Den første dag i sommerferien

I dag starter sommerferien herhjemme.
I går var vi udmattede, og børnene var kede af det og sure, fordi de savner deres far, som har været på camp siden mandag, men om et par timer kommer han hjem, og så er det helt officielt: VI HAR FERIE.

Vi ved ikke, hvor længe ferien varer. Har sagt i børnehaven, at børnene måske kommer tilbage/måske ikke. Har sagt til skolen, at vi regner med noget orlov i forlængelse af sommerferien. Hvor længe? Ved det ikke. Har krammet Junos dagplejemor, som er så sød.

Først og fremmest skal vi helt ned i gear, op i balance, ind i rytmen. Finde sammen, finde os selv og hinanden.
Men derudover skal vi ikke ret meget. En enkelt tur til Nordsjælland for at blive klogere på landbrug. En tur til Aarhus for at besøge vores familie.

Vi skal have to grise. To kattekillinger. To is om dagen, måske. (Og lave dem selv af jordbær fra haven.)
Vi skal grave gulerødder op og spise ærter, til vi bliver grønne. Tage os god tid. Lære at sove længe. Spise morgenmad udenfor. Og aftensmad. Se Twin Peaks om aftenen. Læse bøger. Huske at holde i hånd og mere end det.

Vi skal mærke efter, finde vores vej. Bare være. Tage én dag af gangen.

Jeg glæder mig.

Hvad skal I (og hvorfor)?

 

Noget er under forandring

Mine børn løber nøgne hjem fra stranden. Mørke i huden, med fødder som ikke er bange for tidsler. Kristian har længe sagt, at det bliver den fedeste sommer. Jeg har ikke kunnet tro ham. Noget har holdt mig tilbage, men noget er under forandring i mig. Før tænkte jeg: Hvordan går man udenfor, og fordyber sig dér – i samværet, jorden, solens stråler – hvis der er noget andet, som trækker i én? Hvis man er splittet.
Nu mærker jeg, at jeg er ved at være klar.

Sidste sommer sad Juno på min arm det meste af tiden. Jeg ammede i skyggen, hun skulle puttes til mange lure, være hud mod hud. Der var ikke mulighed for fordybelse i andet end vores symbiose. Hun og jeg levede et liv parallelt med resten af familien.
Nu ser jeg, at når vi er på stranden, leger børnene i timevis. Løber i vandkanten, og bygger sandslotte.

Men snart faldt jeg over en anden distraktion, og begyndte at skrive min roman. Jeg besluttede, at jeg ville være færdig med den, før vi ændrede noget i vores liv. Jeg tænkte: “Når jeg har skrevet romanen igennem, kan jeg være tilstede hele tiden.” Jeg satte dage af til kun at skrive den. Og det gik godt. Den bliver god. Jeg fik en e-mail fra ét af de store forlag, som havde læst uddraget, og gerne ville læse mere. Bogen lå i baghovedet hele tiden. Sætninger, formuleringer, stemninger. Pludselig levede jeg igen i en parallelverde, og denne gang var det én, som jeg for mig selv.

Men i sidste weekend var jeg på besøg hos en familie, hvis liv er fuldkommen i overensstemmelse med deres dybeste værdier. Så stod jeg der, og tænkte, at vi er forskellige. At jeg ikke ville kunne slippe mine kreative ambitioner for at give mig helt hen til familien. Heller ikke selvom jeg gerne vil. Jeg tænkte: “Det kan jeg ikke.”

Jeg kom hjem, kom lidt på afstand, og tænkte så: Jo, det kan jeg. Jeg skal.

Fordi romanen, som er i mit hjerte, og som jeg ved, er god og rigtig, er ikke rigtig nu. Jeg vil ikke skrive noget så omfattende i dette splitsekund af min eksistens. Pludselig er børnene flyttet, lige nu er de her. Endnu vil de sove ved siden af mig. Holde i hånd, når vi kører i tog.
I flere år har jeg været i en bevægelse mod et liv med endnu mere fokus på familien. Jeg har tænkt på muligheden for at have børnene hjemme hver dag, og jeg har tænkt, at det var svært, fordi jeg også har andre mål. Jeg blev ved med at skabe nye ambitioner, blev ved med at have noget, der skulle klares. Jeg har måske følt, at jeg ville miste for meget af mig selv, hvis jeg fokuserede på børnene. Mest af alt har jeg været i tvivl, om jeg var tilstrækkeligt god en mor til at have ansvaret for mine børn.
Men nu skærer jeg ind til benet. Og så må vi se.

Det betyder, at Kristian og jeg fjerner alt, der distraherer, og som ikke giver noget til helheden. Færre aftaler, færre forpligtelser. Flere dage med fuldkommen ro og forudsigelighed. Og så må vi se. Jeg ved ikke, om vi alle sammen skal være hjemme hver dag. Men sommeren kommer, og for en tid skal vi. Vi starter med sommeren. Ser, hvor den bærer os hen.

Og jeg begynder at tro på Kristian: Det bliver den fedeste sommer. For der er noget, som slipper taget i mig. Der sænker sig en ro indeni. Når jeg ligger mig på puden om aftenen, minder jeg mig selv om, at jeg har nået det, jeg ville. Jeg behøver ikke være mere lige nu – det er nok, at jeg er her hos min familie.
Så kan jeg sove tungt.

I denne lange weekend var vi nede på stranden hver dag. Nøgne stod vi alle seks, og spejdede ud over havet, og mærkede varmen på vores hud. Jeg gik ud i det kølige vand til knæene, og så min familie inde i sandet. “Jeg har født de fire børn”, råbte jeg til Kristian. Tænk at være så velsignet. Det vil jeg nyde. (og det må jeg gerne.)

Kender I det? Det med drømmene som skal tage form?
Det med at man skruer op for noget kun for at finde ud af, at man egentlig er på vej væk fra det?
Kender I nødvendigheden af at prioritere?

 

KAOS

Det her var mandag:
Kristian var i København / Så jeg hentede de tre børn (Live var på en legeaftale) / Kom ud fra dagplejen, og bilen ville ikke starte / VILLE.IKKE.STARTE / De tre børn sad i bilen, mens jeg spurgte mange gamle mennesker på vejen, om de kunne hjælpe / Alle ville gerne hjælpe, men ingen havde startkabler / Der stod to poser fyldt med mad i det hede bagagerum / Så hørte Hanne-dagplejemor min stemme derude, og kom, og legede med Juno, mens jeg stadig var i vildrede / En pædagog fra Friskolen (som ligger overfor dagplejen) havde startkabler, som vi satte til de to biler / Men: Ingenting. Stadig en komplet død bil / Jeg ringede til Falck / Så kom en far fra Friskolen forbi, fiksede ét eller andet ved motoren, fik startsættet koblet på, bilen sagde “pling”, og startede / Jeg afbestilte Falck, men for sent. De kom alligevel / Det var ligemeget / Vi kørte lettede af sted for at hente Live halvanden time forsinket / Med høj puls / Så hjem: Kaos. Mad. Madpakker. Kaos. Putning. Træt.

Tirsdag morgen: Ret fin morgen, alenemor med okay-styr på fire børn / Vi var ude i bilen i god tid / Solen skinnede / Jeg havde husket alt, tænkte jeg / Stolt / Bilnøglen var væk / “hvor fanden er bilnøglen?!!” / Storm havde tabt den, da han skulle vise mig noget på den tidligere / “what the fuck!” / Bilnøglen var væk for real / Jeg skulle til møde på Friskolen / Nøglen var stadig væk / Min telefon var død. Fuldstændig død / Ingen kontakt til omverdenen / Fire stressede børn / (Fordi: stresset mor) / 35 minutter senere: Storm: “jeg har fundet den!!!!!” / Verdens hurtigste aflevering i børnehaven / Ditto i dagpleje og på skole / Nåede mødet næsten til tiden / Pyha

(den slags sker aldrig tilfældigt: Der var noget, jeg skulle se; noget jeg skulle forstå)

I mellemtiden var Kristian kommet ind med en tidlig færge, og mødte mig på skolen.

