Børn kan også have det svært, selvom deres forældre ikke er skilt

En håndfuld af kvinderne i mit netværk er skilt fra deres børns fædre, og flere af dem er bekymrede for deres børn, og giver skilsmissen – og dermed ofte sig selv – skylden for børnenes udfordringer. De siger sådan noget som: “Det er på grund af skilsmissen, at han har angst” eller: “mine børn begyndte først at skændes, efter vi blev skilt”. De siger også: “Jeg føler, at jeg har ødelagt deres barndom, fordi vores ægteskab ikke holdt.”
Det er ikke min mission at sige, at de antagelser altid er forkerte. Jeg vil ikke negligere den betydning, som en skilsmisse kan have for et barn, og jeg kender voksne, som har dybe ar efter grimme brud. Men jeg kender lige så mange, som ikke har. Der er ingen tvivl om, at det for de fleste vil være forbundet med tab og sorg, når familien bliver splittet, men jeg har samtidig lyst til at fortælle mine veninder, at hvert af mine børn også har udfordringer, som minder om dem, de beskriver.

Mine børn er nemlig også usikre, vrede, udadreagerende og angste i perioder. De er følsomme og højtråbende, og en enkelt af dem har indimellem så svært ved at mærke sin krop, at det er umuligt at sidde stille på en stol i bare fem  minutter. Mine børn råber sårende ting til mig og hinanden, og de græder – i perioder hver dag. Nogle gange har de sagt, at de ville ønske, de kunne dø (og ja, de har et veludviklet gen for både argumentation og dramatik). To af dem har haft night terror det seneste år, og én var i mange måneder skræmt fra vid og sans ved tanken om at blive forladt, så hver gang vi gik ud af bilen, og om til hans dør, sad han og råbte. Alt det selvom mine børns forældre ikke er skilt. Tværtimod, vil jeg næsten sige: Mine børn vokser op i et hjem med to snakkende, grinende, kyssende forældre, som italesætter overfor børnene, hvor glade vi er.

Alle har deres at kæmpe med. Alle skal igennem udfordringer for at vokse. Jeg tænker, at min ældste kan være påvirket af, at han som godt treårig blev bror til to på én gang, og dermed mistede begge sine forældres hænder fra den ene dag til den anden. Måske han også har det med sig som en udfordring, at min far døde under min graviditet, mens min bror havde kræft, så jeg var bange for at miste, og derfor havde jeg ikke tillid til, at alt ville gå godt.
Og er det ikke sandsynligt, at mine mellemste synes, det er svært at være dem i en flok, som hverken er ældst eller yngst?

Jeg mener, at der helt uundgåeligt kommer reaktioner ovenpå en skilsmisse. Nogle gange vil reaktionerne være voldsomme, måske alvorlige, og det skal man tage seriøst. Men sorgen er reel, og ofte er reaktionerne noget, som skal bearbejdes over lang tid. Det er mit indtryk, at meget få par tager på skilsmisser med lethed, samtidig er det en fuldstændig normal del af vores familieliv anno 2017: halvdelen af alle børn vil opleve, at deres forældre går fra hinanden. Der er velfungerende samtalegrupper for skilsmissebørn og en masse litteratur om emnet.

Har dit barn udfordringer, som stammer fra skilsmissen? Muligvis. Burde det have været anderledes? Det kan kun du svare på: Var det forkert, at I gik fra hinanden? Ville barnet have været foruden bekymringer, hvis I var blevet sammen?

Mine børn har ikke de sorger, som kan være forbundet med en skilsmisse, alligevel grubler jeg over, hvorfor de i perioder har det svært, og jeg gransker, om jeg har begået fejl undervejs i mit moderskab (tonsvis, and still counting). Men jeg slipper for at være tvunget til at trække det ultimative kort gang på gang, nemlig: Skilsmissen. Hvis man er skilt, er det næsten altid forklaringen. Det er dér, man har fejlet som forælder. Det er irreversibelt, traumatiserende. Det er et nederlag. Eller er det?
Måske er skilsmissen i nogle tilfælde mest af alt et billede på styrke og selvomsorg. Måske er det netop skilsmissen, der lærer dine børn om at tage vare på sig selv og prioritere det gode fremfor det dårlige. Måske er det skilsmissen, som sætter dig fri til at være den bedste version af dig selv og dermed den bedste og mest forbilledlige forælder. Måske er det skilsmissen, der skåner dine børn for et liv i kaos, konflikter og nederlag?

Alle har udfordringer, som de skal lære og vokse af. Det er en vigtigt og uundgåelig del af livet.
Det var såmænd bare det, jeg ville sige.

Hvad tænker I?

Jeg vil lige citere en kommentar, som Tove Rump skrev på min facebook til dette indlæg: Jeg tænker, at det vil være muligt at skabe nogle samfundsrammer om familie- og arbejdsliv, som vil være helt anderledes befordrende for et liv sammen i familierne og i nærmiljøet. I et sådant liv vil børn og mennesker i det hele taget have langt bedre forudsætninger for at lære sig selv at kende. Og jo mere man kender sig selv, – jo bedre man har det med sig selv, – desto større mulighed er der for, at man finder en partner, det er berigende at være sammen med. Og hvis vi så oven i købet sammen skaber et samfund, hvor der er plads til et meningsfuldt liv sammen i familierne og i nærmiljøet, – ja, så er jeg overbevist om, at skilsmissetallet vil falde. – Og der, hvor en skilsmisse vil være det kærligste, man kan foretage sig, dér vil der så være tid og overskud til at samle børnene op – og lægge det fremtidige liv til rette, så der kan være ærlighed og åbenhed – og kærlighed – omkring børnene og den helt nye situation.

Det er vigtige ord, som jeg vil tage med mig og arbejde videre med den næste tid.

Om at inspirere sine børn til at leve det liv, der er rigtigt for dem

Hvad ønsker jeg for mine børn? Jeg ønsker, at de tror på sig selv som mennesker. At de tror på sig selv som den essens, de er. Som hele mennesker og ikke som en del af konkurrencestaten, ikke identificeret ved det, de laver, eller af dem, de omgåes eller det tøj, de har på.

Jeg håber, de ved, at de er noget værd, når de er sig selv og intet andet. At man kan leve et stille liv uden nogen form for offentlighed og uden nogen form for sociale medier eller nogen form for imponerende business-cv eller nogen form for google-historik og alligevel være her. Og alligevel være hel. Og alligevel være lige nøjagtig den, man er.
Og jeg håber, de ved, at man kan stå midt i orkanens øje, som centrum for det hele og holde fast i sig selv, kæmpe for det, man tror på.

Jeg ønsker også for mine børn, at de har mod til at følge deres drømme. At de tør tage chancer, leve livet fuldt. Hvad end det er stille, larmende eller lidt af det hele. Jeg ønsker, at de kan mærke, hvor de vil hen, og ikke lader andet end deres egen mavefornemmelse slå bremsen i. De skal kunne sige fra og sige til, og jeg håber, de vil evne at gøre det ud fra, hvad de i sig selv ved, er rigtigt og forkert.

