Jeg blev skubbet ud over kanten. Nu tager et nyt år sin begyndelse.

2016 er året, der pressede mig ud over en kant, som jeg ikke før har kendt faldet fra. Hverken min brors kræftsygdom, min fars død, mit første kolikbarn eller mine efterfølgende urolige tvillinger trak den magtesløshed ned over mig, som det gjorde at blive mor for fjerde gang. Juno, den nemmeste af mine babyer, min milde og robuste pige, kom med sine store brune øjne; hun har været min lille læremester fra starten, og alligevel væltede det mig omkuld, at hun var her, ganske enkelt fordi jeg skulle starte forfra igen. Ganske enkelt fordi jeg havde gjort det før, men også fordi jeg ikke kunne finde fred i den uforudsigelighed, som er en del af at være mor til et nyt liv.
Jeg tror, at både Kristian og jeg havde forventet, at hvis vi fik en enkelt helt almindelig baby – sådan én, som vi havde hørt andre forældre fortælle om, ja, så ville det være nemt. For mig, også. Eller i hvert fald ikke lige så hårdt som de andre gange. Men jeg blev ramt af en afmagt og en håbløshed, som slog luften ud af mig; mit liv blev malet en blågrå farve, og jeg druknede næsten i selvmedlidenheden, kunne føle nætterne med de mange vågne timer som store mørke lagner, der indhyllede mig, og jeg var ude af stand til at kæmpe mig fri af dem, indimellem var der hele dage imellem, at jeg anede lyset. Indimellem talte jeg timerne: “nu er jeg én time tættere på at være igennem det første år.” Jeg ved jo, at det bliver nemmere, at der er milepæle, som man kan hæfte sig ved, men jeg ved også nu, hvor pinefuldt det er at stå midt imellem den dybeste skønhed – det lille menneske, som er alt, man ønsker af livet – og et desperat behov for at komme videre; væk fra den første tid uden at ødelægge den, uden at være fraværende, uden at miste noget, som man aldrig kan få igen.

Nu tænker jeg på de mange morgentimer-formiddage-eftermiddage ved barnevognen. Mig, som triller den frem og tilbage, mens barnet har svært ved at give sig hen til søvnen. Decemberkulden, januars fugtige tåge, februars bidende vindstød, vognens hjul som triller frem og tilbage, frem og tilbage, bladene bliver efterhånden grønne, og barnet falder i søvn, jeg holder vejret – lister indenfor, går hvileløst omkring for en stund, beslutter mig for, hvad jeg vil lave, mens hun sover (skal jeg prøve at læse, skrive eller rydde op?), og så vågner hun – næsten altid vågner hun efter en time, højest halvanden, og det er okay nu, men det gjorde mig urolig længe. Det er okay nu, hvor jeg kan stille hende på fødderne, når hun vågner, og hun går hen til sine søskende eller til sit legetøj, og lidt efter kommer hun uden tvivl tilbage til mig, og hun vil op, og jeg fylder og tømmer stadig opvaskemaskinen med hende på hoften hver dag, men friheden er der glimtvis hele tiden; selvstændigheden arbejder sig ind i os på samme tid, hun vokser, jeg vokser, vi taler sammen, og jeg kan mærke hende. Jeg kan mærke mig selv igen.

Jeg har lært – bare indenfor de seneste dage, tror jeg – at jeg ikke er ulykkelig som mor i det hele taget. At jeg elsker mine børn, nøjagtig som man skal. At jeg ikke altid synes, det er hårdt og udmattende. Jeg elsker at være sammen med dem, jeg vil dem gerne, det er rigtigt, at de er her hver og en. Jeg kan godt. Jeg har haft stunder alene med de tre ældste, hvor tiden er fløjet af sted, vi har vasket gulvet i stuen, mens vi hørte deres yndlingssange, og vi snakkede om alt mellem himmel og jord, og vi kunne være fortsat hele dagen. Vi har pyntet juletræ sammen, og pakket det ned igen, vi læser lange bøger nu, og historierne lever i os hver især og i vores fællesskab. Det er en ubeskrivelig lettelse for mig at konstatere, at jeg ikke har mistet evnen til at mærke lyset. At jeg ikke for evigt vil henslæbe mig i en selvmedlidenhed, som jeg mindst af alle kan holde ud at være vidne til. Mine børn fylder mig med håb og glæde, stolthed og ro. Før vi fik Juno, troede jeg, vi havde det hårdt med små tvillinger og en storebror, men Juno har lært mig, at det altid kan bliver hårdere; der kan altid komme et barn mere, der kan altid støde en udfordring til, og livet er for godt til at falde i en rille af magtesløshed, for den rille kan man blive i for evigt, hvis man bilder sig ind, at der ikke er lys, at der ikke er mening. Nu er vi dem i vores familie, som vi skal være, og her er så stort potentiale. Jeg vil gøre mit bedste hver dag, gøre mit bedste for at vise mine børn, at livet er, hvad vi gør det til. At vi skaber så meget af det selv; vi har uendelig indflydelse på det hele. Vi er, og livet følger os.

Min vision for 2017 handler om ro og balance. Jeg vil lære at være endnu mere tilstede, endnu mere med mine nærmeste og inde i mig selv, lige nu hvert et øjeblik.

Jeg ikke længere altid på vej et andet sted hen. Jeg længes ikke efter at rykke mig fysisk; savner ikke spændingen, forandringen, omskifteligheden. Nu ser jeg den største luksus i gentagelsen, forudsigeligheden, samværet, og det er godt. Sådan vil jeg måske ikke have det for evigt, men for første gang meget længe, nogensinde tror jeg, har jeg det sådan, og jeg har lyst til at omfavne følelsen af et behov for fred, som i første omgang kom ud af et underskud, men som efterhånden er mit nye overskud: evnen til at værdsætte hverdagen, trygheden, mønstrene. Det er nyt for mig, det er nu. det er mit 2017.

