Jeg vil fortælle dig noget om indlæring, som du ikke får at vide henne i skolen

Nu vil jeg fortælle dig, at indlæring har lige så mange ansigter, som der er mennesker på jorden.

Jeg vil understrege, at dit barn lærer uafbrudt, uanset hvad du stiller op.

Jeg vil fastholde, at der ikke findes én komprimeret læringsmetode, som er bedre end alle andre; at der ikke findes ét mål, som passer til alle.

Sandheden er, at det den ene fordybe sig i gennem et helt liv, får den anden aldrig behov for at have kendskab til. Vores besnærende syn på, hvad et menneske har brug for at kunne, når de forlader skolen, resulterer med andre ord i en helt masse spildt tid. Har du nogensinde gået dine noter fra skoletiden igennem for at finde ud af hvor meget (eller hvor lidt?) af det, du rent faktisk har haft glæde af, da du skulle skabe dit eget liv?

Tid, opbakning og tryghed er de basale behov, som skal dækkes, for at et barn kan udvikle sig til en voksen, der er i stand til at leve et meningsfuldt liv. Samtidig har en kærlig, anerkendende barndom i sig selv den største værdi, uden at den underlægges målsætninger eller krav om specifik læring.

Nogle lærer bedste, mens de bygger et skur; andre skal danse sig igennem deres livsprocesser. Nogle tegner sig til livets indsigter med pen og papir, andre finder svarene, når de befinder sig i store, dynamiske teams. Det ved de i de demokratiske skoler, som myldrer frem i Israel med stor succes.

Børn har en medfødt evne til at udvikle sig, der er simpelthen intet alternativ: De lærer at smile, kravle, rejse sig og gå. De lærer at tale, hoppe, lege og fordybe sig. De lærer så meget på deres første fem leveår, at det for mig er noget nær ubegribeligt, at vi er kommet til at tro på, at de ikke kan lære noget derefter, medmindre de møder op på en skole hver dag. Jeg mener ikke, at skolen udelukker læring, men det går mig imod, at vi som samfund er blevet komplet ignorante overfor, at man også kan lære, selvom man ikke bruger det meste af sin tid i sådan én.
Så desillusionerede omkring indlæring er vi, at vi ikke mener, de mange timers ugentligt klasseundervisning er nok; der skal også lektier til, og hvis barnet stadig ikke følger den arbitrære læringskurve, må vi straks slå alarm. “Der er noget i vejen!” – Men er der med sikkerhed det? Har du som forælder mærket efter i hjertet, når du accepterer, at dit barn er problematisk, fordi han eller hun ikke lærer nøjagtig som forventet?
Det gik jo meget godt uden skolen indtil for blot 200 år siden, men den viden er gået i glemslen, fordi vi har ting, vi skal nå, og mennesker som skal formes på en bestemt måde.

Som jeg ser det, er det først, når vi blander os i børnenes instinktive indlæringsevner, at det kan gå galt, og det er skolen blevet rigtig dygtig til.
Når vi installerer frygten for at fejle, og oplevelsen af at skulle måles op mod andre mennesker, risikerer vi at forstyrre eller helt ødelægge barnets nysgerrighed og skaberkraft. Når vi med tests, karakterer og korrektioner cementerer, at fejl er et problem, slår vi samtidig børnenes personlige kreativitet ihjel. Det er et faktum, at enhver nyskabelse er produktet af gentagne fejltagelser.

Hvis ikke du har set den, de andre gange jeg har delte den herinde, er nu et godt tidspunkt: Sir Ken Robinson i den mest sete Ted Talk til dato om børn og kreativitet (med citater som “hvorfor underviser vi ikke i dans, lige så meget, som vi underviser matematik?” og nogle vigtige pointer om, hvordan man finder sit talent)

Mens skoledagene er blevet længere, glemmer vi, at vores børn kommer med alt, hvad de skal bruge for at blive dygtige voksne. Det eneste, vi behøver gøre for at guide dem på rette vej, er at være opmærksomme, støttende facilitatorer. That’s it – krævende, men også ganske simpelt.

Når vi retter på vores børn, eller skammer dem ud for ikke at følge pensum, installerer vi følelsen af at være forkert, hvor der burde være glæde og initiativ.
Når vi forventer, at vores børn skal kunne de samme ting på samme tid, beder vi fisk klatre i træer, og værst af alt paralyserer vi barnets drivkraft efter at udvikle sig i takt med sin indre rytme.

Det, mine børn lærer her i vores hjemmeskole, er ikke forbeholdt vores hjemmeskole. Det er ikke nødvendigvis umuligt at lære meget af det samme i en skoleramme, men det bliver sværere, for hver gang vi strammer skruen omkring børnene med lange dage og besnærende krav. De stramninger, som i forbindelse med de seneste politiske tiltag, nu også gælder børnehaver og på sigt vuggestuer.

Det er en endegyldig sandhed, at hvis man tilbringer syv timer om dagen i et klasselokale plus én time på lektier og 45 minutter på transport til og fra skolen (samt x-antal timer foran en skærm derudover), er der ikke mange vågne timer tilbage til at udforske alt det, som man ikke kan lære dér. Man har ganke enkelt ikke lige så mange timer til at fordybe sig i sine egne, frie projekter, naturen og al den læring, som ikke findes i et klasselokale eller en opgavebog.
Samfundets nuværende skoleform, og de forventninger, der bliver stillet til vores børn derigennem, risikerer at underminere deres oplevelse af at være værdifulde mennesker. Og hvad er vigtigere end visheden om, at man har en meningsfuld plads her på jorden? Selvværdet er kernen i et selvstændigt liv.

Én ting har alle forældre til fælles, og det er, at vi for alt i verden vil klæde vores børn bedst muligt på til at få et godt liv, når de rejser ud i verden.
Før vi rigtigt kan tage hul på det job, er vi tvunget til at se os selv dybt i øjnene og reflektere over, hvad et godt liv reelt er? Lever vi selv et godt liv? Hvilken verden vil vi gerne overdrag til vores børn, og hvordan ønsker vi, at de skal træde ind i den? Hvornår er vi selv mest lykkelige, og hvem kender vi, som er oprigtigt tilfredse med deres liv – hvad gør de for at have det sådan?

Vi lever i et samfund, som har overordentligt travlt med at ensrette os alle sammen. Fra vugge(stue) til grav skal vi leve op til en række konventioner, læringsmål og dogmer, som jeg frygter, er udstukket for at bevare en gruppe menneskers position i samfundets top og sikre den økonomiske vækst (som vi alle sammen efterhånden ved, overvejende bidrager til at opretholde en udvikling, der i bedste fald er forældet, og i værste fald ender med at tage livet af os alle sammen).

Vores børn vokser op i et samfund, hvor den underliggende dagsorden er at få flest muligt ind på række: 90% af alle unge skal på en ungdomsuddannelse, fjumreårene (bare det ord!) er smidt i skraldespanden, og den normerede tid kørt i stilling. Det tvinger os til den erkendelse, at for at se verden, for hvad den virkelig er, må vi træde ud af kasserne og betragte virkeligheden med hjertet, eller med vores egen sunde fornuft.

Er der reelt grund til at frygte for den lidt indadvendte, kreative pige, som ikke kan læse i 2. klasse, men som til gengæld kan lave solsystemet i Haba-perler, og iøvrigt fortæller sin mor historier, som griber hende om hjertet?
Er der reelt grund til at udskamme den seksårige dreng, som ikke bryder sig om andet end frikvartererne, og hellere vil bygge broer i sandkassen end skrive pæne tal på linje? Behøver vi være bekymrede for de børn, der ikke lærer nøjagtigt, som retningslinjerne foreskriver, eller er skal vi i stedet genfinde troen på, at deres vej er fuld af mening og tilstrækkelig læring, hvis vi støtter i stedet for at skælde ud? Er det ikke måske i virkeligheden den dummeste fælde for hele vores samfund, hvis vi kun giver plads til en ensartet masse af initiativløse, uselvstændige mennesker?

