Jeg er ikke gjort af et særligt stof (og jeg kan heller ikke altid holde ud altid at være sammen med mine børn, men alternativet er for mig blevet dét, som er uudholdeligt)

Jeg er ikke gjort af et stof anderledes fra alle andre.
Mine børn blev afleveret i børnehave og skole indtil for et år siden. Fire dage om ugen var rytmen således: Dem af sted, mig hjem til skrivebordet (- dyb indånding, ro og arbejde.), hente igen.

Jeg har altid tænkt, at jeg ville få stress af at være sammen med mine børn dagen lang, men noget skurrede alligevel indeni, hver gang jeg afleverede dem i vuggestue eller børnehave: Hvorfor virkede det mere rigtigt at efterlade mine børn ved andre mennesker, når de hellere vil være hjemme? Hvorfor greb jeg så mange andre af mine drømme og visioner men ikke lige netop denne?

For et år siden tog vi børnene hjem, Kristian og jeg, og nu er vi sammen hver dag.

“Hvordan kan du holde det ud?” sagde en kvinde til mig i telefonen i går. “Jeg har barnets første sygedag i dag, og jeg har allerede tænkt på, hvordan du klarer at have dine børn hjemme hele tiden? Der er så meget andet, jeg har travlt med.”

Jeg er ikke anderledes.
Jeg er ikke et supermenneske eller en supermor eller altid fuld af overskud og kreative konfliktløsninger.

Jeg kan heller ikke altid holde det ud, men alternativet er for mig blevet dét, som er uudholdeligt, og livet skal ikke først og fremmest være nemt. Det skal give mening.

Jeg har truffet en beslutning, fordi alt andet efter otte års moderskab på samfundets præmisser føltes forkert. Et informeret valg, om man vil. Jeg har handlet på mine instinkter, som lod til kun at pege én vej, nemlig væk fra det konventionelle børneliv anno 2018. Vi har indrettet et samfund, som ikke efterlader plads til børnenes livsglæde, medmindre vi hver især bryder med den norm, som ellers føles nærmest uundgåelig. Så det gjorde jeg, endelig.

I går skyndte jeg mig at sige til kvinden i telefonen, at det kan jeg heller ikke; at jeg var ved at omkomme af magtesløshedflere gange (dagligt?) det første halve år, mine børn var hjemme. Og det var jeg ganske rigtigt, men jeg var også IKKE ved at omkomme. Jeg var også lykkelig. For første gang i mit liv, måske, var jeg hver dag helt i bund stolt af mine prioriteringer og overbevist om, at if all else fails – så har jeg i hvert fald gjort mit bedste med den her del af mit liv. Sådan har jeg det stadig.

Tidligere tænkte jeg, at hjemmegående mødre simpelthen var anderledes end mig. Andre værdier og et temperament meget forskelligt fra mit selvbillede. De var måske nok knap så drevne og ikke nær så passionerede omkring deres professionalisme. Til gengæld var de mere nede i tempo, mere villige til at gå på kompromis med en lang række ting – deriblandt økonomi, karriere og deres personlige identitet.
Det kunne alligevel gøre ondt på mig, når jeg mødte dem på min vej: Deres samvær med deres børn, og den sikkerhed som de udstrålede omkring deres valg, men som jeg ikke følte i mine.

Nu står jeg her – som én af forældrene til de i alt tre procent hjemmepassede og knap 400 hjemmeskolede børn i Danmark, og jeg er stadig den, jeg var dengang.

Men mit fokus er ændret, og her i min nye virkelighed møder jeg indsigter, der for mig bliver sandheder, som jeg måske aldrig var stødt på, hvis ikke det var for vores nye hverdag. Sandheder om langsommelighed, fordybelse og øjenkontakt. Sandheder om mit og min families ganske lille behov for daglige aktiviteter og aftaler. Sandheder om læringen, der kommer flydende i en lind strøm til vores hoveder, kroppe, hjerter, selv når vi ikke bevidst opsøger det. Sandheder om at less IS more og at min natur er at være sammen med mine børn, ikke adskilt fra dem.
Men jeg er stadig mig.

Forældreskabet er ikke nemt. Det trækker tænder ud, ligesom alt andet, der virkelig er noget værd. Tidligere har jeg følt mig overrumplet og snydt, når mine børn tog al min energi, og jeg har syntes, at det, jeg nu forstår, er deres behov og naturlige forventning, var for meget forlangt. Jeg kan stadig være alt for kortluntet, og jeg kan smelte sammen adskillige gange på en  svær dag, og hvis jeg kunne sætte mine børns liv på pause i en uge, så de ikke opdagede, at jeg var væk, ville jeg rejse til syden og trække vejret dybt, mens jeg lå indhyllet i solskin, kelimtæpper og krydret mad. Men den luksus har jeg ikke længere – uvidenhedens beskyttende slør er revet væk, og jeg ved, at det er nu, det gælder og ikke om ti år. Vores liv udspiller sig i dette øjeblik, og mit liv med små børn kommer ikke tilbage, når først det er slut. Vil jeg forære årene til et system, som tænker på profit og optimering, længe før det tænker på mine børns livskvalitet?

Nej, og jeg er taknemmelig for at have muligheden for at vælge en anden vej. Taknemmelig for min mand, der kan mærke mange af de samme impulser som jeg, og for et liv der rent praktisk er indrettet, så det kan lade sig gøre at have børnene hjemme.

Når vi taler om barndommen, kredser vi ofte om, hvad den udmunder i: “Man skal sagtens blive en velfungerende voksen, selvom man går i vuggestue. Se lige på alle os, vi klarede det da.” (både ja og nej, tænker jeg. Hvor mange af os kender ikke mindst en håndfuld jævnaldrende, der lider af stress, depression eller angst, og diagnoserne vokser markant, og rammer yngre og yngre børn.)
Vi taler om udfaldet af barndommen og ikke om nuet, men hvorfor er det så vigtigt, hvor det ender og ikke i højere grad, om det er godt nu? Ja, man kan blive en glad voksen, selvom man har en trist barndom, for man kan klare sig på trods, det er det, vi kalder livsduelighed – eller ren og skær overlevelse. Er det virkelig godt nok? Er det målet?
Når jeg sætter mig om aftenen med min te, chokolade og en film, jeg holder af, så er det ikke for at kunne blive en velfungerende pensionist senere. Det er for at nyde nuet, fordi nuet er alt, vi har.

Jeg synes, vi skal arbejde på at skabe et samfund på børnenes og dermed også i sidste ende vores egne præmisser. Med afsæt i kærlighed, vores modersprog og den glemte følsomhed skal vi ændre strukturerne omkring os, så der er plads til at alle har mulighed for at vælge et liv med børnene, omsorgen, nærværet i fokus, og vi skal hjælpe hinanden tilbage på sporet – dér, hvor vi tør mærke efter og handle på det, som rører sig i hjertet.

Om at tage ferierne med hjem i en travl hverdag (eller: “Nyt køkken vs. mine børns barndom”)

Jeg tænker over det med, at mange siger, de ville ønske, deres hverdag mindede mere om deres ferier.
“Vi elsker de langsomme dage i sommerhuset, hvor vi læser bøger, går ture, og er sammen uden at have travlt. Vi prøver altid at tage lidt af den stemning med hjem.”
Jeg svarer som regel noget med, at jeg prøver at leve, så min hverdag mest af alt minder om det sommerhusliv, de beskriver, og så ser de faktisk ofte lidt overrasket på mig. Som om “det kan du da ikke mene” – på trods af at de selv lige har sagt noget i den retning.
Jeg tænker, at det langsomme liv reelt set ikke er det liv, de drømmer om at leve, selvom de beskriver det med et fjernt blik og længselsfuld stemme. At selvom de føler en oprigtigt glæde ved at opleve det nære samvær med deres familie i et isoleret tidsrum, så har de ikke lyst til primært at leve sådan. For det er ikke helt nok. Der er ikke tilstrækkeligt målsætning i det. Ikke passende ambitioner.

Og jeg forstår godt behovet for afveksling. Jeg kan nemt sætte mig ind lysten til faglighed og tiltrækningen ved at udrette noget synligt (jeg kan levende sætte mig ind i det). Jeg kan godt forstå, at ikke alle har lyst til at gå hjemme, sådan som jeg gør det, for det er på ingen måde det, vi er opdraget til, eller har fået besked på at stræbe efter, og vi har så mange interesser (og passioner ligefrem), og der er meget, som trækker i os fra mange kanter.

