“Jeg bliver så træt” (Om januarmathed og at læse om andres liv)

Januar er en langsom måned, en måned hvor vi nok mærker en ny energi tage form i os, men den kommer endnu ikke rigtigt ud.
Kristian havde fødselsdag i lørdags, og jeg gav ham bogen ”Sjælens Tolv Indvielser” med Harriet Kochs smukke tekster om årets rytmer. I teksten for Stenbukkens tegn, som går fra den 22. december til 20. januar, står blandt andet: ”Man har oplevet meget, og mangen elev bliver nu klar over, at det er anderledes med ham end før. Derfor må meget nu gøres om og laves anderledes. Eleven har trang til at skaffe nye forbindelser til sin livskreds. Årets kræfter er dog endnu ikke sat i gang, derfor er alt undertrykt, dæmpet og slumrende. Der træder endnu ingen nye opgaver frem for os. Derfor er det rigtigt i denne tid at spare sine kræfter og vente med sine planer.”

Og jeg tror, det ræsonnerer i mange af os?

Jeg selv er ved at boble over med nye idéer – jeg føler mig inspireret og tryg og sikker og stærk, men mange dage i januar har jeg alligevel ikke kunnet materialisere de planer, jeg havde. Jeg har flere gange i månedens løb sagt til mennesker på min vej, at der ligger en form for mathed omkring os, og hver gang har jeg følt en lettelse over at høre mine egne ord – en form for tilgivelse for at alt det, jeg mærker indeni, men som jeg ikke har haft energi til at skabe.

I går trådte et nyt stjernetegn imidlertid ud fra fuldmånelyset, og hvad end man rent faktisk bekender sig til den slags eller ej, er der visdom og bekræftelse at hente i de universelle ord om denne tid på året. For også her, i vandbærerens tegn, skriver Harriet Koch om intention og handlekraft på én og samme tid, og også her rammer det mange: ”I vandmanden er eleven trådt nærmere hen imod årets praktiske opgaver. Frem for alt må han i princippet være klar over den retning, som han nu vil slå ind på. Han bliver måske netop i Vandmanden stillet over for ganske forskellige muligheder. Det er lagt i hans egen hånd at danne sit liv på den ene eller den anden måde. Det kommer nu kun an på, om han træffer det rette valg.”

Og sådan er det: Det er lagt i vores egen hånd at danne vores liv, og om end den sandhed kan være forbundet med enorm smerte, vrede og frustration, så er det ikke desto mindre en indsigt, der har potentiale til at ændre vores liv. Vi har forskellige vilkår, vi er alle gjort af vores historie, men det er uagtet os selv, der skaber den virkelighed, vi befinder os i.
Virkeligheden er i bevidstheden, i vores indstilling, i vores perspektiv på livet.

Der findes ikke ét sandt svar, der findes ikke ét liv, én model, én måde at være menneske på, som er rigtig.

Der findes min måde og din måde og alle andres måde og måske rejsen mest af alt handler om at finde ud af, hvem vi er, hvem vi virkelig er, så vi kan komme i balance – krop, følelser, tanker, personlighed – for at skabe plads til, at sjælens lys kan skinne igennem.

Den anden dag så jeg en kvinde skrive et sted, at hun bliver så enormt træt, når hun følger med hos mig på instagram. “Jeg ved ikke hvorfor,” skrev hun også, og jeg fik lyst til at svare, at det ved jeg, og at den træthed kender jeg også. Jeg kender den som en stressfornemmelse og i en tung fornemmelse af ikke at gøre det godt nok. Jeg kender til den magtesløshed, der rammer helt ind i knoglerne, når man føler sig bagud, eller ikke kan overskue, hvordan man skal finde frem til sine drømme og gøre dem til virkelighed, og sådan kan jeg indimellem føle, fordi sammenligningen er blevet så stærk en del af vores overbevisning.
Men vi er ikke i konkurrence med hinanden. Én af de tungestvejende grunde til, at jeg har mine børn hjemme fremfor at sende dem i skole, er netop, at jeg ikke vil sammenligne dem med andre eller stille mig til herre over, hvem der er dygtigst eller tættest på succes, og på samme måde har jeg det med alle mennesker: Ingen andre end vi selv kender vores rejse eller de linser, som vi ser verden med.
Når jeg selv og andre stiller os frem, og viser vores liv offentligt, handler det ikke om at markere et forspring, men nærmere om at vise vores vej – én af mange – fordi vi mener, mange veje ligger øde hen, og tiden er kommet til at betræde dem.

I syv år gik jeg imod mit hjerte, hver gang jeg afleverede mine børn til fremmede hænder; i syv år havde jeg ikke overblikket, indsigten eller modet til at handle anderledes, men ved at møde mennesker med et liv, som inspirerede mig, fandt jeg modet til at følge mit hjerte. Min mission er ikke, at alle skal indrette deres liv, som jeg indretter mit, min mission er, at alle mærker efter, tager ansvar og lever livet i overensstemmelse med deres højeste ambitioner, så hvis jeg fremkalder træthed, er det ikke min intention. Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af følelsen af utilstrækkelighed eller overvældelse – jeg tror, der kommer noget godt ud af at følge sit hjerte, trin for trin, dag for dag. Hver dag lidt mere af det gode – blandt andet ved at bruge sin samvittighed som kompas.




Familien er skrevet ud af børnebøger og film til fordel for venskaber og institutionsliv

På vej mod Aarhus den anden dag sad min søn på seks ved siden af mig i bilen. Han bestemte musikken under hele turen, vi hørte Stevie Wonders tidlige albums, og snakkede om mange ting, som vi ikke altid har mulighed for at få vendt.

