Hvordan (i alverden) får man råd til at hjemmeskole

Jeg delte i går et indlæg om de økonomiske aspekter ved at hjemmeskole, hvori jeg brugte en del citater fra facebookgruppen “Fri Læring” (som jeg vil anbefale alle, der er interesserede i hjemmeundervisning at søge medlemskab i). Citaterne kom fra en tråd, jeg selv havde startet med spørgsmålet: “Hvordan får I jeres økonomi til at hænge sammen?”, og selvom jeg troede, det var tydeligt, at jeg ville bruge udtalelserne her på min blog, blev det klart, at flere var ærgerlige over, at jeg ikke blot havde brugt deres svar som inspiration til en mere generel tekst.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, der går en del specifikke erfaringer tabt, når man generaliserer over et emne, som jeg for øvrigt selv er fuldkommen grøn i, men jeg håber, at der alligevel er inspiration at hente i nedenstående (og heldigvis har jeg fået tilladelse til at bruge nogle af de rigtigt gode udtalelser også).
Jeg håber meget, at alle hjemmeskolere som læser med, har lyst til at dele jeres erfaringer i kommentarsporet – det kan gøres anonymt.

Når jeg ikke i denne sammenhæng skriver en masse om min egen families erfaringer (som jeg ellers har været inde på her – og her), er det fordi, vores økonomi ikke pt. har måttet antage end anden form end før vi hjemmeskolede.

Essensen af de det, jeg hører i hjemmeskolernetværket (hvor man populært kalder sig selv “HU’ere”, hvilket står for “hjemmeundervisere”), er, at folk indretter sig, så det bliver muligt at hjemmeskole: At det er så vigtigt (nærmest eksistentielt) et valg, at man er villig til at tilpasse alt andet derefter. For nogle betyder det, at de bor meget småt og ikke har bil, mens det for andre løber rundt, fordi den ene arbejder fuldtid og den anden har deltidsarbejde, hvor de krydser hinandens vagter. Der er også enlige hjemmeskolere – det skriver jeg lidt om senere i indlægget.

En del familier nævner selvforsyning (kød, grøntsager, tøj) som en økonomisk aflastning, og jeg har indtryk af, at omend den største koncentration af hjemmeskolere findes i hovedstaden, så er der også en anseelig procentdel, som vælger at flytte på landet til lavere udgifter og bedre muligheder for at dyrke jorden m.m.

Hvor kan man ellers spare penge? De samme steder som alle andre, der er presset på økonomien, tænker jeg. Nogle hjemmeskolere skærer forsikringer, økologi, pension, rejser og fødselsdagsgaver fra. Nogle argumenterer for, at der ikke er én eneste ting, man behøver: “Det er et spørgsmål om at bryde med vanetænkningen og se sin frygt i øjnene.” Jeg oplever selv, at livsstilen som hjemmeskoler bliver selvforstærkende, så vores valg af at hjemmeskole herhjemme går mere og mere i hånd med et nedtonet forbrug af….well, forbrug.

Jeg får det indtryk, at ønsket om at hjemmeskole er så stærkt for mange, at der ikke nødvendigvis er tale om en konstant kamp imellem forbrug og frihed, sådan som man ellers kunne forvente i et samfund, hvor meget handler om køb og salg. Jeg får også det indtryk, at mange hjemmeskolere er mennesker, som har ressourcerne til at træffe et så alternativt valg ud af overskud, og det er en anden vigtig pointe, som jeg vil prøve at komme omkring på et tidspunkt: Spørgsmålet om hvad ressourcer rent faktisk er? Med ressourcer mener jeg nemlig ikke økonomi, men derimod en mental indstilling, som gør det muligt at træffe de valg, man drømmer om. Jeg er overbevist om, at langt de fleste mennesker, som ikke følger deres drømme, reelt har svært ved at forklare det med økonomiske eller fysiske udfordringer, men derimod blot kunne kaste et blik på de mentale benspænd, som vi sætter op for os selv, for at finde svaret. Det er vildt, hvad der kan lade sig gøre, hvis vi tør.

Et par af kommentarerne fra forummet lyder således:

* Jeg er alene med min søn, selvstændig og arbejder hjemmefra. Det har krævet is i maven, at turde tage nogle vilde spring med bind for øjnene og tillid til at det hjertet kaldte på, var det rette samt et meget stærkt høreværn mod alle de mange mennesker der sagde at ‘Det kan man ikke leve af’ og ’sådan kan man da ikke bare gøre’.  Det kan lade sig gøre, men for de fleste kræver det formentlig så stort et spring ud af komfortzonen, at det kan virke uoverskueligt. Personligt skulle jeg derhen, hvor det trygge valg var så uudholdeligt, at frygten for det usikre blev til en biting. Jeg kunne ikke vælge anderledes. Både da jeg gik selvstændig, og da jeg hev sønnike ud af skolen. Og måske er det der, man skal hen, før man tør tage springet? At det indre pres overdøver det ydre?”

* Vi startede vores eget firma for lang tid siden. Så det spring har vi ikke skullet tænke på i forbindelse med at have børnene hjemme, der har det mere været tankerne, der har holdt os tilbage.
De ting, vi har valgt at spare på, er f.eks. pension og økologi. Det er meget sjældent, nogen i familien får nyt tøj, det er arvet det meste. Møbler er fra storskrald eller arvet, med nogle enkelte købte. Vi har et minimum af forsikringer, dvs ingen ulykkesforsikring eller livsforsikring.
Fra maj til september har vil lejet vores hus ud på Airbnb mens vi har boet i vores kolonihave i Viborg (bor normalt i Århus c).
Om en måneds tid har vi lejet huset ud igen, og tager ud, og rejser jorden rundt i fem år. Igen har det krævet nogle beslutninger og tanker om, hvordan man gør det billigst, men det meste kan lade sig gøre, og for det meste kan man ikke kopiere de valg, andre har taget, for det er personlige valg. For nogle vil beliggenheden af ens hjem være det vigtigste (altså udover at få børnene hjem, ikke) for andre økologi, igen andre vil ud at rejse og nogle vil meget gerne have sikkerheden i en pension.
Andre igen synes, at det at den ene forælder arbejder meget, fungerer bedst, og for andre er løsningen, at begge arbejder deltid (som vi har valgt). Nogle kan arbejde online og på den måde være hjemme, mens andre flytter sammen med bedsteforældre eller venner for at få hverdagen til at hænge sammen osv.”

* Vi bor billigt til leje i bofællesskab (verdens bedste konstruktion – legekammerater over det hele). Min mand arbejder hjemmefra med det, der virkelig er hans passion, så han tæller ikke timer – han tjener på ingen måde styrtende, men nok til, at der er et okay fundament at gå ud fra. Jeg synger i kirke om søndagen, og har beholdt mit gamle timelønnede studiejob, som jeg (næsten) kan skrue op og ned på, som jeg vil. Vi er i gang med en øvelse i at skrue en lille smule ned for forbruget, så jeg kan arbejde en lille smule mindre og holde fokus på at være fuldtidsmor uden at blive stresset. Manden er fra Italien, så én af de poster, som vi prioriterer her, er flybilletter ned til farmor og farfar en gang eller to om året. Ellers alle de gængse sparetricks – grøntsager fra egen køkkenhave, billige forsikringer og mobilabbonnementer, arvetøj og -legetøj osv.

* Vi har vel rundt regnet, hvad der svarer til en deltids løn at leve for. Jeg har dog aldrig følt mig fattig, trods vores anderledes livstil – verden er fuld af ressourcer, det kommer tit blot an på, hvordan man ser på det. Vi har aldrig manglet noget af det, der betyder noget for os.”

Afledt af min tråd om økonomi opstod der en anden tråd i gruppen om, hvorvidt man kan være aleneforælder og hjemmeskole. Syv-otte kvinder svarede, at det er de, og de malede nogle vidt forskellige billeder af, hvordan de får det til at gå op. Én forklarede, at det kan hænge sammen, fordi hendes forældre støtter hende; en anden skrev, at en bedsteforælder tager børnene, når hun har døgnvagt en gang hver uge.
Her er et par af deres uddybninger:

* Ja, jeg er alene. Dog indgik min eksmand og jeg aftale om (tidsbegrænset) ægtefællebidrag, da vi blev skilt for to år siden. Uden det, kan jeg ærlig talt ikke se, hvordan jeg ville kunne undervise hjemme. Jeg har ikke noget fysisk netværk at trække på, så jeg har bogstavelig talt kun mig selv i hverdagen, og far har bosat sig langt væk. Men jeg ved at der er andre herinde, der er enlige og hu’er.
Jeg vil så lige sige, at jeg lige har forsøgt at arbejde i vågen nattevagt, og det måtte jeg (desværre) opgive. Jeg havde vagter fra 23-11, og med halvanden times transport tid i begge ender. Det kunne ikke lade sig gøre, og jeg måtte stoppe medens “legen var god”. Virkelig på alle måder et godt arbejde (handikaphjælper) men jeg mistede korttidshukommelse og tidsfornemmelse fuldstændigt, og sov al den tid jeg ikke var på arbejde. Det kunne jeg ikke ene forælder få til at hænge sammen. Er man to, kan man jo bakke hinanden op på den ene eller anden måde, tænker jeg. Jeg vil nu prøve at finde noget andet – en erfaring rigere..!

