Når man kommer sig

Vi gik en aftentur i går min søster, Kristian, børnene og jeg. Igennem tusmørket med de to femårige på cykler med pinde i, for de er først liiige ved at kunne cykle selv (jeg synes, det er lidt sent, men vi har haft travlt med så mange andre ting, og faktisk er det ret svært at lære to at cykle samtidig, når der også står en étårig, som vil være med, men når vi er tre voksne, så er det ingen sag…).

Vi gik forbi fårene og køerne og fuglene og kattene og hestene, og til sidst var vi nået til det punkt, hvor vi skulle vende om; nemlig vores gode venners gård godt en kilometer fra vores egen.
Vi forsøgte at være stille: tyssede på de råbende børn – tænk nu hvis de var ved at putte deres to derinde på gården, men netop som vi havde vendt samtlige cykler, og skulle til at køre hjem igen, kom en skikkelse gående i rask tempo over gårdspladsen. De sov ikke derinde, viste det sig, og nu stak vores gode ven, Peder, en stor tallerken med vafler frem mod os. “I skal da lige have de sidste her,” og så dryssede han sukker på fra en pose, som han bar under armen. Varme vafler i den kølige efterårsluft med udsigt over markerne og i godt selskab. Omsorg. Det svøb som jeg trænger til.

Lidt for lidt genopbygges mit overskud. Jeg tror nok, at jeg har følt mig lidt alene i den der storm af kritik, selvom jeg var alt andet end det. Men man står der med sine meninger, og bliver i tvivl, når så mange skyder med skarpt. Og jeg blev træt, at kunne til sidst knap huske hvorfor. Nu kan jeg mærke, at det hele vender sig: Det var bare et døgn i et liv, og det var bare noget, som slet ikke har med mig eller min virkelighed at gøre. Det forstår jeg godt, men jeg forstår også nu, at det kræver en usædvanlig vilje og robusthed at stå midt i den slags, og jeg har fået en meget stor respekt for de mennesker, som lever med det til hverdag (Zenia Stampe, Sanne Søndergaard osv.)

Nu skinner den gyldne, lave efterårssol over havet, og der ligger en eventyragtig dis over markerne. Luften er helt klar, man kan trække den helt ind. Min søster og Storm er cyklet en tur; han er træt af, at hun og jeg skal være væk i weekenden, så vi har ligget i ske her til morgen og snakket en del.
For om nogle timer kommer otte kvinder til Ærø for at holde retreat med mig, og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til de fordybende og nærende samtaler; jeg glæder mig til luften, inspirationen og den fælles oplevelse af at se nye muligheder og finde nye veje. Jeg glæder mig til maden (vi har røget de makreller, som Kristian fangede den anden dag, og vi har bagt surdejsboller og rugbrød og lavet suppe) og jeg glæder mig til gåturene i godt selskab; til yoga og uforstyrret søvn. Jeg glæder mig, og pludselig er de to døgn gået, og børnene kommer vrimlende og så er det snart en uge siden, jeg stod midt i det uvejr, som jeg sent vil glemme, men allerede er ved at have lagt bag mig.

Hvad skal I i jeres weekend? Fortæl mig om de helt almindelige, særdeles ualmindelige og fantastisk enestående ting som venter forude, tak

 

Fred

Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive herinde i dag uden at nævne det, der foregik på facebook i går.

Men det er svært.

For jeg er fuldkommen udmattet. Ked af det. Ramt.
Og mest af alt er jeg klar over, hvad det kan betyde at debattere – på internettet.

Det skilt i Legoland var aldrig vigtigt for mig. Jeg synes stadig, budskabet er ærgerligt, og jeg mener stadig, at vi alle sammen er bedre tjent med en ordlyd, som er mindre ladet på kønsstereotyper.
Jeg vil stadig argumentere for, hvorfor det skilt ikke for mig at se er i tråd med Legos værdier.
Men sagen var ikke så vigtig, at jeg synes, det var det hele værd.
Den var ikke så vigtig for mig, som den blev for alle dem, der var vrede.
Det var ikke det værd.

Jeg talte med TV2.dk i går formiddag i håb om at nuancere en debat, som jeg aldrig havde forestillet mig, ville vokse sig stor. Jeg talte med dem for at bløde op for den tone, der hersker på internettet. Jeg sagde: “Det er ingen forbrydelse, det er ikke forfærdeligt, men det er gammeldags og ikke i tråd med alt andet, som jeg opfatter, at Lego står for”.
De kaldte mig “rasende” i deres overskrift, og da jeg ringede, og talte med redaktøren, gav han mig modvilligt mulighed for i stedet at vælge enten “chokeret” eller “målløs”. Jeg argumenterede for, at jeg var mere “ærgerlig” end noget andet, men han forklarede afvisende, at de opererer med specifikke ord, som de ved, genererer meget trafik. Samme vision har de tilsyneladende på fyens.dk, hvor de skrev, at jeg “harcelerede”. Same shit på BT.dk.

Og så kom de mange trolls; hentet ind fra grupper fyldt med vrede. De væltede ind på min facebook i så store mængder, at velkendte, erfarne debattører skrev privat til mig, at det var uden sidestykke. At jeg skulle blive offline, passe på mig selv.
700 kommentarer på få timer og et væld af beskeder i min indbakke. Jeg havde ramt mændene – ikke kvinderne eller børnene, men mændene, og det blev meget grimt. Patriarkatet, de store koncerner, de forsmåede mænd. De kom frem fra sprækkerne, og brugte alle midler.
Mennesker i mit netværk skrev til mig, at jeg skulle lukke min profil eller blokere dem alle sammen. Men massernes ord fra mørket understregede i så høj grad behovet for forandring, at jeg ikke kunne få mig selv til at stoppe dem. Det blev værre og værre. Det blev meget personligt (hører jeg; jeg har ikke selv læst kommentarerne). Mine nærmeste ringede for at høre, om jeg var okay.

Hvorfor delte jeg min mail til Legoland på facebook? Fordi jeg synes, det er vigtigt at fortælle, at det kan betale sig at sige fra, når der er noget, man synes, er forkert. Fordi jeg ville gøre selve dialogen offentlig for at motivere til handling. Men nu er jeg ikke længere så sikker: Ja, Legoland piller skiltet ned, sådan som jeg hele tiden forventede, at de ville gøre. Men jeg er også pillet ned. Jeg har mistet lysten til at blande mig. Lige nu har jeg mest lyst til at lukke min facebook og træde meget langt væk fra alt det, der kaster så lange skygger. Resultatet er, at jeg ikke har lyst til at være hverken online eller ude i den virkelige verden. Jeg har ikke lyst til at gå i butikker eller svare på e-mails.

I det mindste holdt de sig alle sammen holdt sig fra min blog. Mit eget lille sted. Det er jeg meget taknemmelig for. Mange trolls skrev på min facebook, at jeg blot er endnu en blogger, som søger fem minutters berømmelse (hvem er det, de hentyder til?), og jeg havde lyst til at svare: Nej tak.
Min blog har haft færre besøgende i den forgangne uge end ugen forinden. Måske er det et tilfælde, måske ikke. Jeg tjener ikke penge på at skrive herinde. Jeg er ikke interesseret i høje læsertal. Jeg vil bare have mulighed for at formidle. Men lige nu er jeg løbet tør.

Jeg vil have fred.

P.S. Tror I, man kan få huller i tænderne af at gå i seng med guldkaramel i hele munden, når man har været ramt af en massiv shitstorm samme dag?

