Jeg skal ikke være hjemmegående

Det har taget mig fire børn og tre barsler at erkende, at jeg ikke kan eller skal være hjemmegående. Det har taget mig knap otte år at finde frem til, at jeg ikke er glad som fuldtidsmor, uanset hvor gerne jeg vil det et andet sted i mit hjerte.

Men jeg føler mig bundet, bliver bitter og frustreret, når jeg ikke har mulighed for at skrive, kommunikere eller tænke mig om uden afbrydelser. Jeg tæller dagene, glæder mig til aftenerne, kan kun tænke på at finde lommer af frihed. For jeg er jo sammensat, ligesom alle andre; et nuanceret væsen med både det ene og det andet, der trækker i mig. Mine børn trækker i mig, de sidder i mit hjerte, og fylder det ud. Mit arbejde har tag i min sjæl; ordene vil ud, ellers visner jeg.

Og jeg må indrømme, at det er svært for mig at være på barsel. Jeg længes efter andre ting, samtidig med at jeg selvfølgelig (heldigvis) også nyder tiden med det lille nye menneske. Og jeg tør efterhånden stå ved, at jeg har ikke fået fire børn, fordi jeg elsker babytiden. Junos og mine dage derhjemme er efterhånden lange; vi padler, og hun keder sig, når ikke vi er sammen med andre på hendes størrelse. Mens hun sover sin ene lur, som varer mellem en time og halvanden, kaster jeg mig (uden en lyd) foran computeren, og skriver, skriver, skriver, og jeg er bumstille – tør knap rejse mig for at fylde koppen igen – og katten kommer udenfor, døren lukkes forsigtigt, og en dag da skorstensfejeren kom forbi, og vækkede Juno 20 minutter inde i hendes lur, græd jeg.

Alligevel elsker jeg jo mine børn, og jeg kan længes efter dem. Jeg trækker dem ind til mig om natten, og jeg løber til lågen ved børnehaven, hvor de står og hopper. Men jeg løber hurtigere, når jeg har haft tid til at fordybe mig i noget andet for en stund.

Derfor er Juno så småt startet i dagpleje. Hun bliver 11 måneder om en uge, og er yngre, end de andre har været, da jeg vinkede farvel til dem første gang. Heldigvis er hun indbegrebet af robusthed, og det i sig selv er helt nyt for mig. Mine andre børn har haft langt sværere ved at lande i nye situationer, de har ikke været lige så vant til den larm og det menneskemylder, som hun er født ind i. Så Juno griner, når vi parkerer foran dagplejemor-Hannes hus. Hviner, når hun ser de to, små piger derinde. I tirsdags var hun der for første gang uden mig, og hun smilede, da vi vinkede farvel.

Men det er ikke for Junos skyld, at jeg afleverer hende om morgenen. Det er for min. Hun ville elske at hænge på min arm det næste lange stykke tid, det er jeg sikker på. Også selvom hun keder sig indimellem.

Og alligevel skriger noget i mig på frihed. Det skriger højt. Så jeg balancerer mine behov og hendes, og holder hendes dage korte – ligesom hendes søskendes.

Så nu sidder jeg her – og skriver. Helt alene, uden min baby. Og jeg elsker det, og jeg er øm indeni og hudløs, hudløs. Pludselig glæder jeg mig til at hente hende igen kl. 12:30. Pludselig ser alting anderledes ud.

 

“Lad være med at få så mange børn..”

Jeg sendte en besked til min søster i aftes:

“alle ungerne hoster, og jeg sidder på børneværelset, og er ved at få et nervøst sammenbrud.
honey, lov mig at du får to børn og ikke ét mere?”

Men det er jo nemt nok at sige – at hun skal være bedre til at begrænse sig end mig – når man selv har sit på det tørre med alle de børn man kunne ønske sig (og mere end det, har jeg lyst til at tilføje – lige nu, i hvert fald). For jeg kan da sagtens råde alle mulige til ikke at få for mange børn (og jeg gør det). Men, hånden på hjertet: ville jeg vælge anderledes, hvis jeg fik muligheden? (svaret er et lille nej, som helt sikkert vokser sig større dag for dag).

Men shit, hvor ville jeg til gengæld gerne være fri for at føle mig så presset, som jeg indimellem gør, helt aktuelt. I aftes, for eksempel, hvor Kristian var væk (det er han indimellem – som regel på arbejde, og jeg kan næsten ikke lade være med at se opgivende på ham, når han rejser, selvom jeg jo godt ved, at det der arbejde både er nødvendigt og faktisk også meningsfuldt, men altså..) Tre af børnene er forkølede, og når vores børn er forkølede, hoster de. Astmatisk bronkitis hoste, non-stop. Frem med medicinen. Frisk luft. Dyyyb indånding (mig selv, også). Det kan fortsætte hele natten, de vækker hinanden på skift. I nat lå to af dem vågne til klokken 01:24. Det gjorde jeg også, og jeg hader hoste. Tror, det vil give mig myrekryb resten af mit liv.

