Et øjebliksbillede

Jeg ved godt, at mit liv er et øjebliksbillede. At min lykke er lige nu, den er ikke en evighed.
Jeg ved godt, at det hele kan vende på et splitsekund. Lykken kan blive et fremmed land, og hvert af disse øjeblikke vil med ét være badet i mørke, de fleste af dem vil end ikke opstå.

Livet er forgængeligt og sårbart. Det er derfor, det er så vigtigt. Det er derfor, vi skal gøre vores bedste med den tid, vi har.

“Denne dag et liv.”

Vores fortiden kan vi selv være med til at beskrive. Fremtiden kommer, mens vi dufter til blomsterne, til børnenes dampende hår, og spiser de modne blommer fra træet med lukkede øjne.

Men selv hvis jeg blev ramt af sorg, ville jeg skrive dette: Det handler om tvinge det bedste ud af livet. Jeg kommer aldrig til at fortryde, at jeg prioriterede det, som betyder mest for mig.
At leve livet fuldt handler ikke for mig om at gøre mest muligt på kortest tid; det handler om at mærke efter og turde følge det, der kommer indefra.

Og så er det, jeg siger, at mit liv lige i dette øjeblik er så fuldt af mening, at det føles som græsset på en dugtung morgen. Det er mere, end jeg kan rumme. Der er så megen glæde. Sådan en forunderlig følelse af samklang over alt. En symfoni af mit liv; stemmerne, de små bløde hænder, maden fra mulden og den klare nattehimmel over os.

Det, der sker hjemme hos os i de her dage, er magisk.
Det er ikke perfekt. Det er ikke nødvendigvis nyvasket, fredsommeligt, konfliktfrit eller melodisk. Men det er magisk. Jeg har ikke prøvet det før: Den slags samhørighed, meningsfuldhed. Så store smil, så dybt fællesskab.

Børnene leger anderledes end tidligere. Dem, der aldrig plejede at finde hinanden, sidder pludselig ovenpå ved skrivebordet, og skriver et brev til deres penneveninde. De finder ordene ved fælles hjælp, skiftes vist nok til at føre pennen. En tredje hopper rytmisk – igen og igen – gennem stuen for sig selv. Stille og fokuseret. Han snakker om maskiner, som kan fange tanks og afmontere bomber. Han er tydeligvis igang med noget. Et projekt tager form i hans tanker.

Den anden dag gik vi en lang tur. Det gør vi en gang om ugen nu. Vi gik fire kilometer den ene vej, så en lille time på en legeplads. Fire kilometer den anden vej og en madpakke undervejs. Vi oplevede så meget, at jeg selvfølgelig har glemt det meste. Snakkede om alt mellem himmel og jord.

Hvordan skal man huske alle de emner, man kommer omkring, når man bevæger sig rundt i verden, og tager den ind? Der har været snak om division og brevduer og deraf ret meget om statistik, for i Irland dør en tredjedel af alle brevduer på hver tur, men i Danmark er tallet en tiendedel. Storm spurgte, om det betyder, at en due så dør efter sin tiende tur? Vi snakkede om helbred og om udsatte ruter. Men det statistiske svar måtte jo være ja? Dernæst snakkede vi om de magnetiske felter, som man mener, duerne styrer efter. Og om hvorfor de har svært ved det nu, hvor vi alle sammen taler i mobiltelefon. Vi kom hjem, og så en lokaludsendende om brevduer i Ishøj fra 1997 på youtube. Var trætte i kroppen på den måde, som føles godt.

Vi har aftalt, at vi starter hver dag med en tur til stranden, når vi har spist morgenmad. Det var børnenes forslag.
For tiden svinger vi forbi blommetræet både på vej derned og hjem igen. Træets grene hænger så tung af frugten, at jeg har sagt til det smukke, gamle træ, at vi sætter pris på hendes enorme gave. At vi spiser blommerne med lukkede øjne, glæder os til blommetærte om noge dage, når der er nok modne frugter.

Jeg tror på, at dette liv er et åndedrag i vores fulde eksistens. At vi er her for at udvikle os, finde vej mens vi lever. Lige nu lever jeg, som jeg helst vil.

Hvordan er jeres øjebliksbillede, lige nu?

Når børn leger krig

I går eftermiddag løb mine børn rundt på 1. salen med maskingeværer og proppistoler, og forsvarede sig mod hinanden. De var frihedskæmpere og nazister, de var jøder og officerer. Børn og voksne.
Rollerne skiftede løbende, mens de klædte om, fandt nye gemmesteder, brugte svenske, tyske og franske gloser i én pærevælling.

Det har stået på i mere end en måned nu.
Faktisk startede det i det små væsentligt tidligere, da de begyndte at spørge til Adolf Hitler.
Måske havde vi nævnt ham, Kristian og jeg, i én af børnenes mange spørgsmålsrækker om ondskab. Vi har nok sagt noget i retning af: “Men, hvem bestemmer, hvem der er onde, og hvem der er gode?” og “Hvordan ved du, at fjenden er ond, og at du er god”, og så er Hitler på én eller anden måde kommet ind som den der “han var mildt sagt et røvhul”-karakter, hvor man ikke behøver være i tvivl: Han gjorde onde ting.
Længe har børnene spurgte til den slags. Nok fordi de synes, at det gode og det onde er spændende. Modsætningerne. Og fordi kontrasten til deres eget liv pirrer noget i dem.

En dag faldt vi over en fransk animationsserie på Netflix, som blev starten på en fuldkommen overvældende interesse for de tre ældste af børnene. “Den lange, lange ferie hedder den” (hvis den skal ses på Netflix, hedder den “The long, long holiday”), og det er en virkelig fin, nuanceret og velfortalt historie om to søskende, som ender med at bo hos deres bedsteforældre ude på landet i Frankrig i de fem år, krigen varer. Først var Kristian og jeg meget i tvivl, om Ilja og Live på fem egentlig var klar til at se den, så det snakkede vi en del om, og vi holdt igen, og trak serien i langdrag. Vi har altid været forsigtige med både forbruget af medier og hvad de blev eksponeret for. Det i sig selv er verdens mest hotte diskussion, og den gider jeg ikke ud i her: Faktum er, at vi ikke bruger ret meget tid på skærm herhjemme, og vi overvejer samtidig, hvad vi ser, når vi gør.
Men vores bange anelser var der ikke brug for: Ilja og Live var spændte undervejs, mens de så Den lange, lange ferie, ja, og hoppede i sofaen mange gange (sammen med storebror på otte), og de snakkede som ustoppelige vandfald om serien, alle tre. Men den var gødning til så mange nye tanker, følelser og lege.
Ja; vi havde nok kunne inspirere til meget af det samme gennem historiefortælling eller en god bog. Men det bidrog alligevel med et ekstra niveau, tror jeg, at de oplevede noget, som var både lyd og billeder. På godt og ondt, kan man sige; det blev intenst, men også vildt igangsættende.

Så gik der nogle uger, og de så den igen. Og igen (og igen, men jeg tør næsten ikke skrive det). De har ikke lavet andet end lege og snakke 2. verdenskrig, siden sommerferien startede. De har gjort det helt ligeværdigt og med samme grad af iver alle tre: Fordybet sig i et hav af områder i relation til krigen, og det har været en hel ny verden for os alle sammen.
For, Kristian og jeg har i høj grad været en del af det: Vi har lånt børnebøger om 2. verdenskrig (særligt den her har virkelig givet meget viden og gode historier – vi lånte den på biblio, men overvejer at købe den), og vi har tegnet, læst, fortalt, perspektiveret, spurgt ind til og leget med. Vi har øvet sprog, diskuteret kulturer og haft så mange samtaler om mod/tilgivelse/frygt/tab/taknemmelighed/demokrati/og uendeligt meget andet.
Kristian og jeg har desuden talt med hinanden om, hvor grænsen går? Hvad kan børnene holde til at høre/se? Findes der spørgsmål, som vi ikke vil svare på, eller handler det om måden, vi svarer?
Har det været for meget med tv-serien, eller lige nøjagtig så inspirerende og i øjenhøjde, som vi kan tro på, er helt rigtigt? Er det okay, at de bliver så opslugte, at ALT i en periode handler om det (JA! Hvordan kan vi næsten være i tvivl. Sådan har jeg det jo selv igen og igen med de emner, der optager mig).