Da vi havde været til møde, kørte vi hjem, og satte os på terrassen. Vi skulle snakke sammen, sagde han. Det var vigtigt.
Han og min søster var fulgtes frem og tilbage til København mandag, og havde snakket i bilen. Snakket om den uro, der er hjemme hos os for tiden. Om børnenes konflikter, uroen i os alle. De havde snakket om behovet for mere struktur. Igen. Om at vi ikke skal involvere børnene så meget: Vi gør det af god mening, men de kan ikke kapere alt den information. Hvis vi vil spise mere vegetarisk af hensyn til klodens overlevelse, så skal vi bare gøre det. Ikke holde lange, indlevende foredrag for børnene. Lade Storm spise leverpostej med god samvittighed, til han måske en dag selv beder om én med Tartex. Han er rigeligt fyldt op af livet allerede.

Vi snakkede om behovet for, at børnene får deres egne værelser. Hvilket er svært lige nu. Vores hus er stort, men plantegningen er tosset. Pt. er der kun ét børneværelse, og de efterspørger ro, alle tre. Så nu nedlægger vi Kristians musikstudie, og han rykker op i soveværelset med sin enorme computer og de 75 instrumenter, og så får Storm sit værelse, hvilket hele tiden har været tanken på sigt. Og Storm ved det ikke, men hele dagen i går fablede han på magisk vis løs om “når jeg får et værelse”, og fandt ting frem til den store flyttedag. (Som egentlig først skulle være til vinter, når det nye studie er klar, og der er kommet nyt tag på hele huset.) Han opdagede ikke en gang de tre farveprøver, som vi havde lavet på væggen tidligere på dagen, fordi han var så optaget af at planlægge indretning. Sjovt at han fik den impuls, når vi netop havde aftalt det.
Så i morgen tidlig siger vi: “I dag skal vi lave værelse til dig,” og så skal han hjælpe med at male (i den farve, han vælger af de tre), og vi skal flytte alle de der instrumenter, og hvad ved jeg, og det er sørme godt, at min søster kommer, for der bliver nok at lave.

Og forhåbentlig finder vi roen undervejs. Den ro, som kommer, når man selv har ro på, og ikke når man står desperat og kalder på den. Allerede i går var der langt mere harmoni derhjemme. Bare det at træffe beslutningen om struktur og simple rammer gør en forskel. Færre ord, mere nærvær. Færre input, mere ro.

Så jeg glæder mig til i morgen. I dag er jeg væk – jeg skal mødes med de unge på Langeland. Men i morgen starter en lille ferie: Fire dage sammen, og vi skal lave værelser. Jeg får lyst til, at ferien varer evigt.

I disse dage er jeg mere indstillet end nogensinde før på at have børnene hjemme i en længere periode. Nogle ting er faldet på plads for mig. Det fortæller jeg om en anden gang. Nu skal der ro på bølgerne i mig. Mens færgen vugger af sted.

Kender I de der perioder, hvor det skrider fuldstændig, og børnene er kede af det, sure og bare ikke i balance? Og man selv står der, fuldkommen magtesløs, og lyder som en skid, og ligner én der ikke kan overskue sit liv? Måske er det bare os: Jeg ved, at vi er særligt slemme til det, fordi vi lever det her boheme-agtige liv, og alle sammen er nogle tydelige typer med et stort behov for ro og forudsigelighed og samtidig altid impulsen til det modsatte..

Men, altså…kender I det?

Frida, Mikkel og børnene på Stenbjerglykke

I lørdags var vi med foreningen “Økologiske Ærø” på besøg hos Mikkel og Frida og deres fire børn på gården Stenbjerglykke. Det er dem, med de bare fødder fra Søren Ryges programmer. Dem, som både Søren Ryge og en stor del af Danmark blev så fascineret af, at han måtte besøge dem igen for at filme mere. Familien som syr deres eget tøj, og som næsten altid er hjemme. Børnene, der fødes i et kar i haven. Som hjemmeskoles, og hjælper til i marken.

Der er så meget at formidle om besøget hos dem, også selvom vi kun var der i tre timer. Fornemmelsen af deres liv, værdier og frihed, efterlader et stort indtryk. Jeg har lyst til at dele det hele, samtidig med at jeg mærker en følsomhed omkring deres privatliv, uden at de på noget tidspunkt selv bad om det. De lukkede os ind, svarede på alt, vi spurgte om, og sagde på gensyn, da vi kørte igen. Jeg har lyst til at kommunikere den nænsomhed, som de er i verden med. Deres måde at leve på er så fin og rørende, og det minder mig både om det liv, min familie og jeg allerede lever, og om det liv, der lurer et sted i mig, men som jeg ikke har taget hul på (endnu?).

Jeg har mange gange fortalt om mine tanker om at trække børnene ud af deres institutioner og skole. Hjem til os. Til uafbrudt samvær, en hverdag med praktisk arbejde, og tid-tid-tid. Men jeg har samtidig skrevet, at mit dybe behov for at skrive holder mig tilbage. Dét er splittelsen for både Kristian og mig: Vi har begge en passion (eller flere), som er en længsel, når vi ikke arbejder med det hver dag. Derfor er vores børn hjemmefra fire dage om ugen. Men for mit vedkommende aldrig helt uden splittelse. Aldrig uden en stemme indeni, som er næsten klar til at smide det hele på jorden for at komme endnu tættere på mine børn. Og besøget hos Mikkel og Frida, Magne, Ylva, Alvin og Burre pustede selvfølgelig til mit iboende ønske om at gøre det.

Jeg vil dele det, som jeg føler mig i stand til om besøget hos den forbilledligt visionære, helstøbte og velfungerende familie på Sydfyn.

Det mine øjne så, var: Fire børn som havde fuldkomment kønsneutrale vilkår. Det lader ikke til at spille en rolle i forhold til hverken fysisk fremtoning eller aktiviteter, om man er dreng eller pige på Stenbjerglykke. Alle fire børn (én pige og tre drenge) var i samme tøj, havde langt hår, og de lignede i det hele taget hinanden: Smukke, hver og én. Jeg så tre børn, som legede selv, underholdt sig uden konstant forælderindblanding og én lille, som var hos sin mor, gyngede i hængekøje, og opsøgte Juno (som han insisterede på at kalde “Solvej”). Jeg så, at de søgte deres forældre, når de havde behov for fysisk nærhed. De tre ældste var ikke nødvendigvis opmærksomme på, om deres forældre var lige i nærheden. Jeg fik indtryk af, at de stolede på, at de altid kan finde mindst én af dem, når det er nødvendigt. Der var ingen separationsangst, ingen utryghed.
Jeg så familiens smukke, rustikke omgivelser. En grøn, grøn have med mælkebøtter, væltede træstammer til at klatre på og robuste legeredskaber. Cykler med brede dæk, rutsjebane, geder, høns, heste, store, sprøde salathoveder i den lille køkkenhave foran huset. Jeg så harmoniske farver, smukt håndværk, plads til kreativt rod og processer.

Det, jeg fornemmede, var: En fuldkommen samhørighed i familien og med naturen. En kærlig forbindelse mellem gården og dens indbyggere. Ro, overblik, ydmyghed.

Jeg hørte Frida og Mikkel tale med deres børn. Ikke tale som børn, men tale med dem ud fra et respektfuldt menneskesyn. Jeg hørte dem tage sig tid, være opmærksomme. Jeg hørte, at Mikkel var vildt optaget af fysik og kemi, jordbrug og bæredygtighed. Han kunne svare på alle spørgsmål, vi stillede, og langt mere end det. Jeg fik lyst til at læse en bog af dem begge og se en film om den mere praktiske del af deres liv; om, hvordan de dyrker jorden, laver deres mad osv. De er så fordybede i studier af bakterielle processer (både i henhold til kost, jordbrug og dyrehold), at det i sig selv kunne være flere timers samtale. De er så velfunderede i deres livsstil, at man kun fornemmer balance og meningsfuldhed.
Kristian var ude på markerne med Mikkel og en flok fra vores forening, og hørte om gamle kornsorter (noget, Kristian selv har taget hul på at dyrke i sit særskilte “såsædsbed”), blid forarbejdning af jorden og meget andet. Imens blev resten af os tilbage på gården, hvor Frida og deres fire børn også var. Hun fortalte åbent om alt fra opskrifterne på sine meget velsmagende surgrønt, chai og kiks, og svarede på spørgsmål om deres liv, hvis man spurgte. Ellers gik hun rundt, og smilede, ordnede ting, havde børn på hoften, puttede den mindste ind til lur, kiggede til gederne. Hun snakkede om at tage ansvar for sit liv.

