Mit yndlings hverdagsrugbrød

For knap fem måneder siden delte jeg en rugbrødsopskrift, som jeg var ret begejstret over, og som jeg kan se, stadig bliver læst.
For nu at være helt ærlig handlede min begejstring nok ret meget om, at det var den første rugbrødsopskrift, som jeg havde bagt med succes. Men også at det var første gang, jeg havde min helt egen surdej, som rent faktisk virkede. Og ja, brødet smagte godt – men ikke lige så godt som det vi bager nu…

Jeg har egentlig ville dele den her opskrift et stykke tid, men dagene flyver af sted, og der er så meget andet at skrive om, og pludselig er der gået nogle måneder. Det er det lækreste hjemmebagte rugbrød, jeg har smagt, og så bliver jeg nødt til at skynde mig at skrive, at jeg har nogle ret barnlige smagsløg: Jeg kan godt lide ting, som ikke er meget sure, og jeg kan godt lide rugbrød som ikke er meget kraftigt i smagen eller alt for kernerigt (det med kernerne er mest af hensyn til fordøjelsen). Så jeg ledte efter et simpelt rugbrød uden en helt masse kerner og samtidig med surdej, og fandt det her, som vi har tilpasset lidt og nu – helt fast – bager tre styks af hver tredje dag, hvilket får mig til at føle mig vildt homesteader-agtig.
Rutinen er, at vi spiser cirka ét rugbrød om dagen, og så sætter vi de nye over om morgenen, den dag hvor vi løber tør for rugbrød.

Bemærk venligst at det her rugbrød kun skal hæve 2-3 timer (!), og mens jeg ikke ved, om det gør det til et mindre rigtigt eller mindre fornemt rugbrød, så passer det mig vildt godt, at det er så nemt.
Det skal bare hæve i formen (vi lader det ikke hæve mere end to timer som regel) og så bages i en lille time + hvile i ovnen.

Lyst rugbrød (1 stk.)
(- vi bager konsekvent tre. Det kan bedst betale sig, synes jeg. De kan jo fryses.)
4 dl. vand
10 g, gær
4 spsk. surdej
175 g hvedemel (eller ølands, eller grovmel, eller…)
375 g rugmel
10 g salt
5 g maltmel (giver smag, men ikke så meget farve i denne mængde)

* Udrør gær og surdej med lunkent vand.
* Tilsæt de øvrige ingredienser og rør grundigt – det gøres nemmest på røremaskine.
* Kom dejen op i en smurt brødform (hvis ikke din form er teflonbelagt – så behøver du nemlig ikke smøre den).
* Lad dejen hæve 2-3timer.

Bages i 50 min. ved 180 grader, og står derefter i den slukkede ovn i en halv times tid.

Jeg bager brødene i 2,4 liters forme (kvadratiske), men det fungerer lige så fint i større forme. Det er en smagssag.

Og, hey, verdens mindst tillokkende foto taget med min uendeligt gamle iPhone under en kølig køkkenbordslampe..:

Boganbefaling: Glasslottet

En læser skrev til mig, at hendes sommerlæsning har været Karitas-bøgerne, som jeg anbefalede herinde sidste efterår. Og så spurgte hun, om  der er andre bøger, jeg synes, hun skal læse.

Og selvfølgelig er der det. Der er den her. Og de her, som jeg ikke decideret har anmeldt, men som jeg har læst med glæde. Og der er et væld af bøger, et hav af dokumentarfilm, en lang liste over artikler og blogs som gør mig klogere, og mens jeg summer over, om jeg med fordel kan samle mine anbefalinger i et enkelt dokument, så man altid nemt kan finde dem ét sted, kommer her den varmeste anbefaling af en tankevækkende, chokerende og livserfaren erindringsroman, som jeg læste tidligere på sommeren.

Glasslottet” af Jeanette Walls er en vanvittig, velskrevet og livsklog fortælling om forfatterens barndom i en dybt ukonventionel og på mange måder hjerteskærende familie. Jeanette Walls, som nu er en succesfuld journalist bosat i New York, fik impulsen til at skrive sine erindringer, da hun en aften på vej til en fest på det velhavende Upper East-side på Manhatten så sin hjemløse mor gå og rode i skraldespande. Indtil da havde hun hemmeligholdt den rystende sandhed om sin baggrund.

