“Børn er blevet et projekt for forældrene” – Ja, og hvor er det i grunden godt

Det her er (endnu) ét af de indlæg, hvor jeg skriver uden at have et facit. Hvor ofte har vi egentlig det? Jo, vi tror, vi ved noget – til vi pludselig ved noget andet.
Gudskelov udvikler vi os livet igennem. Og sådan siger jeg, selvom jeg indimellem ville ønske, jeg kunne lukke ned og bare stå stille, forblive nøjagtig så mangelfuld som jeg er uden fortrydelse. Ikke fordi jeg ikke har lyst til at blive klogere, men fordi jeg ikke har tid. Jeg ved simpelthen ikke, hvornår jeg skal blive klogere, når jeg er sammen med mine børn, indtil jeg falder om i sofaen kun med overskud nok til lige nøjagtig at spise mig ned i kage og slå hjernen fra.
Og selv når jeg ikke slår hjernen fra dér i sofaen – og det sker ret ofte, faktisk, at jeg ikke gør det – så kan jeg alligevel ikke nå det hele.

I aftes for eksempel hørte Kristian og jeg en radioudsendelse (Audiens, P1 om børns spiritualitet – alle programmerne er gode). Den tog en time, det var vores kærestetid, og udsendelsen var meget indsigtsfuld og smuk på flere måder, så det var godt givet ud. Nu var klokken blevet 22:30 (børnene sov kl. 21:30) og der var der en række e-mails, som ikke kunne vente, og nogle ting, der skulle planlægges. Jeg ville rigtig gerne have lyttet videre på en podcast om “the nine year change”, som er rigtig gavnlig, når nu man er mor til en niårig (og ikke ved, hvad man skal stille op med den slags), men jeg ville også meget gerne have læst videre i Naomi Aldorts bog, fordi jeg kan mærke, at den gør mig godt, ord for ord.
Jeg ville også læse fem andre bøger – og helst nu. Eller femhundrede, faktisk.

Alt det tænker jeg lidt mere over lige nu, fordi jeg tidligere på dagen i går så et klip med Lola Jensen, hvor hun snakkede om noget med nutidens forældres manglende evne til at være autoritære overfor deres børn (jeg kan ikke følge hendes børnesyn, men autoritet er vigtigt – og vi øver os, mens vi balancerer det med anerkendelse og respekt), og så sagde hun “børn er blevet et projekt for forældre nu om dage“. En sætning, som for at sige det mildt, er dejavu for langt de fleste af os, der har fået børn de seneste ti år. Den sætning har jeg set, læst og hørt så mange gange, siden jeg blev mor, at jeg nemt kunne været blevet døv og blind overfor den. Men mens jeg ryddede Briobaner op fra børneværelset, tænkte jeg i stedet over Lola Jensens ord. Alle de artikler med børneeksperter og børneamatører og alle mulige andre mennesker, som problematiserer, at børnene er blevet projekter, og at vores liv er blevet projekter, hvad er det, de vil? Hvori ligger konflikten?

Ja, jeg kender forældre, som sender deres treårige på internationaleskoler iført Ralph Lauren fra top til tå hver eneste dag, og de mødre kan have en tendens til at gå mere op i, hvad andre mødre tænker om dem, end hvordan deres børn har det dybt indeni. Men hvor mange er de, og er det dem, vi snakker om? Jeg kender også de mennesker, som får en uddannelse, finder en kæreste, køber et hus, planlægger en baby, køber udstyr fra a-z, og helt glemmer at mærke efter undervejs. Det er trist på flere plan, og det er en tendens, som vi skal gøre op med, men jeg ved ikke, om det rykker noget ved dem, at vi snakker om projekter?

