Gæsteblog: “Jeg følger mit hjerte, så godt jeg kan” – Annalie Jørgensen om moderskab i adskillelseskultur

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen lige her.
I forbindelse med min ferie, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.
Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Annelie Marie Rikovitz Jørgensen er kvinden bag den fineste instagramprofil, Kludder.mor, hvor hun deler sine rammende og satiriske tegninger om moderskabet i en adskillelseskultur. I denne tekst skriver hun om sin kamp for at blive den mor, hun drømmer om, alt imens hun også heler sit eget indre barn, der ikke blev mødt, som det havde behov for.

Kære læser,
Maj My har bedt mig indlede mit indlæg med en beskrivelse af, hvor jeg er i mit liv. Det korte og umiddelbare svar er; moderskabet har ført mig til et sted i livet, som jeg aldrig havde forestillet mig jeg skulle være, men som er lige præcis dér, hvor jeg finder mest mening. Jeg er på en rejse væk fra normer og frygtstyrede tanker og på vej mod den sandhed, som jeg mærker dybt i mit hjerte.
Det lidt mere konkrete og detaljeret svar er, at jeg i gang med det femogtredivte år af mit liv, som jeg deler med min kæreste og vores 2-årige søn i en lille lejlighed på Østerbro i København. Jeg bruger min tid med min søn, og så deler jeg ud af min rejse i det intuitive moderskab, og mit forsøg på at kludre mig ud af vores adskillelseskultur på min Instagram-profil Kludder.Mor.

Jeg har altid vidst, at jeg ville være mor. Helt instinktivt har jeg en dybtliggende overbevisning om, at meningen med mit liv er at få børn. At skabe noget, som jeg vil komme til at elske højere, end jeg nogensinde havde forestillet mig det var muligt. At gøre alt hvad der står i min magt, for at dette lille menneske vil få de bedste forudsætninger for et liv fuld af kærlighed og lykke. Faktisk var det én af de grundlæggende årsager til, at jeg valgte at uddanne mig til psykoterapeut. Jeg ville udover at tilegne med relevant viden også arbejde med min egen bagage, så jeg kunne gøre mig fri fra den og være den bedst tænkelige mor for mit barn. Selve moderskabet viste sig dog at være langt mere selvudviklende end de forrige mange års intensivt personligt arbejde.

På trods af efteruddannelser i både tilknytning og kropspsykoterapi fik en dårlig fødselsoplevelse og en problematisk ammeopstart mig til at miste troen på mig selv og kontakten til min intuition. Den intuition, der skulle guide mig i mit moderskab. Derfor begyndte jeg ukritisk at tage alle andre velmenende råd for gode varer, og jeg fulgte slavisk normen, hvad angår tilgangen til børn i vores kultur. Til mit held var min søn meget insisterende på sine behov, og efter et halvt års forsøg på at få ham til at sove selv, tage sut og spise mos, gav jeg op. I stedet måtte jeg gøre mig umage for at lytte til, hvad det var, han forsøgte at fortælle mig: At han bare ville være hos mig. “Så længe du fastholder ham i symbiosen bliver det svært!” sagde sundhedsplejersken til mig, da snakken faldt på institutionsstart. Som om symbiosen – den jeg fra min uddannelse vidste, var livsnødvendig – var en negativ ting; et skældsord. Med ét blev den så tydelig for mig: Adskillelseskulturen.
Adskillelseskulturen
Det var Nynne, som skriver bloggen Verdenvedsidenaf.dk, der gav adskillelseskulturen et navn. Hvis du ikke allerede følger hende, vil jeg virkelig anbefale dig at gøre det. Jeg kender Nynne, og har delt utallige snakke med hende om vores adskillelseskultur, men for at undgå at lægge ord i munden på hende, må jeg gøre opmærksom på, at følgende definition af adskillelseskulturen er min personlige oplevelse og fortolkning.
Jeg er født ind i adskillelseskulturen, og lever i den som en fisk i vand. At skulle beskrive en kultur, som jeg altid har været omgivet af, og derfor ikke kender til andet end, er yderst vanskeligt. Men jeg vil gøre mit bedste.

