Børn skal have tid

I går formiddag løb vi tør for korn til de to grise, så vi gik til naboen med et par store trillebører for at hente nyt.

For første gang i dette efterår var det tåget. Så tåget, at man knap kunne skimte marken, og havet lå ubemærket for enden af den pløjede jord, indhyllet i den sky der var gledet ned om ørerne på os. Tåge og efterår er lig med dug i edderkoppespind og fugtigt græs, og vi nød det alle sammen på vores egen måde. Stod stille lidt længere og kiggede frem for os. Juno var nærmest tryllebundet.

Og så sad vi pludselig omkring bordet hos naboen, som om det var en overraskelse. Vi spiste lune teboller med tandsmør og drak kaffe, og børnene kiggede i traktorkataloger. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om, for det var bare livets gang, et øjeblik, en lomme af nærvær og fællesskab.

Vi trillede hjem igen, grisene fik en ekstra stor portion foder, og dagen fortsatte i sit eget tempo, jeg tror nok, det var en ganske langsom dag, og det var nærende og godt. Jeg tænkte undervejs: Mit liv er dejligt, omend ikke perfekt og ikke altid smukt, men meningsfuldt. Jeg kunne bo mange steder og leve på mange måder og have det godt, men jeg tror nok, jeg er det bedste sted for mig – lige nu, i hvert fald. Her på Ærø med min familie.

Når børnene sover, lægger de sig helt tæt op ad hinanden. I nat lå tre af dem viklet sammen på en dobbeltmadras i vores familieseng; den ene hvilede sit hovede på den andens mave.
Jeg tror ikke, jeg forstår den afstand, som vi har skabt i vores kultur. Hvorfor er det godt, at børn sover for sig selv, hvis de hellere vil sove hos os? Hvorfor er det godt, at de hurtigst muligt bliver uafhængige; knytter andre bånd end dem til deres forældre, og lærer at stå på egne ben – helt uden os?
Jeg kan ikke forstå, at vi har så travlt med, at børnene skal sove på deres eget værelse, medmindre de selv beder om det. Jeg kan ikke forstå, at de skal skynde sig at blive selvstændige, uafhængige, dygtige til at klare sig uden dem, der elsker dem ubetinget.
For hvad er det nu, der sker, når vi skynder os? Glemmer vi så ikke at have os selv med? Hvorfor var det, vi fik børn? For at blive fri for dem igen? Intet er mere naturligt end tilliden til det lille barns evne til selv at mærke sin vej, udtrykke sine behov, alligevel er den tillid så undertrykt, at man kan leve et helt liv som mor eller far uden at finde ind til den.
Intet bringer mig større varme og taknemmelighed end at mærke min yngste falde i søvn i mine arme eller se de tre ældste række hånden frem i søvne, når jeg går i seng nogle timer efter dem, og lægger mig ved deres side. Uafhængigheden kommer gradvist, og den kommer uden tvivl.
Jeg ser igen og igen, at det bedste jeg kan gøre, er at være tålmodig, men jeg skal også lære det igen og igen. Det ligger så dybt i mig at have travlt, presse på, skynde mig, at jeg næsten ikke kan lade være med at skynde på mine børn, heller ikke når jeg ved, at der er en bedre vej.

Dengang min søn var nyfødt, græd han næsten hele tiden. Der er uden tvivl mange gode forklaringer på hans gråd; både fysiske og psykologiske (min sorg over et stort tab under graviditeten), men der skete det, at vores praktiserende læge sagde til Kristian og mig, at vi ikke skulle finde os i, at han græd så meget, og hun sagde, at vi skulle lade ham ligge alene og græde – længere og længere hver aften. Hun sagde med de ord, at vores nyfødte søn manipulerede med os. At når han helst ville være tæt på os, så var det en form for kamp om opmærksomhed og manipulation.
Lige nu er der et decideret oprør igang mod den bog, som så udførligt beskriver metoden, hvor man vænner barnet til ikke at blive hørt, holdt tæt, elsket, respekteret, når det græder i sin seng. Det er et højt og rungende modsvar, og det er det vigtigste råb, du nogensinde vil høre: Hold dine børn tæt og tro ikke på den forvildede adskillelseskultur; denne kapitalismens puttemetode, hvor vi drives væk fra vores instinkter til at favne og give os hen til vores børn.
Jeg lyttede heldigvis til mit grædende hjerte, og tog min søn op, da jeg ikke kunne bære gråden længere. Men åh, jeg kunne have gjort det hele så anderledes, så meget mere glædeligt, varmt, tillidsfuldt, hvis jeg havde turdet lytte til min dybeste røst fra starten; hvis jeg havde vidst, at forældreskabet kan være intuitivt og kærligt frem for alt. Jeg ville ønske, jeg havde startet mit rejse omtrent dér, hvor jeg nu er på vej hen.

Nothing you become will disappoint me; I have no preconception that I’d like to see you be or do. I have no desire to foresee you, only to discover you. You cannot disappoint me. – Mary Haskell.

Fritidsaktiviteter: Skader de mere, end de gavner?

“Hun gider simpelthen ikke gå til nogen form for sport,” siger pigens far, og smiler. “Hun er så stædig.” Han ruller med øjnene, og smiler igen. Han er en god far, en sød mand.
“Hun græder faktisk stadig hver dag, når hun bliver afleveret i skole,” supplerer moderen, og ser lidt usikkert på mig. Hun er en varm mor, en dejlig kvinde.

Jeg siger: “Men når hun egentlig stadig synes, at skolen er i overkanten, mon ikke hun så mest af alt trænger til at komme hjem og bare være sammen med jer, når hun har fri? Mon hun overhovedet kan få noget ud af at gå til fodbold eller gymnastik?”

Det er som om, forældrene i samme øjeblik forstår noget, de ikke så meget som har overvejet før.
Derfor har jeg lyst til lige at skrive lidt om fritidsaktiviteter.
Det er mit indtryk, at mange af os rent har glemt, hvad fritidsaktiviteter er, og bør være. I sin bog “Home Grown” (som vel nok er den bog, jeg har anbefalet herinde fleste gang), skriver Ben Hewitt, at fritidsaktiviteter er én af de ting, der følger med som noget nærmest obligatorisk, når man sender sine børn i skole, og at det for ham er en af de største fordele ved at hjemmeskole: At hans børn ikke nødvendigvis skal gå til fritidsaktiviteter, men derimod lever et liv, hvor alt måles op imod den frihed, som de kender så indgående.

Ben Hewitt mere end antyder, at mange forældre knap tager stilling til, hvorvidt fritidsaktiviteterne bidrager positivt til deres børns liv, eller om børnene reelt set har mere brug for IKKE at have fritidsaktiviteter.

Det er nogle tankevækkende observationer, som rammer noget i mig.
Fordi: Fritidsaktiviteter er i deres essens en positiv ting. Vi opfatter dem som et glædeligt indslag i vores eget og børnenes liv, men det er mere og mere min fornemmelse, at fritidsaktiviteterne på lige fod med institutioner og skole er en del af adskillelseskulturen, som vi er blinde overfor, ganske enkelt fordi vi har vænnet os til den?

Jeg oplever, at de ellers så sunde fritidsaktiviteter bliver endnu et sted at skille børn fra forældre; endnu et sted at placere børn i en parallelverden, mens de voksne køber ind eller arbejder eller får ordnet noget derhjemme.

Sidste år gik Juno og jeg på et skønt forældre-barn gymnastikhold for 0-2 årige, men da jeg for nyligt overvejede at skrive os op til gymnastik igen, erfarede jeg, at gymnastikundervisning fra tre år og op foregår på den måde, at forældrene sidder i omklædningsrummet, og venter, og altså ikke må være med i gymnastiksalen. Jeg spurgte hvorfor, og fik det svar, at det handler om, at børnene har svært ved at fokusere og lære øvelserne, hvis der er en forælder tilstede.
Og I kan godt høre, hvor skørt det er, ik? At 3-5 årige skal lære øvelser fremfor at hygge sig uforpligtende sammen med deres forældre i en time? For hvis skyld gør man det? Handler det om, at børnene helst skal have mulighed for at blive professionelle atleter (nej, det handler det ikke om), eller er det en blind fortsættelse af familiernes adskillelse uden tanke på at disse børn og voksne trænger langt mere til tid sammen, end tid hvor de er adskilt?

“Familietiden” har på mange måder mistet sin værdi i vores kultur. Vi taler om “kvalitetstid”, og booker sommerhuse, hvor vi samles en gang eller to om året, og vi tager på ture med børnene i ferier og weekender, men den kvantitative tid i familiens skød i hverdagen, har mistet sin værdi. Vi har ganske enkelt glemt, hvor grundlæggende og værdifuld den er. I stedet tillægger vi det, der burde være undværligt, en værdi som om, det var afgørende. Som om det at gå til tennis eller violin har afgørende betydning for et menneskes dannelse af et sundt jeg og deres muligheder for at klare sig godt senere (at klare sig godt er efter min overbevisning = “at være forbundet med verden omkring os og bidrage til den almene balance i fællesskabet”)
Kan det tænkes, at vi forældre har for travlt til at være sammen med vores børn, og derfor skubber værdien fra familien over i skolen og i samme åndedrag kalder Fritidsordningen for et socialt sted, som er obligatorisk for at pleje venskaber, og lige sådan beskriver fritidsaktiviteter som noget, de er nødvendigt for det hele menneske?
Resultatet er, at vi undervurderer eller helt ignorerer den værdi, der er i at ligge på sofaen hjemme i stuen en hel eftermiddag, og vi glemmer, hvor vigtigt det er at have tid til at fordøje, reflektere, tage sig god tid. Vi glemmer, at en kop te omkring bordet med hele familien sidst på dagen, er netop det, der binder en familie sammen, og som skaber minder om en dyb tilknytning.

(om torsdagen går tre af mine børn til fodbold. Her sidder tre søskende og ser på, mens den ældste spiller. Det er børnenes eget valg, at de går til fodbold, og vi talte indgående med dem om det, inden de begyndte: Det forpligter, det tager tid. De ville af sted, og holder af det, men har ikke andre ting – jo heller ikke lange skoledage.)

Udfordringen er, at skolen ikke blot er et rum for læring, men også i høj grad et sted, hvor vi opbevarer børn, mens vi selv arbejder flere timer end nogensinde. Men skolen stopper alligevel, før de voksne har fri, så børnene skal i fritidsordning, og når de har været der, er de nok trætte, men vi tænker – ofte helt per automatik – at det er vigtigt, at vores børn ikke kun går i skole, men også dyrker deres hobbyer. Og jeg kunne ikke være mere enig: Dybest set mener jeg jo, at det mest meningsfulde er at lade børn fordybe sig i det, de brænder for alle døgnets vågne timer. Men det er for sent at gøre det, når alt energi er brugt, og intet kan måle sig med hjemmetid, ro og fordøjelse.

