Vi kan lære hende alt i hele verden

Vi kan lære hende alt i hele verden. Vi kan lære hende, at det er vigtigt, at hun får gode karakterer i skolen. At det siger noget om, hvilket menneske hun er. Vi kan lære hende, at livet handler om at løbe stærkt – ligesom alle de andre. “Man skal følge med.” Vi kan sagtens lære hende, at hun ikke er god nok, medmindre hun er bedst; den følelse ligger lige under overfladen i ethvert menneske, hvis omgivelser er præget af konkurrence. Vi kan lære hende, at det vigtigste er, hvad andre tænker om hende, og ikke hvad hun tænker selv.

Jeg selv lærte alle de ting uden problemer. Det skete gradvist, næsten skjult, i børnehaven, skolen, relationerne, onkler og tanter som spurgte til karakterer men aldrig til noget andet. Det skete, fordi det er, hvad samfundet er bygget op omkring: Ukritisk jagt efter mere. Mere hvad? Glæde og mening? Nej. “Vækst”.

Den anden dag var vi alle sammen udenfor, og Juno havde trukket sin lille dukkevogn med ud over dørtrinnet, og stod nu i solen, og kiggede på os andre, som sad på græsset. Der ville hun også hen, men vognen var for tung, og den væltede flere gange, når hun prøvede at skubbe den op på græsset. Jeg bed mig selv i læben for ikke at løfte den for hende, det ville ikke tage mig andet end et par sekunder. Til sidst tog hun dukken op, og bar den ved sit bryst med den ene arm, mens hun skubbede vognen frem med den anden. Og det lykkedes. Hun lagde dukken ned igen, og trak dynen op over den lille krop. Vi smilede alle sammen, og sagde: “du fik vognen op!”

Hun har lært omsorg, tænkte jeg, da jeg så hende passe så godt på sin dukke. Hun har lært, at hun kan, hvis hun gør sig umage. Og jeg blev så glad. Jeg bliver så glad, når mine børn siger, at de er blevet gode til noget, fordi de har øvet sig. Man kan lære det meste, hvis man tager sig tid. Man skal øve sig i det, man brænder for og ikke det, samfundet siger, er vigtigt.

Lille Juno på 16 måneder kysser sine søskende godnat, og hun råber “Neeeeej!”, hvis de driller hende. Tænk hvor hurtigt det går.

Hvordan får vi lært hende, at det, der betyder noget, er alle de kvaliteter, som verden synes at have glemt? Samvær, fællesskab, kærlighed, omsorg. God mad, god tid, gode venner. Bøger, samtaler, musik, dans, dage ved vandet. Vi bliver glade af at hjælpe hinanden. Vi bliver lykkelige af at være en del af noget, som gør en forskel i verden. Vi vil alle sammen bare gøre vores bedste. Vi vil alle sammen passe ind, og anerkendes. Jeg har higet efter ros og skulderklap hele mit liv. Please, sig at jeg er god. Please, fortæl mig at jeg er blandt det bedste. Og hver gang det lykkedes, varede glæden et øjeblik. Jeg vil lære hende, at hun er god, som hun er. Uanset om andre synes det eller ej.

Vi bliver glade af at gøre en forskel i verden. Lykkelige af at have nogen, som vi hører sammen med.

Jeg kan lære hende det ved selv at være det. Ved at sætte de ting øverste i mit eget liv og i min tilgang til hende.

Hver dag starter jeg næsten forfra. Jeg siger ting, som taler imod det, jeg tror på. Fordi det er så dybt funderet i mig. Men jeg bliver mere og mere sikker. Lige så stille lagrer det sig i min DNA, at der er mange mange måder at være klog på. Jeg forstår, at mine børns lykke eller succes ikke er afhængig af, hvornår de lærer at læse. Jeg begynder at kunne huske fra dag til dag, at jeg ikke mangler noget, selvom jeg ikke har købt tøj i nogle måneder, selvom vi ikke har været på en lang, eksotisk rejse i flere år. Livet er en rejse i lys og mørke, min børn skal vide at livet i sig selv er den største gave og den største udfordring. De skal se mig tage ansvar, se mig turde. De skal observere mod og kærlighed i den måde jeg lever mit liv.

Jeg så denne her den anden dag. Den er ret fin. Ikke perfekt, men inspirerende. Og sådan er det bedste som regel, synes jeg: Ikke perfekt, men med håb og mod til at sige fra og drømme om noget bedre.

