Guldkorn #5 “Mysteriet om det ikke-økonomiske menneske”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

“Kære Maj My

I kraft af mit virke som etnolog, er jeg stødt på noget, jeg har valgt at kalde mysteriet om det ikke-økonomiske menneske. Fordi det i den grad omhandler det, du med denne serie sætter spørgsmålstegn ved, har jeg valgt at dele nogle tanker fra min igangværende forskning. Som led i arbejdet med min afhandling har jeg interviewet en række aktører i det grønlandske samfund inden for fiskerisektoren. En af de øverste direktører i en af de helt store virksomheder, sagde noget, der for alvor satte gang i en erkendelsesprocess for mig:

Vi kan jo se, masser af vores leverandører (fiskere) i lange perioder, så er de til fodboldturneringer, og konfirmationer og så skyder de sæler i stedet for at fiske. Selv om vi vil kunne dokumentere, at de vil tjene mange flere penge ved at fiske. Det er også derfor, jeg vil blive ved med at argumentere for, at mange af de her folk, de bliver ikke drevet af økonomi. Man starter med at synes, det er synd for dem, men de synes ikke, at det er synd for dem selv.

For det første er det befriende, at direktøren udviser forståelse for, at det ikke er synd for de af hans leverandører, som vælger selvforsyning og socialt samvær frem for pengeoptimering. At de sådan set lever det, der for dem er at betragte som det gode liv, også selv om de i de økonomiske statistikker figurerer under fattigdomsgrænsen. Når det er sagt, er det interessant at direktøren samtidig bliver nødt til at se fiskernes adfærd som et problem for hans egen virksomhed. Som arbejdsgiver i en kapitalistisk virksomhed afhænger han af, at kunne få arbejdere eller leverandører til at bevæge sig i profittens retning ved at manipulere med deres tider, mængder eller priser. Han kan derfor ikke se fiskernes adfærd som andet end u-økonomisk. De er ikke drevet af økonomi, siger han. Min pointe er, at han her nok burde have sagt, at de er ikke drevet af den samme økonomi, som en direktør i en kapitalistisk virksomhed må være. Mysteriet om det ikke-økonomiske menneske er ikke en engangsforeteelse. Jeg er ligeledes stødt på det hos den danske økonom, Morgens Boserup, der rejste til Grønland efter 2. Verdenskrig. Ligesom det optræder i vor tids økonomisk råds beretninger.

Når sociologen, Max Weber, siger, at mennesket ikke af naturen vil tjene stadig flere penge. Det vil slet og ret leve; leve som det er vant til, og tjene hvad der dertil behøves, så er han inde på noget af det samme som direktøren ovenfor. Han kalder det for prækapitalistisk adfærd:

”Overalt, hvor den moderne kapitalisme begyndte sit forsøg på at øge det menneskelig arbejdes ”produktivitet” ved en øgelse af dets intensitet, stødte den på uendelig sej modstand i from af dette ledemotiv i den prækapitalistiske[1] økonomiske adfærd; og endnu i dag støder den derpå, og det i højere grad desto mere ”tilbagestående” (fra et kapitalistisk synspunkt) den arbejderstand er, som den er henvist til” (Weber 2001, 34).

Parentesen om at arbejdsstanden er tilbagestående ud fra et kapitalistisk synspunkt er vigtig, måske også vigtigere end Weber gør den til, når han samtidig kalder denne livsindstilling for traditionalisme. Det er med andre ord set ud fra den kapitalistiske produktionsmådes egne begreber, at denne adfærd er tilbagestående eller ”ikke-økonomisk”.

Det er stadig meget udbredt for økonomer og lægmænd at se kapitalismen som historiens endepunkt. En moderne tanke som kommer fra en tid, hvor man troede på, at kapitalisme gav både velstand og demokrati til de fleste. Nu er tiden imidlertid kommet til, at denne fortælling bliver modsagt af nye stærke fortællinger. I dag ved vi nemlig, at kapitalisme bringer alt andet end lighed med sig, og frem for alt, at vores klode ikke kan bære mere rendyrket kapitalisme, og at vi mennesker ikke kan klare mere effektivisering og tidsoptimering uden at brase sammen.

Derfor er det på tide, at vi lærer om andre måder at drive økonomi på. At vi stopper med at tale nedsættende om den fisker, der hellere skyder en sæl til eget brug eller går til barnedåb, frem for at tjene til et forbrug som kun gør kloden fattigere. At vi stopper med at omtale en sådan adfærd som ikke-økonomisk. For den er økonomisk, men på en anden måde. Som den franske sociolog, Pierre Bourdieu, siger det, så er den kapitalistiske økonomi ét særtilfælde af et helt univers af økonomier (produktionsmåder), hvor kampenes anliggende og de sjældne og eftertragtede produkter, som frembringes i dem adskiller sig fra hinanden (Bourdieu 2007, 90). Fiskerileverandørernes økonomi er i det lys ikke mindre økonomisk end direktørens.