Og så er der sådan nogle som mig, og jeg tror, vi efterhånden er en del. Curlingforældre, eller hvad? De der begreber som ikke rigtigt har mening.
Mine børns barndom er helt klart et projekt for mig. Det er omtrent det eneste, jeg gider beskæftige mig med for tiden, og jeg indrømmer det gerne. Når jeg drømmer om at blive dygtigere, som beskrevet i toppen af indlægget, er det som regel moderskabet, jeg ønsker at dygtiggøre mig i.
Og jeg ved ikke, om det er mig, Lola Jensen mener, men jeg kommer til at tænke på, at det helt sikkert kan virke ekstremt, når man gør så meget ud af forældreskabet, som jeg gør. Selv ser jeg min tilgang som udtryk for to ting – og jeg har ikke lyst til at undskylde nogen af dem (faktisk er jeg stolt af, at jeg tør se mine mangler i øjnene):
1) Jeg er ambitiøs omkring min familie og mine børns opvækst i særdeleshed. De børn er her hos mig 15-20 år af deres liv stykket, og derefter tager de sandsynligvis ud i verden, hvor de skal udspille deres rolle som en del af samfundet, udviklingen og alt det du, jeg og alle andre har kær. Mine børn er fremtidens grundpiller, de er Lola Jensens børnebørns kommende venner, dates, medsammensvorne. Hvorfor ikke give den alt, hvad man har, mens man har dem hos sig?

2) Jeg famler i fucking blinde, og jeg ville mere end noget ønske, at det her moderskabshalløj sad på rygraden, men min egen mor blev afleveret som lille, så hendes forældre begge kunne arbejde, og jeg blev afleveret, så mine forældre kunne arbejde, og når vi blev hentet sidst på dagen, var der ingen børnepsykologisk youtubekanal eller syvogtredive magasiner og ti gange så mange bøger om attachment parenting og den slags. Kulturen var gået tabt i frigørelsen og i aller højeste grad i industrialiseringen, og samtidig fandtes børnepsykologien ikke rigtigt endnu.

NU er vi derimod et sted i vores udvikling, hvor det på den ene side står så grelt til med børnenes vilkår (og de voksnes!), at vi bør råbe meget højt for at gøre en forskel og på den anden side ved vi så meget mere end dengang, at vi rent faktisk har mulighed for at råbe noget meningsfuldt – om tilknytning og den slags.
Hvis ikke børnene skal være et projekt, hvad så? Tror Lola Jensen, som bliver ved med at gentage, at vi skal tage den med ro, samtidig med at vi skal svare kort og kontant på børnenes spørgsmål, at forældreskabet af en biologisk nedarvet viden, som kommer til mig helt naturligt, uden anstrengelse, når jeg føder? Gid det var så vel. Der var engang og alt det der, men faktum er, at vi sandsynligvis ikke tidligere i menneskets historie har haft de samme mulighed for bevidst forældreskab, som vi har nu, og det skal selvfølgelig udnyttes.
Og ja, jeg så DR2-programmet med ham Torben Chris (også selvom han var sådan en skid overfor mig sidste år), hvor han gennem sine snakke med bl.a. Lola Jensen nåede til den konklusion, at forældreskabet slet ikke behøver være så bøvlet. Man skal bare stole på sig selv og være til stede, ik? Men hvordan skal vi stole på os selv, når vi ikke har en automatisering omkring det gode, tilknytningsbaserede forældreskab? Og er det virkelig så nemt at være tilstede i en kultur, som dyrker alt andet end netop det? Nogle har nemt ved de ting – god bless them, de kvinder, hvis eksistens falder i hak, når de bliver mødre. Det er smukt og inspirerende – men det er ikke os alle sammen. Jeg synes, vi skal være glade for, at nogle gør sig umage – og gør forældreskabet til et projekt – for det der med at læne sig tilbage og gå med mavefornemmelsen kan være virkelig svært, hvis mavefornemmelsen er blevet druknet i vuggestuens sandkasse og i samfundets generelle fravær af omsorg og nærvær.

Det var bare det. Men det var jo også en hel del.

Til de af jer, som har travlt – læs her: Gør dig umage, det må du gerne. Faktisk synes jeg, det er dit ansvar.

