Mit motto om at døden kommer (og ingen ved hvornår). Indtil da vil jeg leve

Hvis jeg har et motto, så er det, at jeg ikke ved, hvornår jeg dør, men jeg ved til gengæld, at en dag så gør jeg det.

Indtil da vil jeg leve.

Det er eneste vi alle sammen ved er, at vi skal dø. Og at indtil da er vi i live.

Jeg er ikke bange for døden. I mit verdensbillede er døden blot åbningen til endnu en meningsfuld verden; endnu et aspekt af liv. Men derfor vil jeg alligevel have mest muligt ud af dette liv, og jeg er klar til at kæmpe for mit hjerteslag længe endnu.

Fordi jeg ikke ved, hvornår jeg skal herfra, prøver jeg på ikke at udskyde det, der betyder noget for mig. Ja, man kan planlægge ting langt ude i fremtiden, men hvem ved, om ens ønsker ændrer sig, inden planen rulles ud, og hvem ved, om vi når der til?

Jeg tror på at leve, mens vi lever, og jeg prøver at huske mig selv på, hvad der virkelig betyder noget.

En gang sidste år læste jeg et mindeord om en kvinde midt i trediverne, som var død af kræft, og havde efterladt sig tre små børn. Hvis hendes død skal give mening på nogen måde, er det igennem de ord, hun også lod tilbage. Hun havde sagt i ugerne op til sin død, at hun ville ønske, hun havde levet mere. Grebet flere af sine drømme og gjort dem til virkelighed; udlevet noget af det, som måske var lidt vovet og lidt ufornuftige, men som ikke desto mindre var det, hun havde lyst til at bruge sin tid på. Nu var hendes tid udløbet, og hendes sidste ønske var at minde alle os andre om, at vi ikke ved, hvornår den dag kommer for os.

Jeg prøver at leve, så jeg har færrest mulige fortrydelser i mit liv. Det handler ikke om at være perfekt, jeg fortryder ting jeg gør ofte: ting, jeg siger til mine børn, mest af alt, men de store linjer gør jeg mig meget umage med. Jeg øver mig i at gøre det, der gør mig glad; som giver mening.
For mig at det at bruge min tid på dem, der betyder mest for mig. Jeg vil omgive mig med mennesker, som jeg holder af og med natur, som inspirerer mig, og nærer min sjæl. Jeg vil turde gøre mig umage men også turde sige nej og springe over hvor gærdet er lavest, når det giver bedst mening. Jeg vil forbedre min intuition ved at tage den alvorligt og lade den fremfor min tillærte fornuft vise vej. Jeg vil have tillid til de små tegn fra universet, og jeg vil stole på kærligheden, også når livet er hårdt. Når jeg skal herfra, håber jeg, at jeg kan sige til mig selv, at jeg brugte min energi på dem og det, som giver mening. Den sidste skjorte har ingen lommer, så først og fremmest skal livet sanses: Jeg vil lytte, danse, føle, røre, smage, se, trække vejret dybt.

Jeg kunne sagtens finde på at spare sammen til en drømmerejse gennem nogle år. Lige nu læser børnene og jeg “Det lille hus på prærien”, og jeg har lyst til at køre tværs gennem USA i en autocamper med dem. Dét kunne jeg finde på at spare sammen til, men aldrig på en måde så det holdt mig fra at gribe nuet, tage af sted på de eventyr, der byder sig til dag for dag. Hvis vi skal af sted på vores drømmerejse, så kommer vi det. Og hvis vi ikke kommer af sted, var det fordi, vi gjorde noget andet.

Vent ikke på livet og tro ikke at livet venter på dig.
Det er måske i virkeligheden mit motto. Det, og så det der med døden. Den kommer, og vi ved ikke hvornår. Når den dag kommer, håber jeg, at jeg kan tænke tilbage på et liv fuldt af mod og varme, vilje og frie valg.

Hvorfor er det så anderledes at have syge børn nu? (om at vende sin indstilling på hovedet)

Alle fire børn er stadig syge, og vi laver ikke andet end at være herhjemme.
Det her sygdomsvæsen er jo, hvad det er: Tiden går, og det kan ikke være anderledes.
Og det er sådan set ikke kun slemt; faktisk er det ret hyggeligt med puttende, filmkiggende og ikke-mega-snakkende børn – når nu det ikke kan være anderledes.

I går malede jeg et trin på vores nye trappe, hver gang alle børnene var enten faldet i søvn, eller så film samtidig. Jeg tænkte over, hvorfor jeg mon gør det: Løber ud, og griber en pensel og malerbøtte, så snart jeg har bare tre minutter i stedet for at sætte mig i en stol og trække vejret dybt. Det handler om, at skabelsen og det kreative er det, som giver mig energi lige nu. Så glæder jeg mig over produktet, min egen indsats, når jeg kort efter er tilbage ved børnene og deres varme pander. Jeg kan godt lidt at få noget fra hånden og komme et skridt længere med den proces, som vi står midt i, men når vi er færdige med ombygningen, følger sandsynligvis en lang periode, hvor jeg netop ikke laver den slags praktisk arbejde i huset. Fordi jeg til den tid vil nyde at have fokus et andet sted.

Mens børnene er syge, er alt den normale planlægning i vores familie sløjfet. Vi kommer ikke ud, spiser kun en smule (ikke mig, jeg spiser alt for meget), drikker så meget vand som muligt, laver karbade, sover sammen i den store seng. Og her i denne boble oplever jeg én af de tydeligste fordele ved at have børnene hjemme sammenlignet med mit liv tidligere: De er syge, indtil de er raske, og jeg bruger ikke energi på at vurdere, om de er “klar til at komme af sted” eller ej.

Det har jeg tænkt en del over de seneste dage, og det har flere gange slået mig, hvor anderledes min indstilling til mine børn var, dengang de ikke var hjemme. Det vil sige for under et år siden.

“Indstilling” er et ord, jeg generelt tillægger stor betydning. Det er min oplevelse, at vores indstilling til nærved alt her i livet, er afgørende for udfaldet. Min indstilling til mine børn er blevet nærmest vendt på hovedet det sidste år. Det har været en gradvis proces, og jeg bliver klogere på det hver dag, men det er samtidig sket meget hurtigt. Sikkert fordi det er rigtigt, og ræsonnerer dybt i mig.

Jeg kan huske, at jeg plejede at tælle dagene, når mine børn var syge, og jeg var tilbøjelig til at give dem en kort dag i børnehaven, selvom de egentlig ville have bedst af én mere derhjemme. Jeg følte det som et åg på mine skuldre, at vi ikke kunne passe vores rytme (dem af sted, mig arbejde), og jeg kunne få ondt af mig selv, når vi havde sygdom af flere omgange over en vinter. Det drænede mig at være i familielivet uden pauser; jeg havde ingen ro, og vidste ikke, hvordan jeg skulle lade mine batterier op, når jeg var sammen med mine børn.
Sygdom er stadig hårdt, og jeg ville hellere være fri. Men hele min grundindstilling til at være mor til syge børn, er til gengæld ændret. Det er noget, jeg er i, som jeg er i så meget andet, og jeg venter ikke længere utålmodigt på, at hverdagen kan vende tilbage. Det her er også hverdagen; sygdom er en del af livet.