* Jeg er alene med min dreng på 7. Vi er kun os to, far er ikke rigtigt inde i billedet og jeg har ikke det store netværk. Så vi klarer os selv, det lærte jeg på den hårde måde. Så den del var sådan set selvkørende inden hu-valget kom ind i billedet. Min historie de sidste 8 år har nærmest kørt mig stilling til der hvor vi er nu, jeg står op kl 5 de fleste dage, fjernbehandler dagens klienter og er som regel færdig når ham den lille vågner. Så er der morgen hygge og skole ved morgenbordet ( dagens dejligste stund) hvorefter sønnike leger og jeg laver det praktiske der følger med arbejdet. Har jeg Skype sessioner, er han så stor nu at han fint kan underholde sig selv i en times tid imens jeg arbejder. Så det har krævet nogle kreative arbejdsløsninger for at få det hele til at gå op, men det funker og vi begynder virkelig at lande i flowet, og det er ret magisk

* Jeg er alene – og hjemmeunderviser alene. Det er mig der har valgt at lade min søn bestemme at han vil uskoles, og jeg har mildest talt skullet kæmpe med hans far om at det er sådan det er!
Jeg forsørger mig selv. Jeg har min egen konsulentvirksomhed, og tager en ret pæn timepris. Det betyder at jeg er meget hjemme – fordi jeg ikke tager mere ind end vi har brug for. Men det er naturligvis en delikat balance. Jeg har pt. to hovedgrupper af kunder: Kulturinstitutioner og Praktiserende læger. Kulturinstitutioner kræver en del rejseaktivitet, fordi jeg holder øje med hvad der sker på udstillingsfronten internationalt. Der har jeg så Isak med.
Og når jeg laver kurser for Fx. Region Midtjylland for uddannelseskonsulenter i forhold til lægerne, så er han nu så stor at han bare er alene i 1 1/2 døgn.

Hvad tænker I alle sammen?
Jeg (og alle der læser med) vil vildt gerne høre jeres erfaringer (og spørgsmål) så skriv løs i kommentarfeltet (hvor man gerne må være anonym)

 

Vores skole

Jeg ved med mig selv, at mine indtryk af det her nye hjemmeskoleliv stadig er under konstant forandring, fordi der er så meget, som vi er midt i at lære, og derfor føles det sårbart at skrive om. Samtidig er det jo netop nu, vi gør os erfaringerne, og det er nu, jeg helt præcist kan formidle oplevelsen af at stå netop hvor vi gør, og den erfaring tror jeg, er værdifuld for mange.

“Hvordan griber I undervisningen an i hverdagen?” spørger mange i kommentarsporet her på bloggen. Jeg vil tage de første skridt i retning af en beskrivelse her.

Vi hjemmeskoler efter den filosofi, som populært kaldes “unschooling”. Unschooling er traditionelt set altid hjemmeskoling, men ikke al hjemmeskoling er unschooling. De fleste hjemmeskolere på verdensplan er ikke unschoolere – i USA anslås 10 procent af de knap 2 millioner hjemmeskolere at unschoole. Det betyder, at de resterende 90 procent hjemmeskolere typisk benytter pensum, skemalagt undervisning osv. – i de fleste tilfælde kan det måske bedst beskrives som en mindre udgave af en almindelig skole, omend ofte med et lidt andet fokus, eks. religiøst. Det er mit indtryk, at billeder ser anderledes ud herhjemme, hvor ganske få hjemmeskoler, men en større andel af dem til gengæld lader til at unschoole.
Unschooling er beskrevet vidt og bredt – på utallige blogs og i lige så mange bøger. Unschooling er en vision for læring, hvis tilhængere er både dedikerede og villige til at formidle.

Jeg har sakset beskrivelsen af “unschooling” herunder fra frilæring.dk, som er foreningen for hjemmeundervisning og unschooling i Danmark. Der er utallige måder at unschoole på – unschooling er ikke så meget en specifik måde at indrette sig på, som det er en måde at se livet. Unschoolere er med andre ord alt fra urbane mennesker i verdens største byer til vildmarks baserede familier langt fra civilisationen, og ligheden er, at de har samme overbevisninger, når det kommer til indlæring.

Punkterne herunder er sakset fra den danske forening for hjemmeundervisning og unschooling, Frilæring.dk:

I unschooling er der;

  • ingen holdning om, at nogle ting “skal” læres – kun den enkelte person kan afgøre, hvad der er vigtigt og brugbart for ham/hende…
  • ingen fastsatte tidsrammer – kun barnet selv kan vide, hvornår han eller hun “skal kunne” noget, eller hvor lang tid han/hun ønsker at bruge på et givent emne…
  • ingen forventninger om brug af bestemte hjælpemidler – unschooleren mener, at kundskaber og viden kan erhverves på tusind forskellige måder, og ikke kun (men heller ikke aldrig) ved hjælp af “skolebøger”…
  • ingen skelnen mellem “læretid” og “fritid” – for en unschooler er alting (og altid) kilde til læring, og læring udløber naturligt af enhver aktivitet…
  • ingen brug af ekstern manipulation – karakterer, smileys, klistermærker og andre former for ekstern bedømmelse af en persons kunnen – kun det enkelte individs egne forventninger og målsætninger ligger til grund for en evt evaluering af standpunkt eller færdigheder…

Jeg vil mene, at vi herhjemme bekender os til alt det ovenstående, men jeg har alligevel lyst til at tilføje, at jeg kan genkende min egen tilgang endnu bedre i beskrivelsen af “self-directed-education“, som ikke i sin essens er meget anderledes, men som er beskrevet, så det rammer mig. For eksempel finder jeg stor genkendelse i listen over “de seks optimerende betingelser” – og den her video er værd at se:

Hjemme hos os foregår hjemmeundervisningslivet pt. sådan, at vi har en vis struktur omkring vores dage. Vi sover så længe, som vi kan (ikke vanvittigt længe, men faktisk vågner børnene sjældent før seks, nu hvor vi ikke har travle morgener). Dagen starter meget ofte med at alle børn tegner/læser/skriver eller leger hver for sig omkring spisebordet og i sofaen. Så spiser vi morgenmad, og derefter går vi udenfor; ofte til stranden eller ud i marken/værkstedet. Vi spiser varm mad til frokost, og så er vi som regel indenfor i Junos lur klokken 12:30-14, hvor vi læser eller leger. Vi forældre ordner nogle dage et par af vores egne ting i det tidsrum; eks. arbejdsopgaver eller længeventede telefonopkald. Derefter er vi ude igen, før vi som regel trækker indenfor klokken 16-17 stykker. Børnene leger så (uden forældreindblanding), og vi rydder op (lige for tiden arbejder vi på at få børnene til at hjælpe uden modstand), og spiser aftensmad klokken 17:30 cirka (rugbrød, som regel). Efter aftensmaden leger børnene for det meste rigtig godt den næste time eller halvanden, og ofte ender det med en fælles aktivitet for hele familien, som gerne strækker sig til klokken 20-20:30. Det kan være “postkontor” (hvor børnene skriver breve til hinanden, og skiftes til at være postbud) eller en form for research, eksempelvis. Vores børn er stadig meget optagede af 2. Verdenskrig, så det er den slags, vi griber fat i både midt på dagen og efter maden i de her uger: Vi læser om krigen, skriver breve om den, bygger maskiner, som kan desarmere fjendens tanks og papirfly.

Begrebet “deschooling” støder man på igen og igen som ny hjemmeskoler. Deschooling er kort sagt den periode, som man bevæger sig igennem, før man er fri fra sin skolegang. Som barn handler det om at mærke friheden, lære at stole på sig selv, opbygge tillid til at man kan og vil lære. Som forælder handler det derudover om at komme fri af de tankemønstre, som er hæftet til indlæring, og som låser én fast i, at der er bestemte måder at lære på og specifikke tidspunkter, hvor det er vigtigt at have lært det ene og det andet.
I starten tænkte jeg “ja, ja, så skolede er mine børn ikke”, men omend det er korrekt, at vores børn ikke kommer fra mange års skolegang eller lange institutionsdage, så har de alligevel været vant til en rutine, som indebar at blive afleveret ude, og at deres dage blev tilrettelagt af andre end dem selv. Det skal de bruge tid til at komme fri fra, fordi deres rammer pludselig er nogle andre.
Så er der Kristian og mig: På trods af at ingen af os er særligt skolede – vi har ikke engang studenterhuer – og selvom vores succeser i livet ikke kan tilskrives uddannelse (næsten tværtimod), har vi hele vores liv fået at vide, at det er sådan, man lærer: I skolen. Det tager tid at finde tilliden til den selvmotiverede indlæring og lære at stole på, at det er godt nok, at vi følger vores indre motivation. Jeg har hørt, at det tager et helt liv at blive deschoolet; ikke for børnene, men for deres forældre.
Vi gør vores bedste.

