Om filmen “Barndom” og hvorfor den gør mig trist

I aftes så jeg norske Margreth Olins dokumentar “Barndom” i biografen. Filmen, som kan ses i de danske biografer de næste uger, er optaget igennem et år i den Steiner-inspirerede børnehave Aurora i Nesodden, Norge, og børnene i institutionen er mellem 1 og 7 år (og det er måske det mest vidunderlige ved børnehaven: At seksårige går der, for de starter først i skole, når de fylder 7, og skal i “2” klasse. Dét kunne vores politikere lære meget af.)

Det er en forførende film: vildt smukke optagelser, livsbekræftende børneportrætter og kærlige voksne. Men det er også en film, som grundlæggende går imod det, jeg er kommet til at tro på. Faktisk mener jeg, at det er en film, som i bedste mening hylder institutionslivet. En film, som helt berettiget fremhæver en børnehave, der er langt bedre end normen her i Danmark, men samtidig (og uundgåeligt) også en film, som ophøjer vores adskillelseskultur til en magisk, ja, næsten paradisisk virkelighed, når vi ser børnene i de fortryllende omgivelser, hvor de har venner, kyndige pædagoger og kreative projekter.

Jeg har mange kommentarer til filmen, og jeg har ikke tid nok til at få dem alle med her, men jeg bliver nødt til at skrive noget nu, mens den stadig ligger som en trykken for mit bryst.

* Børnehaven Aurora er uden tvivl en god børnehave. Sikkert én af de bedste man kan tænke sig. Pædagogen Kristofer, hvis aktiviteter og samvær med børnene er omdrejningspunkt for filmen, er et inspirerende og meget tillidsvækkende væsen. Sådan én som alle børn har godt af at have i deres liv. Børnehavens traditioner, rytmer og rammer er alt sammen dejlige, og jeg ville ønske, at vi tilbød det samme i alle børnehaver i Danmark. Ikke mindst de ti ugers ferie og syv års børnehave (børnene kommer et år senere i skole). Overordnet var det et smukt lille univers, vi blev vidne til.

* Dernæst bliver jeg nødt til at sige, at jeg overvejende er lidt ked af filmens signaler. Det er jeg på flere plan.
Først det personlige: Jeg fik en klump i maven allerede fra de første minutter af filmen. Det handler om mig selv og ikke om filmen eller om nogen andre. Man kan sige, at jeg for alvor er ved at se i øjnene, at jeg har sendt mine børn i institution velvidende, at det ikke var det, de foretrak, og nu hvor de er hjemme, tør jeg efterhånden indrømme overfor mig selv, at det ikke var den bedste løsning. Ikke for mig og ikke for dem. Jeg så i filmens præmis en sandhed, som jeg er sørgmodig over ikke at selv have forholdt mig tilstrækkeligt kritisk til tidligere: Nemlig sandheden, om at vi skal sende vores børn væk for at nå alt det andet, der er vigtigt for os selv (og “samfundet”) og deraf også en anden (falsk) sandhed om, at det er i børnenes interesse at komme hjemmefra. Det er det helt sikkert for nogle børn, men ikke for alle.
Her er det meget vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke peger fingre af nogen. Husk på at jeg selv har afleveret mine børn indtil nu. Husk på at jeg har skrevet højt og tydeligt herinde, at jeg ikke skulle være hjemmegående. Jeg har efterstræbt så mange ting udenfor mit moderskab, at jeg ikke har følt, der var en anden udvej. Jeg har ikke set det som en mulighed for mig at være sammen med mine børn uafbrudt. Så jeg bebrejder ingen, at de afleverer deres børn, og jeg er selv ude over den tid, hvor jeg skal tage stilling til, hvad der skal ske med min baby, fordi jeg ikke har sådan én længere. Jeg mener samtidig, at jo ældre børnene bliver, jo mindre skadeligt er det for dem at komme i institution, men her er det afgørende, at vi stiller krav til vores institutioner, og Aurora i Norge er et smukt forbillede på mange måder.
Men jeg er nået til et sted, hvor jeg ikke vil medgå, at små børn, som bliver rastløse i løbet af to dage hjemme med deres forældre, “savner vennerne i vuggestuen, og har bedst af at komme af sted igen.” Jeg vil ikke nikke anerkendende til, at børnehavebørn “har bedst af at komme ud i verden og lære at stå på egne ben i det sociale.” Jeg kan godt forstå, hvorfor det er en vigtig fortælling for mange at holde fast i, men jeg tror ikke længere på den – ikke for alle, i hvert fald.
Det her er farlige ord for mig at skrive, fordi mange bliver vrede. Men jeg kan ikke lade være, og jeg skriver det kærligt – jeg skriver det med et blytungt hjerte, en ømhed i hele min krop, som jeg ikke kan ryste af mig. Mine børns barndom kommer aldrig tilbage.
Dét er min personlige sorg over filmen og dens budskab.

Den mere samfundskritiske er denne: Med “Barndom” maler Olin et billede af en børnehave, som risikerer at idyllisere institutionaliseringen af vores børn. Den lullende, kærlige og smukt orkestrerede børnehave løfter institutionaliseringen op på et plan, hvor det kan være svært at følge med, selv som hjemmepasser. Jeg snakkede med tre andre hjemmepassere uden for biografen, og den ene sagde, at hun undervejs i filmen havde tænkt “Er det for dårligt, at jeg ikke laver teater med mine børn derhjemme?”. Barndom skaber kunst ud af den eksisterende samfundsnorm, hvor vi skiller os af med vores børn mange timer dagligt for at tjene penge til et enormt maskineri, som de færreste af os kan gennemskue mekanismen bag. Barndom løfter adskillelseskulturen op i et næsten magisk skær, som jeg frygter, kan blive en sovepude for alle os forældre, som egentlig godt ved, at der er noget skævt i vores familiestruktur. Alle os, som bør råbe op og tvinge politikerne til at forstå, at der er en revolution på vej. Jeg har selv ligget på den sovepude i mange år, så jeg er udmærket klar over, hvor rart det føles at blive bekræftet i, at det er godt for børnene at komme hjemmefra – også når man ved inderst inde, at det ikke er hele sandheden.
Forhåbentlig får den nogle til at tænke, at i det mindste skal deres børns børnehave være bedre, før den er god nok. I værste fald får den os til at tænke, at det er sundt for vores børn at komme hjemmefra, fordi det er dér, de udvikler sig mest (fordi det er det, vi ser ske i Aurora).

Jeg ved godt, at jeg kaster med ildkugler lige nu, og de rammer i hjertet / eller de rammer i vreden / eller de rammer i afmagten, og jeg ved, at jeg risikerer at skubbe nogle væk. Men sandheden er, at uanset hvor smuk og fin en børnehave er, så er den ikke bedre end en nærværende mor eller far, som har overskud til at være sammen med deres børn. Så er den ikke bedre end de mennesker, som elsker barnet højest. “Barndom” er Margreth Olins kommentar til et institutionsliv, som hun mener, er kørt af sporet. Filmen, der er fra 2015, er Olins appel til politikerne om at bringe tiden og tilliden tilbage i børnenes liv til fordel for læringsplaner og længere dage. Og jeg er helt enig med hende – vi har brug for de smukke børnerum og for de dygtige pædagoger – men der er mere i det end som så: Jeg mener, at portrættet på sin vis symptombehandler en samfundsomspændende sygdom, som vi i stedet bør fokusere på at komme til livs.

Det er hele vores grundstruktur, vi skal omrokere. Fedt med gode børnehaver – de er klart at foretrække fremfor dårlige. Men det er ikke nok: Vi skal indrette vores samfund, så forældre har mulighed for at være sammen med deres børn. Så forældre har LYST til at være sammen med deres børn. Jeg har altid haft muligheden; der været knapper, jeg kunne skrue på for at realisere det liv, men jeg har ikke haft LYST: Der var andre vigtige ting, jeg skulle (jeg troede virkelig, at der fandtes andre ting, som var lige så vigtige. Jeg vidste ikke, hvor hurtigt tiden går. Nu sover Storm på sit eget værelse, og nu er det ikke hver dag, han kommer for at blive krammet af mig, og jeg vidste ikke, at det ville gå sådan og betyde så meget). Jeg havde ikke lyst til at blive hjemme med mine børn, efter de var fyldt et år, fordi jeg havde travlt med andre ting, der skulle klares, så jeg kunne “lykkes”. Men også fordi barselstiden var ensom og fremmed og komplet angstprovokerende. Da jeg fik mit første barn, var jeg vant til at kunne læse mig til de fleste svar og købe mig til resten. Jeg var vant til at have et fællesskab; være en del af noget større. Studerende, boheme, what ever. Men aldrig så alene. “It takes a village”, som man siger – og landsbyen er død.

