Vi handler ikke i protest

I weekenden havde vi besøg af fem mennesker i en camper og deres to hunde. De ankom med fuldt udstyr: Transportabelt gasblus; campingbord og en kasse mad.

Smækkede dørene til camperen op, og uddelte krammere. Hoppede rundt i græsset på bare tæer, og fodrede grisene med stor entusiasme. De vaskede op (efter os alle sammen), og havde bøger med til børnene, som de selv havde skrevet og udgivet.

Og vi snakkede; det var et besøg med en klar intention: Familien, som en del vil kende fra Speltmor.dk, hvor Cecilie har blogget om deres liv i en årrække, har hjemmeundervist deres børn i mange år, og de har været en del af vores netværk indenfor området, siden før vi overhovedet vidste, at vi havde brug for et netværk. Cecilie var den, jeg tog kontakt til for fire år siden, da hjemmeundervisningen første gang trak i mig, og hendes mails og senere venskab har været en sikker stemme i et hav af spørgsmål.

Cecilie og hendes mand, Jesper, var blandt de første herhjemme til at hjemmeundervise som et aktivt tilvalg ud fra visioner og drømme. Når ikke de er i Valby, rejser de rundt i verden, og uanset hvor de er, lever de et liv med friheden som højeste mål. Børnene er en sammensmeltet flok, som fortæller, tegner, læser, og leger i ét væk, og selvom vi på mange måder lever forskelligt, er der en naturlig relation mellem ungerne på kryds og tværs.

De samtaler vi havde i løbet af weekenden, afklarede nogle af vores indledende spørgsmål til alt det praktiske vedrørende vores beslutning om at tage børnene hjem.
Hvad end vi ender med at hjemmeskole i seks måneder eller 16 år, er der en række formaliteter, som skal på plads, og det er en lettelse at kunne følge i andres fodspor.

Det er ikke altid helt nemt at stille sig udenfor, og det er trygt at kunne lytte til mere erfarne, når det kommer til mange af de praktiske ting.
De fleste kan regne ud, at det kræver en del at træffe en beslutning, som er så anderledes, som hjemmeundervisning (og unschooling) er. Tidligere har jeg nydt at fortælle om mine anderledes valg. Jeg har aldrig været bleg for en spontan udveksling om hvorfor og hvorfor ikke, og jeg har aldrig gemt på det af mit, som skilte mig ud fra flertallet.
Men sådan har jeg det ikke nu: Det er så radikalt “out there” det her, at jeg ikke har behov for hele tiden at konfrontere omverdenen med det. Jeg har ikke behov for at blive konfronteret med det, men det handler også i høj grad om mine børn; jeg ønsker ikke, at de igen og igen skal møde hævede øjenbryn eller kritiske spørgsmål, når de stolt fortæller, at de nu er “hjemmebørn”, som de kalder det.

Og her kommer en pointe, som ligger mig meget på hjerte: Det er ikke enormt vigtigt for mig, at alle andre forstår eller accepterer, det vi har gang i. De må gerne synes, det er underligt – eller tosset, endda. Men det er vigtigt for mig at understrege, at min familie og jeg ikke ønsker at stå i opposition til resten af samfundet. Vi er her, og vi deltager. Kristian og jeg har truffet et anderledes valg ud fra ønsket om at leve mere i overensstemmelse med vores drømme og værdier. Det er ikke at valg af protest, men derimod i en søgen efter det liv, som fungerer bedst for os.

Vi har besluttet at hjemmeundervise, ja. Men vores venner er de samme som altid, vores naboer lige så. Vores livsvalg betyder det ikke, at vi synes, andres valg er forkerte: Det betyder ikke, at vi er overbeviste om, at den samme løsning ville være god for alle andre.

Det, vi har gjort, er, at vi har truffet en beslutning på vegne af os, og ikke andre. Kald det en konsekvens af vores i forvejen anderledes livsstil med hjemmedage, ø-liv og kreativt arbejde.
Vi har aldrig levet efter bogen, og nu tager vi skridtet, og giver de frie, familieorienterede rammer de bedst mulige vilkår – altså; set med vores øjne. Jeg glæder mig over de lange morgener herhjemme; den spontane historieundervisning efter aftensmaden, og jeg kan mærke mange forandringer i vores familie allerde (- det skriver jeg om snart).

Derfor er det rart at kende andre, som har truffet nogle af de samme valg, og derfor var det en weekend, som efterlod os med redskaber til forhåbentlig at komme godt i gang med det nye kapitel i vores liv.

Hvornår har I sidst gjort noget, der fik andre til at undre sig? Og hvad frygter I mest ved at træffe valg, der er anderledes?

Cecilie her for øvrigt en ny blog: https://cecilieconrad.com/

En vildt inspirerende film

Jeg har set en film.
Så så jeg den igen. Og igen.
(I alt tre gange på par uger.)

Den inspirerer mig, gør mig glad, og giver mig håb.
Jeg har lyst til at se den med alle, jeg kender.

“Being and Becoming er en dokumentar om et fransk/brasiliansk par, som tager på en rejse for at undersøge, om det er forsvarligt at undlade at sende deres søn i skole. Undervejs møder de en stor og mangfoldig skare hjemmeskole-familier fra Tyskland, Frankrig, England og USA, og parret interviewer eksperter i “selvmotiveret læring”, som sætter konceptet i et historisk lys. Der er desuden interviews med flere voksne hjemmeskolede, som reflekterer over deres atypiske barndom.

Det, der gør den spændende, er alle de nye vinkler på livet, som den præsenterer. Alle de vidt forskellige måder, som folk indretter sig på, og finder deres vej. Vi ser, at man kan finde sin vej og få succes i livet helt uden karakterer, prøver og bestemte forventninger til, hvad man lærer – og hvornår. Der er kunstnere, bankfolk, lærere (mange af dem) og professorer. Store og små, familier i lejligheder, familier på gårde. Dem, som har en masse erfaring, og dem som er nye i livet som forældre.

Jeg er overbevist om, at de fleste forældre/bedsteforældre/onkler/mostre vil finde den interessant og bevidsthedsudvidende. Og jeg ville ønske, den var obligatorisk for alle pædagoger og undervisere (overalt). Virkelig: Hvis I arbejder i en børnehave/skole/institution så se den lige. Tag den til jer. Mærk håbet og tilliden og glæden. Det drejer sig om under to timer, og du lærer noget for livet.

Filmen kan lejes eller downloades på Vimeo for 6/16 dollars (klik på billedet ovenfor eller følg dette link). Gør det. Sæt dig i aften og se den. Den er dejlig og ikke kritiserende. Bare inspirerende.
OBS: Mange oplever knas med underteksterne. Det gjorde vi også, første gang vi så den. Anden gang så vi den i Chrome (og jeg aner ikke, om det var det, der gjorde udslaget) – og der har ikke været problemer siden. Flere har skrevet til mig, at de havde problemer første gang, men ikke anden gang.

Skriv rigtigt gerne herinde, hvis I ser den, og gør jer tanker om oplevelsen efterfølgende.

Har I nogen yndlingsdokumentarer, som I vil anbefale? Kristian og jeg er løbet en smule tør lige nu, hvilket er helt okay, for så læser vi i stedet…Men, I ved, man kan altid bruge den slags tips..!

Hyppige spørgsmål om hjemmeundervisning

Man kan nemt sige, at jeg endnu ikke har gjort mig mange erfaringer med hjemmeundervisning. Jeg har jo ikke praktiseret det endnu.
Eller hvad?

Den type hjemmeundervisning, som Kristian og jeg planlægger at praktisere, er det, der går under navnet “unschooling”, hvilket i virkeligheden (kort sagt) er: “et frit, levet børneliv med nærværende, engagerede voksne.”

Og dét har jeg øvet mig i, siden jeg blev mor.

Men nej, jeg har ikke stået der endnu: På årets officielt første skoledag velvidende at alle min søns jævnaldrende sidder i klasselokaler over hele landet (hele verden) med skoletasker, en forælder i hånden og en sværm af kammerater omkring sig.

Jeg har endnu ikke oplevet den der følelse af tvivl og usikkerhed, som jeg tror, er uundgåelig, når man (komplet normbrydende) ikke sender sine børn i skole.

Jeg har ikke mærket følelsen af jorden forsvinde under mine fødder, når jeg hører, hvad de har gang i oppe på skolen, og jeg tænker: “Men det har vi jo slet ikke snakket om herhjemme.”

