3600 timer (om risikoen for pseudoskole og vigtigheden i at forholde sig kritisk)

Hvad er det bedste argument for at have mine børn hjemme fremfor at sende dem i dagpleje og skole?
Hvad siger jeg til mig selv, når jeg tvivler – tvivler, fordi livet ikke er nemt, uanset hvordan man lever det, og tvivler alene af den grund, at min familie lever forskelligt fra de fleste?

Nogle gange kan det ukonventionelle liv være særligt konfronterende, og jeg må spørge mig selv: Hvorfor har jeg mine børn hjemme, når de fleste andre afleverer deres børn i institutioner og skole? Hvad betyder det for mine børns liv, at de er her – og ikke der?

Jeg ender altid ved et svar, som i alt sin enkelthed kan koges ned til tid:Hvis mine børn gik i folkeskole, ville min ældste søn ifølge Undervisningsministeriet have været i skole i godt og vel 3600 timer de tre år, siden han startede i 0. klasse, og mine mellemste ville have kurs mod deres første 1200 timer, nu de er fyldt seks. I løbet af ti års skolegang, tilbringer danske børn minimum 11760 timer i skolen, og jeg skriver minimum, fordi det er sådan, Undervisningsministeriet formulerer timeantallet.
Jeg ved ikke, om det er for mange timer, det kan jeg simpelthen ikke afgøre, så min anke går ikke så meget på, at skolen nødvendigvis skal fylde mindre i børns liv (selvom jeg bestemt også mener, at det er en faktor). Nej, her forholder jeg mig snarere til, at 3600 timer er lang tid, uanset hvad, og det står for mig som en indiskutabelt væsentlig ting at forholde sig til: Hvad bruger mit barn de 1200 timer på hvert år?

Det her handler heller ikke om, at skolen er et dårligt sted at tilbringe sin tid, og det er vigtigt for mig også at understrege, at jeg mener, der er meget stor forskel på skoler og på hvor sundt – eller usundt – det er at opholde sig dér.
3600 timer er det samme som 150 døgn, og der er uendeligt mange muligheder indkapslet i så stor en mængde tid.
Så mange muligheder, at de kun kan udfoldes ved at adspørge hvert enkelt menneske: Hvad ville du lave i de timer?
Og det er i sin essens det, jeg gør: Jeg spørger mine børn, og jeg spørger mig selv: Hvad vil vi helst med tiden?
Der er ingen endegyldig sandhed, ligesom skolen ikke er en sandhed.

Og hvor jeg efterhånden føler meget stærkt, at det er en stor fejltagelse; en enormt smertefuld og desillusioneret samfundsnorm, at vi afleverer vores små børn i vuggestue (husk på at jeg gjorde det selv, jeg peger ikke fingre, og jeg har skrevet om det mange gange før – bl.a. her), og hvor jeg føler , at også børnehaver skal benyttes med omtanke, så har jeg det lige sådan med de 1200 skoletimer om året (og det er fra 1.-3. klasse, vel og mærke, derefter stiger timetallet).
Jeg oplever, at der i høj grad er risiko for, at vi sender vores børn i en “pseudoskole”, hvor de bruger ufattelige mængder tid på arbitrære aktiviteter – præcis som de voksnes pseudoarbejde, som jeg skrev om den anden dag, og som der netop er udkommet en meget vigtig debatbog om. I skolens tilfælde er der tale om tidsforbrug, som sandsynligvis i vid udstrækning er irrelevant for det enkelte barns indlæring og almene dannelse, og dermed ikke gavner til deres udvikling af en sund og stærk selvfølelse eller kontakt til hvad de brænder for. Her taler jeg om, at skolen ville være langt mere effektiv og mindre skadelig for barnets selvfølelse, hvis der var større fokus på indre motivation og fri læring fremfor ensartede læringsmål og smileys.
Dette siger jeg, fordi jeg ved, hvor meget fra min folkeskoletid, der synes underligt ligegyldigt, og noget af det endda destruktivt, når jeg tænker tilbage. Jeg siger det også, fordi jeg ved at hjemmeskole mine børn er trådt nogle skridt væk fra normen, og er kommet til nogle erkendelser, som handler om fri vilje, indre motivation, meningsfuldhed og tillid. Jeg forstår ved at observere mine børn, hvor arrogant det i mange tilfælde er, når skolen tager patent på så meget af børnenes tid for at lære dem noget, som de fleste af dem ville lære intuitivt og i deres eget tempo, hvis vi gav dem plads og rum til at mærke sig selv. Dette kunne for mig at se sagtens lade sig gøre i en skolesammenhæng, men skolen må efter min overbevisning ændre form for at være relevant og værdiskabende i forhold til de krav, der venter børnene. Og hvad er næsten endnu vigtigere: Skolen må ændre form for at give eleverne mulighed for en nærende, rig, mangfoldig barndom indenfor dens rammer.

11720 timer, eller 490 døgn, er en omfattende mængde tid i et menneskes liv at bruge på én ting, og derfor giver det kun mening, hvis vi stiller krav til den institution, hvor tiden tilbringes.
Den selvsamme tid kan alternativt være friheden til at dykke ned i det, man holder af; fordybe sig i de emner, som man brænder for. Det kan være tiden til at lære, når man bliver grebet af lysten, og friheden til at lege, hvile, snakke, synge, tegne, løbe, male, danse, når man har lyst til det. Det kan være tid sammen med ens familie, de bedste venner og spændende eventyr på livets vej.

Siger jeg så, at alle børn skal hjemmeskoles? Nej, det gør jeg virkelig ikke. Hjemmeskole er ganske enkelt ikke det bedste valg for alle familier, og det ville heller ikke være for det mig under alle omstændigheder. Men jeg siger, at man som forælder bør forholde sig vågent og bevidst kritisk til alle institutioner, som man tager sine børn og sig selv igennem i løbet af et liv: Man bør stille spørgsmålstegn ved alt fra metoder til skemalægning, og man bør stå op for sin frihed i det omfang, at man holder fri, når man vil, og tror på læring uden en kassetænkning og tvang. Vi skylder os selv, vores børn og fremtidens samfund at have tillid til det enkelte menneskes evne til at finde sin egen vej, når blot der er kærlighed og tålmodighed til stede. Jeg tror, vi kan undgå mange problemer både individuelt og som samfund ved at mærke efter i os selv og sige fra, når noget virker meningsløst, og ofte føler jeg, at det er det, jeg gør ved at leve det her liv. Når vi drikker varm kakao midt på dagen, og læser eventyr, føles det både én og samme tid som den største luksus og en helt rationel måde at leve på.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 Kommentarer

  • SVAR

    Der er da ingen tvivl om at folkeskolen kan ændres og forbedres. På den anden side gør den også meget godt for mange børn, men kan jo vanskeligt blive en “one size fits all”. De 3.600 timer udgør faktisk kun knapt 15% af 3 års liv, så der er 85% til andre ting.

    • SVAR

      Jeg synes, det er vigtigt, at huske på, at børnene sover omtrent 50 procent af døgnets timer, og at de 15% nærmere er 50% af barnets vågne timer i hverdagen, hvilket betyder, at mange børn bruger det meste af deres daglige energireserve i skolen og dermed ikke har meget tilbage, når de skal have “fritid.” Men tidsforbruget i timerne er ikke nødvendigvis et problem i sig selv, så længe timerne bruges meget bevidst. Og det er egentlig det, mit indlæg handler om 🙂

  • SVAR

    Kære Maj.

    Først og fremmest tusind tak for en fantastisk blog, jeg har fulgt dig længe og er stor fan. Din stemme ligger ofte i mit baghoved og hjælper mig, når jeg skal træffe beslutninger i mit liv, minder mig om at gå efter mavefornemmelsen. Jeg er folkeskolelærer, hvilket gør det ekstra interessant og udfordrende at læse dine ord. Jeg er indskolingslærer og meget glad for mit arbejde til trods for alle de udfordringer og mangler, folkeskolen har! Jeg har selv to små børn, men elsker også at kunne være noget for de 23 børn i min klasse. Jeg er meget nysgerrig på, hvordan du mere præcist tænker, at skolen kunne have en anden form, så den skaber rum for børns intuitive læring og evne til at mærke efter i sig selv? Jeg er nemlig helt enig med dig i, at der burde være meget mere plads til dette.

    Noget andet, som jeg længe har tænkt over, er det med den lystbetonede læring, som jeg er stor tilhænger af. Jeg mener bare, det er vigtigt, man samtidig tillægger arbejdsomhed, eller hvad man nu skal kalde det, stor betydning. At gøre sig umage, at øve sig, når noget er svært, at være tålmodig, i stedet for at give op, fordi man forventer succes med det samme. At gøre noget man måske ikke umiddelbart har lyst til, men som vil give mening på sigt. Hvad tænker du om det?

    Kh. Susanne

    • SVAR

      Kære Susanne,
      det er nogle centrale spørgsmål du stiller, og jeg tror, de kommer næsten udelukkende som resultatet af den læringskultur, vi har skabt indenfor de sidste kun 200 år.
      Indtil da lærte børn og voksne rigtigt meget uden at indgå i en skolesammenhæng og uden at påstå, at deres læring var lystbetonet dengang, så foregik den jo i hvert fald uden for klasselokalet, i nærmiljøet og med bedre tid til at lege frit m.v.
      For mig at se kræver en ny skole, at vi voksne er villige til at forkaste hele vores forudindtagede forventning til indlæring, og det i sig selv oplever jeg personligt, er helt enormt svært. Vi er simpelthen så fastlåst i en måde at tænke læring på, at det kræver stor opmærksomhed og konstant bevidsthed at blive fri af disse arbitrære systemer.
      Når det er sagt, så mener jeg, at det er øvelsen værd, og jeg tror, at vi som samfund ville vinde meget ved at slippe tøjlerne og lade børnene finde deres egne passioner, skabe deres egne projekter, lede deres egen indlæring med god sparring og støtte fra villige, nærværende voksne.
      Læs eks. denne artikel om de demokratiske skoler i Israel: http://skoleborn.dk/feb_2018/her-vaelger-eleverne-selv.html
      Jeg tror ikke, vi skal frygte, at menneskets natur er doven. Tværtimod vil mennesker gerne bidrage, opfinde, hjælpe til, arbejde – og særligt når vi føler os frie til at gøre det på en måde, som giver mening for os.
      Jeg er jo selv fri som fuglen mange dage, men knokler alligevel på livet løs, så snart jeg har fred til det, med både blog og bog og foredrag osv. Langt de fleste mennesker har et brændende ønske om at skabe nyt, være med, gøre en forskel.
      Hvis vi skabte en langt mere fri og motiveret skole, ville vi se, hvor forskellige og kompetente vores børn er. Der ville ikke være dårlige eller gode elever, men blot mennesker som kunne noget forskelligt hver især.
      Det er min overbevisning, som jeg dagligt kæmper for at have tillid til her i vores lille skole.

  • SVAR

    Kære Maj. Jeg bliver altid meget inspireret af at læse med her. Jeg er blevet bevidst om nogle bevæggrunde for et valg min mand og jeg har truffet om at bo og opfostre vores børn i Grønland, som jeg ikke helt selv kunne præcisere. Og dine ord og tidsforbrug ramner direkte ind i mine egne tanker om mit arbejdsliv – tak for det! Din tekst her om skole og spildtid vs. individuel læring. Tænker at meget af den oplevede ‘spildtid’ for det enkelte barn fx går til at hive klassens svageste elever op på niveau med de andre, på at få ro på klassen og på at læreren sparer og inspirere de andre elever individuelt. Jeg synes faktisk at der ligger et enormt dannelsespotentiale i netop det. At det engang imellem er andre eller fællesskabet der er i fokus, og at det faktisk er helt ok. Jeg ved selvfølgelig ikke om det er dette du sigter på når du nævner arbitrære aktiviteter. Synes bare, at det er noget af det værdifulde, som en folkeskoleklasse med mange forskellige elever netop kan tilbyde den enkelte. Tak fordi du tager dig tid til at skrive og dele. Kh Marie

    • SVAR

      Kære Marie – med arbitrære aktiviteter mener jeg ikke ventetid eller det, der iøvrigt kræver tålmodighed af medmenneskelige årsager. Jeg mener, at man i skolen bruger helt enorme mængder tid på at lære noget, som ville komme langt nemmere til de fleste elever, hvis der var (meget) bedre mulighed for at lære i sit eget tempo; ud fra elevende egne indlæringsmæssige præferencer og i det hele taget en større frihed. Jeg tror ikke, vi skal tage fejl af, at ensretningen ikke kun har en pris ifht børnenes følelse af at blive sammenlignet og af at kunne være “mislykkede”, men også at ensretningen kvæver en enorm tid. Det er dejligt, at vi lærer at vente på hinanden, men hvis der var rum til mere kreativ og rummelig indlæring, hvor eleverne ikke altid skulle følges ad, ville de elever, som du betegner som de svageste uden tvivl trække foran på nogle områder, mens de andre brugte tid på det, vi lige nu ser som “indlæring”.
      Se eks. denne artikel om de demokratiske skoler i Israel, som vinder terræn lige nu: http://skoleborn.dk/feb_2018/her-vaelger-eleverne-selv.html

      • SVAR

        > Tak for dit svar og for link til den spændende artikel. Det kunne være fantastisk hvis folkeskolen kunne rumme hvert enkelt barn og dets udvikling på den måde du beskriver. Selvom jeg ikke kommer til at hjemmeskole mine børn inspirerer du mig meget, især dit syn på børn og den måde du er mor på.

        • SVAR

          Kære Marie – jeg er glad for, at artiklen gav mening for dig. Jeg er meget optaget af tanken om, at vi alle sammen kan trække foran på skift, hvis vi anerkender alle menneskers evner ligeværdigt.
          Tak for dine skønne ord.