En god dag at gribe (eller: om at gå tur med sin familie)

På én af Kristians og mine første ture til Ærø – det var før vi flyttede herover, og inden vi vidste, at det var det, vi skulle – bookede vi os ind på et B&B oppe i den nordvestlige ende af øen, ved Søby. Det var vinter, og intet var gearet til turister: Alt var lukket, ingen forventede, at man bankede på. Vi tilbragte to dage på øen, og den dag, hvor vi var her fra morgen til aften, spadserede vi fra Søby til Ærøskøbing (cirka 17 kilometer), hvor vi spiste middag hos nogle (nye) venner. Vi gik langs kysten – af “Øhavsstien” – det meste af ruten. Med storslået havudsigt, de smukkeste skrænter under os, små, snoede veje, skønne gårde, forfaldne gamle huse, heste, nøgne træer. Det gav os det fineste billede af den del af øen, som vi bevægede os på: lige netop de landsbyer og de naturområder, som vi kom gennem den dag, kender jeg stadig udenad, og skæbnen ville, at vi nu bor i ét af de dejlige huse, som vi passerede forbi dengang.

I går morges vågnede vi, og havde lyst til is. Eller, det vil sige: Live på seks havde lyst til en is, og snakkede ret meget om det, og vi besluttede, at vi ville gå til Ærøskøbing (cirka 10 kilometer) for at købe is hos Aroma (som laver den bedste is, jeg har smagt i mit liv, for real). Den tur gik vi en del gange sidste sommer, og vi havde lyst til at komme i gang igen.
Klokken 11:30, efter en del leg og skriveri og nogle skiver rugbrød i maven, lagde vi et par dunke vand under klapvognen, og en håndfuld æbler, og begav os af sted. Turen tager godt to timer med børn, og man bliver så fyldt op af taknemmelighed, når man går derude i det lyse græs omgivet af duftende hybenbuske, sommerfugle i alle farver og det evige blå hav med sin familie.

Vi legede forskellige lege undervejs: “Regnestykker som giver ti/tolv/fjorten” osv. og “bogstaver, som kan danne flere ord” (eks: R-A-F: Far, Fra), men mest af alt snakkede vi bare i nuet – om det vi så, om de is vi skulle have, om ømme fødder og store drømme. Flere gange tænkte jeg, at der er lige så smukt på Ærø som på Amalfi-kysten, eller alle mulige andre vidunderlige steder i verden: At man ikke behøver tage langt væk, og brænde en masse brændstof af, for at nyde betagende natur. Jeg tænkte også, at de største oplevelser ofte ligger, og gemmer sig i vores hverdag (uanset hvor vi bor), blot vi gør os lidt umage.
Kilometerne forsvandt under fødderne, og pludselig var vi fremme (og ja – børnene klagede over trætte ben undervejs, men allerede her til morgen sagde de, at det havde været fedt, og de vil gerne af sted igen snart).

Vi spiste vores is hos alle tiders Claus, hentede et par bøger på biblioteket, og tog bussen hjem.
Og fordi det jo er Ærø, vi bor på, gik turen ikke direkte hjem alligevel, for om formiddagen, før vi drog hjemmefra, ringede Valdemar på fem henne fra Bundgaard, og spurgte, om vi ville komme til pandekager. Da vi jo havde andre planer, bad vi om lov til at komme, når vi havde gået vores tur, og det gjorde vi så: Tænk at sidde der i naboens have med gynger og trampolin og grinende børn og spise Valdemars pandekager med syltetøj, før man kommer trætte hjem, og går tidligt i seng.

Der er så meget godt i livet – så meget godt i vente – ofte handler det om at turde gribe nuet og træde et par skridt ud af vores vaner.

Vil I fortælle om eventyrlige hverdagsoplevelser i jeres liv, så vi kan inspirere hinanden?

Livet skal opleves (forår på Ærø)

I den smukke, danske dokumentarfilm “Så meget godt i vente“, siger bonden Niels Stokholm, at livet først og fremmest skal opleves.
Da jeg så filmen første gang, spolede jeg tilbage, og hørte ham sige det igen. Med så dyb intensitet kommer ordene: “Livet er i oplevelserne.”
Man kan ikke samle livet til bunke; man kan ikke udskyde eller vente til senere. Man kan ikke sætte det på pause eller regne med, at man har et godt stykke tid igen, blot fordi man ikke føler, man er færdig.
Livet skal opleves. Det skal tages ind. Vi bliver nødt til at være i nuet, finde vej ved brug af sanserne. Og lige nu i dette euforiserende forår, lever vi med vores sanser og næsten intet andet herhjemme hos os.

Det er den flerstemmige fuglesang fra morgen til aften, og svanerne som flyver lavt over havet forbi ungernes gummibåd. Det er klokkefrøerne i dammen bag vores lokale brugs, og Juno som står stille, og lytter til deres høje kvækken.

Det er duften af saltvand og syrener (åh, syrener – min sjæl, hvad vil du mere?), brandvarme sten og solbrune sommerkroppe. De dufte, den genkendelse, det liv.

Det er varmen mod min læber, når jeg kysser en solbrun skulder, den salte smag, når vi river græs sammen på marken med ømme arme og hård hud på fingrene.

Her er hjerteslag og vingesus og en overflod af friskplukket salat og radiser. Vi tager den sidste hyldesaft fra sidste år ud af fryseren, og nyder den i sommervarmen med isterninger eller som mojitos, når børnenes sover. Snart laver vi en ny portion, snart vil også dette ritual gentage sig.

Det er måske langsommeligheden, jeg holder mest af ved livet her på Ærø. Ingen har så travlt, som jeg plejede at sætte en ære i. Ingen bemærker, om børnenes tøj er nyt eller slidt, og alle hilser på hinanden, når vores veje krydses.

Jeg holder af, at naturen bare er her. Den er en del af livet, den er dér, hvor vi er hver eneste dag. Naturen er vores hjem, om sommeren spiser vi udenfor, sover udenfor, arbejder og hviler udenfor.

Jeg vidste ikke, hvor meget naturen betød for mig, før vi flyttede til øen. Jeg plejede at føle mig hjemme i storbyen, hvor jeg kunne gemme mig; en celle i metropolens åre, anonym og selvstændig. Jeg plejede at falde i søvn til lyden af subwayen og lugten fra restauranterne på Lower East Side. Plejede at stå op, og bevæge mig ud i verden med hovedtelefoner over ørerne, altid opmærksom og på samme tid trukket ind i mig selv.