Men jeg har en klar og stærk fornemmelse af, at Kristian og jeg har truffet det rigtige valg. Jeg er fuld at tillid til, at mine børn kommer til at lære det, de skal. Og jeg er faktisk i tvivl, om jeg kommer til at have ret mange dage, hvor jeg er tvivler på, at det er det rigtige vores familie.
Derfor kan jeg alligevel ikke love hverken mig selv eller nogen andre noget. Der kan være andet, som kommer i vejen: Økonomi eller travlhed, eksempelvis. Men jeg bliver nødt til at prøve. Alt andet ville føles som vold mod mine værdier.

Nogle spørger, om Kristian og jeg føler os sikre på, at vi kan lære vores børn det, de skal lære.
Jeg har lyst til at svare: Hvad skal de lære? Mine børn skal kende sig selv og deres vej. De skal lege, være frie og have plads til at følge de impulser, som ethvert frit menneske føler. Mine børn skal være omgivet af tillid, tid og kærlighed. De skal være omkring mennesker, der elsker dem, og som forstår, at de er på jorden af en grund, og at den grund kender de bedst selv.

“Jeg behøver ikke længere forstå alting. Jeg kan se, at det handler om at være og blive den bedste udgave af sig selv” – Arno Stern, hjemmeunderviser, forfatter og billedkunstner, i dokumentarfilmen Alphabet

Min tilgang er denne:
* Det eneste mine børn behøver, er at komme i kontakt med sig selv. Så skal resten nok vise sig efterhånden.

* Jeg har erfaret, at man kan lære alt, hvis man er interesseret. Når et emne har givet mening for mig, har jeg været i stand til at mestre det hurtigt.

* Jeg tror på, at legen er det bedste redskab til at lære.

* Det er svært at gå i skole uden at føle, at man bliver opdelt i fiaskoer og succeser. Uanset om vi vil det eller ej. Konkurrencen ligger implicit i “den ene slags begavelse er mere vigtig at bruge tid på end de andre“, hvilket de fleste skoler praktiserer, omend der naturligvis er undtagelser.

“De eneste der har brug for uddannelse, er dem, som mener, at den ene slags begavelse er bedre end de andre,” – Neurobiolog Gerald Hüther, som har specialiseret sig i uddannelse.

Men det svar er alt for langt, så som regel siger jeg: “Jeg tror, der er mange forskellige måder at lære på og mange forskellige ting at lære. Det vigtigste for mig er, at mine børn lærer at lære og ikke hvad de kan eller hvornår.”

Nogle spørger til børnenes socialisering.
Det er et kæmpe område. Socialisering er mange ting, og det er noget, som varierer så meget fra menneske til menneske, at det næsten ikke giver mening at tale overordnet om det.
Men lige kort, for en god ordens skyld: Barnets primære socialisering udvikles i familien, og den er jeg ikke et øjeblik bekymret for i vores tilfælde. Helt konkret er her jo fire børn og to nærværende forældre, så jeg kan godt være i tvivl, om folk overhovedet tænker sig om, inden de spørger? Men jeg forstår, at deres bekymring måske drejer sig om…:
Barnets sekundære socialisering, som er det, man får, når man bevæger sig udenfor familiens rammer, og omgås mennesker derude.
Min familie bevæger sig ret meget ud i verden. Vi møder mennesker fra alle mulige steder i livet. Mine børn kender voksne og børn, høje og lave, rige og fattige, skolede og autodidakte. De er gode til relationer, og jeg har indtryk af, at de føler sig meget sociale.

En lille anekdote: Da Storm var ved sundhedsplejerske på friskolen i foråret, havde han udfyldt et skema hjemmefra, hvor han havde sat kryds ved, at han, “leger med “ikke så mange børn” i skolen” og “leger med “ret mange børn” derhjemme.” Det synes jeg, er værd at tage med i sine overvejelser: Vores børn har tre venner herhjemme. Venner, som endda er deres søskende. Mine to søskende er mine bedste venner. Jeg ville have elsket at være hjemme med dem hver dag, da vi var børn, og jeg er overbevist om, at vi med vores tre gange nysgerrighed, viljestyrke og motivation havde lært alt mellem himmel og jord.

Kender I det med, at ens børn ærligt talt minder ret meget om én selv? Og så bliver opgaven pludselig at pille ens egne vaner og forudindtagethed om, hvem man selv er, fra hinanden?
For eksempel er det slet ikke mærkelig, at mine børn bliver overstimulerede, når de er sammen med en helt masse mennesker timevis hver dag. Så lukker de ned, bliver kede af det og vrede. Præcis ligesom jeg selv enten går i overlevelses-snakke-modus eller trækker mig, når jeg er i store forsamlinger. Jeg vil personligt gå ret langt for at undgå seks timer med 25 mennesker på et begrænset fysisk område. Særligt hvis vi skal forestille at lære noget undervejs. For mig ville det betyde, at jeg lukkede ned – både for min socialiseringsevne og for min kapacitet ifht indlæring. Jeg tror, det samme gælder for mine børn.

Man hører altid, at den ideelle klassestørrelse er 15 elever. Vi er enige om, at 28 er for mange. Men hvorfor 15? Alle, der har prøvet at være alene med 15 børn, ved, at det er umuligt at bevare en fokuseret og behagelig stemning i sådan en gruppe ret længe uden at gå på kompromis med enten socialisering eller indlæring. Alle ved, at man som den voksne padler for at holde sig ovenvande, og at der helt uundgåeligt er børn, som man er mere opmærksomme på end andre. Nogle bliver måske endda glemt helt.
Jeg tror, den ideelle gruppestørrelse er fem. Herhjemme er vi noget tættere på det tal end skolens alternativ på 25.

Kan I klare jer uden pauser?
Den anden dag var vi til en sammenkomst hele familien, hvor en ældre kvinde fortalte, at hun selv havde tænkt på at hjemmeundervise sine nu voksne børn, men det var for svært, fordi folk ville synes, hun var mærkelig. Så hun havde skubbet tanken fra sig, og sendt sine børn i skole.
Så gik der en halv time, og hun sagde til mig: “Men så får I jo ingen pauser? Hvad søren vil I stille op, når I bliver trætte midt på dagen?”
Det er en valid bekymring. Mit største forbehold i forhold til hjemmeundervisning har aldrig været hverken faglighed eller socialisering – men derimod min egen stamina. “Kan jeg holde til det?”
Det må komme an på en prøve.
Men det skurer alligevel i mine ører, at det er dét spørgsmål, vi stiller forældre, som tager deres børn hjem.
Jeg har aldrig hørt nogen beskrive sig selv som ikke-gymnast eller ikke-kunstner, men det med skolen er så indgroet i vores verdenssyn, at når man vælger det fra, er man en ikke-skoler, og folk bliver bekymrede.
Hvis jeg nu skal være helt ærligt, synes jeg, det modsatte spørgsmål er lige så relevant: “Sender I jeres børn i skole? Men hvad så med al den tid, hvor I ikke ser dem?” Og det siger jeg ikke, fordi jeg synes, det er en dårlig idé at sende sine børn i skole, eller fordi jeg forestiller mig, at hjemmeskoling er rigtigt for alle. Men jeg synes, det er unaturligt, at vi er blevet så fremmede overfor at være sammen med vores egne børn. Vi har skabt et samfund, hvor vi som den største selvfølge afleverer vores børn udenfor hjemmet hver dag fra de er et år. Andre mennesker har flere vågne timer sammen med vores børn, end vi har. Jeg har selv gjort det, jeg er sgu da knap nok trådt ud af det. Jeg er ikke anderledes. Men jeg synes, vi skal begynde at vende vores bekymring på hovedet og spørge os selv, hvad der egentlig føles mest rigtigt?

Jeg kender til en kvinde her på Ærø, som tog sine to ældste børn hjem i et år, da barn nummer tre kom til verden. Nogle var nærmest provokerede. “Tror hun, at hun kan underholde dem selv?” Som i: Hvad bilder hun sig egentlig ind.
Jeg så hende komme cyklende med alle tre børn på en ladcykel den anden dag og en stor hund ved siden. Hun havde sit krøllede hår hængende løst over ryggen, og solen skinnede på dem, og de smilede alle fire. Inden jeg så, at det var hende, nåede jeg at tænke jeg: “Hold fast hvor ser hun sej ud, den mor. Totalt boss-woman. Leder i sit eget liv.”

Hvad med alt det andet?
Ja, der er så meget, man kan spørge ind til vedrørende hjemmeundervisning, og jeg kommer til at skrive om det hele, tænker jeg. Jeg pusler på at skrive et indlæg om Kristians og mine primære grunde til at hjemmeskole.
Sådan en top-ti ting. Der er mange spændende overvejelser gemt dér.
Det indlæg kommer snarest, men jeg skal lige tænke mig om, og jeg har virkelig ikke meget tid til at skrive i disse uger, så leveringstiden er måske blevet længere end hidtil.

Hvad tænker I? Hvad vil I gerne vide?

