Følg dit hjerte i dag

Der er intet, som kun er sort og hvidt.
Intet er uden nuancer eller årsager, uden lag på lag.
Når jeg antager, at jeg ved, hvorfor folk handler, som de gør, bliver jeg overrasket ved mødet med sandheden.
Når jeg konkluderer, at jeg har svaret på det hele, går der ikke længe, før jeg forstår, at sådan er det ikke helt.

Jorden var flad indtil for 500 år siden, alligevel bliver vi ved med at tro, at vi ved det hele. Naturvidenskaben kom til, og vi dygtige til at forstå tingenes strukturer og rytmer. Vi begyndte at tro, at dér – under luppen og for enden af regnestykket – lå svaret på alt. Religioner og tro blev skubbet til side, og mange nye indsigter fulgte med, men med tiden blev videnskaben en ny religion: ubøjelig, dogmatisk, kontrollerende.
Pludselig havde vi ingen sammenhæng med noget andet end os selv.
“Hvad sker der, når vi dør?”
“Ingenting. Vi bliver organisk materiale; en fraktion af et blad og et atom i en noget affald på gaden.”
Sådan lød det i min barndom.
Meningen med livet var som blæst væk i den orkan af ubøjelig, kantet fakta, som kom over os.
Vi betragtede livets smerte og skønhed, sorg og glæde, men kunne udelukkende tilskrive det tilfældigheder.
“Når vi dør, er alt slut.” De sagde, at ingen egentlig mening var med livet.
“Du er et tilfælde. Et vidunderligt tilfælde, men dog netop det: Noget, som lige så godt ikke kunne være sket.”
Sådan sagde de voksne, og det var en ensom lyd. En vigtig del af mig fandt intet hjem i deres ord.

Jeg kan huske, at jeg betragtede verden, og følte en længsel. En uendeligt dyb samhørighed, langt ud over det som mit sind, min krop og mine følelser kunne forstå. Jeg følte mig forbundet med solopgangen, stjernerne på himlen, de fremmede som gik forbi på gaden. Men jeg havde ikke ord for det.

Efterhånden kom det tilbage til mig: Jeg fandt hjem – ikke i en religion, men i troen på noget større, noget uendeligt, noget universelt. Meningen med livet er for mig at følge mit hjerte og gøre mit bedste med min intuition og samvittighed som kompas udfra en bevidsthed om, at vi alle hænger uløseligt sammen. At vi alle er her af en grund. Jeg tror på uendelighed og lys og udvikling, og mine børn vokser op med to forældre, som i det hele taget tror på meget mere end ingenting. Kristian og jeg fortæller dem, at sådan ser vi livet, og at der er mange, der ser det anderledes end os. Som tiden går, vil de finde deres egen vej, og det glæder mig, når de reflekterer over netop meningen med deres skabelse.

“Hvordan kan jeg vide, om jeg gør det rigtige med mit liv?
Sådan skriver mange til mig.
Føles det rigtigt?” spørger jeg tilbage.

I går læste jeg en mor skrive på facebook, at hun overvejede at tage nogle år væk fra arbejdsmarkedet for at være sammen med sine børn. Hun skrev: “Jeg er ved at regne ud, hvad et par år væk fra arbejdsmarked vil koste mig. Hvad bliver min værdi i samfundet efter denne investering i mit moderskab, mine børn, vores familie, mit ægteskab? Vi får se..”

Hver uge får jeg beskeder fra kvinder, der har de samme overvejelser (senere kan vi tale om, hvorfor mændene ikke tænker sådan).
Jeg sender variationer over det samme svar tilbage til dem. Det lyder som regel sådan her:

Ingen ved, hvad årene med dine børn vil koste dig, eller hvor du er til den tid – uanset hvad du vælger at bruge den på. Vi kender ikke vores egen skæbne, så det eneste der reelt giver mening, er at leve med hjertet forrest hver eneste dag. På den måde tilbringer vi vores tid med det, som føles rigtigt for os, og som vi derfor har størst chance for at finde mening i og føle taknemmelighed over, hvis vi en dag er så heldige at kunne se tilbage over et langt liv.
Derfor er mit råd altid: “Følg dit hjerte nu fremfor senere. Vi aner ikke, hvordan livet ser ud i morgen.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi er på jorden af en grund og med et formål; jeg er ikke i tvivl om, at livet har en hensigt, og den er god og den er smuk, selvom den kan være barsk og uforståelig.

Og fordi jeg ikke ved, hvad der er mig i vente, prøver jeg at leve mit liv, så det ræsonnerer i det dybeste sted, jeg har adgang til. Det betyder ikke, at jeg mener, alle andre skal leve lige sådan. Det betyder udelukkende, at jeg håber, mange tør mærke efter, hvad der er mest rigtigt for dem. Sådan tror jeg, vi får en mere harmonisk verden uden vrede, frustration, misundelse og konflikter.

(Live er fotografen)

Hvad tror I på? Sådan, i det større perspektiv..

Alenetid som hjemmemor

Jeg har tænkt på det med alenetiden, som selvfølgelig er noget, der optager alle, der overvejer at tage deres børn hjem og være sammen med dem hver dag. Altså, i stedet for at gå på arbejde hver dag.
“Får man ikke flip af aldrig at have tid til sig selv?”

Det har jo også optaget mig: Faktisk var det den sidste ting, der holdt mig tilbage, inden jeg turde sige “Okay, vi gør det (for en stund, i hvert fald)”. Jeg spurgte Frida på Stenbjerglykke, om ikke hun savnede at lave sine egne ting? – Og blev lidt irriteret, da hun svarede nej.
(Og man ved jo nok, hvad det betyder, når man bliver irriteret over andres ståsted i livet..)

Sandheden er, at der er meget, som er kommet bag på mig, siden vi blev en 100 procent hjemme-familie (fremfor de 75 procent vi var før?). Det er gået op for mig, hvor meget energi vi alle sammen brugte på at komme til og fra dagpleje/børnehave/skole hver dag i forhold til hvor relativt lidt tid Kristian og jeg vandt til at arbejde koncentreret i. Og også hvor meget energi vi ofte brugte på at finde hinanden igen om eftermiddagen, når alle kom hjem fra det, de havde tilbragt deres dag i. Lidt ligesom i sommerferierne, hvor man nærmest kan bruge en uge eller to på at lære hinanden helt at kende.

Men nej, jeg har ikke meget tid for mig selv i løbet af dagen nu. Måske kan jeg finde en halv time ved mit skrivebord, mens Juno sover omkring middagstid, og måske kan jeg arbejde i den halve time, måske ikke. Hvis jeg kan, når jeg meget. Telefonopkald, emails og netbank, fordi jeg skærer ind til benet, og kun prioriterer de opgaver, der er vigtige. Ligesom jeg virkelig sjældent taler i telefon efterhånden. Ligesom der kan gå uger, før jeg svarer på en sms. Ligesom vi endelig er begyndt kun at købe ind én gang om ugen. (Hurra.)

På den måde har hjemmelivet på godt og ondt sorteret en del fra i min hverdag: Der er ligesom kun plads til det mest essentielle og til det, som jeg meget nødig vil undvære, og der er måske lige knap tid til at lave det arbejde, jeg gerne vil. Sådan er det også i forhold til aftaler, snakke og ture ud af huset. Og jeg kan lide det: Den ufravigelige ramme, som ligger omkring mit liv, og giver mig en klar retning uden at fratage mig muligheden for at skabe mening. Helt automatisk er jeg i gang med noget, som jeg tror på, når jeg står op om morgenen.

Der er ingen tvivl om, at det også har noget at sige, at både Kristian og jeg er her de fleste dage. Hvis han var væk 8-16, og jeg gik hjemme, ville jeg nok sandsynligvis mig både ensom og presset, hvis ikke jeg havde et stort netværk af hjemmeskolere i nærheden, så jeg kunne mødes med dem nogle gange om ugen.

Jeg har stadig brug for tid, hvor jeg prioriterer mine egne projekter, og den tid er om aftenen, når børnene sover. Det vil sige typisk fra klokken 21 og så fire-fem timer frem. Jeg går med andre ord sent i seng, og står op senest klokken 8, og det er det værd, fordi jeg elsker roen om aftenen. Nogle gange ser Kristian og jeg en dokumentarfilm, først; andre gange arbejder vi hele aftenen, læser lidt højt for hinanden fra vores tekster undervejs, og mødes over tekanden med et smil.
Sådan må det være: Både fordi vi har vores virksomhed og vores andre projekter derudover, og fordi vi ikke kan undvære det. Jeg tørrer ud, hvis ikke jeg har noget, som rykker i mig udover familien. Måske er det derfor, jeg har bloggen, tænkte jeg den anden dag, da jeg igen så en kvinde lufte sin bekymring i et hjemmeskole-forum over måske at ville gå hjemme og dermed også miste sine intellektuelle input og output. Jeg tænkte: “Hmm, det oplever jeg slet ikke?”, og var et øjeblik i tvivl, om det er fordi, jeg helt har slukket for den del af mig selv.
Men det er jo er derfor, jeg har sat bevægelse i det med den dokumentarfilm: Fordi min hjerne har tid og overskud til at tænke i de baner.
Og det er derfor, bloggen er så vigtig for mig, nu hvor jeg ikke ellers går rundt, og bruger min tid på at realisere mine egne kreative projekter (selvom hjemmelivet ofte føles netop som det: En kreativ, fed og meget personlig proces).

