Den første dag i sommerferien

Sommerferien starter i dag herhjemme. I går var vi udmattede, og børnene var kede af det og sure, fordi de savner deres far, som har været på camp siden mandag. Og fordi de har ventet længe på sommeren.
Kristian kommer om et par timer, og så er det helt officielt: VI HAR FERIE.

Vi ved ikke, hvor længe ferien varer. Har sagt i børnehaven, at børnene måske kommer tilbage, måske ikke. Har sagt til skolen, at vi regner med noget orlov i forlængelse af sommerferien. Hvor længe? Ved det ikke. Har krammet Junos dagplejemor, som vi holder meget af.

Først og fremmest skal vi helt ned i gear, op i balance, ind i rytmen. Finde sammen, finde os selv og hinanden.
Men derudover skal vi ikke ret meget. En enkelt tur til Nordsjælland for at blive klogere på landbrug. En tur til Aarhus for at besøge vores familie.

Vi skal have to grise. To kattekillinger. To is om dagen, måske. (Og lave dem selv af jordbær fra haven.)
Vi skal grave gulerødder op og spise ærter til vi bliver grønne om munden. Tage os god tid. Lære at sove længe. Spise morgenmad udenfor. Og aftensmad. Se Twin Peaks om aftenen. Læse bøger. Huske at holde i hånd og mere end det.

Vi skal være. Ikke gøre så meget. Mærke efter, finde vores vej. Tage det én dag af gangen.

Jeg glæder mig.

Hvad skal I (og hvorfor)?

 

Hvorfor kunne I ikke bare være glade, der hvor I boede før?

En læser spurgte for nogle uger siden i en kommentar, hvorfor Kristian og jeg ikke bare havde været glade i Svendborg – eller i København? Hvorfor vi behøvede flytte væk for at skabe det liv, vi lever nu?

Han spurgte, hvorfor vi ikke kunne finde de venner, den frihed og den der følelse af indre ro i Svendborg, hvor han bor, som jeg giver udtryk for at have fundet på Ærø.

Jeg fik aldrig svaret, der var en ordlyd i kommentaren, som gjorde, at jeg ikke prioriterede det, men jeg fik alligevel formuleret nogle delvise svar i mine tanker, og så dukkede tankerækken op igen i går, da jeg hørte fra Junos dagplejemor, at hun havde haft besøg af en kvinde, der er ved at flytte til Ærø med sine to børn. Og som læser min blog. Og er inspireret af den.
Det er tredje gang på en uge, at jeg hører om nogen, som er flyttet til Ærø, og har været inspirerede af min blog i deres beslutning.
Og så tænkte jeg, qua det med at være faldet så godt til her på Ærø versus de steder, jeg har boet tidligere: Hvad er det, jeg prøver at formidle herfra mit sted? Hvorfor er Ærø så godt for mig? Bedre end Svendborg, eksempelvis.

Men først er det vigtigt for mig at understrege en pointe, som jeg håber, de faste læsere kender allerede: Min blog er ikke en reklameblog for Ærø. Jeg er her ikke for at sælge ølivet til dem, der læser med. Jeg er her for at beskrive det ansvarlige og bevidste liv, hvor hver enkelt følger sit hjerte. Ikke mit hjerte. Det er ikke rigtigt for alle at bo på Ærø. Det er ikke rigtigt for alle at bo på landet. Hell, det er ikke for alle at: have børn, være selvstændige, være i et parforhold, have en mark. Intet er for alle og alt er for ingen. Min blog er beskrivelser af et levet liv, overvejelser, bevægelse, indsigt og udsigt. Mit liv foregår overvejende på Ærø, så jeg skriver om Ærø. Det er her, jeg bor, og jeg er glad for at bo her.

Og nej, vi kunne ikke være lige så glade i Svendborg – eller Horsens, Vejle, Roskilde eller Aarhus. Åbenbart, har jeg lyst til at tilføje, for vi valgte jo provinsen til i første omgang, før vi drog helt ud til kanten, og det var en rigtig god transit fra storbyen til ølivet. Dengang vi forlod København, vidste jeg ikke, at man kunne flytte til Ærø. Den historie havde ingen fortalt mig. Det var vitterligt ikke en mulighed for mig. Bare det at forlade storbyen, var nærmest chokerende i min omgangskreds.

Kristian og jeg gav Svendborg en ærlig chance, og vi har ikke fortrudt et sekund. Vi var der i fem år, og valgte så at flytte videre. Jeg er ikke i tvivl om, at mange er lige så glade – eller mere glade – i alle mulige byer, som de ville være på Ærø. Vi flyttede fra Svendborg, da vi mærkede en forandring i vores prioriteter. Vi syntes, vores hus lå for tæt på alle de andre, og vi synes ikke, det var lykkedes os at skabe nye relationer på de fem år, vi havde været der. Når vi ikke arbejdede, kørte vi ud til en skov, eller gik til vandet. Byen brugte vi stort set aldrig.
Så på en weekendtur til Ærø fik vi øje på naturen, den friske luft, alle dem, der hilste på os.

Der gik nogle måneder, hvor vi kiggede på gårde udenfor Svendborg, mens vi snakkede om, at Ærø simpelthen var for langt væk. Så vi kiggede på nogle gårde midt ude i ingenting, langt fra mennesker og alligevel tæt på byen, og vi tænkte: Jamen, vil vi være alene og samtidig tæt på alt det, vi er ved at forlade? Er det det, vi søger?
Vi kom frem til, at det vi ønskede, ikke var isolation, men derimod plads (fysisk såvel som mental) til at definere vores eget liv, uanset hvor alment eller atypisk det end måtte blive. Vi ønskede tilhørsforhold, social ansvarlighed og smilende naboer. Det fandt vi her. Det tog ikke meget mere end en formiddag, så stod de på dørtærsklen, og bød os velkommen. Det kan man for øvrigt læse om i min kronik i Information om “det lokale”.

Nu har vi så besøgt Frida og Mikkel på deres går udenfor Svendborg, og der er så skønt. De har skabt deres drøm der. Jeg kunne leve der, og være glad, jeg kan se, hvor skønt de har det. Men jeg er virkelig glad for at bo på en ø. Jeg trives godt med afstanden til resten af verden. Det gør mig tilpas, at man skal med en færge for at komme hertil og for at komme væk igen. Jeg kan godt lide det fællesskab, som er en naturlig (og nødvendig) konsekvens af, at herovre ér vi en ø – sammen. På Ærø fandt vi en friskole, som blev udslagsgivende for, at vi tog springet, og flyttede hertil. Her på øen har vi så mange venner, at vi skal holde tungen lige i munden for ikke at få for travlt. Vi har en mark, som går direkte ned til stranden.

I en anden version af dette liv kunne jeg bo mange andre steder og være glad.
I en tidligere version boede jeg rent faktisk andre steder, og var glad. Jeg var inkarneret bymenneske i mange år. Elskede New York de fire år, jeg boede der. Havde det fint i København. Var glad for Svendborg; to af mine børn blev født, mens vi boede der. Jeg kommer tit i Svendborg, og synes, den er en dejlig by. Når jeg nu bor på Ærø, er det ikke en afvisning af noget andet; det er et tilvalg af det, som jeg har fundet her.

Så når jeg skriver om Ærø på min blog, er det ikke for at indoktrinere nogen. Faktisk ærgrer det mig at få kommentarer som: “Hvor gør du god reklame for Ærø”, hvis jeg har været på TV eller i andre medier og fortalt om vores liv her. Det er aldrig min hensigt at være en ø-banner. Jeg er derimod en banner for det gode, selvvalgte liv. En banner for at du skal gøre alt det, du drømmer om, og tror på.

(Og hvis mine valg gør ondt på dig, er det måske fordi, du ikke hviler i dine. Undskyld og av, men sådan er det.)

Har I andre også oplevet at skulle flytte her fysisk for at finde de rigtige rammer for jeres liv? Kender I følelsen af at finde hjem, selvom man egentlig er ret langt hjemmefra?

Læs mere: Var I enige om at flytte til Ærø?

 

Som en spire gennem asfalt

Jeg ville ønske, jeg kunne dele mere af det, der fylder i mig lige nu. Men jeg ved ikke helt hvordan. Hvis jeg begynder, tror jeg, at det kommer til at være et rigtig langt indlæg. Der er så mange nuancer i det med at tage børnene hjem. Hjemmeskoling, unschooling, frihed. Nervøsitet, konformitet, normalitet, oprør, anarkisme. Venskaber, familie, tid, arbejde, børneliv, fokus, ansvar.

