Videoblog om retreats

Min søster og jeg tog op til det smukke sted, hvor jeg skal holde mine retreats. Så sagde jeg en helt masse til kameraet, mens hun smilede til mig, og sagde: “Igen, igen – du kan godt,” og til sidste sagde vi: “Så, nu bliver det vist ikke bedre.” Jeg er ved at krybe ned i et hul, når jeg ser mig selv på video – men budskabet kommer fra hjertet, og stedet er endnu meget smukkere i virkeligheden.

Og jeg mener det, jeg siger: Send en mail, hvis I har spørgsmål til mine retreats (eller til hvad som helst.) Jeg kan godt lide mails!

God søndag

Min søn har knækket læsekoden helt uden pres

Storm på otte går i første klasse, og i den forgangne uge knækkede han læsekoden. Helt af egen drift, vel og mærke, hvilket jeg synes, er det aller bedste ved den sag.

Faktisk havde både Kristian og jeg glemt, at mange danske skolebørn kan læse, når de kommer om på den anden side af juleferien i 1. klasse. Måske er der også skoler, hvor de lægger vægt på, at man kan læse tidligere end det?
Men vi har ikke bekymret os. Da han ikke viste interesse for at læse med os herhjemme, de første gange vi spurgte, stoppede vi med at spørge. Vi har ikke undret os, eller forholdt os til, om hans klassekammerater læser mere eller mindre end ham. Vi aner det ganske enkelt ikke.

I stedet har vi sådan set bare været sammen med ham, der hvor han var. Ikke på sådan en uopnåelig måde som evigt nærværende forældre med derimod på en helt almindelig måde. Vi har diskuteret med ham, leget med ham, været ubeskriveligt irriterede på ham (f.eks. når han går igennem stuen med våde gummistøvler for anden gang på ti minutter) og puttet med ham om natten i den store seng. Alt sammen helt uden at tænke på det med læsningen, som han ikke har vist den store interesse for, før engang i sidste uge. Til gengæld har han hele tiden interesseret sig for meget andet eksempelvis vedvarende energi og liv efter døden, og så dimser han rundt med en masse elektronik, som han piller fra hinanden, og forbinder igen. Han dyrker musik fra 70’erne og 80’erne, og drømmer om at opfinde solcelledrevne biler, “Som alle har råd til. Er ti kroner en god pris, mor?”

Der er med andre ord ikke noget at være bekymret for, uanset om Storm kan læse eller ej. Han er et barn, som øver sig i at lære, hvilket efter min mening er omtrent det eneste, man skal have fokus på at lære de første mange år af et liv.

Men jeg ved godt, at mange andre steder var den ikke gået, og selvom jeg har lyst til at ignorere det faktum, bliver jeg nødt til at kommentere på det her. Vores børnesyn skaber vores fremtid. Vores menneskesyn definerer vores liv. Og der er noget galt, noget grundlæggende er kørt af sporet. Det er efterhånden sket for så længe siden, at vi er blevet blinde overfor galskaben. Alligevel sprang den mig i øjnene tidligere på ugen, da jeg tjekkede ind på et stort netforum, hvor jeg har skrevet en del før i tiden.

Jeg faldt over en tråd, hvor en bruger skrev, at hun sammen med de øvrige forældre i sit barns klasse havde modtaget en utilfreds besked fra klasselæreren. Læreren ærgrede sig over resultatet af den ugentlige staveprøve om fredagen, hvor hun havde lovet eleverne en belønning, som de ikke havde gjort sig fortjent til alligevel.

Jeg skal lige huske at nævne, at de omtalte elever går i første klasse.

Brugeren skrev videre, at hun blev noget forstemt over beskeden, og ville høre, om hun var urimelig?

Jeg hoppede ind i tråden med nogle dages forsinkelse, og kunne konstatere, at mange syntes, læreren handlede i overensstemmelse med sin jobbeskrivelse. En del påpegede, at de var enige i håndteringen af sagen. Og det kom virkelig bag på mig. På den der måde, hvor man bliver helt desorienteret. Ikke fordi jeg følte mig forrådt af læreren, men fordi jeg blev overrasket over den tilsyneladende accept af den slags undervisning.

Jeg skrev en kommentar: “Jeg sidder her med følelsen af at befinde mig på en anden planet. Tænk at man laver staveprøver (og så i 1. klasse), og at man bruger belønning (og så i 1. klasse).
Jeg bliver faktisk lidt paf over, at man stadig anvender den slags undervisning. Er jeg den eneste?
Mailen fra læreren kan jeg ikke forholde mig objektivt til da hele præmissen for mig at se er så skæv.”

Da jeg tjekkede tråden den efterfølgende dag, kunne jeg se, at jeg ikke var helt alene. Andre havde tænkt det samme som jeg.

En bruger skrev, at jeg ikke behøvede være chokeret. Den slags undervisning er helt almindelig i udlandet, hvor hun bor med sin familie, skrev hun: “I den internationale skole vores søn gik på, var belønninger MEGET brugt og han havde også “spelling test” (…) Han elskede alle klistermærkerne og stamps og awards.”

Jeg svarede: Hvis ikke man kan fange sine elevers opmærksomhed og inspirere dem til at dygtiggøre sig uden belønning, har man for mig at se spillet fallit.

Hvis vi som mennesker skal have et klistermærke for at gøre os umage, er der noget galt. Så har vi glemt den egentlige drivkraft; den indre motor som driver ethvert menneske i trivsel til at ville lære mere, gøre mere, vide mere.

Jeg mener, at børn skal lære i deres eget tempo og primært drevet af deres egne interesseret og motivationer, som vi andre bakker op om ved at inspirere og gå foran. Jeg mener ikke, at noget er rigtigt, blot fordi det praktiseres i resten af verden.

Selvfølgelig elsker børnene enhver belønning, så længe den er indenfor rækkevidde. Vi har det alle i os: Lysten til ros og klistermærker. Men er det sådan, vi lærer at mærke os selv? Er det sådan, vi lærer at tage initiativ?
For mig at se handler enhver grundskole i sin essens om at lære at lære.
Hvis man har lært, hvordan man opsøger viden kritisk, anvender- og udvikler den, så kan man det, man skal kunne for at bidrage til verdens gang.

(Og: Hvis man er vant til at få et klistermærke, et tolvtal eller et skulderklap, hver gang man gør det, andre synes, man skal, så er der for mig at se en række mulige udfordringer om hjørnet: Hvordan føles det, når man som 18-årig står ude i den virkelig verden, og pludselig ikke får en belønning, for at gøre det forventede? Hvordan lærer man at tænke selvstændigt, hvis den ultimative succes er at gøre præcis det, de andre også forventes at gøre? Hvordan bevarer man kontakten til sine egne, oprigtige passioner/interesser, hvis man bliver belønnet for at lære noget udenad, som man måske ikke er motiveret for på netop det tidspunkt? Hvordan lærer man at stille sig kritisk overfor indlæring? Og, måske vigtigere end noget andet: Hvad gør det ved et menneskes selvværd at få eller ikke få belønninger for den slags præstationer?)

Mit svar afstedkom en ny vinkel på diskussionen, og en tredje bruger (som er lærer), skrev: Jer, der taler imod at man skal ting man ikke selv er indre motiveret for…gør I virkelig aldrig ting I ikke er motiverede for lige nu? Som i ALDRIG?!

Det blev jeg nødt til også at svare på, for det er noget, som ligger mig meget på sinde. Det der med at bruge sin energi på ting, som man kan se meningen med. Så jeg tænkte lidt, og svarede: Helt ærligt; nej, jeg gør sjældent noget, som jeg ikke er motiveret for.
Så er der jo diskussionen om ydre og indre motivation, og det gør blot det hele mere komplekst, men jeg vil sige det således: Jeg tror ikke på, at arbejde skal være hårdt.
Lad os ikke forveksle det at synes “noget er sjovt” med indre motivation. Jeg er motiveret for at tømme opvaskemaskine, fordi det giver mening. Ikke fordi jeg griner imens. Resultatet er tilfredsstillende og alternativet er det modsatte. Jeg er motiveret for at vaske tøj, lægge det sammen og få det på plads. Jeg er motiveret for at arbejde, fordi jeg har arrangeret mit liv således, at mit arbejde er meningsfuldt for mig.
Jeg har bevidst fravalgt arbejde, som jeg ikke er motiveret for. Jeg har bevidst fravalgt sociale aktiviteter og andet, som jeg ikke er motiveret for.
Jeg mener, vi mangler meningsfuldhed i vores samtid. Vi tjener penge for at købe ting, som vi smider ud kort efter. Sat på spidsen, selvfølgelig.

Det betyder ikke, at jeg er doven eller uproduktiv. Jeg drømmer stort, og realiserer de fleste af mine drømme. Jeg gør mig umage, og giver ikke sådan bare lige op. Jeg klør på, dygtiggør mig. Det kan jeg, uden at synes, det er surt, fordi jeg gør det indenfor områder, som jeg finder mening i.

Alt det, jeg har lært udenad, fordi andre sagde jeg skulle, og uden at jeg selv havde et drive på det, har jeg glemt igen.
Al udenadslære, som ikke vækkede genklang i mig, er væk.
Til gengæld kan jeg den hovedregning, som jeg har erfaret, er nyttig.

Jeg kan alt det, som jeg synes, jeg har brug for at kunne nu. Hele tiden lærer jeg mere, fordi jeg er motiveret for det.

Jeg er enig i, at der er nogle ting, som man skal kunne for at have muligheder her i verden. For mig at se er det: Den mest basale matematik og at læse og skrive.
That’s it.
Men betyder det, at jeg synes, man skal have lært de færdigheder i en bestemt alder, på en bestemt måde? Nej.
Jeg mener stadig, at det skal komme fra en indre motivation. Langt de fleste velfungerende børn vil på et tidspunkt indenfor en overskuelig aldersramme selv blive motiverede for at kunne de ting.

Er det vigtigt at lære en helt masse andet fag-fagligt? Nej, ikke hvis man ikke er motiveret for det. Hvis man helst vi øve sig i at bygge broer eller tegne eller lege rollelege, er det nok fordi, det er dér ens passion ligger på det tidspunkt. Det skal man efter min mening have mulighed for at fordybe sig i. Det, vi brænder for, er det, vi har mulighed for at udmærke os indenfor. Hvad skal vi helst med vores liv? Tilegne os en helt masse paratviden eller være eksperter på én enkelt eller to områder?

Som voksen er jeg pludselig fri til at være virkelig dygtig til et par ting fremfor at kunne lidt af det hele. Vores børn derimod bedømmes på en lang række fag, og de bliver præget af en forventning om, at de helst skal være ret gode til det hele.
Sandheden? Jeg er ikke god til halvdelen af de fag. Jeg er til gengæld virkelig dygtig til et par af dem, og det er dem, jeg elsker, det er dem, jeg lever af – både økononomisk og åndeligt.

Hvis man har lært at lære, kan man lære alt, når man får behov for det. Man kan rejse til Spanien og lære spansk på nogle måneder, hvis man brænder for det.

Jeg tror, vores liv kan være godt uden udenadslære. Jeg tror, vi kan være glade og bidrage til en bedre verden uden at føle, vi tager en sur tjans. Det handler, som det meste andet, om vores forventning og indstilling.

Med alle disse mange ord vil jeg egentlig bare sige dette: Min søn har knækket læsekoden helt uden pres eller tests eller klistermærker eller den mindste smule følelse af at være forkert eller forsinket eller noget som helst andet. Han har lært bogstaver i skolen og set sine klassekammerater tage hul på læsningen i forskelligt, individuelt tempo. Han har oplevet opbakning fra sine lærere og fra os, men aldrig et pres eller en skuffelse.

Nu læser Storm højt for os hver aften, og han er så rolig og stolt omkring det, at jeg kan blive helt rørt. Hans søskende sidde mussestille, og lytter, og han tager bogen ét ord af gangen. Jeg er glad og taknemmelig over, at vi har modet til at gøre det på den måde. Nu fik han lyst til at læse, og så lærte han det på ingen tid, sådan som jeg altid render rundt, og påstår, at al læring bør foregå. Alle børn er videbegærlige, hvis de føler sig trygge, og er omgivet af nærende og anerkendende mennesker.

Her den anden aften, da Storm sad og læste for sine søskende, læste han ét af ordene forkert, og så kiggede han lidt genert op, hvortil hans lillebror stolt sagde: “Jeg har aldrig før hørt én på otte læse så fint.”

Har du lyst til lidt mere inspiration om det der med at lære i sit eget tempo?

Så se lige den her:

Og den her:

læs det om hvorfor jeg har været nervøs for at sende mine børn i skole.

Hvad tænker I om alt det her? Kan man lære uden at føle sig forkert? Kan belønninger være okay (det tror jeg, hvis man bruger dem velovervejet)

Og hey – god weekend!

Der er mange forskellige slags liv

I går så vores liv sådan her ud: Vi tog en hjemmedag. Med lidt hoste og en del snot og mest af alt tid, som vi trængte til. Kristians mor var her, hun kom aftenen forinden, og hun blev, så længe hun kunne, og deltog i alt, der foregik. Børnene snakkede om The Beatles og Michael Jackson (og hørte deres versioner af “Come Together”) og tændte (næsten selv) bål, og brændte igen lerkugler i gløderne, og der blev ordnet en del i haven.

Om eftermiddagen havde jeg sæsonens anden sidste workshop for skriveglade unge på Ærøskøbing Bibliotek. Jeg elsker at høre, hvad de unge tænker, og hvad der fylder for dem, og hvad de gerne vil med deres liv (“man skal opleve mest muligt og være fri”).Jeg tog ingen billeder, men der kom en journalist fra lokalavisen, og snakkede med nogle af deltagerne (og hun tog billeder), og jeg kan jo dele artiklen herinde, hvis jeg husker det, når den kommer. (Nu slår det mig, at der har været andre artikler om min familie og mig, mens jeg har skrevet blog, som jeg ikke har delt herinde. Men er vist meget typisk, at jeg glemmer sådan noget).

Kristian anlagde køkkenhaver med børnene. De har fået hver deres, og der har selv bestemt, hvad der skal sås og plantes. Alle har valgt kartofler, så dem satte de i går.

De her to skændes mange gange hver dag. Voldsomt, vredt og uendeligt. Vi har svært ved at gennemskue, hvad der ligger bag; hvor det starter, og hvordan vi får det til at stoppe. Vi prøver at tage os tid til at snakke med dem og mærke efter, men nogle gange er sådan nogen konflikter altså nærmest uigennemskuelige. Jeg skyndte mig at tage et billede, da de stod tæt sammen uden at rive håret ud af hovedet på hinanden.

Der gik to sekunder, så så de sådan her ud:

Og så, i ren og skær arrigskab, hev hun bukserne ned: (hun har givet mig lov til at lægge billedet op herinde)

Hende her var også med hele dagen. På sin egen, forkølede og lidt trætte måde

Pludselig skulle en bådtrailer, som vi havde lånt, ekspederes til sine ejere i Svendborg, og så fik vi travlt. Vores ene jolle måtte køres væk på en anden trailer, og og og – det var en større affære, men ved fælles hjælp lykkedes det (i særdeleshed da Christen med kirurgisk præcision løftede den store båd af traileren ved hjælp af en traktor). Her er jollen:

– Som vi selv løftede op på en trailer (og Storm tog billedet)

– Hvortil Kristian glad udbrød: “Det kan vi også som familie!” 

Og så var det, at jeg tog på workshop, og Kristian gik en tur med børnene, og jeg kom hjem, og de legede med Duplo, og så lige inden de faldt i søvn, kom min søster, så nu skal hun og jeg op i det smukke hus, hvor jeg skal holde mine retreats og lave en film om det. Den lægger jeg op i morgen eller søndag. Hvis jeg tør 😉

Og så har jeg planer om at skrive om en onlinediskussion, som jeg brugte nogle timer på den anden aften. Det var noget med skoler og belønning og motivation og glæde (“nej, jeg laver aldrig noget, som jeg synes, er meningsløst” påstod jeg blandt andet, og det står jeg fast på).

Så det var lidt om mine weekendplaner. Hvad er jeres?

I aften er jeg på valg

Kristian og jeg har truffet en beslutning om vores tid. Vi har besluttet ikke at være med i en helt masse foreninger, mens vores børn er små. Vi vil ellers gerne – der er meget godt at bakke op om – men udfra devisen om, at “If you want to change the world, go home and love your family”, fokuserer vi på vores børn, når ikke vi arbejder.

Men der er én undtagelse, og det er Ærø Friskole, hvor vores søn går i 1. klasse, og de tre andre også kommer til at være elever de næste vel nok 16 år. Uddannelse er noget, der ligger mig meget på sinde. Virkelig meget. Det er for mig at se den væsentligste investering (rent tidsmæssigt, altså) i hele barndommen udover forældrenes nærvær.

Det, at Kristian og jeg sender vores børn i skole er i sig selv et resultat af mange, grundige overvejelser. Det er en afvejning. Vi har overvejet at hjemmeskole. Vi har overvejet flere andre ting. Det kan I læse mere om HER og HER og HER og HER.

Sidste år stillede jeg ikke op til bestyrelsen, fordi Juno var fire måneder, og jeg var fuldkommen lagt ned. (Det kan man selvfølgelig også læse om, blandt andet HER), og jeg har efterhånden lært ikke at læsse for mange ting ovenpå hinanden. Når det er sagt, har jeg stadig nok at se til, men, skolen er vigtig, og jeg har mange tanker, idéer og input i den forbindelse. Jeg vil gerne være med til at styrke skolens kommunikation, og så er jeg spændt på at høre, hvad der ellers rører sig i det styrende organ på vores lille skole.

Derfor stiller jeg op til bestyrelsen i aften. Og jeg håber selvfølgelig, at jeg bliver valgt ind. (Hvis ikke har jeg gjort mit bedste, og så vil jeg blive ved med at påvirke skolens ad de andre kanaler, der er.)

Svalerne er kommet tilbage. Sidste år besluttede Kristian (uden overhovedet at tage hensyn til min fugle-angst), at han ville lade porten til vores stald stå åben hele sommeren, så svalerne kunne flytte ind. Og det gjorde de. De elegante, lynhurtige, fascinerende fugle. De flyttede ind, byggede reder, fik unger, og sked over alt. Over alt. Nu er de så tilbage, de vender tilbage år efter år efter år. Som om vi er familie. Som om de ved, at her er trygt og godt. Storm opdagede dem i morges. Nu kan jeg se dem her fra mit vindue, hvor jeg sidder, og skriver.

Nu skal jeg skrive noget andet. Listen i dag er lidt lang, men spændende. Jeg skal blandt andet færdiggøre det materiale, som skal sendes ud til dem, der har tilmeldt sig mit retreat i juni. Det har af én eller anden grund taget lidt tid for mig at få det skrevet. Nok fordi jeg lige har skullet summe over det, fordi det er første gang. Men nu skrev jeg det meste i går, og så mangler der vist bare at komme billeder på. Dem skal dygtige Camilla tage, når hun er hjemme fra Norge (hvornår kommer du hjem, Camilla?)

Er I med i nogen bestyrelser? Hvorfor (ikke)? Hvad ville I bidrage med på jeres barns skole (eller jeres egen barndomsskole), hvis I fik fuld råderet?

 

 

På Ærø flytter man hjemmefra som 16-årig

Jeg har siddet henne hos vores nabo, Kirsten, og drukket te og spist brød med æbleflæsk her til formiddag. Mens vi snakkede, begyndte sneen af dale over marken, havet flimrede pludselig bag alle de hvide fnug, og tiden gik, som den gør, når man er i godt selskab. Derfor kommer mit indlæg i dag lidt sent, selvom jeg egentlig skrev det for et par dage siden som svar på en kommentar fra en læser.

Det handler om at flytte hjemmefra, om at verden er under forandring. Om uddannelse, ansvar og nye tider.

Spørgsmålet lød:
“Hej Maj My, tak for en fantastisk blog, altid spændende indlæg og især dem om ølivet. Jeg har faktisk flere gange tænkt på noget ang. det at vælge at bo på en ø som Ærø. Hvad er dine/ jeres tanker omkring uddannelse af jeres børn når de bliver større. Jeg tænker ikke så meget på nogle specifikke uddannelser, men mere det at de vil blive tvunget tidligere hjemmefra end børn der ikke bor på en ø. Hvad gør andre børn på øen, flytter de allerede efter folkeskolen eller pendler de frem og tilbage?”
Jeg har skrevet to svar. Et konventionelt (traditionelt) og et alternativt (og måske mere realistisk?)

Det konventionelle svar:
Ja, de fleste Ærøboer flytter hjemmefra efter 9. eller 10. klasse. Det er et fåtal, der bliver på øen, og tager HF eller anden uddannelse her. Mange flytter på kollegieværelse eller finder en lille lejlighed i Svendborg eller Sønderborg. Nogle vælger Nyborg kostgymnasium (og en del andre vælger naturligvis en anden type uddannelse.)

Det er klart, at det er noget helt andet end både min og Kristians ungdom, hvor vi boede udenfor henholdsvis Aarhus og Svendborg. Jeg flyttede godt nok hjemmefra, da jeg var 16, men det var en langt mere demonstrativ og uovervejet beslutning, og ikke et resultat af den kultur, jeg var vokset op i. På den måde har Kristian og jeg truffet et afgørende valg for vores børn, som vi ikke selv kender til; Nemlig livet på en ø som barn og ung, og vi ved heller ikke, hvordan det bliver som forældre (måske) at skulle sige farvel til vores børn så relativt tidligt.

Det, Kristian og jeg hører fra mange Ærøboer, er, at de har været glade for at komme hjemmefra tidligt. Én af vores venner har fortalt, at det gav ham et uproblematisk forhold til sine forældre i nogle år, hvor det ellers kunne have været konfliktfyldt. Han lærte at klare sig selv, og vidste alligevel, at hans forældre altid var der for ham. Generelt hører jeg, at ærøboer er stolte af den selvstændighed, som det giver dem at flytte hjemmefra efter folkeskolen. Jeg fornemmer, at de er velfungerende både på deres videregående uddannelser og i arbejdslivet efterfølgende, fordi de kan stå på egne ben.

Men det siger jo ikke noget om, hvordan jeg som forælder vil have det med at skulle siger farvel til mine børn til den tid. Svaret er, at jeg ikke ved det. Måske er det okay, måske bliver det svært pludselig at have den afstand imellem os. Det må tiden vise, hvis det bliver aktuelt.

Helt konkret har vi kig på Steiner-skolen i Odense, som har en overbygning, der måske vil være mest naturlig for vores børn i forlængelse af både friskoleårene og vores liv herhjemme, hvis de vælger gymnasievejen.

Det alternative svar (som ikke kun handler om at bo på en ø men om verden i, al almindelighed):
Selvom jeg er sikker på, at det kan være meget udviklende at rejse væk fra sin barndomsgade og udforske livet på egne hånd, er jeg ikke overbevist om, at det er fremtiden at fare jorden rundt med en rygsæk, sådan som min generation har gjort det, for at blive voksen. Vi må se i øjnene, at verden er under forandring.

Hele vores klode befinder sig lige nu i en altoverskyggende og stort set uforudsigelig undtagelsestilstand, og jeg tror, det vil have konsekvenser for, hvordan vores børn kommer til at leve deres liv.

Hver generation har sine udfordringer og fordele. Mange fra min årgang har brugt en stor del af vores liv på at søge efter et sted, hvor vi hører til. Der har været en følelse af rodløshed og manglende mening.
Jeg tænker: Er det nødvendigvis et problem, hvis vi ikke kan tilbyde vores børn det samme omfang af globalisering og rejser til andre kulturer, som vi selv har haft adgang til? Vi er ved at løbe tør for brændstof her på kloden. Måske skal vi koncentrere os om det, der er tæt på for en tid? Forestil jer en generation, som lærer at bruge teknologi opbyggeligt fremfor at være distraheret af den non-stop. Forestil jer en generation, som lever livet primært i det nære, som studerer og udvikler sig, men ikke føler en konstant udlængsel. Måske går mine børn glip af at se de vilde dyr i Afrika first hand, men det kan være, de til gengæld kender den lokale natur indgående, og er med til at styre jordkloden tilbage på ret køl ved hjælp af bæredygtig tænkning og ikke mindst et meningsfuldt liv.

Jeg er åben overfor, at mine børn måske bliver her på øen, trods alt. Jeg er åben overfor, at uddannelse er et mere flydende begreb, end vi er vant til at tænke det. Måske dygtiggør mine børn sig udenfor de rigide rammer, som vi er vidne til i disse år i alt fra håndværksfag til akademia. Måske bliver de her på øen, og tager del i et organisk andelsmiljø, hvor vi alle løfter i flok, udvikler de områder, som vi brænder for, og skaber en bæredygtig verden dag for dag. Måske vil mine børn vælge at arbejde med deres hænder? Måske rejser de først, når de er tyve, måske når de er fyrre? Måske er verden et utrygt sted, hvor ingen rejser nogen steder, medmindre de er på flugt? Måske har vi til den tid den oplevelse, at rejser primært foregår på det indre plan, og at det er mere energiøkonomisk, at blive hvor man er?

I don’t know.

Jeg prøver på ikke at have nogen fastlåste forventninger til mine børns rejse i livet. Jeg vil gøre mit bedste for at være støttende og intuitiv i min tilgang til dem og deres ønsker, uanset hvor svært det kan blive for mig at skulle sige farvel til dem (eller alternativt til mine gamle, indgroede ambitioner om en målbar form for succes på deres vegne).

Hvad ville I synes om, at jeres børn flyttede hjemmefra så tidligt? Hvornår flyttede I selv hjemmefra (og hvorfor på det tidspunkt?) Og hvad tænker I om mulige forandringer i vores måde at være ung på?

Jeg vil slutte af med en dybfølt opfordring: Indtil på lørdag, den 29.4, kan man på DR’s hjemmeside se dokumentarfilmen “Demain” (“I morgen”) om en gruppe dedikerede filmfolk, der rejser jorden rundt for at finde løsninger på verdens udfordringer og vække håb. Undervejs møder de en mangfoldighed af ildsjæle, som allerede er i gang med at forandre verden. Det er en ualmindeligt inspirerende og motiverende film. Den varer to timer, og kan nemt fordeles over to aftener. Se den HER

 

Min første videoblog (av, min forfængelighed)

Jeg har lavet en video. Sådan én, som jeg filmede efter verdens længste og mest opslidende putning af tre gakkede unger (Kristian puttede den fjerde på et andet værelse).

Det blev mørkt, før jeg sad foran kameraet. Og jeg blev nok lidt træt, så jeg vrøvler en smule undervejs. Men ikke hele tiden, synes jeg.

Og selvom jeg ville ønske, at jeg vejede mindre, og var noget klarere at høre på, synes jeg faktisk, det gik fint. For en debutant, altså.

Så medmindre jeg modtager alt for mange mails, hvor I fraråder det, laver jeg en video igen på fredag. Denne gang om mine retreats, oppe ved det smukke hus (og måske inde i det?)

Nå! Nu ikke mere snak: Se den hvis I vil. Jeg vender tilbage i morgen med et langt indlæg med ord og ikke mindst med link til en meget vigtig film.

 

 

Har I lyst til at se med igen en anden gang?

Bål i haven

I går færdiggjorde Kristian og børnene den bålplads, som min søster tog de første spadestik til tidligere på ugen. Det er en ret fin én af slagsen med en radius stor nok til, at vi kan have en gryde i stativ og majs på en rist over flammerne til sommer. Bålet vækkede med det samme så stor glæde, at vi tilbragte hele eftermiddagen i skyer af røg og duften af brændt juletræ (men næste år køber vi et juletræ, som kan plantes ud igen efter jul, for det føles altså helt forkert at smide det i skuret efter et par dages brug).
Storm havde besøg af sin ven Leif, der virkelig er den slags kammerat, som hele familien holder af at være sammen med. Alle børnene legede med hinanden i én stor, organisk flok, og på et tidspunkt løb de tre drenge ud langs marken, og indsamlede en stor klump leret jord, som de rullede til kugler, og lagde i ilden. En times tid senere fiskede de alle de brændte og stenhårde kugler ud, og gik rundt med dem i hænderne og på maven. Stenene føltes som sten fra en sauna, de duftede jordet, og efterlod fine sodmærker på de bløde hænder og kinder.

Yes! Bålet virker!

Tre drenge i fuld galop…

Lerkuglerne vendes i gløderne

Man fornemmer et frisure-tema her på øen.. (hjemmeklippede much?)

En glad keramiker

Juno gik rundt med sin trillebør på græsset, og Live bevægede sig til og fra bålet, og det var egentlig meget harmonisk det hele, hvilket vi trængte til efter en formiddag fuld af konflikter og ualmindeligt mange sammenbrud. Men som vi stod der på græsset med kig over havet, der krusede i vinden, og så på de legende børn, sagde Kristian alligevel: “Det her er et dejligt,” og det kunne jeg kun være enig i, så jeg nikkede, og lagde mit hoved mod hans skulder (indtil nogen kaldt, eller nogen skulle på toilettet eller jeg kom i tanke om vasketøjet eller Kristian kom i tanke om aftensmaden – men, I ved, hvad jeg mener, ik? Vi nød det lige et øjeblik).

Det er virkelig hendes sted, det her

Det er fedt med en bålplads. Den bliver vi uden tvivl glade for. Men ved I hvad? Det ville aldrig være faldet mig ind at lave sådan én? Jeg er så lidt tunet ind på alt det, der kan og skal foregå udenfor. Jeg er så meget indenfor, tror jeg, i forhold til aktiviteter, i hvert fald, at jeg glemmer mulighederne ude. Jeg ved ikke, om det mest af alt skyldes, at når jeg er udenfor, så er mine muligheder relativt begrænsede, fordi Juno stadig kræver en del opsyn og iøvrigt står rigtig meget, og græder, og gerne vil op til mig, eller om det slet og ret handler om, at jeg helst vil være indenfor. Men jeg nyder at være ude. Jeg kan mærke, at det nærer mig dybt. Alligevel kan jeg næsten blive helt lettet, hvis det regner, og jeg med god samvittighed kan sidde inde og lægger puslespil med ungerne. Det er ligesom mere overskueligt med den alder de har. Den mindste, i hvert fald. Og det er noget, jeg reflekterer over.

Før de lavede bålplads, legede de med Märklin, LEGO og Brio kombineret i ét set-up. Se det er noget, jeg kan forstå 😉

I dag skal vi til Svendborg for at besøge Kristians moster og onkel til vores årlige æggejagt hos dem, og de bor ikke ret langt fra vores gamle hus i Svendborg, så det tror jeg, vi lige skal køre meget langsomt forbi, så vi alle sammen kan se det igen. Børnene kan jo huske det (alle pånær Juno, som er født her i huset), men det begynder nok at forsvinde noget fra de forskellige hukommelser, inklusiv mine egen. Det er et meget dejligt hus. Store, smukke stuer og meget højt til luftet. Lyst, lyst, lyst. De mest fantastiske plankegulve. Det er sjovt, hvordan noget er ens hjem, og så ikke er det mere. Hvordan vi kan rykke ind i et nyt hus og så “vupti!” bor vi her. Så er det “hjem”. Men følelserne skal lige med, og for børnene har det taget længere tid i forhold til selve huset, end det har for Kristian og jeg. Ærø købte de med det samme, men huset har de savnet. Nu er det har gule hus deres hjem, det siger de ofte. Alligevel bliver det fint lige at se det gamle igen.

Hvor har I hjemme – og hvorfor? Har I brug for en fast base, eller er I mere til at rykke fra tid til anden ?

Kan man få job på en ø?

Hvis du går rundt med en drøm om at køre flyttelæsset ombord på Ærøfærgen og lade familien slå rødder her, så er der selvfølgelig mange ting at overveje. Jeg tror, de fleste bliver stoppet af tanken om pludselig ikke at kunne tjene penge (nok).

Jeg får ret ofte beskeder fra læsere, som har lyst til at flytte ud på landet eller til en ø. “Men hvad gør man med arbejde?” skriver de alle sammen.

Og jeg kan jo ikke love noget, men jeg ville alligevel godt skrive under på, at de fleste tilflyttere her på Ærø finder noget at lave indenfor ret kort tid. Her er rent faktisk jobs, nogle gange er problemet nærmere, at der ikke er nok ansøgere. Her er også mange mennesker, som skaber deres eget arbejde: Starter selvstændig virksomhed, skærer ned for forbruget, og arbejder færre timer osv.

Mulighederne er mange, og nogle gange er det en befrielse at skulle tænke nye veje. Det kan være sådan, man finder ind til en drøm, som man ikke har turde afprøve før.

Men for lige at blive ved det med de mere håndgribelige indtjeningsmuligheder, så er jeg meget motiveret for at gøre reklame for de to lærerstillinger, som Ærø Friskole netop har slået op per 1. august. Vi herhjemme er vildt glade for den skole. Den var faktisk én af grundene til, at vi flyttede herover. Det er en skole med stort hjerterum, plads til den enkelte, nærvær og god faglighed. Jeg har aldrig før set store og små elever lege sammen, som de gør det i den skolegård. Den måde alle elever er anerkendende og opmærksomme overfor hinanden på, er for mig noget helt nyt og meget rørende. Jeg vidste slet ikke, at det var en mulighed.
Sidste gang der var fælles rengøringsdag på skolen, var to af de elleveårige drenge sammen med Juno i flere timer. Jeg så hende kun, når de kom bærende med hende, mens de aede hende på håret.
Det er en skole med rige mulighed for at sætte et aftryk. Som ny lærer kan man være med til at præge den kultur, som stadig er ved at blive skabt, og som der er opbakning omkring. Vi har brug for nogle motiverede kræfter med overskud og kreativitet. Vi har brug for to lærere, som kan tænke frit, og samtidig har hjerterum.

Her er en lille film om skolen (stillingsopslaget kan man se HER)

Her er i øvrigt mange flere jobs lige nu. Sygeplejersker, SOSU, butikschef, kok og meget andet. Der kommer hele tiden noget.

Har I spørgsmål til det med at tage springet og flytte til en ø (eller bare udenfor byen?) Hvad lyder godt, og hvad er knap så attraktivt?

Vi kan lære hende alt i hele verden

Vi kan lære hende alt i hele verden. Vi kan lære hende, at det er vigtigt, at hun får gode karakterer i skolen. At det siger noget om, hvilket menneske hun er. Vi kan lære hende, at livet handler om at løbe stærkt – ligesom alle de andre. “Man skal følge med.” Vi kan sagtens lære hende, at hun ikke er god nok, medmindre hun er bedst; den følelse ligger lige under overfladen i ethvert menneske, hvis omgivelser er præget af konkurrence. Vi kan lære hende, at det vigtigste er, hvad andre tænker om hende, og ikke hvad hun tænker selv.

Jeg selv lærte alle de ting uden problemer. Det skete gradvist, næsten skjult, i børnehaven, skolen, relationerne, onkler og tanter som spurgte til karakterer men aldrig til noget andet. Det skete, fordi det er, hvad samfundet er bygget op omkring: Ukritisk jagt efter mere. Mere hvad? Glæde og mening? Nej. “Vækst”.

Den anden dag var vi alle sammen udenfor, og Juno havde trukket sin lille dukkevogn med ud over dørtrinnet, og stod nu i solen, og kiggede på os andre, som sad på græsset. Der ville hun også hen, men vognen var for tung, og den væltede flere gange, når hun prøvede at skubbe den op på græsset. Jeg bed mig selv i læben for ikke at løfte den for hende, det ville ikke tage mig andet end et par sekunder. Til sidst tog hun dukken op, og bar den ved sit bryst med den ene arm, mens hun skubbede vognen frem med den anden. Og det lykkedes. Hun lagde dukken ned igen, og trak dynen op over den lille krop. Vi smilede alle sammen, og sagde: “du fik vognen op!”

Hun har lært omsorg, tænkte jeg, da jeg så hende passe så godt på sin dukke. Hun har lært, at hun kan, hvis hun gør sig umage. Og jeg blev så glad. Jeg bliver så glad, når mine børn siger, at de er blevet gode til noget, fordi de har øvet sig. Man kan lære det meste, hvis man tager sig tid. Man skal øve sig i det, man brænder for og ikke det, samfundet siger, er vigtigt.

Lille Juno på 16 måneder kysser sine søskende godnat, og hun råber “Neeeeej!”, hvis de driller hende. Tænk hvor hurtigt det går.

Hvordan får vi lært hende, at det, der betyder noget, er alle de kvaliteter, som verden synes at have glemt? Samvær, fællesskab, kærlighed, omsorg. God mad, god tid, gode venner. Bøger, samtaler, musik, dans, dage ved vandet. Vi bliver glade af at hjælpe hinanden. Vi bliver lykkelige af at være en del af noget, som gør en forskel i verden. Vi vil alle sammen bare gøre vores bedste. Vi vil alle sammen passe ind, og anerkendes. Jeg har higet efter ros og skulderklap hele mit liv. Please, sig at jeg er god. Please, fortæl mig at jeg er blandt det bedste. Og hver gang det lykkedes, varede glæden et øjeblik. Jeg vil lære hende, at hun er god, som hun er. Uanset om andre synes det eller ej.

Vi bliver glade af at gøre en forskel i verden. Lykkelige af at have nogen, som vi hører sammen med.

Jeg kan lære hende det ved selv at være det. Ved at sætte de ting øverste i mit eget liv og i min tilgang til hende.

Hver dag starter jeg næsten forfra. Jeg siger ting, som taler imod det, jeg tror på. Fordi det er så dybt funderet i mig. Men jeg bliver mere og mere sikker. Lige så stille lagrer det sig i min DNA, at der er mange mange måder at være klog på. Jeg forstår, at mine børns lykke eller succes ikke er afhængig af, hvornår de lærer at læse. Jeg begynder at kunne huske fra dag til dag, at jeg ikke mangler noget, selvom jeg ikke har købt tøj i nogle måneder, selvom vi ikke har været på en lang, eksotisk rejse i flere år. Livet er en rejse i lys og mørke, min børn skal vide at livet i sig selv er den største gave og den største udfordring. De skal se mig tage ansvar, se mig turde. De skal observere mod og kærlighed i den måde jeg lever mit liv.

Jeg så denne her den anden dag. Den er ret fin. Ikke perfekt, men inspirerende. Og sådan er det bedste som regel, synes jeg: Ikke perfekt, men med håb og mod til at sige fra og drømme om noget bedre.

Hvad har I med fra jeres egen opvækst, som I prøver at erstatte med noget andet? Hvad er jeres højeste ønske for jeres børn? Hvad drømmer I om, at de bliver mødt af, når de bevæger sig ud i verden, og hvordan skal I møde den?

Jeg har lavet en video (og det gjorde næsten ikke ondt)

Jeg har lige siddet foran et kamera, som stod på en stak bøger (Hvis nogen vil vide det, drejede det sig om, ganske tilfældigt: “Ronja Røverdatter”, den nye illustrerede udgave af “Den Lille Prins”, “Stoner”, “Klatremus”, “Transfervindue” og “Anastasia”), som alle lå ovenpå en børnestol fra IKEA, som stod ovenpå en klynge stole, som stod på gulvet (aner man et “Langt ud’ i skoven lå et lille bjerg“-tema?”).

Der sad jeg, fordi jeg har besluttet at lave en video her til bloggen og til facebook. Hvorfor? Jamen, det ville aldrig falde mig selv ind at lave sådan én, men rigtig mange i mit netværk har sagt det til mig på det seneste. De har sagt: “Lav en video hvor du fortæller om dig selv og dine retreats, så man ligesom møder dig.” Og jeg har sagt: “Nej, jeg kan ikke lide kameraer.” Men til sidst opfordrede en meget klog kvinde mig til at gøre det, og nu er jeg altså igang.

Jeg kan huske, at da jeg researchede blogs sidste efterår, før jeg startede min egen, faldt jeg over én, som skrev: “Man skal elske at tage selvfies for at være blogger”. Jeg er blevet klogere: Jeg fotograferer jo bare alle omkring mig i stedet.

Humlen er, at jeg elsker mennesker. Men jeg kan ikke lide kameraer. Og kombinationen af de to er noget af det værste, jeg ved. Men Kristian stablede kameraet op på ovennævnte vis, så jeg kunne være alene foran linsen, og gik så ud på marken (“for at sætte porrer,” bemærker han, hvis nogen skulle være nysgerrige). Så sad jeg ellers der, og snakkede om lidt af hvert.

Så ukomfortabel så jeg ud, før jeg trykkede “optag”. Efterhånden blev jeg mere rolig…

Nå, men den video lægger jeg op på et tidspunkt. Tror jeg.

Det tog iøvrigt lidt tid at finde ud af, hvor jeg skulle sidde og filme. Foran en mørkeblå væg? Eller en lyseblå? Eller en grøn? Eller en lyserød? Vi har mange farver på væggene herhjemme (det har jeg faktisk overvejet at skrive et indlæg om også). Det blev den lyseblå i spisestuen.

Hvordan har I det med at blive fotograferet og filmet? Og ser I den slags videoer på facebook?