Gæsteblog: Selvforsyner og poetry slammer Lasse Nyholm Jensen: “Jeg har ikke energi til at være i opposition til alting”

Jeg holder sommerferie, og derfor har jeg skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, klæder sommeren særligt godt (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen lige her.
I forbindelse med min ferie har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog.
Skribenterne har fået en håndfuld spørgsmål (ansporet af hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.
Dette er det sidste gæsteindlæg for nu – næste gang der kommer nyt herinde, bliver det fra mig.

Jeg har læst med på Lasse Nyholm Jensens facebook i nogle år. Her deler han poetiske tekster og billedcollager fra et enkelt og æstetisk liv på sit lille landsted på Fyn. Hans ord og billeder efterlader mig ofte med en følelse af at ville vide mere: Hvem er dette menneske – tidligere eneboer, selvforsynende – og boede han ikke engang i de svenske skove med Andrea Hejlskovs slæng?
Her er den så: Historien om en mand, der hurtigt gik sin egen vej, og som i årevis var så hård mod sig selv, at intet nogensinde ville blive godt nok. Lige indtil han rejste hjem til sit hus på Fyn, og for første gang hørte fuglene synge.

Lige nu sidder jeg ved min computer, og skriver. Kigger jeg op over skærmen, kan jeg se ud af vinduet på min køkkenhave og seks håndøksede stykker tømmer, der ligger på seks sten i græsset, og illustrerer, hvor en lille sekskantet hytte skal stå en dag. I går sad min kæreste og jeg lige der ,og lavede yoga og mediterede (hun er kundalini-instruktør ved siden af sit børnebogsforfatter-virke), før vi satte os i køkkendøren, og så tordenvejret lyse aften- og nattehimlen op. I dag blæser det, og efter godt tre måneders tørke regner det også med mellemrum. Barometeret på væggen siger ‘foranderligt’. Det er nok det tætteste, jeg kommer på en beskrivelse af, hvor jeg er i mit liv, og måske også hvor jeg er på vej hen.

For nogle år siden var billedet skarpere. Jeg boede her alene (efter min daværende kone var flyttet); selvvalgt fattig selvforsyner, gør-det-selv-mand og poetry slammer på et gammelt husmandssted i udkanten af en lille landsby på østfyn. Med årene stadigt mere selvforsynende med grøntsager, bær, frugt o.lign. Tomater mm. fra selvbygget trædrivhus, æg og kød fra et lille hønsehold i selvbygget hønsehus. År for år omdannende stedets græsarealer til køkkenhave og bærbede.

I starten mest fordi ‘man kan da ikke bo på landet uden at have en køkkenhave’, siden fordi haveinteressen blomstrede, og greb om sig; friskheden i grøntsagerne til de daglige måltider fristede, udfordringen i at konservere og lagre afgrøderne til vinteren vækkede lysten til læring og nysgerrigheden efter at se, hvad der kan dyrkes under disse himmelstrøg og hvor selvforsynende man kunne blive på de små femtenhundrede kvadratmeter matriklen her er, voksede, og talte til mig.

Det, der startede som et forholdsvist stilfærdigt haveprojekt og en drøm om at leve billigt, uden at skulle arbejde fra ni til fire, udviklede sig altså siden til en mere omsiggribende livsstil og også efterhånden til en hverdagspolitisk protest. En protest mod vækst- og forbrugssamfundet, stress- og konkurrencestaten samt industrilandbruget og den miljø- og klima-nedbrydende fødevareproduktion. Emner, som også var omdrejningspunktet i mine tekster og optrædender som poetry slammer, når jeg var væk hjemmefra.

Sideløbende med at jeg vendte ryggen til flere og flere samfundsnormer, hvad angik arbejdsliv, indtægtsbehov, forbrugsforventning mv., udviklede sig umærkeligt et omfangsrigt sæt selvpåførte regler og dogmer, som jeg forsøgte at leve op til efter bedste evne. Om at gøre så meget som muligt fra bunden, om helt at undgå at købe diverse produkter, om at skære ned på forbruget af vand, el og brænde til opvarmning o.lign. Imens voksede i mig både en opposition mod den destruktive samfundsnorm, et åg af forventning om at skulle redde verden og et pres om hele tiden at gøre noget mere selv – skære mere fra, mere ned og mere til. Som det næste logiske skridt flyttede jeg i foråret 2015 væk fra Fyn og op i en skov i Värmland (hvor jeg kendte Andrea Hejlskov og Jeppe Juul samt deres nabo Maja Elverkilde fra nogle besøg året forinden) for at se om selvforsyningen og lavforbrugstilværelsen kunne komme endnu længere dér; omgivet af træer og natur og afskåret fra el, vand og andre forsyningslinjer. Om dogmelivet kunne gøres endnu skarpere.

Det kunne det på sin vis godt. Skovlivet var grundlæggende dejligt og dejligt behovsstyret. Der var vand, der skulle hentes, træer der skulle fældes, brænde der skulle hugges og stables, grøntsager der skulle dyrkes og passes og så videre for at henholdsvis tørsten kunne slukkes, varmen kunne sikres og sulten kunne stilles. Der var en gruppe af ligesindede til at holde én med selskab – og der var et væld af timer i døgnet, frigjort fra internet, nyheder og distraktioner. Timer, som i stedet kunne bruges på ovenstående nødvendige og derfor meningsfulde gøremål, samt timer nok derudover til at lære nyt og opøve nye færdigheder, såsom at strikke, spinde garn, økse tømmer, bygge et brændeskur af forhåndenværende og selvtilvirkede materialer, snitte skeer mm.
Men de danske årstider sad dybere i mig, end jeg vidste af, og de Värmlandske var stressende; dyrkningssæsonen var kortere, foråret travlt og hektisk, sommeren lang og insektplaget, efteråret igen hektisk og vinteren lang og mørk. Da Jeppe og Andrea besluttede sig for at flytte sydpå, og mit eget forhold til Maja samtidig brød sammen i vinterens løb, besluttede jeg at flytte tilbage til Fyn, til det samme hus, som nu stod tomt og til salg, og var klar til en ny start.

Efter hjemkomsten dukkede en serie erkendelser op:
– Jeg kan godt lide at lære nye ting, opøve nye færdigheder, opnå nye og flere evner, og jeg finder en form for tryghed i at kunne mange forskellige ting, at være generalist fremfor specialist.
– Jeg har ikke energi til at være i opposition til alting, men vil i stedet forsøge at gøre mit eget og i den udstrækning jeg har overskud til det, vise det frem som eksempel på at man kan leve på en anden måde end samfundsnormen foreslår.
– Jeg orker ikke længere forsøge at redde verden, men vil i stedet ‘nøjes med’ ikke at ødelægge den.

Førstnævnte erkendelse har altid præget mit liv og mine valg. Det var den, der bl.a. gjorde grøntsagsdyrkningen interessant; alle de ting, der skulle læres i forbindelse med dyrkning, pasning, høst, konservering mv.

Den anden erkendelse lettede mit syn på folk omkring mig, gjorde mig mindre fordømmende, mindre pessimistisk, og mindre dystopisk i mit blik på fremtiden.

Den tredje erkendelse var muligvis den mest frisættende. Med den slap jeg åget og vægten af mit frelserkompleks og dettes tilhørende umulige succeskriterie, som i stedet blev erstattet af et i dagligdagen oftere opnåeligt ét af slagsen; ‘jeg tror ikke jeg har ødelagt verden i dag’.

Herefter begyndte jeg at se verden anderledes. Hvor mit blik tidligere havde været rettet bredt ud i verden, spejdende efter alverdens problemer, som skulle løses, før der var noget at glædes over, kunne jeg i stedet begynde at se det, der foregik foran næsen på mig – og glædes over det. For første gang i de små ti år jeg havde boet hér, begyndte jeg at få øje på fuglene i haven. Siden jeg kom hjem fra Sverige for to og et halvt år siden, har jeg set 60-70 forskellige fuglearter i min have og nærmeste omegn.

Med dette skift i verdenssyn kom også en fornemmelse af forbindelse til verden, som jeg ikke tidligere har været opmærksom på, omend den vel nok altid har været der. Jeg giver den en del af æren for, at jeg (dengang vi) efter endt uddannelse valgte at springe af ‘den slagne vej’ og i stedet flytte på landet, ligesom jeg giver den æren for at have sat gang i køkkenhaven og dermed selvforsyningen og hvad deraf fulgte, og jeg giver den æren for at sende mig i skoven og retur med nye erkendelser. Det er en forbindelse, som går gennem hjertet, og giver dette en stemme, som til tider altså har talt højt nok til, at jeg har lyttet og fulgt den, uden egentlig at have været opmærksom på den.

Efter jeg er vendt tilbage, har jeg forsøgt at lytte til den – og svare efter bedste evne. Velvidende om min tendens til sortsyn, har jeg forfattet en morgenbøn, som dagligt minder mig om, hvordan jeg ønsker at se verden, hvilken mand jeg gerne vil være, hvad der er vigtigt, og hvad der giver mening for mig. Kodeordet er kærlighed, kan jeg godt afsløre. Kærlighed til verden, til min kvinde, til dem og dét, der er omkring mig.
Uanset hvad dagen ellers bringer, starter den dér. Med morgenbønnen og genopfriskningen af min forbindelse til verdensaltet – et løfte om at gå dagen i møde med hjertet forrest, og om at svare som der kaldes.
Hvad der kalder og på hvilke måder er forskelligt fra dag til dag, ligesom det er forskelligt hvad svaret er.

En efterårsdag for et par år siden var det en trafikdræbt ræv i vejkanten, som kaldte på mig. Havde jeg været i bil, var jeg nok bare kørt forbi, havde jeg været i bus, havde jeg nok ikke set den, men lige dén dag var jeg på cykel til Nyborg, fordi jeg skulle optræde i Århus om aftenen, og ikke kunne nå tilbage tidsnok til den sidste bus hjem fra stationen. Da jeg vendte hjem samme aften, lå ræven der stadig, så jeg samlede den op, og tog den med hjem på bagagebæreren, og dagen efter lærte jeg, hvordan man flår en ræv og garver et skind.

Nogle måneder forinden havde jeg for første gang set en natugle siddende på taget af mit hus. Dagen efter byggede jeg en natuglekasse, og satte den op bag et hul i gavlen i håb om, at uglen måske ville flytte ind. Dette forår blev en dunet natugleunge ruget ud deroppe, og fra den fløj fra reden sidst i maj, har det været en daglig aktivitet at følge den på sin vej ud i verden, rundt i de forskellige små skove i området. Jeg har brugt timer på at gå og kigge op i trækronerne for at finde den, og indtil for en måneds tid siden havde jeg held med det de fleste dage. Siden har jeg kun fundet den om natten, når den har siddet, og kaldt på sin mor. Sidst jeg så den, var ved måneformørkelsen for et par uger siden, siddende på et vejskilt i nærheden, næsten lige så stor og voksen, som den første jeg så. Den lærte mig at være opmærksom og tilstede.

En aften i skoven i Värmland snittede jeg, i stedet for en ske, en ufunktionel spiralformet træfigur – et spor, der deler sig i to via en hjerteagtig form i midten. Eller to spor, der samler sig til ét via hjertet i midten. Den har, siden jeg flyttede tilbage, ligget fremme og jeg har gentagne gange snittet den samme grundform i forskellige varianter. En dag i foråret 2017 lagde jeg et billede ud, halvgemt i en billedcollage-statusopdatering på facebook. En kvinde kommenterede, at den var fantastisk, så jeg snittede én mere, og sendte til hende. Nogle måneder senere kom hun på besøg, og vi har været sammen lige siden.

I morges sendte jeg hende afsted til København og sit liv dér, men da vi var lidt sent på den, måtte jeg finde en gammel cykel til hende frem fra skuret, så vi kunne nå bussen i tide. Undervejs i den manøvre væltede mit løgtørringssystem, så hele årets løghøst landede i en bunke på gulvet. Da jeg senere gik i værkstedet for at finde en høstkurv at samle løgene op i, fik jeg i stedet øje på mit hjemmelavede arbejdsbord, hvis understel med lidt ombygning kan blive til et par solide arbejdsbukke, som jeg har gået og manglet til det projekt, der startede med en flok træstammer i indkørslen i vinters, og snart skal blive til en sekskantet hytte ude bag ruden. Så fremfor at samle løg op, gik jeg i gang med at save de stykker, der skal til, for at arbejdsbordet bliver til et par brugbare arbejdsbukke i stedet. Da løgene siden blev samlet op, viste de sig endda at være så tørre, at de kan flettes til løgranker ved lejlighed. Og undervejs fra skuret så jeg at regnvandstønden stod fuld efter nattens regnvejr og dagens byger, så tomaterne i drivhuset kunne blive vandet i samme omgang. Imellem alt dette har jeg siddet, og skrevet ovenstående tekst, og lige straks er dagen gået ligeså fint og varieret, som jeg kunne ønske mig.

Det kan godt være, at billedet stod skarpere før; en mand, der er træt af verden, melder sig ud af det hele, gør alting selv og fra bunden, og lever efter sine egne regler. Det nuværende billede er måske nok mere mudret, men også mere levende, varieret, kærlighedsfyldt og tillidsfuldt. Og mindst ligeså meningsfuldt.

Hverdagen er til tider årstidsbestemt, andre gange behovsbestemt eller stedsbestemt; sommetider er der jord, der skal vendes, grøntsagsrækker der skal luges, eller bær der skal plukkes, sommetider er der brænde, der skal kløves, stables eller flyttes, sommetider er der en stedsøn, som skal leges med, papir der skal foldes til traner og frøer eller Lego-huse der skal bygges.

Alle dage er der mulighed for at skabe, lære og vokse.
Og uanset hvad dagen fyldes af; om det er dårlige nyheder om verdens tilstand, dogmeregler for éns egen livsførelse, timeløs kiggen efter ugler med eller uden held, snitning af funktionsløse træspiraler, eller hvad det måtte være, så virker det til, for mig ihvertfald, at dét du tildeler værdi, får værdi, dét du tillægger betydning får betydning, og dét du tilskriver mening, giver mening. Og du vælger langt henad vejen selv.

Lasse Nyholm Jensen er født og opvokset i Svendborg, uddannet arkitekt (Cand. Arch.) fra Kunstakademiets arkitektskole 2006. Bosat i Vormark på østfyn siden 2007. Har konkurreret, undervist og underholdt med poetry slam siden 2006 – var danmarksmester 2015 og 2017.

Gæsteblog: Calina Leonhardt/Neohippie: “Vi lever anderledes, end jeg troede, vi ville.”

Jeg holder sommerferie, og derfor har jeg skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, klæder sommeren særligt godt (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen lige her.
I forbindelse med min ferie har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog.
Skribenterne har fået en håndfuld spørgsmål (ansporet af hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Calina Leonhardt er kendt under aliasset Neohippie.dk, og på sin smukke, levende instagram har hun 20tusinde dedikerede følgere. Calina er hjemmepasser, veganer, minimalist, zero-waste-forbillede – og senest er hun på vej mod Sydfyn, hvor hun med sin familie og en håndfuld ligesindede familier har planer om at slå sig ned og leve i overensstemmelse med deres værdier.
Calina er en first mover, og den slags deler altid vandene. Jeg tror nok, at mange læser om hendes alternative livsstil, og tænker, at hun er fanatisk. Til det har jeg blot en enkelt kommentar: Det er fanatisk at tro, at vi kan fortsætte med at forbruge, spise og indrette os, som vi gør nu, og det er mennesker som Calina, der er med til at vise vejen mod en ny levemåde, som er mere meningsfuld på alle plan.
Læs med om begyndelsen på Calinas moderskab, der også blev begyndelsen på hendes utraditionelle, kompromisløse, kærlige, ambitiøse og ikke mindst visionære livsstil:

For snart 5 år siden blev jeg gravid. Det var ikke helt planlagt, men Benjamin og jeg var glade og klar til at blive forældre sammen – uden at vide meget om, hvad det indebar. Vi havde kun de erfaringer, som folk i vores omgangskreds havde givet videre til os og så erfaringer fra vores egen barndom i 90’ernes arbejdsklasse. Jeg var i gang med at læse til sygeplejerske og arbejdede en masse – jeg var ambitiøs og fik udelukkende topkarakterer. Jeg havde flere studiejobs ved siden af, både med henblik på praktisk erfaring, forskererfaring og arbejdede derudover også frivilligt. Jeg havde mange planer for min arbejdsmæssige fremtid, og alle mine beslutninger var nøje planlagt. Gennem graviditeten knoklede jeg på dobbeltvagter og spiste boller og agurkestænger på cyklen mellem mine patienter for at holde morgenkvalmen nede. Jeg forberedte eksaminer, fremlæggelser og jobsamtaler, men forberedte mig ikke på min kommende rolle som mor eller på fødslen. Jeg stolede blindt og ubevidst på vores ekspertsamfund – jeg fuldførte min opgave som sygeplejestuderende til perfektion, og jeg forventede at jordemoderen ville fuldføre sin opgave med at varetage fødslen og dernæst at sundhedsplejersken ville holde øje med min barns trivsel, pædagogerne ville passe i hverdagen osv. Alt imens jeg skulle varetage min opgave som sygeplejerske og/eller forsker og langsomt arbejde mig op til at blive – hvad, dronning af sygeplejerskerne måske? Jeg ville aldrig have troet, at jeg bare et år senere ikke kunne være mere ligeglad med høje karakter, drømmejobs, CV og videregående uddannelser. Men det var det, der skete.