Jeg ville ønske, jeg kunne formidle den følelse af betydning og intensitet, som rører sig i mig. Som flyder gennem mine tanker, mine følelser, hele mit væsen.

Men jeg ved endnu ikke hvordan.

Noget er ved at modnes. Det finder vej igennem lagene af tillærte tankemønstre, restriktioner og frygt. Som en spire der skubber sig gennem asfalten. Jeg ved, at det vil lykkes, for jeg kender kampen mellem vanens magt og troen på nyt. Men jeg kan også mærke usikkerheden, tvivlen.

Mest af alt er jeg opfyldt af en fornemmelse, som jeg kender fra tidligere: Den boblende, forventningsfulde glæde når noget nyt og rigtigt er ved at tage form. Jeg føler, at jeg er på rette vej, også selvom langt fra alle kan forstå hvorfor eller hvordan.

Jeg er klar over, at man møder modstand, når man træder væk fra flertallet, og følger sit hjerte.

At:
De beslutninger, som flest opponerer imod, viser sig at være dem, der ikke kunne være anderledes.
De mennesker som møder størst modstand, er dem, der ændrer verden med deres mod.
De tanker, som vi er mest bange for at tænke, er de mest nødvendige.

Jeg har før truffet beslutninger, som krævede, at jeg lukkede øjnene, holdt mig for ørerne, og tog en dyb indånding, før jeg sprang. Ikke én af dem har jeg fortrudt: Hvordan kan man fortryde, at man prøvede? Selv hvis resultatet ikke bliver, som man havde håbet, er mod bedre end det modsatte. De ting, der ikke lykkedes, mindes jeg som erfaringer fremfor nederlag.

Nu står jeg her igen; denne gang vil jeg ikke lukke øjnene eller holde mig for ørerne. Jeg hviler mere i mig selv. Jeg ved, at livet skal leves nu og ikke senere. At det er mit, ikke samfundets.

Jeg aner muligheder, lethed og store beslutninger forude. Jeg mærker, at min familie og jeg står på tærkslen til et nyt kapitel. Et nyt kapitel som bliver endnu bedre end det gamle.

Lige nu er jeg ikke er interesseret i at teoretisere ret meget over, hvad det betyder at tage børnene hjem. Det er en levet erfaring, det er i konstant udvikling. Men jeg læser, lytter, ser, og dygtiggør mig.
Der er ting, der udfolder sig, og som kommer bag på mig. Der er muligheder, jeg ikke havde set. Der vil uden tvivl være forhindringer undervejs, som jeg ikke er opmærksom på nu.

Nu, hvor jeg tænker anderledes om tiden sammen med mine børn, opleves den meget forskelligt fra før. Når jeg er sammen med dem, er jeg ikke rastløs. Min opgave er her.

Nu, hvor jeg tager en anden slags ejerskab over vores liv, oplever jeg en dybere forståelse. Og jeg kan se, at mine børn bliver kompetente af den tillid, jeg har til dem (og til mig selv).

For nylig er de begyndt at plante blomster og buske helt på eget initiativ.
Storm er tryg ved at køre traktoren sammen med Kristian. Han går selv ud på marken med sit høreværn, og kravler op på sædet.
Ilja ved, at når man planter squash, majs og bønner sammen, hedder det “De tre søstre”, fordi alle tre planter nyder godt af at stå tæt sammen. Han har ansvar for Kristians planter, mens Kristian er på camp.
Live beder om at putte Juno; så synger hun for sin lillesøster, og de holder i hånd.
Juno kan kravle meget højt op, og falder kun sjældent ned igen. Hun siger far, moooar, Ilja, tak, hej og nej!

Jeg selv kan se, at det måske nok kommer til at fungere. Jeg begynder at forstå, at det ikke er umuligt. Men tvivlen er der endnu; måske giver den aldrig helt slip. Er mit behov for selvrealisation stadig min største kæphest i forhold til at have børnene hjemme? Får jeg tid nok til at skrive? Men tvivlen vil jeg ikke dykke ned i nu, for jeg kan mærke, at det hele falder på plads, som det skal , hvis jeg giver tid.

Jeg har så mange ord indeni om det her, og de kommer ud. Lidt for lidt. Jeg er tror, at hvis jeg først begynder at skrive rigtigt om denne nye verden, så kan jeg ikke stoppe igen. Er måske lidt bange for, at det mest er min interesse og ikke alle andres?

 

 

Har du lyst til at lære mere om mine tanker om hjemmeliv/unschooling, så se her:

Mine børn, mit liv

Om at tage børnene hjem eller ej

Noget er under forandring

Min søn har knækket læsekoden helt uden pres

Hvorfor er jeg nervøs for at sende mine børn i skole

Vi kan jo ikke alt, vel?

Jeg læser efterhånden en del hjemmeskoling-blogs.

Blandt andet “Simple Homeschool”, som er skrevet af Jamie Martin. Hun er mor til tre (hvoraf to er adopterede). Jamie unschooler ikke, men de har meget fri læring, og det fungerer for dem. Jamie skriver om alle sider af hjemmeskolinglivet. Blandt andet det her indlæg: 10 things every new homeschooler should know og så det her, som Kristian er glad for, fordi han gerne vil være forberedt: 5 things I hate about homeschooling (& how I deal with them)

En anden fantastisk blog, som jeg er faldet over for nylig (måske var det én af jer, der anbefalede den?): “Happiness is here”: Sara fra Australien er mor til fire piger, som alle er hjemmeskolede (og unschoolede). Hun beskriver meget poetisk og ærligt deres liv. Blandt andet her: The radical idea that kids should have fun og her (om unschooling): Learning without limits

Kristian og jeg så en fremragende dokumentar om unschooling for et par dage siden. Jeg tænker, at den kan inspirere alle – også forældre som ikke er interesserede i at hjemmeskole, men som gerne vil være nærværende og have inspiration til givende samvær med deres børn. Den skriver jeg om herinde en dag.

 

 

Det uperfekte (Det, som livet er)

I går delte jeg Kris’ beretning om at skulle være far til en pige med Downs.

Siden da er der kommet utallige anerkendende, bekræftende og omsorgsfulde kommentarer til Kris’ fortælling både her på min blog og på alle de facebooksider, hvor den er delt. Når man læser de mange personlige erklæringer, står det klart, at verden stadig har plads til mangfoldighed: At mennesker med Downs syndrom er elskede – at de ligefrem er en gave. Faktisk er de sådan nogle, som deres pårørende ikke ville undvære for noget i verden.
Men derfor er Kris og hans hustru alligevel oppe imod normen, når de til oktober byder deres første barn velkommen. I 2015 blev der kun født to børn i Danmark, hvor forældrene inden fødslen vidste, at barnet havde Downs syndrom. Samme år blev 141 fostre valgt fra.

For mig at se er Kris’ historie en vigtig fortælling om at tro på en mening med det, vi bliver præsenteret for her i livet. Og om at vælge livet til.

Det er min overbevisning, at der er en mening med hver eneste skæbne her på jorden og i forlængelse af det at der er en mening med de ting, vi oplever, mens vi er her.

Den indianske medicinmand, Yellow Hawk, der blandt andet har arbejdet med HIV-patienter på Skejby (som min svigerinde har skrevet en bog om), har et fint ordsprog, som jeg ofte hører mig selv gentage: “Alt i livet er en gave, men nogle gaver er pakket grimt ind.” Det kan være svært at tænke på vores største sorger som en gave, men et sted derinde, i hver eneste af dem, gemmer sig en visdom, som vi ikke kunne få på anden vis.

Vi kan alle spørge os selv: Hvis jeg havde kendt min rejse på forhånd, havde jeg så givet op? Jeg ved, at hvis jeg havde kendt den, havde jeg ikke lært det, jeg skulle. Jeg tror på, at der er en god grund til, at vi kun kan se nuet og ikke meget længere frem end det. “Når man rejser gennem livet, er det som at køre tværs over et kontinent midt om natten kun med lyset fra bilens forlygter som vejviser. “Tænk at man kan komme så langt ved kun at se nogle meter frem.”