I aften er det nytårsaften, og det er efter flere års tilløb lykkedes os at lave en aftale med en familie, som vi holder meget af. Det har været planlagt hele året; der er indkøbt nytårshatte, chokolademoussen er rørt, der er hotdogs til børnene; bernaise til de voksne. Der er en helt masse børn, dejlige, varme voksne som vi elsker. Men Juno og jeg er herhjemme på Ærø. I hendes overmund kæmper tre fortænder for at komme frem på samme tid, og hun har feber, og er forkølet, og lige netop i dag går hun ingen vegne, når jeg stiller hende på gulvet. Hun sætter sig, og græder, og vil op igen. Så vi er blevet hjemme, mens de andre først sejlede, og nu kører til Sjælland, og jeg skulle lige affinde mig med, at navlestrengen til min familie trækkes så langt på denne aften, hvor Ilja og Live og Storms ansigter kommer til at stråle af glæde over fyrværkeri, gode lege, god mad. Men jeg er så glad for, at de får den aften, de har set frem til, og Juno og jeg har været i karbad, og nu sover hun, og jeg sidder her, og hører musik, som gør mig tryg og varm indeni, og jeg glæder mig over roen, trods alt. Havet for foden af den grønne mark er næsten udvisket af en grå støvregn; træernes nøgne grene vugger i vinden. Jeg har te, og jeg har mit hjerte, som føles stort og ømt og taknemmeligt. Jeg har håb og tillid.

2016 er året, hvor jeg for første gang blev overrasket over min egen sårbarhed, som jeg troede, jeg kendte helt. Det er året, som kom bag på mig. Jeg blev skubbet ud over kanten, og landede på mine fødder, og her står jeg nu. Mere mig end nogensinde. Mere bevidst om nuancerne, om den styrke der gemmer sig i krogene men også den sårbarhed, som kan komme listende. Jeg har glædet mig til 2017, siden 2016 tog sin begyndelse. Jeg ønsker, at 2017 bliver et lettet suk, en oase af genoprettelse, glæde og lethed. Jeg er klar til resten af mit liv, klar til at tage ansvar og gøre mit bedste.

Hvordan vil du beskrive dit 2016? Og hvad håber du på af 2017?

Vi snakkede den halve nat, og nu vil vi have struktur

Så lå vi i aftes, Kristian og jeg, i sengen og snakkede længe. Det var ikke planlagt, men for en gangs skyld lå der ikke et barn imellem os, og så kunne vi ligesom bedre tale sammen. Vi havde lagt os under tagvinduet med kig til den månelyse himmel, og vi snakkede om de her år, som nok er de travleste i vores liv. Om at lave sange på få timer, fordi man ikke har mere tid. Om at længes efter en pilgrimsvandring, fordi man savner at tænke tanker til ende. Om at have ord, der gerne vil ud, men ikke tid nok til at omsætte dem til tekst. Vi snakkede om det her vidunderligt fleksible liv som vi har lavet for os selv: børnenes korte dage i børnehave og skole; deres mange fridage, friheden til at tage på skiferie eller i badeland, når det passer os. Men vi talte også om den pris, som fleksibiliteten har for vores arbejde: Vi har meget sjældent fem arbejdsdage om ugen, og vi arbejder meget sjældent mere end fire timer om dagen. Ville vi bytte børnenes smil, deres kram, nærheden med dem i alle livets aspekter for at have mere tid til os selv? Er disse år ikke blot et åndedrag i vores liv? Vi snakkede om mulige løsninger og om behovet for mere søvn, og jeg sagde, at jeg kan være i tvivl, om jeg bare skulle have skrevet hele mit liv væk i stedet for at have en familie, men jeg ved godt, at det siger jeg kun, fordi det reelt ikke er en mulighed. Ikke om jeg ville undvære dem i så meget som et sekund, hvis jeg pludselig stod overfor valget.
Kristian sagde: “Der er ingen konkurrence – børnene er vigtigere end alt andet”, og det varmede mig dybt indeni at mærke hans sikkerhed.

Vi besluttede, at vi vil have mere struktur på hverdagen: vi har været meget boheme i mange år. Ved sjældent ret meget, før en halv time inden det udspiller sig. Hvem kører i børnehaven? Hvornår henter vi i dag? Hvem afleverer i skole? Hvad skal vi i eftermiddag?

Børnenes rutiner er sådan set ret faste; morgenmad, tøj på, etc. Så hjem, leg, mad, i seng. Det kører efter samme rille de fleste dage.

Men efter nytår skruer vi arbejdstiden op med en lille time hver dag, i hvert fald en halv, og vi vil planlægge, hvem der henter og bringer til hvor og hvornår. Vi laver madplan, køber ind to gange om ugen, og så vil vi have fastlagte, ugentlige aktiviteter – såsom cykledag og strandtur. Jeg glæder mig: Det bliver en følelse af frihed til at dykke ned i arbejdet; at vide på forhånd, hvornår jeg skal stoppe igen, og hvor jeg skal bevæge mig hen, når jeg gør. Jeg glæder mig til mere fokuseret skrivetid, til mere ro, og jeg glæder mig til at se hvad det betyder for hele familien; om det mon giver en større ro i det hele taget. Om forudsigeligheden ikke bliver god for os alle.

Hvordan er jeres dage planlagt? Kan I indimellem savne mere struktur – eller mere fritid? Hvordan ser en ideel uge ud for jer?

Sådan en etårsfødselsdag fuld at kærlighed

Så er der gået et år: Juno kom til verden den 18. december 2015, og jeg har glædet mig så meget til nu. Længtes efter etårsdagen, set frem mod den ro der kommer med tiden, mens jeg har været træt og hudløs de første måneder. “Når hun fylder et år, er det meget lettere,” messede jeg, og ja, det er det. Og hun er så vidunderlig – Juno er ikke kommet ved et tilfælde; hun er uendeligt meningsfuld i vores familie, hun er uendeligt betydningsfuld i mit liv. Jeg har lært så meget af hende allerede – og af at være mor til hende. Hun er den milde og glade baby, som min søster lovede mig, jeg ville få (“det kan jeg mærke,” sagde hun flere gange, mens jeg var gravid, og hun fik ret, selvfølgelig). Juno er vores alle sammens fælles samlingspunkt. Hun er den, vi altid gerne have til at grine; hun er kirsebærret, balancestangen, hun har afrundet vores familie, bragt harmoni ind i børneflokken. Juno er. Og i dag er hun et år.