Fortæl mig om jeres drømme og om jeres angst og tvivl. Jeg kender det hele, og vi må stå sammen. Skriv herinde eller i en mail og lad os sparre på vores muligheder ❤

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

30 Kommentarer

  • SVAR

    Du rør mig igen og igen og igen med dine ord. Jeg har hidtil læst med i stilhed her på bloggen og på Facebook, men jeg har sådan lyst til at sende dig en stor tak. Tak fordi du tør at åbne munden. Tak for at tale børnenes sag. Og forældrenes for den sags skyld. Du rør mit hjerte. Dybt. Tak for dig.

    • SVAR

      Tak ❤ Det betyder så meget at få nogle kærlige ord med på vejen, når man stiller sig på talerstolen, og siger noget, som går mange imod. Så tak fordi du brød stilheden.

  • SVAR

    Amen Maj My!

    Kan simpelthen næsten ikke sige andet end hørt. Hver gang jeg ser er Lola Jensen klip delt i mit facebook feed tænker jeg at ‘jeg håber, at folk også selv tænker’ for Lola er lig med facit.
    Den pædagogiske verden er heldigvis så smukt bygget op at du kan tage lidt fra her og der fordi der findes teorier som underbygger det meste.
    Det jeg har lært af mit forældreskab det er at jeg skal klappe i og lade andre være den forældre de gerne vil være.
    Det samme skal de gøre med mig.

    Vi er nok i den økologiske ende af forældre-skalaen. Det får vi i hvert fald skudt i skoene.
    Vi samsover, familie bader, hjemmepasser og er generelt altid sammen.
    Jeg vil også hellere bruge min tid med min søn fremfor de fleste andre mennesker. For han er sjov, givende og han dømmer ikke. Hele hans verden er åben og ny – og ikke mindst fyldt med eventyr som får mig til at stoppe op og være nysgerrig.
    Jeg har ikke travlt for jeg har ham i en så kort tid i et forhåbentlig langt liv.
    Og hvis jeg skulle dø om 14 dage ville jeg vide at jeg havde fyldt ham med kærlighed og omsorg og fået det bedste ud af min tid sammen med ham.

    Jeg er glad for at I har valgt som I gør og at I vælger at dele.
    For det sætter reflektion igang hos mange.
    Der opstår altså noget magisk når man kommer ud af hamsterhjulet og mærker efter.
    Hvorfor har jeg travlt? Og hvad er det jeg har så travlt med?
    Hvem klapper mig på skulderen?
    Den eneste der skal kunne se mig i øjnene er mig selv og min mand – og så hul i resten.

    Men desværre er alt konkurrence præget efterhånden og det meste af tiden føles det som om at jo hurtigere man kommer i ‘mål’ jo bedre.

    Og det kræver lidt ladyballs at gå imod strømmen.

    Vi snakker ofte om det når vi ender med at snakke boligsituation og antal børn med folk.
    Vi er ikke have mennesker, men bor tæt på skøn natur som vi bruger aktivt. Vi bor billigt og forholdsvist minimalistisk.
    Jeg er typen som hører lyde i store huse og får ret meget angst af det – og den ro jeg får i en lejlighed vil ingen have kunne give mig.
    Men folk stiller ofte spørgsmålstegn ved det – selvom vi har ønske om sommerhus/koloni så er det alligevel ikke nok for andre at vi ‘kun’ vil have deltids hus.
    Vi har også kun et barn for nu. Fordi han har været syg og angsten for endnu et sygt barn sidder dybt i os.
    Det forstår folk heller ikke, ej heller selvom de kender forløbet.

    I starten oplevede vi at folk ikke forstod/lyttede. Men så ramte det os, at det jo nok er en form for uvidenhed.
    Og vi spurgte så tilbage ‘hvad ville du have gjort’ og de fleste ville have valgt som os.

