Tiden er vores mest dyrebare ressource. Jeg håber, jeg nyder den

Okay, nu skriver jeg bare. Ud i ét. For mit hjerte værker lidt i dette øjeblik; der er en tyngde i brystet, en varm, knugende følelse bagved. Sådan får jeg det med mellemrum, når jeg ser babyer i film, på billeder, eller i andre menneskers arme – og det er præcis, hvad jeg lige har set; en baby. En smuk, rundhovedet baby med store, brune øjne, som sad ved sin mor med hovedet mod hendes skulder, og så frem for sig. Og det stak i mit hjerte, fordi min baby ikke er lille længere. Fordi den tid er forbi, og den kommer aldrig igen. Nød jeg det, da mine børn var så små? Nød jeg det nok? Gjorde jeg mit bedste? Var jeg så kærlig, som jeg håber? Så tålmodig, nærværende? Jeg får aldrig en baby igen, det er ikke mit ønske. Nej, jeg ønsker at være i dette liv med mine fire børn og se dem vokse op, og jeg ønsker at være med dem hele vejen. Pointen er, at jeg også indimellem ønsker, at de skal blive store hurtigt. At tiden skal flyve, netop som den jo gør – men måske med endnu højere hast. Jeg længes nogle dage efter friheden til at gå udenfor i en time eller to og vide at børnene er med, og hvis ikke de gider grave porrer op, så kan de selv finde på noget andet at lave. Da vi i går gik udenfor alle sammen for at fjerne sten fra vores nye græsplæne og grave porrer op fra marken, græd Juno næsten uafbrudt. Hun var ikke tilfreds, medmindre hun sad på min arm. Eller til nød på Kristians. Hun lænede sig op af mine ben, råbte vredt, og satte sig i mudderet (det er fint, det må hun meget gerne) – mens hun skreg. Sandheden er nok, at hun er vant til at blive båret ret meget rundt, vant til uendeligt mange arme og varme læber, konstant opmærksomhed og eftergivende søskende og forældre. Og det er godt; det er alt det, jeg ikke kommer til at fortryde, for det er alt det, jeg sidder og håber, at hun og de andre også har fået, lige siden de var lige så små som den baby, jeg netop så ved sin mor.

Indimellem længes jeg med andre ord efter den tid, der kommer, samtidig med at jeg godt ved, at når Juno er større og mere robust, så er de andre jo også ældre. Når hun er tre, er de syv og ti år. Så er en tid med dem forbi, og den kommer aldrig igen. Jeg vil suge alt ud af de børn, de er lige nu, og det gør jeg jo ikke, hvis jeg går, og skuer frem i stedet for at være her. Det er en balancegang, og jeg er ikke sikker på, at man nogensinde kommer til at mestre den fuldstændig: Balancen mellem at tillade sig selv at ønske nogle ting lettere og samtidig nyde det, der er lige nu. For selvom jeg er sådan én, som nyder, når min familie er på skiferie en uge (timerne flyver, når jeg er for mig selv), så ved jeg godt, at når jeg pludselig har hver eftermiddag og aften uden børnene, så vil jeg fortryde, hvis ikke jeg nyder hver dag med dem nu. Så selvom jeg indimellem kan sukke efter mere tid for mig selv, så forstår jeg også efterhånden, at jeg en gang vil se tilbage på årene nu og mærke – fuldkommen klart, som solen i øjnene – at der var en enorm tryghed, en uendeligt stor beroligelse, i at have dem så tæt på. I samme seng, samme hus, på samme ø. Når de en dag er spredt for alle vinde; måske i hver sin del af verden, vil mit hjerte unægteligt længes efter dage som denne med alle fire børn omkring mig, altid med mit navn på deres læber, altid tæt ind til mig natten lang.

På dage som denne, i hvert fald lige nu i dette moment, hvor mit hjerte kalder på ro og bekræftelse, kan jeg få lyst til at flytte langt ud i den svenske skov med min familie. Eller op i de norske fjelde. Eller ind i det New Zealandsk vilde. Med det mål at dedikere mig til “os” og til naturen, til vores egen måde at lære på (qua mit indlæg om skolen og alt det, jeg tror, vi kan gøre bedre end nu) i vores eget tempo, med egne afgrøder, egen tid. Der ligger en bog ved min side her på bordet; Kristian fik den i fødselsdagsgave af min mor. Den hedder “Naturlig Gødning i Haven“, og den er smuk (og svensk), og han har allerede læst en del i den, siden han modtog pakken i går. Billederne er eventyrlige, emnet uundgåeligt, og den handler om fremtiden, tror jeg: Om en tid hvor vi skal tilbage til os selv. Mærke jorden under neglene, være i livet, være i nuet. Behandle os selv, hinanden og planeten med respekt og indføling. Så er det, jeg tænker på Niki Boons helt, helt utroligt levende, forførende og inspirerende billeder af hendes fire børns opvækst i New Zealand. Deres teknologifrie barndom. Børnene med dyrene; i naturen; med arbejdet; midt i friheden. Det kræver så meget mod at gøre det. Og det kræver en dedikation til familielivet og det alene, som jeg ikke selv besidder – endnu, i hvert fald. (Man kan se mange af hendes billeder på hendes website og facebook og i artikler som denne kan man se nogle af dem sammen med hendes egne ord, som giver en helt masse ekstra oveni.)

I går eftermiddag spildte jeg vand på min trøje, så det lignende, at jeg var ammende, og at der løb mælk gennem trøjen. Kristian løftede et øjenbryn og grinede, og jeg kom til at tænke på, at det er mere nærliggende for mig, at skulle tænke på, at mine børn nærmer sig alderen, hvor de flytter hjemmefra, end det er at forestille mig, at jeg skulle være gravid igen. Jeg er så færdig med den tid, på alle plan, at det er fremmed, næsten uigenkaldeligt. Og så alligevel sidder jeg her med den der klump i brystet over en lille baby ved sin mor. Ikke fordi jeg ønsker mig én til, men fordi jeg håber, jeg har gjort det godt nok. Nydt det nok. Og så er det, jeg ved, at selvom det kræver noget af mig, så bliver det aldrig forkert, at vi er sammen med vores børn så meget som muligt, og at vi hele tiden øver os i at blive mere nærværende, oprigtige, fokuserede. Det er en livslang øvelse, uden tvivl.

Fra to til seks mennesker på et øjeblik

Ha! Så blev jeg for en gangs skyld overrasket, da hele familien kom hjem fra skiferie en time før ventet, og rullede ind foran huset klokken 7:15, mens Juno og jeg lå i sengen og talte i telefon med Kristian – som vi troede, skulle være på færgen en time endnu. Hele dagen i går kørte, sejlede og kørte de, og så her til morgen tog de færgen fra Svendborg klokken seks (og ikke syv som planlagt), og nu er de her. Duoen er igen blevet til den vanlige sekstet, og det er egentlig sjovt; jeg har ikke følt savn, mens de var væk (nærmere svælget i roen og det frie Netflix-valg), men jeg kan mærke, at mit hjerte er faldet på plads igen, nu de er kommet hjem. Som om det har siddet en lille smule forkert hele tiden, mens de var væk. Ahh.

Så i dag skal vi bare være hjemme, alle sammen. Jeg har lavet pandekagedej med æg fra naboen (som har de smukkeste gule blommer), og der dufter sødt i hele huset allerede, og så skal vi ned til vandet i tågen, tror jeg. Og kramme og snakke (vi er allerede godt i gang). Og se film af de tre unger, som alle sammen kan stå på ski selv, har jeg hørt.