Jeg synes, min tillid til vores filosofi for børnenes læring er stor allerede: Jeg har sådan en vidunderlig følelse i maven af, at vi er i gang med det mest meningsfulde skifte nogensinde. Jeg føler en blomst folde sig ud i mig selv, og jeg ser den åbne sig i hvert af mine børn. Storm er den, som har været i skole, og som i det hele taget er ældst og dermed har flest erfaringer fra institutionslivet, så måske det er sværest for ham, men han omfavner det her liv i høj grad: Han er glad, stolt endda, og i rivende udvikling samtidig med at han kæmper med friheden, som han skal lære at stole på. De to på fem har taget en himmelflugt, siden vi gik på sommerferie: De hviler meget mere i sig selv nu. Det er godt for deres selvværd at være hjemme, og deres nysgerrighed og indre liv er ligesom skudt i vejret, og der er hele tiden idéer og evner, som de ikke havde før. Men sådan er børn jo, så jeg vil ikke tilskrive det alt sammen vores hjemmeliv.

Hvad er anderledes end før?
Vi siger ikke til vores børn, hvad vi tænker, det kunne være sjovt for dem at lege/læse/lytte til/lave i løbet af dagen, men vi følger op på det, de viser interesse for.
Vi øver os i ikke hele tiden at foreslå ting i sociale sammenhænge: I stedet for a sige “Hvad med om dig og Sigurd legede med din racerbane?” giver vi slip, og lader dem selv finde ud af, hvad de vil lege – hvis de vil lege.
Vi er meget bevidste om at have tillid til børnenes egen dømmekraft. Det er den vildeste rejse at blive opmærksom på, hvor meget vi har blandet os hidtil, og hvor uendeligt unødvendigt det er. Det er vildt, så lidt tillid vi har til børnenes eget kompas i vores kultur – og hvor svært det er at slippe kontrollen.
Så vi guider dem, og vi er der (altid) sammen med dem. Vi står klar, og vi tager os tid, men vi skubber dem ikke på vej, og vi opfordrer dem ikke til en masse ting (heller ikke i bedste mening). Vi prøver virkelig at tie stille og lade tingene komme af sig selv.

Min veninde sagde i sidste uge: “Med den slags børn (følsomme, begavede), så skal man ikke proppe ny viden i hovedet på dem, medmindre de efterspørger det.”
Vi øver os i ikke hele tiden at fylde mere på, og oplever, at de i høj grad selv er i stand til at regulere deres forskellige indtag. Det tager tid, ja, de skal også lære at stole på sig selv (vi har pillet tilliden til dem selv ud, når vi hele tiden placerede dem i situationer, hvor andre sagde, hvad de skulle gøre.) De gør oprør, mens de opdager nye sider af sig selv – særligt Storm. I sidste uge sagde han til én af sine bedsteforældre på et besøg hos dem: “Du skal ikke fortælle mig, hvordan jeg skal holde på min gaffel. Jeg lærer det, når jeg er klar, og jeg får mindre lyst til at lære det, hvis du tvinger mig”. Og så kiggede han eftersigende med sammenknebne øjne på de voksne, der sad omkring bordet. Heldigvis mødte han total accept. “Vi er klar til at vise dig det, hvis du en dag får lyst,” sagde bedsteforældrene med et smil.

Jeg oplever, at der sker læring hele tiden i vores liv, men jeg er påpasselig med at fremhæve noget fremfor andet, fordi det i sin essens går imod unschooling-tanken: Er det mere “rigtigt”, at vi læser Tolkien, eller laver kemiforsøg, end det er at være på stranden en hel dag? Er det mere rigtigt, at mine børn bygger end hule, end det er, at de hører en lydbog? Jeg er selv tilpas skolet til, at jeg bliver særligt glad, når mine femårige pludselig kan læse, fordi det gør mig tryg i det center, hvor min egen skolegang er lagret, så jeg er opmærksom på ikke at tillægge enkelte aktiviteter mere værdi end andre. Indadvendt refleksion og tilsynelandende stilstand kan i sig selv være en uendelig kilde til læring.

Jeg oplever, at mine børn helt af sig selv, søger viden det meste af tiden. Når jeg er alene hjemme med dem, og beder de tre ældste være lidt stille, mens jeg putter Juno, tager de ofte deres skrivebøger frem, eller sætter sig, og læser højt for hinanden.
For de to på fem år, som aldrig har været i skole, er der ikke læring, som er mere forbundet med skole og dermed mindre attraktivt klokken 20 lørdag aften. Alt, som fodrer deres kapacitet til at føre et godt og meningsfuldt liv, griber de, og fordyber sig i, uden den mindste tøven. Det smitter af på Storm, som også bliver mere og mere åben overfor den slags aktiviteter, når de andre foreslår det.

Så konklusionen på det her skriv, som burde/skulle/og egentlig sagtens kunne være ti gange så langt, er, at jeg ser meget tydeligt, at mine børn lærer en helt masse uden pensum, uden tvang, uden motivationsløse gentagelser. De opsøger selv al den viden, de kan rumme, og vi prøver at facilitere et liv og nogle rammer, hvor der er rum til at lære, til fordybelse og nye udfordringer. Vi griber deres interesserer, og følger op på dem. Læser, researcher, ser dokumentarer, hører lydbøger, skriver, tegner, leger – leger, leger, leger.
Jeg læste en blog, hvor er erfaren unschoolingmor skrev, at det første år med unschooling handler om at tage den med ro og finde sig selv og sin egen rytme. Jeg begynder at tro på, at det er tilstrækkeligt. At vi nok skal nå alt, selvom vi ikke har travlt. At det er helt okay, at mine børn ikke er på niveau med skolebørn på alle områder, fordi:

Hvilken læring kan I huske fra folkeskolen?
Jeg kan huske det, som ingen kunne holde mig fra at lære. Jeg kan huske de få ting, som jeg syntes, var oprigtigt spændende. Alt det andet glemte jeg så hurtigt, at det er helt skørt at tænke på. Det meste tog jeg ikke en gang med hjem fra skole samme dag.
Mine børn lærer om det, de brænder for. Ergo tror jeg på, at der lagrer sig i dem. At det de lærer, det lærer de, og dermed lærer de den vigtigste evne af alle, nemlig: At lære.

Lidt til inspiration:
Den bedste blog jeg er stød på om unschooling er den australske Happiness is here.

Bloggeren bag “I’m unschooled. Yes, I can write” er selv unschooled, og skriver om uddannelse og børnesyn.

Sudburyskolerne har eksisteret siden 1968, og bygger på et fundament af unschooling med stor frihed og uden pensum eller prøver. Der er én på vej i Danmark, den kan man læse om HER og der er en meget fin video om konceptet HER. Det er ikke det samme som at leve et liv med hjemmeskoling, men jeg ser det som et meget værdigt skolealternativ.

Hvad tænker I om den måde at lære på? Hvad tænker I om det liv?

Han valgte at tage flugten

Jeg vil prøve at dele nogle af mine tanker om, hvorfor jeg i onsdags skrev om mig selv, at: “(..) det er svært at sætte nogen fri, når man aldrig selv har været det”.
En læser har efterfølgende spurgt, om ikke netop jeg er fri – med det liv jeg lever, og de valg jeg træffer. Det er så svært at svare på. Jeg er givetvis mere fri i min måde at tænke og leve end mange? Jeg har nok altid tænkt uden for kasserne og turdet vælge det, der føltes rigtigt for mig og ikke nødvendigvis for alle mulige andre. Men jeg er alligevel (også) et produkt af de forventninger, som der har været til mig alene i kraft af min helt almindelige opvækst.
De tilstande, som jeg lægger mig ud med nu, er så grundlæggende, at jeg forestiller mig, at mine refleksioner lyder utilgængelige i manges ører? De normer i vores verden, som jeg begynder at se med nye øjne, er den virkelighed, som langt de fleste af os accepterer som den største selvfølge.
Det er min skolegang, for eksempel: De ti år i folkeskolen, hvor to kærlige forældre hver dag sendte mig af sted ud fra de bedste intentioner. Jeg får lyst til at fortælle, at jeg gik i en børnehaveklasse, hvor jeg først mødte klokken 12, og havde fri igen klokken 15, fordi min mor var på barsel det år, og holdt af de lange morgener med sine børn. Kærlighed og nærvær. Og ved I hvad? Netop mens jeg skriver dette, husker jeg for første gang længe, at jeg havde hovedpine hver dag i børnehaveklassen: Jeg var ved øjenlæge og ved ørelæge, og ofte var jeg sygemeldt. Til sidst begyndte jeg selv at tvivle på, at jeg overhovedet havde ondt i hovedet? “Er det noget, du finder på, Maj?” Sådan spurgte både mine forældre og lærere, med rette, måske.