 

Læs mere om mine tanker om hjemmeundervisning HER

Kattekillinger / En far vender hjem / Den første overnattende gæst / Fri læring

Vi har hentet to dejlige kattekillinger hos vores venner, og selvom de kun har boet her siden torsdag, er de allerede en indgroet del af vores hjem og liv. En dreng og en pige; Daisy og Pjuske (eller Tintin eller Lumis – han skifter navn alt efter hvem der snakker til ham). Vores gode kat, Ulrik, som er et år, er livet helt op; han løber rundt som en letbenet killing, og leger dagen lang, og når de er udenfor sammen alle tre, holder han styr på de to andre, som en anden hyrdehund.

Jeg tror, det er godt at være omgivet af dyr. Jeg kan ikke forklare det i lange teoretiske vendinger, men noget siger mig, at vi lærer empati, omsorg og nærvær af dyrene. Vi lærer om mangfoldighed og forskellighed, ikke mindst. Mine børn har godt af at skulle tage vare på dyr, og de bliver glade og trygge af at have firbenede venner.
I én af de bøger, jeg har læst om “unschooling” er der et kapitel, som hedder “Dyr er bedre end bøger om dyr” (der er også ét, der hedder: “Det, man lærer af at sidde i et klasselokale, er at sidde i et klasselokale). Men mere om det senere.

Her hvor vi bor, har vi husdyr over alt omkring os; køer, heste, får, hunde, katte, høns, ænder osv. Det havde jeg virkelig slet ikke i min barndom. Når Juno med største naturlighed klapper en hest eller hilser på en vædder, kan jeg mærke, at det er fremmed for mig. Men først og fremmest godt, det føles bare rart. Nu har vi tre katte her, og jeg bliver oprigtigt glad, når de kommer susende forbi os ude i græsset.

Sommerferien er i gang. Sådan ægte, for os alle seks. Kristian var på camp med en lille gruppe drenge det meste af sidste uge og i weekenden var han i Aalborg for at spille til gymnastik-landsstævnet (tror jeg nok, det hed). Børnene savnede ham, og da han kom hjem søndag sagde han: “nu har jeg også ferie!”, og vi sad omkring aftensmaden, og bare nød at se hinanden.
Alle børnene havde noget, de ville vise ham. Storm havde selv savet nogle ret massive træklodser og boret dem sammen til den vejbod, som han drømmer om at lave. Iljas majsplanter var vokset vildt over weekenden, så dem skulle Kristian selvfølgelig se, og Live havde tegnet og malet, og mindst én af tegningerne var til hendes far. Juno sagde “Bar!”, og rakte ud efter ham. Så bliver hjertet stort og let i brystet på én.

Mens Kristian var i Aalborg lørdag til søndag, var Ilja og Live hos deres farmor og John. De var i legeland, på legeplads, ved bageren – og en tur forbi deres fars gamle børnehave, som de ikke rigtigt kunne forstå, at han engang var lille nok til at være indeni.
Herhjemme var vi til gengæld min søster, Storm, Juno og jeg, og det hele passede perfekt, for Storm og hans gode ven, Leif, har længe, længe snakket om at sove her hos os, og så var det oplagt at gribe muligheden for en anden ro, når Live og Ilja ikke var hjemme. Det var første gang, Storm havde en overnattende ven (som altså ikke var her sammen med hele sin familie). Leif og Storm spillede “Labyrint” og gjorde cykler klar, før vi alle sammen kørte en lang tur med vandflasker og æbler i cykelkurven. Vi endte på en legeplads, hvor de klatrede i træer, og byggede en hule, og pludselig var der stille, og så sad de med hvert deres Anders And-blad, som de havde haft med på bagagebægeret, og læste. Da vi kom hjem, spiste de en helt masse rugbrødsmadder, og så blev der stille igen, og de sad, og læste, og jeg stod, og så på dem, og tænkte, at det var da utroligt. Så harmonisk, så rart. Jeg kan vildt godt lide livet med større børn. Også selvom jeg indimellem savner de små hænder i mine og hans lille stemme, som den var engang, men den der selvstændighed og al den personlighed – det synes jeg, er vidunderligt. Klokken 20:45 lukkede drengene døren til Storms værelse, og der blev ikke sagt et ord mere. Godnat.
Det gør vi gerne igen.

Jeg kan høre, at mange tænker, det er et enormt ansvar at have sine børn hjemme, når de er i skolealderen. Og det kan jeg godt forstå; sådan har jeg også selv tænkt. Men jeg er efterhånden så langt fra den gængse skoletankegange, at jeg har glemt, at jeg også selv plejede at synes, det lød som et enormt ansvar. Jeg plejede at dagdrømme om et krævende pensum med stor, klassisk litteratur og daglige kemiske forsøg, da jeg for år tilbage begyndte at læse om hjemmeskoling. Nu tænker jeg mere: Børn lærer alt, de har brug for på eget initiativ, før de starter i skole. Alt fra at gå til at lege sammen, tale, tage tøj på og uendeligt meget andet. Hvorfor skulle det ændre sig fra det ene øjeblik til det andet, når de kommer i “skolealderen” (og hvor realistisk er det, at alle børn kommer i “skolealderen” samtidig?)
Derfor er jeg meget tiltalt af “fri læring” (eller: unschooling”), hvor barnet på sit eget initiativ fortsætter med at udforske verden, fordybe sig og dermed dygtiggøre sig. Alt sammen faciliteret af nærværende voksne og et stærkt netværk. Virkeligheden er, at nogle mennesker har ét emne, som de med al ret bruger hele deres liv på at fordybe sig i (og mange af de mennesker kan vi takke for nogle af historiens vigtigste opdagelser); andre har mangfoldige og varierende interesser livet igennem, og bidrager løbende med deres evner.
Så, nej, umiddelbart er jeg ikke nervøs eller i tvivl. Jeg føler mig overbevist om, at børnene og vi forældre i samspil med andre kompetente medspillere fuldt ud kan favne vores børns interesser og dermed læring og uddannelse.

Hvad tænker I? Om det ene, det andet, tredje og fjerde?

Et forældreskab i udvikling – 2. Del: “Vejen hjem”

Jeg har været optaget af hjemmeskoling siden engang i 2013, hvor jeg købte en bunke bøger på amazon, og læste i månedsvis. Jeg studerede Charlotte Mason, Thomas Jefferson, John Holt, Clark Aldrich, John T. Gatto med flere. Det ramte noget i mig, det med at tage ejerskab over sine børns uddannelse: Det var en sandhed, som jeg vidste, skulle blive en del af min families vej.
Men ikke med det samme.

Årene gik, og jeg læste jeg med på Speltmor.dk, hvor Cecilie delte sine tanker om hjemmeskoling. Jeg sugede til mig af hendes erfaringer, og brugte hendes ærlighed om både fordelene ved at hjemmeskole og de svære tider som en form for udfordring af min egen overbevisning.
Hun skrev: “Det her er så anderledes og så grænseoverskridende en beslutning at tage til at begynde med, at fundamentet af værdier og overvejelser selvfølgelig er i orden. Man tænker en flod af tanker, når man ikke sender sit seksårige barn i skole.
Jeg læste Cecilies ord med stor opmærksomhed, fordi jeg ikke havde lyst til at sende Storm i skole. I stedet havde jeg en lille smuk følelse indeni af, at han ville trives bedst med at være derhjemme. Sådan er han nu en gang; en følsom, begavet, finurlig og nysgerrig sjæl. Nok meget lig mig selv.

Min egen skolegang var vist ganske gennemsnitlig: Præget af en konstant kamp for ikke at være taberen og fyldt med en helt utroligt masse timers input, som jeg glemte igen, så snart jeg forlod klasselokalet. Jeg lærte mest, når jeg læste de bøger, jeg selv fandt på biblioteket, og når jeg tegnede timevis med musik i ørerne på mit værelse.
Det virkede helt oplagt, at den egenmotiverede indlæring og det frie liv ville være meningsfuldt for os som familie. Faktisk er det så naturligt for mig, at jeg ikke kan forstå, hvorfor det af nogle bliver opfattet som en provokation.

Men, Kristian og jeg fandt i første omgang en friskole på Ærø, og flyttede herover. Blandt andet fordi friskolen virkede som det bedste alternativ til at hjemmeskole. Og jeg følte mig ikke klar til at hjemmeskole endnu, og Kristian var skeptisk, nok mest af praktiske årsager. Det var som om, det stadig var udenfor vores rækkevidde.

Storm startede i skole, og det har været to rigtig fine år for ham. Han har fået et netværk på øen, og vigtigst af alt er han ikke gået i stykker af at gå i skole. Fire dage om ugen har han været af sted, og i den samlede 0.-1. klasse har der været fokus på krea, yoga, massage og meditation og ikke ret meget fokus på “faglighed” eller ensrettet læring. Det var de to år, der skulle til, før Kristian og jeg blev klar til at give hjemmelivet en ærlig chance.