Midt i et fremmed land

Så står jeg her i dette fremmede land, og har skabt mig et liv og nogle rammer, som er helt anderledes end det, der engang var mit. Her fra bloggen fortæller jeg jer alle sammen om vores hverdag; om marken og havet og fiskene og de nøgne kroppe i det klare vand og om hindbærbusken og naboer som kommer forbi med frisklagte æg. Jeg fortæller om processen fra børnehave til hjemmeskoling og om det sure med det søde; om konflikter og salte sår.

Og jeg føler mig både meget ny og hjemme i alt det her. Føler, at her bor jeg, og sådan lever jeg mit liv. Men ofte ser jeg mig også omkring, og tænker: “Er det virkelig min virkelighed?” – “Er det virkelig sandt, at vi står, og plukker æbler, og jeg har født fire raske børn, som løber rundt på marker dér?”
Måske tænker jeg sådan, fordi det næsten er for godt til at være sandt. Men også fordi det er så anderledes fra det liv, jeg ellers har levet.

Der er langt fra den Aarhus-forstad, hvor jeg voksede op, til den yderste udkant på Ærø, hvor mine børn lever deres barndom.
Der er langt fra de kaotiske tilstande i mit indre liv, da jeg boede i New York, til den stilhed og rytme, som er i mit liv nu.
Der er langt fra det billede jeg havde af mig selv, til den jeg møder, når jeg ser indad i dag.

Så da jeg i aftes gik ned mod huset efter en aftenbadetur med hele min familie, og to af børnene løb nøgne foran mig, mens Kristian gik ved min side med den mindste på armen, og den ældste holdt min hånd, kunne jeg næsten ikke tro det. Vi kunne høre køer og får, dufte græsset og se solen forsvinde hurtigt bag det blikstille hav. Vi gik ind, og  spiste æblegrød rundt om bordet, og børnene lætse højt for mig, før de faldt i søvn.
Nogle gange ved jeg, at jeg ikke vil skrive om de øjeblikke herinde. Som om det så risikerer at gå i stykker. Eller som om det lyder for godt til at være sandt.

Ikke fordi det var perfekt. (Intet er perfekt.) Men det var smukt, og det var virkeligheden, og det er mit liv.

Det, jeg vil sige er, at jeg tror, vi kan ændre rigtig meget (alt, faktisk) ved at ændre rammerne omkring vores liv. Jeg tror, det sætter dybe bevægelser igang, når vi flytter os – fysisk, altså. Der var helt klart en bevægelse igang i mig, før vi rykkede til Ærø. Og inden det, da vi flyttede til Svendborg. Men bevægelsen var langt mere subtil og ubevidst, end den er nu. Det at være i disse omgivelser kan være både det ene og det andet: for nogle bliver stilheden larmende og mørket for mørkt, og for andre bliver det måske begyndelsen på en livslang rejse. Sådan har det været for mig de seneste to år: Hver dag kommer jeg et skridt dybere ind i det, der føles rigtigt. Mere naturligt, ubesværet. Smukt.

Hvad stræber jeg efter? Ikke så meget mere, måske. Og dog: Jeg ser Astrid Lindgrens smålandske fortællinger fra en svunden tid for mig, når jeg står på marken i eftermiddagsluften, og mærker, at det liv vi lever her, heldigvis rummer elementer af den samme nærhed og fordybelse. Her er tid til det helt små, tid til at følge hinandens rytme og til at fordybe sig i alt det, som resten af verden lader til at have glemt.
Jeg læser igen og igen de samme brudstykker af bogen “Home Grown” af Ben Hewitt, og selvom man ikke kan sige, at én bog definitivt er den, der har betydet mest, når man efterhånden har læst mange gode, så er den i hvert fald en berigende del af min rejse lige nu. Ben Hewitt bor på et stort landsted i Vermont sammen med sin hustru og deres to sønner, som er hjemmepassede og hjemmeskolede (altså “home grown”), og som bruger alt deres tid i naturen langt fra konventionelle forventninger og fastlåste læringsplaner. Bogen er en beskeden, hudløst ærlig, poetisk og inspirerende beskrivelse af et liv, som jeg føler mig dybt forbundet med. Hvis jeg stræber efter noget, er det endnu mere af det, som jeg hver dag mestrer bedre end før.

Så står jeg her i dette fremmede land, og føler mig pludselig hjemme.

I går…

I går plukkede vi æbler fra mange af træerne i haven, men ikke dem alle sammen. Jeg ved ikke, hvor mange træer vi har, og det kan jeg egentlig godt lide, at jeg ikke ved. En del skal først plukkes senere, og dem skal vi presse saft af. Jeg kogte æblegrød af en halv kasse og spiste en stor portion med flødeskum

I går ryddede vi op indenfor, sådan næsten helt i bund. Uanede mængder tøj blev vasket, tørret og lagt på plads, og næsten lige så meget blev sorteret fra – det skal videre ud i verden. Jeg vil stadig gerne have (endnu) færre ting på hylderne, og overvejer at rive vores klædeskabe på soveværelset ned og sætte simple reoler op i stedet. For at skabe overblik. Overblik er godt, synes jeg

I går spiste vi et måltid, som bestod af næsten udelukkende af ting fra vores egen mark

I går ville Storm til stranden, men vi andre holdt igen, fordi vi var i gang i haven. Til sidst gav vi os, og det var skønt at løbe ud i vandet midt i september i en smuk solstråle, helt nøgen og helt alene med min familie

I går tog Kristian og Storm med nabo-Christen på havet efter aftensmaden, og satte garn. Her til morgen sejlede Live så med de to gubber ud for at tage garnene op. Og fiskene, forhåbentlig

I går vågnede jeg fra morgenstunden, og så, at min private facebookopdatering om det der skilt i Legoland havde affødt en del kommentarer, og var blevet delt hist og her, og jeg tænkte “here we go again”, og blev næsten lidt ked af, at jeg havde sat gang i alt det. Ikke fordi jeg fortryder budskabet, og heller ikke fordi, jeg synes, det er forkert at råbe op, men fordi jeg i flere uger (måske nærmere måneder) har gået og sagt til mig selv, at jeg måske vil have godt af at holde en pause fra at skrive. Eller i hvert fald en pause fra debatstoffet. Det tager så meget energi at være i opposition; at være i debat med andre. Uanset om det så er fordi, vi hjemmeskoler, eller fordi jeg ser noget, som jeg ikke synes, er okay. Men så læste jeg det der skilt i Legoland, og min plan faldt til jorden. For jeg kan ikke tie stille, ikke når det kommer til vores børn, vores forståelse, vores frihed. Så nu er jeg der igen; der, hvor jeg modtager en masse beskeder, og nemt kan ende med at bruge hele dagen på at tænke over svar på kommentarer og retfærdigøre mig selv i mit hoved. Men:

I går havde vi slukket for internettet fra tidligt om morgenen (efter jeg delte mit blogindlæg), indtil børnene gik i seng (med enkelt afbrydelser undervejs), og det var godt. Det var et skridt på vejen. Vi drømmer om mindre telefon, computer, distraktion. Ét af midlerne er at slukke for nettet. Så simpelt er det, når man bor herude i 7. kartoffelrække, hvor ingen andre har wifi

I går læste jeg et indlæg ovre hos Cecilie fra Tre gode grunde, som gjorde mig en smule tung om hjertet. Jeg kan godt huske følelsen af at sig farvel til et barn, der helst vil være sammen med sin mor. Så jeg blev lidt trist, og jeg blev næsten aller mest trist, da jeg læste kommentarerne, og fik lyst til at starte en revolution: Jeg fik lyst til at råbe: “Giv os familierne tilbage!”
Én kommenterede: “Av av av (….) ..at de skal være i skole/institution mange timer om dagen. Men det jo sådan det er. Det er hverdagen, det er hamsterhjulet, som vi bare har at følge med i :-/”
Og jeg vil skrige: “Neeeej!” og løbe af sted for at hjælpe. “Kan jeg hjælpe? Er der noget, jeg kan gøre? Please sig hvis der er.”