    Forældreskabet ville være bedre hvis man forstod og lyttede i stedet for at pådutte drømme/holdninger hos andre ❤️

    Undskyld romanen. Men tak! For jer og for dig.

    • SVAR

      Ja, forældreskabet og alt andet i øvrigt, ville være bedre, hvis vi lyttede mere. Gav bedre tid, mærkede efter, stillede åbne spørgsmål.
      Hvor er det nogle fine overvejelser du har ifht. at bo i lejlighed (den angst ville jeg have, hvis jeg var alene med mine børn – så ville jeg flytte i noget tættere på andre mennesker, tror jeg), og også mht. at I forløbet har din søn og ikke flere børn. Følger du neohippie på instagram? Hun skrev en rigtig fin tekst om, hvorfor hun ikke ønsker mere end to børn i går eller dagen forinden, og det er så vigtigt, at vi sætter ord på vores forskellighed og behovet for accept og rummelighed.

      I lyder for øvrigt som de dejligste forældre. Heldige jeres søn – og heldige jer.

  • SVAR

    Hej Maj
    Jeg er i tvivl og vil blive glad for dit perspektiv. Jeg er mor til to små, og har selv en mor, hvis identitet var og er moderskabet, og min søster og jeg helt klart er min mors livsprojekt. Det er et meget tungt åg at bære. Når jeg er glad er hun glad. Når jeg mistrives, er ked, forvirret, fortvivles hun, for så føler hun (ubevidst nok), at hun har fejlet. Giver det mening?

    Jeg er inspireret af dine prioritet i livet og også bange for at gentage min mor.
    Så hvordan kan vi gøre vores børn til nr 1 uden “åget”? Hvordan tackler du når dine børn ikke trives trods alt det gode du gør? (For sådan er det jo nok for alle børn i perioder). Hvordan konkretiserer du at dine valg på dine børns vegne netop er valg, og ikke den eneste vej, som de selv må fortsætte for ikke at skuffe? Som jeg selv føler jeg gør i relationen til min mor. Hmm, giver det mening overhovedet?

    • SVAR

      Kære Mette – ja, det giver mening, hvad du skriver, også selvom det ikke er noget, der fylder meget i min hverdag. Og alligevel gør det, for jeg er jo bevidst om at arbejde med min indstilling til mine børn. Meget apropos det citat jeg delte den anden dag: “Nothing you become will disappoint me; I have no preconception that I’d like to see you be or do. I have no desire to foresee you, only to discover you. You cannot disappoint me.”
      Men også Kahlil Gibran siger det så godt i Profetens bog:

      “Jeres børn er ikke jeres børn.
      De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.
      De kommer ved jer, men ikke af jer.
      Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.

      Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker;
      Thi de har deres egne tanker.
      Deres legemer kan I yde husly, men ikke deres sjæle;
      Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen,
      som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.
      I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jert eget billede.
      Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.

      I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile.
      På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, at hans pile må bevæge sig hastigt og langt.
      Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd;
      Thi ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.”

      Poesien til side, så prøver jeg at tænke på mine børn som deres egne: Jeg oplever, at det at give dem de bedst mulige rammer at udfolde sig i som børn, er min primære opgave, og jeg tror, at når de flyver fra reden, og min rolle ændrer sig markant, så vil jeg være okay med det. De er deres egne mennesker, og allerede nu siger jeg til dem, at ingen andre kan løfte deres sorg eller deres glæde fra dem – det er kun os selv, som har den evne.
Så når mine børn går svære perioder igennem, gør det mig ondt, men jeg er også meget bevidst om, at livet er bygget op af netop det: Udfordringer og glæder og alt det derimellem. Hvis mine børn er triste, eller har en tilgang til livet, som jeg synes, er uhensigtsmæssig, prøver jeg at holde mine følelser hjemme hos mig selv samtidig med at jeg forsøger også at huske på, at der følelser er deres.
At, ja, jeg er deres mor, og jeg har stor indflydelse på deres liv, men de fødes også med noget – forudsætninger, opgaver, viden – som er ude af mine hænder, og det er nu deres livsrejse at arbejde med alt det.