Jeannette Walls og hendes tre søskende voksede op med deres forældre, hvis idealisme og ukuelige vilje til at leve et utilpasset liv var deres forbandelse såvel som deres redning. Familien levede som nomader, og flyttede mellem endeløse ørkenbyer i USA og camperede i bjergene.

Faderen var en karismatisk og genial mand, som, når han ikke var på druk, erobrede sine børns fantasi og viste dem at leve uden frygt, mens de sov under den åbne himmel, hvor han fortalte dem om stjernekonstellationer og avanceret matematik. Moderen malede og skrev, og magtede ikke det ansvar, der er forbundet med en familie. Hun bukkede sammen under de mest elementære de praktiske opgaver og i sidste ende stod børnene med ansvaret for deres egen overlevelse.

Det ekstraordinære ved Jeannette Walls erindringsbog er ikke blot, at hun og hendes søskende havde vilje og mod til at komme videre, men også at hun konsekvent beskriver sine forældre med kærlighed og forståelse trods de mange svigt. Glasslottet er en fortælling om frihedstrang og triumf mod al forventning, men også et vidnesbyrd om revnerne i vores samfund og behovet for at sprænge rammerne og bryde fri.

Jeg købte bogen i sådan et 3 for 149,- tilbud, men den kan også lånes på biblio eller købes enkelte steder online (den lader til at være udsolgt fra forlaget).

Uh, jeg har så meget lyst til at lave en masse anbefalinger. Vil I læse dem?
Og hvilke bøger vil I anbefale lige nu?

 

Jeg tager en pause

OBS: Jeg anbefalede tidligere, at I signede op til en måneds abonnement på Gaia.com for at se filmen “I AM”. Den er imidlertid blevet utilgængelig for seere i Nordeuropa. Hvis I nåede at lave et abonnement derinde, vil jeg til gengæld anbefale en anden helt vidunderlig dokumentar derinde: Den hedder “With One Voice“, og er en anden af vores absolutte klassikere herhjemme.

Jeg håber ikke, at mange har signet op alene for at måtte erkende, at “I AM” altså ikke findes på Gaia.com alligevel. Det er dog en trøst, at det drejer sig om mindre end ti kroner, og at jeg trods alt synes, der er en del gode film på sitet (men også en del, som ikke er vildt fantastiske).

Men: Undskyld. Jeg havde simpelthen ikke opdaget, at filmen er pillet af deres sendeflade.

UPDATE: “I AM” kan lejes på iTunes – bl.a. via Appletv.

Oprindeligt indlæg:
Jeg har besluttet at være lidt stille. Trække stikket, som det hedder. Måske blot i 24 timer, måske mere. Der er opstået et akut behov for at være tilstede her – i min krop, med min familie – og ikke ude i verden med alle mine antenner, hvor der hele tiden er nyt at forholde sig til.

Der er beskeder, kommentarer, opkald, e-mails, kameraer. Og det er alt sammen godt, jeg er taknemmelig over muligheden for at nå ud med mine budskaber, men det er også meget for sådan én som mig.

Mens jeg er væk, har jeg en opfordring til jer: Der er en film, som jeg håber, I vil se. Kristian og jeg må have set den ti gange, sammen og med gæster, igennem de sidste tre-fire år, og den er altid tankevækkende, inspirerende og spot on.

Den hedder “I AM”, og er instrueret af Tom Shadyac, som var en meget succesfuld Hollywood filminstruktør, indtil han fik en alvorlig hjernerystelse, og blev tvunget til at bygge sit liv op på ny. Han besluttede at rejse rundt med et filmhold og tale med en række oplyste mennesker, som alle præsenterer pointer, der har potentiale til at ændre vores indstilling og muligheder i livet.

I AM kan lejes på iTunes, blandt andet med Appletv.
Og hvis I nu synes, at ham Tom Shadyac er en spændende karakter, så ligger denne video på youtube. Den er også god.

Ha’ det dejligt til vi ses igen og tak for jeres kæmpe opbakning og alle de mange beskeder, I sender. Hver og én varmer mig.