Men vi kan ikke alt, vi kan ikke alt, det må vi forstå. Hvis vi vil langsommeligheden og nærværet og fordybelsen, så kan vi ikke samtidig nå at udmærke os på en helt masse udadvendte områder. Vi kan ikke alt, selvom det var lige nøjagtig, hvad alle tv-programmer i vores barndom fortalte os, og det var dybest set også hvad vores lærere og forældre gerne ville, at vi skulle drømme om og stræbe efter. Vi børn af efterkrigsbørn og af kvindefrigørelsen i en overflåd af olie, penge og frihed. Virkeligheden er, at det er de færreste forundt at have et nyt køkken i et stort hus og et guldkort hos SAS eller adresse i en storby, samtidig med at de har tid til fordybelse med deres familie på den måde, som de beskriver med drømmende øjne, når de vender hjem fra sommerhuset.

Og så er der også den konsekvens af vores stræben som menneskehed de sidste hundrede år, at mange af os netop ikke trives i ferierne. Vi trives ikke i weekender eller på ferier med vores nærmeste relationer – og slet ikke med vores børn. Jeg kender alt for godt, når søndag eftermiddags længsel er mandag morgen, hvor børnene atter afleveres til fremmede favne, så man kan trække vejret dybt. Jeg husker i min inderste erkendelse afmægtigheden i samværet med mine børn. Jeg husker hånen, som dryppede fra ordene, når ældre mennesker messede, at man skal nyde dem, mens de er små.
Man skal vide, hvor værdifuld og uerstattelig tilknytningen er, før man er villig til at ofre alt andet for at opbygge den. Man skal vide, at den ikke kan ordnes på fem minutter før sengetid, og at den er grundlaget for alt andet i livet.

Vi er kommet så langt fra vores natur, at vi har det bedst med adskillelsen. At samværet føles som et overgreb; noget ubærligt, fremmed – uoverskueligt.
Men så sker det, at vi mærker kaldet i det stille samvær. I sommerhuset, på en strand i Thailand. Vi mærker, hvordan hele verden går op i en højere enhed, når vi har tid til at falde på plads i hinanden, og det gør os gladere end noget andet. Mere opløftede end nogen anden succes. Vi siger, at den stemning vil vi tage med hjem til hverdagen, som ellers er så anderledes. Vi siger det, fordi selve meningen med vores liv ligger dér. I nærværet.
Derfor siger vi, at vi vil tage det med hjem til hverdagen.

Det er en smuk tanke, men det er en umulig tanke. Vi kan ikke tage noget, som primært består af tid, med ind i noget, som er bygget op omkring fraværet af tid.

Så vi må vælge. Ligesom med alt andet i livet er det en prioritet.

Det er smerteligt for mig at erkende. Jeg vil så gerne have det hele. Alt det nye, det funklende. Det, som er succes ude i verden. Jeg vil gerne kunne både købe og have og skabe og skrive og jeg vil udmærke mig ved netop at have det hele: Det nye, smukke, store og flotte og det nære, forståelsen, indsigten.
Men heller ikke jeg kan have det hele. Også jeg må vælge.

Jeg vælger at være. Igen og igen vælger jeg at være, pånær når jeg ikke gør. Pånær når jeg hellere vil have eller hellere vil lade som om, for det er stadig svært for mig. Nærværet er en livslang øvelse.

Jeg står i den svenske skov i disse dage, og ser på de umuligt høje grantræer, falder næsten bagover, når jeg ser på dem. Stilheden runger for ørerne, Juno holder en finger for munden nede på sin kælk, og siger: “Shh, stille.” Solen bliver lyserød mellem træerne, den rammer en enkelt gran foran mig. Jeg mærker sneen give sig, knirkende, under fødderne. Der er sne over alt. Stille, hvide sne – intet er så stille som sne – og jeg ved, at intet er så vigtigt som det her. Naturen.
Min natur er at være sammen med min familie, men jeg havde aldrig før mødt den natur. Den var der ikke i mit liv, før en ny bevidsthed dukkede frem, den blev manet frem af andre, som havde mærket deres natur, og som nu snakkede højt om den. Fællesskaberne er vores natur: Sådan bliver vi klogere. Jeg går op i skoven hver dag, og stiller mig, og ser på træerne. Lige der kan jeg mærke, om jeg er på rette vej eller ej.

Du skriver til mig, hvordan man får det liv, jeg lever. Svaret er, at det gør man kun ved at sige nej.
Du må vælge, siger jeg. Og jeg ved, at det er svært. Ligesom med alt andet i livet er der valg og fravalg, når vi prioriterer, hvem og hvad vi bruger vores tid på.

Jeg er overbevist om, at kærligheden er uendelig. Men jeg kan ikke love dig, at du kan få både et nyt køkken og de første år af dit barns liv viklet sammen med dit. Så du må vælge, og her kan jeg til gengæld love dig, at det ene valg kommer til at ræsonnere dybere i dig end det andet. Det lover jeg med åbne øjne og lyset fra sneen som skinner derude, skinner i mine øjne og i mine børns øjne.

Det, du mærker i sommerhuset eller på stranden med dine børn, kan ikke trækkes ind i en travl hverdag, men det kan blive din hverdag, og det kan blive den højeste ambition, din mest ambitiøse investering nogensinde. En dag vil vi snakke om, at den mest udviklende opgave i livet er vores relationer. En dag vil man spørge til vores tilknytningsevne, vores tanker om netop det. En dag vil nye biler blive til timer, dyre hjem vil blive til hele år. En dag vil vi forstå, at vores natur kan vi ikke løbe fra, og når vi prøver, går alt omkring os i stykker. En dag, men indtil da følger jeg mit hjerte, uanset hvad alle andre gør..

Synes I også, at det kan være svært at vælge? Og hvad vil I helst med jeres liv, lige nu?

 

Vi er pattedyr, men det har vi glemt (et indlæg om angst)

Vi er pattedyr.

Det er vores natur at være sammen med vores unger og give dem det, de har behov for, indtil de kan klare sig selv. En tiger forlader sin mor, når den er cirka to år, og ingen rask tigermor kunne finde på at gå fra den inden da.
Menneskebørn er en del ældre, før de kan stå på egne ben og leve i vores verden uden deres forældres beskyttelse. Mit bud vil være nærmere de femten – i hvert fald. Og nok snarere tyve. Alligevel overlader vi vores børn til andres varetægt de fleste af deres vågne timer, og når de er hjemme, vil vi gerne have vores nattesøvn i fred. Altså; uden små fødder i hovedet eller sutter under rygsøjlen. De skal med andre ord kunne sove for sig selv. I deres egen seng, på et andet værelse end os efter en dag hvor de har været adskilt fra os, som vi var det fra vores egne forældre.

Mange børn udvikler angst i disse år.
Der er næsten lige så mange teorier om hvorfor, som der er ramte børn og unge.
Jeg er sikker på, at der er adskillige korrekte svar. Jeg er også sikker på, at én af dem handler om netop nærvær – om vores naturlige behov for hinanden.

Jeg kender en kvinde, hvis søn har ganske alvorlig angst. Så meget, at det er invaliderende for hele familien. Forældrene er tilknyttet en angstgruppe flere timers kørsel fra deres hjem, hvor de kommer for at høre eksperter og andre forældre dele deres erfaringer. Alle de andre familier ankommer til fods, for så mange angstramte børn er der i området, og det siger alligevel lidt om problemets omfang.
Men ved I hvad? Mere end halvdelen af forældrene i gruppen er der, fordi deres børn ikke vil sove på deres eget værelse. (Heller ikke selvom de lover dem et fjernsyn eller en Playstation, hvis de sover for sig selv to nætter i træk, som de frustrerede forældre, forklarer.)

Det kunne have været mig. Det kunne have været mig, der sad i en cirkel og fortalte andre bekymrede forældre, at jeg var komplet udslidt, fordi min seksårige ikke vil sove på sit eget værelse. “Mine venners børn sover for sig selv” og “Der står i alle bøgerne, at børn kan lære at sove på deres eget værelse, når de er et halvt år”. Og så videre.
Én af mine gode veninder fortalte mig for nylig, at hun sad i flere år på sin arbejdsplads og løj om, at hendes børn sov på deres eget værelse. Når hun havde gæster, trak hun døren til, så ingen kunne se den udvidede familieseng på soveværelset.
Hun følte i sit hjerte, at det hun gjorde, var rigtigt, men hun var i tvivl, om alle andre syntes, hun var svag – eller skør.

