Når man føder for tidligt, og siger undskyld

Jeg tror på meningsfulde tilfælde. Faktisk tror jeg på alt det gode her i livet, både det vi kan se, og det vi mærker i hjertet: Jeg tror på en dybere mening med det hele, jeg tror på ægte kærlighed,  og jeg tror, at når noget trækker i os fra et sted indeni, så skal vi følge med. Derfor handler mit indlæg i dag om mødre til for tidligt fødte børn.

Der er rullet en dis ind over øen de seneste dage, og den indhyller alt omkring sig i et mystisk slør. Jeg ville have skrevet om tågen i dag, men så gik jeg en tur i den, og mens Juno faldt i søvn i barnevognen, talte jeg i telefon med min søster, der fortalte om sin bacheloropgave. Til januar bliver hun færdig som jordemoder, og hun og tre studiekammerater skriver lige nu om for tidlige fødsler og om det overgangsritual, som moderen går glip af, når hun ikke får mulighed for at bære sit barn til ende. Der er mange tab forbundet med en for tidlig fødsel, både for barnet og dets forældre. Pludselig er man mor og far, ofte endda til en nyfødt med et stort behov for pleje på sygehuset. Som gravid fik man ikke mulighed for at mærke sin krop modnes, man fornemmede ikke slutningen nærme sig, og for nogle betyder den tidlige fødsel, at de ikke kan være fysisk tæt på deres barn den første tid. Min søster fortalte om den sorg, det kan være, når man bliver mor, før man havde ventet det, og jeg skubbede barnevognen gennem tågen, mens jeg lyttede intenst, for jeg kender flere, som har fået for tidligt fødte børn, og alligevel ved jeg ikke ret meget om, hvad det vil sige.

Og så var det, min søster sagde, at mange mødre til for tidligt fødte føler skyld. “Nogle siger undskyld til deres babyer, igen og igen,” fortalte hun, og jeg kunne mærke min hals snøre sig sammen. Tænk, den følelse af ansvar. Tænk, den skyld. Det er næsten ikke til at bære.
Mon ikke alle kvinder kender den; skylden og skammen?

Mon ikke vi lidt for ofte siger undskyld, i det hele taget?

Mit hjerte gør ondt ved tanken om de mødre, som har mistet den forventede overgang til forældreskabet; som måske har frygtet det ultimative tab, og som ikke har haft samme muligheder for kontakt til deres barn den første tid. Nogle af børnene lider af alvorlige handicaps, i andre tilfælde er det forældrene, som får de største mén. Tænk at stå med den tonstunge bekymring, med angsten for at miste sit barn; tænk at gå glip af den begyndelse, som mange tager for givet. Tænk at være alt det igennem og så føle skyld oveni. Det er jo ikke deres skyld. Det har det aldrig været. Hvor kommer skylden fra?

Og mens min søster talte, tænkte jeg, at jeg ville skrive om det. Jeg fik lyst til adressere den skyld, som alle mødre kender i et omfang, og jeg fik lyst til at sætte fokus på mødrene til for tidligt fødte børn, som fortjener at vide, at vi andre ved, at det ikke er deres skyld. At set ude fra – set herfra, hvor jeg står, – så er der ikke den mindste tvivl om, at alle de mødre har gjort deres bedste, og at de ingen skyld bærer.  “Sæt jer selv fri!” fik jeg lyst til at råbe fra hustagene. For da jeg ventede mine tvillinger for fem år siden, gik jeg i fødsel i uge 28, og hvis ikke det var blevet stoppet, havde jeg også bebrejdet mig selv og – måske – haft to helt anderledes børn i dag, eller kun én af dem, eller ingen.

Men inden jeg gik i gang med at skrive, havde jeg brug for lidt ro, så jeg satte mig med en bog og en kop te, og så, netop på den side, jeg var kommet til, stod disse ord:

“Siger De forrresten tit undskyld?” spurgte han Anna.
Kvinder føler sig altid mere skyldige, end de reelt er.
“Mener de: Undskyld, må jeg have lov at tale færdig? Eller nærmere: Undskyld, jeg er forelsket i dig og kun volder dig vanskeligheder?”
“Begge dele. At sige und-skyld i enhver form. Det kan være, at De på den måde har vænnet Dem til at påtage Dem skylden for alt det, der er sker. Det er ikke altid os selv, der former ordene, men de ord, vi tit bruger, former os.”

Og jeg tænkte: Ja, sådan er det. Kvinder siger undskyld.
Og så lukkede jeg bogen i, og skrev.

Vi skal alle sammen hjælpe hinanden med at slippe skylden. Vi skal stille spørgsmål, vise interesse og omsorg.
Mødre til for tidligt fødte føler sig ofte isolerede, viser undersøgelser. Nogle holder sig væk fra alt socialt i mange måneder, fordi de ikke føler sig forstået eller imødekommet af deres omverden. Enkelte kommer aldrig til at tale med nogen om, hvordan de har det med oplevelsen.
Vi danskere kan være meget berøringsangste, det ved vi jo, og ofte vil vi hellere lukke munden end stille spørgsmål. Måske er vi bange for at sige noget forkert. Måske aner vi ikke, hvor vi skal starte.
Jeg lærte på journalisthøjskolen, at “hv”-spørgsmål er vejen frem: “Hvordan? Hvad? Hvorfor? Hvem?” Det er åbne spørgsmål, som ikke lægger ord i munden på den adspurgte.