(de grinede, jeg havde ondt af mig selv)

“Men, det er okay,” siger jeg til mig selv. O-K-A-Y. Fordi: Børn, som er mere end to-tre år, sover, når de sover. Ja, de snakker lidt i søvne. Ja, de vågner af hoste – men så falder de i søvn igen. Og en dag er alle mine børn jo mere end to-tre år.

Om to-tre år, altså..

Babyer, derimod, dem kan man ikke regne med. De er uforudsigelige. De er stadig kun ved at lande her på jorden. De har vinger, flakser rundt mellem det ene og det andet sted, og kan ligge lysvågne midt om natten i timevis, mens man er ved at slå en kolbøtte i sin krop af træthed.

Det er med andre ord den mindste, hende den nuttede baby med de tykke kinder, der får mig ud til kanten på aftener som i aftes, fordi uanset hvor mange gange de tre store skal have vand, tisse, afbryde højtlæsningen og skælde hinanden ud, så sover de klokken 20, cirka. Slut prut. Og selv hvis de hoster, eller kaster op, så ved jeg, at de finder ro igen på et tidspunkt – altså, hvis ikke det var for babyen, som holder alle vågne med sit høje humør..

Men, jeg skulle absolut have én mere. Selvfølgelig skulle jeg det. Én mere for at prøve at få bare en enkelt baby (ikke to) og samtidig have erfaringen fra de foregående. Jeg drømte om en tredje graviditet, en hjemmefødsel, et roligt ammeforløb, overskud og ro. Og jeg ér mere erfaren denne gang. Jeg har været mere rolig. Jeg takkede nej til sundhedsplejerskens besøg (fordi min baby hurtigt blev tyk, og jeg havde ikke tid alligevel). Og ja, jeg ved noget, men jeg ved ikke alt, og fire børn er sgu en håndfuld.

Og så er det, at jeg i desperation skriver til min søster: Stop før bægeret flyder over (selvom hun ikke har én eneste baby endnu, og hun bliver verdens bedste mor, ligesom hun er verdens bedste moster og jordemoder). Ikke fordi mit bæger er flydt over, men der triller indimellem en dråbe over kanten, og jeg føler, jeg har været heldig, at jeg ikke selv faldt i en gryde med ægte stress nogle måneder tilbage.

Min pointe gemt i alle disser ord er, at jeg glæder mig, til hosten går i sig selv; til jeg føler, jeg kan overskue vandene igen. Jeg glæder mig, til tiden går, samtidig med at jeg forsøger at nyde at være midt i den nu.

For jeg har det jo fint. Fantastisk, faktisk.
Jeg ved godt, at mine børn kunne være rigtigt syge. De kunne være døde (ja, det kunne de. Jeg kender forældre til døde børn, og det er ikke til at bære). Mine børn kunne være noget, jeg længtes efter, men aldrig fik. Men de er her, midt i mit liv, i mit hjerte, i min seng. Hostende, spruttende, lysvågne – nogle gange også om natten. Og jeg ved, at de her år, det her liv, alle disse smukke gaver, er som lysets bro til det uendelige land, og jeg går på den med solen i øjnene, men indimellem rammer skyggerne også her, og så er det godt at kunne skrive det ud.

Forresten, da jeg midt på natten stavrede op af trappen til soveværelset med panodil junior i den ene hånd og koldt vand i den anden, og netop var faldet over en pose på gulvet i køkkenet, og den mindste og den midterste sad i hver sin seng og græd og hostede – ja, der tænkte jeg, at det ikke ville have været en pind mindre stressende lige i det øjeblik, hvis jeg havde de to børn og ikke fire. Det er sgu hårdt uanset. Og godt.

Føler I nogensinde, at der er lige rigeligt at se til? Og spiser I også chokolade, når det sker? 😉

Mio, min Mio – igen, igen

Vi læser “Mio, min Mio” for tredje gang i år. Jeg tog hul på den sammen med de tre ældste i aftes, og var henført fra første sætning. Børnene lå stille, helt ubevægelige, med drømmende øjne, mens historien om Bosse, som jo i virkeligheden hedder Mio, tog sin begyndelse. Jeg elsker at læse god litteratur højt. Både for børn og for voksne. Elsker lyden, følelsen af ordene i min mund, når de er så poetiske, at de får vinger. Når nogen har skrevet dem med en sådan omhu, at vi drager af sted, alle sammen, til det dér, historierne kommer fra. Jeg elsker at se fortællingen komme til live for mine egne øjne og i de oplevelser, børnene og jeg deler, når vi taler om bøgerne med hinanden.

