Guldkorn #10 “Mine penge er mine stemmesedler”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

“Hvordan en smeltende gletsjer ændrede mit liv.”

Naturforvalter med fuldtidsjob, gift, mor til otteårig…og efter kl. 20 ejer af Svaneshoppen.dk. En webbutik, der blev til, fordi det skal være meget nemmere at vælge svanemærket tøj, møbler, legetøj og plejeprodukter.

Min tid er min allermest værdifulde ressource. Livet er kort og dyrebart. Jeg holder af mit job og mine kollegaer, men der går (for) mange timer med lønarbejdet. Og for få timer med de to vigtigste mennesker i mit liv. Jeg forsøger altid at forhandle at gå ned i tid frem for lønstigninger -med svingende held.

Overforbrug og materialisme bevæger jeg mig sikkert væk fra. Jeg køber meget lidt, kun det der er nødvendigt og helst brugt eller miljømærket. Får jeg lyst til at købe noget dyrt, regner jeg ud, hvor mange arbejdstimer det vil koste. Det fjerner som regel lysten. Jeg mangler ingenting.

Det falder mig mere og mere naturligt at leve nøjsomt. Og jeg glædes over den økonomiske frihed, som en minimalistisk livsstil fører med sig. Når nytårsklokkerne ringer, har jeg elimineret alt gæld i mit liv.

Måske var det 11 år i en lille grønlandsk by, med ansvaret for et af verdens mest enestående naturområder, Ilulissat Isfjord, der satte tingene i perspektiv. Den enorme vildmark; at føle sig uendeligt lille og ubetydelig i forhold til grundfjeldet under ens fødder og nordlysene over ens hoved. Og samtidig være vidne til at en af verdens største gletsjer trak sig tilbage med alarmerende hast, fordi kloden har hedeslag. Det gik op for mig, at vi mennesker påvirker vores omverden mere, end vi måske tror.

Jeg har truffet et valg: Jeg vil kunne se mit barn i øjnene om føje år og sige ”ja, vi vidste at klimaforandringerne kom, og vi havde en snæver tidsgrænse for at mindske dem. Vi gjorde det bedste, vi kunne.”

Hver eneste dag træffer vi beslutninger, som har betydning for andre mennesker, kloden, klimaet. Selv små krusninger kan blive til store bølger. Vi kan alle gøre en forskel. Og penge er et af de mest magtfulde redskaber til at ændre verden.

Derfor betræder jeg lige nu ukendt land. Som nyslået, kvindelig investor i bæredygtige aktier. Jeg vil, at mine penge skal gøre en forskel, mens de yngler. De skal være med til at skabe den grønne omstilling, der er så hårdt brug for. De skal fremelske løsninger, der kan mindske vores aftryk på kloden. De skal støtte projekter, der gør verden til et bedre sted.

Det er ikke simpelt. Der er mange firmaer og investeringsprodukter, som vil smykke sig med grønne, bevidste, etiske, bæredygtige anprisninger, uden reelt indhold. Men jeg har fundet et pejlemærke, jeg kender fra min dagligdag: Svanemærkede investeringsfonde. Det bliver dem, jeg fremover sætter mine sparepenge i.

Bæredygtige investeringer er ikke godgørenhed. De har et fornuftigt afkast. Jeg er ikke i tvivl om, at verden i højere og højere grad vil få brug for og belønne firmaer, der agerer bæredygtigt.

FAKTA OM BÆREDYGTIGE INVESTERINGER

Bæredygtige investeringer, eller ansvarlige investeringer, der rykker verden i en bedre retning, kan være mange ting. Fokus kan ligge på miljø, klima, FNs Verdensmål, socialt ansvar, menneskerettigheder og meget mere. Men mange firmaer vil gerne profitere på at have en mere eller mindre grøn profil. Så her skal man holde tungen lige i munden.

Man kan opdele investeringer i fem overordnede typer. Her listet fra mindst til størst effekt:

  • Traditionelle investeringer i firmaer, som udelukkende har fokus på finansielt afkast. Fx traditionelle aktier, obligationer og investeringsfonde.
  • Ansvarlige investeringer: Investeringer valgt på baggrund af negativ screening. Her frasorteres virksomheder på baggrund af fx kontroversielle forretningsområder (for eksempel våben, kul, tobak) eller kontroversielle sager. Fx SparInvest Ethical Value. Mange pensionskasser investerer på baggrund af negativ screening.
  • Bæredygtige investeringer: Investeringer, der udvælges specifikt i forhold til bæredygtighed i virksomhederne. Fx Merkurs/Triodos svanemærkede investeringsprodukter og SDG Invest.
  • Impact investering. Her investeres der målrettet for at løse sociale eller miljømæssige forhold, samtidig med et finansielt afkast. Fx Merkur andele, Triodos Renewables og Triodos Microfinance.
  • Traditionel filantropi fx donationer til et konkret formål, ingen afkast.

Læs mere om bæredygtige investeringer på min blog: https://www.svaneshoppen.dk/guide-til-baeredygtige-investeringer

FAKTA OM MINE INVESTERINGER

Min pulje til investeringer har jeg sparet op over længere tid. Da jeg startede med at investere, var den på ca. 2 månedslønninger før skat. Sådan en opsparing er gjort mulig, fordi jeg har været bevidst om mit forbrug. Her er app’en Spiir genial, og jeg har skruet ned for alle unødvendige udgifter og nyindkøb. Det har været helt uden afsavn. Processen har tværtimod gjort det helt klart, hvad der er vigtigt for mig. Det er ikke materielle ting.

Jeg køber meget lidt, kun af god kvalitet og helst brugt. Jeg overvejer altid grundigt, om jeg virkelig mangler en ting, og bruger tid på at sætte mig ind i, hvad der er den bedste løsning til mine behov og miljømæssigt. Min økonomi har altid været god, og jeg har aldrig brugt flere penge, end jeg havde, men at tage bevidst ejerskab over min egen økonomi, har givet en enorm styrke.

Beslutningen om at investere udsprang af to ting: Det gik op for mig, at min opsparing reelt tabte værdi, når den bare stod i banken. Og så læste jeg om de nye svanemærkede investeringsmuligheder. Min viden om investeringer havde indtil da været nærmest ikke-eksisterende, og var i høj grad baseret på fordomme. ”Det er nok svært at investere, aktieafkast kommer af at store multinationale firmaer profiterer på andre menneskers og miljøets bekostning, jeg er ikke sådan en type der investerer osv.”.

Men da jeg satte mig ind i tingene, gik det op for mig, at vi kan gøre en kæmpe forskel netop ved at placere vores penge bevidst.
Fokus for mine investeringer ligger klart på miljø og især klima. Det haster, hvis vi skal vende skuden! Jeg traf ret hurtigt en beslutning om at jeg ikke ville gå i gang med at investere selv på en investeringsplatform, da det var for uigennemskueligt at vurdere, om aktierne havde en reel effekt, og med fuldtidsjob, firma og familie har jeg ikke tid til at sætte mig ordentligt ind i stoffet og løbende følge op. Desuden syntes jeg, det var nogle store økonomiske beslutninger at træffe, når jeg var ny i emnet.

Efter en del research bookede jeg et møde med en investeringsrådgiver, Silja, i Merkur Bank. Merkur er den eneste bank i Danmark, der tilbyder svanemærkede investeringsprodukter. Sjældent har jeg mødt en bankrådgiver, der er så ærlig, empatisk og klar i mæglet om, hvad der rykker i forhold til at ændre kloden i den retning, vi begge mener, er til det bedre.

Silja laver en grundig investeringsprofil, der bl.a. omfatter ens tidshorisont og risikovillighed, og som ender med, at man får en række forslag til investeringer, der matcher ens profil. Vi endte med at justere på den endelige sammensætning, bl.a. havde jeg er ønske om at få flere konkrete Triodos produkter med i porteføljen. Når man investerer på denne måde, koster det selvfølgelig lidt i omkostninger til bank og rådgivning, i forhold til hvis man gør alt selv. Men det er det værd, hvis du spørger mig.

Pt. har jeg investeret i Merkur andele, Triodos Renewables (sol-, vind og batteriprodukter), Triodos Sustainable Bond Mixed Fund (aktier og obligationer i firmaer, der er best-in-class inden for bæredytigthed), Triodos Sustainable Pioneer Fund (firmaer der arbejder for bæredygtig innovation) og Triodos Sustainable Equity Fund (fx bæredygtig transport).

Det historiske afkast på de forskellige produkter ligger på mellem 2 og 11% over 5 år. Årlige omkostninger (ÅOP) er mellem 1,23 og 2,65%. Hvis man investerer langsigtet, over 10 år, vil man som oftest ende med et fornuftigt afkast, men der er selvfølgelig ingen garantier. Går Merkur eller Triodos konkurs, ejer jeg stadig mine aktier. Mødet med investeringsrådgiveren koster ikke noget, og der er ikke krav om at man flytter sine bankforretninger til Merkur.

Fremtiden er for os, der gør det bedste, vi kan.

Tak for ordet,
Naja Habermann

Hvis du er abonnent på Politiken, kan du læse mere om Najas investeringer her

Guldkorn #9 “Vi blev enige om at nedlægge totalt købsforbud. – Det er nemmere, end det lyder”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Kære Maj My,

Da jeg læste dit oplæg “guldkorn” fik jeg lyst til at bidrage. Jeg er 32 år, gift og mor til 2 børn under 3 år, og på mange måder lige begyndt på min rejse mod et mere meningsfuldt liv – som menneske, som mor, som familie.

