Den her barsel. Min sidste

Processed with VSCO with a7 preset

Det her er den barsel, hvor jeg bor på en ø, og ikke i en by. Den barsel, hvor vi ser på køer og katte og får og hav, og hvor alt omkring os bevæger sig i en cyklus, som har været den samme i mange, mange år, og som vi ikke hverken kan eller skal rokke ved. Her er ofte så stille, at jeg også bliver stille indeni. Og det er godt.

Mange formiddage triller jeg en tur med Juno i barnevognen, når de andre børn er i børnehave og skole, og vi ser disen ligge let i horisonten for enden af det blå- eller grå- eller sorte hav. Havet skifter hele tiden farve, det vidste jeg ikke, før vi flytte ind her. Jeg havde sagt, at jeg lige så gerne ville bo ved en skov eller en mark, men havet gør noget særligt ved mig. Jeg lægger mærke til det mange gange dagligt, og trækker en ro og forankring eller en længsel og melankoli ud af det. Havet forstærker det, jeg har indeni, og det er en god ven, når man skriver.

Det her er den barsel, hvor jeg møder naboen på min gåtur, og vi snakker sammen, hvad end det er hende på 87 eller ham på 75 eller hende på 74, og det giver så god mening, det, de siger. Om arbejdet på marken, fisk der skal på frost, børnebørn som kommer på besøg.

junotur

Om nogle måneder er det planen, at Juno skal i dagpleje, og til den tid er det vinter, og jeg kan knap huske, hvordan det er, når alle skal have varmt tøj på, og man ikke sådan lige kan spise sin aftensmad i haven eller løbe i shorts ned til vandet. Men lige nu er det efterår, og alt andet end æblerne lader til at afblomstre. Svalerne er ikke længere i stalden, lyset trækker sig tilbage, luften bliver klar og kølig, og der er en magi overalt, og jeg kan godt lide det vemod, og den eftertænksomhed, som følger med. Jeg tænker på den tid, som kommer, alt det, der venter os, og jeg nyder den sidste tid af min sidste barsel, mens bladene lander på gårdspladsen, og æblerne dag for dag bliver rødere. Der er altid noget, der blomstrer.

Hvad gør efteråret ved jer? Og hvad glæder I jer til lige nu, på denne dag?

Bilvasken

2016-09-21-16-21-21Kristian er i Aarhus for at arbejde, og i aftes ringede han, og fortalte blandt andet om den kæmpemæssige parkeringsplads foran det kongrescenter, hvor han holdt oplæg, som på få minutter blev fyldt med næsten ens, sorte biler og dernæst næsten ens, mørkklædte skikkelser som med deres telefoner ved øret eller foran øjnene bevægede sig hastigt mod indgangen uden at se på himlen, eller hinanden.

Han fortalte også om Dokk1, hvor han havde parkeret sin bil i en elevator, trykket på tre knapper, og så blev den løftet væk, og parkeret langt under jorden, og jeg kom til at grine højt, fordi det alt sammen stod i skarp kontrast til vores dag herhjemme.

På Ærø er der én bilvask. I en landsby. I et gammelt mejeri. Jeg har kørt forbi tidligere bare for at se på den, fordi den er så fin, men i går besluttede min søster og jeg at køre derhen med børnene for rent faktisk at vaske bilen (for første gang i halvandet år, tror jeg?)

Netop som ungerne var hoppet ud, og jeg skulle til at køre bilen ind i vaskehallen, kom stedets ejer forbi, og da han fik øje på det ubegribeligt snavsede køretøj, greb han en vandslange, og spulede for fuld kraft.  “Ellers bliver den ikke ren alligevel,” som han sagde, mens han nikkede mod bilvaskens gab.

Der var lunt udenfor, to af ungerne havde bar mave, og som vi stod dér på pladsen foran det gamle mejeri, nød jeg, at fuglene sang lige ved siden af, og at vi stod midt imellem haver og enge, og fik vasket bil.

2016-09-21-16-15-44

Nogle gange skal der ikke så meget til, før børn taber underkæben, og det gjorde mine, da vasken satte i gang, og de kæmpemæssige børster roterede for fuld fart. “Det ligner hekse!” råbte den ene, og de stod alle sammen skiftevis forstenede og hoppende, og på et tidspunkt hev to af dem bukserne ned over numsen i ren iver over miraklet foran dem, og jeg glædede mig over, at den eneste i kø, var vores nabo, som smilede forstående.

Da vi kom hjem, støvsugede min søster og jeg bilen, og Michael Jackson skrålede “Billie Jean” fra de gamle højtalere, mens ungerne dansede vildt, og bagefter pustede min søster sæbebobler, og jeg ved ikke, hvad vi skal stille op uden hende, når hun snart rejser tilbage til Aarhus. Hun har været her i fire uger, men nu er hendes opgave næsten skrevet færdig, og der sidder en sød kæreste, som savner hende derhjemme.

Hvad jeg til gengæld ved med sikkerhed, er, at Kristian får svært ved at genkende vores bil, når vi henter ham ved færgen på fredag.

Hvornår er I sidst blevet glade over noget tilsynelandende ganske småt? (Og er jeres bil ren eller møgbeskidt?)

img_1712img_1727