Jeg glemte tiden, og pludselig var den gået

Min familie.
Min cirkel.
Mit hjem.

Jeg har tænkt over det med, at min familie er mit fokus i livet lige nu.
Jeg har tænkt, at hvad kan være vigtigere end dem, lige nu?
“Hver ting til sin tid”, har jeg tænkt.

Der kommer morgener, hvor Kristian og jeg vågner, når vores øjne går op af sig selv, og vi i hver vores tempo står ud af sengen. Han før jeg, som regel. Måske han allerede står på marken, og spejder ud over havet, når jeg står op, og trækker gardinerne fra. Eller også har vi slet ikke gardiner til den tid, for jeg elsker at sove med fuldmånens lys i ansigtet; det sølverklare skær, som kaster lange skygger ind i rummet, ind i mig. Jeg elsker at vende mig fra sommerens skarpe, gule sol.
Jeg vil åbne et vindue og lade luften omfavne mig, kølig og spids, gerne med frost i sit slør. Nøgen vil jeg stå sådan, indtil jeg tager det blødeste tøj på. Kører fingrene igennem mit hår.
Og jeg vil skrive som det første. Læse som det andet. Kysse et sted midt imellem. Der skal være te på kanden og musik i mine ører, og over middag vil jeg spørge Kristian, om vi skal gå en lang tur. Det vil jeg hver dag, for når vi kommer tilbage, kan jeg skrive igen.
Til den tid inviterer vi ofte venner på besøg. Så laver vi mad sammen, han og jeg, og bager flere rugbrød, end vi selv kan spise, og deler dem med naboen. Til den tid sidder vi på trappestenen hele natten, og ser på stjernehimlen, og taler om den tid, som er nu.
Vi taler om børnene, som så hurtigt blev store, at det var godt, vi var sammen med dem.
“Se på dem nu,” siger vi. Og jeg mærker en tåre over min kind, den er af savn og stolthed. Den er en længsel efter det, der aldrig kommer tilbage, og den er taknemmelighed over, at det engang var mit.

 

 

I går var vi ved vandet, alle seks. Vi havde ikke noget ur med, og klokken var mange, da vi gik ind over gårdspladsen igen. Børnene legede længe med den tomme barnevogn på grusvejen ned mod vandet – slap den, og løb efter i fuld fart. De faldt i staver over svanerne på det blå-blå hav, tændte et bål, og spiste håndmadder i sandet. De brændte nogle af de tegninger, som jeg smed i papirskraldespanden den anden dag. “Vi gemmer dem i hjertet”, sagde Storm, før han lagde det ene store ark over flammerne efter det andet. “Vi kan ikke bære det hele med os i vores kuffert.”

Vi var ved stranden hele dagen, og jeg glemte tiden; jeg glemte alt andet end det nu, der varede så længe, som jeg var i det.

 

Eftermiddage i vandkanten

I søndags sagde Storm: “Skal vi købe pizza i Ærøskøbing til aftensmad?” og vi snakkede om det, og blev enige om at gøre det en aften snart, når vi har lidt bedre tid.
Storm stod stille et øjeblik, og sagde så: “Jeg har haft lyst til at tage på stranden hele dagen. Har jeg ikke nævnt det?”
“Nej, det har du vist ikke – lad os spise aftensmad dernede.” sagde vi.
Der gik ikke mange minutter, før vi sad på stranden med rugbrødsmadder og gulerødder, og Live, som ellers havde valgt at tage termotøj og tyk sweater på, gik direkte ud i de kølige bølger for at mærke vandet omkring sine gummistøvler. Men hun gik alt for langt, og vandet nåede over kanten, og da vi tømte støvlerne, væltede det ud. Så hun sad med et håndklæde om fødderne på skødet af sin far og spiste, og nød det hele lige så meget alligevel. Nogle gange kan det ligefrem være godt med en grund til at sidde stille og bare være.

Tiden gik, og det var sådan set ikke noget særligt. Drengene hoppede fra sten til sten, og Juno rodede i sandet med sine fingre. Vi spiste færdig, og jeg løb nøgen ud i oktoberhavet, som slet ikke var så koldt og slet ikke så svært at komme i, som jeg havde frygtet, og bagefter kunne jeg med det samme mærke, hvor godt det var. Kristian løb også ud, og smed sig i bølgerne. Kom op med vådt, helt sort hår, og smilede stort.

I går kørte vi derned igen om eftermiddagen. Denne gang sammen med vores venner og deres tre børn, og pludselig var vandet fuldt af grinende unger, mens bålet knitrede. Vi ristede pølser, kogte æg, sad på store sten og snakkede. Solen var på vej ned, da vi kørte hjem.

Storm sagde: “Det her er nogle af de bedste dage i mange uger. Jeg vil ikke bytte det med noget.”

Og jeg tror, at han sagde det, fordi han elsker havet, men også fordi vi begynder at mærke – mere gennemgående, mere konsekvent – en ro sænke sig over vores familie. Som om tilliden indfinder sig på fineste vis, og roen følger med. Vi ved, at vi er trygge, vi ved, at vi lærer det, vi skal. Vi ved, at det er okay at bevæge os tålmodigt gennem verden, med plads til hver enkelt af os. Med plads til det hele, helst.
Noget af det bedste jeg har gjort i mit liv, er at vælge tilliden til. Og respekten. At jeg ser mine børn i øjenhøjde, og vælger at stole på deres kompetente, medfødte natur, har sat os alle sammen fri. Det giver så meget plads til mig, til dem og til de mennesker vi møder. Jeg slipper for: “husk nu at” / “er du sikker på?” / “det må du ikke” i meget vid udstrækning. Jeg er ikke lige så træt af at høre mig selv tale. Nærmere er jeg, for måske første gang i mit moderskab, ofte (men ikke altid!) stolt over de ord jeg siger og i lige så høj grad over dem, jeg ikke siger.

Den anden dag skrev jeg om dokumentarfilmen Given, som jeg synes, er meget anbefalelsesværdig, og jeg kunne se, at den blev delt en del andre steder efterfølgende, så her kommer lige endnu en anbefaling, omend af en noget anden karakter: En læser kommenterede nemlig på mit indlæg om Given, at hun netop havde set dokumentaren “Surfwise” på Netflix, og at den også var værd at bruge tid på. Så fordi Kristian og jeg er vildt optagede af vores eget dokumentarprojekt, og gerne vil inspireres, så vi den i går aftes, og det var virkelig en…oplevelse. En øjenåbnende, inspirerende og dernæst provokerende og chokerende film om en jødisk surfer og læge, hans hustru og deres ni børn, som levede i en lille camper hele børnenes barndom. Om deres ukonventionelle liv, opgøret med alle skygger af kapitalismen, drivkraften efter frihed og guddommelige livsfilosofier. Vi møder den nu 84-årige mand bag det hele, Dorian “Doc” Paskowitz, og hører ham fortælle om alle sine i mine øjne meget rammende og kærlige visioner for sit eget liv og ikke mindst for livet med sine børn. Vi ser billeder fra tiden i 60’erne, hvor familien dominerede surfsporten i USA, holdt sommerskoler og var på alles læber. Og så (lidt for sent, i min optik), bliver mønten vendt, og vi hører om de skyggesider, som har fyldt alt for meget i det ualmindelige liv, og som får hele familieprojektet til at krakelere for os, der ser med. Det er fortællingen om drømme og visioner, frihed og kreativitet, og så er det fortællingen om en virkelighed som ikke kan rumme hverken drømmene, visionen, friheden eller kreativiteten. Jeg synes, den meget klart beskriver, hvordan det ikke tæller for ret meget at have store ambitioner og krav på sine medmenneskers vegne, hvis man ikke selv kan afspejle den kærlighed og rummelighed, som må være udgangspunktet for, at det skal lykkes.
Nå, den er værd at se, det synes jeg oprigtigt. Men den er også tosset.

Hvad laver I her i ferien? Har I overhovedet ferie? Hvad nyder I mest ved dagene?
Vi holder ikke som sådan efterårsferie. Altså, det gør vi jo reelt ikke. Men vi kan alligevel mærke, at noget er anderledes, fordi de fleste andre har fri – og dét er fedt! Kunne I ikke bare holde fri hele tiden, alle sammen? 😉

Jeg kender en dreng og jeg kender en pige

Kære fædre / mødre / forældre / lærere / pædagoger og alle andre der møder børn på jeres vej:

Jeg kender en dreng på otte år, som ofte kommer i vores hjem, og som vi holder meget af. Han er noget særligt, sådan som de fleste nok er det, før det særlige bliver pillet ud af dem, stykke for stykke.
Den her dreng er stadig sin egen, men jeg er bange for, at han ikke får lov til at være det meget længere.
Det er derfor, jeg ofte tænker på ham. Og når jeg gør det, bliver jeg tung om hjertet.