D. 18. august 2014 fik jeg denne lille pige – Aston – op på maven. Men kun i 5 minutter, så blev hun fjernet igen. Jeg blev ikke spurgt om noget, og fik intet at vide, men hun fik sonde i næsen, og blev puttet i en kasse. Hun var født for tidligt, men var heldigvis stor og stærk, og vi var indlagt på hospitalet i en uge. Allerede i løbet af få timer/dage trådte den første snert af moderinstinkter og ansvar ind. Det var mit barn, og hvis hun skulle have sonde ved siden af amningen, skulle hun i det mindste have min mælk i sonden og jeg skulle selv administrere det. Det var mit barn, og jeg skulle amme hende og give hende den sundeste start på livet, så jeg kæmpede i døgndrift med at pumpe og træne hendes lille mund stærk nok til at blive fri for sonde og spise nok selv – så vi kunne komme hjem i trygge rammer så hurtigt som muligt. Jeg brugte mine søvnløse nætter på at researche alt det, som jeg opdagede, at jeg burde have undersøgt i graviditeten og mere til. Jeg lærte bl.a. at forebygge svamp og sår og at sikre en god mælkeproduktion. Jeg lærte, at hun burde sove på mig i stedet for i kassen. Jeg begyndte at betvivle de mange ikke-saglige råd fra sundhedspersonalet og omgangskredsen. Jeg opdagede hurtigt, at rådene var baseret på fordomme og kultur i stedet for fakta eller intuition. Jeg påtog mig nu selv ansvaret for min datter og for min rolle som mor. Det var første skridt.

Jeg var ude og kigge på institutioner da Aston var få måneder gammel. Det føltes surrealistisk og forkert at skulle efterlade hende der, men jeg affejede det med, at der jo også var længe til, og at alle andre gjorde det. Det ville nok føles rigtigt senere. Men da tiden kom, og min barsel lakkede mod enden, føltes det bestemt ikke mere rigtigt – hverken for mig eller for Aston. Vi tilmeldte hende en dagpleje, men det stred imod alt i mig, at efterlade hende der, så jeg forlod i stedet institutionen sammen med Aston, og ringede Benjamin op. Det ville ikke komme til at ske – hun hørte til hos os. Han var enig. Det var andet skridt – og et stort skridt væk fra mine karriereplaner.
Jeg fortsatte mit studie med Aston hjemme, og jeg klarede det fint. Men jeg måtte opsige mine tre jobs, jeg dukkede ikke op til undervisningen og jeg måtte acceptere, at opgaveskrivning foregik om natten, når hun sov. Det var hårdt, men det var det hele værd og det føltes rigtigt. Så da jeg blev færdig som sygeplejerske, stod det klart for os, at jeg ikke ville komme til at søge hverken jobs eller videreuddannelse.

Benjamin og jeg var overraskede over, at det var sådan, vi følte. Vi brugte timer på at reflektere og debattere det. Hvorfor havde vi ikke overvejet det før? Hvis det ikke var rigtigt at overdrage ansvaret for Aston til andre nu, ville det så være rigtigt senere? Hvad var egentlig vores rolle som forældre vs. samfundets rolle? Hvilke ønsker havde vi for livet og for vores børn? Vi kom frem til, at vores førsteprioritet var vores families trivsel og tid sammen og at vi derfor burde træffe valg derefter – og at vi selv ville påtage os ansvaret for vores egne børn i stedet for at overdrage det til samfundssystemerne. Og disse timelange debatter var tredje og sidste skridt: Vi ønskede ikke det liv, som vi ellers havde haft kurs mod, og som vi så i vores omgivelser. Vi ønskede mere tid, mere frihed, mere nærvær og mere intuition. Så med samme ambitionsniveau, som jeg tidligere havde udvist under mit studie og i mit arbejdsliv, var mit fulde fokus nu på mit familieliv.

Vi kendte ikke til andre, som levede sådan. Men det kom vi hurtigt til – for da mine dage ikke længere var fyldt med arbejde og lektier, fik vi tiden til at opbygge nye fællesskaber. Vi lærte en masse familier at kende, som vi både fandt inspiration hos, og som vi selv inspirerede til også at lytte mere til instinkter og mindre til samfundsnormer. Vi skabte en tæt vennegruppe – en stamme – hvori vi diskuterer, reflekterer og støtter hinanden i hverdagen og hvor familieliv er vores primære fokus. Vi lever anderledes end mange andre. Vi lever anderledes, end hvordan jeg selv voksede op. Anderledes, end jeg troede, jeg ville komme til at leve. Vi lever et simpelt liv med stram økonomi og uden materiel luksus. Og i bytte har vi tid sammen, energi i hverdagen og frihed. Og det er rigtigt for os.

Jeg mener personligt, at familieliv er det vigtigste. Jeg synes, det er naivt at tro, at vi kan lægge størstedelen af vores tid og energi i vores arbejde, vores hobbyer eller vores træning – i alt andet end vores familie – og stadig forvente, at vores familie trives. Jeg voksede op i den tro, at landets skilsmisserate på over 50% betød, at jeg havde 50% risiko for at blive skilt. Men sådan fungerer det heldigvis ikke. Det er ikke vilkårligt, hvem der bliver skilt. Hvem der får et anstrengt forhold til sine børn eller hvem der synes livet med børn er hårdt og stressende. Selvfølgelig er der stor forskel på børn, forskel på forhold og forskel på forældre – men uanset hvad vores situation er og hvilke muligheder og ressourcer vi hver især har, vælger vi selv hvad vi vil prioritere højere end andet og i hvilken retning vi ønsker at gå. Så vi har heldigvis også selv en god portion indflydelse på, hvordan vores liv kommer til at se ud, hvis vi træffer konsekvente og bevidste valg.

Og takket være sociale medier, blogs og digitale fællesskaber, behøver vi ikke længere kun spejle os i vores naboer eller barndomsvenner. I dag kan vi finde inspiration, viden, hjælp og ligesindede, der kan støtte os og styrke os i vores beslutning og i at gå vores egen vej – hvordan den end må se ud. Og jeg går min vej sammen med min familie ❤

Gæsteblog: Coach og journalist Trine Gammelgaard: “I dag ved jeg med sikkerhed, at min ufrivillige barnløshed skyldtes stress”.

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen lige her.
I forbindelse med min ferie, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.
Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Jeg ved ikke, hvor mange mennesker i min omgangskreds, der lever med ufrivillig barnløshed, eller som har fået hjælp til at blive forældre – men det er mange. Når jeg ikke kender det præcise antal, skyldes det, at fertilitetsproblemer er et tabubelagt område, og mange holder deres udfordringer og sorg for sig selv.
Derfor var det nemt at takke ja, da Trine Gammelgaard skrev til mig, og spurgte, om jeg ville have lyst til at bringe et indlæg om hendes erfaringer med ufrivillig barnløshed. Hun kender alt til den smerte, vrede og magtesløshed, som er forbundet med ikke at kunne blive gravid, når det er, hvad man ønsker mest i verden.
Jeg håber, vi går en fremtid i møde, hvor langt færre emner vil være tabu, for når vi taler åbent om det smertefulde i livet, viser det sig uden undtagelse, at vi ikke er alene, og at andre kan spejle sig i vores oplevelser, mens de tilføjer deres egen viden. Sådan opstår iøvrigt bånd mellem mennesker – på baggrund af det, vi troede, vi var ene om, men som mange af os har til fælles.

I forsommeren sidste år skete der noget mærkeligt. Min søn på halvandet år, der ellers var så glad for at blive ammet, virkede pludselig stærkt utilfreds med mælken. Det overraskede mig, men det var egentlig okay for mig at stoppe. Særligt når det skete på min søns præmisser. Der var så også lige det, at jeg i flere uger havde gået og været så utroligt træt, nærmest udmattet. Og så lige nu hvor sønnike endelig sov godt om natten… Kvalme havde jeg også. Særligt om morgenen. Måske var det bare min krops reaktion på de mange måneder uden søvn og med masser af amning, og hvad der ellers hører til moderskabets udfordringer, tænkte jeg. For det kunne jo ikke være dét. Nej, jeg slog det hen. Men så en dag, da jeg stod i Netto og ventede ved kassen, fik jeg øje på en graviditetstest. Jeg smilede, og indvendigt grinede jeg af mig selv, mens jeg rakte ud efter testen og lagde den på båndet. For jeg var jo ikke i stand til at blive gravid bare sådan.

Da jeg kom hjem, tog jeg testen. Jeg gjorde meget ud af at grine af det og sige højt til mig selv, at ”Ja, ja, det kan jo ikke lade sig gøre. Sikke noget pjat at tage sådan en test”. Jeg lagde testen fra mig uden at kigge på den. Vaskede mine hænder. Tog mig god tid… Så vovede jeg at kigge på testen. To streger! To meget, meget tydelige streger. Jeg snappede efter vejret. Verden stoppede med at dreje rundt. To streger!

Jeg satte mig ned, famlede efter telefonen og ringede til min mand. Han tog den ikke. Jeg rejste mig med testen i hånden, gik rundt i huset og ringede flere gange. Han tog den stadig ikke. Så måtte jeg gå en tur. Kunne jeg ringe til min mor og fortælle det? ”Nej, jeg må tale med min mand først. Det her kan jo ikke passe!” Jeg var fuldstændig rundt på gulvet. Der gik halvanden time, inden han ringede tilbage. Han havde siddet i møde. ”Sidder du ned?”, spurgte jeg.

Aldrig i mit liv er jeg blevet så overrasket. Aldrig i mit liv er der sket noget, som i den grad har slået benene væk under mig. For rejsen hen imod min første graviditet var lang, hård og udmattende. Mere end tre år skulle der gå. Det var en proces, der var tæt på at smadre mig. Og pludselig stod vi her og skulle være forældre igen uden at have fået hjælp til det. Det var ubeskriveligt. Fantastisk! Vi turde næsten ikke tro på det. I månederne op til fødslen og faktisk også flere måneder efter, at vores datter var kommet til verden, spurgte vi igen og igen hinanden: ”Drømmer vi?” Det gjorde vi heldigvis ikke. Det lille pigebarn var virkeligt.

Fertilitetsbehandling føltes som overgreb
Sagen er den, at man begynder at miste troen på egne evner, når man finder ud af, at man ikke kan blive gravid uden at få hjælp til det. Eller sådan var det i hvert fald for mig. Jeg var defekt. Jeg følte, at jeg var mindre værd end andre kvinder, som ’kunne selv’. Ifølge lægerne var der umiddelbart heller intet i vejen for, at jeg skulle kunne blive gravid på naturlig vis. Alt så fint ud. Min ægreserve var fin. Alle tal var fine. Der var heller intet at komme efter hos min mand. Måske burde vi være glade for det dengang. Måske var vi også lidt glade for det. Men vi var også enormt frustrerede, for hvorfor blev jeg så ikke gravid? I starten vægrede jeg mig ved at tage imod behandling. For hvis alt så fint ud, skulle det vel nok komme? Men det gjorde det bare ikke. Så jeg måtte overgive mig.

Det var en frygtelig tid. Helt og aldeles. Fertilitetsbehandling ønsker jeg ikke for selv min værste fjende. Jeg hadede alle undersøgelserne. Det føltes som et overgreb på min krop hver eneste gang, jeg skulle scannes. Og det skulle jeg jo konstant. Det var rædselsfuldt. Jeg var nødt til at tage afstand fra min egen krop, så jeg ikke kunne mærke sorgen så rent. Men det tog også al glæde, lyst og nydelse fra mig. Jeg har altid haft det svært med alt, hvad der har med hospitaler, læger og medicin at gøre. Og nu skulle jeg pludselig tage kunstige hormoner. Stikke mig selv med nåle i maveskindet! Så var der ventetiden mellem forsøgene. Den ubærlige ventetid. Håbet og frygten for at blive skuffet. Alle skuffelserne. Og op på hesten igen… Cyklus efter cyklus. Jeg var nødt til at bede om op til flere pauser i behandlingen for ikke at bryde sammen.

Jeg blev mere og mere skrøbelig. Mere og mere vred. Mere og mere stresset. Hvorfor skulle jeg udsættes for alt dette? Hvad var meningen med det helvede, vi befandt os i? Jeg havde svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. For det faktum, at vi ikke selv var i stand til at få børn, overskyggede simpelthen alt. Jeg skammede mig frygteligt. Jeg havde ikke lyst til at tale om det, og når jeg var sammen med andre mennesker, var jeg mentalt på overarbejde, fordi jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at samtalerne ikke skulle dreje sig ind på børn. Både på arbejdet og privat. Men folk taler hele tiden om deres børn! Eller børnebørn! Eller nevøer og niecer! Begge mine brødre havde for længst fået børn. Langt de fleste af mine venner og veninder havde også børn. Jeg følte mig mere og mere ensom.

Indestængte følelser og ensomhed
I virkeligheden havde jeg et kæmpe behov for at tale om det. Men hver gang jeg prøvede at tale med nogen om det, ramte deres ord mig som syle. Jeg var et stort blødende sår. Det var næsten ligegyldigt, hvad de sagde, så følte jeg, at de ikke forstod noget som helst. Og det gjorde ondt. ”Hvis I nu bare slapper af og lader være med at tænke på det, kommer det nok helt af sig selv” var den værste kommentar. Efterfulgt af: ”Jeg kender en, der kender et par, som blev naturligt gravide, lige efter at de havde fået det første barn, som de ellers gik i behandling for at få”. Jeg husker stadig følelsen af min strube, der snørede sig sammen, hver gang folk sagde noget lignende. For jeg havde bare mest af alt lyst til at skrige ind i deres ansigter: ”Hvad fanden skal jeg bruge det til?!” Og hvordan skulle vi være i stand til bare at slappe af og lade være med at tænke på det? Det fyldte alt. Alt simpelthen! Udtrykket ’naturligt gravid’ provokerede mig også. Jeg blev også præsenteret for ordet ’økobaby’ om et barn, som undfanges uden hjælp fra læger. Hvis det på et tidspunkt ville lykkes mig at blive gravid, ville jeg så være ’unaturligt gravid’? Og ville mit barn være et ’kemibarn’? En graviditet er vel en graviditet. Og et barn er vel et barn. Jo mere vred og frustreret jeg blev i de samtaler, jo mere indesluttet, irritabel og indestængt blev jeg. For jeg råbte ikke af nogen. Og jeg skældte ikke nogen ud for, at de ikke forstod, hvilket helvede vi befandt os i. Jeg åd mine ord i mig, så mine følelser var ved at æde mig op indefra.