En ting er at have læst en masse kloge ord om produktionsmåder, en anden ting er at applikere det på sit eget liv. Jeg skal ærligt indrømme, at også jeg har været indhyllet i tanken om, at det var helt naturligt at købe en lækker jakke syet af fattige hænder på den anden side af kloden til et par tusinde danske kroner. Også jeg forestillede mig, at vi støt ville tjene mere og mere, så vi kunne få mere plads til flere ting. Men så blev jeg gravid. Lige pludselig kunne jeg ikke længere skynde mig. Jeg kunne ikke skabe stress for min krop, som nu ikke længere bare var min egen. Jeg begyndte at gøre alting langsommere. Jeg afsluttede ikke bare lige den der ph.d., inden baby kom til. Tid og ro var gået hen og blevet mit nye guldkorn. I dag værdsætter jeg tid mere end penge. Penge skal der selvfølgelig også til, men det gør ikke noget, at der kun lige er til gode råvarer, produceret på en fornuftig måde. Kan jeg selv plukke min svampe og høste mine frugter, er jeg gladest.

Jeg har på de sidste fire år lært at skære en masse fra. Jeg tænker nu i en anden økonomi end de fleste. I stedet for at købe mig til tid som fx at købe take-away, rengøring, tøj, pasning etc., undgår jeg så vidt muligt at købe. Til gengæld får jeg paradoksalt nok mere tid, som ikke låst fast til et kontor fra 9-17. Det betyder selvfølgelig, at jeg bruger tid på noget, som andre slipper for, herunder madlavning, rengøring, børnepasning. Men mange af de tidsbesparende ting, andre køber sig til, kan man lave i fællesskab som familie, hvilket kan være både hyggeligt, sjovt og lærerigt. I vores daglige færd med hussysler rodfæster vi os i den verden, vi lever i. Vi skaber et hjem, og kommer hjem dertil for hvert eneste åndedrag og håndelag, vi bruger i hjemmet, sammen. I det store regnskab undgår vi som familie, at være to der sælger den tid, som for os er mest dyrebar.

For tiden afhænger jeg økonomisk af min mand. Det er sådan vi kører biksen lige nu, men jeg regner med, at vi vender rundt på den fordeling et par gange i løbet af vores forhåbentligt lange livsforløb sammen. Hvordan har jeg det som kvinde med den afhængighed? Det er klart en prekær situation i en tid, hvor karrierefeminister ser ned på en, og fremmaner billeder af en fattig, fraskilt posedamepensionist. Jeg er ikke økonomisk sikret på nogen måde. Vi er ikke engang gift. Når jeg har svært ved at bekymre mig lige nu, er det fordi jeg aldrig har været lykkeligere. Jeg er lykkelig, fordi jeg får lov til at bruge mest tid på det, jeg synes er vigtigst lige nu. Familien, leg, læring, nærvær og intimitet. Skulle bekymringen om alderdommen uden den store pensionsopsparing alligevel komme til mig i et svagt øjeblik, så tænker jeg på min far.

Han er folkepensionist uden nogen form for opsparing eller andre former for guld på kistebunden. Han formår dog altid at købe økologiske råvarer, som han forvandler til den bedste mad, jeg er kommet i nærheden af at smage. Han har endda råd til et dagligt cafébesøg, hvor han kan få læst avisen og blive en del af en større verden. Jeg tænker på ham, fordi han er langt fra sølle. Fordi flere med den type økonomisk livsførelse ville være bedre for vores klode. Han smider stort set intet ud, fordi han stort set intet forbruger. Den anden dag fortalte han mig stolt, at han endda selv var blevet overrasket over, hvor lidt udsmid han har efter kommunen forsynet os med kompostposer. Heller ikke han er altså en mand uden økonomi. Men han har en anden økonomi end de fleste af dem, der suser forbi i deres firehjulstrækkere på Strandvejen.

Vores familie er kun lige startet på denne rejse mod mindre udsmid, mindre forbrug, mere tid og nærvær. Vi har stadig meget at lære. Men jeg kan allerede nu sige at erkendelsen om, at livsrigdom ikke handler om, hvor mange penge man har på kistebunden, har været en befrielse for mig. Det har sat så mange nye energier fri. Energier som kan bruges på både selvomsorg og omsorg for andre end mig selv, herunder vores fælles jord. Jeg føler mig friere desto mere af min tid, jeg selv kan få lov til at disponere over. Jeg føler mig mere i kontakt med omverdenen, desto mere jeg kan interagere med den uden at tænke på, at det tager min tid. Jeg har mistet troen på, at kapitalisme er det, der gør os rigere på individ- og samfundsplan. Jeg tror nu i stedet på alternative former for økonomier og livsførelser. Derfor blev jeg så glad, da jeg så dit tiltag, Maj My. Tak for det.

– Gry Søbye

[1] Med ”prækapitalistisk” forstår Weber her: at den rationale udnyttelse af kapital i stordrift og den rationale kapitalistiske arbejdsorganisation endnu ikke var blevet kræfter, der dominerede orienteringen af den økonomiske aktivitet (Weber 2001, 33).

Guldkorn #4 “Til sidst at valgte vi min mands arbejde fra – selvom hans løn var mærkbart højere end min”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

“Kære Maj My,

Jeg læste din indlæg om ”Guldkorn” for et par dage siden, og har gået og tænkt lidt på, at det tema vil jeg gerne bidrage til – både fordi jeg synes, det er væsentligt at tale om, og fordi du var så god at svare indgående på et spørgsmål, jeg sendte dig sidste år, mens jeg gik hjemme på barsel med vores datter og var fortvivlet over at skulle tilbage på arbejde og sende hende i vuggestue. Jeg ved, at vi lever meget privilegeret – ligesom rigtig mange andre danskere, og jeg tror derfor på, at det virkelig ofte for manges vedkommende (men selvfølgelig ikke alle) drejer sig om prioriteringen, og netop det handler vores historie om.

