Alle de mange fisk

Torsdag eftermiddag satte Kristian og Christen garn, og i går morges skulle garnene tages ind, så klokken 8 kørte de med båden bag på traktoren ned til stranden, og sejlede ud. Og der var læs på garnene; hver især tog de 30-40 fladfisk med hjem, og så fulgte mange timers rensearbejde, indtil håndfladerne var helt skøre af al den skæl, al den kulde og vand, og Kristian stod, som han altid gør, på terrassen med udsigt over vandet, og en kop kaffe mens han arbejdede, og katten spiste rogn, og jeg sad indenfor, og skrev, og kunne se det hele, og jeg tænkte flere gange, at jeg er meget heldig.

Om aftenen, da vi spiste, beskrev Kristian de forskellige typer garn for børnene, og han fortalte om en gang i sommer, hvor den ene åregaffel var røget af jollen, og han måtte dykke ned efter den flere gange, inden han endelig fik fat i den med åbne øjne i saltvandet, og kæmpede sig op i jollen igen. “Med mave og det hele,” som han sagde, og børnene lyttede med åbne munde, og stimlede sammen omkring ham for at se hans pindemænd på papiret, og det er den der magi, de små fine øjeblikke – nuet midt i livet, livet i det små – som er den lykke, jeg mener, når jeg snakker om at være glad helt indeni.

Bagefter var der selvfølgelig oprydning, og børn som helst ikke ville rydde op, men vi fandt alligevel ud af det i fællesskab, og drengene så den Jacques Cousteau-doku, som de havde glædet sig til, og de snakkede løs, og jeg tumlede rundt med pigerne i sengen ovenpå; og det er helt utroligt, så længe man kan rulle rundt i en kæmpe seng (vores seng ér vitterligt kæmpe). Vi blev ved med at grine og kysse og kramme og lave flyvemaskiner og lyse med lommelygter, og jeg var så glad. Så lettet og glad, og det er som om, jeg pludselig kan være meget mere i det med familien. Som om jeg, fordi jeg også er andet end nærværende mor dagen lang, med ét kan glæde mig oprigtig over alt det, der er i netop nærværet.
Min veninde skrev til mig for nylig, at: “Så vidt jeg husker, trænger det sig også mere og mere på nu hvor du/I er SÅ tæt på ikke at have baby i huset mere. Den der fornemmelse af at friheden er på stien lige foran én, men ikke helt endnu. Jeg tror, det var i den periode, jeg var mest frustreret.” Og nu er friheden her, bum!, jeg står midt i den, adskillige timer hver dag, og selvom det er en splittelse – jeg ved, jeg kommer til at tænke “hvorfor holdt du hende ikke hjemme nogle måneder mere”, når først jeg kommer på afstand – men lige nu ved jeg også, at sådan er det. Det er rigtigt, det her. Alt er lettere og bedre nu. For os alle sammen. Vi er alle sammen meget mere end en enkelt farve, vi er et hav af nuancer, og én af mine er altså at være alene med ordene, så de kan komme uforstyrret, når de er klar.

Og vi har 33 fladfisk i fryseren og kartofler til hele vinteren i kartoffelkælderen, så én af dagene skal vi have fish n’ chips og jeg ved godt, hvor heldig jeg er med den slags. Jeg ved godt, at jeg er fuldkommen velsignet, helt igennem noget nær verdens heldigste, og jeg kan sige med sikkerhed, at jeg sætter pris på det. At jeg ved det. Igen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

3 Kommentarer

  • SVAR

    Dejligt at læse, at du igen er der hvor lykken kan nå dig – eller hvor du kan opdage den 🙂

    • SVAR

      Nemlig. Tak <3

  • SVAR

    Dejlig læsning, friheden indtræffer når børnene er blevet voksne