Fra villa til baghus og skurvogn: Siff Jensen og hendes familie solgte 90 procent af deres ejendele for at blive sat fri

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen lige her.

Sommergæster
I forbindelse med min ferie, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige kvinder, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.

Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Som mange andre af sommerens gæsteskribenter er Siff Jensen et navn og ansigt, jeg kun kender online, men hvis rejse jeg finder inspirerende. Siff skrev til mig sidste år, da jeg ledte efter mennesker, som ville fortælle om deres modige valg i “Modbølgen“, og hun delte et indlæg om sit modige spring ud i livet som fuldtidsbilledkunstner.
Og hold nu op hvor er der sket meget siden da, selvom der allerede var fuld gang i familiens udvikling dengang: Sammen med sin mand og to sønner er Siff Jensen flyttet ind i et 17m2 lille anneks i hendes mors have flankeret af en 25m2 skurvogn, som sønnerne har fået for sig selv.
Læs her om deres vildt spændende, hudløse, rå, smukke og ambitiøse rejse:

Vi er en familie som består af Silas på snart 17 år, Jonatan på knap 9 år, og så Bjørn og jeg, som begge lige er fyldt 40.
Vi har kastet os ud i at bo på en lidt anderledes måde end de fleste. I januar 2018 traf vi en beslutning om at flytte fra en helt almindelig (lejet) etplans-villa, til et baghus på 17 kvadratmeter. Baghuset ligger på min mors grund, bag hendes hus. Derudover var planen, at vi ville købe en skurvogn og indrette den med børneværelser. Vi flyttede ind i baghuset i slutningen af maj, og skurvognen på 25 kvadratmeter er netop landet i haven. Så det er gået rigtig stærkt, siden vi traf beslutningen.

Vinter og forår er gået, dels med at istandsætte baghuset, som oprindeligt var et gammel hønsehus, (men som de senere år har fungeret som gæstehus og opbevaringsrum), og dels med at skille os af med vel nok 90 % af vores ejendele.
Det har været – og er stadig – en vild proces!

Det spørgsmål vi bliver stillet aller mest er “hvorfor?” Det er ikke helt enkelt at svare på, men jeg vil gerne forsøge.

Mange af os har set de skønne udsendelser om Beha-familien og det gode skib Havana. Hvis du er som os, så har du også mærket længslen gribe hårdt fat om hjertet, dér, foran skærmen, når Havana gled afsted over det blå, blå vand. Længslen efter frihed, længslen efter noget enklere, længslen efter timer der strækker sig længere ud, og indeholder både mindre og mere, på samme tid. Længslen efter intenst samvær og eventyr lige om hjørnet. Længslen efter at have tid til at være. Den længsel greb også os, og det var langt fra første gang, vi mærkede den.

Vi sad stramt i det økonomisk. Mest fordi jeg arbejder hjemmefra som billedkunstner, med svingende – og ikke særlig høj – indtægt, og fordi min mand som pædagog heller ikke hører til de højtlønnede. Derudover slæber vi tilsammen rundt på en pænt stor studiegæld. Med andre ord: der var ikke udsigt til at tage hverken måneder eller år ud af kalenderen og rejse jorden rundt.
Men længslen førte noget godt med sig. Den førte til lange snakke om, hvorfor rejsedrømmen havde så fast et tag i os? Hvad er det egentlig den drøm indeholder, som virker så tillokkende?

Vi nåede frem til, at det ikke kun var fremmede kyster, vi længtes efter, men i lige så høj grad en følelse af frihed i det daglige liv.
Vi længtes efter at skære noget af det fra, som tyngede: Gæld, rod, travlhed.
Vi længtes efter enkelhed, efter at leve mere bæredygtigt og efter at give nogle andre værdier videre til vores børn, end vi syntes at vi gjorde.

Samtidig var vi fanget i en traditionel drøm om at komme til at eje vores eget (store) hus. For det er vel det, man skal?
Vi talte og talte, men vi følte ikke, at vi havde de store handlemuligheder, så vi fortsatte, hvor vi var.
Tiden gik, og da økonomien omkring årsskiftet bød, at vi tog stilling til, om jeg skulle have lønnet arbejde ved siden af kunsten, tog snakken fart.
Tid sammen som familie har altid haft høj prioritet hos os, og vores familie fungerer bare bedst, når jeg arbejder hjemmefra: Jeg kan arbejde med det, jeg brænder for, SFO er valgfrit for den yngste og jeg er hjemme, når drengene kommer hjem. Derudover har jeg en kronisk stress-problematik, der gør det vanskeligt for mig at arbejde på fuld tid. Men hvad skulle så være løsningen?

En anden gammel drøm, nemlig én om at lave et bofællesskab med min mor, dukkede op igen. Samtidig faldt vi over flere og flere artikler og videoer om folk verden over, der bor i Tiny Houses. Pludselig var idéen født: hvorfor ikke udleve drømmen om et enklere liv lige her, i det Tiny House min mor praktisk taget har stående bag sit hus?

Vi kastede alt det, som vi indtil da havde troet, at vi stræbte efter, over bord: væk med drømmen om stort, dyrt og tidskrævende hus. Væk med drømmen om dyre møbler. Væk med den drøm der gik ud på at indhente vores jævnaldrende materielt og økonomisk. Det var nemlig en stressende tilstand at være i. Spændt ud i en evig mangelfølelse, en evig halsen bagefter, en evig længsel efter det de andre har, samtidig med en følelse af at være på vej det forkerte sted hen. Den drøm vi troede, vi drømte, var i virkeligheden nogen andres drøm. Vi var begyndt at lytte til vores egen.

Jeg kan ikke huske den dag, vi kiggede på hinanden, og besluttede os for at give slip. Den dag idéen blev til en beslutning. Den dag vi ringede til min mor, og spurgte, hvad hun ville sige til at blive 4 personer rigere på matriklen. Men jeg ved, det var i januar.
Ret hurtigt føltes det naturligt at starte en blog. Alle de interessante snakke vi havde som familie; alle de tanker vi gjorde os hver især, kaldte på at blive skrevet ned.

Siden årsskiftet har vi arbejdet intenst, både fysisk og psykisk, på at skabe dette nye liv: I skrivende stund sidder jeg i det lille baghus, og prøver at sammenfatte de sidste måneder på skrift. Der står en hoveddør op ad væggen i den modsatte ende af rummet, og sammen med hullerne, hvor der på et tidspunkt skal være stikkontakter, minder den mig om, at vi langt fra er færdige med istandsættelse og praktiske opgaver. Men vi er nået så langt nu, at både baghus og skurvogn begynder at ligne hjem.
Drengene føler sig hjemme, for de er kun rykket 7 km væk fra vores gamle hus, og endda ud til et sted, hvor de er kommet hele deres barndom. Lidt længere ude på landet, men stadig tæt på Svendborg. De hygger sig meget med at have mormor lige ved hånden, og siden skurvognen landede i haven, er de begge blevet endnu gladere. Nu har de deres eget lille hus.

Vi er ved at finde vores fødder, men vi er stadig ikke landet helt.
Jeg kan mærke, at jeg allerede føler mig mere hjemme i vores lille baghus, end jeg nogensinde har gjort noget andet sted. Det er hyggeligt, minder om et sommerhus i ministørrelse. Bjørn og jeg kan begge mærke en lettelse over udsigten til at blive gældfri dobbelt så hurtigt.
Det er positivt at være 3 generationer samlet, men det giver også udfordringer for os hver især. Vi skal finde vores pladser i det; finde ud af hvor meget der skal være fælles – og hvordan.
Indtil vi får bygget vores eget køkken i baghuset, deler vi med min mor. Det er anderledes – og nogengange rigtig svært – ikke at have foden under eget køkkenbord. (Og svært for min mor ikke at have sit køkkenbord i fred).
På den anden side er det fedt at være 3 voksne til at deles om indkøb, madlavning, havearbejde og rengøring af fællesområder.

I går talte Bjørn og jeg om, at vi allerede nu kan mærke en særlig form for lettelse, som helt enkelt kommer af at eje færre ting. Da vi tog beslutningen om at flytte, trådte vi ind i en verden af minimalisme, downsizing og Tiny Living. For en nostalgisk samlertype som mig, og for en gammel materialist som Bjørn, var det en særlig verden, der åbnede sig. En verden. som længe havde kaldt på os, og da vi endelig sprang ud i den, sprang vi ud på det dybe. I processen med at skille os af med ejendele (vi har solgt, foræret væk og smidt ud til den store guldmedalje), ændrede vores forhold til ting sig. Vi fik tænkt over hvorfor vi knytter os til ting, hvad det er der gør, at man altid (tror man) ønsker sig mere, og hvor stort et fællesskab der knytter sig til det at forbruge.

Vi fandt ud af, at for os er minimalisme en form for intentionalisme. Ikke en besættelse af at eje så få ejendele som muligt, men en bevidst forholden sig til ting, forbrug og materialitet.
Vi har taget stilling til hver eneste genstand, der er flyttet med i vores nye liv, fordi det var bydende nødvendigt, hvis vi skulle gøre os håb om at kunne være her. Vi har givet slip på en masse, som vi troede vi havde brug for, eller som havde affektionsværdi kun for at opdage, at vi knap kan huske, hvad det er, vi ikke længere ejer!

Til gengæld værdsætter vi de ting, der har fået lov at flytte med. De er alle nøje udvalgt, og er både til glæde og gavn.
Intentionaliteten forgrener sig ud i alle led af tilværelsen: Vi har aldrig snakket så meget og dybt om værdier som det sidste halve år. Jeg tror ikke, at den snak nogensinde ender, og vi kan allerede mærke, at der har indfundet sig en følelse af dybere fællesskab og følelsesmæssig nærhed imellem os 4.
Selv i mit kunstneriske liv har minimalismen fundet indpas. Jeg har ikke længere plads til staffeli og tonsvis af malergrej, men jeg har plads til papir og blyanter. Jeg skal ikke på daglig basis tage stilling til, hvilket kunstnerisk udtryk, der trækker i mig. Nu tegner jeg igen, og jeg har fundet en stor ro i at være begrænset. Illustrationer til vores blog vokser langsomt frem, og aldrig har kreativitet givet så meget mening for mig som nu, hvor jeg fortæller vores historie i ord og billeder, der smelter sammen til en helhed.

I virkeligheden er det nok dér minimalismen har en gave at give: i begrænsningen.
I en tid, hvor vi mennesker har uendelige muligheder og uendelige valg, opstår der let en tilstand af konstant overvældelse. Følelsen af at være konstant bagud, ville mere, burde mere, ønske sig mere. Angsten for at gå glip, for ikke at være god nok, er i mine øjne medvirkende til en forbrugerlivsstil, som hverken vi selv eller vor planet kan holde til. Det ved vi dybest set godt, og den viden overvældes vi så yderligere af.

