siden jeg tog mine børn hjem.

Hvad er det sket? Tja, jeg har fundet ud af, at alenetiden ikke er så vigtig som relationen til mine unger. Jeg har fundet ud af, at mit største projekt lige nu er dem – og ikke mig selv. Jeg har kastet mig passioneret over moderskabet, og læser om det, skriver om det, diskuterer det. Jeg søger viden, deler og reflekterer. Min hjerne er med andre ord fuld ud beskæftiget med tanker om familielivet og børns udvikling. Dét er blevet mit vigtigste studie, og jeg føler ikke, at jeg svigter noget (jobbet, samfundet, mine naboer). Tværtimod håber jeg på at sende fire sunde og stærke unger ud i verden, og jeg ved allerede med sikkerhed, art jeg bliver meget klogere af det her, end jeg kunne være blevet af noget andet.

Alenetiden tager jeg mig forresten om aftenen. Altid. Uanset hvor træt jeg er. Mine børn er så store nu, at de sover ganske stabilt, når først de sover (klokken 21), og derefter åbner en ny dør sig i mit døgn, hvor jeg tænker på mig selv og mine behov. Hvis ikke jeg var b-menneske, ville jeg nok have behov for at komme ud og sidde et andet sted og arbejde en gang om ugen eller to.

Jeg håber, du kan mærke i dit hjerte, hvad du skal.
Hvis du følger det, så falder alt andet på plads, det tør  jeg godt love dig. Sådan er universets love, og jeg ved, det kan være svært at stole på, hvis man ikke er vant til at gå imod strømmen, men hvis du gør det, der er rigtigt for dig og for din datter, så vil du aldrig fortryde, at det var netop dit hjerte, du lyttede til.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Hvad tænker I andre?

Jeg glemte tiden, og pludselig var den gået

Min familie.
Min cirkel.
Mit hjem.

Jeg har tænkt over det med, at min familie er mit fokus i livet lige nu.
Jeg har tænkt, at hvad kan være vigtigere end dem, lige nu?
“Hver ting til sin tid”, har jeg tænkt.

Der kommer morgener, hvor Kristian og jeg vågner, når vores øjne går op af sig selv, og vi i hver vores tempo står ud af sengen. Han før jeg, som regel. Måske han allerede står på marken, og spejder ud over havet, når jeg står op, og trækker gardinerne fra. Eller også har vi slet ikke gardiner til den tid, for jeg elsker at sove med fuldmånens lys i ansigtet; det sølverklare skær, som kaster lange skygger ind i rummet, ind i mig. Jeg elsker at vende mig fra sommerens skarpe, gule sol.
Jeg vil åbne et vindue og lade luften omfavne mig, kølig og spids, gerne med frost i sit slør. Nøgen vil jeg stå sådan, indtil jeg tager det blødeste tøj på. Kører fingrene igennem mit hår.
Og jeg vil skrive som det første. Læse som det andet. Kysse et sted midt imellem. Der skal være te på kanden og musik i mine ører, og over middag vil jeg spørge Kristian, om vi skal gå en lang tur. Det vil jeg hver dag, for når vi kommer tilbage, kan jeg skrive igen.
Til den tid inviterer vi ofte venner på besøg. Så laver vi mad sammen, han og jeg, og bager flere rugbrød, end vi selv kan spise, og deler dem med naboen. Til den tid sidder vi på trappestenen hele natten, og ser på stjernehimlen, og taler om den tid, som er nu.
Vi taler om børnene, som så hurtigt blev store, at det var godt, vi var sammen med dem.
“Se på dem nu,” siger vi. Og jeg mærker en tåre over min kind, den er af savn og stolthed. Den er en længsel efter det, der aldrig kommer tilbage, og den er taknemmelighed over, at det engang var mit.

 

 

I går var vi ved vandet, alle seks. Vi havde ikke noget ur med, og klokken var mange, da vi gik ind over gårdspladsen igen. Børnene legede længe med den tomme barnevogn på grusvejen ned mod vandet – slap den, og løb efter i fuld fart. De faldt i staver over svanerne på det blå-blå hav, tændte et bål, og spiste håndmadder i sandet. De brændte nogle af de tegninger, som jeg smed i papirskraldespanden den anden dag. “Vi gemmer dem i hjertet”, sagde Storm, før han lagde det ene store ark over flammerne efter det andet. “Vi kan ikke bære det hele med os i vores kuffert.”

Vi var ved stranden hele dagen, og jeg glemte tiden; jeg glemte alt andet end det nu, der varede så længe, som jeg var i det.

 

Indeliv og udeliv – Jeg har meget at lære – Dateaftener – Indkøb til hele ugen – Her roder (“En liste med tanker” #3)

Det er mandag, og jeg har tænkt over lidt af hvert siden sidst..:

