Der var engang, hvor vi ikke hjemmeskolede, og det var også et godt liv

Der var engang, hvor det med at hjemmeskole overhovedet ikke var det vigtigste her på bloggen. Altså, der var jo engang, hvor vi slet ikke hjemmeskolede, og jeg alligevel havde den her blog (og faktisk havde flere læsere end nu, go figure), men nu om dage kan jeg indimellem tænke: Hvad skrev jeg om herinde dengang, som interesserede folk?
Sådan tænker jeg, fordi medierne de seneste måneder udviser så stor interesse for den del af vores liv, nok fordi det er den mest kontroversielle beslutning vi har truffet, men også fordi mange andre er interesserede i lige netop hjemmeskolen, blandt andet af den grund at flere og flere af jer overvejer at hjemmeskole.

Men hjemmeundervisningsaspektet er ikke den vigtigste brik eller det mest rigtige brik eller den brik, der gør hele forskellen i min families liv. Hjemmeundervisningen er en naturlig fortsættelse af alt det andet, vi har gang i, men ikke en uundgåelig fortsættelse. Man kan leve et meningsfuldt familieliv uden at hjemmeundervise. For nu er det det rigtige for os, men min hensigt har aldrig været at prædike om hjemmeundervisning, og det tænkte jeg, da jeg stod i mit køkken fredag eftermiddag, og netop havde talt med en journalist fra Dagbladet Information, som kommer og besøger os i næste uge.
Jeg tænkte: Hvordan forklarer jeg hende, at jeg ikke mener, at hjemmeundervisning er en ufravigelig del af et ansvarligt familieliv? At det bare er sådan, det er blevet for os – ikke tilfældigt, men måske lidt bagvendt? Forstået sådan, at vi jo burde have haft vores børn hjemme, fra de var 0-3 år i stedet. Eller i hvert fald OGSÅ havde haft dem hjemme, til de blev tre, som er den grænse, alle snakker om i forhold til tilknytning: 0-3 er de vigtigste år i forhold til tilknytningen.
Men det havde Kristian og jeg ikke: Vores tre ældste børn afleverede vi i vuggestue, da de var godt et år, og jeg tror oprigtigt talt ikke, at jeg overvejede, eller var bevidst om, et alternativ.
Det tænkte jeg, at jeg vil sige til journalisten fra Information, og jeg vil sige det med tanke på, at vi som samfund skal til at vågne op: De små børn er små i ganske kort tid, og det er ikke sundt, naturligt, rigtigt, ærværdigt, smukt, bæredygtigt eller noget som helst andet positivt at have en samfundsmodel, hvor forældre helst vil aflevere deres børn til mennesker, som ikke elsker dem, for at gå på arbejde (eller alternativt ikke har mulighed for at gøre andet, fordi vi ikke belønner familiedannelse med hverken økonomiske tilskud eller reel mulighed for deltidsarbejde og flextider).
Og det mener jeg alt sammen, og jeg vil sige det til journalisten, men mens jeg stadig stod i køkkenet, slog det mig, at Juno bliver tre om en måned. De andre børn fra den mødregruppe jeg var i med hende, er startet i børnehave over de sidste par måneder, og det slog mig, at Juno jeg ikke føler, at Juno er klar til børnehave. Ingen af os er. Hun skal selvfølgelig være her sammen med os, og alt andet synes fremmed.

Dernæst tænkte jeg: Hjemmeskolelivet har vist sig for os, fordi vi vil være mere sammen med vores børn, fordi vi forstod, at tiden forsvinder hurtigere, end man kan nå at gøre sig bevidst om, og vi valgte at gribe den nu, inden det er for sent.
Men det er ikke kun det: Det er også udfordringen med at finde en skole, som man synes, er rigtig. Som har plads til det hele menneske, som ikke tænker i “umulige børn” eller “ulydige børn”, og som forstår at give slip, have tillid og lade børnene selv trække for, mens lærerne understøtter og faciliterer. Det er det med at finde en skole, som er både omsorgsfuld og nyskabende; som opildner til selvstændig tænkning, men også giver plads til det, der ikke umiddelbart ligner indlæring.

Og alligevel slår det mig hver dag, at Kristian og jeg kunne have valgt en anden vej, der er så mange brikker, som man flytter rundt på i et liv, og det faktum, at hjemmeskolen blev lige det, vi valgte at bruge så meget energi på, er måske ikke tilfældigt men heller ikke uundgåeligt.

Jeg oplever, at det er det alt sammen og samtidig intet af det, der udgør det fulde billede: Hverken Ærø, de fire børn, grøntsagsmarken, bloggen, hjemmepasningen og hjemmeundervisningen eller vores måde at arbejde på var givet på forhånd. Det eneste, der synes ufravigeligt, er min evne til at mærke, hvilken vej der er rigtig for mig og min vilje til at komme derhen og Kristians ønske om at leve fuldt ud og altid være åben overfor at udvikle sig.
For mit vedkommende er det mit blik for ubalancer, og min livslange insisteren på at råbe op når noget føles forkert, der definerer hvem jeg er, og hvordan jeg lever, og det liv kunne have set ud på mange måder. Vi var også glade, da Storm gik på friskolen, jeg var ikke konstant bekymret eller utilfreds med vores hverdag, vi fandt et alternativ, der var endnu bedre for os, og derfor skiftede vi spor.

Så hvad skal man gøre for at leve det liv, der er mest rigtigt? Give tid og hav tillid, måske. Mærke efter og spørge sig selv: Hvad er der værste, der kan ske, hvis jeg griber livet? Og hvad er det værste, der kan ske, hvis jeg ikke gør?
Hjemmeskole eller ej.
Livet er uendeligt stort og ufatteligt smukt, og det meste af det bliver bragt til live i de allermindste ting, i den hverdag som så nemt kan komme til at drøne af sted, uden vi opdager det. Derfor giver det mening at tage stilling til det, vi bruger vores tid på, og stille krav til nærvær og meningsfuldhed.

Hvad er et meningsfuldt liv for jer?