Hvis nogen spurgte mig, om jeg ville have 48 timer for mig selv, ville jeg takke ja. Jeg har altid projekter, som det gør mig glad at dykke ned i (og jeg savner at læse mere). Men jeg ville nok have lyst til at tage hjem efter 24 timer, og det er nyt for mig. Hvor jeg før kunne ønske, at jeg havde samvittighed til at efterlade dem i børnehaven flest muligt timer, har jeg nu oprigtigt lyst til at være sammen med dem det meste af tiden.
Hvorfor mon? Jeg tror, det hænger sammen med, at samværet bliver mere på bølgelængde og dermed mere forstårligt, når vi bruger mere tid sammen. “Mere vil have mere”, som man siger, og for tiden er jeg ved at køre den formel over på relationerne og væk fra det materielle. I processen er familielivet blevet mit primære projekt, og fordi det har en helt naturlig udløbsdato, suger jeg alt, jeg kan ud af det..

Hvornår får I tid til jer selv? Og hvad betyder det for jer at have det?

Ud med legetøjet – Piger og drenge – Dokumentarfilmen – Om at hjælpe til derhjemme (“En liste med tanker” #1)

Bare lige en mandagsliste over noget af det, som min hjerne pusler med for tiden:

Piger og drenge
Jeg er selvfølgelig feminist, det har jeg skrevet om før. Og nu er der hele #metoo bevægelsen, som jeg kan bidrage til med alt alt for mange historier fra mit eget liv, og der er mit moderskab og min ambition om at klæde mine børn på til at være ligeværdige mennesker uanset køn. Det er en krævende opgave med alle de skjulte stereotyper og degraderende vaner i vores civilisation.
Min bror og svigerinde var på besøg med deres lille datter i weekenden, og vi brugte de to aftener på at snakke om henholdsvis feminisme og den danske folkekirke. Sådan er det med meningsfuldt selskab: Man går i seng med snurrende hjerneceller.
Min bror og svigerinde har netop læst et par bøger om feminisme højt for hinanden, som havde givet dem en masse tankestof (Liza Marklunds “Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden” og Chris Kraus’ “I love Dick”) –  og nøj altså: Jeg kan blive så edderspændt rasende, når jeg hører om alle de skævheder, som er i vores samfund i forhold til køn. Og det er ikke fordi, jeg ellers er fuldkommen blind for dem, men når de lige bliver ridset op..der er bare meget – og hey: Ved I hvad? Det er statistik, det er reelle undersøgelser med uvildige testperson, det jeg skriver herunder:
Der er det faktum, at drenge allerede i skoletiden optager 2/3 dele af taletiden, og at voksne kvinder oftere bliver afbrudt – uanset rang eller anciennitet, selvom de taler væsentligt mindre end mændene.
Der er det med, at piger gerne vil være det, som drenge er, mens drenge allerede i børnehaven definerer sig ud fra, at de ikke er piger. Som i: “Hvad er en dreng?” – “Det er én, der ikke leger med dukker”.
Der er det med, at når vi afspiller lyden af en grædende baby for en gruppe testpersoner, og siger, at det er en pige, så mener vi, at hun er ked af det. Gentager man, og siger, at det er en dreng, er han pludselig sur (passiv vs. aktiv).
Der er det faktum, at vi stopper vores babypiger fire gange tidligere (det vil sige efter kun godt og vel en meter), når de kravler væk fra os, og den der med at babydrenge opfordres til at ryste deres legetøj, mens piger får at vide, at de skal være forsigtige og omsorgsfulde overfor deres.
Der er så meget. Børnelitteraturen, eksempelvis “Villads fra Valby”, som er skrevet af en kvinde, og af én eller anden grund ikke hedder “Viola fra Valby”, og der er Hermione i Harry Potter (også skrevet af en kvinde, som kun brugte sine initialer, fordi man forventede, at hendes bøger ellers ville blive læst af markant færre), som ikke en gang er den største birolle i bøgerne, og som først og fremmest er flittig og lydig – fordi, sådan får man succes som kvinde… Der er så meget, at jeg bliver træt. Men det nytter ikke noget at være træt, så jeg tænker også over det, og jeg gør mit bedste herhjemme, og er blandt andet bevidst om, at mine børns vrede er lige okay, uanset om de er drenge eller piger.

Ting (ud med legetøjet)
Vi behøver ikke ret mange ting herhjemme.
Børnene behøver slet ikke ret mange ting.
Jeg har skrevet om det før, og nu nævner jeg det lige igen: Min drøm er en verden, hvor vi ikke føler et tomrum, blot fordi vi ikke konstant køber nyt. Min drøm er at give mine børn de bedste rammer til at føle sig værdifulde i sig selv og i kontakt med den omgivende verden uden konstante distraktioner i form af ting og længslen efter flere ting.
Læs eventuelt kloge Naomi Aldort (kendt fra den skønne “Being and Becoming“)’s blogindlæg om “raw parenting” – dvs. uden alle mulige forstyrrende elementer. Jeg kan mærke, at det indlæg var det sidste skub til at komme af med de sidste få ting her i huset, som hænger ved, uden hverken at inspirere eller engagere. Så det skal ske i dag: Jeg samler en bunke, og kører den til Røde Kors.

Dokumentarfilmen
Det kan jeg lige så godt sige med det samme: Jeg tænker en del på den dokumentarfilm, som vi er ved at tage de spæde men mega-motiverede skridt i retning af, og nu er der lavet en lille fin teaser på halvandet minut. Næste skridt er at søge penge og finde de rigtige mennesker at arbejde sammen med, og hele familien herhjemme lader til at være ret meget ombord i projektet, selvom mindst én af ungerne synes at “vi er allerede for meget i avisen.”

Det nye tag
Der hamres og bankes og bygges og svines her på stedet, og jeg er taknemmelig: Tænk at vi er ved at få nyt tag! Hvor fedt er det lige. Tænk at vi samtidig skal have et stort, lækkert, inspirerende musikstudie med giga-havudsigt, hvor vi kan speake dokumentarfilmen og indspille musikken og holde workshops og og… Tænk at alt det sker nu, og så om en måned eller to, skal jeg være klar med vægfarver til det store rum, så der kan blive perfekt lækkert, og det er en opgave, som jeg elsker. Jeg er jo mest til vægge med farver..

Daglig deltagelse
Ja, vi snakker en del om de daglige indsatsområder herhjemme for tiden. Og om de ugentlige. Og om hvorvidt man er tjener – eller ligefrem slave – af sine forældre, når man skal tage af bordet efter sig selv og hjælpe med at rydde op. Vi vender og drejer og taler om fællesskab og om ansvarsfølelse og om selvværdet, som er grundstenen for næsten alt andet. Og vi er der bare slet endnu. Slet ikke. Men vi nærmer os en lille smule hver dag (måske), og vi vil gerne have gode råd hvis nogen – uden tvang, hævede stemmer eller dyb frustration (alle tre metoder er nemlig afprøvet gennem årene) er lykkedes med at få ungerne investeret i opgaverne i hjemmet.

Hvad tænker I på for tiden?

 

Lærer jeg det nogensinde?

Jeg har på det seneste skrevet om, at her begynder at indfinde sig en ro i vores familie.
Jeg har skrevet, at vi mærker en anden energi i vores hjem nu.
Jeg har skrevet, at det kan betale sig, men det tager tid.

Vi har været hjemme i snart fire måneder – fra sommerferien startede. Og det er cirka tre måneder siden, vi besluttede, at her vil vi blive. Vores familie-tribe tager form. Måske er det her et hjørne, som man runder, og på den anden side gemmer sig en ny virkelighed?