Måske havde jeg hovedpine, fordi der var forventninger til, at jeg skulle lære alfabetet – foran en hel klasse? Jeg har altid haft svært ved at lære ting på kommando, særligt når andre ser på. Nu kan jeg pludselig se for mig, hvordan bogstaverne var skrevet øverst på den store tavle, og jeg kan svagt mindes en afgrundsdyb usikkerhed inden i over måske ikke at kunne alfabetet, sådan som det ellers var forventet. Jeg, som i dag elsker ord så højt. Jeg, som lever af at skrive.

Er der en mulighed for, at børn ikke er forkerte, blot fordi de ikke passer ind i den samme kasse, alle sammen? At skolen er helt rigtig for nogle, og ikke rigtig for andre?

Jeg kan huske følelsen af at kunne alt i verden, og samtidig ikke at kunne noget som helst. Som om jeg indeholdt en indsigt og viljestyrke, der havde potentiale til at ændre verden, og samtidig var der så mange kasser, som jeg skulle passe ned i, at mine tanker blev en begrænsning. Der var et vakuum: hvem lytter, hvem tager sig tid? Hvor er det enkelte barns drømme, passioner, længsler og motivation i det puslespil, som barnet skal passe ind i?

Jeg har lært fra starten, at vi skal imødekomme bestemte ting på bestemte tidspunkter. Senere modsatte jeg mig systemet ved at male mine negle sorte, tale med store bogstaver og rejse over på den anden side af jordkloden i en ung alder. Men var det i virkeligheden det mindst frie, jeg kunne gøre? Hvem er man slave af, når man kæmper så bravt for at blive fri?

Når jeg taler om, at jeg ikke er fri, og derfor skal lære at sætte mine børn fri, handler det altså om noget, som de fleste af os tager for givet: Et samfund med nogle strukturer som de færreste stiller spørgsmålstegn ved. Kan skolen, den institution som vi overdrager ansvaret for læring og dannelse, for nogle tænkes at være det sted, hvor vores kreativitet og frie vilje dør ud? Kan skolen, de bygninger hvor vi møder vores jævnaldrende, og indgår i fællesskaber gennem et årti, for nogle tænkes at være det sted, hvor vores selvværd og livsmod svinder ind?
Tør nogen stille de spørgsmål? Hvad sker der, hvis svaret gør ondt?

Skolen er noget, vi alle har følelser forbundet med. Stærke følelser, endda. Skolen er så kolossalt stor en brik i hele vores samfundsvæsen, at man kun må justere i nuancerne.
Nogle mennesker lader til nærmest at lide af Stockholmsyndrom, når det kommer til skolen: Hvis det går op for dem, hvor lidt godt de har taget med derfra, var det pludselig ikke al smerten værd. Derfor elsker de skolen, og forsvarer den, fordi alt andet ville resultere i en sårbar erkendelse.

Så når jeg taler om frihed, er det en frihed sat op imod et system, som vi tager for givet i en sådan grad, at det virker skødesløst/provokerende/anarkistisk at forholde sig (meget) kritisk til det. Når jeg taler om, at jeg ikke kender til friheden – den frihed, som jeg ønsker for mine børn, – så handler det om, at også jeg voksede op i et system, hvor jeg blev bedømt ud fra, hvor godt jeg lykkedes. Hver dag.

Peter Gray, professor i psykologi og lidt af en helt i unschooling-verdenen, har skrevet om skolen:
“Imagine a job in which your work every day is micromanaged by your boss. You are told exactly what to do, how to do it, and when to do it. You are required to stay in your seat until your boss says you can move.  Each piece of your work is evaluated and compared, every day, with the work done by your fellow employees.  You are rarely trusted to make your own decisions.  Research on employment shows that this is not only the most tedious employment situation, but also the most stressful.  Micromanagement drives people crazy.”

Hele mit verdensbillede – MIN OPFATTELSE AF MIG SELV (det vigtigste udgangspunkt i livet) er præget af skolen, som nogle gange så på mig med milde øjne, andre gange ikke.
Jeg var den larmende type. En pige som sagde fra, og talte højt. Jeg hadede tysk, matematik og naturfag. Når jeg tænker på, hvor meget energi jeg har brugt på de fag – argh, altså. Jeg har brugt meget mere (ukonstruktiv) energi på de emner, der ikke interesserede mig, end jeg brugte på de fag, som jeg elskede. Når jeg tænker på, hvor meget skarpere jeg kunne have været til mine passioner, hvis jeg havde fået lov til selv at vælge. Jeg kan ikke regne ud, hvad det havde betydet, men jeg tror, jeg havde været dygtigere til mange ting. Måske havde jeg fundet min vej tidligere og ikke følt mig forkert. Og mon ikke jeg også havde syntes, at både tysk, matematik og naturfag var spændende emner, hvis de var kommet til mig i min egen tid; præsenteret på en måde, som tiltalte mig?

Tidligere på ugen havde vi en dag herhjemme, som var præget af uenighed og modstand i børneflokken. Kristian og jeg ville gerne ud, og nogle af børnene var med på idéen om at gå en tur, men vi havde glemt lidt af hvert derhjemme, vinden slog os i ansigtet, og nogle af børnene havde egentlig ikke lyst alligevel. Vi gav op. Efter bare to kilometer satte vi os ved vandet, før vi vendte hjem igen. Vi bagte pandekager, og spiste tre hver.
Men der var flere konflikter. Konflikter i kølvandet på vores nye liv: Det tager tid at finde sig selv i en fremmed virkelighed, og man skal finde ud af, om det nu også er rigtigt, at man pludselig er fri (og hvor fri er man, når ens forældre stadig selv arbejder på at blive det?) Storm var urolig, for at sige det mildt. Jeg spurgte ham, hvad han aller helst ville. “Hvis du må gøre, hvad du vil hver dag hele næste uge, resten af dit liv – hvis du er helt fri til selv at bestemme, hvad vil du så helst lige nu?” “Så vil jeg tage på flugt. Cykle langt væk,” svarede han uden tøven. Godt, Cecil Bødker skrev Silas-bøgerne, tænkte jeg. “Super,” svarede jeg. “Har du brug for hjælp for at komme af sted?”
Han trak cyklen frem, fyldte vandflasken, og lånte Kristians mobiltelefon, som han viklede ind i et håndklæde og satte på bagagebæreret. Så cyklede han af sted, håbede vist på at være hjemmefra længere end nogensinde før. Jeg var stolt, og smilede stort de første minutter. Derefter tænkte jeg: “Hvad nu hvis det går galt? Hvad nu hvis det her er turen, hvor han er ude for en ulykke? Og jeg har opfordret ham til at tage af sted?” Så kom jeg i tanke om, at vi ikke kan bremse vores børns liv, derimod kan vi klæde dem på til at imødekomme livet bedst muligt. Jeg trak vejret dybt, skubbede angsten til side. Efter en halv time ringede han, og stod foran en vens dør i en nærliggende landsby. “Men jeg har ikke lyst til at gå ind alligevel.” Lidt efter fik jeg en sms fra min veninde i udkanten af den samme landsby. “Jeres dejlige dreng er her”. Han holdt hvil hos vores venner i ti minutter, før han ringede, og bad mig cykle ham i møde. Hans blik da han kom op af bakken mod mig på sin cykel: Hans kæmpe stores smil, vingefanget over ryggen, som pludselig var fordoblet. Han var så stolt og glad.

Det kan anbefales. Også på trods af kampene, interne såvel som eksterne. Det er det værd – og mere til.
Og nu bliver jeg lige nødt til at tilføje, at det “frie liv” her hos os ikke betyder et liv uden struktur eller grænser. Vi har brug for rammer og forudsigelighed og for genkendelse, alle seks. Måske særligt jeg og et par af børnene. Så vores liv kører på det praktiske plan efter nogle ret faste rytmer, og sådan har vi det bedst. Der, hvor vi søger friheden, er i vores tankemåder. Vores evne til at lære nyt og måske vigtigst af alt vores tillid til børns evne til selv at justere, finde vej og mærke sig selv.

Storm tog det her billede med mit kamera på vores gåtur tidligere samme dag

Og det her

Hvad er jeres erindringer om frihed som barn?

Lidt tung om hjertet

Jeg nåede kun at være trist en times tid i går formiddag, før Kristian vendte hjem fra en gåtur med sovende Juno, og havde haft ro til at tænke. Han sagde: “Vi har valgt det her liv for at være glade og frie, og det kan ingen tage fra os, hvis den følelse lever i os selv.”

Jeg kendte for et par år tilbage et midaldrende par, som efter 25 år på den samme villavej besluttede at flytte langt ud på landet, bygge et selvforsynende hus og dyrke jorden. Deres naboer var rystede. Faktisk var de vrede, og da parret nogle måneder senere havde solgt huset, og rykkede langt væk fra alle de mennesker, som de havde boet dør om dør og været gode venner med igennem så mange år, var det med en følelse af lige dele afmagt og sorg. “Hvad handler det om?” spurgte jeg parret, da de var på besøg nogle dage før flytningen. “Jeg tror, vores naboer har været af den opfattelse, at vi alle sammen indgik en pagt om at blive boende resten af vores liv, da vi flyttede ind på vejen. Og nu forbryder vi os mod den pagt ved at mærke efter i os selv og gøre noget andet,” svarede manden.

Måske er svaret, at når vi gør noget, som skiller os fra flertallet, så kan det føles som en kritik. Som om vi synes, vi har fundet en løsning, der er bedre (for alle). Måske er svaret, at når nogle mærker efter i sig selv, og finder, at det de før var glade for, nu ikke længere er rigtigt for dem, tja, så bliver alle dem, der ikke har mærket efter, opmærksomme på at det kunne de også gøre. Og så følger en form for frygt: “Hvis jeg mærker efter, hvad skal jeg så stille op, hvis jeg heller ikke er helt tilfreds?”

Nogle gange handler det bare om, at vi bliver stressede, når nogen vi kender, forandrer sig. Eller vi tager det personligt – det sårer os, at de gør noget, som vi ikke havde regnet med (ja, jeg kender selv følelsen).
Der kan være tusindevis af forklaringer, og tommelfingerreglen er ikke at tage det personligt. Som regel handler det om “dem” og ikke om “dig” – ergo: Gør, som du føler rigtigt.

Men derfor var det alligevel det med “dem” og “os”, som gjorde mig en smule trist i går. I en times tid, i hvert fald. Jeg er ellers næsten altid glad for tiden, men i går morges, da vi havde fodret grisene, og stod i den gyldne augustsol, og alt faktisk var lige præcis, som man næsten kun kan drømme om, mærkede jeg, at mit hjerte var tungere end normalt.
“Jeg tror, det er følelsen af modstand,” sagde jeg til Kristian. “Jeg kan godt forstå, hvorfor nogle ender med at føle sig stigmatiserede, når de lever alternativt.”

Det er noget med at bo på en ø (hvilket er et radikalt valg) og så at hjemmeundervise (hvilket på én eller anden måde er et kontraintuitiv, radikalt valg, da ingen andre herovre på øen hjemmeunderviser) og noget med at være selvstændige og arbejde fleksibelt og lave musik og skrive en blog. Der er en del ting i det set-up, som er forskelligt fra normen, tror jeg. Og det siger jeg, mens jeg føler mig meget almindelig. Altså, helt  fuldkommen lige så menneskelig som alle andre. Faktisk ualmindeligt menneskelig, måske. Jeg føler, det vi gør, er meget naturligt.

Men jeg føler mig også en lille smule sårbar for tiden, på grund af det med hjemmeundervisningen, som er så anderledes, at selvom det helt sikkert er det rigtige for os lige nu, så skal det forsvares og beskrives. Jeg bliver trængt på min frihed, når jeg oplever, at nogen har svært ved at acceptere vores ret til at gøre, som vi føler bedst. Jeg bliver både lidt trist, og får lyst til at flygte (langt ind i den svenske skov), fordi jeg ikke selv er i tvivl om, at vi er ansvarlige i vores måde at leve på.

I morgen skal vi for første gang mødes med kommunen, som skal føre tilsyn med vores lille skole, og jeg håber, de forstår, hvad det er, vi har valgt. Jeg håber ikke, at de føler det som en konflikt på forhånd, når vi skal mødes og diskutere hvordan de har til hensigt at tjekke, at vores børn udvikler sig tilstrækkeligt (i henhold til en lovgivning, som er meget fri, og som i sin essens giver hjemmeundervisere rigtig gode vilkår). Vores anderledes valg om at hjemmeundervise er ikke en kritik af institutioner eller enkeltpersoner. Det handler om os, ikke om nogen som helst andre. Derfor ønsker jeg, at de vil lytte med åbne hjerter, ligesom jeg gør, når nogen fortæller mig om deres valg.

Hvornår har jeg sidst følt, at jeg skulle tage mig sammen for at rumme et andet menneskes valg? Der er langt imellem, det sker. Men selvfølgelig er der mennesker, der lever på en måde, som jeg har svært ved at forstå. Derfor synes jeg alligevel, at deres liv er deres, og at vi alle sammmen har ret til at definere, hvad vi bliver glade af uden at skulle stå ret og forklare hvorfor.

Jeg elsker mit liv, og jeg er her for at skabe forandring, men nogle gange ville jeg gerne kunne lukke øjnene og bare glide med strømmen. Bare gøre som alle andre og være lige så lykkelig af den grund.

Åh, det blev en rodet bunke ord. Hele min familie sidder nedenunder, og spiser morgenmad, og jeg gik i seng klokken 2 efter at have arbejdet på et oplæg, og det her er måske ikke helt så enkelt, og måske heller ikke så farligt, som jeg tror.

Føler I jer nogensinde presset på jeres frihed?
Og kan I have svært ved at rumme andres valg?

Et øjebliksbillede

Jeg ved godt, at mit liv er et øjebliksbillede. At min lykke er lige nu, den er ikke en evighed.
Jeg ved godt, at det hele kan vende på et splitsekund. Lykken kan blive et fremmed land, og hvert af disse øjeblikke vil med ét være badet i mørke, de fleste af dem vil end ikke opstå.

Livet er forgængeligt og sårbart. Det er derfor, det er så vigtigt. Det er derfor, vi skal gøre vores bedste med den tid, vi har.

“Denne dag et liv.”

Vores fortiden kan vi selv være med til at beskrive. Fremtiden kommer, mens vi dufter til blomsterne, til børnenes dampende hår, og spiser de modne blommer fra træet med lukkede øjne.

Men selv hvis jeg blev ramt af sorg, ville jeg skrive dette: Det handler om tvinge det bedste ud af livet. Jeg kommer aldrig til at fortryde, at jeg prioriterede det, som betyder mest for mig.
At leve livet fuldt handler ikke for mig om at gøre mest muligt på kortest tid; det handler om at mærke efter og turde følge det, der kommer indefra.

Og så er det, jeg siger, at mit liv lige i dette øjeblik er så fuldt af mening, at det føles som græsset på en dugtung morgen. Det er mere, end jeg kan rumme. Der er så megen glæde. Sådan en forunderlig følelse af samklang over alt. En symfoni af mit liv; stemmerne, de små bløde hænder, maden fra mulden og den klare nattehimmel over os.

Det, der sker hjemme hos os i de her dage, er magisk.
Det er ikke perfekt. Det er ikke nødvendigvis nyvasket, fredsommeligt, konfliktfrit eller melodisk. Men det er magisk. Jeg har ikke prøvet det før: Den slags samhørighed, meningsfuldhed. Så store smil, så dybt fællesskab.

Børnene leger anderledes end tidligere. Dem, der aldrig plejede at finde hinanden, sidder pludselig ovenpå ved skrivebordet, og skriver et brev til deres penneveninde. De finder ordene ved fælles hjælp, skiftes vist nok til at føre pennen. En tredje hopper rytmisk – igen og igen – gennem stuen for sig selv. Stille og fokuseret. Han snakker om maskiner, som kan fange tanks og afmontere bomber. Han er tydeligvis igang med noget. Et projekt tager form i hans tanker.

Den anden dag gik vi en lang tur. Det gør vi en gang om ugen nu. Vi gik fire kilometer den ene vej, så en lille time på en legeplads. Fire kilometer den anden vej og en madpakke undervejs. Vi oplevede så meget, at jeg selvfølgelig har glemt det meste. Snakkede om alt mellem himmel og jord.

Hvordan skal man huske alle de emner, man kommer omkring, når man bevæger sig rundt i verden, og tager den ind? Der har været snak om division og brevduer og deraf ret meget om statistik, for i Irland dør en tredjedel af alle brevduer på hver tur, men i Danmark er tallet en tiendedel. Storm spurgte, om det betyder, at en due så dør efter sin tiende tur? Vi snakkede om helbred og om udsatte ruter. Men det statistiske svar måtte jo være ja? Dernæst snakkede vi om de magnetiske felter, som man mener, duerne styrer efter. Og om hvorfor de har svært ved det nu, hvor vi alle sammen taler i mobiltelefon. Vi kom hjem, og så en lokaludsendende om brevduer i Ishøj fra 1997 på youtube. Var trætte i kroppen på den måde, som føles godt.

Vi har aftalt, at vi starter hver dag med en tur til stranden, når vi har spist morgenmad. Det var børnenes forslag.
For tiden svinger vi forbi blommetræet både på vej derned og hjem igen. Træets grene hænger så tung af frugten, at jeg har sagt til det smukke, gamle træ, at vi sætter pris på hendes enorme gave. At vi spiser blommerne med lukkede øjne, glæder os til blommetærte om noge dage, når der er nok modne frugter.

Jeg tror på, at dette liv er et åndedrag i vores fulde eksistens. At vi er her for at udvikle os, finde vej mens vi lever. Lige nu lever jeg, som jeg helst vil.

Hvordan er jeres øjebliksbillede, lige nu?