Og her er jeg så nu: Her, hvor jeg tør tro på, at jeg kan have mine børn hjemme. Fordi jeg stadig er overbevist om, at det er den bedste løsning for os, og fordi jeg ved, at det skal prøves. Selvom ingen kan love mig, at det bliver en succes.
Hvad har forandret sig, siden jeg er klar nu?
Jeg har. Jeg er et andet sted i mit liv, end jeg var for bare to år siden. Jeg tror, det i sin essens handler om, at alle mine børn er her (vi skal ikke have flere), og den yngste er halvandet. De kan alle sammen gå. De sover godt om natten. De forstår, hvad jeg siger.
Tidligere i dag forestillede jeg mig, hvordan det ville være, hvis jeg fik et barn mere nu: Ville jeg alligevel være klar til at tage de andre hjem?
Jeg tror det ikke.

Min ro hænger i høj grad sammen med den frihed, som følger med mine børns selvstændighed, og det er faktisk rart at erkende, at jeg ikke udelukkende har gået og ventet på min egen udvikling, men at jeg også har været afhængig af nogle forandrede omstændigheder: Fordi mine børn er ældre, kan jeg overskue mere. Ergo vil jeg have mine børn hjem.
Det kan virke omvendt, at jeg ikke først og fremmest har haft mine børn hjemme de første år, men sådan er livet  jo: Uforudsigeligt og ikke altid let at forstå.

Kristian og jeg har længe snakket om, at vi ville tage af sted i nogle måneder til vinter. Vi ville leje et stort hus ved stranden i Thailand og nyde sol/sand/koriander og mango lassi. Alle sagde: “Det lyder skønt. Gør det.” Men så tænkte vi: “Hvorfor ikke tage børnene hjem og være sammen med dem her? Unschoole og se hvor det fører os hen?” Det er jo her, vi helst vil være: på vores lille, fredeligt plet i verden.
Hvorfor skulle vi rejse væk for at være sammen med vores børn?

Vi er ved at være klar til at sige: “Ja, vi gør det,” og jeg har mærket tvivlen, alt det, som man kan blive usikker på. Jeg har hørt min egen frygt for manglende overskud hviske ord i mit øre, og jeg har tænkt på alle dem, som måske kan have svært ved at forstå os, og jeg føler først og fremmest en ømhed overfor skeptikerne. En ømhed over den frygt som så mange lever med. Frygten for alt der er anderledes og tvinger os til at tage ansvar.

Jeg vil gribe drømmen og gøre den til levet liv, og jeg håber eddermame, at det varer de næste mange år, for jeg kan ikke forestille mig noget bedre. Jeg håber, at det tager så vildt kegler, som jeg drømmer om. At vi elsker det alle sammen, og blomstrer, og aldrig tvivler mere, end godt er. Men selv hvis vi smider håndklædet i ringen om en måned, og siger: “Det var slet ikke for os,” er det langt bedre at prøve end aldrig at give det en chance.

Den anden dag læste jeg en mors blogindlæg om hjemme- og unschooling, som fuldkommen forklarede alt det, jeg allerede vidste, og alt det, som jeg havde godt af at få bekræftet. Hun skriver så ærligt om tvivlen og frustrationen og om den endeløse stolthed og glæde ved hjemmeskoling. Hun fortæller om sine nu store børns uforudsigelige interesser og overraskende karriereveje, og hvis du er den mindste smule interesseret i fri læring, synes jeg, du skal læse den velskrevede, ærlige og reflekterede tekst.

 Jeg kan også anbefale de her fire minutter:

– Eller den her:

Mange har spurgt, hvad vi stiller op økonomisk, hvis vi tager børnene helt hjem?
Og om jeg stadig kan få tid til at skrive?
Om vi er bange for børnenes faglighed?
Og hvad med deres sociale liv?
– Og meget mere.
Det svarer jeg på, snart.

Jeg glæder mig til at skrive videre om det hele og ikke mindst til at erfare meget mere og udveksle tanker og idéer med jer, som læser med.
Mon ikke jeg kommer til at skrive en del mere om hjemmelivet (og om unschooling) den næste tid, og jeg tror, jeg vil lave en kategori tilegnet det, så man selv kan vælge, om man gider følge med dag til dag. Altså, om man hellere vil læse om alt det andet, der også foregår her på stedet. For det er der rigeligt af:

I den kommende uge skal for eksempelvis have to små grise (og Kristian og børnene har bygget et hus til dem, og lavet stødhegn). Og vi har fået to katte (dem kan I se på Instagram – og gosh hvor er de bløde og lækre) og vi skal lave bålmad, sove længe (yea, right) og se vores venner. Og ja, så er alle de tre store unger ved at lade deres hår gro langt, så vi skal også øve os i at bruge de der elastikker, som holder håret væk fra øjnene…

 

Læs 1. Del om et forældreskab i udvikling HER

Læs mere om vores rejse mod hjemmeundervisning HER

Et forældreskab i udvikling – 1. Del: “Splittelse”

Siden jeg var barn, har jeg fulgt mit hjerte. Ofte har det krævet en stor indsats at gå min egen vej, men det har været som om, jeg ikke havde et valg. Det har betydet, at jeg indimellem følte mig udenfor og forkert, men med tiden forstod jeg, at det altid er det hele værd. Nu ved jeg med sikkerhed, at jeg kan stole på mig selv.

Alligevel er der en drøm, som jeg ikke har forfulgt: Drømmen om at have mine børn hjemme.En impuls dybt indefra, som jeg har skubbet foran mig. Sandheden er, at jeg i flere år følte et stik i hjertet, hver gang jeg mødte en mor, der gik hjemme. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme fra tanke til handling.

En del af forklaringen er, at der var noget andet, jeg også ville, og som jeg troede, var en modsætning til det liv med min familie, som jeg drømte om. Jeg ville skrive, og det gjorde jeg: Aviser, bøger, klummer. Jeg skrev på livet løs, og fandt min vej karrieremæssigt. Det gik godt, men jeg længtes stadig efter et liv med mere tid til min familie. Så jeg sagde det faste job op, blev selvstændig, og indførte tredagesweekender. Stadig var det ikke det rolige, fokuserede liv, som jeg længtes efter. Men noget holdt mig tilbage.

Jeg kan, hvad jeg vil, plejer jeg at tænke. Men måske ville jeg ikke det med børnene nok. Der har altid været noget, som stod i vejen. Jeg ville også det med at skrive. Oprigtigt, brændende.

Jeg nærer en stor beundring for forældre, som lige fra starten af deres forældreskab ved, hvilken retning det skal bevæge sig i (uanset hvilken retning de vælger.) Jeg selv gået nogle omveje. Hjemmepasning blev til vuggestue. Hjemmeskoling til friskole.

Der er forskel på børn, det er jeg klar over. Og mine kan bedst lide at være hjemme det meste af tiden. Det påvirker min måde at tænke forældreskab på.

Og jeg kan have lyst til at slå mig selv i hovedet, når jeg ser mig tilbage. “Hvorfor lyttede jeg ikke?!”
Men jeg gjorde mit bedste, det ved jeg, og jeg har ikke været bevidst doven med mit forældreskab. Jeg har været overvældet og i tvivl. Og jeg har haft fokus andre steder.

Jeg har tænkt, at jeg skulle nå en helt masse. Jeg har gjort rent, når babyen endelig sov. Har skrevet, så snart børnene kiggede væk.
Jeg har glædet mig til at aflevere dem, så jeg kunne være noget andet end deres mor i nogle timer. Jeg har længtes efter alenetid/kærestetid/arbejdstid. Men hvad med familietiden? Hvorfor længtes jeg ikke mere efter den?

Der er ikke kun én forklaring, og det er ikke alt sammen samfundets skyld. Men en del af forklaringen er, at jeg ikke troede, det var nok at være mor. Den alenehed, som der er i en barsel. En ensomhed, næsten. Man er jo mor, men der er ingen, som har taget sig tid til at forklare, hvor værdifuldt og overvældene/vildt/stort/sorgfuldt/smukt/grimt/skrøbeligt det er. Der er ingen, som anerkender, hvis du gør det godt, eller som trøster dig, hvis du er træt. Der er så mange, som klapper, hvis man får 13-taller, og scorer en god stilling. Som om dét er selve livets mening.

Det tog tid for mig at finde ud af, at det tager tid at blive mor.