Hvad har I med fra jeres egen opvækst, som I prøver at erstatte med noget andet? Hvad er jeres højeste ønske for jeres børn? Hvad drømmer I om, at de bliver mødt af, når de bevæger sig ud i verden, og hvordan skal I møde den?

Om at inspirere sine børn til at leve det liv, der er rigtigt for dem

Hvad ønsker jeg for mine børn? Jeg ønsker, at de tror på sig selv som mennesker. At de tror på sig selv som den essens, de er. Som hele mennesker og ikke som en del af konkurrencestaten, ikke identificeret ved det, de laver, eller af dem, de omgåes eller det tøj, de har på.

Jeg håber, de ved, at de er noget værd, når de er sig selv og intet andet. At man kan leve et stille liv uden nogen form for offentlighed og uden nogen form for sociale medier eller nogen form for imponerende business-cv eller nogen form for google-historik og alligevel være her. Og alligevel være hel. Og alligevel være lige nøjagtig den, man er.
Og jeg håber, de ved, at man kan stå midt i orkanens øje, som centrum for det hele og holde fast i sig selv, kæmpe for det, man tror på.

Jeg ønsker også for mine børn, at de har mod til at følge deres drømme. At de tør tage chancer, leve livet fuldt. Hvad end det er stille, larmende eller lidt af det hele. Jeg ønsker, at de kan mærke, hvor de vil hen, og ikke lader andet end deres egen mavefornemmelse slå bremsen i. De skal kunne sige fra og sige til, og jeg håber, de vil evne at gøre det ud fra, hvad de i sig selv ved, er rigtigt og forkert.

Jeg håber, de kommer til at leve et liv, som giver mening for dem. Et liv som aldrig synes ligegyldigt, selvom det helt uundgåeligt vil føles håbløst fra tid til anden. Jeg håber, de vil leve et liv, som fylder dem med glæde og taknemmelighed, selv når det indimellem kæmper imod. Selv når livet stiller sig på bagbenene, og forlanger: “Du skal gøre dit bedste, give mig alt. Hvis du giver op nu, vil du aldrig vide, hvad der gemte sig på den anden side,” og i samme ombæring håber jeg, at de ved, hvornår man skal trække sig. Hvornår kampen ikke har et formål, hvornår det er bedre at gå end at blive.

Jeg selv elsker selv denne del af livet, hvor jeg endelig ved lidt mere om, hvem jeg er, og hvad jeg vil. Hvem jeg er i min kerne, hvad jeg vil i min kerne. Jeg håber, mine børn når frem til nogle af svarene lidt før, jeg gjorde. Ikke fordi jeg fortryder noget; mit liv har i høj grad udfoldet sig i krogene. Alle de hårnålesving, som jeg har taget undervejs, alt det, jeg har gjort, som efterlod folk omkring mig undrende eller nervøse, har lært mig noget. Det, jeg siger, er ikke, at jeg ønsker for mine børn, at de går ligeud hele vejen. Omveje er måske hele meningen, og vi kommer aldrig til at vide alt, men jeg ønsker, at de vil træffe valg udfra en større samhørighed, end jeg har gjort. At de vil have bedre kontakt til kernen/hjertet/sjælen. At deres valg bliver truffet ud fra tillid fremfor desperation, tvivl og ensomhed.

Hvordan vil jeg lære dem det? Hvordan guider jeg mine børn til alt det?

Svaret er, at det kan jeg kun ved selv at leve det liv hver dag. “Practice what you preach” er den eneste holdbare model. Jeg lever mit liv, som jeg ønsker. Jeg lever udfra mit inderste pejlepunkt. Jeg er ikke bange, jeg har tillid, jeg har mod. Mine børn ser deres forældre leve livet fuldt. Vi suger alt ud af de fleste dage, og når det ikke lykkes, taler vi med dem om hvorfor.

Vi fortæller dem om ulykkelig kærlighed og om kuldsejlede projekter. Om nederlag, skuffelser og fortrydelse. Det er en del af livet. Og hver dag viser vi dem, at på trods af det, er vi glade og taknemmelige, og vi har store drømme, som ikke kun er drømme men muligheder. Hver dag står vi op, og gør vores bedste. Vi gør os umage, det gør vi virkelig, og vi lever det bedste liv, vi kan komme i tanke om. Vi siger tak for maden, når vi sidder om bordet, vi tør leve i nuet, vi tør blive klogere hver dag. Vi ved, at det, der skal lykkes, det lykkes, når det skal. Vi lykkes med det meste, fordi det vi drømmer om, er det, vi mærker inderst inde.