Når børn leger krig

I går eftermiddag løb mine børn rundt på 1. salen med maskingeværer og proppistoler, og forsvarede sig mod hinanden. De var frihedskæmpere og nazister, de var jøder og officerer. Børn og voksne.
Rollerne skiftede løbende, mens de klædte om, fandt nye gemmesteder, brugte svenske, tyske og franske gloser i én pærevælling.

Det har stået på i mere end en måned nu.
Faktisk startede det i det små væsentligt tidligere, da de begyndte at spørge til Adolf Hitler.
Måske havde vi nævnt ham, Kristian og jeg, i én af børnenes mange spørgsmålsrækker om ondskab. Vi har nok sagt noget i retning af: “Men, hvem bestemmer, hvem der er onde, og hvem der er gode?” og “Hvordan ved du, at fjenden er ond, og at du er god”, og så er Hitler på én eller anden måde kommet ind som den der “han var mildt sagt et røvhul”-karakter, hvor man ikke behøver være i tvivl: Han gjorde onde ting.
Længe har børnene spurgte til den slags. Nok fordi de synes, at det gode og det onde er spændende. Modsætningerne. Og fordi kontrasten til deres eget liv pirrer noget i dem.

En dag faldt vi over en fransk animationsserie på Netflix, som blev starten på en fuldkommen overvældende interesse for de tre ældste af børnene. “Den lange, lange ferie hedder den” (hvis den skal ses på Netflix, hedder den “The long, long holiday”), og det er en virkelig fin, nuanceret og velfortalt historie om to søskende, som ender med at bo hos deres bedsteforældre ude på landet i Frankrig i de fem år, krigen varer. Først var Kristian og jeg meget i tvivl, om Ilja og Live på fem egentlig var klar til at se den, så det snakkede vi en del om, og vi holdt igen, og trak serien i langdrag. Vi har altid været forsigtige med både forbruget af medier og hvad de blev eksponeret for. Det i sig selv er verdens mest hotte diskussion, og den gider jeg ikke ud i her: Faktum er, at vi ikke bruger ret meget tid på skærm herhjemme, og vi overvejer samtidig, hvad vi ser, når vi gør.
Men vores bange anelser var der ikke brug for: Ilja og Live var spændte undervejs, mens de så Den lange, lange ferie, ja, og hoppede i sofaen mange gange (sammen med storebror på otte), og de snakkede som ustoppelige vandfald om serien, alle tre. Men den var gødning til så mange nye tanker, følelser og lege.
Ja; vi havde nok kunne inspirere til meget af det samme gennem historiefortælling eller en god bog. Men det bidrog alligevel med et ekstra niveau, tror jeg, at de oplevede noget, som var både lyd og billeder. På godt og ondt, kan man sige; det blev intenst, men også vildt igangsættende.

Så gik der nogle uger, og de så den igen. Og igen (og igen, men jeg tør næsten ikke skrive det). De har ikke lavet andet end lege og snakke 2. verdenskrig, siden sommerferien startede. De har gjort det helt ligeværdigt og med samme grad af iver alle tre: Fordybet sig i et hav af områder i relation til krigen, og det har været en hel ny verden for os alle sammen.
For, Kristian og jeg har i høj grad været en del af det: Vi har lånt børnebøger om 2. verdenskrig (særligt den her har virkelig givet meget viden og gode historier – vi lånte den på biblio, men overvejer at købe den), og vi har tegnet, læst, fortalt, perspektiveret, spurgt ind til og leget med. Vi har øvet sprog, diskuteret kulturer og haft så mange samtaler om mod/tilgivelse/frygt/tab/taknemmelighed/demokrati/og uendeligt meget andet.
Kristian og jeg har desuden talt med hinanden om, hvor grænsen går? Hvad kan børnene holde til at høre/se? Findes der spørgsmål, som vi ikke vil svare på, eller handler det om måden, vi svarer?
Har det været for meget med tv-serien, eller lige nøjagtig så inspirerende og i øjenhøjde, som vi kan tro på, er helt rigtigt? Er det okay, at de bliver så opslugte, at ALT i en periode handler om det (JA! Hvordan kan vi næsten være i tvivl. Sådan har jeg det jo selv igen og igen med de emner, der optager mig).

Når de efterspørger noget, er det så fordi, de er klar til det? Kan vores børn mærke deres grænser selv, eller skal vi guide dem løbende (hele tiden?)
Det har været (og vil sikkert altid være) en udvikling i frihed og tillid, selvvalgt læring og voksengrænser. Det er en balancegang, som vi går gennem livet, og det giver så god mening.

Jeg vidste ikke ret meget om 2. verdenskrig for et par måneder siden. Tjo, der blev snakket om krigen i min skoletid, og hvem ved, om ikke også jeg har skrevet en opgave om emnet? Sikkert. Men ikke fordi jeg var interesseret i det. Så jeg forstod det ikke – det røg ud igen med det samme, mens jeg havde travlt med at absorbere noget andet. Måske.

Nu ved jeg en del mere om 2. verdenskrig. Jeg kender til betydningen bag Krystalnatten, Hitlers kup og hans motivation for at hade jøder. Kristian og jeg har læst artikler om de forskellige emner om aftenen, når børnene sov. Bare fordi vi egentlig gik hen, og blev oprigtigt nysgerrige.

Det er ikke muligt for mig at huske eller nævne alle de emner, som den sidste tids interesse i 2. Verdenskrig har fostret herhjemme. Jeg nævner i flæng: sprog (svensk, tysk, engelsk) / nationalitet (pludselig kan ungerne genkende rigtig mange flag) / geografi (de allierede lande, de neutrale og aksemagterne) / historie (hvor mange krige har Danmark været med i? Hvorfor startede krigen?) / psykologi (Hitlers motivation, Tyskernes motivation for at stemme på ham, modstandsbekæmpelsens mod og frihedstrang) / mekanik (våben, tog, flåder) / tegning (alle tre børn har tegnet krigen, særligt Live som altid tegner) / strategi (planlægning af attentater, strategisk placering af angreb) / og meget meget mere.

Jeg har egentlig altid været ret anti våben. Og krig. Og konflikt. Mine børn har fået dukkevogne og legekøkkener, men aldrig våben. Vi har snakket om fred og demokrati, men aldrig ret meget om det modsatte. Vi har leget familie og posthus; butik og hospital men aldrig krig eller diktatur.
Nu tog børnene sagen i egen hånd, og kastede af egen drift hele familien dybt ind i et emne, som på én eller anden måde har været definerende for vores første spæde skridt ind i hjemmeundervisningen. De har vist os, hvor meget de rent faktisk kan absorbere, og hvor vildt, fedt, fantastisk det er for dem at have mulighed for at give sig fuldstændig hen til et emne, som de brænder for.
Vi har set dem kaste med røgbomber (tomme konservesdåser fyldt med aske fra Storms bålsted), hejse flaget i overgivelse, løbe råbende mod hinanden: “friheeed!”

De hilser på turister på øen med tre samklingende “Guten tag” nu. Eller “Bonjour”. De drømmer om Flammen, som talteGestapo-agentens skud, så han kunne vende om og skyde ham, når magasinet var tomt. Vi har undersøgt, hvorfor Citronen hældte sukker i de tyske motorer på sit Citröen-værksted (sukker er  noget møg for motorer, fordi det ikke opløses, og kan tilstoppe alle de vitale dele).

Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle bruge (så meget) tid på 2. Verdenskrig. Dét er det fede ved hjemmeundervisning og “self-directed-learning”: Livet er fuldt af overraskelser. Mange spørger til vores tilgang til læring i forbindelse med, at vi hjemmeunderviser nu. Vores “tema” om 2. Verdenskrig er et fint eksempel på en måde at lære gennem det levede liv og den oprigtige interesse, synes jeg.

Hvordan lærer I bedst? Husker I særlige projekter fra jeres skoletid, og hvilke emner oplever I børn fordybe sig i – og hvordan?

 

 

Første skoledag uden skole

I dag er årets første skoledag på Ærø Friskole, hvor Storm startede en tilsvarende solrig augustsøndag for to år siden. Dengang var det en noget mindre, lidt nervøs, meget spændt og ikke helt overbevist seks og et halvt årig sommerbrun strandunge, som stod der i skolegården med sin taske på ryggen. Alle skolens elever, forældre og lærere holdt i hånd, og nåede lige præcis rundt om den røde bygning: Derefter gik vi ind i den sammenlæste 0.-1. klasse, og det føltes fint. Det var helt okay. Overvældende, selvfølgelig. Men også spændende. Der var en masse nye mennesker, en masse børn, farver og trylledej. Vi glædede os.

For vi gav ham det bedste, vi syntes der var, og hans lærere var varme og erfarne, han fandt tryghed i dem, og har holdt af dem lige siden. Skolen tog godt imod os, der var hjerterum og plads til forskellighed, og det var en god skolestart for Storm.