Jeg tænker over, hvordan et menneske kan bevæge sig fra at føle moderskabet som en svær og uhåndterbar størrelse til at omfavne det og ikke have mange andre ambitioner end netop at være mor for en tid? Som med et trylleslag ændrede alt sig, da jeg sammen med Kristian besluttede, at vores børn skulle være hjemme. Vi besluttede, at vi ville påtage os denne opgave; vi ville tage ansvaret hjem, gøre familielivet til vores primære investering de næste år. Og i det forvandledes min indstilling og mit overskud.
Hvorfor havde det aldrig slået mig før, at det var en mulighed at føle sådan omkring mit moderskabet? -Det, som nu virker mere naturligt end noget andet og ikke mindst meningsfuldt og godt? Hvorfor startede jeg med at købe en tremmeseng til min søn og vente utålmodigt på en vuggestueplads, når noget i mig gjorde ondt, hver gang han græd; hver gang jeg forlod ham?

I min omgangskreds er der adskillige elskelige, ærlige og omsorgsfulde mennesker, som gruer for weekenden, fordi de har svært ved at håndtere samværet med deres børn. Mennesker, hvis selvværd, parforhold og livsglæde er mærket af, at de ikke magter opgaven med at være mor og far. De planlægger sommerferier med flest muligt aktiviteter, og de visner indeni af den frustration og sorg, som deres manglende overskud resulterer i. På jobbet har de succes, men derhjemme kan de ikke finde retningen.
Jeg tror, det er fordi, forældreskabet handler om tilknytning, og tilknytning tager tid, og det tager nærvær, og nærvær kræver, at man er bevidst om, hvad man gør. Men vores samfund er ikke gearet til tilknytning, og den kommer ikke af sig selv.

Der er noget forræderisk i den måde, vi har opbygget vores samfund på. Vi skal alle sammen bidrage til det fælles bedste, men det fælles bedste – betalt af vores skattekroner – er ikke længere så godt endda. De offentligt ansatte er presset udover det forsvarlige, vi fører krig ude i verden, og vores børn (vigtigst af alle er vores børn) er glemt i den ligning, der handler om indsats, produktivitet, succes. Vi skal alle sammen kunne alt, mens sandheden er naturligvis, at det kan ingen. Ingen kan alt, slet ikke når vi hver især står for os selv, ensomme i et virvar at travle skæbner.
Det fælles bedste er ikke fælles længere, det er derimod ensomt og adskilt og ukærligt og resultatorienteret og mange af de bredeste skuldre bærer et læs, som jeg har svært ved at se meningen med. Et læs, som i bedste fald ikke skader noget varigt, men som næsten uundgåeligt trækker en tomhed med sig.

Så der opstår en skyttegravskrig mellem forældre, som sender deres børn i institution og dem, der passer hjemme. Det er en krig, som jeg sagtens kan sætte mig ind i, men som jeg ikke føler mig som en part af. Vi har fået ét at vide, siden vi var små (“arbejd hårdt og opnå succes, det gode liv findes for enden af direktionsgangen”), og pludselig står vi med hverdagen susende om ørerne som et monster, ingen helt kan overskue: “Hvor er glæden? Var det her virkelig det liv, jeg drømte om?”
Dertil begynder nogle omkring os at sige: “Børn har bedst af at være sammen med deres forældre”, og omend jeg er sikker på, at det er et faktum, så kan det alligevel gradbøjes med udgangspunkt i den læring om personlig succes, som vi er flasket op med.
Jeg er ikke hverken hjemmepasser eller det modsatte. Jeg har været begge dele, og kunne være det endnu, og det, at jeg hjemmepasser mine børn, har sammenhæng med en lang række faktorer, som er gået op, således at jeg har det valg. Jeg ville ønske, at alle havde det valg på lige vilkår med mig og at alle vidste – fra deres egne erfaringer, fra opvækst og uddannelse – at dét er barnets tarv.
Ville jeg hjemmepasse mine fire unger, hvis Kristian rejste halvdelen af året med sit arbejde? Ville jeg hjemmepasse, hvis jeg var enlig, eller hvis jeg kun havde ét barn? Ville jeg hjemmepasse, hvis det betød, at jeg skulle arbejde nattevagter fem dage om ugen og klare mig uden søvn i en årrække. Svaret er nej. Men jeg ville, hvis samfundet var gearet til det.

Ikke alle har muligheden for at vælge, som min familie og jeg, men vi har alle sammen pligt til at overveje, hvordan vi lever vores liv, og hvilke værdier og normer, vi videregiver til vores børn. Jeg er ikke rig, og jeg er ikke doven, og jeg er ikke engang hjemmegående, for jeg arbejder, selvom jeg har mine børn hjemme. Men jeg er mere privilegeret end mange, og jeg vil til enhver tid kæmpe for alle forældres ret til at være hjemme med deres børn fremfor at sende dem i institution.
Når feminister siger: “Pas dine børn for din egen regning! Jeg bidrager til samfundet, mens du går derhjemme”, er der noget, vi er grundlæggende uenige om. Jeg vil ikke hellere, at alle forældre til 0-3 årige betaler skattepenge, end at de går hjemme, og får tilskud til det. Jeg vil helst leve i et samfund, hvor vores arbejdsflow livet igennem tilpasses vores livssituation, så forældre til små børn ikke regnes med i ligningen på samme vilkår som en 24 årig, der ikke har børn, og en 45 årig hvis børn er i skole eller flyttet hjemmefra. For mig at se bidrager de forældre, som hellere vil arbejde mange timer dagligt end leve som jeg, til at opretholde en struktur jeg ikke længere tror på.

Jeg ville ønske, jeg selv havde været mere opmærksom på betydningen af forældreskab, tilknytning og børneliv tidligere, og jeg ville ønske, jeg var vokset op til ord om vigtigheden af nærværende forældre og den værdi som ligger deri. Når jeg nu tænker på, at det skulle være mere værd at være en dygtig forretningskvinde eller knivskarp journalist end at være en engageret og bevidst mor, synes jeg, det virker så smertefuldt.

Derfor befinder jeg mig i disse dage med syge børn uden at føle den frustration og afmagt, som jeg følte tidligere.
Derfor går jeg glad i seng, selvom jeg kun har nået at male nogle trappetrin og pleje mine syge børn, siden jeg stod op.

Om hverdagen

Det er midnat, og jeg har kun hverdagsting at berette – ingen store, filosofiske, livsomvæltende tanker. Blot lidt om vores lille liv, her på Ærø. Jeg tror, det er derfor, jeg skriver sjældnere herinde lige for tiden: Livet har fat i mig med malerpensler og børn, og jeg havner sjældent foran computeren.

Da jeg satte mig i sofaen for et par minutter siden, måtte jeg skubbe tre tallerkener og et blødt æbleskrog til side for at komme til. Børnene har været syge i dag, og det var lige før, det var belejligt: Her har været stille, og Kristian og jeg har nået virkelig meget i huset, hvor vi stadig mangler omtrent 14 dages håndværkerindsats (altså, med håndværkere), før vi forhåbentlig kan vaske gulvene, sætte håndtag på dørene og falde dybt dybt ned i sofaen for en stund. Men i dag så børnene film og sov lure, mens vi malede, ryddede op, rykkede ind.