Den eneste, jeg råbte af, var min mand. Jeg var så edderspændt rasende over, at det primært skulle gå ud over mig, at det ikke ville lykkes os at få et barn. Der var jo ikke noget galt med mig, sagde lægerne, så hvorfor skulle min krop så udsættes for alle disse frygtelige ting? Han gjorde alt, hvad han kunne for at støtte mig, men i virkeligheden havde jeg brug for at tale med en udenforstående også. Til at lytte og forstå. Så jeg opsøgte en coach og åndedrætsterapeut, og det var virkelig forløsende, og var med til at sørge for, at jeg ikke mistede forstanden.

Jeg gled længere og længere væk fra mine veninder. De fleste af dem havde små børn, og kunne derfor ikke ses med mig på tomandshånd. Jeg kunne ikke holde ud at være i nærheden af andres børn. Og jeg gik i konstant angst for, at endnu en veninde glædesstrålende ville proklamere, at hun var gravid. Der var gravide maver og søde små børn overalt. Det åd mig op. Og skammen over ikke at kunne glæde mig på de stolte forældres vegne var enorm. Hvis de fortalte, at de syntes, det var hårdt at have børn, fik jeg lyst til at slå dem. Uanset om folk var glade, lykkelige eller udmattede over at have børn, var jeg frustreret. Kunne ikke rumme det, så jeg trak mig længere og længere væk fra mine sociale relationer. Jeg følte mig som et elendigt menneske, det ikke var værd at bruge tid på.

Det at ingen kom og bankede på min dør med blomster og hjemmebag og kæmpe krammer og ”Hvordan har du det? Hvad kan jeg gøre for at støtte dig?” overbeviste mig om, at jeg havde ret i den antagelse. Selvmedlidenheden var til at tage og føle på.

Da vi til en middag sad ved siden af en bekendt, som sagde til min mand: ”Skal I ikke bare opgive behandlingen og adoptere i stedet” kunne jeg pludselig for alvor se smerten i min mands ansigt. Hele hans udstråling sagde mig, at nu havde han også nået grænsen for, hvad han kunne bære. Vi havde været i gang i flere år, men vi havde ikke en gang prøvet IVF-behandling endnu. Så vi var slet, slet ikke klar til at overveje adoption. Det var heller ikke noget, vi havde talt med hinanden om. Så da vi kom hjem fra middagen, fik vi for første gang – følte jeg – en rigtig god snak om, hvor svært det var at deltage i sociale arrangementer og udholde folks spørgsmål uden at miste besindelsen. Vi var jo godt klar over, at folks spørgsmål og kommentarer altid var velmente, men de var ikke desto mindre anstrengende. I dag er vi ekstremt opmærksomme på, hvordan vi selv opfører os, når vi møder par uden børn. Det kunne aldrig falde os ind at spørge. ”Nå, skal I ikke også snart have børn?” Det er vigtigt at tale om ufrivillig barnløshed – men på de barnløses præmisser.

Stress skader fertiliteten, og fertilitetsbehandling skaber stress
Jeg oplever, at det er et kæmpe tabu at tale om ufrivillig barnløshed. Og det til trods for, at cirka hvert tiende barn kommer til verden som resultat af fertilitetsbehandling. Det tabu vil jeg gerne være med til at bryde, selvom det er svært at dele ud af noget så sårbart. Det har taget mig mange år og endnu flere overvejelser at nå hertil, hvor jeg taler offentligt om det. Jeg tror, at tabuet er en konsekvens af den skam, sorg, smerte og ensomhed, som mange barnløse føler. Det er påfaldende, at man ikke tilbydes hjælp til at takle alle de mentale udfordringer, som fertilitetsbehandling giver, for barnløshed skaber en voldsom stresstilstand hos kvinden, og stress skader fertiliteten.

Forskere fra University of Louisville School of Public Health and Information Sciences har i 2016 påvist, at kvinder, der føler sig stressede, mens de har ægløsning, har 40 pct. mindre chance for at undfange i den cyklus, end når de ikke føler sig stressede. Den viden ville jeg gerne have haft, dengang jeg var i fertilitetsbehandling. Bevares, jeg havde på eget initiativ gået til psykolog i flere år og dyrket yoga; jeg havde oplevet et stresssammenbrud på arbejdet og været sygemeldt hen over en sommer. Selvom min krop strittede imod, alt hvad den kunne, havde jeg presset mig selv tilbage på arbejdet, og havde overhovedet ikke fået bugt med den stress og angst, der summede rundt i mine celler, og ødelagde mit liv på så mange planer.

Da vi var i fertilitetsbehandling, spurgte jeg faktisk flere gange lægerne, om vores ufrivillige barnløshed kunne skyldes stress, men det afviste de. Jeg spurgte også, om der var noget, jeg selv kunne gøre for at forbedre mine chancer, og det var der ikke. Det siger de måske for netop ikke at lægge endnu større pres på kvinden, men for mit vedkommende gjorde det kun ondt værre. I dag ved jeg med sikkerhed, at min ufrivillige barnløshed skyldtes stress.

Det faktum, at stress kan forringe vores evne til at få børn i så høj grad, ville jeg ønske, at sundhedsvæsenet tog alvorligt. At hele vores samfund tog alvorligt. Der sker en voldsom stigning i stress og psykisk mistrivsel særligt hos unge kvinder i disse år. Det er der flere årsager til. Under alle omstændigheder er det meget alarmerende. Jeg mener, at vi – udover at kigge på arbejdsmarkedets uhensigtsmæssige strukturer – kan finde mange af svarene i måden, vi er opdraget på. I vores kultur er vi udfordrede på selvværdet. Vi får skæld ud som børn, og lærer dermed at skælde os selv ud i tide og utide; vi lærer at undertrykke vores følelser, presse os selv, negligere vores egne behov osv. Dertil kommer, at vi lever ude af harmoni med naturen omkring os og indeni os selv. Vi har mistet den umiddelbare kontakt til vores egne kroppe og intuition, og lever mest i vores hoveder. For det er det rationelle, der vægter højest i vores kultur, og vi værner ikke om vores mentale sundhed, endsige vores naturlige kroppe. De fleste kvinder tager p-piller, fra vi kommer i puberteten og det meste af vores voksne liv, uden at tænke på, hvilke konsekvenser de kunstige hormoner har for vores kroppe og evne til at blive gravide. Hvis vi var opvokset med en større respekt for vores fantastiske kvindekroppe og med større viden om vores cyklus og fertilitet, ville det måske ikke være nødvendigt med alle de kunstige hormoner – hverken for at undgå at blive gravid eller for at blive det… Og så er der al den kemi, vi får indenbords via fødevarer og skønhedsprodukter. Der er i den grad brug for, at vi genfinder respekten for naturen, vores naturlige kroppe og indser, at både krop og sind skal være i trivsel for at kunne fungere optimalt. Mine tanker om disse emner kræver et helt indlæg for sig.

Moderskabet viste vejen
Efter cirka tre år i fertilitetsbehandling lykkedes det os at få det længe ønskede barn. Vi var naturligvis i himlen. Da vi fik vores søn, ændrede mit liv sig radikalt. Med moderskabet fulgte en gennemgribende transformationsproces. Ved at lytte til min lille søns naturlige behov, fik jeg pludselig kontakt til mig selv på en helt ny måde, og jeg kom på en rejse ind i mig selv. En rejse, som åbenbarede sandheder, jeg for længst havde mistet af syne. Da jeg pludselig stod der en fredag i juni måned 2017, og kiggede på de to streger på graviditetstesten, som fortalte mig, at jeg godt kunne blive gravid uden fertilitetsbehandling, stod det klart for mig, at de usunde lag var skrællet væk. Dette var beviset på, at jeg i hele mit liv frem mod fødslen af mit første barn havde levet på en måde, som gjorde mig så gennemgribende stresset i krop og sind, at jeg simpelthen havde mistet evnen til at reproducere. Det har været voldsomt at erkende dette.

I så mange år havde jeg fokuseret på at handle, præstere og udrette. Leve op til omverdenens forventninger. Være dygtig. Forsøge at stille alle andre tilfredse. Være venner med alle. Lave mig selv om for at passe ind. Jeg havde gjort mig selv mindre for at blive accepteret. Arbejdet alt for meget. Presset mig selv. Kæmpet for anerkendelse. Forsøgt at opnå perfektion på alle områder af mit liv. Følt mig forkert. Ikke god nok. Gjort mig selv hård. Undertrykt mine egne behov. Undertrykt mine følelser. Fundet mig i alt for meget. Overhørt min krops råb om hjælp. Pakket min følsomhed og sårbarhed væk, fordi jeg troede, at det var tegn på svaghed. Listen er lang.

Med moderskabet var jeg blevet vist en anden vej. Jeg havde bevæget mig mere og mere væk fra mit gamle liv og de tanker og mønstre, som stressede mig så voldsomt. Tættere på min essens. Jeg var begyndt at lytte til min intuition. Lytte til og respektere min krop. Værdsætte min følsomhed. Forstå at den er et fantastisk redskab til at finde nærvær, empati og forståelse i relation til mig selv, mine børn og andre mennesker. Og nu mærkede jeg for alvor frugten af det hele: et lille menneskebarn var flyttet ind i min krop. Helt frivilligt.

Trine Gammelgaard er coach, journalist og foredragsholder, og tilbyder blandt andet forløb til ufrivilligt barnløse.

Gæsteblog: “I dag er jeg blottet for angst for bare at være mig,” Linda Abildgren fra bloggen Blogsbjerg om at blive ældre

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen lige her.
I forbindelse med min ferie, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.
Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Linda Abildgren skriver bloggen Blogsbjerg, som er så gammel, at jeg føler mig decideret umoden som blogger i sammenligning. Det passer meget godt med, hvordan jeg blev opmærksom på Linda Abildgren: Hun kontaktede mig for nøjagtig et år siden, og spurgte, om der mon var problemer med mit spamfilter? Hun havde skrevet nogle kommentarer, som ikke gik igennem, og undrede sig – på den helt kærlige, kloge måde som er kendetegnende for Lindas væren (jeg tjekkede i øvrigt de forskellige indstillinger, og fandt 50 glemte kommentarer, og har haft en rutine med at tjekke ofte siden da.)
Blogsbjerg” er en blog, som rigtigt mange andre bloggere anbefaler, fordi Linda skriver ærligt, godt og SÅ sjovt. Det er også en blog med et helt vildt aktivt kommentarspor: Hendes læsere er loyale (mange på 10. år), og vi føler alle sammen, at vi kender kvinden bag. Jeg er altid nærmest skamfuld over at indrømme, at jeg ikke selv læser blogs, fordi jeg sætter pris på hver eneste af mine egne læsere, men lige præcis Blogsbjerg tjekker jeg næsten ugentligt – fortællingerne fra Lindas liv er altid enten tankevækkende eller grin-med-lyd-morsomme. Eller begge dele.

“Freedom’s just another word for nothing (left) to lose.”
Maj My spurgte for et par dage siden, om jeg havde lyst til at skrive et indlæg til hendes gæster-blogger-føljeton med temaet Mod.  Jeg har undervejs læst de andre indlæg i kategorien, og er hver gang blevet slået af hvor stærk og ukuelig en konstruktion, mennesket egentlig er.
Min første tanke var, at det eneste modige, jeg har gjort i mit liv – sådan rigtigt – er at få børn alene. To fantastiske eksemplarer af slagsen, og egentlig tror jeg, at det mest var 2. gang, det krævede mod, fordi jeg denne gang vidste, hvad jeg gik ind til.
Men jeg kan mærke, at jeg synes, at den historie efterhånden er fortalt. Dels fordi jeg over årene har fået taletid på flere forskellige platforme, og dels fordi det i dag er langt mere almindeligt, at kvinder vælger at få børn alene, og de fleste derfor kender en selvvalgt alenemor og dermed mange af de vilkår, der knytter sig til det valg.
Alligevel har jeg lyst til at skrive lidt om mod, fordi det er noget, der også optager mig.

Måske er det tidsånden, måske er det noget, der sker for kvinder, når de er omkring de 40 – i hvert fald synes jeg, at jeg og mange omkring mig lader til at være på en rejse indadtil, hvor vi ser på os selv og vores liv med nye, mere modne øjne – og måske også med større overbærenhed.

I takt med at jeg bliver ældre, får livet flere nuancer, ganske enkelt fordi jeg får mere med i rygsækken for hvert eneste skridt, jeg tager. Og med nuancer kommer forståelse, som jeg ikke var belemret med, dengang det hele var sort og hvidt.

Netop her har jeg tænkt en del over begrebet ‘mod’ fordi jeg synes, at det er gået fra, i mine unge år, at være noget, jeg havde brug for i forhold til det indre, til at være noget der, her i midt-livet, er blevet mere behov for i det ydre.

Da jeg var yngre, krævede det mod at gå imod strømmen, og min ungdom var karakteriseret af en flokmentalitet, der gjorde, at jeg ikke en gang altid stoppede op, og mærkede efter, hvad *jeg* gerne ville: Jeg accepterde de valg, andre lagde for fødderne af mig, og tog min beslutning ud fra dét. Særligt i mine helt unge år var jeg mere bange for konsekvenserne af at stå udenfor gruppen, end de selvsamme ved at overhøre stemmen i mig selv.

Til gengæld var der ikke så meget slinger i valsen, når det gjaldt de ydre omstændigheder, der stod til at forme min livsbane. Hverken da jeg valgte uddannelse, eller da jeg flyttede til Aarhus uden på forhånd at have hverken arbejde eller opsparing eller nogen ide om, om jeg kom ind på det eneste studie, jeg havde søgt ind på.

Når jeg ser tilbage på min egen adfærd, forbløffes jeg over min blinde tillid til, at livet ville gribe mig. Det gør det jo, det ved jeg i dag, men det *anede* jeg ikke dengang, og den frygtløshed tror jeg, er ungdommen forundt, fordi man ikke har det levede liv, og dermed de sår, ar og erfaringer det giver, med sig i lommen. Man har ikke mærket på egen krop, hvor meget smerte det kan koste at blive slået til jorden, og hvor meget arbejde det kan kræve at rejse sig igen. Man er – for manges vedkommende – velsignet fri for bevidstheden om kroppens begrænsninger, og angsten for at miste nogen eller noget, er fjern og difus.

Sådan er det ikke længere, og når jeg observerer de unge i dag, bliver jeg opfyldt af ærefrygt over, hvor modige, de er. Jeg kan få åndenød ved tanken om, at man som 18-årig skal træffe en beslutning om, hvad man vil med resten af sit (arbejdsliv)liv; jeg ville aldrig nå længere end til at sætte nøglen i tændingen, hvis jeg skulle lære at køre bil i dag, og jeg ville under ingen omstændigheder turde flytte til en anden by uden den fjerneste flig af en Plan B. De gør det hele, uden at ryste på hånden.

Det, man til gengæld har fået med sig, når man er blevet ældre, er sig selv. Man har lært, at de grupper, man på et tidspunkt var så ivrig efter at føle samhørighed med, skifter, opløses og dannes på ny, med nye udgangspunkter og i nye konstellationer, og man ved, at det kan være en befrielse at træde ud af noget, man ikke længere passer ind i – også uden nødvendigvis på forhånd at vide, hvad man skal sætte i stedet.

I dag er jeg blottet for angst for bare at være mig. Det kræver ikke længere mod at stå hverken foran eller uden for gruppen – eller at løbe alene. Det kan være ensomt og hårdt, men jeg er ikke det mindste bange for det, fordi jeg har lært, at det har langt større konsekvenser at give slip på mig selv, end at give slip på andre.

Jeg er umådelig taknemmlig over at være nået til et sted i livet, hvor dét at stå ved, hvem og hvad jeg er, ikke længere er noget, jeg behøver at tænke over, eller noget, jeg skal turde. Men jeg ønsker somme tider, at den ro og balance, der kommer af at finde hjem i sig selv, ikke fulgtes med erkendelsen af, hvor meget vi har at miste.

Gæsteblog: “Jeg følger mit hjerte, så godt jeg kan” – Annalie Jørgensen om moderskab i adskillelseskultur

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen lige her.
I forbindelse med min ferie, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.
Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Annelie Marie Rikovitz Jørgensen er kvinden bag den fineste instagramprofil, Kludder.mor, hvor hun deler sine rammende og satiriske tegninger om moderskabet i en adskillelseskultur. I denne tekst skriver hun om sin kamp for at blive den mor, hun drømmer om, alt imens hun også heler sit eget indre barn, der ikke blev mødt, som det havde behov for.