 

Hvis man kender dem, der laver maden

Jeg har gået og tænkt: “Åh, jeg gad godt lige skrive et let indlæg her på bloggen. Sådan ét om, hvilken tandpasta vi bruger, eller noget om småbekymringer i forhold til at have børn eller om vores nye bil (som slet ikke er ny, men meget nyere end den, vi har vinket farvel til). Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke komme på noget som er både “let” og spændende nok til, at jeg gider skrive om det.
Jeg tror, nåleøjet bliver løbende mindre. Der er stadig færre ting, som interesserer mig. Ikke at jeg ikke tager stilling til tandpasta eller biler, jeg bruger bare mindst muligt tid på det, og jeg synes ikke, det er skide interessant. Til gengæld har jeg set en dokumentarfilm, som jeg vil fortælle jer om i dag.

Konklusionen på min anbefaling af filmen “Sustainable” er, at Kristian startede dagen i dag med at så en gammel hvedesort ude på marken. Han tog sine gummistøvler på, og vadede ud gennem det fugtige græs, mens vi andre e´knap var færdige med morgenmaden. Den hvede, han skulle så, er sådan én, som kan noget andet og mere end de almindelige, moderne hvedetyper, som ikke rigtigt hverken smager af noget, eller indeholder næring.

Og hvorfor så denne iver? Jo, fordi vi i aftes så dokumentaren “Sustainable“, og den gjorde indtryk. I kan finde den på Netflix eller leje den for 5 dollars på hjemmesiden. Det er en motiverende film, fordi den er optimistisk. Den viser, at vores usunde og dybt irrationelle madkultur kan vendes.
“Sustainable” fortæller historien om landmanden Marty Travis i Illinois, som i 1999 overtager sin bedstemors gård, der efter at have været drevet konventionelt i en årrække, er meget slidt. Han vender udviklingen, tager sig kærligt af jorden, og begynder at se resultater. Så får han kontakt til en række indflydelsesrige kokke i Chicago, som alle sammen vil købe hans afgrøde lige fra ramsløgene på skovbunden til hveden på marken. Marty bliver opmærksom på, at mange små landbrug som hans eget lider, og Hhan tænker “vi må kunne gøre noget,” og stifter en forening. Sammen begynder alle de små gårde at sælge en masse god mad både direkte til forbrugerne og til kokke på fine restauranter i storbyen. I filmen møder man eksperter indenfor bæredygtighed, melsorter og markedsføring, og man møder landbrugets ukuelige helte, og man forstår, at mad handler om så meget mere end at blive mæt.

Og det taler til noget, som fylder meget hos Kristian og jeg, nemlig de små, lokale samfund og vores egenproduktion. Hvor meget kan vi selv fremstille og forhandle? Hvordan skaber vi kontakt mellem producent og forbruger? Vil vi her på Ærø kunne male vores eget mel, starte et mejeri mætte os selv med kød og grønt? Det er historien, der gentager sig selv. Vi spoler tilbage. Væk fra den eksisterende model med monokultur, gift og forvrænget markedsføring.
Kristian siger: “Det handler om den personlige kontakt til dem, der spiser ens mad. Når man taler sammen, opstår der respekt, og vi kommer til at værdsætte hinandens arbejde, og den slags udveksling giver et overskud af energi. Hver gang vi interagerer bliver én plus én til tre, og alle de positive relationer skruer op for værdien af vores arbejde. Pludselig er landmanden ikke længere stigmatiseret eller presset, og pludselig kan det betale sig at lave og købe god mad.”

(Men skal man bo på en ø eller langt ude på landet for at spise lokalt, spørger I måske? Nej (!), og det er “Sustainable” et godt billede på: landmændene i filmen bor udenfor Chicago, og de fleste af deres forbrugere bor i byen. Det lokale kan altså blive en del af alles liv, urbant såvel som i udkanten.)

I aftes var vi så inspirerede efter at have set filmen (som blandt andet fortæller om et fedt bageri i Chicago), at vi gik ud klokken 23:30, og lavede en bolledej af surdej, som hævede natten over, og så spiste vi de her overdrevet lækre boller til morgenmad (OG rugbrødet, som vi satte over i går morges, og bagte i forlængelse af aftensmaden i går, da ovnen alligevel var varm).

Hvad tænker I om mad? Tænker I på mad? Hvor har I lyst til at købe jeres fødevarer fra, og hvor meget betyder det for jer? (Og får I mon også en lille smule lyst til at gå og rode i jorden, når I ser den film?)

