Genskin

Genskin

Nogle dage lyser stærkere når de er ovre
De siger godnat og gratulerer samtidig
Verdens varmeste følelse
er at vide at man var på rette sted
til rette tid
for en gangs skyld

– Trygve Skaug

 

 

Fra digtsamlingen “Ren Poesi” som en læser i Norge sendte til mig i den smukkeste pakke med det smukkeste kort sidste sommer. Den har jeg læst igen og igen.

Om nedsmeltninger og mine ti nytårsfortsæt

Jeg har brug for lige at dele med jer, at det ikke primært har været en harmonisk, instagram-gearet juletid herhjemme, for jeg bliver lidt i tvivl, om det er, hvad jeg har givet indtryk af herinde?
På mange måder synes jeg, at vi gjorde det godt med at skabe så rolige rammer som muligt i juledagene.
Men når jeg kigger tilbage over decembermåned, har der alligevel været en del på programmet, og jeg tror nok, at det var for meget? Selvom det var meget mindre, end alle andre, jeg har snakket med. Mindre, end det plejede at være.
Men hvor meget er for meget? (Eller hvor lidt, rettere?)
Bliver vi mennesker (endnu) mere sensitive, når vi er så meget i kontakt med os selv og vores behov, som vi er herhjemme? Er min familie og jeg ved at udvikle (indvikle?) os til den slags mennesker, som ikke tåler ret stort pres, eller hviler vores robusthed netop i, at vi kan mærke, når det bliver for meget? (Og er presset generelt så stort i vores samfund, at det usunde er blevet normalt?)

I hvert fald har mine unger været vildt tossede at være sammen med de seneste to uger. De har råbt og skubbet og givet op og givet slip og grædt og smeltet fuldkommen sammen (for kort derefter at hoppe af begejstring.)
Så snart vi har haft gæster, er der opstået en uro og ubalance, som jeg synes, er ubehagelig. Når det sker, kan man vitterligt ikke snakke med mine børn. Og man kan på ingen måde gennemføre et måltid med dem.
Der har været store udsving, høje råb, følsomhed.
Åh, mine børn er så følsomme. De er så følsomme og nok også så tænksomme, at verden kan være overvældende, og de er så argumenterende og reflekterede og udfordrende og kritiske, at det kan være svært at invitere mennesker tæt på, synes jeg. Hell, det kan også være svært i vores lille cirkel, når vi er alene.

Men så ser jeg dem på udebane – i samtale med en fremmed på en café eller i deres legekammeraters hjem, og ser, at hold da op hvor er de imødekommende og fine og empatiske og nuancerede. Og jeg ved godt, at det er der, jeg høster frugten, men jeg synes alligevel, det er for hårdt at være herhjemme for tiden. Vi har flere konflikter og flere svære stunder, end jeg er helt tilpas med, så det er dér, mit fokus ligger, når jeg tænker over det år som netop har taget sin begyndelse.

Derfor taler mine nytårsfortsæt ind i det fokus.
Listen udvikler sig helt sikkert året igennem. Både fordi jeg får input omkring ting, jeg vil være bedre til, men forhåbentligt også fordi noget falder på plads, så der bliver plads til nyt.

I går havde vi en dejlig dag herhjemme, forresten. En virkelig dejlig dag med en overskuelig mængde konflikter af en karakter, som ikke gør mig decideret udkørt. En dag med så mange gode stunder, at de andre røg i baggrunden. Sådan en dag hvor vi nåede en helt masse, samtidig med at vi tog os den tid, vi havde brug for. Sådan en dag som gør, at det er det hele værd.
Dem vil jeg gerne have flere af, så det skal jeg øve mig i at facilitere.

 

Mine nytårsfortsæt 2018:

1) Jeg vil bruge mere energi på de nærværende, skabende og kreative stunder med børnene og mindre på at rydde op og være på computer/telefon.

2) Jeg vil sove mere og gabe mindre (det bliver svært, hvis bloggen skal bestå side om side med hjemmelivet og mit gode ægteskab, men jeg vil prøve).

3) Jeg vil starte hver dag med at være sammen med min familie uden distraktioner. En halv times fokus kan sætte den gode ramme for resten af dagen.

4) Jeg vil være bedre til at afgrænse mig socialt. Jeg siger tit: “Nu skal vi ikke have flere aftaler resten af måneden”, og så to sekunder senere er vores kalender rød af planer. Det kommer sig blandt andet af at være barn af i et hjem, hvor der ikke altid var plads til børnene – fordi den ene var alkoholiker, og havde svært ved at rumme ret meget: Jeg glemmer fuldkommen at mærke efter i mig selv, når nogen udviser en interesse i at se mig, og bliver i stedet taknemmelig over, at de gider mig, så jeg snakker med og siger: “ja, vi skal da ses,” også selvom det fuldkommen bryder med alt, hvad min familie og jeg egentlig har behov for.

5) Jeg vil også være bedre til at sige det lige ud, hvis jeg ikke har tid til en længere snak i Brugsen. Hvis der står fire børn og verdens dejligste søster udenfor butikken og venter, for eksempel, vil jeg sige: “jeg har desværre ikke så god tid i dag.” Ikke fordi jeg ikke gerne ville snakke, hvis resten af dagen var fri, men fordi jeg for mange gange har ladet dem, der virkelig betyder noget, vente, fordi jeg liiige skulle imødekomme et eller andet uforløst behov i mig for at være venner med alle.

6) Jeg vil skrive min roman igennem (igen) og sende den til et forlag og blive færdig med den, sgu. Den bobler atter i mig som den største glæde, men jeg skriver den først, når jeg har læst Roy Jacobsens rystende smukke Hvidt Hav helt til ende (den er opfølgeren til De Usynlige; én af mine absolutte yndlingsbøger). Roy Jacobsens sprog hiver i mit hjertes dybe behov for poesi.

7)  Jeg vil genlæse Karitasbøgerne – af samme grunde som dem ovenfor.

8) Jeg vil forbruge mindre. Mindre tøj, mindre mad, færre fysiske gaver. (Få flere input i den retning hos Smilerynker).

