Når søskende skændes, og forældrene ikke aner, hvad de skal stille op (hvad gør man så?)

I den tid jeg har haft bloggen, har der været en håndfuld spørgsmål, som kommer igen. Det ene lyder: “Hvordan håndterer I søskendekonflikter?”

Modsat de fleste andre tilbagevendende spørgsmål er dét med konflikterne ét, som jeg aldrig rigtigt har gået i dybden med. Hvorfor? Fordi jeg ikke føler mig tilstrækkeligt kompetent til at skulle vejlede andre i netop den svære disciplin. En disciplin, som rummer både det at trøste, rumme, anerkende og guide sine børn. En disciplin, der mere end noget andet, kan presse mig, så jeg bliver afmægtig – eller vred.

Men jeg øver mig, og jeg bliver bedre, i høj grad takket være særligt to ressourcer, som jeg anbefaler alle, de rhar med børn at gøre, at dykke ned i.

Den ene er Gordon Neufelds onlinekursus The Vital Connection, der i sig selv fortjener en meget grundig anerkendelse og opmærksomhed her på bloggen, som jeg dog ikke får skrevet, før jeg holder ferie, så derfor blot dette lille heads up: Psykolog og tilknytningsekspert Gordon Neufeld har så meget fat i den lange ende, når det kommer til at skabe den sunde, livslange tilknytning mellem barnet og vi forældre. I dette kursus, som strækker sig over otte videolektioner af en times varighed (der streames), kommer han omkring næsten alt det, der fylder i relationen mellem voksne og børn i løbet af en opvækst. Ét af de emner, han zoomer ind på, er netop konflikter mellem søskende, hvor han blandt andet fremfører den pointe, at man som voksen ikke skal forsøge indlægge læring eller løftede pegefingre i selve konfliktsituationen, men derimod bør bevare fokus på fredeligt og uden anklage at stoppe konflikten. Han understreger, at man gør klogt i at vente med den undersøgende samtale, hvor man prøver at komme nærmere, hvad der ligger til grund for konflikten, til børnene er følelsesmæssigt klar til det (hvilket kan være alt mellem ti minutter til 48 timer efter konflikten).
Kristian og jeg så kurset sammen i februar, og det lærte os helt enormt mange nye ting om forældreskabet. Snart er vi klar til at hoppe ombord i kursets anden del, som jeg har hørt, er lige så god.

Den anden ressource, som jeg på det varmeste vil anbefale i forhold til at forstå barnets konflikter, er en bog, jeg har nævnt herinde nogle gange på det seneste, nemlig: Naomi Aldorts “Raising our children, raising ourselves“. Omend Naomi Aldort kun sporadisk kommer omkring netop konflikter mellem søskende, har det været forløsende og faktisk revolutionerende for mig at læse hendes tilgang til netop konflikter – ja, og alt andet, hun beskæftiger sig med. Men konflikterne er et centralt emne i hendes bog.
Naomi Aldort arbejder i bogen først og fremmest med sin S.A.L.V.E-metode, som er en huskeregel til at komme mere tilstede i konflikter med børnene fremfor blot at trække på de gamle tankemønstre, som langt de fleste af os er dybt spundet ind i. Hun opfordrer os til altid at stoppe op, granske de tanker, som er ved at blive til ord ud af vores mund og blive mere bevidste om, hvorfor vi tænker, som vi gør, og hvordan vi kan reagere mindre destruktivt og i stedet FORSTÅ barnets motiv, som aldrig er ondskab men nærmere umodenhed, misforståelse eller en følelse, som skal ses og anerkendes.

Jeg er så langt fra at være i mål i de der konflikter mellem mine børn. Og de er grimme, nogle af vores konflikter, og jeg ved, at der stikker noget dybere bag, og lur mig om ikke det er mine egne mønstre, som gentager sig (nedladenhed, kritik, hån, ironi), men jeg er på vej. PÅ VEJ, ikke i mål.
Min vej handler blandt andet om, at jeg nu i højere grad søger årsagen til konflikten i hvert enkelt barn: Hvad er deres frustration/vrede/afmagt/sorg et udtryk for?
Jeg prøver at stoppe konflikten uden at pålægge nogen af parterne ansvar eller placere skyld. Det kan være svært, hvis en storebror sparker en lillesøster, eller hvis den ene part siger noget sårende, som man er bange for, slår en flig i stykker i den anden.
Min metode er at trække vejret dybt, forsøge ikke at blive vred, minimere mine egne angreb. Jeg ØVER mig i ikke at sige alle de åndssvage, nedbrydende, forfærdelige ting, som flyver igennem mine tanker, fordi de engang blev sagt til mig, og prøver at være enten anerkendende, stille tilstede eller spørgende.

Det er det bedste jeg kan, indtil jeg knækker koden for, hvordan jeg skal støtte mine børn i ikke at have så mange konflikter i første omgang. Mange af konflikterne herhjemme bunder i dårligt selvværd, tror jeg. Og meget af det dårlige selvværd bunder i dårlige vaner i forhold til plads til følelser og i forhold til institutionalisering og i forhold til en helt masse, som jeg næsten kan smage på spidsen af min tunge, men som jeg ikke helt har fordøjet – eller forstået – endnu.

Den anden dag legede alle børnene med nogle plaider i stuen. Juno tog på et tidspunkt et tæppe, som én af de andre havde gang i, men som lå for sig selv. Den store søskende blev vred, og råbte højt. Det lød voldsomt, og Kristian sagde: “Juno skal også have lov til at have et tæppe”, og sagde, at hun måtte beholde det. Den store skubbede Juno til side, råbte højt, og løb ovenpå. Juno legede lidt med tæppet, men fulgt så efter den store, og deroppe kom de to op at skændes om noget andet, som den store oplevede, at Juno havde taget. Før nogen af os nåede at tænke en tanke, slog den store Juno, mens de stod på toppen af trappen, og vi råbte “Pas på – hun kan falde ned!”, og vi råbte sikkert også andre vrede, dumme ting. Helt ærligt – dumme ting, ting, som ikke hørte sig til.
Den store barrikaderede sig på sit værelse. Ville ikke snakke, ville ikke holdes om. Græd og råbte og sparkede og skubbede os væk.
Jeg trak vejret dybt, satte mig på hug, og spurgte, om jeg måtte sidde i fodenden af sengen. Jeg gav lidt tid, og spurgte så:
“Føler du dig misforstået? Jeg kan godt forstå, hvis du har svært ved at stole på mig lige nu.”
Stilhed.
“Vil du fortælle, hvem du er vred på?”
“Far!” råbte det grædende barn, og jeg blev simpelthen så overrasket.
“Føler du dig misforstået af far?”
“Ja, det var mig, der havde tæppet, og så gav han Juno lov til at tage det.”
Kristian hørte vores udveksling, og kom, og lagde sig ved barnets side. Holdt om, undskyldte og forklarede, at sådan en fejltagelse vil han gøre sit bedste til ikke at gentage nogensinde. “Bare fordi hun er den lille”, som den store sagde, og ja – det er desværre nok rigtigt, at sådan handler vi indimellem, netop fordi Juno er den mindste. Vi kunne heldigvis etablere tilliden mellem os og barnet hurtigt igen, og det endte med en varm og tryg stund.

Jeg er så taknemmelig over, at jeg er blevet bedre til at se bagom konflikten. Stille åbne spørgsmål, efterlade plads til at at møde barnet og høre hvad der ledte frem til konflikten. Ofte bliver jeg SÅ overrasket over følelsen af svigt eller usikkerhed, som ligger bag en umiddelbart simpel slåskamp. “Reagerer du, fordi der er noget, du ikke får sagt?” spørger jeg, “Ja, han giver mig aldrig tid til at svare. Jeg mente ikke, at han var dum, men det troede han.”
Eller: “Hvorfor kalder du hende det?” “Fordi hun er så hurtig til at slå mig, og så er det hendes svageste punkt.”
Det er ikke perfekt, jeg rammer stadig langt ved siden af næsten dagligt. Men jeg er på rette vej, og jeg bliver stolt, når det lykkes (og uendeligt ked af at jeg ikke altid har vidst alt det, jeg ved nu, for det ville mine børn have haft så godt af.)

(og nogle gange så er den bedste løsning herhjemme i øvrigt også at råbe “PUDEKAMP” eller “HVEM KOMMER FØRST UD PÅ TRAMPOLINEN” og hjælpe dem med at komme ud med deres energi, frustration, behov for nærkontakt på en kontrolleret, sjov måde).

Og lige som jeg sidder, og udgiver dette indlæg, kommer Juno ned af trappen: “Dumme far og mor, dumme far og mor”.
Siger du det, fordi du gerne vil kildes, spørger Kristian så. “Ja,” svarer hun, og griner pludselig. Jeg kunne SÅ nemt have sagt til hende “Sådan kan jeg da ikke lide, at du siger om mig, det skal du stoppe med”, hvis ikke jeg havde lært det, jeg ved nu.

DEL jeres erfaringer i kommentarsporet herunder: Hvad er jeres bedste tips til at både afbryde, heale og helt undgå konflikter mellem søskende?
Hvad er det sværeste, I oplever i jeres søskendeflok?

Det er vigtigt, at børn ikke først og fremmest er sammen med deres jævnaldrende

I dag vil jeg skrive om, hvor vigtigt det er, at børn ikke først og fremmest er sammen med deres jævnaldrende. Jeg vil understrege, at jeg ikke mener, socialisering sker bedst, når femårige tilbringer det meste af deres tid sammen, eller når tolvårige søger støtte hos hinanden fremfor deres forældre. Jeg vil påstå, at mine børn får lige så meget ud af en eftermiddag med de erfarne gutter fra modelflyklubben eller deres små søskende som med de børn, de deler årgang med. Jeg vil insistere på, at vi tænker ud af kasserne, når vi ser på vores børns relationer, og respekterer, at deres behov ikke altid er, som normen dikterer.

