Jeg ser og lytter for at huske, hvad der betyder noget

I 2014 udkom Phie Ambos dokumentarfilm “Så meget godt i vente” om den biodynamiske landmand, Niels Stokholm, hans kone Rita og deres idealistiske landbrug, Thorshøjgaard på Nordsjælland. Dengang så Kristian og jeg filmen, og vi tog den til os, som vi nu skulle på det tidspunkt: Vi lærte os selv den bordbøn, som de siger omkring frokostbordet i én af scenerne, og vi blev mere opmærksomme på det biodynamiske end hidtil.
Men endnu levede vi ikke det liv, hvor vi selv dyrkede jorden, og endnu kendte jeg ikke til den samhørighed med naturen, som er så fint portrætteret i filmen.
Nej, vi boede vi i en villa i Svendborg med naboer rundt omkring os, og, jo, vi havde et par højbede, men jeg rørte aldrig ved dem, inden vi flyttede videre til Ærø. Her på øen tog vores rejse yderligere fart – og sådan er det efter min overbevisning for det meste: At de første år af vores liv er en form for indgang til det, vi er kommet her for at lære og bidrage med (nogle vil mene, at de første år er gentagelser fra tidligere liv) og så på et tidspunkt – ofte omkring vores 30.-35. leveår – kommer der fart på. Man kan sige, at vi bliver mere bevidste, og det kan føles som om, man hopper på et udviklingsmæssigt løbebånd, og det hele er pludselig helt utroligt meningsfuld og også enormt hurtig. Kan I genkende den beskrivelse?

Nå, men efter vi flyttede til Ærø, mærkede både Kristian og jeg noget stadig stærkere trække i os, og Kristian begyndte blandt andet at læse en del af Rudolf Steiners værker, hvilket ledte os til at se dokumentarfilmen “The Challenge of Rudolf Steiner”, som er i to dele, og kan downloades HER for i alt ti britiske pund (hvilket svarer til 87 kroner d.d.), og det synes jeg virkelig, I skal gøre, hvis det overhovedet taler til jer. Se eventuelt traileren HER – og se de seks minutter til ende, for det starter med en helt masse korte klip, og virker måske lidt usammenhængende, men det er to meget oplysende og fine film om Steiners syn på alt fra landbrug over handicappede til uddannelse og økonomi. Vi så de to film i 2015, da vi boede til leje, og ventede på at købe vores drømmehjem, og siden da købte vi jo vores lille landsted her på Ærø med de 5,5, hektar jord, og Kristian er blevet det, som børnene kalder “rapper-landmand”. Han har altid jord under neglende, og jeg tror, det også snart bliver en del af mit liv også. Jeg kan mærke, mulden trække i mig efterhånden.

Den anden dag genså vi så den smukke danske dokumentar “Så meget godt i vente,” og det var godt, at vi så den igen, for den er naturligvis meget tættere på vores liv nu på mange måder. Vores livssyn, værdier, indsigter er rykket nærmere det, som Niels Stokholm så smukt og ufravigeligt efterlever, og det er meget inspirerende at følge hans og Ritas liv på gården gennem de to og et halvt år, den er filmet over. Der er blandt andet en scene, hvor den idealistiske landmand takker nej til penge, som kommer med en præmis, han ikke har lyst til at gå med på – også selvom bygningerne er ved at falde sammen omkring hans 79-årige liv. “Hvis man vil købe noget, har man allerede de forkerte intentioner,” siger han, og vi ser hans grundighed i arbejdet i hver eneste scene; hans kontakt med dyrene og også kampen med myndighederne, som ikke synes, at hans måde passer ned i deres kasser. Tænk sig; I kan se filmen helt gratis lige her  (tip: vi erfarede, at vi skulle se den i “Safari” (browser), for den ville ikke afspilles i “Chrome.”) Og så kan man for øvrigt læse om gården her og eventuelt planlægge et besøg derovre. Det ville jeg elske. Altså at se deres sted og høre dem fortælle om alle tankerne bag.
Filmen starter en lille smule voldsomt med en (iøvrigt vellykket) fødsel af en kalv, og jeg ved ikke, om alle vil synes, det er barskt, men det ramte mine børn en lille smule, så det var rart lige at være forberedt på det. Den er smuk, den film. Og vigtig. Meget vigtig – og virkelig en fin film at se med børn også. Vores taler ofte om “Niels og Rita.”