Men før den tid var der noget andet, en form for modsætning, kan man sige, som havde optaget mig i mit forældreskab. Det var ikke noget i relation til lige præcis Ærø Friskole eller i relation til lige præcis ret meget andet specifikt, det var nærmere det, man kalder en overbevisning. En fornemmelse dybt indeni, som kalder på én; som føles kærlig og sand. Men som jeg endnu ikke var i stand til at omfavne.
Det var selvfølgelig hjemmeskoling. Et ord, der syntes fremmed og alligevel som nøjagtig rigtigt for os. Et ord, som ingen andre brugte, men som lå så let på min tunge.

Vi bliver alle sammen forældre til de børn, vi får og ikke til alle mulige andre. Det vil sige, at vores forældreskab baserer sig både på hvem vi er, men forhåbentlig også i høj grad hvem de er. Havde jeg været så tiltalt af hjemmeundervisning, hvis ikke lige nøjagtig Storm var mit første barn? Hvis ikke den fine, sensitive, nysgerrige, empatiske, opmærksomme, indimellem distræte og på alle mulige måder knivskarpe blåøjede dreng havde været den første, jeg blev mor til?
Jeg ved det ikke. Men fakta er, at hans væsen ikke fik mig til at synes mindre om en idé, som jeg måske under alle omstændigheder havde været tiltalt af.
Hvis man kan være hjemmeundervisningsmateriale, er han det: Han elsker at være sammen med sin familie, og vil altid helst det. Han har altid tigget om at måtte blive hjemme – også efter det første år i skolen, og uanset hvor mange sjove og fede aktiviteter, de bød på dér. “Hjemme” har altid slået alt andet.
Storm kan lide grundige svar og relativ ro. Han nyder lange dage uden aftaler, og han bruger snildt otte timer i underbukser under sin dyne med Harry Potter på lydbog og et engelsk parlør i skødet. Han glemmer indimellem i ugevis, at legeaftaler er en mulighed. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at han ikke føler, han mangler noget, når bare han har sin familie. Er alle børn sådan? Nej.
Giver det mening at give forskellige børn forskellige tilbud? Ja.

Nu har vi meldt Storm ud af Friskolen, og det river i folk omkring os efter redegørelser og forklaringer. Hvad så med det sociale, den komplekse matematik og evnen til at ryste mobning af sig?
Jeg tror ofte, vi glemmer, at skolen er en ganske ung institution i vores samfund. I verden, faktisk. Skolepligten i Danmark er 200 år gammel og i USA, hvor to millioner børn hjemmeskoles, blev skolegang først obligatorisk (12 uger om året) for 99 år siden. Inden da var der en anden virkelighed.

Vi har meldt Storm ud af skolen og købt penalhuse til hans søskende (fordi de siger: Vi vi undervises!). Vi kalder det en orlov. Jeg er for gammel til at udtale mig kategorisk om ret meget andet end min ret til frihed, mit behov for at leve autonomt og min fornemmelse af mit hjertes kald.
Så det er en orlov, og vi tager den én dag af gangen.

I dag er det første skoledag på Storms gamle skole, og i dag forandrer noget sig for os, selvom intet forandrer sig overhovedet. Selvom det, der er anderledes, er lige netop beslutningen om at fortsætte livet, som det har været hele sommeren. Inde i mig er der en bevidsthed om, at nu er de andre i gang. Nu ruller hverdagen, og skolen er tilbage på skemaet. Nu kommer de samme mennesker ikke dumpende forbi, nu er der ikke så mange andre børn på biblioteket midt på dagen, på stranden klokken 13. Nu lærer de andre de ting, som er beskrevet i deres pensum; de går i gang med det liv, som jeg kender så godt. Det er det eneste liv, jeg kender. Men vi går i gang med et andet liv. Og jeg glæder mig. Jeg siger til mig selv: Vi har ikke truffet beslutningen på et splitsekund eller ud af underskud. Vi har truffet den, fordi vi tror på en drøm, som er vores helt egen. Fordi vi lige nu vælger uafhængigheden og barndommen og vores families sammenhængskraft over alt andet. Fordi vi kan.

God første skoledag til alle derude. Også de af jer, som slet ikke skal i skole.

Hvordan er første skoledag, hvor I bor? Hvad husker I fra jeres egen første skoledag? Og hvad ser I frem til i det kommende skoleår – for jeres børn og jer selv?

Den største glæde

Der er sket noget med mit forældreskab, siden Kristian og jeg besluttede at tage børnene hjem (vi har taget dem hjem for en periode, vi kalder det en orlov). Med mit liv, er der sket noget. Og det føles så stort – så omvæltende, at der næsten ikke er ord for det. Samtidig er det så simpelt, at det kan skrives i en enkelt sætning:
Mit forældreskab er blevet bevidstgjort, og jeg er dermed blevet nærværende.

Det har været en rejse for mig, siden jeg blev mor for godt otte og et halvt år siden. Sådan er det jo med forældreskabet: En intens personlige udvikling.

Jeg har aldrig før været så glad som den seneste måned. Hver aften, når jeg børster tænder, tænker jeg: Vildt, at man kan være så glad.
Hvert eneste øjeblik synes sprængfuld af mening lige nu. Også dem, som trækker tænder ud. Også dem, hvor jeg tænker: Please giv mig ro, bare et øjeblik.

Som mennesker er vores vej gennem livet unik, og derfor skriver jeg dette med ét stort forbehold: Nemlig at jeg ikke mener, de beslutninger, jeg nu har truffet, eller de erkendelser, som jeg er kommet til, er en forudsætning for at opnå den ro og glæde, som jeg føler. Derudover anerkender jeg fuldt ud, at det, jeg oplever nu, ikke er et mål for alle, men jeg vil alligevel dele det, fordi jeg tror, det kan have en betydning for andre.

Mit forældreskab har måske nok været præget af en del uro og forvirring fra starten. Min ældste blev født midt i en tid med stor sorg og frygt i min nærmeste familie. Han havde kolik. Dernæst fik vi tvillinger.
Jeg har altid været på vej videre – til arbejde, alenetid, oprydning eller facebook, og selvom jeg alle årene har været ret meget sammen med mine børn, har jeg ikke været fuldkommen nærværende særligt ofte.

Nu hvor Kristian og jeg aktivt / helt overlagt / fuld ud velovervejet har taget vores børn hjem (hvor længe? Jeg ved det ikke), er der pludselig en større betydning med al vores tid. Jeg oplever hvert eneste minut – konfliktfyldt såvel som fredeligt – som noget, jeg med stor mening deltager i. Da vi besluttede at tage børnene ud af deres  børnehave og skole, påtog vi os et ansvar, som vi hidtil følte, at vi havde givet fra os. Vi havde følt, at det var en lettelse ikke at stå med hele opgaven selv, men der var en splittelse og tvivl i det. Ikke at jeg tror, der er det for alle, men sådan har det været for os – måske fordi vores børn uden undtagelse har ladet os vide, at de helst vil være hjemme. Nu hvor de ér hjemme, er deres liv med ét mit fokus og ansvaret er blevet tydeligere. Det giver mening for mig.

Jeg er ikke længere på vej videre. Jeg er sammen med mine børn, fordi det er mit projekt, og jeg har brug for et projekt. Jeg har brug for noget, som jeg med fuldt overlæg investerer min energi og tid i, fordi det giver mening for mig. Jeg har behov for at være ambitiøs, for at dygtiggøre mig. Nu har jeg fundet den opgave, som for mig lader til at være den ultimativt berigende. Jeg anede ikke, at det ville blive sådan. En lille stemme indeni hviskede, at det var den rigtige vej for vores familie, men jeg havde ingen fornemmelse af, hvor vidt det ville række.

For nogle giver det sig selv det øjeblik, de bliver forældre: For mig har det været nødvendigt med kontrasterne og de mange skridt i én retning, før jeg kunne vende om og uden tvivl sige: Nej, jeg skal denne vej i stedet.
Jeg er sikker på, at man kan leve et meningsfuldt liv med sine børn uden at gøre det, vi nu har gjort. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der findes uendeligt mange versioner af det gode liv.

For mig er det interessant, at den største omvæltning i mit moderskab, og måske i mit liv i det hele taget, har været at gøre noget, som virker så oplagt, så enkelt, så helt igennem historisk alment.
Men jeg er et produkt af mange ting. Et sammenkog af alt det, som er i vores samtid: Samfundets forventninger, familiens, mine egne. Kønsidealer, kultur, social baggrund og meget andet. Jeg har i høj grad handlet ud fra, hvad jeg troede, jeg skulle, og hvad jeg dermed mente, ville gøre mig lykkelig. Jeg har været modig og ofte truffet anderledes valg – men på hvilke præmisser? Mit succeskriterie har ikke været meget forskelligt fra alle andres, og jeg har bevæget mig indenfor nogle rammer, som jeg troede, var frie, men som jeg kan se nu, har været et fængsel i mit eget hoved, næsten ikke til at få øje på.