Det var mig, som levede det liv. Og nu lever jeg dette.
En dag kom en mand, og holdt sin hånd under mig, sørgede for, at jeg ikke faldt, da livet skubbede hårdest. Hold fast, da sorg og afmagt skyllede ind fra mange sider. Hold fast, da vi sammen udvidede vores familie inde fra. To blev til tre til fem til seks. Hold fast, da vi pludselig forstod, at verden hvilede på vores skuldre, og han så mig i øjnene igen og igen, og sagde: Meningen med livet er dette.

Ærø er rammen omkring det liv, vi lever, min familie og jeg. Vi kunne være så mange steder, men her er vi, og her har vi det godt.

 

Hvilke oplevelser har i for tiden? Er jeres sanser også ekstra stimulerede af dette solrige forår?

Mine børns vokser op på landet, og jeg selv betragter det som et eventyr

Der var en situation i går, hvor alt stod stille, og jeg havde tid til at tage det hele ind – og jeg tænkte: Det her er perfekt. Hvis nogen delte et billede fra dette øjeblik på facebook eller instagram, ville jeg mærke et træk i hjertet. Jeg ville tænke: Det er sådan, jeg drømmer om at leve.

Solen skinnede; mine børn var i shorts og t-shirts, alt var grønt og saftigt, og græsset nåede dem til knæene, og mælkebøtterne på den lille eng stod i store, tætte klynger, som børnene trak op med fuld kraft for at fodre dem til naboens geder. De eneste lyde jeg kunne høre, var havet, fuglene, vinden og mine børn. Ellers er her som regel stille ude på landet: Når vi går tur, kan jeg pille lydene fra hinanden, og placere hver enkelt af dem med stor sikkerhed: En traktor, gøgen i træet, vinden i kornet. Den underliggende støj er ikke hverken biler eller snak. Den er stilhed.

I går så jeg det øjeblik udefra, det er noget, vi nok alle sammen gør med mellemrum: Betragter det liv, vi har skabt, og mærker, hvad det er, hvordan det er, om det er fremmed eller kendt. Jeg så mine børn i solen med gederne, det store grønne tæppe omkring deres ben, og selvom vores morgen havde været svær og med mange skænderier, så mærkede jeg den samme længsel, som et billede fra nogle andres liv kan give én: Følelsen af at ville have mere. Jeg lod mig gribe af det, og satte mig i græsset, trak livet helt ned i lungerne. Det var fem minutters oprigtig, vidunderlig væren fuld af alt det, jeg holder mest af, og som jeg vil strække mig meget langt for at holde ved: Frihed, natur, nærvær, tid.

Mine børn vokser op på landet.
Det slår mig indimellem som et ubegribeligt faktum. Stort og rørende og umuligt at forstå, fordi: Det gjorde jeg virkelig ikke. Jeg er fra en forstad, hvor jeg boede med min familie på en lille lukket villavej med naboer til alle sider. Mine børn ser køer, får, geder, heste og et utal af katte hver dag, og her er flere traktorer end biler, oftere fuglesang end menneskestemmer. Vi står stille, når vi hører nogen gå forbi ude på vejen: Vinker, smiler og ønsker en god dag.
For nylig sad vi i en parcelhushave, og spiste is. Det var den skønneste eftermiddag, og jeg tror, alle mennekser i hele Danmark, var trukket udenfor. Pludselig grinede et selskab i naboens have, hvortil én af mine seksårige udbrød: “Hør! En flok gæs!”, og vi kiggede alle straks mod himlen, før vi forstod sammenhængen, og brød ud i grin. Tænk at han ikke kender lyden af naboer. Han tror, de er gæs.

Jeg er vokset op i et rækkehus femten minutters cykeltur fra Aarhus. Der var vist nærmest ingen hæk mellem os og naboerne til begge sider, der var sikkert aldrig helt stille, og det var okay. Det var trygt og det var mit, det var så almindeligt, så velkendt, og jeg kendte ikke til andet, før jeg flyttede til København og senere New York.

Nu bor jeg på denne lille ø midt ude i det blå, og ofte observerer jeg mit eget liv lidt i strakt arm: “Se, en gård, en mark, nogle køer. Jeg bor på landet. Mmmm- duften af korn”. Sådan lyder mit tankespor, mens jeg bevæger mig rundt i det, der er hverdag, men som stadig føles  nyt. Jeg ser på mine børn for at finde ud af, om de har det som mig: Som om vi er på besøg i en verden, der er for fin til at være sand?

Mon man indimellem observerer sit liv udefra, uanset hvordan man lever? Jeg har altid holdt af at sætte mig i situationer, hvor jeg kan se det hele lidt som den fremmede, der står et skridt til siden, og betragter livets gang.
Sådan var det, da jeg boede i New York, men også i København, og særligt nu på Ærø. I går ved gederne overvejede jeg, om jeg mon ville fostre de samme overvejelser, hvis jeg boede i noget, der lignede min egen barndom? Ville jeg stadig betragte det for at finde ud af, hvad det var for en størrelse? Er alt i virkeligheden nyt, når vi bliver voksne? Det, der plejede at være stort, viser sig at være småt – og omvendt.

Jeg er så glad for, at min hverdag vækker en længsel efter mere af det samme i mig. Jeg er taknemmelig for, at vi har valgt dette liv, hvor den underliggende lyd er stilhed, og hvor duften er salt fra havet.

 

Hvordan har børnene forandret sig, siden vi tog dem hjem?

Det er der flere, der har spurgt til: “Hvordan er jeres børn anderledes, siden I tog dem hjem fra skole/børnehave/dagpleje?”

Egentlig har jeg ikke tænkt over, at de skulle have forandret sig, men jeg har været lidt mere observerende på det sidste, og jeg kan godt se, at en del ting har rykket sig det seneste år. Jeg nævnte spørgsmålet for Kristian på et tidspunkt. Han sagde: “Det er ikke børnene, der er anderledes. Det er vores forældreskab. Vi har taget opgaven mere på os, siden vi besluttede at lægge vores kreativitet herhjemme fremfor i en masse opgaver uden for familien.”

