En ny tid med færre aftaler, flere ord

Det har føltes som som, min blog var ved at sygne hen, men jeg kan se på antallet af besøgende, at det er den ikke. Og det er jeg meget taknemmelig over, det her sted er jo mit lille univers, som jeg holder meget af at dele med jer. Jeg har haft dårlig samvittighed, fordi jeg ikke fik skrevet herinde, og for hver dag der er gået, har der været længere tilbage: Hvilket indlæg skal man starte med, når intet helt føles godt nok?
Min søster og svoger kom lidt pludseligt på besøg fra Norge. Vi kommer ikke til at se dem igen, inden de bliver forældre for første gang, og de kørte her fra med bilen fuld af babytøj, tæpper, vikler, og den slags. Næste gang min søster og jeg er sammen, er hun også mor, og jeg er også moster, og det er en vild tanke for mig, som jo har haft hende med mig hele mit liv, men som ikke kender hende som mor endnu. Nu vil meget omkring hende antage en ny form – hun vil ikke længere være den samme, men med tiden også blive til den kvinde, hun er, når hun er mor.

Så jeg har ikke delt noget herinde, men derimod brugt tid på at være her, og det har været skønt, og dagene er forsvundet i et skær af taknemmelighed og varme. Jeg har skubbet usandsynligt mange mails, telefonopkald, indlæg, aftaler foran mig, og haft det okay med det. Men nok også kun okay, fordi der lige nu er en del på bedding, som betyder meget for mit liv den næste tid.
Og jeg er kommet til den erkendelse, at min familie og jeg har behov for en periode, hvor hverdagene er vores: Hvor vi ikke har andre aftaler en dem, der drejer sig om vores faste rytme. Jeg bærer på en næsten akut følelse af at ville skabe en rutine i vores hverdag, hvilket betyder, at jeg har brug for at give mig selv lov til at holde dagene fri. Vi står overfor en ny struktur, som skal falde på plads, og vi har brug for ro omkring os, luft, en dyb indånding. Strukturen handler om mine børns hjemmeskoleliv, den undervisning, som jeg oplever, giver os alle ro, og om det skrivearbejde, der venter mig de næste måneder.

Som jeg har skrevet før, er hjemmeskolelivet ikke venstrehåndsarbejde: Det at have fire børn hjemme og have ansvar for deres trivsel, er ikke noget, jeg kan gøre uden at dedikere en del tid til det. Både i nuet og på for- og bagkant i form af forberedelse og refleksion. Samtidig har Kristian og jeg vores arbejde: Der er forløbene for udsatte unge, musikworkshops og retreats og en del andet, som kommer dryssende (foredrag, musikprojekter, nye tiltag).

Og så er der alle de mange ord, der skal komme ud af mig den næste tid og mit behov for ro, før de kan det.
Om et par uger har jeg min første klumme i “Danmarks-sektionen”, som er Jysk-Fynske mediers fællessektion – de mest læste avissider i landet, og jeg vil have, at den skal være god. Det er en mulighed for at nå ud til en masse mennesker, som ikke har læst noget fra mig før, og som jeg på den måde kan få lov til at plante frø hos.
Så er der bogen, som jeg håber at underskrive kontrakt på i løbet af et par dage: Bogen om min families rejse fra et ret almindeligt liv i København med vuggestue, studier, musikkarriere og søvntræning til det liv, vi lever nu her på Ærø. Bogen, som jeg drømmer sætninger til om natten.

De ord skal alle sammen komme fra mig, og de skal være nærende, rammende og oprigtige.
Det betyder, at jeg skal fordybe mig i processen, og noget andet skal skæres fra. Jeg skærer afbrydelserne fra, og fokuserer på gentagelse og ro. Gentagelsen starter med morgenrutinen, som er morgenmad, rolige lege og samtaler om det, man drømte i nattens mørke, eller som ikke er glemt fra dagen før.
Dernæst kommer vores skoletid, som er sat til at vare to timer hver formiddag, og som efterfølges af eftermiddagens projekter, idéer, fritidsaktiviteter.
Det er nok.
Jeg skærer ting fra, så jeg kan få ro til at gå tidligt i seng om aftenen for at stå op før resten af familien og skrive. Skrive inden jeg har talt, inden jeg har læst eller forholdt mig til andet end mit eget indre liv.
Dét bliver ikke let: Jeg er udpræget b-menneske, og vil helst i seng midt om natten og op sidst på morgenen. Men jeg mærker lige så stille, at det kan lade sig gøre, og jeg ved, at det er den eneste måde at gøre det på. Jeg mærker med al tydelighed, at når jeg ikke skriver, og ikke er dedikeret til at skrive, så gør jeg heller ikke noget andet. Så forsvinder jeg lige så langsomt.

Her på bloggen har jeg en liste over emner, som jeg vil komme omkring inden for den nærmeste fremtid:
* Har vi droppet unschooling – og hvad er det for et pensum, vi har købt?
* Skærmtid: Hvordan forholder vi os til det?
* Er hjemmeskole den eneste rigtige løsning?
* Om dengang jeg gik på arbejde: Hvorfor sagde jeg op, og hvordan har processen været?
* Hvad gør vi, hvis vores børn vil i skole? Og hvor meget var vores ældste involveret, da vi meldte ham ud af skolen?

Det er alt sammen emner, som er blevet foreslået i mails og på instagram, hvor jeg for nylig spurgte, hvad I gerne vil læse om.

Et tilbagevendende spørgsmål i min feed er, hvordan vi når alt det, som jeg skriver om herinde og på instagram: Kristians grøntsagshave, arbejde, hjemmeskole, vejbod – og bloggen her.
Svaret er, at der er andre ting, vi skærer fra. Vi har haft en ny støvsuger stående i bryggerset i en måned, men har ikke prioriteret at sætte os ind i, hvordan den virker, så vi bruger den gamle, når den indimellem stadig gider starte, eller også fejer vi.
Da min svoger skulle køre en tøjvask hos os den anden dag, endte han med både at rengøre sæbebakken i maskinen og rense tørretumblerens filter. Dét havde vi ikke selv fået gjort.
Kristian er i køkkenhave en times tid mange dage, resten klarer han om aftenen, og i løbet af sommeren har han været derude, indtil solen var helt væk – omkring midnat. Det er på samme måde, jeg skriver, og ordner alt vores arbejde i øvrigt de fleste dage.
Vi ser ikke meget fjernsyn, hverken børn eller voksne, for vi har ingen tv-kanaler, og dermed heller ikke noget, vi følger med i, og som vi har forpligtet os til at bruge tid på. Børnene har ingen computerspil, Kristian og jeg øver os i at være effektive, når vi sætter os foran en skærm.
Jeg tror, de fleste mennsker vil blive overraskede over, hvor meget tid der går på transport til og fra (arbejde, institution, skole, fritidsaktiviteter), og hvor meget energi vi bruger på at skilles fra hinanden og finde sammen igen; hvor mange minutter der hver dag forsvinder i transit mellem det ene og det andet og i frustration over, at vi ikke føler, vi har lederskab i vores eget liv.
Herhjemme tænker vi ikke tydeligt i “arbejde og fritid”: Det hele er vores liv, og vi har en ambition om kun at bruge tid på ting, der giver mening for os. En ambition, som det ikke altid er muligt at leve op til, men som sætter standarden for, hvad vi siger ja til – eller nej. Vi øver os i at mærke efter, og jeg kalder det vores “proces omkring nej’et”. Essensen er, at så længe vi takker ja til noget, der ikke føles helt rigtigt, så får vi ikke mulighed for at gøre det, vi aller helst vil.
Jeg tror på ét eller andet plan, at universet står klar med alle da muligheder, vi ville være lykkelige for at modtage, og hver gang vi gentager et mønster af noget, der ikke reelt giver mening for os, så tager universet et skridt tilbage, og mumler for sig selv: “Nå, hun er tilsyneladende stadig glad for den gamle vane. Så venter jeg lidt endnu.”

Vi skrives ved – god weekend til jer alle sammen ❤️

En sommer går på hæld og en masse nyt titter frem

En sommer går på hæld.
Mange er vendt tilbage til skole, daginstitutioner og arbejde, og vejret har forandret sig. Efteråret ånder i vinden; himlen bliver sortgrå både før og efter regnen, og kattene ligger på sofaen om aftenen, og strækker sig.

Jeg tænker tilbage, og husker en sommer, hvor Kristian for første gang virkelig har haft en grøntsagsproduktion – nu sælger han sine håndholdte, uspolerede, afholdte afgrøder til restauranter på øen samt i smukke kasser til private kunder. Herhjemme har vi spist ærter, til vores maver næsten revnede; høstet squash, salat, krydderurter, agurker og meget andet, og gør det stadig. Nu er gulerødderne store, radiser, rødbeder og kål ligeså.
Det har været den første sommer, hvor vi allerede var i gang med hjemmelivet, inden ferien startede. Den første sommer, hvor beslutningen ikke blev truffet løbende hver, men hvor visheden om vores livsstil i stedet har hvilet som en rodfast og varm bevidsthed over hverdagen.