I tidernes morgen var “fritidsaktiviteter” det, børn tog sig til, når de ikke arbejdede, eller var i skole, eller slappede af derhjemme. Fritidsaktiviteterne handlede ikke om præstationer, eller om at skulle underholdes, men udelukkende om at være sammen i et interessefællesskab. Men fritidsaktiviteter er løbende blevet en del af ræset mod konstant at dygtiggøre sig, og de er blevet noget, som er obligatorisk i et børneliv uden skelen til, om barnet reelt har overskud til det og om det rent faktisk er en positiv aktivitet eller én præget af pres og vurderinger.

Der må nok flere ændringer til, før vi som samfund står med en hverdag, der foregår på familiernes præmisser (hvilket jeg mener, må være det eneste bæredygtige for et samfund på sigt), men hver enkelt familie kan tage ansvar ved at tage stilling til børnenes fritidsaktiviteter ud fra nogle andre værdier end flertallet. Selvfølgelig er den bedste løsning efter min mening, at skoledagene bliver markant kortere, men indtil det sker (og det gør det, når vi forældre i tilstrækkeligt høj grad vælger andre skolemodeller), må man ganske enkelt måle den tid, der går på fritidsaktiviteter, mod den ro og tryghed som børnene får ved at være sammen med deres familie i stedet. Man må tænke på tilknytningen, refleksionen og den simple væren i en kærlig ramme som en værdi, næsten intet andet kan måle sig med. Derfor er det så vigtigt, at vi som forældre tager stilling til, om fritidsaktiviteten er noget børnene virkelig får noget ud af – mere end de får ud af ro og nærvær med familien. Nogle gange vil svaret være ja, andre gange nej.
Og når vi så har forholdt os til dette, er næste skridt naturligvis er handle uden skelen til, hvad andre gør.
Min tidligere chef, Troels Mylenberg, skrev en fin klumme om dette for nyligt (“handling siger mere end ord”).

En anden tanke til at understrege dette: Jeg følger adskillige voksne mennesker, der ikke har børn, på Instagram, og INGEN af dem deler billeder fra både deres fuldtidsjob (svarende til skolen); frivilligt arbejde (fritidsordningen) OG to-tre fritidsaktiviteter. Faktisk ser det ud til, at de skynder sig hjem, når de har fri, og bruger deres fritid på at spise god mad, se tv-serier, drikke kaffe på Louisiana, hygge med kreaprojekter i sofaen og snakke med gode venner. Der er ganske enkelt en grænse for, hvad vi mennesker har energi til, før det bliver for meget, og jo tidligere børn lærer at mærke og respektere denne grænse, jo mindre sandsynlighed er der efter min mening for, at de ikke bliver ramt af stress m.m.

Hvad er jeres tanker om fritidsaktiviteter vs. familietid?

“Når man lever bevidst, lever man altid på trods”

Jeg mener ikke, at hjemmeskole altid er det bedste valg.
Som med alt andet er der styrker og svagheder, og intet tilbud passer til alle.
Jeg er ofte blevet spurgt, om det er min overbevisning, at det ville være godt for alle at være hjemmeskolede – og hvad jeg i givet fald tror, det ville betyde for samfundet?
Jeg er også blevet spurgt, om jeg synes, at alt andet end hjemmeskole er forkert, eller i hvert fald mindre godt?

Svaret er, at jeg ikke tænker så kategorisk. Hjemmeskole er det mest rigtige for os, men jeg er aldrig skråsikker og aldrig overbevist om, at jeg ved, hvad der er bedst for alle. Faktisk er jeg sjældent fuldkommen klar over, hvad der på alle måder er bedst for mig selv og min familie: Vores samfund er indrettet, så man – hvis man følger sit hjerte, og insisterer på meningsfuldhed –  samtidig lever med en række udfordringer, som eksempelvis økonomi, ensomhed, eksklusion og, måske vigtigst af alt, tvivlen på om det er det rigtige, man gør, alene fordi man gør noget andet end de fleste andre.
Alligevel insisterer jeg på at bevare min kritiske holdning til det, de fleste opfatter som “naturligt” og “rigtigt” – eller nødvendigt, uundgåeligt, sandt. Ganske enkelt fordi det samme sjældent føles sandt for mig, og fordi jeg kan se med al tydelighed omkring mig, hvordan mange bliver syge og opgivende af alt følge normen.
Når jeg taler om normen, mener jeg alt fra vores vores måde at håndtere fødsler, barselsliv, sundhedspleje, amning og institutionalisering til uddannelse, arbejdsliv, medievaner, naturen og så videre: Jeg kan ikke være andet end kritisk overfor det, vi har accepteret som almindeligt, fordi det går imod, hvad jeg tror, er bedst for mange af os: nemlig større frihed, mere nærvær, mindre meningsløs travlhed.

Det er for mig at se ikke til diskussion, at alle børn med velfungerende forældre (en bevidst rummelig beskrivelse fra min side) har bedst af at være sammen med dem det meste af tiden, i hvert fald indtil de fylder tre. Jeg er samtidig overbevist om, at de institutioner, som aldrig nogensinde blev sat på jorden i børnenes interesse, stadig ikke er der for børnenes skyld. Kun børn fra meget ressourcesvage hjem har bedre af at blive afleveret i en institution end at være sammen med deres forældre – det siger jeg med hævet stemme i denne tid, hvor institutionerne er så pressede, at pædagoger igen og igen går til pressen for at beskrive de vilkår, som både de og vores børn er tvunget til at eksistere under. Jeg siger det, fordi vi bliver nødt til at arbejde for bedre institutioner, samtidig med at vi kæmper for et samfund med langt større plads til fleksible liv og tilknytning i hjemmet.

Når det er sagt, så nej – jeg mener ikke, at hjemmeskole, eller hjemmepasning for den sags skyld, er det bedste valg for alle.
Jeg mener, at et bevidst liv kræver handling og ansvarlige beslutninger. Det er ikke let, det er ikke behageligt, det er ikke bekvemt, tilforladeligt eller letfordøjeligt, og det er langt fra altid ensbetydende med hjemmeskole eller hjemmepasning, men det er uden undtagelse ensbetydende med involvering, engagement og indre kampe. Det kræver meget, og mange af de mennesker, som står op for deres overbevisning, og lever et anderledes bevidst liv, er også ensomme og/eller udmattede.
En kvinde skrev til mig den anden dag, at hendes bevidsthed både bringer hende glæde og stor fortvivlelse. “Det føles som om, at jeg står med et ben på hver side, og ikke kan vælge, og hele tiden skal finde ind til kernen i mig selv for ikke at blive væltet omkuld af alle andre, der jo ligesom jeg er forvildet ind i den her kultur. Og så er jeg bange for, om jeg gør mine børn en bjørnetjeneste i sidste ende: Jeg gør jo også alt det her for min egen skyld – for at mindske stress. Men også for børnene. Det er faktisk ikke det nemmeste at være blevet bevidst. Pludselig at se klarere. Jeg kan jo aldrig gå tilbage til det, som var før. Jeg har heller ikke lyst. Men shit, manner…”

I en kommentar på sin Instagram skrev Nynne fra Verden ved siden af for nylig, at når man først bliver bevidst om de skævvridninger, som vores adskillelseskultur bygger på, så vil man altid leve på trods. På trods, fordi man aldrig igen kan træffe et valg uden at være bevidst om de tab, der følger med det. Hvis man drømmer om at hjemmepasse, men alligevel sender sit barn i børnehave, fordi byen er rømmet for børn alle ugens dage, så er man nødvendigvis tvunget til at leve med den erkendelse, at man ikke har sit barn hjemme, selvom det er, hvad man mener, barnet på andre måder har bedst af.
Holder man på den anden side sit barn hjemme i et samfund, som er så målrettet arbejdsmarkedet og så lidt gearet til familiedannelse og tilknytning, ja, så risikerer man at leve isoleret, samtidig med at man uden tvivl vil møde skepsis og undrende blikke igen og igen.

Måske det er derfor, jeg blev nødt til at stable den hjemmeskolelejr på benene, og måske det er derfor, jeg så brændende ønsker, at andre skal gøre det samme: Når man oplever, at man rent faktisk er en del af noget større; at der findes sammenhænge, hvor man er én af mange og hvor fællesskabet er indiskutabelt, så føles det identitetsskabende og stærkt. Så er man lige pludselig ikke på trods, men i kraft af, og det er noget ganske andet.

Da jeg nævnte Nynnes refleksion om at leve på trods for Kristian den anden dag, sagde han, at man i hvert fald frasiger sig muligheden for at leve komfortabelt, når man vælger en så anderledes livsvej i et samfund, hvor næsten alle andre følges ad. “Min personlighed løber forvildet rundt, og vil bare gerne være ligesom flertallet,” sagde han grinende, “så det er en konstant kamp imod tvivlen og menneskets iboende længsel efter at høre til.”

En familie i vores netværk besluttede på et tidspunkt at sende deres børn i skole, efter de havde været hjemmeskolet i et års tid. Det fik mig til at tænke – og mærke grundigt efter: Jeg fornemmede, at min veninde var usikker på, om vi ville være skuffede over deres valg, eller måske tænke dårligt om, at de nu ikke længere levede præcis som os. Jeg oplevede samtidig en usikkerhed i mig selv: “De har fundet en skole, som er svaret på deres bønner. Burde jeg også gøre det?”
I sidste ende blev mit svar til mig selv, at intet er den eneste rigtige løsning, og at vi hver især, menneske for menneske, familie for familie, først og fremmest skal have tillid til vores intuition. Og sandheden er, at den familie jo aldrig havde levet præcis som os; vi havde haft hjemmeskoling og mange værdier til fælles, men vores omstændigheder i øvrigt var ikke de samme, og blandt andet derfor sendte de nu deres børn i skole, mens vores stadig er hjemme. Både de og vi har de samme værdier som før og den samme årvågenhed – men et anden valg omkring hverdagen.
Vi kan lade os inspirere af andre, men det virker kun, når vi har os selv med hele vejen, og vi kan føle længsel efter et andet liv, men det betyder ikke noget, medmindre vi mærker ind i, hvad det er, vi længes efter, og tillader os selv at gribe ud efter det.

Ville det være bedst, hvis alle blev hjemmeskolet? Nej, det tror jeg ikke. Men det ville ændre verden, hvis alle handlede på det, de mærker indeni.