9) Jeg vil dedikere mig dybere til vores hjemmeskoleliv og gå mere systematisk til værks i min planlægning af det. I den sammenhæng er der en håndfuld bøger, som jeg vil læse, og nogle mennesker, som jeg vil hente inspiration fra.

10) Jeg håber, at jeg kan og vil være mere udenfor. Mere have, mark, permakultur, den slags. Noget nyt spirer i mig, og det handler om at arbejde hårdt. Jeg har lyst til at arbejde hårdt – så længe det nærer mig. Når man arbejder for sig selv, føles det ikke som arbejde, men som at leve livet, og det vil jeg gøre mere af

Det var privat. Professionelt vil jeg fortsætte det gode, givende arbejde med de unge i Huset Humaidan, og jeg vil arbejde på at få flere unge ind i vores forløb, fordi det gør så stor en forskel for dem, der er med.

Jeg har en forventning om at blive bedre til de fleste af de ti punkter, og samtidig er jeg helt klar over, at jeg kommer til at have mange af dem med mig igen til næste år, fordi det er emner, som jeg ikke tror, jeg bliver færdig med på et enkelt liv. Men så længe jeg er bevidst, og tager ansvar, er alt godt

Har I nogen nytårsfortsæt/ambitioner?

Vores nytårsgave til hinanden (og til en børneby i Kenya)


Happy new year!

Vi starter 2018 med et håb om at gøre noget godt for nogen langt væk, og har alle sammen givet hinanden et fadderskab til et barn i Kenya gennem SOS Børnebyerne. Vi er blevet tildelt kontakt til en trettenårig dreng, som vi kan skrive sammen med (og måske besøge en dag). Han holder af høns, og fodrer dagligt dem, de har i byen, og han kan rigtig godt lide videnskab (hvilket ræsonnerede big time i Storm), og så har han boet i børnebyen sammen med sin bror siden 2013.
Alt det og lidt til stod i det brev, der fulgte med vores velkomstmappe, og derudover var der det fineste billede af en smuk, smilende dreng foran et hus i byen. Solskin, hvide sneakers, svedent græs.
Jeg kan desværre ikke dele hverken billedet eller hans skønne navn med jer, da man bliver bedt om at udvise diskretion.

Det er en blandet følelse at kunne hjælpe andre mennesker på den måde: Et klik på en hjemmeside og man har meldt sig som fadder, og på samme måde kan man afmelde igen uden varsel. Men der er en voksende ulighed i verden, og jeg mine børn fornemmer det, og de viser interesse for at finde løsninger, så Kristian og jeg besluttede at give hinanden incitament til at undersøge i første omgang Kenya, dernæst Afrika som helhed og derigennem dykke ned i emner som fattigdom, geografi, biologi, race, klima, køn og meget andet.
Åh, mit hoved bobler med idéer til projekter, bøger og udflugter.

Når man melder sig som fadder, kan man enten selv vælge, hvilket land man gerne vil sende sin støtte til, eller lade organisationen gøre det. Jeg havde brug for at udvise tillid til, at SOS Børnebyerne ville give os et barn det sted, der trænger mest til hjælp, og samtidig havde jeg en fornemmelse af, at der ville være en anden, dyb mening med udfaldet.
At det blev Kenya kan ikke være tilfældigt. For tolv år siden var jeg med hele min store familie (fætre, kusiner, onkler, tanter, farmor osv.) i Kenya i 14 dage, og det var den mest storslåede oplevelse. Vi så alt det, man kunne drømme om og mere til, og jeg har siden tænkt, at sådan en tur vil jeg på med mine børn, når de er store nok til kunne gennemføre rejsen og få noget godt ud af den også.
Så, hvem ved – måske bliver det her fadderskab det sidste skub til at komme af sted på en rejse til Kenya med indlagt besøg i børnebyen en dag.

Man kan købe fadderskab gennem en del organisationer, og vi valgte SOS Børnebyerne efter lidt research, fordi de bruger max 10 procent af støtten til administration, og jeg fornemmer stor gennemsigtighed i deres arbejde. Men om det er meget anderledes i andre organisationer, ved jeg ganske enkelt ikke.

SOS Børnebyerne skriver en del spændende ting om både byerne, indsatsen og deres retningslinjer på hjemmesiden, bl.a. at hvert barn har mellem 8-15 faddere og “som SOS-fadder går maksimalt 10 procent af din støtte til administration. 90 procent går altså direkte til arbejdet for børn i SOS-børnebyer og SOS-projekter fordelt således, at 75 procent sendes til din SOS-børneby, og 15 procent går til øvrige SOS-projekter (…) blandt andet nye og eksisterende børnebyer, skoler, børnehaver, lægeklinikker, socialcentre.”

Vores børn blev SÅ glade for fadderskabet, da vi åbnede mappen sammen den anden aften. De var virkelig interesserede i arbejder i byerne og i den konkrete dreng, og Storm sagde flere gange, at det var hans bedste gave i år. Vi blev enige om løbende at støtte mere og mere, så vidt det er muligt for os.

Her er lige et screenshot fra deres www af den støttemodel, vi har valgt:

Man kan også vælge at blive fadder for en børneby i stedet for et specifikt barn for 185/mdr.

Ha’ en rigtig dejlig nytårsaften og en god start på det nye år – hvor end I er (i den forgangne uge har bloggen haft læsere fra Grønland, Italien, USA; Spanien, Østrig, Frankring, Sverige, Norge (min søster!) og Tyskland. Ingen fra Kenya, men måske det kommer en gang.

Har I erfaringer med at støtte gennem et fadderskab?

OG hvad skal I i aften? (Jeg skal have det mega mega sjovt sammen med vores goeste venner. Sådan noget med syv børn, en håndfuld voksne, nem lækker mad (inkl. flødekartofler), cheese cake og præventivt Tenabind i underbuksen, fordi de mennesker er de sjoveste, jeg kender.)

Vi ses i 2018. Og det glæder jeg mig meget til.