Pludselig lavede vi en vejbod, og den endte med at blive toneangivende for hele juli og den første del af august med. Vi kogte i hvert fald hundrede liter saft af bær fra vores egen og naboernes haver, og de mange liter tyk saft blev fortyndet flaske for flaske og solgt glas for glas i den lille bod ved vejen, på toppen af vores mark.


Boden voksede, vi solgte agurker og squash, og indimellem kunne man få frisklavet vafler med ribsgele eller en nybagt, svampet muffin med squash og chokolade. Det greb om sig; Kristian skruede ben på nogle paller og plader ovenpå, vi malede det hele lyseblåt, lavede skilte, og satte en parasol op. Næsten hver gang man kiggede op til boden hele sommeren, sad der nogen med et glas saft og nød den smukke udsigt, mens de fik pusten. Vi har haft kunder fra Holland, Tyskland, Schweiz, Norge, Sverige, Australien, New York, Østrig, England – og hele Danmark. Børnene har kommunikeret med mennesker fra hele verden; handlet med forskellig valuta, lavet regnskab og hentet friske forsyninger mange gange dagligt.
Jeg skrev løbende om vores vejbod på instagram, og langsomt voksede idéen om at gøre boden større. En del større, altså.
Faktisk blev frøet plantet allerede én af de første dage, vi solgte saft, da et ægtepar fra Holland kom forbi. “Hvorfor laver I ikke en Tea Garden?” spurgte de, og fortalte, hvordan der langt cykelruterne i Holland ligger private haver, som ejerne åbner op for alle, og sælger kage, kaffe, saft eller sandwiches – til kærlig selvbetjening med nærværende værter. En have med åbningstider, smukke kaffestel, gode snakker på kryds og tværs.
En “Tehave”. Hmm. Vi mærkede efter, og det føltes godt.
Hurtigt tog drømmen mere form. Vi vendte idéen med mange af de kunder, der kom forbi, og alle var enige: Det må gøres. Der er otte kilometer til begge sider langs øen til det nærmeste sted, hvor man kan drikke og spise og slappe af. Vi så for os et sted med overdækning til regnvejrsdage, så man kan tage på tur ud og se øen og møde os trods mørke skyer. Saft på flasker med smukke etiketter; grønt fra haven, simple håndlavede sandwiches og nogle af mine yndlingskager. Alt sammen hjemmelavet, kvalitet, nærende. Et sted, man kan besøge under sin ferie på Ærø og blive mødt af vores livsstil, se haven, slukke tørsten og nyde udsigten, før man bevæger sig videre ud i landskabet.
Så det vil vi tygge på i løbet af efteråret, konkretisere til vinter og måske endda gøre noget ved, når de første vintergækker står i haven. Så skal der laves køkken, bygges og tænkes vidt.

Det er halvanden måned siden, jeg sidst sidst skrev herinde om vores liv.
Der er sket så meget over sommeren.
Først havde jeg flere uger, hvor jeg ikke åbnede min computer, medmindre det var tvingende nødvendigt. Pludselig havde jeg alt tid i verden, og vi bagte, plukkede frugt, og snakkede til ud på natten. Vågnede næste morgen, og fortsatte, hvor vi slap. Jeg elskede produktiviteten, nærværet, det at være i nuet. Følte, at jeg aldrig ville komme tilbage i den verden, som er både facebook, bloggen, og sådan set også alt det i den virkelige liv, der indimellem kræver for meget af én.

Over sommeren har jeg slået så dybe rødder i nuet, at jeg mistede lysten til alt andet. Når min telefon ringede, virkede det fremmed. Når medierne bankede på, eller omverdenen på andre måder trak i os, reagerede jeg ved at trække mig længere ind mod min kerne. Det har været enormt nærende, og meget rigtigt. Jeg er ikke færdig med at være derinde, men jeg er samtidig her igen, med svingende intensitet. Ser mennesker, taler med journalister, lavede indslaget på Go Aften Danmark i mandags, besvarer mails, og har en del ting på bedding, som fylder mig med forventningens glæde. Jeg forstår igen, at livet er i bølger, og det bedste jeg kan gøre, er at følge med.
Herunder er nogle af de idéer, jeg kommer til at dykke ned i de næste måneder:

* Jeg tænker på at lave nogle endagsworkshops over vinteren. Sådan noget med at leje et godt lokale i København og Aarhus og skabe rum til at inspirere og udvikle på familielivets muligheder. Som en businesscamp men med fokus på familiens trivsel fremfor forretningens. “Hvordan skaber du de rammer for dit familieliv, som du drømmer om?” Man kan komme med spørgsmål som: “Hvordan får jeg råd til at have mine børn hjemme?” eller “Jeg synes, det er ensomt at være på barsel. Hvor finder jeg et fællesskab?” Så vil der være oplæg, og gruppearbejde (der vil være plads til cirka 30 mænd og kvinder, tænker jeg) med konkrete input, idéer og generelle råd. Vi skal have tid til at dele vores erfaringer i plenum, gå i detaljen i grupperne. Eventuelt med en onlinegruppe, hvor diskussionen fortsætter efterfølgende. Sådan en dag skal nok koste i omegnen af 500 kroner – og så er der vand og snacks.
Hvad tænker I om det?

* Jeg skal skrive en bog. Hvis alt går, som jeg håber, og tror, ligger den færdig til sommer, når Tehaven i Bølgemose åbner, og når sommerferien atter er over os, og vi har lyst til at fordybe os i skrevne ord, billeder, inspiration. Det bliver en “rejsebog” om min og min families udvikling mellem New York, København og nu den her tid på Ærø, hvor vi lever i tråd med alt det, vi tror på. En bog om, hvordan vi har implementeret vores værdier og drømme. Om at kende sin intuition og have tillid til at følge den, og om at finde roen i det kaos, der uundgåeligt opstår, når man træffer store beslutninger (som rækker ud over normen).

* Her på bloggen vil jeg skabe et forum, hvor vi kan hjælpe hinanden til at finde veje gennem livet med fokus på familieforhold. Der bliver mulighed for at skrive spørgsmål og svare hinanden på kryds og tværs. Mere om det snart.

* Så er der mine to retreats til efteråret. De er begge præcis halvt udsolgt og dermed halvt åbne endnu, og jeg synes, I skal komme med. Der kommer sikkert flere senere, men man kan sgu aldrig vide med mig 😉

* Nyt skoleår. Måske en ny struktur herhjemme. Hele sommeren har været unschooling ved hjælp af vejbod og nye interesser, men samtidig har jeg arbejdet på at skabe overblik, finde en form for rytme i et mere fast pensum. Fra i næste uge er det planen, at vi vil have en mere fast rytme en del af timerne først på dagen. Det er uvant for mig, men nødvendigt, tror jeg. Udfordringen er, at det ikke falder mig naturligt at skabe struktur, men jeg tror altså, det skal til. Så nu prøver vi. Jeg skal nok skrive mere løbende.

Jeg har besluttet at besvare mails fra jer, der følger med, på en fast ugedag fremover. På den måde bliver det ikke en konstant dårlig samvittighed, men derimod noget, jeg vil se frem til. Så vil jeg sætte mig med god musik, læse og besvare mails én for én. Og så: Tak fordi I har tillid til, at jeg kan forstå jeres livsbetingelser og overvejelser. Det gør mig stolt og ydmyg.

Jeg har også besluttet, at jeg vil skrive her på bloggen én til to gange om ugen. Ikke syv gange som det første år og ikke fire-fem som det efterfølgende. Bare et par gode indlæg forhåbentlig fulde af nærende tanker og inspiration. Og chokolade og vægfarver og den slags.

Hvordan har jeres sommer været? Og er den slut nu? Hvordan er hverdagen? Anderledes, god, tryg, øv, ?
(Det føles godt at være tilbage!)

Kom med mig på retreat – til oktober og november

Jeg bryder sommerstilheden for at dele nogle datoer med jer.
Jeg holder nemlig to retreats for kvinder i løbet af det kommende efterår/vinter, og jeg synes, I skal have datoerne nu, selvom der stadig er nogle gode gæsteindlæg på listen, før jeg selv vender tilbage med mine mange ord.
Det første retreat er weekenden den 26.-28. oktober og det næste den 23.-25. november.
Jeg glæder mig så meget, at jeg vrikker med tæerne, mens jeg skriver her.