Andet og mere kan jeg ikke gøre. Jeg håber, det er nok til at sende dem godt på vej. Resten skal de skabe selv. Man kan kun få mere indsigt ved at bevæge sig gennem udfordringerne. Hvis vi går en bue udenom, har vi intet lært.

Hvad ønsker I for jeres børn? Har I drømme på deres vegne?

 

Læs også: Hvad ønsker jeg for min søn, som fylder otte i dag

Hvorfor er jeg nervøs for at sende mine børn i skole?

Min veninde skrev: “Jeg har hørt dig sige flere gange, at det vigtigste for dig med hensyn til dine børns skolegang er, at skolen ikke ødelægger dem. Har du lyst til at skrive om, hvad du mener med det?”

Der er gået flere måneder, siden hun skrev, og jeg har hele tiden haft lyst til at lave det indlæg, for det med skolen er vigtigt for mig. Men det er samtidig et komplekst emne, som tager tid, hvis man skal gøre det ordentligt. Mere tid end jeg måske har, helt ærligt. Skolegang er et kontroversielt emne, som kræver research, og jeg er langt fra ekspert. Det korte af det lange er, at mit forhold til mine børns skolegang i høj grad bygger på en mavefornemmelsesting, ligesom det meste andet i mit liv gør det.
Den længere version kommer nedenfor, men lad mig først understrege dette: Jeg har intet ønske om at pege fingre af andres valg. Jeg tror ikke, at én løsning er den rigtige for alle. Jeg er sikker på, at forskellige skoler passer til forskellige børn.
Når jeg skriver om mine refleksioner over mine egne børns skolegang, er det udelukkende ment som en inspiration. Jeg har ikke svaret. Men jeg tænker løbende over spøgsmålet med skoleform og indlæring i det hele taget; jeg tager stilling, og jeg synes, det er et meget vigtigt emne, som vi alle bør forholde os til.

Grunden til at jeg er nervøs for at sende mine børn i skole, er denne:
Jeg er overbevist om, at hvert enkelt menneske fødes med et stort potentiale og en enorm lyst til at lære. Jeg er samtidig helt sikker på, at både potentialet og lysten til at lære har godt af frie rammer, nærvær og opmuntring og tilsvarende dårligt af ensrettede krav, tests og upersonlig indlæring.
Når jeg er bange for at sende mine børn i skole, er det fordi, jeg frygter, at deres medfødte initiativ, virkelyst, nysgerrighed og kreativitet bliver slået itu af de nederlag, som vores samlebåndskultur og ensrettede undervisning med tidlige eksaminer og tjeklister bærer prag af. Jeg er bange for, at det kan knuse enhver iver og motivation at skulle leve op til noget, som man ikke er interesseret i, eller føler sig klar til. Jeg finder det fuldkommen åbentlyst, at det går ud over vores evne til at indlære, når vi oplever nederlag, fordi vi forventes at mestre noget, som vi ikke af egen drift er nået til endnu.

Når vi forventer, at alle børn på X år skal kunne løse de samme opgaver, svarer det for mig til at bede en elefant, en hest og en abe om at kravle op i det samme træ, og jeg forstår ikke, hvorfor det ikke står klart for dem, der tiltretelægger vores børns skolegang? Jeg forstår ikke, hvorfor så mange forældre (og deres børn!) skal være stressede og bekymrede og føle sig forkerte og skamfulde, fordi de ikke lige kan et eller andet ganske specifikt på et helt bestemt tidspunkt? Selvfølgelig lærer de det. Ikke mindst hvis det pludselig står klart for dem, hvad de skal bruge det til.

Hvis man har det godt, kan man lære alt. Hvis man har det godt, er man nysgerrig, videbegærlig og modtagelig. Hvis man har det godt, opsøger man viden, når man har brug for den. Måske det ikke er alle på ni, der har behov for at kunne regne med decimaler eller skrive deres morfars hjembys navn bagfra. Måske nogle af de niårige er ved at fordybe sig i dybhavet, rumforskning, poesi, dyrevelfærd eller hvad ved jeg i stedet.

Én af mine store inspirationskilder, siden jeg begyndte at panikke over skolens tilstand, har været Sir Ken Robinson. Jeg anbefaler alle at se denne video på 11 minutter, hvor han forklarer, hvorfor vi skal stoppe med at putte vores børn i kasser.
(Man kan evt. følge op med DENNE video om, hvorfor skolerne ødelægger vores børns kreativitet).

