3600 timer (om risikoen for pseudoskole og vigtigheden i at forholde sig kritisk)

Hvad er det bedste argument for at have mine børn hjemme fremfor at sende dem i dagpleje og skole?
Hvad siger jeg til mig selv, når jeg tvivler – tvivler, fordi livet ikke er nemt, uanset hvordan man lever det, og tvivler alene af den grund, at min familie lever forskelligt fra de fleste?

Nogle gange kan det ukonventionelle liv være særligt konfronterende, og jeg må spørge mig selv: Hvorfor har jeg mine børn hjemme, når de fleste andre afleverer deres børn i institutioner og skole? Hvad betyder det for mine børns liv, at de er her – og ikke der?

Jeg ender altid ved et svar, som i alt sin enkelthed kan koges ned til tid:Hvis mine børn gik i folkeskole, ville min ældste søn ifølge Undervisningsministeriet have været i skole i godt og vel 3600 timer de tre år, siden han startede i 0. klasse, og mine mellemste ville have kurs mod deres første 1200 timer, nu de er fyldt seks. I løbet af ti års skolegang, tilbringer danske børn minimum 11760 timer i skolen, og jeg skriver minimum, fordi det er sådan, Undervisningsministeriet formulerer timeantallet.
Jeg ved ikke, om det er for mange timer, det kan jeg simpelthen ikke afgøre, så min anke går ikke så meget på, at skolen nødvendigvis skal fylde mindre i børns liv (selvom jeg bestemt også mener, at det er en faktor). Nej, her forholder jeg mig snarere til, at 3600 timer er lang tid, uanset hvad, og det står for mig som en indiskutabelt væsentlig ting at forholde sig til: Hvad bruger mit barn de 1200 timer på hvert år?

Det her handler heller ikke om, at skolen er et dårligt sted at tilbringe sin tid, og det er vigtigt for mig også at understrege, at jeg mener, der er meget stor forskel på skoler og på hvor sundt – eller usundt – det er at opholde sig dér.
3600 timer er det samme som 150 døgn, og der er uendeligt mange muligheder indkapslet i så stor en mængde tid.
Så mange muligheder, at de kun kan udfoldes ved at adspørge hvert enkelt menneske: Hvad ville du lave i de timer?
Og det er i sin essens det, jeg gør: Jeg spørger mine børn, og jeg spørger mig selv: Hvad vil vi helst med tiden?
Der er ingen endegyldig sandhed, ligesom skolen ikke er en sandhed.

Og hvor jeg efterhånden føler meget stærkt, at det er en stor fejltagelse; en enormt smertefuld og desillusioneret samfundsnorm, at vi afleverer vores små børn i vuggestue (husk på at jeg gjorde det selv, jeg peger ikke fingre, og jeg har skrevet om det mange gange før – bl.a. her), og hvor jeg føler , at også børnehaver skal benyttes med omtanke, så har jeg det lige sådan med de 1200 skoletimer om året (og det er fra 1.-3. klasse, vel og mærke, derefter stiger timetallet).
Jeg oplever, at der i høj grad er risiko for, at vi sender vores børn i en “pseudoskole”, hvor de bruger ufattelige mængder tid på arbitrære aktiviteter – præcis som de voksnes pseudoarbejde, som jeg skrev om den anden dag, og som der netop er udkommet en meget vigtig debatbog om. I skolens tilfælde er der tale om tidsforbrug, som sandsynligvis i vid udstrækning er irrelevant for det enkelte barns indlæring og almene dannelse, og dermed ikke gavner til deres udvikling af en sund og stærk selvfølelse eller kontakt til hvad de brænder for. Her taler jeg om, at skolen ville være langt mere effektiv og mindre skadelig for barnets selvfølelse, hvis der var større fokus på indre motivation og fri læring fremfor ensartede læringsmål og smileys.
Dette siger jeg, fordi jeg ved, hvor meget fra min folkeskoletid, der synes underligt ligegyldigt, og noget af det endda destruktivt, når jeg tænker tilbage. Jeg siger det også, fordi jeg ved at hjemmeskole mine børn er trådt nogle skridt væk fra normen, og er kommet til nogle erkendelser, som handler om fri vilje, indre motivation, meningsfuldhed og tillid. Jeg forstår ved at observere mine børn, hvor arrogant det i mange tilfælde er, når skolen tager patent på så meget af børnenes tid for at lære dem noget, som de fleste af dem ville lære intuitivt og i deres eget tempo, hvis vi gav dem plads og rum til at mærke sig selv. Dette kunne for mig at se sagtens lade sig gøre i en skolesammenhæng, men skolen må efter min overbevisning ændre form for at være relevant og værdiskabende i forhold til de krav, der venter børnene. Og hvad er næsten endnu vigtigere: Skolen må ændre form for at give eleverne mulighed for en nærende, rig, mangfoldig barndom indenfor dens rammer.

11720 timer, eller 490 døgn, er en omfattende mængde tid i et menneskes liv at bruge på én ting, og derfor giver det kun mening, hvis vi stiller krav til den institution, hvor tiden tilbringes.
Den selvsamme tid kan alternativt være friheden til at dykke ned i det, man holder af; fordybe sig i de emner, som man brænder for. Det kan være tiden til at lære, når man bliver grebet af lysten, og friheden til at lege, hvile, snakke, synge, tegne, løbe, male, danse, når man har lyst til det. Det kan være tid sammen med ens familie, de bedste venner og spændende eventyr på livets vej.

Siger jeg så, at alle børn skal hjemmeskoles? Nej, det gør jeg virkelig ikke. Hjemmeskole er ganske enkelt ikke det bedste valg for alle familier, og det ville heller ikke være for det mig under alle omstændigheder. Men jeg siger, at man som forælder bør forholde sig vågent og bevidst kritisk til alle institutioner, som man tager sine børn og sig selv igennem i løbet af et liv: Man bør stille spørgsmålstegn ved alt fra metoder til skemalægning, og man bør stå op for sin frihed i det omfang, at man holder fri, når man vil, og tror på læring uden en kassetænkning og tvang. Vi skylder os selv, vores børn og fremtidens samfund at have tillid til det enkelte menneskes evne til at finde sin egen vej, når blot der er kærlighed og tålmodighed til stede. Jeg tror, vi kan undgå mange problemer både individuelt og som samfund ved at mærke efter i os selv og sige fra, når noget virker meningsløst, og ofte føler jeg, at det er det, jeg gør ved at leve det her liv. Når vi drikker varm kakao midt på dagen, og læser eventyr, føles det både én og samme tid som den største luksus og en helt rationel måde at leve på.

Hvordan gik vores første dag med det nye pensum og struktur? (blandet, for at sige det mildt)

Jo, nu skal I høre: To glade forældre kaldte til samling, og børnene kom myldrende. Det var mandag morgen, og det var vores første dag med det nye pensum.
Vi stod sammen i musikstudiet (som også bliver kaldt “skolestuen” af børnene, der er besat af Det lille hus på prærien-bøgerne). Vi havde øjnekontakt med hinanden alle seks, og Kristian lavede en lille klappe-trampeøvelse, hvor vi sang og bød ind med rimvers på tur.
Men faktisk er det allerede lidt løgn: For øjenkontakten var mere sporadisk, end jeg havde håbet på, og mindst to af børnene nægtede at deltage i rytmelegen, og væltede i stedet rundt på gulvet, skar grimasser, og kunne på ingen måde hverken holde takten eller holde situationen ud.
Jeg havde ellers glædet mig: Vores første dag med den nye skolerytme; nyt pensum; et væld af lækre materialer og forberedelse. Jeg havde glædet mig, men også været nervøs. Fordi: Jeg vil det gerne (af grunde, som jeg redegør for længere nede), men jeg ved også, at særligt min ældste meget nødig vil struktur, samtidig med at det er min overbevisning (udfra dyb selvransagelse, sparring, research og ikke mindst et ønske om trivsel), at det er lige netop, hvad han har behov for.
Således startede mandag morgen med total modstandbevægelse i bedste obstruktionsstil, midt i vores skolestue.
Jeg blev ked af det. Og vred. Og afmægtig.

Når man møder modstand i sine børn, er løsningen aldrig panik, tvang, udskamning eller højlydt frustration. Men det er alligevel, hvad jeg nogle dage ender i, og jeg har ofte ondt i hjertet over min manglende rummelighed overfor min søns modvilje og frygt for at fejle, som måske er årsagen til en del af det? Jeg ved, at jeg har svært ved at rumme lige præcis de sider i ham, fordi de er mig. Han er det tydeligste, mest fuldstændige og alligevel langt mere blomstrende, mangfoldige billede på mig, da jeg var i hans alder. Altid i opposition, aldrig ubesværet, men også igangsættende, idérig og stærk.
Måske jeg bildte mig selv, at når vi tog børnene hjem, så ville de være glade det meste af tiden – eller i hvert fald nemmere.  Jeg tænkte, at vi alle sammen ville blive mere medgørlige, mindre vrede, mindre frustrerede.

Sandheden er, at friheden har fået alt til at udfolde sig langt tydeligere: Styrker, udfordringer, det sure med det søde. Sandheden er, at når man tager børn hjem, holder dem tæt, nærer tilknytningen, bruger alt tid sammen, lærer hinanden at kende på godt og ondt, så ser man det hele. I et andet lys, i andre former, men det hele.
Min søn er ikke glad, når han ikke har struktur. Den absolutte frihed til selv at planlægge tiden er ikke hans helle, for også dér er han usikker, utryg, hæmmet. Faktisk er det lige netop derfor, vi nu går en anden vej.

Sandheden er, at denne tanke om struktur kommer fra et dybfølt og oprigtigt ønske om at skabe en tryghed og forudsigelighed i mine børns liv, som jeg ved, de værdsætter. Har behov for, ligefrem. Det handler også om, at min søns største udfordring måske er frygten for at fejle, som bremser ham i mange af de aktiviteter, han reelt kunne mestre, være stolt af, læne sig ind i, hvis han blev støttet i at turde.
Det handler om trivsel, først og fremmest, for os alle seks.

Mandag morgen bad jeg de to børn, som ikke havde lyst til at deltage, gå udenfor eller ned i stuen. De gjorde det med glæde, og legede i nogle timer uden den mindste utilfredshed. Så kom min ældste tilbage, og spurgte, om han måtte være med. Det betød, at jeg skulle starte forfra, men det passede fint med de andre to, som gerne ville have en pause. Sammen gennemgik vi stoffet, og vi malede, mens vi snakkede om dagens emne, før vi læste og fordybede os mere i det. Det var berigende for os begge. Han gjorde sig umage, og var stolt, og resten af dagen var han mere blød, glad og idérig end længe.

Flere gange sagde han: “Jeg synes, det er så dejligt, at vi kommer ind i skolestuen på skift, og ikke skal være der sammen hele tiden.”
Jeg har taget det til mig, og Kristian og jeg overvejer, hvordan vi kan gribe det an, og jeg har sparret med min veninde, som underviser efter samme pensum. Vi bliver alle sammen hele tiden klogere; ingen af os har en fuldendt formel, vi har alle truffet valg omkring vores livsstil, som giver os både ansvar og frihed.

Mine største læremestre i dette liv er mine børn, og min førstfødte har defineret mit forældreskabs udvikling. Han er årsagen til, at vi som familie er trådt ud af normen; har taget stilling, ansvar, handling ind i vores hverdag. Han er med sin ustoppelige modstand mod det, der føles forkert, en evig kilde til refleksion, selvindsigt, SANDHED. Han tvinger mig til at forkaste alt arbitrært, vanepræget, uoprigtigt, halvhjertet. Han tvinger mig til at leve helt og ærligt. Til at gøre mit bedste.
Er det hårdt? Ja, helt vildt. Der findes et hav af mere magelige løsninger. Men det er ikke, hvad jeg ønsker frem for alt.

Det føles godt at have et pensum. Jeg var lige på telefonen med min veninde, som også hjemmeskoler efter dette pensum, her til morgen, og vi er enige om, at det er det, vi vil. Der er en enorm styrke og inspiration i at have et gennemarbejdet materiale, som jeg hver dag læner mig ind i, og trækker viden og idéer fra. Det tænder mig at blive udfordret og guidet, og der er så meget at hente i det arbejde, der ligger foran mig, når jeg om aftenen planlægger den næste dag. Vi har købt et Steinerpensum (jeg er ved at skrive et mere konkret indlæg om netop det), og lige nu har vi om skabelsen udfra både biblen og big bang.

Jeg ved ikke, hvor vores skolehverdag ender på sigt, men jeg har en følelse af, at det bliver godt, det her. At det måske allerede ér det.
Lige nu er Kristian og Storm i fuld gang med dag tre i pensum, og Kristian går til det med en ro og sikkerhed, som Storm ser ud til at føle sig let i. Senere overtager jeg skolestuen med de to mellemste, og så laver vi nogle akvareller, og hører et eventyr.

Og man kan sige, hvad man vil, men det ser sgu pænt ud, når man sætter sig for at lave de samme ting, og dykke ned i noget stof, som er nyt og berigende.

Hvordan tackler I det, når I oplever modstand fra jeres børn? Hvad tænker I om modstanden; årsag, konsekvenser, etc?

En ny tid med færre aftaler, flere ord

Det har føltes som som, min blog var ved at sygne hen, men jeg kan se på antallet af besøgende, at det er den ikke. Og det er jeg meget taknemmelig over, det her sted er jo mit lille univers, som jeg holder meget af at dele med jer. Jeg har haft dårlig samvittighed, fordi jeg ikke fik skrevet herinde, og for hver dag der er gået, har der været længere tilbage: Hvilket indlæg skal man starte med, når intet helt føles godt nok?
Min søster og svoger kom lidt pludseligt på besøg fra Norge. Vi kommer ikke til at se dem igen, inden de bliver forældre for første gang, og de kørte her fra med bilen fuld af babytøj, tæpper, vikler, og den slags. Næste gang min søster og jeg er sammen, er hun også mor, og jeg er også moster, og det er en vild tanke for mig, som jo har haft hende med mig hele mit liv, men som ikke kender hende som mor endnu. Nu vil meget omkring hende antage en ny form – hun vil ikke længere være den samme, men med tiden også blive til den kvinde, hun er, når hun er mor.

Så jeg har ikke delt noget herinde, men derimod brugt tid på at være her, og det har været skønt, og dagene er forsvundet i et skær af taknemmelighed og varme. Jeg har skubbet usandsynligt mange mails, telefonopkald, indlæg, aftaler foran mig, og haft det okay med det. Men nok også kun okay, fordi der lige nu er en del på bedding, som betyder meget for mit liv den næste tid.
Og jeg er kommet til den erkendelse, at min familie og jeg har behov for en periode, hvor hverdagene er vores: Hvor vi ikke har andre aftaler en dem, der drejer sig om vores faste rytme. Jeg bærer på en næsten akut følelse af at ville skabe en rutine i vores hverdag, hvilket betyder, at jeg har brug for at give mig selv lov til at holde dagene fri. Vi står overfor en ny struktur, som skal falde på plads, og vi har brug for ro omkring os, luft, en dyb indånding. Strukturen handler om mine børns hjemmeskoleliv, den undervisning, som jeg oplever, giver os alle ro, og om det skrivearbejde, der venter mig de næste måneder.

Som jeg har skrevet før, er hjemmeskolelivet ikke venstrehåndsarbejde: Det at have fire børn hjemme og have ansvar for deres trivsel, er ikke noget, jeg kan gøre uden at dedikere en del tid til det. Både i nuet og på for- og bagkant i form af forberedelse og refleksion. Samtidig har Kristian og jeg vores arbejde: Der er forløbene for udsatte unge, musikworkshops og retreats og en del andet, som kommer dryssende (foredrag, musikprojekter, nye tiltag).

Og så er der alle de mange ord, der skal komme ud af mig den næste tid og mit behov for ro, før de kan det.
Om et par uger har jeg min første klumme i “Danmarks-sektionen”, som er Jysk-Fynske mediers fællessektion – de mest læste avissider i landet, og jeg vil have, at den skal være god. Det er en mulighed for at nå ud til en masse mennesker, som ikke har læst noget fra mig før, og som jeg på den måde kan få lov til at plante frø hos.
Så er der bogen, som jeg håber at underskrive kontrakt på i løbet af et par dage: Bogen om min families rejse fra et ret almindeligt liv i København med vuggestue, studier, musikkarriere og søvntræning til det liv, vi lever nu her på Ærø. Bogen, som jeg drømmer sætninger til om natten.

De ord skal alle sammen komme fra mig, og de skal være nærende, rammende og oprigtige.
Det betyder, at jeg skal fordybe mig i processen, og noget andet skal skæres fra. Jeg skærer afbrydelserne fra, og fokuserer på gentagelse og ro. Gentagelsen starter med morgenrutinen, som er morgenmad, rolige lege og samtaler om det, man drømte i nattens mørke, eller som ikke er glemt fra dagen før.
Dernæst kommer vores skoletid, som er sat til at vare to timer hver formiddag, og som efterfølges af eftermiddagens projekter, idéer, fritidsaktiviteter.
Det er nok.
Jeg skærer ting fra, så jeg kan få ro til at gå tidligt i seng om aftenen for at stå op før resten af familien og skrive. Skrive inden jeg har talt, inden jeg har læst eller forholdt mig til andet end mit eget indre liv.
Dét bliver ikke let: Jeg er udpræget b-menneske, og vil helst i seng midt om natten og op sidst på morgenen. Men jeg mærker lige så stille, at det kan lade sig gøre, og jeg ved, at det er den eneste måde at gøre det på. Jeg mærker med al tydelighed, at når jeg ikke skriver, og ikke er dedikeret til at skrive, så gør jeg heller ikke noget andet. Så forsvinder jeg lige så langsomt.

Her på bloggen har jeg en liste over emner, som jeg vil komme omkring inden for den nærmeste fremtid:
* Har vi droppet unschooling – og hvad er det for et pensum, vi har købt?
* Skærmtid: Hvordan forholder vi os til det?
* Er hjemmeskole den eneste rigtige løsning?
* Om dengang jeg gik på arbejde: Hvorfor sagde jeg op, og hvordan har processen været?
* Hvad gør vi, hvis vores børn vil i skole? Og hvor meget var vores ældste involveret, da vi meldte ham ud af skolen?

Det er alt sammen emner, som er blevet foreslået i mails og på instagram, hvor jeg for nylig spurgte, hvad I gerne vil læse om.

Et tilbagevendende spørgsmål i min feed er, hvordan vi når alt det, som jeg skriver om herinde og på instagram: Kristians grøntsagshave, arbejde, hjemmeskole, vejbod – og bloggen her.
Svaret er, at der er andre ting, vi skærer fra. Vi har haft en ny støvsuger stående i bryggerset i en måned, men har ikke prioriteret at sætte os ind i, hvordan den virker, så vi bruger den gamle, når den indimellem stadig gider starte, eller også fejer vi.
Da min svoger skulle køre en tøjvask hos os den anden dag, endte han med både at rengøre sæbebakken i maskinen og rense tørretumblerens filter. Dét havde vi ikke selv fået gjort.
Kristian er i køkkenhave en times tid mange dage, resten klarer han om aftenen, og i løbet af sommeren har han været derude, indtil solen var helt væk – omkring midnat. Det er på samme måde, jeg skriver, og ordner alt vores arbejde i øvrigt de fleste dage.
Vi ser ikke meget fjernsyn, hverken børn eller voksne, for vi har ingen tv-kanaler, og dermed heller ikke noget, vi følger med i, og som vi har forpligtet os til at bruge tid på. Børnene har ingen computerspil, Kristian og jeg øver os i at være effektive, når vi sætter os foran en skærm.
Jeg tror, de fleste mennsker vil blive overraskede over, hvor meget tid der går på transport til og fra (arbejde, institution, skole, fritidsaktiviteter), og hvor meget energi vi bruger på at skilles fra hinanden og finde sammen igen; hvor mange minutter der hver dag forsvinder i transit mellem det ene og det andet og i frustration over, at vi ikke føler, vi har lederskab i vores eget liv.
Herhjemme tænker vi ikke tydeligt i “arbejde og fritid”: Det hele er vores liv, og vi har en ambition om kun at bruge tid på ting, der giver mening for os. En ambition, som det ikke altid er muligt at leve op til, men som sætter standarden for, hvad vi siger ja til – eller nej. Vi øver os i at mærke efter, og jeg kalder det vores “proces omkring nej’et”. Essensen er, at så længe vi takker ja til noget, der ikke føles helt rigtigt, så får vi ikke mulighed for at gøre det, vi aller helst vil.
Jeg tror på ét eller andet plan, at universet står klar med alle da muligheder, vi ville være lykkelige for at modtage, og hver gang vi gentager et mønster af noget, der ikke reelt giver mening for os, så tager universet et skridt tilbage, og mumler for sig selv: “Nå, hun er tilsyneladende stadig glad for den gamle vane. Så venter jeg lidt endnu.”

Vi skrives ved – god weekend til jer alle sammen ❤️

Jeg fandt ud af, at vi også hører til (om vores hjemmeskolelejr på Ærø)

Jeg kan ikke finde ud af, om I mon gider læse om den her sommerlejr? Eller om I hellere vil læse om noget helt andet? Eller om det hele?
Men nu får I nogle ord om det alligevel – fordi jeg tror, der er noget mere generelt i mine refleksioner end “vi havde nogle dejlige dage, dem skal I da høre om.”

Først lidt billeder:

Jeg overhørte en samtale i fredags mellem Kristian og to andre mænd på vores lille hjemmeskolelejr, som fik mig til at tænke. Det var den oprigtighed og passion, de talte med, der gjorde indtryk på mig. De snakkede om emner, som betyder noget, og de stod indimellem helt stille, fordybet i refleksion over det, de netop havde delt. De vaskede op imens, og tørrede af, og skar æbler i både til børn i transit, lod sig afbryde, men bevarede alligevel fokus på samtalen. Imens sad der 25 børn rundt omkring i huset, og legede: med lego, briobaner, højtlæsning og hinanden, mest af alt. Snakkende børn, fordybede børn, glade børn.

For mig er det øjebliksbillede et ret præcist destillat af, hvordan jeg oplevede de tre dages hjemmeskolelejr her på Ærø: Sammen skabte vi en ramme for et trygt fællesskab; en ramme for udvikling og vækst; gode lege, snakke og idéudvikling.

I løbet af de tre dage snakkede vi blandt andet om:
– Hvordan vi hjemmeskoler (og ikke hvorvidt det er okay at hjemmeskole eller hvordan vi sikrer vores børns læring eller hvordan vores børn bliver socialiseret, som det ofte er tilfældet ude blandt andre).
– Hvordan vores hverdag er indrettet
– Skærmtid (som er vidt forskellig fra familie til familie i gruppen)
– Køkkenhaver
– Arbejdsområder og arbejdstider
– Muligheden for en større hjemmeskolelejr i fremtiden

Og selvfølgelig meget andet.
Børnene fandt hurtigt hinaden. Jeg vil sige, at jeg er nærmest imponeret over – eller bevæget af – at så mange børn kan være sammen (en del for første gang) i tre døgn med så få konflikter og så mange gode lege, snakke, udvekslinger og venskaber til følge.

Det var helt vildt intenst at være mere end 40 mennesker samlet i tre dage. Jeg tror, mange var fuldkommen kvæstede emotionelt såvel som fysisk allerede torsdag eftermiddag, og da vi sagde farvel fredag, kunne de fleste af os nok have sovet 18 timer i streg.

Én af familierne, som var her, havde været på en lejr for “alternativ uddannelse” i England med 500 deltagere i juli. De var kommet “empowered” derfra. De fortalte, at det havde givet dem en ny styrke i deres valg at være “en del af flokken”, fremfor at være dem, som er anderledes. Det havde givet dem selvtillid at møde hjemmeskolede unge, som var vidunderlige, ressourcerstærke mennesker, og snakke med deres erfarne forældre. De kaldte det identitetsskabende at være sammen med så mange andre, som har truffet det samme valg mht. deres børns uddannelse.

Hvorfor er det vigtigt? Fordi vi er et lille bitte mindretal, os der hjemmeskoler. Vi er et bevidst, smilende, stolt mindretal, ja, men stadig så kontroversiel og anderledes en minoritet, at det faktisk betyder noget at føle sig som en del af flokken fra tid til anden.

Jeg vil prøve at forklare, hvorfor det betyder noget for mig indimellem at være en del af det her fællesskab:
Det gør det, fordi min familie og jeg ikke er en del af noget større her på Ærø til hverdag. Vi hører ikke til i friskolegruppen eller folkeskolegruppen, og med begge de grupper følger en masse andre tråde gennem fritidsaktiviteter, forældrearrangementer, eftermiddagskaffe, legeaftaler og alt muligt andet, som er noget af det, jeg på den ene side ikke savner ved at have børn i skolen, da jeg oplevede det som udmattende og langt hen af vejen obligatorisk, men som jo også er det, der danner rygraden i de fleste menneskers fælles identitet.
Og den forsvandt tildels, da vi valgte hjemmeskolelivet til.
Når man vælger at hjemmeskole, kan det lyde som om, man har valgt at sige, at man simpelthen helst vil leve isoleret.
Men sådan er det ikke: Vi vil ikke være isolerede, men vi vil samtidig være frie til at danne rammerne omkring vores liv, og vi synes, alternativet, som det er nu (altså skolerne, institutionerne), er for ufrit, præstationsstyret – for travlt.
Derfor er der alligevel dage (mange, indimellem),  hvor jeg tænker over, hvilke konsekvenser der er ved ikke at være en del af hverdagsfællesskabet her på øen (det kunne også være i en provins, landsby, storby), hvor alle de andre har en fælles rytme.

Jeg tænker over, at når mine børn ser alle de andre børn på vej til og fra skolebussen eller nede ved sportsklubben eller på biblioteket, så er de ”de andre”. De er dem, der ikke er med i den store masse. Vi kommer der jo – til fodbold, judo, modelflyvning, ridning, fastelavn, fødselsdagsfester,og vi har legeaftaler og inviterer til fødselsdage (og bliver inviteret igen), men vi kommer der på nogle andre præmisser. Og vi kommer hjemmefra.
Det tænker jeg, og samtidig tænker jeg: Jeg sætter pris på mine børns frihed, og jeg ved, at mine børn sætter pris på den. Men alt er en afvejning, og vores børns trivsel er det vigtigste for Kristian og jeg.

Alle de tanker og følelser, som helt klart er affødt af, at vi har truffet et anderledes valg, kan i perioder fylde i mig, og de blev forandret i denne uge, da vi var sammen med 11 andre hjemmeskolefamilier her på Ærø.
Og det var, hvad det handlede om: At skabe stærke relationer og ikke mindst at føle en styrkelse i vores livsvalg. Vi er ikke alene, vi er ikke galt på den: Vi er en del af noget større, vi er på en rejse, som mange har taget før os, og vi gør vores bedste hver eneste dag – ligesom alle andre. Det ligger som noget af det dybeste i ethvert menneske at ville være en del af fællesskabet – vi er evolutionært kodet til at ville høre til; have en stamme. Det er jo derfor, det kan være så uendeligt svært at følge sit hjerte, hvis hjertet trækker os ud af det, vi tror, er vores eneste mulighed for at have netop fællesskab. For de fleste mennesker er det mest skræmmende overhovedet, tanken om at stå uden for og føle sig anderledes.
Det har aldrig spillet en stor rolle for mig, og jeg har gået mine egne veje, når det gav bedst mening, men efter jeg er blevet mor, er det alligevel blevet en faktor, at mine børn føler, de hører til.
Og det var, hvad vi fik den forgangne uge, og derfor tør jeg sige, at jeg mener, man selv kan være med til at skabe fællesskabet, hvis man tør og vil det nok.

 

En hjemmeskoledag: Onsdag, sommer, nutid

Onsdag, en hjemmeskoledag:

Vi vågnede vel nok lidt før syv. I børnenes tempo, som så alligevel ikke er helt deres eget, fordi de påvirkes af hinanden. Kristian og Ilja læste en bog om fodbold i sofaen, før vi spiste morgenmad, stille og roligt og igen i vores eget tempo.
Ilja har knækket læsekoden hen over sommeren; i løbet af de sidste uger har det pludselig været et fokus for ham, og nu læser han ret stabilt. Live har læst længe, og sidder ofte med bøger i løbet af dagen. Det har aldrig været et mål for os, at de skulle lære det nu, men de har selv villet, og så sker den slags ret smertefrit.
Storm til gengæld drømmer nok om at få bedre styr på læsningen, samtidig med at hans hoved er hundrede andre steder, så ham vil jeg læse med de næste måneder, så han kan få ro med det.

Min mor skrev tirsdag eftermiddag, at hun og hendes mand var ved at sejle ind til Ærø i deres sejlbåd, og vi sagde at de var velkomne hos os onsdag. Vi havde allerede aftalt med naboerne, at vi ville komme forbi onsdag formiddagen, fordi Juno gerne ville have en ridetur på deres gamle, kære pony, og Live ville lege med drengene derovre.
Ved nitiden løb Live og Ilja de knap to kilometer derhen, og min søster, Juno og jeg gik i deres fodspor tyve minutter senere (bærende på en kage, fordi de hjalp os med så meget, da Kristian var på kursus i Sverige i weekenden). Storm og Kristian blev hjemme – der skulle graves kartofler op, og dem kørte Storm ind i laden på sin ATV, og selvom han nok helst ville med os, var han stolt over at gøre en forskel i marken.

Juno red sin tur, min mor og hendes mand ankom, og så hende ride, og de så Live ride, og vi blev hængende på den dejlige nabogård en time eller halvanden, fordi børnene legede, vi snakkede, og tiden gik.
Så gik vi hjem til frokost – spiste varm mad midt på dagen i solen.

Vores nye spisebord blev samlet, og min mors mand, som er tømrer, hjalp i det hele taget med en masse praktisk – vigtigst af alt kom der en tavle op at hænge i musikstudiet, hvor det ene hjørne nu er blevet indrettet til det skønneste lille undervisningsmiljø, hvor vi hilser på hinanden og officielt starter skoleåret her til morgen (jeg glæder mig, har mange drømme, usikkerheder og visioner for vores skoleår – og jeg skriver om det løbede herinde, det lover jeg).

Så spillede næsten hele familien en fodboldkamp, der blev ryddet op, bagt grovboller, hvilet i solen, hoppet på trampolin, bygget en slags lad til traktoren som kan transportere brænde, kartofler, hvad som helst op fra marken.
Ét af børnene sad i sofaen og læste i en time, mens en anden sad på sit værelse, og hørte musik. En tredje kørte på ATV, mens den fjerde sad på skødet af sin far i traktoren, og kiggede ud.
Der var bedsteforældre og nyhøstet salat og en moster, som hvilede på en bænk i solen.

Vi spiste boller med pålæg og drak ribssaft stående rundt omkring i haven – aftensmad kan man kalde det, men vi spiser jo varm mad midt på dagen og rugbrød eller boller til aften de fleste dage, og det giver en god rytme for os, at vi ikke skal kokkerere det store måltid, når vi er mest trætte alle sammen.

Klokken var blevet 18:30, og Juno var ganske træt, måske var vi alle sammen trætte efter en aktiv dag, men vi andre havde alligevel lyst til at køre min mor og hendes mand ned til deres båd, og de ville give is i Claus’ isbar på havnen. Så Kristian og Juno blev hjemme; hun ville have te, og satte sig nøgen på sofaen for at slappe af. Jeg sagde: “Jeg finder lige dine underbukser.”
“Du er sød, mor,” svarede hun, “men det behøver du ikke. Men jeg kan selv finde en bog.”
“Det er da super,” sagde jeg, hvortil hun svarede: “Jeg er en dygtig pige.”
Jeg nikkede, og smilede, og hun lagde hånden på min arm, og sagde: “Men jeg kan ikke tale svensk.”
Så gik hun af sted for at finde den bog, og jeg gik boblende at lykke over det lille menneske ud i bilen til de andre.

Vi spiste is i Ærøskøbing, sad lidt på min mors båd, og gik så tilbage til bilen. Nu var vi min søster, de tre ældste børn og mig. Vi tændte for musikken, og sang med af vores lungers fulde kraft på Michael Jacksons bedste sange – den ene sang efter den anden; alle havde ønsker, og alle sang med. Vi besluttede ikke at køre lige hjem, vi ville have mere musik, mere tid, mere aftensol og omsorg, og vi vidste, at det var den sidste aften med min søster i denne omgang, så vi kørte og kørte, gennem små byer og langs vandet, med tårer ned af kinderne, fordi alt var så godt, men også fordi det er så svært at sige farvel til min søster. Pludselig havde vi kurs mod stranden, og vi kunne ikke lade være: Vi smed tøjet, hoppede nøgne i fra badebroen, igen og igen. Vi badede i de kølige bølger, mærkede så tydeligt, hvor godt det var, og vi havde ikke lyst til at stoppe igen. Alt i kroppen brusede og blev varmt.
Vi satte os op i bilen, våde af saltvand, og tændte musikken, og kørte hjem.

Det er, hvad hjemmelivet kan: Gribe nuet, følge med, skabe nærvær og boblende lykkelige stunder på tværs af alt det, der ellers kan stå imellem os. Og nu vil jeg plukke æbler til vores første dag i det nye skolelokale, mens Kristian og børnene har kørt min søster til færgen. Livet er stort og smukt og sårbart og uforståeligt og mest af alt fuldt af mening, hvis vi tillader de små ting at betyde noget.
Og på denne efterårets måske første dag, hvor luften er lun og stille, og der er edderkoppespind og dug over alt derude, fejrer vi Lives og Iljas første skoledag. Med morgenbrød, sang og små gaver. Vi har nye skolebøger, som alle tre skolebørn har smugkigget i og glædet sig til, og vi skal høre historier fra livet på landet i gamle dage, som er årets første tema i vores skole, hvor der er plads til den enkelte og til det gode fællesskab.

 

Er der noget, som føles forkert? (De bedste forældre er dem, der tager ansvar, og ingen kan tage ansvaret for os)

Vi har alle ansvar for vores liv.
Vi har ansvar for vores indstilling til hverdagen, opdragelsen af vores børn, måden vi er i et parforhold, vores måde at møde verden, det arbejde vi udfører til hverdag.
Vi har ansvar, men ikke skyld. Der er en forskel, og den er vigtig: Ansvaret er den kraftfulde og positive faktor, som ændrer alt, når vi tager den på os (hvorimod skyld er lammende).
Ingen kan eller skal tage ansvaret for os; Kun vi kan løfte vores livs ansvar, og kun vi kan høste frugten og den dybe glæde ved at leve et bevidst liv med ansvarlige til- og fravalg.

Jeg tager personligt ansvar, hvilket betyder, at jeg oplever at have uanede muligheder, fordi jeg synes, jeg har valgt mit liv selv, også selvom jeg har oplevet stor sorg, smerte og traumer i mit liv. Selvom en del år var svære, og der har skullet kæmpes kampe, føler jeg, at jeg selv har den største indflydelse på at indrettet min hverdag, som det er bedst for min familie og jeg. Jeg føler mig fri og bemyndiget.

Når man får børn, er man ikke længere kun ansvarlige for sig selv, men også for dem – så længe de er børn. Vi påtager os den størst tænkelige opgave et menneske kan, og vi bliver aldrig de samme igen,

“Hvordan tør du tage ansvar for dine børns uddannelse?” spørger mange, og jeg svarer: “Vi har alle ansvar for vores børns uddannelse, men de fleste vælger at outsource den, og mange tager ikke stilling til, at deres børns skolegang stadig er deres ansvar.”
Vores børn er ikke statens, normens, naboens, vennernes eller bedsteforældrenes – de er vores.
Jeg opponerer ikke imod, at man vælger at sende sine børn i skole, men jeg mener, det er afgørende for hele barndommens kvalitet, at man som mor og far tager kritisk stilling til den skole, man sender sine børn i, ligesom jeg mener, det er afgørende for et voksent menneskes selvfølelse og livskvalitet at tage kritisk stilling til, hvor og med hvad man arbejder; hvordan man bor og med hvem; hvad man spiser og hvor. Skolernes mistrivsel og usunde menneskesyn er blot ét af utallige symptomer på den kultur, vi har forvildet os ind i. En kultur, der ligger endog meget fjernt fra vores natur, men som er blevet så dominerende, at vi har svært ved at tænke ud over den, og som dag for dag nedbryder vores selvfølelse, individualitet og glæde.
Vi har i Danmark en massiv institutionalisering af små børn, hvilket kan resultere i dårlig tilknytning, som så igen kan have mange og vidtrækkende konsekvenser for vores voksenliv. Vi kender det fra os selv: Det indre sårede barn kalder på omsorg og opmærksomhed, ligesom vores børn gør det.
På samme måde, som skolerne i højere grad presser vores børn med længere skoledage, et ensidigt fokus på såkaldt faglighed fremfor dannelse og højere klassekvotienter samt lærere med dårligere arbejdsvilkår, presser arbejdspladserne mange ansatte med længere arbejdstid, konstant tilgængelighed, højere krav til præstation og mindre frihed og selvbestemmelse. Men samtidig med at dette sker, sker altså også det modsatte: En viljestærk og vidtrækkende bevægelse for netop det modsatte er i gang, og vi mærker det hele tiden tydeligere: Mange bryder ud af det såkaldte hamsterhjul, sætter sig selv fri, og overvejer således også alternativerne for deres børn.

Vi kan være aktive og bevidste forældre, som har børn, der går i skole. Det kræver, at vi forholder os kritisk til de krav, vores børn mødes af i skolen – og de krav, vi stiller til dem uden for den. Det kræver i høj grad, at vi tør se med autentiske, ærlige øjne på de forventninger, som de fleste af os er kommet til at tage for givet; forventninger, der ofte er mere skadelige end det modsatte.
Dit barns lærer siger, at han er urolig i timerne: Er der noget galt med dit barn; skal han irettesættes og passe bedre ind, eller er det rammerne, der er for snævre, og ikke giver ham plads til at være det menneske, han nu en gang er?
Dit barns lærer siger, hun ikke er tilstrækkeligt god fagligt: Er du enig i, at dit barn ikke udvikler sig, som hun skal, eller ser du et barn i trivsel? Hvis du mærker efter, og betragter dit barn fra hjertet fremfor med den tillærte frygt, er hun så et væsen i trivsel eller ét, der har brug for at forandre sig?

Når jeg igen og igen går på tv eller i et blad eller en klumme eller en avis, og fortæller om min families ukonventionelle hverdag, er det ikke hverken for at få opmærksomhed, eller fordi jeg tror, det vil være bedst for alle at hjemmeskole, som vi gør. Det er fordi, jeg vil inspirere til at stille krav til de rammer, vi placerer os selv i og krav til os selv om at se os selv dybt i øjnene og træffe valg, vi kan stå inde for.
Jeg mener helt oprigtigt, at skolen kan lære af alle os, der tænker nyt i forhold til uddannelse, og som ser det hele menneske fremfor et fragmenteret billede af en barndom, hvor individet helst skal passe ned i nogle forudbestemte rammer. Jeg synes, det er vigtigt, at vi går foran ved at vise vores børn, at vi respekterer dem, elsker dem, og er ligeværdige med dem. Jeg mener, at den personlige autencitet er afgørende, og det forpligter at være autentisk: Vi må nødvendigvis stole på vores mavefornemmelse, også selvom det er uvant.
Der er helt utroligt meget “man bør” og “vi plejer” og “det fornuftige er” i vores samfund, men hverken den ene eller den anden af de sætninger er mere end blot en vane; en frygt for hvad der vil ske, hvis vi lytter til os selv, og tager personligt ansvar.

“De bedste forældre et barn kan have, er forældre, som tager ansvar for deres fejl i takt med, at de erkender dem.” Sådan skriver Jesper Juul i én af sine bøger, og det er den skønneste, tilgivende og på samme tid ansvarlige sætning. De perfekte forældre findes ikke, så de bedste forældre er dem, der tør blive klogere, og guderne vil vide, at det kan vi alle sammen blive, altid.

Siden skolestarten i sidste uge har jeg fået mails fra forældre, som er kede af deres børns møde med skolen. “Men hvad skal jeg stille op? Vi bor i et område, hvor “man bør” gøre det ene og det andet, og hvor man stikker ud, hvis man gør noget andet.”

Jeg har anonymiseret et par eksempler fra min mailbakke:

“Min søn startede i 0.klasse igår. Det var en meget voldsom oplevelse for både ham og jeg (og flere andre jeg har talt med). Skolen har et unaturligt og usundt fokus på fagligheden og præstationer, og glemmer det hele lille menneske og andre vigtige kompetencer. Han taler om, at han ikke vil i skole. Han er dygtig til bogstaver og tal, men er ikke interesseret i at sidde stille og lære i traditionel forstand.”

“For en uge siden startede min datter i børnehaveklasse på den lokale folkeskole. I løbet af den uge er jeg gået fra at håbe, at folkeskolen er en skole for alle, til at føle at folkeskolen er en skole for ingen. For hver dag har hun set mere udslukt ud. På tredjedagen kom hun i konflikt på legepladsen, på fjerdedagen kom hun hjem, og spurgte “hvorfor er jeg så anderledes, mor?”. På femtedagen ventede jeg udenfor klasseværelset, og kunne høre hende blive irettesat for igen at drille en anden elev. Hun sagde til mig, at hun har svært ved at lade være, fordi hun føler sig presset og forkert. Men hvad skal jeg gøre – fornuften siger, at jeg skal give folkeskolen en chance, mens min mavefornemmelse siger det modsatte.”
Mine svar til de mødre, som har skrevet til mig, har været en variation over dette:
“Du bliver nødt til at tage din mavefornemmelse alvorligt, og uanset om du overvejer at hjemmeundervise eller finde en anden skole, så tag alligevel din søn ud, mens du leder efter et bedre alternativ. Først beder du selvfølgelig om en akut afklarende samtale med lærer og evt. skoleleder, hvor du forklarer din bekymring, din søns forbehold og dine overvejelser ifht. andre muligheder. Men endnu vigtigere viser du med dine handlinger din søn, at du nærer respekt og omsorg for hans væsen og personlige integritet, så du fortæller ham, at du også har forbehold, og at du derfor holder ham hjemme, til du er blevet klogere.

Du skal ikke efterlade ham i en skole, hvor han ikke trives, når du allerede ved, at der findes alternativer. Én ting er, at du vil bære rundt på en følelse af at have svigtet ham, men endnu vigtigere risikerer du, at den udslukte fornemmelse i ham bliver en konstant og uforanderlig virkelighed, som ikke kan vendes på hovedet på en enkelt weekend. Jeg har en søn, som er bange for at fejle, og derfor er meget forsigtig med at tage hul på nye udfordringer, og jeg tror en del af kimen til den tilstand er grundlagt i skolen (en iøvrigt frisindet og rummelig friskole), fordi han havde et langt større behov for frihed, personlig autencitet og kreativitet, end skolen kunne tilbyde.

Jeg har tidligere skrevet om fornuftsbegrebet på min blog, og vil nævne det her også: Hvad er fornuft, hvis ikke det er at tage din intuition og dit barns reaktion alvorligt? “Fornuft” er ikke en ensrettet, generel tilstand eller retning, som man kan logge ind på og dermed sikre, at alt er godt. Fornuft er i værste fald det, nogle har taget patent på for at få os til at passe ind i det system, de ønsker, vi skal bidrage til. I bedste fald er fornuften din egen; en personlig oplevelse af rigtigt og forkert.

Jeg bliver nødt til at fortælle jer alle sammen, at når man træder ud af den sociale konstruktion, som hedder skole -videregående uddannelse – job – pension, og begynder at tilrettelægge sit liv selv, så får man så meget tid, så mange muligheder, så meget glæde, lethed, indflydelse, som man aldrig havde troet, var en mulighed.
Jeg bliver også nødt til at fortælle jer, at der er uendeligt mange versioner af det gode liv. Den angst, som er forbundet med at tage chancer og leve et mere lystbetonet liv, er aldrig en berettiget angst. Frygt og angst er aldrig gode grunde til at lade være.

Tiden er vores eneste reelle ressource. Jeg har skrevet om det herinde til hudløshed: Når tiden er gået, kommer den aldrig igen. Den dag, vi netop har vinket farvel til, kan aldrig kaldes tilbage. Vores børns livsglæde, medfødte visdom og unikke væsen er i tiden, i kærligheden, vores nærvær.
Intet andet tæller på samme måde som tiden. ALT andet kan vi gøre om; tage patent på senere, satse på en anden gang. Men tiden venter ikke, den kan ikke samles til bunke, og man kan ikke spare på den ved at lade den gå ubemærket forbi. Når dagen er gået, er den for altid borte.
Et dansk barn bruger gennemsnitligt 11.000 timer i skolen. Jeg synes, det er af største betydning, hvordan de timer bruges, i hvilken tilstand, sammen med hvem. Jeg mener, at nysgerrighed, livsglæde, dialog, selvfølelse, samspil, kreativitet og handlefrihed er afgørende for barndommens kvalitet. Jeg mener, at barndommen har en værdi i sig selv, og det er ikke godt nok, at “man sagtens kan klare sig på trods af lange dage i institution og skole.” Hvem har lyst til blot at klare sig på trods? Det er en trist forventning i et samfund med de bedste muligheder for at give os hver især plads til at blive de mest givende samfundsborgere.

Jeg har den mest positive forventning til vores børn. De er så kloge, fine, progressive, intuitive og vidunderligt kreative.
Giv dem tid, plads og kærlighed og lad os stå sammen om dem, mens de lærer sig selv at ændre verden til et bedre sted.

Jeg har den mest positive forventning til forældre, som mærker efter indeni, og tager ansvar for deres livsvalg.
Giv dig selv ro og omsorg og hav tillid til, at når de vælger med hjertet, så vælger du aldrig forkert.

 

De to hyppige spørgsmål om hjemmeskoling: Lærer de nok, og har de et socialt liv?

Som hjemmeunderviser bliver jeg generelt mødt med nysgerrighed, undrend og siden ofte en stille eftertænksomhed.

Der er en række spørgsmål, som næsten er stensikre, og af dem ligger to klart i top: “Hvordan sikrer I, at jeres børn lærer nok”, og”hvordan sørger I for, at jeres børn bliver socialiseret.”
Jeg vil forsøge at svare så præcist som muligt på dem begge herunder, men det er i virkeligheden to emner, der fortjener at blive bredt ud og reflekteret over fra mange vinkler. Læs derfor under kategorien “Hjemmeundervisning” for at lære mere om vores liv og se min liste “Hjemmeskoleinfo – links og ressourcer“, hvis du vil vide mere endnu.

DET FAGLIGE
“Hvordan sikrer I, at jeres børn lærer det, de skal?”
I mange år mødte amerikanske hjemmeskolere altid den fordom, at deres børn ikke lærte det, der var nødvendigt. Jeg nævner USA, fordi det er den nation i verden, hvor flest børn hjemmeundervises (omtrent to millioner og støt stigende). Siden har man i USA gennemført adskillige studier af hjemmeskolede børn vs. dem, der går i skole, og konklusionen er entydigt og ikke overraskende, at hjemmeunderviste børn er akademisk overlegne.
Det siger næsten sig selv: I et hjemmeundervisningsmiljø har man én eller to engagerede undervisere til typisk 2-4 børn. Underviseren kender børnene indgående; har forståelse for deres interesser, styrker og udfordringer, og kan således målrette hverdagen, så alt det børnene oplever, bliver præsenteret for, og øver sig i, passer til deres unikke personlighed og behov.
Jeg har svært ved at svare på spørgsmålet om, hvorvidt mine børn lærer det, de skal, uden at spørge mere filosofisk tilbage: “Hvad SKAL de lære?” Mig bekendt er der ikke en alment anerkendt liste læringsmål, som et menneske historisk set ikke kan klare sig uden. I min familie synes vi, det er vigtigt, at børnene lærer at læse og skrive samt grundlæggende matematik – alt sammen ud fra et ønske om at de skal kunne tilegne sig mere viden ved brug af disse kundskaber. Derudover har vi ikke en generel forventning til, hvad man er afhængig af for at få et godt liv.
Og det er vel det, det hele handler om: At kunne skabe et meningsfuldt liv, hvor man bidrager til fællesskabet uden at miste sig selv undervejs.

Jeg mener, at børn først og fremmest skal lære at lære. Derefter skal alt det, de får brug for, nok komme ret ubekymret til dem.
Vi kender det alle sammen: Får vi pludselig mulighed for at flytte til Spanien i seks måneder, så skal vi nok lære at tale spansk på få uger. Når motivationen er klar, kommer den nye viden uden problemer.
Det er, hvad jeg helst vil give mine børn med fra deres opvækst: En sund selvfølelse og evnen til at skabe relation til de steder, de måtte komme frem. Jeg mener, at de mere end noget andet får behov for at kunne tilegne sig viden gennem relationsskabelse, videnssøgning, research og grundighed. De lærer kildekritik igennem vores samtaler hver dag; vores måde at tilgå omverdenen og vores historiskbetonede såvel som aktuelle emner i hjemmet. De lærer at slå rødder, skabe forbindelse til deres omgivelser og stå fast i sig selv gennem vores hverdag med en mangfoldighed af relationer, aktiviteter, naturoplevelser og tid til at fordøje.

“Jeg kan ikke huske noget fra folkeskolen, så jeg tør ikke tage ansvar for mine børns uddannelse.”
Ovenstående udtalelse er en tilbagevendende påmindelse om, hvorfor skolen ikke er den uundværlige faktor i en opvækst, som vi ellers er opdraget til at tro. Hvis jeg og mange andre har glemt det meste af, hvad vi burde lære i skolen, hvordan kan vi så have tillid til, at vores børn lærer det, vi synes, de bør?
Hjemme hos os tager vi ansvar for vores børns løbende udvikling ved at benytte os af mentorer, når vi støder på fag, som vi ikke er tilstrækkeligt stærke i. Det er en win-win aftale, når mine børn sidder sammen med et menneske, som har glæde af at dele sine kundskaber med et menneske, der er oprigtigt interesseret. På den måde har vi Knud, en pensioneret ingeniør, der skiller ting ad og samler dem igen med vores ældste, og vi har modelflyklubben, hvor han bliver inviteret hjem til de andre (og som regel mere end halvtredsårige) medlemmer for at lære om motorer, vindstyrke og den slags. Vi har vores nabo, hvor vi kommer, og bliver klogere på landbruget: Lige fra dyredrift over sædskifte til forskellige pløjemetoder, og hvis vi boede i byen eller provinsen, ville vi gøre det samme dér: Gribe mulighederne, suge mest muligt ud af livet og give os selv de bedste betingelser for at begejstres og være til.

Hvordan ser undervisningen ud til hverdag? Det svinger i takt med årstiderne, men der er tilbagevendende punkter året rundt: Vi læser sammen hver dag, går ture, har nærværende samtaler, laver projekter. Vi skriver, undersøger vores fælles historie, laver mad, tager på spændende ekskursioner året rundt.
I takt med vores børns udvikling tilegner min mand og jeg os konkret viden, der matcher børnene forskellige behov. Faktum er, at mine to mellemste har læst, siden de var fem, mens deres storebror på ni ikke interesserer sig det store for bogstaver (han kan dog læse), men i stedet fungerer på højt niveau, når det kommer til fysik og matematik.

Er jeg nogensinde nervøs for, om de lærer nok? Svaret er nej. Jeg er sikker på, at de lærer, hvad de skal kunne for at træde ud i verden på egen hånd og tilegne sig den viden, de løbende vil få behov for. Jeg er sikker på, at deres selvfølelse, nysgerrighed, kreativitet og livsglæde har de bedste betingelser i et liv som vores med plads til den enkelte og alligevel i et forpligtende fællesskab. Sådan kan skolen også være – ikke alle familier skal hjemmeundervise – men der er alvorligt behov for, at folkeskolen tager ved læring af de erfaringer, som de frie skoler såvel som hjemmeskolerne gør sig.

DET SOCIALE
“Jeg hjemmeskoler mine børn for at socialisere dem”. Sådan har jeg flere gange hørt hjemmeskoleforældre sige med et glimt i øjet.
Der er noget om det: Hvis et ungt menneske forlader folkeskolen som et helstøbt, livsglad og anerkendende individ efter at have siddet syv-otte timer dagligt i et klasselokale de seneste ti år med en presset lærer og konstant overhængende læringsmål, så mener jeg, at det er en reel mælkebøttehistorie. Hvis man er blevet positivt socialiseret; har en grundlæggende tillid til andre mennesker, er vant til ligeværd og gensidig respekt, samt har lært dialog fremfor krav og anerkendelse fremfor bedømmelse, så er det sket på trods. For vores nuværende skolesystem er ikke indrettet efter menneskets sociale behov.

Hvor mange voksne ville trives under de samme betingelser, som vi stiller vores børn? De har en lang arbejdsdag uden friheden til selv at bestemme, hvornår de lige strækker benene, tager en tissepause eller spiser et æble, og derudover laver de lektier både på hverdag og i weekenden.

Det er min overbevisning med afsæt i psykologiens lære om primær og sekundær socialisering, at barnet først og fremmest skal have mulighed for at skabe en sund tilknytning til sine nærmeste og først derefter er klar til at bevæge sig ud i verden og socialisere dér. Den primære socialisering har svære kår i Danmark, hvor 98 procent af alle børn er i vuggestue og børnehave, og det mener jeg, er en stor udfordring.
Dernæst er det vigtigt at forstå, at den sekundære socialisering – den, der sker uden for familien  – ikke nødvendigvis skal ske uden forældrenes nærvær. Faktisk er det altid en fordel og aldrig en ulempe at være tryg og have sine nærmeste i nærheden.

Hjemme hos os omgås vi et væld af meget forskellige mennesker fra alle steder, lag og livsfaser. Mine børn har venner, som går i børnehave og skole, og de har venner, der lever mere lig dem selv. Det er min oplevelse, at de fungerer rigtig godt socialt, og har nemt ved at snakke med og skabe relation til andre mennesker.

Spørgsmål: Hvad lærer man på en gåtur? Svar: Mere end jeg har plads til at skrive her

En gang om ugen mellem maj og september, forsøger vi at komme af sted på den dejlige gåtur fra vores hjem til Ærøskøbing. Der er 10 kilometer plus det løse.
Sådan en tur føles som at ryste støv ud af ørerne, pudse brillerne, sende ilt ud i alle celler.

At gå er at være sammen, og det er at dele den verden, vi bevæger os igennem. Det er en samtale, en forbindelse og en nysgerrighed.

Den fysiske træthed, som indtræffer, når vi kommer frem til isbutikken, efter at have været undervejs to og en halv time, skyller igennem kroppen som en lettelse. Vi orker ikke andet end at sidde stille ved busstoppet og læse en bog i fællesskab, til bussen kører os hjem. Så går vi den sidste kilometer fra stoppet i landsbyen og hjem, og håber at møde naboer, som kan høre om vores tur undervejs.

Jeg delte et billede og en lille tekst fra vores gåtur på instagram og facebook i går.
På facebook fulgte en udveksling, som jeg tænker, at jeg vil dele med jer, fordi jeg synes, den så fint indrammer nogle af de tanker, man kan gå med som forælder – hvad end man hjemmeskoler, eller er nysgerrig på det liv.

Spørgsmål: Jeg bliver simpelthen så nysgerrig. Hvordan får I læring, som i sidste ende skal lede op til en 9. klasses afgangseksamen med ind i sådan en tur? Eller er det mere i sprækkerne mellem aktiviteterne, at ungerne lærer? Feltstudie ønskes!!

Mig: Hmm, det er både simpelt og ganske komplekst at forklare.
Jeg tror på læring på barnets eget initiativ støttet op af nærværende og engagerede voksne. Jeg tror på den oprigtige samtale fostret af omsorg og nysgerrighed. Jeg tror på grundighed i relationerne og tid til fordybelse. På absolut ro, mulighed for fordøjelse og trygge, kreative rammer og udtryksmuligheder.
På vores gåtur taler vi ikke nødvendigvis om noget, som et skolet menneske ville kategorisere som “læring”. Nogle gange leger vi “hvilket regnestykker bliver til 20” eller “hvilke ord har seks bogstaver og kan deles i to individuelle betydninger.”
Andre gange gør vi ikke.
I går var der ikke behov for den slags lege – snakken gik helt af sig selv hele vejen. Jeg kan slet ikke komme i nærheden af at gengive de emner, vi er omkring i løbet af de tre-fire timer, sådan en ekskursion tager 🙂 
I går snakkede vi om, hvad vi tror sangen “Dem de andre ikke må lege med” handler om, og hvad det fortæller om den tid, den er skrevet i. Deraf kom en snak om abort (hvad betyder det, hvorfor er det lovligt i nogle lande og ulovligt i andre – derfra videre til lidt religionssnak). 
Vi snakkede om, hvorfor der er restriktioner for, hvor mange og hvilken type huse man kan eje i DK som udlænding (tyskere er særligt interessante her på øen), og vi snakkede ualmindeligt meget om modelfly og deraf en god portion fysik, elektronik og matematik. Vores ældste er head over heels forelsket i den verden, og har ikke lyst til at bruge sin tid på andet lige nu.
Vi snakkede om at blive gammel, om demens og om hvad vi hver især tror, der sker efter døden.
Vi badede også undervejs, og børnene gik i bare tæer det meste af vejen; det er alt sammen godt for sanserne. Vi mødte rigtigt mange som vi hilste på, og så var der jo alle fuglene, insekterne, hestene – osv.

Der er helt sikkert ting, som min niårige ikke har styr på, som hans jævnaldrende i skolerne satte flueben ved for længst. Men der er godt nok også meget viden suget ind af helt egen vilje og lyst, som han ved, hvorfor og hvordan han har fået.

Mine børn er “vågne”. De snakker meget, og de har noget på hjerte. De reflekterer bevidst og på højt plan. De bliver taget alvorligt, og de forventer at blive behandlet med respekt og omsorg. Sådan som vi voksne gør det.

Spørgsmål: Det lyder meget som en snak med min egen 7-årige. En snak der egentlig aldrig rammer en naturlig ende, men kan fortsætte ad knopskydende stier lige indtil, vi absolut skal noget andet. Med hvor ved I sådan noget om fx elektronik og fysik fra? Er det aftenlæsning? Jeg kan i hvert fald ikke huske de ting fra min folkeskoletid godt nok til at kunne lære det fra mig.

Mig: Jeg kan intet huske fra min skoletid, hvilket i sig selv for mig er tilstrækkeligt til at være tryg ved ikke at sende mine børn i skole.
Vi læser og spørger mennesker til råds. Vi mærker efter, researcher sammen med dem.
I dag lavede vi fysik med de to drenge i et par timer. Helt nyt for Kristian, men alligevel givende for alle parter.
Vi er så velsignede, at der dumper de mest ressourcestærke og vidunderlige mennesker ned i vores liv, når vi har brug for dem: En pensioneret ingeniør, som skiller ting ad sammen med vores børn og modelfly entusiaster, som spejler den dybe interesse i netop dét.

Spørgsmål: Virkelig interessant. Giver blod på tanden.

Mig: Det er i sandhed et meningsfuldt liv. Intet er spildt, alt er en smuk og givende proces. Jeg vil anbefale alle i hvert fald at give det en ærlig chance. Man bliver opmærksom på sider ved livet – en vidunderligt smuk verden lige ved siden af – som er bedre, end man troede, noget kunne være. Selv når det trækker tænder ud, kan man se sig selv i øjnene og vide med sikkerhed, at man var der, og man gjorde sit bedste.
Er det hårdt? Mega – men det er alt, som har en ubetalelig belønning.
Er det for hårdt? Nej, det er ikke hårdere end at stå op hver morgen, gøre børnene klar og aflevere dem til en lang dag for dernæst at hente dem, trætte, sidst på eftermiddagen. Det er ikke hårdere end at gå glip af mange af de skønneste stunder, og det er ikke hårdere end den fortrydelse, som jeg ved, ville ramme mig, hvis ikke jeg var her nu, så længe mine børn er mine.

Jeg er så glad for den slags udvekslinger. For de åbne spørgsmål og muligheden for at dele viden og erfaringer. Facebook er på mange måder noget, jeg har lyst til at udelukke fra mit liv – men så kommer der en korrespondance som denne, og berettiger mediets eksistens.

Her er nogle billeder fra gåturen. Live havde pakket en rygsæk med skiftetøj og bøger, som hun eksperimenterede med at læse højt for Juno, mens vi gik. Ilja gik uden sandaler næsten hele vejen – nogle gange går vi ad Øhavsstien, som bugter sig langs markerne ved vandet, i går gik vi på asfalt det meste af ruten, fordi børnene ikke havde lyst til at gå på stubmarkerne. Vi spiste is hos Aroma i Ærøskøbing, Juno vælger altid blåbær, hvilket på det kraftigste udfordrer mit behov for ikke at skulle vaske tøj hver dag, så hun spiser is i bar mave (og nyder det.) Storm sagde flere gange, mens vi gik, at han var glad for turen. Han var ellers ret ærgerlig om morgenen, da jeg sagde, at det var vores plan for dagen, men vi havde sådan nogle gode stunder undervejs. De fik tre kugler i deres is for første gang nogensinde. Det var for meget, lød dommen. I næste uge er vi således tilbage på to (måske med undtagelse af Kristian?)

Hjemmeskoleinfo – links og ressourcer

Millioner af familier over hele verden hjemmeunderviser deres børn.

Nogle rejser jorden rundt, og lever i en rygsæk, mens de lærer om alle aspekter af livet undervejs (“world schoolers”).
Andre hjemmeunderviser af religiøse årsager.
En del familier efterligner skolernes struktur med skemalagt undervisning, men tilpasser det deres egne overbevisninger og børnenes interessser (hjemmeskolefamilier ligger statistisk over skolernes niveau akademisk).
I USA og England er Waldorf / Rudolf Steiners undervisning en kendt metode at hjemmeskole efter –
det samme gælder Montessori, Thomas Jefferson leadership education og en håndfuld flere.
Mange familier plukker fra alle de forskellige metoder, og blander dem, som de finder bedst.
Og så er der unschooling, som er en ideologi der opstod i halvfjerdserne, og som ser ud til at vinde større indpas og få stor opmærksomhed – ikke mindst i Danmark. Unschooling er læring på barnets eget initiativ, og er i udgangspunktet uden undervisningsstruktur, men tilpasses børnenes motivation, således at eks. faste undervisningstimer/temaer sagtens kan indgå, så længe det er barnets ønske.

Der findes hundredetusindevis af hjemmesider med information om alle de forskellige måder at hjemmeundervise. Man kan købe pensum, rådgivning, udfærdigelse af personligt skema og meget andet på mange engelske og amerikanske websites, og der er utallige fora, hvor hjemmeskoleforældre udveksler erfaringer.

Afhængig af, hvilken metode man ønsker at undersøge/hjemmeskole efter, er der mange forskellige steder at søge viden og inspiration.
Den retning, jeg oftest bliver spurgt til, er unschoolingen, som jeg selv har lært meget af og trukket en del inspiration fra de seneste år. Vi unschooler ikke per definition herhjemme, men mange af vores tilgange til indlæring og familielivet er inspireret af unschooling.

I skoleåret 2018-19 planlægger jeg, at vi herhjemme skal have mere struktur og rytme, end vi har haft det forgangne år, hvor vi mest af alt har deschoolet, og fundet os selv og hinanden. Jeg forventer at købe et færdigt pensum efter Steiner/Waldorf principper fra en dygtig udbyder og tilpasse det mine børns interesser og udfordringer med hjælp fra en erfaren, steineruddannet hjemmeskolemor.

Når forældre kontakter mig for at få mere information om hjemmeundervisning, plejer jeg at sende dem følgende liste.
Den er under konstant udvikling, fordi jeg løbende finder flere ressourcer, og læser nyt materiale.


FILM:

* Sir Ken Robinson har lavet rigtig meget vigtigt materiale om skole og undervisning. Hans to mest sete videoer er disse: Do schools kill creativity og Changing education paradigms – begge på Youtube.

Den franske unschoolingdokumentar “Being and becoming” ligger på Vimeo til leje eller køb, og jeg har selv oplevet, hvordan den skaber tryghed omkring valget af unschooling (og fravalget af skole) i både os forældre og vores omgangskreds. For min mand og jeg var den med til at konkretisere mulighederne for vores nye livsstil: https://vimeo.com/ondemand/beingandbecoming/129151758

* Alphabet er en tysk dokumentar om vores uddannelsessystem i PISA-testens tidsalder. Fra Filmstriben, hvor filmen kan streames gratis: Filminstruktøren Erwin Wagenhofer analyserer det moderne uddannelsessystem og hævder, at dette system knuser børns selvstændige tænkning, fantasi og kreativitet, når de formes til at overleve i vores konkurrenceprægede verden.

* Dokumentarfilmen “The Challenge of Rudolf Steiner” om den østrigske filosof og mystiker kan downloades HER for ti britiske pund. Jeg synes, den er meget inspirerende og fin. Se eventuelt traileren HER og se de seks minutter til ende, for det starter med en helt masse korte klip, og virker måske lidt usammenhængende, men det er to meget oplysende og fine film om Steiners syn på alt fra landbrug over handicappede til uddannelse og økonomi.

* “Given” er en visuelt ubegribeligt smuk dokumentarfilm om en surferfamilie, som rejser jorden rundt på en slags spirituel dannelsesrejse. Den er inspirerende, og giver mod til at udleve sine drømme. Pt. ligger den på Netflix.

* I denne youtube-video fortæller den unschoolede filmskaber Astra Taylor om sin opvækst i et bohemehjem med frihed og unschooling.

BØGER

Der er SÅ mange gode, og egentlig synes jeg slet ikke, jeg er erfaren nok til at anbefale i denne kategori, men jeg vil alligevel nævne dem, jeg selv har læst, og som jeg har fået meget ud af:

Ben Hewitt: Home Grown. En for mig vildt inspirerende, bekræftende og tankevækkende smuk lille bog om en families frie, fredlige, naturlige liv i Vermont.

Oliver Van DeMille: A Thomas Jefferson Education: Teaching a Generation of Leaders for the Twenty-First Century. Et klassisk og oplysende take på undervisning i hjemmet.

Oliver and Rachel DeMille: Leadership education – the phases of learning. En grundig, alsidig indføring i hjemmeskoleundervisning med afsæt i en filosofi om ansvarstagen og positivt lederskab.

John Holt: Teach your own. En slags bibel inden for unschooling.

Peter Gray: Free to Learn. Også en bog om fri indlæring og aktivering af barnets medfødte kompetencer.

John Taylor Gatto: Dumbing us down – the hidden curriculum of compulsory schooling. En samfundskritisk, knivskarp og tankevækkende bog om skolevæsnets fordummende, bedøvende natur og om menneskeligt potentiale.

Sandra Dodd: Big book of unschooling. En helt masse inspiration til fede lege og positive aktiviteter og info om unschooling generelt.

Gordon Neufeld: Hold onto your kids. Banebrydende og meget vigtig bog om nødvendigheden af forældre-barn tilknytningen langt op i barnets ungdom, En bog om, hvorfor en nærværende familie er vigtigere end en stor vennegruppe.

Rooberto Trostli: Rhythms of Learning : What Waldorf Education Offers Children, Parents and Teachers. En grundig indføring i barnets læringsprocesser set med Steinerøjne.

Clark Aldrich: Unschooling Rules. Hvis jeg kun måtte købe én bog om unschooling, er det lige før, det ville blive denne meget letlæste håndbog, som består af er 55 opsigtsvækkende og helt simple indsigter om indlæring.

Naomi Aldort: Raising Our Children, Raising Ourselves. Den anerkendte familierådgiver og mor til tre unschooolede drenge har skrevet en meget vigtig og stærk bog om vores tilgang til børn, og hvordan vi forældre kan ændre dårlige mønstre og blive mere kærlige og motiverende forældre.

BLOGS:

* Min absolutte yndlingsblog om unschooling er australske Saras “Happiness is here.” Det er en inspirerende, smuk og øjenåbnende oplevelse at dykke ned i hendes indlæg. Hun unschooler fire piger, og er som regel meget konkret på ét emne i alle sine indlæg.

* Simple Homeschool var mit første hjemmeskole-crush. Jeg fandt bloggen for 5-6 år siden, og faldt for Jamies omsorgsfulde og kreative men samtidig meget organiserede måde at hjemmeundervise på. Der er uendeligt mange spændende og alsidige artikler på hendes giga-store blog.

* Cecilie Felumb Conrad har i en del år blogget om hjemmeskoling med et fint blik for det smukke, det sure og indlæringsvejene på rejsen.

* Pernille, som har hjemmeskolet sin søn det seneste år, skriver bloggen “Det kræver en landsby” om det langsomme liv og behovet for fællesskaber.

* Min veninde Tine har fornylig startet bloggen “Hjemmeskoleliv” om hjemmeskolelivet og alle dets udfordringer og lykkestunder.


ARTIKLER:

Denne mor har mange års erfaring med hjemmeskoling/unschooling, og hendes vise refleksioner byder på en del øjenåbnere undervejs. Meget bekræftende læsning, når man er ny i denne verden.

* Ben Hewitt, som har skrevet den unschooling- og livsstilsbog, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, nemlig “Home grown“, har også skrevet denne fede artikel om sin families frie og ansvarlige liv.

Her beskriver en kvinde, som selv underviser på universitetet, hvorfor hun unschooler sine børn.

* Business Insider om, hvorfor hjemmeundervisning er fremtiden.

* En allround, nede på jorden “what is homeschooling“-artikel på engelsk.

Der findes helt uendeligt mange artikler om hjemmeundervisning, og det giver god mening at være specifik i sin research, også selvom man måske endnu ikke ved, hvilken hjemmeundervisningsstil man har.
Hvis man eksempelvis er interesseret i Steiner / Waldorf, er der et hav af ressourcer med det og sådan er det med alle de større retninger.


HJEMMEUNDERVISNING I DANMARK

* Frilæring er den danske forening for hjemmeundervisere i Danmark. Det gratis medlemskab giver adgang til flere aktive og kompetente facebookgrupper, og på foreningens hjemmeside kan enhver læse om lovgivning på området; hvordan man rent praktisk kommer i gang og hvor mange hjemmeundervisere der pt. er registreret i Danmark.
Som medlem har man også adgang til en aktivitetskalender og andre ressourcer. Man behøver ikke være aktiv hjemmeunderviser for at blive medlem.


PODCASTS

* Podcasten med unschoooler-mor Pam Laricchia er ret god, selvom hun er lidt rigeligt amerikansk at høre på. Der er pt. 128 afsnit. Jeg har bl.a. hørt afsnittet med Ellen Rowland fra den skønne blog “A muddy life”. Lige netop det afsnit ligger her: https://amuddylife.com/

* Podcasten “rewild yourself” har to afsnit med forfatter, journalist og unschooler Ben Hewitt, som jeg er rigtig glad for, og nu har nævnt tre gange på denne liste. Hans ydmyghed og store viden samt den gennemgående respektfulde tilgang til livet, inspirerer mig meget, og det er særligt tydeligt i disse to podcasts, som handler lige meget om homeschooling, unschooling og livet på landet som selvforsynende. Jeg fandt de to udsendelser i den der lilla podcast-app på min iPhone..

* Melissa Nielsen er Waldorf/Steiner homeschooler, og i sin tilbagevendende podcast deler hun sine erfaringer med alt fra planlægning af skoleåret, daglig rytme, specifikke fag og børnenes udvikling ifht. alder.

* Denne side har en omfattende liste over gode hjemmeundervisningspodcasts indenfor alle tænklige retninger.

* Simple Homeschool har lavet en liste over 10 nye homeschool podcasts, og noteret, hvem der vil have glæde af at lytte til de forskellige.

 

INSTAGRAM
* Der er et hav af vidunderligt inspirerende unschoolere, homeschoolere m.v. på Instagram. Søg på de forskellige hashtags (“world schooling”, “homeschooler”, “unschooling”, “homeschoolinglife”, “children lead learning”, “Waldorf homeschool” osv.).

 

VIL DU VIDE MERE?
Skriv endelig med spørgsmål – hvis ikke jeg selv kan hjælpe, kender jeg sandsynligvis nogen, som kan.

Vores første hjemmeskoleår skal evalueres (vi får tilsyn i morgen)

Okay, okay – dyb indånding.

Vi har meget på tapetet i denne uge. Mere end jeg synes, er helt optimalt.
Der er tale om en række sammenfald af ting, som er mere eller mindre ude af vores hænder.
Nogle er totalt luksus og virkelig bare dejlige – andre er knap så glædelige, men ikke desto mindre meningsfulde og uundgåelige.

Én af de ting, jeg ser frem til, men som jeg også liiige skal fokusere for at blive klar til, er vores første tilsynsbesøg i morgen. Alle hjemmeskolere i Danmark bliver moniteret af deres kommune. Som regel er det en lærer fra barnets distriktsskole, der står for tilsynet, og således også her på Ærø, hvor skolen i Marstal (øens eneste folkeskole) er vores tilsynsskole. Det korte af det lange er, at nogen fra kommunen har til opgave at tjekke, at de hjemmeunderviste børn udvikler sig, og trives generelt, hvilket man jo ikke kan være andet end glad for. Det ér bare ikke tilstrækkeligt dannende at hente øl til sine forældre og se Disney Channel dagen lang, og lige netop den slags slipper forhåbentlig ikke igennem tilsynet herhjemme.
I USA ved jeg, at reglerne svinger fra stat til stat: I nogle er der absolut ingen kontrol (og dermed total frihed); andre er meget strikse, og gør livet ret surt selv for de mest pligtopfyldende hjemmeskolere. Det er interessant at læse om, når man bor i et land, hvor hjemmeundervisning er mindre udbredt, end det er i USA (dér er antallet af hjemmeunderviste børn fordoblet de seneste 15 år til at udgøre 3 procent af alle børn i den skolepligtige alder).

I Danmark er retten til at hjemmeundervise grundlovssikret.
Det hedder bl.a.:

§ 76. Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.

§ 35. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med den undervisning, børnene får i hjemmet m.v.

Stk. 3. Skønnes det, at undervisningen ikke har været forsvarlig, underretter kommunalbestyrelsen forældrene om, at der vil blive afholdt en ny prøve (eller tilsynsbesøg, red.) efter 3 måneder, og at børnene, hvis undervisningen stadig er mangelfuld, skal undervises i folkeskolen eller en anden skole, hvor undervisningspligten kan opfyldes, jf. § 33, stk. 2, i lov om folkeskolen.

Stk. 4. Når kommunalbestyrelsen skønner, at undervisningen er forsvarlig, kan den fritage for tilsynet.

Det korte af det lange er, at hjemmeunderviste børn skal stå mål med folkeskolen ved udgangen af 9. klasse, hvilket i grove træk betyder, at de skal kunne lige så meget, men ikke nøjagtig det samme, som folkeskolens pensum.
(Læs mere om hjemmeundervisningsregler i Danmark på frilæring.dk)

Når man træder de første skridt ind i hjemmeskolelivet, som vi gjorde det sidste år, er tilsynet den ene faktor, der skaber mest usikkerhed på forkant: Man læser gruopvækkende historier om ubegrundede underretninger, og om tilsynsførende med meget ringe forståelse for ønsket om at hjemmeundervise. Samtidig læser man de mange historier om gode relationer mellem familier og tilsynsførende og om positive besøg og oprigtig nysgerrighed fra kommunen.

Nogle kommuner fører tilsyn med hjemmeskolefamilierne så ofte som hver tredje måned, men jeg har indtryk af, at de fleste gør det en gang om året, og at det er den løsning, der fungerer bedst.
Sådan er det også her på Ærø, hvor vi som den vist nok første hjemmeskolefamilie af vores slags (dvs. ikke tvunget ud af systemet pg.a. mistrivsel men selvvalgt af ideologiske årsager) har haft stor indflydelse på den ordning, der er blevet lavet, og som indtil andet er bevist, også gælder andre fremtidige hjemmeskolefamilier her på øen.

Folkeskolen herovre har været meget imødekommende og respektfulde overfor vores visioner, og vi har følt os trygge, siden vi mødtes med de forskellige parter fra kommunen i august sidste år. De har givet os alt det materiale, vi overhovedet kunne drømme om, og der har været en respektfuld og rar tone.
Nu rinder vores første hjemmeskoleår stille ud, og i morgen er det altså tid til vores første tilsyn.

Det har givet anledning til en del refleksion mellem Kristian og jeg (og vores hjemmeskolevenner) de seneste uger: Vi har talt om, at vi på den ene side er glade for, at vi ikke har brugt en masse energi på at tænke “det her er tydeligvis læring – jeg tager lige et billede” i løbet af året, men også at løbende dokumentation gør formidlingen til kommunen noget nemmere.
Vi har set vores fotos fra det seneste år igennem (tusindevis…), og valgt at få fremkaldt en stak, som vi synes, viser vores skolehverdag ret fint: En del ekskursioner (klassiske koncerter, Kattegatcentret gange to, biavler-besøg, muséer, osv.) men selvfølgelig så vores hverdag, som rummer alt det, vi holder så meget af: Bondegårdsstemning, fisketure, dominobaner, storslåede tegninger, en helt masse læsning, LEGO-vidunderbyggeri og meget andet.

Jeg har nedfældet nogle ord om Storms boglige udvikling; om hans interesser og projekter gennem året og om det, han bøvler med – de områder, hvor vi ønsker, at han skal udvikle sig det næste år. Storm selv har skrevet alfabetet med sirlige bogstaver på en side i sit portfolio, og ser vist mest af alt frem til at fortælle et nyt menneske om alt det, han brænder for.

Alle fire børn glæder sig til besøget. Live kommer til at læse og snakke den tilsynsførende et øre af, hvis ikke vjælper hende med at holde lidt igen, og Ilja har en million ting, han gerne vil fortælle, om alt det han interesserer sig for. Juno kommer højst sandsynligt til at tage imod vores gæst på gårdspladsen – nøgen, hvis ikke det var for de gule gummistøvler, og Storm, som det mest af alt drejer sig om i år, hvor han stadig er den eneste reelt hjemmeskolede i huset, ja, han har alle sine idéer, tanker, ord og skønne indfald, som der vil være rig lejlighed til at dykke ned i.

Jeg bager en stak chokolademuffins, Kristian laver kaffe, og så skal det nok blive godt.

Er det ikke sjovt – jeg glæder mig faktisk. Jeg er lidt stolt af vores lille familie og alt det skønne, som jeg synes, vi har gang i, så jeg synes egentlig, det bliver dejligt at få besøg af en udenforstående, som kan se det hele fra en lidt anden vinkel og måske både støtte os der, hvor vi stadig fumler os frem, og klappe os på skulderen over alt det, vi allerede er godt på vej med.

Her får I lige en ordentlig bunke fuldkommen tilfældigt udvalgte og på ingen måde prioriterede billeder fra året, som snart er gået. Jeg kaldte mappen “Vores skole 2017-18” på mit skrivebord, og blev helt varm om hjertet. Vi har valgt rigtig, og jeg er ikke i tvivl. Næste år vil jeg gribe en del ting anderledes an i forhold til skolestil osv., men bare det at vide, hvad vi har af muligheder, føles som en god begyndelse.

Næste år er det planen at skabe en anderledes rytme omkring vores hjemmeundervisning, og jeg er ved at researche forskellige pensummuligheder m.m.
Spørgsmål til alt det her er altid velkomne – og jeg skal nok skrive, hvordan det går med tilsynet.