Kære læser,
Maj My har bedt mig indlede mit indlæg med en beskrivelse af, hvor jeg er i mit liv. Det korte og umiddelbare svar er; moderskabet har ført mig til et sted i livet, som jeg aldrig havde forestillet mig jeg skulle være, men som er lige præcis dér, hvor jeg finder mest mening. Jeg er på en rejse væk fra normer og frygtstyrede tanker og på vej mod den sandhed, som jeg mærker dybt i mit hjerte.
Det lidt mere konkrete og detaljeret svar er, at jeg i gang med det femogtredivte år af mit liv, som jeg deler med min kæreste og vores 2-årige søn i en lille lejlighed på Østerbro i København. Jeg bruger min tid med min søn, og så deler jeg ud af min rejse i det intuitive moderskab, og mit forsøg på at kludre mig ud af vores adskillelseskultur på min Instagram-profil Kludder.Mor.

Jeg har altid vidst, at jeg ville være mor. Helt instinktivt har jeg en dybtliggende overbevisning om, at meningen med mit liv er at få børn. At skabe noget, som jeg vil komme til at elske højere, end jeg nogensinde havde forestillet mig det var muligt. At gøre alt hvad der står i min magt, for at dette lille menneske vil få de bedste forudsætninger for et liv fuld af kærlighed og lykke. Faktisk var det én af de grundlæggende årsager til, at jeg valgte at uddanne mig til psykoterapeut. Jeg ville udover at tilegne med relevant viden også arbejde med min egen bagage, så jeg kunne gøre mig fri fra den og være den bedst tænkelige mor for mit barn. Selve moderskabet viste sig dog at være langt mere selvudviklende end de forrige mange års intensivt personligt arbejde.

På trods af efteruddannelser i både tilknytning og kropspsykoterapi fik en dårlig fødselsoplevelse og en problematisk ammeopstart mig til at miste troen på mig selv og kontakten til min intuition. Den intuition, der skulle guide mig i mit moderskab. Derfor begyndte jeg ukritisk at tage alle andre velmenende råd for gode varer, og jeg fulgte slavisk normen, hvad angår tilgangen til børn i vores kultur. Til mit held var min søn meget insisterende på sine behov, og efter et halvt års forsøg på at få ham til at sove selv, tage sut og spise mos, gav jeg op. I stedet måtte jeg gøre mig umage for at lytte til, hvad det var, han forsøgte at fortælle mig: At han bare ville være hos mig. “Så længe du fastholder ham i symbiosen bliver det svært!” sagde sundhedsplejersken til mig, da snakken faldt på institutionsstart. Som om symbiosen – den jeg fra min uddannelse vidste, var livsnødvendig – var en negativ ting; et skældsord. Med ét blev den så tydelig for mig: Adskillelseskulturen.
Adskillelseskulturen
Det var Nynne, som skriver bloggen Verdenvedsidenaf.dk, der gav adskillelseskulturen et navn. Hvis du ikke allerede følger hende, vil jeg virkelig anbefale dig at gøre det. Jeg kender Nynne, og har delt utallige snakke med hende om vores adskillelseskultur, men for at undgå at lægge ord i munden på hende, må jeg gøre opmærksom på, at følgende definition af adskillelseskulturen er min personlige oplevelse og fortolkning.
Jeg er født ind i adskillelseskulturen, og lever i den som en fisk i vand. At skulle beskrive en kultur, som jeg altid har været omgivet af, og derfor ikke kender til andet end, er yderst vanskeligt. Men jeg vil gøre mit bedste.

Oprindeligt tror jeg, ordet ‘adskillelse’ skulle stå som modstykke til begrebet ’tilknytning’. Den måde hvorpå vi i de første år af vores liv knytter os til vores primære omsorgspersoner er grundlæggende(!) og altafgørende(!) for vores udvikling og trivsel livet igennem. Alligevel har vi skabt en kultur, som ikke understøtter tilknytningen – og i mange tilfælde decideret modarbejder den.

Adskillelseskulturen er den, hvor vi bruger det første år af et barns liv på at forberede barnet (og os selv) til adskillelsen i stedet for den livsvigtige tilknytning. Vi modarbejder barnets naturlige tilknytningsadfærd ved at træne dem til at sove selv, ligge selv og blive passet. Vi inddeler barnets gråd i forskellige typer, og gør nogle af typerne legitime ikke at reagere på, selvom gråd er barnets eneste mulighed for at kommunikere. Vi tror fejlagtigt, at selvstændighed opnås ved at skubbe og presse vores børn i stedet for at give udviklingen den tid, det kræver, og lade børnene nå det naturlige ønske om selvstændighed selv. Vi giver sut, fodrer med grød, og afvænner fra bryst, fordi vi skal være adskilte i stedet for at lade amningen og ammefrekvensen guide os til, hvor meget og hvor længe vores børn rent faktisk er klar til adskillelse. I de værste tilfælde negligerer vi amningens betydning for den naturlige tilknytning og i stedet for at yde kompetent hjælp, lader vi moderen spise af med sætninger som “En god mor sidder ikke i brysterne”, som et plaster på det blødende moderhjerte. Vi har en hel industri, der bygger på adskillelse ved at sælge os babyalarmer, barnevogne og tremmesenge – for ikke at glemme bamser og sutter. Vi ønsker endda, at børnene skal knytte sig til de to sidstnævnte for at gøre adskillelsen lettere. Som om sutter og bamser kan erstatte en mor.

Adskillelseskulturen er den, hvor vi sender små børn på 10 – 12 måneder i institution. Vi ‘kører børnene ind’, som var de produkter på et fabriksbånd på vej ind i den store samfundsmaskine, og vi lader os bilde ind, at de har brug for at tilbringe størstedelen af deres vågne timer sammen med en masse jævnaldrende i kunstige miljøer, superviseret af betalte voksne som har læst og lært, hvordan man aktiverer børn, når sandheden er, at det eneste de små børn har brug for, er kærlighed og nærvær fra deres primære omsorgspersoner. Barnet viser os endda sine naturlige behov tydeligt gennem tilknytningsadfærden, og vi sygeliggør det ved, at kalde det ‘morsyg’. “Han stopper med at græde, så snart du går,” siger vi til os selv og hinanden. “Det er helt normalt,” og det ER nemlig helt normalt, at børn græder, når de bliver afleveret, ligesom det er naturligt, at de stopper med at græde, når forældrene går. Hvad ville de få ud af at blive ved? Ingenting. Så de giver op, og lukker ned. Præcis ligesom de voksne.

Adskillelseskulturen er den, hvor vi tilbringer det meste af vores levede liv væk fra dem, vi elsker. Vi inddeler samfundet ud fra alder og evne til at bidrage til økonomisk vækst. Vi placerer nybagte mødre med deres babyer uden for det ‘rigtige’ liv, i ‘barselsboblen’, hvor de er alene om ansvaret, uden den landsby det kræver at opfostre et lille nyt menneske. Ligeledes parkerer vi børnene og de ældre udenfor det ‘rigtige’ liv, og behandler dem som undermennesker i stedet for at inkludere dem i vores dagligdag og anerkende dét, de kan bidrage med. Selv bruger vi vores kostbare og uerstattelige tid på at tjene penge til en masse ting, vi reelt set ikke har brug for, fordi vi er blevet ofre for en enorm industri, der bygger på, at vi forbruger, når vi har det dårligt med os selv. Vi føler, at materielle goder kan give os lykke og kærlighed, som gummisutten og polyesterbamsen gjorde det, dengang vi blev adskilt alt for tidligt fra vores forældre.

Værst af alt er adskillelseskulturen den, hvor vi er blevet adskilt fra os selv. Fordi vi som små ikke er blevet mødt i vores fundamentale behov for tilknytning, har vi måtte lukke ned for smerten for at overleve. Dette gør vi blandt andet ved at tage afstand fra vores krop (den, der mærker smerten) og kroppen bliver blot et hylster som seksualiseres og modificeres for at leve op til urealistiske idealer. Vi lader hovedet tage over, intellektualiserer alt, og lader evidens vægte højere end intuition. Vi mister evnen til at mærke vores behov og grænser, fordi de alligevel ikke blev respekteret; vi vokser op til at være styret af frygt i stedet for kærlighed. Og vi bliver syge af det. Stress og depression vil være den væsentligste kilde til al sygdom i 2020 i følge Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Folkesundhed og WHO.

Vi mennesker er både arv og miljø – natur og kultur. Men vi har skabt en kultur, der modarbejder vores natur, for vi er flokdyr, og vi har brug for hinanden. Lægger man en frø i en gryde med vand, som langsomt varmes op, vil frøen ikke registrere temperaturstigningen og i sidste ende blive kogt levende. Tager man derimod frøen, og smider i en gryde med kogende vand, vil frøen straks hoppe ud af gryden igen. På samme måde er det med adskillelseskulturen: Fordi vi er opvokset i den og omgivet af den som fisk i vand, registrerer vi ikke, at vi langsomt bliver kogt levende. Men det lille barn, som forlader moderens mave, mærker det tydeligt, og derfor er det SÅ vigtigt, at vi lytter til det lille barn.

Mit rejse i moderskabet
Ved at følge mit barns behov har min rejse i det intuitive moderskab ført mig et sted hen, som jeg på ingen måder havde planlagt. Min søn lærte som sagt aldrig at sove selv, tage sut eller spise mos, og blev derfor aldrig ‘vuggestueklar’. Vi ‘samsover’, ‘langtidsammer’ og ‘hjemmepasser’. Ord, der tydeligt afspejler et behov for at italesætte noget ganske naturligt i en kultur der er kommet for langt væk fra naturen. Og så bærer jeg min søn tæt ind til kroppen, når vi er på tur i stedet for at placere ham i en klapvogn foran mig. At dufte til hans hår, kysse hans kind og mærke hans lille hjerte slå, er noget af det bedste, jeg ved.

Rejsen herhen har været angstprovokerende som intet andet, men også ufattelig lærerig, og den har fuldstændig ændret mig og mine værdier. Det har krævet et dybtegående arbejde med mig selv, som jeg ikke havde kunnet gøre uden støtte fra min kæreste og en lille gruppe helt særlige kvinder. Jeg har måttet kigge mig selv ærligt i øjnene og dybt ind i hjertet for at mærke, hvor stor kærligheden til min søn er uden at lade frygten for at miste ham overskygge den. Jeg har arbejdet med den stress, jeg følte over at have min søn liggende i sengen sammen med os og erkendt, at den kommer fra fortiden. Jeg har givet mig selv lov til at lade min søns behov vægte højere end andre menneskers meninger, og jeg har lovet os begge, at han aldrig skal føle, at han gør mig flov. Mest angstprovokerende var det at krydse grænsen over til hjemmepasserlivet. Jeg har arbejdet med en irrationel frygt for at ødelægge fremtidige jobmuligheder ved at erkende, at hvis nogen fravælger mig på grund af mit valg om at være der for mit barn i hans vigtigste år, så er det alligevel ikke et job for mig. Jeg har måtte arbejde med at styrke tilliden til, at jeg som mor kan give min søn langt mere, end en institution kan (selvfølgelig!), og så har jeg indset, at størstedelen af de ting, jeg tidligere har brugt penge på, er unødvendige, og stjæler kostbar tid med mine kære. Faktisk har jeg solgt det meste, for at kunne være med min søn. ”Tid er penge” siger man i adskillelseskulturen. Men tid er langt mere værd en penge. Tid er uerstatteligt.

Det ene har taget det andet, og jo mere jeg lader kærligheden til min søn fylde, jo stærkere mærker jeg mig selv og min intuition. Tilknytningen er blevet det bærende element i ‘opdragelsen’. Jeg skriver ‘opdragelse’ i mangel på bedre ord, da vi i virkeligheden slet ikke opdrager, men nærmere opfostrer. For at bruge en metafor fra naturen så bestræber jeg mig på at være en gartner og ikke en skulptør. En gartner, der giver sit træ de bedste betingelser for at vokse op og brede sin krone ud, og ikke en skulptør, der former træet, så det får en bestemt facon. Jeg har fuld tillid til, at min søns udvikling vil gå naturens gang uden jeg skal træne eller presse ham til noget. Det eneste jeg skal, er at skabe rammerne og være et godt forbillede. Jeg ser mit barn som en del af familien på lige fod med os andre, og respekterer og anerkender hans behov, ønsker og grænser. Mit største ønsker er, at han skal bevare kontakten til sig selv, og det han mærker, og ikke lukke ned for dele af sig selv af frygt for at miste kærlighed og blive forladt. Jeg tror på, at det gør en afgørende forskel at blive mødt på denne måde, frem for den måde jeg selv, og de fleste andre i vores kultur, er blevet mødt som børn. For os forældre ligger der samtidig et enormt potentiale for at hele vores egne sårede indre børn gennem relationen og tilknytningen til vores egne børn. Jeg siger ikke, det er let. Tværtimod. Men det er helt sikkert det hele værd.

Hvor denne rejse vil bringe mig selv og min familie ved jeg ærligtalt ikke. Jeg følger mit hjerte, så godt jeg kan, og træder nye stier. Jeg er endnu ikke i mål. For jeg lever stadig i en adskillelseskultur, udenfor samfundet. Jeg mangler den landsby, som det kræver at opfostre et barn, og jeg savner min kæreste, når han er afsted på arbejde. Jeg drømmer om et liv uden adskillelse. Ey liv, hvor ‘arbejdsliv’ og ‘familieliv’ smelter sammen, tæt på naturen, boende side om side med andre familier, som jeg kan have dybe meningsfulde relationer med, også i dagstimerne. Jeg ved det kan lade sig gøre, for jeg mærker det dybt i mit hjerte, og jeg tror vitterligt på, at så længe vi følger vores hjerte, så vil alt falde på plads i sidste ende. Et liv styret og drevet af kærlighed, er et meningsfuldt liv, og ingen af os fortjener mindre. Vi er på vej. Sammen.

Kærlig hilsen,
Annalie

Gæsteblog: Fra villa til baghus og skurvogn: Siff Jensen og hendes familie solgte 90 procent af deres ejendele for at blive sat fri

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen lige her.
I forbindelse med min ferie, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.
Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Som mange andre af sommerens gæsteskribenter er Siff Jensen et navn og ansigt, jeg kun kender online, men hvis rejse jeg finder inspirerende. Siff skrev til mig sidste år, da jeg ledte efter mennesker, som ville fortælle om deres modige valg i “Modbølgen“, og hun delte et indlæg om sit modige spring ud i livet som fuldtidsbilledkunstner.
Og hold nu op hvor er der sket meget siden da, selvom der allerede var fuld gang i familiens udvikling dengang: Sammen med sin mand og to sønner er Siff Jensen flyttet ind i et 17m2 lille anneks i hendes mors have flankeret af en 25m2 skurvogn, som sønnerne har fået for sig selv.
Læs her om deres vildt spændende, hudløse, rå, smukke og ambitiøse rejse:

Vi er en familie som består af Silas på snart 17 år, Jonatan på knap 9 år, og så Bjørn og jeg, som begge lige er fyldt 40.
Vi har kastet os ud i at bo på en lidt anderledes måde end de fleste. I januar 2018 traf vi en beslutning om at flytte fra en helt almindelig (lejet) etplans-villa, til et baghus på 17 kvadratmeter. Baghuset ligger på min mors grund, bag hendes hus. Derudover var planen, at vi ville købe en skurvogn og indrette den med børneværelser. Vi flyttede ind i baghuset i slutningen af maj, og skurvognen på 25 kvadratmeter er netop landet i haven. Så det er gået rigtig stærkt, siden vi traf beslutningen.

Vinter og forår er gået, dels med at istandsætte baghuset, som oprindeligt var et gammel hønsehus, (men som de senere år har fungeret som gæstehus og opbevaringsrum), og dels med at skille os af med vel nok 90 % af vores ejendele.
Det har været – og er stadig – en vild proces!

Det spørgsmål vi bliver stillet aller mest er “hvorfor?” Det er ikke helt enkelt at svare på, men jeg vil gerne forsøge.