Midt i denne kakofoni af tilbud og krav, findes der stor frihed i at begrænse sig selv. Det kan være med en lille garderobe, der ikke afkræver dig tonsvis af beslutninger, nærmest inden du har slået øjnene op om morgenen. Det kan være et hjem der er så småt, og rummer så få ting, at det ikke konstant kalder på oprydning, rengøring og køb af nyt. Det kan være at give slip på illusionen om, at (over)forbrug bringer lykke, og istedet kanalisere sine længsler og sin energi hen på andre områder af tilværelsen.

Jeg begynder, at mærke den store frihed der findes i at sige “nej tak – det ønsker jeg ikke at eje, at gøre eller at deltage i”. Jeg siger nej for at kunne sige et kæmpe stort og energifyldt “ja tak” til det, der er det vigtigste for mig: Tid med mine kære, tid i naturen og kreativitet. For Bjørn er det samvær med andre mennesker, der giver mest mening. Og så en vished om den fleksibilitet det giver, at vi fremover kan klare os med én fuldtidsindtægt eller to deltids. På dén måde giver de døre vi har lukket, muligheden for at åbne nogle andre, og forhåbentligt mere sande og rigtige (for os).

Det der har været, og stadig er, min største udfordring, er, hvad omgivelserne tænker om vores projekt og måde at bo på.
Jeg har skulle opbyde alt mit mod for at konfrontere min egen angst og usikkerhed. Det er svært at gøre noget andet, for der er enormt meget tryghed, identitet og fælleskab at hente i at leve et liv, der ligner flertallets. Jeg kæmper stadig med det, men det er en kamp, jeg kan mærke, er god og vigtig at tage. For jo mere jeg ikke lader angsten for omverdenens dom styre mig, jo tydeligere bliver min egen indre stemme. Vores projekt er ikke udelukkende et overskudsprojekt. Det er ikke en jordomsejling, eller andet der automatisk omgærdes af respekt og prestige. Det falder lidt udenfor, fordi det er opstået ud fra et underskud og et overskud, på samme tid. Derfor har det været svært for folk at placere os, tror jeg, og det har medført en del undren. Jeg må så også sige, at selvom vores valg er svært at forstå for nogle, har vores omgivelser mest af alt har været interesserede, nysgerrige, åbne og positive, og vi har fået hjælp og støtte fra både venner og familie. Når vi fortæller åbent om vores bo-form ude i verden, oplever vi at få dybe, ærlige og intense snakke med andre mennesker. Snakke, som måske ellers ikke ville være opstået. Jeg tror, der sker noget helt særligt, når man åbent fortæller om sine livsvalg på en måde, hvor man trodser sin angst, og tør være sårbar. Åbenheden og sårbarheden er en gave, vi kan give hinanden. Jeg har hentet inspiration og mod ved at se ud i verden og spejle mig i mennesker, der har taget bevidste og modige skridt. Mennesker, der har trodset mainstream for at vælge bevidst og intentionelt hvad der var rigtigt og sandt for dem. Mennesker. der har ofret noget – både for at udleve deres værdier, og for at finde balancen igen, når livet gik anderledes end de havde regnet med.
Hvis ikke vi havde haft mulighed for at at kunne spejle os i andre, ved jeg ikke, om vi havde turdet leve på den måde, vi gør nu. Derfor er det nærmest blevet min mission at skrive og fortælle om vores livsvalg. For når jeg gør dét, så oplever jeg, at andre mennsker også tør åbne op omkring deres tanker, usikkerheder, håb og drømme. Der ligger en enorm transformatorisk kraft i den ærlige formidling. Her giver vores projekt mening på et dybere plan – når det rækker ud over os selv og forbinder os med andre mennsker.

Følg Siff og familiens vidunderligt meningsfulde livsrejse på deres blog “Ind i verden” og Instagram ved samme navn.

“Vi boede ikke længe på Ærø, før jeg fornemmede, at det ikke var rigtigt for os.” (Tine Bernth Neumann om erkendelsen af, at det gode liv ikke altid er, hvad man tror)

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen LIGE HER.

Sommergæster
I forbindelse med min ferie fra bloggen, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige kvinder, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.

Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Tine Bernth Neumann og hendes familie besøgte os her på Ærø i foråret 2017. Hun læste med på min blog, og skrev en dag til mig, at de overvejede seriøst at flytte til øen. Nogle måneder senere flyttede de til Ærø, og ikke længe efter begyndte Tine og hendes mand at hjemmeundervise deres ældste datter, og med ét var vi hinandens lokale netværk. Vi blev dem, hinanden ringede til med mange overvejelser, og som kom forbi med indkøbsvarer eller geniale input, når det var tiltrængt. Derfor var det alligevel ikke nogen overraskelse, da Tine fortalte, at de ville flytte fra øen igen: Jeg ved, at det kræver et vist overskud og en oprigtig motivation at skabe gode fællesskaber og meningsfulde relationer et helt nyt sted, og det giver så god mening, at Tine og hendes familie skal være tættere på både deres familier og den megacool brætspilcafé i Odense. Tine nævnte på et tidspunkt for mig, at lykken ikke altid er der, hvor man tror. For sandheden er selvfølgelig, at nogle flytter til en ø, og finder svarene der, mens andre måske allerede bor, hvor de hører hjemme uden helt at vide, at landbyen rent faktisk er omkring dem.
Det har jeg bedt Tine skrive om, og jeg synes, det hun har skrevet et så fint og vigtigt et skriv i denne tid, hvor mange af os er både rodløse og rastløse.

For næsten præcis et år siden, kørte min familie og jeg af Ærøfærgen i en flyttebil for at begynde på det, jeg troede var mit drømmeliv.
Årene forinden havde budt på flere flytninger; fra Fyn til Nordsjælland for at jagte ”det gode job” for to universitetsuddannede, videre til Roskilde for at komme nærmere et fællesskab og endelig retur til Fyn, fordi virkeligheden ved at have tre børn – og intet stærkt netværk i nærheden – ramte os.
I løbet af de to år der var gået siden sidste flytning, havde jeg været meget syg af stress, vi havde åbnet en brætspilscafé i Odense, jeg havde sagt mit job op, og et halvt år inden vi sad i flyttebilen, havde vi meldt ungerne ud af børnehaven. På det tidspunkt havde især jeg så meget brug for at få skabt et fast fundament, at jeg nærmest kunne mærke det fysisk. I januar da år var vi så tæt på at købe et hus, som man kan være uden at gøre det. Men noget føltes alligevel forkert, og i løbet af huskøbsprocessen faldt jeg over Ærø. Jeg gravede mig ned i artikler og Facebookopslag, googlede ”Flytte til Ærø”, læste også på Maj Mys blog, og kunne mærke, at her var måske det svar, jeg havde ledt efter så længe.

Vi talte om det – rigtig, rigtig meget. Men var enige om, at det vi ville VAR fællesskabet. Det forpligtende fællesskab. Og at det kunne vi i hvert fald ikke få i en by, hvor alle havde travlt hele tiden. Eller hvilket som helst andet sted, for alle steder havde folk travlt, og jeg kunne mærke min dybe desperation over ikke at høre til, over ikke at være en del af et nært fællesskab.

Jeg fornemmer at mange andre, måske primært kvinder på min egen alder, kan mærke den samme dybe kalden, den samme desperation. Og af alle mulige årsager kigge mange mod steder som Ærø, og får måske den samme følelse jeg gjorde: Dette må være svaret.
Svaret hedder naturligvis ikke Ærø for alle, måske er det Bali, måske er det Nordjylland eller Samsø, måske er det en jordomsejling eller noget helt andet. Men kaldet fra sjælen er det samme, vi har brug for at høre til, og vi har skabt et klart billede af, hvad det vil sige. Et billede, som vil blive ved med at trække i os, indtil vi enten udlever det, eller lægger det på hylden.

For mit vedkommende spiller min opvækst en stor rolle, for jeg er vokset op i et økologisk landbrugskollektiv og derfor er det kodet ind i mit dna, at fællesskabet er et gode. Min drøm har altid været at bo på et lille landsted med gode naboer, dyrke jorden, leve i ro og harmoni med naturen, og da de første økolandsbyer begyndte at dukke op, havde de en nærmest hypnotisk tiltrækningskraft på mig. Jeg har brugt mange timer på at fantasere om det halmhus, jeg ville bygge med mine bare hænder.

Men jeg havde begået en kæmpe fejl: En fejl, mange af os begår, og som er ganske menneskelig; jeg havde tilladt mig selv at låse min idé om ”det gode liv” så fast, at jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg aldrig kunne blive lykkelig på andre måder. Bare fordi man synes, noget er fedt, eller passer med den, man synes man skal være, ja selvom det umiddelbart føles totalt rigtigt, så er det ikke sikkert, det virker i praksis.

Der er det med de store livsvalg, at de er så komplekse, at vi aldrig helt kan gennemskue konsekvenserne på forhånd. Og de fleste af os er altså også bare virkelig gode til at være ekstremt optimistiske, hvis der er noget vi VIRKELIG gerne vil. Jeg var derfor fuldstændig overbevist om, at på Ærø ville jeg kunne få den ro og den nærhed, jeg så inderligt ønskede for mig selv, og ikke mindst min familie.

Men vi boede ikke længe på Ærø, før jeg begyndte at få en snigende fornemmelse af, at det ikke var rigtigt for os. Jeg skød den hurtigt til side, fortalte mig selv at det bare var en frustrationen over, at huset vi lejede, ikke var, hvad vi havde forestillet os, der var mit uheldige trappestyrt, frustrationen over de mange dage af øen (igen pga. huset), savnet til min mand, når han var i Odense flere dage ad gangen, og det at vi endnu ikke havde fundet en fast bolig.
Men fornemmelsen bed sig fast, og den voksede. Jeg prøvede at ignorere den, og holdt krampagtigt fast i min drøm, men underbevidstheden er stærk, og jeg endte i en tilstand af stress og dyb håbløshed, indtil jeg tillod mig selv at sætte ord på det, jeg vidste, var uundgåeligt: Vi må flytte.

Det var en vanvittig hård og voldsom proces at skulle give slip på den jeg troede, jeg skulle være, og på det liv jeg troede, jeg skulle leve. Det føltes nærmest som om, jeg måtte give slip på det meste af min identitet, men jeg måtte erkende, at prisen for at blive, ville være for høj for os som familie.

Da min farfar døde henover nytåret, tillod jeg mig selv at sige højt, at vi måske kunne købe hans hus i Middelfart, og det var som om, alting faldt på plads. Jeg gav mig selv lov til at mærke, at det fællesskab jeg troede, jeg kun kunne få koncentreret på en ø eller i en økolandsby, det har jeg faktisk allerede. Jeg HAR landsbyen.
Spredt over hele landet ja, men ikke desto mindre gik det op for mig, at hvis man vil skabe et nyt fællesskab, må man i stor udstrækning forkaste det gamle, simpelthen fordi de fleste af os har begrænsede ressourcer, og at skabe nye bånd kræver en stor indsats. Jeg kunne mærke, at jeg havde mere lyst til at styrke det, jeg havde. Jeg ønsker at bo tæt på mine forældre, så jeg kan være der for dem i deres alderdom, som de havde været for min farfar. Jeg ønsker at prioritere mine eksisterende, nærende relationer, og da først jeg havde givet slip på sorgen over det liv jeg sagde endegyldigt farvel til, kunne jeg mærke en dyb glæde tage over. En glæde over at vælge det, jeg havde i forvejen, aktivt til.