Kristian og jeg læser en del med vores børn. I lange perioder har vi haft et mindre børnebibliotek ude på toilettet, og så sad vi der – skiftevis Kristian og jeg – og læste, når børnene var på toilettet. Det var nærmest komisk, og indimellem ikke ligefrem en luksuriøs fornemmelse, men det gav alligevel følelsen af at gribe litteraturen, og servere den for børnene, når de har tid og ro.

Der er ikke noget bedre end at læse historier for nogen, som lytter intenst, griner, gisper af spænding, sukker af lettelse. Sammen oplever vi ting, som vi ellers måtte drømme os til, og i fællesskabet vokser vi.

Da jeg var ung, sagde min mor til mig, at bøger er hurtigt indtjent livserfaring. Bøgerne viser os nye veje, puster til vores fantasi, løfter sløret for sandheder, vi måske ikke af os selv havde fået øje på.

Og nu er det så Mio, min Mio, vi læser herhjemme, og jeg elsker det. Jeg har ellers ikke dyrket Astrid Lindgren meget i mit liv, men de senere år, suger jeg hende til mig. Med børnene og for mig selv.

“Til Kongen,
Landet i det Fjerne.
Den, du så længe har søgt efter, er på vej. Han drager gennem dag og nat, og i sin hånd bærer han tegnet, det gyldne guldæble”

Jeg forstod ikke et ord. Men jeg frøs så underligt over hele kroppen. Jeg skyndte mig at putte postkortet i postkassen.
Hvem var det, der drog gennem dag og nat? Og hvem bar i sin hånd et guldæble?
I det samme kom jeg til at se på det æble, jeg havde fået af fru Lundin. Og æbler var af guld. Det var af guld, siger jeg. Jeg havde i min hånd et gyldent guldæble.”

– Og dét kender jeg. Det med at få gåsehud og vide det, aller inderst inde, når noget rigtigt er ved at ske. Når universet trækker os på rette vej.

Hvad læser I? Og hvornår?

Velsignelser har mange former

I går var vi til min nieces dåb, og det var en rørende, berigende dag. Min lille niece med de klare blå øjne og det store smil blev velsignet under en intim dåbsceremoni i Møllevangskirken i Aarhus. Den nye stolte mor, smilende og som et maleri i sin grønne kjole, min uendeligt stærke bror med vand i øjenkrogene.

Kristians og mine børn er ikke døbt. Selvom vi begge er overbevist om, at der er meget mere mellem himmel og jord, end naturvidenskaben alene kan bevise, har vi ikke følt, at en traditionel dåb var rigtig for os.

Vi har igennem årene ønsket at markere alle vores børns komme overfor verden, og for de tre ældste holdt vi navnefester med fællessang og mange mennesker. Vi inviterede alle, vi kendte, skrev sange til børnene, og bagte kager i hobetal, og det var festligt, men det var ikke den rigtige løsning denne gang. Vi er et andet sted nu end for fire år siden, da vi fejrede vores tvillinger, og det ville føles forkert at trække den samme skabelon nedover to forældre, som har formet sig påny.

Derfor besluttede vi at lave en intim og personlig velsignelse af Juno, som indrammede de overbevisninger, der er så stor en del af vores liv. Vi ville synge en salme for hende, og sige nogle ord fra vores inderste – og så en dag for nogle uger siden, hvor solen skinnede, og Juno var i godt humør, spurgte vi min søster og svigerfar, som begge var på besøg, om de ville med til stranden og markere Junos ankomst i vores liv.

Kristian tog en guitar i hånden, og sammen gik vi ned til vandet, hvor bølgerne slog roligt mod sandet. Dernede tog vi på skift Juno i vores arme, og talte til hende om vores ønsker for hendes liv, og om hvilken rolle vi håbede hver især at spille undervejs. Hun lyttede, og der var en varme og et nærvær omkring vores lille cirkel, og vi stod i solen og sang den nye dåbssang, som Kristian har skrevet, og som vi også sang i kirken for Junos kusine i går.

Sangen hedder “Tak for dig”, og den handler om taknemmeligheden for det nye liv og om livets mange muligheder og håb. Det sidste vers i salmen er inspireret af min svigerindes ord om ønsket for en velsignelse af hendes datter, og på den måde føltes det som at binde en sløjfe, da vi i går sang salmen igen. Den havde bevæget sig fra den solrige dag på stranden til den fine dåb i kirken, hvor vi i en stemning af tillid og lys sammen sang for det lille, nye liv med et nyt forældrepar i centrum.