Begge weekender afholdes på Ærø i den samme smukke ejendom som de foregående, hvilket betyder et ret begrænset antal pladser (der er syv værelser, tre af dem er dobbelt) – altså max 10 deltagere.

I kan læse mere om mine retreats her, hvor I finder priser, program og ikke mindst udtalelser fra tidligere deltagere.

Et retreat med mig handler først og fremmest om at øve sig i at lytte til sin intuition – eller mavefornemmelse om man vil, og lade den være en sikker guide gennem livet. Intuitionen hjælper os med at finde retning, mening, håb og glæde, og den kan trænes op til at være et sikkert kompas hver dag.

I løbet af weekenden skal vi have nærende, indlevende og inspirerende samtaler om alt det, der betyder noget. Vi skal gå i behageligt tøj, spise toplækker mad af de bedste råvarer, være stille, have et besøg som vil hjælpe os til nye indsigter, og fremfor alt have nyde at være tilstede i et forpligtende fællesskab af den slags, som mange savner i deres hverdag.

Lørdag morgen, lørdag aften og søndag morgen er der yoga – alle kan være med, og det er ikke afgørende for din oplevelse af retreatet, om du har erfaring med yoga, eller er forhindret i at deltage i den del.

Hvis det lyder som noget for dig så send mig en mail. Så snart dit depositum er indbetalt, er du sikret plads.

 

Jeg holder ferie fra bloggen – og har aftalt med en række inspirerende mennesker, at de skriver i mit sted

Disse lange og på samme tid lynhurtigt overståede sommerdage så propmætte af magi og solskin, at man ikke kan få nok. Den berusende frihed, lyset, lugtene, løftet om kærlighed og tid.
Barnestemmer, cykeldæk mod grusvejen.
Vi spiller foldbold i naboens have, spiser is i hængekøjer og ærter fra marken. Ligger på græsset, og børnene siger til hinanden, hvad skyerne ligner.

På vej for at hente æg hos naboen springer haren ud på vejen, og fortsætter foran os de næste flere hundrede meter. Dens lange ører danser til lyden af børnenes hastige fodsåler, som så gerne vil følge med.
Vi bor her, fordi her er ro til at leve, som vi vil, og fordi her ser vi både rævens røde hale i kornet og mennesker, som tager sig tid til at lære os at kende.

Jeg hører Schubert for at mærke mine følelser rystende inderligt midt i dette gribende liv, som er både åndeløst let og fortvivlende svært. Sådan er det at være til: Vi bevæger os mellem øer af forskellige erfaringer og den rejse i sig selv er livet.
Om natten lægger jeg min hånd på børnenes varme maver, før jeg åbner gardinet en smule, så jeg kan falde i søvn i månens sølverskær.
I denne tid har jeg lyst til at trække mig tilbage, stoppe med at snakke og i stedet leve af at lytte, mærke, fornemme, blot være til. Jeg synes, jeg har sagt nok for nu.

Så jeg har besluttet at være stille for en stund.
Jeg holder ferie fra bloggen den næste tid, og lader ordene hobe sig op indeni i stedet. Jeg trænger til at mærke et overskud af idéer, for der er så meget, jeg gerne vil skrive, og så mange spørgsmål jeg gerne vil svare på, men jeg tror, jeg kan komme med bedre svar, hvis jeg tager en pause først.
Tit skriver jeg om at være tilstede og værdsætte tiden, og hvis ikke det skal klinge hult, må jeg selv gå forrest.

Mens jeg er væk fra bloggen, har jeg bedt en række inspirerende mennesker skrive i mit sted.
Jeg har sendt dem hver et personligt oplæg hver, og de har skrevet om alt fra rodløshed, minimalisme, stress og mod til forældreskab og livet i de store skove.
Et par gange om ugen vil jeg dele deres tekster, og jeg håber, de vil vække glæde, forundring og nye tanker i jer.

Ved I, hvad jeg elsker mest ved at blogge? Jeg elsker, når I kommenterer herinde, og når I sender mig mails, for dér sker magien: I udvekslingen, ærligheden, den delte søgen og taknemmelighed. Mange skriver, at de har taget sig sammen gennem længere tid, før de endelig skriver, fordi de synes, det virker grænseoverskridende at kontakte en fremmed. Men I er ikke fremmede for mig: I er med mig; I er et fællesskab. I er de hjerteslag, som giver mig energi til at fortsætte på denne rejse.
Jeg selv står på skuldrene af dem, der gik foran mig, alle har brug for nogen, de kan læne sig op ad, og vi som går foran, har brug for at vide, at andre er lige i nærheden. Tak til alle som læser med, tavse eller med larm, jeres tillid og tid er energi i universet.

(Ilja har netop hevet sin første rokketand ud, og Juno ser på med beundring, mens hun spiser kirsebær..)

 

Hvad skal min sommer bruges på, nu hvor jeg ikke skal skrive her?
Engang sagde man: “jeg holder af de gode ting ved livet,” og med det mente man rejser, kaviar, dyre biler, store armbevægelser.
Men verden er under forandring, og jeg tror nok, vi endelig er ved at zoome ind på det, der ikke kan købes, og som aldrig bliver glemt. Det er ikke længere ensbetydende med fattigdom, at man ikke rejser til Spanien eller Bali i sine ferier, og nu kalder vi det bevidsthed, omtanke og bæredygtighed, når man skaber en hverdag, som det ikke er nødvendigt at rejse væk fra for at føle livsglæde.
Hen over sommeren skal min familie og jeg læse bøger, male, tegne gigantiske tegninger, synge højt, sove i telt i haven, klappe grisene og hænge ud med en helt masse vidunderlige mennesker. Vi skal rydde op, bage kager og fange fluer.

Og jeg skal grave mig fuldkommen ned i planlægningen af vores næste skoleår, som får en lidt anden tone end det forgangne. Vi bliver heldigvis hele tiden klogere på os selv, og nogle af dynamikkerne herhjemme har brug for justering. Så jeg suger ny viden til mig i noget nær rekordfart (og bliver en lille smule forpustet undervejs), og håber, at jeg får mere forbindelse til min mavefornemmelse undervejs, for lige nu er den ikke helt på plads. Alt det skriver jeg selvfølgelig mere om, når jeg vender tilbage.

Jeg har også et en håndfuld idéer til ting, som jeg synes, det er værd at bruge nogle af jeres ferietimer på..:

Kurser: Gordon Neufelds The Vital Connection onlinekursus på i alt otte timer vendte mange ting på hovedet i mit forælderskab. Det er SÅ godt, og pt. glæder jeg mig, til Kristian og jeg kommer i gang med opfølgeren. Send en e-mail til Grete, som sælger kurserne i Danmark og hør, hvordan I kan komme i gang.
Hvis jeg havde en uge til et ikke-børnevenligt kursus, ville jeg kaste mig over mindst ét af de fede sommerkurser, som bliver afholdt på Martinus Instituttet i år. PDF med info om kursusaktiviteter for hele 2018

Dokumentarfilm om frihed og spiritualitet: Så meget godt i vente, The Challenge of Rudolf Steiner (downloades for i alt 10 pund), Maidentrip, Given (Netflix), Being and Becoming (Vimeo), I Am (iTunes), With One Voice (Gaia.com), The Music of Strangers (Netflix), Shaman, Healer, Saga (Gaia.com), Sustainable (Netflix).

Podcasts: Audiens på P1 om spiritualitet – jeg har hørt afsnittene om børns spiritualitet og det om Martinus, og de er virkelig gode.

Bøger: På min Hjemmeskoleinfo-liste anbefaler jeg bøger om hjemmeundervisning, unschooling m.m.
Bøger om spiritualitet: Lars Muhls Gralstrilogi, Michael Newtons serie om liv efter døden “Sjælerejser”, Charlotte Rørths “Jeg mødte Jesus”, Eben Alexanders “Til Himlen og tilbage”, Peter Bastians “Altid allerede elsket”, Kahlil Gibran “Profetens Bog”, Paulo Coelho “Alkymisten”, Bruce Lipton “Intelligente celler”. Og til dem, der godt kan lide mange sider og stor oplysning: Uffe Jonas: “Solen ved midnat”; Søren Hauge: “Levende Visdom”, J. Anker Larsen: “De vises sten”, Martinus: “Livets Bog”.
Skønlitteratur m.v.: Jeg har anbefalet en lille portion bøger i tidens løb. Se under kategorien “Film, bøger, musik – anbefalinger

 

Når jeg vender tilbage, kan jeg fortælle lidt mere om den bog, jeg regner med at skulle lave hen over efteråret og vinteren. Den har luret, siden sidste år, da min veninde sagde: “du skal lave en almanak over jeres liv”, og jeg med ét fik modet til at gøre netop det. Jeg har samlet de bedste billeder, håndplukket tekster og skrevet en liste over andre ting, jeg gerne vil have med, og til august kommer den redaktør, som jeg har prikket på skulderne, for at diskutere mulighederne.
Hvad vil I gerne læse om i den?

