Om at sige sit job op og forlade arbejdsmarkedet (og stadig tjene penge)

For nogle uger siden spurgte jeg på Instagram, hvilke emner der var interesse for at læse om her på min blog.
Én af de ting, flere nævnte, var mit arbejdsliv – eller mangel på samme?
“Jeg kunne godt tænke mig at høre om perioden, hvor du sagde dit job op, og overvejelserne bag at lægge arbejdslivet (i traditionel forstand) bag sig,” skrev én.

Først virkede den del af min egen historie så fjern, at jeg ikke kunne forestille mig, hvad jeg skulle skrive.
Jeg tænkte: “Hvilken proces?” Og: “Har jeg virkelig lagt arbejdslivet bag mig?”

I kender det godt: Man bliver blind for det bemærkelsesværdige ved de ting, man selv har vænnet sig til. Sådan er det med store dele af mit liv: Jeg ved selvfølgelig, at min families hverdag på mange måder er anderledes fra de flestes, og jeg skriver af samme grund herinde om de valg, vi træffer, men jeg går ikke rundt med en konstant bevidsthed om, at andre synes, vores liv er fascinerende – eller mærkeligt, for den sags skyld.

Og lige netop det med arbejdet har altid virket ret enkelt for mig.

Jeg blev uddannet journalist efter syv års studietid med tre års uplanlagt orlov undervejs. Først var der New York, hvor jeg blev hængende i et par år, fremfor at komme hjem efter min praktik, og dernæst var der min brors kræftsygdom (og min fars død i samme periode og fødslen af mit første barn tre måneder senere). Da jeg endelig blev færdig, havde jeg brugt næsten dobbelt så lang tid på uddannelsen, som den er normeret til (men jeg tror også, jeg havde dobbelt så mange erfaringer med mig, og faktisk tænkte jeg allerede dengang, at det var fint, at jeg ikke blev færdig som 23-årig. Det der med at skynde sig er sjældent frugtbart.)

Jeg blev færdig, og Kristian, Storm og jeg flyttede fra København til Svendborg kort efter. Det var noget med at skabe en base; vi ville ud af byen og tættere på noget grønt.

Der gik ikke længe, før jeg fik job som journalist på Fyns Amts Avis. Helt kort: Jeg var lykkelig for at komme i arbejde. Mine kolleger var søde og sjove, og der var ofte rum til at dykke ned i nye, interessante vinkler og metoder. Jeg startede få uger efter Troels Mylenberg, som ansatte mig, og der var generelt en stemning af opgang på avisen. Jeg nød at blive udfordret, og det var på mange måder en god første tid dér.
Så blev jeg gravid, og jeg var naturligvis på barsel, og undervejs i min barsel kom jeg i kontakt med Peter Mygind, som jeg fik mulighed for at skrive en bog sammen med. Jeg søgte om forlængelse af min orlov, og da mine tvillinger startede i vuggestue, skrev jeg bog fremfor avis de første fire måneder.
Det med at skrive en bog var enormt udfordrende, og det var fleksibelt sammenlignet med det faste arbejde på avisen. Selvom der lå et stort arbejdspres på mig, havde jeg mulighed for at aflevere og hente mine børn i mit eget tempo. Når jeg skriver om det nu, opstår der et mylder af tanker og følelser, fordi det var meget blandet for mig at aflevere mine dengang tre børn i vuggestue og børnehave, og jeg kan huske, at jeg har grædt, til jeg havde svært ved at få vejret over splittelsen, når jeg sagde farvel til mine børn, som hellere ville være hjemme med mig.
Bogen blev skrevet, og jeg voksede af projektet – både fagligt og personligt.
Jeg vendte tilbage til avisen, men fandt aldrig rytmen igen.
Med tre børn nogle hundrede meter borte i en institution havde jeg svært ved, at skulle være på min arbejdsplads, længere end det gav reel mening for mig. Ofte kunne dags arbejde laves på fire timer, sådan er jeg overbevist om, at det forholder sig i overordentligt mange fag, men vi har puttet så mange tidsslugere ind i arbejdsdagen, at man med rette kan forsvare de tre-fire timers ekstra forbrug af medarbejderens tid. Der er kaffepauser, frokostpause, evalueringer, møder (adskillige om dagen), udviklingsseminarer osv. Essensen af de fleste ekstraaktiviteter er måske nok værdifuld, men meget af det kunne klares på fem minutter, det er jeg slet ikke i tvivl om. Og jeg er ikke alene om at tænke sådan – faktisk er der netop i år udkommet en dansk bog om præcis det: Pseudoarbejde hedder den, og det er omtrent den mest rammende titel nogensinde. “Hundredetusind veluddannede danskere møder hver eneste dag ind på kontoret for at udføre et arbejde, der er fuldstændig meningsløs”, lyder dommen fra de to forfattere, og selvom jeg personligt endnu kun har skimmet den, får bogen min varmeste anbefaling. Min mor, som er leder, grinede sig igennem den, og ringede flere gange med korte referater, fordi hun blev bekræftet i alle sine fordomme om tidsspilde, pseudoseminarer og meget andet.
Det korte af det lange er, at jeg i min erindring ofte følte mig færdig med dagens arbejde klokken 12-13 stykker på avisen, men alligevel skulle blive til klokken 16. Det, kombineret med at jeg savnede mine børn, savnede kreativ frihed og i det hele taget aldrig har fungeret bedst i fast arbejde, betød, at jeg sagde op.

Når jeg skriver, at jeg aldrig har fungeret bedst i fast arbejde, hænger det sammen med mit behov for flere ting:
Jeg har brug for frihed. Det er vigtigt for mig med fleksibilitet, så jeg kan indrette min arbejdsdag, som det giver mening for mig i forhold til resten af mit liv og i forhold til de rytmer, jeg fungerer i.
Jeg har brug for at føle en genenmgående mening med det, jeg laver. Det fungerede fagligt for mig at være journalist på et dagblad, når jeg fik mulighed for at skrive artikler, som jeg følte, ændrede noget, og som jeg var dedikeret omkring. Men som dagbladsjournalist er der uundgåeligt opgaver, man ikke kan se meningen med, og for mig var der også længere perioder, hvor jeg udelukkende beskæftigede mig med emner, der ganske enkelt virkede ligegyldige. Sådan noget gør mig frustreret og utålmodig, og jeg har svært ved at finde fordelene ved at bruge min tid på noget, som godt nok er overkommeligt, men som jeg ikke er stolt af.

Det kan som alt andet koges ned til spørgsmålet om tid:
“Er denne opgave forbruget af liv værd?”
Hvis svaret er nej, kan og vil jeg ikke

Der var intet ualmindeligt ved arbejdslivet på avisen: Jeg kan hurtigt komme i tanke om mange arbejdspladser, hvor man spilder mere tid, men faktum er, at tidsforbruget på rigtigt mange danske arbejdspladser er ude af proportioner i forhold til den værdi, man skaber, og det er ikke en bæredygtig model for hverken medarbejdere eller samfund. For mig virker den slags i første omgang utilfredsstillende og i sidste ende lammende. Jeg husker, at min medstuderende sagde til mig, mens vi endnu var i praktik: “Jeg sælger mit arbejde og ikke min tid.” Det gjorde stort indtryk.

Kristian har altid været selvstændig, og har levet af sin musik, siden han var 21. Hvis jeg sagde mit job op, ville vi med andre ord begge være uden fast løn, og det tog tid at finde ro med den tanke.
Ultimativt satte vi os i køkkenet en aften, og stillede os selv spørgsmålet: “Hvad er det værste, der kan ske?”
Jeg har skrevet om det herinde før, og jeg nævner det ofte, når jeg holder foredrag, fordi svaret stadig kommer bag på mange: Det værste, der kunne ske, var, at vi skulle sælge vores hus.
Vi så os omkring. Det var et skønt hus; et vidunderligt, stort, lyst, smukt og kreativt hjem med højt til loftet, musikstudie, børneværelser, smukke egetræsgulve og så videre. Men det var i sidste ende bare et hus.
Var det værste, der kunne ske, at vi skulle sælge det?
Jeg kan huske, at jeg var nærmest chokeret.
Hvad var til gengæld det værste, der kunne ske, hvis jeg ikke sagde op?
Jeg havde en begyndende fornemmelse af at gå glip af mine børns barndom, uden at jeg helt var i stand til at sætte ord på de følelser endnu.
Jeg mistede dag for dag min motivation for at skabe; gøre en forskel, dedikere mig til arbejdet.
Jeg følte mig ufri og låst og det alene gjorde mig træt og uoplagt, og jeg vidste instinktivt, at stress var det, der ventede længere ude i horisonten, hvis ikke jeg tog mine følelser alvorligt nu
Jeg havde med andre ord svært ved at se fordelene ved at holde fast i status quo.

Jeg sagde op, og har aldrig set mig tilbage.

Men jeg har ikke lagt arbejdslivet bag mig, jeg har blot tilpasset det mine øvrige ønsker, og det synes jeg, er så vigtig en pointe i denne sammenhæng: Jeg betaler skat, udvikler mig professionelt, og sætter en stor ære i min faglighed, selvom jeg har børnene hjemme. Jeg er med andre ord ikke som sådan “hjemmegående”, men jeg er ikke desto mindre hjemme med mine børn meget af tiden, fordi jeg har skabt et arbejdsliv, der er langt mere organisk end nogen arbejdsplads i Danmark tilbyder. Kristian og jeg har en virksomhed, hvor vi laver forløb for unge, som vi sælger både til kommuner og private. Det arbejde har udgjort halvdelen af vores indtægt de seneste tre år, og jeg elsker hver eneste time i selskab med de unge, fordi det gør en forskel (læs mere om vores indsats HER). Herudover tjener vi penge på Kristians workshops, hans musikrettigheder og nye produktioner samt mine retreats og foredrag.