For øvrigt: I dokumentarfilmen om Rudolf Steiner citerer psykiater, antroposof og forfatter Peter Selg Steiner for at have sagt: “Alle har en mission, ikke kun det store menneske, som står på scenen, men alle. Det betyder samtidig, at alle har en opgave i dette liv,” og det får mig til at tænke på det, jeg skrev i går efter min skriveworkshop med de unge, kloge mennesker: At alle har et formål. Alle har noget, som de bidrager med. Alle har en mission og et potentiale.

I de år, hvor det hele begyndte at virke mere meningsfuldt i mit liv, og der strakte sig en vej ud foran Kristian og mig, og vi for alvor tog hul på den rejse, som føles både personlig og meget fælles, skrev Kristian en masse smukke sange. I syv år, faktisk, arbejdede han på en række numre, som blev til det album, der hedder Stjernesprog, som udkom i 2015. Jeg har aldrig før nævnt Kristians musik herinde på bloggen, ikke fordi jeg ikke har villet, men der er en tid til alting. Og tiden er så nu, fordi på Stjernesprogalbummet handler teksterne i meget høj grad om det liv, hvor perspektivet er lidt højere. Om at hæve sig over det mismod, som hverdagen kan trække os ned i, og betragte det lidt fra oven. Om vores sammenhængskraft, om kærligheden, den større helhed – og så på nummeret “Bag Horisonten” nævner han sågar Rudolf Steiner, og derfor kom jeg til at tænke på det nu. Man kan høre hele albummet på Spotify, eller man kan købe det her til download eller fysisk (sendt direkte fra Ærø).

Vi skal gøre os umage i det her liv. Det skyldes vi os selv, og på samme tid skylder vi alle andre det. Jeg tror ikke, man nogensinde vil fortryde, at man gjorde sig umage. At man tog sig tid til at mærke efter og respektere sig selv. Jeg tror kun, man kan fortryde det modsatte. Når jeg læser bøger, som åbner mit hjerte, og sætter tanker i gang, og når jeg ser film som gør det samme, bliver jeg motiveret til at gøre mit bedste. Når jeg lytter til musik, som rører mig, kan jeg ikke lade være med at skrive – eller handle på anden vis. Jeg bliver mindet om den idealisme, som i høj grad bor i mig, og jeg får bedre kontakt til den. Verden omkring os trækker i en anden retning end den, jeg ved, det er rigtigt for mig at gå, og derfor har jeg behov for at suge ting til mig, som minder mig om, hvor mit hjerte er, og hvad jeg vil. Det gør film som dem, jeg har nævnt her i dag – og den musik. Ægte tankevækkende værker med rigtige mennesker og store, vigtige tanker.

Hvad ser, læser eller lytter I til, når I skal huske dig selv?

 

De bedste pebernødder og en god film, keramik og snak..

Det er fredag, og om fredagen anbefaler jeg som regel noget. I sidste uge af-anbefalede jeg godt nok en enkelt ting, men i dag får I mange anbefalinger. I får: pebernødder, film og keramik.

Da jeg hentede de to mellemste i Pippihuset i tirsdags, fik jeg en smagsprøve fra børnehavens pebernøddeproduktion, og den var god. “MEGA god,” som den ene af mine bagermestre, Ilja, kommenterede. Og vi kom hjem, og så bagte vi pebernødder. Vi fulgte Meyers opskrift, fordi jeg troede, det var den, jeg plejede at bruge, men de var slet ikke lækre. Porøse og med en irriterende eftersmag, syntes jeg. Ungerne var okay med dem. De spiste dem i hvert fald.

Så jeg tænkte: Det er ikke dem, jeg plejer at bage, fordi Storm havde også smagt én af pebernødderne fra Pippihuset, og udbrudt: “Det er de næstbedste, jeg har smagt”. – “Hvilke var de bedste?” spurgte jeg overrasket, for hold op de var gode, dem som børnene havde lavet. “Dine,” sagde han uden tvivl. Men, det var helt sikkert ikke Meyers.

Nå, jeg lagde alligevel et (løgnagtigt) billede på instagram af noget aftenhygge med pebernødder, og nævnte ikke, at de smagte af støv, men min veninde Merian, som sgu altid er så skarp, kommenterede alligevel, at dem fra New Yorker By Heart er de bedste pebernødder. “Nå ja! Det er jo dem, jeg plejer at bage,” tænkte jeg.
Onsdag eftermiddag havde vi søde mennesker på besøg, men torsdag bagte jeg et stort bundt af de andre, og de er meget bedre. Særligt den plade, som jeg glemte i ovnen, synes jeg. Jeg elsker mørke pebernødder.