Kort efter fik jeg en henvendelse fra en kvinde, fordi hun med mand og to børn overvejede Ærø. Hun skrev blandt andet: ”Vi føler os låst fast i vores rammer, og det er derfor, Ærø er kommet ind i vores overvejelser. Er der ro og plads og dagligt fællesskab på måder, som minder om dem vi selv oplevelse som børn? Hvor relationer ikke kun er noget der dyrkes over en kop kaffe på legepladsen efter 16, og hvor de gode ideer ikke kun bakkes op af gode intentioner, men også hænder der vil være med, hvis du forstår? Hvordan oplever I at drømmene om et friere og mere roligt liv og den praktiske hverdag spiller sammen?”

Altså nærmest de præcis samme fornemmelser, den samme trang, som jeg havde følt.
Jeg svarede hende ærligt, fortalte om de helt lavpraktiske udfordringer vi havde mødt, om hvad det krævede at skabe sig et netværk og om baggrunden for vores beslutning om at flytte. Jeg kogte det ned til to hovedpunkter, jeg syntes de skulle tale om:
1) Er det realistisk at I begge kan lægge lige meget i at skabe livet her på øen? Hvis man skal gøre det, er man 100% nødt til at gøre det sammen.
2) Hvad er det, I helt konkret føler, I mangler I jeres liv? Er det realistisk at få det hele – og kan det evt. opnås på andre måder end at flytte til en ø?

Der gik noget tid før hun vendte tilbage, denne gang med en besked om, at de havde lagt Ærø på hylden for nu, og i stedet for valgt at arbejde på at flytte nærmere deres familie. Det kan sagtens være, at Ærø er svaret for dem, men min egen ydmyge erfaring er, at svaret på længslen måske slet ikke er det, man tror.

For første gang i næsten 20 år bor mine forældre nu en cykeltur væk, og det føles så godt og trygt, ikke mindst fordi vi kan se, at vi med dette valg har givet vores børn en kæmpe gave. At se dem med deres bedsteforældre, at mærke den dybe kærlighed, er simpelthen alle strabadserne værd.

Vi købte ikke min farfars hus, men valgte i stedet at leje et nybygget rækkehus i Middelfart. Det er ikke et halmhus. jeg må ikke holde høns eller kælegrise, og hånden på hjertet, så lyder det bare slet ikke lige så fedt som at bo på landet på Ærø. Men den desperate kalden fra mit indre er forstummet, og en ny følelse, af for alvor at høre til, spirer lige så stille frem.
Jeg er overbevist om, at vi altid vil se tilbage på vores år på Ærø, som én af de vigtigste perioder i vores liv. Også selvom det slet ikke blev, som vi havde forestillet os.

Tine Bernth Neumann er cand.scient.pol og mor til tre hvoraf den ældste starter på efterskole til august, mens de to yngste på seks og fire er hjemme med Tine. Tine skriver den inspirerende blog Hjemmeskoleliv om hjemmeskolelivets mange facetter.

“Alt det der definerede MIG, var skrællet væk” – Keramiker og pædagog Rikke Røjkjær om stress og vejen tilbage

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen LIGE HER.

Sommergæster
I forbindelse med min ferie fra bloggen, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige kvinder, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.

Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Jeg stødte på Rikke Røjkjær, da hun begyndte at læse med herinde og kommentere, og pludselig så jeg indimellem hendes instagrambilleder af skøn keramik og ord om stress og kampen for at finde tilbage – dengang for et år siden. Jeg hører ofte om stress; mærker det i vores samtid som en konstant underliggende trussel, og som den folkesygdom alle kæmper imod, men som kun kan undgåes eller overkommes, hvis man netop slipper kampen, mærker efter dybt dybt indeni.
Jeg synes, Rikke fortælling herunder er stærk og inspirerende:

Mor, er du træt?

Mor, er du træt? Er du træt…igen?” Det var min 11-årige datters ord, der rev mig ud af min rungende tomme glasklokke. Jeg var gået i stå ved køkkenvasken. Med opvaskebørsten i den ene hånd og gryden i den anden. Det var anden gang inden for få dage, tøsebarnet havde spurgt.
”Neeej da” svarede jeg. ”Der har bare været lidt travlt på arbejdet i dag,” forsøgte jeg med påtaget lethed i stemmen. ”Jeg skal vist bare lige i gang igen efter ferien.” prøvede jeg igen.

Men jeg kunne selv hører det. Matheden i stemmen. Jeg troede, jeg kunne stå distancen. Jeg troede, jeg kunne ”fake” det. Jeg skulle jo bare lige over dén her travle periode. Bare lige have de sidste store arbejdsopgaver overstået. Jeg skulle bare lige klare én dag mere. SÅ skulle det hele nok blive godt igen.

Men jeg tog fejl.

Hvad jeg endnu ikke havde indset, havde min 11-årige datter for længst spottet. Jeg var træt. Alt, alt for træt.
Uden at jeg selv havde opdaget det, var jeg blevet ramt af den folkesygdom, som knap 300.000 andre danskere gik rundt og led under. Jeg var blevet en del af en statstik. Jeg var blevet ramt af: STRESS.

I dag er det knap et år siden, jeg stod dér ved køkkenvasken, og blev konfronteret med min verden, som den tog sig ud fra en 11-årigs perspektiv.
Som i et skyggespil på væggen så jeg pludselig, hvorledes det hele var fat. Mit liv havde reduceret sig til kun at være noget værd i dagtimerne på arbejdet. ALLE kræfter blev etableret for at kunne møde ind på mit arbejde som stuepædagog hver eneste morgen. Med store smil på læben og overskud i samtlige professionelle relationer, tordnede jeg derud af. Men så snart jeg trådte indenfor hjemmets vægge klaskede jeg ubehændigt sammen; uden overskud til hverken børn, mand eller noget som helst andet af dét, der før gjorde mig så glad.
Jeg sov ustandseligt, jeg blev usympatisk kortluntet, hjertet hamrede derud af og hovedet var ét stort kaotisk tankemylder. Selv da jeg begyndte at gå rundt med konstant kvælningsfornemmelse og et solar plexus, der føltes som en håndfuld sprængfarligt granit, ænsede jeg ikke at stoppe op. Da ordene begyndte at forsvinde sammen med aftaler og kalenderens uoverskueligt mange to-do’s blev jeg blot endnu mere irriteret og frustreret over min egen manglende formåen og utilstrækkelighed.
Jeg blev stille og trak mig endnu længere ind i mig selv og blev forbandet vred, når min mand påpegede min manglende deltagelse i familielivet. Kunne han for fanden ikke se, at lige om lidt ville jeg falde sammen og blive liggende!? At der ikke var mere at give af!

Den dag ved køkkenvasken faldt jeg. Og så lå jeg dér.
Da gik det op for mig, at noget var rivende galt. Der var noget FULDSTÆNDIG galt ved det faktum, at jeg hver dag stod op, tog på arbejde og gav andre folks børn alle mine bedste kræfter. Alle smilene. Alle krammene. Alt overskuddet. Når mine egne børn blot så skyggen af deres mor, når hun kom hjem fra arbejde.

Jeg blev sygemeldt.

Stress og overbelastning.

Og en lang og sej rejse tog sin begyndelse.

Ordene der blev væk

Da jeg havde ringet til min leder og indgivet min sygemelding, fyldtes jeg i de første dage af en helt usigelig lettelse. Alle krav var væk. Jeg kunne ligge på sofaen hele dagen lang. Og det var lige præcis, hvad jeg gjorde. Der var ingenting tilbage. Jeg sov. Jeg kiggede ud i luften og sov så lidt mere. Men da de første akutte selvomsorgsdage var gået, sneg erkendelserne sig ind på mig og langsomt – men som en manifestation af tingenes tilstand, blev jeg klar over, hvor galt det hele var fat.
Jeg kiggede ud over mit liv og opdagede til min rædsel, at alt det der definerede MIG, var skrællet væk.  Jeg havde cirka et halvt år forinden lukket min lille keramikvirksomhed ned, da jeg ikke magtede både dén og mit lønmodtagerjob. På et tidspunkt i foråret havde jeg en arbejdsuge på næsten 60 timer, og det eneste jeg følte, jeg kunne skære væk var: min keramik.
Jeg skar og skar i mit liv. Store lunser af MIG blev kastet for løverne og til sidst stod jeg dér – skrællet ind til de bare knogler. Den sidste luns, der blev flået væk, var mine ord. Helt bogstaveligt blev mine ord VÆK. Jeg var rædselsslagen. Jeg kunne ikke formulere en sammenhængende sætning, da de mest basale ord som ”kop”, ”køleskab” og ”madpakke” var visket væk.  Eller det vil sige: jeg så ordenes betydning inde i hovedet, -kunne forklare mig ud af det, men mine sætninger blev lange, famlende og næsten apatiske i deres fremsigelse. Jeg måtte have hjælp til at finde mine ord igen!
Men hvor går man hen?!

Meditationens rum

Igennem mit arbejde fik jeg et tilbud om at deltage i et stress-coaching- og mindfullness forløb. Et forløb der gav mig ikke så få øjenåbnere.
Med den helt rette håndtering af al den frustration og tankemylder, der besætter en stresset hjerne, blev jeg igennem samtalerne med coachen, langsomt lirket ind på rette vej og fandt samtale efter samtale tilbage til MIG. Men vejen førte også til erkendelsen af, at jeg måtte sige mit pædagogjob op. Jeg tudede som et vandfald, da ordene forlod min mund. Jeg skal ikke tilbage til det arbejde, sagde jeg og brød fuldstændig sammen, da erkendelsen ramte mig.
Men dét der virkelig gjorde forløbet så stærkt, var en introduktion til meditationens univers. Pludselig blev det tydeligt for mig, at jeg ikke anede, hvad der foregik i min krop. ALT var oppe i hovedet. Kroppen havde brugt de sidste mange år på at skrige om hjælp, hvilket havde resulteret i angstanfald og en krop, der knoklede i højeste alarmberedskab, for at klare hverdagen. Jeg havde ikke den fjerneste ide om, hvordan det var at være i Rikkes krop – når der ikke var andet… end væren.
De første par gange jeg erfarede meditationens rum, gik jeg efterfølgende helt paralyseret rundt. Som en himmelfalden, der var landet et sted, hun ikke anede, hvad hun skulle stille op med. Var det sådan det skulle føles? Var det sådan at være til?

