Først ud af kasserne og nu ind i vores egen rytme – en hjemmeskole i bevægelse

I det halve år vi har hjemmeskolet, har vi mere end noget andet tilstræbt at komme ud af de kasser, som vi boede i før, og ind i os selv i stedet. Vi har været fuldt indhyllet i den proces, som så rammende kaldes “deschooling”, og som måske bedst kan beskrives som en nødvendigt udrensning efter et helt liv i mere eller mindre forudbestemte systemer.
Deschooling er vigtigt, og af børnene er det særligt Storm, der har gået to år på en friskole, før vi besluttede at være hjemme, som har et stort behov for selv at styre sin proces. Han gider med andre ord ikke foretage sig noget, som han ikke brænder for. Også på det punkt minder han forbløffende meget om sin mor..

Nå, men vi har deschoolet og vi har bevidst ikke-skolet, og vi har været både himmelrykte og tvivlende undervejs.
Det har været vidunderligt løbende at blive vidne til, hvordan indlæringen blomstrer frem over alt, når man lader den. Det har været smukt at komme så meget tættere på vores børn – måske af den simple årsag at deres hverdag og uddannelse nu hviler på vores skuldre. Vi er ganske enkelt mere involverede og mere ambitiøse i vores måde at være familie på.
Jeg elsker, at matematikbøger og landkort bliver gransket når som helst mellem klokken 06 og 20:30, og jeg er forbløffet over børns evne til at finde emner, de brænder for og fordybe sig i dem.
Men jeg har også haft ondt i maven undervejs. Tænk at den af vores børn, som har været flest år i institution, heriblandt to år i skole, er den, der har mindst lyst til at udforske nye områder og mest behov for at tage afstand fra alt, der minder om skole. Tænk, at hans nysgerrighed er knækket, fordi han har følt sig presset til at lære på bestemte tidspunkter – og tænk, at han er blevet så bange for ikke at lykkes, at han ofte hellere helt vil undlade at prøve. Kristian og jeg har været usikre på, om han nogensinde ville lære “nok” – om vi ville kunne inspirere ham til at søge tilstrækkelig viden til at klare sig i sit liv.
Den friskole han gik på, er fri og afventende, så jeg tror ikke, grunden alene skal findes dér, men jeg tror, det har gjort ham mere forsigtig og tilbageholdende at blive sat i en ramme, hvor sammenligning er uundgåelig, og hvor der er faglige krav, som ikke kan omgås. Min søn er et intelligent og sensitivt barn med en enorm idérigdom, og på én eller anden måde har vi fået indrettet et skolesystem, som nærmest taler direkte imod de kvaliteter. Men jeg mærker nu, at det blomstrer i ham igen. Han får konstant nye idéer, bygger og tegner – og snakker i ét væk, så nu er udfordringen af finde en måde at være sammen på, som giver ham de bedste betingelser for at udforske det, der optager ham, og det kræver løbende justeringer af vores hverdag og tilgang.

Pointen er, at medmindre man hjemmeskoler efter meget faste principper, så er en hjemmeskole sandsynligvis et sted, som er i konstant udvikling. Vores skole er vores, og jeg er ved at finde fred med, at den er nøjagtig lige så uforudsigelig og udogmatisk som jeg selv og resten af familiens medlemmer, og derfor har vi ikke en linje, som vi følger hver dag, dagen lang. Uanset hvor gerne jeg ville kunne kalde mig Steinerskoler eller unschooler eller ét eller andet “vi hører til her”-agtigt, så er vi mest af alt “os selv”.

Vi bliver hele tiden klogere, gudskelov, og noget af det vi tumler med for tiden, er en klar fornemmelse af, at vi – både Kristian, jeg og børnene – har behov for at skabe nogle mere faste strukturer, end vi har haft det første halve år. Jeg har lært usigeligt meget af at studere unschooling, og den forståelse det har givet mig for frihed, motivation, tålmodighed og ikke mindst misforståede forventninger indoktrineret i hver enkelt af os via et rigidt og gammeldags skolesystem, kan jeg aldrig slippe igen. Jeg er meget glad for at have børstet de værste vaner af mig, og jeg tror ikke, jeg nogensinde slipper den fundamentale forståelse af, hvor vigtigt det er, at vi lærer og udvikler os i vores eget tempo, egen retning, unikke rytme.
Så nej, her skal ikke være nogen sort skole med faste klokkeslæt, lektier eller ensrettede svar – det taler ganske enkelt imod alt, vi tror på.
Men her skal være en daglig rytme, som kan guide os alle sammen kærligt og give os overskud til at være kreative, fordybede og nærværende. Vores spæde skridt her i årets første uger har været i retning af en rolig morgenstund med frugt og rugbrød og tegnesager og læsestof efterfulgt af en gåtur og så højtlæsning og kreative projekter.

Vi er startet med Afrika som tema, hvilket kom af sig selv, da vi gav hinanden et fadderskab til en børneby i Kenya i nytårsgave. Pludselig blev vi nødt til at vide mere om Kenya og resten af det store kontinent, og indtil videre har vi kastet os over dyrelivet. Vi læser, ser dokumentarfilm – og maler.
Det er fedt, og vi nyder det alle sammen, og der er stadig en helt masse tid til de projekter, som vi hver især brænder for derudover.

Efter Afrikatemaet har Storm valgt, at vi skal studere Sverige. Sverige har altid været hans yndlingsland, og da vi har besluttet at køre til Sverige i løbet af vinteren, virker det oplagt at se nærmere på den nordiske natur, vikinger og gamle sagn.

Mit håb er, at vores daglige rytme langsomt men sikkert vil indfinde sig som en genkendelig og tryg base, hvorpå vi kan skabe den ro, som indlæringen også er afhængig af. Jeg håber, gentagelserne bliver noget selvsagt og omsorgsfuldt, og jeg glæder mig til den dag, hvor vi alle sammen følger med på morgengåtur uden de obligatoriske nedsmeltninger, som primært handler om hue eller ikke hue, sko eller ikke sko….

 

Hvad tænker I om rytmer og kreativitet – og den slags?

Om nedsmeltninger og mine ti nytårsfortsæt

Jeg har brug for lige at dele med jer, at det ikke primært har været en harmonisk, instagram-gearet juletid herhjemme, for jeg bliver lidt i tvivl, om det er, hvad jeg har givet indtryk af herinde?
På mange måder synes jeg, at vi gjorde det godt med at skabe så rolige rammer som muligt i juledagene.
Men når jeg kigger tilbage over decembermåned, har der alligevel været en del på programmet, og jeg tror nok, at det var for meget? Selvom det var meget mindre, end alle andre, jeg har snakket med. Mindre, end det plejede at være.
Men hvor meget er for meget? (Eller hvor lidt, rettere?)
Bliver vi mennesker (endnu) mere sensitive, når vi er så meget i kontakt med os selv og vores behov, som vi er herhjemme? Er min familie og jeg ved at udvikle (indvikle?) os til den slags mennesker, som ikke tåler ret stort pres, eller hviler vores robusthed netop i, at vi kan mærke, når det bliver for meget? (Og er presset generelt så stort i vores samfund, at det usunde er blevet normalt?)

I hvert fald har mine unger været vildt tossede at være sammen med de seneste to uger. De har råbt og skubbet og givet op og givet slip og grædt og smeltet fuldkommen sammen (for kort derefter at hoppe af begejstring.)
Så snart vi har haft gæster, er der opstået en uro og ubalance, som jeg synes, er ubehagelig. Når det sker, kan man vitterligt ikke snakke med mine børn. Og man kan på ingen måde gennemføre et måltid med dem.
Der har været store udsving, høje råb, følsomhed.
Åh, mine børn er så følsomme. De er så følsomme og nok også så tænksomme, at verden kan være overvældende, og de er så argumenterende og reflekterede og udfordrende og kritiske, at det kan være svært at invitere mennesker tæt på, synes jeg. Hell, det kan også være svært i vores lille cirkel, når vi er alene.

Men så ser jeg dem på udebane – i samtale med en fremmed på en café eller i deres legekammeraters hjem, og ser, at hold da op hvor er de imødekommende og fine og empatiske og nuancerede. Og jeg ved godt, at det er der, jeg høster frugten, men jeg synes alligevel, det er for hårdt at være herhjemme for tiden. Vi har flere konflikter og flere svære stunder, end jeg er helt tilpas med, så det er dér, mit fokus ligger, når jeg tænker over det år som netop har taget sin begyndelse.

Derfor taler mine nytårsfortsæt ind i det fokus.
Listen udvikler sig helt sikkert året igennem. Både fordi jeg får input omkring ting, jeg vil være bedre til, men forhåbentligt også fordi noget falder på plads, så der bliver plads til nyt.

I går havde vi en dejlig dag herhjemme, forresten. En virkelig dejlig dag med en overskuelig mængde konflikter af en karakter, som ikke gør mig decideret udkørt. En dag med så mange gode stunder, at de andre røg i baggrunden. Sådan en dag hvor vi nåede en helt masse, samtidig med at vi tog os den tid, vi havde brug for. Sådan en dag som gør, at det er det hele værd.
Dem vil jeg gerne have flere af, så det skal jeg øve mig i at facilitere.

 

Mine nytårsfortsæt 2018:

1) Jeg vil bruge mere energi på de nærværende, skabende og kreative stunder med børnene og mindre på at rydde op og være på computer/telefon.