      Jeg tror, det er en stor kvalitet som forælder at have passioner ud over familien. Hvis man ønsker sig passionerede, selvstændige, initiativrige børn, må man gå foran og vise dem vejen, og det er en god måde at skabe harmoni mellem selvet og familien. Jeg har andet, som er mit, og de har en helt masse, som er deres, og så er der en del af vores liv, der overlapper, og dér kan vi være hinandens nærmeste.

      Mine børn er bestemt ikke af den slags, som bare glider lige igennem. Der er potentiale for mange bekymringer, og jeg tror, du har ret i, at de bekymringer kan fylde mere, hvis man er meget tæt på sine børn. Samtidig oplever jeg også, at min nærhed med mine børn ofte kan pille bekymringerne fra hinanden og sætte dem i et større perspektiv, fordi jeg kender hele mennesket og ikke blot et udsnit.

      Giver det mening?

  • SVAR

    Mit moderskab. Mine børn. Mit projekt. Og jeg er bragende S T O L T over (endelig) at være nået fremt til den erkendelse!! Jeg nyder den rejse mine børn og jeg er på – sammen! Jeg kan (endnu) ikke give dem fri hver dag, men jeg gør mit bedste for at de er hjemme +/- 3 dage om ugen. I starten tvivlende jeg meget på, om det nu var ok, at jeg gav dem så
    mange hjemmedage. Hvilken holdning havde pædagogerne til det. Jeg havde brug for at vende det med dem – som om jeg havde brug for deres tilladelse. Skræmmende. Deres kærlige svar var, at flere børn kunne have godt af det mine børn får. Jeg mærker dog stadig en skepsis hos folk, som puster til min egen usikkerhed. Jeg drømmer om at kunne holde dem hjemme på fuld tid og ville også gerne kaste mig ud i at unschoole – for ja, ved gud er de mit projekt og som et ikke-unschoolet barn fra 80’erne vil jeg her stræbe efter højest mulige karakter

    • SVAR

      Den der anerkendelse søgte jeg også i en del år – da vi gav børnene fridage, og var kritiske overfor den massive institutionalisering. Jeg tror, at jeg følte, pædagogerne m.fl. var bedre egnet til at tage vare på mit barn, så jeg søgte accept og skulderklap. Men sandheden er, at vi ikke skal søge accept eller anderkendelse i et etableret system, som står for alt det, vi nu mærker er forkert. Jo, mange lærere og pædagoger er selvfølgelig helt på linje med, hvad du og jeg føler, men en del er også kritiske, og de stemmer skal vi ikke tage ind. Lyt til hjertet. Og: 1-2-3 fridage om ugen er så smukt og skønt, og unschooling er ikke den eneste rigtige vej. Siger jeg bare lige ❤ Du er så sej.

  • SVAR

    I mine øjne er projekter nogle som har et mål/formål og derfor implicit nogle, som man kan fejle med.
    Og jeg er faktisk enig i problematiseringen af børn som projekter, for hvis børn indgår i den præstationskultur som de voksne trækker ned over egne liv, så er det noget møg. Når jeg tænker på hvad ”børn som projekter” betyder, så er det noget hvor der ikke er plads til at være sig selv, til at gå egne veje (underforstået: andet end den slagne vej) og hvor alt gøres op i nytte- eller signalværdi. Jeg tror næsten kun, der kan følge et gigantisk pres og angst for at fejle med i kølvandet på forældre, som ser barnet som et projekt.
    Mine børn er ikke mine projekter. Vores hjemmeskole er. Rammerne for mine børns barndom og vores familieliv er. Mon ikke det er det samme hos jer? 🙂
    Men i min optik kan mennesker aldrig blive et projekt, eller: mennesker BØR aldrig blive et projekt. Og mest af alt tror jeg ikke man har andre mennesker som projekter hvis man hviler i sig selv og er tro mod sine egne værdier, og dét er vel i virkeligheden det underliggende problem her?
    For børn tvinger os altid til at se vores egen uperfekthed, og hvis man ikke har sluttet fred med den, så tænker jeg det er der, hvor tingene kan køre skævt. For hvis angsten for at ”fejle by proxy” gør, at man iscenesætter og styrer alle aspekter af ens børns liv, direkte eller indirekte, så vil det alt andet lige medføre usikre børn og unge, som tror de skal være perfekte, og kun har værdi i kraft af det de præsterer.

