Børnene i vuggestuen og mine egne børn, som gik der engang

Har de det godt nok – børnene?

Pædagoger løfter hver eneste dag en kæmpestor opgave, når vi arbejder med børns følelser og med at gøre dem trygge ❤️ Men samfundsmæssigt er der bekymrende lidt fokus på, hvor vigtigt det arbejde faktisk er, mener forsker Thomas Gitz-Johansen. Han har fulgt hverdagen på en vuggestue gennem et år.👉 Se den spændende video fra Børn&Unge. Og læs mere om forskningen her: https://bit.ly/2z9cSfx

Slået op af BUPL i Onsdag den 14. november 2018

Jeg så en video om et meget vigtigt forskningsprojekt i en vuggestue, og fik lyst til at dele den.
“Sikke en dejlig pædagog, de interviewer i den her lille film”, tænkte jeg. “Hun virker oprigtig og omsorgsfuld.” Men mit hjerte gik samtidig itu ved synet og lyden af de små børn, som er væk fra deres mor og far . De små børn, som lever i et parallelsamfund, vi er kommet til at tro, er den bedste barndom. Et parallelsamfund, som mine egne børn også var i.
Derfor fik jeg også lyst til at dele en tekst, jeg skrev for et år siden, nemlig: “Jeg peger på mig selv, og jeg står stille i badet, fordi det gør ondt“.

Ligeværd, klipning og autonome børn (om min datters meget korte hår)

For en uge siden sagde seks årige Live til sin far, at hun gerne ville klippes som Paulo Dybala; sit helt store fodboldidol fra Argentina.
Kristian sagde, at det lød som en god idé, og hun summede på idéen nogle dage, før hun spurgte mig. Jeg sagde også ja uden at tøve, og Live fløj mig om halsen. “Tak, mor! Tak!” jublede hun.
“Jamen, selvfølgelig”, sagde jeg, og kunne ikke helt undgå at mærke en lille klump i maven: Hvis jeg altid praktiserer ligeværd, og iøvrigt er en tillidsfuld mor, hvorfor reagerer hun så med lettelse på min accept?
Svaret er, at jeg ikke altid er hverken ligeværdig eller tillidsfuld. Jeg arbejder med det, hver dag. Det er en bevidst handling, når jeg giver slip, giver frihed, giver plads, men det er heldigvis også en naturlig handling, og en på mange måder simpel og ubesværet handling: Det er, hvad jeg gør, når jeg er i overensstemmelse med min natur; når jeg agerer på mit hjertes stemme, og ikke lader mig presse eller forføre af de røster, jeg hører omkring mig, de erindringer jeg har af uligevægtige relationer mellem voksne og børn fra min egen barndom, og når ikke sætter mig selv over nogen andre, men derimod er autentisk mod mig selv OG respektfuld overfor mit barns autencitet.

Så min datter og jeg tog til frisøren, og for hver hårlok der faldt mod jorden, så jeg hendes smil blive større. Hun rankede ryggen, rejste panden, og blev måske for første gang i sit liv bevidst om sin egen fysiske fremtoning; og om den effekt det har på vores omverden, når vi tager ejerskab, også over vores krop.

Balancen mellem lederskab, også kendt som alfarollen i bl.a. Gordon Neufelds arbejde, og børnenes autonomi er en evigt krævende og samtidig uendeligt betydningsfuld evne at mestre. Jeg bliver stolt og glad, når jeg lykkes med at støtte mine børn, tage ansvar og samtidig sætte dem fri til at være sig selv.
Så nu er min datter klippet som Dybala, og det er tydeligt, at hun elsker det. Hendes rebelske og provokerende natur kommer nu endnu tydeligere til udtryk (Lord, help me), og hun bærer sig selv med stolthed og et stort, tandløst smil. Dåde Kristian og jeg er også stolte – ligesom jeg fornemmer, at hendes brødre er det. Vi føler os uafhængige, frie, stærke og i balance, sådan føles det, når vi bevæger os sammen, og hver og én af os har lov til at være sig selv.

Hvis jeg har ét ønske for mine børn, så er det, at de bevarer den uforstyrrede kontakt til deres indre stemme, som så mange voksne kæmper for at genoprette senere i livet. Når man har kontakt til den, slipper man nemlig for rigtigt mange spildte timer og dårlige erfaringer, og kan i stedet bruge sin tid på at være sig selv og skabe kærlige forhold her på jorden. Og hvis det koster en tur til frisøren og lidt løftede øjenbryn rundt omkring, så er det en lille pris at betale for et frit sind.

Kan man være dårlig til at have sine børn hjemme?

Nogle mennesker er dygtige til at formidle, andre er vanvittigt skarpe på matematik. Der er mennesker, som tegner vidunderligt og mennesker, der som den største naturlighed bygger huler og senere huse. Nogle er generalister, og breder sig over en lang række emner i løbet af deres liv, andre er specialister, som tilbringer årevis på at udforske et enkelt område.
Og så er der de mennesker, der er skabt til at have deres børn hjemme. Dem, som kun sjældent taber overblikket, altid vågner med et smil, og aldrig skælder ud. Mennesker, som er meget bedre til den slags end alle andre.
Eller er der?

Jeg er ret overbevist om, at nogle er mere disponerede for umiddelbart at føle sig tilpas i hjemmelivet end andre. Hvad end det er ren genetik, miljø eller en blanding ved jeg ikke, men jeg føler mig sikker på, at hjemmelivet med flyverdragter og konflikter og konstant selvudvikling falder nogle nemmere end andre.
Det handler uden tvivl blandt andet om ens egen tilknytning og erfaringer med nærvær. Hvis den slags er fremmed i forhold til ens egen opvækst, så skal der en stor vilje til for vedblivende at øve sig, tilgive sig selv og være tilstede uden splittelse. Men selv hvis man kommer fra den mest nærværende og trygge baggrund, er hjemmelivet en enorm opgave, som vil tvinge ethvert menneske til enten at se indad, acceptere et vist niveau af konflikter, tvivl og usikkerhed – eller til at kapitulere og vælge noget andet (note: Som en tilføjelse efter en kommentar herunder// Jeg mener ikke, at en anden livsstil er en kapitulation, men derimod henviser jeg til, at nogle drømmer om hjemmelivet, men samtidig er i tvivl, om de magter det – sådan som jeg selv gjorde).
Særligt i denne tid hvor der endnu ikke er skabt ret mange hjemmepassernetværk herhjemme, men man derimod må lave dem selv og ofte kan føle sig alene med denne livsstil, kan hjemmelivet været forbundet med usikkerhed og ensomhed, og man kan tvivle på sig selv igen og igen og igen, fordi der ikke er mange at spejle sig i. Jeg er den første til at sige: Jeg forstår din magtesløshed, og jeg er også hurtig til at anbefale færre, kortere institutionsdage for at skabe balance i familien fremfor 100 procent hjemmepasning, hvis det resulterer i ubalance, fordi forældrene ikke har netværket eller de jobmæssige muligheder til at gennemføre det på en god måde.

Jeg får med mellemrum mails fra kvinder, som skriver: “Jeg er ikke skabt til at gå hjemme med mine børn, selvom jeg gerne ville. Vi bliver vanvittige af at være sammen bare en enkelt fridag, og så de kommer altså af sted igen dagen efter.” Og det der: Det kender jeg SÅ godt. Det er mig før hjemmelivet. Det var den sidste bastion, da jeg egentlig godt vidste, at mine børn skulle hjem, og havde forstået hvorfor og forklaret Kristian det hele: Da klamrede jeg mig endnu til Vi bliver vanvittige alle sammen, og arbejdstiden ved skrivebordet er mit frirum.
Men jeg har lært, at det handler om flere ting, og ingen af dem er statiske. Hver og én kan de ændres med min indstilling og ikke mindst i mødet med mennesker, som tackler tingene anderledes end jeg selv. Igen: Fællesskab og delte erfaringer. Jeg lærer noget, hver gang jeg er sammen med andre familier, der hjemmeunderviser og hjemmepasser – og med andre familie i almindelighed, og jeg har lært, at samværet med mine børn bliver nemmere, jo mere der er af det. Det handler om kendskab til hinanden, om rytmer og en fælles rejse gennem dagene.