Hvordan er mit/vores forhold til penge?
Vi har altid været “fornuftige” i den forstand at regninger er betalt til tiden, vi aldrig har haft overtræk, og selv som studerende formået at betale lidt af på vores andelsboliglån. Jeg blev færdiguddannet knap 1,5 år før min mand, og med det 4-dobbelte udbetalt af en SU fik jeg banket godt af på boliggælden, fordi det var ret naturligt at fortsætte et lavt forbrug. Da min mand fik arbejde, havde vi så dobbelt indkomst. Vi levede som DINK (double income no kids 😉 ) i ca. 3 år med mange rejser, ugentlige restaurantbesøg osv., og i de år blev vi begge meget bevidste om, hvor lidt fri-TID vi havde ved siden af vores fuldstidsjobs, og især hvor få ugers ferie vi havde. Hvornår skulle vi bruge de penge, vi tjente? Vi var derfor enige om, at vi i fremtiden ikke ønskede at sætte os for dyrt ved at købe et hus, der krævede to indkomster. Vi ønskede en fremtid, hvor vi kunne købe os selv fri, altså have råd til en del egenbetalte ferie- og fridage udover de kontraktmæssige inkluderede 5-6 uger med løn. Fast forward til i dag, 2 børn senere, tænker vi begge at lidt længere ferier ikke er nok, måske bliver det aldrig nok. Tid hver dag, især nu mens børnene er små, er mere vigtig. Ferier – ikke så vigtige. To fuldtidsjob og stress og jag og institutionsliv er ikke det liv, vi ønsker. Så jeg er nu hjemmegående med begge børn. Jeg skal prøve at beskrive rejsen hertil, for det var en svær beslutning at hoppe af hamsterhjulet (som jeg lige nu faktisk ikke kan forstå, var så svær).

Vores ældste, født i januar 2016, kom i vuggestue efter endt barsel 11 mdr gammel. Vi havde begge kontorjob 8-16, og vi sad på mange måder fast i den samfundsnorm der hedder at “børn skal jo i vuggestue”, “det gør man jo”, og selvom barnet græd og virkede utryg i “det bliver nok bedre snart”. Især jeg tog på arbejde med en knude i maven, for vi behøvede strengt taget ikke pengene, og det var meget voldsomt for vores ældste at være af sted. En ny graviditet gjorde, at vi/jeg kunne se ‘enden’ på de lange dage i institution, så månederne fik lov at gå, med bringe/hente stress og dårlig samvittighed.

Min mand havde haft selvstændig virksomhed ved sidan af fuldtidsjobbet i nogle år, og det fyldte for meget, især med barn nr. 2 på vej, og vi besluttede at det var nu eller aldrig, hvis drømmen skulle leves ud. Så 1 mdr før barn nr, 2 kom i oktober 2017, forsvandt én indkomst da min mand gik selvstændig uden løn. Samtidig gik jeg på barsel, og det var en stor lettelse for hele familien at jeg kunne gå hjemme igen. Vi vidste, at vi ville skulle leve for mine barselsdagpenge efter få måneders barsel med min løn, så vi havde lagt stramt budget (og havde opsparing i backup). Vi blev enige om at nedlægge totalt købsforbud – intet nyt tøj, ting til lejligheden, udstyr, cafékaffe eller takeaway. Punktum. Når vi så os omkring, havde vi jo også alle 4 et skab fyldt med tøj og desuden alle mulige ting liggende i gemmerne. Så det var et lille offer for at skabe et akut behov for mere ro og tid. Vi satte en deadline på 8 måneder – der regnede vi med, at opsparingen ville være væk og min mand (eller jeg) måtte begynde at generere en indkomst.

Da vi nedlagde købsforbuddet, var det derfor ikke tænkt som en permanent løsning, og derfor kan jeg også anbefale alle at prøve det af, bare en måned eller to. Det er nemmere, end det lyder. Med lidt planlægning er det ikke svært at huske kaffen hjemmefra, eller bare gå forbi bageren, selvom lysten melder sig. Og børnene vil meget hellere på ferie hos bedsteforældrene end på Mallorca.

Af flere årsager er det nu blevet en permanent ‘ideologi’ herhjemme, og vi lever fortsat meget billigt, og deadlinen på de 8 mdr blev overskredet uden problemer..

Her i foråret (halvvejs i barsel nr. 2) besluttede vi at den yngste ikke skulle i vuggestue efter endt barsel. Vi skulle ikke begå den “fejl” igen. Det havde vist sig at selv med meget lav indkomst, så manglede vi ikke noget. Tværtimod. Så det blev besluttet at jeg ikke skulle tilbage til mit job. Af en eller anden grund blev vi ved med at aflevere vores ældste i vuggestue helt frem til sommerferien. Der var mange argumenter, som jeg ærlig talt lige nu ikke kan forstå, hvorfor vi sad fast i. Efter en lang ferie brugte vi et par uger på at mærke efter, og jeg prøvede at have begge børn hjemme. Det var helt rigtigt. Så historien til fremtiden blev, at vores ældste var i vuggestue i ca. 1,5 år, det sidste 1/2 år med kortere dage og ugentlig(e) fridag(e), men nu helt meldt ud, og er hjemme sammen med mig og den yngste.

Flere efterspørger tal, og jeg må indrømme, at vores indtægter har været super varierende det seneste år, så det har jeg ikke så meget styr på. Da min mand gik selvstændig, lagde vi budget, og der regnede vi ud, at det koster 19.000 kr/mdr at være os.

Vi bor meget billigt (ca. 10.000 kr/mdr i faste udgifter dvs. husleje, el, vand, varme, internet, streamingtjeneste, telefon, forsikring, fagforening). Herudover køber vi mad/husholdning for ca. 5000 kr/mdr. Vi prioriterer økologi og lokalt, mest plantebaseret og gerne emballagefrit (og tænker ikke så meget over tilbud, så det kan afgjort gøres billigere). Vi afsatte noget til diverse, men ofte køber vi ikke noget. Så det kan fint dækkes af min mands indkomst.

Vi mangler ingenting, og vi behøver ikke gå på kompromis med, hvad vi putter i munden. Vigtigst af alt har børnene deres frihed, vi har tid, og familien er i balance. Min mand vil arbejde, jeg behøver det ikke lige nu. Jeg får så meget ud af at være til stede hver dag med de små. Vi hygger os. Jeg lærer sindsygt meget, om livet, om mig selv, om at være i nuet. Jeg har aldrig været lykkeligere. Det som alle de andre hjemmegående skriver omkring tid, nærvær, ro – vi har det også. Vi kan indrette dagene, som vi vil, efter hvad vi er i humør til. Der er en voksen hjemme til at tage sig af “det huslige” med rengøring og madlavning, og børnene lærer at indgå i en rigtig dagligdag, de ser det levede liv. Ofte laver vi en tur ud af det, når vi fx skal købe ind, og den ældste kan også sagtens hjælpe med maden, mens den yngste sidder på køkkenbordet og roder det hele til – og når far kommer hjem, er maden klar, og der er ro på.

Jeg må til sidst tilføje at det fra at være en økomisk funderet beslutning, nu i høj grad er blevet en ideologisk beslutning, det med at stemple ud af forbrugssamfundet. Klimabevisthed har rumsteret i os i flere år, men efter vi fik børn, er det efterhånden blevet endog meget vigtigt at prøve at sikre at de også får en verden at vokse op i. At vi gør, hvad vi kan, og at vi opdrager dem med gode vaner, så de ikke skal lære at lave alt om, på samme måde som vi har gjort. Så bedre madvaner (mindre kød er også billigere), bedre forbrugsvaner (dvs. ikke købe nyt, kun genbrug, og reparere når muligt), tænke over hvordan ting produceres, i det hele taget forbruge bevidst. For det går jo ikke med alt det forbrug (og flyrejser, kødspisning, osv…), det er alle uafhængige forskere efterhånden enige om.

Og så må jeg bare sige, at det har vist sig at være en enorm befrielse at frigøre sig fra det materielle. Virkelig en lettelse. En bevidst beslutning, som bare er netop det – en beslutning – om ikke at købe noget med mindre det er strengt nødvendigt, og i så fald at købe det brugt hvis muligt. Oveni er vi nu begyndt at sortere/donere/sælge ud af en masse af de ting og sager, der ligger ubrugt i skabene eller i loftrummet, på en vej mod et mere minimalistisk liv. Det er en proces, der giver ro. Støj der forsvinder. Enkelthed. Ikke at lade sig forføre af moden, men finde sin stil. Sælge/donere de osteknive der alligevel aldrig bliver brugt, og bare fylder i skuffen. Omgive sig med de ting der giver én glæde. Og øve sig i at vide at intet er vigtigere end de mennesker der er tæt på. Ting er bare ting. Det er en sjov proces. Og jeg synes, at vægt fra skuldrene forsvinder, selvom jeg ikke har tænkt over tyngden tidligere.

