Vores familieseng

Jeg tror egentlig, jeg havde regnet med, at mit første barn skulle sove i en tremmeseng på soveværelset, da vi havde ham med hjem fra Hvidovre. Og jeg er egentlig i tvivl, om jeg havde overvejet, at der var andre muligheder. På det tidspunkt kendte jeg ingen andre, der havde børn. Og da slet ingen som havde børn, der græd hele tiden. Men det gjorde Storm. Altså græd uafbrudt de første mange uger. “Nej, nu kan vi ikke finde på mere at gøre”, konstaterede jordemoderen på barselsgangen den første nat. Da var han knap et døgn, og havde skreget i timevis. De havde givet ham erstatning på kop, og haft ham inde på vagtstuen, så jeg kunne sove, men jeg lå i min seng, og var ved at blive opløst. Efter en time gik jeg derinde, ligbleg og i en giga frottéskjorte, og trak af sted med plastikkrybben og den grædende nyfødte på min arm. Hvis han skulle græde, skulle det være på min krop.

Jeg var også helt ny, og måske lige så uforberedt som barnet. Jeg havde ingen nybagte mødre tæt på, og havde ikke tænkt over, hvordan det skulle foregå, det der moderskab. Jeg havde ikke hørt om smertefri fødsel eller været bekendt med, at man kunne føde hjemme. Jeg vidste ikke, at man kunne få bæreseler og vikler eller amme i mega lang tid eller det modsatte. Jeg anede ikke, at man kunne sove sammen med sine børn eller i hvert sit rum, og at forældre gjorde både det ene og det andet. Jeg havde derimod puffet til det lille liv i min mave, hver gang han lå stille derinde de foregående ni måneder, fordi jeg var bange for døden. Min far var død, mens jeg var gravid, og min bror var syg af kræft.

Jeg lærte hurtigt en del ting, og vigtigst af alt begyndte jeg at mærke efter: Hvis hverken jordemødrene, sundhedsplejersken eller min egen læge kunne fortælle mig, hvorfor det lille menneske græd så meget, måtte jeg finde min egen vej. Jeg tænkte, hev mig i håret, og googlede løs, og endte på onlineforumet Slyngebarn, hvor en masse erfarne mødre fortalte mig, at det måske ville hjælpe at sætte ham i en strækvikle – og tage ham til kiropraktor. De forklarede, at mange af dem også havde haft babyer, som græd meget, og bekræftede, at det var benhårdt. De fortalte, at de havde haft lyst til at forsvinde, løbe langt væk, fordi de havde følt sig afmægtige. Og så skrev de, igen og igen, at det ville blive bedre.

Og det gjorde det. Det blev bedre. Storm blev glad, og jeg blev klogere. Jeg fandt efterhånden ind til min egen visdom; min måde at være mor på, og når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at jeg var famlende og hudløs dengang. Endnu mere end nu. Jeg bevægede mig i en tåge, og der var meget, jeg kunne have gjort bedre. Når jeg tænker tilbage ved jeg, at jeg gjorde mit bedste, heldigvis. Det gjorde jeg virkelig. Ligesom jeg gør nu, hvor jeg efterhånden har lært, at jeg ikke ved alt, og aldrig kommer til det. Den bedste mor jeg kan være, er mig selv.

Storm røg over i vores seng, og blev der, og selvom det alene ikke stoppede gråden, føltes det rigtigt. Da vi fik vores tvillinger tre og et halvt år senere, havde vi to slyngevugger klar – og en stor seng. Dengang havde vi et soveværelse, hvor tre boxmadrasser passede perfekt imellem væggene, så ingen kunne trille ud til siden, og alle kunne være der (næsten) komfortabelt. Familien er vokset siden da; hver enkelt af os er blevet større (yes, også de voksne), og der er kommet én til. Nu har vi en seng, som består af fem madrasser, surret sammen og overstrøet med lækre, bløde topmadrasser, som næsten udvisker rillerne i de mange mellemled.

Vi sover der alle sammen hver nat, og det er godt. Hyggeligt, trygt og rart. Ganske enkelt fordi det er, hvad vores børn udtrykker behov for. De bliver puttet på deres børneværelse (hvor de har tre senge ved siden af hinanden), men inden Kristian og jeg når i seng om aftenen (ahem, natten), ligger de alle fire på rad og række i familiesengen, og tager imod os med hoveder i fodenden, ben på tværs og mumlen i søvne.