For nogle måneder siden var vi på en naturlegeplads i Svendborg med en familie, som altid har været hjemme sammen. De fortalte, at de kender mange, der har taget børnene ud af institutioner/skole for at gå hjemme og så, efter to måneder, har de afleveret børnene igen med et lettelsens suk – og: “De har tydeligvis brug for andre input, for derhjemme var de konstant i konflikt”.
Faderen i den hjemmegående familie, så med lidt udfordrende på mig, da han fortalte om de betragtninger, han har gjort sig gennem tiden. “Det tager mere end to måneder at komme tæt på hinanden og finde en rytme i familien,” sagde han, og jeg så på hans sammenflettede børneflok, som løb rundt i den fineste synergi dagen lang. Jeg fik næsten følelsen af, at han bare ventede på, at vi ville gå samme vej som de andre.
Men jeg vidste, at det ville vi ikke. At vi er i det her for det lange træk. Også selvom det utvivlsomt bliver sejt.
Kristian siger indimellem: “Livet skal ikke først og fremmest være nemt,” og det har han jo  ret i. Der er måske bare sket det i vores samfund, at vi gerne vil have det nemmest muligt, fordi vi generelt er pressede. Fordi vi arbejder, holder hus, dyrker fitness, spiser sundt, plejer netværk og så videre – alt sammen gør vi alene, på hver vores matrikel, uden en landsby til at bakke os op. Og dét er en stor opgave. Det er måske endda for stor en opgave for de fleste.
Livet skal først og fremmest leves, og det gør jeg bedst ved at stille spørgsmålstegn ved alt, se dybt i sprækkerne og leve med kærlighed. Derfor er vi her endnu – i denne alternative version af et familieliv, trods det at ikke hver dag er en ubekymret glædesboble.

Nej, vi giver ikke op, Kristian og jeg. Det er vores projekt – måske vores livsprojekt – at være sammen som familie, og vi er nogle stædige typer.
Men jeg vidste godt, hvad han mente, ham faderen på legepladsen, som snakkede om, at de første måneder er hårde, og jeg refererede essensen af samtalen til Kristian, så snart vi sad i bilen hjem. “Phew,” sagde vi til hinanden. “Så er det ikke kun os, der synes, det er hårdt.” Så vi bed tænderne sammen, og fortsatte den deschooling, som det her helt sikkert er: Det kan vist tage et helt liv at afvikle alle de systemiske tanker og forventninger, som en barndom på skolebænken installerer i én.

Her har været mange konflikter og mange lange dage siden sommerferiens begyndelse. Vi har haft mange bekymringer, og rigtig mange gange har jeg tænkt: “Gør vi det godt nok?”
Men jeg har ikke været i tvivl.

Og nu er der noget, der letter. Nu begynder vi at falde på plads; vi er efterhånden mere symbiotiske, mere forbundne med hinanden.

Min veninde skrev til mig, at hun afleverer sin ældste datter i børnehave, mens hun er på barsel derhjemme for at lade op til familietiden. “Men jeg vil meget gerne nå til et sted, hvor jeg ikke behøver lade op til familietid,” skrev hun.

Jeg ved præcis, hvad hun mener. Og jeg tror, jeg har lært, at det sted kommer man kun til, hvis man tager sig tid til at være i de krævende måneder, som går forud for den mere symbiotiske nærvær, der venter på den anden side.

Sådan er det jo bare: Man har mere tid sammen med sine børn, når man går hjemme, end når man også går på arbejde. Det er et faktum, som bærer både en masse lettelse og en masse udfordringer med sig.
Intet kommer uden afsavn. Det er det, vi må gøre op med os selv: Hvilket valg og hvilke fravalg kan vi nemmest acceptere?

Måske er konklusionen, at det ikke behøver være så kompliceret? Livet er ikke altid hverken smukt eller nemt, men det kan faktisk være ret simpelt, tror jeg. Jeg arbejder på at vælge den simple vej.

Sådan prøver jeg at gøre med madlavning og med oprydning og med sociale aftaler, og efterhånden lykkes det indimellem. For eksempel er vi blevet ret gode til ikke at lave for mange aftaler – det kan simpelthen ikke svare sig at have aftaler fem dage i træk, uanset hvor gode de aftaler måtte være. Børnene kører tør for energi, de bliver sure, og pludselig sidder vi, og tænker: “Hvad har vi gang i?”

Det skete faktisk i går. Drengene var til rollespil sammen med Kristian og Juno fra klokken 12-15, og i de timer hyggede Live og jeg herhjemme med at bygge Briobaner og spise ostemadder (og åh, det var så fedt).
Drengene kom hjem, glade men trætte, og så kom vores venner på besøg – bare lige en kop kaffe. De har en pige på under et år, så de er en rolig flok, og vi elsker dem, og de kommer altid med ro og glæde. Men alt sejlede alligevel – alt var totalt kaotisk. Børnene sloges, de råbte og skreg, og vi måtte sige hurtigt farvel til vores gæster. Børnene havde tydeligvis brug for at vende alle deres oplevelser med os uden afbrydelser, så vi spiste aftensmad i en energi præget af træthed, og dernæst så børnene 15 minutters togfilm på DR, før de gik tidligt i seng.

Og jeg tænkte: Lærer jeg det mon nogensinde? Lærer jeg en dag, at blot fordi det lige går godt, og vi føler, vi har overskud, så skal vi alligevel (eller måske netop) passe på ikke at få overbalance..?

Kender I det?

Eftermiddage i vandkanten

I søndags sagde Storm: “Skal vi købe pizza i Ærøskøbing til aftensmad?” og vi snakkede om det, og blev enige om at gøre det en aften snart, når vi har lidt bedre tid.
Storm stod stille et øjeblik, og sagde så: “Jeg har haft lyst til at tage på stranden hele dagen. Har jeg ikke nævnt det?”
“Nej, det har du vist ikke – lad os spise aftensmad dernede.” sagde vi.
Der gik ikke mange minutter, før vi sad på stranden med rugbrødsmadder og gulerødder, og Live, som ellers havde valgt at tage termotøj og tyk sweater på, gik direkte ud i de kølige bølger for at mærke vandet omkring sine gummistøvler. Men hun gik alt for langt, og vandet nåede over kanten, og da vi tømte støvlerne, væltede det ud. Så hun sad med et håndklæde om fødderne på skødet af sin far og spiste, og nød det hele lige så meget alligevel. Nogle gange kan det ligefrem være godt med en grund til at sidde stille og bare være.

Tiden gik, og det var sådan set ikke noget særligt. Drengene hoppede fra sten til sten, og Juno rodede i sandet med sine fingre. Vi spiste færdig, og jeg løb nøgen ud i oktoberhavet, som slet ikke var så koldt og slet ikke så svært at komme i, som jeg havde frygtet, og bagefter kunne jeg med det samme mærke, hvor godt det var. Kristian løb også ud, og smed sig i bølgerne. Kom op med vådt, helt sort hår, og smilede stort.

I går kørte vi derned igen om eftermiddagen. Denne gang sammen med vores venner og deres tre børn, og pludselig var vandet fuldt af grinende unger, mens bålet knitrede. Vi ristede pølser, kogte æg, sad på store sten og snakkede. Solen var på vej ned, da vi kørte hjem.

Storm sagde: “Det her er nogle af de bedste dage i mange uger. Jeg vil ikke bytte det med noget.”

Og jeg tror, at han sagde det, fordi han elsker havet, men også fordi vi begynder at mærke – mere gennemgående, mere konsekvent – en ro sænke sig over vores familie. Som om tilliden indfinder sig på fineste vis, og roen følger med. Vi ved, at vi er trygge, vi ved, at vi lærer det, vi skal. Vi ved, at det er okay at bevæge os tålmodigt gennem verden, med plads til hver enkelt af os. Med plads til det hele, helst.
Noget af det bedste jeg har gjort i mit liv, er at vælge tilliden til. Og respekten. At jeg ser mine børn i øjenhøjde, og vælger at stole på deres kompetente, medfødte natur, har sat os alle sammen fri. Det giver så meget plads til mig, til dem og til de mennesker vi møder. Jeg slipper for: “husk nu at” / “er du sikker på?” / “det må du ikke” i meget vid udstrækning. Jeg er ikke lige så træt af at høre mig selv tale. Nærmere er jeg, for måske første gang i mit moderskab, ofte (men ikke altid!) stolt over de ord jeg siger og i lige så høj grad over dem, jeg ikke siger.

Den anden dag skrev jeg om dokumentarfilmen Given, som jeg synes, er meget anbefalelsesværdig, og jeg kunne se, at den blev delt en del andre steder efterfølgende, så her kommer lige endnu en anbefaling, omend af en noget anden karakter: En læser kommenterede nemlig på mit indlæg om Given, at hun netop havde set dokumentaren “Surfwise” på Netflix, og at den også var værd at bruge tid på. Så fordi Kristian og jeg er vildt optagede af vores eget dokumentarprojekt, og gerne vil inspireres, så vi den i går aftes, og det var virkelig en…oplevelse. En øjenåbnende, inspirerende og dernæst provokerende og chokerende film om en jødisk surfer og læge, hans hustru og deres ni børn, som levede i en lille camper hele børnenes barndom. Om deres ukonventionelle liv, opgøret med alle skygger af kapitalismen, drivkraften efter frihed og guddommelige livsfilosofier. Vi møder den nu 84-årige mand bag det hele, Dorian “Doc” Paskowitz, og hører ham fortælle om alle sine i mine øjne meget rammende og kærlige visioner for sit eget liv og ikke mindst for livet med sine børn. Vi ser billeder fra tiden i 60’erne, hvor familien dominerede surfsporten i USA, holdt sommerskoler og var på alles læber. Og så (lidt for sent, i min optik), bliver mønten vendt, og vi hører om de skyggesider, som har fyldt alt for meget i det ualmindelige liv, og som får hele familieprojektet til at krakelere for os, der ser med. Det er fortællingen om drømme og visioner, frihed og kreativitet, og så er det fortællingen om en virkelighed som ikke kan rumme hverken drømmene, visionen, friheden eller kreativiteten. Jeg synes, den meget klart beskriver, hvordan det ikke tæller for ret meget at have store ambitioner og krav på sine medmenneskers vegne, hvis man ikke selv kan afspejle den kærlighed og rummelighed, som må være udgangspunktet for, at det skal lykkes.
Nå, den er værd at se, det synes jeg oprigtigt. Men den er også tosset.