Jeg hører fra mange, at de er bekymrede for deres børn, som ikke har jævnaldrende venner. Bekymrede, fordi vi er flasket op på den overbevisning, at venskaber mellem jævnaldrende er afgørende for, om vi lykkes som mennesker. Film og bøger for børn kredser om venskabstemaet, og vi lærer, at den sunde socialisering næres i store børnegrupper uden voksenindblanding og med mest mulig uafhængighed fra forældrene.

Men mine børn har aldrig haft fokus på de jævnaldrende relationer, og der gik en del år, før den ældste dannede sine første reelle venskaber, Venskaber, i øvrigt, som han er glad for men ikke afhængig af, og kun sjældent opsøger af eget initiativ. Jeg var forvirret og utålmodig, da han gik i børnehave, ligesom jeg nemt kunne være det nu igen med hans bror, som dog er herhjemme med os (what a freakin’ relief): Hvorfor leger han ikke med de andre børn? tænkte jeg usikkert.I  virkeligheden gav svaret sig selv. Han var ikke som de andre børn, ikke nøjagtig som dem i hvert fald. Og det vidste jeg godt, og jeg var glad for det – han er præcis, som han skal være. Alligevel ønskede jeg, at han skulle være fuldkommen gennemsnitlig lige præcis på det sociale. Men hvordan? De ting hænger jo sammen.

Derfor siger jeg: Mærk efter i dig selv: Har du altid trivedes bedst indenfor de forudbestemte rammer, eller var der ting, som du begyndte at gøre anderledes, da du blev voksen og fri til at bestemme selv? Hvordan ville du selv have det i en børnehavegruppe eller et klasseværelse under de forhold, som vi byder vores børn? Hvor bliver du næret, og er det vigtigt for dig, at du har en stor, homogen vennegruppe, eller er du som voksen tilfreds med at være lidt anderledes og ikke altid falde i ét med flertallet? Har du det bedst i grupper, som forstår dit sprog, anerkender dine dybeste impulser og rummer dine unikke træk, eller er det vigtigste for dig, at I er lige gamle uanset interesser og værdisæt?

Det er nødvendige refleksioner i et samfund, hvor vi afleverer vores børn i institution, før de har fejret deres første fødselsdag for så at øve os i at vinke farvel de næste atten år. Adskillelse er det helt store tema gennem opvæksten for de fleste, og i al ubemærkethed definerer netop adskillelsen en stor del af vores eksistens.

Vi er adskilte på mange plan.

Der er urbaniseringen, som skiller os fra vores biologiske ophav og geografiske rødder, når vi flytter væk fra familien og barndommensgade for at uddanne os og blive voksne et andet sted. Vi får arbejde og børn og køber en lejlighed, og det hele sker så langt væk fra vores ophav, at vi ikke har dem som en støtte i hverdagen.

Og der er individualiteten; den er gennemgående. Vi glemmer vores bedsteforældre på plejehjemmene, og vores forældre glemmer os, når de rejser af sted i tre måneder, mens vi bliver forældre til vores egne børn, som vi glemmer undervejs i jagten efter en succes, der selvfølgelig viser sig at være en afdanket utopi. Og det der i sidste ende sker, er, at vi også glemmer os selv; et selv vi forresten aldrig har fået en reel chance for at lære at kende, og så står vi dér – alene, fortvivlede, stressede og med en følelse af meningsløshed.

Vi er adskilte imellem alder, fysisk afstand, samfundslag og muligheder.

Men dybest inde vil vi mennesker bare gerne være sammen.
Dybest inde vil vi være noget for andre og vi vil ses med kærlige øjne, efterspørges af hjertets lyst.
Vi vil løfte og omfavne; hjælpe til, holdes om og holdes af.

Det mærker jeg tydeligt i vores liv i disse uger.
“Hvordan sørger I for, at jeres børn bliver socialiseret, når I hjemmeskoler?” spørger mange.
“Vi er sammen med mennesker” lyder det korte og oprigtige svar.

Vi er sammen med vores venner, og de er groft sagt mellem 0 og 75 år. Vi er sammen med dem, der vækker en genklang i os, og som vi har lyst til at bruge tid med. Vi er sammen med mennesker, vi møder på vores vej, og som vi glæder os over, eller føler, vi kan være noget for.

For nylig fik jeg en email fra en pensioneret ingeniør, der havde læst, at min søn er interesseret i elektronik. “Har han lyst til at kigge på den slags med mig?” lød beskeden, og svaret var ja. De pillede et apparat fra hinanden, og samlede det igen, spiste frokost, og reparerede så en ting mere. Tiden gik, i Storms og hans nye vens tempo, med plads til sjov og eftertænksomhed og roderi efter lige netop den helt rigtige skrue. Og Storm var lykkelig efterfølgende. Jeg havde ellers tænkt på, om vi overser noget, siden han ikke efterspørger legeaftaler, men måske er sandheden, at der lige nu er noget, han har mere behov for end andre de niårige, der jo er lige så meget i vildrede som han selv. For han har snakket om sin nye ven hver dag siden, og fundet ting som de skal arbejde med, når de ses igen.

Der var oplevelsen, da Britt fra Faaborg inviterede Storm og mig ud at køre i sin Tesla. Elbiler har længe været Storms ting – egentlig er den danske Ellert fra halvfjerdserne hans helt store kærlighed, men Teslaen havde en magnetisk kraft på ham den dag, og Britt inviterede os med på tur: “Sæt dig ind på forsædet,” sagde hun, og turen gik til hendes sommerhus, hvor vi spiste is og snakkede vi om livet og døden og om mange andre ting, før kørte tilbage til Ærøfærgen. Hun sagde, at hun vil besøge os på Ærø, og der går ikke en dag, hvor vi ikke snakker om hende. Hun har gjort stort indtryk med sin imødekommenhed, som er en gave, man sent glemmer.

Modelflyklubben er endnu en glæde. Jeg vil sige, at med den er Storm faldet ned i sine drømmes skatkammer blandt en gruppe voksne mænd med god tid og en helt masse viden og overskud. Så står man dér under den blå himmel på en solvarm flyveplads, og oplever noget af det smukkeste samvær, jeg kan tænke mig: Voksne, som genkender barnets fascination og taknemmelighed over at blive lukket ind i cirklen, og som tager sig tid, og gør sig umage. Ingen nedladende afvisninger eller ligegyldige svar, for de forstår, at omsorg, passion og selvværd dannes fra starten.

Og ved I hvad? Jeg tror, den slags kan opstå over alt. Skriv en annonce i lokalavisen eller på den lokale facebookside og se hvilket lys der kommer frem fra sprækkerne: Over alt findes mennesker, som har noget at tilbyde, og som længes efter nogen at dele det med. Unge, gamle, mænd og kvinder.

Sandheden er, at den sunde, ligevægtige socialisering ikke nødvendigvis sker bedst i en børnehave eller et klasselokale med 25 jævnaldrende, som er samlet seks timer om dagen. Jeg vil vove den påstand, at i de rammer sker socialiseringen faktisk på trods, og det lykkes for en del, ja, men spørgsmålet er, om børnene ikke også betaler en høj pris for at være både så meget på og så meget væk fra deres nærmeste?

Vi lever i et samfund, hvor børn tilbringer de fleste vågne timer med jævnaldrende fremfor med kompetente voksne, som elsker dem. De er superviseret af voksne, ja, men ikke i nærværende kontakt med dem, og når den treårige spejler sig i en anden treårig, og imiterer hende i sin iver efter at øve sig, så er det den treåriges væren, hun lærer. Det er blevet vores overbevisning, at sådan trives mennesket bedst: I relation til jævnaldrende. Men det er en misforståelse, og den gør os sårbare og mindre kompetente.

Faktisk er det i følge den anerkendte canadiske psykolog og tilknytningsekspert Gordon Neufeld et stort problem, at børn og unge næsten udelukkende omgåes og relaterer til deres jævnaldrende. Han argumenterer for, at det er problematisk, at dem, vores børn læner os op ad, og henter støtte hos, også er børn.
Sådan har det ifølge Gordon Neufeld forholdt sig i adskillige generationer, hvorfor vi forældre tror, at det han kalder én af vores tids største sociale udfordringer, er helt naturligt og nærmest positivt: Nemlig at børn og unge trækker sig tidligere fra deres forældre, som de ikke har en tilstrækkeligt stærk tilknytning til, for til gengæld blive afhængige af båndene til dem, de har omkring sig mest af tiden, altså deres jævnaldrende. Han argumenterer for, at der er en direkte forbindelse mellem den stigende mobning, angst, stress og selvmordsrate blandt børn og unge i USA og så den svækkede tilknytning mellem barnet og dets forældre samtidig med at relationen til de jævnaldrende er blevet den bærende. Som han siger: “Sammenlignet med en tolvårig, er enhver forælder en engel”. Fordi: Hvis den tolvårige bliver presset, og kan vinde point ved at såre deres ven, gør de det gerne. Det gør en mor eller far ikke.

Og nu ved jeg godt, at jeg lidt blander flere ting, for man kan sagtens have jævnaldrende venner og ældre venner på samme tid, og man kan sagtens have en stærk tilknytning til sine forældre og samtidig have venner, som er gode for én – og alt det har min ældste efterhånden. Det afgørende er, at vi forstår, at det ikke er barnets eksklusive natur at bruge alt sin tid og fortrolighed sammen med jævnaldrende; at forældrene skal bevare deres position som dem, man går til, og læner sig op ad. Det afgørende er, at vi ikke bilder os ind, at menneskets natur trives bedst i en institution og med en adskillelse, som efter min bedste overbevisning er potentielt ødelæggende for alt det, vi helst vil fylde livet med. Hvis børn skal blive dygtige voksne en dag, så er de afhængig af dygtige voksne, som de kan kopiere og hente indsigt hos, og derfor skal vi være der. Vi skal gøre os gældende, insistere på at bevare relationen, dyrke glæden og intimiteten for til sidst – når børnene for alvor er klar – at slippe dem fri som de smukke mennesker er er.

Hvad tænker I om nødvendigheden af at tilbringe de fleste timer sammen med jævnaldrende?
Og kan I genkende billedet af den manglende dybe tilknytning til voksne fra jeres egen barndom?

Forresten vil jeg på det varmeste anbefale Maria Parss vidunderligt smukke børnebog “Tonje Glimmerdal” om den skønne pige, hvis bedste ven er en dejlig gut på 72. Vidunderlig læsning på niveau med Lindgren.

“Børn er blevet et projekt for forældrene” – Ja, og hvor er det i grunden godt

Det her er (endnu) ét af de indlæg, hvor jeg skriver uden at have et facit. Hvor ofte har vi egentlig det? Jo, vi tror, vi ved noget – til vi pludselig ved noget andet.
Gudskelov udvikler vi os livet igennem. Og sådan siger jeg, selvom jeg indimellem ville ønske, jeg kunne lukke ned og bare stå stille, forblive nøjagtig så mangelfuld som jeg er uden fortrydelse. Ikke fordi jeg ikke har lyst til at blive klogere, men fordi jeg ikke har tid. Jeg ved simpelthen ikke, hvornår jeg skal blive klogere, når jeg er sammen med mine børn, indtil jeg falder om i sofaen kun med overskud nok til lige nøjagtig at spise mig ned i kage og slå hjernen fra.
Og selv når jeg ikke slår hjernen fra dér i sofaen – og det sker ret ofte, faktisk, at jeg ikke gør det – så kan jeg alligevel ikke nå det hele.

I aftes for eksempel hørte Kristian og jeg en radioudsendelse (Audiens, P1 om børns spiritualitet – alle programmerne er gode). Den tog en time, det var vores kærestetid, og udsendelsen var meget indsigtsfuld og smuk på flere måder, så det var godt givet ud. Nu var klokken blevet 22:30 (børnene sov kl. 21:30) og der var der en række e-mails, som ikke kunne vente, og nogle ting, der skulle planlægges. Jeg ville rigtig gerne have lyttet videre på en podcast om “the nine year change”, som er rigtig gavnlig, når nu man er mor til en niårig (og ikke ved, hvad man skal stille op med den slags), men jeg ville også meget gerne have læst videre i Naomi Aldorts bog, fordi jeg kan mærke, at den gør mig godt, ord for ord.
Jeg ville også læse fem andre bøger – og helst nu. Eller femhundrede, faktisk.

Alt det tænker jeg lidt mere over lige nu, fordi jeg tidligere på dagen i går så et klip med Lola Jensen, hvor hun snakkede om noget med nutidens forældres manglende evne til at være autoritære overfor deres børn (jeg kan ikke følge hendes børnesyn, men autoritet er vigtigt – og vi øver os, mens vi balancerer det med anerkendelse og respekt), og så sagde hun “børn er blevet et projekt for forældre nu om dage“. En sætning, som for at sige det mildt, er dejavu for langt de fleste af os, der har fået børn de seneste ti år. Den sætning har jeg set, læst og hørt så mange gange, siden jeg blev mor, at jeg nemt kunne været blevet døv og blind overfor den. Men mens jeg ryddede Briobaner op fra børneværelset, tænkte jeg i stedet over Lola Jensens ord. Alle de artikler med børneeksperter og børneamatører og alle mulige andre mennesker, som problematiserer, at børnene er blevet projekter, og at vores liv er blevet projekter, hvad er det, de vil? Hvori ligger konflikten?

Ja, jeg kender forældre, som sender deres treårige på internationaleskoler iført Ralph Lauren fra top til tå hver eneste dag, og de mødre kan have en tendens til at gå mere op i, hvad andre mødre tænker om dem, end hvordan deres børn har det dybt indeni. Men hvor mange er de, og er det dem, vi snakker om? Jeg kender også de mennesker, som får en uddannelse, finder en kæreste, køber et hus, planlægger en baby, køber udstyr fra a-z, og helt glemmer at mærke efter undervejs. Det er trist på flere plan, og det er en tendens, som vi skal gøre op med, men jeg ved ikke, om det rykker noget ved dem, at vi snakker om projekter?

Og så er der sådan nogle som mig, og jeg tror, vi efterhånden er en del. Curlingforældre, eller hvad? De der begreber som ikke rigtigt har mening.
Mine børns barndom er helt klart et projekt for mig. Det er omtrent det eneste, jeg gider beskæftige mig med for tiden, og jeg indrømmer det gerne. Når jeg drømmer om at blive dygtigere, som beskrevet i toppen af indlægget, er det som regel moderskabet, jeg ønsker at dygtiggøre mig i.
Og jeg ved ikke, om det er mig, Lola Jensen mener, men jeg kommer til at tænke på, at det helt sikkert kan virke ekstremt, når man gør så meget ud af forældreskabet, som jeg gør. Selv ser jeg min tilgang som udtryk for to ting – og jeg har ikke lyst til at undskylde nogen af dem (faktisk er jeg stolt af, at jeg tør se mine mangler i øjnene):
1) Jeg er ambitiøs omkring min familie og mine børns opvækst i særdeleshed. De børn er her hos mig 15-20 år af deres liv stykket, og derefter tager de sandsynligvis ud i verden, hvor de skal udspille deres rolle som en del af samfundet, udviklingen og alt det du, jeg og alle andre har kær. Mine børn er fremtidens grundpiller, de er Lola Jensens børnebørns kommende venner, dates, medsammensvorne. Hvorfor ikke give den alt, hvad man har, mens man har dem hos sig?

2) Jeg famler i fucking blinde, og jeg ville mere end noget ønske, at det her moderskabshalløj sad på rygraden, men min egen mor blev afleveret som lille, så hendes forældre begge kunne arbejde, og jeg blev afleveret, så mine forældre kunne arbejde, og når vi blev hentet sidst på dagen, var der ingen børnepsykologisk youtubekanal eller syvogtredive magasiner og ti gange så mange bøger om attachment parenting og den slags. Kulturen var gået tabt i frigørelsen og i aller højeste grad i industrialiseringen, og samtidig fandtes børnepsykologien ikke rigtigt endnu.

NU er vi derimod et sted i vores udvikling, hvor det på den ene side står så grelt til med børnenes vilkår (og de voksnes!), at vi bør råbe meget højt for at gøre en forskel og på den anden side ved vi så meget mere end dengang, at vi rent faktisk har mulighed for at råbe noget meningsfuldt – om tilknytning og den slags.
Hvis ikke børnene skal være et projekt, hvad så? Tror Lola Jensen, som bliver ved med at gentage, at vi skal tage den med ro, samtidig med at vi skal svare kort og kontant på børnenes spørgsmål, at forældreskabet af en biologisk nedarvet viden, som kommer til mig helt naturligt, uden anstrengelse, når jeg føder? Gid det var så vel. Der var engang og alt det der, men faktum er, at vi sandsynligvis ikke tidligere i menneskets historie har haft de samme mulighed for bevidst forældreskab, som vi har nu, og det skal selvfølgelig udnyttes.
Og ja, jeg så DR2-programmet med ham Torben Chris (også selvom han var sådan en skid overfor mig sidste år), hvor han gennem sine snakke med bl.a. Lola Jensen nåede til den konklusion, at forældreskabet slet ikke behøver være så bøvlet. Man skal bare stole på sig selv og være til stede, ik? Men hvordan skal vi stole på os selv, når vi ikke har en automatisering omkring det gode, tilknytningsbaserede forældreskab? Og er det virkelig så nemt at være tilstede i en kultur, som dyrker alt andet end netop det? Nogle har nemt ved de ting – god bless them, de kvinder, hvis eksistens falder i hak, når de bliver mødre. Det er smukt og inspirerende – men det er ikke os alle sammen. Jeg synes, vi skal være glade for, at nogle gør sig umage – og gør forældreskabet til et projekt – for det der med at læne sig tilbage og gå med mavefornemmelsen kan være virkelig svært, hvis mavefornemmelsen er blevet druknet i vuggestuens sandkasse og i samfundets generelle fravær af omsorg og nærvær.

Det var bare det. Men det var jo også en hel del.

Til de af jer, som har travlt – læs her: Gør dig umage, det må du gerne. Faktisk synes jeg, det er dit ansvar.

Fortæl mig om jeres drømme og om jeres angst og tvivl. Jeg kender det hele, og vi må stå sammen. Skriv herinde eller i en mail og lad os sparre på vores muligheder ❤

Moderskabet er mit. Mine børns barndom er deres.

Moderskabet er mit. Mine børns barndom er deres.

Det er mig, der med min indstilling og mine valg skaber det lærred, som mine børns barndom males på.
Men det er dem, der fører penslerne.

Jeg har erfaret, at barndommen i sig selv har en enorm, eventyrlig værdi. At barndommen i sig selv fortjener den største omtanke, ro og omsorg. Tidligere tænkte jeg på livets første år som vejen mod noget andet. Jeg tænkte, at mine børn nok skulle få et godt voksenliv – selvom og på trods. Tænkte, at det akademiske og målbare vejede tungest i jagten efter succes. Ud fra den forståelse, at barndommen ikke var meget mere end et trinbræt.

Jeg vender for tiden tilbage til et citat af Mary Haskell, som smukt beskriver, hvordan jeg ønsker, at mine børn skal opleve min hengivenhed til dem:
Nothing you become will disappoint me; I have no preconception that I’d like to see you be or do. I have no desire to foresee you, only to discover you. You cannot disappoint me.

At mine børn ikke kan skuffe mig; at jeg ikke har nogen forudfattet mening om, hvad de skal være eller gøre; at jeg ikke har noget ønske om at forudse, hvor de skal bevæge sig hen – alt det er sandt, når jeg er den bedste version af mig selv. Når jeg slipper min angst og min usikkerhed; når jeg tager kontrol over, hvad der kommer ud af min mund, og anskuer mine følelser og mine tankemønstre fra et højere perspektiv. Når jeg stopper mig selv, før jeg lader ukonstruktiv vrede og gamle ord fra mit eget liv blive en del af deres virkelighed. Når jeg tilgiver mig selv, og udvikler mig sideløbende med mine børn.
Da er jeg den mor, som ikke kan blive skuffet, som altid vil elske ubetinget.

