Børn skal have tid

I går formiddag løb vi tør for korn til de to grise, så vi gik til naboen med et par store trillebører for at hente nyt.

For første gang i dette efterår var det tåget. Så tåget, at man knap kunne skimte marken, og havet lå ubemærket for enden af den pløjede jord, indhyllet i den sky der var gledet ned om ørerne på os. Tåge og efterår er lig med dug i edderkoppespind og fugtigt græs, og vi nød det alle sammen på vores egen måde. Stod stille lidt længere og kiggede frem for os. Juno var nærmest tryllebundet.

Og så sad vi pludselig omkring bordet hos naboen, som om det var en overraskelse. Vi spiste lune teboller med tandsmør og drak kaffe, og børnene kiggede i traktorkataloger. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om, for det var bare livets gang, et øjeblik, en lomme af nærvær og fællesskab.

Vi trillede hjem igen, grisene fik en ekstra stor portion foder, og dagen fortsatte i sit eget tempo, jeg tror nok, det var en ganske langsom dag, og det var nærende og godt. Jeg tænkte undervejs: Mit liv er dejligt, omend ikke perfekt og ikke altid smukt, men meningsfuldt. Jeg kunne bo mange steder og leve på mange måder og have det godt, men jeg tror nok, jeg er det bedste sted for mig – lige nu, i hvert fald. Her på Ærø med min familie.

Når børnene sover, lægger de sig helt tæt op ad hinanden. I nat lå tre af dem viklet sammen på en dobbeltmadras i vores familieseng; den ene hvilede sit hovede på den andens mave.
Jeg tror ikke, jeg forstår den afstand, som vi har skabt i vores kultur. Hvorfor er det godt, at børn sover for sig selv, hvis de hellere vil sove hos os? Hvorfor er det godt, at de hurtigst muligt bliver uafhængige; knytter andre bånd end dem til deres forældre, og lærer at stå på egne ben – helt uden os?
Jeg kan ikke forstå, at vi har så travlt med, at børnene skal sove på deres eget værelse, medmindre de selv beder om det. Jeg kan ikke forstå, at de skal skynde sig at blive selvstændige, uafhængige, dygtige til at klare sig uden dem, der elsker dem ubetinget.
For hvad er det nu, der sker, når vi skynder os? Glemmer vi så ikke at have os selv med? Hvorfor var det, vi fik børn? For at blive fri for dem igen? Intet er mere naturligt end tilliden til det lille barns evne til selv at mærke sin vej, udtrykke sine behov, alligevel er den tillid så undertrykt, at man kan leve et helt liv som mor eller far uden at finde ind til den.
Intet bringer mig større varme og taknemmelighed end at mærke min yngste falde i søvn i mine arme eller se de tre ældste række hånden frem i søvne, når jeg går i seng nogle timer efter dem, og lægger mig ved deres side. Uafhængigheden kommer gradvist, og den kommer uden tvivl.
Jeg ser igen og igen, at det bedste jeg kan gøre, er at være tålmodig, men jeg skal også lære det igen og igen. Det ligger så dybt i mig at have travlt, presse på, skynde mig, at jeg næsten ikke kan lade være med at skynde på mine børn, heller ikke når jeg ved, at der er en bedre vej.

Dengang min søn var nyfødt, græd han næsten hele tiden. Der er uden tvivl mange gode forklaringer på hans gråd; både fysiske og psykologiske (min sorg over et stort tab under graviditeten), men der skete det, at vores praktiserende læge sagde til Kristian og mig, at vi ikke skulle finde os i, at han græd så meget, og hun sagde, at vi skulle lade ham ligge alene og græde – længere og længere hver aften. Hun sagde med de ord, at vores nyfødte søn manipulerede med os. At når han helst ville være tæt på os, så var det en form for kamp om opmærksomhed og manipulation.
Lige nu er der et decideret oprør igang mod den bog, som så udførligt beskriver metoden, hvor man vænner barnet til ikke at blive hørt, holdt tæt, elsket, respekteret, når det græder i sin seng. Det er et højt og rungende modsvar, og det er det vigtigste råb, du nogensinde vil høre: Hold dine børn tæt og tro ikke på den forvildede adskillelseskultur; denne kapitalismens puttemetode, hvor vi drives væk fra vores instinkter til at favne og give os hen til vores børn.
Jeg lyttede heldigvis til mit grædende hjerte, og tog min søn op, da jeg ikke kunne bære gråden længere. Men åh, jeg kunne have gjort det hele så anderledes, så meget mere glædeligt, varmt, tillidsfuldt, hvis jeg havde turdet lytte til min dybeste røst fra starten; hvis jeg havde vidst, at forældreskabet kan være intuitivt og kærligt frem for alt. Jeg ville ønske, jeg havde startet mit rejse omtrent dér, hvor jeg nu er på vej hen.

