Gæsteblog: Andrea Hejlskov: “De seneste syv år af mit liv har været voldsomme”

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen LIGE HER.
I forbindelse med min ferie fra bloggen, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.
Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Andrea Hejlskov er sommerens første gæsteskribent. Andrea, hendes mand og fire børn flyttede for syv år siden fra deres liv i Danmark og op i den svenske vildmark, hvor de bosatte sig som nybyggere, og byggede deres egen bjælkehytte. For to år siden flyttede familien til Sydsverige, hvor de nu bor i et gammelt træhus uden indlagt el og vand.
Sidste år, da jeg pludselig stod midt i en gigantisk shitstorm med medier og trolls, som gik i kødet på mig, var det blandt andet Andreas onlinestøtte, der holdt mig oppe. Her er hun med et hudløst ærligt opråb til os alle:

“Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang hørte om dig, Maj My, men jeg kan huske, at der for et stykke tid siden var en voldsom kontrovers, ikke mindst på din facebook, jeg kan ikke huske anledningen men jeg kan huske de perfide, fordomsfulde og sexistiske kommentarer, som du fik. På daværende tidspunkt havde jeg selv været “i vælten” i nogle år, og havde prøvet mange forskellige typer af shitstorms, jeg husker især kommentarsporet på en artikel i Jyllandsposten og kommentarsporet på den allerførste artikel om vores liv plus selvfølgelig den konstante strøm af indbakkebeskeder. Jeg siger ikke det her for at være såkaldt “pivet” (det må man jo helst ikke være), men fordi det for mig var en form for opvågning at se akkurat det samme ske for dig, som jeg selv havde oplevet.
Jeg blev simpelthen så rasende og efter dét blev jeg modløs, og det var helt klart én af grundende til, at jeg nedlagde mine profiler på sociale medier, og slettede alle indlæggene på min blog.

Den opbakning jeg har fået fra mine læsere og følgere har været kollosal positiv, det vil jeg skynde mig at sige, jeg har oplevet de smukkeste ting i selvsamme indbakke, hvor jeg fik flirtende, angribende, anklagende og vrede mails. Jeg føler mig enormt priviligeret over at have fået LOV til at påvirke folks liv på den måde, jeg har. Det er et stort ansvar, og det er helt ærlig en stor lykke for mig – det føles enormt meningsfyldt – men jeg vil bare ikke lade som om, det andet ikke også har været en del af det.
Jeg flyttede jo ikke ud i vildmarken med min familie for at blive konfronteret helt hardcore med kulturens mekanismer, men det var, hvad der skete, fordi jeg ytrede mig, og det har jeg brugt lang tid på at forholde mig til. Jeg har brugt årevis på at forholde mig til det. Det er KAMPEN, der ligger i det, når man, især som kvinde, forsøger at formidle en alternativ livstil, der har overvældet og overrumplet mig. Det er den interne følelse af at “sælge ud” og ikke praktisere netop den autenticitet, man taler om (hvordan kan man være autentisk i medierne, kan det overhovedet lade sig gøre?) og det er de konstante angreb fra indebrændte idioter.

Du spørger “hvor er du i dit liv” og dette er, hvad der allerførst falder mig ind at svare.
Jeg er der i mit liv, hvor jeg har taget en ordentlig gedigen pause, trukket stikket, trukket vejret, og nu forsigtigt titter frem, kniber øjnene sammen som en muldvarp.