Jeg fik ikke taget et billede af den helt vellykkede stak, som ungerne både havde rullet, skåret og trykket – men jeg har billeder af den ekstra brune plads og af en skål med Meyer-versionen.. (og jeg kan ikke tage ét af de andre nu, for vi skal holde møde med nogle håndværkere og en arkitekt lige om lidt om et stort byggeprojekt, som vi tager hul på ti foråret, og som vi slet ikke har overblik over endnu, og de skal have pebernødderne, og jeg har travlt.)

….og hvis nogen skulle spørge “hvor har du så meget dejligt keramik fra?”, så ville jeg næsten føle mig tvunget til at nævne, at jeg køber det meste hos en keramiker i Skovby, her på Ærø, som ellers har sagt, at jeg ikke må skrive om hende, fordi hun har nok at se til allerede. Men nu har jeg i hvert fald heller ikke nævnt hendes navn.

Hvis man nu er sådan én, som gerne vil se en film, mens man spiser sine pebernødder og drikker en kop god te, så kunne man jo overveje at se én af disse to. Eller dem, begge, selvfølgelig:

The big short” er den bedste film, jeg har set længe. For at være ærlig, var det også den første film, jeg så i ret mange uger…måneder, måske, men det tæller alligevel, når jeg siger sådan, for anskuet over hele mit liv, har jeg set virkelig, virkelig mange film. Og The big short er uden tvivl én af de bedre. Den er hamrende velspillet, fedt skrevet, skide godt produceret. Den er fed og sjov, og så er den – fremfor alt, måske – informerende, øjenåbnende og provokerende. Den handler, helt kort sagt, om en håndfuld spekulanter og investorer, som gennemskuer boligboblen før alle andre, og på den måde både forudsiger og bliver meget velhavende på finanskrisen. Det er ikke en film om moralske, ophævede mennesker, men derimod en film om løgne og korruption og om intelligens og samvittighed. Men den er ikke tung eller deprimerende.
Den er på Netflix.

God weekend! Hvad skal I lave? Hvad bager I for tiden? Hvad ser I? Har I også keramik eller andre ting, som I bare eeelsker at se på?

Jeg vil gerne anbefale et fravalg

Jeg har fået for vane at anbefale noget om fredagen her på bloggen. Typisk en film eller en bog.

Men ovenpå vores kærestetur i sidste uge, hvor Kristian og jeg talte en del om, at vi gerne vil gøre livet mere simpelt, er der noget andet, jeg hellere vil anbefale. Man kan sige, at det drejer sig om en form for fravalg, og det kunne næsten ikke være bedre timing, når nu i dag er “Black Friday”, hvilket for mig som koncept står for en god del af det, jeg tror, vi helst skal have mindre af på sigt. Eller nu, faktisk.

Det jeg vil frem til er, at jeg altid har haft det ambivalent med de forskellige skærme, som vores børn klistrer sig til, så snart de får chancen. Altså Kristians og mine børn, ikke nødvendigvis alle andres.

Jeg synes, det med skærmtiden er svært, fordi det ikke rigtigt fandtes, da jeg var barn. Der var børnetime og senere Beverly Hills, og ikke så meget derudover, og mine forældre læste mere, end de så fjernsyn, og det, jeg vil frem til, er, at jeg ikke aner, hvad al den skærmtid gør ved mine unger, men jeg har på fornemmelsen, at det var godt, der ikke fandtes iPads og Netflix i firserne, for så ville jeg nok ikke kunne hverken fløjte eller tegne. Derfor læner jeg mig op af min mavefornemmelse, som alligevel for det meste har ret.

Faktisk trak Kristian og jeg antennestikket til vores enorme fladskærm i 2012, og siden da har vi ikke haft tv-kanaler, og fladskærmen er blevet udskiftet med en mindre. Kanalerne savner vi ikke, for vi brugte dem mest til at zappe alligevel. Men vi har Netflix nu, og i denne måned har vi også HBO (med det formål at se WestWorld, og den serie kunne jeg snildt have anbefalet i dag, men det gør jeg da bare en anden gang.)