    • SVAR

      > Ja, for pokker! Fuldstændigt. Jeg er enig!

    • SVAR

      Jeg er enig i, at hvis definitionen på et projekt er noget, som skal leve op til nogle specifikke standarder eller mål, så er det farligt at gøre mennesker til netop det.
      Men hvis et projekt er noget, som man er fordybet i og dedikeret til, så må det alt andet lige være godt – ikke mindst i forhold til forældreskabet. Faktisk mener jeg ikke, det er essensen her – mit sigte er engagement, og engagementet er det, som jeg oplever, at mange forældre har svært ved – og som Lola åbenbart heller ikke synes, vi skal være kede af ikke at have?
      Men jeg har det som dig: Mine børn skal ikke leve op til en masse dogmer fra min side; projektet ligger i, at jeg tager det på mig som en stor og vigtig livsopgave at give dem de bedst mulige rammer.
      Så når jeg reagerer på Lola Jensens udtalelse, bunder det i, at hendes budskab lader til efterhånden at være, at vi skal tage den med ro og stole på os selv, og omend det er rigtigt i en del sammenhænge, så er det også en sovepude i et samfund, hvor normen er alt andet end tilstrækkeligt god i forhold til den barndom, vi tilbyder vores børn.

      • SVAR

        > Jeg er ikke specielt fan af Lola Jensen, nok mest fordi hun jo bare taler ind i tiden og ikke udfordrer eller stiller spørgsmålstegn ved forældreskabets forudsætninger nu om stunder.
        Og jeg tror da vi to er helt enige, meget mere end jeg tror Lola Jensen har samme opfattelse af “projektbørn” som jeg har 😉
        Børn kan ikke blive for vigtige i vores liv, punktum ❤

        • SVAR

          Jeg VED, at vi to er enige om det her. Og hvorfor er I ikke på vej? Vi glæder os, til I kommer ❤

  • SVAR

    Jeg har læst med længe, men ikke kommenteret før.

    Tak fordi du deler! Du rammer min hver gang. Og jeg blev en smule trist da du for nyligt skrev at du ville holde sommerpause, for det er så vigtigt at råbe op om at der noget helt galt, og du gør det så smukt.

    Min angst og tvivl?! Som hjemmepassende mor til to drenge på 1 og 3 er jeg dagligt i tvivl om jeg gør det godt nok. Når tålmodigheden ryger og stemmerne bliver for højrystede bliver jeg ked af det og tvivlende. Fordi vi gør noget der er langt fra normen bliver vi hele tiden stillet til regnskab for vores valg. Ofte bliver jeg spurgt hvornår den store skal i børnehave. Men hvorfor er adskillelse normen? Hvorfor stiller vi ikke spørgsmål til dem der sender børn på 10 mdr. i vuggestue?

    Børnene er mit projekt, og jeg elsker det.

    • SVAR

      Du gør det godt nok og mere til. Du er nærværende, ærlig, eftertænksom og kærlig. Du er dig selv, og du er ikke perfekt, hvilket i sig selv er en gave til dine børn. De er deres egne, og skal leve deres liv, og den bedste hjælp du kan give dem, er et trygt fundament og et forbillede, som er sig selv, og som tør blive klogere løbende.