Indimellem bliver jeg ramt af en frygt for, hvordan det dog skal gå vores hjemmeskolede børn, og jeg spørger mig selv: Hvad er det vigtigt, at de får med herfra?
Velvidende at intet er perfekt, søger jeg svar på, hvad jeg gerne vil kunne tænke tilbage på, at vi forsøgte at give dem.
For mig er svaret, at de skal kunne mærke deres egen vej, så de aldrig føler sig uden vilje eller værdi. De skal lære at lære, for så kan man lære alt, og de skal bevare kontakten til deres medfødte drivkraft og kreativitet, for så løber man aldrig tør. Jeg tænker ofte på denne artikel, som jeg læste, lige da vi havde besluttet at hjemmeskole vores børn. Den er skrevet af en ph.d.-uddannet universitetslærer, som unschooler sine børn hjemme. Hun skriver, at det vigtigste for hende er, at hendes børn lærer at lære. Hun vil uddanne ledere, iværksættere, opfindere, og hun kender til passion, og den skal hendes børn ikke have frastjålet.


Sidste år lærte vores femårige datter sig selv at læse, og siden da er hun gået fra letlæsningsbøger til tegneserier til reel litteratur. For to uger siden knækkede hendes tvillingebror for alvor læsekoden, helt af sig selv og uden vores indblanding. Nu læser han på livet løs om ninjaer og pattedyr, og de øver sig begge i at skrive dagligt. Deres tre år ældre storebror, derimod, er stadig mest optaget af elektronik og bæredygtig energi, og knap så ferm til at læse eller skrive. Han designer eldrevne biler, og forsøger at installere motorer på vores trehjulede cykler, men har absolut ingen lyst til at sidde med en opgavebog eller skrive pænt. Jeg øver mig i at stole på, at han skal have lov til at gå sin egen vej: At jeg vil fortryde, hvis vi presser ham mere, end han allerede har oplevet, med fare for at underbygge hans frygt for at fejle.
Pointen er, at når vi har tillid til vores børn og os selv, så kommer indlæringen uundgåeligt. Det er aldrig til at sige, hvordan et barns læringsvej ser ud, men de lærer altid. Det gør de virkelig. I promise.

 

LÆS FLERE indlæg om samme emne:
Jeg kender en dreng, og jeg kender en pige
Min søn har knækket læsekoden uden pres
Vi kan jo ikke alt, vel
Hvorfor er jeg nervøs for at sende mine børn i skole

Hvordan har børnene forandret sig, siden vi tog dem hjem?

Det er der flere, der har spurgt til: “Hvordan er jeres børn anderledes, siden I tog dem hjem fra skole/børnehave/dagpleje?”

Egentlig har jeg ikke tænkt over, at de skulle have forandret sig, men jeg har været lidt mere observerende på det sidste, og jeg kan godt se, at en del ting har rykket sig det seneste år. Jeg nævnte spørgsmålet for Kristian på et tidspunkt. Han sagde: “Det er ikke børnene, der er anderledes. Det er vores forældreskab. Vi har taget opgaven mere på os, siden vi besluttede at lægge vores kreativitet herhjemme fremfor i en masse opgaver uden for familien.”

Jeg er enig: Vi er mere nærværende og engagerede forældre i dag, og deraf er relationen blevet mere nær. Vi bruger jo meget mere tid sammen, end vi gjorde, da vi afleverede dem i skole og institution (fire dage om ugen, men alligevel), og i tilbageblik var vi nok ikke særligt gode til virkelig at være sammen med vores børn, når der også var mange andre ting, som trak i os. Jeg tror faktisk, jeg var delvist fraværende en stor del af tiden, fordi min opmærksomhed var rettet mod noget andet (skriveprojekter, e-mails, kommende arbejdsopgaver), selv når børnene var hjemme. Sådan tænker jeg ikke, at det hænger sammen for alle, men sådan var det for mig.

Og dét er nok essensen i den forandring, der har foregået, og som stadig er i fuld gang: At Kristian og jeg har taget ét eller flere spadestik dybere i vores familieliv, og derfor på mange måder er nogle andre forældre end tidligere. Vi er mere opmærksomme, mere tilstede, dedikerede og lydhøre.

Lørdag aften, da jeg puttede Ilja, spurgte han, om vi kunne google, hvordan man laver sin egen Nerf-gun. Jeg sagde, at det kunne vi gøre efter morgenmaden dagen efter, og det endte med at være ham og Kristian, som søgte inspiration på nettet sammen i går morges. De fandt ikke noget, der gav mening, så i stedet gik de ud i værkstedet for at se sig omkring, og på omtrent tyve minutter byggede de en slagkraftig pistol ud af en cykelpumpe, nogle slanger, en del gaffatape og en gammel cola-dåse. Pistolen blev navngivet “Fun Gun”, og Ilja var stolt og glad hele dagen. Storm sagde flere gange “ej, hvor er Iljas Nerf-gun fed!”, og de legede krig og testede, hvilken pistol, der skyder længst. Iljas hjemmebyggede våben skyder lige så godt som plastikpistolerne til flere hundrede kroner, og jeg er egentlig lidt stolt af, at mine børn synes, en pistol lavet af genbrug er federe, end dem man kan købe i butikken. Ikke fordi det kommer bag på mig: Jeg er også mere til unika end stanglakrids, men det er så nemt at blive forført af glitrende emballage og legetøjskataloger.

Det var også i går, at jeg fandt en håndfuld slidte strømper til Live, som hun klippede til trøjer, huer og kjoler til sine bamser. Det var noget, hun havde set sin grandkusine gøre nogle dage forinden, og selvfølgelig skulle hun prøve kræfter med det. Hun fik min bedste stofsaks, og vi satte os sammen, og fandt ud af, hvordan hun kunne lave det, hun havde lyst til. Det var en aktivitet, som hun vendte tilbage til flere gange i løbet af dagen, og også hun var stolt og glad, og jeg følte, at jeg havde været med til at facilitere noget positivt.

For et år siden havde det taget længere tid at få Kristian eller jeg med på den slags projekter, men nu kommer det naturligt, at vi griber de ting, som børnene udviser interesse for. Vi øver os hver dag i at følge deres cue, samtidig med at vi også er blevet mere konsekvente i vores tilgang til hinanden, fordi vi har tillid til relationen: Her bliver løbende fastere rammer, rutiner og ro (og især den del kræver meget af mig: Jeg er ikke hverken struktureret eller konsekvent af natur.)

Jeg kan ikke huske, præcis hvordan det plejede at være herhjemme, men jeg ved med sikkerhed, at mine børn leger mere og bedre nu. De har KONSTANT gang i noget. Ikke alt sammen er imponerende, åbentlyst kreativt eller meget læringsmættet, men de er bare hele tiden midt i én eller anden aktivitet.
Det sker tit, at jeg foreslår, at børnene og jeg sætter os, og læser en bog midt på dagen, hvortil de siger “ja – fedt!”, men ofte ender jeg med at sidde og vente forgæves: Pludselig er de i stedet fuldkommen opslugt af at filme en scene til en stopmotionfilm, eller de har bygget en by af magneter, eller hopper på trampolin.

Hvad så med konflikterne – er der blevet færre af dem, siden vi er hjemme sammen?
Mine børn skændes nok omtrent lige så mange minutter (eller timer?) dagligt nu, som de gjorde for et år siden. Forskellen er, at de har den samme mængde konflikter i løbet af et helt døgn, som de tidligere havde koncentreret på morgen- og aftentimerne. De har simpelthen flere gode lege, flere fælles idéer, oplevelser og ønsker end tidligere. Deres relationer indbyrdes er uden tvivl blevet stærkere, og selvom de stadig kan rive håret ud af hovedet på hinanden og sige de strideste ting, synes jeg, at de bevæger sig i samlet flok. De har en stor forståelse for hinanden, og så snart vi ikke er alene, står de sammen mod resten af verden. De nyder at lege med andre børn, men når vi siger farvel, og de kun er sig selv igen, genoptager de altid noget, som de var i gang med tidligere.

Hvis jeg skal prøve at komme med en konklusion, så er den, at jeg er vågnet op til forældreskabet: Vi er alle sammen mere fuldt tilstede i livet, og gør os mere umage med at få mest muligt ud af tiden. Børnene er mere afslappede, idérige og nysgerrige end tidligere, og vi forældre er langt bedre til at følge deres initiativ og give dem plads til at udforske verden. Alt sammen ting som sikkert fint kan forenes med et skoleliv, men som for mig falder langt mere naturligt nu end tidligere.

Jeg bremser ikke i lige så høj grad børnenes indfald (omend jeg stadig gør det oftere, end jeg ville ønske), og jeg har opbygget en større tillid til, at de lærer mest, når ikke jeg konstant skal dirigere dem.