At komme tilbage til sig selv

En af de tilbagevendende sætninger jeg brugte om mig selv i den periode var: jeg savner mig selv! En følelse af at være blevet væk fra MIG, var en allestedsnærværende følelse. Som de før omtalte ”lunser”, der var blevet skrællet af, skulle jeg nu til at bygge op igen. Men hvordan bygger man noget op, der måske i virkeligheden aldrig rigtig har været der? For med mit benhårde og gennemgribende arbejde med samtaler og meditationspraksis, gik det op for mig, at min krop og hjerne havde været mere eller mindre stresset i de sidste femten år. FEMTEN ÅR! Hvordan finder man tilbage efter femten års vanrøgt af sig selv?
Mit svar blev keramikken og ordene.
Med bevidstheden om, at alt af værdi var blevet valgt fra i mit liv, blot for at jeg kunne indtage rollen som; først 12-tals pædagogstuderende, så stuepædagog i et udsat sociokulturelt område – samtidig med et til tider ret komplekst familieliv, havde ført mig ind i et hamsterhjul af konformitet og manglende kreativitet, hvor alt blev sat på ét bræt. Jeg VILLE være dygtig! Langsomt blev jeg en del af en mængde, som jeg på ingen måder kunne identificere mig med. Jeg følte farven blegne. Gråtonerne blev dominerende, og alle mine relationer blev hængt op på skulle og burde i stedet for: HVAD ILTER MIG? HVAD BRINGER MIG FARVE! HVAD BRINGER MIG KREATIVITET? HVAD BRINGER MIG ORD!

Da dén erkendelse gjorde sit indtog, fandt jeg et stort og rungende tomt hul, som stod klar til at blive fyldt op igen.

En kop ad gangen – en ny fortælling

Som en ny fortælling, der skulle fortælles, satte jeg mig med leret i hænderne og fortalte. Mine ord kom langsomt igen, alt imens jeg drejede den ene kop efter den anden. For ingen andres skyld end min egen, legede jeg mig igennem måneders keramikterapi – alene i mit værksted. Jeg havde brug for ensomheden – alenetiden, men havde samtidig brug for at dokumentere min rejse – min nye fortælling. Jeg havde brug for at blive spejlet i andre end mine nærmeste, der jo havde den stressramte alt for nærværende i hverdagslivet. Vi har alle brug for at blive mødt af forskellige øjne, forskellige omfavnelser – forskellige ord og tilkendegivelser.

Derfor besluttede jeg mig for, at øve mig i at være mere ærlig og sårbar i en ganske anden kontekst end dagligdagens relationer.
Jeg vovede min ærlighed ud i den virtuelle verden, nærmere bestemt på min Instagramprofil, hvor jeg blev mødt af en helt ufattelig mængde åbne hjerter og heppende følgere, som trofast fulgte -og stadig følger min rejse. En følgeskare som smed hundredevis af kram og knus efter mig den dag, da jeg i slutningen af maj 2018 kunne skrive: Jeg er raskmeldt!

Jeg har fået en enestående mulighed for at fortælle en ny historie. En ny og langt mere ærlig fortælling om livet for Rikke Røjkjær. En fortælling hvor sårbarhed, ærlighed, det uperfekte og ikke mindst farver og nærvær i mine relationer, bliver bærende for de valg, jeg skal træffe fremadrettet. Keramikken, ordene og farverne fylder lige dét de skal og min familie har endnu en gang fået den kærlige, nærværende og omsorgsfulde Rikke tilbage.

En dag for nogle måneder siden, kørte jeg min nu 12-årige datter i skole. Med musik i radioen og morgensolen i bagruden, vender hun sig mod mig og siger: Moar…du er slet ikke træt mere!”
Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg svare hende: ”Nej min skat, jeg er slet ikke træt mere.”


Følg Rikke på Instagram, hvor hun har en dejlig profil med smuk, kreativ, modig keramik og ærlige fortællinger fra et mangfoldigt liv.

Jeg holder ferie fra bloggen – og har aftalt med en række inspirerende mennesker, at de skriver i mit sted

Disse lange og på samme tid lynhurtigt overståede sommerdage så propmætte af magi og solskin, at man ikke kan få nok. Den berusende frihed, lyset, lugtene, løftet om kærlighed og tid.
Barnestemmer, cykeldæk mod grusvejen.
Vi spiller foldbold i naboens have, spiser is i hængekøjer og ærter fra marken. Ligger på græsset, og børnene siger til hinanden, hvad skyerne ligner.

På vej for at hente æg hos naboen springer haren ud på vejen, og fortsætter foran os de næste flere hundrede meter. Dens lange ører danser til lyden af børnenes hastige fodsåler, som så gerne vil følge med.
Vi bor her, fordi her er ro til at leve, som vi vil, og fordi her ser vi både rævens røde hale i kornet og mennesker, som tager sig tid til at lære os at kende.

Jeg hører Schubert for at mærke mine følelser rystende inderligt midt i dette gribende liv, som er både åndeløst let og fortvivlende svært. Sådan er det at være til: Vi bevæger os mellem øer af forskellige erfaringer og den rejse i sig selv er livet.
Om natten lægger jeg min hånd på børnenes varme maver, før jeg åbner gardinet en smule, så jeg kan falde i søvn i månens sølverskær.
I denne tid har jeg lyst til at trække mig tilbage, stoppe med at snakke og i stedet leve af at lytte, mærke, fornemme, blot være til. Jeg synes, jeg har sagt nok for nu.

Så jeg har besluttet at være stille for en stund.
Jeg holder ferie fra bloggen den næste tid, og lader ordene hobe sig op indeni i stedet. Jeg trænger til at mærke et overskud af idéer, for der er så meget, jeg gerne vil skrive, og så mange spørgsmål jeg gerne vil svare på, men jeg tror, jeg kan komme med bedre svar, hvis jeg tager en pause først.
Tit skriver jeg om at være tilstede og værdsætte tiden, og hvis ikke det skal klinge hult, må jeg selv gå forrest.

Mens jeg er væk fra bloggen, har jeg bedt en række inspirerende mennesker skrive i mit sted.
Jeg har sendt dem hver et personligt oplæg hver, og de har skrevet om alt fra rodløshed, minimalisme, stress og mod til forældreskab og livet i de store skove.
Et par gange om ugen vil jeg dele deres tekster, og jeg håber, de vil vække glæde, forundring og nye tanker i jer.

Ved I, hvad jeg elsker mest ved at blogge? Jeg elsker, når I kommenterer herinde, og når I sender mig mails, for dér sker magien: I udvekslingen, ærligheden, den delte søgen og taknemmelighed. Mange skriver, at de har taget sig sammen gennem længere tid, før de endelig skriver, fordi de synes, det virker grænseoverskridende at kontakte en fremmed. Men I er ikke fremmede for mig: I er med mig; I er et fællesskab. I er de hjerteslag, som giver mig energi til at fortsætte på denne rejse.
Jeg selv står på skuldrene af dem, der gik foran mig, alle har brug for nogen, de kan læne sig op ad, og vi som går foran, har brug for at vide, at andre er lige i nærheden. Tak til alle som læser med, tavse eller med larm, jeres tillid og tid er energi i universet.

(Ilja har netop hevet sin første rokketand ud, og Juno ser på med beundring, mens hun spiser kirsebær..)

 

Hvad skal min sommer bruges på, nu hvor jeg ikke skal skrive her?
Engang sagde man: “jeg holder af de gode ting ved livet,” og med det mente man rejser, kaviar, dyre biler, store armbevægelser.
Men verden er under forandring, og jeg tror nok, vi endelig er ved at zoome ind på det, der ikke kan købes, og som aldrig bliver glemt. Det er ikke længere ensbetydende med fattigdom, at man ikke rejser til Spanien eller Bali i sine ferier, og nu kalder vi det bevidsthed, omtanke og bæredygtighed, når man skaber en hverdag, som det ikke er nødvendigt at rejse væk fra for at føle livsglæde.
Hen over sommeren skal min familie og jeg læse bøger, male, tegne gigantiske tegninger, synge højt, sove i telt i haven, klappe grisene og hænge ud med en helt masse vidunderlige mennesker. Vi skal rydde op, bage kager og fange fluer.

Og jeg skal grave mig fuldkommen ned i planlægningen af vores næste skoleår, som får en lidt anden tone end det forgangne. Vi bliver heldigvis hele tiden klogere på os selv, og nogle af dynamikkerne herhjemme har brug for justering. Så jeg suger ny viden til mig i noget nær rekordfart (og bliver en lille smule forpustet undervejs), og håber, at jeg får mere forbindelse til min mavefornemmelse undervejs, for lige nu er den ikke helt på plads. Alt det skriver jeg selvfølgelig mere om, når jeg vender tilbage.

Jeg har også et en håndfuld idéer til ting, som jeg synes, det er værd at bruge nogle af jeres ferietimer på..:

Kurser: Gordon Neufelds The Vital Connection onlinekursus på i alt otte timer vendte mange ting på hovedet i mit forælderskab. Det er SÅ godt, og pt. glæder jeg mig, til Kristian og jeg kommer i gang med opfølgeren. Send en e-mail til Grete, som sælger kurserne i Danmark og hør, hvordan I kan komme i gang.
Hvis jeg havde en uge til et ikke-børnevenligt kursus, ville jeg kaste mig over mindst ét af de fede sommerkurser, som bliver afholdt på Martinus Instituttet i år. PDF med info om kursusaktiviteter for hele 2018

Dokumentarfilm om frihed og spiritualitet: Så meget godt i vente, The Challenge of Rudolf Steiner (downloades for i alt 10 pund), Maidentrip, Given (Netflix), Being and Becoming (Vimeo), I Am (iTunes), With One Voice (Gaia.com), The Music of Strangers (Netflix), Shaman, Healer, Saga (Gaia.com), Sustainable (Netflix).

Podcasts: Audiens på P1 om spiritualitet – jeg har hørt afsnittene om børns spiritualitet og det om Martinus, og de er virkelig gode.

Bøger: På min Hjemmeskoleinfo-liste anbefaler jeg bøger om hjemmeundervisning, unschooling m.m.
Bøger om spiritualitet: Lars Muhls Gralstrilogi, Michael Newtons serie om liv efter døden “Sjælerejser”, Charlotte Rørths “Jeg mødte Jesus”, Eben Alexanders “Til Himlen og tilbage”, Peter Bastians “Altid allerede elsket”, Kahlil Gibran “Profetens Bog”, Paulo Coelho “Alkymisten”, Bruce Lipton “Intelligente celler”. Og til dem, der godt kan lide mange sider og stor oplysning: Uffe Jonas: “Solen ved midnat”; Søren Hauge: “Levende Visdom”, J. Anker Larsen: “De vises sten”, Martinus: “Livets Bog”.
Skønlitteratur m.v.: Jeg har anbefalet en lille portion bøger i tidens løb. Se under kategorien “Film, bøger, musik – anbefalinger

 

Når jeg vender tilbage, kan jeg fortælle lidt mere om den bog, jeg regner med at skulle lave hen over efteråret og vinteren. Den har luret, siden sidste år, da min veninde sagde: “du skal lave en almanak over jeres liv”, og jeg med ét fik modet til at gøre netop det. Jeg har samlet de bedste billeder, håndplukket tekster og skrevet en liste over andre ting, jeg gerne vil have med, og til august kommer den redaktør, som jeg har prikket på skulderne, for at diskutere mulighederne.
Hvad vil I gerne læse om i den?