Vi snakkede blandt andet om børnebøger og film, en samtale der startede, da min søn, som for nyligt så én af de nyere Bøllebob film, udbrød: “Det er mærkeligt, at man aldrig ser Bøllebobs familie. Man ved slet ikke, om han har forældre?”
Min søns refleksion ramte lige ned i et emne, som jeg har været optaget af et stykke tid, nemlig den venskabsdiskurs, der i høj grad præger populærkulturen omkring børn.

Vi har skabt en fortælling omkring børnene, hvor venskabet er det, der betyder mest, og de fleste børnebøger samt film har således vægt på venskaber, skole og institutioner fremfor familien. Det samme gør sig gældende for de ting vi siger til os selv og hinanden om barndommen. ”Han skal væk fra sine forældre for at blive socialiseret”, eksempelvis.

Vennerne er blevet den nye familie, men hverken venskabet eller institutionerne kan udgøre en familie for børnene, og det skal den heller ikke.
Barnets jævnaldrende har ikke den erfaring, som forældre har, og barnets jævnaldrende elsker ikke barnet ubetinget, sådan som forældrene gør det. Senere i livet kan vi vælge venner, som vi kalder vores familie, men det er ikke meningen i barndommen.

Jeg sagde til min søn, at fordi vi har skabt et samfund, hvor vi forventer, at alle forældre arbejder væk fra hjemmet, har vi været nødt til at fortælle os selv og hinanden, at vennerne er barnets vigtigste pårørende, og at det er dem, barnet skal læne sig op ad og tilbringe det meste a sin tid med.
“Men det er da LØGN!”, sagde min søn, som elsker at være sammen med ligesindede jævnaldrende, men som altid gerne vil have sine familie tæt på.
“Det er familien, man ikke kan undvære.”

Ofte møder jeg forældre, der bekymrer sig om, at deres børn ikke har venner nok. Det sker endda, at børnehaven eller skolen indkalder til en bekymringssamtale, fordi barnet ikke er tilstrækkeligt socialt. Men hvornår er man tilpas social, og hvorfor tror vi, at vuggestuen/børnehaven/skolen er rigtig for alle, og at det er lig med en ubalance, hvis man ikke trives dér?
Hvorfor forventer vi, at alle børn skal være udadvendte, når ikke alle deres forældre er det, og hvordan kan vi tillade os at tillægge barnets venskaber så stor betydning?
Det gør vi, fordi denne tendens har pågået siden vores egne forældres barndom, hvor vennerne i løbet af få årtier blev den nye familie, da mødrene kom ud på arbejdsmarkedet, og økonomien udviklede sig med lysets hast. Vi kan med andre ord ikke huske, at der var engang, hvor man spurgte sine forældre til råds, og hvor det var hjemmet, man søgte tilbage til, når verden var for stor.

I løbet af få generationer er familien som barnets centrum blevet udskiftet med vennegruppen, og det er en sårbar konstellation, for som den canadiske psykolog og tilknytningsekspert Gordon Neufeld (link til videoen “Kids need us more than friends”) siger, så kan et barns venner ikke måles sig med forældrene, når det kommer tilså vigtige forhold som loyalitet, erfaring og tilknytning.

Derfor er jeg opmærksom på diskursen i bøger, film og andre medier, der påvirker mine børn. Jeg taler med dem om, hvorfor jeg ikke mener, det er en fiasko kun at have en enkelt god venner eller primært at orientere sig mod sin familie, mens man stadig kun er teenager, og jeg håber fremfor alt, at mine børn med tiden finder de venner, de har lyst til, uden at skulle føle sig forkerte, fordi det muligvis ikke er nok set med andres øjne.

Familien er skrevet ud af børnebøger og børnefilm og børnetv, fordi det er det samfund, vi har bygget op: Et samfund, hvor familietiden har mistet sin værdi, og hvor vi som forældre ikke har selvtillid til at insistere på familien som det bærende fundament – for alt. Men enhver forandring starter med bevidstheden om, at noget skal gøres anderledes, og her har kulturen et ansvar for ikke kun at beskrive normen men også at udfordre den. Jeg håber, vi snart kommer til at se børnebøger om hjemmeliv, andre familieformer, nærværende forældre og bedsteforældre og fravalg af de velkendte kasser de næste år.

Hvilke bøger og film holder I særligt meget af, som handler om familieliv?


Jeg skaber de rette betingelser for at have det godt – om året som går på hæld og det nye, der venter

Foto: Camilla Jørvad

For mig handler det om at skabe de rette betingelser.
Jeg laver te, sætter min skrivemusik på, tænder læselampen, lukker døren bag mig, og skriver. Når jeg går i stå, ser jeg ud over havet, nogle dage er det blåt og klart, andre er det så mørkt som mulden (den udsigt holder jeg mest af – det mørke hav) og i dag kan jeg knap ane strandbredden for enden af marken. Himlen er én stor sky, luften så våd og bittersød, at der sidder tårer på vinduet foran mig.

Og jeg tror, vejret i dag meget præcist beskriver året, vi er på vej ud af. 2018 har for mange været et år med modstand, hårde erkendelser, frustration og sorg. Det stod i sol, stjerner og måne, at det ville blive sådan, ligesom det ifølge astrologerne står skrevet, at 2019 bliver dets modsætning: Let, lyst og omfavnende.

En del af vores kollektivt oplevede smerte er den dårlige samvittighed og følelsen af manglende frihed. Vi tror alle, vi er alene om at føle sådan, men sandheden er, at det er så alment, at det nærmest kan betegnes som en betingelse for livet i vores tid.
27 procent af alle danskere drømmer ifølge en ny gallupundersøgelse om en radikal ændring i deres tilværelse, og mere end hver femte svarede i samme undersøgelse, at de går med overvejelser om at ændre deres arbejdsliv i 2019.