Når de efterspørger noget, er det så fordi, de er klar til det? Kan vores børn mærke deres grænser selv, eller skal vi guide dem løbende (hele tiden?)
Det har været (og vil sikkert altid være) en udvikling i frihed og tillid, selvvalgt læring og voksengrænser. Det er en balancegang, som vi går gennem livet, og det giver så god mening.

Jeg vidste ikke ret meget om 2. verdenskrig for et par måneder siden. Tjo, der blev snakket om krigen i min skoletid, og hvem ved, om ikke også jeg har skrevet en opgave om emnet? Sikkert. Men ikke fordi jeg var interesseret i det. Så jeg forstod det ikke – det røg ud igen med det samme, mens jeg havde travlt med at absorbere noget andet. Måske.

Nu ved jeg en del mere om 2. verdenskrig. Jeg kender til betydningen bag Krystalnatten, Hitlers kup og hans motivation for at hade jøder. Kristian og jeg har læst artikler om de forskellige emner om aftenen, når børnene sov. Bare fordi vi egentlig gik hen, og blev oprigtigt nysgerrige.

Det er ikke muligt for mig at huske eller nævne alle de emner, som den sidste tids interesse i 2. Verdenskrig har fostret herhjemme. Jeg nævner i flæng: sprog (svensk, tysk, engelsk) / nationalitet (pludselig kan ungerne genkende rigtig mange flag) / geografi (de allierede lande, de neutrale og aksemagterne) / historie (hvor mange krige har Danmark været med i? Hvorfor startede krigen?) / psykologi (Hitlers motivation, Tyskernes motivation for at stemme på ham, modstandsbekæmpelsens mod og frihedstrang) / mekanik (våben, tog, flåder) / tegning (alle tre børn har tegnet krigen, særligt Live som altid tegner) / strategi (planlægning af attentater, strategisk placering af angreb) / og meget meget mere.

Jeg har egentlig altid været ret anti våben. Og krig. Og konflikt. Mine børn har fået dukkevogne og legekøkkener, men aldrig våben. Vi har snakket om fred og demokrati, men aldrig ret meget om det modsatte. Vi har leget familie og posthus; butik og hospital men aldrig krig eller diktatur.
Nu tog børnene sagen i egen hånd, og kastede af egen drift hele familien dybt ind i et emne, som på én eller anden måde har været definerende for vores første spæde skridt ind i hjemmeundervisningen. De har vist os, hvor meget de rent faktisk kan absorbere, og hvor vildt, fedt, fantastisk det er for dem at have mulighed for at give sig fuldstændig hen til et emne, som de brænder for.
Vi har set dem kaste med røgbomber (tomme konservesdåser fyldt med aske fra Storms bålsted), hejse flaget i overgivelse, løbe råbende mod hinanden: “friheeed!”

De hilser på turister på øen med tre samklingende “Guten tag” nu. Eller “Bonjour”. De drømmer om Flammen, som talteGestapo-agentens skud, så han kunne vende om og skyde ham, når magasinet var tomt. Vi har undersøgt, hvorfor Citronen hældte sukker i de tyske motorer på sit Citröen-værksted (sukker er  noget møg for motorer, fordi det ikke opløses, og kan tilstoppe alle de vitale dele).

Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle bruge (så meget) tid på 2. Verdenskrig. Dét er det fede ved hjemmeundervisning og “self-directed-learning”: Livet er fuldt af overraskelser. Mange spørger til vores tilgang til læring i forbindelse med, at vi hjemmeunderviser nu. Vores “tema” om 2. Verdenskrig er et fint eksempel på en måde at lære gennem det levede liv og den oprigtige interesse, synes jeg.

Hvordan lærer I bedst? Husker I særlige projekter fra jeres skoletid, og hvilke emner oplever I børn fordybe sig i – og hvordan?

 

 

Første skoledag uden skole

I dag er årets første skoledag på Ærø Friskole, hvor Storm startede en tilsvarende solrig augustsøndag for to år siden. Dengang var det en noget mindre, lidt nervøs, meget spændt og ikke helt overbevist seks og et halvt årig sommerbrun strandunge, som stod der i skolegården med sin taske på ryggen. Alle skolens elever, forældre og lærere holdt i hånd, og nåede lige præcis rundt om den røde bygning: Derefter gik vi ind i den sammenlæste 0.-1. klasse, og det føltes fint. Det var helt okay. Overvældende, selvfølgelig. Men også spændende. Der var en masse nye mennesker, en masse børn, farver og trylledej. Vi glædede os.

For vi gav ham det bedste, vi syntes der var, og hans lærere var varme og erfarne, han fandt tryghed i dem, og har holdt af dem lige siden. Skolen tog godt imod os, der var hjerterum og plads til forskellighed, og det var en god skolestart for Storm.

Men før den tid var der noget andet, en form for modsætning, kan man sige, som havde optaget mig i mit forældreskab. Det var ikke noget i relation til lige præcis Ærø Friskole eller i relation til lige præcis ret meget andet specifikt, det var nærmere det, man kalder en overbevisning. En fornemmelse dybt indeni, som kalder på én; som føles kærlig og sand. Men som jeg endnu ikke var i stand til at omfavne.
Det var selvfølgelig hjemmeskoling. Et ord, der syntes fremmed og alligevel som nøjagtig rigtigt for os. Et ord, som ingen andre brugte, men som lå så let på min tunge.

Vi bliver alle sammen forældre til de børn, vi får og ikke til alle mulige andre. Det vil sige, at vores forældreskab baserer sig både på hvem vi er, men forhåbentlig også i høj grad hvem de er. Havde jeg været så tiltalt af hjemmeundervisning, hvis ikke lige nøjagtig Storm var mit første barn? Hvis ikke den fine, sensitive, nysgerrige, empatiske, opmærksomme, indimellem distræte og på alle mulige måder knivskarpe blåøjede dreng havde været den første, jeg blev mor til?
Jeg ved det ikke. Men fakta er, at hans væsen ikke fik mig til at synes mindre om en idé, som jeg måske under alle omstændigheder havde været tiltalt af.
Hvis man kan være hjemmeundervisningsmateriale, er han det: Han elsker at være sammen med sin familie, og vil altid helst det. Han har altid tigget om at måtte blive hjemme – også efter det første år i skolen, og uanset hvor mange sjove og fede aktiviteter, de bød på dér. “Hjemme” har altid slået alt andet.
Storm kan lide grundige svar og relativ ro. Han nyder lange dage uden aftaler, og han bruger snildt otte timer i underbukser under sin dyne med Harry Potter på lydbog og et engelsk parlør i skødet. Han glemmer indimellem i ugevis, at legeaftaler er en mulighed. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at han ikke føler, han mangler noget, når bare han har sin familie. Er alle børn sådan? Nej.
Giver det mening at give forskellige børn forskellige tilbud? Ja.

Nu har vi meldt Storm ud af Friskolen, og det river i folk omkring os efter redegørelser og forklaringer. Hvad så med det sociale, den komplekse matematik og evnen til at ryste mobning af sig?
Jeg tror ofte, vi glemmer, at skolen er en ganske ung institution i vores samfund. I verden, faktisk. Skolepligten i Danmark er 200 år gammel og i USA, hvor to millioner børn hjemmeskoles, blev skolegang først obligatorisk (12 uger om året) for 99 år siden. Inden da var der en anden virkelighed.