2) Jeg vil sove mere og gabe mindre (det bliver svært, hvis bloggen skal bestå side om side med hjemmelivet og mit gode ægteskab, men jeg vil prøve).

3) Jeg vil starte hver dag med at være sammen med min familie uden distraktioner. En halv times fokus kan sætte den gode ramme for resten af dagen.

4) Jeg vil være bedre til at afgrænse mig socialt. Jeg siger tit: “Nu skal vi ikke have flere aftaler resten af måneden”, og så to sekunder senere er vores kalender rød af planer. Det kommer sig blandt andet af at være barn af i et hjem, hvor der ikke altid var plads til børnene – fordi den ene var alkoholiker, og havde svært ved at rumme ret meget: Jeg glemmer fuldkommen at mærke efter i mig selv, når nogen udviser en interesse i at se mig, og bliver i stedet taknemmelig over, at de gider mig, så jeg snakker med og siger: “ja, vi skal da ses,” også selvom det fuldkommen bryder med alt, hvad min familie og jeg egentlig har behov for.

5) Jeg vil også være bedre til at sige det lige ud, hvis jeg ikke har tid til en længere snak i Brugsen. Hvis der står fire børn og verdens dejligste søster udenfor butikken og venter, for eksempel, vil jeg sige: “jeg har desværre ikke så god tid i dag.” Ikke fordi jeg ikke gerne ville snakke, hvis resten af dagen var fri, men fordi jeg for mange gange har ladet dem, der virkelig betyder noget, vente, fordi jeg liiige skulle imødekomme et eller andet uforløst behov i mig for at være venner med alle.

6) Jeg vil skrive min roman igennem (igen) og sende den til et forlag og blive færdig med den, sgu. Den bobler atter i mig som den største glæde, men jeg skriver den først, når jeg har læst Roy Jacobsens rystende smukke Hvidt Hav helt til ende (den er opfølgeren til De Usynlige; én af mine absolutte yndlingsbøger). Roy Jacobsens sprog hiver i mit hjertes dybe behov for poesi.

7)  Jeg vil genlæse Karitasbøgerne – af samme grunde som dem ovenfor.

8) Jeg vil forbruge mindre. Mindre tøj, mindre mad, færre fysiske gaver. (Få flere input i den retning hos Smilerynker).

9) Jeg vil dedikere mig dybere til vores hjemmeskoleliv og gå mere systematisk til værks i min planlægning af det. I den sammenhæng er der en håndfuld bøger, som jeg vil læse, og nogle mennesker, som jeg vil hente inspiration fra.

10) Jeg håber, at jeg kan og vil være mere udenfor. Mere have, mark, permakultur, den slags. Noget nyt spirer i mig, og det handler om at arbejde hårdt. Jeg har lyst til at arbejde hårdt – så længe det nærer mig. Når man arbejder for sig selv, føles det ikke som arbejde, men som at leve livet, og det vil jeg gøre mere af

Det var privat. Professionelt vil jeg fortsætte det gode, givende arbejde med de unge i Huset Humaidan, og jeg vil arbejde på at få flere unge ind i vores forløb, fordi det gør så stor en forskel for dem, der er med.

Jeg har en forventning om at blive bedre til de fleste af de ti punkter, og samtidig er jeg helt klar over, at jeg kommer til at have mange af dem med mig igen til næste år, fordi det er emner, som jeg ikke tror, jeg bliver færdig med på et enkelt liv. Men så længe jeg er bevidst, og tager ansvar, er alt godt

Har I nogen nytårsfortsæt/ambitioner?

Det kræver tålmodighed at leve efter sine idealer (og Storm har lavet en raket)

“Hvordan går det med at hjemmeskole?”

Et spørgsmål, som kommer ofte. Jeg bliver altid lidt usikker: Hvad ligger bag interessen, og hvad håber spørgeren, jeg vil sige? Kommer det til at lyde som en kritik af deres liv, hvis jeg fortæller om alt det, jeg er glad for ved mit – eller som en fiasko, hvis jeg tager mig tid til at beskrive nogle af de udfordringer, vi også har?
Kogt ind til essensen oplever Kristian og jeg begge, at vi tager større ansvar for vores forældreskab, nu hvor vi har børnene hjemme.
Vi gør os mere umage, gør mere ud af vores relation til dem – til familien.
Vi svarer mere uddybende på deres spørgsmål, og gør os flere tanker om, hvordan vi griber forskellige udfordringer an. Vi læser, lytter, samtaler mere om netop det: Livet med vores børn.
Jeg bliver hele tiden mere drevet af at gå vejen frem for kun at snakke om den: Jeg vil tegne med dem – male, snitte, rejse, danse, bage, vandre, læse, snakke.

Alt det er muligt, selvom man ikke har sine børn hjemme. Alt det er bestemt muligt, selvom ens børn er i skole/etc.
Men for os blev det ikke udlevet i så høj grad, som det gør nu, da børnene stadig var hjemmefra de fleste dage. Det gjorde det bare ikke, og det kan skyldes mange ting. Faktum er, at livet nu mere ligner det, jeg drømte om, før jeg blev mor.

Storm har været optaget af rumfart på det seneste: Han har set nogle kortfilm om månelandinger (og vi har diskuteret den første månedlandings oprigtighed, og er ikke ubetinget enige herhjemme) og han blev opmærksom på muligheden for at bygge en raket selv. Som det er med ham, blev han så grebet af idéen, at han ikke snakkede om andet. Han ænsede ikke andet. Hele dage gik med at undersøge mulighederne sammen med Kristian via tegninger og videoer, og de kom frem til, at de ville forsøge at bygge en lufttryksraket – sådan én, som farer til himmels ud af et stort overtryk – og da to bedstefædre med hver deres tilgang til den slags eksperimenter (den ene er ren og skær Peddersen og Findus-opfinder, mens den anden er mere teoretisk raketentutiast) var på besøg over weekenden, tog projektet hurtigt form.

Sodavandsflasker blev savet op og klistret sammen igen; slanger hæftet med gummipakninger, og affyringsrampen blev bygget af overskudstræ og andre stumper fra værkstedet.

Og så stod vi der søndag eftermiddag: Farfar, bedstemor Sus og alle os seks her fra huset samt min søster – ude på marken, hvor Storm sammen med sit team pumpede luft i raketten og hurtigt trak i udløseren, da trykket rundede 4 bar. Den specialbyggede flaske fløj med raktfart så langt op mellem skyerne, at vi mistede den af syne. “50 meter, i hvert fald!”, råbte den ellers beskedne farfar gennem vores højrøstede jublen. Vi sprang rundt på græsset, hvinede af glæde og kunne næsten ikke tro det: Storms raket var en succes.
Åh, hans ranke ryg – blikket af både stolthed og taknemmelighed.

Vi affyrede den igen og igen; alle fik lov til at pumpe, og Storm trak i udløseren gang på gang.
Dagen efter fortsatte far og søn – de justerede affyringsrampen, tilpassede vandmængden i flasken, prøvede med forskellige tryk. I timevis stod de på marken med raketten, og indimellem arbejdede min søster og Kristian videre på det legehus, som Kristian har bygget den sidste måneds tid med skiftende hjælpere.
Det legehus, som jeg forudser, at Storm kommer til at sove i det meste af sommeren. Min søster og Kristian har lagt gulv derude, og det bliver så fint. Snart skal det males. Det er bygget af materialer fra det gamle tørreloft, som er under en massiv ombygning, og nu er gulvet altså pillet af deroppe, og en lille del af det lagt i legehuset, hvor børnene har planer om at have butik, lege krig fra og ikke mindst overnatte når vejret bliver til det.

Når man kommer ind fra sådan en rakettur, skal man have havregrynskugler, og sådan nogle bar Juno ind i stuen med den største opmærksomhed, og så sad alle børnene ellers i sofaen i en halv time, mens deres hænder blev varme og kinderne røde.

Det var en dag i hjemmeskolelivet. Eller en weekend, rettere. En weekend der gled videre ind i mandagen, som ikke er så forskellig fra søndagen, når nu vi lever, som vi gør. Når solen skinner, går vi ud, når det regner, er vi inde.
Vi sover lur med Juno, hvis det passer. Spiser, når vi er sultne.
De næste fem dage har jeg planer om at læse så mange julefortællinger for børnene som muligt. Vi skaber selv julen, og den skal skabes nu.

Det kræver mod at leve efter sine idealer, det gør det virkelig. Men det kræver også tid – og tålmodighed. For vi sidder så vældig godt fast i vores computer, telefon, bil, rejseforbrug og garderobe, at vi skal trækkes op af kviksandet ved en langvarig indsats. Men når så taget slipper, er det næsten som at flyve, tror jeg. Jeg er stadig ikke helt ude af det, men jeg er mere fri nu end før. Mere fri af behovet for at følge med; være noget; gøre indtryk.
Tænk at man bare kan være. Det drømmer jeg om.

Her får I en masse billeder af det hele

Hvis livet er i oplevelserne, hvor er oplevelserne så?

“Nu er jeg jo ikke en af dem, der tror på tilfældigheder. Der er en mening med livet, og én meget vigtig mening med livet det er jo, at det skal opleves. At i selve oplevelsen finder vi livet.”
– Niels Stokholm i dokumentarfilmen “Så meget godt i vente“.

Den der følelse af, at livet bare er, medmindre vi aktivt vælger det til. Der er ikke noget særligt ved i dag eller i morgen eller julen eller fødselsdagene eller nogle andre dage andet end det, vi lægger i dem.
Hvad er julen, hvis ikke vi selv skaber den magi, vi drømmer om?
Jeg skal opleve, at den er magisk, før den er det.