Oprindeligt tror jeg, ordet ‘adskillelse’ skulle stå som modstykke til begrebet ’tilknytning’. Den måde hvorpå vi i de første år af vores liv knytter os til vores primære omsorgspersoner er grundlæggende(!) og altafgørende(!) for vores udvikling og trivsel livet igennem. Alligevel har vi skabt en kultur, som ikke understøtter tilknytningen – og i mange tilfælde decideret modarbejder den.

Adskillelseskulturen er den, hvor vi bruger det første år af et barns liv på at forberede barnet (og os selv) til adskillelsen i stedet for den livsvigtige tilknytning. Vi modarbejder barnets naturlige tilknytningsadfærd ved at træne dem til at sove selv, ligge selv og blive passet. Vi inddeler barnets gråd i forskellige typer, og gør nogle af typerne legitime ikke at reagere på, selvom gråd er barnets eneste mulighed for at kommunikere. Vi tror fejlagtigt, at selvstændighed opnås ved at skubbe og presse vores børn i stedet for at give udviklingen den tid, det kræver, og lade børnene nå det naturlige ønske om selvstændighed selv. Vi giver sut, fodrer med grød, og afvænner fra bryst, fordi vi skal være adskilte i stedet for at lade amningen og ammefrekvensen guide os til, hvor meget og hvor længe vores børn rent faktisk er klar til adskillelse. I de værste tilfælde negligerer vi amningens betydning for den naturlige tilknytning og i stedet for at yde kompetent hjælp, lader vi moderen spise af med sætninger som “En god mor sidder ikke i brysterne”, som et plaster på det blødende moderhjerte. Vi har en hel industri, der bygger på adskillelse ved at sælge os babyalarmer, barnevogne og tremmesenge – for ikke at glemme bamser og sutter. Vi ønsker endda, at børnene skal knytte sig til de to sidstnævnte for at gøre adskillelsen lettere. Som om sutter og bamser kan erstatte en mor.

Adskillelseskulturen er den, hvor vi sender små børn på 10 – 12 måneder i institution. Vi ‘kører børnene ind’, som var de produkter på et fabriksbånd på vej ind i den store samfundsmaskine, og vi lader os bilde ind, at de har brug for at tilbringe størstedelen af deres vågne timer sammen med en masse jævnaldrende i kunstige miljøer, superviseret af betalte voksne som har læst og lært, hvordan man aktiverer børn, når sandheden er, at det eneste de små børn har brug for, er kærlighed og nærvær fra deres primære omsorgspersoner. Barnet viser os endda sine naturlige behov tydeligt gennem tilknytningsadfærden, og vi sygeliggør det ved, at kalde det ‘morsyg’. “Han stopper med at græde, så snart du går,” siger vi til os selv og hinanden. “Det er helt normalt,” og det ER nemlig helt normalt, at børn græder, når de bliver afleveret, ligesom det er naturligt, at de stopper med at græde, når forældrene går. Hvad ville de få ud af at blive ved? Ingenting. Så de giver op, og lukker ned. Præcis ligesom de voksne.

Adskillelseskulturen er den, hvor vi tilbringer det meste af vores levede liv væk fra dem, vi elsker. Vi inddeler samfundet ud fra alder og evne til at bidrage til økonomisk vækst. Vi placerer nybagte mødre med deres babyer uden for det ‘rigtige’ liv, i ‘barselsboblen’, hvor de er alene om ansvaret, uden den landsby det kræver at opfostre et lille nyt menneske. Ligeledes parkerer vi børnene og de ældre udenfor det ‘rigtige’ liv, og behandler dem som undermennesker i stedet for at inkludere dem i vores dagligdag og anerkende dét, de kan bidrage med. Selv bruger vi vores kostbare og uerstattelige tid på at tjene penge til en masse ting, vi reelt set ikke har brug for, fordi vi er blevet ofre for en enorm industri, der bygger på, at vi forbruger, når vi har det dårligt med os selv. Vi føler, at materielle goder kan give os lykke og kærlighed, som gummisutten og polyesterbamsen gjorde det, dengang vi blev adskilt alt for tidligt fra vores forældre.