Jeg er der i mit liv, hvor jeg på den ene side har mistet troen på at formidle alternative budskaber: Jeg kan se, at vi bare bliver en slags “kulturens malkekøer”, der skal forsyne folk med smukke illusioner; jeg kan se hvor meget vi, som kvinder, skal modtage af verbale overgreb, når vi ytrer os, og jeg kan se, at folk “junker” på livstilen, bliver livstilsturister, og at vi – som lever livstilen – bare bliver endnu en farvestrålende drøm, der skal holde folk nede i en følelse af utilstrækkelighed og magtesløshed, fordi man hele tiden tror, der er nogen andre, der har det federe end en selv. Og det vil jeg ikke være med til, OG PÅ DEN ANDEN SIDE er jeg der i mit liv, hvor jeg mere end nogen sinde tror på det, vi gør. Jeg tror på vigtigheden af at, der er nogen, der stiller sig frem og siger “Hey, det her fungerer bare ikke for mig” for jeg kan se, når jeg ser på det positive, at det virkelig har hjulpet nogle folk. At så snart jeg sagde at det ikke fungerede for mig, turde de også sige, at det ikke fungerede for dem (med det mener jeg “den moderne livsstil”, forbrugersamfundet, konkurrencestaten og så videre). Jeg tror nu, mere end nogensinde, på vigtigheden af at turde være sårbar, turde være selvmodsigende, turde være et MENNESKE midt i hele det cirkus, som både sociale medier og medier er. Og så tror jeg virkelig på, at os der gør det, os der tager én for holdet for at sige det metaforisk, fandme skal blive bedre til at være der for hinanden. Vi skal hjælpe hinanden og støtte hinanden. Netop i den slags situationer som den shitstorm du var ude i.

Jeg tror vi, kulturelt set, har brug for flere og mere nuancerede fortællinger omkring, hvordan man kan være menneske. Jeg sagde aldrig nogensinde, at jeg synes, alle skulle flytte i vildmarken eller bygge deres egen bjælkehytte, jeg sagde aldrig nogensinde, at vi havde fundet den store gyldne løsning på alting. Jeg sagde bare “hey, vi prøvede det her”, og så delte jeg vores erfaringer. Jeg synes, det er sygt trist, hvis vi holder op med at dele vores erfaringer med andre mennesker, fordi prisen er for høj. Det er faktisk et ret alvorligt problem, ikke mindst også fordi de historier man så får omkring folk, der lever alternative livsstile, altid bliver historier om dem, der lige er begyndt på det – dem, der ikke er knækket endnu og som stadig lever helt høje på drømmens adrenalin. Dem, der ikke har prøvet deres første shitstorm.
Der er skævridning i det her. Jeg kan se det på instagram (som er det eneste sociale medie, jeg er begyndt at bruge igen), det flyder helt over med de her meget smukke drømmebilleder af unge mennesker i hør, som lige er begyndt at dyrke smukke haver, og har smukke børn, og det er jo ikke sådan det ER.

Det var kolossalt omvæltende for mig at forholde mig til reaktionerne dels på store flugt bogen og på min blog, på responsen fra læserne, den positive og den negative, det var omvæltende at tage ud og holde foredrag, stå ansigt til ansigt med folk – det var omvæltende at forsøge at forstå min egen rolle og min funktion.
Jeg tog jo ud i vildmarken for at komme VÆK fra alting, men min oplevelse var bare, at jeg kom endnu mere IND i det – og det måtte jeg jo så forholde mig til.

Jeg har tænkt meget på, om jeg bare skal droppe det hele for altid. Jeg har tænkt meget på, om det er prisen værd at være åbenmundet, at ville noget, også politisk. Jeg har tænkt over, om jeg kan holde til det, og jeg har tænkt over, på hvilke præmisser jeg vil tage den rolle og den funktion på mig, som jeg føler jeg har fået.