Livet er oplevelsen af de smukke lys om hækkene langs vejen i denne tid; de lysende stjerner i vintermørke vinduer, duften af brunekager. Det er knitrende gavepapir og silkeblødt bånd mellem mine fingre; glæden ved at finde den rigtige gave til et menneske jeg holder af.

Jeg forsøger at trække Niels Stokholms ord helt ind i mine celler. Fordi jeg ikke som barn først og fremmest lærte, at oplevelserne er livet, skal jeg til at forstå det nu. Oplevelserne er livet, og jeg har altid vidst det, men jeg har ikke turde træde ind i det.
Det står klart for mig, at det ikke primært er mine tanker, min paratviden, mine karakterer, mit cv, mine titler, mit netværk, der er vigtigt. Men oplevelserne.
Det er så tilgængeligt og samtidig så uendeligt svært at få fat på: Livet skal opleves.

Og hvad ér oplevelserne, tænker jeg. Jeg skal mærke efter, gøre mig umage.
Oplevelserne er alt det, der sker; alt det vi gør; alt det vi rører ved, dufter til, smager på, ser med vores øjne. Alt vi læser, hører, danser til med vores krop. Det, vi skaber, det vi mærker.

To mennesker kan stå det samme sted med samme udsigt og samme lugt i næsen, samme lyde i ørerne og opleve noget vidt forskellige. Nogle gange oplever mennesker slet ikke. Fordi vi har travlt; fordi vi glemmer at være tilstede; fordi vi tror, det er vigtigere at nå en masse.

Oplevelserne er at sige farvel og at være til stede når noget nyt træder ind i vores liv. Det er øjenkontakten; den stille stund med te dampende under næsen. Det er togturen, Storebæltsbroen i snevejr, min datters første gymnastiktime, min søns fugtige pandehår, når han vender sig under dynen om natten. Hvis jeg tager det ind, er det livet.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor jeg synes, det er rigtigt at have mine børn hjemme hver eneste dag, mens dine er af sted. Hvorfor jeg ikke tror, de behøver lære alt på én gang (eller nogensinde), og hvorfor jeg mener, det er tilstrækkeligt, at være her på vores landsted det meste af tiden.
Måske er det fordi, jeg tror på, at børnene også først og fremmest skal opleve livet.

Måske er det fordi, jeg ikke tror, det liv vi bliver klædt på til i skolen og af politikerne og meningsdannerne og alle dem, vi plejede at kalde kloge, er virkeligheden. Måske føler jeg, at det er en illusion, måske endda en løgn, som er opstået gennem de mange år, hvor materialismen har ædt sig dybere og dybere ind i vores eksistens. Måske er det fordi, jeg ved med mig selv, at der er en anden vej, og selvom den er så fandens svær at træde, når vi er så få på den, så er den alligevel bedre for os.
Løgnen er, at vores mad er ikke rigtig mad, og vores tøj er syet af mennesker, som vi aldrig kan sige tak til. Vores børnehaver er ikke lavet for børnene, og vores uddannelsesinstitutioner har glemt dannelsen.
Vi har så travlt, at alt efterhånden brister under travlheden. Forældre holder ferie uden deres børn, fordi de ikke kan rumme at se dem i øjnene. De kan ikke rummer børnenes smerte og fortvivlelse, ligesom de ikke kan rumme deres egen. Jeg ved, at det er sandt, for jeg har selv siddet på min sofa, og snappet efter vejret, før jeg rejste mig, og hentede mine børn hjem.

Så måske jeg alligevel tør sige et par ord: Jeg tror ikke, det er værdifuldt at mestre teknikker indenfor både matematik og geografi og fysik og historie og dansk og fransk, hvis man ikke samtidig ved, hvorfor man har lært dem, og hvis man ikke kan mærke sig selv, når man bruger dem senere i sit liv. Jeg tror, historieundervisning er, når vi af egen drift spørger, hvorfor mennesket fik lyst til at rejse ud i rummet, og biologi er, når vi med vores egne øjne ser naturen forandre sig, og undersøger, hvorfor det sker.
Deraf er den ældgamle viden udsprunget, og deraf skal den nye komme: Observationer med hjertet, viden drevet frem af den utrættelige nysgerrighed som lever i ethvert sundt, tændt sind. Oplevelser, kort sagt.

Jeg mister indimellem fornemmelsen af, at andre mennesker ikke lever nøjagtig som os.

Da mine børn i går formiddag trak af sted med deres kælke for at finde en bakke med sne, tænkte jeg ikke på, at det var mandag, og mandag er en skoledag, og det slog mig ikke, at vores liv var meget anderledes for 12 måneder siden. Dengang i 2016, da de få millimeter sne faldt på en novemberdag, holdt vi fri alle seks, og jeg følte mig lidt rebelsk. En fri dag, fri fra alt andet.

I går da Kristian og børnene kom hjem fra sneen for at spise frokost, og vi takkede de grise som har givet deres liv, for at vi kan få så god mad og blive mætte endnu en gang, tænkte jeg ikke på, at de fleste andre børn og forældre sad hvert deres sted, og spiste hver deres frokost.

Det unormale bliver normalt, når det føles rigtigt, og når man er i det længe nok.

Jeg er mere og mere tilstede i det liv, jeg lever. Oplevelserne træder frem. Ikke at jeg kan påstå, at derfor er jeg mere tilfreds/derfor er en bedre mor/derfor er lykkelig. Men jeg konstaterer, at jeg sjældent er online i løbet af et døgn, at jeg sjældnere forsvinder fra mine omgivelser.
Jeg konstaterer, at jeg ofte bare er i det, der nu en gang er tilstede, og jeg tager mig bedre tid til det: Jeg rører i gryden med mine børn; sætter en vask over, mens jeg snakker med dem om Narnia og om planeter og nisser.

Jeg prøver at opleve livet.
Hver dag hvert minut ved at øve mig i at være tilstede.

(Husk at man altid kan se Phie Ambos fortryllende smukke “Så meget godt i vente” her gratis lige HER.)

Hvornår oplever I?

Hvad lærer mine børn egentlig på sådan en hjemmedag (med slagtning, konflikter og fri leg)

Hjemmeskoledagene?

De er vidt forskellige.
Uforudsigelige. Menneskelige.
Intuitive. Konstruktive (til tider destruktive).

Vi har dage, hvor vi går udenfor efter morgenmaden, og først kommer ind igen, når mørket falder på. De dage er blandt de bedste, og dem skal vi have mange flere af. Jeg skal have hjælp for at få dem til at ske, så det er godt, at de falder helt naturligt for Kristian.
I tirsdags lavede vi frokosten over et bål, som børnene selv havde bygget, tændt og plejet. Grøntsagerne gjorde vi klar i fællesskab.

Vi har dage, hvor børnene leger indenfor fra morgen til aften. Jeg har aldrig vidst, at man kunne lege så meget, som de gør. De leger næsten hele tiden med hinanden for tiden.

Der går ikke en uge, hvor jeg ikke bliver spurgt til mine børns sociale liv, nu hvor vi hjemmeskoler. I den ideelle verden ville jeg svare dette: “Den primære socialisering lider desværre generelt i barndommen anno 2017, men den lever i bedste velgående hjemme hos mig: Mine børn er sammen med hinanden og deres forældre næsten hele tiden, og indtil videre er den sekundære socialisering netop det – altså sekundær. Vi er meget sociale. Først og fremmest med hinanden og dernæst med det vidtfavnende og konstant ekspanderende netværk, som vi er omgivet af, og som rummer alt fra vores 75-årige naboer til de børn, der bor i landsbyen ved siden af vores. Men vi er ikke konstant ude blandt store grupper af mennesker, og vi er ikke til fritidsaktiviteter hver dag.”
Som jeg så tit har tænkt: Jeg ville ikke bryde mig om at skulle relatere til 24 kollegaer + en underviser otte timer dagligt, så hvorfor skulle mine børn?

Når mine børn leger, kommer de vidt omkring: De seneste dage har de klippet julepynt i timevis og hængt det op over hele huset (til der næsten ikke kom lys ind af vinduerne). Det er ikke hverken særligt pænt julepynt eller specielt grundigt udført, men det er produceret med en enorm iver og virkelyst. På et tidspunkt satte jeg mig med dem, og klippede. Jeg sagde, at jeg synes, det kan betale sig at gøre sig umage (fordi det mener jeg oprigtigt, at det kan med næsten alt i livet), og de så, hvor meget jeg fik ud af et halvt ark papir, fordi jeg tog mig god tid. Derefter brugte de længere tid på deres pynt, og vi farvelagde en del af det sammen.

Samme dag legede de posthus, og sendte julepynt til hinanden i en kurv ned over trappen / Samme dag optog og klippede de mindst tyve film på deres iPads / Samme dag legede de gemmeleg med alt lyset slukket, efter solen gik ned.

