Kvalitetstid er en bortforklaring

Jeg prøvede at sige noget om kvalitetstid, da vi var på morgen-tv i sidste uge. Mit budskab er dybest set, at kvalitetstid ikke findes. At tid er tid, og tiden skal vi tilbringe med hinanden, hvis vi vil have meningsfulde relationer.

Kvalitetstid er et begreb skabt af illusionen om et konkurrencesamfund i konstant vækst. Tanken har været, at hvis vi gerne vil have vores borgere til at skabe økonomisk vækst, skal de arbejde mest muligt (man ved efterhånden, at det ikke passer, men det er et andet indlæg). Når man skal arbejde mest muligt, har man naturligvis ikke lige så meget tid med familien, og der er det kompromisløse ved tiden, at vi får ikke mere af den, bare fordi vi spilder den.

Kvalitetstid er en utopi, som vi griber til, når vi ikke er sammen ret mange timer om dagen, men alligevel ønsker at have en positiv relation til hinanden. Så siger man: “Til gengæld er det kvalitetstid, når vi er sammen,” og pludselig kan halvanden time være lige så givende som tre, eller fem, eller otte. Siger man. Og jeg er i tvivl, om jeg helt har forstået konceptet, men jeg tænker, at det er noget med, at man fortæller sig selv, at man er nærværende i kvalitetstiden, og at det så er en anden slags tid, bedre tid, end hvis man var sammen i flere timer, hvor man også for eksempel havde konflikter og kedede sig? Jeg gad godt kunne sætte mine børn ned i halvanden time og hygge uafbrudt. Spille LUDO eller lave mad og bare grine og snakke uforstyrret. Men det tror jeg ikke, kommer til at ske nogensinde, simpelthen fordi jeg ikke kan tvinge dem til at bruge tiden anderledes, blot fordi den er begrænset.

Jeg var i København for nylig, og gik en tur i solen på Frederiksberg. Udenfor en børnehave stod en mor med sine to børn, og kæmpede for at få dem ind i bilen. Klokken var ikke ret mange; 14:45 tror jeg, og jeg tænkte umiddelbart, at det var en tidlig afhentning i København? Moderen talte surt til børnene. “Kom så ind i bilen!” lød det vredt. “Vi skal hjem og hygge os!” Det sagde hun rent faktisk: At de skulle skynde sig hjem for at hygge sig. Og jeg kunne fuldkommen se mig selv i det – hvis jeg levede et mere hektisk liv, og hvis alle omkring mig også havde travlt, og måske udstrålede, at det var fedt at have travlt – en succes, ligefrem, så ville jeg falde i den der hver dag. Så ville jeg blive kort for hovedet, og smække døren hårdt bag mine børn, fordi vi skulle skynde os at have det godt. Sådan hænger det ikke sammen, men det kan være svært at forstå, fordi vi er opdraget til at udnytte tiden, maksimere udbyttet. Præstationssamfundet. Konkurrence. Jeg tror egentlig, man kan få rigtig meget social værdi ud af halvanden time, men så skal man lade tiden gå, som den nu en gang gør, og lade konflikterne ske uden at det føles som et nederlag. Man skal bruge fem minutter på at spænde en sikkerhedssele, fordi det rent faktisk er lige så betydningsfuldt som at læse en bog eller bygge LEGO.

Og så skifter jeg lige spor lidt: Når man lever som Kristian og jeg, ser man sine børn mange timer hver dag. Og når man gør det, ser man også hinandens vrangsider, både børn og voksne. Det kan ikke være anderledes, men jeg har alligevel ikke altid lyst til at skilte med det.

Kristian blev spurgt den anden dag, om han ville komme ind i Aftenshowet på mandag og deltage i en snak om “skæld ud”. Jeg så febrilsk på ham, da han nævnte det, fordi, jeg ved godt, at man helst ikke skal skælde ud (og det mener jeg fra bunden af mit hjerte: skæld ud skaber en forkerthedsfølelse i børn, og det kommer der aldrig noget godt ud af). Men jeg ved også, at det gør vi alligevel herhjemme, og jeg blev vist nærmest lidt nervøs for at fremstå uperfekt. Altså, som vi er. Nå, men min pointe er, at når man er sammen med sine børn mange timer hver dag, så er der ikke god og dårlig tid, men derimod bare “tid”. Der er tid til at skændes, diskutere, gå i baglås, smide ting på hinanden, brænde maden på. Tid til at blive venner igen, sige undskyld, kysse hinanden godnat. (og Kristian takkede nej til TV, selvom han egentlig gerne ville, og rent faktisk er i København den aften, men han har andre planer, som han har glædet sig meget til).

Vi er ikke perfekte. Ingen er. Og hende moderen på Frederiksberg havde muligvis verdens værste dag. Jeg aner ikke, om hun var ked af det, stresset eller i chok. Og jeg dømmer hende ikke, det ville aldrig falde mig ind, jeg bliver selv vred og magtesløs. Men hun fik mig til at tænke, og jeg mærkede den der travlhed og følelsen af, at livet forsvinder ud mellem ens fingre, og jeg tænkte, at det ikke er rart. Det er ikke rart at stå der og være sur. Og jeg glædede mig over, at den slags stress oplever jeg sjældent nu.

Det er ikke så tit, jeg hiver kameraet frem, når her er krise. Måske skyldes det, at det ikke er nær så kønt, og jeg er et visuelt menneske. Eller også handler det om underskud i situationen, så jeg slet ikke tænker tanken. Det kan også have at gøre med en form for blufærdighed og beskyttelse af privatlivets fred, for mine børns skyld, primært.

I hvert fald tog jeg en del billeder i løbet af dagen i går, og det slog mig undervejs, at jeg kun havde fotograferet de øer af ro og glæde, som opstod imellem alle skænderierne. Vores børn er stadig konstant i totterne på hinanden. Alle andre end Juno, som ligesom bare følger med, eller holder sig lidt på afstand. Men de andre har mange konflikter, og jeg har ikke billeder af det. Jeg har billeder af Tange og Live, som spillede “sten”, da han kom forbi med en stak Information midt på eftermiddagen. Jeg har billeder af den mad, som Storm, Ilja og Kristian lavede over bål. Af marken i solskin, af Juno på vej mod trampolinen. Lige før vi skulle spise, kom min søster ind med færgen, og jeg kørte med Live, Ilja og Juno af sted for at hente hende ved bussen. Hun havde en liter is med fra yndlings-Claus, for nogle af vores venner blev gift tidligere på dagen – sådan lidt uformelt, men alligevel smukt og vigtigt – og de skulle have is til deres aften som en symbolsk gave fra hjertet fra os. Så vi kørte forbi dem med isen, og sad der i bilen, og sagde: “Nej, nej – vi ville bare sige tillykke, I skal ikke byde på noget,” men de sad der i gårdspladsen, og smilede så stort, så vi endte alligevel med at få kage/og vi fodrede fårene/og snakkede et godt stykke tid/børnene så en høne, som lå skruk/og min søster så noget kunst, som gjorde stort indtryk/og der gik nok en time. Det gjorde der nok. Og så kørte vi – øre af glæde og bryllupsstemning – hjem til den færdige bålmad, som Kristian og Storm havde gjort klar.

Så nu får I alle billederne fra de lykkelige stunder. Resten må I forestille jer. Bare træk smilene væk og farverne ud, groft sagt.

I dag skal vi besøge nogle mennesker, som også i dén grad prioriterer tid, nemlig Frida og Mikkel fra Fødegården Stenbjerglykke – dem uden sko på fra Søren Ryges programmer. Foreningen “Økologiske Ærø” har inviteret på en heldagstur, hvor vi skal til både Den selvforsynende landsby og så Stenbjerglykke. Jeg regner med at dele et par billeder på Instagram i løbet af dagen i dag.

Hvad er god tid for jer? Og kvalitetstid? Kan man virkelig få noget særligt godt ud af kort tid, hvis det er alt, man har?

Kan man få passet fire børn?

Jeg er lidt rundt på gulvet, fordi jeg ikke har en computer lige nu. Og jeg er SÅ afhængig af min computer. Jeg kan næsten ikke være glad, hvis ikke jeg kan skrive. For fem uger siden købte jeg en spritny MacBook Pro, og så den anden dag gik spacebaren i stykker. Jeg har aldrig haft andet end Mac, og jeg kommer ikke til at sige noget generelt dårligt om deres computere, for mine har altid været gode – men det her er selvfølgelig helt galt. Enhver der skriver, ved, at man ikke kan skrive uden sin spacebar. Såserdetnemligsådanherud. Og det bliver man bims af. Derfor skal den indleveres i Odense, have ny topcase og være væk i en uge eller mere. Lige nu sidder jeg ved Kristians gigantiske stationære Mac, og det er okay, men det er ikke optimalt. Jeg kan bedst lide at have min egen computer, ved mit eget arbejdsbord, med mit eget tastetur.

Her i Kristians studie kan jeg skrive lidt, men jeg kan ikke skrive poesi, og faktisk var lige netop i dag min dag til poesi: Jeg havde aftalt med min dygtige og meget strikse skrive-coach, at nu skal jeg i gang igen. Det er alt for længe siden. Vi havde sat en god ramme op for mit skrivearbejde. Jeg havde glædet mig rigtig meget. Men nej, Jeg kan ikke redigere bog, når jeg ikke har min computer. I stedet har jeg lavet en liste over ting, der skal klares, og så er det bare med at få sat en masse flueben, så jeg har tid til at være poetisk, når jeg igen har en computer ved den vante udsigt.

I aftes, da Kristian var gået i seng, tog jeg hans bærbare på skødet, og skrev et lille indlæg, som jeg vil dele med jer her. Det handler ganske enkelt om det med at få passet sine børn, som er noget, flere har skrevet, og spurgt til.

Den seneste uge har Kristian og jeg nemlig været en del hjemmefra. Først på camp, hvor vi skiftedes til at være hos børnene og sammen med de unge, og så var der morgen-tv, hvor vi begge var af sted fra mandag eftermiddag til tirsdag.

Den nat vi var i København, var Storm og Juno her på Ærø sammen med min søster, mens Live og Ilja var hos min svigerfar og hans kone i Svendborg. Det var anden gang, Juno sov sammen med andre end os (den første gang var det også min søster), og der er ingen tvivl om, at vores børn bliver passet sjældnere, end for år tilbage.

Vores hverdag er centreret om familien: Vi holder tredages-weekender langt de fleste uger, og henter for det meste børnene klokken 14. Men før vi fik Juno, og måske i særdeleshed før vi flyttede til Ærø, var Kristian og jeg også ofte hjemmefra: På kurser, kæresteture og den slags. Både sammen og hver for sig (kæresteturene er vi dog konsekvent på sammen..) Børnenes bedsteforældre har altid været meget engagerede i vores liv, og vores søskende har også hjulpet med børnepasning fra tid til anden, så vi er dybt priviligerede på det område.

Men fire børn er meget at passe for andre end forældrene. Hell, det er meget for os. Da vi havde tvillinger på tre år og en enkelt på seks, var det efterhånden en overskuelig flok, som både bedsteforældre og mostre/onkler kunne overkomme at tage sig af i et døgn eller to. Men så kom Juno, og læsset væltede ligesom lidt. Ikke fordi ingen magter det – og de fleste holder fast ved, at det godt kan lade sig gøre – men hånden på hjertet synes vi, det er for meget. Der bliver for mange at holde styr på, for meget der kan gå galt eller blive surt. Vi kender det jo fra vores hverdag, at der er vildt gang i den, og sådan skal det ikke være at passe børn, medmindre det drejer sig om noget akut.

Derfor delte vi dem op, da vi var af sted tidligere på ugen, og det føltes rigtigt. Vi vidste, at min søster hyggede sig herhjemme med Juno og Storm, og vi vidste, at Ilja og Live nød tiden hos farfar og Sus. Vi slap med andre ord for den der nagende følelse af, at man overbelaster andre mennesker samt ens egne børn, fordi man er taget væk, og det betyder, at man kan være mere tilstede i det, man er rejst af sted for at lave.

Jeg oplever, at vores behov for at få børnene passet, er mindre end tidligere. Hvorfor? Måske fordi vi med fire børn og et liv her på øen er tvunget til at fokusere på netop den del af vores liv for en tid. Vi har taget kurser, og vi har rejst, og nu formår vi på én eller anden måde at have et parforhold midt i virvaret.
Det er selvfølgelig fuldkommen forskelligt, hvordan den slags fungerer for det enkelte par, så jeg kan kun referere mine egne erfaringer på området: Kristian og jeg har haft brug for at være kærester og dyrke vores tosomhed på afstand af børnene indimellem for at genopdage vores dybe forbindelse til hinanden. Det er blandt andet derfor, vi ikke har pseudotvillinger: Fordi vi har oplevet et behov for at nå tilbage til et vist niveau af frihed, hvor vi kunne være sammen bare os to uden stress, før vi var klar til at blive forældre igen. Jeg synes, der sker noget omkring de 2 – 2 1/2 år, hvor man som mor og far pludselig bedre kan tage hjemmefra en overnatning. På den tid har vi med god samvittighed kunnet tage af sted en hel dag eller et døgn, og ofte har vi bare spist god mad uden forstyrrelser og så ellers haft den slags snakke, hvor man for en gangs skyld færdiggør sine sætninger, og tager hul på emner, som vi ikke kommer omkring hver dag.

Noget har dog ændret sig, og nu holder vi nok mest af hverdagen. Vi ser frem til de lange weekender og til eftermiddagene herhjemme med knald på. Jeg kan indimellem savne et døgn alene med Kristian, men så er vi gode til at spise frokost med hinanden på en hverdag, og tit sidder vi tæt i sofaen om aftenen. Når det er sagt, har jeg altid været fortaler for, at man finder en balance mellem det ene og det andet: Glade forældre er rygraden i en velfungerende familie, og jeg tror, at alenetid i parforholdet kan være en rigtig god investering.

Når vi skal af sted alene, siger vores børn altid, at det er snyd, de ikke må komme med. “Hvorfor skal I have lov til det? Hvorfor tager I ikke os med?” spørger de med bebrejdende miner. “Fordi vi har brug for at snakke sammen uden at blive afbrudt, sådan som kærester kan lide det.” Og det forstår de faktisk. De ved godt, at det er en mangelvare herhjemme, og de vil rigtig gerne have, at vi er glade sammen.

Hvad gør I med pasning og parforhold? Og kan I huske, om jeres egne forældre prioriterede kærestetid?

 

Min søn har knækket læsekoden helt uden pres

Storm på otte går i første klasse, og i den forgangne uge knækkede han læsekoden. Helt af egen drift, vel og mærke, hvilket jeg synes, er det aller bedste ved den sag.

Faktisk havde både Kristian og jeg glemt, at mange danske skolebørn kan læse, når de kommer om på den anden side af juleferien i 1. klasse. Måske er der også skoler, hvor de lægger vægt på, at man kan læse tidligere end det?
Men vi har ikke bekymret os. Da han ikke viste interesse for at læse med os herhjemme, de første gange vi spurgte, stoppede vi med at spørge. Vi har ikke undret os, eller forholdt os til, om hans klassekammerater læser mere eller mindre end ham. Vi aner det ganske enkelt ikke.

I stedet har vi sådan set bare været sammen med ham, der hvor han var. Ikke på sådan en uopnåelig måde som evigt nærværende forældre med derimod på en helt almindelig måde. Vi har diskuteret med ham, leget med ham, været irriterede på ham, og puttet med ham om natten i vores familieseng. Alt sammen helt uden at tænke på det med læsningen, som han ikke har vist den mindste interesse for, før engang i sidste uge. Til gengæld har han hele tiden interesseret sig for meget andet, eksempelvis vedvarende energi og liv efter døden, og så dimser han rundt med en masse elektronik, som han piller fra hinanden, og forbinder igen. Han dyrker musik fra 70’erne og 80’erne, og drømmer om at opfinde solcelledrevne biler, “Som alle har råd til. Er ti kroner en god pris, mor?”

Der er med andre ord ikke noget at være bekymret for, uanset om Storm kan læse eller ej. Han er et barn, som øver sig i at lære, hvilket efter min mening er omtrent det eneste, man skal have fokus på at lære de første mange år af et liv.