“Hvordan har du det?” “Hvad har du brug for?” “Hvordan var det at føde for tidligt?”
Det kan gøre en verden til forskel, at vi viser interesse. Vi kan fjerne skylden ved at være der, vise omsorg, bakke op, lytte og ikke glemme. Og mange har svært ved at tage imod; vi danskere er jo heller ikke vant til at få så meget opmærksomhed, ligesom vi ikke er vant til at give det, men jeg tror, det kan være en hjælp, hvis vi løfter ansvaret fra deres skuldre (de har nok af den slags allerede), og siger: “Jeg kommer forbi med noget mad og et kram, og går igen efter fem minutter.”

Jeg har aldrig tænkt på, at en for tidlig fødsel kunne være forbundet med skyld og skam, men jeg ved det, når jeg mærker efter. At i denne kultur bygget på kirkens løftede pegefingre, på menneskets synd og skyld, og på nutidens billede af det perfekte menneske, ligger det lige for.
Sandheden er, at når man føder for tidligt, mister man noget. Til gengæld har man intet forkert gjort. Det er ikke til at bære, at man oveni tabet skal slæbe rundt på en skyld, som vejer så tungt.

Så lad os sige til alle med skyld, og i dag særligt til dem med for tidligt fødte børn: Tilgiv jer selv. I bærer intet ansvar. Giv slip på skylden og indtag resten af livet med oprejst pande.

Jeg håber, I vil dele det her indlæg på alle de relevante steder.

Hvad føler I skyld over? Kender I til den dårlige samvittighed i moderskabet; til følelsen af at have gjort noget forkert eller være utilstrækkelig?

Stille dage med lys i øjnene

Kender I de der stille dage?

Dem, hvor man er lidt stille indeni. Hvor alt helst skal være trygt og ligetil? Hvor man helst vil sidde med en bog og et tæppe rundt om sig eller sove på sofaen eller lege lego med børnene, mens maden simrer. Sådan en dag er i dag; en dag til eftertanke og omtanke, en dag til at skrive og til at ordne småting, indtil børnene kommer hjem om nogle timer, og vi spiser lidt frugt, og bygger nogle højhuse eller en togbane gennem stuen.

Jeg holdt foredrag på biblioteket i Marstal i mandags, og for første gang læste jeg højt fra min bog, Hjemmefra, for andre end mine venner og familie. Omtrent 50 mennesker lyttede med, og de var helt stille, og de grinede, og ikke én hostede, og ikke én rørte utålmodigt på sig, tror jeg. Det føltes fantastisk, og jeg fik lyst til at læse mere og mere og mere, og mest af alt fik jeg lyst til at gå hjem og skrive. Skrive på nyt, skrive igen.

Min bog er ikke udgivet endnu, jeg venter på svar fra forlaget, og der kan gå syv uger, før jeg hører noget. Min veninde, som afleverede den på forlaget i København, sendte receptionisten sit mest vindende smil, og hun havde en god fornemmelse i maven, da den tykke konvolut blev overdraget. Det har jeg også: Selv hvis lige præcis det forlag ikke vil udgive bogen, så er der nogen andre, der vil. Den er ikke skrevet forgæves, det er jeg sikker på. Flere har sagt: “Den bog skal alle læse. Den er så vigtig,” og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, når nogen siger sådan, så jeg træder mig selv over tæerne, siger tak, og skynder mig at snakke om noget andet. Så siger Kristian, at jeg skal lære at tage imod komplimenter, men jeg kan bedst lide dem på skrift – så kan jeg læse det igen, hvis jeg bliver i tvivl, om det virkelig var det, han eller hun mente. Men lige netop min bog ved jeg, er god, og derfor skal den selvfølgelig udgives. At få den udgivet vil nemlig være den bedst tænkelige undskyldning for at skrive én til – og så én til efter det.

I dag er en stille dag, solen skinner over det klareste blå hav, som jeg kan se her fra bordet, hvor jeg sidder. Juno er lige vågnet hos dagplejemor Hanne, og hun leger. Og griner. Det skrev Hanne i en sms. Tænk sig, Juno er glad, når jeg afleverer hende. Det er helt nyt, det har jeg ikke oplevet med nogen af de andre. Det er en enorm lettelse.

Jeg har måske nok gået rundt med en lille knude indeni. En knude af travlhed, korte vejrtrækninger, manglende fordybelse. Af skyld over at aflevere mit barn. Skam over at længes efter alenetid. Men i dag, da jeg kørte tilbage fra dagplejen, hvor Juno glad havde vinket farvel, og solen brændt i bilens bagrude, løsnede noget sig. Jeg tog jeg et æble med ind ude fra, og lavede te, og jeg kunne mærke, knuden give sig, lidt for lidt. Der kommer tid igen, og jeg arbejder på ikke at have dårlig samvittighed over at sidde herhjemme og skrive, mens mine børn er ude i nogle timer. Jeg tror, vi alle sammen har det ret godt. Både børnene og jeg. Pludselig står jeg i lyset igen, hver dag og hele tiden, sådan som jeg plejer.