Til vinter holder jeg to retreats: Ét for kvinder, som dem jeg har holdt før, og ét for både mænd og kvinder om familieliv. Datoerne kommer op på bloggen i løbet af sommeren, og jeg skal nok skrive et indlæg både her, på facebook og instagram, når de er der.

Om et par dage skal I læse et dirrende, smukt og inspirerende skriv fra en kvinde, som lever, tænker og udfordrer samfundet fra sin bjælkehytte i Sverige. Mange af jer kender hende nok allerede, og forhåbentlig kender I hende endnu bedre, når I har læst den tekst, som hun har skrevet her til bloggen om sit liv lige nu, sin læringskurve og de ting, som fylder i dag.

(Husk at der er mere end 400 indlæg her på bloggen, som man kan dykke ned i, hvis man kommer til at savne mig en lillebitte smule 😉 Ellers er det en god idé at følge med på instagram, hvor jeg ikke forventer at blive helt stille.)

God sommer ❤

Når drømmelivet bliver for svært (om udfordringerne ved at vælge sine børn til i en adskillelseskultur)


I kender godt det med, at et tema opstår omkring én nærmest fra den ene dag til den anden?

Pludselig får man mails om emnet, og alle taler om det, og hurtigt står det klart, at her er noget, man bliver nødt til at dykke ned i. For mig starter det som regel med en “det vil jeg skrive om på bloggen“-tanke, og så går der nogle dage eller uger, før jeg reelt gør det, og i løbet af den tid vokser fornemmelsen sig større.
Således også nu, hvor mange omkring mig sætter ord på alt det svære ved at ville være sammen med sine børn i et samfund, hvor institutionaliseringen er så udbredt og så massiv, som det er tilfældet i Danmark.

Mange kvinder skriver til mig, at de mere end noget andet ønsker at gå hjemme med deres børn, men de føler sig stigmatiserede og sårbare, og oplever, at deres drømme smuldrer, fordi de ikke kan løfte omsorgsopgaven uden opbakning, forståelse og – ja, omsorg fra deres omgivelser. Jeg læser om familier, som er ved at knække i to, fordi samfundet på den ene side presser på for at få både forældre og børn ind i hamsterhjulet, mens deres intuition siger noget andet.

Vores forståelse af succes som noget målbart og ikke mindst materialistisk truer med at ruinere enhver idé om et andet liv, fordi den er så forankret i hvert eneste samfundsled (børneliv, skole, uddannelse, job), at det kræver et konstant fokus, hvis ikke man vil ende med at leve nøjagtigt som alle andre.
Vi vokser op på den løgn, at der er et mål i livet, og det mål er et job med en given løn og titel, og derfra kan alle ens drømme udfolde sig som en form for evig finale, hvor alt pludselig falder i hak, uanset hvor sjæleløst og tomt man har følt livet indtil da.
Men den smukke sandhed er selvfølgelig, at livet ikke har et mål. Livet kan kun leves nu, og man kan ikke samle det til bunke eller komme til at brænde det for hurtigt af. Vi har ingen grund til at skynde os mod et særligt plateau i vores skæbne, og alt det som venter på kontor nr. 37 i den bygning, vi drømmer om at gøre karriere i, risikerer kun at ødelægge vores reelle glæde, hvis ikke vi træder varsomt, og forstår, at tiden er livets eneste egentlige ressource.
Det er et lykkeligt faktum, at vi ikke behøver jage et mål, vi skal blot øve os i at være lige her, hvor vi er. Nemlig i nuet.

Men det er svært, når alle omkring én spørger: “Hvordan kan du holde ud at være sammen med dine børn hele dagen?” eller “Savner du ikke at bruge dig selv?”
Kvinder skriver til mig, at selv hvis man bosætter sig i en økolandsby med selvforsyning, halmhuse og forældre uden smartphones, så bliver børnene afleveret i den lille børnehave for enden af vejen hver eneste dag, så forældrene kan gå på arbejde. Selv dér er man uden for som hjemmegående, og man bliver ensom.
Fællesskabet anno 2018 ligger i adskillelsen, når vi forældre mødes foran dagplejen, og snakker om, hvor dejligt det er at komme hen i stilheden på kontoret, mens børnene larmer et andet sted. Fællesskabet anno 2018 er for mange af os stadig forbrug, stress, smerte og længsel..

Det hele handler i alt sin nedslående enkelthed om, at vi har skabt et samfund, hvor der er flere penge i at aflevere sine børn til pædagoger og færdiglavet mad end at blive hjemme sammen og lave maden selv. Og hvor pengene er blevet både målet og midlet.
Vi lider alle sammen under den åndsfattige virkelighed, som materialismen skaber, og jeg modtager hver uge mails skrevet ud af afmagt og sorg. Nogle spørger, om jeg har forslag til, hvordan de kan leve den drøm, vi deler, mens andre fortæller, at de ikke kan holde til det mere, uanset hvor gerne de vil være hjemme med deres børn. Enkelte er vrede, fordi mit liv syner bekymringsfrit og uopnåeligt, når man læser med på afstand, og de oplever ikke selv at have samme valg.
Gennemgående er følelsen af en splittelse mellem hjertets dybeste længsel og samfundets racerløb mod et ikke-eksisterende klimaks.

Mange skriver til mig, at de hellere end noget andet vil være sammen med deres børn, men ægtefællen arbejder 9-10 timer dagligt, og fællesskabet er forsvundet ud på arbejdspladserne og ind i børneopbevaringen, og de mursten som mange af os knokler for at betale af på, står tomme det meste af tiden.

Det betyder, at de familier som netop i disse år begynder at vælge anderledes, er alene på flere plan: Det sociale ville ikke være en udfordring, hvis flere levede sådan, men når man er den eneste hjemmegående familie på vejen, bliver det pludselig et ømt punkt. Hvordan lever man som i en landsby, når landsbyen er væk? Det ville være så meget nemmere, hvis vi var fælles om at skabe denne bevidsthed og leveform.

Og nu skal jeg fortælle jer, hvorfor det er svært for mange af os at være hjemme med vores børn (selvom det er vores allerhøjeste ønske): Fordi vi ikke selv var hjemme med vores forældre, ligesom deres forældre ikke var det med dem. Fordi tilknytning er noget, vi først lige er ved at forstå betydningen af. Fordi det kan være svært at elske ubetinget, løse konflikter uden at forfalde til vrede og give plads til individets udfoldelse, når man aldrig selv som barn har oplevet nogen af de ting.  Det er en meget stor følelsesmæssig opgave at være alene med sit barn, når man ikke selv blev næret tilstrækkeligt som barn, og det kan være pissesvært at skulle opfinde hele verden på én gang, uagtet at man i sit hjerte ved, man er på rette vej.
Og lige dér mangler fællesskabet, opbakningen, den fælles forståelse. Dér i smerten, splittelsen og tvivlen bliver det så tydeligt, at vi som samfund har behov for at skifte spor.

Jeg tænker det ofte selv: Hvordan kan vi indrette et samfund, hvor det er normen at være sammen fremfor adskilte fra vores nærmeste? Svaret må være noget i retning af, at fremtiden kommer med de mere praktiske løsninger – teknologien har vi, og lysten dukker frem som små spirer over alt, og med tiden finder vi helt nye måder at indrette os på. Der vil være mere frivillighed, mindre manuelt og fysisk opslidende arbejde. Der vil blive tid til at dele livet på tværs af generationer, og det er klart (decideret himmelråbende oplagt), at vi vil arbejde mere i de år, hvor vores børn ikke er små og mindre i de år, hvor de har mest brug for os. Børnene bliver en del af livet fremfor sendt af sted til den parallelverden, vi har skabt til dem.

Svarene tvinger vi frem ved at træffe anderledes valg, stille højere krav, se os selv i øjnene og mærke hjertets kald. Svarene kommer, når vi opsøger ligesindede, og sammen skaber fællesskaber, laver små landsbyer af samhørighed og omsorg.