Og det var så rørende, så uendeligt stærkt og meningsfuldt: Det var alt det bedste i livet fanget i nogle afgørende øjeblikke med kærlighed, tro og håb. Og det er jo netop det, dåben, velsignelsen, ceremonien eller festen handler om: At sende varme, tro og tillid i retning af det nye menneske; at takke for den gave det er at modtage nyt liv og at håbe på en skæbne fuld af alt det, som livet rummer, når det er bedst.

Her er teksten til Kristians dåbssalme, Tak for dig, som jeg synes, siger det hele så præcist. Jeg ved, at han gerne sender noderne til alle, der har interesse i at synge den.

Du har rejst så langt
Før du landede hos os
Som et stjerneskud slog ned på vores jord
Med din egen sang
Stik imod de mange ods
Faldt du ud af himlen lige hvor vi bor
Tak for dig
Tak fordi du er her
Tak for dig
Tak fordi du er her

Du har bragt et lys
Fra de høje tinders land
Ned i dybderne hvor mørket også gror
Kærlighed og gys
Kulde varme kvinde mand
Mellem polerne er spændingen så stor
Tak for dig….

For din fod står nu
Et fortryllet stafeli
Med et lærred ligeså rent og hvidt som sne
Farverne har du
Tusind’ pensler gør dig fri
Dine tankestreger kommer til at ske
Tak for dig…..

Så nu synger vi
Og velsigner dig i kor
Hør et hav af stemmer rejser sig i dag
Som et skjold af lyd
Flammesværd af sande ord
Står vi bag dig udi hvert et hjerteslag
Tak for dig….

Jeg sad på en trappesten med sand i ansigtet

I går sad jeg på en kold trappesten midt i Aarhus, og ammede min 10 måneder gamle datter. Jeg havde ikke tøj på til det, så jeg måtte hive min uldsweater op, og min undertrøje ned. Det blæste; jeg fik sand i ansigtet, og jeg mærkede gråden i min hals. Nogle gange kan jeg næsten ikke mere. Ikke på grund af sandet eller mine kolde fingre i sig selv, men på grund af alle kompromiserne. Ikke fordi jeg har brug for medlidenhed, men fordi jeg indimellem har gjort for meget for længe.
Jeg havde troet, jeg skulle trille en tur med min sovende baby, mens jeg hørte musik i hovedtelefonerne. Jeg ville have lyttet til William Fitzsimmons og Joseph Arthur. Jeg havde troet, jeg skulle betragte byens liv på afstand med ro i mine tanker. Jeg ville have nydt duftene fra de mange caféer. Jeg havde glædet mig til den lille pause, i stedet sad jeg blottet midt i det hele med en kop kold te mellem fødderne.

Og jeg kan blive så træt, at jeg triller mod kanten af et hul fyldt med selvmedlidenhed, træthed og fortvivlelse.

Men så kom det til mig, at Kristian i samme øjeblik var på DOKK1 med vores tre ældre børn, og han havde grinet, da vi talte sammen kort forinden. De spillede air hockey, og kiggede på de mange bøger på de mange reoler, og jeg kunne dufte den frihed, som man har med lidt større børn; samspillet, de uendelige relationer, glæden ved alt det, man deler. Al den kærlighed. Al den kærlighed. Og den slags kommer kun i så rige mængder, det bliver kun godt, hvis man på vejen dertil er villig til indimellem at sætte sig på en trappesten og vikle barnet i et tæppe, kysse hendes tykke, bløde kinder og sige, at det nok skal blive godt igen. Selvom gråden presser sig på hos begge.

Jeg kan selv blive overrasket over, at jeg har fået fire børn. For jeg synes ikke, det er nemt at være mor til babyer, og alligevel fik vi en mere, efter vi havde fået tvillinger. Jeg kan selv have svært ved at forstå, at jeg turde, men det gjorde jeg, fordi jeg ved af erfaring, at pludselig kender man et vidunderligt menneske mere. Pludselig har man udvidet sin familie indefra.

De første måneder af hende den mindstes liv mærkede jeg nogle gange et mørke ånde mig i nakken. Jeg mærkede et koldt, blåt lys indeni, når jeg ikke vidste, hvornår jeg ville få et øjeblik for mig selv igen. Nogle aftener var lyset så kraftigt, at Kristian måtte trække mig ind til sig og minde mig om, at de her år med de bittesmå liv i vores varetægt blot er et åndedrag i vores eksistens.