Er der noget, som føles forkert? (De bedste forældre er dem, der tager ansvar, og ingen kan tage ansvaret for os)

Vi har alle ansvar for vores liv.
Vi har ansvar for vores indstilling til hverdagen, opdragelsen af vores børn, måden vi er i et parforhold, vores måde at møde verden, det arbejde vi udfører til hverdag.
Vi har ansvar, men ikke skyld. Der er en forskel, og den er vigtig: Ansvaret er den kraftfulde og positive faktor, som ændrer alt, når vi tager den på os (hvorimod skyld er lammende).
Ingen kan eller skal tage ansvaret for os; Kun vi kan løfte vores livs ansvar, og kun vi kan høste frugten og den dybe glæde ved at leve et bevidst liv med ansvarlige til- og fravalg.

Jeg tager personligt ansvar, hvilket betyder, at jeg oplever at have uanede muligheder, fordi jeg synes, jeg har valgt mit liv selv, også selvom jeg har oplevet stor sorg, smerte og traumer i mit liv. Selvom en del år var svære, og der har skullet kæmpes kampe, føler jeg, at jeg selv har den største indflydelse på at indrettet min hverdag, som det er bedst for min familie og jeg. Jeg føler mig fri og bemyndiget.

Når man får børn, er man ikke længere kun ansvarlige for sig selv, men også for dem – så længe de er børn. Vi påtager os den størst tænkelige opgave et menneske kan, og vi bliver aldrig de samme igen,

“Hvordan tør du tage ansvar for dine børns uddannelse?” spørger mange, og jeg svarer: “Vi har alle ansvar for vores børns uddannelse, men de fleste vælger at outsource den, og mange tager ikke stilling til, at deres børns skolegang stadig er deres ansvar.”
Vores børn er ikke statens, normens, naboens, vennernes eller bedsteforældrenes – de er vores.
Jeg opponerer ikke imod, at man vælger at sende sine børn i skole, men jeg mener, det er afgørende for hele barndommens kvalitet, at man som mor og far tager kritisk stilling til den skole, man sender sine børn i, ligesom jeg mener, det er afgørende for et voksent menneskes selvfølelse og livskvalitet at tage kritisk stilling til, hvor og med hvad man arbejder; hvordan man bor og med hvem; hvad man spiser og hvor. Skolernes mistrivsel og usunde menneskesyn er blot ét af utallige symptomer på den kultur, vi har forvildet os ind i. En kultur, der ligger endog meget fjernt fra vores natur, men som er blevet så dominerende, at vi har svært ved at tænke ud over den, og som dag for dag nedbryder vores selvfølelse, individualitet og glæde.
Vi har i Danmark en massiv institutionalisering af små børn, hvilket kan resultere i dårlig tilknytning, som så igen kan have mange og vidtrækkende konsekvenser for vores voksenliv. Vi kender det fra os selv: Det indre sårede barn kalder på omsorg og opmærksomhed, ligesom vores børn gør det.
På samme måde, som skolerne i højere grad presser vores børn med længere skoledage, et ensidigt fokus på såkaldt faglighed fremfor dannelse og højere klassekvotienter samt lærere med dårligere arbejdsvilkår, presser arbejdspladserne mange ansatte med længere arbejdstid, konstant tilgængelighed, højere krav til præstation og mindre frihed og selvbestemmelse. Men samtidig med at dette sker, sker altså også det modsatte: En viljestærk og vidtrækkende bevægelse for netop det modsatte er i gang, og vi mærker det hele tiden tydeligere: Mange bryder ud af det såkaldte hamsterhjul, sætter sig selv fri, og overvejer således også alternativerne for deres børn.

Vi kan være aktive og bevidste forældre, som har børn, der går i skole. Det kræver, at vi forholder os kritisk til de krav, vores børn mødes af i skolen – og de krav, vi stiller til dem uden for den. Det kræver i høj grad, at vi tør se med autentiske, ærlige øjne på de forventninger, som de fleste af os er kommet til at tage for givet; forventninger, der ofte er mere skadelige end det modsatte.
Dit barns lærer siger, at han er urolig i timerne: Er der noget galt med dit barn; skal han irettesættes og passe bedre ind, eller er det rammerne, der er for snævre, og ikke giver ham plads til at være det menneske, han nu en gang er?
Dit barns lærer siger, hun ikke er tilstrækkeligt god fagligt: Er du enig i, at dit barn ikke udvikler sig, som hun skal, eller ser du et barn i trivsel? Hvis du mærker efter, og betragter dit barn fra hjertet fremfor med den tillærte frygt, er hun så et væsen i trivsel eller ét, der har brug for at forandre sig?

Når jeg igen og igen går på tv eller i et blad eller en klumme eller en avis, og fortæller om min families ukonventionelle hverdag, er det ikke hverken for at få opmærksomhed, eller fordi jeg tror, det vil være bedst for alle at hjemmeskole, som vi gør. Det er fordi, jeg vil inspirere til at stille krav til de rammer, vi placerer os selv i og krav til os selv om at se os selv dybt i øjnene og træffe valg, vi kan stå inde for.
Jeg mener helt oprigtigt, at skolen kan lære af alle os, der tænker nyt i forhold til uddannelse, og som ser det hele menneske fremfor et fragmenteret billede af en barndom, hvor individet helst skal passe ned i nogle forudbestemte rammer. Jeg synes, det er vigtigt, at vi går foran ved at vise vores børn, at vi respekterer dem, elsker dem, og er ligeværdige med dem. Jeg mener, at den personlige autencitet er afgørende, og det forpligter at være autentisk: Vi må nødvendigvis stole på vores mavefornemmelse, også selvom det er uvant.
Der er helt utroligt meget “man bør” og “vi plejer” og “det fornuftige er” i vores samfund, men hverken den ene eller den anden af de sætninger er mere end blot en vane; en frygt for hvad der vil ske, hvis vi lytter til os selv, og tager personligt ansvar.

“De bedste forældre et barn kan have, er forældre, som tager ansvar for deres fejl i takt med, at de erkender dem.” Sådan skriver Jesper Juul i én af sine bøger, og det er den skønneste, tilgivende og på samme tid ansvarlige sætning. De perfekte forældre findes ikke, så de bedste forældre er dem, der tør blive klogere, og guderne vil vide, at det kan vi alle sammen blive, altid.

Siden skolestarten i sidste uge har jeg fået mails fra forældre, som er kede af deres børns møde med skolen. “Men hvad skal jeg stille op? Vi bor i et område, hvor “man bør” gøre det ene og det andet, og hvor man stikker ud, hvis man gør noget andet.”

Jeg har anonymiseret et par eksempler fra min mailbakke:

“Min søn startede i 0.klasse igår. Det var en meget voldsom oplevelse for både ham og jeg (og flere andre jeg har talt med). Skolen har et unaturligt og usundt fokus på fagligheden og præstationer, og glemmer det hele lille menneske og andre vigtige kompetencer. Han taler om, at han ikke vil i skole. Han er dygtig til bogstaver og tal, men er ikke interesseret i at sidde stille og lære i traditionel forstand.”

“For en uge siden startede min datter i børnehaveklasse på den lokale folkeskole. I løbet af den uge er jeg gået fra at håbe, at folkeskolen er en skole for alle, til at føle at folkeskolen er en skole for ingen. For hver dag har hun set mere udslukt ud. På tredjedagen kom hun i konflikt på legepladsen, på fjerdedagen kom hun hjem, og spurgte “hvorfor er jeg så anderledes, mor?”. På femtedagen ventede jeg udenfor klasseværelset, og kunne høre hende blive irettesat for igen at drille en anden elev. Hun sagde til mig, at hun har svært ved at lade være, fordi hun føler sig presset og forkert. Men hvad skal jeg gøre – fornuften siger, at jeg skal give folkeskolen en chance, mens min mavefornemmelse siger det modsatte.”
Mine svar til de mødre, som har skrevet til mig, har været en variation over dette:
“Du bliver nødt til at tage din mavefornemmelse alvorligt, og uanset om du overvejer at hjemmeundervise eller finde en anden skole, så tag alligevel din søn ud, mens du leder efter et bedre alternativ. Først beder du selvfølgelig om en akut afklarende samtale med lærer og evt. skoleleder, hvor du forklarer din bekymring, din søns forbehold og dine overvejelser ifht. andre muligheder. Men endnu vigtigere viser du med dine handlinger din søn, at du nærer respekt og omsorg for hans væsen og personlige integritet, så du fortæller ham, at du også har forbehold, og at du derfor holder ham hjemme, til du er blevet klogere.

Du skal ikke efterlade ham i en skole, hvor han ikke trives, når du allerede ved, at der findes alternativer. Én ting er, at du vil bære rundt på en følelse af at have svigtet ham, men endnu vigtigere risikerer du, at den udslukte fornemmelse i ham bliver en konstant og uforanderlig virkelighed, som ikke kan vendes på hovedet på en enkelt weekend. Jeg har en søn, som er bange for at fejle, og derfor er meget forsigtig med at tage hul på nye udfordringer, og jeg tror en del af kimen til den tilstand er grundlagt i skolen (en iøvrigt frisindet og rummelig friskole), fordi han havde et langt større behov for frihed, personlig autencitet og kreativitet, end skolen kunne tilbyde.

Jeg har tidligere skrevet om fornuftsbegrebet på min blog, og vil nævne det her også: Hvad er fornuft, hvis ikke det er at tage din intuition og dit barns reaktion alvorligt? “Fornuft” er ikke en ensrettet, generel tilstand eller retning, som man kan logge ind på og dermed sikre, at alt er godt. Fornuft er i værste fald det, nogle har taget patent på for at få os til at passe ind i det system, de ønsker, vi skal bidrage til. I bedste fald er fornuften din egen; en personlig oplevelse af rigtigt og forkert.

Jeg bliver nødt til at fortælle jer alle sammen, at når man træder ud af den sociale konstruktion, som hedder skole -videregående uddannelse – job – pension, og begynder at tilrettelægge sit liv selv, så får man så meget tid, så mange muligheder, så meget glæde, lethed, indflydelse, som man aldrig havde troet, var en mulighed.
Jeg bliver også nødt til at fortælle jer, at der er uendeligt mange versioner af det gode liv. Den angst, som er forbundet med at tage chancer og leve et mere lystbetonet liv, er aldrig en berettiget angst. Frygt og angst er aldrig gode grunde til at lade være.