Jeg er enig: Vi er mere nærværende og engagerede forældre i dag, og deraf er relationen blevet mere nær. Vi bruger jo meget mere tid sammen, end vi gjorde, da vi afleverede dem i skole og institution (fire dage om ugen, men alligevel), og i tilbageblik var vi nok ikke særligt gode til virkelig at være sammen med vores børn, når der også var mange andre ting, som trak i os. Jeg tror faktisk, jeg var delvist fraværende en stor del af tiden, fordi min opmærksomhed var rettet mod noget andet (skriveprojekter, e-mails, kommende arbejdsopgaver), selv når børnene var hjemme. Sådan tænker jeg ikke, at det hænger sammen for alle, men sådan var det for mig.

Og dét er nok essensen i den forandring, der har foregået, og som stadig er i fuld gang: At Kristian og jeg har taget ét eller flere spadestik dybere i vores familieliv, og derfor på mange måder er nogle andre forældre end tidligere. Vi er mere opmærksomme, mere tilstede, dedikerede og lydhøre.

Lørdag aften, da jeg puttede Ilja, spurgte han, om vi kunne google, hvordan man laver sin egen Nerf-gun. Jeg sagde, at det kunne vi gøre efter morgenmaden dagen efter, og det endte med at være ham og Kristian, som søgte inspiration på nettet sammen i går morges. De fandt ikke noget, der gav mening, så i stedet gik de ud i værkstedet for at se sig omkring, og på omtrent tyve minutter byggede de en slagkraftig pistol ud af en cykelpumpe, nogle slanger, en del gaffatape og en gammel cola-dåse. Pistolen blev navngivet “Fun Gun”, og Ilja var stolt og glad hele dagen. Storm sagde flere gange “ej, hvor er Iljas Nerf-gun fed!”, og de legede krig og testede, hvilken pistol, der skyder længst. Iljas hjemmebyggede våben skyder lige så godt som plastikpistolerne til flere hundrede kroner, og jeg er egentlig lidt stolt af, at mine børn synes, en pistol lavet af genbrug er federe, end dem man kan købe i butikken. Ikke fordi det kommer bag på mig: Jeg er også mere til unika end stanglakrids, men det er så nemt at blive forført af glitrende emballage og legetøjskataloger.

Det var også i går, at jeg fandt en håndfuld slidte strømper til Live, som hun klippede til trøjer, huer og kjoler til sine bamser. Det var noget, hun havde set sin grandkusine gøre nogle dage forinden, og selvfølgelig skulle hun prøve kræfter med det. Hun fik min bedste stofsaks, og vi satte os sammen, og fandt ud af, hvordan hun kunne lave det, hun havde lyst til. Det var en aktivitet, som hun vendte tilbage til flere gange i løbet af dagen, og også hun var stolt og glad, og jeg følte, at jeg havde været med til at facilitere noget positivt.

For et år siden havde det taget længere tid at få Kristian eller jeg med på den slags projekter, men nu kommer det naturligt, at vi griber de ting, som børnene udviser interesse for. Vi øver os hver dag i at følge deres cue, samtidig med at vi også er blevet mere konsekvente i vores tilgang til hinanden, fordi vi har tillid til relationen: Her bliver løbende fastere rammer, rutiner og ro (og især den del kræver meget af mig: Jeg er ikke hverken struktureret eller konsekvent af natur.)

Jeg kan ikke huske, præcis hvordan det plejede at være herhjemme, men jeg ved med sikkerhed, at mine børn leger mere og bedre nu. De har KONSTANT gang i noget. Ikke alt sammen er imponerende, åbentlyst kreativt eller meget læringsmættet, men de er bare hele tiden midt i én eller anden aktivitet.
Det sker tit, at jeg foreslår, at børnene og jeg sætter os, og læser en bog midt på dagen, hvortil de siger “ja – fedt!”, men ofte ender jeg med at sidde og vente forgæves: Pludselig er de i stedet fuldkommen opslugt af at filme en scene til en stopmotionfilm, eller de har bygget en by af magneter, eller hopper på trampolin.

Hvad så med konflikterne – er der blevet færre af dem, siden vi er hjemme sammen?
Mine børn skændes nok omtrent lige så mange minutter (eller timer?) dagligt nu, som de gjorde for et år siden. Forskellen er, at de har den samme mængde konflikter i løbet af et helt døgn, som de tidligere havde koncentreret på morgen- og aftentimerne. De har simpelthen flere gode lege, flere fælles idéer, oplevelser og ønsker end tidligere. Deres relationer indbyrdes er uden tvivl blevet stærkere, og selvom de stadig kan rive håret ud af hovedet på hinanden og sige de strideste ting, synes jeg, at de bevæger sig i samlet flok. De har en stor forståelse for hinanden, og så snart vi ikke er alene, står de sammen mod resten af verden. De nyder at lege med andre børn, men når vi siger farvel, og de kun er sig selv igen, genoptager de altid noget, som de var i gang med tidligere.

Hvis jeg skal prøve at komme med en konklusion, så er den, at jeg er vågnet op til forældreskabet: Vi er alle sammen mere fuldt tilstede i livet, og gør os mere umage med at få mest muligt ud af tiden. Børnene er mere afslappede, idérige og nysgerrige end tidligere, og vi forældre er langt bedre til at følge deres initiativ og give dem plads til at udforske verden. Alt sammen ting som sikkert fint kan forenes med et skoleliv, men som for mig falder langt mere naturligt nu end tidligere.

Jeg bremser ikke i lige så høj grad børnenes indfald (omend jeg stadig gør det oftere, end jeg ville ønske), og jeg har opbygget en større tillid til, at de lærer mest, når ikke jeg konstant skal dirigere dem.

Det her hjemmeskoleliv er benhårdt, det er det virkelig: Det er intenst og udfordrende på mange plan – min tålmodighed og rummelighed bliver testet hver dag, og jeg savner indimellem en pause, så man skulle tro, det var løgn. Alligevel er det mest af af alt fuldkommen vidunderligt: Der er så mange nuancer, indsigter og oplevelser, som jeg ikke anede, jeg kunne få. Her er dybder, som jeg ikke troede, jeg kunne nå. Men man skal prioritere det – en hjemmeskole kan ikke køres med venstre hånd – og man skal tro på det. Når de ting er på plads, er der ingen grænser for, hvor fed en virkelighed man kan skabe sammen, og jeg elsker at se, hvordan vi udvikler os sammen, alle seks.