Hun blev født først på natten – et sted mellem klokken 1 og 2, mener jeg, og det var så smukt og trygt, min søster var med som jordemoder og ø-jordemoderen var med, mens jeg bragte Juno til verden i det varme vand på vores badeværelse med Kristians pande mod min. Alt imens Juno kom ud til os, sov hendes tre søskende trygt hos vores venner i Ærøskøbing, og det vil jeg aldrig glemme; At vi efter at have boet på øen i mindre end et år, havde relationer herovre, som var tætte nok til at rumme det ansvar.

Seks timer senere stod Kristian på Storms friskole, og havde lavet en sang til juleafslutningen sammen med eleverne, og Storm vandt en præmie i julebanko, og da juleafslutningen var veloverstået, kørte de til børnehaven, hvor de hentede Ilja og Live, som slet ikke vidste, at de havde fået en lillesøster, og jeg har set en video fra det øjeblik, hvor de fik det at vide, og den video måtte gerne have varet for evigt, den var så fuld af forundring, lykke og taknemmelighed, at jeg blev helt ør af at se den “Har hun hår? Er hun kommet ud? Må vi røre ved hende?”

I dag fejrer vi Juno med guirlander og varm kakao, men også stille. Juleaften venter om hjørnet, og vi har haft nogle travle uger med det ene og det andet, og vi har bedst overskud til noget helt småt i dag, så her er kun et enkelt sæt bedsteforældre på besøg – alle andre ser vi til juleaften og i dagene efter.

Denne dag er for Juno, og den er meget i julens ånd: Vi lader lyset i vores hjerter brænder ekstra stærkt, krammer hinanden, og snakker om den dag for et år siden, da hun kom ud til os: “Kan I huske, at I holdt hende på skift nede i sofaen i den blå stue – hvor lille hun var?” Jeg er så lettet over at være nået hertil. Et år er gået, det gik heldigvis, og det gik for godt, og nu kender vi hinanden; Juno åbenbarer sig for øjnene af os hver dag. Hun elsker alle sine nærmeste, sin familie og venner, og hun er helt vild med dyr, hun klukgriner, og siger “hej!” til alle, og hun kan gå et par skridt, og klapper af sig selv, når hun gør det.

Jeg selv sukker dybt i dag. Ånder lettet ud. Herfra slipper ensomheden og den stress, som jeg har følt med de helt små børn, dag for dag. Herfra vokser vi sammen, livet blomstrer hurtigt og fuldt af kærlighed. Denne dag markerer en overgang, som jeg er taknemmelig for, og en sejr, som jeg ikke tager let på. Vi klarede det: Fire børn. Vi er her alle sammen nu, og vi er glade. I går skrællede jeg en appelsin med ti både, og så må man ønske, og jeg ønskede “at vi bliver ved med at have det så godt som nu.” Tænk hvor heldig man er, når man ønsker det (Kristian indvendte: Hvorfor bad du ikke om mere søvn, når nu du havde muligheden?)

 

I dag skal vi være 1:1

Det er tidlig morgen. Udenfor er alt kulsort. Det eneste lysglimt er færgens projektør, som kaster en kegle op på vores soveværelsesvæg, henover vores hoveder om aftenen, men nu kan vi se den over vandet fra spisebordet, hvor vi sidder med tegnesager og tomme morgenmadsskåle.

Jeg så bynatten igen, da jeg overnattede midt inde i Aarhus med udsigt til Rådhuset og Aros og alt det andet i fredags, og der blev aldrig mørkt. Himlen var hele tiden lidt oplyst, indimellem kan det næsten ligne nordlyset, når farver fra bussernes lygter, fra biler, butikker, tusindevis af lejligheder oplyser himlen nedefra. Jeg har altid holdt af at se lyset i lejlighederne om aftenen; de små lysende kikhuller ind til liv, man kortvarigt betragter, mens man bevæger sig igennem gaderne.

I dag skal Live og jeg være alene sammen, bare os to. Hun elsker at være sammen med sin søster og mig alene, uden drenge – “pigetid”, kalder hun det. I dag skal det bare være hende og jeg – uden Juno – for første gang i et år. Det er det allerbedste, hun ved. Så vi sejler til Svendborg, og det eneste hun ved på forhånd er, at hun vil have en is. “Vi finder ud af det,” siger hun, når jeg spørger, hvad vi ellers skal lave.

Men vi skal tegne på færgen og læse, det har vi pakket til i vores rygsæk. Og spise en bolle med smør og ost og drikke juice på færgen. Og så bare være sammen; der sker noget helt vidunderligt, når man er sammen 1:1 med sine børn. Pludselig er de ikke en del af en søskendeflok, ikke en brik i en vennegruppe, de er sig selv, alene – i samspil med en mor eller far. Jeg glæder mig til at møde Live igen på den måde. Jeg glæder mig meget til i dag. Det føles lidt som min lille juleaften. I går var Kristian sammen med Storm, på torsdag er det Iljas tur, han vil på Søfartsmuseet sammen med sin far. På den måde får de lidt ekstra opmærksomhed i et liv, som ellers er præget af mange mennesker, mange hænder, mange stemmer. Mange børn, simpelthen.

Hvad skal I på denne dag? Jeg hørte i går, at lyset indeni lyser stærkere i disse juledage, når mørket er på sit højeste.

Sådan en hjemmedag kan hele mange sår

Vi tager en hjemmedag. Ovenpå de seneste dage med indlæggelse, bekymringer og samtidig syge børn herhjemme, er vi trætte. Nogle er forkølede, andre har ondt i maven, og nu bliver der spillet Ludo og stablet tårne og vi snakker og juler, og Juno er midt i det hele; inderligt lettet over at være hjemme, kan man se.