Vi er kun på begyndelsen af vores rejse, og det er ikke til at sige, hvor det ender, men det der med at få ro og tid til at tænke, at mærke efter, at være – det er sundt og godt, og vi bliver mere og mere bevidste om vores værdier. Som vi har det nu er kursen sat, og det naturlige valg vil være fortsat hjemmepasning og hjemmeskole, når den tid kommer. For nu trives jeg hjemme, og kan mærke en kreativitet boble, som ellers har været lukket ned. Det glæder jeg mig til at kunne kaste mig over i fælleskab med børnene. Min mand trives i at arbejde, men vi vil også meget gerne komme til et sted hvor det ikke behøver være i et klassisk 8-16 job. Det kan også være en konstellation hvor vi begge arbejder deltid. Hvem ved. Vi drømmer om at flytte ud et sted med højt til himlen og vild natur (så vildt det nu kan blive i DK), men mangler at finde nogen der vil flytte med, eller at finde det sted hvor ‘landsbyen’ er, så hjemmelivet bliver i et fællesskab. For det savner vi. Jagten er sat ind, og vi håber at fællesskabet kan findes og udvikle sig, så længe vi aktivt søger det (og der er sådan nogle seje mennesker som dig Maj My, der råber op om, at der findes en anden vej).

Jeg håber min historie kan bruges til noget.

Kærlig hilsen
Nina

Guldkorn #8 “En vinterdag i 2005 slog lynet ned hos os” (Om hvorfor forsikringer er uundværlige)

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Jeg har reageret på Maj Mys opslag om input til udvekslingen af erfaringer vedr. den der økonomi.

Jeg befinder mig ikke lige i centrum af målskiven i forhold til valg af job, hjemmepasning, en eller to indtægter mm. Men jeg følger med stor interesse Majs blog, og deltager også I debatten, fordi jeg har en stor interesse for børneliv, hjemmeliv, relationer mm, samt har et levet liv, hvor jeg føler, at mine erfaringer også kan komme andre til gode.

Mit indlæg handler om forsikringer. Dem man kan købe sig til i form af ulykkes- og livsforsikringer, samt forsikring i forbindelse med kritisk sygdom.

Jeg vil starte med at understrege, at jeg ikke har nogen økonomisk vinding af at gøre opmærksom på hvad disse forsikringer kan, og ej heller taler om et bestemt forsikringsselskab, I skal handle med. Jeg skriver kun ud fra egne levede erfaringer med det satans liv.

Jeg er opvokset med at have en ulykkesforsikring. En livsforsikring kom først til senere i mit liv, og engangsbeløb udbetalt I forbindelse med kritisk sygdom var blot medfølger til en ulykkesforsikring jeg havde.

Jeg gik ikke i det daglige, og tænkte på disse forsikringer. Gyste, når jeg læste om en tragedie i avisen, eller når jeg hørte om en i nabobyen som var kommet til skade. Rystede det af mig med tanken om: godt, det ikke skete i vores familie. Og livet gik videre i rimelig tryg forvisning om, at os skete der ikke noget. Vi var jo ikke dumdristige og ubetænksomme i vores daglige arbejde.

Mine erfaringer igennem årene har været en øjenåbner for mig om, hvor vigtigt det er at være sikret økonomisk, når man har etableret en familie med børn. Vores liv og førlighed som far og mor har en økonomisk værdi, som er ganske svær at sætte på formel, men ikke desto mindre har det I mit tilfælde vist sig, at den økonomiske kompensation man får efter ulykke, har betydet alt, både økonomisk som psykisk, og det lige fra den første svære tid når en ulykke rammer ind i ens liv. Jeg vil påstå, at havde vi ikke haft dette sikkerhedsnet, havde vejen mod fattigdommens motorvej været den eneste kurs vi navigerede imod. Kræfterne til at ændre kursen havde simpelthen ikke været tilstede.  

Overdriver hun nu ikke lidt, sidder du måske og tænker. Desværre nej. De seneste dages læsning af nyheder har blandt andet bragt en artikel med sig, der fortæller at middelklassen er de ny fattige. Det sker bl.a. når man (med Politikens ord) BLIVER RAMT AF LIVET.

Jeg har været mor/hustru i en helt almindelig familie, hvor far og mor, som begge er uddannede landmænd, i fællesskab drev et landbrug. Jeg havde deltidsarbejde i svinestalden, min mand drev jorden, og havde ved siden af job som landbrugslærer. Det var ensbetydende med, at jeg i dagligdagen også var den primære omsorgsperson for vores fire børn. Vi havde køkkenhave, drivhus, kornkværn og hjemmebag. Børnene gik i skole 4 timer om dagen (det er såmænd ikke mange år siden, at skoledagen ikke var længere), og de kom så hjem til mig. Vi brugte ikke SFO. Vi var optagede af, og engagerede i livet og samfundet omkring os, og havde stadig drømme. Som at lave café i gårdspladsen med bagværk af eget korn. At lave B&B. At blive aflastningsfamilie. At bytte roller, med far hjemme og mor ude. Sådan blev det imidlertid ikke.

En vinterdag i 2005 slog lynet ned hos os. I forbindelse med beskæring af træer blev min mand slynget af stigen fra stor højde, da en gren ramte forkert. Slutstatus på denne ulykke er en mand, som blev svært hjerneskadet. En skilsmisse 2 år senere som følge af dette, og derfor en mor og en børneflok som måtte fraflytte gården. Samt en mor, som over en nat blev aleneforsørger både praktisk og emotionelt for hele børneflokken fra dag ét efter ulykken. Jeg var på det tidspunkt 39, min mand 45, og børnene mellem 4 og 18 – alle hjemmeboende.

I perioden hvor min mand var allerdårligst, både som indlagt på sygehus og til genoptræning, samt i lang tid efter udskrivning, måtte jeg i en periode ophøre med mit job med grisene for at klare alle øvrige funktioner derhjemme. Derfor manglede jeg også indtjening. Men da den første udbetaling for kritisk sygdom kom et par måneder efter ulykken, løsnede klumpen i maven sig, da det virkede som et sikkerhedsnet i forbindelse med beslutningen. Beløbet ændrede ikke synderligt på det underskud vi fik i virksomheden de år. Et underskud der opstod, da jeg ganske enkelt ikke havde overblik og tid til at passe gården på fornuftig vis, samt at vi måtte købe os til en del hjælp udefra i en periode. Økonomien lettede dog noget, da de første a conto beløb fra ulykkesforsikringerne kom. I værste tilfælde var vi gået konkurs med gården, hvilket var en stor tung sky som, udover alle andre bekymringer og problemer vi havde pådraget os med en hjerneskadet mand og far, også svævede over vores familie i en lang periode. Hele vores liv og eksistensgrundlag var jo indlejret på det landbrug, og hverken voksne eller børn kunne på det tidspunkt tåle at miste mere.

Efter skilsmissen tog jeg en ny uddannelse. Da jeg fik mit første job, gik der dog kun kort tid, inden verden igen ramlede i vores familie. Nu var det mig, som på jobbet blev overfaldet af en elev, som med kniv ville tage mit liv.

Det har resulteret i en førtidspension til mig, som nu er udbrændt, har ptsd-symptomer samt kronisk depression.

I denne forbindelse viste det sig, at den livsforsikring, som vores landbrugsrådgiver efter min mands ulykke mente, at jeg manglede (fordi jeg havde 4 børn, som jeg nu i praksis var eneforsørger for) og som jeg efterfølgende tegnede, faktisk er blevet min økonomiske redning i denne omgang. Selvom jeg ikke var død, udbetales der en sum ved 2/3 uarbejdsdygtighed.

For den sum købte jeg en mindre andelsbolig, og jeg er nu sikret fast tag over hovedet i fremtiden. I dag bor jeg her, sammen med min yngste søn.

Lykkeligvis er min arbejdsskadesag efter 5 år i systemet endelig blevet godkendt. Så med den i hånden kan den økonomiske angst, som har fyldt mig siden min mands ulykke, nu opløses. Det ændrer jo ikke på, at mit liv er meget begrænset i dag, og at jeg på grund af overfaldet blev frataget min mulighed for at være økonomisk selvforsørgende på den måde, jeg ønskede for mit liv. Den smerte og det voldsomme tab vi har lidt som familie igennem årene, tager ingen forsikringssum brodden af.

NÅR ulykken rammer, er realiteten, at alt det man troede på, og arbejdede for, viser sig at være ting, man ikke har kræfter til på nogen måder at beskæftige sig med. Det handler i en stor del af tiden blot om at overleve.

Min erfaring siger mig også, sammen med alle de andre fortællinger fra folk, som er ramt af livet, at det system, som vi tror tager sig af os, når krisen rammer…det er der ikke. Du er den eneste, som kan tage hånd om din familie og jeres økonomi, så der skal også råstyrke og vilje med på vejen, selv når verden ramler.

Sluttelig vil jeg sige tak, hvis du læste med hele vejen. Pas godt på hinanden derude. Og tag lige en ekstra snak om de der forsikringer, når børnene er puttet i aften.

– L.

Guldkorn #7 “Den glæde jeg kan købe, for de penge jeg tjener, skal være større, end den glæde det koster mig at gå på arbejde”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Vi er en familie på 4; Far arbejder, og jeg hjemme med vores to drenge på hhv. 3 og 1 år.
Vi har fuld fællesøkonomi, og lever lige nu og indtil den yngste når børnehavealderen kun for fars indkomst. Derefter er planen at i hvert fald jeg, men forhåbentlig os begge, skal arbejde deltid, så vi samlet set arbejder måske 50 timer om ugen.

Inden vi fik børn havde vi slet ikke forventet det her liv. Vi er begge meget ambitiøse, har lange uddannelser og udsigt til høje lønninger. Vores ældste kom i vuggestue som 9 mdr, men var ulykkelig og efter 14 dage tog vi ham ud. Siden da har vi indrettet livet efter at have mest muligt overskud og glæde. En vis indkomst bidrager helt sikkert til det, men vi oplever klart at tid (eller mangel på samme) er den største indflydelse på det regnskab, og penge er blevet mindre og mindre vigtige for os.