Ét af mine svar fra kommentarsporet:
“Kære Ella,
Nej, jeg tror ikke, at hjemmeskoling altid er den eneste gode – eller bedste – mulighed. Og jeg tror, at hvis mine børn havde været hjemme de første seks år af deres liv, så havde jeg nok sendt dem i en god skole for at se, om det kunne fungere. Jeg har jo grebet det bagvendt an, set med tilknytningbriller, og haft dem i både børnehave og vuggestue.
Indtil videre har jeg ikke mødt en skole, som møder mine forventninger – jeg oplever, at der altid er nogle dogmer, krav eller pres i skolestrukturen, som børnene skal leve op til, og som jeg ikke bryder mig om. Enhver form for “frygt for at fejle” eller konkurrence, ærgrer mig. Alligevel er der elementer ved de gode skoler, som tiltaler mig: Når du beskriver den kreative, glade og trygge hverdag på jeres lilleskole, drømmer jeg mig hen i det romantiske og skabende fællesskab, som sådan en institution også kan være. Jeg holder som de fleste andre af at have et fællesskab at læne mig ind i, og jeg ville nyde at aflevere mine børn med helt god samvittighed fem dage hver uge.
Samtidig ved jeg, at virkeligheden altid rummer nuancer, og at det kan være nuancer som eks. lærere med underskud; administration fremfor pædagogik; faglighed fremfor kreativitet osv. Den slags er jeg fritaget for herhjemme: Det er vores værdier først og fremmest, og det er os, som sætter linjen.
Ved du hvad (sagt i den mest kærlige og slet ikke anklagende tone): Sandheden er naturligvis som med alt andet, at der er fordele og ulemper ved alle livsvalg. Vi må i sidste instans vælge dem, hvor vi kan leve med ofrene, og hvor fordelene synes større. Og lige nu er det valg hjemmeskole for os herhjemme. Jeg fortæller ikke om det, fordi jeg tror, det er rigtigt for alle. Jeg fortæller om det, fordi hjemmeskoling er et reelt alternativ, som de færreste kender til, og som tilbyder nogle muligheder, der er givende og smukke, men også fordi en del mennesker er på vippen, og har brug for inspiration for at turde.”

Nye fotos (hallo! Jeg ser godt ud!)

Ej, se lige hvor gode sådan nogle billeder kan blive med det rette lys, prof redigering og ikke mindst en dygtig fotograf bag kameraet! Jeg ser jo hverken tosset eller grim ud, og jeg har næsten lyst til at svinge med håret og bestille en fotosession igen næste år, mens jeg synger “because I’m worth it!”.
Jeg er så heldig at have talentfulde Camilla Jørvad som både veninde og med-øbo, og for ikke så længe siden kom hun forbi med sit kamera, og tog en stribe billeder af min familie og mig til mit nye salgsmateriale (foredrag), nogle artikler – og så herinde. Jeg er ellers ret selfmade med mit blog-logo, der er malet med ungernes akvarelfarver, og billederne på mine mange indlæg tager jeg altid selv (og som aldrig er af mig), men det føles ikke desto mindre fantastisk at se både min familie, mig selv og vores omgivelser igennem Camillas linse, fordi hun kan noget, vores egne fotos slet ikke er i nærheden af.

Derfor har jeg glædet mig meget til at få nye billeder på bloggen, facebook og insta, hvor det hele ligesom var blevet lidt støvet med de mere end ét år gamle fotos af børnene og mig, men det har taget ugevis at nå i mål, fordi jeg ikke kunne vælge mellem de mange gode skud.

I mellemtiden har jeg skrevet jordens længste indlæg om moderskab, som jeg lægger op i morgen, og måske det er meget godt med lidt ro herinde, før ordene fyger gennem luften igen..

I dag er jeg stolt over…

Tak fordi du læser med herinde, og dermed lader mig træde ind i dine tanker, dine følelser og dit liv for en stund. Tak for kommentarerne her på siden og for de e-mails, jeg får. Tak fordi I forstår, at jeg ikke skriver for at larme eller skabe opmærksomhed om mig selv, men derimod gør det i håb om at sprede ringe i vandet med mine budskaber om tid, bevidsthed og omsorg.

Lige nu er jeg i København, og jeg føler mig taknemmelig over mit arbejde, som jeg synes, giver så god mening.
Jeg har været af sted siden fredag eftermiddag, hvor jeg og en gruppe unge ankom med toget fra Fyn, og endelig efter tre-fire timers transporttid kunne sparke skoene af i den kasse af en villa i Hellerup, som vi har lejet gennem Airbnb. Siden da har vi vadet det meste af KBH tynd – gået rundt på Christiania og fortabt os i alt fra de skæve, smukke huse til Nemolands gode mad. Vi har solbadet i Kongens Have, været til Jam i Copenhagen Skatepark, spist Hansen-is og drukket milkshakes, snakket om venskaber, parforhold, uddannelse og alt derimellem. Vi er alle sammen solbrændte på næserne, glade og trætte – og om nogle timer er vi hjemme igen.


Jeg er stolt af at kunne se på de unge, at de nyder deres tid sammen med os (det i sig selv er nok: Unge mennesker dukker ikke frivilligt op til noget, medmindre det giver mening for dem, og de her unge fortjener alle de gode oplevelser, de kan få.) Jeg er stolt af, at de udvikler sig af at være med: Ved hver og én i den aktuelle gruppe, kan jeg tænke et år tilbage og med sikkerhed sige, at de har taget kvantespring i den tid, vi har kendt dem. Man kan aldrig med rette tage æren for et andet menneskes udvikling – ingen andre end os selv kan gøre os glade; give os succes eller ændre vores liv – men jeg vil uden forbehold sige, at vi har givet dem nogle af de redskaber, som de har brugt til at åbne nye døre, og vi har givet dem de sidste skub til at gå ind i lyset og turde gøre deres bedste.

Dét er jeg stolt af og dybt taknemmelig over: At vi får mulighed for at arbejde med unge, som har svære vilkår, men som alligevel har mange flere muligheder og langt mere at håbe på, end de måske selv var klar over.

