Hvad skal navnet være? (NYHED!)

I starten af næste år åbner jeg et medlemsforum, som har været på tegnebrættet længe, og som er et resultat af alt det, jeg har erfaret gennem arbejdet her på bloggen, mine retreats og foredrag de seneste år. Og fra hele mit liv, naturligvis.
Det bliver et sted for nytænkende, omsorgsfuld og ikke-dømmende sparring. Et sted, hvor man kan stille sine mest aktuelle eller følsomme spørgsmål i et trygt og bevidst rum til andre, der har nogle af de samme overvejelser, men andre erfaringer.
Det bliver et forum med personlige svar fra mig og geografisk orienterede fællesskaber ude i den virkelige verden. Et sted, man kan bruge som sparringspartner og inspirationskilde til hverdagen og opbrudstider.

Hvad mere? Der kommer til at være månedlige podcasts med både mig selv, Kristian og et hav af inspirerende mennesker. Der kommer live-chats, webinars og økonomisk rådgivning og rabat på mine foredrag samt på de intime workshops, som jeg kommer ud og laver i hele landet til sommer.
Og det er kun begyndelsen.

Jeg glæder mig, fordi jeg tror, dette forum kan blive den udvidede familie, som vi alle sammen har brug for: Et fællesskab, hvis overvejelser man kan spejle sig ind i, og hvor der er plads til at opleve og erfare nye måder at indrette sig på.

Jeg glæder mig, fordi meget er under forandring i vores verden, og fordi mange drømmer om at have lidt mere af alt det gode i deres liv. Sammen kan vi løfte og inspirere i flok og eliminere følelsen af at være alene, mens vi støtter hinanden i at tackle den modstand, som man ofte møder, når man beslutter at tage ansvar for sit liv og indrette en hverdag, der giver mening, og skaber glæde.

Alt det er jeg overbevist om, og hver dag går jeg med en masse tanker om, hvor godt det bliver. Men hvad jeg ikke ved, er, hvad forummet skal hedde?
Hvad kalder man et sted, som handler om at skabe mod, fællesskab, nytænkning og livsglæde?
Hvad kalder man et forum, hvor der er plads til de unge, dem med børn og til dem, der har valgt en helt anden vej?

Hvad synes I?
(Og vil I være med derinde?)

Skriv jeres idéer i kommentarfeltet herunder, på instagram eller i en personlig besked til mig og lad os søsætte dette nye eventyr sammen ♥️

Når kompleksiteten tager overhånd, forsvinder livsglæden

Livet i dag er komplekst, og jeg har haft den tanke, at én af mine største ambitioner er at gøre mit eget liv mindre komplekst. At skrælle lag af i håb om at finde ind til en form for kerne, hvor alt det jeg bruger energi på, giver reel mening.

Jeg oplever, at vores livsstil er langt mere kompleks i dag end tidligere, og med de mange muligheder kommer et ansvar for at vælge bevidst og acceptere fravalgene i samme åndedrag.

Vi kan rejse hurtigere end nogensinde, kommunikere uden forsinkelse på tværs af kulturer, geografi og sprog.
Vi kan google vores egne sygdomssymptomer, tage billeder med vores telefon og dele dem med hele verden. Arbejde dag og nat uden hensyn til årstidernes skiften, låne penge, vi ikke har, og miste alt vi ejer til noget, der kun eksisterer online. Vi kan købe tøj, som fremmede mennesker har lavet til os under kummerlige forhold på den anden side af jorden og spise mad, der ikke gror i vores eget klima.
Vi går på arbejde for at tjene penge til et forbrug, mange af os ikke har overblik over eller behov for, og mens vi arbejder, tilbringer vores børn det meste af deres vågne tid i institutioner uden dem, de elsker.

Vi er som samfund kollektivt triste og eksistentielt ensomme, stressede og angste og forvirrede, og ét eller andet hænger ikke sammen: Vores planet er ved at give efter, men det er ikke den, der kommer til at dø, det er os. Problemer er, at vi alle sammen opdraget til at tro, at livet handler om at have mest fremfor at have det godt.
Der er så mange tilbud til den enkelte og tanker om succes og uovervindelighed og selvrealisering, men måske livet i virkeligheden er væsentligt mere simpelt end det.

Måske handler livet i al sin enkelhed om fællesskab og balance. En balance, hvor ingen tager mere, end de giver. For det er en sygdom, når vi tager for meget, og det er den sygdom, mange lider under nu.

Hvornår er livet for komplekst?
Det er det, når vores hverdag er præget af arbejdsopgaver, som ikke giver mening for os, fordi vi har mistet kontakten til det sted, hvor vi kan mærke os selv.
Når hverdagen er overvældende og en nytteløs travlhed efterlader for trætte  til at være dem, vi helst vil være og uden lyst til at nære de relationer, der er det vigtigste i vores liv.
Når vi ser os blinde på genstande, som vi tror, kan redde os, men som undergraver alt, der er godt.
Det er en forvildelse ud af kærligheden og ind i adskillelsen; væk fra omsorgen og ind i tomheden.

Men en ny bevægelse er i gang. Flere og flere mærker det.
Kompleksiteten, afsavnet, forvirringen og den tomme følelse i hjertets dyb tvinger os til at stoppe op, mærke efter, handle anderledes.

Omsorgsrevolutionen bliver det kaldt, og sådan føles det også:
Som et paradigmeskifte hen mod færre ting, mere tid, færre tomme løfter og flere kærlige fællesskaber.

