Han valgte at tage flugten

Jeg vil prøve at dele nogle af mine tanker om, hvorfor jeg i onsdags skrev om mig selv, at: “(..) det er svært at sætte nogen fri, når man aldrig selv har været det”.
En læser har efterfølgende spurgt, om ikke netop jeg er fri – med det liv jeg lever, og de valg jeg træffer. Det er så svært at svare på. Jeg er givetvis mere fri i min måde at tænke og leve end mange? Jeg har nok altid tænkt uden for kasserne og turdet vælge det, der føltes rigtigt for mig og ikke nødvendigvis for alle mulige andre. Men jeg er alligevel (også) et produkt af de forventninger, som der har været til mig alene i kraft af min helt almindelige opvækst.
De tilstande, som jeg lægger mig ud med nu, er så grundlæggende, at jeg forestiller mig, at mine refleksioner lyder utilgængelige i manges ører? De normer i vores verden, som jeg begynder at se med nye øjne, er den virkelighed, som langt de fleste af os accepterer som den største selvfølge.
Det er min skolegang, for eksempel: De ti år i folkeskolen, hvor to kærlige forældre hver dag sendte mig af sted ud fra de bedste intentioner. Jeg får lyst til at fortælle, at jeg gik i en børnehaveklasse, hvor jeg først mødte klokken 12, og havde fri igen klokken 15, fordi min mor var på barsel det år, og holdt af de lange morgener med sine børn. Kærlighed og nærvær. Og ved I hvad? Netop mens jeg skriver dette, husker jeg for første gang længe, at jeg havde hovedpine hver dag i børnehaveklassen: Jeg var ved øjenlæge og ved ørelæge, og ofte var jeg sygemeldt. Til sidst begyndte jeg selv at tvivle på, at jeg overhovedet havde ondt i hovedet? “Er det noget, du finder på, Maj?” Sådan spurgte både mine forældre og lærere, med rette, måske.

Måske havde jeg hovedpine, fordi der var forventninger til, at jeg skulle lære alfabetet – foran en hel klasse? Jeg har altid haft svært ved at lære ting på kommando, særligt når andre ser på. Nu kan jeg pludselig se for mig, hvordan bogstaverne var skrevet øverst på den store tavle, og jeg kan svagt mindes en afgrundsdyb usikkerhed inden i over måske ikke at kunne alfabetet, sådan som det ellers var forventet. Jeg, som i dag elsker ord så højt. Jeg, som lever af at skrive.

Er der en mulighed for, at børn ikke er forkerte, blot fordi de ikke passer ind i den samme kasse, alle sammen? At skolen er helt rigtig for nogle, og ikke rigtig for andre?

Jeg kan huske følelsen af at kunne alt i verden, og samtidig ikke at kunne noget som helst. Som om jeg indeholdt en indsigt og viljestyrke, der havde potentiale til at ændre verden, og samtidig var der så mange kasser, som jeg skulle passe ned i, at mine tanker blev en begrænsning. Der var et vakuum: hvem lytter, hvem tager sig tid? Hvor er det enkelte barns drømme, passioner, længsler og motivation i det puslespil, som barnet skal passe ind i?

Jeg har lært fra starten, at vi skal imødekomme bestemte ting på bestemte tidspunkter. Senere modsatte jeg mig systemet ved at male mine negle sorte, tale med store bogstaver og rejse over på den anden side af jordkloden i en ung alder. Men var det i virkeligheden det mindst frie, jeg kunne gøre? Hvem er man slave af, når man kæmper så bravt for at blive fri?

Når jeg taler om, at jeg ikke er fri, og derfor skal lære at sætte mine børn fri, handler det altså om noget, som de fleste af os tager for givet: Et samfund med nogle strukturer som de færreste stiller spørgsmålstegn ved. Kan skolen, den institution som vi overdrager ansvaret for læring og dannelse, for nogle tænkes at være det sted, hvor vores kreativitet og frie vilje dør ud? Kan skolen, de bygninger hvor vi møder vores jævnaldrende, og indgår i fællesskaber gennem et årti, for nogle tænkes at være det sted, hvor vores selvværd og livsmod svinder ind?
Tør nogen stille de spørgsmål? Hvad sker der, hvis svaret gør ondt?

Skolen er noget, vi alle har følelser forbundet med. Stærke følelser, endda. Skolen er så kolossalt stor en brik i hele vores samfundsvæsen, at man kun må justere i nuancerne.
Nogle mennesker lader til nærmest at lide af Stockholmsyndrom, når det kommer til skolen: Hvis det går op for dem, hvor lidt godt de har taget med derfra, var det pludselig ikke al smerten værd. Derfor elsker de skolen, og forsvarer den, fordi alt andet ville resultere i en sårbar erkendelse.

Så når jeg taler om frihed, er det en frihed sat op imod et system, som vi tager for givet i en sådan grad, at det virker skødesløst/provokerende/anarkistisk at forholde sig (meget) kritisk til det. Når jeg taler om, at jeg ikke kender til friheden – den frihed, som jeg ønsker for mine børn, – så handler det om, at også jeg voksede op i et system, hvor jeg blev bedømt ud fra, hvor godt jeg lykkedes. Hver dag.

Peter Gray, professor i psykologi og lidt af en helt i unschooling-verdenen, har skrevet om skolen:
“Imagine a job in which your work every day is micromanaged by your boss. You are told exactly what to do, how to do it, and when to do it. You are required to stay in your seat until your boss says you can move.  Each piece of your work is evaluated and compared, every day, with the work done by your fellow employees.  You are rarely trusted to make your own decisions.  Research on employment shows that this is not only the most tedious employment situation, but also the most stressful.  Micromanagement drives people crazy.”

Hele mit verdensbillede – MIN OPFATTELSE AF MIG SELV (det vigtigste udgangspunkt i livet) er præget af skolen, som nogle gange så på mig med milde øjne, andre gange ikke.
Jeg var den larmende type. En pige som sagde fra, og talte højt. Jeg hadede tysk, matematik og naturfag. Når jeg tænker på, hvor meget energi jeg har brugt på de fag – argh, altså. Jeg har brugt meget mere (ukonstruktiv) energi på de emner, der ikke interesserede mig, end jeg brugte på de fag, som jeg elskede. Når jeg tænker på, hvor meget skarpere jeg kunne have været til mine passioner, hvis jeg havde fået lov til selv at vælge. Jeg kan ikke regne ud, hvad det havde betydet, men jeg tror, jeg havde været dygtigere til mange ting. Måske havde jeg fundet min vej tidligere og ikke følt mig forkert. Og mon ikke jeg også havde syntes, at både tysk, matematik og naturfag var spændende emner, hvis de var kommet til mig i min egen tid; præsenteret på en måde, som tiltalte mig?