Forskellen på de gode hjemmeskoledage og de dårlige

“Vil du fortælle om de idylliske hjemmeskoledage, og om dem, der er knap så gode?”, var der én der skrev, da jeg spurgte på Instagram, hvad mine følgere derinde gerne ville høre Kristian og mig svare på, når vi sidder i en sofa i Aftenshowet i aften mellem klokken 19-20.

Jeg fik knap hundrede svar (eller spørgsmål, rettere), og der var klare tendenser:
– Fortæl om jeres hverdag – hvad laver I, hvornår, med hvem?
– Hvordan hænger jeres liv sammen økonomisk (havde I en formue med, inden I påbegyndte jeres eventyr?)
– Hvad er dine tanker om det manglende fællesskab, som du har skrevet om flere gange?
– Hvordan fandt I modet til at tage springet?
– Hvad er dit bedste råd til nogen, der lige er begyndt at hjemmeskole?

Alle sammen er emner, som jeg har forsøgt at nærme mig svaret på i mit eget liv og i mine indlæg her på bloggen, og som jeg sikkert vil cirkle omkring længe endnu. Men lige netop spørgsmålet om de idylliske og de knap så gode dage ramte mig, fordi jeg skulle lede længe for at huske sådan en ægte idyllisk dag. Dem har vi ellers mange af, synes jeg, men de ryger hurtigt i baggrunden, når der er mange konflikter og træthed, og det har der været de seneste uger.
Og så i går kom alt det gode brusende som havet omkring vores tæer i sommerens sand, og jeg mærkede med ét, hvordan de idylliske dage føles, og hvorfor vi lever det her liv.

Klokken halv ni i går, da vi havde spist morgenmad, gik vi alle sammen ud i marken, og hjalp hinanden med at fjerne ukrudt og lukke bede ned for vinteren.
Når jeg skriver, at vi alle sammen hjalp til, så mener jeg, at børnene var tilstede, og de bidrog hver og én på ét eller flere tidspunkter, men det var altså ikke sådan noget med, at de lige rev 30 meter bed igennem og høstede 12 kilo jordskokkker uden nogen form for støtte. Eller, lige præcis det med jordskokkerne klarede Storm faktisk selv med assistance fra sine søskende, og der var reelt tale om 12 kilo. Det var en opgave, som han gik foran med, og han høstede dem med stor sikkerhed, vejede selv spanden af og børstede de smukke grøntsager rene, og det er simpelthen en vildt fed følelse: At han kan selv. For både ham og os. Det giver en stolthed, som jeg næres af langt ind i sjælen.
De tre andre børn var også aktive med hver deres ting og med skiftende ihærdighed, og selvom de på et tidspunkt slog hinanden med grene, og sagde virkelig virkelig grumme ting, så holdt Kristian og jeg hovederne kolde og hjerterne relativt varme.
Efter et par timers arbejde spurgte vi hinanden, hvad vi gerne ville spise fra marken til frokost. Der var blandede meninger (én foreslog kylling i karry..), og vi høstede en god portion lækre råvarer, som vi lavede til en overdådig frokost med glaskål, hvidkål, stuvet spinat, en stor frisk salat, honningstegte gulerødder, pomfritter – og kylling i karry fra aftenen inden.
Det var så ubeskriveligt lækkert, og alle spiste helt vildt meget, og vi var bare i ro (sådan, relativt). Der var et dejligt meningsfuldt fokus imellem os, og det er det, jeg gerne vil frem til, og som jeg håber, jeg kan nå omkring i aften på TV:
Forskellen på de gode og dårlige dage ligger 99 procent i mit/Kristians nærvær.

Hvis jeg vågner en morgenen med den forventning at jeg skal gøre rent, rydde op, skrive blogindlæg eller klare telefonopkald fra morgenstunden, mens børnene underholder sig selv, så går alt helt skævt. Så opstår der hurtigt der konflikter og frustration og underskud, og så kræver det en stor bevidsthed og energi at rette op på det hele.
Hvis jeg derimod starter dagen med en fælles intention – det kan være, at vi hører en lydbog og spiser boller med smør og snakker om bogen undervejs og dernæst går en tur; eller det kan være, at vi skærer græskar, eller maler store malerier, eller går udenfor, og ordner nogle praktiske ting, eller tager væk fra øen for at opleve noget, så er der en helt anden energi.
Det kan i virkeligheden være så simpelt, som at jeg er fysisk tilstede udenfor, mens børnene hopper på trampolin, eller at jeg sætter mig sammen med dem blandt legoklodserne, og bygger for en stund. Det kan være en køretur med musik og gode snakke.

NÆRVÆR, altså.

Det handler jo om nærvær og intentioner: Om at være fuldt ud tilstede fremfor at være halvvejs ovre i at arrangere et foredrag eller besvare en mail fra en journalist. Den slags er nødt til at vente, til der har været nærvær, og det kan det for det meste også uden problemer.
For det der så sker, er, at når børnene har bevæget sig (dét er altså også en nøgle til “idyl” herhjemme, altså fysisk aktivitet) og vi har været i forbindelse med hinanden, så opstår der helt automatisk tidspunkter i løbet af dagen, hvor jeg kan lave andre ting uden at ødelægge flowet. Når det er sagt, er det alligevel min ambition ikke at være på telefon/computer løbende, og hvis jeg er, øver jeg mig i altid at skifte fokus til børnene, når de efterspørger min opmærksomhed.

En dårlig dag er med andre ord som regel være sådan én, hvor børnene skændes allerede i sengen, og jeg ikke har fokus til at støtte dem i at komme videre, fordi jeg har sovet for lidt, eller hvor jeg allerede under morgenmaden forsvinder mentalt og måske også fysisk for at ordne ting, der ødelægger vores fælles energi. Så kommer uroen og modstanden fra børnene, og jeg bliver stresset, fordi noget andet også hiver i mig, og jeg trækker mig væk fra familien, som kan virke uoverskuelig, når ikke jeg er fokuseret og tilstede. Derfra ruller det…
Og den slags dage de opstår i særligt høj grad, når vores symbiose herhjemme har været brudt mere end normalt, for det er børnene følsomme overfor, og deres reaktioner er ofte svære at overskue, når man har arbejdet eller været hjemmefra.