På OUH lærte hun sig hurtigt at sige “Hej!” – højt og tydeligt. Det er smart, når man møder så mange nye mennesker, som skal hjælpe én. Så hun siger hej til katten og hej til os andre, og hun blev glad i adskillige etaper, da vi kom hjem i går eftermiddag: Glad for at se sin far, sine søskende, så stuen (“nå ja! Den er her også!”, lod hun til at tænke) og så katten og legetøjet.

Og jeg er så glad for at være her i mit eget; måske er det ikke så vigtigt, at her altid er, som jeg bedst kan lide det (overskueligt, rent, kønt). Måske ér det vigtigste rent faktisk, at vi er her. Det ved jeg jo, at det er – men det blev særligt tydeligt, da vi sad der på stue ni på afdeling H7, og var i tvivl, om hvor længe vi skulle blive og hørte, at andre ikke vidste, om de ville komme hjem før jul. Lægen i går eftermiddag sagde: “I må gerne blive til i morgen, hvis du er utryg eller bekymret”, men det er jeg ikke. Hun er helt okay, Juno, og det var sådan en lettelse at træde ud fra hospitalet med vores taske over armen og Juno i sin klapvogn. Vi havde fået den hjælp og afklaring, vi skulle have, og der er ikke mere, vi kan gøre. Jo, passe på os selv og hinanden, men det skal man altid.

Jeg tænker, at vi bager nogle julekager i dag, og stikker dem ud, og lige nu hører vi “Der er ingenting i verden så stille som sne”, og det er én af mine yndlingssange, den er sågar med i min roman. Så, alt er godt igen. Næsten endnu bedre end før, det er jo det, vi helst skal få ud af den slags udfordringer livet igennem: ny indsigt, fornyet taknemmelighed og glæde. Ellers er det nærmest spildt.

Når man bliver bange og taknemmelig

Børnemodtagelsen, OUH. Afdelingen med alle de farverige vægmalerier og legetøj ad libitum.

Der har vi været det meste af dagen, Juno og jeg. Og mange andre, for den sags skyld, for der er run på – døren går hyppigt, og ind træder forældre med et barn på armen eller mellem sig.

Her er travlhed og børnestemmer, knirkende hospitalsbarnevogne og lamper der blinker, men her er også omsorgsfulde sygeplejersker, varm mad, et stort legeværelse hvor de mindste kan boltre sig i timevis uden kedsomhed. Her er hele livet indkapslet i ét: alt det vigtigste vi har, kommer i fokus, når vi træder ind bag disse døre. Og nede på sengeafsnittet er der værelser med navneskilte på døren, og jeg tænker på de familier, som er her så længe, at de næsten flytter ind.

De første timer var Kristian her med os, men han tog af sted sidst på eftermiddagen, for der er tre andre børn, som har brug for at være tæt på ham og på hinanden, og som er bekymrede for deres lillesøster. Og så, for snart en time siden, fik Juno og jeg en fin, stor stue med en rummelig seng, hvor vi kan ligge sammen i nat, for hun er endelig blevet CT-scannet, og selvom jeg ikke nåede færgen hjem til Ærø klokken 22, som jeg havde håbet, er jeg glad for at have dette rum nu, hvor vi kan sove i nat, og hvor de tjekker hende om nogle timer, og hvor alt det, vi har mest brug for i dette øjeblik, er indenfor rækkevidde.

Det startede i går aftes, da jeg puttede hende. Jeg mærkede, at et område på hendes baghoved føltes, som når man trykker på en vandballon. Vandfyldt, blødt. Og så var det som om, jeg for et øjeblik gled ud af min krop, og jeg lagde hende fra mig, og gik ind til Kristian, som var ved at putte de andre, og med gele-ben og garanteret ret bleg spurgte jeg, om han lige ville gå ind mærke Junos hoved. For jeg troede ikke, jeg havde mærket rigtigt. Det var en underlig illusionel fornemmelse; hendes hoved gav efter, kunne modelleres med. Jeg har aldrig mærket noget lignende.

Og han trykkede, og sagde: Jo, sådan føles det, og vi så mistroisk på hinanden, men Junos hoved, til gengæld, kunne man intet se på, og jeg gik som i trance nedenunder, og tog telefonen.

Derfra puttede Kristian Juno, og de andre puttede sig selv for en stund, mens jeg ringede til min kusines mand, som er praktiserende læge, og dernæst til vores egen læge på Ærø, for jeg har stor tillid til dem begge, men ingen af dem havde hørt om noget lignende, men vi blev enige om, at det ikke var akut. Hun havde det jo fint hende den lille prop. Glad og med god appetit.

Så vi tog til vores læge i morges, og blev scannet på Ærø og så videre til Odense, og her er dagen gået med undersøgelser hist og her og flere CT-forsøg som i sidste ende udmundede i en sonde med bedøvelse og endelig – klokken 21:30, en vellykket CT-scanning.

Og hov – nu har lægen netop været her med svar, og jeg havde egentlig tænkt mig at afslutte mit indlæg med at skrive godnat og “vi ved ingenting endnu”, men nu ved jeg mere. Juno har en lille bitte fraktur på kraniet – få millimeter – som bløder, og i morgen overtager neurokirurgerne hende, og finder ud af, hvad de vil gøre. Jeg håber, de vil sige: vi lader blødningen stoppe naturligt og hæmatomet absorberes over tid. Men, jeg aner intet om den slags, og jeg har skrevet til min mor, at hun skal tage ting med på arbejde, så hun kan komme, hvis jeg får behov for det.
Og jeg aner ikke, hvornår Juno har fået den fraktur, og jeg var lige ved at tænke: “tænk, at det er sket i vores varetægt.” men så sagde lægen, at mange børn har dem uden at man ved det, fordi de ikke bløder. “Den slags sker jo, når de er ved at lære at gå.” Åh, tak. Tak for det.

Jeg har fortrudt undervejs i dag, at vi trak hende igennem alt det her – hun græd i timevis, efter hun fik bedøvelse og dernæst sonde, og jeg tænkte “det er garanteret ingenting.” Men det er det så desværre lidt alligevel, og det var relevant, at jeg reagerede. For helvede da også; Jeg ville meget hellere fortryde at gøre for meget end at skulle se hende potentielt gennemgå mere. Og jeg kunne tude, jeg er så træt og nu også ked af det, men jeg gider ikke græde.

