Dengang vi fik tvillinger

Af flere omgange har jeg overvejet at skrive om det med at være mor til tvillinger. En del har spurgt, om jeg vil dele mine erfaringer – mange af de nysgerrige er enten gravide med tvillinger eller nybagte mødre til to, og befinder sig med andre ord et sted, som jeg kender til. Andre synes bare, at det med tvillinger er spændende, og jeg tror, det altid har været omgærdet af mystik – i nogle kulturer bliver tvillinger ligefrem set som magiske skabninger.
Det ér en helt særlig erfaring at få tvillinger. Det tør jeg godt sige, for jeg har også prøvet at få én ad gangen, og jeg har veninder, som har pseudotvillinger, og kan se, at der er også er stor forskel. Der er noget særligt i spil, når man står med to nyfødte i favnen samtidig.

Jeg kan bedst beskrive det at blive mor til to med få minutters mellemrum som overvældende. Uendeligt stort og smukt og næsten ufatteligt. Og helt sindssygt krævende. Mit første år som tvillingemor var så voldsomt, at jeg nogle gange så mig selv i spejlet midt om natten – bleg og flimrende i månens skær – og helt stille spurgte: “hvorfor?” I ti uger sad jeg ret op og ned i sengen med en pude i nakken, og ammede dem uafbrudt hele natten. Nogle gange vågnede jeg med mit hoved mod én af deres små brystkasser, svedende og øm i ryggen og lettet over, at det ikke var gået værre end det. Men så snart jeg lagde dem fra mig, græd de uafbrudt, og vi havde ikke overskud til at finde på andre løsninger. Derefter sov jeg månedsvis indeklemt mellem de to små, kroppe, som jeg skiftevis vendte mig og ammede til den ene side, så den anden. Jeg har hørt, at det er helt normalt for tvillingemødre. Om dagen skiftedes vi (Kristian, jeg, mostre, onkler, bedsteforældre) til at sidde i sofaen og trække i de snore, der var bundet i slyngevuggerne for at berolige de to. “Tydelige,” kaldte sundhedsplejersken dem. “Konstant skrigende” rettede min veninde hende senere.

På det rent praktiske plan ville jeg nok have ønsket dengang, at de havde været ét menneske istedet for to. Det var vanvittigt at stå med to ulykkelige etårige et sted langt hjemmefra og aldrig have hænder nok, og det var hårdt at se deres storebror være mere i andres arme end mine. Første gang jeg hentede ham i børnehaven, fire dage efter jeg havde født, sad jeg, og græd i garderoben, før jeg kunne gå ind og se ham i øjnene. Da var tvillingerne og jeg stadig indlagt på barselsafsnittet få hundrede meter derfra, og jeg vidste, hvad han havde mistet, uden endnu helt at kunne se, hvad han havde fået til gengæld.

Som regel er det heldigvis sådan, at vi hellere vil have for meget af det gode end intet godt overhovedet, og sådan var det lidt for mig at have tvillinger i starten: Ville jeg hellere have undværet dem? Aldrig. Tænk at få børn skænket så uproblematisk som det var tilfældet for os, og så endda to på én gang. Men for mange forældre er prisen ved at få tvillinger høj; vi hørte til fødselsforberedelsen i Odense, at halvdelen af os ville gå fra hinanden indenfor de første to år, og Kristian og jeg så hinanden dybt i øjnene mange gange i månederne derefter, og svor, at det ikke ville ske for os. Men hvis vi nogensinde har været i risiko for at glide fra hinanden, var det i året efter deres fødsel; der var bare så meget. Så mange udstrakte arme, sultne maver, trætte forældre, udmattede venner og familiemedlemmer. Jeg følte mig fysisk overbrugt; altid lå mindst ét barn ved mit bryst, og når Kristian omfavnede mig, havde jeg lyst til at gå væk. Jeg var allerede fyldt op af nærhed. Heldigvis blev han ved, og heldigvis lyttede jeg, når han sagde, at den fysiske kontakt var vores korteste genvej til nærvær og fællesskab.

Og så lige pludselig en dag følte jeg, at tingene ikke kunne være anderledes: De var jo vores datter og søn, lillesøster og lillebror, og selvfølgelig var de fulgtes herned sammen. Lige pludselig havde det været forkert, hvis der kun havde været én af dem. Hvem skulle man i givet fald vælge? En umulig tanke, for begge var de vokset ind i mig, ind i vores familie, og den gamle struktur med far, mor og ét barn var afløst af noget helt andet, mere mangfoldigt og meget mere os. Mine tvillinger, Ilja og Live, er hinandens modstykke og forlængelse; hinandens bedste venner og skarpeste rivaler. Båndet mellem dem er noget særligt, det er jeg sikker på, men båndet både op og ned til deres storebror og lillesøster er ikke mindre, det er bare noget andet. Ilja og Live ligger varmt i midten her i vores familie, og løfter alt hvad de kan. Sammen bevæger de sig gennem livet, og indtil videre gør de det på et parallelspor, som det er en gave at være vidne til. Ofte holder den ene fast i den andens ærme, når de er hjemmefra; ofte sender de hinanden et hurtigt blik, når de er i tvivl om noget. Jeg kan indimellem tænke, at alle burde have en tvilling. Det giver tryghed og styrke, men også en stor følsomhed og indsigt.

Jeg definerer ikke mig selv som tvillingemor, det har jeg sådan set aldrig gjort, og jeg var heller ikke sådan én, som nogensinde havde drømt om at få tvillinger. Jeg er mig, og hvem jeg er, og hvordan verden iøvrigt arter sig, er ikke dikteret af noget så enkelt. Men jeg har tvillinger, og når jeg ser en træt mor med en dobbeltbarnevogn på gaden, siger jeg indimellem til hende, at det bliver fantastisk en dag, hvis det ikke allerede er det. Der var engang, hvor jeg uden at blinke ville have byttet verdens hårdeste måneder for en nemmere pakke, og jeg kan stadig forstå hvorfor. Jeg bebrejder ikke mig selv, for jeg husker, hvordan det var at have to grædende babyer og ingen mulighed for at trøste dem samtidig. Jeg husker, at jeg var afhængig af hjælp for at kunne håndtere mine tre børn. Jeg husker følelsen af at være utilstrækkelig og fuldkommen udtømt for energi.