For tiden er det meget sjældent, at mine børn sidder med en opgavebog, og laver deciderede skoleopgaver. Vores ældste på knap ni gør det aldrig, de to på fem gør det indimellem, men der kan godt gå uger fra gang til gang. Til gengæld stiller de hundrede (måske tusinde?) spørgsmål om dagen, og vi gør os umage, når vi svarer. De hører lydbøger, og vi læser sammen. De snakker med de mennesker, de møder, bygger ting og sager af skrammel, som de finder i byggerodet fra vores håndværkere, og skriver e-mails til alle, de kender. Deres ordforråd er måske fordoblet siden sommerferien, og deres evne til et analysere, reflektere og nuancere udvikler sig dag for dag.
Vi hører musik, danser, råber og griner, og jeg kan mærke, at det er nok. Det er godt nok. Der er helt sikkert ting, som mine børn ikke har lært, fordi de ikke er i skole: Fag-faglige ting som vi ikke er kommet omkring, og måske aldrig gør. Til gengæld synes jeg, at de hviler mere og mere i sig selv for hver dag, og det er som om, de kommer nærmere deres egen kerne og dermed livet.

Når nogen spørger, hvordan det går, ville jeg lidt ønske, at jeg kunne sige noget konkret som: “Han har lært engelsk, og kan efterhånden skrive lige så hurtigt som mig.” Eller: “Hans interesse for matematik er eksploderet, siden vi begyndte at hjemmeskole”, men det er simpelthen ikke tilfældet. Læringen sker helt uundgåeligt og samtidig næsten usynligt midt i det liv, der udspiller sig hele tiden. Og det er virkelig svært at forklare i én sætning. Læringen er, når der ligger en fjeder på gulvet, som få minutter efter befinder sig i en madkasse, der er blevet forvandlet til en “jack in the box”. Læringen er, når den sidste snak, før øjnene lukker sig tungt til natten, handler om stjerner, og hvorvidt de udvider sig, og hvad der sker, hvis de eksploderer. Læringen er at sende breve til alle man kender, fordi man ikke kan lade være.

Livet ér læring.
Og det er jeg ved at lære, så småt.

Hvordan er jeres hverdag, og hvad holder I mest af ved den?

Om overgange og om det med at være social

Kristian og Storm har brugt et par formiddage på at lave deres egen varmluftballon. Eller rettere; balloner. For det er blevet til en del. Ballonerne har været af forskellige typer letvægtsplastik og med mange forskellige opvarmningsmetoder, og de har klippet og klistret og læst og set videoer og prøvet og prøvet og prøvet.
Til sidst lykkedes det: En høj ballon af sorte affaldsposer tapet sammen steg til vejrs i entreen, men desværre blæste det for meget til at gentage successen udenfor, så den komme ikke højere i denne omgang.
Porcessen har affødt nogle gode snakke mellem Kristian og Storm, som har siddet sammen på Storms værelse om aftenen, mens jeg læste med de andre, og talt om alt fra det periodiske system til varm og kold luft.
Storm, som har gået i børnehaveklasse og førsteklasse på friskolen her på Ærø, indtil vi meldte ham ud i sommerferien, er den af vores børn, som er i den mest tydelige process efter at være kommet hjem.
Han er glad for det, det er jeg slet ikke i tvivl om, og det siger han ofte. Men han skal vænne sig til friheden, og han er ved at finde sine egne grænser og ved at finde ud af, hvordan livet kan være, når mandag til fredag ikke foregår i et klasselokale.
Storm har nok altid haft ret svært ved tvungne opgaver, umotiveret læring og faste rammer, og han har mere end noget andet snakket om frikvartererne fra skolen, i de to år han gik dér. Nu er han, ligesom vi forældre for øvrigt, i gang med det, man kalder “deschooling”, som er en process, der opstår idet man træder ud af systemet. Det handler om at genopfinde sig selv og tage alle sine vaner, tankemønstre og forventninger til genovervejelse. For Storm handler det også om at sige fra: “Jeg gider ikke at læse”, for eksempel. Og det handler om at afprøve, at friheden ikke kun er til låns.
Det er ikke altid nemt. Det er ikke altid smukt. Det er ikke altid kreativt eller akademisk eller nemt at forstå.
Men det giver mening. Det virker rigtigt. Det er definerende og vigtigt.

Storm har ikke selv efterspurgt én eneste legeaftale, siden vi gik på sommerferie for mere end tre måneder siden. Det kommer ikke bag på mig: Han har altid været glad i familiens rammer, og hans sociale behov udenfor hjemmet har indtil nu været begrænset. Vi har alligevel sat legeaftaler op (med hans samtykke, ja, men ikke altid med store smil), og efterhånden finder han en fin balance mellem det ene og det andet, hvor hans venskaber med jævnaldrende falder i tråd med alt det, han oplever herhjemme og i sit indre liv.

Det er lidt pudsigt, at selvom vi alle sammen er hjemme alle dage, så har vi stadig et stort behov for ikke at lave for mange aftaler, eller skulle for meget ud af huset. Den anden dag kom jeg til at tænke på, at hvis det egentlig er sådan, mange fungerer bedst (at være hjemme meget af tiden og ikke have for mange aftaler), så er det helt selvfølgeligt, at dem som har arbejde og skole, ikke altid har overskuddet til det helt store sociale derudover. Alligevel er det tit, når man indgår i de gængse konstellationer (såsom arbejde, skole og daginstitutioner), at der også er en helt masse både sociale arrangementer og fritidsaktiviteter.
Jeg læste i bogen “Home Grown“, at Ben Hewitt skrev, at det med at gå i skole lader til helt automatisk også at bære rigtig mange andre aktiviteter med sig. I bedste mening, uden tvivl – men måske ikke helt optimalt?

Hvad er jeres tanker om det?

Hjemmeskolehverdag

Vores hverdag er efterhånden blevet sådan, at vi ikke altid ved, hvilken ugedag det er. Men vi ved, om det regner, om det blæser, hvornår vi gik i seng og stod op.

Vores hverdag føles tryg og klar og ikke mærkelig eller utryg. Den er prøvende, for alt er stadig ret nyt, og vi er ved at finde vores pladser hver især. Kristian og jeg er konstant tvunget til at rykke os. Børnene overrasker mig gang på gang, og lige nu har jeg meget fokus på tillid og respekt, hvilket lyder langt mere simpelt, end jeg synes, det er, og det er langt mere fantastisk, end jeg kan beskrive her i en sidebemærkning. Så det vil jeg skrive mere om en anden gang, for det kræver lidt bedre tid, end jeg har nu.

Når nogen siger til mig: “Det med hjemmeskoling lyder spændende, men jeg kan slet ikke undervise mine børn”, ryger det altid ud af mig: “Vi underviser heller ikke vores børn – vi er bare sammen med dem!” Fordi vi jo ikke kører vores hjemmeskoleliv efter en model med faste undervisningstimer og pensum. Vi unschooler efter bedste evne, og det betyder i al sin enkelhed, at vi følger børnenes initiativ og støtter meget aktivt op om det, de interesserer sig for.

Det kan se ud på mange måder. De seneste dage har vores frie liv været præget af sene aftener for børnene, som efter at have læst om “vågenætter” (når man er vågen hele natten for at våge over nogen eller noget) i den iøvrigt fuldkommen eminente børnebog “Tonje Glimmerdal”, som jeg har lyst til at skrive et selvstændigt indlæg om, men nu ved I, at den findes og jeg kan bare sig: Lån eller køb den og sæt i gang!)
Nå, men begrebet vågenætter tændte noget i vores børn, og de besluttede at være sent oppe. Vi aftalte, at de kunne blive oppe sammen med os til 21, og derefter skulle de gå på deres værelser, hvor de måtte være vågne, så længe de ville, blot vi kunne få lidt ro i stuen (“Fordi jeg trænger rigtig meget til at være mig selv efter en lang dag,” er mit mantra, som jeg bruger igen og igen. Jeg er ikke (længere) fan af arbitrære puttetider, men jeg er meget åben om, at jeg har brug for ro.) Børnene endte med at sove tidligere end de plejer. Nogle gange gør frihed det ved én: At man ikke kæmper imod, men derimod følger med sin krop, sit sind.
Den næste aften ville børnene gentage successen, og afledt af en geografisk undersøgelse i et gammelt atlas sammen med Kristian tidligere på dagen, havde børnene besluttet at opfinde deres egne lande, så det fortsatte de med efter aftensmaden. Da det blev mørkt, slukkede Storm alle lamper i huset, og tændte stearinlys – helt klart inspireret af den bog, vi havde taget hul på samme dag, nemlig “Lånerne” af Mary Norton (en knap så tilgængelig bog, grundet sin alder, som “Tonje Glimmerdal”, men den er meget fantasifuld, og har sat mange snakke om små væsener og tegninger igang herhjemme). Så sad børnene der i stearinlysenes skær, og tegnede, indtil de gik meget trætte i seng klokken 21.

 

Selvom man ikke kan tale om decideret undervisning, så er her ofte bevidst, guidende samvær. Sparring, coaching, oplysning, nysgerrighed. Men det er respektfuldt, og det er på vores alle sammens præmisser. Det føles ikke som skole, fordi det er mere intuitivt, og det er nøjagtig så afbrækket, som sådan noget er, når man følger sin natur. Nogle gange er vi fuldt ud fordybet i et emne i flere timer, sågar hele dage, andre gange er det ovre på ti minutter, og så er børnene videre til lego eller pudekamp, eller de snakker med kattene.

For et par uger siden fandt Live på fem ved et rent tilfælde Storms læsebog fra 1. klasse, som lå under trappen sammen med noget udklædningstøj. Hun kom, og spurgte, om vi skulle læse i den. “Jeg tror, jeg kan læse,” sagde hun. Vi satte os på sofaen, og hun kunne faktisk læse de fleste af ordene uden hjælp. Hun læste og læste, og nåede ikke at blive træt, før Ilja kom, og spurgte, om han også måtte prøve. Han kunne også læse de fleste sætninger uden det store besvær, og fordi der var et afsnit sidst i bogen, som han syntes, så fedt ud, gik han i gang med det. Det gik også fint. Kristian og jeg havde slet ikke tænkt på, at de måske kunne læse, men det viste sig, at de ikke kunne lade være. De elsker ord, de elsker historier, og det giver jo så fin mening, at de også har lært at læse – helt uden pres eller forventninger.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis de to stadig havde gået i børnehave (de bliver seks til næste forår, så de skulle starte i skole i august 2018), havde de måske også kunnet læse nu eller snart. Vi har som sagt ikke arbejdet målrettet med det, efter vi er blevet hjemmeskolere. Men vi har været sammen, og vi har grebet det, når de har lyst til at stave eller skrive, og vigtigst af alt har vi tid til at snakke, læse osv. Vi har tid til at sætte os impulsivt i sofaen klokken 15 og finde ud af, at de to kan læse. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg havde afleveret fire børn om morgenen, arbejdet intenst i mellemtiden, købt ind og dernæst hentet børnene igen, så ville jeg ikke altid have overskud til at sætte mig på sofaen og tage mig tid til at finde ud af, at de kunne læse.

Der er stadig udfordringer ved hjemmelivet, synes jeg. Det kommer der jo altid til at være, ligesom der er ved alt andet. Det tror jeg, er en vigtig erkendelse: At det ikke er uden konflikter, det er bare nogle andre konflikter, og indtil videre giver alle konflikterne dyb mening for mig, fordi de handler om udvikling, relationer, selvindsigt m.m.
Lige for tiden kæmper vi med at finde en rytme, som giver bedre balance mellem børnene, og minimerer konflikterne. Jeg arbejder på ikke at være konstant optaget af praktiske opgaver her i huset – mine dage skal ikke gå med oprydning og tøjvask, for det fjerner fuldkommen fokus fra det åndelige samvær og de gode muligheder for nærvær, som hele tiden byder sig.
Men her er også mange øjeblikke, hvor jeg ser mig omkring, og føler mig som verdens heldigste. Som i går, da vi var udenfor, og den ene af drengene pludselig stod og tissede ovre ved en busk med bar numsen i solen, mens pigerne legede med kattene, og Kristian reparerede grisenes hegn. Så tænkte jeg: Er det her virkelig mit liv? Eller de mange gange dagligt hvor her pludselig er helt stille, og så finder man børnene fordelt over stuen med forskelligt læsestof. Eller det med at vi sover så længe, at mit udprægede b-menneskehjerte endelig, efter otte års massivt søvnubehag, begynder at falde til ro.

Det er en hverdag. Måske lidt anderledes. (Helt sikkert anderledes.) Men ikke desto mindre vaskeægte, helt oprigtig og meningsfuld. Jeg tror, at mange ville nyde den ro og fordybelse, som kommer af det her liv.

 

Hvordan (i alverden) får man råd til at hjemmeskole

“Hvordan får man råd til at hjemmeskole?” Sådan spørger mange i min mailbakke, og jeg har udskudt svaret, fordi jeg ikke synes, jeg er den helt rigtige at spørge.

Pt. har min families økonomi nemlig ikke været tvunget til at undergå omlægninger, fordi vi hjemmeskoler, og indtil videre har jeg altså ikke måtte ændre vaner, tankemønstre eller arbejdstider for at få det til at hænge sammen. Men helt generelt har jeg en masse tanker om økonomi og om muligheder (hvilket jeg har været inde på her – og her), og min indstilling er i udgangspunktet, at det er muligt for de fleste familier at træffe valget om at hjemmeskole (jeg skriver “for de fleste”, fordi jeg anerkender, at ikke alle har den frihed til at vælge), hvis man vil det nok.

Når jeg alligevel skriver dette indlæg, er det fordi, jeg har fået lov til at bruge en række udtalelser fra andre hjemmeskolere, og essensen af de det, jeg hører i netværket (hvor man populært kalder sig selv “HU’ere”, hvilket står for “hjemmeundervisere”), er, at folk indretter sig, så det bliver muligt at hjemmeskole: At det er så vigtigt (nærmest eksistentielt) et valg, at man er villig til at tilpasse alt andet derefter. For nogle betyder det, at de bor meget småt og ikke har bil, mens det for andre løber rundt, fordi den ene arbejder fuldtid, mens den anden har deltidsarbejde, hvor de krydser hinandens vagter.

En del familier nævner selvforsyning (kød, grøntsager, tøj) som en økonomisk aflastning, og jeg har indtryk af, at omend den største koncentration af hjemmeskolere herhjemme findes i hovedstaden, så er der også en anseelig procentdel, som vælger at flytte på landet til lavere udgifter og bedre muligheder for at dyrke jorden.

Hjemmeskolere sparer på det samme som alle andre, der er presset på økonomien. Nogle skærer forsikringer, økologi, pension, rejser og fødselsdagsgaver fra. Nogle argumenterer for, at der ikke er én eneste ting, man behøver: “Det er et spørgsmål om at bryde med vanetænkningen og se sin frygt i øjnene.” Budskabet er, at vores liv ikke bliver opretholdt af én enkelt holdning eller én enkelt ejendel men derimod af vores prioriteringer og værdier.
Jeg oplever personligt, at livsstilen som hjemmeskoler bliver selvforstærkende, så vores valg af at hjemmeskole går mere og mere i hånd med et nedtonet forbrug, hvilket i sidste ende kommer til at bekræfte vores beslutning.

Det er mit indtryk, at ønsket om at hjemmeskole er så stærkt for mange, at der ikke nødvendigvis er tale om en konstant kamp imellem forbrug og frihed, sådan som man ellers kunne forvente i et samfund, hvor meget handler om at “erhverve nyt”. Jeg får også det indtryk, at mange hjemmeskolere har ressourcerne til at træffe et så alternativt valg ud af overskud, og det er en anden vigtig pointe, som jeg vil prøve at komme omkring på et tidspunkt: Spørgsmålet om, hvad ressourcer rent faktisk er? Med ressourcer mener jeg nemlig ikke økonomi, men derimod en mental indstilling, som gør det muligt at træffe de valg, man drømmer om. Jeg er overbevist om, at langt de fleste mennesker, som ikke følger deres drømme, reelt har svært ved at forklare det med økonomiske eller fysiske udfordringer, men derimod ved at kaste et blik på de mentale benspænd, som de sætter op for sig selv, ville finde svaret.

Hjemmeskolerne i Danmark har et rigtig godt netværk i foreningen Fri Læring, som har facebookgruppen “”Fri læring – foreningen for danske hjemmeundervisere“. Jeg spurgte i gruppen, hvordan de forskellige klarer sig økonomisk, og fik disse svar:

* Jeg er alene med min søn, selvstændig og arbejder hjemmefra. Det har krævet is i maven, at turde tage nogle vilde spring med bind for øjnene og tillid til at det hjertet kaldte på, var det rette samt et meget stærkt høreværn mod alle de mange mennesker der sagde at ‘Det kan man ikke leve af’ og ‘sådan kan man da ikke bare gøre’.  Det kan lade sig gøre, men for de fleste kræver det formentlig så stort et spring ud af komfortzonen, at det kan virke uoverskueligt. Personligt skulle jeg derhen, hvor det trygge valg var så uudholdeligt, at frygten for det usikre blev til en biting. Jeg kunne ikke vælge anderledes. Både da jeg gik selvstændig, og da jeg hev sønnike ud af skolen. Og måske er det der, man skal hen, før man tør tage springet? At det indre pres overdøver det ydre?”

* Vi startede vores eget firma for lang tid siden. Så det spring har vi ikke skullet tænke på i forbindelse med at have børnene hjemme, der har det mere været tankerne, der har holdt os tilbage.
De ting, vi har valgt at spare på, er f.eks. pension og økologi. Det er meget sjældent, nogen i familien får nyt tøj, det er arvet det meste. Møbler er fra storskrald eller arvet, med nogle enkelte købte. Vi har et minimum af forsikringer, dvs ingen ulykkesforsikring eller livsforsikring.
Fra maj til september har vil lejet vores hus ud på Airbnb mens vi har boet i vores kolonihave i Viborg (bor normalt i Århus c).
Om en måneds tid har vi lejet huset ud igen, og tager ud, og rejser jorden rundt i fem år. Igen har det krævet nogle beslutninger og tanker om, hvordan man gør det billigst, men det meste kan lade sig gøre, og for det meste kan man ikke kopiere de valg, andre har taget, for det er personlige valg. For nogle vil beliggenheden af ens hjem være det vigtigste (altså udover at få børnene hjem, ikke) for andre økologi, igen andre vil ud at rejse og nogle vil meget gerne have sikkerheden i en pension.
Andre igen synes, at det at den ene forælder arbejder meget, fungerer bedst, og for andre er løsningen, at begge arbejder deltid (som vi har valgt). Nogle kan arbejde online og på den måde være hjemme, mens andre flytter sammen med bedsteforældre eller venner for at få hverdagen til at hænge sammen osv.”