Vi har meldt Storm ud af skolen og købt penalhuse til hans søskende (fordi de siger: Vi vi undervises!). Vi kalder det en orlov. Jeg er for gammel til at udtale mig kategorisk om ret meget andet end min ret til frihed, mit behov for at leve autonomt og min fornemmelse af mit hjertes kald.
Så det er en orlov, og vi tager den én dag af gangen.

I dag er det første skoledag på Storms gamle skole, og i dag forandrer noget sig for os, selvom intet forandrer sig overhovedet. Selvom det, der er anderledes, er lige netop beslutningen om at fortsætte livet, som det har været hele sommeren. Inde i mig er der en bevidsthed om, at nu er de andre i gang. Nu ruller hverdagen, og skolen er tilbage på skemaet. Nu kommer de samme mennesker ikke dumpende forbi, nu er der ikke så mange andre børn på biblioteket midt på dagen, på stranden klokken 13. Nu lærer de andre de ting, som er beskrevet i deres pensum; de går i gang med det liv, som jeg kender så godt. Det er det eneste liv, jeg kender. Men vi går i gang med et andet liv. Og jeg glæder mig. Jeg siger til mig selv: Vi har ikke truffet beslutningen på et splitsekund eller ud af underskud. Vi har truffet den, fordi vi tror på en drøm, som er vores helt egen. Fordi vi lige nu vælger uafhængigheden og barndommen og vores families sammenhængskraft over alt andet. Fordi vi kan.

God første skoledag til alle derude. Også de af jer, som slet ikke skal i skole.

Hvordan er første skoledag, hvor I bor? Hvad husker I fra jeres egen første skoledag? Og hvad ser I frem til i det kommende skoleår – for jeres børn og jer selv?

Den største glæde

Der er sket noget med mit forældreskab, siden Kristian og jeg besluttede at tage børnene hjem. Med mit liv, er der sket noget. Og det føles så stort – så omvæltende, at der næsten ikke er ord for det. Samtidig er det så simpelt, at det kan skrives i en enkelt sætning:
Mit forældreskab er blevet bevidstgjort, og jeg er dermed blevet nærværende.

Det har været en rejse for mig, siden jeg blev mor for godt otte og et halvt år siden. Sådan er det jo med forældreskabet: En intens personlige udvikling.

Jeg har aldrig før været så glad som den seneste måned. Hver aften, når jeg børster tænder, tænker jeg: Vildt, at man kan være så glad.
Hvert eneste øjeblik synes sprængfuld af mening lige nu. Også dem, som trækker tænder ud. Også dem, hvor jeg tænker: Please giv mig ro, bare et øjeblik.

Som mennesker er vores vej gennem livet unik, og derfor skriver jeg dette med ét stort forbehold: Nemlig at jeg ikke mener, de beslutninger, jeg nu har truffet, eller de erkendelser, som jeg er kommet til, er en forudsætning for at opnå den ro og glæde, som jeg føler. Derudover anerkender jeg fuldt ud, at det, jeg oplever nu, ikke er et mål for alle, men jeg vil alligevel dele det, fordi jeg tror, det kan have en betydning for andre.

Mit forældreskab har måske nok været præget af en del uro og forvirring fra starten. Min ældste blev født midt i en tid med stor sorg og frygt i min nærmeste familie. Han havde kolik. Dernæst fik vi tvillinger.
Jeg har altid været på vej videre – til arbejde, alenetid, oprydning eller facebook, og selvom jeg alle årene har været ret meget sammen med mine børn, har jeg ikke været fuldkommen nærværende særligt ofte.

Nu hvor Kristian og jeg aktivt / helt overlagt / fuld ud velovervejet har taget vores børn hjem (hvor længe? Jeg ved det ikke), er der pludselig en større betydning med al vores tid. Jeg oplever hvert eneste minut – konfliktfyldt såvel som fredeligt – som noget, jeg med stor mening deltager i. Da vi besluttede at tage børnene ud af deres  børnehave og skole, påtog vi os et ansvar, som vi hidtil følte, at vi havde givet fra os. Vi havde følt, at det var en lettelse ikke at stå med hele opgaven selv, men der var en splittelse og tvivl i det. Ikke at jeg tror, der er det for alle, men sådan har det været for os – måske fordi vores børn uden undtagelse har ladet os vide, at de helst vil være hjemme. Nu hvor de ér hjemme, er deres liv med ét mit fokus og ansvaret er blevet tydeligere. Det giver mening for mig.

Jeg er ikke længere på vej videre. Jeg er sammen med mine børn, fordi det er mit projekt, og jeg har brug for et projekt. Jeg har brug for noget, som jeg med fuldt overlæg investerer min energi og tid i, fordi det giver mening for mig. Jeg har behov for at være ambitiøs, for at dygtiggøre mig. Nu har jeg fundet den opgave, som for mig lader til at være den ultimativt berigende. Jeg anede ikke, at det ville blive sådan. En lille stemme indeni hviskede, at det var den rigtige vej for vores familie, men jeg havde ingen fornemmelse af, hvor vidt det ville række.

For nogle giver det sig selv det øjeblik, de bliver forældre: For mig har det været nødvendigt med kontrasterne og de mange skridt i én retning, før jeg kunne vende om og uden tvivl sige: Nej, jeg skal denne vej i stedet.
Jeg er sikker på, at man kan leve et meningsfuldt liv med sine børn uden at gøre det, vi nu har gjort. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der findes uendeligt mange versioner af det gode liv.

For mig er det interessant, at den største omvæltning i mit moderskab, og måske i mit liv i det hele taget, har været at gøre noget, som virker så oplagt, så enkelt, så helt igennem historisk alment.
Men jeg er et produkt af mange ting. Et sammenkog af alt det, som er i vores samtid: Samfundets forventninger, familiens, mine egne. Kønsidealer, kultur, social baggrund og meget andet. Jeg har i høj grad handlet ud fra, hvad jeg troede, jeg skulle, og hvad jeg dermed mente, ville gøre mig lykkelig. Jeg har været modig og ofte truffet anderledes valg – men på hvilke præmisser? Mit succeskriterie har ikke været meget forskelligt fra alle andres, og jeg har bevæget mig indenfor nogle rammer, som jeg troede, var frie, men som jeg kan se nu, har været et fængsel i mit eget hoved, næsten ikke til at få øje på.

Jeg læste denne kronik i Information i går – om moderskabets lidelser og behovet for at stå i bitterheden, sorgen og afmagten, når man er på barsel og/eller har små børn. Jeg kunne selv have skrevet den for et år siden. Hell, jeg skrev versioner af den her på bloggen, før Juno var et år (her og her, blandt andet). Jeg er enig med skribenten i, at vi skal være ærlige om det, som vi oplever som opslidende og tabubelagt. Der kommer ikke noget godt ud af, at vi føler os forkerte, eller gemmer vores følelser. Men jeg begynder også at tænke, at der er noget bagvedliggende, noget dybere (tungere?), som vi skal rykke på – noget af den største betydning: Noget, som vedrører os alle.
Hvorfor er det så lidelsesfuldt for mange af os at blive (og være) forældre? Er der virkelig ingen anden vej? Kan det handle om splittelsen – den konstante stræben efter noget mere, noget andet (noget forestillet og desillusionerende) midt i livets måske vigtigste og mest meningsfulde færd; nemlig årene med små børn?
Den nødvendige forandring er ikke en opgave, som det enkelte menneske kan bære alene – der skal derimod rykkes ved hele vores struktur og stræben. Det skal vendes på hovedet.