Det her hjemmeskoleliv er benhårdt, det er det virkelig: Det er intenst og udfordrende på mange plan – min tålmodighed og rummelighed bliver testet hver dag, og jeg savner indimellem en pause, så man skulle tro, det var løgn. Alligevel er det mest af af alt fuldkommen vidunderligt: Der er så mange nuancer, indsigter og oplevelser, som jeg ikke anede, jeg kunne få. Her er dybder, som jeg ikke troede, jeg kunne nå. Men man skal prioritere det – en hjemmeskole kan ikke køres med venstre hånd – og man skal tro på det. Når de ting er på plads, er der ingen grænser for, hvor fed en virkelighed man kan skabe sammen, og jeg elsker at se, hvordan vi udvikler os sammen, alle seks.

Ét af mine svar fra kommentarsporet:
“Kære Ella,
Nej, jeg tror ikke, at hjemmeskoling altid er den eneste gode – eller bedste – mulighed. Og jeg tror, at hvis mine børn havde været hjemme de første seks år af deres liv, så havde jeg nok sendt dem i en god skole for at se, om det kunne fungere. Jeg har jo grebet det bagvendt an, set med tilknytningbriller, og haft dem i både børnehave og vuggestue.
Indtil videre har jeg ikke mødt en skole, som møder mine forventninger – jeg oplever, at der altid er nogle dogmer, krav eller pres i skolestrukturen, som børnene skal leve op til, og som jeg ikke bryder mig om. Enhver form for “frygt for at fejle” eller konkurrence, ærgrer mig. Alligevel er der elementer ved de gode skoler, som tiltaler mig: Når du beskriver den kreative, glade og trygge hverdag på jeres lilleskole, drømmer jeg mig hen i det romantiske og skabende fællesskab, som sådan en institution også kan være. Jeg holder som de fleste andre af at have et fællesskab at læne mig ind i, og jeg ville nyde at aflevere mine børn med helt god samvittighed fem dage hver uge.
Samtidig ved jeg, at virkeligheden altid rummer nuancer, og at det kan være nuancer som eks. lærere med underskud; administration fremfor pædagogik; faglighed fremfor kreativitet osv. Den slags er jeg fritaget for herhjemme: Det er vores værdier først og fremmest, og det er os, som sætter linjen.
Ved du hvad (sagt i den mest kærlige og slet ikke anklagende tone): Sandheden er naturligvis som med alt andet, at der er fordele og ulemper ved alle livsvalg. Vi må i sidste instans vælge dem, hvor vi kan leve med ofrene, og hvor fordelene synes større. Og lige nu er det valg hjemmeskole for os herhjemme. Jeg fortæller ikke om det, fordi jeg tror, det er rigtigt for alle. Jeg fortæller om det, fordi hjemmeskoling er et reelt alternativ, som de færreste kender til, og som tilbyder nogle muligheder, der er givende og smukke, men også fordi en del mennesker er på vippen, og har brug for inspiration for at turde.”

Lærer de nok i hjemmeskolen?

Jeg bliver nødt til at fortælle jer, at de her forårsdage fylder mig med en lykkefølelse, som er så vidunderlig. Jeg ser ud af vinduet, og dér på græsset sidder mine børn rundt om et bål, de selv har startet, og koger græssuppe i en gammel gryde. De hopper på trampolin, og de hopper i sandalerne fra sidste år, og er så taknemmelige over, at de passer dem endnu en sæson.

At hjemmeskole mine børn er uden konkurrence det mest kontroversielle, jeg har gang i i mit liv.
Folk spørger, om jeg tænker over, at vi bor i udkantsdanmark? Nej, jeg skænker det ikke en tanke. Vi er efterhånden en del tilflyttere fra min årgang her på Ærø, og det virker så naturligt, så helt igennem normalt, at være bosat langt fra både provins og by. Når nogen kommenterer på min instagram, at de “næsten får lyst til også at flytte på landet, når de ser mine billeder”, tænker jeg per automatik: “hvorfor bor du ikke allerede på landet?”. Det føles med andre ord ikke særligt vildt at bo her, hvor vi bor.

Ja, hjemmeskolingen er klart det mest opsigtsvækkende, vi har gang i herhjemme, og det er også det mest nervepirrende. Fordi det er så ualmindeligt at tage ansvar for sit eget barns uddannelse, er det noget, jeg tænker over næsten dagligt: Lærer mine børn nok? På hvilke områder er de mon bagud i forhold til deres venner i skolen – og er der nogle punkter, hvor de er forud? I endnu højere grad overvejer jeg, om den slags tanker overhovedet har en mening? Hvordan er man forud eller bagud i livet?  For mig er målet med den måde, vi har indrettet os, at støtte mine børn til at blive velfungerende voksne, og midlet er en nærende, kærlig og helhjertet opvækst.
I min verden hænger et godt voksenliv ikke uløseligt sammen med den ene type viden fremfor den anden eller med en bestemt slags kundskaber eller væremåde. Det meningsfulde liv er et kludetæppe vævet af den mangfoldighed, som enhver skæbne består af.

På dage som i går, hvor vi stod tidligt op, men vågnede langsomt, og hvor vi læste fra morgenstunden, spiste sammen og dernæst gik udenfor, tænker jeg meget over værdien i det, vi får med fra at leve denne hverdag. Da vi kom ud i solen i går, besluttede vi at gå en tur hen til én af vores naboer, for hun har både geder og køer og høns, og lige nu også en del lam, og vi nyder at følge med i dyrelivet dér. Hun var i stalden, da vi kom: 75 år er hun og iklædt lange, møgede gummistøvler tog hun imod os med et smil. Hun gik med os ud på marken, hvor lammene sprang rundt i den lune vind langs en lille sø på marken. Hun fortalte om de vegetariske blisænder; om åkander, og om en film hun havde set i biografen aftenen forinden, som havde glædet hende. Det gjorde alt sammen indtryk på børnene.

Vi gik også forbi en mark, hvor smukke røde køer var lukket ud på græs dagen forinden, og dér midt i det grønne lå en død kalv med sin mor stående ved sin side. Vi stillede os på afstand, og kiggede lidt, og vi snakkede længe om liv og død og sorg, og mærkede tydeligt, at moderen ikke ville have, at vi kom nærmere. Kalven blev hentet af to landmænd (den ene kvinde), som aede kalven, og talte sagte til moderen, og der var så meget omsorg i den måde, de var blandt dyrene, at børnene blev glade igen. Genboen fældede en tåre, og vi vendte hjem.
Vi nåede knap indenfor, før Juno helt udmattet faldt i søvn, så vi andre kunne læse “Det lille hus på prærien”. Vi færdiggjorde bogen i én læsning, og levede i en form for boble resten af dagen; alle var vi optagede af historien om nybyggerne og lige dele af deres svære vilkår og den enorme, dragende frihed. Vi har talt meget om det med at bryde op og starte forfra og om indianere og om retten til at eje land. Vi har diskuteret nomadeliv og det modsatte og snakket om at leve uden hverken skole eller arbejde – næsten som os, men dog mere frit.
I dag tager vi hul på den næste bog i serien, og jeg glæder mig til at genlæse dem alle (det er tyve år siden sidst). Jeg er næsegrus imponeret over de menneskers evne til at klare sig – til at overkomme de største opgaver, sorger og nederlag. De kunne bygge huse med deres bare næver; dyrke jorden; fange dyr, lave skind, føde børn, rejse i månedsvis. Hjemmeskolere var de, indtil pigerne nåede teenagealderen, og alt klarede de ved hjælp af de evner, som de lærte helt per automatik ved at vokse op med deres forældre.

I går tænkte jeg også på bogen “Unscholing Rules”, som jeg har nævnt herinde før. Det er en hurtigt læst lille sag stopfuld af slående pointer om, hvad læring rent faktisk er – og hvad det ikke er. Jeg vil anbefale den til alle, som trænger til at blive mindet om, at testresultater og fødselsår ikke er alt, der betyder noget for, om ens barn har en lovende fremtid.
Bogen synliggør mange af vores fejlslutninger om uddannelse, og minder os på, hvad der reelt set betyder noget med sætninger som:
● Lær at være; lær at gøre; lær at vide
● Det, et menneske lærer i et klasseværelse, er at være et menneske i et klasseværelse
● Dyr er bedre end bøger om dyr
● Praktikperioder, lærepladser og spændende jobs overgår skoleopgaver, skolebøger og eksamen
● Det eneste bæredygtige svar til udfordringen med global uddannelse er alsidige tilgange
● Tests virker ikke. Kom over det. Kom videre

Dét er godt for mig at læse, når jeg bliver i tvivl.