Jeg har maling på mine bukser, mine arme og min ene øreflip, og her til aften har jeg kastet mig ud i et håbløst tidskrævende projekt med en meget mørk mørkeblå, som jeg har malet i entréen og køkkenet (og spildt på gulvet.) Undervejs tænkte jeg, at det var et projekt, jeg ikke ville anbefale til nogen, for shit hvor var jeg træt – og træt af at tape af og træt af at stå på en skammel for at nå loftlisterne – men før den tanke havde nået sin ende, konkluderede jeg alligevel, at jeg hellere vil knokle til midnat med en mørkeblå farve end lade være, når nu jeg synes, den er så smuk. (Åh, så smuk.)

Man kan sige, at jeg er gået ind i en slags arbejdsmodus – eller DYI- modus, om man vil – så jeg har egentlig lyst til at få en masse fra hånden. Og hvis ikke det iøvrigt var noget skidt, ville vi nok parkere børnene foran fjernsynet 10 timer i døgnet den næste uges tid for at nå helt i bund med det her husprojekt, Kristian og jeg. Jeg har lyst til at være grundig med de sidste detaljer – samtidig er jeg træt. Noget så træt.
(Jeg længes efter fodmassage, serieaftener og at sove længe…)

Min families liv er sjældent trivielt. Jeg tror, at hvis man spørger Kristian, så er det faktisk nærmest ét langt udviklingsprojekt. Derfor er det alligevel ualmindeligt, at så mange ting er oppe i luften – eller uafsluttede, kan man sige – som lige nu. Det er både på arbejdsfronten, i forhold til ombygningen og familielivet, som jo konstant er i udvikling, og det er lidt meget at forholde sig til. Jeg trives fint med at være langsom og lidt stillestående efterhånden, men nogle ting står bare ikke stille, uanset om man ønsker det, og det vigtigste er måske at være bevidst om det og finde en god balance deri.

Når jeg har et øjebliks ro, kigger meget på kunst for tiden. Finder kunstnere på instagram eller via den ene så den anden og til sidst den tiende bekendte, som deler noget, der ræsonnerer i mig.
Jeg drømmer om farver om natten, og maler dem på væggene om dagen.
Jeg gør mig tanker om, hvad jeg skal arbejde med de næste år. Mærker efter, mest af alt. Svarene kommer drypvis og i høj grad når jeg snakker med indsigtsfulde mennesker, som kender mig.
Jeg overvejer stadig det med en dokumentarfilm, og efter at have takket nej til seks-syv produktionsselskaber i forbindelse med tv-udsendelser det seneste halve år, er lige nu er vi i dialog med nogen om en idé, som lyder interessant. Måske bliver det til noget, måske ikke.
Kristians musikstudie står ganske snart klar. Jeg forudser, at han kommer til at lave en masse musik det næste lange stykke tid. Det betyder, at jeg kommer til at skrive. Jeg glæder mig.

Sådan er det, det hverdagsliv, som på samme tid luller af sted og farer frem med tusind kilometer i timen.
Her til morgen var Live og jeg henne hos Christen, vores nabo, og hjælpe i og udenfor kostalden, sådan som vi alle sammen plejer at være hver morgen, men ikke alle er friske endnu.

Hvad med jer? Fortæl mig hvordan det går i jeres hverdag?

På kvindernes kampdag: Kærlighed, tilknytning, fællesskaber og intuition

I dag på kvindernes internationale kampdag er det vigtigt for mig at sige, at jeg tror på ligestilling og frihed.

Jeg tror på modersproget; på kærlighedens stemme. Jeg tror på de feminine kvaliteter, som jeg mener, er alt det, verden trænger til mere af.

Jeg er feminist, hvilket man kan læse mange steder her på bloggen: Blandt andet i dette indlæg fra 8. marts sidste år (om mænd, der myrder kvinder) og i dette indlæg (om legetøj målrettet kønnene) og her (tossede facts om ulighed mellem kønnene) og i dette indlæg (om skamfuldhed i kølvandet på den shitstorm jeg endte i PÅ GRUND AF en feministisk opsang til Legoland).

Mest af alt er jeg kvinde, og i kraft af det er jeg mor.

Jeg tror på kærlighed, tilknytning, fællesskaber og intuition.

I år er det netop de kvaliteter, der fylder for mig på denne dag: Jeg mærker en længsel efter mere femininitet i verden. Ikke forstået som flere kvinder generelt eller flere kvinder med magt, men derimod som en dybere kontakt til vores feminine side, mænd såvel som kvinder.

Jeg har ikke lyst til at kæmpe for en kvindefrigørelse på maskuline præmisser. Verden sukker efter blidhed, omtanke og nærvær, og vi har på ingen måde behov for flere magtkamp, mere kapitalisme eller yderligere løsrivelse fra vores biologiske ophav. Vi har brug for tilknytning og forbindelse.

Herhjemme hos mig er familien og dermed selve livet både min mands og mit. Sådan har det ikke altid været – det har krævet en stor tidsmæssig investering fra os begge og en decideret livsomlægning før vi blev lige i familien, i livet.
Men nu er det ikke kun mig, som gør mig tanker om børnenes kost, venskaber og trivsel i øvrigt. Vi er to om at huske judo og huske godnathistorier og biblioteksture. Vi er to om at løfte alt det, en familie skal bære. Vi er to om at finde vej, mærke efter, tage os tid. Vi er begge hos vores børn, og vi er ligeværdige i det. Vi er her på feminine præmisser, ikke maskuline.
Når min mand og jeg er ligeværdige, skyldes det altså ikke, at vi begge har valgt karriere og personlig frihed på samme, maskuline vilkår. Vi er ikke ligestillede gennem en selvrealisering, der ligger uden for familien. Nej, vi er lige, fordi vi er i balance i vores dedikation, engagement og tilknytning til hinanden og vores fællesskab. Vi er lige, fordi vi er forældre uden den difference, som i mange hjem dikterer, at en mand kan tage på forretningsrejse uden at bekymre sig om børnenes tøj og madpakker, hvorimod en kvinde lægger tøj frem, fryser mad i poser med ugedage på, og skriver skemaer til ham, når hun skal væk (læs blogindlægget her på mother.ly).
Sådan er det ikke her. Vi er lige om at bekymres, glædes, føle stolthed, frustration og taknemmelighed.

Det er, hvad jeg ønsker mig på denne dag, såvel som på alle andre: Mere omsorg i vores verden. Bedre plads til at skabe relationer fremfor at skabe en helt masse andet, som ikke betyder en fis, når alt kommer til alt.

Jeg ønsker et samfund med langt bedre plads til det, der virkelig betyder noget. Det, som vi kan tage med os videre; som kan bære igennem livets op- og nedture.

 

God kampdag til alle!

Når man gerne vil gøre det selv, men egentlig er ved at tude af træthed (Et indlæg om at sætte hus i stand)

Jeg elsker at skabe ting med mine hænder. Jeg kan godt lide at se forandring, når jeg har investeret tid og energi i et projekt, og jeg ønsker et mere bæredygtigt liv, hvor Kristian og jeg selv er i stand til at lave de fleste forbedringer på vores hjem med brug af gode materialer og ved egen kraft.