Tidligere har det været sådan herhjemme, at vi havde én dag hver uge (fredag, typisk), hvor vi så en film sammen, og udover det havde børnene ikke skærmtid. Men ideologien skred i svinget, og den skred i høj grad i “så fik vi en lillesøster”, og vi har brugt Netflix og iPads en del det sidste år som barnepige, om man vil. Aldrig ubegrænset, aldrig uden en form for stillingtagen (til apps + filmvalg), men alligevel…en glidebane for os (men også en hjælp, har jeg lyst til at tilføje: der ér bare en del aktiviteter, som bliver sværere at gennemføre med en lille baby i huset).

Men nu er det slut. Ikke slut-slut. Jo, måske på sigt. Men for nu har vi bare genindført fredags-tingen, så i dag er der skærmtid, når ungerne kommer hjem, og de har valgt at forbruge tiden på times fællesspil på vores elleve år gamle Nintendo Wii og dernæst en dokumentar (Ilja og Live vil se en Jacques Cousteau-dokumentar, mens Storm kaster sig over noget om mærkelige dyr på dr.dk. Begge dele er fuldkommen frie valg, må jeg hellere understrege, for det lyder ærligt talt lidt langhåret, fornemmer jeg, men den der film hvor Jacques og hans franske venner hænger ud i en undervandsbolig, og har både kok og frisør med, og ryger cigaretter, mens de også indimellem observerer fisk, ér altså fremragende!)

Det, som er sket, siden vi stoppede med at hive ipads frem mange eftermiddage, er det samme som de andre gange, vi har truffet samme beslutning: Der er kommet ro på. Vi lærer nye ting, fordyber os i gode lege, som opstår meget mere organisk end tidligere, og pludselig bager vi sammen, og fortæller historier (og lytter), og ungerne har brugt deres legetøj meget mere. Jeg er ret sikker på, at det ikke er tilfældigt, for jeg bliver selv helt plumret i hovedet, når skærmen er der som en mulighed hele tiden. Jeg tænker måske: “Okay, hvis de ser en film, så får jeg lige en pause til at ordne noget andet” (som regel også skærmrelateret), og så får de lov til at sidde og glo, mens Juno sover, så jeg også kan være på min computer i stedet for at læse med dem, for eksempel, mens babyen giver os mulighed for det.

Skærmtiden skal nok komme til mine børn med mellemrum, men der er meget, som er vigtigere. De skal forme hjernen og danne erfaringer ud fra de sanser, de iøvrigt er udstyret med, eksempelvis, og derfor denne beslutning som sikkert kan lyde hellig, men som i virkeligheden – helt, helt ærligt – blot er en forenkling af et liv, hvor vi synes, der indimellem er lidt for meget knald på.

Jeg ved virkelig godt, at der findes de mest skønne, lærerige og intuitive apps, og mine unger har uden tvivl lært en masse af “pedersen og findus-opfinder”-appen og den der med “where’s my water” og toca boca appsene og “bad piggies” og “minecraft” og mange flere. Men for nu har mine børn endnu mere brug for at lære via nogle andre kanaler, så derfor. Bare derfor.

Kan I huske det indlæg jeg skrev om, at vi ikke kan alt? Og at vi skal have lov til at dyrke dét, vi er motiverede for? Nå, det mener jeg stadig. Af hele mit hjerte. Problemet med computerspil og film er bare, at belønningen er så stor og så effektfuld, at virkeligheden blegner ved siden af, og så pludselig er det eneste, man er motiveret for, alt det der foregår på en skærm. Derfor vælger jeg i dette tilfælde at se bort fra mine ungers motivation, som jeg tror, tildels af styret af de nemme løsninger, for dét tror jeg ikke, er vejen frem.

Her er for øvrigt et billede af ungerne og deres farfar, som blev hevet ombord i noget Nintendo Wii for nylig. Og det var sjovt. Men nu er det slut 😉

Anbefaling: Dokumentarfilm om en mand og hans heste

Jeg har set dokumentarfilmen Buck tre gange i løbet af 48 timer. Først så jeg den alene, så sammen med Kristian senere samme aften og aftenen efter sagde han til min overraskelse: skal vi ikke se den igen? Og jo, det skulle vi. Men, jeg ved ikke hvorfor, egentlig. Jeg tror fint, man kan nøjes med at se den én gang, men den var lige det, vi havde brug for, dengang sidste vinter, da Juno var få uger gammel, og aftenerne var sådan lidt skrøbelige, som de jo er med en nyfødt i huset. Man ved ligesom ikke, om man kommer til at sidde stille, gå rundt, amme, ligge ned, være vågen eller sovende, og man ved heller ikke, hvordan de efterfølgende mange aftener kommer til at udspille sig.