Vores familie består af min mand, vores 1-årige datter og mig. Inden jeg fødte, havde vi begge gode jobs på fuldtid. Min mand havde to timers transport hver dag til og fra arbejde, for vi har valgt at bosætte os langt fra storbyer helt ude mellem hav og skov. Vores hus var forholdsvis billigt, men stadig, som for de fleste, vores største post på budgettet grundet lån og vedligeholdelsesudgifter. Vi har dog altid levet ’under evne’, altså sørget for ikke at bruge for mange penge simpelthen ved at købe alting brugt og i det hele taget ikke købe ret meget.

Da jeg gik på barsel og fødte vores datter, gik det hurtigt op for mig, at jeg slet ikke havde lyst til at sende hende i institution 7-8 timer om dagen, så min mand og jeg kunne gå på arbejde, som vi plejede. Min mand forstod mig godt, men vi, og specielt han, havde en meget stærk følelse af, at vi var nødt til at gå på arbejde, nødt til at indbetale til pension, og at det var nærmest farligt at tænke andre tanker. Da barslen lakkede mod enden, begyndte vi dog intenst at tænke i alternativer. Det var mig, der helst ville gå hjemme, men grundet vores specifikke omstændigheder, som for et eksempel at mine arbejdstimer er langt mere fleksible, og fordi jeg kan arbejde hjemmefra en del af tiden, valgte vi til sidst at vælge min mands arbejde fra – selvom hans løn var mærkbart højere end min (men to timers kørsel hver dag er også meget mistet tid!).

For at få råd til at leve på én indtægt har vi valgt at downsize; at dele vores hus på 188 m2 op i to afdelinger. Vi har etableret køkken i bryggerset og simpelthen indrettet en lille lejlighed i den ene ende af huset – som vi alligevel ikke brugte ret meget. Vi har en lejer, hvis husleje fint dækker vores madudgifter hver måned. Vi har måtte skille os af med nogle ting for at få det til at lykkes, og vi klarer os med et enkelt værelse udover stuen mm. (samsovning er pladsbesparende :)). Derudover har vi solgt den ene af vores to biler. Det var svært for os at forestille os, at vi kunne leve med kun én bil, når indkøb mm. ligger 12 km væk, og der ingen offentlig transport er. Vi har dog fundet ud af, at vi er blevet endnu mere kreative i forhold til transport og endnu mere effektive i forhold planlægning af indkøb, ærinder, besøg mm. Man kan desuden ofte låne en bil i lokalsamfundet, hvis man lige vil købe lidt ind til bilens ejer, når man nu alligevel er afsted – man skal bare lære at spørge.

Når vi besøger venner og familie, tager væk i forbindelse med mit arbejde mm. udlejer vi vores del af huset på AirBnB, hvilket både giver en fin ekstra indtægt og betyder, at vi får prioriteret tid til at få gjort hovedrent i den forbindelse. Når man sammenlægger, hvad vi sparer på ikke at betale til institution, på kun at have én bil i stedet for to, samt hvad vi tjener på at udleje og have tid til at klare mange af de små vedligeholdelsesopgaver selv samt have køkkenhave og den slags, så bliver regnskabet ganske fint – nej, vi har ikke ligeså mange penge mellem hænderne, som da vi begge arbejdede, men vi har en ganske fin og rolig hverdag med tid til det, som er vigtigst for os. Vi prioriterer ikke store julegaver, boligindretning eller nyt tøj til hverken os eller vores datter, og vores ferier foregår hjemme, på havet eller hos venner, relativt omkostningsfrit – til gengæld bor vi et sted, som andre har som feriedestination, og vi kan nyde havet, skoven, stranden, klitterne og den åbne himmel hver dag og føler derfor sjældent behov for at tage væk på ferie.

Jeg er rigtig glad for, at du har taget initiativet til disse ‘samtaler’ om økonomi, valg og fravalg. I den proces, min mand og jeg har været igennem det sidste års tid, har vi i den grad haft brug for at finde inspiration til alternative måder at indrette sig på, og faktisk var det vores lokalsamfund, som viste os en del svar på, hvordan folk uden almindelige 8-16 arbejdstider på faste jobs kan klare sig. Her, hvor vi bor, skal man ikke mere end en generation tilbage, før fast lønarbejde var en sjældenhed. I stedet har de fleste familier suppleret sæsonarbejde, fiskeri og jagt med sankekort til skovbrænde og køkkenhaver. Faktisk er rigtig mange familier her vant til, at man om sommeren flytter ud af sit hus for at leje det ud til tyske og københavnske feriegæster. Familier har indrettet sig på loftet eller sågar i hønsehuset eller i et skur i haven, så de kunne høste sommerens lettjente penge på udlejning. I dag er der stadig en del, der lejer et gæstehus i haven ud i ferierne.