Mange af os har set de skønne udsendelser om Beha-familien og det gode skib Havana. Hvis du er som os, så har du også mærket længslen gribe hårdt fat om hjertet, dér, foran skærmen, når Havana gled afsted over det blå, blå vand. Længslen efter frihed, længslen efter noget enklere, længslen efter timer der strækker sig længere ud, og indeholder både mindre og mere, på samme tid. Længslen efter intenst samvær og eventyr lige om hjørnet. Længslen efter at have tid til at være. Den længsel greb også os, og det var langt fra første gang, vi mærkede den.

Vi sad stramt i det økonomisk. Mest fordi jeg arbejder hjemmefra som billedkunstner, med svingende – og ikke særlig høj – indtægt, og fordi min mand som pædagog heller ikke hører til de højtlønnede. Derudover slæber vi tilsammen rundt på en pænt stor studiegæld. Med andre ord: der var ikke udsigt til at tage hverken måneder eller år ud af kalenderen og rejse jorden rundt.
Men længslen førte noget godt med sig. Den førte til lange snakke om, hvorfor rejsedrømmen havde så fast et tag i os? Hvad er det egentlig den drøm indeholder, som virker så tillokkende?

Vi nåede frem til, at det ikke kun var fremmede kyster, vi længtes efter, men i lige så høj grad en følelse af frihed i det daglige liv.
Vi længtes efter at skære noget af det fra, som tyngede: Gæld, rod, travlhed.
Vi længtes efter enkelhed, efter at leve mere bæredygtigt og efter at give nogle andre værdier videre til vores børn, end vi syntes at vi gjorde.

Samtidig var vi fanget i en traditionel drøm om at komme til at eje vores eget (store) hus. For det er vel det, man skal?
Vi talte og talte, men vi følte ikke, at vi havde de store handlemuligheder, så vi fortsatte, hvor vi var.
Tiden gik, og da økonomien omkring årsskiftet bød, at vi tog stilling til, om jeg skulle have lønnet arbejde ved siden af kunsten, tog snakken fart.
Tid sammen som familie har altid haft høj prioritet hos os, og vores familie fungerer bare bedst, når jeg arbejder hjemmefra: Jeg kan arbejde med det, jeg brænder for, SFO er valgfrit for den yngste og jeg er hjemme, når drengene kommer hjem. Derudover har jeg en kronisk stress-problematik, der gør det vanskeligt for mig at arbejde på fuld tid. Men hvad skulle så være løsningen?

En anden gammel drøm, nemlig én om at lave et bofællesskab med min mor, dukkede op igen. Samtidig faldt vi over flere og flere artikler og videoer om folk verden over, der bor i Tiny Houses. Pludselig var idéen født: hvorfor ikke udleve drømmen om et enklere liv lige her, i det Tiny House min mor praktisk taget har stående bag sit hus?

Vi kastede alt det, som vi indtil da havde troet, at vi stræbte efter, over bord: væk med drømmen om stort, dyrt og tidskrævende hus. Væk med drømmen om dyre møbler. Væk med den drøm der gik ud på at indhente vores jævnaldrende materielt og økonomisk. Det var nemlig en stressende tilstand at være i. Spændt ud i en evig mangelfølelse, en evig halsen bagefter, en evig længsel efter det de andre har, samtidig med en følelse af at være på vej det forkerte sted hen. Den drøm vi troede, vi drømte, var i virkeligheden nogen andres drøm. Vi var begyndt at lytte til vores egen.

Jeg kan ikke huske den dag, vi kiggede på hinanden, og besluttede os for at give slip. Den dag idéen blev til en beslutning. Den dag vi ringede til min mor, og spurgte, hvad hun ville sige til at blive 4 personer rigere på matriklen. Men jeg ved, det var i januar.
Ret hurtigt føltes det naturligt at starte en blog. Alle de interessante snakke vi havde som familie; alle de tanker vi gjorde os hver især, kaldte på at blive skrevet ned.

Siden årsskiftet har vi arbejdet intenst, både fysisk og psykisk, på at skabe dette nye liv: I skrivende stund sidder jeg i det lille baghus, og prøver at sammenfatte de sidste måneder på skrift. Der står en hoveddør op ad væggen i den modsatte ende af rummet, og sammen med hullerne, hvor der på et tidspunkt skal være stikkontakter, minder den mig om, at vi langt fra er færdige med istandsættelse og praktiske opgaver. Men vi er nået så langt nu, at både baghus og skurvogn begynder at ligne hjem.
Drengene føler sig hjemme, for de er kun rykket 7 km væk fra vores gamle hus, og endda ud til et sted, hvor de er kommet hele deres barndom. Lidt længere ude på landet, men stadig tæt på Svendborg. De hygger sig meget med at have mormor lige ved hånden, og siden skurvognen landede i haven, er de begge blevet endnu gladere. Nu har de deres eget lille hus.

Vi er ved at finde vores fødder, men vi er stadig ikke landet helt.
Jeg kan mærke, at jeg allerede føler mig mere hjemme i vores lille baghus, end jeg nogensinde har gjort noget andet sted. Det er hyggeligt, minder om et sommerhus i ministørrelse. Bjørn og jeg kan begge mærke en lettelse over udsigten til at blive gældfri dobbelt så hurtigt.
Det er positivt at være 3 generationer samlet, men det giver også udfordringer for os hver især. Vi skal finde vores pladser i det; finde ud af hvor meget der skal være fælles – og hvordan.
Indtil vi får bygget vores eget køkken i baghuset, deler vi med min mor. Det er anderledes – og nogengange rigtig svært – ikke at have foden under eget køkkenbord. (Og svært for min mor ikke at have sit køkkenbord i fred).
På den anden side er det fedt at være 3 voksne til at deles om indkøb, madlavning, havearbejde og rengøring af fællesområder.

I går talte Bjørn og jeg om, at vi allerede nu kan mærke en særlig form for lettelse, som helt enkelt kommer af at eje færre ting. Da vi tog beslutningen om at flytte, trådte vi ind i en verden af minimalisme, downsizing og Tiny Living. For en nostalgisk samlertype som mig, og for en gammel materialist som Bjørn, var det en særlig verden, der åbnede sig. En verden. som længe havde kaldt på os, og da vi endelig sprang ud i den, sprang vi ud på det dybe. I processen med at skille os af med ejendele (vi har solgt, foræret væk og smidt ud til den store guldmedalje), ændrede vores forhold til ting sig. Vi fik tænkt over hvorfor vi knytter os til ting, hvad det er der gør, at man altid (tror man) ønsker sig mere, og hvor stort et fællesskab der knytter sig til det at forbruge.

Vi fandt ud af, at for os er minimalisme en form for intentionalisme. Ikke en besættelse af at eje så få ejendele som muligt, men en bevidst forholden sig til ting, forbrug og materialitet.
Vi har taget stilling til hver eneste genstand, der er flyttet med i vores nye liv, fordi det var bydende nødvendigt, hvis vi skulle gøre os håb om at kunne være her. Vi har givet slip på en masse, som vi troede vi havde brug for, eller som havde affektionsværdi kun for at opdage, at vi knap kan huske, hvad det er, vi ikke længere ejer!

Til gengæld værdsætter vi de ting, der har fået lov at flytte med. De er alle nøje udvalgt, og er både til glæde og gavn.
Intentionaliteten forgrener sig ud i alle led af tilværelsen: Vi har aldrig snakket så meget og dybt om værdier som det sidste halve år. Jeg tror ikke, at den snak nogensinde ender, og vi kan allerede mærke, at der har indfundet sig en følelse af dybere fællesskab og følelsesmæssig nærhed imellem os 4.
Selv i mit kunstneriske liv har minimalismen fundet indpas. Jeg har ikke længere plads til staffeli og tonsvis af malergrej, men jeg har plads til papir og blyanter. Jeg skal ikke på daglig basis tage stilling til, hvilket kunstnerisk udtryk, der trækker i mig. Nu tegner jeg igen, og jeg har fundet en stor ro i at være begrænset. Illustrationer til vores blog vokser langsomt frem, og aldrig har kreativitet givet så meget mening for mig som nu, hvor jeg fortæller vores historie i ord og billeder, der smelter sammen til en helhed.

I virkeligheden er det nok dér minimalismen har en gave at give: i begrænsningen.
I en tid, hvor vi mennesker har uendelige muligheder og uendelige valg, opstår der let en tilstand af konstant overvældelse. Følelsen af at være konstant bagud, ville mere, burde mere, ønske sig mere. Angsten for at gå glip, for ikke at være god nok, er i mine øjne medvirkende til en forbrugerlivsstil, som hverken vi selv eller vor planet kan holde til. Det ved vi dybest set godt, og den viden overvældes vi så yderligere af.

Midt i denne kakofoni af tilbud og krav, findes der stor frihed i at begrænse sig selv. Det kan være med en lille garderobe, der ikke afkræver dig tonsvis af beslutninger, nærmest inden du har slået øjnene op om morgenen. Det kan være et hjem der er så småt, og rummer så få ting, at det ikke konstant kalder på oprydning, rengøring og køb af nyt. Det kan være at give slip på illusionen om, at (over)forbrug bringer lykke, og istedet kanalisere sine længsler og sin energi hen på andre områder af tilværelsen.

Jeg begynder, at mærke den store frihed der findes i at sige “nej tak – det ønsker jeg ikke at eje, at gøre eller at deltage i”. Jeg siger nej for at kunne sige et kæmpe stort og energifyldt “ja tak” til det, der er det vigtigste for mig: Tid med mine kære, tid i naturen og kreativitet. For Bjørn er det samvær med andre mennesker, der giver mest mening. Og så en vished om den fleksibilitet det giver, at vi fremover kan klare os med én fuldtidsindtægt eller to deltids. På dén måde giver de døre vi har lukket, muligheden for at åbne nogle andre, og forhåbentligt mere sande og rigtige (for os).

Det der har været, og stadig er, min største udfordring, er, hvad omgivelserne tænker om vores projekt og måde at bo på.
Jeg har skulle opbyde alt mit mod for at konfrontere min egen angst og usikkerhed. Det er svært at gøre noget andet, for der er enormt meget tryghed, identitet og fælleskab at hente i at leve et liv, der ligner flertallets. Jeg kæmper stadig med det, men det er en kamp, jeg kan mærke, er god og vigtig at tage. For jo mere jeg ikke lader angsten for omverdenens dom styre mig, jo tydeligere bliver min egen indre stemme. Vores projekt er ikke udelukkende et overskudsprojekt. Det er ikke en jordomsejling, eller andet der automatisk omgærdes af respekt og prestige. Det falder lidt udenfor, fordi det er opstået ud fra et underskud og et overskud, på samme tid. Derfor har det været svært for folk at placere os, tror jeg, og det har medført en del undren. Jeg må så også sige, at selvom vores valg er svært at forstå for nogle, har vores omgivelser mest af alt har været interesserede, nysgerrige, åbne og positive, og vi har fået hjælp og støtte fra både venner og familie. Når vi fortæller åbent om vores bo-form ude i verden, oplever vi at få dybe, ærlige og intense snakke med andre mennesker. Snakke, som måske ellers ikke ville være opstået. Jeg tror, der sker noget helt særligt, når man åbent fortæller om sine livsvalg på en måde, hvor man trodser sin angst, og tør være sårbar. Åbenheden og sårbarheden er en gave, vi kan give hinanden. Jeg har hentet inspiration og mod ved at se ud i verden og spejle mig i mennesker, der har taget bevidste og modige skridt. Mennesker, der har trodset mainstream for at vælge bevidst og intentionelt hvad der var rigtigt og sandt for dem. Mennesker. der har ofret noget – både for at udleve deres værdier, og for at finde balancen igen, når livet gik anderledes end de havde regnet med.
Hvis ikke vi havde haft mulighed for at at kunne spejle os i andre, ved jeg ikke, om vi havde turdet leve på den måde, vi gør nu. Derfor er det nærmest blevet min mission at skrive og fortælle om vores livsvalg. For når jeg gør dét, så oplever jeg, at andre mennsker også tør åbne op omkring deres tanker, usikkerheder, håb og drømme. Der ligger en enorm transformatorisk kraft i den ærlige formidling. Her giver vores projekt mening på et dybere plan – når det rækker ud over os selv og forbinder os med andre mennsker.

Følg Siff og familiens vidunderligt meningsfulde livsrejse på deres blog “Ind i verden” og Instagram ved samme navn.

Gæsteblog: “Vi boede ikke længe på Ærø, før jeg fornemmede, at det ikke var rigtigt for os.” (Tine Bernth Neumann om erkendelsen af, at det gode liv ikke altid er, hvad man tror)

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen LIGE HER.
I forbindelse med min ferie fra bloggen, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.
Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Tine Bernth Neumann og hendes familie besøgte os her på Ærø i foråret 2017. Hun læste med på min blog, og skrev en dag til mig, at de overvejede seriøst at flytte til øen. Nogle måneder senere flyttede de til Ærø, og ikke længe efter begyndte Tine og hendes mand at hjemmeundervise deres ældste datter, og med ét var vi hinandens lokale netværk. Vi blev dem, hinanden ringede til med mange overvejelser, og som kom forbi med indkøbsvarer eller geniale input, når det var tiltrængt. Derfor var det alligevel ikke nogen overraskelse, da Tine fortalte, at de ville flytte fra øen igen: Jeg ved, at det kræver et vist overskud og en oprigtig motivation at skabe gode fællesskaber og meningsfulde relationer et helt nyt sted, og det giver så god mening, at Tine og hendes familie skal være tættere på både deres familier og den megacool brætspilcafé i Odense. Tine nævnte på et tidspunkt for mig, at lykken ikke altid er der, hvor man tror. For sandheden er selvfølgelig, at nogle flytter til en ø, og finder svarene der, mens andre måske allerede bor, hvor de hører hjemme uden helt at vide, at landbyen rent faktisk er omkring dem.
Det har jeg bedt Tine skrive om, og jeg synes, det hun har skrevet et så fint og vigtigt et skriv i denne tid, hvor mange af os er både rodløse og rastløse.

For næsten præcis et år siden, kørte min familie og jeg af Ærøfærgen i en flyttebil for at begynde på det, jeg troede var mit drømmeliv.
Årene forinden havde budt på flere flytninger; fra Fyn til Nordsjælland for at jagte ”det gode job” for to universitetsuddannede, videre til Roskilde for at komme nærmere et fællesskab og endelig retur til Fyn, fordi virkeligheden ved at have tre børn – og intet stærkt netværk i nærheden – ramte os.
I løbet af de to år der var gået siden sidste flytning, havde jeg været meget syg af stress, vi havde åbnet en brætspilscafé i Odense, jeg havde sagt mit job op, og et halvt år inden vi sad i flyttebilen, havde vi meldt ungerne ud af børnehaven. På det tidspunkt havde især jeg så meget brug for at få skabt et fast fundament, at jeg nærmest kunne mærke det fysisk. I januar da år var vi så tæt på at købe et hus, som man kan være uden at gøre det. Men noget føltes alligevel forkert, og i løbet af huskøbsprocessen faldt jeg over Ærø. Jeg gravede mig ned i artikler og Facebookopslag, googlede ”Flytte til Ærø”, læste også på Maj Mys blog, og kunne mærke, at her var måske det svar, jeg havde ledt efter så længe.

Vi talte om det – rigtig, rigtig meget. Men var enige om, at det vi ville VAR fællesskabet. Det forpligtende fællesskab. Og at det kunne vi i hvert fald ikke få i en by, hvor alle havde travlt hele tiden. Eller hvilket som helst andet sted, for alle steder havde folk travlt, og jeg kunne mærke min dybe desperation over ikke at høre til, over ikke at være en del af et nært fællesskab.

Jeg fornemmer at mange andre, måske primært kvinder på min egen alder, kan mærke den samme dybe kalden, den samme desperation. Og af alle mulige årsager kigge mange mod steder som Ærø, og får måske den samme følelse jeg gjorde: Dette må være svaret.
Svaret hedder naturligvis ikke Ærø for alle, måske er det Bali, måske er det Nordjylland eller Samsø, måske er det en jordomsejling eller noget helt andet. Men kaldet fra sjælen er det samme, vi har brug for at høre til, og vi har skabt et klart billede af, hvad det vil sige. Et billede, som vil blive ved med at trække i os, indtil vi enten udlever det, eller lægger det på hylden.