Gårdens børn legede fuldkommen åbent med de mange besøgende ø-unger. Hurtigt blev der skabt forbindelser, og Storm og hans gode ven Robur (samt lidt senere lillebrødrene Ilja og Acer – og også Live) kom i løbet af ingen tid med ud i stalden, hvor de sad sammen med Magne og Ylva med fødderne dinglende fra bjælkerne. De hoppede ned til gederne, grinede, snakkede sammen. Storm sagde om aftenen, da vi var kommet hjem: “Mor, det er de sødeste børn, jeg nogensinde har mødt.” Og det mente han. Han spurgte, om det mon var fordi, de ikke har skærme? Han spurgte igen, om vi også kan hjemmeskole. Vores børn har ikke set tv-programmerne om familien på Stenbjerglykke (qua vores børns ditto skærmfrie liv), men de fornemmede med det samme den særlige stemning på stedet. I bilen hjem sagde én af dem: “Jeg kunne se i deres øjne, at de er noget særligt.” Og hvad mon de så i de øjne, mine børn? Var det den ro og meningsfuldhed, som også vi andre fornemmede? Fraværet af støj og distraktioner? På Stenbjerglykke er der kort fra jord til bord og fra menneske til menneske.

Mens vi stod i deres have, spurgte jeg Frida, om hun føler, at hun giver afkald på noget af sig selv ved at dedikere sig fuldkommen til familielivet? “Nej, jeg vil ikke være bekendt at sige, at jeg giver afkald på noget. Det er jo mine børn,” svarede hun.
“Er der noget, du undertrykker, eller som du kaster dig over om aftenen, så snart børnene sover?” Igen var svaret nej. “Sådan føler jeg det ikke.” Og det må jeg tage til mig: At der er hun og jeg forskellige. Eller i hvert fald er vi hvert vores sted.

Man mærker en afklarethed og sikkerhed i de valg, Mikkel og Frida træffer, som er meget atypiske for vores samtid, hvor mange lever et liv, der er mere dikteret af normer og af andre forventninger end af vores egne drømme. Det giver en oplevelse af ansvar og frihed, som jeg tror, er både fascinerende og provokerende for mange.

“Arbejde er blevet noget, folk er trætte af,” sagde Mikkel, mens vi spiste frokost i deres store telt i haven. “Men vi synes ikke, det er tilfredsstillende at arbejde kun for at holde fri.” Frida nikkede. “Til gengæld arbejder vi rigtig meget her. Folk kommer, og besøger os for at opleve landbrugsidyllen, men mange får travlt med at komme hjem, når det går op for dem, at det er et liv med hårdt arbejde. Jeg tror, mange romantiserer det, men det er altså meget sjældent, at man bare sidder på en høstak og nyder udsigten.”
“I stedet for at have arbejde og fritid, har I “liv”” tilføjede Kristian, og det lød rigtigt, som vi sad der midt i deres vitale verden, og mærkede livet over alt omkring os.

Jeg ved ikke, om det er alle forundt at besøge Stenbjerglykke. Til vores held har to af øko-foreningens medlemmer skrevet sammen med Mikkel og Frida i længere tid, så der var en åbning for os, og vi købte en rundvisning og (meget lækker) frokost af dem.
Jeg var taknemmelig over at give mine børn den oplevelse af menneskelige relationer på et uspoleret plan og bidrage med det samme til dem (Ylva og Magne sagde: “Det er hyggeligt, at I er på besøg. I skal komme igen snart”). Besøget har givet mig en endnu klarede følelse af den energi, som vi tilstræber her hos os selv: Vores version af det gode liv. Hver dag kommer vi et skridt nærmere, hvordan det ser ud for os, og besøget hos familien på Stenbjerglykke var et stort skridt i den rigtige retning.

EDIT: Flere har skrevet og spurgt efter links til mine andre indlæg om skole/hjemmeskole. Her er et par af dem, i sidste time (og ulvetimen, helt konkret): “Hvorfor er jeg nervøs for at sende mine børn i skole?” og “Min søn har knækket læsekoden helt uden pres” og “Vi kan jo ikke alt, vel“. Hver af de tre indlæg indeholder links på kryds og tværs til hinanden og andre indlæg samt, ikke mindst, relevante, interessante videoer og artikler. God læselyst!

Har I set programmerne om familien? Og hvad tænker I om deres livsstil?
Hvad ville I spørge dem om, hvis I fik muligheden?

Kvalitetstid er en bortforklaring

Jeg prøvede at sige noget om kvalitetstid, da vi var på morgen-tv i sidste uge. Mit budskab er dybest set, at kvalitetstid ikke findes. At tid er tid, og tiden skal vi tilbringe med hinanden, hvis vi vil have meningsfulde relationer.

Kvalitetstid er et begreb skabt af illusionen om et konkurrencesamfund i konstant vækst. Tanken har været, at hvis vi gerne vil have vores borgere til at skabe økonomisk vækst, skal de arbejde mest muligt (man ved efterhånden, at det ikke passer, men det er et andet indlæg). Når man skal arbejde mest muligt, har man naturligvis ikke lige så meget tid med familien, og der er det kompromisløse ved tiden, at vi får ikke mere af den, bare fordi vi spilder den.

Kvalitetstid er en utopi, som vi griber til, når vi ikke er sammen ret mange timer om dagen, men alligevel ønsker at have en positiv relation til hinanden. Så siger man: “Til gengæld er det kvalitetstid, når vi er sammen,” og pludselig kan halvanden time være lige så givende som tre, eller fem, eller otte. Siger man. Og jeg er i tvivl, om jeg helt har forstået konceptet, men jeg tænker, at det er noget med, at man fortæller sig selv, at man er nærværende i kvalitetstiden, og at det så er en anden slags tid, bedre tid, end hvis man var sammen i flere timer, hvor man også for eksempel havde konflikter og kedede sig? Jeg gad godt kunne sætte mine børn ned i halvanden time og hygge uafbrudt. Spille LUDO eller lave mad og bare grine og snakke uforstyrret. Men det tror jeg ikke, kommer til at ske nogensinde, simpelthen fordi jeg ikke kan tvinge dem til at bruge tiden anderledes, blot fordi den er begrænset.

Jeg var i København for nylig, og gik en tur i solen på Frederiksberg. Udenfor en børnehave stod en mor med sine to børn, og kæmpede for at få dem ind i bilen. Klokken var ikke ret mange; 14:45 tror jeg, og jeg tænkte umiddelbart, at det var en tidlig afhentning i København? Moderen talte surt til børnene. “Kom så ind i bilen!” lød det vredt. “Vi skal hjem og hygge os!” Det sagde hun rent faktisk: At de skulle skynde sig hjem for at hygge sig. Og jeg kunne fuldkommen se mig selv i det – hvis jeg levede et mere hektisk liv, og hvis alle omkring mig også havde travlt, og måske udstrålede, at det var fedt at have travlt – en succes, ligefrem, så ville jeg falde i den der hver dag. Så ville jeg blive kort for hovedet, og smække døren hårdt bag mine børn, fordi vi skulle skynde os at have det godt. Sådan hænger det ikke sammen, men det kan være svært at forstå, fordi vi er opdraget til at udnytte tiden, maksimere udbyttet. Præstationssamfundet. Konkurrence. Jeg tror egentlig, man kan få rigtig meget social værdi ud af halvanden time, men så skal man lade tiden gå, som den nu en gang gør, og lade konflikterne ske uden at det føles som et nederlag. Man skal bruge fem minutter på at spænde en sikkerhedssele, fordi det rent faktisk er lige så betydningsfuldt som at læse en bog eller bygge LEGO.

Og så skifter jeg lige spor lidt: Når man lever som Kristian og jeg, ser man sine børn mange timer hver dag. Og når man gør det, ser man også hinandens vrangsider, både børn og voksne. Det kan ikke være anderledes, men jeg har alligevel ikke altid lyst til at skilte med det.

Kristian blev spurgt den anden dag, om han ville komme ind i Aftenshowet på mandag og deltage i en snak om “skæld ud”. Jeg så febrilsk på ham, da han nævnte det, fordi, jeg ved godt, at man helst ikke skal skælde ud (og det mener jeg fra bunden af mit hjerte: skæld ud skaber en forkerthedsfølelse i børn, og det kommer der aldrig noget godt ud af). Men jeg ved også, at det gør vi alligevel herhjemme, og jeg blev vist nærmest lidt nervøs for at fremstå uperfekt. Altså, som vi er. Nå, men min pointe er, at når man er sammen med sine børn mange timer hver dag, så er der ikke god og dårlig tid, men derimod bare “tid”. Der er tid til at skændes, diskutere, gå i baglås, smide ting på hinanden, brænde maden på. Tid til at blive venner igen, sige undskyld, kysse hinanden godnat. (og Kristian takkede nej til TV, selvom han egentlig gerne ville, og rent faktisk er i København den aften, men han har andre planer, som han har glædet sig meget til).

Vi er ikke perfekte. Ingen er. Og hende moderen på Frederiksberg havde muligvis verdens værste dag. Jeg aner ikke, om hun var ked af det, stresset eller i chok. Og jeg dømmer hende ikke, det ville aldrig falde mig ind, jeg bliver selv vred og magtesløs. Men hun fik mig til at tænke, og jeg mærkede den der travlhed og følelsen af, at livet forsvinder ud mellem ens fingre, og jeg tænkte, at det ikke er rart. Det er ikke rart at stå der og være sur. Og jeg glædede mig over, at den slags stress oplever jeg sjældent nu.

Det er ikke så tit, jeg hiver kameraet frem, når her er krise. Måske skyldes det, at det ikke er nær så kønt, og jeg er et visuelt menneske. Eller også handler det om underskud i situationen, så jeg slet ikke tænker tanken. Det kan også have at gøre med en form for blufærdighed og beskyttelse af privatlivets fred, for mine børns skyld, primært.

I hvert fald tog jeg en del billeder i løbet af dagen i går, og det slog mig undervejs, at jeg kun havde fotograferet de øer af ro og glæde, som opstod imellem alle skænderierne. Vores børn er stadig konstant i totterne på hinanden. Alle andre end Juno, som ligesom bare følger med, eller holder sig lidt på afstand. Men de andre har mange konflikter, og jeg har ikke billeder af det. Jeg har billeder af Tange og Live, som spillede “sten”, da han kom forbi med en stak Information midt på eftermiddagen. Jeg har billeder af den mad, som Storm, Ilja og Kristian lavede over bål. Af marken i solskin, af Juno på vej mod trampolinen. Lige før vi skulle spise, kom min søster ind med færgen, og jeg kørte med Live, Ilja og Juno af sted for at hente hende ved bussen. Hun havde en liter is med fra yndlings-Claus, for nogle af vores venner blev gift tidligere på dagen – sådan lidt uformelt, men alligevel smukt og vigtigt – og de skulle have is til deres aften som en symbolsk gave fra hjertet fra os. Så vi kørte forbi dem med isen, og sad der i bilen, og sagde: “Nej, nej – vi ville bare sige tillykke, I skal ikke byde på noget,” men de sad der i gårdspladsen, og smilede så stort, så vi endte alligevel med at få kage/og vi fodrede fårene/og snakkede et godt stykke tid/børnene så en høne, som lå skruk/og min søster så noget kunst, som gjorde stort indtryk/og der gik nok en time. Det gjorde der nok. Og så kørte vi – øre af glæde og bryllupsstemning – hjem til den færdige bålmad, som Kristian og Storm havde gjort klar.

Så nu får I alle billederne fra de lykkelige stunder. Resten må I forestille jer. Bare træk smilene væk og farverne ud, groft sagt.

I dag skal vi besøge nogle mennesker, som også i dén grad prioriterer tid, nemlig Frida og Mikkel fra Fødegården Stenbjerglykke – dem uden sko på fra Søren Ryges programmer. Foreningen “Økologiske Ærø” har inviteret på en heldagstur, hvor vi skal til både Den selvforsynende landsby og så Stenbjerglykke. Jeg regner med at dele et par billeder på Instagram i løbet af dagen i dag.

Hvad er god tid for jer? Og kvalitetstid? Kan man virkelig få noget særligt godt ud af kort tid, hvis det er alt, man har?

Kan man få passet fire børn?

Jeg er lidt rundt på gulvet, fordi jeg ikke har en computer lige nu. Og jeg er SÅ afhængig af min computer. Jeg kan næsten ikke være glad, hvis ikke jeg kan skrive. For fem uger siden købte jeg en spritny MacBook Pro, og så den anden dag gik spacebaren i stykker. Jeg har aldrig haft andet end Mac, og jeg kommer ikke til at sige noget generelt dårligt om deres computere, for mine har altid været gode – men det her er selvfølgelig helt galt. Enhver der skriver, ved, at man ikke kan skrive uden sin spacebar. Såserdetnemligsådanherud. Og det bliver man bims af. Derfor skal den indleveres i Odense, have ny topcase og være væk i en uge eller mere. Lige nu sidder jeg ved Kristians gigantiske stationære Mac, og det er okay, men det er ikke optimalt. Jeg kan bedst lide at have min egen computer, ved mit eget arbejdsbord, med mit eget tastetur.

Her i Kristians studie kan jeg skrive lidt, men jeg kan ikke skrive poesi, og faktisk var lige netop i dag min dag til poesi: Jeg havde aftalt med min dygtige og meget strikse skrive-coach, at nu skal jeg i gang igen. Det er alt for længe siden. Vi havde sat en god ramme op for mit skrivearbejde. Jeg havde glædet mig rigtig meget. Men nej, Jeg kan ikke redigere bog, når jeg ikke har min computer. I stedet har jeg lavet en liste over ting, der skal klares, og så er det bare med at få sat en masse flueben, så jeg har tid til at være poetisk, når jeg igen har en computer ved den vante udsigt.

I aftes, da Kristian var gået i seng, tog jeg hans bærbare på skødet, og skrev et lille indlæg, som jeg vil dele med jer her. Det handler ganske enkelt om det med at få passet sine børn, som er noget, flere har skrevet, og spurgt til.

Den seneste uge har Kristian og jeg nemlig været en del hjemmefra. Først på camp, hvor vi skiftedes til at være hos børnene og sammen med de unge, og så var der morgen-tv, hvor vi begge var af sted fra mandag eftermiddag til tirsdag.

Den nat vi var i København, var Storm og Juno her på Ærø sammen med min søster, mens Live og Ilja var hos min svigerfar og hans kone i Svendborg. Det var anden gang, Juno sov sammen med andre end os (den første gang var det også min søster), og der er ingen tvivl om, at vores børn bliver passet sjældnere, end for år tilbage.

Vores hverdag er centreret om familien: Vi holder tredages-weekender langt de fleste uger, og henter for det meste børnene klokken 14. Men før vi fik Juno, og måske i særdeleshed før vi flyttede til Ærø, var Kristian og jeg også ofte hjemmefra: På kurser, kæresteture og den slags. Både sammen og hver for sig (kæresteturene er vi dog konsekvent på sammen..) Børnenes bedsteforældre har altid været meget engagerede i vores liv, og vores søskende har også hjulpet med børnepasning fra tid til anden, så vi er dybt priviligerede på det område.