Når vi lever i en verden, hvor vi diagnosticerer vores børn med angst, som muligvis er udløst af, at de ikke vil sove i deres egen seng, tænker jeg, at vi skal til at mærke efter. Man skal huske på, at vi alle sammen gør vores bedste, men vores bedste er kun godt nok, hvis vi tager ansvar. Bedst er det, hvis lader vores hjerte lede vejen, for vores hjerte – eller modersproget, eller mavefornemmelsen, elller endda den rene natur – lyver ikke.

Det her er ikke en indsigtsfuldt tekst om angst – så meget er jeg klar over. Angst er et stort og alvorligt emne, og jeg har absolut ingen forudsætning for at gøre mig klog mig på det. Men jeg er blevet spurgt til angst, og jeg har tænkt over angst, og min helt personlige og lille bitte overvejelse går på, om mon ikke i hvert fald en del af den angst, som vi ser få liv i disse år, handler om adskillelse, fremmedgørelse og ensomhed? Jeg kan ikke forestille mig, at den angst som rammer både børn og unge ikke har en sammenhæng med den stress, som de oplever, fordi de bliver skilt fra deres primære omsorgspersoner ALT, alt for tidligt, og derudover skal fungere i overfyldte miljøer med dårlig voksenkontakt og pres fra alle kanter.

Jeg skriver om det her, fordi jeg føler mig overbevist om, at i hvert fald to af mine egne børn er disponerede for angst. Forstået sådan, at vi ser angst i dem i mindre skala og ikke som en decideret problemstilling, men som noget, jeg kunne frygte, ville udvikle sig, hvis ikke de blev mødt af ro, nærvær og tryghed. Vi oplever night terror, voldsomme følelsessvingninger, overstimulering, sårbarhed. Og vi kan spejle os i reel angst, som vi læser om hos andre og møder i vores omgangskreds. Og når jeg tænker på, hvordan mine børn har haft det – når jeg husker de mange morgener med forhandlinger om at blive hjemme fra børnehave og skole; når jeg ser for mig de blik, jeg blev mødt af ved lågen til børnehaven, så ved jeg, at i de følelser gemmer sig en angst.

For mig personligt er ensomhed, oplevelsen af at svæve frit og uden holdepunkt; press og for mange indtryk alt sammen noget, som kan gøre mig utryg og i sidste instans gøre mig angst. Men jeg trækker mig – jeg har friheden til at sige stop og passe på mig selv. Der er helt klare grænser for, hvad jeg kan kapere, før jeg bryder sammen, og heldigvis har jeg aldrig været tvunget til at overskride de grænser.
Men jeg tror, vi presser vores børn nu om dage, og det er ikke altid vi hører, når de siger fra (det er ikke altid, vi mærker, når vi selv siger fra). Jeg tror, angsten kan gemme sig i den hverdag, vi som samfund har bygget op. Og jeg er overbevist om, at når først man har angst, så er anerkendelse, tryghed og omsorg altafgørende for bedring, og det kan betyde en omlægning af netop den hverdag.

Hvad tænker I om angst? Og har I erfaringer med det?

P.S. Herhjemme sover vi alle sammen i vores familieseng

Dengang jeg blev mor for første gang – for ni år siden i dag

I dag er det ni år siden, jeg blev mor.
Mor for første gang.
Mor.
Ni år siden, jeg flaksede rundt på en fødestue som en fugl, der var fløjet ind ved et uheld, og nu kæmpede for at komme ud. Jeg var uforberedt, ubearbejdet. I sorg og i overvældelse.

I årene op til jeg blev mor, var min bror igennem et krævende kræftforløb, og nogle måder før min søn kom til verden, døde vores far af en anden type kræft. Jeg skubbede til det lille foster i min mave, hver gang han sov i min livmoder gennem hele graviditeten, fordi jeg var så bange for at miste igen.

Min søster var med til fødslen, ligesom hun har været det til de efterfølgende, og Kristian var der selvfølgelig – uerfaren og helt ny som mig, men han var der med forundring og omsorg. Han skulle være konferencier til et show i Aarhus samme aften, og da han ringede for at melde afbud, sagde jeg i baggrunden: “Du kan godt nå det, hvis du kører nu.” Han blev heldigvis.

Og ud kom en fin, lille dreng. Lidt medtaget først, ligesom mig. Men så skreg han, og det fortsatte han med de næste mange måneder. Det var sjældent, vi havde øjenkontakt, for han græd timevis hver dag, og min tvivl til mine evner som mor blev en tvivl på alting, og jeg tror ikke, jeg endnu er til bunds i, hvor voldsom den erfaring var for mig. Det var smertefuldt for os begge, dette nye møde med verden.

Efter nogle uger fandt jeg Slyngebarn.dk, som dengang var et stort og aktivt onlinenetværk af mødre, hvoraf en stor del havde signalstærke, sensitive børn. Børn, der havde grædt de første måneder af deres liv. Her mødte jeg en gruppe erfarne mødre, som kendte til min usikkerhed og frustration, og de vejledte mig til at bære ham i slynger og sove tæt. Så vi bar ham på maven, vi havde ham ved os, og på mange måder reddede de kvinder mig. Én af dem blev endda en af mine nærmeste veninder, og hun er det endnu.

Men jeg husker stadig de uger, hvor jeg vandrede hvileløst rundt på Amager med en sort barnevogn i modvind og slud, og min søn kunne ikke sove, medmindre jeg gik på brosten. Jeg kan huske, at han skreg, så snart vi var på et jævnt underlag, og jeg kan huske, at min mor, som hørte hans gråd gennem telefonen sagde, at det ikke er alle børn, der græder sådan. Jeg havde mere end noget andet brug for at vide, at det ikke var mig, som var skør. At det var hårdt.
Da han var fem uger gammel, sagde vores egen læge, at vores søn skulle græde sig i søvn, fordi det ikke er okay at fylde så meget, og fordi “forældre har brug for hvile.” Læs den her bog, sagde hun, og skrev en titel ned. Vi tog mindst et kilo på hver i løbet af de dage, hvor vi fulgte hendes råd, fordi vi åd som besatte, mens vores søn skreg utrøsteligt i værelset ved siden af. Heldigvis, heldigvis løb vi ind til ham, og tog ham op, også selvom jeg var i tvivl, om jeg begik en fejl ved at følge mit hjerte. Siden blev den læge, den bog og de ord til en djævel, som jeg talte andre fra at forfalde til.
Vi skiftede læge. Vi sendte sundhedsplejersken af sted. Vi tog ham op til os i sengen, og der blev han, til han fyldte otte, og selv bad om at få sit eget værelse.

Tiden går, og nu føles det som om, det skete i et andet liv. Som om den eneste forbindelse til alt det dengang er vores søn og de andre mennesker, som stadig er med os. Og ømheden i mit hjerte, når jeg tænker på det, den kender jeg også endnu. En form for uigennemtrængelig tvivl på, om jeg gjorde det godt nok; om jeg ødelagde noget i den smukke sjæl ved at kæmpe imod, hvirvle rundt, føle mig afmægtig. Når jeg tænker på hans og min første tid sammen, håber jeg af hele mit hjerte, at han får et godt liv alligevel.

Vi begyndte at mærke efter, men det tog flere år, og set i en barndoms perspektiv er det en evighed. Først da kunne vi virkelig mærke, hvad vores hjerte vidste instinktivt, men siden havde glemt. Jeg kan stadig ikke sige med sikkerhed, at jeg ville være en fuldendt mor til en nyfødt, hvis jeg fødte et barn mere nu, for den første tid er for mig forbundet med så stor usikkerhed, længsel og hengemte traumer, at jeg vist aldrig fik det lært. Og den del er slut for mig: Nu giver jeg mine fire børn alt jeg har fremfor at tænke på at få flere.

Min søn fylder ni i dag, og han er min første. Han er min første niårige, min første søn, min første. Han er Kristians og min testpilot i forældreskabet, og med ham vokser vi gennem de erfaringer, som han og vi deler.
Han er mit spejl, og han siger sandheden, uden omsvøb. Indimellem kommer den som et lyn fra en klar himmel, som da han som fireårig udbrød fra bagsædet: “Mor, du spiser sukker for at lukke dit tredje øje.” (…og jeg spiser sukker endnu.)
Når han spejler mig, gør han det, både fordi han er min læremester, men også fordi han har brug for at vide, at her er nogle rammer, som han kan læne sig op ad. For ham kæmper jeg for at være endnu mere stærk; for ham sætter jeg mig op på hesten igen og igen. Også når jeg føler mig som den dårligste mor; den største skuffelse.

Moderskabet var som en hudafskrabning for mig det første lange stykke tid. Jeg ved, at det er vigtigt, hvordan vi alle sammen taler om det at blive mor og far. Jeg ved, det er uendeligt betydningsfuldt, at vi støtter hinanden – danner mur omkring dem, der er sårbare og i nyt terræn. Jeg ved, at forældreskabet ligger dybt i vores natur, men det skal vækkes til live. Vi får at vide, at børnene skal tilpasse sig. Eller også får vi intet at vide – så er vi alene, ensomme i livets største udfordring. Sandheden er, at vi skal lytte til vores hjerter, turde åbne os op, lade kærligheden sive helt ind i hjertet, ind i knoglerne. Vi skal læne os op af dem, som tør elske og tør sige fra.

Sidste år på Storms fødselsdag skrev jeg, at vi skal sætte vores børn fri til at være dem, de helst vil. Vi skal lære at se deres initiativ og bakke op om det. Siden dengang har vi taget vores børn hjem; morgenerne starter senere nu, og vi er mere trætte om aftenen. Mere opfyldte. Vi er sammen hele tiden, og det er intenst. Intet er perfekt, heller ikke vores hjemmeskoleliv ude på landet ved vandkanten og med æblelunden. Hver dag træder jeg ved siden af, jeg fumler mig frem. Men jeg har lært – uden den mindste tvivl – at jeg skal lade mit hjerte lede vejen og at denne tid med mine børn aldrig kommer tilbage. Den er kun nu, og den skal opleves.

Jeg tror, det jeg vil med mit indlæg her i dag, er at fortælle, at jeg godt forstår, at det kan være hårdt at blive mor. At det var det også for mig. Faktisk forstår jeg næsten ikke, at det kan være andet. Men der er en bevidsthed, som er vågnet i mig, og den har vist, at vi bliver nødt til at skabe et samfund, hvor vi kan være sammen med vores børn, uden at det føles hverken ensomt eller unaturligt. For det er det, vi er skabt til, og når vi lider i samværet med vores små børn; når vi føler os utilstrækkelige og forkerte, og længes efter det liv, vi havde før – efter arbejde og voksensamvær og alenetid – så er det blandt andet fordi, alle omkring os fortæller den samme historie om den naturlige adskillelse. Men dette er tiden, hvor vi skal lytte til modersproget, og det har min ældste søn hjulpet mig til. Så et kæmpe stort tillykke på denne dag til min ældste søn, som har tvunget mig med sin uvilje mod kasser og adskillelse, mod savn og sorg til at turde være den mor, jeg helst vil.

 

Kære kvinde, vi er forskellige du og jeg – men vi har det til fælles, at vi drømmer

Da jeg ryddede op i mine kladder herinde for et par dage siden, fandt jeg én, som jeg fik lyst til at dele med jer. Alle de andre kladder var ikke meget mere end små noter, men det her indlæg havde jeg undladt at udgive, fordi jeg var nervøs for at skubbe nogen fra mig, hvis jeg delte det. Det er jeg tilsynelandende ikke mere – så i dag vil jeg dele det.

Hver uge modtager jeg adskillige e-mails fra kvinder, som drømmer om at gå deres egen vej i livet. De føler, de lever nogle andres liv – samfundets måske, eller deres forældres, deres venners, deres egne forældede ambitioner. De skriver til mig, at de ville ønske, de havde modet til at ændre deres liv, men de ved ikke, hvor de skal finde det. Jeg tænker, at mine snart syv måneder gamle ord om netop det med at prøve noget nyt kan være en inspiration til at gribe livet og udleve sine drømme.

Da jeg skrev indlægget, så Juno sådan her ud. Og solen skinnede, det var sommer, vi havde netop taget hul på hjemmelivet en måned tidligere. Alt føltes boblende og vildt. Det gør det stadig, men nu er eventyret ved at træde i karakter og falde til ro. Det bliver bedre og bedre. Sådan tror jeg, det er, når man griber sine drømme – uanset om de handler om at springe ud som selvstændig, flytte til den anden side af jordkloden eller takke nej til en forfremmelse. Uanset om drømmen bærer eller brister, er det en smuk erfaring.

Juli, 2017:

Kære kvinde,

Vi er forskellige, du og jeg. Ligesom alle andre er det. Er du mor? Det betyder ikke, at vi er ens, eller at vores mål og drømme er de samme.
Mange skriver til mig, at de kommer i tvivl, om de lever deres liv rigtigt, når de læser om mit.
Det har aldrig været min hensigt at pege fingre eller være belærende. Jeg kender ikke svaret på, hvad der er bedst for dig, og jeg er stadig ved at finde ud af, hvad der er bedst for mig. Indtil videre ændrer det sig løbende; der er med andre ord ikke et endeligt svar.

Nu er der så det med, at Kristian og jeg har besluttet at hjemmeundervise vores børn. Kan I huske, da jeg skrev, at jeg aldrig skulle være hjemmegående? Og de mange gange jeg har argumenteret for hvorfor? Min roman, blandt andet. Og mit behov for ro. Jeg har skrevet rigtig meget om, hvorfor det er vigtigt for mig også at have en anden identitet end den som mor. Måske skrev jeg det, fordi jeg inderst inde var på vej i en anden retning. Den retning som tegner sig tydeligere nu, men som ingen jo ved, hvor længe jeg vil følge. Måske skrev jeg det, fordi jeg havde behov for at understrege mit behov for afstand, før jeg kunne trække børnene tæt på mig, én gang for alle.

Kristian og jeg tager vores børn hjem, fordi drømmen nu står tydeligt for os efter at have været et utydeligt omrids i nogle år: Det er den der følelse, som man kan være så heldig at opleve, når man finder frem til noget, der er i samklang med hele ens væsen. Vi forklarer det sådan, at det er et forsøg – en orlov, om man vil – og at det er muligt, fordi vores jobs rent faktisk tillader det. Vi kan indrette os, så alt forhåbentlig kommer til at gå op.

Betyder det, at alle kan eller skal gøre det samme? Nej, men jeg skriver om det, fordi jeg hører fra mange kvinder, som føler sig truffet af os, der gør det. “Jeg føler mig som en dårlig mor, fordi jeg ikke har lyst til at være hjemme med mine børn”, skriver de.
Det får mig til at tro, at jeg er ret alene med mit ønske om at gøre noget andet – sådan set i et større perspektiv i hvert fald. Jeg ved godt, at der findes hjemmemødre, men de er ret få statistisk. Skal det afholde mig fra at følge min drøm, og skal min drøm afholde dig fra at mærke efter i dig selv?

Så nu er det, jeg skriver dette: Jeg har ikke mere lyst til at være sammen med mine børn, end du har. Og jeg er ikke bedre til det. Flere gange hver dag i løbet af de sidste fire uger, hvor vi har været hjemme sammen, har jeg haft lyst til at løbe væk og gemme mig. Jeg har råbt (altså, hver dag) og næsten grædt i afmagt. Jeg har altid ELSKET mine timer midt på dagen, hvor børnene var ude af huset. Ah, den ro. De oaser af tid og fordybelse. Jeg nyder mit arbejde, og jeg nyder mit eget selskab.
Hvad får mig til at vælge en anden hverdag nu? Det er svært at sige. Det er et kald. Jeg kan mærke, at det er det rigtige nu. Det er blevet tydeligt for mig, at jeg vil fortryde, hvis ikke jeg i det mindste prøver. Jeg tror, jeg har fundet ud af, at alt det andet kan jeg gøre senere. Det her er kun nu; det kan ikke udskydes. Jeg er et målrettet og meget værdistyret menneske (også for meget til tider). Det betyder, at jeg har svært ved at acceptere, hvis jeg ikke lever op til mine egne idealer, hvilket ikke altid er hverken nemt eller ønskværdigt. Når jeg mærker, at noget er det bedste for mig, så stræber jeg efter det. Det med hjemmelivet er blevet et projekt, kan man sige. Et livsprojekt, hvilket betyder, at jeg er dedikeret til det på en måde, så jeg ikke på samme måde som tidligere går kold i samværet med mine børn, eller glæder mig til at aflevere dem næste gang. Det i sig selv er nok den største forandring, der er kommet med vores beslutning indtil videre. Mit liv er helt reelt et andet nu. Mine tanker og følelser er forandret, og jeg er glad.

Når nogen siger “det er ikke for mig,” ved jeg præcis, hvad de tænker. Vi kan ikke alt, så derfor må vi nødvendigvis prioritere. Jeg gad også godt køre rundt i en camper og besøge venner i Sydspanien, spise krydret mad i solen og altid være på farten ligesom de der “world schooler”-familier, som hjemmeskoler på farten. Men jeg vil det ikke lige så gerne, som jeg vil være her på Ærø, se ud over havet, mødes med vores venner, være i den stille ro. Ikke nu, i hvert fald. Hvem ved, hvad der sker.

Jeg har ikke travlt, og jeg ønsker ikke konstant forandring. For første gang i mit liv har jeg reelt ikke lyst til at rejse eller flytte eller få et barn mere eller købe to ponyer. Alligevel ændrer mit liv sig løbende, men lige nu foregår det på en stille og indadvendt måde. Det er min rejse nu, og det er okay.

Er jeg en bedre mor, fordi jeg bor på landet, og har besluttet at prøve at være sammen med mine børn? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg har valgt at tage mig selv på ordet, og jeg gør mit bedste. Jeg har ikke en gang gået hjemme med mine børn endnu. Jeg plejede at tænke, at den slags var noget for nogle andre end mig.

Betyder min beslutning, at dem der har haft deres børn hjemme altid, som har holdt dem tæt og aldrig afleveret dem i en kaotisk vuggestue, er bedre mennesker end mig? Nej, det gør det jo ikke. Hvem kunne finde på at komme med sådan en påstand? – Men deres børn har haft bedre mulighed for tilknytning, og de forældre har truffet et valg tidligere i deres forælderskab, som jeg lærer af nu, og som jeg i retrospekt ville ønske, jeg havde forstået tidligere. Jeg har ikke haft viljen (eller lysten) til at dedikere mig fuldkommen til mine børn, men det er mit indtryk, at min manglende forståelse for betydningen af nærvær og omsorg er kommet med en pris, ligesom alt andet gør det. Jeg mærker en dårlig samvittighed, når jeg afleverer mine børn, og den dårlige samvittighed vælger jeg nu at bruge som et kompas fremfor at skubbe den til side.

Dårlig samvittighed er en satan: Det nager, gør ondt, og risikerer at give mavesår og stress. Eller også er dårlig samvittighed den klareste vejviser i forhold til, hvor vi endnu ikke har fundet den rette vej?

Nu prøver jeg. Det er det mindste, jeg kan gøre.

Kære kvinde, vi er forskellige du og jeg, og når du læser, hvad jeg skriver herinde, er det mit ønske at inspirere til, at du følger dine drømme – ikke mine. Men det er også fordi, jeg har erfaret, at nogle gange skal vi have mange kærlige skub, før vi tør tage hul på det liv, vi drømmer om. Så jeg skubber forsigtigt, og jeg gør det med kærlighed. Ingen af os ved, hvor vi ender, men det mindste vi kan gøre er at tage ansvar for rejsen derhen ❤️

 

Hvad ville I have skrevet i sådan et brev for seks måneder siden, og hvad er der sket i jeres liv på den tid?

Jeg peger på mig selv, og jeg står stille i badet, fordi det gør ondt

For tiden har jeg meget på hjerte. Jeg har lyst til at dele tanker og oplevelser herinde dagligt, men min tid er ikke til det, og jeres er sikkert heller ikke til at læse så meget, så det er nok fint. Men jeg brænder inde med en del indlæg om alt fra hjemmeskolelivet over hørtøj til samfundskritik og parforhold, og det er alligevel lidt irriterende, for der er altid nogen, der læser med.
Når mine mange overvejelser koges sammen til to-tre ugentlige indlæg betyder det, at hver enkelt tekst  bliver lidt en rodebutik; en masse emner blandet sammen. Det håber jeg, I kan leve med, indtil jeg på mirakuløs vis enten får bedre tid eller (måske mere sandsynligt) får færre idéer, og kan skrive mere fokuseret, når jeg rammer tasterne.

Men ja, mange ting rører sig i mig og rundt om mig. Det er derfor, der er så meget, som jeg gerne vil skrive om.
Faktisk er mit fokus lige nu, at færre ting skal være i spil, og færre ting skal røre på sig.
Jeg har behov for at zoome ind og skabe en ny rytme herhjemme, og det er Kristian og jeg igang med. Det er nemlig ét (eller flere?) af mine nytårsfortsæt.
Det handler om vores hjemmeskoles struktur; om vores børns behov for forudsigelighed (og samtidig frihed); om mit og Kristians voksende behov for en bevidst rytme med et overlagt fokus, som kan understøtte vores trang til at være kreative og skabende. Jeg dygtiggør mig så vidt muligt indenfor netop det med strukturen og det kreative i den smule tid jeg har, når børnene sover. Derfor: Færre ting på bloggen.

Mere konkret betyder det, at vi er ved at lave en daglig rytme, som den enkelte kan glide ind og ud af, men som foregår hver dag. Med fokus på tryghed, glæde og simple udtryk. Vi træder væk fra kompleksitet, svære emner og uforudsigelighed. Jeg håber, jeg kan skrive mere om det snart, for jeg ved, at mange er interesserede i det med hjemmeskolelivets form.

Men i dag har jeg mest lyst til at fortælle jer, at der ikke er noget i livet, som er perfekt.
Der er ikke noget, som er uden revner eller uden smerte eller uden sårbarhed, men der ér noget, som er bedre end andet. Der er nogle valg i livet, som giver bedre mening, føles rigtigere, og er mere frugtbare end andre, og selvom det ikke entydigt er det samme for alle mennesker, så er der er en samhørighed i de valg for rigtigt mange mennesker.

Én af de ting, som er god for alle, er at føle tilknytning.
Tilknytning kræver tid, og tid er tid. Der findes ikke en måde at gøre nogle timer mere effektive end andre. Man kan ikke planlægge, at tilknytningen skal ske mellem klokken 15 og 16:30.
Derfor er kvalitetstid for mig en smertelig bortforklaring – et plaster på det enorme svigt vi udsætter hinanden for i vores samfund.

Og derfor bliver jeg ved med at skrive om tilknytning og om vores misforståede og smertelige børnesyn, som jeg selv har været viklet fuldkommen ind i, og som jeg bærer rundt på mange ar fra. Vi skal ændre vores mønstre, vi skal gøre det nu – og jeg siger det igen og igen, fordi de fleste siger noget andet, og fordi jeg bløder indeni, når jeg tænker på, at jeg selv plejede at lytte til det, de siger. Det, de fleste siger, er, at man skal stoppe med at amme, så moderen bliver fri (til at forlade sit barn). Man skal sende sine børn i institution, så de kan blive socialiseret, og man skal lære dem at sove i deres egen seng og sove i en barnevogn. Man skal aflevere dem til andre, fordi adskillelse er en del af livet, og man skal forberede dem på, at livet ikke er let, for ellers bliver de ikke robuste.
Og vi ved alle sammen ét eller andet sted, at det er forkert. Det er så forkert, at vi gør ondt indeni, vi får stress og angst, og vores børn får stress og angst, og vi længes alle sammen efter noget, vi ikke kan sætte ord på, og måske VIL vi ikke sætte ord på vores længsel, for så snart vi gør det, BLIVER VI NØDT TIL AT HANDLE.
Vi kan ikke erkende smerten og løgnene uden at handle. Vi kan ikke leve med sandheden og samtidig leve i en hverdag bygget op omkring usandheder.
Næsten alle lyver om det her: Det er vores egne minder, fra dengang vi blev afleveret, som er fyldt med løgne om nødvendighed og læring, og det er historier om frigørelse og om velstand. Det er sundhedsstyrelsen, undervisningsministeriet, børne- og socialministeren, eksperterne, lærerne og i sidste ende forældrene: Alle siger vi i kor, at samfundet bryder sammen, hvis ikke du knapper trøjen over det mælkefyldte bryst. Hjulene går i stå, hvis ikke du vinker farvel til barnet i vinkevinduet, og skynder dig af sted.  “Børn tager kun skade af at være i institution, hvis det er mere end otte timer dagligt”

Ingen behøver føle, at jeg peger fingre af dem. Fingeren peger på mig selv.
Jeg havde ondt i maven over det i årevis, men jeg stoppede ikke med at gøre som alle andre (Indtil jeg pludselig stoppede, og det gjorde jeg blandt andet, fordi mit liv er indrettet, så det er muligt).
Hvad er alternativet til at fortsætte? Det er så svært at få øje på. Hvis man tager skridtet, og holder sine børn tæt, står man med ét udenfor: Så er man alene, og ens børn er de eneste børn, der er hjemme i løbet af dagen. Og hvad med økonomien? Der findes familier, som ikke kan være sammen med deres børn, uanset hvad de skærer fra budgettet.

Samfundet skal ændres.
Politikerne skal råbes op.
Men vi er samfundet, og det er os, der skal råbe.
Vi skal råbe og skrive underskrifter og stille os side om side og fortælle alle steder, at vi er utilfredse.
Men i sidste ende tror jeg, det højeste råb er handling, og handlingen skal komme fra en ny bevidsthed.

Så når jeg skriver, at vi går væk fra vores grædende børn, og siger til hinanden, at de jo stopper med at græde, så snart vi drejer om hjørnet, handler det ikke om, at nogle mennesker er forkerte eller dårlige forældre. Det handler om, at alle de løgne, som vi får fortalt, dem tror mange af os efterhånden på, og derfor er det vigtigt, at nogle råber “Hallo! Kejseren er jo nøgen. For fanden, altså. Han har ikke tøj på!”

Min søn har night terror hver aften. Han har haft det i halvandet år. I perioder er det bedre, og for nylig var der en måned, hvor det var helt væk, men lige for tiden er det vildt og voldsomt, uhyggeligt og sårbart at være vidne til. Børn er forskellige, og nogle glider lige igennem vores system uden at råbe eller blive stille.
Min søn sad ved lågen i børnehaven, og ventede. Hver dag.
Det gør så ondt at tænke på. Jeg kan stå i badet og gå i stå, når jeg mærker det svigt, som jeg udsatte ham for. Velvidende.
Og jeg er så taknemmelig for, at når han har night terror nu, så ved jeg i det mindste, at i morgen skal han bare være her hos os. Vi skal snakke om Afrikas jungle og vi skal male med akvarel og lave pandekager.

Jeg så et smukt billede fra en hjemmeskolefamilie i USA, og under billede stod der, at den ene søn fik konstateret kræft for et år siden. Man ved aldrig, hvad livet har i vente til os. Man ved aldrig, hvor noget ender, og jeg bliver ved med at vende tilbage til, at uanset hvad jeg bliver stillet overfor, så er jeg taknemmelig for at være her. Her, hvor jeg ikke er i tvivl. Her, hvor jeg ved, at hver dag tæller.

Jeg har igen lyst til at undskylde: Snart kommer der et hverdagsindlæg om legoklodser og varm kakao og om pennevenner og hørtøj.
Men for nu… Skriv hvad I tænker, det betyder så meget, at vi deler vores oplevelser og følelser om det her.

Husk at DELE mine indlæg i jeres netværk, hvis I mener, det er vigtige ord ❤️

“Jeg ville ikke have energien til det der”, siger de. Og det har jeg heller ikke altid.

Det skulle være et kort indlæg. Sådan en lille hurtig ting skrevet på et kvarter og læst på tre minutter. Nogle få, forløsende ord. Solstråler og frostgrader.

Men.

Kristian sagde i aftes, at det jo er hårdt at have sine børn hjemme. Hvis jeg skulle have glemt det.
Man er træt, når de falder i søvn sidst på aftenen, og lige dér har man samtidig behov for at udtrykke sig kreativt, så vi skriver og laver musik, til vi falder omkuld af træthed ud på natten, han og jeg.

Og jeg tror, at den mest krævende forpligtelse for et menneske er forældreskabet.
Selvom jeg ved, at meget andet i livet kan være svært og omkostningsfuldt. Men jeg kender ikke til noget så kompromisløst, omfattende eller vedvarende som det at være nogens mor eller far.
Samtidig kender jeg ikke til noget så udviklende, generøst og smukt.

Da jeg stadig afleverede mine børn hver dag, var det hårdt på en anden måde. Det var forældreskabet, der krævede mest af mig, men dengang handlede det om afstand og frygt. Jeg frygtede at komme hjem med mine børn efter en dag på arbejde og i institution. Frygtede det fremmedgjorte, konflikterne, tabet af selv.

Nu er mine børn hjemme hver dag, og de seneste tre måneder har her gået to-tre håndværkere og arbejdet på vores loft dagligt, og fordi de er her, fra vi står op, til vi har været igennem de første mange konflikter, grineflip og danseture i løbet af dagen, er de tættere på vores hverdag end nogen andre.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange de har sagt til Kristian: “Jeg ville ikke have energien til det der,” mens de har kigget på vores fire små barbarer råbende i mudderet på marken, og Kristian nikker hver gang, og siger “Nej, det har jeg heller ikke altid.”

Men når så man går i seng om aftenen, ved man, at det er rigtigt. Det vender jeg tilbage til i bunden af indlægget.

Som hjemmegående er livet sådan lidt “all bets are off“. Vi er midt i den omsluttende opgave hele tiden – uden frokostpauser eller tid til tankestof. Det kan tage mig 14 dage at ringe til lægen og endnu længere at skrive en sms til min bedste veninde.

Menneskebørn er nogle svære størrelser, de kræver svar og nærvær og tid, og kongefamilien har altid fået dem passet af andre; de rige har altid sendt dem på kostskole hurtigst muligt og de ressourcesvage har fået dem taget fra sig.
Nu om dage afleverer vi vores børn til fremmede, hårdtpressede mennesker hver dag, fra de er et år. Vi får at vide, at fællesskabet i vuggestuen og børnehaven er det, der skal gøre vores børn til kompetente mennesker, som kan indgå i mangfoldige sammenhænge livet igennem, og vi hører igen og igen, at det er børns natur at være omgivet af jævnaldrende, og at pædagogerne og lærerne er bedre rustet end nogen andre til at være sammen med dem. Vi tror på det, fordi det er sådan, alle andre lever.

Så vi går væk fra børnehaven med en knugende fornemmelse i brystet, og møder de andre forældre på arbejdspladsen, hvor vi bekræfter hinanden i, at “han stopper med at græde, så snart jeg drejer om hjørnet”, selvom vi godt ved, at børnene stopper med at græde, fordi der ikke er noget alternativ. Der er ingen mor eller far til at samle dem op, holde dem tæt, og hvisker: “Jeg hører dig, nu er jeg her.”

Indimellem bliver mine veninder konfronteret af deres veninder, tanter eller kolleger, som har hørt om mig, og gerne vil have svar på, hvorfor jeg mon forestiller mig, at mine børn har godt af at være herhjemme. Tror jeg, at jeg kan lære mine børn det, de får brug for ude i den store verden? Der er løftede øjenbryn og hævede pegefingre: Hvad bilder jeg mig egentlig ind?

Jeg ville ønske, de ville spørge mig, så jeg kunne svare selv.
Jeg ville svare, at jeg har taget en vej, som for de fleste føles ufarbar, fordi den er anderledes.
Jeg har taget en vej, som kommer med et stort ansvar, fordi mine børns liv er i mine hænder.
Jeg har taget en vej, der kræver mod, fordi vi er ganske få på den.
Men jeg har også taget en vej, hvor jeg ikke længere er i tvivl.
Hvor jeg ved, at selvom det er hårdt, så er det rigtigt.
At selvom jeg indimellem kan tvivle, er jeg ikke i tvivl.
For min tid er aldrig spildt.

BUPL har lavet en ny podcast, som skal hjælpe pædagoger til at håndtere dagligdagssituationer med børn, der er i smerte. “Ida vil ikke med på tur”, står der i en medlemsbladet.
“Hun råber og græder. Og så er det endda hendes fødselsdag. Skal pædagogerne tvinge hende med? Forsøge at få hende i godt humør? Eller udsætte turen til en anden dag?”
Jeg tænker på lille Ida, jeg mærker hendes smerte og særligt mærker jeg mine egne børns smerte og jeg mærker den smerte, jeg bærer rundt på, fordi jeg hørte deres gråd, men jeg turde ikke reagere.
Det er Idas fødselsdag, og hendes mor har forladt hende. Er der ingen, som hører hende græde?
Men det er der ikke, for hvis vi begynder at anerkende det åbentlyse svigt forårsaget af vores samfundsstruktur (ja, af selve vores virkelighedsopfattelse), styrter det i grus. Så pædagogernes landsforening har lavet en podcast til sine medlemmer, som kan lære dem at “omsætte situationerne til pædagogiske fortællinger og dele dem med kollegerne for større arbejdsglæde.”

Kloge, fine Tove Rump (som jeg synes, I skal tilføje på facebook) skriver bl.a. om den nye podcast:
Derfor vil jeg opfordre BUPL og pædagogerne til at holde op med at spille med i dette syge spil.
Vi kan ikke ændre verden fra den ene dag til den anden. Og vi skal naturligvis løse de helt reelle opgaver, vi står med i det daglige arbejde med børn.
Men de professionelle, der står med al denne børnesmerte til daglig, må træde langt mere i karakter med nogle fortællinger til forældrene og til de offentlige instanser, der står for administration af vore institutioner.
De må træde i karakter med nogle fortællinger, der viser, at det på ingen måde er i orden, at vi – som samfund – har gjort det til en normalitet, at vi afleverer vore små børn i vuggestue fra så tidlig en alder som 10 mdr..
Forældre skal ikke beroliges. Der skal ikke fortælles historier, der hjælper pædagogerne med at ‘håndtere’ lille Idas smerte.”

Undskyld at jeg bliver ved med at skrive om det her, og undskyld at billedet nogle gange bliver lidt sort-hvidt. Det er svært at få alle nuancerne med, og det er vigtigt ikke at blive ved med at fortælle løgne om børns forhold og behov. Jeg er sikker på, at børnehaver og skoler kan være en positiv del af livet, og jeg er klar over, at det ikke er alle børn, der er kede af at blive afleveret. Men vi bliver nødt til at gøre det muligt for forældre at være sammen med deres børn, og vi skal gøre vores børnehaver og skoler langt mere børnevenlige. Som det er nu, er pædagogerne og lærerne pressede, forældrene er pressede, og i sidste ende er det børnene, det går ud over. Mange vuggestuer og børnehaver er ikke gode, mange skoler har et fokus, som giver børn stress og angst allerede før, de er teenagere.
Det reagerer jeg på. Ud fra mit eget tab som barn, da jeg blev afleveret. Ud fra det tab mine børn gav udtryk for, da de blev afleveret mod deres vilje.

Jeg skal nok skrive om alt det smukke også. I morgen. Virkelig. For der er langt mere smukt her, end der er noget som helst andet. Der er det faktum, at jeg ser alt det bedste i mine børns liv, og det faktum at de deler det sværeste med mig, fordi de stoler på mig, og kender mig. Det faktum, at hvis jeg dør i morgen, dør jeg lykkelig.

Skriv til mig i kommentarsporet, hvad I tænker om det her  ❤️

Om nedsmeltninger og mine ti nytårsfortsæt

Jeg har brug for lige at dele med jer, at det ikke primært har været en harmonisk, instagram-gearet juletid herhjemme, for jeg bliver lidt i tvivl, om det er, hvad jeg har givet indtryk af herinde?
På mange måder synes jeg, at vi gjorde det godt med at skabe så rolige rammer som muligt i juledagene.
Men når jeg kigger tilbage over decembermåned, har der alligevel været en del på programmet, og jeg tror nok, at det var for meget? Selvom det var meget mindre, end alle andre, jeg har snakket med. Mindre, end det plejede at være.
Men hvor meget er for meget? (Eller hvor lidt, rettere?)
Bliver vi mennesker (endnu) mere sensitive, når vi er så meget i kontakt med os selv og vores behov, som vi er herhjemme? Er min familie og jeg ved at udvikle (indvikle?) os til den slags mennesker, som ikke tåler ret stort pres, eller hviler vores robusthed netop i, at vi kan mærke, når det bliver for meget? (Og er presset generelt så stort i vores samfund, at det usunde er blevet normalt?)

I hvert fald har mine unger været vildt tossede at være sammen med de seneste to uger. De har råbt og skubbet og givet op og givet slip og grædt og smeltet fuldkommen sammen (for kort derefter at hoppe af begejstring.)
Så snart vi har haft gæster, er der opstået en uro og ubalance, som jeg synes, er ubehagelig. Når det sker, kan man vitterligt ikke snakke med mine børn. Og man kan på ingen måde gennemføre et måltid med dem.
Der har været store udsving, høje råb, følsomhed.
Åh, mine børn er så følsomme. De er så følsomme og nok også så tænksomme, at verden kan være overvældende, og de er så argumenterende og reflekterede og udfordrende og kritiske, at det kan være svært at invitere mennesker tæt på, synes jeg. Hell, det kan også være svært i vores lille cirkel, når vi er alene.

Men så ser jeg dem på udebane – i samtale med en fremmed på en café eller i deres legekammeraters hjem, og ser, at hold da op hvor er de imødekommende og fine og empatiske og nuancerede. Og jeg ved godt, at det er der, jeg høster frugten, men jeg synes alligevel, det er for hårdt at være herhjemme for tiden. Vi har flere konflikter og flere svære stunder, end jeg er helt tilpas med, så det er dér, mit fokus ligger, når jeg tænker over det år som netop har taget sin begyndelse.

Derfor taler mine nytårsfortsæt ind i det fokus.
Listen udvikler sig helt sikkert året igennem. Både fordi jeg får input omkring ting, jeg vil være bedre til, men forhåbentligt også fordi noget falder på plads, så der bliver plads til nyt.

I går havde vi en dejlig dag herhjemme, forresten. En virkelig dejlig dag med en overskuelig mængde konflikter af en karakter, som ikke gør mig decideret udkørt. En dag med så mange gode stunder, at de andre røg i baggrunden. Sådan en dag hvor vi nåede en helt masse, samtidig med at vi tog os den tid, vi havde brug for. Sådan en dag som gør, at det er det hele værd.
Dem vil jeg gerne have flere af, så det skal jeg øve mig i at facilitere.

 

Mine nytårsfortsæt 2018:

1) Jeg vil bruge mere energi på de nærværende, skabende og kreative stunder med børnene og mindre på at rydde op og være på computer/telefon.

2) Jeg vil sove mere og gabe mindre (det bliver svært, hvis bloggen skal bestå side om side med hjemmelivet og mit gode ægteskab, men jeg vil prøve).

3) Jeg vil starte hver dag med at være sammen med min familie uden distraktioner. En halv times fokus kan sætte den gode ramme for resten af dagen.

4) Jeg vil være bedre til at afgrænse mig socialt. Jeg siger tit: “Nu skal vi ikke have flere aftaler resten af måneden”, og så to sekunder senere er vores kalender rød af planer. Det kommer sig blandt andet af at være barn af i et hjem, hvor der ikke altid var plads til børnene – fordi den ene var alkoholiker, og havde svært ved at rumme ret meget: Jeg glemmer fuldkommen at mærke efter i mig selv, når nogen udviser en interesse i at se mig, og bliver i stedet taknemmelig over, at de gider mig, så jeg snakker med og siger: “ja, vi skal da ses,” også selvom det fuldkommen bryder med alt, hvad min familie og jeg egentlig har behov for.

5) Jeg vil også være bedre til at sige det lige ud, hvis jeg ikke har tid til en længere snak i Brugsen. Hvis der står fire børn og verdens dejligste søster udenfor butikken og venter, for eksempel, vil jeg sige: “jeg har desværre ikke så god tid i dag.” Ikke fordi jeg ikke gerne ville snakke, hvis resten af dagen var fri, men fordi jeg for mange gange har ladet dem, der virkelig betyder noget, vente, fordi jeg liiige skulle imødekomme et eller andet uforløst behov i mig for at være venner med alle.

6) Jeg vil skrive min roman igennem (igen) og sende den til et forlag og blive færdig med den, sgu. Den bobler atter i mig som den største glæde, men jeg skriver den først, når jeg har læst Roy Jacobsens rystende smukke Hvidt Hav helt til ende (den er opfølgeren til De Usynlige; én af mine absolutte yndlingsbøger). Roy Jacobsens sprog hiver i mit hjertes dybe behov for poesi.

7)  Jeg vil genlæse Karitasbøgerne – af samme grunde som dem ovenfor.

8) Jeg vil forbruge mindre. Mindre tøj, mindre mad, færre fysiske gaver. (Få flere input i den retning hos Smilerynker).

9) Jeg vil dedikere mig dybere til vores hjemmeskoleliv og gå mere systematisk til værks i min planlægning af det. I den sammenhæng er der en håndfuld bøger, som jeg vil læse, og nogle mennesker, som jeg vil hente inspiration fra.

10) Jeg håber, at jeg kan og vil være mere udenfor. Mere have, mark, permakultur, den slags. Noget nyt spirer i mig, og det handler om at arbejde hårdt. Jeg har lyst til at arbejde hårdt – så længe det nærer mig. Når man arbejder for sig selv, føles det ikke som arbejde, men som at leve livet, og det vil jeg gøre mere af

Det var privat. Professionelt vil jeg fortsætte det gode, givende arbejde med de unge i Huset Humaidan, og jeg vil arbejde på at få flere unge ind i vores forløb, fordi det gør så stor en forskel for dem, der er med.

Jeg har en forventning om at blive bedre til de fleste af de ti punkter, og samtidig er jeg helt klar over, at jeg kommer til at have mange af dem med mig igen til næste år, fordi det er emner, som jeg ikke tror, jeg bliver færdig med på et enkelt liv. Men så længe jeg er bevidst, og tager ansvar, er alt godt

Har I nogen nytårsfortsæt/ambitioner?

Hvis jeg dør i morgen, dør jeg lykkelig

Jeg ser en bevægelse i vores tid, som jeg mener, er vigtig for os alle sammen.
Det er bevægelsen væk fra forbrug og adskillelse og hen mod tilknytning og nærvær.

Det er en bevægelse, som ses i de store linjer rundt omkring i hele verden, og som også i høj grad er i mig, og det er kommet til at definere mit liv gennem det seneste år.

Derfor har 2017 været et godt år for mig.

Jeg er nået til nogle vigtige erkendelser i løbet af de seneste 12 måneder, og jeg har fundet det sted, hvor jeg helst vil være.
(med min familie)

Jeg er på en rejse ind i min kerne, og undervejs finder jeg ledetråde. Sådan noget som ro, stilhed, rytme, fordybelse.

Jeg har for første gang i mit liv lyst til at bremse tiden og holde fast, bare lidt endnu.
Jeg føler ingen hast, ingen længsel, intet savn.
(tænk at kunne skrive sådan)

Der er en bevidsthed, som flyder igennem mit væsen, og definerer mit nu. At Livet måske ikke kan blive bedre, end det er i dette øjeblik.
For det er nu, jeg stadig kan springe op af trappen, når nogen kalder – og nogen kalder meget ofte på mig. Jeg er ikke gammel, men jeg er gammel nok til at vide, hvad jeg helst vil bruge min tid på, og det er en enorm frihed. Det er en frihed ikke at være i tvivl, eller skulle tænke så meget. Jeg skal bare være, og det skal jeg så til gengæld øve mig i.
(at bare være)

Hvis jeg døde i morgen, ville jeg dø lykkelig. Jeg er ikke klar til at give slip, men jeg ved, at lykken er til, og jeg kan sige: Jeg har nået det, der var vigtigst for mig.
(jeg har turde gribe det liv, som mit hjerte kaldte på)

Jeg har fulgt mit hjerte i 2017, og Kristian er med mig på hvert skridt af rejsen. Over julen sagde en nabo til mig, at det er ikke alle forundt at elske, som Kristian og jeg elsker hinanden. Det ved jeg godt, og det er derfor, jeg stadig lægger mine hænder om hans ansigt, forsøger at trække ham helt ind i mine celler, siger tak til ham hver dag.

Siden jeg blev mor for snart ni år siden, har jeg ofte tænkt, at: “shit, hvor bliver det godt, når jeg ikke længere skal tidligt op om morgenen.” og: “Hvor bliver det godt, når mine børn er så store, at jeg får min frihed tilbage.”
Mine børn er blevet større, omend de stadig er små, og jeg har ikke lige så travlt med at sende dem videre fra mig.

Tidligere har jeg indimellem set frem til den tid, der kommer, når børnene ikke længere er afhængige af mig hver dag. Når de ikke bor under samme tag som mig mere.
Jeg har drømt om at sidde hele dage i sofaen med en bog og skrive natten lang.
Jeg har drømt om daglige gåture for mig selv med musik i øerne og ro til fordydelse uden afbrydelser.

Men her den anden aften kørte jeg en tur igennem det mørke landskab, og det slog mig, at der kommer til at mangle noget til den tid. Noget vigtigt – vigtigere end alt det andet. Jeg ved det jo godt, men nu ramte det mig på en anden måde.
Mit hjerte vil for altid være delt i retning af mine børn; mit liv vil for evigt være uløseligt forbundet med deres. Og når de ikke bor her hos mig længere, vil der opstå et tomrum.

Et tomrum, hvor ingen kalder på mig, eller snakker til mig konstant. En tid hvor jeg for første gang i mange år ikke primært er mor i dagligdagen, og hvor jeg ikke skal afveje alt andet i forhold til tiden med dem. Når den dag kommer, vil mine børns timer være afmålt i forhold til resten af verden, og jeg vil samle på det de giver mig, som jeg nu samler på fuldmånen og stjerneklare nætter. Man ved, man er så utroligt heldig at se dem blot denne gang, og hvem kan sige med sikkerhed, at det kommer igen?

Ja, det bliver dejligt at sove bare Kristian og mig i vores seng. Med læselamperne tændt længe hver aften. Men det kan umuligt blive så dejligt som at sove alle sammen side om side, som vi gør nu.
Det gik for alvor op for mig i 2017, og derfor har det været det bedste år i mit liv. Fordi jeg forstod noget, som har forandret mig.

2017 er året, hvor jeg har bevæget mig væk fra en fornemmelse af, at det var umuligt for mig at være den forælder, jeg drømte om til at stå her og mærke, at jeg gør mit bedste hver dag.
I årevis havde jeg hylder fulde af bøger om hjemmeskoling, tilknytning og familietid, men alligevel endte mine overvejelser altid med: “Men, jeg skal aldrig være hjemmegående, for jeg elsker mit arbejde/elsker min frihed/elsker timerne uden mine børn,” og jeg troede virkelig på det.
Jeg troede, at jeg skulle skynde mig at kravle op af karrierestigen, før det var for sent. Jeg troede, jeg ikke kunne gøre en forskel i verden, medmindre jeg knoklede løs og satte mit professionelle aftryk nu. Men jeg har indset, at der er et andet aftryk, som jeg hellere vil sætte først. Og at jeg uanset hvad ikke ved, hvad jeg har lyst til at arbejde med om ti år, så hvorfor bruge min energi på at planlægge det?
Hvad jeg til gengæld ved med sikkerhed, er, at tiden med mine børn er lige nu – og aldrig igen.

Så i stedet for at begræde de romaner jeg ikke får læst, dykker jeg med den største glæde ned i billedbøger og middagslure. Jeg tror, det er derfor, jeg er så glad.

Hvad har du lært i 2017? Og er der noget, du vil gøre anderledes i 2018? (mit svar er ja – det skriver jeg om i starten af det nye år)

Jeg glemte tiden, og pludselig var den gået

Min familie.
Min cirkel.
Mit hjem.

Jeg har tænkt over det med, at min familie er mit fokus i livet lige nu.
Jeg har tænkt, at hvad kan være vigtigere end dem, lige nu?
“Hver ting til sin tid”, har jeg tænkt.

Der kommer morgener, hvor Kristian og jeg vågner, når vores øjne går op af sig selv, og vi i hver vores tempo står ud af sengen. Han før jeg, som regel. Måske han allerede står på marken, og spejder ud over havet, når jeg står op, og trækker gardinerne fra. Eller også har vi slet ikke gardiner til den tid, for jeg elsker at sove med fuldmånens lys i ansigtet; det sølverklare skær, som kaster lange skygger ind i rummet, ind i mig. Jeg elsker at vende mig fra sommerens skarpe, gule sol.
Jeg vil åbne et vindue og lade luften omfavne mig, kølig og spids, gerne med frost i sit slør. Nøgen vil jeg stå sådan, indtil jeg tager det blødeste tøj på. Kører fingrene igennem mit hår.
Og jeg vil skrive som det første. Læse som det andet. Kysse et sted midt imellem. Der skal være te på kanden og musik i mine ører, og over middag vil jeg spørge Kristian, om vi skal gå en lang tur. Det vil jeg hver dag, for når vi kommer tilbage, kan jeg skrive igen.
Til den tid inviterer vi ofte venner på besøg. Så laver vi mad sammen, han og jeg, og bager flere rugbrød, end vi selv kan spise, og deler dem med naboen. Til den tid sidder vi på trappestenen hele natten, og ser på stjernehimlen, og taler om den tid, som er nu.
Vi taler om børnene, som så hurtigt blev store, at det var godt, vi var sammen med dem.
“Se på dem nu,” siger vi. Og jeg mærker en tåre over min kind, den er af savn og stolthed. Den er en længsel efter det, der aldrig kommer tilbage, og den er taknemmelighed over, at det engang var mit.

 

 

I går var vi ved vandet, alle seks. Vi havde ikke noget ur med, og klokken var mange, da vi gik ind over gårdspladsen igen. Børnene legede længe med den tomme barnevogn på grusvejen ned mod vandet – slap den, og løb efter i fuld fart. De faldt i staver over svanerne på det blå-blå hav, tændte et bål, og spiste håndmadder i sandet. De brændte nogle af de tegninger, som jeg smed i papirskraldespanden den anden dag. “Vi gemmer dem i hjertet”, sagde Storm, før han lagde det ene store ark over flammerne efter det andet. “Vi kan ikke bære det hele med os i vores kuffert.”

Vi var ved stranden hele dagen, og jeg glemte tiden; jeg glemte alt andet end det nu, der varede så længe, som jeg var i det.