Hvis jeg dør i morgen, dør jeg lykkelig

Jeg ser en bevægelse i vores tid, som jeg mener, er vigtig for os alle sammen.
Det er bevægelsen væk fra forbrug og adskillelse og hen mod tilknytning og nærvær.

Det er en bevægelse, som ses i de store linjer rundt omkring i hele verden, og som også i høj grad er i mig, og det er kommet til at definere mit liv gennem det seneste år.

Derfor har 2017 været et godt år for mig.

Jeg er nået til nogle vigtige erkendelser i løbet af de seneste 12 måneder, og jeg har fundet det sted, hvor jeg helst vil være.
(med min familie)

Jeg er på en rejse ind i min kerne, og undervejs finder jeg ledetråde. Sådan noget som ro, stilhed, rytme, fordybelse.

Jeg har for første gang i mit liv lyst til at bremse tiden og holde fast, bare lidt endnu.
Jeg føler ingen hast, ingen længsel, intet savn.
(tænk at kunne skrive sådan)

Der er en bevidsthed, som flyder igennem mit væsen, og definerer mit nu. At Livet måske ikke kan blive bedre, end det er i dette øjeblik.
For det er nu, jeg stadig kan springe op af trappen, når nogen kalder – og nogen kalder meget ofte på mig. Jeg er ikke gammel, men jeg er gammel nok til at vide, hvad jeg helst vil bruge min tid på, og det er en enorm frihed. Det er en frihed ikke at være i tvivl, eller skulle tænke så meget. Jeg skal bare være, og det skal jeg så til gengæld øve mig i.
(at bare være)

Hvis jeg døde i morgen, ville jeg dø lykkelig. Jeg er ikke klar til at give slip, men jeg ved, at lykken er til, og jeg kan sige: Jeg har nået det, der var vigtigst for mig.
(jeg har turde gribe det liv, som mit hjerte kaldte på)

Jeg har fulgt mit hjerte i 2017, og Kristian er med mig på hvert skridt af rejsen. Over julen sagde en nabo til mig, at det er ikke alle forundt at elske, som Kristian og jeg elsker hinanden. Det ved jeg godt, og det er derfor, jeg stadig lægger mine hænder om hans ansigt, forsøger at trække ham helt ind i mine celler, siger tak til ham hver dag.

Siden jeg blev mor for snart ni år siden, har jeg ofte tænkt, at: “shit, hvor bliver det godt, når jeg ikke længere skal tidligt op om morgenen.” og: “Hvor bliver det godt, når mine børn er så store, at jeg får min frihed tilbage.”
Mine børn er blevet større, omend de stadig er små, og jeg har ikke lige så travlt med at sende dem videre fra mig.

Tidligere har jeg indimellem set frem til den tid, der kommer, når børnene ikke længere er afhængige af mig hver dag. Når de ikke bor under samme tag som mig mere.
Jeg har drømt om at sidde hele dage i sofaen med en bog og skrive natten lang.
Jeg har drømt om daglige gåture for mig selv med musik i øerne og ro til fordydelse uden afbrydelser.

Men her den anden aften kørte jeg en tur igennem det mørke landskab, og det slog mig, at der kommer til at mangle noget til den tid. Noget vigtigt – vigtigere end alt det andet. Jeg ved det jo godt, men nu ramte det mig på en anden måde.
Mit hjerte vil for altid være delt i retning af mine børn; mit liv vil for evigt være uløseligt forbundet med deres. Og når de ikke bor her hos mig længere, vil der opstå et tomrum.

Et tomrum, hvor ingen kalder på mig, eller snakker til mig konstant. En tid hvor jeg for første gang i mange år ikke primært er mor i dagligdagen, og hvor jeg ikke skal afveje alt andet i forhold til tiden med dem. Når den dag kommer, vil mine børns timer være afmålt i forhold til resten af verden, og jeg vil samle på det de giver mig, som jeg nu samler på fuldmånen og stjerneklare nætter. Man ved, man er så utroligt heldig at se dem blot denne gang, og hvem kan sige med sikkerhed, at det kommer igen?

Ja, det bliver dejligt at sove bare Kristian og mig i vores seng. Med læselamperne tændt længe hver aften. Men det kan umuligt blive så dejligt som at sove alle sammen side om side, som vi gør nu.
Det gik for alvor op for mig i 2017, og derfor har det været det bedste år i mit liv. Fordi jeg forstod noget, som har forandret mig.

2017 er året, hvor jeg har bevæget mig væk fra en fornemmelse af, at det var umuligt for mig at være den forælder, jeg drømte om til at stå her og mærke, at jeg gør mit bedste hver dag.
I årevis havde jeg hylder fulde af bøger om hjemmeskoling, tilknytning og familietid, men alligevel endte mine overvejelser altid med: “Men, jeg skal aldrig være hjemmegående, for jeg elsker mit arbejde/elsker min frihed/elsker timerne uden mine børn,” og jeg troede virkelig på det.
Jeg troede, at jeg skulle skynde mig at kravle op af karrierestigen, før det var for sent. Jeg troede, jeg ikke kunne gøre en forskel i verden, medmindre jeg knoklede løs og satte mit professionelle aftryk nu. Men jeg har indset, at der er et andet aftryk, som jeg hellere vil sætte først. Og at jeg uanset hvad ikke ved, hvad jeg har lyst til at arbejde med om ti år, så hvorfor bruge min energi på at planlægge det?
Hvad jeg til gengæld ved med sikkerhed, er, at tiden med mine børn er lige nu – og aldrig igen.

Så i stedet for at begræde de romaner jeg ikke får læst, dykker jeg med den største glæde ned i billedbøger og middagslure. Jeg tror, det er derfor, jeg er så glad.

Hvad har du lært i 2017? Og er der noget, du vil gøre anderledes i 2018? (mit svar er ja – det skriver jeg om i starten af det nye år)

Må jeg holde jul, som det føles bedst for mig?