For mit vedkommende spiller min opvækst en stor rolle, for jeg er vokset op i et økologisk landbrugskollektiv og derfor er det kodet ind i mit dna, at fællesskabet er et gode. Min drøm har altid været at bo på et lille landsted med gode naboer, dyrke jorden, leve i ro og harmoni med naturen, og da de første økolandsbyer begyndte at dukke op, havde de en nærmest hypnotisk tiltrækningskraft på mig. Jeg har brugt mange timer på at fantasere om det halmhus, jeg ville bygge med mine bare hænder.

Men jeg havde begået en kæmpe fejl: En fejl, mange af os begår, og som er ganske menneskelig; jeg havde tilladt mig selv at låse min idé om ”det gode liv” så fast, at jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg aldrig kunne blive lykkelig på andre måder. Bare fordi man synes, noget er fedt, eller passer med den, man synes man skal være, ja selvom det umiddelbart føles totalt rigtigt, så er det ikke sikkert, det virker i praksis.

Der er det med de store livsvalg, at de er så komplekse, at vi aldrig helt kan gennemskue konsekvenserne på forhånd. Og de fleste af os er altså også bare virkelig gode til at være ekstremt optimistiske, hvis der er noget vi VIRKELIG gerne vil. Jeg var derfor fuldstændig overbevist om, at på Ærø ville jeg kunne få den ro og den nærhed, jeg så inderligt ønskede for mig selv, og ikke mindst min familie.

Men vi boede ikke længe på Ærø, før jeg begyndte at få en snigende fornemmelse af, at det ikke var rigtigt for os. Jeg skød den hurtigt til side, fortalte mig selv at det bare var en frustrationen over, at huset vi lejede, ikke var, hvad vi havde forestillet os, der var mit uheldige trappestyrt, frustrationen over de mange dage af øen (igen pga. huset), savnet til min mand, når han var i Odense flere dage ad gangen, og det at vi endnu ikke havde fundet en fast bolig.
Men fornemmelsen bed sig fast, og den voksede. Jeg prøvede at ignorere den, og holdt krampagtigt fast i min drøm, men underbevidstheden er stærk, og jeg endte i en tilstand af stress og dyb håbløshed, indtil jeg tillod mig selv at sætte ord på det, jeg vidste, var uundgåeligt: Vi må flytte.

Det var en vanvittig hård og voldsom proces at skulle give slip på den jeg troede, jeg skulle være, og på det liv jeg troede, jeg skulle leve. Det føltes nærmest som om, jeg måtte give slip på det meste af min identitet, men jeg måtte erkende, at prisen for at blive, ville være for høj for os som familie.

Da min farfar døde henover nytåret, tillod jeg mig selv at sige højt, at vi måske kunne købe hans hus i Middelfart, og det var som om, alting faldt på plads. Jeg gav mig selv lov til at mærke, at det fællesskab jeg troede, jeg kun kunne få koncentreret på en ø eller i en økolandsby, det har jeg faktisk allerede. Jeg HAR landsbyen.
Spredt over hele landet ja, men ikke desto mindre gik det op for mig, at hvis man vil skabe et nyt fællesskab, må man i stor udstrækning forkaste det gamle, simpelthen fordi de fleste af os har begrænsede ressourcer, og at skabe nye bånd kræver en stor indsats. Jeg kunne mærke, at jeg havde mere lyst til at styrke det, jeg havde. Jeg ønsker at bo tæt på mine forældre, så jeg kan være der for dem i deres alderdom, som de havde været for min farfar. Jeg ønsker at prioritere mine eksisterende, nærende relationer, og da først jeg havde givet slip på sorgen over det liv jeg sagde endegyldigt farvel til, kunne jeg mærke en dyb glæde tage over. En glæde over at vælge det, jeg havde i forvejen, aktivt til.

Kort efter fik jeg en henvendelse fra en kvinde, fordi hun med mand og to børn overvejede Ærø. Hun skrev blandt andet: ”Vi føler os låst fast i vores rammer, og det er derfor, Ærø er kommet ind i vores overvejelser. Er der ro og plads og dagligt fællesskab på måder, som minder om dem vi selv oplevelse som børn? Hvor relationer ikke kun er noget der dyrkes over en kop kaffe på legepladsen efter 16, og hvor de gode ideer ikke kun bakkes op af gode intentioner, men også hænder der vil være med, hvis du forstår? Hvordan oplever I at drømmene om et friere og mere roligt liv og den praktiske hverdag spiller sammen?”

Altså nærmest de præcis samme fornemmelser, den samme trang, som jeg havde følt.
Jeg svarede hende ærligt, fortalte om de helt lavpraktiske udfordringer vi havde mødt, om hvad det krævede at skabe sig et netværk og om baggrunden for vores beslutning om at flytte. Jeg kogte det ned til to hovedpunkter, jeg syntes de skulle tale om:
1) Er det realistisk at I begge kan lægge lige meget i at skabe livet her på øen? Hvis man skal gøre det, er man 100% nødt til at gøre det sammen.
2) Hvad er det, I helt konkret føler, I mangler I jeres liv? Er det realistisk at få det hele – og kan det evt. opnås på andre måder end at flytte til en ø?

Der gik noget tid før hun vendte tilbage, denne gang med en besked om, at de havde lagt Ærø på hylden for nu, og i stedet for valgt at arbejde på at flytte nærmere deres familie. Det kan sagtens være, at Ærø er svaret for dem, men min egen ydmyge erfaring er, at svaret på længslen måske slet ikke er det, man tror.

For første gang i næsten 20 år bor mine forældre nu en cykeltur væk, og det føles så godt og trygt, ikke mindst fordi vi kan se, at vi med dette valg har givet vores børn en kæmpe gave. At se dem med deres bedsteforældre, at mærke den dybe kærlighed, er simpelthen alle strabadserne værd.

Vi købte ikke min farfars hus, men valgte i stedet at leje et nybygget rækkehus i Middelfart. Det er ikke et halmhus. jeg må ikke holde høns eller kælegrise, og hånden på hjertet, så lyder det bare slet ikke lige så fedt som at bo på landet på Ærø. Men den desperate kalden fra mit indre er forstummet, og en ny følelse, af for alvor at høre til, spirer lige så stille frem.
Jeg er overbevist om, at vi altid vil se tilbage på vores år på Ærø, som én af de vigtigste perioder i vores liv. Også selvom det slet ikke blev, som vi havde forestillet os.

Tine Bernth Neumann er cand.scient.pol og mor til tre hvoraf den ældste starter på efterskole til august, mens de to yngste på seks og fire er hjemme med Tine. Tine skriver den inspirerende blog Hjemmeskoleliv om hjemmeskolelivets mange facetter.

Gæsteblog: “Alt det der definerede MIG, var skrællet væk” – Keramiker og pædagog Rikke Røjkjær om stress og vejen tilbage

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen LIGE HER.
I forbindelse med min ferie fra bloggen, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.
Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Jeg stødte på Rikke Røjkjær, da hun begyndte at læse med herinde og kommentere, og pludselig så jeg indimellem hendes instagrambilleder af skøn keramik og ord om stress og kampen for at finde tilbage – dengang for et år siden. Jeg hører ofte om stress; mærker det i vores samtid som en konstant underliggende trussel, og som den folkesygdom alle kæmper imod, men som kun kan undgåes eller overkommes, hvis man netop slipper kampen, mærker efter dybt dybt indeni.
Jeg synes, Rikke fortælling herunder er stærk og inspirerende:

Mor, er du træt?

Mor, er du træt? Er du træt…igen?” Det var min 11-årige datters ord, der rev mig ud af min rungende tomme glasklokke. Jeg var gået i stå ved køkkenvasken. Med opvaskebørsten i den ene hånd og gryden i den anden. Det var anden gang inden for få dage, tøsebarnet havde spurgt.
”Neeej da” svarede jeg. ”Der har bare været lidt travlt på arbejdet i dag,” forsøgte jeg med påtaget lethed i stemmen. ”Jeg skal vist bare lige i gang igen efter ferien.” prøvede jeg igen.

Men jeg kunne selv hører det. Matheden i stemmen. Jeg troede, jeg kunne stå distancen. Jeg troede, jeg kunne ”fake” det. Jeg skulle jo bare lige over dén her travle periode. Bare lige have de sidste store arbejdsopgaver overstået. Jeg skulle bare lige klare én dag mere. SÅ skulle det hele nok blive godt igen.

Men jeg tog fejl.

Hvad jeg endnu ikke havde indset, havde min 11-årige datter for længst spottet. Jeg var træt. Alt, alt for træt.
Uden at jeg selv havde opdaget det, var jeg blevet ramt af den folkesygdom, som knap 300.000 andre danskere gik rundt og led under. Jeg var blevet en del af en statstik. Jeg var blevet ramt af: STRESS.

I dag er det knap et år siden, jeg stod dér ved køkkenvasken, og blev konfronteret med min verden, som den tog sig ud fra en 11-årigs perspektiv.
Som i et skyggespil på væggen så jeg pludselig, hvorledes det hele var fat. Mit liv havde reduceret sig til kun at være noget værd i dagtimerne på arbejdet. ALLE kræfter blev etableret for at kunne møde ind på mit arbejde som stuepædagog hver eneste morgen. Med store smil på læben og overskud i samtlige professionelle relationer, tordnede jeg derud af. Men så snart jeg trådte indenfor hjemmets vægge klaskede jeg ubehændigt sammen; uden overskud til hverken børn, mand eller noget som helst andet af dét, der før gjorde mig så glad.
Jeg sov ustandseligt, jeg blev usympatisk kortluntet, hjertet hamrede derud af og hovedet var ét stort kaotisk tankemylder. Selv da jeg begyndte at gå rundt med konstant kvælningsfornemmelse og et solar plexus, der føltes som en håndfuld sprængfarligt granit, ænsede jeg ikke at stoppe op. Da ordene begyndte at forsvinde sammen med aftaler og kalenderens uoverskueligt mange to-do’s blev jeg blot endnu mere irriteret og frustreret over min egen manglende formåen og utilstrækkelighed.
Jeg blev stille og trak mig endnu længere ind i mig selv og blev forbandet vred, når min mand påpegede min manglende deltagelse i familielivet. Kunne han for fanden ikke se, at lige om lidt ville jeg falde sammen og blive liggende!? At der ikke var mere at give af!

Den dag ved køkkenvasken faldt jeg. Og så lå jeg dér.
Da gik det op for mig, at noget var rivende galt. Der var noget FULDSTÆNDIG galt ved det faktum, at jeg hver dag stod op, tog på arbejde og gav andre folks børn alle mine bedste kræfter. Alle smilene. Alle krammene. Alt overskuddet. Når mine egne børn blot så skyggen af deres mor, når hun kom hjem fra arbejde.

Jeg blev sygemeldt.

Stress og overbelastning.

Og en lang og sej rejse tog sin begyndelse.

Ordene der blev væk

Da jeg havde ringet til min leder og indgivet min sygemelding, fyldtes jeg i de første dage af en helt usigelig lettelse. Alle krav var væk. Jeg kunne ligge på sofaen hele dagen lang. Og det var lige præcis, hvad jeg gjorde. Der var ingenting tilbage. Jeg sov. Jeg kiggede ud i luften og sov så lidt mere. Men da de første akutte selvomsorgsdage var gået, sneg erkendelserne sig ind på mig og langsomt – men som en manifestation af tingenes tilstand, blev jeg klar over, hvor galt det hele var fat.
Jeg kiggede ud over mit liv og opdagede til min rædsel, at alt det der definerede MIG, var skrællet væk.  Jeg havde cirka et halvt år forinden lukket min lille keramikvirksomhed ned, da jeg ikke magtede både dén og mit lønmodtagerjob. På et tidspunkt i foråret havde jeg en arbejdsuge på næsten 60 timer, og det eneste jeg følte, jeg kunne skære væk var: min keramik.
Jeg skar og skar i mit liv. Store lunser af MIG blev kastet for løverne og til sidst stod jeg dér – skrællet ind til de bare knogler. Den sidste luns, der blev flået væk, var mine ord. Helt bogstaveligt blev mine ord VÆK. Jeg var rædselsslagen. Jeg kunne ikke formulere en sammenhængende sætning, da de mest basale ord som ”kop”, ”køleskab” og ”madpakke” var visket væk.  Eller det vil sige: jeg så ordenes betydning inde i hovedet, -kunne forklare mig ud af det, men mine sætninger blev lange, famlende og næsten apatiske i deres fremsigelse. Jeg måtte have hjælp til at finde mine ord igen!
Men hvor går man hen?!

Meditationens rum

Igennem mit arbejde fik jeg et tilbud om at deltage i et stress-coaching- og mindfullness forløb. Et forløb der gav mig ikke så få øjenåbnere.
Med den helt rette håndtering af al den frustration og tankemylder, der besætter en stresset hjerne, blev jeg igennem samtalerne med coachen, langsomt lirket ind på rette vej og fandt samtale efter samtale tilbage til MIG. Men vejen førte også til erkendelsen af, at jeg måtte sige mit pædagogjob op. Jeg tudede som et vandfald, da ordene forlod min mund. Jeg skal ikke tilbage til det arbejde, sagde jeg og brød fuldstændig sammen, da erkendelsen ramte mig.
Men dét der virkelig gjorde forløbet så stærkt, var en introduktion til meditationens univers. Pludselig blev det tydeligt for mig, at jeg ikke anede, hvad der foregik i min krop. ALT var oppe i hovedet. Kroppen havde brugt de sidste mange år på at skrige om hjælp, hvilket havde resulteret i angstanfald og en krop, der knoklede i højeste alarmberedskab, for at klare hverdagen. Jeg havde ikke den fjerneste ide om, hvordan det var at være i Rikkes krop – når der ikke var andet… end væren.
De første par gange jeg erfarede meditationens rum, gik jeg efterfølgende helt paralyseret rundt. Som en himmelfalden, der var landet et sted, hun ikke anede, hvad hun skulle stille op med. Var det sådan det skulle føles? Var det sådan at være til?

At komme tilbage til sig selv

En af de tilbagevendende sætninger jeg brugte om mig selv i den periode var: jeg savner mig selv! En følelse af at være blevet væk fra MIG, var en allestedsnærværende følelse. Som de før omtalte ”lunser”, der var blevet skrællet af, skulle jeg nu til at bygge op igen. Men hvordan bygger man noget op, der måske i virkeligheden aldrig rigtig har været der? For med mit benhårde og gennemgribende arbejde med samtaler og meditationspraksis, gik det op for mig, at min krop og hjerne havde været mere eller mindre stresset i de sidste femten år. FEMTEN ÅR! Hvordan finder man tilbage efter femten års vanrøgt af sig selv?
Mit svar blev keramikken og ordene.
Med bevidstheden om, at alt af værdi var blevet valgt fra i mit liv, blot for at jeg kunne indtage rollen som; først 12-tals pædagogstuderende, så stuepædagog i et udsat sociokulturelt område – samtidig med et til tider ret komplekst familieliv, havde ført mig ind i et hamsterhjul af konformitet og manglende kreativitet, hvor alt blev sat på ét bræt. Jeg VILLE være dygtig! Langsomt blev jeg en del af en mængde, som jeg på ingen måder kunne identificere mig med. Jeg følte farven blegne. Gråtonerne blev dominerende, og alle mine relationer blev hængt op på skulle og burde i stedet for: HVAD ILTER MIG? HVAD BRINGER MIG FARVE! HVAD BRINGER MIG KREATIVITET? HVAD BRINGER MIG ORD!

Da dén erkendelse gjorde sit indtog, fandt jeg et stort og rungende tomt hul, som stod klar til at blive fyldt op igen.

En kop ad gangen – en ny fortælling

Som en ny fortælling, der skulle fortælles, satte jeg mig med leret i hænderne og fortalte. Mine ord kom langsomt igen, alt imens jeg drejede den ene kop efter den anden. For ingen andres skyld end min egen, legede jeg mig igennem måneders keramikterapi – alene i mit værksted. Jeg havde brug for ensomheden – alenetiden, men havde samtidig brug for at dokumentere min rejse – min nye fortælling. Jeg havde brug for at blive spejlet i andre end mine nærmeste, der jo havde den stressramte alt for nærværende i hverdagslivet. Vi har alle brug for at blive mødt af forskellige øjne, forskellige omfavnelser – forskellige ord og tilkendegivelser.