Tidligere på ugen havde vi en dag herhjemme, som var præget af uenighed og modstand i børneflokken. Kristian og jeg ville gerne ud, og nogle af børnene var med på idéen om at gå en tur, men vi havde glemt lidt af hvert derhjemme, vinden slog os i ansigtet, og nogle af børnene havde egentlig ikke lyst alligevel. Vi gav op. Efter bare to kilometer satte vi os ved vandet, før vi vendte hjem igen. Vi bagte pandekager, og spiste tre hver.
Men der var flere konflikter. Konflikter i kølvandet på vores nye liv: Det tager tid at finde sig selv i en fremmed virkelighed, og man skal finde ud af, om det nu også er rigtigt, at man pludselig er fri (og hvor fri er man, når ens forældre stadig selv arbejder på at blive det?) Storm var urolig, for at sige det mildt. Jeg spurgte ham, hvad han aller helst ville. “Hvis du må gøre, hvad du vil hver dag hele næste uge, resten af dit liv – hvis du er helt fri til selv at bestemme, hvad vil du så helst lige nu?” “Så vil jeg tage på flugt. Cykle langt væk,” svarede han uden tøven. Godt, Cecil Bødker skrev Silas-bøgerne, tænkte jeg. “Super,” svarede jeg. “Har du brug for hjælp for at komme af sted?”
Han trak cyklen frem, fyldte vandflasken, og lånte Kristians mobiltelefon, som han viklede ind i et håndklæde og satte på bagagebæreret. Så cyklede han af sted, håbede vist på at være hjemmefra længere end nogensinde før. Jeg var stolt, og smilede stort de første minutter. Derefter tænkte jeg: “Hvad nu hvis det går galt? Hvad nu hvis det her er turen, hvor han er ude for en ulykke? Og jeg har opfordret ham til at tage af sted?” Så kom jeg i tanke om, at vi ikke kan bremse vores børns liv, derimod kan vi klæde dem på til at imødekomme livet bedst muligt. Jeg trak vejret dybt, skubbede angsten til side. Efter en halv time ringede han, og stod foran en vens dør i en nærliggende landsby. “Men jeg har ikke lyst til at gå ind alligevel.” Lidt efter fik jeg en sms fra min veninde i udkanten af den samme landsby. “Jeres dejlige dreng er her”. Han holdt hvil hos vores venner i ti minutter, før han ringede, og bad mig cykle ham i møde. Hans blik da han kom op af bakken mod mig på sin cykel: Hans kæmpe stores smil, vingefanget over ryggen, som pludselig var fordoblet. Han var så stolt og glad.

Det kan anbefales. Også på trods af kampene, interne såvel som eksterne. Det er det værd – og mere til.
Og nu bliver jeg lige nødt til at tilføje, at det “frie liv” her hos os ikke betyder et liv uden struktur eller grænser. Vi har brug for rammer og forudsigelighed og for genkendelse, alle seks. Måske særligt jeg og et par af børnene. Så vores liv kører på det praktiske plan efter nogle ret faste rytmer, og sådan har vi det bedst. Der, hvor vi søger friheden, er i vores tankemåder. Vores evne til at lære nyt og måske vigtigst af alt vores tillid til børns evne til selv at justere, finde vej og mærke sig selv.

Storm tog det her billede med mit kamera på vores gåtur tidligere samme dag

Og det her

Hvad er jeres erindringer om frihed som barn?

Lidt tung om hjertet

Jeg nåede kun at være trist en times tid i går formiddag, før Kristian vendte hjem fra en gåtur med sovende Juno, og havde haft ro til at tænke. Han sagde: “Vi har valgt det her liv for at være glade og frie, og det kan ingen tage fra os, hvis den følelse lever i os selv.”

Jeg kendte for et par år tilbage et midaldrende par, som efter 25 år på den samme villavej besluttede at flytte langt ud på landet, bygge et selvforsynende hus og dyrke jorden. Deres naboer var rystede. Faktisk var de vrede, og da parret nogle måneder senere havde solgt huset, og rykkede langt væk fra alle de mennesker, som de havde boet dør om dør og været gode venner med igennem så mange år, var det med en følelse af lige dele afmagt og sorg. “Hvad handler det om?” spurgte jeg parret, da de var på besøg nogle dage før flytningen. “Jeg tror, vores naboer har været af den opfattelse, at vi alle sammen indgik en pagt om at blive boende resten af vores liv, da vi flyttede ind på vejen. Og nu forbryder vi os mod den pagt ved at mærke efter i os selv og gøre noget andet,” svarede manden.

Måske er svaret, at når vi gør noget, som skiller os fra flertallet, så kan det føles som en kritik. Som om vi synes, vi har fundet en løsning, der er bedre (for alle). Måske er svaret, at når nogle mærker efter i sig selv, og finder, at det de før var glade for, nu ikke længere er rigtigt for dem, tja, så bliver alle dem, der ikke har mærket efter, opmærksomme på at det kunne de også gøre. Og så følger en form for frygt: “Hvis jeg mærker efter, hvad skal jeg så stille op, hvis jeg heller ikke er helt tilfreds?”

Nogle gange handler det bare om, at vi bliver stressede, når nogen vi kender, forandrer sig. Eller vi tager det personligt – det sårer os, at de gør noget, som vi ikke havde regnet med (ja, jeg kender selv følelsen).
Der kan være tusindevis af forklaringer, og tommelfingerreglen er ikke at tage det personligt. Som regel handler det om “dem” og ikke om “dig” – ergo: Gør, som du føler rigtigt.

Men derfor var det alligevel det med “dem” og “os”, som gjorde mig en smule trist i går. I en times tid, i hvert fald. Jeg er ellers næsten altid glad for tiden, men i går morges, da vi havde fodret grisene, og stod i den gyldne augustsol, og alt faktisk var lige præcis, som man næsten kun kan drømme om, mærkede jeg, at mit hjerte var tungere end normalt.
“Jeg tror, det er følelsen af modstand,” sagde jeg til Kristian. “Jeg kan godt forstå, hvorfor nogle ender med at føle sig stigmatiserede, når de lever alternativt.”

Det er noget med at bo på en ø (hvilket er et radikalt valg) og så at hjemmeundervise (hvilket på én eller anden måde er et kontraintuitiv, radikalt valg, da ingen andre herovre på øen hjemmeunderviser) og noget med at være selvstændige og arbejde fleksibelt og lave musik og skrive en blog. Der er en del ting i det set-up, som er forskelligt fra normen, tror jeg. Og det siger jeg, mens jeg føler mig meget almindelig. Altså, helt  fuldkommen lige så menneskelig som alle andre. Faktisk ualmindeligt menneskelig, måske. Jeg føler, det vi gør, er meget naturligt.

Men jeg føler mig også en lille smule sårbar for tiden, på grund af det med hjemmeundervisningen, som er så anderledes, at selvom det helt sikkert er det rigtige for os lige nu, så skal det forsvares og beskrives. Jeg bliver trængt på min frihed, når jeg oplever, at nogen har svært ved at acceptere vores ret til at gøre, som vi føler bedst. Jeg bliver både lidt trist, og får lyst til at flygte (langt ind i den svenske skov), fordi jeg ikke selv er i tvivl om, at vi er ansvarlige i vores måde at leve på.

I morgen skal vi for første gang mødes med kommunen, som skal føre tilsyn med vores lille skole, og jeg håber, de forstår, hvad det er, vi har valgt. Jeg håber ikke, at de føler det som en konflikt på forhånd, når vi skal mødes og diskutere hvordan de har til hensigt at tjekke, at vores børn udvikler sig tilstrækkeligt (i henhold til en lovgivning, som er meget fri, og som i sin essens giver hjemmeundervisere rigtig gode vilkår). Vores anderledes valg om at hjemmeundervise er ikke en kritik af institutioner eller enkeltpersoner. Det handler om os, ikke om nogen som helst andre. Derfor ønsker jeg, at de vil lytte med åbne hjerter, ligesom jeg gør, når nogen fortæller mig om deres valg.

Hvornår har jeg sidst følt, at jeg skulle tage mig sammen for at rumme et andet menneskes valg? Der er langt imellem, det sker. Men selvfølgelig er der mennesker, der lever på en måde, som jeg har svært ved at forstå. Derfor synes jeg alligevel, at deres liv er deres, og at vi alle sammmen har ret til at definere, hvad vi bliver glade af uden at skulle stå ret og forklare hvorfor.

Jeg elsker mit liv, og jeg er her for at skabe forandring, men nogle gange ville jeg gerne kunne lukke øjnene og bare glide med strømmen. Bare gøre som alle andre og være lige så lykkelig af den grund.

Åh, det blev en rodet bunke ord. Hele min familie sidder nedenunder, og spiser morgenmad, og jeg gik i seng klokken 2 efter at have arbejdet på et oplæg, og det her er måske ikke helt så enkelt, og måske heller ikke så farligt, som jeg tror.

Føler I jer nogensinde presset på jeres frihed?
Og kan I have svært ved at rumme andres valg?