Jeg tror, jeg har vendt mit liv på hovedet. For nogle måneder siden skrev jeg herinde, at jeg ikke kunne leve uden at arbejde på min roman. At jeg havde behov for det mønster, som vores liv var lagt i. Det var mit behov – jeg følte det stærkt og inderligt. Så tog jeg en dyb indånding, og pludselig var Kristian og jeg klar til at give denne anden vej en chance. Romanen er lagt i skuffen, en del andet er lagt endnu længere væk, og jeg har set i øjnene at behovet måske slet ikke var mit.

 

Jeg tænker, at jeg ikke er alene med de her overvejelser? Hvad mener I? Hvor skal vi ændre på forholdene for at give både børn og forældre bedre mulighed for at leve meningsfulde liv?

 

Vi handler ikke i protest

I weekenden havde vi besøg af fem mennesker i en camper og deres to hunde. De ankom med fuldt udstyr: Transportabelt gasblus; campingbord og en kasse mad.

Smækkede dørene til camperen op, og uddelte krammere. Hoppede rundt i græsset på bare tæer, og fodrede grisene med stor entusiasme. De vaskede op (efter os alle sammen), og havde bøger med til børnene, som de selv havde skrevet og udgivet.

Og vi snakkede; det var et besøg med en klar intention: Familien, som en del vil kende fra Speltmor.dk, hvor Cecilie har blogget om deres liv i en årrække, har hjemmeundervist deres børn i mange år, og de har været en del af vores netværk indenfor området, siden før vi overhovedet vidste, at vi havde brug for et netværk. Cecilie var den, jeg tog kontakt til for fire år siden, da hjemmeundervisningen første gang trak i mig, og hendes mails og senere venskab har været en sikker stemme i et hav af spørgsmål.

Cecilie og hendes mand, Jesper, var blandt de første herhjemme til at hjemmeundervise som et aktivt tilvalg ud fra visioner og drømme. Når ikke de er i Valby, rejser de rundt i verden, og uanset hvor de er, lever de et liv med friheden som højeste mål. Børnene er en sammensmeltet flok, som fortæller, tegner, læser, og leger i ét væk, og selvom vi på mange måder lever forskelligt, er der en naturlig relation mellem ungerne på kryds og tværs.

De samtaler vi havde i løbet af weekenden, afklarede nogle af vores indledende spørgsmål til alt det praktiske vedrørende vores beslutning om at tage børnene hjem.
Hvad end vi ender med at hjemmeskole i seks måneder eller 16 år, er der en række formaliteter, som skal på plads, og det er en lettelse at kunne følge i andres fodspor.

Det er ikke altid helt nemt at stille sig udenfor, og det er trygt at kunne lytte til mere erfarne, når det kommer til mange af de praktiske ting.
De fleste kan regne ud, at det kræver en del at træffe en beslutning, som er så anderledes, som hjemmeundervisning (og unschooling) er. Tidligere har jeg nydt at fortælle om mine anderledes valg. Jeg har aldrig været bleg for en spontan udveksling om hvorfor og hvorfor ikke, og jeg har aldrig gemt på det af mit, som skilte mig ud fra flertallet.
Men sådan har jeg det ikke nu: Det er så radikalt “out there” det her, at jeg ikke har behov for hele tiden at konfrontere omverdenen med det. Jeg har ikke behov for at blive konfronteret med det, men det handler også i høj grad om mine børn; jeg ønsker ikke, at de igen og igen skal møde hævede øjenbryn eller kritiske spørgsmål, når de stolt fortæller, at de nu er “hjemmebørn”, som de kalder det.

Og her kommer en pointe, som ligger mig meget på hjerte: Det er ikke enormt vigtigt for mig, at alle andre forstår eller accepterer, det vi har gang i. De må gerne synes, det er underligt – eller tosset, endda. Men det er vigtigt for mig at understrege, at min familie og jeg ikke ønsker at stå i opposition til resten af samfundet. Vi er her, og vi deltager. Kristian og jeg har truffet et anderledes valg ud fra ønsket om at leve mere i overensstemmelse med vores drømme og værdier. Det er ikke at valg af protest, men derimod i en søgen efter det liv, som fungerer bedst for os.

Vi har besluttet at hjemmeundervise, ja. Men vores venner er de samme som altid, vores naboer lige så. Vores livsvalg betyder det ikke, at vi synes, andres valg er forkerte: Det betyder ikke, at vi er overbeviste om, at den samme løsning ville være god for alle andre.

Det, vi har gjort, er, at vi har truffet en beslutning på vegne af os, og ikke andre. Kald det en konsekvens af vores i forvejen anderledes livsstil med hjemmedage, ø-liv og kreativt arbejde.
Vi har aldrig levet efter bogen, og nu tager vi skridtet, og giver de frie, familieorienterede rammer de bedst mulige vilkår – altså; set med vores øjne. Jeg glæder mig over de lange morgener herhjemme; den spontane historieundervisning efter aftensmaden, og jeg kan mærke mange forandringer i vores familie allerde (- det skriver jeg om snart).

Derfor er det rart at kende andre, som har truffet nogle af de samme valg, og derfor var det en weekend, som efterlod os med redskaber til forhåbentlig at komme godt i gang med det nye kapitel i vores liv.

Hvornår har I sidst gjort noget, der fik andre til at undre sig? Og hvad frygter I mest ved at træffe valg, der er anderledes?

Cecilie her for øvrigt en ny blog: https://cecilieconrad.com/

En vildt inspirerende film

Jeg har set en film.
Så så jeg den igen. Og igen.
(I alt tre gange på par uger.)

Den inspirerer mig, gør mig glad, og giver mig håb.
Jeg har lyst til at se den med alle, jeg kender.

“Being and Becoming er en dokumentar om et fransk/brasiliansk par, som tager på en rejse for at undersøge, om det er forsvarligt at undlade at sende deres søn i skole. Undervejs møder de en stor og mangfoldig skare hjemmeskole-familier fra Tyskland, Frankrig, England og USA, og parret interviewer eksperter i “selvmotiveret læring”, som sætter konceptet i et historisk lys. Der er desuden interviews med flere voksne hjemmeskolede, som reflekterer over deres atypiske barndom.

Det, der gør den spændende, er alle de nye vinkler på livet, som den præsenterer. Alle de vidt forskellige måder, som folk indretter sig på, og finder deres vej. Vi ser, at man kan finde sin vej og få succes i livet helt uden karakterer, prøver og bestemte forventninger til, hvad man lærer – og hvornår. Der er kunstnere, bankfolk, lærere (mange af dem) og professorer. Store og små, familier i lejligheder, familier på gårde. Dem, som har en masse erfaring, og dem som er nye i livet som forældre.

Jeg er overbevist om, at de fleste forældre/bedsteforældre/onkler/mostre vil finde den interessant og bevidsthedsudvidende. Og jeg ville ønske, den var obligatorisk for alle pædagoger og undervisere (overalt). Virkelig: Hvis I arbejder i en børnehave/skole/institution så se den lige. Tag den til jer. Mærk håbet og tilliden og glæden. Det drejer sig om under to timer, og du lærer noget for livet.

Filmen kan lejes eller downloades på Vimeo for 6/16 dollars (klik på billedet ovenfor eller følg dette link). Gør det. Sæt dig i aften og se den. Den er dejlig og ikke kritiserende. Bare inspirerende.
OBS: Mange oplever knas med underteksterne. Det gjorde vi også, første gang vi så den. Anden gang så vi den i Chrome (og jeg aner ikke, om det var det, der gjorde udslaget) – og der har ikke været problemer siden. Flere har skrevet til mig, at de havde problemer første gang, men ikke anden gang.

Skriv rigtigt gerne herinde, hvis I ser den, og gør jer tanker om oplevelsen efterfølgende.

Har I nogen yndlingsdokumentarer, som I vil anbefale? Kristian og jeg er løbet en smule tør lige nu, hvilket er helt okay, for så læser vi i stedet…Men, I ved, man kan altid bruge den slags tips..!

Hyppige spørgsmål om hjemmeundervisning

Man kan nemt sige, at jeg endnu ikke har gjort mig mange erfaringer med hjemmeundervisning. Jeg har jo ikke praktiseret det endnu.
Eller hvad?

Den type hjemmeundervisning, som Kristian og jeg planlægger at praktisere, er det, der går under navnet “unschooling”, hvilket i virkeligheden (kort sagt) er: “et frit, levet børneliv med nærværende, engagerede voksne.”

Og dét har jeg øvet mig i, siden jeg blev mor.

Men nej, jeg har ikke stået der endnu: På årets officielt første skoledag velvidende at alle min søns jævnaldrende sidder i klasselokaler over hele landet (hele verden) med skoletasker, en forælder i hånden og en sværm af kammerater omkring sig.

Jeg har endnu ikke oplevet den der følelse af tvivl og usikkerhed, som jeg tror, er uundgåelig, når man (komplet normbrydende) ikke sender sine børn i skole.

Jeg har ikke mærket følelsen af jorden forsvinde under mine fødder, når jeg hører, hvad de har gang i oppe på skolen, og jeg tænker: “Men det har vi jo slet ikke snakket om herhjemme.”

Men jeg har en klar og stærk fornemmelse af, at Kristian og jeg har truffet det rigtige valg. Jeg er fuld at tillid til, at mine børn kommer til at lære det, de skal. Og jeg er faktisk i tvivl, om jeg kommer til at have ret mange dage, hvor jeg er tvivler på, at det er det rigtige vores familie.
Derfor kan jeg alligevel ikke love hverken mig selv eller nogen andre noget. Der kan være andet, som kommer i vejen: Økonomi eller travlhed, eksempelvis. Men jeg bliver nødt til at prøve. Alt andet ville føles som vold mod mine værdier.

Nogle spørger, om Kristian og jeg føler os sikre på, at vi kan lære vores børn det, de skal lære.
Jeg har lyst til at svare: Hvad skal de lære? Mine børn skal kende sig selv og deres vej. De skal lege, være frie og have plads til at følge de impulser, som ethvert frit menneske føler. Mine børn skal være omgivet af tillid, tid og kærlighed. De skal være omkring mennesker, der elsker dem, og som forstår, at de er på jorden af en grund, og at den grund kender de bedst selv.

“Jeg behøver ikke længere forstå alting. Jeg kan se, at det handler om at være og blive den bedste udgave af sig selv” – Arno Stern, hjemmeunderviser, forfatter og billedkunstner, i dokumentarfilmen Alphabet

Min tilgang er denne:
* Det eneste mine børn behøver, er at komme i kontakt med sig selv. Så skal resten nok vise sig efterhånden.

* Jeg har erfaret, at man kan lære alt, hvis man er interesseret. Når et emne har givet mening for mig, har jeg været i stand til at mestre det hurtigt.

* Jeg tror på, at legen er det bedste redskab til at lære.

* Det er svært at gå i skole uden at føle, at man bliver opdelt i fiaskoer og succeser. Uanset om vi vil det eller ej. Konkurrencen ligger implicit i “den ene slags begavelse er mere vigtig at bruge tid på end de andre“, hvilket de fleste skoler praktiserer, omend der naturligvis er undtagelser.

“De eneste der har brug for uddannelse, er dem, som mener, at den ene slags begavelse er bedre end de andre,” – Neurobiolog Gerald Hüther, som har specialiseret sig i uddannelse.

Men det svar er alt for langt, så som regel siger jeg: “Jeg tror, der er mange forskellige måder at lære på og mange forskellige ting at lære. Det vigtigste for mig er, at mine børn lærer at lære og ikke hvad de kan eller hvornår.”

Nogle spørger til børnenes socialisering.
Det er et kæmpe område. Socialisering er mange ting, og det er noget, som varierer så meget fra menneske til menneske, at det næsten ikke giver mening at tale overordnet om det.
Men lige kort, for en god ordens skyld: Barnets primære socialisering udvikles i familien, og den er jeg ikke et øjeblik bekymret for i vores tilfælde. Helt konkret er her jo fire børn og to nærværende forældre, så jeg kan godt være i tvivl, om folk overhovedet tænker sig om, inden de spørger? Men jeg forstår, at deres bekymring måske drejer sig om…:
Barnets sekundære socialisering, som er det, man får, når man bevæger sig udenfor familiens rammer, og omgås mennesker derude.
Min familie bevæger sig ret meget ud i verden. Vi møder mennesker fra alle mulige steder i livet. Mine børn kender voksne og børn, høje og lave, rige og fattige, skolede og autodidakte. De er gode til relationer, og jeg har indtryk af, at de føler sig meget sociale.

En lille anekdote: Da Storm var ved sundhedsplejerske på friskolen i foråret, havde han udfyldt et skema hjemmefra, hvor han havde sat kryds ved, at han, “leger med “ikke så mange børn” i skolen” og “leger med “ret mange børn” derhjemme.” Det synes jeg, er værd at tage med i sine overvejelser: Vores børn har tre venner herhjemme. Venner, som endda er deres søskende. Mine to søskende er mine bedste venner. Jeg ville have elsket at være hjemme med dem hver dag, da vi var børn, og jeg er overbevist om, at vi med vores tre gange nysgerrighed, viljestyrke og motivation havde lært alt mellem himmel og jord.

Kender I det med, at ens børn ærligt talt minder ret meget om én selv? Og så bliver opgaven pludselig at pille ens egne vaner og forudindtagethed om, hvem man selv er, fra hinanden?
For eksempel er det slet ikke mærkelig, at mine børn bliver overstimulerede, når de er sammen med en helt masse mennesker timevis hver dag. Så lukker de ned, bliver kede af det og vrede. Præcis ligesom jeg selv enten går i overlevelses-snakke-modus eller trækker mig, når jeg er i store forsamlinger. Jeg vil personligt gå ret langt for at undgå seks timer med 25 mennesker på et begrænset fysisk område. Særligt hvis vi skal forestille at lære noget undervejs. For mig ville det betyde, at jeg lukkede ned – både for min socialiseringsevne og for min kapacitet ifht indlæring. Jeg tror, det samme gælder for mine børn.

Man hører altid, at den ideelle klassestørrelse er 15 elever. Vi er enige om, at 28 er for mange. Men hvorfor 15? Alle, der har prøvet at være alene med 15 børn, ved, at det er umuligt at bevare en fokuseret og behagelig stemning i sådan en gruppe ret længe uden at gå på kompromis med enten socialisering eller indlæring. Alle ved, at man som den voksne padler for at holde sig ovenvande, og at der helt uundgåeligt er børn, som man er mere opmærksomme på end andre. Nogle bliver måske endda glemt helt.
Jeg tror, den ideelle gruppestørrelse er fem. Herhjemme er vi noget tættere på det tal end skolens alternativ på 25.

Kan I klare jer uden pauser?
Den anden dag var vi til en sammenkomst hele familien, hvor en ældre kvinde fortalte, at hun selv havde tænkt på at hjemmeundervise sine nu voksne børn, men det var for svært, fordi folk ville synes, hun var mærkelig. Så hun havde skubbet tanken fra sig, og sendt sine børn i skole.
Så gik der en halv time, og hun sagde til mig: “Men så får I jo ingen pauser? Hvad søren vil I stille op, når I bliver trætte midt på dagen?”
Det er en valid bekymring. Mit største forbehold i forhold til hjemmeundervisning har aldrig været hverken faglighed eller socialisering – men derimod min egen stamina. “Kan jeg holde til det?”
Det må komme an på en prøve.
Men det skurer alligevel i mine ører, at det er dét spørgsmål, vi stiller forældre, som tager deres børn hjem.
Jeg har aldrig hørt nogen beskrive sig selv som ikke-gymnast eller ikke-kunstner, men det med skolen er så indgroet i vores verdenssyn, at når man vælger det fra, er man en ikke-skoler, og folk bliver bekymrede.
Hvis jeg nu skal være helt ærligt, synes jeg, det modsatte spørgsmål er lige så relevant: “Sender I jeres børn i skole? Men hvad så med al den tid, hvor I ikke ser dem?” Og det siger jeg ikke, fordi jeg synes, det er en dårlig idé at sende sine børn i skole, eller fordi jeg forestiller mig, at hjemmeskoling er rigtigt for alle. Men jeg synes, det er unaturligt, at vi er blevet så fremmede overfor at være sammen med vores egne børn. Vi har skabt et samfund, hvor vi som den største selvfølge afleverer vores børn udenfor hjemmet hver dag fra de er et år. Andre mennesker har flere vågne timer sammen med vores børn, end vi har. Jeg har selv gjort det, jeg er sgu da knap nok trådt ud af det. Jeg er ikke anderledes. Men jeg synes, vi skal begynde at vende vores bekymring på hovedet og spørge os selv, hvad der egentlig føles mest rigtigt?

Jeg kender til en kvinde her på Ærø, som tog sine to ældste børn hjem i et år, da barn nummer tre kom til verden. Nogle var nærmest provokerede. “Tror hun, at hun kan underholde dem selv?” Som i: Hvad bilder hun sig egentlig ind.
Jeg så hende komme cyklende med alle tre børn på en ladcykel den anden dag og en stor hund ved siden. Hun havde sit krøllede hår hængende løst over ryggen, og solen skinnede på dem, og de smilede alle fire. Inden jeg så, at det var hende, nåede jeg at tænke jeg: “Hold fast hvor ser hun sej ud, den mor. Totalt boss-woman. Leder i sit eget liv.”

Hvad med alt det andet?
Ja, der er så meget, man kan spørge ind til vedrørende hjemmeundervisning, og jeg kommer til at skrive om det hele, tænker jeg. Jeg pusler på at skrive et indlæg om Kristians og mine primære grunde til at hjemmeskole.
Sådan en top-ti ting. Der er mange spændende overvejelser gemt dér.
Det indlæg kommer snarest, men jeg skal lige tænke mig om, og jeg har virkelig ikke meget tid til at skrive i disse uger, så leveringstiden er måske blevet længere end hidtil.

Hvad tænker I? Hvad vil I gerne vide?

 

Læs mere om mine tanker om hjemmeundervisning HER

Kattekillinger / En far vender hjem / Den første overnattende gæst / Fri læring

Vi har hentet to dejlige kattekillinger hos vores venner, og selvom de kun har boet her siden torsdag, er de allerede en indgroet del af vores hjem og liv. En dreng og en pige; Daisy og Pjuske (eller Tintin eller Lumis – han skifter navn alt efter hvem der snakker til ham). Vores gode kat, Ulrik, som er et år, er livet helt op; han løber rundt som en letbenet killing, og leger dagen lang, og når de er udenfor sammen alle tre, holder han styr på de to andre, som en anden hyrdehund.

Jeg tror, det er godt at være omgivet af dyr. Jeg kan ikke forklare det i lange teoretiske vendinger, men noget siger mig, at vi lærer empati, omsorg og nærvær af dyrene. Vi lærer om mangfoldighed og forskellighed, ikke mindst. Mine børn har godt af at skulle tage vare på dyr, og de bliver glade og trygge af at have firbenede venner.
I én af de bøger, jeg har læst om “unschooling” er der et kapitel, som hedder “Dyr er bedre end bøger om dyr” (der er også ét, der hedder: “Det, man lærer af at sidde i et klasselokale, er at sidde i et klasselokale). Men mere om det senere.

Her hvor vi bor, har vi husdyr over alt omkring os; køer, heste, får, hunde, katte, høns, ænder osv. Det havde jeg virkelig slet ikke i min barndom. Når Juno med største naturlighed klapper en hest eller hilser på en vædder, kan jeg mærke, at det er fremmed for mig. Men først og fremmest godt, det føles bare rart. Nu har vi tre katte her, og jeg bliver oprigtigt glad, når de kommer susende forbi os ude i græsset.

Sommerferien er i gang. Sådan ægte, for os alle seks. Kristian var på camp med en lille gruppe drenge det meste af sidste uge og i weekenden var han i Aalborg for at spille til gymnastik-landsstævnet (tror jeg nok, det hed). Børnene savnede ham, og da han kom hjem søndag sagde han: “nu har jeg også ferie!”, og vi sad omkring aftensmaden, og bare nød at se hinanden.
Alle børnene havde noget, de ville vise ham. Storm havde selv savet nogle ret massive træklodser og boret dem sammen til den vejbod, som han drømmer om at lave. Iljas majsplanter var vokset vildt over weekenden, så dem skulle Kristian selvfølgelig se, og Live havde tegnet og malet, og mindst én af tegningerne var til hendes far. Juno sagde “Bar!”, og rakte ud efter ham. Så bliver hjertet stort og let i brystet på én.

Mens Kristian var i Aalborg lørdag til søndag, var Ilja og Live hos deres farmor og John. De var i legeland, på legeplads, ved bageren – og en tur forbi deres fars gamle børnehave, som de ikke rigtigt kunne forstå, at han engang var lille nok til at være indeni.
Herhjemme var vi til gengæld min søster, Storm, Juno og jeg, og det hele passede perfekt, for Storm og hans gode ven, Leif, har længe, længe snakket om at sove her hos os, og så var det oplagt at gribe muligheden for en anden ro, når Live og Ilja ikke var hjemme. Det var første gang, Storm havde en overnattende ven (som altså ikke var her sammen med hele sin familie). Leif og Storm spillede “Labyrint” og gjorde cykler klar, før vi alle sammen kørte en lang tur med vandflasker og æbler i cykelkurven. Vi endte på en legeplads, hvor de klatrede i træer, og byggede en hule, og pludselig var der stille, og så sad de med hvert deres Anders And-blad, som de havde haft med på bagagebægeret, og læste. Da vi kom hjem, spiste de en helt masse rugbrødsmadder, og så blev der stille igen, og de sad, og læste, og jeg stod, og så på dem, og tænkte, at det var da utroligt. Så harmonisk, så rart. Jeg kan vildt godt lide livet med større børn. Også selvom jeg indimellem savner de små hænder i mine og hans lille stemme, som den var engang, men den der selvstændighed og al den personlighed – det synes jeg, er vidunderligt. Klokken 20:45 lukkede drengene døren til Storms værelse, og der blev ikke sagt et ord mere. Godnat.
Det gør vi gerne igen.

Jeg kan høre, at mange tænker, det er et enormt ansvar at have sine børn hjemme, når de er i skolealderen. Og det kan jeg godt forstå; sådan har jeg også selv tænkt. Men jeg er efterhånden så langt fra den gængse skoletankegange, at jeg har glemt, at jeg også selv plejede at synes, det lød som et enormt ansvar. Jeg plejede at dagdrømme om et krævende pensum med stor, klassisk litteratur og daglige kemiske forsøg, da jeg for år tilbage begyndte at læse om hjemmeskoling. Nu tænker jeg mere: Børn lærer alt, de har brug for på eget initiativ, før de starter i skole. Alt fra at gå til at lege sammen, tale, tage tøj på og uendeligt meget andet. Hvorfor skulle det ændre sig fra det ene øjeblik til det andet, når de kommer i “skolealderen” (og hvor realistisk er det, at alle børn kommer i “skolealderen” samtidig?)
Derfor er jeg meget tiltalt af “fri læring” (eller: unschooling”), hvor barnet på sit eget initiativ fortsætter med at udforske verden, fordybe sig og dermed dygtiggøre sig. Alt sammen faciliteret af nærværende voksne og et stærkt netværk. Virkeligheden er, at nogle mennesker har ét emne, som de med al ret bruger hele deres liv på at fordybe sig i (og mange af de mennesker kan vi takke for nogle af historiens vigtigste opdagelser); andre har mangfoldige og varierende interesser livet igennem, og bidrager løbende med deres evner.
Så, nej, umiddelbart er jeg ikke nervøs eller i tvivl. Jeg føler mig overbevist om, at børnene og vi forældre i samspil med andre kompetente medspillere fuldt ud kan favne vores børns interesser og dermed læring og uddannelse.