Vi køber brugt, hvor vi kan, både for pengepung og miljø, og sparer selvfølgelig, men vi føler alligevel, at vi har råd til det, vi gerne vil have med den indtægt, vi har nu. Vi bruger appen “spiir” til at holde styr på forbruget, selvom vi egentlig jævnligt ender med at gå over de mål vi sætter os. Især på dagligvarerposten kunne vi ,og har vi tidligere, sparet en del, men vi prioriterer økologisk, og nyder at komme både chokolade og den dyre juice i kurven, og så har vi rigtig tit spisende gæster, så vi har efterhånden affundet os med de 5600kr vi bruger om måneden 🙂

Økonomisk sikkerhed er vigtig for os begge, og vi sætter meget pris på den opsparing der gør, at vi har råd til uforudsete udgifter; at vi kan købe det meste af det vi har lyst til og brug for, og at vi ikke nødvendigvis behøver vente til næste lønseddel, hvis der er noget vi gerne vil have, efter månedens indtægt er brugt op. Men havde vi ikke den, ville vi helt sikkert hellere spare noget mere end at arbejde mere lige nu. Inden vi mødte hinanden, arbejdede jeg rigtig meget ved siden af mit studie, hvilket jo har været en gave i form af ovennævnte opsparing. Men min mand har virkelig lært mig, at den glæde jeg kan købe, for de penge jeg tjener, skal være større, end den glæde det koster mig at gå på arbejde. Og mens vores børn er små, så koster det os hurtigt mere glæde end det tjener hjem, også selvom vi egentlig er glade for vores hverv. Om, og i så fald hvornår, det ændrer sig, vil tiden vise, og vi er begge spændte på, hvad fremtiden bringer.

Sidste år købte vi et hus til 2mio. Det var lige inden de nye låneregler, så vi sidder billigt med et afdragsfrit f5-lån. Vi havde en opsparing på ca. 350.000 (150.000 af dem havde vi lånt i SU lån, da det kunne betale sig, fordi renterne er så lave).

Månedlig indkomst før skat: 28.5000,-

Gennemsnitligt månedligt forbrug de sidste 12 måneder:
Samlet 20100kr/mdr

Faste: 9300kr
* Akasse og fagforening 950
*Internet 350
*Telefoner 300
*Forsikringer inkl hus og bil 1000
*Tv mm 300
*Bolig 6400 kr, herunder
– Ejendomsskatter 1700
– Realkreditlån 2100
– Banklån 200
– El, vand, varme og renovation 2400

Variable 10800kr
*Diverse 3900, herunder
– Ting til børnene 500
– Tøj 650
– Gaver 1000
– Fastfood 350
*Dagligvarer 5600
*Benzin/transport 1300

Indkomst
Jeg har ingen indkomst; da vi er gift får min mand automatisk mit fradrag.
De sidste 14 måneder har far været på halv tid (ved at tage 7 måneders barsel fordelt ud) og har derfor fået knap 18000 udbetalt.
Tilbage på fuldtid får han ca. 20000 udbetalt
Derudover får vi månedligt ca. 2700 kr i børnepenge

Guldkorn #6 “Vi har gjort op med vores forbrug, og prioriterer at bo i København”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Kære Maj My
Jeg vil gerne dele lidt om mine tanker om hvordan vi har har valgt at leve vores familieliv og lidt om fremtiden.
Jeg går hjemme med vores to drenge (på 1 og 3 år), mens min mand arbejder som selvstændig. Jeg har aldrig tidligere troet at jeg skulle gå hjemme med mine børn, men meget har ændret sig siden jeg blev mor for 3,5 år siden.

Jeg var godt i gang med min PhD-uddannelse og forskerkarriere, da jeg blev gravid med vores første søn, Saxo. Det skete efter mange forsøg, og til sidst gennem kunstig befrugtning. Denne hårde start på forældrerollen har været med til at rykke til, hvad vi herhjemme prioriterer, og hvordan vi ønsker at leve vores liv.

Jeg valgte at holde den fulde barsel, og nød at have tid og mulighed for at fordybe mig i moderskabet. Da min barsel sluttede efter 12 måneder, rejste vi til Californien, hvor jeg skulle arbejde på et universitet. Min mand passede Saxo, der på det tidspunkt var lidt over 1 år. Vi var begge glade for at udskyde institutionsopstarten, til han var noget større. Da vi kom hjem, var Saxo næsten 2 år og skulle starte i vuggestue. Det gjorde dog ondt i maven på både mig og min mand at aflevere vores søn. Ikke fordi der var noget galt med stedet eller pædagogerne, men fordi vi begge synes det grundlæggende føltes forkert at overdrage ansvaret for vores lille menneske til fremmede – mennesker, der ikke elskede ham. Kort efter kom vores anden søn Vito til verden, og efter en lang sommerferie, hvor vi havde haft begge drenge hjemme, besluttede vi os for at Saxo ikke skulle tilbage i vuggestue. Nu 1 ½ år senere er jeg overbevist om, at ingen af vores drenge skal tilbage til institutionslivet. For os giver det en noget roligere hverdag, hvor vi kan tage tingene i vores eget tempo.

Min mand har været selvstændig hele sin professionelle karriere. Han lever af at rådgive virksomheder og skabe kulturelle begivenheder (http://damgaardworks.com). For ham kan det slet ikke være anderledes, han trives med friheden i at være sin egen chef og de udsving det giver at være selvstændig. Før jeg blev hjemmegående, var vores økonomi baseret på, at jeg tjente til det faste, mens min mand tjente til det sjove som ferier, bil, restaurant og cafébesøg og meget mere. Vi har derfor skåret voldsomt ned på vores forbrug og faste udgifter ved at ændre vores vaner, sælge ud af vores mange ting og skille os af med vores bil. På den måde har vi nu et minimum af faste udgifter.

Det var en sund øvelse at gøre op med vores forbrug og de mange ting vi ejede og havde anskaffet os gennem årene. Pengene fra salget af vores bil valgte vi at investere i udviklingen og opstarten af en virksomhed, som jeg håber at kunne leve af på sigt. På den måde håber vi, at de penge som før stod ude på vejen nu kan skabe ny værdi i vores virksomhed.
I opstarten af virksomheden har det været vigtigt for mig at have hjertet med. Jeg har valgt at starte en virksomhed der designer og producerer danskproducerede ringslynger i super blød europæisk hør (vitoslings.com). Vores systue er en socialøkonomisk virksomhed, der ansætter og opkvalificerer marginaliserede kvinder. Jeg har uddannet mig som slyngevejleder, og håber at kunne give glæden ved at bære børn videre til andre forældre. På den måde hænger det godt sammen med det liv vi lever, og de værdier vi har. Practice what you preach. At have børnene nær mens de er små, er så vitalt og desværre overset i vores kultur.
Vi har prioriteret at bo i byen, da min mands arbejde er i København. Vi havde mange snakke om livet på landet og besøgte ind til flere fantastiske steder i Vandkants Danmark. Men tanken om transport til og fra København flere gange om ugen gjorde at vi valgte få kvadratmeter frem for lang transporttid. Tankerne om livet på landet genopstår løbende, og vi er ikke afvisende overfor at det sagtens på sigt kunne være en mulighed med et nedlagt landsted i den smukke danske natur. Vores hus i København er småt (75 kvm) og opdelt i funktioner fremfor værelser. Vi sover sammen i en stor familieseng, og har fælles kontor og krea-lokale. Vi laver alt mad fra bunden, og spiser sjældent take-away. Og så sparer vi også en del penge på ikke at gå på arbejde: Institutionspladser, fagforeningskontingenter, frokostordninger og daglig transport er udgifter, der ikke er en del af vores hverdag. Vi har forsøgt at frigøre os fra den forbrugskultur, som vi er opvokset i hvor vi hele tiden stræber efter at ville have mere, større og dyrere. I stedet glædes vi over det vi har, og passer godt på vores ting. Hvilket også er værdier, der er vigtige for os at give videre til vores børn.

Vi nyder godt at de mange tilbud som byen giver med biblioteker, legepladser, udendørskoncerter og meget mere. Og så nyder vi at komme rundt i byen på cykel. Samtidig er her i København masser af andre hjemmepassede venner som vi mødes med i dagligdagen.

Jeg er glad for at kunne dele vores historie og håber den kan være til inspiration for andre.
Venlig hilsen Maria
 

Guldkorn #5 “Mysteriet om det ikke-økonomiske menneske”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

“Kære Maj My

I kraft af mit virke som etnolog, er jeg stødt på noget, jeg har valgt at kalde mysteriet om det ikke-økonomiske menneske. Fordi det i den grad omhandler det, du med denne serie sætter spørgsmålstegn ved, har jeg valgt at dele nogle tanker fra min igangværende forskning. Som led i arbejdet med min afhandling har jeg interviewet en række aktører i det grønlandske samfund inden for fiskerisektoren. En af de øverste direktører i en af de helt store virksomheder, sagde noget, der for alvor satte gang i en erkendelsesprocess for mig:

Vi kan jo se, masser af vores leverandører (fiskere) i lange perioder, så er de til fodboldturneringer, og konfirmationer og så skyder de sæler i stedet for at fiske. Selv om vi vil kunne dokumentere, at de vil tjene mange flere penge ved at fiske. Det er også derfor, jeg vil blive ved med at argumentere for, at mange af de her folk, de bliver ikke drevet af økonomi. Man starter med at synes, det er synd for dem, men de synes ikke, at det er synd for dem selv.

