Sådan en hjemmedag kan hele mange sår

Vi tager en hjemmedag. Ovenpå de seneste dage med indlæggelse, bekymringer og samtidig syge børn herhjemme, er vi trætte. Nogle er forkølede, andre har ondt i maven, og nu bliver der spillet Ludo og stablet tårne og vi snakker og juler, og Juno er midt i det hele; inderligt lettet over at være hjemme, kan man se.

På OUH lærte hun sig hurtigt at sige “Hej!” – højt og tydeligt. Det er smart, når man møder så mange nye mennesker, som skal hjælpe én. Så hun siger hej til katten og hej til os andre, og hun blev glad i adskillige etaper, da vi kom hjem i går eftermiddag: Glad for at se sin far, sine søskende, så stuen (“nå ja! Den er her også!”, lod hun til at tænke) og så katten og legetøjet.

Og jeg er så glad for at være her i mit eget; måske er det ikke så vigtigt, at her altid er, som jeg bedst kan lide det (overskueligt, rent, kønt). Måske ér det vigtigste rent faktisk, at vi er her. Det ved jeg jo, at det er – men det blev særligt tydeligt, da vi sad der på stue ni på afdeling H7, og var i tvivl, om hvor længe vi skulle blive og hørte, at andre ikke vidste, om de ville komme hjem før jul. Lægen i går eftermiddag sagde: “I må gerne blive til i morgen, hvis du er utryg eller bekymret”, men det er jeg ikke. Hun er helt okay, Juno, og det var sådan en lettelse at træde ud fra hospitalet med vores taske over armen og Juno i sin klapvogn. Vi havde fået den hjælp og afklaring, vi skulle have, og der er ikke mere, vi kan gøre. Jo, passe på os selv og hinanden, men det skal man altid.

Jeg tænker, at vi bager nogle julekager i dag, og stikker dem ud, og lige nu hører vi “Der er ingenting i verden så stille som sne”, og det er én af mine yndlingssange, den er sågar med i min roman. Så, alt er godt igen. Næsten endnu bedre end før, det er jo det, vi helst skal få ud af den slags udfordringer livet igennem: ny indsigt, fornyet taknemmelighed og glæde. Ellers er det nærmest spildt.

Når man bliver bange og taknemmelig

Børnemodtagelsen, OUH. Afdelingen med alle de farverige vægmalerier og legetøj ad libitum.

Der har vi været det meste af dagen, Juno og jeg. Og mange andre, for den sags skyld, for der er run på – døren går hyppigt, og ind træder forældre med et barn på armen eller mellem sig.

Her er travlhed og børnestemmer, knirkende hospitalsbarnevogne og lamper der blinker, men her er også omsorgsfulde sygeplejersker, varm mad, et stort legeværelse hvor de mindste kan boltre sig i timevis uden kedsomhed. Her er hele livet indkapslet i ét: alt det vigtigste vi har, kommer i fokus, når vi træder ind bag disse døre. Og nede på sengeafsnittet er der værelser med navneskilte på døren, og jeg tænker på de familier, som er her så længe, at de næsten flytter ind.

De første timer var Kristian her med os, men han tog af sted sidst på eftermiddagen, for der er tre andre børn, som har brug for at være tæt på ham og på hinanden, og som er bekymrede for deres lillesøster. Og så, for snart en time siden, fik Juno og jeg en fin, stor stue med en rummelig seng, hvor vi kan ligge sammen i nat, for hun er endelig blevet CT-scannet, og selvom jeg ikke nåede færgen hjem til Ærø klokken 22, som jeg havde håbet, er jeg glad for at have dette rum nu, hvor vi kan sove i nat, og hvor de tjekker hende om nogle timer, og hvor alt det, vi har mest brug for i dette øjeblik, er indenfor rækkevidde.

Det startede i går aftes, da jeg puttede hende. Jeg mærkede, at et område på hendes baghoved føltes, som når man trykker på en vandballon. Vandfyldt, blødt. Og så var det som om, jeg for et øjeblik gled ud af min krop, og jeg lagde hende fra mig, og gik ind til Kristian, som var ved at putte de andre, og med gele-ben og garanteret ret bleg spurgte jeg, om han lige ville gå ind mærke Junos hoved. For jeg troede ikke, jeg havde mærket rigtigt. Det var en underlig illusionel fornemmelse; hendes hoved gav efter, kunne modelleres med. Jeg har aldrig mærket noget lignende.

Og han trykkede, og sagde: Jo, sådan føles det, og vi så mistroisk på hinanden, men Junos hoved, til gengæld, kunne man intet se på, og jeg gik som i trance nedenunder, og tog telefonen.

Derfra puttede Kristian Juno, og de andre puttede sig selv for en stund, mens jeg ringede til min kusines mand, som er praktiserende læge, og dernæst til vores egen læge på Ærø, for jeg har stor tillid til dem begge, men ingen af dem havde hørt om noget lignende, men vi blev enige om, at det ikke var akut. Hun havde det jo fint hende den lille prop. Glad og med god appetit.

Så vi tog til vores læge i morges, og blev scannet på Ærø og så videre til Odense, og her er dagen gået med undersøgelser hist og her og flere CT-forsøg som i sidste ende udmundede i en sonde med bedøvelse og endelig – klokken 21:30, en vellykket CT-scanning.

Og hov – nu har lægen netop været her med svar, og jeg havde egentlig tænkt mig at afslutte mit indlæg med at skrive godnat og “vi ved ingenting endnu”, men nu ved jeg mere. Juno har en lille bitte fraktur på kraniet – få millimeter – som bløder, og i morgen overtager neurokirurgerne hende, og finder ud af, hvad de vil gøre. Jeg håber, de vil sige: vi lader blødningen stoppe naturligt og hæmatomet absorberes over tid. Men, jeg aner intet om den slags, og jeg har skrevet til min mor, at hun skal tage ting med på arbejde, så hun kan komme, hvis jeg får behov for det.
Og jeg aner ikke, hvornår Juno har fået den fraktur, og jeg var lige ved at tænke: “tænk, at det er sket i vores varetægt.” men så sagde lægen, at mange børn har dem uden at man ved det, fordi de ikke bløder. “Den slags sker jo, når de er ved at lære at gå.” Åh, tak. Tak for det.

Jeg har fortrudt undervejs i dag, at vi trak hende igennem alt det her – hun græd i timevis, efter hun fik bedøvelse og dernæst sonde, og jeg tænkte “det er garanteret ingenting.” Men det er det så desværre lidt alligevel, og det var relevant, at jeg reagerede. For helvede da også; Jeg ville meget hellere fortryde at gøre for meget end at skulle se hende potentielt gennemgå mere. Og jeg kunne tude, jeg er så træt og nu også ked af det, men jeg gider ikke græde.