Mit eget mål er dag for dag at skabe de rette betingelser for et meningsfuldt liv. Man kan ikke være glad og let, hvis man bruger sin energi på opgaver, som er sure. Man kan ikke være nærværende og omsorgsfuld, hvis man år efter år omgiver sig med mennesker, der dræner ens energi. Man kan ikke mærke sig selv og skabe det liv man drømmer om, hvis man knap har tid til at spise aftensmad med sin familie.
Vi ved det godt: For at gro skal en blomst vandes og for at leve skal vi tage vare på os selv og vores nærmeste. Men selv når livet er sværest, er der en mening gemt deri, og jeg citerer gerne indianeren Yellow Hawk: ”Alt i livet er en gave, men nogle gaver er pakket grimt ind.”

Ud af det svære opstår nye indsigter, som vi kan vælge enten at forkaste for at bevare status quo eller tage til os for at komme nærmere det liv, vi længes efter. Også her kommer billedet af en blomst til mig:
Lotusblomsten, der vokser dybt i det mudrede vand langt fra solen, når med tiden op til lyset, og omdannes til en smuk blomst, som i mange kulturer betragtes som et symbol på renhed, oplysning og genfødsel. Lotusen minder på mange måder om os, for ligesom planten, der er i stand til at trække sin næring fra det mørke vand, ligger også vores potentiale dybt i kernen, og alle som én kender vi følelsen af at sidde fast i mudder gennem livets udfordringer og kamptider og alligevel blomstre under selv de sværeste forhold.

Det er nemt at anerkende den inspiration, der kommer fra vores positive oplevelser, når livet er let og klart, men lotusblomsten minder os om, at selv når vores liv er mere mudret end klart, har vi friheden til at vælge vores indstilling til det, vi oplever, og der er en enorm kraft i den udsigt. Vi kan trække noget fra enhver oplevelse, og hindringer kan omdannes til åbninger. Ikke altid og ikke alle har de samme muligheder, men vi har alle magt til at skabe udvikling af det, der er svært.
Uden mudderet ville vi ikke få de erfaringer, der er nødvendige for vores egen vækst, og uden fortrydelse og dårlig samvittighed ville vi således have sværere ved at nå de erkendelser, som bringer os på sporet af et mere rigt liv.
Når vi vågner til tanken om, at vi skaber vores egen virkelighed baseret på, hvordan vi ser verden, så vælger vi i samme åndedrag at vokse frem i lyset og blomstre.

Den dårlige samvittighed, som mange føler, er en pejling. Den er vores kompas gennem de valg og vaner, der ikke er i pagt med vores højeste ambitioner og dybeste vilje, og den kan blive vores mest præcise rådgiver gennem livet, hvis vi tør lytte til den fremfor at blive vrede eller føle jalousi.
Alle kender vi den dårlige samvittighed, og efterhånden lærer vi at kende forskel på, når den skal mane til forandring og når den i stedet kalder på tilgivelse af os selv.
Jeg ønsker, at mine børn skal lære at lytte til sig selv og ligeledes tilgive, når de træder ved siden af, for det at træde ved siden af er en væsentlig del af at være i live. Intet er utilgiveligt, men jeg vil for evigt fortryde, hvis ikke jeg lytter til de tegn, mit hjerte sender mig, så det øver jeg mig i – dag for dag ved at skabe de rette betingelser.

Året igennem har forældre skrevet til mig, at de drømmer om at ændre deres hverdag. At det river i deres hjerter at leve adskilt fra dem, de elsker mest, og de ønsker at gøre noget anderledes.
Hvad bremser os?
Det gør blandt andet vores egne forestillinger om, hvad der er muligt sidestillet med frygten for, hvad der kan ske, hvis vi rent faktisk lytter, og måske for første gang gør det, som er rigtigt for os – uagtet om det er rigtigt for andre.
Men det er svært at leve med hjertet forrest i en verden, hvor normen er det stik modsatte. Det kræver ikke kun mod men også overskud og viljestyrke, og det kræver frem for alt, at man ikke føler sig alene. Derfor er det livgivende og næring til enorm selvudvikling, når vi lytter til andre, der føler som os, og når vi sætter os selv i situationer med rum til nærvær, udvikling og inspiration. Lad os sammen skabe disse rum i 2019; lad os støtte hinanden og dele vores erfaringer, bekymringer og viden.
Jeg gør det under mine foredrag og på mine retreats, og lige nu arbejder jeg på at lave en ny platform til fremme af viden, selvudvikling og fællesskab. For mig handler det om at skabe de rette betingelser for den forandring, man ønsker og ikke mindst om at facilitere de rum og den indsigt, som kan støtte andre i at tage de beslutninger, der nærer og udvikler dem dybt.

min instagram kan man indtil i morgen kl. 20 vinde to billetter til ét af mine tre foredrag i januar, blot man skriver derinde, hvilke forandringer man drømmer om at skabe i sit liv i det nye år.
Men skriv det også meget gerne her, hvor det kan læses af mange og længe – hvad drømmer I om for 2019, og hvad tager I med jer fra det år, som slutter til midnat?

Af hjertet tak for alt det I deler med mig og hinanden i kommentarsporet herinde; tak til alle jer, der kom til mine foredrag og deltog på mine retreats i dette år – og til de af jer som læser med i stilhed.

Godt nytår – jeg er sikker på, at der venter os alle sammen mange nye indsigter, glæder og forandring i året, som kommer.

Her er opskriften på den bedste ris á la mande

Okay – så du har lavet din risengrød i går (eller her til morgen), og nu vil du gerne lave den mest velsmagende ris á la mande ever.
Lad mig være behjælpelig med opskriften, som jeg fandt på bloggen Saga i farver for virkelig mange år tilbage, og siden har justeret en smule.

Til en standard 5-6 personers portion ris á la mande, skal du bruge:
Vaniljesukker
100-150 g. smuttede, grofthakkede mandler
½ l. fløde
1-3 spsk. sukker
½-1 tsk. snaps, helst Rød Ålborg (sherry kan også bruges).
Citronskal fra 1/2-1 øko-citron

Dag 1 (eller morgenen den 24.)
7½ dl letmælk
1,5 dl grødris (eller 1 dl, hvis man foretrækker mere flydende)

– Sæt ½ dl vand over at koge.
– Når det koger, kommer du halvdelen af mælken samt risene i. Omrør jævnligt.

– Når det koger igen, kommer du resten af mælken i og skruer ned på 1/3 varme
– Lad risengrøden stå mellem 45 min – 1½ time. Omrør jævnligt.
– Når den er færdig smager du til med vanilje, til det smager godt.

– Sættes i køleskabet natten over.

Dag 2:
Tag din køleskabskolde risengrød fra dagen før (eller i tilfælde af travlhed samme morgen), og tilføj følgende:
– Mandlerne smuttes, hakkes og røres i risengrøden.
– Sukkeret blandes i – smag hvor meget du foretrækker.
– Fløden piskes til flødeskum. Jeg laver flødeskummet ret fast, men det er en smagssag.
– En smule flødeskum røres i ad gangen, indtil grøden er lind. Derefter vendes resten af flødeskummet i, til ris á la manden har den rette konsistens.
– Til sidst smages ris á la manden til med snaps og revet citronskål – lidt for lidt.

Og ja; snapsen er et must! Man kan ikke smage, at den er i, men den fremhæver smagen af ris á la mandens ingredienser. Det og citronskallen løfter retten fra “risengrød med flødeskum” til en nærved kulinarisk oplevelse, sgu.

Har I en madopskrift eller et andet godt tip, I vil dele til julen?

Jeg håber, I får en dejlig juleaften, alle sammen ❤️

Når vores egne dogmer skaber ubalance fremfor mening

I denne tid hvor vi er en del, som forsøger at bevæge os væk fra de samfundsnormer, vi føler, er kommet ud af balance, er der mange ting at være opmærksom på.

Noget af det, der optager mig for tiden, er bevægelsen fra ét dogme til et andet. Eller med andre ord: Fra én ubalance til en ny.

Jeg har lyst til at sige, at jeg ikke tror, livet først og fremmest handler om at være mest rigtig, og alligevel kommer jeg indimellem selv til at fokusere på, om jeg gør det godt nok ud fra et ideal om, at jeg skal være perfekt.
Når vi vælger en bevidst måde at leve på, og gør vores bedste hver dag, er bagsiden af medaljen, at det risikerer aldrig bliver godt nok.

Jeg synes, der kan være en tendens til, at vi forkaster det ene sæt regler blot for at opbygge et nyt, og det mener jeg, er problematisk af flere grunde. Nu siger vi højt nej tak til adskillelseskulturen, nej tak til vinkevinduer, lange skoledage, savn og travlhed, stress, ensomhed, forurening, overforbrug og meget andet.Vi bærer vores børn, ammer dem længe, samsover, og skærer ned for mange ting: Shopping, forurening, arbejdstid, blandt andet. Alt det er godt.

Tiden bliver vores vigtigste ressource, sådan som den helt naturligt vil være det, når vi er tilstede i vores liv, og vi viser vores børn, at travlhed, ensretning og pisa-tests ikke er vejen frem.
Vi ønsker, at de skal tro på sig selv og opleve en barndom med nærhed og omsorg, og nogle gange er det nemmere at vide, om man gør det godt, hvis man læner sig op af et regel- eller værdisæt. Det anfægter jeg ikke, for det er helt oplagt, og jeg gør det som nævnt selv.
Men jeg mener i al sin enkelthed, at den energi enhver handling udføres i, er vigtigere end handlingen selv.

I disse år, hvor SoMe er en inspirationskanal for de fleste, er det nærliggende at sætte mærkater på os selv og hinanden. Jeg læste engang, at hjernen kategoriserer alting med det samme – også mennesker, og set med de øjne giver det mening, at vi tiltrækkes af hashtags.”Hej, jeg er #zero-waster, #unschooler, #naturligforælder, #selvforsynende, #fittnessdad” og så videre. Jeg bruger selv hashtags, og på instagram synes jeg, de er en god inspiration og ledetråd igennem et inspirerende univers, og jeg finder selv nye mennesker på den måde.
Det er ude i det virkelig liv, at det kan blive en udfordring, når vi synes, vi er utilstrækkelige, hvis ikke vi lever op til de prædikater, vi forventer af os selv.

Vi følger mennesker online, der lever et liv, som vi er inspirerede af, og samtidig ser vi på vores eget liv, og vi ser på samfundet omkring os, og der kan opstå nogle konflikter, som vi har brug for at danne os overblik over. Så vi kategoriserer os selv, og langt hen ad vejen er det brugbart og godt, men endnu vigtigere er det, at vi løbende tager os tid til at mærke efter, hvad der føles rigtigt for os, uanset om det har et passende hashtag eller ej.

Nogle dage er mit mest kærlige bidrag til verden netop at købe en færdigpizza, fremfor at bage én selv, også selvom det indiskutabelt er forbundet med mere spild, dårligere mad og øget forbrug. Men det kan alligevel være det mest rigtige at gøre den ene dag, ganske enkelt fordi en købepizza på måske er det eneste, jeg har overskud til, hvis jeg samtidig skal være en omsorgsfuld mor og en kærlig hustru.
Og jeg mener personligt, at vores kærlighed og omsorg er det bedste, vi kan give verden, hvis vi vil den det godt. Således er jeg indimellem nødt til at afvige fra den kasse, jeg har placeret mig selv i for at skabe balance.

Jeg kender familier, der lever kompromisløst, og som er forbilledlige i mange henseende, og aldrig afviger ikke fra deres værdier, og det er spændende og på mange måder enormt inspirerende, men nogle gange er det på bekostning af noget endnu vigtigere. Nogle gange er presset så stort, og de indre forventninger så høje at glæden, lysten, dynamikken svinder ind, så der i stedet blot står et skarpt regelsæt tilbage, og det mener jeg alt andet lige, er mere drænende for overskuddet til at gøre godt i verden end både tv-afhængighed og ikke-økologiske gulerødder.

Når vi nu begiver os ud på denne livsrejse, hvor mange af os søger en mere meningsfuld hverdag, og dermed gør op med den måde, vores egen barndom var indrettet på, er det jo nærliggende at forkaste alt, tage helt nye midler i brug og skabe vores egen virkelighed fra bunden.

Jeg har også selv lyst til det, og er enig i stort set alt den kritik, jeg hører af vores samfundsvaner, men jeg vælger ikke desto mindre fra tid til anden at gøre noget, som er mindre end perfekt. Fordi jeg ikke altid magter at være perfekt.
Og jeg tror, det er vigtigt med denne erkendelse, da der ellers er fare for, at vi går rundt, og føler os utilstrækkelige, og utilstrækkeligheden er ødelæggende, fordi den får os til at fokusere på ting, som er mindre vigtige, og den sluger vores overskud.

Min hensigt er ikke at sige, at vi skal lade være med at interessere os for eller skrive om de områder i vores liv, hvor vi træffer nogle anderledes valg, som vi er stolte af, og trives godt med.
Tværtimod! Vi skal råbe fra tagryggene, at noget derude er rivravruskende galt, og vi skal fortælle, hvad vi gør for at ændre det, så andre kan følge i vores fodspor og vi skal smide om os med hashtags og inspirerende beskrivelser og på den måde ændre vaner.

Men vi skal gøre det med hjertet, og vi skal huske, at dogmer kan være til skade fremfor gavb, når de bliver vigtigere end vores trivsel og livsglæde.
Derfor: Vær tilstede i julen. Nyd den, hav det dejligt, elsk dine nærmeste, giv gaver til dem du holder af. Gør det med omtanke, naturligvis. Gør dit bedste. Vær bevidst om dit forbrug og dine vaner, men tilgiv dig selv, som du tilgiver alle andre, at vi hver som én er mennesker på en rejse, der endnu ikke er fuldendt og heller ikke perfekt.



Er min følsomhed særlig, eller er den i virkeligheden det mest naturlige?

Dagene er mest af alt sociale lige nu.
Vi holdt julestue i søndags med knap 40 besøgende, store som små, fodboldkampe, kage og klipperi.
Så kom mandag med besøg fra vores søde venner, der er flyttet fra England til Danmark, og om eftermiddagen havde jeg seks børn med til fodbold i Marstal.
I går holdt jeg et møde af den slags, som krævede fokus i så mange timer, at jeg efterfølgende faldt i søvn på legeværelset med ansigtet i madrassen og benene ud over kanten. Lige indtil børnene vækkede mig, fordi vi skulle spise.
I dag skal jeg have ro, og roen kommer ikke af sig selv, så den skal jeg insistere på, skabe ud af omsorg for mig selv og mine nærmeste. Fordi jeg ikke vil ende med at have hjertebanken flere dage i træk eller føle min hals snøre sig sammen, når jeg tænker på juleaften, Junos fødselsdag i næste uge eller tøjvask.
Jeg vil ikke ende hudløs og udsat, og det gør jeg, hvis ikke jeg skaber ro nu.

Jeg er blevet mere følsom de seneste år. Ærligt talt plejede jeg at rynke på næsen af den slags mennesker, som har en lavere tærskel for overstimulering, eller som siger det højt, når de har brug for en pause.
Og det på trods af, at jeg selvfølgelig altid selv har været både sensitiv og følsom og i stand til at mærke alle omkring mig og aflæse signaler, næsten før de blev sendt. Men jeg plejede ikke at lytte til mig selv eller tage min krops signaler alvorligt. Det var mit indtryk, at styrken sad i at kunne blive ved, altid stå midt i det hele, aldrig give op.
Min følsomhed er intensiveret, jeg er blevet mere opmærksom på den, og jeg tror, det skyldes, at vores hverdag er mindre travl. Det kunne opfattes som en svaghed, men jo bedre jeg kender mig selv, jo tydeligere bliver det, at min følsomhed er en styrke.

Min følsomhed såvel som mine børns og min mands er vores værn mod et liv, der ellers kunne løbe fra os. Det er med hjælp fra kontakten til vores egen indre balance, at vi bliver holdt fast i nuet og tvunget til at prioritere.
Mine børn siger indimellem “Jeg har givet alt, jeg har, så vi er nødt til at aflyse alle aftaler i morgen”, og jeg bliver ofte instinktivt irriteret – skal vi så skuffe nogen ved at være dem, der melder fra?
Efterhånden erfarer jeg, at når respekterer os selv, viser vi samtidig vejen for dem, som måske har sværere ved at respektere deres egne signaler. Målet er naturligvis ikke at planlægge for meget, så man slipper for at skulle aflyse igen og igen.
Men jeg ved også fra mig selv, at når jeg møder respektfuld ærlighed hos andre, bliver jeg inspireret til at mærke efter, og hvem kender ikke følelsen af lettelse, når nogen aflyser, og man med det samme forstår, at man også selv trængte mere til ro end til aktivitet?

I dag vælger jeg roen. Jeg bliver hjemme fra formiddagsturen op i den sportshal, som vi netop har meldt os ind i for at kunne spille fodbold non-stop alle ugens dage (what.have.we.done), og lader Kristian tage af sted med børnene nogle timer. Jeg bliver hjemme fra et uden tvivl givende samvær med dejlige hjemmeskolevenner, simpelthen fordi jeg ikke kan tage eller give mere lige nu. Jeg bliver hjemme for ikke pludselig at blive så træt, at jeg ikke kan noget overhovedet.

Ofte siger jeg til mennesker, der har svært ved at drage omsorg for sig selv: “Jeg ved, at du knokler for at være der for nogle andre, men hvis du bliver ved på den måde, kan du pludselig ikke være der for nogen overhovedet – ikke en gang dine nærmeste.”

Jeg siger også med mellemrum, at jeg ikke er disponeret for at få stress. Hvorfor ikke? Der er flere faktorer, formoder jeg, den væsentligste er nok, at jeg passer på ikke at leve, så jeg risikerer at blive stresset. Det kræver skarpe prioriteter, en hverdag med mening og ikke mindst evnen til at sige stop, også når man føler, man burde.

Min sensitivitet er ikke særlig eller enestående eller noget som helst andet end fuldkommen naturlig. Men den udmærker sig i et samfund, hvor mange har så travlt, at deres medfødte sensitivitet og følsomhed bliver skubbet til side til fordel for en såkaldt robusthed, som måske i virkeligheden er en måde at maskere en form for bedøvelse eller lammelse. Måske er det, at man kan klare helt utroligt meget, og aldrig bliver træt, og altid helst vil være der, hvor det sker, ikke er et udtryk for styrke men for en evne til at overleve, på trods.

Og det er det, jeg forsøger at undgå i dag: At overleve på trods. Jeg øver mig i at leve, ikke på trods, men leve med mening og fuldt overlæg.

Hvad skal navnet være? (NYHED!)

I starten af næste år åbner jeg et medlemsforum, som har været på tegnebrættet længe, og som er et resultat af alt det, jeg har erfaret gennem arbejdet her på bloggen, mine retreats og foredrag de seneste år. Og fra hele mit liv, naturligvis.
Det bliver et sted for nytænkende, omsorgsfuld og ikke-dømmende sparring. Et sted, hvor man kan stille sine mest aktuelle eller følsomme spørgsmål i et trygt og bevidst rum til andre, der har nogle af de samme overvejelser, men andre erfaringer.
Det bliver et forum med personlige svar fra mig og geografisk orienterede fællesskaber ude i den virkelige verden. Et sted, man kan bruge som sparringspartner og inspirationskilde til hverdagen og opbrudstider.

Hvad mere? Der kommer til at være månedlige podcasts med både mig selv, Kristian og et hav af inspirerende mennesker. Der kommer live-chats, webinars og økonomisk rådgivning og rabat på mine foredrag samt på de intime workshops, som jeg kommer ud og laver i hele landet til sommer.
Og det er kun begyndelsen.

Jeg glæder mig, fordi jeg tror, dette forum kan blive den udvidede familie, som vi alle sammen har brug for: Et fællesskab, hvis overvejelser man kan spejle sig ind i, og hvor der er plads til at opleve og erfare nye måder at indrette sig på.

Jeg glæder mig, fordi meget er under forandring i vores verden, og fordi mange drømmer om at have lidt mere af alt det gode i deres liv. Sammen kan vi løfte og inspirere i flok og eliminere følelsen af at være alene, mens vi støtter hinanden i at tackle den modstand, som man ofte møder, når man beslutter at tage ansvar for sit liv og indrette en hverdag, der giver mening, og skaber glæde.

Alt det er jeg overbevist om, og hver dag går jeg med en masse tanker om, hvor godt det bliver. Men hvad jeg ikke ved, er, hvad forummet skal hedde?
Hvad kalder man et sted, som handler om at skabe mod, fællesskab, nytænkning og livsglæde?
Hvad kalder man et forum, hvor der er plads til de unge, dem med børn og til dem, der har valgt en helt anden vej?

Hvad synes I?
(Og vil I være med derinde?)

Skriv jeres idéer i kommentarfeltet herunder, på instagram eller i en personlig besked til mig og lad os søsætte dette nye eventyr sammen ♥️

Når kompleksiteten tager overhånd, forsvinder livsglæden

Livet i dag er komplekst, og jeg har haft den tanke, at én af mine største ambitioner er at gøre mit eget liv mindre komplekst. At skrælle lag af i håb om at finde ind til en form for kerne, hvor alt det jeg bruger energi på, giver reel mening.

Jeg oplever, at vores livsstil er langt mere kompleks i dag end tidligere, og med de mange muligheder kommer et ansvar for at vælge bevidst og acceptere fravalgene i samme åndedrag.

Vi kan rejse hurtigere end nogensinde, kommunikere uden forsinkelse på tværs af kulturer, geografi og sprog.
Vi kan google vores egne sygdomssymptomer, tage billeder med vores telefon og dele dem med hele verden. Arbejde dag og nat uden hensyn til årstidernes skiften, låne penge, vi ikke har, og miste alt vi ejer til noget, der kun eksisterer online. Vi kan købe tøj, som fremmede mennesker har lavet til os under kummerlige forhold på den anden side af jorden og spise mad, der ikke gror i vores eget klima.
Vi går på arbejde for at tjene penge til et forbrug, mange af os ikke har overblik over eller behov for, og mens vi arbejder, tilbringer vores børn det meste af deres vågne tid i institutioner uden dem, de elsker.

Vi er som samfund kollektivt triste og eksistentielt ensomme, stressede og angste og forvirrede, og ét eller andet hænger ikke sammen: Vores planet er ved at give efter, men det er ikke den, der kommer til at dø, det er os. Problemer er, at vi alle sammen opdraget til at tro, at livet handler om at have mest fremfor at have det godt.
Der er så mange tilbud til den enkelte og tanker om succes og uovervindelighed og selvrealisering, men måske livet i virkeligheden er væsentligt mere simpelt end det.

Måske handler livet i al sin enkelhed om fællesskab og balance. En balance, hvor ingen tager mere, end de giver. For det er en sygdom, når vi tager for meget, og det er den sygdom, mange lider under nu.

Hvornår er livet for komplekst?
Det er det, når vores hverdag er præget af arbejdsopgaver, som ikke giver mening for os, fordi vi har mistet kontakten til det sted, hvor vi kan mærke os selv.
Når hverdagen er overvældende og en nytteløs travlhed efterlader for trætte  til at være dem, vi helst vil være og uden lyst til at nære de relationer, der er det vigtigste i vores liv.
Når vi ser os blinde på genstande, som vi tror, kan redde os, men som undergraver alt, der er godt.
Det er en forvildelse ud af kærligheden og ind i adskillelsen; væk fra omsorgen og ind i tomheden.

Men en ny bevægelse er i gang. Flere og flere mærker det.
Kompleksiteten, afsavnet, forvirringen og den tomme følelse i hjertets dyb tvinger os til at stoppe op, mærke efter, handle anderledes.

Omsorgsrevolutionen bliver det kaldt, og sådan føles det også:
Som et paradigmeskifte hen mod færre ting, mere tid, færre tomme løfter og flere kærlige fællesskaber.

Livet skal opleves, og man oplever det bedst, når man ikke har travlt med opgaver, der skaber tomhed.
Det simple liv er ikke altid simpelt at skabe i et samfund, som hylder det modsatte, og derfor kræver det et stort fokus og en stålsat vilje at vælge det til, og det kræver en solid stemme indeni, som igen og igen hvisker: Du er elsket, du er god, dit liv har en værdi.
Og når det lykkes at leve et meningsfuldt liv, er det hele indsatsen værd. Så mærker man pludselig mere, og det er en berusende oplevelse.

Føler du dig berettiget til at leve et godt liv?

Det er fredag, og dermed en uge siden, at jeg mødte de ti kvinder, som kom her til Ærø for at holde retreat over weekend. Ti vidunderlige, inspirerende, vise, følsomme, omsorgsfulde kvinder, der hver især bar på en betydningsfuld historie og nogle smukke ønsker for deres liv.

Der er et tema, som fylder på alle mine retreats, under mine foredrag, og i de mails jeg modtager hver uge. Det er noget, som jeg kender indgående fra min egen udviklingsrejse, fra mine veninder, mine søskende, næsten alle omkring mig.

Temaet er “berettigelse” – eller sagt med andre ord: Modet til at stille os i vores lys og være den mest ærlige version af os selv. At stille sig i sit eget lys betyder ikke “at larme” eller at “være den bedste” eller “at have succes”. At stille sig i sit eget lys handler om at blive fortrolig med, hvem man er, og hvad man trives bedst med, og øve sig i at vælge det fremfor at vælge noget, andre forventer af én.

Det er ikke overfladisk selvudvikling eller navlepilleri. Det er efter min bedste overbevisning den mest direkte vej til at gøre først os selv og dernæst uundgåeligt vores omgivelser gladere; bringe balance til jordkloden og sikre vores fælles fremtid.

Når vi hver især lytter til os selv, vores hjerte, intuition, mavefornemmelse eller hvad det hedder for den enkelte, bliver vi drevet af ønsket om en mere kærlig verden. Vi bliver drevet af ønsket om at stå op for os selv og vores ret til at leve, som det føles mest meningsfuldt for os, og den drift handler aldrig om forbrug eller om at være den smukkeste, klogeste eller sejeste – det handler ganske enkelt om ikke tage mere, end vi giver og om omsorg og respekt.

Mange af os har mistet evnen til at høre vores egen indre stemme, og er i løbet af vores liv blevet usikre på, om vi er gode nok; om vi fortjener at blive hørt, og om det, vi mærker dybt i os selv, rent faktisk er værd at tage alvorligt.
Så vi tvivler, og vi siger ja til ting, vi ikke har lyst til, tilbringer tid med mennesker, der ikke gør os godt, undlader at sige sandheden på arbejdet, når vi føler os usikre, og holder istedet alle disse sandheder tilbage, vi samler til bunke indeni, og pludselig en dag kan vi ikke høre vores egen stemme. Langsomt forsvinder fornemmelsen af, hvem vi er, og hvad vi vil.
“Tal tydeligere”, har jeg ofte lyst til at sige til mennesker, der har svært ved at mærke sig selv.

“Må jeg gerne leve det liv, jeg drømmer om?” “Er jeg forkælet?” “Kan jeg være bekendt at være mere glad end mine venner?” “Er det okay at sige, at jeg ikke vil arbejde så meget, men hellere vil noget andet?” “Hvad sker der, hvis jeg følger mit hjerte, og min omgangskreds ikke gider mig længere?” – Og så videre.

Det er usikkerheder, som mange af os kan nikke genkendende til, men jeg har lært, at det er en tvivl, som man kan leve uden, og som ingen af os har godt af at trække rundt på.
Vi vil gerne støtte vores børn i at stole på sig selv og leve meningsfuldt, uden løgne og uden følelsen af utilstrækkelighed, og dér må vi gå forrest.
Jeg har i mange år haft fokus på at skifte alle mine forbehold og usikkerheder ud med tillid, ærlighed og kærlige forventninger, så tvivlen nu fylder forsvindende lidt for mig. Jeg står i mit lys, har taget ejerskab over mit eget liv, og elsker at inspirere andre til at gøre det samme.
Kan det lade sig gøre? Ja, og det føles præcis så meningsfuldt, som det lyder.
Der er mange måder at gøre det på, og de starter alle sammen med respekt.
Én af deltagerne på retreatet i sidste weekend præsenterede sig selv ved at fortælle om en veninde, hun har, som indimellem aflyser aftaler med ordene: “Jeg kan mærke, at jeg har brug for at være hjemme og lade op i dag,” og fremfor at blive såret eller fornærmet, når hun modtager sådan en besked, fortalte kvinden på mit retreat, at en så ærlig udmelding vil hun gerne selv lære at komme med, for det vækker genklang i modtageren, og minder os på, at vi skal passe på os selv – og hinanden.

“Respekt er ikke noget, man får. Respekt er noget, man giver sig selv.”

Jeg arbejder med dette emne, når jeg afholder retreats, holder foredrag, og når jeg er sammen med andre mennesker generelt.
Når jeg åbner mit onlineforum i starten af 2019 vil det at stille sig i sit eget lys blive et gennemgående emne og tilbagevendende tema i podcasts, diskussioner m.m., fordi det er så vigtigt.

Hvad er jeres erfaringer med at føle sig berettiget og turde stå i sit eget lys?

Torsdag, en hjemmeskoledag.

Vi har meget at se til for tiden, Kristian og jeg. Mere end normalt, mere end vi bryder os om over længere tid, men nu går vi en stille tid i møde, og samtidig har vi så småt fundet en balance i disse dage, hvor han og jeg på det nærmeste er hjemme fra på skift.

Vi forsøger at skabe en form for stilhed herhjemme i disse uger, og jeg nyder den stilhed. Små øer i løbet af dagen med snacks og højtlæsning, vores faste udetid om morgenen, som blandt andet tager os ned på stranden eller forbi naboer på en kort visit. Vi har arbejdet lidt mere målrettet med boglige ting i denne uge, simpelthen fordi børnenes selvfølelse vokser, når vi gør det, og de viser hinanden deres nye kundskaber, viser alle mulige andre også hvad de har lært – kort sagt viser de os, at det er godt.

I går besluttede jeg at prøve at huske at tage billeder i løbet af dagen, noget jeg ellers er kommet fra, hvilket betyder, at både min instagram og bloggen her ofte må nøjes med lidt halvhjertede eller i hvert fald upræcise fotos fra vores liv.

Vi vågnede, da vi vågnede, hvilket vil sige, at vi vågnede forskudt. Kristian var kørt til færgen tidligt, og jeg bad børnene liste ind på et andet værelse, da de stod op, så jeg kunne få lidt mere søvn. Så ligger der som regel små unger ved siden af mig på skift den næste halve eller hele time, mens jeg blunder, og nyder det. Vi kom i tøjet i vores eget tempo, og spiste morgenmad, mens jeg læste nogle kapitler højt fra Sven Nordqvists “Nissemaskinen”. Det er jo en vældig afbrudt oplæsning under sådan et måltid, fordi jeg også smører jeg-ved-ikke-hvor-mange-mader og henter æblegrød og havregryn og æblebåde og og og, men til sidst faldt der ro på, og vi læste, indtil børnene drev hinanden og mig til vanvid med sure kommentarer, og så skulle de ud. “UD UD UD!” sagde jeg højere og højere (råbte?), og da de endelig landede på trampolinen, faldt der ro på igen. Dem og mig.
Vi gik til naboen, og hentede æbler, og når jeg skriver det, skal jeg lige bemærke, at det tog en time fra første nævnelse af den lillebitte udflugt, til vi rent faktisk stod ude på vejen – få meter fra vores entre. Forsvundne vanter og sure miner og alt muligt andet bremsede processen, så vi nåede kun lige at hente æbler, inden næste punkt på dagsordenen: Nemlig vores anden dejlige nabo, der kom for at læse højt for børnene. Vibeke spurgte i sommer, og vi havde lyst til at hun skulle komme og læse højt, når der blev koldt og mørkt uden for, og det gjorde hun så i går for første gang, og børnene sad helt stille (en enkelt hoppede på stedet af spænding), og hørte historier om trolde og gamle skove, og det var den største fornøjelse. På næste torsdag kommer hun igen.

Da Vibeke var gået, skulle børnene udenfor, før vi spiste frokost, og så havde jeg sagt, at vi kunne se en fodboldkamp sammen. Det blev til første halvleg fra en kamp, der blev spillet tidligere på ugen mellem Uruguay og Frankrig, før børnene igen ville ud og øve deres egne boldteknikker. Der er virkelig mulighed for talentudvikling i sådan et hjemmeliv, tænker jeg indimellem. Hvis de ville, kunne mine børn uden problemer spille fodbold 6-9 timer dagligt. Og det gør de så indimellem.

Juno og jeg afleverede en trillebør hos naboen, og sagde tak for æbler; snakkede med præsten på vejen hjem (hun kom kørende forbi efter at have fodret høns og katte hos en anden nabo), vi hilste på en ko, og snakkede med vores egne katte, og så gik vi indenfor, hvor jeg varmede en stak belgiske vafler. Dem havde jeg lavet et bjerg af dagen inden, og nu skulle de sidste spises (det lykkes faktisk ikke helt, så vi har stadig nogle tilbage). Mens vi spiste, læste jeg igen højt fra Nissemaskinen, og det var igen meget afbrudt, for der skulle uddeles vafler med æblegrød og vaniljeis og så videre. Men det var skønt.



Bagefter lavede børnene matematik. Live havde sådan set lavet matematik hele dagen, hver gang hun kom i tanke om det, men nu satte drengene sig også, og gik i gang, og hjalp hinanden undervejs.

Klokken 15:30 kom Kristian hjem, samtidig med at Storms kammerat blev afleveret af sin mor, og jeg kørte til håndbold med de to mellemste.

Lidt i seks var vi hjemme, Kristian, Storm og Juno havde maden klar, og efter spisningen læste vi igen, og puttede, og børnene sov klokken 20:30.

Det var en god dag med en moderat mængde konflikter men ingen af de helt slemme, hvor jeg efterfølgende ville ønske, jeg havde handlet anderledes. Det var en god dag med læsning og leg og madlavning og alt muligt andet og en god dag alene af den grund at vi tilbragte den sammen.