Som teenager var jeg barnepige hos en familie med tre drenge, hvoraf den ene havde Downs. Anders hedder han, den dreng som nu er en ung mand, og dengang var Anders præcis lige så hudløst ærlig, impulsiv, hengiven og bomstærk, som han skulle være. Han var lillebror, storebror, søn, kammerat og en sprudlende kilde af energi og nærvær. I det hjem lærte jeg, at Downs er en gave og ikke et tab.
En dag så Anders’ mor, som er en viljestærk og smuk kvinde med en karriere, der kan tage pusten fra de fleste, og sagde: “Anders har lært mig mere end noget andet menneske. Jeg ville ikke være den samme uden ham.”

Og i går skrev hun en kommentar til Kris’ historie her på bloggen:
Tak til Kris for at dele sine overvejelser om at vælge sin datter til.
“Jeg er ikke Downs, jeg er hip-hopper”
Sagt af vores mellemste søn, Anders, der blev 30 år i sidste uge. Jeg husker den reaktion så tydeligt, fordi jeg tænker, at han har ret!
Downs er jo ikke noget man “er”. Det er ikke en identitet. Det er bare noget man “har”. Downs Syndrom giver særlige udfordringer og særlige synlige kendetegn, som vi som forældre efterhånden opfatter som en beskyttelse. Et tegn til omgivelserne om, at her kommer et særligt menneske.
Anders er jo først og fremmest Anders – med sin personlighed, sine venner, sin familie, sin musik og sine interesser.
Vi oplever, at mennesker med Downs Syndrom får det bedste frem i andre mennesker. Tænk en gang hvor stort det er! At kunne få det bedste frem i andre mennesker. En særlig omsorg, en særlig hjælp og en særlig humor.
Anders har to arbejdspladser, bor i et spændende bofællesskab, har rejst i 16 lande, været på højskole hvert år siden 2007, har haft mange kærester og én stor kærestesorg. Han har i bund og grund et liv med høj kvalitet, er modnet af medgang og modgang, har et godt helbred og oplever nyt hver eneste dag.
Det vigtigste for os som forældre har været at praktisere åbenhed og tage imod fællesskab. Både fra andre familier med børn med Downs Syndrom, men også med familie, naboer og alle de dygtige medarbejdere, som vi har mødt undervejs.
Derfor er det dejligt at læse om jeres overvejelser, Kris, og det gør mig meget sikker på, at I er på vej ind i et varmt og værdifuldt familieliv med jeres nye datter.

Sandheden er, at jeg ikke ved, hvad jeg havde tænkt, følt eller ultimativt valgt, hvis jeg som 26-årig (og ikke helt planlagt) førstegangsgravid havde fået at vide, at mit kommende barn havde Downs syndrom. Jeg ved ikke, hvilken erfaring jeg havde trukket på, når jeg sammen med Kristian skulle træffe valget. Men jeg ved, at drømmen om et perfekt barn med alle muligheder i verden ville være sunket i grus foran mig. Jeg ved, at mine indre billeder af livet som mor havde haft behov for så stor omrokering, at jeg måske ikke havde været i stand til at favne det.
Jeg forstår til fulde alle de variationer af argumenter, og alle de følelser og overvejelser som ligger bag både et ja og et nej til et barn med Downs. Jeg har selv haft både et nej og senere et ja med mig igennem mit liv, og kun fordi det ikke har været en del af min udviklingsvej, er jeg sluppet for at stå med valget.

Dengang, da jeg ventede Storm, tænkte jeg, at: “Ja, vi kan tjekke for trisomi 21 og en håndfuld andre ting – men hvad med alt det andet?” Hvad med alt det, der kan gå galt, som vi ikke kan se på en scanning eller i en blodprøve. Hvad med ulykker, sorger, sygdom og selvmord?

Hver dag bliver det tydeligere for mig, at vi ikke er herre over livets veje: De er nemlig, som det siges, uransagelige. Men vores indstilling, derimod, afgør, hvordan vi oplever- og kommer igennem livet.

Det er ikke frygten, der skal styre vores liv. For når frygten vinder, er alt andet tabt.

Én af kommentarerne her på bloggen, ramte mig et særligt sted netop i forhold til det med at vælge livet til, selvom vi aldrig ved, hvad det kommer til at indeholde. En læser skrev:

“Hvis vi kunne forudsige, at et foster ville få leukæmi som 20 årig, ville vi så også vælge det fra?”

Min bror fik leukæmi som knap tyveårig, og var meget syg. Længe svævede han et sted mellem liv og død. Tumorerne tvang ham i den kørestol, som han sidder i endnu. Han havde infektioner som perler på en snor og indlæggelser uden pause. Ville min mor have valgt ham fra, hvis hun havde vidst det, før han blev født? Og hvad så hvis hun kunne se ti år længere frem end det? Hvad hvis hun kunne se ham nu med sin datter på skødet, sin fantastiske kæreste ved sin side og deres mange planer og drømme? Det var altid meningen, at han skulle være her, og hans liv har været fuldt af uforudsigelige hændelser. Hans indstilling til livet, derimod, har hævet ham over enhver bitterhed og nederlag.

“Livet forstås baglæns, men må leves forlæns”.

Jeg har lyst til at dele nogle få udklip fra andre af de mange fine kommentarer herinde, men jeg synes, I skal læse dem alle sammen, hvis I har tid:

“..som mor til en søn på 8 år med Down syndrom kan jeg godt forstå jeres beslutning.
Jeg vil sige, at jeg er blevet så meget rigere som menneske, efter jeg fik min søn, og ville aldrig have valgt anderledes med den viden, jeg har i dag. Ordet livskvalitet har fået en anden betydning for mig end det havde for 8 år siden, og det er på den gode måde.”

“.. jeg er mor til en skøn dreng med downs syndrom på 5 år. Vi vidste ikke, at han havde downs, før han var 11 måneder.. og hvor er jeg dybt taknemmelig for, at vi ikke stod med det valg, som I har skullet… vi havde helt sikkert valgt fra, grundet dårlig og manglende viden omkring DS.”

“Jeg har mødt de mest fantastiske mennesker fordi vores søn har DS og jeg ville ikke have undværet ham for noget i verden…”

“I er stærkere , end I sikkert troede før alt dette trak styrken og livsmodet frem i jer.”

“Hvem er egenligt perfekte i vore øjne? Jeg er ikke, og du er sikkert heller ikke. Hvem har ret til at dømme dette?”

“I vil sikkert møde nogle, som har svært ved at forstå, og det kan man ikke forlange af folk, som ikke selv har været der. Og hvad de mener, er ligegyldigt. Det vigtigste er, at I forstår og føler det rigtigt.. for så er det rigtigt.”

Hvad tænker I? Hvad får I ud af at læse alle disse vidnesbyrd? Hvad er jeres tanker om det uforudsigelige i livet? Og siger I “ja” eller “nej”?

 

En far fortæller: Vi har valgt vores datter med Downs til

For godt en måned siden skrev Kris til mig:

“Hej Maj My.
Jeg har i går med stor interesse gennemlæst hele din blog, og har nydt at læse om jeres liv på Ærø. Begge mine forældre er født og opvokset på øen og jeg har derfor besøgt den og familien derovre utallige gange igennem årenes løb. (……) Nå, men alt det er egentligt et sidespring – for ville faktisk bare takke for en inspirerende og velskrevet blog og for alle tankerne om livet og familietilværelsen. Vi venter til efteråret efter flere års “kamp” vores første barn – en pige med downs syndrom og de værdier, samt den tilgang til livet, som du beskriver på bloggen er præcist det vi i så høj grad som muligt gerne vil skabe for os selv og med tiden give videre til hende.”

Jeg skrev til Kris, og spurgte, om han ville fortælle mere om sin kommende datter her på bloggen.

Det ville Kris heldigvis gerne, og her er, hvad han skrev:

Den lange ventetid
Min hustru og jeg har forsøgt at stifte familie i ca. 5 år. Heraf har de 4 været gennem fertilitetsbehandling i både det offentlige og private regi.
I starten får vi af vide, at alt ser fint ud, og vi sikkert bare skal sørge for at “time” det rigtigt. Der går dog lang tid med flere mislykkede behandlingsforsøg, og til sidst opdager de, at min hustru har endometriose, som gør det svært at blive gravid. Hun bliver opereret på OUH, men operation er ikke specielt vellykket, og der går kun kort tid, før det er lige så slemt igen. Vi har efterhånden opbrugt forsøgene i det offentlige, og beslutter selv at betale for flere forsøg i det private. Her bliver vi anbefalet, at min hustru igen bliver opereret for endometriose, men denne gang i Skejby, som er de førende eksperter på den sygdom her i Danmark. Ventetiden er lang, men de opdager på Skejby at hendes endometriose er langt værre, end OUH vurderede.