I dag var der mange dyr, og det er bedre end bøger om dyr. Der var mange snakke, og det er bedre end det modsatte. Der var bål og eksperimenter med dåser og vandslanger, og det er bedre end så meget andet.

Jeg kan blive bekymret for, om vi er for uorganiserede; om vores børn lærer for lidt. Men når jeg prøver at se det ude fra: To voksne til børnenes rådighed næsten hver dag, dagen lang – samtaler, oprigtig interesse, læsning, leg og levet liv – så ser det ret fint ud. Fantastisk, faktisk.

Herhjemme har vi vores skole, og det tager tid at finde formen på den. Måske er vi formen; hver enkelt dag former vi skolen, og hver dag bliver vi klogere på den og klogere i det hele taget. Mine to femårige læser og regner og undersøger verden i ét væk. Den ene læser på 2. klasses niveau – bedre end sin tre år ældre storebror; til gengæld er det den ældste, vi kalder på, når der er et spørgsmål om elektronik, og han kan det periodiskesystem som en del af sit DNA. Sådan er vi så forskellige herhjemme, og derfor er vores dage og processer det også.
Jeg tror, det er lige, som det skal være – selvom det er både kontroversielt og nervepirrende…

 Tak til foråret for at være kommet

Der er én ting, jeg længes efter (når jeg erkender, at jeg ikke blot er “mor”)

Jeg vil sove mere, jeg vil røre mig mere, jeg vil læse mere, lytte mere, se mere, gå mere, bade mere. Men mest af alt vil jeg skrive mere.

Det er, når jeg læser forfatteres ord om deres skriveproces, at jeg mærker en længsel ulig enhver anden. Det er, når jeg læser, om deres fuldkomne fordybelse, nærmest forpuppelse, forsvinden fra omverdenen og ind i ordene, at jeg virkelig mærker, at nej, jeg er ikke blot mor, jeg er også andre dele af mig selv; andre sider og forgreninger og længsler.

At selvom jeg for en tid fortæller mig selv, at det er nok at være mor – at selvom det for en tid faktisk er  nok, så varer den følelse ikke ved for evigt. Jeg har også andre passioner, andet som jeg brænder for at bruge min tid på, og den stærkeste af dem er hverken længslen efter at være sammen med andre mennesker eller længslen efter at rejse eller længslen efter at sove længe, men derimod længslen efter at skrive. Skrive fokuseret, endeløst, sanseligt. Skrive uden afbrydelser, skrive.

Jeg ved ikke, hvornår jeg får den mulighed igen. Og jeg kan blive meget i tvivl, om jeg kan finde ud af at skrive, hvis jeg gør. Om det var noget, jeg en gang troede, jeg kunne, men som jeg egentlig ikke kan. Jeg vil skrive en bog. (Min bog)

Vi gik til vandet for første gang i ugevis i går. En kort tur – ned af stien og op igen. Vi bygger med lego og læser bøger, og finder rytmer. Dominobrikker gennem hele stuen; puslespil samles fra morgen til aften. Vi snakker sammen, børnene, Kristian og jeg. Lange samtaler som varer ved i dagevis, brudstykker her og der, mens viden væves sammen, spørgsmål stilles og besvares så vidt muligt. Selvom jeg indimellem føler mig meget træt og uinspireret, er det her liv alt andet end bedøvet, synes jeg. Jeg prøver at være vågen i tankerne, og mine børn er vågne; tænkende, interesserede, glade. De er både dejligt naive og det præcis modsatte. Jeg ved, at alle børn har så mange spørgsmål indeni, hvis der er nogen, som tager sig tid til at lytte og til at svare og til at spørge ind. Det giver mig håb for verden.

Mine børn snakker om svampeorganismer og solceller og romerriget og jordens hastighed, som aftager (men ikke nok til at vi kan mærke det). Mine børn er mine og Kristians (og de er sig selv og de er hele verdens), og fordi de er vores, snakker og fortæller og skriver og tegner de meget. De tænker, griner, råber og leger, og sandheden som slår mig igen og igen, er, at de lærer hele tiden. Hver dag forstår jeg, hvor meget man lærer gennem samvær, nærvær, opmærksomhed, tænksomhed.

Og måske skriver jeg en bog en dag. Jeg tror egentligt, det er min eneste plan for resten af livet: At skrive den bog.

Hvad er den ene ting, du længes mest efter?

Vi snubler rundt i kaos, men jeg har ikke lyst til at flygte

Der ér virkelig ikke noget, som er perfekt, og det her hjemmeliv er ingen undtagelse.
Det vil jeg bare lige skrive her, fordi jeg selv kan føle mig nærmest utilstrækkelig, når jeg ser én eller anden instagramprofil fra en mor til fem, som strikker børnenes sweatre af uld fra deres egne får, og som har sådan et smukt genbrugskøkken, hvor de spiser speltgrød hver morgen, inden de fortsætter ud i naturen for at vende tilbage 12 timer senere madpakkemætte og med varm kakao i kopperne og helt uden nogensinde at have set en skærm eller vist interesse for én.
Men de profiler er ofte lidt kedelige, synes jeg. Næsten for smukke.

Og så er det, at jeg lige vil sige, at jeg jo ikke er hverken for smuk – eller i total harmoni: Jeg er ikke lige så slank efter fire børn, som jeg var inden (fordi jeg spiser 200 gram chokolade dagligt), og jeg kan ikke strikke, og jeg orker sgu knap nok at finde en bordplade brugt, når man kan købe den ny på nettet (men jeg gør det).

Jeg vil også lige dele med jer, at jeg synes, det er SÅ hårdt nogle dage at være hjemme med mine børn. Sådan helt “kast mig ud fra Rundetårn”-udmagrende med blege kinder og akut eksistentiel opgivenhed.
Men det er ikke fordi, jeg nogensinde rent faktisk står midt i det hele, og drømmer mig et andet sted hen. Det her er mit livsprojekt nu, og jeg har ikke lyst til at smide noget på jorden. Nej, det jeg drømmer om, er at blive bedre til det her.
Faktisk har jeg købt et Gordon Neufeld-kursus om tilknytning, som jeg glæder mig til at komme i gang med – sammen med Kristian – meget snart.

Vi har stadig mange konflikter herhjemme og hele dage hvor jeg tænker: WTF?
Hvor jeg bliver forvirret og usikker og mest af alt totalt ubalanceret og forfærdelig at være sammen med.
Det starter med fokus, tror jeg. Jeg skal ganske enkelt have et rent, uforfalsket fokus på mine unger i dagens første timer, hvis ikke det hele skal gå skævt. Eller Kristian skal – én af os skal (men helst os begge), og det skal være bevidst.
Vi går en tur hver morgen/formiddag. Det er godt. Børnene vil aldrig med, men de elsker det hver dag, når vi kommer af sted.
Så kommer vi hjem, og har to timers fokus – dvs. tegne, perleplader, “undervisning” (matematik/dansk/engelsk/fysik/kemi/?), og nu kan jeg godt høre, at det måske lyder ganske fint, men det er faktisk de to timer, som volder os store problemer, fordi det går Storm meget imod. Jeg vil bestemme selv, siger han, og vi gør vores bedste for at følge hans interesser, men vi har brug for rammerne, Kristian og jeg og Storms søskende. Vi har brug for struktur, så vi kan mærke vores kreativitet og vores skabertrang – og Storm har brug for rammerne, for han er så bange for ikke at være god nok og så bange for at skuffe, at det er en daglig lettelse, når han har siddet med én af os og fordybet sig i noget materiale, som han pludselig forstår lidt bedre. Men nej, vi tvinger ham ikke til de opgaver, som virkelig går ham imod, hvilket betyder, at vi pt. aldrig nogensinde læser eller skriver, for det gør ham i ganske dårligt humør, men der sniger sig lidt ord ind på hans tegninger efterhånden, og vi har fuldkommen tillid til, at det kommer, når det skal. (men gid det var kommet allerede, ik?)
Derefter spiser vi frokost, læser en bog (for tiden om Afrika, men sidst på ugen skifter vi emne til Skandinavien med fokus på Sverige). Så leger børnene nogle timer, indtil vi stikker hovedet ud i den friske luft igen, før vi laver aftensmad.
Der er lyspunkter alle dage. Som i aftes da Live og Ilja sad klokken halv otte og lavede opgaver sammen, og snakkede helt sagte, mens Storm hørte Harry Potter, og Juno var faldet i søvn. Den stund, som strakte sig over knap et par timer, fyldte mine ellers ganske udtømte batterier op.