Livet skal opleves, og man oplever det bedst, når man ikke har travlt med opgaver, der skaber tomhed.
Det simple liv er ikke altid simpelt at skabe i et samfund, som hylder det modsatte, og derfor kræver det et stort fokus og en stålsat vilje at vælge det til, og det kræver en solid stemme indeni, som igen og igen hvisker: Du er elsket, du er god, dit liv har en værdi.
Og når det lykkes at leve et meningsfuldt liv, er det hele indsatsen værd. Så mærker man pludselig mere, og det er en berusende oplevelse.

Føler du dig berettiget til at leve et godt liv?

Det er fredag, og dermed en uge siden, at jeg mødte de ti kvinder, som kom her til Ærø for at holde retreat over weekend. Ti vidunderlige, inspirerende, vise, følsomme, omsorgsfulde kvinder, der hver især bar på en betydningsfuld historie og nogle smukke ønsker for deres liv.

Der er et tema, som fylder på alle mine retreats, under mine foredrag, og i de mails jeg modtager hver uge. Det er noget, som jeg kender indgående fra min egen udviklingsrejse, fra mine veninder, mine søskende, næsten alle omkring mig.

Temaet er “berettigelse” – eller sagt med andre ord: Modet til at stille os i vores lys og være den mest ærlige version af os selv. At stille sig i sit eget lys betyder ikke “at larme” eller at “være den bedste” eller “at have succes”. At stille sig i sit eget lys handler om at blive fortrolig med, hvem man er, og hvad man trives bedst med, og øve sig i at vælge det fremfor at vælge noget, andre forventer af én.

Det er ikke overfladisk selvudvikling eller navlepilleri. Det er efter min bedste overbevisning den mest direkte vej til at gøre først os selv og dernæst uundgåeligt vores omgivelser gladere; bringe balance til jordkloden og sikre vores fælles fremtid.

Når vi hver især lytter til os selv, vores hjerte, intuition, mavefornemmelse eller hvad det hedder for den enkelte, bliver vi drevet af ønsket om en mere kærlig verden. Vi bliver drevet af ønsket om at stå op for os selv og vores ret til at leve, som det føles mest meningsfuldt for os, og den drift handler aldrig om forbrug eller om at være den smukkeste, klogeste eller sejeste – det handler ganske enkelt om ikke tage mere, end vi giver og om omsorg og respekt.

Mange af os har mistet evnen til at høre vores egen indre stemme, og er i løbet af vores liv blevet usikre på, om vi er gode nok; om vi fortjener at blive hørt, og om det, vi mærker dybt i os selv, rent faktisk er værd at tage alvorligt.
Så vi tvivler, og vi siger ja til ting, vi ikke har lyst til, tilbringer tid med mennesker, der ikke gør os godt, undlader at sige sandheden på arbejdet, når vi føler os usikre, og holder istedet alle disse sandheder tilbage, vi samler til bunke indeni, og pludselig en dag kan vi ikke høre vores egen stemme. Langsomt forsvinder fornemmelsen af, hvem vi er, og hvad vi vil.
“Tal tydeligere”, har jeg ofte lyst til at sige til mennesker, der har svært ved at mærke sig selv.

“Må jeg gerne leve det liv, jeg drømmer om?” “Er jeg forkælet?” “Kan jeg være bekendt at være mere glad end mine venner?” “Er det okay at sige, at jeg ikke vil arbejde så meget, men hellere vil noget andet?” “Hvad sker der, hvis jeg følger mit hjerte, og min omgangskreds ikke gider mig længere?” – Og så videre.

Det er usikkerheder, som mange af os kan nikke genkendende til, men jeg har lært, at det er en tvivl, som man kan leve uden, og som ingen af os har godt af at trække rundt på.
Vi vil gerne støtte vores børn i at stole på sig selv og leve meningsfuldt, uden løgne og uden følelsen af utilstrækkelighed, og dér må vi gå forrest.
Jeg har i mange år haft fokus på at skifte alle mine forbehold og usikkerheder ud med tillid, ærlighed og kærlige forventninger, så tvivlen nu fylder forsvindende lidt for mig. Jeg står i mit lys, har taget ejerskab over mit eget liv, og elsker at inspirere andre til at gøre det samme.
Kan det lade sig gøre? Ja, og det føles præcis så meningsfuldt, som det lyder.
Der er mange måder at gøre det på, og de starter alle sammen med respekt.
Én af deltagerne på retreatet i sidste weekend præsenterede sig selv ved at fortælle om en veninde, hun har, som indimellem aflyser aftaler med ordene: “Jeg kan mærke, at jeg har brug for at være hjemme og lade op i dag,” og fremfor at blive såret eller fornærmet, når hun modtager sådan en besked, fortalte kvinden på mit retreat, at en så ærlig udmelding vil hun gerne selv lære at komme med, for det vækker genklang i modtageren, og minder os på, at vi skal passe på os selv – og hinanden.

“Respekt er ikke noget, man får. Respekt er noget, man giver sig selv.”

Jeg arbejder med dette emne, når jeg afholder retreats, holder foredrag, og når jeg er sammen med andre mennesker generelt.
Når jeg åbner mit onlineforum i starten af 2019 vil det at stille sig i sit eget lys blive et gennemgående emne og tilbagevendende tema i podcasts, diskussioner m.m., fordi det er så vigtigt.