Hvis vores børn helst ville sove på deres eget værelse, tror jeg ikke, vi var kommet i tanke om, at man kunne gøre det anderledes. Men, de har vist os en anden vej, og vi ved, at en dag kommer selvstændigheden, og trækker i dem fra et andet sted. Pludselig gider de ikke nusses i håret, krammes helt tæt, kysses i søvne eller ligge i ske med os, og derfor har vi lavet en familieseng til os alle sammen. Og den er eddermame stor.

Når man er helt okay med at blive ædt af et monster

image

Jeg er alene hjemme med børnene i de her dage, og det er overvejende en lidt hård tjans med fire børn til to hænder, men det har også nogle fordele. Eller, det har én fordel, og den er til gengæld rigtig dejlig: Når børnene sover, er jeg helt alene. Kun mig. Og vinden i træerne. Og fire børn ovenpå, godt nok. Men, jeg kan godt lide at være alene. Semi-alene, som det jo er. Desværre sover børnene ikke uafbrudt, og nogle aftener føles lidt som en form for kapløb op og ned af trappen, og sådan var det i går.

Nå, men så sad jeg på sengekanten for hundredefyrretyvende gang, mens den ene fireårige græd i den ene ende af sengen, og hende den mindste græd i den anden (vi sover i en kæmpe seng, som jeg lover at tage et billede af en anden dag), og jeg overvejede, hvem jeg skulle trøste først, og jeg var ærligt talt lidt presset. Presset på den der måde hvor man sidder bumstille et øjeblik, og håber, at det hele forsvinder af sig selv. I samme sekund lød der en uhyggelig lyd nede fra køkkenet, syntes jeg, og det lød faktisk som det der demogorgen-monster fra Stranger Things (som er den bedste serie, jeg har set i hundrede år, og som jeg også skriver om snart), og det kunne have været mega uhyggeligt, og jeg nåede også lige at tænke “shit!”, for jeg var den eneste voksen, og vi bor langt ude på landet  (i Danmarks fredeligste kommune, men alligevel), men jeg blev ikke rigtigt bange. Jeg tænkte derimod: fint nok hvis den æder mig, så slipper jeg for at sidde her midt imellem night terror og evighedsamninger, og pludselig var der ikke noget i verden, der var farligt længere. Pludselig var jeg slet ikke bange for noget som helst, og da lyden viste sig at være den ældste, der snakkede i søvne, og de andre efterhånden faldt til ro igen, listede jeg mega modig ned i stuen, hvor jeg fandt lidt mere chokolade, som jeg hældte i en skål, og så var alt helt lykkeligt, sådan som livet kan være det, når man er stor nok til at være alene hjemme med fire børn og spise chokolade samtidig.

Bliver I nogensinde bange i mørket? Og: Har I set Stranger Things? (!!)

Jorden har os brødet givet..

Processed with VSCO with j4 preset

Her den anden aften spiste vi solgul suppe til aftensmad. Solgul af butternut squash fra haven, og gulerødder, kartofler og krydderier fra det samme sted. Næsten alt sammen fra Kristians mark og køkkenhave, og gult som efterårssolen, der er blevet med os så længe i år, og som har givet liv til det hele. Mine børn går stadig i shorts, og jeg klarer mig endnu med de tynde sutter af sko, som jeg købte i foråret. Men nu er det på tide, at jeg finder noget ordentligt fodtøj, så det prøver jeg at sætte tid af til.

For en uge siden skrev jeg om, at jeg sjældent har lyst til at bruge lang tid på at lave mad. Det har Kristian til gengæld, så mens han lavede suppe til han og jeg og wraps til ungerne (som fik suppe til forret, men ikke rigtigt gad det), kørte de tre store på scootere foran huset, Juno sad i barnevognen, og jeg snakkede med vores naboer, som alle kom gående op fra stranden, hvor de følges ned hver dag året rundt.

Nå, men Kristian lavede den her smukke gule suppe, som smagte skønt (han fulgte for øvrigt denne opskrift – jeg synes, alle hendes opskrifter er gode – og han indskyder, at han blot tog noget suppe fra til børnene, før han puttede chilien i, og lod den koge med til sidst). Da alle var inde igen, satte vi os omkring bordet, og jeg skulle hilse og sige, at det både larmer og fylder meget, når fire børn på 7, 4 og 0 år skal spise samlet.

Når vi sidder om bordet, starter vi med en bordbøn, for det lægger en ro omkring spisningen, og skaber en opmærksomhed på nogle værdier, der er vigtige for os. Bønnen vil uden tvivl være kendt for Steiner-voksne og børn, og den lyder således:

Jorden har os brødet givet
Solen har det skænket livet
Kære Sol
Kære Jord
Takken i vort hjerte bor
Velsignet være maden

Og så dette lille vers efter maden:

Tak for maden, den var god
Den gir helse, kraft og mod

– Velbekomme

Hvis der er noget, jeg ønsker at give mine børn med videre fra deres opvækst, er det en ydmyghed overfor vores jord, og en fornemmelse af, at der findes noget, som er større end individet. At der er en mening, en sammenhæng, og at vi måske nok er atomer i noget meget stort, men at vi hver især med vores tanker, følelser og handlinger, har indflydelse på alt omkring os.

Da børnene havde spist, puttede vi dem og så satte Kristian og jeg os og spiste sammen. Bare os to. I ro og uden stress, og snakkede sammen, tænkte os om, var kærester. Han er nemlig af sted resten af ugen, hvor han spiller koncerter i hele landet, så det var ekstra vigtigt med lidt fokus og voksentid.

Har I nogen spisetids-traditioner?

Processed with VSCO with j4 preset

Fra to til syv børn og et venskab i balance

Processed with VSCO with a7 preset

Kristian og jeg har kendt Sarah og Lasse i lidt mere end syv år. Da vi blev venner, var vi alle nybagte forældre for første gang, og når vi samledes på den ene eller den anden adresse i København, var det en ny verden for os at være sådan nogle, som var sammen med andre, der havde børn.

Årene er gået, og nu er vi elleve mennesker, når vi samles. Syv børn og de samme fire voksne. To huse og en helt masse erfaringer rigere, og mest af alt nogle mennesker med et andet fokus end dengang. Jeg tror egentlig, at det meste er blevet nemmere med tiden. Vi er mere rolige, selvom selskabet fylder og larmer rigtig meget. Og vi er mere glade, ærligt talt. Ikke fordi man bliver lykkelig af at få børn (al forskning peger jo på det modsatte), men fordi vi har taget stilling, valgt til og fra i vores liv, og fordi børnene, parforholdet, arbejdet og venskaberne har tvunget os hver især til at finde ind til vores kerne, og stå ved den. Og det klæder os, ligesom det klæder alle andre. Vi griner mere frit, taler mere ærligt, er ikke bange for så mange ting. Vi er der for hinanden og ved at vi alle gør vores bedste.

Dengang for syv år siden kunne vi nemt bruge en hel eftermiddag på at lave pizza til de voksne og fodre børnene med majs og rugbrød, og alligevel føle, at vi havde løbet meget stærkt. Vi kunne tale længe om ungerne, og om vores nye roller i livet, og heldigvis kunne vi også snakke om så meget andet. Om film og studier og om drømme og håb, men ingen af os talte om jordvarme, ejendomsskat eller havetraktorer, og ingen så meget som overvejede barn nummer tre (eller fire!) eller hvor meget hurtigere vi skulle løbe, hvis vi kom dertil. Men her er vi nu, en flok semi-voksne sprintere – og det føles rigtigt. Vi er vokset, både på den ene og den anden led og indeni og udenfor os selv, og når vi holder weekend eller ferie sammen, snakker vi stadig til klokken alt for sent, og skiftes til at stå op med ungerne og mødes søvndrukne, småblege i køkkenet næste morgen til brandvarm kaffe og havregryn ad libitum. Vi tømmer hinandens opvaskemaskiner, og trøster hinandens børn, og i fredags besøgte vi for første gang Sarah og Lasse i deres nye hus, og der blev fældet træer, spist is, leget og snakket.

Vi er blevet voksne, andet kan og vil jeg ikke påstå, og vi er travle og indimellem trætte. Men vi er fremfor alt venner, familie, mennesker som vil hinanden, og den slags samvær giver benzin til mange kilometer.

Den her barsel. Min sidste

Processed with VSCO with a7 preset

Det her er den barsel, hvor jeg bor på en ø, og ikke i en by. Den barsel, hvor vi ser på køer og katte og får og hav, og hvor alt omkring os bevæger sig i en cyklus, som har været den samme i mange, mange år, og som vi ikke hverken kan eller skal rokke ved. Her er ofte så stille, at jeg også bliver stille indeni. Og det er godt.

Mange formiddage triller jeg en tur med Juno i barnevognen, når de andre børn er i børnehave og skole, og vi ser disen ligge let i horisonten for enden af det blå- eller grå- eller sorte hav. Havet skifter hele tiden farve, det vidste jeg ikke, før vi flytte ind her. Jeg havde sagt, at jeg lige så gerne ville bo ved en skov eller en mark, men havet gør noget særligt ved mig. Jeg lægger mærke til det mange gange dagligt, og trækker en ro og forankring eller en længsel og melankoli ud af det. Havet forstærker det, jeg har indeni, og det er en god ven, når man skriver.

Det her er den barsel, hvor jeg møder naboen på min gåtur, og vi snakker sammen, hvad end det er hende på 87 eller ham på 75 eller hende på 74, og det giver så god mening, det, de siger. Om arbejdet på marken, fisk der skal på frost, børnebørn som kommer på besøg.

junotur

Om nogle måneder er det planen, at Juno skal i dagpleje, og til den tid er det vinter, og jeg kan knap huske, hvordan det er, når alle skal have varmt tøj på, og man ikke sådan lige kan spise sin aftensmad i haven eller løbe i shorts ned til vandet. Men lige nu er det efterår, og alt andet end æblerne lader til at afblomstre. Svalerne er ikke længere i stalden, lyset trækker sig tilbage, luften bliver klar og kølig, og der er en magi overalt, og jeg kan godt lide det vemod, og den eftertænksomhed, som følger med. Jeg tænker på den tid, som kommer, alt det, der venter os, og jeg nyder den sidste tid af min sidste barsel, mens bladene lander på gårdspladsen, og æblerne dag for dag bliver rødere. Der er altid noget, der blomstrer.

Hvad gør efteråret ved jer? Og hvad glæder I jer til lige nu, på denne dag?

Bilvasken

2016-09-21-16-21-21Kristian er i Aarhus for at arbejde, og i aftes ringede han, og fortalte blandt andet om den kæmpemæssige parkeringsplads foran det kongrescenter, hvor han holdt oplæg, som på få minutter blev fyldt med næsten ens, sorte biler og dernæst næsten ens, mørkklædte skikkelser som med deres telefoner ved øret eller foran øjnene bevægede sig hastigt mod indgangen uden at se på himlen, eller hinanden.

Han fortalte også om Dokk1, hvor han havde parkeret sin bil i en elevator, trykket på tre knapper, og så blev den løftet væk, og parkeret langt under jorden, og jeg kom til at grine højt, fordi det alt sammen stod i skarp kontrast til vores dag herhjemme.

På Ærø er der én bilvask. I en landsby. I et gammelt mejeri. Jeg har kørt forbi tidligere bare for at se på den, fordi den er så fin, men i går besluttede min søster og jeg at køre derhen med børnene for rent faktisk at vaske bilen (for første gang i halvandet år, tror jeg?)

Netop som ungerne var hoppet ud, og jeg skulle til at køre bilen ind i vaskehallen, kom stedets ejer forbi, og da han fik øje på det ubegribeligt snavsede køretøj, greb han en vandslange, og spulede for fuld kraft.  “Ellers bliver den ikke ren alligevel,” som han sagde, mens han nikkede mod bilvaskens gab.

Der var lunt udenfor, to af ungerne havde bar mave, og som vi stod dér på pladsen foran det gamle mejeri, nød jeg, at fuglene sang lige ved siden af, og at vi stod midt imellem haver og enge, og fik vasket bil.

2016-09-21-16-15-44

Nogle gange skal der ikke så meget til, før børn taber underkæben, og det gjorde mine, da vasken satte i gang, og de kæmpemæssige børster roterede for fuld fart. “Det ligner hekse!” råbte den ene, og de stod alle sammen skiftevis forstenede og hoppende, og på et tidspunkt hev to af dem bukserne ned over numsen i ren iver over miraklet foran dem, og jeg glædede mig over, at den eneste i kø, var vores nabo, som smilede forstående.

Da vi kom hjem, støvsugede min søster og jeg bilen, og Michael Jackson skrålede “Billie Jean” fra de gamle højtalere, mens ungerne dansede vildt, og bagefter pustede min søster sæbebobler, og jeg ved ikke, hvad vi skal stille op uden hende, når hun snart rejser tilbage til Aarhus. Hun har været her i fire uger, men nu er hendes opgave næsten skrevet færdig, og der sidder en sød kæreste, som savner hende derhjemme.

Hvad jeg til gengæld ved med sikkerhed, er, at Kristian får svært ved at genkende vores bil, når vi henter ham ved færgen på fredag.

Hvornår er I sidst blevet glade over noget tilsynelandende ganske småt? (Og er jeres bil ren eller møgbeskidt?)

img_1712img_1727