Tiden er vores eneste reelle ressource. Jeg har skrevet om det herinde til hudløshed: Når tiden er gået, kommer den aldrig igen. Den dag, vi netop har vinket farvel til, kan aldrig kaldes tilbage. Vores børns livsglæde, medfødte visdom og unikke væsen er i tiden, i kærligheden, vores nærvær.
Intet andet tæller på samme måde som tiden. ALT andet kan vi gøre om; tage patent på senere, satse på en anden gang. Men tiden venter ikke, den kan ikke samles til bunke, og man kan ikke spare på den ved at lade den gå ubemærket forbi. Når dagen er gået, er den for altid borte.
Et dansk barn bruger gennemsnitligt 11.000 timer i skolen. Jeg synes, det er af største betydning, hvordan de timer bruges, i hvilken tilstand, sammen med hvem. Jeg mener, at nysgerrighed, livsglæde, dialog, selvfølelse, samspil, kreativitet og handlefrihed er afgørende for barndommens kvalitet. Jeg mener, at barndommen har en værdi i sig selv, og det er ikke godt nok, at “man sagtens kan klare sig på trods af lange dage i institution og skole.” Hvem har lyst til blot at klare sig på trods? Det er en trist forventning i et samfund med de bedste muligheder for at give os hver især plads til at blive de mest givende samfundsborgere.

Jeg har den mest positive forventning til vores børn. De er så kloge, fine, progressive, intuitive og vidunderligt kreative.
Giv dem tid, plads og kærlighed og lad os stå sammen om dem, mens de lærer sig selv at ændre verden til et bedre sted.

Jeg har den mest positive forventning til forældre, som mærker efter indeni, og tager ansvar for deres livsvalg.
Giv dig selv ro og omsorg og hav tillid til, at når de vælger med hjertet, så vælger du aldrig forkert.

 

Når søskende skændes, og forældrene ikke aner, hvad de skal stille op (hvad gør man så?)

I den tid jeg har haft bloggen, har der været en håndfuld spørgsmål, som kommer igen. Det ene lyder: “Hvordan håndterer I søskendekonflikter?”

Modsat de fleste andre tilbagevendende spørgsmål er dét med konflikterne ét, som jeg aldrig rigtigt har gået i dybden med. Hvorfor? Fordi jeg ikke føler mig tilstrækkeligt kompetent til at skulle vejlede andre i netop den svære disciplin. En disciplin, som rummer både det at trøste, rumme, anerkende og guide sine børn. En disciplin, der mere end noget andet, kan presse mig, så jeg bliver afmægtig – eller vred.

Men jeg øver mig, og jeg bliver bedre, i høj grad takket være særligt to ressourcer, som jeg anbefaler alle, de rhar med børn at gøre, at dykke ned i.

Den ene er Gordon Neufelds onlinekursus The Vital Connection, der i sig selv fortjener en meget grundig anerkendelse og opmærksomhed her på bloggen, som jeg dog ikke får skrevet, før jeg holder ferie, så derfor blot dette lille heads up: Psykolog og tilknytningsekspert Gordon Neufeld har så meget fat i den lange ende, når det kommer til at skabe den sunde, livslange tilknytning mellem barnet og vi forældre. I dette kursus, som strækker sig over otte videolektioner af en times varighed (der streames), kommer han omkring næsten alt det, der fylder i relationen mellem voksne og børn i løbet af en opvækst. Ét af de emner, han zoomer ind på, er netop konflikter mellem søskende, hvor han blandt andet fremfører den pointe, at man som voksen ikke skal forsøge indlægge læring eller løftede pegefingre i selve konfliktsituationen, men derimod bør bevare fokus på fredeligt og uden anklage at stoppe konflikten. Han understreger, at man gør klogt i at vente med den undersøgende samtale, hvor man prøver at komme nærmere, hvad der ligger til grund for konflikten, til børnene er følelsesmæssigt klar til det (hvilket kan være alt mellem ti minutter til 48 timer efter konflikten).
Kristian og jeg så kurset sammen i februar, og det lærte os helt enormt mange nye ting om forældreskabet. Snart er vi klar til at hoppe ombord i kursets anden del, som jeg har hørt, er lige så god.

Den anden ressource, som jeg på det varmeste vil anbefale i forhold til at forstå barnets konflikter, er en bog, jeg har nævnt herinde nogle gange på det seneste, nemlig: Naomi Aldorts “Raising our children, raising ourselves“. Omend Naomi Aldort kun sporadisk kommer omkring netop konflikter mellem søskende, har det været forløsende og faktisk revolutionerende for mig at læse hendes tilgang til netop konflikter – ja, og alt andet, hun beskæftiger sig med. Men konflikterne er et centralt emne i hendes bog.
Naomi Aldort arbejder i bogen først og fremmest med sin S.A.L.V.E-metode, som er en huskeregel til at komme mere tilstede i konflikter med børnene fremfor blot at trække på de gamle tankemønstre, som langt de fleste af os er dybt spundet ind i. Hun opfordrer os til altid at stoppe op, granske de tanker, som er ved at blive til ord ud af vores mund og blive mere bevidste om, hvorfor vi tænker, som vi gør, og hvordan vi kan reagere mindre destruktivt og i stedet FORSTÅ barnets motiv, som aldrig er ondskab men nærmere umodenhed, misforståelse eller en følelse, som skal ses og anerkendes.

Jeg er så langt fra at være i mål i de der konflikter mellem mine børn. Og de er grimme, nogle af vores konflikter, og jeg ved, at der stikker noget dybere bag, og lur mig om ikke det er mine egne mønstre, som gentager sig (nedladenhed, kritik, hån, ironi), men jeg er på vej. PÅ VEJ, ikke i mål.
Min vej handler blandt andet om, at jeg nu i højere grad søger årsagen til konflikten i hvert enkelt barn: Hvad er deres frustration/vrede/afmagt/sorg et udtryk for?
Jeg prøver at stoppe konflikten uden at pålægge nogen af parterne ansvar eller placere skyld. Det kan være svært, hvis en storebror sparker en lillesøster, eller hvis den ene part siger noget sårende, som man er bange for, slår en flig i stykker i den anden.
Min metode er at trække vejret dybt, forsøge ikke at blive vred, minimere mine egne angreb. Jeg ØVER mig i ikke at sige alle de åndssvage, nedbrydende, forfærdelige ting, som flyver igennem mine tanker, fordi de engang blev sagt til mig, og prøver at være enten anerkendende, stille tilstede eller spørgende.

Det er det bedste jeg kan, indtil jeg knækker koden for, hvordan jeg skal støtte mine børn i ikke at have så mange konflikter i første omgang. Mange af konflikterne herhjemme bunder i dårligt selvværd, tror jeg. Og meget af det dårlige selvværd bunder i dårlige vaner i forhold til plads til følelser og i forhold til institutionalisering og i forhold til en helt masse, som jeg næsten kan smage på spidsen af min tunge, men som jeg ikke helt har fordøjet – eller forstået – endnu.

Den anden dag legede alle børnene med nogle plaider i stuen. Juno tog på et tidspunkt et tæppe, som én af de andre havde gang i, men som lå for sig selv. Den store søskende blev vred, og råbte højt. Det lød voldsomt, og Kristian sagde: “Juno skal også have lov til at have et tæppe”, og sagde, at hun måtte beholde det. Den store skubbede Juno til side, råbte højt, og løb ovenpå. Juno legede lidt med tæppet, men fulgt så efter den store, og deroppe kom de to op at skændes om noget andet, som den store oplevede, at Juno havde taget. Før nogen af os nåede at tænke en tanke, slog den store Juno, mens de stod på toppen af trappen, og vi råbte “Pas på – hun kan falde ned!”, og vi råbte sikkert også andre vrede, dumme ting. Helt ærligt – dumme ting, ting, som ikke hørte sig til.
Den store barrikaderede sig på sit værelse. Ville ikke snakke, ville ikke holdes om. Græd og råbte og sparkede og skubbede os væk.
Jeg trak vejret dybt, satte mig på hug, og spurgte, om jeg måtte sidde i fodenden af sengen. Jeg gav lidt tid, og spurgte så:
“Føler du dig misforstået? Jeg kan godt forstå, hvis du har svært ved at stole på mig lige nu.”
Stilhed.
“Vil du fortælle, hvem du er vred på?”
“Far!” råbte det grædende barn, og jeg blev simpelthen så overrasket.
“Føler du dig misforstået af far?”
“Ja, det var mig, der havde tæppet, og så gav han Juno lov til at tage det.”
Kristian hørte vores udveksling, og kom, og lagde sig ved barnets side. Holdt om, undskyldte og forklarede, at sådan en fejltagelse vil han gøre sit bedste til ikke at gentage nogensinde. “Bare fordi hun er den lille”, som den store sagde, og ja – det er desværre nok rigtigt, at sådan handler vi indimellem, netop fordi Juno er den mindste. Vi kunne heldigvis etablere tilliden mellem os og barnet hurtigt igen, og det endte med en varm og tryg stund.

Jeg er så taknemmelig over, at jeg er blevet bedre til at se bagom konflikten. Stille åbne spørgsmål, efterlade plads til at at møde barnet og høre hvad der ledte frem til konflikten. Ofte bliver jeg SÅ overrasket over følelsen af svigt eller usikkerhed, som ligger bag en umiddelbart simpel slåskamp. “Reagerer du, fordi der er noget, du ikke får sagt?” spørger jeg, “Ja, han giver mig aldrig tid til at svare. Jeg mente ikke, at han var dum, men det troede han.”
Eller: “Hvorfor kalder du hende det?” “Fordi hun er så hurtig til at slå mig, og så er det hendes svageste punkt.”
Det er ikke perfekt, jeg rammer stadig langt ved siden af næsten dagligt. Men jeg er på rette vej, og jeg bliver stolt, når det lykkes (og uendeligt ked af at jeg ikke altid har vidst alt det, jeg ved nu, for det ville mine børn have haft så godt af.)

(og nogle gange så er den bedste løsning herhjemme i øvrigt også at råbe “PUDEKAMP” eller “HVEM KOMMER FØRST UD PÅ TRAMPOLINEN” og hjælpe dem med at komme ud med deres energi, frustration, behov for nærkontakt på en kontrolleret, sjov måde).

Og lige som jeg sidder, og udgiver dette indlæg, kommer Juno ned af trappen: “Dumme far og mor, dumme far og mor”.
Siger du det, fordi du gerne vil kildes, spørger Kristian så. “Ja,” svarer hun, og griner pludselig. Jeg kunne SÅ nemt have sagt til hende “Sådan kan jeg da ikke lide, at du siger om mig, det skal du stoppe med”, hvis ikke jeg havde lært det, jeg ved nu.

DEL jeres erfaringer i kommentarsporet herunder: Hvad er jeres bedste tips til at både afbryde, heale og helt undgå konflikter mellem søskende?
Hvad er det sværeste, I oplever i jeres søskendeflok?