Det var min i går.
Vil I dele lidt om jeres?

Lad være med at fortælle os, hvad vi drømmer om

Jeg havde faktisk gået og tænkt lidt over sådan et tænksomt blogindlæg om noget med livets udviklingsfaser og den slags, men så var vi i Legoland i går (“og hvad sker der iøvrigt for, at en hjemmeskolefamilie vælger en weekenddag?”, som Kristian sagde, da vi stod i den første af mange køer, men det har selvfølgelig en forklaring, som jeg ikke lige gider kede jer med her).
Det korte af det lange er, at det sådan set var en fin dag. Jeg kan stadig ikke komme mig over, at Legoland har indført det der med at man kan betale ekstra og springe køen over (wtf?), men jeg kan godt lide Lego, og jeg kan godt lide Legoland, og vi havde alle sammen glædet os. Særligt holder jeg af hele området med miniature legobyerne, og heldigvis elsker min søster og et par af børnene det også, så dér hang vi ud en del. Men, fordi der ér et men, ellers havde jeg ikke skrevet et blogindlæg om vores ganske gennemsnitlige dag i Legoland, MEN – når jeg nu skriver om Legoland alligevel, så skyldes det, at jeg blev nødt til at bide tænderne sammen af irritation, da jeg stod og læste et skilt højt for de tre ældste af mine børn, mens vi ventede på at komme med en forlystelse. På skiltet stod der nemlig:
“Troldmandens værksted er fuld af mysterier og hemmeligheder. Lige nu prøver han på at lave en magisk drik til alle kvinder i borgen, som drømmer om at blive yngre, smukkere og slankere”

Og jeg kunne jo ikke læse den sidste sætning op for mine børn, så jeg digtede noget om, at kvinderne ønskede sig magiske kræfter, og den åd mine unger selvfølgelig råt, fordi det her er min datter til rollespil sidste søndag og igen om et par timer:

Og sådan ser hun ud, når hun spiller rollespil, fordi hun har lyst (hun har selv valgt det alt for lange sværd), og hun har selvfølgelig også selv fået den idé, at hun vil spille rollespil. Faktisk var det på hendes initiativ, og hun og tvillingebroderen tog med, da Storm skulle af sted for nogle måneder siden.
Min ældste datter elsker salte snacks, og kan slet ikke lide kage eller chokolade. Hun er helt vildt skrap og lynende kvik; hun løber hurtigere end sine brødre, og hun drømmer om at blive nisse, men absolut ikke om at være smuk eller slank. Jeg tror slet ikke, hun har begreb om, hvad det vil sige.
Mit budskab er ikke, at min datter drømmer om at være en dreng, eller at jeg synes, frigørelse er det samme som at maskulinisere kvinder. Jeg mener for alt i verden ikke, at vi har brug for flere soldater, konger eller businessmoguler. Nej, vi skal have plads til mænd og kvinder, som er i kontakt med deres inderste, som kender sig selv, og kan mærke den varme, der strømmer fra deres hjerte, og den varme handler ikke om skønhed, vægt eller alder (gør den vel, Legoland?)

Min datter er ikke en dreng. Hun er en pige. Men først og fremmest er hun sin egen.
Jeg er ret overbevist om, at der generelt (ikke altid og ikke entydigt og slet ikke uden nuancer) er forskel på drenge og piger, men drengene og pigerne skal helt uden dogmatiske forventninger eller kønsstereotyper selv finde ud af, hvilken dreng eller pige lige netop de er. Og om de er en dreng eller en pige, naturligvis.

Indimellem bliver jeg rost for at have en kønsneutral tilgang til mine børn, og jeg bliver glad og stolt – men også lidt duknakket. For jeg er overhovedet ikke nær så kønsneutral, som jeg ville ønske. Jeg falder (også) i de der åndssvage kønsfælder, som er lagt ud OVER ALT omkring os. Forventninger om alt muligt fra intelligens og interesser til fysik og sprogbrug. Sådan nogle ting (sådan noget lort, får jeg lyst til at skrive), kommer jeg også til at hoppe med på.
Men, det ér et fokus jeg har, og det er rigtigt, at Juno ser lige så mange gravkøer og åbne motorhjelme, som mine sønner gør, og hun vælger selv, om hun hopper vildt og voldsomt, eller sidder stille (for en stund.)

Jeg har fire små mennesker her under mit tag som hver især fortjener at blive imødegået som dem, de er, og ikke som dem, vi andre forventer, de skal være.

Jeg skrev forresten skrevet til Legolands “PR & Social Media Coordinator” og bad ham skaffe sig af med det skilt hurtigst muligt.

I kan læse et par indlæg mere om drenge og piger og ligestilling HER og HER.

Hvad synes I om skiltet i Legoland, og hvornår er I bevidste om forskelsbehandlingen af drenge og piger?

Hverdagen er:

Hverdagen er en form for ubemærket passeren af tid. En stille kæmpe i mit liv.
Hverdag er det, der præger mig mest.

Vi mennesker er sjældent defineret af ét skelsættene øjeblik. Nogle gange træffer skæbnen beslutninger for os, men i hverdagen er vi selv kaptajn på vores skib.
Jeg ved ikke, hvilken havn jeg sejler mod, men langsomt begynder jeg at forstå, at det er turen derhen, der tæller.

I tirsdags havde vi besøg af en gruppe elever og lærere fra Egmont Højskolen i Hou udenfor Aarhus. Det var anden gang, de var her; første gang var sidste sensommer, hvor de også kom en kæmpe flok, og jeg håber, de vender tilbage næste år, for det er en fornøjelse at fortælle om vores liv og høre de tanker, som det får frem i de studerende og deres lærere.
Så stod vi der, øverst på vores mark, med vinden i håret og havet bag, os og prøvede at svare på spørgsmål som: “Bliver I boende på Ærø, når jeres børn er flyttet hjemmefra?”, “Hvordan mødte I to hinanden?”, “Hvad med venskaberne når man hjemmeskoler?”, “Bliver det kedeligt at bo på en ø, når den første forelskelse lægger sig?” osv. osv.
Og man hører sig selv snakke om alt fra nærvær og socialisering til ægteskab og ensretning.
Og jeg elsker at stå der og se mine børn trisse rundt i baggrunden og plukke hindbær og snakke med kattene og snakke med gæsterne og afbryde Kristian og mig, mens vi fortæller. Jeg nyder at blive tvunget til at formulere mine idéer, overvejelser og valg (igen) foran den generation, som står på springbrættet til selv at skulle ud i deres voksenliv.
For jeg kan kende mig selv i dem: Er det virkelig 15 år, siden jeg stod der, og havde alt foran mig?
Og de stillede spørgsmål og fortalte om sig selv, og efterlod et indtryk af en omtanke og omsorg, som er så vigtig. De sagde “der er mange, der flytter væk fra byerne nu, og bare gerne vil leve stille og roligt.” Jeg så i deres bekymringer byrden fra det konkurrencefikserede samfund, som har præget deres skolegang, gymnasietid og nutid, men som de samtidig arbejder på at tage stilling til og finde deres fodfæste i. Kaste fra sig Jeg så fordybelse sig, venskaber og solbrune kinder.
På et tidspunkt spurgte den ene lærer: “Vil I fortælle, hvordan jeres hverdag er?”, og vi kom nærmest til kort, Kristian og jeg. “Timerne går,” var det nærmeste, vi kunne komme et svar, selvom vi vævede rundt lidt længere end det. Men det er ikke helt rigtigt, at timerne bare går, for lige i disse uger er der ikke mange gentagelser, og gentagelser er egentlig noget, vi gerne vil.