Hvad laver I her i ferien? Har I overhovedet ferie? Hvad nyder I mest ved dagene?
Vi holder ikke som sådan efterårsferie. Altså, det gør vi jo reelt ikke. Men vi kan alligevel mærke, at noget er anderledes, fordi de fleste andre har fri – og dét er fedt! Kunne I ikke bare holde fri hele tiden, alle sammen? 😉

Jeg kender en dreng og jeg kender en pige

Kære fædre / mødre / forældre / lærere / pædagoger og alle andre der møder børn på jeres vej:

Jeg kender en dreng på otte år, som ofte kommer i vores hjem, og som vi holder meget af. Han er noget særligt, sådan som de fleste nok er det, før det særlige bliver pillet ud af dem, stykke for stykke.
Den her dreng er stadig sin egen, men jeg er bange for, at han ikke får lov til at være det meget længere.
Det er derfor, jeg ofte tænker på ham. Og når jeg gør det, bliver jeg tung om hjertet.

Drengen er fuld af omsorg og empati. Han har ingen yngre søskende selv, men han løfter min yngste kærligt i sine arme, og spørger altid som det første, om hun har lært nye ord siden sidst?
Han er en kreativ sjæl, den dreng: Når han tegner, sker der magi. Pludselig er der store, skæve tårne, detaljerede maskiner og indviklede bygningsværker på vores tegnebord.
Han kan, hvad han vil, den dreng.

Endnu kan han det.

Alligevel er det mest imponerende ved ham måske hans motivation for at gennemføre de ting, som han brænder for.
Han ved, hvad han vil være, når han bliver voksen, og har indrettet sine forældres stue derefter: Ved hjælp af detaljerede arbejdstegninger og de nødvendige faciliteter har han lavet et rum, som gengiver den virkelighed, han håber på at komme ud i en dag. Han går i skole i arbejdstøj, og bruger hele fridage på at undersøge fagets muligheder.
Jeg kan næsten tænke: “gid mine børn brændte så meget for noget”, fordi jeg ved, at engagement kan få alt til at ske. Hvis man har noget, som man elsker, er der et lys indeni, som ingen andre kan slukke. Så kan man, hvad man vil.
Og dog.

Som samfund vil vi gerne have innovative og selvstændige voksne, ikke? Og vi har efterhånden forstået, at mennesker bidrager mest, når de laver noget, som de kan se meningen med, ikke sandt?
Så hvorfor skal alle være ens?

Det er jo derfor, jeg ofte tænker på drengen.
Fordi han helst skal være som de andre, når han er i skole.
Men alle de andre er heller ikke ens, så hvordan skal det lade sig gøre?
Jeg tror, vi står med et stort, smukt og dybt varieret potentiale, som vi dag for dag forsøger at presse ind i én og samme skabelon for at leve op til nogle standarder og tidsrammer, som dybest set ikke giver mening.

Har vi glemt, at det vigtigste vi har, er lysten til at leve, til at skabe, til at udvikle os?

Jeg ser ingen grund til bekymring, når jeg ser på drengen. Her er en dreng i trivsel. Her er et smukt væsen med livet foran sig og et stort potentiale for at gøre en forskel i verden.

Men der er andre, som er bekymrede.
Systemet er blevet blinde for, at drengen kan, hvad han vil, og at det er det eneste, nogen af os skal kunne.
Vi skal kunne, hvad vi vil. Hvis vi kan det, kan vi lære alt det, vi får brug for.
Men de ser, at han ikke interesserer sig for skolearbejde.
Skal han gå en klasse om, spurgte lærerne sig selv før sommerferien, og jeg er sikker på, at det er en reel overvejelse i forhold til de officielle læringsmål. Men jeg tænkte: Hvordan kan man fejle, når man er otte år? Risikerer han ikke at føle sig som en fiasko mange år frem, hvis han skal gå et år om nu – uden sine venner? Blot fordi han ikke er interesseret i de ting, der (tilfældigvis?) står i læreplanen, når han er interesseret i så meget andet? Er det ham, der har fejlet, eller er det systemet?

Jeg er kommet til at forstå, at så snart man træder ind i det system, så er der en risiko for, at man er enten en fiasko eller en succes. Og at vi i jagten efter at vores børn skal blive succeser fremfor det modsatte, risikerer at kompromitere deres frihed og deres kreativitet. I jagten efter at passe ind og leve op til nogle krav, som vi ikke selv har været med til at definere, lurer risikoen for, at børnenes omsorgspersoner får deres helt unikke karaktertræk til at blegne.

Drengens forældre er bekymrede. Hans kloge, varme og unikke forældre er bekymrede for deres dreng, fordi han ikke gør som de fleste i skolen. Fordi han ikke er interesseret i det, der står på skemaet. Hvordan skal de lade være med at spørge sig selv: “Hvad skal vi gøre for at få ham til at interessere sig for det samme som de andre?”
Med deres fornuft ser de et barn i trivsel: En dreng i konstant vækst og med et smil, som kan skubbe enhver sky til side. Men vi vil alle sammen helst se vores barn trives bedst muligt i de rammer, de lever i.

Den anden dag snakkede jeg med en mor, som sagde, at allerede i dagplejen blev der rejst tvivl om hendes nu fireårige datters manglende interesse for at lege med de andre børn.
Jeg så, at pigen legede godt med mine børn. Jeg så også, at hun var god til at lege for sig selv. Noget, jeg opfatter som en stor kvalitet.
Men hun leger ikke nær så meget med de andre i børnehaven, som “man” gerne vil have. Hvorfor skulle hun? Jeg så en pige, som minder om sine stille, harmoniske forældre. En pige, som nok en dag skal vende sig mod en anden og tage hul på sit første rigtige venskab, men som også er helt rigtig, når hun er i sin alenehed.

Det sagde jeg til moderen, som blev lettet. Lettet over at blive mindet om alt det ved sin datter, som er rigtigt og ikke forkert. Alt det, som ingen ville undre sig over, hvis de havde tid til at se det enkelte barn for den han eller hun er, og ikke kun hvordan han eller hun passer ind i de kasser, som samfundet løbende stiller frem til os.

Jeg vil øve mig i at give plads til den dreng, som lige nu foretrækker noget andet end skolens årsplan, og til den pige, som er lidt mere for sig selv end mange af de andre.
Måske bliver det lige netop takket være de kvaliteter, at de en dag gør en forskel i verden. Måske er det lige netop deres særtræk, som de en dag vil sætte størst pris på hos sig selv. Måske de kan inspirere andre til også at være sig selv.

Før vi begynder at ærgre os over, at de ikke bare gør som alle de andre, ikke bare er som alle de andre, og ikke bare siger som alle de andre – så lad os lige mærke efter, om vi altid selv har gjort som alle de andre, eller om der var engang, hvor vi også skilte os ud?
Lad os tænke tilbage og mindes de gange hvor et menneske med nogle anderledes kvaliteter har gjort en forskel for os.

Vi er ikke en fiasko eller en succes.
Vi er mennesker.

Lad det forblive sådan.

Et døgn

Et døgns tid..:

Onsdag hjalp Kristian vores nye Ærø-venner med at flytte ind i deres nye hus. Bare de tunge ting, I ved: Sofaer, skabe… og LEGO (de forærede os ellers en kæmpe kasse for et par uger siden, men det viste sig blot at være en fraktion af den samlede mængde). Familien på fem flyttede til øen i sommer, og ved I hvad? Nu hjemmeskoler de sgu også! “Sgu” fordi vi ikke længere er alene om at gøre sådan noget herovre, og det er rart. Deres store dreng på 13 går på friskolen, men de to piger på snart seks og fire er hjemme, og vi mødes for det meste i ugens løb, og leger, snakker og spiser (og lister chokolade rundt til hinanden). Familien ejer for øvrigt en brætspilscafé i Odense, så brætspil har de mange af, og det er vildt hyggeligt.