Jeg læste denne kronik i Information i går – om moderskabets lidelser og behovet for at stå i bitterheden, sorgen og afmagten, når man er på barsel og/eller har små børn. Jeg kunne selv have skrevet den for et år siden. Hell, jeg skrev versioner af den her på bloggen, før Juno var et år (her og her, blandt andet). Jeg er enig med skribenten i, at vi skal være ærlige om det, som vi oplever som opslidende og tabubelagt. Der kommer ikke noget godt ud af, at vi føler os forkerte, eller gemmer vores følelser. Men jeg begynder også at tænke, at der er noget bagvedliggende, noget dybere (tungere?), som vi skal rykke på – noget af den største betydning: Noget, som vedrører os alle.
Hvorfor er det så lidelsesfuldt for mange af os at blive (og være) forældre? Er der virkelig ingen anden vej? Kan det handle om splittelsen – den konstante stræben efter noget mere, noget andet (noget forestillet og desillusionerende) midt i livets måske vigtigste og mest meningsfulde færd; nemlig årene med små børn?
Den nødvendige forandring er ikke en opgave, som det enkelte menneske kan bære alene – der skal derimod rykkes ved hele vores struktur og stræben. Det skal vendes på hovedet.

Jeg tror, jeg har vendt mit liv på hovedet. For nogle måneder siden skrev jeg herinde, at jeg ikke kunne leve uden at arbejde på min roman. At jeg havde behov for det mønster, som vores liv var lagt i. Det var mit behov – jeg følte det stærkt og inderligt. Så tog jeg en dyb indånding, og pludselig var Kristian og jeg klar til at give denne anden vej en chance. Romanen er lagt i skuffen, en del andet er lagt endnu længere væk, og jeg har set i øjnene at behovet måske slet ikke var mit.

 

Jeg tænker, at jeg ikke er alene med de her overvejelser? Hvad mener I? Hvor skal vi ændre på forholdene for at give både børn og forældre bedre mulighed for at leve meningsfulde liv?

 

Vi handler ikke i protest

I weekenden havde vi besøg af fem mennesker i en camper og deres to hunde. De ankom med fuldt udstyr: Transportabelt gasblus; campingbord og en kasse mad.

Smækkede dørene til camperen op, og uddelte krammere. Hoppede rundt i græsset på bare tæer, og fodrede grisene med stor entusiasme. De vaskede op (efter os alle sammen), og havde bøger med til børnene, som de selv havde skrevet og udgivet.

Og vi snakkede; det var et besøg med en klar intention: Familien, som en del vil kende fra Speltmor.dk, hvor Cecilie har blogget om deres liv i en årrække, har hjemmeundervist deres børn i mange år, og de har været en del af vores netværk indenfor området, siden før vi overhovedet vidste, at vi havde brug for et netværk. Cecilie var den, jeg tog kontakt til for fire år siden, da hjemmeundervisningen første gang trak i mig, og hendes mails og senere venskab har været en sikker stemme i et hav af spørgsmål.

Cecilie og hendes mand, Jesper, var blandt de første herhjemme til at hjemmeundervise som et aktivt tilvalg ud fra visioner og drømme. Når ikke de er i Valby, rejser de rundt i verden, og uanset hvor de er, lever de et liv med friheden som højeste mål. Børnene er en sammensmeltet flok, som fortæller, tegner, læser, og leger i ét væk, og selvom vi på mange måder lever forskelligt, er der en naturlig relation mellem ungerne på kryds og tværs.

De samtaler vi havde i løbet af weekenden, afklarede nogle af vores indledende spørgsmål til alt det praktiske vedrørende vores beslutning om at tage børnene hjem.
Hvad end vi ender med at hjemmeskole i seks måneder eller 16 år, er der en række formaliteter, som skal på plads, og det er en lettelse at kunne følge i andres fodspor.

Det er ikke altid helt nemt at stille sig udenfor, og det er trygt at kunne lytte til mere erfarne, når det kommer til mange af de praktiske ting.
De fleste kan regne ud, at det kræver en del at træffe en beslutning, som er så anderledes, som hjemmeundervisning (og unschooling) er. Tidligere har jeg nydt at fortælle om mine anderledes valg. Jeg har aldrig været bleg for en spontan udveksling om hvorfor og hvorfor ikke, og jeg har aldrig gemt på det af mit, som skilte mig ud fra flertallet.
Men sådan har jeg det ikke nu: Det er så radikalt “out there” det her, at jeg ikke har behov for hele tiden at konfrontere omverdenen med det. Jeg har ikke behov for at blive konfronteret med det, men det handler også i høj grad om mine børn; jeg ønsker ikke, at de igen og igen skal møde hævede øjenbryn eller kritiske spørgsmål, når de stolt fortæller, at de nu er “hjemmebørn”, som de kalder det.

Og her kommer en pointe, som ligger mig meget på hjerte: Det er ikke enormt vigtigt for mig, at alle andre forstår eller accepterer, det vi har gang i. De må gerne synes, det er underligt – eller tosset, endda. Men det er vigtigt for mig at understrege, at min familie og jeg ikke ønsker at stå i opposition til resten af samfundet. Vi er her, og vi deltager. Kristian og jeg har truffet et anderledes valg ud fra ønsket om at leve mere i overensstemmelse med vores drømme og værdier. Det er ikke at valg af protest, men derimod i en søgen efter det liv, som fungerer bedst for os.

Vi har besluttet at hjemmeundervise, ja. Men vores venner er de samme som altid, vores naboer lige så. Vores livsvalg betyder det ikke, at vi synes, andres valg er forkerte: Det betyder ikke, at vi er overbeviste om, at den samme løsning ville være god for alle andre.

Det, vi har gjort, er, at vi har truffet en beslutning på vegne af os, og ikke andre. Kald det en konsekvens af vores i forvejen anderledes livsstil med hjemmedage, ø-liv og kreativt arbejde.
Vi har aldrig levet efter bogen, og nu tager vi skridtet, og giver de frie, familieorienterede rammer de bedst mulige vilkår – altså; set med vores øjne. Jeg glæder mig over de lange morgener herhjemme; den spontane historieundervisning efter aftensmaden, og jeg kan mærke mange forandringer i vores familie allerde (- det skriver jeg om snart).

Derfor er det rart at kende andre, som har truffet nogle af de samme valg, og derfor var det en weekend, som efterlod os med redskaber til forhåbentlig at komme godt i gang med det nye kapitel i vores liv.

Hvornår har I sidst gjort noget, der fik andre til at undre sig? Og hvad frygter I mest ved at træffe valg, der er anderledes?

Cecilie her for øvrigt en ny blog: https://cecilieconrad.com/

En vildt inspirerende film

Jeg har set en film.
Så så jeg den igen. Og igen.
(I alt tre gange på par uger.)

Den inspirerer mig, gør mig glad, og giver mig håb.
Jeg har lyst til at se den med alle, jeg kender.

“Being and Becoming er en dokumentar om et fransk/brasiliansk par, som tager på en rejse for at undersøge, om det er forsvarligt at undlade at sende deres søn i skole. Undervejs møder de en stor og mangfoldig skare hjemmeskole-familier fra Tyskland, Frankrig, England og USA, og parret interviewer eksperter i “selvmotiveret læring”, som sætter konceptet i et historisk lys. Der er desuden interviews med flere voksne hjemmeskolede, som reflekterer over deres atypiske barndom.

Det, der gør den spændende, er alle de nye vinkler på livet, som den præsenterer. Alle de vidt forskellige måder, som folk indretter sig på, og finder deres vej. Vi ser, at man kan finde sin vej og få succes i livet helt uden karakterer, prøver og bestemte forventninger til, hvad man lærer – og hvornår. Der er kunstnere, bankfolk, lærere (mange af dem) og professorer. Store og små, familier i lejligheder, familier på gårde. Dem, som har en masse erfaring, og dem som er nye i livet som forældre.

Jeg er overbevist om, at de fleste forældre/bedsteforældre/onkler/mostre vil finde den interessant og bevidsthedsudvidende. Og jeg ville ønske, den var obligatorisk for alle pædagoger og undervisere (overalt). Virkelig: Hvis I arbejder i en børnehave/skole/institution så se den lige. Tag den til jer. Mærk håbet og tilliden og glæden. Det drejer sig om under to timer, og du lærer noget for livet.

Filmen kan lejes eller downloades på Vimeo for 6/16 dollars (klik på billedet ovenfor eller følg dette link). Gør det. Sæt dig i aften og se den. Den er dejlig og ikke kritiserende. Bare inspirerende.
OBS: Mange oplever knas med underteksterne. Det gjorde vi også, første gang vi så den. Anden gang så vi den i Chrome (og jeg aner ikke, om det var det, der gjorde udslaget) – og der har ikke været problemer siden. Flere har skrevet til mig, at de havde problemer første gang, men ikke anden gang.

Skriv rigtigt gerne herinde, hvis I ser den, og gør jer tanker om oplevelsen efterfølgende.

Har I nogen yndlingsdokumentarer, som I vil anbefale? Kristian og jeg er løbet en smule tør lige nu, hvilket er helt okay, for så læser vi i stedet…Men, I ved, man kan altid bruge den slags tips..!