Og ja: Jeg savner mine børn vanvittigt, når jeg er væk fra dem i to dage. Jeg savner dem, så jeg rækker ud, og griber i den tomme luft, og jeg savner at se Kristian i øjnene, så det indimellem føles helt tomt ved min side. Men det er en fin balance, vi har, synes jeg: Et meningsfuldt og meget lidt tidskrævende arbejde og så familieliv resten af tiden.
– Det er jeg også stolt af: Den måde vi har indrettet vores liv. Med stor vilje og en brændende lyst til selv at bestemme, hvordan vi vil bruge vores tid, har vi skabt de rammer, som er rigtige for os. Det mærker jeg meget tydeligt, når jeg er hjemmefra som nu, og pludselig befinder mig mellem et hav af mennesker, som ser ud til at have valgt anderledes. Så mærker jeg en glæde over vores ukonventionelle, men meget naturlige og kærlige måde at leve på.

Hvad er du stolt over i dag?

 

Vores hjem – en gennemgang af farver og rum

Jeg er ikke én, som nyder at male væggene i mit hjem med jævne mellemrum eller flytte sofaen fra det ene hjørne til det andet hver tredje uge. Mine rammer betyder meget for mit velvære, men indretning er ikke en hobby, som jeg løbende bruger tid på. Når noget står godt, bliver det stående, og hvis en vægfarve føles rigtig, tænker jeg ikke over, om den skal ændres igen.

Siden september sidste år har vi haft håndværkere til at lave nyt tag, musikstudie og en del mindre ting, og nu hvor projektet er ved at nå sin ende, kan jeg se, at de ting vi tager fat, kommer til at fungere. Så selvom dette beskedne husmandssted langt ude på landet aldrig bliver hverken den lineære halvtredservilla med store glaspartier og funktionelle detaljer, som jeg holder aller mest af, eller en prægtig ejendom med stuer en suite og mulighed for at skeje ud i vilde tapeter og tunge gardiner, så synes jeg, det begynder at være vores – og det endda på en ret skøn vis.

Den lavloftede og mørke entré er blevet mere imødekommende; det gamle, uisolerede tørreloft er blevet et skønt musikstudie med godt indeklima, og vi har opdateret vores bryggers og fået lavet et gæstetoilet i forlængelse af musikstudiet. Derudover er en del rum blevet malet, så det hele hænger sammen i en fin farveskala. Jeg har  selv malet så meget som muligt.

Vi bor ikke meget bemærkelsesværdigt – egentlig føles det lidt fjollet at lave det her indlæg med så mange billeder fra vores ret almindelige hjem. Men der er lige det med, at vores vægge ikke er hvide, og det ved jeg, at mange har spurgt til gennem tiden – farverne, altså. Så derfor.

Min indretningsstil er en balancegang mellem lyst og mørkt, let og tungt, kreativt og klassisk.
Jeg kan rigtig godt lide overraskelser og dramatik i interiøret, men jeg har samtidig brug for ikke at være alt for larmende, så jeg lander et sted mellem store armbevægelser og et mere skandinavisk udtryk. For tiden trænger de mørkere og mere opsigtsvækkende greb sig dog ind, og jeg nyder den stemning, det forærer stedet.
Vi har en del sorte vægge, som spiller op mod lyse, lettere farver, og vi har mine bedsteforældres Le Corbusier stole placeret omtrent tilfældigt i stuen under børnenes tegninger og anden stilfærdig kunst. Jeg kan lide dybde i farver og organiske elementer – og så holder jeg meget af billedkunst, og har en del, som står og venter på, at vi finder det helt rette sted/eller at det bliver indrammet/eller at vi bare tager os sammen til at hænge det op..

Her følger en række billeder fra en del af rummene i vores hus – de er taget i går, mens børnene løb omkring mig, og lyset skiftede, og jeg er jo ikke hverken fotograf eller stylist, så det er, hvad det er.
Når andet ikke er nævnt, er malingen fra Farrow & Ball, som kan købes hos Tapet Café (eller også laver Flügger en udmærket kopi af farverne, som dog aldrig bliver samme kvalitet som den oprindelige, engelske maling).

Entré: Her er i høj grad tale om det muliges kunst: Man kunne drømme om mere plads og mulighed for endnu mere lys, men på vores enormt skrånende grund, støder vi konstant ind i niveauforskelle og dermed en ofte ulogisk rumfordeling, som vi kun kan ændre til en vis grænse. Indtil vores ombygning var dette rum lavloftet og mørkt, og det har hjulpet meget at få åbnet op til 1. salen og sat et stort ovenlysvindue ind.
Det gamle Ærøkort på væggen er brugbart for enhver lystfisker, og byder velkommen til livet her hos os: Min søster fandt det ved et tilfælde i kælderen af et faldefærdigt hus i Horsens, og fik det rammet ind hos Lyrum Rammer i Aarhus, før hun forærede det til os i indflyttergave.
Farver: Den blågrå er vores egen blanding fra Dyrup (“S 2005 B50G”), gelænderet er “Blazer”, trappetrinene er “Oval Room Blue” og den helt mørke blå (på væggen, med den orange “Rothko”plakat) hedder “Hague Blue”.

Det lille hjørne: Når man kommer op til køkkenet fra entréen, ender man i en lille, umage krog, som har et vindue i knæhøjde og en helt masse rør. Jeg har ladet farven “Hague Blue” fortsætte ind bag døren, og sat et maleri af Nils Forsberg, som jeg købte på loppis i Sverige, derom, hvilket skaber en ret fin effekt, når døren lukkes.

Bryggers: Her har vi med nogle få simple greb ændret følelsen af et koldt og ufærdigt rum: Bordpladen plejede at være hvid plastik, men er nu eg; lofterne er spartlet og malet (lamperne ligger i en skuffe endnu, og venter…), de hvide skabslåger er malet en støvet grøn, og har fået nye greb.
Farver: “Red Earth” og “Green Smoke”.

Musikstudie/skriverum: Her var der indtil for et halvt år siden ikke andet end de oprindelige tagsten, som man kunne række ud og skubbe til, og rummet var fyldt med skæve skabe og små, mørke kroge. Nu er det vendt på hovedet: Udover det smukke store rum med udsigt over havet og en enorm tagterrasse er der også lavet et gæstetoilet og repos, som går over entréen og ind til vores soveværelse / bad.
Farver: Loft + vægge i studiet er malet med vores egen blågrå fra Dyrup. Bjælkerne er “Stone Blue” fra Farrow & Ball, endevægge + køkkenet er “Studio Green”. På det lille gæstetoilet er alle flader malet i én af mine yndlingsfarver, nemlig “Setting plaster”, som er en jordnær, støvet pink.