Og mens jeg gik og tænkte de tanker, og følte mange følelser for alle de kvinder i min indbakke, som jeg så nemt kan identificere mig med, skrev vidunderligt vise Nynne fra Verden ved siden af denne opdatering, som jeg synes, er vigtig at få med:
“(…) Jeg vil ikke bruge min kvindekrop og min sjæl på, at tænke børnene UD af livet i form af kamp og den evindelige råben om #minimumsnormeringer og kvalitetsløft i daginstitutionerne. Faktisk skræmmer tanken om bedre normeringer mig, fordi jeg frygter at det bliver en hvilepude og endnu et plaster på såret, der stammer fra at vi aldrig, efter kvinderne tænkte sig selv ind i livet og ud af hjemmet, fik tænkt børnene med. Dem fik vi tænkt UD af livet og ind i de idag dybt skadelige institutioner, som vi kalder “vuggestuer” og “børnehaver”. Tænk, hvis vi samlede alt vores menneskelige følsomhed og rationalitet og satte os sammen om at tænke verden helt anderledes. Vi kunne også bare starte med Danmark. Satte os sammen om at tænke os et sted hen, hvor børnene ikke var tænkt ud i en (institutions)verden ved siden af den verden, hvor dem som børnene elsker og som ubetinget elsker børnene lever. Jeg vil bruge hele min menneskelighed på den store opgave, der ligger i at føle, tænke og handle for vores #omsorgsrevolution. Jeg får styrke og mod ved tanken om, at vi er mange der mærker samme længsel. Og at vi løfter og bær os selv og vores børn i samlet flok.

Og jeg svarede: Ja, Nynne! Ja – til det alt sammen. Det er dér, vi skal lægge vores energi: I den altomfavnende, dybt ambitiøse og helt uundværlige #omsorgsrevolution. Institutionernes normeringer er afgørende for kvaliteten af dagtilbudene, men de rykker ikke ved den grundlæggende smerte og det vidtrækkende svigt, som ligger implicit i institutionaliseringen. Og derfor må vi gerne kæmpe for det bedste, selvom det gør ondt på mange, og fostrer vrede rundt omkring.
Men der opstår alligevel for mig en sorg og usikkerhed i denne kamp, når jeg igen og igen hører fra kvinder, som i deres hjerter mærker en længsel efter at være sammen med deres børn og bygge livet op omkring familien, men som ikke magter det. Fordi de ikke oplever opbakning i deres netværk, og savner fælleskab og ligesindede. De har ikke selv erfaret nærværet eller følt tilknytningen til deres eget ophav, og er i det hele taget selv vokset op i en kultur, hvor omsorg og moderskab ikke var en værdi, før de selv følte det, da de blev genfødt som mødre.
Vi er mange, som selv skal opfinde alt i denne ellers så naturlige levemåde: vi har ikke været hjemme, er ikke blevet holdt tæt eller elsket ubetinget, ligesom vores forældre heller ikke blev det. Så vi famler og vi kører træt, bliver usikre og magtesløse. Og de kvinder, som mærker den gribende splittelse, føler jeg dybt i mit hjerte, for jeg kender deres afmagt, og jeg er her ikke for at få andre til at føle utilstrækkelighed.
Vi må gå forrest med lyset og vise vej uden nogensinde at forfalde til arrogance eller udskamning.

Jeg ved, at fremtiden rummer meget af det, som jeg selv udlever hver dag, og som jeg forsøger at inspirere andre til også at turde gribe: Det tilknytningsorienterede liv med fokus på familien, fleksible arbejdstider, lavere leveomkostninger, mindre forbrug og større frihed generelt. Jeg ved, at det er svært, og vi er mange til at støtte, udveksle tanker og idéer, dele sorger og glæder med hinanden, men vi er ikke mange nok, og det kan stadig være en ensom vandring at vælge det alternative liv.

(undskyld det blev så langt, jeg prøvede virkelig at begrænse mig, måske jeg får tid til at skære i det senere, men for nu er det, som det er, og jeg skal ud at gå en lang tur med en flok dejlige unge mennesker #arbejde)

“Hvor kommer modet fra?” Jeg har svaret på en række spørgsmål om mit eget liv. (Læs svarene her)

Camilla Willumsens, som har bloggen Moderskaber, og som arbejder med rådgivning af gravide og småbørnsforældre, skrev til mig for et par uger siden, om jeg ville lave et gæsteindlæg til hendes blog.

“Vil du ikke skrive om dine oplevelse med at bryde normer? At træffe anderledes valg. Hvor har du fået indsigten og modet fra? Har det været svært? Her mener jeg ikke bare at hjemmeskole, men det at gøre noget, få andre gør. Hvad var det, der gjorde, at du endte med at hive alle børnene hjem?”

Det er sjovt, det med at få spørgsmål: Indimellem kan det bringe selv den mest ordtomme hjerne til at producere svar, og pludselig sad jeg om aftenen og skrev, og det kom der et indlæg ud af, som Camilla har delt på sin blog, og som I nu kan læse her:

Camilla har spurgt mig, hvorfra jeg har modet til at leve et liv, som er anderledes fra mange andres. Det er blevet til at skriv om min barndom og om et kritisk blik, der med alderen er både modnedes og  blevet mere modigt.

Undersøgelser viser, at børn hvis forældre driver selvstændig virksomhed, har større sandsynlighed for også at blive selvstændige som voksne. Det skyldes, at de gennem barndommen udvikler en højere risikovillighed, og mærker den frihed, der er forbundet med at være sin egen chef.
I mit barndomshjem herskede der en stemning af autonomi – en fandenivoldskhed, om man vil, som mine søskende og jeg fik installeret i os. Vi voksede op med historier fra vores forældres oprørske ungdom, og historierne talte ind i en frihedslængsel, som blev en del af vores DNA.

Min far plejede at opfordre os til at gå over vejen uanset farven på lyset, hvis der ingen biler kom, og han rystede på hovedet, hvis vi læste til eksamen under vores læseferie, mens solen skinnede. ”Hvad i alverden laver du herinde? Det er sommer!”
Hans selvstændighed rustede mig til at være på vagt overfor autoriteter og ubevidste valg, og den kritiske sans har kun vokset sig større, jo ældre jeg er blevet.

Men min far nåede aldrig selv at leve frit; hans opposition var en vrede, som aldrig blev manifesteret, og jeg har lært, at det kræver både vilje og omtanke at leve reelt frit. Jeg har, siden jeg flyttede hjemmefra, levet mit liv, som jeg havde lyst, og i en del år var mine valg mere et oprør, end en intuitiv bevægelse, men sådan så min rute ud, og nu kan jeg ærligt kan sige, at jeg går, som mit hjerte viser vej, og jeg tvivler sjældent på, hvad der er op eller ned.

Således ser mit liv på en del områder anderledes ud end de fleste andres. Det er ikke et spørgsmål at ville skille sig ud, det handler simpelthen om, at jeg ikke gør noget uden at tage stilling til det. Og – hånden på hjertet og med fare for at blive slagtet på de sociale medier – så er det ikke ret mange af flertallets vaner, der vækker genklang i mig. Det giver simpelthen ikke mening for mig at bruge de fleste vågne timer på et arbejde, jeg ikke føler meningsfuldt eller at aflevere mine børn til mennesker, som ikke elsker dem lige så højt som jeg.
Det giver ikke mening at se X-Factor, når der findes SÅ mange gode bøger, film, samtaler og symfonier i verden, og det handler ikke om rigtigt eller forkert eller om at pege fingre, men eksempelvis X-Factor snupper hurtigt 15 timers af ens efterår, og de 15 timer har jeg andre ting, som jeg langt hellere vil bruge på.
Ultimativt giver det ikke mening for mig at melde mig ind i en samfundsstruktur, jeg grundlæggende mener, er fejlagtig. Jeg tror ikke, at kapitalisme eller overproduktion er vejen frem, og jeg tror ikke, at vores liv behøver indeholde trætteligt arbejde, som ikke gør jorden til et skønnere sted. Når jeg hører en kvinde sige, at hun hellere ville være sammen med sine børn end gå på arbejde, men at hun ”sidder i saksen, fordi vi har købt hus og bil”, får jeg lyst til at hjælpe hende med at ændre sin hverdag. Sælge det meste, finde noget billigere. Prioritere friheden og opdage nye vidunderlige veje gennem livet.

Det er derfor, jeg skriver min blog, selvom jeg ofte har lyst til at trække mig og leve et ubemærket liv her ude på bøhlandet. Jeg kan ikke lade være med at formidle oplevelsen af, at vi har en helt masse frie valg, og jeg føler en brændende trang til at huske mine læsere på, at intet er givet på forhånd. At livet er meget mere vidunderligt, når man selv har orkestreret det efter sine personlige drømme og at det meste kan lade sig gøre, hvis man er villig til at ændre på sin indstilling.

Man kan sige, at jeg har en no-bullshit tilgang til livet, hvor intet er helligt. Jeg stiller spørgsmålstegn ved alt, og hvis jeg gør noget, som er ordinært, spørger jeg i endnu højere mig selv, om det er hensigtsmæssigt, netop fordi det kan risikere at være en autopilot handling. Er engangssugerør i vores morgensmoothie eller Disney Show fredag aften den bedste løsning for os? Svaret er nej, derfor vælger vi anderledes.
Ingen er perfekt, og selvom jeg køber fryseposer fremstillet af majs (som revner for et godt ord!), er der andre områder, hvor jeg accepterer, at jeg endnu ikke er i mål, og måske aldrig kommer det. Jeg køber stadig fra tid til anden ét eller andet legetøj til mine unger uden at tænke mig om (og nogle måneder senere afleverer jeg det i Røde Kors, og har således både bidraget til fortsat produktion af overflødige produkter, spildt mine penge og givet mine børn oplevelsen af, at vi køber uden omtanke.), jeg råber for ofte, og så er jeg afhængig af chokolade. Men de helt store linjer tager jeg ansvar for, og dem er der ingen andre end mig selv og min familie, der skal definere.

Det med børnene? Dem pillede min mand og jeg ultimativt ud af børnehaven og skolen, fordi vi var klar til det. Jeg tror egentlig, jeg altid instinktivt har vidst, at det ville være bedst for mine børn at være hjemme, og måske også at det var bedst for mig. Men jeg var bange for, at det ville ødelægge noget, hvis ikke jeg afleverede dem i en institution. Jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle gribe det an at være en reelt nærværende forælder, for jeg kendte ingen, der levede sådan.
Det er jo et helt forrykt tankemønster, som opstår af vores massive institutionalisering og konstant nærværende adskillelseskultur, hvor alt lige fra ammeanbefalinger til barselsregler er tilrettelagt efter, at vi skal kunne give vores børn fra os, når de runder et år.
For mig hang tilvalget af vuggestuen også sammen med det manglende fællesskab i barselslivet, som betød, at jeg var meget alene med mit barn, der havde kolik. Urbaniseringen har for mange den konsekvens, at vi er langt fra vores familie, og arbejdskulturen betyder ydermere, at bedsteforældre, mostre og naboer alle sammen er på arbejde. Der opstår et vakuum og en enorm ensomhed i barslen, medmindre man selv har overskud til at stable et stærkt netværk på benene.
Så jeg afleverede min søn i vuggestue, og det var en meget splittet følelse. Den helt åbenlyse lettelse over ikke at have ansvaret i nogle timer blev kvalt af smerten ved at overdrage mit barn på 16 måneder til fremmede hænder. Det virkede kunstigt at komme tilbage nogle timer senere, og i garderoben spørge de ukendte pædagoger, hvordan han havde haft det, og hvad han havde lavet, mens jeg var væk? Mit barn.

Men idet, at jeg afleverede mit barn, blev jeg med ét en del af en slags klub, og det havde jeg savnet, siden jeg blev mor. Nu var jeg én af dem, som også havde for travlt til at være mor på fuldtid, og retorikken blev hurtigt, at det var dejligt at komme tilbage på studiet og få tid til at bruge hjernen igen. Der er SÅ mange vinkler i den problemstilling, at jeg næsten ikke kan rumme det. Der er det faktum, at det ER vildt hårdt at være mor – i særdeleshed på grund af den måde, vi har indrettet os. Lige så meget som jeg mener, at alle børn har bedst af at være sammen med deres forældre de første 3-6 år af deres liv (eller mere?), lige så vigtigt synes jeg, det er, at mødre ikke er ensomme eller deprimerede.
Der er også det faktum, at både vi selv og vores egne forældre blev passet ude, så ingen af os ved helt, hvordan man skaber en sund tilknytning til sit barn, og mange af os tror ligefrem, at institutionen er en nødvendig del af et helstøbt liv. Jeg kan næsten ikke understrege tilstrækkeligt, hvor vildledende og smertelig jeg mener, den opfattelse er.
Vi er en brik i et maskineri, som ønsker os tilbage i produktionsledet hurtigst muligt, og retorikken bliver et blodfyldt og løgnagtigt plaster over vores dybeste smerte: Vi lever med dette livslange tab, at vi adskiller os fra vores børn, for at kunne købe nye ting til et liv, hvor der aldrig er nogen hjemme. Vi sparer sammen til ferier, hvor vi frustreres over vores nærmeste, fordi vi ikke er vant til at være sammen, og vi drømmer om at tage roen fra ødegårdsweekenden med hjem, men den drukner i ønsket om et nyt køkken og en højere stilling på jobbet.
Og selvom vi savner vores børn, når vi er væk fra dem, siger vi i kaffestuen på arbejdet, at det er fedt nok at komme på forretningsrejser væk fra dem. ”Jeg nyder at komme lidt hjemmefra”, som om vores familie er noget, vi med rette ønsker os selv på afstand af. Der er så meget smerte i den afstand, men nu kalder børnene og vi selv på forandring. Noget er ved at ske, og vi er mange, som kalder på forandring.

Da min familie og jeg flyttede til Ærø for tre år siden, var det en fysisk bevægelse væk fra de kasser, som vi følte, uværgeligt blev trukket ned omkring os (arbejde, institutionalisering, skole, pisatests, pensionsopsparing). Vi havde behov for at skabe et liv, der gav mening for os, og på Ærø følte vi, at vi selv kunne bestemme, hvordan vores liv skulle se ud, og det åbnede for en større sensitivitet og et dybere nærvær. Afleveringerne i børnehaven blev sværere endnu, og da vores ældste skulle fra 1. til 2. klasse på friskolen, hvor der ville være et større fokus på det boglige og mindre tid til leg, yoga og meditation, vidste vi, at tiden var inde til at gribe den drøm, jeg havde haft i nogle år: Hjemmeskolelivet.
Det faldt i hak med, at vores yngste var så stor (knap halvandet), at Kristian og jeg kunne se, at vi faktisk havde overskud til at have alle børnene hjemme. Og med ét var vores liv forandret.

Det med at hjemmeundervise er ligesom alt andet i mit liv:  En reaktion på en erkendelse.
Som ny mor begyndte jeg på et tidspunkt at tænke over, hvad jeg egentlig havde fået med fra min skolegang, og jeg kom hurtigt frem til, at det ikke var meget, jeg kunne huske. Samtidig var jeg ikke i tvivl om, at også den sociale dannelse ville have bedre vilkår under andre forhold end i en klasse med 28 elever. Jeg hørte om hjemmeundervisning, bestilte en stak bøger, og e-mailede med familier, som levede det liv. Jeg mærkede den begejstring og samtidig ro indeni, som jeg har lært, er ensbetydende med, at jeg er på rette vej.
Og her står vi nu: I en hverdag med fire unger hjemme, hvoraf tre er officielt hjemmeskolede fra august, og den ældste har været det i et år. Undervejs i denne hverdag forstår jeg efterhånden, at det er mine børn, som lærer mig om livet og ikke omvendt. Jeg har aldrig følt mig hverken mere glad eller stærk end nu, og når jeg går i seng om aftenen, ved jeg, at jeg har brugt min dag på det, der giver mest mening for mig. Det er et vidunderligt liv – fuldt af store og udfordrende erkendelser, og det er, her vi er kommet til i vores proces, som udspiller sig i en kultur, hvor det generelt er anses som en form for nederlag, hvis man bruger sit liv sammen med sin familie. Derfor tog det os tid at komme helt ind til kernen i vores drømmeliv, og derfor giver det mening for mig at fortælle min historie: Så andre forhåbentlig også kan tage hul på deres version af et drømmeliv – snarest muligt.

Når venner kommer og går (om voksenlivets intuitive venskaber)

Så er jeg her igen. Jeg går på orlov fra bloggen i løbet af den næste uge, og har nogle emner, som jeg gerne vil omkring inden da, så jeg skriver lidt oftere end ellers de næste dage (og DON’T WORRY – jeg har fået de sejeste kvinder (og måske en enkelt mand) til at skrive i mit sted, mens jeg selv holder fingrene fra tasterne).

I onsdags skrev jeg om børns socialisering (opsummering: Jævnaldrende er ikke den vigtigste socialisering, giv børn tid og husk at gamle mennesker er nogle eminente læremestre).

I dag skal det handle om voksenvenskaber. Jeg fik den her kommentar tidligere på ugen, og den mindede om noget, en anden kvinde spurgte mig om samtidig, så det fylder hos en del, tænker jeg.

 Kære Maj My. Tak for alt det, du gør for os andre, ved at dele dine tanker. Det kunne være vildt spændende at høre dine reflektionener over venskaber i et indlæg en dag. Det er noget af det, jeg (også) tænker over for tiden. Hvordan mine venskaber har udviklet (og afviklet) sig i takt med vores valg om at passe vores børn hjemme. Jeg oplever, at jeg mindre og mindre kan relatere til mange af mine venner, venner som jeg stadig holder af og som betyder meget for mig. Det er som om, der er færre og færre ting, vi kan tale om og dele, også fordi jeg oplever, at vores valg bliver opfattet som en kritik af vores venners måde at leve på med lange arbejdsdage og børn i institution. Samtidig har vi også fået nye, søde bekendtskaber, og mest af alt har vi virkelig tvunget os selv til at skære vores relationer ned til et absolut minimum, simpelthen fordi vi ikke har tid, hvis vi skal være så nærværende, som vi ønsker. Men jeg kan mærke, at det også er en lille sorg for mig, at det jeg troede, var stærke, gamle venskaber med folk, jeg har kendt i mange, mange år, nok ikke er det, fordi vores valg i livet har været så forskellige. Jeg håber, det giver mening – jeg kunne blive ved 🙂 Rigtig god dag til dig og dine.

Kære du,

dine overvejelser giver så fint mening, og jeg oplever også personligt de foranderlige venskaber som en uundgåelig del af min udvikling. Mine bedste veninder er de samme, som de har været halvdelen af mit liv, og deciderede parvenner har Kristian og jeg aldrig haft, men vi har alligevel oplevet en stor udskiftning og justering, siden vi blev forældre.
Det har taget mig tid at finde fred med afviklingen af de relationer, som jeg troede, var nødvendige for mig, og jeg har erfaret, at det kræver styrke at gå ind og ud af venskaber, der ændrer sig.
Kristian og jeg har igennem de seneste ti år set næsten alle vores venskaber indtage nye former: Nogle er røget i baggrunden og enkelte helt forsvundet, mens andre er her endnu men med en anden betydning end tidligere. Der er også kommet nye til, og der kunne komme flere hele tiden, men én af mine vigtige lektier i disse år er netop, at jeg ikke skal lukke alt for mange helt ind i vores liv uden at give dem tid til at rodfæste sig først.

Vi møder alle sammen mennesker på vores vej, som vi skal bruge for en ganske kort bemærkning, og vi møder enkelte, som spiller en rolle i resten af vores liv. Jeg tror, der er en mening med dem alle sammen, men derfor skal vi alligevel udvise en omhu med vores tid og mærke efter, hvilken plads de forskellige skal spille. Jeg tror på, at de mennesker som vækker en dyb genklang i os, dem har vi mødt før på kryds og tværs gennem livene, og derfor skal vi følge vores intuition omkring venskaber ligesom med alt andet.

Mine børn har glæde af omtrent to-tre sociale aftaler i løbet af en uge – eksempelvis et besøg hos nogle naboer den ene eftermiddag og besøg af venner eller bedsteforældre et par dage senere. Deres sensitivitet tvinger mig til at skære ind til benet og fokusere min energi på mennesker, som vi har godt af at være sammen med, og niveauet passer i øvrigt fint til min egen introverte natur, som jeg har nemmere ved at respektere, når mine børn leder vej. Når det er sagt, er der hånden på hjertet en del mennesker som jeg oprigtigt gerne ville se jævnligt, men livet med børn er netop mest af alt det: Et liv med børn.

Det er min erfaring, at venskaber ligesom alt andet bliver mere spirituelle i takt med vores generelle modning. Pludselig skal et venskab ikke overvejende udfylde en nærmest fysisk plads i vores liv; der er ikke længere først og fremmest behov for nogen, som altid svarer, når vi ringer, men derimod en dyb forståelse og samhørighed.
Ydermere kan vi opleve, at dem vi engang følte os allermest på bølgelængde med, nu står på den anden side af bredden, og ser uforstående på os. Fordi vi var i øjenhøjde engang, er vi det med andre ord ikke nødvendigvis nu.

Fra det du beskriver, lever du et intuitivt liv, hvor du går imod strømmen for at følge dine egne overbevisninger. Du træffer valg, der giver mening for dig, men som udløser negative reaktioner, mange af de steder, hvor du kommer frem.
I det lys giver det mening at revurdere dine venskaber og sikre de trygge relationer, hvor der er plads til hele dit væsen og ikke mindst din måde at leve på.
Den sorg du beskriver, som en del af at give slip, er en uundgåelig konsekvens af at være et søgende og handlekraftigt menneske. Sorgen er tabet af det forudsigelige og trygge, og det er tabet af noget man troede, aldrig kunne blive anderledes, og som så alligevel ændrer karakter. Men sorgen er også en ny begyndelse; en erkendelse af at man har rykket sig, og bevæger sig vågent gennem livet.
Jeg bliver personligt løbende mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at prioritere samvær med andre, som føler nogle af de samme overbevisninger som min familie og jeg. Jeg har behov for fællesskaber, hvor jeg er tryg og uden forbehold kan tale om det, der ligger mig på sinde – netop fordi jeg ikke følger normen i mine valg.

Så mens nye, nærende venskaber spirer, og du og din mand med fuldt overlæg skærer ind til benet i jeres sociale kalender, er du nødt til at tage dig tid til at placere jeres gamle venskaber på de steder, hvor de hører til nu. Uden bitterhed eller vrede må du se ind i relationen, være taknemmelig for alt det den har bidraget med, og de indsigter I har delt. Sæt dig en stille stund og send dine venner en tak for alt det, de hjælper dig med at se, selv nu hvor I står langt fra hinanden og lad så dig selv ærligt, uden fordømmelse og med lethed give slip på de relationer, som ikke længere nærer eller inspirerer dig.

For mig er det de dybe, ligeværdige snakke uden konstant argumentation for mine valg eller nedtoning af mine værdier, der giver størst mening. Jeg har behov for venskaber, hvor jeg kan være mig selv, og ikke skal give afkald på mine dybeste overbevisninger for at imødekomme det sted, hvor den anden står. Ofte er det netop mig, der skal gå over broen, jeg oplever, at det kan være svært at komme mig imøde, når man ikke selv har været her, og jeg gør det gerne fra tid til anden, men det skal ikke være en dominerende fornemmelse i mine nærmeste venskaber, hvor jeg har behov for, at forbindelsen er mere oprigtig og ligeværdig.

Jeg plejede at sætte en ære i at nå meget på ingen tid

Jeg plejede at sætte en ære i at nå meget på ingen tid.

Det gjorde mig stolt, at jeg var så effektiv. New York i fire år, mor, uddannet journalist, mor igen – nu til tre – og jeg var stadig i tyverne. Jeg havde prøvet alt, inden jeg fyldte tredive. Havde mistet min far til kræft og nær mistet min bror til det samme. Havde klaret mig på den anden side af jordkloden, og var savnet dér. Jeg havde haft kærester på godt og ondt og siden mødt mit livs kærlighed. Havde uddannet mig til journalist med tankerne mange andre steder, og fik topkarakter i min afgangsprøve alligevel.

Min livshistorie tog pusten fra de fleste, allerede da jeg var tyve. Den afkrævede respekt, og det føltes godt. Noget skulle der jo komme ud af at have så travlt, leve så fuldt og selvstændigt.

Og jeg havde set verden, kendte mennesker fra alle egne, havde elsket med mennesker fra alle egne. Jeg havde lavet kunst, levet med kunstnere, sat himmel og hav i bevægelse utallige gange. Jeg var frygtet og hadet og elsket og begæret.
Men livet tager tid, uanset hvor meget man skynder sig. Jeg lærte tidligt, at vi ikke kan tage noget for givet. Lærte, mens jeg stadig var for ung, at livet kan gøre ondt. At jeg selv er ansvarlig for, om min skæbne udfolder sig, som jeg vil.
Jeg løb så hurtigt, så jeg kunne for at indsamle alt det, jeg troede, jeg ville få brug for. Jeg var klog; sådan som unge mennesker vitterligt ER kloge med den rene, uforstyrrede visdom og kontakt til livets kilde.
Jeg var en stærk og autonom spire, som såede spirer i dem, der krydsede mine spor, og jeg kunne meget, gjorde meget – og VILLE meget.
Men jeg var ikke landet i mig selv, og jeg turde ikke hvile i mine dybeste kvaliteter. Jeg troede, jeg skulle skynde mig for at nå frem, men jeg vidste ikke, hvad målet var. Jeg troede, det handlede om at være i gang, men jeg vidste ikke, hvad jeg helst ville være i gang med.

Livet tager tid, uanset hvor meget man skynder sig. Jeg har fundet ud af, at jeg for det meste lærer mere, når jeg tager mig god tid.
Alderen har bragt en ro med til mig, som har ændret mit liv næsten mere end noget andet. Det er visheden om, at i langsommeligheden, nærværet, fordybelsen og prioriteringen ligger selve meningen med min skæbne.
Når jeg tager ansvar, og bruger min tid på dem og det, som rører mig; når jeg siger nej til de tilbud, der ikke er rigtige; når jeg ikke løber fra det ene til det andet for at gøre indtryk, så giver mit liv mening.

Det har jeg lært, og jeg er sikker på, at andre lærer det samme både tidligere og senere end jeg, men for mig er det den indsigt, som betyder, at jeg er glad for ikke længere at være så imponerende ung. Det er derfor, jeg på denne dag, min fødselsdag, hviler i at være ældre end nogensinde før. Fordi jeg også er gladere – mere mig, mere tilstede.

Så selvom min fødselsdag med tiden er gået fra at være årets højdepunkt til at blive noget, jeg ikke ved, hvad jeg skal synes om, så er i dag en fin dag at fejre med min familie og inde i mig selv. Tillykke med livet, med roen, tilliden og de meningsfulde valg, hvisker en stemme. Tillykke med alderen, som har bragt meget godt med sig.

Hvordan har I det med at blive ældre? Hvad er de største udviklingstrin I har været igennem, siden I var unge og de seneste ti år?

Jeg skal huske at have det sjovt og sige nej (et sjældent hverdagsindlæg)

Jeg glemmer fuldstændig at skrive hverdagsindlæg herinde med små beskrivelser af helt ordinære hændelser. En gåtur, noget salat fra haven, lidt om vores hjemmeskolehverdag.
Det er nok fordi, jeg ikke længere skriver hver evig eneste dag (og jeg ved ikke, hvordan jeg havde overskud til at gøre det i halvandet år?) Jeg skriver stadig, når jeg har lyst og energi, og det har jeg ofte, men ikke hver dag.
Fordi der er lidt længere imellem indlæggene, kommer jeg som regel til at fokusere på de større linjer. Opgør med status quo, opdragelsesdebatter og den slags. Ikke så mange stille og nære observationer, ikke så mange billeder fra vores liv. Jeg tror, det handler om, at jeg ikke vil kede nogen med trivielle beskrivelser fra vores liv, som jo føles meget lidt ualmindeligt, når man er midt i det.

Nu er det weekend, og det ved jeg faktisk godt, selvom vi ikke er så afhængige af den slags. Men vi indretter os alligevel lidt efter weekenden, fordi de fleste andre gør det. Der er fodbold-tv hos naboen senere i dag med fællesgrill og spil i haven, og i morgen venter en søndag helt nede i gear. Det er nogle dejlige weekendplaner, synes jeg, og det noterer jeg mig også, for ofte kommer jeg til at lave for mange planer, eller de forkerte planer. Men man har altid et valg, har man ikke?

I dag nyder jeg ekstra meget at være på Ærø, for jeg kunne snildt have været på Bornholm. Jeg er blevet inviteret til Folkemødet af to eller tre forskellige arrangører, men takkede nej til dem alle, og i torsdags skulle jeg have holdt et oplæg i København om at bo i udkanten, men konferencen blev udskudt pg.a. vejret, og jeg blev så lettet, da jeg fik mailen. Jeg ville meget hellere være hjemme. Det fik Kristian og jeg til (endnu en gang) at snakke om, at vi ikke skal sige ja til ting, som vi håber, bliver aflyst. Det er en angst, der driver os mennesker, når vi gør den slags: Angsten for, at der ikke kommer andre tilbud; frygten for at sige nej til noget, man ender med at få brug for – og også behovet for bekræftelse. Men ingen af de grunde er tilstrækkeligt gode, og som tiden går, bliver man træt ved tanken, og når dagen oprinder, har man lyst til at blive hjemme. Sådan kan jeg også have det med ting, som jeg egentlig synes, lyder okay: Jeg vil for eksempel gerne deltage i et fedt panel og fortælle om livet her på Ærø, men det er bare ikke lige nu. Tiden er ikke rigtig.

I går snakkede jeg med en klog kvinde, som jeg ringede til for at få rådgivning om noget i forhold til vores familieliv, og inden vi lagde på, sagde hun “Jeg har en besked til dig også, Maj: Du skal grine. Lav en aftale om at mødes med en flok kvinder, hvor der ikke er noget ansvar, og hvor du ikke skal lære fra dig og grin så i et par dage. Men I skal også huske glæden i hverdagen,” sagde hun, “- og husk at holde helt fri indimellem, både dig og Kristian. I skal holde helt fri med god samvittighed, og så skal du øve dig i at sige nej til alt det, som ikke gør dig glad at tænke på.”
Og jeg kunne med det samme mærke, at der var ret langt ind til følelsen af at være ansvarsfri. Altså, det var nærmest en fremmed følelse, jeg trådte ind i, og den sad jeg lige med en stund, og nu har jeg skrevet til vores bedste venner, som helt klart er de to mennesker, jeg griner mest med, og til juli tager vi et døgn sammen.
Vækker det genklang i jer? Behovet for ikke at tage ansvar hele tiden? At flytte fra hovedet og ned i kroppen og huske at have det sjovt? Altså, jeg har det sjovt hver eneste dag… – men jeg kan sagtens have større fokus på det.

Og sandheden om at sige nej – og jeg ved virkelig, at sådan hænger universet sammen – er, at når vi siger nej til noget, som ikke er rigtigt for os, så kommer der noget meget bedre i stedet. Universet sender simpelthen en bonuspakke og et skulderklap som tak for at vi følger vores hjerte, så vi kan gøre mest muligt godt ude i verden.

“Skal jeg skrive en bog om vores liv?” spurgte jeg hende den kloge, før vi sagde farvel. “Det må du gerne,” svarede hun “- men kun hvis du synes, det er sjovt.”

Og så blev det her alligevel til et hverdagsindlæg uden de helt store armbevægelser. Og jeg nød det faktisk. Måske jeg skal gøre mere af det.

Her er den salat, som jeg ellers aldrig får skrevet om. Fra haven i går:

Hvad skal du se på Ærø? (Følg min venindes nye guide + mine egne toppings)

Den tid er kommet, hvor turisterne udgør mere end halvdelen af køen i supermarkederne på Ærø hver weekend, og snart bliver det hverdag, når skolerne lukker.
Vi er med andre ord ved at træde ind i de måneder, hvor der kommer ikke bare én men adskillige cyklister forbi vores baghave dagligt, og vi vinker løs til hver eneste af dem.

Sommer er godt. God sommer er endnu bedre.
Vi er glade.

Med til denne sæson hører for mit vedkommende en jævn strøm af e-mails fra dejlige mennesker, som gerne vil høre, hvor jeg synes, de skal tilbringe deres ferietid på Ærø. Jeg har aldrig rigtigt fået skrevet et fyldestgørende svar, for faktisk er jeg en tryghedstype, som kommer de samme steder igen og igen, og derudover er jeg ikke den store shopper eller byhopper.

Men så er det jo godt, at min veninde Camilla Jørvad / Sigridsminde også modtager den slags mails, og har taget konsekvensen og lavet en personlig guide til de ting hun holder mest af på vores ø overdænget med en generøs bunke af sine forførende fotos.
Fremover bliver det et link til Camillas guide, jeg sender af sted, hvis nogen skulle spørge.
Og HER er den så.


(fotos: Camilla Jørvad / Sigridsminde)

Hvis jeg nu havde lavet en guide, ville den indeholde alle de samme forslag som Camillas krydret med en håndfuld derudover, nemlig: Naja Abelsen som laver den smukkeste grønlandske kunst (akvarel, papirklip og foto), Fie’s Strik hvor enhver strikkedame nyder at komme for det lækre og tildels lokale garn til mega-gode priser. Så er der Helsebutikken i Vestergade, hvor jeg shopper tandpasta uden flour og alt det andet af den slags, som jeg ikke vil undvære. De er alle sammen i Ærøskøbing.
I Marstal tager jeg til Øbolcher for at blande en pose håndlavede bolcher og karameller samt Søfartsmuseet for en fin, historisk og kulturel oplevelse. Der er også flere nye spisestedet i Marstal, som skal afprøves i løbet af sæsonen, og Erikshale-strand er fortrinlig, og fortjener en hel dag med kolde drikke og strandleg. Hver og én på listen kan googles.

…Og lige en lille sidste ting: Området, hvor vi bor, er simpelthen så smukt, og det er en skøn cykel- eller gåtur herop fra Ærøskøbing. Tag ruten langs vandet (så vidt muligt) – eller, hvis til hjuls, så på vejen nærmest vandkanten hele vejen op til Søby, som er en skøn lille landsby. Man kører eller går ad Vråvejen gennem Borgnæs, forbi den gamle smukke vandmølle og op i området med de rullende bakker, hvor vi bor. Her er skønt, intet mindre, og der er så meget umanerligt fint at se på og dufte til undervejs (det kan også klares i bil). Vitsø Nor oppe i denne ende af øen er også en smuk smuk gåtur oplagt til madpakke og læsning undervejs.