Da vi først tog ud i vildmarken, havde vi helt klart den store permakulturelle-selvforsyner-prepperdrøm. Vi var helt oppe på den store klinge med alt. Vi byggede vores egen bjælkehytte, vi byggede to faktisk, vi knoklede, og vi knoklede som idioter, vi knækkede nakken. Vi tog SÅ mange kampe både med os selv, hinanden, naturen og kulturen. De seneste 7 år af mit liv har været så… voldsomme. Og det står jo i kontrast til den helt store permakulturelle selvforsyner økodrøm. Jeg er nok på vej væk fra den der helt store permakulturelle selvforsyner økodrøm, som altid var enormt æstetisk, smuk og mere henimod en jæger/samler metafor kan man sige. Jeg er fuldstændig færdig med at føle mig utilstrækkelig, jeg gider ikke føle, at jeg selv i mit oprør, selv i min såkaldte “alternative livsstil” er forkert- at der er nogle andre der gør det mere “rigtigt”, mere autentisk, ærligt, gennemført, smukt eller bare generelt bedre. Jeg er færdig med at føle mig udenfor i mit eget liv. Jeg er færdig med at have den der ødelæggende dårlige selvtillid, og det, at jeg har det sådan nu, er HELT klart en produkt af de seneste syv års kolossale kamp. Jeg ville ikke være, hvor jeg er nu, hvis ikke det var for alt, hvad vi har været igennem. Jeg føler, jeg er blevet… den vilde kvinde, som jeg gerne ville være. Men for helvede det har været en kamp! Så det er nok mit svar til spørgsmålet på, om jeg føler mig hjemme i mine rammer, i mit liv, i mig selv. Ja, det gør jeg. Og det gør jeg, fordi jeg accepterer det modsætningsfulde, det selvmodsigende og… de mange sandheder der godt kan eksistere på samme tid… hvor jeg, da vi først begav os ud på den her rejse havde meget, meget klare, stramme og definerede forventninger og billeder til hvem jeg skulle være, og hvordan jeg skulle have det.

Det første skridt var, da vi overhovedet besluttede os for at sige farvel til det gamle liv og tage ud i vildmarken. Det var et vigtigt skridt og måske nok det sværeste, og det er også derfor min bog (“Og den store flugt“) handler så meget om den beslutning, for da den først var taget, åbnede der sig så mange døre af sig selv. Det ene tog det andet. Dog vil jeg sige, at der er noget, jeg tror folk glemmer, når vi taler om at tage de her radikale livsvalg; Det er ikke sådan, at man beslutter -bam! – og så er det overstået. Der er tale om valg, som man bliver nødt til at tage igen og igen og igen- og nogle gange falder man tilbage i sit gamle tankemønster, nogle gange bliver man rædselsslagen, nogle gange mislykkedes man, men man bliver ved. Mest af alt blev vi ved, fordi vi ikke havde nogle alternativer. Vi SKULLE bare klare den. Nogle gange tror jeg fraværet af valg, fraværet af alternativer, har været afgørende for, hvor vi er idag. Havde vi haft råd til at tage hjem, og havde vi haft noget at tage hjem til, så havde jeg nok gjort det, da tingene var allersværest og allerværst. Træder man ud af sin komfortzone, det siger jo sig selv, så bliver det rent faktisk enormt ukomfortabelt. Nogle gange for lange perioder af gangen – og det bliver det jo NØDT til at være, hvis altså man virkelig VIL ud af den der komfortzone.

Det var svært, det ER svært, at leve uden fast indtægt og reelt set være fattige. Der er tale om en form for selvvalgt fattigdom, og det er jo i udgangspunktet noget helt andet end “almindelig” fattigdom, det er jeg med på, men det er stadig svært i en så materialistisk kultur som vores at være så meget “udenfor”.
Det er ikke svært, når vi bare er her i skoven. Her bliver vi jo ikke hele tiden bombarded med fristelser og tilbud og ting man åbenbart har brug for, men det er svært inde i byen, og det er svært når vi er sammen med folk fra byen ,og det er svært, ikke mindst, i forhold til vores børn. Jeg synes generelt, folk taler for lidt om de negative konsekvenser af at vælge en alternativ livsstil og det er også derfor jeg helt explicit siger, at vi er fattige, og det er faktisk også noget, jeg gør understreger, når jeg holder foredrag: Det er en konstant udfordring både at være fattig og at leve uden fast indtægt – men på den anden side er det altså også bare enormt smukt, for vi har virkelig en grad af frihed i vores liv, som jeg kan se, mange mennesker ikke har. Jeg tror, svaret på mange af vores problemer, kulturelt set, er at gå ned i leveomkostninger. Jeg tror, friheden ligger i at gå ned i leveomkostninger og det er noget af det smukeste, når jeg kan se, hvor krejleragtige vi er blevet, også mine børn, hvor resilitente og hvor selvkørende. Jeg VED, at vi kan klare os, og det er noget, man kun kan vide, når man virkelig har været presset helt derud, hvor det handler om overlevelse. Det har givet en stor stolthed. Jeg er stolt af, hvad vi har opnået, jeg er stolt af hvad vi har gjort, jeg kan se mine børn er stolte og jeg er vildt stolt af dem!