Der er behov for, at vi som samfund tænker økonomi og arbejde på en ny måde, hvis vi og vores liv her på planeten skal vare ved.
Økonomien tilhører ikke en lille, eksklusiv skare, som modsat alle andre har forstået, hvordan det hele hænger sammen. Økonomi er ikke lig med politik. Økonomien er vores alle sammens: Økonomien er også energier, ideologier og værdier. Den er vores, og vi kan tage den tilbage, men hvis vi fortsætter med at give hele vores overskud i kraft af kapitalismen til en lille gruppe meget rige mennesker, så kollapser velfærden til sidst. Kunne man forestille sig, at vi, hvis vi arbejdede mindre og mere fleksibelt, ville have overskud at kanalisere direkte over i det, vi mener, er værdifuldt – for eksempel omsorgsarbejde, fødevareproduktion, naturen, kunst, etc.? Kunne man forestille sig, at vi mennesker helt automatisk ville bidrage mere til fællesskabet, hvis vi følte, at vi havde det frie valg? Kunne man tænke sig, at vi ville nyde at være sammen med vores børn; forældre, naboer og diametrale modsætninger, hvis ikke vi følte, at alle vores bedste timer gik til et arbejde, vi har svært ved at forsvare overfor os selv, når vi ligger i mørket og venter på søvnen?
Selvfølgelig er der fagområder, hvor timerne er det, der gælder: Håndværkere er afhængige af de timer, de lægger i, ligesom privatpraktiserende psykologer og en bunke andre professioner reelt ikke kan skære i tiden uden at miste omsætning og/eller kvalitet. Men selv i de fag kan vi sagtens skrue på den enkeltes arbejdstid: Hvorfor skal nogle arbejde 37 timer, mens andre går uden arbejde? Jeg er overbevist om, at det kan indrettes anderledes, og det starter selvfølgelig allerede i vores uddannelsessystem, hvor man kan tænke sig, at et højere antal læger eller sygeplejersker eksempelvis, uddannet til fleksible arbejdstider, kan dække det arbejde, der er brug for, uden at nogen er tvunget til at arbejde 60 timer om ugen.

Der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at ændre nogle af de mest gennemgående vaner, vi har i vesten. Vi er nødt til at bremse kapitalismen med både klimaet og vores eget velbefindende for øje. Vi er nødt til at tilrettelægge et arbejdsmarked, der passer til klodens og vores egne behov. Vi er nødt til at stoppe med at tage mere, end vi giver igen. Det er en sygdom at tage mere, end man giver, og vi betaler alle den høje pris for den ubalance, som det skaber.
Lige nu har vi en samfundsmodel, hvor det er næsten umuligt at få arbejde, medmindre man er villig til at være der mindst 37 timer om ugen. Forestil jer et arbejdsmarked med fuldkommen fleksible stillinger; med plads til at de unge og dem, hvis børn er flyttet hjemmefra, arbejder mest. Forestil jer et arbejdsmarked præget af lyst fremfor tvang og frygt.

Jeg er ikke uden for arbejdsmarkedet, men jeg er heller ikke en del af det på andres præmisser. Jeg har meldt mig ud af a-kassen, men jeg deltager stadig i faglige møder, ligesom jeg følger med i udviklingen på arbejdsmarkedet generelt. Jeg har ikke en fast arbejdsgiver, men jeg arbejder dagligt på relationen til de mennesker, jeg laver forretning med og på at udvide mine muligheder. Jeg har ikke en fast månedsløn, og derfor oplever jeg, at jeg i højere grad selv kan påvirke, hvor meget jeg vil tjene.
Jeg kommer aldrig til at tage fast arbejde igen, men jeg kommer helt sikkert til at udvikle og forandre mine funktioner i tidens løb. På sigt vil jeg nok skrue op for min arbejdstid, som børnene bliver ældre. Jeg glæder mig til at skrive den roman, der er med mig i mit hjerte, og jeg drømmer om at holde mere omfattende forløb for både kvinder, familier, unge og par. Den tid kommer også, men det er ikke endnu.

For der er et nu, og det er det mit fokus. Det andet kommer, når det gør: Ingen af os kan planlægge fremtiden. Jeg kan ikke sikre mig en succesfuld karriereudvikling ved at gøre noget bestemt: Hvem ved, om jeg får stress ved at følge den gængse sti, eller om jeg vågner op en dag, og fortryder, at jeg gik netop den vej? På samme måde kan jeg ikke sikre noget som helst ude i fremtiden ved at følge mit hjerte, men jeg kan sørge for at nuet – som er alt jeg har – giver mening dybt inde i mig.

Og ved I hvad – det havde jeg nær glemt at nævne: Vi endte med at sælge huset i Svendborg af helt andre grunde, end dem, vi frygtede. Svendborg var ikke rigtig for os på sigt, og et år efter jeg sagde op, flyttede vi til Ærø. Tænk hvis jeg var blevet i et job, jeg ikke var glad i, af frygt for at miste et hus, som vi solgte med et smil kort tid efter..

Indimellem ved jeg ikke, hvilken ugedag det er

Jeg har en anden tidsoplevelse nu, end jeg havde som barn. Tiden går ganske enkelt hurtigere, det kan være svært at gribe den. Jeg skal gøre mig umage og være bevidst om øjeblikket for at forstå det fuldkommen, før det er forbi.
Til tider bliver jeg nærmest glad, når Kristian og jeg ikke er klar over, hvilken ugedag det er, selvom den slags mennesker plejede at irritere mig.
Når børnenes intensitet og krav om opmærksomhed trækker et konstant fokus ned over livet, glemmer vi at udveksle basale informationer, vi glemmer at skrive aftaler i kalenderen eller booke færgen eller fejre vores årsdag (eller glemmer hvilken dato årsdagen falder). Hvert øjeblik er så tvingende nært, at der ganske enkelt ikke er plads til andet.

Nu plukker vi æbler, som skal mostes, og vi samler nedfaldsæbler op, og bager æblekager, og spiser af dem, til vores maver buler, og vi sætter os tunge på træstubbene i græsset.
Vi læser og skriver og snakker og snakker, og den anden dag forsøgte jeg at sortere de tre gigantiske kasser LEGO midt på stuegulvet, men gav op halvvejs, og ved blot nu, at det ikke er en opgave, vi kommer til at færdiggøre snart, om nogensinde. Vi spiser vafler, og spiller fodbold, og snakker om fodbold og om Pyjamas Heltene og om de venner, der bor længere væk, som vi savner, og om elbiler og arbejde.
Indimellem ser vi en film tæt sammen i sofaen, eller vi hører lydbøger, så alle er musestille i timevis. Jeg synes, dagene forsvinder steder hen, som jeg ikke forstår: Brugte jeg for mange timer i køkkenet, foran min computer, med at tænke på noget andet, ved vasketøjet eller med min telefon i hånden? Hvor blev dagen og natten af?
Og der er det, at mit yngste barn snart fylder tre, og jeg var ikke forberedt på det, men jeg er ulykkelig ved tanken. Dybt melankolsk føles det, at mit liv som mor til en etårig og en toårig snart er forbi. Dette liv og denne hverdag vi nu har skabt, er så smukt i dette øjeblik, og jeg kommer til at savne den tid, selvom det er næsten umuligt at opdage, når den er fordi. Det eneste rigtige må være at trække alt ud af nuet for at få det meste med.

Om vores nye pensum (om Steiner, dagsrytme, autonomi, inspiration)

Jeg har taget tilløb til det her indlæg, for det er ærligt talt ikke verdens mest spændende emne at skrive om, men det er basic, konkret og det er ikke mindst noget, som mange har efterspurgt. Vores nye pensum er relevant for hjemmeskolere og dem, der overvejer at gå samme vej.
Så selvfølgelig skal det deles (også selvom jeg har fem emner, jeg hellere vil dykke ned i, og tid til at skrive max to gange om ugen…)

Her følger med andre ord den info om det pensum, vi har købt, som jeg tænker, kan give mening for andre.
Jeg må først og fremmest tage dette forbehold: Det er ikke muligt at afdække, hvor mange forskellige pensum-udbydere jeg har researchet de seneste måneder; hvor mange tråde jeg har startet i forskellige udenlandske hjemmeskolefora, og hvor mange timer jeg har brugt på at mærke efter, overveje, snakke med mennesker jeg har tillid til, om hvilket pensum, der var rigtigt for os.
Det her hjemmeskoleliv er ikke noget, man kommer til sovende, og det er skønheden ved det: De vidtåbne øjne, det sansende hjerte, den konstante eftertænksomhed. Men det er klart, at det kræver dedikation, tid, vilje, og når min familie og jeg nu har købt netop dette pensum, er det både en meget velovervejet beslutning og et fuldkomment sats. Det er en handling ud fra mavefornemmelse baseret på grundigt forarbejde, og vores beslutning kan ikke kopieres 1:1 til noget andet liv, men vores erfaringer kan nok alligevel bruges som inspiration.

Jeg har længe vidst, at jeg gerne ville lade mig inspirere Steiners filosofier i mine børns opvækst. Jeg er som så mange andre tiltalt af det æstetisk smukke, bivoks-duftende, kemifrie, rytmiske og årstidsbevidste miljø i Steiners børnelære, men det er i højere grad det holistiske og spirituelle menneskesyn, der trækker i mig. Kristian og jeg har begge læst Steiner, vi har set film om hans person og virke (som jeg nævner HER under “film”), og mange af hans overbevisninger taler til os.
I det pensum vi nu har investeret i, er det også den røde tråd af kreativitet gennem alt materialet, der har æren for en stor del af glæden ved det daglige arbejde. Det er helt vidunderligt at male akvarel næsten dagligt; skrive bogstaver og tal med store farveblyanter og lave sine egne notesbøger.
Jeg havde kontakt til to steinerlærere i løbet af sommeren: En meget erfaren, ældre mand, som lånte mig bøger, rynkede lidt på panden over hjemmeskoleidéen og som alligevel tilbød at komme med input til vores dagsrytme. Det gav mig en ro og et forstærket ønske om at gå netop denne vej. Jeg har også talt og skrevet sammen en yngre steinerlærerinde, som har givet mig helt vildt meget indsigt i forhold til mine børns konkrete årsplaner; læsestof på dansk, malemetoder, sange, rytmer og meget andet. Hendes hjælp har gjort opgaven overskuelig og ikke mindst sanselig for mig.