Hvad tænker I? Om det ene, det andet, tredje og fjerde?

Et forældreskab i udvikling – 2. Del: “Vejen hjem”

Jeg har været optaget af hjemmeskoling siden engang i 2013, hvor jeg købte en bunke bøger på amazon, og læste i månedsvis. Jeg studerede Charlotte Mason, Thomas Jefferson, John Holt, Clark Aldrich, John T. Gatto med flere. Det ramte noget i mig, det med at tage ejerskab over sine børns uddannelse: Det var en sandhed, som jeg vidste, skulle blive en del af min families vej.
Men ikke med det samme.

Årene gik, og jeg læste jeg med på Speltmor.dk, hvor Cecilie delte sine tanker om hjemmeskoling. Jeg sugede til mig af hendes erfaringer, og brugte hendes ærlighed om både fordelene ved at hjemmeskole og de svære tider som en form for udfordring af min egen overbevisning.
Hun skrev: “Det her er så anderledes og så grænseoverskridende en beslutning at tage til at begynde med, at fundamentet af værdier og overvejelser selvfølgelig er i orden. Man tænker en flod af tanker, når man ikke sender sit seksårige barn i skole.
Jeg læste Cecilies ord med stor opmærksomhed, fordi jeg ikke havde lyst til at sende Storm i skole. I stedet havde jeg en lille smuk følelse indeni af, at han ville trives bedst med at være derhjemme. Sådan er han nu en gang; en følsom, begavet, finurlig og nysgerrig sjæl. Nok meget lig mig selv.

Min egen skolegang var vist ganske gennemsnitlig: Præget af en konstant kamp for ikke at være taberen og fyldt med en helt utroligt masse timers input, som jeg glemte igen, så snart jeg forlod klasselokalet. Jeg lærte mest, når jeg læste de bøger, jeg selv fandt på biblioteket, og når jeg tegnede timevis med musik i ørerne på mit værelse.
Det virkede helt oplagt, at den egenmotiverede indlæring og det frie liv ville være meningsfuldt for os som familie. Faktisk er det så naturligt for mig, at jeg ikke kan forstå, hvorfor det af nogle bliver opfattet som en provokation.

Men, Kristian og jeg fandt i første omgang en friskole på Ærø, og flyttede herover. Blandt andet fordi friskolen virkede som det bedste alternativ til at hjemmeskole. Og jeg følte mig ikke klar til at hjemmeskole endnu, og Kristian var skeptisk, nok mest af praktiske årsager. Det var som om, det stadig var udenfor vores rækkevidde.

Storm startede i skole, og det har været to rigtig fine år for ham. Han har fået et netværk på øen, og vigtigst af alt er han ikke gået i stykker af at gå i skole. Fire dage om ugen har han været af sted, og i den samlede 0.-1. klasse har der været fokus på krea, yoga, massage og meditation og ikke ret meget fokus på “faglighed” eller ensrettet læring. Det var de to år, der skulle til, før Kristian og jeg blev klar til at give hjemmelivet en ærlig chance.

Og her er jeg så nu: Her, hvor jeg tør tro på, at jeg kan have mine børn hjemme. Fordi jeg stadig er overbevist om, at det er den bedste løsning for os, og fordi jeg ved, at det skal prøves. Selvom ingen kan love mig, at det bliver en succes.
Hvad har forandret sig, siden jeg er klar nu?
Jeg har. Jeg er et andet sted i mit liv, end jeg var for bare to år siden. Jeg tror, det i sin essens handler om, at alle mine børn er her (vi skal ikke have flere), og den yngste er halvandet. De kan alle sammen gå. De sover godt om natten. De forstår, hvad jeg siger.
Tidligere i dag forestillede jeg mig, hvordan det ville være, hvis jeg fik et barn mere nu: Ville jeg alligevel være klar til at tage de andre hjem?
Jeg tror det ikke.

Min ro hænger i høj grad sammen med den frihed, som følger med mine børns selvstændighed, og det er faktisk rart at erkende, at jeg ikke udelukkende har gået og ventet på min egen udvikling, men at jeg også har været afhængig af nogle forandrede omstændigheder: Fordi mine børn er ældre, kan jeg overskue mere. Ergo vil jeg have mine børn hjem.
Det kan virke omvendt, at jeg ikke først og fremmest har haft mine børn hjemme de første år, men sådan er livet  jo: Uforudsigeligt og ikke altid let at forstå.

Kristian og jeg har længe snakket om, at vi ville tage af sted i nogle måneder til vinter. Vi ville leje et stort hus ved stranden i Thailand og nyde sol/sand/koriander og mango lassi. Alle sagde: “Det lyder skønt. Gør det.” Men så tænkte vi: “Hvorfor ikke tage børnene hjem og være sammen med dem her? Unschoole og se hvor det fører os hen?” Det er jo her, vi helst vil være: på vores lille, fredeligt plet i verden.
Hvorfor skulle vi rejse væk for at være sammen med vores børn?

Vi er ved at være klar til at sige: “Ja, vi gør det,” og jeg har mærket tvivlen, alt det, som man kan blive usikker på. Jeg har hørt min egen frygt for manglende overskud hviske ord i mit øre, og jeg har tænkt på alle dem, som måske kan have svært ved at forstå os, og jeg føler først og fremmest en ømhed overfor skeptikerne. En ømhed over den frygt som så mange lever med. Frygten for alt der er anderledes og tvinger os til at tage ansvar.

Jeg vil gribe drømmen og gøre den til levet liv, og jeg håber eddermame, at det varer de næste mange år, for jeg kan ikke forestille mig noget bedre. Jeg håber, at det tager så vildt kegler, som jeg drømmer om. At vi elsker det alle sammen, og blomstrer, og aldrig tvivler mere, end godt er. Men selv hvis vi smider håndklædet i ringen om en måned, og siger: “Det var slet ikke for os,” er det langt bedre at prøve end aldrig at give det en chance.

Den anden dag læste jeg en mors blogindlæg om hjemme- og unschooling, som fuldkommen forklarede alt det, jeg allerede vidste, og alt det, som jeg havde godt af at få bekræftet. Hun skriver så ærligt om tvivlen og frustrationen og om den endeløse stolthed og glæde ved hjemmeskoling. Hun fortæller om sine nu store børns uforudsigelige interesser og overraskende karriereveje, og hvis du er den mindste smule interesseret i fri læring, synes jeg, du skal læse den velskrevede, ærlige og reflekterede tekst.

 Jeg kan også anbefale de her fire minutter:

– Eller den her:
https://www.youtube.com/watch?v=A1KHjKgh3j0

Mange har spurgt, hvad vi stiller op økonomisk, hvis vi tager børnene helt hjem?
Og om jeg stadig kan få tid til at skrive?
Om vi er bange for børnenes faglighed?
Og hvad med deres sociale liv?
– Og meget mere.
Det svarer jeg på, snart.

Jeg glæder mig til at skrive videre om det hele og ikke mindst til at erfare meget mere og udveksle tanker og idéer med jer, som læser med.
Mon ikke jeg kommer til at skrive en del mere om hjemmelivet (og om unschooling) den næste tid, og jeg tror, jeg vil lave en kategori tilegnet det, så man selv kan vælge, om man gider følge med dag til dag. Altså, om man hellere vil læse om alt det andet, der også foregår her på stedet. For det er der rigeligt af:

I den kommende uge skal for eksempelvis have to små grise (og Kristian og børnene har bygget et hus til dem, og lavet stødhegn). Og vi har fået to katte (dem kan I se på Instagram – og gosh hvor er de bløde og lækre) og vi skal lave bålmad, sove længe (yea, right) og se vores venner. Og ja, så er alle de tre store unger ved at lade deres hår gro langt, så vi skal også øve os i at bruge de der elastikker, som holder håret væk fra øjnene…

Læs 1. Del om et forældreskab i udvikling HER

Læs mere om vores rejse mod hjemmeundervisning HER

Et forældreskab i udvikling – 1. Del: “Splittelse”

Siden jeg var barn, har jeg fulgt mit hjerte. Ofte har det krævet en stor indsats at gå min egen vej, men det har været som om, jeg ikke havde et valg. Det har betydet, at jeg indimellem følte mig udenfor og forkert, men med tiden forstod jeg, at det altid er det hele værd. Nu ved jeg med sikkerhed, at jeg kan stole på mig selv.

Alligevel er der en drøm, som jeg ikke har forfulgt: Drømmen om at have mine børn hjemme. En impuls dybt indefra, som jeg har skubbet foran mig. Sandheden er, at jeg i flere år følte et stik i hjertet, hver gang jeg mødte en mor, der gik hjemme. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme fra tanke til handling.

En del af forklaringen er, at der var noget andet, jeg også ville, og som jeg troede, var en modsætning til det liv med min familie, som jeg drømte om. Jeg ville skrive, og det gjorde jeg: Aviser, bøger, klummer. Jeg skrev på livet løs, og fandt min vej karrieremæssigt. Det gik godt, men jeg længtes stadig efter et liv med mere tid til min familie. Så jeg sagde det faste job op, blev selvstændig, og indførte tredagesweekender. Stadig var det ikke det rolige, fokuserede liv, som jeg længtes efter. Men noget holdt mig tilbage.

Jeg kan, hvad jeg vil, plejer jeg at tænke. Men måske ville jeg ikke det med børnene nok. Der har altid været noget, som stod i vejen. Jeg ville også det med at skrive. Oprigtigt, brændende. Og jeg ville bevare min identitet som noget andet end “mor”.

Jeg nærer en stor beundring for forældre, der lige fra starten af deres forældreskab ved, hvilken retning det skal bevæge sig i (uanset hvilken retning de vælger.) Jeg selv gået nogle omveje. Hjemmepasning blev til vuggestue. Hjemmeskole til friskole.

Der er forskel på børn, det er jeg klar over. Og mine kan bedst lide at være hjemme det meste af tiden. Det påvirker min måde at være forælder på.

Og jeg kan have lyst til at slå mig selv i hovedet, når jeg ser tilbage. “Hvorfor lyttede jeg ikke?!”
Men jeg gjorde mit bedste, det ved jeg, og jeg har ikke været bevidst doven med mit forældreskab. Jeg har været overvældet og i tvivl. Og jeg har haft fokus andre steder.

Jeg har tænkt, at jeg skulle nå en helt masse. Jeg har gjort rent, når babyen endelig sov. Har skrevet, så snart børnene kiggede væk.
Jeg har glædet mig til at aflevere dem, så jeg kunne være noget andet end deres mor i nogle timer. Jeg har længtes efter alenetid/kærestetid/arbejdstid. Men hvad med familietiden? Hvorfor længtes jeg ikke mere efter den?

Der er ikke kun én forklaring, og det er ikke alt sammen samfundets skyld. Men en del af forklaringen er, at jeg ikke troede, det var nok at være mor. Den alenehed, som er i en barsel. En ensomhed, næsten. Man er jo mor, men der er ingen, som har taget sig tid til at forklare, hvor værdifuldt og overvældene/vildt/stort/sorgfuldt/smukt/grimt/skrøbeligt det er. Der er ingen, som anerkender, hvis du gør det godt, eller som trøster dig, hvis du er træt. Der er så mange, som klapper, hvis man får 12-taller, og scorer en god stilling. Som om dét er selve livets mening. Den slags anerkendelse blev jeg vant til og afhængig af.

Det tog tid for mig at finde ud af, at det tager tid at blive mor.

Og jeg havde fået det indtryk, at det ikke var nok at fokusere på moderskabet. Hele verden råber til os, at vi skal præstere, og hele tiden blive bedre, have mere i løn. Ingen havde nogensinde sagt, at det var nok at være mor. “Man bliver sindssyg af at være på barsel, fordi man ikke bruger sit hoved,” skrev de i klummer.
Så jeg startede på universitetet, da min ældste var seks måneder. Cyklede hjemmefra to dage om ugen, mens min mand var sammen med ham. jeg følte mig bedre tilpas, mere målrettet. Jeg følte mig også splittet og træt.
Nu kan jeg godt tænke, hvad det havde betydet, hvis jeg havde fokuseret på moderskabet uden at føle den splittelse? Bare for en tid, i hvert fald. Om jeg havde følt en større ro og glæde. Det er opslidende altid at være mindst to steder på én gang.

Man får et barn, livets største gave. Det ligger ved ens bryst, dufter af alt det bedste. Det er alt, man kan forestille sig. Og alligevel tænker man: Hvad så nu?

Man snubler, føler sig på usikker grund. Følger strømmen. Der er ingen, som siger: “Du ved bedst.” Der er ingen, som siger: “Det er sindssygt hårdt. Lad mig sidde her ved din side den næste tid, mens du finder din vej.”

Jeg havde en veninde, som fortalte, at babytiden blev nemmere kvartal for kvartal. “Og når han er tolv måneder, kan du aflevere ham i vuggestue!” Det var ikke et spørgsmål.
Jeg talte månederne, og hun havde ret: Det blev nemmere. Pludselig kunne han gå, pludselig var jeg mere fri. Jeg lærte ham at kende, og elskede ham. Derefter skulle jeg give slip, og selvom det gjorde ondt, gjorde det. Jeg gjorde det godt. Nu kunne jeg realisere mig selv. Jeg ved ikke, hvad det betyder. Hvad var det, jeg kunne realisere?
Det mest sande udtryk i mit liv er mine børn. Men jeg talte månederne, til jeg kunne give dem fra mig.

Nu står jeg så her, og tænker hele tiden på at tage mine børn hjem. Give det en ærlig chance. Jeg tænker på det med den samme forventningsfulde følelse i maven som dengang, alt var nyt. Men med større tillid og ro. Jeg tænker, at jeg har lært meget af at være i tvivl og af at give tid. Jeg har lært af ikke at gøre det hele fra starten. Der har været en modningstid, som måske har fjernet den sidste tvivl, jeg ellers kunne have båret rundt på. Jeg ved, at tiden går, og at det altid kan betale sig at gøre mit bedste.

Jeg har forstået, at jeg ikke mister mit liv ved at være sammen med mine børn. Jeg gør dem til en del af det.

Det der er rigtigt for mig, er ikke rigtigt for alle.
Og det der er rigtigt for de fleste, er ikke altid rigtigt for mig.

Hvordan har jeres forælderskab udviklet sig? Er I de samme forælde, som I var i starten? Hvilke tanker havde I gjort jer forud, og stemte de overens med virkeligheden? Lever jeres liv med børnene op til det, I drømmer om?

Læs 2. Del om vejen hjem HER