Da Storm nærmede sig sit første skoleår, blev jeg nervøs. Det, jeg oplevede som mor til et børnehavebarn, var, at min søn lærte helt utroligt meget dagen lang på eget initiativ. Jeg oplevede, at han opsøgte voksne omkring sig med spørgsmål, og var interesseret i at arbejde sammen med os om nogle af de ting, der interesserede ham, men også at han i høj grad selv var projektstyrende (og iøvrigt bevægede sig fra den ene leg til den anden dagen igennem). Det var tydeligt, at han havde en indre drivkraft; at han selv ville kunne lære rigtig meget, hvis der ikke var nogen, der blandede sig, eller tog kontrol.

Nogle dage, når vi hentede ham fra børnehave, havde han bygget en bro i sandet, andre legede han butik. Indimellem kørte han på en cykel eller sad og snakkede med sig selv i en hule. Når han var hjemme hos os, var det det samme: han var fuld af initiativ, og lærte med imponerende fart, syntes jeg. Også selvom han ikke kunne læse eller regne. Men han var vidende på mange andre områder.

Jeg blev opmærksom på, at det ikke er vigtigt for mig, om han kan læse, når han er lige præcis X år gammel. Jeg blev opmærksom på, at det ikke er alle fag, jeg mener, er vigtige – eller måske endda nødvendige.
Efterhånden kom jeg frem til, at jeg dybest set mener, man har behov for at lære to fag-faglige ting i løbet af sin skoletid, nemlig: Bogstaver og tal (med ikke på et helt bestemt tidspunkt).
Jeg fik tillid til, at hvis man kan de to ting, så kan man også alt andet. Hvis man er motiveret for det, forstås. Det er min erfaring fra mit eget liv, at hvis man har det godt, så kan man lære alt det, man har behov for, når man får behov for det. Har du først lært at indgå i verden som en nysgerrig, reflekterende og motiveret spiller, så kan du lære spansk/kvantefysik/broderi/etc. på ganske kort tid, hvis behovet opstår.

For mig står det klart, at indlæring spiller sammen med selvværdet. Når vi har det skidt, lærer vi ikke noget. Når vi er stressede eller kede af det, bruger vi al vores energi på dét. Når vi har det godt, derimod, så lærer vi – helt tiden, helst. Børn kan faktisk slet ikke lade være. Jeg tror, børn lærer, når de får lov til at afsøge emner: Fordybe sig i det, de brænder for, snuse til mange forskellige områder, have motiverende voksne omkring sig osv.

Weekendavisen bragte i efteråret et interview med professor i udviklingspsykologi Alison Gopnik, som blandt andet sagde: “Overalt i den vestlige verden indretter vi børnehaverne mere og mere som skoler. Det er paradoksalt for alt den nyeste forskning indenfor mit felt viser, at vi burde indrette skoler mere som børnehaver.”
Gopnik er fortaler for fri leg og tillid til børnenes evner. Hun synes, vi skal træde et skridt tilbage, og lade dem få barndommen igen, for børns indlæringspotentiale er uendeligt stort, når vi lader dem lære i deres eget tempo og af egen drift.
I sin bog,”The Philosophical baby” undlader Alison Gopnik med fuldt overlæg at besvare alle forældres mest påtrængende spørgsmål, nemlig: “Hvordan gør jeg min baby lykkeligere/klogere/dygtigere?”, men hun kommer dog alligevel med svaret i et amerikansk interview: “Tal til dine børn, læs højt for dem, giv dem opmærksomhed, men lad være med at give dem for meget opmærksomhed. (…) Giv dem et rigt miljø, som de kan lære fra, hvilket fra et evolutionært synspunkt involverer meget mudder, mange slægtninge og husdyr. (…) en sandkasse, venner, en plante, en babysitter og en guldfisk kan gøre det. Og selv om det er banalt, så er det mere, end mange forældre kan give deres børn.”