Værst af alt er adskillelseskulturen den, hvor vi er blevet adskilt fra os selv. Fordi vi som små ikke er blevet mødt i vores fundamentale behov for tilknytning, har vi måtte lukke ned for smerten for at overleve. Dette gør vi blandt andet ved at tage afstand fra vores krop (den, der mærker smerten) og kroppen bliver blot et hylster som seksualiseres og modificeres for at leve op til urealistiske idealer. Vi lader hovedet tage over, intellektualiserer alt, og lader evidens vægte højere end intuition. Vi mister evnen til at mærke vores behov og grænser, fordi de alligevel ikke blev respekteret; vi vokser op til at være styret af frygt i stedet for kærlighed. Og vi bliver syge af det. Stress og depression vil være den væsentligste kilde til al sygdom i 2020 i følge Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Folkesundhed og WHO.

Vi mennesker er både arv og miljø – natur og kultur. Men vi har skabt en kultur, der modarbejder vores natur, for vi er flokdyr, og vi har brug for hinanden. Lægger man en frø i en gryde med vand, som langsomt varmes op, vil frøen ikke registrere temperaturstigningen og i sidste ende blive kogt levende. Tager man derimod frøen, og smider i en gryde med kogende vand, vil frøen straks hoppe ud af gryden igen. På samme måde er det med adskillelseskulturen: Fordi vi er opvokset i den og omgivet af den som fisk i vand, registrerer vi ikke, at vi langsomt bliver kogt levende. Men det lille barn, som forlader moderens mave, mærker det tydeligt, og derfor er det SÅ vigtigt, at vi lytter til det lille barn.

Mit rejse i moderskabet
Ved at følge mit barns behov har min rejse i det intuitive moderskab ført mig et sted hen, som jeg på ingen måder havde planlagt. Min søn lærte som sagt aldrig at sove selv, tage sut eller spise mos, og blev derfor aldrig ‘vuggestueklar’. Vi ‘samsover’, ‘langtidsammer’ og ‘hjemmepasser’. Ord, der tydeligt afspejler et behov for at italesætte noget ganske naturligt i en kultur der er kommet for langt væk fra naturen. Og så bærer jeg min søn tæt ind til kroppen, når vi er på tur i stedet for at placere ham i en klapvogn foran mig. At dufte til hans hår, kysse hans kind og mærke hans lille hjerte slå, er noget af det bedste, jeg ved.

Rejsen herhen har været angstprovokerende som intet andet, men også ufattelig lærerig, og den har fuldstændig ændret mig og mine værdier. Det har krævet et dybtegående arbejde med mig selv, som jeg ikke havde kunnet gøre uden støtte fra min kæreste og en lille gruppe helt særlige kvinder. Jeg har måttet kigge mig selv ærligt i øjnene og dybt ind i hjertet for at mærke, hvor stor kærligheden til min søn er uden at lade frygten for at miste ham overskygge den. Jeg har arbejdet med den stress, jeg følte over at have min søn liggende i sengen sammen med os og erkendt, at den kommer fra fortiden. Jeg har givet mig selv lov til at lade min søns behov vægte højere end andre menneskers meninger, og jeg har lovet os begge, at han aldrig skal føle, at han gør mig flov. Mest angstprovokerende var det at krydse grænsen over til hjemmepasserlivet. Jeg har arbejdet med en irrationel frygt for at ødelægge fremtidige jobmuligheder ved at erkende, at hvis nogen fravælger mig på grund af mit valg om at være der for mit barn i hans vigtigste år, så er det alligevel ikke et job for mig. Jeg har måtte arbejde med at styrke tilliden til, at jeg som mor kan give min søn langt mere, end en institution kan (selvfølgelig!), og så har jeg indset, at størstedelen af de ting, jeg tidligere har brugt penge på, er unødvendige, og stjæler kostbar tid med mine kære. Faktisk har jeg solgt det meste, for at kunne være med min søn. ”Tid er penge” siger man i adskillelseskulturen. Men tid er langt mere værd en penge. Tid er uerstatteligt.