Jeg vil opfordre alle pædagoger og lærere til at se Barndom hurtigst muligt: Så længe vi lever i en kultur, hvor børnene er institutionaliserede, skylder vi dem de bedste tænkelige rammer med nærværende voksne, vidunderlige omgivelser og god mad. Med kærlig leg, fri fantasi og god taletid.

Jeg vil også opfordre alle andre til at tænke over deres muligheder her i livet. Det er ikke længere godt nok at gøre noget, bare fordi de andre gør det. Hvad vil DU, og hvorfor?

Opdatering:
Jeg vil på det varmeste anbefale alle at følge Tove Rump, som er meget aktiv i familiepolitik, og altid holder barnets (og familiens) tarv for øje. Hun han følges på facebook HER

Tove Rump skriver om filmen “Barndom”:
“Jeg så Margreth Olins dokumentarfilm, BARNDOM sidste sommer, da den havde premiere i Grand i København.
Det er en meget smukt fotograferet film. Og så ser jeg den alligevel på ingen måde som en protestfilm. Måske snarere tværtimod. For denne film fremstiller institutionaliseringen af det lille barn som en paradisisk tilstand. Et konstrueret paradis, befolket med voksne, superelskværdige og elskelige og kreative børnevogtere. Midt i den smukkeste natur. Og med børn, der tilsyneladende er i gang med ‘fri leg’.
Men – som jeg ser det – er det overhovedet ikke fri leg. For den foregår hele tiden i nogle kunstige rammer om hverdagslivet. Nogle rammer, der kan være nok så smukke – og midt i naturen. Men dog nogle rammer, som ikke er en del af det rigtige liv. Det liv, som den ‘frie leg’ skulle hente inspiration fra.
For fri leg er:
barnets måde at leve sig ind i,
barnets måde at kopiere,
barnets måde at øve sig i – at blive en rigtigt dygtig voksen.
HVOR ER FORÆLDRENE?
HVOR ER DET RIGTIGE LIV, SOM DISSE BØRN SKAL VOKSE OP TIL? HVOR ER MENINGEN?
Her ser vi et arrangement!
Her ser vi et meget smukt arrangement.
Derfor er bedraget så stort.
For bedraget ligger i, at vi bliver ved med at tage børnene ud af vores rigtige liv med hinanden. Og nu ser det hele oven i købet så helt utroligt smukt og harmonisk ud. Så hvad klager vi så over?
JEG KLAGER OVER, AT VI SVIGTER VORES BØRN.
JEG KLAGER OVER, AT VI IKKE SKABER ET SAMFUND, HVOR BØRN KAN VÆRE MED I DET RIGTIGE LIV SAMMEN MED OS. SAMMEN MED DEM DE ELSKER. OG SOM ELSKER DEM.
JEG KLAGER OVER, AT VI – NU MED KUNSTEN TIL HJÆLP – VIL FORTSÆTTE MED DENNE LØGNEHISTORIE: AT BØRNENE ER BEDST TJENT MED AT TILBRINGE HELE LANGE DAGE SAMMEN MED JÆVNALDRENDE I KONSTRUEREDE RAMMER – SAMMEN MED FREMMEDE BØRNEVOGTERE – DE VÆRE SIG NOK SÅ PÆDAGOGISKE.
Jeg tænker, at børn helt sikkert vil trives fint med at have mulighed for nogle timers fri leg og skaben i en (kald det bare) børnehave, hvor der er ansat dygtige pædagoger, og hvor der er stor skønhed og en masse gode muligheder for kreativ udfoldelse.
MEN JEG VIL INSISTERE PÅ AT SIGE – MEGET HØJT – OG IGEN OG IGEN – AT VI HAR ET KÆMPE ANSVAR FOR AT TAGE BØRNENE IND I LIVET SAMMEN MED OS.
AT VI NOGENSINDE HAR FUNDET PÅ AT ANBRINGE VORES BØRN HELE LANGE DAGE I INSTITUTION SAMMEN MED JÆVNALDRENDE OG FREMMEDE BØRNEVOGTERE, DET ER ET LEVN FRA KVINDEOPRØRETS TID. ET KVINDEOPRØR, DER VAR HELT NØDVENDIGT, MEN SOM – DENGANG – KUN KUNNE SKE PÅ MASKULINE PRÆMISSER.
NU MÅ VI SE DET.
OG HANDLE ANSVARLIGT PÅ DET, VI SER. ♥♥♥”

Herudover vil jeg anbefale bloggen Verden ved siden af, hvor Nynne, som selv er mor til to små børn, skriver om børnepsykologi og familiestrukturer med et evigt skarpt og kærligt blik. Det er fra hende, jeg har udtrykket “adskillelseskultur”, som hun blandt andet bruger i DETTE indlæg

 

Et øjebliksbillede

Jeg ved godt, at mit liv er et øjebliksbillede. At min lykke er lige nu, den er ikke en evighed.
Jeg ved godt, at det hele kan vende på et splitsekund. Lykken kan blive et fremmed land, og hvert af disse øjeblikke vil med ét være badet i mørke, de fleste af dem vil end ikke opstå.

Livet er forgængeligt og sårbart. Det er derfor, det er så vigtigt. Det er derfor, vi skal gøre vores bedste med den tid, vi har.

“Denne dag et liv.”

Vores fortiden kan vi selv være med til at beskrive. Fremtiden kommer, mens vi dufter til blomsterne, til børnenes dampende hår, og spiser de modne blommer fra træet med lukkede øjne.

Men selv hvis jeg blev ramt af sorg, ville jeg skrive dette: Det handler om tvinge det bedste ud af livet. Jeg kommer aldrig til at fortryde, at jeg prioriterede det, som betyder mest for mig.
At leve livet fuldt handler ikke for mig om at gøre mest muligt på kortest tid; det handler om at mærke efter og turde følge det, der kommer indefra.

Og så er det, jeg siger, at mit liv lige i dette øjeblik er så fuldt af mening, at det føles som græsset på en dugtung morgen. Det er mere, end jeg kan rumme. Der er så megen glæde. Sådan en forunderlig følelse af samklang over alt. En symfoni af mit liv; stemmerne, de små bløde hænder, maden fra mulden og den klare nattehimmel over os.

Det, der sker hjemme hos os i de her dage, er magisk.
Det er ikke perfekt. Det er ikke nødvendigvis nyvasket, fredsommeligt, konfliktfrit eller melodisk. Men det er magisk. Jeg har ikke prøvet det før: Den slags samhørighed, meningsfuldhed. Så store smil, så dybt fællesskab.

Børnene leger anderledes end tidligere. Dem, der aldrig plejede at finde hinanden, sidder pludselig ovenpå ved skrivebordet, og skriver et brev til deres penneveninde. De finder ordene ved fælles hjælp, skiftes vist nok til at føre pennen. En tredje hopper rytmisk – igen og igen – gennem stuen for sig selv. Stille og fokuseret. Han snakker om maskiner, som kan fange tanks og afmontere bomber. Han er tydeligvis igang med noget. Et projekt tager form i hans tanker.

Den anden dag gik vi en lang tur. Det gør vi en gang om ugen nu. Vi gik fire kilometer den ene vej, så en lille time på en legeplads. Fire kilometer den anden vej og en madpakke undervejs. Vi oplevede så meget, at jeg selvfølgelig har glemt det meste. Snakkede om alt mellem himmel og jord.