* Vi bor billigt til leje i bofællesskab (verdens bedste konstruktion – legekammerater over det hele). Min mand arbejder hjemmefra med det, der virkelig er hans passion, så han tæller ikke timer – han tjener på ingen måde styrtende, men nok til, at der er et okay fundament at gå ud fra. Jeg synger i kirke om søndagen, og har beholdt mit gamle timelønnede studiejob, som jeg (næsten) kan skrue op og ned på, som jeg vil. Vi er i gang med en øvelse i at skrue en lille smule ned for forbruget, så jeg kan arbejde en lille smule mindre og holde fokus på at være fuldtidsmor uden at blive stresset. Manden er fra Italien, så én af de poster, som vi prioriterer her, er flybilletter ned til farmor og farfar en gang eller to om året. Ellers alle de gængse sparetricks – grøntsager fra egen køkkenhave, billige forsikringer og mobilabbonnementer, arvetøj og -legetøj osv.

* Vi har vel rundt regnet, hvad der svarer til en deltids løn at leve for. Jeg har dog aldrig følt mig fattig, trods vores anderledes livstil – verden er fuld af ressourcer, det kommer tit blot an på, hvordan man ser på det. Vi har aldrig manglet noget af det, der betyder noget for os.”

Afledt af min tråd om økonomi opstod der en anden tråd i facebookgruppen om, hvorvidt man kan være aleneforælder og hjemmeskole. Syv-otte kvinder svarede, at det er de, og de malede nogle vidt forskellige billeder af, hvordan de får det til at gå op. Én forklarede, at det kan hænge sammen, fordi hendes forældre støtter hende; en anden skrev, at en bedsteforælder tager børnene, når hun har døgnvagt en gang hver uge.
Her er et par af deres uddybninger:

* Ja, jeg er alene. Dog indgik min eksmand og jeg aftale om (tidsbegrænset) ægtefællebidrag, da vi blev skilt for to år siden. Uden det, kan jeg ærlig talt ikke se, hvordan jeg ville kunne undervise hjemme. Jeg har ikke noget fysisk netværk at trække på, så jeg har bogstavelig talt kun mig selv i hverdagen, og far har bosat sig langt væk. Men jeg ved at der er andre herinde, der er enlige og hu’er.
Jeg vil så lige sige, at jeg lige har forsøgt at arbejde i vågen nattevagt, og det måtte jeg (desværre) opgive. Jeg havde vagter fra 23-11, og med halvanden times transport tid i begge ender. Det kunne ikke lade sig gøre, og jeg måtte stoppe medens “legen var god”. Virkelig på alle måder et godt arbejde (handikaphjælper) men jeg mistede korttidshukommelse og tidsfornemmelse fuldstændigt, og sov al den tid jeg ikke var på arbejde. Det kunne jeg ikke ene forælder få til at hænge sammen. Er man to, kan man jo bakke hinanden op på den ene eller anden måde, tænker jeg. Jeg vil nu prøve at finde noget andet – en erfaring rigere..!

* Jeg er alene med min dreng på 7. Vi er kun os to, far er ikke rigtigt inde i billedet og jeg har ikke det store netværk. Så vi klarer os selv, det lærte jeg på den hårde måde. Så den del var sådan set selvkørende inden hu-valget kom ind i billedet. Min historie de sidste 8 år har nærmest kørt mig stilling til der hvor vi er nu, jeg står op kl 5 de fleste dage, fjernbehandler dagens klienter og er som regel færdig når ham den lille vågner. Så er der morgen hygge og skole ved morgenbordet ( dagens dejligste stund) hvorefter sønnike leger og jeg laver det praktiske der følger med arbejdet. Har jeg Skype sessioner, er han så stor nu at han fint kan underholde sig selv i en times tid imens jeg arbejder. Så det har krævet nogle kreative arbejdsløsninger for at få det hele til at gå op, men det funker og vi begynder virkelig at lande i flowet, og det er ret magisk

* Jeg er alene – og hjemmeunderviser alene. Det er mig der har valgt at lade min søn bestemme at han vil uskoles, og jeg har mildest talt skullet kæmpe med hans far om at det er sådan det er!
Jeg forsørger mig selv. Jeg har min egen konsulentvirksomhed, og tager en ret pæn timepris. Det betyder at jeg er meget hjemme – fordi jeg ikke tager mere ind end vi har brug for. Men det er naturligvis en delikat balance. Jeg har pt. to hovedgrupper af kunder: Kulturinstitutioner og Praktiserende læger. Kulturinstitutioner kræver en del rejseaktivitet, fordi jeg holder øje med hvad der sker på udstillingsfronten internationalt. Der har jeg så Isak med.
Og når jeg laver kurser for Fx. Region Midtjylland for uddannelseskonsulenter i forhold til lægerne, så er han nu så stor at han bare er alene i 1 1/2 døgn.

Hvad tænker I?
Del meget gerne jeres tanker og erfaringer.

 

Vores skole

Jeg ved med mig selv, at mine indtryk af det her nye hjemmeskoleliv stadig er under konstant forandring, fordi der er så meget, som vi er midt i at lære, og derfor føles det sårbart at skrive om. Samtidig er det jo netop nu, vi gør os erfaringerne, og det er nu, jeg helt præcist kan formidle oplevelsen af at stå netop hvor vi gør, og den erfaring tror jeg, er værdifuld for mange.

“Hvordan griber I undervisningen an i hverdagen?” spørger mange i kommentarsporet her på bloggen. Jeg vil tage de første skridt i retning af en beskrivelse her.

Vi hjemmeskoler efter den filosofi, som populært kaldes “unschooling”. Unschooling er traditionelt set altid hjemmeskoling, men ikke al hjemmeskoling er unschooling. De fleste hjemmeskolere på verdensplan er ikke unschoolere – i USA anslås 10 procent af de knap 2 millioner hjemmeskolere at unschoole. Det betyder, at de resterende 90 procent hjemmeskolere typisk benytter pensum, skemalagt undervisning osv. – i de fleste tilfælde kan det måske bedst beskrives som en mindre udgave af en almindelig skole, omend ofte med et lidt andet fokus, eks. religiøst. Det er mit indtryk, at billeder ser anderledes ud herhjemme, hvor ganske få hjemmeskoler, men en større andel af dem til gengæld lader til at unschoole.
Unschooling er beskrevet vidt og bredt – på utallige blogs og i lige så mange bøger. Unschooling er en vision for læring, hvis tilhængere er både dedikerede og villige til at formidle.

Jeg har sakset beskrivelsen af “unschooling” herunder fra frilæring.dk, som er foreningen for hjemmeundervisning og unschooling i Danmark. Der er utallige måder at unschoole på – unschooling er ikke så meget en specifik måde at indrette sig på, som det er en måde at se livet. Unschoolere er med andre ord alt fra urbane mennesker i verdens største byer til vildmarks baserede familier langt fra civilisationen, og ligheden er, at de har samme overbevisninger, når det kommer til indlæring.

Punkterne herunder er sakset fra den danske forening for hjemmeundervisning og unschooling, Frilæring.dk:

I unschooling er der;

  • ingen holdning om, at nogle ting “skal” læres – kun den enkelte person kan afgøre, hvad der er vigtigt og brugbart for ham/hende…
  • ingen fastsatte tidsrammer – kun barnet selv kan vide, hvornår han eller hun “skal kunne” noget, eller hvor lang tid han/hun ønsker at bruge på et givent emne…
  • ingen forventninger om brug af bestemte hjælpemidler – unschooleren mener, at kundskaber og viden kan erhverves på tusind forskellige måder, og ikke kun (men heller ikke aldrig) ved hjælp af “skolebøger”…
  • ingen skelnen mellem “læretid” og “fritid” – for en unschooler er alting (og altid) kilde til læring, og læring udløber naturligt af enhver aktivitet…
  • ingen brug af ekstern manipulation – karakterer, smileys, klistermærker og andre former for ekstern bedømmelse af en persons kunnen – kun det enkelte individs egne forventninger og målsætninger ligger til grund for en evt evaluering af standpunkt eller færdigheder…

Jeg vil mene, at vi herhjemme bekender os til alt det ovenstående, men jeg har alligevel lyst til at tilføje, at jeg kan genkende min egen tilgang endnu bedre i beskrivelsen af “self-directed-education“, som ikke i sin essens er meget anderledes, men som er beskrevet, så det rammer mig. For eksempel finder jeg stor genkendelse i listen over “de seks optimerende betingelser” – og den her video er værd at se:

Hjemme hos os foregår hjemmeundervisningslivet pt. sådan, at vi har en vis struktur omkring vores dage. Vi sover så længe, som vi kan (ikke vanvittigt længe, men faktisk vågner børnene sjældent før seks, nu hvor vi ikke har travle morgener). Dagen starter meget ofte med at alle børn tegner/læser/skriver eller leger hver for sig omkring spisebordet og i sofaen. Så spiser vi morgenmad, og derefter går vi udenfor; ofte til stranden eller ud i marken/værkstedet. Vi spiser varm mad til frokost, og så er vi som regel indenfor i Junos lur klokken 12:30-14, hvor vi læser eller leger. Vi forældre ordner nogle dage et par af vores egne ting i det tidsrum; eks. arbejdsopgaver eller længeventede telefonopkald. Derefter er vi ude igen, før vi som regel trækker indenfor klokken 16-17 stykker. Børnene leger så (uden forældreindblanding), og vi rydder op (lige for tiden arbejder vi på at få børnene til at hjælpe uden modstand), og spiser aftensmad klokken 17:30 cirka (rugbrød, som regel). Efter aftensmaden leger børnene for det meste rigtig godt den næste time eller halvanden, og ofte ender det med en fælles aktivitet for hele familien, som gerne strækker sig til klokken 20-20:30. Det kan være “postkontor” (hvor børnene skriver breve til hinanden, og skiftes til at være postbud) eller en form for research, eksempelvis. Vores børn er stadig meget optagede af 2. Verdenskrig, så det er den slags, vi griber fat i både midt på dagen og efter maden i de her uger: Vi læser om krigen, skriver breve om den, bygger maskiner, som kan desarmere fjendens tanks og papirfly.

