At forandre verden fra sit eget sted

Kristian er på kursus i Aarhus hele weekenden, så familien er lidt spredt. Jeg har erkendt, at det er for hårdt for mig at være alene med alle fire børn i flere dage ad gangen, så Ilja og Live har været hos deres farmor siden fredag aften, men nu kommer de om et par timer, og jeg glæder mig. Ikke mindst fordi jeg ved, de trænger til det. At weekenden er et åndehul, som også de ser frem til.

Men de sidste to morgener har vi altså kun været Storm, Juno og jeg til at vågne i huset her, og i går stod vi op, og hældte Duplo udover hele gulvet, byggede, og hørte musik. Men så fik Storm øje på noget rimfrost på vinduerne, og det gav et sæt i ham. Han sprang op, snakkede i højt tempo om kælketure og “et fint lag sne”, og inden jeg vidste af det, sad han ude i haven på sin kælk, og forsøgte at ase sig frem over de isdækkede græsstrå. Det var ikke til at stå for: drengen, som ellers aldrig går udenfor frivilligt, bliver til rendyrket vilje, når der kommer sne (eller strandvejr).
Man kan blive helt stille, når man træder ud i sådan en sølverfarvet verden, hvor alt grønt er dækket af de fineste lag hvidt, og hvor havet er som blandet med mælk, og himlen langsomt bliver ferskenfarvet, så orange, så blå og grøn.

“Lad os prøve Christens mark, den er stejlere,” foreslog Storm.
Ude på marken fandt vi Christen, som var ude for at hente en palle wrap til køerne. Christen er 75 år, forresten, men den slags bider ikke på ærøboer. Han fortalte, at de skulle have gæster fra den anden side (“den anden side” er alt andet end Ærø) i dag, så han havde travlt med at få fodret.

Processed with VSCO with a7 preset

Senere spiste vi frokost hos vores søde venner i Ærøskøbing, og klappede heste, og gik en tur ned til vandet og sad foran brændeovnen og tøede efterfølgende, og i dag skal vi hjem til nogle andre venner og trakteres.

Jeg er så glad for, at vi bor på Ærø. Jeg holder så meget af naturen, som er mere levende for mig end nogensinde før. Og jeg holder meget af alle de mennesker herovre, som er i vores liv. Alle de børn og voksne og vidt forskellige eksistenser som har hjulpet os og budt os velkommen, og som vi har fået lov til at komme ind på livet af. Hver dag oplever mine børn oprigtig venlighed. Hver dag stiller mennesker sig til rådighed, og vi gør det samme. Det føles godt at give, og man får en helt masse igen. Jeg synes, det er den vildeste og mest livsbekræftende synergieffekt: At vi giver, og vi får. Og mine børn kan mærke det. Det er jo deres dna, deres natur – og de ved, at vi prioriterer at være der for hinanden. At hvis naboen er lidt trist, så kommer hun og spise med, og når jeg er alene med ungerne, så bliver jeg inviteret på besøg. Jeg har altid tænkt, at den bedste måde for mig at forandre verden ikke er at rejse ud til brændpunkterne som samaritaner. For mig starter forvandlingen med de små handlinger, hver dag, der breder sig som ringe i vandet og forhåbentlig i sidste ende påvirker så mange, at det har en varig effekt. Det er beskedent, men virkeligt. Det er det, jeg kan nu.

Hvad skal I på denne søndag? Og hvordan har I lyst til at forandre verden?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    I dag er vi alene hjemme, min mand er på tur med sine venner. Om lidt kommer bedsteforældre til formiddagshygge og leg på gulvet. Vi skal høre julemusik og spise småkager og snakke om deres tur til Tyrkiet.

    Jeg tror den største forandring jeg kan skabe vil ske gennem det menneskesyn jeg formår at give min søn gennem hans opvækst. Jeg håber sådan at næste generation vil være mere åben og have tiltro til hinanden på trods af forskelligheder.

    • SVAR

      Jeg er helt sikker på, at vores børn er mere intuitive, opmærksomme og driftige end os, og med de rette påvirkninger fra barndommen skal de nok blive nogle kompetente og rummelige voksne 🙂 Jeg håber, jeres bedsteforældredag var god.

  • SVAR

    Vi var på besøg hos min mor i dag.

    Jeg vil forandre verden via smil, imødekommenhed, gode gerninger m.m. -var jeg ikke syg pt. ville jeg helt sikkert være mere aktiv indenfor venligboerne – men pt. tør jeg intet forpligtige mig til – så jeg benytter mig for tiden også af de små ringe i vandet. smiler, fortæller pædagogen hvilket godt job hun har gjort, hjælper en gammel klassekammerat jeg ikke har set i 20 år med en flytning, giver en hjemløs 100 eller 150 kr, skriver under på diverse ting jeg synes der skal ændres, afleverer alt vores brugte tøj og ting på flygtningecenteret, prøver at minimere mit klimafodtryk, køber kun kød fra dyr der har haft et godt liv, prøver at møde alle med omsorg og respekt o.m.a.

  • SVAR

    Kan kun være enig. Igen igen.
    Og igen Maj, også virkelig smukke billeder til denne post!! Love it 🙂

  • SVAR

    Kære Maj My. Tak for din dejlige hverdagshistorie. Jeg holder meget af at læse, dine tanker og oplevelser af livet, som dig og som mor.
    Jeg tænker lidt tilbage på min egen barndom i Fredericia, hvor min mor også talte med naboer og vi hjalp hinanden. Da var der mennesker i huse og lejligheder om dagen. Mor var hjemme hos børnene og klarede huset. Basen var i orden. Der var naboer at tale med og børn at lege med. Det var i 50′ erne. Vi var ikke rige, ej heller fattige, men rige på nærvær og socialt samvær. Det er det jeg læser, du og din familie oplever. – Tak Maj My for dine ord og tanker. Dit liv.
    Mange gode tanker Lena Dyhrberg

    • SVAR

      Mange tak for dine dejlige ord, Lena. Det lyder som en skøn og meningsfuld barndom, du har haft. Den slags fortryder man aldrig, at man har prioriteret som forældre. Mange hilsner, Maj