Jeg kan godt lide julen. Midt i den mørke tid trækker vi sagn om næstekærlighed og magi ind i vores stuer, vi tænder lys og gør os umage med maden. Vi køber gaver til hinanden valgt med omhu, og vi tager os tid til hinanden.
Jeg har ingen juletraumer, ingen sårbare barndomsminder eller sorg med mig ind i julen, sådan som jeg ved, at mange har.

Alligevel har jeg været i tvivl, om jeg skulle skrive det her indlæg. For det er så følsomt for mange, det med julen.
Men jeg tror ikke, jeg er alene med mine overvejelser, og måske kan mine refleksioner svinge ind i nogle af jeres, og måske kan vi på den måde blive klogere, sammen. For jeg er ikke færdig med at tænke.
Sagen er den, at juletraditionerne har fyldt i mine tanker de seneste dage. Jeg har mærket efter og vendt det hele med Kristian undervejs.
Jeg tror, det kom bag på mig, at vores jul føltes, som den gjorde i år. At den var så nem og lige til.

Det var virkelig en skøn oplevelse for mig. Det handler om, at vi har så små børn endnu, at huset er fuldt af energier, bare vi er os selv. Det handler ikke om, at jeg ikke elsker vores familie, eller at jeg ikke ønsker at tilbringe tid med dem, og den del er det vigtigt at understrege, fordi det her er ikke et udtryk for manglende kærlighed eller velvilje, men derimod om balance og om at vi er forskellige som mennesker.

Vores juleaften gjorde det tydeligt for mig, hvor meget det kræver af mine børn at være i julens spænding og magi, særligt når både børn og mor er nogle sensitive væsner, som det er tilfældet her hos os.
Så længe mine børn er små, synes jeg, det giver mening. Deres følelser vælter frem ganske pludseligt, og de trækker alle med sig, og fylder hele rummet. Deres tanker bliver som regel sagt højt uden varsel, og der er ikke altid plads til stramme rammer eller adskillige voksnes forventninger og justeringer. Der var selv i vores rolige og trygge omgivelser behov for pauser undervejs, fordi nogen havde behov for særlig opmærksomhed. Ikke fordi der var noget galt, men fordi al den opbyggede forventning (selv i et hjem hvor vi ikke har set julekalender/ikke har været til juletræsfest/ikke har været til julefrokost/ikke har shoppet julegaver i timevis med børnene) nemt kommer til udtryk som en øget følsomhed. Jeg tror, det er helt fint – jeg tror, vi alle sammen lærer noget af den tilstand, men den skal imødekommes med den største forståelse, hvis ikke det skal ende i en konflikt.

Allerede i løbet af juleaftensdag fornemmede jeg, at det at vi kun var os selv, efterlod mere rum til, at vi som familie kunne handle på vores indfald og fornemmelser. Det var mere enkelt og ubesværet.
Juleaften var en dag, som på mange måder lignede alle andre dage herhjemme, og på samme tid var fuldstændig forskellig fra dem. Det var noget med stemningen, sanseligheden, tiden, der adskilte den fra hverdagen. Der var en følelse af grundighed og sammenhold og velvilje, som skabte en særligt varm energi, og der var den ubeskrivelige stolthed og glæde, da børnene selv var med til at bære gaverne ind under træet, og undervejs arbejdede på at løse de bogstavkoder, som jeg havde skrevet på deres til- og fra kort.

Da Kristian og jeg sad alene i sofaen om aftenen, var jeg helt lykkelig indeni. Løftet op og rejst ind i julen til et sted, hvor jeg ikke kan mindes at have været før. En ro, fordybelse, skønhed.
Vi havde ikke taget et eneste foto undervejs, vi havde ikke set på vores telefoner, vi havde ikke været stressede eller distraherede.
Vi havde været forældre og familie, og børnene havde haft ro til at sige til og fra, ligesom vi voksne også følte, at vi havde været tilstede på vores egne præmisser.

Julen er et virkelig følsomt emne. Det ved alle. Der er så mange forestillinger og forventninger spundet ind i dagene omkring den 24., og juleaften er for mange sårbar og pålagt en masse betydning, som jeg ikke selv føler, nogen aften helt kan leve op til.

Derfor har jeg også følt mig forkert i årenes løb, når jeg indimellem har ønsket, at det kunne foregå anderledes. Når jeg har syntes, at kabalen ikke ville gå op, og når jeg har mærket, at det blev for overvældende for mig.

Når andre har sagt, at juleaften for dem handler om at samle familien – så mange som muligt – at det er hjerternes fest og “her skal ingen udelades”, er jeg blevet tung af skam og dårlig samvittighed.
Jeg har følt mig som et ukærligt og utilstrækkeligt menneske, og har tænkt, om jeg ville fortryde mine tanker om julen, når jeg blev ældre og klogere.

Men juleaftens nat, da Kristian og jeg var gået i seng, slog det mig, at sådan er det ikke. Jeg handler ikke ud af grådighed eller manglende omsorg. Jeg handler på, hvem jeg er, og hvem mine børn er.
Og jeg er et sensitivt menneske, i mangel af et bedre ord. Jeg er sådan én, som bruger rigtig meget energi på at være i sociale konstellationer, for jeg gør mig umage, og jeg vil gerne, at alle har det godt. Men jeg kan mærke alle omkring mig, ofte bedre end jeg kan mærke mig selv, blandt andet fordi jeg er vokset op i et hjem med en far, som var dybt utilregnelig, så jeg har lært at gå på æggeskaller men også at mærke andre menneskers følelser, før jeg identificerer mine egne.
Det er blevet bedre med tiden, men jeg er stadig sensitiv, og det kræver stadig meget af mig at navigere i en gruppe mennesker. Og lige præcis juleaften, hvor magien næsten flyder over, og hvor mine børn endnu ikke er gamle nok til at hvile i spændingen, vil jeg gerne kunne fokusere på dem.