Men jeg ved godt, at mange andre steder var den ikke gået, og selvom jeg har lyst til at ignorere det faktum, bliver jeg nødt til at kommentere på det her. Vores børnesyn skaber vores fremtid. Vores menneskesyn definerer vores liv. Og der er noget galt, noget grundlæggende er kørt af sporet, når vi er så fikserede på, hvornår man kan det ene og det andet. Som om vores fødselsdato er det mest afgørende for, hvem vi er.
Virkeligheden om vores læringsmani ramte mig for flere år siden, alligevel sprang skrævvridningen mig i øjnene tidligere på ugen, da jeg tjekkede ind på et stort netforum, hvor jeg har skrevet en del før i tiden.

Jeg faldt over en tråd, hvor en bruger skrev, at hun sammen med de øvrige forældre i sit barns klasse havde modtaget en utilfreds besked fra klasselæreren. Læreren ærgrede sig over resultatet af den ugentlige staveprøve om fredagen, hvor hun havde lovet eleverne en belønning, som de ikke havde gjort sig fortjent til alligevel.

Jeg skal lige huske at nævne, at de omtalte elever går i første klasse.

Brugeren skrev videre, at hun blev noget forstemt over beskeden, og ville høre, om hun var urimelig?

Jeg hoppede ind i tråden med nogle dages forsinkelse, og kunne konstatere, at mange var enige i håndteringen af sagen – og det kom virkelig bag på mig. På den der måde, hvor man bliver helt desorienteret. Ikke fordi jeg følte mig forrådt af læreren, men fordi jeg blev overrasket over den tilsyneladende accept af hendes undervisning.

Jeg skrev en kommentar: “Jeg sidder her med følelsen af at befinde mig på en anden planet. Tænk at man laver staveprøver (og så i 1. klasse), og at man bruger belønning (og så i 1. klasse).
Jeg bliver faktisk lidt paf over, at man stadig anvender den slags undervisning. Er jeg den eneste?
Mailen fra læreren kan jeg ikke forholde mig objektivt til da hele præmissen for mig at se er så skæv.”

Da jeg tjekkede tråden den efterfølgende dag, kunne jeg se, at jeg ikke var helt alene. Andre havde tænkt det samme som jeg.

En bruger skrev, at jeg ikke behøvede være chokeret. Den slags undervisning er helt almindelig i udlandet, hvor hun bor med sin familie, skrev hun: “I den internationale skole vores søn gik på, var belønninger MEGET brugt og han havde også “spelling test” (…) Han elskede alle klistermærkerne og stamps og awards.”

Jeg svarede: Hvis ikke man kan fange sine elevers opmærksomhed og inspirere dem til at dygtiggøre sig uden belønning, har man for mig at se spillet fallit.
Hvis vi skal have et klistermærke for at gøre os umage, er der noget galt. Så er den egentlige drivkraft fraværende, Hvor er indre motor, som driver ethvert menneske i trivsel til at ville lære mere, gøre mere, vide mere.
Jeg mener, at børn skal lære i deres eget tempo og primært drevet af deres egne interesser, som vi andre bakker op om ved at inspirere og gå foran. Jeg mener ikke, at noget er rigtigt, blot fordi det praktiseres i resten af verden.
Selvfølgelig elsker børnene enhver belønning, så længe den er indenfor rækkevidde. Vi har det alle i os: Lysten til ros og klistermærker. Men er det sådan, vi lærer at mærke os selv? Er det sådan, vi lærer at tage initiativ?
For mig at se handler enhver grundskole i sin essens om at lære at lære.
Hvis man har lært, hvordan man opsøger viden kritisk, anvender- og udvikler den, så kan man det, man skal kunne for at bidrage til verdens gang.

(Og: Hvis man er vant til at få et klistermærke, et tolvtal eller et skulderklap, hver gang man gør det, andre synes, man skal, så er der for mig at se en række mulige udfordringer om hjørnet: Hvordan føles det, når man som 18-årig står ude i den virkelig verden, og pludselig ikke får en belønning, for at gøre det forventede? Hvordan lærer man at tænke selvstændigt, hvis den ultimative succes er at gøre præcis det, de andre også forventes at gøre? Hvordan bevarer man kontakten til sine egne, oprigtige passioner/interesser, hvis man bliver belønnet for at lære noget udenad, som man måske ikke er motiveret for på netop det tidspunkt? Hvordan lærer man at stille sig kritisk overfor indlæring? Og, måske vigtigere end noget andet: Hvad gør det ved et menneskes selvværd at få eller ikke få belønninger for den slags præstationer?)

Mit svar afstedkom en ny vinkel på diskussionen, og en tredje bruger (som er lærer), skrev: Jer, der taler imod at man skal ting man ikke selv er indre motiveret for…gør I virkelig aldrig ting I ikke er motiverede for lige nu? Som i ALDRIG?!

Det blev jeg nødt til også at svare på, for det er noget, som ligger mig meget på sinde. Det der med at bruge sin energi på ting, som man kan se meningen med. Så jeg tænkte lidt, og svarede: Helt ærligt; nej, jeg gør sjældent noget, som jeg ikke er motiveret for.
Så er der jo diskussionen om ydre og indre motivation, og det gør blot det hele mere komplekst, men jeg vil sige det således: Jeg tror ikke på, at arbejde skal være hårdt.
Lad os ikke forveksle det at synes, “noget er sjovt” med indre motivation. Jeg er motiveret for at tømme opvaskemaskinen, fordi det giver mening. Ikke fordi jeg griner imens. Resultatet er tilfredsstillende og alternativet er det modsatte. Jeg er motiveret for at vaske tøj, lægge det sammen og få det på plads af de samme grunde. Jeg er motiveret for at arbejde, fordi jeg har arrangeret mit liv således, at mit arbejde er meningsfuldt for mig.
Jeg har bevidst fravalgt arbejde, som jeg ikke er motiveret for. Jeg har bevidst fravalgt sociale aktiviteter og andet, som jeg ikke er motiveret for.
Jeg mener, vi mangler meningsfuldhed i vores samtid. Vi tjener penge for at købe ting, som vi smider ud kort efter. Sat på spidsen, selvfølgelig.

Det betyder ikke, at jeg er doven eller uproduktiv. Jeg drømmer stort, og realiserer de fleste af mine drømme. Jeg gør mig umage, og giver ikke sådan bare lige op. Jeg klør på, dygtiggør mig. Det kan jeg, uden at synes, det er surt, fordi jeg gør det indenfor områder, som jeg finder mening i.

Alt det, jeg har lært udenad, fordi andre sagde jeg skulle, og uden at jeg selv havde et drive på det, har jeg glemt igen.
Al udenadslære, som ikke vækkede genklang i mig, er væk.
Til gengæld kan jeg den hovedregning, som jeg har erfaret, er nyttig.

Jeg kan alt det, som jeg synes, jeg har brug for at kunne nu. Hele tiden lærer jeg mere, fordi jeg er motiveret for det.

Jeg er enig i, at der er nogle ting, som man skal kunne for at have muligheder her i verden. For mig at se er det: Den mest basale matematik og at læse og skrive.
That’s it.
Men betyder det, at jeg synes, man skal have lært de færdigheder i en bestemt alder, på en bestemt måde? Nej.
Jeg mener stadig, at det skal komme fra en indre motivation. Langt de fleste velfungerende børn vil på et tidspunkt indenfor en overskuelig aldersramme selv blive motiverede for at kunne de ting.

Er det vigtigt at lære en helt masse andet fag-fagligt? Nej, ikke hvis man ikke er motiveret for det. Hvis man helst vi øve sig i at bygge broer eller tegne eller lege rollelege, er det nok fordi, det er dér ens passion ligger på det tidspunkt. Det skal man efter min mening have mulighed for at fordybe sig i. Det, vi brænder for, er det, vi har mulighed for at udmærke os indenfor. Hvad skal vi helst med vores liv? Tilegne os en helt masse paratviden eller være eksperter på én enkelt eller to områder?

Som voksen er jeg pludselig fri til at være virkelig dygtig til et par ting fremfor at kunne lidt af det hele. Vores børn derimod bedømmes på en lang række fag, og de bliver præget af en forventning om, at de helst skal være ret gode til det hele.
Sandheden? Jeg er ikke god til halvdelen af de fag. Jeg er til gengæld virkelig dygtig til et par af dem, og det er dem, jeg elsker, det er dem, jeg lever af – både økononomisk og åndeligt.