Selvom det for de fleste af vores naboer ikke er en stor kunst at leve en familie på én løn, og på trods af at min mand og jeg ikke savner at bruge penge på hobbyer, ferier, ting til os selv, TV- eller streamings abonnementer osv., så har det alligevel været vanskeligt at træffe valget om at fravælge et job og takke nej til institutionsplads. Det er blevet meget tydeligt for os, hvor meget identitet, tid og værdi vi tidligere har lagt i vores stillinger, og hvor meget fællesskabet på arbejdspladsen har fyldt i vores hverdag, før vi blev forældre. Uden sit job og hjemme med sin datter har min mand virkelig skulle finde ind til en kreativitet, der ikke var forbundet med hans tidligere job. Derudover savner vi meget et fællesskab med andre forældre og børn, der har taget nogle lignende valg. På sigt håber vi på at blive en del af et større netværk af ligesindede forældre (og børn) samt begge at finde deltidsjobs, så vi begge kan få tilfredsstillelsen ved den faglige udvikling, som vi altid har sat pris på, samtidig med at nyde friheden i ikke at deltage i adskillelseskulturen og travlheden, som præger mange af vores nærmestes familieliv.

BUDGETSNAK

Jeg kan se i nogle af kommentarerne på de andre indlæg, at folk gerne vil se reelle budgetter og tale om reelle tal. Selvom det føles grænseoverskridende at dele sit budget, synes jeg egentlig, når jeg kigger det igennem, at det er ret generelt og slet ikke så farligt at dele – det ligner sikkert rigtig mange andres budget. Jeg har formentlig glemt en udgift eller to, så dette skal ikke tages som en endelig udgave, men mere som en ca. beregning af, hvordan vores budget ser ud. Der er selvfølgelig nogle specifikke ting, der gør sig gældende for os (blandt andet det skattemæssige i at have boliglån, at vi har venner og familie med sejlbåde, som vi tager på ferie med (og udlejer vores bolig imens) mm.), men her kommer altså vores overordnede budget på de faste og semi-faste indtægter og udgifter.

Overordnet budget:

Indtægter årligt (efter skat):

228.000 Lønindtægter

16.000 Børne- og ungeydelse

42.000 (ca.) udlejningsindtægter (de første 24.00 er skattefrie, dette tal er vores ca. indtægter efter skat. Dette er ikke så lettjente penge, som det måske umiddelbart ser ud – de af jer, som har AirBnB erfaringer som udlejer, ved, hvad jeg taler om).

Samlet ca. 286.000 DKK

Udgifter årligt (faste og semi-faste):

120.000 Bolig med alt dertilhørende:

60.000 ca. Realkreditlån

2880 Skat

2480 Renovation

2316 Vandafledning

916 Skorstensfejning

2500 Årligt service på luft-til-vand varmepumpeanlæg

7000 ca. Vandforbrug (dette dækker både os og vores lejer)

16.000 ca. El-forbrug inklusiv varmeforbrug (varmepumpe (dette dækker os og lejer))

3000 ca. Brænde

24.000 ca. Vedligeholdelse (og til uforudsete udgifter på huset).

(Vi sætter hver måned 10.000 kroner af på en huskonto, som bruges til ovenstående udgifter samt løbende vedligeholdelsesudgifter. Det er specielt vedligeholdelsesudgifterne, der gør det vanskeligt for os, og vi forsøger at ordne så meget af det selv som muligt).

40.000 ca. Madudgifter (vi køber økologisk og spiser primært plantebaseret, vi får en grøntsagskasse ugentligt fra et lokalt øko. landbrug, og vi lever med at spise mange kartofler om vinteren! Dette beløb er inklusiv toiletpapir, håndsæbe, tandpasta og vaskepulver, hvilket ca. er det, vi køber i supermarkeder – vi bruger ikke køkkenrulle, engangsbleer eller andet engangshalløj, cremer, parfumer mm.)

700 Bilafgifter

8000 ca. Benzin

6000 ca. Værkstedsudgifter

1000 ca. Parkeringsafgifter

2000 ca. Internet

2527 Multimedielicens

15.000 ca. A-kasser og fagforening (2x A kasse og 1 fagforening)

16.000 ca. Forsikringer (bilforsikring, ulykkesforsikringer, husforsikring og indbo)

3000 ca. Offentlig transport

2000 ca. Sundshedsudgifter (tandlæge mm.)

3000 ca. Mobilabonnementer

Samlet ca. 219.000 DKK

Derudover bruger vi også penge på gaver til andre familiemedlemmer, ferier (primært transport og mad), restaurant- og cafebesøg, billetter til svømmehal, museer mm., brugt tøj og ting til os selv og vores datter, og sikkert flere ting jeg ikke husker lige nu. Fælles for disse udgifter er dog, at vi prioriterer nøje, at vi generelt køber brugt, og at de kun udgør en lille del af vores budget. Vi har et par enkelte foreningskontingenter, vi betaler til – noget med 700 kroner årligt, jeg køber af og til adgang til en yogatime, men ellers bruger vi vores fritid på relativt billige eller gratis aktiviteter (cykling i skoven, sejlads, havsvømning/badning, biblioteksbesøg, køkkenhave og den slags). Vi låner rigtig meget tøj og legesager til vores datter og arver gerne møbler, køkkenudstyr mm. Vi forsøger at få repareret de af vores ting, der går i stykker, og vi lever et relativt low-tech liv.

Mange hilsner,
Mathilde”

LÆS MERE:
Sidste år skrev Mathilde til mig med et spørgsmål vedr. det at skulle tilbage på arbejde vs. at holde sin datter hjemme, som jeg besvarede i Vores Brevkasse

Guldkorn #3 “Tiden i familien blev mere knap. Dette var vores største fejl til dato.”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

“Jeg synes, det er så skønt, at du tager dette emne op, Maj. Det er så vigtigt, at vi får talt om det.