Til vinter holder jeg to retreats: Ét for kvinder, som dem jeg har holdt før, og ét for både mænd og kvinder om familieliv. Datoerne kommer op på bloggen i løbet af sommeren, og jeg skal nok skrive et indlæg både her, på facebook og instagram, når de er der.

Om et par dage skal I læse et dirrende, smukt og inspirerende skriv fra en kvinde, som lever, tænker og udfordrer samfundet fra sin bjælkehytte i Sverige. Mange af jer kender hende nok allerede, og forhåbentlig kender I hende endnu bedre, når I har læst den tekst, som hun har skrevet her til bloggen om sit liv lige nu, sin læringskurve og de ting, som fylder i dag.

(Husk at der er mere end 400 indlæg her på bloggen, som man kan dykke ned i, hvis man kommer til at savne mig en lillebitte smule 😉 Ellers er det en god idé at følge med på instagram, hvor jeg ikke forventer at blive helt stille.)

God sommer ❤

Når drømmelivet bliver for svært (om udfordringerne ved at vælge sine børn til i en adskillelseskultur)


I kender godt det med, at et tema opstår omkring én nærmest fra den ene dag til den anden?

Pludselig får man mails om emnet, og alle taler om det, og hurtigt står det klart, at her er noget, man bliver nødt til at dykke ned i. For mig starter det som regel med en “det vil jeg skrive om på bloggen“-tanke, og så går der nogle dage eller uger, før jeg reelt gør det, og i løbet af den tid vokser fornemmelsen sig større.
Således også nu, hvor mange omkring mig sætter ord på alt det svære ved at ville være sammen med sine børn i et samfund, hvor institutionaliseringen er så udbredt og så massiv, som det er tilfældet i Danmark.

Mange kvinder skriver til mig, at de mere end noget andet ønsker at gå hjemme med deres børn, men de føler sig stigmatiserede og sårbare, og oplever, at deres drømme smuldrer, fordi de ikke kan løfte omsorgsopgaven uden opbakning, forståelse og – ja, omsorg fra deres omgivelser. Jeg læser om familier, som er ved at knække i to, fordi samfundet på den ene side presser på for at få både forældre og børn ind i hamsterhjulet, mens deres intuition siger noget andet.

Vores forståelse af succes som noget målbart og ikke mindst materialistisk truer med at ruinere enhver idé om et andet liv, fordi den er så forankret i hvert eneste samfundsled (børneliv, skole, uddannelse, job), at det kræver et konstant fokus, hvis ikke man vil ende med at leve nøjagtigt som alle andre.
Vi vokser op på den løgn, at der er et mål i livet, og det mål er et job med en given løn og titel, og derfra kan alle ens drømme udfolde sig som en form for evig finale, hvor alt pludselig falder i hak, uanset hvor sjæleløst og tomt man har følt livet indtil da.
Men den smukke sandhed er selvfølgelig, at livet ikke har et mål. Livet kan kun leves nu, og man kan ikke samle det til bunke eller komme til at brænde det for hurtigt af. Vi har ingen grund til at skynde os mod et særligt plateau i vores skæbne, og alt det som venter på kontor nr. 37 i den bygning, vi drømmer om at gøre karriere i, risikerer kun at ødelægge vores reelle glæde, hvis ikke vi træder varsomt, og forstår, at tiden er livets eneste egentlige ressource.
Det er et lykkeligt faktum, at vi ikke behøver jage et mål, vi skal blot øve os i at være lige her, hvor vi er. Nemlig i nuet.

Men det er svært, når alle omkring én spørger: “Hvordan kan du holde ud at være sammen med dine børn hele dagen?” eller “Savner du ikke at bruge dig selv?”
Kvinder skriver til mig, at selv hvis man bosætter sig i en økolandsby med selvforsyning, halmhuse og forældre uden smartphones, så bliver børnene afleveret i den lille børnehave for enden af vejen hver eneste dag, så forældrene kan gå på arbejde. Selv dér er man uden for som hjemmegående, og man bliver ensom.
Fællesskabet anno 2018 ligger i adskillelsen, når vi forældre mødes foran dagplejen, og snakker om, hvor dejligt det er at komme hen i stilheden på kontoret, mens børnene larmer et andet sted. Fællesskabet anno 2018 er for mange af os stadig forbrug, stress, smerte og længsel..

Det hele handler i alt sin nedslående enkelthed om, at vi har skabt et samfund, hvor der er flere penge i at aflevere sine børn til pædagoger og færdiglavet mad end at blive hjemme sammen og lave maden selv. Og hvor pengene er blevet både målet og midlet.
Vi lider alle sammen under den åndsfattige virkelighed, som materialismen skaber, og jeg modtager hver uge mails skrevet ud af afmagt og sorg. Nogle spørger, om jeg har forslag til, hvordan de kan leve den drøm, vi deler, mens andre fortæller, at de ikke kan holde til det mere, uanset hvor gerne de vil være hjemme med deres børn. Enkelte er vrede, fordi mit liv syner bekymringsfrit og uopnåeligt, når man læser med på afstand, og de oplever ikke selv at have samme valg.
Gennemgående er følelsen af en splittelse mellem hjertets dybeste længsel og samfundets racerløb mod et ikke-eksisterende klimaks.

Mange skriver til mig, at de hellere end noget andet vil være sammen med deres børn, men ægtefællen arbejder 9-10 timer dagligt, og fællesskabet er forsvundet ud på arbejdspladserne og ind i børneopbevaringen, og de mursten som mange af os knokler for at betale af på, står tomme det meste af tiden.

Det betyder, at de familier som netop i disse år begynder at vælge anderledes, er alene på flere plan: Det sociale ville ikke være en udfordring, hvis flere levede sådan, men når man er den eneste hjemmegående familie på vejen, bliver det pludselig et ømt punkt. Hvordan lever man som i en landsby, når landsbyen er væk? Det ville være så meget nemmere, hvis vi var fælles om at skabe denne bevidsthed og leveform.

Og nu skal jeg fortælle jer, hvorfor det er svært for mange af os at være hjemme med vores børn (selvom det er vores allerhøjeste ønske): Fordi vi ikke selv var hjemme med vores forældre, ligesom deres forældre ikke var det med dem. Fordi tilknytning er noget, vi først lige er ved at forstå betydningen af. Fordi det kan være svært at elske ubetinget, løse konflikter uden at forfalde til vrede og give plads til individets udfoldelse, når man aldrig selv som barn har oplevet nogen af de ting.  Det er en meget stor følelsesmæssig opgave at være alene med sit barn, når man ikke selv blev næret tilstrækkeligt som barn, og det kan være pissesvært at skulle opfinde hele verden på én gang, uagtet at man i sit hjerte ved, man er på rette vej.
Og lige dér mangler fællesskabet, opbakningen, den fælles forståelse. Dér i smerten, splittelsen og tvivlen bliver det så tydeligt, at vi som samfund har behov for at skifte spor.

Jeg tænker det ofte selv: Hvordan kan vi indrette et samfund, hvor det er normen at være sammen fremfor adskilte fra vores nærmeste? Svaret må være noget i retning af, at fremtiden kommer med de mere praktiske løsninger – teknologien har vi, og lysten dukker frem som små spirer over alt, og med tiden finder vi helt nye måder at indrette os på. Der vil være mere frivillighed, mindre manuelt og fysisk opslidende arbejde. Der vil blive tid til at dele livet på tværs af generationer, og det er klart (decideret himmelråbende oplagt), at vi vil arbejde mere i de år, hvor vores børn ikke er små og mindre i de år, hvor de har mest brug for os. Børnene bliver en del af livet fremfor sendt af sted til den parallelverden, vi har skabt til dem.

Svarene tvinger vi frem ved at træffe anderledes valg, stille højere krav, se os selv i øjnene og mærke hjertets kald. Svarene kommer, når vi opsøger ligesindede, og sammen skaber fællesskaber, laver små landsbyer af samhørighed og omsorg.

Og mens jeg gik og tænkte de tanker, og følte mange følelser for alle de kvinder i min indbakke, som jeg så nemt kan identificere mig med, skrev vidunderligt vise Nynne fra Verden ved siden af denne opdatering, som jeg synes, er vigtig at få med:
“(…) Jeg vil ikke bruge min kvindekrop og min sjæl på, at tænke børnene UD af livet i form af kamp og den evindelige råben om #minimumsnormeringer og kvalitetsløft i daginstitutionerne. Faktisk skræmmer tanken om bedre normeringer mig, fordi jeg frygter at det bliver en hvilepude og endnu et plaster på såret, der stammer fra at vi aldrig, efter kvinderne tænkte sig selv ind i livet og ud af hjemmet, fik tænkt børnene med. Dem fik vi tænkt UD af livet og ind i de idag dybt skadelige institutioner, som vi kalder “vuggestuer” og “børnehaver”. Tænk, hvis vi samlede alt vores menneskelige følsomhed og rationalitet og satte os sammen om at tænke verden helt anderledes. Vi kunne også bare starte med Danmark. Satte os sammen om at tænke os et sted hen, hvor børnene ikke var tænkt ud i en (institutions)verden ved siden af den verden, hvor dem som børnene elsker og som ubetinget elsker børnene lever. Jeg vil bruge hele min menneskelighed på den store opgave, der ligger i at føle, tænke og handle for vores #omsorgsrevolution. Jeg får styrke og mod ved tanken om, at vi er mange der mærker samme længsel. Og at vi løfter og bær os selv og vores børn i samlet flok.

Og jeg svarede: Ja, Nynne! Ja – til det alt sammen. Det er dér, vi skal lægge vores energi: I den altomfavnende, dybt ambitiøse og helt uundværlige #omsorgsrevolution. Institutionernes normeringer er afgørende for kvaliteten af dagtilbudene, men de rykker ikke ved den grundlæggende smerte og det vidtrækkende svigt, som ligger implicit i institutionaliseringen. Og derfor må vi gerne kæmpe for det bedste, selvom det gør ondt på mange, og fostrer vrede rundt omkring.
Men der opstår alligevel for mig en sorg og usikkerhed i denne kamp, når jeg igen og igen hører fra kvinder, som i deres hjerter mærker en længsel efter at være sammen med deres børn og bygge livet op omkring familien, men som ikke magter det. Fordi de ikke oplever opbakning i deres netværk, og savner fælleskab og ligesindede. De har ikke selv erfaret nærværet eller følt tilknytningen til deres eget ophav, og er i det hele taget selv vokset op i en kultur, hvor omsorg og moderskab ikke var en værdi, før de selv følte det, da de blev genfødt som mødre.
Vi er mange, som selv skal opfinde alt i denne ellers så naturlige levemåde: vi har ikke været hjemme, er ikke blevet holdt tæt eller elsket ubetinget, ligesom vores forældre heller ikke blev det. Så vi famler og vi kører træt, bliver usikre og magtesløse. Og de kvinder, som mærker den gribende splittelse, føler jeg dybt i mit hjerte, for jeg kender deres afmagt, og jeg er her ikke for at få andre til at føle utilstrækkelighed.
Vi må gå forrest med lyset og vise vej uden nogensinde at forfalde til arrogance eller udskamning.