Jeg ser og lytter for at huske, hvad der betyder noget

I 2014 udkom dokumentarfilmen “Så meget godt i vente” om den biodynamiske landmand, Niels Stokholm, hans kone Rita og deres idealistiske landbrug, Thorshøjgaard. Dengang så Kristian og jeg filmen, og vi tog den til os, som vi nu skulle på det tidspunkt: Vi lærte os selv den bordbøn, som de siger omkring frokostbordet i én af scenerne, og vi blev mere opmærksomme på det biodynamiske, men vi levede endnu ikke det liv, hvor vi selv dyrkede jorden. Vi boede i en villa i Svendborg med naboer helt tæt på, og, jo, vi havde et par højbede, men jeg rørte aldrig selv ved dem, før vi så flyttede videre til Ærø. Her tog vores rejse yderligere fart – sådan er det efter min overbevisning: De første mange år af vores liv er en form for indgang til det, vi er kommet her for at lære og bidrage med (nogle vil mene, at de første år er gentagelser fra tidligere liv) og så på et tidspunkt – ofte omkring vores 30.-35. leveår – kommer der fart på. Man kan sige, at vi bliver mere bevidste, og det kan føles som om, man hopper på et udviklingsmæssigt løbebånd, og det hele er pludselig helt utroligt meningsfuld og også enormt hurtig. Kan I genkende den beskrivelse?

Nå, men efter vi flyttede til Ærø, mærkede både Kristian og jeg noget stadig stærkere trække i os, og Kristian begyndte blandt andet at læse en del Rudolf Steiner, hvilket ledte os til at se dokumentarfilmen “The Challenge of Rudolf Steiner”, som er i to dele, og kan downloades HER for i alt ti britiske pund (hvilket svarer til 87 kroner d.d.), og det synes jeg virkelig, I skal gøre, hvis det overhovedet taler til jer. Se eventuelt traileren HER – og se de seks minutter til ende, for det starter med en helt masse korte klip, og virker måske lidt usammenhængende, men det er to meget oplysende og fine film om Steiners syn på alt fra landbrug over handicappede til uddannelse og økonomi. Vi så de to film i 2015, da vi boede til leje, og ventede på at købe vores drømmehjem (og vi har netop besluttet at se dem igen de kommende dage), og siden da købte vi jo vores lille landsted her på Ærø med 5,5, hektar jord, og Kristian er blevet det, som børnene kalder “rapper-landmand”, og han har altid jord under neglende, og jeg tror, det også snart bliver en del af mit liv. Jeg kan mærke, mulden trække i mig efterhånden.

Den anden dag genså vi så den smukke danske dokumentar “Så meget godt i vente,” og det var godt, at vi så den igen, for den er naturligvis meget tættere på vores liv nu på mange måder. Vores livssyn, værdier, indsigter er rykket nærmere det, som Niels Stokholm så smukt og ufravigeligt efterlever, og det er meget inspirerende at følge hans og Ritas liv på gården gennem de to og et halvt år, den er filmet over. Der er en scene, hvor han takker nej til penge, som kommer med en forventning, han ikke har lyst til at gå med på. Også selvom bygningerne er ved at falde sammen omkring hans 79-årige liv, men han vil ikke i lommen på nogen. “Hvis man vil købe noget, har man allerede de forkerte intentioner,” siger han, eller noget i den retning i hvert fald, og vi ser hans grundighed i arbejdet i hver eneste scene, hans kontakt med dyrene og også kampen med myndighederne, som ikke synes, han gør det godt nok. Deres regler passer ikke med hans syn på verden, og han vil ikke give sig. I kan se filmen helt gratis lige her  (tip: vi erfarede, at vi skulle se den i “Safari” (browser), for den ville ikke afspilles i “Chrome.”) Og så kan man for øvrigt læse om gården her og eventuelt planlægge et besøg derovre. Det ville jeg elske. Altså at se deres sted og høre dem fortælle om alle tankerne bag.
Filmen starter en lille smule voldsomt med en (iøvrigt lykkelig) fødsel af en kalv. Jeg ved ikke, om alle vil synes, det er barskt, men det ramte mig en lille smule – nok blot fordi jeg selv har født. Men det skal ikke stoppe jer. Den er smuk, den film. Og vigtig. Meget vigtig.

For øvrigt: I dokumentarfilmen om Rudolf Steiner siger psykiater, antroposof og forfatter Peter Selg, at: “Steiner sagde: Alle har en mission. Alle har en mission, ikke kun det store menneske, som står på scenen, men alle, og det betyder samtidig, at alle har en opgave i dette liv,” og det får mig til at tænke på det, jeg skrev i går efter min skriveworkshop med de unge, kloge mennesker: At alle har et formål. Alle har noget, som de bidrager med. Alle har en mission og et potentiale.