Et øjebliksbillede

Jeg ved godt, at mit liv er et øjebliksbillede. At min lykke er lige nu, den er ikke en evighed.
Jeg ved godt, at det hele kan vende på et splitsekund. Lykken kan blive et fremmed land, og hvert af disse øjeblikke vil med ét være badet i mørke, de fleste af dem vil end ikke opstå.

Livet er forgængeligt og sårbart. Det er derfor, det er så vigtigt. Det er derfor, vi skal gøre vores bedste med den tid, vi har.

“Denne dag et liv.”

Vores fortiden kan vi selv være med til at beskrive. Fremtiden kommer, mens vi dufter til blomsterne, til børnenes dampende hår, og spiser de modne blommer fra træet med lukkede øjne.

Men selv hvis jeg blev ramt af sorg, ville jeg skrive dette: Det handler om tvinge det bedste ud af livet. Jeg kommer aldrig til at fortryde, at jeg prioriterede det, som betyder mest for mig.
At leve livet fuldt handler ikke for mig om at gøre mest muligt på kortest tid; det handler om at mærke efter og turde følge det, der kommer indefra.

Og så er det, jeg siger, at mit liv lige i dette øjeblik er så fuldt af mening, at det føles som græsset på en dugtung morgen. Det er mere, end jeg kan rumme. Der er så megen glæde. Sådan en forunderlig følelse af samklang over alt. En symfoni af mit liv; stemmerne, de små bløde hænder, maden fra mulden og den klare nattehimmel over os.

Det, der sker hjemme hos os i de her dage, er magisk.
Det er ikke perfekt. Det er ikke nødvendigvis nyvasket, fredsommeligt, konfliktfrit eller melodisk. Men det er magisk. Jeg har ikke prøvet det før: Den slags samhørighed, meningsfuldhed. Så store smil, så dybt fællesskab.

Børnene leger anderledes end tidligere. Dem, der aldrig plejede at finde hinanden, sidder pludselig ovenpå ved skrivebordet, og skriver et brev til deres penneveninde. De finder ordene ved fælles hjælp, skiftes vist nok til at føre pennen. En tredje hopper rytmisk – igen og igen – gennem stuen for sig selv. Stille og fokuseret. Han snakker om maskiner, som kan fange tanks og afmontere bomber. Han er tydeligvis igang med noget. Et projekt tager form i hans tanker.

Den anden dag gik vi en lang tur. Det gør vi en gang om ugen nu. Vi gik fire kilometer den ene vej, så en lille time på en legeplads. Fire kilometer den anden vej og en madpakke undervejs. Vi oplevede så meget, at jeg selvfølgelig har glemt det meste. Snakkede om alt mellem himmel og jord.

Hvordan skal man huske alle de emner, man kommer omkring, når man bevæger sig rundt i verden, og tager den ind? Der har været snak om division og brevduer og deraf ret meget om statistik, for i Irland dør en tredjedel af alle brevduer på hver tur, men i Danmark er tallet en tiendedel. Storm spurgte, om det betyder, at en due så dør efter sin tiende tur? Vi snakkede om helbred og om udsatte ruter. Men det statistiske svar måtte jo være ja? Dernæst snakkede vi om de magnetiske felter, som man mener, duerne styrer efter. Og om hvorfor de har svært ved det nu, hvor vi alle sammen taler i mobiltelefon. Vi kom hjem, og så en lokaludsendende om brevduer i Ishøj fra 1997 på youtube. Var trætte i kroppen på den måde, som føles godt.

Vi har aftalt, at vi starter hver dag med en tur til stranden, når vi har spist morgenmad. Det var børnenes forslag.
For tiden svinger vi forbi blommetræet både på vej derned og hjem igen. Træets grene hænger så tung af frugten, at jeg har sagt til det smukke, gamle træ, at vi sætter pris på hendes enorme gave. At vi spiser blommerne med lukkede øjne, glæder os til blommetærte om noge dage, når der er nok modne frugter.

Jeg tror på, at dette liv er et åndedrag i vores fulde eksistens. At vi er her for at udvikle os, finde vej mens vi lever. Lige nu lever jeg, som jeg helst vil.

Hvordan er jeres øjebliksbillede, lige nu?

Når børn leger krig

I går eftermiddag løb mine børn rundt på 1. salen med maskingeværer og proppistoler, og forsvarede sig mod hinanden. De var frihedskæmpere og nazister, de var jøder og officerer. Børn og voksne.
Rollerne skiftede løbende, mens de klædte om, fandt nye gemmesteder, brugte svenske, tyske og franske gloser i én pærevælling.

Det har stået på i mere end en måned nu.
Faktisk startede det i det små væsentligt tidligere, da de begyndte at spørge til Adolf Hitler.
Måske havde vi nævnt ham, Kristian og jeg, i én af børnenes mange spørgsmålsrækker om ondskab. Vi har nok sagt noget i retning af: “Men, hvem bestemmer, hvem der er onde, og hvem der er gode?” og “Hvordan ved du, at fjenden er ond, og at du er god”, og så er Hitler på én eller anden måde kommet ind som den der “han var mildt sagt et røvhul”-karakter, hvor man ikke behøver være i tvivl: Han gjorde onde ting.
Længe har børnene spurgte til den slags. Nok fordi de synes, at det gode og det onde er spændende. Modsætningerne. Og fordi kontrasten til deres eget liv pirrer noget i dem.

En dag faldt vi over en fransk animationsserie på Netflix, som blev starten på en fuldkommen overvældende interesse for de tre ældste af børnene. “Den lange, lange ferie hedder den” (hvis den skal ses på Netflix, hedder den “The long, long holiday”), og det er en virkelig fin, nuanceret og velfortalt historie om to søskende, som ender med at bo hos deres bedsteforældre ude på landet i Frankrig i de fem år, krigen varer. Først var Kristian og jeg meget i tvivl, om Ilja og Live på fem egentlig var klar til at se den, så det snakkede vi en del om, og vi holdt igen, og trak serien i langdrag. Vi har altid været forsigtige med både forbruget af medier og hvad de blev eksponeret for. Det i sig selv er verdens mest hotte diskussion, og den gider jeg ikke ud i her: Faktum er, at vi ikke bruger ret meget tid på skærm herhjemme, og vi overvejer samtidig, hvad vi ser, når vi gør.
Men vores bange anelser var der ikke brug for: Ilja og Live var spændte undervejs, mens de så Den lange, lange ferie, ja, og hoppede i sofaen mange gange (sammen med storebror på otte), og de snakkede som ustoppelige vandfald om serien, alle tre. Men den var gødning til så mange nye tanker, følelser og lege.
Ja; vi havde nok kunne inspirere til meget af det samme gennem historiefortælling eller en god bog. Men det bidrog alligevel med et ekstra niveau, tror jeg, at de oplevede noget, som var både lyd og billeder. På godt og ondt, kan man sige; det blev intenst, men også vildt igangsættende.

Så gik der nogle uger, og de så den igen. Og igen (og igen, men jeg tør næsten ikke skrive det). De har ikke lavet andet end lege og snakke 2. verdenskrig, siden sommerferien startede. De har gjort det helt ligeværdigt og med samme grad af iver alle tre: Fordybet sig i et hav af områder i relation til krigen, og det har været en hel ny verden for os alle sammen.
For, Kristian og jeg har i høj grad været en del af det: Vi har lånt børnebøger om 2. verdenskrig (særligt den her har virkelig givet meget viden og gode historier – vi lånte den på biblio, men overvejer at købe den), og vi har tegnet, læst, fortalt, perspektiveret, spurgt ind til og leget med. Vi har øvet sprog, diskuteret kulturer og haft så mange samtaler om mod/tilgivelse/frygt/tab/taknemmelighed/demokrati/og uendeligt meget andet.
Kristian og jeg har desuden talt med hinanden om, hvor grænsen går? Hvad kan børnene holde til at høre/se? Findes der spørgsmål, som vi ikke vil svare på, eller handler det om måden, vi svarer?
Har det været for meget med tv-serien, eller lige nøjagtig så inspirerende og i øjenhøjde, som vi kan tro på, er helt rigtigt? Er det okay, at de bliver så opslugte, at ALT i en periode handler om det (JA! Hvordan kan vi næsten være i tvivl. Sådan har jeg det jo selv igen og igen med de emner, der optager mig).

Når de efterspørger noget, er det så fordi, de er klar til det? Kan vores børn mærke deres grænser selv, eller skal vi guide dem løbende (hele tiden?)
Det har været (og vil sikkert altid være) en udvikling i frihed og tillid, selvvalgt læring og voksengrænser. Det er en balancegang, som vi går gennem livet, og det giver så god mening.

Jeg vidste ikke ret meget om 2. verdenskrig for et par måneder siden. Tjo, der blev snakket om krigen i min skoletid, og hvem ved, om ikke også jeg har skrevet en opgave om emnet? Sikkert. Men ikke fordi jeg var interesseret i det. Så jeg forstod det ikke – det røg ud igen med det samme, mens jeg havde travlt med at absorbere noget andet. Måske.

Nu ved jeg en del mere om 2. verdenskrig. Jeg kender til betydningen bag Krystalnatten, Hitlers kup og hans motivation for at hade jøder. Kristian og jeg har læst artikler om de forskellige emner om aftenen, når børnene sov. Bare fordi vi egentlig gik hen, og blev oprigtigt nysgerrige.

Det er ikke muligt for mig at huske eller nævne alle de emner, som den sidste tids interesse i 2. Verdenskrig har fostret herhjemme. Jeg nævner i flæng: sprog (svensk, tysk, engelsk) / nationalitet (pludselig kan ungerne genkende rigtig mange flag) / geografi (de allierede lande, de neutrale og aksemagterne) / historie (hvor mange krige har Danmark været med i? Hvorfor startede krigen?) / psykologi (Hitlers motivation, Tyskernes motivation for at stemme på ham, modstandsbekæmpelsens mod og frihedstrang) / mekanik (våben, tog, flåder) / tegning (alle tre børn har tegnet krigen, særligt Live som altid tegner) / strategi (planlægning af attentater, strategisk placering af angreb) / og meget meget mere.

Jeg har egentlig altid været ret anti våben. Og krig. Og konflikt. Mine børn har fået dukkevogne og legekøkkener, men aldrig våben. Vi har snakket om fred og demokrati, men aldrig ret meget om det modsatte. Vi har leget familie og posthus; butik og hospital men aldrig krig eller diktatur.
Nu tog børnene sagen i egen hånd, og kastede af egen drift hele familien dybt ind i et emne, som på én eller anden måde har været definerende for vores første spæde skridt ind i hjemmeundervisningen. De har vist os, hvor meget de rent faktisk kan absorbere, og hvor vildt, fedt, fantastisk det er for dem at have mulighed for at give sig fuldstændig hen til et emne, som de brænder for.
Vi har set dem kaste med røgbomber (tomme konservesdåser fyldt med aske fra Storms bålsted), hejse flaget i overgivelse, løbe råbende mod hinanden: “friheeed!”

De hilser på turister på øen med tre samklingende “Guten tag” nu. Eller “Bonjour”. De drømmer om Flammen, som talteGestapo-agentens skud, så han kunne vende om og skyde ham, når magasinet var tomt. Vi har undersøgt, hvorfor Citronen hældte sukker i de tyske motorer på sit Citröen-værksted (sukker er  noget møg for motorer, fordi det ikke opløses, og kan tilstoppe alle de vitale dele).

Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle bruge (så meget) tid på 2. Verdenskrig. Dét er det fede ved hjemmeundervisning og “self-directed-learning”: Livet er fuldt af overraskelser. Mange spørger til vores tilgang til læring i forbindelse med, at vi hjemmeunderviser nu. Vores “tema” om 2. Verdenskrig er et fint eksempel på en måde at lære gennem det levede liv og den oprigtige interesse, synes jeg.

Hvordan lærer I bedst? Husker I særlige projekter fra jeres skoletid, og hvilke emner oplever I børn fordybe sig i – og hvordan?

 

 

Første skoledag uden skole

I dag er årets første skoledag på Ærø Friskole, hvor Storm startede en tilsvarende solrig augustsøndag for to år siden. Dengang var det en noget mindre, lidt nervøs, meget spændt og ikke helt overbevist seks og et halvt årig sommerbrun strandunge, som stod der i skolegården med sin taske på ryggen. Alle skolens elever, forældre og lærere holdt i hånd, og nåede lige præcis rundt om den røde bygning: Derefter gik vi ind i den sammenlæste 0.-1. klasse, og det føltes fint. Det var helt okay. Overvældende, selvfølgelig. Men også spændende. Der var en masse nye mennesker, en masse børn, farver og trylledej. Vi glædede os.

For vi gav ham det bedste, vi syntes der var, og hans lærere var varme og erfarne, han fandt tryghed i dem, og har holdt af dem lige siden. Skolen tog godt imod os, der var hjerterum og plads til forskellighed, og det var en god skolestart for Storm.

Men før den tid var der noget andet, en form for modsætning, kan man sige, som havde optaget mig i mit forældreskab. Det var ikke noget i relation til lige præcis Ærø Friskole eller i relation til lige præcis ret meget andet specifikt, det var nærmere det, man kalder en overbevisning. En fornemmelse dybt indeni, som kalder på én; som føles kærlig og sand. Men som jeg endnu ikke var i stand til at omfavne.
Det var selvfølgelig hjemmeskoling. Et ord, der syntes fremmed og alligevel som nøjagtig rigtigt for os. Et ord, som ingen andre brugte, men som lå så let på min tunge.

Vi bliver alle sammen forældre til de børn, vi får og ikke til alle mulige andre. Det vil sige, at vores forældreskab baserer sig både på hvem vi er, men forhåbentlig også i høj grad hvem de er. Havde jeg været så tiltalt af hjemmeundervisning, hvis ikke lige nøjagtig Storm var mit første barn? Hvis ikke den fine, sensitive, nysgerrige, empatiske, opmærksomme, indimellem distræte og på alle mulige måder knivskarpe blåøjede dreng havde været den første, jeg blev mor til?
Jeg ved det ikke. Men fakta er, at hans væsen ikke fik mig til at synes mindre om en idé, som jeg måske under alle omstændigheder havde været tiltalt af.
Hvis man kan være hjemmeundervisningsmateriale, er han det: Han elsker at være sammen med sin familie, og vil altid helst det. Han har altid tigget om at måtte blive hjemme – også efter det første år i skolen, og uanset hvor mange sjove og fede aktiviteter, de bød på dér. “Hjemme” har altid slået alt andet.
Storm kan lide grundige svar og relativ ro. Han nyder lange dage uden aftaler, og han bruger snildt otte timer i underbukser under sin dyne med Harry Potter på lydbog og et engelsk parlør i skødet. Han glemmer indimellem i ugevis, at legeaftaler er en mulighed. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at han ikke føler, han mangler noget, når bare han har sin familie. Er alle børn sådan? Nej.
Giver det mening at give forskellige børn forskellige tilbud? Ja.

Nu har vi meldt Storm ud af Friskolen, og det river i folk omkring os efter redegørelser og forklaringer. Hvad så med det sociale, den komplekse matematik og evnen til at ryste mobning af sig?
Jeg tror ofte, vi glemmer, at skolen er en ganske ung institution i vores samfund. I verden, faktisk. Skolepligten i Danmark er 200 år gammel og i USA, hvor to millioner børn hjemmeskoles, blev skolegang først obligatorisk (12 uger om året) for 99 år siden. Inden da var der en anden virkelighed.

Vi har meldt Storm ud af skolen og købt penalhuse til hans søskende (fordi de siger: Vi vi undervises!). Vi kalder det en orlov. Jeg er for gammel til at udtale mig kategorisk om ret meget andet end min ret til frihed, mit behov for at leve autonomt og min fornemmelse af mit hjertes kald.
Så det er en orlov, og vi tager den én dag af gangen.

I dag er det første skoledag på Storms gamle skole, og i dag forandrer noget sig for os, selvom intet forandrer sig overhovedet. Selvom det, der er anderledes, er lige netop beslutningen om at fortsætte livet, som det har været hele sommeren. Inde i mig er der en bevidsthed om, at nu er de andre i gang. Nu ruller hverdagen, og skolen er tilbage på skemaet. Nu kommer de samme mennesker ikke dumpende forbi, nu er der ikke så mange andre børn på biblioteket midt på dagen, på stranden klokken 13. Nu lærer de andre de ting, som er beskrevet i deres pensum; de går i gang med det liv, som jeg kender så godt. Det er det eneste liv, jeg kender. Men vi går i gang med et andet liv. Og jeg glæder mig. Jeg siger til mig selv: Vi har ikke truffet beslutningen på et splitsekund eller ud af underskud. Vi har truffet den, fordi vi tror på en drøm, som er vores helt egen. Fordi vi lige nu vælger uafhængigheden og barndommen og vores families sammenhængskraft over alt andet. Fordi vi kan.

God første skoledag til alle derude. Også de af jer, som slet ikke skal i skole.

Hvordan er første skoledag, hvor I bor? Hvad husker I fra jeres egen første skoledag? Og hvad ser I frem til i det kommende skoleår – for jeres børn og jer selv?

Den største glæde

Der er sket noget med mit forældreskab, siden Kristian og jeg besluttede at tage børnene hjem. Med mit liv, er der sket noget. Og det føles så stort – så omvæltende, at der næsten ikke er ord for det. Samtidig er det så simpelt, at det kan skrives i en enkelt sætning:
Mit forældreskab er blevet bevidstgjort, og jeg er dermed blevet nærværende.

Det har været en rejse for mig, siden jeg blev mor for godt otte og et halvt år siden. Sådan er det jo med forældreskabet: En intens personlige udvikling.

Jeg har aldrig før været så glad som den seneste måned. Hver aften, når jeg børster tænder, tænker jeg: Vildt, at man kan være så glad.
Hvert eneste øjeblik synes sprængfuld af mening lige nu. Også dem, som trækker tænder ud. Også dem, hvor jeg tænker: Please giv mig ro, bare et øjeblik.

Som mennesker er vores vej gennem livet unik, og derfor skriver jeg dette med ét stort forbehold: Nemlig at jeg ikke mener, de beslutninger, jeg nu har truffet, eller de erkendelser, som jeg er kommet til, er en forudsætning for at opnå den ro og glæde, som jeg føler. Derudover anerkender jeg fuldt ud, at det, jeg oplever nu, ikke er et mål for alle, men jeg vil alligevel dele det, fordi jeg tror, det kan have en betydning for andre.

Mit forældreskab har måske nok været præget af en del uro og forvirring fra starten. Min ældste blev født midt i en tid med stor sorg og frygt i min nærmeste familie. Han havde kolik. Dernæst fik vi tvillinger.
Jeg har altid været på vej videre – til arbejde, alenetid, oprydning eller facebook, og selvom jeg alle årene har været ret meget sammen med mine børn, har jeg ikke været fuldkommen nærværende særligt ofte.

Nu hvor Kristian og jeg aktivt / helt overlagt / fuld ud velovervejet har taget vores børn hjem (hvor længe? Jeg ved det ikke), er der pludselig en større betydning med al vores tid. Jeg oplever hvert eneste minut – konfliktfyldt såvel som fredeligt – som noget, jeg med stor mening deltager i. Da vi besluttede at tage børnene ud af deres  børnehave og skole, påtog vi os et ansvar, som vi hidtil følte, at vi havde givet fra os. Vi havde følt, at det var en lettelse ikke at stå med hele opgaven selv, men der var en splittelse og tvivl i det. Ikke at jeg tror, der er det for alle, men sådan har det været for os – måske fordi vores børn uden undtagelse har ladet os vide, at de helst vil være hjemme. Nu hvor de ér hjemme, er deres liv med ét mit fokus og ansvaret er blevet tydeligere. Det giver mening for mig.

Jeg er ikke længere på vej videre. Jeg er sammen med mine børn, fordi det er mit projekt, og jeg har brug for et projekt. Jeg har brug for noget, som jeg med fuldt overlæg investerer min energi og tid i, fordi det giver mening for mig. Jeg har behov for at være ambitiøs, for at dygtiggøre mig. Nu har jeg fundet den opgave, som for mig lader til at være den ultimativt berigende. Jeg anede ikke, at det ville blive sådan. En lille stemme indeni hviskede, at det var den rigtige vej for vores familie, men jeg havde ingen fornemmelse af, hvor vidt det ville række.

For nogle giver det sig selv det øjeblik, de bliver forældre: For mig har det været nødvendigt med kontrasterne og de mange skridt i én retning, før jeg kunne vende om og uden tvivl sige: Nej, jeg skal denne vej i stedet.
Jeg er sikker på, at man kan leve et meningsfuldt liv med sine børn uden at gøre det, vi nu har gjort. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der findes uendeligt mange versioner af det gode liv.

For mig er det interessant, at den største omvæltning i mit moderskab, og måske i mit liv i det hele taget, har været at gøre noget, som virker så oplagt, så enkelt, så helt igennem historisk alment.
Men jeg er et produkt af mange ting. Et sammenkog af alt det, som er i vores samtid: Samfundets forventninger, familiens, mine egne. Kønsidealer, kultur, social baggrund og meget andet. Jeg har i høj grad handlet ud fra, hvad jeg troede, jeg skulle, og hvad jeg dermed mente, ville gøre mig lykkelig. Jeg har været modig og ofte truffet anderledes valg – men på hvilke præmisser? Mit succeskriterie har ikke været meget forskelligt fra alle andres, og jeg har bevæget mig indenfor nogle rammer, som jeg troede, var frie, men som jeg kan se nu, har været et fængsel i mit eget hoved, næsten ikke til at få øje på.

Jeg læste denne kronik i Information i går – om moderskabets lidelser og behovet for at stå i bitterheden, sorgen og afmagten, når man er på barsel og/eller har små børn. Jeg kunne selv have skrevet den for et år siden. Hell, jeg skrev versioner af den her på bloggen, før Juno var et år (her og her, blandt andet). Jeg er enig med skribenten i, at vi skal være ærlige om det, som vi oplever som opslidende og tabubelagt. Der kommer ikke noget godt ud af, at vi føler os forkerte, eller gemmer vores følelser. Men jeg begynder også at tænke, at der er noget bagvedliggende, noget dybere (tungere?), som vi skal rykke på – noget af den største betydning: Noget, som vedrører os alle.
Hvorfor er det så lidelsesfuldt for mange af os at blive (og være) forældre? Er der virkelig ingen anden vej? Kan det handle om splittelsen – den konstante stræben efter noget mere, noget andet (noget forestillet og desillusionerende) midt i livets måske vigtigste og mest meningsfulde færd; nemlig årene med små børn?
Den nødvendige forandring er ikke en opgave, som det enkelte menneske kan bære alene – der skal derimod rykkes ved hele vores struktur og stræben. Det skal vendes på hovedet.

Jeg tror, jeg har vendt mit liv på hovedet. For nogle måneder siden skrev jeg herinde, at jeg ikke kunne leve uden at arbejde på min roman. At jeg havde behov for det mønster, som vores liv var lagt i. Det var mit behov – jeg følte det stærkt og inderligt. Så tog jeg en dyb indånding, og pludselig var Kristian og jeg klar til at give denne anden vej en chance. Romanen er lagt i skuffen, en del andet er lagt endnu længere væk, og jeg har set i øjnene at behovet måske slet ikke var mit.