Det har været skønt med Junos og min tosomhed, sådan kort opsummeret. Vi har jo virkelig været meget sammen den seneste uge. På en fuldkommen afslappet, nærværende og symbiotisk måde har vi lullet os igennem dagene med indkøbsture, duplo i stuen, besøg hos skønne mennesker, rolige måltider og lange morgener. Faktisk er det med tosomheden lige præcis den ting, jeg indimellem kan synes, er følelsesmæssigt sværest ved at have “så mange” børn: At vi sjældent har en helt masse tid med dem på tomandshånd. At vi ikke så ofte kommer helt i dybden? Nogle dage kan jeg drømme om at spille spil, tegne og læse, gå ture og snakke, drage ud i verden hånd i hånd med mine tre ældste, og jeg kan tænke, at jeg så måske ville kende dem endnu bedre, end jeg gør nu. Men lige nu (og ja, jeg tror, det er et øjebliksbillede) er det svært med de fordybende projekter, i hvert fald når Juno er hjemme. Derfor får børnene med mellemrum en fridag på skift, og det giver meget, og nu har de tre så lige haft syv døgn med deres far uden hende den lille spunk, mens hun og jeg har fokuseret på den slags aktiviteter, som hun kan være med til.

Men det er da helt klart noget af det, som man risikerer at give afkald på, når man får mange børn: den der helt fokuserede 1:1 kontakt i dagligdagen. Alligevel tænker jeg, at når vi nu er sammen med vores børn, så mange timer som vi er, Kristian og jeg, så er det sikkert ikke så skævt alligevel. Det er nok mere en konstatering af, at der jo er styrker såvel som udfordringer ved enhver familieform. At jeg ikke ville undvære børneflokken for noget, men alligevel kan se fordelene ved at have færre børn. At arbejdspresset bærer frugt, men også at det indimellem næsten vælter hele læsset.

Jeg har nydt hver af de syv dage sammen med Juno. Snuset til hende, vi har købt hendes første rigtige sko og så har jeg grinet helt vildt meget. Faktisk har jeg grinet mere, end jeg plejer, tror jeg. Fordi her har været ro og overskud, fokus og intimitet. Jeg har grinet af alle hendes fine påfund; af hendes finurlige ansigtsudtryk og vuggende gang, når hun bevæger sig fra den ene ting til den anden. Vi har rullet rundt i sengen, og sovet længe. I går morges sov hun så længe, at det var lyst, da vi vågnede, og hun satte sig op i sengen, og pegede på vinduet: “Hvad er DET? Hvad er DET?” “Det er lys,” svarede jeg. “Det er ganske enkelt lys.” Dét kommer vi nok ikke til at prøve igen foreløbig, nu hvor de tre andre også er landet i familiesengen på ny.

Og se så lige, sådan en lille én som var alenebarn for en stund, og tog sin skål med ærter med hen til det eneste vindue, der har en højde, hvor også hun kan nyde udsigten..

 

 

Fredagsanbefaling (The Crown!) og fredagssnak

Det går godt deroppe i Norge, hvor Kristian er på ski med de tre ældste af børnene. Godt på den måde at sneen vælter ned, og lægger sig i store bunker, lige netop som man godt kan savne det herhjemme i vinterens løb, hvor vi jo mest af alt har fugt og tåge. Børnene har alle lært at stå på ski nu. Storm knækkede koden sidste år, og i går gjorde Ilja og Live på fire det også, så nu står de selv alle sammen, og kommer eftersigende også selv med liften og så videre. Men hvad ved jeg egentlig om det? Jeg har ikke stået på ski i rigtig mange år, og lige nu sidder jeg på Ærø i tåge og fugt og uden skyggen af sne, så jeg refererer blot, hvad der kommer af beskeder deroppefra. Mens jeg klarede mig igennem de første dage herhjemme med hyggelige eftermiddagsaftaler og rolige morgener med Juno, var børnene i Norge syge; en enkelt kastede sågar op non-stop, og dér tror jeg nok, det krævede en ekstra indsats at holde humøret højt i fjeldet. Men han beklager sig ikke, ham Kristian. Ikke sådan som jeg godt kan komme til. Han siger: “Vi får det bedste ud af det”, og virker ikke den mindste smule misundelig på mig, som har haft en helt masse dagtimer helt for mig selv i denne uge. Og aftenerne også, fremfor alt.

Indtil videre kan jeg godt lide aftenerne som singlemor – til ét barn, altså. Jeg synes, det er en luksus at sidde i sofaen allerede klokken 19:15, når Juno sover, og have hele aftenen foran mig kun med afbrydelser fra et enkelt barn. Og jeg synes, det er fantastisk, at kunne vælge, hvad jeg vil bruge min tid på, uden at skulle tage hensyn til andre. Så jeg starter med at skrive, og så, klokken 21, tænder jeg for The Crown på Netflix, som jeg aldrig ville få set, hvis ikke jeg havde disse aftener for mig selv. Jeg synes, The Crown er så imponerende, at jeg er meget taknemmelig for muligheden for at dykke ned i den. Velspillet, dekadent, stemningsmættet, forførende og fremfor alt nuanceret. Jeg er imponeret over, hvor mange lag karaktererne har i dette forsøg på en mere ærlig og rå fremstilling af “The Windsors” end vi har set før (måske med undtagelse af filmen “The Queen” (som jeg dog ikke har set) med Hellen Mirren i rollen som en ældre og mere hård Queen Elizabeth II, og netop den film har samme bagmand som The Crown, nemlig Peter Morgan, der har dedikeret mere end et årti af sit liv til at arbejde med portrætteringen af den engelsk kongefamilie). Hverken Winston Churchill, dronningen eller hendes familie er fri for menneskelige brist i The Crown; alle som én er de både sårbare, ærgerrige, stolte og stærke, og det er et fascinerende indblik man som seer får i en verden, der ellers altid har som pointe at holde alle på afstand og fremvise “uendelig”, utilnærmelig adfærd.
Derudover er det skønt at høre karaktererne tale britisk (og ikke amerikansk) for en gangs skyld, og jeg er helt betaget af Claire Foy, som spiller Queen Elizabeth II, så elegant. Hende gad jeg en lille smule godt være mere som (altså ikke den royale del, men elegancen, den stoiske ro, den ranke holdning.)

Og hvad så med monarkiet? Tja, det er både bekræftende og provokerende for en dansk-republikaner som jeg at være vidne til den farce, som kongehuset i høj grad er, hvilket man får et klart indblik i gennem The Crown. Hvor dybt sekterisk monarkiet forekommer, ærligt talt. Det er for mig at se nærved et brud på menneskerettighederne, at en gruppe mennesker fødes til det liv, til det embede, uden nogen mulighed for at frasige sig det uden samtidig at ende ensomme og udstødte, som det skete for Dronning Elizabeths onkel, Edward VIII, der abdicerede. Dog er det ikke hovedformålet med The Crown at sætte gang i den debat, og jeg tvivler også p, at det kommer til at ske i kølvandet på serien. Mere sandsynligt er det, at vi alle vil få større sympati for marionetdukkerne i det store palads (mens vi glæder os til sæson 2).