Du spørger, om jeg har tvivlet undervejs, og svaret er JA! Og det GØR man, og det er endnu én af de ting, jeg synes, vi skal tale mere om – os, der lever den her livsstil: Hvis vi kun forsyner kulturen med de smukke billeder får folk urealistiske forventninger og dør af nedtur hvis de prøver at gøre det samme. Det ER nederen, det ER svært, man TVIVLER, man tvivler helt vildt! hele tiden! Jeg tvivler stadig nogle gange.

Du spørger, hvad der har hjulpet mig igennem og frem til hvor jeg er nu. Svaret er min mand, Jeppe. Det er ikke fordi, vi har verdens lykkeligste parforhold, eller at vi ikke har problemer overhovedet, men den menneskelige relation jeg har opnået i forhold til ham… det har jeg aldrig prøvet før. Ikke kun fordi vi er afhængige af hinanden, praktisk, økonomisk- men også fordi vi har siddet 7 vintre i vildmarken og gloet på hinanden, nonstop, vi klistrede sammen, og blev til én krop. Nu er vi et sted, hvor vi har brug for “u-klistre” os fra hinanden, de store er flyttet hjemmefra, nu har vi landet et sted, hvor det ikke hele tiden handler om overlevelse, men jeg tror, jeg havde brug for at opleve den form for sammenklistring før jeg overhovedet kunne stole på et andet menneske. Det har været livsforandrende. Jeg er hundrede procent ikke det samme menneske nu som jeg var før.

Hvornår har du brug for dit mod? Jeg har hele tiden brug for mit mod! Især lige nu, hvor jeg sidder og færdiggør min næste bog. Man kan sige, at den her gang ved jeg jo, hvad der venter, jeg er ikke så naiv længere. Jeg tænker tit på Kierkegaard der sagde, at den rigtige helt er ham, der rider ud i slaget uden at være sikker på, at han kan vinde. Det er kun i den usikkerhed, at vi kan være modige. Men så er der jo også det faktum, at der ikke altid er tale om et valg. Jeg har BRUG for at skrive bøger, det er indlejret del af min eksistens, mit virke i verden, og så må jeg jo bare æde at det har nogle konsekvenser.

Hvad er kvinders vigtigste opgaver anno 2018? Jeg er jo en del af den der trend, som du måske også er en del af, der hedder “radical homemaking” – jeg har haft nogle virkelig heftige diskussioner med andre feminister som mente, at den eneste rigtige kvindefrigørelse og selvrealisering ligger på arbejdsmarkedet. Jeg er imod arbejdsmarkedet. Jeg er imod kapitalismen. Jeg nægter at anerkende, at jeg skal ud på arbejdsmarkedet for at legitimere min ret til overhovedet at eksistere, men samtidig kan jeg også bare se, at der ligger et vist mål af privilegium i denne position. Jeg mener, vi går jo hjemme fordi vi KAN, fordi vi har nogle ressourcer, der gør, at vi tør træde ud af hamsterhjulet og prøve at finde en anden måde at gøre tingene på- men det, i sig selv er et privilegium, som ikke alle har. Jeg tror, kvindernes største opgave i 2018 er at turde være hudløst ærlige overfor dem selv. Jeg går hundrede procent ind for gudindekraft og spiritualitet og det indadvendte arbejder der ligger i at forfine sin bevidsthed og frigøre sig fra kulturens undertrykkende historierne, men jeg er også i løbet af de her år, blevet mere og mere politisk og mere og mere aktivist, jeg betegner mig selv som klimaaktivist og deltager i demonstrationer og blokader.
Jeg tror, vores vigtigste opgave er at gøre BEGGE dele. Både arbejde på os selv, på at få livet til at give mening, på at være der for vores børn OG se, at denne kamp hænger uløseligt sammen med nogle konkrete ting omkring os.

Jeg er stor fan af basisgrupper- fordi, i min egen basisgruppe, har jeg set hvordan netop disse ting på “mikro” plan (altså inde i mig selv) hænger sammen med det strukturelle og “makroplanet”.

Jeg tror kvinder anno 2018 skal dyrke basisgruppen noget mere! Åbne op og være ærlige overfor hinanden. Jeg tror, søstersolidariteten kan redde os, og det betyder også, helt lavpraktisk, at vi f.eks skal være der for hinanden hvis en af os render ind i en shitstorm.

Hvad skal mænd lære nu? Det er ikke fordi, jeg synes, Jeppe er et mandeideal som sådan, men noget af det som har hjulpet i vores relation, var faktisk at han FATTEDE “me too”. Han tænkte enormt meget over det, vi talte enormt meget om det- vi diskuterede frem og tilbage, han kom med indvendinger og kritikpunkter, og langsomt fik vi talt os et meget ømt sted hen, hvor vi også kunne snakke om “toxic masculinity” og de krav der er til mænd, og hvor ødelæggende det kan være. Det har været nogle vigtige snakke, også i forhold til vores børn. Jeg kan se, at da han først FATTEDE det, var der som om en prås gik op for ham, et slør blev trukket fra hans øjne, og det har gjort, at vi har nemmere om at tale om nogle ting, også i vores parforhold, som det før har været svært at snakke om.

Hvad er dit bedste råd til  forældre?
Læs ikke magasinerne, læs ikke bøgerne, lyt ikke til folks gode råd! Tal med dine venner og veninder om de ting der er svære, de ting du ikke forstår. Mærk, mærk, mærk i dig selv og lad være med at gøre de ting der føles forkerte selvom alle siger, de er rigtige. At være forælder handler dybest set om at træffe radikale livsvalg på sine børns vegne, indtil de er gamle nok til selv at træffe disse valg. Det er radikalt valg at flytte langt ud i skoven i en bjælkehytte, men det er også et radikalt valg med store konsekvenser for børnenes udvikling og fremtid at sende dem i institution fra 8-16, det er kun fordi, alle gør det, at det ikke virker radikalt. Der er intet i denne verden, som kan lette det faktum, at du træffer radikale valg på dine børns vegne. Selv hvis du gemmer dig i mængden, træffer du radikale valg på dine børns vegne, så træf nogle valg du kan stå inde for. Det handler ikke om ikke at fejle, det handler ikke om at være forkert, det handler om, at man kan stå inde for sig selv.

Andrea Hejlskov skriver klimaklummer for Information, og arbejder lige nu på sin næste bog. Hendes seneste bog “og den store flugt” skabte voldsom debat i Danmark, da den udkom i 2013. Andrea holder stadig foredrag om bogen, familiens valg og livet i skoven.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

13 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg kunne skrive 1000 ting om hvor meget jeg kan relatere til stort set alt i dette indlæg, også selvom jeg “kun” hjemmeskoler og ikke gør det i en svensk skov 😀
    Andrea, du er stadigvæk en vigtig stemme, og jeres valg HAR rykket noget, måske kun hos os, som kunne genkende jeres overvejelser, men det tæller godt nok også. Det hjælper lidt mod ensomheden i de anderledes valg, i de endeløse diskussioner, i den apati, jeg tror vi alle sammen ender i, når vi oplever, at vi ikke rykker en tøddel.
    Men vi er forhåbentlig alle sammen små dråber i en bølge, som lige så still vokser sig større og større <3

  • SVAR

    “Jeg er færdig med at føle mig udenfor i mit eget liv”

    Den sætning rummer SÅ meget sandhed, livsgnist, empowerment, nænsomhed og giver lyst til at ånde afslappet ud.

    Fedt! Og Tak!

    Og jeg tror også på, vi skal arbejde BÅDE indre OG ydre! I en fysisk verden skal tingene have et fysisk udtryk for at give ultimativ mening ~ og når det kommer fra et gennem~lyst hjerte~rum. KAPOW!!

  • SVAR

    Basisgrupper? Hvordan finder man sådan en? Det vil jeg meget gerne være en del af. Tak for et godt perspektiv og indblik i dit liv og dine valg.

  • SVAR

    Hej Andrea. Så fedt skriv. Tak for det. Kh Mik

  • SVAR

    Virkelig kraftfuldt indlæg. Jeg er vild med ærligheden og de vigtige betragtninger. Tak.

  • SVAR

    Jeg så mine nære familie medlemmer flytte ud i ødemarken i 1980’erne for at leve det selvforsynende økoliv udenfor samfundet. Jeg så hvordan børn og forældre mistrivedes i flere år, indtil det hele brast. Min opfattelse er at børnene, der i dag er voksne, stadig kæmper med deres identitet. Når man rykker børn op i sådan en omvæltning uanset om det fungerer eller ej, bliver de det der med en fællesbetegnelse hedder “third culture kids” – TKC – i en eller anden grad. Det er vigtigt at erkende at det kan påvirke dem resten af deres liv. Og anerkende at de har behov for hjælp til at takle det, både som teenagere og voksne. Jeg er selv TKC i en mildere grad. Om det er den svenske ødemark, en ø i Mikronesien eller hjemmeskole i udkantsdanmark, så er mekanismen den samme. En øget risiko for rastløshed og ikke at høre hjemme nogen steder kulturelt set i voksenlivet er noget der kan medfølge at rykke sine børn op med roden. Det skal tages med i overvejelserne, oveni den kæmpe gave det er at leve et meget anderledes liv end resten af dem der taler ens eget modersmål. For de fleste børn giver et anderledes liv efter min mening langt bedre medmenneskelig forståelse, kulturel accept og tolerance overfor noget der er anderledes.

  • SVAR

    Jeg har læst dette lige før jeg skal sove men nu er jeg LYSvågen indvendig.
    Fantastisk læsning og jeg har lyst til at kommentere alle de forskellige pointer Andrea berører! Men to ting især stod endnu klarere for mig end alt det andet:
    1. at det at gøre noget anderledes/utraditionelt og virkelig rigtigt for een selv er en serie af konstante tanker og valg – igen og igen! Det er ikke en engangsbeslutning og så kører livet bare derefter. Det er resultatet af daglige selvransagende tanker.
    Og 2. Jeg bliver så utroligt sørgmodig langt ind i hjertet når mennesker generelt og kvinder især bliver trynet/afskrækket fra at dele ud af deres normbrydende erfaringer. At man kan blive tvunget til at tie i ren og skær selvbeskyttelse.
    Tusind tak for alle de tanker der er sat skub i.

  • SVAR

    Kære Andrea
    Tusind tak. Det er et vigtigt indlæg for mig. Jeg hjemmeskoler og har gjort det længe. Jeg har ikke boet i vildmarken, men jeg har stadig isoleret mig eller følt mig isoleret pga mit anderledes valg. Jeg startede med at hjemmeskole, da min datter startede i skole. Vi boede på en dansk ø med 600 mennesker. Jeg kendte skolen, børnene, forældrene og ikke mindst lærerne både fordi det var et lille samfund men også fordi jeg havde arbejdet på skolen som vikar forinden. Først så det ud til at blive et frugtbart samarbejde, men da skoleåret skulle i gang forbød ledelsen lærerne at have kontakt med mig.
    Det var et chok for mig. Jeg forstod det ikke. 2 måneder inden var det faldet på halen over mine anderledes læringsideer og nu var jeg forbudt område. Vi flyttede fra øen.
    Men faktisk synes jeg, at det har været sådan lige siden. En konstant kamp for at holde fast i det jeg tror på, føler og mærker uden at blive “hellig” omkring det, men stadig være tilstrækkelig normal og “selvundertrykkende” til at vi kan være en del af det lokalsamfund, som vi bor i.
    Men er det slut. Jeg kæmper dog stadig med modet til at stå frem og sige det højt.
    Vi gør noget andet nu. Jeg tør stadig ikke sige det højt.
    Der er en journalist, som har kontaktet mig. Vi skal tale sammen til efteråret, jeg tror, at det er dig Maj My, som har sendt ham i min retning. Men jeg er stadig i tvivl. Det koster at stikke snuden frem, men det koster også at skjule sig. Jeg er i tvivl…

    • SVAR

      Kære Christine – ja, alting har en pris. Både at stille sig i sit lys og råbe højt og at leve stille. Jeg håber, du kan finde svaret i dit hjerte (og jeg tror faktisk ikke, jeg har sendt ham din vej, selvom jeg har sendt ham til en del andre? I givet fald er du en anden, end jeg kan læse her? Jeg clearer det så vidt muligt med alle, som jeg sender journalister i retning af). Tak fordi du deler din vigtige historie. Jeg er ked af, at du har været så meget igennem.

  • SVAR

    Alt hvad du skriver, Andrea, er gennemsyret af så meget ægthed, menneskelighed, råhed, sårbarhed og mest af alt en enorm kraft. “Og den store flugt” er én af de mest bevægende bøger jeg har læst, og den giver mig styrke til at stå ved det liv jeg og min familie lever. Jeg forstår din fortvivlelse over de urimelige tæsk som “modstrømmere” hele tiden får, men jeg håber virkelig ikke at du bliver stille, for der er brug for dine ord. For dit klarsyn og din kraft. Og hvor er det godt at der findes steder som din blog – Maj My – hvor denne kraft også kan vokse fra. Jeg har en længsel efter et fællesskab (som ikke nødvendigvis er online), et fællesskab hvor man kan drøfte spiritualitet, samfundskritik og nye veje – men jeg ved ikke hvor jeg skal lede. Er dét en basisgruppe? Hvor leder I andre?

    • SVAR

      > Jeg tror måske man selv starter én hvis man ikke umiddelbart kan finde én? Jeg blev inviteret ind i en på FB sidste år men det var et meget hardcore feministisk forum, der var slet ikke plads til spiritualitet eller “bløde værdier” og de boede næsten alle i Kbh så jeg hoppede ud igen.
      Jeg synes den online del er svær, man går glip af meget uden det fysiske møde synes jeg, men det virker som om basisgrupper mest er en københavnerting :/

  • SVAR

    Andreas indlæg er så vigtigt! Den stemme fortæller om sandheder som at leve som menneske. Råt ensomt fattigt eftertænkende lykkelig og i tvivl, som vi alle har som en mulighed og som giver næring til en kompliceret og utryg verden. Vi skal leve og turde leve i en vildfaren verden og mærke den. Alle er det faser vi går igennem, selvom vi ikke vil det. Nogen med bedre udbytte end andre, nogen får angst, depressioner, piller og samtaler. Andre får mod og ser nye veje foran sig. Alle på forskellige måder. Min oplevelse efter den store flugt, er at leve mere autentisk og være ærlig om at jeg er fattig og fortælle mennesker at jeg ikke har råd, og fravælge jobs som slider mig op, for istedet at følge strømmen om at leve i overensstemmelse af min natur. Et lavere tempo, en afsondret hverdag, trods mange modstridigheder, bygger dette mit eget selv op. Jeg har lært ikke at spejle mig i andre, men gøre som JEG må gøre! En vigtig pointe er at være med til at påvirke til at menneskets autensitet og relationer igen bliver det vi tragter efter. Tak til Andrea for at flytte ud og lave den forandring, jeg spejlede mig i.

  • SVAR

    Jeg bliver så glad hver gang jeg læser noget Andrea har skrevet! Et menneske, der rummer så meget og ikke er bleg for, at dele ud af andet end blot glansbillederne. Hun gør os klogere. Tak for det!