Indeliv og udeliv
Jeg er ikke et “udemenneske”, og det er noget, jeg bærer med mig som en ærgrelse eller en forkerthed måske, hvilket virkelig ikke passer mig ret godt, da jeg bedst kan lide rene linjer og klarhed i mit indre. Men det der med inde/udelivet er bare ikke så ligetil for mig. Jeg er mest til at skrive. Eller læse. Eller bage/rydde op/lægge puslespil/tegne. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tage mig til udenfor. Kristian kan være ude i timevis, hele dagen: så bygger han noget, hiver ukrudt op, og står og kigger ud over vandet (eller på grisene) i lang tid. Jeg kan se, at det er godt, men jeg er der ikke selv. Og mine børn er der slet ikke. De kommer kun ud, hvis både Kristian og jeg er ude, og selv da falder det dem ikke naturligt, og de løber ofte ind igen. Her bor vi, på den smukkeste plet med de store vidder og havet og himlen og og – men alligevel er vi helst inde meget af dagen. En del af løsningen er at skabe mere mulighed for let tilgængelige aktiviteter. Gynger, en rutsjebane og den slags. Og det skal ske snart, for jeg bærer rundt på en følelse af ikke at gøre det, der er bedst for mig selv og mine unger ved at være så meget inde.
I går delte Pernille fra bloggen “Det kræver en landsby” linket til en smuk artikel (engelsk), som jeg synes, beskriver, alt det jeg tænker på, men ikke helt formår at udleve endnu: Det med det vilde liv i naturen, som er vores natur – og som jeg gerne vil finde frem i min egen natur igen.

Jeg har meget at lære
For nylig måtte jeg skrive til en veninde og endnu en gang aflyse en aftale, fordi jeg havde lavet for mange. Jeg undskyldte, og hun svarede: “Det er dejligt at vide, at du også stadig har noget at lære.”
Og lad mig lige sige dette: Jeg har så meget af lære. Vi har allesammen altid noget at lære. Så længe vi er her, har vi noget at lære, og rejsen er måske nok et blink med øjet set i det store perspektiv, men det skal alligevel leves med den største omtanke.

Indkøb
Jeg er begyndt at købe ind én gang om ugen. Jeg ved godt, at det ikke er noget stort skridt for menneskeheden, men for mig er det: Jeg plejede at køre i supermarkedet fire-fem gange om ugen, tror jeg. Jeg syntes faktisk, det var hyggeligt (?). Som en slags aktivitet. Men nu vil jeg hellere være hjemme eller være sammen med andre mennesker. Fremfor at være i supermarkedet, altså. Jeg har lyst til at finde på kreative menuer, når køleskabet er ved at være tomt sidst på ugen, og jeg er vild med, at det rent faktisk bliver tomt. Vi har nærmest ikke noget madspild længere, og vi kender vores madforbrug (det er sindssygt højt, men det er okay). Som regel har jeg et par af børnene med på indkøbsturen, og så tager vi på legepladsen eller på biblioteket bagefter. Og når vi kommer hjem, tager det en halv time at sætte varer på plads, fordi der er så meget. Alle de lækre ting. Jeg føler mig så velsignet, at vi bor i en del af verden, hvor vi kan købe mad nok til at mætte alle. (Og ja, det er mig, der køber ind, og jeg får nærmest stress-sved under armene ved tanken om, at Kristian skulle få lyst til at overtage den opgave, for jeg kan virkelig godt lide det.)

Dateaftener
I går, da vi havde puttet børnene, satte Kristian og jeg os og spiste sammen – bare os to, overfor hinanden, ved spisebordet. Helt stille i huset, helt roligt omkring os. Vi snakkede i dybden; koncentrerede os om det ene emne, før vi gik videre til det næste. Sådan sad vi i en times tid, før vi rejste os, efterlod de beskidte tallerkener på bordet, og satte os ind i stuen for at se de sidste to afsnit af Stranger Things. Jeg kan virkelig godt lide de aftener, hvor vi er bevidste om lige at komme hinanden et skridt nærmere uden at skulle hjemmefra og have børnene passet (nu hænger jeg til gengæld lidt i et tomrum efter Stranger Things, men jeg glæder mig til den tid, der venter forude uden en TV-serie..)

Når her roder
Hjemmelivet med fire små børn roder. Der er ingen vej uden om. Mange daglige måltider, drikkeglas, bøger, blade, legotogbaner, dukkevogne, papir, farveblyanter, lommelygte, gummistøvler, sko, overtøj.
Jeg kan sagtens bruge de næste femten år på at rydde op. Easy. Pt. bruger jeg flere timer dagligt på det.
Men det bliver jeg ikke glad af. Og mine børn kommer ikke til at huske, at jeg ryddede op. De kommer til at huske, om jeg var der eller ej.
Så der er et par ting, som jeg øver mig i: Jeg vil stadig gerne af med rigtigt mange ting. For vi har stadig meget mere, end vi har behov for. Så jeg har besluttet, at jeg vil ringe til Røde Kors, og sige, at de kan komme med deres lille varevogn og hente en helt masse ting. Så gør jeg nogle kasser klar, stiller guldrammerne frem, alle de ubrugte drikkeglas, alle de gamle skifterammer, tøj i store sække og legetøj. Og så kører de væk med det.
Under sorteringen vil jeg øve mig i at mærke efter, om der er nogen pointe i at gemme tingene: Selv hvis jeg måske en gang kunne få glæde af de to æsker med ubrugte drikkeglas, hvorfor så gemme dem, når jeg ikke har brugt dem i de fem år, de har stået i mit bryggers?
Ting, som er gået i stykker, skal repareres eller kasseres. Det suger energi at have noget i hjemmet, som trænger til omsorg.
Sideløbende vil jeg arbejde på at give slip, og være tilstede med mine familie i stedet. Måske en del af det med udelivet giver sig selv, hvis ikke jeg føler, at jeg hele tiden skal ordne praktiske ting indenfor.

Hvad tænker I på?