Jeg ved, at fremtiden rummer meget af det, som jeg selv udlever hver dag, og som jeg forsøger at inspirere andre til også at turde gribe: Det tilknytningsorienterede liv med fokus på familien, fleksible arbejdstider, lavere leveomkostninger, mindre forbrug og større frihed generelt. Jeg ved, at det er svært, og vi er mange til at støtte, udveksle tanker og idéer, dele sorger og glæder med hinanden, men vi er ikke mange nok, og det kan stadig være en ensom vandring at vælge det alternative liv.

(undskyld det blev så langt, jeg prøvede virkelig at begrænse mig, måske jeg får tid til at skære i det senere, men for nu er det, som det er, og jeg skal ud at gå en lang tur med en flok dejlige unge mennesker #arbejde)

“Hvor kommer modet fra?” Jeg har svaret på en række spørgsmål om mit eget liv. (Læs svarene her)

Camilla Willumsens, som har bloggen Moderskaber, og som arbejder med rådgivning af gravide og småbørnsforældre, skrev til mig for et par uger siden, om jeg ville lave et gæsteindlæg til hendes blog.

“Vil du ikke skrive om dine oplevelse med at bryde normer? At træffe anderledes valg. Hvor har du fået indsigten og modet fra? Har det været svært? Her mener jeg ikke bare at hjemmeskole, men det at gøre noget, få andre gør. Hvad var det, der gjorde, at du endte med at hive alle børnene hjem?”

Det er sjovt, det med at få spørgsmål: Indimellem kan det bringe selv den mest ordtomme hjerne til at producere svar, og pludselig sad jeg om aftenen og skrev, og det kom der et indlæg ud af, som Camilla har delt på sin blog, og som I nu kan læse her:

Camilla har spurgt mig, hvorfra jeg har modet til at leve et liv, som er anderledes fra mange andres. Det er blevet til at skriv om min barndom og om et kritisk blik, der med alderen er både modnedes og  blevet mere modigt.

Undersøgelser viser, at børn hvis forældre driver selvstændig virksomhed, har større sandsynlighed for også at blive selvstændige som voksne. Det skyldes, at de gennem barndommen udvikler en højere risikovillighed, og mærker den frihed, der er forbundet med at være sin egen chef.
I mit barndomshjem herskede der en stemning af autonomi – en fandenivoldskhed, om man vil, som mine søskende og jeg fik installeret i os. Vi voksede op med historier fra vores forældres oprørske ungdom, og historierne talte ind i en frihedslængsel, som blev en del af vores DNA.

Min far plejede at opfordre os til at gå over vejen uanset farven på lyset, hvis der ingen biler kom, og han rystede på hovedet, hvis vi læste til eksamen under vores læseferie, mens solen skinnede. ”Hvad i alverden laver du herinde? Det er sommer!”
Hans selvstændighed rustede mig til at være på vagt overfor autoriteter og ubevidste valg, og den kritiske sans har kun vokset sig større, jo ældre jeg er blevet.

Men min far nåede aldrig selv at leve frit; hans opposition var en vrede, som aldrig blev manifesteret, og jeg har lært, at det kræver både vilje og omtanke at leve reelt frit. Jeg har, siden jeg flyttede hjemmefra, levet mit liv, som jeg havde lyst, og i en del år var mine valg mere et oprør, end en intuitiv bevægelse, men sådan så min rute ud, og nu kan jeg ærligt kan sige, at jeg går, som mit hjerte viser vej, og jeg tvivler sjældent på, hvad der er op eller ned.

Således ser mit liv på en del områder anderledes ud end de fleste andres. Det er ikke et spørgsmål at ville skille sig ud, det handler simpelthen om, at jeg ikke gør noget uden at tage stilling til det. Og – hånden på hjertet og med fare for at blive slagtet på de sociale medier – så er det ikke ret mange af flertallets vaner, der vækker genklang i mig. Det giver simpelthen ikke mening for mig at bruge de fleste vågne timer på et arbejde, jeg ikke føler meningsfuldt eller at aflevere mine børn til mennesker, som ikke elsker dem lige så højt som jeg.
Det giver ikke mening at se X-Factor, når der findes SÅ mange gode bøger, film, samtaler og symfonier i verden, og det handler ikke om rigtigt eller forkert eller om at pege fingre, men eksempelvis X-Factor snupper hurtigt 15 timers af ens efterår, og de 15 timer har jeg andre ting, som jeg langt hellere vil bruge på.
Ultimativt giver det ikke mening for mig at melde mig ind i en samfundsstruktur, jeg grundlæggende mener, er fejlagtig. Jeg tror ikke, at kapitalisme eller overproduktion er vejen frem, og jeg tror ikke, at vores liv behøver indeholde trætteligt arbejde, som ikke gør jorden til et skønnere sted. Når jeg hører en kvinde sige, at hun hellere ville være sammen med sine børn end gå på arbejde, men at hun ”sidder i saksen, fordi vi har købt hus og bil”, får jeg lyst til at hjælpe hende med at ændre sin hverdag. Sælge det meste, finde noget billigere. Prioritere friheden og opdage nye vidunderlige veje gennem livet.

Det er derfor, jeg skriver min blog, selvom jeg ofte har lyst til at trække mig og leve et ubemærket liv her ude på bøhlandet. Jeg kan ikke lade være med at formidle oplevelsen af, at vi har en helt masse frie valg, og jeg føler en brændende trang til at huske mine læsere på, at intet er givet på forhånd. At livet er meget mere vidunderligt, når man selv har orkestreret det efter sine personlige drømme og at det meste kan lade sig gøre, hvis man er villig til at ændre på sin indstilling.

Man kan sige, at jeg har en no-bullshit tilgang til livet, hvor intet er helligt. Jeg stiller spørgsmålstegn ved alt, og hvis jeg gør noget, som er ordinært, spørger jeg i endnu højere mig selv, om det er hensigtsmæssigt, netop fordi det kan risikere at være en autopilot handling. Er engangssugerør i vores morgensmoothie eller Disney Show fredag aften den bedste løsning for os? Svaret er nej, derfor vælger vi anderledes.
Ingen er perfekt, og selvom jeg køber fryseposer fremstillet af majs (som revner for et godt ord!), er der andre områder, hvor jeg accepterer, at jeg endnu ikke er i mål, og måske aldrig kommer det. Jeg køber stadig fra tid til anden ét eller andet legetøj til mine unger uden at tænke mig om (og nogle måneder senere afleverer jeg det i Røde Kors, og har således både bidraget til fortsat produktion af overflødige produkter, spildt mine penge og givet mine børn oplevelsen af, at vi køber uden omtanke.), jeg råber for ofte, og så er jeg afhængig af chokolade. Men de helt store linjer tager jeg ansvar for, og dem er der ingen andre end mig selv og min familie, der skal definere.

Det med børnene? Dem pillede min mand og jeg ultimativt ud af børnehaven og skolen, fordi vi var klar til det. Jeg tror egentlig, jeg altid instinktivt har vidst, at det ville være bedst for mine børn at være hjemme, og måske også at det var bedst for mig. Men jeg var bange for, at det ville ødelægge noget, hvis ikke jeg afleverede dem i en institution. Jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle gribe det an at være en reelt nærværende forælder, for jeg kendte ingen, der levede sådan.
Det er jo et helt forrykt tankemønster, som opstår af vores massive institutionalisering og konstant nærværende adskillelseskultur, hvor alt lige fra ammeanbefalinger til barselsregler er tilrettelagt efter, at vi skal kunne give vores børn fra os, når de runder et år.
For mig hang tilvalget af vuggestuen også sammen med det manglende fællesskab i barselslivet, som betød, at jeg var meget alene med mit barn, der havde kolik. Urbaniseringen har for mange den konsekvens, at vi er langt fra vores familie, og arbejdskulturen betyder ydermere, at bedsteforældre, mostre og naboer alle sammen er på arbejde. Der opstår et vakuum og en enorm ensomhed i barslen, medmindre man selv har overskud til at stable et stærkt netværk på benene.
Så jeg afleverede min søn i vuggestue, og det var en meget splittet følelse. Den helt åbenlyse lettelse over ikke at have ansvaret i nogle timer blev kvalt af smerten ved at overdrage mit barn på 16 måneder til fremmede hænder. Det virkede kunstigt at komme tilbage nogle timer senere, og i garderoben spørge de ukendte pædagoger, hvordan han havde haft det, og hvad han havde lavet, mens jeg var væk? Mit barn.

Men idet, at jeg afleverede mit barn, blev jeg med ét en del af en slags klub, og det havde jeg savnet, siden jeg blev mor. Nu var jeg én af dem, som også havde for travlt til at være mor på fuldtid, og retorikken blev hurtigt, at det var dejligt at komme tilbage på studiet og få tid til at bruge hjernen igen. Der er SÅ mange vinkler i den problemstilling, at jeg næsten ikke kan rumme det. Der er det faktum, at det ER vildt hårdt at være mor – i særdeleshed på grund af den måde, vi har indrettet os. Lige så meget som jeg mener, at alle børn har bedst af at være sammen med deres forældre de første 3-6 år af deres liv (eller mere?), lige så vigtigt synes jeg, det er, at mødre ikke er ensomme eller deprimerede.
Der er også det faktum, at både vi selv og vores egne forældre blev passet ude, så ingen af os ved helt, hvordan man skaber en sund tilknytning til sit barn, og mange af os tror ligefrem, at institutionen er en nødvendig del af et helstøbt liv. Jeg kan næsten ikke understrege tilstrækkeligt, hvor vildledende og smertelig jeg mener, den opfattelse er.
Vi er en brik i et maskineri, som ønsker os tilbage i produktionsledet hurtigst muligt, og retorikken bliver et blodfyldt og løgnagtigt plaster over vores dybeste smerte: Vi lever med dette livslange tab, at vi adskiller os fra vores børn, for at kunne købe nye ting til et liv, hvor der aldrig er nogen hjemme. Vi sparer sammen til ferier, hvor vi frustreres over vores nærmeste, fordi vi ikke er vant til at være sammen, og vi drømmer om at tage roen fra ødegårdsweekenden med hjem, men den drukner i ønsket om et nyt køkken og en højere stilling på jobbet.
Og selvom vi savner vores børn, når vi er væk fra dem, siger vi i kaffestuen på arbejdet, at det er fedt nok at komme på forretningsrejser væk fra dem. ”Jeg nyder at komme lidt hjemmefra”, som om vores familie er noget, vi med rette ønsker os selv på afstand af. Der er så meget smerte i den afstand, men nu kalder børnene og vi selv på forandring. Noget er ved at ske, og vi er mange, som kalder på forandring.