De gode dage kan der være mange af, hvis man dedikerer sig til at skabe fælles projekter i en rummelig atmosfære, og hvis man accepterer, at konflikter vil der altid være rigeligt af, når man har børn i huset.

Jeg holder foredrag i næste uge i Odense, Svendborg og København

Kom og hør mit foredrag i Odense, Svendborg og København i næste uge!

Under foredraget, som varer en time, fortæller jeg, hvordan jeg allerede som barn lærte at være normkritisk og mærke min intuition; hvordan du kan lære at mærke efter, hvad du vil med dit liv, og finde vejen derhen.
Jeg fortæller også om at leve med kontroversielle valg, og om lightudgaven af det liv, min familie lever, om at turde stille spørgsmålstegn ved de rammer, som vores børn og vi selv skal passe ind i og få det bedste ud af dem alle sammen.
Andre emner på dagsordenen er: økonomi, tvivl, usikkerhed og modstand fra omgivelserne.
Efterfølgende er der en time til at stille spørgsmål og starte en diskussion om de emner, der fylder hos alle jer, som kommer.

København er næsten udsolgt formiddag (der er 3 billetter tilbage) og helt udsolgt eftermiddag, men der er billetter klokken 19-21.

Der er billetter i Odense og Svendborg.

Find billetter via links til billetterne HER

Om at skabe sin egen version af et meningsfuldt liv

Jeg har lyst til at gentage noget, som jeg har skrevet herinde mange gange før – nemlig at ingen er perfekte: De dragende mennesker, vi følger på instagram eller via fjernsynet eller gennem vores netværk, er ikke mere rigtige end os. Måske er de længere på deres rejse end mange, måske kender de ganske enkelt sig selv bedre, eller også er de blevet opmuntret til at gå veje, som de fleste er blevet bremset fra. Rollemodeller kan være motiverende, og de kan vise os vej, som vi ikke vidste, fandtes. Men de er ikke os, og de har ikke svaret på, hvordan vi skal leve vores liv.
Jeg kender en del af de personligheder, som mange drages af, og føler sig mindre end, eller ville ønske, de kunne efterligne, og jeg ved, at mange af dem rent faktisk er inspirerende, og nogle af dem er kompromisløse, mens andre er så tydelige, at alt virker utydeligt ved siden af.
Og det er værd at holde øje med dem, der tør gå forrest, og som har en klar fornemmelse af, hvor de vil hen, for de kan finde veje og pege på ubalancer, vi ikke selv har set i øjnene endnu. Men mest af alt skal vi lære at inspirere os selv. Mest af alt skal vi bruge kræfter på at finde ud af, hvad vi vil, og hvordan vi kommer derhen.
Det i sig selv kan være en lang og krævende proces, hvis man har brugt livet på at gøre det, man fik at vide, man skulle, og som man troede, var det eneste rigtige. Derfor er den vigtigste rejse, den vi tager på i vores eget hjerte; i hver eneste bevægelse gennem livet. I de valg vi træffer hver dag.

Der findes ikke én livsstil, som det giver mening for andre at adoptere 1:1, og ikke én eneste måde at indrette sig på, ræsonnerer i alle. Det skyldes, at vi er nødt til at skabe vores egen version af det mest meningsfulde liv, og vi må øve os i at mærke efter vores intuition, eller mavefornemmelse, eller hvad vi kalder det, og øve os i at have tillid til den fornemmelse. For det er den, der skal guide os igennem livet fremfor at tillade faktorer uden for os at gøre det. Det er dét, jeg snakker om under mine foredrag og på mine retreats, og det er derfor, jeg har denne blog: Fordi jeg gerne vil inspirere andre til at lytte til følelsen af glæde eller sorg og til fornemmelsen af at blive større eller mindre, afhængig af hvad vi vælger, og tænker på.

Verden bliver nemlig et bedre sted, når hvert enkelt menneske vælger sit eget liv ud fra hjertets værdier, og verden har behov for at blive et bedre sted. VI har behov for at have det godt. JORDKLODEN har behov for det.
Når vi lever, som vores drømme hvisker, finder vi balance, og balancen spreder sig omkring os.

Men det tager TID at mærke sin intuition og finde modet til at følge den, og tid er en mangelvare i en hverdag, hvor vi arbejder meget, passer fritidsaktiviteter og plejer sociale relationer og måske mere end noget andet forholder os til hele verden på vores telefon. De timer der går med at kigge på instagram eller facebook eller hvad ved jeg, er også timer, som vi skal tage stilling til, og som kan bruges på at ændre vores indstilling og vores liv.
Derfor er det vigtigt, at vi tager stilling til, hvem vi følger og hvorfor.
Det essentielle er balancen: Balancen mellem inspirationen til at mærke efter og modet til at gå vores egne veje.

Det er uendeligt værdifuldt først og fremmest at være tilstede i vores eget liv, men det er også krævende. For mange føles drømmene både udefinerede og uopnåelige, blandt andet fordi man måske har brugt et helt liv på at gøre det, der er rigtigt indenfor samfundets normer, fremfor at følge de impulser, man selv er født med.
Mit bedste råd er at starte i det små ved hver dag at gøre lidt mere af alt det, man kan mærke, er godt. En time mere, eller blot en halv. Sende to par bukser sendt til genbrug, læse højt med børnene efter børnehave fremfor at rydde op, dyrke omsorg fremfor afstand. Tag nærværet ind i bidder: Når man ikke selv er vokset op med tilknytning, er det en kundskab, der skal tilegnes, og som kræver tillid og opmærksomhed.
Husk på at Bonderøven og Mikkel og Frida og Neohippie og Andrea Hejlskov og jeg selv og alle andre, som man kan spejle sig i; vi lever også mangefacetterede liv med skygger og forskellige tolkninger og svære dage, og der er en følelse af sårbarhed og tvivl i ethvert menneske fra tid til andet. Ofte tvivler jeg, men jeg tvivler aldrig på, om jeg gør mit bedste, og jeg tvivler aldrig på, om mine børn ser en mor, som kæmper for det, hun tror på. Jeg tvivler ikke på, at min tid bliver brugt på det, jeg synes, er mest værdifuldt.

Dét er mit bidrag: At inspirere til at du griber tiden, og stiller dig i det store, klare lys som skinner fra dit inderste uden at føle at du er for meget, eller for lidt – eller forkert.

I dag skal handle om nærvær

Her til morgen tager vi færgen til Fyn for at besøge vores venner, som vi ikke har set længe. Det bliver et døgn med grøntsagshøst, fermentering, snak over køkkenbordet, legende børn og geder og katte og vandpytter, græskarlygter, gåtur i mørket og til sidst en uden tvivl tung og velfortjent søvn.

Jeg glæder mig til at være tvunget til at være nærværende med mine børn, Kristian, vores venner.
Min telefon skal ligge i bilen, mens vi er hjemmefra, og jeg har ikke tænkt mig at have andre opgaver i dag end at være til. Det er nok i sig selv – alt rigeligt, faktisk. Det er vildt, så meget vi voksne nogle gange synes, vi bør nå udover at være sammen med dem, vi holder af.

I går var sådan en dag for mig: Jeg nåede lidt for meget andet, og det var okay, fordi det sker relativt sjældent, men der var alligevel en fornemmelse af ubalance i det – børnene blev frustrerede, og ventede på mig, og var sure, og da jeg endelig lukkede min computer ned efter en times chat og telefonsnak med journalister, havde jeg svært ved også at lægge min telefon helt fra mig. Det krævede et enormt fokus.
(Og i aftes så Kristian en kort udsendelse om skærmafhængighed på Netflix. Det var et afsnit i en ny serie “Follow this”, afsnittet hedder Tech addict, og det var interessant).

Og nu deler jeg lige links til de ting, jeg har medvirket til de seneste dage, hvis nogen skulle haft lyst til at lytte/læse med.
Radioudsendelsen med den noget misvisende titel “Flugten fra folkeskolen” er et 27 minutters program om vores familie. Der kommer to mere om en Steinerskole og en privatskole, men altså ikke mere om os. Desværre, synes jeg, mange væsentlige pointer, nuancer og beskrivende detaljer går tabt, når man klipper 7 timers lyd ned til 27 minutter. Men, vi er tilfredse med resultatet.
I forbindelse med udsendelsen, skrev DR denne artikel og i går sad jeg en time midt på dagen og besvarede spørgsmål via DR Live chat, hvilket var en på mange måder sjov og opløftende oplevelse. Jeg har ikke selv haft tid til at læse de mange spørgsmål og svar igennem, men jeg tror, der gemmer sig en del tanker om meget af det, som fylder hos de familier, der overvejer at gå en alternativ vej (og jeg ved, at jeg får akut lyst til at rette tastefejl og den slags, hvis jeg læser det).

I dag skal vi være sammen med en del af vores “tribe”: Det fællesskab, som jeg synes, er så vigtigt for at føle mig næret og tryg i det her alternative liv. Fællesskabet behøver ikke være allestedsnærværende eller meget hyppigt, men det skal ligge der som en sikkerhed og også gerne som en god rytme. Derfor glæder det mig, at flere og flere tager initiativer til den slags aktiviteter, og derfor glæder jeg mig til de næste 24 timer sammen med mennesker som jeg kan både spejle mig i og lære noget af.

Hvad skal I lave i dag? Fortæl alt! 🙂

Nu tager jeg på retreat (og på søndag skal du høre P1)

I eftermiddag starter mit første retreat i mere end et år, når ni kvinder kommer til vores lille ø for at være sammen med mig og mine dygtige hjælpere hele weekenden. Vi skal have frisklavet, hjemmedyrket mad; føre nærende og uforstyrrede samtaler; være musestille og helt uden internet; gå ture ved vandet; lave yoga, lære hinanden at kende og meget andet som åbenbarer sig i løbet af de to døgn.

Jeg glæder mig, og hele familien herhjemme har deltaget i forberedelserne, hvor der skulle graves jordskokker op og laves suppe; skrælles æbler og koges æblegrød, skæres græskar og laves endnu en suppe. Vi har kørt drikkevarer op i huset, hvor retreatet skal holdes, og vi har fundet mine yndlingsbøger frem, så de kan komme med.

Så nu er der blot tilbage at vente spændt, bage en stor bunke boller, møde alle de nye mennesker og lægge rum til en varm og tryg cirkel af tillid og håb de efterfølgende to døgn. Min opgave på retreatet er at skabe muligheder og inspiration, se indad og åbne op. Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg står i denne rolle; jeg elsker at give plads til udvikling, sårbarhed og mod. Jeg elsker at få muligheden for at være fuldkommen nærværende og 100 procent mig selv i min interaktion med andre mennesker, som fortjener at blive set, forstået og løftet. Jeg er så glad for at være havnet netop her; på en plads, hvor jeg ved at være mig selv og tro på det jeg kan, har adgang til at skabe drømme, åbne døre og give ro.

Ej, jeg er sådan set bare virkelig glad for alt det gode der sker lige nu. God weekend til jer alle – ikke mindst på søndag hvor P1 sender en halv times udsendelse fra vores familie klokken 13. Det var den udsendelse, som en dejlig journalist, Signe Bjerre, var herovre og optage til for en måned siden, og de syv timers optagelser, hun havde med hjem, er altså med en vis anstrengelse blevet klippet ned til en halv, så jeg er spændt på at høre, hvor mange nuancer, der er gået tabt, og krydser fingre for, at vi lyder ikke kun skide søde men også (mest af alt, måske) relaterbare, selvom vi lever forskelligt fra de fleste.

God weekend!

Jeg elsker at holde foredrag

I mandags holdt jeg to foredrag i Aarhus, og det var simpelthen så fedt.

Uh, jeg kan skrive meget om det med at holde foredrag, og faktum er, at klokken er to minutter i midnat, jeg har ikke sovet mere end fem timer i nat, er rejst fra Jylland til Ærø med tog, og kommet hjem til fire børn, som savner deres mor. Men jeg bliver lige nødt til at skrive lidt om min dag i Aarhus og lidt om min dag i dag og om hvorfor og hvordan.