Og så er det rart med en bog eller en film, som giver ro og tillid, som er fuld af empati og håb. Og det er “Buck”. Buck Brannaman er en amerikansk hestehvisker, som efter en barndom præget af farens høje krav og voldelige adfærd kommer til at arbejde med heste, og han forstår dem. Han forstår særligt de skadede heste, dem, som ingen mennesker kan komme i nærheden af, for han kender til den mistillid og frygt, de bærer rundt på. Hos Buck er der ingen piske eller hævede stemmer; han arbejder med dyrene fra jorden, med tørklæder og ro, og det virker.

Hvad end man er til heste eller ej (det er Kristian eksempelvis ikke), så er Buck en lille, rørende dokumentarperle, som fortæller om en rejse tilbage til livet og om passion for at skabe tillid og kontakt mellem mennesker og dyr.

Den ligger på danske Netflix.

buck_poster2

(I samme boldgade kan jeg anbefale dokumentarfilmen “Unbranded” om fire unge mænd, som ridder med 16 vilde mustangs igennem USA. Den er en rigtig fin dannelsesrejse.)

En meget smuk bog

“Ej, er den dyb nok til at anbefale?” spurgte Kristian med let skepsis, da jeg nævnte, at jeg havde tænkt mig at anbefale dagens bog.

“Ja,” svarede jeg, uden tvivl. Fordi æstetik spiller en rolle: Det visuelle og det taktile, duftene og lyden er vigtige. For mig og for mange andre. Ergo er kunsthåndværk en del af mit liv, som jeg værdsætter højt, og som jeg meget nødig ville være foruden. Det er keramikken i mine skabe, som kommer frem, når vi spiser, der er vaserne i mit vindue, de tynde glas, vi drikker af, når børnene sover. De er de små hånddrejede skåle, som ungerne får deres vitaminpiller i om morgenen og vores vævede viskestykker og smukke træmøbler. Derfor anbefaler jeg dagens bog, som handler om smukke kunsthåndværkerhjem.
Titlen er ganske lige til: “Kunsthåndværkerhjem – 19 danske kunsthåndværkeres inspirerende hjem”, og den holder, hvad den lover: De er så smukke og inspirerende, de hjem. Så fine og afstemte og forskellige, og så er de ægte: her er rigtige, levede liv. Kreativt rod, sager indsamlet gennem mange års erfaring, her er skønhed og skæbner. Bogen, som er en 224 sider lang lækkert indbundet coffeetable-sag med fotos, som giver de fleste magasiner baghjul, og velskrevne tekster, fortæller gennem ord og billeder om 19 kunsthåndværkeres private hjem og værksteder. Jeg elsker at bladre igennem den, igen og igen, og læse brudstykker her og lidt mere der, og falde hen i billederne fra alle de kroge og leverum, som er både meget personlige og æstetisk overbevisende. De 19 kunsthåndværkeres alder spænder vidt, og der er både mænd og kvinder, og vi møder her en vifte af kreative sjæle, som vi måske aldrig har stiftet bekendtskab med før.

Bag den fine bog står tre kvinder – en fotograf, en stylist og en tekstforfatter – som har rejst land og rige tyndt i halvandet år for at indfange de helt rigtige hjem og stemninger, og rygtet vi vide, at de har planer om en del flere bøger i samme kategori.

Men denne første i serien, som jeg fik i juni, er jeg stadig i fuld gang med. Jeg kigger i den flere gange om ugen, sætter mig, og nyder at synke ind i et univers med fokus på det smukke, velduftende, rare.

Den koster knap 300 kroner, og kan købes både online og i de fleste boghandlere.

 

Anbefaling: Se den gratis – se den nu!

Leonardo Dicaprio – yes, ham fra Titanic, Catch me if you can og så mange andre mega-busters – har brugt de seneste tre år af sig liv på at rejse kloden rundt i en jagt på svar på, hvad vi kan og skal gøre, før klimaforandringer ødelægger den planet, som vores liv afhænger af.

Det er der kommet en smuk, gennemarbejdet og meget aktuel film ud af fuld af både uundgåelige fakta, fascinerende indsigter og, ikke mindst, tro og håb. Vi kan nå det! Det er ikke for sent!