Og jeg havde fået det indtryk, at det ikke var nok at fokusere på moderskabet. Hele verden råber til os, at vi skal præstere, og hele tiden blive bedre, have mere i løn. Ingen havde nogensinde sagt, at det var nok at være mor. “Man bliver sindssyg af at være på barsel, fordi man ikke bruger sit hoved.”
Så jeg startede på universitetet, da min ældste var seks måneder. Cyklede hjemmefra to dage om ugen, og følte mig bedre tilpas, mere målrettet. Jeg følte mig også splittet og træt.
Nu kan jeg godt tænke, hvad det havde betydet, hvis jeg havde fokuseret på moderskabet uden at føle den splittelse? Bare for en tid, i hvert fald. Om jeg havde følt en større ro og glæde. Det er opslidende altid at være mindst to steder på én gang.

Man får et barn, livets største gave. Det ligger ved ens bryst, dufter af alt det bedste. Det er alt, man kan forestille sig. Og man tænker: Hvad så nu?

Man snubler, føler sig på usikker grund. Følger strømmen. Der er ingen, som siger: “Du ved bedst.” Der er ingen, som siger: “Det er sindssygt hårdt. Lad mig sidde her ved din side den næste tid, mens du finder din vej.”

Jeg havde en veninde, som fortalte, at babytiden blev nemmere kvartal for kvartal. “Og når han er tolv måneder, kan du aflevere ham i vuggestue!” Det var ikke et spørgsmål.
Jeg talte månederne, og hun havde ret: Det blev nemmere. Pludselig kunne han gå, pludselig var jeg mere fri. Jeg lærte ham at kende, og elskede ham. Derefter skulle jeg give slip, og selvom det gjorde ondt, gjorde det også godt. Nu kunne jeg realisere mig selv. Jeg ved ikke, hvad det betyder. Hvad var det, jeg kunne realisere?
Det mest sande udtryk i mit liv er mine børn. Men jeg talte månederne, til jeg grædende kunne give ham fra mig.

Nu står jeg så her, og tænker hele tiden på at tage mine børn hjem. Give det en ærlig chance. Jeg tænker på det med den samme forventningsfulde følelse i maven som dengang, alt var nyt. Men med større tillid og ro. Jeg tænker, at jeg har lært meget af at være i tvivl og af at give tid. Jeg har lært af ikke at gøre det hele fra starten. Der har været en modningstid, som måske har fjernet den sidste tvivl, jeg ellers kunne have båret rundt på. Jeg ved, at tiden går, og at det altid kan betale sig at gøre mit bedste.

Jeg har forstået, at jeg ikke mister mit liv ved at være sammen med mine børn. Jeg gør dem til en del af det.

Det der er rigtigt for mig, er ikke rigtigt for alle.
Og det der er rigtigt for de fleste, er ikke altid rigtigt for mig.

Hvordan har jeres forælderskab udviklet sig? Er I de samme forælde, som I var i starten? Hvilke tanker havde I gjort jer forud, og stemte de overens med virkeligheden? Lever jeres liv med børnene op til det, I drømmer om?

Læs 2. Del om vejen hjem HER

 

Som en spire gennem asfalt

Jeg ville ønske, jeg kunne dele mere af det, der fylder i mig lige nu. Men jeg ved ikke helt hvordan. Hvis jeg begynder, tror jeg, at det kommer til at være et rigtig langt indlæg. Der er så mange nuancer i det med at tage børnene hjem. Hjemmeskoling, unschooling, frihed. Nervøsitet, konformitet, normalitet, oprør, anarkisme. Venskaber, familie, tid, arbejde, børneliv, fokus, ansvar.

Jeg ville ønske, jeg kunne formidle den følelse af betydning og intensitet, som rører sig i mig. Som flyder gennem mine tanker, mine følelser, hele mit væsen.

Men jeg ved endnu ikke hvordan.

Noget er ved at modnes. Det finder vej igennem lagene af tillærte tankemønstre, restriktioner og frygt. Som en spire der skubber sig gennem asfalten. Jeg ved, at det vil lykkes, for jeg kender kampen mellem vanens magt og troen på nyt. Men jeg kan også mærke usikkerheden, tvivlen.

Mest af alt er jeg opfyldt af en fornemmelse, som jeg kender fra tidligere: Den boblende, forventningsfulde glæde når noget nyt og rigtigt er ved at tage form. Jeg føler, at jeg er på rette vej, også selvom langt fra alle kan forstå hvorfor eller hvordan.

Jeg er klar over, at man møder modstand, når man træder væk fra flertallet, og følger sit hjerte.

At:
De beslutninger, som flest opponerer imod, viser sig at være dem, der ikke kunne være anderledes.
De mennesker som møder størst modstand, er dem, der ændrer verden med deres mod.
De tanker, som vi er mest bange for at tænke, er de mest nødvendige.

Jeg har før truffet beslutninger, som krævede, at jeg lukkede øjnene, holdt mig for ørerne, og tog en dyb indånding, før jeg sprang. Ikke én af dem har jeg fortrudt: Hvordan kan man fortryde, at man prøvede? Selv hvis resultatet ikke bliver, som man havde håbet, er mod bedre end det modsatte. De ting, der ikke lykkedes, mindes jeg som erfaringer fremfor nederlag.

Nu står jeg her igen; denne gang vil jeg ikke lukke øjnene eller holde mig for ørerne. Jeg hviler mere i mig selv. Jeg ved, at livet skal leves nu og ikke senere. At det er mit, ikke samfundets.

Jeg aner muligheder, lethed og store beslutninger forude. Jeg mærker, at min familie og jeg står på tærkslen til et nyt kapitel. Et nyt kapitel som bliver endnu bedre end det gamle.

Lige nu er jeg ikke er interesseret i at teoretisere ret meget over, hvad det betyder at tage børnene hjem. Det er en levet erfaring, det er i konstant udvikling. Men jeg læser, lytter, ser, og dygtiggør mig.
Der er ting, der udfolder sig, og som kommer bag på mig. Der er muligheder, jeg ikke havde set. Der vil uden tvivl være forhindringer undervejs, som jeg ikke er opmærksom på nu.

Nu, hvor jeg tænker anderledes om tiden sammen med mine børn, opleves den meget forskelligt fra før. Når jeg er sammen med dem, er jeg ikke rastløs. Min opgave er her.

Nu, hvor jeg tager en anden slags ejerskab over vores liv, oplever jeg en dybere forståelse. Og jeg kan se, at mine børn bliver kompetente af den tillid, jeg har til dem (og til mig selv).

For nylig er de begyndt at plante blomster og buske helt på eget initiativ.
Storm er tryg ved at køre traktoren sammen med Kristian. Han går selv ud på marken med sit høreværn, og kravler op på sædet.
Ilja ved, at når man planter squash, majs og bønner sammen, hedder det “De tre søstre”, fordi alle tre planter nyder godt af at stå tæt sammen. Han har ansvar for Kristians planter, mens Kristian er på camp.
Live beder om at putte Juno; så synger hun for sin lillesøster, og de holder i hånd.
Juno kan kravle meget højt op, og falder kun sjældent ned igen. Hun siger far, moooar, Ilja, tak, hej og nej!

Jeg selv kan se, at det måske nok kommer til at fungere. Jeg begynder at forstå, at det ikke er umuligt. Men tvivlen er der endnu; måske giver den aldrig helt slip. Er mit behov for selvrealisation stadig min største kæphest i forhold til at have børnene hjemme? Får jeg tid nok til at skrive? Men tvivlen vil jeg ikke dykke ned i nu, for jeg kan mærke, at det hele falder på plads, som det skal , hvis jeg giver tid.

Jeg har så mange ord indeni om det her, og de kommer ud. Lidt for lidt. Jeg er tror, at hvis jeg først begynder at skrive rigtigt om denne nye verden, så kan jeg ikke stoppe igen. Er måske lidt bange for, at det mest er min interesse og ikke alle andres?

 

 

Har du lyst til at lære mere om mine tanker om hjemmeliv/unschooling, så se her:

Mine børn, mit liv

Om at tage børnene hjem eller ej

Noget er under forandring

Min søn har knækket læsekoden helt uden pres

Hvorfor er jeg nervøs for at sende mine børn i skole

Vi kan jo ikke alt, vel?

Jeg læser efterhånden en del hjemmeskoling-blogs.