Det er vigtigt, at børn ikke først og fremmest er sammen med deres jævnaldrende

I dag vil jeg skrive om, hvor vigtigt det er, at børn ikke først og fremmest er sammen med deres jævnaldrende. Jeg vil understrege, at jeg ikke mener, socialisering sker bedst, når femårige tilbringer det meste af deres tid sammen, eller når tolvårige søger støtte hos hinanden fremfor deres forældre. Jeg vil påstå, at mine børn får lige så meget ud af en eftermiddag med de erfarne gutter fra modelflyklubben eller deres små søskende som med de børn, de deler årgang med. Jeg vil insistere på, at vi tænker ud af kasserne, når vi ser på vores børns relationer, og respekterer, at deres behov ikke altid er, som normen dikterer.

Jeg hører fra mange, at de er bekymrede for deres børn, som ikke har jævnaldrende venner. Bekymrede, fordi vi er flasket op på den overbevisning, at venskaber mellem jævnaldrende er afgørende for, om vi lykkes som mennesker. Film og bøger for børn kredser om venskabstemaet, og vi lærer, at den sunde socialisering næres i store børnegrupper uden voksenindblanding og med mest mulig uafhængighed fra forældrene.

Men mine børn har aldrig haft fokus på de jævnaldrende relationer, og der gik en del år, før den ældste dannede sine første reelle venskaber, Venskaber, i øvrigt, som han er glad for men ikke afhængig af, og kun sjældent opsøger af eget initiativ. Jeg var forvirret og utålmodig, da han gik i børnehave, ligesom jeg nemt kunne være det nu igen med hans bror, som dog er herhjemme med os (what a freakin’ relief): Hvorfor leger han ikke med de andre børn? tænkte jeg usikkert.I  virkeligheden gav svaret sig selv. Han var ikke som de andre børn, ikke nøjagtig som dem i hvert fald. Og det vidste jeg godt, og jeg var glad for det – han er præcis, som han skal være. Alligevel ønskede jeg, at han skulle være fuldkommen gennemsnitlig lige præcis på det sociale. Men hvordan? De ting hænger jo sammen.

Derfor siger jeg: Mærk efter i dig selv: Har du altid trivedes bedst indenfor de forudbestemte rammer, eller var der ting, som du begyndte at gøre anderledes, da du blev voksen og fri til at bestemme selv? Hvordan ville du selv have det i en børnehavegruppe eller et klasseværelse under de forhold, som vi byder vores børn? Hvor bliver du næret, og er det vigtigt for dig, at du har en stor, homogen vennegruppe, eller er du som voksen tilfreds med at være lidt anderledes og ikke altid falde i ét med flertallet? Har du det bedst i grupper, som forstår dit sprog, anerkender dine dybeste impulser og rummer dine unikke træk, eller er det vigtigste for dig, at I er lige gamle uanset interesser og værdisæt?

Det er nødvendige refleksioner i et samfund, hvor vi afleverer vores børn i institution, før de har fejret deres første fødselsdag for så at øve os i at vinke farvel de næste atten år. Adskillelse er det helt store tema gennem opvæksten for de fleste, og i al ubemærkethed definerer netop adskillelsen en stor del af vores eksistens.

Vi er adskilte på mange plan.

Der er urbaniseringen, som skiller os fra vores biologiske ophav og geografiske rødder, når vi flytter væk fra familien og barndommensgade for at uddanne os og blive voksne et andet sted. Vi får arbejde og børn og køber en lejlighed, og det hele sker så langt væk fra vores ophav, at vi ikke har dem som en støtte i hverdagen.

Og der er individualiteten; den er gennemgående. Vi glemmer vores bedsteforældre på plejehjemmene, og vores forældre glemmer os, når de rejser af sted i tre måneder, mens vi bliver forældre til vores egne børn, som vi glemmer undervejs i jagten efter en succes, der selvfølgelig viser sig at være en afdanket utopi. Og det der i sidste ende sker, er, at vi også glemmer os selv; et selv vi forresten aldrig har fået en reel chance for at lære at kende, og så står vi dér – alene, fortvivlede, stressede og med en følelse af meningsløshed.

Vi er adskilte imellem alder, fysisk afstand, samfundslag og muligheder.

Men dybest inde vil vi mennesker bare gerne være sammen.
Dybest inde vil vi være noget for andre og vi vil ses med kærlige øjne, efterspørges af hjertets lyst.
Vi vil løfte og omfavne; hjælpe til, holdes om og holdes af.

Det mærker jeg tydeligt i vores liv i disse uger.
“Hvordan sørger I for, at jeres børn bliver socialiseret, når I hjemmeskoler?” spørger mange.
“Vi er sammen med mennesker” lyder det korte og oprigtige svar.

Vi er sammen med vores venner, og de er groft sagt mellem 0 og 75 år. Vi er sammen med dem, der vækker en genklang i os, og som vi har lyst til at bruge tid med. Vi er sammen med mennesker, vi møder på vores vej, og som vi glæder os over, eller føler, vi kan være noget for.

For nylig fik jeg en email fra en pensioneret ingeniør, der havde læst, at min søn er interesseret i elektronik. “Har han lyst til at kigge på den slags med mig?” lød beskeden, og svaret var ja. De pillede et apparat fra hinanden, og samlede det igen, spiste frokost, og reparerede så en ting mere. Tiden gik, i Storms og hans nye vens tempo, med plads til sjov og eftertænksomhed og roderi efter lige netop den helt rigtige skrue. Og Storm var lykkelig efterfølgende. Jeg havde ellers tænkt på, om vi overser noget, siden han ikke efterspørger legeaftaler, men måske er sandheden, at der lige nu er noget, han har mere behov for end andre de niårige, der jo er lige så meget i vildrede som han selv. For han har snakket om sin nye ven hver dag siden, og fundet ting som de skal arbejde med, når de ses igen.

Der var oplevelsen, da Britt fra Faaborg inviterede Storm og mig ud at køre i sin Tesla. Elbiler har længe været Storms ting – egentlig er den danske Ellert fra halvfjerdserne hans helt store kærlighed, men Teslaen havde en magnetisk kraft på ham den dag, og Britt inviterede os med på tur: “Sæt dig ind på forsædet,” sagde hun, og turen gik til hendes sommerhus, hvor vi spiste is og snakkede vi om livet og døden og om mange andre ting, før kørte tilbage til Ærøfærgen. Hun sagde, at hun vil besøge os på Ærø, og der går ikke en dag, hvor vi ikke snakker om hende. Hun har gjort stort indtryk med sin imødekommenhed, som er en gave, man sent glemmer.

Modelflyklubben er endnu en glæde. Jeg vil sige, at med den er Storm faldet ned i sine drømmes skatkammer blandt en gruppe voksne mænd med god tid og en helt masse viden og overskud. Så står man dér under den blå himmel på en solvarm flyveplads, og oplever noget af det smukkeste samvær, jeg kan tænke mig: Voksne, som genkender barnets fascination og taknemmelighed over at blive lukket ind i cirklen, og som tager sig tid, og gør sig umage. Ingen nedladende afvisninger eller ligegyldige svar, for de forstår, at omsorg, passion og selvværd dannes fra starten.

Og ved I hvad? Jeg tror, den slags kan opstå over alt. Skriv en annonce i lokalavisen eller på den lokale facebookside og se hvilket lys der kommer frem fra sprækkerne: Over alt findes mennesker, som har noget at tilbyde, og som længes efter nogen at dele det med. Unge, gamle, mænd og kvinder.

Sandheden er, at den sunde, ligevægtige socialisering ikke nødvendigvis sker bedst i en børnehave eller et klasselokale med 25 jævnaldrende, som er samlet seks timer om dagen. Jeg vil vove den påstand, at i de rammer sker socialiseringen faktisk på trods, og det lykkes for en del, ja, men spørgsmålet er, om børnene ikke også betaler en høj pris for at være både så meget på og så meget væk fra deres nærmeste?

Vi lever i et samfund, hvor børn tilbringer de fleste vågne timer med jævnaldrende fremfor med kompetente voksne, som elsker dem. De er superviseret af voksne, ja, men ikke i nærværende kontakt med dem, og når den treårige spejler sig i en anden treårig, og imiterer hende i sin iver efter at øve sig, så er det den treåriges væren, hun lærer. Det er blevet vores overbevisning, at sådan trives mennesket bedst: I relation til jævnaldrende. Men det er en misforståelse, og den gør os sårbare og mindre kompetente.

Faktisk er det i følge den anerkendte canadiske psykolog og tilknytningsekspert Gordon Neufeld et stort problem, at børn og unge næsten udelukkende omgåes og relaterer til deres jævnaldrende. Han argumenterer for, at det er problematisk, at dem, vores børn læner os op ad, og henter støtte hos, også er børn.
Sådan har det ifølge Gordon Neufeld forholdt sig i adskillige generationer, hvorfor vi forældre tror, at det han kalder én af vores tids største sociale udfordringer, er helt naturligt og nærmest positivt: Nemlig at børn og unge trækker sig tidligere fra deres forældre, som de ikke har en tilstrækkeligt stærk tilknytning til, for til gengæld blive afhængige af båndene til dem, de har omkring sig mest af tiden, altså deres jævnaldrende. Han argumenterer for, at der er en direkte forbindelse mellem den stigende mobning, angst, stress og selvmordsrate blandt børn og unge i USA og så den svækkede tilknytning mellem barnet og dets forældre samtidig med at relationen til de jævnaldrende er blevet den bærende. Som han siger: “Sammenlignet med en tolvårig, er enhver forælder en engel”. Fordi: Hvis den tolvårige bliver presset, og kan vinde point ved at såre deres ven, gør de det gerne. Det gør en mor eller far ikke.

Og nu ved jeg godt, at jeg lidt blander flere ting, for man kan sagtens have jævnaldrende venner og ældre venner på samme tid, og man kan sagtens have en stærk tilknytning til sine forældre og samtidig have venner, som er gode for én – og alt det har min ældste efterhånden. Det afgørende er, at vi forstår, at det ikke er barnets eksklusive natur at bruge alt sin tid og fortrolighed sammen med jævnaldrende; at forældrene skal bevare deres position som dem, man går til, og læner sig op ad. Det afgørende er, at vi ikke bilder os ind, at menneskets natur trives bedst i en institution og med en adskillelse, som efter min bedste overbevisning er potentielt ødelæggende for alt det, vi helst vil fylde livet med. Hvis børn skal blive dygtige voksne en dag, så er de afhængig af dygtige voksne, som de kan kopiere og hente indsigt hos, og derfor skal vi være der. Vi skal gøre os gældende, insistere på at bevare relationen, dyrke glæden og intimiteten for til sidst – når børnene for alvor er klar – at slippe dem fri som de smukke mennesker er er.