Det ene har taget det andet, og jo mere jeg lader kærligheden til min søn fylde, jo stærkere mærker jeg mig selv og min intuition. Tilknytningen er blevet det bærende element i ‘opdragelsen’. Jeg skriver ‘opdragelse’ i mangel på bedre ord, da vi i virkeligheden slet ikke opdrager, men nærmere opfostrer. For at bruge en metafor fra naturen så bestræber jeg mig på at være en gartner og ikke en skulptør. En gartner, der giver sit træ de bedste betingelser for at vokse op og brede sin krone ud, og ikke en skulptør, der former træet, så det får en bestemt facon. Jeg har fuld tillid til, at min søns udvikling vil gå naturens gang uden jeg skal træne eller presse ham til noget. Det eneste jeg skal, er at skabe rammerne og være et godt forbillede. Jeg ser mit barn som en del af familien på lige fod med os andre, og respekterer og anerkender hans behov, ønsker og grænser. Mit største ønsker er, at han skal bevare kontakten til sig selv, og det han mærker, og ikke lukke ned for dele af sig selv af frygt for at miste kærlighed og blive forladt. Jeg tror på, at det gør en afgørende forskel at blive mødt på denne måde, frem for den måde jeg selv, og de fleste andre i vores kultur, er blevet mødt som børn. For os forældre ligger der samtidig et enormt potentiale for at hele vores egne sårede indre børn gennem relationen og tilknytningen til vores egne børn. Jeg siger ikke, det er let. Tværtimod. Men det er helt sikkert det hele værd.

Hvor denne rejse vil bringe mig selv og min familie ved jeg ærligtalt ikke. Jeg følger mit hjerte, så godt jeg kan, og træder nye stier. Jeg er endnu ikke i mål. For jeg lever stadig i en adskillelseskultur, udenfor samfundet. Jeg mangler den landsby, som det kræver at opfostre et barn, og jeg savner min kæreste, når han er afsted på arbejde. Jeg drømmer om et liv uden adskillelse. Ey liv, hvor ‘arbejdsliv’ og ‘familieliv’ smelter sammen, tæt på naturen, boende side om side med andre familier, som jeg kan have dybe meningsfulde relationer med, også i dagstimerne. Jeg ved det kan lade sig gøre, for jeg mærker det dybt i mit hjerte, og jeg tror vitterligt på, at så længe vi følger vores hjerte, så vil alt falde på plads i sidste ende. Et liv styret og drevet af kærlighed, er et meningsfuldt liv, og ingen af os fortjener mindre. Vi er på vej. Sammen.

Kærlig hilsen,
Annalie

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

12 Kommentarer

  • SVAR

    Suk…Er så træt af at høre om “perfekte mødre”. Det lyder som om at vi andre har taget et bevidst og dårligt valg ved at sende vores børn i institution. Jeg undersøgte faktisk mulighederne for at forlænge min barsel / blive hjemmegående i et år længere, men det var ikke en økonomisk mulighed. Jeg syntes at det er fint at nogle mødre har den mulighed at de kan gå derhjemme med deres børn. Men jeg er inderligt træt at at man nærmest er en fiasko mor hvis man ikke ammer i en evighed, ikke er hjemmegående og ikke er selvforsynende. Vi vil jo forhåbentligt alle vores børn det bedste…

  • SVAR

    SLAM!
    Absolut fantastisk indlæg.
    Tak Annalie

  • SVAR

    Det er ikke en mulighed for alle at gå hjemme. Selvom man skærer meget ned på sit økonomiske forbrug (sælger bilen, ikke køber nyt tøj osv.) Det er jo ikke alle der har en mand der kan forsøge en og der skal jo en indkomst til at få mad på bordet fx. Især hvis man vil handle øko

    • SVAR

      Nej, som flere skriver er det ikke en mulighed for alle at gå hjemme – og det er i øvrigt heller ikke alle som har lyst til det. Og det synes jeg faktisk heller ikke er pointen?
      Som jeg ser det, kan man godt gøre sig tingene bevidst uden at kunne gå “all in”, jeg vil vove den påstand, at uanset hvordan man lever sit liv, så kan man altid finde et sted hvor man kan styrke tilknytningen og nærværet med sine børn.
      Jeg forstår hvis sådan et indlæg pirker til både irritation og dårlig samvittighed, jeg sendte fx min søn i dagpleje da han var 7 mdr og han har levet et helt liv med institutioner. Men derfor banker jeg altså ikke mig selv i hovedet med det, for det var bare ikke en mulighed dengang. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at være så meget sammen med ham som muligt, og vi har altså et både tæt og godt forhold nu hvor han er 14, ganske simpelt fordi jeg har taget mig tid til at lære ham at kende som menneske.
      Hvis du ikke kan (eller vil) gå hjemme, så se indlægget som en inspiration til måske at være mere opmærksom på, at tilknytningen er DIT ansvar, og som en anden skriver så “mange bække små” <3

      • SVAR

        > Hm, det var egentlig ikke meningen det skulle være et direkte svar, men det blev det så 😀

  • SVAR

    så klart og godt skrevet – tanker og værdier der skal på dagssordenen hvis vi skal ændre verden til bedre for os slev og vores børn – tak – jeg er SÅ enig – og det er vigtigt med disse statement der kan inspirere andre til at følge hjertet – barnet – den sunde relation – på trods af og bekostning af både økonomiske og kultureller barrierer – Tak <3

  • SVAR

    Tusind tak for et fantastisk indlæg- ærligt, fyldt med mod og meget inspirerende! Jeg har selv netop taget første skridt på hjemmepasningsvejen med mine tvillingepiger på 2,5 år. De har været i vuggestue i et år, men jeg følte ikke, at det var det rigtige. Har også en pige på 8 og en dreng på 6, som begge har været i institution fra de var 1,5 og de har grædt og jeg har grædt alt for mange tårer. Men det er først nu, at jeg har formået at følge min intuition og moderhjerte. Og jeg er stadig på en rejse! Så tak for at du deler din historie.

  • SVAR

    Jeg synes nu, at det er lidt ærgerligt, når folk begynder at blande deres (uforløste?) følelser ind her. Det er ikke det det handler om – ‘perfektionismen’ og “alle kan ikke”. For nej, sådan er samfundet nemlig ikke skruet sammen. Det er jo også en del af pointen i den her debat. Den her kvinde formår bare at tage helikopterblikket på og anskue den kultur vi lever i og bidrager til en masse reflektion. Som selvfølgelig kan gøre ondt. Men vi bør da være taknemlige for, at nogle tør tage bladet for munden og sætte ord på mange af de ting. Ellers rykker det jo ingen steder. Jeg føler mig ikke nødvendigvis som en dårligere mor, fordi mine børn efterspørger sut og bamse, når de er kede af det, men jeg har da nu opnået en forståelse for, hvorfor de gør det og hvorfor jeg som det allerførste anskaffede mig en bamse og sut til dem – inden de overhovedet var blev født(!) – uden at reflektere over det – og ja, dét gør da ondt, når jeg ser det udefra den dag idag og mærker deres “kærlighed” til deres “tilknytningssubstituter”. Men med den viden in mente, så kan jeg nu fx prøve at tilbyde min nærhed, kys og kram endnu mere, når de er kede. Og sådan kunne alle måske plukke lidt hist og her uden nødvendigvis at skulle føle sig som en fiasko. “Mange bække små..”, ik’ ❤️

    • SVAR

      Kære Sara ❤ Det er netop sådan, jeg har det: Jeg er langt fra i mål (og hvem er egentlig perfekt?), men jeg er dybt taknemmelig for de kvinder og den tid, som har bragt mig indsigt og erfaringer, der har ændret min opfattelse af mange ting vedrørende forældreskabet. Det gør ondt, at jeg for ni år siden var en nybagt mor nærmest uden kontakt til min intuition, men det glæder mig samtidig ubeskriveligt, at jeg har fået mulighed for at udvikle mig som mor – og menneske, generelt.
      Annalie har kun ét formål med sin tekst, nemlig at åbne vores hjerter for den viden, vi alle bærer i os, men som mange års forvildelse og materielt fokus har udvisket fra vores samfundsnorm og kultur.

  • SVAR

    Tusind tak, Annalie, for en sårbart ærlig, stærk og myndig redegørelse for, hvad du selv har erfaret i denne adskillelseskultur, som vi alle er vokset op med – og ind i. Vokset ind i på en sådan måde, at sprog og samfundsstrukturer er blevet en nagelfast del af hele vores bevidsthed. – Det er så utroligt krævende en bevægelse overhovedet at stille sig frem og tale ud fra den bevidsthed, man er blevet givet i fødselsgave. Og så alligevel – på trods – med den dybt smertelige erfaring, man har fået med sig, holde en forsvarstale for det lille barn. Både det lille nye væsen, der i dag kommer til Verden. Og det lille mere eller mindre sårede barn, vi alle bærer indeni. – Den person, der modigt stiller sig ud i det åbne, som du gør her, Annalie, risikerer – på grund af det smertelige budskab – at blive genstand for angreb fra dybt sårede forældre. Forældre, der føler sig ramt, forældre, der føler sig kritiseret. – Og det er forståeligt. Bestemt! – Meget forståeligt! – For det er forbundet med den dybeste smerte at måtte se og erkende, at man ikke giver – og måske ikke kan give – sit barn de allerbedste betingelser for at udvikle sig på bedste måde. – Men nu bliver vi nødt til at forstå, at der er noget, der er sandt og rigtigt, når vi taler om det lille barns naturlige behov for at kunne udvikle sit allerfineste potentiale. – Det handler ikke om holdninger. Det handler om viden. Og nu har vi denne viden. Ikke blot som intuition – men også fra den nyeste forskning, der fortæller os, at det lille barn har et livsvigtigt behov for tæt tilknytning til sine primære omsorgspersoner, hvis det skal kunne udvikle sine fineste potentialer. – Men hvordan får man så formidlet en sådan viden ind i en kultur, der har fjernet sig så langt fra den menneskelige natur som det nu er tilfældet? – Det gør man bl.a. ved, som du, Annalie, her at stå frem og – uden hævet pegefinger – fortælle, hvad du smerteligt har erfaret – og nu ved mere sikkert end noget: Det lille barn fortæller os meget klart og tydeligt, hvad det har brug for. Og det er op til os at lytte til denne fine lille stemme, hvis vi vil rette op på al den ubalance, vi uforvarende er kommet til at skabe omkring hele vores liv med hinanden. – Her ligger den vigtigste opgave og venter på at blive løftet af os allesammen. Lad os sætte alt ind på at øve os i at lytte – og løfte i flok. <3

  • SVAR

    Dit indlæg landede lige som det skulle her hos mig; førstegangsmor der indimellem kæmper lidt ift omverdenens syn på at jeg stadig ammer, samsover, hjemmepasser min datter på 14 måneder. Og det kan indimellem gøre mit hoved forvirret. Men intuitionen! Den er jo slet ikke i tvivl hvis bare jeg tør lytte. Så mange tak for den velskrevne påmindelse.

  • SVAR

    Hvor er det fint og rammende skrevet – jeg får en klump i halsen. Sidder på arbejdet og savner min dejlige datter på 15 måneder så frygteligt. Heldigvis er hun sammen med sin (svenske) far, som vi er så heldige har mulighed for at tage fem måneders barsel efter mit år. Men til oktober er det slut, og hvad så? Alle sige til mig, at hun er “klar” til at komme i vuggestue – min mor siger endda, at hun “trænger”(!) til det – men hvad betyder det, når det føles helt forkert i mit hjerte?? Der MÅ være en anden vej og måde. At vælge at gå hjemme er jo nok det første skridt, men som det også skrives så fint her (og andre steder på bloggen), så savner jeg fællesskabet. Hvor findes det? Hvordan skaber vi det?