Jeg håber, de kommer til at leve et liv, som giver mening for dem. Et liv som aldrig synes ligegyldigt, selvom det helt uundgåeligt vil føles håbløst fra tid til anden. Jeg håber, de vil leve et liv, som fylder dem med glæde og taknemmelighed, selv når det indimellem kæmper imod. Selv når livet stiller sig på bagbenene, og forlanger: “Du skal gøre dit bedste, give mig alt. Hvis du giver op nu, vil du aldrig vide, hvad der gemte sig på den anden side,” og i samme ombæring håber jeg, at de ved, hvornår man skal trække sig. Hvornår kampen ikke har et formål, hvornår det er bedre at gå end at blive.

Jeg selv elsker selv denne del af livet, hvor jeg endelig ved lidt mere om, hvem jeg er, og hvad jeg vil. Hvem jeg er i min kerne, hvad jeg vil i min kerne. Jeg håber, mine børn når frem til nogle af svarene lidt før, jeg gjorde. Ikke fordi jeg fortryder noget; mit liv har i høj grad udfoldet sig i krogene. Alle de hårnålesving, som jeg har taget undervejs, alt det, jeg har gjort, som efterlod folk omkring mig undrende eller nervøse, har lært mig noget. Det, jeg siger, er ikke, at jeg ønsker for mine børn, at de går ligeud hele vejen. Omveje er måske hele meningen, og vi kommer aldrig til at vide alt, men jeg ønsker, at de vil træffe valg udfra en større samhørighed, end jeg har gjort. At de vil have bedre kontakt til kernen/hjertet/sjælen. At deres valg bliver truffet ud fra tillid fremfor desperation, tvivl og ensomhed.

Hvordan vil jeg lære dem det? Hvordan guider jeg mine børn til alt det?

Svaret er, at det kan jeg kun ved selv at leve det liv hver dag. “Practice what you preach” er den eneste holdbare model. Jeg lever mit liv, som jeg ønsker. Jeg lever udfra mit inderste pejlepunkt. Jeg er ikke bange, jeg har tillid, jeg har mod. Mine børn ser deres forældre leve livet fuldt. Vi suger alt ud af de fleste dage, og når det ikke lykkes, taler vi med dem om hvorfor.

Vi fortæller dem om ulykkelig kærlighed og om kuldsejlede projekter. Om nederlag, skuffelser og fortrydelse. Det er en del af livet. Og hver dag viser vi dem, at på trods af det, er vi glade og taknemmelige, og vi har store drømme, som ikke kun er drømme men muligheder. Hver dag står vi op, og gør vores bedste. Vi gør os umage, det gør vi virkelig, og vi lever det bedste liv, vi kan komme i tanke om. Vi siger tak for maden, når vi sidder om bordet, vi tør leve i nuet, vi tør blive klogere hver dag. Vi ved, at det, der skal lykkes, det lykkes, når det skal. Vi lykkes med det meste, fordi det vi drømmer om, er det, vi mærker inderst inde.

Andet og mere kan jeg ikke gøre. Jeg håber, det er nok til at sende dem godt på vej. Resten skal de skabe selv. Man kan kun få mere indsigt ved at bevæge sig gennem udfordringerne. Hvis vi går en bue udenom, har vi intet lært.

Hvad ønsker I for jeres børn? Har I drømme på deres vegne?

 

Læs også: Hvad ønsker jeg for min søn, som fylder otte i dag

Vi er ikke ensomme, selvom vi er forældre

Jeg tror, jeg har fortalt om ham før; min fætter Rasmus, som med mellemrum flyver fra Kina til Danmark, og dernæst tager rejsen videre til Ærø for at besøge os? Når han forlader øen, mangler vi ham altid, så vi nyder hvert øjeblik, mens han er her, og det er han nu.

Derfor holdt vi en fridag i går. Ligesom vi gør mandag eller fredag de fleste uger, men jeg havde alligevel tænkt, at i denne uge skulle børnene af sted mandag, fordi jeg havde været alene med dem siden torsdag, og efterhånden følte et behov for at lave noget andet (med “andet” mener jeg “skrive”, for det kribler virkelig i mig lige nu, og der er én bestemt grund, som jeg glæder mig til at fortælle mere om snart).

Jeg har selvfølgelig kendt min fætter hele mit liv, og i vores familie (vores fædre var brødre) har man altid gjort et stort nummer ud af ses til samtlige fødselsdag i den ret store flok, så vi har været sammen rigtig mange gange i vores barndom, han og jeg. Men det blev vi nu ikke som sådan venner af; venskabet er derimod opstået i vores voksenliv, og Kristian og jeg har besøgt Rasmus i Kina (for ti år siden! what, det gik stærkt), og han er kommet meget hos os, særligt de seneste fire-fem år, hvor han efterhånden også er blevet én af Kristians bedste venner og en god sparringspartner på mange områder for os begge. Han er familie, og han er mere end det: Han er én af dem, som man har lyst til at have tæt på det hele tiden (derfor er han også ved at sælge sit sommerhus i Aarhus for at finde en bolig her på øen. jubii!)

Ja, og nu er han her, men kun i fire dage denne gang, og børnene kunne slet ikke holde tanken ud om at skulle af sted mandag morgen, når Rasmus skulle være hjemme hos os imens, så søndag aften blev det besluttet, at vi ville tage en hjemmedag med fokus på modeltog, som er én af både Storms og Rasmus’ helt store passioner (Rasmus fremstiller og sælger sågar de mest nørdede ting til modeltog såsom fortov, gadelamper osv, som han tager med hjem fra fabrikken i Kina, og sælger i DK). I går var propfyldt med den slags oplevelser, som jeg holder aller mest af. Vi stod op, og byggede to togbaner på soveværelset: én med Märklin og én med Brio, og børnene legede i mange timer nærmest uden konflikter (og det var sådan en lettelse), og så fik vi gæster til frokost; vores inspirerende, altid fuldkommen levende, indlevende, sjove venner, som bor ti minutters gang fra os, og som lige pt. begge er hjemme (én arbejder hjemme, én er på barsel), og de blev heldigvis i adskillige timer, så vi fik faktisk snakket sammen, selvom alle børnene var her, og alle de voksne deltog i togbaneprojektet og meget andet, og jeg er så glad for, at vi har fundet de mennesker. De er den slags, som lever under radaren, så dem kunne vi godt have opdaget om tyve år, og det ville have været ganske ærgerligt.

Da de var gået (og vi havde spist en ærligt talt skide god tærte af gulerødder, porrer, løg og jordskokker af egen avl overdænget med æg fra gæsternes høns (de medbragte heldigvis en håndfuld nye, så vi ikke røg helt i bund) og hytteost og en masse krydderier), gik vi igang med at lave en omgang simremad til senere, hvor vi skulle spise hos vores naboer (dem, der i sin tid bød os velkommen til øen på vores aller første morgen herovre med flag i hækken og kage), men vi havde knap sat maden til at simre, før de ringede dernede fra med beskeden: “Vi har allerede lavet en høj stak pandekager, så I kan bare komme, når I vil,” og så trak vi ellers i overtøjet, og kørte de 800 meter med en meget varm gryde på skødet af fætter Rasmus, og vi spiste pandekager (mange!), og børnene larmende som sædvanlig, og på et tidspunkt slog det mig, at jeg blev nødt til lige at have Juno med ud i hestestalden, fordi hun elsker-elsker dyr som ingen anden jeg kender, og det greb om sig; pludselig var de fleste af børnene og efterhånden også de voksne ude ved hestene; der blev aet muler og kørt på minitraktor, før vi spiste aftensmad, og det fortsatte igen bagefter.