Her på stedet er mennesker, som bor på sengeafsnittet; som har deres egen hylde i køleskabet i fælleskøkkenet, og som kalder stue 17 for ”hjem” i uger, måneder, måske helt til livets afslutning. Her er mennesker, som kommer ind med børn, der aldrig bliver sig selv igen. Her er mennesker, som er bange og alene og ikke har et netværk omkring sig. Her er mennesker, som ikke taler dansk, er meget langt væk fra det, de kalder hjem, og som er i tvivl, når sygeplejersken forklarer, hvordan medicinen skal tages. Her er så mange mennesker med hver sin historie, hver sin bekymring, hver sin grund til at være her lige nu. Og pludselig igen står mange ting klarere: hvor godt vi har det i min familie, hvor dejligt det er at være hjemme hos mig, hvor velsignet jeg er.

Og Juno er her, ved min side, og jeg er taknemmelig over at have mulighed for at være her med hende. Lægens sidste ord netop nu, var: “Min overlæge sagde, at jeg skal fortælle dig, at vi er ikke bange for din datters tilstand.”

Og det er godt. Det er det eneste, jeg har brug for at høre.

Gå bevidst til din fødsel

Nu er fødselschefen på Riget gået fra sit job i protest. Han kunne ikke forsvare at blive i sin stilling, når fødeafsnittene på sygehusene lider så store økonomiske tab.

Jordemødre fra hele landet dukker frem i medierne, og på min private facebook, og fortæller om udmagrende træthed og dårlige oplevelser på jobbet grundet alt for stort arbejdspres, og det gør ondt på mig, at det er blevet sådan. Jordemødrene elsker deres fag, det ved jeg. Det er ikke tilfældigt, at man vælger den vej. Mange har taget uddannelsen senere i livet, fordi det bliver deres største drøm, efter de selv stifter familie; andre har knoklet på fødestuerne og samlet erfaring, siden de kom ud af gymnasiet med tårnhøje gennemsnit. Det er en benhård uddannelse, det ved jeg også, for min søster er i disse dage ved at afslutte den, og jeg har været med på sidelinjen hele vejen.

Intet gør mere ondt på en jordemoder end at høre, at de gravide er utrygge. Intet er længere fra det ønske, man har, når man som fødselslæge eller sosu-assistent møder ind i sit job på et fødeafsnit. Utryghed er den værst tænkelige forudsætning for en god fødsel.

Jeg har tre meget forskellige fødsler bag mig, og generelt er jeg ikke hende, som snakker meget om det med at føde, for det fylder ikke specielt meget for mig, men jeg er alligevel bevidst om, at det var helt rigtigt, at min sidste fødsel blev en hjemmefødsel, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg også har den oplevelse med mig, når nu jeg har lukket døren til det kapitel af mit liv.

I dag vil jeg blot fortælle, ganske kort, at min sidste fødsel, som foregik på badeværelset hjemme hos mig selv i december sidste år, var den mest harmoniske og trygge fødsel, jeg kan forestille mig. Det var en dag og aften fuldstændig i tråd med hvem jeg er, og hvordan jeg ønskede at bringe min datter ind i verden. Vi var her sammen, Kristian, min søster og jeg, og sidst på aftenen kom også én af de garvede ø-jordemødre, og snakkede, grinede, og hjalp mig igennem de sidste timer.

Min ydmyge opfordring til alle gravide er, at man forbereder sig på at føde. Nej, man kan ikke forudsige, nøjagtig hvordan forløbet vil være, men man har stor indflydelse på det langt hen af vejen, så længe alt ellers forløber normalt. Når man er velinformeret, er man også mere tryg, og mange udbyder efterhånden fødselsforberedelsesforløb i privat regi, og det er min overbevisning, at de er en god vej til at finde sig selv og mærke ens personlige ønsker, før man er midt i den store opgave.

En fødsel er én af livets største oplevelser og ditto opgaver, og når vi ikke forbereder os, svarer det, ret præcist endda, til at løbe et maraton uden at så meget som at have overvejet, hvordan man vil gennemføre.
En hjemmefødsel er ikke for alle, men det er forberedelse tilgengæld.

Og det var netop forberedelse, jeg manglede ved min første fødsel, hvor jeg mødte op på Hvidovre Hospital på terminsdagen med veer, som jeg ikke havde nogen som helst føling med eller kontrol over. Over de næste 14 timer gennemlevede jeg følelser som desperation og tab af kontrol, og jeg var rundt på gulvet både under og efter fødslen. Når jeg tænker tilbage, er det slående, så lidt jeg havde tænkt over fødslen forinden. Udover de to-tre fødselsforberedelser i den kommunale jordemoderkonsultation, havde jeg ikke nogen egentlig forhåndsviden (og lad det hermed være sagt, at det kommunale tilbud haltede, sådan som jeg hører, at det gør de fleste steder. Nok på grund af dårlig økonomi..)

Hvis jeg havde forberedt mig; indstillet mine tanker på hvordan jeg ønskede, det skulle foregå, og hvordan jeg ville arbejde med smerten, tror jeg, min erfaring kunne se meget anderledes ud. Nu blev det en oplevelse, der mest af alt lærte mig, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Min krop føltes skrøbelig længe derefter, og jeg havde ikke lyst til nogensinde at føde igen.

Men så, mens min søn stadig var lillebitte, kom jeg i kontakt med et netværk af garvede mødre, hvoraf mange havde adskillige fødsler bag sig, og en del var jordemødre, og jeg havde lange udvekslinger med dem om fødsler. Jeg lærte, at man selv har indflydelse på, hvordan en normal fødsel forløber. Jeg lærte, at man med sin indstilling, sine tanker og følelser, kan påvirke veerne og fødslens udvikling. Jeg lærte nok til, at da jeg fødte mine tvillinger tre år senere, var det en langt mere bevidst handling fra min side. Jeg havde større overblik og overskud og sammen med jordemoderen, Kristian og min søster kom jeg stolt og glad igennem den overvældende og smukke oplevelse.

Nu har jeg så også en hjemmefødsel bag mig, og jeg vil til enhver tid opfordre alle til at undersøge den mulighed. Det er ikke hverken utrygt eller rengøringskrævende. Det er trygt og simpelt, varmt og intuitivt, og jeg oplevede det som en stor lettelse at være i mine egne rammer med mine nærmeste tæt på, mens jeg skulle udføre det store arbejde, som det unægteligt er at føde.

Jeg vil afslutte med at skrive, at hjemmefødsler jo ikke er løsningen på de voldsomme nedskæringer, der er på fødselsområdet. Der skal en generel kulturændring til, før vi når i mål. Vi, som samfund, skal og må anerkende hvor vigtigt det er, at enhver familie får den bedst mulige start på livet sammen, og det kræver ressourcer, opmærksomhed og prioritering, ikke mindst.
Indtil da er det bedste, de fødende kan gøre, at tage aktiv stilling til deres fødsel. Det skylder man sig selv.

(P.S. Mit indlæg blev lidt forsinket, fordi jeg ville finde et billede fra min hjemmefødsel, men vi har været for optagede af at være i situationen til, at vi fik taget nogen, kan jeg se. Til gengæld lavede min søster nogle fuldkommen rørende film i timerne efter fødslen, som jeg først lige har set nu, så jeg sidder her med en dyb glæde i hele mit væsen. Her er i stedet ét af lille Juno, da hun var få timer gammel).

img_9349

Hvad er jeres tanker, erfaringer, input, spørgsmål? Del meget gerne i kommentarfeltet.

OBS: Læs mit portræt af Jordemoderforeningens forkvinde

 

Lykken er her igen

Jeg havde en helt fantastisk dag i går. (Og ganske kortvarigt en lortedag – men helt klart mest en fantastisk dag.)

Faktisk tænkte jeg på et tidspunkt, at “nu er jeg lykkelig igen”. Ikke at lykken nogensinde er konstant, eller at den har været helt forsvundet. Lykken kommer og går, men jeg plejede at være lykkelig ret tit, og så blev jeg ramt af den form for træthed, som godt kan følge med at have fire små børn, tænker jeg, og så var der lige nogle måneder, hvor jeg kun følte mig lykkelig i korte glimt, og det er egentlig i det måneder, at jeg har skrevet min blog. Men så i går følte jeg mig lykkelig igen, som jeg plejede: Let, glad, meningsfuld. Og sådan har jeg det igen i dag.

Det har sin konkrete forklaring: I går både afleverede og hentede Kristian Juno hos dagplejen, og det var første gang, han gjorde nogen af delene, og det betød, at jeg var hjemme fra børnehaveaflevering klokken 08:45, og huset var helt tomt og vigtigst af alt: jeg havde ikke én eneste aftale med andre end mig selv. Og det var som en drøm. Der var bare mig og mit skriveri og høj musik på anlægget og te og chokoladekiks (fra morgenstunden, ja, og jeg er ikke stolt af det), og for første gang i adskillige måneder arbejdede jeg med min roman nummer to (som ikke har en titel), og det var så fedt. SÅ FEDT. Jeg var svævende, boblende, skruede højere op for musikken, drak mere te, spiste flere kiks, skrev og læste, lænede mig tilbage i stolen, og kørte hånden gennem håret, som jeg gør, når jeg grubler: “hvad siger hun til det?” eller: “hvordan kommer han videre herfra?” om de fiktive personer i mit manus, og shit hvor var det dejligt.

Jeg var glad, faktisk glad-glad, da Kristian kom hjem med Juno og Storm og hans gode ven ved 13-tiden. Drengene gik i gang med at lege, og Juno smilede hele tiden, indtil hun blev træt, og jeg lagde hende i barnevognen, og trillede med hende, til hun sov.

De to store drenge lavede en Märklin togbane og dernæst en LEGO togbane, og så spillede de skak, mens Kristian hentede de to mellemste i børnehaven, og pludselig var alle hjemme, og der var ekstra knald på, for vi skulle være til fest i Storms klasse klokken 17, og vi havde sadlet om fra flødekartofler til tærte og i sidste øjeblik til salade nicoise med flutes, så vi kogte kartofler (fra marken) og æg og snittede grøntsager, og rørte dej, og alt var helt fint, der var bare knald på, men det var helt fint. Ungerne kom i det tøj, de havde valgt til aftenen (drengene vil altid have butterfly på, når vi skal ud), og jeg kom i et eller andet tilfældigt standard Maj My-outfit (altid mørkeblåt), og tandbørstningen (af mine tænder) blev udskudt igen og så af sted.

Vi kom til tiden (!), men vi havde glemt en del derhjemme: Bleer og skiftetøj til Juno, for eksempel, men jeg havde en ekstra ble til hende i bilen, så det skulle jo nok gå, og alle var så søde, så det var hurtigt glemt – det vi havde glemt, altså. Forældrene er så gode på den skole, det er simpelthen aldrig surt eller utrygt at være der, og der blev spist og snakket og grinet (jeg spiste i realiteten mest ude på toilettet, mens tvillingerne skiftedes til at sidde dér), og skolebørnene spillede stikbold non-stop i mørket skolegården, og Juno sad i sin højstol og spiste og spiste og spiste, og hun smilede hele tiden, og så da jeg hev hende op fra stolen, var der lort over alt. Op i nakken, ned i buksebenene. Okay. Dyyb indånding. Smil til alle. Fortæl ingen om situationens omfang. Kristian var der ikke, forresten, han var til et møde i et andet lokale på skolen, som lidt dumt lå lige oveni klassefesten, så jeg bad vores gode venner holde øje med mine tre andre børn (som jo var overalt, men altså – hvis én af dem henvendte sig, vidste de voksne, at jeg var ude på toilettet), mens jeg påbegyndte en ganske omfattende afvaskning af den meget beskidte baby i en håndvask. Lang historie kort: hun blev ren. Hun blev også tør på et tidspunkt, da jeg havde fundet noget køkkenrulle. Og hun fik tøj på (køredragt og intet andet, vi havde jo glemt den slags), og vi hyggede videre en times tid, før vi kørte glade og trætte hjem.

(Der var lige et par sekunder ude på badeværelset, da bleen lå på gulvet og indholdet var over alt, og jeg stod og vaskede hendes tykke lår i håndvasken, og papir-dispenseren viste sig at være tom, hvor det sved lidt i mine tårekanaler. Men, jeg tænkte: Det går sgu nok. Og det gjorde det jo. Gode venner hjalp til, og pludselig var Kristian tilbage. Alt gik godt.)

Så jeg kan mærke lykken igen, ja. Friheden puster til mig, så jeg næsten letter. Juno er glad, hun er så taknemmelig og mild, og hun er ikke ked af at være i dagpleje – jeg har næsten forstået det nu, tror jeg. Det er virkelig helt nyt for mig at have et barn, som måske faktisk synes, det er helt fint at være hjemmefra nogle timer.
Så i dag gentager jeg succesen (kan det næsten være sandt?) og skriver på min bog, og jeg synes, det er det bedste i verden både at have fire fuldkommen vidunderlige børn, som beriger mit liv så ubeskriveligt, og så også at have de her frirum, hvor jeg skriver mig ind i en anden verden, som også er vigtig for mig. Lykken er kommet retur. Og den er meget velkommen.

 

Når man føder for tidligt, og siger undskyld

Jeg tror på meningsfulde tilfælde. Faktisk tror jeg på alt det gode her i livet, både det vi kan se, og det vi mærker i hjertet: Jeg tror på en dybere mening med det hele, jeg tror på ægte kærlighed,  og jeg tror, at når noget trækker i os fra et sted indeni, så skal vi følge med. Derfor handler mit indlæg i dag om mødre til for tidligt fødte børn.

Der er rullet en dis ind over øen de seneste dage, og den indhyller alt omkring sig i et mystisk slør. Jeg ville have skrevet om tågen i dag, men så gik jeg en tur i den, og mens Juno faldt i søvn i barnevognen, talte jeg i telefon med min søster, der fortalte om sin bacheloropgave. Til januar bliver hun færdig som jordemoder, og hun og tre studiekammerater skriver lige nu om for tidlige fødsler og om det overgangsritual, som moderen går glip af, når hun ikke får mulighed for at bære sit barn til ende. Der er mange tab forbundet med en for tidlig fødsel, både for barnet og dets forældre. Pludselig er man mor og far, ofte endda til en nyfødt med et stort behov for pleje på sygehuset. Som gravid fik man ikke mulighed for at mærke sin krop modnes, man fornemmede ikke slutningen nærme sig, og for nogle betyder den tidlige fødsel, at de ikke kan være fysisk tæt på deres barn den første tid. Min søster fortalte om den sorg, det kan være, når man bliver mor, før man havde ventet det, og jeg skubbede barnevognen gennem tågen, mens jeg lyttede intenst, for jeg kender flere, som har fået for tidligt fødte børn, og alligevel ved jeg ikke ret meget om, hvad det vil sige.

Og så var det, min søster sagde, at mange mødre til for tidligt fødte føler skyld. “Nogle siger undskyld til deres babyer, igen og igen,” fortalte hun, og jeg kunne mærke min hals snøre sig sammen. Tænk, den følelse af ansvar. Tænk, den skyld. Det er næsten ikke til at bære.
Mon ikke alle kvinder kender den; skylden og skammen?

Mon ikke vi lidt for ofte siger undskyld, i det hele taget?

Mit hjerte gør ondt ved tanken om de mødre, som har mistet den forventede overgang til forældreskabet; som måske har frygtet det ultimative tab, og som ikke har haft samme muligheder for kontakt til deres barn den første tid. Nogle af børnene lider af alvorlige handicaps, i andre tilfælde er det forældrene, som får de største mén. Tænk at stå med den tonstunge bekymring, med angsten for at miste sit barn; tænk at gå glip af den begyndelse, som mange tager for givet. Tænk at være alt det igennem og så føle skyld oveni. Det er jo ikke deres skyld. Det har det aldrig været. Hvor kommer skylden fra?

Og mens min søster talte, tænkte jeg, at jeg ville skrive om det. Jeg fik lyst til adressere den skyld, som alle mødre kender i et omfang, og jeg fik lyst til at sætte fokus på mødrene til for tidligt fødte børn, som fortjener at vide, at vi andre ved, at det ikke er deres skyld. At set ude fra – set herfra, hvor jeg står, – så er der ikke den mindste tvivl om, at alle de mødre har gjort deres bedste, og at de ingen skyld bærer.  “Sæt jer selv fri!” fik jeg lyst til at råbe fra hustagene. For da jeg ventede mine tvillinger for fem år siden, gik jeg i fødsel i uge 28, og hvis ikke det var blevet stoppet, havde jeg også bebrejdet mig selv og – måske – haft to helt anderledes børn i dag, eller kun én af dem, eller ingen.

Men inden jeg gik i gang med at skrive, havde jeg brug for lidt ro, så jeg satte mig med en bog og en kop te, og så, netop på den side, jeg var kommet til, stod disse ord:

“Siger De forrresten tit undskyld?” spurgte han Anna.
Kvinder føler sig altid mere skyldige, end de reelt er.
“Mener de: Undskyld, må jeg have lov at tale færdig? Eller nærmere: Undskyld, jeg er forelsket i dig og kun volder dig vanskeligheder?”
“Begge dele. At sige und-skyld i enhver form. Det kan være, at De på den måde har vænnet Dem til at påtage Dem skylden for alt det, der er sker. Det er ikke altid os selv, der former ordene, men de ord, vi tit bruger, former os.”

Og jeg tænkte: Ja, sådan er det. Kvinder siger undskyld.

Vi skal alle sammen hjælpe hinanden med at slippe skylden. Vi skal stille spørgsmål, vise interesse og omsorg.
Mødre til for tidligt fødte føler sig ofte isolerede, viser undersøgelser. Nogle holder sig væk fra alt socialt i mange måneder, fordi de ikke føler sig forstået eller imødekommet af deres omverden. Enkelte kommer aldrig til at tale med nogen om, hvordan de har det med oplevelsen.
Vi danskere kan være meget berøringsangste, det ved vi jo, og ofte vil vi hellere lukke munden end stille spørgsmål. Måske er vi bange for at sige noget forkert. Måske aner vi ikke, hvor vi skal starte.
Jeg lærte på journalisthøjskolen, at “hv”-spørgsmål er vejen frem: “Hvordan? Hvad? Hvorfor? Hvem?” Det er åbne spørgsmål, som ikke lægger ord i munden på den adspurgte.

“Hvordan har du det?” “Hvad har du brug for?” “Hvordan var det at føde for tidligt?”
Det kan gøre en verden til forskel, at vi viser interesse. Vi kan fjerne skylden ved at være der, vise omsorg, bakke op, lytte og ikke glemme. Og mange har svært ved at tage imod; vi danskere er jo heller ikke vant til at få så meget opmærksomhed, ligesom vi ikke er vant til at give det, men jeg tror, det kan være en hjælp, hvis vi løfter ansvaret fra deres skuldre (de har nok af den slags allerede), og siger: “Jeg kommer forbi med noget mad og et kram, og går igen efter fem minutter.”

Jeg har aldrig tænkt på, at en for tidlig fødsel kunne være forbundet med skyld og skam, men jeg ved det, når jeg mærker efter. At i denne kultur bygget på kirkens løftede pegefingre, på menneskets synd og skyld, og på nutidens billede af det perfekte menneske, ligger det lige for.
Sandheden er, at når man føder for tidligt, mister man noget. Til gengæld har man intet forkert gjort. Det er ikke til at bære, at man oveni tabet skal slæbe rundt på en skyld, som vejer så tungt.

Så lad os sige til alle med skyld, og i dag særligt til dem med for tidligt fødte børn: Tilgiv jer selv. I bærer intet ansvar. Giv slip på skylden og indtag resten af livet med oprejst pande.

Jeg håber, I vil dele det her indlæg på alle de relevante steder.

Hvad føler I skyld over? Kender I til den dårlige samvittighed i moderskabet; til følelsen af at have gjort noget forkert eller være utilstrækkelig?

Jeg kan ikke være alene med mine børn

Hånden på hjertet, så magter jeg ikke at være alene med mine børn og samtidig være den mor, jeg gerne vil.
Eller, jo – i nogle timer. En formiddag, en eftermiddag, en aften. Men helst ikke hele døgn. Det er ikke noget, jeg deler her, fordi jeg har brug for et skulderklap eller en buket blomster, men fordi jeg har besluttet at gøre noget ved det – og fordi jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Jeg skriver det heller ikke, fordi jeg håber, at hjælpende hænder vil springe til. Det er Kristian, der kender børnene lige så godt som jeg. Det er ham, der kender rytmerne, vores hjem, mig, og ofte kan det være en ekstra stressfaktor at have hjælp udefra, synes jeg, når dagen ruller af sted og ikke mindst om aftenen, hvor jeg har brug for ro, indeni og udenpå.

Men når Kristian tager færgen væk en gang om ugen eller to, er det for at hente 80% af vores årsindkomst med hjem. Og det er jo ikke fordi, penge er vores mærkesag, og det er heller ikke fordi, vi arbejder ret meget i timetal, men lidt skal der til alligevel, så det er en svær erkendelse, men jeg kan mærke, at jeg ikke kan sige farvel ret mange gange mere uden at knække lidt. Sidst jeg var alene med børnene i et døgn, smækkede jeg med døre og råbte, og jeg har prøvet at blive så vred, at vi endte med at græde alle sammen, og jeg har brugt timevis på at samle børnene op efterfølgende, for de var så kede af at se mig ked af det, at mit hjerte bliver ømt, når jeg tænker på det nu.

Og jeg ved, det blandt andet hænger sammen med, at Juno kun lige knap er startet i dagpleje, og jeg nåede lige at fornemme friheden, så blev hun syg i en uge, og friheden forsvandt lidt igen, og jeg trænger til sammenhængende timer med ro til arbejde, og jeg trænger til at have tid til at stable noget på benene, som kan stå i stedet for en del af Kristians jobs væk fra øen. Jeg trænger så meget til ikke kun at være mor.

Så jeg har sagt til Kristian, at vi må finde nye veje til at supplere de eksisterende, og jeg har sagt, at det ikke er så vigtigt, om han forstår, hvorfor det trækker så store veksler på mig at være alene, for det gør det. Og han har holdt om mig, og hvisket til mig, at han er med mig, at vi finder en løsning, og jeg har været ked af det og været træt. Helt i bund med tunge øjenlåg og blege kinder, men lige om lidt viser der sig nye muligheder, det er jeg sikker på. Jeg kan ligesom mærke det komme rundt om hjørnet. Kender I det? Når man ved, at noget godt snart sker, og man tør næsten ikke tro på, at man kan mærke den slags, men efterhånden har livet vist mig, at det er rigtigt nok. Der er altid en vej. Altid altid, og nu er vi i gang med at finde en, der er endnu bedre for os.

Og så, lige om lidt – om nogle måneder eller lidt mere – siger jeg til Kristian: Trænger du ikke til at komme væk en weekend? Og han siger det samme til mig. Pludselig er der luft igen, og vi kan trække vejret dybere, for den mindste af vores små bliver større, og de andre er det allerede, og sådan forandrer det sig, dag for dag. Det fysiske pres letter, tonstunge opgaver bliver afløst af noget, jeg nemmere kan håndtere. Jeg har lettere ved de større børn, har nemmere ved at være mor, når der også er plads til at være andet.

Så lige i disse dage magter jeg ikke så meget som normalt, men jeg kan mærke, at det kommer igen. Og nu er det weekend, og solen skinner, og vi er her alle sammen, heldigvis.