Det er så vigtigt, at vi får frygten ud af vores forhold til penge.
Jeg tror, frygten gør os penge-skøre. Vi tror, vi har brug for at tjene mange penge for at overleve. Og min egen erfaring er, at jo flere penge vi har, jo flere bruger vi også bare. Frygten er der stadigvæk, og den driver os ud i at arbejde meget mere, end vi egentlig har brug for. Så meget, at vi glemmer os selv, og vores børn bliver skadet af fraværende forældre, mennesker bliver skilt og så videre.
Min erfaring fra min praksis som psykoterapeut er, at mange småbørnsforældre arbejder 40 timer om ugen. Det vil sige, ar de er væk fra deres børn 80 timer tilsammen + transport. Mange udfordringer i familierne kan lykkes, hvis vi har mere tid sammen. Dermed ikke sagt at alle problemerne forsvinder, men tiden er vigtigt i en familie, og samværet med forældrene er den vigtigste.

Min egen histore er, at jeg selv har fået 2 af mine 3 børn, mens jeg læste på universitetet. Vi startede vores familieliv med meget få penge, men mere tid. Når jeg i dag tænker tilbage på det, så gik det jo egentlig meget godt: Vi arvede en masse tøj, spiste altid økologisk, og tog også på ferie. Vi boede i en lille hyggelig 2-værelses i et bofællesskab, men på et tidspunkt følte jeg, at det skulle være mere “ordentligt”. Vores børn skulle da have hver deres egne værelser, og vi flyttede i en større lejlighed i bofællesskabet, samtidig med at vi havde sommerhus osv. Jeg fik et arbejde på et familiebehandlingsted, og tiden i familien blev på den måde mere knap. Dette var vores største fejl til dato. Det skabte rigtig meget stress at have flere boliger, fuldtidsarbejde og meget lidt tid sammen.

Jeg kom ud af synk med mine egne værdier. Jeg var væk fra mine børn alt for mange timer. Vi fik vores tredje barn, og jeg var heldigvis hjemme med hende i 2 år. Men jeg havde hele tiden den følelse, at jeg da måtte og skulle ud og arbejde for at vi kunne overleve, det var mere en frygt end en realitet. Vi flyttede i et endnu dyrere hus på landet, og min mand arbejde 60 timer om ugen, og jeg startede praksis og arbejdede lige så mange timer (selvom meningen med egen praksis var, at jeg selv kunne bestemmer min arbejdstid). Samtidig havde jeg et år med Zero Waste, hvor vi stort set ikke købte noget. Jeg smed halvdelen af vores ting ud, og læste en masse om “Tiny living”. Det fik mig ligesom tilbage på sporet og har gjort, at jeg i dag arbejder, fordi jeg ikke kan lade være, men ikke for at overleve, hvilket betyder, at jeg arbejder meget få timer, fordi vi godt kan leve for én indtægt, hvis vi vil. Jeg har altid tænkt på penge som energi: Hvis vi åbner os for dem, så skal de nok være der. Det skal nok lykkes for os at overleve. Frygten for fremtiden har lagt sig i mig, og jeg tænker mere på nuet. Har vi det godt lige nu? Vores drøm for fremtiden er at bo mindre, og dermed ikke have så mange udgifter, men mere tid til at være sammen.

Bedste hilsner,

Lea”

Guldkorn #2 “Jeg har sagt min stilling op – hvad gør vi nu?”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***
Jeg hjemmeskoler min søn. Tidligt på året valgte denne livsstil os. Jeg er ikke sikker på, vi ville have valgt den, hvis ikke det var for min ældste søn og hans skolevanskeligheder.
Hverken min mand eller jeg har høje lønninger; han har en lærerløn, og laver derudover lidt freelance i fritiden (hvilket jo tager noget af hans tid med os). Jeg var ansat som pædagog i en børnehave.
Min mand gør ingenting halvt, og han var på ingen måde med på lad-os-nu-bare-springe-ud-i-det-og-se-hvad-der-sker-attituden. Men han var på samme tid enig med mig om det vigtige i vores liv: vores familie og vores tid sammen. Vi var efterhånden kørt så flade af skolevanskelighederne, at det især påvirkede mig og dermed mit arbejde og hele vores familieliv. Vi havde brug for at slå bremserne hårdt i.
Vi regnede på vores økonomi i ugevis og talte for og imod.
Det endte med, at jeg sagde min stilling op, og vi sad tilbage på én indtægt.
Vi bor i et lejet rækkehus, hvor vi er glade for at bo, men det er ligeså dyrt, som havde vi ejet et hus.
Jeg har ikke lyst til at skrive præcise tal på indtægter og udgifter, men jeg håber, dette giver et billede alligevel:
Efter alle faste udgifter er betalt hver måned (incl. et estimeret beløb på benzin og eksklusiv a-kasse for mig) har vi 6000 kroner til mad, tøj, diverse, gaver, fornøjelser. Heri er medregnet børnepenge. Det, min mand tjener ved siden af sin faste løn er ikke medregnet – de penge bruger vi til opsparing og eventuelle ferier.
Vi er ovenud lykkelige og taknemmelig for det her nye liv, og for at det kunne lade sig gøre for os. Vi har så meget overskud til hinanden og ingen kvaler over de gamle dagligdagsvanskeligheder som; Hvem henter børnene? Vi er begge til møde i aften, hvad gør vi? Barnet er syg i dag, det er din tur til at blive hjemme! og MANGE flere.
Men det har også været en virkelig hård prioritering, vi har ikke meget på kistebunden, føler jeg. Vi fravalgte sommerferier sydpå og spontane restaurantbesøg. Vi fravalgte også opsparingen til hus, så selvom vi ville kunne bo i et hus for samme beløb som vores nuværende husleje (måske endda billigere), så har vi ikke råd til udbetalingen eller til at spare op i samme grad som før.
Vores økonomiske ståsted er den primære årsag til, at vi ikke føler, vi kan blive i denne livsstil. Vi drømmer stadig om rejser, større bil og måske et hus. Vi ved, at disse ting er (rimelig) materielle, men lige nu får jeg bare sved på panden over, at vintertøjsæsonen er over os. Vi har ikke lyst til at leve på en sten med vores to børn. Og samtidig vi ønsker stadig tid og nærvær.
Som vi ser det, har vi 2 løsninger:
1. Sønnike kommer tilbage i skole (gradvist) og jeg kommer herefter tilbage i job.
Fordele: Vi vil få vores økonomiske overskud igen, og vi håber at kunne bevare de gode vaner vi nu har fået med hinanden i denne lykkelige oase midt i livet.
Ulemper: Vi vil igen få langt mindre tid til hinanden, og frygter, at det så vil kaste os direkte tilbage i gamle mønstre.
2. Jeg finder et job på ganske få timer, evt. aften eller weekend.
Fordele: Vi tjener en smule mere.
Ulemper: Vi frygter stadig at det ikke vil være nok i længden, eller at min mand og jeg måske på den måde får noget mindre tid med hinanden, da vi så er nødt til at arbejde efter hinanden (siden jeg er pædagog og ikke kan arbejde hjemmefra)
Mit spørgsmål er mere konkret: Min mand arbejder (mere end) fuldtid. Jeg er hjemme (udd. pædagog. Jeg tegner i øjeblikket en børnebog, men er bestemt ikke sælger og nok ikke særlig ambitiøs), og vi har brug for større råderum økonomisk nu for at blive i vores fantastiske nuværende situation. Hvis jeg skal finde et job, hvor jeg ikke skal afsted så snart min mand træder ind ad døren, hvad skal jeg så?
Mange venlige hilsner,
Ditte

Guldkorn #1 “Et sundt forhold til penge”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Kære Maj My

Her får du mine betragtninger i forhold til Guldkorn – som jeg synes er et rigtig godt initiativ, fordi jeg tror, at der er behov for, at vi taler om penge og inspirerer hinanden til, hvordan man kan forholde sig på en sund måde til penge og skaffe de penge, der skal til for at leve på en sund og livgivende måde både fysisk, menneskeligt og åndeligt.

Jeg har lyst til blot at skrive det, der kommer til mig ift. ovenstående, og håber, at det kan inspirere andre.

Et sundt forhold til penge. Hvordan får man et sundt forhold til penge? Og hvordan skaffer man penge til at leve sundt og livgivende både fysisk, menneskeligt og åndeligt?

De spørgsmål har jeg arbejdet med i mit eget liv i mange år. Jeg tror, at det handler meget om, at hvis man kender sine kerneværdier, og har et dybfølt ønske om at udleve disse værdier, det som er allervigtigst for os, så opstår der en motivationsfaktor, der kan noget særligt.

Da jeg var i slutningen af 20’erne, i 1990’erne, boede jeg med min familie, mand, to små børn og en teenagebonussøn i et kolonihavehus på Amager – legalt om sommeren, men illegalt om vinteren. Det var et valg, renten var høj på det tidspunkt, helt op til 16 – 18 % på bank- og kreditforeningslån. Vi måtte låne penge, 190. 000 til at købe huset for. Men vi indrettede os, og udover huslånene, så havde vi ingen gæld, i mange år heller ingen bil, vi boede på først 35 m2, byggede siden til, så det blev 60 m2. Vi levede godt, fik mad på bordet hver dag, lækker, sund mad, vi havde køkkenhave og frugttræer og nøddebuske og et netværk, hvor vi kunne købe billige fisk fra en fisker og kød fra landmænd uden fordyrende mellemled, og så var der det fantastiske, at vi fik foræret helt utrolig mange ting. Min mor, svigermor og jeg strikkede og syede tøj til os, og vi gik også gerne i genbrugstøj. Min mand arbejdede på et fritidshjem, og forældrene der spurgte, når de ryddede op i børnenes tøj og ting, om vi ville have tingene, sommetider var der stadigvæk prismærker på tøjet. Vi havde begge job, jeg dog et deltidsjob. Og da barsel med nr. 2 barn var slut, sagde jeg mit job op. Jeg havde haft bækkenløsning, arbejdede i et vuggestuekøkken, så fysisk kunne jeg ikke klare mit job længere. Samtidig havde jeg ikke lyst til, at vores børn skulle vokse op i institution. Jeg så børn ned til 6 mdr., der startede i vuggestue, pædagoger der gik rundt med et spædbarn på hver arm. Særligt ét barn gjorde indtryk på mig; en pige som hver eftermiddag stod og kiggede ud af vinduet, og sagde ”nu kommer mor” – det var bare aldrig hendes egen mor, der kom, for hun blev altid hentet som en af de sidste ved lukketid.

Vores ældste søn var i dagpleje og senere en overgang i børnehave. Da jeg startede arbejde efter endt barsel med ham, blev han hele tiden syg, og ligeså gjorde jeg. Og da den yngste blev født, smittede storebror ham alt for ofte. Dagplejemoderen (hvad er det dog for et ord???) arbejdede, selvom hun var syg, og hun sagde aldrig nej til at modtage syge børn.

Min mand og jeg besluttede på baggrund af alt dette, at vi ville passe vores børn selv, indtil de skulle i skole. Og det betød, at der var ret få penge at gøre godt med, vi skulle leve af én pædagogløn + børnecheck. Når alle udgifter var betalt, og der var lagt til side til gaver og ferie og uforudsete udgifter, så havde vi 2400 kr. til mad pr. mdr. til to voksne, en teenager og to små børn.

Kunne man det? Ja, det kunne vi, og det kunne vi, fordi vi ville. Vi manglede aldrig noget. Vi havde en lille sejlbåd, som vi holdt ferie og weekender i, og vi fik bil, da den yngste blev født. Og så havde vi som nævnt have med urter og frugt og nødder, og et netværk der gav adgang til billig fisk og kød. Og da jeg ikke arbejdede, var der mange udgifter, der er forbundet med at arbejde, som transport og præsentabelt tøj, der faldt bort. Jeg handlede konsekvent én gang om ugen, lavede madplaner, købte tilbudsvarer og overholdt nøje budgettet. Jeg lavede al mad fra bunden selv, bagte og syltede osv. Og vi manglede aldrig noget. Og som nævnt, så fik vi rigtig mange ting, tøj og møbler og meget andet som fx byggematerialer og træ til brænde fra andre mennesker. Og vi tog imod det med taknemmelighed.

Hvorfor kunne vi leve på den måde? Jeg tror, at vi kunne, fordi vi ville. Vi VILLE være sammen med vores børn, vi VILLE give dem en rolig og tryg opvækst, vi VILLE skabe et kærligt rum med tid til livet, tid til barndommen på en måde som vi selv valgte og styrede efter vores værdier. Og jeg tror, at det var den motivationsfaktor, der gjorde, at vi havde lyst, engagement og energi til at leve et liv på et lavt økonomisk budget.

Da den ældste skulle i skole, flyttede vi på landet, og senere fik jeg job, og vi fik en helt anden økonomi, det er en anden historie, men når jeg ser tilbage på det i dag, så oplever jeg, at vi var langt lykkeligere i den tid, hvor vi levede på et stramt budget. Og hvorfor kan man så spørge, er det ikke fedt at have penge? Jo, det er dejligt at kunne købe og gøre det, man gerne vil, ingen tvivl om det, men det kan også nemt udvikle sig på en måde, så det kommer ud af balance, og man bare bruger penge, bare bruger de penge, man har, på meningsløse ting, fordi man ikke behøver at tænke over det.

Pt. er vi igen på lavbudget, fordi vi er i en omstillingsfase i vores liv. Og jeg oplever, at min idealisme kommer mere og mere frem igen, og at det bl.a. bliver ansporet af, at vi er nødt til at vælge nøje, hvad vi bruger vores penge på. Hvordan er det, vi gerne vil leve vores liv, hvad vil vi gerne bruger vores midler på, vores liv på, vores energi på? Hvordan kan vi vælge de ting og oplevelser, og den måde at leve på, som for os virker nærende og livgivende?

Det, som jeg gerne vil formidle, det er, at man på mange måder kan, hvad man vil. Hvis man virkelig, virkelig ønsker at leve et frit liv, hvor man selv bestemmer, så mener jeg, at noget af det vigtigste, man kan gøre, det er at træffe nogle materielle og økonomiske valg, der gør det muligt at skabe et frit liv.  Vi skal alle have de basale behov dækket, tag over hovedet, vand, varme, mad, tøj på kroppen osv., det er vi nødt til at skaffe penge til for overhovedet at have et fundament for at leve et frit liv.

Det kan være dyrt at bo og leve i dagens Danmark. Desværre. Men der ER muligheder. Tager man fx børnene ud af institution – og det skal man selvfølgelig kun gøre, hvis man virkelig, virkelig har lyst til det og føler, at man selv kan give dem nærende rammer i dagligdagen – så sparer man mange penge blot ved ikke at skulle betale institutionspladser. Tøjet kan man måske i højere grad spare på, både til børnene og til sig selv, når man ikke skal præsentere sig på arbejde og i institutioner, og man sparer penge på transport. Og man får en masse tid, hvor man – sammen med børnene naturligvis – kan købe billigere ind, fouragere gratis i naturen, lave mad fra bunden osv. Hvis kun den ene part arbejder (hvis man er gift), får den anden hele skattefradraget.

Og man kan kigge sin økonomi, sit budget dybt i øjnene, lave et realitetstjek, og se på, hvad er det, vi bruger vores penge til, og er det det, vi har lyst til? Har vi lyst til at gå på arbejde 2 x 37 timer eller mere hver uge for at skaffe penge til at bo fx i en bestemt by og/eller bydel, have en stor bolig osv. Eller kunne der være andre måder at bo på, som gav større økonomisk frihed og glæde?

Jeg tror på, at hvis man virkelig, virkelig vil noget, så kan man. Og jeg tror på, at mange mennesker kunne skære rigtig mange penge fra i deres budget ved opmærksomhed på deres sande værdier og på, hvad de egentlig bruger deres penge på. Penge, som kan bruges til at skabe sig et liv med en højere grad af frihed og livsglæde, fremfor et liv med to gange fuldtidsarbejde og børnene i institution det meste af deres vågne timer og deres korte barndom.

Jeg tror på, at det hele beror på valg. At vi kan vælge, og at i det øjeblik vi vælger noget, som virkelig, virkelig betyder noget for os på et dybt plan, så sker der ting, som vi ikke havde kunnet forestille os eller planlægge.

Da vi startede i kolonihaven, vidste jeg intet om penge og energi og spiritualitet. Men vi handlede kærligt i overensstemmelse med vores inderste ønsker og dybeste længsler, og vi fik så meget foræret ud af den blå luft, uden at bede om det, det kom bare til os. Engang fik vi en gratis brændeovn til mange tusind kroner, og sådan kom ting til os. Og vi var taknemmelige, altid taknemmelige. Og jeg tror på, at taknemmelighed er en overset faktor ift. økonomi og materialitet. Taknemmelighed, klarhed over sine inderste værdier og at træffe bevidste økonomiske og materielle valg og handle i overensstemmelse med dette, det, tror jeg, er nogle vigtige grundelementer ift. at skabe et sundt økonomisk fundament i sit liv, som kan danne grundlag for et nærende frit og meningsfuldt liv. Og jeg tror på, at hvis man først har bevæget sig ind til essensen, ind til sine kerneværdier, har lært at træffe bevidste, sunde, nærende, selvkærlige økonomiske og materielle valg, så kan man bevæge sig ud fra den essens, og stille og roligt på det fundament skabe sig et sundt og nærende liv både fysisk, menneskeligt og åndeligt, hvor man har rigeligt til at leve et frit, levende, frugtbart og kærlighedsfyldt liv.

Bedste hilsener

Vibeke

“Guldkorn” – historier om økonomi og input til at klare sig i en kapitalistisk verden

Velkommen til “Guldkorn“,

Her skal vi snakke om penge og økonomi: Fortælle hinanden hvordan det hænger sammen økonomisk hjemme hos os hver især, og sætte ord på, hvordan vi har det med penge. Vi skal dele erfaringer fra vores egen økonomi på hverdagsplan og set fra et højere perspektiv.
På den måde vil vi vise hinanden, at der er andre veje end den, vi har fået fortalt hele vores liv, og vi vil via de delte fortællinger lære, at vi ikke er alene, og at der altid er en vel.

Alt sammen skriver og deler vi i håb om at inspirere og motivere hinanden til at turde gribe det liv, vi drømmer om.

Fordi: Hvad end vi vil det eller ej, er penge og økonomi en vigtig faktor i ethvert menneskes liv.
Og af den grund alene er det nødvendigt at tale om.
Jeg kender singlekvinder, som drømmer om at have deres børn hjemme, men ikke har råd, og jeg kender familier, som drømmer om at leve mere frit, men som ikke har lyst til at være bange for rudekuverter. I sommer skrev en mand til mig: “Jeg drømmer om at leve mere intuitivt, men samtidig vil jeg ikke leve på en sten, sådan som flere af mine venner gør.”
En kvinde kommenterede på mit indlæg om at sige sit job op og stadig tjene penge, at hun og hendes mand arbejder 27 timer om ugen hver, og kan betale regningerne for det. En anden skrev, at hun drømmer om at blive selvstændig, men ikke har modet til det – endnu. Alt sammen er vigtige historier, som jeg ønsker at brede ud og sætte fokus på. Ofte kan det være nemmere at se de andres muligheder end ens egne.

Sådan her gør du: Skriv til mig, hvis du har lyst til at dele én eller flere af nedenstående informationer med mig og de andre læsere:
a) Om din private økonomi – eksempelvis: hvordan er den bygget op, hvilke fordele og ulemper har det, hvorfor har du prioriteret sådan, og hvad kræver det?
b) Send spørgsmål til din egen situation. Beskriv dine behov og udfordringer og stil gerne konkrete spørgsmål, så vi andre har mulighed for at byde ind.
c) Ekspertråd – skriv, hvis du har en økonomisk indsigt, som du gerne vil del med alle os herinde. Det kan være en enkelt konkret betragtningting eller en mere overordnet betragtning eller opfordring.

Hvordan har jeg det selv med penge? Jeg oplever penge som energi, ligesom alt andet, og sådan skal økonomi efter min bedste overbevisning behandles: Som en organisk, naturlig og nødvendig del af vores liv her på jorden. Jeg bruger penge på det, jeg synes, bringer værdi til verden, og jeg har en forventning om at tjene dem, når behovet er der. Jeg har endnu ikke prøvet at løbe tør for penge, samtidig har jeg aldrig mere, end jeg har behov for.
Jeg har skrevet om økonomi her: “Mit alternative forhold til penge“, “Hvordan vi etablerede en velfungerende social virksomhed“, “Hvordan får man råd til at hjemmeskole” – og den seneste: “Om at sige sit job op og forlade arbejdsmarkedet (og stadig tjene penge)

Så send alle jeres erfaringer, anekdoter, personlige fortællinger og indsigter om penge og økonomi til mig, så vi sammen kan udbrede budskabet om, at økonomi langt fra er en statisk størrelse, som kun nogle få, udvalgte økonomer forstår, men derimod vores alle sammen og en vigtig del at ethvert menneskes liv, som vi skylder os selv at se i øjnene og slutte fred med.

Skriv til mig på: majmy@majmy.dk
Det er selvfølgelig muligt at være anonym.

Hvad tænker I? Har I lyst til at høre de historier?