Foredrag er så fed en ting, fordi man står overfor levende mennesker, og fortæller en levende historie, og der er spørgsmål og mimik og kropssprog og røde øjne og grin og korslagte arme og alt muligt andet fra tilhørerne, som alt sammen bliver en del af helheden. Der er kommentarerne efterfølgende og fornemmelsen i maven og der er det helt vilde ved, at det ene foredrag aldrig kan gentages – der er så mange variationer fra gang til gang, og der er en mening med det! I aftes fik jeg eksempelvis en meget rørende og underfundig mail som respons på det ene foredrag i går, og lige netop det som den kvinde havde taget mest til sig, var ikke noget, jeg nødvendigvis kommer ind på hver gang.

For selvom jeg faktisk satte mig søndag, og lavede en liste med noter til foredraget, og selvom jeg også kiggede på listen under begge foredrag i mandags, var de to gange to timer så forskellige, at det er lige før, jeg tror, man kunne få noget ud af at høre dem begge (hvis man kan leve med en vis portion gentagelser, ik?), og det er alt sammen ret ligegyldigt, hvis ikke det var fordi, det føles som sådan en skøn bekræftelse af, at intet er tilfældigt, og dét gør mig glad. Så tør jeg godt blive ved med at tro på, at de fleste kan få noget ud af at komme og høre mig snakke løs.

Efter de to foredrag var jeg glad. Mine to kusiner krammede mig, og sagde flere gange, hvor stolte de er, og jeg stod der med dem og min mor i efterårsmørket, og følte, at hvis jeg kan gøre dem stolt, så går det godt. Vi kørte, min mor og jeg, og jeg var træt, men mest af alt boblende indeni, og morgenen efter, da jeg sad på toget hjem, læste jeg de sedler, som en del af tilhørerne havde været søde at skrive efter foredraget. Samtidig modtog jeg beskeder på instagram og facebook med fine, bekræftende ord, og det føltes som en omfavnelse af dimensioner og ikke mindst den bedst tænkelige start på den her mini-foredragsturné, som jeg skal ud på i november.

Læs nogle af kommentarerne til mit foredrag under herinde

Efterårsferie på Ærø: Aktiviteter, indkøb og natur

Hvis nu nogle af jer skulle komme til Ærø i efterårsferien, vil jeg lige dele mine bedste bud på, hvor man kan få gode oplevelser, spise ordentlig mad, købe lækre varer og gå en skøn tur.
Skriv gerne andre forslag i kommentarfeltet – jeg er ganske langt fra at vide alt om denne dejlige ø.

AKTIVITETER FOR STORE OG SMÅ

(Foto: Bjørg Kiær)

* Der er faktisk ret mange super fine aktiviteter for store og små på Ærø i efterårsferien.
De fleste kan man finde på Visit Ærø-siden under arrangementskalenderen, hvis man indtaster de pågældende datoer, eller går ind under “efterårsferie på Ærø”.
De fleste aktiviteter er gratis.
Jeg vil blot nævne dem, som jeg håber, vi selv kan nå omkring – kig ind på siden for at se, hvad der ellers sker.

* Sæbekasseløb: Siden vi flyttede til Ærø, har Storm drømt om at deltage, og nu er tiden endelig kommet. For andet år i træk er han gammel nok til at være med, men for første gang har han både modet til det og det helt rigtige hold med sig – to af de bedste venner. Sæbekasseløbet er en skør og skøn tradition startet af blandt andre Claus Hattesen, som har vores vidunderlige iscafé Aroma samt lakridskonfektfabrikken.

* Danmarks mindste biograf Bio Andelen viser De Utrolige 2, og hvis nu det regner, så vil jeg nok tage det som en kærlig påmindelse om at invitere mine børn med ind i de bløde veloursæder i det skønne, lille biografrum. Filmen vises den 16/10 – 21/10, tidspunket kender jeg ikke.

* Marstal Søfartsmuseum er helt generelt super fint, og i efterårsferien er der planlgt nogle aktiviteter, som jeg synes, lyder sjove. Bl.a. kan børn komme og bygge deres eget havneanlæg i genbrugsmaterialer eller lave en søfartsbog, og det hele er gratis. Læs om efterårsaktiviteterne HER

* Søfartsmuseet har også et arrangement målrettet voksne i efterårsferien, nemlig: “Spørg konservatoren – vis os din skat!” torsdag den 18.10 klokken 12-16 De har inviteret en række kompetente konservatorer indenfor, og så kan man ellers komme forbi med de ting fra loftet, som man tror, har en værdi. Det sker ikke lige for mig, men jeg gad da godt have muligheden… 😉

* Herregården Søbygaard skriver sådan her om efterårsferien hos dem: Lav din egen roelygte, vi tænder bål til popcorn, leg med gammeldags legetøj, snitteværksted, skattejagt og meget mere. Alle dage serverer vi pølser fra grillen og cafeen er åben. Aktiviteter fredag: Æblepresning (medbring selv æbler og flasker). Entre: Voksne 60,- kr. Børn gratis. Kys Frøen og efterårsaktiviteter for børn 25,- kr. Der skal vi også op, området er smukt, det er på vores del af øen, og Søbygaard er et dejligt sted at gå en tur – evt. omkring Vitsø Nor før eller efter leg på Søbygaard.

* Tirsdag den 16.10 er der folkedans for hele familien i Rise Minihal og efter endt læsning af samtlige bøger om Laura Ingalls Wilder og hendes families liv i det unge USA for et par hundrede år siden, har et par af mine børn fået lyst til at gå til dans. Jeg kunne derfor godt finde på at tage dem med til folkedans i Rise – det er klokken 11-15 og på vanlig Ærøsk vis garanteret langt mere hyggeligt end det er svært.

* Inge Dahl i Sæberiet holder åbent værksted, hvis vejret tillader det, og det er altid et stort hit: Børnene kan forme deres egne skønne, velduftende sæber af de rene og naturlige råvarer, som Inge benytter til sine sæber, der sælges mange steder på øen.