Badeværelse: Badeværelset, som ligger i forlængelse af soveværelset, er malet i en fin gammelrosa og en enkelt væg er lyseblå. Bemærk at jeg i flere rum maler vægfarven ind i vindueskasserne og på loftet for at skabe en stemning af at blive omsluttet af farven. Det synes jeg, giver en skøn fornemmelse.
Farver: “Cinder Rose” og “Blue Ground”.

Gangen mellem badeværelse og soveværelse er sort (“Off Black”) og lyserød (“Pink Ground”).Den lyserøde væg skriger på kunst, men jeg har simpelthen ikke besluttet mig endnu, da vi har et par muligheder.

Soveværelse: Soveværelset var det sværeste rum for mig at vælge farver til, fordi det udover at være virkelig stort, også er asymmetrisk og nordvendt. Derfor spurgte jeg vanvittigt dygtige Nadia Olive Schnack til råds. Hun foreslog, at vi malede alle vægge + loft i den lyse aqua “Pale Powder” og skabsvæg, fodlister og døre i den mørkelilla “Pelt” (højglans). Jeg gjorde præcis, som hun sagde, og vi elsker resultatet. Den helt lyse “Pale Powder” forandrer sig dagen igennem, og afslører særligt i de mørkere timer, at den slet ikke er hvid, men derimod en smuk grønblå tone, som passer perfekt i vores værelse med havudsigt.
Junos version af et børneværelse er vindueskarmen bag hendes soveplads i den store familieseng. Her har hun en konstant opdateret stribe bøger, en skål med sutter og et lille kort fra kunstner Michaela Soldal, som fulgte med, da vi havde købt nogle af hendes tryk. Perfekt til Juno, som hver aften hører den samme historie om en ræv.
Kunsttrykket ved døren er af Berit Mogensen Lopez, hvis arbejde jeg rigtig godt kan lide.
Farver: Pale Powder og Pelt.

Børneværelse:
Det nye ved Lives og Iljas værelse er, at vi har malet fodlister, dør og skunkrum, hvilket binder værelset rigtig fint sammen. Og så er der deres røde dobbeltseng, som de ønskede sig i fødselsdagsgave. I forbindelse med at vi fik nyt tag på huset, kom der et skråvindue mere i deres værelse, så nu har de også den skønneste havudsigt og Karlsvognen over deres hoveder, når de falder i søvn. Det fine tvillingetryk er af Michaela Soldal, hvis streg jeg er helt vild med. Jeg følger hende på instagram, og har købt to andre værker, som venter på indramning.
Farver: “Teresa’s Green”, “Stone Blue” og sengen er “Eating Room Red”.

“Den blå stue”: Ja, den har fået sit navn af åbentlyse grunde, denne lille smalle stue, som vi i sin tid troede, vi ville lægge sammen med den større stue, og senere er kommet til at holde af netop som den er. Her trækker vi os tilbage: Det er i den blå sofa, vi sidder hver aften – det er i den, jeg skriver blog, læser, ser film, etc. For enden af stuen – med udsigt over havet – har jeg mit arbejdsbord, hvor jeg skriver, når jeg en sjælden gang har arbejdstid i løbet af dagen. Det tryk, som skal hænge over sofaen, venter på at blive indrammet – men de to malerier, som kan ses her på billedet er af kunstneren J.V. Martin. Stuen er ikke længere kun blå, efter jeg har malet den ene væg i en lilla farve, som jeg måtte have i mit hjem, og som spiller særligt godt med denne mørkeblå.
På bogkasserne står et maleri af Berit Mogensen Lopez, to loppisfund og en Rothko-plakat.
Farver: “Stiffkey blue” og “Brassica”. (Den gråblå Stiffkey Blue er én af mine absolutte yndlingsfarver).

“Den lyserøde stue”: Denne stue bruger vi i dagtimerne, og hvis vi har gæster om aftenen; her bygges der LEGO timevis hver dag, og vi læser højt i den grå sofa. I den modsatte ende af rummet – ind mod den blå stue – hænger min farmors gamle, hvide reol med skriveplads, hvor Kristian ofte sidder med sin computer, og laver “såkalender” over køkkenhaven.
De sort/hvide litografier er Bjørn Wiinblads årstider, den ferskenfarvede plakat er Rothko, båndsalat-litografien (som er en bryllupsgave, der symboliserer musikeren og skriveren) er af Rose Eken og den fine symmetriske tegning af Vera Rahbek.
Farver: “Setting plaster”.

Åh, jeg kunne blive ved, men jeg føler allerede, at det er i overkanten. Jeg håber, det er inspirerende at se vores farvevalg m.m., og I skal endelig spørge ind, hvis der er noget, jeg ikke har beskrevet.

Posttraumatisk stress i sofaen (om åndelig næring, nydelse og ægte genopladning)

For noget tid siden blev Kristian og jeg opmærksomme på, at vi i årevis har siddet i sofaen om aftenen med en forventning om at være afslappede, mens vi i virkeligheden holdt vejret, og ikke kunne få vores skuldre ned. Efter først en baby med kolik og tilstødende astma og dernæst to babyer, som også græd meget, var vores forventning, at vi skulle være klar til at rykke ud når som helst. Det sad fast i kroppen, da Juno kom, og selvom hun var en mere rolig baby, end jeg havde oplevet før, var hun jo stadig en baby: Uforudsigelig og med mange akutte behov – præcis som en baby skal være.
Jeg sad på kanten af sofapuden med min vejrtrækning højt i halsen, og omend jeg måske nok læste en bog, havde en samtale, eller så en film, var jeg ikke fuldt ud tilstede. Jeg var i beredskab, en slags posttraumatisk stress i sofaen, og havde haft det sådan i årevis, og først da jeg blev opmærksom på det, kunne jeg begynde at fokusere på min egen evne til at falde til ro, slappe af, lade mig nære. Jeg fik fokus på at trække vejret dybere, læne mig tilbage, afslappe musklerne i hele kroppen, få ro på tankerne. Vi krammer hinanden (det hjælper!), griner af, at vi sidder i angrebsposition, når det blot er nogle dejlige børn, vi er stressede over, og så tager jeg en højlydt ind- og udånding for lige at anerkende, at det ér hårdt, det her småbørnsliv. Og så kalder et barn, ja – i aftes var jeg ovenpå fem gange, før jeg gik i seng (hvilket er ingenting sammenlignet med tidligere), men jeg gør alligevel meget ud af at lade mig selv falde til ro, når jeg sidder i stuen, og jeg forsøger at komme til børnene med ro fremfor panik eller ærgrelse.