Hvad tænker I om nødvendigheden af at tilbringe de fleste timer sammen med jævnaldrende?
Og kan I genkende billedet af den manglende dybe tilknytning til voksne fra jeres egen barndom?

Forresten vil jeg på det varmeste anbefale Maria Parss vidunderligt smukke børnebog “Tonje Glimmerdal” om den skønne pige, hvis bedste ven er en dejlig gut på 72. Vidunderlig læsning på niveau med Lindgren.

“Børn er blevet et projekt for forældrene” – Ja, og hvor er det i grunden godt

Det her er (endnu) ét af de indlæg, hvor jeg skriver uden at have et facit. Hvor ofte har vi egentlig det? Jo, vi tror, vi ved noget – til vi pludselig ved noget andet.
Gudskelov udvikler vi os livet igennem. Og sådan siger jeg, selvom jeg indimellem ville ønske, jeg kunne lukke ned og bare stå stille, forblive nøjagtig så mangelfuld som jeg er uden fortrydelse. Ikke fordi jeg ikke har lyst til at blive klogere, men fordi jeg ikke har tid. Jeg ved simpelthen ikke, hvornår jeg skal blive klogere, når jeg er sammen med mine børn, indtil jeg falder om i sofaen kun med overskud nok til lige nøjagtig at spise mig ned i kage og slå hjernen fra.
Og selv når jeg ikke slår hjernen fra dér i sofaen – og det sker ret ofte, faktisk, at jeg ikke gør det – så kan jeg alligevel ikke nå det hele.

I aftes for eksempel hørte Kristian og jeg en radioudsendelse (Audiens, P1 om børns spiritualitet – alle programmerne er gode). Den tog en time, det var vores kærestetid, og udsendelsen var meget indsigtsfuld og smuk på flere måder, så det var godt givet ud. Nu var klokken blevet 22:30 (børnene sov kl. 21:30) og der var der en række e-mails, som ikke kunne vente, og nogle ting, der skulle planlægges. Jeg ville rigtig gerne have lyttet videre på en podcast om “the nine year change”, som er rigtig gavnlig, når nu man er mor til en niårig (og ikke ved, hvad man skal stille op med den slags), men jeg ville også meget gerne have læst videre i Naomi Aldorts bog, fordi jeg kan mærke, at den gør mig godt, ord for ord.
Jeg ville også læse fem andre bøger – og helst nu. Eller femhundrede, faktisk.

Alt det tænker jeg lidt mere over lige nu, fordi jeg tidligere på dagen i går så et klip med Lola Jensen, hvor hun snakkede om noget med nutidens forældres manglende evne til at være autoritære overfor deres børn (jeg kan ikke følge hendes børnesyn, men autoritet er vigtigt – og vi øver os, mens vi balancerer det med anerkendelse og respekt), og så sagde hun “børn er blevet et projekt for forældre nu om dage“. En sætning, som for at sige det mildt, er dejavu for langt de fleste af os, der har fået børn de seneste ti år. Den sætning har jeg set, læst og hørt så mange gange, siden jeg blev mor, at jeg nemt kunne været blevet døv og blind overfor den. Men mens jeg ryddede Briobaner op fra børneværelset, tænkte jeg i stedet over Lola Jensens ord. Alle de artikler med børneeksperter og børneamatører og alle mulige andre mennesker, som problematiserer, at børnene er blevet projekter, og at vores liv er blevet projekter, hvad er det, de vil? Hvori ligger konflikten?

Ja, jeg kender forældre, som sender deres treårige på internationaleskoler iført Ralph Lauren fra top til tå hver eneste dag, og de mødre kan have en tendens til at gå mere op i, hvad andre mødre tænker om dem, end hvordan deres børn har det dybt indeni. Men hvor mange er de, og er det dem, vi snakker om? Jeg kender også de mennesker, som får en uddannelse, finder en kæreste, køber et hus, planlægger en baby, køber udstyr fra a-z, og helt glemmer at mærke efter undervejs. Det er trist på flere plan, og det er en tendens, som vi skal gøre op med, men jeg ved ikke, om det rykker noget ved dem, at vi snakker om projekter?

Og så er der sådan nogle som mig, og jeg tror, vi efterhånden er en del. Curlingforældre, eller hvad? De der begreber som ikke rigtigt har mening.
Mine børns barndom er helt klart et projekt for mig. Det er omtrent det eneste, jeg gider beskæftige mig med for tiden, og jeg indrømmer det gerne. Når jeg drømmer om at blive dygtigere, som beskrevet i toppen af indlægget, er det som regel moderskabet, jeg ønsker at dygtiggøre mig i.
Og jeg ved ikke, om det er mig, Lola Jensen mener, men jeg kommer til at tænke på, at det helt sikkert kan virke ekstremt, når man gør så meget ud af forældreskabet, som jeg gør. Selv ser jeg min tilgang som udtryk for to ting – og jeg har ikke lyst til at undskylde nogen af dem (faktisk er jeg stolt af, at jeg tør se mine mangler i øjnene):
1) Jeg er ambitiøs omkring min familie og mine børns opvækst i særdeleshed. De børn er her hos mig 15-20 år af deres liv stykket, og derefter tager de sandsynligvis ud i verden, hvor de skal udspille deres rolle som en del af samfundet, udviklingen og alt det du, jeg og alle andre har kær. Mine børn er fremtidens grundpiller, de er Lola Jensens børnebørns kommende venner, dates, medsammensvorne. Hvorfor ikke give den alt, hvad man har, mens man har dem hos sig?

2) Jeg famler i fucking blinde, og jeg ville mere end noget ønske, at det her moderskabshalløj sad på rygraden, men min egen mor blev afleveret som lille, så hendes forældre begge kunne arbejde, og jeg blev afleveret, så mine forældre kunne arbejde, og når vi blev hentet sidst på dagen, var der ingen børnepsykologisk youtubekanal eller syvogtredive magasiner og ti gange så mange bøger om attachment parenting og den slags. Kulturen var gået tabt i frigørelsen og i aller højeste grad i industrialiseringen, og samtidig fandtes børnepsykologien ikke rigtigt endnu.

NU er vi derimod et sted i vores udvikling, hvor det på den ene side står så grelt til med børnenes vilkår (og de voksnes!), at vi bør råbe meget højt for at gøre en forskel og på den anden side ved vi så meget mere end dengang, at vi rent faktisk har mulighed for at råbe noget meningsfuldt – om tilknytning og den slags.
Hvis ikke børnene skal være et projekt, hvad så? Tror Lola Jensen, som bliver ved med at gentage, at vi skal tage den med ro, samtidig med at vi skal svare kort og kontant på børnenes spørgsmål, at forældreskabet af en biologisk nedarvet viden, som kommer til mig helt naturligt, uden anstrengelse, når jeg føder? Gid det var så vel. Der var engang og alt det der, men faktum er, at vi sandsynligvis ikke tidligere i menneskets historie har haft de samme mulighed for bevidst forældreskab, som vi har nu, og det skal selvfølgelig udnyttes.
Og ja, jeg så DR2-programmet med ham Torben Chris (også selvom han var sådan en skid overfor mig sidste år), hvor han gennem sine snakke med bl.a. Lola Jensen nåede til den konklusion, at forældreskabet slet ikke behøver være så bøvlet. Man skal bare stole på sig selv og være til stede, ik? Men hvordan skal vi stole på os selv, når vi ikke har en automatisering omkring det gode, tilknytningsbaserede forældreskab? Og er det virkelig så nemt at være tilstede i en kultur, som dyrker alt andet end netop det? Nogle har nemt ved de ting – god bless them, de kvinder, hvis eksistens falder i hak, når de bliver mødre. Det er smukt og inspirerende – men det er ikke os alle sammen. Jeg synes, vi skal være glade for, at nogle gør sig umage – og gør forældreskabet til et projekt – for det der med at læne sig tilbage og gå med mavefornemmelsen kan være virkelig svært, hvis mavefornemmelsen er blevet druknet i vuggestuens sandkasse og i samfundets generelle fravær af omsorg og nærvær.

Det var bare det. Men det var jo også en hel del.

Til de af jer, som har travlt – læs her: Gør dig umage, det må du gerne. Faktisk synes jeg, det er dit ansvar.

Fortæl mig om jeres drømme og om jeres angst og tvivl. Jeg kender det hele, og vi må stå sammen. Skriv herinde eller i en mail og lad os sparre på vores muligheder ❤

Moderskabet er mit. Mine børns barndom er deres.

Moderskabet er mit. Mine børns barndom er deres.

Det er mig, der med min indstilling og mine valg skaber det lærred, som mine børns barndom males på.
Men det er dem, der fører penslerne.

Jeg har erfaret, at barndommen i sig selv har en enorm, eventyrlig værdi. At barndommen i sig selv fortjener den største omtanke, ro og omsorg. Tidligere tænkte jeg på livets første år som vejen mod noget andet. Jeg tænkte, at mine børn nok skulle få et godt voksenliv – selvom og på trods. Tænkte, at det akademiske og målbare vejede tungest i jagten efter succes. Ud fra den forståelse, at barndommen ikke var meget mere end et trinbræt.

Jeg vender for tiden tilbage til et citat af Mary Haskell, som smukt beskriver, hvordan jeg ønsker, at mine børn skal opleve min hengivenhed til dem:
Nothing you become will disappoint me; I have no preconception that I’d like to see you be or do. I have no desire to foresee you, only to discover you. You cannot disappoint me.

At mine børn ikke kan skuffe mig; at jeg ikke har nogen forudfattet mening om, hvad de skal være eller gøre; at jeg ikke har noget ønske om at forudse, hvor de skal bevæge sig hen – alt det er sandt, når jeg er den bedste version af mig selv. Når jeg slipper min angst og min usikkerhed; når jeg tager kontrol over, hvad der kommer ud af min mund, og anskuer mine følelser og mine tankemønstre fra et højere perspektiv. Når jeg stopper mig selv, før jeg lader ukonstruktiv vrede og gamle ord fra mit eget liv blive en del af deres virkelighed. Når jeg tilgiver mig selv, og udvikler mig sideløbende med mine børn.
Da er jeg den mor, som ikke kan blive skuffet, som altid vil elske ubetinget.

Skridt for skridt går jeg længere væk fra vreden og fra den blinde higen efter anerkendelse fra omverdenen. Jeg bevæger mig tættere på mine børn, og i den proces giver jeg mere slip på dem. Jeg forstår, at de er her for at lære mig om livet og ikke omvendt. Forstår, at min rolle mere end noget andet er at give dem plads og omsorg, så de kan bevæge sig frit i den verden, som de er kommet til for at leve deres eget liv – og ikke for at indfri en version af mit.