      Når vi stiller spørgsmålstegn ved alt det, der afviger blot en smule fra normen, hænger det som regel sammen med en angst og utryghed, som ikke alle har lyst til at gå ind i.

      Tak fordi du følger dit hjerte.

    • SVAR

      > Du siger noget, Maria. Ja, hvorfor spørger vi ikke ind til det at sende et 10 mdrs barn i vuggestue? Hvorfor tør vi ikke?
      Vi der har børnene hjemme bliver mødt med undrende spørgsmål (men også anerkendelse og til tider misundelse). Men dette at aflevere det lille barn er blevet normen.. og man blander sig jo ikke.. Men tænk, hvis vi faktisk blandede os noget mere. Tænk hvis vi sagde: “Hold da op, allerede.? Er du klar til det?” Måske ville det få endnu flere til at turde at mærke efter, følge deres mavefornemmelse, og prioritere anderledes? Jeg snakkede med en mor igår, hun har et barn i netop den alder. “Jeg har jo haft alle mine hjemme”, sagde jeg. Og hun svarede at hun faktisk slet ikke var klar til at sende sit lille barn i pasning, men hvis hun skulle have haft barnet hjemme, skulle de jo nok ikke have kastet sig ud i at købe hus og sætte i stand og og … Hendes perspektiv havde ændret sig, da hun fik sit barn.

  • SVAR

    Jeg er fyldt med store og farverige ord, som jeg ikke kan få plads til lige her, lige nu. Jeg må skrive om det på en større flade, og så skriver jeg til dig igen 🙂

    • SVAR

      Det vil jeg glæder mig til at læse.

  • SVAR

    Tak for så stærkt og meningsfuldt et indlæg i debatten om børns væren i den moderne Verden, Maj My. Et svar på Lola Jensens udsagn om, at ‘børn er blevet et projekt for forældre nu om dage.’ – Andre taler om ‘curlingforældre’. – Og nu siger Jesper Juhl, at der slet ikke er brug for alle de ekspertråd til børnefamilierne. Men at der er brug for, at forældrene stopper op – og taler om deres værdier, og så indretter livet efter det. – Jeg tænker, at vi kan mene så meget om denne eller hin opdragelsesmetode. Så længe børns opvækst sker indenfor de samfundsrammer, vi har lagt ned om familie- og arbejdsliv, er det ikke muligt for vore børn at få dækket deres livsvigtige behov for tilknytning til deres primære omsorgspersoner. – Så – som jeg ser det – spilder vi tiden med symptombehandling, når vi taler om børnenes situation på denne måde. – Jeg ser det som helt nødvendigt, at vi nu indser, at børns hele fundament for at kunne udvikle sig til stærke og kærlige personer er tilknytningen til deres primære omsorgspersoner. Og hvis denne tilknytning skal lykkes, må og skal vi indrette os, så det er muligt. – Det kræver meningsfuldt liv sammen i familierne. – Og det er de færreste forundt at skaffe sig tid og rum til et sådant liv under de nuværende samfundsstrukturer. – Derfor ser jeg det nu som bydende nødvendigt, at vi sammen arbejder politisk på, at alle får mulighed for at vælge nogle rammer om børnenes opvækst, hvor tilknytningen til de primære omsorgspersoner bliver en realitet i de fleste familier. – Hele Verden afhænger af erkendelsen af disse sammenhænge. Og af den handlekraft, der skal til for at realisere disse tanker. – Tusind tak, Maj My, fordi du går foran med dit så modige og strålende eksempel. Og deler dine erfaringer så åbent og ærligt – og utroligt sårbart – med Verden omkring dig.

    • SVAR

      Enig – det er spild af tid og energi og af alt livet har, når vi taler om, hvordan man tackler afleveringen af et trist barn i vuggestue eller afhentningen af et overstimuleret barn i børnehaven. Det er ren og skær symptombehandling, og tiden er moden til, at vi i stedet forholder os til, at børnene faktisk ikke skal afleveres eller være overstimulerede. Det er ikke en naturlov.