Derfor besluttede jeg mig for, at øve mig i at være mere ærlig og sårbar i en ganske anden kontekst end dagligdagens relationer.
Jeg vovede min ærlighed ud i den virtuelle verden, nærmere bestemt på min Instagramprofil, hvor jeg blev mødt af en helt ufattelig mængde åbne hjerter og heppende følgere, som trofast fulgte -og stadig følger min rejse. En følgeskare som smed hundredevis af kram og knus efter mig den dag, da jeg i slutningen af maj 2018 kunne skrive: Jeg er raskmeldt!

Jeg har fået en enestående mulighed for at fortælle en ny historie. En ny og langt mere ærlig fortælling om livet for Rikke Røjkjær. En fortælling hvor sårbarhed, ærlighed, det uperfekte og ikke mindst farver og nærvær i mine relationer, bliver bærende for de valg, jeg skal træffe fremadrettet. Keramikken, ordene og farverne fylder lige dét de skal og min familie har endnu en gang fået den kærlige, nærværende og omsorgsfulde Rikke tilbage.

En dag for nogle måneder siden, kørte jeg min nu 12-årige datter i skole. Med musik i radioen og morgensolen i bagruden, vender hun sig mod mig og siger: Moar…du er slet ikke træt mere!”
Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg svare hende: ”Nej min skat, jeg er slet ikke træt mere.”


Følg Rikke på Instagram, hvor hun har en dejlig profil med smuk, kreativ, modig keramik og ærlige fortællinger fra et mangfoldigt liv.

Gæsteblog: Andrea Hejlskov: “De seneste syv år af mit liv har været voldsomme”

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen LIGE HER.
I forbindelse med min ferie fra bloggen, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.
Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Andrea Hejlskov er sommerens første gæsteskribent. Andrea, hendes mand og fire børn flyttede for syv år siden fra deres liv i Danmark og op i den svenske vildmark, hvor de bosatte sig som nybyggere, og byggede deres egen bjælkehytte. For to år siden flyttede familien til Sydsverige, hvor de nu bor i et gammelt træhus uden indlagt el og vand.
Sidste år, da jeg pludselig stod midt i en gigantisk shitstorm med medier og trolls, som gik i kødet på mig, var det blandt andet Andreas onlinestøtte, der holdt mig oppe. Her er hun med et hudløst ærligt opråb til os alle:

“Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang hørte om dig, Maj My, men jeg kan huske, at der for et stykke tid siden var en voldsom kontrovers, ikke mindst på din facebook, jeg kan ikke huske anledningen men jeg kan huske de perfide, fordomsfulde og sexistiske kommentarer, som du fik. På daværende tidspunkt havde jeg selv været “i vælten” i nogle år, og havde prøvet mange forskellige typer af shitstorms, jeg husker især kommentarsporet på en artikel i Jyllandsposten og kommentarsporet på den allerførste artikel om vores liv plus selvfølgelig den konstante strøm af indbakkebeskeder. Jeg siger ikke det her for at være såkaldt “pivet” (det må man jo helst ikke være), men fordi det for mig var en form for opvågning at se akkurat det samme ske for dig, som jeg selv havde oplevet.
Jeg blev simpelthen så rasende og efter dét blev jeg modløs, og det var helt klart én af grundende til, at jeg nedlagde mine profiler på sociale medier, og slettede alle indlæggene på min blog.

Den opbakning jeg har fået fra mine læsere og følgere har været kollosal positiv, det vil jeg skynde mig at sige, jeg har oplevet de smukkeste ting i selvsamme indbakke, hvor jeg fik flirtende, angribende, anklagende og vrede mails. Jeg føler mig enormt priviligeret over at have fået LOV til at påvirke folks liv på den måde, jeg har. Det er et stort ansvar, og det er helt ærlig en stor lykke for mig – det føles enormt meningsfyldt – men jeg vil bare ikke lade som om, det andet ikke også har været en del af det.
Jeg flyttede jo ikke ud i vildmarken med min familie for at blive konfronteret helt hardcore med kulturens mekanismer, men det var, hvad der skete, fordi jeg ytrede mig, og det har jeg brugt lang tid på at forholde mig til. Jeg har brugt årevis på at forholde mig til det. Det er KAMPEN, der ligger i det, når man, især som kvinde, forsøger at formidle en alternativ livstil, der har overvældet og overrumplet mig. Det er den interne følelse af at “sælge ud” og ikke praktisere netop den autenticitet, man taler om (hvordan kan man være autentisk i medierne, kan det overhovedet lade sig gøre?) og det er de konstante angreb fra indebrændte idioter.

Du spørger “hvor er du i dit liv” og dette er, hvad der allerførst falder mig ind at svare.
Jeg er der i mit liv, hvor jeg har taget en ordentlig gedigen pause, trukket stikket, trukket vejret, og nu forsigtigt titter frem, kniber øjnene sammen som en muldvarp.

Jeg er der i mit liv, hvor jeg på den ene side har mistet troen på at formidle alternative budskaber: Jeg kan se, at vi bare bliver en slags “kulturens malkekøer”, der skal forsyne folk med smukke illusioner; jeg kan se hvor meget vi, som kvinder, skal modtage af verbale overgreb, når vi ytrer os, og jeg kan se, at folk “junker” på livstilen, bliver livstilsturister, og at vi – som lever livstilen – bare bliver endnu en farvestrålende drøm, der skal holde folk nede i en følelse af utilstrækkelighed og magtesløshed, fordi man hele tiden tror, der er nogen andre, der har det federe end en selv. Og det vil jeg ikke være med til, OG PÅ DEN ANDEN SIDE er jeg der i mit liv, hvor jeg mere end nogen sinde tror på det, vi gør. Jeg tror på vigtigheden af at, der er nogen, der stiller sig frem og siger “Hey, det her fungerer bare ikke for mig” for jeg kan se, når jeg ser på det positive, at det virkelig har hjulpet nogle folk. At så snart jeg sagde at det ikke fungerede for mig, turde de også sige, at det ikke fungerede for dem (med det mener jeg “den moderne livsstil”, forbrugersamfundet, konkurrencestaten og så videre). Jeg tror nu, mere end nogensinde, på vigtigheden af at turde være sårbar, turde være selvmodsigende, turde være et MENNESKE midt i hele det cirkus, som både sociale medier og medier er. Og så tror jeg virkelig på, at os der gør det, os der tager én for holdet for at sige det metaforisk, fandme skal blive bedre til at være der for hinanden. Vi skal hjælpe hinanden og støtte hinanden. Netop i den slags situationer som den shitstorm du var ude i.

Jeg tror vi, kulturelt set, har brug for flere og mere nuancerede fortællinger omkring, hvordan man kan være menneske. Jeg sagde aldrig nogensinde, at jeg synes, alle skulle flytte i vildmarken eller bygge deres egen bjælkehytte, jeg sagde aldrig nogensinde, at vi havde fundet den store gyldne løsning på alting. Jeg sagde bare “hey, vi prøvede det her”, og så delte jeg vores erfaringer. Jeg synes, det er sygt trist, hvis vi holder op med at dele vores erfaringer med andre mennesker, fordi prisen er for høj. Det er faktisk et ret alvorligt problem, ikke mindst også fordi de historier man så får omkring folk, der lever alternative livsstile, altid bliver historier om dem, der lige er begyndt på det – dem, der ikke er knækket endnu og som stadig lever helt høje på drømmens adrenalin. Dem, der ikke har prøvet deres første shitstorm.
Der er skævridning i det her. Jeg kan se det på instagram (som er det eneste sociale medie, jeg er begyndt at bruge igen), det flyder helt over med de her meget smukke drømmebilleder af unge mennesker i hør, som lige er begyndt at dyrke smukke haver, og har smukke børn, og det er jo ikke sådan det ER.

Det var kolossalt omvæltende for mig at forholde mig til reaktionerne dels på store flugt bogen og på min blog, på responsen fra læserne, den positive og den negative, det var omvæltende at tage ud og holde foredrag, stå ansigt til ansigt med folk – det var omvæltende at forsøge at forstå min egen rolle og min funktion.
Jeg tog jo ud i vildmarken for at komme VÆK fra alting, men min oplevelse var bare, at jeg kom endnu mere IND i det – og det måtte jeg jo så forholde mig til.

Jeg har tænkt meget på, om jeg bare skal droppe det hele for altid. Jeg har tænkt meget på, om det er prisen værd at være åbenmundet, at ville noget, også politisk. Jeg har tænkt over, om jeg kan holde til det, og jeg har tænkt over, på hvilke præmisser jeg vil tage den rolle og den funktion på mig, som jeg føler jeg har fået.

Da vi først tog ud i vildmarken, havde vi helt klart den store permakulturelle-selvforsyner-prepperdrøm. Vi var helt oppe på den store klinge med alt. Vi byggede vores egen bjælkehytte, vi byggede to faktisk, vi knoklede, og vi knoklede som idioter, vi knækkede nakken. Vi tog SÅ mange kampe både med os selv, hinanden, naturen og kulturen. De seneste 7 år af mit liv har været så… voldsomme. Og det står jo i kontrast til den helt store permakulturelle selvforsyner økodrøm. Jeg er nok på vej væk fra den der helt store permakulturelle selvforsyner økodrøm, som altid var enormt æstetisk, smuk og mere henimod en jæger/samler metafor kan man sige. Jeg er fuldstændig færdig med at føle mig utilstrækkelig, jeg gider ikke føle, at jeg selv i mit oprør, selv i min såkaldte “alternative livsstil” er forkert- at der er nogle andre der gør det mere “rigtigt”, mere autentisk, ærligt, gennemført, smukt eller bare generelt bedre. Jeg er færdig med at føle mig udenfor i mit eget liv. Jeg er færdig med at have den der ødelæggende dårlige selvtillid, og det, at jeg har det sådan nu, er HELT klart en produkt af de seneste syv års kolossale kamp. Jeg ville ikke være, hvor jeg er nu, hvis ikke det var for alt, hvad vi har været igennem. Jeg føler, jeg er blevet… den vilde kvinde, som jeg gerne ville være. Men for helvede det har været en kamp! Så det er nok mit svar til spørgsmålet på, om jeg føler mig hjemme i mine rammer, i mit liv, i mig selv. Ja, det gør jeg. Og det gør jeg, fordi jeg accepterer det modsætningsfulde, det selvmodsigende og… de mange sandheder der godt kan eksistere på samme tid… hvor jeg, da vi først begav os ud på den her rejse havde meget, meget klare, stramme og definerede forventninger og billeder til hvem jeg skulle være, og hvordan jeg skulle have det.

Det første skridt var, da vi overhovedet besluttede os for at sige farvel til det gamle liv og tage ud i vildmarken. Det var et vigtigt skridt og måske nok det sværeste, og det er også derfor min bog (“Og den store flugt“) handler så meget om den beslutning, for da den først var taget, åbnede der sig så mange døre af sig selv. Det ene tog det andet. Dog vil jeg sige, at der er noget, jeg tror folk glemmer, når vi taler om at tage de her radikale livsvalg; Det er ikke sådan, at man beslutter -bam! – og så er det overstået. Der er tale om valg, som man bliver nødt til at tage igen og igen og igen- og nogle gange falder man tilbage i sit gamle tankemønster, nogle gange bliver man rædselsslagen, nogle gange mislykkedes man, men man bliver ved. Mest af alt blev vi ved, fordi vi ikke havde nogle alternativer. Vi SKULLE bare klare den. Nogle gange tror jeg fraværet af valg, fraværet af alternativer, har været afgørende for, hvor vi er idag. Havde vi haft råd til at tage hjem, og havde vi haft noget at tage hjem til, så havde jeg nok gjort det, da tingene var allersværest og allerværst. Træder man ud af sin komfortzone, det siger jo sig selv, så bliver det rent faktisk enormt ukomfortabelt. Nogle gange for lange perioder af gangen – og det bliver det jo NØDT til at være, hvis altså man virkelig VIL ud af den der komfortzone.

Det var svært, det ER svært, at leve uden fast indtægt og reelt set være fattige. Der er tale om en form for selvvalgt fattigdom, og det er jo i udgangspunktet noget helt andet end “almindelig” fattigdom, det er jeg med på, men det er stadig svært i en så materialistisk kultur som vores at være så meget “udenfor”.
Det er ikke svært, når vi bare er her i skoven. Her bliver vi jo ikke hele tiden bombarded med fristelser og tilbud og ting man åbenbart har brug for, men det er svært inde i byen, og det er svært når vi er sammen med folk fra byen ,og det er svært, ikke mindst, i forhold til vores børn. Jeg synes generelt, folk taler for lidt om de negative konsekvenser af at vælge en alternativ livsstil og det er også derfor jeg helt explicit siger, at vi er fattige, og det er faktisk også noget, jeg gør understreger, når jeg holder foredrag: Det er en konstant udfordring både at være fattig og at leve uden fast indtægt – men på den anden side er det altså også bare enormt smukt, for vi har virkelig en grad af frihed i vores liv, som jeg kan se, mange mennesker ikke har. Jeg tror, svaret på mange af vores problemer, kulturelt set, er at gå ned i leveomkostninger. Jeg tror, friheden ligger i at gå ned i leveomkostninger og det er noget af det smukeste, når jeg kan se, hvor krejleragtige vi er blevet, også mine børn, hvor resilitente og hvor selvkørende. Jeg VED, at vi kan klare os, og det er noget, man kun kan vide, når man virkelig har været presset helt derud, hvor det handler om overlevelse. Det har givet en stor stolthed. Jeg er stolt af, hvad vi har opnået, jeg er stolt af hvad vi har gjort, jeg kan se mine børn er stolte og jeg er vildt stolt af dem!

Du spørger, om jeg har tvivlet undervejs, og svaret er JA! Og det GØR man, og det er endnu én af de ting, jeg synes, vi skal tale mere om – os, der lever den her livsstil: Hvis vi kun forsyner kulturen med de smukke billeder får folk urealistiske forventninger og dør af nedtur hvis de prøver at gøre det samme. Det ER nederen, det ER svært, man TVIVLER, man tvivler helt vildt! hele tiden! Jeg tvivler stadig nogle gange.

Du spørger, hvad der har hjulpet mig igennem og frem til hvor jeg er nu. Svaret er min mand, Jeppe. Det er ikke fordi, vi har verdens lykkeligste parforhold, eller at vi ikke har problemer overhovedet, men den menneskelige relation jeg har opnået i forhold til ham… det har jeg aldrig prøvet før. Ikke kun fordi vi er afhængige af hinanden, praktisk, økonomisk- men også fordi vi har siddet 7 vintre i vildmarken og gloet på hinanden, nonstop, vi klistrede sammen, og blev til én krop. Nu er vi et sted, hvor vi har brug for “u-klistre” os fra hinanden, de store er flyttet hjemmefra, nu har vi landet et sted, hvor det ikke hele tiden handler om overlevelse, men jeg tror, jeg havde brug for at opleve den form for sammenklistring før jeg overhovedet kunne stole på et andet menneske. Det har været livsforandrende. Jeg er hundrede procent ikke det samme menneske nu som jeg var før.

Hvornår har du brug for dit mod? Jeg har hele tiden brug for mit mod! Især lige nu, hvor jeg sidder og færdiggør min næste bog. Man kan sige, at den her gang ved jeg jo, hvad der venter, jeg er ikke så naiv længere. Jeg tænker tit på Kierkegaard der sagde, at den rigtige helt er ham, der rider ud i slaget uden at være sikker på, at han kan vinde. Det er kun i den usikkerhed, at vi kan være modige. Men så er der jo også det faktum, at der ikke altid er tale om et valg. Jeg har BRUG for at skrive bøger, det er indlejret del af min eksistens, mit virke i verden, og så må jeg jo bare æde at det har nogle konsekvenser.

