Alenetid som hjemmemor

Jeg har tænkt på det med alenetiden, som selvfølgelig er noget, der optager alle, der overvejer at tage deres børn hjem og være sammen med dem hver dag. Altså, i stedet for at gå på arbejde hver dag.
“Får man ikke flip af aldrig at have tid til sig selv?”

Det har jo også optaget mig: Faktisk var det den sidste ting, der holdt mig tilbage, inden jeg turde sige “Okay, vi gør det (for en stund, i hvert fald)”. Jeg spurgte Frida på Stenbjerglykke, om ikke hun savnede at lave sine egne ting? – Og blev lidt irriteret, da hun svarede nej.
(Og man ved jo nok, hvad det betyder, når man bliver irriteret over andres ståsted i livet..)

Sandheden er, at der er meget, som er kommet bag på mig, siden vi blev en 100 procent hjemme-familie (fremfor de 75 procent vi var før?). Det er gået op for mig, hvor meget energi vi alle sammen brugte på at komme til og fra dagpleje/børnehave/skole hver dag i forhold til hvor relativt lidt tid Kristian og jeg vandt til at arbejde koncentreret i. Og også hvor meget energi vi ofte brugte på at finde hinanden igen om eftermiddagen, når alle kom hjem fra det, de havde tilbragt deres dag i. Lidt ligesom i sommerferierne, hvor man nærmest kan bruge en uge eller to på at lære hinanden helt at kende.

Men nej, jeg har ikke meget tid for mig selv i løbet af dagen nu. Måske kan jeg finde en halv time ved mit skrivebord, mens Juno sover omkring middagstid, og måske kan jeg arbejde i den halve time, måske ikke. Hvis jeg kan, når jeg meget. Telefonopkald, emails og netbank, fordi jeg skærer ind til benet, og kun prioriterer de opgaver, der er vigtige. Ligesom jeg virkelig sjældent taler i telefon efterhånden. Ligesom der kan gå uger, før jeg svarer på en sms. Ligesom vi endelig er begyndt kun at købe ind én gang om ugen. (Hurra.)

På den måde har hjemmelivet på godt og ondt sorteret en del fra i min hverdag: Der er ligesom kun plads til det mest essentielle og til det, som jeg meget nødig vil undvære, og der er måske lige knap tid til at lave det arbejde, jeg gerne vil. Sådan er det også i forhold til aftaler, snakke og ture ud af huset. Og jeg kan lide det: Den ufravigelige ramme, som ligger omkring mit liv, og giver mig en klar retning uden at fratage mig muligheden for at skabe mening. Helt automatisk er jeg i gang med noget, som jeg tror på, når jeg står op om morgenen.

Der er ingen tvivl om, at det også har noget at sige, at både Kristian og jeg er her de fleste dage. Hvis han var væk 8-16, og jeg gik hjemme, ville jeg nok sandsynligvis mig både ensom og presset, hvis ikke jeg havde et stort netværk af hjemmeskolere i nærheden, så jeg kunne mødes med dem nogle gange om ugen.

Jeg har stadig brug for tid, hvor jeg prioriterer mine egne projekter, og den tid er om aftenen, når børnene sover. Det vil sige typisk fra klokken 21 og så fire-fem timer frem. Jeg går med andre ord sent i seng, og står op senest klokken 8, og det er det værd, fordi jeg elsker roen om aftenen. Nogle gange ser Kristian og jeg en dokumentarfilm, først; andre gange arbejder vi hele aftenen, læser lidt højt for hinanden fra vores tekster undervejs, og mødes over tekanden med et smil.
Sådan må det være: Både fordi vi har vores virksomhed og vores andre projekter derudover, og fordi vi ikke kan undvære det. Jeg tørrer ud, hvis ikke jeg har noget, som rykker i mig udover familien. Måske er det derfor, jeg har bloggen, tænkte jeg den anden dag, da jeg igen så en kvinde lufte sin bekymring i et hjemmeskole-forum over måske at ville gå hjemme og dermed også miste sine intellektuelle input og output. Jeg tænkte: “Hmm, det oplever jeg slet ikke?”, og var et øjeblik i tvivl, om det er fordi, jeg helt har slukket for den del af mig selv.
Men det er jo er derfor, jeg har sat bevægelse i det med den dokumentarfilm: Fordi min hjerne har tid og overskud til at tænke i de baner.
Og det er derfor, bloggen er så vigtig for mig, nu hvor jeg ikke ellers går rundt, og bruger min tid på at realisere mine egne kreative projekter (selvom hjemmelivet ofte føles netop som det: En kreativ, fed og meget personlig proces).