* Onsdag den 17. er der loppe- og torvemarked i Ærøskøbing klokken 10-15. Nogle gange er det virkelig godt med mange boder og besøgende, andre gange er der halvtomt, og man kan købe en brugt blender og nogle sokker. Tag forbi og se på det og søg så til ét af de andre skønne steder omkring Torvet, hvis markedet ikke er tiden værd.

SMUKKE GÅTURE OG STEDER AT HENTE ENERGI I NATUREN

* Hele Ærøskøbing er værd at undersøge ned i detaljen. Ærøskøbing er med sine knap 1000 indbyggere Danmarks mindste købstad, og den er samtidig én af verdens bedst bevarede 1700-tals byer. Besøg: Ærøskøbing Kirke fra 1756-58, Philip Kocks Hus fra 1645 i Søndergade 36, som er en tidligere købmandsgård. Huset, der er byens ældste, er et bindingsværkshus med knægtbygget paradegavl og karnap mod gaden. Priors Hus fra 1690 i Søndergade 32 er et bindingsværkshus, og indretningen er præget af, at det var sømænd, som beboede stedet. Hoveddøren står uberørt siden 1690, hvor hverken maling eller olie har været en nødvendighed efter dørens oprindelige behandling med okseblodstempera – og så videre. Der er så mange beundringsværdige huse i den by.

* Marstal er øens største by med godt 2200 indbyggere. Den er også øens søfartsby med mange forretninger og en navigationsskole, som gennem mere end hundrede år har uddannet navigatører til den danske handelsflåde. Søfarten er stadig en vigtig del af byens erhvervsliv med Danmarks største coasterflåde (ca. 50 fragtskibe). Der er flere rederier, træ- og stålskibsværfter, anløbskajer for charterskonnerter, fiskerihavn og bådforbindelse til Birkholm. Carsten Jensens “Vi, de druknede” er oplagt at læse før, under eller efter en ferie på Ærø, og her kommer man virkelig under huden på Marstal, som i sin tid var Danmarks næststørste havneby efter København, og det er sgu da også noget.

* Øhavsstien bugter sig rundt langs vandkanten på hele øen, og er på alle mulige måder og alle steder en tur værd.
Jeg er selv særligt begejstret for det område, vi bor i, som jeg vil mene, strækker sig fra Øster Bregninge, over Ulveholm, forbi Gammelgaard og hele vejen til Skovby. Her bugter landskabet sig mere end de fleste steder på øen, man går højt over havet og kan se langt ud i det blå. Men Øhavsstien er i det hele taget en garant for gode vandreture.

* Vitsø Nor er den skønneste gåtur, som jeg godt kan lide, da den er afgrænset – man går jo omkring et nor – og der er skønne hvile/picnicsteder undervejs samt et fint lille hus undervejs med info om områdets fugle. Når man er kommet turen rundt, er det naturligt at tage et stop forbi Søbygaard, som ligger omtrent lige på den anden side af vejen.

* Voderup Klint er (jeg citerer lige wikipedia): “en 33 meter høj og ca et 3,5 km. lang klint på Ærø, som består af skredterrasser, der som kæmpemæssige trappetrin forbinder havet og den høje ø. Den 3½ km lange kyststrækning blev fredet i 1957, og i 1991 blev klinten yderligere klassificeret som et særligt landskabeligt/geologisk beskyttelsesområde.” Det er i høj grad et besøg værd; de mange mange trin ned til stranden som ruller af sted på fine sten og den bjergtagende udsigt over havet heeele vejen mod Tyskland midt i det vilde terræn, som er skabt over så mange år.

* Vestre Strand er Ærøskøbings badestrand med de vidunderlige farvede strandhuse, som alle efterhånden kender. Det er en dejlig strand med gode gåture – blandt andet ud til “Bjerget”, som er en lillebitte skov (kald det en klynge træer, om du vil) på en høj med vand til alle sider og en dejlig udsigt til Ærøfærgen og byen derinde.

* Hvis man skriver “Haven” på sin gps, får man besked på at køre mod Søby og fortsætte længere end det. Haven er en lille og efterhånden ret forladt enklave af huse, men der er stadig liv, og der er stadig drømme, og der er fremfor alt en helt vidunderlig stemning, som jeg ikke kender fra ret mange andre steder. Det er Bulderby i virkeligheden; haver og gårde og bittesmå veje; havet til begge sider, tjørnekrat, komplet stilhed og høje træer.
Når man så har kigget sig omkring i Haven, er det mere end nærliggende at tage videre til Skjoldnæs Fyr helt ude på nordspidsen af øen, hvor havet er vildt og udsigten lige så og elementerne på alle måder kalder, og rører ved én.

* Eriks Hale er Marstals badestrand, og den er et besøg værd. Her er der hele to slags hav: Ét til hver side. Eriks Hale er nemlig en tange, og på den ene side kan man bade i den stille, lune bugt mellem marinaen og stranden, på den anden side har man den friske Østersø. Eriks Hale har også dusinvis af de karakteristiske badehuse.

SHOPPING OG SPISESTEDER
(Foto: Tree & Earth)

* Tree & Earth pure natural skincare: Solveig (til hverdag “Sol”) flyttede fra Australien til Ærø med sin familie for tre år siden, og ikke længe efter slog hun dørene op til sin produktion af de lækreste hudplejeprodukter, jeg nogensinde har været i nærheden af. Alt ved Sols arbejde er af de højeste etiske standarder; hun kender til hver eneste olie og butters oprindelse, og hun sikrer sig gang på gang, at de kvinder, som høster og forarbejder hendes råvarer, får fair løn, og bliver behandlet respektfuldt. Og det kan mærkes: Hendes cremer er nærende, lækre, simple og smukke.
Butikken er åben kl. 12-16 i uge 42 og 43.
Ellers sælges Sols cremer i Den Gamle Isenkræmmer, Den Gamle Købenmandsgaard og hotel The Monica, alle tre i Ærøskøbing – samt online.

* Herremark er en fin alsidige butik langt ude på landet i smukke omgivelser med udvalgte genbrugsvarer, nye bæredygtige produkter og en skøn samling smykker, chokolade og meget andet rundt omkring på borde og reoler.
Louise Pelle ejer og driver butikken i en længe på sin gård, mens de fem unger løber frem og tilbage, og charmerer kunderne. Herremark er åben i ferien: Fredag den 12 – søndag den 14. kl. 13-17 samt torsdag den 18. – søndag den 21. klokken 12-17. Se Herremarks instagram for flere fotos her.

* Den Gamle Isenkram i Ærøskøbing har et stort udvalg af nøje udvalget varer indenfor interiør, beklædning og hudpleje. Der er fokus på bæredygtighed i en del af sortimentet, og butikken er skøn at snuse rundt i, og Gitte, som ejer og driver forretningen, bor selv i resten af den gamle, fredede bygning med sin søde familie.

* Blandede Bolcher er min yndlings legetøjsbutik i den helt excentriske ende af skalaen. Harriet, som ejer og driver butikken, er vidunderlig og helt sin egen, og hylderne bugner af alt det, hun simpelthen ikke kan stå for. De smukkeste modelfly, trælegetøj, puslespil, kæpheste og alt alt alt muligt andet. Hun forhandler Djeco og Goki og lignende lækre mærker i stor stil og til bedre priser end andre steder.

* Hvis man kommer til Ærø, og drømmer om god mad, er Arnfelt Hotel og Restaurant helt klart det ypperste – en decideret gourmetrestaurant på vores ø. Jeg ved, at de har lukket for walk-ins i efterårsferien, men nævner dem alligevel, hvis nu nogen skulle læse med her uden for den uge.

* Jeg foretrækker at spise frokost på Den Gamle Købmandsgaard, som på alle mulige måder har det, jeg søger, når jeg forlader min lille hule: Atmosfære, håndplukkede produkter, lokale varer, mad af høj kvalitet, store smil, charme og den der miniby-fornemmelse, som ellers er svær at finde på en lillebitte ø. Jeg er særligt vild med deres egne, lækre sweatshirts og t-shirts; slikhylden, den lokale whisky (en perfekt julegave) og deres chokoladekage (ftw).

* Mumm laver gedigen dansk mad, ligesom den nye Bistro i Vestergade i Ærøskøbing gør det. På Harmonien Badehotel har det svensk/italienske par importeret en decideret massiv pizzaovn, som de laver vanvittigt gode pizzaer i. Der er også spisesteder i Marstal, men her kender jeg kun Gejst Butik og Café, som serverer brunch og frokost. Gejst er værd at nævne, både fordi Pia. som ejer og driver den (bemærk lige alle de cool kvindelige forretningsdrivende herovre!), er så sød og energisk, men også fordi hun laver de lækreste bolcher og karameller, jeg kender til. Hendes “nøddesalt” og “lakrids”-karameller og perfekte og hver eneste variant af de håndlavede bolcher, har fundet vej til mine blandede poser i tidens løb.

* I Marstal har Fru Nørgaard et eklektisk udvalg af keramik, indretning, tøj, kunst og meget andet, og butikken er bestemt et besøg værd.

Min veninde, den eminente fotograf Camilla Jørvad fra Sigridsminde, har lavet denne smukke guide til Ærø.

Husk at busserne er gratis på Ærø, alle vil gerne sige hej, vise vej eller dele deres æblerov med jer, og uanset hvor I kommer hen, så er alt vand ved siden af Ærø..

Fritidsaktiviteter: Skader de mere, end de gavner?

“Hun gider simpelthen ikke gå til nogen form for sport,” siger pigens far, og smiler. “Hun er så stædig.” Han ruller med øjnene, og smiler igen. Han er en god far, en sød mand.
“Hun græder faktisk stadig hver dag, når hun bliver afleveret i skole,” supplerer moderen, og ser lidt usikkert på mig. Hun er en varm mor, en dejlig kvinde.

Jeg siger: “Men når hun egentlig stadig synes, at skolen er i overkanten, mon ikke hun så mest af alt trænger til at komme hjem og bare være sammen med jer, når hun har fri? Mon hun overhovedet kan få noget ud af at gå til fodbold eller gymnastik?”

Det er som om, forældrene i samme øjeblik forstår noget, de ikke så meget som har overvejet før.
Derfor har jeg lyst til lige at skrive lidt om fritidsaktiviteter.
Det er mit indtryk, at mange af os rent har glemt, hvad fritidsaktiviteter er, og bør være. I sin bog “Home Grown” (som vel nok er den bog, jeg har anbefalet herinde fleste gang), skriver Ben Hewitt, at fritidsaktiviteter er én af de ting, der følger med som noget nærmest obligatorisk, når man sender sine børn i skole, og at det for ham er en af de største fordele ved at hjemmeskole: At hans børn ikke nødvendigvis skal gå til fritidsaktiviteter, men derimod lever et liv, hvor alt måles op imod den frihed, som de kender så indgående.

Ben Hewitt mere end antyder, at mange forældre knap tager stilling til, hvorvidt fritidsaktiviteterne bidrager positivt til deres børns liv, eller om børnene reelt set har mere brug for IKKE at have fritidsaktiviteter.

Det er nogle tankevækkende observationer, som rammer noget i mig.
Fordi: Fritidsaktiviteter er i deres essens en positiv ting. Vi opfatter dem som et glædeligt indslag i vores eget og børnenes liv, men det er mere og mere min fornemmelse, at fritidsaktiviteterne på lige fod med institutioner og skole er en del af adskillelseskulturen, som vi er blinde overfor, ganske enkelt fordi vi har vænnet os til den?

Jeg oplever, at de ellers så sunde fritidsaktiviteter bliver endnu et sted at skille børn fra forældre; endnu et sted at placere børn i en parallelverden, mens de voksne køber ind eller arbejder eller får ordnet noget derhjemme.