Risikovurdering 1:47
Operation er vellykket, og i det første behandlingsforsøg herefter lykkedes det endeligt at blive gravide – vi er selvsagt ovenud lykkelige, ja vel nærmest ekstatiske. Lykken bliver dog desværre hurtigt afløst af bekymring. Nakkefoldsscaningen viser, at nakkefolden med 4.7mm er et pænt stykke over det normale, og risikovurderingen for kromosomfejl lyder på 1 til 47. Så vi bliver anbefalet en moderkagebiopsi – hvilket naturligvis sætter en masse tanker i gang. I første omgang prøver vi dog at bevare optimismen, – vi har hørt om flere med dårligere vurderinger, hvor alt er forløbet fint, og chancen for et “sundt og raskt” barn er jo stadig noget højere end risikoen for det modsatte. Vi får foretaget moderkagebiopsien, og herefter står den så på flere dages ulidelig ventetid, hvor et telefonopkald betyder, at der noget galt og et brev i eboks betyder, at alt er fint.

Den dag telefonen ringede
Så sker det: Telefonen ringer. Opkaldet man for alt i verden gerne ville havde undværet. Min hustru er ikke i stand til at tage telefonen, så det gør jeg – selvom jeg heller ikke føler mig helt ligevægtig. Lægen i røret må dog rent principielt åbenbart ikke giv mig – barnets far – svaret. Så jeg må overlade røret til min hustru, som bryder sammen, og grådkvalt spørger “hvad fejler mit barn?”, hvorefter lægen åbenbart godt kan nøjes med mig. Svaret lyder “det er en mongol”, – jeg bryder mig ikke om den betegnelse, som i mine øjne er nedsættende og forøvrigt blev droppet officielt i WHOs diagnoseregister helt tilbage i 1965.
Jeg spørger dog venligt: “Hvad så nu?” Hun beder os komme ind på sygehuset til et møde samme dag. Her bliver vi mødt af en ældre kvindelig læge, med abortpapirerne under armen. Det er tydeligt, at hun forventer, at vi ønsker en abort. På det tidspunkt ønsker vi dog bare mere konkrete oplysninger, som vi kan bruge til at træffe en kvalificeret og velovervejet beslutning, når vi har haft tid til at tænke over tingene. Det er der dog ikke meget at hente af hos hende, og efter vi har forklaret hele vores forløb med fertilitetsbehandling, samt at det ikke er sikkert vi bare sådan lige kan blive gravide igen, konstatere hun, at “I skal tænke jer meget grundigt om”

… Ja, tak – det havde vi også tænkt os. Så har hun egenligt ikke mere at bidrage med, men vi kan tænke over det frem til den tidlige misdannelsesscaning, som man i disse tilfælde tilbyder i uge 16. Afslutningsvis når vi lige at spørge til kønnet – en lille pige.

Hvordan er det at leve med Downs?
Vi samler den nærmeste familie omkring os, og selvom vi egenligt ikke snakker ret meget, men mest bare er “samlet om vores tanker og gråd” i stilhed, så giver det alligevel en form for ro, og vi kan mærke, at de som ventet nok skal støtte os uanset hvad. Da vi er alene igen snakker vi alle vores tanker igennem. De drejer sig først og fremmest om hvilket liv hun vil få, og om vi kan tilbyde det, som et barn med såkaldt særlige behov skal bruge for at få et godt liv og realisere sit fulde potentiale, uanset hvor stort eller lille det så må være. Derudover har børn med downs ofte medfødte misdannelser, herunder særligt hjertefejl, og det fylder også en del. Vi tænker også meget over, hvad folk med Downs syndrom selv mener om deres liv?

Langt størstedelen af den information vi kan finde, blandt andet via Downs Foreningen, som virkeligt har været guld værd, tyder på, at de for det meste selv er glade og tilfredse med tilværelsen. Det var vigtigt og dejligt at få den information med.

Vi kørte en tur, og fandt svaret
Senere kører vi en lang tur, hvor den endelige beslutning om at beholde hende bliver taget. Vores store beslutninger og alvorlige samtaler bliver ofte taget på køre eller gåture. På køreturen snakker vi meget om, at det naturligvis ikke er det, man har gået og set frem til i alle de år – alle forældre håber jo på et sundt og rask barn. Så det en meget svær beslutning uanset hvad, men at vælge hende fra, virker  som det mest forkerte, uanset hvad resten af samfundet måtte mene. Vi følte os allerede da meget knyttet til hende og enige om, at uanset hvad, så er hun vores lille datter.

Selvom vi har betalt for behandlingen, og ville have flere forsøg tilbage, hvis ikke graviditeten ender i et levende født barn, så er der altså tale om et lille smukt og levende væsen og ikke et produkt vi kan “benytte vores 14-dages fortrydelsesret på”, fordi det ikke lige lever op til vores oprindelige forventninger. Vi er overbeviste om, at hvis vi vælger hende fra, så vil tanken om, hvilket liv hun kunne havde fået, og hvor gammel hun ville være, martre og forfølge os hver gang vi når terminsdatoen, juleaftener og så videre. Så i sidste ende er valget alligevel ikke så svært: Selvfølgelig skal vi beholde hende, lære hende at kende og elske hende overalt på jorden uanset hvordan hun bliver. Vi vil jo alligevel ikke vide hvordan hun ville være uden Downs – det er hendes og vores virkelighed, selvom det utvivlsomt bliver hårdere og anderledes end ellers. Sådan skal det være, og nu glæder vi os bare til at møde hende.

Systemer viser sig fra sin bedre side
Siden er vi blevet medlem af- og har været yderligere i kontakt med Landsforeningen Downs Syndrom (http://down.dk/). De fortæller blandt andet, at landets sygehuse har forpligtet sig til, at udlevere en video, der fortæller om livet som forældre til et barn med Downs. Den er vi ikke blevet præsenteret for i vores kontakt med sygehuset. Måske fordi det normalt først sker, når barnet med Downs Syndrom fødes af forældre, som har fået en risikovurdering, der ikke viste tegn på kromosomfejl. Jeg kan ikke huske tallene præcist, men der fødes kun omkring 20-35 børn med Downs om året, og for langt de flestes vedkommende fødes de fordi fosterdiagnostikken ikke har vist tegn på kromosomfejl. Inden man indførte screeningen lå tallet vidst nok omkring de 100.

En positiv scanning
Graviditeten er nu gået ind i 19. uge og vi har mødt vores virkelig søde jordemoder, som har været meget forstående og støttende i forhold til det hele. Hun har hjulpet med en henvisning til “Specialrådgivningen for småbørn” – de skulle blandt andet kunne hjælpe med “tegn til tale” kurser, så man kan etablere en tidlig kommunikation med barnet. Børn med Downs er jo længere om at få sprog, lære at gå og så videre. Desuden har vi naturligvis været til scanningen i uge 16, hvor vi også mødte en skøn og forstående jordemoder, der scannede hende grundigt, og ikke fandt tegn på nogen af de typiske misdannelser. Det var en lettelse, selvom det i uge 16 stadig er for tidligt at sige noget med sikkerhed. Det oprindelige lidt uheldige møde med systemet er altså heldigvis på nuværende tidspunkt blevet vendt. Vi ved godt, at vi risikerer at skulle tovtrække med systemet hele hendes liv, for at hun får den nødvendige hjælp og støtte – men lige nu ser det positivt ud.

Vi er overbeviste om, at vi har truffet den eneste rigtige beslutning for os, men det er en svær situation, og vi dømmer på ingen måde dem, som vælger anderledes. Vi kunne dog ønske os, at det offentlige var bedre til at forklare, hvad downs rent faktisk er og betyder, i stedet for automatisk at antage og opfordre til, at man vælger børn med downs fra. Selvom der stadig kan dukke ubehagelige overraskelser op til den regulære misdannelsesscaning, så tror vi efterhånden på, at vi bortset fra hendes handicap, får det sunde og raske barn, som alle ønsker, og vi er så småt begyndt at gøre klar og købe ind til hendes ankomst i oktober.