Hvad er jeres erfaringer med at føle sig berettiget og turde stå i sit eget lys?

Torsdag, en hjemmeskoledag.

Vi har meget at se til for tiden, Kristian og jeg. Mere end normalt, mere end vi bryder os om over længere tid, men nu går vi en stille tid i møde, og samtidig har vi så småt fundet en balance i disse dage, hvor han og jeg på det nærmeste er hjemme fra på skift.

Vi forsøger at skabe en form for stilhed herhjemme i disse uger, og jeg nyder den stilhed. Små øer i løbet af dagen med snacks og højtlæsning, vores faste udetid om morgenen, som blandt andet tager os ned på stranden eller forbi naboer på en kort visit. Vi har arbejdet lidt mere målrettet med boglige ting i denne uge, simpelthen fordi børnenes selvfølelse vokser, når vi gør det, og de viser hinanden deres nye kundskaber, viser alle mulige andre også hvad de har lært – kort sagt viser de os, at det er godt.

I går besluttede jeg at prøve at huske at tage billeder i løbet af dagen, noget jeg ellers er kommet fra, hvilket betyder, at både min instagram og bloggen her ofte må nøjes med lidt halvhjertede eller i hvert fald upræcise fotos fra vores liv.

Vi vågnede, da vi vågnede, hvilket vil sige, at vi vågnede forskudt. Kristian var kørt til færgen tidligt, og jeg bad børnene liste ind på et andet værelse, da de stod op, så jeg kunne få lidt mere søvn. Så ligger der som regel små unger ved siden af mig på skift den næste halve eller hele time, mens jeg blunder, og nyder det. Vi kom i tøjet i vores eget tempo, og spiste morgenmad, mens jeg læste nogle kapitler højt fra Sven Nordqvists “Nissemaskinen”. Det er jo en vældig afbrudt oplæsning under sådan et måltid, fordi jeg også smører jeg-ved-ikke-hvor-mange-mader og henter æblegrød og havregryn og æblebåde og og og, men til sidst faldt der ro på, og vi læste, indtil børnene drev hinanden og mig til vanvid med sure kommentarer, og så skulle de ud. “UD UD UD!” sagde jeg højere og højere (råbte?), og da de endelig landede på trampolinen, faldt der ro på igen. Dem og mig.
Vi gik til naboen, og hentede æbler, og når jeg skriver det, skal jeg lige bemærke, at det tog en time fra første nævnelse af den lillebitte udflugt, til vi rent faktisk stod ude på vejen – få meter fra vores entre. Forsvundne vanter og sure miner og alt muligt andet bremsede processen, så vi nåede kun lige at hente æbler, inden næste punkt på dagsordenen: Nemlig vores anden dejlige nabo, der kom for at læse højt for børnene. Vibeke spurgte i sommer, og vi havde lyst til at hun skulle komme og læse højt, når der blev koldt og mørkt uden for, og det gjorde hun så i går for første gang, og børnene sad helt stille (en enkelt hoppede på stedet af spænding), og hørte historier om trolde og gamle skove, og det var den største fornøjelse. På næste torsdag kommer hun igen.

Da Vibeke var gået, skulle børnene udenfor, før vi spiste frokost, og så havde jeg sagt, at vi kunne se en fodboldkamp sammen. Det blev til første halvleg fra en kamp, der blev spillet tidligere på ugen mellem Uruguay og Frankrig, før børnene igen ville ud og øve deres egne boldteknikker. Der er virkelig mulighed for talentudvikling i sådan et hjemmeliv, tænker jeg indimellem. Hvis de ville, kunne mine børn uden problemer spille fodbold 6-9 timer dagligt. Og det gør de så indimellem.

Juno og jeg afleverede en trillebør hos naboen, og sagde tak for æbler; snakkede med præsten på vejen hjem (hun kom kørende forbi efter at have fodret høns og katte hos en anden nabo), vi hilste på en ko, og snakkede med vores egne katte, og så gik vi indenfor, hvor jeg varmede en stak belgiske vafler. Dem havde jeg lavet et bjerg af dagen inden, og nu skulle de sidste spises (det lykkes faktisk ikke helt, så vi har stadig nogle tilbage). Mens vi spiste, læste jeg igen højt fra Nissemaskinen, og det var igen meget afbrudt, for der skulle uddeles vafler med æblegrød og vaniljeis og så videre. Men det var skønt.



Bagefter lavede børnene matematik. Live havde sådan set lavet matematik hele dagen, hver gang hun kom i tanke om det, men nu satte drengene sig også, og gik i gang, og hjalp hinanden undervejs.

Klokken 15:30 kom Kristian hjem, samtidig med at Storms kammerat blev afleveret af sin mor, og jeg kørte til håndbold med de to mellemste.

Lidt i seks var vi hjemme, Kristian, Storm og Juno havde maden klar, og efter spisningen læste vi igen, og puttede, og børnene sov klokken 20:30.

Det var en god dag med en moderat mængde konflikter men ingen af de helt slemme, hvor jeg efterfølgende ville ønske, jeg havde handlet anderledes. Det var en god dag med læsning og leg og madlavning og alt muligt andet og en god dag alene af den grund at vi tilbragte den sammen.