Snart fylder de fem, mine to mellemste, og når de taler om deres fødselsdag, skifter de mellem at sige “vores” og “min”. De fortæller indimellem fremmede, at de er tvillinger, og det er de også nødt til, hvis det skal frem, for ingen ville gætte på det. Han har blå øjne, er bredskuldret og ti centimeter højere end hende, mindst. Hun har brune øjne og gylden hud, og er let som en fjer. Han ligner sin storebror, hun ligner sin lillesøster. Vi har et firkløver af børn herhjemme, frem for alt, og midt i det står Live og Ilja, som har lært mig utroligt meget om udholdenhed, nærvær, prioriteter og taknemmelighed. De ved ikke, hvem af dem, der blev født først – de få minutter skal ikke definere deres liv som enten yngst eller ældst – men jeg vil aldrig glemme den dag, hvor de pludselig begge to lå på min mave, varme, nøgne, sprællevende. Det var fuldkommen overvældende, fuldkommen utroligt. Det var ét af de smukkeste øjeblikke i mit liv.

Og se – selvom jeg ikke kom meget hjemmefra det første år, skete det alligevel fra tid til anden. Her var de tre måneder, og vores bedste venner fik os med en tur på stranden, alle fem.

“Har du nogle praktiske anbefalinger til nybagte tvillingeforældre?”
Ja! Bed om hjælp – mere end I nogensinde havde forestillet jer, mere end I har lyst til, mere end det falder de fleste af os naturligt. Vi havde sagt til alle, at vi gerne ville være alene de første fjorten dage efter hjemkomsten fra hospitalet for at lande i vores nye familie. I stedet flyttede bedsteforældre, moster, onkler og venner ind på skift, og de kunne ikke undværes. Når det ene hold vinkede farvel, spejdede vi i indkørslen efter det næste. Alle trådte til; de lavede mad, bryggede kaffe, læste for Storm, og tog ham med på ture, de hjalp med indkøb, støvsugning og tøjvask. Det gav mig mulighed for at være der for mine babyer, og det gav Kristian mulighed for også at være der for deres storebror. Det er mit vigtigste budskab til alle, der venter tvillinger: Råb op, læg jer fladt ned. Tag imod hjælpen og husk på hvor godt det føles at give. Intet er mere tilfredsstillende end at få lov til at gøre en forskel for et andet menneske.

Hvad med jer? Har I spørgsmål til livet med tvillinger?
Hvad er jeres tanker I om tvillinger? Har I personlige erfaringer eller observeret det på afstand? Nogle drømmer om at få to på én gang, andre vil for alt i verden gerne undgå det. Hvad er jeres tanker?

Det kan være, mit indlæg om for tidlig fødsel har din interesse. Det finder du HER

Hvilket legetøj leger mine børn rent faktisk med?

Da Storm var tre år, boede vi i et virkelig stort hus, og i køkken-alrummet var der en virkelig stor reol, som var fyldt med virkelig meget legetøj. Af bedste mening havde vi købt omtrent alt til ham. Alt, vi tænkte, man kunne have det sjovt med, blive et lykkeligt og spirende menneske af, stod i den reol. Men det, der skete var, at rigtig meget af legetøjet bare stod det meste af tiden. Der var for meget af det, og uoverskueligheden var helt sikkert en bremseklods for den frie leg. Derudover har jeg erfaret, at børn ikke leger non-stop med legetøj. Faktisk er mine i perioder nærmest ikke omkring deres. I stedet går timerne med rollelege og dans, fangeleg, hulebyggeri i sengen og den slags. Og skænderier, selvfølgelig.
Helt overordnet er der kun meget få ting, som altid er fremme hos os: LEGO, Legekøkken og puslespil. Alt andet er i en konstant turnus, og meget ryger løbende videre til kusiner og fætre.

Her er en liste over de ting, mine børn har brug mest i tidens løb:

* Duplo og LEGO: Det bruger de hver eneste dag. Nogle gange leger de med det hele dagen, og så bygger Kristian og jeg også med. Så hælder vi alle de sygt mange klodser ud på stuegulvet, og sidder alle seks, og bygger løs. Storm, som er otte, er også altid med. Han har leget med Duplo, siden han var to år, og han foreslår det tit, fordi han ved, at det er noget, alle gider. Han bruger det som en måde at tænke opfindertanker, tror jeg. “Se, en solcelledrevet dobbelt jetmotor, som kan lande på vandet og lave saltvand om til ferskvand og bruge det som energi til motoren bla bla bla bla bla…” (Opdatering, 2018: Nu leger de tre ældste konsekvent med LEGO, og Juno tager altid sine Duploklodser med ind i legen.)

* Dukker – mine piger har én smækker dukke hver og en klapvogn og en barnevogn. Storm fik også både barnevogn, dukke og dukkehus, da han var to-tre år, men han gad det ikke rigtigt. Dukkehuset er givet videre.( Ilja har heller aldrig udvist interesse for det.)

* Kuglebanen kommer frem igen og igen. Ofte som sådan en hurtig aktivitet om morgenen, når ungerne venter på, at vi vælter ud af sengen, eller om aftenen før de skal i seng. (Der findes så mange fede kuglebaner. Vores, som jeg har linket til, er super, men dem i træ er også lækre.)

* Magneter. Vi har både Magnatiles og Magformers, simpelthen fordi min veninde har købt dem med fra USA, hvor de koster noget mindre end her. Dem har alle vores børn leget ret meget med. Lige nu er de på orlov på loftet, men de kommer uden tvivl frem igen.

* Legekøkken/mad: “Restaurant det gamle bøfhus” kalder mine unger deres tilbagevendende restaurant. Juno leger med både køkken og træmad hver dag, og de andre  kobler sig altid på efterhånden.

* Puslespil. Ah, brikker, ro og koncentration. Live var en årgang fuldkommen besat af puslespil, men lige nu øver hun det dog ikke meget. Puslespil kan man til gengæld altid få mig med på, så vi ender alligevel ofte på gulvet med en masse brikker foran os. Jeg er særligt vildt med Djecos – og dem fra Goki.

* Sidst men ikke mindst vil jeg nævne Regnbuen fra Grimm’s, som står her i vores stue, og bliver brugt flere gange om ugen af alle aldre – også besøgende børn, som altid skal prøve, hvad den kan. Den er smuk, lækker at røre ved, og den kan bruges i næsten alle lege og for sig selv.

Nu er jeg nok der, hvor jeg egentlig er lidt færdig med at købe legetøj, ikke? Mine børn får bøger og oplevelser til fødselsdage og jul nu, og det er dejligt. For vi mangler ikke mere… Alligevel falder man indimellem over noget, der er så fint, at man ikke kan lade være. Som dette de her klodser, som vores egne børn aldrig får behov for, men som min niece helt sikkert skal have, så snart hun er stor nok.

Jeg køber så meget som muligt brugt. Både på facebook og på Den Blå Avis. Mine online go-to butikker er Olisan, som udover legetøj sælger de lækreste madrasser i kapok, og Captoy, som er lidt sådan en hjernegymnastik shop lige i Storms ånd.

Den anden dag skrev jeg, at jeg sjældent læser blogs, men her vil jeg nu alligevel linke til Smilerynker, som jeg indimellem ender på, og som altid er et dejligt, inspirerende sted at være. Lisbeth skriver om sit minimalistiske liv med fire børn og mand på 100m2 uden skrammel og overflødige dimser. Og dét er fedt.

Hvad leger jeres børn med? Hvad har I købt og fortrudt? Hvad har de brugt mere, end I regnede med? Og hvor køber I legetøj?

Hvad ønsker jeg for min søn, som fylder otte i dag?

På vej hjem til mine svigerforældre om formiddagen den 24. december, fortalte vi vores børn, at deres farmor har en børneopsparing til hver af dem. Hvert år sætter hun det samme beløb ind til dem alle, og derfor har de ofte fået deres bankbog med en kontoudskrift overrakt til jul eller fødselsdage, men de har aldrig forstået hvad det var. På færgen juleaftensdag forklarede vi dem om gaven: “Det er penge, som I kan få, når I bliver store, og som I selv må bestemme, hvad I vil bruge på, så længe det er noget, der er godt for jer.”

“Jeg vil rejse i hele verden,” udbrød Ilja på fire, og Live, hans tvillingesøster, klappede i hænderne: “Så vil jeg rejse med!” Men Storm, der sad på forsædet, sagde: “Jeg vil lave en fabrik, som opfinder biler, der kan køre udelukkende på solenergi.” Ilja hoppede hurtigt på: “Det vil jeg være med til!”, og Live råbte: “Så bestemmer jeg, hvordan de skal se ud, for jeg tegner mest!”

Og jeg blev stolt. Ikke fordi det er usædvanligt – nej, jeg har en klar fornemmelse af, at de børn, der kommer til verden i disse år, alle sammen har et enormt potentiale. Jeg fornemmer en dybde og forståelse i dem, som jeg ingenlunde matcher, uagtet at jeg har været her meget længere. Deres empati og indsigt overgår det, jeg selv besad som barn. Mine børn og deres venner tænker på hinandens ve og vel, på dyrene og planeten, ikke mindst. De spørger ind til hinandens weekend, krammer deres klassekammeraters små søskende, og bruger lørdagen på at undersøge naturen og snakke om, hvorfor det er vigtigt, at vi passer på den.

I stedet for at spørge vores børn, hvad de vil arbejde med, når de bliver store, bør vi spørge, hvilken udfordring de vil være med til at løse? De fornemmer langt ind i deres væsen, at de kan bidrage til det fælles bedste. Jeg tror, de er kommet med en vilje og kampgejst, som vil tage os andre med storm, men før det kan lykkes, skal vi sætte dem fri til at tænke nyt. Vi skal trække dem ud af kasserne – eller endnu bedre: smide kasserne langt væk. Støtte op om deres initiativer, selvom vi ikke altid helt forstår. Vi skal være nysgerrige, åbne, loyale og opfordre dem til at blive ved, aldrig give op. Vi skal fortælle dem, at man ikke er “god” eller “dårlig”, men derimod at man kan øve sig, og vi skal huske os selv på, at vi alle sammen er forskellige, at en giraf ikke kan klatre i træer, til gengæld kan den nå bladene ved at strække sig. Vi skal se det unikke i hver enkelt af dem, bakke op omkring deres oprigtige motivation og være der for dem, hvis de snubler undervejs.

Min søn ville gerne med sin gode ven og hans mor på tur en dag. Han fik idéen i sidste øjeblik, og så, før jeg ringede og spurgte, om Storm måtte komme med, sagde han: “Er hun egentlig sådan én, som kan mærke sine egne behov og finde ud af at sige fra, hvis det ikke passer ind i deres planer, at jeg tager med?”

Da jeg fortalte hende om Storms omtanke senere (og det gjorde jeg, fordi han havde en pointe: Min veninde skal øve sig i at mærke efter og sige fra), grinede hun, og holdt sig for munden, for det ramte noget i hende. Så fortalte hun, at Storm en dag havde bedt om at blive kørt hjem fra en legeaftale med hendes søn før tid, og da hun sad med ham i bilen, spurgte hun hvorfor? Hun var lidt usikker på, om de to drenge havde haft en konflikt, men Storm havde set på hende, og sagt: “Bare rolig, du har en dejlig dreng, og vi har haft en sjov dag.”

De ved noget, de børn, og vi ved, at de ved det, gør vi ikke? Vi ved, at børnene har en indsigt, som er selve livets kilde. Vi ved, at vi gør klogt i at lytte, selvom det indimellem gør ondt; selvom det indimellem kræver, at vi ændrer vaner, tager os sammen, og gør vores bedste, hvis vi vil leve op til det, de lever efter.

I dag fylder Storm otte år. Til morgen fik han et skakspil, som han tog hul på sammen med sin lillebror med det samme, og da de gik ud til bilen for at komme i skole og børnehave, sagde han: “Vi spiller videre i eftermiddag, og det handler ikke om at vinde, det handler om at blive bedre,” og selvom han helt sikkert sagde det for at overbevise sig selv om udsagnets sandhed (han var vist bagud, da de brød op), tror jeg alligevel, det har en betydning, hvilke ord vi fylder vores liv med. hvilket håb vi har. Børnene har håb, så længe vi ikke tager det fra dem. De har håb og tillid, kærlighed og styrke og det er dét, vi skal støtte dem i at bevare og udvikle. Måske lærer vi det også selv undervejs, de er jo vores største læremestre, de unger.

Jeg blev skubbet ud over kanten. Nu tager et nyt år sin begyndelse.

2016 er året, der pressede mig ud over en kant, som jeg ikke før har kendt faldet fra. Hverken min brors kræftsygdom, min fars død, mit første kolikbarn eller mine efterfølgende urolige tvillinger trak den magtesløshed ned over mig, som det gjorde at blive mor for fjerde gang. Juno, den nemmeste af mine babyer, min milde og robuste pige, kom med sine store brune øjne; hun har været min lille læremester fra starten, og alligevel væltede det mig omkuld, at hun var her, ganske enkelt fordi jeg skulle starte forfra igen. Ganske enkelt fordi jeg havde gjort det før, men også fordi jeg ikke kunne finde fred i den uforudsigelighed, som er en del af at være mor til et nyt liv.
Jeg tror, at både Kristian og jeg havde forventet, at hvis vi fik en enkelt helt almindelig baby – sådan én, som vi havde hørt andre forældre fortælle om, ja, så ville det være nemt. For mig, også. Eller i hvert fald ikke lige så hårdt som de andre gange. Men jeg blev ramt af en afmagt og en håbløshed, som slog luften ud af mig; mit liv blev malet en blågrå farve, og jeg druknede næsten i selvmedlidenheden, kunne føle nætterne med de mange vågne timer som store mørke lagner, der indhyllede mig, og jeg var ude af stand til at kæmpe mig fri af dem, indimellem var der hele dage imellem, at jeg anede lyset. Indimellem talte jeg timerne: “nu er jeg én time tættere på at være igennem det første år.” Jeg ved jo, at det bliver nemmere, at der er milepæle, som man kan hæfte sig ved, men jeg ved også nu, hvor pinefuldt det er at stå midt imellem den dybeste skønhed – det lille menneske, som er alt, man ønsker af livet – og et desperat behov for at komme videre; væk fra den første tid uden at ødelægge den, uden at være fraværende, uden at miste noget, som man aldrig kan få igen.

Nu tænker jeg på de mange morgentimer-formiddage-eftermiddage ved barnevognen. Mig, som triller den frem og tilbage, mens barnet har svært ved at give sig hen til søvnen. Decemberkulden, januars fugtige tåge, februars bidende vindstød, vognens hjul som triller frem og tilbage, frem og tilbage, bladene bliver efterhånden grønne, og barnet falder i søvn, jeg holder vejret – lister indenfor, går hvileløst omkring for en stund, beslutter mig for, hvad jeg vil lave, mens hun sover (skal jeg prøve at læse, skrive eller rydde op?), og så vågner hun – næsten altid vågner hun efter en time, højest halvanden, og det er okay nu, men det gjorde mig urolig længe. Det er okay nu, hvor jeg kan stille hende på fødderne, når hun vågner, og hun går hen til sine søskende eller til sit legetøj, og lidt efter kommer hun uden tvivl tilbage til mig, og hun vil op, og jeg fylder og tømmer stadig opvaskemaskinen med hende på hoften hver dag, men friheden er der glimtvis hele tiden; selvstændigheden arbejder sig ind i os på samme tid, hun vokser, jeg vokser, vi taler sammen, og jeg kan mærke hende. Jeg kan mærke mig selv igen.

Jeg har lært – bare indenfor de seneste dage, tror jeg – at jeg ikke er ulykkelig som mor i det hele taget. At jeg elsker mine børn, nøjagtig som man skal. At jeg ikke altid synes, det er hårdt og udmattende. Jeg elsker at være sammen med dem, jeg vil dem gerne, det er rigtigt, at de er her hver og en. Jeg kan godt. Jeg har haft stunder alene med de tre ældste, hvor tiden er fløjet af sted, vi har vasket gulvet i stuen, mens vi hørte deres yndlingssange, og vi snakkede om alt mellem himmel og jord, og vi kunne være fortsat hele dagen. Vi har pyntet juletræ sammen, og pakket det ned igen, vi læser lange bøger nu, og historierne lever i os hver især og i vores fællesskab. Det er en ubeskrivelig lettelse for mig at konstatere, at jeg ikke har mistet evnen til at mærke lyset. At jeg ikke for evigt vil henslæbe mig i en selvmedlidenhed, som jeg mindst af alle kan holde ud at være vidne til. Mine børn fylder mig med håb og glæde, stolthed og ro. Før vi fik Juno, troede jeg, vi havde det hårdt med små tvillinger og en storebror, men Juno har lært mig, at det altid kan bliver hårdere; der kan altid komme et barn mere, der kan altid støde en udfordring til, og livet er for godt til at falde i en rille af magtesløshed, for den rille kan man blive i for evigt, hvis man bilder sig ind, at der ikke er lys, at der ikke er mening. Nu er vi dem i vores familie, som vi skal være, og her er så stort potentiale. Jeg vil gøre mit bedste hver dag, gøre mit bedste for at vise mine børn, at livet er, hvad vi gør det til. At vi skaber så meget af det selv; vi har uendelig indflydelse på det hele. Vi er, og livet følger os.

Min vision for 2017 handler om ro og balance. Jeg vil lære at være endnu mere tilstede, endnu mere med mine nærmeste og inde i mig selv, lige nu hvert et øjeblik.

Jeg ikke længere altid på vej et andet sted hen. Jeg længes ikke efter at rykke mig fysisk; savner ikke spændingen, forandringen, omskifteligheden. Nu ser jeg den største luksus i gentagelsen, forudsigeligheden, samværet, og det er godt. Sådan vil jeg måske ikke have det for evigt, men for første gang meget længe, nogensinde tror jeg, har jeg det sådan, og jeg har lyst til at omfavne følelsen af et behov for fred, som i første omgang kom ud af et underskud, men som efterhånden er mit nye overskud: evnen til at værdsætte hverdagen, trygheden, mønstrene. Det er nyt for mig, det er nu. det er mit 2017.

I aften er det nytårsaften, og det er efter flere års tilløb lykkedes os at lave en aftale med en familie, som vi holder meget af. Det har været planlagt hele året; der er indkøbt nytårshatte, chokolademoussen er rørt, der er hotdogs til børnene; bernaise til de voksne. Der er en helt masse børn, dejlige, varme voksne som vi elsker. Men Juno og jeg er herhjemme på Ærø. I hendes overmund kæmper tre fortænder for at komme frem på samme tid, og hun har feber, og er forkølet, og lige netop i dag går hun ingen vegne, når jeg stiller hende på gulvet. Hun sætter sig, og græder, og vil op igen. Så vi er blevet hjemme, mens de andre først sejlede, og nu kører til Sjælland, og jeg skulle lige affinde mig med, at navlestrengen til min familie trækkes så langt på denne aften, hvor Ilja og Live og Storms ansigter kommer til at stråle af glæde over fyrværkeri, gode lege, god mad. Men jeg er så glad for, at de får den aften, de har set frem til, og Juno og jeg har været i karbad, og nu sover hun, og jeg sidder her, og hører musik, som gør mig tryg og varm indeni, og jeg glæder mig over roen, trods alt. Havet for foden af den grønne mark er næsten udvisket af en grå støvregn; træernes nøgne grene vugger i vinden. Jeg har te, og jeg har mit hjerte, som føles stort og ømt og taknemmeligt. Jeg har håb og tillid.

2016 er året, hvor jeg for første gang blev overrasket over min egen sårbarhed, som jeg troede, jeg kendte helt. Det er året, som kom bag på mig. Jeg blev skubbet ud over kanten, og landede på mine fødder, og her står jeg nu. Mere mig end nogensinde. Mere bevidst om nuancerne, om den styrke der gemmer sig i krogene men også den sårbarhed, som kan komme listende. Jeg har glædet mig til 2017, siden 2016 tog sin begyndelse. Jeg ønsker, at 2017 bliver et lettet suk, en oase af genoprettelse, glæde og lethed. Jeg er klar til resten af mit liv, klar til at tage ansvar og gøre mit bedste.

Hvordan vil du beskrive dit 2016? Og hvad håber du på af 2017?

Vi snakkede den halve nat, og nu vil vi have struktur

Så lå vi i aftes, Kristian og jeg, i sengen og snakkede længe. Det var ikke planlagt, men for en gangs skyld lå der ikke et barn imellem os, og så kunne vi ligesom bedre tale sammen. Vi havde lagt os under tagvinduet med kig til den månelyse himmel, og vi snakkede om de her år, som nok er de travleste i vores liv. Om at lave sange på få timer, fordi man ikke har mere tid. Om at længes efter en pilgrimsvandring, fordi man savner at tænke tanker til ende. Om at have ord, der gerne vil ud, men ikke tid nok til at omsætte dem til tekst. Vi snakkede om det her vidunderligt fleksible liv som vi har lavet for os selv: børnenes korte dage i børnehave og skole; deres mange fridage, friheden til at tage på skiferie eller i badeland, når det passer os. Men vi talte også om den pris, som fleksibiliteten har for vores arbejde: Vi har meget sjældent fem arbejdsdage om ugen, og vi arbejder meget sjældent mere end fire timer om dagen. Ville vi bytte børnenes smil, deres kram, nærheden med dem i alle livets aspekter for at have mere tid til os selv? Er disse år ikke blot et åndedrag i vores liv? Vi snakkede om mulige løsninger og om behovet for mere søvn, og jeg sagde, at jeg kan være i tvivl, om jeg bare skulle have skrevet hele mit liv væk i stedet for at have en familie, men jeg ved godt, at det siger jeg kun, fordi det reelt ikke er en mulighed. Ikke om jeg ville undvære dem i så meget som et sekund, hvis jeg pludselig stod overfor valget.
Kristian sagde: “Der er ingen konkurrence – børnene er vigtigere end alt andet”, og det varmede mig dybt indeni at mærke hans sikkerhed.

Vi besluttede, at vi vil have mere struktur på hverdagen: vi har været meget boheme i mange år. Ved sjældent ret meget, før en halv time inden det udspiller sig. Hvem kører i børnehaven? Hvornår henter vi i dag? Hvem afleverer i skole? Hvad skal vi i eftermiddag?

Børnenes rutiner er sådan set ret faste; morgenmad, tøj på, etc. Så hjem, leg, mad, i seng. Det kører efter samme rille de fleste dage.

Men efter nytår skruer vi arbejdstiden op med en lille time hver dag, i hvert fald en halv, og vi vil planlægge, hvem der henter og bringer til hvor og hvornår. Vi laver madplan, køber ind to gange om ugen, og så vil vi have fastlagte, ugentlige aktiviteter – såsom cykledag og strandtur. Jeg glæder mig: Det bliver en følelse af frihed til at dykke ned i arbejdet; at vide på forhånd, hvornår jeg skal stoppe igen, og hvor jeg skal bevæge mig hen, når jeg gør. Jeg glæder mig til mere fokuseret skrivetid, til mere ro, og jeg glæder mig til at se hvad det betyder for hele familien; om det mon giver en større ro i det hele taget. Om forudsigeligheden ikke bliver god for os alle.

Hvordan er jeres dage planlagt? Kan I indimellem savne mere struktur – eller mere fritid? Hvordan ser en ideel uge ud for jer?

Sådan en etårsfødselsdag fuld at kærlighed

Så er der gået et år: Juno kom til verden den 18. december 2015, og jeg har glædet mig så meget til nu. Længtes efter etårsdagen, set frem mod den ro der kommer med tiden, mens jeg har været træt og hudløs de første måneder. “Når hun fylder et år, er det meget lettere,” messede jeg, og ja, det er det. Og hun er så vidunderlig – Juno er ikke kommet ved et tilfælde; hun er uendeligt meningsfuld i vores familie, hun er uendeligt betydningsfuld i mit liv. Jeg har lært så meget af hende allerede – og af at være mor til hende. Hun er den milde og glade baby, som min søster lovede mig, jeg ville få (“det kan jeg mærke,” sagde hun flere gange, mens jeg var gravid, og hun fik ret, selvfølgelig). Juno er vores alle sammens fælles samlingspunkt. Hun er den, vi altid gerne have til at grine; hun er kirsebærret, balancestangen, hun har afrundet vores familie, bragt harmoni ind i børneflokken. Juno er. Og i dag er hun et år.

Hun blev født først på natten – et sted mellem klokken 1 og 2, mener jeg, og det var så smukt og trygt, min søster var med som jordemoder og ø-jordemoderen var med, mens jeg bragte Juno til verden i det varme vand på vores badeværelse med Kristians pande mod min. Alt imens Juno kom ud til os, sov hendes tre søskende trygt hos vores venner i Ærøskøbing, og det vil jeg aldrig glemme; At vi efter at have boet på øen i mindre end et år, havde relationer herovre, som var tætte nok til at rumme det ansvar.

Seks timer senere stod Kristian på Storms friskole, og havde lavet en sang til juleafslutningen sammen med eleverne, og Storm vandt en præmie i julebanko, og da juleafslutningen var veloverstået, kørte de til børnehaven, hvor de hentede Ilja og Live, som slet ikke vidste, at de havde fået en lillesøster, og jeg har set en video fra det øjeblik, hvor de fik det at vide, og den video måtte gerne have varet for evigt, den var så fuld af forundring, lykke og taknemmelighed, at jeg blev helt ør af at se den “Har hun hår? Er hun kommet ud? Må vi røre ved hende?”

I dag fejrer vi Juno med guirlander og varm kakao, men også stille. Juleaften venter om hjørnet, og vi har haft nogle travle uger med det ene og det andet, og vi har bedst overskud til noget helt småt i dag, så her er kun et enkelt sæt bedsteforældre på besøg – alle andre ser vi til juleaften og i dagene efter.

Denne dag er for Juno, og den er meget i julens ånd: Vi lader lyset i vores hjerter brænder ekstra stærkt, krammer hinanden, og snakker om den dag for et år siden, da hun kom ud til os: “Kan I huske, at I holdt hende på skift nede i sofaen i den blå stue – hvor lille hun var?” Jeg er så lettet over at være nået hertil. Et år er gået, det gik heldigvis, og det gik for godt, og nu kender vi hinanden; Juno åbenbarer sig for øjnene af os hver dag. Hun elsker alle sine nærmeste, sin familie og venner, og hun er helt vild med dyr, hun klukgriner, og siger “hej!” til alle, og hun kan gå et par skridt, og klapper af sig selv, når hun gør det.

Jeg selv sukker dybt i dag. Ånder lettet ud. Herfra slipper ensomheden og den stress, som jeg har følt med de helt små børn, dag for dag. Herfra vokser vi sammen, livet blomstrer hurtigt og fuldt af kærlighed. Denne dag markerer en overgang, som jeg er taknemmelig for, og en sejr, som jeg ikke tager let på. Vi klarede det: Fire børn. Vi er her alle sammen nu, og vi er glade. I går skrællede jeg en appelsin med ti både, og så må man ønske, og jeg ønskede “at vi bliver ved med at have det så godt som nu.” Tænk hvor heldig man er, når man ønsker det (Kristian indvendte: Hvorfor bad du ikke om mere søvn, når nu du havde muligheden?)

 

I dag skal vi være 1:1

Det er tidlig morgen. Udenfor er alt kulsort. Det eneste lysglimt er færgens projektør, som kaster en kegle op på vores soveværelsesvæg, henover vores hoveder om aftenen, men nu kan vi se den over vandet fra spisebordet, hvor vi sidder med tegnesager og tomme morgenmadsskåle.

Jeg så bynatten igen, da jeg overnattede midt inde i Aarhus med udsigt til Rådhuset og Aros og alt det andet i fredags, og der blev aldrig mørkt. Himlen var hele tiden lidt oplyst, indimellem kan det næsten ligne nordlyset, når farver fra bussernes lygter, fra biler, butikker, tusindevis af lejligheder oplyser himlen nedefra. Jeg har altid holdt af at se lyset i lejlighederne om aftenen; de små lysende kikhuller ind til liv, man kortvarigt betragter, mens man bevæger sig igennem gaderne.

I dag skal Live og jeg være alene sammen, bare os to. Hun elsker at være sammen med sin søster og mig alene, uden drenge – “pigetid”, kalder hun det. I dag skal det bare være hende og jeg – uden Juno – for første gang i et år. Det er det allerbedste, hun ved. Så vi sejler til Svendborg, og det eneste hun ved på forhånd er, at hun vil have en is. “Vi finder ud af det,” siger hun, når jeg spørger, hvad vi ellers skal lave.

Men vi skal tegne på færgen og læse, det har vi pakket til i vores rygsæk. Og spise en bolle med smør og ost og drikke juice på færgen. Og så bare være sammen; der sker noget helt vidunderligt, når man er sammen 1:1 med sine børn. Pludselig er de ikke en del af en søskendeflok, ikke en brik i en vennegruppe, de er sig selv, alene – i samspil med en mor eller far. Jeg glæder mig til at møde Live igen på den måde. Jeg glæder mig meget til i dag. Det føles lidt som min lille juleaften. I går var Kristian sammen med Storm, på torsdag er det Iljas tur, han vil på Søfartsmuseet sammen med sin far. På den måde får de lidt ekstra opmærksomhed i et liv, som ellers er præget af mange mennesker, mange hænder, mange stemmer. Mange børn, simpelthen.

Hvad skal I på denne dag? Jeg hørte i går, at lyset indeni lyser stærkere i disse juledage, når mørket er på sit højeste.

Sådan en hjemmedag kan hele mange sår

Vi tager en hjemmedag. Ovenpå de seneste dage med indlæggelse, bekymringer og samtidig syge børn herhjemme, er vi trætte. Nogle er forkølede, andre har ondt i maven, og nu bliver der spillet Ludo og stablet tårne og vi snakker og juler, og Juno er midt i det hele; inderligt lettet over at være hjemme, kan man se.

På OUH lærte hun sig hurtigt at sige “Hej!” – højt og tydeligt. Det er smart, når man møder så mange nye mennesker, som skal hjælpe én. Så hun siger hej til katten og hej til os andre, og hun blev glad i adskillige etaper, da vi kom hjem i går eftermiddag: Glad for at se sin far, sine søskende, så stuen (“nå ja! Den er her også!”, lod hun til at tænke) og så katten og legetøjet.

Og jeg er så glad for at være her i mit eget; måske er det ikke så vigtigt, at her altid er, som jeg bedst kan lide det (overskueligt, rent, kønt). Måske ér det vigtigste rent faktisk, at vi er her. Det ved jeg jo, at det er – men det blev særligt tydeligt, da vi sad der på stue ni på afdeling H7, og var i tvivl, om hvor længe vi skulle blive og hørte, at andre ikke vidste, om de ville komme hjem før jul. Lægen i går eftermiddag sagde: “I må gerne blive til i morgen, hvis du er utryg eller bekymret”, men det er jeg ikke. Hun er helt okay, Juno, og det var sådan en lettelse at træde ud fra hospitalet med vores taske over armen og Juno i sin klapvogn. Vi havde fået den hjælp og afklaring, vi skulle have, og der er ikke mere, vi kan gøre. Jo, passe på os selv og hinanden, men det skal man altid.

Jeg tænker, at vi bager nogle julekager i dag, og stikker dem ud, og lige nu hører vi “Der er ingenting i verden så stille som sne”, og det er én af mine yndlingssange, den er sågar med i min roman. Så, alt er godt igen. Næsten endnu bedre end før, det er jo det, vi helst skal få ud af den slags udfordringer livet igennem: ny indsigt, fornyet taknemmelighed og glæde. Ellers er det nærmest spildt.

Når man bliver bange og taknemmelig

Børnemodtagelsen, OUH. Afdelingen med alle de farverige vægmalerier og legetøj ad libitum.

Der har vi været det meste af dagen, Juno og jeg. Og mange andre, for den sags skyld, for der er run på – døren går hyppigt, og ind træder forældre med et barn på armen eller mellem sig.

Her er travlhed og børnestemmer, knirkende hospitalsbarnevogne og lamper der blinker, men her er også omsorgsfulde sygeplejersker, varm mad, et stort legeværelse hvor de mindste kan boltre sig i timevis uden kedsomhed. Her er hele livet indkapslet i ét: alt det vigtigste vi har, kommer i fokus, når vi træder ind bag disse døre. Og nede på sengeafsnittet er der værelser med navneskilte på døren, og jeg tænker på de familier, som er her så længe, at de næsten flytter ind.

De første timer var Kristian her med os, men han tog af sted sidst på eftermiddagen, for der er tre andre børn, som har brug for at være tæt på ham og på hinanden, og som er bekymrede for deres lillesøster. Og så, for snart en time siden, fik Juno og jeg en fin, stor stue med en rummelig seng, hvor vi kan ligge sammen i nat, for hun er endelig blevet CT-scannet, og selvom jeg ikke nåede færgen hjem til Ærø klokken 22, som jeg havde håbet, er jeg glad for at have dette rum nu, hvor vi kan sove i nat, og hvor de tjekker hende om nogle timer, og hvor alt det, vi har mest brug for i dette øjeblik, er indenfor rækkevidde.

Det startede i går aftes, da jeg puttede hende. Jeg mærkede, at et område på hendes baghoved føltes, som når man trykker på en vandballon. Vandfyldt, blødt. Og så var det som om, jeg for et øjeblik gled ud af min krop, og jeg lagde hende fra mig, og gik ind til Kristian, som var ved at putte de andre, og med gele-ben og garanteret ret bleg spurgte jeg, om han lige ville gå ind mærke Junos hoved. For jeg troede ikke, jeg havde mærket rigtigt. Det var en underlig illusionel fornemmelse; hendes hoved gav efter, kunne modelleres med. Jeg har aldrig mærket noget lignende.

Og han trykkede, og sagde: Jo, sådan føles det, og vi så mistroisk på hinanden, men Junos hoved, til gengæld, kunne man intet se på, og jeg gik som i trance nedenunder, og tog telefonen.

Derfra puttede Kristian Juno, og de andre puttede sig selv for en stund, mens jeg ringede til min kusines mand, som er praktiserende læge, og dernæst til vores egen læge på Ærø, for jeg har stor tillid til dem begge, men ingen af dem havde hørt om noget lignende, men vi blev enige om, at det ikke var akut. Hun havde det jo fint hende den lille prop. Glad og med god appetit.

Så vi tog til vores læge i morges, og blev scannet på Ærø og så videre til Odense, og her er dagen gået med undersøgelser hist og her og flere CT-forsøg som i sidste ende udmundede i en sonde med bedøvelse og endelig – klokken 21:30, en vellykket CT-scanning.

Og hov – nu har lægen netop været her med svar, og jeg havde egentlig tænkt mig at afslutte mit indlæg med at skrive godnat og “vi ved ingenting endnu”, men nu ved jeg mere. Juno har en lille bitte fraktur på kraniet – få millimeter – som bløder, og i morgen overtager neurokirurgerne hende, og finder ud af, hvad de vil gøre. Jeg håber, de vil sige: vi lader blødningen stoppe naturligt og hæmatomet absorberes over tid. Men, jeg aner intet om den slags, og jeg har skrevet til min mor, at hun skal tage ting med på arbejde, så hun kan komme, hvis jeg får behov for det.
Og jeg aner ikke, hvornår Juno har fået den fraktur, og jeg var lige ved at tænke: “tænk, at det er sket i vores varetægt.” men så sagde lægen, at mange børn har dem uden at man ved det, fordi de ikke bløder. “Den slags sker jo, når de er ved at lære at gå.” Åh, tak. Tak for det.

Jeg har fortrudt undervejs i dag, at vi trak hende igennem alt det her – hun græd i timevis, efter hun fik bedøvelse og dernæst sonde, og jeg tænkte “det er garanteret ingenting.” Men det er det så desværre lidt alligevel, og det var relevant, at jeg reagerede. For helvede da også; Jeg ville meget hellere fortryde at gøre for meget end at skulle se hende potentielt gennemgå mere. Og jeg kunne tude, jeg er så træt og nu også ked af det, men jeg gider ikke græde.

Her på stedet er mennesker, som bor på sengeafsnittet; som har deres egen hylde i køleskabet i fælleskøkkenet, og som kalder stue 17 for ”hjem” i uger, måneder, måske helt til livets afslutning. Her er mennesker, som kommer ind med børn, der aldrig bliver sig selv igen. Her er mennesker, som er bange og alene og ikke har et netværk omkring sig. Her er mennesker, som ikke taler dansk, er meget langt væk fra det, de kalder hjem, og som er i tvivl, når sygeplejersken forklarer, hvordan medicinen skal tages. Her er så mange mennesker med hver sin historie, hver sin bekymring, hver sin grund til at være her lige nu. Og pludselig igen står mange ting klarere: hvor godt vi har det i min familie, hvor dejligt det er at være hjemme hos mig, hvor velsignet jeg er.

Og Juno er her, ved min side, og jeg er taknemmelig over at have mulighed for at være her med hende. Lægens sidste ord netop nu, var: “Min overlæge sagde, at jeg skal fortælle dig, at vi er ikke bange for din datters tilstand.”

Og det er godt. Det er det eneste, jeg har brug for at høre.