 

Onsdag aften ankom tv-tilrettelægger Pernille Eckhoff med færgen. Pernille er den kloge kvinde bag bloggen “Det kræver en landsby“, som har fokus på familielivet og fraværet af fællesskaber i vores samtid. For nogle måneder siden skrev jeg på facebook, om der var nogen i mit netværk, som kunne lave dokumentarfilm, og indenfor få minutter svarede Pernille, at hun var interesseret i at høre mere.
Derfor har Kristian og jeg siden snakket frem og tilbage med Pernille om den dokumentarfilm, som vi drømmer om at lave. En film om et alternativt familieliv og om at leve et liv hvor drømme bliver til virkelighed. Vi vil gerne fortælle, at livet er fuldt af muligheder, at der sker mirakler, og at det liv man længes efter, er indenfor rækkevidde. Vi vil vise, hvordan vores hjemmeskolehverdag ser ud, hvad vi snakker om, og tænker på, og hvorfor vi valgte at tage børnene hjem.
Efter at have været med hos naboerne for at grutte korn, en tur ved grisene og ageret diskret flue på væggen under to vanligt kaotiske måltider, sejlede Pernille hjem igen, og nu skal vi finde ud af, om det kan fungere, og hvad vi i givet fald gør her fra. Jeg vil vildt gerne vide, hvad I tænker om projektet? Har I lyst til se den film?

 

Selvom vejret var fuldkommen uforudsigeligt, byggede Kristian og børnene ufortrødent på Storms “skumle hus” i haven, og der var en enorm regnbue, som Juno opdagede. Jeg tænkte på, at jeg er glad for, at hun allerede kender regnbuer så godt. Hun tager køer og får og havet og frisk luft for givet.
Der var fuldkommen ro en stund. Det er der efterhånden dagligt. Der var gode lege, og så var der grin i en time, mens vi ryddede op efter maden, og ikke gad flere konflikter om den slags, og i stedet fortalte vanvittigt dårlige “Alle børnene”-jokes, og Kristian grinede af de håbløse rim, til han havde tårer i øjnene.

Derefter puttede Kristian en meget træt Juno, og jeg satte mig med de tre andre og så “Given“, som er en dokumentarfilm, der ligger på Netflix. Min veninde, Merian, anbefalede den for nogle måneder siden, hvor Kristian, min søster og jeg straks satte os for at se den, men vi kunne bare ikke rigtigt få hul på den, men i går kom jeg i tanke om den, og hvor er jeg glad for det, for den er virkelig fin. Poetisk, inspirerende, visuelt helt vidunderlig og dejlig lydside. Filmen handler om en familie på fire, som rejser rundt i verden, og surfer på livet løs (børnene er nul og fire år). Den handler i høj grad om fortælling, rødder, frihed og læring. Børnene herhjemme var både meget stille og meget nysgerrige undervejs og Kristian, som også fik det meste af den med, sagde efterfølgende:  “Sådan skal vores dokumentar også være, for livet er smukt, hvis man stopper op, og ser sig omkring, og det skal den vise.” (siden har han tilføjet, at man godt kan filme grimme ting smukt, da børnene råbte af hinanden, og der var tomatsovs på væggen).

“Godnat”, sagde vi så til tre søvnige børn med røde kinder, og jeg listede op med de to på fem, mens Kristian gik med Storm for at putte ham på hans værelse. Da jeg kom ned igen efter tyve minutter, hørte jeg stemmer fra Storms værelse, og dér lå de så; far og søn i hver sin fodende, og var så fordybet i deres samtale, at de knap ænsede mig. “Hvad snakker I om?” – “Om religion,” svarede Kristian. “Om hvor fjollet det er, når religioner påstår, at gud elsker den ene mere end den anden, fordi de ikke tror på den samme religion,” tilføjede Storm, før han bad mig lukke døren på vej ud.
Sådan kan religionsundervisning altså også se ud. I et hjemmeskoleliv, klokken 21 om aftenen.

Hvad med jeres seneste døgn?

Jeg er ked af, at mit kommentarfelt ser tosset ud lige nu – jeg håber, det bliver fikset i dag.
Kommenter alligevel, vil I ikke?

Hvilken bog skal jeg læse nu? Lad os lave en liste sammen

Hvad siger I til at lave en liste over bøger, som kan udvikle sig i takt med, at vi læser løs?

Hvordan?
Skriv en kommentar under indlægger, hvor du anbefaler de bedste bøger du har læst, og som du altid har lyst til at dele med andre. Så skriver jeg det på listen i indlægget.
Del gerne nogle ord om hvorfor bogen er god: Hvad rørte den ved dig; satte den tanker i gang, eller var den ganske enkelt vildt underholdende?

Senest har jeg Læst Joan Didions “Et år med magisk tænkning” om året efter forfatterens mands pludselige død. Det er en klar og rørende, stærk og modig beskrivelse af alt det, der kommer ud af sorgen, som man aldrig har kendt til, og som ændrer ens liv, uanset om man vil det eller ej. Kort inden bogens udgivelse mistede Joan Didion også sin 39-årige datter efter længere tids sygdom.
Jeg oplever bogen som en samtidig “Emma Gad om sorg” med meget fine beskrivelser af hvordan den sørgende bevæger sig gennem verden, og hvad man har brug for fra omverdenen.

Tidligere har jeg anbefalet Glasslottet // Samt, naturligvis, mine to yndlingsromaner om den islandske kvinde Karitas // Og den lille perle “De Usynlige
Jeg har også skrevet om Naja Marie Aidts “har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog” (Og i samme åndedrag Maria Gerhardts bøger “Der bor Hollywoodstjerner på vejen” og Transfervindue)

Tadaaa – jeres abefalinger:

Lisbeth anbefaler:
Stine Pilgaards: “Lejlighedssange”
fra 2015, “er en fin lille roman, der handler om de forskellige beboere i en andelsboligforening, og det fællesskab der udspringer heraf. Sproget er finurligt og morsomt – og byder på mange fine billeder. Til gengæld er formen eksperimenterende, og handlingen overhovedet ikke kronologisk. Fortælleren skriver lejlighedssange, og horoskoper til et ugeblad. De er altså bare skidesjove:)”
Thomas Korsgaard: “Hvis der skulle komme et menneske forbi” fra 2017, “er en alvorlig sag om en dysfunktionel landmandsfamilie. Fortalt fra barnets synsvinkel, uden fordømmelse, men også uden filter. Delvis selvbiografisk, som efter endt læsning får en til at tvivle på hvad der er op og ned, rigtig og forkert. Er man fx en dårlig mor, fordi man har serveret kyletter for sine børn til en nem aftensmad? Eller en dårlig familie, fordi man bor ude hvor end ikke kragerne kommer? Sproget er nemt og lige til at gå til. Til tider ret underfundigt.”
Lars Myttings: “Svømm med dem som drukner”, 2015. “En ganske fantastisk slægtsroman. Kærlighed, savn, krig og fantastiske landskabsbekrivelser fra Norge, Frankrig og Skotland (mener jeg). FLAMMEBIRK…smag på ordet, se det for jer. Det går igen igennem hele romanen, og jeg ville ønske, jeg ejede sådan et stykke træ.”

Kristina anbefaler:
“Jeg har to all-time-absolutte-yndlingsromaner: The Bell Jar af Sylvia Plath og Remains of the Day af Kazuo Ishiguro (som netop har vundet Nobelprisen i litteratur – hurraaa). De er på mange måder vidt forskellige, men begge dykker helt ned i den menneskelige psyke og holder mig der, til jeg bliver svimmel af iltmangel – og så er de eminent velskrevne!
Jeg kommer dog til at bryde dit oplæg på maks. to, for apropos sorg og sjælesøgen bliver jeg nødt til også at nævne Alt må vige for natten af Delphine de Vigan. Den gjorde stort indtryk på mig, og selv om jeg kun har nået at læse den en gang, dukker der jævnligt meget klare billeder og ord fra den frem i mine tanker.”

Sarah anbefaler:
Folkets skønhed af Merete Pryds Helle. “
Sjældent smukt sprog og indlevende fortælling.”

Mette anbefaler:
Brev til en nybagt forælder 
– et feministisk manifest i femten punkter, af Chimamanda Ngozi Adichie. “Fordi den er spot on hvad feminisme er og så er den læst på to timer. Vigtigt når man er mor med sparsom fritid haha!”

Jeanette anbefaler:
“En af mine absolutte yndlingsbøger er Alkymisten af Paulo Coelho. Det er en lille fin bog med en egentlig ret enkel historie om en dreng der leder efter en skat han har drømt om. For mig symboliserer den at turde tro på at der er en mening med de ting man oplever i livet, også når det er svært og føles som om man er fortabt.
Trine anbefaler også Alkymisten “fordi den giver ro og retning i sjæl og hjerte.”

Jeanette anbefaler:
Smørhullet af Kirsten Hammann er en god reminder om det priviligerede liv vi lever i vores del af verden, med den trækker jeg lige vejret og minder mig selv om hvor heldig jeg er.”

Camilla anbefaler:
“Ville ønske jeg endnu havde tilgode at læse mine ynglingsbøger: Det 7.barn af Erik Valeur, Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr og To brødre af  Ben Elton. Jeg orker ikke lige at skrive en masse – men det er fantastiske, rørende, triste og tankevækkende bøger. Glæder mig til listen!”

Simone anbefaler:
“Helbrederen af Noah Gordon er om en dreng, der er mere eller mindre overladt til sig selv i 11. Århundrede, der rejser til lægernes land i Persien og lærer hvorfor vi ser ud som vi gør og hvorfor vi agerer som vi gør. En dybdegående rejse om selvforståelse og om at stoppe op og fundere samt følge ens instinkt og der udover bare en god historie af en gribende forfatter.”

Ditte anbefaler:
Marvfolket af Keri Hulme – “den er efterhånden gammel, men jeg læser den hver andet år eller deromkring og er lige grebet af den hver gang.”

Johanne anbefaler:
Hvor der er fugle af Maren Uthaug. “God historie, flot skrevet. Den er virkelig god!”

Mette anbefaler:
“Shantaram af Gregory David Roberts er fantastisk fordi: Den har fantastiske gribende karakterer, er et miks af vild handling og filosofiske diskussioner, giver mig en oplevelse af at have været i Indien på godt og ondt.”
Anita skriver om samme bog: “Den gør et eller andet ved mig, og jeg kan dufte Indien.”

Ditte anbefaler:
Den mystiske sag om hunden i natten af Mark Haddon. “Christopher er 15 år gammel og autist, han bor alene med sin far. Han forstår ikke ansigtsudtryk, og har svært ved at sætte sig ind i, hvad andre folk føler og tænker. Til gengæld er han utrolig god til matematik. En dag finder han naboens hund ude på græsplænen. Den er blevet slået ihjel med en greb. Christopher beslutter sig for at finde hunde-morderen.  Men hans efterforskning bringer ham ud på en længere rejse, og helt andre hemmeligheder dukker op.
Historien er fortalt gennem Christophers øjne og er helt eminent beskrevet og man får virkelig et stor forståelse for, hvordan han ser verden og samtidig får man en stor omsorg for ham.”

Johanne anbefaler:
Dinabøgerne af Herbjørg Wassmo. “Det er en trilogi om Dina og om hendes søn, der lever i 1800-tallet i Nordnorge. Hun er både som barn og voksen speciel, vild og egenrådig. Jeg er først begyndt at læse Waasmo her i foråret, og er faldet pladask for det, jeg har læst af hende. Hun beskriver så malende og sanseligt, at det bliver en helt kropslig oplevelse at læse hende.”
“Frederik Backman har skrevet En mand, der hedder Ove (som blev filmatiseret sidste år – jeg har ikke set filmen), Britt-Marie var her (som er den af hans bøger, jeg er gladest for) og Min mormor hilser og siger undskyld. Backman er ualmindeligt sjov, på den der svenske underspillede måde. Han laver nogle personportrætter, som får mig til at holde mere af karaktererne i hans bøger, end jeg kan mindes af have holdt af bogkarakterer. Og så er hans bøger livskloge og får mig bogstaveligt talt til både at grine og græde.”
Og Trine skriver: “Fredrik Backmans livskloge trilologi med Ove, Britt Marie og mormor, fordi den på en helt hverdagsagtig måde gør det samme.. De fortæller med latter og gråd om det gode, det nære, det lyse omkring os, og husker os på at skævheder og særheder er det verden og vi selv har brug for at rumme.”

Lisbeth anbefaler:
Vinden er min mor af Bear Heart. “Bear Hearts søn dør i krig måske afghanistan. Bear Heart beskriver stilfærdigt vejen til at blive Shaman. Han beskriver sanseoplevelserne. Man forstår indianernes styrke og spiritualitet. Bear heart er desværre død men jeg mener han hR boet på midtsjælland. Han har besøgt og givet opvisninger i Ørnereservatet ved Hirtshals. Den er nem at læse og billig. Den har betydet meget for mig. Jeg købte den den dag, hvor jeg forlod steiner pædsgogseminariet i Århus for good. Jeg har læreruddannelsen. Jeg gik ind i en boghandel og der hang en plakat med et billede af Bear Heart. Det var så smukt at jeg gik i stå og glemte alt omkring mig og tårerne begyndte bare at løbe ned sf kinderne. Så bogen gik også i hjertet på mig.”

Vibeke anbefaler:
“Helbred dit liv” af Louise L. Hay. “Den har gjort stort indtryk på mig og har hjulpet mig til en positiv livsindstilling.”

Jessie anbefaler:
Intelligente celler af Bruce Lipton. “En øjenåbner af stærk karakter.”

Vanilla anbefaler:
Der er mange. Men den første jeg tænker på, og som jeg altid vil vende tilbage til er denne: Kastaniealléen af Dea Trier Mørch. Den er vel en slags selvbiografisk roman, vil jeg tro. Måske – måske ikke. I hvert fald skrevet i et helt fantastisk malende, barnligt, levende sprog, så man føler at man er der selv. Og helt nede i barnets højde. Jeg elsker den.
Andre særlige bøger, der har gjort stort indtryk på mig er Paulo Coelhos Heksen fra Portobello, som handler om at turde følge vejen, selvom man ikke ser hvor den fører hen, og Veronika beslutter at dø, som udfordrer alt det kendte, og bryder med rammerne. Og så vil jeg nævne Majbritte Ulrikkeholms Ind i min himmel, som er hendes første erindringsroman. Majbritte har et vidunderligt sprog, og meget på hjerte.
…Jeg må forresten anbefale en lille perle mere: Fortællinger omkring Tavs af Cecil Bødker. En lille “novellesamling”, små historier om drengen Tavs, jeg mener at han er ca 4 år i den første fortælling, og nok ca 14 i den sidste. Virkelig også et klogt, malende, underfundigt og meget rigt sprog.

Sannemarie anbefaler:
Sangen for livet af Jørn Riel: “Jørn Riels fortælling om inuitternes vandring fra Nordamerika til Grønland. Det er stammeliv og fortællinger om liv og død. Isabel Allende. Paula. En mors tanker og historier til hendes datter.”

Trine anbefaler:
“En Mand” af Oriana Falacci fordi den rørte mit hjerte – en dyb, hård, sand og smuk kærlighedshistorie og en historisk relevant fortælling. “Har du ikke læst denne bog, har du en stor oplevelse til gode. Det er en af dén slags bøger, hvor man næsten ikke kan vente på, hvad der så sker. Og alligevel håber man, at bogen ikke slutter ! Oriana Fallaci skriver om sin elskede, frihedskæmperen, der slås mod overmagt og tvang. Bogen er en hyldest til kærligheden, anarkiet – og den er flot og levende skrevet.”

Mia anbefaler:
“Jeg MÅ jeg give en heads up på nogle, der har gjort godt…rigtig godt…for mig. Kender du Gordon Neufeld? Hans ‘Hold on to your kids‘ er ren livsmagi.” (Ja, jeg har den i bogreolen, og den kalder på mig, men jeg tror, jeg ender med at tage et onlineforløb med ham, fordi jeg ikke får den læst hurtigt nok. Tak for påmindelsen.)

Lærke anbefaler:
Jeg vil gerne anbefale en meget fin bog jeg lige har læst “De dage med dig” af Julie Badura. Et lille velskrevet mesterværk af en kærlighedshistorie anno 2017. Den er ægte og medrivende og skrevet helt enkelt og skarpt.
Derudover vil jeg gerne slutte mig til anbefalingen af “folkets skønhed”. Den slipper man ikke, når man først er igang.

Ena anbefaler:
Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie… hun er ganske enkelt bare en fantastisk forfatter – og feminist. Alle hendes bøger er anbefalelsesværdige – men Americanah går helt ind under huden. Det er snart mange år siden jeg har læst den, men den satte sig på en eller anden måde fast.

Hvor galt står det til?

Kan vi aftale, at I springer over dagens indlæg, hvis tiden er knap, eller hvis I ikke ønsker den store samfundsmæssige tankerække her i regnen? Hvis overskuddet eller lysten er til noget andet, noget lidt lettere, så kom tilbage en anden dag. Jeg skal nok skrive noget kort næste gang. Noget hyggeligt. Jeg var selv frem og tilbage over det her indlæg i går, for nu at være ærlig (“Orker jeg mere debat?”). Men det er alt sammen ligegyldigt, hvis ikke vi skriver om det, der fylder.

Og lige nu fylder familiers vilkår for mig. Efter jeg så DRs udsendelse, “Sådan er det bare” om den massive institutionalisering af små børn i Danmark, har jeg haft lidt ondt i hjertet. Et langt, tungt suk indeni. Jeg har haft brug for at snakke med Kristian og med mine veninder om det, fordi jeg godt ved, at noget er galt.
Faktum er, at jeg har afleveret mine grædende børn i institution i årevis. Til for få voksne og for mange børn og for lidt nærvær og for mange krav. Mine børn sagde fra, og nogle gange ville jeg helst tage dem med hjem igen, men jeg gjorde det ikke altid, fordi jeg ikke ville virke svag i pædagogernes øjne (hvor er det vanvittigt), og jeg har vidst det – uden den mindste tvivl – i mit hjerte: At mine børn helst ville være hjemme. Men det ville jeg ikke. Jeg ville arbejde, opnå andre ting, have tid uden dem, dybest set. Jeg har jo lært, at det skal jeg også, og jeg trængte til en pause fra min børn – helst hver dag. Jeg er selv blevet afleveret, hver dag i mange år. Så jeg afleverede mine grædende børn (og min mand gjorde), og vi vidste nok, at der var et alternativ, men vi forstod det ikke. Vi mærkede det ikke.
Og så pludselig gjorde vi. Nu er vores børn hjemme. Vi er fælles om både beslutningen og hverdagen. Mange skriver til mig, om de må besøge os her på Ærø og opleve vores liv for at se, om det kan være rigtigt, at det er rart at gå hjemme? Endnu flere skriver, og spørger, hvad de skal gøre for at slippe fri af den hverdag, som de føler sig fastlåst i.

Der er noget galt i vores samfund, det er der altså. Vi har glemt, hvem vi er. Vi tror, det handler om præstationer og udvikling og tilføjelser og om at komme hurtigt frem. Vi har glemt, at når livet ebber ud, så er det ikke taskerne eller cv’et eller den flotte stue, vi tænker tilbage på. Jeg mødte en kvinde, hvis søn mistrives massivt i skolen, og som derfor overvejer at give ham orlov og være hjemme sammen med ham nogle måneder. “Men,” sagde hun: “Hvad hvis vi bliver nødt til at sælge huset?” Og jeg fortår det så godt, for det ér stort i vores virkelighed, det med at skulle sælge sit hjem. Jeg vil helst heller ikke sælge mit.
Men forestil jer lige dette scenarie om femten år:
“Mor, hvorfor tog I mig egentlig ikke ud af skolen?”
“Fordi vi var så glade for huset.”

Det er noget galt i den ligning, og alle ved det. Alle ved det. Men vi pakker den viden væk, for vi har fået besked på at glemme, at dét er sandheden. Vi overfylder institutionerne i stedet for at lave gode, sunde, fordybede, smukke rum til vores børn. Vi presser pædagogerne i stedet for at give dem de bedste betingelser, den største respekt. Og sådan er det også med lærerne. Vi gør alt det, så vi kan arbejde mere, konsumere mere, omsætte for mere, producere mere for at holde live i noget, som er ved at slå os ihjel. Det hænger alt sammen sammen: Adskillelseskulturen, klimakatastrofen, stressepidemien.

Så det jeg vil høre, er, om I har læst Tove Rumps kronik i Information i går? Og hvad I synes om den?
Jeg skynder mig lige at skrive, at jeg synes, det er en meget vigtig kronik. Faktisk har jeg ventet på, at den skulle komme.
Men jeg læste også, hvordan den blev udskældt og – for mig at se – misforstået i kommentarsporene rundt omkring på facebook. Den blev taget for en langt mere overfladisk opfordring, end jeg mener, den er. Den blev af mange opfattet som en stereotyp, kvindeudskammende og tilbageskuende kommentar i debatten om familiers vilkår. Mange kvinder læste den som om, familiens udfordringer i vores samtid er kvindernes ansvar, og at løsningen hviler på vores skuldre. En del råbte også, at det er vigtigst, at mor er glad, og at der ikke fandtes omsorg i gamle dage, da børnene gik hjemme.
Men det er ikke det, Tove Rump skriver om. Hun skriver om så omfattende forandringer i vores samfund, at man skal have de langsigtede briller på for at forstå.

Senere på aftenen skrev hun dette på sin private facebook:

Tak for en bragende modtagelse af min kronik i dagbladet Information.

For mig var – og er – intentionen at være med til at skabe en forståelse for, hvor vanskeligt det kan være blot at forestille sig, at vi kan ændre på strukturerne om familie- og arbejdsliv, så vi kan skabe mulighed for mere tid sammen med vore børn i familierne.

For det har vore børn brug for. 
De viser som sagt stadigt alvorligere tegn på mistrivsel.

Et støt stigende antal børn medicineres nu mod ADHD.
Et støt stigende antal børn får tildelt alvorlige diagnoser.
Et støt stigende antal børn får psykologbehandling.

Derfor greb jeg fat i historien.
For at få et perspektiv på vor nuværende situation
For at skabe en forståelse for, at vi har andre muligheder.

Min kronik er ikke en videnskabelig analyse
Min kronik er ikke en historisk afhandling
Min kronik er en gennemlevet erfaring.

Min kronik er først og fremmest tænkt som en mulighed for at give vore børn en stemme.

En stemme, der vover at fortælle, at børnene – af mange årsager – ikke blev tænkt med, da kvindeoprøret brød igennem.

Det handler IKKE om, at kvinderne bærer skylden.
Det handler IKKE om, at arbejdsmarkedet skal undgås.
Det handler IKKE om, at mænd ikke bærer ansvar.

Nogle kommentarer tager utroligt megen plads op, fordi der her insisteres på diskutere petitesser, som slet ikke er relevante i forhold til budskabet: VI MÅ OG SKAL TAGE VORE BØRNS SMERTE ALVORLIGT. OG VI MÅ SAMMEN – KVINDER OG MÆND – TÆNKE HELT NYT. VI MÅ OG SKAL SKABE ET SAMFUND, HVOR VORE BØRN – OG VI SELV – TRIVES.

Nu må vi sætte os ind i, hvad der er det lille barns helt naturlige behov. Det er der nemlig forsket og skrevet en del om i de senere år (Gordon Neufeld, Gabor Maté, Susan Hart m.fl.)

En af de helt store misforståelser i denne moderne tid er, at vi selv kan vælge, hvordan vi indretter os med vore små børn.
Det er nemlig slet ikke sådan, at vi bare kan gøre, som det bedst passer den enkelte familie.

Vi bliver derimod nødt til at tage udgangspunkt i det lille barns trivsel, og så skabe nogle helt andre muligheder for det lille barns livsvigtige behov for tilknytning til sine primære omsorgspersoner.

Det er smerteligt måske at måtte erkende, at man er låst fast i en situation, hvor man ikke kan give sit barn det allerbedste. Men det kan ikke nytte, at man af den grund nægter at se, at vi står med et alvorligt fælles problem, som vi nødvendigvis må forholde os til som ansvarlige forældre.

Det er der heldigvis et støt stigende antal mennesker, der kan forstå.

En stærk erkendelsesbevægelse er i gang. 
Lad os arbejde med på den – alt, hvad vi orker. ♥♥♥

Og så står hendes intention i hvert fald ganske skarpt, synes jeg. Tove Rump er efter min bedste overbevisning en klarsynet, visionær og langsigtet stemme i diskussionen om familiepolitik herhjemme, og jeg følger hende tæt. Hun er vigtig, med andre ord.

Virkeligheden er, at noget er riv rav ruskende galt i vores samfund. Vi bliver syge; fysisk såvel som psykisk. Børn og voksne har stress og angst, og igen og igen hvisker forældre, at de tror, det har med det massive arbejdspres og børnenes mange timer væk fra hjemmet at gøre. Men de hvisker, fordi det gør ondt, når man ikke ved, hvordan man skal ændre virkeligheden. Jeg tror, det er derfor, mange bliver sure, når de læser en kronik som Tove Rumps’. “Hvor vover du at antyde, at man kan gøre det anderledes, når vi ikke ved, hvordan vi skal gøre?!”

I kronikken skriver Tove Rump, at vi har brug for mere feminin energi i verden, og jeg kan læse, at det falder mange kvinder for brystet. Det er vigtigt at forstå, at “det feminine og det maskuline” ikke betyder “mænd” og “kvinder”. I mit verdensbillede er det maskuline og det feminine iboende ethvert menneske, på samme måde som højre og venstre er det. Ligesom der skal være balance mellem højre og venstre hjernehalvdel, skal der være balance mellem de feminine og maskuline bevægelser i os, og det er der ikke pt. Vores samfund er næsten entydigt maskulint i sine strukturer og vaner, og jeg oplever, at mange feminister ligeledes kæmper ud fra maskuline præmisser, hvilket gør det hele meget svært at gennemskue.
Pointen er ikke, at kvinderne skal hjem i køkkenet igen (altså, slet ikke), men vores fokus som samfund skal ændres til et mere omsorgsfuldt og kærligt ét, og vores system skal bygges op omkring familierne fremfor at lade dem halse efter kapitalismen og andre halsbrækkende øvelser. Det gælder både for mænd og kvinder.