Sidste år gik Juno og jeg på et skønt forældre-barn gymnastikhold for 0-2 årige, men da jeg for nyligt overvejede at skrive os op til gymnastik igen, erfarede jeg, at gymnastikundervisning fra tre år og op foregår på den måde, at forældrene sidder i omklædningsrummet, og venter, og altså ikke må være med i gymnastiksalen. Jeg spurgte hvorfor, og fik det svar, at det handler om, at børnene har svært ved at fokusere og lære øvelserne, hvis der er en forælder tilstede.
Og I kan godt høre, hvor skørt det er, ik? At 3-5 årige skal lære øvelser fremfor at hygge sig uforpligtende sammen med deres forældre i en time? For hvis skyld gør man det? Handler det om, at børnene helst skal have mulighed for at blive professionelle atleter (nej, det handler det ikke om), eller er det en blind fortsættelse af familiernes adskillelse uden tanke på at disse børn og voksne trænger langt mere til tid sammen, end tid hvor de er adskilt?

“Familietiden” har på mange måder mistet sin værdi i vores kultur. Vi taler om “kvalitetstid”, og booker sommerhuse, hvor vi samles en gang eller to om året, og vi tager på ture med børnene i ferier og weekender, men den kvantitative tid i familiens skød i hverdagen, har mistet sin værdi. Vi har ganske enkelt glemt, hvor grundlæggende og værdifuld den er. I stedet tillægger vi det, der burde være undværligt, en værdi som om, det var afgørende. Som om det at gå til tennis eller violin har afgørende betydning for et menneskes dannelse af et sundt jeg og deres muligheder for at klare sig godt senere (at klare sig godt er efter min overbevisning = “at være forbundet med verden omkring os og bidrage til den almene balance i fællesskabet”)
Kan det tænkes, at vi forældre har for travlt til at være sammen med vores børn, og derfor skubber værdien fra familien over i skolen og i samme åndedrag kalder Fritidsordningen for et socialt sted, som er obligatorisk for at pleje venskaber, og lige sådan beskriver fritidsaktiviteter som noget, de er nødvendigt for det hele menneske?
Resultatet er, at vi undervurderer eller helt ignorerer den værdi, der er i at ligge på sofaen hjemme i stuen en hel eftermiddag, og vi glemmer, hvor vigtigt det er at have tid til at fordøje, reflektere, tage sig god tid. Vi glemmer, at en kop te omkring bordet med hele familien sidst på dagen, er netop det, der binder en familie sammen, og som skaber minder om en dyb tilknytning.

(om torsdagen går tre af mine børn til fodbold. Her sidder tre søskende og ser på, mens den ældste spiller. Det er børnenes eget valg, at de går til fodbold, og vi talte indgående med dem om det, inden de begyndte: Det forpligter, det tager tid. De ville af sted, og holder af det, men har ikke andre ting – jo heller ikke lange skoledage.)

Udfordringen er, at skolen ikke blot er et rum for læring, men også i høj grad et sted, hvor vi opbevarer børn, mens vi selv arbejder flere timer end nogensinde. Men skolen stopper alligevel, før de voksne har fri, så børnene skal i fritidsordning, og når de har været der, er de nok trætte, men vi tænker – ofte helt per automatik – at det er vigtigt, at vores børn ikke kun går i skole, men også dyrker deres hobbyer. Og jeg kunne ikke være mere enig: Dybest set mener jeg jo, at det mest meningsfulde er at lade børn fordybe sig i det, de brænder for alle døgnets vågne timer. Men det er for sent at gøre det, når alt energi er brugt, og intet kan måle sig med hjemmetid, ro og fordøjelse.

I tidernes morgen var “fritidsaktiviteter” det, børn tog sig til, når de ikke arbejdede, eller var i skole, eller slappede af derhjemme. Fritidsaktiviteterne handlede ikke om præstationer, eller om at skulle underholdes, men udelukkende om at være sammen i et interessefællesskab. Men fritidsaktiviteter er løbende blevet en del af ræset mod konstant at dygtiggøre sig, og de er blevet noget, som er obligatorisk i et børneliv uden skelen til, om barnet reelt har overskud til det og om det rent faktisk er en positiv aktivitet eller én præget af pres og vurderinger.

Der må nok flere ændringer til, før vi som samfund står med en hverdag, der foregår på familiernes præmisser (hvilket jeg mener, må være det eneste bæredygtige for et samfund på sigt), men hver enkelt familie kan tage ansvar ved at tage stilling til børnenes fritidsaktiviteter ud fra nogle andre værdier end flertallet. Selvfølgelig er den bedste løsning efter min mening, at skoledagene bliver markant kortere, men indtil det sker (og det gør det, når vi forældre i tilstrækkeligt høj grad vælger andre skolemodeller), må man ganske enkelt måle den tid, der går på fritidsaktiviteter, mod den ro og tryghed som børnene får ved at være sammen med deres familie i stedet. Man må tænke på tilknytningen, refleksionen og den simple væren i en kærlig ramme som en værdi, næsten intet andet kan måle sig med. Derfor er det så vigtigt, at vi som forældre tager stilling til, om fritidsaktiviteten er noget børnene virkelig får noget ud af – mere end de får ud af ro og nærvær med familien. Nogle gange vil svaret være ja, andre gange nej.
Og når vi så har forholdt os til dette, er næste skridt naturligvis er handle uden skelen til, hvad andre gør.
Min tidligere chef, Troels Mylenberg, skrev en fin klumme om dette for nyligt (“handling siger mere end ord”).

En anden tanke til at understrege dette: Jeg følger adskillige voksne mennesker, der ikke har børn, på Instagram, og INGEN af dem deler billeder fra både deres fuldtidsjob (svarende til skolen); frivilligt arbejde (fritidsordningen) OG to-tre fritidsaktiviteter. Faktisk ser det ud til, at de skynder sig hjem, når de har fri, og bruger deres fritid på at spise god mad, se tv-serier, drikke kaffe på Louisiana, hygge med kreaprojekter i sofaen og snakke med gode venner. Der er ganske enkelt en grænse for, hvad vi mennesker har energi til, før det bliver for meget, og jo tidligere børn lærer at mærke og respektere denne grænse, jo mindre sandsynlighed er der efter min mening for, at de ikke bliver ramt af stress m.m.

Hvad er jeres tanker om fritidsaktiviteter vs. familietid?