Vi genoplader alle forskelligt, og jeg genoplader i høj grad af mine timer alene, hvor jeg reflekterer over dagens oplevelser og arbejder med mine helt personlige projekter (eks. denne blog), mens jeg lader min krop falde til ro, og trækker vejret dybere. Det betyder ikke, at jeg ikke næres af tiden sammen med min familie eller venner eller af at lave mad, rydde op og gå en tur med børnene. Dér bliver jeg inspireret og motiveret, udfordret og glad, og jeg har brug for både næring og genopladning i hverdagen.

Næringen er for mig det, som gør livet stort og rørende; organisk og frydefuldt.

Det er de samtaler, som har en dybde og relevans, der rækker ud over dette ene øjeblik: Samtaler om livets mening, om hvorfor vi skal igennem de hårde tider for at blive klogere og om de overvejelser der rører ved nerven, og tør tage fat, hvor det gør ondt: Er vi på rette vej? Er det det her, vi vil med vores liv?

Det er det smukke i omgivelserne: Den åbne himmel og fuglene som flyver over havets skiftende blå, over træernes nøgne grene. Det er farverne i mit hjem; behovet for harmoni og personlige valg i vores indretning. Det er kunsten omkring mig – både mine børns tegninger og de malerier, som vi har prioriteret at bruge penge på. Det er keramik, vævede tæpper, smukt træ og skaller fra stranden. Sollys, tusmørke, mit barn i en hjemmestrikket sweater, min solbrune mand i shorts på marken.

Det er alle de bøger i vores reol, som gennem tiden og stadig dag for dag rører os, sætter nye perspektiver på livet, og minder os om vigtigheden af at være her nu.

Det er musikken i mine ører, når jeg sidder for mig selv, og skriver som nu. Musikken er livsnødvendig for mig, og jeg har altid hørt meget musik hver dag: Folkmusik, opera, klassisk, jazz. Alt muligt, stort og småt.

I sidste uge svarede jeg på en kommentar fra en kvinde, som savnede at lave noget konstruktivt med sin alenetid – når hendes barn sover, eksempelvis. Og jeg får lyst til at sige som dronningen: “Gør noget unyttigt.”
I det unyttige er der potentiale for stor skønhed, og i det unyttige finder vi indimellem den næring, som vi skal bruge for at klare alt det andet.

Jeg under mig selv den komplette afslapning om aftenen, og jeg sørger bevidst for at omgive mig med skønhed, åndelighed og nydelse. Livet skal ikke først og fremmest være hårdt for at være berettiget. Det må gerne være smukt og skønt og fuldt af overskud – samtidig med at vi gør vores bedste.

Hvad nærer jer i jeres hverdag? – Gør I noget ud af jeres omgivelser? Hvad er selvforkælelse for jer?

“Så intenst at man ikke kan rumme noget andet” (om at være på besøg hos os her på Ærø)

Det er den tid på året, hvor her er sand over det hele – i sengen, på gulvet, mellem vores tæer. Alle på øen lader til at have fået røde næser efter de seneste tre-fire dages intenst solskin, og mange cykler i stedet for at tage bilen.

Vi har været på stranden i timevis, og vi har spist alle måltider udenfor. Min svigerinde, bror og niece kom i fredags, og overlappede med min søster, som rejste lørdag morgen, og vi har levet i den skønneste følelse af samhørighed, mens de var her alle sammen.

Min svigerinde, som var min søsters gode veninde, før hun også blev vores brors kæreste og dernæst mor til deres datter, sagde i går, at hun aldrig ser på sin telefon, når de besøger os. “Her er så intenst at være, at jeg slet ikke kan forestille mig at skulle tage flere mennesker og flere tanker ind samtidig”.

Det kender jeg virkelig.
Det med aldrig lige at ringe til nogen eller sende en sms, medmindre det er en del af nuet, eller på anden måde påkræver øjeblikkelig handling.
Jeg kan bare generelt ikke rumme meget mere, end det vi har lige her; den kerne som er samlet på dette sted, og nogle gange tænker jeg, at måske er det fuldstændig naturligt at leve sådan? At det måske er helt i overenstemmelse med vores natur at være i kontakt med ens nærmeste og ikke en helt masse andre?
Det er en proces for mig, fordi jeg har været vant til at skrive mange emails dagligt og føre mennesker sammen på kryds og tværs; pleje mit netværk og konstant udvide min berøringsflade.
Og så pludselig (men jo i virkeligheden som en længere proces): Shut down. Vi har skåret ind til benet. Kun få e-mails, kun få sociale aftaler.
Her hos os er der intenst i kærlighed, nærvær og kreativitet men også i larm og afbrydelser, konflikter, måltider og rod. Her hos os kan man rumme det, der er lige for, og ikke nødvendigvis noget som helst andet.

Jeg er flere gange de seneste år blevet kontaktet af journalister, som gerne vil skrive om vores “rolige liv”. Oplægget har umiddelbart lydt forkert i mine ører, og jeg har skrevet tilbage, at vi ganske rigtigt ikke jager rundt efter karriere eller høje karakterer, men at “roligt” – det er her kun midt om natten når (hvis), vi alle sover.
For vores liv på landet med fravær af institutioner og fravalg af dyre vaner og lange arbejdsdage er ikke nødvendigvis et stille liv. Det er ikke afdæmpet eller fredeligt, men det er ret enkelt, og det er meningsfuldt for os, og her er ikke en helt masse distraktioner eller uigennemtænkte input. Her er ikke den daglige konfrontation med en hverdag, som føles besnærende eller udmattende, og her er ikke udbrændthed eller stress. Men her er altså larm, sand i krogene og intensitet.

Så intenst faktisk at min svigerinde glemte sin telefon i bilen, da de ankom fredag, og først begyndte at kigge efter den lørdag aften, og da hun endelig fandt den, blev den i bilen alligevel.

Man kan sige, at vi tvinger en form for nærvær ud af vores omgivelser.
Man kan også ganske enkelt sige, at her i hvert fald ikke er ro.

Men her er glæde, højt til loftet, uendelige kilder til inspiration og samvær.