Teosoffen Ella Ostermann, hvis nyhedsbrev jeg er rigtig glad for, skriver således i sin nyeste tekst “En ny feminin bevidsthed“:
“I og med samfundene stadig var/er patriarkalsk styret lærte de kvinder, der påtog sig at gøre oprør i flok i 1960erne, at for at få succes skulle de være attraktive og udstråle sikkerhed. De måtte undertrykke og ’adskille’ sig fra fx deres vrede og sårbarhed, fra deres seksualitet og fra deres eget perspektiv på virkeligheden. Sådan var det i de første årtier efter kvindeoprøret. Humlen er, at det til dels stadig er sådan, fordi kvinderne (ligesom mændene) har lært at skabe sig selv i de billeder, som kan give dem det, de ønsker i det samfund de lever i. Og det samfund er stort set stadig ensbetydende med patriarkalske samfund i det meste af verden, selv om der er sket forbedringer.”

Det her handler ikke om at pege fingre eller være bedre eller om at skabe tabere og vindere. Det her handler om at inspirere til et samfund, hvor der netop ikke er tabere og vindere men derimod plads til alle. Plads til omsorg og tid og til institutioner på børnenes præmisser (som eks. Aurora i Norge), til fællesskaber hvor man kan være sammen med sin familie uden at være ensom, og hvor det er muligt at arbejde mindre uden at falde helt udenfor samfundet.

Der er ingen hurtige løsninger på de problemer, vi står med. Dybe forandringer tager tid. Men hvis ingen siger noget, handler anderledes, eller gør opmærksom på det, der er galt, så sker der aldrig noget, vel?

Hjemmeskolehverdag

Vores hverdag er efterhånden blevet sådan, at vi ikke altid ved, hvilken ugedag det er. Men vi ved, om det regner, om det blæser, hvornår vi gik i seng og stod op.

Vores hverdag føles tryg og klar og ikke mærkelig eller utryg. Den er prøvende, for alt er stadig ret nyt, og vi er ved at finde vores pladser hver især. Kristian og jeg er konstant tvunget til at rykke os. Børnene overrasker mig gang på gang, og lige nu har jeg meget fokus på tillid og respekt, hvilket lyder langt mere simpelt, end jeg synes, det er, og det er langt mere fantastisk, end jeg kan beskrive her i en sidebemærkning. Så det vil jeg skrive mere om en anden gang, for det kræver lidt bedre tid, end jeg har nu.

Når nogen siger til mig: “Det med hjemmeskoling lyder spændende, men jeg kan slet ikke undervise mine børn”, ryger det altid ud af mig: “Vi underviser heller ikke vores børn – vi er bare sammen med dem!” Fordi vi jo ikke kører vores hjemmeskoleliv efter en model med faste undervisningstimer og pensum. Vi unschooler efter bedste evne, og det betyder i al sin enkelhed, at vi følger børnenes initiativ og støtter meget aktivt op om det, de interesserer sig for.

Det kan se ud på mange måder. De seneste dage har vores frie liv været præget af sene aftener for børnene, som efter at have læst om “vågenætter” (når man er vågen hele natten for at våge over nogen eller noget) i den iøvrigt fuldkommen eminente børnebog “Tonje Glimmerdal”, som jeg har lyst til at skrive et selvstændigt indlæg om, men nu ved I, at den findes og jeg kan bare sig: Lån eller køb den og sæt i gang!)
Nå, men begrebet vågenætter tændte noget i vores børn, og de besluttede at være sent oppe. Vi aftalte, at de kunne blive oppe sammen med os til 21, og derefter skulle de gå på deres værelser, hvor de måtte være vågne, så længe de ville, blot vi kunne få lidt ro i stuen (“Fordi jeg trænger rigtig meget til at være mig selv efter en lang dag,” er mit mantra, som jeg bruger igen og igen. Jeg er ikke (længere) fan af arbitrære puttetider, men jeg er meget åben om, at jeg har brug for ro.) Børnene endte med at sove tidligere end de plejer. Nogle gange gør frihed det ved én: At man ikke kæmper imod, men derimod følger med sin krop, sit sind.
Den næste aften ville børnene gentage successen, og afledt af en geografisk undersøgelse i et gammelt atlas sammen med Kristian tidligere på dagen, havde børnene besluttet at opfinde deres egne lande, så det fortsatte de med efter aftensmaden. Da det blev mørkt, slukkede Storm alle lamper i huset, og tændte stearinlys – helt klart inspireret af den bog, vi havde taget hul på samme dag, nemlig “Lånerne” af Mary Norton (en knap så tilgængelig bog, grundet sin alder, som “Tonje Glimmerdal”, men den er meget fantasifuld, og har sat mange snakke om små væsener og tegninger igang herhjemme). Så sad børnene der i stearinlysenes skær, og tegnede, indtil de gik meget trætte i seng klokken 21.

 

Selvom man ikke kan tale om decideret undervisning, så er her ofte bevidst, guidende samvær. Sparring, coaching, oplysning, nysgerrighed. Men det er respektfuldt, og det er på vores alle sammens præmisser. Det føles ikke som skole, fordi det er mere intuitivt, og det er nøjagtig så afbrækket, som sådan noget er, når man følger sin natur. Nogle gange er vi fuldt ud fordybet i et emne i flere timer, sågar hele dage, andre gange er det ovre på ti minutter, og så er børnene videre til lego eller pudekamp, eller de snakker med kattene.

For et par uger siden fandt Live på fem ved et rent tilfælde Storms læsebog fra 1. klasse, som lå under trappen sammen med noget udklædningstøj. Hun kom, og spurgte, om vi skulle læse i den. “Jeg tror, jeg kan læse,” sagde hun. Vi satte os på sofaen, og hun kunne faktisk læse de fleste af ordene uden hjælp. Hun læste og læste, og nåede ikke at blive træt, før Ilja kom, og spurgte, om han også måtte prøve. Han kunne også læse de fleste sætninger uden det store besvær, og fordi der var et afsnit sidst i bogen, som han syntes, så fedt ud, gik han i gang med det. Det gik også fint. Kristian og jeg havde slet ikke tænkt på, at de måske kunne læse, men det viste sig, at de ikke kunne lade være. De elsker ord, de elsker historier, og det giver jo så fin mening, at de også har lært at læse – helt uden pres eller forventninger.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis de to stadig havde gået i børnehave (de bliver seks til næste forår, så de skulle starte i skole i august 2018), havde de måske også kunnet læse nu eller snart. Vi har som sagt ikke arbejdet målrettet med det, efter vi er blevet hjemmeskolere. Men vi har været sammen, og vi har grebet det, når de har lyst til at stave eller skrive, og vigtigst af alt har vi tid til at snakke, læse osv. Vi har tid til at sætte os impulsivt i sofaen klokken 15 og finde ud af, at de to kan læse. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg havde afleveret fire børn om morgenen, arbejdet intenst i mellemtiden, købt ind og dernæst hentet børnene igen, så ville jeg ikke altid have overskud til at sætte mig på sofaen og tage mig tid til at finde ud af, at de kunne læse.

Der er stadig udfordringer ved hjemmelivet, synes jeg. Det kommer der jo altid til at være, ligesom der er ved alt andet. Det tror jeg, er en vigtig erkendelse: At det ikke er uden konflikter, det er bare nogle andre konflikter, og indtil videre giver alle konflikterne dyb mening for mig, fordi de handler om udvikling, relationer, selvindsigt m.m.
Lige for tiden kæmper vi med at finde en rytme, som giver bedre balance mellem børnene, og minimerer konflikterne. Jeg arbejder på ikke at være konstant optaget af praktiske opgaver her i huset – mine dage skal ikke gå med oprydning og tøjvask, for det fjerner fuldkommen fokus fra det åndelige samvær og de gode muligheder for nærvær, som hele tiden byder sig.
Men her er også mange øjeblikke, hvor jeg ser mig omkring, og føler mig som verdens heldigste. Som i går, da vi var udenfor, og den ene af drengene pludselig stod og tissede ovre ved en busk med bar numsen i solen, mens pigerne legede med kattene, og Kristian reparerede grisenes hegn. Så tænkte jeg: Er det her virkelig mit liv? Eller de mange gange dagligt hvor her pludselig er helt stille, og så finder man børnene fordelt over stuen med forskelligt læsestof. Eller det med at vi sover så længe, at mit udprægede b-menneskehjerte endelig, efter otte års massivt søvnubehag, begynder at falde til ro.

Det er en hverdag. Måske lidt anderledes. (Helt sikkert anderledes.) Men ikke desto mindre vaskeægte, helt oprigtig og meningsfuld. Jeg tror, at mange ville nyde den ro og fordybelse, som kommer af det her liv.