Skridt for skridt går jeg længere væk fra vreden og fra den blinde higen efter anerkendelse fra omverdenen. Jeg bevæger mig tættere på mine børn, og i den proces giver jeg mere slip på dem. Jeg forstår, at de er her for at lære mig om livet og ikke omvendt. Forstår, at min rolle mere end noget andet er at give dem plads og omsorg, så de kan bevæge sig frit i den verden, som de er kommet til for at leve deres eget liv – og ikke for at indfri en version af mit.

Mere og mere forstår jeg, at det er min fornemste opgave at facilitere den læring, de selv søger. At det er mit job at elske uden at dømme. At jeg ikke har nogen ret til at tro, jeg kender den bedste vej for dem. Jeg forstår, at jeg vil blive overrasket igen og igen gennem moderskabet; at intet er forudsigeligt, og at intet er rigtigt, blot fordi det er, som jeg havde forestillet mig – eller forkert fordi det er det modsatte.

Når jeg pålægger den ene aktivitet større betydning end den anden, lægger jeg en arbitrær forventning hen over barnets fantasi. Jeg mørkner det, som før var lyst.
Selv når jeg afbryder mit barns leg for at fortælle, at jeg glæder mig over deres fordybelse, sætter jeg mit fingeraftryk på legen, således at barnets fokus og magiske verden opløses. I det øjeblik er den ikke længere deres, men en refleksion af min bevidsthed. Når jeg spørger, om ikke det var bedre at lege den ene leg fremfor den anden for at undgå udfordringer eller uvenskab, forstyrrer jeg en kreativitet og inspiration, som jeg måske ikke har fantasi til at forestille mig.

Når jeg derimod giver slip, og har tillid til, at alt barnet gør, har et formål, bliver jeg næsten altid overrasket. “Nååå, så var det derfor, du havde så travlt med at samle sten”.

Det betyder ikke, at mine børns liv er uden rammer.
Vi har struktur, gentagelse, daglige gøremål her hos os. Vi har genkendelighed og tydelige værdisæt, men indenfor de rammer, som vi voksne har sat, ønsker jeg, at alle får lov til at være sig selv, og det kræver, at jeg dagligt genopfrisker min tillid til livet og dermed til børnenes intuition, deres medfødte indre kompas.

Og alt det er kun muligt, når jeg tilgiver mig selv, og bevarer fokus. Når jeg tager mig tid til at se vreden, bekymringerne eller irritationen i øjnene, før den slipper ud af min mund. Når jeg tæller til ti, husker min intention og slipper ængstelsen uden lyd.

Det her smukke, fine blogindlæg af Linda på Blogsbjerg mindede mig om, at de oplevelser, som barndomsminder er spundet af, indimellem trækker tænder ud på os voksne, men alligevel betaler sig på fineste vis. Nu sætter jeg endnu større pris på vores daglige ture til stranden, sandet i sofaen, hyldeblomstsaften på køkkengulvet. Jeg sætter pris på vasketøjet, som jeg først hænger ud, når børnene sover, fordi vi har så travlt med at være sammen resten af tiden. Skide være med at jeg ret ofte er helt i knæ klokken 22, når de tre ældste stadig kalder eller kommer ned i stuen med mellemrum – helt vågne, helt glade. Det her er de gyldne år med tusindevis af spørgsmål, gummibådssejladser og koldskål i haven næsten hver eneste aften. Det her er livet – det er nogens barndom og det er mit moderskab, og jeg er så træt indimellem, det er jeg virkelig, men jeg klarer det, og når de endelig sover, er jeg taknemmelig for, at jeg er her, og gør mit bedste, for lige om lidt er det slut. Lige om lidt flytter de hjemmefra, og så er jeg færdig med at være den, som er der hele tiden (og så håber jeg af hele mit hjerte, at der følger en anseelig årrække, hvor vi ikke har hjemmeboende børn og endnu ikke har børnebørn, og i de år skal jeg sove efter min egen rytme (dvs. kl. 02-9), og jeg skal gå ture hver dag, læse ustyrligt mange bøger og måske også skrive nogle selv. Jeg skal spise middag med mine nærmeste uden afbrydelser, og midt i det hele – mens vi sidder, og snakker, uden at vores børn kalder på os, vil det slå mig, at den tid var det smukkeste øjeblik. Det var et lysglimt, det var min største prøvelse og mest betydningsfulde livslære. Til den tid vil jeg være taknemmelig over, at jeg gør mit bedste nu.)

For tiden læser jeg Naomi Aldorts “Raising our children; Raising ourselves” (køb den billigt i UK nu, før de exiter), som jeg anbefaler alle forældre/bedsteforældre/lærere og pædagoger at læse. Læs den nu, ikke senere, og lad Naomi Aldorts visdom lede dig ind til den bedste version af dig selv. Det er en meget kærlig og øjenåbnende rejse.

Der var ingen, som foreslog, at jeg skulle skrive projektopgave om forældreskabet. Ingen nævnte nogensinde, at det er den vigtigste tid i et menneskes liv

Ni år efter jeg fødte mit første barn, føler jeg efterhånden, at jeg er ved at lande i mit moderskab. Jeg lander, som den mor jeg er blevet, og som den mor jeg måske altid har båret i mig, men som jeg ikke har kunne eller turde omfavne før nu.
Det har taget indre kampe at nå her til, og jeg har måtte revidere mit billede af mig selv samt ikke mindst mine forventninger til, hvordan et familieliv kan være. Jeg har ikke altid været bevidst om, at man kan være den slags mor, som jeg er i dag, og jeg har ikke været klar over, at forældreskabet er noget, det er værd at tage stilling til og prioritere.

I en helt almindelig opvækst fylder oplysning om forældreskab og familiedannelse nærved ingenting: Ingen underviser børn og unge i omsorg eller tilknytning, og ikke ét eneste menneske i løbet af mine år i folkeskolen, gymnasiet eller journalistuddannelsen nævnte, at forældreskabet er den største opgave, et menneske kan påtage sig. Det var ikke et emne, man berørte; ikke en værdi, der blev fremhævet. Hvad mon det ville betyde for vores forældreskab, hvis indsigt i familielivets styrker og udfordringer var en del af den almene dannelse? Hvad hvis nogen havde fortalt mig, at det er værd at gøre sig umage, når vi sætter liv i verden, eller havde opfordret mig til at skrive projektopgave om familieliv, parforhold eller barndom for derved at få en dybere indsigt i det, som er kernen i de fleste menneskers identitet?

Bøger om emnet skal man selv finde frem til, ligesom de forberedende kurser betales af egen lomme som en slags luksus forbeholdt de privilegerede. Det er på alle måder utilgængeligt at blive klog på netop dette kapitel i livet (et kapitel, vel og mærke, som er ”for evigt”, når først det er indtruffet), fordi ingen lader til at regne forældreskabet for noget særligt. Hvorfor skulle de? – Alle, som arbejder med graviditet, fødsel og børnepasning er dårligt lønnede, og børneliv, familie og omsorg er ikke noget, man sætter en stolthed i som ambitiøst menneske. Vi antager, at forældreskabet er en privat sag, der iøvrigt ikke kan foregribes, og lader således den mest krævende livsopgave tage sit afsæt ved selve fødslen. Fødslen, som klares med hjælp fra stressede jordemødre og rundes af med et forhastet exit fra fødeafdelingen, hvorefter en sundhedsplejerske dropper lidt anonymt forbi med sin dagsorden fra sundhedsstyrelsen (”ingen samsovning, seks måneders amning, husk sexlivet og pas på dig selv”).
Og så sidder man ellers dér: Som “Mor og far” med livets største ansvar i armene og et hjerte der er revet frem fra dybet for at banke med en hidtil uset intensitet.

Jeg tror helt ærligt, jeg har brugt mere tid på researche ferier til Kina og Thailand, end jeg brugte på at forberede min første fødsel og kommende moderskab. Ingen omkring mig spurgte til, hvad Kristian og jeg gjorde os af tanker om barnets første år (ville vi gå hjemme, sende ham i vuggestue eller starte vores egen dagpleje?), og jeg havde end ikke overvejet, at der var mere end én måde at trøste, sove og amme på. De fleste omkring mig var langt mere interesserede i mine planer for at vende tilbage til studiet og min efterfølgende karriere.

På de ni år, der er gået, siden jeg blev mor, er jeg blevet mere tillidsfuld, glad og intuitiv. Jeg er kommet til at stole på mig selv, min dømmekraft og min evne til at prioritere her i livet, og jeg føler en mening med alt, hvad jeg foretager mig. Men inden jeg nåede hertil, var der en tid, hvor jeg syntes, det sværeste i mit liv, var at blive mor, og min rejse har været én fra afmægtighed over erkendelse til den mest hudløse underkastelse. At jeg nu lever i overensstemmelse med mine drømme og instinkter, skyldes i høj grad de kvinder, jeg har mødt på min vej, som har inspireret mig til at turde. Det er derfor, det er så vigtigt for mig at fortælle om både det svære og det smukke i mit moderskab, fordi jeg tror, ærlighed og omsorg er den stærkeste bro imellem mennesker, når vi skal finde mening, håb og styrke.
Det er så vigtigt, at vi bliver set, anerkendt og spejlet, for INGEN ER ALENE – men det kan føles som om, vi er det.

Da jeg blev mor første gang, var det et enormt chok. Et stille og indadvendt chok, men også en larmende smerte, der buldrede indeni, og fyldte mig med både skyld og angst.
“Hvad har jeg gjort? Hvorfor er der ingen, som har nævnt det her?”

Min søn skreg mange timer dagligt, og vi kunne ikke være nogen steder, kunne ikke mødes med andre, kunne ikke sidde stille, køre barnevogn, sove lur, holde øjenkontakt. Ingenting foregik uden gråd, og ingenting føltes rigtigt, varmt eller trygt.