Alt det her for at sige, at vi stadig bakser rundt i lidt af et virvar, hvor vi egentlig rigtig gerne vil etablere nogle skønne, nærende rammer omkring vores hverdag, og hvor særligt jeg ville elske, at det var inspireret af Steinerskolernes daglige rytme, men det sker bare ikke helt. Men helt ærligt – mine børn tegner flere timer dagligt, og de laver stop motion-film heeele tiden; de leger hule og bygger LEGO og skriver deres egne bøger, og hvis jeg læste det om andre menneskers børn, ville jeg tænke: Det lyder fedt! – men jeg sidder her med mine forliste drømme om akvarel og folkeeventyr, og har ikke opgivet dem endnu, for jeg mener oprigtigt, at det ville være skønt for os alle sammen at få noget af det ind i vores rytme, så jeg arbejder videre.

Og det korte af det lange er, at selvom en dag som i går var krævende, så ville jeg alligevel hellere være her end noget andet sted. Og det er nyt for mig, at jeg ikke får lyst til at flygte eller tone hvidt flag eller lægge mig og græde. Jeg får derimod lyst til at blive bedre, og jeg får lyst til at rejse mig her til morgen og bruge nogle af de erfaringer, som jeg gjorde mig i går. Fordi: Det her er det mest meningsfulde projekt, jeg har haft i mit liv, og ved I hvad? Selv når jeg er komplet tosset, og Kristian ligner én, der har lyst til at forlade vores planet præmaturt, ja, så ved jeg i mit hjerte, at vi giver vores børn nogle vidunderlige muligheder og kærlige rammer, og jeg ved, at det for mig og for dem er langt mere trygt end ustabile voksenrelationer, stressede omgivelser og svingende kontakt til lærere/pædagoger/etc. Jeg ved, at mindst ét af mine børn (og meget nærmere to) er disponeret for angst forstået sådan, at hvis tilknytningen halter, og de er omgivet at uforudsigelige relationer og i utrygge rammer, så kan det have store konsekvenser. (Det vil jeg gerne komme ind på en anden dag – skriv lige en kommentar, hvis I har tanker eller spørgsmål i den retning.)

Men fordi jeg ikke har tænkt mig at give op, så får jeg også lyst til at være lidt god ved mig selv, fordi jeg tror, det er vigtigt, at vi forældre er i indre balance, når vi skal give så meget, som vi har ambitioner om. Så i går – da det hele var aller mest kaotisk – skrev jeg i en sms til min svigermor, om hun vil komme og passe børn en aften denne uge, så Kristian og jeg kan tage ud og spise, og det vil hun gerne. Hurra for det.

Derudover har jeg besluttet at afholde et retreat igen snart. Det er uendeligt sundt for krop og sjæl at være sammen i et nærende fællesskab af kvinder, og det har jeg et stort ønske om at facilitere endnu en gang, da det også nærer mig.

Hey – hvordan går det hos jer? Hvor er I i balance, og hvor føler I, at I mister grebet?
(Og vil I med på retreat? Hallo – det bliver så fedt! ❤️)

Mine unger kan i øvrigt godt være udenfor – bare de må lave bål (og det må de altid…)

Først ud af kasserne og nu ind i vores egen rytme – en hjemmeskole i bevægelse

I det halve år vi har hjemmeskolet, har vi mere end noget andet tilstræbt at komme ud af de kasser, som vi boede i før, og ind i os selv i stedet. Vi har været fuldt indhyllet i den proces, som så rammende kaldes “deschooling”, og som måske bedst kan beskrives som en nødvendigt udrensning efter et helt liv i mere eller mindre forudbestemte systemer.
Deschooling er vigtigt, og af børnene er det særligt Storm, der har gået to år på en friskole, før vi besluttede at være hjemme, som har et stort behov for selv at styre sin proces. Han gider med andre ord ikke foretage sig noget, som han ikke brænder for. Også på det punkt minder han forbløffende meget om sin mor..

Nå, men vi har deschoolet og vi har bevidst ikke-skolet, og vi har været både himmelrykte og tvivlende undervejs.
Det har været vidunderligt løbende at blive vidne til, hvordan indlæringen blomstrer frem over alt, når man lader den. Det har været smukt at komme så meget tættere på vores børn – måske af den simple årsag at deres hverdag og uddannelse nu hviler på vores skuldre. Vi er ganske enkelt mere involverede og mere ambitiøse i vores måde at være familie på.
Jeg elsker, at matematikbøger og landkort bliver gransket når som helst mellem klokken 06 og 20:30, og jeg er forbløffet over børns evne til at finde emner, de brænder for og fordybe sig i dem.
Men jeg har også haft ondt i maven undervejs. Tænk at den af vores børn, som har været flest år i institution, heriblandt to år i skole, er den, der har mindst lyst til at udforske nye områder og mest behov for at tage afstand fra alt, der minder om skole. Tænk, at hans nysgerrighed er knækket, fordi han har følt sig presset til at lære på bestemte tidspunkter – og tænk, at han er blevet så bange for ikke at lykkes, at han ofte hellere helt vil undlade at prøve. Kristian og jeg har været usikre på, om han nogensinde ville lære “nok” – om vi ville kunne inspirere ham til at søge tilstrækkelig viden til at klare sig i sit liv.
Den friskole han gik på, er fri og afventende, så jeg tror ikke, grunden alene skal findes dér, men jeg tror, det har gjort ham mere forsigtig og tilbageholdende at blive sat i en ramme, hvor sammenligning er uundgåelig, og hvor der er faglige krav, som ikke kan omgås. Min søn er et intelligent og sensitivt barn med en enorm idérigdom, og på én eller anden måde har vi fået indrettet et skolesystem, som nærmest taler direkte imod de kvaliteter. Men jeg mærker nu, at det blomstrer i ham igen. Han får konstant nye idéer, bygger og tegner – og snakker i ét væk, så nu er udfordringen af finde en måde at være sammen på, som giver ham de bedste betingelser for at udforske det, der optager ham, og det kræver løbende justeringer af vores hverdag og tilgang.

Pointen er, at medmindre man hjemmeskoler efter meget faste principper, så er en hjemmeskole sandsynligvis et sted, som er i konstant udvikling. Vores skole er vores, og jeg er ved at finde fred med, at den er nøjagtig lige så uforudsigelig og udogmatisk som jeg selv og resten af familiens medlemmer, og derfor har vi ikke en linje, som vi følger hver dag, dagen lang. Uanset hvor gerne jeg ville kunne kalde mig Steinerskoler eller unschooler eller ét eller andet “vi hører til her”-agtigt, så er vi mest af alt “os selv”.

Vi bliver hele tiden klogere, gudskelov, og noget af det vi tumler med for tiden, er en klar fornemmelse af, at vi – både Kristian, jeg og børnene – har behov for at skabe nogle mere faste strukturer, end vi har haft det første halve år. Jeg har lært usigeligt meget af at studere unschooling, og den forståelse det har givet mig for frihed, motivation, tålmodighed og ikke mindst misforståede forventninger indoktrineret i hver enkelt af os via et rigidt og gammeldags skolesystem, kan jeg aldrig slippe igen. Jeg er meget glad for at have børstet de værste vaner af mig, og jeg tror ikke, jeg nogensinde slipper den fundamentale forståelse af, hvor vigtigt det er, at vi lærer og udvikler os i vores eget tempo, egen retning, unikke rytme.
Så nej, her skal ikke være nogen sort skole med faste klokkeslæt, lektier eller ensrettede svar – det taler ganske enkelt imod alt, vi tror på.
Men her skal være en daglig rytme, som kan guide os alle sammen kærligt og give os overskud til at være kreative, fordybede og nærværende. Vores spæde skridt her i årets første uger har været i retning af en rolig morgenstund med frugt og rugbrød og tegnesager og læsestof efterfulgt af en gåtur og så højtlæsning og kreative projekter.