 

Jeg tænker, at jeg ikke er alene med de her overvejelser? Hvad mener I? Hvor skal vi ændre på forholdene for at give både børn og forældre bedre mulighed for at leve meningsfulde liv?

 

Vi handler ikke i protest

I weekenden havde vi besøg af fem mennesker i en camper og deres to hunde. De ankom med fuldt udstyr: Transportabelt gasblus; campingbord og en kasse mad.

Smækkede dørene til camperen op, og uddelte krammere. Hoppede rundt i græsset på bare tæer, og fodrede grisene med stor entusiasme. De vaskede op (efter os alle sammen), og havde bøger med til børnene, som de selv havde skrevet og udgivet.

Og vi snakkede; det var et besøg med en klar intention: Familien, som en del vil kende fra Speltmor.dk, hvor Cecilie har blogget om deres liv i en årrække, har hjemmeundervist deres børn i mange år, og de har været en del af vores netværk indenfor området, siden før vi overhovedet vidste, at vi havde brug for et netværk. Cecilie var den, jeg tog kontakt til for fire år siden, da hjemmeundervisningen første gang trak i mig, og hendes mails og senere venskab har været en sikker stemme i et hav af spørgsmål.

Cecilie og hendes mand, Jesper, var blandt de første herhjemme til at hjemmeundervise som et aktivt tilvalg ud fra visioner og drømme. Når ikke de er i Valby, rejser de rundt i verden, og uanset hvor de er, lever de et liv med friheden som højeste mål. Børnene er en sammensmeltet flok, som fortæller, tegner, læser, og leger i ét væk, og selvom vi på mange måder lever forskelligt, er der en naturlig relation mellem ungerne på kryds og tværs.

De samtaler vi havde i løbet af weekenden, afklarede nogle af vores indledende spørgsmål til alt det praktiske vedrørende vores beslutning om at tage børnene hjem.
Hvad end vi ender med at hjemmeskole i seks måneder eller 16 år, er der en række formaliteter, som skal på plads, og det er en lettelse at kunne følge i andres fodspor.

Det er ikke altid helt nemt at stille sig udenfor, og det er trygt at kunne lytte til mere erfarne, når det kommer til mange af de praktiske ting.
De fleste kan regne ud, at det kræver en del at træffe en beslutning, som er så anderledes, som hjemmeundervisning (og unschooling) er. Tidligere har jeg nydt at fortælle om mine anderledes valg. Jeg har aldrig været bleg for en spontan udveksling om hvorfor og hvorfor ikke, og jeg har aldrig gemt på det af mit, som skilte mig ud fra flertallet.
Men sådan har jeg det ikke nu: Det er så radikalt “out there” det her, at jeg ikke har behov for hele tiden at konfrontere omverdenen med det. Jeg har ikke behov for at blive konfronteret med det, men det handler også i høj grad om mine børn; jeg ønsker ikke, at de igen og igen skal møde hævede øjenbryn eller kritiske spørgsmål, når de stolt fortæller, at de nu er “hjemmebørn”, som de kalder det.

Og her kommer en pointe, som ligger mig meget på hjerte: Det er ikke enormt vigtigt for mig, at alle andre forstår eller accepterer, det vi har gang i. De må gerne synes, det er underligt – eller tosset, endda. Men det er vigtigt for mig at understrege, at min familie og jeg ikke ønsker at stå i opposition til resten af samfundet. Vi er her, og vi deltager. Kristian og jeg har truffet et anderledes valg ud fra ønsket om at leve mere i overensstemmelse med vores drømme og værdier. Det er ikke at valg af protest, men derimod i en søgen efter det liv, som fungerer bedst for os.

Vi har besluttet at hjemmeundervise, ja. Men vores venner er de samme som altid, vores naboer lige så. Vores livsvalg betyder det ikke, at vi synes, andres valg er forkerte: Det betyder ikke, at vi er overbeviste om, at den samme løsning ville være god for alle andre.

Det, vi har gjort, er, at vi har truffet en beslutning på vegne af os, og ikke andre. Kald det en konsekvens af vores i forvejen anderledes livsstil med hjemmedage, ø-liv og kreativt arbejde.
Vi har aldrig levet efter bogen, og nu tager vi skridtet, og giver de frie, familieorienterede rammer de bedst mulige vilkår – altså; set med vores øjne. Jeg glæder mig over de lange morgener herhjemme; den spontane historieundervisning efter aftensmaden, og jeg kan mærke mange forandringer i vores familie allerde (- det skriver jeg om snart).

Derfor er det rart at kende andre, som har truffet nogle af de samme valg, og derfor var det en weekend, som efterlod os med redskaber til forhåbentlig at komme godt i gang med det nye kapitel i vores liv.

Hvornår har I sidst gjort noget, der fik andre til at undre sig? Og hvad frygter I mest ved at træffe valg, der er anderledes?

Cecilie her for øvrigt en ny blog: https://cecilieconrad.com/

En vildt inspirerende film

Jeg har set en film.
Så så jeg den igen. Og igen.
(I alt tre gange på par uger.)

Den inspirerer mig, gør mig glad, og giver mig håb.
Jeg har lyst til at se den med alle, jeg kender.

“Being and Becoming er en dokumentar om et fransk/brasiliansk par, som tager på en rejse for at undersøge, om det er forsvarligt at undlade at sende deres søn i skole. Undervejs møder de en stor og mangfoldig skare hjemmeskole-familier fra Tyskland, Frankrig, England og USA, og parret interviewer eksperter i “selvmotiveret læring”, som sætter konceptet i et historisk lys. Der er desuden interviews med flere voksne hjemmeskolede, som reflekterer over deres atypiske barndom.

Det, der gør den spændende, er alle de nye vinkler på livet, som den præsenterer. Alle de vidt forskellige måder, som folk indretter sig på, og finder deres vej. Vi ser, at man kan finde sin vej og få succes i livet helt uden karakterer, prøver og bestemte forventninger til, hvad man lærer – og hvornår. Der er kunstnere, bankfolk, lærere (mange af dem) og professorer. Store og små, familier i lejligheder, familier på gårde. Dem, som har en masse erfaring, og dem som er nye i livet som forældre.

Jeg er overbevist om, at de fleste forældre/bedsteforældre/onkler/mostre vil finde den interessant og bevidsthedsudvidende. Og jeg ville ønske, den var obligatorisk for alle pædagoger og undervisere (overalt). Virkelig: Hvis I arbejder i en børnehave/skole/institution så se den lige. Tag den til jer. Mærk håbet og tilliden og glæden. Det drejer sig om under to timer, og du lærer noget for livet.

Filmen kan lejes eller downloades på Vimeo for 6/16 dollars (klik på billedet ovenfor eller følg dette link). Gør det. Sæt dig i aften og se den. Den er dejlig og ikke kritiserende. Bare inspirerende.
OBS: Mange oplever knas med underteksterne. Det gjorde vi også, første gang vi så den. Anden gang så vi den i Chrome (og jeg aner ikke, om det var det, der gjorde udslaget) – og der har ikke været problemer siden. Flere har skrevet til mig, at de havde problemer første gang, men ikke anden gang.

Skriv rigtigt gerne herinde, hvis I ser den, og gør jer tanker om oplevelsen efterfølgende.

Har I nogen yndlingsdokumentarer, som I vil anbefale? Kristian og jeg er løbet en smule tør lige nu, hvilket er helt okay, for så læser vi i stedet…Men, I ved, man kan altid bruge den slags tips..!

Hyppige spørgsmål om hjemmeundervisning

Man kan nemt sige, at jeg endnu ikke har gjort mig mange erfaringer med hjemmeundervisning. Jeg har jo ikke praktiseret det endnu.
Eller hvad?

Den type hjemmeundervisning, som Kristian og jeg planlægger at praktisere, er det, der går under navnet “unschooling”, hvilket i virkeligheden (kort sagt) er: “et frit, levet børneliv med nærværende, engagerede voksne.”

Og dét har jeg øvet mig i, siden jeg blev mor.

Men nej, jeg har ikke stået der endnu: På årets officielt første skoledag velvidende at alle min søns jævnaldrende sidder i klasselokaler over hele landet (hele verden) med skoletasker, en forælder i hånden og en sværm af kammerater omkring sig.

Jeg har endnu ikke oplevet den der følelse af tvivl og usikkerhed, som jeg tror, er uundgåelig, når man (komplet normbrydende) ikke sender sine børn i skole.

Jeg har ikke mærket følelsen af jorden forsvinde under mine fødder, når jeg hører, hvad de har gang i oppe på skolen, og jeg tænker: “Men det har vi jo slet ikke snakket om herhjemme.”

Men jeg har en klar og stærk fornemmelse af, at Kristian og jeg har truffet det rigtige valg. Jeg er fuld at tillid til, at mine børn kommer til at lære det, de skal. Og jeg er faktisk i tvivl, om jeg kommer til at have ret mange dage, hvor jeg er tvivler på, at det er det rigtige vores familie.
Derfor kan jeg alligevel ikke love hverken mig selv eller nogen andre noget. Der kan være andet, som kommer i vejen: Økonomi eller travlhed, eksempelvis. Men jeg bliver nødt til at prøve. Alt andet ville føles som vold mod mine værdier.

Nogle spørger, om Kristian og jeg føler os sikre på, at vi kan lære vores børn det, de skal lære.
Jeg har lyst til at svare: Hvad skal de lære? Mine børn skal kende sig selv og deres vej. De skal lege, være frie og have plads til at følge de impulser, som ethvert frit menneske føler. Mine børn skal være omgivet af tillid, tid og kærlighed. De skal være omkring mennesker, der elsker dem, og som forstår, at de er på jorden af en grund, og at den grund kender de bedst selv.

“Jeg behøver ikke længere forstå alting. Jeg kan se, at det handler om at være og blive den bedste udgave af sig selv” – Arno Stern, hjemmeunderviser, forfatter og billedkunstner, i dokumentarfilmen Alphabet

Min tilgang er denne:
* Det eneste mine børn behøver, er at komme i kontakt med sig selv. Så skal resten nok vise sig efterhånden.

* Jeg har erfaret, at man kan lære alt, hvis man er interesseret. Når et emne har givet mening for mig, har jeg været i stand til at mestre det hurtigt.

* Jeg tror på, at legen er det bedste redskab til at lære.

* Det er svært at gå i skole uden at føle, at man bliver opdelt i fiaskoer og succeser. Uanset om vi vil det eller ej. Konkurrencen ligger implicit i “den ene slags begavelse er mere vigtig at bruge tid på end de andre“, hvilket de fleste skoler praktiserer, omend der naturligvis er undtagelser.

“De eneste der har brug for uddannelse, er dem, som mener, at den ene slags begavelse er bedre end de andre,” – Neurobiolog Gerald Hüther, som har specialiseret sig i uddannelse.

Men det svar er alt for langt, så som regel siger jeg: “Jeg tror, der er mange forskellige måder at lære på og mange forskellige ting at lære. Det vigtigste for mig er, at mine børn lærer at lære og ikke hvad de kan eller hvornår.”

Nogle spørger til børnenes socialisering.
Det er et kæmpe område. Socialisering er mange ting, og det er noget, som varierer så meget fra menneske til menneske, at det næsten ikke giver mening at tale overordnet om det.
Men lige kort, for en god ordens skyld: Barnets primære socialisering udvikles i familien, og den er jeg ikke et øjeblik bekymret for i vores tilfælde. Helt konkret er her jo fire børn og to nærværende forældre, så jeg kan godt være i tvivl, om folk overhovedet tænker sig om, inden de spørger? Men jeg forstår, at deres bekymring måske drejer sig om…:
Barnets sekundære socialisering, som er det, man får, når man bevæger sig udenfor familiens rammer, og omgås mennesker derude.
Min familie bevæger sig ret meget ud i verden. Vi møder mennesker fra alle mulige steder i livet. Mine børn kender voksne og børn, høje og lave, rige og fattige, skolede og autodidakte. De er gode til relationer, og jeg har indtryk af, at de føler sig meget sociale.

En lille anekdote: Da Storm var ved sundhedsplejerske på friskolen i foråret, havde han udfyldt et skema hjemmefra, hvor han havde sat kryds ved, at han, “leger med “ikke så mange børn” i skolen” og “leger med “ret mange børn” derhjemme.” Det synes jeg, er værd at tage med i sine overvejelser: Vores børn har tre venner herhjemme. Venner, som endda er deres søskende. Mine to søskende er mine bedste venner. Jeg ville have elsket at være hjemme med dem hver dag, da vi var børn, og jeg er overbevist om, at vi med vores tre gange nysgerrighed, viljestyrke og motivation havde lært alt mellem himmel og jord.

Kender I det med, at ens børn ærligt talt minder ret meget om én selv? Og så bliver opgaven pludselig at pille ens egne vaner og forudindtagethed om, hvem man selv er, fra hinanden?
For eksempel er det slet ikke mærkelig, at mine børn bliver overstimulerede, når de er sammen med en helt masse mennesker timevis hver dag. Så lukker de ned, bliver kede af det og vrede. Præcis ligesom jeg selv enten går i overlevelses-snakke-modus eller trækker mig, når jeg er i store forsamlinger. Jeg vil personligt gå ret langt for at undgå seks timer med 25 mennesker på et begrænset fysisk område. Særligt hvis vi skal forestille at lære noget undervejs. For mig ville det betyde, at jeg lukkede ned – både for min socialiseringsevne og for min kapacitet ifht indlæring. Jeg tror, det samme gælder for mine børn.

Man hører altid, at den ideelle klassestørrelse er 15 elever. Vi er enige om, at 28 er for mange. Men hvorfor 15? Alle, der har prøvet at være alene med 15 børn, ved, at det er umuligt at bevare en fokuseret og behagelig stemning i sådan en gruppe ret længe uden at gå på kompromis med enten socialisering eller indlæring. Alle ved, at man som den voksne padler for at holde sig ovenvande, og at der helt uundgåeligt er børn, som man er mere opmærksomme på end andre. Nogle bliver måske endda glemt helt.
Jeg tror, den ideelle gruppestørrelse er fem. Herhjemme er vi noget tættere på det tal end skolens alternativ på 25.

Kan I klare jer uden pauser?
Den anden dag var vi til en sammenkomst hele familien, hvor en ældre kvinde fortalte, at hun selv havde tænkt på at hjemmeundervise sine nu voksne børn, men det var for svært, fordi folk ville synes, hun var mærkelig. Så hun havde skubbet tanken fra sig, og sendt sine børn i skole.
Så gik der en halv time, og hun sagde til mig: “Men så får I jo ingen pauser? Hvad søren vil I stille op, når I bliver trætte midt på dagen?”
Det er en valid bekymring. Mit største forbehold i forhold til hjemmeundervisning har aldrig været hverken faglighed eller socialisering – men derimod min egen stamina. “Kan jeg holde til det?”
Det må komme an på en prøve.
Men det skurer alligevel i mine ører, at det er dét spørgsmål, vi stiller forældre, som tager deres børn hjem.
Jeg har aldrig hørt nogen beskrive sig selv som ikke-gymnast eller ikke-kunstner, men det med skolen er så indgroet i vores verdenssyn, at når man vælger det fra, er man en ikke-skoler, og folk bliver bekymrede.
Hvis jeg nu skal være helt ærligt, synes jeg, det modsatte spørgsmål er lige så relevant: “Sender I jeres børn i skole? Men hvad så med al den tid, hvor I ikke ser dem?” Og det siger jeg ikke, fordi jeg synes, det er en dårlig idé at sende sine børn i skole, eller fordi jeg forestiller mig, at hjemmeskoling er rigtigt for alle. Men jeg synes, det er unaturligt, at vi er blevet så fremmede overfor at være sammen med vores egne børn. Vi har skabt et samfund, hvor vi som den største selvfølge afleverer vores børn udenfor hjemmet hver dag fra de er et år. Andre mennesker har flere vågne timer sammen med vores børn, end vi har. Jeg har selv gjort det, jeg er sgu da knap nok trådt ud af det. Jeg er ikke anderledes. Men jeg synes, vi skal begynde at vende vores bekymring på hovedet og spørge os selv, hvad der egentlig føles mest rigtigt?