Nu nærmer weekenden sig, og den er jeg lidt spændt på. Juno vågner gerne mellem klokken 5 og 6, og så skal vi have tiden til at gå de næste 13 timer, med undtagelse af den halvanden time, hun sover midt på dagen. Det er sjovt med sådan et nummer-fire-barn: hun bryder sig ikke helt om, at der er så stille herhjemme. Normalt kan hun lege længe for sig selv med sine dukker, mens de andre tre børn larmen omkring hende, men nu hvor de er væk, følger hun efter mig over alt. Når jeg rejser mig, gør hun det samme. For det meste sidder hun på min arm; hun virker næsten utryg ved at være alene på gulvet. Jeg tror, vi kommer til at køre ud i landskabet og se på dyr i weekenden – dyr og babyer er Junos yndlingsting, så et smut forbi en gård med heste, en mark med får og en nabo med et væld af katte bliver nok min strategi. (Og så lidt royal underholdning om aftenen, naturligvis. Jeg har stadig et par afsnit til gode.)

Hvem skal bestemme, hvor du bor?

Jeg får ikke svaret på alle kommentarer her på bloggen for tiden, men jeg læser hver og én, glædes over dem, tænker nye tanker på grund af dem, og ser frem til at besvare de fleste, når tiden pludselig kommer. For selvom Kristian og tre af børnene er på skiferie i denne uge, og selvom jeg har de mest rolige dage, jeg kan mindes i nærved et årti, er tiden alligevel ikke ubegrænset. Jeg får skrevet i dagtimerne, lige netop som jeg havde forestillet mig, men derudover går der også en del timer med at sætte projekter op i Kristians og min fælles virksomhed og med e-mails, telefonsnak og kalendertjek. Det er godt; vi er i starten af året, og vi kører to selvstændige karrierer under taget hjemme hos os, så der skal gerne sparkes gang i maskineriet nu, så vi ved, hvad resten af 2017 byder på (og at vi har råd til at spise efter februar også).

I går skrev en læser imidlertid en kommentar, som hev mig tilbage til skriverierne her på bloggen. Hun skrev: “Jeg drømmer i aller højste grad om at flytte til Ærø. Forleden luftede jeg mine tanker for min svigerfamilie, jeg skal da lige love for en omgang skepsis jeg blev mødt med 😀  “Man flytter da ikke bare 3 børn” – “Ej, hvad vil du der, der er intet på Ærø?” Og bla bla bla… men netop som jer, besøgte jeg øen tilbage i 2013 og har siden været forelsket.”

Og nu ved I nok, hvad jeg vil skrive. I ved nok, at det er min overbevisning, at ingen andre kan fortælle dig, hvad du skal med dit liv, eller hvad du skal holde dig fra. Ingen andre kender dine bevæggrunde, intentioner, behov eller drømme.

Og jeg ved også godt, at du ved det her, og jeg skriver det ikke for at simplificere noget, som naturligvis er mere kompliceret end som så – Men der er det med drømme, at de fleste mennesker bruger hele livet på at bære rundt på dem uden at gøre noget synderligt for at føre dem ud i livet. Og sådan behøver det ikke være. Man kan godt udleve sine drømme, og jeg vil gå så vidt som til at sige, at det er dér, livet virkelig begynder at give mening. Faktisk er det også der, livet kan føles som en dans på roser, selvom det kræver ofre, flid og mod.

Man kan tilbringe hele livet med at tænke på og tale om, at man gerne vil være kunstmaler, og hver dag vende tilbage til det mentale billede af, at man står ved staffeliet uden nogensinde at gøre det. Man kan brokke sig over, at man ikke har tiden; beklage sig over, at der aldrig er ro og i sidste ende ærgre sig over, at man ikke bare gjorde det. Og hvorfor gjorde man det ikke bare? Tjo, det er måske ofte fordi, det kommer med en risiko, når vi går efter vores drømme. Der er en risiko for ikke at lykkes, når vi kaster os ud i frit fald i håb om at lande på benene midt i det, vi ønsker os. Hvad hvis det er vildt svært at male (det er det jo). Hvad hvis ens kunst ikke automatisk kommer til at ligne det, man forestiller sig, når man dagdrømmer (det gør det jo ikke uden en indsats). Hvad hvis det ikke kun er ren og skær lykke og romantiske talenter; timevis i solskin med udsigt over havet og en hat på sned bag staffeliet (det er det heller ikke). At udleve sine drømme er også at have viljestyrke, mod og drivkraft. At udleve sine drømme er at ville det så meget, at man ikke giver op. At udleve sine drømme er at lukke ørerne for de andres frygt og egne undertrykte behov og blive ved med at følge sit hjerte, også selvom ingen forstår hvorfor.

At udleve sine drømme er, at man indimellem løber panden mod en mur, rejser sig igen, og fortsætter. Og uanset om det lykkes, uanset om det bliver lige præcis som man ønskede eller ej, så er det altid det hele værd. Det er aldrig forgæves; man havner altid steder, man ikke anede var mulige; ser altid nye sider af livet, som man ikke kendte til. Når man følger hjertets kald; og løber med, så ender man det rigtige sted, også selvom det ikke altid er lige præcis der, hvor man troede, det skulle være. Ja, det kræver indsats at udleve sine drømme, og der er en risiko for ikke at lykkes, når vi satser. Men det er ingenting sammenlignet med den risiko, vi løber ved at lade være. Tænk sig: man kan ende med at leve hele sit liv uden nogensinde at gøre det, man helst vil. Man kan bruge alle sine vågne timer på noget, man ikke elsker. Vågne op til en udsigt, man ikke bliver glad af at se på. Dele seng med en partner, man ikke er tryg ved. Alt det er for mig langt mere risikabelt end at smide konventionerne over bords; skide på formerne og på de andres formaninger. Jeg vil meget hellere leve livet fuldt og helt, tro på mig selv og stole på at livet er her for at blive levet, end jeg vil holde fast i noget, som ikke længere føles rigtigt af frygt for hvad de andre siger. Af frygt for at tabe ansigt. Som regel siger de andre fra, fordi de selv går og undertrykker deres drømme. Som regel råber de op, fordi dit valg konfronterer dem med deres egen mangel på samme.

Kristian og jeg har så længe efterhånden fulgt vores drømme, at der ikke var nogen, der løftede et øjenbryn, da Kristian og jeg til vores bryllup fortalte alle vores venner og familie, at vi havde besluttet os for at flytte til Ærø. (Hov, nej, det er faktisk løgn: Nu husker jeg, at en kvinde fra min svigerfamilie kom hen, og sagde til mig, at det ville blive ensomt; at det var alt for langt væk; at vi ville fortryde hurtigt igen. Og selvom jeg syntes, det var malplaceret at sige sådan til mig under mit bryllup, stod det klart, at det i bund og grund handlede om, at hendes mand har været fraværende en stor del af deres ægteskab. Måske har hun følt sig ensom, og nu overførte hun sin egen fortrydelse på mig.) Nå, det jeg vil sige, er, at det kan blive en vane at følge sine drømme. At man ganske enkelt kan lære at lytte til sig selv og høre, når noget er rigtigt eller forkert. Man kan slippe fri for angsten for at mislykkes (jeg tager stadig chancer, som nemt kan gå galt, men jeg er ikke bange), og man kan leve et liv fuld af udvikling, ærlighed og nærvær.

Det kræver noget, ja, men det giver så meget mere igen, og pludselig kan man mærke lettelsen helt ud i fingrene. Pludselig kan man mærke den der kriblen, som kommer, når man er på rette vej. Ingen havde troet, at Kristian (ham der var “apperen, musikeren, sangskriveren”) skulle være fritidsbonde med traktor, hønsemøg og kompostbunker. Men lige her i dette liv er han aller mest lykkelig, og det er han, fordi han turde gå en anden vej, end den der lå lige for.

Ja, selvfølgelig er jeg feminist

En dag i sidste uge kom jeg hjem fra Netto, og satte mig, og skrev det meste af det indlæg, som kommer her i dag. Men jeg fik det ikke udgivet, for Juno hang på min arm hele ugen, så det blev ikke til noget.

Nå, men, jeg kom hjem fra Netto i sidste uge, og satte mig, og skrev med lynets hast et indlæg om, at jeg selvfølgelig er feminist. Ikke sådan i nogen bestemt kategori af fjerde, femte eller sjettegeneration. Bare sådan én, som selvfølgelig ikke kan lade være med at reagere på ubalance mellem de to køn, når jeg observerer – ofte dagligt – forskelsbehandling. Sådan én, som siger det højt, når jeg er vidne til kvinders undertrykkelse, indkodede mindreværd og dårligere vilkår. Når jeg som mor til to piger bevæger mig igennem verden.

Hvordan kan det være anderledes, når det indimellem sker, at mine børn står og ser på legetøjshylderne i Netto, hvor to kasser er stillet frem siden om side, og der i den til drengene er værktøj, mens der i pigernes er ting til at smukkesere sig? Ved I, hvad man kan med værktøj? Man kan bygge et hus, reparere sin carport, banke fælge på plads, sætte reoler op og slå det søm ned, som stikker faretruende frem fra gulvbrædderne. Man kan drage ud i naturen og save grene af nedfaldsstammer, bygge huler, opfinde maskiner, sætte skruer i. Ved I så, hvad man kan med et beautysæt? (et fucking beautysæt!). Ja, hvad helvede kan man med det? Man kan gøre sig smuk. Fysisk smuk, vel og mærke. Overfladisk attraktiv. “Fordi man får det godt med sig selv, når man ser godt ud,” eller hvad? Hvem er det, de små piger skal gøre sig smukke for? For hvis skyld? Æsken i Netto er ikke henvendt til teenagere. Den er til piger i 4-5 års alderen. WTF? Hvordan kan man undre sig over kvinders manglende selvværd, deres fokus på udseende, følelse af utilstrækkelighed og uformåen i lønforhandlinger? “Er du ikke først og fremmest smuk? Hvad er du så værd, som kvinde?”

Og selvom jeg da har set den slags legetøj tusinde gange før, gennem hele mit liv, gjorde det alligevel ondt på mig at stå der i Netto og blive konfronteret med noget så fordummende, fordi vi bor på denne her lille ø helt fri for reklamesøjler og modepoliti. Men vi er jo stadig en del af samfundet. Vi er jo ikke flyttet ud i den svenske skov. Kønskampen er også her.

Da vi boede i Svendborg, kørte der en dag en bus forbi vores hus med en reklame for “smukke bryster for 25.000,-“, på hele den ene side, og jeg blev så harmdirrende, at jeg tog et billede af den, og lagde det på facebook, og skrev “Indimellem føles samfundets idealer som en klapjagt på mine inderste værdier”, og nogen på TV2 opsnappede billedet, delte det, og hurtigt stod det klart, at jeg ikke var den eneste, som ærgrede mig over at skulle se på perfekte bryster til en god pris fra mit køkkenbord. Mange var vrede. Mest af alt var jeg provokeret, fordi min datter jo også så det. Hvad skal hun tænke om de signaler, det sender? – Og ved I hvad; hvis der var kommet en bus efter den med brysterne, som havde en perfekt mandlig brystkasse med implantater, så havde jeg også ærgret mig på min mands og mine sønners vegne. Men det gjorde der ikke, så det var ikke min bekymring lige dér, selvom jeg bestemt er lige så obs på mine drenges ligestilling som pigernes.

For tiden er min bekymring dog primært den enorme skævvridning, der foregår omkring kvinders vilkår. Stadig? Jamen, nu om dage har man jo lyst til at sige “den skrævvridning, der ser ud til at opstå for tiden”, for med Trumps familieplanlægnings- og abort stramninger træder vi tilbage. En gruppe mænd har endnu en gang siddet omkring et bord og truffet livsvigtige valg på vegne af kvinder. Skal en mand ifølge loven blive ved en kvindes side uden afbrydelser, hvis hun bliver gravid? Nej. Til gengæld skal kvinden åbenbart tvinges til at beholde barnet, hvad end hun er alene med et eller ej. Hvad end hun ønsker det eller ej. Hvad end hun indvilgede i at have sex eller ej.

Ingen kvindelige politiske ledere har nogensinde bestemt over mænds seksualitet eller reproduktion, og det kommer aldrig til at ske. Forestil jer forholdene på fødeafsnit i hele verden, hvis det var mænd, der skulle føde. Jeg ser noget anderledes luksuriøst for mig end de forhold jordemødre arbejder under, som det er.

Og jeg får jeg lyst til at referere en del af min søsters dimissionstale ved jordemoderuddannelsen i Aalborg tidligere på måneder, hvor hun blandt andet berørte de dårlige vilkår for typiske kvindefag og, ikke mindst, nødvendigheden for fri abort:

“Det her er et fag, som man ikke behøver forsvare. Det her er et fag, der er så berettiget og så livsvigtigt, at vi kan blive helt rundtossede, når vi tænker på, at politikerne synes, det er okay at spare vores arbejdsvilkår væk. Assistenterne skæres fra, vores tid begrænses, vores muligheder for nærvær og fordybelse bliver mindre og, desværre, gælder det for nogle også deres arbejdsglæde. Vi er et nyt hold, de nyeste i landet, og vi har hørt om dårlige vilkår og om jordemødre med stress, siden første gang vi var i praktik. Mange har allerede været i tvivl; kan jeg holde til det? Og hver især må vi finde den vej, der er rigtig for os. Jeg selv ved ikke, om jeg skal håbe på at få forlænget mit vikariat på Skejby, eller om jeg hellere vil til Grønland, Norge eller Afrika for en tid, og det bringer mig tilbage til berettigelsen: De kompetencer, som vi netop har fået papir på, er så vigtige, at de er uundværlige i hele verden. At vores fag blev autoriseret som ét af de første herhjemme i 1714. Kvinder har kaldt på os, siden tidernes morgen, når de var i fødsel. Vi har reddet gennem vand og over bjergtoppe, når der var bud efter os. Vi har reddet skæbner med strikkepinde i mørke afkroge, været forvist og skældt ud af samfundet men altid skattet af vores medsøstre. Vi har reddet uendeligt mange liv; også vi i dette rum har været i situationer med liv og død. Sådan er det. Vi har valgt et fag, der handler om selve livet; om det, der er indiskutabelt. Spørg en hvilken som helst mor, hvem hun helst vil være fluen på væggen hos, og de fleste vil svare: “en gruppe jordemødre.” Vores arbejde er gjort af det inderligste, det mest fremmede og alligevel nære. Det er spændende, fordi det er blod sved og tårer. Det er rørende, fordi det er familieskabelse. Det er smukt og uundgåeligt, fordi det er selve livets mening for de fleste af dem, vi møder på vores vej.”

Kvinder har så meget at byde på, det er ingen længere i tvivl om, men derfor halter ligestillingen stadig både på hjemmefronten og ude i samfundet. Det hele hænger sammen. Og det hele er så komplekst, at man umuligt kan nå i dybden eller omkring bare en procentdel af vinklerne i et enkelt indlæg. Essensen er, at vi har en udfordring. Vi skal alle sammen blive bedre til at skabe balance mellem kønnene. Mændene skal ikke ned, men kvinderne skal op. Jeg siger ikke, at det er forkert at holde en pigefødselsdag med sminketema og prinsessekjoler, men jeg vil opfordre til, at man overvejer, hvorfor det er lige netop dét, ens datter ønsker sig? Én af de ting jeg har fået det svært med, siden jeg blev mor, er lige netop eventyr. Prinsesser og onde stedmødre. Prinsesserne, som er højtelsket af deres magtfulde fædre, fordi “hun var den smukkeste pige i hele riget” og eftertragtet af prinserne af samme grund. Aldrig på grund af kløgt eller mod. “Man må lide for skønheden” sagde et familiemedlem engang i bedste mening til min datter, som havde fået lavet fletninger med nye Elsa-elastikker, og nu klagede over, at det hev i håret. “Hva?!” havde jeg lyst til at sige til ham. “Hvornår har du nogensinde lidt for skønheden?” Det har han da ikke. Han har ikke gået i sko, som ødelagde hans knæ eller med nylonstrømper, der holdt maven inde. Og hvorfor skal min datter igen og igen konfronteres med, at de tv-shows, som hun synes er seje (ninjago, pokemon, zack og quack, star wars) næsten udelukkende er befolket af mandlige karakterer? Min datter er helt sikker på, at hun er (mindst) lige så klog som sine brødre. Men hun er også kun snart fem år, og i følge en ny amerikansk undersøgelse, er det “først” i seksårsalderen, at piger begynder at kategorisere sig selv som mindre begavede end drenge. Pigerne i undersøgelsen takkede nej til at prøve kræfter med et spil for “meget, meget kloge børn” og havde tendens til at pege på tegningen af en mand fremfor en kvinde, når de skulle udpege en meget klog, unavngiven hovedperson fra en historie. (Læs en nyhed på dansk om undersøgelsen her).

Det går ikke. Det er ikke godt nok. Vi skal hver især rette op på den skævvridning. Vi skal arbejde med os selv, vi er alle kønsfarvede – ingen er neutrale. Vi skal være opmærksomme på de ting, vi siger på autopilot. Både når vi siger til drenge, at “det må være varmt at have det lange hår om sommeren” (hvornår siger man nogensinde det til en pige?), og når vi siger til en pige, om hun ikke hellere vil lave puslespil end slås eller blande kemiske stoffer? Det er en konstant bevægelse, og vi er alle sammen en del af den. God arbejdslyst.

Skriveworkshop – skiferie – ærlighed

Snart rejser tre af mine børn sammen med min mand og hans mor og hendes mand (ja, det var en lang og indviklet sætning, men jeg kan alligevel lide den) til Norge for at stå på ski i en uge. Når de vender hjem igen, er det med brune kinder og stærke ben, kroppe og hjerter fyldt op af varm kakao, Ludo og mest af alt oplevelser i sneen.

De glæder sig, alle sammen. Har pakket bamser og skiundertøj; planlagt menuen og danset sig igennem adskillige timer, mens de har snakket højlydt om, hvor de skal bo, og hvilke skibakker der er.

Og jeg bliver herhjemme med Juno. Ski er ikke min foretrukne ferie, slet ikke med en etårig. Så hun og jeg skal have sådan nogle dage, hvor alting er lidt roligt, men også hvor vi får besøg fra nær og fjern, og hvor vi har lidt nemmere ved at tage ud og besøge venner på øen, for det ér indiskutabelt overvældende at ankomme seks mennesker (heraf fire børn), og desto mere overskueligt blot at være to.

Når jeg har held med at undertrykke følelsen af, at min familie rejser så langt væk, at jeg ikke kan passe på dem, glæder jeg mig til næste uge. En del, endda. Jeg glæder mig til aftenerne med ro til at skrive, mest af alt. Her i januar, hvor børnene er sløje på skift, savner jeg fordybelsen, og jeg glæder mig til at skrive den slags indlæg her på bloggen, som kræver lidt mere end tyve minutters fokus umiddelbart inden døgnet rinder ud; den slags, som måske har ligget og summet indeni ganske længe, og som skal gribes rigtigt an. Og når jeg ikke skriver til bloggen, skal jeg redigere min bog, som jeg troede, jeg havde skrevet næsten færdig, men som skal skæres til og foldes ud, og også det glæder jeg mig til. Jeg har lært at nyde at redigere mine egne tekster: Det er en fornøjelse at blive bedre. Jeg er kommet til at holde af at læse de samme sætninger med nye, kritiske øjne – og indimellem krummede tæer – og presse min hjerne til sit yderste. Sådan er det nødt til at være, det med at skrive: Det er en livslang proces. Man bliver aldrig færdig. Man har aldrig skrevet det hele; man løber ikke tør for ord. Mine tekster bliver aldrig perfekte, der vil altid være mulighed for at gøre det bedre. Og kilden er uendelig.

Jeg har skrevet, siden jeg var barn. Naturligvis, det har vi alle sammen. Hvem har ikke haft en danskstil hængende over hovedet hele weekenden for så at skrive den søndag aften fem minutter i sengetid? Det har jeg, men jeg har altid nydt det, når jeg endelig satte mig for at skrive, og gik ind i processen. Som tolvårig skrev jeg en stil om en gammel mand, der boede ved vesterhavet, og forberedte sig på en kommende storm. Den stil satte gang i noget i mig, dér vidste jeg, at jeg ville skrive, men i perioder af mit liv har jeg mest af alt skrevet SMS’er og e-mails, og det fortalte jeg hudløst ærligt, da jeg afholdt den første af seks skriveworkshops for unge på Ærø i torsdags. For ærlighed er vejen frem, både i samtalen og når vi udtrykker os på skrift, og jeg opfordrede deltagerne til at have ærligheden som et mål.

Workshoppen er arrangeret af Ærø Folkebibliotek, og vi sad i deres lokaler i Ærøskøbing med kiks og juice og æbler, og der var stille det første stykke tid, når ikke jeg sagde noget. Og hvor er de smukke, sådan nogle unge mennesker: Forsigtige og dog tilstede i sig selv. Eftertænksomme og alligevel lynhurtige. Utilgængelige og på samme tid responsive. De smilede, når de ikke så ned på deres hænder, og fortalte på skift om deres forhold til at skrive. Nogle var kommet for at få et større ordforråd, andre ville motiveres til at skrive udenfor skolen. En enkelt skrev derhjemme hver dag, og havde alle ordene, men ville gerne lære mere. Og hvad siger man til dem, når man så gerne vil åbne verden, udvide horisonten, og fylde dem der lytter med entusiasme, selvrespekt og disciplin? Jeg ville næsten ønske, at workshoppen hed “Alt i hele livet”, fordi det er det, man har lyst til at dele, når man står overfor en gruppe unge mennesker, som lytter koncentreret. Man har lyst til at snakke med dem om selvværd og venskab, passion og flid, og heldigvis dækker litteraturen jo netop alle aspekter i livet, for hvad er ikke relevant, når det kommer til at udtrykke sig? Derfor tror jeg, vi kommer til at tale- og skrive om alt det, der falder os ind, og jeg glæder mig.

Da vi skiltes torsdag aften, havde vi allerede snakket om ord og sætninger, om ærlighed og sanser, og vi havde læst et afsnit fra “Vinden i Piletræerne” og ét fra “De Usynlige”, og vi havde hørt de tekster, som deltagerne hver især skrev ud fra en lille øvelse, hvor de lyttede til lydene i Ærøskøbing i ti minutter, og gik tilbage til biblioteket og skrev. Tænk sig; deres tekster var vidt forskellige, ligesom dem selv. Hver især fortalte de om brudstykker af det menneske, der havde skrevet dem og om intentionen med at skrive. Om kreativitet, brændende ønsker, følsomhed og forfængelighed. Om den smukke åbenhed som ungdommen bærer rundt på, hvis vi bekræfter dem i at være fri og turde tro på sig selv og på livet.

Læs også: Der var én, der sagde, “Jeg er ikke klog,” og så kunne jeg ikke tie stille

Når vi vælger at være sammen i stedet for at være alene

De her dage som bare går og går med fødselsdage og sygdom, Panodil og skiftende vejr. Timerne som løber af sted, og indimellem føler jeg, at jeg står ved siden af løbebåndet, og observerer, at det hele går stærkt, og pludselig kan jeg se, hvor stærkt det går, og jeg kan komme til at tænke “hvordan skal jeg nå det hele?” Men det skal jeg heldigvis ikke. Jeg skal, meget apropos mit eget indlæg i sidste uge, prioritere. Prioritere knivskarpt, og det gør jeg, og alligevel ender jeg for tiden tit i sofaen med Kristian om aftenen, når jeg måske egentlig ville gøre klogt i at forberede en workshop eller skrive blogindlæg eller noget tredje, som også hiiiver i mig, fordi dagene går med febervarm Juno på armen absolut ingen tid til noget andet. Men selvom man ikke får arbejdet om dagen, kan der alligevel være behov for at tanke op på nogle andre fronter om aftenen, og så er det, at vi havner ved siden af hinanden for en stund, Kristian og jeg.

Og er det egentlig ikke også det, der nogle gange går galt i parforholdet? At man ikke kan finde ud af at være i tosomheden, har svært ved at geare ned og sætte samværet øverst? Måske fordi man er så træt, at det nemmeste er at sidde med sin computer og føle, at man når noget, mens det man i virkeligheden gør, er at lukke sig inde i håb om at passe på sig selv? Nogle gange kan jeg tro, at jeg skal spare mine sidste ressourcer, og at jeg gør det bedst ved at sidde alene, men ofte oplever jeg, at ressourcerne vokser helt af sig selv, når jeg er sammen med et menneske, jeg holder af. Ikke fordi vi behøver tale sammen eller sidde og se på hinanden, men fordi der ligger en kærlighed og omsorg i nærværet, i anerkendelsen. Fordi et enkelt forstående blik eller kram kan være nok til, at det hele vender sig, og man pludselig ser klart igen.
Så det er fint, at vi sidder der i sofaen, Kristian og jeg. I næste uge er han slet ikke hjemme, og så skal jeg skrive og have styr på en masse ting – også om aftenen. Jeg skal redigere min roman igen-igen (og det er okay, jeg vil gerne blive bedre, jeg vil gerne øve mig..), forberede ansøgninger til kulturprojekter, skrive indlæg her på bloggen. Så i denne uge tager jeg altså hans hånd, med ret god samvittighed, og drikker te (og spiser chokolade…), og vi skiftes til at skynde os ovenpå med få minutters mellemrum; fire børn kan kalde mange gange mellem klokken 20 og 24.

I går, da Kristian skulle op til et oprørt, tissetrængende barn for gud-ved-hvilken-gang, snublede han med vilje over en pude på gulvet, og landede hulkende med hovedet begravet i sine hænder, før han kiggede op, og grinede. Og det var helt perfekt, det var lige hvad jeg trængte til, så jeg grinede vildt højt – og var næsten ligeglad med, om jeg vækkede nogen – det var så forløsende, at han lavede sjov med udmattelsen, når han i stedet kunne have gået med tunge skridt hen til trappen. Da han vendte tilbage, drejede han direkte ud i køkkenet, og hentede to kanelsnegle fra fødselsdagen. Nogle ville nok ryge en cigaret, andre drikke et glas vin (og der findes garanteret også mennesker, som ikke forfalder til den slags, og i stedet strikker sig igennem frustrationen, eller smiler træt), men vi spiser chokolade, og bliver ikke ligefrem tyndere, til gengæld smiler vi med hinanden, også med syge børn på overetagen og udmattelsen siddende helt ud i fingerneglene, og når jeg ligger i sengen lidt senere, ved jeg godt, at det nok skal gå. At pludselig – allerede om en dag eller to, måske – står jeg atter på løbebåndet, og har følelsen af at være godt med (og lige pludselig en dag spiser vi knap så meget chokolade om aftenen, måske – hvem ved?)

 

“Var I enige om at flytte til Ærø?”

Så er det mandag. En tåget én her på øen, og fugtig og kølig, men alligevel fin. Vindstille og som en passende landing ovenpå en travl weekend. Juno er syg på den der måde, hvor jeg ikke kan gå to meter fra hende, og hun kun vil sove lur, hvis jeg ligger ved siden af, så jeg har indstillet mig på den slags dag. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville skrive lidt om vores weekend, som var fuld af oplevelser, gæster, god mad og snak. Altså, et indlæg om hvor skønt det er at fejre fødselsdage (samlet!); hvor glad jeg er for, at vi valgte at lave en simpel frokostbuffet, og hvor dejligt det også er at sige farvel til sine gæster ovenpå et vellykket arrangement. Men, det kan jo klares på en enkelt sætning, som I ser, og i går tikkede en kommentar ind her på bloggen, som jeg satte mig og forsøgte at besvare i aftes. Her til morgen er jeg godt nok blevet i tvivl, om jeg egentlig kom rundt om spørgsmålet, men jeg har ikke mulighed for at skrive det igennem qua Junos kænguru-behov, så her er den rå udgave.

Kommentaren er fra Line, og hun skriver blandt andet:

“Kære Maj My
Jeg faldt over din blog for et par dage siden, kan ikke huske hvordan lige nu, men har brugt dagene på at læse alle dine indlæg. Sådan en spændende, anderledes og inspirerende blog du har skabt her – et roligt univers, hvor man møder interessante mennesker, lærer noget nyt og inspireres på mange niveauer. (YAY! Tak. Det er så dejligt at høre.)

Efter at have fået børn spirer tanker om en rolig hverdag – for mig gerne et ø-liv eller et sted på landet omgivet af naturen. (Manden er ikke heeeelt det samme sted) Jeg vil meget gerne høre mere om beslutningen om at flytte til Ærø – var i helt enige om den beslutning? og måske noget så kedeligt som jeres økonomi, altså bare sådan overordnet, hvordan i får hverdagen til at hænge sammen.”

Min første tanke var: “ja, det var en fælles beslutning at flytte til Ærø”, og det var det jo også, med tiden i hvert fald, ellers havde det nok ikke været muligt at gennemføre som familie. Men tanken startede i mig, sådan som de fleste af den slags tanker har gjort det i vores parforhold. Jeg har haft det sådan, at jeg indimellem følte, vi skulle rykke os, og når jeg følte det, var der ingen anden mulighed. Når først jeg kunne mærke det boble i min mave, var der kun én vej: fremad. Sådan havde jeg det, da vi begyndte at tale om at flytte på landet, og da vi så begyndte at overveje Ærø, fik jeg hurtigt den der velkendte fornemmelse af en inderlig og glædesfuld spænding, som jeg efterhånden er begyndt at forbinde med, at noget er meningen. Siden da har jeg skruet ned for min idéstrøm (bare for en sikkerheds skyld), hvilket er nødvendigt lige i disse år, hvor hverdagen i sig selv er et eventyr, og vi ikke behøver yderlige nye input.

Før vi blev forældre, boede vi nogle år i København, og der var vi også det første halvandet år af vores søns liv. Både Kristian og jeg er vokset op med hus og have og skole i nærheden, og da Storm kom udover babytiden, begyndte den slags liv at hive i os: vi længtes efter plads, frisk luft og ro, måske.
Derfor flyttede vi til Svendborg, hvilket ærligt talt var kontroversielt for en professionel musiker (og en journalist), men vi gjorde det (selvom en del mennesker reagerede som om, vi var ved at flytte til Nordkorea). Jeg kan huske, at min mor på et tidspunkt, da vi stadig var i tvivl, sagde til mig: “Hvordan ser det gode liv ud for dig? – Er det byen og dens liv eller en hverdag tættere på naturen og med knap så høj puls?” Jeg var ikke i tvivl.

Når jeg ser tilbage, endte vi det helt rigtige sted. Vi købte et kæmpestort hus med ni værelser i Svendborg; få kilometer fra begge Kristians forældre og midt imellem min familie i Aarhus og arbejdet i København, som stadig kaldte med mellemrum. Det så måske lidt tosset ud udefra; to mennesker og en enkelt lille dreng i den store villa, men vi fyldte den hurtigt med gæster, instrumenter og så – efter et par år – vores tvillinger, som fyldte meget, ikke mindst fordi vi havde rigtig mange besøgende det første lange stykke tid, hvor vi var komplet overvældede af de to babyer og deres storebror, og tog imod al hjælp udefra.

Tvillingerne voksede, og det gjorde vi andre jo også, og vi begyndte at længes efter et liv lidt længere ud på landet. Eller, væk fra alle kasserne, alle forventningerne, travlheden og distancen. Vi kendte nærmest ingen i Svendborg efter fire-fem år, og det ærgrede os, at man boede tæt på hinanden, men lige så godt kunne have været fra hver sin planet, og selvom jeg også er et menneske med et stort behov for alenetid, savnede vi nok følelsen af at være en del af noget større.
Så vi kiggede på huse og landsteder i de små byer omkring Svendborg, men fandt ikke det helt rigtige sted. På det tidspunkt var vi så småt i gang med at planlægge vores bryllup, som vi havde bestemt, skulle holdes på Ærø. Ærø, fordi vi besøgte øen på en kærestetur nogle år tidligere, og faldt for skønheden, den friske luft og roen. Men at bo der? Nej, det var alt for langt væk. For fremmed. Og hvem ville nogensinde besøge os? Kunne man orke at sejle frem og tilbage?

Alle vores nej’er blev til ja’er i løbet af det næste halve år, hvor vi besøgte øen mange gange, og hurtigt fik en omgangskreds derovre. Det var som om, man altid blev grebet af mange hænder, når man rakte ud, og den velvilje, som vi ankom med, blev gengældt tifold. Ølivet begyndte at virke rigtigt. Sejlturen var jo som en slags tvangsindlagt pause i livet; et sted hvor man ikke kan andet end fokusere eller slappe af, og afstanden til resten af verden blev ærligt talt også et plus. Og det er den stadig.

Storm var fem år, og skulle i skole året efter, men vi havde ikke haft held med at finde en skole på Fyn, som føltes rigtig, og for os er det med skolegang ret meget en ting, der foregår i hjertet. Vi havde sågar alvorligt overvejet at hjemmeskole ham, men jeg var nok i tvivl, om jeg kunne fungere som fuldtidsmor de næste mange år, og så var den der pludselig: Ærø Friskole, som stadig har en masse udviklingspotentiale, men som virkede varm og tryg, og som har taget godt imod hele vores familie, og hvor der er rig mulighed for at sætte sit aftryk.

Lige så stille begyndte vi at se os om efter det helt rigtige sted at bo herovre. Vi så på mange huse, satte vores eget i Svendborg til salg, og så – med hjælp fra nye ø-venner – fandt vi vores drømmehjem, som egentlig ikke skulle sælges, men som vi alligevel endte med at flytte ind i et år senere, hvor vi allerede var flyttet til øen, og havde boet til leje i otte måneder.

Vi har ikke fortrudt flytningen, nogen af os. Faktisk er Kristian muligvis endnu mere afhængig af ølivet nu, end jeg er. Ej, det ved jeg ikke. Vi er begge meget meget glade for at bo her. Livet her giver god mening for os. Vi føler, at vi kan være de bedste versioner af os selv; at vi har udfoldelsesmuligheder og samtidig en ro, som vi ikke har fundet så mange andre steder. Men nu du spørger, vil jeg alligevel mene, at jeg skulle presse lidt på i starten overfor Kristian. I udgangspunktet er han nok glad for stilstand, mens jeg er glad for forandring, men heldigvis kan vi efterhånden mødes på midten, så vi ikke behøver rykke os konstant, og heller ikke er nær så bange for nyt. Jeg kan huske, at der skete noget for Kristian, da vi havde tilbragt en sommer i et hus ude på landet på Mallorca, og vi kom tilbage til vores hjem i Svendborg, hvor man kunne se naboer, togskinner og en relativt stor vej fra alle vinduerne. Han sagde, at han følte sig lidt indeklemt, og den følelse har ingen af os her.

I går sad jeg med de tre ældste børn på Ærøs højeste punkt, Synneshøj, som ligger en lille gåtur fra vores hus, mens Kristian trillede en tur med Juno i barnevognen. Vi sad der på toppen med kig over øhavet og markerne, og drak vand og spiste kiks, og snakkede om det dejlige liv. Det område, vi bor i, er meget kuperet, og her er mange fine små huse og gårde, og markerne går op og ned, og er ganske små, og så sagde den ene af mine mellemste: “Her er lige så smukt som et maleri,” og jeg fortalte dem om dengang, vi så huset første gang. Køreturen langs vandet og så gennem det her område, som altid minder mig om Hobitternes “Herredet”; “og vi var solgt til stanglakrids, far og jeg” sagde jeg, og de forstod. “Det var første gang, vi mødte Jan og Ulla,” forklarede jeg, og det er sådan en glæde, at vi er gode venner med de mennesker, som vi købte huset af. Tænk, at det er det, mine børn erfarer: at man kan blive gode venner med så mange mennesker, der bor i nærheden.

Da vi gik ned af bakken lidt efter, spurgte jeg, hvad børnene synes, er godt ved at bo på Ærø, og hvad der er dårligt. Storm på otte svarede hurtigt: “Det gode er udsigten, og vi har nogle gode dage her. Her er ikke så meget støj, heller ikke om aftenen, så jeg kan nemmere sove. Og vi har flere venner end før. Vi havde vi vist kun én ven, nu har vi mange. Det dårlige er, at vi har skidehamrende langsomt internet!”

Og, Line, til dit andet spørgsmål: Økonomi er slet ikke kedeligt. Det er relevant, og det er efter min mening langt mere påvirket af energi, end de fleste tror på. Så jeg vil gerne skrive om vores økonomi en dag, og gør det måske på søndag, hvor jeg også har svaret på nogle spørgsmål til en anden blog.

Tak for dit spørgsmål! Og velkommen her på min blog.