Nothing you become will disappoint me; I have no preconception that I’d like to see you be or do. I have no desire to foresee you, only to discover you. You cannot disappoint me. – Mary Haskell.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

19 Kommentarer

  • SVAR

    Mine store piger havde et værelse med senge og alle deres ting, men der var ingen forventning om at de sov der.

    Da det kun var Niels, den store og jeg havde vi en dobbeltseng og efterhånden som det blev fysisk ubehageligt for os voksne at dele seng med hende, blev dobbeltsengen udvidet med en ekstra voksenseng. Da vi så skulle have den næste var det en selvfølge at vi skulle dele soveværelse. Den store valgte sin egen seng da hun var 5, hvor yngsten allerede valgte det da hun var 1,5 år.

    Da vi så mistede Niels, lavede jeg med det samme vores stue om til soveværelse, fordi vi alle havde brug for igen at være tæt på hinanden.

    Jeg har altid gjort omkring mine børn som min mavefornemmelse sagde jeg skulle, men det er svært når man har læger, sundhedsplejersker, pædagoger og lærere omkring en, der siger noget andet end det man selv kan mærke er det rigtige.

    • SVAR

      Kære Ditte, jeg bliver så rørt og stolt på dine vegne, når jeg læser, at du lavede stuen om, så I kunne sove sammen, da I mistede Niels. Alt for mange undervurderer den nærhed, man kan indsamle om natten ved at sove tæt ❤

      • SVAR

        Det var bare så vigtigt for os alle at være tæt i den første tid efter, så det var ikke noget jeg tænkte over. Jeg havde ligeså meget behovet som de havde. Det sker stadigt at de kommer snigende om natten og jeg hilser dem velkomne.

        Der vil altid være plads til dem i min seng.

  • SVAR

    ❤️

  • SVAR

    Ja vores sundhedsplejerske sagde, at så snart vores nyfødte var faldet i søvn i vores arme, så skulle vi lægge hende i liften, så hun kunne lære at sove der. Og det fulgte vi så…! Følte nærmest at vi snød, når vi alligevel lå med hende sovende på maven!! Tænk altså!! Der skulle hele fire børn til, før vi endelig helt turde at gøre, hvad vi selv følte, var det rigtige. At sove sammen, amme så længe jeg og baby havde lyst af gangen (ikke kun de tyve minutter per amning, som sundhedsplejersken også havde sagt, var den tid en amning skulle tage…) og selvfølgelig sove tonsvis af timer på sine forældre. Den sidste lå slet ikke en eneste gang i liften, før han var fem måneder, da han sad godt viklet ind på min mave!! Så ja, det er super svært som nybagt forældre at skulle følge sin intuition og se bort fra sundhedspersonalets (velmenende?) råd. Men man bliver bedre undervejs – heldigvis. Og stakkels den førstefødte, kan jeg da også godt tit tænke… God dag til jer – og tak for altid skønne indlæg og tanker!

    • SVAR

      Køre Tina – jeg kan fuldkommen spejle mig i dine ord: Jeg følte også, at jeg snød, når vi havde vores søn mellem os om natten. Men så fandt jeg slyngebarn.dk, hvor jeg lærte, at man må bære sine børn tæt, amme for evigt og den slags, og siden da boede han på min krop, så vidt muligt. Men jeg skulle lære det; tabet af frihed og tilknytning. Jeg tror virkelig, det kom bag på mig.