I store dele af verden hedder de Steinerinspirerede børnehaver og skoler “Waldorf”, og tusindevis af hjemmeskolere i USA såvel som England hjemmeskoler efter Waldorf-metoden. Derfor er der også en helt masse udbydere af “Waldorf curriculums” (Steinerpensum), og kvaliteten svinger selvsagt. Det er noget nær en jungle, men generelt er niveauet fint, og der er mange erfaringer, som man kan få indsigt i, hvis man spørger sig for på nettet. Jeg har gennemtrawlet læseprøver fra mange forskellige pensum, og været tiltalt af en håndfuld, men i sidste ende blev det alligevel klart, at vi skulle købe vores pensum fra “Waldorf-Inspired Homeschooling“, som er den eneste britiske udbyder, jeg er stødt på (alle andre er amerikanske). Kvinden, som udarbejder materialet, er selv mor til en flok hjemmeunderviste børn; hun er steinerlærer, og har mange års erfaring med at lave materiale til undervisning.
Det fulde pensum for hele 2. klasse, som er det år, vi har valgt til Storm, selvom han reelt svarer til 3. klasse (det har vi gjort ud fra en helt personlig vurdering og ikke som noget generelt tilrådeligt), har kostet 4000 kroner. For de penge får man tilsendt 3 mapper med udførlig introduktion til hele året; de tre “semestre” (vinter, forår, sommer) og af hver eneste skoledag er beskrevet detaljeret, så det er nemt at skabe en rytme og læne sig op af materialet. Derudover følger der en materialeliste med, og vi har købt farver, maling, papir, notesbøger og den slags for godt og vel 1000 kroner. Alt sammen fra bæredygtige producenter og i højeste kvalitet. (Til gengæld skal man ikke investere i en masse opgave- eller lærerbøger for at undervise i dette pensum, medmindre man selv ønsker at styrke sin viden indenfor et givent emne.)
Materialeliste – alle farver m.m. er fra Stockmar, og købt hos Kornhus.dk:
Farveblyanter
16 bivoksblokke
16 bivoksstifter
Akvarelfarver – i bøtte
Tavlefarvekridt
Akvarelfarver i æske
Natursvamp (til vådt-i-vådt med akvarel)
Akvarelpapir
Herudover har vi købt hæfter hos Audonicons Bogudsalg, og et par bøger samme sted.

Hvad er det så, det pensum kan?
Jo, nu er vi jo kun seks skoledage inde i det årslange pensum, som i udprintet version fylder 450 sider. Men jeg har læst det meste igennem, og jeg vil sige dette: Der er en sammehæng og melodi året igennem, som jeg synes, er både smuk og logisk. De historier, man starter på i september, udfoldes og afrundes på fineste vis senere på året; og alt det, som man tager hul på, er der rig lejlighed til at dykke ned i og blive færdig med.
Jeg vil også sige dette: Unschooling-ideologien ligger efterhånden ganske forankret i mit menneskesyn, og det fungerer ikke for mig at trække et ufleksibelt pensum ned over hovedet på mine børn. Sådan kan man givetvis gøre med dette pensum: Indføre det 1:1 i sit liv, og få en smuk og tilfredsstillende oplevelse, hvis det harmonerer med børnenes natur. Det harmonerer ikke med mine børn at overføre noget pensum direkte til vores hverdag, så vi bruger det som en tiltrængt ramme omkring vores liv, og plukker fra og tilføjer i lige så vid udstrækning, som vi har lyst til. Når vi skal læse om skabelsesberetningen (hvilket vi har nydt og lært af), inddrager vi big bang-teorien, og når vi snakker om Adam og Eva, taler vi også om evolution. Ikke fordi jeg personligt er mere overbevist om den ene retning en den anden, men fordi jeg synes, nuancering er afgørende for oplysning.

2. klasse på de fleste Steiner/Waldorf-skoler har et overordnet tema om “de første mennesker”: Man starter med Det Gamle Testamente, skabelsesberetningen, og senere går man videre til historieundervisning om de første menneskers liv: Hvad havde de på, hvordan spiste de, hvor boede de? Der er geografi, historie, sprog, matematik og håndarbejde vævet ind i alt fra arbejdet med uld og bål til konstruktionen af et simpelt shelter og madlavning over åben ild.
Alle Steinerskoler arbejder i “blokke”, hvilket vil sige overordnede temaer for undervisningen i 2-4 uger. I dette pensum varer en blok 15 skoledage, dvs. tre uger, og det tror jeg, passer fint til mine børns temperament, medmindre vi efterhånden finder ud af, at det skal koges lidt sammen, så vi kan skifte oftere. Mine børn er ikke i udgangspunktet meget til fordybelse og gentagelse, og det er en daglig balancegang, om det netop betyder, at vi bør holde fast i det, eller derimod følge deres que, og det er noget, Kristian og jeg løbende arbejder med.
Fordi pensum er på engelsk, er vi nødsaget til selv at finde en del af de rim og remser, som skal synges og læses højt i løbet af året, og der er løbende tekster og længere historier, som skal oversættes. Det har jeg det fint med, men det tager alligevel tid, og jeg skal huske at gøre det hver aften eller nogle dage af gangen. Sådan ville det nok være, uanset hvilket pensum man havde købt: Der findes udbydere inden for mange forskellige retninger: Montessori, Charlotte Mason, klassisk akademisk, religiøst og så videre.

Vil jeg anbefale at have et pensum?
Ubetinget ja. Ikke udelukkende på grund af dette konkrete pensums indhold, men i lige så høj grad fordi det giver mig inspiration såvel som motivation til at skabe en daglig rytme, som jeg tydeligt mærker, er god for vores familie. Jeg kan lide, at vi har en ramme at træde ind i; det gør mig mere selvsikker, og det gør mine børn glade og trygge, at de ved, hvordan dagen ser ud, selvom det naturligvis ikke er en magisk formel: Jeg har haft adskillige sammensmeltninger den seneste uge, måske netop fordi jeg havde høje forventninger til det nye, og jeg har sågar præsteret at sidde foran et tv-hold, og vredt taoe et farvekridt sammen, fordi det var faldet på gulvet, og jeg var max presset (oh my god).
Indtil videre holder vi langt fra planen fra pensummet – der er lige så meget improvisation som det modsatte, det er jo netop idéen med hjemmeundervisning; frihed, tid, autonomitet, men det er en guideline, som giver mening, og som jeg ikke selv skal tage ansvar for hver eneste dag. Og dét er fedt.

 

Hvordan gik vores første dag med det nye pensum og struktur? (blandet, for at sige det mildt)

Jo, nu skal I høre: To glade forældre kaldte til samling, og børnene kom myldrende. Det var mandag morgen, og det var vores første dag med det nye pensum.
Vi stod sammen i musikstudiet (som også bliver kaldt “skolestuen” af børnene, der er besat af Det lille hus på prærien-bøgerne). Vi havde øjnekontakt med hinanden alle seks, og Kristian lavede en lille klappe-trampeøvelse, hvor vi sang og bød ind med rimvers på tur.
Men faktisk er det allerede lidt løgn: For øjenkontakten var mere sporadisk, end jeg havde håbet på, og mindst to af børnene nægtede at deltage i rytmelegen, og væltede i stedet rundt på gulvet, skar grimasser, og kunne på ingen måde hverken holde takten eller holde situationen ud.
Jeg havde ellers glædet mig: Vores første dag med den nye skolerytme; nyt pensum; et væld af lækre materialer og forberedelse. Jeg havde glædet mig, men også været nervøs. Fordi: Jeg vil det gerne (af grunde, som jeg redegør for længere nede), men jeg ved også, at særligt min ældste meget nødig vil struktur, samtidig med at det er min overbevisning (udfra dyb selvransagelse, sparring, research og ikke mindst et ønske om trivsel), at det er lige netop, hvad han har behov for.
Således startede mandag morgen med total modstandbevægelse i bedste obstruktionsstil, midt i vores skolestue.
Jeg blev ked af det. Og vred. Og afmægtig.

Når man møder modstand i sine børn, er løsningen aldrig panik, tvang, udskamning eller højlydt frustration. Men det er alligevel, hvad jeg nogle dage ender i, og jeg har ofte ondt i hjertet over min manglende rummelighed overfor min søns modvilje og frygt for at fejle, som måske er årsagen til en del af det? Jeg ved, at jeg har svært ved at rumme lige præcis de sider i ham, fordi de er mig. Han er det tydeligste, mest fuldstændige og alligevel langt mere blomstrende, mangfoldige billede på mig, da jeg var i hans alder. Altid i opposition, aldrig ubesværet, men også igangsættende, idérig og stærk.
Måske jeg bildte mig selv, at når vi tog børnene hjem, så ville de være glade det meste af tiden – eller i hvert fald nemmere.  Jeg tænkte, at vi alle sammen ville blive mere medgørlige, mindre vrede, mindre frustrerede.

Sandheden er, at friheden har fået alt til at udfolde sig langt tydeligere: Styrker, udfordringer, det sure med det søde. Sandheden er, at når man tager børn hjem, holder dem tæt, nærer tilknytningen, bruger alt tid sammen, lærer hinanden at kende på godt og ondt, så ser man det hele. I et andet lys, i andre former, men det hele.
Min søn er ikke glad, når han ikke har struktur. Den absolutte frihed til selv at planlægge tiden er ikke hans helle, for også dér er han usikker, utryg, hæmmet. Faktisk er det lige netop derfor, vi nu går en anden vej.

Sandheden er, at denne tanke om struktur kommer fra et dybfølt og oprigtigt ønske om at skabe en tryghed og forudsigelighed i mine børns liv, som jeg ved, de værdsætter. Har behov for, ligefrem. Det handler også om, at min søns største udfordring måske er frygten for at fejle, som bremser ham i mange af de aktiviteter, han reelt kunne mestre, være stolt af, læne sig ind i, hvis han blev støttet i at turde.
Det handler om trivsel, først og fremmest, for os alle seks.

Mandag morgen bad jeg de to børn, som ikke havde lyst til at deltage, gå udenfor eller ned i stuen. De gjorde det med glæde, og legede i nogle timer uden den mindste utilfredshed. Så kom min ældste tilbage, og spurgte, om han måtte være med. Det betød, at jeg skulle starte forfra, men det passede fint med de andre to, som gerne ville have en pause. Sammen gennemgik vi stoffet, og vi malede, mens vi snakkede om dagens emne, før vi læste og fordybede os mere i det. Det var berigende for os begge. Han gjorde sig umage, og var stolt, og resten af dagen var han mere blød, glad og idérig end længe.

Flere gange sagde han: “Jeg synes, det er så dejligt, at vi kommer ind i skolestuen på skift, og ikke skal være der sammen hele tiden.”
Jeg har taget det til mig, og Kristian og jeg overvejer, hvordan vi kan gribe det an, og jeg har sparret med min veninde, som underviser efter samme pensum. Vi bliver alle sammen hele tiden klogere; ingen af os har en fuldendt formel, vi har alle truffet valg omkring vores livsstil, som giver os både ansvar og frihed.