Og her til morgen sidder jeg dog alligevel dette øjeblik i sofaen. Efter en uge med to gange fødselsdage, to gange overnattende gæster og dernæst legeaftaler og arbejde i køkkenhaven, så trænger vi til en helt simpel dag. Kristian er væk; jeg har ingen bil, og vi er med andre ord på lykkeligste vis tvunget til bare at være her. To af børnene stod op klokken 6, og legede med Lego i stilhed, mens vi andre først vågnede klokken 7. – det er længe siden, jeg har været så udhvilet som nu. Vi har spist morgenmad sammen alle fem, og nu sidder jeg her i sofaen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst sad i sofaen en formiddag, bare mig. På en morgen som denne tænker jeg på vores frie liv og den fornemmelse af mildhed, det giver. Min ene datter rullede gardinerne ned, og lagde sig i seng, mens vi andre stadig var i gang med morgenmaden, og der lå hun helt stille, rullet ind i dyner, til de andre spurgte, om hun ville være med til at lave en film. Ingen her er tvunget til at gøre noget i dag, som de ikke har lyst til. Det synes jeg, er den største gave. Og dét er nok den ro, som man kan forestille sig på afstand – men jeg kan love for, at her ikke er stille…

 

Jeg har skruet ned for ambitionerne: Sådan fejrer vi fødselsdag hos os

Jeg kan næsten ikke huske, hvad vi har lavet de seneste dage, for alt har været mættet af oplevelser, og tiden har bevæget sig med lynets hast, men jeg sidder alligevel her i sofaen med en følelse af at være glad og lettet.

Okay, jo, jeg kan godt huske, at Kristian og jeg samlede en dobbeltseng indtil klokken 00:30 natten til i går, og dernæst løftede Live og Ilja ind i den, så de kunne vågne i deres fødselsdagsgave. Ja, de ønskede sig en dobbeltseng, og jeg havde grundet den og malet den, og den blev kun næsten færdig, før vi var tvunget til at samle den. Men, de to fødselarer lå pande mod pande, da vi kom syngende ind for at vække dem i går morges, og så sagde de søvndrukkent og meget sødt, at “Ja, det er godt nok en stor gave”.
Jeg kan godt blive en lille smule presset de der aftener før børnenes fødselsdage, fordi jeg virkelig helst ikke vil lave noget, som ikke er lystbetonet og/eller stillesiddende, når mine børn (endelig, klokken mindst 21) sover. Og så skal man pakke gaver ind og dække bord og sætte flagranker op og alle de der små ting, børnene virkelig virkelig sætter pris på, og snakker om hvert år, og som jeg også selv er taknemmelig for, når så dagen oprinder, og vi sidder omkring det fine bord.

De har haft en skøn fødselsdag, mine to mellemstebørn: I lørdags holdt vi en ret typisk hjemmeskolefest, tror jeg: En flok på omtrent 15 unger på mellem 3 og 14 år kom, og spillede rollespil, gik i kagebod og var på en god lang skattejagt. Jeg har skruet helt vildt ned for det kulinariske ambitionsniveau til den her slags ting (OG til familiefødselsdagene – se næste afsnit), så vi serverede hjemmebagte gulerodsboller med smør, spegepølse og ost samt gnavegrønt. Det var det. Skatten i skattejagten var en sæk guldmønter, og for dem kunne ungerne købe kage, chokoladeknapper eller figenstænger. Alt øko, alt i moderate mængder.
Så var der rollespilskamp, og det var så fedt: To dlt vildt skønne drenge på 14 og 12 kom, og var med, og forklarede reglerne for de noget yngre deltagere, og ledte derefter hvert deres hold i kampen. Åh, de mindre drenge og piger var så stolte og glade, og timerne gik ret hurtigt, før de alle sammen var hentet igen, og jeg kunne ånde lettet op: Lettet, fordi det var et ekstra stort ansvar at afholde en fest, som involverede en slags leg, som ikke alle børnene kendte på forhånd, og som kunne ende i komflikt. Men det gik fint – så fint.

Jeg er glad for takket være vores institutionsfrie liv at komme længere og længere væk fra de rigide forestillinger om, at børn kun kan lege med deres jævnaldrende. Jeg ser så stor læring og glæde i det samvær, som går på tværs af alder, og lørdag var et godt eksempel på det.

Så kom min søster: Min verdens bedste søster sol bor i Norge kom for at være her hos os i fire dage, og hvert minut skal suges ud af den tid, for jeg savner hende altid, selv når hun sidder ved siden af mig, savner jeg hende, fordi jeg ved, hun skal af sted igen.

I går på den rigtig fødselsdag kom fem af de seks bedsteforældre hjem til os, og solen skinnede uafbrudt hele dagen. Det var magi. Vi spiste i haven – og også her havde jeg skåret ind til benet: Hotdogs (hjemmebagt brød, gode økopølser og tilbehør). Det var så hyggeligt. Børnene fik en masse vidunderlige bøger i gave (alle “det lille hus på prærien“-bøgerne; Jan Kjærs “Nomerne”-bøger, en ny smuk bog om en pige, som møder en eventyrlig fisk, “Sølvhesten“, som vi har hørt SÅ godt om, Josefine Ottesens Vikingesagn og en vildt flot bog om pattedyr) – både bøger, de selv kan læse, og bøger, som jeg glæder mig vildt til at læse for dem. De fik også et stykke fedt legetøj fra yndlings onlineshoppen Captoy, og Live fik sit højeste ønske opfyldt: Et cowboyfort med hestevogne, indianertelte og en saloon (“hvor de serverer æblemost”) fra 1951. Gaver, som kan gå i arv, og som sætter gode lege i gang og starter fede samtaler.

Åh, jeg var træt, da gæsterne tog hjem. (Alle var trætte). Min søster og jeg sad helt tæt sammen i sofaen, og grinede, og gabte. Og i dag er en stille dag med den smukkeste solopgang i hundrede år og ret stille børn og gode lege siden klokken 6. I dag er min hjerne lidt grødet, lidt udefinerbar, og vi skal ikke andet end at lege med børnenes gaver og nyde solen helt uden forbehold.

Selvom her larmer meget af tiden, og selvom her er mange børnekonflikter hver dag og SÅ MEGET rod indimellem, så føles det her mest som et stressfrit liv, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg er glad for, at jeg ikke længere tror, man skal gøre alt muligt meget flot og godt for at være en god mor / en rigtig værtinde, og jeg er glad for, at vi kan leve i vores eget tempo.

Hvordan holder I af at holde fødselsdage hos jer?

Fra rollespilsfødsesldagen i lørdags:



Og fra i går: