Kære kvinde, vi er forskellige du og jeg – men vi har det til fælles, at vi drømmer

Da jeg ryddede op i mine kladder herinde for et par dage siden, fandt jeg én, som jeg fik lyst til at dele med jer. Alle de andre kladder var ikke meget mere end små noter, men det her indlæg havde jeg undladt at udgive, fordi jeg var nervøs for at skubbe nogen fra mig, hvis jeg delte det. Det er jeg tilsynelandende ikke mere – så i dag vil jeg dele det.

Hver uge modtager jeg adskillige e-mails fra kvinder, som drømmer om at gå deres egen vej i livet. De føler, de lever nogle andres liv – samfundets måske, eller deres forældres, deres venners, deres egne forældede ambitioner. De skriver til mig, at de ville ønske, de havde modet til at ændre deres liv, men de ved ikke, hvor de skal finde det. Jeg tænker, at mine snart syv måneder gamle ord om netop det med at prøve noget nyt kan være en inspiration til at gribe livet og udleve sine drømme.

Da jeg skrev indlægget, så Juno sådan her ud. Og solen skinnede, det var sommer, vi havde netop taget hul på hjemmelivet en måned tidligere. Alt føltes boblende og vildt. Det gør det stadig, men nu er eventyret ved at træde i karakter og falde til ro. Det bliver bedre og bedre. Sådan tror jeg, det er, når man griber sine drømme – uanset om de handler om at springe ud som selvstændig, flytte til den anden side af jordkloden eller takke nej til en forfremmelse. Uanset om drømmen bærer eller brister, er det en smuk erfaring.

Juli, 2017:

Kære kvinde,

Vi er forskellige, du og jeg. Ligesom alle andre er det. Er du mor? Det betyder ikke, at vi er ens, eller at vores mål og drømme er de samme.
Mange skriver til mig, at de kommer i tvivl, om de lever deres liv rigtigt, når de læser om mit.
Det har aldrig været min hensigt at pege fingre eller være belærende. Jeg kender ikke svaret på, hvad der er bedst for dig, og jeg er stadig ved at finde ud af, hvad der er bedst for mig. Indtil videre ændrer det sig løbende; der er med andre ord ikke et endeligt svar.

Nu er der så det med, at Kristian og jeg har besluttet at hjemmeundervise vores børn. Kan I huske, da jeg skrev, at jeg aldrig skulle være hjemmegående? Og de mange gange jeg har argumenteret for hvorfor? Min roman, blandt andet. Og mit behov for ro. Jeg har skrevet rigtig meget om, hvorfor det er vigtigt for mig også at have en anden identitet end den som mor. Måske skrev jeg det, fordi jeg inderst inde var på vej i en anden retning. Den retning som tegner sig tydeligere nu, men som ingen jo ved, hvor længe jeg vil følge. Måske skrev jeg det, fordi jeg havde behov for at understrege mit behov for afstand, før jeg kunne trække børnene tæt på mig, én gang for alle.

Kristian og jeg tager vores børn hjem, fordi drømmen nu står tydeligt for os efter at have været et utydeligt omrids i nogle år: Det er den der følelse, som man kan være så heldig at opleve, når man finder frem til noget, der er i samklang med hele ens væsen. Vi forklarer det sådan, at det er et forsøg – en orlov, om man vil – og at det er muligt, fordi vores jobs rent faktisk tillader det. Vi kan indrette os, så alt forhåbentlig kommer til at gå op.

Betyder det, at alle kan eller skal gøre det samme? Nej, men jeg skriver om det, fordi jeg hører fra mange kvinder, som føler sig truffet af os, der gør det. “Jeg føler mig som en dårlig mor, fordi jeg ikke har lyst til at være hjemme med mine børn”, skriver de.
Det får mig til at tro, at jeg er ret alene med mit ønske om at gøre noget andet – sådan set i et større perspektiv i hvert fald. Jeg ved godt, at der findes hjemmemødre, men de er ret få statistisk. Skal det afholde mig fra at følge min drøm, og skal min drøm afholde dig fra at mærke efter i dig selv?

Så nu er det, jeg skriver dette: Jeg har ikke mere lyst til at være sammen med mine børn, end du har. Og jeg er ikke bedre til det. Flere gange hver dag i løbet af de sidste fire uger, hvor vi har været hjemme sammen, har jeg haft lyst til at løbe væk og gemme mig. Jeg har råbt (altså, hver dag) og næsten grædt i afmagt. Jeg har altid ELSKET mine timer midt på dagen, hvor børnene var ude af huset. Ah, den ro. De oaser af tid og fordybelse. Jeg nyder mit arbejde, og jeg nyder mit eget selskab.
Hvad får mig til at vælge en anden hverdag nu? Det er svært at sige. Det er et kald. Jeg kan mærke, at det er det rigtige nu. Det er blevet tydeligt for mig, at jeg vil fortryde, hvis ikke jeg i det mindste prøver. Jeg tror, jeg har fundet ud af, at alt det andet kan jeg gøre senere. Det her er kun nu; det kan ikke udskydes. Jeg er et målrettet og meget værdistyret menneske (også for meget til tider). Det betyder, at jeg har svært ved at acceptere, hvis jeg ikke lever op til mine egne idealer, hvilket ikke altid er hverken nemt eller ønskværdigt. Når jeg mærker, at noget er det bedste for mig, så stræber jeg efter det. Det med hjemmelivet er blevet et projekt, kan man sige. Et livsprojekt, hvilket betyder, at jeg er dedikeret til det på en måde, så jeg ikke på samme måde som tidligere går kold i samværet med mine børn, eller glæder mig til at aflevere dem næste gang. Det i sig selv er nok den største forandring, der er kommet med vores beslutning indtil videre. Mit liv er helt reelt et andet nu. Mine tanker og følelser er forandret, og jeg er glad.

Når nogen siger “det er ikke for mig,” ved jeg præcis, hvad de tænker. Vi kan ikke alt, så derfor må vi nødvendigvis prioritere. Jeg gad også godt køre rundt i en camper og besøge venner i Sydspanien, spise krydret mad i solen og altid være på farten ligesom de der “world schooler”-familier, som hjemmeskoler på farten. Men jeg vil det ikke lige så gerne, som jeg vil være her på Ærø, se ud over havet, mødes med vores venner, være i den stille ro. Ikke nu, i hvert fald. Hvem ved, hvad der sker.

Jeg har ikke travlt, og jeg ønsker ikke konstant forandring. For første gang i mit liv har jeg reelt ikke lyst til at rejse eller flytte eller få et barn mere eller købe to ponyer. Alligevel ændrer mit liv sig løbende, men lige nu foregår det på en stille og indadvendt måde. Det er min rejse nu, og det er okay.

Er jeg en bedre mor, fordi jeg bor på landet, og har besluttet at prøve at være sammen med mine børn? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg har valgt at tage mig selv på ordet, og jeg gør mit bedste. Jeg har ikke en gang gået hjemme med mine børn endnu. Jeg plejede at tænke, at den slags var noget for nogle andre end mig.

Betyder min beslutning, at dem der har haft deres børn hjemme altid, som har holdt dem tæt og aldrig afleveret dem i en kaotisk vuggestue, er bedre mennesker end mig? Nej, det gør det jo ikke. Hvem kunne finde på at komme med sådan en påstand? – Men deres børn har haft bedre mulighed for tilknytning, og de forældre har truffet et valg tidligere i deres forælderskab, som jeg lærer af nu, og som jeg i retrospekt ville ønske, jeg havde forstået tidligere. Jeg har ikke haft viljen (eller lysten) til at dedikere mig fuldkommen til mine børn, men det er mit indtryk, at min manglende forståelse for betydningen af nærvær og omsorg er kommet med en pris, ligesom alt andet gør det. Jeg mærker en dårlig samvittighed, når jeg afleverer mine børn, og den dårlige samvittighed vælger jeg nu at bruge som et kompas fremfor at skubbe den til side.

Dårlig samvittighed er en satan: Det nager, gør ondt, og risikerer at give mavesår og stress. Eller også er dårlig samvittighed den klareste vejviser i forhold til, hvor vi endnu ikke har fundet den rette vej?

Nu prøver jeg. Det er det mindste, jeg kan gøre.

Kære kvinde, vi er forskellige du og jeg, og når du læser, hvad jeg skriver herinde, er det mit ønske at inspirere til, at du følger dine drømme – ikke mine. Men det er også fordi, jeg har erfaret, at nogle gange skal vi have mange kærlige skub, før vi tør tage hul på det liv, vi drømmer om. Så jeg skubber forsigtigt, og jeg gør det med kærlighed. Ingen af os ved, hvor vi ender, men det mindste vi kan gøre er at tage ansvar for rejsen derhen ❤️

 

Hvad ville I have skrevet i sådan et brev for seks måneder siden, og hvad er der sket i jeres liv på den tid?

Jeg peger på mig selv, og jeg står stille i badet, fordi det gør ondt

For tiden har jeg meget på hjerte. Jeg har lyst til at dele tanker og oplevelser herinde dagligt, men min tid er ikke til det, og jeres er sikkert heller ikke til at læse så meget, så det er nok fint. Men jeg brænder inde med en del indlæg om alt fra hjemmeskolelivet over hørtøj til samfundskritik og parforhold, og det er alligevel lidt irriterende, for der er altid nogen, der læser med.
Når mine mange overvejelser koges sammen til to-tre ugentlige indlæg betyder det, at hver enkelt tekst  bliver lidt en rodebutik; en masse emner blandet sammen. Det håber jeg, I kan leve med, indtil jeg på mirakuløs vis enten får bedre tid eller (måske mere sandsynligt) får færre idéer, og kan skrive mere fokuseret, når jeg rammer tasterne.

Men ja, mange ting rører sig i mig og rundt om mig. Det er derfor, der er så meget, som jeg gerne vil skrive om.
Faktisk er mit fokus lige nu, at færre ting skal være i spil, og færre ting skal røre på sig.
Jeg har behov for at zoome ind og skabe en ny rytme herhjemme, og det er Kristian og jeg igang med. Det er nemlig ét (eller flere?) af mine nytårsfortsæt.
Det handler om vores hjemmeskoles struktur; om vores børns behov for forudsigelighed (og samtidig frihed); om mit og Kristians voksende behov for en bevidst rytme med et overlagt fokus, som kan understøtte vores trang til at være kreative og skabende. Jeg dygtiggør mig så vidt muligt indenfor netop det med strukturen og det kreative i den smule tid jeg har, når børnene sover. Derfor: Færre ting på bloggen.

Mere konkret betyder det, at vi er ved at lave en daglig rytme, som den enkelte kan glide ind og ud af, men som foregår hver dag. Med fokus på tryghed, glæde og simple udtryk. Vi træder væk fra kompleksitet, svære emner og uforudsigelighed. Jeg håber, jeg kan skrive mere om det snart, for jeg ved, at mange er interesserede i det med hjemmeskolelivets form.

Men i dag har jeg mest lyst til at fortælle jer, at der ikke er noget i livet, som er perfekt.
Der er ikke noget, som er uden revner eller uden smerte eller uden sårbarhed, men der ér noget, som er bedre end andet. Der er nogle valg i livet, som giver bedre mening, føles rigtigere, og er mere frugtbare end andre, og selvom det ikke entydigt er det samme for alle mennesker, så er der er en samhørighed i de valg for rigtigt mange mennesker.

Én af de ting, som er god for alle, er at føle tilknytning.
Tilknytning kræver tid, og tid er tid. Der findes ikke en måde at gøre nogle timer mere effektive end andre. Man kan ikke planlægge, at tilknytningen skal ske mellem klokken 15 og 16:30.
Derfor er kvalitetstid for mig en smertelig bortforklaring – et plaster på det enorme svigt vi udsætter hinanden for i vores samfund.

Og derfor bliver jeg ved med at skrive om tilknytning og om vores misforståede og smertelige børnesyn, som jeg selv har været viklet fuldkommen ind i, og som jeg bærer rundt på mange ar fra. Vi skal ændre vores mønstre, vi skal gøre det nu – og jeg siger det igen og igen, fordi de fleste siger noget andet, og fordi jeg bløder indeni, når jeg tænker på, at jeg selv plejede at lytte til det, de siger. Det, de fleste siger, er, at man skal stoppe med at amme, så moderen bliver fri (til at forlade sit barn). Man skal sende sine børn i institution, så de kan blive socialiseret, og man skal lære dem at sove i deres egen seng og sove i en barnevogn. Man skal aflevere dem til andre, fordi adskillelse er en del af livet, og man skal forberede dem på, at livet ikke er let, for ellers bliver de ikke robuste.
Og vi ved alle sammen ét eller andet sted, at det er forkert. Det er så forkert, at vi gør ondt indeni, vi får stress og angst, og vores børn får stress og angst, og vi længes alle sammen efter noget, vi ikke kan sætte ord på, og måske VIL vi ikke sætte ord på vores længsel, for så snart vi gør det, BLIVER VI NØDT TIL AT HANDLE.
Vi kan ikke erkende smerten og løgnene uden at handle. Vi kan ikke leve med sandheden og samtidig leve i en hverdag bygget op omkring usandheder.
Næsten alle lyver om det her: Det er vores egne minder, fra dengang vi blev afleveret, som er fyldt med løgne om nødvendighed og læring, og det er historier om frigørelse og om velstand. Det er sundhedsstyrelsen, undervisningsministeriet, børne- og socialministeren, eksperterne, lærerne og i sidste ende forældrene: Alle siger vi i kor, at samfundet bryder sammen, hvis ikke du knapper trøjen over det mælkefyldte bryst. Hjulene går i stå, hvis ikke du vinker farvel til barnet i vinkevinduet, og skynder dig af sted.  “Børn tager kun skade af at være i institution, hvis det er mere end otte timer dagligt”

Ingen behøver føle, at jeg peger fingre af dem. Fingeren peger på mig selv.
Jeg havde ondt i maven over det i årevis, men jeg stoppede ikke med at gøre som alle andre (Indtil jeg pludselig stoppede, og det gjorde jeg blandt andet, fordi mit liv er indrettet, så det er muligt).
Hvad er alternativet til at fortsætte? Det er så svært at få øje på. Hvis man tager skridtet, og holder sine børn tæt, står man med ét udenfor: Så er man alene, og ens børn er de eneste børn, der er hjemme i løbet af dagen. Og hvad med økonomien? Der findes familier, som ikke kan være sammen med deres børn, uanset hvad de skærer fra budgettet.

Samfundet skal ændres.
Politikerne skal råbes op.
Men vi er samfundet, og det er os, der skal råbe.
Vi skal råbe og skrive underskrifter og stille os side om side og fortælle alle steder, at vi er utilfredse.
Men i sidste ende tror jeg, det højeste råb er handling, og handlingen skal komme fra en ny bevidsthed.

Så når jeg skriver, at vi går væk fra vores grædende børn, og siger til hinanden, at de jo stopper med at græde, så snart vi drejer om hjørnet, handler det ikke om, at nogle mennesker er forkerte eller dårlige forældre. Det handler om, at alle de løgne, som vi får fortalt, dem tror mange af os efterhånden på, og derfor er det vigtigt, at nogle råber “Hallo! Kejseren er jo nøgen. For fanden, altså. Han har ikke tøj på!”

Min søn har night terror hver aften. Han har haft det i halvandet år. I perioder er det bedre, og for nylig var der en måned, hvor det var helt væk, men lige for tiden er det vildt og voldsomt, uhyggeligt og sårbart at være vidne til. Børn er forskellige, og nogle glider lige igennem vores system uden at råbe eller blive stille.
Min søn sad ved lågen i børnehaven, og ventede. Hver dag.
Det gør så ondt at tænke på. Jeg kan stå i badet og gå i stå, når jeg mærker det svigt, som jeg udsatte ham for. Velvidende.
Og jeg er så taknemmelig for, at når han har night terror nu, så ved jeg i det mindste, at i morgen skal han bare være her hos os. Vi skal snakke om Afrikas jungle og vi skal male med akvarel og lave pandekager.

Jeg så et smukt billede fra en hjemmeskolefamilie i USA, og under billede stod der, at den ene søn fik konstateret kræft for et år siden. Man ved aldrig, hvad livet har i vente til os. Man ved aldrig, hvor noget ender, og jeg bliver ved med at vende tilbage til, at uanset hvad jeg bliver stillet overfor, så er jeg taknemmelig for at være her. Her, hvor jeg ikke er i tvivl. Her, hvor jeg ved, at hver dag tæller.

Jeg har igen lyst til at undskylde: Snart kommer der et hverdagsindlæg om legoklodser og varm kakao og om pennevenner og hørtøj.
Men for nu… Skriv hvad I tænker, det betyder så meget, at vi deler vores oplevelser og følelser om det her.

Husk at DELE mine indlæg i jeres netværk, hvis I mener, det er vigtige ord ❤️

“Jeg ville ikke have energien til det der”, siger de. Og det har jeg heller ikke altid.

Det skulle være et kort indlæg. Sådan en lille hurtig ting skrevet på et kvarter og læst på tre minutter. Nogle få, forløsende ord. Solstråler og frostgrader.

Men.

Kristian sagde i aftes, at det jo er hårdt at have sine børn hjemme. Hvis jeg skulle have glemt det.
Man er træt, når de falder i søvn sidst på aftenen, og lige dér har man samtidig behov for at udtrykke sig kreativt, så vi skriver og laver musik, til vi falder omkuld af træthed ud på natten, han og jeg.

Og jeg tror, at den mest krævende forpligtelse for et menneske er forældreskabet.
Selvom jeg ved, at meget andet i livet kan være svært og omkostningsfuldt. Men jeg kender ikke til noget så kompromisløst, omfattende eller vedvarende som det at være nogens mor eller far.
Samtidig kender jeg ikke til noget så udviklende, generøst og smukt.

Da jeg stadig afleverede mine børn hver dag, var det hårdt på en anden måde. Det var forældreskabet, der krævede mest af mig, men dengang handlede det om afstand og frygt. Jeg frygtede at komme hjem med mine børn efter en dag på arbejde og i institution. Frygtede det fremmedgjorte, konflikterne, tabet af selv.

Nu er mine børn hjemme hver dag, og de seneste tre måneder har her gået to-tre håndværkere og arbejdet på vores loft dagligt, og fordi de er her, fra vi står op, til vi har været igennem de første mange konflikter, grineflip og danseture i løbet af dagen, er de tættere på vores hverdag end nogen andre.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange de har sagt til Kristian: “Jeg ville ikke have energien til det der,” mens de har kigget på vores fire små barbarer råbende i mudderet på marken, og Kristian nikker hver gang, og siger “Nej, det har jeg heller ikke altid.”

Men når så man går i seng om aftenen, ved man, at det er rigtigt. Det vender jeg tilbage til i bunden af indlægget.

Som hjemmegående er livet sådan lidt “all bets are off“. Vi er midt i den omsluttende opgave hele tiden – uden frokostpauser eller tid til tankestof. Det kan tage mig 14 dage at ringe til lægen og endnu længere at skrive en sms til min bedste veninde.

Menneskebørn er nogle svære størrelser, de kræver svar og nærvær og tid, og kongefamilien har altid fået dem passet af andre; de rige har altid sendt dem på kostskole hurtigst muligt og de ressourcesvage har fået dem taget fra sig.
Nu om dage afleverer vi vores børn til fremmede, hårdtpressede mennesker hver dag, fra de er et år. Vi får at vide, at fællesskabet i vuggestuen og børnehaven er det, der skal gøre vores børn til kompetente mennesker, som kan indgå i mangfoldige sammenhænge livet igennem, og vi hører igen og igen, at det er børns natur at være omgivet af jævnaldrende, og at pædagogerne og lærerne er bedre rustet end nogen andre til at være sammen med dem. Vi tror på det, fordi det er sådan, alle andre lever.

Så vi går væk fra børnehaven med en knugende fornemmelse i brystet, og møder de andre forældre på arbejdspladsen, hvor vi bekræfter hinanden i, at “han stopper med at græde, så snart jeg drejer om hjørnet”, selvom vi godt ved, at børnene stopper med at græde, fordi der ikke er noget alternativ. Der er ingen mor eller far til at samle dem op, holde dem tæt, og hvisker: “Jeg hører dig, nu er jeg her.”

Indimellem bliver mine veninder konfronteret af deres veninder, tanter eller kolleger, som har hørt om mig, og gerne vil have svar på, hvorfor jeg mon forestiller mig, at mine børn har godt af at være herhjemme. Tror jeg, at jeg kan lære mine børn det, de får brug for ude i den store verden? Der er løftede øjenbryn og hævede pegefingre: Hvad bilder jeg mig egentlig ind?

Jeg ville ønske, de ville spørge mig, så jeg kunne svare selv.
Jeg ville svare, at jeg har taget en vej, som for de fleste føles ufarbar, fordi den er anderledes.
Jeg har taget en vej, som kommer med et stort ansvar, fordi mine børns liv er i mine hænder.
Jeg har taget en vej, der kræver mod, fordi vi er ganske få på den.
Men jeg har også taget en vej, hvor jeg ikke længere er i tvivl.
Hvor jeg ved, at selvom det er hårdt, så er det rigtigt.
At selvom jeg indimellem kan tvivle, er jeg ikke i tvivl.
For min tid er aldrig spildt.

BUPL har lavet en ny podcast, som skal hjælpe pædagoger til at håndtere dagligdagssituationer med børn, der er i smerte. “Ida vil ikke med på tur”, står der i en medlemsbladet.
“Hun råber og græder. Og så er det endda hendes fødselsdag. Skal pædagogerne tvinge hende med? Forsøge at få hende i godt humør? Eller udsætte turen til en anden dag?”
Jeg tænker på lille Ida, jeg mærker hendes smerte og særligt mærker jeg mine egne børns smerte og jeg mærker den smerte, jeg bærer rundt på, fordi jeg hørte deres gråd, men jeg turde ikke reagere.
Det er Idas fødselsdag, og hendes mor har forladt hende. Er der ingen, som hører hende græde?
Men det er der ikke, for hvis vi begynder at anerkende det åbentlyse svigt forårsaget af vores samfundsstruktur (ja, af selve vores virkelighedsopfattelse), styrter det i grus. Så pædagogernes landsforening har lavet en podcast til sine medlemmer, som kan lære dem at “omsætte situationerne til pædagogiske fortællinger og dele dem med kollegerne for større arbejdsglæde.”

Kloge, fine Tove Rump (som jeg synes, I skal tilføje på facebook) skriver bl.a. om den nye podcast:
Derfor vil jeg opfordre BUPL og pædagogerne til at holde op med at spille med i dette syge spil.
Vi kan ikke ændre verden fra den ene dag til den anden. Og vi skal naturligvis løse de helt reelle opgaver, vi står med i det daglige arbejde med børn.
Men de professionelle, der står med al denne børnesmerte til daglig, må træde langt mere i karakter med nogle fortællinger til forældrene og til de offentlige instanser, der står for administration af vore institutioner.
De må træde i karakter med nogle fortællinger, der viser, at det på ingen måde er i orden, at vi – som samfund – har gjort det til en normalitet, at vi afleverer vore små børn i vuggestue fra så tidlig en alder som 10 mdr..
Forældre skal ikke beroliges. Der skal ikke fortælles historier, der hjælper pædagogerne med at ‘håndtere’ lille Idas smerte.”

Undskyld at jeg bliver ved med at skrive om det her, og undskyld at billedet nogle gange bliver lidt sort-hvidt. Det er svært at få alle nuancerne med, og det er vigtigt ikke at blive ved med at fortælle løgne om børns forhold og behov. Jeg er sikker på, at børnehaver og skoler kan være en positiv del af livet, og jeg er klar over, at det ikke er alle børn, der er kede af at blive afleveret. Men vi bliver nødt til at gøre det muligt for forældre at være sammen med deres børn, og vi skal gøre vores børnehaver og skoler langt mere børnevenlige. Som det er nu, er pædagogerne og lærerne pressede, forældrene er pressede, og i sidste ende er det børnene, det går ud over. Mange vuggestuer og børnehaver er ikke gode, mange skoler har et fokus, som giver børn stress og angst allerede før, de er teenagere.
Det reagerer jeg på. Ud fra mit eget tab som barn, da jeg blev afleveret. Ud fra det tab mine børn gav udtryk for, da de blev afleveret mod deres vilje.

Jeg skal nok skrive om alt det smukke også. I morgen. Virkelig. For der er langt mere smukt her, end der er noget som helst andet. Der er det faktum, at jeg ser alt det bedste i mine børns liv, og det faktum at de deler det sværeste med mig, fordi de stoler på mig, og kender mig. Det faktum, at hvis jeg dør i morgen, dør jeg lykkelig.

Skriv til mig i kommentarsporet, hvad I tænker om det her  ❤️

Om nedsmeltninger og mine ti nytårsfortsæt

Jeg har brug for lige at dele med jer, at det ikke primært har været en harmonisk, instagram-gearet juletid herhjemme, for jeg bliver lidt i tvivl, om det er, hvad jeg har givet indtryk af herinde?
På mange måder synes jeg, at vi gjorde det godt med at skabe så rolige rammer som muligt i juledagene.
Men når jeg kigger tilbage over decembermåned, har der alligevel været en del på programmet, og jeg tror nok, at det var for meget? Selvom det var meget mindre, end alle andre, jeg har snakket med. Mindre, end det plejede at være.
Men hvor meget er for meget? (Eller hvor lidt, rettere?)
Bliver vi mennesker (endnu) mere sensitive, når vi er så meget i kontakt med os selv og vores behov, som vi er herhjemme? Er min familie og jeg ved at udvikle (indvikle?) os til den slags mennesker, som ikke tåler ret stort pres, eller hviler vores robusthed netop i, at vi kan mærke, når det bliver for meget? (Og er presset generelt så stort i vores samfund, at det usunde er blevet normalt?)

I hvert fald har mine unger været vildt tossede at være sammen med de seneste to uger. De har råbt og skubbet og givet op og givet slip og grædt og smeltet fuldkommen sammen (for kort derefter at hoppe af begejstring.)
Så snart vi har haft gæster, er der opstået en uro og ubalance, som jeg synes, er ubehagelig. Når det sker, kan man vitterligt ikke snakke med mine børn. Og man kan på ingen måde gennemføre et måltid med dem.
Der har været store udsving, høje råb, følsomhed.
Åh, mine børn er så følsomme. De er så følsomme og nok også så tænksomme, at verden kan være overvældende, og de er så argumenterende og reflekterede og udfordrende og kritiske, at det kan være svært at invitere mennesker tæt på, synes jeg. Hell, det kan også være svært i vores lille cirkel, når vi er alene.

Men så ser jeg dem på udebane – i samtale med en fremmed på en café eller i deres legekammeraters hjem, og ser, at hold da op hvor er de imødekommende og fine og empatiske og nuancerede. Og jeg ved godt, at det er der, jeg høster frugten, men jeg synes alligevel, det er for hårdt at være herhjemme for tiden. Vi har flere konflikter og flere svære stunder, end jeg er helt tilpas med, så det er dér, mit fokus ligger, når jeg tænker over det år som netop har taget sin begyndelse.

Derfor taler mine nytårsfortsæt ind i det fokus.
Listen udvikler sig helt sikkert året igennem. Både fordi jeg får input omkring ting, jeg vil være bedre til, men forhåbentligt også fordi noget falder på plads, så der bliver plads til nyt.

I går havde vi en dejlig dag herhjemme, forresten. En virkelig dejlig dag med en overskuelig mængde konflikter af en karakter, som ikke gør mig decideret udkørt. En dag med så mange gode stunder, at de andre røg i baggrunden. Sådan en dag hvor vi nåede en helt masse, samtidig med at vi tog os den tid, vi havde brug for. Sådan en dag som gør, at det er det hele værd.
Dem vil jeg gerne have flere af, så det skal jeg øve mig i at facilitere.

 

Mine nytårsfortsæt 2018:

1) Jeg vil bruge mere energi på de nærværende, skabende og kreative stunder med børnene og mindre på at rydde op og være på computer/telefon.

2) Jeg vil sove mere og gabe mindre (det bliver svært, hvis bloggen skal bestå side om side med hjemmelivet og mit gode ægteskab, men jeg vil prøve).

3) Jeg vil starte hver dag med at være sammen med min familie uden distraktioner. En halv times fokus kan sætte den gode ramme for resten af dagen.

4) Jeg vil være bedre til at afgrænse mig socialt. Jeg siger tit: “Nu skal vi ikke have flere aftaler resten af måneden”, og så to sekunder senere er vores kalender rød af planer. Det kommer sig blandt andet af at være barn af i et hjem, hvor der ikke altid var plads til børnene – fordi den ene var alkoholiker, og havde svært ved at rumme ret meget: Jeg glemmer fuldkommen at mærke efter i mig selv, når nogen udviser en interesse i at se mig, og bliver i stedet taknemmelig over, at de gider mig, så jeg snakker med og siger: “ja, vi skal da ses,” også selvom det fuldkommen bryder med alt, hvad min familie og jeg egentlig har behov for.

5) Jeg vil også være bedre til at sige det lige ud, hvis jeg ikke har tid til en længere snak i Brugsen. Hvis der står fire børn og verdens dejligste søster udenfor butikken og venter, for eksempel, vil jeg sige: “jeg har desværre ikke så god tid i dag.” Ikke fordi jeg ikke gerne ville snakke, hvis resten af dagen var fri, men fordi jeg for mange gange har ladet dem, der virkelig betyder noget, vente, fordi jeg liiige skulle imødekomme et eller andet uforløst behov i mig for at være venner med alle.

6) Jeg vil skrive min roman igennem (igen) og sende den til et forlag og blive færdig med den, sgu. Den bobler atter i mig som den største glæde, men jeg skriver den først, når jeg har læst Roy Jacobsens rystende smukke Hvidt Hav helt til ende (den er opfølgeren til De Usynlige; én af mine absolutte yndlingsbøger). Roy Jacobsens sprog hiver i mit hjertes dybe behov for poesi.

7)  Jeg vil genlæse Karitasbøgerne – af samme grunde som dem ovenfor.

8) Jeg vil forbruge mindre. Mindre tøj, mindre mad, færre fysiske gaver. (Få flere input i den retning hos Smilerynker).

9) Jeg vil dedikere mig dybere til vores hjemmeskoleliv og gå mere systematisk til værks i min planlægning af det. I den sammenhæng er der en håndfuld bøger, som jeg vil læse, og nogle mennesker, som jeg vil hente inspiration fra.

10) Jeg håber, at jeg kan og vil være mere udenfor. Mere have, mark, permakultur, den slags. Noget nyt spirer i mig, og det handler om at arbejde hårdt. Jeg har lyst til at arbejde hårdt – så længe det nærer mig. Når man arbejder for sig selv, føles det ikke som arbejde, men som at leve livet, og det vil jeg gøre mere af

Det var privat. Professionelt vil jeg fortsætte det gode, givende arbejde med de unge i Huset Humaidan, og jeg vil arbejde på at få flere unge ind i vores forløb, fordi det gør så stor en forskel for dem, der er med.

Jeg har en forventning om at blive bedre til de fleste af de ti punkter, og samtidig er jeg helt klar over, at jeg kommer til at have mange af dem med mig igen til næste år, fordi det er emner, som jeg ikke tror, jeg bliver færdig med på et enkelt liv. Men så længe jeg er bevidst, og tager ansvar, er alt godt

Har I nogen nytårsfortsæt/ambitioner?

Hvis jeg dør i morgen, dør jeg lykkelig

Jeg ser en bevægelse i vores tid, som jeg mener, er vigtig for os alle sammen.
Det er bevægelsen væk fra forbrug og adskillelse og hen mod tilknytning og nærvær.

Det er en bevægelse, som ses i de store linjer rundt omkring i hele verden, og som også i høj grad er i mig, og det er kommet til at definere mit liv gennem det seneste år.

Derfor har 2017 været et godt år for mig.

Jeg er nået til nogle vigtige erkendelser i løbet af de seneste 12 måneder, og jeg har fundet det sted, hvor jeg helst vil være.
(med min familie)

Jeg er på en rejse ind i min kerne, og undervejs finder jeg ledetråde. Sådan noget som ro, stilhed, rytme, fordybelse.

Jeg har for første gang i mit liv lyst til at bremse tiden og holde fast, bare lidt endnu.
Jeg føler ingen hast, ingen længsel, intet savn.
(tænk at kunne skrive sådan)

Der er en bevidsthed, som flyder igennem mit væsen, og definerer mit nu. At Livet måske ikke kan blive bedre, end det er i dette øjeblik.
For det er nu, jeg stadig kan springe op af trappen, når nogen kalder – og nogen kalder meget ofte på mig. Jeg er ikke gammel, men jeg er gammel nok til at vide, hvad jeg helst vil bruge min tid på, og det er en enorm frihed. Det er en frihed ikke at være i tvivl, eller skulle tænke så meget. Jeg skal bare være, og det skal jeg så til gengæld øve mig i.
(at bare være)

Hvis jeg døde i morgen, ville jeg dø lykkelig. Jeg er ikke klar til at give slip, men jeg ved, at lykken er til, og jeg kan sige: Jeg har nået det, der var vigtigst for mig.
(jeg har turde gribe det liv, som mit hjerte kaldte på)

Jeg har fulgt mit hjerte i 2017, og Kristian er med mig på hvert skridt af rejsen. Over julen sagde en nabo til mig, at det er ikke alle forundt at elske, som Kristian og jeg elsker hinanden. Det ved jeg godt, og det er derfor, jeg stadig lægger mine hænder om hans ansigt, forsøger at trække ham helt ind i mine celler, siger tak til ham hver dag.

Siden jeg blev mor for snart ni år siden, har jeg ofte tænkt, at: “shit, hvor bliver det godt, når jeg ikke længere skal tidligt op om morgenen.” og: “Hvor bliver det godt, når mine børn er så store, at jeg får min frihed tilbage.”
Mine børn er blevet større, omend de stadig er små, og jeg har ikke lige så travlt med at sende dem videre fra mig.

Tidligere har jeg indimellem set frem til den tid, der kommer, når børnene ikke længere er afhængige af mig hver dag. Når de ikke bor under samme tag som mig mere.
Jeg har drømt om at sidde hele dage i sofaen med en bog og skrive natten lang.
Jeg har drømt om daglige gåture for mig selv med musik i øerne og ro til fordydelse uden afbrydelser.

Men her den anden aften kørte jeg en tur igennem det mørke landskab, og det slog mig, at der kommer til at mangle noget til den tid. Noget vigtigt – vigtigere end alt det andet. Jeg ved det jo godt, men nu ramte det mig på en anden måde.
Mit hjerte vil for altid være delt i retning af mine børn; mit liv vil for evigt være uløseligt forbundet med deres. Og når de ikke bor her hos mig længere, vil der opstå et tomrum.

Et tomrum, hvor ingen kalder på mig, eller snakker til mig konstant. En tid hvor jeg for første gang i mange år ikke primært er mor i dagligdagen, og hvor jeg ikke skal afveje alt andet i forhold til tiden med dem. Når den dag kommer, vil mine børns timer være afmålt i forhold til resten af verden, og jeg vil samle på det de giver mig, som jeg nu samler på fuldmånen og stjerneklare nætter. Man ved, man er så utroligt heldig at se dem blot denne gang, og hvem kan sige med sikkerhed, at det kommer igen?

Ja, det bliver dejligt at sove bare Kristian og mig i vores seng. Med læselamperne tændt længe hver aften. Men det kan umuligt blive så dejligt som at sove alle sammen side om side, som vi gør nu.
Det gik for alvor op for mig i 2017, og derfor har det været det bedste år i mit liv. Fordi jeg forstod noget, som har forandret mig.

2017 er året, hvor jeg har bevæget mig væk fra en fornemmelse af, at det var umuligt for mig at være den forælder, jeg drømte om til at stå her og mærke, at jeg gør mit bedste hver dag.
I årevis havde jeg hylder fulde af bøger om hjemmeskoling, tilknytning og familietid, men alligevel endte mine overvejelser altid med: “Men, jeg skal aldrig være hjemmegående, for jeg elsker mit arbejde/elsker min frihed/elsker timerne uden mine børn,” og jeg troede virkelig på det.
Jeg troede, at jeg skulle skynde mig at kravle op af karrierestigen, før det var for sent. Jeg troede, jeg ikke kunne gøre en forskel i verden, medmindre jeg knoklede løs og satte mit professionelle aftryk nu. Men jeg har indset, at der er et andet aftryk, som jeg hellere vil sætte først. Og at jeg uanset hvad ikke ved, hvad jeg har lyst til at arbejde med om ti år, så hvorfor bruge min energi på at planlægge det?
Hvad jeg til gengæld ved med sikkerhed, er, at tiden med mine børn er lige nu – og aldrig igen.

Så i stedet for at begræde de romaner jeg ikke får læst, dykker jeg med den største glæde ned i billedbøger og middagslure. Jeg tror, det er derfor, jeg er så glad.

Hvad har du lært i 2017? Og er der noget, du vil gøre anderledes i 2018? (mit svar er ja – det skriver jeg om i starten af det nye år)

Jeg glemte tiden, og pludselig var den gået

Min familie.
Min cirkel.
Mit hjem.

Jeg har tænkt over det med, at min familie er mit fokus i livet lige nu.
Jeg har tænkt, at hvad kan være vigtigere end dem, lige nu?
“Hver ting til sin tid”, har jeg tænkt.

Der kommer morgener, hvor Kristian og jeg vågner, når vores øjne går op af sig selv, og vi i hver vores tempo står ud af sengen. Han før jeg, som regel. Måske han allerede står på marken, og spejder ud over havet, når jeg står op, og trækker gardinerne fra. Eller også har vi slet ikke gardiner til den tid, for jeg elsker at sove med fuldmånens lys i ansigtet; det sølverklare skær, som kaster lange skygger ind i rummet, ind i mig. Jeg elsker at vende mig fra sommerens skarpe, gule sol.
Jeg vil åbne et vindue og lade luften omfavne mig, kølig og spids, gerne med frost i sit slør. Nøgen vil jeg stå sådan, indtil jeg tager det blødeste tøj på. Kører fingrene igennem mit hår.
Og jeg vil skrive som det første. Læse som det andet. Kysse et sted midt imellem. Der skal være te på kanden og musik i mine ører, og over middag vil jeg spørge Kristian, om vi skal gå en lang tur. Det vil jeg hver dag, for når vi kommer tilbage, kan jeg skrive igen.
Til den tid inviterer vi ofte venner på besøg. Så laver vi mad sammen, han og jeg, og bager flere rugbrød, end vi selv kan spise, og deler dem med naboen. Til den tid sidder vi på trappestenen hele natten, og ser på stjernehimlen, og taler om den tid, som er nu.
Vi taler om børnene, som så hurtigt blev store, at det var godt, vi var sammen med dem.
“Se på dem nu,” siger vi. Og jeg mærker en tåre over min kind, den er af savn og stolthed. Den er en længsel efter det, der aldrig kommer tilbage, og den er taknemmelighed over, at det engang var mit.

 

 

I går var vi ved vandet, alle seks. Vi havde ikke noget ur med, og klokken var mange, da vi gik ind over gårdspladsen igen. Børnene legede længe med den tomme barnevogn på grusvejen ned mod vandet – slap den, og løb efter i fuld fart. De faldt i staver over svanerne på det blå-blå hav, tændte et bål, og spiste håndmadder i sandet. De brændte nogle af de tegninger, som jeg smed i papirskraldespanden den anden dag. “Vi gemmer dem i hjertet”, sagde Storm, før han lagde det ene store ark over flammerne efter det andet. “Vi kan ikke bære det hele med os i vores kuffert.”

Vi var ved stranden hele dagen, og jeg glemte tiden; jeg glemte alt andet end det nu, der varede så længe, som jeg var i det.

 

Eftermiddage i vandkanten

I søndags sagde Storm: “Skal vi købe pizza i Ærøskøbing til aftensmad?” og vi snakkede om det, og blev enige om at gøre det en aften snart, når vi har lidt bedre tid.
Storm stod stille et øjeblik, og sagde så: “Jeg har haft lyst til at tage på stranden hele dagen. Har jeg ikke nævnt det?”
“Nej, det har du vist ikke – lad os spise aftensmad dernede.” sagde vi.
Der gik ikke mange minutter, før vi sad på stranden med rugbrødsmadder og gulerødder, og Live, som ellers havde valgt at tage termotøj og tyk sweater på, gik direkte ud i de kølige bølger for at mærke vandet omkring sine gummistøvler. Men hun gik alt for langt, og vandet nåede over kanten, og da vi tømte støvlerne, væltede det ud. Så hun sad med et håndklæde om fødderne på skødet af sin far og spiste, og nød det hele lige så meget alligevel. Nogle gange kan det ligefrem være godt med en grund til at sidde stille og bare være.

Tiden gik, og det var sådan set ikke noget særligt. Drengene hoppede fra sten til sten, og Juno rodede i sandet med sine fingre. Vi spiste færdig, og jeg løb nøgen ud i oktoberhavet, som slet ikke var så koldt og slet ikke så svært at komme i, som jeg havde frygtet, og bagefter kunne jeg med det samme mærke, hvor godt det var. Kristian løb også ud, og smed sig i bølgerne. Kom op med vådt, helt sort hår, og smilede stort.

I går kørte vi derned igen om eftermiddagen. Denne gang sammen med vores venner og deres tre børn, og pludselig var vandet fuldt af grinende unger, mens bålet knitrede. Vi ristede pølser, kogte æg, sad på store sten og snakkede. Solen var på vej ned, da vi kørte hjem.

Storm sagde: “Det her er nogle af de bedste dage i mange uger. Jeg vil ikke bytte det med noget.”

Og jeg tror, at han sagde det, fordi han elsker havet, men også fordi vi begynder at mærke – mere gennemgående, mere konsekvent – en ro sænke sig over vores familie. Som om tilliden indfinder sig på fineste vis, og roen følger med. Vi ved, at vi er trygge, vi ved, at vi lærer det, vi skal. Vi ved, at det er okay at bevæge os tålmodigt gennem verden, med plads til hver enkelt af os. Med plads til det hele, helst.
Noget af det bedste jeg har gjort i mit liv, er at vælge tilliden til. Og respekten. At jeg ser mine børn i øjenhøjde, og vælger at stole på deres kompetente, medfødte natur, har sat os alle sammen fri. Det giver så meget plads til mig, til dem og til de mennesker vi møder. Jeg slipper for: “husk nu at” / “er du sikker på?” / “det må du ikke” i meget vid udstrækning. Jeg er ikke lige så træt af at høre mig selv tale. Nærmere er jeg, for måske første gang i mit moderskab, ofte (men ikke altid!) stolt over de ord jeg siger og i lige så høj grad over dem, jeg ikke siger.

Den anden dag skrev jeg om dokumentarfilmen Given, som jeg synes, er meget anbefalelsesværdig, og jeg kunne se, at den blev delt en del andre steder efterfølgende, så her kommer lige endnu en anbefaling, omend af en noget anden karakter: En læser kommenterede nemlig på mit indlæg om Given, at hun netop havde set dokumentaren “Surfwise” på Netflix, og at den også var værd at bruge tid på. Så fordi Kristian og jeg er vildt optagede af vores eget dokumentarprojekt, og gerne vil inspireres, så vi den i går aftes, og det var virkelig en…oplevelse. En øjenåbnende, inspirerende og dernæst provokerende og chokerende film om en jødisk surfer og læge, hans hustru og deres ni børn, som levede i en lille camper hele børnenes barndom. Om deres ukonventionelle liv, opgøret med alle skygger af kapitalismen, drivkraften efter frihed og guddommelige livsfilosofier. Vi møder den nu 84-årige mand bag det hele, Dorian “Doc” Paskowitz, og hører ham fortælle om alle sine i mine øjne meget rammende og kærlige visioner for sit eget liv og ikke mindst for livet med sine børn. Vi ser billeder fra tiden i 60’erne, hvor familien dominerede surfsporten i USA, holdt sommerskoler og var på alles læber. Og så (lidt for sent, i min optik), bliver mønten vendt, og vi hører om de skyggesider, som har fyldt alt for meget i det ualmindelige liv, og som får hele familieprojektet til at krakelere for os, der ser med. Det er fortællingen om drømme og visioner, frihed og kreativitet, og så er det fortællingen om en virkelighed som ikke kan rumme hverken drømmene, visionen, friheden eller kreativiteten. Jeg synes, den meget klart beskriver, hvordan det ikke tæller for ret meget at have store ambitioner og krav på sine medmenneskers vegne, hvis man ikke selv kan afspejle den kærlighed og rummelighed, som må være udgangspunktet for, at det skal lykkes.
Nå, den er værd at se, det synes jeg oprigtigt. Men den er også tosset.

Hvad laver I her i ferien? Har I overhovedet ferie? Hvad nyder I mest ved dagene?
Vi holder ikke som sådan efterårsferie. Altså, det gør vi jo reelt ikke. Men vi kan alligevel mærke, at noget er anderledes, fordi de fleste andre har fri – og dét er fedt! Kunne I ikke bare holde fri hele tiden, alle sammen? 😉

Jeg kender en dreng og jeg kender en pige

Kære fædre / mødre / forældre / lærere / pædagoger og alle andre der møder børn på jeres vej:

Jeg kender en dreng på otte år, som ofte kommer i vores hjem, og som vi holder meget af. Han er noget særligt, sådan som de fleste nok er det, før det særlige bliver pillet ud af dem, stykke for stykke.
Den her dreng er stadig sin egen, men jeg er bange for, at han ikke får lov til at være det meget længere.
Det er derfor, jeg ofte tænker på ham. Og når jeg gør det, bliver jeg tung om hjertet.

Drengen er fuld af omsorg og empati. Han har ingen yngre søskende selv, men han løfter min yngste kærligt i sine arme, og spørger altid som det første, om hun har lært nye ord siden sidst?
Han er en kreativ sjæl, den dreng: Når han tegner, sker der magi. Pludselig er der store, skæve tårne, detaljerede maskiner og indviklede bygningsværker på vores tegnebord.
Han kan, hvad han vil, den dreng.

Endnu kan han det.

Alligevel er det mest imponerende ved ham måske hans motivation for at gennemføre de ting, som han brænder for.
Han ved, hvad han vil være, når han bliver voksen, og har indrettet sine forældres stue derefter: Ved hjælp af detaljerede arbejdstegninger og de nødvendige faciliteter har han lavet et rum, som gengiver den virkelighed, han håber på at komme ud i en dag. Han går i skole i arbejdstøj, og bruger hele fridage på at undersøge fagets muligheder.
Jeg kan næsten tænke: “gid mine børn brændte så meget for noget”, fordi jeg ved, at engagement kan få alt til at ske. Hvis man har noget, som man elsker, er der et lys indeni, som ingen andre kan slukke. Så kan man, hvad man vil.
Og dog.

Som samfund vil vi gerne have innovative og selvstændige voksne, ikke? Og vi har efterhånden forstået, at mennesker bidrager mest, når de laver noget, som de kan se meningen med, ikke sandt?
Så hvorfor skal alle være ens?

Det er jo derfor, jeg ofte tænker på drengen.
Fordi han helst skal være som de andre, når han er i skole.
Men alle de andre er heller ikke ens, så hvordan skal det lade sig gøre?
Jeg tror, vi står med et stort, smukt og dybt varieret potentiale, som vi dag for dag forsøger at presse ind i én og samme skabelon for at leve op til nogle standarder og tidsrammer, som dybest set ikke giver mening.

Har vi glemt, at det vigtigste vi har, er lysten til at leve, til at skabe, til at udvikle os?