Jeg kender til en kvinde her på Ærø, som tog sine to ældste børn hjem i et år, da barn nummer tre kom til verden. Nogle var nærmest provokerede. “Tror hun, at hun kan underholde dem selv?” Som i: Hvad bilder hun sig egentlig ind.
Jeg så hende komme cyklende med alle tre børn på en ladcykel den anden dag og en stor hund ved siden. Hun havde sit krøllede hår hængende løst over ryggen, og solen skinnede på dem, og de smilede alle fire. Inden jeg så, at det var hende, nåede jeg at tænke jeg: “Hold fast hvor ser hun sej ud, den mor. Totalt boss-woman. Leder i sit eget liv.”

Hvad med alt det andet?
Ja, der er så meget, man kan spørge ind til vedrørende hjemmeundervisning, og jeg kommer til at skrive om det hele, tænker jeg. Jeg pusler på at skrive et indlæg om Kristians og mine primære grunde til at hjemmeskole.
Sådan en top-ti ting. Der er mange spændende overvejelser gemt dér.
Det indlæg kommer snarest, men jeg skal lige tænke mig om, og jeg har virkelig ikke meget tid til at skrive i disse uger, så leveringstiden er måske blevet længere end hidtil.

Hvad tænker I? Hvad vil I gerne vide?

 

Læs mere om mine tanker om hjemmeundervisning HER

Kattekillinger / En far vender hjem / Den første overnattende gæst / Fri læring

Vi har hentet to dejlige kattekillinger hos vores venner, og selvom de kun har boet her siden torsdag, er de allerede en indgroet del af vores hjem og liv. En dreng og en pige; Daisy og Pjuske (eller Tintin eller Lumis – han skifter navn alt efter hvem der snakker til ham). Vores gode kat, Ulrik, som er et år, er livet helt op; han løber rundt som en letbenet killing, og leger dagen lang, og når de er udenfor sammen alle tre, holder han styr på de to andre, som en anden hyrdehund.

Jeg tror, det er godt at være omgivet af dyr. Jeg kan ikke forklare det i lange teoretiske vendinger, men noget siger mig, at vi lærer empati, omsorg og nærvær af dyrene. Vi lærer om mangfoldighed og forskellighed, ikke mindst. Mine børn har godt af at skulle tage vare på dyr, og de bliver glade og trygge af at have firbenede venner.
I én af de bøger, jeg har læst om “unschooling” er der et kapitel, som hedder “Dyr er bedre end bøger om dyr” (der er også ét, der hedder: “Det, man lærer af at sidde i et klasselokale, er at sidde i et klasselokale). Men mere om det senere.

Her hvor vi bor, har vi husdyr over alt omkring os; køer, heste, får, hunde, katte, høns, ænder osv. Det havde jeg virkelig slet ikke i min barndom. Når Juno med største naturlighed klapper en hest eller hilser på en vædder, kan jeg mærke, at det er fremmed for mig. Men først og fremmest godt, det føles bare rart. Nu har vi tre katte her, og jeg bliver oprigtigt glad, når de kommer susende forbi os ude i græsset.

Sommerferien er i gang. Sådan ægte, for os alle seks. Kristian var på camp med en lille gruppe drenge det meste af sidste uge og i weekenden var han i Aalborg for at spille til gymnastik-landsstævnet (tror jeg nok, det hed). Børnene savnede ham, og da han kom hjem søndag sagde han: “nu har jeg også ferie!”, og vi sad omkring aftensmaden, og bare nød at se hinanden.
Alle børnene havde noget, de ville vise ham. Storm havde selv savet nogle ret massive træklodser og boret dem sammen til den vejbod, som han drømmer om at lave. Iljas majsplanter var vokset vildt over weekenden, så dem skulle Kristian selvfølgelig se, og Live havde tegnet og malet, og mindst én af tegningerne var til hendes far. Juno sagde “Bar!”, og rakte ud efter ham. Så bliver hjertet stort og let i brystet på én.

Mens Kristian var i Aalborg lørdag til søndag, var Ilja og Live hos deres farmor og John. De var i legeland, på legeplads, ved bageren – og en tur forbi deres fars gamle børnehave, som de ikke rigtigt kunne forstå, at han engang var lille nok til at være indeni.
Herhjemme var vi til gengæld min søster, Storm, Juno og jeg, og det hele passede perfekt, for Storm og hans gode ven, Leif, har længe, længe snakket om at sove her hos os, og så var det oplagt at gribe muligheden for en anden ro, når Live og Ilja ikke var hjemme. Det var første gang, Storm havde en overnattende ven (som altså ikke var her sammen med hele sin familie). Leif og Storm spillede “Labyrint” og gjorde cykler klar, før vi alle sammen kørte en lang tur med vandflasker og æbler i cykelkurven. Vi endte på en legeplads, hvor de klatrede i træer, og byggede en hule, og pludselig var der stille, og så sad de med hvert deres Anders And-blad, som de havde haft med på bagagebægeret, og læste. Da vi kom hjem, spiste de en helt masse rugbrødsmadder, og så blev der stille igen, og de sad, og læste, og jeg stod, og så på dem, og tænkte, at det var da utroligt. Så harmonisk, så rart. Jeg kan vildt godt lide livet med større børn. Også selvom jeg indimellem savner de små hænder i mine og hans lille stemme, som den var engang, men den der selvstændighed og al den personlighed – det synes jeg, er vidunderligt. Klokken 20:45 lukkede drengene døren til Storms værelse, og der blev ikke sagt et ord mere. Godnat.
Det gør vi gerne igen.

Jeg kan høre, at mange tænker, det er et enormt ansvar at have sine børn hjemme, når de er i skolealderen. Og det kan jeg godt forstå; sådan har jeg også selv tænkt. Men jeg er efterhånden så langt fra den gængse skoletankegange, at jeg har glemt, at jeg også selv plejede at synes, det lød som et enormt ansvar. Jeg plejede at dagdrømme om et krævende pensum med stor, klassisk litteratur og daglige kemiske forsøg, da jeg for år tilbage begyndte at læse om hjemmeskoling. Nu tænker jeg mere: Børn lærer alt, de har brug for på eget initiativ, før de starter i skole. Alt fra at gå til at lege sammen, tale, tage tøj på og uendeligt meget andet. Hvorfor skulle det ændre sig fra det ene øjeblik til det andet, når de kommer i “skolealderen” (og hvor realistisk er det, at alle børn kommer i “skolealderen” samtidig?)
Derfor er jeg meget tiltalt af “fri læring” (eller: unschooling”), hvor barnet på sit eget initiativ fortsætter med at udforske verden, fordybe sig og dermed dygtiggøre sig. Alt sammen faciliteret af nærværende voksne og et stærkt netværk. Virkeligheden er, at nogle mennesker har ét emne, som de med al ret bruger hele deres liv på at fordybe sig i (og mange af de mennesker kan vi takke for nogle af historiens vigtigste opdagelser); andre har mangfoldige og varierende interesser livet igennem, og bidrager løbende med deres evner.
Så, nej, umiddelbart er jeg ikke nervøs eller i tvivl. Jeg føler mig overbevist om, at børnene og vi forældre i samspil med andre kompetente medspillere fuldt ud kan favne vores børns interesser og dermed læring og uddannelse.

Hvad tænker I? Om det ene, det andet, tredje og fjerde?