Jeg kan stadig indimellem tænke, at det ville være optimalt, hvis Kristian og jeg hjemmeskolede vores børn. Jeg forestiller mig eftermiddage med højtlæsning, ture på museer, morgener med langsom morgenmad, lego og magnethuse i krogene. Jeg ser for mig børnene i haven, børnene ved havet, børnene omkring os og for sig selv – og jeg er helt sikker på, at det ville være godt på mange måder. Børnene ville nyde det (ikke alle børn nødvendigvis, men mine i hvert fald).  Jeg har lyst til at skrive, at der er mange grunde til, at vi ikke hjemmeskoler vores børn. I virkeligheden er der kun én, nemlig den at både Kristian og jeg har andre passioner udover vores familie, som er så stærke, at vi ville være nogle bitre og frustrerede forældre, hvis vi havde børnene herhjemme hver dag. I stedet prøver vi at balancere det, som vi kan: Vi har valgt en skole, som ikke er meget fokuseret på faglige resultater, men som har en stor social kapital og korte dage. En skole, hvor den enkelte udvikler sig i sit eget tempo, og hvor der ikke er prøver – eller lektier – før de sidste par år. En skole, som Storm holder af, og ved flere lejligheder har omtalt som “mild og lærerig.” En dag sagde han, ar: “Jeg tror, nogle skoler er mest som en sten, men heldigvis går jeg på én, der føles som en madras.”
Vi holder fridage, og så hjemmeskoler vi i den udstrækning, vi kan herhjemme efter principperne i “unschooling”, hvilket egentlig bare betyder, at vi prøver at give plads til fri leg; at vi er til rådighed for børnene, når de opsøger os, og at vi forsøger at favne hele verden 1:1 fremfor udelukkende gennem skærm eller lignende.

Har du lyst til at vide mere? Så findes der heldigvis uendeligt meget god litteratur, og mange gode hjemmesider og blogs med inspiration og input om læring, skolegang og hjemmeundervisning. Lad mig linke til et par stykker:

– Hende her, “Simple homeschool” Jamie C. Martin, er en ganske erfaren (amerikansk) “homeschooler”, som har mange mange og meget konkrete råd til, hvordan man skaber et miljø af læring for sine børn. Blandt andet dette indlæg.

– Speltmor (Cecilie) er en klog kvinde i konstant udvikling. Dette indlæg om hendes umiddelbare tanker, da hun og manden besluttede at hive børnene hjem til sig selv, er inspirerende for alle, der har børn (og dette)

Dette link skulle gerne lede til en række TED Talks om uddannelse. Mange af dem er inspirerende, og nødvendige.

Jeg vil slutte med nogle principper fra én af de gode bøger, jeg har læst om emnet, nemlig “Unschooling Rules” af Clark Aldrich:

● Lær at være; lær at gøre; lær at vide
● Tests virker ikke. Kom over det. Kom videre.
● Det, et menneske lærer i et klasseværelse, er at være et menneske i et klasseværelse
● Dyr er bedre end bøger om dyr
● Praktikperioder, lærepladser og spændende jobs overgår skoleopgaver, skolebøger og eksamen
● Det eneste bæredygtige svar til udfordringen med global uddannelse er alsidige tilgange

Hvad tænker I om skolen? Om uddannelse og inspiration, fremtidens mennesker, deres muligheder og hvordan vi får det bedste ud af dem gennem deres skolegang?

 

Hvad ønsker jeg for min søn, som fylder otte i dag?

På vej hjem til mine svigerforældre om formiddagen den 24. december, fortalte vi vores børn, at deres farmor har en børneopsparing til dem. Sådan én har hun startet til hver enkelt af sine børnebørn, da de blev født, og hvert år sætter hun det samme beløb ind til dem alle. Derfor har de ofte fået deres bankbog med en kontoudskrift til jul eller fødselsdage, men de har aldrig forstået hvad det var, eller været gamle nok til at sætte pris på det. Da vi skulle til at køre af færgen juleaftensdag, forklarede vi dem om gaven: “Det er penge, som I kan få, når I bliver store, og som I selv må bestemme, hvad I vil bruge på, så længe det er noget, der er godt for jer. I kan rejse, tage på højskole eller et eller andet som vi ikke har fantasi til at forestille os,” sagde de komplet indoktrinerende forældre.

“Jeg vil rejse i hele verden,” udbrød Ilja på fire, og Live, hans tvillingesøster, klappede i hænderne: “Så vil jeg rejse med!” Men Storm, som sad på forsædet, sagde: “Jeg vil lave en fabrik, som opfinder biler, der kan køre udelukkende på solenergi.” Ilja hoppede hurtigt på: “Det vil jeg være med til!”, og Live råbte: “Så bestemmer jeg, hvordan de skal se ud, for jeg tegner mest af os tre!”