Og her er det, at jeg vil forsøge at lytte til ét af de råd, jeg ofte selv giver mennesker, som søger mit input: “Vi må alle tage ansvar for vores egne følelser”. Mine følelser er mine, og dem skal ingen andre have ansvar for, ligesom jeg ikke vil tage ansvar for dine. Så længe ingen gør noget brutalt, eller sårer andre med fuldt overlæg, skal vi hver især tage ansvar for vores egne følelsesmæssige reaktioner.
Det mener jeg, er én af de vigtigste lektier for ethvert individ, fordi vi på den måde sætter både os selv og hinanden fri.

Det er selvfølgelig derfor, jeg beskæftiger mig så meget med de tanker om julen – fordi de går langt ud over denne tid på året. Fordi det handler om vores måde at være i verden på i det hele taget. Respekt, omsorg, ansvar.

I disse dage nyder vi vores bedsteforældre. I går kom farfar og bedstemor Sus i højt humør og med stor energi til at være sammen. Der er blevet læst bøger og delt gaver ud og én af gaverne fra en dampmaskine til Storm, som blev fuldkommen lykkelig. Den har han ønsket sige mere end noget andet. Og hvor var det godt, at han fik den i går og ikke den 24., for den maskine har krævet adskillige menneskers fulde opmærksomhed lige siden. Han faldt i søvn klokken 22 med hånden på den, og vågnede lidt over fem for at få den igang igen, og han er næsten manisk at være sammen med, fordi han er så spændt. Tænk hvis der skulle være plads til alle andres forventninger for juleaften oveni det.
Nej, dette er også jul – at mærke efter og finde hinanden, når der er balance.

Hvad tænker I om alt det her? Jeg håber, I har lyst til at dele jeres tanker..

Her er opskriften på den bedste ris á la mande

Okay – så du har lavet din risengrød i går (eller her til morgen), og nu vil du gerne lave den mest velsmagende ris á la mande nogensinde.
Lad mig være behjælpelig med opskriften, som jeg fandt på bloggen Saga i farver for virkelig mange år tilbage, og siden har justeret en smule.

Til en standard 5-6 personers portion risengrød, skal du nu bruge:

Vaniljesukker
100-150 g. smuttede, grofthakkede mandler
½ l. fløde
1-3 spsk. sukker
½-1 tsk. snaps, helst Rød Ålborg (sherry kan også bruges).
Citronskal fra 1/2-1 øko-citron

Tag din køleskabskolde risengrød fra dagen før (eller i tilfælde af travlhed samme morgen), og tilføj følgende:
– Mandlerne smuttes, hakkes og røres i risengrøden.
– Sukkeret blandes i – smag hvor meget du foretrækker.
– Fløden piskes til flødeskum. Jeg foretrækker at lave flødeskummet ret fast, men man kan også sagtens lave den blødere.
– En smule flødeskum røres i ad gangen, indtil grøden er lind. Derefter vendes resten af flødeskummet i, til ris á la manden har den rette konsistens.
– Til sidst smages ris á la manden til med snaps og revet citronskål – lidt for lidt.

Og ja; snapsen er et must! Man kan ikke smage, at det er i, men det fremhæver smagen af ris á la mandens ingredienser. Det og citronskallen løfter retten fra “risengrød med flødeskum” til en kulinarisk oplevelse, sgu.

Jeg har ingen billeder af verdens bedste ris á la mande (men jeg skal nok lægge ét på efter i aften), så I får i stedet ét billede taget i baggrunden af vores dejlige nabo-jule-gæstebud i går, hvor den fine og vildt middelalderlige adventskrans, som Kristian fandt i en butik i Ærøskøbing for en uges tid siden, hang som en glorie og spredte varme.

Har I en madopskrift eller et andet godt tip, I vil dele til julen?

Jeg håber, I får en dejlig juleaften, alle sammen ❤️

Jeg nyder denne jul, den magiske

Klokken er over midnat.
Helt ubemærket har lillejuleaften sneget sig ind, og jeg mærker den som et tæppe omkring mig, som en kærkommen ven. Længe var du ventet, og nu da du er her, skal du ikke skynde dig videre.

Kristian faldt i søvn, da han puttede Live og Ilja tidligere, og selvom vi havde aftalt, at vi skulle være ekstra meget kærester her til aften, endte det med at være helt rigtigt, at han sov fra mørket med dem ved sin side. Mon ikke han er udhvilet, når jeg har brug for at sove lidt længere i morgen tidlig?

Der var høj stak julegaver, som skulle pakkes ind, og måske netop fordi jeg var alene her til aften, gjorde jeg det til en særlig og skøn oplevelse i stedet for at sidde med ondt i nakken ved bordet og blive irriteret over de mange stykker tape, sløjfer og papirsfolder som så mange gange før, satte jeg mig på gulvet, hvor papiret og pakkerne kunne fylde, som de skal. Jeg satte musik på; en virkelig smuk playliste på Spotify med klassiske kor-kompositioner. Store stemmer, store værker – jeg gled helt ind i musikken, mens jeg klippede, bandt sløjfer og drak varm te.

Sådan sad jeg i duften fra det grantræ, der står pyntet og lysende i stuen. Vi plejer altid først at tage træet ind den 23. eller 24., og jeg hele mit liv tænkt, at sådan var det bedst. Men når jeg mærker efter, tror jeg, det handler det om, at jeg ikke turde tro på, at julen kunne vare længe. Noget med, at jeg ikke ville gøre et stort nummer ud af det – eller fordi vi skulle udskyde det for at blive særligt glade, når det endelig kom ind. Men, sådan er det ikke i år, for børnene ville have træet ind med det samme, og så snart det stod i stuen med sin duft derudefra, blev alting mere særligt, skønt og rigtigt, og børnene vimsede omkring det med glaskugler, flettede hjerter og små kræmmerhuse, som de hængte på de mange grene. Med ét var der ingen vej tilbage: Jul.

Og sådan skal det være, kan jeg mærke, i denne magiske tid omkring solhvervet hvor dagene bliver kortere og mørket skubbes bort.