Nogle er helt sikkert mere udfordrede i hjemmelivet end andre (læs: JEG er ikke en natural born hjemmeskolemor, faktisk sagde en clairvoyant til mig sidste år: “Du er den mest motiverede, men ikke den bedste egnede”, og det er morsomt, fordi det er sandt..), men det betyder ikke, at det er umuligt, eller at der findes et bedre alternativ for mine børn end at være sammen med mig. Det betyder bare, at jeg løbende skal arbejde på min indstilling og mine forventninger og min evne til nærvær. For nærvær falder mig ikke naturligt. Jeg skal være fokuseret på nærværet, ville det, tvinge mig selv til det. Og når det lykkes, falder alt andet på plads. Så giver mit liv mening, og jeg går i seng, og tænker: Mere af det i morgen, tak. Det er dér, meningen ligger et lille øjeblik, og lyser op.

Det er ikke nemt at være hjemmegående, og det synes jeg, er vigtigt at anerkende, for der er ikke noget mere ensomt eller udslettende end at tro, man er ene om at have svære dage. Livet skal ikke først og fremmest være nemt, det skal give mening og ræsonnere i vores inderste, samtidig skal livet ikke være en lang kamp eller en disharmoni. Men uanset hvad vi vælger, er der fravalg bundet til tilvalget, og i sidste ende handler livets prioriteringer om at gøre op med os selv, hvilke fravalg vi bedst kan leve med, og hvilke tilvalg vi ikke vil være foruden.
Det, og så en ydmyghed overfor, at vi ikke kan planlægge livet, uanset hvor gerne vi vil det, har lært mig, at det eneste der reelt giver mening, er at være i nuet. For mig er nuet her, og nuet er en voldsomt udfordrende størrelse men også en vital og smuk boble af liv.

Jeg tror, én af de gennemgående årsager til, at hjemmelivet kan være så svært for nogle, er, at vi er opdraget til at skulle realisere os selv gennem en helt masse udenfor os selv: Uddannelse, karriere, anerkendelse, likes, lønstigninger, forbrug, rejser osv. Hele vores liv har vi fået at vide, at vi er noget i kraft af vores målbare resultater ude i samfundet. Vi har aldrig fået at vide, at én af de højeste værdier er forælderskabet – at dét er den mest lærerige, omfattende, omsluttende og altoverskyggende opgave, som samtidig den mest afgørende for både vores egen trivsel og samfundets på sigt. Ingen har sagt til os, at vi med vores indsats i familien kan gøre en stor forskel, og at den indsats derfor er meget værd.
Så vi kan blive frustrerede i hjemmelivet, hvor der ikke er frihed til at realisere os selv på målbare parametre, og hvor vi ikke får penge målt på succes eller anerkendelse for de daglige sejre. Ingen klapper, eller siger “shit, hvor var det godt gået. Jeg synes virkelig, du formåede at mægle imellem de to parter i konflikten på en rolig og omsorgsfuld måde, og så har jeg den største respekt for, at du samtidig lavede frokost til fire, og vaskede sengetøj.” Ikke en gang børnene siger det så direkte, anerkendelsen kommer i små blide nøk, når vi oplever den ro eller glæde, der strømmer fra vores børn, når vi tillader os selv at tage en del af æren for den hverdag, vi lever, og som vi trods alle udfordringerne kan se en dyb mening med.
Vi kan føle os bundet og magtesløse i hjemmelivet – og fuldkommen på bar bund i forhold til de behov, som opstår dér. Vi kan være famlende og hudløse og komplet rundt på gulvet, fordi det er vores børn, vores mest dyrebare, men også fordi det er en opgave, ingen har forberedt os på eller fortalt os om betydningen af.

Det med at gå hjemme med sine børn kan læres: Det er ligesom at øve sig på så mange andre ting – gode vaner, dårlige vaner, I ved. Det kan læres, det er en mulighed. Men det er ikke nemt, det er ikke letkøbt, det kommer ikke uden en indsats, og man skal ville det. Det handler om at kende hinanden og forstå, at intet er perfekt. At en konfliktfyldt dag derhjemme er en vigtig del af livet, og en uundgåelig del af at være sammen.
Jeg har lært, at sådan er det med alt, der har en høj værdi: Man skal ville det og kæmpe for det, og så pludselig en dag er det gjort, og man fortryder aldrig, at man tog den vej, man drømte om, omend den måske krævede lidt ekstra.

Jeg synes stadig, der er mange svære dage her i hjemmelivet. Dage, hvor jeg nærmest kan være bange for, at jeg skader mine børn ved ikke at aflevere dem til andre. Dage, hvor jeg ikke får plantet mine fødder solidt på jorden, men i stedet hvirvler rundt oppe i mine egne tanker, og ikke er helt tilstede, og ikke får faciliteret den ro og de nærende aktiviteter, som jeg drømmer om. Men selv på langt de fleste af de dage, er der efterhånden momenter af dyb forbindelse og stunder med det nærvær og den omsorg, som jeg for alt i verden vil give mine børn med hjemmefra.
For hvad er målet med dette livsvalg? For mig handler det om at tilbringe tid med mine børn; det handler om at støtte dem i at bibeholde kontakten til deres egen indre stemme og give dem en tro på, at de er i stand til at tilegne sig ny viden.
Så simpelt er det, og når jeg stiller det sådan op, klarer jeg opgaven okay, trods alt.

Aftenshowet om hjemmeskole og tilknytning

Det var 8 hurtige minutter i Aftenshowet i går, og mange har skrevet, at vi skulle have haft mere tid i studiet. Sådan er det nok altid med de sager, man brænder for, men jeg vil vove den påstand, at lige netop familieværdierne i et samfund er afgørende for, hvordan (eller hvorvidt) alt andet fungerer.

Derfor er tilknytning ét af de vigtigste emner overhovedet i denne tid, hvor vi gennem smertefulde erkendelser og vores egne indre ar, bliver mere opmærksomme på, at vi har forvildet os så langt væk fra vores natur, at normen er blevet en adskillelse, hvor mange af os hellere vil aflevere vores små børn til fremmede i en institution end være sammen med dem selv (mig selv inklusiv, indtil vi lagde livet om for halvandet år siden).
Hjemmeskole er ikke og vil aldrig blive for alle, men mit og Kristians budskab om nærvær, tillid, tilknytning, fri læring og plads til det hele menneske er til gengæld relevant for enhver.

Barndommen er ikke blot et middel til at forme voksne, der klarer sig på trods, men skal i sig selv være en bevidst og vidunderlig start på et rigt liv, og det bliver den ikke i dagens Danmark, medmindre man tager aktiv stilling til, hvordan man vil indrette sig som familie.

Og ved I, hvad der gik op for mig i backstagelokalet i aftes? – At alle indslag i udsendelsen, måske lige med undtagelse af historien om motorvejskørsel (gaaab), i ét eller andet omfang handlede om tilknytning: Både det om popstjernerne, som er ved at blive voksne, det om MeToo, og i høj grad historien om unges stigende brug af stoffer. Rusmiddelkonsulenten fortalte mig efter sit interview, at ”Før i tiden sagde vi, at det var de unge fra socialt belastede familier, der var særligt udsat. Men nu ser vi faktisk, at det i høj grad er i de lag, hvor alt er fint på overfladen, men forældrene slet ikke har tid nok sammen med deres børn, at der kommer mere misbrug ind”. Need I say more?

Buksedragten hedder i øvrigt Loose full leg length / wool blend jumpsuit i denim fra “Not Perfect Linen” 💙

 

Se vores indslag HER (hvis linket ikke er direkte, er vi på 33:53)

En euforiserende uge (om at være frontløbere og om fællesskabets betydning)

Efterårsferien har hvisket om mange ting hjemme hos os.
Om vigtigheden af gode, sociale relationer i det nære miljø; om betydningen af kreative og nærende aktiviteter og om prisen ved at være frontløbere.

Jeg har i den forgangne uge levet i en nærved euforisk stemning af meningsfuldhed, som har opladt mig og glædet mig dybt, men som også har mindet mig om det, vi ikke har i samme grad i hverdagen: Nemlig er stort, hjemmegående netværk at børnerige familier og tid.

Jeg har mærket, hvor energigivende det er at for både børn og voksne, når mange flere pludselig er hjemme, og har tid, og har fokus på familien og det nære. Jeg har tænkt på de hjemmeskolere rundt omkring i verden, som jeg følger på instagram, og som ofte deler billeder af store grupper børn og forældre, der laver skønne projekter, og leger dagen lang i skoven, ved vandet, på et museum. Jeg har mærket, hvor anderledes vores hverdag ville være, hvis vi var ikke bare to men fem, seks, syv – eller tyve hjemmeskolefamilier på Ærø, og hvor meget jeg ville nyde at tage initiativ til dage med fælles aktiviteter for alle, hvis det var tilfældet. Det ville skabe tryghed og sammenspil, og det ville bringe både mig og mine børn på banen på en skøn måde, og det ville helt sikkert også være udfordrende og til tider udmattende, men jeg tror, det mest af alt ville være lærerigt og trygt.

Og jeg tænker, at det er en form for umulig ligning, vi står i netop nu – som hønen og ægget – fordi nogle må gå først, og de første er naturligvis relativt alene på skansen. For selvom vi jo ikke er de første-første, så er vi en del af en tidlig bevægelse, en slags pionerer indenfor det her radikalt anderledes familieliv, og dermed kan vi ikke forvente at være en del af en stor gruppe, hver dag.
Jeg fik bare den der vidunderlige fornemmelse af noget Bulderby-agtigt i ferien, da vores hus pludselig var fuldt af børn de fleste dage, og resten af tiden var vores børn hjemme hos deres venner, og selvom det selvfølgelig ville blive til en afveksling mellem legeaftaler og hjemmetid, hvis det var hverdag, var der alligevel noget lovende over det, altså noget dybt glædeligt og smukt.

Jeg ved, at der er mennesker, som i disse år arbejder på at skabe den slags fællesskaber: Hvor forældre arbejder på skift og arbejder effektivt i færre timer, og hvor børnene er hjemme, og indgår i et større fællesskab med mange voksne og børn, og jeg tror virkelig på, at den slags initiativer er fremtiden. Vi har brug for fællesskabet, og vi har brug for at være sammen med vores nærmeste, og jeg mener, at vi alle sammen har et ønske om at bidrage til det fælles bedste i overskuelige lokalsamfund med udveksling af de bidrag vi hver især kommer med. Vi skal ikke frygte, at samfundet går i stå, når flere og flere vælger at dedikere sig til familien i de år, hvor børnene er små. Vi skal derimod glæde os over den udvikling, der skaber trygge og stærke børn med overskud og drivkraft til at ændre verden i den retning, der så desperat er behov for – det siger jeg, til alle dem, der tror, at vores samfund ikke kan holde til, at vi sætter tempoet ned. Jeg siger: Hverken vi eller jordkloden kan holde til, hvis vi fortsætter som hidtil.

Denne efterårsferie har mindet mig om, at min familie og jeg har det godt, at der er så meget håb og så mange muligheder, og vores liv er fuldt af åbne døre. Den har mindet mig om, hvor mange mennesker vi er velsignede med i vores liv, og hvor meget vi kan, når vi ikke er alene. Den har også bekræftet mig i, at der er en pris ved at gå forrest, og den pris betaler jeg gerne; jeg håber, mine børn vil være glade for, at de betaler den sammen med os. Det, jeg mener, er, at jeg glæder mig over min families frihed og langsomme hverdag; vores tid til fordybelse og fri leg, som jo indimellem men ikke altid sker på bekostning af legeaftaler med jævnaldrende i hverdagen. Jeg glæder mig over, at vi netop nu lægger fundamentet til det familieliv, som vores børn vil kunne skabe i fremtiden: Når de bliver voksne, vil det være nemmere at vælge denne type livsstil til, så længe vi pionerer ikke giver op.

Men det er ikke kun det, der gør mig glad. Det er også solen, den kølige efterårsluft og de gyldne blade. Det er roen om aftenen, det at vi næsten kun har været udenfor de seneste uger. Det er nærværet uden telefoner og computere og min egen følelse af at være mere tilstede i løbet af dagen. Min fornemmelse af ikke at forsvinde så meget som tidligere. De ting vil jeg holde fast i, mens jeg også plejer fællesskabet.

Hvad har jeres efterårsferie bragt med sig, og hvad drømmer I om mere af?

Børn skal have tid

I går formiddag løb vi tør for korn til de to grise, så vi gik til naboen med et par store trillebører for at hente nyt.

For første gang i dette efterår var det tåget. Så tåget, at man knap kunne skimte marken, og havet lå ubemærket for enden af den pløjede jord, indhyllet i den sky der var gledet ned om ørerne på os. Tåge og efterår er lig med dug i edderkoppespind og fugtigt græs, og vi nød det alle sammen på vores egen måde. Stod stille lidt længere og kiggede frem for os. Juno var nærmest tryllebundet.

Og så sad vi pludselig omkring bordet hos naboen, som om det var en overraskelse. Vi spiste lune teboller med tandsmør og drak kaffe, og børnene kiggede i traktorkataloger. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om, for det var bare livets gang, et øjeblik, en lomme af nærvær og fællesskab.

Vi trillede hjem igen, grisene fik en ekstra stor portion foder, og dagen fortsatte i sit eget tempo, jeg tror nok, det var en ganske langsom dag, og det var nærende og godt. Jeg tænkte undervejs: Mit liv er dejligt, omend ikke perfekt og ikke altid smukt, men meningsfuldt. Jeg kunne bo mange steder og leve på mange måder og have det godt, men jeg tror nok, jeg er det bedste sted for mig – lige nu, i hvert fald. Her på Ærø med min familie.

Når børnene sover, lægger de sig helt tæt op ad hinanden. I nat lå tre af dem viklet sammen på en dobbeltmadras i vores familieseng; den ene hvilede sit hovede på den andens mave.
Jeg tror ikke, jeg forstår den afstand, som vi har skabt i vores kultur. Hvorfor er det godt, at børn sover for sig selv, hvis de hellere vil sove hos os? Hvorfor er det godt, at de hurtigst muligt bliver uafhængige; knytter andre bånd end dem til deres forældre, og lærer at stå på egne ben – helt uden os?
Jeg kan ikke forstå, at vi har så travlt med, at børnene skal sove på deres eget værelse, medmindre de selv beder om det. Jeg kan ikke forstå, at de skal skynde sig at blive selvstændige, uafhængige, dygtige til at klare sig uden dem, der elsker dem ubetinget.
For hvad er det nu, der sker, når vi skynder os? Glemmer vi så ikke at have os selv med? Hvorfor var det, vi fik børn? For at blive fri for dem igen? Intet er mere naturligt end tilliden til det lille barns evne til selv at mærke sin vej, udtrykke sine behov, alligevel er den tillid så undertrykt, at man kan leve et helt liv som mor eller far uden at finde ind til den.
Intet bringer mig større varme og taknemmelighed end at mærke min yngste falde i søvn i mine arme eller se de tre ældste række hånden frem i søvne, når jeg går i seng nogle timer efter dem, og lægger mig ved deres side. Uafhængigheden kommer gradvist, og den kommer uden tvivl.
Jeg ser igen og igen, at det bedste jeg kan gøre, er at være tålmodig, men jeg skal også lære det igen og igen. Det ligger så dybt i mig at have travlt, presse på, skynde mig, at jeg næsten ikke kan lade være med at skynde på mine børn, heller ikke når jeg ved, at der er en bedre vej.

Dengang min søn var nyfødt, græd han næsten hele tiden. Der er uden tvivl mange gode forklaringer på hans gråd; både fysiske og psykologiske (min sorg over et stort tab under graviditeten), men der skete det, at vores praktiserende læge sagde til Kristian og mig, at vi ikke skulle finde os i, at han græd så meget, og hun sagde, at vi skulle lade ham ligge alene og græde – længere og længere hver aften. Hun sagde med de ord, at vores nyfødte søn manipulerede med os. At når han helst ville være tæt på os, så var det en form for kamp om opmærksomhed og manipulation.
Lige nu er der et decideret oprør igang mod den bog, som så udførligt beskriver metoden, hvor man vænner barnet til ikke at blive hørt, holdt tæt, elsket, respekteret, når det græder i sin seng. Det er et højt og rungende modsvar, og det er det vigtigste råb, du nogensinde vil høre: Hold dine børn tæt og tro ikke på den forvildede adskillelseskultur; denne kapitalismens puttemetode, hvor vi drives væk fra vores instinkter til at favne og give os hen til vores børn.
Jeg lyttede heldigvis til mit grædende hjerte, og tog min søn op, da jeg ikke kunne bære gråden længere. Men åh, jeg kunne have gjort det hele så anderledes, så meget mere glædeligt, varmt, tillidsfuldt, hvis jeg havde turdet lytte til min dybeste røst fra starten; hvis jeg havde vidst, at forældreskabet kan være intuitivt og kærligt frem for alt. Jeg ville ønske, jeg havde startet mit rejse omtrent dér, hvor jeg nu er på vej hen.

Nothing you become will disappoint me; I have no preconception that I’d like to see you be or do. I have no desire to foresee you, only to discover you. You cannot disappoint me. – Mary Haskell.

Fritidsaktiviteter: Skader de mere, end de gavner?

“Hun gider simpelthen ikke gå til nogen form for sport,” siger pigens far, og smiler. “Hun er så stædig.” Han ruller med øjnene, og smiler igen. Han er en god far, en sød mand.
“Hun græder faktisk stadig hver dag, når hun bliver afleveret i skole,” supplerer moderen, og ser lidt usikkert på mig. Hun er en varm mor, en dejlig kvinde.

Jeg siger: “Men når hun egentlig stadig synes, at skolen er i overkanten, mon ikke hun så mest af alt trænger til at komme hjem og bare være sammen med jer, når hun har fri? Mon hun overhovedet kan få noget ud af at gå til fodbold eller gymnastik?”

Det er som om, forældrene i samme øjeblik forstår noget, de ikke så meget som har overvejet før.
Derfor har jeg lyst til lige at skrive lidt om fritidsaktiviteter.
Det er mit indtryk, at mange af os rent har glemt, hvad fritidsaktiviteter er, og bør være. I sin bog “Home Grown” (som vel nok er den bog, jeg har anbefalet herinde fleste gang), skriver Ben Hewitt, at fritidsaktiviteter er én af de ting, der følger med som noget nærmest obligatorisk, når man sender sine børn i skole, og at det for ham er en af de største fordele ved at hjemmeskole: At hans børn ikke nødvendigvis skal gå til fritidsaktiviteter, men derimod lever et liv, hvor alt måles op imod den frihed, som de kender så indgående.

Ben Hewitt mere end antyder, at mange forældre knap tager stilling til, hvorvidt fritidsaktiviteterne bidrager positivt til deres børns liv, eller om børnene reelt set har mere brug for IKKE at have fritidsaktiviteter.

Det er nogle tankevækkende observationer, som rammer noget i mig.
Fordi: Fritidsaktiviteter er i deres essens en positiv ting. Vi opfatter dem som et glædeligt indslag i vores eget og børnenes liv, men det er mere og mere min fornemmelse, at fritidsaktiviteterne på lige fod med institutioner og skole er en del af adskillelseskulturen, som vi er blinde overfor, ganske enkelt fordi vi har vænnet os til den?

Jeg oplever, at de ellers så sunde fritidsaktiviteter bliver endnu et sted at skille børn fra forældre; endnu et sted at placere børn i en parallelverden, mens de voksne køber ind eller arbejder eller får ordnet noget derhjemme.

Sidste år gik Juno og jeg på et skønt forældre-barn gymnastikhold for 0-2 årige, men da jeg for nyligt overvejede at skrive os op til gymnastik igen, erfarede jeg, at gymnastikundervisning fra tre år og op foregår på den måde, at forældrene sidder i omklædningsrummet, og venter, og altså ikke må være med i gymnastiksalen. Jeg spurgte hvorfor, og fik det svar, at det handler om, at børnene har svært ved at fokusere og lære øvelserne, hvis der er en forælder tilstede.
Og I kan godt høre, hvor skørt det er, ik? At 3-5 årige skal lære øvelser fremfor at hygge sig uforpligtende sammen med deres forældre i en time? For hvis skyld gør man det? Handler det om, at børnene helst skal have mulighed for at blive professionelle atleter (nej, det handler det ikke om), eller er det en blind fortsættelse af familiernes adskillelse uden tanke på at disse børn og voksne trænger langt mere til tid sammen, end tid hvor de er adskilt?

“Familietiden” har på mange måder mistet sin værdi i vores kultur. Vi taler om “kvalitetstid”, og booker sommerhuse, hvor vi samles en gang eller to om året, og vi tager på ture med børnene i ferier og weekender, men den kvantitative tid i familiens skød i hverdagen, har mistet sin værdi. Vi har ganske enkelt glemt, hvor grundlæggende og værdifuld den er. I stedet tillægger vi det, der burde være undværligt, en værdi som om, det var afgørende. Som om det at gå til tennis eller violin har afgørende betydning for et menneskes dannelse af et sundt jeg og deres muligheder for at klare sig godt senere (at klare sig godt er efter min overbevisning = “at være forbundet med verden omkring os og bidrage til den almene balance i fællesskabet”)
Kan det tænkes, at vi forældre har for travlt til at være sammen med vores børn, og derfor skubber værdien fra familien over i skolen og i samme åndedrag kalder Fritidsordningen for et socialt sted, som er obligatorisk for at pleje venskaber, og lige sådan beskriver fritidsaktiviteter som noget, de er nødvendigt for det hele menneske?
Resultatet er, at vi undervurderer eller helt ignorerer den værdi, der er i at ligge på sofaen hjemme i stuen en hel eftermiddag, og vi glemmer, hvor vigtigt det er at have tid til at fordøje, reflektere, tage sig god tid. Vi glemmer, at en kop te omkring bordet med hele familien sidst på dagen, er netop det, der binder en familie sammen, og som skaber minder om en dyb tilknytning.

(om torsdagen går tre af mine børn til fodbold. Her sidder tre søskende og ser på, mens den ældste spiller. Det er børnenes eget valg, at de går til fodbold, og vi talte indgående med dem om det, inden de begyndte: Det forpligter, det tager tid. De ville af sted, og holder af det, men har ikke andre ting – jo heller ikke lange skoledage.)

Udfordringen er, at skolen ikke blot er et rum for læring, men også i høj grad et sted, hvor vi opbevarer børn, mens vi selv arbejder flere timer end nogensinde. Men skolen stopper alligevel, før de voksne har fri, så børnene skal i fritidsordning, og når de har været der, er de nok trætte, men vi tænker – ofte helt per automatik – at det er vigtigt, at vores børn ikke kun går i skole, men også dyrker deres hobbyer. Og jeg kunne ikke være mere enig: Dybest set mener jeg jo, at det mest meningsfulde er at lade børn fordybe sig i det, de brænder for alle døgnets vågne timer. Men det er for sent at gøre det, når alt energi er brugt, og intet kan måle sig med hjemmetid, ro og fordøjelse.

I tidernes morgen var “fritidsaktiviteter” det, børn tog sig til, når de ikke arbejdede, eller var i skole, eller slappede af derhjemme. Fritidsaktiviteterne handlede ikke om præstationer, eller om at skulle underholdes, men udelukkende om at være sammen i et interessefællesskab. Men fritidsaktiviteter er løbende blevet en del af ræset mod konstant at dygtiggøre sig, og de er blevet noget, som er obligatorisk i et børneliv uden skelen til, om barnet reelt har overskud til det og om det rent faktisk er en positiv aktivitet eller én præget af pres og vurderinger.

Der må nok flere ændringer til, før vi som samfund står med en hverdag, der foregår på familiernes præmisser (hvilket jeg mener, må være det eneste bæredygtige for et samfund på sigt), men hver enkelt familie kan tage ansvar ved at tage stilling til børnenes fritidsaktiviteter ud fra nogle andre værdier end flertallet. Selvfølgelig er den bedste løsning efter min mening, at skoledagene bliver markant kortere, men indtil det sker (og det gør det, når vi forældre i tilstrækkeligt høj grad vælger andre skolemodeller), må man ganske enkelt måle den tid, der går på fritidsaktiviteter, mod den ro og tryghed som børnene får ved at være sammen med deres familie i stedet. Man må tænke på tilknytningen, refleksionen og den simple væren i en kærlig ramme som en værdi, næsten intet andet kan måle sig med. Derfor er det så vigtigt, at vi som forældre tager stilling til, om fritidsaktiviteten er noget børnene virkelig får noget ud af – mere end de får ud af ro og nærvær med familien. Nogle gange vil svaret være ja, andre gange nej.
Og når vi så har forholdt os til dette, er næste skridt naturligvis er handle uden skelen til, hvad andre gør.
Min tidligere chef, Troels Mylenberg, skrev en fin klumme om dette for nyligt (“handling siger mere end ord”).

En anden tanke til at understrege dette: Jeg følger adskillige voksne mennesker, der ikke har børn, på Instagram, og INGEN af dem deler billeder fra både deres fuldtidsjob (svarende til skolen); frivilligt arbejde (fritidsordningen) OG to-tre fritidsaktiviteter. Faktisk ser det ud til, at de skynder sig hjem, når de har fri, og bruger deres fritid på at spise god mad, se tv-serier, drikke kaffe på Louisiana, hygge med kreaprojekter i sofaen og snakke med gode venner. Der er ganske enkelt en grænse for, hvad vi mennesker har energi til, før det bliver for meget, og jo tidligere børn lærer at mærke og respektere denne grænse, jo mindre sandsynlighed er der efter min mening for, at de ikke bliver ramt af stress m.m.

Hvad er jeres tanker om fritidsaktiviteter vs. familietid?

“Når man lever bevidst, lever man altid på trods”

Jeg mener ikke, at hjemmeskole altid er det bedste valg.
Som med alt andet er der styrker og svagheder, og intet tilbud passer til alle.
Jeg er ofte blevet spurgt, om det er min overbevisning, at det ville være godt for alle at være hjemmeskolede – og hvad jeg i givet fald tror, det ville betyde for samfundet?
Jeg er også blevet spurgt, om jeg synes, at alt andet end hjemmeskole er forkert, eller i hvert fald mindre godt?

Svaret er, at jeg ikke tænker så kategorisk. Hjemmeskole er det mest rigtige for os, men jeg er aldrig skråsikker og aldrig overbevist om, at jeg ved, hvad der er bedst for alle. Faktisk er jeg sjældent fuldkommen klar over, hvad der på alle måder er bedst for mig selv og min familie: Vores samfund er indrettet, så man – hvis man følger sit hjerte, og insisterer på meningsfuldhed –  samtidig lever med en række udfordringer, som eksempelvis økonomi, ensomhed, eksklusion og, måske vigtigst af alt, tvivlen på om det er det rigtige, man gør, alene fordi man gør noget andet end de fleste andre.
Alligevel insisterer jeg på at bevare min kritiske holdning til det, de fleste opfatter som “naturligt” og “rigtigt” – eller nødvendigt, uundgåeligt, sandt. Ganske enkelt fordi det samme sjældent føles sandt for mig, og fordi jeg kan se med al tydelighed omkring mig, hvordan mange bliver syge og opgivende af alt følge normen.
Når jeg taler om normen, mener jeg alt fra vores vores måde at håndtere fødsler, barselsliv, sundhedspleje, amning og institutionalisering til uddannelse, arbejdsliv, medievaner, naturen og så videre: Jeg kan ikke være andet end kritisk overfor det, vi har accepteret som almindeligt, fordi det går imod, hvad jeg tror, er bedst for mange af os: nemlig større frihed, mere nærvær, mindre meningsløs travlhed.

Det er for mig at se ikke til diskussion, at alle børn med velfungerende forældre (en bevidst rummelig beskrivelse fra min side) har bedst af at være sammen med dem det meste af tiden, i hvert fald indtil de fylder tre. Jeg er samtidig overbevist om, at de institutioner, som aldrig nogensinde blev sat på jorden i børnenes interesse, stadig ikke er der for børnenes skyld. Kun børn fra meget ressourcesvage hjem har bedre af at blive afleveret i en institution end at være sammen med deres forældre – det siger jeg med hævet stemme i denne tid, hvor institutionerne er så pressede, at pædagoger igen og igen går til pressen for at beskrive de vilkår, som både de og vores børn er tvunget til at eksistere under. Jeg siger det, fordi vi bliver nødt til at arbejde for bedre institutioner, samtidig med at vi kæmper for et samfund med langt større plads til fleksible liv og tilknytning i hjemmet.

Når det er sagt, så nej – jeg mener ikke, at hjemmeskole, eller hjemmepasning for den sags skyld, er det bedste valg for alle.
Jeg mener, at et bevidst liv kræver handling og ansvarlige beslutninger. Det er ikke let, det er ikke behageligt, det er ikke bekvemt, tilforladeligt eller letfordøjeligt, og det er langt fra altid ensbetydende med hjemmeskole eller hjemmepasning, men det er uden undtagelse ensbetydende med involvering, engagement og indre kampe. Det kræver meget, og mange af de mennesker, som står op for deres overbevisning, og lever et anderledes bevidst liv, er også ensomme og/eller udmattede.
En kvinde skrev til mig den anden dag, at hendes bevidsthed både bringer hende glæde og stor fortvivlelse. “Det føles som om, at jeg står med et ben på hver side, og ikke kan vælge, og hele tiden skal finde ind til kernen i mig selv for ikke at blive væltet omkuld af alle andre, der jo ligesom jeg er forvildet ind i den her kultur. Og så er jeg bange for, om jeg gør mine børn en bjørnetjeneste i sidste ende: Jeg gør jo også alt det her for min egen skyld – for at mindske stress. Men også for børnene. Det er faktisk ikke det nemmeste at være blevet bevidst. Pludselig at se klarere. Jeg kan jo aldrig gå tilbage til det, som var før. Jeg har heller ikke lyst. Men shit, manner…”

I en kommentar på sin Instagram skrev Nynne fra Verden ved siden af for nylig, at når man først bliver bevidst om de skævvridninger, som vores adskillelseskultur bygger på, så vil man altid leve på trods. På trods, fordi man aldrig igen kan træffe et valg uden at være bevidst om de tab, der følger med det. Hvis man drømmer om at hjemmepasse, men alligevel sender sit barn i børnehave, fordi byen er rømmet for børn alle ugens dage, så er man nødvendigvis tvunget til at leve med den erkendelse, at man ikke har sit barn hjemme, selvom det er, hvad man mener, barnet på andre måder har bedst af.
Holder man på den anden side sit barn hjemme i et samfund, som er så målrettet arbejdsmarkedet og så lidt gearet til familiedannelse og tilknytning, ja, så risikerer man at leve isoleret, samtidig med at man uden tvivl vil møde skepsis og undrende blikke igen og igen.