Begrebet “deschooling” støder man på igen og igen som ny hjemmeskoler. Deschooling er kort sagt den periode, som man bevæger sig igennem, før man er fri fra sin skolegang. Som barn handler det om at mærke friheden, lære at stole på sig selv, opbygge tillid til at man kan og vil lære. Som forælder handler det derudover om at komme fri af de tankemønstre, som er hæftet til indlæring, og som låser én fast i, at der er bestemte måder at lære på og specifikke tidspunkter, hvor det er vigtigt at have lært det ene og det andet.
I starten tænkte jeg “ja, ja, så skolede er mine børn ikke”, men omend det er korrekt, at vores børn ikke kommer fra mange års skolegang eller lange institutionsdage, så har de alligevel været vant til en rutine, som indebar at blive afleveret ude, og at deres dage blev tilrettelagt af andre end dem selv. Det skal de bruge tid til at komme fri fra, fordi deres rammer pludselig er nogle andre.
Så er der Kristian og mig: På trods af at ingen af os er særligt skolede – vi har ikke engang studenterhuer – og selvom vores succeser i livet ikke kan tilskrives uddannelse (næsten tværtimod), har vi hele vores liv fået at vide, at det er sådan, man lærer: I skolen. Det tager tid at finde tilliden til den selvmotiverede indlæring og lære at stole på, at det er godt nok, at vi følger vores indre motivation. Jeg har hørt, at det tager et helt liv at blive deschoolet; ikke for børnene, men for deres forældre.
Vi gør vores bedste.

Jeg synes, min tillid til vores filosofi for børnenes læring er stor allerede: Jeg har sådan en vidunderlig følelse i maven af, at vi er i gang med det mest meningsfulde skifte nogensinde. Jeg føler en blomst folde sig ud i mig selv, og jeg ser den åbne sig i hvert af mine børn. Storm er den, som har været i skole, og som i det hele taget er ældst og dermed har flest erfaringer fra institutionslivet, så måske det er sværest for ham, men han omfavner det her liv i høj grad: Han er glad, stolt endda, og i rivende udvikling samtidig med at han kæmper med friheden, som han skal lære at stole på. De to på fem har taget en himmelflugt, siden vi gik på sommerferie: De hviler meget mere i sig selv nu. Det er godt for deres selvværd at være hjemme, og deres nysgerrighed og indre liv er ligesom skudt i vejret, og der er hele tiden idéer og evner, som de ikke havde før. Men sådan er børn jo, så jeg vil ikke tilskrive det alt sammen vores hjemmeliv.

Hvad er anderledes end før?
Vi siger ikke til vores børn, hvad vi tænker, det kunne være sjovt for dem at lege/læse/lytte til/lave i løbet af dagen, men vi følger op på det, de viser interesse for.
Vi øver os i ikke hele tiden at foreslå ting i sociale sammenhænge: I stedet for a sige “Hvad med om dig og Sigurd legede med din racerbane?” giver vi slip, og lader dem selv finde ud af, hvad de vil lege – hvis de vil lege.
Vi er meget bevidste om at have tillid til børnenes egen dømmekraft. Det er den vildeste rejse at blive opmærksom på, hvor meget vi har blandet os hidtil, og hvor uendeligt unødvendigt det er. Det er vildt, så lidt tillid vi har til børnenes eget kompas i vores kultur – og hvor svært det er at slippe kontrollen.
Så vi guider dem, og vi er der (altid) sammen med dem. Vi står klar, og vi tager os tid, men vi skubber dem ikke på vej, og vi opfordrer dem ikke til en masse ting (heller ikke i bedste mening). Vi prøver virkelig at tie stille og lade tingene komme af sig selv.

Min veninde sagde i sidste uge: “Med den slags børn (følsomme, begavede), så skal man ikke proppe ny viden i hovedet på dem, medmindre de efterspørger det.”
Vi øver os i ikke hele tiden at fylde mere på, og oplever, at de i høj grad selv er i stand til at regulere deres forskellige indtag. Det tager tid, ja, de skal også lære at stole på sig selv (vi har pillet tilliden til dem selv ud, når vi hele tiden placerede dem i situationer, hvor andre sagde, hvad de skulle gøre.) De gør oprør, mens de opdager nye sider af sig selv – særligt Storm. I sidste uge sagde han til én af sine bedsteforældre på et besøg hos dem: “Du skal ikke fortælle mig, hvordan jeg skal holde på min gaffel. Jeg lærer det, når jeg er klar, og jeg får mindre lyst til at lære det, hvis du tvinger mig”. Og så kiggede han eftersigende med sammenknebne øjne på de voksne, der sad omkring bordet. Heldigvis mødte han total accept. “Vi er klar til at vise dig det, hvis du en dag får lyst,” sagde bedsteforældrene med et smil.

Jeg oplever, at der sker læring hele tiden i vores liv, men jeg er påpasselig med at fremhæve noget fremfor andet, fordi det i sin essens går imod unschooling-tanken: Er det mere “rigtigt”, at vi læser Tolkien, eller laver kemiforsøg, end det er at være på stranden en hel dag? Er det mere rigtigt, at mine børn bygger end hule, end det er, at de hører en lydbog? Jeg er selv tilpas skolet til, at jeg bliver særligt glad, når mine femårige pludselig kan læse, fordi det gør mig tryg i det center, hvor min egen skolegang er lagret, så jeg er opmærksom på ikke at tillægge enkelte aktiviteter mere værdi end andre. Indadvendt refleksion og tilsynelandende stilstand kan i sig selv være en uendelig kilde til læring.

Jeg oplever, at mine børn helt af sig selv, søger viden det meste af tiden. Når jeg er alene hjemme med dem, og beder de tre ældste være lidt stille, mens jeg putter Juno, tager de ofte deres skrivebøger frem, eller sætter sig, og læser højt for hinanden.
For de to på fem år, som aldrig har været i skole, er der ikke læring, som er mere forbundet med skole og dermed mindre attraktivt klokken 20 lørdag aften. Alt, som fodrer deres kapacitet til at føre et godt og meningsfuldt liv, griber de, og fordyber sig i, uden den mindste tøven. Det smitter af på Storm, som også bliver mere og mere åben overfor den slags aktiviteter, når de andre foreslår det.

Så konklusionen på det her skriv, som burde/skulle/og egentlig sagtens kunne være ti gange så langt, er, at jeg ser meget tydeligt, at mine børn lærer en helt masse uden pensum, uden tvang, uden motivationsløse gentagelser. De opsøger selv al den viden, de kan rumme, og vi prøver at facilitere et liv og nogle rammer, hvor der er rum til at lære, til fordybelse og nye udfordringer. Vi griber deres interesserer, og følger op på dem. Læser, researcher, ser dokumentarer, hører lydbøger, skriver, tegner, leger – leger, leger, leger.
Jeg læste en blog, hvor er erfaren unschoolingmor skrev, at det første år med unschooling handler om at tage den med ro og finde sig selv og sin egen rytme. Jeg begynder at tro på, at det er tilstrækkeligt. At vi nok skal nå alt, selvom vi ikke har travlt. At det er helt okay, at mine børn ikke er på niveau med skolebørn på alle områder, fordi:

Hvilken læring kan I huske fra folkeskolen?
Jeg kan huske det, som ingen kunne holde mig fra at lære. Jeg kan huske de få ting, som jeg syntes, var oprigtigt spændende. Alt det andet glemte jeg så hurtigt, at det er helt skørt at tænke på. Det meste tog jeg ikke en gang med hjem fra skole samme dag.
Mine børn lærer om det, de brænder for. Ergo tror jeg på, at der lagrer sig i dem. At det de lærer, det lærer de, og dermed lærer de den vigtigste evne af alle, nemlig: At lære.

Lidt til inspiration:
Den bedste blog jeg er stød på om unschooling er den australske Happiness is here.

Bloggeren bag “I’m unschooled. Yes, I can write” er selv unschooled, og skriver om uddannelse og børnesyn.

Sudburyskolerne har eksisteret siden 1968, og bygger på et fundament af unschooling med stor frihed og uden pensum eller prøver. Der er én på vej i Danmark, den kan man læse om HER og der er en meget fin video om konceptet HER. Det er ikke det samme som at leve et liv med hjemmeskoling, men jeg ser det som et meget værdigt skolealternativ.

Hvad tænker I om den måde at lære på? Hvad tænker I om det liv?