Men det kræver jo noget, den slags. Hverken hylder i et skab, nye fliser på badeværelset eller en nymalet væg kommer af sig selv.

Og. Jeg. Er. Så. Træt. Når. Der. Er. Tid. Til. Den. Slags. Om. Aftenen.

Træt…

Da vi sent i lørdags vendte hjem til Ærø, var det til et hus, som har undergået en del forandring, mens vi var væk. Entreen er blevet åbnet, så der nu er kig op mod det nye studie på 1. salen, der er kommet nyt gulv, hvor der før var vandskade i soveværelset, og væggene er malet i flere rum. Alt sammen lige som vi havde drømt om – faktisk bedre. Her er (på vej til at blive) lækkert.
Men der mangler stadig en del. Jeg synes tit, det er de sidste detaljer, der tager længst tid, og jeg ved godt, at det bare føles sådan, fordi vi på nuværende tidspunkt har været i proces og haft håndværkere i huset i godt et halvt år.

I aftes malede jeg en væg på børneværelset. I ved, sådan én med to glasdøre og en radiator og nymalede karme i en anden farve, og jeg syntes, det var så svært at få maling om bag ved en radiator og tilsvarende svært IKKE at komme til at male ind på karmen (selvom jeg havde tapet alt af, og også havde spurgt ham den prof. maler, som går og arbejder ude i erhvervsdelen til råds…åh, man kan føle sig klodset)
Det projekt er jo peanuts sammenlignet med alt andet i hele verden, men når jeg griber penslen første gang klokken 21:30, er jeg allerede træt, og når jeg lægger den fra mig to timer senere, er jeg på grænsen til selvmedlidende. Da jeg malede ved siden af i aftes, og dryppede maling ned under afdækningen og ind på vores spritnye gulv, var jeg ved at græde.

Jeg forstår ikke, hvordan nogen gør det? Har deres børn hjemme, karter uld, sylter grøntsager, strikker sweatre og sætter hus i stand? Uden at børnene flår hinanden i stykker eller de selv bliver depressive samtidig, vel og mærke.
Jeg vil SÅ meget hellere sidde på sofaen med en kage og se Notting Hill, når det er blevet mørkt udenfor.

Men jeg skal bare lige finde modellen, ik?  I aften skal jeg male otte skabslåger, og lige nu er jeg optimistisk omkring projektet. Det skal nok blive godt..

Hvordan har I det med “gør det selv”?

Hjem til Ærø (til fællesskab og en lidt anden hverdag)

Så er vi kommet hjem.
Hjem til Ærø.
Jeg var ked af at forlade den høje sne, for ingen kan love os, at vi nogensinde får det igen (det er syv år siden der har ligget så høj sne sidst), og jeg havde svært ved at skulle væk fra den boble, som ødegården var i særlig grad denne gang, fordi vi var der så længe for os selv.
Men jo længere sydpå vi kom, jo bedre føltes det at vende tilbage. Fra bagsædet lød det: “Jeg glæder mig til at komme hjem”, og det varmede mit hjerte at høre de ord, for det ér så godt at have et hjem, som man holder af.

Det er noget helt andet at være hjemme, end det er at være af sted.

Jeg tror, den største forskel for mig ligger i måden, jeg er i mine omgivelser: Herhjemme er rammerne mine; det er min familie og mig, der skal står for at skabe omgivelserne og få hverdagen til at køre så godt som muligt.
Når jeg er på ferie, er jeg ikke længere i mit eget hjem, og selvom jeg kunne ændre meget, hvis det var mit, gør jeg det ikke. Jeg er bare, lever hvert minut uden at have fokus på rammerne, på oprydning, æstetik, vasketøj. Det er en tilstand, der sætter mig fri, men også en ligegyldighed, som ville kede mig i længden.
Så jeg er taknemmelig for at have begge input i mit liv: Mit hjem og så ødegården, som vi er flere om at holde af og bo i, når vi på skift er på ferie fra vores hverdag.

Det har været virkelig vidunderligt at være omgivet af den mest tilgængelige, sneklædte natur uden at skulle tænke andet end et minimum på tøjvask, rengøring og oprydning. Jeg tager en del af fornemmelsen med mig hjem, og vil arbejde på at fokusere mindre på det praktiske i hverdagen. Det er så skønt at være sammen med mine børn uden hele tiden at være mentalt igang med at støvsuge eller rydde op. Jeg tror godt, jeg kan lære det. Det føles helt rigtigt bare at være sammen.

Det har også været en øjenåbner, hvor godt vi trivedes med at være os selv – uden gæster eller legeaftaler – i en måned, og selvom noget af det vidunderlige ved at komme hjem igen netop er vores gode, stærke relationer, så er jeg også blevet opmærksom på, at der ér en helt reel grænse for, hvor ofte og med hvor mange forskellige, vi kan være sociale i løbet af sådan en måned og samtidig være i trivsel internt. Den grænse er lavere for os, end for nogle og højere end for andre, og den er lavere, end den var for fem år siden, og lavere end den måske vil være, når børnene er ældre. Men den er, som den er, fordi det føles rigtigt for os at være sammen med andre mennekser, når vi kan give og tage imod uden at miste fodfæstet.

Men nu er vi fyldt op af nærvær; nu er vi i balance, og i går var vi til boller og varm kakao og hjemmebagt chokoladekage hos vores naboer, som skrev, da vi var på færgen lørdag, om ikke vi trængte til sådan et traktement efter en måned i kulden? Tænk sig, så troppede vi op på deres gård i går efter Junos lur, og de havde dækket det smukkeste bord med påskeliljer og blomstret stel, og alt var, som det plejer – vi kunne have snakket dobbelt så længe, som der var tid til, – og vi tog hestene ind sammen, aede dem på mulerne, og stod i den kolde luft i stalden, og snakkede om stort og småt, til det blev mørkt.

Det er dejligt at være hjemme.
Jeg er glad for det alt sammen: For vores skønne hjem her på vidunderlige Ærø hvor naboerne er som familie, og hvor færgen sejler roligt over vandet for at bringe os sikkert i havn. Jeg er glad for at leve et liv, hvor vi har friheden til at rejse en måned op på ødegården. Mest af alt er jeg glad for, at jeg har lært, at jeg gerne må følge mit hjerte, jeg må gerne stole på min intuition, leve efter den fornemmelse indeni, som indimellem trækker mig i en retning, der får andre til at ryste på hovedet eller klapre med tænderne. Hvilken mangfoldig verden vi ville leve i, hvis alle mennesker fulgte deres hjerter: Jeg tror, magi ville blive en del af hverdagen på den måde – vi indeholder alle sammen så mange smukke drømme og tanker og evner til forandring.

“Ude godt men hjemme bedst” – har I det sådan?

Der er så meget smukt (hvor synes I, der er særligt smukt?)

Jeg tror, en del af hvorfor jeg kan sumpe så fuldkommen opslugt rundt i vægmaling og kunst og træsorter og alt muligt andet med æstetik, håndværk og bare sanserne generelt er, at det er en måde at tilfredsstille min kreativitet, som ikke har at gøre med arbejde eller med relationer eller med kontakt til andre mennesker. Det er noget, jeg kan dyrke helt alene – og jeg elsker at ligge ved siden af børnene, mens de falder i søvn, og tænke på farver og former, tapeter og tegninger. Virkelig elsker.

Og her er så smukt i Sverige: Sneen glimter som millioner af ædelstene, og solen maler det hele gyldent, mens træerne er så høje, ejendommelige, så meget større end mig. Stilheden, smukkest af alt er stilheden. Jeg elsker farverne: De røde træhuse med grønne døre og hvide vinduer; de gule træhuse, de afskallede træhuse, de mørke fyrretræer, de lyse birketræer. Jeg elsker vasketøjet, som hænger frossent fra en snor og sneen på en veranda forladt for vinteren. Jeg elsker søen, hvor vi badede i sommer, som nu er forvandlet til en kolossal, hvid planet, og sivene der står ukuelige i den dybe sne.
Jeg har lyst til at råbe: “STOP!” for hver 500 meter vi bevæger os gennem de umuligt små landsbyer eller ad skovstierne. Jeg har lyst til at stå stille foran alt det smukke, mine øjne ser. Farverne trænger helt ind, det er så inspirerende.

Jeg går på loppis, og køber hjemmelavet kunst og plakatkunst og gammel ubetydelig kunst, som taler til mig, og drømmer om at male smukke rammer til det derhjemme, og drømmer om hvor det skal hænge i vores hus påÆrø. Jeg ser på farver timevis hver aften. Blå, rød, grøn og gul.

Her er noget af det, jeg har set og fundet og taget til mig de seneste uger.

Den lille landsby en halv times kørsel fra ødegården. Jeg synes, alt er så rørende fint dér:

Søen, hvor vi bader om sommeren:

På vej hjem til ødegården:

Åh, de farver – begge fra ødegården:

Fra genbrugsen i den nærmeste (lille) by – en times kørsel her fra.


Jeg synes, at mange steder er ubegribeligt smukke. Norges fjorde, fjeldene på Færøerne – begge dele får mig til at græde. Jeg holder af huse, andre menneskers hjem – de gamle, de afskallede, men også dem fra tresserne med store åbne vinduespartier og lige linjer. Jeg synes, der er smukt på min lange, bugtede mark på Ærø med kig over øhavet; de store vidder, den rene, klare luft. Jeg synes, farver og malerier og små skåle og glas og famle vinduer, store vinduer, egetræ, birkestammer, nedfaldne blade, den første rose i haven er noget af det fineste, jeg ved. Jeg synes, så mange steder, mennesker og stemninger er smukke.

Hvor synes I, der er særligt smukt?

Jeg er særligt sensitiv, og det er mine børn også

Flere af jer har spurgt, om jeg vil skrive noget mere om at være (særligt) sensitiv – og om at være mor til sensitive børn. Indimellem nævner jeg i mine tekster, at jeg er det – og at mine børn er det, men jeg er vist aldrig dykket ned i sensitiviteten i sig selv. Jeg må indrømme, at det ikke er noget, jeg tænker meget over i mit liv. Jeg har jo været sensitiv, siden jeg blev født, og selvom det har krævet indsigt og arbejde at lære at være mor for nogle børn, der er som mig, så overvejer jeg sjældent, at det kunne være anderledes. Men det sker stadig, at de sensitive karaktertræk står så tydeligt frem hos mig selv eller mine børn, at jeg finder ro dér, og derfor vil jeg prøve at skrive lidt om det i dag.

Det særligt sensitive personlighedstræk har været på alles læber de seneste omtrent ti år; først som en forløsning for os, der følte beskrivelsen af det særligt sensitive væsen som et spejl, vi havde længtes efter, og dernæst som et udskældt buzzword – noget, man måske ikke helt kunne regne med alligevel. “Er det bare noget, de siger for at få særbehandling?”

Alt det vil jeg ikke gå ind i her. Jeg er ikke ekspert i særligt sensitive; jeg er nok endda i overhængende fare for at blande både det introverte sind og den  træk sammen med de særligt sensitive nerver, og det er egentlig okay med mig, hvis jeg på den måde får en bedre forståelse for mine børn og mig selv. Men det betyder også, at denne tekst ikke en manual; det er en personlig fortælling.

Jeg tror ikke, at alle mine fire børn er sensitive. Jeg ved, at de alle sammen er meget åbne og følsomme, er tydelige og stærke. Men de er ikke alle sammen særligt sensitive, hvilket er et personlighedstræk, som psykiatrifonden beskriver således:
“– Alle mennesker er jo sensitive, vi er det bare i forskellig grad og på forskellige områder. Men 15-20% af alle danskere er fra fødslen særligt sensitive og påvirkes i højere grad end andre af fx lys, lugte, lyde, smerte, tidspres, uro, forandringer og andre menneskers stemninger. Deres nervesystem bearbejder alle stimuli mere dybt end gennemsnittet, og de bliver hurtigere overstimulerede og overvældede og kommer derved lettere ud af balance. Samtidig er særligt sensitive mennesker også ofte kreative, begavede, dybsindige og har stor indlevelsesevne.”

Og sådan er i hvert fald to af mine børn. Deres verden ér bare lidt anderledes, men den er fuldstændig ligesom min: De er mere følsomme over for stimuli, og har større behov for skærmning, struktur og ro, fordi de hurtigt bliver overstimulerede. De har ikke ret store sociale behov, skal støttes i at blive i sig selv (fremfor at ryge over i andres stemninger), og skal have særligt fokuseret hjælp til at skabe den stærke tilknytning til deres primære omsorgspersoner (det skriver jeg mere om snarest – men i første omgang vil jeg anbefale Gordon Neufelds “A Vital Connection” onlineforløb, hvor han kommer ind på det).
Når det er sagt, så har alle mine tre ældste børn meget brug for sociale pauser, overskuelighed og tryghed i varierende mængde og måde – også den af dem, som ikke er i det spektrum, som jeg vil kalde særligt sensitiv.

Jeg er selv særligt sensitiv, det er jeg ikke i tvivl om, og det kommer til udtryk i en række sammenhænge, men efterhånden lever jeg overvejende et liv, hvor jeg sjældent bliver overstimuleret. En del af min sensitivitet handler om de særligt receptive nerver; andet har rod i min opvækst. For eksempel er jeg særligt god til at fornemme mennesker, og det kan skyldes, at min far var aldeles uforudsigelig, men samtidig har min mor også evnen til at fornemme stemninger før andre, og hendes far var ikke uforudsigelig.

Det særligt sensitive skal ses som en gave, men opleves ikke altid sådan, og jeg tror, det kan tage tid og arbejde at komme dertil. Jeg omgiver mig overvejende med andre sensitive mennesker (det er ikke bevidst, men bliver tydeligt, når jeg tænker mine nærmeste relationer igennem), så det har aldrig været noget, der skilte mig fra dem, jeg var tæt på.

For mig kommer det sensitive til udslag i forhold til alt fra musik til æstetik, lugte, valg af mad, hvilke film jeg kan se, hvor ofte jeg har lyst til at være social og i hvilke sammenhænge, ikke mindst.
Jeg er sådan én, som kan finde på at tage en bog med i en kø, fordi jeg ikke kan rumme flere indtryk ude fra, og jeg kan blive utilpas ved uorganiserede omgivelser; forstyrrende farver; forvirrede lyde. Jeg bryder mig ikke om skarpt lys, modsaterettede omgivelser eller sene aftener i andres selskab. Til gengæld sidder jeg alene nu – klokken snart 2 – og nyder den klassiske musik, roen. Jeg ved godt, at det må lyde lidt tosset, hvis ikke man har det sådan selv, men alle de ting influerer rent faktisk på, hvor godt jeg trives.

Her i Sverige, hvor vi befinder os på ødegården på tredje uge, har vi ikke set andre mennesker, siden vi ankom. Jeg elsker det, og jeg er så indhyllet i den nærende alenehed, at en flig af mig har lyst til at blive for evigt. En del af min sensitivitet er socialt betinget: Hvor nogle lader op, når de er sociale, er det omvendt for mig – det har jeg skrevet om tidligere – HER.

For mig har det været en helt utrolig opladning at befinde mig her midt i naturen, udelukkende omgivet af træer og sne, uden at skulle forholde mig til noget eller nogen udover min nærmeste familie. Vi er kommet helt ned i tempo, og har fundet ind til hinanden.

Vores sensitive børn har særligt brug for, at Kristian og jeg arbejder på tilknytningen til dem. De har særligt behov for, at vi forstår aggression og tackler deres udsving med varme og overskud. De har særligt stort behov for nærhed og støtte til at finde nærvær.

Jeg selv har i mange år (hele mit liv, jo) ønsket at finde socialt fodfæste, og noget begynder at falde på plads i mig nu: Jeg forstår, at jeg ikke kan være noget for alle, og jeg skal øve mig i at tage imod al den varme og velvilje, som bliver sendt min vej. Bloggen “Familiefilosofi”, som skrives af en kvinde ved navn Majken, har en række indlæg om at være sensitiv hjemmegående forælder. Dem kan man læse HER, og jeg er sikker på, at mange nikker genkendende til, at det kan kræve meget af et sensitivt sind at være omkring børn.

Jeg har altid elsket at sidde alene om dagen og skrive, og det var nok mit største forbehold i for hold til at tage børnene hjem for et år siden – hvad så med min alenetid? Heldigvis er det ikke et problem; jeg er ligesom dykket ind i forælderollen på en dybere måde, og finder små lommer af tid dagen igennem. Mine børn er jeg som mig, så selvfølgelig har de også godt af at være hjemme; selvfølgelig trives de bedre nu. Har er mere ro, større glæde, bedre overskud. Men jeg kan alligevel blive overstimuleret indimellem. Det skete den anden aften, da jeg puttede Juno. Der gik lang tid, før hun faldt i søvn (hvilket jeg sjældent opdager, da jeg også ofte selv sover en lur på det tidspunkt), og hele tiden lå hun, og aede mig, og suttede på sin sut, og JA JEG VED GODT, AT DET LYDER SÅ AFSTUMPET, DET HER -men jeg har virkelig en grænse for, hvor meget jeg kan blive aet og hvor mange lyde jeg kan holde ud, og til sidst var jeg  næsten desperat – hjertebanken, uro i benene og udmattelse, og det virkede som en ond spiral. Da hun faldt i søvn, måtte jeg sætte mig på sofaen, helt stille, og trække vejret dybt. Et kvarter senere kom Kristian, og satte sig overfor mig, og fortalte begejstret om et projekt, han har gang i, men jeg kunne ikke holde ud af høre alle ordene – det var en nærmest fysisk reaktion. Mit hoved var ved at eksplodere.
Resten af aftenen sad jeg for mig selv, og så en stille film.

Hvad er fordelene ved at være særligt sensitiv? De er uendeligt mange. Jeg ville ikke kunne skrive, som jeg gør, hvis ikke jeg havde den fornemmelse for mennesker og evne til indlevning, som jeg har. Min sensitivitet er også en kreativitet og en styrke i forhold til at mærke min egen vej i verden, godt hjulpet af de nerver, som fortæller mig, når noget er for meget. Min sensitivitet er også en del af min eftertænksomhed og mit indre liv, som jeg ikke ville være foruden.
Når mine børn bakker ud fra en restaurant, fordi der er mange mennesker, og de absolut ikke har lyst til at spise frokost dér, takker jeg dem i mit indre: Mon ikke mange af de ikke-sensitive, som spiser frokost i et inferno af lyde, lugte, snak og smag også ville nyde en pause fra de konstante indtryk?

Hvad ellers? Hvad oplever I i livet som særligt sensitive eller med særligt sensitive børn? Hvad har I lyst til at spørge om eller dykke dybere ned i?

Bliver du glad af at arbejde?

“Hvad laver du så?”

Sådan lyder det indledende spørgsmål til ethvert middagsselskab.
Og det er nemt at svare på, hvis altså man har noget at svare, hvilket også i givet fald gør det nemt at føre samtalen videre, de fleste spørger ganske enkelt: “Og hvad med dig? Hvad laver du?”

Men jeg gør ikke.
Det er en del år siden, jeg begyndte at glemme at spørge til netop det, og det er omtrent lige så længe siden, jeg mistede den klare fornemmelse af, hvad jeg skulle svare, hvis nogen spurgte mig.

I en periode gled jeg bare af på det – eller svarede lidt koket tilbage: “Hvad laver jeg ikke?”
Også dengang jeg var dagbladsjournalist med månedsløn og gode kolleger, faldt det mig ikke naturligt, at skulle definere min væren ud fra et job, og jeg tror aldrig, det har føltes rigtigt, men der var engang, hvor jeg gjorde det alligevel. For mig handler det om, at mine passioner ligger udenfor noget, jeg ernærer mig ved. Min familie og den litterære skrivning er ikke et arbejde.

For nylig var jeg sammen med min veninde, som indimellem føler sig identitetsløs, fordi hun ikke arbejder. Hun går hjemme med stress og ptsd, og hun har gang i uendeligt mange, spændende, smukke, inspirerende projekter, men ingen af dem tjener hun penge på, og intet af det kan hun klare på fuld tid. Hun er sammen med sine børn, læser bøger, og sover en del. Men hun er ikke i arbejde, og kommer det måske ikke igen. Faktisk var det et arbejde i overhalingsbanen og på højeste trin, som fik hende til at falde for en håndfuld år siden.
“Hvem er jeg så?” spørger hun sig selv og sine nærmeste, og hun leder indeni for svar, men også udenpå – “hvem er jeg i andres øjne, når jeg ikke arbejder?” Når jeg ser på hende, er hun så meget, at spørgsmålet lyder som et ekko i mine tanker længe derefter. Jeg har svært ved at forstå den måde, vi har skruet vores samfund sammen på.

Det er ikke for at sige, at arbejde ikke er værdifuldt. Arbejde kan have en enorm værdi for den enkelte – det kan være selve meningen med livet, og det kan være grundlaget for mange af de ting, vi holder mest af. Arbejde kan være vores største glæde, vores drivkraft og noget, som vi vågner op til med et smil. Arbejde er i sin essens at bidrage, skabe, være en del af livets gang. Arbejde er alt fra at tage sig af de gamle til at udvikle banebrydende energiløsninger til at skabe kunst eller støtte andre gennem sorg og hjælpe de med fysiske smerter, anlægge nye veje eller sprede vigtige budskaber.
Arbejde har igennem menneskets historie været det, vi gjorde for at overleve. Uden spørgsmål og uden fortrydelse – resultaterne lå lige for: Hvis ikke vi arbejdede, kunne vi ikke være. Men vi kaldte det ikke “arbejde” dengang. Vi kaldte det en del af livet; at dyrke jorden, samle æg, være sammen med landsbyens børn, guide de fødende, pleje de svagelige, bygge hjem og finde vand.
Det var nyttefuldt; det var en selvfølge. Det var livet.

På et tidspunkt bevægede vi os fra at arbejde for os selv (brødføde vores nærmeste og indgå i nære relationer med dem i vores landsby) til at arbejde for andre. De fleste blev en brik i et større maskineri, som gjorde nogle få rigere, mens mange mistede fornemmelsen af meningen med deres indsats. Resultatet af den hårde pligt var uden for synsvidde; man kunne ikke se, hvad man havde skabt, og der var ingen relation til dem, som man gjorde det for eller i samarbejde med.

Nu var der virkelig brug for arbejdsmoral: Pludselig blev det vigtigt at tillægge arbejdet betydning, fordi det ikke gav sig selv, og retorikken ændrede sig, lovgivningen blev tilpasset, og i dag er det sådan, at vi ganske enkelt er opdraget til, at arbejde er meningsgivende, også når det virkelig ikke er det. Det er en overbevisning, som man brugte år på at indprente i vores kultur, og det er lykkedes særdeles godt mange steder. I Tyskland har man “arbeit macht frei”, og herhjemme er de arbejdsløse en slags outcasts, som vi ikke ved, hvad vi skal stille op med. Uanset at de er mennesker med samme værdi som alle andre.
Som børn får vi at vide, at når vi vokser op, vil det være vores arbejde, der definerer vores muligheder, vores livsglæde og retning i livet. Vi bliver tidligt spurgt: “hvad vil du være, når du bliver stor?” i stedet for: “hvem vil du være for dem, du kender” eller: “hvad vil du bidrage med?”

Vi får at vide, at hvis vi gør os umage i skolen, så er vejen foran os ligetil. Hvis vi bider tænderne sammen, og er blandt de bedste, så er lykken givet: Så kan vi købe det, vi vil, og få den indflydelse, som vi drømmer om.
Men sådan er det ikke længere, er det? Vi ved efterhånden godt, at kontor nummer 23 på 7. sal i et ministerium ikke er dér, meningen med livet ligger. Det er ikke dér, vi mærker det hele gå op i en højere enhed, og vi ved efterhånden også, at indflydelse ikke er meget værd, når den ikke starter med vores egen glæde.

Først og fremmest tror jeg, det handler om balance: Vi skal arbejde og vi skal være private og vi skal have plads til at udvikle os undervejs. skal gå hånd i hånd. Der skal være tid til at nære vores relationer, mens vi bidrager på anden vis, når vi arbejder.

I mit netværk blomstrer det med blogs skrevet af mænd og kvinder, som vælger karrieren fra og livet til. Det er sådan, de beskriver det: Før var de i fængsel, nu er de i live. Før var de stressramte, nu er de sammen med deres elskede.
De sælger huset, flytter væk fra den dyre adresse, skiller sig af med en helt masse ting. Nogle rejser til udlandet, andre nøjes med at gå på deltid.
En del af dem arbejder endnu, men befinder sig en proces med tid til eftertanke. Der mærkes efter: hvad vil jeg og hvorfor? De bidrager til fællesskabet, nabolivet og deres børns opvækst. Tager jobs, når det er muligt, og mange skaber deres egne rammer. Men de arbejder ikke lige så meget, de lever ikke for at arbejde. De vender værdierne på hovedet, og finder tilbage til en mening, som vækker genklang i mange.

Der er tiny houses, minimalisme, bæredygtig kultur, iværksætterfællesskaber, økolandsbyer og hjemmegående forældre som taler højt om, hvorfor det er så vigtig.
Bevægelsen bærer væk fra bankernes uforståelige udlånsmetoder og den boligboble, som vi givetvis befinder os midt i (igen). Bevægelsen er et skridt væk fra pensionsopsparinger investeret i de helt forkerte værdier og væk fra hovedløs travlhed.

Lige nu har Svend Brinkman en klumme i Politiken, hvor han erklærer sig enig med digteren Henrik Nordbrandt, som i efteråret udtalte til samme avis, at ingen brød sig om at arbejde, “og at vi danskere bare har hjernevasket os selv til at tro, at vi kan lide det.”
Det er faktisk rigtigt, siger Brinkman, der i sin klumme henviser til en undersøgelse, hvor titusindvis af mennesker verden over skulle angive deres lykkeniveau på tilfældige tidspunkter. Her viste det sig, at der kun var én aktivitet, som gjorde os mere ulykkelige end at arbejde, og det var at ligge syg i sengen.
“Vi vil på den ene side gerne gøre karriere og realisere os selv gennem arbejdet, men på den anden side er det reelt forbundet med en lav grad af tilfredsstillelse for rigtig mange,” siger Brinkman.

Jeg tror, det giver mening at bidrage, når man kan se, at det reelt er det, man gør. Jeg tror, det giver mening at arbejde – også hårdt, også dedikeret og ambitiøst – når man gør det i et fællesskab, som man dermed har en aktie i. Når man kan se afkastet i vækst og glæde eller mærke taknemmeligheden fra sine medmennesker (eller natur eller dyr).
Men vi er så ensomme i vores liv, i kontorfællesskabet, enfamilieshuset, parcelkvarteret, opgangen, at vi ikke kan mærke resonansen i at være en del af noget og bidrage ind i det. Vi har ikke noget at læne os op af, så vi gør karriere, vi realiserer os selv, og er seje og dygtige og ambitiøse, men mange af os ender i jobs, der lige så godt kunne varetages af andre, og hvor resultatet ikke kan mærkes, og vi lyver for os selv, og siger, at det ikke kan være anderledes.

Sandheden er, at arbejde er en del af livet. Arbejde er, når vi bidrager til noget, som vi kan se en mening med; når vi står op hver dag, og gør vores bedste; gør en forskel. Arbejde er, når de bredeste skuldre bærer det tungeste læs, og alle får mulighed for at byde ind. Man kan elske sit arbejde, og man kan elske sig selv. Begge dele kræver ærlighed og indsigt, og intet af det har at gøre med hverken magt eller penge.

Hvad tænker I om vores arbejdsmarked? Hvordan kan vi indrette os, så alle får mulighed for at bidrage med det, de kan? Og er der en mening med, at vi arbejder så meget, som vi gør?

 

Her er lidt links til nogle af de blogs, jeg er faldet over, som skriver om at vælge et simplere liv til:

Rikke Røjkjær blev stressramt, og begyndte at skrive om sin proces tilbage til sig selv

Ind i verden: Et ægtepar og deres to sønner har besluttet at flytte ind i et 17 m2 anneks og gøre det til deres hjem. Bloggen er ny, så man kan følge med fra starten af deres proces.