Mere og mere forstår jeg, at det er min fornemste opgave at facilitere den læring, de selv søger. At det er mit job at elske uden at dømme. At jeg ikke har nogen ret til at tro, jeg kender den bedste vej for dem. Jeg forstår, at jeg vil blive overrasket igen og igen gennem moderskabet; at intet er forudsigeligt, og at intet er rigtigt, blot fordi det er, som jeg havde forestillet mig – eller forkert fordi det er det modsatte.

Når jeg pålægger den ene aktivitet større betydning end den anden, lægger jeg en arbitrær forventning hen over barnets fantasi. Jeg mørkner det, som før var lyst.
Selv når jeg afbryder mit barns leg for at fortælle, at jeg glæder mig over deres fordybelse, sætter jeg mit fingeraftryk på legen, således at barnets fokus og magiske verden opløses. I det øjeblik er den ikke længere deres, men en refleksion af min bevidsthed. Når jeg spørger, om ikke det var bedre at lege den ene leg fremfor den anden for at undgå udfordringer eller uvenskab, forstyrrer jeg en kreativitet og inspiration, som jeg måske ikke har fantasi til at forestille mig.

Når jeg derimod giver slip, og har tillid til, at alt barnet gør, har et formål, bliver jeg næsten altid overrasket. “Nååå, så var det derfor, du havde så travlt med at samle sten”.

Det betyder ikke, at mine børns liv er uden rammer.
Vi har struktur, gentagelse, daglige gøremål her hos os. Vi har genkendelighed og tydelige værdisæt, men indenfor de rammer, som vi voksne har sat, ønsker jeg, at alle får lov til at være sig selv, og det kræver, at jeg dagligt genopfrisker min tillid til livet og dermed til børnenes intuition, deres medfødte indre kompas.

Og alt det er kun muligt, når jeg tilgiver mig selv, og bevarer fokus. Når jeg tager mig tid til at se vreden, bekymringerne eller irritationen i øjnene, før den slipper ud af min mund. Når jeg tæller til ti, husker min intention og slipper ængstelsen uden lyd.

Det her smukke, fine blogindlæg af Linda på Blogsbjerg mindede mig om, at de oplevelser, som barndomsminder er spundet af, indimellem trækker tænder ud på os voksne, men alligevel betaler sig på fineste vis. Nu sætter jeg endnu større pris på vores daglige ture til stranden, sandet i sofaen, hyldeblomstsaften på køkkengulvet. Jeg sætter pris på vasketøjet, som jeg først hænger ud, når børnene sover, fordi vi har så travlt med at være sammen resten af tiden. Skide være med at jeg ret ofte er helt i knæ klokken 22, når de tre ældste stadig kalder eller kommer ned i stuen med mellemrum – helt vågne, helt glade. Det her er de gyldne år med tusindevis af spørgsmål, gummibådssejladser og koldskål i haven næsten hver eneste aften. Det her er livet – det er nogens barndom og det er mit moderskab, og jeg er så træt indimellem, det er jeg virkelig, men jeg klarer det, og når de endelig sover, er jeg taknemmelig for, at jeg er her, og gør mit bedste, for lige om lidt er det slut. Lige om lidt flytter de hjemmefra, og så er jeg færdig med at være den, som er der hele tiden (og så håber jeg af hele mit hjerte, at der følger en anseelig årrække, hvor vi ikke har hjemmeboende børn og endnu ikke har børnebørn, og i de år skal jeg sove efter min egen rytme (dvs. kl. 02-9), og jeg skal gå ture hver dag, læse ustyrligt mange bøger og måske også skrive nogle selv. Jeg skal spise middag med mine nærmeste uden afbrydelser, og midt i det hele – mens vi sidder, og snakker, uden at vores børn kalder på os, vil det slå mig, at den tid var det smukkeste øjeblik. Det var et lysglimt, det var min største prøvelse og mest betydningsfulde livslære. Til den tid vil jeg være taknemmelig over, at jeg gør mit bedste nu.)

For tiden læser jeg Naomi Aldorts “Raising our children; Raising ourselves” (køb den billigt i UK nu, før de exiter), som jeg anbefaler alle forældre/bedsteforældre/lærere og pædagoger at læse. Læs den nu, ikke senere, og lad Naomi Aldorts visdom lede dig ind til den bedste version af dig selv. Det er en meget kærlig og øjenåbnende rejse.

Der var ingen, som foreslog, at jeg skulle skrive projektopgave om forældreskabet. Ingen nævnte nogensinde, at det er den vigtigste tid i et menneskes liv

Ni år efter jeg fødte mit første barn, føler jeg efterhånden, at jeg er ved at lande i mit moderskab. Jeg lander, som den mor jeg er blevet, og som den mor jeg måske altid har båret i mig, men som jeg ikke har kunne eller turde omfavne før nu.
Det har taget indre kampe at nå her til, og jeg har måtte revidere mit billede af mig selv samt ikke mindst mine forventninger til, hvordan et familieliv kan være. Jeg har ikke altid været bevidst om, at man kan være den slags mor, som jeg er i dag, og jeg har ikke været klar over, at forældreskabet er noget, det er værd at tage stilling til og prioritere.

I en helt almindelig opvækst fylder oplysning om forældreskab og familiedannelse nærved ingenting: Ingen underviser børn og unge i omsorg eller tilknytning, og ikke ét eneste menneske i løbet af mine år i folkeskolen, gymnasiet eller journalistuddannelsen nævnte, at forældreskabet er den største opgave, et menneske kan påtage sig. Det var ikke et emne, man berørte; ikke en værdi, der blev fremhævet. Hvad mon det ville betyde for vores forældreskab, hvis indsigt i familielivets styrker og udfordringer var en del af den almene dannelse? Hvad hvis nogen havde fortalt mig, at det er værd at gøre sig umage, når vi sætter liv i verden, eller havde opfordret mig til at skrive projektopgave om familieliv, parforhold eller barndom for derved at få en dybere indsigt i det, som er kernen i de fleste menneskers identitet?

Bøger om emnet skal man selv finde frem til, ligesom de forberedende kurser betales af egen lomme som en slags luksus forbeholdt de privilegerede. Det er på alle måder utilgængeligt at blive klog på netop dette kapitel i livet (et kapitel, vel og mærke, som er ”for evigt”, når først det er indtruffet), fordi ingen lader til at regne forældreskabet for noget særligt. Hvorfor skulle de? – Alle, som arbejder med graviditet, fødsel og børnepasning er dårligt lønnede, og børneliv, familie og omsorg er ikke noget, man sætter en stolthed i som ambitiøst menneske. Vi antager, at forældreskabet er en privat sag, der iøvrigt ikke kan foregribes, og lader således den mest krævende livsopgave tage sit afsæt ved selve fødslen. Fødslen, som klares med hjælp fra stressede jordemødre og rundes af med et forhastet exit fra fødeafdelingen, hvorefter en sundhedsplejerske dropper lidt anonymt forbi med sin dagsorden fra sundhedsstyrelsen (”ingen samsovning, seks måneders amning, husk sexlivet og pas på dig selv”).
Og så sidder man ellers dér: Som “Mor og far” med livets største ansvar i armene og et hjerte der er revet frem fra dybet for at banke med en hidtil uset intensitet.

Jeg tror helt ærligt, jeg har brugt mere tid på researche ferier til Kina og Thailand, end jeg brugte på at forberede min første fødsel og kommende moderskab. Ingen omkring mig spurgte til, hvad Kristian og jeg gjorde os af tanker om barnets første år (ville vi gå hjemme, sende ham i vuggestue eller starte vores egen dagpleje?), og jeg havde end ikke overvejet, at der var mere end én måde at trøste, sove og amme på. De fleste omkring mig var langt mere interesserede i mine planer for at vende tilbage til studiet og min efterfølgende karriere.

På de ni år, der er gået, siden jeg blev mor, er jeg blevet mere tillidsfuld, glad og intuitiv. Jeg er kommet til at stole på mig selv, min dømmekraft og min evne til at prioritere her i livet, og jeg føler en mening med alt, hvad jeg foretager mig. Men inden jeg nåede hertil, var der en tid, hvor jeg syntes, det sværeste i mit liv, var at blive mor, og min rejse har været én fra afmægtighed over erkendelse til den mest hudløse underkastelse. At jeg nu lever i overensstemmelse med mine drømme og instinkter, skyldes i høj grad de kvinder, jeg har mødt på min vej, som har inspireret mig til at turde. Det er derfor, det er så vigtigt for mig at fortælle om både det svære og det smukke i mit moderskab, fordi jeg tror, ærlighed og omsorg er den stærkeste bro imellem mennesker, når vi skal finde mening, håb og styrke.
Det er så vigtigt, at vi bliver set, anerkendt og spejlet, for INGEN ER ALENE – men det kan føles som om, vi er det.

Da jeg blev mor første gang, var det et enormt chok. Et stille og indadvendt chok, men også en larmende smerte, der buldrede indeni, og fyldte mig med både skyld og angst.
“Hvad har jeg gjort? Hvorfor er der ingen, som har nævnt det her?”

Min søn skreg mange timer dagligt, og vi kunne ikke være nogen steder, kunne ikke mødes med andre, kunne ikke sidde stille, køre barnevogn, sove lur, holde øjenkontakt. Ingenting foregik uden gråd, og ingenting føltes rigtigt, varmt eller trygt.

Jeg sagde i telefonen til mine veninder, at det var uoverskueligt. At jeg ikke kun elskede ham, men også gjorde det modsatte – det unævnelige. At jeg var ved at blive vanvittig. Og de, som endnu ikke havde børn, grinede chokeret, og jeg grinede med. Vi nægtede at tro mine ord, for vi havde håbet, at det ville være skønt og nemt, det moderskab.

Det viste sig, at min søn var så skæv i ryggen, at kiropraktoren tog billeder til sin opslagstavle, da vi mødte op første gang. Der var en grund til, at han græd, og behandlingen hjalp, men det blev ikke nemt at være mor af den grund – det blev bare mindre svært.

Hvert eneste menneskes rejse unik, og for mig var en del af bagagen ganske tung, da jeg blev mor. Den slags forsvinder ikke, fordi man tager hul på et nyt kapitel. Tværtimod, sådan set. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke havde en fødselsdepression; jeg var nærmest lykkelig, når dagene med min søn var mere harmoniske, og jeg mistede ikke min grundlæggende glæde ved livet. Men jeg blev væltet omkuld af opgavens omfang, af udmattelsen og ensomheden, og mit liv føltes ukendt og uoverskueligt. Jeg var den første i min omgangskreds til at få et barn, og der var ikke noget kollektivt fællesskab, som jeg kunne lande trygt i, så jeg lukkede sammen omkring mig selv. Jeg var en løvemor fra starten med vågne øjne og et konstant blottet bryst. Men jeg var ikke den mor, jeg helst ville være.