  • SVAR

    Hvor bliver jeg gennemglad, når jeg læser dine ord, for de rammer min forståelse af verden så eksakt! Jeg bliver så frustreret over at skulle skamme mig over, at jeg gerne vil gøre mig umage med mit forældreskab! Det er tydeligt, at dagplejemoren næsten vil have mig til at undskylde for min lyst til at være den ene halvdel af de to vigtigste mennesker i min datters liv…og jeg skal helt sikkert undskylde, når jeg faktisk vil vide, hvad min datter oplever de timer, hun ikke er sammen med mig. Og jeg bliver vred, fordi jeg i institutionsdanmark bliver outshamet for at ville være den, der er den over for min datter! Men jeg er blevet mor for at være der for min datter og give hende så fortryllende en opvækst, som jeg har mulighed for. Og det vil jeg insistere på!

    Tusind tak, fordi du deler dine tanker med os❤️

    • SVAR

      Det SKAL du insistere på: Kærligt og blidt men samtidig stærkt og målrettet skal du insistere på din ret til at være din datters nærmeste; hendes mor, hendes primære omsorgsperson. Din datter vil takke dig fra nu og resten af dit liv, og det er måske i virkeligheden det eneste, der betyder noget. Når du står i dit lys, og lader din kærlighed stråle og dit bånd til din datter være nærende og stærkt, så inspirerer du mennesker omkring dig, det kan du være sikker på.

      • SVAR

        Åh tårerne triller ned af kinderne på mig! Dine ord rammer lige i hjertet og beskriver så rammende og smukt min mission ❤️❤️❤️ du fortryller mig med din evne til at danne mening i dette samfundskaos! Bliv forhåbentlig ved i lang tid ❤️>

  • SVAR

    Hørt, hørt, hørt. <3
    Og Naomi Aldort er på vej til min postkasse. Dit forrige indlæg fik mig til endelig at bestille den.
    <3
    Altså hendes bog. 😉

  • SVAR

    Fandme fedt :—D Jeg elsker det her indlæg. Tak for dine ord!

    • SVAR

      Tak for dine, sgu! 😀

  • SVAR

    Jeg kom til at tænke på en klumme Svend Brinkmann skrev for noget tid siden. Om “curlingforældre”, og hvorfor det er meningsløst at problematisere det begreb, nærmest lige meget hvordan det defineres. Citat: “Jeg kender ingen udviklingspsykologisk evidens for, at modgang som sådan gør stærk. Der er til gengæld masser af evidens for, at omsorg, kærlighed og struktur gør stærk. Modgang gør derimod svag på rigtig mange måder”.
    Jeg kan virkelig også undres over at det på nogen måde kan problematiseres, at man går op i sit forældreskab!

  • SVAR

    Spot on Maj My! Og så kan jeg rigtig godt lide begrebet: Bevidst forældreskab. Den lader jeg lige summe i center af en brainstorm!

    • SVAR

      Vi bliver nødt til at gøre os det bevidst, at ansvaret er vores. For, hvordan vi lever vores liv, skaber en hverdag, opdrager vores børn, møder verden etc. Og her er forældreskabet et meget aktuelt emne, da rigtig mange af os er forældre uden den store bevidsthed. Enormt meget omkring vores forældreskab sker på autopilot; både fordi rollen som forældre reelt ikke falder os nemt eller naturligt, da vi ingen erfaringer har med fra vores liv iøvrigt, og fordi vores kultur har fjernet sig så langt fra familieliv og relationer, at vi ikke ved, hvad vi skal stille op.
      Men hvis vi mærker efter, tager os tid og ikke mindst lader og guide i den retning, som vores hjerte trækker i, så bliver vi opmærksomme på en helt masse ressourcer, der bor i os, og som er en stor hjælp ifht at blive langt mere intuitive, nærværende forældre. Og dét er bevidst forældreskab, hvis du spørger mig.