TV-program om fordybelse

En gang i september havde vi besøg af en journalist og en kameragut fra DR, og jeg skrev vist om besøget på min instagram efterfølgende, fordi jeg havde brug for at lufte min frustration over dagens forløb. Essensen var, at så snart de to (meget søde og professionelle mænd) trådte indenfor døren, gik der fuldkommen gak i alle mine børn, og så gik der gak i mig og i Kristian og summasumarum endte det som det foreløbige lavpunkt i mit moderskab (i hvert fald mit filmede moderskab). Sådan noget med at trække børnene til side på skift og sige “hvis du er sød de næste to timer, må du se en film, når de er taget hjem” – vel og mærke, mens jeg var mic’et op, og de to besøgende kunne lytte med.
Det var på den vis en tåkrummende affære, og jeg undskyldte adskillige gange i løbet af dagen overfor de to, som insisterede på, at de havde masser af dejlige klip, og alt var i den skønneste orden.
Nu er programmet ude, og jeg må sige, at det rent faktisk er lykkedes at klippe noget sammen med os, hvor vi fremstår relativt afslappede og fordybede. Det er i det hele taget et super fint program med nogle spændende mennesker og meget inspirerende eksperter, der bl.a. siger ting som: “Vi får en meget ambitiøs generation, som godt ved at deres tid er det mest dyrebare, de overhovedet har. At have tid til hinanden er meget mere værd end en stor firhjulstrækker eller et dyrt hus.”

Se udsendelsen “Velkommen til fremtiden – fordybelse” på dr.dk. Den varer en halv time, og viser udover os en række cases, der får vores liv til at fremstå helt og aldeles normcore, hvilket faktisk er rart til en afveksling.
Info: Buksedragten er fra “not perfect linen” (model: “Barcelona” i farven Chocolate)

 

 

Jeg holdt tre foredrag i går – og det gik super godt (det må man godt sige selv, ik?)

“Det svære er, at man skal være adskilt fra sine børn for at fortælle om adskillelsen”, konstaterede en kvinde med sin søn på armen, da vi talte sammen efter mit foredrag i går eftermiddag. Jeg havde netop sagt, at jeg glæder mig til at komme hjem i dag. Men også at jeg ikke ville være mine foredrag foruden.

For mig er livet i disse år en balance. Måske er det sådan for alle og hele livet igennem?
En balance mellem at være stille og kommunikerende og en balance mellem at være hjemme og ude.
Jeg synes, hver eneste element bidrager til det, jeg gerne vil med mit liv: Jeg vil gerne give mine børn en nærværende og tryg opvækst, og jeg vil gerne fortælle om de erfaringer, jeg gør mig undervejs. Jeg vil gerne have lov til at være stille og indadvendt, men jeg kan ikke fungere uden samtidig at være det modsatte.

Onsdag formiddag fik vi besøg af en journalist og en fotograf fra Dagbladet Information hos os på Ærø. De var søde begge to, og vi havde en dejlig dag, selvom de var der. Sådan skriver jeg, fordi det ofte kan være lidt anstrengende at have journalister på besøg, når man har et par børn, som bliver anspændte af den slags, men de var så nemme at have besøg af, at vores dag var ret almindeligt og fin.
Om aftenen skulle jeg holde foredrag i Svendborg, og jeg fulgtes med de to fra Information på færgen, og kunne lige svare på et par sidste spørgsmål dér uden afbrydelser fra børnene. Så videre til foredrag i Svendborg (hvor der som det eneste sted endnu, var omtrent lige så mange mænd til stede som kvinder – Sydfyn ftw). Jeg løb fra foredraget til togstationen, og rejste mod København, tjekkede ind på hotel guldsmeden (et vanernes menneske er jeg trods alt på nogle punkter), og faldt omkuld.

Og så i går var det min helt store foredragsdag: Tre foredrag mellem kl. 10 – 21, og jeg havde været nervøs for, om jeg kunne holde energien hele vejen igennem, men jeg synes, det sidste foredrag gik lige så godt som det første, og det i midten, der havde gjort mig nervøs på forkant, fordi det var i en ret stor teatersal, og der var solgt 100 billetter, var også en god oplevelse.
Foredrag er sådan en helt klassisk personlig-præstationsting, hvor man i minutterne inden tænker: “hvorfor udsætter jeg mig selv for det her?”, og efterfølgende føler, at man er vokset både af succeserne og af de ting, man gerne ville have gjort bedre, og sådan bølgede jeg rundt hele dagen i går, mellem spænding og lettelse og tvivl og stolthed, og det var på mange måder en vidunderlig og vild dag.
For mig kan hele oplevelsens ekko af et foredrag skifte lyd, hvis der kommer nogen op bagefter, og siger tak, eller hvis flere skriver til mig efterfølgende, at det var en god oplevelse. Det føles bekræftende med den anerkendelse, når man står fuldkommen eksponeret ovenpå at have givet så meget af sig selv, og i går var der mange, som både kom hen til mig, og skrev i timerne efter. Og ved I hvad? Der kom fire mænd til foredraget i aftes, hvis kærester alle havde været af sted tidligere på dagen. Mænd, som stillede gode, væsentlige spørgsmål, som lyttede opmærksomt og med al tydelighed viste os, at denne udvikling (“omsorgsrevolutionen”, som det så fint kaldes), breder sig dag for dag.