Tak for de mange tilbud om kram og støtte

Efter jeg skrev dette indlæg i lørdags, modtog jeg mange tilkendegivelser fra mennesker, som udtrykte bekymring. Nogle ønskede at komme mig til undsætning, og flere følte en tristhed over mine ord om forældreskabets momentane magtesløshed.

Adskillige har tilbudt at komme og hjælpe med at passe børn, en enkelt ærøbo, som jeg aldrig før havde mødt, fortalte, at hun havde overvejet at hoppe ind i sin bil og køre hjem til mig. Et par stykker skrev med forslag til jobs for at få styr på økonomien herhjemme.

Og jeg bliver rørt over den store omsorg, og jeg håber, den er et udtryk for en generel velvilje og næstekærlighed i os alle sammen.

Så, mange mange tak, – jeg er fortrøstningsfuld over at mærke varmen fra mine medmennesker. Men I behøver ikke bekymre jer. Jeg har det godt, og faktisk tør jeg sige, at jeg er taknemmelig og i balance det meste af tiden. Hele dagen i går, for eksempel, gik jeg rundt, og smilede, og jeg fik to timers tiltrængt rygbehandling, og var sammen med mine børn og mine svigerforældre, og gik en tur langs markerne, hvor jeg nød den sidste efterårstid før vinterens komme. Jeg er glad, dybt dybt indeni, langt de fleste dage.

img_4330

En læser skrev, at jeg måske har stress, og jeg tror, hun har ret i, at mange af de følelser som jeg beskriver her på bloggen fra et liv med fuld knald på, kan blive til stress, hvis ikke man reagerer. Men det er netop det, jeg gør. Jeg siger til, tænker i løsninger, finder nye veje. Jeg mærker efter, er ganske sensitiv efterhånden, og reagerer, når noget synes forkert. Og det er dét, jeg formulerer på min blog: mine tanker og følelser fra livets mange veje. Fra bakker og dale, fra de stunder hvor alt er smukt og godt og fra dem, hvor det er mere trægt.

Jeg kan godt forstå, at det lyder meget bogstaveligt, når jeg skriver, som jeg gjorde i lørdags. Men når jeg deler her på bloggen, er det ikke en 1:1 gengivelse af mit liv. Det er derimod brudstykker af et langt større hele. Når jeg skriver, at jeg føler mig presset, er det med andre ord ikke et råb om hjælp, men derimod en bevidst måde at kommunikere noget, som jeg opfatter som alment. Noget, som jeg tror, mange vil have glæde af at læse.

Jeg skrev indlægget i lørdags, fordi jeg ved, at jeg ikke er alene om indimellem at blive ramt af en komplet følelse af afmagt. Jeg skrev det, fordi jeg tror, de sorte huller, vi indimellem stirrer ned i, bliver knap så dybe, hvis vi ved, at mange andre også nogle gange har den samme udsigt.

Jeg har to overordnede formål med min blog: 1) Jeg ønsker at efterlade læseren med en følelse af, at vi alle sammen har mange muligheder her i livet – og 2) Jeg ønsker at fjerne noget af den forkerthedsfølelse, som mange har dybt i sig livet igennem, fordi jeg tror, vi kan og vil meget mere med vores liv, når vi føler os rigtige fremfor forkerte.

Så, tak for al jeres omsorg. Den varmer, og skaber håb. Lad os sammen blive endnu bedre til at støtte hinanden livet igennem, lad os smile til hinanden på vejen og hilse med et smil på de andre i børnehaven, Brugsen, over hækken. Lad os række hånden frem, og sige: “Det er helt okay, sådan kan alle have det,” når et menneske i vores nærhed føler sig utilstrækkelig eller forkert.

Jeg kan ikke være alene med mine børn

Hånden på hjertet, så magter jeg ikke at være alene med mine børn og samtidig være den mor, jeg gerne vil.
Eller, jo – i nogle timer. En formiddag, en eftermiddag, en aften. Men helst ikke hele døgn. Det er ikke noget, jeg deler her, fordi jeg har brug for et skulderklap eller en buket blomster, men fordi jeg har besluttet at gøre noget ved det – og fordi jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Jeg skriver det heller ikke, fordi jeg håber, at hjælpende hænder vil springe til. Det er Kristian, der kender børnene lige så godt som jeg. Det er ham, der kender rytmerne, vores hjem, mig, og ofte kan det være en ekstra stressfaktor at have hjælp udefra, synes jeg, når dagen ruller af sted og ikke mindst om aftenen, hvor jeg har brug for ro, indeni og udenpå.