For det første er det befriende, at direktøren udviser forståelse for, at det ikke er synd for de af hans leverandører, som vælger selvforsyning og socialt samvær frem for pengeoptimering. At de sådan set lever det, der for dem er at betragte som det gode liv, også selv om de i de økonomiske statistikker figurerer under fattigdomsgrænsen. Når det er sagt, er det interessant at direktøren samtidig bliver nødt til at se fiskernes adfærd som et problem for hans egen virksomhed. Som arbejdsgiver i en kapitalistisk virksomhed afhænger han af, at kunne få arbejdere eller leverandører til at bevæge sig i profittens retning ved at manipulere med deres tider, mængder eller priser. Han kan derfor ikke se fiskernes adfærd som andet end u-økonomisk. De er ikke drevet af økonomi, siger han. Min pointe er, at han her nok burde have sagt, at de er ikke drevet af den samme økonomi, som en direktør i en kapitalistisk virksomhed må være. Mysteriet om det ikke-økonomiske menneske er ikke en engangsforeteelse. Jeg er ligeledes stødt på det hos den danske økonom, Morgens Boserup, der rejste til Grønland efter 2. Verdenskrig. Ligesom det optræder i vor tids økonomisk råds beretninger.

Når sociologen, Max Weber, siger, at mennesket ikke af naturen vil tjene stadig flere penge. Det vil slet og ret leve; leve som det er vant til, og tjene hvad der dertil behøves, så er han inde på noget af det samme som direktøren ovenfor. Han kalder det for prækapitalistisk adfærd:

”Overalt, hvor den moderne kapitalisme begyndte sit forsøg på at øge det menneskelig arbejdes ”produktivitet” ved en øgelse af dets intensitet, stødte den på uendelig sej modstand i from af dette ledemotiv i den prækapitalistiske[1] økonomiske adfærd; og endnu i dag støder den derpå, og det i højere grad desto mere ”tilbagestående” (fra et kapitalistisk synspunkt) den arbejderstand er, som den er henvist til” (Weber 2001, 34).

Parentesen om at arbejdsstanden er tilbagestående ud fra et kapitalistisk synspunkt er vigtig, måske også vigtigere end Weber gør den til, når han samtidig kalder denne livsindstilling for traditionalisme. Det er med andre ord set ud fra den kapitalistiske produktionsmådes egne begreber, at denne adfærd er tilbagestående eller ”ikke-økonomisk”.

Det er stadig meget udbredt for økonomer og lægmænd at se kapitalismen som historiens endepunkt. En moderne tanke som kommer fra en tid, hvor man troede på, at kapitalisme gav både velstand og demokrati til de fleste. Nu er tiden imidlertid kommet til, at denne fortælling bliver modsagt af nye stærke fortællinger. I dag ved vi nemlig, at kapitalisme bringer alt andet end lighed med sig, og frem for alt, at vores klode ikke kan bære mere rendyrket kapitalisme, og at vi mennesker ikke kan klare mere effektivisering og tidsoptimering uden at brase sammen.

Derfor er det på tide, at vi lærer om andre måder at drive økonomi på. At vi stopper med at tale nedsættende om den fisker, der hellere skyder en sæl til eget brug eller går til barnedåb, frem for at tjene til et forbrug som kun gør kloden fattigere. At vi stopper med at omtale en sådan adfærd som ikke-økonomisk. For den er økonomisk, men på en anden måde. Som den franske sociolog, Pierre Bourdieu, siger det, så er den kapitalistiske økonomi ét særtilfælde af et helt univers af økonomier (produktionsmåder), hvor kampenes anliggende og de sjældne og eftertragtede produkter, som frembringes i dem adskiller sig fra hinanden (Bourdieu 2007, 90). Fiskerileverandørernes økonomi er i det lys ikke mindre økonomisk end direktørens.

En ting er at have læst en masse kloge ord om produktionsmåder, en anden ting er at applikere det på sit eget liv. Jeg skal ærligt indrømme, at også jeg har været indhyllet i tanken om, at det var helt naturligt at købe en lækker jakke syet af fattige hænder på den anden side af kloden til et par tusinde danske kroner. Også jeg forestillede mig, at vi støt ville tjene mere og mere, så vi kunne få mere plads til flere ting. Men så blev jeg gravid. Lige pludselig kunne jeg ikke længere skynde mig. Jeg kunne ikke skabe stress for min krop, som nu ikke længere bare var min egen. Jeg begyndte at gøre alting langsommere. Jeg afsluttede ikke bare lige den der ph.d., inden baby kom til. Tid og ro var gået hen og blevet mit nye guldkorn. I dag værdsætter jeg tid mere end penge. Penge skal der selvfølgelig også til, men det gør ikke noget, at der kun lige er til gode råvarer, produceret på en fornuftig måde. Kan jeg selv plukke min svampe og høste mine frugter, er jeg gladest.

Jeg har på de sidste fire år lært at skære en masse fra. Jeg tænker nu i en anden økonomi end de fleste. I stedet for at købe mig til tid som fx at købe take-away, rengøring, tøj, pasning etc., undgår jeg så vidt muligt at købe. Til gengæld får jeg paradoksalt nok mere tid, som ikke låst fast til et kontor fra 9-17. Det betyder selvfølgelig, at jeg bruger tid på noget, som andre slipper for, herunder madlavning, rengøring, børnepasning. Men mange af de tidsbesparende ting, andre køber sig til, kan man lave i fællesskab som familie, hvilket kan være både hyggeligt, sjovt og lærerigt. I vores daglige færd med hussysler rodfæster vi os i den verden, vi lever i. Vi skaber et hjem, og kommer hjem dertil for hvert eneste åndedrag og håndelag, vi bruger i hjemmet, sammen. I det store regnskab undgår vi som familie, at være to der sælger den tid, som for os er mest dyrebar.

For tiden afhænger jeg økonomisk af min mand. Det er sådan vi kører biksen lige nu, men jeg regner med, at vi vender rundt på den fordeling et par gange i løbet af vores forhåbentligt lange livsforløb sammen. Hvordan har jeg det som kvinde med den afhængighed? Det er klart en prekær situation i en tid, hvor karrierefeminister ser ned på en, og fremmaner billeder af en fattig, fraskilt posedamepensionist. Jeg er ikke økonomisk sikret på nogen måde. Vi er ikke engang gift. Når jeg har svært ved at bekymre mig lige nu, er det fordi jeg aldrig har været lykkeligere. Jeg er lykkelig, fordi jeg får lov til at bruge mest tid på det, jeg synes er vigtigst lige nu. Familien, leg, læring, nærvær og intimitet. Skulle bekymringen om alderdommen uden den store pensionsopsparing alligevel komme til mig i et svagt øjeblik, så tænker jeg på min far.

Han er folkepensionist uden nogen form for opsparing eller andre former for guld på kistebunden. Han formår dog altid at købe økologiske råvarer, som han forvandler til den bedste mad, jeg er kommet i nærheden af at smage. Han har endda råd til et dagligt cafébesøg, hvor han kan få læst avisen og blive en del af en større verden. Jeg tænker på ham, fordi han er langt fra sølle. Fordi flere med den type økonomisk livsførelse ville være bedre for vores klode. Han smider stort set intet ud, fordi han stort set intet forbruger. Den anden dag fortalte han mig stolt, at han endda selv var blevet overrasket over, hvor lidt udsmid han har efter kommunen forsynet os med kompostposer. Heller ikke han er altså en mand uden økonomi. Men han har en anden økonomi end de fleste af dem, der suser forbi i deres firehjulstrækkere på Strandvejen.

Vores familie er kun lige startet på denne rejse mod mindre udsmid, mindre forbrug, mere tid og nærvær. Vi har stadig meget at lære. Men jeg kan allerede nu sige at erkendelsen om, at livsrigdom ikke handler om, hvor mange penge man har på kistebunden, har været en befrielse for mig. Det har sat så mange nye energier fri. Energier som kan bruges på både selvomsorg og omsorg for andre end mig selv, herunder vores fælles jord. Jeg føler mig friere desto mere af min tid, jeg selv kan få lov til at disponere over. Jeg føler mig mere i kontakt med omverdenen, desto mere jeg kan interagere med den uden at tænke på, at det tager min tid. Jeg har mistet troen på, at kapitalisme er det, der gør os rigere på individ- og samfundsplan. Jeg tror nu i stedet på alternative former for økonomier og livsførelser. Derfor blev jeg så glad, da jeg så dit tiltag, Maj My. Tak for det.

– Gry Søbye

[1] Med ”prækapitalistisk” forstår Weber her: at den rationale udnyttelse af kapital i stordrift og den rationale kapitalistiske arbejdsorganisation endnu ikke var blevet kræfter, der dominerede orienteringen af den økonomiske aktivitet (Weber 2001, 33).

Guldkorn #4 “Til sidst at valgte vi min mands arbejde fra – selvom hans løn var mærkbart højere end min”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

“Kære Maj My,

Jeg læste din indlæg om ”Guldkorn” for et par dage siden, og har gået og tænkt lidt på, at det tema vil jeg gerne bidrage til – både fordi jeg synes, det er væsentligt at tale om, og fordi du var så god at svare indgående på et spørgsmål, jeg sendte dig sidste år, mens jeg gik hjemme på barsel med vores datter og var fortvivlet over at skulle tilbage på arbejde og sende hende i vuggestue. Jeg ved, at vi lever meget privilegeret – ligesom rigtig mange andre danskere, og jeg tror derfor på, at det virkelig ofte for manges vedkommende (men selvfølgelig ikke alle) drejer sig om prioriteringen, og netop det handler vores historie om.