Sådan en dag som i går er for mig fyldt med øjeblikke af komplet lykke og taknemmelighed. Hvorfor? Måske fordi den var så simpel. Fordi den bestod af godt samvær og tid til fordybelse. Tid til at tage pauser, hoppe på trampolin og så fortsætte legen indenfor bagefter. Tid til at lave mad og til at spise den i fællesskab. Jeg elsker den der følelse af at være omgivet af mennesker, som man deler grundlæggende værdier med. Ikke sådan noget som “hvor er du uddannet?” eller “har du også boet i udlandet?” men måske nærmere: “Hvor vil vi hen med verden?” – eller: “Skal vi starte et andelsmejeri?”
Da jeg gik i seng, kom jeg til at tænke på, at Kristian og jeg engang sagde til hinanden – det var inden, vi fik børn – at vi ikke ville være sådan nogle forældre, som slap hele vores vennegruppe, og nærmest kun var alene. Og de første år efter vi fik Storm, var det ikke helt nemt. Vi var de første fra vores vennegrupper til at blive forældre, og jeg tror, vi følte en afstand til mange omkring os. Eller, en manglende fleksibilitet i forhold til at ses. Nu ved jeg, at det ér svært, fordi der bare ikke er ret meget tid, når man har små børn, og der er ikke altid overskud til socialt samvær, men jeg tænkte alligevel der i aftes, da jeg huskede vores frygt for at blive ensomme og kedelige forældre, at vi har et vidunderligt socialt liv, som jeg er meget glad for at dele med vores børn, og jeg tror, at Ærø er en del af årsagen. Alle de skønne naboer og venner iøvrigt herovre og så vores familier, som vi er tæt med, som kommer, og er hos os i dagevis. Det går op og ned med at ses, ja, det er der ingen vej udenom: Nogle uger føler jeg, at vi aldrig ser nogen mennesker, og så er der dage som i dag, hvor jeg bliver mindet om, hvor godt et netværk vi har, og hvor dejligt det er at have muligheden for at være sammen en helt almindelig mandag uden stort ståhej eller støvsuger-panik før gæsterne kommer.

Hvordan håndterer I det med et socialt liv midt i alt det andet? Har I fundet balancen mellem arbejde, interesser, familie og venskaber? Og hvor mange venner skal man egentlig have for at have nok (jeg har fundet ud af, at for mig er tallet meget lavere, end jeg troede)?

(p.s. undskyld den svingende billedkvalitet. For det første havde jeg taget skønne billeder af tog-vanviddet ovenpå hele formiddagen, da jeg opdagede, at der ikke var hukommelse i kameraet. For det andet er lyset i en stald ikke vildt god ven med kameraet i en iPhone)

Og her til morgen? Tog igen. Märklin og Brio hånd i hånd:

Man kan altid danse

Hver dag danser mine børn. De danser næsten altid, før vi tager hjemmefra om morgenen. I weekenden danser vi nogle gange sammen på soveværelset, før vi går ned og spiser morgenmad, men børnene danser generelt mere end mig for tiden, for lige nu vil Juno sidde på min arm, og det er hun for tung til. Pludselig er det slut, og så kaster jeg mig ind i kampen igen. Min søster og jeg har altid danset meget. Kristian sagde engang for et par år siden, at: “Jeg tror, jeg har lært det med at danse spontant af jer to, ” og det gjorde mig nærmest lidt stolt.

Når vi danser så meget herhjemme, hænger det også sammen med, at vi hører musik. Ikke non-stop, slet ikke, for vi er en flok relativt sensitive mennesker alle seks, så det er heller ikke al slags musik, der dur på alle tidspunkter. Men en del af tiden hører vi musik; alle weekendmorgener og formiddage, alle ugens eftermiddage indtil spisetid og ofte igen efter maden. Når børnene bestemmer, hører vi rigtig meget deres fars musik( det nye – ikke UFO Yepha, for der er en del ord, som ikke klæder en fireårig) suppleret med Talking Heads, AC/DC og reggae. Når de voksne bestemmer, hører vi klassisk musik eller folk og indie. Vi hører det hele på Spotify, hvor vi har et familieabonnement (149 kr/mdr for op til seks lyttere), og alle har deres egne playlister, og alle er afhængige af at høre musik hver dag. Jeg har haft musikken som en livline i mange år, og jeg gik gennem verden med store hovedtelefoner over ørene fra jeg var 12, til jeg blev mor, så jeg forstår mine børns behov uden den mindste undren.

Storm har øvet sig i at danse, siden han kunne gå. Han danser fedt nu: Vildt avanceret, personligt, intuitivt og funky. Ilja danser rocket og rytmisk – hans bevægelser følger takten til perfektion, og han kan mange tekster udenad, også på engelsk. Hans hjerne er uden tvivl lavet af delvist klisterpapir; næsten alt sidder fast. Live danser vildt og brændende med en nærmest dyrisk energi. Som en urkvinde. Som én, der danser, fordi hun har noget på hjerte. Og når man danser, bliver man glad. Da jeg var gået fire dage over tid med Juno, og juleaften nærmede sig hastigt, opfordrede min søster mig til at sætte dansemusik på og danse for fuld knald. Det gjorde jeg (og fødte ikke af det. Men jeg blev glad).

En gang imellem har vi set videoer med dans. Musikvideoer, oftest. Beyonces “Run the world” er en favorit. Særligt den del, hvor hun danser side om side med to afrikanere, som laver en bevægelse med fødderne, som jeg gerne vil indrømme, at jeg har øvet mig på. Nogle af Michael Jacksons dansetriumfer er også evergreens. For en måneds tid siden så vi fantastiske Maddie Ziegler danse live til Sias “Cheap Thrills“, og vi var blæst omkuld alle sammen. I første omgang var det min søster og jeg, som hoppede hjælpeløst omkring i hendes lille, knirkende lejlighed i Aarhus, og dagen efter var det børnene, der så måbende til, mens den 14 årige professionelle danser laver mimik og bevægelser, ingen af os havde kendt til før. Jeg tror, Live har taget noget af det hele til sig, og gjort det til sit eget, og lige netop i går var det hende, der dansede mest, for Storm havde sin gode ven Leif med hjem efter skole, og Ilja koblede sig på dem en del af tiden.

Og se lige Live slippe sig selv fri (til sin fars musik), mens Juno legede med sin dukke, og Ilja gik til og fra. Bagefter hvilede de; sad i sofaen helt stille, og samlede kræfter, og der var forårslys gennem vinduerne til det hele.