Men når Kristian tager færgen væk en gang om ugen eller to, er det for at hente 80% af vores årsindkomst med hjem. Og det er jo ikke fordi, penge er vores mærkesag, og det er heller ikke fordi, vi arbejder ret meget i timetal, men lidt skal der til alligevel, så det er en svær erkendelse, men jeg kan mærke, at jeg ikke kan sige farvel ret mange gange mere uden at knække lidt. Sidst jeg var alene med børnene i et døgn, smækkede jeg med døre og råbte, og jeg har prøvet at blive så vred, at vi endte med at græde alle sammen, og jeg har brugt timevis på at samle børnene op efterfølgende, for de var så kede af at se mig ked af det, at mit hjerte bliver ømt, når jeg tænker på det nu.

Og jeg ved, det blandt andet hænger sammen med, at Juno kun lige knap er startet i dagpleje, og jeg nåede lige at fornemme friheden, så blev hun syg i en uge, og friheden forsvandt lidt igen, og jeg trænger til sammenhængende timer med ro til arbejde, og jeg trænger til at have tid til at stable noget på benene, som kan stå i stedet for en del af Kristians jobs væk fra øen. Jeg trænger så meget til ikke kun at være mor.

Så jeg har sagt til Kristian, at vi må finde nye veje til at supplere de eksisterende, og jeg har sagt, at det ikke er så vigtigt, om han forstår, hvorfor det trækker så store veksler på mig at være alene, for det gør det. Og han har holdt om mig, og hvisket til mig, at han er med mig, at vi finder en løsning, og jeg har været ked af det og været træt. Helt i bund med tunge øjenlåg og blege kinder, men lige om lidt viser der sig nye muligheder, det er jeg sikker på. Jeg kan ligesom mærke det komme rundt om hjørnet. Kender I det? Når man ved, at noget godt snart sker, og man tør næsten ikke tro på, at man kan mærke den slags, men efterhånden har livet vist mig, at det er rigtigt nok. Der er altid en vej. Altid altid, og nu er vi i gang med at finde en, der er endnu bedre for os.

Og så, lige om lidt – om nogle måneder eller lidt mere – siger jeg til Kristian: Trænger du ikke til at komme væk en weekend? Og han siger det samme til mig. Pludselig er der luft igen, og vi kan trække vejret dybere, for den mindste af vores små bliver større, og de andre er det allerede, og sådan forandrer det sig, dag for dag. Det fysiske pres letter, tonstunge opgaver bliver afløst af noget, jeg nemmere kan håndtere. Jeg har lettere ved de større børn, har nemmere ved at være mor, når der også er plads til at være andet.

Så lige i disse dage magter jeg ikke så meget som normalt, men jeg kan mærke, at det kommer igen. Og nu er det weekend, og solen skinner, og vi er her alle sammen, heldigvis.

Skumringstimen – jeg holder foredrag på mandag på Ærø

På mandag indtager Skumringstimen hele norden. Skumringstimen er en tilbagevendende, litterær  begivenhed arrangeret af de nordiske biblioteker, og i år deltager 2150 biblioteker på tværs af hele norden og i de baltiske lande. I den anledning er jeg blevet bedt om at holde foredrag på Marstal Bibliotek om mine inspirationskilder, det med at skrive og mit forhold til norden.

Klokken 19 bliver der læst højt fra den samme bog på alle de deltagende biblioteker. I år er det “Vandets Vogter”, skrevet af finske Emmi Itäranta, og her på Ærø står Børn-Ungechef, Jes Jørgensen, for oplæsningen.

Derefter synger vi nogle nordiske sange – også på tværs af alle de deltagende lande, hvilket glæder mig meget. Fællessang kan noget helt særligt: På få minutter bliver vi til et fællesskab på tværs af alt det, der ellers kan stå imellem os af usikkerhed, nervøsitet, forskellighed og frygt, for fællessang er noget af de mest samlende, jeg kan komme i tanke om, og tænk at synge sammen på tværs af så store afstande, så mange mennesker.

Dernæst er det min tur: I en times tid vil jeg fra klokken 19:30 fortælle om mine inspirationskilder; om mine skriverier og mine tanker om livet i norden. Jeg vil fortælle om, hvordan jeg finder ind til min stemme, når jeg skriver, hvad jeg henter i mine omgivelser og menneskerne omkring mig, og så vil jeg læse højt fra min roman, Hjemmefra.