Blandt andet “Simple Homeschool”, som er skrevet af Jamie Martin. Hun er mor til tre (hvoraf to er adopterede). Jamie unschooler ikke, men de har meget fri læring, og det fungerer for dem. Jamie skriver om alle sider af hjemmeskolinglivet. Blandt andet det her indlæg: 10 things every new homeschooler should know og så det her, som Kristian er glad for, fordi han gerne vil være forberedt: 5 things I hate about homeschooling (& how I deal with them)

En anden fantastisk blog, som jeg er faldet over for nylig (måske var det én af jer, der anbefalede den?): “Happiness is here”: Sara fra Australien er mor til fire piger, som alle er hjemmeskolede (og unschoolede). Hun beskriver meget poetisk og ærligt deres liv. Blandt andet her: The radical idea that kids should have fun og her (om unschooling): Learning without limits

Kristian og jeg så en fremragende dokumentar om unschooling for et par dage siden. Jeg tænker, at den kan inspirere alle – også forældre som ikke er interesserede i at hjemmeskole, men som gerne vil være nærværende og have inspiration til givende samvær med deres børn. Den skriver jeg om herinde en dag.

 

 

Mine børn, mit liv

Jeg kan næsten glemme, at vi nogle gange fryser. Jeg har glemt alt om kolde fingre, uldsokker, vindens pisken i det sammenkrøllede ansigt.
Nu er vores skuldre varme, børnenes fødder sorte og hårdføre underneden. Haven er grøn, man kan ikke se igennem planterne, buskene, træerne. Vi bevæger os fra projekt til projekt. Ét projekt er at plukke jordbær og spise dem på stedet.

Der er en bevægelse i mig, en bølgende fornemmelse, som vugger indeni, den føles som kærlighed. Sådan har det altid været, når jeg er på vej mod noget, der kommer dybt indefra, og som ikke kan forklares rationelt, som ikke kan diskuteres med dem, der ikke tror på det samme.

Jeg er på vej mod et sted med mere nærvær, mere ejerskab, større ansvar. Da jeg spurgte jer den anden dag, hvor I er på vej hen, var det ikke, fordi jeg synes, man altid skal stræbe efter noget andet eller mere. Jeg spurgte, fordi jeg ved, at jeg altid vil være i bevægelse indeni, uanset hvor subtil udviklingen ser ud udefra. Jeg er i bevægelse, selvom jeg ikke føler, jeg skal bevise noget.
Mange svarede, at I er et sted, hvor I ikke ønsker jer andre steder hen. Og jeg blev glad. Endnu flere skrev, at I drømmer om at leve et liv, hvor I ikke længere farer mod næste målstreg.
Svarene viser med al tydelighed, at mange af os ikke orker mere konkurrencesamfund, præstationsræs, konstant ydelse. Vi vil have ro, fokus, nærvær. Og nydelse.

Det er mandag, og jeg er glad og lettet. Weekenden har været nærende på mange plan, og jeg er blevet mere opmærksom på den glæde, som vores liv rummer, når jeg tør tage imod den.
Der er sket noget indeni mig, siden jeg begyndte at turde drømme om at tage børnene hjem for en tid. Det betyder noget, at jeg har fortalt mig selv, at mine børn er mine og ikke alle andres. Jeg har gjort det før, drømmen har slumret i mig i mange år, men vores liv er forskellige – mit liv er, at jeg først er klar til at gribe lige netop den drøm nu.

Jeg mærker, hvordan jeg med større ro engagerer mig i projekter med familien og i det helt nære samvær. Jeg har måtte erkende, at jeg nok plejer at være lidt distraheret og flygtig i familiens skød. At det er jeg ikke nær så meget mere. Jeg tror, mit nye fokus kommer af, at jeg ikke hele tiden er fremme ved næste uge, næste skoleår, næste aflevering. Jeg tillader mig selv at stå fast på, at lige nu er det mig og Kristian, der er børnenes primære kilde. Lige nu må vi gerne først og fremmest være en familie.

Det føles rigtigt at turde tænke og sige det, men det kræver stadig meget af mig. Jeg er stadig nervøs for, om bordet fanger, og hvis det gør, hvad skal jeg så stille op, hvis det ikke fungerer? Jeg er ikke bange for, at andre synes, det er forkert, at vi vælger anderledes – den slags har jeg altid oplevet som en motivation fremfor det modsatte. Men jeg er bange for at finde ud af, at jeg ikke kan finde ud af det – og hvad så?

Men selvom Kristian og jeg endnu ikke ved, hvor det hele bærer os hen; selvom vi ikke har truffet afgørende beslutninger, eller meldt noget definitivt ud til nogen eller noget, så er alene tanken om at være mere sammen med vores børn så nærende, at jeg føler mig som en anden mor, et mere helt menneske.
Børnene ved ikke hvorfor, men de kan mærke, at jeg er her på en anden måde. At jeg har taget ansvar. Jeg er trådt et skridt tættere på, og så sker der det, at de pludselig giver mere slip; de leger uden mig, uden det konstante træk i navlestrengen. Blot på grund af en tanke, en fornemmelse dybt i mig.

LØRDAG:
Vi gik udenfor, og Kristian og ungerne gik i gang med at bygge en ninjabane i haven. Af paller og pressenning. Jeg lullede rundt med Juno, hev ukrudt op, og plukkede lidt blomster.

Vi spiste frokost i solen – alle havde noget på hjerte, så vi fortalte på skift. Om eftermiddagen var vi til den smukkeste barnedåb i Bregninge Kirke for enden af vores vej: Vores kære venners datter blev døbt af sin faster, Kristian spillede sin fine dåbssang i kirken, og mine børn skrålede mega højt med på omkvædet. Bagefter var der snak i solen og middag. Lange, smukke borde, udsøgt mad. Vi gik derfra som de første, efter forretten og uden at sige farvel til alle. Hvad skal man gøre? Værterne er nogle af vores yndlingsmennesker, jeg ville have elsket at fejre dem i flere dage, men vores børn var fuldkommen brugt op. Vi var ikke de eneste med små børn, men det var os, der gik før alle andre, som så mange gange før. Jeg havde lidt ondt i maven over det, men børnene faldt så hurtigt i søvn herhjemme, og jeg fandt så hurtigt min sofa, at jeg forstod, at det var okay. Vi er ikke alle ens: Mine børn reagerer, og jeg gør, og jeg har lært at stoppe, før vi falder fra hinanden.
Min søster kom ind med en aftenfærge, og faldt ned i sofaen hos Kristian og mig.

SØNDAG:
Kristian og Storm cyklede hjemmefra på nypumpede cykler klokken 8:00. Langs kysten til Skjoldnæs Fyr og hjem igen – knap 30 kilometer i alt. Min søster og jeg smurte en madpakke, satte Juno i barnevognen, og gik hjemmefra med Ilja og Live løbende foran os. Vi gik knap fire kilometer, mens min søster sang spejdersange, og vi snakkede om huler og hyldeblomster.
På vejen kom vi igennem Skovby, hvor vi så Annemette, som jeg kender fra legepladsdage og sommerfester i den lille landsby. “Har I nogle dyr, vi må se?” spurgte vi håbefuldt, for det havde været lidt tyndt med får, køer og heste på vores rute, ærligt talt. “Vi har masser,” sagde Annemette, og tog os med om bag bindingsværkshuset til haven, hvor to glade hunde løb os i møde. Så holdt jeg for første gang en ælling i mine hænder. En lille, solgul, dunblød ælling. Helt fin og som i pegebøgerne. Og der var moskusænder over alt. Juno løb rundt, og ville kramme dem. Der var hunde, som man kunne lægge sit hoved mod.


Da vi nåede frem til legepladsen ved Live og Iljas børnehave, smed vi skoene, og legede i sandet i flere timer. Juno sov lur i sin barnevogn i skyggen, og vi spiste madpakker, og lavede sandkager.

Senere plukkede vi jordbær derhjemme –

– og gravede årets første kartofler op. Dem spiste vi til middag med nogle af de fladfisk, som Kristian fangede sammen med Christen i forrige uge.

Før sengetid var der vandmelonbåde med kig over havet, mens man faldt i staver. Et tydeligt udtryk for behov for ro. Livet fordøjes, bid for bid.

I dag starter en uge med mange sociale arrangementer. Hver eftermiddag og aften skal vi noget, mindst én af os. I næste uge har Kristian og jeg en camp, så der skiftes vi til at være hjemme med børnene. Torsdag den 29. går vi på sommerferie alle seks. Jeg er spændt på, hvor længe den varer.

Kan I også føle jer flygtige i samværet med jeres børn eller andre? Den der følelse af at man hele tiden er på vej et andet sted hen. Et ligegyldigt, udefinerbart sted. Den er så svær at komme til livs, den følelse. Men jeg synes, det hjælper nu.

Kender I det med at man skal give sig selv lov til virkelig at nyde sit liv? At man nogle gange har behov for at sige det højt: “Det er mit liv, mine børn. Jeg tager det tilbage. Jeg vil være glad, være min egen.”

Denne weekend var en hyldest til friheden.