Når jeg ser på min børneflok nu, ved jeg, at alt er, som det skal være. Jeg ånder lettet op: den yngste er snart et år, og jeg klarede det. Vi klarede det. Vi ved at lande igen.
Vi har to piger og to drenge, og jeg ved, at det er en lykke så stor, at jeg med god grund vil knibe mig selv i armen lige så længe, jeg er her. Min lykke er som en å af grinende, dansende, snakkende, hoppende smukke smukke børn, og jeg har lært alt af dem. Jeg har lært livet, mig selv og dem at kende. Jeg kender til begrænsninger, frygt, ensomhed, frustration og længsel, og jeg kender til den lyseste lykke, den klareste glæde, taknemmelighed og meningsfuldhed.

Jeg håber, at alle mødre og fædre ved, at vi andre godt er klar over, at det ér en stor opgave at være i deres sko. At de ikke er alene om at synes, det indimellem trækker tænder ud. Jeg håber, de er klar over, at vi andre også kender til deres søvnløse nætter, afmægtige dage, bekymringer og savn, men også at vi kan se deres stolthed og glæde. At et par tårer på en kold trappesten ikke er hverken et nederlag eller ensbetydende med fortrydelse, men derimod blot endnu en erfaring i et levet liv.

Mine børn er det hele værd. Det husker jeg tydeligere, efterhånden som jeg igen får tid til at mærke sig selv og mulighed for at betragte mit liv lidt på afstand. Og jeg ved, at lige om lidt har jeg siddet med blottet maveskind for allersidste gang, og så vil jeg være glad for, at jeg gjorde mit bedste nu.

 

Vi kan jo ikke alt, vel

“Jeg fatter ikke, hvordan du kan skrive så hurtigt. Det ville tage mig en uge bare at få idéen,” sagde min veninde, som læser med på min blog.

“Men, det er jo ikke anderledes, end at jeg ikke ville ane, hvad jeg skulle stille op med en tilgroet have?” svarede jeg. Hun er gartner, og virkelig god til den slags.

For, vi kan jo ikke være gode til alt, og det vi helst vil bruge vores tid på, er det, vi brænder for. Og det vi bruger vores tid på, er det, vi bliver gode til. En simpel, fuldendt fødekæde, så længe vi holder os til den. Jeg ville ønske, vi fortalte alle børn, at de skal:

1) finde noget de brænder for

2) bruge tid på det

3) that’s it. nu er de ved at dygtiggøre sig for resten af livet

Det er selvfølgelig de færreste, som brænder for den nøjagtig samme ting livet igennem (jeg er for eksempel ikke den blonde pendant til Beyonce, som jeg forventede at blive i 2. klasse), og derfor skal vi have mulighed for at skifte spor i takt med vores udvikling. Men hvis ikke vi er vant til at mærke efter i os selv, kan det være svært at vide, hvor vi skal gå hen næst.

Ingen kan alt, og da slet ikke os voksne. Vi må gerne indrømme, at vi er gode til en enkelt ting eller to og ringe til det meste andet. Det er lige før, det er en styrke at fordybe sig (ja, det var jo det, jeg sagde!), og jeg kan i min fremskredne alder fint slippe af sted med at fortælle, at jeg ærligt talt ikke ved det store om det periodiske systemsejlads, vesteuropæisk geografi, noder eller skatteregler. Der er nemlig ingen tvivl om, hvad jeg til gengæld har tjek på, og nu er det en styrke, at jeg har specialiseret mig.

Gid det var så simpelt fra barndommen. Gid vi som børn fik besked på at give den gas med de ting, som vi vokser af. Gid nogen spottede vores indre glød, og hjalp os med at gøre den til en evigtbrændende flamme. Gid vi vidste, at ingen kan alt, men at alle er både gladest og dygtigst, når de bruger deres ressourcer på det, de virkelig vil.

Jeg tror, midtvejskriserne ville nærved uddø, hvis vi blev støttet i at dyrke vores passioner lige fra starten. Jeg tror, mange går i stå, knækker i halv, dumper ned i et langvarigt mørke, fordi de har mistet forbindelsen til sig selv. De har glemt, hvornår de er glade. Glemt, hvad der får dem til at fløjte spontant, synge højt og føle sig ét med dem selv og livet, mens de arbejder.

Vi kan så nemt glemme det, fordi vi allerede fra vores første år i skolen får det indtryk, at vi skal være gode til det hele. At det ikke er en mulighed at fordybe sig i noget og vælge andet fra.

Men vi kan jo ikke alt. Det er kun i foleskolen, at vi skal dygtiggøre os indenfor både madlavning, geografi, matematik og poesi, og samtidig føler os forkerte, hvis ikke vi får rimelige karakter i det hele.

“Husk individet!” har jeg lyst til at råbe. “Husk at min søn ikke nødvendigvis har den samme mission her i livet som sin sidekammerat.” At selvom de er venner, lige gamle, går på samme skole, og måske er af samme køn, kan de stå milevidt fra hinanden, når de skal finde ud af, hvor i livet de har mulighed for at blive lykkelige, udmærke sig, finde meningen med deres væren.

Og så med ét, når vi afslutter folkeskolen, skal vi være skarpe på, hvad vi vil med vores liv, resten af det. Mange vælger, og så vælger de om – igen og igen, for: “hvem er jeg? hvad vil jeg med mit liv? er der overhovedet noget, jeg brænder for, og er god til?” Hvorfra skal svarene komme, hvis vi i årevis er blevet vurderet ud fra de samme vilkår som 27 andre elever, der måske i virkeligheden kun har det tilfælles med os, at de er født samme år?

Så her er mit opråb: Lad os støtte vores børn, os selv og hinanden i at mærke efter, tage os tid og finde ind til det, vi brænder for. Lad os give hinanden, små som store, plads til at udvikle sig, tage sig tid til det, vi virkelig vil.
I sidste ende er det måske ikke væsentligt, om man kan læse, når man er otte eller ti, så længe man har sig selv med hele vejen. På den måde er der langt større sandsynlighed for, at man har lyst til at dygtiggøre sig livet igennem uden fundamentale sammenbrud, tvivlskriser eller mindreværd. Og således ender vi glade og dygtige. Stolte og tillidsfulde.

Vores familieseng

Jeg tror egentlig, jeg havde regnet med, at mit første barn skulle sove i en tremmeseng på soveværelset, da vi havde ham med hjem fra Hvidovre. Og jeg er egentlig i tvivl, om jeg havde overvejet, at der var andre muligheder. På det tidspunkt kendte jeg ingen andre, der havde børn. Og da slet ingen som havde børn, der græd hele tiden. Men det gjorde Storm. Altså græd uafbrudt de første mange uger. “Nej, nu kan vi ikke finde på mere at gøre”, konstaterede jordemoderen på barselsgangen den første nat. Da var han knap et døgn, og havde skreget i timevis. De havde givet ham erstatning på kop, og haft ham inde på vagtstuen, så jeg kunne sove, men jeg lå i min seng, og var ved at blive opløst. Efter en time gik jeg derinde, ligbleg og i en giga frottéskjorte, og trak af sted med plastikkrybben og den grædende nyfødte på min arm. Hvis han skulle græde, skulle det være på min krop.

Jeg var også helt ny, og måske lige så uforberedt som barnet. Jeg havde ingen nybagte mødre tæt på, og havde ikke tænkt over, hvordan det skulle foregå, det der moderskab. Jeg havde ikke hørt om smertefri fødsel eller været bekendt med, at man kunne føde hjemme. Jeg vidste ikke, at man kunne få bæreseler og vikler eller amme i mega lang tid eller det modsatte. Jeg anede ikke, at man kunne sove sammen med sine børn eller i hvert sit rum, og at forældre gjorde både det ene og det andet. Jeg havde derimod puffet til det lille liv i min mave, hver gang han lå stille derinde de foregående ni måneder, fordi jeg var bange for døden. Min far var død, mens jeg var gravid, og min bror var syg af kræft.

Jeg lærte hurtigt en del ting, og vigtigst af alt begyndte jeg at mærke efter: Hvis hverken jordemødrene, sundhedsplejersken eller min egen læge kunne fortælle mig, hvorfor det lille menneske græd så meget, måtte jeg finde min egen vej. Jeg tænkte, hev mig i håret, og googlede løs, og endte på onlineforumet Slyngebarn, hvor en masse erfarne mødre fortalte mig, at det måske ville hjælpe at sætte ham i en strækvikle – og tage ham til kiropraktor. De forklarede, at mange af dem også havde haft babyer, som græd meget, og bekræftede, at det var benhårdt. De fortalte, at de havde haft lyst til at forsvinde, løbe langt væk, fordi de havde følt sig afmægtige. Og så skrev de, igen og igen, at det ville blive bedre.

Og det gjorde det. Det blev bedre. Storm blev glad, og jeg blev klogere. Jeg fandt efterhånden ind til min egen visdom; min måde at være mor på, og når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at jeg var famlende og hudløs dengang. Endnu mere end nu. Jeg bevægede mig i en tåge, og der var meget, jeg kunne have gjort bedre. Når jeg tænker tilbage ved jeg, at jeg gjorde mit bedste, heldigvis. Det gjorde jeg virkelig. Ligesom jeg gør nu, hvor jeg efterhånden har lært, at jeg ikke ved alt, og aldrig kommer til det. Den bedste mor jeg kan være, er mig selv.

Storm røg over i vores seng, og blev der, og selvom det alene ikke stoppede gråden, føltes det rigtigt. Da vi fik vores tvillinger tre og et halvt år senere, havde vi to slyngevugger klar – og en stor seng. Dengang havde vi et soveværelse, hvor tre boxmadrasser passede perfekt imellem væggene, så ingen kunne trille ud til siden, og alle kunne være der (næsten) komfortabelt. Familien er vokset siden da; hver enkelt af os er blevet større (yes, også de voksne), og der er kommet én til. Nu har vi en seng, som består af fem madrasser, surret sammen og overstrøet med lækre, bløde topmadrasser, som næsten udvisker rillerne i de mange mellemled.

Vi sover der alle sammen hver nat, og det er godt. Hyggeligt, trygt og rart. Ganske enkelt fordi det er, hvad vores børn udtrykker behov for. De bliver puttet på deres børneværelse (hvor de har tre senge ved siden af hinanden), men inden Kristian og jeg når i seng om aftenen (ahem, natten), ligger de alle fire på rad og række i familiesengen, og tager imod os med hoveder i fodenden, ben på tværs og mumlen i søvne.

Hvis vores børn helst ville sove på deres eget værelse, tror jeg ikke, vi var kommet i tanke om, at man kunne gøre det anderledes. Men, de har vist os en anden vej, og vi ved, at en dag kommer selvstændigheden, og trækker i dem fra et andet sted. Pludselig gider de ikke nusses i håret, krammes helt tæt, kysses i søvne eller ligge i ske med os, og derfor har vi lavet en familieseng til os alle sammen. Og den er eddermame stor.

Når man er helt okay med at blive ædt af et monster

image

Jeg er alene hjemme med børnene i de her dage, og det er overvejende en lidt hård tjans med fire børn til to hænder, men det har også nogle fordele. Eller, det har én fordel, og den er til gengæld rigtig dejlig: Når børnene sover, er jeg helt alene. Kun mig. Og vinden i træerne. Og fire børn ovenpå, godt nok. Men, jeg kan godt lide at være alene. Semi-alene, som det jo er. Desværre sover børnene ikke uafbrudt, og nogle aftener føles lidt som en form for kapløb op og ned af trappen, og sådan var det i går.

Nå, men så sad jeg på sengekanten for hundredefyrretyvende gang, mens den ene fireårige græd i den ene ende af sengen, og hende den mindste græd i den anden (vi sover i en kæmpe seng, som jeg lover at tage et billede af en anden dag), og jeg overvejede, hvem jeg skulle trøste først, og jeg var ærligt talt lidt presset. Presset på den der måde hvor man sidder bumstille et øjeblik, og håber, at det hele forsvinder af sig selv. I samme sekund lød der en uhyggelig lyd nede fra køkkenet, syntes jeg, og det lød faktisk som det der demogorgen-monster fra Stranger Things (som er den bedste serie, jeg har set i hundrede år, og som jeg også skriver om snart), og det kunne have været mega uhyggeligt, og jeg nåede også lige at tænke “shit!”, for jeg var den eneste voksen, og vi bor langt ude på landet  (i Danmarks fredeligste kommune, men alligevel), men jeg blev ikke rigtigt bange. Jeg tænkte derimod: fint nok hvis den æder mig, så slipper jeg for at sidde her midt imellem night terror og evighedsamninger, og pludselig var der ikke noget i verden, der var farligt længere. Pludselig var jeg slet ikke bange for noget som helst, og da lyden viste sig at være den ældste, der snakkede i søvne, og de andre efterhånden faldt til ro igen, listede jeg mega modig ned i stuen, hvor jeg fandt lidt mere chokolade, som jeg hældte i en skål, og så var alt helt lykkeligt, sådan som livet kan være det, når man er stor nok til at være alene hjemme med fire børn og spise chokolade samtidig.

Bliver I nogensinde bange i mørket? Og: Har I set Stranger Things? (!!)

Jorden har os brødet givet..

Processed with VSCO with j4 preset

Her den anden aften spiste vi solgul suppe til aftensmad. Solgul af butternut squash fra haven, og gulerødder, kartofler og krydderier fra det samme sted. Næsten alt sammen fra Kristians mark og køkkenhave, og gult som efterårssolen, der er blevet med os så længe i år, og som har givet liv til det hele. Mine børn går stadig i shorts, og jeg klarer mig endnu med de tynde sutter af sko, som jeg købte i foråret. Men nu er det på tide, at jeg finder noget ordentligt fodtøj, så det prøver jeg at sætte tid af til.

For en uge siden skrev jeg om, at jeg sjældent har lyst til at bruge lang tid på at lave mad. Det har Kristian til gengæld, så mens han lavede suppe til han og jeg og wraps til ungerne (som fik suppe til forret, men ikke rigtigt gad det), kørte de tre store på scootere foran huset, Juno sad i barnevognen, og jeg snakkede med vores naboer, som alle kom gående op fra stranden, hvor de følges ned hver dag året rundt.

Nå, men Kristian lavede den her smukke gule suppe, som smagte skønt (han fulgte for øvrigt denne opskrift – jeg synes, alle hendes opskrifter er gode – og han indskyder, at han blot tog noget suppe fra til børnene, før han puttede chilien i, og lod den koge med til sidst). Da alle var inde igen, satte vi os omkring bordet, og jeg skulle hilse og sige, at det både larmer og fylder meget, når fire børn på 7, 4 og 0 år skal spise samlet.

Når vi sidder om bordet, starter vi med en bordbøn, for det lægger en ro omkring spisningen, og skaber en opmærksomhed på nogle værdier, der er vigtige for os. Bønnen vil uden tvivl være kendt for Steiner-voksne og børn, og den lyder således:

Jorden har os brødet givet
Solen har det skænket livet
Kære Sol
Kære Jord
Takken i vort hjerte bor
Velsignet være maden

Og så dette lille vers efter maden:

Tak for maden, den var god
Den gir helse, kraft og mod

– Velbekomme

Hvis der er noget, jeg ønsker at give mine børn med videre fra deres opvækst, er det en ydmyghed overfor vores jord, og en fornemmelse af, at der findes noget, som er større end individet. At der er en mening, en sammenhæng, og at vi måske nok er atomer i noget meget stort, men at vi hver især med vores tanker, følelser og handlinger, har indflydelse på alt omkring os.

Da børnene havde spist, puttede vi dem og så satte Kristian og jeg os og spiste sammen. Bare os to. I ro og uden stress, og snakkede sammen, tænkte os om, var kærester. Han er nemlig af sted resten af ugen, hvor han spiller koncerter i hele landet, så det var ekstra vigtigt med lidt fokus og voksentid.

Har I nogen spisetids-traditioner?

Processed with VSCO with j4 preset

Fra to til syv børn og et venskab i balance

Processed with VSCO with a7 preset

Kristian og jeg har kendt Sarah og Lasse i lidt mere end syv år. Da vi blev venner, var vi alle nybagte forældre for første gang, og når vi samledes på den ene eller den anden adresse i København, var det en ny verden for os at være sådan nogle, som var sammen med andre, der havde børn.

Årene er gået, og nu er vi elleve mennesker, når vi samles. Syv børn og de samme fire voksne. To huse og en helt masse erfaringer rigere, og mest af alt nogle mennesker med et andet fokus end dengang. Jeg tror egentlig, at det meste er blevet nemmere med tiden. Vi er mere rolige, selvom selskabet fylder og larmer rigtig meget. Og vi er mere glade, ærligt talt. Ikke fordi man bliver lykkelig af at få børn (al forskning peger jo på det modsatte), men fordi vi har taget stilling, valgt til og fra i vores liv, og fordi børnene, parforholdet, arbejdet og venskaberne har tvunget os hver især til at finde ind til vores kerne, og stå ved den. Og det klæder os, ligesom det klæder alle andre. Vi griner mere frit, taler mere ærligt, er ikke bange for så mange ting. Vi er der for hinanden og ved at vi alle gør vores bedste.

Dengang for syv år siden kunne vi nemt bruge en hel eftermiddag på at lave pizza til de voksne og fodre børnene med majs og rugbrød, og alligevel føle, at vi havde løbet meget stærkt. Vi kunne tale længe om ungerne, og om vores nye roller i livet, og heldigvis kunne vi også snakke om så meget andet. Om film og studier og om drømme og håb, men ingen af os talte om jordvarme, ejendomsskat eller havetraktorer, og ingen så meget som overvejede barn nummer tre (eller fire!) eller hvor meget hurtigere vi skulle løbe, hvis vi kom dertil. Men her er vi nu, en flok semi-voksne sprintere – og det føles rigtigt. Vi er vokset, både på den ene og den anden led og indeni og udenfor os selv, og når vi holder weekend eller ferie sammen, snakker vi stadig til klokken alt for sent, og skiftes til at stå op med ungerne og mødes søvndrukne, småblege i køkkenet næste morgen til brandvarm kaffe og havregryn ad libitum. Vi tømmer hinandens opvaskemaskiner, og trøster hinandens børn, og i fredags besøgte vi for første gang Sarah og Lasse i deres nye hus, og der blev fældet træer, spist is, leget og snakket.

Vi er blevet voksne, andet kan og vil jeg ikke påstå, og vi er travle og indimellem trætte. Men vi er fremfor alt venner, familie, mennesker som vil hinanden, og den slags samvær giver benzin til mange kilometer.