Jeg sagde i telefonen til mine veninder, at det var uoverskueligt. At jeg ikke kun elskede ham, men også gjorde det modsatte – det unævnelige. At jeg var ved at blive vanvittig. Og de, som endnu ikke havde børn, grinede chokeret, og jeg grinede med. Vi nægtede at tro mine ord, for vi havde håbet, at det ville være skønt og nemt, det moderskab.

Det viste sig, at min søn var så skæv i ryggen, at kiropraktoren tog billeder til sin opslagstavle, da vi mødte op første gang. Der var en grund til, at han græd, og behandlingen hjalp, men det blev ikke nemt at være mor af den grund – det blev bare mindre svært.

Hvert eneste menneskes rejse unik, og for mig var en del af bagagen ganske tung, da jeg blev mor. Den slags forsvinder ikke, fordi man tager hul på et nyt kapitel. Tværtimod, sådan set. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke havde en fødselsdepression; jeg var nærmest lykkelig, når dagene med min søn var mere harmoniske, og jeg mistede ikke min grundlæggende glæde ved livet. Men jeg blev væltet omkuld af opgavens omfang, af udmattelsen og ensomheden, og mit liv føltes ukendt og uoverskueligt. Jeg var den første i min omgangskreds til at få et barn, og der var ikke noget kollektivt fællesskab, som jeg kunne lande trygt i, så jeg lukkede sammen omkring mig selv. Jeg var en løvemor fra starten med vågne øjne og et konstant blottet bryst. Men jeg var ikke den mor, jeg helst ville være.

Kærligheden for min søn var af den slags, som sidder på rygraden: En instinktiv omsorg, der føltes nærmest mekanisk. Jeg ville selv trøste ham, sove med ham, amme ham og holde ham, men den dybere kærlighed var tvunget til at vokse fra kendskabet til det nye menneske. Ligesom jeg heller aldrig har elsket nogen anden, uden at jeg kendte vedkommende indgående, således var det også med mit eget kød og blod: Det krævede tid, og jeg tror, han var et år, før jeg tog en dyb indånding, og mærkede den uforstyrrede, betingelsesløse kærlighed strømme med ind. Jeg ville ønske, nogen havde sagt til mig, at det er helt normalt, at kærligheden tager tid. Man bliver ikke mor alene af at føde et barn, til gengæld er tilstanden livsvarig, når først den indtræffer.

Da jeg fik mit fjerde barn syv år senere, var det også sårbart at stå med et nyt liv, men jeg kendte mig selv bedre, og vidste mere om, hvordan jeg er mor. Jeg er endelig landet i min egen identitet, men indimellem tænker jeg, om min ældste søn har taget skade af den hårde start med mig? Husker han et sted indeni, at jeg stillede mig i en solstråle med ham for at få gråden til at stoppe et øjeblik? Jeg er ikke i tvivl om, at det er meget anderledes af være barn af mig nu, end det var dengang – havde jeg mon fundet mig selv tidligere som mor, hvis ikke det hele havde været så fremmed, ensomt og adskilt fra alt, jeg ellers identificerede mig med?

Jeg er overbevist om, moderskabet ville være nemmere, hvis vi var mere knyttet til os selv og hinanden. Hvis målet var nærvær og tilknytning fremfor adskillelse og effektivitet. Hvis vi havde omsorg og tid fremfor travlhed og stress. Vi er blevet fremmede overfor vores natur, men noget er under opsejling: En ny bevægelse tager form – vi tager kærligheden tilbage, og insisterer på fordybelse og grundighed. Vi er ambitiøse omkring vores relationer, og tager ansvar for os selv og dem, vi har sat i verden. Vi vil mere end den tomhed og overfladiske norm, som er nedarvet til os fra en industriel revolution, der efterhånden runger hult. Vi begynder at forstå, at vi er mennesker og ikke blot forbrugere, og når alt det sker, når vi tør se os selv i øjnene og mærke efter, så forandrer verden sig.

Jeg synes, at vi skal tale om forældreskabet: Kærligt, oprigtigt og insisterende skal vi tale om vigtigheden af at kende os selv og hinanden. Vi skal tale om forældreskabet med den største omsorg, dedikation og naturlighed, fordi det er en alvorlig sag – en forpligtende og altopslugende livsopgave.
Til nybagte forældre, som kommer til mig, siger jeg: “Grib fat i dem omkring dig og hold fast. Giv tid og husk at alting er en fase. Hav tålmodighed med dig selv og det lille barn. Bed alle kloge kvinder i dit netværk om at komme dig til undsætning og skid hul i oprydning, tøjvask og matchende strømper. Mærk efter forud for hver eneste aftale, om den er drænende eller det modsatte, og husk at den første tid vitterligt kun er den første tid. Elsk dig selv, mama. Elsk dig selv og elsk din baby og tilgiv jer begge hver eneste dag.”
Og: “ring til mig.” Jeg mener det, og jeg siger det: “Ring til mig eller en anden du kan snakke med om det sure og det søde. Det svære og det ubærlige. Vi er her, du er ikke alene.”

Helst ville jeg skrive en bog om moderskabet, men jeg ved ikke, om det nogensinde kommer til at ske, og på samme måde tænker jeg indimellem på at lave en workshop eller et forløb for nybagte mødre, som kæmper med at finde deres vej. Hiv fat i mig hvis behovet er der, så gør jeg det måske rent faktisk.

Læs også: ”Jeg sad på en trappesten med sand i ansigtet” / “Jeg er blevet skubbet ud over kanten. Nu tager et nyt liv sin begyndelse” / “Dengang jeg blev mor for første gang” / “Jeg peger på mig selv, og jeg står stille i badet, fordi det gør ondt” / “Dengang vi fik tvillinger“.

Hvordan ved jeg, at jeg ikke skal have flere børn?

Langt de fleste af os får børn, fordi vi mærker en biologisk længsel efter at sætte liv i verden. Det er en drift, som er så dyb, at den er indiskutabel, og alligevel har den forskellige udtryk og forskellige årsager i hver af os. Men vi har alle det til fælles, at vi får børn af selviske grunde: Vi får dem, fordi vi har lyst.

Verden mangler ikke mennesker (tværtimod) så der findes ingen argumenter set i et større perspektiv for, hvorfor vi lige netop vi skulle formere os, og alligevel gør vi det.

Men hvordan ved man, at man har fået de børn, man skal have?

I og med at vi får børn for vores egen skyld – og ikke for at redde verden eller på anden måde som et ideologisk projekt – er det mest rigtige svar, at vi alle bør holde os til at få de børn, som vi i udgangspunktet har overskud til at give en opvækst med stort nærvær og omsorg. For nogle mennesker er det ingen børn, for andre er det otte. De fleste af os lander et sted derimellem, og fordi ingen kender morgendagen, kan vi kun handle ud fra en fornemmelse af, hvad der fungerer for os – nu og her, indtil andet er bevist.

Når nogen spørger mig: “Vil du anbefale at få fire børn?”, har svaret naturligvis mange facetter, men kernen er: “Hvad har du overskud til?” – “Hvor mange børn kan du være forælder til og stadig føle dig i balance og leve det liv du drømmer om?”

Jeg kender kvinder, som aldrig kommer til at føle, at de er færdig med at få børn. Kvinder, som altid vil have lyst til at udvide familien, men som af fysiske, praktiske eller andre årsager alligevel er nødt til at stoppe efter to, tre, fire, fem styks.

Jeg kender også kvinder, som efter det første, andet eller tredje barn kan mærke, at de ikke skal have flere. Som af den ene eller den anden grund ved, at det var det. Sådan som jeg selv har det nu med mine fire. Jeg kender også dem, som ikke kan få flere, uanset hvor højt de ønsker det – kvinder, som står med nogle andre følelser og udfordringer, end jeg har gjort.

Efter jeg fik Storm, spekulerede jeg på, om jeg nogensinde ville mærke følelsen af at være færdig med at få børn, ligesom jeg tænkte på, om jeg nogensinde ville blive helt klar til at få flere end ham. Begge dele kom med tiden.

Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle have fire børn. Jeg er selv voksen op i en god flok på tre styks, så det har mere eller mindre bevidst været min intention at gentage den konstellation.

Men jeg fik fire, for vores tre første børn kom af kun to omgange, og intet var, som jeg havde forventet. Sådan er det nok uundgåeligt at blive forældre: alt er nyt og intet er forudsigeligt, men jeg følte ikke desto mindre, at det havde været hårdt med først et kolikbarn og dernæst tvillinger, og noget i mig var uforløst.
Jeg kan nogle gange tænke, om vi mon var stoppet efter to børn, hvis vi havde fået én af gangen, og jeg kan i mit stille sind ønske, at vi havde gjort det. Jeg ser et stort potentiale for ro og balance i konstellationen “to børn og to forældre” – et potentiale som ikke er fraværende med fire børn, men som jeg har indtryk af, at det kræver noget mere at skabe i en større flok.

Juno er i høj grad et ønsket barn, og jeg vidste, at hun ville komme til os, flere år før hun rent faktisk landede i vores liv. Inden da var der en form for ubalance i søskendegruppen: En følsom storebror og to styks tvillinger med stærke stemmer efterlod både behov for- og plads til den lille pige. Hun kom, og hun faldt ned som den manglende brik, og hun healede mit moderskab, bragte orden i mange ting.

Men den tredje graviditet, den tredje babytid, den tredje omgang med alt det, som starter forfra, når man sætter et nyt liv i verden, var, hvad jeg kunne holde til. Nu har jeg ikke mere af det i mig, og jeg har syntes, at det første år i mine børns liv alle tre gang var præget af en sårbarhed, som jeg ikke ellers har med mig, og jeg har tydeligt mærket, hvor stor en omkostning det er for både mine børn og mit parforhold, når et nyt liv kommer til.

Den følelse som fylder mig nu, kunne lige så vel være kommet efter to eller tre børn, tror jeg: Jeg har dem, jeg drømmer om, og som jeg kan rumme at have. De kræver de ressourcer, jeg har, og det ville være for meget for mig at skulle gabe over mere. Kærligheden vokser med hvert barn, det er der ingen tvivl om. Vores hjerter deles ikke i mindre stykker, men multipliceres derimod, når udvider vores familie – og alligevel skal jeg ikke have flere børn.
For med hvert barn kommer en ny opgave; et nyt menneske som har krav på min opmærksomhed, min dybeste dedikation og grundighed. Med hvert barn kommer et sæt øjne som skal suges ind og tages alvorligt; en million gode historier som skal lyttes til ende og lige så mange spørgsmål som skal stilles med oprigtig interesse. Med hvert af mine børn er jeg blevet klogere, mere rummelig, mere mig, mere i live. Og samtidig er jeg blevet mere hudløs, mere fokuseret, overstimuleret og også optaget.

I erkendelse af at jeg har hænderne fulde, og i den største ydmyghed over at have sat fire raske, smukke børn i verden vil jeg ikke hverken bede om eller ønske mig mere. Jeg har nok, og når jeg indimellem føler, at jeg har for lidt, er det ikke børn men derimod overskud, jeg savner.

Derfor er jeg også på den mest rolige og afklarede vis overbevist om, at vi er dem, vi skal være. Jeg har ikke lyst til at udfordre det, vi har, og jeg vil nødig skulle slække mere på mine ambitioner, end jeg allerede gør, når jeg hver dag står i situationer, som jeg ikke helt føler, jeg kan bunde i.

Så hvor mange børn skal man få, og hvornår er nok nok?
Jeg tror, vi skal spørge os selv, hvorfor vi vil have børn, og hvorfor vi vil have flere end dem, vi allerede har? Hvori stammer drømmen, og hvilke behov er det, vi ønsker at opfylde?
Det er et stort og vigtigt spørgsmål, som kan handle om praktiske hensyn (økonomi, hus, bil), men i langt højere grad bør dreje sig om oprigtig overskud og lyst: Hvor mange børn har du mulighed for at investere den fornødne opmærksomhed og kærlighed i – nu og her. Ingen ved, hvad fremtiden bringer.

Hvad tænker I? Hvornår ved man, at man har de børn, man skal have?

Jeg er ikke gjort af et særligt stof (og jeg kan heller ikke altid holde ud altid at være sammen med mine børn, men alternativet er for mig blevet dét, som er uudholdeligt)

Jeg er ikke gjort af et stof anderledes fra alle andre.
Mine børn blev afleveret i børnehave og skole indtil for et år siden. Fire dage om ugen var rytmen således: Dem af sted, mig hjem til skrivebordet (- dyb indånding, ro og arbejde.), hente igen.

Jeg har altid tænkt, at jeg ville få stress af at være sammen med mine børn dagen lang, men noget skurrede alligevel indeni, hver gang jeg afleverede dem i vuggestue eller børnehave: Hvorfor virkede det mere rigtigt at efterlade mine børn ved andre mennesker, når de hellere vil være hjemme? Hvorfor greb jeg så mange andre af mine drømme og visioner men ikke lige netop denne?

For et år siden tog vi børnene hjem, Kristian og jeg, og nu er vi sammen hver dag.

“Hvordan kan du holde det ud?” sagde en kvinde til mig i telefonen i går. “Jeg har barnets første sygedag i dag, og jeg har allerede tænkt på, hvordan du klarer at have dine børn hjemme hele tiden? Der er så meget andet, jeg har travlt med.”

Jeg er ikke anderledes.
Jeg er ikke et supermenneske eller en supermor eller altid fuld af overskud og kreative konfliktløsninger.

Jeg kan heller ikke altid holde det ud, men alternativet er for mig blevet dét, som er uudholdeligt, og livet skal ikke først og fremmest være nemt. Det skal give mening.

Jeg har truffet en beslutning, fordi alt andet efter otte års moderskab på samfundets præmisser føltes forkert. Et informeret valg, om man vil. Jeg har handlet på mine instinkter, som lod til kun at pege én vej, nemlig væk fra det konventionelle børneliv anno 2018. Vi har indrettet et samfund, som ikke efterlader plads til børnenes livsglæde, medmindre vi hver især bryder med den norm, som ellers føles nærmest uundgåelig. Så det gjorde jeg, endelig.

I går skyndte jeg mig at sige til kvinden i telefonen, at det kan jeg heller ikke; at jeg var ved at omkomme af magtesløshedflere gange (dagligt?) det første halve år, mine børn var hjemme. Og det var jeg ganske rigtigt, men jeg var også IKKE ved at omkomme. Jeg var også lykkelig. For første gang i mit liv, måske, var jeg hver dag helt i bund stolt af mine prioriteringer og overbevist om, at if all else fails – så har jeg i hvert fald gjort mit bedste med den her del af mit liv. Sådan har jeg det stadig.

Tidligere tænkte jeg, at hjemmegående mødre simpelthen var anderledes end mig. Andre værdier og et temperament meget forskelligt fra mit selvbillede. De var måske nok knap så drevne og ikke nær så passionerede omkring deres professionalisme. Til gengæld var de mere nede i tempo, mere villige til at gå på kompromis med en lang række ting – deriblandt økonomi, karriere og deres personlige identitet.
Det kunne alligevel gøre ondt på mig, når jeg mødte dem på min vej: Deres samvær med deres børn, og den sikkerhed som de udstrålede omkring deres valg, men som jeg ikke følte i mine.

Nu står jeg her – som én af forældrene til de i alt tre procent hjemmepassede og knap 400 hjemmeskolede børn i Danmark, og jeg er stadig den, jeg var dengang.

Men mit fokus er ændret, og her i min nye virkelighed møder jeg indsigter, der for mig bliver sandheder, som jeg måske aldrig var stødt på, hvis ikke det var for vores nye hverdag. Sandheder om langsommelighed, fordybelse og øjenkontakt. Sandheder om mit og min families ganske lille behov for daglige aktiviteter og aftaler. Sandheder om læringen, der kommer flydende i en lind strøm til vores hoveder, kroppe, hjerter, selv når vi ikke bevidst opsøger det. Sandheder om at less IS more og at min natur er at være sammen med mine børn, ikke adskilt fra dem.
Men jeg er stadig mig.

Forældreskabet er ikke nemt. Det trækker tænder ud, ligesom alt andet, der virkelig er noget værd. Tidligere har jeg følt mig overrumplet og snydt, når mine børn tog al min energi, og jeg har syntes, at det, jeg nu forstår, er deres behov og naturlige forventning, var for meget forlangt. Jeg kan stadig være alt for kortluntet, og jeg kan smelte sammen adskillige gange på en  svær dag, og hvis jeg kunne sætte mine børns liv på pause i en uge, så de ikke opdagede, at jeg var væk, ville jeg rejse til syden og trække vejret dybt, mens jeg lå indhyllet i solskin, kelimtæpper og krydret mad. Men den luksus har jeg ikke længere – uvidenhedens beskyttende slør er revet væk, og jeg ved, at det er nu, det gælder og ikke om ti år. Vores liv udspiller sig i dette øjeblik, og mit liv med små børn kommer ikke tilbage, når først det er slut. Vil jeg forære årene til et system, som tænker på profit og optimering, længe før det tænker på mine børns livskvalitet?

Nej, og jeg er taknemmelig for at have muligheden for at vælge en anden vej. Taknemmelig for min mand, der kan mærke mange af de samme impulser som jeg, og for et liv der rent praktisk er indrettet, så det kan lade sig gøre at have børnene hjemme.

Når vi taler om barndommen, kredser vi ofte om, hvad den udmunder i: “Man skal sagtens blive en velfungerende voksen, selvom man går i vuggestue. Se lige på alle os, vi klarede det da.” (både ja og nej, tænker jeg. Hvor mange af os kender ikke mindst en håndfuld jævnaldrende, der lider af stress, depression eller angst, og diagnoserne vokser markant, og rammer yngre og yngre børn.)
Vi taler om udfaldet af barndommen og ikke om nuet, men hvorfor er det så vigtigt, hvor det ender og ikke i højere grad, om det er godt nu? Ja, man kan blive en glad voksen, selvom man har en trist barndom, for man kan klare sig på trods, det er det, vi kalder livsduelighed – eller ren og skær overlevelse. Er det virkelig godt nok? Er det målet?
Når jeg sætter mig om aftenen med min te, chokolade og en film, jeg holder af, så er det ikke for at kunne blive en velfungerende pensionist senere. Det er for at nyde nuet, fordi nuet er alt, vi har.

Jeg synes, vi skal arbejde på at skabe et samfund på børnenes og dermed også i sidste ende vores egne præmisser. Med afsæt i kærlighed, vores modersprog og den glemte følsomhed skal vi ændre strukturerne omkring os, så der er plads til at alle har mulighed for at vælge et liv med børnene, omsorgen, nærværet i fokus, og vi skal hjælpe hinanden tilbage på sporet – dér, hvor vi tør mærke efter og handle på det, som rører sig i hjertet.

Om at tage ferierne med hjem i en travl hverdag (eller: “Nyt køkken vs. mine børns barndom”)

Jeg tænker over det med, at mange siger, de ville ønske, deres hverdag mindede mere om deres ferier.
“Vi elsker de langsomme dage i sommerhuset, hvor vi læser bøger, går ture, og er sammen uden at have travlt. Vi prøver altid at tage lidt af den stemning med hjem.”
Jeg svarer som regel noget med, at jeg prøver at leve, så min hverdag mest af alt minder om det sommerhusliv, de beskriver, og så ser de faktisk ofte lidt overrasket på mig. Som om “det kan du da ikke mene” – på trods af at de selv lige har sagt noget i den retning.
Jeg tænker, at det langsomme liv reelt set ikke er det liv, de drømmer om at leve, selvom de beskriver det med et fjernt blik og længselsfuld stemme. At selvom de føler en oprigtigt glæde ved at opleve det nære samvær med deres familie i et isoleret tidsrum, så har de ikke lyst til primært at leve sådan. For det er ikke helt nok. Der er ikke tilstrækkeligt målsætning i det. Ikke passende ambitioner.

Og jeg forstår godt behovet for afveksling. Jeg kan nemt sætte mig ind lysten til faglighed og tiltrækningen ved at udrette noget synligt (jeg kan levende sætte mig ind i det). Jeg kan godt forstå, at ikke alle har lyst til at gå hjemme, sådan som jeg gør det, for det er på ingen måde det, vi er opdraget til, eller har fået besked på at stræbe efter, og vi har så mange interesser (og passioner ligefrem), og der er meget, som trækker i os fra mange kanter.

Men vi kan ikke alt, vi kan ikke alt, det må vi forstå. Hvis vi vil langsommeligheden og nærværet og fordybelsen, så kan vi ikke samtidig nå at udmærke os på en helt masse udadvendte områder. Vi kan ikke alt, selvom det var lige nøjagtig, hvad alle tv-programmer i vores barndom fortalte os, og det var dybest set også hvad vores lærere og forældre gerne ville, at vi skulle drømme om og stræbe efter. Vi børn af efterkrigsbørn og af kvindefrigørelsen i en overflåd af olie, penge og frihed. Virkeligheden er, at det er de færreste forundt at have et nyt køkken i et stort hus og et guldkort hos SAS eller adresse i en storby, samtidig med at de har tid til fordybelse med deres familie på den måde, som de beskriver med drømmende øjne, når de vender hjem fra sommerhuset.

Og så er der også den konsekvens af vores stræben som menneskehed de sidste hundrede år, at mange af os netop ikke trives i ferierne. Vi trives ikke i weekender eller på ferier med vores nærmeste relationer – og slet ikke med vores børn. Jeg kender alt for godt, når søndag eftermiddags længsel er mandag morgen, hvor børnene atter afleveres til fremmede favne, så man kan trække vejret dybt. Jeg husker i min inderste erkendelse afmægtigheden i samværet med mine børn. Jeg husker hånen, som dryppede fra ordene, når ældre mennesker messede, at man skal nyde dem, mens de er små.
Man skal vide, hvor værdifuld og uerstattelig tilknytningen er, før man er villig til at ofre alt andet for at opbygge den. Man skal vide, at den ikke kan ordnes på fem minutter før sengetid, og at den er grundlaget for alt andet i livet.

Vi er kommet så langt fra vores natur, at vi har det bedst med adskillelsen. At samværet føles som et overgreb; noget ubærligt, fremmed – uoverskueligt.
Men så sker det, at vi mærker kaldet i det stille samvær. I sommerhuset, på en strand i Thailand. Vi mærker, hvordan hele verden går op i en højere enhed, når vi har tid til at falde på plads i hinanden, og det gør os gladere end noget andet. Mere opløftede end nogen anden succes. Vi siger, at den stemning vil vi tage med hjem til hverdagen, som ellers er så anderledes. Vi siger det, fordi selve meningen med vores liv ligger dér. I nærværet.
Derfor siger vi, at vi vil tage det med hjem til hverdagen.

Det er en smuk tanke, men det er en umulig tanke. Vi kan ikke tage noget, som primært består af tid, med ind i noget, som er bygget op omkring fraværet af tid.

Så vi må vælge. Ligesom med alt andet i livet er det en prioritet.

Det er smerteligt for mig at erkende. Jeg vil så gerne have det hele. Alt det nye, det funklende. Det, som er succes ude i verden. Jeg vil gerne kunne både købe og have og skabe og skrive og jeg vil udmærke mig ved netop at have det hele: Det nye, smukke, store og flotte og det nære, forståelsen, indsigten.
Men heller ikke jeg kan have det hele. Også jeg må vælge.

Jeg vælger at være. Igen og igen vælger jeg at være, pånær når jeg ikke gør. Pånær når jeg hellere vil have eller hellere vil lade som om, for det er stadig svært for mig. Nærværet er en livslang øvelse.

Jeg står i den svenske skov i disse dage, og ser på de umuligt høje grantræer, falder næsten bagover, når jeg ser på dem. Stilheden runger for ørerne, Juno holder en finger for munden nede på sin kælk, og siger: “Shh, stille.” Solen bliver lyserød mellem træerne, den rammer en enkelt gran foran mig. Jeg mærker sneen give sig, knirkende, under fødderne. Der er sne over alt. Stille, hvide sne – intet er så stille som sne – og jeg ved, at intet er så vigtigt som det her. Naturen.
Min natur er at være sammen med min familie, men jeg havde aldrig før mødt den natur. Den var der ikke i mit liv, før en ny bevidsthed dukkede frem, den blev manet frem af andre, som havde mærket deres natur, og som nu snakkede højt om den. Fællesskaberne er vores natur: Sådan bliver vi klogere. Jeg går op i skoven hver dag, og stiller mig, og ser på træerne. Lige der kan jeg mærke, om jeg er på rette vej eller ej.

Du skriver til mig, hvordan man får det liv, jeg lever. Svaret er, at det gør man kun ved at sige nej.
Du må vælge, siger jeg. Og jeg ved, at det er svært. Ligesom med alt andet i livet er der valg og fravalg, når vi prioriterer, hvem og hvad vi bruger vores tid på.

Jeg er overbevist om, at kærligheden er uendelig. Men jeg kan ikke love dig, at du kan få både et nyt køkken og de første år af dit barns liv viklet sammen med dit. Så du må vælge, og her kan jeg til gengæld love dig, at det ene valg kommer til at ræsonnere dybere i dig end det andet. Det lover jeg med åbne øjne og lyset fra sneen som skinner derude, skinner i mine øjne og i mine børns øjne.

Det, du mærker i sommerhuset eller på stranden med dine børn, kan ikke trækkes ind i en travl hverdag, men det kan blive din hverdag, og det kan blive den højeste ambition, din mest ambitiøse investering nogensinde. En dag vil vi snakke om, at den mest udviklende opgave i livet er vores relationer. En dag vil man spørge til vores tilknytningsevne, vores tanker om netop det. En dag vil nye biler blive til timer, dyre hjem vil blive til hele år. En dag vil vi forstå, at vores natur kan vi ikke løbe fra, og når vi prøver, går alt omkring os i stykker. En dag, men indtil da følger jeg mit hjerte, uanset hvad alle andre gør..

Synes I også, at det kan være svært at vælge? Og hvad vil I helst med jeres liv, lige nu?

 

Vi er pattedyr, men det har vi glemt (et indlæg om angst)

Vi er pattedyr.

Det er vores natur at være sammen med vores unger og give dem det, de har behov for, indtil de kan klare sig selv. En tiger forlader sin mor, når den er cirka to år, og ingen rask tigermor kunne finde på at gå fra den inden da.
Menneskebørn er en del ældre, før de kan stå på egne ben og leve i vores verden uden deres forældres beskyttelse. Mit bud vil være nærmere de femten – i hvert fald. Og nok snarere tyve. Alligevel overlader vi vores børn til andres varetægt de fleste af deres vågne timer, og når de er hjemme, vil vi gerne have vores nattesøvn i fred. Altså; uden små fødder i hovedet eller sutter under rygsøjlen. De skal med andre ord kunne sove for sig selv. I deres egen seng, på et andet værelse end os efter en dag hvor de har været adskilt fra os, som vi var det fra vores egne forældre.

Mange børn udvikler angst i disse år.
Der er næsten lige så mange teorier om hvorfor, som der er ramte børn og unge.
Jeg er sikker på, at der er adskillige korrekte svar. Jeg er også sikker på, at én af dem handler om netop nærvær – om vores naturlige behov for hinanden.

Jeg kender en kvinde, hvis søn har ganske alvorlig angst. Så meget, at det er invaliderende for hele familien. Forældrene er tilknyttet en angstgruppe flere timers kørsel fra deres hjem, hvor de kommer for at høre eksperter og andre forældre dele deres erfaringer. Alle de andre familier ankommer til fods, for så mange angstramte børn er der i området, og det siger alligevel lidt om problemets omfang.
Men ved I hvad? Mere end halvdelen af forældrene i gruppen er der, fordi deres børn ikke vil sove på deres eget værelse. (Heller ikke selvom de lover dem et fjernsyn eller en Playstation, hvis de sover for sig selv to nætter i træk, som de frustrerede forældre, forklarer.)

Det kunne have været mig. Det kunne have været mig, der sad i en cirkel og fortalte andre bekymrede forældre, at jeg var komplet udslidt, fordi min seksårige ikke vil sove på sit eget værelse. “Mine venners børn sover for sig selv” og “Der står i alle bøgerne, at børn kan lære at sove på deres eget værelse, når de er et halvt år”. Og så videre.
Én af mine gode veninder fortalte mig for nylig, at hun sad i flere år på sin arbejdsplads og løj om, at hendes børn sov på deres eget værelse. Når hun havde gæster, trak hun døren til, så ingen kunne se den udvidede familieseng på soveværelset.
Hun følte i sit hjerte, at det hun gjorde, var rigtigt, men hun var i tvivl, om alle andre syntes, hun var svag – eller skør.

Når vi lever i en verden, hvor vi diagnosticerer vores børn med angst, som muligvis er udløst af, at de ikke vil sove i deres egen seng, tænker jeg, at vi skal til at mærke efter. Man skal huske på, at vi alle sammen gør vores bedste, men vores bedste er kun godt nok, hvis vi tager ansvar. Bedst er det, hvis lader vores hjerte lede vejen, for vores hjerte – eller modersproget, eller mavefornemmelsen, elller endda den rene natur – lyver ikke.

Det her er ikke en indsigtsfuldt tekst om angst – så meget er jeg klar over. Angst er et stort og alvorligt emne, og jeg har absolut ingen forudsætning for at gøre mig klog mig på det. Men jeg er blevet spurgt til angst, og jeg har tænkt over angst, og min helt personlige og lille bitte overvejelse går på, om mon ikke i hvert fald en del af den angst, som vi ser få liv i disse år, handler om adskillelse, fremmedgørelse og ensomhed? Jeg kan ikke forestille mig, at den angst som rammer både børn og unge ikke har en sammenhæng med den stress, som de oplever, fordi de bliver skilt fra deres primære omsorgspersoner ALT, alt for tidligt, og derudover skal fungere i overfyldte miljøer med dårlig voksenkontakt og pres fra alle kanter.

Jeg skriver om det her, fordi jeg føler mig overbevist om, at i hvert fald to af mine egne børn er disponerede for angst. Forstået sådan, at vi ser angst i dem i mindre skala og ikke som en decideret problemstilling, men som noget, jeg kunne frygte, ville udvikle sig, hvis ikke de blev mødt af ro, nærvær og tryghed. Vi oplever night terror, voldsomme følelsessvingninger, overstimulering, sårbarhed. Og vi kan spejle os i reel angst, som vi læser om hos andre og møder i vores omgangskreds. Og når jeg tænker på, hvordan mine børn har haft det – når jeg husker de mange morgener med forhandlinger om at blive hjemme fra børnehave og skole; når jeg ser for mig de blik, jeg blev mødt af ved lågen til børnehaven, så ved jeg, at i de følelser gemmer sig en angst.

For mig personligt er ensomhed, oplevelsen af at svæve frit og uden holdepunkt; press og for mange indtryk alt sammen noget, som kan gøre mig utryg og i sidste instans gøre mig angst. Men jeg trækker mig – jeg har friheden til at sige stop og passe på mig selv. Der er helt klare grænser for, hvad jeg kan kapere, før jeg bryder sammen, og heldigvis har jeg aldrig været tvunget til at overskride de grænser.
Men jeg tror, vi presser vores børn nu om dage, og det er ikke altid vi hører, når de siger fra (det er ikke altid, vi mærker, når vi selv siger fra). Jeg tror, angsten kan gemme sig i den hverdag, vi som samfund har bygget op. Og jeg er overbevist om, at når først man har angst, så er anerkendelse, tryghed og omsorg altafgørende for bedring, og det kan betyde en omlægning af netop den hverdag.

Hvad tænker I om angst? Og har I erfaringer med det?

P.S. Herhjemme sover vi alle sammen i vores familieseng

Dengang jeg blev mor for første gang – for ni år siden i dag

I dag er det ni år siden, jeg blev mor.
Mor for første gang.
Mor.
Ni år siden, jeg flaksede rundt på en fødestue som en fugl, der var fløjet ind ved et uheld, og nu kæmpede for at komme ud. Jeg var uforberedt, ubearbejdet. I sorg og i overvældelse.

I årene op til jeg blev mor, var min bror igennem et krævende kræftforløb, og nogle måder før min søn kom til verden, døde vores far af en anden type kræft. Jeg skubbede til det lille foster i min mave, hver gang han sov i min livmoder gennem hele graviditeten, fordi jeg var så bange for at miste igen.

Min søster var med til fødslen, ligesom hun har været det til de efterfølgende, og Kristian var der selvfølgelig – uerfaren og helt ny som mig, men han var der med forundring og omsorg. Han skulle være konferencier til et show i Aarhus samme aften, og da han ringede for at melde afbud, sagde jeg i baggrunden: “Du kan godt nå det, hvis du kører nu.” Han blev heldigvis.

Og ud kom en fin, lille dreng. Lidt medtaget først, ligesom mig. Men så skreg han, og det fortsatte han med de næste mange måneder. Det var sjældent, vi havde øjenkontakt, for han græd timevis hver dag, og min tvivl til mine evner som mor blev en tvivl på alting, og jeg tror ikke, jeg endnu er til bunds i, hvor voldsom den erfaring var for mig. Det var smertefuldt for os begge, dette nye møde med verden.

Efter nogle uger fandt jeg Slyngebarn.dk, som dengang var et stort og aktivt onlinenetværk af mødre, hvoraf en stor del havde signalstærke, sensitive børn. Børn, der havde grædt de første måneder af deres liv. Her mødte jeg en gruppe erfarne mødre, som kendte til min usikkerhed og frustration, og de vejledte mig til at bære ham i slynger og sove tæt. Så vi bar ham på maven, vi havde ham ved os, og på mange måder reddede de kvinder mig. Én af dem blev endda en af mine nærmeste veninder, og hun er det endnu.

Men jeg husker stadig de uger, hvor jeg vandrede hvileløst rundt på Amager med en sort barnevogn i modvind og slud, og min søn kunne ikke sove, medmindre jeg gik på brosten. Jeg kan huske, at han skreg, så snart vi var på et jævnt underlag, og jeg kan huske, at min mor, som hørte hans gråd gennem telefonen sagde, at det ikke er alle børn, der græder sådan. Jeg havde mere end noget andet brug for at vide, at det ikke var mig, som var skør. At det var hårdt.
Da han var fem uger gammel, sagde vores egen læge, at vores søn skulle græde sig i søvn, fordi det ikke er okay at fylde så meget, og fordi “forældre har brug for hvile.” Læs den her bog, sagde hun, og skrev en titel ned. Vi tog mindst et kilo på hver i løbet af de dage, hvor vi fulgte hendes råd, fordi vi åd som besatte, mens vores søn skreg utrøsteligt i værelset ved siden af. Heldigvis, heldigvis løb vi ind til ham, og tog ham op, også selvom jeg var i tvivl, om jeg begik en fejl ved at følge mit hjerte. Siden blev den læge, den bog og de ord til en djævel, som jeg talte andre fra at forfalde til.
Vi skiftede læge. Vi sendte sundhedsplejersken af sted. Vi tog ham op til os i sengen, og der blev han, til han fyldte otte, og selv bad om at få sit eget værelse.

Tiden går, og nu føles det som om, det skete i et andet liv. Som om den eneste forbindelse til alt det dengang er vores søn og de andre mennesker, som stadig er med os. Og ømheden i mit hjerte, når jeg tænker på det, den kender jeg også endnu. En form for uigennemtrængelig tvivl på, om jeg gjorde det godt nok; om jeg ødelagde noget i den smukke sjæl ved at kæmpe imod, hvirvle rundt, føle mig afmægtig. Når jeg tænker på hans og min første tid sammen, håber jeg af hele mit hjerte, at han får et godt liv alligevel.

Vi begyndte at mærke efter, men det tog flere år, og set i en barndoms perspektiv er det en evighed. Først da kunne vi virkelig mærke, hvad vores hjerte vidste instinktivt, men siden havde glemt. Jeg kan stadig ikke sige med sikkerhed, at jeg ville være en fuldendt mor til en nyfødt, hvis jeg fødte et barn mere nu, for den første tid er for mig forbundet med så stor usikkerhed, længsel og hengemte traumer, at jeg vist aldrig fik det lært. Og den del er slut for mig: Nu giver jeg mine fire børn alt jeg har fremfor at tænke på at få flere.

Min søn fylder ni i dag, og han er min første. Han er min første niårige, min første søn, min første. Han er Kristians og min testpilot i forældreskabet, og med ham vokser vi gennem de erfaringer, som han og vi deler.
Han er mit spejl, og han siger sandheden, uden omsvøb. Indimellem kommer den som et lyn fra en klar himmel, som da han som fireårig udbrød fra bagsædet: “Mor, du spiser sukker for at lukke dit tredje øje.” (…og jeg spiser sukker endnu.)
Når han spejler mig, gør han det, både fordi han er min læremester, men også fordi han har brug for at vide, at her er nogle rammer, som han kan læne sig op ad. For ham kæmper jeg for at være endnu mere stærk; for ham sætter jeg mig op på hesten igen og igen. Også når jeg føler mig som den dårligste mor; den største skuffelse.

Moderskabet var som en hudafskrabning for mig det første lange stykke tid. Jeg ved, at det er vigtigt, hvordan vi alle sammen taler om det at blive mor og far. Jeg ved, det er uendeligt betydningsfuldt, at vi støtter hinanden – danner mur omkring dem, der er sårbare og i nyt terræn. Jeg ved, at forældreskabet ligger dybt i vores natur, men det skal vækkes til live. Vi får at vide, at børnene skal tilpasse sig. Eller også får vi intet at vide – så er vi alene, ensomme i livets største udfordring. Sandheden er, at vi skal lytte til vores hjerter, turde åbne os op, lade kærligheden sive helt ind i hjertet, ind i knoglerne. Vi skal læne os op af dem, som tør elske og tør sige fra.

Sidste år på Storms fødselsdag skrev jeg, at vi skal sætte vores børn fri til at være dem, de helst vil. Vi skal lære at se deres initiativ og bakke op om det. Siden dengang har vi taget vores børn hjem; morgenerne starter senere nu, og vi er mere trætte om aftenen. Mere opfyldte. Vi er sammen hele tiden, og det er intenst. Intet er perfekt, heller ikke vores hjemmeskoleliv ude på landet ved vandkanten og med æblelunden. Hver dag træder jeg ved siden af, jeg fumler mig frem. Men jeg har lært – uden den mindste tvivl – at jeg skal lade mit hjerte lede vejen og at denne tid med mine børn aldrig kommer tilbage. Den er kun nu, og den skal opleves.

Jeg tror, det jeg vil med mit indlæg her i dag, er at fortælle, at jeg godt forstår, at det kan være hårdt at blive mor. At det var det også for mig. Faktisk forstår jeg næsten ikke, at det kan være andet. Men der er en bevidsthed, som er vågnet i mig, og den har vist, at vi bliver nødt til at skabe et samfund, hvor vi kan være sammen med vores børn, uden at det føles hverken ensomt eller unaturligt. For det er det, vi er skabt til, og når vi lider i samværet med vores små børn; når vi føler os utilstrækkelige og forkerte, og længes efter det liv, vi havde før – efter arbejde og voksensamvær og alenetid – så er det blandt andet fordi, alle omkring os fortæller den samme historie om den naturlige adskillelse. Men dette er tiden, hvor vi skal lytte til modersproget, og det har min ældste søn hjulpet mig til. Så et kæmpe stort tillykke på denne dag til min ældste søn, som har tvunget mig med sin uvilje mod kasser og adskillelse, mod savn og sorg til at turde være den mor, jeg helst vil.