 

 

Om at tage børnene hjem (eller ej)

Jeg overvejer stadig – hele tiden – om vi skal have børnene hjemme på orlov efter sommerferien eller ej. Jeg bruger ordet “orlov”, fordi det er mindre forpligtende, og jeg har behov for ikke at male mig op i et hjørne.
Jeg har mest lyst til slet ikke at skrive om mine overvejelser, for det bliver på én eller anden måde bindende, når jeg gør det. Det bliver offentligt. Så ved alle det. Nogle omkring os bliver ængstelige, andre kommer til at tage for givet, at vi har truffet et definitivt valg.

Alligevel vil jeg skrive om det, for jeg er langt fra den eneste med de her tanker, og jeg har selv meget ud af at læse om erfaringer på området.

Jeg stiller mig selv spørgsmål.
De lyder blandt andet:
Hvorfor synes vi, det er hårdt at være forældre? Behøver det være så kaotisk og udmattende, som vi oplever i disse år (ikke kun herhjemme men generelt i samfundet), eller kommer ubalancen af de mange andre krav, vi stiller til os selv, mens vi har små børn?

Hvorfor den konstante splittelse mellem forældreskab og selvet?
Hvorfor er intentionen ikke den samme for de to?

Hvorfor føler jeg en form for lettelse, når jeg kan se frem til en håndfuld timer uden mine børn?
Hvorfor føler jeg en anden, dyb lettelse når jeg ved, at vi skal være sammen uafbrudt?

“Tag børnene hjem, den tid kommer aldrig hjem,” siger alle, som har gjort det. Jeg mærker et træk i den retning, har mærket det længe. A l t i d. Og vil det gerne.
Men noget i mig siger også dette: Vi skal sørge for, at de mennesker, som har lyst til at bryde med normen, som vælger et alternativt liv i dybere kontakt med deres instinkter og natur, også bruger deres stemme i de år, hvor de har små børn. Jeg skal altså finde en model, hvor der er plads til begge dele.
Det er vigtigt, at jeg formidler denne tid og disse overvejelser med omverdenen. Ligesom det var vigtigt, at Frida og Mikkel deltog i programmerne på TV. Jeg kunne ønske, at de delte endnu mere, blot fordi deres livsstil er inspirerende. MEN, det er jo paradokset – de lever i pagt med deres overbevisninger, og derfor er de IKKE på hele tiden.

Alligevel synes jeg, det er vigtigt, at der er kvinder med små børn og kærlige, holistiske holdninger til familiepolitik på Christiansborg og i medierne. Det er noget nær en selvmodsigelse, og der er ganske få alternativt tænkende småbørnsmødre i politik/i medierne/på talerstolene: Hvordan lever man op til sine idealer som nærværende, dedikeret forælder samtidig med, at man forandrer verden?
Og skal man det, altså forandre noget? Ændrer man mest ved at bruge sin stemme, eller er der lige så meget vundet ved at leve et liv under radaren?

Jeg tror, at nogle af verdens mest indsigtsfulde eksistenser lever beskedne, stille liv. De spreder deres lys ad andre kanaler. Går sagte gennem livet med hjertet forrest. Er ikke på facebook eller Christiansborg. Og jeg tror, at de gør en forskel. Men kan jeg træffe samme valg?

For mig er det ikke et spørgsmål om at lukke bloggen ned. Jeg er glad for min blog, glad for at nå ud til så mange med mine budskaber. Det er meningsfuldt. Men jeg har lukket min roman ned. Sagt stop og nej tak, og det er et hjertesuk, men jeg har gjort det (for nu). Jeg er villig til at indstille andre ting også. Jeg kan indimellem føle, at jeg ligefrem leder efter en undskyldning for at skrue ned for en helt masse ting. Men det kommer til at kræve det endelige opgør med flinkeskolen. “Nej, jeg besvarer ikke altid mails/sms’er/telefon. Nej, man kan ikke altid komme på besøg. Ikke nogensinde, måske.”

Jeg mærker efter. Læser, lytter, søger nuancer og svar.
Jeg skriver med mennesker, som har truffet de valg, jeg har sat i stævne.
Jeg drukner i eftermiddage med konflikter, og har en nagende fornemmelse af, at der ville komme mere ro på, hvis vi var herhjemme sammen, selvom den tid hvor vi er det, lige nu er den mest krævende.

 

I den smukke digtsamling, som jeg fik tilsendt fra Norge i sidste uge, faldt jeg over dette digt:

“Fjerne morgener”

Engang fandtes der morgener
hvor lyset kom ind og jublende
forløste én fra natten

Da børn hulter til bulter
strømmede ind og skænkede én
latter på sengekanten

Da ordenes utålmodige knopper
sprang ud i dristige tanker
som aldrig før var blevet tænkt

Jeg vil, det skal være sandt
Det fandtes virkelig engang i tiden
sikke morgener
(Finn Carling)

 

De morgener er nu. De morgener er nu. Nu nu nu nu.
Når jeg en dag skal her fra, vil jeg helst fortryde så lidt som muligt.

 

Hvad med jer: Har I noget, som fylder i tankerne for tiden? Et kommende skift fra én ting til en anden? En glæde, tvivl, sorg eller ubeslutsomhed? Ved I, hvor I går hen, eller vil det vise sig, mens I er på vej?

 

 

 

Min søn har knækket læsekoden helt uden pres

Storm på otte går i første klasse, og i den forgangne uge knækkede han læsekoden. Helt af egen drift, vel og mærke, hvilket jeg synes, er det aller bedste ved den sag.

Faktisk havde både Kristian og jeg glemt, at mange danske skolebørn kan læse, når de kommer om på den anden side af juleferien i 1. klasse. Måske er der også skoler, hvor de lægger vægt på, at man kan læse tidligere end det?
Men vi har ikke bekymret os. Da han ikke viste interesse for at læse med os herhjemme, de første gange vi spurgte, stoppede vi med at spørge. Vi har ikke undret os, eller forholdt os til, om hans klassekammerater læser mere eller mindre end ham. Vi aner det ganske enkelt ikke.

I stedet har vi sådan set bare været sammen med ham, der hvor han var. Ikke på sådan en uopnåelig måde som evigt nærværende forældre med derimod på en helt almindelig måde. Vi har diskuteret med ham, leget med ham, været ubeskriveligt irriterede på ham (f.eks. når han går igennem stuen med våde gummistøvler for anden gang på ti minutter) og puttet med ham om natten i den store seng. Alt sammen helt uden at tænke på det med læsningen, som han ikke har vist den store interesse for, før engang i sidste uge. Til gengæld har han hele tiden interesseret sig for meget andet eksempelvis vedvarende energi og liv efter døden, og så dimser han rundt med en masse elektronik, som han piller fra hinanden, og forbinder igen. Han dyrker musik fra 70’erne og 80’erne, og drømmer om at opfinde solcelledrevne biler, “Som alle har råd til. Er ti kroner en god pris, mor?”

Der er med andre ord ikke noget at være bekymret for, uanset om Storm kan læse eller ej. Han er et barn, som øver sig i at lære, hvilket efter min mening er omtrent det eneste, man skal have fokus på at lære de første mange år af et liv.

Men jeg ved godt, at mange andre steder var den ikke gået, og selvom jeg har lyst til at ignorere det faktum, bliver jeg nødt til at kommentere på det her. Vores børnesyn skaber vores fremtid. Vores menneskesyn definerer vores liv. Og der er noget galt, noget grundlæggende er kørt af sporet. Det er efterhånden sket for så længe siden, at vi er blevet blinde overfor galskaben. Alligevel sprang den mig i øjnene tidligere på ugen, da jeg tjekkede ind på et stort netforum, hvor jeg har skrevet en del før i tiden.

Jeg faldt over en tråd, hvor en bruger skrev, at hun sammen med de øvrige forældre i sit barns klasse havde modtaget en utilfreds besked fra klasselæreren. Læreren ærgrede sig over resultatet af den ugentlige staveprøve om fredagen, hvor hun havde lovet eleverne en belønning, som de ikke havde gjort sig fortjent til alligevel.

Jeg skal lige huske at nævne, at de omtalte elever går i første klasse.

Brugeren skrev videre, at hun blev noget forstemt over beskeden, og ville høre, om hun var urimelig?

Jeg hoppede ind i tråden med nogle dages forsinkelse, og kunne konstatere, at mange syntes, læreren handlede i overensstemmelse med sin jobbeskrivelse. En del påpegede, at de var enige i håndteringen af sagen. Og det kom virkelig bag på mig. På den der måde, hvor man bliver helt desorienteret. Ikke fordi jeg følte mig forrådt af læreren, men fordi jeg blev overrasket over den tilsyneladende accept af den slags undervisning.

Jeg skrev en kommentar: “Jeg sidder her med følelsen af at befinde mig på en anden planet. Tænk at man laver staveprøver (og så i 1. klasse), og at man bruger belønning (og så i 1. klasse).
Jeg bliver faktisk lidt paf over, at man stadig anvender den slags undervisning. Er jeg den eneste?
Mailen fra læreren kan jeg ikke forholde mig objektivt til da hele præmissen for mig at se er så skæv.”

Da jeg tjekkede tråden den efterfølgende dag, kunne jeg se, at jeg ikke var helt alene. Andre havde tænkt det samme som jeg.

En bruger skrev, at jeg ikke behøvede være chokeret. Den slags undervisning er helt almindelig i udlandet, hvor hun bor med sin familie, skrev hun: “I den internationale skole vores søn gik på, var belønninger MEGET brugt og han havde også “spelling test” (…) Han elskede alle klistermærkerne og stamps og awards.”

Jeg svarede: Hvis ikke man kan fange sine elevers opmærksomhed og inspirere dem til at dygtiggøre sig uden belønning, har man for mig at se spillet fallit.

Hvis vi som mennesker skal have et klistermærke for at gøre os umage, er der noget galt. Så har vi glemt den egentlige drivkraft; den indre motor som driver ethvert menneske i trivsel til at ville lære mere, gøre mere, vide mere.

Jeg mener, at børn skal lære i deres eget tempo og primært drevet af deres egne interesseret og motivationer, som vi andre bakker op om ved at inspirere og gå foran. Jeg mener ikke, at noget er rigtigt, blot fordi det praktiseres i resten af verden.

Selvfølgelig elsker børnene enhver belønning, så længe den er indenfor rækkevidde. Vi har det alle i os: Lysten til ros og klistermærker. Men er det sådan, vi lærer at mærke os selv? Er det sådan, vi lærer at tage initiativ?
For mig at se handler enhver grundskole i sin essens om at lære at lære.
Hvis man har lært, hvordan man opsøger viden kritisk, anvender- og udvikler den, så kan man det, man skal kunne for at bidrage til verdens gang.

(Og: Hvis man er vant til at få et klistermærke, et tolvtal eller et skulderklap, hver gang man gør det, andre synes, man skal, så er der for mig at se en række mulige udfordringer om hjørnet: Hvordan føles det, når man som 18-årig står ude i den virkelig verden, og pludselig ikke får en belønning, for at gøre det forventede? Hvordan lærer man at tænke selvstændigt, hvis den ultimative succes er at gøre præcis det, de andre også forventes at gøre? Hvordan bevarer man kontakten til sine egne, oprigtige passioner/interesser, hvis man bliver belønnet for at lære noget udenad, som man måske ikke er motiveret for på netop det tidspunkt? Hvordan lærer man at stille sig kritisk overfor indlæring? Og, måske vigtigere end noget andet: Hvad gør det ved et menneskes selvværd at få eller ikke få belønninger for den slags præstationer?)

Mit svar afstedkom en ny vinkel på diskussionen, og en tredje bruger (som er lærer), skrev: Jer, der taler imod at man skal ting man ikke selv er indre motiveret for…gør I virkelig aldrig ting I ikke er motiverede for lige nu? Som i ALDRIG?!

Det blev jeg nødt til også at svare på, for det er noget, som ligger mig meget på sinde. Det der med at bruge sin energi på ting, som man kan se meningen med. Så jeg tænkte lidt, og svarede: Helt ærligt; nej, jeg gør sjældent noget, som jeg ikke er motiveret for.
Så er der jo diskussionen om ydre og indre motivation, og det gør blot det hele mere komplekst, men jeg vil sige det således: Jeg tror ikke på, at arbejde skal være hårdt.
Lad os ikke forveksle det at synes “noget er sjovt” med indre motivation. Jeg er motiveret for at tømme opvaskemaskine, fordi det giver mening. Ikke fordi jeg griner imens. Resultatet er tilfredsstillende og alternativet er det modsatte. Jeg er motiveret for at vaske tøj, lægge det sammen og få det på plads. Jeg er motiveret for at arbejde, fordi jeg har arrangeret mit liv således, at mit arbejde er meningsfuldt for mig.
Jeg har bevidst fravalgt arbejde, som jeg ikke er motiveret for. Jeg har bevidst fravalgt sociale aktiviteter og andet, som jeg ikke er motiveret for.
Jeg mener, vi mangler meningsfuldhed i vores samtid. Vi tjener penge for at købe ting, som vi smider ud kort efter. Sat på spidsen, selvfølgelig.

Det betyder ikke, at jeg er doven eller uproduktiv. Jeg drømmer stort, og realiserer de fleste af mine drømme. Jeg gør mig umage, og giver ikke sådan bare lige op. Jeg klør på, dygtiggør mig. Det kan jeg, uden at synes, det er surt, fordi jeg gør det indenfor områder, som jeg finder mening i.

Alt det, jeg har lært udenad, fordi andre sagde jeg skulle, og uden at jeg selv havde et drive på det, har jeg glemt igen.
Al udenadslære, som ikke vækkede genklang i mig, er væk.
Til gengæld kan jeg den hovedregning, som jeg har erfaret, er nyttig.

Jeg kan alt det, som jeg synes, jeg har brug for at kunne nu. Hele tiden lærer jeg mere, fordi jeg er motiveret for det.

Jeg er enig i, at der er nogle ting, som man skal kunne for at have muligheder her i verden. For mig at se er det: Den mest basale matematik og at læse og skrive.
That’s it.
Men betyder det, at jeg synes, man skal have lært de færdigheder i en bestemt alder, på en bestemt måde? Nej.
Jeg mener stadig, at det skal komme fra en indre motivation. Langt de fleste velfungerende børn vil på et tidspunkt indenfor en overskuelig aldersramme selv blive motiverede for at kunne de ting.

Er det vigtigt at lære en helt masse andet fag-fagligt? Nej, ikke hvis man ikke er motiveret for det. Hvis man helst vi øve sig i at bygge broer eller tegne eller lege rollelege, er det nok fordi, det er dér ens passion ligger på det tidspunkt. Det skal man efter min mening have mulighed for at fordybe sig i. Det, vi brænder for, er det, vi har mulighed for at udmærke os indenfor. Hvad skal vi helst med vores liv? Tilegne os en helt masse paratviden eller være eksperter på én enkelt eller to områder?

Som voksen er jeg pludselig fri til at være virkelig dygtig til et par ting fremfor at kunne lidt af det hele. Vores børn derimod bedømmes på en lang række fag, og de bliver præget af en forventning om, at de helst skal være ret gode til det hele.
Sandheden? Jeg er ikke god til halvdelen af de fag. Jeg er til gengæld virkelig dygtig til et par af dem, og det er dem, jeg elsker, det er dem, jeg lever af – både økononomisk og åndeligt.

Hvis man har lært at lære, kan man lære alt, når man får behov for det. Man kan rejse til Spanien og lære spansk på nogle måneder, hvis man brænder for det.

Jeg tror, vores liv kan være godt uden udenadslære. Jeg tror, vi kan være glade og bidrage til en bedre verden uden at føle, vi tager en sur tjans. Det handler, som det meste andet, om vores forventning og indstilling.

Med alle disse mange ord vil jeg egentlig bare sige dette: Min søn har knækket læsekoden helt uden pres eller tests eller klistermærker eller den mindste smule følelse af at være forkert eller forsinket eller noget som helst andet. Han har lært bogstaver i skolen og set sine klassekammerater tage hul på læsningen i forskelligt, individuelt tempo. Han har oplevet opbakning fra sine lærere og fra os, men aldrig et pres eller en skuffelse.

Nu læser Storm højt for os hver aften, og han er så rolig og stolt omkring det, at jeg kan blive helt rørt. Hans søskende sidde mussestille, og lytter, og han tager bogen ét ord af gangen. Jeg er glad og taknemmelig over, at vi har modet til at gøre det på den måde. Nu fik han lyst til at læse, og så lærte han det på ingen tid, sådan som jeg altid render rundt, og påstår, at al læring bør foregå. Alle børn er videbegærlige, hvis de føler sig trygge, og er omgivet af nærende og anerkendende mennesker.

Her den anden aften, da Storm sad og læste for sine søskende, læste han ét af ordene forkert, og så kiggede han lidt genert op, hvortil hans lillebror stolt sagde: “Jeg har aldrig før hørt én på otte læse så fint.”

Har du lyst til lidt mere inspiration om det der med at lære i sit eget tempo?

Så se lige den her:

Og den her:

læs det om hvorfor jeg har været nervøs for at sende mine børn i skole.

Hvad tænker I om alt det her? Kan man lære uden at føle sig forkert? Kan belønninger være okay (det tror jeg, hvis man bruger dem velovervejet)

Og hey – god weekend!