Hvis man har lært at lære, kan man lære alt, når man får behov for det. Man kan rejse til Spanien og lære spansk på nogle måneder, hvis man brænder for det.

Jeg tror, vores liv kan være godt uden udenadslære. Jeg tror, vi kan være glade og bidrage til en bedre verden uden at føle, vi tager en sur tjans. Det handler, som det meste andet, om vores forventning og indstilling.

Med alle disse mange ord vil jeg egentlig bare sige dette: Min søn har knækket læsekoden helt uden pres eller tests eller klistermærker eller den mindste smule følelse af at være forkert eller forsinket eller noget som helst andet. Han har lært bogstaver i skolen og set sine klassekammerater tage hul på læsningen i forskelligt, individuelt tempo. Han har oplevet opbakning fra sine lærere og fra os, men aldrig et pres eller en skuffelse.

Nu læser Storm højt for os hver aften, og han er så rolig og stolt omkring det, at jeg kan blive helt rørt. Hans søskende sidder mussestille, og lytter, og han tager bogen ét ord af gangen. Jeg er glad og taknemmelig over, at vi har modet til at gøre det på den måde. Nu fik han lyst til at læse, og så lærte han det på ingen tid, sådan som jeg altid render rundt, og påstår, at al læring bør foregå. Alle børn er videbegærlige, hvis de føler sig trygge, og er omgivet af nærende og anerkendende mennesker.

Her den anden aften, da Storm sad og læste for sine søskende, læste han ét af ordene forkert, og så kiggede han lidt genert op, hvortil hans lillebror stolt sagde: “Jeg har aldrig før hørt én på otte læse så fint.”

Har du lyst til lidt mere inspiration om det der med at lære i sit eget tempo?

Så se lige den her:

Og den her:

læs det om hvorfor jeg har været nervøs for at sende mine børn i skole.

Hvad tænker I om alt det her? Kan man lære uden at føle sig forkert? Kan belønninger være okay (det tror jeg, hvis man bruger dem velovervejet).

Og hey – god weekend!

På Ærø flytter man hjemmefra som 16-årig

Jeg har siddet henne hos vores nabo, Kirsten, og drukket te og spist brød med æbleflæsk her til formiddag. Mens vi snakkede, begyndte sneen af dale over marken, havet flimrede pludselig bag alle de hvide fnug, og tiden gik, som den gør, når man er i godt selskab. Derfor kommer mit indlæg i dag lidt sent, selvom jeg egentlig skrev det for et par dage siden som svar på en kommentar fra en læser.

Det handler om at flytte hjemmefra, om at verden er under forandring. Om uddannelse, ansvar og nye tider.

Spørgsmålet lød:
“Hej Maj My, tak for en fantastisk blog, altid spændende indlæg og især dem om ølivet. Jeg har faktisk flere gange tænkt på noget ang. det at vælge at bo på en ø som Ærø. Hvad er dine/ jeres tanker omkring uddannelse af jeres børn når de bliver større. Jeg tænker ikke så meget på nogle specifikke uddannelser, men mere det at de vil blive tvunget tidligere hjemmefra end børn der ikke bor på en ø. Hvad gør andre børn på øen, flytter de allerede efter folkeskolen eller pendler de frem og tilbage?”
Jeg har skrevet to svar. Et konventionelt (traditionelt) og et alternativt (og måske mere realistisk?)

Det konventionelle svar:
Ja, de fleste Ærøboer flytter hjemmefra efter 9. eller 10. klasse. Det er et fåtal, der bliver på øen, og tager HF eller anden uddannelse her. Mange flytter på kollegieværelse eller finder en lille lejlighed i Svendborg eller Sønderborg. Nogle vælger Nyborg kostgymnasium (og en del andre vælger naturligvis en anden type uddannelse.)

Det er klart, at det er noget helt andet end både min og Kristians ungdom, hvor vi boede udenfor henholdsvis Aarhus og Svendborg. Jeg flyttede godt nok hjemmefra, da jeg var 16, men det var en langt mere demonstrativ og uovervejet beslutning, og ikke et resultat af den kultur, jeg var vokset op i. På den måde har Kristian og jeg truffet et afgørende valg for vores børn, som vi ikke selv kender til; Nemlig livet på en ø som barn og ung, og vi ved heller ikke, hvordan det bliver som forældre (måske) at skulle sige farvel til vores børn så relativt tidligt.

Det, Kristian og jeg hører fra mange Ærøboer, er, at de har været glade for at komme hjemmefra tidligt. Én af vores venner har fortalt, at det gav ham et uproblematisk forhold til sine forældre i nogle år, hvor det ellers kunne have været konfliktfyldt. Han lærte at klare sig selv, og vidste alligevel, at hans forældre altid var der for ham. Generelt hører jeg, at ærøboer er stolte af den selvstændighed, som det giver dem at flytte hjemmefra efter folkeskolen. Jeg fornemmer, at de er velfungerende både på deres videregående uddannelser og i arbejdslivet efterfølgende, fordi de kan stå på egne ben.

Men det siger jo ikke noget om, hvordan jeg som forælder vil have det med at skulle siger farvel til mine børn til den tid. Svaret er, at jeg ikke ved det. Måske er det okay, måske bliver det svært pludselig at have den afstand imellem os. Det må tiden vise, hvis det bliver aktuelt.

Helt konkret har vi kig på Steiner-skolen i Odense, som har en overbygning, der måske vil være mest naturlig for vores børn i forlængelse af både friskoleårene og vores liv herhjemme, hvis de vælger gymnasievejen.

Det alternative svar (som ikke kun handler om at bo på en ø men om verden i, al almindelighed):
Selvom jeg er sikker på, at det kan være meget udviklende at rejse væk fra sin barndomsgade og udforske livet på egne hånd, er jeg ikke overbevist om, at det er fremtiden at fare jorden rundt med en rygsæk, sådan som min generation har gjort det, for at blive voksen. Vi må se i øjnene, at verden er under forandring.

Hele vores klode befinder sig lige nu i en altoverskyggende og stort set uforudsigelig undtagelsestilstand, og jeg tror, det vil have konsekvenser for, hvordan vores børn kommer til at leve deres liv.

Hver generation har sine udfordringer og fordele. Mange fra min årgang har brugt en stor del af vores liv på at søge efter et sted, hvor vi hører til. Der har været en følelse af rodløshed og manglende mening.
Jeg tænker: Er det nødvendigvis et problem, hvis vi ikke kan tilbyde vores børn det samme omfang af globalisering og rejser til andre kulturer, som vi selv har haft adgang til? Vi er ved at løbe tør for brændstof her på kloden. Måske skal vi koncentrere os om det, der er tæt på for en tid? Forestil jer en generation, som lærer at bruge teknologi opbyggeligt fremfor at være distraheret af den non-stop. Forestil jer en generation, som lever livet primært i det nære, som studerer og udvikler sig, men ikke føler en konstant udlængsel. Måske går mine børn glip af at se de vilde dyr i Afrika first hand, men det kan være, de til gengæld kender den lokale natur indgående, og er med til at styre jordkloden tilbage på ret køl ved hjælp af bæredygtig tænkning og ikke mindst et meningsfuldt liv.

Jeg er åben overfor, at mine børn måske bliver her på øen, trods alt. Jeg er åben overfor, at uddannelse er et mere flydende begreb, end vi er vant til at tænke det. Måske dygtiggør mine børn sig udenfor de rigide rammer, som vi er vidne til i disse år i alt fra håndværksfag til akademia. Måske bliver de her på øen, og tager del i et organisk andelsmiljø, hvor vi alle løfter i flok, udvikler de områder, som vi brænder for, og skaber en bæredygtig verden dag for dag. Måske vil mine børn vælge at arbejde med deres hænder? Måske rejser de først, når de er tyve, måske når de er fyrre? Måske er verden et utrygt sted, hvor ingen rejser nogen steder, medmindre de er på flugt? Måske har vi til den tid den oplevelse, at rejser primært foregår på det indre plan, og at det er mere energiøkonomisk, at blive hvor man er?

I don’t know.

Jeg prøver på ikke at have nogen fastlåste forventninger til mine børns rejse i livet. Jeg vil gøre mit bedste for at være støttende og intuitiv i min tilgang til dem og deres ønsker, uanset hvor svært det kan blive for mig at skulle sige farvel til dem (eller alternativt til mine gamle, indgroede ambitioner om en målbar form for succes på deres vegne).

