Gæsteblog: Calina Leonhardt/Neohippie: “Vi lever anderledes, end jeg troede, vi ville.”

Jeg holder sommerferie, og derfor har jeg skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, klæder sommeren særligt godt (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen lige her.
I forbindelse med min ferie har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog.
Skribenterne har fået en håndfuld spørgsmål (ansporet af hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Calina Leonhardt er kendt under aliasset Neohippie.dk, og på sin smukke, levende instagram har hun 20tusinde dedikerede følgere. Calina er hjemmepasser, veganer, minimalist, zero-waste-forbillede – og senest er hun på vej mod Sydfyn, hvor hun med sin familie og en håndfuld ligesindede familier har planer om at slå sig ned og leve i overensstemmelse med deres værdier.
Calina er en first mover, og den slags deler altid vandene. Jeg tror nok, at mange læser om hendes alternative livsstil, og tænker, at hun er fanatisk. Til det har jeg blot en enkelt kommentar: Det er fanatisk at tro, at vi kan fortsætte med at forbruge, spise og indrette os, som vi gør nu, og det er mennesker som Calina, der er med til at vise vejen mod en ny levemåde, som er mere meningsfuld på alle plan.
Læs med om begyndelsen på Calinas moderskab, der også blev begyndelsen på hendes utraditionelle, kompromisløse, kærlige, ambitiøse og ikke mindst visionære livsstil:

For snart 5 år siden blev jeg gravid. Det var ikke helt planlagt, men Benjamin og jeg var glade og klar til at blive forældre sammen – uden at vide meget om, hvad det indebar. Vi havde kun de erfaringer, som folk i vores omgangskreds havde givet videre til os og så erfaringer fra vores egen barndom i 90’ernes arbejdsklasse. Jeg var i gang med at læse til sygeplejerske og arbejdede en masse – jeg var ambitiøs og fik udelukkende topkarakterer. Jeg havde flere studiejobs ved siden af, både med henblik på praktisk erfaring, forskererfaring og arbejdede derudover også frivilligt. Jeg havde mange planer for min arbejdsmæssige fremtid, og alle mine beslutninger var nøje planlagt. Gennem graviditeten knoklede jeg på dobbeltvagter og spiste boller og agurkestænger på cyklen mellem mine patienter for at holde morgenkvalmen nede. Jeg forberedte eksaminer, fremlæggelser og jobsamtaler, men forberedte mig ikke på min kommende rolle som mor eller på fødslen. Jeg stolede blindt og ubevidst på vores ekspertsamfund – jeg fuldførte min opgave som sygeplejestuderende til perfektion, og jeg forventede at jordemoderen ville fuldføre sin opgave med at varetage fødslen og dernæst at sundhedsplejersken ville holde øje med min barns trivsel, pædagogerne ville passe i hverdagen osv. Alt imens jeg skulle varetage min opgave som sygeplejerske og/eller forsker og langsomt arbejde mig op til at blive – hvad, dronning af sygeplejerskerne måske? Jeg ville aldrig have troet, at jeg bare et år senere ikke kunne være mere ligeglad med høje karakter, drømmejobs, CV og videregående uddannelser. Men det var det, der skete.

D. 18. august 2014 fik jeg denne lille pige – Aston – op på maven. Men kun i 5 minutter, så blev hun fjernet igen. Jeg blev ikke spurgt om noget, og fik intet at vide, men hun fik sonde i næsen, og blev puttet i en kasse. Hun var født for tidligt, men var heldigvis stor og stærk, og vi var indlagt på hospitalet i en uge. Allerede i løbet af få timer/dage trådte den første snert af moderinstinkter og ansvar ind. Det var mit barn, og hvis hun skulle have sonde ved siden af amningen, skulle hun i det mindste have min mælk i sonden og jeg skulle selv administrere det. Det var mit barn, og jeg skulle amme hende og give hende den sundeste start på livet, så jeg kæmpede i døgndrift med at pumpe og træne hendes lille mund stærk nok til at blive fri for sonde og spise nok selv – så vi kunne komme hjem i trygge rammer så hurtigt som muligt. Jeg brugte mine søvnløse nætter på at researche alt det, som jeg opdagede, at jeg burde have undersøgt i graviditeten og mere til. Jeg lærte bl.a. at forebygge svamp og sår og at sikre en god mælkeproduktion. Jeg lærte, at hun burde sove på mig i stedet for i kassen. Jeg begyndte at betvivle de mange ikke-saglige råd fra sundhedspersonalet og omgangskredsen. Jeg opdagede hurtigt, at rådene var baseret på fordomme og kultur i stedet for fakta eller intuition. Jeg påtog mig nu selv ansvaret for min datter og for min rolle som mor. Det var første skridt.

Jeg var ude og kigge på institutioner da Aston var få måneder gammel. Det føltes surrealistisk og forkert at skulle efterlade hende der, men jeg affejede det med, at der jo også var længe til, og at alle andre gjorde det. Det ville nok føles rigtigt senere. Men da tiden kom, og min barsel lakkede mod enden, føltes det bestemt ikke mere rigtigt – hverken for mig eller for Aston. Vi tilmeldte hende en dagpleje, men det stred imod alt i mig, at efterlade hende der, så jeg forlod i stedet institutionen sammen med Aston, og ringede Benjamin op. Det ville ikke komme til at ske – hun hørte til hos os. Han var enig. Det var andet skridt – og et stort skridt væk fra mine karriereplaner.
Jeg fortsatte mit studie med Aston hjemme, og jeg klarede det fint. Men jeg måtte opsige mine tre jobs, jeg dukkede ikke op til undervisningen og jeg måtte acceptere, at opgaveskrivning foregik om natten, når hun sov. Det var hårdt, men det var det hele værd og det føltes rigtigt. Så da jeg blev færdig som sygeplejerske, stod det klart for os, at jeg ikke ville komme til at søge hverken jobs eller videreuddannelse.

Benjamin og jeg var overraskede over, at det var sådan, vi følte. Vi brugte timer på at reflektere og debattere det. Hvorfor havde vi ikke overvejet det før? Hvis det ikke var rigtigt at overdrage ansvaret for Aston til andre nu, ville det så være rigtigt senere? Hvad var egentlig vores rolle som forældre vs. samfundets rolle? Hvilke ønsker havde vi for livet og for vores børn? Vi kom frem til, at vores førsteprioritet var vores families trivsel og tid sammen og at vi derfor burde træffe valg derefter – og at vi selv ville påtage os ansvaret for vores egne børn i stedet for at overdrage det til samfundssystemerne. Og disse timelange debatter var tredje og sidste skridt: Vi ønskede ikke det liv, som vi ellers havde haft kurs mod, og som vi så i vores omgivelser. Vi ønskede mere tid, mere frihed, mere nærvær og mere intuition. Så med samme ambitionsniveau, som jeg tidligere havde udvist under mit studie og i mit arbejdsliv, var mit fulde fokus nu på mit familieliv.

Vi kendte ikke til andre, som levede sådan. Men det kom vi hurtigt til – for da mine dage ikke længere var fyldt med arbejde og lektier, fik vi tiden til at opbygge nye fællesskaber. Vi lærte en masse familier at kende, som vi både fandt inspiration hos, og som vi selv inspirerede til også at lytte mere til instinkter og mindre til samfundsnormer. Vi skabte en tæt vennegruppe – en stamme – hvori vi diskuterer, reflekterer og støtter hinanden i hverdagen og hvor familieliv er vores primære fokus. Vi lever anderledes end mange andre. Vi lever anderledes, end hvordan jeg selv voksede op. Anderledes, end jeg troede, jeg ville komme til at leve. Vi lever et simpelt liv med stram økonomi og uden materiel luksus. Og i bytte har vi tid sammen, energi i hverdagen og frihed. Og det er rigtigt for os.

Jeg mener personligt, at familieliv er det vigtigste. Jeg synes, det er naivt at tro, at vi kan lægge størstedelen af vores tid og energi i vores arbejde, vores hobbyer eller vores træning – i alt andet end vores familie – og stadig forvente, at vores familie trives. Jeg voksede op i den tro, at landets skilsmisserate på over 50% betød, at jeg havde 50% risiko for at blive skilt. Men sådan fungerer det heldigvis ikke. Det er ikke vilkårligt, hvem der bliver skilt. Hvem der får et anstrengt forhold til sine børn eller hvem der synes livet med børn er hårdt og stressende. Selvfølgelig er der stor forskel på børn, forskel på forhold og forskel på forældre – men uanset hvad vores situation er og hvilke muligheder og ressourcer vi hver især har, vælger vi selv hvad vi vil prioritere højere end andet og i hvilken retning vi ønsker at gå. Så vi har heldigvis også selv en god portion indflydelse på, hvordan vores liv kommer til at se ud, hvis vi træffer konsekvente og bevidste valg.

Og takket være sociale medier, blogs og digitale fællesskaber, behøver vi ikke længere kun spejle os i vores naboer eller barndomsvenner. I dag kan vi finde inspiration, viden, hjælp og ligesindede, der kan støtte os og styrke os i vores beslutning og i at gå vores egen vej – hvordan den end må se ud. Og jeg går min vej sammen med min familie ❤

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

2 Kommentarer

  • SVAR

    Tak, Calina Leonhardt, for en inspirerende og vigtig beretning om din erkendelsesrejse gennem moderskabet. – Så tankevækkende, at du netop – som de fleste – var fuldt og helt på den konventionelle kurs, i fuld gang med at realisere samfundsdrømmen om topkarriere, da det lille væsen, du bringer til Verden, gør dig opmærksom på, at der er andre valg at træffe. Andre valg, der vil give helt anderledes plads til menneskelig trivsel og nærvær. – Tak for at dele din vigtige erkendelse med verden omkring dig. – Der er så hårdt brug for sådanne fortællinger netop nu. – Netop nu, hvor Verden er i opbrud. I opbrud fra den dræbende løgnehistorie om konkurrencemennesket på det helt frie marked. I opbrud fra et fremmedgørende liv. I opbrud fra et åndløst liv i angst. – På vej mod nærvær, tilhør og meningsfylde.

  • SVAR

    Det er de færreste, der tør vælge noget andet end standardløsningen – hvis de overhovedet tænker så langt. Jeg var lige ved at skrive, hvis de overhovedet tænker. I stedet klager de deres nød over et stresset og presset liv, som de selv har fyldt til bristepunktet, mens de vil have andre til at samle stumperne op. De har hørt, at man kan få alt – det kan man også, bare ikke på én gang og hele tiden. Mangel på refleksion og ansvar skaber oplevelsen af den pressede hverdag. Man behøver jo ikke kun at vælge til – man kan også vælge fra.

    Stram styring af økonomien kan hjælpe mange – uanset om du har meget eller lidt, er det vigtigt, at det er dig, der ejer pengene og ikke omvendt.