Han valgte at tage flugten

Jeg vil prøve at dele nogle af mine tanker om, hvorfor jeg i onsdags skrev om mig selv, at: “(..) det er svært at sætte nogen fri, når man aldrig selv har været det”.
En læser har efterfølgende spurgt, om ikke netop jeg er fri – med det liv jeg lever, og de valg jeg træffer. Det er så svært at svare på. Jeg er givetvis mere fri i min måde at tænke og leve end mange? Jeg har nok altid tænkt uden for kasserne og turdet vælge det, der føltes rigtigt for mig og ikke nødvendigvis for alle mulige andre. Men jeg er alligevel (også) et produkt af de forventninger, som der har været til mig alene i kraft af min helt almindelige opvækst.
De tilstande, som jeg lægger mig ud med nu, er så grundlæggende, at jeg forestiller mig, at mine refleksioner lyder utilgængelige i manges ører? De normer i vores verden, som jeg begynder at se med nye øjne, er den virkelighed, som langt de fleste af os accepterer som den største selvfølge.
Det er min skolegang, for eksempel: De ti år i folkeskolen, hvor to kærlige forældre hver dag sendte mig af sted ud fra de bedste intentioner. Jeg får lyst til at fortælle, at jeg gik i en børnehaveklasse, hvor jeg først mødte klokken 12, og havde fri igen klokken 15, fordi min mor var på barsel det år, og holdt af de lange morgener med sine børn. Kærlighed og nærvær. Og ved I hvad? Netop mens jeg skriver dette, husker jeg for første gang længe, at jeg havde hovedpine hver dag i børnehaveklassen: Jeg var ved øjenlæge og ved ørelæge, og ofte var jeg sygemeldt. Til sidst begyndte jeg selv at tvivle på, at jeg overhovedet havde ondt i hovedet? “Er det noget, du finder på, Maj?” Sådan spurgte både mine forældre og lærere, med rette, måske.

Måske havde jeg hovedpine, fordi der var forventninger til, at jeg skulle lære alfabetet – foran en hel klasse? Jeg har altid haft svært ved at lære ting på kommando, særligt når andre ser på. Nu kan jeg pludselig se for mig, hvordan bogstaverne var skrevet øverst på den store tavle, og jeg kan svagt mindes en afgrundsdyb usikkerhed inden i over måske ikke at kunne alfabetet, sådan som det ellers var forventet. Jeg, som i dag elsker ord så højt. Jeg, som lever af at skrive.

Er der en mulighed for, at børn ikke er forkerte, blot fordi de ikke passer ind i den samme kasse, alle sammen? At skolen er helt rigtig for nogle, og ikke rigtig for andre?

Jeg kan huske følelsen af at kunne alt i verden, og samtidig ikke at kunne noget som helst. Som om jeg indeholdt en indsigt og viljestyrke, der havde potentiale til at ændre verden, og samtidig var der så mange kasser, som jeg skulle passe ned i, at mine tanker blev en begrænsning. Der var et vakuum: hvem lytter, hvem tager sig tid? Hvor er det enkelte barns drømme, passioner, længsler og motivation i det puslespil, som barnet skal passe ind i?

Jeg har lært fra starten, at vi skal imødekomme bestemte ting på bestemte tidspunkter. Senere modsatte jeg mig systemet ved at male mine negle sorte, tale med store bogstaver og rejse over på den anden side af jordkloden i en ung alder. Men var det i virkeligheden det mindst frie, jeg kunne gøre? Hvem er man slave af, når man kæmper så bravt for at blive fri?

Når jeg taler om, at jeg ikke er fri, og derfor skal lære at sætte mine børn fri, handler det altså om noget, som de fleste af os tager for givet: Et samfund med nogle strukturer som de færreste stiller spørgsmålstegn ved. Kan skolen, den institution som vi overdrager ansvaret for læring og dannelse, for nogle tænkes at være det sted, hvor vores kreativitet og frie vilje dør ud? Kan skolen, de bygninger hvor vi møder vores jævnaldrende, og indgår i fællesskaber gennem et årti, for nogle tænkes at være det sted, hvor vores selvværd og livsmod svinder ind?
Tør nogen stille de spørgsmål? Hvad sker der, hvis svaret gør ondt?

Skolen er noget, vi alle har følelser forbundet med. Stærke følelser, endda. Skolen er så kolossalt stor en brik i hele vores samfundsvæsen, at man kun må justere i nuancerne.
Nogle mennesker lader til nærmest at lide af Stockholmsyndrom, når det kommer til skolen: Hvis det går op for dem, hvor lidt godt de har taget med derfra, var det pludselig ikke al smerten værd. Derfor elsker de skolen, og forsvarer den, fordi alt andet ville resultere i en sårbar erkendelse.

Så når jeg taler om frihed, er det en frihed sat op imod et system, som vi tager for givet i en sådan grad, at det virker skødesløst/provokerende/anarkistisk at forholde sig (meget) kritisk til det. Når jeg taler om, at jeg ikke kender til friheden – den frihed, som jeg ønsker for mine børn, – så handler det om, at også jeg voksede op i et system, hvor jeg blev bedømt ud fra, hvor godt jeg lykkedes. Hver dag.

Peter Gray, professor i psykologi og lidt af en helt i unschooling-verdenen, har skrevet om skolen:
“Imagine a job in which your work every day is micromanaged by your boss. You are told exactly what to do, how to do it, and when to do it. You are required to stay in your seat until your boss says you can move.  Each piece of your work is evaluated and compared, every day, with the work done by your fellow employees.  You are rarely trusted to make your own decisions.  Research on employment shows that this is not only the most tedious employment situation, but also the most stressful.  Micromanagement drives people crazy.”

Hele mit verdensbillede – MIN OPFATTELSE AF MIG SELV (det vigtigste udgangspunkt i livet) er præget af skolen, som nogle gange så på mig med milde øjne, andre gange ikke.
Jeg var den larmende type. En pige som sagde fra, og talte højt. Jeg hadede tysk, matematik og naturfag. Når jeg tænker på, hvor meget energi jeg har brugt på de fag – argh, altså. Jeg har brugt meget mere (ukonstruktiv) energi på de emner, der ikke interesserede mig, end jeg brugte på de fag, som jeg elskede. Når jeg tænker på, hvor meget skarpere jeg kunne have været til mine passioner, hvis jeg havde fået lov til selv at vælge. Jeg kan ikke regne ud, hvad det havde betydet, men jeg tror, jeg havde været dygtigere til mange ting. Måske havde jeg fundet min vej tidligere og ikke følt mig forkert. Og mon ikke jeg også havde syntes, at både tysk, matematik og naturfag var spændende emner, hvis de var kommet til mig i min egen tid; præsenteret på en måde, som tiltalte mig?

Tidligere på ugen havde vi en dag herhjemme, som var præget af uenighed og modstand i børneflokken. Kristian og jeg ville gerne ud, og nogle af børnene var med på idéen om at gå en tur, men vi havde glemt lidt af hvert derhjemme, vinden slog os i ansigtet, og nogle af børnene havde egentlig ikke lyst alligevel. Vi gav op. Efter bare to kilometer satte vi os ved vandet, før vi vendte hjem igen. Vi bagte pandekager, og spiste tre hver.
Men der var flere konflikter. Konflikter i kølvandet på vores nye liv: Det tager tid at finde sig selv i en fremmed virkelighed, og man skal finde ud af, om det nu også er rigtigt, at man pludselig er fri (og hvor fri er man, når ens forældre stadig selv arbejder på at blive det?) Storm var urolig, for at sige det mildt. Jeg spurgte ham, hvad han aller helst ville. “Hvis du må gøre, hvad du vil hver dag hele næste uge, resten af dit liv – hvis du er helt fri til selv at bestemme, hvad vil du så helst lige nu?” “Så vil jeg tage på flugt. Cykle langt væk,” svarede han uden tøven. Godt, Cecil Bødker skrev Silas-bøgerne, tænkte jeg. “Super,” svarede jeg. “Har du brug for hjælp for at komme af sted?”
Han trak cyklen frem, fyldte vandflasken, og lånte Kristians mobiltelefon, som han viklede ind i et håndklæde og satte på bagagebæreret. Så cyklede han af sted, håbede vist på at være hjemmefra længere end nogensinde før. Jeg var stolt, og smilede stort de første minutter. Derefter tænkte jeg: “Hvad nu hvis det går galt? Hvad nu hvis det her er turen, hvor han er ude for en ulykke? Og jeg har opfordret ham til at tage af sted?” Så kom jeg i tanke om, at vi ikke kan bremse vores børns liv, derimod kan vi klæde dem på til at imødekomme livet bedst muligt. Jeg trak vejret dybt, skubbede angsten til side. Efter en halv time ringede han, og stod foran en vens dør i en nærliggende landsby. “Men jeg har ikke lyst til at gå ind alligevel.” Lidt efter fik jeg en sms fra min veninde i udkanten af den samme landsby. “Jeres dejlige dreng er her”. Han holdt hvil hos vores venner i ti minutter, før han ringede, og bad mig cykle ham i møde. Hans blik da han kom op af bakken mod mig på sin cykel: Hans kæmpe stores smil, vingefanget over ryggen, som pludselig var fordoblet. Han var så stolt og glad.

Det kan anbefales. Også på trods af kampene, interne såvel som eksterne. Det er det værd – og mere til.
Og nu bliver jeg lige nødt til at tilføje, at det “frie liv” her hos os ikke betyder et liv uden struktur eller grænser. Vi har brug for rammer og forudsigelighed og for genkendelse, alle seks. Måske særligt jeg og et par af børnene. Så vores liv kører på det praktiske plan efter nogle ret faste rytmer, og sådan har vi det bedst. Der, hvor vi søger friheden, er i vores tankemåder. Vores evne til at lære nyt og måske vigtigst af alt vores tillid til børns evne til selv at justere, finde vej og mærke sig selv.

Storm tog det her billede med mit kamera på vores gåtur tidligere samme dag

Og det her

Hvad er jeres erindringer om frihed som barn?