Hvad ville I synes om, at jeres børn flyttede hjemmefra så tidligt? Hvornår flyttede I selv hjemmefra (og hvorfor på det tidspunkt?) Og hvad tænker I om mulige forandringer i vores måde at være ung på?

Jeg vil slutte af med en dybfølt opfordring: Indtil på lørdag, den 29.4, kan man på DR’s hjemmeside se dokumentarfilmen “Demain” (“I morgen”) om en gruppe dedikerede filmfolk, der rejser jorden rundt for at finde løsninger på verdens udfordringer og vække håb. Undervejs møder de en mangfoldighed af ildsjæle, som allerede er i gang med at forandre verden. Det er en ualmindeligt inspirerende og motiverende film. Den varer to timer, og kan nemt fordeles over to aftener. Se den HER

 

Vi kan lære hende alt i hele verden

Vi kan lære hende alt i hele verden. Vi kan lære hende, at det er vigtigt, at hun får gode karakterer i skolen. At det siger noget om, hvilket menneske hun er. Vi kan lære hende, at livet handler om at løbe stærkt – ligesom alle de andre. “Man skal følge med.” Vi kan sagtens lære hende, at hun ikke er god nok, medmindre hun er bedst; den følelse ligger lige under overfladen i ethvert menneske, hvis omgivelser er præget af konkurrence. Vi kan lære hende, at det vigtigste er, hvad andre tænker om hende, og ikke hvad hun tænker selv.

Jeg selv lærte alle de ting uden problemer. Det skete gradvist, næsten skjult, i børnehaven, skolen, relationerne, onkler og tanter som spurgte til karakterer men aldrig til noget andet. Det skete, fordi det er, hvad samfundet er bygget op omkring: Ukritisk jagt efter mere. Mere hvad? Glæde og mening? Nej. “Vækst”.

Den anden dag var vi alle sammen udenfor, og Juno havde trukket sin lille dukkevogn med ud over dørtrinnet, og stod nu i solen, og kiggede på os andre, som sad på græsset. Der ville hun også hen, men vognen var for tung, og den væltede flere gange, når hun prøvede at skubbe den op på græsset. Jeg bed mig selv i læben for ikke at løfte den for hende, det ville ikke tage mig andet end et par sekunder. Til sidst tog hun dukken op, og bar den ved sit bryst med den ene arm, mens hun skubbede vognen frem med den anden. Og det lykkedes. Hun lagde dukken ned igen, og trak dynen op over den lille krop. Vi smilede alle sammen, og sagde: “du fik vognen op!”

Hun har lært omsorg, tænkte jeg, da jeg så hende passe så godt på sin dukke. Hun har lært, at hun kan, hvis hun gør sig umage. Og jeg blev så glad. Jeg bliver så glad, når mine børn siger, at de er blevet gode til noget, fordi de har øvet sig. Man kan lære det meste, hvis man tager sig tid. Man skal øve sig i det, man brænder for og ikke det, samfundet siger, er vigtigt.

Lille Juno på 16 måneder kysser sine søskende godnat, og hun råber “Neeeeej!”, hvis de driller hende. Tænk hvor hurtigt det går.

Hvordan får vi lært hende, at det, der betyder noget, er alle de kvaliteter, som verden synes at have glemt? Samvær, fællesskab, kærlighed, omsorg. God mad, god tid, gode venner. Bøger, samtaler, musik, dans, dage ved vandet. Vi bliver glade af at hjælpe hinanden. Vi bliver lykkelige af at være en del af noget, som gør en forskel i verden. Vi vil alle sammen bare gøre vores bedste. Vi vil alle sammen passe ind, og anerkendes. Jeg har higet efter ros og skulderklap hele mit liv. Please, sig at jeg er god. Please, fortæl mig at jeg er blandt det bedste. Og hver gang det lykkedes, varede glæden et øjeblik. Jeg vil lære hende, at hun er god, som hun er. Uanset om andre synes det eller ej.

Vi bliver glade af at gøre en forskel i verden. Lykkelige af at have nogen, som vi hører sammen med.

Jeg kan lære hende det ved selv at være det. Ved at sætte de ting øverste i mit eget liv og i min tilgang til hende.

Hver dag starter jeg næsten forfra. Jeg siger ting, som taler imod det, jeg tror på. Fordi det er så dybt funderet i mig. Men jeg bliver mere og mere sikker. Lige så stille lagrer det sig i min DNA, at der er mange mange måder at være klog på. Jeg forstår, at mine børns lykke eller succes ikke er afhængig af, hvornår de lærer at læse. Jeg begynder at kunne huske fra dag til dag, at jeg ikke mangler noget, selvom jeg ikke har købt tøj i nogle måneder, selvom vi ikke har været på en lang, eksotisk rejse i flere år. Livet er en rejse i lys og mørke, min børn skal vide at livet i sig selv er den største gave og den største udfordring. De skal se mig tage ansvar, se mig turde. De skal observere mod og kærlighed i den måde jeg lever mit liv.

Jeg så denne her den anden dag. Den er ret fin. Ikke perfekt, men inspirerende. Og sådan er det bedste som regel, synes jeg: Ikke perfekt, men med håb og mod til at sige fra og drømme om noget bedre.

Hvad har I med fra jeres egen opvækst, som I prøver at erstatte med noget andet? Hvad er jeres højeste ønske for jeres børn? Hvad drømmer I om, at de bliver mødt af, når de bevæger sig ud i verden, og hvordan skal I møde den?

Dobbelt op på kærlighed

Vi har to mennesker herhjemme, som bliver fem år i dag. To dejlige hoveder som sad for bordenden, sådan som fødselarer altid gør det her i huset, ved morgenbordet. To flag på bordet, to gange tre instrumenter i fødselsdagssangen. To af det hele. Dobbelt op på kærlighed.

De blev vækket, da vi andre kom gående ind med flag, og sang for dem. De fik en gave hver på sengen (det længeventede Ninjatøj), og så gik vi ned til morgenbordet. Menuen var deres: Varm kakao med flødeskum, æblejuice, friskebagte rosinboller og frugtbåde. De pakkede gaver op, og legede. Nu er de i børnehave i et par timer; de vil gerne dele ud og fejres dér også. Det er første gang i flere år, at vi ikke skal have en vuggestue- eller børnehavegruppe hjem på besøg i anledning af en børnefødselsdag. Da vi spurgte Ilja og Live, om de ville invitere nogle venner, gled de af på spørgsmålet, og takkede i sidste ende nej. Nogle gange har man mest lyst til at være sig selv, og det var vi også ved Storms fødselsdag i januar, hvilket var så dejligt. Det tror jeg, er vores nye model: At være os seks og ingen andre på selve dagen. Det giver plads til fordybelse, kram og humørsvingninger.

Og humørsvingninger har der allerede været en del af. Det kan være overvældende at have fødselsdag, og det kan være svært at være taknemmelig, når man samtidig er rundt på gulvet og spændt. Men vi fandt hinanden igen, efter en noget trykket stemning over morgenmaden, og alle krammede, og om få timer samles vi igen til skattejagt og derefter en film i stuen med skatten fordelt i små skåle.

Kristian kom, og holdt om mig i aftes, da vi stod i køkkenet og lavede dej til bollerne.  “Tænk, at der er gået fem år. Alt det, vi havde travlt med indtil da, er der skruet ned for siden,” sagde han. “Vi er nogle andre mennesker,” nikkede jeg. “Det føles som et andet liv, når jeg tænker tilbage.”

Ilja og Live lå i ske med hinanden under størstedelen af graviditeten. Jeg vidste, hvor de var. Til deres gennemscanning, spurgte jordemoderen, om vi ville vide, hvem der gemte sig i maven? “En dreng til venstre og en pige til højre,” sagde jeg, og måtte trække vejret dybt af glæde, da hun bekræftede min fornemmelse.

Ilja og Live. Live og Ilja. Sammen gennem livet. To meget forskellige mennesker. Brune øjne, blå øjne. Høj og bredskuldret. Lille og hurtig. To alen af et stykke, uanset hvad.

De blev født på en lun forårsdag med klar sol, som i dag, og Kristian og jeg var vågnet på OUH, hvor jeg var blevet indlagt aftenen inden, fordi jeg havde haft regelmæssige plukkeveer, og var blevet skønnet til at være 5-6 centimeter åben. De turde ikke sende mig hjem, fordi det kunne risikere at gå hurtigt, når det først gik i gang. Men der er jo meget at se til på en stor fødeafdeling, og timerne sneglede sig af sted den formiddag, så Kristian og jeg bad om lov til at gå ind i byen og spise frokost. Jordemoderen sagde, at de ville ringe, når de havde holdt konference. Vi gik hånd i hånd ud fra hospitalet – vidste nok, at det var sidste gang, før vi blev mor og far til to mere. Storm var sammen med sine bedsteforældre derhjemme, min søster var på standby i Aarhus; klar til at køre ind og være med ved fødslen.

Vi spiste frokost på en café, og prøvede at føre en normal samtale, da telefonen ringede: “Kom tilbage klokken 15, så tager vi vandet.” Vi fik gele-ben, og kunne ikke tale ret meget de næste minutter. Spiste kun en smule, efterlod det meste på tallerkenen, og gik tilbage ud i solen. Grinede, og undertrykte vores nervøsitet. Holdt fast i hinandens hænder.

Klokken 16 tog jordemoder-Cecilie vandet. Det piblede ud. En time senere kom de første veer, og klokken 20 blev den første født, 20 minutter senere kom den næste. Vi har en video, hvor Kristian sidder med dem begge mod sit bare bryst, mens jeg bliver tjekket. Deres små hoveder bobber op og ned, de knirker begge to. Mørkt hår og lyst hår. Han siger til dem: “Så kom I. I har klaret det så flot. Tak for at I har valgt os.”

Sådan har jeg det stadig, når jeg ser dem hoppe rundt i deres ninja-tøj eller sidde sammen og lægge puslespil. Tænk at I er her hos os. Hvor heldig kan man være.

Jeg har før skrevet om det første år som tvillingemor. Det kan I læse HER. “Vi klarede det, gamli”, hviskede jeg til Kristian i aftes, og vi grinede. Alt er godt, alt er godt.

Børn kan også have det svært, selvom deres forældre ikke er skilt

En håndfuld af kvinderne i mit netværk er skilt fra deres børns fædre, og flere af dem er bekymrede for deres børn, og giver skilsmissen – og dermed ofte sig selv – skylden for børnenes udfordringer. De siger sådan noget som: “Det er på grund af skilsmissen, at han har angst” eller: “mine børn begyndte først at skændes, efter vi blev skilt”. De siger også: “Jeg føler, at jeg har ødelagt deres barndom, fordi vores ægteskab ikke holdt.”
Det er ikke min mission at sige, at de antagelser altid er forkerte. Jeg vil ikke negligere den betydning, som en skilsmisse kan have for et barn, og jeg kender voksne, som har dybe ar efter grimme brud. Men jeg kender lige så mange, som ikke har. Der er ingen tvivl om, at det for de fleste vil være forbundet med tab og sorg, når familien bliver splittet, men jeg har samtidig lyst til at fortælle mine veninder, at hvert af mine børn også har udfordringer, som minder om dem, de beskriver.

Mine børn er nemlig også usikre, vrede, udadreagerende og angste i perioder. De er følsomme og højtråbende, og en enkelt af dem har indimellem så svært ved at mærke sin krop, at det er umuligt at sidde stille på en stol i bare fem  minutter. Mine børn råber sårende ting til mig og hinanden, og de græder – i perioder hver dag. Nogle gange har de sagt, at de ville ønske, de kunne dø (og ja, de har et veludviklet gen for både argumentation og dramatik). To af dem har haft night terror det seneste år, og én var i mange måneder skræmt fra vid og sans ved tanken om at blive forladt, så hver gang vi gik ud af bilen, og om til hans dør, sad han og råbte. Alt det selvom mine børns forældre ikke er skilt. Tværtimod, vil jeg næsten sige: Mine børn vokser op i et hjem med to snakkende, grinende, kyssende forældre, som italesætter overfor børnene, hvor glade vi er.

Alle har deres at kæmpe med. Alle skal igennem udfordringer for at vokse. Jeg tænker, at min ældste kan være påvirket af, at han som godt treårig blev bror til to på én gang, og dermed mistede begge sine forældres hænder fra den ene dag til den anden. Måske han også har det med sig som en udfordring, at min far døde under min graviditet, mens min bror havde kræft, så jeg var bange for at miste, og derfor havde jeg ikke tillid til, at alt ville gå godt.
Og er det ikke sandsynligt, at mine mellemste synes, det er svært at være dem i en flok, som hverken er ældst eller yngst?

Jeg mener, at der helt uundgåeligt kommer reaktioner ovenpå en skilsmisse. Nogle gange vil reaktionerne være voldsomme, måske alvorlige, og det skal man tage seriøst. Men sorgen er reel, og ofte er reaktionerne noget, som skal bearbejdes over lang tid. Det er mit indtryk, at meget få par tager på skilsmisser med lethed, samtidig er det en fuldstændig normal del af vores familieliv anno 2017: halvdelen af alle børn vil opleve, at deres forældre går fra hinanden. Der er velfungerende samtalegrupper for skilsmissebørn og en masse litteratur om emnet.

Har dit barn udfordringer, som stammer fra skilsmissen? Muligvis. Burde det have været anderledes? Det kan kun du svare på: Var det forkert, at I gik fra hinanden? Ville barnet have været foruden bekymringer, hvis I var blevet sammen?

Mine børn har ikke de sorger, som kan være forbundet med en skilsmisse, alligevel grubler jeg over, hvorfor de i perioder har det svært, og jeg gransker, om jeg har begået fejl undervejs i mit moderskab (tonsvis, and still counting). Men jeg slipper for at være tvunget til at trække det ultimative kort gang på gang, nemlig: Skilsmissen. Hvis man er skilt, er det næsten altid forklaringen. Det er dér, man har fejlet som forælder. Det er irreversibelt, traumatiserende. Det er et nederlag. Eller er det?
Måske er skilsmissen i nogle tilfælde mest af alt et billede på styrke og selvomsorg. Måske er det netop skilsmissen, der lærer dine børn om at tage vare på sig selv og prioritere det gode fremfor det dårlige. Måske er det skilsmissen, som sætter dig fri til at være den bedste version af dig selv og dermed den bedste og mest forbilledlige forælder. Måske er det skilsmissen, der skåner dine børn for et liv i kaos, konflikter og nederlag?

Alle har udfordringer, som de skal lære og vokse af. Det er en vigtigt og uundgåelig del af livet.
Det var såmænd bare det, jeg ville sige.

Hvad tænker I?

Jeg vil lige citere en kommentar, som Tove Rump skrev på min facebook til dette indlæg: Jeg tænker, at det vil være muligt at skabe nogle samfundsrammer om familie- og arbejdsliv, som vil være helt anderledes befordrende for et liv sammen i familierne og i nærmiljøet. I et sådant liv vil børn og mennesker i det hele taget have langt bedre forudsætninger for at lære sig selv at kende. Og jo mere man kender sig selv, – jo bedre man har det med sig selv, – desto større mulighed er der for, at man finder en partner, det er berigende at være sammen med. Og hvis vi så oven i købet sammen skaber et samfund, hvor der er plads til et meningsfuldt liv sammen i familierne og i nærmiljøet, – ja, så er jeg overbevist om, at skilsmissetallet vil falde. – Og der, hvor en skilsmisse vil være det kærligste, man kan foretage sig, dér vil der så være tid og overskud til at samle børnene op – og lægge det fremtidige liv til rette, så der kan være ærlighed og åbenhed – og kærlighed – omkring børnene og den helt nye situation.

Det er vigtige ord, som jeg vil tage med mig og arbejde videre med den næste tid.

Om at inspirere sine børn til at leve det liv, der er rigtigt for dem

Hvad ønsker jeg for mine børn? Jeg ønsker, at de tror på sig selv som mennesker. At de tror på sig selv som den essens, de er. Som hele mennesker og ikke som en del af konkurrencestaten, ikke identificeret ved det, de laver, eller af dem, de omgåes eller det tøj, de har på.

Jeg håber, de ved, at de er noget værd, når de er sig selv og intet andet. At man kan leve et stille liv uden nogen form for offentlighed og uden nogen form for sociale medier eller nogen form for imponerende business-cv eller nogen form for google-historik og alligevel være her. Og alligevel være hel. Og alligevel være lige nøjagtig den, man er.
Og jeg håber, de ved, at man kan stå midt i orkanens øje, som centrum for det hele og holde fast i sig selv, kæmpe for det, man tror på.

Jeg ønsker også for mine børn, at de har mod til at følge deres drømme. At de tør tage chancer, leve livet fuldt. Hvad end det er stille, larmende eller lidt af det hele. Jeg ønsker, at de kan mærke, hvor de vil hen, og ikke lader andet end deres egen mavefornemmelse slå bremsen i. De skal kunne sige fra og sige til, og jeg håber, de vil evne at gøre det ud fra, hvad de i sig selv ved, er rigtigt og forkert.

Jeg håber, de kommer til at leve et liv, som giver mening for dem. Et liv som aldrig synes ligegyldigt, selvom det helt uundgåeligt vil føles håbløst fra tid til anden. Jeg håber, de vil leve et liv, som fylder dem med glæde og taknemmelighed, selv når det indimellem kæmper imod. Selv når livet stiller sig på bagbenene, og forlanger: “Du skal gøre dit bedste, give mig alt. Hvis du giver op nu, vil du aldrig vide, hvad der gemte sig på den anden side,” og i samme ombæring håber jeg, at de ved, hvornår man skal trække sig. Hvornår kampen ikke har et formål, hvornår det er bedre at gå end at blive.

Jeg selv elsker selv denne del af livet, hvor jeg endelig ved lidt mere om, hvem jeg er, og hvad jeg vil. Hvem jeg er i min kerne, hvad jeg vil i min kerne. Jeg håber, mine børn når frem til nogle af svarene lidt før, jeg gjorde. Ikke fordi jeg fortryder noget; mit liv har i høj grad udfoldet sig i krogene. Alle de hårnålesving, som jeg har taget undervejs, alt det, jeg har gjort, som efterlod folk omkring mig undrende eller nervøse, har lært mig noget. Det, jeg siger, er ikke, at jeg ønsker for mine børn, at de går ligeud hele vejen. Omveje er måske hele meningen, og vi kommer aldrig til at vide alt, men jeg ønsker, at de vil træffe valg udfra en større samhørighed, end jeg har gjort. At de vil have bedre kontakt til kernen/hjertet/sjælen. At deres valg bliver truffet ud fra tillid fremfor desperation, tvivl og ensomhed.

Hvordan vil jeg lære dem det? Hvordan guider jeg mine børn til alt det?

Svaret er, at det kan jeg kun ved selv at leve det liv hver dag. “Practice what you preach” er den eneste holdbare model. Jeg lever mit liv, som jeg ønsker. Jeg lever udfra mit inderste pejlepunkt. Jeg er ikke bange, jeg har tillid, jeg har mod. Mine børn ser deres forældre leve livet fuldt. Vi suger alt ud af de fleste dage, og når det ikke lykkes, taler vi med dem om hvorfor.

Vi fortæller dem om ulykkelig kærlighed og om kuldsejlede projekter. Om nederlag, skuffelser og fortrydelse. Det er en del af livet. Og hver dag viser vi dem, at på trods af det, er vi glade og taknemmelige, og vi har store drømme, som ikke kun er drømme men muligheder. Hver dag står vi op, og gør vores bedste. Vi gør os umage, det gør vi virkelig, og vi lever det bedste liv, vi kan komme i tanke om. Vi siger tak for maden, når vi sidder om bordet, vi tør leve i nuet, vi tør blive klogere hver dag. Vi ved, at det, der skal lykkes, det lykkes, når det skal. Vi lykkes med det meste, fordi det vi drømmer om, er det, vi mærker inderst inde.

Andet og mere kan jeg ikke gøre. Jeg håber, det er nok til at sende dem godt på vej. Resten skal de skabe selv. Man kan kun få mere indsigt ved at bevæge sig gennem udfordringerne. Hvis vi går en bue udenom, har vi intet lært.

Hvad ønsker I for jeres børn? Har I drømme på deres vegne?

 

Læs også: Hvad ønsker jeg for min søn, som fylder otte i dag

Vi er ikke ensomme, selvom vi er forældre

Jeg tror, jeg har fortalt om ham før; min fætter Rasmus, som med mellemrum flyver fra Kina til Danmark, og dernæst tager rejsen videre til Ærø for at besøge os? Når han forlader øen, mangler vi ham altid, så vi nyder hvert øjeblik, mens han er her, og det er han nu.

Derfor holdt vi en fridag i går. Ligesom vi gør mandag eller fredag de fleste uger, men jeg havde alligevel tænkt, at i denne uge skulle børnene af sted mandag, fordi jeg havde været alene med dem siden torsdag, og efterhånden følte et behov for at lave noget andet (med “andet” mener jeg “skrive”, for det kribler virkelig i mig lige nu, og der er én bestemt grund, som jeg glæder mig til at fortælle mere om snart).

Jeg har selvfølgelig kendt min fætter hele mit liv, og i vores familie (vores fædre var brødre) har man altid gjort et stort nummer ud af ses til samtlige fødselsdag i den ret store flok, så vi har været sammen rigtig mange gange i vores barndom, han og jeg. Men det blev vi nu ikke som sådan venner af; venskabet er derimod opstået i vores voksenliv, og Kristian og jeg har besøgt Rasmus i Kina (for ti år siden! what, det gik stærkt), og han er kommet meget hos os, særligt de seneste fire-fem år, hvor han efterhånden også er blevet én af Kristians bedste venner og en god sparringspartner på mange områder for os begge. Han er familie, og han er mere end det: Han er én af dem, som man har lyst til at have tæt på det hele tiden (derfor er han også ved at sælge sit sommerhus i Aarhus for at finde en bolig her på øen. jubii!)

Ja, og nu er han her, men kun i fire dage denne gang, og børnene kunne slet ikke holde tanken ud om at skulle af sted mandag morgen, når Rasmus skulle være hjemme hos os imens, så søndag aften blev det besluttet, at vi ville tage en hjemmedag med fokus på modeltog, som er én af både Storms og Rasmus’ helt store passioner (Rasmus fremstiller og sælger sågar de mest nørdede ting til modeltog såsom fortov, gadelamper osv, som han tager med hjem fra fabrikken i Kina, og sælger i DK). I går var propfyldt med den slags oplevelser, som jeg holder aller mest af. Vi stod op, og byggede to togbaner på soveværelset: én med Märklin og én med Brio, og børnene legede i mange timer nærmest uden konflikter (og det var sådan en lettelse), og så fik vi gæster til frokost; vores inspirerende, altid fuldkommen levende, indlevende, sjove venner, som bor ti minutters gang fra os, og som lige pt. begge er hjemme (én arbejder hjemme, én er på barsel), og de blev heldigvis i adskillige timer, så vi fik faktisk snakket sammen, selvom alle børnene var her, og alle de voksne deltog i togbaneprojektet og meget andet, og jeg er så glad for, at vi har fundet de mennesker. De er den slags, som lever under radaren, så dem kunne vi godt have opdaget om tyve år, og det ville have været ganske ærgerligt.

Da de var gået (og vi havde spist en ærligt talt skide god tærte af gulerødder, porrer, løg og jordskokker af egen avl overdænget med æg fra gæsternes høns (de medbragte heldigvis en håndfuld nye, så vi ikke røg helt i bund) og hytteost og en masse krydderier), gik vi igang med at lave en omgang simremad til senere, hvor vi skulle spise hos vores naboer (dem, der i sin tid bød os velkommen til øen på vores aller første morgen herovre med flag i hækken og kage), men vi havde knap sat maden til at simre, før de ringede dernede fra med beskeden: “Vi har allerede lavet en høj stak pandekager, så I kan bare komme, når I vil,” og så trak vi ellers i overtøjet, og kørte de 800 meter med en meget varm gryde på skødet af fætter Rasmus, og vi spiste pandekager (mange!), og børnene larmende som sædvanlig, og på et tidspunkt slog det mig, at jeg blev nødt til lige at have Juno med ud i hestestalden, fordi hun elsker-elsker dyr som ingen anden jeg kender, og det greb om sig; pludselig var de fleste af børnene og efterhånden også de voksne ude ved hestene; der blev aet muler og kørt på minitraktor, før vi spiste aftensmad, og det fortsatte igen bagefter.

Sådan en dag som i går er for mig fyldt med øjeblikke af komplet lykke og taknemmelighed. Hvorfor? Måske fordi den var så simpel. Fordi den bestod af godt samvær og tid til fordybelse. Tid til at tage pauser, hoppe på trampolin og så fortsætte legen indenfor bagefter. Tid til at lave mad og til at spise den i fællesskab. Jeg elsker den der følelse af at være omgivet af mennesker, som man deler grundlæggende værdier med. Ikke sådan noget som “hvor er du uddannet?” eller “har du også boet i udlandet?” men måske nærmere: “Hvor vil vi hen med verden?” – eller: “Skal vi starte et andelsmejeri?”
Da jeg gik i seng, kom jeg til at tænke på, at Kristian og jeg engang sagde til hinanden – det var inden, vi fik børn – at vi ikke ville være sådan nogle forældre, som slap hele vores vennegruppe, og nærmest kun var alene. Og de første år efter vi fik Storm, var det ikke helt nemt. Vi var de første fra vores vennegrupper til at blive forældre, og jeg tror, vi følte en afstand til mange omkring os. Eller, en manglende fleksibilitet i forhold til at ses. Nu ved jeg, at det ér svært, fordi der bare ikke er ret meget tid, når man har små børn, og der er ikke altid overskud til socialt samvær, men jeg tænkte alligevel der i aftes, da jeg huskede vores frygt for at blive ensomme og kedelige forældre, at vi har et vidunderligt socialt liv, som jeg er meget glad for at dele med vores børn, og jeg tror, at Ærø er en del af årsagen. Alle de skønne naboer og venner iøvrigt herovre og så vores familier, som vi er tæt med, som kommer, og er hos os i dagevis. Det går op og ned med at ses, ja, det er der ingen vej udenom: Nogle uger føler jeg, at vi aldrig ser nogen mennesker, og så er der dage som i dag, hvor jeg bliver mindet om, hvor godt et netværk vi har, og hvor dejligt det er at have muligheden for at være sammen en helt almindelig mandag uden stort ståhej eller støvsuger-panik før gæsterne kommer.

Hvordan håndterer I det med et socialt liv midt i alt det andet? Har I fundet balancen mellem arbejde, interesser, familie og venskaber? Og hvor mange venner skal man egentlig have for at have nok (jeg har fundet ud af, at for mig er tallet meget lavere, end jeg troede)?

(p.s. undskyld den svingende billedkvalitet. For det første havde jeg taget skønne billeder af tog-vanviddet ovenpå hele formiddagen, da jeg opdagede, at der ikke var hukommelse i kameraet. For det andet er lyset i en stald ikke vildt god ven med kameraet i en iPhone)

Og her til morgen? Tog igen. Märklin og Brio hånd i hånd:

Man kan altid danse

Hver dag danser mine børn. De danser næsten altid, før vi tager hjemmefra om morgenen. I weekenden danser vi nogle gange sammen på soveværelset, før vi går ned og spiser morgenmad, men børnene danser generelt mere end mig for tiden, for lige nu vil Juno sidde på min arm, og det er hun for tung til. Pludselig er det slut, og så kaster jeg mig ind i kampen igen. Min søster og jeg har altid danset meget. Kristian sagde engang for et par år siden, at: “Jeg tror, jeg har lært det med at danse spontant af jer to, ” og det gjorde mig nærmest lidt stolt.

Når vi danser så meget herhjemme, hænger det også sammen med, at vi hører musik. Ikke non-stop, slet ikke, for vi er en flok relativt sensitive mennesker alle seks, så det er heller ikke al slags musik, der dur på alle tidspunkter. Men en del af tiden hører vi musik; alle weekendmorgener og formiddage, alle ugens eftermiddage indtil spisetid og ofte igen efter maden. Når børnene bestemmer, hører vi rigtig meget deres fars musik( det nye – ikke UFO Yepha, for der er en del ord, som ikke klæder en fireårig) suppleret med Talking Heads, AC/DC og reggae. Når de voksne bestemmer, hører vi klassisk musik eller folk og indie. Vi hører det hele på Spotify, hvor vi har et familieabonnement (149 kr/mdr for op til seks lyttere), og alle har deres egne playlister, og alle er afhængige af at høre musik hver dag. Jeg har haft musikken som en livline i mange år, og jeg gik gennem verden med store hovedtelefoner over ørene fra jeg var 12, til jeg blev mor, så jeg forstår mine børns behov uden den mindste undren.

Storm har øvet sig i at danse, siden han kunne gå. Han danser fedt nu: Vildt avanceret, personligt, intuitivt og funky. Ilja danser rocket og rytmisk – hans bevægelser følger takten til perfektion, og han kan mange tekster udenad, også på engelsk. Hans hjerne er uden tvivl lavet af delvist klisterpapir; næsten alt sidder fast. Live danser vildt og brændende med en nærmest dyrisk energi. Som en urkvinde. Som én, der danser, fordi hun har noget på hjerte. Og når man danser, bliver man glad. Da jeg var gået fire dage over tid med Juno, og juleaften nærmede sig hastigt, opfordrede min søster mig til at sætte dansemusik på og danse for fuld knald. Det gjorde jeg (og fødte ikke af det. Men jeg blev glad).

En gang imellem har vi set videoer med dans. Musikvideoer, oftest. Beyonces “Run the world” er en favorit. Særligt den del, hvor hun danser side om side med to afrikanere, som laver en bevægelse med fødderne, som jeg gerne vil indrømme, at jeg har øvet mig på. Nogle af Michael Jacksons dansetriumfer er også evergreens. For en måneds tid siden så vi fantastiske Maddie Ziegler danse live til Sias “Cheap Thrills“, og vi var blæst omkuld alle sammen. I første omgang var det min søster og jeg, som hoppede hjælpeløst omkring i hendes lille, knirkende lejlighed i Aarhus, og dagen efter var det børnene, der så måbende til, mens den 14 årige professionelle danser laver mimik og bevægelser, ingen af os havde kendt til før. Jeg tror, Live har taget noget af det hele til sig, og gjort det til sit eget, og lige netop i går var det hende, der dansede mest, for Storm havde sin gode ven Leif med hjem efter skole, og Ilja koblede sig på dem en del af tiden.

Og se lige Live slippe sig selv fri (til sin fars musik), mens Juno legede med sin dukke, og Ilja gik til og fra. Bagefter hvilede de; sad i sofaen helt stille, og samlede kræfter, og der var forårslys gennem vinduerne til det hele.


Efter aftensmaden satte Storm Kim Larsens “Blaffersangen” på anlægget, og Ilja udbrød midt i et spring: “Jaaa! H.C. Andersen!”, og Storm tilføjede, lidt beskedent: “tja, I ved nok, at jeg holder af det nummer,” og bagefter satte han Joanna på og til sidst én af Kristians yndlings, nemlig Sylvesters drøm, som er så smuk, ikke mindst i ordene:

SYLVESTERS DRØM
Tekst og Musik: Kim Larsen

Når jeg står og kigger ud over jorden
får jeg længsel
får jeg længsel
efter tiderne da bonden gik og såede
og ku mærke
og ku mærke
og kunne mærke jordens hjerte banke
som en tanke
som en tanke
og hørte fuglesang fra søerne blanke
det var dejligt
det var dejligt

og når jeg står og kigger på en dejlig kvinde
får jeg længsel
får jeg længsel
efter tiderne da jeg kunne rødme
og ku mærke
og ku mærke
og kunne mærke hendes hjerte banke
selv på afstand
selv på afstand
og kunne gyse bare jeg så hendes arme
det var dejligt
det var dejligt

og når jeg står og kigger ud over byen
får jeg længsel
får jeg længsel
efter dagen hvor vi er os allesammen
og ka mærke
og ka mærke
at vi nåede ud af vores første barndom
i tide
i tide
skønt vi fik nogle slemme slemme skrammer
gamle krige
gamle krige

og når jeg står og kigger langt ud i rummet
får jeg længsel
får jeg længsel
efter dagen hvor vi fløjter rundt derude
som en tanke
som en tanke
og når den allerældste kvinde på Venus
blinker til mig
blinker til mig
og forklarer mig om evighedens gåde
blir det dejligt
blir det dejligt
så blir det tider
så blir det tider

Hører I musik? Hvad lytter I til? Og danser I?