Den 20. juni skrev Kris til mig:
Vi har nu været til den almindelige 20-ugers misdannelsesscanning. De var her en smule i tvivl om, hvorvidt der måske er en lille hjertefejl, men efter lang tids scanning og bistand fra hjertelægen, mente de dog ikke, at det var tilfældet, selvom de ikke helt kunne udelukke det endnu. Derudover så alt andet fortsat helt normalt ud og hun mente stadig ikke, at de ville havde opdaget hendes Downs på nuværende tidspunkt, hvis de havde haft “overset” det tidligere. Så det vi naturligvis meget glade for. Vi har nu her 22+3 en yderst aktiv datter, som sparker på livet løs, og virkeligt gør opmærksom på hendes tilstedeværelse i mors mave.

Hvad fødslen angår, så tænker vi faktisk ikke voldsomt meget over den på nuværende tidspunkt, udover at vi ved, den skal foregå på OUH, og at vi glæder os meget til at møde hende. Min hustru og jeg vil helst havde så rolig og naturlig en fødsel som muligt, uden unødig stress, epiduralblokader og hvad det ellers hedder alt sammen, men det afhænger jo også i nogen grad af omstændigheder udenfor vores kontrol. Vi er lidt spændte på hvornår fødslen bliver, da downs børn ofte bliver født 2-3 uger før terminen, men på det tidspunkt er barnet jo fuldbårent, så det er ikke heldigvis ikke noget, vi  behøver bekymre os om.

 

Af hjertet tak til Kris for at dele sin smukke og sårbare beretning om processen med at vælge sin datter til og om den sorg, glæde og forventning der har fulgt med.

Jeg håber, I vil skrive i kommentarfeltet, hvis I har lignende erfaringer, eller har kommentarer til Kris’ historie, som jeg tror, rører noget i os alle sammen.

Midsommer travlhed

Sankt hans aften.
Jeg synes, det er så fin en tradition med en midsommerfest. Jeg kan godt lide sommersolhverv. Ordet alene rører mig.
Og jeg kommer til at tænke på “Alle vi børn i Bulderby”, hvor de danser rundt i marken i hvide kjoler med strå mellem læberne, og farfar sidder, og lytter med, og siger, at han har danset nok i sit liv, så det er okay, at han ikke kan mere.

Her, hvor vi bor – altså, lige her på denne plet på Ærø – fejrer man sankt hans nede ved stranden. Vi har gjort det de to seneste år, så vi kender rutinen: Én af nabogårdene sørger for borde og stole og grill og åbne telte, og så kommer der ret mange mennesker, som sidder helt tæt sammen, og spiser. Sådan er det i hvert fald, når det regner. Ellers sidder man også på tæpper i græsset.
Sidste år blev vi ramt af den mest utrolige regn nogensinde, mens vi var dernede. Tredobbelt skybrud – det værste i hele landet. Kan I huske det? Vi skyndte os hjem fra stranden, men for sent til at lukke skråvinduerne, som stod på klem. Førstesalen var oversvømmet, vores senge sejlede, gulvene slog krøller. Det tog lang tid, før børnene lagde den oplevelse bag sig.

Men i år var vi også inviteret til at komme og fejre sankt hans på Sydfyn sammen med nogle gode mennesker, som vi rigtig gerne vil lære bedre at kende.
Det sagde sig selv, at overskuddet ville være i bund ovenpå de foregående dage med sommerfester og mange andre udadvendte aktiviteter. Men vi takkede alligevel ja; vi vil så gerne dette blomstrende venskab, så vi tænkte, at vi kunne planlægge os ud af det, tænkte, hvor fedt det ville være for Storm for en gangs skyld at være til noget, hvor der var andre børn på hans alder.
Men da dagen oprandt, var alle vores børn udmattede. Især Storm, som var grådlabil, forkølet og rundt på gulvet ovenpå sidste skoleuge.

Så vi skrev til de søde mennesker, og beklagede, at vi måtte aflyse. Børnene græd, og jeg var sur, og frygtede, at vi havde brændt broen til en relation, som vi virkelig gerne vil. Det er længe siden, jeg har været sur, men det var jeg i går, og det var min egen skyld: Jeg havde overhørt alle signaler og skubbet fornuften til side, fordi jeg gerne ville imødekomme den udstrakte hånd, som gjorde mig så glad.

I stedet var vi hjemme hele dagen, vi lavede mad, lagde puslespil, og klokken 18 gik vi ned på stranden med en madkurv og fleecejakker under armen. Kristian havde hjulpet med at sætte telt, borde og stole op på dernede tidligere, men der var for mange mennesker i teltet, jeg fik mylder indeni af at sidde så tæt, så vi endte nede i sandet sammen med vores naboer, som havde deres to drenge med. Børnene byggede og badede, og klokken 19:15 tog min søster og jeg hjem igen med Juno, Live og Ilja, som straks faldt i søvn.

Næste år bliver det et ja Sydfyn og et nej til en uge med så mange forpligtelser. Jeg har følt mig næsten magtesløs i det sommerræs; man kan ikke blive væk, men kan næsten heller ikke overkomme at møde op.

I dag skal vi samle hyldeblomster (igen) og ellers bare flade helt ud og finde tilbage til vores kerne, finde ind til en ro, som lige så langsomt samler sig i os, mens vi nærmer os ferien med hastige skridt.

Hvad lavede I i aftes?
Og kender I det med, at man egentlig rigtig gerne vil være meget social, men ganske enkelt ikke kan mønstre det, medmindre det bliver på bekostning af noget andet?

MODBØLGEN #4

Pia læser med på min blog, og ofte kommenterer hun. Jeg bliver altid glad, når jeg ser, at der er en kommentar fra hende. For hendes ord er reflekterede, afbalancerede, fine, derfor glædede det mig også at høre fra hende, da jeg startede min serie om mod. Pia skrev, at hun gerne ville dele sin historie om ikke at føle sig modig. Hun havde lyst til at fortælle om mod med omvendt fortegn.

Jeg læste Pias historie med kuldegysninger på armene, fordi jeg så tydeligt kan mærke det fine menneske bag ordene. Og fordi jeg synes, hun er så modig, hende Pia. Både i at hun deler sin frygt, men også i høj grad i de modige livsvalg, som hun har truffet undervejs.

Tag godt imod Pias historie om mod og om nogle gange ikke at turde ret meget, måske.

Navn og alder: Pia, 43

Hvad er mod? Mod er, når jeg går efter det, jeg vil, selvom det betyder, at jeg – med mere eller mindre frygt og usikkerhed – skal rykke mig ud af min comfort zone. Jeg tror, vi alle sammen øver os i at være modige på det plan, hvor vi føler os mest hjemme. Det kan være handlingsplanet, det fysiske plan, det følelsesmæssige, det relationelle plan osv. Jeg kender en del mennesker, som er mere optagede af det fysiske, end jeg er. De kunne måske foreslå, at vi skulle prøve vores mod af ved at springe ud med faldskærm. For mig ville det ikke være reelt mod. Det ville bare være dumdristigt. Jeg har ikke lyst til at spilde mine kræfter på mod, når der ikke er én eller anden form for lyst, nysgerrighed eller drivkraft involveret. Jeg siger ikke, at elastikspring ikke kan være godt eller måske ligefrem bevidsthedsudvidende for nogen, jeg siger bare, at hvis jeg selv gjorde det, ville det kun være for at kunne prale af at have gjort det. Så vil jeg hellere bruge kræfterne på at gøre noget af det, jeg virkelig brænder for, og har lyst – men ikke mod nok – til.

Hvad ville du ønske, du havde mod til? Jeg drømmer om at turde lade min lyst til at få erfaringer være mere styrende end min angst for at fejle. Jeg har tendens til at lade det mentale (dvs. alle mulige andres erfaringer og råd) være det, der bestemmer, hvad jeg skal spise, fremfor min egen fornemmelse og erfaring. Jeg kan læse, at gluten ikke er godt og så være bange for at fejle ved at spise gluten i stedet for at mærke efter i min krop, hvilken kost der er bedst for mig. Det kan også være, jeg har lyst til at lege med farver eller gå til mavedans. Hverken for at blive maler eller mavedanser, men for at have prøvet mavedans og maling. Det kan også være frygten for at udtrykke min mening, selvom jeg forventer, at den ikke bliver godt modtaget. Eller sælge bilen og købe el-cykler til hele familien i stedet. Ubetinget succes er ikke målet, men derimod at få så mange erfaringer som muligt med ting, som tiltaler mig.
Hvorfor kræver det mod? Fordi jeg er så bange for at fejle. Jeg er så pokkers bange for at gøre noget forkert, at jeg nogle gange bliver helt handlingslammet. Og det er jo ret dumt. Ikke dumt på nu-må-jeg-hellere-slå-mig-selv-i-hovedet måden. Mere på sådan en lidt trist måde. Det er bare spild af liv.
Det handler bl.a. om, at jeg er bange for at gøre noget, jeg fortryder. Noget, der vil have en fatal dårlig konsekvens i mit liv.  Det handler også om, at jeg er bange for at træde andre over tæerne – såre dem, fornærme dem. Derfor holder jeg mig tit i min komfortable zone. Ganske enkelt fordi jeg er nervøs for at volde skade på mig selv eller andre. Hellere sidde helt stille i et hjørne som bænkevarmer end at træde ud på dansegulvet, hvor man jo – nå ja – kan træde andre over tæerne i sin udfoldelse.
Er du modig i andre sammenhænge? Jeg er vist efterhånden forholdsvis modig, når det kommer til at stå ved min særheder. Det startede lige efter konfirmationsalderen, hvor jeg farvede mit taljelange lyse hår i en farvenuance, som min onkel meget præcist beskrev som trykimprægneret. Det mørkegrønne hår fik følgeskab af alt for store herrejakker fra genbrugsbutikker – påsat en badge med teksten “Improve your image – be seen with me”. Jeg var selvfølgelig lige så usikker på mig selv og mit udseende som enhver anden teenager, så teksten skulle selvsagt ikke opfattes alvorligt, men det blev den. Jeg blev derfor set skævt til i folkeskolen, og både jævnaldrende og voksne kom uopfordret hen til mig og kommenterede negativt på mit tøjvalg. Men jeg var for det meste ret ligeglad, og legede videre med mit udseende.
Jeg var også modig, da jeg lige inden, jeg skulle starte på et drømmejob, ringede til min (måske) kommende chef og fortalte ham, at jeg var gravid. I det kvarter der gik, fra han afsluttede samtalen med: “Det må jeg lige tænke over”, til han ringede mig op igen, var jeg hundeangst. Heldigvis var hans melding, at jeg fint kunne starte, selvom jeg var gravid. Jeg var modig igen cirka halvandet år efter, da jeg skulle starte på jobbet efter min barsel og bad om at arbejde på nedsat tid. Mere præcist 20 timer om ugen på et reklamebureau. Da jeg luftede tanken for andre i mit netværk, sagde de fleste: “Det kommer aldrig til at ske i den branche. Hvis du beder om det, bliver du sikkert bare fyret.” Der var faktisk absolut ingen, der aktivt bakkede mig op. Så jeg gik ind til min chef med en blanding af nervøsitet og skråsikkerhed, og gik derfra med aftalen om at arbejde på halv tid. Plus en lønforhøjelse.
Efter et par år kaldte andre mig modig (de mente vist dum), da jeg sagde jobbet op, inden vi skulle have barn nummer to. Jeg var egentlig glad for jobbet og mine kollegaer, så det var på ingen måde fornuftigt i gængs forstand. Der var også en del, der rystede på hovedet over min timing, og spurgte mig, hvorfor jeg dog ikke bare beholdt jobbet og ventede med at sige op, til jeg havde været på barsel. Men hele mit system sendte signaler om, at jeg havde brug for en graviditet, hvor jeg ikke var stresset, og så føltes det faktisk heller ikke fair overfor verdens bedste chef, som jo havde ansat mig, da jeg var gravid. Så jeg sagde jobbet op 1. december og fandt ud af, at jeg var gravid midt i januar. Helt perfekt på sin uperfekte måde. Ni måneder efter fødte jeg den mest milde, rolige og glade dreng.
Har du et (modigt) forbillede?
Ét af mine modige forbilleder er min søn på 13 år. Jeg oplever ham som modig, når jeg ser, hvordan han mange gange står ved, hvem han er, og hvad han vil. Ikke på en dramatisk eller demonstrativ måde. Mere som en selvfølgelighed. Da han var tre år, tegnede han en figur, som havde kæmpestore og knaldrøde armmuskler. “Ham her… han hedder Doctor Der Wii. Han har mod og devildeste kræfter”, sagde han. Jeg har gemt tegningen og kigger på den, når jeg har brug for at mærke mod og kraft.
 
Kender I den; frygten for at gøre noget, som andre bliver trætte af, provokerede over eller sure på?
Og kender I følelsen af, at man spilder sin tid, når man lader frygten diktere ens handlinger gennem livet?
Hvad har I lyst til at sige til Pia, som så modigt deler sin historie her?

Det regner på min fødselsdag, og det passer mig godt

Det regner for første gang i mange dage. Luften er lun, og dråberne falder tungt, løber over panden. Græsset er vådt, og sidder fast på de bare tæer, som løber gennem det.

Det er min fødselsdag, og jeg synes, det er rart, at det regner. Efter dage med mange udadvendte aktiviteter, er regnen som et skjold, der beskytter os, hjælper til at lukke af, skærme vores energi en smule.
Hvis ikke det var fordi, Storm er på motionsløb i dag, og skolen holder sommerfest i aften, ville jeg ønske, at det regnede mange timer endnu.

Jeg blev vækket af morgensang, og kom ned til et bord med pandekager og tegninger fra børnene. Live havde tegnet en kvinde i en smuk kjole og med en lang fletning; Storm havde tegnet mig, der pakker gaver op, og Ilja havde tegnet Faaborgfærgen, fordi jeg næsten ikke nåede hjem fra Odense til sommerfesten i børnehaven i går, indtil jeg huskede færgen fra Faaborg (og ikke Svendborg), og nåede den. Følelsen af svigt sad som et ekko i mit bryst resten af aftenen; tanken om at Kristian skulle bakse med fire børn i det virvar af mennesker og ikke mindst tanken om mine to mellemste, som sang sommersange for alle andre, uden at jeg var der. Det betyder noget, den slags.
Nu melder vi Ilja og Live ud af børnehaven for at give drømmen om et hjemmeliv en chance, og nu har jeg hørt dem synge, mens de så nervøst ud over alle os, der hørte med. Nu er jeg klar til et nyt kapitel, fordi det foregående blev lukket, som det skulle.

I går holdt jeg møde på et reklamebureau i Odense.
“En influencer,” kaldte hun mig, Christina derinde. Jeg måtte google ordet, da jeg sad på færgen hjem. Hun kan se mange muligheder i mit arbejde, som jeg ikke ser selv. Hun mærker, hvad jeg vil, og ved, hvordan jeg får det bedste ud af det. Nogle af hendes idéer er så rigtige, at jeg allerede er igang med at realisere dem siden i går, mens andre skal modnes og have god tid.

Christina er et klogt og fint væsen; hun er slet ikke reklamespids eller ubehagelig. Hun tænker ikke profit, før hun tænker mening og essens. Hun har langt, bølget hår, tre børn og er gift med en musiker. Hun elsker heste og natur, og så elsker hun min blog. Indimellem sender hun mig en besked, hvor hun skriver: “Hey – de linjer der, gem dem, for det er lyrik”, og så gør jeg, som hun siger. I går snakkede hun om digte. Hun synes, jeg skal skrive flere af dem. En hel digtsamling. “Jeg kan se dig stå og læse højt på bogforum næste år.” Der er sgu ingen penge i digte, det ved enhver, men der kan være en skønhed og betydning i dem, som er hævet over enhver tvivl. Og det er jo den slags, jeg gerne vil.

Christina og jeg snakkede også om en anden bog. En stor bog med fotos og fortællinger fra vores liv her. Hjemme hos min veninde Camilla så jeg for nogle måneder siden en smuk bog, som flyttede ind i mig med sine dejlige farver og inspirerende historier, og nu har jeg købt den, så den kan flytte ind i huset her: Det er et rigt illustreret livsstilsværk om Matt og Lentil; et ungt par som bor på deres gård i Australien, hvor de dyrker en overvældende mængde mad, som de tilbereder, fermenterer, og bytter for andre naturalier i deres lokalsamfund. Bogen er lavet i samarbejde med en fotograf, der flyttede ind, og boede hos dem i et år, mens han dokumenterede deres liv (og blev betalt med kost og logi). Christina og jeg snakkede om muligheden for at lave et lignende projekt med min familie; jeg har faktisk selv sendt idéen til et forlag tidlige på året, men præcis hvordan og i hvilken form, har jeg haft svært ved at komme nærmere på. Christina og jeg snakkede videre om andre projekter – om retreats, 1:1-forløb, meningsfulde samarbejder, og så blev jeg nødt til at løbe. Vi kunne have snakket længe endnu. Men der var den der færge, jeg skulle nå (og som jeg ikke nåede).