Se filmen, som varer lige over en time HER på National Geographics hjemmeside gratis (og med engelsk undertekster) eller HER på youtube.

God weekend!

before-the-flood

 

 

Om den musik der skaber os

Sangerinden Trille døde for et par uger siden, og så kom jeg til at tænke på hende. Ikke at det var noget nyt – jeg havde også tænkt på hende dagen før, da jeg sang én af hendes sange for min lille datter, og jeg havde tænkt på hende dagen før det.

Jeg er vokset op med Trilles musik. Ikke på en meget bevidst måde hvor jeg var skarp på hendes politiske holdninger eller private erfaringer, nej, hendes musik var helt enkelt underlægningen til min barndom, og hun rejste med videre i mine hovedtelefoner som ung og voksen. Jeg holder af hendes ord, melodier og stemme, og jeg synger Trilles sange for mine børn. Det er hendes sange (og kun ganske få andre), jeg kan udenad.

Igennem tiden har jeg hørt mange sange som noget helt andet, end det de måske i virkeligheden var. Én af mine yndlings-Trille-sange hedder “Ser for sig hvordan hun danser” og jeg har sunget med på den hele mit liv, men jeg forstod først ordene, da jeg blev voksen, og læste teksterne i LP-coveret hos mine forældre. Jeg havde altid troet, at hun sang: “Ser hvor Savotten den danser, ser hvor Savotten den..,” og jeg så for mig et smukt fabeldyr, en form for elverlignende skabning, der dansede i skumringen, men i virkeligheden er det historien om en mand som vender hjem, og mens han går mod sit mål ser han for sig “hvordan hun danser.”

Nogle dage efter Trilles død opdagede jeg, at alle hendes tekster lå på mit skrivebord på computeren i en pdf, så jeg altid lige kan tjekke teksterne, inden jeg synger dem højt. Og dér fra skrivebordet så hun tænksomt på mig, og hun så smuk og følsom ud, men jeg blev ikke trist. Fordi hendes musik det samme, uanset. Trille har været med til at forme mig og min vej, og hun vil være en del af min historie, til jeg selv skal videre her fra.

Sidste vinter læste jeg Brødrene Løvehjerte op for Storm, min ældste, og vi læste de sidste kapitler en aften, hvor han lå på sengen, og lyttede, og trak dynen over hovedet af frygt for alt det onde, og stillede mange spørgsmål. Og så, da historien var slut, lå han stille i mørket, og en tåre løb over hans kind, og han sagde, at det var en god bog, og spurgte: “Vil du synge den sang om, at han kommer hjem, men hun er væk?” og det ville jeg selvfølgelig, så jeg sang Trilles sang, og Storm græd mere, fordi teksten flere tårer ud af ham, og det kan være så forløsende at græde.
Bagefter lå vi næse mod næse og vidste, at Jonathan og Tvebak levede videre et andet sted, og vi vidste, at der er en mening med livet, også selvom det kan synes håbløst. Og så snakkede vi om, at kærligheden ikke kan vente for evigt, at man skal elske, når man kan. Og det forstod han, og vi lagde os tæt sammen, og faldt i søvn.

Ser for sig, hvordan hun danser

en mand han vender hjem, han går ad gammelkendte spor
– og græsset gror –
længe var han væk, åh så længe væk
og savnede sådan sin kvinde ser for sig, hvordan hun danser ser for sig, hvordan hun…

(…)

men døren ind til huset står på vid, vid gab – og græsset gror –
gulvet er så vådt efter al den regn,
og endelig så står han stille
ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

(…)

der hænger en kjole over en stol
– og græsset gror –
den dufter lidt endnu, bare lidt endnu, så glider den ned på gulvet
han ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

så går han ud ad døren, går ad ukendte spor – og græsset gror –
himlen er så lav og så brister den
så græder himlen for ham
ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

(det startede tidligt med de hovedtelefoner. Her ses jeg anno cirka 1987 i min fars tegnestue i Aarhus)

Vi hørte meget musik i mit barndomshjem. Særligt min far skruede højt op, og kaldte på os børn, som skulle høre med. Vi lyttede til Bob Marley, Trille og jazz, men jeg tror, at jeg har hørt en del mere musik end nogen af mine forældre, for jeg har levet i en tid med hovedtelefoner og transportabel musik, og i tyve år af mit liv bevægede jeg mig hver dag gennem alt med tætsluttende hovedtelefoner over ørerne og en walkman, så discman, så iPod nu iPhone i lommen. Jeg har slæbt rundt på mapper med cd’er i min taske, og jeg kunne skifte cd med én hånd uden at lave ridser. Jeg har hørt musik i Aarhus, København, New York, tværs over USA, igennem hele verden, i Kina, Norge, det meste af Europa, Thailand, Indien, over alt. Lige så mange timer som jeg har lyttet, lige så meget forskellig musik har jeg hørt. Det er umuligt for mig at lave lister: Jeg kan ikke prioritere hverken kunstnere, albums eller genrer. Men Trille har en særlig plads i mit hjerte, og jeg skrev et brev til hende, da Storm var lille, og fortalte, at jeg sang hendes sange for ham, og hun skrev tilbage på solgult papir, at hun var taknemmelig for at leve videre i børnene.

Musik er så stor en del af vores verden.

Hvad hørte I som børn? Og hvad hører I nu? Hvilket album er jeres yndlings – nu og dengang? (lige nu, i disse måneder, hører jeg ekstra meget Edward Sharpe & The Magnetic Zeroes)

De Usynlige – et lille, nordisk mesterværk

Min gode veninde er boganmelder, og indimellem stikker hun mig en bog til låns, som hun tænker, jeg vil sætte pris på. De Usynlige af Roy Jacobsen fik hun aldrig tilbage. Den rørte mig, og blev en både privat og mere professionel læseoplevelse med en fortællestil, som er både lig min egen og ganske fjern derfra. Roy Jacobsen er en mester i at beskrive mennesker og natur, og De Usynlige er et afdæmpet, fint mesterværk.

Roy Jacobsens kortfattede roman (215 sider) er en på samme tid tæt og meget let oplevelse. Den er så stille, at den næsten hvisker, og alligevel er den så præcis, at man aldrig er i tvivl om, hvad der bliver sagt. Roy Jacobsen er stor i sit hjemland, Norge, men jeg ved ikke, hvor udbredt han er herhjemme, så jeg nævner ham i håb om, at flere vil få øje på ham. For han skriver fantastisk, og han skriver om et sted på kloden, en fornemmelse i livet og nogle mennesker, som mange danskere føler sig beslægtede med. Jeg holder af nordisk litteratur, når det er både smukt og rørende og koldt og klart, og lige så meget som jeg ville ønske, at jeg lå på en bounty-ø og solede året rundt (for jeg er faktisk meget kuldskær), lige så lidt ville jeg få skrevet, hvis det var tilfældet. Sne, frostklare nætter, rimfrost, efterårsfarver, regn, forårets livsglæde – ja, alt ved årstiderne her i norden, inspirerer mig, og netop de stemninger fanger Roy Jacobsen smukt og sikkert.

Roy Jacobsen kan noget helt særligt: Han har en evne til at gengive et menneske fuldendt med ganske få ord; En evne til at indfange det mest beskrivende om en person eller naturen så nøjagtigt, at ordene bliver en del af sig selv og dermed næsten overflødiggjort. Han skriver nøgent og samtidig stort. Afmålt og alligevel bevægende.

”De usynlige” er fortællingen om en hel families skæbne på den lille ø Barrøy i begyndelsen af 1900-tallet, hvor familien på fem som de eneste bor med udsigt til fastlandet, velvidende at dem ovre på den anden side ikke gider bruge energi på at se deres vej. Det er fortællingen om den dag, præsten endelig – efter års venten – tager sig sammen til at forcere havet, og kommer på besøg, og det er fortællingen om et menneskes udvikling fra nogens barn til herre over sit eget liv.
De Usynlige er hurtigt læst, men man ville sådan ønske, at man kunne blive på det sted, med de mennesker, lidt endnu..

Mio, min Mio – igen, igen

Vi læser “Mio, min Mio” for tredje gang i år. Jeg tog hul på den sammen med de tre ældste i aftes, og var henført fra første sætning. Børnene lå stille, helt ubevægelige, med drømmende øjne, mens historien om Bosse, som jo i virkeligheden hedder Mio, tog sin begyndelse. Jeg elsker at læse god litteratur højt. Både for børn og for voksne. Elsker lyden, følelsen af ordene i min mund, når de er så poetiske, at de får vinger. Når nogen har skrevet dem med en sådan omhu, at vi drager af sted, alle sammen, til det dér, historierne kommer fra. Jeg elsker at se fortællingen komme til live for mine egne øjne og i de oplevelser, børnene og jeg deler, når vi taler om bøgerne med hinanden.

Kristian og jeg læser en del med vores børn. I lange perioder har vi haft et mindre børnebibliotek ude på toilettet, og så sad vi der – skiftevis Kristian og jeg – og læste, når børnene var på toilettet. Det var nærmest komisk, og indimellem ikke ligefrem en luksuriøs fornemmelse, men det gav alligevel følelsen af at gribe litteraturen, og servere den for børnene, når de har tid og ro.

Der er ikke noget bedre end at læse historier for nogen, som lytter intenst, griner, gisper af spænding, sukker af lettelse. Sammen oplever vi ting, som vi ellers måtte drømme os til, og i fællesskabet vokser vi.

Da jeg var ung, sagde min mor til mig, at bøger er hurtigt indtjent livserfaring. Bøgerne viser os nye veje, puster til vores fantasi, løfter sløret for sandheder, vi måske ikke af os selv havde fået øje på.

Og nu er det så Mio, min Mio, vi læser herhjemme, og jeg elsker det. Jeg har ellers ikke dyrket Astrid Lindgren meget i mit liv, men de senere år, suger jeg hende til mig. Med børnene og for mig selv.

“Til Kongen,
Landet i det Fjerne.
Den, du så længe har søgt efter, er på vej. Han drager gennem dag og nat, og i sin hånd bærer han tegnet, det gyldne guldæble”

Jeg forstod ikke et ord. Men jeg frøs så underligt over hele kroppen. Jeg skyndte mig at putte postkortet i postkassen.
Hvem var det, der drog gennem dag og nat? Og hvem bar i sin hånd et guldæble?
I det samme kom jeg til at se på det æble, jeg havde fået af fru Lundin. Og æbler var af guld. Det var af guld, siger jeg. Jeg havde i min hånd et gyldent guldæble.”

– Og dét kender jeg. Det med at få gåsehud og vide det, aller inderst inde, når noget rigtigt er ved at ske. Når universet trækker os på rette vej.

Hvad læser I? Og hvornår?

Hun sejlede jorden rundt – en (dokumentar)anbefaling

Hvis der er noget, der kan give mig mod på livet, så er det at være vidne til vaskeægte fandenivoldskhed. Mennesker, som griber skæbnen, og suger alt ud af den. Det får mig til at føle livet stærkere.

Og dét rummer historien om Laura Dekker, f. 1995, der som den yngste nogensinde egenhændigt sejlede jorden rundt i 2010-12. I dokumentarfilmen Maidentrip følger man den fjortenårige, hollandske pige under forberedelserne til hendes kontroversielle tur, og man kommer med hende ud på verdenshavene, hvor hun filmer sig selv, mens hun krydser oceaner, sejler i verdens største havne, og møder mennesker fra alle verdenshjørner. Historien om den hollandske pige er historien om et ustoppeligt menneske, som ovenpå en omtumlet barndom, beslutter at sejle i sin egen båd rundt om jorden trods modstand fra både hendes skole og myndighederne. Det er en inspirerende historie om et frygtløst menneske, der nægter at lade sig trække ned i samfundets kasser, og som i stedet tager sin skæbne i egne hænder. Maidantrip er en ung kvindes ualmindelige dannelsesrejse; det er fortællingen om at leve i- og af elementerne, overleve på havets nåde, leve med sig selv midt på et endeløst hav.

Jeg så filmen om Laura Dekker for første gang nogle år tilbage og straks igen et par dage senere sammen med min ældste dreng, fordi jeg syntes, han skulle opleve hendes mod og kompromisløshed. Det er en skæbnesberetning, som puster til oprøret i mig, og husker mig på, at normen langt fra altid har ret. Historien om den unge kvindes eventyr minder mig om den styrke, som også jeg har i mig, og det ansvar jeg af samme grund har for at leve mit liv i overensstemmelse med mine inderste værdier.

Laura Dekker har måske nok været tildels drevet af behovet for at komme på afstand af sin opvækst, men hun er også i høj grad drevet af en samhørighed med havet og et uudsletteligt behov for at være alene og finde sig selv i stilheden. Tænk sig: hun sejlede alene i 518 dage – eller, 1 år og 5 måneder. Hun levede af dåsemad, pandekager og vand på dunke. Hun er sej, og jeg synes, du skal se filmen om hende og mærke din egen styrke slå med halen.

Maidentrip kan ses på dansk Netflix og lejes eller købes på iTunes.