Hvad er kvinders vigtigste opgaver anno 2018? Jeg er jo en del af den der trend, som du måske også er en del af, der hedder “radical homemaking” – jeg har haft nogle virkelig heftige diskussioner med andre feminister som mente, at den eneste rigtige kvindefrigørelse og selvrealisering ligger på arbejdsmarkedet. Jeg er imod arbejdsmarkedet. Jeg er imod kapitalismen. Jeg nægter at anerkende, at jeg skal ud på arbejdsmarkedet for at legitimere min ret til overhovedet at eksistere, men samtidig kan jeg også bare se, at der ligger et vist mål af privilegium i denne position. Jeg mener, vi går jo hjemme fordi vi KAN, fordi vi har nogle ressourcer, der gør, at vi tør træde ud af hamsterhjulet og prøve at finde en anden måde at gøre tingene på- men det, i sig selv er et privilegium, som ikke alle har. Jeg tror, kvindernes største opgave i 2018 er at turde være hudløst ærlige overfor dem selv. Jeg går hundrede procent ind for gudindekraft og spiritualitet og det indadvendte arbejder der ligger i at forfine sin bevidsthed og frigøre sig fra kulturens undertrykkende historierne, men jeg er også i løbet af de her år, blevet mere og mere politisk og mere og mere aktivist, jeg betegner mig selv som klimaaktivist og deltager i demonstrationer og blokader.
Jeg tror, vores vigtigste opgave er at gøre BEGGE dele. Både arbejde på os selv, på at få livet til at give mening, på at være der for vores børn OG se, at denne kamp hænger uløseligt sammen med nogle konkrete ting omkring os.

Jeg er stor fan af basisgrupper- fordi, i min egen basisgruppe, har jeg set hvordan netop disse ting på “mikro” plan (altså inde i mig selv) hænger sammen med det strukturelle og “makroplanet”.

Jeg tror kvinder anno 2018 skal dyrke basisgruppen noget mere! Åbne op og være ærlige overfor hinanden. Jeg tror, søstersolidariteten kan redde os, og det betyder også, helt lavpraktisk, at vi f.eks skal være der for hinanden hvis en af os render ind i en shitstorm.

Hvad skal mænd lære nu? Det er ikke fordi, jeg synes, Jeppe er et mandeideal som sådan, men noget af det som har hjulpet i vores relation, var faktisk at han FATTEDE “me too”. Han tænkte enormt meget over det, vi talte enormt meget om det- vi diskuterede frem og tilbage, han kom med indvendinger og kritikpunkter, og langsomt fik vi talt os et meget ømt sted hen, hvor vi også kunne snakke om “toxic masculinity” og de krav der er til mænd, og hvor ødelæggende det kan være. Det har været nogle vigtige snakke, også i forhold til vores børn. Jeg kan se, at da han først FATTEDE det, var der som om en prås gik op for ham, et slør blev trukket fra hans øjne, og det har gjort, at vi har nemmere om at tale om nogle ting, også i vores parforhold, som det før har været svært at snakke om.

Hvad er dit bedste råd til  forældre?
Læs ikke magasinerne, læs ikke bøgerne, lyt ikke til folks gode råd! Tal med dine venner og veninder om de ting der er svære, de ting du ikke forstår. Mærk, mærk, mærk i dig selv og lad være med at gøre de ting der føles forkerte selvom alle siger, de er rigtige. At være forælder handler dybest set om at træffe radikale livsvalg på sine børns vegne, indtil de er gamle nok til selv at træffe disse valg. Det er radikalt valg at flytte langt ud i skoven i en bjælkehytte, men det er også et radikalt valg med store konsekvenser for børnenes udvikling og fremtid at sende dem i institution fra 8-16, det er kun fordi, alle gør det, at det ikke virker radikalt. Der er intet i denne verden, som kan lette det faktum, at du træffer radikale valg på dine børns vegne. Selv hvis du gemmer dig i mængden, træffer du radikale valg på dine børns vegne, så træf nogle valg du kan stå inde for. Det handler ikke om ikke at fejle, det handler ikke om at være forkert, det handler om, at man kan stå inde for sig selv.

Andrea Hejlskov skriver klimaklummer for Information, og arbejder lige nu på sin næste bog. Hendes seneste bog “og den store flugt” skabte voldsom debat i Danmark, da den udkom i 2013. Andrea holder stadig foredrag om bogen, familiens valg og livet i skoven.

Mød et menneske – Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen

Hun må være næsten lige så høj som huset, tænker jeg, mens jeg banker på den grønne dør i den mintfarvede facade. “Niels Bondo” står der på skiltet, det var hendes fars navn, og han blev født i Ærøskøbing, og nu er huset sommerhus for Lillian Bondo, hendes mand Tage, og deres fire børn. Lillian åbner hurtigt, og ja, hun er høj, og hun er smilende. Præcis som på fjernsynet. Vi har talt i telefon engang (om nogle bogreoler) og skrevet sammen (om julekalendre og freelanceartikler), og min søster og hende støder med mellemrum på hinanden i deres fælles fag. Det er måske derfor, hun er så spændende; fordi der bare ér noget ved de jordemødre? De fleste kvinder, som har født, kunne godt tænke sig at være fluen på væggen i et rum med en gruppe af hendes slags og høre om det grumme og det smukke, det lette og det ubærlige. Lillian træder et skridt tilbage. “Vil du låne et par strikstrømper?” spørger hun, og er allerede halvvejs oppe af den gamle, lakerede trappe. “Kom med.” Ovenpå er væggene uendeligt skrå, gulvet er malet gråt og dørene er grønne med røde detaljer. Hun bukker sig over en rejsetaske på sengen, og trækker et par hjemmestrikkede, regnbuefarvede sokker op. “Sådan! Nu skal vi have te.”

Mød Lillian: dybt professionel, hurtigtsnakkende, passioneret formand på et fagområde som vedkommer alle mennesker

Lillian Bondo, jordemoder og formand for Jordemoderforeningen med 2500 aktive og studerende medlemmer.
Mor til fire – heraf én jordemoder, og bedstemor til to (snart tre) børnebørn. Gift med Tage.
Bosat syd for Hornbæk, født 1953 og opvokset i Odense

“Hvordan er du kommet til tops?” spørger jeg som det første, da vi sidder ved det kridhvide spisebord med udsigt til gårdhaven og et gult anneks. Og så griner Lillian. Højt.
– Jeg tænker slet ikke på, at jeg er til tops. Vi har en flad organisation, så man klatrer ikke derop, men jeg er blevet valgt fire gange siden 2001, så jeg foretrækker selvfølgelig at tænke, at jordemødre kan lide det, jeg står for, siger hun.

Lillian taler hurtigt, og hendes beskedenhed bliver næsten skjult i talestrømmen, men den er der hele vejen gennem samtalen. En vedvarende, oprigtig (- kvindelig?) beskendenhed.

–  Jeg får indimellem spørgsmålet, om ikke jeg savner at være jordmoder, og jeg kan næsten tabe kæben. Jamen, jeg er da lige så meget jordemoder nu, som jeg altid har været! Tidligere gjorde jeg en dyd ud af, at jeg ikke skulle være leder, men på et tidspunkt indså jeg, at måske var dyden at finde ud af, fra hvilken rolle man bedst kunne styrke kvindens og familiens fødselsoplevelse. Nogle er strategikere eller driftsledere, nogle forsker eller underviser, andre har en privat praksis eller er i en ultralydsklinik. En jordemoder er ikke kun hende ved fødelejet.

Lillian Bondo har været uddannet i over tredive år, og kender faget indefra og udefra, i alle hjørner og kroge, og indimellem tager hun en uge på én af landets fødegange, og så rapporterer hun på sin facebookprofil om sine oplevelser.

– Jeg får ofte mails fra kvinder, der skriver, at de gerne vil være jordemoder, fordi de er så vilde med spædbørn, og jeg bliver nødt til at vende deres argumentation på hovedet, når jeg svarer, for som jordemoder skal man netop yde den krævende opgave, der sikrer, at man selv har spædbarnet mindst muligt. Man skal gå ind i det for familiedannelsen. Når et barn kommer til verden, bliver nogen mor, nogen bliver måske søskende, måske er der en far eller en mor mere eller ingen partner overhovedet, og alt det skal man være en ressource i at få bedst muligt fra start.

Hvem skal være jordemoder?
– Hvis du vil være jordemoder, tænker jeg, at du også skal kunne magte det besværlige; lort og bræk og sved – og angst. Angsten hos den fødende for at det ikke går godt og angsten i dig selv, måske, over det store ansvar, du står med. Du skal kunne skuldre det, både hos familien og i dig selv og vokse med de oplevelser, du får undervejs. Da jeg var på mit 2. studieår, og vi havde om den sygeligt forløbne graviditet og om senaborter, gik jeg pludselig helt i brædderne, og jeg frygtede, at jeg ikke kunne være jordemoder alligevel. Men det slog mig, at jeg selv havde haft en ufrivillig abort i uge 21 nogle år forinden, og sammen med en psykolog arbejdede jeg oplevelsen igennem for at finde ud af, hvad min angst var for én. Senaborter og spædbarnsdød er jo en trist og sørgelig del af jordemoderfaget, men også nødvendig og naturlig. Der hersker en lidt romantisk forestilling om, at jordemoderarbejdet er yndigt, men jeg vil sige, at man må rigtig gerne have oplevet noget lort, ærligt talt, inden man kaster sig ud i det. Hvis man trækker sig, første gang nogen kaster op i ens træsko, så har man spildt sin egen tid og samfundets ressourcer.

Hvornår vidste du, at du skulle være jordemoder?
– Efter min abort i 1979 fandt jeg ud af, at det betød noget, om der var nogen, som tog sig af én, når man havde det svært. Jeg havde aldrig før været opmærksom på jordemoderfaget som sådan, og jeg ved godt, at mange af mine kolleger har haft drømmen om det med sig fra de var børn eller unge, men dengang gik jeg på universitetet, og havde fabriksarbejde, og min verden bestod ikke af børn.

Hvad betyder dit fagområde for dig i dag?
– Det er ikke kun min professionalisme, men også min passion. Jeg har været vildt forelsket i mit arbejde, siden jeg startede på skolen, og jeg bliver stadig overrasket over dybderne, når jeg ser kolleger folde sig ud. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde er helt uden en livline ind til mit job, og det føles godt. Det bor i mig. Der kan være enkelte stunder, hvor jeg ikke er helt optaget af det – for eksempel når jeg er sammen med mine børnebørn, som nok får mere opmærksomhed end mine egne børn fik, men selv dér kan telefonen ringe.

Hvad er jordemødre for nogen?
Mange opfatter jordemødre som nogle lidt stejle ”vi alene vide”-typer, og vi er måske lidt besværlige. Men det skal vi også være, for det vi kan, er en mærkelig og fantastisk krydsning mellem noget socialt, psykologisk og medicinsk, og der er så mange discipliner på vores felt: Gravide, fødende, ammende, unge, seksualitet, stofmisbrugere, socialt udsatte, folkesundhed. Men i virkeligheden er det meget nemt: Det handler om følgeskab. Vi møder kvinderne, følger dem, passer dem, slipper dem igen, og møder dem måske påny, når de skal have næste barn. Det er ikke så meget “patientforløb” som det er “livsbegivenheder”, og derfor arbejder vi i et tankesæt, der er lidt anderledes end på sygehusene i øvrigt.

Hvad er det fede ved at være jordemoder?
At le. Der er så meget latter, så meget glæde. Jeg tror, det smitter, at man har mange ting, man er glad for, og jeg synes, jeg har mange kolleger med et stort talent for at se det muntre – både læger, sosuer og jordemødre. Man kan sagtens have et forløb, hvor man tænker, at der er ikke meget at grine af i dag, men så er der alligevel en tendens til at finde lyset. Jeg har aldrig leet så meget med andre, som jeg har sammen med jordemødre. Sidst jeg havde en uges tid med vagter, var i august, og da der var vagtskifte en dag, kom en jordemoder ind, og satte en tupperwarebøtte på bordet. Det sker jo ikke så sjældent, at nogen kommer med bagværk, men ud af den her bøtte kom en kæmpestor næsehornsbille, som hun syntes, vi skulle se, og jeg tænker stadig på den fjollede bille, og hvordan hun fandt på det.

Hvor kommer munterheden fra?
Jeg tror, vi er meget koncentrerede omkring noget, som er så vigtigt, at der er behov for lethed også. Man kan have været med i en fødsel, som er lidt hård: med gråd, opgivenhed, høje lyde, blege fædre og så videre, og så kommer man ud, og det er faktisk endt rigtig godt, og der er nogle glade forældre og en lille lækker unge inde på stuen, og man er brugt som ind i helvede, og så er reaktionen som oftest galgenhumor. Et overskud af glæde midt i trætheden.

Lider I under at være et kvindefag?
Nej, jeg synes, det er et fag, som på godt og ondt er et kvindefag. Godt på alle de talenter og den indføling, som vi mestrer, og ondt fordi samfundet agter vores kvindeindsats ringere end ingeniørens byggetillladelser til carporte. Jeg mener; selvfølgelig er det vigtigt, at carporte er sikre, men det er altså også vigtigt, at nye mennesker kommer sikkert til verden, og jeg er vred over vores løn. Løn er jo dannet med historiske baggrunde, og det er svært at sprænge de forventninger, når først noget er mejslet i sten, og der skal politisk vilje til for at ændre det markant. Men indimellem lykkes det med baggrund i ændrede vilkår, og det er mit ønske at gøre opmærksom på vores store ansvar og de udfordringer, som vi oplever på vores egen krop, hvilket vores løn ikke afspejler.

Lillian ser ikke frustreret ud. Men fokuseret.
– Jordemoderfaget er den tidligste sundhedsprofession med autorisation. Vi blev autoriseret før lægerne, i 1714, og allerede i 1537 sagde Peder Palladius: ”Har I en god jordemoder, I Dannemænd, da skøn derpå, thi hun er vel sin løn værd”, men her snart 500 år efter, synes jeg stadig ikke, at Dannemænd påskønner vores jordemoder i hendes aflønning.

Hun tager mobilen, afviser et opkald, skænker sig selv en kop te. Her i sommerhuset kommer hun og Tage, deres børn og børnebørn flere gange årligt. “Tre måneder har der været nogen i huset i år,” siger Tage, og det er de glade for. “Vi har de dejligste naboer.”

Lillian kører fingrene over panden, og tænker sig om.
– Altså, jordemødrene anno 2016 har travlt, og de har for lidt tid til at gøre arbejdet færdigt, men heldigvis har langt de fleste fødende den samme jordemoder under hele deres fødsel alligevel. Jeg mener, en fødsel er et dagsværk. Der skal være en normering, så enhver fødende har den hjælp, hun skal have, og hvis der er et stort dokumentationskrav, så skal vi kunne gøre det ordentligt. Det kan suge mange kræfter ud af folk at stå i en fødsel fra kl. 23-04, og så er det altså ret barsk at gå ind til en ny fødsel kl. 04:30. Lederne prøver selvfølgelig at dele sol og vind lige på afdelingerne, men normeringerne er simpelthen ikke gode nok.

Hvordan har du selv født?
Jeg fødte vores to første på sygehuset – jeg tror slet ikke, jeg vidste, at der var et alternativ. Vores tredje fødte jeg hjemme; med gode kolleger, herunder min bedste jordemoderveninde og studiekammerat, som er jordemoder her på Ærø. Den sidste fødte jeg på sygehuset på grund af komplikationer i graviditeten, men da jeg var blevet jordemoder, var hjemmefødsel mit førstevalg – som det i øvrigt er for rigtig mange jordemødre.

Lillian siger farvel foran det lille, fine hus i Vestergade. “Dér boede faster Egidia, inden hun købte det her hus,” siger hun, og peger skråt op ad gaden. “Ærø var min fars fødeø, Ærøskøbing hans by. Han døde i 2001, og vi savner ham stadig, så navnet bliver på døren, så længe huset er mit.”
Hun står i ude efteråret, og peger, og fortæller, og man tænker, at det er godt, at både de fødende og jordemødrene har en stærk og hurtigtsnakkende kvinde til at tale deres sag.

 

Mød andre mennesker på bloggen:

Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone