Bliver du glad af at arbejde?

“Hvad laver du så?”

Sådan lyder det indledende spørgsmål til ethvert middagsselskab.
Og det er nemt at svare på, hvis altså man har noget at svare, hvilket også i givet fald gør det nemt at føre samtalen videre, de fleste spørger ganske enkelt: “Og hvad med dig? Hvad laver du?”

Men jeg gør ikke.
Det er en del år siden, jeg begyndte at glemme at spørge til netop det, og det er omtrent lige så længe siden, jeg mistede den klare fornemmelse af, hvad jeg skulle svare, hvis nogen spurgte mig.

I en periode gled jeg bare af på det – eller svarede lidt koket tilbage: “Hvad laver jeg ikke?”
Også dengang jeg var dagbladsjournalist med månedsløn og gode kolleger, faldt det mig ikke naturligt, at skulle definere min væren ud fra et job, og jeg tror aldrig, det har føltes rigtigt, men der var engang, hvor jeg gjorde det alligevel. For mig handler det om, at mine passioner ligger udenfor noget, jeg ernærer mig ved. Min familie og den litterære skrivning er ikke et arbejde.

For nylig var jeg sammen med min veninde, som indimellem føler sig identitetsløs, fordi hun ikke arbejder. Hun går hjemme med stress og ptsd, og hun har gang i uendeligt mange, spændende, smukke, inspirerende projekter, men ingen af dem tjener hun penge på, og intet af det kan hun klare på fuld tid. Hun er sammen med sine børn, læser bøger, og sover en del. Men hun er ikke i arbejde, og kommer det måske ikke igen. Faktisk var det et arbejde i overhalingsbanen og på højeste trin, som fik hende til at falde for en håndfuld år siden.
“Hvem er jeg så?” spørger hun sig selv og sine nærmeste, og hun leder indeni for svar, men også udenpå – “hvem er jeg i andres øjne, når jeg ikke arbejder?” Når jeg ser på hende, er hun så meget, at spørgsmålet lyder som et ekko i mine tanker længe derefter. Jeg har svært ved at forstå den måde, vi har skruet vores samfund sammen på.

Det er ikke for at sige, at arbejde ikke er værdifuldt. Arbejde kan have en enorm værdi for den enkelte – det kan være selve meningen med livet, og det kan være grundlaget for mange af de ting, vi holder mest af. Arbejde kan være vores største glæde, vores drivkraft og noget, som vi vågner op til med et smil. Arbejde er i sin essens at bidrage, skabe, være en del af livets gang. Arbejde er alt fra at tage sig af de gamle til at udvikle banebrydende energiløsninger til at skabe kunst eller støtte andre gennem sorg og hjælpe de med fysiske smerter, anlægge nye veje eller sprede vigtige budskaber.
Arbejde har igennem menneskets historie været det, vi gjorde for at overleve. Uden spørgsmål og uden fortrydelse – resultaterne lå lige for: Hvis ikke vi arbejdede, kunne vi ikke være. Men vi kaldte det ikke “arbejde” dengang. Vi kaldte det en del af livet; at dyrke jorden, samle æg, være sammen med landsbyens børn, guide de fødende, pleje de svagelige, bygge hjem og finde vand.
Det var nyttefuldt; det var en selvfølge. Det var livet.

På et tidspunkt bevægede vi os fra at arbejde for os selv (brødføde vores nærmeste og indgå i nære relationer med dem i vores landsby) til at arbejde for andre. De fleste blev en brik i et større maskineri, som gjorde nogle få rigere, mens mange mistede fornemmelsen af meningen med deres indsats. Resultatet af den hårde pligt var uden for synsvidde; man kunne ikke se, hvad man havde skabt, og der var ingen relation til dem, som man gjorde det for eller i samarbejde med.

Nu var der virkelig brug for arbejdsmoral: Pludselig blev det vigtigt at tillægge arbejdet betydning, fordi det ikke gav sig selv, og retorikken ændrede sig, lovgivningen blev tilpasset, og i dag er det sådan, at vi ganske enkelt er opdraget til, at arbejde er meningsgivende, også når det virkelig ikke er det. Det er en overbevisning, som man brugte år på at indprente i vores kultur, og det er lykkedes særdeles godt mange steder. I Tyskland har man “arbeit macht frei”, og herhjemme er de arbejdsløse en slags outcasts, som vi ikke ved, hvad vi skal stille op med. Uanset at de er mennesker med samme værdi som alle andre.
Som børn får vi at vide, at når vi vokser op, vil det være vores arbejde, der definerer vores muligheder, vores livsglæde og retning i livet. Vi bliver tidligt spurgt: “hvad vil du være, når du bliver stor?” i stedet for: “hvem vil du være for dem, du kender” eller: “hvad vil du bidrage med?”

Vi får at vide, at hvis vi gør os umage i skolen, så er vejen foran os ligetil. Hvis vi bider tænderne sammen, og er blandt de bedste, så er lykken givet: Så kan vi købe det, vi vil, og få den indflydelse, som vi drømmer om.
Men sådan er det ikke længere, er det? Vi ved efterhånden godt, at kontor nummer 23 på 7. sal i et ministerium ikke er dér, meningen med livet ligger. Det er ikke dér, vi mærker det hele gå op i en højere enhed, og vi ved efterhånden også, at indflydelse ikke er meget værd, når den ikke starter med vores egen glæde.

Først og fremmest tror jeg, det handler om balance: Vi skal arbejde og vi skal være private og vi skal have plads til at udvikle os undervejs. skal gå hånd i hånd. Der skal være tid til at nære vores relationer, mens vi bidrager på anden vis, når vi arbejder.

I mit netværk blomstrer det med blogs skrevet af mænd og kvinder, som vælger karrieren fra og livet til. Det er sådan, de beskriver det: Før var de i fængsel, nu er de i live. Før var de stressramte, nu er de sammen med deres elskede.
De sælger huset, flytter væk fra den dyre adresse, skiller sig af med en helt masse ting. Nogle rejser til udlandet, andre nøjes med at gå på deltid.
En del af dem arbejder endnu, men befinder sig en proces med tid til eftertanke. Der mærkes efter: hvad vil jeg og hvorfor? De bidrager til fællesskabet, nabolivet og deres børns opvækst. Tager jobs, når det er muligt, og mange skaber deres egne rammer. Men de arbejder ikke lige så meget, de lever ikke for at arbejde. De vender værdierne på hovedet, og finder tilbage til en mening, som vækker genklang i mange.

Der er tiny houses, minimalisme, bæredygtig kultur, iværksætterfællesskaber, økolandsbyer og hjemmegående forældre som taler højt om, hvorfor det er så vigtig.
Bevægelsen bærer væk fra bankernes uforståelige udlånsmetoder og den boligboble, som vi givetvis befinder os midt i (igen). Bevægelsen er et skridt væk fra pensionsopsparinger investeret i de helt forkerte værdier og væk fra hovedløs travlhed.

Lige nu har Svend Brinkman en klumme i Politiken, hvor han erklærer sig enig med digteren Henrik Nordbrandt, som i efteråret udtalte til samme avis, at ingen brød sig om at arbejde, “og at vi danskere bare har hjernevasket os selv til at tro, at vi kan lide det.”
Det er faktisk rigtigt, siger Brinkman, der i sin klumme henviser til en undersøgelse, hvor titusindvis af mennesker verden over skulle angive deres lykkeniveau på tilfældige tidspunkter. Her viste det sig, at der kun var én aktivitet, som gjorde os mere ulykkelige end at arbejde, og det var at ligge syg i sengen.
“Vi vil på den ene side gerne gøre karriere og realisere os selv gennem arbejdet, men på den anden side er det reelt forbundet med en lav grad af tilfredsstillelse for rigtig mange,” siger Brinkman.

Jeg tror, det giver mening at bidrage, når man kan se, at det reelt er det, man gør. Jeg tror, det giver mening at arbejde – også hårdt, også dedikeret og ambitiøst – når man gør det i et fællesskab, som man dermed har en aktie i. Når man kan se afkastet i vækst og glæde eller mærke taknemmeligheden fra sine medmennesker (eller natur eller dyr).
Men vi er så ensomme i vores liv, i kontorfællesskabet, enfamilieshuset, parcelkvarteret, opgangen, at vi ikke kan mærke resonansen i at være en del af noget og bidrage ind i det. Vi har ikke noget at læne os op af, så vi gør karriere, vi realiserer os selv, og er seje og dygtige og ambitiøse, men mange af os ender i jobs, der lige så godt kunne varetages af andre, og hvor resultatet ikke kan mærkes, og vi lyver for os selv, og siger, at det ikke kan være anderledes.

Sandheden er, at arbejde er en del af livet. Arbejde er, når vi bidrager til noget, som vi kan se en mening med; når vi står op hver dag, og gør vores bedste; gør en forskel. Arbejde er, når de bredeste skuldre bærer det tungeste læs, og alle får mulighed for at byde ind. Man kan elske sit arbejde, og man kan elske sig selv. Begge dele kræver ærlighed og indsigt, og intet af det har at gøre med hverken magt eller penge.

Hvad tænker I om vores arbejdsmarked? Hvordan kan vi indrette os, så alle får mulighed for at bidrage med det, de kan? Og er der en mening med, at vi arbejder så meget, som vi gør?

 

Her er lidt links til nogle af de blogs, jeg er faldet over, som skriver om at vælge et simplere liv til:

Rikke Røjkjær blev stressramt, og begyndte at skrive om sin proces tilbage til sig selv

Ind i verden: Et ægtepar og deres to sønner har besluttet at flytte ind i et 17 m2 anneks og gøre det til deres hjem. Bloggen er ny, så man kan følge med fra starten af deres proces.

En familie i bevægelse skrives af Nete Maj og hendes mand, som sammen med deres to børn lever et frit liv – pt. bor de i Norge, hvor Nete også har været igennem et kræftforløb, der har sat mange refleksioner i gang.

A gentle tribe: En familie med fire børn har forladt livet med arbejde og hverdag i Sverige, og er rejst sydpå for at være sammen.

Globetrotterfamilien er kørt ud i verden i fem år for at leve dér

Rikke Bruunsgaard er en spritny blog skrevet af en kvinde, som sad i en diplomatstilling i Kairo, og blev ramt af stress. Nu er hendes mand og børn flyttet til Ærø, og snart følger hun med.

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

19 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg synes det er ret kedeligt, at så meget snak, når folk spørger ind til mig kommer til at handle om min sygdom – Jeg er så meget mere end den sygdom 🙂
    Men folk spørger jo typisk hvad man laver og så forklarer man at man er syg og så spørger de ind – og det er jo egentligt fint nok de spørger ind – det er vel en tegn på interesse – men jeg synes ikke det er et vildt interessant emne – og jeg er heller ikke vild med at man så derefter ofte mødes af hvor synd det er for mig – eller skeptissen ( som de selvfølgelig høfligt prøver at skjule) Men ja det er ikke fedt at have den sygdom – men det har jeg haft i nogle år nu – jeg er afklaret. Og synes jeg har en masse fantastisk godt i mit liv.

    Jeg elskede mit arbejde – altså virkelig elskede. Jeg kunne mærke glæden boble i mig når jeg nærmede mig arbejdet. Jeg tog kun ferie når jeg havde børn – flere år fortsatte vi bare normalt rul – en uge af gangen. Så tog jeg ferie de uger jeg havde børn og arbejdede ugen indimellem – jeg havde ikke brug for 3 ugers sammenhængende uger – jeg havde ikke brug for at komme væk fra mit arbejde. Jeg nyd det. Jeg nød også at have fri bevares – og nød mine ferier med børnene 🙂

    Og jeg savner et arbejdsliv – det gør jeg virkelig. Er så glad for at være startet i venligboerne, så jeg da i det mindste kan gøre lidt 🙂

    Men jeg er helt med dig – alle er noget værd. Også uden arbejde. Jeg er ikke mindre værd end da jeg havde fast arbejde og forsørgede mig selv. Og føler heller ikke jeg er mindre interessant – og derfor gider jeg heller ikke identificeres udelukkende med hende den syge stakkel – det er ikke mig – jeg er ikke en stakkel. Jeg er et livsglad mennesker med masser at tilbyde. Også selv om jeg har nogle fysiske begrænsninger. Som man selvfølgelig gerne må spørge ind til – men drop gerne skeptissen og medlidenheden og mød mig hvor jeg er 🙂 og når de har spurgt ind til hvad jeg laver må man gerne udbygge med hvem jeg er 🙂 eller skippe første halvdel helt 😉

    • SVAR

      Tak for alle de nuancer. Sikke en omvæltning at bevæge sig fra et højt elsket job til sengeliggende. Det er noget af en udviklingsrejse, du er på.

    • SVAR

      Jeg husker din glæde ved at komme på arbejde. Sjældent har jeg mødt en der var så glad for sit arbejde!

      Men jeg husker mere din glæde ved dine børn end ved dit arbejde.

      • SVAR

        > Den er også endnu større Ditte – og derfor har jeg også fortsat masser af glæde i mit liv – jeg savner mit arbejdsliv og glæder mig til at få gang i det i et vist omfang igen – men det er jo ikke det vigtigste i livet – Det er jo familien. De nære relationer. Intet er vigtigere end det. Men det behøver jeg næppe fortælle dig.