Mine største læremestre i dette liv er mine børn, og min førstfødte har defineret mit forældreskabs udvikling. Han er årsagen til, at vi som familie er trådt ud af normen; har taget stilling, ansvar, handling ind i vores hverdag. Han er med sin ustoppelige modstand mod det, der føles forkert, en evig kilde til refleksion, selvindsigt, SANDHED. Han tvinger mig til at forkaste alt arbitrært, vanepræget, uoprigtigt, halvhjertet. Han tvinger mig til at leve helt og ærligt. Til at gøre mit bedste.
Er det hårdt? Ja, helt vildt. Der findes et hav af mere magelige løsninger. Men det er ikke, hvad jeg ønsker frem for alt.

Det føles godt at have et pensum. Jeg var lige på telefonen med min veninde, som også hjemmeskoler efter dette pensum, her til morgen, og vi er enige om, at det er det, vi vil. Der er en enorm styrke og inspiration i at have et gennemarbejdet materiale, som jeg hver dag læner mig ind i, og trækker viden og idéer fra. Det tænder mig at blive udfordret og guidet, og der er så meget at hente i det arbejde, der ligger foran mig, når jeg om aftenen planlægger den næste dag. Vi har købt et Steinerpensum (jeg er ved at skrive et mere konkret indlæg om netop det), og lige nu har vi om skabelsen udfra både biblen og big bang.

Jeg ved ikke, hvor vores skolehverdag ender på sigt, men jeg har en følelse af, at det bliver godt, det her. At det måske allerede ér det.
Lige nu er Kristian og Storm i fuld gang med dag tre i pensum, og Kristian går til det med en ro og sikkerhed, som Storm ser ud til at føle sig let i. Senere overtager jeg skolestuen med de to mellemste, og så laver vi nogle akvareller, og hører et eventyr.

Og man kan sige, hvad man vil, men det ser sgu pænt ud, når man sætter sig for at lave de samme ting, og dykke ned i noget stof, som er nyt og berigende.

Hvordan tackler I det, når I oplever modstand fra jeres børn? Hvad tænker I om modstanden; årsag, konsekvenser, etc?

En ny tid med færre aftaler, flere ord

Det har føltes som som, min blog var ved at sygne hen, men jeg kan se på antallet af besøgende, at det er den ikke. Og det er jeg meget taknemmelig over, det her sted er jo mit lille univers, som jeg holder meget af at dele med jer. Jeg har haft dårlig samvittighed, fordi jeg ikke fik skrevet herinde, og for hver dag der er gået, har der været længere tilbage: Hvilket indlæg skal man starte med, når intet helt føles godt nok?
Min søster og svoger kom lidt pludseligt på besøg fra Norge. Vi kommer ikke til at se dem igen, inden de bliver forældre for første gang, og de kørte her fra med bilen fuld af babytøj, tæpper, vikler, og den slags. Næste gang min søster og jeg er sammen, er hun også mor, og jeg er også moster, og det er en vild tanke for mig, som jo har haft hende med mig hele mit liv, men som ikke kender hende som mor endnu. Nu vil meget omkring hende antage en ny form – hun vil ikke længere være den samme, men med tiden også blive til den kvinde, hun er, når hun er mor.

Så jeg har ikke delt noget herinde, men derimod brugt tid på at være her, og det har været skønt, og dagene er forsvundet i et skær af taknemmelighed og varme. Jeg har skubbet usandsynligt mange mails, telefonopkald, indlæg, aftaler foran mig, og haft det okay med det. Men nok også kun okay, fordi der lige nu er en del på bedding, som betyder meget for mit liv den næste tid.
Og jeg er kommet til den erkendelse, at min familie og jeg har behov for en periode, hvor hverdagene er vores: Hvor vi ikke har andre aftaler en dem, der drejer sig om vores faste rytme. Jeg bærer på en næsten akut følelse af at ville skabe en rutine i vores hverdag, hvilket betyder, at jeg har brug for at give mig selv lov til at holde dagene fri. Vi står overfor en ny struktur, som skal falde på plads, og vi har brug for ro omkring os, luft, en dyb indånding. Strukturen handler om mine børns hjemmeskoleliv, den undervisning, som jeg oplever, giver os alle ro, og om det skrivearbejde, der venter mig de næste måneder.

Som jeg har skrevet før, er hjemmeskolelivet ikke venstrehåndsarbejde: Det at have fire børn hjemme og have ansvar for deres trivsel, er ikke noget, jeg kan gøre uden at dedikere en del tid til det. Både i nuet og på for- og bagkant i form af forberedelse og refleksion. Samtidig har Kristian og jeg vores arbejde: Der er forløbene for udsatte unge, musikworkshops og retreats og en del andet, som kommer dryssende (foredrag, musikprojekter, nye tiltag).

Og så er der alle de mange ord, der skal komme ud af mig den næste tid og mit behov for ro, før de kan det.
Om et par uger har jeg min første klumme i “Danmarks-sektionen”, som er Jysk-Fynske mediers fællessektion – de mest læste avissider i landet, og jeg vil have, at den skal være god. Det er en mulighed for at nå ud til en masse mennesker, som ikke har læst noget fra mig før, og som jeg på den måde kan få lov til at plante frø hos.
Så er der bogen, som jeg håber at underskrive kontrakt på i løbet af et par dage: Bogen om min families rejse fra et ret almindeligt liv i København med vuggestue, studier, musikkarriere og søvntræning til det liv, vi lever nu her på Ærø. Bogen, som jeg drømmer sætninger til om natten.

De ord skal alle sammen komme fra mig, og de skal være nærende, rammende og oprigtige.
Det betyder, at jeg skal fordybe mig i processen, og noget andet skal skæres fra. Jeg skærer afbrydelserne fra, og fokuserer på gentagelse og ro. Gentagelsen starter med morgenrutinen, som er morgenmad, rolige lege og samtaler om det, man drømte i nattens mørke, eller som ikke er glemt fra dagen før.
Dernæst kommer vores skoletid, som er sat til at vare to timer hver formiddag, og som efterfølges af eftermiddagens projekter, idéer, fritidsaktiviteter.
Det er nok.
Jeg skærer ting fra, så jeg kan få ro til at gå tidligt i seng om aftenen for at stå op før resten af familien og skrive. Skrive inden jeg har talt, inden jeg har læst eller forholdt mig til andet end mit eget indre liv.
Dét bliver ikke let: Jeg er udpræget b-menneske, og vil helst i seng midt om natten og op sidst på morgenen. Men jeg mærker lige så stille, at det kan lade sig gøre, og jeg ved, at det er den eneste måde at gøre det på. Jeg mærker med al tydelighed, at når jeg ikke skriver, og ikke er dedikeret til at skrive, så gør jeg heller ikke noget andet. Så forsvinder jeg lige så langsomt.

Her på bloggen har jeg en liste over emner, som jeg vil komme omkring inden for den nærmeste fremtid:
* Har vi droppet unschooling – og hvad er det for et pensum, vi har købt?
* Skærmtid: Hvordan forholder vi os til det?
* Er hjemmeskole den eneste rigtige løsning?
* Om dengang jeg gik på arbejde: Hvorfor sagde jeg op, og hvordan har processen været?
* Hvad gør vi, hvis vores børn vil i skole? Og hvor meget var vores ældste involveret, da vi meldte ham ud af skolen?

Det er alt sammen emner, som er blevet foreslået i mails og på instagram, hvor jeg for nylig spurgte, hvad I gerne vil læse om.

Et tilbagevendende spørgsmål i min feed er, hvordan vi når alt det, som jeg skriver om herinde og på instagram: Kristians grøntsagshave, arbejde, hjemmeskole, vejbod – og bloggen her.
Svaret er, at der er andre ting, vi skærer fra. Vi har haft en ny støvsuger stående i bryggerset i en måned, men har ikke prioriteret at sætte os ind i, hvordan den virker, så vi bruger den gamle, når den indimellem stadig gider starte, eller også fejer vi.
Da min svoger skulle køre en tøjvask hos os den anden dag, endte han med både at rengøre sæbebakken i maskinen og rense tørretumblerens filter. Dét havde vi ikke selv fået gjort.
Kristian er i køkkenhave en times tid mange dage, resten klarer han om aftenen, og i løbet af sommeren har han været derude, indtil solen var helt væk – omkring midnat. Det er på samme måde, jeg skriver, og ordner alt vores arbejde i øvrigt de fleste dage.
Vi ser ikke meget fjernsyn, hverken børn eller voksne, for vi har ingen tv-kanaler, og dermed heller ikke noget, vi følger med i, og som vi har forpligtet os til at bruge tid på. Børnene har ingen computerspil, Kristian og jeg øver os i at være effektive, når vi sætter os foran en skærm.
Jeg tror, de fleste mennsker vil blive overraskede over, hvor meget tid der går på transport til og fra (arbejde, institution, skole, fritidsaktiviteter), og hvor meget energi vi bruger på at skilles fra hinanden og finde sammen igen; hvor mange minutter der hver dag forsvinder i transit mellem det ene og det andet og i frustration over, at vi ikke føler, vi har lederskab i vores eget liv.
Herhjemme tænker vi ikke tydeligt i “arbejde og fritid”: Det hele er vores liv, og vi har en ambition om kun at bruge tid på ting, der giver mening for os. En ambition, som det ikke altid er muligt at leve op til, men som sætter standarden for, hvad vi siger ja til – eller nej. Vi øver os i at mærke efter, og jeg kalder det vores “proces omkring nej’et”. Essensen er, at så længe vi takker ja til noget, der ikke føles helt rigtigt, så får vi ikke mulighed for at gøre det, vi aller helst vil.
Jeg tror på ét eller andet plan, at universet står klar med alle da muligheder, vi ville være lykkelige for at modtage, og hver gang vi gentager et mønster af noget, der ikke reelt giver mening for os, så tager universet et skridt tilbage, og mumler for sig selv: “Nå, hun er tilsyneladende stadig glad for den gamle vane. Så venter jeg lidt endnu.”

Vi skrives ved – god weekend til jer alle sammen ❤️

En sommer går på hæld og en masse nyt titter frem

En sommer går på hæld.
Mange er vendt tilbage til skole, daginstitutioner og arbejde, og vejret har forandret sig. Efteråret ånder i vinden; himlen bliver sortgrå både før og efter regnen, og kattene ligger på sofaen om aftenen, og strækker sig.

Jeg tænker tilbage, og husker en sommer, hvor Kristian for første gang virkelig har haft en grøntsagsproduktion – nu sælger han sine håndholdte, uspolerede, afholdte afgrøder til restauranter på øen samt i smukke kasser til private kunder. Herhjemme har vi spist ærter, til vores maver næsten revnede; høstet squash, salat, krydderurter, agurker og meget andet, og gør det stadig. Nu er gulerødderne store, radiser, rødbeder og kål ligeså.
Det har været den første sommer, hvor vi allerede var i gang med hjemmelivet, inden ferien startede. Den første sommer, hvor beslutningen ikke blev truffet løbende hver, men hvor visheden om vores livsstil i stedet har hvilet som en rodfast og varm bevidsthed over hverdagen.