Efter aftensmaden satte Storm Kim Larsens “Blaffersangen” på anlægget, og Ilja udbrød midt i et spring: “Jaaa! H.C. Andersen!”, og Storm tilføjede, lidt beskedent: “tja, I ved nok, at jeg holder af det nummer,” og bagefter satte han Joanna på og til sidst én af Kristians yndlings, nemlig Sylvesters drøm, som er så smuk, ikke mindst i ordene:

SYLVESTERS DRØM
Tekst og Musik: Kim Larsen

Når jeg står og kigger ud over jorden
får jeg længsel
får jeg længsel
efter tiderne da bonden gik og såede
og ku mærke
og ku mærke
og kunne mærke jordens hjerte banke
som en tanke
som en tanke
og hørte fuglesang fra søerne blanke
det var dejligt
det var dejligt

og når jeg står og kigger på en dejlig kvinde
får jeg længsel
får jeg længsel
efter tiderne da jeg kunne rødme
og ku mærke
og ku mærke
og kunne mærke hendes hjerte banke
selv på afstand
selv på afstand
og kunne gyse bare jeg så hendes arme
det var dejligt
det var dejligt

og når jeg står og kigger ud over byen
får jeg længsel
får jeg længsel
efter dagen hvor vi er os allesammen
og ka mærke
og ka mærke
at vi nåede ud af vores første barndom
i tide
i tide
skønt vi fik nogle slemme slemme skrammer
gamle krige
gamle krige

og når jeg står og kigger langt ud i rummet
får jeg længsel
får jeg længsel
efter dagen hvor vi fløjter rundt derude
som en tanke
som en tanke
og når den allerældste kvinde på Venus
blinker til mig
blinker til mig
og forklarer mig om evighedens gåde
blir det dejligt
blir det dejligt
så blir det tider
så blir det tider

Hører I musik? Hvad lytter I til? Og danser I?

Dengang vi fik tvillinger

Af flere omgange har jeg overvejet at skrive om det med at være mor til tvillinger. En del har spurgt, om jeg vil dele mine erfaringer – mange af de nysgerrige er enten gravide med tvillinger eller nybagte mødre til to, og befinder sig med andre ord et sted, som jeg kender til. Andre synes bare, at det med tvillinger er spændende, og jeg tror, det altid har været omgærdet af mystik – i nogle kulturer bliver tvillinger ligefrem set som magiske skabninger.
Det ér en helt særlig erfaring at få tvillinger. Det tør jeg godt sige, for jeg har også prøvet at få én ad gangen, og jeg har veninder, som har pseudotvillinger, og kan se, at der er også er stor forskel. Der er noget særligt i spil, når man står med to nyfødte i favnen samtidig.

Jeg kan bedst beskrive det at blive mor til to med få minutters mellemrum som overvældende. Uendeligt stort og smukt og næsten ufatteligt. Og helt sindssygt krævende. Mit første år som tvillingemor var så voldsomt, at jeg nogle gange så mig selv i spejlet midt om natten – bleg og flimrende i månens skær – og helt stille spurgte: “hvorfor?” I ti uger sad jeg ret op og ned i sengen med en pude i nakken, og ammede dem uafbrudt hele natten. Nogle gange vågnede jeg med mit hoved mod én af deres små brystkasser, svedende og øm i ryggen og lettet over, at det ikke var gået værre end det. Men så snart jeg lagde dem fra mig, græd de uafbrudt, og vi havde ikke overskud til at finde på andre løsninger. Derefter sov jeg månedsvis indeklemt mellem de to små, kroppe, som jeg skiftevis vendte mig og ammede til den ene side, så den anden. Jeg har hørt, at det er helt normalt for tvillingemødre. Om dagen skiftedes vi (Kristian, jeg, mostre, onkler, bedsteforældre) til at sidde i sofaen og trække i de snore, der var bundet i slyngevuggerne for at berolige de to. “Tydelige,” kaldte sundhedsplejersken dem. “Konstant skrigende” rettede min veninde hende senere.

På det rent praktiske plan ville jeg nok have ønsket dengang, at de havde været ét menneske istedet for to. Det var vanvittigt at stå med to ulykkelige etårige et sted langt hjemmefra og aldrig have hænder nok, og det var hårdt at se deres storebror være mere i andres arme end mine. Første gang jeg hentede ham i børnehaven, fire dage efter jeg havde født, sad jeg, og græd i garderoben, før jeg kunne gå ind og se ham i øjnene. Da var tvillingerne og jeg stadig indlagt på barselsafsnittet få hundrede meter derfra, og jeg vidste, hvad han havde mistet, uden endnu helt at kunne se, hvad han havde fået til gengæld.

Som regel er det heldigvis sådan, at vi hellere vil have for meget af det gode end intet godt overhovedet, og sådan var det lidt for mig at have tvillinger i starten: Ville jeg hellere have undværet dem? Aldrig. Tænk at få børn skænket så uproblematisk som det var tilfældet for os, og så endda to på én gang. Men for mange forældre er prisen ved at få tvillinger høj; vi hørte til fødselsforberedelsen i Odense, at halvdelen af os ville gå fra hinanden indenfor de første to år, og Kristian og jeg så hinanden dybt i øjnene mange gange i månederne derefter, og svor, at det ikke ville ske for os. Men hvis vi nogensinde har været i risiko for at glide fra hinanden, var det i året efter deres fødsel; der var bare så meget. Så mange udstrakte arme, sultne maver, trætte forældre, udmattede venner og familiemedlemmer. Jeg følte mig fysisk overbrugt; altid lå mindst ét barn ved mit bryst, og når Kristian omfavnede mig, havde jeg lyst til at gå væk. Jeg var allerede fyldt op af nærhed. Heldigvis blev han ved, og heldigvis lyttede jeg, når han sagde, at den fysiske kontakt var vores korteste genvej til nærvær og fællesskab.

Og så lige pludselig en dag følte jeg, at tingene ikke kunne være anderledes: De var jo vores datter og søn, lillesøster og lillebror, og selvfølgelig var de fulgtes herned sammen. Lige pludselig havde det været forkert, hvis der kun havde været én af dem. Hvem skulle man i givet fald vælge? En umulig tanke, for begge var de vokset ind i mig, ind i vores familie, og den gamle struktur med far, mor og ét barn var afløst af noget helt andet, mere mangfoldigt og meget mere os. Mine tvillinger, Ilja og Live, er hinandens modstykke og forlængelse; hinandens bedste venner og skarpeste rivaler. Båndet mellem dem er noget særligt, det er jeg sikker på, men båndet både op og ned til deres storebror og lillesøster er ikke mindre, det er bare noget andet. Ilja og Live ligger varmt i midten her i vores familie, og løfter alt hvad de kan. Sammen bevæger de sig gennem livet, og indtil videre gør de det på et parallelspor, som det er en gave at være vidne til. Ofte holder den ene fast i den andens ærme, når de er hjemmefra; ofte sender de hinanden et hurtigt blik, når de er i tvivl om noget. Jeg kan indimellem tænke, at alle burde have en tvilling. Det giver tryghed og styrke, men også en stor følsomhed og indsigt.

Jeg definerer ikke mig selv som tvillingemor, det har jeg sådan set aldrig gjort, og jeg var heller ikke sådan én, som nogensinde havde drømt om at få tvillinger. Jeg er mig, og hvem jeg er, og hvordan verden iøvrigt arter sig, er ikke dikteret af noget så enkelt. Men jeg har tvillinger, og når jeg ser en træt mor med en dobbeltbarnevogn på gaden, siger jeg indimellem til hende, at det bliver fantastisk en dag, hvis det ikke allerede er det. Der var engang, hvor jeg uden at blinke ville have byttet verdens hårdeste måneder for en nemmere pakke, og jeg kan stadig forstå hvorfor. Jeg bebrejder ikke mig selv, for jeg husker, hvordan det var at have to grædende babyer og ingen mulighed for at trøste dem samtidig. Jeg husker, at jeg var afhængig af hjælp for at kunne håndtere mine tre børn. Jeg husker følelsen af at være utilstrækkelig og fuldkommen udtømt for energi.