Her på stedet er mennesker, som bor på sengeafsnittet; som har deres egen hylde i køleskabet i fælleskøkkenet, og som kalder stue 17 for ”hjem” i uger, måneder, måske helt til livets afslutning. Her er mennesker, som kommer ind med børn, der aldrig bliver sig selv igen. Her er mennesker, som er bange og alene og ikke har et netværk omkring sig. Her er mennesker, som ikke taler dansk, er meget langt væk fra det, de kalder hjem, og som er i tvivl, når sygeplejersken forklarer, hvordan medicinen skal tages. Her er så mange mennesker med hver sin historie, hver sin bekymring, hver sin grund til at være her lige nu. Og pludselig igen står mange ting klarere: hvor godt vi har det i min familie, hvor dejligt det er at være hjemme hos mig, hvor velsignet jeg er.

Og Juno er her, ved min side, og jeg er taknemmelig over at have mulighed for at være her med hende. Lægens sidste ord netop nu, var: “Min overlæge sagde, at jeg skal fortælle dig, at vi er ikke bange for din datters tilstand.”

Og det er godt. Det er det eneste, jeg har brug for at høre.

Gå bevidst til din fødsel

Nu er fødselschefen på Riget gået fra sit job i protest. Han kunne ikke forsvare at blive i sin stilling, når fødeafsnittene på sygehusene lider så store økonomiske tab.

Jordemødre fra hele landet dukker frem i medierne, og på min private facebook, og fortæller om udmagrende træthed og dårlige oplevelser på jobbet grundet alt for stort arbejdspres, og det gør ondt på mig, at det er blevet sådan. Jordemødrene elsker deres fag, det ved jeg. Det er ikke tilfældigt, at man vælger den vej. Mange har taget uddannelsen senere i livet, fordi det bliver deres største drøm, efter de selv stifter familie; andre har knoklet på fødestuerne og samlet erfaring, siden de kom ud af gymnasiet med tårnhøje gennemsnit. Det er en benhård uddannelse, det ved jeg også, for min søster er i disse dage ved at afslutte den, og jeg har været med på sidelinjen hele vejen.

Intet gør mere ondt på en jordemoder end at høre, at de gravide er utrygge. Intet er længere fra det ønske, man har, når man som fødselslæge eller sosu-assistent møder ind i sit job på et fødeafsnit. Utryghed er den værst tænkelige forudsætning for en god fødsel.

Jeg har tre meget forskellige fødsler bag mig, og generelt er jeg ikke hende, som snakker meget om det med at føde, for det fylder ikke specielt meget for mig, men jeg er alligevel bevidst om, at det var helt rigtigt, at min sidste fødsel blev en hjemmefødsel, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg også har den oplevelse med mig, når nu jeg har lukket døren til det kapitel af mit liv.

I dag vil jeg blot fortælle, ganske kort, at min sidste fødsel, som foregik på badeværelset hjemme hos mig selv i december sidste år, var den mest harmoniske og trygge fødsel, jeg kan forestille mig. Det var en dag og aften fuldstændig i tråd med hvem jeg er, og hvordan jeg ønskede at bringe min datter ind i verden. Vi var her sammen, Kristian, min søster og jeg, og sidst på aftenen kom også én af de garvede ø-jordemødre, og snakkede, grinede, og hjalp mig igennem de sidste timer.

Min ydmyge opfordring til alle gravide er, at man forbereder sig på at føde. Nej, man kan ikke forudsige, nøjagtig hvordan forløbet vil være, men man har stor indflydelse på det langt hen af vejen, så længe alt ellers forløber normalt. Når man er velinformeret, er man også mere tryg, og mange udbyder efterhånden fødselsforberedelsesforløb i privat regi, og det er min overbevisning, at de er en god vej til at finde sig selv og mærke ens personlige ønsker, før man er midt i den store opgave.

En fødsel er én af livets største oplevelser og ditto opgaver, og når vi ikke forbereder os, svarer det, ret præcist endda, til at løbe et maraton uden at så meget som at have overvejet, hvordan man vil gennemføre.
En hjemmefødsel er ikke for alle, men det er forberedelse tilgengæld.

Og det var netop forberedelse, jeg manglede ved min første fødsel, hvor jeg mødte op på Hvidovre Hospital på terminsdagen med veer, som jeg ikke havde nogen som helst føling med eller kontrol over. Over de næste 14 timer gennemlevede jeg følelser som desperation og tab af kontrol, og jeg var rundt på gulvet både under og efter fødslen. Når jeg tænker tilbage, er det slående, så lidt jeg havde tænkt over fødslen forinden. Udover de to-tre fødselsforberedelser i den kommunale jordemoderkonsultation, havde jeg ikke nogen egentlig forhåndsviden (og lad det hermed være sagt, at det kommunale tilbud haltede, sådan som jeg hører, at det gør de fleste steder. Nok på grund af dårlig økonomi..)

Hvis jeg havde forberedt mig; indstillet mine tanker på hvordan jeg ønskede, det skulle foregå, og hvordan jeg ville arbejde med smerten, tror jeg, min erfaring kunne se meget anderledes ud. Nu blev det en oplevelse, der mest af alt lærte mig, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Min krop føltes skrøbelig længe derefter, og jeg havde ikke lyst til nogensinde at føde igen.

Men så, mens min søn stadig var lillebitte, kom jeg i kontakt med et netværk af garvede mødre, hvoraf mange havde adskillige fødsler bag sig, og en del var jordemødre, og jeg havde lange udvekslinger med dem om fødsler. Jeg lærte, at man selv har indflydelse på, hvordan en normal fødsel forløber. Jeg lærte, at man med sin indstilling, sine tanker og følelser, kan påvirke veerne og fødslens udvikling. Jeg lærte nok til, at da jeg fødte mine tvillinger tre år senere, var det en langt mere bevidst handling fra min side. Jeg havde større overblik og overskud og sammen med jordemoderen, Kristian og min søster kom jeg stolt og glad igennem den overvældende og smukke oplevelse.

Nu har jeg så også en hjemmefødsel bag mig, og jeg vil til enhver tid opfordre alle til at undersøge den mulighed. Det er ikke hverken utrygt eller rengøringskrævende. Det er trygt og simpelt, varmt og intuitivt, og jeg oplevede det som en stor lettelse at være i mine egne rammer med mine nærmeste tæt på, mens jeg skulle udføre det store arbejde, som det unægteligt er at føde.

Jeg vil afslutte med at skrive, at hjemmefødsler jo ikke er løsningen på de voldsomme nedskæringer, der er på fødselsområdet. Der skal en generel kulturændring til, før vi når i mål. Vi, som samfund, skal og må anerkende hvor vigtigt det er, at enhver familie får den bedst mulige start på livet sammen, og det kræver ressourcer, opmærksomhed og prioritering, ikke mindst.
Indtil da er det bedste, de fødende kan gøre, at tage aktiv stilling til deres fødsel. Det skylder man sig selv.

(P.S. Mit indlæg blev lidt forsinket, fordi jeg ville finde et billede fra min hjemmefødsel, men vi har været for optagede af at være i situationen til, at vi fik taget nogen, kan jeg se. Til gengæld lavede min søster nogle fuldkommen rørende film i timerne efter fødslen, som jeg først lige har set nu, så jeg sidder her med en dyb glæde i hele mit væsen. Her er i stedet ét af lille Juno, da hun var få timer gammel).

img_9349

Hvad er jeres tanker, erfaringer, input, spørgsmål? Del meget gerne i kommentarfeltet.

OBS: Læs mit portræt af Jordemoderforeningens forkvinde

 

Lykken er her igen

Jeg havde en helt fantastisk dag i går. (Og ganske kortvarigt en lortedag – men helt klart mest en fantastisk dag.)

Faktisk tænkte jeg på et tidspunkt, at “nu er jeg lykkelig igen”. Ikke at lykken nogensinde er konstant, eller at den har været helt forsvundet. Lykken kommer og går, men jeg plejede at være lykkelig ret tit, og så blev jeg ramt af den form for træthed, som godt kan følge med at have fire små børn, tænker jeg, og så var der lige nogle måneder, hvor jeg kun følte mig lykkelig i korte glimt, og det er egentlig i det måneder, at jeg har skrevet min blog. Men så i går følte jeg mig lykkelig igen, som jeg plejede: Let, glad, meningsfuld. Og sådan har jeg det igen i dag.

Det har sin konkrete forklaring: I går både afleverede og hentede Kristian Juno hos dagplejen, og det var første gang, han gjorde nogen af delene, og det betød, at jeg var hjemme fra børnehaveaflevering klokken 08:45, og huset var helt tomt og vigtigst af alt: jeg havde ikke én eneste aftale med andre end mig selv. Og det var som en drøm. Der var bare mig og mit skriveri og høj musik på anlægget og te og chokoladekiks (fra morgenstunden, ja, og jeg er ikke stolt af det), og for første gang i adskillige måneder arbejdede jeg med min roman nummer to (som ikke har en titel), og det var så fedt. SÅ FEDT. Jeg var svævende, boblende, skruede højere op for musikken, drak mere te, spiste flere kiks, skrev og læste, lænede mig tilbage i stolen, og kørte hånden gennem håret, som jeg gør, når jeg grubler: “hvad siger hun til det?” eller: “hvordan kommer han videre herfra?” om de fiktive personer i mit manus, og shit hvor var det dejligt.

Jeg var glad, faktisk glad-glad, da Kristian kom hjem med Juno og Storm og hans gode ven ved 13-tiden. Drengene gik i gang med at lege, og Juno smilede hele tiden, indtil hun blev træt, og jeg lagde hende i barnevognen, og trillede med hende, til hun sov.

De to store drenge lavede en Märklin togbane og dernæst en LEGO togbane, og så spillede de skak, mens Kristian hentede de to mellemste i børnehaven, og pludselig var alle hjemme, og der var ekstra knald på, for vi skulle være til fest i Storms klasse klokken 17, og vi havde sadlet om fra flødekartofler til tærte og i sidste øjeblik til salade nicoise med flutes, så vi kogte kartofler (fra marken) og æg og snittede grøntsager, og rørte dej, og alt var helt fint, der var bare knald på, men det var helt fint. Ungerne kom i det tøj, de havde valgt til aftenen (drengene vil altid have butterfly på, når vi skal ud), og jeg kom i et eller andet tilfældigt standard Maj My-outfit (altid mørkeblåt), og tandbørstningen (af mine tænder) blev udskudt igen og så af sted.

Vi kom til tiden (!), men vi havde glemt en del derhjemme: Bleer og skiftetøj til Juno, for eksempel, men jeg havde en ekstra ble til hende i bilen, så det skulle jo nok gå, og alle var så søde, så det var hurtigt glemt – det vi havde glemt, altså. Forældrene er så gode på den skole, det er simpelthen aldrig surt eller utrygt at være der, og der blev spist og snakket og grinet (jeg spiste i realiteten mest ude på toilettet, mens tvillingerne skiftedes til at sidde dér), og skolebørnene spillede stikbold non-stop i mørket skolegården, og Juno sad i sin højstol og spiste og spiste og spiste, og hun smilede hele tiden, og så da jeg hev hende op fra stolen, var der lort over alt. Op i nakken, ned i buksebenene. Okay. Dyyb indånding. Smil til alle. Fortæl ingen om situationens omfang. Kristian var der ikke, forresten, han var til et møde i et andet lokale på skolen, som lidt dumt lå lige oveni klassefesten, så jeg bad vores gode venner holde øje med mine tre andre børn (som jo var overalt, men altså – hvis én af dem henvendte sig, vidste de voksne, at jeg var ude på toilettet), mens jeg påbegyndte en ganske omfattende afvaskning af den meget beskidte baby i en håndvask. Lang historie kort: hun blev ren. Hun blev også tør på et tidspunkt, da jeg havde fundet noget køkkenrulle. Og hun fik tøj på (køredragt og intet andet, vi havde jo glemt den slags), og vi hyggede videre en times tid, før vi kørte glade og trætte hjem.

(Der var lige et par sekunder ude på badeværelset, da bleen lå på gulvet og indholdet var over alt, og jeg stod og vaskede hendes tykke lår i håndvasken, og papir-dispenseren viste sig at være tom, hvor det sved lidt i mine tårekanaler. Men, jeg tænkte: Det går sgu nok. Og det gjorde det jo. Gode venner hjalp til, og pludselig var Kristian tilbage. Alt gik godt.)

Så jeg kan mærke lykken igen, ja. Friheden puster til mig, så jeg næsten letter. Juno er glad, hun er så taknemmelig og mild, og hun er ikke ked af at være i dagpleje – jeg har næsten forstået det nu, tror jeg. Det er virkelig helt nyt for mig at have et barn, som måske faktisk synes, det er helt fint at være hjemmefra nogle timer.
Så i dag gentager jeg succesen (kan det næsten være sandt?) og skriver på min bog, og jeg synes, det er det bedste i verden både at have fire fuldkommen vidunderlige børn, som beriger mit liv så ubeskriveligt, og så også at have de her frirum, hvor jeg skriver mig ind i en anden verden, som også er vigtig for mig. Lykken er kommet retur. Og den er meget velkommen.

 

Når man føder for tidligt, og siger undskyld

Jeg tror på meningsfulde tilfælde. Faktisk tror jeg på alt det gode her i livet, både det vi kan se, og det vi mærker i hjertet: Jeg tror på en dybere mening med det hele, jeg tror på ægte kærlighed,  og jeg tror, at når noget trækker i os fra et sted indeni, så skal vi følge med. Derfor handler mit indlæg i dag om mødre til for tidligt fødte børn.

Der er rullet en dis ind over øen de seneste dage, og den indhyller alt omkring sig i et mystisk slør. Jeg ville have skrevet om tågen i dag, men så gik jeg en tur i den, og mens Juno faldt i søvn i barnevognen, talte jeg i telefon med min søster, der fortalte om sin bacheloropgave. Til januar bliver hun færdig som jordemoder, og hun og tre studiekammerater skriver lige nu om for tidlige fødsler og om det overgangsritual, som moderen går glip af, når hun ikke får mulighed for at bære sit barn til ende. Der er mange tab forbundet med en for tidlig fødsel, både for barnet og dets forældre. Pludselig er man mor og far, ofte endda til en nyfødt med et stort behov for pleje på sygehuset. Som gravid fik man ikke mulighed for at mærke sin krop modnes, man fornemmede ikke slutningen nærme sig, og for nogle betyder den tidlige fødsel, at de ikke kan være fysisk tæt på deres barn den første tid. Min søster fortalte om den sorg, det kan være, når man bliver mor, før man havde ventet det, og jeg skubbede barnevognen gennem tågen, mens jeg lyttede intenst, for jeg kender flere, som har fået for tidligt fødte børn, og alligevel ved jeg ikke ret meget om, hvad det vil sige.

Og så var det, min søster sagde, at mange mødre til for tidligt fødte føler skyld. “Nogle siger undskyld til deres babyer, igen og igen,” fortalte hun, og jeg kunne mærke min hals snøre sig sammen. Tænk, den følelse af ansvar. Tænk, den skyld. Det er næsten ikke til at bære.
Mon ikke alle kvinder kender den; skylden og skammen?

Mon ikke vi lidt for ofte siger undskyld, i det hele taget?

Mit hjerte gør ondt ved tanken om de mødre, som har mistet den forventede overgang til forældreskabet; som måske har frygtet det ultimative tab, og som ikke har haft samme muligheder for kontakt til deres barn den første tid. Nogle af børnene lider af alvorlige handicaps, i andre tilfælde er det forældrene, som får de største mén. Tænk at stå med den tonstunge bekymring, med angsten for at miste sit barn; tænk at gå glip af den begyndelse, som mange tager for givet. Tænk at være alt det igennem og så føle skyld oveni. Det er jo ikke deres skyld. Det har det aldrig været. Hvor kommer skylden fra?

Og mens min søster talte, tænkte jeg, at jeg ville skrive om det. Jeg fik lyst til adressere den skyld, som alle mødre kender i et omfang, og jeg fik lyst til at sætte fokus på mødrene til for tidligt fødte børn, som fortjener at vide, at vi andre ved, at det ikke er deres skyld. At set ude fra – set herfra, hvor jeg står, – så er der ikke den mindste tvivl om, at alle de mødre har gjort deres bedste, og at de ingen skyld bærer.  “Sæt jer selv fri!” fik jeg lyst til at råbe fra hustagene. For da jeg ventede mine tvillinger for fem år siden, gik jeg i fødsel i uge 28, og hvis ikke det var blevet stoppet, havde jeg også bebrejdet mig selv og – måske – haft to helt anderledes børn i dag, eller kun én af dem, eller ingen.

Men inden jeg gik i gang med at skrive, havde jeg brug for lidt ro, så jeg satte mig med en bog og en kop te, og så, netop på den side, jeg var kommet til, stod disse ord:

“Siger De forrresten tit undskyld?” spurgte han Anna.
Kvinder føler sig altid mere skyldige, end de reelt er.
“Mener de: Undskyld, må jeg have lov at tale færdig? Eller nærmere: Undskyld, jeg er forelsket i dig og kun volder dig vanskeligheder?”
“Begge dele. At sige und-skyld i enhver form. Det kan være, at De på den måde har vænnet Dem til at påtage Dem skylden for alt det, der er sker. Det er ikke altid os selv, der former ordene, men de ord, vi tit bruger, former os.”

Og jeg tænkte: Ja, sådan er det. Kvinder siger undskyld.

Vi skal alle sammen hjælpe hinanden med at slippe skylden. Vi skal stille spørgsmål, vise interesse og omsorg.
Mødre til for tidligt fødte føler sig ofte isolerede, viser undersøgelser. Nogle holder sig væk fra alt socialt i mange måneder, fordi de ikke føler sig forstået eller imødekommet af deres omverden. Enkelte kommer aldrig til at tale med nogen om, hvordan de har det med oplevelsen.
Vi danskere kan være meget berøringsangste, det ved vi jo, og ofte vil vi hellere lukke munden end stille spørgsmål. Måske er vi bange for at sige noget forkert. Måske aner vi ikke, hvor vi skal starte.
Jeg lærte på journalisthøjskolen, at “hv”-spørgsmål er vejen frem: “Hvordan? Hvad? Hvorfor? Hvem?” Det er åbne spørgsmål, som ikke lægger ord i munden på den adspurgte.

“Hvordan har du det?” “Hvad har du brug for?” “Hvordan var det at føde for tidligt?”
Det kan gøre en verden til forskel, at vi viser interesse. Vi kan fjerne skylden ved at være der, vise omsorg, bakke op, lytte og ikke glemme. Og mange har svært ved at tage imod; vi danskere er jo heller ikke vant til at få så meget opmærksomhed, ligesom vi ikke er vant til at give det, men jeg tror, det kan være en hjælp, hvis vi løfter ansvaret fra deres skuldre (de har nok af den slags allerede), og siger: “Jeg kommer forbi med noget mad og et kram, og går igen efter fem minutter.”

Jeg har aldrig tænkt på, at en for tidlig fødsel kunne være forbundet med skyld og skam, men jeg ved det, når jeg mærker efter. At i denne kultur bygget på kirkens løftede pegefingre, på menneskets synd og skyld, og på nutidens billede af det perfekte menneske, ligger det lige for.
Sandheden er, at når man føder for tidligt, mister man noget. Til gengæld har man intet forkert gjort. Det er ikke til at bære, at man oveni tabet skal slæbe rundt på en skyld, som vejer så tungt.

Så lad os sige til alle med skyld, og i dag særligt til dem med for tidligt fødte børn: Tilgiv jer selv. I bærer intet ansvar. Giv slip på skylden og indtag resten af livet med oprejst pande.

Jeg håber, I vil dele det her indlæg på alle de relevante steder.

Hvad føler I skyld over? Kender I til den dårlige samvittighed i moderskabet; til følelsen af at have gjort noget forkert eller være utilstrækkelig?

Jeg kan ikke være alene med mine børn

Hånden på hjertet, så magter jeg ikke at være alene med mine børn og samtidig være den mor, jeg gerne vil.
Eller, jo – i nogle timer. En formiddag, en eftermiddag, en aften. Men helst ikke hele døgn. Det er ikke noget, jeg deler her, fordi jeg har brug for et skulderklap eller en buket blomster, men fordi jeg har besluttet at gøre noget ved det – og fordi jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Jeg skriver det heller ikke, fordi jeg håber, at hjælpende hænder vil springe til. Det er Kristian, der kender børnene lige så godt som jeg. Det er ham, der kender rytmerne, vores hjem, mig, og ofte kan det være en ekstra stressfaktor at have hjælp udefra, synes jeg, når dagen ruller af sted og ikke mindst om aftenen, hvor jeg har brug for ro, indeni og udenpå.

Men når Kristian tager færgen væk en gang om ugen eller to, er det for at hente 80% af vores årsindkomst med hjem. Og det er jo ikke fordi, penge er vores mærkesag, og det er heller ikke fordi, vi arbejder ret meget i timetal, men lidt skal der til alligevel, så det er en svær erkendelse, men jeg kan mærke, at jeg ikke kan sige farvel ret mange gange mere uden at knække lidt. Sidst jeg var alene med børnene i et døgn, smækkede jeg med døre og råbte, og jeg har prøvet at blive så vred, at vi endte med at græde alle sammen, og jeg har brugt timevis på at samle børnene op efterfølgende, for de var så kede af at se mig ked af det, at mit hjerte bliver ømt, når jeg tænker på det nu.

Og jeg ved, det blandt andet hænger sammen med, at Juno kun lige knap er startet i dagpleje, og jeg nåede lige at fornemme friheden, så blev hun syg i en uge, og friheden forsvandt lidt igen, og jeg trænger til sammenhængende timer med ro til arbejde, og jeg trænger til at have tid til at stable noget på benene, som kan stå i stedet for en del af Kristians jobs væk fra øen. Jeg trænger så meget til ikke kun at være mor.

Så jeg har sagt til Kristian, at vi må finde nye veje til at supplere de eksisterende, og jeg har sagt, at det ikke er så vigtigt, om han forstår, hvorfor det trækker så store veksler på mig at være alene, for det gør det. Og han har holdt om mig, og hvisket til mig, at han er med mig, at vi finder en løsning, og jeg har været ked af det og været træt. Helt i bund med tunge øjenlåg og blege kinder, men lige om lidt viser der sig nye muligheder, det er jeg sikker på. Jeg kan ligesom mærke det komme rundt om hjørnet. Kender I det? Når man ved, at noget godt snart sker, og man tør næsten ikke tro på, at man kan mærke den slags, men efterhånden har livet vist mig, at det er rigtigt nok. Der er altid en vej. Altid altid, og nu er vi i gang med at finde en, der er endnu bedre for os.

Og så, lige om lidt – om nogle måneder eller lidt mere – siger jeg til Kristian: Trænger du ikke til at komme væk en weekend? Og han siger det samme til mig. Pludselig er der luft igen, og vi kan trække vejret dybere, for den mindste af vores små bliver større, og de andre er det allerede, og sådan forandrer det sig, dag for dag. Det fysiske pres letter, tonstunge opgaver bliver afløst af noget, jeg nemmere kan håndtere. Jeg har lettere ved de større børn, har nemmere ved at være mor, når der også er plads til at være andet.

Så lige i disse dage magter jeg ikke så meget som normalt, men jeg kan mærke, at det kommer igen. Og nu er det weekend, og solen skinner, og vi er her alle sammen, heldigvis.

Mød et menneske – Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen

Hun må være næsten lige så høj som huset, tænker jeg, mens jeg banker på den grønne dør i den mintfarvede facade. “Niels Bondo” står der på skiltet, det var hendes fars navn, og han blev født i Ærøskøbing, og nu er huset sommerhus for Lillian Bondo, hendes mand Tage, og deres fire børn. Lillian åbner hurtigt, og ja, hun er høj, og hun er smilende. Præcis som på fjernsynet. Vi har talt i telefon engang (om nogle bogreoler) og skrevet sammen (om julekalendre og freelanceartikler), og min søster og hende støder med mellemrum på hinanden i deres fælles fag. Det er måske derfor, hun er så spændende; fordi der bare ér noget ved de jordemødre? De fleste kvinder, som har født, kunne godt tænke sig at være fluen på væggen i et rum med en gruppe af hendes slags og høre om det grumme og det smukke, det lette og det ubærlige. Lillian træder et skridt tilbage. “Vil du låne et par strikstrømper?” spørger hun, og er allerede halvvejs oppe af den gamle, lakerede trappe. “Kom med.” Ovenpå er væggene uendeligt skrå, gulvet er malet gråt og dørene er grønne med røde detaljer. Hun bukker sig over en rejsetaske på sengen, og trækker et par hjemmestrikkede, regnbuefarvede sokker op. “Sådan! Nu skal vi have te.”

Mød Lillian: dybt professionel, hurtigtsnakkende, passioneret formand på et fagområde som vedkommer alle mennesker

Lillian Bondo, jordemoder og formand for Jordemoderforeningen med 2500 aktive og studerende medlemmer.
Mor til fire – heraf én jordemoder, og bedstemor til to (snart tre) børnebørn. Gift med Tage.
Bosat syd for Hornbæk, født 1953 og opvokset i Odense

“Hvordan er du kommet til tops?” spørger jeg som det første, da vi sidder ved det kridhvide spisebord med udsigt til gårdhaven og et gult anneks. Og så griner Lillian. Højt.
– Jeg tænker slet ikke på, at jeg er til tops. Vi har en flad organisation, så man klatrer ikke derop, men jeg er blevet valgt fire gange siden 2001, så jeg foretrækker selvfølgelig at tænke, at jordemødre kan lide det, jeg står for, siger hun.

Lillian taler hurtigt, og hendes beskedenhed bliver næsten skjult i talestrømmen, men den er der hele vejen gennem samtalen. En vedvarende, oprigtig (- kvindelig?) beskendenhed.

–  Jeg får indimellem spørgsmålet, om ikke jeg savner at være jordmoder, og jeg kan næsten tabe kæben. Jamen, jeg er da lige så meget jordemoder nu, som jeg altid har været! Tidligere gjorde jeg en dyd ud af, at jeg ikke skulle være leder, men på et tidspunkt indså jeg, at måske var dyden at finde ud af, fra hvilken rolle man bedst kunne styrke kvindens og familiens fødselsoplevelse. Nogle er strategikere eller driftsledere, nogle forsker eller underviser, andre har en privat praksis eller er i en ultralydsklinik. En jordemoder er ikke kun hende ved fødelejet.

Lillian Bondo har været uddannet i over tredive år, og kender faget indefra og udefra, i alle hjørner og kroge, og indimellem tager hun en uge på én af landets fødegange, og så rapporterer hun på sin facebookprofil om sine oplevelser.

– Jeg får ofte mails fra kvinder, der skriver, at de gerne vil være jordemoder, fordi de er så vilde med spædbørn, og jeg bliver nødt til at vende deres argumentation på hovedet, når jeg svarer, for som jordemoder skal man netop yde den krævende opgave, der sikrer, at man selv har spædbarnet mindst muligt. Man skal gå ind i det for familiedannelsen. Når et barn kommer til verden, bliver nogen mor, nogen bliver måske søskende, måske er der en far eller en mor mere eller ingen partner overhovedet, og alt det skal man være en ressource i at få bedst muligt fra start.

Hvem skal være jordemoder?
– Hvis du vil være jordemoder, tænker jeg, at du også skal kunne magte det besværlige; lort og bræk og sved – og angst. Angsten hos den fødende for at det ikke går godt og angsten i dig selv, måske, over det store ansvar, du står med. Du skal kunne skuldre det, både hos familien og i dig selv og vokse med de oplevelser, du får undervejs. Da jeg var på mit 2. studieår, og vi havde om den sygeligt forløbne graviditet og om senaborter, gik jeg pludselig helt i brædderne, og jeg frygtede, at jeg ikke kunne være jordemoder alligevel. Men det slog mig, at jeg selv havde haft en ufrivillig abort i uge 21 nogle år forinden, og sammen med en psykolog arbejdede jeg oplevelsen igennem for at finde ud af, hvad min angst var for én. Senaborter og spædbarnsdød er jo en trist og sørgelig del af jordemoderfaget, men også nødvendig og naturlig. Der hersker en lidt romantisk forestilling om, at jordemoderarbejdet er yndigt, men jeg vil sige, at man må rigtig gerne have oplevet noget lort, ærligt talt, inden man kaster sig ud i det. Hvis man trækker sig, første gang nogen kaster op i ens træsko, så har man spildt sin egen tid og samfundets ressourcer.

Hvornår vidste du, at du skulle være jordemoder?
– Efter min abort i 1979 fandt jeg ud af, at det betød noget, om der var nogen, som tog sig af én, når man havde det svært. Jeg havde aldrig før været opmærksom på jordemoderfaget som sådan, og jeg ved godt, at mange af mine kolleger har haft drømmen om det med sig fra de var børn eller unge, men dengang gik jeg på universitetet, og havde fabriksarbejde, og min verden bestod ikke af børn.

Hvad betyder dit fagområde for dig i dag?
– Det er ikke kun min professionalisme, men også min passion. Jeg har været vildt forelsket i mit arbejde, siden jeg startede på skolen, og jeg bliver stadig overrasket over dybderne, når jeg ser kolleger folde sig ud. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde er helt uden en livline ind til mit job, og det føles godt. Det bor i mig. Der kan være enkelte stunder, hvor jeg ikke er helt optaget af det – for eksempel når jeg er sammen med mine børnebørn, som nok får mere opmærksomhed end mine egne børn fik, men selv dér kan telefonen ringe.

Hvad er jordemødre for nogen?
Mange opfatter jordemødre som nogle lidt stejle ”vi alene vide”-typer, og vi er måske lidt besværlige. Men det skal vi også være, for det vi kan, er en mærkelig og fantastisk krydsning mellem noget socialt, psykologisk og medicinsk, og der er så mange discipliner på vores felt: Gravide, fødende, ammende, unge, seksualitet, stofmisbrugere, socialt udsatte, folkesundhed. Men i virkeligheden er det meget nemt: Det handler om følgeskab. Vi møder kvinderne, følger dem, passer dem, slipper dem igen, og møder dem måske påny, når de skal have næste barn. Det er ikke så meget “patientforløb” som det er “livsbegivenheder”, og derfor arbejder vi i et tankesæt, der er lidt anderledes end på sygehusene i øvrigt.

Hvad er det fede ved at være jordemoder?
At le. Der er så meget latter, så meget glæde. Jeg tror, det smitter, at man har mange ting, man er glad for, og jeg synes, jeg har mange kolleger med et stort talent for at se det muntre – både læger, sosuer og jordemødre. Man kan sagtens have et forløb, hvor man tænker, at der er ikke meget at grine af i dag, men så er der alligevel en tendens til at finde lyset. Jeg har aldrig leet så meget med andre, som jeg har sammen med jordemødre. Sidst jeg havde en uges tid med vagter, var i august, og da der var vagtskifte en dag, kom en jordemoder ind, og satte en tupperwarebøtte på bordet. Det sker jo ikke så sjældent, at nogen kommer med bagværk, men ud af den her bøtte kom en kæmpestor næsehornsbille, som hun syntes, vi skulle se, og jeg tænker stadig på den fjollede bille, og hvordan hun fandt på det.

Hvor kommer munterheden fra?
Jeg tror, vi er meget koncentrerede omkring noget, som er så vigtigt, at der er behov for lethed også. Man kan have været med i en fødsel, som er lidt hård: med gråd, opgivenhed, høje lyde, blege fædre og så videre, og så kommer man ud, og det er faktisk endt rigtig godt, og der er nogle glade forældre og en lille lækker unge inde på stuen, og man er brugt som ind i helvede, og så er reaktionen som oftest galgenhumor. Et overskud af glæde midt i trætheden.

Lider I under at være et kvindefag?
Nej, jeg synes, det er et fag, som på godt og ondt er et kvindefag. Godt på alle de talenter og den indføling, som vi mestrer, og ondt fordi samfundet agter vores kvindeindsats ringere end ingeniørens byggetillladelser til carporte. Jeg mener; selvfølgelig er det vigtigt, at carporte er sikre, men det er altså også vigtigt, at nye mennesker kommer sikkert til verden, og jeg er vred over vores løn. Løn er jo dannet med historiske baggrunde, og det er svært at sprænge de forventninger, når først noget er mejslet i sten, og der skal politisk vilje til for at ændre det markant. Men indimellem lykkes det med baggrund i ændrede vilkår, og det er mit ønske at gøre opmærksom på vores store ansvar og de udfordringer, som vi oplever på vores egen krop, hvilket vores løn ikke afspejler.

Lillian ser ikke frustreret ud. Men fokuseret.
– Jordemoderfaget er den tidligste sundhedsprofession med autorisation. Vi blev autoriseret før lægerne, i 1714, og allerede i 1537 sagde Peder Palladius: ”Har I en god jordemoder, I Dannemænd, da skøn derpå, thi hun er vel sin løn værd”, men her snart 500 år efter, synes jeg stadig ikke, at Dannemænd påskønner vores jordemoder i hendes aflønning.

Hun tager mobilen, afviser et opkald, skænker sig selv en kop te. Her i sommerhuset kommer hun og Tage, deres børn og børnebørn flere gange årligt. “Tre måneder har der været nogen i huset i år,” siger Tage, og det er de glade for. “Vi har de dejligste naboer.”

Lillian kører fingrene over panden, og tænker sig om.
– Altså, jordemødrene anno 2016 har travlt, og de har for lidt tid til at gøre arbejdet færdigt, men heldigvis har langt de fleste fødende den samme jordemoder under hele deres fødsel alligevel. Jeg mener, en fødsel er et dagsværk. Der skal være en normering, så enhver fødende har den hjælp, hun skal have, og hvis der er et stort dokumentationskrav, så skal vi kunne gøre det ordentligt. Det kan suge mange kræfter ud af folk at stå i en fødsel fra kl. 23-04, og så er det altså ret barsk at gå ind til en ny fødsel kl. 04:30. Lederne prøver selvfølgelig at dele sol og vind lige på afdelingerne, men normeringerne er simpelthen ikke gode nok.

Hvordan har du selv født?
Jeg fødte vores to første på sygehuset – jeg tror slet ikke, jeg vidste, at der var et alternativ. Vores tredje fødte jeg hjemme; med gode kolleger, herunder min bedste jordemoderveninde og studiekammerat, som er jordemoder her på Ærø. Den sidste fødte jeg på sygehuset på grund af komplikationer i graviditeten, men da jeg var blevet jordemoder, var hjemmefødsel mit førstevalg – som det i øvrigt er for rigtig mange jordemødre.

Lillian siger farvel foran det lille, fine hus i Vestergade. “Dér boede faster Egidia, inden hun købte det her hus,” siger hun, og peger skråt op ad gaden. “Ærø var min fars fødeø, Ærøskøbing hans by. Han døde i 2001, og vi savner ham stadig, så navnet bliver på døren, så længe huset er mit.”
Hun står i ude efteråret, og peger, og fortæller, og man tænker, at det er godt, at både de fødende og jordemødrene har en stærk og hurtigtsnakkende kvinde til at tale deres sag.

 

Mød andre mennesker på bloggen:

Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone

Jeg skal ikke være hjemmegående

Det har taget mig fire børn og tre barsler at erkende, at jeg ikke kan eller skal være hjemmegående. Det har taget mig knap otte år at finde frem til, at jeg ikke er glad som fuldtidsmor, uanset hvor gerne jeg vil det et andet sted i mit hjerte.

Men jeg føler mig bundet, bliver bitter og frustreret, når jeg ikke har mulighed for at skrive, kommunikere eller tænke mig om uden afbrydelser. Jeg tæller dagene, glæder mig til aftenerne, kan kun tænke på at finde lommer af frihed. For jeg er jo sammensat, ligesom alle andre; et nuanceret væsen med både det ene og det andet, der trækker i mig. Mine børn trækker i mig, de sidder i mit hjerte, og fylder det ud. Mit arbejde har tag i min sjæl; ordene vil ud, ellers visner jeg.

Og jeg må indrømme, at det er svært for mig at være på barsel. Jeg længes efter andre ting, samtidig med at jeg selvfølgelig (heldigvis) også nyder tiden med det lille nye menneske. Og jeg tør efterhånden stå ved, at jeg har ikke fået fire børn, fordi jeg elsker babytiden. Junos og mine dage derhjemme er efterhånden lange; vi padler, og hun keder sig, når ikke vi er sammen med andre på hendes størrelse. Mens hun sover sin ene lur, som varer mellem en time og halvanden, kaster jeg mig (uden en lyd) foran computeren, og skriver, skriver, skriver, og jeg er bumstille – tør knap rejse mig for at fylde koppen igen – og katten kommer udenfor, døren lukkes forsigtigt, og en dag da skorstensfejeren kom forbi, og vækkede Juno 20 minutter inde i hendes lur, græd jeg.

Alligevel elsker jeg jo mine børn, og jeg kan længes efter dem. Jeg trækker dem ind til mig om natten, og jeg løber til lågen ved børnehaven, hvor de står og hopper. Men jeg løber hurtigere, når jeg har haft tid til at fordybe mig i noget andet for en stund.

Derfor er Juno så småt startet i dagpleje. Hun bliver 11 måneder om en uge, og er yngre, end de andre har været, da jeg vinkede farvel til dem første gang. Heldigvis er hun indbegrebet af robusthed, og det i sig selv er helt nyt for mig. Mine andre børn har haft langt sværere ved at lande i nye situationer, de har ikke været lige så vant til den larm og det menneskemylder, som hun er født ind i. Så Juno griner, når vi parkerer foran dagplejemor-Hannes hus. Hviner, når hun ser de to, små piger derinde. I tirsdags var hun der for første gang uden mig, og hun smilede, da vi vinkede farvel.

Men det er ikke for Junos skyld, at jeg afleverer hende om morgenen. Det er for min. Hun ville elske at hænge på min arm det næste lange stykke tid, det er jeg sikker på. Også selvom hun keder sig indimellem.

Og alligevel skriger noget i mig på frihed. Det skriger højt. Så jeg balancerer mine behov og hendes, og holder hendes dage korte – ligesom hendes søskendes.

Så nu sidder jeg her – og skriver. Helt alene, uden min baby. Og jeg elsker det, og jeg er øm indeni og hudløs, hudløs. Pludselig glæder jeg mig til at hente hende igen kl. 12:30. Pludselig ser alting anderledes ud.

 

“Lad være med at få så mange børn..”

Jeg sendte en besked til min søster i aftes:

“alle ungerne hoster, og jeg sidder på børneværelset, og er ved at få et nervøst sammenbrud.
honey, lov mig at du får to børn og ikke ét mere?”

Men det er jo nemt nok at sige – at hun skal være bedre til at begrænse sig end mig – når man selv har sit på det tørre med alle de børn man kunne ønske sig (og mere end det, har jeg lyst til at tilføje – lige nu, i hvert fald). For jeg kan da sagtens råde alle mulige til ikke at få for mange børn (og jeg gør det). Men, hånden på hjertet: ville jeg vælge anderledes, hvis jeg fik muligheden? (svaret er et lille nej, som helt sikkert vokser sig større dag for dag).

Men shit, hvor ville jeg til gengæld gerne være fri for at føle mig så presset, som jeg indimellem gør, helt aktuelt. I aftes, for eksempel, hvor Kristian var væk (det er han indimellem – som regel på arbejde, og jeg kan næsten ikke lade være med at se opgivende på ham, når han rejser, selvom jeg jo godt ved, at det der arbejde både er nødvendigt og faktisk også meningsfuldt, men altså..) Tre af børnene er forkølede, og når vores børn er forkølede, hoster de. Astmatisk bronkitis hoste, non-stop. Frem med medicinen. Frisk luft. Dyyyb indånding (mig selv, også). Det kan fortsætte hele natten, de vækker hinanden på skift. I nat lå to af dem vågne til klokken 01:24. Det gjorde jeg også, og jeg hader hoste. Tror, det vil give mig myrekryb resten af mit liv.

(de grinede, jeg havde ondt af mig selv)

“Men, det er okay,” siger jeg til mig selv. O-K-A-Y. Fordi: Børn, som er mere end to-tre år, sover, når de sover. Ja, de snakker lidt i søvne. Ja, de vågner af hoste – men så falder de i søvn igen. Og en dag er alle mine børn jo mere end to-tre år.

Om to-tre år, altså..

Babyer, derimod, dem kan man ikke regne med. De er uforudsigelige. De er stadig kun ved at lande her på jorden. De har vinger, flakser rundt mellem det ene og det andet sted, og kan ligge lysvågne midt om natten i timevis, mens man er ved at slå en kolbøtte i sin krop af træthed.

Det er med andre ord den mindste, hende den nuttede baby med de tykke kinder, der får mig ud til kanten på aftener som i aftes, fordi uanset hvor mange gange de tre store skal have vand, tisse, afbryde højtlæsningen og skælde hinanden ud, så sover de klokken 20, cirka. Slut prut. Og selv hvis de hoster, eller kaster op, så ved jeg, at de finder ro igen på et tidspunkt – altså, hvis ikke det var for babyen, som holder alle vågne med sit høje humør..

Men, jeg skulle absolut have én mere. Selvfølgelig skulle jeg det. Én mere for at prøve at få bare en enkelt baby (ikke to) og samtidig have erfaringen fra de foregående. Jeg drømte om en tredje graviditet, en hjemmefødsel, et roligt ammeforløb, overskud og ro. Og jeg ér mere erfaren denne gang. Jeg har været mere rolig. Jeg takkede nej til sundhedsplejerskens besøg (fordi min baby hurtigt blev tyk, og jeg havde ikke tid alligevel). Og ja, jeg ved noget, men jeg ved ikke alt, og fire børn er sgu en håndfuld.

Og så er det, at jeg i desperation skriver til min søster: Stop før bægeret flyder over (selvom hun ikke har én eneste baby endnu, og hun bliver verdens bedste mor, ligesom hun er verdens bedste moster og jordemoder). Ikke fordi mit bæger er flydt over, men der triller indimellem en dråbe over kanten, og jeg føler, jeg har været heldig, at jeg ikke selv faldt i en gryde med ægte stress nogle måneder tilbage.

Min pointe gemt i alle disser ord er, at jeg glæder mig, til hosten går i sig selv; til jeg føler, jeg kan overskue vandene igen. Jeg glæder mig, til tiden går, samtidig med at jeg forsøger at nyde at være midt i den nu.

For jeg har det jo fint. Fantastisk, faktisk.
Jeg ved godt, at mine børn kunne være rigtigt syge. De kunne være døde (ja, det kunne de. Jeg kender forældre til døde børn, og det er ikke til at bære). Mine børn kunne være noget, jeg længtes efter, men aldrig fik. Men de er her, midt i mit liv, i mit hjerte, i min seng. Hostende, spruttende, lysvågne – nogle gange også om natten. Og jeg ved, at de her år, det her liv, alle disse smukke gaver, er som lysets bro til det uendelige land, og jeg går på den med solen i øjnene, men indimellem rammer skyggerne også her, og så er det godt at kunne skrive det ud.

Forresten, da jeg midt på natten stavrede op af trappen til soveværelset med panodil junior i den ene hånd og koldt vand i den anden, og netop var faldet over en pose på gulvet i køkkenet, og den mindste og den midterste sad i hver sin seng og græd og hostede – ja, der tænkte jeg, at det ikke ville have været en pind mindre stressende lige i det øjeblik, hvis jeg havde de to børn og ikke fire. Det er sgu hårdt uanset. Og godt.

Føler I nogensinde, at der er lige rigeligt at se til? Og spiser I også chokolade, når det sker? 😉

Mio, min Mio – igen, igen

Vi læser “Mio, min Mio” for tredje gang i år. Jeg tog hul på den sammen med de tre ældste i aftes, og var henført fra første sætning. Børnene lå stille, helt ubevægelige, med drømmende øjne, mens historien om Bosse, som jo i virkeligheden hedder Mio, tog sin begyndelse. Jeg elsker at læse god litteratur højt. Både for børn og for voksne. Elsker lyden, følelsen af ordene i min mund, når de er så poetiske, at de får vinger. Når nogen har skrevet dem med en sådan omhu, at vi drager af sted, alle sammen, til det dér, historierne kommer fra. Jeg elsker at se fortællingen komme til live for mine egne øjne og i de oplevelser, børnene og jeg deler, når vi taler om bøgerne med hinanden.

Kristian og jeg læser en del med vores børn. I lange perioder har vi haft et mindre børnebibliotek ude på toilettet, og så sad vi der – skiftevis Kristian og jeg – og læste, når børnene var på toilettet. Det var nærmest komisk, og indimellem ikke ligefrem en luksuriøs fornemmelse, men det gav alligevel følelsen af at gribe litteraturen, og servere den for børnene, når de har tid og ro.

Der er ikke noget bedre end at læse historier for nogen, som lytter intenst, griner, gisper af spænding, sukker af lettelse. Sammen oplever vi ting, som vi ellers måtte drømme os til, og i fællesskabet vokser vi.

Da jeg var ung, sagde min mor til mig, at bøger er hurtigt indtjent livserfaring. Bøgerne viser os nye veje, puster til vores fantasi, løfter sløret for sandheder, vi måske ikke af os selv havde fået øje på.

Og nu er det så Mio, min Mio, vi læser herhjemme, og jeg elsker det. Jeg har ellers ikke dyrket Astrid Lindgren meget i mit liv, men de senere år, suger jeg hende til mig. Med børnene og for mig selv.

“Til Kongen,
Landet i det Fjerne.
Den, du så længe har søgt efter, er på vej. Han drager gennem dag og nat, og i sin hånd bærer han tegnet, det gyldne guldæble”

Jeg forstod ikke et ord. Men jeg frøs så underligt over hele kroppen. Jeg skyndte mig at putte postkortet i postkassen.
Hvem var det, der drog gennem dag og nat? Og hvem bar i sin hånd et guldæble?
I det samme kom jeg til at se på det æble, jeg havde fået af fru Lundin. Og æbler var af guld. Det var af guld, siger jeg. Jeg havde i min hånd et gyldent guldæble.”

– Og dét kender jeg. Det med at få gåsehud og vide det, aller inderst inde, når noget rigtigt er ved at ske. Når universet trækker os på rette vej.

Hvad læser I? Og hvornår?