Jeg ser ingen grund til bekymring, når jeg ser på drengen. Her er en dreng i trivsel. Her er et smukt væsen med livet foran sig og et stort potentiale for at gøre en forskel i verden.

Men der er andre, som er bekymrede.
Systemet er blevet blinde for, at drengen kan, hvad han vil, og at det er det eneste, nogen af os skal kunne.
Vi skal kunne, hvad vi vil. Hvis vi kan det, kan vi lære alt det, vi får brug for.
Men de ser, at han ikke interesserer sig for skolearbejde.
Skal han gå en klasse om, spurgte lærerne sig selv før sommerferien, og jeg er sikker på, at det er en reel overvejelse i forhold til de officielle læringsmål. Men jeg tænkte: Hvordan kan man fejle, når man er otte år? Risikerer han ikke at føle sig som en fiasko mange år frem, hvis han skal gå et år om nu – uden sine venner? Blot fordi han ikke er interesseret i de ting, der (tilfældigvis?) står i læreplanen, når han er interesseret i så meget andet? Er det ham, der har fejlet, eller er det systemet?

Jeg er kommet til at forstå, at så snart man træder ind i det system, så er der en risiko for, at man er enten en fiasko eller en succes. Og at vi i jagten efter at vores børn skal blive succeser fremfor det modsatte, risikerer at kompromitere deres frihed og deres kreativitet. I jagten efter at passe ind og leve op til nogle krav, som vi ikke selv har været med til at definere, lurer risikoen for, at børnenes omsorgspersoner får deres helt unikke karaktertræk til at blegne.

Drengens forældre er bekymrede. Hans kloge, varme og unikke forældre er bekymrede for deres dreng, fordi han ikke gør som de fleste i skolen. Fordi han ikke er interesseret i det, der står på skemaet. Hvordan skal de lade være med at spørge sig selv: “Hvad skal vi gøre for at få ham til at interessere sig for det samme som de andre?”
Med deres fornuft ser de et barn i trivsel: En dreng i konstant vækst og med et smil, som kan skubbe enhver sky til side. Men vi vil alle sammen helst se vores barn trives bedst muligt i de rammer, de lever i.

Den anden dag snakkede jeg med en mor, som sagde, at allerede i dagplejen blev der rejst tvivl om hendes nu fireårige datters manglende interesse for at lege med de andre børn.
Jeg så, at pigen legede godt med mine børn. Jeg så også, at hun var god til at lege for sig selv. Noget, jeg opfatter som en stor kvalitet.
Men hun leger ikke nær så meget med de andre i børnehaven, som “man” gerne vil have. Hvorfor skulle hun? Jeg så en pige, som minder om sine stille, harmoniske forældre. En pige, som nok en dag skal vende sig mod en anden og tage hul på sit første rigtige venskab, men som også er helt rigtig, når hun er i sin alenehed.

Det sagde jeg til moderen, som blev lettet. Lettet over at blive mindet om alt det ved sin datter, som er rigtigt og ikke forkert. Alt det, som ingen ville undre sig over, hvis de havde tid til at se det enkelte barn for den han eller hun er, og ikke kun hvordan han eller hun passer ind i de kasser, som samfundet løbende stiller frem til os.

Jeg vil øve mig i at give plads til den dreng, som lige nu foretrækker noget andet end skolens årsplan, og til den pige, som er lidt mere for sig selv end mange af de andre.
Måske bliver det lige netop takket være de kvaliteter, at de en dag gør en forskel i verden. Måske er det lige netop deres særtræk, som de en dag vil sætte størst pris på hos sig selv. Måske de kan inspirere andre til også at være sig selv.

Før vi begynder at ærgre os over, at de ikke bare gør som alle de andre, ikke bare er som alle de andre, og ikke bare siger som alle de andre – så lad os lige mærke efter, om vi altid selv har gjort som alle de andre, eller om der var engang, hvor vi også skilte os ud?
Lad os tænke tilbage og mindes de gange hvor et menneske med nogle anderledes kvaliteter har gjort en forskel for os.

Vi er ikke en fiasko eller en succes.
Vi er mennesker.

Lad det forblive sådan.

Tillid og respekt giver frihed

Det sidste års tid har jeg læst en del om:
tillid til børn
respekt for børn
og børns frihed.
Det har føltes som et kald dybt indefra, men det har alligevel været svært helt at gøre det til en del af mit forældreskab. Man må sige, at de tre ting faktisk går imod alt, jeg har lært som voksen og selv erfaret som barn.

Men da Kristian og jeg i sommer talte (non-stop) om at tage børnene hjem (vi så også film om det – særligt vil jeg igen anbefale dokumentaren “Being and becoming“), blev det tydeligere, at den retning, som rummede vores værdier, var “unschooling”. Unschooling handler for mig lige netop om tillid, respekt og frihed. Det handler også om forældreengagement, omsorg og tid, men netop tilliden og respekten – og deraf friheden – hæfter jeg mig ved her.

Jeg læste som nævnt en del om emnet, og unschooling er et velbeskrevet område, som motiverer, og glæder mig. Jeg læste bøger og blogs – og af de kortere tekster gjorde den her om respekt (på engelsk) og den om tillid (også engelsk) særligt indtryk. Jeg læste også den lidt flippede (hvilket passer mig fremragende) “Anastasia” af Vladimir Megre om en ung kvinde, som lever fuldkommen i pagt med naturen. Hun fortæller den russiske forretningsmand (forfatteren) om alt det, hun synes, er skævt ved civilisationen. På et tidspunkt nævner hun den måde, vi omgås vores børn – også helt små babyer: “I giver dem legetøj, som forstyrrer deres naturlige oplevelse af verden, og rækker dem de ting, som de prøver at kravle hen til, i stedet for at lade dem opleve glæden ved at øve sig og lykkes.” (frit fra hukommelsen – det er smukkere i bogen, som er værd at læse – den kan lånes på bibliotek.dk). Det rørte noget i mig, at denne kvinde ikke mente, at legetøj, distraktioner og hastværk var for babyer. “Selvfølgelig,” tænkte jeg, og jeg tænkte på mine fire børn, som alligevel alle sammen har oplevet lige nøjagtig det: Distraktioner, misforstået hjælp og omsorg. Jeg tænkte, at sådan gør man jo bare, men ville ønske, at jeg ikke havde gjort det.

Og så sad jeg en aften for ikke så længe siden, og snakkede med min bror, som har en datter på godt et år. Han fortalte på sin sædvanlige beskedne måde, at hans lille pige står op om morgenen, tænder elkedlen, putter et tebrev i en kop, og venter på, at vandet bliver klar, så hendes forældre kan lave teen færdig.
Det ramte mig. Det ramte mig, at børn selvfølgelig kan. At de vil og de kan og de skal sgu (og de må selvfølgelig gerne.) Det er jo meningen.
Min bror snakkede om min svigerindes tålmodige moderskab, som er blevet til hans faderskab, men som måske ikke havde ligget til ham ellers. Jeg tænkte på hendes træk på skulderen, når noget ryger på gulvet, eller når ét eller andet bliver beskidt undervejs.
Og den aften ændrede der sig noget fundamentalt i min tilgang til mine børn. Fra at have taget små skridt i retning af at give slip og finde mere tillid, slap jeg tøjlerne. Kærligt, slap jeg dem. Med stor omsorg og opmærksomhed slap jeg dem. Men jeg slap dem, og jeg slipper dem igen hver dag, for de ender dagligt i mine hænder endnu. Det er så indgroet.

Jeg er nemlig ikke selv vokset op med den slags frihed. Eller med tillid og tilstrækkelig respekt. Jeg har ikke haft flest pædagoger eller lærere, som stolede på mig. Jeg har ikke mødt flest bibliotekarer eller bedsteforældre, som havde tillid til, at jeg rent faktisk vidste, hvad der var bedst for mig. Jeg har ikke kendt ret mange voksne, som virkelig respekterede det jeg sagde, eller rent faktisk hørte efter.
Og ja, jeg mener, at børn skal sættes fri. Mere fri end man plejer at være komfortabel med. Så fri at nogle råber: “Det kan man jo ikke! Hvordan skal det dog gå?!” Og svaret er, at jeg ved det jo ikke endnu. Vi er jo kun lige begyndt, og hvornår kan vi vurdere resultatet? Når børnene fylder 18, eller når vi selv passerer videre til det næste liv?

Jeg tror på frihed, men det er nu, jeg bliver nødt til at understrege: Unschooling er ikke unparenting (!).
Når jeg søger at give mine børn plads til at være sig selv (finde sig selv) betyder ikke, at jeg ikke yder omsorg, beskyttelse eller nærvær. Det betyder ikke, at vi ingen rammer har hjemme hos os. Jeg mener, at børn skal kende deres plads: De skal vide, at de er elsket ubetinget, at deres følelser er berettigede, at vi lytter til dem, og at vi gerne vil høre deres mening. De skal vide, at de er hele mennesker, og de er betydningsfulde. De skal også vide, at vi er her for dem, deres far og jeg, og vi tager deres stemme med i vores beslutninger. De skal vide, at de bidrager til vores familie, og at de kan regne med, at vi gør vores bedste.

Det, der er anderledes nu er, ganske konkret, at mine børn helt selv vælger deres tøj hver dag. Det har de altid gjort i en ganske vid udstrækning, men jeg har faktisk ofte blandet mig med udgangspunkt i vejret: “Tag shorts på, det er varmt” / “Tag trøjen af, du sveder.” Nu vælger de selv. Det er fantastisk at være vidne til forskelligheden: 90 procent af tiden, når vi er indenfor, har pigerne absolut ingenting på. Den ene af drengene er til gengæld altid i lange bukser og strømper og trøje, også når det er varmest udenfor. Han hader-hader sandaler, så det er fjollet, at jeg har købt sandaler til ham år efter år, og endnu mere tosset at jeg har brugt hele sommeren på at prøve at få ham i dem. Den anden dreng har altid enten bare tæer eller Crocs på sine brune fødder. Grimme, tyndslidte Crocs som han elsker lige så meget, som jeg synes, de er grimme. Og badekåbe. Han bor i sin mørkeblå badekåbe og et par tynde, bløde natbukser. Ren og skær “The Big Lebowski” her i mit hus. Uanfægtet af tøjet i kommoden.

Åhr, jeg elsker det. Jeg elsker at se mine børn finde deres egen kropslighed, deres egne præferencer. Og jo, jeg siger sikkert “hvordan ville det være at tage din sweater af?”, hvis ham den varme, tykhårede bjørn løber rundt, ildrød i hovedet af sved. Men jeg vil ikke presse ham.

Det samme med mad. Jeg har altid prøvet at være anerkendende og fri under måltiderne (tak, Jesper Juul). Men nu skal det for alvor være slut med de arbitrære forventninger til mængde, tidspunkt og præferencer. Vi taler sammen om de sunde valg, om omsorg for naturen, vores kroppe og hinanden. Vi beder bordbøn, når vi husker det, men Kristian og jeg forventer ikke andet end relativ, fysisk ro når vi spiser (hvilket er rigeligt at bede om, hvis nogen skulle spørge…). Vi forventer ikke, at alle spiser det samme eller lige meget eller lige længe.
Næ, nogle er nærmest vegetarer, andre lever praktisk taget af rugbrød med leverpostej, og vi snakker om det hele. Vokser sammen, men ikke altid samme vej.
Et tip her er kun at have mad i huset, som man synes, det er okay, at børnene spiser af, så de kan mærke sig frem i forhold til sult og blodsukker uden at risikere at fylde deres maver med sukker eller kemi.

Friheden rækker ind i alt: Kristian og jeg øver os i at respektere børnenes initiativet fremfor at slå det ned med autopilot-udbrud. Som når Juno bærer to keramiktallerkener ind til bordet, helt stolt. Og jeg kommer til at sige “Uh, pas på!” i stedet for: “Hvor er det dejligt, at du hjælper!”
Og når hun tager det største glas syltetøj fra køleskabet og en ske, og sætter sig, og spiser.

Her er et tip: Hav kun ting som du kan bære at miste, så børnene kan hjælpe med at fylde opvaskemaskine og dække bord selv (det har jeg ikke kun, men jeg har hylder udenfor rækkevidde).

Friheden rækker ind i sengetider (det har jeg skrevet om her og hende den kloge i Australien har skrevet om det her).

Det rækker ind i legeaftaler (dem skal man have lyst til) og fritidsaktiviteter (som vores børn aldrig har vist interesse for – udover rollespil).

Det rækker ind i alt.
Det er jo alt. Det bliver livet. Ikke over en enkelt nat, men efterhånden.

Og ved I, hvad der så sker?
Så kommer nøgne-Juno på knap to gående med et viskestykke, og siger “tis”, og jeg spørger “Har du tisset?” og hun siger “Ja!” og trækker mig med hen til stedet på gulvet, hvor hun har tisset, men der er tørt, for hun har selv tørret det op med viskestykket, som hun så bærer ud, og lægger i vasketøjsbunken.

Eller man finder hende i færd med at klippe en pose med kattesnacks åben med en saks, mens hun siger “til miav!” Saksen har hun selv hentet, skuffen er efterladt åben, og posen har hun fundet i et skab. Hun sidder nøgen i en vindueskarm, og arbejder koncentreret.

Hun slår æggene ud til chokoladekagen, og former boller. Hun dækker bord, rører i gryder, rykker konstant rundt på skammelen i køkkenet, så hun kan være med til alt. Hun smører selv en smørmad, når hun ser, at der står smør og brød på køkkenbordet.

Friheden rækker ind i børnenes initiativer, som vi kun stopper, hvis de er utrygge eller skadelige. Børnene herhjemme er ikke mest af alt praktiske i deres aktiviteter, og jeg ved stadig ikke, hvordan man får dem til at hjælpe med at rydde op uden diskussion, men de tager initiativ til så mange fede, forskellige aktiviteter dagen lang.

I disse dage lytter de to på fem år til Ole Lund Kirkegaard-lydbøger timevis dagligt. De snakker som Lille Virgil og Gummi-Tarzan, og de snakker om bøller og om den store smed, som er “mindst lige så meget en bølle som Orla.” Vi siger ikke stop. Vi er her jo, vi har øjenkontakt, spiser med dem (uden hovedtelefoner), læser med dem, diskuterer med dem. Ligger på græsset, og hopper på trampolin. De siger: “hensigten med at have en fælde er jo netop at fange den snu forbryder, så han kan komme i kachotten!”, når de leger Felthospital med Lego. De lyder som en blanding af Bulderby og Topper med næsehornet.

Hvad sker der, når børn er fri? Det er nyt for mig at være bevidst om netop det, og mine børn er måske reelt ikke frie endnu. Ikke i deres hoveder (det tager tid at stole på tilliden), og vi er der jo heller ikke endnu, Kristian og jeg.
Men her er rarere at være. Mere harmonisk. Jeg har ikke vidst, at det var en mulighed at slippe kontrollen uden at miste en masse andet samtidig.
Børnene påtager sig større ansvar, og får flere idéer i takt med, at vi giver mere slip. Der sker det, at de kan mærke, når de er trætte og sultne og kolde og varme. De kan mærke, når de trænger til at sidde i sofaen en halv time og lade tankerne vandre. De kan mærke, når de pludselig får lyst til at lave en legeaftale. De kan mærke, hvor de helst vil sove (i familiesengen eller på eget værelse). Og så videre.

Læs mere om helt frie børn her (på engelsk)

(Og se lidt om min holdning til skærmtid i kommentarfeltet herunder).

Hvad tænker I om tillid, respekt og frihed? Hvordan oplevede I det, da I var børn, og hvad tror I, der sker, hvis man stoler mere på sine børn og giver dem større frihed?

Om filmen “Barndom” og hvorfor den gør mig trist

I aftes så jeg norske Margreth Olins dokumentar “Barndom” i biografen. Filmen, som kan ses i de danske biografer de næste uger, er optaget igennem et år i den Steiner-inspirerede børnehave Aurora i Nesodden, Norge, og børnene i institutionen er mellem 1 og 7 år (og det er måske det mest vidunderlige ved børnehaven: At seksårige går der, for de starter først i skole, når de fylder 7, og skal i “2” klasse. Dét kunne vores politikere lære meget af.)

Det er en forførende film: vildt smukke optagelser, livsbekræftende børneportrætter og kærlige voksne. Men det er også en film, som grundlæggende går imod det, jeg er kommet til at tro på. Faktisk mener jeg, at det er en film, som i bedste mening hylder institutionslivet. En film, som helt berettiget fremhæver en børnehave, der er langt bedre end normen her i Danmark, men samtidig (og uundgåeligt) også en film, som ophøjer vores adskillelseskultur til en magisk, ja, næsten paradisisk virkelighed, når vi ser børnene i de fortryllende omgivelser, hvor de har venner, kyndige pædagoger og kreative projekter.

Jeg har mange kommentarer til filmen, og jeg har ikke tid nok til at få dem alle med her, men jeg bliver nødt til at skrive noget nu, mens den stadig ligger som en trykken for mit bryst.

* Børnehaven Aurora er uden tvivl en god børnehave. Sikkert én af de bedste man kan tænke sig. Pædagogen Kristofer, hvis aktiviteter og samvær med børnene er omdrejningspunkt for filmen, er et inspirerende og meget tillidsvækkende væsen. Sådan én som alle børn har godt af at have i deres liv. Børnehavens traditioner, rytmer og rammer er alt sammen dejlige, og jeg ville ønske, at vi tilbød det samme i alle børnehaver i Danmark. Ikke mindst de ti ugers ferie og syv års børnehave (børnene kommer et år senere i skole). Overordnet var det et smukt lille univers, vi blev vidne til.

* Dernæst bliver jeg nødt til at sige, at jeg overvejende er lidt ked af filmens signaler. Det er jeg på flere plan.
Først det personlige: Jeg fik en klump i maven allerede fra de første minutter af filmen. Det handler om mig selv og ikke om filmen eller om nogen andre. Man kan sige, at jeg for alvor er ved at se i øjnene, at jeg har sendt mine børn i institution velvidende, at det ikke var det, de foretrak, og nu hvor de er hjemme, tør jeg efterhånden indrømme overfor mig selv, at det ikke var den bedste løsning. Ikke for mig og ikke for dem. Jeg så i filmens præmis en sandhed, som jeg er sørgmodig over ikke at selv have forholdt mig tilstrækkeligt kritisk til tidligere: Nemlig sandheden, om at vi skal sende vores børn væk for at nå alt det andet, der er vigtigt for os selv (og “samfundet”) og deraf også en anden (falsk) sandhed om, at det er i børnenes interesse at komme hjemmefra. Det er det helt sikkert for nogle børn, men ikke for alle.
Her er det meget vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke peger fingre af nogen. Husk på at jeg selv har afleveret mine børn indtil nu. Husk på at jeg har skrevet højt og tydeligt herinde, at jeg ikke skulle være hjemmegående. Jeg har efterstræbt så mange ting udenfor mit moderskab, at jeg ikke har følt, der var en anden udvej. Jeg har ikke set det som en mulighed for mig at være sammen med mine børn uafbrudt. Så jeg bebrejder ingen, at de afleverer deres børn, og jeg er selv ude over den tid, hvor jeg skal tage stilling til, hvad der skal ske med min baby, fordi jeg ikke har sådan én længere. Jeg mener samtidig, at jo ældre børnene bliver, jo mindre skadeligt er det for dem at komme i institution, men her er det afgørende, at vi stiller krav til vores institutioner, og Aurora i Norge er et smukt forbillede på mange måder.
Men jeg er nået til et sted, hvor jeg ikke vil medgå, at små børn, som bliver rastløse i løbet af to dage hjemme med deres forældre, “savner vennerne i vuggestuen, og har bedst af at komme af sted igen.” Jeg vil ikke nikke anerkendende til, at børnehavebørn “har bedst af at komme ud i verden og lære at stå på egne ben i det sociale.” Jeg kan godt forstå, hvorfor det er en vigtig fortælling for mange at holde fast i, men jeg tror ikke længere på den – ikke for alle, i hvert fald.
Det her er farlige ord for mig at skrive, fordi mange bliver vrede. Men jeg kan ikke lade være, og jeg skriver det kærligt – jeg skriver det med et blytungt hjerte, en ømhed i hele min krop, som jeg ikke kan ryste af mig. Mine børns barndom kommer aldrig tilbage.
Dét er min personlige sorg over filmen og dens budskab.

Den mere samfundskritiske er denne: Med “Barndom” maler Olin et billede af en børnehave, som risikerer at idyllisere institutionaliseringen af vores børn. Den lullende, kærlige og smukt orkestrerede børnehave løfter institutionaliseringen op på et plan, hvor det kan være svært at følge med, selv som hjemmepasser. Jeg snakkede med tre andre hjemmepassere uden for biografen, og den ene sagde, at hun undervejs i filmen havde tænkt “Er det for dårligt, at jeg ikke laver teater med mine børn derhjemme?”. Barndom skaber kunst ud af den eksisterende samfundsnorm, hvor vi skiller os af med vores børn mange timer dagligt for at tjene penge til et enormt maskineri, som de færreste af os kan gennemskue mekanismen bag. Barndom løfter adskillelseskulturen op i et næsten magisk skær, som jeg frygter, kan blive en sovepude for alle os forældre, som egentlig godt ved, at der er noget skævt i vores familiestruktur. Alle os, som bør råbe op og tvinge politikerne til at forstå, at der er en revolution på vej. Jeg har selv ligget på den sovepude i mange år, så jeg er udmærket klar over, hvor rart det føles at blive bekræftet i, at det er godt for børnene at komme hjemmefra – også når man ved inderst inde, at det ikke er hele sandheden.
Forhåbentlig får den nogle til at tænke, at i det mindste skal deres børns børnehave være bedre, før den er god nok. I værste fald får den os til at tænke, at det er sundt for vores børn at komme hjemmefra, fordi det er dér, de udvikler sig mest (fordi det er det, vi ser ske i Aurora).

Jeg ved godt, at jeg kaster med ildkugler lige nu, og de rammer i hjertet / eller de rammer i vreden / eller de rammer i afmagten, og jeg ved, at jeg risikerer at skubbe nogle væk. Men sandheden er, at uanset hvor smuk og fin en børnehave er, så er den ikke bedre end en nærværende mor eller far, som har overskud til at være sammen med deres børn. Så er den ikke bedre end de mennesker, som elsker barnet højest. “Barndom” er Margreth Olins kommentar til et institutionsliv, som hun mener, er kørt af sporet. Filmen, der er fra 2015, er Olins appel til politikerne om at bringe tiden og tilliden tilbage i børnenes liv til fordel for læringsplaner og længere dage. Og jeg er helt enig med hende – vi har brug for de smukke børnerum og for de dygtige pædagoger – men der er mere i det end som så: Jeg mener, at portrættet på sin vis symptombehandler en samfundsomspændende sygdom, som vi i stedet bør fokusere på at komme til livs.

Det er hele vores grundstruktur, vi skal omrokere. Fedt med gode børnehaver – de er klart at foretrække fremfor dårlige. Men det er ikke nok: Vi skal indrette vores samfund, så forældre har mulighed for at være sammen med deres børn. Så forældre har LYST til at være sammen med deres børn. Jeg har altid haft muligheden; der været knapper, jeg kunne skrue på for at realisere det liv, men jeg har ikke haft LYST: Der var andre vigtige ting, jeg skulle (jeg troede virkelig, at der fandtes andre ting, som var lige så vigtige. Jeg vidste ikke, hvor hurtigt tiden går. Nu sover Storm på sit eget værelse, og nu er det ikke hver dag, han kommer for at blive krammet af mig, og jeg vidste ikke, at det ville gå sådan og betyde så meget). Jeg havde ikke lyst til at blive hjemme med mine børn, efter de var fyldt et år, fordi jeg havde travlt med andre ting, der skulle klares, så jeg kunne “lykkes”. Men også fordi barselstiden var ensom og fremmed og komplet angstprovokerende. Da jeg fik mit første barn, var jeg vant til at kunne læse mig til de fleste svar og købe mig til resten. Jeg var vant til at have et fællesskab; være en del af noget større. Studerende, boheme, what ever. Men aldrig så alene. “It takes a village”, som man siger – og landsbyen er død.

Jeg vil opfordre alle pædagoger og lærere til at se Barndom hurtigst muligt: Så længe vi lever i en kultur, hvor børnene er institutionaliserede, skylder vi dem de bedste tænkelige rammer med nærværende voksne, vidunderlige omgivelser og god mad. Med kærlig leg, fri fantasi og god taletid.

Jeg vil også opfordre alle andre til at tænke over deres muligheder her i livet. Det er ikke længere godt nok at gøre noget, bare fordi de andre gør det. Hvad vil DU, og hvorfor?

Opdatering:
Jeg vil på det varmeste anbefale alle at følge Tove Rump, som er meget aktiv i familiepolitik, og altid holder barnets (og familiens) tarv for øje. Hun han følges på facebook HER

Tove Rump skriver om filmen “Barndom”:
“Jeg så Margreth Olins dokumentarfilm, BARNDOM sidste sommer, da den havde premiere i Grand i København.
Det er en meget smukt fotograferet film. Og så ser jeg den alligevel på ingen måde som en protestfilm. Måske snarere tværtimod. For denne film fremstiller institutionaliseringen af det lille barn som en paradisisk tilstand. Et konstrueret paradis, befolket med voksne, superelskværdige og elskelige og kreative børnevogtere. Midt i den smukkeste natur. Og med børn, der tilsyneladende er i gang med ‘fri leg’.
Men – som jeg ser det – er det overhovedet ikke fri leg. For den foregår hele tiden i nogle kunstige rammer om hverdagslivet. Nogle rammer, der kan være nok så smukke – og midt i naturen. Men dog nogle rammer, som ikke er en del af det rigtige liv. Det liv, som den ‘frie leg’ skulle hente inspiration fra.
For fri leg er:
barnets måde at leve sig ind i,
barnets måde at kopiere,
barnets måde at øve sig i – at blive en rigtigt dygtig voksen.
HVOR ER FORÆLDRENE?
HVOR ER DET RIGTIGE LIV, SOM DISSE BØRN SKAL VOKSE OP TIL? HVOR ER MENINGEN?
Her ser vi et arrangement!
Her ser vi et meget smukt arrangement.
Derfor er bedraget så stort.
For bedraget ligger i, at vi bliver ved med at tage børnene ud af vores rigtige liv med hinanden. Og nu ser det hele oven i købet så helt utroligt smukt og harmonisk ud. Så hvad klager vi så over?
JEG KLAGER OVER, AT VI SVIGTER VORES BØRN.
JEG KLAGER OVER, AT VI IKKE SKABER ET SAMFUND, HVOR BØRN KAN VÆRE MED I DET RIGTIGE LIV SAMMEN MED OS. SAMMEN MED DEM DE ELSKER. OG SOM ELSKER DEM.
JEG KLAGER OVER, AT VI – NU MED KUNSTEN TIL HJÆLP – VIL FORTSÆTTE MED DENNE LØGNEHISTORIE: AT BØRNENE ER BEDST TJENT MED AT TILBRINGE HELE LANGE DAGE SAMMEN MED JÆVNALDRENDE I KONSTRUEREDE RAMMER – SAMMEN MED FREMMEDE BØRNEVOGTERE – DE VÆRE SIG NOK SÅ PÆDAGOGISKE.
Jeg tænker, at børn helt sikkert vil trives fint med at have mulighed for nogle timers fri leg og skaben i en (kald det bare) børnehave, hvor der er ansat dygtige pædagoger, og hvor der er stor skønhed og en masse gode muligheder for kreativ udfoldelse.
MEN JEG VIL INSISTERE PÅ AT SIGE – MEGET HØJT – OG IGEN OG IGEN – AT VI HAR ET KÆMPE ANSVAR FOR AT TAGE BØRNENE IND I LIVET SAMMEN MED OS.
AT VI NOGENSINDE HAR FUNDET PÅ AT ANBRINGE VORES BØRN HELE LANGE DAGE I INSTITUTION SAMMEN MED JÆVNALDRENDE OG FREMMEDE BØRNEVOGTERE, DET ER ET LEVN FRA KVINDEOPRØRETS TID. ET KVINDEOPRØR, DER VAR HELT NØDVENDIGT, MEN SOM – DENGANG – KUN KUNNE SKE PÅ MASKULINE PRÆMISSER.
NU MÅ VI SE DET.
OG HANDLE ANSVARLIGT PÅ DET, VI SER. ♥♥♥”

Herudover vil jeg anbefale bloggen Verden ved siden af, hvor Nynne, som selv er mor til to små børn, skriver om børnepsykologi og familiestrukturer med et evigt skarpt og kærligt blik. Det er fra hende, jeg har udtrykket “adskillelseskultur”, som hun blandt andet bruger i DETTE indlæg