Gå bevidst til din fødsel

Nu er fødselschefen på Riget gået fra sit job i protest. Han kunne ikke forsvare at blive i sin stilling, når fødeafsnittene på sygehusene lider så store økonomiske tab.

Jordemødre fra hele landet dukker frem i medierne, og på min private facebook, og fortæller om udmagrende træthed og dårlige oplevelser på jobbet grundet alt for stort arbejdspres, og det gør ondt på mig, at det er blevet sådan. Jordemødrene elsker deres fag, det ved jeg. Det er ikke tilfældigt, at man vælger den vej. Mange har taget uddannelsen senere i livet, fordi det bliver deres største drøm, efter de selv stifter familie; andre har knoklet på fødestuerne og samlet erfaring, siden de kom ud af gymnasiet med tårnhøje gennemsnit. Det er en benhård uddannelse, det ved jeg også, for min søster er i disse dage ved at afslutte den, og jeg har været med på sidelinjen hele vejen.

Intet gør mere ondt på en jordemoder end at høre, at de gravide er utrygge. Intet er længere fra det ønske, man har, når man som fødselslæge eller sosu-assistent møder ind i sit job på et fødeafsnit. Utryghed er den værst tænkelige forudsætning for en god fødsel.

Jeg har tre meget forskellige fødsler bag mig, og generelt er jeg ikke hende, som snakker meget om det med at føde, for det fylder ikke specielt meget for mig, men jeg er alligevel bevidst om, at det var helt rigtigt, at min sidste fødsel blev en hjemmefødsel, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg også har den oplevelse med mig, når nu jeg har lukket døren til det kapitel af mit liv.

I dag vil jeg blot fortælle, ganske kort, at min sidste fødsel, som foregik på badeværelset hjemme hos mig selv i december sidste år, var den mest harmoniske og trygge fødsel, jeg kan forestille mig. Det var en dag og aften fuldstændig i tråd med hvem jeg er, og hvordan jeg ønskede at bringe min datter ind i verden. Vi var her sammen, Kristian, min søster og jeg, og sidst på aftenen kom også én af de garvede ø-jordemødre, og snakkede, grinede, og hjalp mig igennem de sidste timer.

Min ydmyge opfordring til alle gravide er, at man forbereder sig på at føde. Nej, man kan ikke forudsige, nøjagtig hvordan forløbet vil være, men man har stor indflydelse på det langt hen af vejen, så længe alt ellers forløber normalt. Når man er velinformeret, er man også mere tryg, og mange udbyder efterhånden fødselsforberedelsesforløb i privat regi, og det er min overbevisning, at de er en god vej til at finde sig selv og mærke ens personlige ønsker, før man er midt i den store opgave.

En fødsel er én af livets største oplevelser og ditto opgaver, og når vi ikke forbereder os, svarer det, ret præcist endda, til at løbe et maraton uden at så meget som at have overvejet, hvordan man vil gennemføre.
En hjemmefødsel er ikke for alle, men det er forberedelse tilgengæld.

Og det var netop forberedelse, jeg manglede ved min første fødsel, hvor jeg mødte op på Hvidovre Hospital på terminsdagen med veer, som jeg ikke havde nogen som helst føling med eller kontrol over. Over de næste 14 timer gennemlevede jeg følelser som desperation og tab af kontrol, og jeg var rundt på gulvet både under og efter fødslen. Når jeg tænker tilbage, er det slående, så lidt jeg havde tænkt over fødslen forinden. Udover de to-tre fødselsforberedelser i den kommunale jordemoderkonsultation, havde jeg ikke nogen egentlig forhåndsviden (og lad det hermed være sagt, at det kommunale tilbud haltede, sådan som jeg hører, at det gør de fleste steder. Nok på grund af dårlig økonomi..)

Hvis jeg havde forberedt mig; indstillet mine tanker på hvordan jeg ønskede, det skulle foregå, og hvordan jeg ville arbejde med smerten, tror jeg, min erfaring kunne se meget anderledes ud. Nu blev det en oplevelse, der mest af alt lærte mig, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Min krop føltes skrøbelig længe derefter, og jeg havde ikke lyst til nogensinde at føde igen.

Men så, mens min søn stadig var lillebitte, kom jeg i kontakt med et netværk af garvede mødre, hvoraf mange havde adskillige fødsler bag sig, og en del var jordemødre, og jeg havde lange udvekslinger med dem om fødsler. Jeg lærte, at man selv har indflydelse på, hvordan en normal fødsel forløber. Jeg lærte, at man med sin indstilling, sine tanker og følelser, kan påvirke veerne og fødslens udvikling. Jeg lærte nok til, at da jeg fødte mine tvillinger tre år senere, var det en langt mere bevidst handling fra min side. Jeg havde større overblik og overskud og sammen med jordemoderen, Kristian og min søster kom jeg stolt og glad igennem den overvældende og smukke oplevelse.

Nu har jeg så også en hjemmefødsel bag mig, og jeg vil til enhver tid opfordre alle til at undersøge den mulighed. Det er ikke hverken utrygt eller rengøringskrævende. Det er trygt og simpelt, varmt og intuitivt, og jeg oplevede det som en stor lettelse at være i mine egne rammer med mine nærmeste tæt på, mens jeg skulle udføre det store arbejde, som det unægteligt er at føde.

Jeg vil afslutte med at skrive, at hjemmefødsler jo ikke er løsningen på de voldsomme nedskæringer, der er på fødselsområdet. Der skal en generel kulturændring til, før vi når i mål. Vi, som samfund, skal og må anerkende hvor vigtigt det er, at enhver familie får den bedst mulige start på livet sammen, og det kræver ressourcer, opmærksomhed og prioritering, ikke mindst.
Indtil da er det bedste, de fødende kan gøre, at tage aktiv stilling til deres fødsel. Det skylder man sig selv.

(P.S. Mit indlæg blev lidt forsinket, fordi jeg ville finde et billede fra min hjemmefødsel, men vi har været for optagede af at være i situationen til, at vi fik taget nogen, kan jeg se. Til gengæld lavede min søster nogle fuldkommen rørende film i timerne efter fødslen, som jeg først lige har set nu, så jeg sidder her med en dyb glæde i hele mit væsen. Her er i stedet ét af lille Juno, da hun var få timer gammel).

img_9349

Hvad er jeres tanker, erfaringer, input, spørgsmål? Del meget gerne i kommentarfeltet.

OBS: Læs mit portræt af Jordemoderforeningens forkvinde