“Vor sol er bleven kold,
vi er i vintervold
og dunkle dage.
Men nu er nedgang endt
og håbet tændt,
ja, håbet tændt,
for nu er solen vendt.
nu kommer lyset og den lange dag tilbage”

–  Johannes V. Jensen

Vi har spist havregrød til aftensmad den forgangne uge (Ilja sagde: “Det smager, så jeg får lyst til at synge” og Live udbrød: “Jeg har længtes efter havregrød!”), og vi har bagt 400 brunkager, mindst, og tegnet sammen, hørt hele den første Erik Menneskesøn på lydbog i stuen. Vi har gået ganske få ture (de voksne ville så gerne gå flere), vi har snakket (og snakket og snakket – særligt Storm har snakket, for hans rumraketdille er blevet afløst af en enorm interesse for Ellerten fra 1970’erne, og nu handler alt om den). Vi har nået en del og andre ting har vi udskudt. For eksempel har vi ikke lagt tøj på plads, så der står tre IKEA-sække med top på soveværelset, og det kommer sikkert ikke i skabet inden jul. Men det gør ikke så meget, for når man holder jul uden gæster kan man – som min mor siger – sætte en butterfly uden på sit nattøj klokken 18, hvis man får lyst.

Julen er mange ting.
Det bliver tydeligere for mig, at den i høj grad er prioriteter.
I morgen er det juleaften, og for første gang i årevis har jeg lyst til at fryse tiden: Jeg har lyst til at holde de her dage med forventningensglæde og dansende lys og børnenes spænding og min egen fornemmelse af julelykke fast. Jeg har lyst til at stå lige her i nuet og bade i det stjernestøv, som falder fra børnenes stjernekastere i mørket på gårdspladsen. Jeg har lyst til at snakke med hver eneste af dem meget mere end jeg når, og jeg har lyst til at læse flere historier; lege flere lege, men tiden går, og den går så hurtigt, så vi prioriterer den hele tiden ved at vælge til og fra.

Den anden dag prioriterede vi havregrød til aftensmad, og her til aften har jeg pakket alle gaverne ind og skrevet nissekort til de næste dage, mens resten af familien sov. 2017 har været det første år længe,  hvor jeg ikke har ønsket mig frem til en tid med større overskud, nemmere børn, mindre ansvar. Måske fordi jeg er i det (hele tiden), men også fordi jeg skærer det fra, som ærligt talt ikke er så vigtigt.

I får lige nogle fotos fra de seneste dage:

Her lytter hele familien til Erik Menneskesøn. Vi har lagt en yogamåtte i økologisk uld ud på gulvet i stuen, og her bliver der puttet flere timer dagligt. Kristian sover sågar en lur på den de fleste dage..

 

Havregrød til aftensmad

 

I går gik de dygtige og søde håndværkere, som bygger musikstudie til os, på juleferie og vi sendte dem hjem med friskbagte brunkager. Men først efter de havde drukket en kop kaffe omkring spisebordet med os. Det gør man åbenbart bare – sådan lige tager sig en hyggestund med dem, man nu en gang arbejder hos op til jul – og jeg bliver faktisk rørt over det nærvær, der ligger i mange af relationerne her på Ærø.
I dag kommer vores naboer til eftermiddagskaffe. De skal også have en pose brunkager med hjem

 

Juletræet med sin pynt er min absolutte yndlingsjulesang. Kristians far sang den for ham, da han var barn, og Kristian synger den for vores om aftenen året rundt, og ved det sidste vers får jeg altid en klump i halsen og tårer i øjnene – fordi, livet er smukt og skrøbeligt og håbefuldt:
Juletræet på besøg
hilser os fra eg og bøg
med besked derude fra,
at det lysner dag for dag,
og at solen fra sit skjul
ønsker os en glæd’lig jul.

 

Den der yogamåtte ❤️

Hvordan ser jeres juledage ud?

Glædelig jul til jer alle sammen –
og tak for at I følger vores rejse ved at læse med.

 

De skønneste gæster – og nu en stille fødselsdag

Så gik den weekend.
Med fødselsdag og med jul.
Med flag og “hør-hvordan-vi-tromme-kan-“sange, marcipan og familie.

Vi samlede 18 mennesker under ét tag (en tredjedel af dem kom jo her fra vores adresse, som min søster påpegede) for at fejre Junos to år – men også i anledning af julen.

Og selvom jeg var træt i går, da gæsterne var taget hjem, og selvom jeg undervejs var både meget mæt af indtryk og en smule rundt på gulvet, var det mest af alt rart og godt, og jeg var glad for, at vi skabte muligheden for, at der kunne opstå den slags oplevelser, som ikke opstår, medmindre man skaber rum til dem..:

Som da børnene spillede Risk med min bror i timevis.
Og da de legede med deres farbrors lille hundehvalp i den frostklare formiddagssol.
Som da vi sad alle sammen om bordet og sang af vores lungers fulde kraft for lille Juno, som efter hver sang hviskede “mere” og dermed fik én til. Lige indtil hun sad alene ved bordet med min søster, og lyttede intenst til min søsters smukke sangstemme, der igen og igen sang “og hør nu her hvordan vi alle spille vil”.
Og da vi voksne spillede “Hint” hele aftenen (til ud på natten endda) og rent faktisk trimlede rundt af grin i sofaerne.
Og ikke mindst den smukke lille stund da min svigerfar læste “Oles Skitur” af Elsa Beskow højt for de tre ældste, for det var rørende at være vidne til. Rørende fordi min svigerfar altid har sagt til mine børn, at de skal passe på Kong Vinter, når de havde blottet hud om vinteren, men han har ikke helt vidst, hvor ham Kong Vinter kom fra. Som om det var noget, der var opstået af en gammel erindring. Og så sad jeg og lånte bøger på bibliotek.dk den anden dag, da jeg faldt jeg over den lille fortælling om Ole, som møder Onkel Rimfrost, Madam Tø og Kong Vinter, og min svigerfars blik, da han læste for børnene, at “Ole kalder på Kong Vinter” (og børnenes begejstring, for de havde glædet sig sådan til at se deres farfars reaktion) – Åh, det var så hjerteligt og fint, og min svigerfar har den mest vidunderlige oplæsningsstemme. Rolig, mørk og indlevende.
Hør, det er jo det, jeg altid har sagt! Kong Vinter findes“, sagde han. Det lille øjeblik med de fire på sengen og den dejlige historie om årstider og eventyr. Jeg var meget varm om hjertet.