Snart fylder de fem, mine to mellemste, og når de taler om deres fødselsdag, skifter de mellem at sige “vores” og “min”. De fortæller indimellem fremmede, at de er tvillinger, og det er de også nødt til, hvis det skal frem, for ingen ville gætte på det. Han har blå øjne, er bredskuldret og ti centimeter højere end hende, mindst. Hun har brune øjne og gylden hud, og er let som en fjer. Han ligner sin storebror, hun ligner sin lillesøster. Vi har et firkløver af børn herhjemme, frem for alt, og midt i det står Live og Ilja, som har lært mig utroligt meget om udholdenhed, nærvær, prioriteter og taknemmelighed. De ved ikke, hvem af dem, der blev født først – de få minutter skal ikke definere deres liv som enten yngst eller ældst – men jeg vil aldrig glemme den dag, hvor de pludselig begge to lå på min mave, varme, nøgne, sprællevende. Det var fuldkommen overvældende, fuldkommen utroligt. Det var ét af de smukkeste øjeblikke i mit liv.

Og se – selvom jeg ikke kom meget hjemmefra det første år, skete det alligevel fra tid til anden. Her var de tre måneder, og vores bedste venner fik os med en tur på stranden, alle fem.

“Har du nogle praktiske anbefalinger til nybagte tvillingeforældre?”
Ja! Bed om hjælp – mere end I nogensinde havde forestillet jer, mere end I har lyst til, mere end det falder de fleste af os naturligt. Vi havde sagt til alle, at vi gerne ville være alene de første fjorten dage efter hjemkomsten fra hospitalet for at lande i vores nye familie. I stedet flyttede bedsteforældre, moster, onkler og venner ind på skift, og de kunne ikke undværes. Når det ene hold vinkede farvel, spejdede vi i indkørslen efter det næste. Alle trådte til; de lavede mad, bryggede kaffe, læste for Storm, og tog ham med på ture, de hjalp med indkøb, støvsugning og tøjvask. Det gav mig mulighed for at være der for mine babyer, og det gav Kristian mulighed for også at være der for deres storebror. Det er mit vigtigste budskab til alle, der venter tvillinger: Råb op, læg jer fladt ned. Tag imod hjælpen og husk på hvor godt det føles at give. Intet er mere tilfredsstillende end at få lov til at gøre en forskel for et andet menneske.

Hvad med jer? Har I spørgsmål til livet med tvillinger?
Hvad er jeres tanker I om tvillinger? Har I personlige erfaringer eller observeret det på afstand? Nogle drømmer om at få to på én gang, andre vil for alt i verden gerne undgå det. Hvad er jeres tanker?

Det kan være, mit indlæg om for tidlig fødsel har din interesse. Det finder du HER

Hvilket legetøj leger mine børn rent faktisk med?

Da Storm var tre år, boede vi i et virkelig stort hus, og i køkken-alrummet var der en virkelig stor reol, som var fyldt med virkelig meget legetøj. Af bedste mening havde vi købt omtrent alt til ham. Alt, vi tænkte, man kunne have det sjovt med, blive et lykkeligt og spirende menneske af,  det købte vi. Men det, der skete var, at rigtig meget af legetøjet bare stod det meste af tiden. Der var for meget af det, og uoverskueligheden var helt sikkert en bremseklods for den frie leg. Derudover har jeg efterhånden måtte sande, at børn ikke leger non-stop med legetøj. Faktisk er mine i perioder nærmest ikke omkring deres. I stedet går timerne med rollelege og dans. Og skænderier, selvfølgelig. Rigeligt af dem også.

Men nogle ting leger mine børn med, igen og igen:

* Duplo (LEGO): Det bruger de hver eneste dag. Nogle gange leger de med Duplo hele dagen, og så bygger Kristian og jeg også med. Så hælder vi alle de sygt mange klodser ud på stuegulvet, og sidder alle seks, og bygger løs. Storm, som er otte, er også altid med. Han har leget med Duplo, siden han var to år, og han foreslår det tit, fordi han ved, at det er noget, alle gider. Han bruger det som en måde at tænke opfindertanker, tror jeg. “Se, en solcelledrevet dobbelt jetmotor, som kan lande på vandet og lave saltvand om til ferskvand og bruge det som energi til motoren bla bla bla bla bla…”

* Dukker – mine piger har én smækker dukke hver og en klapvogn og en barnevogn. Storm fik også både barnevogn, dukke og dukkehus, da han var to-tre år, men han gad det ikke rigtigt. Ilja har heller aldrig udvist interesse for det.

* Kuglebanen kommer frem igen og igen. Ofte som sådan en hurtig aktivitet om morgenen, når ungerne venter på, at vi vælter ud af sengen, eller om aftenen før de skal i seng. (Der findes så mange fede kuglebaner. Vores, som jeg har linket til, er super, men dem i træ er også lækre.)

* Magneter. Vi har både Magnatiles og Magformers, simpelthen fordi min veninde har købt dem med fra USA, hvor de koster noget mindre end her. Dem har alle vores børn leget ret meget med. Lige nu er de på orlov på loftet, men de kommer uden tvivl frem igen.

* Legekøkken/mad: “Restaurant det gamle bøfhus” kalder mine unger deres tilbagevendende restaurant. Juno leger med både køkken og træmad hver dag, og de andre  kobler sig altid på efterhånden.

* Puslespil. Ah, brikker, ro og koncentration. Live var en årgang fuldkommen besat af puslespil, men lige nu øver hun det dog ikke meget. Puslespil kan man til gengæld altid få mig med på, så vi ender alligevel ofte på gulvet med en masse brikker foran os. Jeg er særligt vildt med Djecos – og dem fra Goki.

* Sidst men ikke mindst vil jeg nævne Regnbuen fra Grimm’s, som står her i vores stue, og bliver brugt flere gange om ugen af alle aldre, også besøgende børn, som altid skal prøve, hvad den kan. Den er smuk, lækker at røre ved, og den kan bruges i næsten alle lege og for sig selv. Den er en yndlingsgave til nybagte forældre.

Nu er jeg nok der, hvor jeg egentlig er lidt færdig med at købe legetøj, ikke? Mine børn får bøger og oplevelser til fødselsdage og jul nu, og det er dejligt. For vi mangler ikke mere… Alligevel falder man indimellem over noget, der er så fint, at man ikke kan lade være. Som dette de her klodser, som vores egne børn aldrig får behov for, men som min niece helt sikkert skal have, så snart hun er stor nok.

Jeg køber så meget som muligt brugt. Både på facebook og på Den Blå Avis. Mine online go-to butikker er Olisan, som udover legetøj sælger de lækreste madrasser i kapok, og Captoy, som er lidt sådan en hjernegymnastik shop lige i Storms ånd.

Den anden dag skrev jeg, at jeg sjældent læser blogs, men her vil jeg nu alligevel linke til Smilerynker, som jeg indimellem ender på, og som altid er et dejligt, inspirerende sted at være. Lisbeth, hedder hun, skriver om sit minimalistiske liv med fire børn og mand på 100m2 uden skrammel og overflødige dimser. Og dét er fedt.

Hvad leger jeres børn med? Hvad har I købt og fortrudt? Hvad har de brugt mere, end I regnede med? Og hvor køber I legetøj?

 

 

 

Hvad ønsker jeg for min søn, som fylder otte i dag?

På vej hjem til mine svigerforældre om formiddagen den 24. december, fortalte vi vores børn, at deres farmor har en børneopsparing til dem. Sådan én har hun startet til hver enkelt af sine børnebørn, da de blev født, og hvert år sætter hun det samme beløb ind til dem alle. Derfor har de ofte fået deres bankbog med en kontoudskrift til jul eller fødselsdage, men de har aldrig forstået hvad det var, eller været gamle nok til at sætte pris på det. Da vi skulle til at køre af færgen juleaftensdag, forklarede vi dem om gaven: “Det er penge, som I kan få, når I bliver store, og som I selv må bestemme, hvad I vil bruge på, så længe det er noget, der er godt for jer. I kan rejse, tage på højskole eller et eller andet som vi ikke har fantasi til at forestille os,” sagde de komplet indoktrinerende forældre.

“Jeg vil rejse i hele verden,” udbrød Ilja på fire, og Live, hans tvillingesøster, klappede i hænderne: “Så vil jeg rejse med!” Men Storm, som sad på forsædet, sagde: “Jeg vil lave en fabrik, som opfinder biler, der kan køre udelukkende på solenergi.” Ilja hoppede hurtigt på: “Det vil jeg være med til!”, og Live råbte: “Så bestemmer jeg, hvordan de skal se ud, for jeg tegner mest af os tre!”

Og jeg blev stolt. Ikke fordi det er usædvanligt – nej, jeg har en klar fornemmelse af, at de børn, vi sætter i verden i disse år, alle sammen har et enormt potentiale. Jeg fornemmer en dybde og forståelse i dem, som jeg ingenlunde matcher, uagtet at jeg har været her meget længere. Deres empati og indsigt overgår langt det, jeg selv besad som barn. Mine børn og deres venner tænker på hinandens ve og vel, på dyrene og planeten, ikke mindst. De spørger ind til hinandens weekend, krammer deres klassekammeraters små søskende, og bruger lørdagen udenfor på at undersøge naturen og snakke om, hvorfor det er vigtigt, at vi passer på den.

I stedet for at spørge vores børn, hvad de vil arbejde med, når de bliver store, bør vi spørge, hvilken udfordring de vil være med til at løse? De ved godt, at jorden brænder. Der er sgu ild under deres fødder, og de fornemmer det langt ind i deres væsen. De kan se på Trump, at han ikke er rigtig. Høre på de manipulerende stemmer i radioen, at noget er galt. Og jeg tror, de ved, at det er dem, der skal rette op på det. Jeg tror, de er kommet med en vilje og kampgejst, som vil tage os andre med storm. Men før det kan lykkes, skal vi sætte dem fri til at tænke nyt. Vi skal trække dem ud af kasserne – eller endnu bedre: smide kasserne langt væk. Støtte op om deres initiativer, selvom vi ikke altid helt forstår. Vi skal være nysgerrige, åbne, loyale og opfordre dem til at blive ved, aldrig give op. Vi skal fortælle dem, at man ikke er “god” eller “dårlig”, men derimod at man kan øve sig, og vi skal huske os selv på, at vi alle sammen er forskellige, at en giraf ikke kan klatre i træer, til gengæld kan den nå bladene ved at strække sig. Vi skal se det unikke i hver enkelt af dem og os, bakke op omkring deres oprigtige motivation og være der for dem, hvis de snubler undervejs.

Min søn ville gerne med sin gode ven og hans mor på tur en dag. Det var lidt i sidste øjeblik, og vi vidste, at de måske allerede var ved at køre hjemmefra, og så, før jeg ringede og spurgte hende, om Storm måtte komme med, sagde han: “Er hun egentlig sådan én, som kan mærke sine egne behov og finde ud af at sige fra, hvis det ikke passer ind i deres planer, at jeg tager med?”

Da jeg fortalte hende om Storms omtanke senere (og det gjorde jeg, fordi han havde en pointe: Min veninde skal øve sig i at mærke sig selv og sætte grænser netop for at passe på sit overskud til dem, der virkelig gælder), grinede hun, og holdt sig for munden, for det ramte noget i hende. Så fortalte hun, at Storm en dag havde bedt om at blive kørt hjem fra en legeaftale med hendes søn før tid, og da hun sad med ham i bilen, spurgte hun, hvorfor? Hun var måske lidt usikker på, om de to drenge havde haft en konflikt (i virkeligheden var det fordi, han gerne ville hjem til sin farfar, som var på besøg den dag.) Storm så på hende, og sagde: “Bare rolig, du har en dejlig dreng, og vi har haft en sjov dag.”

De ved noget, de børn. Og vi ved, at de ved det, gør vi ikke? Ved I ikke godt, at børnene har en indsigt, som er selve livets kilde? Ved I ikke godt, at vi gør klogt i at lytte, selvom det indimellem gør ondt; selvom det indimellem kræver, at vi ændrer vaner, tager os sammen, gør vores bedste, hvis vi vil leve op til det, de lever efter.

I dag fylder Storm otte år. Han har kun ønsket sig penge, som han vil spare sammen til en drone, men fik alligevel lidt forskellige gaver i weekenden fra familien, blandt andet en solcelledrevet lommeregner, som han er så glad for, at han talte i søvne om den i aftes. Her til morgen fik han et skakspil, som han tog hul på sammen med sin lillebror med det samme. Da han gik ud til bilen for at blive kørt i skole (med et tårn af chokoladekage i armene), sagde han til sin skakmakker: “Vi spiller videre i eftermiddag, og det handler ikke om at vinde, det handler om at blive bedre,” og selvom han sikkert tildels sagde det for at overbevise sig selv om udsagnets sandhed (han var vist bagud, da de brød op), tror jeg alligevel, at det har en betydning, hvilke ord vi fylder vores liv med, hvilket håb vi har. Og børnene har håb, så længe vi ikke tager det fra dem. De har håb og tillid, kærlighed og styrke og det er dét, vi skal støtte dem i at bevare og udvikle. Måske lærer vi det også selv undervejs, de er jo vores største læremestre, de unger.

Jeg blev skubbet ud over kanten. Nu tager et nyt år sin begyndelse.

2016 er året, der pressede mig ud over en kant, som jeg ikke før har kendt faldet fra. Hverken min brors kræftsygdom, min fars død, mit første kolikbarn eller mine efterfølgende urolige tvillinger trak den magtesløshed ned over mig, som det gjorde at blive mor for fjerde gang. Juno, den nemmeste af mine babyer, min milde og robuste pige, kom med sine store brune øjne; hun har været min lille læremester fra starten, og alligevel væltede det mig omkuld, at hun var her, ganske enkelt fordi jeg skulle starte forfra igen. Ganske enkelt fordi jeg havde gjort det før, men også fordi jeg ikke kunne finde fred i den uforudsigelighed, som er en del af at være mor til et nyt liv.
Jeg tror, at både Kristian og jeg havde forventet, at hvis vi fik en enkelt helt almindelig baby – sådan én, som vi havde hørt andre forældre fortælle om, ja, så ville det være nemt. For mig, også. Eller i hvert fald ikke lige så hårdt som de andre gange. Men jeg blev ramt af en afmagt og en håbløshed, som slog luften ud af mig; mit liv blev malet en blågrå farve, og jeg druknede næsten i selvmedlidenheden, kunne føle nætterne med de mange vågne timer som store mørke lagner, der indhyllede mig, og jeg var ude af stand til at kæmpe mig fri af dem, indimellem var der hele dage imellem, at jeg anede lyset. Indimellem talte jeg timerne: “nu er jeg én time tættere på at være igennem det første år.” Jeg ved jo, at det bliver nemmere, at der er milepæle, som man kan hæfte sig ved, men jeg ved også nu, hvor pinefuldt det er at stå midt imellem den dybeste skønhed – det lille menneske, som er alt, man ønsker af livet – og et desperat behov for at komme videre; væk fra den første tid uden at ødelægge den, uden at være fraværende, uden at miste noget, som man aldrig kan få igen.

Nu tænker jeg på de mange morgentimer-formiddage-eftermiddage ved barnevognen. Mig, som triller den frem og tilbage, mens barnet har svært ved at give sig hen til søvnen. Decemberkulden, januars fugtige tåge, februars bidende vindstød, vognens hjul som triller frem og tilbage, frem og tilbage, bladene bliver efterhånden grønne, og barnet falder i søvn, jeg holder vejret – lister indenfor, går hvileløst omkring for en stund, beslutter mig for, hvad jeg vil lave, mens hun sover (skal jeg prøve at læse, skrive eller rydde op?), og så vågner hun – næsten altid vågner hun efter en time, højest halvanden, og det er okay nu, men det gjorde mig urolig længe. Det er okay nu, hvor jeg kan stille hende på fødderne, når hun vågner, og hun går hen til sine søskende eller til sit legetøj, og lidt efter kommer hun uden tvivl tilbage til mig, og hun vil op, og jeg fylder og tømmer stadig opvaskemaskinen med hende på hoften hver dag, men friheden er der glimtvis hele tiden; selvstændigheden arbejder sig ind i os på samme tid, hun vokser, jeg vokser, vi taler sammen, og jeg kan mærke hende. Jeg kan mærke mig selv igen.

Jeg har lært – bare indenfor de seneste dage, tror jeg – at jeg ikke er ulykkelig som mor i det hele taget. At jeg elsker mine børn, nøjagtig som man skal. At jeg ikke altid synes, det er hårdt og udmattende. Jeg elsker at være sammen med dem, jeg vil dem gerne, det er rigtigt, at de er her hver og en. Jeg kan godt. Jeg har haft stunder alene med de tre ældste, hvor tiden er fløjet af sted, vi har vasket gulvet i stuen, mens vi hørte deres yndlingssange, og vi snakkede om alt mellem himmel og jord, og vi kunne være fortsat hele dagen. Vi har pyntet juletræ sammen, og pakket det ned igen, vi læser lange bøger nu, og historierne lever i os hver især og i vores fællesskab. Det er en ubeskrivelig lettelse for mig at konstatere, at jeg ikke har mistet evnen til at mærke lyset. At jeg ikke for evigt vil henslæbe mig i en selvmedlidenhed, som jeg mindst af alle kan holde ud at være vidne til. Mine børn fylder mig med håb og glæde, stolthed og ro. Før vi fik Juno, troede jeg, vi havde det hårdt med små tvillinger og en storebror, men Juno har lært mig, at det altid kan bliver hårdere; der kan altid komme et barn mere, der kan altid støde en udfordring til, og livet er for godt til at falde i en rille af magtesløshed, for den rille kan man blive i for evigt, hvis man bilder sig ind, at der ikke er lys, at der ikke er mening. Nu er vi dem i vores familie, som vi skal være, og her er så stort potentiale. Jeg vil gøre mit bedste hver dag, gøre mit bedste for at vise mine børn, at livet er, hvad vi gør det til. At vi skaber så meget af det selv; vi har uendelig indflydelse på det hele. Vi er, og livet følger os.

Min vision for 2017 handler om ro og balance. Jeg vil lære at være endnu mere tilstede, endnu mere med mine nærmeste og inde i mig selv, lige nu hvert et øjeblik.

Jeg ikke længere altid på vej et andet sted hen. Jeg længes ikke efter at rykke mig fysisk; savner ikke spændingen, forandringen, omskifteligheden. Nu ser jeg den største luksus i gentagelsen, forudsigeligheden, samværet, og det er godt. Sådan vil jeg måske ikke have det for evigt, men for første gang meget længe, nogensinde tror jeg, har jeg det sådan, og jeg har lyst til at omfavne følelsen af et behov for fred, som i første omgang kom ud af et underskud, men som efterhånden er mit nye overskud: evnen til at værdsætte hverdagen, trygheden, mønstrene. Det er nyt for mig, det er nu. det er mit 2017.

I aften er det nytårsaften, og det er efter flere års tilløb lykkedes os at lave en aftale med en familie, som vi holder meget af. Det har været planlagt hele året; der er indkøbt nytårshatte, chokolademoussen er rørt, der er hotdogs til børnene; bernaise til de voksne. Der er en helt masse børn, dejlige, varme voksne som vi elsker. Men Juno og jeg er herhjemme på Ærø. I hendes overmund kæmper tre fortænder for at komme frem på samme tid, og hun har feber, og er forkølet, og lige netop i dag går hun ingen vegne, når jeg stiller hende på gulvet. Hun sætter sig, og græder, og vil op igen. Så vi er blevet hjemme, mens de andre først sejlede, og nu kører til Sjælland, og jeg skulle lige affinde mig med, at navlestrengen til min familie trækkes så langt på denne aften, hvor Ilja og Live og Storms ansigter kommer til at stråle af glæde over fyrværkeri, gode lege, god mad. Men jeg er så glad for, at de får den aften, de har set frem til, og Juno og jeg har været i karbad, og nu sover hun, og jeg sidder her, og hører musik, som gør mig tryg og varm indeni, og jeg glæder mig over roen, trods alt. Havet for foden af den grønne mark er næsten udvisket af en grå støvregn; træernes nøgne grene vugger i vinden. Jeg har te, og jeg har mit hjerte, som føles stort og ømt og taknemmeligt. Jeg har håb og tillid.

2016 er året, hvor jeg for første gang blev overrasket over min egen sårbarhed, som jeg troede, jeg kendte helt. Det er året, som kom bag på mig. Jeg blev skubbet ud over kanten, og landede på mine fødder, og her står jeg nu. Mere mig end nogensinde. Mere bevidst om nuancerne, om den styrke der gemmer sig i krogene men også den sårbarhed, som kan komme listende. Jeg har glædet mig til 2017, siden 2016 tog sin begyndelse. Jeg ønsker, at 2017 bliver et lettet suk, en oase af genoprettelse, glæde og lethed. Jeg er klar til resten af mit liv, klar til at tage ansvar og gøre mit bedste.