  • SVAR

    Åh jeg har bare elsket at sidde tæt med mine børn. Det bedste var en formiddagsflaske efterfulgt af at sidde tæt i sofaen mens de sov så dejligt i mine arme. Det gav bare så meget mening ❤ med vores 2 ældste børn lyttede vi nok lidt for meget til autoriteterne. Men det blev meget anderledes med de 2 yngste børn…
    De yngste er nu 7 og 9 år og de elsker bare at få lov at komme ind og sove hos os… lidt trangt men det er jo så kort en tid i deres/vores liv. Så selvfølgelig skal de have lov når de spørger… og det gør de ret tit

    • SVAR

      Åh, jeg elsker det også. Følelsen af deres varme mod min. Det kommer jeg til at savne, når de ikke længere sidder eller ligger hos mig ❤

  • SVAR

    “Jeg ville ønske, jeg havde startet min rejse omtrent dér, hvor jeg nu er på vej hen.” – Skriver du, kæreste Maj My. – Og så tænker jeg: Du ville aldrig kunne tale med den myndige og kærlige sandhedstyngde, som du lige nu henvender dig til Verden med, hvis du ikke havde erfaret, hvordan det var at vandre i Fremmedgørelsens Land. Oven i købet på et stykke vej af dit liv, hvor dine nærmeste vandrede med. Og blev ramt af den samme Fremmedgørelsens Smerte. – Det er med denne smerteerfaring i din bagage, du nu går kærlighedsfuldt videre med et Hjerte, der er lutret – og derfor rummer og forstår på en dyb og meningsfuld måde. – Af Hjertet TAK for at dele din Vandringserfaring med dine medmennesker.

    • SVAR

      Kæreste Tove – jeg tænker efterhånden det samme, når jeg mærker det brændende ønske om, at jeg kunne gøre netop disse ting om: At jeg kun med denne erfaring er i stand til nu at henvende mig til andre og opfordre dem til at mærke efter og handle fra hjertet fremfor samfundets skadelige vaner. Det betyder så meget, at du skriver det til mig her. Nu tør jeg tro på, at sådan hænger det sammen ❤

  • SVAR

    Mange ting ville jeg gøre om i dag hvis jeg kunne, men lige på samsovningspunktet har jeg altid været god til at lytte til mig selv.

    Så da den garvede sygeplejerske på fødeafdelingen fortalte at jeg sørme ikke skulle lade min førstefødte ligge hos mig i min seng, da hun så også ville det når vi kom hjem – svarede jeg uden tøven – at det måtte hun også 🙂

    Det glæder mig at tænke tilbage på, at jeg ikke lod mig påvirke af hende, selv om jeg var ung nybagt 1. gangs mor, men bare vidste at selvfølgelig måtte mit barn sove i min arm 🙂

    Og det har de fortsat alle lov til – også nu hvor den yngste er 10 og den ældste 21 🙂

    Det er skønt at sove sammen. Så mange enlige savner en at sove med. Savner den tryghed og samhørighed det giver – samtidig mener mange at børn bør ligge helt selv i egen seng – det giver ikke mening i min verden. I mit hjem må alle føle den tryghed og samhørighed det giver 🙂

    • SVAR

      Ja, det er så skønt at sove sammen.
      Jeg husker, at jeg da min ældste var fem dage gammel, og adskillige jordmødre samt en rådvild sundhedsplejerske havde kommet med vidt forskellige råd til at få hans gråd til at stoppe, tænkte: Okay, der er tydeligvis ikke et universelt svar, så fra nu af er det mig, der kender ham bedst.
      Men så til hans otte ugers undersøgelse sagde den praktiserende læge det med søvntræningen, og jeg var så fuldkommen hudløs, at jeg tænkte “Ja, hun har ret, vi må gøre noget”. Alt hænger jo sammen – hans gråd han også blandt andet sammen med min manglende tryghed og tilknytningserfaring, men også med massive smerter i ryggen, som vi senere fik ham behandlet for hos en kiropraktor. Nu om dage havde jeg nok søgt en kraniosakralterapeut.

  • SVAR

    Kære Maj My.
    Tak for din altid inspirerende Blog. 🙂
    I forhold til det oprør mod bogen ‘Godnat og sov godt’, som du nævner, vil jeg her dele et link til en forfattercamp, hvor det er muligt for alle at byde ind og bidrage til omskrivning af bogen:

    https://www.athelligesigmoderskabet.dk/440904228/category/1240021/forfattercamp

    Hvis man ikke lige synes at man har tid eller overskud til at gå aktivt ind i arbejdet med bogen, er der også mulighed for at støtte processen økonomisk via dette link:

    https://www.athelligesigmoderskabet.dk/440904228/category/1239516/st%C3%B8ttebidrag

    Jeg ønsker dig og din familie alt det bedste og glædes over at kunne følge med i jeres inspirerende hverdag og din ærlige udlægning af både gode og udfordrende stunder – sådan som livet nu engang er. 🙂

    Kærligst
    Marianne Schmidt Thorsviv

    • SVAR

      Kære Marianne, tak for dit input. Jeg håber, at mange har lyst til at støtte op om kampen imod skadelig søvntræning ❤

  • SVAR

    Det var godt at dir moderhjerte vandt over en tåbelig læges opfordring til hvordan du skulle behandle dit barn.

    Desværre så lever vi i et formyndersamfund, hvor folk derburde tjene sine medmennesker i stedet mener man skal diktere sine medmennesker hvordan deskal leve livet.

    Vi var selv meget unge da vi fik vores første barn, og det lykkedes vores daværende sundhedsplejerske at give nogenlunde det samme råd tillige medenhåbdfuld andre tåbelige ideer og fordomme på de fem minutter der gik inden hun fik vist døren med besked om ikke at vise sig mere.

    Vores søn græd vildt meget og vi vidste noget måtte være galt, men hun meddelte ogsåat vi bare skulle lade ham græde.

    Heldigvis var vores læge fornuftig og vi fandt ud af hvad vores søn fejlede.

    Havde det været i dag vi havde smidt sundhedsplejersken på porten var vi sikker blevet meldt til de sociale myndigheder, hvilket bare viser hvor langt udriv er kommet med formyndersamfundet.

    • SVAR

      Hvor er jeg ked af, at vi er så mange, som deler erfaringen med utrøstelige børn, der ikke bliver hørt eller mødt med omsorg. Godt, jeres læge til gengæld var dygtig og hjalp jer på rette vej.
      Jo ældre jeg bliver, jo mindre læner jeg mig op ad autoriteter, og jeg håber sådan, at mine børn tør vælge for sig selv lige fra starten – uagtet om de risikerer at blive meldt til en myndighed for det eller ej 😉

  • SVAR

    Min ældste på tretten er lige flyttet på eget værelse. Nærmest fra den ene dag til den anden. Nu er hun klar. Samsovet altid, men de første fire måneder forsøgte jeg at få hende over i vuggen, lige indtil jeg fik The Continuum Concept foræret. Fire måneder hvor jeg kunne have mødt hendes behov uden at føle mig som en dårlig mor. Og selv efter det, kunne jeg ikke bare glæde mig over tætheden. Samsovning, som I nogle år, for min ældste var hendes egen seng ved siden af min, har på en måde været en hemmelighed, fordi mange ikke forstår det. Of det er en skam. Disse ord i din artikel vakte genklang: ” åh, jeg kunne have gjort det hele så anderledes, så meget mere glædeligt, varmt, tillidsfuldt, hvis jeg havde turdet lytte til min dybeste røst fra starten; hvis jeg havde vidst, at forældreskabet kan være intuitivt og kærligt frem for alt.”

    • SVAR

      Ja, det er sådan en skam, at mange føler sig forkerte i at møde deres børn behov. Jeg kender en familie, hvor de lukker døren til soveværelset, hvor de har en kæmpestor seng, når der kommer gæster. Netop af den grund. Men vi må gå foran med vores viden om kærlighed og tilknytning og vi må huske og selv og hinanden på, at andres modvilje og kritik bunder i deres eget indre barn, som ikke er blevet mødt.