Da min familie og jeg flyttede til Ærø for tre år siden, var det en fysisk bevægelse væk fra de kasser, som vi følte, uværgeligt blev trukket ned omkring os (arbejde, institutionalisering, skole, pisatests, pensionsopsparing). Vi havde behov for at skabe et liv, der gav mening for os, og på Ærø følte vi, at vi selv kunne bestemme, hvordan vores liv skulle se ud, og det åbnede for en større sensitivitet og et dybere nærvær. Afleveringerne i børnehaven blev sværere endnu, og da vores ældste skulle fra 1. til 2. klasse på friskolen, hvor der ville være et større fokus på det boglige og mindre tid til leg, yoga og meditation, vidste vi, at tiden var inde til at gribe den drøm, jeg havde haft i nogle år: Hjemmeskolelivet.
Det faldt i hak med, at vores yngste var så stor (knap halvandet), at Kristian og jeg kunne se, at vi faktisk havde overskud til at have alle børnene hjemme. Og med ét var vores liv forandret.

Det med at hjemmeundervise er ligesom alt andet i mit liv:  En reaktion på en erkendelse.
Som ny mor begyndte jeg på et tidspunkt at tænke over, hvad jeg egentlig havde fået med fra min skolegang, og jeg kom hurtigt frem til, at det ikke var meget, jeg kunne huske. Samtidig var jeg ikke i tvivl om, at også den sociale dannelse ville have bedre vilkår under andre forhold end i en klasse med 28 elever. Jeg hørte om hjemmeundervisning, bestilte en stak bøger, og e-mailede med familier, som levede det liv. Jeg mærkede den begejstring og samtidig ro indeni, som jeg har lært, er ensbetydende med, at jeg er på rette vej.
Og her står vi nu: I en hverdag med fire unger hjemme, hvoraf tre er officielt hjemmeskolede fra august, og den ældste har været det i et år. Undervejs i denne hverdag forstår jeg efterhånden, at det er mine børn, som lærer mig om livet og ikke omvendt. Jeg har aldrig følt mig hverken mere glad eller stærk end nu, og når jeg går i seng om aftenen, ved jeg, at jeg har brugt min dag på det, der giver mest mening for mig. Det er et vidunderligt liv – fuldt af store og udfordrende erkendelser, og det er, her vi er kommet til i vores proces, som udspiller sig i en kultur, hvor det generelt er anses som en form for nederlag, hvis man bruger sit liv sammen med sin familie. Derfor tog det os tid at komme helt ind til kernen i vores drømmeliv, og derfor giver det mening for mig at fortælle min historie: Så andre forhåbentlig også kan tage hul på deres version af et drømmeliv – snarest muligt.

Når venner kommer og går (om voksenlivets intuitive venskaber)

Så er jeg her igen. Jeg går på orlov fra bloggen i løbet af den næste uge, og har nogle emner, som jeg gerne vil omkring inden da, så jeg skriver lidt oftere end ellers de næste dage (og DON’T WORRY – jeg har fået de sejeste kvinder (og måske en enkelt mand) til at skrive i mit sted, mens jeg selv holder fingrene fra tasterne).

I onsdags skrev jeg om børns socialisering (opsummering: Jævnaldrende er ikke den vigtigste socialisering, giv børn tid og husk at gamle mennesker er nogle eminente læremestre).

I dag skal det handle om voksenvenskaber. Jeg fik den her kommentar tidligere på ugen, og den mindede om noget, en anden kvinde spurgte mig om samtidig, så det fylder hos en del, tænker jeg.

 Kære Maj My. Tak for alt det, du gør for os andre, ved at dele dine tanker. Det kunne være vildt spændende at høre dine reflektionener over venskaber i et indlæg en dag. Det er noget af det, jeg (også) tænker over for tiden. Hvordan mine venskaber har udviklet (og afviklet) sig i takt med vores valg om at passe vores børn hjemme. Jeg oplever, at jeg mindre og mindre kan relatere til mange af mine venner, venner som jeg stadig holder af og som betyder meget for mig. Det er som om, der er færre og færre ting, vi kan tale om og dele, også fordi jeg oplever, at vores valg bliver opfattet som en kritik af vores venners måde at leve på med lange arbejdsdage og børn i institution. Samtidig har vi også fået nye, søde bekendtskaber, og mest af alt har vi virkelig tvunget os selv til at skære vores relationer ned til et absolut minimum, simpelthen fordi vi ikke har tid, hvis vi skal være så nærværende, som vi ønsker. Men jeg kan mærke, at det også er en lille sorg for mig, at det jeg troede, var stærke, gamle venskaber med folk, jeg har kendt i mange, mange år, nok ikke er det, fordi vores valg i livet har været så forskellige. Jeg håber, det giver mening – jeg kunne blive ved 🙂 Rigtig god dag til dig og dine.

Kære du,

dine overvejelser giver så fint mening, og jeg oplever også personligt de foranderlige venskaber som en uundgåelig del af min udvikling. Mine bedste veninder er de samme, som de har været halvdelen af mit liv, og deciderede parvenner har Kristian og jeg aldrig haft, men vi har alligevel oplevet en stor udskiftning og justering, siden vi blev forældre.
Det har taget mig tid at finde fred med afviklingen af de relationer, som jeg troede, var nødvendige for mig, og jeg har erfaret, at det kræver styrke at gå ind og ud af venskaber, der ændrer sig.
Kristian og jeg har igennem de seneste ti år set næsten alle vores venskaber indtage nye former: Nogle er røget i baggrunden og enkelte helt forsvundet, mens andre er her endnu men med en anden betydning end tidligere. Der er også kommet nye til, og der kunne komme flere hele tiden, men én af mine vigtige lektier i disse år er netop, at jeg ikke skal lukke alt for mange helt ind i vores liv uden at give dem tid til at rodfæste sig først.

Vi møder alle sammen mennesker på vores vej, som vi skal bruge for en ganske kort bemærkning, og vi møder enkelte, som spiller en rolle i resten af vores liv. Jeg tror, der er en mening med dem alle sammen, men derfor skal vi alligevel udvise en omhu med vores tid og mærke efter, hvilken plads de forskellige skal spille. Jeg tror på, at de mennesker som vækker en dyb genklang i os, dem har vi mødt før på kryds og tværs gennem livene, og derfor skal vi følge vores intuition omkring venskaber ligesom med alt andet.

Mine børn har glæde af omtrent to-tre sociale aftaler i løbet af en uge – eksempelvis et besøg hos nogle naboer den ene eftermiddag og besøg af venner eller bedsteforældre et par dage senere. Deres sensitivitet tvinger mig til at skære ind til benet og fokusere min energi på mennesker, som vi har godt af at være sammen med, og niveauet passer i øvrigt fint til min egen introverte natur, som jeg har nemmere ved at respektere, når mine børn leder vej. Når det er sagt, er der hånden på hjertet en del mennesker som jeg oprigtigt gerne ville se jævnligt, men livet med børn er netop mest af alt det: Et liv med børn.

Det er min erfaring, at venskaber ligesom alt andet bliver mere spirituelle i takt med vores generelle modning. Pludselig skal et venskab ikke overvejende udfylde en nærmest fysisk plads i vores liv; der er ikke længere først og fremmest behov for nogen, som altid svarer, når vi ringer, men derimod en dyb forståelse og samhørighed.
Ydermere kan vi opleve, at dem vi engang følte os allermest på bølgelængde med, nu står på den anden side af bredden, og ser uforstående på os. Fordi vi var i øjenhøjde engang, er vi det med andre ord ikke nødvendigvis nu.

Fra det du beskriver, lever du et intuitivt liv, hvor du går imod strømmen for at følge dine egne overbevisninger. Du træffer valg, der giver mening for dig, men som udløser negative reaktioner, mange af de steder, hvor du kommer frem.
I det lys giver det mening at revurdere dine venskaber og sikre de trygge relationer, hvor der er plads til hele dit væsen og ikke mindst din måde at leve på.
Den sorg du beskriver, som en del af at give slip, er en uundgåelig konsekvens af at være et søgende og handlekraftigt menneske. Sorgen er tabet af det forudsigelige og trygge, og det er tabet af noget man troede, aldrig kunne blive anderledes, og som så alligevel ændrer karakter. Men sorgen er også en ny begyndelse; en erkendelse af at man har rykket sig, og bevæger sig vågent gennem livet.
Jeg bliver personligt løbende mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at prioritere samvær med andre, som føler nogle af de samme overbevisninger som min familie og jeg. Jeg har behov for fællesskaber, hvor jeg er tryg og uden forbehold kan tale om det, der ligger mig på sinde – netop fordi jeg ikke følger normen i mine valg.

Så mens nye, nærende venskaber spirer, og du og din mand med fuldt overlæg skærer ind til benet i jeres sociale kalender, er du nødt til at tage dig tid til at placere jeres gamle venskaber på de steder, hvor de hører til nu. Uden bitterhed eller vrede må du se ind i relationen, være taknemmelig for alt det den har bidraget med, og de indsigter I har delt. Sæt dig en stille stund og send dine venner en tak for alt det, de hjælper dig med at se, selv nu hvor I står langt fra hinanden og lad så dig selv ærligt, uden fordømmelse og med lethed give slip på de relationer, som ikke længere nærer eller inspirerer dig.

For mig er det de dybe, ligeværdige snakke uden konstant argumentation for mine valg eller nedtoning af mine værdier, der giver størst mening. Jeg har behov for venskaber, hvor jeg kan være mig selv, og ikke skal give afkald på mine dybeste overbevisninger for at imødekomme det sted, hvor den anden står. Ofte er det netop mig, der skal gå over broen, jeg oplever, at det kan være svært at komme mig imøde, når man ikke selv har været her, og jeg gør det gerne fra tid til anden, men det skal ikke være en dominerende fornemmelse i mine nærmeste venskaber, hvor jeg har behov for, at forbindelsen er mere oprigtig og ligeværdig.

Jeg plejede at sætte en ære i at nå meget på ingen tid

Jeg plejede at sætte en ære i at nå meget på ingen tid.

Det gjorde mig stolt, at jeg var så effektiv. New York i fire år, mor, uddannet journalist, mor igen – nu til tre – og jeg var stadig i tyverne. Jeg havde prøvet alt, inden jeg fyldte tredive. Havde mistet min far til kræft og nær mistet min bror til det samme. Havde klaret mig på den anden side af jordkloden, og var savnet dér. Jeg havde haft kærester på godt og ondt og siden mødt mit livs kærlighed. Havde uddannet mig til journalist med tankerne mange andre steder, og fik topkarakter i min afgangsprøve alligevel.