Og jeg blev stolt. Ikke fordi det er usædvanligt – nej, jeg har en klar fornemmelse af, at de børn, vi sætter i verden i disse år, alle sammen har et enormt potentiale. Jeg fornemmer en dybde og forståelse i dem, som jeg ingenlunde matcher, uagtet at jeg har været her meget længere. Deres empati og indsigt overgår langt det, jeg selv besad som barn. Mine børn og deres venner tænker på hinandens ve og vel, på dyrene og planeten, ikke mindst. De spørger ind til hinandens weekend, krammer deres klassekammeraters små søskende, og bruger lørdagen udenfor på at undersøge naturen og snakke om, hvorfor det er vigtigt, at vi passer på den.

I stedet for at spørge vores børn, hvad de vil arbejde med, når de bliver store, bør vi spørge, hvilken udfordring de vil være med til at løse? De ved godt, at jorden brænder. Der er sgu ild under deres fødder, og de fornemmer det langt ind i deres væsen. De kan se på Trump, at han ikke er rigtig. Høre på de manipulerende stemmer i radioen, at noget er galt. Og jeg tror, de ved, at det er dem, der skal rette op på det. Jeg tror, de er kommet med en vilje og kampgejst, som vil tage os andre med storm. Men før det kan lykkes, skal vi sætte dem fri til at tænke nyt. Vi skal trække dem ud af kasserne – eller endnu bedre: smide kasserne langt væk. Støtte op om deres initiativer, selvom vi ikke altid helt forstår. Vi skal være nysgerrige, åbne, loyale og opfordre dem til at blive ved, aldrig give op. Vi skal fortælle dem, at man ikke er “god” eller “dårlig”, men derimod at man kan øve sig, og vi skal huske os selv på, at vi alle sammen er forskellige, at en giraf ikke kan klatre i træer, til gengæld kan den nå bladene ved at strække sig. Vi skal se det unikke i hver enkelt af dem og os, bakke op omkring deres oprigtige motivation og være der for dem, hvis de snubler undervejs.

Min søn ville gerne med sin gode ven og hans mor på tur en dag. Det var lidt i sidste øjeblik, og vi vidste, at de måske allerede var ved at køre hjemmefra, og så, før jeg ringede og spurgte hende, om Storm måtte komme med, sagde han: “Er hun egentlig sådan én, som kan mærke sine egne behov og finde ud af at sige fra, hvis det ikke passer ind i deres planer, at jeg tager med?”

Da jeg fortalte hende om Storms omtanke senere (og det gjorde jeg, fordi han havde en pointe: Min veninde skal øve sig i at mærke sig selv og sætte grænser netop for at passe på sit overskud til dem, der virkelig gælder), grinede hun, og holdt sig for munden, for det ramte noget i hende. Så fortalte hun, at Storm en dag havde bedt om at blive kørt hjem fra en legeaftale med hendes søn før tid, og da hun sad med ham i bilen, spurgte hun, hvorfor? Hun var måske lidt usikker på, om de to drenge havde haft en konflikt (i virkeligheden var det fordi, han gerne ville hjem til sin farfar, som var på besøg den dag.) Storm så på hende, og sagde: “Bare rolig, du har en dejlig dreng, og vi har haft en sjov dag.”

De ved noget, de børn. Og vi ved, at de ved det, gør vi ikke? Ved I ikke godt, at børnene har en indsigt, som er selve livets kilde? Ved I ikke godt, at vi gør klogt i at lytte, selvom det indimellem gør ondt; selvom det indimellem kræver, at vi ændrer vaner, tager os sammen, gør vores bedste, hvis vi vil leve op til det, de lever efter.

I dag fylder Storm otte år. Han har kun ønsket sig penge, som han vil spare sammen til en drone, men fik alligevel lidt forskellige gaver i weekenden fra familien, blandt andet en solcelledrevet lommeregner, som han er så glad for, at han talte i søvne om den i aftes. Her til morgen fik han et skakspil, som han tog hul på sammen med sin lillebror med det samme. Da han gik ud til bilen for at blive kørt i skole (med et tårn af chokoladekage i armene), sagde han til sin skakmakker: “Vi spiller videre i eftermiddag, og det handler ikke om at vinde, det handler om at blive bedre,” og selvom han sikkert tildels sagde det for at overbevise sig selv om udsagnets sandhed (han var vist bagud, da de brød op), tror jeg alligevel, at det har en betydning, hvilke ord vi fylder vores liv med, hvilket håb vi har. Og børnene har håb, så længe vi ikke tager det fra dem. De har håb og tillid, kærlighed og styrke og det er dét, vi skal støtte dem i at bevare og udvikle. Måske lærer vi det også selv undervejs, de er jo vores største læremestre, de unger.