Nej, hverdagen har været, at der sidste mandag kom to gutter en meget tidlig morgen, og begyndte at sætte stillads op rundt om hele huset. Og jeg havde totalt glemt det, så jeg lå i sengen omgivet af sovende børn, og kunne ikke forstå, hvorfor Kristian larmede så meget nede på gårdspladsen. “Skulle han ikke bare ned og tage garn op?”, tænkte jeg, mens jeg blev stadigt mere frustreret over larmen. “Hvem taler han med?” Da Juno vågnede, kiggede vi ud af vinduet, og så to mænd og en enorm lastbil, og så faldt tiøren: Stilladset – nu skal der nyt tag på hele huset..
Og Kristian, som også havde glemt, at det skulle komme den dag, sad ude på havet med fisk og med garn, og så noget blinke oppe ved huset uden helt at kunne forstå hvad.
Men nu var de her, og da det viste sig, at stilladset ikke kunne komme til for det forvoksede figentræ i haven bag huset, tog noget ved min søster og jeg, og vi kastede os over hele haven, og beskar mange buske, mange træer, alle planter og stauder. Vi klippede og samlede, fejede og plantede, og alt imens trissede Juno rundt med den ene klase hyldebær efter den anden (uden at blive syg! Heldigvis kan jeg forstå – læs HER) og det er ganske enkelt paradisisk at være med naturen, mens ens børn spiser løs af det grønne, og hjælper til

Hverdagen har også været, at Kristian lørdag, søndag og mandag den forgangne weekend optrådte med en samling fællessange inspireret af livet på Ærø. En samling smukke, poetiske sange som hundredevis af ærøboer mødte op og sang med på, og som jeg selv var med min søster ude og høre søndag aften, mens min svigermor puttede børnene.
Det er så fine sange, at jeg ikke helt kan forstå, at han har siddet herhjemme i vores kærlige kaos og skrevet dem, men det har han, og jeg er helt i tvivl, hvilken af de ti tekster jeg skal dele, for hver og én rummer dybe spor af liv og levede dage.
De smukke illustrationer på sanghæftet er lavet af namesEARLE og sat op af Baryler Håndtryk, og jeg synes helt alvorligt, at det er så fint, at jeg har lyst til at ramme det ind, mens jeg synger sangene af hele mit hjerte, blandt andet denne:

“Friske sår og sorte tæer”

1. vers
Hør mit barn
dage fløj
al den larm
motorstøj
som i går
stod du her
friske sår
sorte tæer

2. vers
vokseværk
himmel høj
viljestærk
aflagt tøj
færdselslov
morgenfest
kærestesorg
flyttelæs

3. vers
Som et frø
blæst på vej
bor din ø
i dit jeg
find en fred
gør den din
kærlighed
er benzin

4. vers
Hvis en dag
du får ondt
se tilbage
vend dig rundt
som i går
stod du her
friske sår
sorte tæer

Og selvom det ikke er tit, Kristian har mulighed for at øve så meget, som han nok aller helst vil, synes vi indimellem herhjemme, sammen. Alle mulige sange: Vrøvlesange, nye sange, Kristians sange. Og vi har besluttet, at det vil vi til at gøre oftere, for vi bliver så glade af det

Men vi har også bare været, her i vores hverdag. Klippet flyvere i karton; læst højt fra bøger om de ting, som interesserer os. Vi har skrevet breve og postkort og gravet alle kartoflerne op og måske fået en lille killing mere, for den bor her vist nu, og dens mor er en vildkat, som ser meget træt og slidt ud, og hun er stoppet med at komme forbi. Og vi har set “Alle vi børn i Bulderby”-filmene og hørt lydbøgerne vildt mange gange og det samme med Madicken. Vi har hængt alt vores LEGO ud på gulvet for at bygge en smule og fortrudt det igen, da det skulle ryddes op. Men mest af alt har vi været sammen, igennem det hele. Og Storm hygger sig stadig med at tage billeder fra tid til anden, så her er jeg, helt au natural, sammen med Ilja – i gang med at lave en flyvemaskine den anden dag

Så det er svært helt at sige, hvordan hverdagen er her, men den er det, vi har mest af, og jeg holder af den af hele mit hjerte

Hvad synes I om hverdagen?

Kan man bidrage til samfundet, hvis man hjemmepasser sine børn?

Jeg havde egentlig et indlæg klar om, hvordan man klarer sig økonomisk som hjemmeskoler. (Foranlediget af et spørgsmål her på bloggen og skrevet op omkring en masse gode indspark fra mange hjemmeskolere med vidt forskellige liv).

Men så sad jeg i aftes, og skrev universets længste svar på et spørgsmål fra en læser, og jeg har besluttet at dele det i stedet. Ikke fordi hverken spørgsmål eller svar er hverken meget sindsoprivende, men nærmere fordi det er sådan lidt alment og dermed også relevant – her, på min blog, i hvert fald. Spørgsmålet kom som en kommentar til mit indlæg om filmen Barndom, hvor jeg i det hele taget fik udløst en del debat rundt omkring i forskellige fora på nettet. På min facebookside skrev en læser bl.a. “Hvem skal betale at jeg skulle gå hjemme med min datter på 1 1/2 år? Alene?”, og da jeg svarede, at jeg netop appellerer til, at vi som samfund ændrer strukturer, så det bliver nemmere at vælge familien til, skrev hun: “Men der sker jo ikke noget når vi bare skriver om det, bagefter drikker vores kaffe og begiver os ud i vores videre færd. Kan du se hvad jeg mener?”
Jeg ser nogle af de samme bekymringer i nedenstående spørgsmål og mange andre steder, derfor får det sin egen dag her på bloggen. Essensen er, at jeg tror på forandring, og jeg tror på, at forandringen starter i det små: Med helt almindelige mennesker, som siger fra, og arbejder på at skabe en ny virkelighed.

Indlægget om hjemmeskole og økonomi får I til gengæld i morgen.

Spørgsmål:
Kære Maj My
Tak for meget interessant læsning. Jeg har fulgt med i et halvt års tid og glæder mig over de spørgsmål, det vækker i mig, og de diskussioner det sætter igang. Jeg tror egentlig ikke, at jeg er enig med dig – i hvert fald ikke hele vejen og i praksis. Det, der primært fylder for mig og gør mig trist er synet på samfundet som et “maskineri” – noget uigennemskueligt som vi ikke har tillid til (og opgiver at forbedre). Dermed ikke sagt, at det ikke er en følelse, der strejfer mig, men grundlæggende tror jeg på vores samfund og har tillid til det, andre har bygget op, og ønsker at være med til at bære det endnu videre. Det, der bekymrer mig, er en frygt for at samfundet ikke kan løbe rundt, her mener jeg absolut ikke vækst for væksten skyld, men det, at hvis vi alle skal være hjemme ved vores børn, hvem skal så tømme vores skraldespande, behandle vores kræftsygdom og køre ambulancen… Altså kan vi høste goderne af vores velfærdssystem, hvis vi ikke er med til at løfte det? Kan man lave hjemmeskoling til en gylden regel, eller fungerer det kun fordi, det er de få, der gør det? Jeg underkender ikke, at det er eneste løsning for nogle børn og deres familie. Jeg kunne så godt tænke mig, at høre dine tanker om hjemmeskoling i et samfundsmæssigt perspektiv. Sat på spidsen mener du så, at det er samfundet på bekostning af vores børn eller børnene på bekostning af samfundet…Eller hvad tænker du?

Svar:

Kære Stine,

dejligt at du læser med, selvom du ikke nødvendigvis er enig – så er der jo mulighed for, at vi hver især lærer noget 🙂

Du skriver:
Det, der primært fylder for mig og gør mig trist er synet på samfundet som et “maskineri” – noget uigennemskueligt som vi ikke har tillid til (og opgiver at forbedre).”
Jeg ser ikke samfundet som mere uigennemskueligt, end alle andre gør, til gengæld ser jeg samfundet som en størrelse, som vi mennesker er med til at skabe, men som vi ikke nødvendigvis er enige i eller fuldkommen afhængige af i alle aspekter af vores liv.
I forhold til det du skriver om at “opgive at forbedre samfundet”: Hvis jeg nu skal smide al jantelov overbord, så vil jeg påstå, at jeg og mange andre netop gør en del for at forandre de strukturer og rammer, som vi ikke mener, er gunstige for os ved at leve anderledes liv og gøre opmærksom på det. Jeg mener egentlig, at jeg med mine alternative livsstilsvalg, og ikke mindst min utrættelige formidling heraf, udviser en vilje og ihærdighed i forhold til at forbedre de tilstande, som jeg ikke er tilfreds med?
Jeg har ikke meldt mig ud af fællesskabet, og jeg bidrager hver dag med mine overvejelser og mit levede liv som alternativer til den norm, der er så dominerende, at man kan føle sig forkert, blot man ikke følger hver eneste slag i dens rytme.
At give op? Det gør man vel først, når man bedøver sit indre råb om forandring med samfundets kollektive illusioner, og blindt følger med flertallet, selvom det føles forkert?

Jeg vil gerne samfundet, hvis altså samfundet er lig med fællesskab og demokrati. Og jeg har tillid til samfundet i den udstrækning, at jeg har tillid til det enkelte menneske. Jeg tror i udgangspunktet på det bedste i vores retsstat, demokrati systemerne, men blind tillid? Nej.
Hvis samfundet skal være mit, skal jeg have lov til at stille mig kritisk og træffe anderledes valg.

Det bringer mig til dit næste spørgsmål: “Det, der bekymrer mig, er en frygt for at samfundet ikke kan løbe rundt (…) – Hvem skal så tømme vores skraldespande, behandle vores kræftsygdom og køre ambulancen… Altså kan vi høste goderne af vores velfærdssystem, hvis vi ikke er med til at løfte det? Jeg kunne så godt tænke mig, at høre dine tanker om hjemmeskoling i et samfundsmæssigt perspektiv. Sat på spidsen mener du så, at det er samfundet på bekostning af vores børn eller børnene på bekostning af samfundet…Eller hvad tænker du?”

Vi må nok se i øjnene, at vi diskuterer på et højst hypotetisk plan lige nu, så lad mig tale ud fra den præmis: I en verden hvor vi alle hjemmepassede, og måske endda hjemmeskolede vores børn, vil jeg tro, at der helt automatisk ville opstå de fællesskaber, som vi lider under ikke at have nu. Jeg tror, forældreskabet er blevet en ensom (og deraf slidsom) tid i livet, fordi “landsbyen” er død, og mange af os står alene i de familiedannende år med karriereambitioner og andre stressfaktorer åndende i nakken.
Når det er sagt, er der også mange, som uanset forhold og muligheder ikke ville have lyst til at hjemmepasse, og derfor er det stadig virkelig vigtigt (!), at vi får nogle bedre institutioner og skoler – som den i “Barndom”, eksempelvis.

For mig personligt var netop den ensomhed / det manglende fællesskab en stor del af årsagen til, at jeg ikke kunne forestille mig at have min ældste søn hjemme på fuld tid. Derudover mente jeg nok, at det var vigtigt, at jeg kom hurtigt i gang med at “blive til noget”, når nu det at være forældre ikke længere regnes for ret meget.

Jeg tænker, at vi som samfund sagtens kan bære, at forældre trækker en håndfuld år eller to ud af arbejdslivet, hvor vi arbejder væsentligt mindre, men til gengæld bidrager med vores indsats til de børn, som trods alt er, og altid har været, fremtiden.
Nu taler jeg fra et lidt højere perspektiv: Hvor meget har vi egentlig brug for at få “produceret”? Hvor meget produktion, bureaukrati og administration kunne man skære fra, hvis menneskeheden kom nærmere et liv med fokus på meningsfuldhed, fællesskab og nærvær? Er det en reel bekymring, at ingen skulle gide køre ambulancer, foretager operationer eller producere afgrøder, fordi vi satte familien mere i fokus?
Jeg forestiller mig nærmere, at vi ville få endnu mere lyst til at bidrage, hvis vi i højere grad følte os som en bærende del af et lige og levende fællesskab?

Hvis mange forældre var hjemme i en periode af deres børns liv, ville vi hurtigt skabe fællesskaber, hvor vi kunne støttte hinanden igennem alt. Nogle ville tage børnene fire timer mandag, andre fem timer onsdag og på den måde kunne børnene have forskellige mentorer, samtidig med at vi hver især bidrog til fællesskabet (samfundet) med noget andet også. Jeg skulle gerne fjerne skrald eller gøre OP-stuer rene, hvis jeg følte mig som en reel del af det hjul, der får det hele til at køre rundt for alle.

Her på Ærø er der én anden hjemmeskolefamilie, og de er hurtigt blevet dem, vi ser oftest. Det giver jo mening: Mennesker søger fællesskaber, men som verden er indrettet pt. findes de kun ét sted, og det er på arbejdspladsen og i institutionerne.
En læser skrev i en kommentar herinde: ““I den ideelle verden var børnehaven ude af ligningen, og børnene han legede med var bare de andre i villakvarteret. Men det er jo en ond cirkel. Vi behøver ikke børnehaven for at komme af med barnet – men vi behøver den for at få legekammerater til ham, for dér er alle de andre børn.”

Jeg er i tvivl, hvem du hentyder til, når du skriver, at “kan vi høste goderne af vores velfærdssystem, hvis vi ikke er med til at løfte det?”, men jeg formoder, at du tænker på hjemmepassere, som har en lav indkomst, eller som slet ikke arbejder?
Generelt har jeg indtryk af, at hjemmeskolere lever sparsommeligt, fordi de har truffet det valg at have deres børn hjemme (uden at modtage så meget som en krone i statstilskud, mens staten sparer ret mange penge i tilskud til skolen, by the way). Jeg ville være lykkelig over at få fremvist en økonomisk udregning over, hvor meget det sparer (eller koster) samfundet over et helt liv, hvis børn får en tryg start på livet med base i hjemmet og uden udgifter til skole m.m.

Selv betaler jeg skat af alt, jeg tjener, og jeg tjener det overvejende ved at arbejde med unge , som har svært ved at klare sig (i “samfundet”).

Jeg håber, mine tanker giver mening i forhold til dine spørgsmål?

Hvad tænker I andre om debatten? Hvordan bidrager vi bedst muligt til at skabe et godt samfund? Og hvad tror I, det ville betyde, hvis alle tog deres børn hjem (og her vil jeg lige pointere, at jeg ikke mener, at alle skal tage deres børn hjem. Jeg tror ikke, det er løsningen på nogen måde – så vi taler meget hypotetisk i sådan én Hvad sker der hvis alle bare gør, hvad de har lyst til-sammenhæng)?

Om filmen “Barndom” og hvorfor den gør mig trist

I aftes så jeg norske Margreth Olins dokumentar “Barndom” i biografen. Filmen, som kan ses i de danske biografer de næste uger, er optaget igennem et år i den Steiner-inspirerede børnehave Aurora i Nesodden, Norge, og børnene i institutionen er mellem 1 og 7 år (og det er måske det mest vidunderlige ved børnehaven: At seksårige går der, for de starter først i skole, når de fylder 7, og skal i “2” klasse. Dét kunne vores politikere lære meget af.)

Det er en forførende film: vildt smukke optagelser, livsbekræftende børneportrætter og kærlige voksne. Men det er også en film, som grundlæggende går imod det, jeg er kommet til at tro på. Faktisk mener jeg, at det er en film, som i bedste mening hylder institutionslivet. En film, som helt berettiget fremhæver en børnehave, der er langt bedre end normen her i Danmark, men samtidig (og uundgåeligt) også en film, som ophøjer vores adskillelseskultur til en magisk, ja, næsten paradisisk virkelighed, når vi ser børnene i de fortryllende omgivelser, hvor de har venner, kyndige pædagoger og kreative projekter.

Jeg har mange kommentarer til filmen, og jeg har ikke tid nok til at få dem alle med her, men jeg bliver nødt til at skrive noget nu, mens den stadig ligger som en trykken for mit bryst.

* Børnehaven Aurora er uden tvivl en god børnehave. Sikkert én af de bedste man kan tænke sig. Pædagogen Kristofer, hvis aktiviteter og samvær med børnene er omdrejningspunkt for filmen, er et inspirerende og meget tillidsvækkende væsen. Sådan én som alle børn har godt af at have i deres liv. Børnehavens traditioner, rytmer og rammer er alt sammen dejlige, og jeg ville ønske, at vi tilbød det samme i alle børnehaver i Danmark. Ikke mindst de ti ugers ferie og syv års børnehave (børnene kommer et år senere i skole). Overordnet var det et smukt lille univers, vi blev vidne til.

* Dernæst bliver jeg nødt til at sige, at jeg overvejende er lidt ked af filmens signaler. Det er jeg på flere plan.
Først det personlige: Jeg fik en klump i maven allerede fra de første minutter af filmen. Det handler om mig selv og ikke om filmen eller om nogen andre. Man kan sige, at jeg for alvor er ved at se i øjnene, at jeg har sendt mine børn i institution velvidende, at det ikke var det, de foretrak, og nu hvor de er hjemme, tør jeg efterhånden indrømme overfor mig selv, at det ikke var den bedste løsning. Ikke for mig og ikke for dem. Jeg så i filmens præmis en sandhed, som jeg er sørgmodig over ikke at selv have forholdt mig tilstrækkeligt kritisk til tidligere: Nemlig sandheden, om at vi skal sende vores børn væk for at nå alt det andet, der er vigtigt for os selv (og “samfundet”) og deraf også en anden (falsk) sandhed om, at det er i børnenes interesse at komme hjemmefra. Det er det helt sikkert for nogle børn, men ikke for alle.
Her er det meget vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke peger fingre af nogen. Husk på at jeg selv har afleveret mine børn indtil nu. Husk på at jeg har skrevet højt og tydeligt herinde, at jeg ikke skulle være hjemmegående. Jeg har efterstræbt så mange ting udenfor mit moderskab, at jeg ikke har følt, der var en anden udvej. Jeg har ikke set det som en mulighed for mig at være sammen med mine børn uafbrudt. Så jeg bebrejder ingen, at de afleverer deres børn, og jeg er selv ude over den tid, hvor jeg skal tage stilling til, hvad der skal ske med min baby, fordi jeg ikke har sådan én længere. Jeg mener samtidig, at jo ældre børnene bliver, jo mindre skadeligt er det for dem at komme i institution, men her er det afgørende, at vi stiller krav til vores institutioner, og Aurora i Norge er et smukt forbillede på mange måder.
Men jeg er nået til et sted, hvor jeg ikke vil medgå, at små børn, som bliver rastløse i løbet af to dage hjemme med deres forældre, “savner vennerne i vuggestuen, og har bedst af at komme af sted igen.” Jeg vil ikke nikke anerkendende til, at børnehavebørn “har bedst af at komme ud i verden og lære at stå på egne ben i det sociale.” Jeg kan godt forstå, hvorfor det er en vigtig fortælling for mange at holde fast i, men jeg tror ikke længere på den – ikke for alle, i hvert fald.
Det her er farlige ord for mig at skrive, fordi mange bliver vrede. Men jeg kan ikke lade være, og jeg skriver det kærligt – jeg skriver det med et blytungt hjerte, en ømhed i hele min krop, som jeg ikke kan ryste af mig. Mine børns barndom kommer aldrig tilbage.
Dét er min personlige sorg over filmen og dens budskab.

Den mere samfundskritiske er denne: Med “Barndom” maler Olin et billede af en børnehave, som risikerer at idyllisere institutionaliseringen af vores børn. Den lullende, kærlige og smukt orkestrerede børnehave løfter institutionaliseringen op på et plan, hvor det kan være svært at følge med, selv som hjemmepasser. Jeg snakkede med tre andre hjemmepassere uden for biografen, og den ene sagde, at hun undervejs i filmen havde tænkt “Er det for dårligt, at jeg ikke laver teater med mine børn derhjemme?”. Barndom skaber kunst ud af den eksisterende samfundsnorm, hvor vi skiller os af med vores børn mange timer dagligt for at tjene penge til et enormt maskineri, som de færreste af os kan gennemskue mekanismen bag. Barndom løfter adskillelseskulturen op i et næsten magisk skær, som jeg frygter, kan blive en sovepude for alle os forældre, som egentlig godt ved, at der er noget skævt i vores familiestruktur. Alle os, som bør råbe op og tvinge politikerne til at forstå, at der er en revolution på vej. Jeg har selv ligget på den sovepude i mange år, så jeg er udmærket klar over, hvor rart det føles at blive bekræftet i, at det er godt for børnene at komme hjemmefra – også når man ved inderst inde, at det ikke er hele sandheden.
Forhåbentlig får den nogle til at tænke, at i det mindste skal deres børns børnehave være bedre, før den er god nok. I værste fald får den os til at tænke, at det er sundt for vores børn at komme hjemmefra, fordi det er dér, de udvikler sig mest (fordi det er det, vi ser ske i Aurora).

Jeg ved godt, at jeg kaster med ildkugler lige nu, og de rammer i hjertet / eller de rammer i vreden / eller de rammer i afmagten, og jeg ved, at jeg risikerer at skubbe nogle væk. Men sandheden er, at uanset hvor smuk og fin en børnehave er, så er den ikke bedre end en nærværende mor eller far, som har overskud til at være sammen med deres børn. Så er den ikke bedre end de mennesker, som elsker barnet højest. “Barndom” er Margreth Olins kommentar til et institutionsliv, som hun mener, er kørt af sporet. Filmen, der er fra 2015, er Olins appel til politikerne om at bringe tiden og tilliden tilbage i børnenes liv til fordel for læringsplaner og længere dage. Og jeg er helt enig med hende – vi har brug for de smukke børnerum og for de dygtige pædagoger – men der er mere i det end som så: Jeg mener, at portrættet på sin vis symptombehandler en samfundsomspændende sygdom, som vi i stedet bør fokusere på at komme til livs.

Det er hele vores grundstruktur, vi skal omrokere. Fedt med gode børnehaver – de er klart at foretrække fremfor dårlige. Men det er ikke nok: Vi skal indrette vores samfund, så forældre har mulighed for at være sammen med deres børn. Så forældre har LYST til at være sammen med deres børn. Jeg har altid haft muligheden; der været knapper, jeg kunne skrue på for at realisere det liv, men jeg har ikke haft LYST: Der var andre vigtige ting, jeg skulle (jeg troede virkelig, at der fandtes andre ting, som var lige så vigtige. Jeg vidste ikke, hvor hurtigt tiden går. Nu sover Storm på sit eget værelse, og nu er det ikke hver dag, han kommer for at blive krammet af mig, og jeg vidste ikke, at det ville gå sådan og betyde så meget). Jeg havde ikke lyst til at blive hjemme med mine børn, efter de var fyldt et år, fordi jeg havde travlt med andre ting, der skulle klares, så jeg kunne “lykkes”. Men også fordi barselstiden var ensom og fremmed og komplet angstprovokerende. Da jeg fik mit første barn, var jeg vant til at kunne læse mig til de fleste svar og købe mig til resten. Jeg var vant til at have et fællesskab; være en del af noget større. Studerende, boheme, what ever. Men aldrig så alene. “It takes a village”, som man siger – og landsbyen er død.

Jeg vil opfordre alle pædagoger og lærere til at se Barndom hurtigst muligt: Så længe vi lever i en kultur, hvor børnene er institutionaliserede, skylder vi dem de bedste tænkelige rammer med nærværende voksne, vidunderlige omgivelser og god mad. Med kærlig leg, fri fantasi og god taletid.

Jeg vil også opfordre alle andre til at tænke over deres muligheder her i livet. Det er ikke længere godt nok at gøre noget, bare fordi de andre gør det. Hvad vil DU, og hvorfor?

Opdatering:
Jeg vil på det varmeste anbefale alle at følge Tove Rump, som er meget aktiv i familiepolitik, og altid holder barnets (og familiens) tarv for øje. Hun han følges på facebook HER

Tove Rump skriver om filmen “Barndom”:
“Jeg så Margreth Olins dokumentarfilm, BARNDOM sidste sommer, da den havde premiere i Grand i København.
Det er en meget smukt fotograferet film. Og så ser jeg den alligevel på ingen måde som en protestfilm. Måske snarere tværtimod. For denne film fremstiller institutionaliseringen af det lille barn som en paradisisk tilstand. Et konstrueret paradis, befolket med voksne, superelskværdige og elskelige og kreative børnevogtere. Midt i den smukkeste natur. Og med børn, der tilsyneladende er i gang med ‘fri leg’.
Men – som jeg ser det – er det overhovedet ikke fri leg. For den foregår hele tiden i nogle kunstige rammer om hverdagslivet. Nogle rammer, der kan være nok så smukke – og midt i naturen. Men dog nogle rammer, som ikke er en del af det rigtige liv. Det liv, som den ‘frie leg’ skulle hente inspiration fra.
For fri leg er:
barnets måde at leve sig ind i,
barnets måde at kopiere,
barnets måde at øve sig i – at blive en rigtigt dygtig voksen.
HVOR ER FORÆLDRENE?
HVOR ER DET RIGTIGE LIV, SOM DISSE BØRN SKAL VOKSE OP TIL? HVOR ER MENINGEN?
Her ser vi et arrangement!
Her ser vi et meget smukt arrangement.
Derfor er bedraget så stort.
For bedraget ligger i, at vi bliver ved med at tage børnene ud af vores rigtige liv med hinanden. Og nu ser det hele oven i købet så helt utroligt smukt og harmonisk ud. Så hvad klager vi så over?
JEG KLAGER OVER, AT VI SVIGTER VORES BØRN.
JEG KLAGER OVER, AT VI IKKE SKABER ET SAMFUND, HVOR BØRN KAN VÆRE MED I DET RIGTIGE LIV SAMMEN MED OS. SAMMEN MED DEM DE ELSKER. OG SOM ELSKER DEM.
JEG KLAGER OVER, AT VI – NU MED KUNSTEN TIL HJÆLP – VIL FORTSÆTTE MED DENNE LØGNEHISTORIE: AT BØRNENE ER BEDST TJENT MED AT TILBRINGE HELE LANGE DAGE SAMMEN MED JÆVNALDRENDE I KONSTRUEREDE RAMMER – SAMMEN MED FREMMEDE BØRNEVOGTERE – DE VÆRE SIG NOK SÅ PÆDAGOGISKE.
Jeg tænker, at børn helt sikkert vil trives fint med at have mulighed for nogle timers fri leg og skaben i en (kald det bare) børnehave, hvor der er ansat dygtige pædagoger, og hvor der er stor skønhed og en masse gode muligheder for kreativ udfoldelse.
MEN JEG VIL INSISTERE PÅ AT SIGE – MEGET HØJT – OG IGEN OG IGEN – AT VI HAR ET KÆMPE ANSVAR FOR AT TAGE BØRNENE IND I LIVET SAMMEN MED OS.
AT VI NOGENSINDE HAR FUNDET PÅ AT ANBRINGE VORES BØRN HELE LANGE DAGE I INSTITUTION SAMMEN MED JÆVNALDRENDE OG FREMMEDE BØRNEVOGTERE, DET ER ET LEVN FRA KVINDEOPRØRETS TID. ET KVINDEOPRØR, DER VAR HELT NØDVENDIGT, MEN SOM – DENGANG – KUN KUNNE SKE PÅ MASKULINE PRÆMISSER.
NU MÅ VI SE DET.
OG HANDLE ANSVARLIGT PÅ DET, VI SER. ♥♥♥”

Herudover vil jeg anbefale bloggen Verden ved siden af, hvor Nynne, som selv er mor til to små børn, skriver om børnepsykologi og familiestrukturer med et evigt skarpt og kærligt blik. Det er fra hende, jeg har udtrykket “adskillelseskultur”, som hun blandt andet bruger i DETTE indlæg

 

Langsomme morgener

Juno vågnede klokken 7, og jeg stod op med hende. Vi delte et stykke af den citronmåne, som min søster bagte i går, og drak en kop te. Så læste vi i en bog om dyr, mens de andre børn og Kristian kom dryssende i løbet af den næste halve time.
To ville smage kagen, og vi sad omkring spisebordet, og så på billeder af Thomas Dambo’s smukke kæmpefigurer, fordi vi skal ud og bygge med ham senere i dag som en del af et kulturprojekt her på Ærø.
Jeg tror aldrig, vi har givet børnene kage til morgenmad før, men det virkede rigtigt, når nu de ikke fik smagt den i aftes, da den kom ud af ovnen.

Nu er klokken lidt over otte, og Storm er gået tilbage på sit værelse for at høre Harry Potter på lydbog. Ilja læser om 2. Verdenskrig sammen med Kristian. Han er meget optaget af befrielsen. Min søster kalder vores nye liv for “Iljas befrielse”; han er er så glad og rolig og bare sig selv, måske. Som om vi har hevet ham ud af en sammenhæng, der hæmmede ham, og nu folder han sig ud; finder sin plads i verden.

Da Live stod op som den sidste, løb Juno ud, og lagde sit hoved mod hendes knæ, som hun sad dér på trappen, og vågnede. Så hentede de deres dukker, og skyndte sig op i den store seng for at lege. De tog deres tøj af, og tændte for musikken. Nu danser de rundt i underbukser og bare maver.

Det er de langsomme morgener. De milde, varme, trygge morgener. Vores børn er altid vågnet virkelig tidligt – altid før seks. Næsten altid før halv seks. I lange perioder omkring klokken fem. Nu sover de pludselig til halv syv-syv hver morgen. Jeg har tænkt over hvorfor. Måske fordi vi ikke skal ud af døren om morgenen? Og fordi de selv har indflydelse på, hvornår de falder i søvn om aftenen. De læser bøger, hører lydbøger, leger, snakker, og sover klokken cirka 21. Og de sover godt hele natten.

Jeg tror ikke på, at man skal forberede sig på et hårdt liv. Jeg tror ikke, at det er det mest rigtige at foregribe en barsk virkelighed. Jeg vil ikke klæde mine børn på til et liv dikteret af andre menneskers mål og krav. Det er jo ikke sådan, jeg lever selv. Det er nyt for mig at unschoole mine børn, men jeg har jo selv “unworket” i mange år: Jeg laver ikke noget, som ikke giver mening for mig.
Betyder det, at jeg ikke kan arbejde hårdt, at jeg helst foretager mig mindst muligt?
Nej, langt fra. Jeg vil gerne knokle løs, og jeg gør sjældent noget halvt. Jeg sigterne efter månen, og ender som regel et sted mellem stjernerne. Mit liv er godt.
Men jeg har også kendt til sorg og skuffelse og krævende arbejde samt lange, svære læreperioder. Jeg ved, at det kræver en indsats at lykkes med sin drøm. I tilbageblik kan jeg se, at det er de perioder, hvor jeg har arbejdet dedikeret på noget, som jeg brændte for, der har lært mig mest. Også som barn og ung; også når det har krævet blod, sved og tårer. Hvorimod de læringsprocesser, som jeg ikke var motiveret for, sjældent er gået godt.
Man bliver ikke doven af at følge sit hjerte. Man bliver fokuseret og motiveret.

I aften skal jeg se dokumentarfilmen “Barndom” i biografen i Svendborg sammen med min søster. Den handler om et roligt børneliv i en Steinerbørnehave i Norge, og traileren alene er så smuk, at jeg glæder mig, samtidig med at den efterlader mig med en følelse af uro: Skal kunsten nu til at fremstille institutionslivet som den smukkeste (og eneste mulige) barndom? Jeg læste en dansk anmeldelse, hvor der stod “Den minder os om, hvordan en rigtig barndom er.” Altså, jeg kan godt se, at en god børnehave er langt at foretrække fremfor en dårlig, men…alligevel..?
Den kan ses over alt i landet de næste par uger – tjek din lokale biograf for tider.

Hvordan ville I tilbringe jeres morgener, hvis I ikke skulle ud af døren på noget bestemt tidspunkt?

Hvordan vi etablerede en velfungerende, social virksomhed

På et tidspunkt for nogle år siden fik Kristian og jeg den idé, at vi ville starte en virksomhed med fokus på unge i udsatte situationer.
Kristian havde lavet et kulturprojekt med en gruppe unge drenge fra Vollsmose, og det var så stor en succes, at vi fik lyst til at se, om det kunne organiseres med flere gentagelser for den enkelte unge.
Vi fik ganske enkelt lyst til at arbejde med noget, som mere direkte end vores musik og skrivning kunne gøre en forskel for andre. Kortere afstand mellem afsender og modtager, med andre ord.

Vi snakkede frem og tilbage: Skulle det være endagskurser, workshops på skoler eller noget helt andet? Efterhånden fandt frem til, at vi ville lave camps for unge. Vi ville tage dem med til Ærø (hvor vi endnu ikke boede, men var på vej til) i en håndfuld dage med kreative aktiviteter, kvalitets samvær og succesoplevelser i fokus. Vi kaldte virksomheden for “Huset Humaidan”, og så gik vi igang.

Vi ringede til alle, vi kendte indenfor det sociale væsen – og til en helt masse, som vi ikke kendte allerede.
Holdt møder med Lisbeth Zornig og med andre kloge mennesker indenfor de rigtige brancher. Fik telefonnumre, e-mails og forlommer til det ene og det andet takket være vores vidtfavnende netværk.
Men mest af alt fik vi det indtryk, at det var en umulig drøm. “ mange har prøvet før jer – dygtige mennesker med store talenter, men det er umuligt at arbejde med kommunerne om udsatte unge. Og der er ingen penge i det”. Sådan sagde de fleste. Til sidst besluttede vi at lukke ørerne, og satse én gang for alle. Vi fik et møde med Langeland Kommune, og så skete der endelig noget: Familiechefen på Langeland er den slags, hvis hjerte brænder for de børn og unge, der optræder i de tunge sagsmapper på hendes bord. Hun er en intuitiv kvinde; tager chancer, hvor andre ikke tør, og hun takkede ja til at sende en gruppe unge af sted med os. Hun sagde: “Det værste der kan ske, er at de har nogle dejlige dage med masser af is og sol i godt selskab. Det bedste er, hvis de lærer noget nyt.”

Det gik fantastisk, i al beskedenhed: Vi havde de fedeste dage sammen med de seks unge, og blev modtaget med store smil, da vi kom til evaluering på Langeland Kommune ugen efter. Alle de unge ville gerne af sted igen, og som familiechefen siger: “Unge kommer kun, hvis det giver mening for dem.”

Efter vores én af vores første camps stak en pige af hjemmefra, da hun kom tilbage. Ingen kunne finde hende; politiet stemte dørklokker i vennekredsen, og klokken 23 ringede min telefon. Det var en medarbejder fra kommunen, som mente, at pigen ville snakke med mig, hvis jeg ringede. “Jeg er færdig med at bo hos min mor, og jeg vil have nye venner,” sagde hun, da hun tog sin telefon. Hun bad om at blive anbragt på et opholdssted, hvor hun endte med at bo de næste to år, indtil hun flyttede hjemmefra, og startede på HF.

Jeg tror, at de fire dage på Ærø havde vist hende, at der findes en anden verden. At man kan ændre sin skæbne ved at tage livtag med den.

Vores tilbud har udviklet sig siden; vi bliver hele tiden klogere på, hvad de unges behov er, og hvordan vi støtter dem bedst i at vokse som mennesker med det mål at få en uddannelse, og kunne stå på egne ben igennem livet.
Nu der vores rammer sådan, at kommunerne visiterer de unge til et årsforløb hos os, og det fungerer rigtig godt: Vi er på camp cirka hver 6. uge, mødes med de unge på udvalgte hverdage til madlavning og gode snakke, og tager på køreture ud i landet. Vi har ikke et lige så stort fokus på musik eller skrivning som i starten, og følger i højere grad den pågældende gruppes dynamik uden en dagsorden om at nå det ene fremfor det andet. På den camp, som sluttede i søndags, var vi i klatrehal, vi fik yogaundervisning, lavede musik, holdt filmaften, grillede, spillede fodbold og bordtennis og snakkede dagen lang, mens vi gik ture til vandet, og lavede mad.
Vores fokus er altid at støtte de unge i at skabe et stærkt netværk i deres liv og at have en god skolegang.

Jeg skriver det her indlæg, fordi jeg har fået en håndfuld e-mails fra læsere af bloggen, som går med tanker om at starte en lignende virksomhed. Desværre har jeg ikke tid til at svare hver eneste, men jeg forstår drømmen, og håber, at det jeg har delt her, kan inspirere til en måde at gribe det an på.
Jeg vil sige dette: Man skal ikke satse på det sociale område (og slet ikke børn og unge), hvis ikke man virkelig vil det. Det dur ikke at give det en hurtig chance for at se, om det fænger an. Kommunerne er langsomme, tunge og som regel virkelig sent betalende samarbejdspartnere. Bare lige for at være helt ærlig. Selv de mest trængende kommuner takker nej til hjælp, fordi de er så overbelastede, at de ikke har overskud til at tænke i løsninger. De slukker ildebrande, mens nye gnister falder om ørerne på dem.
Vi gav det et helt års benarbejde, før vi kom i gang. Vi blev ved med at sige til os selv: “Det her tilbud mangler. De unge har brug for os!”, og pludselig lykkedes det.

Hvorfor så gøre det? Fordi Kristian og jeg vil arbejde med noget, som tilfredsstiller vores behov for at gøre en forskel, samtidig med at vi kan trække på vores menneskelige erfaringer og kreative evner. Fordi det betyder noget for vores egne børn, når de ser de unge, og oplever, at det vi gør for dem, er betydningsfuldt. Fordi vi har en ambition om at leve et liv drevet af mening og samhørighed. Derfor er vi meget glade for vores arbejde med de unge.

Du kan læse mere om vores virksomhed HER

Hvad er jeres tanker om at starte som selvstændig? Hvad er jeres drømmearbejde og hvorfor?