Pludselig lavede vi en vejbod, og den endte med at blive toneangivende for hele juli og den første del af august med. Vi kogte i hvert fald hundrede liter saft af bær fra vores egen og naboernes haver, og de mange liter tyk saft blev fortyndet flaske for flaske og solgt glas for glas i den lille bod ved vejen, på toppen af vores mark.


Boden voksede, vi solgte agurker og squash, og indimellem kunne man få frisklavet vafler med ribsgele eller en nybagt, svampet muffin med squash og chokolade. Det greb om sig; Kristian skruede ben på nogle paller og plader ovenpå, vi malede det hele lyseblåt, lavede skilte, og satte en parasol op. Næsten hver gang man kiggede op til boden hele sommeren, sad der nogen med et glas saft og nød den smukke udsigt, mens de fik pusten. Vi har haft kunder fra Holland, Tyskland, Schweiz, Norge, Sverige, Australien, New York, Østrig, England – og hele Danmark. Børnene har kommunikeret med mennesker fra hele verden; handlet med forskellig valuta, lavet regnskab og hentet friske forsyninger mange gange dagligt.
Jeg skrev løbende om vores vejbod på instagram, og langsomt voksede idéen om at gøre boden større. En del større, altså.
Faktisk blev frøet plantet allerede én af de første dage, vi solgte saft, da et ægtepar fra Holland kom forbi. “Hvorfor laver I ikke en Tea Garden?” spurgte de, og fortalte, hvordan der langt cykelruterne i Holland ligger private haver, som ejerne åbner op for alle, og sælger kage, kaffe, saft eller sandwiches – til kærlig selvbetjening med nærværende værter. En have med åbningstider, smukke kaffestel, gode snakker på kryds og tværs.
En “Tehave”. Hmm. Vi mærkede efter, og det føltes godt.
Hurtigt tog drømmen mere form. Vi vendte idéen med mange af de kunder, der kom forbi, og alle var enige: Det må gøres. Der er otte kilometer til begge sider langs øen til det nærmeste sted, hvor man kan drikke og spise og slappe af. Vi så for os et sted med overdækning til regnvejrsdage, så man kan tage på tur ud og se øen og møde os trods mørke skyer. Saft på flasker med smukke etiketter; grønt fra haven, simple håndlavede sandwiches og nogle af mine yndlingskager. Alt sammen hjemmelavet, kvalitet, nærende. Et sted, man kan besøge under sin ferie på Ærø og blive mødt af vores livsstil, se haven, slukke tørsten og nyde udsigten, før man bevæger sig videre ud i landskabet.
Så det vil vi tygge på i løbet af efteråret, konkretisere til vinter og måske endda gøre noget ved, når de første vintergækker står i haven. Så skal der laves køkken, bygges og tænkes vidt.

Det er halvanden måned siden, jeg sidst sidst skrev herinde om vores liv.
Der er sket så meget over sommeren.
Først havde jeg flere uger, hvor jeg ikke åbnede min computer, medmindre det var tvingende nødvendigt. Pludselig havde jeg alt tid i verden, og vi bagte, plukkede frugt, og snakkede til ud på natten. Vågnede næste morgen, og fortsatte, hvor vi slap. Jeg elskede produktiviteten, nærværet, det at være i nuet. Følte, at jeg aldrig ville komme tilbage i den verden, som er både facebook, bloggen, og sådan set også alt det i den virkelige liv, der indimellem kræver for meget af én.

Over sommeren har jeg slået så dybe rødder i nuet, at jeg mistede lysten til alt andet. Når min telefon ringede, virkede det fremmed. Når medierne bankede på, eller omverdenen på andre måder trak i os, reagerede jeg ved at trække mig længere ind mod min kerne. Det har været enormt nærende, og meget rigtigt. Jeg er ikke færdig med at være derinde, men jeg er samtidig her igen, med svingende intensitet. Ser mennesker, taler med journalister, lavede indslaget på Go Aften Danmark i mandags, besvarer mails, og har en del ting på bedding, som fylder mig med forventningens glæde. Jeg forstår igen, at livet er i bølger, og det bedste jeg kan gøre, er at følge med.
Herunder er nogle af de idéer, jeg kommer til at dykke ned i de næste måneder:

* Jeg tænker på at lave nogle endagsworkshops over vinteren. Sådan noget med at leje et godt lokale i København og Aarhus og skabe rum til at inspirere og udvikle på familielivets muligheder. Som en businesscamp men med fokus på familiens trivsel fremfor forretningens. “Hvordan skaber du de rammer for dit familieliv, som du drømmer om?” Man kan komme med spørgsmål som: “Hvordan får jeg råd til at have mine børn hjemme?” eller “Jeg synes, det er ensomt at være på barsel. Hvor finder jeg et fællesskab?” Så vil der være oplæg, og gruppearbejde (der vil være plads til cirka 30 mænd og kvinder, tænker jeg) med konkrete input, idéer og generelle råd. Vi skal have tid til at dele vores erfaringer i plenum, gå i detaljen i grupperne. Eventuelt med en onlinegruppe, hvor diskussionen fortsætter efterfølgende. Sådan en dag skal nok koste i omegnen af 500 kroner – og så er der vand og snacks.
Hvad tænker I om det?

* Jeg skal skrive en bog. Hvis alt går, som jeg håber, og tror, ligger den færdig til sommer, når Tehaven i Bølgemose åbner, og når sommerferien atter er over os, og vi har lyst til at fordybe os i skrevne ord, billeder, inspiration. Det bliver en “rejsebog” om min og min families udvikling mellem New York, København og nu den her tid på Ærø, hvor vi lever i tråd med alt det, vi tror på. En bog om, hvordan vi har implementeret vores værdier og drømme. Om at kende sin intuition og have tillid til at følge den, og om at finde roen i det kaos, der uundgåeligt opstår, når man træffer store beslutninger (som rækker ud over normen).

* Her på bloggen vil jeg skabe et forum, hvor vi kan hjælpe hinanden til at finde veje gennem livet med fokus på familieforhold. Der bliver mulighed for at skrive spørgsmål og svare hinanden på kryds og tværs. Mere om det snart.

* Så er der mine to retreats til efteråret. De er begge præcis halvt udsolgt og dermed halvt åbne endnu, og jeg synes, I skal komme med. Der kommer sikkert flere senere, men man kan sgu aldrig vide med mig 😉

* Nyt skoleår. Måske en ny struktur herhjemme. Hele sommeren har været unschooling ved hjælp af vejbod og nye interesser, men samtidig har jeg arbejdet på at skabe overblik, finde en form for rytme i et mere fast pensum. Fra i næste uge er det planen, at vi vil have en mere fast rytme en del af timerne først på dagen. Det er uvant for mig, men nødvendigt, tror jeg. Udfordringen er, at det ikke falder mig naturligt at skabe struktur, men jeg tror altså, det skal til. Så nu prøver vi. Jeg skal nok skrive mere løbende.

Jeg har besluttet at besvare mails fra jer, der følger med, på en fast ugedag fremover. På den måde bliver det ikke en konstant dårlig samvittighed, men derimod noget, jeg vil se frem til. Så vil jeg sætte mig med god musik, læse og besvare mails én for én. Og så: Tak fordi I har tillid til, at jeg kan forstå jeres livsbetingelser og overvejelser. Det gør mig stolt og ydmyg.

Jeg har også besluttet, at jeg vil skrive her på bloggen én til to gange om ugen. Ikke syv gange som det første år og ikke fire-fem som det efterfølgende. Bare et par gode indlæg forhåbentlig fulde af nærende tanker og inspiration. Og chokolade og vægfarver og den slags.

Hvordan har jeres sommer været? Og er den slut nu? Hvordan er hverdagen? Anderledes, god, tryg, øv, ?
(Det føles godt at være tilbage!)

Kom med mig på retreat – til oktober og november

Jeg bryder sommerstilheden for at dele nogle datoer med jer.
Jeg holder nemlig to retreats for kvinder i løbet af det kommende efterår/vinter, og jeg synes, I skal have datoerne nu, selvom der stadig er nogle gode gæsteindlæg på listen, før jeg selv vender tilbage med mine mange ord.
Det første retreat er weekenden den 26.-28. oktober og det næste den 23.-25. november.
Jeg glæder mig så meget, at jeg vrikker med tæerne, mens jeg skriver her.

Begge weekender afholdes på Ærø i den samme smukke ejendom som de foregående, hvilket betyder et ret begrænset antal pladser (der er syv værelser, tre af dem er dobbelt) – altså max 10 deltagere.

I kan læse mere om mine retreats her, hvor I finder priser, program og ikke mindst udtalelser fra tidligere deltagere.

Et retreat med mig handler først og fremmest om at øve sig i at lytte til sin intuition – eller mavefornemmelse om man vil, og lade den være en sikker guide gennem livet. Intuitionen hjælper os med at finde retning, mening, håb og glæde, og den kan trænes op til at være et sikkert kompas hver dag.

I løbet af weekenden skal vi have nærende, indlevende og inspirerende samtaler om alt det, der betyder noget. Vi skal gå i behageligt tøj, spise toplækker mad af de bedste råvarer, være stille, have et besøg som vil hjælpe os til nye indsigter, og fremfor alt have nyde at være tilstede i et forpligtende fællesskab af den slags, som mange savner i deres hverdag.

Lørdag morgen, lørdag aften og søndag morgen er der yoga – alle kan være med, og det er ikke afgørende for din oplevelse af retreatet, om du har erfaring med yoga, eller er forhindret i at deltage i den del.

Hvis det lyder som noget for dig så send mig en mail. Så snart dit depositum er indbetalt, er du sikret plads.

 

Jeg holder ferie fra bloggen – og har aftalt med en række inspirerende mennesker, at de skriver i mit sted

Disse lange og på samme tid lynhurtigt overståede sommerdage så propmætte af magi og solskin, at man ikke kan få nok. Den berusende frihed, lyset, lugtene, løftet om kærlighed og tid.
Barnestemmer, cykeldæk mod grusvejen.
Vi spiller foldbold i naboens have, spiser is i hængekøjer og ærter fra marken. Ligger på græsset, og børnene siger til hinanden, hvad skyerne ligner.

På vej for at hente æg hos naboen springer haren ud på vejen, og fortsætter foran os de næste flere hundrede meter. Dens lange ører danser til lyden af børnenes hastige fodsåler, som så gerne vil følge med.
Vi bor her, fordi her er ro til at leve, som vi vil, og fordi her ser vi både rævens røde hale i kornet og mennesker, som tager sig tid til at lære os at kende.

Jeg hører Schubert for at mærke mine følelser rystende inderligt midt i dette gribende liv, som er både åndeløst let og fortvivlende svært. Sådan er det at være til: Vi bevæger os mellem øer af forskellige erfaringer og den rejse i sig selv er livet.
Om natten lægger jeg min hånd på børnenes varme maver, før jeg åbner gardinet en smule, så jeg kan falde i søvn i månens sølverskær.
I denne tid har jeg lyst til at trække mig tilbage, stoppe med at snakke og i stedet leve af at lytte, mærke, fornemme, blot være til. Jeg synes, jeg har sagt nok for nu.

Så jeg har besluttet at være stille for en stund.
Jeg holder ferie fra bloggen den næste tid, og lader ordene hobe sig op indeni i stedet. Jeg trænger til at mærke et overskud af idéer, for der er så meget, jeg gerne vil skrive, og så mange spørgsmål jeg gerne vil svare på, men jeg tror, jeg kan komme med bedre svar, hvis jeg tager en pause først.
Tit skriver jeg om at være tilstede og værdsætte tiden, og hvis ikke det skal klinge hult, må jeg selv gå forrest.

Mens jeg er væk fra bloggen, har jeg bedt en række inspirerende mennesker skrive i mit sted.
Jeg har sendt dem hver et personligt oplæg hver, og de har skrevet om alt fra rodløshed, minimalisme, stress og mod til forældreskab og livet i de store skove.
Et par gange om ugen vil jeg dele deres tekster, og jeg håber, de vil vække glæde, forundring og nye tanker i jer.

Ved I, hvad jeg elsker mest ved at blogge? Jeg elsker, når I kommenterer herinde, og når I sender mig mails, for dér sker magien: I udvekslingen, ærligheden, den delte søgen og taknemmelighed. Mange skriver, at de har taget sig sammen gennem længere tid, før de endelig skriver, fordi de synes, det virker grænseoverskridende at kontakte en fremmed. Men I er ikke fremmede for mig: I er med mig; I er et fællesskab. I er de hjerteslag, som giver mig energi til at fortsætte på denne rejse.
Jeg selv står på skuldrene af dem, der gik foran mig, alle har brug for nogen, de kan læne sig op ad, og vi som går foran, har brug for at vide, at andre er lige i nærheden. Tak til alle som læser med, tavse eller med larm, jeres tillid og tid er energi i universet.

(Ilja har netop hevet sin første rokketand ud, og Juno ser på med beundring, mens hun spiser kirsebær..)

 

Hvad skal min sommer bruges på, nu hvor jeg ikke skal skrive her?
Engang sagde man: “jeg holder af de gode ting ved livet,” og med det mente man rejser, kaviar, dyre biler, store armbevægelser.
Men verden er under forandring, og jeg tror nok, vi endelig er ved at zoome ind på det, der ikke kan købes, og som aldrig bliver glemt. Det er ikke længere ensbetydende med fattigdom, at man ikke rejser til Spanien eller Bali i sine ferier, og nu kalder vi det bevidsthed, omtanke og bæredygtighed, når man skaber en hverdag, som det ikke er nødvendigt at rejse væk fra for at føle livsglæde.
Hen over sommeren skal min familie og jeg læse bøger, male, tegne gigantiske tegninger, synge højt, sove i telt i haven, klappe grisene og hænge ud med en helt masse vidunderlige mennesker. Vi skal rydde op, bage kager og fange fluer.

Og jeg skal grave mig fuldkommen ned i planlægningen af vores næste skoleår, som får en lidt anden tone end det forgangne. Vi bliver heldigvis hele tiden klogere på os selv, og nogle af dynamikkerne herhjemme har brug for justering. Så jeg suger ny viden til mig i noget nær rekordfart (og bliver en lille smule forpustet undervejs), og håber, at jeg får mere forbindelse til min mavefornemmelse undervejs, for lige nu er den ikke helt på plads. Alt det skriver jeg selvfølgelig mere om, når jeg vender tilbage.

Jeg har også et en håndfuld idéer til ting, som jeg synes, det er værd at bruge nogle af jeres ferietimer på..:

Kurser: Gordon Neufelds The Vital Connection onlinekursus på i alt otte timer vendte mange ting på hovedet i mit forælderskab. Det er SÅ godt, og pt. glæder jeg mig, til Kristian og jeg kommer i gang med opfølgeren. Send en e-mail til Grete, som sælger kurserne i Danmark og hør, hvordan I kan komme i gang.
Hvis jeg havde en uge til et ikke-børnevenligt kursus, ville jeg kaste mig over mindst ét af de fede sommerkurser, som bliver afholdt på Martinus Instituttet i år. PDF med info om kursusaktiviteter for hele 2018

Dokumentarfilm om frihed og spiritualitet: Så meget godt i vente, The Challenge of Rudolf Steiner (downloades for i alt 10 pund), Maidentrip, Given (Netflix), Being and Becoming (Vimeo), I Am (iTunes), With One Voice (Gaia.com), The Music of Strangers (Netflix), Shaman, Healer, Saga (Gaia.com), Sustainable (Netflix).

Podcasts: Audiens på P1 om spiritualitet – jeg har hørt afsnittene om børns spiritualitet og det om Martinus, og de er virkelig gode.

Bøger: På min Hjemmeskoleinfo-liste anbefaler jeg bøger om hjemmeundervisning, unschooling m.m.
Bøger om spiritualitet: Lars Muhls Gralstrilogi, Michael Newtons serie om liv efter døden “Sjælerejser”, Charlotte Rørths “Jeg mødte Jesus”, Eben Alexanders “Til Himlen og tilbage”, Peter Bastians “Altid allerede elsket”, Kahlil Gibran “Profetens Bog”, Paulo Coelho “Alkymisten”, Bruce Lipton “Intelligente celler”. Og til dem, der godt kan lide mange sider og stor oplysning: Uffe Jonas: “Solen ved midnat”; Søren Hauge: “Levende Visdom”, J. Anker Larsen: “De vises sten”, Martinus: “Livets Bog”.
Skønlitteratur m.v.: Jeg har anbefalet en lille portion bøger i tidens løb. Se under kategorien “Film, bøger, musik – anbefalinger

 

Når jeg vender tilbage, kan jeg fortælle lidt mere om den bog, jeg regner med at skulle lave hen over efteråret og vinteren. Den har luret, siden sidste år, da min veninde sagde: “du skal lave en almanak over jeres liv”, og jeg med ét fik modet til at gøre netop det. Jeg har samlet de bedste billeder, håndplukket tekster og skrevet en liste over andre ting, jeg gerne vil have med, og til august kommer den redaktør, som jeg har prikket på skulderne, for at diskutere mulighederne.
Hvad vil I gerne læse om i den?

Til vinter holder jeg to retreats: Ét for kvinder, som dem jeg har holdt før, og ét for både mænd og kvinder om familieliv. Datoerne kommer op på bloggen i løbet af sommeren, og jeg skal nok skrive et indlæg både her, på facebook og instagram, når de er der.

Om et par dage skal I læse et dirrende, smukt og inspirerende skriv fra en kvinde, som lever, tænker og udfordrer samfundet fra sin bjælkehytte i Sverige. Mange af jer kender hende nok allerede, og forhåbentlig kender I hende endnu bedre, når I har læst den tekst, som hun har skrevet her til bloggen om sit liv lige nu, sin læringskurve og de ting, som fylder i dag.

(Husk at der er mere end 400 indlæg her på bloggen, som man kan dykke ned i, hvis man kommer til at savne mig en lillebitte smule 😉 Ellers er det en god idé at følge med på instagram, hvor jeg ikke forventer at blive helt stille.)

God sommer ❤

Når drømmelivet bliver for svært (om udfordringerne ved at vælge sine børn til i en adskillelseskultur)


I kender godt det med, at et tema opstår omkring én nærmest fra den ene dag til den anden?

Pludselig får man mails om emnet, og alle taler om det, og hurtigt står det klart, at her er noget, man bliver nødt til at dykke ned i. For mig starter det som regel med en “det vil jeg skrive om på bloggen“-tanke, og så går der nogle dage eller uger, før jeg reelt gør det, og i løbet af den tid vokser fornemmelsen sig større.
Således også nu, hvor mange omkring mig sætter ord på alt det svære ved at ville være sammen med sine børn i et samfund, hvor institutionaliseringen er så udbredt og så massiv, som det er tilfældet i Danmark.

Mange kvinder skriver til mig, at de mere end noget andet ønsker at gå hjemme med deres børn, men de føler sig stigmatiserede og sårbare, og oplever, at deres drømme smuldrer, fordi de ikke kan løfte omsorgsopgaven uden opbakning, forståelse og – ja, omsorg fra deres omgivelser. Jeg læser om familier, som er ved at knække i to, fordi samfundet på den ene side presser på for at få både forældre og børn ind i hamsterhjulet, mens deres intuition siger noget andet.

Vores forståelse af succes som noget målbart og ikke mindst materialistisk truer med at ruinere enhver idé om et andet liv, fordi den er så forankret i hvert eneste samfundsled (børneliv, skole, uddannelse, job), at det kræver et konstant fokus, hvis ikke man vil ende med at leve nøjagtigt som alle andre.
Vi vokser op på den løgn, at der er et mål i livet, og det mål er et job med en given løn og titel, og derfra kan alle ens drømme udfolde sig som en form for evig finale, hvor alt pludselig falder i hak, uanset hvor sjæleløst og tomt man har følt livet indtil da.
Men den smukke sandhed er selvfølgelig, at livet ikke har et mål. Livet kan kun leves nu, og man kan ikke samle det til bunke eller komme til at brænde det for hurtigt af. Vi har ingen grund til at skynde os mod et særligt plateau i vores skæbne, og alt det som venter på kontor nr. 37 i den bygning, vi drømmer om at gøre karriere i, risikerer kun at ødelægge vores reelle glæde, hvis ikke vi træder varsomt, og forstår, at tiden er livets eneste egentlige ressource.
Det er et lykkeligt faktum, at vi ikke behøver jage et mål, vi skal blot øve os i at være lige her, hvor vi er. Nemlig i nuet.

Men det er svært, når alle omkring én spørger: “Hvordan kan du holde ud at være sammen med dine børn hele dagen?” eller “Savner du ikke at bruge dig selv?”
Kvinder skriver til mig, at selv hvis man bosætter sig i en økolandsby med selvforsyning, halmhuse og forældre uden smartphones, så bliver børnene afleveret i den lille børnehave for enden af vejen hver eneste dag, så forældrene kan gå på arbejde. Selv dér er man uden for som hjemmegående, og man bliver ensom.
Fællesskabet anno 2018 ligger i adskillelsen, når vi forældre mødes foran dagplejen, og snakker om, hvor dejligt det er at komme hen i stilheden på kontoret, mens børnene larmer et andet sted. Fællesskabet anno 2018 er for mange af os stadig forbrug, stress, smerte og længsel..

Det hele handler i alt sin nedslående enkelthed om, at vi har skabt et samfund, hvor der er flere penge i at aflevere sine børn til pædagoger og færdiglavet mad end at blive hjemme sammen og lave maden selv. Og hvor pengene er blevet både målet og midlet.
Vi lider alle sammen under den åndsfattige virkelighed, som materialismen skaber, og jeg modtager hver uge mails skrevet ud af afmagt og sorg. Nogle spørger, om jeg har forslag til, hvordan de kan leve den drøm, vi deler, mens andre fortæller, at de ikke kan holde til det mere, uanset hvor gerne de vil være hjemme med deres børn. Enkelte er vrede, fordi mit liv syner bekymringsfrit og uopnåeligt, når man læser med på afstand, og de oplever ikke selv at have samme valg.
Gennemgående er følelsen af en splittelse mellem hjertets dybeste længsel og samfundets racerløb mod et ikke-eksisterende klimaks.

Mange skriver til mig, at de hellere end noget andet vil være sammen med deres børn, men ægtefællen arbejder 9-10 timer dagligt, og fællesskabet er forsvundet ud på arbejdspladserne og ind i børneopbevaringen, og de mursten som mange af os knokler for at betale af på, står tomme det meste af tiden.

Det betyder, at de familier som netop i disse år begynder at vælge anderledes, er alene på flere plan: Det sociale ville ikke være en udfordring, hvis flere levede sådan, men når man er den eneste hjemmegående familie på vejen, bliver det pludselig et ømt punkt. Hvordan lever man som i en landsby, når landsbyen er væk? Det ville være så meget nemmere, hvis vi var fælles om at skabe denne bevidsthed og leveform.

Og nu skal jeg fortælle jer, hvorfor det er svært for mange af os at være hjemme med vores børn (selvom det er vores allerhøjeste ønske): Fordi vi ikke selv var hjemme med vores forældre, ligesom deres forældre ikke var det med dem. Fordi tilknytning er noget, vi først lige er ved at forstå betydningen af. Fordi det kan være svært at elske ubetinget, løse konflikter uden at forfalde til vrede og give plads til individets udfoldelse, når man aldrig selv som barn har oplevet nogen af de ting.  Det er en meget stor følelsesmæssig opgave at være alene med sit barn, når man ikke selv blev næret tilstrækkeligt som barn, og det kan være pissesvært at skulle opfinde hele verden på én gang, uagtet at man i sit hjerte ved, man er på rette vej.
Og lige dér mangler fællesskabet, opbakningen, den fælles forståelse. Dér i smerten, splittelsen og tvivlen bliver det så tydeligt, at vi som samfund har behov for at skifte spor.

Jeg tænker det ofte selv: Hvordan kan vi indrette et samfund, hvor det er normen at være sammen fremfor adskilte fra vores nærmeste? Svaret må være noget i retning af, at fremtiden kommer med de mere praktiske løsninger – teknologien har vi, og lysten dukker frem som små spirer over alt, og med tiden finder vi helt nye måder at indrette os på. Der vil være mere frivillighed, mindre manuelt og fysisk opslidende arbejde. Der vil blive tid til at dele livet på tværs af generationer, og det er klart (decideret himmelråbende oplagt), at vi vil arbejde mere i de år, hvor vores børn ikke er små og mindre i de år, hvor de har mest brug for os. Børnene bliver en del af livet fremfor sendt af sted til den parallelverden, vi har skabt til dem.

Svarene tvinger vi frem ved at træffe anderledes valg, stille højere krav, se os selv i øjnene og mærke hjertets kald. Svarene kommer, når vi opsøger ligesindede, og sammen skaber fællesskaber, laver små landsbyer af samhørighed og omsorg.

Og mens jeg gik og tænkte de tanker, og følte mange følelser for alle de kvinder i min indbakke, som jeg så nemt kan identificere mig med, skrev vidunderligt vise Nynne fra Verden ved siden af denne opdatering, som jeg synes, er vigtig at få med:
“(…) Jeg vil ikke bruge min kvindekrop og min sjæl på, at tænke børnene UD af livet i form af kamp og den evindelige råben om #minimumsnormeringer og kvalitetsløft i daginstitutionerne. Faktisk skræmmer tanken om bedre normeringer mig, fordi jeg frygter at det bliver en hvilepude og endnu et plaster på såret, der stammer fra at vi aldrig, efter kvinderne tænkte sig selv ind i livet og ud af hjemmet, fik tænkt børnene med. Dem fik vi tænkt UD af livet og ind i de idag dybt skadelige institutioner, som vi kalder “vuggestuer” og “børnehaver”. Tænk, hvis vi samlede alt vores menneskelige følsomhed og rationalitet og satte os sammen om at tænke verden helt anderledes. Vi kunne også bare starte med Danmark. Satte os sammen om at tænke os et sted hen, hvor børnene ikke var tænkt ud i en (institutions)verden ved siden af den verden, hvor dem som børnene elsker og som ubetinget elsker børnene lever. Jeg vil bruge hele min menneskelighed på den store opgave, der ligger i at føle, tænke og handle for vores #omsorgsrevolution. Jeg får styrke og mod ved tanken om, at vi er mange der mærker samme længsel. Og at vi løfter og bær os selv og vores børn i samlet flok.

Og jeg svarede: Ja, Nynne! Ja – til det alt sammen. Det er dér, vi skal lægge vores energi: I den altomfavnende, dybt ambitiøse og helt uundværlige #omsorgsrevolution. Institutionernes normeringer er afgørende for kvaliteten af dagtilbudene, men de rykker ikke ved den grundlæggende smerte og det vidtrækkende svigt, som ligger implicit i institutionaliseringen. Og derfor må vi gerne kæmpe for det bedste, selvom det gør ondt på mange, og fostrer vrede rundt omkring.
Men der opstår alligevel for mig en sorg og usikkerhed i denne kamp, når jeg igen og igen hører fra kvinder, som i deres hjerter mærker en længsel efter at være sammen med deres børn og bygge livet op omkring familien, men som ikke magter det. Fordi de ikke oplever opbakning i deres netværk, og savner fælleskab og ligesindede. De har ikke selv erfaret nærværet eller følt tilknytningen til deres eget ophav, og er i det hele taget selv vokset op i en kultur, hvor omsorg og moderskab ikke var en værdi, før de selv følte det, da de blev genfødt som mødre.
Vi er mange, som selv skal opfinde alt i denne ellers så naturlige levemåde: vi har ikke været hjemme, er ikke blevet holdt tæt eller elsket ubetinget, ligesom vores forældre heller ikke blev det. Så vi famler og vi kører træt, bliver usikre og magtesløse. Og de kvinder, som mærker den gribende splittelse, føler jeg dybt i mit hjerte, for jeg kender deres afmagt, og jeg er her ikke for at få andre til at føle utilstrækkelighed.
Vi må gå forrest med lyset og vise vej uden nogensinde at forfalde til arrogance eller udskamning.

Jeg ved, at fremtiden rummer meget af det, som jeg selv udlever hver dag, og som jeg forsøger at inspirere andre til også at turde gribe: Det tilknytningsorienterede liv med fokus på familien, fleksible arbejdstider, lavere leveomkostninger, mindre forbrug og større frihed generelt. Jeg ved, at det er svært, og vi er mange til at støtte, udveksle tanker og idéer, dele sorger og glæder med hinanden, men vi er ikke mange nok, og det kan stadig være en ensom vandring at vælge det alternative liv.

(undskyld det blev så langt, jeg prøvede virkelig at begrænse mig, måske jeg får tid til at skære i det senere, men for nu er det, som det er, og jeg skal ud at gå en lang tur med en flok dejlige unge mennesker #arbejde)

“Hvor kommer modet fra?” Jeg har svaret på en række spørgsmål om mit eget liv. (Læs svarene her)

Camilla Willumsens, som har bloggen Moderskaber, og som arbejder med rådgivning af gravide og småbørnsforældre, skrev til mig for et par uger siden, om jeg ville lave et gæsteindlæg til hendes blog.

“Vil du ikke skrive om dine oplevelse med at bryde normer? At træffe anderledes valg. Hvor har du fået indsigten og modet fra? Har det været svært? Her mener jeg ikke bare at hjemmeskole, men det at gøre noget, få andre gør. Hvad var det, der gjorde, at du endte med at hive alle børnene hjem?”

Det er sjovt, det med at få spørgsmål: Indimellem kan det bringe selv den mest ordtomme hjerne til at producere svar, og pludselig sad jeg om aftenen og skrev, og det kom der et indlæg ud af, som Camilla har delt på sin blog, og som I nu kan læse her:

Camilla har spurgt mig, hvorfra jeg har modet til at leve et liv, som er anderledes fra mange andres. Det er blevet til at skriv om min barndom og om et kritisk blik, der med alderen er både modnedes og  blevet mere modigt.

Undersøgelser viser, at børn hvis forældre driver selvstændig virksomhed, har større sandsynlighed for også at blive selvstændige som voksne. Det skyldes, at de gennem barndommen udvikler en højere risikovillighed, og mærker den frihed, der er forbundet med at være sin egen chef.
I mit barndomshjem herskede der en stemning af autonomi – en fandenivoldskhed, om man vil, som mine søskende og jeg fik installeret i os. Vi voksede op med historier fra vores forældres oprørske ungdom, og historierne talte ind i en frihedslængsel, som blev en del af vores DNA.

Min far plejede at opfordre os til at gå over vejen uanset farven på lyset, hvis der ingen biler kom, og han rystede på hovedet, hvis vi læste til eksamen under vores læseferie, mens solen skinnede. ”Hvad i alverden laver du herinde? Det er sommer!”
Hans selvstændighed rustede mig til at være på vagt overfor autoriteter og ubevidste valg, og den kritiske sans har kun vokset sig større, jo ældre jeg er blevet.