En familie i bevægelse skrives af Nete Maj og hendes mand, som sammen med deres to børn lever et frit liv – pt. bor de i Norge, hvor Nete også har været igennem et kræftforløb, der har sat mange refleksioner i gang.

A gentle tribe: En familie med fire børn har forladt livet med arbejde og hverdag i Sverige, og er rejst sydpå for at være sammen.

Globetrotterfamilien er kørt ud i verden i fem år for at leve dér

Rikke Bruunsgaard er en spritny blog skrevet af en kvinde, som sad i en diplomatstilling i Kairo, og blev ramt af stress. Nu er hendes mand og børn flyttet til Ærø, og snart følger hun med.

 

 

Hun mødte jesus, og skrev en bog om det (også om splittelsen mellem at flytte i kloster og formidle til hele verden)

Alting fortjener bedre tid.

Det er et vilkår i de fleste liv, et ufravigeligt faktum.
For mig betyder det, at når jeg tager tid til én ting, ryger der tid fra noget andet – og alle tingene betyder noget for mig. Næsten alt sammen vil jeg gerne. Jeg har skåret mine aktiver ind til benet, og alligevel ville jeg ønske, jeg havde bedre tid til hver af dem.

Fordi det er sådan nogle ting, som man aldrig bliver færdig med. Som man altid kan gøre lidt bedre.

Tag det her indlæg eksempelvis: Jeg skriver til jer, fordi jeg gerne vil fortælle om den bog, som Kristian og jeg har læst på skift her i Sverige, og som har været en stor oplevelse. Èn jeg ønsker, at andre skal få glæde af. Mine refleksioner kunne nemt forgrene sig i mange forskellige tankerækker, og jeg håber, at I ville nyde at læse dem, præcis som jeg ville nyde at skrive dem – men jeg er ikke sikker på, at jeg har tiden til det, for klokken er allerede over midnat, og i morgen tidlig vågner fire sæt øjne, som jeg gerne vil have energi til at se ind i.
Og når jeg så står op, og kommer ned i køkkenet, tænder jeg kortvarigt for internettet for at trykke “udgiv” her på bloggen, inden jeg igen slukker for den lille wifi-kasse på væggen, og forsøger af være den bedste mor, jeg kan (selvom jeg i virkeligheden har lyst til at læse indlægget igennem 2-3 gange, før jeg deler det, og dernæst gad jeg godt sidde og følge med i, hvor mange af jer, der kigger forbi herinde – og se om nogen af jer skriver en kommentar? Men jeg øver mig i netop at være, hvor jeg er – nemlig i Sverige.)

Men nu til bogen.
Jeg mødte jesus” er den danske journalist Charlotte Rørths hudløst ærlige, velskrevne og inspirerende beretning om, hvordan hendes liv ændrede sig drastisk i løbet af få minutter, da hun fuldkommen uventet mødte jesus i 2009. Yes, det var det, der skete, og hun havde (mindst) lige så svært ved at acceptere det, som mange af jer, der læser med, har.
Bogen, som handler om Charlotte Rørths møde med Jesus, og om alt det mødet har betydet for hendes liv, var længe undervejs, og det er faktisk én af dens styrker: At man følger forfatterens forvirrede, oprørte, smukke og livsbekræftende proces fra de skæbnesvangre minutter i en kirke i Spanien, til hun fem år og en meget lang række interviews, rejser, undersøgelser og bønner senere, sætter sig, og skriver den bog, hvis første oplag blev udsolgt over en weekend.

Bogen rører mig; den glæder mig, og giver mig håb. Jeg har ikke mødt jesus, men jeg er troende (omend ikke religiøs), og jeg er søgende, tillidsfuld og overbevist om, at der er både en dybere mening med vores liv på jorden og tilmed mange flere liv efter det. Derfor glæder det mig – og det bobler i mig, og inspirerer mig – at læse hendes fortælling, som blandt andet vidner om, at mange videnskabsfolk nu om dage ganske ublu vedkender sig, at de ikke har svaret på alt, og at der med stor sandsynlighed er mere mellem himmel og jord, end vi kan afklare med deres værktøjer. Det glæder mig, at troen langsomt spirer frem i vores hverdag, samtaler, tanker og forventninger. Som troende ønsker man kun, at andre vil finde deres tro også (det er min overbevisning, at der findes omtrent 7 milliarder veje til gud, og de er alle sammen rigtige).

Charlotte Rørth fortæller i sin bog om det gule lys, der stråler fra hendes fingre, så også andre kan se det, og hun beskriver sin dybe og vedholdende skepsis overfor sine egne oplevelser såvel som splittelsen mellem den omverden, hun ikke tør dele sit nye liv med, og den overflod af mening, der skyller igennem hende, når hun vågner til en ny dag.

Hun skriver også om en splittelse, som jeg kender indgående – igen, uden at jeg vil påstå, at jeg kender lige præcis den rejse, Charlotte Rørth er på. Men både hun og jeg er formidlere i hjertet: vi er så meget journalister, at vores måde at tænke verden på og vores måde at formulere det levede liv, går gennem de ord, som vi bruger til at kommunikere, selvom vi på andre plan aller helst ville trække os og være uden at sende noget ud i verden.
Og det er noget, hun kæmper med, efter hendes liv bliver vendt på hovedet: På den ene side har hun lysten til at gemme sig i et kloster og fuldkommen fordybe sig i livet med gud, og på den anden side er der hendes uudslukkelige behov for at grave dybere, vende flere sten og dele det, hun finder med omverdenen.

Det kender jeg. Her sidder jeg i Sverige, og føler, at tiden er mere end rigeligt fyldt ud, og vi ser ingen mennesker overhovedet. Men vi er jo også seks i os selv, og egentlig ville jeg så gerne skrive videre på min bog (det vil jeg faktisk gerne nu – men den er der ligesom ikke helt. Tiden og roen.) og der er en del af mig, som bliver så træt af mig selv og facebook og instagram og alle de her ord, samtidig med at jeg ikke lade være med at dele. Jeg kan ikke. Det er som at have to kald: Stilheden, det indadvendte, behovet for at isolere mig og skrive, skrive, skrive uden at dele noget før om flere år måske og så det udadvendte, den side som bearbejder hurtigt og gennem formidling, og som deler med omverdenen, der til gengæld responderer. Dén synergi. Der er de to kræfter i mig, og det vil der nok altid være.

Charlotte Rørth beskriver i den sidste del af sin bog, hvordan hun efter fire år nåede frem til, at hun fremfor alt er formidler, og at det er hendes opgave at videregive det, hun har fået indblik i. Så hun satte sig til tasterne, og skrev den bog, som katapulterede hende ind i en tætpakket foredragskalender og et åbent liv med jesus som pendul. Den bog, som jeg synes, I skal læse.
Den er nærmest umulig at opdrive som trykt bog, for øvrigt, men jeg har linket til den på Arnold Buscks hjemmeside, hvor jeg selv købte den til Kristian i fødselsdagsgave efter at have ledt over alt.  Derudover er den naturligvis også på biblioteket.

Hvad tænker I om det? Altså, om at møde jesus og om tro i det hele taget?
Og kender I også til splittelse mellem de dybfølte drifter i jeres indre?