Min livshistorie tog pusten fra de fleste, allerede da jeg var tyve. Den afkrævede respekt, og det føltes godt. Noget skulle der jo komme ud af at have så travlt, leve så fuldt og selvstændigt.

Og jeg havde set verden, kendte mennesker fra alle egne, havde elsket med mennesker fra alle egne. Jeg havde lavet kunst, levet med kunstnere, sat himmel og hav i bevægelse utallige gange. Jeg var frygtet og hadet og elsket og begæret.
Men livet tager tid, uanset hvor meget man skynder sig. Jeg lærte tidligt, at vi ikke kan tage noget for givet. Lærte, mens jeg stadig var for ung, at livet kan gøre ondt. At jeg selv er ansvarlig for, om min skæbne udfolder sig, som jeg vil.
Jeg løb så hurtigt, så jeg kunne for at indsamle alt det, jeg troede, jeg ville få brug for. Jeg var klog; sådan som unge mennesker vitterligt ER kloge med den rene, uforstyrrede visdom og kontakt til livets kilde.
Jeg var en stærk og autonom spire, som såede spirer i dem, der krydsede mine spor, og jeg kunne meget, gjorde meget – og VILLE meget.
Men jeg var ikke landet i mig selv, og jeg turde ikke hvile i mine dybeste kvaliteter. Jeg troede, jeg skulle skynde mig for at nå frem, men jeg vidste ikke, hvad målet var. Jeg troede, det handlede om at være i gang, men jeg vidste ikke, hvad jeg helst ville være i gang med.

Livet tager tid, uanset hvor meget man skynder sig. Jeg har fundet ud af, at jeg for det meste lærer mere, når jeg tager mig god tid.
Alderen har bragt en ro med til mig, som har ændret mit liv næsten mere end noget andet. Det er visheden om, at i langsommeligheden, nærværet, fordybelsen og prioriteringen ligger selve meningen med min skæbne.
Når jeg tager ansvar, og bruger min tid på dem og det, som rører mig; når jeg siger nej til de tilbud, der ikke er rigtige; når jeg ikke løber fra det ene til det andet for at gøre indtryk, så giver mit liv mening.

Det har jeg lært, og jeg er sikker på, at andre lærer det samme både tidligere og senere end jeg, men for mig er det den indsigt, som betyder, at jeg er glad for ikke længere at være så imponerende ung. Det er derfor, jeg på denne dag, min fødselsdag, hviler i at være ældre end nogensinde før. Fordi jeg også er gladere – mere mig, mere tilstede.

Så selvom min fødselsdag med tiden er gået fra at være årets højdepunkt til at blive noget, jeg ikke ved, hvad jeg skal synes om, så er i dag en fin dag at fejre med min familie og inde i mig selv. Tillykke med livet, med roen, tilliden og de meningsfulde valg, hvisker en stemme. Tillykke med alderen, som har bragt meget godt med sig.

Hvordan har I det med at blive ældre? Hvad er de største udviklingstrin I har været igennem, siden I var unge og de seneste ti år?

Jeg skal huske at have det sjovt og sige nej (et sjældent hverdagsindlæg)

Jeg glemmer fuldstændig at skrive hverdagsindlæg herinde med små beskrivelser af helt ordinære hændelser. En gåtur, noget salat fra haven, lidt om vores hjemmeskolehverdag.
Det er nok fordi, jeg ikke længere skriver hver evig eneste dag (og jeg ved ikke, hvordan jeg havde overskud til at gøre det i halvandet år?) Jeg skriver stadig, når jeg har lyst og energi, og det har jeg ofte, men ikke hver dag.
Fordi der er lidt længere imellem indlæggene, kommer jeg som regel til at fokusere på de større linjer. Opgør med status quo, opdragelsesdebatter og den slags. Ikke så mange stille og nære observationer, ikke så mange billeder fra vores liv. Jeg tror, det handler om, at jeg ikke vil kede nogen med trivielle beskrivelser fra vores liv, som jo føles meget lidt ualmindeligt, når man er midt i det.

Nu er det weekend, og det ved jeg faktisk godt, selvom vi ikke er så afhængige af den slags. Men vi indretter os alligevel lidt efter weekenden, fordi de fleste andre gør det. Der er fodbold-tv hos naboen senere i dag med fællesgrill og spil i haven, og i morgen venter en søndag helt nede i gear. Det er nogle dejlige weekendplaner, synes jeg, og det noterer jeg mig også, for ofte kommer jeg til at lave for mange planer, eller de forkerte planer. Men man har altid et valg, har man ikke?

I dag nyder jeg ekstra meget at være på Ærø, for jeg kunne snildt have været på Bornholm. Jeg er blevet inviteret til Folkemødet af to eller tre forskellige arrangører, men takkede nej til dem alle, og i torsdags skulle jeg have holdt et oplæg i København om at bo i udkanten, men konferencen blev udskudt pg.a. vejret, og jeg blev så lettet, da jeg fik mailen. Jeg ville meget hellere være hjemme. Det fik Kristian og jeg til (endnu en gang) at snakke om, at vi ikke skal sige ja til ting, som vi håber, bliver aflyst. Det er en angst, der driver os mennesker, når vi gør den slags: Angsten for, at der ikke kommer andre tilbud; frygten for at sige nej til noget, man ender med at få brug for – og også behovet for bekræftelse. Men ingen af de grunde er tilstrækkeligt gode, og som tiden går, bliver man træt ved tanken, og når dagen oprinder, har man lyst til at blive hjemme. Sådan kan jeg også have det med ting, som jeg egentlig synes, lyder okay: Jeg vil for eksempel gerne deltage i et fedt panel og fortælle om livet her på Ærø, men det er bare ikke lige nu. Tiden er ikke rigtig.

I går snakkede jeg med en klog kvinde, som jeg ringede til for at få rådgivning om noget i forhold til vores familieliv, og inden vi lagde på, sagde hun “Jeg har en besked til dig også, Maj: Du skal grine. Lav en aftale om at mødes med en flok kvinder, hvor der ikke er noget ansvar, og hvor du ikke skal lære fra dig og grin så i et par dage. Men I skal også huske glæden i hverdagen,” sagde hun, “- og husk at holde helt fri indimellem, både dig og Kristian. I skal holde helt fri med god samvittighed, og så skal du øve dig i at sige nej til alt det, som ikke gør dig glad at tænke på.”
Og jeg kunne med det samme mærke, at der var ret langt ind til følelsen af at være ansvarsfri. Altså, det var nærmest en fremmed følelse, jeg trådte ind i, og den sad jeg lige med en stund, og nu har jeg skrevet til vores bedste venner, som helt klart er de to mennesker, jeg griner mest med, og til juli tager vi et døgn sammen.
Vækker det genklang i jer? Behovet for ikke at tage ansvar hele tiden? At flytte fra hovedet og ned i kroppen og huske at have det sjovt? Altså, jeg har det sjovt hver eneste dag… – men jeg kan sagtens have større fokus på det.

Og sandheden om at sige nej – og jeg ved virkelig, at sådan hænger universet sammen – er, at når vi siger nej til noget, som ikke er rigtigt for os, så kommer der noget meget bedre i stedet. Universet sender simpelthen en bonuspakke og et skulderklap som tak for at vi følger vores hjerte, så vi kan gøre mest muligt godt ude i verden.

“Skal jeg skrive en bog om vores liv?” spurgte jeg hende den kloge, før vi sagde farvel. “Det må du gerne,” svarede hun “- men kun hvis du synes, det er sjovt.”

Og så blev det her alligevel til et hverdagsindlæg uden de helt store armbevægelser. Og jeg nød det faktisk. Måske jeg skal gøre mere af det.

Her er den salat, som jeg ellers aldrig får skrevet om. Fra haven i går:

Hvad skal du se på Ærø? (Følg min venindes nye guide + mine egne toppings)

Den tid er kommet, hvor turisterne udgør mere end halvdelen af køen i supermarkederne på Ærø hver weekend, og snart bliver det hverdag, når skolerne lukker.
Vi er med andre ord ved at træde ind i de måneder, hvor der kommer ikke bare én men adskillige cyklister forbi vores baghave dagligt, og vi vinker løs til hver eneste af dem.

Sommer er godt. God sommer er endnu bedre.
Vi er glade.

Med til denne sæson hører for mit vedkommende en jævn strøm af e-mails fra dejlige mennesker, som gerne vil høre, hvor jeg synes, de skal tilbringe deres ferietid på Ærø. Jeg har aldrig rigtigt fået skrevet et fyldestgørende svar, for faktisk er jeg en tryghedstype, som kommer de samme steder igen og igen, og derudover er jeg ikke den store shopper eller byhopper.

Men så er det jo godt, at min veninde Camilla Jørvad / Sigridsminde også modtager den slags mails, og har taget konsekvensen og lavet en personlig guide til de ting hun holder mest af på vores ø overdænget med en generøs bunke af sine forførende fotos.
Fremover bliver det et link til Camillas guide, jeg sender af sted, hvis nogen skulle spørge.
Og HER er den så.


(fotos: Camilla Jørvad / Sigridsminde)

Hvis jeg nu havde lavet en guide, ville den indeholde alle de samme forslag som Camillas krydret med en håndfuld derudover, nemlig: Naja Abelsen som laver den smukkeste grønlandske kunst (akvarel, papirklip og foto), Fie’s Strik hvor enhver strikkedame nyder at komme for det lækre og tildels lokale garn til mega-gode priser. Så er der Helsebutikken i Vestergade, hvor jeg shopper tandpasta uden flour og alt det andet af den slags, som jeg ikke vil undvære. De er alle sammen i Ærøskøbing.
I Marstal tager jeg til Øbolcher for at blande en pose håndlavede bolcher og karameller samt Søfartsmuseet for en fin, historisk og kulturel oplevelse. Der er også flere nye spisestedet i Marstal, som skal afprøves i løbet af sæsonen, og Erikshale-strand er fortrinlig, og fortjener en hel dag med kolde drikke og strandleg. Hver og én på listen kan googles.

…Og lige en lille sidste ting: Området, hvor vi bor, er simpelthen så smukt, og det er en skøn cykel- eller gåtur herop fra Ærøskøbing. Tag ruten langs vandet (så vidt muligt) – eller, hvis til hjuls, så på vejen nærmest vandkanten hele vejen op til Søby, som er en skøn lille landsby. Man kører eller går ad Vråvejen gennem Borgnæs, forbi den gamle smukke vandmølle og op i området med de rullende bakker, hvor vi bor. Her er skønt, intet mindre, og der er så meget umanerligt fint at se på og dufte til undervejs (det kan også klares i bil). Vitsø Nor oppe i denne ende af øen er også en smuk smuk gåtur oplagt til madpakke og læsning undervejs.