Hvordan vil du beskrive dit 2016? Og hvad håber du på af 2017?

Vi snakkede den halve nat, og nu vil vi have struktur

Så lå vi i aftes, Kristian og jeg, i sengen og snakkede længe. Det var ikke planlagt, men for en gangs skyld lå der ikke et barn imellem os, og så kunne vi ligesom bedre tale sammen. Vi havde lagt os under tagvinduet med kig til den månelyse himmel, og vi snakkede om de her år, som nok er de travleste i vores liv. Om at lave sange på få timer, fordi man ikke har mere tid. Om at længes efter en pilgrimsvandring, fordi man savner at tænke tanker til ende. Om at have ord, der gerne vil ud, men ikke tid nok til at omsætte dem til tekst. Vi snakkede om det her vidunderligt fleksible liv som vi har lavet for os selv: børnenes korte dage i børnehave og skole; deres mange fridage, friheden til at tage på skiferie eller i badeland, når det passer os. Men vi talte også om den pris, som fleksibiliteten har for vores arbejde: Vi har meget sjældent fem arbejdsdage om ugen, og vi arbejder meget sjældent mere end fire timer om dagen. Ville vi bytte børnenes smil, deres kram, nærheden med dem i alle livets aspekter for at have mere tid til os selv? Er disse år ikke blot et åndedrag i vores liv? Vi snakkede om mulige løsninger og om behovet for mere søvn, og jeg sagde, at jeg kan være i tvivl, om jeg bare skulle have skrevet hele mit liv væk i stedet for at have en familie, men jeg ved godt, at det siger jeg kun, fordi det reelt ikke er en mulighed. Ikke om jeg ville undvære dem i så meget som et sekund, hvis jeg pludselig stod overfor valget.
Kristian sagde: “Der er ingen konkurrence – børnene er vigtigere end alt andet”, og det varmede mig dybt indeni at mærke hans sikkerhed.

Vi besluttede, at vi vil have mere struktur på hverdagen: vi har været meget boheme i mange år. Ved sjældent ret meget, før en halv time inden det udspiller sig. Hvem kører i børnehaven? Hvornår henter vi i dag? Hvem afleverer i skole? Hvad skal vi i eftermiddag?

Børnenes rutiner er sådan set ret faste; morgenmad, tøj på, etc. Så hjem, leg, mad, i seng. Det kører efter samme rille de fleste dage.

Men efter nytår skruer vi arbejdstiden op med en lille time hver dag, i hvert fald en halv, og vi vil planlægge, hvem der henter og bringer til hvor og hvornår. Vi laver madplan, køber ind to gange om ugen, og så vil vi have fastlagte, ugentlige aktiviteter – såsom cykledag og strandtur. Jeg glæder mig: Det bliver en følelse af frihed til at dykke ned i arbejdet; at vide på forhånd, hvornår jeg skal stoppe igen, og hvor jeg skal bevæge mig hen, når jeg gør. Jeg glæder mig til mere fokuseret skrivetid, til mere ro, og jeg glæder mig til at se hvad det betyder for hele familien; om det mon giver en større ro i det hele taget. Om forudsigeligheden ikke bliver god for os alle.

Hvordan er jeres dage planlagt? Kan I indimellem savne mere struktur – eller mere fritid? Hvordan ser en ideel uge ud for jer?

Sådan en etårsfødselsdag fuld at kærlighed

Så er der gået et år: Juno kom til verden den 18. december 2015, og jeg har glædet mig så meget til nu. Længtes efter etårsdagen, set frem mod den ro der kommer med tiden, mens jeg har været træt og hudløs de første måneder. “Når hun fylder et år, er det meget lettere,” messede jeg, og ja, det er det. Og hun er så vidunderlig – Juno er ikke kommet ved et tilfælde; hun er uendeligt meningsfuld i vores familie, hun er uendeligt betydningsfuld i mit liv. Jeg har lært så meget af hende allerede – og af at være mor til hende. Hun er den milde og glade baby, som min søster lovede mig, jeg ville få (“det kan jeg mærke,” sagde hun flere gange, mens jeg var gravid, og hun fik ret, selvfølgelig). Juno er vores alle sammens fælles samlingspunkt. Hun er den, vi altid gerne have til at grine; hun er kirsebærret, balancestangen, hun har afrundet vores familie, bragt harmoni ind i børneflokken. Juno er. Og i dag er hun et år.

Hun blev født først på natten – et sted mellem klokken 1 og 2, mener jeg, og det var så smukt og trygt, min søster var med som jordemoder og ø-jordemoderen var med, mens jeg bragte Juno til verden i det varme vand på vores badeværelse med Kristians pande mod min. Alt imens Juno kom ud til os, sov hendes tre søskende trygt hos vores venner i Ærøskøbing, og det vil jeg aldrig glemme; At vi efter at have boet på øen i mindre end et år, havde relationer herovre, som var tætte nok til at rumme det ansvar.

Seks timer senere stod Kristian på Storms friskole, og havde lavet en sang til juleafslutningen sammen med eleverne, og Storm vandt en præmie i julebanko, og da juleafslutningen var veloverstået, kørte de til børnehaven, hvor de hentede Ilja og Live, som slet ikke vidste, at de havde fået en lillesøster, og jeg har set en video fra det øjeblik, hvor de fik det at vide, og den video måtte gerne have varet for evigt, den var så fuld af forundring, lykke og taknemmelighed, at jeg blev helt ør af at se den “Har hun hår? Er hun kommet ud? Må vi røre ved hende?”

I dag fejrer vi Juno med guirlander og varm kakao, men også stille. Juleaften venter om hjørnet, og vi har haft nogle travle uger med det ene og det andet, og vi har bedst overskud til noget helt småt i dag, så her er kun et enkelt sæt bedsteforældre på besøg – alle andre ser vi til juleaften og i dagene efter.

Denne dag er for Juno, og den er meget i julens ånd: Vi lader lyset i vores hjerter brænder ekstra stærkt, krammer hinanden, og snakker om den dag for et år siden, da hun kom ud til os: “Kan I huske, at I holdt hende på skift nede i sofaen i den blå stue – hvor lille hun var?” Jeg er så lettet over at være nået hertil. Et år er gået, det gik heldigvis, og det gik for godt, og nu kender vi hinanden; Juno åbenbarer sig for øjnene af os hver dag. Hun elsker alle sine nærmeste, sin familie og venner, og hun er helt vild med dyr, hun klukgriner, og siger “hej!” til alle, og hun kan gå et par skridt, og klapper af sig selv, når hun gør det.

Jeg selv sukker dybt i dag. Ånder lettet ud. Herfra slipper ensomheden og den stress, som jeg har følt med de helt små børn, dag for dag. Herfra vokser vi sammen, livet blomstrer hurtigt og fuldt af kærlighed. Denne dag markerer en overgang, som jeg er taknemmelig for, og en sejr, som jeg ikke tager let på. Vi klarede det: Fire børn. Vi er her alle sammen nu, og vi er glade. I går skrællede jeg en appelsin med ti både, og så må man ønske, og jeg ønskede “at vi bliver ved med at have det så godt som nu.” Tænk hvor heldig man er, når man ønsker det (Kristian indvendte: Hvorfor bad du ikke om mere søvn, når nu du havde muligheden?)