Børnene i vuggestuen og mine egne børn, som gik der engang

Jeg så en video om et meget vigtigt forskningsprojekt i en vuggestue, og fik lyst til at dele den.
“Sikke en dejlig pædagog, de interviewer i den her lille film”, tænkte jeg. “Hun virker oprigtig og omsorgsfuld.” Men mit hjerte gik samtidig itu ved synet og lyden af de små børn, som er væk fra deres mor og far . De små børn, som lever i et parallelsamfund, vi er kommet til at tro, er den bedste barndom. Et parallelsamfund, som mine egne børn også var i.
Derfor fik jeg også lyst til at dele en tekst, jeg skrev for et år siden, nemlig: “Jeg peger på mig selv, og jeg står stille i badet, fordi det gør ondt“.

Se videoen her

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Tak for din deling og din tidligere tekst. Det er så sårbart og vigtigt et indlæg!

    Jeg mærker ret tydeligt at der sker en modreaktion til adskillelseskulturen. Jeg er sidst i tyverne og har efterhånden mange jævnaldrende som vælger hjemmelivet til med deres børn eller prioriterer deres tid med deres børn så godt de kan, med de jobs de har. Der er ingen af os der ønsker fuldtidsjobs og fuldstids vuggestuepladser! Og vi drømmer heller ikke om det store flotte hus og den dyre bil. Jeg fornemmer vi er blevet mere “menneskelige” og er meget reflekterende over, de valg vi tager. Det er der i hvert fald mange i min omgangskreds som gør , og jeg fornemmer vi er flere fra min generation som begynder at tænke mere i de her andre baner.

    Jeg hjemmepasser min søn på 15 mdr og jeg har derfor aldrig selv oplevet, hvordan det er at skulle aflevere sit barn i pasningstilbud – og jeg har derfor heller ikke på tæt hold set, hvordan det kan påvirke vores børn. Jeg har arbejdet i vuggestue og kender den verden rigtig godt og har set mange børns reaktioner på at skulle sige farvel til sine forældre hver dag. Men hvordan man som forældre mærker forandringen hos sit barn, kender jeg ikke til.

    Jeg var til dit foredrag i Odense og det var helt fantastisk. At hjertet TAK for dig og dit budskab! Det har virkelig fyldt meget i mig siden da, mest af alt følelsen af, at det jeg gør bare er så rigtigt – for os som familie! Og det hjalp du mig lige til at føle 100% tydeligere med dit foredrag. Nu er der ingen “undskyldning” når jeg skal fortælle at jeg har valgt at hjemmepasse min søn. Jeg er utroligt stolt af det.

    Noget jeg har tænkt over siden dit foredrag var din korte kommentar om, hvordan du oplevede din yngste være mere robust end dine tre andre børn, som alle har været i institution. Det kunne være super interessant at høre mere om! Hvordan oplevede du, dine børn ændre sig efter de kom i institution? Og hvad har du oplevet det har givet din yngste at have været et hjemmebarn fra starten af, sammenlignet med dine andre børn? Hvad var det du kunne se ske i dine børn, som gjorde det føltes så forkert at sende dem afsted?

    Måske du har lavet en tidligere indlæg omkring det, som jeg bare ikke har kunne finde?

    Det er i hvert fald store spørgsmål jeg lige sender afsted, og det forventer jeg ikke du bare sådan lige sætter dig ned og svarer på. Men måske du en dag får lyst til at fortælle lidt om det i et af dine indlæg (hvis ikke det allerede findes)?

    Kh Mathilde

    • SVAR

      Kære Mathilde,
      tak for din kommentar. Det glæder mig, at du fik meget ud af at være til mit foredrag.
      Mht. min yngste og de ældre børn herhjemme: Desværre er det ikke så enkelt, at vi kan stille mine børns forskelligheder op omkring en enkelt faktor, nemlig institutionaliseringen. Der er andre vigtige faktorer, som spiller ind, eks. er det uden tvivl væsentligt ifht min yngstes måde at være i livet, at hun er netop den yngste – nummer fire og dermed barn af nogle langt mere bevidste og modne forældre end den første.
      Jeg oplever, som du også er inde på, at flere og flere bliver bevidste omkring forældreskabet nu, allerede inden de er forældre, og det er netop den udvikling, jeg for alt i verden håber på: At vi begynder at tillægge familielivet langt større værdi i vores kultur, så det er noget, vi bruger tid på at forholde os til og tage ansvar for.
      Men ja, jeg oplever også, at hjemmelivet for min yngst har betyder, at hendes medfødte tryghedsfornemmelse, tillid og indre liv er uforstyrret og stærkt. Jeg oplever på samme tid, at mine tre ældste og jeg selv blev skadet i vores tilknytning, da vi afleverede dem i vuggestue – at noget tillid, noget uspoleret og smukt blev brudt.
      Min yngste hviler mere i sig selv, end jeg har oplevet det i de andre. Hun har altid overskud til udadvendte aktiviteter, men henter også helt automatisk en masse ro og tryghed i de mange timer herhjemme.
      Mine tre ældste hviler desuden mere og mere i sig selv, jo længere vi lever dette hjemmeliv, så jeg oplever, at det ikke er for sent at ændre kurs.
      Jeg håber, det var svar på dit spørgsmål?

      • SVAR

        Kære Maj My
        Tak for dit svar. Du har helt ret i at der er mange faktorer der spiller ind, og det er svært som sådan at sige, hvad de forskellige personlighedstræk stammer fra. Tak fordi du ville uddybe. Om man vælger hjemmelivet fra start af eller ej, tror jeg også altid det er sværere at være det første barn, netop fordi vi forældre skal finde vores ben i det hele, og det kan de godt mærke.

        Der er igen tvivl om at du har fire meget heldige børn, når de har så kærlige og velreflekterede forældre som jer!

        Glædelig jul til dig

        • SVAR

          Kære Mathilde,
          også glædelig jul til dig og snarligt godt nytår (og så vil jeg sige: Jeg er ikke en bedre mor end andre. Jeg er ofte kort for hovedet, mentalt fraværende og skal bruge stort fokus for at være nærværende, da det desværre ikke falder mig naturligt at være 24/7).

  • SVAR

    Jeg er enig i, at de har valgt en virkelig omsorgsfuld og dygtig pædagog til indslaget. Desværre er langt fra alle pædagoger som hende. Når det er sagt, er jeg også enig i, at der findes et bedre alternativ til selv den bedste pædagog, der skal imødekomme 7-10 babyers behov for omsorg, nærvær og tilknytning. Kort tid efter jeg havde set videoen, stødte jeg på en artikel om hjemmepassede børn. Billederne fra artiklen siger det hele, og de står altså i skarp kontrast til billederne i BUPLS’s video. Den ro, kærlighed og glæde der så tydeligt strømmer mellem mor og barn, er bare helt enkelt forblændende. Kærlighed. Hvor er det lige, vi placerer kærligheden i de 37 timer mor og far er på arbejde? Mellem hvem strømmer den i de timer? https://www.fyens.dk/assens/Jeanett-Rie-og-Annemarie-passer-deres-boern-hjemme/artikel/3307663?fbclid=IwAR3rGcpYiCyVOOdiv1JDfYJK58p3ouVfTPS1bp6dc4eQQOy8bnHMIK_lq58

    • SVAR

      Ja, hvor placerer man sin kærlighed, mens man er på arbejde? Man kan desværre ikke udlicitere den, da pædagoger selvfølgelig ikke elsker vores børn, og da de ikke kan trøste sig selv, når de er alene. Dejlig artikel du linker til. Jeg tænker, at vores oplysningsarbejde bærer frugt ❤️