Drengen er fuld af omsorg og empati. Han har ingen yngre søskende selv, men han løfter min yngste kærligt i sine arme, og spørger altid som det første, om hun har lært nye ord siden sidst?
Han er en kreativ sjæl, den dreng: Når han tegner, sker der magi. Pludselig er der store, skæve tårne, detaljerede maskiner og indviklede bygningsværker på vores tegnebord.
Han kan, hvad han vil, den dreng.

Endnu kan han det.

Alligevel er det mest imponerende ved ham måske hans motivation for at gennemføre de ting, som han brænder for.
Han ved, hvad han vil være, når han bliver voksen, og har indrettet sine forældres stue derefter: Ved hjælp af detaljerede arbejdstegninger og de nødvendige faciliteter har han lavet et rum, som gengiver den virkelighed, han håber på at komme ud i en dag. Han går i skole i arbejdstøj, og bruger hele fridage på at undersøge fagets muligheder.
Jeg kan næsten tænke: “gid mine børn brændte så meget for noget”, fordi jeg ved, at engagement kan få alt til at ske. Hvis man har noget, som man elsker, er der et lys indeni, som ingen andre kan slukke. Så kan man, hvad man vil.
Og dog.

Som samfund vil vi gerne have innovative og selvstændige voksne, ikke? Og vi har efterhånden forstået, at mennesker bidrager mest, når de laver noget, som de kan se meningen med, ikke sandt?
Så hvorfor skal alle være ens?

Det er jo derfor, jeg ofte tænker på drengen.
Fordi han helst skal være som de andre, når han er i skole.
Men alle de andre er heller ikke ens, så hvordan skal det lade sig gøre?
Jeg tror, vi står med et stort, smukt og dybt varieret potentiale, som vi dag for dag forsøger at presse ind i én og samme skabelon for at leve op til nogle standarder og tidsrammer, som dybest set ikke giver mening.

Har vi glemt, at det vigtigste vi har, er lysten til at leve, til at skabe, til at udvikle os?

Jeg ser ingen grund til bekymring, når jeg ser på drengen. Her er en dreng i trivsel. Her er et smukt væsen med livet foran sig og et stort potentiale for at gøre en forskel i verden.

Men der er andre, som er bekymrede.
Systemet er blevet blinde for, at drengen kan, hvad han vil, og at det er det eneste, nogen af os skal kunne.
Vi skal kunne, hvad vi vil. Hvis vi kan det, kan vi lære alt det, vi får brug for.
Men de ser, at han ikke interesserer sig for skolearbejde.
Skal han gå en klasse om, spurgte lærerne sig selv før sommerferien, og jeg er sikker på, at det er en reel overvejelse i forhold til de officielle læringsmål. Men jeg tænkte: Hvordan kan man fejle, når man er otte år? Risikerer han ikke at føle sig som en fiasko mange år frem, hvis han skal gå et år om nu – uden sine venner? Blot fordi han ikke er interesseret i de ting, der (tilfældigvis?) står i læreplanen, når han er interesseret i så meget andet? Er det ham, der har fejlet, eller er det systemet?

Jeg er kommet til at forstå, at så snart man træder ind i det system, så er der en risiko for, at man er enten en fiasko eller en succes. Og at vi i jagten efter at vores børn skal blive succeser fremfor det modsatte, risikerer at kompromitere deres frihed og deres kreativitet. I jagten efter at passe ind og leve op til nogle krav, som vi ikke selv har været med til at definere, lurer risikoen for, at børnenes omsorgspersoner får deres helt unikke karaktertræk til at blegne.

Drengens forældre er bekymrede. Hans kloge, varme og unikke forældre er bekymrede for deres dreng, fordi han ikke gør som de fleste i skolen. Fordi han ikke er interesseret i det, der står på skemaet. Hvordan skal de lade være med at spørge sig selv: “Hvad skal vi gøre for at få ham til at interessere sig for det samme som de andre?”
Med deres fornuft ser de et barn i trivsel: En dreng i konstant vækst og med et smil, som kan skubbe enhver sky til side. Men vi vil alle sammen helst se vores barn trives bedst muligt i de rammer, de lever i.

Den anden dag snakkede jeg med en mor, som sagde, at allerede i dagplejen blev der rejst tvivl om hendes nu fireårige datters manglende interesse for at lege med de andre børn.
Jeg så, at pigen legede godt med mine børn. Jeg så også, at hun var god til at lege for sig selv. Noget, jeg opfatter som en stor kvalitet.
Men hun leger ikke nær så meget med de andre i børnehaven, som “man” gerne vil have. Hvorfor skulle hun? Jeg så en pige, som minder om sine stille, harmoniske forældre. En pige, som nok en dag skal vende sig mod en anden og tage hul på sit første rigtige venskab, men som også er helt rigtig, når hun er i sin alenehed.

Det sagde jeg til moderen, som blev lettet. Lettet over at blive mindet om alt det ved sin datter, som er rigtigt og ikke forkert. Alt det, som ingen ville undre sig over, hvis de havde tid til at se det enkelte barn for den han eller hun er, og ikke kun hvordan han eller hun passer ind i de kasser, som samfundet løbende stiller frem til os.

Jeg vil øve mig i at give plads til den dreng, som lige nu foretrækker noget andet end skolens årsplan, og til den pige, som er lidt mere for sig selv end mange af de andre.
Måske bliver det lige netop takket være de kvaliteter, at de en dag gør en forskel i verden. Måske er det lige netop deres særtræk, som de en dag vil sætte størst pris på hos sig selv. Måske de kan inspirere andre til også at være sig selv.

Før vi begynder at ærgre os over, at de ikke bare gør som alle de andre, ikke bare er som alle de andre, og ikke bare siger som alle de andre – så lad os lige mærke efter, om vi altid selv har gjort som alle de andre, eller om der var engang, hvor vi også skilte os ud?
Lad os tænke tilbage og mindes de gange hvor et menneske med nogle anderledes kvaliteter har gjort en forskel for os.

Vi er ikke en fiasko eller en succes.
Vi er mennesker.

Lad det forblive sådan.

Tillid og respekt giver frihed

Det sidste års tid har jeg læst en del om:
tillid til børn
respekt for børn
og børns frihed.
Det har føltes som et kald dybt indefra, men det har alligevel været svært helt at gøre det til en del af mit forældreskab. Man må sige, at de tre ting faktisk går imod alt, jeg har lært som voksen og selv erfaret som barn.

Men da Kristian og jeg i sommer talte (non-stop) om at tage børnene hjem (vi så også film om det – særligt vil jeg igen anbefale dokumentaren “Being and becoming“), blev det tydeligere, at den retning, som rummede vores værdier, var “unschooling”. Unschooling handler for mig lige netop om tillid, respekt og frihed. Det handler også om forældreengagement, omsorg og tid, men netop tilliden og respekten – og deraf friheden – hæfter jeg mig ved her.

Jeg læste som nævnt en del om emnet, og unschooling er et velbeskrevet område, som motiverer, og glæder mig. Jeg læste bøger og blogs – og af de kortere tekster gjorde den her om respekt (på engelsk) og den om tillid (også engelsk) særligt indtryk. Jeg læste også den lidt flippede (hvilket passer mig fremragende) “Anastasia” af Vladimir Megre om en ung kvinde, som lever fuldkommen i pagt med naturen. Hun fortæller den russiske forretningsmand (forfatteren) om alt det, hun synes, er skævt ved civilisationen. På et tidspunkt nævner hun den måde, vi omgås vores børn – også helt små babyer: “I giver dem legetøj, som forstyrrer deres naturlige oplevelse af verden, og rækker dem de ting, som de prøver at kravle hen til, i stedet for at lade dem opleve glæden ved at øve sig og lykkes.” (frit fra hukommelsen – det er smukkere i bogen, som er værd at læse – den kan lånes på bibliotek.dk). Det rørte noget i mig, at denne kvinde ikke mente, at legetøj, distraktioner og hastværk var for babyer. “Selvfølgelig,” tænkte jeg, og jeg tænkte på mine fire børn, som alligevel alle sammen har oplevet lige nøjagtig det: Distraktioner, misforstået hjælp og omsorg. Jeg tænkte, at sådan gør man jo bare, men ville ønske, at jeg ikke havde gjort det.