Måske det er derfor, jeg blev nødt til at stable den hjemmeskolelejr på benene, og måske det er derfor, jeg så brændende ønsker, at andre skal gøre det samme: Når man oplever, at man rent faktisk er en del af noget større; at der findes sammenhænge, hvor man er én af mange og hvor fællesskabet er indiskutabelt, så føles det identitetsskabende og stærkt. Så er man lige pludselig ikke på trods, men i kraft af, og det er noget ganske andet.

Da jeg nævnte Nynnes refleksion om at leve på trods for Kristian den anden dag, sagde han, at man i hvert fald frasiger sig muligheden for at leve komfortabelt, når man vælger en så anderledes livsvej i et samfund, hvor næsten alle andre følges ad. “Min personlighed løber forvildet rundt, og vil bare gerne være ligesom flertallet,” sagde han grinende, “så det er en konstant kamp imod tvivlen og menneskets iboende længsel efter at høre til.”

En familie i vores netværk besluttede på et tidspunkt at sende deres børn i skole, efter de havde været hjemmeskolet i et års tid. Det fik mig til at tænke – og mærke grundigt efter: Jeg fornemmede, at min veninde var usikker på, om vi ville være skuffede over deres valg, eller måske tænke dårligt om, at de nu ikke længere levede præcis som os. Jeg oplevede samtidig en usikkerhed i mig selv: “De har fundet en skole, som er svaret på deres bønner. Burde jeg også gøre det?”
I sidste ende blev mit svar til mig selv, at intet er den eneste rigtige løsning, og at vi hver især, menneske for menneske, familie for familie, først og fremmest skal have tillid til vores intuition. Og sandheden er, at den familie jo aldrig havde levet præcis som os; vi havde haft hjemmeskoling og mange værdier til fælles, men vores omstændigheder i øvrigt var ikke de samme, og blandt andet derfor sendte de nu deres børn i skole, mens vores stadig er hjemme. Både de og vi har de samme værdier som før og den samme årvågenhed – men et anden valg omkring hverdagen.
Vi kan lade os inspirere af andre, men det virker kun, når vi har os selv med hele vejen, og vi kan føle længsel efter et andet liv, men det betyder ikke noget, medmindre vi mærker ind i, hvad det er, vi længes efter, og tillader os selv at gribe ud efter det.

Ville det være bedst, hvis alle blev hjemmeskolet? Nej, det tror jeg ikke. Men det ville ændre verden, hvis alle handlede på det, de mærker indeni.

Er der noget, som føles forkert? (De bedste forældre er dem, der tager ansvar, og ingen kan tage ansvaret for os)

Vi har alle ansvar for vores liv.
Vi har ansvar for vores indstilling til hverdagen, opdragelsen af vores børn, måden vi er i et parforhold, vores måde at møde verden, det arbejde vi udfører til hverdag.
Vi har ansvar, men ikke skyld. Der er en forskel, og den er vigtig: Ansvaret er den kraftfulde og positive faktor, som ændrer alt, når vi tager den på os (hvorimod skyld er lammende).
Ingen kan eller skal tage ansvaret for os; Kun vi kan løfte vores livs ansvar, og kun vi kan høste frugten og den dybe glæde ved at leve et bevidst liv med ansvarlige til- og fravalg.

Jeg tager personligt ansvar, hvilket betyder, at jeg oplever at have uanede muligheder, fordi jeg synes, jeg har valgt mit liv selv, også selvom jeg har oplevet stor sorg, smerte og traumer i mit liv. Selvom en del år var svære, og der har skullet kæmpes kampe, føler jeg, at jeg selv har den største indflydelse på at indrettet min hverdag, som det er bedst for min familie og jeg. Jeg føler mig fri og bemyndiget.

Når man får børn, er man ikke længere kun ansvarlige for sig selv, men også for dem – så længe de er børn. Vi påtager os den størst tænkelige opgave et menneske kan, og vi bliver aldrig de samme igen,

“Hvordan tør du tage ansvar for dine børns uddannelse?” spørger mange, og jeg svarer: “Vi har alle ansvar for vores børns uddannelse, men de fleste vælger at outsource den, og mange tager ikke stilling til, at deres børns skolegang stadig er deres ansvar.”
Vores børn er ikke statens, normens, naboens, vennernes eller bedsteforældrenes – de er vores.
Jeg opponerer ikke imod, at man vælger at sende sine børn i skole, men jeg mener, det er afgørende for hele barndommens kvalitet, at man som mor og far tager kritisk stilling til den skole, man sender sine børn i, ligesom jeg mener, det er afgørende for et voksent menneskes selvfølelse og livskvalitet at tage kritisk stilling til, hvor og med hvad man arbejder; hvordan man bor og med hvem; hvad man spiser og hvor. Skolernes mistrivsel og usunde menneskesyn er blot ét af utallige symptomer på den kultur, vi har forvildet os ind i. En kultur, der ligger endog meget fjernt fra vores natur, men som er blevet så dominerende, at vi har svært ved at tænke ud over den, og som dag for dag nedbryder vores selvfølelse, individualitet og glæde.
Vi har i Danmark en massiv institutionalisering af små børn, hvilket kan resultere i dårlig tilknytning, som så igen kan have mange og vidtrækkende konsekvenser for vores voksenliv. Vi kender det fra os selv: Det indre sårede barn kalder på omsorg og opmærksomhed, ligesom vores børn gør det.
På samme måde, som skolerne i højere grad presser vores børn med længere skoledage, et ensidigt fokus på såkaldt faglighed fremfor dannelse og højere klassekvotienter samt lærere med dårligere arbejdsvilkår, presser arbejdspladserne mange ansatte med længere arbejdstid, konstant tilgængelighed, højere krav til præstation og mindre frihed og selvbestemmelse. Men samtidig med at dette sker, sker altså også det modsatte: En viljestærk og vidtrækkende bevægelse for netop det modsatte er i gang, og vi mærker det hele tiden tydeligere: Mange bryder ud af det såkaldte hamsterhjul, sætter sig selv fri, og overvejer således også alternativerne for deres børn.

Vi kan være aktive og bevidste forældre, som har børn, der går i skole. Det kræver, at vi forholder os kritisk til de krav, vores børn mødes af i skolen – og de krav, vi stiller til dem uden for den. Det kræver i høj grad, at vi tør se med autentiske, ærlige øjne på de forventninger, som de fleste af os er kommet til at tage for givet; forventninger, der ofte er mere skadelige end det modsatte.
Dit barns lærer siger, at han er urolig i timerne: Er der noget galt med dit barn; skal han irettesættes og passe bedre ind, eller er det rammerne, der er for snævre, og ikke giver ham plads til at være det menneske, han nu en gang er?
Dit barns lærer siger, hun ikke er tilstrækkeligt god fagligt: Er du enig i, at dit barn ikke udvikler sig, som hun skal, eller ser du et barn i trivsel? Hvis du mærker efter, og betragter dit barn fra hjertet fremfor med den tillærte frygt, er hun så et væsen i trivsel eller ét, der har brug for at forandre sig?

Når jeg igen og igen går på tv eller i et blad eller en klumme eller en avis, og fortæller om min families ukonventionelle hverdag, er det ikke hverken for at få opmærksomhed, eller fordi jeg tror, det vil være bedst for alle at hjemmeskole, som vi gør. Det er fordi, jeg vil inspirere til at stille krav til de rammer, vi placerer os selv i og krav til os selv om at se os selv dybt i øjnene og træffe valg, vi kan stå inde for.
Jeg mener helt oprigtigt, at skolen kan lære af alle os, der tænker nyt i forhold til uddannelse, og som ser det hele menneske fremfor et fragmenteret billede af en barndom, hvor individet helst skal passe ned i nogle forudbestemte rammer. Jeg synes, det er vigtigt, at vi går foran ved at vise vores børn, at vi respekterer dem, elsker dem, og er ligeværdige med dem. Jeg mener, at den personlige autencitet er afgørende, og det forpligter at være autentisk: Vi må nødvendigvis stole på vores mavefornemmelse, også selvom det er uvant.
Der er helt utroligt meget “man bør” og “vi plejer” og “det fornuftige er” i vores samfund, men hverken den ene eller den anden af de sætninger er mere end blot en vane; en frygt for hvad der vil ske, hvis vi lytter til os selv, og tager personligt ansvar.

“De bedste forældre et barn kan have, er forældre, som tager ansvar for deres fejl i takt med, at de erkender dem.” Sådan skriver Jesper Juul i én af sine bøger, og det er den skønneste, tilgivende og på samme tid ansvarlige sætning. De perfekte forældre findes ikke, så de bedste forældre er dem, der tør blive klogere, og guderne vil vide, at det kan vi alle sammen blive, altid.

Siden skolestarten i sidste uge har jeg fået mails fra forældre, som er kede af deres børns møde med skolen. “Men hvad skal jeg stille op? Vi bor i et område, hvor “man bør” gøre det ene og det andet, og hvor man stikker ud, hvis man gør noget andet.”

Jeg har anonymiseret et par eksempler fra min mailbakke:

“Min søn startede i 0.klasse igår. Det var en meget voldsom oplevelse for både ham og jeg (og flere andre jeg har talt med). Skolen har et unaturligt og usundt fokus på fagligheden og præstationer, og glemmer det hele lille menneske og andre vigtige kompetencer. Han taler om, at han ikke vil i skole. Han er dygtig til bogstaver og tal, men er ikke interesseret i at sidde stille og lære i traditionel forstand.”

“For en uge siden startede min datter i børnehaveklasse på den lokale folkeskole. I løbet af den uge er jeg gået fra at håbe, at folkeskolen er en skole for alle, til at føle at folkeskolen er en skole for ingen. For hver dag har hun set mere udslukt ud. På tredjedagen kom hun i konflikt på legepladsen, på fjerdedagen kom hun hjem, og spurgte “hvorfor er jeg så anderledes, mor?”. På femtedagen ventede jeg udenfor klasseværelset, og kunne høre hende blive irettesat for igen at drille en anden elev. Hun sagde til mig, at hun har svært ved at lade være, fordi hun føler sig presset og forkert. Men hvad skal jeg gøre – fornuften siger, at jeg skal give folkeskolen en chance, mens min mavefornemmelse siger det modsatte.”
Mine svar til de mødre, som har skrevet til mig, har været en variation over dette:
“Du bliver nødt til at tage din mavefornemmelse alvorligt, og uanset om du overvejer at hjemmeundervise eller finde en anden skole, så tag alligevel din søn ud, mens du leder efter et bedre alternativ. Først beder du selvfølgelig om en akut afklarende samtale med lærer og evt. skoleleder, hvor du forklarer din bekymring, din søns forbehold og dine overvejelser ifht. andre muligheder. Men endnu vigtigere viser du med dine handlinger din søn, at du nærer respekt og omsorg for hans væsen og personlige integritet, så du fortæller ham, at du også har forbehold, og at du derfor holder ham hjemme, til du er blevet klogere.

Du skal ikke efterlade ham i en skole, hvor han ikke trives, når du allerede ved, at der findes alternativer. Én ting er, at du vil bære rundt på en følelse af at have svigtet ham, men endnu vigtigere risikerer du, at den udslukte fornemmelse i ham bliver en konstant og uforanderlig virkelighed, som ikke kan vendes på hovedet på en enkelt weekend. Jeg har en søn, som er bange for at fejle, og derfor er meget forsigtig med at tage hul på nye udfordringer, og jeg tror en del af kimen til den tilstand er grundlagt i skolen (en iøvrigt frisindet og rummelig friskole), fordi han havde et langt større behov for frihed, personlig autencitet og kreativitet, end skolen kunne tilbyde.

Jeg har tidligere skrevet om fornuftsbegrebet på min blog, og vil nævne det her også: Hvad er fornuft, hvis ikke det er at tage din intuition og dit barns reaktion alvorligt? “Fornuft” er ikke en ensrettet, generel tilstand eller retning, som man kan logge ind på og dermed sikre, at alt er godt. Fornuft er i værste fald det, nogle har taget patent på for at få os til at passe ind i det system, de ønsker, vi skal bidrage til. I bedste fald er fornuften din egen; en personlig oplevelse af rigtigt og forkert.

Jeg bliver nødt til at fortælle jer alle sammen, at når man træder ud af den sociale konstruktion, som hedder skole -videregående uddannelse – job – pension, og begynder at tilrettelægge sit liv selv, så får man så meget tid, så mange muligheder, så meget glæde, lethed, indflydelse, som man aldrig havde troet, var en mulighed.
Jeg bliver også nødt til at fortælle jer, at der er uendeligt mange versioner af det gode liv. Den angst, som er forbundet med at tage chancer og leve et mere lystbetonet liv, er aldrig en berettiget angst. Frygt og angst er aldrig gode grunde til at lade være.

Tiden er vores eneste reelle ressource. Jeg har skrevet om det herinde til hudløshed: Når tiden er gået, kommer den aldrig igen. Den dag, vi netop har vinket farvel til, kan aldrig kaldes tilbage. Vores børns livsglæde, medfødte visdom og unikke væsen er i tiden, i kærligheden, vores nærvær.
Intet andet tæller på samme måde som tiden. ALT andet kan vi gøre om; tage patent på senere, satse på en anden gang. Men tiden venter ikke, den kan ikke samles til bunke, og man kan ikke spare på den ved at lade den gå ubemærket forbi. Når dagen er gået, er den for altid borte.
Et dansk barn bruger gennemsnitligt 11.000 timer i skolen. Jeg synes, det er af største betydning, hvordan de timer bruges, i hvilken tilstand, sammen med hvem. Jeg mener, at nysgerrighed, livsglæde, dialog, selvfølelse, samspil, kreativitet og handlefrihed er afgørende for barndommens kvalitet. Jeg mener, at barndommen har en værdi i sig selv, og det er ikke godt nok, at “man sagtens kan klare sig på trods af lange dage i institution og skole.” Hvem har lyst til blot at klare sig på trods? Det er en trist forventning i et samfund med de bedste muligheder for at give os hver især plads til at blive de mest givende samfundsborgere.

Jeg har den mest positive forventning til vores børn. De er så kloge, fine, progressive, intuitive og vidunderligt kreative.
Giv dem tid, plads og kærlighed og lad os stå sammen om dem, mens de lærer sig selv at ændre verden til et bedre sted.

Jeg har den mest positive forventning til forældre, som mærker efter indeni, og tager ansvar for deres livsvalg.
Giv dig selv ro og omsorg og hav tillid til, at når de vælger med hjertet, så vælger du aldrig forkert.

 

Når søskende skændes, og forældrene ikke aner, hvad de skal stille op (hvad gør man så?)

I den tid jeg har haft bloggen, har der været en håndfuld spørgsmål, som kommer igen. Det ene lyder: “Hvordan håndterer I søskendekonflikter?”

Modsat de fleste andre tilbagevendende spørgsmål er dét med konflikterne ét, som jeg aldrig rigtigt har gået i dybden med. Hvorfor? Fordi jeg ikke føler mig tilstrækkeligt kompetent til at skulle vejlede andre i netop den svære disciplin. En disciplin, som rummer både det at trøste, rumme, anerkende og guide sine børn. En disciplin, der mere end noget andet, kan presse mig, så jeg bliver afmægtig – eller vred.

Men jeg øver mig, og jeg bliver bedre, i høj grad takket være særligt to ressourcer, som jeg anbefaler alle, de rhar med børn at gøre, at dykke ned i.

Den ene er Gordon Neufelds onlinekursus The Vital Connection, der i sig selv fortjener en meget grundig anerkendelse og opmærksomhed her på bloggen, som jeg dog ikke får skrevet, før jeg holder ferie, så derfor blot dette lille heads up: Psykolog og tilknytningsekspert Gordon Neufeld har så meget fat i den lange ende, når det kommer til at skabe den sunde, livslange tilknytning mellem barnet og vi forældre. I dette kursus, som strækker sig over otte videolektioner af en times varighed (der streames), kommer han omkring næsten alt det, der fylder i relationen mellem voksne og børn i løbet af en opvækst. Ét af de emner, han zoomer ind på, er netop konflikter mellem søskende, hvor han blandt andet fremfører den pointe, at man som voksen ikke skal forsøge indlægge læring eller løftede pegefingre i selve konfliktsituationen, men derimod bør bevare fokus på fredeligt og uden anklage at stoppe konflikten. Han understreger, at man gør klogt i at vente med den undersøgende samtale, hvor man prøver at komme nærmere, hvad der ligger til grund for konflikten, til børnene er følelsesmæssigt klar til det (hvilket kan være alt mellem ti minutter til 48 timer efter konflikten).
Kristian og jeg så kurset sammen i februar, og det lærte os helt enormt mange nye ting om forældreskabet. Snart er vi klar til at hoppe ombord i kursets anden del, som jeg har hørt, er lige så god.

Den anden ressource, som jeg på det varmeste vil anbefale i forhold til at forstå barnets konflikter, er en bog, jeg har nævnt herinde nogle gange på det seneste, nemlig: Naomi Aldorts “Raising our children, raising ourselves“. Omend Naomi Aldort kun sporadisk kommer omkring netop konflikter mellem søskende, har det været forløsende og faktisk revolutionerende for mig at læse hendes tilgang til netop konflikter – ja, og alt andet, hun beskæftiger sig med. Men konflikterne er et centralt emne i hendes bog.
Naomi Aldort arbejder i bogen først og fremmest med sin S.A.L.V.E-metode, som er en huskeregel til at komme mere tilstede i konflikter med børnene fremfor blot at trække på de gamle tankemønstre, som langt de fleste af os er dybt spundet ind i. Hun opfordrer os til altid at stoppe op, granske de tanker, som er ved at blive til ord ud af vores mund og blive mere bevidste om, hvorfor vi tænker, som vi gør, og hvordan vi kan reagere mindre destruktivt og i stedet FORSTÅ barnets motiv, som aldrig er ondskab men nærmere umodenhed, misforståelse eller en følelse, som skal ses og anerkendes.

Jeg er så langt fra at være i mål i de der konflikter mellem mine børn. Og de er grimme, nogle af vores konflikter, og jeg ved, at der stikker noget dybere bag, og lur mig om ikke det er mine egne mønstre, som gentager sig (nedladenhed, kritik, hån, ironi), men jeg er på vej. PÅ VEJ, ikke i mål.
Min vej handler blandt andet om, at jeg nu i højere grad søger årsagen til konflikten i hvert enkelt barn: Hvad er deres frustration/vrede/afmagt/sorg et udtryk for?
Jeg prøver at stoppe konflikten uden at pålægge nogen af parterne ansvar eller placere skyld. Det kan være svært, hvis en storebror sparker en lillesøster, eller hvis den ene part siger noget sårende, som man er bange for, slår en flig i stykker i den anden.
Min metode er at trække vejret dybt, forsøge ikke at blive vred, minimere mine egne angreb. Jeg ØVER mig i ikke at sige alle de åndssvage, nedbrydende, forfærdelige ting, som flyver igennem mine tanker, fordi de engang blev sagt til mig, og prøver at være enten anerkendende, stille tilstede eller spørgende.

Det er det bedste jeg kan, indtil jeg knækker koden for, hvordan jeg skal støtte mine børn i ikke at have så mange konflikter i første omgang. Mange af konflikterne herhjemme bunder i dårligt selvværd, tror jeg. Og meget af det dårlige selvværd bunder i dårlige vaner i forhold til plads til følelser og i forhold til institutionalisering og i forhold til en helt masse, som jeg næsten kan smage på spidsen af min tunge, men som jeg ikke helt har fordøjet – eller forstået – endnu.

Den anden dag legede alle børnene med nogle plaider i stuen. Juno tog på et tidspunkt et tæppe, som én af de andre havde gang i, men som lå for sig selv. Den store søskende blev vred, og råbte højt. Det lød voldsomt, og Kristian sagde: “Juno skal også have lov til at have et tæppe”, og sagde, at hun måtte beholde det. Den store skubbede Juno til side, råbte højt, og løb ovenpå. Juno legede lidt med tæppet, men fulgt så efter den store, og deroppe kom de to op at skændes om noget andet, som den store oplevede, at Juno havde taget. Før nogen af os nåede at tænke en tanke, slog den store Juno, mens de stod på toppen af trappen, og vi råbte “Pas på – hun kan falde ned!”, og vi råbte sikkert også andre vrede, dumme ting. Helt ærligt – dumme ting, ting, som ikke hørte sig til.
Den store barrikaderede sig på sit værelse. Ville ikke snakke, ville ikke holdes om. Græd og råbte og sparkede og skubbede os væk.
Jeg trak vejret dybt, satte mig på hug, og spurgte, om jeg måtte sidde i fodenden af sengen. Jeg gav lidt tid, og spurgte så:
“Føler du dig misforstået? Jeg kan godt forstå, hvis du har svært ved at stole på mig lige nu.”
Stilhed.
“Vil du fortælle, hvem du er vred på?”
“Far!” råbte det grædende barn, og jeg blev simpelthen så overrasket.
“Føler du dig misforstået af far?”
“Ja, det var mig, der havde tæppet, og så gav han Juno lov til at tage det.”
Kristian hørte vores udveksling, og kom, og lagde sig ved barnets side. Holdt om, undskyldte og forklarede, at sådan en fejltagelse vil han gøre sit bedste til ikke at gentage nogensinde. “Bare fordi hun er den lille”, som den store sagde, og ja – det er desværre nok rigtigt, at sådan handler vi indimellem, netop fordi Juno er den mindste. Vi kunne heldigvis etablere tilliden mellem os og barnet hurtigt igen, og det endte med en varm og tryg stund.

Jeg er så taknemmelig over, at jeg er blevet bedre til at se bagom konflikten. Stille åbne spørgsmål, efterlade plads til at at møde barnet og høre hvad der ledte frem til konflikten. Ofte bliver jeg SÅ overrasket over følelsen af svigt eller usikkerhed, som ligger bag en umiddelbart simpel slåskamp. “Reagerer du, fordi der er noget, du ikke får sagt?” spørger jeg, “Ja, han giver mig aldrig tid til at svare. Jeg mente ikke, at han var dum, men det troede han.”
Eller: “Hvorfor kalder du hende det?” “Fordi hun er så hurtig til at slå mig, og så er det hendes svageste punkt.”
Det er ikke perfekt, jeg rammer stadig langt ved siden af næsten dagligt. Men jeg er på rette vej, og jeg bliver stolt, når det lykkes (og uendeligt ked af at jeg ikke altid har vidst alt det, jeg ved nu, for det ville mine børn have haft så godt af.)

(og nogle gange så er den bedste løsning herhjemme i øvrigt også at råbe “PUDEKAMP” eller “HVEM KOMMER FØRST UD PÅ TRAMPOLINEN” og hjælpe dem med at komme ud med deres energi, frustration, behov for nærkontakt på en kontrolleret, sjov måde).

Og lige som jeg sidder, og udgiver dette indlæg, kommer Juno ned af trappen: “Dumme far og mor, dumme far og mor”.
Siger du det, fordi du gerne vil kildes, spørger Kristian så. “Ja,” svarer hun, og griner pludselig. Jeg kunne SÅ nemt have sagt til hende “Sådan kan jeg da ikke lide, at du siger om mig, det skal du stoppe med”, hvis ikke jeg havde lært det, jeg ved nu.

DEL jeres erfaringer i kommentarsporet herunder: Hvad er jeres bedste tips til at både afbryde, heale og helt undgå konflikter mellem søskende?
Hvad er det sværeste, I oplever i jeres søskendeflok?