Nu sidder jeg på toget hjem, og tænker “så er det klaret!” -I ved: Man har set frem til noget, og været spændt, og pludselig er det forbi, og jeg øver mig i bare at være uden at gøre en helt masse. Jeg glæder mig til en stille uge med min familie, før jeg igen stiller mig blandt en gruppe mennesker, og skaber mulighed for personlig udvikling og indsigt på mit retreat i næste weekend.

Jeg har ikke pt. nogen billeder fra i går, men Dagbladet Information var med ved mit ene foredrag, så der kommer en artikel i løbet af nogle uger med interview med mig og reportage fra Ærø samt reportage fra foredraget og interviews med nogle af deltagerne.

 

****** her er nogle af de beskeder og kommentarer jeg modtog i løbet af i går:

“Hej Maj My. TAK for i dag. Min veninde slæbte mig med, og jeg var super nysgerrig på dit foredrag. 2 timer senere var jeg total rundt på gulvet, over hvor meget du havde rørt og sat i gang inden i mig. Wauw! Det er ikke tit, jeg oplevet at blive SÅ fanget og opslugt af noget/nogen! Jeg kørte direkte fra dit foredrag ned til min mands kontor og sagde: Vil du ikke nok tage ind til det her foredrag i aften, det tog total røven på mig”

“Tusind tak for i dag! Det var SÅ inspirerende. Både min kæreste og jeg er klar på mere af det, vi allerede er på vej til at skabe: Frihed, indre glæde og nærvær – og måske en dag børn.”

“Hej Maj My -jeg vil bare sige 1000 tak for et virkelig godt foredrag. Det satte virkelig nogle tanker i gang herhjemme.”

Kære Maj,
Mange tak for et meget inspirerende og tankevækkende foredrag her til aften. Jeg kunne have stillet 400 spørgsmål, men tænkte, at det var lige i overkanten.”

“Kære Maj My,
I går deltog både min veninde og jeg i dit foredrag om formiddagen, og begge valgte vi at sende vores mænd din vej kl. 19, for du ændrede vores kerne!”

“Fantastisk foredrag – Tusind tak fordi du gav både mig, men også min mand, som var til foredraget i aftes, en helt masse at tænke på og snakke om, og lagde kimen til forandring i os.”

“Tak for et virkelig skarpt og inspirerende foredrag. Dine journalistiske evner er ikke at kimse af.”

“Jeg har netop været til foredrag med Maj My, og mit hjerte jubler, for her står en kvinde, som udlever alt det, mit hjerte også kalder på. Det er en kæmpe glæde at møde denne genkendelse, og min krop sitrer af energi.”

“Jeg vil bare sige tak. Det var det mest inspirerende foredrag, jeg kan huske jeg har været til. Jeg håber inderligt, at du kommer til at gøre meget mere af den slags. Jeg kunne lytte til dig i timer. Du er sød, sjov, helt ægte, meget klog og virkelig bare godt selskab. “

 

P.S. Se de opdaterede datoer for foredrag – der er netop i går kommet billetlink til foredraget i Aarhus den 7. januar.

Der var engang, hvor vi ikke hjemmeskolede, og det var også et godt liv

Der var engang, hvor det med at hjemmeskole overhovedet ikke var det vigtigste her på bloggen. Altså, der var jo engang, hvor vi slet ikke hjemmeskolede, og jeg alligevel havde den her blog (og faktisk havde flere læsere end nu, go figure), men nu om dage kan jeg indimellem tænke: Hvad skrev jeg om herinde dengang, som interesserede folk?
Sådan tænker jeg, fordi medierne de seneste måneder udviser så stor interesse for den del af vores liv, nok fordi det er den mest kontroversielle beslutning vi har truffet, men også fordi mange andre er interesserede i lige netop hjemmeskolen, blandt andet af den grund at flere og flere af jer overvejer at hjemmeskole.

Men hjemmeundervisningsaspektet er ikke den vigtigste brik eller det mest rigtige brik eller den brik, der gør hele forskellen i min families liv. Hjemmeundervisningen er en naturlig fortsættelse af alt det andet, vi har gang i, men ikke en uundgåelig fortsættelse. Man kan leve et meningsfuldt familieliv uden at hjemmeundervise. For nu er det det rigtige for os, men min hensigt har aldrig været at prædike om hjemmeundervisning, og det tænkte jeg, da jeg stod i mit køkken fredag eftermiddag, og netop havde talt med en journalist fra Dagbladet Information, som kommer og besøger os i næste uge.
Jeg tænkte: Hvordan forklarer jeg hende, at jeg ikke mener, at hjemmeundervisning er en ufravigelig del af et ansvarligt familieliv? At det bare er sådan, det er blevet for os – ikke tilfældigt, men måske lidt bagvendt? Forstået sådan, at vi jo burde have haft vores børn hjemme, fra de var 0-3 år i stedet. Eller i hvert fald OGSÅ havde haft dem hjemme, til de blev tre, som er den grænse, alle snakker om i forhold til tilknytning: 0-3 er de vigtigste år i forhold til tilknytningen.
Men det havde Kristian og jeg ikke: Vores tre ældste børn afleverede vi i vuggestue, da de var godt et år, og jeg tror oprigtigt talt ikke, at jeg overvejede, eller var bevidst om, et alternativ.
Det tænkte jeg, at jeg vil sige til journalisten fra Information, og jeg vil sige det med tanke på, at vi som samfund skal til at vågne op: De små børn er små i ganske kort tid, og det er ikke sundt, naturligt, rigtigt, ærværdigt, smukt, bæredygtigt eller noget som helst andet positivt at have en samfundsmodel, hvor forældre helst vil aflevere deres børn til mennesker, som ikke elsker dem, for at gå på arbejde (eller alternativt ikke har mulighed for at gøre andet, fordi vi ikke belønner familiedannelse med hverken økonomiske tilskud eller reel mulighed for deltidsarbejde og flextider).
Og det mener jeg alt sammen, og jeg vil sige det til journalisten, men mens jeg stadig stod i køkkenet, slog det mig, at Juno bliver tre om en måned. De andre børn fra den mødregruppe jeg var i med hende, er startet i børnehave over de sidste par måneder, og det slog mig, at Juno jeg ikke føler, at Juno er klar til børnehave. Ingen af os er. Hun skal selvfølgelig være her sammen med os, og alt andet synes fremmed.

Dernæst tænkte jeg: Hjemmeskolelivet har vist sig for os, fordi vi vil være mere sammen med vores børn, fordi vi forstod, at tiden forsvinder hurtigere, end man kan nå at gøre sig bevidst om, og vi valgte at gribe den nu, inden det er for sent.
Men det er ikke kun det: Det er også udfordringen med at finde en skole, som man synes, er rigtig. Som har plads til det hele menneske, som ikke tænker i “umulige børn” eller “ulydige børn”, og som forstår at give slip, have tillid og lade børnene selv trække for, mens lærerne understøtter og faciliterer. Det er det med at finde en skole, som er både omsorgsfuld og nyskabende; som opildner til selvstændig tænkning, men også giver plads til det, der ikke umiddelbart ligner indlæring.

Og alligevel slår det mig hver dag, at Kristian og jeg kunne have valgt en anden vej, der er så mange brikker, som man flytter rundt på i et liv, og det faktum, at hjemmeskolen blev lige det, vi valgte at bruge så meget energi på, er måske ikke tilfældigt men heller ikke uundgåeligt.

Jeg oplever, at det er det alt sammen og samtidig intet af det, der udgør det fulde billede: Hverken Ærø, de fire børn, grøntsagsmarken, bloggen, hjemmepasningen og hjemmeundervisningen eller vores måde at arbejde på var givet på forhånd. Det eneste, der synes ufravigeligt, er min evne til at mærke, hvilken vej der er rigtig for mig og min vilje til at komme derhen og Kristians ønske om at leve fuldt ud og altid være åben overfor at udvikle sig.
For mit vedkommende er det mit blik for ubalancer, og min livslange insisteren på at råbe op når noget føles forkert, der definerer hvem jeg er, og hvordan jeg lever, og det liv kunne have set ud på mange måder. Vi var også glade, da Storm gik på friskolen, jeg var ikke konstant bekymret eller utilfreds med vores hverdag, vi fandt et alternativ, der var endnu bedre for os, og derfor skiftede vi spor.

Så hvad skal man gøre for at leve det liv, der er mest rigtigt? Give tid og hav tillid, måske. Mærke efter og spørge sig selv: Hvad er der værste, der kan ske, hvis jeg griber livet? Og hvad er det værste, der kan ske, hvis jeg ikke gør?
Hjemmeskole eller ej.
Livet er uendeligt stort og ufatteligt smukt, og det meste af det bliver bragt til live i de allermindste ting, i den hverdag som så nemt kan komme til at drøne af sted, uden vi opdager det. Derfor giver det mening at tage stilling til det, vi bruger vores tid på, og stille krav til nærvær og meningsfuldhed.

Hvad er et meningsfuldt liv for jer?

Forskellen på de gode hjemmeskoledage og de dårlige

“Vil du fortælle om de idylliske hjemmeskoledage, og om dem, der er knap så gode?”, var der én der skrev, da jeg spurgte på Instagram, hvad mine følgere derinde gerne ville høre Kristian og mig svare på, når vi sidder i en sofa i Aftenshowet i aften mellem klokken 19-20.

Jeg fik knap hundrede svar (eller spørgsmål, rettere), og der var klare tendenser:
– Fortæl om jeres hverdag – hvad laver I, hvornår, med hvem?
– Hvordan hænger jeres liv sammen økonomisk (havde I en formue med, inden I påbegyndte jeres eventyr?)
– Hvad er dine tanker om det manglende fællesskab, som du har skrevet om flere gange?
– Hvordan fandt I modet til at tage springet?
– Hvad er dit bedste råd til nogen, der lige er begyndt at hjemmeskole?

Alle sammen er emner, som jeg har forsøgt at nærme mig svaret på i mit eget liv og i mine indlæg her på bloggen, og som jeg sikkert vil cirkle omkring længe endnu. Men lige netop spørgsmålet om de idylliske og de knap så gode dage ramte mig, fordi jeg skulle lede længe for at huske sådan en ægte idyllisk dag. Dem har vi ellers mange af, synes jeg, men de ryger hurtigt i baggrunden, når der er mange konflikter og træthed, og det har der været de seneste uger.
Og så i går kom alt det gode brusende som havet omkring vores tæer i sommerens sand, og jeg mærkede med ét, hvordan de idylliske dage føles, og hvorfor vi lever det her liv.

Klokken halv ni i går, da vi havde spist morgenmad, gik vi alle sammen ud i marken, og hjalp hinanden med at fjerne ukrudt og lukke bede ned for vinteren.
Når jeg skriver, at vi alle sammen hjalp til, så mener jeg, at børnene var tilstede, og de bidrog hver og én på ét eller flere tidspunkter, men det var altså ikke sådan noget med, at de lige rev 30 meter bed igennem og høstede 12 kilo jordskokkker uden nogen form for støtte. Eller, lige præcis det med jordskokkerne klarede Storm faktisk selv med assistance fra sine søskende, og der var reelt tale om 12 kilo. Det var en opgave, som han gik foran med, og han høstede dem med stor sikkerhed, vejede selv spanden af og børstede de smukke grøntsager rene, og det er simpelthen en vildt fed følelse: At han kan selv. For både ham og os. Det giver en stolthed, som jeg næres af langt ind i sjælen.
De tre andre børn var også aktive med hver deres ting og med skiftende ihærdighed, og selvom de på et tidspunkt slog hinanden med grene, og sagde virkelig virkelig grumme ting, så holdt Kristian og jeg hovederne kolde og hjerterne relativt varme.
Efter et par timers arbejde spurgte vi hinanden, hvad vi gerne ville spise fra marken til frokost. Der var blandede meninger (én foreslog kylling i karry..), og vi høstede en god portion lækre råvarer, som vi lavede til en overdådig frokost med glaskål, hvidkål, stuvet spinat, en stor frisk salat, honningstegte gulerødder, pomfritter – og kylling i karry fra aftenen inden.
Det var så ubeskriveligt lækkert, og alle spiste helt vildt meget, og vi var bare i ro (sådan, relativt). Der var et dejligt meningsfuldt fokus imellem os, og det er det, jeg gerne vil frem til, og som jeg håber, jeg kan nå omkring i aften på TV:
Forskellen på de gode og dårlige dage ligger 99 procent i mit/Kristians nærvær.

Hvis jeg vågner en morgenen med den forventning at jeg skal gøre rent, rydde op, skrive blogindlæg eller klare telefonopkald fra morgenstunden, mens børnene underholder sig selv, så går alt helt skævt. Så opstår der hurtigt der konflikter og frustration og underskud, og så kræver det en stor bevidsthed og energi at rette op på det hele.
Hvis jeg derimod starter dagen med en fælles intention – det kan være, at vi hører en lydbog og spiser boller med smør og snakker om bogen undervejs og dernæst går en tur; eller det kan være, at vi skærer græskar, eller maler store malerier, eller går udenfor, og ordner nogle praktiske ting, eller tager væk fra øen for at opleve noget, så er der en helt anden energi.
Det kan i virkeligheden være så simpelt, som at jeg er fysisk tilstede udenfor, mens børnene hopper på trampolin, eller at jeg sætter mig sammen med dem blandt legoklodserne, og bygger for en stund. Det kan være en køretur med musik og gode snakke.

NÆRVÆR, altså.

Det handler jo om nærvær og intentioner: Om at være fuldt ud tilstede fremfor at være halvvejs ovre i at arrangere et foredrag eller besvare en mail fra en journalist. Den slags er nødt til at vente, til der har været nærvær, og det kan det for det meste også uden problemer.
For det der så sker, er, at når børnene har bevæget sig (dét er altså også en nøgle til “idyl” herhjemme, altså fysisk aktivitet) og vi har været i forbindelse med hinanden, så opstår der helt automatisk tidspunkter i løbet af dagen, hvor jeg kan lave andre ting uden at ødelægge flowet. Når det er sagt, er det alligevel min ambition ikke at være på telefon/computer løbende, og hvis jeg er, øver jeg mig i altid at skifte fokus til børnene, når de efterspørger min opmærksomhed.

En dårlig dag er med andre ord som regel være sådan én, hvor børnene skændes allerede i sengen, og jeg ikke har fokus til at støtte dem i at komme videre, fordi jeg har sovet for lidt, eller hvor jeg allerede under morgenmaden forsvinder mentalt og måske også fysisk for at ordne ting, der ødelægger vores fælles energi. Så kommer uroen og modstanden fra børnene, og jeg bliver stresset, fordi noget andet også hiver i mig, og jeg trækker mig væk fra familien, som kan virke uoverskuelig, når ikke jeg er fokuseret og tilstede. Derfra ruller det…
Og den slags dage de opstår i særligt høj grad, når vores symbiose herhjemme har været brudt mere end normalt, for det er børnene følsomme overfor, og deres reaktioner er ofte svære at overskue, når man har arbejdet eller været hjemmefra.

De gode dage kan der være mange af, hvis man dedikerer sig til at skabe fælles projekter i en rummelig atmosfære, og hvis man accepterer, at konflikter vil der altid være rigeligt af, når man har børn i huset.

Jeg holder foredrag i næste uge i Odense, Svendborg og København

Kom og hør mit foredrag i Odense, Svendborg og København i næste uge!

Under foredraget, som varer en time, fortæller jeg, hvordan jeg allerede som barn lærte at være normkritisk og mærke min intuition; hvordan du kan lære at mærke efter, hvad du vil med dit liv, og finde vejen derhen.
Jeg fortæller også om at leve med kontroversielle valg, og om lightudgaven af det liv, min familie lever, om at turde stille spørgsmålstegn ved de rammer, som vores børn og vi selv skal passe ind i og få det bedste ud af dem alle sammen.
Andre emner på dagsordenen er: økonomi, tvivl, usikkerhed og modstand fra omgivelserne.
Efterfølgende er der en time til at stille spørgsmål og starte en diskussion om de emner, der fylder hos alle jer, som kommer.

København er næsten udsolgt formiddag (der er 3 billetter tilbage) og helt udsolgt eftermiddag, men der er billetter klokken 19-21.

Der er billetter i Odense og Svendborg.

Find billetter via links til billetterne HER

Om at skabe sin egen version af et meningsfuldt liv

Jeg har lyst til at gentage noget, som jeg har skrevet herinde mange gange før – nemlig at ingen er perfekte: De dragende mennesker, vi følger på instagram eller via fjernsynet eller gennem vores netværk, er ikke mere rigtige end os. Måske er de længere på deres rejse end mange, måske kender de ganske enkelt sig selv bedre, eller også er de blevet opmuntret til at gå veje, som de fleste er blevet bremset fra. Rollemodeller kan være motiverende, og de kan vise os vej, som vi ikke vidste, fandtes. Men de er ikke os, og de har ikke svaret på, hvordan vi skal leve vores liv.
Jeg kender en del af de personligheder, som mange drages af, og føler sig mindre end, eller ville ønske, de kunne efterligne, og jeg ved, at mange af dem rent faktisk er inspirerende, og nogle af dem er kompromisløse, mens andre er så tydelige, at alt virker utydeligt ved siden af.
Og det er værd at holde øje med dem, der tør gå forrest, og som har en klar fornemmelse af, hvor de vil hen, for de kan finde veje og pege på ubalancer, vi ikke selv har set i øjnene endnu. Men mest af alt skal vi lære at inspirere os selv. Mest af alt skal vi bruge kræfter på at finde ud af, hvad vi vil, og hvordan vi kommer derhen.
Det i sig selv kan være en lang og krævende proces, hvis man har brugt livet på at gøre det, man fik at vide, man skulle, og som man troede, var det eneste rigtige. Derfor er den vigtigste rejse, den vi tager på i vores eget hjerte; i hver eneste bevægelse gennem livet. I de valg vi træffer hver dag.

Der findes ikke én livsstil, som det giver mening for andre at adoptere 1:1, og ikke én eneste måde at indrette sig på, ræsonnerer i alle. Det skyldes, at vi er nødt til at skabe vores egen version af det mest meningsfulde liv, og vi må øve os i at mærke efter vores intuition, eller mavefornemmelse, eller hvad vi kalder det, og øve os i at have tillid til den fornemmelse. For det er den, der skal guide os igennem livet fremfor at tillade faktorer uden for os at gøre det. Det er dét, jeg snakker om under mine foredrag og på mine retreats, og det er derfor, jeg har denne blog: Fordi jeg gerne vil inspirere andre til at lytte til følelsen af glæde eller sorg og til fornemmelsen af at blive større eller mindre, afhængig af hvad vi vælger, og tænker på.

Verden bliver nemlig et bedre sted, når hvert enkelt menneske vælger sit eget liv ud fra hjertets værdier, og verden har behov for at blive et bedre sted. VI har behov for at have det godt. JORDKLODEN har behov for det.
Når vi lever, som vores drømme hvisker, finder vi balance, og balancen spreder sig omkring os.

Men det tager TID at mærke sin intuition og finde modet til at følge den, og tid er en mangelvare i en hverdag, hvor vi arbejder meget, passer fritidsaktiviteter og plejer sociale relationer og måske mere end noget andet forholder os til hele verden på vores telefon. De timer der går med at kigge på instagram eller facebook eller hvad ved jeg, er også timer, som vi skal tage stilling til, og som kan bruges på at ændre vores indstilling og vores liv.
Derfor er det vigtigt, at vi tager stilling til, hvem vi følger og hvorfor.
Det essentielle er balancen: Balancen mellem inspirationen til at mærke efter og modet til at gå vores egne veje.

Det er uendeligt værdifuldt først og fremmest at være tilstede i vores eget liv, men det er også krævende. For mange føles drømmene både udefinerede og uopnåelige, blandt andet fordi man måske har brugt et helt liv på at gøre det, der er rigtigt indenfor samfundets normer, fremfor at følge de impulser, man selv er født med.
Mit bedste råd er at starte i det små ved hver dag at gøre lidt mere af alt det, man kan mærke, er godt. En time mere, eller blot en halv. Sende to par bukser sendt til genbrug, læse højt med børnene efter børnehave fremfor at rydde op, dyrke omsorg fremfor afstand. Tag nærværet ind i bidder: Når man ikke selv er vokset op med tilknytning, er det en kundskab, der skal tilegnes, og som kræver tillid og opmærksomhed.
Husk på at Bonderøven og Mikkel og Frida og Neohippie og Andrea Hejlskov og jeg selv og alle andre, som man kan spejle sig i; vi lever også mangefacetterede liv med skygger og forskellige tolkninger og svære dage, og der er en følelse af sårbarhed og tvivl i ethvert menneske fra tid til andet. Ofte tvivler jeg, men jeg tvivler aldrig på, om jeg gør mit bedste, og jeg tvivler aldrig på, om mine børn ser en mor, som kæmper for det, hun tror på. Jeg tvivler ikke på, at min tid bliver brugt på det, jeg synes, er mest værdifuldt.

Dét er mit bidrag: At inspirere til at du griber tiden, og stiller dig i det store, klare lys som skinner fra dit inderste uden at føle at du er for meget, eller for lidt – eller forkert.