Og så sad jeg en aften for ikke så længe siden, og snakkede med min bror, som har en datter på godt et år. Han fortalte på sin sædvanlige beskedne måde, at hans lille pige står op om morgenen, tænder elkedlen, putter et tebrev i en kop, og venter på, at vandet bliver klar, så hendes forældre kan lave teen færdig.
Det ramte mig. Det ramte mig, at børn selvfølgelig kan. At de vil og de kan og de skal sgu (og de må selvfølgelig gerne.) Det er jo meningen.
Min bror snakkede om min svigerindes tålmodige moderskab, som er blevet til hans faderskab, men som måske ikke havde ligget til ham ellers. Jeg tænkte på hendes træk på skulderen, når noget ryger på gulvet, eller når ét eller andet bliver beskidt undervejs.
Og den aften ændrede der sig noget fundamentalt i min tilgang til mine børn. Fra at have taget små skridt i retning af at give slip og finde mere tillid, slap jeg tøjlerne. Kærligt, slap jeg dem. Med stor omsorg og opmærksomhed slap jeg dem. Men jeg slap dem, og jeg slipper dem igen hver dag, for de ender dagligt i mine hænder endnu. Det er så indgroet.

Jeg er nemlig ikke selv vokset op med den slags frihed. Eller med tillid og tilstrækkelig respekt. Jeg har ikke haft flest pædagoger eller lærere, som stolede på mig. Jeg har ikke mødt flest bibliotekarer eller bedsteforældre, som havde tillid til, at jeg rent faktisk vidste, hvad der var bedst for mig. Jeg har ikke kendt ret mange voksne, som virkelig respekterede det jeg sagde, eller rent faktisk hørte efter.
Og ja, jeg mener, at børn skal sættes fri. Mere fri end man plejer at være komfortabel med. Så fri at nogle råber: “Det kan man jo ikke! Hvordan skal det dog gå?!” Og svaret er, at jeg ved det jo ikke endnu. Vi er jo kun lige begyndt, og hvornår kan vi vurdere resultatet? Når børnene fylder 18, eller når vi selv passerer videre til det næste liv?

Jeg tror på frihed, men det er nu, jeg bliver nødt til at understrege: Unschooling er ikke unparenting (!).
Når jeg søger at give mine børn plads til at være sig selv (finde sig selv) betyder ikke, at jeg ikke yder omsorg, beskyttelse eller nærvær. Det betyder ikke, at vi ingen rammer har hjemme hos os. Jeg mener, at børn skal kende deres plads: De skal vide, at de er elsket ubetinget, at deres følelser er berettigede, at vi lytter til dem, og at vi gerne vil høre deres mening. De skal vide, at de er hele mennesker, og de er betydningsfulde. De skal også vide, at vi er her for dem, deres far og jeg, og vi tager deres stemme med i vores beslutninger. De skal vide, at de bidrager til vores familie, og at de kan regne med, at vi gør vores bedste.

Det, der er anderledes nu er, ganske konkret, at mine børn helt selv vælger deres tøj hver dag. Det har de altid gjort i en ganske vid udstrækning, men jeg har faktisk ofte blandet mig med udgangspunkt i vejret: “Tag shorts på, det er varmt” / “Tag trøjen af, du sveder.” Nu vælger de selv. Det er fantastisk at være vidne til forskelligheden: 90 procent af tiden, når vi er indenfor, har pigerne absolut ingenting på. Den ene af drengene er til gengæld altid i lange bukser og strømper og trøje, også når det er varmest udenfor. Han hader-hader sandaler, så det er fjollet, at jeg har købt sandaler til ham år efter år, og endnu mere tosset at jeg har brugt hele sommeren på at prøve at få ham i dem. Den anden dreng har altid enten bare tæer eller Crocs på sine brune fødder. Grimme, tyndslidte Crocs som han elsker lige så meget, som jeg synes, de er grimme. Og badekåbe. Han bor i sin mørkeblå badekåbe og et par tynde, bløde natbukser. Ren og skær “The Big Lebowski” her i mit hus. Uanfægtet af tøjet i kommoden.

Åhr, jeg elsker det. Jeg elsker at se mine børn finde deres egen kropslighed, deres egne præferencer. Og jo, jeg siger sikkert “hvordan ville det være at tage din sweater af?”, hvis ham den varme, tykhårede bjørn løber rundt, ildrød i hovedet af sved. Men jeg vil ikke presse ham.

Det samme med mad. Jeg har altid prøvet at være anerkendende og fri under måltiderne (tak, Jesper Juul). Men nu skal det for alvor være slut med de arbitrære forventninger til mængde, tidspunkt og præferencer. Vi taler sammen om de sunde valg, om omsorg for naturen, vores kroppe og hinanden. Vi beder bordbøn, når vi husker det, men Kristian og jeg forventer ikke andet end relativ, fysisk ro når vi spiser (hvilket er rigeligt at bede om, hvis nogen skulle spørge…). Vi forventer ikke, at alle spiser det samme eller lige meget eller lige længe.
Næ, nogle er nærmest vegetarer, andre lever praktisk taget af rugbrød med leverpostej, og vi snakker om det hele. Vokser sammen, men ikke altid samme vej.
Et tip her er kun at have mad i huset, som man synes, det er okay, at børnene spiser af, så de kan mærke sig frem i forhold til sult og blodsukker uden at risikere at fylde deres maver med sukker eller kemi.

Friheden rækker ind i alt: Kristian og jeg øver os i at respektere børnenes initiativet fremfor at slå det ned med autopilot-udbrud. Som når Juno bærer to keramiktallerkener ind til bordet, helt stolt. Og jeg kommer til at sige “Uh, pas på!” i stedet for: “Hvor er det dejligt, at du hjælper!”
Og når hun tager det største glas syltetøj fra køleskabet og en ske, og sætter sig, og spiser.

Her er et tip: Hav kun ting som du kan bære at miste, så børnene kan hjælpe med at fylde opvaskemaskine og dække bord selv (det har jeg ikke kun, men jeg har hylder udenfor rækkevidde).

Friheden rækker ind i sengetider (det har jeg skrevet om her og hende den kloge i Australien har skrevet om det her).

Det rækker ind i legeaftaler (dem skal man have lyst til) og fritidsaktiviteter (som vores børn aldrig har vist interesse for – udover rollespil).

Det rækker ind i alt.
Det er jo alt. Det bliver livet. Ikke over en enkelt nat, men efterhånden.

Og ved I, hvad der så sker?
Så kommer nøgne-Juno på knap to gående med et viskestykke, og siger “tis”, og jeg spørger “Har du tisset?” og hun siger “Ja!” og trækker mig med hen til stedet på gulvet, hvor hun har tisset, men der er tørt, for hun har selv tørret det op med viskestykket, som hun så bærer ud, og lægger i vasketøjsbunken.

Eller man finder hende i færd med at klippe en pose med kattesnacks åben med en saks, mens hun siger “til miav!” Saksen har hun selv hentet, skuffen er efterladt åben, og posen har hun fundet i et skab. Hun sidder nøgen i en vindueskarm, og arbejder koncentreret.

Hun slår æggene ud til chokoladekagen, og former boller. Hun dækker bord, rører i gryder, rykker konstant rundt på skammelen i køkkenet, så hun kan være med til alt. Hun smører selv en smørmad, når hun ser, at der står smør og brød på køkkenbordet.

Friheden rækker ind i børnenes initiativer, som vi kun stopper, hvis de er utrygge eller skadelige. Børnene herhjemme er ikke mest af alt praktiske i deres aktiviteter, og jeg ved stadig ikke, hvordan man får dem til at hjælpe med at rydde op uden diskussion, men de tager initiativ til så mange fede, forskellige aktiviteter dagen lang.

I disse dage lytter de to på fem år til Ole Lund Kirkegaard-lydbøger timevis dagligt. De snakker som Lille Virgil og Gummi-Tarzan, og de snakker om bøller og om den store smed, som er “mindst lige så meget en bølle som Orla.” Vi siger ikke stop. Vi er her jo, vi har øjenkontakt, spiser med dem (uden hovedtelefoner), læser med dem, diskuterer med dem. Ligger på græsset, og hopper på trampolin. De siger: “hensigten med at have en fælde er jo netop at fange den snu forbryder, så han kan komme i kachotten!”, når de leger Felthospital med Lego. De lyder som en blanding af Bulderby og Topper med næsehornet.

Hvad sker der, når børn er fri? Det er nyt for mig at være bevidst om netop det, og mine børn er måske reelt ikke frie endnu. Ikke i deres hoveder (det tager tid at stole på tilliden), og vi er der jo heller ikke endnu, Kristian og jeg.
Men her er rarere at være. Mere harmonisk. Jeg har ikke vidst, at det var en mulighed at slippe kontrollen uden at miste en masse andet samtidig.
Børnene påtager sig større ansvar, og får flere idéer i takt med, at vi giver mere slip. Der sker det, at de kan mærke, når de er trætte og sultne og kolde og varme. De kan mærke, når de trænger til at sidde i sofaen en halv time og lade tankerne vandre. De kan mærke, når de pludselig får lyst til at lave en legeaftale. De kan mærke, hvor de helst vil sove (i familiesengen eller på eget værelse). Og så videre.

Læs mere om helt frie børn her (på engelsk)

(Og se lidt om min holdning til skærmtid i kommentarfeltet herunder).

Hvad tænker I om tillid, respekt og frihed? Hvordan oplevede I det, da I var børn, og hvad tror I, der sker, hvis man stoler mere på sine børn og giver dem større frihed?

Om filmen “Barndom” og hvorfor den gør mig trist

I aftes så jeg norske Margreth Olins dokumentar “Barndom” i biografen. Filmen, som kan ses i de danske biografer de næste uger, er optaget igennem et år i den Steiner-inspirerede børnehave Aurora i Nesodden, Norge, og børnene i institutionen er mellem 1 og 7 år (og det er måske det mest vidunderlige ved børnehaven: At seksårige går der, for de starter først i skole, når de fylder 7, og skal i “2” klasse. Dét kunne vores politikere lære meget af.)

Det er en forførende film: vildt smukke optagelser, livsbekræftende børneportrætter og kærlige voksne. Men det er også en film, som grundlæggende går imod det, jeg er kommet til at tro på. Faktisk mener jeg, at det er en film, som i bedste mening hylder institutionslivet. En film, som helt berettiget fremhæver en børnehave, der er langt bedre end normen her i Danmark, men samtidig (og uundgåeligt) også en film, som ophøjer vores adskillelseskultur til en magisk, ja, næsten paradisisk virkelighed, når vi ser børnene i de fortryllende omgivelser, hvor de har venner, kyndige pædagoger og kreative projekter.

Jeg har mange kommentarer til filmen, og jeg har ikke tid nok til at få dem alle med her, men jeg bliver nødt til at skrive noget nu, mens den stadig ligger som en trykken for mit bryst.

* Børnehaven Aurora er uden tvivl en god børnehave. Sikkert én af de bedste man kan tænke sig. Pædagogen Kristofer, hvis aktiviteter og samvær med børnene er omdrejningspunkt for filmen, er et inspirerende og meget tillidsvækkende væsen. Sådan én som alle børn har godt af at have i deres liv. Børnehavens traditioner, rytmer og rammer er alt sammen dejlige, og jeg ville ønske, at vi tilbød det samme i alle børnehaver i Danmark. Ikke mindst de ti ugers ferie og syv års børnehave (børnene kommer et år senere i skole). Overordnet var det et smukt lille univers, vi blev vidne til.

* Dernæst bliver jeg nødt til at sige, at jeg overvejende er lidt ked af filmens signaler. Det er jeg på flere plan.
Først det personlige: Jeg fik en klump i maven allerede fra de første minutter af filmen. Det handler om mig selv og ikke om filmen eller om nogen andre. Man kan sige, at jeg for alvor er ved at se i øjnene, at jeg har sendt mine børn i institution velvidende, at det ikke var det, de foretrak, og nu hvor de er hjemme, tør jeg efterhånden indrømme overfor mig selv, at det ikke var den bedste løsning. Ikke for mig og ikke for dem. Jeg så i filmens præmis en sandhed, som jeg er sørgmodig over ikke at selv have forholdt mig tilstrækkeligt kritisk til tidligere: Nemlig sandheden, om at vi skal sende vores børn væk for at nå alt det andet, der er vigtigt for os selv (og “samfundet”) og deraf også en anden (falsk) sandhed om, at det er i børnenes interesse at komme hjemmefra. Det er det helt sikkert for nogle børn, men ikke for alle.
Her er det meget vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke peger fingre af nogen. Husk på at jeg selv har afleveret mine børn indtil nu. Husk på at jeg har skrevet højt og tydeligt herinde, at jeg ikke skulle være hjemmegående. Jeg har efterstræbt så mange ting udenfor mit moderskab, at jeg ikke har følt, der var en anden udvej. Jeg har ikke set det som en mulighed for mig at være sammen med mine børn uafbrudt. Så jeg bebrejder ingen, at de afleverer deres børn, og jeg er selv ude over den tid, hvor jeg skal tage stilling til, hvad der skal ske med min baby, fordi jeg ikke har sådan én længere. Jeg mener samtidig, at jo ældre børnene bliver, jo mindre skadeligt er det for dem at komme i institution, men her er det afgørende, at vi stiller krav til vores institutioner, og Aurora i Norge er et smukt forbillede på mange måder.
Men jeg er nået til et sted, hvor jeg ikke vil medgå, at små børn, som bliver rastløse i løbet af to dage hjemme med deres forældre, “savner vennerne i vuggestuen, og har bedst af at komme af sted igen.” Jeg vil ikke nikke anerkendende til, at børnehavebørn “har bedst af at komme ud i verden og lære at stå på egne ben i det sociale.” Jeg kan godt forstå, hvorfor det er en vigtig fortælling for mange at holde fast i, men jeg tror ikke længere på den – ikke for alle, i hvert fald.
Det her er farlige ord for mig at skrive, fordi mange bliver vrede. Men jeg kan ikke lade være, og jeg skriver det kærligt – jeg skriver det med et blytungt hjerte, en ømhed i hele min krop, som jeg ikke kan ryste af mig. Mine børns barndom kommer aldrig tilbage.
Dét er min personlige sorg over filmen og dens budskab.

Den mere samfundskritiske er denne: Med “Barndom” maler Olin et billede af en børnehave, som risikerer at idyllisere institutionaliseringen af vores børn. Den lullende, kærlige og smukt orkestrerede børnehave løfter institutionaliseringen op på et plan, hvor det kan være svært at følge med, selv som hjemmepasser. Jeg snakkede med tre andre hjemmepassere uden for biografen, og den ene sagde, at hun undervejs i filmen havde tænkt “Er det for dårligt, at jeg ikke laver teater med mine børn derhjemme?”. Barndom skaber kunst ud af den eksisterende samfundsnorm, hvor vi skiller os af med vores børn mange timer dagligt for at tjene penge til et enormt maskineri, som de færreste af os kan gennemskue mekanismen bag. Barndom løfter adskillelseskulturen op i et næsten magisk skær, som jeg frygter, kan blive en sovepude for alle os forældre, som egentlig godt ved, at der er noget skævt i vores familiestruktur. Alle os, som bør råbe op og tvinge politikerne til at forstå, at der er en revolution på vej. Jeg har selv ligget på den sovepude i mange år, så jeg er udmærket klar over, hvor rart det føles at blive bekræftet i, at det er godt for børnene at komme hjemmefra – også når man ved inderst inde, at det ikke er hele sandheden.
Forhåbentlig får den nogle til at tænke, at i det mindste skal deres børns børnehave være bedre, før den er god nok. I værste fald får den os til at tænke, at det er sundt for vores børn at komme hjemmefra, fordi det er dér, de udvikler sig mest (fordi det er det, vi ser ske i Aurora).

Jeg ved godt, at jeg kaster med ildkugler lige nu, og de rammer i hjertet / eller de rammer i vreden / eller de rammer i afmagten, og jeg ved, at jeg risikerer at skubbe nogle væk. Men sandheden er, at uanset hvor smuk og fin en børnehave er, så er den ikke bedre end en nærværende mor eller far, som har overskud til at være sammen med deres børn. Så er den ikke bedre end de mennesker, som elsker barnet højest. “Barndom” er Margreth Olins kommentar til et institutionsliv, som hun mener, er kørt af sporet. Filmen, der er fra 2015, er Olins appel til politikerne om at bringe tiden og tilliden tilbage i børnenes liv til fordel for læringsplaner og længere dage. Og jeg er helt enig med hende – vi har brug for de smukke børnerum og for de dygtige pædagoger – men der er mere i det end som så: Jeg mener, at portrættet på sin vis symptombehandler en samfundsomspændende sygdom, som vi i stedet bør fokusere på at komme til livs.

Det er hele vores grundstruktur, vi skal omrokere. Fedt med gode børnehaver – de er klart at foretrække fremfor dårlige. Men det er ikke nok: Vi skal indrette vores samfund, så forældre har mulighed for at være sammen med deres børn. Så forældre har LYST til at være sammen med deres børn. Jeg har altid haft muligheden; der været knapper, jeg kunne skrue på for at realisere det liv, men jeg har ikke haft LYST: Der var andre vigtige ting, jeg skulle (jeg troede virkelig, at der fandtes andre ting, som var lige så vigtige. Jeg vidste ikke, hvor hurtigt tiden går. Nu sover Storm på sit eget værelse, og nu er det ikke hver dag, han kommer for at blive krammet af mig, og jeg vidste ikke, at det ville gå sådan og betyde så meget). Jeg havde ikke lyst til at blive hjemme med mine børn, efter de var fyldt et år, fordi jeg havde travlt med andre ting, der skulle klares, så jeg kunne “lykkes”. Men også fordi barselstiden var ensom og fremmed og komplet angstprovokerende. Da jeg fik mit første barn, var jeg vant til at kunne læse mig til de fleste svar og købe mig til resten. Jeg var vant til at have et fællesskab; være en del af noget større. Studerende, boheme, what ever. Men aldrig så alene. “It takes a village”, som man siger – og landsbyen er død.

Jeg vil opfordre alle pædagoger og lærere til at se Barndom hurtigst muligt: Så længe vi lever i en kultur, hvor børnene er institutionaliserede, skylder vi dem de bedste tænkelige rammer med nærværende voksne, vidunderlige omgivelser og god mad. Med kærlig leg, fri fantasi og god taletid.

Jeg vil også opfordre alle andre til at tænke over deres muligheder her i livet. Det er ikke længere godt nok at gøre noget, bare fordi de andre gør det. Hvad vil DU, og hvorfor?

Opdatering:
Jeg vil på det varmeste anbefale alle at følge Tove Rump, som er meget aktiv i familiepolitik, og altid holder barnets (og familiens) tarv for øje. Hun han følges på facebook HER

Tove Rump skriver om filmen “Barndom”:
“Jeg så Margreth Olins dokumentarfilm, BARNDOM sidste sommer, da den havde premiere i Grand i København.
Det er en meget smukt fotograferet film. Og så ser jeg den alligevel på ingen måde som en protestfilm. Måske snarere tværtimod. For denne film fremstiller institutionaliseringen af det lille barn som en paradisisk tilstand. Et konstrueret paradis, befolket med voksne, superelskværdige og elskelige og kreative børnevogtere. Midt i den smukkeste natur. Og med børn, der tilsyneladende er i gang med ‘fri leg’.
Men – som jeg ser det – er det overhovedet ikke fri leg. For den foregår hele tiden i nogle kunstige rammer om hverdagslivet. Nogle rammer, der kan være nok så smukke – og midt i naturen. Men dog nogle rammer, som ikke er en del af det rigtige liv. Det liv, som den ‘frie leg’ skulle hente inspiration fra.
For fri leg er:
barnets måde at leve sig ind i,
barnets måde at kopiere,
barnets måde at øve sig i – at blive en rigtigt dygtig voksen.
HVOR ER FORÆLDRENE?
HVOR ER DET RIGTIGE LIV, SOM DISSE BØRN SKAL VOKSE OP TIL? HVOR ER MENINGEN?
Her ser vi et arrangement!
Her ser vi et meget smukt arrangement.
Derfor er bedraget så stort.
For bedraget ligger i, at vi bliver ved med at tage børnene ud af vores rigtige liv med hinanden. Og nu ser det hele oven i købet så helt utroligt smukt og harmonisk ud. Så hvad klager vi så over?
JEG KLAGER OVER, AT VI SVIGTER VORES BØRN.
JEG KLAGER OVER, AT VI IKKE SKABER ET SAMFUND, HVOR BØRN KAN VÆRE MED I DET RIGTIGE LIV SAMMEN MED OS. SAMMEN MED DEM DE ELSKER. OG SOM ELSKER DEM.
JEG KLAGER OVER, AT VI – NU MED KUNSTEN TIL HJÆLP – VIL FORTSÆTTE MED DENNE LØGNEHISTORIE: AT BØRNENE ER BEDST TJENT MED AT TILBRINGE HELE LANGE DAGE SAMMEN MED JÆVNALDRENDE I KONSTRUEREDE RAMMER – SAMMEN MED FREMMEDE BØRNEVOGTERE – DE VÆRE SIG NOK SÅ PÆDAGOGISKE.
Jeg tænker, at børn helt sikkert vil trives fint med at have mulighed for nogle timers fri leg og skaben i en (kald det bare) børnehave, hvor der er ansat dygtige pædagoger, og hvor der er stor skønhed og en masse gode muligheder for kreativ udfoldelse.
MEN JEG VIL INSISTERE PÅ AT SIGE – MEGET HØJT – OG IGEN OG IGEN – AT VI HAR ET KÆMPE ANSVAR FOR AT TAGE BØRNENE IND I LIVET SAMMEN MED OS.
AT VI NOGENSINDE HAR FUNDET PÅ AT ANBRINGE VORES BØRN HELE LANGE DAGE I INSTITUTION SAMMEN MED JÆVNALDRENDE OG FREMMEDE BØRNEVOGTERE, DET ER ET LEVN FRA KVINDEOPRØRETS TID. ET KVINDEOPRØR, DER VAR HELT NØDVENDIGT, MEN SOM – DENGANG – KUN KUNNE SKE PÅ MASKULINE PRÆMISSER.
NU MÅ VI SE DET.
OG HANDLE ANSVARLIGT PÅ DET, VI SER. ♥♥♥”

Herudover vil jeg anbefale bloggen Verden ved siden af, hvor Nynne, som selv er mor til to små børn, skriver om børnepsykologi og familiestrukturer med et evigt skarpt og kærligt blik. Det er fra hende, jeg har udtrykket “adskillelseskultur”, som hun blandt andet bruger i DETTE indlæg

 

Et øjebliksbillede

Jeg ved godt, at mit liv er et øjebliksbillede. At min lykke er lige nu, den er ikke en evighed.
Jeg ved godt, at det hele kan vende på et splitsekund. Lykken kan blive et fremmed land, og hvert af disse øjeblikke vil med ét være badet i mørke, de fleste af dem vil end ikke opstå.

Livet er forgængeligt og sårbart. Det er derfor, det er så vigtigt. Det er derfor, vi skal gøre vores bedste med den tid, vi har.

“Denne dag et liv.”

Vores fortiden kan vi selv være med til at beskrive. Fremtiden kommer, mens vi dufter til blomsterne, til børnenes dampende hår, og spiser de modne blommer fra træet med lukkede øjne.

Men selv hvis jeg blev ramt af sorg, ville jeg skrive dette: Det handler om tvinge det bedste ud af livet. Jeg kommer aldrig til at fortryde, at jeg prioriterede det, som betyder mest for mig.
At leve livet fuldt handler ikke for mig om at gøre mest muligt på kortest tid; det handler om at mærke efter og turde følge det, der kommer indefra.

Og så er det, jeg siger, at mit liv lige i dette øjeblik er så fuldt af mening, at det føles som græsset på en dugtung morgen. Det er mere, end jeg kan rumme. Der er så megen glæde. Sådan en forunderlig følelse af samklang over alt. En symfoni af mit liv; stemmerne, de små bløde hænder, maden fra mulden og den klare nattehimmel over os.

Det, der sker hjemme hos os i de her dage, er magisk.
Det er ikke perfekt. Det er ikke nødvendigvis nyvasket, fredsommeligt, konfliktfrit eller melodisk. Men det er magisk. Jeg har ikke prøvet det før: Den slags samhørighed, meningsfuldhed. Så store smil, så dybt fællesskab.

Børnene leger anderledes end tidligere. Dem, der aldrig plejede at finde hinanden, sidder pludselig ovenpå ved skrivebordet, og skriver et brev til deres penneveninde. De finder ordene ved fælles hjælp, skiftes vist nok til at føre pennen. En tredje hopper rytmisk – igen og igen – gennem stuen for sig selv. Stille og fokuseret. Han snakker om maskiner, som kan fange tanks og afmontere bomber. Han er tydeligvis igang med noget. Et projekt tager form i hans tanker.

Den anden dag gik vi en lang tur. Det gør vi en gang om ugen nu. Vi gik fire kilometer den ene vej, så en lille time på en legeplads. Fire kilometer den anden vej og en madpakke undervejs. Vi oplevede så meget, at jeg selvfølgelig har glemt det meste. Snakkede om alt mellem himmel og jord.

Hvordan skal man huske alle de emner, man kommer omkring, når man bevæger sig rundt i verden, og tager den ind? Der har været snak om division og brevduer og deraf ret meget om statistik, for i Irland dør en tredjedel af alle brevduer på hver tur, men i Danmark er tallet en tiendedel. Storm spurgte, om det betyder, at en due så dør efter sin tiende tur? Vi snakkede om helbred og om udsatte ruter. Men det statistiske svar måtte jo være ja? Dernæst snakkede vi om de magnetiske felter, som man mener, duerne styrer efter. Og om hvorfor de har svært ved det nu, hvor vi alle sammen taler i mobiltelefon. Vi kom hjem, og så en lokaludsendende om brevduer i Ishøj fra 1997 på youtube. Var trætte i kroppen på den måde, som føles godt.

Vi har aftalt, at vi starter hver dag med en tur til stranden, når vi har spist morgenmad. Det var børnenes forslag.
For tiden svinger vi forbi blommetræet både på vej derned og hjem igen. Træets grene hænger så tung af frugten, at jeg har sagt til det smukke, gamle træ, at vi sætter pris på hendes enorme gave. At vi spiser blommerne med lukkede øjne, glæder os til blommetærte om noge dage, når der er nok modne frugter.

Jeg tror på, at dette liv er et åndedrag i vores fulde eksistens. At vi er her for at udvikle os, finde vej mens vi lever. Lige nu lever jeg, som jeg helst vil.

Hvordan er jeres øjebliksbillede, lige nu?

Det med at droppe børnene af (og to andre pointer)

I dag har jeg skrevet et indlæg med tre pointer, som jeg prøver at komme frem til i en fart. Ellers synes jeg tit, det bliver så langt.

Så her er pointerne:

1) Jeg har besluttet mig for at blive sammen med mine børn, når de har aftaler frem for at droppe dem af (indtil de en dag beder mig gå, naturligvis).

2) Her på Ærø er børn søde ved hinanden uanset deres alder. Det er nyt for mig.

3) Socialisering er mange ting – blandt andet rollespil.

Pointe 1 (med intro)
Hver anden lørdag er der rollespil her på Ærø. Det er super fint: Ungerne arrangerer det selv, og de skifter location fra gang til gang. Børnene er mellem 7-13 år, og de “spiller” i fire timer af gangen.
Storm har gerne villet med i nogle måneder, men der er kommet noget i vejen hver gang. Andre aftaler, aflysninger på grund af vejret – eller hans egne forbehold. Men i dag gjorde han det, han holdt ved, og jeg sagde, at jeg ville tage med og blive der, så længe han ville have det (måske var det derfor, det lykkedes ham at komme af sted?)
Sådan sagde jeg, fordi jeg for en måneds tid siden læste et kapitel i den i det hele taget meget inspirerende, super hurtigt læste og på alle mulige måder anbefalelsesværdige “Unschooling Rules“, som virkelig rykkede noget i mig: Forfatteren skriver i kapitlet Minimize “the drop-off”, at én af de mest gennemgående ting ved forældreskabet i vores tid er forældres afhængighed af at droppe deres børn af – ved fødselsdagsfester, legeaftaler osv. Han skriver, at i stedet for at se børnenes aftaler som en mulighed for at få klaret nogle ærinder, så kan man med fordel tænke på det som mulig kvalitetstid. Han fortsætter ind i det efterfølgende kapitel med at forklare, hvordan de situationer, hvor vi som regel dropper vores børn af, kan være sjældne og berigende chancer for børnene for samvær med ikke-autoritære voksne i venskabeligt humør, fordi de ikke tynget af opgaven med at holde barnet sikkert, ganske enkelt fordi forældrene er til stede. (Derudover beskriver han føromtalte ærinder som gode muligheder for læring for børn).
Selvom vi kun sjældent har droppet vores børn af, ramte pointen mig, fordi, når jeg ikke har droppet mine børn af, skyldes det mest af alt, at de ikke har villet være alene til legeaftaler eller fester, og derfor har insisteret på, at vi skulle blive. Og når jeg har følt trangen til at tage af sted, tror jeg egentlig, det har handlet om, at det er det, som er formuleret i vores kultur.
“Det er så dejligt, når de endelig kan være på legeaftaler alene.” – Og det forstår jeg godt, at vi siger – vi har jo travlt – men jeg har erkendt, at der er noget, som er vigtigere for mig. For nu, i hvert fald – og jo gjort noget simplere af vores beslutning i øvrigt om at have børnene hjemme. Kald det bare en forlængelse af den tanke. Men mest af alt var det en lettelse at blive gjort opmærksom på den mulighed. Det har altid været forbundet med konflikt ias mig, at børnene ville have, at jeg blev, mens jeg var usikker på, om jeg virkede lidt omklamrende på andre forældre – samtidig med at jeg egentlig havde lyst til lige at få de to timer til at ordne nogle andre ting. Så da jeg læste bogen, var det rart, at nogen traf beslutningen for mig, fordi det føltes rigtigt – og simpelt. Giver det mening?

Og det var fedt at være med til de fire timers rollespil i går. Storm var fuldt ud engageret (“Jeg kan slet ikke begynde at fortælle dig, hvor fedt det her er, mor!”), og han gav løbende udtryk for, at han gerne ville have, at jeg blev. Først gik jeg rundt med børnene, og tog billeder, så satte jeg mig på en bænk ved en grøn skovsø, før jeg kom i tanke om min mobiltelefon, som jeg hentede, så jeg kunne høre en podcast. Så satte jeg mig med fødderne oppe, lige der hvor drengene mødtes mellem slagene for at spise og drikke vand, og Storm opsøgte mig i hver pause.
I aftes, da han skulle sove, sagde han: “Jeg vil måske også gerne have, at du bliver hele tiden næste gang,” og jeg tror egentlig ikke, det handler om utryghed længere, men nærmere om en stolthed og en følelse af forbundethed, som vækker resonans i mig, og derfor vil jeg (eller Kristian, som er nysgerrig efter at komme med) gerne med ud på slagmarken om to uger.

2) Dengang jeg gik i skole, var de yngste elever bange for de ældste. Vi havde intet med hinanden at gøre. Jeg husker frygten fra de små klasser, når en stor gik forbi på gangen, og man kastede sig ind i den nærmeste væg for at blive usynlig, og jeg husker på samme vis arrogancen overfor de små (alle pånær mine søskende), da jeg selv var blandt de ældste. Det var først, da jeg flyttede hjemmefra, at det gik op for mig, at man fint kan have venner, som ikke er fra samme årgang som én selv. Her på Ærø er de største og de yngste trygge ved hinanden, både i skolen og til fritidsaktiviteter. De store bød velkommen til rollespil uden den mindste form for dominans eller selvhævdelse. Alle hjalp hinanden, alle snakkede på kryds og tværs. Jeg bliver varm i hjertet af at se min søn gå side om side med en tre-fire år ældre dreng, som lytter oprigtigt til det, der bliver sagt. Når de smiler til hinanden, og ingen af dem lader til at synes, situationen er uvant, tænker jeg, at vi virkelig har fat i noget her. Den tillid og interesse som børnene har helt umiddelbart for hinanden, er så god for dem alle sammen. Jeg håber, at verden generelt er mere sådan, end da jeg var barn? Og hvis ikke er jeg bare glad for at bo her, hvor det er virkeligheden.

3) Mange spørger til vores børns socialisering, når de hører, at vi har besluttet at hjemmeundervise efter sommerferien. “Hvordan skal de så få venner / blive normale / falde ind i samfundet?” Det er så stort et spørgsmål, og de færreste gider alligevel helt høre det fulde svar, men i dag blev Storm i hvert fald socialiseret, og om han så har lyst til at være hjemme hele den næste uge uden en masse aftaler, ja, så er jeg helt tryg ved og forstående overfor hans evne til at vælge selv. I går valgt han rollespil til – ganske uden pres eller forventninger fra voksne – og det gik godt.

Hvad er jeres tanker: Om det med at droppe børnene af? Og om leg på tværs af alder? Og om socialisering, tvungen eller ej?

Den største glæde

Der er sket noget med mit forældreskab, siden Kristian og jeg besluttede at tage børnene hjem. Med mit liv, er der sket noget. Og det føles så stort – så omvæltende, at der næsten ikke er ord for det. Samtidig er det så simpelt, at det kan skrives i en enkelt sætning:
Mit forældreskab er blevet bevidstgjort, og jeg er dermed blevet nærværende.

Det har været en rejse for mig, siden jeg blev mor for godt otte og et halvt år siden. Sådan er det jo med forældreskabet: En intens personlige udvikling.

Jeg har aldrig før været så glad som den seneste måned. Hver aften, når jeg børster tænder, tænker jeg: Vildt, at man kan være så glad.
Hvert eneste øjeblik synes sprængfuld af mening lige nu. Også dem, som trækker tænder ud. Også dem, hvor jeg tænker: Please giv mig ro, bare et øjeblik.

Som mennesker er vores vej gennem livet unik, og derfor skriver jeg dette med ét stort forbehold: Nemlig at jeg ikke mener, de beslutninger, jeg nu har truffet, eller de erkendelser, som jeg er kommet til, er en forudsætning for at opnå den ro og glæde, som jeg føler. Derudover anerkender jeg fuldt ud, at det, jeg oplever nu, ikke er et mål for alle, men jeg vil alligevel dele det, fordi jeg tror, det kan have en betydning for andre.

Mit forældreskab har måske nok været præget af en del uro og forvirring fra starten. Min ældste blev født midt i en tid med stor sorg og frygt i min nærmeste familie. Han havde kolik. Dernæst fik vi tvillinger.
Jeg har altid været på vej videre – til arbejde, alenetid, oprydning eller facebook, og selvom jeg alle årene har været ret meget sammen med mine børn, har jeg ikke været fuldkommen nærværende særligt ofte.

Nu hvor Kristian og jeg aktivt / helt overlagt / fuld ud velovervejet har taget vores børn hjem (hvor længe? Jeg ved det ikke), er der pludselig en større betydning med al vores tid. Jeg oplever hvert eneste minut – konfliktfyldt såvel som fredeligt – som noget, jeg med stor mening deltager i. Da vi besluttede at tage børnene ud af deres  børnehave og skole, påtog vi os et ansvar, som vi hidtil følte, at vi havde givet fra os. Vi havde følt, at det var en lettelse ikke at stå med hele opgaven selv, men der var en splittelse og tvivl i det. Ikke at jeg tror, der er det for alle, men sådan har det været for os – måske fordi vores børn uden undtagelse har ladet os vide, at de helst vil være hjemme. Nu hvor de ér hjemme, er deres liv med ét mit fokus og ansvaret er blevet tydeligere. Det giver mening for mig.

Jeg er ikke længere på vej videre. Jeg er sammen med mine børn, fordi det er mit projekt, og jeg har brug for et projekt. Jeg har brug for noget, som jeg med fuldt overlæg investerer min energi og tid i, fordi det giver mening for mig. Jeg har behov for at være ambitiøs, for at dygtiggøre mig. Nu har jeg fundet den opgave, som for mig lader til at være den ultimativt berigende. Jeg anede ikke, at det ville blive sådan. En lille stemme indeni hviskede, at det var den rigtige vej for vores familie, men jeg havde ingen fornemmelse af, hvor vidt det ville række.

For nogle giver det sig selv det øjeblik, de bliver forældre: For mig har det været nødvendigt med kontrasterne og de mange skridt i én retning, før jeg kunne vende om og uden tvivl sige: Nej, jeg skal denne vej i stedet.
Jeg er sikker på, at man kan leve et meningsfuldt liv med sine børn uden at gøre det, vi nu har gjort. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der findes uendeligt mange versioner af det gode liv.

For mig er det interessant, at den største omvæltning i mit moderskab, og måske i mit liv i det hele taget, har været at gøre noget, som virker så oplagt, så enkelt, så helt igennem historisk alment.
Men jeg er et produkt af mange ting. Et sammenkog af alt det, som er i vores samtid: Samfundets forventninger, familiens, mine egne. Kønsidealer, kultur, social baggrund og meget andet. Jeg har i høj grad handlet ud fra, hvad jeg troede, jeg skulle, og hvad jeg dermed mente, ville gøre mig lykkelig. Jeg har været modig og ofte truffet anderledes valg – men på hvilke præmisser? Mit succeskriterie har ikke været meget forskelligt fra alle andres, og jeg har bevæget mig indenfor nogle rammer, som jeg troede, var frie, men som jeg kan se nu, har været et fængsel i mit eget hoved, næsten ikke til at få øje på.

Jeg læste denne kronik i Information i går – om moderskabets lidelser og behovet for at stå i bitterheden, sorgen og afmagten, når man er på barsel og/eller har små børn. Jeg kunne selv have skrevet den for et år siden. Hell, jeg skrev versioner af den her på bloggen, før Juno var et år (her og her, blandt andet). Jeg er enig med skribenten i, at vi skal være ærlige om det, som vi oplever som opslidende og tabubelagt. Der kommer ikke noget godt ud af, at vi føler os forkerte, eller gemmer vores følelser. Men jeg begynder også at tænke, at der er noget bagvedliggende, noget dybere (tungere?), som vi skal rykke på – noget af den største betydning: Noget, som vedrører os alle.
Hvorfor er det så lidelsesfuldt for mange af os at blive (og være) forældre? Er der virkelig ingen anden vej? Kan det handle om splittelsen – den konstante stræben efter noget mere, noget andet (noget forestillet og desillusionerende) midt i livets måske vigtigste og mest meningsfulde færd; nemlig årene med små børn?
Den nødvendige forandring er ikke en opgave, som det enkelte menneske kan bære alene – der skal derimod rykkes ved hele vores struktur og stræben. Det skal vendes på hovedet.

Jeg tror, jeg har vendt mit liv på hovedet. For nogle måneder siden skrev jeg herinde, at jeg ikke kunne leve uden at arbejde på min roman. At jeg havde behov for det mønster, som vores liv var lagt i. Det var mit behov – jeg følte det stærkt og inderligt. Så tog jeg en dyb indånding, og pludselig var Kristian og jeg klar til at give denne anden vej en chance. Romanen er lagt i skuffen, en del andet er lagt endnu længere væk, og jeg har set i øjnene at behovet måske slet ikke var mit.

 

Jeg tænker, at jeg ikke er alene med de her overvejelser? Hvad mener I? Hvor skal vi ændre på forholdene for at give både børn og forældre bedre mulighed for at leve meningsfulde liv?

 

Kærlighed midt i konflikter

Vi vælter rundt i en form for uro her hos os. Selvom det efterhånden er en måned siden, vi sagde farvel til skole, børnehave og dagplejemor, og tog hul på denne her sommerferie, som jeg har lyst til bare at kalde “det her liv”, er børnene ikke landet helt endnu. Det plejer at tage to uger af ferien (hvor jeg tænker: “hvad har vi gjort? – skal vi virkelig være sammen i fem uger?”), og så falder det hele ligesom på plads; vi finder rytmen, og bliver en mere sammenhængende entitet. Sådan har det været de andre somre, men sådan synes jeg ikke helt, det er i år.

Og mange vil sige, at børnene altid er en refleksion af de voksne. At de spejler os. Men jeg tror ikke, det er hele svaret, for børn spejler også mange andre ting, og jeg oplever, at Kristian og jeg er i ro, glade og nærværende (med fare for at tage munden for fuld). Børn reagerer, og er i proces – også når deres forældre ikke er det. Det kan være svært at gennemskue, hvad deres uro kommer fra. Det kan være subtile stemninger eller noget gammelt som pludselig har plads til at komme frem og kræve opmærksomhed.

Uanset hvad det skyldes, er mine børn nogle sensitive væsner, og lige for tiden er der ikke den grundlæggende balance, som vi alle sammen trives bedst i. Der er noget, som står i vejen; én eller anden – eller flere – processer er i gang, og det tager tid og energi, og Kristian og jeg manøvrerer i det, så godt vi kan.

Det er sådan noget med, at børnene ikke hører, hvad vi siger. Sådan noget med at de griner, og løber væk, når de får en besked. Sådan noget med ikke rigtigt at kunne mærke sin egen krop, så man vælter ting, og vælter over andres fødder. Dagen lang.
Der er konflikter – væg til væg som et slidt tæppe – og råb og smækkede døre.

Midt i det er her heldigvis også en masse dejlige ritualer og timer sammen (varm mad til frokost, morgenfodring af grisene, lydbøger og dans midt på dagen), men konflikterne fylder for meget.

Kristian og jeg trækker vejret dybt igennem det. Så godt vi kan. Ikke altid mega godt… men heldigvis griner vi ofte af det hele – som regel når det står virkelig skidt til. Når der er adskillige børn, som råber: “lorte mor!” og “lorte far!”, mens de tordner op af trappen, væk fra oprydning eller aftensmad.

I aftes var det ligesom om, det blev for meget. Så vi snakkede med børnene, én for én. Om frihed og ansvar og om konsekvens: “vi andre bliver kede af det, når I ikke tager hensyn.”
“Jeg lover at gøre mit bedste”, sagde de.
Vi aftalte at holde samling her til morgen. Det er noget, de to mellemste har efterspurgt, siden de blev opmærksomme på, at de ikke skal tilbage til børnehaven til august. Hver dag beder de om “undervisning og samling”. Undervisning er som regel “tegning og bogstaver”, og det er særligt Live, som hungrer efter det. “I dag vil jeg lære at tegne en hare,” siger hun, og så finder vi en påskehare i porcelæn, og tegner med hende. Og nu skal vi så holde samling om lidt: Vi vil tale om intentionerne for dagen: Hvad kan vi hver især gøre for at få en god dag (og: hvad er en god dag?). Og vi skal grave lidt dybere i det med frihed og ansvar. Og synge sange: Alle som vil, vælger en sang. Juno vælger på autopilot “Jeg gik mig over sø og land,” Den kan hun så godt lide.

I aftes, da vi havde lagt børnene i seng og bedt dem falde i søvn selv (ikke Juno, jo), så vi på hinanden, Kristian og jeg. Trætte, men også mere håbefulde end i flere dage, tror jeg. Vi havde ligesom taget hul på noget. Der syntes at være lys for enden af den tunnel, vi befinder os i. Nogle gange er det bedre at kaste sig ind i konflikten end at stå på sidelinjen og prøve at mane til jorden.

Jeg er overbevist om, at det er stort for vores børn, at de ikke skal i skole eller børnehave igen. Og mon ikke det tager en del energi fra dem at leve et nyt liv, som de ikke helt ved, hvad er. Hvordan skal de forstå det, som vi knap nok selv kan – at vi har givet slip på en del af det, der også plejede at være? Det er vores opgave at vise dem, at det betyder, at det her liv fortsætter. Det her liv, som bare er livet. Og så skal vi forsikre dem om, at den manglende institutionalisering ikke er lig med manglende evner. Det er en proces for os alle sammen. Live er bange for ikke at lære at læse og skrive (hvilket hun stort set allerede kan). Børnenes jævnaldrende ser ud som om, vi har fortalt dem, at vi er ved at flytte til månen, når de hører, at de ikke skal i børnehave og skole efter ferien. Hjemmelivet er så usandsynligt, at det lyder som en utopi.

Nå, men, i aftes – da børnene sov – satte Kristian og jeg os udenfor. Og det var egentlig det, jeg ville fortælle: At vi satte ud ud på terrassen med udsigt over det storslåede hav, øerne, sejlbådene. Med te og kaffe sad vi der, og snakkede med hinanden. Om den bog Kristian læser lige nu, og om noget jeg læste i en avis i går, og vi snakkede om børnene (men ikke så meget om dem). Så rejste vi os, og gik en tur i hans enorme køkkenhave, som jo egentlig er toppen af en mark. Vi så på kål og majs og gulerødder. Kattene fulgte efter: Små kattefodspor hele vejen bag os, og man kunne høre dem spinde, når vi stod stille.

Vi snakkede – om solbær og ærter (begge dele skal plukkes i bunkevis i dag), og om børnene. “Det skal virkelig nok gå.” Vi snakkede om vores rejse sammen, om alt det gode vi har. Og vi grinede ret meget.

For tre år siden fik vi hver lavet et horoskop, Kristian og jeg – og jeg ved godt, hvor vanvittigt det lyder. Jeg synes også, det lyder vanvittigt, når jeg lige skriver det her, men det var ikke desto mindre en meget givende og præcis oplevelse for os begge. Det var ikke et helt almindeligt horoskop med fokus på et enkelt tegn og en ascendant, men derimod et “esoterisk” horoskop, hvilket ærligt talt er lidt kompliceret at forklare, men det betyder i sin essens, at det er langt mere dybdegående og udarbejdet ud fra en overbevisning om, at der er en mening med livet og at mennesket kommer til jorden for at lære noget og gøre en forskel. Altså, sådan sat ret meget på spidsen.
MEN, Kristian og jeg lyttede til optagelsen fra hans time med astrologen i går for første gang siden den dag i København. Jeg tog en helt masse noter. Alt det, astrologen pegede hen imod af konkrete perioder, som skulle ske tilbage i 2014, endte med at passe og bedst af alt så er de mere generelle, dybdegående input vedrørende livsformål, potentiale og faldgruber også stadig meget præcise og brugbare. Det gav en følelse af mening og forståelse, og der sænkede sig en ro over Kristian og mig. Vi drak te (spiste is), og bagte nogle boller, og var kærester midt i det hele. Kærligheden kan samle og løfte og få os igennem det meste, det føler jeg mig sikker på.

Og sådan endte aftenen rart, og nu er det morgen, og vi skal samles, og jeg er håbefuld. Det skal nok blive godt. Det ér godt – og nu kommer der mere balance i tingene, fordi vi er opmærksomme på det, alle sammen.

Hvordan kommer I igennem de perioder, hvor børnene kræver mere (og gør jeres børn også indimellem det?)

Søskendejalousi

Da jeg var indlagt på barselsafdelingen i Svendborg med mine nyfødte tvillinger, og udtrykte bekymring for Storm, som var blevet storebror, sagde en af barselssygeplejerskerne til mig: “At få en lillebror eller lillesøster svarer til, at din mand kommer hjem med en ny kvinde, og siger: “Jeg elsker dig lige så højt som altid, men nu skal hxn også bo her og være min elskede. Og du skal være sød.”‘

Jeg kan ikke huske, at Storm var udpræget jaloux på sine søskende. Heller ikke selvom der kom både en pige og en dreng. Men min første tid som tvillingemor var også så hård, at jeg måske bare ikke havde overskud til at registrere hans følelser. Eller også var det fordi, bedsteforældrene var hos os hele tiden, og bar Storm igennem det, og tog de små, så snart de kunne (men altså, det kunne ingen i hundrede år, så det var mest Storm, de bar).

Da vi skulle have Juno, knap fire år senere, kendte børnene jo en hel del til det med at have søskende, og de glædede sig meget. Vi snakkede om babygråd og om, at babyer ikke kan ret meget i virkelig lang tid, og Kristian og jeg var forberedte på, at der ville komme en reaktion fra de andre. Mest af alt var vi glade for at skulle se vores børn blive storesøskende, ikke mindst Live og Ilja som for første gang ville få rollen som “de store”.

Vi var helt sikre på, at det ville gå ret fantastisk. Gnidningsfrit, måske endda. Og vi vidste, at vores børn ville elske hende den lille nye. Vi kunne næsten ikke vente med at se dem udfolde sig som storesøster og storebrødre.

Vores børn er nogle følsomme, omsorgsfulde og tydelige væsener, som hver og én er udstyret med en udtalt sensitivitet (og et tilhørende heftigt temperament). Vi forventede, at de ville omfavne det lille nye liv, vise hende vej gennem livet og ikke mindst udvikle gode relationer på kryds og tværs.

Og sådan blev det også. Og så ikke.
Det er kommet bag på mig, hvor længe jalousien har hængt ved, og hvilken form den tog, da den begyndte at vise sig.
De første dage, måske uger, var der ingenting. Så kom der efterhånden nogle mønstre, som ikke var til at overse. Sådan noget med at kysse Juno hårdt og ustandseligt. Så hun var helt våd i ansigtet uden at tørre det af selv. Sådan noget med at holde hende ind til sig, men lidt for tæt. Sådan noget med at lægge sig næsten ovenpå på hende, men kun næsten.
Særligt én af hendes søskende er først nu ved at slippe sit tag i en vrede, som flyttede ind, da Juno kom ud til os. Der har været daglige fysiske  angreb. Hun er blevet skubbet, spændt ben for. Råbt- og grinet af og drillet. Det er mest blevet set af Kristian og jeg, for det har ikke været meget voldsomt, og jeg tror ikke at nogen udenfor familien, har oplevet det. Men det har været insisterende, og det har været svært at rumme. Fordi hun var så lille og så nemt kunne komme til skade.

“Hvorfor gør du sådan?”
“Fordi hun har taget min mor.”

Det er ingen hemmelighed, at jeg syntes, det første år med Juno krævede al min energi. Og jeg kan godt regne ud, at de stores reaktion hænger sammen med det.

Jeg har længe tænkt på at skrive om det herinde. Søskendejalousi må være omtrent lige så almindeligt som det at have mere end ét barn. Men jeg fik det aldrig gjort. Jeg kunne ikke: Det føltes på én eller anden måde udleverende, når problematikken stadig levede i vores hverdag. Når jeg stadig mange gange dagligt følte, at Juno var under angreb og mindst ét af vores børn følte sig grundlæggende overset alene ved at Juno er en del af vores familie, selv her halvandet år efter.

Så jeg ventede. Og så slog det mig her den anden dag: At det er næsten forsvundet. Nu er de venner, alle fire. Ikke hele tiden (altså, overhovedet), men alle fire er lige gode venner og lige meget uvenner. Juno er ligesom smeltet mere ind i flokken – eller også er hun bare blevet lukket ind af alle. Kristian og jeg har rummet reaktionerne så godt, vi kunne. Vi har virkelig bidt os i tungen, og har stillet spørgsmål og  krammet i stedet for at skælde ud (ikke hver gang. slet ikke. Men vi har gjort vores bedste). Og vi har ligget med dem alle sammen omkring os i den store seng. Hver nat. Juno imellem Kristian og mig og én af de mellemste på hver side. (Storm yderst – han kan godt lide at brede sig.) Nu behøver Juno ikke ligge i midten. Tit skændes de om, hvem der skal sove ved siden af hende. De ligger på kryds og tværs for at være den, der “har” hende mest.

Det er lige her i sommerferien, at jalousien har sluppet sit greb. Måske er det bare tiden nu. Måske er det fordi, vi har ferie, og vi har fortalt børnene, at de ikke skal i skole eller børnehave efter ferien. Måske det betyder, at følelsen af underskud bliver mindre.
Jeg aner det ikke. Er efterhånden ligeglad. Fordi jeg bliver så varm om hjertet, når jeg ser de to lege. Dem, som har haft så mange konflikter. Den store, som har følt sig overset, og som nu er fri igen og atter føler sig som en del af det vigtigste, nemlig familien, kærligheden.

Smukke væsener. Her er vi landet, og hvor er det godt.

Hvad er jeres erfaringer med søskendejalousi?
Hvad har været det sværeste?
Og hvordan/hvornår stoppede det?