Jeg vil blandt andet læse det kapitel, som starter sådan her:

Om aftenen, når min mor havde kysset mig godnat, og gik ned af trappen og ind på sit kontor, lå jeg i min seng, og hørte, at min far rejste sig og gik ud i køkkenet, hvor han tog en flaske fra nederste hylde i køleskabet. Jeg kiggede på skyggerne omkring sengen, og ville gøre alt for at falde i søvn, før lyden af en ølkapsel mod køkkenbordet nåede min seng, men jeg nåede det sjældent. Kort efter ramte den kolde glasbund både sofabordet og et ømt sted i mig, og jeg så for mig, at nu sad min far i lænestolen, og jeg forestillede mig, at min mor rystede på hovedet inde på kontoret, mens han læste et blad om astronomi, og hans øjne blev slørede. Jeg hørte, at han rejste sig usikkert, og hentede en ny flaske, og satte sig, åbnede bladet, og jeg vidste, at nu prøvede han at stille skarpt på bogstaverne, men de var vel for utydelige, for jeg hørte ham vrisse og kaste bladet fra sig. Jeg havde engang siddet musestille på et trappetrin og set ham gøre det – smide papiret hårdt mod stuegulvet, men nu vendte jeg mig i stedet i min seng. Vendte ansigtet til væggen og ryggen mod stuen nedenunder, og lå der, mens skyggerne blev længere, og forestillede mig bag lukkede øjne et mørke, som lullede mig i søvn. Han drak mere, og jeg tænkte, at hans hage sikkert nikkede mod den spinkle brystkasse, mens flasken hvilede skråt imellem lårene.

Jeg var så træt, og pludselig var der sne. Beroligende, tung sne omkring mig. Sne, på dynen, som tyngede, og pressede mig ned i madrassen, og sne, som gjorde mig tung i kroppen. Der dalede hvide fnug, og jeg lå i en snehule, og havde varmen, og vidste, at i morgen ville der være lyst igen. På plakaten over min seng sad søpapegøjer langs en klippevæg, og under dem havde kunstneren skrevet ”every day I am loving you so much more.”

Find jeres nærmeste tilmeldte bibliotek her – eller kom til Ærø hvor billetter kan afhentes gratis på Marstal og Ærøskøbing Bibliotek eller ved at ringe på 6352 6360 / 6252 1442

Jeg har håb endnu

I dag snakker vi om Trump og næsten ikke om noget andet. Herhjemme vækkede vi hinanden med beskeden.
– “Ej, det er løgn?!”

Vi snakker om hvorfor og hvordan – og “hvad tænker de på derovre?” -og hvisker med en klump i maven at vi jo ser det samme i mindre skala herhjemme i disse år. Det er hele verden.

Men det er, når jeg sidder alene i bilen, at det virkelig slår mig: Han har vundet. De har vundet. Muren, kvindesynet, vreden, tabet af tro og håb – og kærlighed? Verden er delt op i to; tillid og mistillid, frygt og glæde, håb og opgivelse. Jeg håber, vi kan finde sammen igen, stå som en enhed, se livet for alt det smukke, det også er.

Her på Ærø er jeg omgivet af mennesker, som har væsentligt mindre, end alle andre, jeg har boet i nærheden af før. Ingen nye tage, ingen store biler, ingen lange uddannelser. Ingen prangende titler eller kontakter i indflydelsesrige kredse. Men de mangler ikke noget. Det er, som det altid har været. Måske lidt lettere, måske lidt lysere, i hvert fald ikke sværere.
Vi havde besøg af ét af mine velhavende familiemedlemmer, og hun hørte, at vi var med til at give én af vores venner herovre en rygeovn i 70-års fødselsdagsgave. “Dejlig hobby,” kommenterede hun. “Nej,” måtte jeg indvende. Det er netop ikke en hobby med den rygeovn, og det er heller ikke en bevidst brand-livsstil med tilvalgte kernelædersko og kasser fra Årstiderne. Det er en levemåde, en reel, praktisk, historisk, eksisterende overlevelseslivsstil med får på marken, haven fuld af grøntsager, revner i hænderne af at samle bær, plukke æbler, lue ud.

Og gæt hvem af de to, der synes, vi har nok til alle? Gæt hvem der mener, vi skal støtte de svageste, rumme de udstødte? Og hvem der til gengæld er bange for skattestramninger, frygter de svages indtag af offentlige midler.

Jeg tror på næstekærlighed, tillid og håb, og i dag er jeg blevet sat på prøve. I dag ved jeg, at hele verden er forandret, men jeg aner ikke hvordan. I dag håber jeg inderligt, at jeg kan holde fast i troen og håbet, selvom alting måske snart ser anderledes ud. Det er min overbevisning, at der er en vej. Også efter i dag.

Hjem – Efterår – Øliv – Familie

Jeg gik en tur i går med Juno i barnevognen og én af de fireårige ved min side, og det var en luksus at få ham for mig selv – altså, uden de to andre snakkende børn. Det er sjældent, det sker for tiden, men snart gør det igen: Vi har indlagt opdelte fridage over de næste uger, så alle børn får 1:1 tid med en forælder.

Men i går var vi alle sammen hjemme: børnene (som var snottede), Kristian og jeg og så har vi endda besøg af min bror og svigerinde og deres lille, komplet vidunderlige datter i denne uge. I går blev brugt på børnehygge, spil, tegninger og mange snakke, og vi drak varm kakao, spiste lun leverpostej til frokost og kørte jollen i stalden for sæsonen (medmindre vejret pludselig bliver perfekt til at sætte garn – så må den ud igen). Kristian bakkede for øvrigt jollen ind med traktoren i ét ryk, og han var så stolt, at vi andre ikke nåede at rose ham, før han gjorde det selv.

Farverne udenfor på dage som disse er mine yndlings; jeg elsker det blå-grå hav, den mørke himmel hvor lyset bryder brændende, skarpt igennem små huller på himlen, og de nøgne træer, røde bær, orange blade på vejen. Himmel og hav skiller sig i hvide skyer, der er krusninger fra vinden på vandet, fuglene flyver i flok og en dag lignede de blinkende stjerner over mig, med deres vinger, som slog fra den hvide mave og væk igen, og jeg stod stille i jeg ved ikke hvor langt tid med tilbagebøjet hoved og åben mund, og var næsten chokeret over, at jeg aldrig havde lagt mærke til det før: Fuglene blinker som stjerner. Det var som magi.

Noget andet der føles som magi, er at være vidne til min bror og svigerinde, der som nye forældre hver dag bliver mere sig selv, mere kerne, mere kærlighed. Det virker helt magnetisk på mig: Jeg har lyst til at være tæt på dem, og jeg nyder den ro, de har omkring sig, den tålmodighed som min bror har taget med sig ind i det nye kapitel af sit liv. Hans datter på fire måneder er allerede tålmodig; Hun ligner ham med sit rolige blik, sine observante øjne, men hun er også sin mor; hun snakker livligt, elsker at være omgivet af alle de larmende børn her i huset, og hun smiler dagen lang. Juno kysser hende, lægger sin runde kind ind til sin lille, fine kusines, og hviner af fryd over det lykketræf, at de sammen kan dele livet.

Da jeg gik tur, tænkte jeg, at nu er det her jo hjem. Ærø, denne vej, dette sving, det gule hus. Og hvor er det egentlig svært at forklare; hvordan det er blevet hjem, når jeg engang for ikke så længe siden ikke kendte det? Vi besøgte Ærø for første gang for fem år siden, og flyttede ind i huset her sidste efterår, men allerede nu er mine børn er trygge her: de griner, har røde kinder, besøger naboerne, er på fornavn med de fleste. Jeg snakker med brugsuddeleren, kender postbudet, har venner som tilbyder at købe ind for mig, når Kristian er væk på arbejde. Derfor er det hjem. Fordi de fleste ved, hvor vi bor, og de passer på os. De kommer med forslag til mennesker, jeg kan skrive om herinde, ringer, og siger: “Nu ved jeg, hvem der er spændende!”

Jeg tog en masse billeder af alt det smukke, mens vi gik tur. Af piletræet, som blev beskåret for kort tid siden, men som allerede har så mange nye, lyse, livsglade grene igen. Af himlen og havet, køerne der gumlede, mine børn og af Christen. Jeg er ikke foto-dame, jeg er skrive-dame, først og fremmest, men billeder kan alligevel noget.

Processed with VSCO with a9 preset

 

 

 

Hvorfor blogge? Og hvad med privatlivet?

Line skrev en kommentar herinde for et par uger siden, som fik mig til at nedfælde nogle tanker om det med at blogge, men det er først nu, jeg har haft mulighed for at skrive dem ned:

Lines opfordring lød:

“Hvis du har lyst til at fortælle om det, så kunne jeg godt tænke mig at høre om dine overvejelser over at blogge om hverdag, familieliv og mennesker omkring dig, i forhold til privatliv. Jeg har selv prøvet at starte en blog op flere gange, men jeg standser altid ved, at jeg føler, at det bliver for privat at dele ud af mit liv – og især nu, hvor jeg har fået børn. Men samtidig inspireres jeg af dem, der gør – så tak for det!”

Hej Line,
Jeg har også brugt flere år på at komme i gang med at blogge, og jeg har sågar haft en blog her på www.majmy.dk for to-tre år siden, som jeg lukkede igen efter et enkelt indlæg. Det gjorde jeg, fordi det gav mig koldsved pludselig at stå på den her selvbestaltede platform, som folk måske (forhåbentlig) ville tjekke med forventingen om, at der var nyt at læse, og jeg blev nervøs for at løbe tør for tanker (og tør for læsere.) Derfor blev jeg også tør i munden, hver gang jeg tænkte på at skrive et indlæg, så jeg fortsatte med at “blogge” på facebook nogle år endnu.

Men så – for et par måneder siden – blev jeg opfordret til at blogge, og jeg tænkte: Ja! Nu gør jeg det!
– Og det er jeg så glad for!

Da jeg læste din kommentar, var min først indskydelse, at min blog ikke er særligt privat, men jeg ved godt, at det er helt ude i skoven, fordi… det er den jo. Men, jeg har en klar tanke om, hvad jeg vil med den, og måske derfor føles det ikke “privat” for mig at skrive her. Min ambition er ikke at referere mit eget liv 1:1, men derimod at dele erfaringer, som rummer et mere alment, måske endda eksistentielt, perspektiv. Det fungerer med andre ord ikke for mig at beskrive en oplevelse fra mit eget liv, hvis ikke der er en dybere mening med at gøre det. Derfor er min blog jo lige så privat som så mange andre, men jeg kan bedre forsvare overfor mig selv at bruge mig selv og mine omgivelser, når jeg ved, hvad jeg vil med det.

Og til det med at “dele ud at mit liv”: Helt overordnet er jeg et et ret ærligt menneske, som gerne fortæller om mine skyggesider, og så er jeg uddannet journalist, og har tidligere haft en klumme i et dagblad, som også var tæt på. Det er med andre ord ikke fremmed for mig at være åben, heller ikke i det offentlige rum.

Jeg synes, du skal springe ud i at blogge, hvis du ikke kan lade være. For mig krævede det et ret konkret skub fra mine søskende (og deres kærester), som havde brugt en aften (bag min ryg!)  på at snakke om, at jeg skulle starte en blog, og da jeg indvendte, at “jeg har ikke noget at skrive om?”, rullede de med øjnene, og opremsede en liste emner, som jeg havde udbredt mig om på det seneste, og som de syntes, jeg skulle skrive om. Jeg tror, vi skal gøre det, vi føler en stærk drift mod, også selvom det er angstprovokerende. Der er jo mange måder at nedtone det private på i en blog og alligevel være både vedkommende og interessant. – Giv lyd hvis du kaster dig ud i det, så vil jeg læse med!

Kh Maj My

maj-my-logo-final

 

Hvilke blogs læser I og hvorfor? Hvad er jeres tanker om privatliv og offentlighed? Og blogger I selv (hvor og om hvad?)

Om den musik der skaber os

Sangerinden Trille døde for et par uger siden, og så kom jeg til at tænke på hende. Ikke at det var noget nyt – jeg havde også tænkt på hende dagen før, da jeg sang én af hendes sange for min lille datter, og jeg havde tænkt på hende dagen før det.

Jeg er vokset op med Trilles musik. Ikke på en meget bevidst måde hvor jeg var skarp på hendes politiske holdninger eller private erfaringer, nej, hendes musik var helt enkelt underlægningen til min barndom, og hun rejste med videre i mine hovedtelefoner som ung og voksen. Jeg holder af hendes ord, melodier og stemme, og jeg synger Trilles sange for mine børn. Det er hendes sange (og kun ganske få andre), jeg kan udenad.

Igennem tiden har jeg hørt mange sange som noget helt andet, end det de måske i virkeligheden var. Én af mine yndlings-Trille-sange hedder “Ser for sig hvordan hun danser” og jeg har sunget med på den hele mit liv, men jeg forstod først ordene, da jeg blev voksen, og læste teksterne i LP-coveret hos mine forældre. Jeg havde altid troet, at hun sang: “Ser hvor Savotten den danser, ser hvor Savotten den..,” og jeg så for mig et smukt fabeldyr, en form for elverlignende skabning, der dansede i skumringen, men i virkeligheden er det historien om en mand som vender hjem, og mens han går mod sit mål ser han for sig “hvordan hun danser.”

Nogle dage efter Trilles død opdagede jeg, at alle hendes tekster lå på mit skrivebord på computeren i en pdf, så jeg altid lige kan tjekke teksterne, inden jeg synger dem højt. Og dér fra skrivebordet så hun tænksomt på mig, og hun så smuk og følsom ud, men jeg blev ikke trist. Fordi hendes musik det samme, uanset. Trille har været med til at forme mig og min vej, og hun vil være en del af min historie, til jeg selv skal videre her fra.

Sidste vinter læste jeg Brødrene Løvehjerte op for Storm, min ældste, og vi læste de sidste kapitler en aften, hvor han lå på sengen, og lyttede, og trak dynen over hovedet af frygt for alt det onde, og stillede mange spørgsmål. Og så, da historien var slut, lå han stille i mørket, og en tåre løb over hans kind, og han sagde, at det var en god bog, og spurgte: “Vil du synge den sang om, at han kommer hjem, men hun er væk?” og det ville jeg selvfølgelig, så jeg sang Trilles sang, og Storm græd mere, fordi teksten flere tårer ud af ham, og det kan være så forløsende at græde.
Bagefter lå vi næse mod næse og vidste, at Jonathan og Tvebak levede videre et andet sted, og vi vidste, at der er en mening med livet, også selvom det kan synes håbløst. Og så snakkede vi om, at kærligheden ikke kan vente for evigt, at man skal elske, når man kan. Og det forstod han, og vi lagde os tæt sammen, og faldt i søvn.

Ser for sig, hvordan hun danser

en mand han vender hjem, han går ad gammelkendte spor
– og græsset gror –
længe var han væk, åh så længe væk
og savnede sådan sin kvinde ser for sig, hvordan hun danser ser for sig, hvordan hun…

(…)

men døren ind til huset står på vid, vid gab – og græsset gror –
gulvet er så vådt efter al den regn,
og endelig så står han stille
ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

(…)

der hænger en kjole over en stol
– og græsset gror –
den dufter lidt endnu, bare lidt endnu, så glider den ned på gulvet
han ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

så går han ud ad døren, går ad ukendte spor – og græsset gror –
himlen er så lav og så brister den
så græder himlen for ham
ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

(det startede tidligt med de hovedtelefoner. Her ses jeg anno cirka 1987 i min fars tegnestue i Aarhus)

Vi hørte meget musik i mit barndomshjem. Særligt min far skruede højt op, og kaldte på os børn, som skulle høre med. Vi lyttede til Bob Marley, Trille og jazz, men jeg tror, at jeg har hørt en del mere musik end nogen af mine forældre, for jeg har levet i en tid med hovedtelefoner og transportabel musik, og i tyve år af mit liv bevægede jeg mig hver dag gennem alt med tætsluttende hovedtelefoner over ørerne og en walkman, så discman, så iPod nu iPhone i lommen. Jeg har slæbt rundt på mapper med cd’er i min taske, og jeg kunne skifte cd med én hånd uden at lave ridser. Jeg har hørt musik i Aarhus, København, New York, tværs over USA, igennem hele verden, i Kina, Norge, det meste af Europa, Thailand, Indien, over alt. Lige så mange timer som jeg har lyttet, lige så meget forskellig musik har jeg hørt. Det er umuligt for mig at lave lister: Jeg kan ikke prioritere hverken kunstnere, albums eller genrer. Men Trille har en særlig plads i mit hjerte, og jeg skrev et brev til hende, da Storm var lille, og fortalte, at jeg sang hendes sange for ham, og hun skrev tilbage på solgult papir, at hun var taknemmelig for at leve videre i børnene.

Musik er så stor en del af vores verden.

Hvad hørte I som børn? Og hvad hører I nu? Hvilket album er jeres yndlings – nu og dengang? (lige nu, i disse måneder, hører jeg ekstra meget Edward Sharpe & The Magnetic Zeroes)

Fridags fredag

Vi tog en fridag i går. Én af de der fridage, hvor man har planer om at være totalt bage-lækker, stylet i det skønneste hjemme-cashmere i sit forlette, opryddede hjem, men hvor man i stedet ender med halvandet rugbrød i krummeform og en beskidt baby under bordet, mig uden mascara hele dagen, og tre unger som spiller Wii i timevis i stedet for at lave alt det, vi havde planlagt.

Det startede, som den slags så ofte gør: Vi vågnede om morgenen, og havde lyst til bare at være hjemme. Nogle var forkølede, andre lidt trætte, og foran os lå en weekend med planer ude af huset. Og så sagde Storm: “Hvad med at vi tog en hjemmedag?” og Kristian og jeg kiggede på hinanden med løftede øjenbryn, nikkede diskret, og sagde: “Helt sikkert.”

Processed with VSCO with a8 preset

 

Vi spiste morgenmad kl. 12:30 og frokost klokken 12:35. Fandt min brors ti år gamle Wii 1 på loftet, pillede fjernsynet ned fra væggen, satte Wii’en til, og spillede løs. Ungerne skreg af grin og græd af frustration (indimellem var banerne krævende). Men lille-Juno måtte ikke være med, for hun kunne ikke holder fingrene fra fjernsynet, som pludselig stod på gulvet, så hun så på gennem glasdøren (og resten af tiden kravlede vi op af trappen med hende, igen og igen, og hun var glad).

 

Live fik lagt ansigtsmaling, hun ville males som “den sure Elsa” med hugtænder.

 

Vi bagte Halloween-boller, som skulle ligne rotter med fine lakridskonfektøjne og karamelsnøre-haler, men vi droppede pynten, og spiste dem i stedet bare, helt blege, kun med ører af mandler og et tykt lag smør.

Vi samlede æbler, og ungerne skændtes om, hvem der samlede flest, og vendte bunden i vejret på hinandens kasser, og blev rigtig sure. Men så kom æblerne op i kasserne igen, og pludselig havde vi været udenfor i nogle timer, ungerne var imponerede over deres egen indsats, og fik lov til at spille Wii igen (da jeg sagde: “Ja, ved I hvad, vi piller den jo ned i aften. Spil lige indtil vi skal spise aftensmad” bakkede de ind i den bagerste stue, og lukkede forsigtigt døren efter sig, mens de så mistroisk på mig, og uden tvivl frygtede, at jeg havde fået en kortvarig psykose og ganske kort efter ville trække det tilbage igen.)

 

Nogle læste en lille smule Mimbo Jimbo og Fyrtårnet og spiste dele af bogen (ikke alle, kun den ene)

Men planerne om at trække i udklædningstøjet, læse Halloweenhistorier, lave uhyggelig Halloweenmad og kreative spindelvæv til vinduerne, glemte vi undervejs. Til gengæld gravede Kristian og ungerne et væld af jordskokker op fra marken, og af dem lavede han en lækker suppe, som vi spiste med de ufuldendte rotte-boller til aften.

Jeg synes, vi burde have tre-dages-weekender og fire-dage-uger i hele verden, og jeg er sikker på, at det ville være godt for alt og alle. For naturen, prioriteterne, værdierne, bibliotekerne, dyrene, fødderne, hovederne, hjerterne, børnene, pensionisterne, etc.

Hvad skal I her i weekenden? Og tager I indimellem sådan en fridag?