Vi er startet med Afrika som tema, hvilket kom af sig selv, da vi gav hinanden et fadderskab til en børneby i Kenya i nytårsgave. Pludselig blev vi nødt til at vide mere om Kenya og resten af det store kontinent, og indtil videre har vi kastet os over dyrelivet. Vi læser, ser dokumentarfilm – og maler.
Det er fedt, og vi nyder det alle sammen, og der er stadig en helt masse tid til de projekter, som vi hver især brænder for derudover.

Efter Afrikatemaet har Storm valgt, at vi skal studere Sverige. Sverige har altid været hans yndlingsland, og da vi har besluttet at køre til Sverige i løbet af vinteren, virker det oplagt at se nærmere på den nordiske natur, vikinger og gamle sagn.

Mit håb er, at vores daglige rytme langsomt men sikkert vil indfinde sig som en genkendelig og tryg base, hvorpå vi kan skabe den ro, som indlæringen også er afhængig af. Jeg håber, gentagelserne bliver noget selvsagt og omsorgsfuldt, og jeg glæder mig til den dag, hvor vi alle sammen følger med på morgengåtur uden de obligatoriske nedsmeltninger, som primært handler om hue eller ikke hue, sko eller ikke sko….

 

Hvad tænker I om rytmer og kreativitet – og den slags?

Om nedsmeltninger og mine ti nytårsfortsæt

Jeg har brug for lige at dele med jer, at det ikke primært har været en harmonisk, instagram-gearet juletid herhjemme, for jeg bliver lidt i tvivl, om det er, hvad jeg har givet indtryk af herinde?
På mange måder synes jeg, at vi gjorde det godt med at skabe så rolige rammer som muligt i juledagene.
Men når jeg kigger tilbage over decembermåned, har der alligevel været en del på programmet, og jeg tror nok, at det var for meget? Selvom det var meget mindre, end alle andre, jeg har snakket med. Mindre, end det plejede at være.
Men hvor meget er for meget? (Eller hvor lidt, rettere?)
Bliver vi mennesker (endnu) mere sensitive, når vi er så meget i kontakt med os selv og vores behov, som vi er herhjemme? Er min familie og jeg ved at udvikle (indvikle?) os til den slags mennesker, som ikke tåler ret stort pres, eller hviler vores robusthed netop i, at vi kan mærke, når det bliver for meget? (Og er presset generelt så stort i vores samfund, at det usunde er blevet normalt?)

I hvert fald har mine unger været vildt tossede at være sammen med de seneste to uger. De har råbt og skubbet og givet op og givet slip og grædt og smeltet fuldkommen sammen (for kort derefter at hoppe af begejstring.)
Så snart vi har haft gæster, er der opstået en uro og ubalance, som jeg synes, er ubehagelig. Når det sker, kan man vitterligt ikke snakke med mine børn. Og man kan på ingen måde gennemføre et måltid med dem.
Der har været store udsving, høje råb, følsomhed.
Åh, mine børn er så følsomme. De er så følsomme og nok også så tænksomme, at verden kan være overvældende, og de er så argumenterende og reflekterede og udfordrende og kritiske, at det kan være svært at invitere mennesker tæt på, synes jeg. Hell, det kan også være svært i vores lille cirkel, når vi er alene.

Men så ser jeg dem på udebane – i samtale med en fremmed på en café eller i deres legekammeraters hjem, og ser, at hold da op hvor er de imødekommende og fine og empatiske og nuancerede. Og jeg ved godt, at det er der, jeg høster frugten, men jeg synes alligevel, det er for hårdt at være herhjemme for tiden. Vi har flere konflikter og flere svære stunder, end jeg er helt tilpas med, så det er dér, mit fokus ligger, når jeg tænker over det år som netop har taget sin begyndelse.

Derfor taler mine nytårsfortsæt ind i det fokus.
Listen udvikler sig helt sikkert året igennem. Både fordi jeg får input omkring ting, jeg vil være bedre til, men forhåbentligt også fordi noget falder på plads, så der bliver plads til nyt.

I går havde vi en dejlig dag herhjemme, forresten. En virkelig dejlig dag med en overskuelig mængde konflikter af en karakter, som ikke gør mig decideret udkørt. En dag med så mange gode stunder, at de andre røg i baggrunden. Sådan en dag hvor vi nåede en helt masse, samtidig med at vi tog os den tid, vi havde brug for. Sådan en dag som gør, at det er det hele værd.
Dem vil jeg gerne have flere af, så det skal jeg øve mig i at facilitere.

 

Mine nytårsfortsæt 2018:

1) Jeg vil bruge mere energi på de nærværende, skabende og kreative stunder med børnene og mindre på at rydde op og være på computer/telefon.

2) Jeg vil sove mere og gabe mindre (det bliver svært, hvis bloggen skal bestå side om side med hjemmelivet og mit gode ægteskab, men jeg vil prøve).

3) Jeg vil starte hver dag med at være sammen med min familie uden distraktioner. En halv times fokus kan sætte den gode ramme for resten af dagen.

4) Jeg vil være bedre til at afgrænse mig socialt. Jeg siger tit: “Nu skal vi ikke have flere aftaler resten af måneden”, og så to sekunder senere er vores kalender rød af planer. Det kommer sig blandt andet af at være barn af i et hjem, hvor der ikke altid var plads til børnene – fordi den ene var alkoholiker, og havde svært ved at rumme ret meget: Jeg glemmer fuldkommen at mærke efter i mig selv, når nogen udviser en interesse i at se mig, og bliver i stedet taknemmelig over, at de gider mig, så jeg snakker med og siger: “ja, vi skal da ses,” også selvom det fuldkommen bryder med alt, hvad min familie og jeg egentlig har behov for.

5) Jeg vil også være bedre til at sige det lige ud, hvis jeg ikke har tid til en længere snak i Brugsen. Hvis der står fire børn og verdens dejligste søster udenfor butikken og venter, for eksempel, vil jeg sige: “jeg har desværre ikke så god tid i dag.” Ikke fordi jeg ikke gerne ville snakke, hvis resten af dagen var fri, men fordi jeg for mange gange har ladet dem, der virkelig betyder noget, vente, fordi jeg liiige skulle imødekomme et eller andet uforløst behov i mig for at være venner med alle.

6) Jeg vil skrive min roman igennem (igen) og sende den til et forlag og blive færdig med den, sgu. Den bobler atter i mig som den største glæde, men jeg skriver den først, når jeg har læst Roy Jacobsens rystende smukke Hvidt Hav helt til ende (den er opfølgeren til De Usynlige; én af mine absolutte yndlingsbøger). Roy Jacobsens sprog hiver i mit hjertes dybe behov for poesi.

7)  Jeg vil genlæse Karitasbøgerne – af samme grunde som dem ovenfor.

8) Jeg vil forbruge mindre. Mindre tøj, mindre mad, færre fysiske gaver. (Få flere input i den retning hos Smilerynker).

9) Jeg vil dedikere mig dybere til vores hjemmeskoleliv og gå mere systematisk til værks i min planlægning af det. I den sammenhæng er der en håndfuld bøger, som jeg vil læse, og nogle mennesker, som jeg vil hente inspiration fra.

10) Jeg håber, at jeg kan og vil være mere udenfor. Mere have, mark, permakultur, den slags. Noget nyt spirer i mig, og det handler om at arbejde hårdt. Jeg har lyst til at arbejde hårdt – så længe det nærer mig. Når man arbejder for sig selv, føles det ikke som arbejde, men som at leve livet, og det vil jeg gøre mere af

Det var privat. Professionelt vil jeg fortsætte det gode, givende arbejde med de unge i Huset Humaidan, og jeg vil arbejde på at få flere unge ind i vores forløb, fordi det gør så stor en forskel for dem, der er med.

Jeg har en forventning om at blive bedre til de fleste af de ti punkter, og samtidig er jeg helt klar over, at jeg kommer til at have mange af dem med mig igen til næste år, fordi det er emner, som jeg ikke tror, jeg bliver færdig med på et enkelt liv. Men så længe jeg er bevidst, og tager ansvar, er alt godt

Har I nogen nytårsfortsæt/ambitioner?

Det kræver tålmodighed at leve efter sine idealer (og Storm har lavet en raket)

“Hvordan går det med at hjemmeskole?”