        Det tab som du/i har lidt må også sætte mange tanker i gang om hvad der er vigtigt her i livet. Og at de nære relationer pludselig er alt og alt andet knap så vigtigt.

  • SVAR

    Kære Maj My, hvor er det pudsigt, at du skriver dette indlæg i dag – jeg har selv lige startet en blog, hvor jeg beskriver min rejse fra karrierekvinde i
    til bare kvinde på Ærø. Sidste år fik jeg stress, hvilket viste sig, på trods af, at det er skide hårdt, at være en velsignelse. Men stressen fik mig til at stoppe og og kigge på mit liv – og pludselig indså jeg, at alt det, jeg troede betød noget – karriere, penge, prestige – det betød ingenting i forhold til mit og mins families lykke og helbred. Så vi besluttede os at flytte til Ærø, hvor vi bor nu. Min familie bor nu i et fantastisk hus ved vandet i Voderup – jeg er i gang med at afslutte min kontrakt i Kairo, men til maj står jeg på Ærø – og aner ikke, hvad jeg kommer til at beskæftige mig med. Men jeg GLÆDER mig, selvom jeg også er vildt angst over det. Det er utroligt terapeutisk at skrive om alle de overvejelser, jeg gør mig om at springe ud af hamsterhjulet. Og jeg har været så overrasket over alle de reaktioner, jeg har fået fra folk, der har læst mine indlæg og som har gjort sig nøjagtig de samme overvejelser – men som bare ikke tør hoppe ud i det! Kære Maj My, mit hjerte siger, at det er det rigtige vi gør! Så håber jeg også at min fornuft snart bliver overbevist om det samme! Knus fra mig

    • SVAR

      Kære Rikke – nu har jeg linket til din blog i mit indlæg, så flere har mulighed for at læse med. Din fornuft skal nok følge med, men det kan tage lang tid at bryde ud af et helt livs tankemønstre, så vær tålmodig med dig selv. Velkommen til Ærø! 🙂

  • SVAR

    TAK! Bare tak. Kærlig hilsen Trine

  • SVAR

    Men hvordan undgår man så at blive en del af dette samfund, hvor man til middagsselskaber først og fremmest spørger sin bordherre: “Og hvad laver du så?”

    Jeg bliver færdig med min kandidat til sommer og har helt ondt i maven over at skulle ud og søge arbejde. I det hele taget blive en del af dagpengesystemet
    og arbejdsmarkedet. Det ligger så langt fra mine værdier at opfatte arbejde på, men samtidig er jeg jo vokset op i og med denne kultur og har derfor også svært ved at se udover den.

    • SVAR

      Hmm, jeg tror, det eneste rigtige svar på det er, at du skal finde din egen vej. Du skal være åben overfor, at der kan opstå muligheder, som du ikke havde fantasi til at forestille dig. At hvis du bevarer dit flow, er i kontakt med dig selv, så vokser der idéer og potentialer rundt omkring dig. Jeg glædede mig personligt heeelt vildt til mit første job som færdiguddannet journalist, og jeg nød det også. Nød ansvaret, engagementet, tempoet, følelsen af at være en del af noget større og blive dygtigere hver dag. Men da jeg blev mor (og mor til flere), flyttede mit fokus sig, og jeg ville bare rigtig gerne hjem, når jeg var færdig med dagens opgaver, men sådan fungerer den verden sjældent.
      Nu er jeg selvstændig, og det er en vej med mange bump og mange tankefulde dage, men også enormt livgivende.

  • SVAR

    Jeg er socialpædagog af uddannelse og har primært arbejdet med voksne i den gruppe, som samfundet ikke tillægger værdi, fordi de netop ikke kan bidrage økonomisk, på lige fod med os andre.

    Vores arbejdsmarked er overordnet snævert. Der var engang hvor borgere, som “mine”, kunne svinge en kost på fabriksgulvet, fylde varer op hos købmanden eller gå til hånde hos landmanden. Enten findes disse job ikke mere eller også er de overtaget af andre grupper i samfundet. Men det er ikke kun mine borgere arbejdsmarkedet er blevet for snævert til, der er ikke plads til at vi tager hensyn til vores “fritid”, altså alt det andet der udgør vores liv. Vi forventes at arbejde fuld tid og hvis ikke vi kan det, så i hvert fald så tæt på fuld tid, som muligt… Men hvorfor?Hvad er det vi skal opnå med det? Jeg er indforstået med at det koster noget at køre det danske system og hvis ingen af os arbejdede, så kunne vi ikke få tingene til at løbe rundt. Men hvorfor skal vi arbejde så meget som muligt, hvorfor kan vi ikke arbejde lige akkurat nok?