Men min far nåede aldrig selv at leve frit; hans opposition var en vrede, som aldrig blev manifesteret, og jeg har lært, at det kræver både vilje og omtanke at leve reelt frit. Jeg har, siden jeg flyttede hjemmefra, levet mit liv, som jeg havde lyst, og i en del år var mine valg mere et oprør, end en intuitiv bevægelse, men sådan så min rute ud, og nu kan jeg ærligt kan sige, at jeg går, som mit hjerte viser vej, og jeg tvivler sjældent på, hvad der er op eller ned.

Således ser mit liv på en del områder anderledes ud end de fleste andres. Det er ikke et spørgsmål at ville skille sig ud, det handler simpelthen om, at jeg ikke gør noget uden at tage stilling til det. Og – hånden på hjertet og med fare for at blive slagtet på de sociale medier – så er det ikke ret mange af flertallets vaner, der vækker genklang i mig. Det giver simpelthen ikke mening for mig at bruge de fleste vågne timer på et arbejde, jeg ikke føler meningsfuldt eller at aflevere mine børn til mennesker, som ikke elsker dem lige så højt som jeg.
Det giver ikke mening at se X-Factor, når der findes SÅ mange gode bøger, film, samtaler og symfonier i verden, og det handler ikke om rigtigt eller forkert eller om at pege fingre, men eksempelvis X-Factor snupper hurtigt 15 timers af ens efterår, og de 15 timer har jeg andre ting, som jeg langt hellere vil bruge på.
Ultimativt giver det ikke mening for mig at melde mig ind i en samfundsstruktur, jeg grundlæggende mener, er fejlagtig. Jeg tror ikke, at kapitalisme eller overproduktion er vejen frem, og jeg tror ikke, at vores liv behøver indeholde trætteligt arbejde, som ikke gør jorden til et skønnere sted. Når jeg hører en kvinde sige, at hun hellere ville være sammen med sine børn end gå på arbejde, men at hun ”sidder i saksen, fordi vi har købt hus og bil”, får jeg lyst til at hjælpe hende med at ændre sin hverdag. Sælge det meste, finde noget billigere. Prioritere friheden og opdage nye vidunderlige veje gennem livet.

Det er derfor, jeg skriver min blog, selvom jeg ofte har lyst til at trække mig og leve et ubemærket liv her ude på bøhlandet. Jeg kan ikke lade være med at formidle oplevelsen af, at vi har en helt masse frie valg, og jeg føler en brændende trang til at huske mine læsere på, at intet er givet på forhånd. At livet er meget mere vidunderligt, når man selv har orkestreret det efter sine personlige drømme og at det meste kan lade sig gøre, hvis man er villig til at ændre på sin indstilling.

Man kan sige, at jeg har en no-bullshit tilgang til livet, hvor intet er helligt. Jeg stiller spørgsmålstegn ved alt, og hvis jeg gør noget, som er ordinært, spørger jeg i endnu højere mig selv, om det er hensigtsmæssigt, netop fordi det kan risikere at være en autopilot handling. Er engangssugerør i vores morgensmoothie eller Disney Show fredag aften den bedste løsning for os? Svaret er nej, derfor vælger vi anderledes.
Ingen er perfekt, og selvom jeg køber fryseposer fremstillet af majs (som revner for et godt ord!), er der andre områder, hvor jeg accepterer, at jeg endnu ikke er i mål, og måske aldrig kommer det. Jeg køber stadig fra tid til anden ét eller andet legetøj til mine unger uden at tænke mig om (og nogle måneder senere afleverer jeg det i Røde Kors, og har således både bidraget til fortsat produktion af overflødige produkter, spildt mine penge og givet mine børn oplevelsen af, at vi køber uden omtanke.), jeg råber for ofte, og så er jeg afhængig af chokolade. Men de helt store linjer tager jeg ansvar for, og dem er der ingen andre end mig selv og min familie, der skal definere.

Det med børnene? Dem pillede min mand og jeg ultimativt ud af børnehaven og skolen, fordi vi var klar til det. Jeg tror egentlig, jeg altid instinktivt har vidst, at det ville være bedst for mine børn at være hjemme, og måske også at det var bedst for mig. Men jeg var bange for, at det ville ødelægge noget, hvis ikke jeg afleverede dem i en institution. Jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle gribe det an at være en reelt nærværende forælder, for jeg kendte ingen, der levede sådan.
Det er jo et helt forrykt tankemønster, som opstår af vores massive institutionalisering og konstant nærværende adskillelseskultur, hvor alt lige fra ammeanbefalinger til barselsregler er tilrettelagt efter, at vi skal kunne give vores børn fra os, når de runder et år.
For mig hang tilvalget af vuggestuen også sammen med det manglende fællesskab i barselslivet, som betød, at jeg var meget alene med mit barn, der havde kolik. Urbaniseringen har for mange den konsekvens, at vi er langt fra vores familie, og arbejdskulturen betyder ydermere, at bedsteforældre, mostre og naboer alle sammen er på arbejde. Der opstår et vakuum og en enorm ensomhed i barslen, medmindre man selv har overskud til at stable et stærkt netværk på benene.
Så jeg afleverede min søn i vuggestue, og det var en meget splittet følelse. Den helt åbenlyse lettelse over ikke at have ansvaret i nogle timer blev kvalt af smerten ved at overdrage mit barn på 16 måneder til fremmede hænder. Det virkede kunstigt at komme tilbage nogle timer senere, og i garderoben spørge de ukendte pædagoger, hvordan han havde haft det, og hvad han havde lavet, mens jeg var væk? Mit barn.

Men idet, at jeg afleverede mit barn, blev jeg med ét en del af en slags klub, og det havde jeg savnet, siden jeg blev mor. Nu var jeg én af dem, som også havde for travlt til at være mor på fuldtid, og retorikken blev hurtigt, at det var dejligt at komme tilbage på studiet og få tid til at bruge hjernen igen. Der er SÅ mange vinkler i den problemstilling, at jeg næsten ikke kan rumme det. Der er det faktum, at det ER vildt hårdt at være mor – i særdeleshed på grund af den måde, vi har indrettet os. Lige så meget som jeg mener, at alle børn har bedst af at være sammen med deres forældre de første 3-6 år af deres liv (eller mere?), lige så vigtigt synes jeg, det er, at mødre ikke er ensomme eller deprimerede.
Der er også det faktum, at både vi selv og vores egne forældre blev passet ude, så ingen af os ved helt, hvordan man skaber en sund tilknytning til sit barn, og mange af os tror ligefrem, at institutionen er en nødvendig del af et helstøbt liv. Jeg kan næsten ikke understrege tilstrækkeligt, hvor vildledende og smertelig jeg mener, den opfattelse er.
Vi er en brik i et maskineri, som ønsker os tilbage i produktionsledet hurtigst muligt, og retorikken bliver et blodfyldt og løgnagtigt plaster over vores dybeste smerte: Vi lever med dette livslange tab, at vi adskiller os fra vores børn, for at kunne købe nye ting til et liv, hvor der aldrig er nogen hjemme. Vi sparer sammen til ferier, hvor vi frustreres over vores nærmeste, fordi vi ikke er vant til at være sammen, og vi drømmer om at tage roen fra ødegårdsweekenden med hjem, men den drukner i ønsket om et nyt køkken og en højere stilling på jobbet.
Og selvom vi savner vores børn, når vi er væk fra dem, siger vi i kaffestuen på arbejdet, at det er fedt nok at komme på forretningsrejser væk fra dem. ”Jeg nyder at komme lidt hjemmefra”, som om vores familie er noget, vi med rette ønsker os selv på afstand af. Der er så meget smerte i den afstand, men nu kalder børnene og vi selv på forandring. Noget er ved at ske, og vi er mange, som kalder på forandring.

Da min familie og jeg flyttede til Ærø for tre år siden, var det en fysisk bevægelse væk fra de kasser, som vi følte, uværgeligt blev trukket ned omkring os (arbejde, institutionalisering, skole, pisatests, pensionsopsparing). Vi havde behov for at skabe et liv, der gav mening for os, og på Ærø følte vi, at vi selv kunne bestemme, hvordan vores liv skulle se ud, og det åbnede for en større sensitivitet og et dybere nærvær. Afleveringerne i børnehaven blev sværere endnu, og da vores ældste skulle fra 1. til 2. klasse på friskolen, hvor der ville være et større fokus på det boglige og mindre tid til leg, yoga og meditation, vidste vi, at tiden var inde til at gribe den drøm, jeg havde haft i nogle år: Hjemmeskolelivet.
Det faldt i hak med, at vores yngste var så stor (knap halvandet), at Kristian og jeg kunne se, at vi faktisk havde overskud til at have alle børnene hjemme. Og med ét var vores liv forandret.

Det med at hjemmeundervise er ligesom alt andet i mit liv:  En reaktion på en erkendelse.
Som ny mor begyndte jeg på et tidspunkt at tænke over, hvad jeg egentlig havde fået med fra min skolegang, og jeg kom hurtigt frem til, at det ikke var meget, jeg kunne huske. Samtidig var jeg ikke i tvivl om, at også den sociale dannelse ville have bedre vilkår under andre forhold end i en klasse med 28 elever. Jeg hørte om hjemmeundervisning, bestilte en stak bøger, og e-mailede med familier, som levede det liv. Jeg mærkede den begejstring og samtidig ro indeni, som jeg har lært, er ensbetydende med, at jeg er på rette vej.
Og her står vi nu: I en hverdag med fire unger hjemme, hvoraf tre er officielt hjemmeskolede fra august, og den ældste har været det i et år. Undervejs i denne hverdag forstår jeg efterhånden, at det er mine børn, som lærer mig om livet og ikke omvendt. Jeg har aldrig følt mig hverken mere glad eller stærk end nu, og når jeg går i seng om aftenen, ved jeg, at jeg har brugt min dag på det, der giver mest mening for mig. Det er et vidunderligt liv – fuldt af store og udfordrende erkendelser, og det er, her vi er kommet til i vores proces, som udspiller sig i en kultur, hvor det generelt er anses som en form for nederlag, hvis man bruger sit liv sammen med sin familie. Derfor tog det os tid at komme helt ind til kernen i vores drømmeliv, og derfor giver det mening for mig at fortælle min historie: Så andre forhåbentlig også kan tage hul på deres version af et drømmeliv – snarest muligt.