I dag skal handle om nærvær

Her til morgen tager vi færgen til Fyn for at besøge vores venner, som vi ikke har set længe. Det bliver et døgn med grøntsagshøst, fermentering, snak over køkkenbordet, legende børn og geder og katte og vandpytter, græskarlygter, gåtur i mørket og til sidst en uden tvivl tung og velfortjent søvn.

Jeg glæder mig til at være tvunget til at være nærværende med mine børn, Kristian, vores venner.
Min telefon skal ligge i bilen, mens vi er hjemmefra, og jeg har ikke tænkt mig at have andre opgaver i dag end at være til. Det er nok i sig selv – alt rigeligt, faktisk. Det er vildt, så meget vi voksne nogle gange synes, vi bør nå udover at være sammen med dem, vi holder af.

I går var sådan en dag for mig: Jeg nåede lidt for meget andet, og det var okay, fordi det sker relativt sjældent, men der var alligevel en fornemmelse af ubalance i det – børnene blev frustrerede, og ventede på mig, og var sure, og da jeg endelig lukkede min computer ned efter en times chat og telefonsnak med journalister, havde jeg svært ved også at lægge min telefon helt fra mig. Det krævede et enormt fokus.
(Og i aftes så Kristian en kort udsendelse om skærmafhængighed på Netflix. Det var et afsnit i en ny serie “Follow this”, afsnittet hedder Tech addict, og det var interessant).

Og nu deler jeg lige links til de ting, jeg har medvirket til de seneste dage, hvis nogen skulle haft lyst til at lytte/læse med.
Radioudsendelsen med den noget misvisende titel “Flugten fra folkeskolen” er et 27 minutters program om vores familie. Der kommer to mere om en Steinerskole og en privatskole, men altså ikke mere om os. Desværre, synes jeg, mange væsentlige pointer, nuancer og beskrivende detaljer går tabt, når man klipper 7 timers lyd ned til 27 minutter. Men, vi er tilfredse med resultatet.
I forbindelse med udsendelsen, skrev DR denne artikel og i går sad jeg en time midt på dagen og besvarede spørgsmål via DR Live chat, hvilket var en på mange måder sjov og opløftende oplevelse. Jeg har ikke selv haft tid til at læse de mange spørgsmål og svar igennem, men jeg tror, der gemmer sig en del tanker om meget af det, som fylder hos de familier, der overvejer at gå en alternativ vej (og jeg ved, at jeg får akut lyst til at rette tastefejl og den slags, hvis jeg læser det).

I dag skal vi være sammen med en del af vores “tribe”: Det fællesskab, som jeg synes, er så vigtigt for at føle mig næret og tryg i det her alternative liv. Fællesskabet behøver ikke være allestedsnærværende eller meget hyppigt, men det skal ligge der som en sikkerhed og også gerne som en god rytme. Derfor glæder det mig, at flere og flere tager initiativer til den slags aktiviteter, og derfor glæder jeg mig til de næste 24 timer sammen med mennesker som jeg kan både spejle mig i og lære noget af.

Hvad skal I lave i dag? Fortæl alt! 🙂

Nu tager jeg på retreat (og på søndag skal du høre P1)

I eftermiddag starter mit første retreat i mere end et år, når ni kvinder kommer til vores lille ø for at være sammen med mig og mine dygtige hjælpere hele weekenden. Vi skal have frisklavet, hjemmedyrket mad; føre nærende og uforstyrrede samtaler; være musestille og helt uden internet; gå ture ved vandet; lave yoga, lære hinanden at kende og meget andet som åbenbarer sig i løbet af de to døgn.

Jeg glæder mig, og hele familien herhjemme har deltaget i forberedelserne, hvor der skulle graves jordskokker op og laves suppe; skrælles æbler og koges æblegrød, skæres græskar og laves endnu en suppe. Vi har kørt drikkevarer op i huset, hvor retreatet skal holdes, og vi har fundet mine yndlingsbøger frem, så de kan komme med.

Så nu er der blot tilbage at vente spændt, bage en stor bunke boller, møde alle de nye mennesker og lægge rum til en varm og tryg cirkel af tillid og håb de efterfølgende to døgn. Min opgave på retreatet er at skabe muligheder og inspiration, se indad og åbne op. Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg står i denne rolle; jeg elsker at give plads til udvikling, sårbarhed og mod. Jeg elsker at få muligheden for at være fuldkommen nærværende og 100 procent mig selv i min interaktion med andre mennesker, som fortjener at blive set, forstået og løftet. Jeg er så glad for at være havnet netop her; på en plads, hvor jeg ved at være mig selv og tro på det jeg kan, har adgang til at skabe drømme, åbne døre og give ro.

Ej, jeg er sådan set bare virkelig glad for alt det gode der sker lige nu. God weekend til jer alle – ikke mindst på søndag hvor P1 sender en halv times udsendelse fra vores familie klokken 13. Det var den udsendelse, som en dejlig journalist, Signe Bjerre, var herovre og optage til for en måned siden, og de syv timers optagelser, hun havde med hjem, er altså med en vis anstrengelse blevet klippet ned til en halv, så jeg er spændt på at høre, hvor mange nuancer, der er gået tabt, og krydser fingre for, at vi lyder ikke kun skide søde men også (mest af alt, måske) relaterbare, selvom vi lever forskelligt fra de fleste.

God weekend!

Jeg elsker at holde foredrag

I mandags holdt jeg to foredrag i Aarhus, og det var simpelthen så fedt.

Uh, jeg kan skrive meget om det med at holde foredrag, og faktum er, at klokken er to minutter i midnat, jeg har ikke sovet mere end fem timer i nat, er rejst fra Jylland til Ærø med tog, og kommet hjem til fire børn, som savner deres mor. Men jeg bliver lige nødt til at skrive lidt om min dag i Aarhus og lidt om min dag i dag og om hvorfor og hvordan.

Foredrag er så fed en ting, fordi man står overfor levende mennesker, og fortæller en levende historie, og der er spørgsmål og mimik og kropssprog og røde øjne og grin og korslagte arme og alt muligt andet fra tilhørerne, som alt sammen bliver en del af helheden. Der er kommentarerne efterfølgende og fornemmelsen i maven og der er det helt vilde ved, at det ene foredrag aldrig kan gentages – der er så mange variationer fra gang til gang, og der er en mening med det! I aftes fik jeg eksempelvis en meget rørende og underfundig mail som respons på det ene foredrag i går, og lige netop det som den kvinde havde taget mest til sig, var ikke noget, jeg nødvendigvis kommer ind på hver gang.

For selvom jeg faktisk satte mig søndag, og lavede en liste med noter til foredraget, og selvom jeg også kiggede på listen under begge foredrag i mandags, var de to gange to timer så forskellige, at det er lige før, jeg tror, man kunne få noget ud af at høre dem begge (hvis man kan leve med en vis portion gentagelser, ik?), og det er alt sammen ret ligegyldigt, hvis ikke det var fordi, det føles som sådan en skøn bekræftelse af, at intet er tilfældigt, og dét gør mig glad. Så tør jeg godt blive ved med at tro på, at de fleste kan få noget ud af at komme og høre mig snakke løs.

Efter de to foredrag var jeg glad. Mine to kusiner krammede mig, og sagde flere gange, hvor stolte de er, og jeg stod der med dem og min mor i efterårsmørket, og følte, at hvis jeg kan gøre dem stolt, så går det godt. Vi kørte, min mor og jeg, og jeg var træt, men mest af alt boblende indeni, og morgenen efter, da jeg sad på toget hjem, læste jeg de sedler, som en del af tilhørerne havde været søde at skrive efter foredraget. Samtidig modtog jeg beskeder på instagram og facebook med fine, bekræftende ord, og det føltes som en omfavnelse af dimensioner og ikke mindst den bedst tænkelige start på den her mini-foredragsturné, som jeg skal ud på i november.

Læs nogle af kommentarerne til mit foredrag under herinde

Efterårsferie på Ærø: Aktiviteter, indkøb og natur

Hvis nu nogle af jer skulle komme til Ærø i efterårsferien, vil jeg lige dele mine bedste bud på, hvor man kan få gode oplevelser, spise ordentlig mad, købe lækre varer og gå en skøn tur.
Skriv gerne andre forslag i kommentarfeltet – jeg er ganske langt fra at vide alt om denne dejlige ø.

AKTIVITETER FOR STORE OG SMÅ

(Foto: Bjørg Kiær)

* Der er faktisk ret mange super fine aktiviteter for store og små på Ærø i efterårsferien.
De fleste kan man finde på Visit Ærø-siden under arrangementskalenderen, hvis man indtaster de pågældende datoer, eller går ind under “efterårsferie på Ærø”.
De fleste aktiviteter er gratis.
Jeg vil blot nævne dem, som jeg håber, vi selv kan nå omkring – kig ind på siden for at se, hvad der ellers sker.

* Sæbekasseløb: Siden vi flyttede til Ærø, har Storm drømt om at deltage, og nu er tiden endelig kommet. For andet år i træk er han gammel nok til at være med, men for første gang har han både modet til det og det helt rigtige hold med sig – to af de bedste venner. Sæbekasseløbet er en skør og skøn tradition startet af blandt andre Claus Hattesen, som har vores vidunderlige iscafé Aroma samt lakridskonfektfabrikken.

* Danmarks mindste biograf Bio Andelen viser De Utrolige 2, og hvis nu det regner, så vil jeg nok tage det som en kærlig påmindelse om at invitere mine børn med ind i de bløde veloursæder i det skønne, lille biografrum. Filmen vises den 16/10 – 21/10, tidspunket kender jeg ikke.

* Marstal Søfartsmuseum er helt generelt super fint, og i efterårsferien er der planlgt nogle aktiviteter, som jeg synes, lyder sjove. Bl.a. kan børn komme og bygge deres eget havneanlæg i genbrugsmaterialer eller lave en søfartsbog, og det hele er gratis. Læs om efterårsaktiviteterne HER

* Søfartsmuseet har også et arrangement målrettet voksne i efterårsferien, nemlig: “Spørg konservatoren – vis os din skat!” torsdag den 18.10 klokken 12-16 De har inviteret en række kompetente konservatorer indenfor, og så kan man ellers komme forbi med de ting fra loftet, som man tror, har en værdi. Det sker ikke lige for mig, men jeg gad da godt have muligheden… 😉

* Herregården Søbygaard skriver sådan her om efterårsferien hos dem: Lav din egen roelygte, vi tænder bål til popcorn, leg med gammeldags legetøj, snitteværksted, skattejagt og meget mere. Alle dage serverer vi pølser fra grillen og cafeen er åben. Aktiviteter fredag: Æblepresning (medbring selv æbler og flasker). Entre: Voksne 60,- kr. Børn gratis. Kys Frøen og efterårsaktiviteter for børn 25,- kr. Der skal vi også op, området er smukt, det er på vores del af øen, og Søbygaard er et dejligt sted at gå en tur – evt. omkring Vitsø Nor før eller efter leg på Søbygaard.

* Tirsdag den 16.10 er der folkedans for hele familien i Rise Minihal og efter endt læsning af samtlige bøger om Laura Ingalls Wilder og hendes families liv i det unge USA for et par hundrede år siden, har et par af mine børn fået lyst til at gå til dans. Jeg kunne derfor godt finde på at tage dem med til folkedans i Rise – det er klokken 11-15 og på vanlig Ærøsk vis garanteret langt mere hyggeligt end det er svært.

* Inge Dahl i Sæberiet holder åbent værksted, hvis vejret tillader det, og det er altid et stort hit: Børnene kan forme deres egne skønne, velduftende sæber af de rene og naturlige råvarer, som Inge benytter til sine sæber, der sælges mange steder på øen.

* Onsdag den 17. er der loppe- og torvemarked i Ærøskøbing klokken 10-15. Nogle gange er det virkelig godt med mange boder og besøgende, andre gange er der halvtomt, og man kan købe en brugt blender og nogle sokker. Tag forbi og se på det og søg så til ét af de andre skønne steder omkring Torvet, hvis markedet ikke er tiden værd.

SMUKKE GÅTURE OG STEDER AT HENTE ENERGI I NATUREN

* Hele Ærøskøbing er værd at undersøge ned i detaljen. Ærøskøbing er med sine knap 1000 indbyggere Danmarks mindste købstad, og den er samtidig én af verdens bedst bevarede 1700-tals byer. Besøg: Ærøskøbing Kirke fra 1756-58, Philip Kocks Hus fra 1645 i Søndergade 36, som er en tidligere købmandsgård. Huset, der er byens ældste, er et bindingsværkshus med knægtbygget paradegavl og karnap mod gaden. Priors Hus fra 1690 i Søndergade 32 er et bindingsværkshus, og indretningen er præget af, at det var sømænd, som beboede stedet. Hoveddøren står uberørt siden 1690, hvor hverken maling eller olie har været en nødvendighed efter dørens oprindelige behandling med okseblodstempera – og så videre. Der er så mange beundringsværdige huse i den by.

* Marstal er øens største by med godt 2200 indbyggere. Den er også øens søfartsby med mange forretninger og en navigationsskole, som gennem mere end hundrede år har uddannet navigatører til den danske handelsflåde. Søfarten er stadig en vigtig del af byens erhvervsliv med Danmarks største coasterflåde (ca. 50 fragtskibe). Der er flere rederier, træ- og stålskibsværfter, anløbskajer for charterskonnerter, fiskerihavn og bådforbindelse til Birkholm. Carsten Jensens “Vi, de druknede” er oplagt at læse før, under eller efter en ferie på Ærø, og her kommer man virkelig under huden på Marstal, som i sin tid var Danmarks næststørste havneby efter København, og det er sgu da også noget.

* Øhavsstien bugter sig rundt langs vandkanten på hele øen, og er på alle mulige måder og alle steder en tur værd.
Jeg er selv særligt begejstret for det område, vi bor i, som jeg vil mene, strækker sig fra Øster Bregninge, over Ulveholm, forbi Gammelgaard og hele vejen til Skovby. Her bugter landskabet sig mere end de fleste steder på øen, man går højt over havet og kan se langt ud i det blå. Men Øhavsstien er i det hele taget en garant for gode vandreture.

* Vitsø Nor er den skønneste gåtur, som jeg godt kan lide, da den er afgrænset – man går jo omkring et nor – og der er skønne hvile/picnicsteder undervejs samt et fint lille hus undervejs med info om områdets fugle. Når man er kommet turen rundt, er det naturligt at tage et stop forbi Søbygaard, som ligger omtrent lige på den anden side af vejen.

* Voderup Klint er (jeg citerer lige wikipedia): “en 33 meter høj og ca et 3,5 km. lang klint på Ærø, som består af skredterrasser, der som kæmpemæssige trappetrin forbinder havet og den høje ø. Den 3½ km lange kyststrækning blev fredet i 1957, og i 1991 blev klinten yderligere klassificeret som et særligt landskabeligt/geologisk beskyttelsesområde.” Det er i høj grad et besøg værd; de mange mange trin ned til stranden som ruller af sted på fine sten og den bjergtagende udsigt over havet heeele vejen mod Tyskland midt i det vilde terræn, som er skabt over så mange år.

* Vestre Strand er Ærøskøbings badestrand med de vidunderlige farvede strandhuse, som alle efterhånden kender. Det er en dejlig strand med gode gåture – blandt andet ud til “Bjerget”, som er en lillebitte skov (kald det en klynge træer, om du vil) på en høj med vand til alle sider og en dejlig udsigt til Ærøfærgen og byen derinde.

* Hvis man skriver “Haven” på sin gps, får man besked på at køre mod Søby og fortsætte længere end det. Haven er en lille og efterhånden ret forladt enklave af huse, men der er stadig liv, og der er stadig drømme, og der er fremfor alt en helt vidunderlig stemning, som jeg ikke kender fra ret mange andre steder. Det er Bulderby i virkeligheden; haver og gårde og bittesmå veje; havet til begge sider, tjørnekrat, komplet stilhed og høje træer.
Når man så har kigget sig omkring i Haven, er det mere end nærliggende at tage videre til Skjoldnæs Fyr helt ude på nordspidsen af øen, hvor havet er vildt og udsigten lige så og elementerne på alle måder kalder, og rører ved én.

* Eriks Hale er Marstals badestrand, og den er et besøg værd. Her er der hele to slags hav: Ét til hver side. Eriks Hale er nemlig en tange, og på den ene side kan man bade i den stille, lune bugt mellem marinaen og stranden, på den anden side har man den friske Østersø. Eriks Hale har også dusinvis af de karakteristiske badehuse.

SHOPPING OG SPISESTEDER
(Foto: Tree & Earth)

* Tree & Earth pure natural skincare: Solveig (til hverdag “Sol”) flyttede fra Australien til Ærø med sin familie for tre år siden, og ikke længe efter slog hun dørene op til sin produktion af de lækreste hudplejeprodukter, jeg nogensinde har været i nærheden af. Alt ved Sols arbejde er af de højeste etiske standarder; hun kender til hver eneste olie og butters oprindelse, og hun sikrer sig gang på gang, at de kvinder, som høster og forarbejder hendes råvarer, får fair løn, og bliver behandlet respektfuldt. Og det kan mærkes: Hendes cremer er nærende, lækre, simple og smukke.
Butikken er åben kl. 12-16 i uge 42 og 43.
Ellers sælges Sols cremer i Den Gamle Isenkræmmer, Den Gamle Købenmandsgaard og hotel The Monica, alle tre i Ærøskøbing – samt online.

* Herremark er en fin alsidige butik langt ude på landet i smukke omgivelser med udvalgte genbrugsvarer, nye bæredygtige produkter og en skøn samling smykker, chokolade og meget andet rundt omkring på borde og reoler.
Louise Pelle ejer og driver butikken i en længe på sin gård, mens de fem unger løber frem og tilbage, og charmerer kunderne. Herremark er åben i ferien: Fredag den 12 – søndag den 14. kl. 13-17 samt torsdag den 18. – søndag den 21. klokken 12-17. Se Herremarks instagram for flere fotos her.

* Den Gamle Isenkram i Ærøskøbing har et stort udvalg af nøje udvalget varer indenfor interiør, beklædning og hudpleje. Der er fokus på bæredygtighed i en del af sortimentet, og butikken er skøn at snuse rundt i, og Gitte, som ejer og driver forretningen, bor selv i resten af den gamle, fredede bygning med sin søde familie.

* Blandede Bolcher er min yndlings legetøjsbutik i den helt excentriske ende af skalaen. Harriet, som ejer og driver butikken, er vidunderlig og helt sin egen, og hylderne bugner af alt det, hun simpelthen ikke kan stå for. De smukkeste modelfly, trælegetøj, puslespil, kæpheste og alt alt alt muligt andet. Hun forhandler Djeco og Goki og lignende lækre mærker i stor stil og til bedre priser end andre steder.

* Hvis man kommer til Ærø, og drømmer om god mad, er Arnfelt Hotel og Restaurant helt klart det ypperste – en decideret gourmetrestaurant på vores ø. Jeg ved, at de har lukket for walk-ins i efterårsferien, men nævner dem alligevel, hvis nu nogen skulle læse med her uden for den uge.

* Jeg foretrækker at spise frokost på Den Gamle Købmandsgaard, som på alle mulige måder har det, jeg søger, når jeg forlader min lille hule: Atmosfære, håndplukkede produkter, lokale varer, mad af høj kvalitet, store smil, charme og den der miniby-fornemmelse, som ellers er svær at finde på en lillebitte ø. Jeg er særligt vild med deres egne, lækre sweatshirts og t-shirts; slikhylden, den lokale whisky (en perfekt julegave) og deres chokoladekage (ftw).

* Mumm laver gedigen dansk mad, ligesom den nye Bistro i Vestergade i Ærøskøbing gør det. På Harmonien Badehotel har det svensk/italienske par importeret en decideret massiv pizzaovn, som de laver vanvittigt gode pizzaer i. Der er også spisesteder i Marstal, men her kender jeg kun Gejst Butik og Café, som serverer brunch og frokost. Gejst er værd at nævne, både fordi Pia. som ejer og driver den (bemærk lige alle de cool kvindelige forretningsdrivende herovre!), er så sød og energisk, men også fordi hun laver de lækreste bolcher og karameller, jeg kender til. Hendes “nøddesalt” og “lakrids”-karameller og perfekte og hver eneste variant af de håndlavede bolcher, har fundet vej til mine blandede poser i tidens løb.

* I Marstal har Fru Nørgaard et eklektisk udvalg af keramik, indretning, tøj, kunst og meget andet, og butikken er bestemt et besøg værd.

Min veninde, den eminente fotograf Camilla Jørvad fra Sigridsminde, har lavet denne smukke guide til Ærø.

Husk at busserne er gratis på Ærø, alle vil gerne sige hej, vise vej eller dele deres æblerov med jer, og uanset hvor I kommer hen, så er alt vand ved siden af Ærø..

Fritidsaktiviteter: Skader de mere, end de gavner?

“Hun gider simpelthen ikke gå til nogen form for sport,” siger pigens far, og smiler. “Hun er så stædig.” Han ruller med øjnene, og smiler igen. Han er en god far, en sød mand.
“Hun græder faktisk stadig hver dag, når hun bliver afleveret i skole,” supplerer moderen, og ser lidt usikkert på mig. Hun er en varm mor, en dejlig kvinde.

Jeg siger: “Men når hun egentlig stadig synes, at skolen er i overkanten, mon ikke hun så mest af alt trænger til at komme hjem og bare være sammen med jer, når hun har fri? Mon hun overhovedet kan få noget ud af at gå til fodbold eller gymnastik?”

Det er som om, forældrene i samme øjeblik forstår noget, de ikke så meget som har overvejet før.
Derfor har jeg lyst til lige at skrive lidt om fritidsaktiviteter.
Det er mit indtryk, at mange af os rent har glemt, hvad fritidsaktiviteter er, og bør være. I sin bog “Home Grown” (som vel nok er den bog, jeg har anbefalet herinde fleste gang), skriver Ben Hewitt, at fritidsaktiviteter er én af de ting, der følger med som noget nærmest obligatorisk, når man sender sine børn i skole, og at det for ham er en af de største fordele ved at hjemmeskole: At hans børn ikke nødvendigvis skal gå til fritidsaktiviteter, men derimod lever et liv, hvor alt måles op imod den frihed, som de kender så indgående.

Ben Hewitt mere end antyder, at mange forældre knap tager stilling til, hvorvidt fritidsaktiviteterne bidrager positivt til deres børns liv, eller om børnene reelt set har mere brug for IKKE at have fritidsaktiviteter.

Det er nogle tankevækkende observationer, som rammer noget i mig.
Fordi: Fritidsaktiviteter er i deres essens en positiv ting. Vi opfatter dem som et glædeligt indslag i vores eget og børnenes liv, men det er mere og mere min fornemmelse, at fritidsaktiviteterne på lige fod med institutioner og skole er en del af adskillelseskulturen, som vi er blinde overfor, ganske enkelt fordi vi har vænnet os til den?

Jeg oplever, at de ellers så sunde fritidsaktiviteter bliver endnu et sted at skille børn fra forældre; endnu et sted at placere børn i en parallelverden, mens de voksne køber ind eller arbejder eller får ordnet noget derhjemme.

Sidste år gik Juno og jeg på et skønt forældre-barn gymnastikhold for 0-2 årige, men da jeg for nyligt overvejede at skrive os op til gymnastik igen, erfarede jeg, at gymnastikundervisning fra tre år og op foregår på den måde, at forældrene sidder i omklædningsrummet, og venter, og altså ikke må være med i gymnastiksalen. Jeg spurgte hvorfor, og fik det svar, at det handler om, at børnene har svært ved at fokusere og lære øvelserne, hvis der er en forælder tilstede.
Og I kan godt høre, hvor skørt det er, ik? At 3-5 årige skal lære øvelser fremfor at hygge sig uforpligtende sammen med deres forældre i en time? For hvis skyld gør man det? Handler det om, at børnene helst skal have mulighed for at blive professionelle atleter (nej, det handler det ikke om), eller er det en blind fortsættelse af familiernes adskillelse uden tanke på at disse børn og voksne trænger langt mere til tid sammen, end tid hvor de er adskilt?

“Familietiden” har på mange måder mistet sin værdi i vores kultur. Vi taler om “kvalitetstid”, og booker sommerhuse, hvor vi samles en gang eller to om året, og vi tager på ture med børnene i ferier og weekender, men den kvantitative tid i familiens skød i hverdagen, har mistet sin værdi. Vi har ganske enkelt glemt, hvor grundlæggende og værdifuld den er. I stedet tillægger vi det, der burde være undværligt, en værdi som om, det var afgørende. Som om det at gå til tennis eller violin har afgørende betydning for et menneskes dannelse af et sundt jeg og deres muligheder for at klare sig godt senere (at klare sig godt er efter min overbevisning = “at være forbundet med verden omkring os og bidrage til den almene balance i fællesskabet”)
Kan det tænkes, at vi forældre har for travlt til at være sammen med vores børn, og derfor skubber værdien fra familien over i skolen og i samme åndedrag kalder Fritidsordningen for et socialt sted, som er obligatorisk for at pleje venskaber, og lige sådan beskriver fritidsaktiviteter som noget, de er nødvendigt for det hele menneske?
Resultatet er, at vi undervurderer eller helt ignorerer den værdi, der er i at ligge på sofaen hjemme i stuen en hel eftermiddag, og vi glemmer, hvor vigtigt det er at have tid til at fordøje, reflektere, tage sig god tid. Vi glemmer, at en kop te omkring bordet med hele familien sidst på dagen, er netop det, der binder en familie sammen, og som skaber minder om en dyb tilknytning.

(om torsdagen går tre af mine børn til fodbold. Her sidder tre søskende og ser på, mens den ældste spiller. Det er børnenes eget valg, at de går til fodbold, og vi talte indgående med dem om det, inden de begyndte: Det forpligter, det tager tid. De ville af sted, og holder af det, men har ikke andre ting – jo heller ikke lange skoledage.)

Udfordringen er, at skolen ikke blot er et rum for læring, men også i høj grad et sted, hvor vi opbevarer børn, mens vi selv arbejder flere timer end nogensinde. Men skolen stopper alligevel, før de voksne har fri, så børnene skal i fritidsordning, og når de har været der, er de nok trætte, men vi tænker – ofte helt per automatik – at det er vigtigt, at vores børn ikke kun går i skole, men også dyrker deres hobbyer. Og jeg kunne ikke være mere enig: Dybest set mener jeg jo, at det mest meningsfulde er at lade børn fordybe sig i det, de brænder for alle døgnets vågne timer. Men det er for sent at gøre det, når alt energi er brugt, og intet kan måle sig med hjemmetid, ro og fordøjelse.

I tidernes morgen var “fritidsaktiviteter” det, børn tog sig til, når de ikke arbejdede, eller var i skole, eller slappede af derhjemme. Fritidsaktiviteterne handlede ikke om præstationer, eller om at skulle underholdes, men udelukkende om at være sammen i et interessefællesskab. Men fritidsaktiviteter er løbende blevet en del af ræset mod konstant at dygtiggøre sig, og de er blevet noget, som er obligatorisk i et børneliv uden skelen til, om barnet reelt har overskud til det og om det rent faktisk er en positiv aktivitet eller én præget af pres og vurderinger.

Der må nok flere ændringer til, før vi som samfund står med en hverdag, der foregår på familiernes præmisser (hvilket jeg mener, må være det eneste bæredygtige for et samfund på sigt), men hver enkelt familie kan tage ansvar ved at tage stilling til børnenes fritidsaktiviteter ud fra nogle andre værdier end flertallet. Selvfølgelig er den bedste løsning efter min mening, at skoledagene bliver markant kortere, men indtil det sker (og det gør det, når vi forældre i tilstrækkeligt høj grad vælger andre skolemodeller), må man ganske enkelt måle den tid, der går på fritidsaktiviteter, mod den ro og tryghed som børnene får ved at være sammen med deres familie i stedet. Man må tænke på tilknytningen, refleksionen og den simple væren i en kærlig ramme som en værdi, næsten intet andet kan måle sig med. Derfor er det så vigtigt, at vi som forældre tager stilling til, om fritidsaktiviteten er noget børnene virkelig får noget ud af – mere end de får ud af ro og nærvær med familien. Nogle gange vil svaret være ja, andre gange nej.
Og når vi så har forholdt os til dette, er næste skridt naturligvis er handle uden skelen til, hvad andre gør.
Min tidligere chef, Troels Mylenberg, skrev en fin klumme om dette for nyligt (“handling siger mere end ord”).

En anden tanke til at understrege dette: Jeg følger adskillige voksne mennesker, der ikke har børn, på Instagram, og INGEN af dem deler billeder fra både deres fuldtidsjob (svarende til skolen); frivilligt arbejde (fritidsordningen) OG to-tre fritidsaktiviteter. Faktisk ser det ud til, at de skynder sig hjem, når de har fri, og bruger deres fritid på at spise god mad, se tv-serier, drikke kaffe på Louisiana, hygge med kreaprojekter i sofaen og snakke med gode venner. Der er ganske enkelt en grænse for, hvad vi mennesker har energi til, før det bliver for meget, og jo tidligere børn lærer at mærke og respektere denne grænse, jo mindre sandsynlighed er der efter min mening for, at de ikke bliver ramt af stress m.m.

Hvad er jeres tanker om fritidsaktiviteter vs. familietid?

Der er små ting over alt

Det ér virkelig de små ting.
Det er fingerstrikning og eventyr og rugbrødsmadder i sofaen med bøger om fodbold. Det er at have tid til at stå stille og glemme alt, mens en tankerække trækker ud, og det er de sene nætter og langsomme morgener som ikke ér eller vil noget andet end blot at være.
Det er perspektivet, som løfter os op over denne ene dag, dette kosmiske åndedrag, når bump på vejen næsten slår os omkuld.
Det er nærværet til at opleve den evighed, der gemmer sig i tyve minutters madlavning side om side med den niårige eller læsning med den yngste. Det er små, våde fødder fra en løbetur i haven, inden duggen er væk; de fineste observationer fra barnehjertet, som ser så klart.

Jeg hører musik, og laver mad, og sover så længe som muligt. Jeg skriver ikke så meget, som jeg føler, jeg bør, som jeg ville ønske, jeg gjorde.

Men jeg er ret sikker på, at mange af de ting, der indimellem optager mig, og forstyrrer mit udsyn, intet betyder, sådan i virkelig-virkeligheden. Ting som min lidt for tykke mave og hvor mange likes jeg får, eller hvor meget jeg skriver lige nu. Ordene kommer igen. det gør de altid.

Mange spørger: “Men hvad ER det værste, der kan ske?”, når drømmene trækker i hjertet, men fødderne ikke tør gå med.
Det værste der kan ske, er at du ikke tør, men jeg ved godt, at det er svært.
Det er sådan her: Når du lytter til dit hjerte, forandrer livet sig. Så er der ingen vej tilbage. Det er ikke NEMT at følge sit hjerte, det er ikke et bekymringsfrit liv, men det er et meningsfuldt liv, hvor du ikke spørger dig selv, om du er på rette vej.

Jeg er sikker på, at det der betyder noget, er, at vi elsker med vores elskede, og danser med vores børn, og læser gode bøger, og taler fra hjertet, og har mennesker omkring os, som vi er fuldkommen nøgne overfor, som må og skal se alt, vi er.

Min folkeskolelærer sagde, at jeg var god til at forandre mig, hvis jeg kunne se en mening med det. Jeg hæftede mig ved hendes ord: Tog dem med mig langt ind i voksenlivet. For jeg var en torn i øjet og en rebel, og jeg var ikke tilpas, men jeg kunne ændre kurs, når jeg så, at jeg var på gale vej, og det har jeg været glad for. Mine børn er som mig, og indimellem bliver jeg bekymret for dem: Så husker jeg, at jeg er lykkelig nu. At jeg lever et liv, jeg ikke vil bytte for noget. Jeg føler mig velkommen, dybt forbundet. Og hvad er livet mere end det?

Kristian og børnene legede en ordleg den anden dag. Idéen var at lave nye navne til sig selv, som var trukket sammen af deres navn og noget mad, de godt kan lide.
leverpoStorm
pærebananJunort
Iljasagne
tarteLive
Majonæse
(Den dag havde vi besøg af en sød journalist. Hende navngav børnene appelSigne).
Det synes jeg, er lidt sjovt.

I dag vil jeg tegne en stor planche med børnene. Med dyr fra himlen og landjorden og havet. Hvor vi skriver deres navne, og taler om deres egenskaber, og taler om os selv. Og vi skal høre musik, mens vi tegner og maler, og jeg logger af internettet om lidt, og så går jeg først på igen i aften.

Det ér virkelig de små ting, og der er små ting overalt.

3600 timer (om risikoen for pseudoskole og vigtigheden i at forholde sig kritisk)

Hvad er det bedste argument for at have mine børn hjemme fremfor at sende dem i dagpleje og skole?
Hvad siger jeg til mig selv, når jeg tvivler – tvivler, fordi livet ikke er nemt, uanset hvordan man lever det, og tvivler alene af den grund, at min familie lever forskelligt fra de fleste?

Nogle gange kan det ukonventionelle liv være særligt konfronterende, og jeg må spørge mig selv: Hvorfor har jeg mine børn hjemme, når de fleste andre afleverer deres børn i institutioner og skole? Hvad betyder det for mine børns liv, at de er her – og ikke der?

Jeg ender altid ved et svar, som i alt sin enkelthed kan koges ned til tid:Hvis mine børn gik i folkeskole, ville min ældste søn ifølge Undervisningsministeriet have været i skole i godt og vel 3600 timer de tre år, siden han startede i 0. klasse, og mine mellemste ville have kurs mod deres første 1200 timer, nu de er fyldt seks. I løbet af ti års skolegang, tilbringer danske børn minimum 11760 timer i skolen, og jeg skriver minimum, fordi det er sådan, Undervisningsministeriet formulerer timeantallet.
Jeg ved ikke, om det er for mange timer, det kan jeg simpelthen ikke afgøre, så min anke går ikke så meget på, at skolen nødvendigvis skal fylde mindre i børns liv (selvom jeg bestemt også mener, at det er en faktor). Nej, her forholder jeg mig snarere til, at 3600 timer er lang tid, uanset hvad, og det står for mig som en indiskutabelt væsentlig ting at forholde sig til: Hvad bruger mit barn de 1200 timer på hvert år?

Det her handler heller ikke om, at skolen er et dårligt sted at tilbringe sin tid, og det er vigtigt for mig også at understrege, at jeg mener, der er meget stor forskel på skoler og på hvor sundt – eller usundt – det er at opholde sig dér.
3600 timer er det samme som 150 døgn, og der er uendeligt mange muligheder indkapslet i så stor en mængde tid.
Så mange muligheder, at de kun kan udfoldes ved at adspørge hvert enkelt menneske: Hvad ville du lave i de timer?
Og det er i sin essens det, jeg gør: Jeg spørger mine børn, og jeg spørger mig selv: Hvad vil vi helst med tiden?
Der er ingen endegyldig sandhed, ligesom skolen ikke er en sandhed.

Og hvor jeg efterhånden føler meget stærkt, at det er en stor fejltagelse; en enormt smertefuld og desillusioneret samfundsnorm, at vi afleverer vores små børn i vuggestue (husk på at jeg gjorde det selv, jeg peger ikke fingre, og jeg har skrevet om det mange gange før – bl.a. her), og hvor jeg føler , at også børnehaver skal benyttes med omtanke, så har jeg det lige sådan med de 1200 skoletimer om året (og det er fra 1.-3. klasse, vel og mærke, derefter stiger timetallet).
Jeg oplever, at der i høj grad er risiko for, at vi sender vores børn i en “pseudoskole”, hvor de bruger ufattelige mængder tid på arbitrære aktiviteter – præcis som de voksnes pseudoarbejde, som jeg skrev om den anden dag, og som der netop er udkommet en meget vigtig debatbog om. I skolens tilfælde er der tale om tidsforbrug, som sandsynligvis i vid udstrækning er irrelevant for det enkelte barns indlæring og almene dannelse, og dermed ikke gavner til deres udvikling af en sund og stærk selvfølelse eller kontakt til hvad de brænder for. Her taler jeg om, at skolen ville være langt mere effektiv og mindre skadelig for barnets selvfølelse, hvis der var større fokus på indre motivation og fri læring fremfor ensartede læringsmål og smileys.
Dette siger jeg, fordi jeg ved, hvor meget fra min folkeskoletid, der synes underligt ligegyldigt, og noget af det endda destruktivt, når jeg tænker tilbage. Jeg siger det også, fordi jeg ved at hjemmeskole mine børn er trådt nogle skridt væk fra normen, og er kommet til nogle erkendelser, som handler om fri vilje, indre motivation, meningsfuldhed og tillid. Jeg forstår ved at observere mine børn, hvor arrogant det i mange tilfælde er, når skolen tager patent på så meget af børnenes tid for at lære dem noget, som de fleste af dem ville lære intuitivt og i deres eget tempo, hvis vi gav dem plads og rum til at mærke sig selv. Dette kunne for mig at se sagtens lade sig gøre i en skolesammenhæng, men skolen må efter min overbevisning ændre form for at være relevant og værdiskabende i forhold til de krav, der venter børnene. Og hvad er næsten endnu vigtigere: Skolen må ændre form for at give eleverne mulighed for en nærende, rig, mangfoldig barndom indenfor dens rammer.

11720 timer, eller 490 døgn, er en omfattende mængde tid i et menneskes liv at bruge på én ting, og derfor giver det kun mening, hvis vi stiller krav til den institution, hvor tiden tilbringes.
Den selvsamme tid kan alternativt være friheden til at dykke ned i det, man holder af; fordybe sig i de emner, som man brænder for. Det kan være tiden til at lære, når man bliver grebet af lysten, og friheden til at lege, hvile, snakke, synge, tegne, løbe, male, danse, når man har lyst til det. Det kan være tid sammen med ens familie, de bedste venner og spændende eventyr på livets vej.

Siger jeg så, at alle børn skal hjemmeskoles? Nej, det gør jeg virkelig ikke. Hjemmeskole er ganske enkelt ikke det bedste valg for alle familier, og det ville heller ikke være for det mig under alle omstændigheder. Men jeg siger, at man som forælder bør forholde sig vågent og bevidst kritisk til alle institutioner, som man tager sine børn og sig selv igennem i løbet af et liv: Man bør stille spørgsmålstegn ved alt fra metoder til skemalægning, og man bør stå op for sin frihed i det omfang, at man holder fri, når man vil, og tror på læring uden en kassetænkning og tvang. Vi skylder os selv, vores børn og fremtidens samfund at have tillid til det enkelte menneskes evne til at finde sin egen vej, når blot der er kærlighed og tålmodighed til stede. Jeg tror, vi kan undgå mange problemer både individuelt og som samfund ved at mærke efter i os selv og sige fra, når noget virker meningsløst, og ofte føler jeg, at det er det, jeg gør ved at leve det her liv. Når vi drikker varm kakao midt på dagen, og læser eventyr, føles det både én og samme tid som den største luksus og en helt rationel måde at leve på.

Kom og hør mig fortælle i Aarhus (foredrag den 22. oktober)

Den 22. oktober kommer jeg hjem til Aarhus, og holder et foredrag i det nyopstartede barselshus, Bedre Barsel. Og jeg glæder mig virkelig virkelig meget.

Det er første gang i et år, at jeg skal holde et foredrag, som er åbent for alle, og det er endda en udvidet version med tid til både en god diskussion og spørgsmål efter mit oplæg. Så: Vildt fedt.

Der er et begrænset antal pladser, og billetterne sælges kun i forsalg.

Jeg håber, I vil komme og høre mig fortælle om vores hverdag her på Ærø; vejen hertil og hvorfor/hvor længe/hvordan, og jeg glæder mig til at vende muligheder og udfordringer med jer i den time, som vi har sammen efter mit oplæg. Du kan læse meget mere om arrangementet her og billetter købes her (kun via computer).

Derudover krydser jeg fingre for, at der kommer flere foredrag i min kalender løbet af vinteren: Jeg vil til Odense, København, Aalborg. Jeg vil også gerne komme både i dagtimerne, hvor jer der ammer, kan være med, og jeg vil gerne komme om aftenen, hvor jer der arbejder, kan komme, efter børnene sover (eller i hvert fald er i trygge hænder og har kurs mod drømmeland).
Mange ting skal falde i hak – det rigtige sted skal tage fat i mig (og I må endelig bede dem tage fat i mig), og det skal passe ind i en helt masse andet, men det er muligt – i høj grad fordi jeg så godt kan lide at holde foredrag.

Jeg skriver selvfølgelig herinde, på Instagram og facebook, når der kommer nye datoer i kalenderen (lige nu er der et åbent foredrag i Hillerød den 16. januar) – og hey: Ses vi i Aarhus?

Om at sige sit job op og forlade arbejdsmarkedet (og stadig tjene penge)

For nogle uger siden spurgte jeg på Instagram, hvilke emner der var interesse for at læse om her på min blog.
Én af de ting, flere nævnte, var mit arbejdsliv – eller mangel på samme?
“Jeg kunne godt tænke mig at høre om perioden, hvor du sagde dit job op, og overvejelserne bag at lægge arbejdslivet (i traditionel forstand) bag sig,” skrev én.

Først virkede den del af min egen historie så fjern, at jeg ikke kunne forestille mig, hvad jeg skulle skrive.
Jeg tænkte: “Hvilken proces?” Og: “Har jeg virkelig lagt arbejdslivet bag mig?”

I kender det godt: Man bliver blind for det bemærkelsesværdige ved de ting, man selv har vænnet sig til. Sådan er det med store dele af mit liv: Jeg ved selvfølgelig, at min families hverdag på mange måder er anderledes fra de flestes, og jeg skriver af samme grund herinde om de valg, vi træffer, men jeg går ikke rundt med en konstant bevidsthed om, at andre synes, vores liv er fascinerende – eller mærkeligt, for den sags skyld.

Og lige netop det med arbejdet har altid virket ret enkelt for mig.

Jeg blev uddannet journalist efter syv års studietid med tre års uplanlagt orlov undervejs. Først var der New York, hvor jeg blev hængende i et par år, fremfor at komme hjem efter min praktik, og dernæst var der min brors kræftsygdom (og min fars død i samme periode og fødslen af mit første barn tre måneder senere). Da jeg endelig blev færdig, havde jeg brugt næsten dobbelt så lang tid på uddannelsen, som den er normeret til (men jeg tror også, jeg havde dobbelt så mange erfaringer med mig, og faktisk tænkte jeg allerede dengang, at det var fint, at jeg ikke blev færdig som 23-årig. Det der med at skynde sig er sjældent frugtbart.)

Jeg blev færdig, og Kristian, Storm og jeg flyttede fra København til Svendborg kort efter. Det var noget med at skabe en base; vi ville ud af byen og tættere på noget grønt.

Der gik ikke længe, før jeg fik job som journalist på Fyns Amts Avis. Helt kort: Jeg var lykkelig for at komme i arbejde. Mine kolleger var søde og sjove, og der var ofte rum til at dykke ned i nye, interessante vinkler og metoder. Jeg startede få uger efter Troels Mylenberg, som ansatte mig, og der var generelt en stemning af opgang på avisen. Jeg nød at blive udfordret, og det var på mange måder en god første tid dér.
Så blev jeg gravid, og jeg var naturligvis på barsel, og undervejs i min barsel kom jeg i kontakt med Peter Mygind, som jeg fik mulighed for at skrive en bog sammen med. Jeg søgte om forlængelse af min orlov, og da mine tvillinger startede i vuggestue, skrev jeg bog fremfor avis de første fire måneder.
Det med at skrive en bog var enormt udfordrende, og det var fleksibelt sammenlignet med det faste arbejde på avisen. Selvom der lå et stort arbejdspres på mig, havde jeg mulighed for at aflevere og hente mine børn i mit eget tempo. Når jeg skriver om det nu, opstår der et mylder af tanker og følelser, fordi det var meget blandet for mig at aflevere mine dengang tre børn i vuggestue og børnehave, og jeg kan huske, at jeg har grædt, til jeg havde svært ved at få vejret over splittelsen, når jeg sagde farvel til mine børn, som hellere ville være hjemme med mig.
Bogen blev skrevet, og jeg voksede af projektet – både fagligt og personligt.
Jeg vendte tilbage til avisen, men fandt aldrig rytmen igen.
Med tre børn nogle hundrede meter borte i en institution havde jeg svært ved, at skulle være på min arbejdsplads, længere end det gav reel mening for mig. Ofte kunne dags arbejde laves på fire timer, sådan er jeg overbevist om, at det forholder sig i overordentligt mange fag, men vi har puttet så mange tidsslugere ind i arbejdsdagen, at man med rette kan forsvare de tre-fire timers ekstra forbrug af medarbejderens tid. Der er kaffepauser, frokostpause, evalueringer, møder (adskillige om dagen), udviklingsseminarer osv. Essensen af de fleste ekstraaktiviteter er måske nok værdifuld, men meget af det kunne klares på fem minutter, det er jeg slet ikke i tvivl om. Og jeg er ikke alene om at tænke sådan – faktisk er der netop i år udkommet en dansk bog om præcis det: Pseudoarbejde hedder den, og det er omtrent den mest rammende titel nogensinde. “Hundredetusind veluddannede danskere møder hver eneste dag ind på kontoret for at udføre et arbejde, der er fuldstændig meningsløs”, lyder dommen fra de to forfattere, og selvom jeg personligt endnu kun har skimmet den, får bogen min varmeste anbefaling. Min mor, som er leder, grinede sig igennem den, og ringede flere gange med korte referater, fordi hun blev bekræftet i alle sine fordomme om tidsspilde, pseudoseminarer og meget andet.
Det korte af det lange er, at jeg i min erindring ofte følte mig færdig med dagens arbejde klokken 12-13 stykker på avisen, men alligevel skulle blive til klokken 16. Det, kombineret med at jeg savnede mine børn, savnede kreativ frihed og i det hele taget aldrig har fungeret bedst i fast arbejde, betød, at jeg sagde op.

Når jeg skriver, at jeg aldrig har fungeret bedst i fast arbejde, hænger det sammen med mit behov for flere ting:
Jeg har brug for frihed. Det er vigtigt for mig med fleksibilitet, så jeg kan indrette min arbejdsdag, som det giver mening for mig i forhold til resten af mit liv og i forhold til de rytmer, jeg fungerer i.
Jeg har brug for at føle en genenmgående mening med det, jeg laver. Det fungerede fagligt for mig at være journalist på et dagblad, når jeg fik mulighed for at skrive artikler, som jeg følte, ændrede noget, og som jeg var dedikeret omkring. Men som dagbladsjournalist er der uundgåeligt opgaver, man ikke kan se meningen med, og for mig var der også længere perioder, hvor jeg udelukkende beskæftigede mig med emner, der ganske enkelt virkede ligegyldige. Sådan noget gør mig frustreret og utålmodig, og jeg har svært ved at finde fordelene ved at bruge min tid på noget, som godt nok er overkommeligt, men som jeg ikke er stolt af.

Det kan som alt andet koges ned til spørgsmålet om tid:
“Er denne opgave forbruget af liv værd?”
Hvis svaret er nej, kan og vil jeg ikke

Der var intet ualmindeligt ved arbejdslivet på avisen: Jeg kan hurtigt komme i tanke om mange arbejdspladser, hvor man spilder mere tid, men faktum er, at tidsforbruget på rigtigt mange danske arbejdspladser er ude af proportioner i forhold til den værdi, man skaber, og det er ikke en bæredygtig model for hverken medarbejdere eller samfund. For mig virker den slags i første omgang utilfredsstillende og i sidste ende lammende. Jeg husker, at min medstuderende sagde til mig, mens vi endnu var i praktik: “Jeg sælger mit arbejde og ikke min tid.” Det gjorde stort indtryk.

Kristian har altid været selvstændig, og har levet af sin musik, siden han var 21. Hvis jeg sagde mit job op, ville vi med andre ord begge være uden fast løn, og det tog tid at finde ro med den tanke.
Ultimativt satte vi os i køkkenet en aften, og stillede os selv spørgsmålet: “Hvad er det værste, der kan ske?”
Jeg har skrevet om det herinde før, og jeg nævner det ofte, når jeg holder foredrag, fordi svaret stadig kommer bag på mange: Det værste, der kunne ske, var, at vi skulle sælge vores hus.
Vi så os omkring. Det var et skønt hus; et vidunderligt, stort, lyst, smukt og kreativt hjem med højt til loftet, musikstudie, børneværelser, smukke egetræsgulve og så videre. Men det var i sidste ende bare et hus.
Var det værste, der kunne ske, at vi skulle sælge det?
Jeg kan huske, at jeg var nærmest chokeret.
Hvad var til gengæld det værste, der kunne ske, hvis jeg ikke sagde op?
Jeg havde en begyndende fornemmelse af at gå glip af mine børns barndom, uden at jeg helt var i stand til at sætte ord på de følelser endnu.
Jeg mistede dag for dag min motivation for at skabe; gøre en forskel, dedikere mig til arbejdet.
Jeg følte mig ufri og låst og det alene gjorde mig træt og uoplagt, og jeg vidste instinktivt, at stress var det, der ventede længere ude i horisonten, hvis ikke jeg tog mine følelser alvorligt nu
Jeg havde med andre ord svært ved at se fordelene ved at holde fast i status quo.

Jeg sagde op, og har aldrig set mig tilbage.

Men jeg har ikke lagt arbejdslivet bag mig, jeg har blot tilpasset det mine øvrige ønsker, og det synes jeg, er så vigtig en pointe i denne sammenhæng: Jeg betaler skat, udvikler mig professionelt, og sætter en stor ære i min faglighed, selvom jeg har børnene hjemme. Jeg er med andre ord ikke som sådan “hjemmegående”, men jeg er ikke desto mindre hjemme med mine børn meget af tiden, fordi jeg har skabt et arbejdsliv, der er langt mere organisk end nogen arbejdsplads i Danmark tilbyder. Kristian og jeg har en virksomhed, hvor vi laver forløb for unge, som vi sælger både til kommuner og private. Det arbejde har udgjort halvdelen af vores indtægt de seneste tre år, og jeg elsker hver eneste time i selskab med de unge, fordi det gør en forskel (læs mere om vores indsats HER). Herudover tjener vi penge på Kristians workshops, hans musikrettigheder og nye produktioner samt mine retreats og foredrag.

Der er behov for, at vi som samfund tænker økonomi og arbejde på en ny måde, hvis vi og vores liv her på planeten skal vare ved.
Økonomien tilhører ikke en lille, eksklusiv skare, som modsat alle andre har forstået, hvordan det hele hænger sammen. Økonomi er ikke lig med politik. Økonomien er vores alle sammens: Økonomien er også energier, ideologier og værdier. Den er vores, og vi kan tage den tilbage, men hvis vi fortsætter med at give hele vores overskud i kraft af kapitalismen til en lille gruppe meget rige mennesker, så kollapser velfærden til sidst. Kunne man forestille sig, at vi, hvis vi arbejdede mindre og mere fleksibelt, ville have overskud at kanalisere direkte over i det, vi mener, er værdifuldt – for eksempel omsorgsarbejde, fødevareproduktion, naturen, kunst, etc.? Kunne man forestille sig, at vi mennesker helt automatisk ville bidrage mere til fællesskabet, hvis vi følte, at vi havde det frie valg? Kunne man tænke sig, at vi ville nyde at være sammen med vores børn; forældre, naboer og diametrale modsætninger, hvis ikke vi følte, at alle vores bedste timer gik til et arbejde, vi har svært ved at forsvare overfor os selv, når vi ligger i mørket og venter på søvnen?
Selvfølgelig er der fagområder, hvor timerne er det, der gælder: Håndværkere er afhængige af de timer, de lægger i, ligesom privatpraktiserende psykologer og en bunke andre professioner reelt ikke kan skære i tiden uden at miste omsætning og/eller kvalitet. Men selv i de fag kan vi sagtens skrue på den enkeltes arbejdstid: Hvorfor skal nogle arbejde 37 timer, mens andre går uden arbejde? Jeg er overbevist om, at det kan indrettes anderledes, og det starter selvfølgelig allerede i vores uddannelsessystem, hvor man kan tænke sig, at et højere antal læger eller sygeplejersker eksempelvis, uddannet til fleksible arbejdstider, kan dække det arbejde, der er brug for, uden at nogen er tvunget til at arbejde 60 timer om ugen.

Der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at ændre nogle af de mest gennemgående vaner, vi har i vesten. Vi er nødt til at bremse kapitalismen med både klimaet og vores eget velbefindende for øje. Vi er nødt til at tilrettelægge et arbejdsmarked, der passer til klodens og vores egne behov. Vi er nødt til at stoppe med at tage mere, end vi giver igen. Det er en sygdom at tage mere, end man giver, og vi betaler alle den høje pris for den ubalance, som det skaber.
Lige nu har vi en samfundsmodel, hvor det er næsten umuligt at få arbejde, medmindre man er villig til at være der mindst 37 timer om ugen. Forestil jer et arbejdsmarked med fuldkommen fleksible stillinger; med plads til at de unge og dem, hvis børn er flyttet hjemmefra, arbejder mest. Forestil jer et arbejdsmarked præget af lyst fremfor tvang og frygt.

Jeg er ikke uden for arbejdsmarkedet, men jeg er heller ikke en del af det på andres præmisser. Jeg har meldt mig ud af a-kassen, men jeg deltager stadig i faglige møder, ligesom jeg følger med i udviklingen på arbejdsmarkedet generelt. Jeg har ikke en fast arbejdsgiver, men jeg arbejder dagligt på relationen til de mennesker, jeg laver forretning med og på at udvide mine muligheder. Jeg har ikke en fast månedsløn, og derfor oplever jeg, at jeg i højere grad selv kan påvirke, hvor meget jeg vil tjene.
Jeg kommer aldrig til at tage fast arbejde igen, men jeg kommer helt sikkert til at udvikle og forandre mine funktioner i tidens løb. På sigt vil jeg nok skrue op for min arbejdstid, som børnene bliver ældre. Jeg glæder mig til at skrive den roman, der er med mig i mit hjerte, og jeg drømmer om at holde mere omfattende forløb for både kvinder, familier, unge og par. Den tid kommer også, men det er ikke endnu.

For der er et nu, og det er det mit fokus. Det andet kommer, når det gør: Ingen af os kan planlægge fremtiden. Jeg kan ikke sikre mig en succesfuld karriereudvikling ved at gøre noget bestemt: Hvem ved, om jeg får stress ved at følge den gængse sti, eller om jeg vågner op en dag, og fortryder, at jeg gik netop den vej? På samme måde kan jeg ikke sikre noget som helst ude i fremtiden ved at følge mit hjerte, men jeg kan sørge for at nuet – som er alt jeg har – giver mening dybt inde i mig.

Og ved I hvad – det havde jeg nær glemt at nævne: Vi endte med at sælge huset i Svendborg af helt andre grunde, end dem, vi frygtede. Svendborg var ikke rigtig for os på sigt, og et år efter jeg sagde op, flyttede vi til Ærø. Tænk hvis jeg var blevet i et job, jeg ikke var glad i, af frygt for at miste et hus, som vi solgte med et smil kort tid efter..