(da jeg sad og skrev i går, kom jeg til at tænke på den første tid her på øen for snart to år siden, og så fandt jeg nogle billeder fra den første sommer, hvor vi boede til leje i “Skovby” i et hus, de kalder “Snippen”. Det var dejligt at bo her allerede dengang.)

Der er ingen lommer i den sidste skjorte

Jeg sidder her ved mit arbejdsbord med kig til en regnstøvet himmel, et hav som går i ét med tågen, og er med andre ikke på vej til Aalborg, hvor jeg ellers kunne høre min søster holde dimissionstale i eftermiddag. Det ville blive for meget i en allerede travl uge, hvor jeg har været væk to dage for at fejre netop min søster.

Livet består af prioriteter. At påstå noget andet er at fralægge sig både ansvar og muligheden for at påvirke livets gang. Livet ér altså sjovere, når vi selv planlægger det. Hver dag træffer vi valg. Store og små: Skal jeg være sur hele dagen, fordi jeg kun fik fire timers søvn, eller skal jeg huske mig selv på, at jeg kan sove, når jeg bliver gammel?  Vil jeg vælge kærligheden til eller fra? Er mit job godt nok, eller bliver jeg nødt til at finde en anden vej? Skal jeg være stresset over at få gæster, eller vil jeg hellere være tilstede og nyde deres selskab?

Helt aktuelt har jeg taget stilling til dagen i morgen, hvor vi efter at have set musical på Friskolen, tager herhjem med vores gæster, og spiser frokost i anledning af Kristians og Storms fødselsdage. 36 og 8 år. Far og søn. Og jeg har besluttet, at vi kommer hjem, og hjælper hinanden med at stille en simpel, lækker frokost klar: Fisk, ost, pølse, pesto, salat, brød. Og desserten? Jeg plejer at bage og bage. Kager, brød, boller, kringler og meget andet. Jeg elsker at bage, men kun når jeg har tid, og det har jeg altså ikke specielt meget af lige nu. Juno har lært mig, at det er okay at skrue ned for ambitionerne. Med tre ret små børn og én helt lille er der ikke andre muligheder, medmindre jeg vil være fortravlet og tabe pusten, og det vil jeg ikke. Så vi skal have frugt og flødeboller til eftermiddagskaffen.Vi kan rydde af bordet i fællesskab og sætte os på gulvet med børnene; snakke med dem og med hinanden. Og så siger vi farvel – laver ikke aftensmad til alle også. På den måde bliver det dejligt at have gæster; det bliver nærværende og overskueligt.

I dag sender jeg min søster de kærligste tanker; i morgen krammer jeg hende her hos os på Ærø, hvis altså jeg kan komme til for børnene. Intet er vigtigere end dem, vi elsker. Vi kan fortryde meget fra vores liv; ærgre os over valg vi har truffet. Vi kan krumme tæer, få ondt i hjertet over prioriteringer som i bakspejler virker forkerte og naive. Men dem vi elsker, dem fortryder vi aldrig, at vi gav vores tid og kærlighed. “Der er ingen lommer i den sidste skjorte”. Vi kan tage oplevelserne, kærligheden, visdommen med os. Alt det andet må vi lade tilbage, alt det andet synes pludselig overflødigt. Også de hjemmebagte kager; så i morgen får vi appelsiner i stedet, fordi jeg har prioriteret samværet over det imponerende bagværk.

Har du valgt noget fra for nylig – eller til? Føler du, at du er bevidste om dine prioriteter, eller sker livet indimellem henover hovedet på dig?

 

Jeg nyder hvert øjeblik lige nu

Jeg har lige sådan en række dage, hvor jeg nyder hvert øjeblik. Min søsters dag i tirsdags, hvor hun blev færdig som jordemoder, var den bedste dag, jeg kan komme i tanke om: Vi dansede og sang til Sia’s “Cheap Thrills” hele vejen til Aalborg fra Aarhus. Fest, fokus og fede moves. Vi snakkede dimissionstale, grinede og glædede os. Selv vores mor og min søsters Henrik rockede med på forsædet, selvom ingen af os helt kunne skjule nervøsiteten. Hendes eksamen gik godt, selvfølgelig Hun bestod med store smil fra censor og vejleder (og bad om ikke at få karakteren, sådan som hun altid gør, fordi hun ikke synes, det siger noget om, hvorvidt man er en dygtig jordemoder), og bagefter krammede hun længe med de to kvinder, som hun havde skrevet bachelorprojekt med. Der var flag på skolen; mange grinende, grædende, lettede forældre, søskende, kærester og nyudklækkede jordemødre, ikke mindst.

Vi spiste frokost, i timevis, hos vores svigerinde og bror og niece i Aarhus, og bagefter gik vi igennem byen med skuldrene helt langt nede. Mørket svøbte os, vi var trygge, lykkelige. Købte sushi og slik, osede i butikker, gloede på det store, glimtende kunstværk i Aros. Vi kom hjem, så “The OA” (gør det! se den!), og så faldt vi i søvn, og sov lidt længe den næste morgen, hvor vi kiggede på min søster dimissionstale, og den er så god, at jeg ikke kan finde ud af ikke at tage hele vejen til Aalborg i morgen igen.

Der er mange flagdage i januar her i huset. Mine svigerforældre har fødselsdag henholdvis den 8. og 10. januar; Kristian har fødselsdag i dag (jaaa! vi har spist kanelsnegle og drukket varm chokolade til morgen; i eftermiddag er der islagkage og frugt på menuen og i aften skal vi på øens pizzaria, før ungerne går kold i nattøj (med/uden børstede tænder) og vi to kysser lidt). Storm har fødselsdag på tirsdag, og vil gerne fejre det for klassen onsdag. I weekenden får vi familien på besøg, og så er Kristian med til at skabe årets musical på Friskolen, som har premiere i morgen. Altså, sådan er det jo bare: Helt helt almindeligt liv med stille og roligt knald på. Det er alt sammen gode ting, tænk at være så heldig. Derfor kan man alligevel godt glæde sig til februar, når alle vinterfødselsdagene er klaret, skiferien nydt og ovre, og der måske falder lidt ro på. Måske ikke. Men måske. Vi øver os jo.

Vi behøver ikke altid rulle med øjnene, når vi siger, at vi har travlt. Nogle gange ville det være mere passende at smile. Hvis det, man har travlt med, er godt, er alt, som det skal være. Det er ikke dårligt i sig selv at have nok at se til: Det skal bare give mening. Det ville være meget værre ikke at have noget at tage sig til end at løbe lidt stærkt for at nå alt det, der er godt. Jeg tror, det afgørende er, om man føler, man bruger sit liv på noget meningsfuldt. Det ville være trist og tomt, hvis ingen nogensinde kaldt. Hvis der aldrig var noget, man kunne hjælpe med, ordne, tage sig af.

Så jeg smiler i disse dage. Skynder mig glædesfuldt. Overvejer, om jeg skal tage færgen kl. 07:35 i morgen og køre til Aalborg for at høre min søster holde tale. Eller om jeg skal blive hjemme og gøre klar til fødselsdag i weekenden. Jeg smiler, og rydder op, støvsuger, bager boller og kager. Køber ind til lørdagens familiefrokost med musik i ørerne (ja, “Cheap Thrills”) og kan ikke lade være med at danse langs kølediskene i Netto (åh, hvem der bare kunne danse igennem byen i fuldt firspring uden at nogen opdagede det – eller rynkede på næsen, i hvert fald.)

Kan I også indimellem glæde jer over dage med knald på? Eller trænger I (også) mest til lidt ro?