Hvis nogen spurgte mig, om jeg ville have 48 timer for mig selv, ville jeg takke ja. Jeg har altid projekter, som det gør mig glad at dykke ned i (og jeg savner at læse mere). Men jeg ville nok have lyst til at tage hjem efter 24 timer, og det er nyt for mig. Hvor jeg før kunne ønske, at jeg havde samvittighed til at efterlade dem i børnehaven flest muligt timer, har jeg nu oprigtigt lyst til at være sammen med dem det meste af tiden.
Hvorfor mon? Jeg tror, det hænger sammen med, at samværet bliver mere på bølgelængde og dermed mere forstårligt, når vi bruger mere tid sammen. “Mere vil have mere”, som man siger, og for tiden er jeg ved at køre den formel over på relationerne og væk fra det materielle. I processen er familielivet blevet mit primære projekt, og fordi det har en helt naturlig udløbsdato, suger jeg alt, jeg kan ud af det..

Hvornår får I tid til jer selv? Og hvad betyder det for jer at have det?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

17 Kommentarer

  • SVAR

    Hver gang jeg læser på din blog (ja, hver eneste gang uden undtagelse), tænker jeg: hvor er det fedt, du deler. Jeg får det ikke altid skrevet, men i dag gjorde jeg 🙂

    Min alenetid er helt afgørende for min eksistens. Ligesom min følelse af forbindelse til andre mennesker også er det. Måske som i evnetyrenes opbygning. Hjem-ude-hjem 🙂

    Skønt, skønt billede i øvrigt!

    • SVAR

      Eventyrene blev til evnetyrene. Egentlig et ret sjovt ord 😀

    • SVAR

      Evnetyr – sådan ét er livet jo også. Og tak for dine dejlige dejlige ord Det betyder meget ❤️

  • SVAR

    Jeg har brug for tid helt alene og går der for lang tid imellem, bliver jeg rastløs, irritabel og føler mig ude af trit med mig selv og andre. Det kan bare være en lang gåtur alene eller et par timer på en kaffebar med en bog. Jeg er ikke så god til at få det, som jeg burde være. Jeg har for nylig startet en ny hverdag, hvor jeg arbejder hjemme, og det har frigivet noget tid og energi. Lige nu summer jeg over, hvad jeg gerne vil bruge det på. Noget der kan nære mig mest muligt.

    Jeg synes, det er så spændende og inspirerende at følge med i dine tanker om hjemme(skole)liv. Det sætter mange refleksioner i gang. I weekenden sorterede jeg kasser med gamle skoleting hos mine forældre, og der tænkte jeg virkelig over hvor meget tid og energi, jeg har brugt som skolebarn på ting, jeg aldrig har haft brug for. Det er så tankevækkende.

    • SVAR

      Ja, det er virkelig tankevækkende, hvor meget tid og energi man har brugt på ting, som bare er forsvundet med det samme igen, fordi det ikke var relevant/en interesse. Jeg gad nok vide, hvor god vi havde været til de ting, vi brændte for, hvis vi havde fået lov til at fokusere på dem.. 🙂

  • SVAR

    Som jeg tidligere har skrevet, er det strengt nødvendigt for mig , at have alene tid.Der er der jeg kan mærke mig selv på en anden måde…..og det er der, jeg kan savne min mand! Han har altid været god til at give mig plads til hvad jeg ønsker mig! Det samme får han! Altså vi er jo pensionister nu, så det er alene tid uden partner…..for mig er at elske et andet menneske , at kunne sætte hinanden fri.At kunne rumme den anden helt…..så jeg skal/ får frihed til at være mig selv…. ikke så tit…… men bare det, at ha muligheden, er ofte nok

    • SVAR

      For mig ligger kærligheden også dels i friheden. Man får sådan lyst til at blive, hvis man ved, at man er fri til at være sig selv.

  • SVAR

    Interessant..!
    Efter at jeg blev skilt for snart 2,5 år siden, har jeg nærmest panisk klamret mig til min ret til alenetid. Og samtidigt haft det vildt dårligt over at skulle sende børnene af sted, de weekender de ikke ville…
    Jeg har også, i samme periode, været væk fra børnene i længere stræk (2-3 uger), hvor jeg har sluppet ansvaret heeelt (næsten) for at de kunne være sammen med deres far. Jeg sagde til mig selv, at jeg havde brug for det. Og det havde jeg måske nok også.
    Men hen ad vejen, har jeg skabt mere ro her hjemme, bl.a. ved at tage et af børnene hjem til hjemmeskole (fordi det er hans behov), jeg har erkendt at livet med børnene er NU, og at det er godt. De har brug for mig, og jeg dem. Jeg har stadigvæk brug for koncentreret alenetid, men får det sjældent, da der stort set altid er et barn eller to, der vælger at blive hjemme. Det gør at jeg ikke får mulighed for at fokusere så meget, som jeg gerne ville, på nogle ting, der virkelig trænger. Det er som om mit fokus er så meget på børnene, at det nemt kommer til at sejle omkring os. Som du også har skrevet om, Maj My, så giver det luft og lethed, at skille sig af med ting, og det ville jeg gerne have mere tid til at fokusere på, da det i sidste ende gavner os allesammen.