Hvordan skal man huske alle de emner, man kommer omkring, når man bevæger sig rundt i verden, og tager den ind? Der har været snak om division og brevduer og deraf ret meget om statistik, for i Irland dør en tredjedel af alle brevduer på hver tur, men i Danmark er tallet en tiendedel. Storm spurgte, om det betyder, at en due så dør efter sin tiende tur? Vi snakkede om helbred og om udsatte ruter. Men det statistiske svar måtte jo være ja? Dernæst snakkede vi om de magnetiske felter, som man mener, duerne styrer efter. Og om hvorfor de har svært ved det nu, hvor vi alle sammen taler i mobiltelefon. Vi kom hjem, og så en lokaludsendende om brevduer i Ishøj fra 1997 på youtube. Var trætte i kroppen på den måde, som føles godt.

Vi har aftalt, at vi starter hver dag med en tur til stranden, når vi har spist morgenmad. Det var børnenes forslag.
For tiden svinger vi forbi blommetræet både på vej derned og hjem igen. Træets grene hænger så tung af frugten, at jeg har sagt til det smukke, gamle træ, at vi sætter pris på hendes enorme gave. At vi spiser blommerne med lukkede øjne, glæder os til blommetærte om noge dage, når der er nok modne frugter.

Jeg tror på, at dette liv er et åndedrag i vores fulde eksistens. At vi er her for at udvikle os, finde vej mens vi lever. Lige nu lever jeg, som jeg helst vil.

Hvordan er jeres øjebliksbillede, lige nu?

Det med at droppe børnene af (og to andre pointer)

I dag har jeg skrevet et indlæg med tre pointer, som jeg prøver at komme frem til i en fart. Ellers synes jeg tit, det bliver så langt.

Så her er pointerne:

1) Jeg har besluttet mig for at blive sammen med mine børn, når de har aftaler frem for at droppe dem af (indtil de en dag beder mig gå, naturligvis).

2) Her på Ærø er børn søde ved hinanden uanset deres alder. Det er nyt for mig.

3) Socialisering er mange ting – blandt andet rollespil.

Pointe 1 (med intro)
Hver anden lørdag er der rollespil her på Ærø. Det er super fint: Ungerne arrangerer det selv, og de skifter location fra gang til gang. Børnene er mellem 7-13 år, og de “spiller” i fire timer af gangen.
Storm har gerne villet med i nogle måneder, men der er kommet noget i vejen hver gang. Andre aftaler, aflysninger på grund af vejret – eller hans egne forbehold. Men i dag gjorde han det, han holdt ved, og jeg sagde, at jeg ville tage med og blive der, så længe han ville have det (måske var det derfor, det lykkedes ham at komme af sted?)
Sådan sagde jeg, fordi jeg for en måneds tid siden læste et kapitel i den i det hele taget meget inspirerende, super hurtigt læste og på alle mulige måder anbefalelsesværdige “Unschooling Rules“, som virkelig rykkede noget i mig: Forfatteren skriver i kapitlet Minimize “the drop-off”, at én af de mest gennemgående ting ved forældreskabet i vores tid er forældres afhængighed af at droppe deres børn af – ved fødselsdagsfester, legeaftaler osv. Han skriver, at i stedet for at se børnenes aftaler som en mulighed for at få klaret nogle ærinder, så kan man med fordel tænke på det som mulig kvalitetstid. Han fortsætter ind i det efterfølgende kapitel med at forklare, hvordan de situationer, hvor vi som regel dropper vores børn af, kan være sjældne og berigende chancer for børnene for samvær med ikke-autoritære voksne i venskabeligt humør, fordi de ikke tynget af opgaven med at holde barnet sikkert, ganske enkelt fordi forældrene er til stede. (Derudover beskriver han føromtalte ærinder som gode muligheder for læring for børn).
Selvom vi kun sjældent har droppet vores børn af, ramte pointen mig, fordi, når jeg ikke har droppet mine børn af, skyldes det mest af alt, at de ikke har villet være alene til legeaftaler eller fester, og derfor har insisteret på, at vi skulle blive. Og når jeg har følt trangen til at tage af sted, tror jeg egentlig, det har handlet om, at det er det, som er formuleret i vores kultur.
“Det er så dejligt, når de endelig kan være på legeaftaler alene.” – Og det forstår jeg godt, at vi siger – vi har jo travlt – men jeg har erkendt, at der er noget, som er vigtigere for mig. For nu, i hvert fald – og jo gjort noget simplere af vores beslutning i øvrigt om at have børnene hjemme. Kald det bare en forlængelse af den tanke. Men mest af alt var det en lettelse at blive gjort opmærksom på den mulighed. Det har altid været forbundet med konflikt ias mig, at børnene ville have, at jeg blev, mens jeg var usikker på, om jeg virkede lidt omklamrende på andre forældre – samtidig med at jeg egentlig havde lyst til lige at få de to timer til at ordne nogle andre ting. Så da jeg læste bogen, var det rart, at nogen traf beslutningen for mig, fordi det føltes rigtigt – og simpelt. Giver det mening?

Og det var fedt at være med til de fire timers rollespil i går. Storm var fuldt ud engageret (“Jeg kan slet ikke begynde at fortælle dig, hvor fedt det her er, mor!”), og han gav løbende udtryk for, at han gerne ville have, at jeg blev. Først gik jeg rundt med børnene, og tog billeder, så satte jeg mig på en bænk ved en grøn skovsø, før jeg kom i tanke om min mobiltelefon, som jeg hentede, så jeg kunne høre en podcast. Så satte jeg mig med fødderne oppe, lige der hvor drengene mødtes mellem slagene for at spise og drikke vand, og Storm opsøgte mig i hver pause.
I aftes, da han skulle sove, sagde han: “Jeg vil måske også gerne have, at du bliver hele tiden næste gang,” og jeg tror egentlig ikke, det handler om utryghed længere, men nærmere om en stolthed og en følelse af forbundethed, som vækker resonans i mig, og derfor vil jeg (eller Kristian, som er nysgerrig efter at komme med) gerne med ud på slagmarken om to uger.

2) Dengang jeg gik i skole, var de yngste elever bange for de ældste. Vi havde intet med hinanden at gøre. Jeg husker frygten fra de små klasser, når en stor gik forbi på gangen, og man kastede sig ind i den nærmeste væg for at blive usynlig, og jeg husker på samme vis arrogancen overfor de små (alle pånær mine søskende), da jeg selv var blandt de ældste. Det var først, da jeg flyttede hjemmefra, at det gik op for mig, at man fint kan have venner, som ikke er fra samme årgang som én selv. Her på Ærø er de største og de yngste trygge ved hinanden, både i skolen og til fritidsaktiviteter. De store bød velkommen til rollespil uden den mindste form for dominans eller selvhævdelse. Alle hjalp hinanden, alle snakkede på kryds og tværs. Jeg bliver varm i hjertet af at se min søn gå side om side med en tre-fire år ældre dreng, som lytter oprigtigt til det, der bliver sagt. Når de smiler til hinanden, og ingen af dem lader til at synes, situationen er uvant, tænker jeg, at vi virkelig har fat i noget her. Den tillid og interesse som børnene har helt umiddelbart for hinanden, er så god for dem alle sammen. Jeg håber, at verden generelt er mere sådan, end da jeg var barn? Og hvis ikke er jeg bare glad for at bo her, hvor det er virkeligheden.

3) Mange spørger til vores børns socialisering, når de hører, at vi har besluttet at hjemmeundervise efter sommerferien. “Hvordan skal de så få venner / blive normale / falde ind i samfundet?” Det er så stort et spørgsmål, og de færreste gider alligevel helt høre det fulde svar, men i dag blev Storm i hvert fald socialiseret, og om han så har lyst til at være hjemme hele den næste uge uden en masse aftaler, ja, så er jeg helt tryg ved og forstående overfor hans evne til at vælge selv. I går valgt han rollespil til – ganske uden pres eller forventninger fra voksne – og det gik godt.

Hvad er jeres tanker: Om det med at droppe børnene af? Og om leg på tværs af alder? Og om socialisering, tvungen eller ej?

Den største glæde

Der er sket noget med mit forældreskab, siden Kristian og jeg besluttede at tage børnene hjem (vi har taget dem hjem for en periode, vi kalder det en orlov). Med mit liv, er der sket noget. Og det føles så stort – så omvæltende, at der næsten ikke er ord for det. Samtidig er det så simpelt, at det kan skrives i en enkelt sætning:
Mit forældreskab er blevet bevidstgjort, og jeg er dermed blevet nærværende.

Det har været en rejse for mig, siden jeg blev mor for godt otte og et halvt år siden. Sådan er det jo med forældreskabet: En intens personlige udvikling.

Jeg har aldrig før været så glad som den seneste måned. Hver aften, når jeg børster tænder, tænker jeg: Vildt, at man kan være så glad.
Hvert eneste øjeblik synes sprængfuld af mening lige nu. Også dem, som trækker tænder ud. Også dem, hvor jeg tænker: Please giv mig ro, bare et øjeblik.

Som mennesker er vores vej gennem livet unik, og derfor skriver jeg dette med ét stort forbehold: Nemlig at jeg ikke mener, de beslutninger, jeg nu har truffet, eller de erkendelser, som jeg er kommet til, er en forudsætning for at opnå den ro og glæde, som jeg føler. Derudover anerkender jeg fuldt ud, at det, jeg oplever nu, ikke er et mål for alle, men jeg vil alligevel dele det, fordi jeg tror, det kan have en betydning for andre.

Mit forældreskab har måske nok været præget af en del uro og forvirring fra starten. Min ældste blev født midt i en tid med stor sorg og frygt i min nærmeste familie. Han havde kolik. Dernæst fik vi tvillinger.
Jeg har altid været på vej videre – til arbejde, alenetid, oprydning eller facebook, og selvom jeg alle årene har været ret meget sammen med mine børn, har jeg ikke været fuldkommen nærværende særligt ofte.

Nu hvor Kristian og jeg aktivt / helt overlagt / fuld ud velovervejet har taget vores børn hjem (hvor længe? Jeg ved det ikke), er der pludselig en større betydning med al vores tid. Jeg oplever hvert eneste minut – konfliktfyldt såvel som fredeligt – som noget, jeg med stor mening deltager i. Da vi besluttede at tage børnene ud af deres  børnehave og skole, påtog vi os et ansvar, som vi hidtil følte, at vi havde givet fra os. Vi havde følt, at det var en lettelse ikke at stå med hele opgaven selv, men der var en splittelse og tvivl i det. Ikke at jeg tror, der er det for alle, men sådan har det været for os – måske fordi vores børn uden undtagelse har ladet os vide, at de helst vil være hjemme. Nu hvor de ér hjemme, er deres liv med ét mit fokus og ansvaret er blevet tydeligere. Det giver mening for mig.

Jeg er ikke længere på vej videre. Jeg er sammen med mine børn, fordi det er mit projekt, og jeg har brug for et projekt. Jeg har brug for noget, som jeg med fuldt overlæg investerer min energi og tid i, fordi det giver mening for mig. Jeg har behov for at være ambitiøs, for at dygtiggøre mig. Nu har jeg fundet den opgave, som for mig lader til at være den ultimativt berigende. Jeg anede ikke, at det ville blive sådan. En lille stemme indeni hviskede, at det var den rigtige vej for vores familie, men jeg havde ingen fornemmelse af, hvor vidt det ville række.

For nogle giver det sig selv det øjeblik, de bliver forældre: For mig har det været nødvendigt med kontrasterne og de mange skridt i én retning, før jeg kunne vende om og uden tvivl sige: Nej, jeg skal denne vej i stedet.
Jeg er sikker på, at man kan leve et meningsfuldt liv med sine børn uden at gøre det, vi nu har gjort. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der findes uendeligt mange versioner af det gode liv.

For mig er det interessant, at den største omvæltning i mit moderskab, og måske i mit liv i det hele taget, har været at gøre noget, som virker så oplagt, så enkelt, så helt igennem historisk alment.
Men jeg er et produkt af mange ting. Et sammenkog af alt det, som er i vores samtid: Samfundets forventninger, familiens, mine egne. Kønsidealer, kultur, social baggrund og meget andet. Jeg har i høj grad handlet ud fra, hvad jeg troede, jeg skulle, og hvad jeg dermed mente, ville gøre mig lykkelig. Jeg har været modig og ofte truffet anderledes valg – men på hvilke præmisser? Mit succeskriterie har ikke været meget forskelligt fra alle andres, og jeg har bevæget mig indenfor nogle rammer, som jeg troede, var frie, men som jeg kan se nu, har været et fængsel i mit eget hoved, næsten ikke til at få øje på.

Jeg læste denne kronik i Information i går – om moderskabets lidelser og behovet for at stå i bitterheden, sorgen og afmagten, når man er på barsel og/eller har små børn. Jeg kunne selv have skrevet den for et år siden. Hell, jeg skrev versioner af den her på bloggen, før Juno var et år (her og her, blandt andet). Jeg er enig med skribenten i, at vi skal være ærlige om det, som vi oplever som opslidende og tabubelagt. Der kommer ikke noget godt ud af, at vi føler os forkerte, eller gemmer vores følelser. Men jeg begynder også at tænke, at der er noget bagvedliggende, noget dybere (tungere?), som vi skal rykke på – noget af den største betydning: Noget, som vedrører os alle.
Hvorfor er det så lidelsesfuldt for mange af os at blive (og være) forældre? Er der virkelig ingen anden vej? Kan det handle om splittelsen – den konstante stræben efter noget mere, noget andet (noget forestillet og desillusionerende) midt i livets måske vigtigste og mest meningsfulde færd; nemlig årene med små børn?
Den nødvendige forandring er ikke en opgave, som det enkelte menneske kan bære alene – der skal derimod rykkes ved hele vores struktur og stræben. Det skal vendes på hovedet.

Jeg tror, jeg har vendt mit liv på hovedet. For nogle måneder siden skrev jeg herinde, at jeg ikke kunne leve uden at arbejde på min roman. At jeg havde behov for det mønster, som vores liv var lagt i. Det var mit behov – jeg følte det stærkt og inderligt. Så tog jeg en dyb indånding, og pludselig var Kristian og jeg klar til at give denne anden vej en chance. Romanen er lagt i skuffen, en del andet er lagt endnu længere væk, og jeg har set i øjnene at behovet måske slet ikke var mit.

 

Jeg tænker, at jeg ikke er alene med de her overvejelser? Hvad mener I? Hvor skal vi ændre på forholdene for at give både børn og forældre bedre mulighed for at leve meningsfulde liv?

 

Kærlighed midt i konflikter

Vi vælter rundt i en form for uro her hos os. Selvom det efterhånden er en måned siden, vi sagde farvel til skole, børnehave og dagplejemor, og tog hul på denne her sommerferie, som jeg har lyst til bare at kalde “det her liv”, er børnene ikke landet helt endnu. Det plejer at tage to uger af ferien (hvor jeg tænker: “hvad har vi gjort? – skal vi virkelig være sammen i fem uger?”), og så falder det hele ligesom på plads; vi finder rytmen, og bliver en mere sammenhængende entitet. Sådan har det været de andre somre, men sådan synes jeg ikke helt, det er i år.

Og mange vil sige, at børnene altid er en refleksion af de voksne. At de spejler os. Men jeg tror ikke, det er hele svaret, for børn spejler også mange andre ting, og jeg oplever, at Kristian og jeg er i ro, glade og nærværende (med fare for at tage munden for fuld). Børn reagerer, og er i proces – også når deres forældre ikke er det. Det kan være svært at gennemskue, hvad deres uro kommer fra. Det kan være subtile stemninger eller noget gammelt som pludselig har plads til at komme frem og kræve opmærksomhed.

Uanset hvad det skyldes, er mine børn nogle sensitive væsner, og lige for tiden er der ikke den grundlæggende balance, som vi alle sammen trives bedst i. Der er noget, som står i vejen; én eller anden – eller flere – processer er i gang, og det tager tid og energi, og Kristian og jeg manøvrerer i det, så godt vi kan.

Det er sådan noget med, at børnene ikke hører, hvad vi siger. Sådan noget med at de griner, og løber væk, når de får en besked. Sådan noget med ikke rigtigt at kunne mærke sin egen krop, så man vælter ting, og vælter over andres fødder. Dagen lang.
Der er konflikter – væg til væg som et slidt tæppe – og råb og smækkede døre.

Midt i det er her heldigvis også en masse dejlige ritualer og timer sammen (varm mad til frokost, morgenfodring af grisene, lydbøger og dans midt på dagen), men konflikterne fylder for meget.

Kristian og jeg trækker vejret dybt igennem det. Så godt vi kan. Ikke altid mega godt… men heldigvis griner vi ofte af det hele – som regel når det står virkelig skidt til. Når der er adskillige børn, som råber: “lorte mor!” og “lorte far!”, mens de tordner op af trappen, væk fra oprydning eller aftensmad.

I aftes var det ligesom om, det blev for meget. Så vi snakkede med børnene, én for én. Om frihed og ansvar og om konsekvens: “vi andre bliver kede af det, når I ikke tager hensyn.”
“Jeg lover at gøre mit bedste”, sagde de.
Vi aftalte at holde samling her til morgen. Det er noget, de to mellemste har efterspurgt, siden de blev opmærksomme på, at de ikke skal tilbage til børnehaven til august. Hver dag beder de om “undervisning og samling”. Undervisning er som regel “tegning og bogstaver”, og det er særligt Live, som hungrer efter det. “I dag vil jeg lære at tegne en hare,” siger hun, og så finder vi en påskehare i porcelæn, og tegner med hende. Og nu skal vi så holde samling om lidt: Vi vil tale om intentionerne for dagen: Hvad kan vi hver især gøre for at få en god dag (og: hvad er en god dag?). Og vi skal grave lidt dybere i det med frihed og ansvar. Og synge sange: Alle som vil, vælger en sang. Juno vælger på autopilot “Jeg gik mig over sø og land,” Den kan hun så godt lide.

I aftes, da vi havde lagt børnene i seng og bedt dem falde i søvn selv (ikke Juno, jo), så vi på hinanden, Kristian og jeg. Trætte, men også mere håbefulde end i flere dage, tror jeg. Vi havde ligesom taget hul på noget. Der syntes at være lys for enden af den tunnel, vi befinder os i. Nogle gange er det bedre at kaste sig ind i konflikten end at stå på sidelinjen og prøve at mane til jorden.

Jeg er overbevist om, at det er stort for vores børn, at de ikke skal i skole eller børnehave igen. Og mon ikke det tager en del energi fra dem at leve et nyt liv, som de ikke helt ved, hvad er. Hvordan skal de forstå det, som vi knap nok selv kan – at vi har givet slip på en del af det, der også plejede at være? Det er vores opgave at vise dem, at det betyder, at det her liv fortsætter. Det her liv, som bare er livet. Og så skal vi forsikre dem om, at den manglende institutionalisering ikke er lig med manglende evner. Det er en proces for os alle sammen. Live er bange for ikke at lære at læse og skrive (hvilket hun stort set allerede kan). Børnenes jævnaldrende ser ud som om, vi har fortalt dem, at vi er ved at flytte til månen, når de hører, at de ikke skal i børnehave og skole efter ferien. Hjemmelivet er så usandsynligt, at det lyder som en utopi.

Nå, men, i aftes – da børnene sov – satte Kristian og jeg os udenfor. Og det var egentlig det, jeg ville fortælle: At vi satte ud ud på terrassen med udsigt over det storslåede hav, øerne, sejlbådene. Med te og kaffe sad vi der, og snakkede med hinanden. Om den bog Kristian læser lige nu, og om noget jeg læste i en avis i går, og vi snakkede om børnene (men ikke så meget om dem). Så rejste vi os, og gik en tur i hans enorme køkkenhave, som jo egentlig er toppen af en mark. Vi så på kål og majs og gulerødder. Kattene fulgte efter: Små kattefodspor hele vejen bag os, og man kunne høre dem spinde, når vi stod stille.

Vi snakkede – om solbær og ærter (begge dele skal plukkes i bunkevis i dag), og om børnene. “Det skal virkelig nok gå.” Vi snakkede om vores rejse sammen, om alt det gode vi har. Og vi grinede ret meget.

For tre år siden fik vi hver lavet et horoskop, Kristian og jeg – og jeg ved godt, hvor vanvittigt det lyder. Jeg synes også, det lyder vanvittigt, når jeg lige skriver det her, men det var ikke desto mindre en meget givende og præcis oplevelse for os begge. Det var ikke et helt almindeligt horoskop med fokus på et enkelt tegn og en ascendant, men derimod et “esoterisk” horoskop, hvilket ærligt talt er lidt kompliceret at forklare, men det betyder i sin essens, at det er langt mere dybdegående og udarbejdet ud fra en overbevisning om, at der er en mening med livet og at mennesket kommer til jorden for at lære noget og gøre en forskel. Altså, sådan sat ret meget på spidsen.
MEN, Kristian og jeg lyttede til optagelsen fra hans time med astrologen i går for første gang siden den dag i København. Jeg tog en helt masse noter. Alt det, astrologen pegede hen imod af konkrete perioder, som skulle ske tilbage i 2014, endte med at passe og bedst af alt så er de mere generelle, dybdegående input vedrørende livsformål, potentiale og faldgruber også stadig meget præcise og brugbare. Det gav en følelse af mening og forståelse, og der sænkede sig en ro over Kristian og mig. Vi drak te (spiste is), og bagte nogle boller, og var kærester midt i det hele. Kærligheden kan samle og løfte og få os igennem det meste, det føler jeg mig sikker på.

Og sådan endte aftenen rart, og nu er det morgen, og vi skal samles, og jeg er håbefuld. Det skal nok blive godt. Det ér godt – og nu kommer der mere balance i tingene, fordi vi er opmærksomme på det, alle sammen.

Hvordan kommer I igennem de perioder, hvor børnene kræver mere (og gør jeres børn også indimellem det?)

Søskendejalousi

Da jeg var indlagt på barselsafdelingen i Svendborg med mine nyfødte tvillinger, og udtrykte bekymring for Storm, som var blevet storebror, sagde en af barselssygeplejerskerne til mig: “At få en lillebror eller lillesøster svarer til, at din mand kommer hjem med en ny kvinde, og siger: “Jeg elsker dig lige så højt som altid, men nu skal hxn også bo her og være min elskede. Og du skal være sød.”‘

Jeg kan ikke huske, at Storm var udpræget jaloux på sine søskende. Heller ikke selvom der kom både en pige og en dreng. Men min første tid som tvillingemor var også så hård, at jeg måske bare ikke havde overskud til at registrere hans følelser. Eller også var det fordi, bedsteforældrene var hos os hele tiden, og bar Storm igennem det, og tog de små, så snart de kunne (men altså, det kunne ingen i hundrede år, så det var mest Storm, de bar).

Da vi skulle have Juno, knap fire år senere, kendte børnene jo en hel del til det med at have søskende, og de glædede sig meget. Vi snakkede om babygråd og om, at babyer ikke kan ret meget i virkelig lang tid, og Kristian og jeg var forberedte på, at der ville komme en reaktion fra de andre. Mest af alt var vi glade for at skulle se vores børn blive storesøskende, ikke mindst Live og Ilja som for første gang ville få rollen som “de store”.

Vi var helt sikre på, at det ville gå ret fantastisk. Gnidningsfrit, måske endda. Og vi vidste, at vores børn ville elske hende den lille nye. Vi kunne næsten ikke vente med at se dem udfolde sig som storesøster og storebrødre.

Vores børn er nogle følsomme, omsorgsfulde og tydelige væsener, som hver og én er udstyret med en udtalt sensitivitet (og et tilhørende heftigt temperament). Vi forventede, at de ville omfavne det lille nye liv, vise hende vej gennem livet og ikke mindst udvikle gode relationer på kryds og tværs.

Og sådan blev det også. Og så ikke.
Det er kommet bag på mig, hvor længe jalousien har hængt ved, og hvilken form den tog, da den begyndte at vise sig.
De første dage, måske uger, var der ingenting. Så kom der efterhånden nogle mønstre, som ikke var til at overse. Sådan noget med at kysse Juno hårdt og ustandseligt. Så hun var helt våd i ansigtet uden at tørre det af selv. Sådan noget med at holde hende ind til sig, men lidt for tæt. Sådan noget med at lægge sig næsten ovenpå på hende, men kun næsten.
Særligt én af hendes søskende er først nu ved at slippe sit tag i en vrede, som flyttede ind, da Juno kom ud til os. Der har været daglige fysiske  angreb. Hun er blevet skubbet, spændt ben for. Råbt- og grinet af og drillet. Det er mest blevet set af Kristian og jeg, for det har ikke været meget voldsomt, og jeg tror ikke at nogen udenfor familien, har oplevet det. Men det har været insisterende, og det har været svært at rumme. Fordi hun var så lille og så nemt kunne komme til skade.

“Hvorfor gør du sådan?”
“Fordi hun har taget min mor.”

Det er ingen hemmelighed, at jeg syntes, det første år med Juno krævede al min energi. Og jeg kan godt regne ud, at de stores reaktion hænger sammen med det.

Jeg har længe tænkt på at skrive om det herinde. Søskendejalousi må være omtrent lige så almindeligt som det at have mere end ét barn. Men jeg fik det aldrig gjort. Jeg kunne ikke: Det føltes på én eller anden måde udleverende, når problematikken stadig levede i vores hverdag. Når jeg stadig mange gange dagligt følte, at Juno var under angreb og mindst ét af vores børn følte sig grundlæggende overset alene ved at Juno er en del af vores familie, selv her halvandet år efter.

Så jeg ventede. Og så slog det mig her den anden dag: At det er næsten forsvundet. Nu er de venner, alle fire. Ikke hele tiden (altså, overhovedet), men alle fire er lige gode venner og lige meget uvenner. Juno er ligesom smeltet mere ind i flokken – eller også er hun bare blevet lukket ind af alle. Kristian og jeg har rummet reaktionerne så godt, vi kunne. Vi har virkelig bidt os i tungen, og har stillet spørgsmål og  krammet i stedet for at skælde ud (ikke hver gang. slet ikke. Men vi har gjort vores bedste). Og vi har ligget med dem alle sammen omkring os i den store seng. Hver nat. Juno imellem Kristian og mig og én af de mellemste på hver side. (Storm yderst – han kan godt lide at brede sig.) Nu behøver Juno ikke ligge i midten. Tit skændes de om, hvem der skal sove ved siden af hende. De ligger på kryds og tværs for at være den, der “har” hende mest.

Det er lige her i sommerferien, at jalousien har sluppet sit greb. Måske er det bare tiden nu. Måske er det fordi, vi har ferie, og vi har fortalt børnene, at de ikke skal i skole eller børnehave efter ferien. Måske det betyder, at følelsen af underskud bliver mindre.
Jeg aner det ikke. Er efterhånden ligeglad. Fordi jeg bliver så varm om hjertet, når jeg ser de to lege. Dem, som har haft så mange konflikter. Den store, som har følt sig overset, og som nu er fri igen og atter føler sig som en del af det vigtigste, nemlig familien, kærligheden.

Smukke væsener. Her er vi landet, og hvor er det godt.

Hvad er jeres erfaringer med søskendejalousi?
Hvad har været det sværeste?
Og hvordan/hvornår stoppede det?

Den første dag i sommerferien

I dag starter sommerferien herhjemme.
I går var vi udmattede, og børnene var kede af det og sure, fordi de savner deres far, som har været på camp siden mandag, men om et par timer kommer han hjem, og så er det helt officielt: VI HAR FERIE.

Vi ved ikke, hvor længe ferien varer. Har sagt i børnehaven, at børnene måske kommer tilbage/måske ikke. Har sagt til skolen, at vi regner med noget orlov i forlængelse af sommerferien. Hvor længe? Ved det ikke. Har krammet Junos dagplejemor, som er så sød.

Først og fremmest skal vi helt ned i gear, op i balance, ind i rytmen. Finde sammen, finde os selv og hinanden.
Men derudover skal vi ikke ret meget. En enkelt tur til Nordsjælland for at blive klogere på landbrug. En tur til Aarhus for at besøge vores familie.

Vi skal have to grise. To kattekillinger. To is om dagen, måske. (Og lave dem selv af jordbær fra haven.)
Vi skal grave gulerødder op og spise ærter, til vi bliver grønne. Tage os god tid. Lære at sove længe. Spise morgenmad udenfor. Og aftensmad. Se Twin Peaks om aftenen. Læse bøger. Huske at holde i hånd og mere end det.

Vi skal mærke efter, finde vores vej. Bare være. Tage én dag af gangen.

Jeg glæder mig.

Hvad skal I (og hvorfor)?

 

Noget er under forandring

Mine børn løber nøgne hjem fra stranden. Mørke i huden, med fødder som ikke er bange for tidsler. Kristian har længe sagt, at det bliver den fedeste sommer. Jeg har ikke kunnet tro ham. Noget har holdt mig tilbage. Men noget er under forandring i mig. Før tænkte jeg: Hvordan går man udenfor, og fordyber sig dér – i samværet, jorden, solens stråler – hvis der er noget andet, som trækker i én? Hvis man er splittet.
Nu mærker jeg, at jeg er ved at være klar.

Sidste sommer sad Juno på min arm det meste af tiden. Jeg ammede i skyggen, hun skulle puttes til mange lure, være hud mod hud. Der var ikke mulighed for fordybelse i andet end vores symbiose. Hun og jeg levede et liv parallelt med resten af familien.
Så jeg havde glemt, at det kan være anderledes, men husker det så småt nu. Dag for dag ser jeg, at der er andre liv, andre år foran mig.
Jeg ser, at når vi er på stranden, leger børnene i timevis. Løber i vandkanten, og bygger sandslotte.

Så jeg faldt over en anden distraktion, og begyndte at skrive min roman. Besluttede, at jeg ville være færdig med den, før vi ændrede noget i vores liv. Jeg tænkte: “Når jeg har skrevet romanen igennem, kan jeg være tilstede hele tiden.” Jeg satte dage af til kun at skrive den. Og det gik godt. Den bliver god. Jeg fik en e-mail fra ét af de store forlag, som havde læst uddraget, og gerne ville læse mere. Bogen lå i baghovedet hele tiden. Sætninger, formuleringer, stemninger. Pludselig levede jeg igen i en parallelverde, og denne gang var det én, som jeg skabte selv.

Men i sidste weekend var jeg på besøg hos en familie, hvis liv er fuldkommen i overensstemmelse med deres dybeste værdier. Så stod jeg der, og tænkte, at vi er forskellige. At jeg ikke ville kunne slippe mine andre ambitioner for at give mig helt hen til forældreskabet. Heller ikke selvom jeg gerne vil. Jeg tænkte: “Det kan jeg ikke.”

Jeg kom hjem, kom lidt på afstand, og tænkte så: Jo, det kan jeg. Jeg skal.

Fordi romanen, som er i mit hjerte, og som jeg ved, er god og rigtig, er ikke rigtig nu. Jeg vil ikke skrive noget så omfattende i dette splitsekund af min eksistens. Pludselig er børnene flyttet, lige nu er de her. De vil stadig sove ved siden af mig. Holde i hånd, når vi kører i tog.
I flere år har jeg været i en bevægelse mod et liv med endnu mere fokus på familien. Jeg har tænkt på muligheden for at have børnene hjemme, og jeg har tænkt, at det var svært, fordi jeg også har andre mål. Jeg blev ved med at skabe nye ambitioner, blev ved med at have noget, der skulle klares. Jeg har måske følt, at jeg ville miste for meget af mig selv, hvis jeg fokuserede på børnene. Nu skærer jeg ind til benet. Og så må vi se.

Det betyder, at Kristian og jeg fjerner alt, der distraherer, og som ikke giver noget til helheden. Færre aftaler, færre forpligtelser. Flere dage med fuldkommen ro og forudsigelighed. Og så må vi se. Jeg ved ikke, om vi alle sammen skal være hjemme hver dag. Men sommeren kommer, og for en tid skal vi. Vi starter med sommeren. Ser, hvor den bærer os hen.

Og jeg begynder at tro på Kristian: Det bliver den fedeste sommer. For der er noget, som slipper taget i mig. Der sænker sig en ro indeni. Når jeg ligger mig på puden om aftenen, minder jeg mig selv om, at jeg har nået det, jeg ville. Jeg behøver ikke være mere for andre. Det er nok, at jeg er her hos min familie. Så kan jeg sove tungt.

I denne lange weekend var vi nede på stranden hver dag. Nøgne stod vi alle seks, og spejdede ud over havet, og mærkede varmen på vores hud. Jeg gik ud i det kølige vand til knæene, og så min familie inde i sandet. “Jeg har født de fire børn”, råbte jeg til Kristian. Tænk at være så velsignet. Det vil jeg nyde. (og det må jeg gerne.)

Kender I det? Det med drømmene, som skal tage form?
Det med at man skruer op for noget kun for at finde ud af, at man egentlig er på vej væk fra det?
Kender I nødvendigheden af at prioritere?

 

KAOS

Det her var mandag:
Kristian var i København / Så jeg hentede de tre børn (Live var på en legeaftale) / Kom ud fra dagplejen, og bilen ville ikke starte / VILLE.IKKE.STARTE / De tre børn sad i bilen, mens jeg spurgte mange gamle mennesker på vejen, om de kunne hjælpe / Alle ville gerne hjælpe, men ingen havde startkabler / Der stod to poser fyldt med mad i det hede bagagerum / Så hørte Hanne-dagplejemor min stemme derude, og kom, og legede med Juno, mens jeg stadig var i vildrede / En pædagog fra Friskolen (som ligger overfor dagplejen) havde startkabler, som vi satte til de to biler / Men: Ingenting. Stadig en komplet død bil / Jeg ringede til Falck / Så kom en far fra Friskolen forbi, fiksede ét eller andet ved motoren, fik startsættet koblet på, bilen sagde “pling”, og startede / Jeg afbestilte Falck, men for sent. De kom alligevel / Det var ligemeget / Vi kørte lettede af sted for at hente Live halvanden time forsinket / Med høj puls / Så hjem: Kaos. Mad. Madpakker. Kaos. Putning. Træt.

Tirsdag morgen: Ret fin morgen, alenemor med okay-styr på fire børn / Vi var ude i bilen i god tid / Solen skinnede / Jeg havde husket alt, tænkte jeg / Stolt / Bilnøglen var væk / “hvor fanden er bilnøglen?!!” / Storm havde tabt den, da han skulle vise mig noget på den tidligere / “what the fuck!” / Bilnøglen var væk for real / Jeg skulle til møde på Friskolen / Nøglen var stadig væk / Min telefon var død. Fuldstændig død / Ingen kontakt til omverdenen / Fire stressede børn / (Fordi: stresset mor) / 35 minutter senere: Storm: “jeg har fundet den!!!!!” / Verdens hurtigste aflevering i børnehaven / Ditto i dagpleje og på skole / Nåede mødet næsten til tiden / Pyha

(den slags sker aldrig tilfældigt: Der var noget, jeg skulle se; noget jeg skulle forstå)

I mellemtiden var Kristian kommet ind med en tidlig færge, og mødte mig på skolen.

Da vi havde været til møde, kørte vi hjem, og satte os på terrassen. Vi skulle snakke sammen, sagde han. Det var vigtigt.
Han og min søster var fulgtes frem og tilbage til København mandag, og havde snakket i bilen. Snakket om den uro, der er hjemme hos os for tiden. Om børnenes konflikter, uroen i os alle. De havde snakket om behovet for mere struktur. Igen. Om at vi ikke skal involvere børnene så meget: Vi gør det af god mening, men de kan ikke kapere alt den information. Hvis vi vil spise mere vegetarisk af hensyn til klodens overlevelse, så skal vi bare gøre det. Ikke holde lange, indlevende foredrag for børnene. Lade Storm spise leverpostej med god samvittighed, til han måske en dag selv beder om én med Tartex. Han er rigeligt fyldt op af livet allerede.

Vi snakkede om behovet for, at børnene får deres egne værelser. Hvilket er svært lige nu. Vores hus er stort, men plantegningen er tosset. Pt. er der kun ét børneværelse, og de efterspørger ro, alle tre. Så nu nedlægger vi Kristians musikstudie, og han rykker op i soveværelset med sin enorme computer og de 75 instrumenter, og så får Storm sit værelse, hvilket hele tiden har været tanken på sigt. Og Storm ved det ikke, men hele dagen i går fablede han på magisk vis løs om “når jeg får et værelse”, og fandt ting frem til den store flyttedag. (Som egentlig først skulle være til vinter, når det nye studie er klar, og der er kommet nyt tag på hele huset.) Han opdagede ikke en gang de tre farveprøver, som vi havde lavet på væggen tidligere på dagen, fordi han var så optaget af at planlægge indretning. Sjovt at han fik den impuls, når vi netop havde aftalt det.
Så i morgen tidlig siger vi: “I dag skal vi lave værelse til dig,” og så skal han hjælpe med at male (i den farve, han vælger af de tre), og vi skal flytte alle de der instrumenter, og hvad ved jeg, og det er sørme godt, at min søster kommer, for der bliver nok at lave.

Og forhåbentlig finder vi roen undervejs. Den ro, som kommer, når man selv har ro på, og ikke når man står desperat og kalder på den. Allerede i går var der langt mere harmoni derhjemme. Bare det at træffe beslutningen om struktur og simple rammer gør en forskel. Færre ord, mere nærvær. Færre input, mere ro.

Så jeg glæder mig til i morgen. I dag er jeg væk – jeg skal mødes med de unge på Langeland. Men i morgen starter en lille ferie: Fire dage sammen, og vi skal lave værelser. Jeg får lyst til, at ferien varer evigt.

I disse dage er jeg mere indstillet end nogensinde før på at have børnene hjemme i en længere periode. Nogle ting er faldet på plads for mig. Det fortæller jeg om en anden gang. Nu skal der ro på bølgerne i mig. Mens færgen vugger af sted.

Kender I de der perioder, hvor det skrider fuldstændig, og børnene er kede af det, sure og bare ikke i balance? Og man selv står der, fuldkommen magtesløs, og lyder som en skid, og ligner én der ikke kan overskue sit liv? Måske er det bare os: Jeg ved, at vi er særligt slemme til det, fordi vi lever det her boheme-agtige liv, og alle sammen er nogle tydelige typer med et stort behov for ro og forudsigelighed og samtidig altid impulsen til det modsatte..

Men, altså…kender I det?

Frida, Mikkel og børnene på Stenbjerglykke

I lørdags var vi med foreningen “Økologiske Ærø” på besøg hos Mikkel og Frida og deres fire børn på gården Stenbjerglykke. Det er dem, med de bare fødder fra Søren Ryges programmer. Dem, som både Søren Ryge og en stor del af Danmark blev så fascineret af, at han måtte besøge dem igen for at filme mere. Familien som syr deres eget tøj, og som næsten altid er hjemme. Børnene, der fødes i et kar i haven. Som hjemmeskoles, og hjælper til i marken.

Der er så meget at formidle om besøget hos dem, også selvom vi kun var der i tre timer. Fornemmelsen af deres liv, værdier og frihed, efterlader et stort indtryk. Jeg har lyst til at dele det hele, samtidig med at jeg mærker en følsomhed omkring deres privatliv, uden at de på noget tidspunkt selv bad om det. De lukkede os ind, svarede på alt, vi spurgte om, og sagde på gensyn, da vi kørte igen. Jeg har lyst til at kommunikere den nænsomhed, som de er i verden med. Deres måde at leve på er så fin og rørende, og det minder mig både om det liv, min familie og jeg allerede lever, og om det liv, der lurer et sted i mig, men som jeg ikke har taget hul på (endnu?).

Jeg har mange gange fortalt om mine tanker om at trække børnene ud af deres institutioner og skole. Hjem til os. Til uafbrudt samvær, en hverdag med praktisk arbejde, og tid-tid-tid. Men jeg har samtidig skrevet, at mit dybe behov for at skrive holder mig tilbage. Dét er splittelsen for både Kristian og mig: Vi har begge en passion (eller flere), som er en længsel, når vi ikke arbejder med det hver dag. Derfor er vores børn hjemmefra fire dage om ugen. Men for mit vedkommende aldrig helt uden splittelse. Aldrig uden en stemme indeni, som er næsten klar til at smide det hele på jorden for at komme endnu tættere på mine børn. Og besøget hos Mikkel og Frida, Magne, Ylva, Alvin og Burre pustede selvfølgelig til mit iboende ønske om at gøre det.

Jeg vil dele det, som jeg føler mig i stand til om besøget hos den forbilledligt visionære, helstøbte og velfungerende familie på Sydfyn.

Det mine øjne så, var: Fire børn som havde fuldkomment kønsneutrale vilkår. Det lader ikke til at spille en rolle i forhold til hverken fysisk fremtoning eller aktiviteter, om man er dreng eller pige på Stenbjerglykke. Alle fire børn (én pige og tre drenge) var i samme tøj, havde langt hår, og de lignede i det hele taget hinanden: Smukke, hver og én. Jeg så tre børn, som legede selv, underholdt sig uden konstant forælderindblanding og én lille, som var hos sin mor, gyngede i hængekøje, og opsøgte Juno (som han insisterede på at kalde “Solvej”). Jeg så, at de søgte deres forældre, når de havde behov for fysisk nærhed. De tre ældste var ikke nødvendigvis opmærksomme på, om deres forældre var lige i nærheden. Jeg fik indtryk af, at de stolede på, at de altid kan finde mindst én af dem, når det er nødvendigt. Der var ingen separationsangst, ingen utryghed.
Jeg så familiens smukke, rustikke omgivelser. En grøn, grøn have med mælkebøtter, væltede træstammer til at klatre på og robuste legeredskaber. Cykler med brede dæk, rutsjebane, geder, høns, heste, store, sprøde salathoveder i den lille køkkenhave foran huset. Jeg så harmoniske farver, smukt håndværk, plads til kreativt rod og processer.

Det, jeg fornemmede, var: En fuldkommen samhørighed i familien og med naturen. En kærlig forbindelse mellem gården og dens indbyggere. Ro, overblik, ydmyghed.

Jeg hørte Frida og Mikkel tale med deres børn. Ikke tale som børn, men tale med dem ud fra et respektfuldt menneskesyn. Jeg hørte dem tage sig tid, være opmærksomme. Jeg hørte, at Mikkel var vildt optaget af fysik og kemi, jordbrug og bæredygtighed. Han kunne svare på alle spørgsmål, vi stillede, og langt mere end det. Jeg fik lyst til at læse en bog af dem begge og se en film om den mere praktiske del af deres liv; om, hvordan de dyrker jorden, laver deres mad osv. De er så fordybede i studier af bakterielle processer (både i henhold til kost, jordbrug og dyrehold), at det i sig selv kunne være flere timers samtale. De er så velfunderede i deres livsstil, at man kun fornemmer balance og meningsfuldhed.
Kristian var ude på markerne med Mikkel og en flok fra vores forening, og hørte om gamle kornsorter (noget, Kristian selv har taget hul på at dyrke i sit særskilte “såsædsbed”), blid forarbejdning af jorden og meget andet. Imens blev resten af os tilbage på gården, hvor Frida og deres fire børn også var. Hun fortalte åbent om alt fra opskrifterne på sine meget velsmagende surgrønt, chai og kiks, og svarede på spørgsmål om deres liv, hvis man spurgte. Ellers gik hun rundt, og smilede, ordnede ting, havde børn på hoften, puttede den mindste ind til lur, kiggede til gederne. Hun snakkede om at tage ansvar for sit liv.

Gårdens børn legede fuldkommen åbent med de mange besøgende ø-unger. Hurtigt blev der skabt forbindelser, og Storm og hans gode ven Robur (samt lidt senere lillebrødrene Ilja og Acer – og også Live) kom i løbet af ingen tid med ud i stalden, hvor de sad sammen med Magne og Ylva med fødderne dinglende fra bjælkerne. De hoppede ned til gederne, grinede, snakkede sammen. Storm sagde om aftenen, da vi var kommet hjem: “Mor, det er de sødeste børn, jeg nogensinde har mødt.” Og det mente han. Han spurgte, om det mon var fordi, de ikke har skærme? Han spurgte igen, om vi også kan hjemmeskole. Vores børn har ikke set tv-programmerne om familien på Stenbjerglykke (qua vores børns ditto skærmfrie liv), men de fornemmede med det samme den særlige stemning på stedet. I bilen hjem sagde én af dem: “Jeg kunne se i deres øjne, at de er noget særligt.” Og hvad mon de så i de øjne, mine børn? Var det den ro og meningsfuldhed, som også vi andre fornemmede? Fraværet af støj og distraktioner? På Stenbjerglykke er der kort fra jord til bord og fra menneske til menneske.

Mens vi stod i deres have, spurgte jeg Frida, om hun føler, at hun giver afkald på noget af sig selv ved at dedikere sig fuldkommen til familielivet? “Nej, jeg vil ikke være bekendt at sige, at jeg giver afkald på noget. Det er jo mine børn,” svarede hun.
“Er der noget, du undertrykker, eller som du kaster dig over om aftenen, så snart børnene sover?” Igen var svaret nej. “Sådan føler jeg det ikke.” Og det må jeg tage til mig: At der er hun og jeg forskellige. Eller i hvert fald er vi hvert vores sted.

Man mærker en afklarethed og sikkerhed i de valg, Mikkel og Frida træffer, som er meget atypiske for vores samtid, hvor mange lever et liv, der er mere dikteret af normer og af andre forventninger end af vores egne drømme. Det giver en oplevelse af ansvar og frihed, som jeg tror, er både fascinerende og provokerende for mange.

“Arbejde er blevet noget, folk er trætte af,” sagde Mikkel, mens vi spiste frokost i deres store telt i haven. “Men vi synes ikke, det er tilfredsstillende at arbejde kun for at holde fri.” Frida nikkede. “Til gengæld arbejder vi rigtig meget her. Folk kommer, og besøger os for at opleve landbrugsidyllen, men mange får travlt med at komme hjem, når det går op for dem, at det er et liv med hårdt arbejde. Jeg tror, mange romantiserer det, men det er altså meget sjældent, at man bare sidder på en høstak og nyder udsigten.”
“I stedet for at have arbejde og fritid, har I “liv”” tilføjede Kristian, og det lød rigtigt, som vi sad der midt i deres vitale verden, og mærkede livet over alt omkring os.

Jeg ved ikke, om det er alle forundt at besøge Stenbjerglykke. Til vores held har to af øko-foreningens medlemmer skrevet sammen med Mikkel og Frida i længere tid, så der var en åbning for os, og vi købte en rundvisning og (meget lækker) frokost af dem.
Jeg var taknemmelig over at give mine børn den oplevelse af menneskelige relationer på et uspoleret plan og bidrage med det samme til dem (Ylva og Magne sagde: “Det er hyggeligt, at I er på besøg. I skal komme igen snart”). Besøget har givet mig en endnu klarede følelse af den energi, som vi tilstræber her hos os selv: Vores version af det gode liv. Hver dag kommer vi et skridt nærmere, hvordan det ser ud for os, og besøget hos familien på Stenbjerglykke var et stort skridt i den rigtige retning.

EDIT: Flere har skrevet og spurgt efter links til mine andre indlæg om skole/hjemmeskole. Her er et par af dem, i sidste time (og ulvetimen, helt konkret): “Hvorfor er jeg nervøs for at sende mine børn i skole?” og “Min søn har knækket læsekoden helt uden pres” og “Vi kan jo ikke alt, vel“. Hver af de tre indlæg indeholder links på kryds og tværs til hinanden og andre indlæg samt, ikke mindst, relevante, interessante videoer og artikler. God læselyst!

Har I set programmerne om familien? Og hvad tænker I om deres livsstil?
Hvad ville I spørge dem om, hvis I fik muligheden?