Men fire børn er meget at passe for andre end forældrene. Hell, det er meget for os. Da vi havde tvillinger på tre år og en enkelt på seks, var det efterhånden en overskuelig flok, som både bedsteforældre og mostre/onkler kunne overkomme at tage sig af i et døgn eller to. Men så kom Juno, og læsset væltede ligesom lidt. Ikke fordi ingen magter det – og de fleste holder fast ved, at det godt kan lade sig gøre – men hånden på hjertet synes vi, det er for meget. Der bliver for mange at holde styr på, for meget der kan gå galt eller blive surt. Vi kender det jo fra vores hverdag, at der er vildt gang i den, og sådan skal det ikke være at passe børn, medmindre det drejer sig om noget akut.

Derfor delte vi dem op, da vi var af sted tidligere på ugen, og det føltes rigtigt. Vi vidste, at min søster hyggede sig herhjemme med Juno og Storm, og vi vidste, at Ilja og Live nød tiden hos farfar og Sus. Vi slap med andre ord for den der nagende følelse af, at man overbelaster andre mennesker samt ens egne børn, fordi man er taget væk, og det betyder, at man kan være mere tilstede i det, man er rejst af sted for at lave.

Jeg oplever, at vores behov for at få børnene passet, er mindre end tidligere. Hvorfor? Måske fordi vi med fire børn og et liv her på øen er tvunget til at fokusere på netop den del af vores liv for en tid. Vi har taget kurser, og vi har rejst, og nu formår vi på én eller anden måde at have et parforhold midt i virvaret.
Det er selvfølgelig fuldkommen forskelligt, hvordan den slags fungerer for det enkelte par, så jeg kan kun referere mine egne erfaringer på området: Kristian og jeg har haft brug for at være kærester og dyrke vores tosomhed på afstand af børnene indimellem for at genopdage vores dybe forbindelse til hinanden. Det er blandt andet derfor, vi ikke har pseudotvillinger: Fordi vi har oplevet et behov for at nå tilbage til et vist niveau af frihed, hvor vi kunne være sammen bare os to uden stress, før vi var klar til at blive forældre igen. Jeg synes, der sker noget omkring de 2 – 2 1/2 år, hvor man som mor og far pludselig bedre kan tage hjemmefra en overnatning. På den tid har vi med god samvittighed kunnet tage af sted en hel dag eller et døgn, og ofte har vi bare spist god mad uden forstyrrelser og så ellers haft den slags snakke, hvor man for en gangs skyld færdiggør sine sætninger, og tager hul på emner, som vi ikke kommer omkring hver dag.

Noget har dog ændret sig, og nu holder vi nok mest af hverdagen. Vi ser frem til de lange weekender og til eftermiddagene herhjemme med knald på. Jeg kan indimellem savne et døgn alene med Kristian, men så er vi gode til at spise frokost med hinanden på en hverdag, og tit sidder vi tæt i sofaen om aftenen. Når det er sagt, har jeg altid været fortaler for, at man finder en balance mellem det ene og det andet: Glade forældre er rygraden i en velfungerende familie, og jeg tror, at alenetid i parforholdet kan være en rigtig god investering.

Når vi skal af sted alene, siger vores børn altid, at det er snyd, de ikke må komme med. “Hvorfor skal I have lov til det? Hvorfor tager I ikke os med?” spørger de med bebrejdende miner. “Fordi vi har brug for at snakke sammen uden at blive afbrudt, sådan som kærester kan lide det.” Og det forstår de faktisk. De ved godt, at det er en mangelvare herhjemme, og de vil rigtig gerne have, at vi er glade sammen.

Hvad gør I med pasning og parforhold? Og kan I huske, om jeres egne forældre prioriterede kærestetid?

 

Min søn har knækket læsekoden helt uden pres

Storm på otte går i første klasse, og i den forgangne uge knækkede han læsekoden. Helt af egen drift, vel og mærke, hvilket jeg synes, er det aller bedste ved den sag.

Faktisk havde både Kristian og jeg glemt, at mange danske skolebørn kan læse, når de kommer om på den anden side af juleferien i 1. klasse. Måske er der også skoler, hvor de lægger vægt på, at man kan læse tidligere end det?
Men vi har ikke bekymret os. Da han ikke viste interesse for at læse med os herhjemme, de første gange vi spurgte, stoppede vi med at spørge. Vi har ikke undret os, eller forholdt os til, om hans klassekammerater læser mere eller mindre end ham. Vi aner det ganske enkelt ikke.

I stedet har vi sådan set bare været sammen med ham, der hvor han var. Ikke på sådan en uopnåelig måde som evigt nærværende forældre med derimod på en helt almindelig måde. Vi har diskuteret med ham, leget med ham, været ubeskriveligt irriterede på ham (f.eks. når han går igennem stuen med våde gummistøvler for anden gang på ti minutter) og puttet med ham om natten i den store seng. Alt sammen helt uden at tænke på det med læsningen, som han ikke har vist den store interesse for, før engang i sidste uge. Til gengæld har han hele tiden interesseret sig for meget andet eksempelvis vedvarende energi og liv efter døden, og så dimser han rundt med en masse elektronik, som han piller fra hinanden, og forbinder igen. Han dyrker musik fra 70’erne og 80’erne, og drømmer om at opfinde solcelledrevne biler, “Som alle har råd til. Er ti kroner en god pris, mor?”

Der er med andre ord ikke noget at være bekymret for, uanset om Storm kan læse eller ej. Han er et barn, som øver sig i at lære, hvilket efter min mening er omtrent det eneste, man skal have fokus på at lære de første mange år af et liv.

Men jeg ved godt, at mange andre steder var den ikke gået, og selvom jeg har lyst til at ignorere det faktum, bliver jeg nødt til at kommentere på det her. Vores børnesyn skaber vores fremtid. Vores menneskesyn definerer vores liv. Og der er noget galt, noget grundlæggende er kørt af sporet. Det er efterhånden sket for så længe siden, at vi er blevet blinde overfor galskaben. Alligevel sprang den mig i øjnene tidligere på ugen, da jeg tjekkede ind på et stort netforum, hvor jeg har skrevet en del før i tiden.

Jeg faldt over en tråd, hvor en bruger skrev, at hun sammen med de øvrige forældre i sit barns klasse havde modtaget en utilfreds besked fra klasselæreren. Læreren ærgrede sig over resultatet af den ugentlige staveprøve om fredagen, hvor hun havde lovet eleverne en belønning, som de ikke havde gjort sig fortjent til alligevel.

Jeg skal lige huske at nævne, at de omtalte elever går i første klasse.

Brugeren skrev videre, at hun blev noget forstemt over beskeden, og ville høre, om hun var urimelig?

Jeg hoppede ind i tråden med nogle dages forsinkelse, og kunne konstatere, at mange syntes, læreren handlede i overensstemmelse med sin jobbeskrivelse. En del påpegede, at de var enige i håndteringen af sagen. Og det kom virkelig bag på mig. På den der måde, hvor man bliver helt desorienteret. Ikke fordi jeg følte mig forrådt af læreren, men fordi jeg blev overrasket over den tilsyneladende accept af den slags undervisning.

Jeg skrev en kommentar: “Jeg sidder her med følelsen af at befinde mig på en anden planet. Tænk at man laver staveprøver (og så i 1. klasse), og at man bruger belønning (og så i 1. klasse).
Jeg bliver faktisk lidt paf over, at man stadig anvender den slags undervisning. Er jeg den eneste?
Mailen fra læreren kan jeg ikke forholde mig objektivt til da hele præmissen for mig at se er så skæv.”

Da jeg tjekkede tråden den efterfølgende dag, kunne jeg se, at jeg ikke var helt alene. Andre havde tænkt det samme som jeg.

En bruger skrev, at jeg ikke behøvede være chokeret. Den slags undervisning er helt almindelig i udlandet, hvor hun bor med sin familie, skrev hun: “I den internationale skole vores søn gik på, var belønninger MEGET brugt og han havde også “spelling test” (…) Han elskede alle klistermærkerne og stamps og awards.”

Jeg svarede: Hvis ikke man kan fange sine elevers opmærksomhed og inspirere dem til at dygtiggøre sig uden belønning, har man for mig at se spillet fallit.

Hvis vi som mennesker skal have et klistermærke for at gøre os umage, er der noget galt. Så har vi glemt den egentlige drivkraft; den indre motor som driver ethvert menneske i trivsel til at ville lære mere, gøre mere, vide mere.

Jeg mener, at børn skal lære i deres eget tempo og primært drevet af deres egne interesseret og motivationer, som vi andre bakker op om ved at inspirere og gå foran. Jeg mener ikke, at noget er rigtigt, blot fordi det praktiseres i resten af verden.

Selvfølgelig elsker børnene enhver belønning, så længe den er indenfor rækkevidde. Vi har det alle i os: Lysten til ros og klistermærker. Men er det sådan, vi lærer at mærke os selv? Er det sådan, vi lærer at tage initiativ?
For mig at se handler enhver grundskole i sin essens om at lære at lære.
Hvis man har lært, hvordan man opsøger viden kritisk, anvender- og udvikler den, så kan man det, man skal kunne for at bidrage til verdens gang.

(Og: Hvis man er vant til at få et klistermærke, et tolvtal eller et skulderklap, hver gang man gør det, andre synes, man skal, så er der for mig at se en række mulige udfordringer om hjørnet: Hvordan føles det, når man som 18-årig står ude i den virkelig verden, og pludselig ikke får en belønning, for at gøre det forventede? Hvordan lærer man at tænke selvstændigt, hvis den ultimative succes er at gøre præcis det, de andre også forventes at gøre? Hvordan bevarer man kontakten til sine egne, oprigtige passioner/interesser, hvis man bliver belønnet for at lære noget udenad, som man måske ikke er motiveret for på netop det tidspunkt? Hvordan lærer man at stille sig kritisk overfor indlæring? Og, måske vigtigere end noget andet: Hvad gør det ved et menneskes selvværd at få eller ikke få belønninger for den slags præstationer?)

Mit svar afstedkom en ny vinkel på diskussionen, og en tredje bruger (som er lærer), skrev: Jer, der taler imod at man skal ting man ikke selv er indre motiveret for…gør I virkelig aldrig ting I ikke er motiverede for lige nu? Som i ALDRIG?!

Det blev jeg nødt til også at svare på, for det er noget, som ligger mig meget på sinde. Det der med at bruge sin energi på ting, som man kan se meningen med. Så jeg tænkte lidt, og svarede: Helt ærligt; nej, jeg gør sjældent noget, som jeg ikke er motiveret for.
Så er der jo diskussionen om ydre og indre motivation, og det gør blot det hele mere komplekst, men jeg vil sige det således: Jeg tror ikke på, at arbejde skal være hårdt.
Lad os ikke forveksle det at synes “noget er sjovt” med indre motivation. Jeg er motiveret for at tømme opvaskemaskine, fordi det giver mening. Ikke fordi jeg griner imens. Resultatet er tilfredsstillende og alternativet er det modsatte. Jeg er motiveret for at vaske tøj, lægge det sammen og få det på plads. Jeg er motiveret for at arbejde, fordi jeg har arrangeret mit liv således, at mit arbejde er meningsfuldt for mig.
Jeg har bevidst fravalgt arbejde, som jeg ikke er motiveret for. Jeg har bevidst fravalgt sociale aktiviteter og andet, som jeg ikke er motiveret for.
Jeg mener, vi mangler meningsfuldhed i vores samtid. Vi tjener penge for at købe ting, som vi smider ud kort efter. Sat på spidsen, selvfølgelig.

Det betyder ikke, at jeg er doven eller uproduktiv. Jeg drømmer stort, og realiserer de fleste af mine drømme. Jeg gør mig umage, og giver ikke sådan bare lige op. Jeg klør på, dygtiggør mig. Det kan jeg, uden at synes, det er surt, fordi jeg gør det indenfor områder, som jeg finder mening i.

Alt det, jeg har lært udenad, fordi andre sagde jeg skulle, og uden at jeg selv havde et drive på det, har jeg glemt igen.
Al udenadslære, som ikke vækkede genklang i mig, er væk.
Til gengæld kan jeg den hovedregning, som jeg har erfaret, er nyttig.

Jeg kan alt det, som jeg synes, jeg har brug for at kunne nu. Hele tiden lærer jeg mere, fordi jeg er motiveret for det.

Jeg er enig i, at der er nogle ting, som man skal kunne for at have muligheder her i verden. For mig at se er det: Den mest basale matematik og at læse og skrive.
That’s it.
Men betyder det, at jeg synes, man skal have lært de færdigheder i en bestemt alder, på en bestemt måde? Nej.
Jeg mener stadig, at det skal komme fra en indre motivation. Langt de fleste velfungerende børn vil på et tidspunkt indenfor en overskuelig aldersramme selv blive motiverede for at kunne de ting.

Er det vigtigt at lære en helt masse andet fag-fagligt? Nej, ikke hvis man ikke er motiveret for det. Hvis man helst vi øve sig i at bygge broer eller tegne eller lege rollelege, er det nok fordi, det er dér ens passion ligger på det tidspunkt. Det skal man efter min mening have mulighed for at fordybe sig i. Det, vi brænder for, er det, vi har mulighed for at udmærke os indenfor. Hvad skal vi helst med vores liv? Tilegne os en helt masse paratviden eller være eksperter på én enkelt eller to områder?

Som voksen er jeg pludselig fri til at være virkelig dygtig til et par ting fremfor at kunne lidt af det hele. Vores børn derimod bedømmes på en lang række fag, og de bliver præget af en forventning om, at de helst skal være ret gode til det hele.
Sandheden? Jeg er ikke god til halvdelen af de fag. Jeg er til gengæld virkelig dygtig til et par af dem, og det er dem, jeg elsker, det er dem, jeg lever af – både økononomisk og åndeligt.

Hvis man har lært at lære, kan man lære alt, når man får behov for det. Man kan rejse til Spanien og lære spansk på nogle måneder, hvis man brænder for det.

Jeg tror, vores liv kan være godt uden udenadslære. Jeg tror, vi kan være glade og bidrage til en bedre verden uden at føle, vi tager en sur tjans. Det handler, som det meste andet, om vores forventning og indstilling.

Med alle disse mange ord vil jeg egentlig bare sige dette: Min søn har knækket læsekoden helt uden pres eller tests eller klistermærker eller den mindste smule følelse af at være forkert eller forsinket eller noget som helst andet. Han har lært bogstaver i skolen og set sine klassekammerater tage hul på læsningen i forskelligt, individuelt tempo. Han har oplevet opbakning fra sine lærere og fra os, men aldrig et pres eller en skuffelse.

Nu læser Storm højt for os hver aften, og han er så rolig og stolt omkring det, at jeg kan blive helt rørt. Hans søskende sidde mussestille, og lytter, og han tager bogen ét ord af gangen. Jeg er glad og taknemmelig over, at vi har modet til at gøre det på den måde. Nu fik han lyst til at læse, og så lærte han det på ingen tid, sådan som jeg altid render rundt, og påstår, at al læring bør foregå. Alle børn er videbegærlige, hvis de føler sig trygge, og er omgivet af nærende og anerkendende mennesker.

Her den anden aften, da Storm sad og læste for sine søskende, læste han ét af ordene forkert, og så kiggede han lidt genert op, hvortil hans lillebror stolt sagde: “Jeg har aldrig før hørt én på otte læse så fint.”

Har du lyst til lidt mere inspiration om det der med at lære i sit eget tempo?

Så se lige den her:

Og den her:

læs det om hvorfor jeg har været nervøs for at sende mine børn i skole.

Hvad tænker I om alt det her? Kan man lære uden at føle sig forkert? Kan belønninger være okay (det tror jeg, hvis man bruger dem velovervejet)

Og hey – god weekend!

På Ærø flytter man hjemmefra som 16-årig

Jeg har siddet henne hos vores nabo, Kirsten, og drukket te og spist brød med æbleflæsk her til formiddag. Mens vi snakkede, begyndte sneen af dale over marken, havet flimrede pludselig bag alle de hvide fnug, og tiden gik, som den gør, når man er i godt selskab. Derfor kommer mit indlæg i dag lidt sent, selvom jeg egentlig skrev det for et par dage siden som svar på en kommentar fra en læser.

Det handler om at flytte hjemmefra, om at verden er under forandring. Om uddannelse, ansvar og nye tider.

Spørgsmålet lød:
“Hej Maj My, tak for en fantastisk blog, altid spændende indlæg og især dem om ølivet. Jeg har faktisk flere gange tænkt på noget ang. det at vælge at bo på en ø som Ærø. Hvad er dine/ jeres tanker omkring uddannelse af jeres børn når de bliver større. Jeg tænker ikke så meget på nogle specifikke uddannelser, men mere det at de vil blive tvunget tidligere hjemmefra end børn der ikke bor på en ø. Hvad gør andre børn på øen, flytter de allerede efter folkeskolen eller pendler de frem og tilbage?”
Jeg har skrevet to svar. Et konventionelt (traditionelt) og et alternativt (og måske mere realistisk?)

Det konventionelle svar:
Ja, de fleste Ærøboer flytter hjemmefra efter 9. eller 10. klasse. Det er et fåtal, der bliver på øen, og tager HF eller anden uddannelse her. Mange flytter på kollegieværelse eller finder en lille lejlighed i Svendborg eller Sønderborg. Nogle vælger Nyborg kostgymnasium (og en del andre vælger naturligvis en anden type uddannelse.)

Det er klart, at det er noget helt andet end både min og Kristians ungdom, hvor vi boede udenfor henholdsvis Aarhus og Svendborg. Jeg flyttede godt nok hjemmefra, da jeg var 16, men det var en langt mere demonstrativ og uovervejet beslutning, og ikke et resultat af den kultur, jeg var vokset op i. På den måde har Kristian og jeg truffet et afgørende valg for vores børn, som vi ikke selv kender til; Nemlig livet på en ø som barn og ung, og vi ved heller ikke, hvordan det bliver som forældre (måske) at skulle sige farvel til vores børn så relativt tidligt.

Det, Kristian og jeg hører fra mange Ærøboer, er, at de har været glade for at komme hjemmefra tidligt. Én af vores venner har fortalt, at det gav ham et uproblematisk forhold til sine forældre i nogle år, hvor det ellers kunne have været konfliktfyldt. Han lærte at klare sig selv, og vidste alligevel, at hans forældre altid var der for ham. Generelt hører jeg, at ærøboer er stolte af den selvstændighed, som det giver dem at flytte hjemmefra efter folkeskolen. Jeg fornemmer, at de er velfungerende både på deres videregående uddannelser og i arbejdslivet efterfølgende, fordi de kan stå på egne ben.

Men det siger jo ikke noget om, hvordan jeg som forælder vil have det med at skulle siger farvel til mine børn til den tid. Svaret er, at jeg ikke ved det. Måske er det okay, måske bliver det svært pludselig at have den afstand imellem os. Det må tiden vise, hvis det bliver aktuelt.

Helt konkret har vi kig på Steiner-skolen i Odense, som har en overbygning, der måske vil være mest naturlig for vores børn i forlængelse af både friskoleårene og vores liv herhjemme, hvis de vælger gymnasievejen.

Det alternative svar (som ikke kun handler om at bo på en ø men om verden i, al almindelighed):
Selvom jeg er sikker på, at det kan være meget udviklende at rejse væk fra sin barndomsgade og udforske livet på egne hånd, er jeg ikke overbevist om, at det er fremtiden at fare jorden rundt med en rygsæk, sådan som min generation har gjort det, for at blive voksen. Vi må se i øjnene, at verden er under forandring.

Hele vores klode befinder sig lige nu i en altoverskyggende og stort set uforudsigelig undtagelsestilstand, og jeg tror, det vil have konsekvenser for, hvordan vores børn kommer til at leve deres liv.

Hver generation har sine udfordringer og fordele. Mange fra min årgang har brugt en stor del af vores liv på at søge efter et sted, hvor vi hører til. Der har været en følelse af rodløshed og manglende mening.
Jeg tænker: Er det nødvendigvis et problem, hvis vi ikke kan tilbyde vores børn det samme omfang af globalisering og rejser til andre kulturer, som vi selv har haft adgang til? Vi er ved at løbe tør for brændstof her på kloden. Måske skal vi koncentrere os om det, der er tæt på for en tid? Forestil jer en generation, som lærer at bruge teknologi opbyggeligt fremfor at være distraheret af den non-stop. Forestil jer en generation, som lever livet primært i det nære, som studerer og udvikler sig, men ikke føler en konstant udlængsel. Måske går mine børn glip af at se de vilde dyr i Afrika first hand, men det kan være, de til gengæld kender den lokale natur indgående, og er med til at styre jordkloden tilbage på ret køl ved hjælp af bæredygtig tænkning og ikke mindst et meningsfuldt liv.

Jeg er åben overfor, at mine børn måske bliver her på øen, trods alt. Jeg er åben overfor, at uddannelse er et mere flydende begreb, end vi er vant til at tænke det. Måske dygtiggør mine børn sig udenfor de rigide rammer, som vi er vidne til i disse år i alt fra håndværksfag til akademia. Måske bliver de her på øen, og tager del i et organisk andelsmiljø, hvor vi alle løfter i flok, udvikler de områder, som vi brænder for, og skaber en bæredygtig verden dag for dag. Måske vil mine børn vælge at arbejde med deres hænder? Måske rejser de først, når de er tyve, måske når de er fyrre? Måske er verden et utrygt sted, hvor ingen rejser nogen steder, medmindre de er på flugt? Måske har vi til den tid den oplevelse, at rejser primært foregår på det indre plan, og at det er mere energiøkonomisk, at blive hvor man er?

I don’t know.

Jeg prøver på ikke at have nogen fastlåste forventninger til mine børns rejse i livet. Jeg vil gøre mit bedste for at være støttende og intuitiv i min tilgang til dem og deres ønsker, uanset hvor svært det kan blive for mig at skulle sige farvel til dem (eller alternativt til mine gamle, indgroede ambitioner om en målbar form for succes på deres vegne).

Hvad ville I synes om, at jeres børn flyttede hjemmefra så tidligt? Hvornår flyttede I selv hjemmefra (og hvorfor på det tidspunkt?) Og hvad tænker I om mulige forandringer i vores måde at være ung på?

Jeg vil slutte af med en dybfølt opfordring: Indtil på lørdag, den 29.4, kan man på DR’s hjemmeside se dokumentarfilmen “Demain” (“I morgen”) om en gruppe dedikerede filmfolk, der rejser jorden rundt for at finde løsninger på verdens udfordringer og vække håb. Undervejs møder de en mangfoldighed af ildsjæle, som allerede er i gang med at forandre verden. Det er en ualmindeligt inspirerende og motiverende film. Den varer to timer, og kan nemt fordeles over to aftener. Se den HER

 

Vi kan lære hende alt i hele verden

Vi kan lære hende alt i hele verden. Vi kan lære hende, at det er vigtigt, at hun får gode karakterer i skolen. At det siger noget om, hvilket menneske hun er. Vi kan lære hende, at livet handler om at løbe stærkt – ligesom alle de andre. “Man skal følge med.” Vi kan sagtens lære hende, at hun ikke er god nok, medmindre hun er bedst; den følelse ligger lige under overfladen i ethvert menneske, hvis omgivelser er præget af konkurrence. Vi kan lære hende, at det vigtigste er, hvad andre tænker om hende, og ikke hvad hun tænker selv.

Jeg selv lærte alle de ting uden problemer. Det skete gradvist, næsten skjult, i børnehaven, skolen, relationerne, onkler og tanter som spurgte til karakterer men aldrig til noget andet. Det skete, fordi det er, hvad samfundet er bygget op omkring: Ukritisk jagt efter mere. Mere hvad? Glæde og mening? Nej. “Vækst”.

Den anden dag var vi alle sammen udenfor, og Juno havde trukket sin lille dukkevogn med ud over dørtrinnet, og stod nu i solen, og kiggede på os andre, som sad på græsset. Der ville hun også hen, men vognen var for tung, og den væltede flere gange, når hun prøvede at skubbe den op på græsset. Jeg bed mig selv i læben for ikke at løfte den for hende, det ville ikke tage mig andet end et par sekunder. Til sidst tog hun dukken op, og bar den ved sit bryst med den ene arm, mens hun skubbede vognen frem med den anden. Og det lykkedes. Hun lagde dukken ned igen, og trak dynen op over den lille krop. Vi smilede alle sammen, og sagde: “du fik vognen op!”

Hun har lært omsorg, tænkte jeg, da jeg så hende passe så godt på sin dukke. Hun har lært, at hun kan, hvis hun gør sig umage. Og jeg blev så glad. Jeg bliver så glad, når mine børn siger, at de er blevet gode til noget, fordi de har øvet sig. Man kan lære det meste, hvis man tager sig tid. Man skal øve sig i det, man brænder for og ikke det, samfundet siger, er vigtigt.

Lille Juno på 16 måneder kysser sine søskende godnat, og hun råber “Neeeeej!”, hvis de driller hende. Tænk hvor hurtigt det går.

Hvordan får vi lært hende, at det, der betyder noget, er alle de kvaliteter, som verden synes at have glemt? Samvær, fællesskab, kærlighed, omsorg. God mad, god tid, gode venner. Bøger, samtaler, musik, dans, dage ved vandet. Vi bliver glade af at hjælpe hinanden. Vi bliver lykkelige af at være en del af noget, som gør en forskel i verden. Vi vil alle sammen bare gøre vores bedste. Vi vil alle sammen passe ind, og anerkendes. Jeg har higet efter ros og skulderklap hele mit liv. Please, sig at jeg er god. Please, fortæl mig at jeg er blandt det bedste. Og hver gang det lykkedes, varede glæden et øjeblik. Jeg vil lære hende, at hun er god, som hun er. Uanset om andre synes det eller ej.

Vi bliver glade af at gøre en forskel i verden. Lykkelige af at have nogen, som vi hører sammen med.

Jeg kan lære hende det ved selv at være det. Ved at sætte de ting øverste i mit eget liv og i min tilgang til hende.

Hver dag starter jeg næsten forfra. Jeg siger ting, som taler imod det, jeg tror på. Fordi det er så dybt funderet i mig. Men jeg bliver mere og mere sikker. Lige så stille lagrer det sig i min DNA, at der er mange mange måder at være klog på. Jeg forstår, at mine børns lykke eller succes ikke er afhængig af, hvornår de lærer at læse. Jeg begynder at kunne huske fra dag til dag, at jeg ikke mangler noget, selvom jeg ikke har købt tøj i nogle måneder, selvom vi ikke har været på en lang, eksotisk rejse i flere år. Livet er en rejse i lys og mørke, min børn skal vide at livet i sig selv er den største gave og den største udfordring. De skal se mig tage ansvar, se mig turde. De skal observere mod og kærlighed i den måde jeg lever mit liv.

Jeg så denne her den anden dag. Den er ret fin. Ikke perfekt, men inspirerende. Og sådan er det bedste som regel, synes jeg: Ikke perfekt, men med håb og mod til at sige fra og drømme om noget bedre.

Hvad har I med fra jeres egen opvækst, som I prøver at erstatte med noget andet? Hvad er jeres højeste ønske for jeres børn? Hvad drømmer I om, at de bliver mødt af, når de bevæger sig ud i verden, og hvordan skal I møde den?

Dobbelt op på kærlighed

Vi har to mennesker herhjemme, som bliver fem år i dag. To dejlige hoveder som sad for bordenden, sådan som fødselarer altid gør det her i huset, ved morgenbordet. To flag på bordet, to gange tre instrumenter i fødselsdagssangen. To af det hele. Dobbelt op på kærlighed.

De blev vækket, da vi andre kom gående ind med flag, og sang for dem. De fik en gave hver på sengen (det længeventede Ninjatøj), og så gik vi ned til morgenbordet. Menuen var deres: Varm kakao med flødeskum, æblejuice, friskebagte rosinboller og frugtbåde. De pakkede gaver op, og legede. Nu er de i børnehave i et par timer; de vil gerne dele ud og fejres dér også. Det er første gang i flere år, at vi ikke skal have en vuggestue- eller børnehavegruppe hjem på besøg i anledning af en børnefødselsdag. Da vi spurgte Ilja og Live, om de ville invitere nogle venner, gled de af på spørgsmålet, og takkede i sidste ende nej. Nogle gange har man mest lyst til at være sig selv, og det var vi også ved Storms fødselsdag i januar, hvilket var så dejligt. Det tror jeg, er vores nye model: At være os seks og ingen andre på selve dagen. Det giver plads til fordybelse, kram og humørsvingninger.

Og humørsvingninger har der allerede været en del af. Det kan være overvældende at have fødselsdag, og det kan være svært at være taknemmelig, når man samtidig er rundt på gulvet og spændt. Men vi fandt hinanden igen, efter en noget trykket stemning over morgenmaden, og alle krammede, og om få timer samles vi igen til skattejagt og derefter en film i stuen med skatten fordelt i små skåle.

Kristian kom, og holdt om mig i aftes, da vi stod i køkkenet og lavede dej til bollerne.  “Tænk, at der er gået fem år. Alt det, vi havde travlt med indtil da, er der skruet ned for siden,” sagde han. “Vi er nogle andre mennesker,” nikkede jeg. “Det føles som et andet liv, når jeg tænker tilbage.”

Ilja og Live lå i ske med hinanden under størstedelen af graviditeten. Jeg vidste, hvor de var. Til deres gennemscanning, spurgte jordemoderen, om vi ville vide, hvem der gemte sig i maven? “En dreng til venstre og en pige til højre,” sagde jeg, og måtte trække vejret dybt af glæde, da hun bekræftede min fornemmelse.

Ilja og Live. Live og Ilja. Sammen gennem livet. To meget forskellige mennesker. Brune øjne, blå øjne. Høj og bredskuldret. Lille og hurtig. To alen af et stykke, uanset hvad.

De blev født på en lun forårsdag med klar sol, som i dag, og Kristian og jeg var vågnet på OUH, hvor jeg var blevet indlagt aftenen inden, fordi jeg havde haft regelmæssige plukkeveer, og var blevet skønnet til at være 5-6 centimeter åben. De turde ikke sende mig hjem, fordi det kunne risikere at gå hurtigt, når det først gik i gang. Men der er jo meget at se til på en stor fødeafdeling, og timerne sneglede sig af sted den formiddag, så Kristian og jeg bad om lov til at gå ind i byen og spise frokost. Jordemoderen sagde, at de ville ringe, når de havde holdt konference. Vi gik hånd i hånd ud fra hospitalet – vidste nok, at det var sidste gang, før vi blev mor og far til to mere. Storm var sammen med sine bedsteforældre derhjemme, min søster var på standby i Aarhus; klar til at køre ind og være med ved fødslen.

Vi spiste frokost på en café, og prøvede at føre en normal samtale, da telefonen ringede: “Kom tilbage klokken 15, så tager vi vandet.” Vi fik gele-ben, og kunne ikke tale ret meget de næste minutter. Spiste kun en smule, efterlod det meste på tallerkenen, og gik tilbage ud i solen. Grinede, og undertrykte vores nervøsitet. Holdt fast i hinandens hænder.

Klokken 16 tog jordemoder-Cecilie vandet. Det piblede ud. En time senere kom de første veer, og klokken 20 blev den første født, 20 minutter senere kom den næste. Vi har en video, hvor Kristian sidder med dem begge mod sit bare bryst, mens jeg bliver tjekket. Deres små hoveder bobber op og ned, de knirker begge to. Mørkt hår og lyst hår. Han siger til dem: “Så kom I. I har klaret det så flot. Tak for at I har valgt os.”

Sådan har jeg det stadig, når jeg ser dem hoppe rundt i deres ninja-tøj eller sidde sammen og lægge puslespil. Tænk at I er her hos os. Hvor heldig kan man være.

Jeg har før skrevet om det første år som tvillingemor. Det kan I læse HER. “Vi klarede det, gamli”, hviskede jeg til Kristian i aftes, og vi grinede. Alt er godt, alt er godt.