Kærligheden for min søn var af den slags, som sidder på rygraden: En instinktiv omsorg, der føltes nærmest mekanisk. Jeg ville selv trøste ham, sove med ham, amme ham og holde ham, men den dybere kærlighed var tvunget til at vokse fra kendskabet til det nye menneske. Ligesom jeg heller aldrig har elsket nogen anden, uden at jeg kendte vedkommende indgående, således var det også med mit eget kød og blod: Det krævede tid, og jeg tror, han var et år, før jeg tog en dyb indånding, og mærkede den uforstyrrede, betingelsesløse kærlighed strømme med ind. Jeg ville ønske, nogen havde sagt til mig, at det er helt normalt, at kærligheden tager tid. Man bliver ikke mor alene af at føde et barn, til gengæld er tilstanden livsvarig, når først den indtræffer.

Da jeg fik mit fjerde barn syv år senere, var det også sårbart at stå med et nyt liv, men jeg kendte mig selv bedre, og vidste mere om, hvordan jeg er mor. Jeg er endelig landet i min egen identitet, men indimellem tænker jeg, om min ældste søn har taget skade af den hårde start med mig? Husker han et sted indeni, at jeg stillede mig i en solstråle med ham for at få gråden til at stoppe et øjeblik? Jeg er ikke i tvivl om, at det er meget anderledes af være barn af mig nu, end det var dengang – havde jeg mon fundet mig selv tidligere som mor, hvis ikke det hele havde været så fremmed, ensomt og adskilt fra alt, jeg ellers identificerede mig med?

Jeg er overbevist om, moderskabet ville være nemmere, hvis vi var mere knyttet til os selv og hinanden. Hvis målet var nærvær og tilknytning fremfor adskillelse og effektivitet. Hvis vi havde omsorg og tid fremfor travlhed og stress. Vi er blevet fremmede overfor vores natur, men noget er under opsejling: En ny bevægelse tager form – vi tager kærligheden tilbage, og insisterer på fordybelse og grundighed. Vi er ambitiøse omkring vores relationer, og tager ansvar for os selv og dem, vi har sat i verden. Vi vil mere end den tomhed og overfladiske norm, som er nedarvet til os fra en industriel revolution, der efterhånden runger hult. Vi begynder at forstå, at vi er mennesker og ikke blot forbrugere, og når alt det sker, når vi tør se os selv i øjnene og mærke efter, så forandrer verden sig.

Jeg synes, at vi skal tale om forældreskabet: Kærligt, oprigtigt og insisterende skal vi tale om vigtigheden af at kende os selv og hinanden. Vi skal tale om forældreskabet med den største omsorg, dedikation og naturlighed, fordi det er en alvorlig sag – en forpligtende og altopslugende livsopgave.
Til nybagte forældre, som kommer til mig, siger jeg: “Grib fat i dem omkring dig og hold fast. Giv tid og husk at alting er en fase. Hav tålmodighed med dig selv og det lille barn. Bed alle kloge kvinder i dit netværk om at komme dig til undsætning og skid hul i oprydning, tøjvask og matchende strømper. Mærk efter forud for hver eneste aftale, om den er drænende eller det modsatte, og husk at den første tid vitterligt kun er den første tid. Elsk dig selv, mama. Elsk dig selv og elsk din baby og tilgiv jer begge hver eneste dag.”
Og: “ring til mig.” Jeg mener det, og jeg siger det: “Ring til mig eller en anden du kan snakke med om det sure og det søde. Det svære og det ubærlige. Vi er her, du er ikke alene.”

Helst ville jeg skrive en bog om moderskabet, men jeg ved ikke, om det nogensinde kommer til at ske, og på samme måde tænker jeg indimellem på at lave en workshop eller et forløb for nybagte mødre, som kæmper med at finde deres vej. Hiv fat i mig hvis behovet er der, så gør jeg det måske rent faktisk.

Læs også: ”Jeg sad på en trappesten med sand i ansigtet” / “Jeg er blevet skubbet ud over kanten. Nu tager et nyt liv sin begyndelse” / “Dengang jeg blev mor for første gang” / “Jeg peger på mig selv, og jeg står stille i badet, fordi det gør ondt” / “Dengang vi fik tvillinger“.

Hvordan ved jeg, at jeg ikke skal have flere børn?

Langt de fleste af os får børn, fordi vi mærker en biologisk længsel efter at sætte liv i verden. Det er en drift, som er så dyb, at den er indiskutabel, og alligevel har den forskellige udtryk og forskellige årsager i hver af os. Men vi har alle det til fælles, at vi får børn af selviske grunde: Vi får dem, fordi vi har lyst.

Verden mangler ikke mennesker (tværtimod) så der findes ingen argumenter set i et større perspektiv for, hvorfor vi lige netop vi skulle formere os, og alligevel gør vi det.

Men hvordan ved man, at man har fået de børn, man skal have?

I og med at vi får børn for vores egen skyld – og ikke for at redde verden eller på anden måde som et ideologisk projekt – er det mest rigtige svar, at vi alle bør holde os til at få de børn, som vi i udgangspunktet har overskud til at give en opvækst med stort nærvær og omsorg. For nogle mennesker er det ingen børn, for andre er det otte. De fleste af os lander et sted derimellem, og fordi ingen kender morgendagen, kan vi kun handle ud fra en fornemmelse af, hvad der fungerer for os – nu og her, indtil andet er bevist.

Når nogen spørger mig: “Vil du anbefale at få fire børn?”, har svaret naturligvis mange facetter, men kernen er: “Hvad har du overskud til?” – “Hvor mange børn kan du være forælder til og stadig føle dig i balance og leve det liv du drømmer om?”

Jeg kender kvinder, som aldrig kommer til at føle, at de er færdig med at få børn. Kvinder, som altid vil have lyst til at udvide familien, men som af fysiske, praktiske eller andre årsager alligevel er nødt til at stoppe efter to, tre, fire, fem styks.

Jeg kender også kvinder, som efter det første, andet eller tredje barn kan mærke, at de ikke skal have flere. Som af den ene eller den anden grund ved, at det var det. Sådan som jeg selv har det nu med mine fire. Jeg kender også dem, som ikke kan få flere, uanset hvor højt de ønsker det – kvinder, som står med nogle andre følelser og udfordringer, end jeg har gjort.

Efter jeg fik Storm, spekulerede jeg på, om jeg nogensinde ville mærke følelsen af at være færdig med at få børn, ligesom jeg tænkte på, om jeg nogensinde ville blive helt klar til at få flere end ham. Begge dele kom med tiden.

Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle have fire børn. Jeg er selv voksen op i en god flok på tre styks, så det har mere eller mindre bevidst været min intention at gentage den konstellation.

Men jeg fik fire, for vores tre første børn kom af kun to omgange, og intet var, som jeg havde forventet. Sådan er det nok uundgåeligt at blive forældre: alt er nyt og intet er forudsigeligt, men jeg følte ikke desto mindre, at det havde været hårdt med først et kolikbarn og dernæst tvillinger, og noget i mig var uforløst.
Jeg kan nogle gange tænke, om vi mon var stoppet efter to børn, hvis vi havde fået én af gangen, og jeg kan i mit stille sind ønske, at vi havde gjort det. Jeg ser et stort potentiale for ro og balance i konstellationen “to børn og to forældre” – et potentiale som ikke er fraværende med fire børn, men som jeg har indtryk af, at det kræver noget mere at skabe i en større flok.

Juno er i høj grad et ønsket barn, og jeg vidste, at hun ville komme til os, flere år før hun rent faktisk landede i vores liv. Inden da var der en form for ubalance i søskendegruppen: En følsom storebror og to styks tvillinger med stærke stemmer efterlod både behov for- og plads til den lille pige. Hun kom, og hun faldt ned som den manglende brik, og hun healede mit moderskab, bragte orden i mange ting.

Men den tredje graviditet, den tredje babytid, den tredje omgang med alt det, som starter forfra, når man sætter et nyt liv i verden, var, hvad jeg kunne holde til. Nu har jeg ikke mere af det i mig, og jeg har syntes, at det første år i mine børns liv alle tre gang var præget af en sårbarhed, som jeg ikke ellers har med mig, og jeg har tydeligt mærket, hvor stor en omkostning det er for både mine børn og mit parforhold, når et nyt liv kommer til.

Den følelse som fylder mig nu, kunne lige så vel være kommet efter to eller tre børn, tror jeg: Jeg har dem, jeg drømmer om, og som jeg kan rumme at have. De kræver de ressourcer, jeg har, og det ville være for meget for mig at skulle gabe over mere. Kærligheden vokser med hvert barn, det er der ingen tvivl om. Vores hjerter deles ikke i mindre stykker, men multipliceres derimod, når udvider vores familie – og alligevel skal jeg ikke have flere børn.
For med hvert barn kommer en ny opgave; et nyt menneske som har krav på min opmærksomhed, min dybeste dedikation og grundighed. Med hvert barn kommer et sæt øjne som skal suges ind og tages alvorligt; en million gode historier som skal lyttes til ende og lige så mange spørgsmål som skal stilles med oprigtig interesse. Med hvert af mine børn er jeg blevet klogere, mere rummelig, mere mig, mere i live. Og samtidig er jeg blevet mere hudløs, mere fokuseret, overstimuleret og også optaget.

I erkendelse af at jeg har hænderne fulde, og i den største ydmyghed over at have sat fire raske, smukke børn i verden vil jeg ikke hverken bede om eller ønske mig mere. Jeg har nok, og når jeg indimellem føler, at jeg har for lidt, er det ikke børn men derimod overskud, jeg savner.

Derfor er jeg også på den mest rolige og afklarede vis overbevist om, at vi er dem, vi skal være. Jeg har ikke lyst til at udfordre det, vi har, og jeg vil nødig skulle slække mere på mine ambitioner, end jeg allerede gør, når jeg hver dag står i situationer, som jeg ikke helt føler, jeg kan bunde i.

Så hvor mange børn skal man få, og hvornår er nok nok?
Jeg tror, vi skal spørge os selv, hvorfor vi vil have børn, og hvorfor vi vil have flere end dem, vi allerede har? Hvori stammer drømmen, og hvilke behov er det, vi ønsker at opfylde?
Det er et stort og vigtigt spørgsmål, som kan handle om praktiske hensyn (økonomi, hus, bil), men i langt højere grad bør dreje sig om oprigtig overskud og lyst: Hvor mange børn har du mulighed for at investere den fornødne opmærksomhed og kærlighed i – nu og her. Ingen ved, hvad fremtiden bringer.

Hvad tænker I? Hvornår ved man, at man har de børn, man skal have?