Christina ringede, da jeg sad i bilen hjem, : “Jeg har fået en idé!” Hun havde  siddet i et kundemøde, og var blevet fjern i blikket. “I skal lave en almanak; en smuk og stemningsfuld bog med et billede og nogle ord fra hver dag i løbet af et år. Man kommer til at følge årstiderne, og mærke hvad de betyder for livets gang. Man kommer til at se børnene med morgenøjne og fornemme stemingen omkring både jul og forår, hjemmedage og ture ud i verden. Gå i gang med det samme” sagde hun. – “Bare rolig; jeg kan ikke lade være,” svarede jeg.
Jeg fik sommerfugle i maven. Jeg har sådan lyst til at samle de bedste billeder fra det, vi opelever her og nedfælde nogle ord hver dag for at samle det hele i ét udtryk, én bog. Jeg er allerede i gang, sådan er det jo med mig.

Da jeg kørte Storm til motionsløb i morges, måtte jeg trække ind til siden, og skrive nogle linjer ned undervejs. Jeg har ikke haft tid til at arbejde mere med det, men jeg synes, det passer godt at dele nogle ord på denne dag, så dem får I her, helt rå og helt nye:

Når vi står her
På toppen
Og tænker
At nu kan vi kun falde
Nu kan vi kun falde
Glemmer vi
At vi aldrig havde turde tro
Vi kunne komme herop

I dag har jeg været i det her liv i 35 år. Det er 14 år mere end min mor, da hun fødte mig kort før midnat en varm midsommeraften i 1982. Hende tænker jeg altid på på min fødselsdag. Hun, som bragte mig ind i verden.

Tak for at I læser med herinde, alle sammen. Det betyder alverden.

Man må gerne sige nej, og så bare være derhjemme

For et par år siden læste jeg en opdatering på facebook, hvor en kvinde skrev noget i retning af:
“Når man har takket nej til en kaffeaftale, og så får den her sms: “Jeg er lige cyklet forbi jeres have, og kunne se, at du lå i solen, og slappede af. Du havde ellers sagt, at du havde for travlt til at ses.”

For det første er det selvfølgelig grænseoverskridende at føre den slags opsyn med andre mennesker, men pointen med mit indlæg er, at hende, der modtog sms’en rent faktisk var optaget – af at ligge i solen og slappe af.
Og det må man gerne.
Man må gerne sige nej til besøg og nej tak til invitationer, uanset hvor dejlige, velmente eller længeventede de er. Det må man gerne, uanset om man har andet, man skal eller ej. Ikke at skulle noget, er én af de vigtigste brikker i en verden, hvor travlhed er blevet synonym med succes (og ofte også med stress og faldende livsglæde).

Det er privilegeret at have mennesker, som vil én. Det er langt mere opslidende at være ensom.
Men det betyder ikke, at man for alt i verden skal pleje alle relationer til enhver tid.

Jeg tror, jeg har været i et mønster, hvor jeg ofte har sagt ja til aftaler uden at mærke efter først. Jeg har glemt at spørge mig selv, om jeg egentlig helst ville være sammen med andre eller være derhjemme, alene eller med min familie? Jeg har glemt at mærke efter, om vedkommende, som gerne vil ses, nu også var én, som jeg havde overskud til at se nu, eller om det måske passede bedre en anden dag? Nogle mennesker ville man måske helst vente længe med at se. Og det synes jeg, er helt okay. Der er også relationer, som jeg har valgt helt fra, fordi de var dysfunktionelle og skadelige for mig.

Man bliver nødt til at prioritere, hvem man bruger sin tid på, ligesom man helst skal prioritere hvad man bruger sin tid på. Det er sådan, vi ender med at kunne sige: “Jeg bruger min tid bevidst på dem og det, der nærer mig.”

Men det kan være svært at forestille sig en uge uden aftaler her, der og alle mulige vegne. Kalenderen bliver hurtigt fyldt af arbejde, venner, legeaftaler, skolemøder og networking. Bare fordi.
Der er så mange tilbud, som man kan få noget ud af. Så meget, man helst ikke vil gå glip af. Spørgsmålet er, hvor meget man får ud af noget som helst, hvis man er fyldt helt op på forhånd?

Når det kan være svært at sige nej til kaffeaftaler, møder og fødselsdagsinvitationer, handler det for mig blandt andet om, at der er mange mennesker, som jeg ville hygge mig med at se, hvis jeg havde al tid i verden. Og det er en proces at forstå, at det har jeg ikke, så det kan jeg ikke. Faktisk har jeg ikke ret meget tid, hvor jeg helst vil være sammen med andre mennesker. Faktisk vil jeg rigtig gerne være fokuseret omkring min familie de fleste dage, når jeg ikke arbejder. Når jeg har lyst til at se andre mennesker, er det rarest, at det kommer ud af et overskud, og så er det, at én plus én pludselig bliver til mere end to. Så er det, at samværet giver mening.

Fællesskabet kan være det mest givende i livet. Men vi skal nære os selv, før vi kan nære andre.

Der er også noget med de sociale medier og vores samfundsstruktur, som spiller ind: Man skal helst have mange venner, et stort netværk. Man skal være “well-connected”, pleje sine relationer, være noget for nogen og kunne vise hele verden at nogen er noget for én. Man skal helst en helt masse som ser godt ud på facebook, men som ikke nødvendigvis er det, man rent faktisk bliver glad af. Og hvad er det så værd?

I en konkurrencestat er det ikke kun landene, der er i konkurrence med hinanden, det er også menneskene, og derfor kan man få den indstilling, at alt vi foretager os, skal bære en form for frugt. Hver eneste aktivitet skal pege i retning af et mål, og medmindre vores alenetid er veldokumenteret og helst “mindfull”, har den ikke en egentlig værdi. Hvad har du skabt, mens du lå derude i solen?

For mig er svaret tydeligt: I søndags skrev jeg ikke har på bloggen. I stedet startede jeg dagen helt uden at være på nettet og uden at se på min telefon. Jeg var sammen med min familie uafbrudt. Havde små hænder i mine, og duftede blomsterne fra sommerens mange buske. Pludselig, om eftermiddagen, fik jeg en masse idéer til indlæg, jeg ville skrive: Jeg fandt et stykke papir, og noterede løs. Fire-fem idéer til blogindlæg, som jeg glæder mig til at få ud. Artikler, og kreative forløb. Jeg, som troede, at jeg måske var ved at løbe tør. Jeg trængte bare til en pause.

Jeg er lige så langsomt ved at lære det. Faktisk har jeg allerede kun ganske ganske få aftaler for mig selv. Det var noget, jeg vidste, da vi flyttede til Ærø: At jeg skulle gå varsomt frem med at danne en masse relationer, fordi jeg før har følt, at jeg skyldte mange mennesker mit nærvær.
Nu kan der gå halve år imellem deciderede kaffeaftaler for mit vedkommende. Måske endda mere end det. Som familie øver vi os i at sige nej tak, og det går bedre. Nu vælger vi de aftaler til, som vi kan rumme uden at miste roen og nærværet. Vi ser andre mennesker, når det er godt for os, og når vi er gode at være sammen med.

De sociale medier er sværere for mig at komme væk fra: Facebook har jeg været ved at slette en del gange de seneste fem år, men hver gang har netop “netværket” holdt mig tilbage. Der er så mange, som jeg kun kommunikerer med på facebook, og som jeg er glad for at være i kontakt med. Grupper, hvor jeg henter viden om nogle af de ting, der interesserer mig aller mest. Fællesskaber, som jeg lærer meget af. Og så er det jo der, jeg deler min blog, og når ud til rigtig mange af jer, der læser med. Og det vil jeg nødig undvære. Så jeg øver mig i ikke at være derinde, medmindre jeg har et formål (shit, det er svært).

Kender I det med at lave for mange aftaler? Man vil gerne se mennesker (men har faktisk måske mere brug for at være alene), og siger ja, og så fortryder man lidt? Eller: Man inviterer nogen, fordi man synes, man skylder dem det, og så står man, og tænker: “Men jeg skylder jo ikke nogen noget?” minutter inden, de ankommer. Kender I det? Og hvad gør I?

Mine børn, mit liv

Jeg kan næsten glemme, at vi nogle gange fryser. Jeg har glemt alt om kolde fingre, uldsokker, vindens pisken i det sammenkrøllede ansigt.
Nu er vores skuldre varme, børnenes fødder sorte og hårdføre underneden. Haven er grøn, man kan ikke se igennem planterne, buskene, træerne. Vi bevæger os fra projekt til projekt. Ét projekt er at plukke jordbær og spise dem på stedet.

Der er en bevægelse i mig, en bølgende fornemmelse, som vugger indeni, den føles som kærlighed. Sådan har det altid været, når jeg er på vej mod noget, der kommer dybt indefra, og som ikke kan forklares rationelt, som ikke kan diskuteres med dem, der ikke tror på det samme.

Jeg er på vej mod et sted med mere nærvær, mere ejerskab, større ansvar. Da jeg spurgte jer den anden dag, hvor I er på vej hen, var det ikke, fordi jeg synes, man altid skal stræbe efter noget andet eller mere. Jeg spurgte, fordi jeg ved, at jeg altid vil være i bevægelse indeni, uanset hvor subtil udviklingen ser ud udefra. Jeg er i bevægelse, selvom jeg ikke føler, jeg skal bevise noget.
Mange svarede, at I er et sted, hvor I ikke ønsker jer andre steder hen. Og jeg blev glad. Endnu flere skrev, at I drømmer om at leve et liv, hvor I ikke længere farer mod næste målstreg.
Svarene viser med al tydelighed, at mange af os ikke orker mere konkurrencesamfund, præstationsræs, konstant ydelse. Vi vil have ro, fokus, nærvær. Og nydelse.

Det er mandag, og jeg er glad og lettet. Weekenden har været nærende på mange plan, og jeg er blevet mere opmærksom på den glæde, som vores liv rummer, når jeg tør tage imod den.
Der er sket noget indeni mig, siden jeg begyndte at turde drømme om at tage børnene hjem for en tid. Det betyder noget, at jeg har fortalt mig selv, at mine børn er mine og ikke alle andres. Jeg har gjort det før, drømmen har slumret i mig i mange år, men vores liv er forskellige – mit liv er, at jeg først er klar til at gribe lige netop den drøm nu.

Jeg mærker, hvordan jeg med større ro engagerer mig i projekter med familien og i det helt nære samvær. Jeg har måtte erkende, at jeg nok plejer at være lidt distraheret og flygtig i familiens skød. At det er jeg ikke nær så meget mere. Jeg tror, mit nye fokus kommer af, at jeg ikke hele tiden er fremme ved næste uge, næste skoleår, næste aflevering. Jeg tillader mig selv at stå fast på, at lige nu er det mig og Kristian, der er børnenes primære kilde. Lige nu må vi gerne først og fremmest være en familie.

Det føles rigtigt at turde tænke og sige det, men det kræver stadig meget af mig. Jeg er stadig nervøs for, om bordet fanger, og hvis det gør, hvad skal jeg så stille op, hvis det ikke fungerer? Jeg er ikke bange for, at andre synes, det er forkert, at vi vælger anderledes – den slags har jeg altid oplevet som en motivation fremfor det modsatte. Men jeg er bange for at finde ud af, at jeg ikke kan finde ud af det – og hvad så?

Men selvom Kristian og jeg endnu ikke ved, hvor det hele bærer os hen; selvom vi ikke har truffet afgørende beslutninger, eller meldt noget definitivt ud til nogen eller noget, så er alene tanken om at være mere sammen med vores børn så nærende, at jeg føler mig som en anden mor, et mere helt menneske.
Børnene ved ikke hvorfor, men de kan mærke, at jeg er her på en anden måde. At jeg har taget ansvar. Jeg er trådt et skridt tættere på, og så sker der det, at de pludselig giver mere slip; de leger uden mig, uden det konstante træk i navlestrengen. Blot på grund af en tanke, en fornemmelse dybt i mig.

LØRDAG:
Vi gik udenfor, og Kristian og ungerne gik i gang med at bygge en ninjabane i haven. Af paller og pressenning. Jeg lullede rundt med Juno, hev ukrudt op, og plukkede lidt blomster.

Vi spiste frokost i solen – alle havde noget på hjerte, så vi fortalte på skift. Om eftermiddagen var vi til den smukkeste barnedåb i Bregninge Kirke for enden af vores vej: Vores kære venners datter blev døbt af sin faster, Kristian spillede sin fine dåbssang i kirken, og mine børn skrålede mega højt med på omkvædet. Bagefter var der snak i solen og middag. Lange, smukke borde, udsøgt mad. Vi gik derfra som de første, efter forretten og uden at sige farvel til alle. Hvad skal man gøre? Værterne er nogle af vores yndlingsmennesker, jeg ville have elsket at fejre dem i flere dage, men vores børn var fuldkommen brugt op. Vi var ikke de eneste med små børn, men det var os, der gik før alle andre, som så mange gange før. Jeg havde lidt ondt i maven over det, men børnene faldt så hurtigt i søvn herhjemme, og jeg fandt så hurtigt min sofa, at jeg forstod, at det var okay. Vi er ikke alle ens: Mine børn reagerer, og jeg gør, og jeg har lært at stoppe, før vi falder fra hinanden.
Min søster kom ind med en aftenfærge, og faldt ned i sofaen hos Kristian og mig.

SØNDAG:
Kristian og Storm cyklede hjemmefra på nypumpede cykler klokken 8:00. Langs kysten til Skjoldnæs Fyr og hjem igen – knap 30 kilometer i alt. Min søster og jeg smurte en madpakke, satte Juno i barnevognen, og gik hjemmefra med Ilja og Live løbende foran os. Vi gik knap fire kilometer, mens min søster sang spejdersange, og vi snakkede om huler og hyldeblomster.
På vejen kom vi igennem Skovby, hvor vi så Annemette, som jeg kender fra legepladsdage og sommerfester i den lille landsby. “Har I nogle dyr, vi må se?” spurgte vi håbefuldt, for det havde været lidt tyndt med får, køer og heste på vores rute, ærligt talt. “Vi har masser,” sagde Annemette, og tog os med om bag bindingsværkshuset til haven, hvor to glade hunde løb os i møde. Så holdt jeg for første gang en ælling i mine hænder. En lille, solgul, dunblød ælling. Helt fin og som i pegebøgerne. Og der var moskusænder over alt. Juno løb rundt, og ville kramme dem. Der var hunde, som man kunne lægge sit hoved mod.


Da vi nåede frem til legepladsen ved Live og Iljas børnehave, smed vi skoene, og legede i sandet i flere timer. Juno sov lur i sin barnevogn i skyggen, og vi spiste madpakker, og lavede sandkager.

Senere plukkede vi jordbær derhjemme –

– og gravede årets første kartofler op. Dem spiste vi til middag med nogle af de fladfisk, som Kristian fangede sammen med Christen i forrige uge.

Før sengetid var der vandmelonbåde med kig over havet, mens man faldt i staver. Et tydeligt udtryk for behov for ro. Livet fordøjes, bid for bid.

I dag starter en uge med mange sociale arrangementer. Hver eftermiddag og aften skal vi noget, mindst én af os. I næste uge har Kristian og jeg en camp, så der skiftes vi til at være hjemme med børnene. Torsdag den 29. går vi på sommerferie alle seks. Jeg er spændt på, hvor længe den varer.

Kan I også føle jer flygtige i samværet med jeres børn eller andre? Den der følelse af at man hele tiden er på vej et andet sted hen. Et ligegyldigt, udefinerbart sted. Den er så svær at komme til livs, den følelse. Men jeg synes, det hjælper nu.

Kender I det med at man skal give sig selv lov til virkelig at nyde sit liv? At man nogle gange har behov for at sige det højt: “Det er mit liv, mine børn. Jeg tager det tilbage. Jeg vil være glad, være min egen.”

Denne weekend var en hyldest til friheden.