Vores familie består af min mand, vores 1-årige datter og mig. Inden jeg fødte, havde vi begge gode jobs på fuldtid. Min mand havde to timers transport hver dag til og fra arbejde, for vi har valgt at bosætte os langt fra storbyer helt ude mellem hav og skov. Vores hus var forholdsvis billigt, men stadig, som for de fleste, vores største post på budgettet grundet lån og vedligeholdelsesudgifter. Vi har dog altid levet ’under evne’, altså sørget for ikke at bruge for mange penge simpelthen ved at købe alting brugt og i det hele taget ikke købe ret meget.

Da jeg gik på barsel og fødte vores datter, gik det hurtigt op for mig, at jeg slet ikke havde lyst til at sende hende i institution 7-8 timer om dagen, så min mand og jeg kunne gå på arbejde, som vi plejede. Min mand forstod mig godt, men vi, og specielt han, havde en meget stærk følelse af, at vi var nødt til at gå på arbejde, nødt til at indbetale til pension, og at det var nærmest farligt at tænke andre tanker. Da barslen lakkede mod enden, begyndte vi dog intenst at tænke i alternativer. Det var mig, der helst ville gå hjemme, men grundet vores specifikke omstændigheder, som for et eksempel at mine arbejdstimer er langt mere fleksible, og fordi jeg kan arbejde hjemmefra en del af tiden, valgte vi til sidst at vælge min mands arbejde fra – selvom hans løn var mærkbart højere end min (men to timers kørsel hver dag er også meget mistet tid!).

For at få råd til at leve på én indtægt har vi valgt at downsize; at dele vores hus på 188 m2 op i to afdelinger. Vi har etableret køkken i bryggerset og simpelthen indrettet en lille lejlighed i den ene ende af huset – som vi alligevel ikke brugte ret meget. Vi har en lejer, hvis husleje fint dækker vores madudgifter hver måned. Vi har måtte skille os af med nogle ting for at få det til at lykkes, og vi klarer os med et enkelt værelse udover stuen mm. (samsovning er pladsbesparende :)). Derudover har vi solgt den ene af vores to biler. Det var svært for os at forestille os, at vi kunne leve med kun én bil, når indkøb mm. ligger 12 km væk, og der ingen offentlig transport er. Vi har dog fundet ud af, at vi er blevet endnu mere kreative i forhold til transport og endnu mere effektive i forhold planlægning af indkøb, ærinder, besøg mm. Man kan desuden ofte låne en bil i lokalsamfundet, hvis man lige vil købe lidt ind til bilens ejer, når man nu alligevel er afsted – man skal bare lære at spørge.

Når vi besøger venner og familie, tager væk i forbindelse med mit arbejde mm. udlejer vi vores del af huset på AirBnB, hvilket både giver en fin ekstra indtægt og betyder, at vi får prioriteret tid til at få gjort hovedrent i den forbindelse. Når man sammenlægger, hvad vi sparer på ikke at betale til institution, på kun at have én bil i stedet for to, samt hvad vi tjener på at udleje og have tid til at klare mange af de små vedligeholdelsesopgaver selv samt have køkkenhave og den slags, så bliver regnskabet ganske fint – nej, vi har ikke ligeså mange penge mellem hænderne, som da vi begge arbejdede, men vi har en ganske fin og rolig hverdag med tid til det, som er vigtigst for os. Vi prioriterer ikke store julegaver, boligindretning eller nyt tøj til hverken os eller vores datter, og vores ferier foregår hjemme, på havet eller hos venner, relativt omkostningsfrit – til gengæld bor vi et sted, som andre har som feriedestination, og vi kan nyde havet, skoven, stranden, klitterne og den åbne himmel hver dag og føler derfor sjældent behov for at tage væk på ferie.

Jeg er rigtig glad for, at du har taget initiativet til disse ‘samtaler’ om økonomi, valg og fravalg. I den proces, min mand og jeg har været igennem det sidste års tid, har vi i den grad haft brug for at finde inspiration til alternative måder at indrette sig på, og faktisk var det vores lokalsamfund, som viste os en del svar på, hvordan folk uden almindelige 8-16 arbejdstider på faste jobs kan klare sig. Her, hvor vi bor, skal man ikke mere end en generation tilbage, før fast lønarbejde var en sjældenhed. I stedet har de fleste familier suppleret sæsonarbejde, fiskeri og jagt med sankekort til skovbrænde og køkkenhaver. Faktisk er rigtig mange familier her vant til, at man om sommeren flytter ud af sit hus for at leje det ud til tyske og københavnske feriegæster. Familier har indrettet sig på loftet eller sågar i hønsehuset eller i et skur i haven, så de kunne høste sommerens lettjente penge på udlejning. I dag er der stadig en del, der lejer et gæstehus i haven ud i ferierne.

Selvom det for de fleste af vores naboer ikke er en stor kunst at leve en familie på én løn, og på trods af at min mand og jeg ikke savner at bruge penge på hobbyer, ferier, ting til os selv, TV- eller streamings abonnementer osv., så har det alligevel været vanskeligt at træffe valget om at fravælge et job og takke nej til institutionsplads. Det er blevet meget tydeligt for os, hvor meget identitet, tid og værdi vi tidligere har lagt i vores stillinger, og hvor meget fællesskabet på arbejdspladsen har fyldt i vores hverdag, før vi blev forældre. Uden sit job og hjemme med sin datter har min mand virkelig skulle finde ind til en kreativitet, der ikke var forbundet med hans tidligere job. Derudover savner vi meget et fællesskab med andre forældre og børn, der har taget nogle lignende valg. På sigt håber vi på at blive en del af et større netværk af ligesindede forældre (og børn) samt begge at finde deltidsjobs, så vi begge kan få tilfredsstillelsen ved den faglige udvikling, som vi altid har sat pris på, samtidig med at nyde friheden i ikke at deltage i adskillelseskulturen og travlheden, som præger mange af vores nærmestes familieliv.

BUDGETSNAK

Jeg kan se i nogle af kommentarerne på de andre indlæg, at folk gerne vil se reelle budgetter og tale om reelle tal. Selvom det føles grænseoverskridende at dele sit budget, synes jeg egentlig, når jeg kigger det igennem, at det er ret generelt og slet ikke så farligt at dele – det ligner sikkert rigtig mange andres budget. Jeg har formentlig glemt en udgift eller to, så dette skal ikke tages som en endelig udgave, men mere som en ca. beregning af, hvordan vores budget ser ud. Der er selvfølgelig nogle specifikke ting, der gør sig gældende for os (blandt andet det skattemæssige i at have boliglån, at vi har venner og familie med sejlbåde, som vi tager på ferie med (og udlejer vores bolig imens) mm.), men her kommer altså vores overordnede budget på de faste og semi-faste indtægter og udgifter.

Overordnet budget:

Indtægter årligt (efter skat):

228.000 Lønindtægter

16.000 Børne- og ungeydelse

42.000 (ca.) udlejningsindtægter (de første 24.00 er skattefrie, dette tal er vores ca. indtægter efter skat. Dette er ikke så lettjente penge, som det måske umiddelbart ser ud – de af jer, som har AirBnB erfaringer som udlejer, ved, hvad jeg taler om).

Samlet ca. 286.000 DKK

Udgifter årligt (faste og semi-faste):

120.000 Bolig med alt dertilhørende:

60.000 ca. Realkreditlån

2880 Skat

2480 Renovation

2316 Vandafledning

916 Skorstensfejning

2500 Årligt service på luft-til-vand varmepumpeanlæg

7000 ca. Vandforbrug (dette dækker både os og vores lejer)

16.000 ca. El-forbrug inklusiv varmeforbrug (varmepumpe (dette dækker os og lejer))

3000 ca. Brænde

24.000 ca. Vedligeholdelse (og til uforudsete udgifter på huset).

(Vi sætter hver måned 10.000 kroner af på en huskonto, som bruges til ovenstående udgifter samt løbende vedligeholdelsesudgifter. Det er specielt vedligeholdelsesudgifterne, der gør det vanskeligt for os, og vi forsøger at ordne så meget af det selv som muligt).

40.000 ca. Madudgifter (vi køber økologisk og spiser primært plantebaseret, vi får en grøntsagskasse ugentligt fra et lokalt øko. landbrug, og vi lever med at spise mange kartofler om vinteren! Dette beløb er inklusiv toiletpapir, håndsæbe, tandpasta og vaskepulver, hvilket ca. er det, vi køber i supermarkeder – vi bruger ikke køkkenrulle, engangsbleer eller andet engangshalløj, cremer, parfumer mm.)

700 Bilafgifter

8000 ca. Benzin

6000 ca. Værkstedsudgifter

1000 ca. Parkeringsafgifter

2000 ca. Internet

2527 Multimedielicens

15.000 ca. A-kasser og fagforening (2x A kasse og 1 fagforening)

16.000 ca. Forsikringer (bilforsikring, ulykkesforsikringer, husforsikring og indbo)

3000 ca. Offentlig transport

2000 ca. Sundshedsudgifter (tandlæge mm.)

3000 ca. Mobilabonnementer

Samlet ca. 219.000 DKK

Derudover bruger vi også penge på gaver til andre familiemedlemmer, ferier (primært transport og mad), restaurant- og cafebesøg, billetter til svømmehal, museer mm., brugt tøj og ting til os selv og vores datter, og sikkert flere ting jeg ikke husker lige nu. Fælles for disse udgifter er dog, at vi prioriterer nøje, at vi generelt køber brugt, og at de kun udgør en lille del af vores budget. Vi har et par enkelte foreningskontingenter, vi betaler til – noget med 700 kroner årligt, jeg køber af og til adgang til en yogatime, men ellers bruger vi vores fritid på relativt billige eller gratis aktiviteter (cykling i skoven, sejlads, havsvømning/badning, biblioteksbesøg, køkkenhave og den slags). Vi låner rigtig meget tøj og legesager til vores datter og arver gerne møbler, køkkenudstyr mm. Vi forsøger at få repareret de af vores ting, der går i stykker, og vi lever et relativt low-tech liv.

Mange hilsner,
Mathilde”

LÆS MERE:
Sidste år skrev Mathilde til mig med et spørgsmål vedr. det at skulle tilbage på arbejde vs. at holde sin datter hjemme, som jeg besvarede i Vores Brevkasse

Guldkorn #3 “Tiden i familien blev mere knap. Dette var vores største fejl til dato.”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

“Jeg synes, det er så skønt, at du tager dette emne op, Maj. Det er så vigtigt, at vi får talt om det.

Det er så vigtigt, at vi får frygten ud af vores forhold til penge.
Jeg tror, frygten gør os penge-skøre. Vi tror, vi har brug for at tjene mange penge for at overleve. Og min egen erfaring er, at jo flere penge vi har, jo flere bruger vi også bare. Frygten er der stadigvæk, og den driver os ud i at arbejde meget mere, end vi egentlig har brug for. Så meget, at vi glemmer os selv, og vores børn bliver skadet af fraværende forældre, mennesker bliver skilt og så videre.
Min erfaring fra min praksis som psykoterapeut er, at mange småbørnsforældre arbejder 40 timer om ugen. Det vil sige, ar de er væk fra deres børn 80 timer tilsammen + transport. Mange udfordringer i familierne kan lykkes, hvis vi har mere tid sammen. Dermed ikke sagt at alle problemerne forsvinder, men tiden er vigtigt i en familie, og samværet med forældrene er den vigtigste.

Min egen histore er, at jeg selv har fået 2 af mine 3 børn, mens jeg læste på universitetet. Vi startede vores familieliv med meget få penge, men mere tid. Når jeg i dag tænker tilbage på det, så gik det jo egentlig meget godt: Vi arvede en masse tøj, spiste altid økologisk, og tog også på ferie. Vi boede i en lille hyggelig 2-værelses i et bofællesskab, men på et tidspunkt følte jeg, at det skulle være mere “ordentligt”. Vores børn skulle da have hver deres egne værelser, og vi flyttede i en større lejlighed i bofællesskabet, samtidig med at vi havde sommerhus osv. Jeg fik et arbejde på et familiebehandlingsted, og tiden i familien blev på den måde mere knap. Dette var vores største fejl til dato. Det skabte rigtig meget stress at have flere boliger, fuldtidsarbejde og meget lidt tid sammen.

Jeg kom ud af synk med mine egne værdier. Jeg var væk fra mine børn alt for mange timer. Vi fik vores tredje barn, og jeg var heldigvis hjemme med hende i 2 år. Men jeg havde hele tiden den følelse, at jeg da måtte og skulle ud og arbejde for at vi kunne overleve, det var mere en frygt end en realitet. Vi flyttede i et endnu dyrere hus på landet, og min mand arbejde 60 timer om ugen, og jeg startede praksis og arbejdede lige så mange timer (selvom meningen med egen praksis var, at jeg selv kunne bestemmer min arbejdstid). Samtidig havde jeg et år med Zero Waste, hvor vi stort set ikke købte noget. Jeg smed halvdelen af vores ting ud, og læste en masse om “Tiny living”. Det fik mig ligesom tilbage på sporet og har gjort, at jeg i dag arbejder, fordi jeg ikke kan lade være, men ikke for at overleve, hvilket betyder, at jeg arbejder meget få timer, fordi vi godt kan leve for én indtægt, hvis vi vil. Jeg har altid tænkt på penge som energi: Hvis vi åbner os for dem, så skal de nok være der. Det skal nok lykkes for os at overleve. Frygten for fremtiden har lagt sig i mig, og jeg tænker mere på nuet. Har vi det godt lige nu? Vores drøm for fremtiden er at bo mindre, og dermed ikke have så mange udgifter, men mere tid til at være sammen.

Bedste hilsner,

Lea”

Guldkorn #2 “Jeg har sagt min stilling op – hvad gør vi nu?”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***
Jeg hjemmeskoler min søn. Tidligt på året valgte denne livsstil os. Jeg er ikke sikker på, vi ville have valgt den, hvis ikke det var for min ældste søn og hans skolevanskeligheder.
Hverken min mand eller jeg har høje lønninger; han har en lærerløn, og laver derudover lidt freelance i fritiden (hvilket jo tager noget af hans tid med os). Jeg var ansat som pædagog i en børnehave.
Min mand gør ingenting halvt, og han var på ingen måde med på lad-os-nu-bare-springe-ud-i-det-og-se-hvad-der-sker-attituden. Men han var på samme tid enig med mig om det vigtige i vores liv: vores familie og vores tid sammen. Vi var efterhånden kørt så flade af skolevanskelighederne, at det især påvirkede mig og dermed mit arbejde og hele vores familieliv. Vi havde brug for at slå bremserne hårdt i.
Vi regnede på vores økonomi i ugevis og talte for og imod.
Det endte med, at jeg sagde min stilling op, og vi sad tilbage på én indtægt.
Vi bor i et lejet rækkehus, hvor vi er glade for at bo, men det er ligeså dyrt, som havde vi ejet et hus.
Jeg har ikke lyst til at skrive præcise tal på indtægter og udgifter, men jeg håber, dette giver et billede alligevel:
Efter alle faste udgifter er betalt hver måned (incl. et estimeret beløb på benzin og eksklusiv a-kasse for mig) har vi 6000 kroner til mad, tøj, diverse, gaver, fornøjelser. Heri er medregnet børnepenge. Det, min mand tjener ved siden af sin faste løn er ikke medregnet – de penge bruger vi til opsparing og eventuelle ferier.
Vi er ovenud lykkelige og taknemmelig for det her nye liv, og for at det kunne lade sig gøre for os. Vi har så meget overskud til hinanden og ingen kvaler over de gamle dagligdagsvanskeligheder som; Hvem henter børnene? Vi er begge til møde i aften, hvad gør vi? Barnet er syg i dag, det er din tur til at blive hjemme! og MANGE flere.
Men det har også været en virkelig hård prioritering, vi har ikke meget på kistebunden, føler jeg. Vi fravalgte sommerferier sydpå og spontane restaurantbesøg. Vi fravalgte også opsparingen til hus, så selvom vi ville kunne bo i et hus for samme beløb som vores nuværende husleje (måske endda billigere), så har vi ikke råd til udbetalingen eller til at spare op i samme grad som før.
Vores økonomiske ståsted er den primære årsag til, at vi ikke føler, vi kan blive i denne livsstil. Vi drømmer stadig om rejser, større bil og måske et hus. Vi ved, at disse ting er (rimelig) materielle, men lige nu får jeg bare sved på panden over, at vintertøjsæsonen er over os. Vi har ikke lyst til at leve på en sten med vores to børn. Og samtidig vi ønsker stadig tid og nærvær.
Som vi ser det, har vi 2 løsninger:
1. Sønnike kommer tilbage i skole (gradvist) og jeg kommer herefter tilbage i job.
Fordele: Vi vil få vores økonomiske overskud igen, og vi håber at kunne bevare de gode vaner vi nu har fået med hinanden i denne lykkelige oase midt i livet.
Ulemper: Vi vil igen få langt mindre tid til hinanden, og frygter, at det så vil kaste os direkte tilbage i gamle mønstre.
2. Jeg finder et job på ganske få timer, evt. aften eller weekend.
Fordele: Vi tjener en smule mere.
Ulemper: Vi frygter stadig at det ikke vil være nok i længden, eller at min mand og jeg måske på den måde får noget mindre tid med hinanden, da vi så er nødt til at arbejde efter hinanden (siden jeg er pædagog og ikke kan arbejde hjemmefra)
Mit spørgsmål er mere konkret: Min mand arbejder (mere end) fuldtid. Jeg er hjemme (udd. pædagog. Jeg tegner i øjeblikket en børnebog, men er bestemt ikke sælger og nok ikke særlig ambitiøs), og vi har brug for større råderum økonomisk nu for at blive i vores fantastiske nuværende situation. Hvis jeg skal finde et job, hvor jeg ikke skal afsted så snart min mand træder ind ad døren, hvad skal jeg så?
Mange venlige hilsner,
Ditte

Guldkorn #1 “Et sundt forhold til penge”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Kære Maj My

Her får du mine betragtninger i forhold til Guldkorn – som jeg synes er et rigtig godt initiativ, fordi jeg tror, at der er behov for, at vi taler om penge og inspirerer hinanden til, hvordan man kan forholde sig på en sund måde til penge og skaffe de penge, der skal til for at leve på en sund og livgivende måde både fysisk, menneskeligt og åndeligt.

Jeg har lyst til blot at skrive det, der kommer til mig ift. ovenstående, og håber, at det kan inspirere andre.

Et sundt forhold til penge. Hvordan får man et sundt forhold til penge? Og hvordan skaffer man penge til at leve sundt og livgivende både fysisk, menneskeligt og åndeligt?

De spørgsmål har jeg arbejdet med i mit eget liv i mange år. Jeg tror, at det handler meget om, at hvis man kender sine kerneværdier, og har et dybfølt ønske om at udleve disse værdier, det som er allervigtigst for os, så opstår der en motivationsfaktor, der kan noget særligt.

Da jeg var i slutningen af 20’erne, i 1990’erne, boede jeg med min familie, mand, to små børn og en teenagebonussøn i et kolonihavehus på Amager – legalt om sommeren, men illegalt om vinteren. Det var et valg, renten var høj på det tidspunkt, helt op til 16 – 18 % på bank- og kreditforeningslån. Vi måtte låne penge, 190. 000 til at købe huset for. Men vi indrettede os, og udover huslånene, så havde vi ingen gæld, i mange år heller ingen bil, vi boede på først 35 m2, byggede siden til, så det blev 60 m2. Vi levede godt, fik mad på bordet hver dag, lækker, sund mad, vi havde køkkenhave og frugttræer og nøddebuske og et netværk, hvor vi kunne købe billige fisk fra en fisker og kød fra landmænd uden fordyrende mellemled, og så var der det fantastiske, at vi fik foræret helt utrolig mange ting. Min mor, svigermor og jeg strikkede og syede tøj til os, og vi gik også gerne i genbrugstøj. Min mand arbejdede på et fritidshjem, og forældrene der spurgte, når de ryddede op i børnenes tøj og ting, om vi ville have tingene, sommetider var der stadigvæk prismærker på tøjet. Vi havde begge job, jeg dog et deltidsjob. Og da barsel med nr. 2 barn var slut, sagde jeg mit job op. Jeg havde haft bækkenløsning, arbejdede i et vuggestuekøkken, så fysisk kunne jeg ikke klare mit job længere. Samtidig havde jeg ikke lyst til, at vores børn skulle vokse op i institution. Jeg så børn ned til 6 mdr., der startede i vuggestue, pædagoger der gik rundt med et spædbarn på hver arm. Særligt ét barn gjorde indtryk på mig; en pige som hver eftermiddag stod og kiggede ud af vinduet, og sagde ”nu kommer mor” – det var bare aldrig hendes egen mor, der kom, for hun blev altid hentet som en af de sidste ved lukketid.

Vores ældste søn var i dagpleje og senere en overgang i børnehave. Da jeg startede arbejde efter endt barsel med ham, blev han hele tiden syg, og ligeså gjorde jeg. Og da den yngste blev født, smittede storebror ham alt for ofte. Dagplejemoderen (hvad er det dog for et ord???) arbejdede, selvom hun var syg, og hun sagde aldrig nej til at modtage syge børn.

Min mand og jeg besluttede på baggrund af alt dette, at vi ville passe vores børn selv, indtil de skulle i skole. Og det betød, at der var ret få penge at gøre godt med, vi skulle leve af én pædagogløn + børnecheck. Når alle udgifter var betalt, og der var lagt til side til gaver og ferie og uforudsete udgifter, så havde vi 2400 kr. til mad pr. mdr. til to voksne, en teenager og to små børn.

Kunne man det? Ja, det kunne vi, og det kunne vi, fordi vi ville. Vi manglede aldrig noget. Vi havde en lille sejlbåd, som vi holdt ferie og weekender i, og vi fik bil, da den yngste blev født. Og så havde vi som nævnt have med urter og frugt og nødder, og et netværk der gav adgang til billig fisk og kød. Og da jeg ikke arbejdede, var der mange udgifter, der er forbundet med at arbejde, som transport og præsentabelt tøj, der faldt bort. Jeg handlede konsekvent én gang om ugen, lavede madplaner, købte tilbudsvarer og overholdt nøje budgettet. Jeg lavede al mad fra bunden selv, bagte og syltede osv. Og vi manglede aldrig noget. Og som nævnt, så fik vi rigtig mange ting, tøj og møbler og meget andet som fx byggematerialer og træ til brænde fra andre mennesker. Og vi tog imod det med taknemmelighed.

Hvorfor kunne vi leve på den måde? Jeg tror, at vi kunne, fordi vi ville. Vi VILLE være sammen med vores børn, vi VILLE give dem en rolig og tryg opvækst, vi VILLE skabe et kærligt rum med tid til livet, tid til barndommen på en måde som vi selv valgte og styrede efter vores værdier. Og jeg tror, at det var den motivationsfaktor, der gjorde, at vi havde lyst, engagement og energi til at leve et liv på et lavt økonomisk budget.

Da den ældste skulle i skole, flyttede vi på landet, og senere fik jeg job, og vi fik en helt anden økonomi, det er en anden historie, men når jeg ser tilbage på det i dag, så oplever jeg, at vi var langt lykkeligere i den tid, hvor vi levede på et stramt budget. Og hvorfor kan man så spørge, er det ikke fedt at have penge? Jo, det er dejligt at kunne købe og gøre det, man gerne vil, ingen tvivl om det, men det kan også nemt udvikle sig på en måde, så det kommer ud af balance, og man bare bruger penge, bare bruger de penge, man har, på meningsløse ting, fordi man ikke behøver at tænke over det.

Pt. er vi igen på lavbudget, fordi vi er i en omstillingsfase i vores liv. Og jeg oplever, at min idealisme kommer mere og mere frem igen, og at det bl.a. bliver ansporet af, at vi er nødt til at vælge nøje, hvad vi bruger vores penge på. Hvordan er det, vi gerne vil leve vores liv, hvad vil vi gerne bruger vores midler på, vores liv på, vores energi på? Hvordan kan vi vælge de ting og oplevelser, og den måde at leve på, som for os virker nærende og livgivende?

Det, som jeg gerne vil formidle, det er, at man på mange måder kan, hvad man vil. Hvis man virkelig, virkelig ønsker at leve et frit liv, hvor man selv bestemmer, så mener jeg, at noget af det vigtigste, man kan gøre, det er at træffe nogle materielle og økonomiske valg, der gør det muligt at skabe et frit liv.  Vi skal alle have de basale behov dækket, tag over hovedet, vand, varme, mad, tøj på kroppen osv., det er vi nødt til at skaffe penge til for overhovedet at have et fundament for at leve et frit liv.

Det kan være dyrt at bo og leve i dagens Danmark. Desværre. Men der ER muligheder. Tager man fx børnene ud af institution – og det skal man selvfølgelig kun gøre, hvis man virkelig, virkelig har lyst til det og føler, at man selv kan give dem nærende rammer i dagligdagen – så sparer man mange penge blot ved ikke at skulle betale institutionspladser. Tøjet kan man måske i højere grad spare på, både til børnene og til sig selv, når man ikke skal præsentere sig på arbejde og i institutioner, og man sparer penge på transport. Og man får en masse tid, hvor man – sammen med børnene naturligvis – kan købe billigere ind, fouragere gratis i naturen, lave mad fra bunden osv. Hvis kun den ene part arbejder (hvis man er gift), får den anden hele skattefradraget.

Og man kan kigge sin økonomi, sit budget dybt i øjnene, lave et realitetstjek, og se på, hvad er det, vi bruger vores penge til, og er det det, vi har lyst til? Har vi lyst til at gå på arbejde 2 x 37 timer eller mere hver uge for at skaffe penge til at bo fx i en bestemt by og/eller bydel, have en stor bolig osv. Eller kunne der være andre måder at bo på, som gav større økonomisk frihed og glæde?

Jeg tror på, at hvis man virkelig, virkelig vil noget, så kan man. Og jeg tror på, at mange mennesker kunne skære rigtig mange penge fra i deres budget ved opmærksomhed på deres sande værdier og på, hvad de egentlig bruger deres penge på. Penge, som kan bruges til at skabe sig et liv med en højere grad af frihed og livsglæde, fremfor et liv med to gange fuldtidsarbejde og børnene i institution det meste af deres vågne timer og deres korte barndom.

Jeg tror på, at det hele beror på valg. At vi kan vælge, og at i det øjeblik vi vælger noget, som virkelig, virkelig betyder noget for os på et dybt plan, så sker der ting, som vi ikke havde kunnet forestille os eller planlægge.

Da vi startede i kolonihaven, vidste jeg intet om penge og energi og spiritualitet. Men vi handlede kærligt i overensstemmelse med vores inderste ønsker og dybeste længsler, og vi fik så meget foræret ud af den blå luft, uden at bede om det, det kom bare til os. Engang fik vi en gratis brændeovn til mange tusind kroner, og sådan kom ting til os. Og vi var taknemmelige, altid taknemmelige. Og jeg tror på, at taknemmelighed er en overset faktor ift. økonomi og materialitet. Taknemmelighed, klarhed over sine inderste værdier og at træffe bevidste økonomiske og materielle valg og handle i overensstemmelse med dette, det, tror jeg, er nogle vigtige grundelementer ift. at skabe et sundt økonomisk fundament i sit liv, som kan danne grundlag for et nærende frit og meningsfuldt liv. Og jeg tror på, at hvis man først har bevæget sig ind til essensen, ind til sine kerneværdier, har lært at træffe bevidste, sunde, nærende, selvkærlige økonomiske og materielle valg, så kan man bevæge sig ud fra den essens, og stille og roligt på det fundament skabe sig et sundt og nærende liv både fysisk, menneskeligt og åndeligt, hvor man har rigeligt til at leve et frit, levende, frugtbart og kærlighedsfyldt liv.

Bedste hilsener

Vibeke