Det var en weekend fyldt til randen med kærlige bedsteforældre, onkler og tanter og fine, afstemte gaver til fødselaren (en morgenkåbe, nogle dejlige bøger og den skønneste lille genbrugs-bondegård). Vi spiste den første flæskesteg fra vores egne grise, og vi havde bestilt en chokoladekage fra Den Gamle Købmandsgaard i Ærøskøbing, for selvom vi elsker at bage, min søster og jeg, besluttede vi at prioritere energien på noget andet denne weekend. Og det var godt – der var rigeligt andet, så det var rart blot at løfte kagen frem, færdig og tung af chokolade, og servere den sidst på dagen.

Og i dag er det Junos helt rigtige fødselsdag. I dag er det to år siden, hun blev født oppe på badeværelset med sin moster som jordemoder, og jeg tog imod hende i det varme vand. Der er sket så meget på de to år. Der er sket meget, siden jeg skrev om hendes etårsfødselsdag herinde sidste år.

Så i dag bager vi selv chokoladekagen og lige om lidt skal vi have friskbagte boller og varm chokolade og intet andet er sikkert. Vi tager denne dag et minut af gangen, tik tak tik tak.

Flere har spurgt til de smukke vers, som jeg delte ét af herinde den anden dag i anledning af de tolv hellige nætter.
I kan finde alle tolv samt en dejlig tekst om deres fælles betydning lige her, og i dag er sædtanken denne:
“Jeg bygger et oplyst hus, hvori jeg dvæler.”


Ja, i dag skal vi dvæle, i dag skal vi være her i vores eget hus.

 

Jeg elsker mange meget

Min søster er hjemme.
Hjemme fra Norge i en uge og vi vil alle sammen have så meget som muligt af hende, så indimellem løber vi rundt om os selv og hinanden, og hun står der i midten, og bliver næsten rundtosset, tror jeg.

Vi har trillet havregrynskugler og bagt pebernødder; lavet vietnamesisk suppe med nudler og knald-orange græskarsuppe med lune boller og sagt tak for en dejlig dag over den højeste stak pandekager, jeg har set i mit liv.

Vi har klippet julekort og tegnet stjerner og ryddet op halvtreds gange i døgnet og været ude ved Voderup Klint, hvor vinden stod så stejlt mod kysten, at børnenes råb blev overdøvet af bølgernes voldsomme, rytmiske brusen.

Vi har siddet tæt i sofaen om aftenen, os tre voksne, og vidst med sikkerhed at den slags aftener kan vi aldrig få for mange af, end ikke nok, så vi skal nyde dem,  se hinanden i øjnene, holde i hånd.

Jeg er så velsignet, at jeg elsker mange meget. Jeg er så velsignet, at de mennesker jeg elsker aller højeste, har jeg tæt på mig, lige i mit hjerte, midt i mit liv. Min familie.
Min mor fødte en bror og en søster til mig, og dermed var mine to bedste venner med mig siden begyndelsen. Aldrig har vi været andet end hinandens forlængelse i dette liv. Aldrig har vi tvivlet, frygtet eller forrådt vores indbyrdes bånd.

Jeg er så velsignet, at jeg har alle disse mennesker; mine søskende, mine børn, min mand, mine nærmeste venner og flere endnu med mig gennem livets åndedrag. En håndfuld af dem er jeg overbevist om, at jeg har vandret med før: Vi vender tilbage sammen igen og igen, forbundne i vores sjæl. Det er, hvad jeg tror.

Kærligheden er ubegribelig.

Jeg prøver at leve, så der er mindst muligt at fortryde, når jeg en dag skal her fra.

Lige nu er det kulsort udenfor, natten falder på, og Kristian ligger inde på stuegulvet, og lytter til den vildeste, livgivende musik med en gruppe kvinder fra Polen, som synger ur-sange fra det feminine dyb. Min søster sidder ved siden af ham, og lytter med. De to har deres eget venskab, deres egen forbindelse, og det i sig selv er en velsignelse for mig.

Tidligere i dag købte vi de sidste julegaver for i år: Nøje udvalgte er de; udpeget af os alle sammen til nogen, som vi skal være sammen med i den kommende weekend, når vi fejrer Junos fødselsdag.

For på mandag fylder familiens lille fakkel, min evige lysbærer, to år og jeg ved nu, at det er magisk at have et barn, som er født i julen. I denne hjerternes tid står hun med os, når vi fejrer hendes årsdag, og hun er en funklende, rolig, tillidsfuld stjerne på mit livs himmel.

Vidste du, at ifølge ældgamle skrifter, er vi nu i gang med julens tolv hellige nætter, som starter Lucia-aften, og fortsætter til juleaften? Med hver af disse aftener følger én af tolv energier, som formuleres i sætninger, der hver især har rod i et af de tolv stjernetegn.
Sætningen til indeværende døgn, den 16.-17. december, lyder således: Jeg ser, og når øjet åbnes, er alt lys.

Jeg kan ikke komme på noget, der er mere beskrivende for mit liv lige nu.

Hvis livet er i oplevelserne, hvor er oplevelserne så?

“Nu er jeg jo ikke en af dem, der tror på tilfældigheder. Der er en mening med livet, og én meget vigtig mening med livet det er jo, at det skal opleves. At i selve oplevelsen finder vi livet.”
– Niels Stokholm i dokumentarfilmen “Så meget godt i vente“.

Den der følelse af, at livet bare er, medmindre vi aktivt vælger det til. Der er ikke noget særligt ved i dag eller i morgen eller julen eller fødselsdagene eller nogle andre dage andet end det, vi lægger i dem.
Hvad er julen, hvis ikke vi selv skaber den magi, vi drømmer om?
Jeg skal opleve, at den er magisk, før den er det.

Livet er oplevelsen af de smukke lys om hækkene langs vejen i denne tid; de lysende stjerner i vintermørke vinduer, duften af brunekager. Det er knitrende gavepapir og silkeblødt bånd mellem mine fingre; glæden ved at finde den rigtige gave til et menneske jeg holder af.

Jeg forsøger at trække Niels Stokholms ord helt ind i mine celler. Fordi jeg ikke som barn først og fremmest lærte, at oplevelserne er livet, skal jeg til at forstå det nu. Oplevelserne er livet, og jeg har altid vidst det, men jeg har ikke turde træde ind i det.
Det står klart for mig, at det ikke primært er mine tanker, min paratviden, mine karakterer, mit cv, mine titler, mit netværk, der er vigtigt. Men oplevelserne.
Det er så tilgængeligt og samtidig så uendeligt svært at få fat på: Livet skal opleves.

Og hvad ér oplevelserne, tænker jeg. Jeg skal mærke efter, gøre mig umage.
Oplevelserne er alt det, der sker; alt det vi gør; alt det vi rører ved, dufter til, smager på, ser med vores øjne. Alt vi læser, hører, danser til med vores krop. Det, vi skaber, det vi mærker.

To mennesker kan stå det samme sted med samme udsigt og samme lugt i næsen, samme lyde i ørerne og opleve noget vidt forskellige. Nogle gange oplever mennesker slet ikke. Fordi vi har travlt; fordi vi glemmer at være tilstede; fordi vi tror, det er vigtigere at nå en masse.

Oplevelserne er at sige farvel og at være til stede når noget nyt træder ind i vores liv. Det er øjenkontakten; den stille stund med te dampende under næsen. Det er togturen, Storebæltsbroen i snevejr, min datters første gymnastiktime, min søns fugtige pandehår, når han vender sig under dynen om natten. Hvis jeg tager det ind, er det livet.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor jeg synes, det er rigtigt at have mine børn hjemme hver eneste dag, mens dine er af sted. Hvorfor jeg ikke tror, de behøver lære alt på én gang (eller nogensinde), og hvorfor jeg mener, det er tilstrækkeligt, at være her på vores landsted det meste af tiden.
Måske er det fordi, jeg tror på, at børnene også først og fremmest skal opleve livet.

Måske er det fordi, jeg ikke tror, det liv vi bliver klædt på til i skolen og af politikerne og meningsdannerne og alle dem, vi plejede at kalde kloge, er virkeligheden. Måske føler jeg, at det er en illusion, måske endda en løgn, som er opstået gennem de mange år, hvor materialismen har ædt sig dybere og dybere ind i vores eksistens. Måske er det fordi, jeg ved med mig selv, at der er en anden vej, og selvom den er så fandens svær at træde, når vi er så få på den, så er den alligevel bedre for os.
Løgnen er, at vores mad er ikke rigtig mad, og vores tøj er syet af mennesker, som vi aldrig kan sige tak til. Vores børnehaver er ikke lavet for børnene, og vores uddannelsesinstitutioner har glemt dannelsen.
Vi har så travlt, at alt efterhånden brister under travlheden. Forældre holder ferie uden deres børn, fordi de ikke kan rumme at se dem i øjnene. De kan ikke rummer børnenes smerte og fortvivlelse, ligesom de ikke kan rumme deres egen. Jeg ved, at det er sandt, for jeg har selv siddet på min sofa, og snappet efter vejret, før jeg rejste mig, og hentede mine børn hjem.

Så måske jeg alligevel tør sige et par ord: Jeg tror ikke, det er værdifuldt at mestre teknikker indenfor både matematik og geografi og fysik og historie og dansk og fransk, hvis man ikke samtidig ved, hvorfor man har lært dem, og hvis man ikke kan mærke sig selv, når man bruger dem senere i sit liv. Jeg tror, historieundervisning er, når vi af egen drift spørger, hvorfor mennesket fik lyst til at rejse ud i rummet, og biologi er, når vi med vores egne øjne ser naturen forandre sig, og undersøger, hvorfor det sker.
Deraf er den ældgamle viden udsprunget, og deraf skal den nye komme: Observationer med hjertet, viden drevet frem af den utrættelige nysgerrighed som lever i ethvert sundt, tændt sind. Oplevelser, kort sagt.

Jeg mister indimellem fornemmelsen af, at andre mennesker ikke lever nøjagtig som os.

Da mine børn i går formiddag trak af sted med deres kælke for at finde en bakke med sne, tænkte jeg ikke på, at det var mandag, og mandag er en skoledag, og det slog mig ikke, at vores liv var meget anderledes for 12 måneder siden. Dengang i 2016, da de få millimeter sne faldt på en novemberdag, holdt vi fri alle seks, og jeg følte mig lidt rebelsk. En fri dag, fri fra alt andet.

I går da Kristian og børnene kom hjem fra sneen for at spise frokost, og vi takkede de grise som har givet deres liv, for at vi kan få så god mad og blive mætte endnu en gang, tænkte jeg ikke på, at de fleste andre børn og forældre sad hvert deres sted, og spiste hver deres frokost.

Det unormale bliver normalt, når det føles rigtigt, og når man er i det længe nok.

Jeg er mere og mere tilstede i det liv, jeg lever. Oplevelserne træder frem. Ikke at jeg kan påstå, at derfor er jeg mere tilfreds/derfor er en bedre mor/derfor er lykkelig. Men jeg konstaterer, at jeg sjældent er online i løbet af et døgn, at jeg sjældnere forsvinder fra mine omgivelser.
Jeg konstaterer, at jeg ofte bare er i det, der nu en gang er tilstede, og jeg tager mig bedre tid til det: Jeg rører i gryden med mine børn; sætter en vask over, mens jeg snakker med dem om Narnia og om planeter og nisser.

Jeg prøver at opleve livet.
Hver dag hvert minut ved at øve mig i at være tilstede.

(Husk at man altid kan se Phie Ambos fortryllende smukke “Så meget godt i vente” her gratis lige HER.)

Hvornår oplever I?