I de år, hvor det hele begyndte at virke mere meningsfuldt for mig, og der strakte sig en vej ud foran Kristian og mig, og vi for alvor tog hul på den rejse, som føles både personlig og meget fælles – fælles i vores tosomhed men også som mennesker i det hele taget – skrev Kristian en masse smukke sange. I syv år, faktisk, arbejdede han på en række numre, som blev til det album, der hedder Stjernesprog, som udkom i 2015. Jeg har aldrig før nævnt Kristians musik herinde på bloggen, ikke fordi jeg ikke har villet, men der er en tid til alting. Og tiden er så nu, fordi på Stjernesprog-albummet handler teksterne i meget høj grad om det liv, hvor perspektivet er lidt højere. Om at hæve sig over det mismod, som hverdagen kan trække os ned i, og betragte det lidt fra oven. Om vores sammenhængskraft, om kærligheden, den større helhed – og så på nummeret “Bag Horisonten” nævner han sågar Rudolf Steiner, og derfor kom jeg til at tænke på det nu. Man kan høre hele albummet på Spotify, eller man kan købe det her til download eller fysisk (sendt direkte fra Ærø).

Vi skal gøre os umage i det her liv. Det skyldes vi os selv, og på samme tid skylder vi alle andre det. Jeg tror ikke, man nogensinde vil fortryde, at man gjorde sig umage. At man tog sig tid til at mærke efter og respektere sig selv. Jeg tror kun man kan fortryde det modsatte. Når jeg læser bøger, som åbner mit hjerte og sætter tanker i gang, og når jeg ser film som gør det samme, bliver jeg motiveret til at gøre mit bedste. Når jeg lytter til musik, som rører mig, kan jeg ikke lade være med at skrive – eller handle på anden vis. Jeg bliver mindet om den idealisme, som i høj grad bor i mig, og jeg får bedre kontakt til den. Verden omkring mig iøvrigt trækker i en meget anden retning end den, jeg ved, det er rigtigt for mig at gå, derfor har jeg behov for at suge ting til mig, som minder mig om, hvor mit hjerte er, og hvad jeg vil. Det gør film som dem, jeg har nævnt her i dag – og den musik. Ægte tankevækkende værker med rigtige mennesker og store, uendeligt vigtige tanker.

Hvad ser, læser eller lytter I til, når I skal huske dig selv?

 

De bedste pebernødder og en god film, keramik og snak..

Det er fredag, og om fredagen anbefaler jeg som regel noget. I sidste uge af-anbefalede jeg godt nok en enkelt ting, men i dag får I mange anbefalinger. I får: pebernødder, film og keramik.

Da jeg hentede de to mellemste i Pippihuset i tirsdags, fik jeg en smagsprøve fra børnehavens pebernøddeproduktion, og den var god. “MEGA god,” som den ene af mine bagermestre, Ilja, kommenterede. Og vi kom hjem, og så bagte vi pebernødder. Vi fulgte Meyers opskrift, fordi jeg troede, det var den, jeg plejede at bruge, men de var slet ikke lækre. Porøse og med en irriterende eftersmag, syntes jeg. Ungerne var okay med dem. De spiste dem i hvert fald.

Så jeg tænkte: Det er ikke dem, jeg plejer at bage, fordi Storm havde også smagt én af pebernødderne fra Pippihuset, og udbrudt: “Det er de næstbedste, jeg har smagt”. – “Hvilke var de bedste?” spurgte jeg overrasket, for hold op de var gode, dem som børnene havde lavet. “Dine,” sagde han uden tvivl. Men, det var helt sikkert ikke Meyers.

Nå, jeg lagde alligevel et (løgnagtigt) billede på instagram af noget aftenhygge med pebernødder, og nævnte ikke, at de smagte af støv, men min veninde Merian, som sgu altid er så skarp, kommenterede alligevel, at dem fra New Yorker By Heart er de bedste pebernødder. “Nå ja! Det er jo dem, jeg plejer at bage,” tænkte jeg.
Onsdag eftermiddag havde vi søde mennesker på besøg, men torsdag bagte jeg et stort bundt af de andre, og de er meget bedre. Særligt den plade, som jeg glemte i ovnen, synes jeg. Jeg elsker mørke pebernødder.

Jeg fik ikke taget et billede af den helt vellykkede stak, som ungerne både havde rullet, skåret og trykket – men jeg har billeder af den ekstra brune plads og af en skål med Meyer-versionen.. (og jeg kan ikke tage ét af de andre nu, for vi skal holde møde med nogle håndværkere og en arkitekt lige om lidt om et stort byggeprojekt, som vi tager hul på ti foråret, og som vi slet ikke har overblik over endnu, og de skal have pebernødderne, og jeg har travlt.)

….og hvis nogen skulle spørge “hvor har du så meget dejligt keramik fra?”, så ville jeg næsten føle mig tvunget til at nævne, at jeg køber det meste hos en keramiker i Skovby, her på Ærø, som ellers har sagt, at jeg ikke må skrive om hende, fordi hun har nok at se til allerede. Men nu har jeg i hvert fald heller ikke nævnt hendes navn.

Hvis man nu er sådan én, som gerne vil se en film, mens man spiser sine pebernødder og drikker en kop god te, så kunne man jo overveje at se én af disse to. Eller dem, begge, selvfølgelig:

The big short” er den bedste film, jeg har set længe. For at være ærlig, var det også den første film, jeg så i ret mange uger…måneder, måske, men det tæller alligevel, når jeg siger sådan, for anskuet over hele mit liv, har jeg set virkelig, virkelig mange film. Og The big short er uden tvivl én af de bedre. Den er hamrende velspillet, fedt skrevet, skide godt produceret. Den er fed og sjov, og så er den – fremfor alt, måske – informerende, øjenåbnende og provokerende. Den handler, helt kort sagt, om en håndfuld spekulanter og investorer, som gennemskuer boligboblen før alle andre, og på den måde både forudsiger og bliver meget velhavende på finanskrisen. Det er ikke en film om moralske, ophævede mennesker, men derimod en film om løgne og korruption og om intelligens og samvittighed. Men den er ikke tung eller deprimerende.
Den er på Netflix.

God weekend! Hvad skal I lave? Hvad bager I for tiden? Hvad ser I? Har I også keramik eller andre ting, som I bare eeelsker at se på?

Jeg vil gerne anbefale et fravalg

Jeg har fået for vane at anbefale noget om fredagen her på bloggen. Typisk en film eller en bog.

Men ovenpå vores kærestetur i sidste uge, hvor Kristian og jeg talte en del om, at vi gerne vil gøre livet mere simpelt, er der noget andet, jeg hellere vil anbefale. Man kan sige, at det drejer sig om en form for fravalg, og det kunne næsten ikke være bedre timing, når nu i dag er “Black Friday”, hvilket for mig som koncept står for en god del af det, jeg tror, vi helst skal have mindre af på sigt. Eller nu, faktisk.

Det jeg vil frem til er, at jeg altid har haft det ambivalent med de forskellige skærme, som vores børn klistrer sig til, så snart de får chancen. Altså Kristians og mine børn, ikke nødvendigvis alle andres.

Jeg synes, det med skærmtiden er svært, fordi det ikke rigtigt fandtes, da jeg var barn. Der var børnetime og senere Beverly Hills, og ikke så meget derudover, og mine forældre læste mere, end de så fjernsyn, og det, jeg vil frem til, er, at jeg ikke aner, hvad al den skærmtid gør ved mine unger, men jeg har på fornemmelsen, at det var godt, der ikke fandtes iPads og Netflix i firserne, for så ville jeg nok ikke kunne hverken fløjte eller tegne. Derfor læner jeg mig op af min mavefornemmelse, som alligevel for det meste har ret.

Faktisk trak Kristian og jeg antennestikket til vores enorme fladskærm i 2012, og siden da har vi ikke haft tv-kanaler, og fladskærmen er blevet udskiftet med en mindre. Kanalerne savner vi ikke, for vi brugte dem mest til at zappe alligevel. Men vi har Netflix nu, og i denne måned har vi også HBO (med det formål at se WestWorld, og den serie kunne jeg snildt have anbefalet i dag, men det gør jeg da bare en anden gang.)

Tidligere har det været sådan herhjemme, at vi havde én dag hver uge (fredag, typisk), hvor vi så en film sammen, og udover det havde børnene ikke skærmtid. Men ideologien skred i svinget, og den skred i høj grad i “så fik vi en lillesøster”, og vi har brugt Netflix og iPads en del det sidste år som barnepige, om man vil. Aldrig ubegrænset, aldrig uden en form for stillingtagen (til apps + filmvalg), men alligevel…en glidebane for os (men også en hjælp, har jeg lyst til at tilføje: der ér bare en del aktiviteter, som bliver sværere at gennemføre med en lille baby i huset).

Men nu er det slut. Ikke slut-slut. Jo, måske på sigt. Men for nu har vi bare genindført fredags-tingen, så i dag er der skærmtid, når ungerne kommer hjem, og de har valgt at forbruge tiden på times fællesspil på vores elleve år gamle Nintendo Wii og dernæst en dokumentar (Ilja og Live vil se en Jacques Cousteau-dokumentar, mens Storm kaster sig over noget om mærkelige dyr på dr.dk. Begge dele er fuldkommen frie valg, må jeg hellere understrege, for det lyder ærligt talt lidt langhåret, fornemmer jeg, men den der film hvor Jacques og hans franske venner hænger ud i en undervandsbolig, og har både kok og frisør med, og ryger cigaretter, mens de også indimellem observerer fisk, ér altså fremragende!)

Det, som er sket, siden vi stoppede med at hive ipads frem mange eftermiddage, er det samme som de andre gange, vi har truffet samme beslutning: Der er kommet ro på. Vi lærer nye ting, fordyber os i gode lege, som opstår meget mere organisk end tidligere, og pludselig bager vi sammen, og fortæller historier (og lytter), og ungerne har brugt deres legetøj meget mere. Jeg er ret sikker på, at det ikke er tilfældigt, for jeg bliver selv helt plumret i hovedet, når skærmen er der som en mulighed hele tiden. Jeg tænker måske: “Okay, hvis de ser en film, så får jeg lige en pause til at ordne noget andet” (som regel også skærmrelateret), og så får de lov til at sidde og glo, mens Juno sover, så jeg også kan være på min computer i stedet for at læse med dem, for eksempel, mens babyen giver os mulighed for det.

Skærmtiden skal nok komme til mine børn med mellemrum, men der er meget, som er vigtigere. De skal forme hjernen og danne erfaringer ud fra de sanser, de iøvrigt er udstyret med, eksempelvis, og derfor denne beslutning som sikkert kan lyde hellig, men som i virkeligheden – helt, helt ærligt – blot er en forenkling af et liv, hvor vi synes, der indimellem er lidt for meget knald på.

Jeg ved virkelig godt, at der findes de mest skønne, lærerige og intuitive apps, og mine unger har uden tvivl lært en masse af “pedersen og findus-opfinder”-appen og den der med “where’s my water” og toca boca appsene og “bad piggies” og “minecraft” og mange flere. Men for nu har mine børn endnu mere brug for at lære via nogle andre kanaler, så derfor. Bare derfor.

Kan I huske det indlæg jeg skrev om, at vi ikke kan alt? Og at vi skal have lov til at dyrke dét, vi er motiverede for? Nå, det mener jeg stadig. Af hele mit hjerte. Problemet med computerspil og film er bare, at belønningen er så stor og så effektfuld, at virkeligheden blegner ved siden af, og så pludselig er det eneste, man er motiveret for, alt det der foregår på en skærm. Derfor vælger jeg i dette tilfælde at se bort fra mine ungers motivation, som jeg tror, tildels af styret af de nemme løsninger, for dét tror jeg ikke, er vejen frem.

Her er for øvrigt et billede af ungerne og deres farfar, som blev hevet ombord i noget Nintendo Wii for nylig. Og det var sjovt. Men nu er det slut 😉

Anbefaling: Dokumentarfilm om en mand og hans heste

Jeg har set dokumentarfilmen Buck tre gange i løbet af 48 timer. Først så jeg den alene, så sammen med Kristian senere samme aften og aftenen efter sagde han til min overraskelse: skal vi ikke se den igen? Og jo, det skulle vi. Men, jeg ved ikke hvorfor, egentlig. Jeg tror fint, man kan nøjes med at se den én gang, men den var lige det, vi havde brug for, dengang sidste vinter, da Juno var få uger gammel, og aftenerne var sådan lidt skrøbelige, som de jo er med en nyfødt i huset. Man ved ligesom ikke, om man kommer til at sidde stille, gå rundt, amme, ligge ned, være vågen eller sovende, og man ved heller ikke, hvordan de efterfølgende mange aftener kommer til at udspille sig.

Og så er det rart med en bog eller en film, som giver ro og tillid, som er fuld af empati og håb. Og det er “Buck”. Buck Brannaman er en amerikansk hestehvisker, som efter en barndom præget af farens høje krav og voldelige adfærd kommer til at arbejde med heste, og han forstår dem. Han forstår særligt de skadede heste, dem, som ingen mennesker kan komme i nærheden af, for han kender til den mistillid og frygt, de bærer rundt på. Hos Buck er der ingen piske eller hævede stemmer; han arbejder med dyrene fra jorden, med tørklæder og ro, og det virker.

Hvad end man er til heste eller ej (det er Kristian eksempelvis ikke), så er Buck en lille, rørende dokumentarperle, som fortæller om en rejse tilbage til livet og om passion for at skabe tillid og kontakt mellem mennesker og dyr.

Den ligger på danske Netflix.

buck_poster2

(I samme boldgade kan jeg anbefale dokumentarfilmen “Unbranded” om fire unge mænd, som ridder med 16 vilde mustangs igennem USA. Den er en rigtig fin dannelsesrejse.)

En meget smuk bog

“Ej, er den dyb nok til at anbefale?” spurgte Kristian med let skepsis, da jeg nævnte, at jeg havde tænkt mig at anbefale dagens bog.

“Ja,” svarede jeg, uden tvivl. Fordi æstetik spiller en rolle: Det visuelle og det taktile, duftene og lyden er vigtige. For mig og for mange andre. Ergo er kunsthåndværk en del af mit liv, som jeg værdsætter højt, og som jeg meget nødig ville være foruden. Det er keramikken i mine skabe, som kommer frem, når vi spiser, der er vaserne i mit vindue, de tynde glas, vi drikker af, når børnene sover. De er de små hånddrejede skåle, som ungerne får deres vitaminpiller i om morgenen og vores vævede viskestykker og smukke træmøbler. Derfor anbefaler jeg dagens bog, som handler om smukke kunsthåndværkerhjem.
Titlen er ganske lige til: “Kunsthåndværkerhjem – 19 danske kunsthåndværkeres inspirerende hjem”, og den holder, hvad den lover: De er så smukke og inspirerende, de hjem. Så fine og afstemte og forskellige, og så er de ægte: her er rigtige, levede liv. Kreativt rod, sager indsamlet gennem mange års erfaring, her er skønhed og skæbner. Bogen, som er en 224 sider lang lækkert indbundet coffeetable-sag med fotos, som giver de fleste magasiner baghjul, og velskrevne tekster, fortæller gennem ord og billeder om 19 kunsthåndværkeres private hjem og værksteder. Jeg elsker at bladre igennem den, igen og igen, og læse brudstykker her og lidt mere der, og falde hen i billederne fra alle de kroge og leverum, som er både meget personlige og æstetisk overbevisende. De 19 kunsthåndværkeres alder spænder vidt, og der er både mænd og kvinder, og vi møder her en vifte af kreative sjæle, som vi måske aldrig har stiftet bekendtskab med før.

Bag den fine bog står tre kvinder – en fotograf, en stylist og en tekstforfatter – som har rejst land og rige tyndt i halvandet år for at indfange de helt rigtige hjem og stemninger, og rygtet vi vide, at de har planer om en del flere bøger i samme kategori.

Men denne første i serien, som jeg fik i juni, er jeg stadig i fuld gang med. Jeg kigger i den flere gange om ugen, sætter mig, og nyder at synke ind i et univers med fokus på det smukke, velduftende, rare.

Den koster knap 300 kroner, og kan købes både online og i de fleste boghandlere.

 

Anbefaling: Se den gratis – se den nu!

Leonardo Dicaprio – yes, ham fra Titanic, Catch me if you can og så mange andre mega-busters – har brugt de seneste tre år af sig liv på at rejse kloden rundt i en jagt på svar på, hvad vi kan og skal gøre, før klimaforandringer ødelægger den planet, som vores liv afhænger af.

Det er der kommet en smuk, gennemarbejdet og meget aktuel film ud af fuld af både uundgåelige fakta, fascinerende indsigter og, ikke mindst, tro og håb. Vi kan nå det! Det er ikke for sent!

Se filmen, som varer lige over en time HER på National Geographics hjemmeside gratis (og med engelsk undertekster) eller HER på youtube.

God weekend!

before-the-flood