Et spørgsmål, som kommer ofte. Jeg bliver altid lidt usikker: Hvad ligger bag interessen, og hvad håber spørgeren, jeg vil sige? Kommer det til at lyde som en kritik af deres liv, hvis jeg fortæller om alt det, jeg er glad for ved mit – eller som en fiasko, hvis jeg tager mig tid til at beskrive nogle af de udfordringer, vi også har?
Kogt ind til essensen oplever Kristian og jeg begge, at vi tager større ansvar for vores forældreskab, nu hvor vi har børnene hjemme.
Vi gør os mere umage, gør mere ud af vores relation til dem – til familien.
Vi svarer mere uddybende på deres spørgsmål, og gør os flere tanker om, hvordan vi griber forskellige udfordringer an. Vi læser, lytter, samtaler mere om netop det: Livet med vores børn.
Jeg bliver hele tiden mere drevet af at gå vejen frem for kun at snakke om den: Jeg vil tegne med dem – male, snitte, rejse, danse, bage, vandre, læse, snakke.

Alt det er muligt, selvom man ikke har sine børn hjemme. Alt det er bestemt muligt, selvom ens børn er i skole/etc.
Men for os blev det ikke udlevet i så høj grad, som det gør nu, da børnene stadig var hjemmefra de fleste dage. Det gjorde det bare ikke, og det kan skyldes mange ting. Faktum er, at livet nu mere ligner det, jeg drømte om, før jeg blev mor.

Storm har været optaget af rumfart på det seneste: Han har set nogle kortfilm om månelandinger (og vi har diskuteret den første månedlandings oprigtighed, og er ikke ubetinget enige herhjemme) og han blev opmærksom på muligheden for at bygge en raket selv. Som det er med ham, blev han så grebet af idéen, at han ikke snakkede om andet. Han ænsede ikke andet. Hele dage gik med at undersøge mulighederne sammen med Kristian via tegninger og videoer, og de kom frem til, at de ville forsøge at bygge en lufttryksraket – sådan én, som farer til himmels ud af et stort overtryk – og da to bedstefædre med hver deres tilgang til den slags eksperimenter (den ene er ren og skær Peddersen og Findus-opfinder, mens den anden er mere teoretisk raketentutiast) var på besøg over weekenden, tog projektet hurtigt form.

Sodavandsflasker blev savet op og klistret sammen igen; slanger hæftet med gummipakninger, og affyringsrampen blev bygget af overskudstræ og andre stumper fra værkstedet.

Og så stod vi der søndag eftermiddag: Farfar, bedstemor Sus og alle os seks her fra huset samt min søster – ude på marken, hvor Storm sammen med sit team pumpede luft i raketten og hurtigt trak i udløseren, da trykket rundede 4 bar. Den specialbyggede flaske fløj med raktfart så langt op mellem skyerne, at vi mistede den af syne. “50 meter, i hvert fald!”, råbte den ellers beskedne farfar gennem vores højrøstede jublen. Vi sprang rundt på græsset, hvinede af glæde og kunne næsten ikke tro det: Storms raket var en succes.
Åh, hans ranke ryg – blikket af både stolthed og taknemmelighed.

Vi affyrede den igen og igen; alle fik lov til at pumpe, og Storm trak i udløseren gang på gang.
Dagen efter fortsatte far og søn – de justerede affyringsrampen, tilpassede vandmængden i flasken, prøvede med forskellige tryk. I timevis stod de på marken med raketten, og indimellem arbejdede min søster og Kristian videre på det legehus, som Kristian har bygget den sidste måneds tid med skiftende hjælpere.
Det legehus, som jeg forudser, at Storm kommer til at sove i det meste af sommeren. Min søster og Kristian har lagt gulv derude, og det bliver så fint. Snart skal det males. Det er bygget af materialer fra det gamle tørreloft, som er under en massiv ombygning, og nu er gulvet altså pillet af deroppe, og en lille del af det lagt i legehuset, hvor børnene har planer om at have butik, lege krig fra og ikke mindst overnatte når vejret bliver til det.

Når man kommer ind fra sådan en rakettur, skal man have havregrynskugler, og sådan nogle bar Juno ind i stuen med den største opmærksomhed, og så sad alle børnene ellers i sofaen i en halv time, mens deres hænder blev varme og kinderne røde.

Det var en dag i hjemmeskolelivet. Eller en weekend, rettere. En weekend der gled videre ind i mandagen, som ikke er så forskellig fra søndagen, når nu vi lever, som vi gør. Når solen skinner, går vi ud, når det regner, er vi inde.
Vi sover lur med Juno, hvis det passer. Spiser, når vi er sultne.
De næste fem dage har jeg planer om at læse så mange julefortællinger for børnene som muligt. Vi skaber selv julen, og den skal skabes nu.

Det kræver mod at leve efter sine idealer, det gør det virkelig. Men det kræver også tid – og tålmodighed. For vi sidder så vældig godt fast i vores computer, telefon, bil, rejseforbrug og garderobe, at vi skal trækkes op af kviksandet ved en langvarig indsats. Men når så taget slipper, er det næsten som at flyve, tror jeg. Jeg er stadig ikke helt ude af det, men jeg er mere fri nu end før. Mere fri af behovet for at følge med; være noget; gøre indtryk.
Tænk at man bare kan være. Det drømmer jeg om.

Her får I en masse billeder af det hele

Hvis livet er i oplevelserne, hvor er oplevelserne så?

“Nu er jeg jo ikke en af dem, der tror på tilfældigheder. Der er en mening med livet, og én meget vigtig mening med livet det er jo, at det skal opleves. At i selve oplevelsen finder vi livet.”
– Niels Stokholm i dokumentarfilmen “Så meget godt i vente“.

Den der følelse af, at livet bare er, medmindre vi aktivt vælger det til. Der er ikke noget særligt ved i dag eller i morgen eller julen eller fødselsdagene eller nogle andre dage andet end det, vi lægger i dem.
Hvad er julen, hvis ikke vi selv skaber den magi, vi drømmer om?
Jeg skal opleve, at den er magisk, før den er det.

Livet er oplevelsen af de smukke lys om hækkene langs vejen i denne tid; de lysende stjerner i vintermørke vinduer, duften af brunekager. Det er knitrende gavepapir og silkeblødt bånd mellem mine fingre; glæden ved at finde den rigtige gave til et menneske jeg holder af.

Jeg forsøger at trække Niels Stokholms ord helt ind i mine celler. Fordi jeg ikke som barn først og fremmest lærte, at oplevelserne er livet, skal jeg til at forstå det nu. Oplevelserne er livet, og jeg har altid vidst det, men jeg har ikke turde træde ind i det.
Det står klart for mig, at det ikke primært er mine tanker, min paratviden, mine karakterer, mit cv, mine titler, mit netværk, der er vigtigt. Men oplevelserne.
Det er så tilgængeligt og samtidig så uendeligt svært at få fat på: Livet skal opleves.

Og hvad ér oplevelserne, tænker jeg. Jeg skal mærke efter, gøre mig umage.
Oplevelserne er alt det, der sker; alt det vi gør; alt det vi rører ved, dufter til, smager på, ser med vores øjne. Alt vi læser, hører, danser til med vores krop. Det, vi skaber, det vi mærker.

To mennesker kan stå det samme sted med samme udsigt og samme lugt i næsen, samme lyde i ørerne og opleve noget vidt forskellige. Nogle gange oplever mennesker slet ikke. Fordi vi har travlt; fordi vi glemmer at være tilstede; fordi vi tror, det er vigtigere at nå en masse.

Oplevelserne er at sige farvel og at være til stede når noget nyt træder ind i vores liv. Det er øjenkontakten; den stille stund med te dampende under næsen. Det er togturen, Storebæltsbroen i snevejr, min datters første gymnastiktime, min søns fugtige pandehår, når han vender sig under dynen om natten. Hvis jeg tager det ind, er det livet.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor jeg synes, det er rigtigt at have mine børn hjemme hver eneste dag, mens dine er af sted. Hvorfor jeg ikke tror, de behøver lære alt på én gang (eller nogensinde), og hvorfor jeg mener, det er tilstrækkeligt, at være her på vores landsted det meste af tiden.
Måske er det fordi, jeg tror på, at børnene også først og fremmest skal opleve livet.

Måske er det fordi, jeg ikke tror, det liv vi bliver klædt på til i skolen og af politikerne og meningsdannerne og alle dem, vi plejede at kalde kloge, er virkeligheden. Måske føler jeg, at det er en illusion, måske endda en løgn, som er opstået gennem de mange år, hvor materialismen har ædt sig dybere og dybere ind i vores eksistens. Måske er det fordi, jeg ved med mig selv, at der er en anden vej, og selvom den er så fandens svær at træde, når vi er så få på den, så er den alligevel bedre for os.
Løgnen er, at vores mad er ikke rigtig mad, og vores tøj er syet af mennesker, som vi aldrig kan sige tak til. Vores børnehaver er ikke lavet for børnene, og vores uddannelsesinstitutioner har glemt dannelsen.
Vi har så travlt, at alt efterhånden brister under travlheden. Forældre holder ferie uden deres børn, fordi de ikke kan rumme at se dem i øjnene. De kan ikke rummer børnenes smerte og fortvivlelse, ligesom de ikke kan rumme deres egen. Jeg ved, at det er sandt, for jeg har selv siddet på min sofa, og snappet efter vejret, før jeg rejste mig, og hentede mine børn hjem.

Så måske jeg alligevel tør sige et par ord: Jeg tror ikke, det er værdifuldt at mestre teknikker indenfor både matematik og geografi og fysik og historie og dansk og fransk, hvis man ikke samtidig ved, hvorfor man har lært dem, og hvis man ikke kan mærke sig selv, når man bruger dem senere i sit liv. Jeg tror, historieundervisning er, når vi af egen drift spørger, hvorfor mennesket fik lyst til at rejse ud i rummet, og biologi er, når vi med vores egne øjne ser naturen forandre sig, og undersøger, hvorfor det sker.
Deraf er den ældgamle viden udsprunget, og deraf skal den nye komme: Observationer med hjertet, viden drevet frem af den utrættelige nysgerrighed som lever i ethvert sundt, tændt sind. Oplevelser, kort sagt.

Jeg mister indimellem fornemmelsen af, at andre mennesker ikke lever nøjagtig som os.

Da mine børn i går formiddag trak af sted med deres kælke for at finde en bakke med sne, tænkte jeg ikke på, at det var mandag, og mandag er en skoledag, og det slog mig ikke, at vores liv var meget anderledes for 12 måneder siden. Dengang i 2016, da de få millimeter sne faldt på en novemberdag, holdt vi fri alle seks, og jeg følte mig lidt rebelsk. En fri dag, fri fra alt andet.

I går da Kristian og børnene kom hjem fra sneen for at spise frokost, og vi takkede de grise som har givet deres liv, for at vi kan få så god mad og blive mætte endnu en gang, tænkte jeg ikke på, at de fleste andre børn og forældre sad hvert deres sted, og spiste hver deres frokost.

Det unormale bliver normalt, når det føles rigtigt, og når man er i det længe nok.

Jeg er mere og mere tilstede i det liv, jeg lever. Oplevelserne træder frem. Ikke at jeg kan påstå, at derfor er jeg mere tilfreds/derfor er en bedre mor/derfor er lykkelig. Men jeg konstaterer, at jeg sjældent er online i løbet af et døgn, at jeg sjældnere forsvinder fra mine omgivelser.
Jeg konstaterer, at jeg ofte bare er i det, der nu en gang er tilstede, og jeg tager mig bedre tid til det: Jeg rører i gryden med mine børn; sætter en vask over, mens jeg snakker med dem om Narnia og om planeter og nisser.

Jeg prøver at opleve livet.
Hver dag hvert minut ved at øve mig i at være tilstede.

(Husk at man altid kan se Phie Ambos fortryllende smukke “Så meget godt i vente” her gratis lige HER.)

Hvornår oplever I?

Hvad lærer mine børn egentlig på sådan en hjemmedag (med slagtning, konflikter og fri leg)

Hjemmeskoledagene?

De er vidt forskellige.
Uforudsigelige. Menneskelige.
Intuitive. Konstruktive (til tider destruktive).

Vi har dage, hvor vi går udenfor efter morgenmaden, og først kommer ind igen, når mørket falder på. De dage er blandt de bedste, og dem skal vi have mange flere af. Jeg skal have hjælp for at få dem til at ske, så det er godt, at de falder helt naturligt for Kristian.
I tirsdags lavede vi frokosten over et bål, som børnene selv havde bygget, tændt og plejet. Grøntsagerne gjorde vi klar i fællesskab.

Vi har dage, hvor børnene leger indenfor fra morgen til aften. Jeg har aldrig vidst, at man kunne lege så meget, som de gør. De leger næsten hele tiden med hinanden for tiden.

Der går ikke en uge, hvor jeg ikke bliver spurgt til mine børns sociale liv, nu hvor vi hjemmeskoler. I den ideelle verden ville jeg svare dette: “Den primære socialisering lider desværre generelt i barndommen anno 2017, men den lever i bedste velgående hjemme hos mig: Mine børn er sammen med hinanden og deres forældre næsten hele tiden, og indtil videre er den sekundære socialisering netop det – altså sekundær. Vi er meget sociale. Først og fremmest med hinanden og dernæst med det vidtfavnende og konstant ekspanderende netværk, som vi er omgivet af, og som rummer alt fra vores 75-årige naboer til de børn, der bor i landsbyen ved siden af vores. Men vi er ikke konstant ude blandt store grupper af mennesker, og vi er ikke til fritidsaktiviteter hver dag.”
Som jeg så tit har tænkt: Jeg ville ikke bryde mig om at skulle relatere til 24 kollegaer + en underviser otte timer dagligt, så hvorfor skulle mine børn?

Når mine børn leger, kommer de vidt omkring: De seneste dage har de klippet julepynt i timevis og hængt det op over hele huset (til der næsten ikke kom lys ind af vinduerne). Det er ikke hverken særligt pænt julepynt eller specielt grundigt udført, men det er produceret med en enorm iver og virkelyst. På et tidspunkt satte jeg mig med dem, og klippede. Jeg sagde, at jeg synes, det kan betale sig at gøre sig umage (fordi det mener jeg oprigtigt, at det kan med næsten alt i livet), og de så, hvor meget jeg fik ud af et halvt ark papir, fordi jeg tog mig god tid. Derefter brugte de længere tid på deres pynt, og vi farvelagde en del af det sammen.

Samme dag legede de posthus, og sendte julepynt til hinanden i en kurv ned over trappen / Samme dag optog og klippede de mindst tyve film på deres iPads / Samme dag legede de gemmeleg med alt lyset slukket, efter solen gik ned.

For tiden er det meget sjældent, at mine børn sidder med en opgavebog, og laver deciderede skoleopgaver. Vores ældste på knap ni gør det aldrig, de to på fem gør det indimellem, men der kan godt gå uger fra gang til gang. Til gengæld stiller de hundrede (måske tusinde?) spørgsmål om dagen, og vi gør os umage, når vi svarer. De hører lydbøger, og vi læser sammen. De snakker med de mennesker, de møder, bygger ting og sager af skrammel, som de finder i byggerodet fra vores håndværkere, og skriver e-mails til alle, de kender. Deres ordforråd er måske fordoblet siden sommerferien, og deres evne til et analysere, reflektere og nuancere udvikler sig dag for dag.
Vi hører musik, danser, råber og griner, og jeg kan mærke, at det er nok. Det er godt nok. Der er helt sikkert ting, som mine børn ikke har lært, fordi de ikke er i skole: Fag-faglige ting som vi ikke er kommet omkring, og måske aldrig gør. Til gengæld synes jeg, at de hviler mere og mere i sig selv for hver dag, og det er som om, de kommer nærmere deres egen kerne og dermed livet.

Når nogen spørger, hvordan det går, ville jeg lidt ønske, at jeg kunne sige noget konkret som: “Han har lært engelsk, og kan efterhånden skrive lige så hurtigt som mig.” Eller: “Hans interesse for matematik er eksploderet, siden vi begyndte at hjemmeskole”, men det er simpelthen ikke tilfældet. Læringen sker helt uundgåeligt og samtidig næsten usynligt midt i det liv, der udspiller sig hele tiden. Og det er virkelig svært at forklare i én sætning. Læringen er, når der ligger en fjeder på gulvet, som få minutter efter befinder sig i en madkasse, der er blevet forvandlet til en “jack in the box”. Læringen er, når den sidste snak, før øjnene lukker sig tungt til natten, handler om stjerner, og hvorvidt de udvider sig, og hvad der sker, hvis de eksploderer. Læringen er at sende breve til alle man kender, fordi man ikke kan lade være.

Livet ér læring.
Og det er jeg ved at lære, så småt.

Hvordan er jeres hverdag, og hvad holder I mest af ved den?