    Alenetid, alenetid.. pt har jeg min 10-årige hos mig i sengen om natten, da det er hendes behov lige nu. Og må nænsomt guide min 12-årige i søvn, da han pt har rigtig mange tanker, når han skal sove. Men det er ok. Det er derfor jeg er her. Og alt er en proces, der er en retning. Og det er godt. <3

    • SVAR

      Jeg kan fuldstændig genkende det, du skriver: Meget sejler, fordi man har så meget fokus på børnene. Måske den største erkendelse bør være, at det er mindre vigtigt, at de andre ting sejler, så længe vi er sammen med børnene? Men jeg kan det ikke helt. Jeg trives bedst i ro og en vis grad visuel harmoni, og derfor ville en del af mig gerne bo i et tiny house – men en anden (og større) del af mig nyder at have plads…som så til gengæld skal ryddes op og gøres rent.

      Alenetid har jeg heller ikke nok af. Sådan helt firkantet sagt. Jeg kunne nå så meget mere, hvis jeg var alene en time hver dag. Men nu tager jeg mig tiden om natten, fordi jeg har Kristian, som står op de fleste morgener.

      • SVAR

        > Præcis..! Jeg har det lige sådan med tinyhouse vs større.. Og enig i det du skriver, men oprydning her er en lang og meget omfattende proces, som har været længe undervejs, og der skal bare ske noget nu, fordi det er nu livet leves. Og jeg er træt af at flytte rundt på ting, der ikke har en plads / ikke er i brug. Men den slags tager tid. Og kræver fokus..

        • SVAR

          > Og jeg er SÅ færdig med at leve med overbevisninger som “Jo mere, desto bedre”, “Den som spar, han har”, “Man kan aldrig få for mange [indsæt selv]” og “Man ved aldrig, hvornår man kan få brug for”… så indgroet.. og så skørt… ;-P

          • Ja, det hører altså en anden tid til. Men det er svært at give slip på, ik?

        • SVAR

          Ja, det tager tid, og det nytter ikke, at vi drukner i oprydningen, fordi vi føler, vi har travlt. Men der ligger så meget fastlåst energi i alle de ting..

          • > Nemlig.

  • SVAR

    Jeg har jo gået hjemme de sidste 10 måneder og prioriteret at være her for børnene i vores proces.

    De 10 måneder gik også hen og blev en deschooling proces for mig, ikke hen mod hjemmeskolingen, men mod et liv, hvor jeg er så meget hjemme som muligt, hvor jeg kun arbejder det jeg absolut er nødt til for at vi kan få det til at hænge sammen.

    Pt arbejder jeg 15 timer om ugen og kun om formiddagen, planen er at jeg skal op og have max 25-30 timer og se om vores økonomi kan løbe rundt på det. Fordi jeg kun arbejder formiddag pt, så giver det mig nogle timer fra jeg har fri, til ungerne har fri. De timer bruger jeg fortrinsvis på mig selv. Oftest foregår de sammen med mit kamera og Izzy (hunden).
    Det er der jeg lader op, reflekterer over hvor jeg er i processen og hvor jeg tømmer mit sind for hvad der end måtte rumstere rundt i mig. Det giver mig overskud til at være der for tøserne når de kommer hjem og har brug for at jeg tager imod dem og deres følelser. Jeg er ikke sikker på jeg kunne være det jeg skal og vil være for dem, hvis ikke jeg havde disse frirum. Indimellem når tiden er presset på grund af en almindelig hverdags andre gøremål, tager jeg dem med på mine ture med kameraet – så ender de som regel med at gå i deres egen lille verden og jeg får lov at gå i mine egne tanker og observere dem gennem mit kameraobjektiv.

    Jeg kan tydeligt mærke hvor vigtigt det er blevet for mig at vi har tid herhjemme sammen og hvordan det hele tiden bliver en større prioritet ikke at fylde vores hverdag for meget op.

    Jeg læste en artikel her til morgen (i berlingske) om en mor der mente at faste legeaftaler og fritidsaktiviteter var en struktur, som vi forældre bør støtte op om (sådan ultra kort fortalt) og det eneste jeg kunne tænke var: hvorfor dog det? Hvorfor skal vores børn have en fast legeaftale eller 2 om ugen? Hvorfor skal de gå til et hav af fritidsaktiviteter? Hvad er det vi tror der sker med dem, hvis vi ikke fastholder et aktivitetsniveau, der gør os voksne stressede til et bristepunkt, hvor vi bliver syge af det? Og hvorfor er det vi tror, at det der gør os syge med stress, ikke påvirker vores børn på samme måde eller værre? – Jeg forstår det ikke.

    • SVAR

      Så ofte når jeg bliver konfronteret med den kultur, som lader til at være normen, er min eneste tanke: Hvorfor dog det?
      Det være sig indenfor uddannelse, skole, arbejdsmarkedet, forældreskab, politiske prioriteringer, pædagogiske fokusområder, kulturelle nedskæringer osv.
      Derfor er det så dejligt at høre om jeres liv og om alle de andre, som tager stilling, og lever bevidst dag for dag.

  • SVAR

    […] til at skrive om det, der sker, efter at have læst dejlige Maj My’s indlæg om “Alenetid som hjemmemor“. Fordi det ligeledes er noget som fylder for mange, der hører om vores hjemmeliv. Og det […]