    Jeg har det svært med begrebet fritid. Jeg har tid, men den er ikke delt op i ikke-fri tid og fri tid. Det er bare tid. Den består af de dage, timer, minutter og sekunder der eksisterer i mit liv. Når jeg engang ikke er her mere, er der ingen der laver et pie-chart over hvad tiden i mit liv er brugt på og om det nu var fri tid eller arbejdstid.

    Vores liv er mere og andet end arbejde. Så jeg er enig med både Henrik Nordbrandt og Svend Brinkmann i at vi er blevet hjernevaskede til at definere os ved vores arbejdstitel. Det nægter jeg!

    Jeg er Ditte. Jeg er mor, jeg er socialpædagog, jeg er datter, jeg er barnebarn, jeg er fotograf, jeg er enke, jeg er ven, jeg er kollega and the list goes on…

    Jeg er ikke statisk. Jeg er et levende væsen, der ændrer sig over tid i forhold til det tiden byder mig!

    • SVAR

      > Så enig

    • SVAR

      Enig – det med arbejde og fritid er så kunstig en størrelse. Det føles forkert for mig ar bruge de begreber, men jeg havde åbenbart behov for at skrive ind i en norm lige her 😉 Men enig – vi er levende væsner, som hele tiden er på en rejse med udvikling og afvikling og mellem tid og rum.

  • SVAR

    Har ikke direkte valgt mit nuværende liv… med førtidspension, men mit svar på “hvad laver du?” Er ofte “passer på mig selv?” Eller evt “kreative projekter” (hvilket jeg gør som afstresning)
    Men jeg holdt af, essensen af mit job da jeg var lærer… ville nok ikke nu regeringen smadre det at være lærer mere og mere utaknemligt…. at undervise nyder jeg dog, eller nød.
    det så ubehageligt når specielt politiker (men også medier og andre) nedgøre personer der er et hårdt sted i livet, har valgt at stå af ræset eller arbejder med ting der kræver andet end jakkesæt.

  • SVAR

    Muligvis en af de bedste posts du har skrevet so far (og du ved jeg synes niveauet er højt allerede 🙂

    Det læser og føles som endnu et manifest. Love it!!! <3

    • SVAR

      Hvor gør det mig glad for dine fede ord. Tak! Det kan være, jeg skal lave lidt mere larm for det indlæg 😉

  • SVAR

    Kære Maj My. Læste indlægget her da du postede det, og læste det nu igen. Det er simpelthen SÅ godt skrevet. Tak for det. Ja, lav noget mere larm for det, budskabet er vigtigt! Du ved jo at vi er på vej ind i et andet slags liv (og tak for at nævne vores blog). Det interessante er, at vi har fået rigtig mange tilkendegivelser fra mennesker der går i samme tanker som os. Overraskende mange. Måske betyder det at bevægelsen væk fra det menneskesyn og det arbejdssyn som er nu, og som rigtig mange, inklusiv jeg selv, ikke kan holde til, er større og kraftigere end vi lige aner? Det håber jeg. Jeg håber at vores børn får lov at blive voksne i et samfund med mere menneske- (og natur) venlige værdier. Og dit indlæg her, og de kommentarer der følger, giver også håb. Kærlig hilsen Siff <3

  • SVAR

    Tak for gode ord!

    Min kloge pappi plejer at sige: Jeg kan blive indtægtsløs, men jeg kan aldrig blive arbejdsløs. Jeg er vokset op med en forståelse for at arbejde og job ikke nødvendigvis er det samme, at de to ord besidder hver deres betydning og værdi. Jobbet er indtægten, og er jobbet det samme som ens arbejde, er man heldig. Men for mig er arbejde er noget andet. Man kan altid arbejde videre på noget. Måske man skal arbejde på relationen til nogle nære familiemedlemmer, eller man ønsker at få en dybere forståelse for en særlig kunstgenre, eller hjælpe andre som frivillig. Arbejde er der hvor man giver noget af sig selv – også selv om det så måske ikke giver noget økonomisk overskud, så bringer det noget andet værdifuldt ind i livet for en selv og andre.

    Giver det mening? Det er overraskende svært at få skrevet præcist nok..

    • SVAR

      Ja, det giver rigtig god mening. Og din kloge pappis ord er så vigtige. Tak for at du deler.