Jeg vil huske at sige tak

For fire år siden begyndte jeg at føre en taknemmeligheddagbog. Sådan én, hvor jeg hver dag skrev fem til ti ting, som jeg var taknemmelig for. Store og små. “At vi har fået frisk fisk til aftensmad/At vi skal have besøg af vores gode venner i eftermiddag/At vi kan drikke vand fra hanen i Danmark.”
Den slags og meget andet. Sådan skrev jeg for en tid hver dag, og efterhånden blev det til en vane at være taknemmelig. Man kan sige, at taknemmeligheden blev en livsstil, lige så vel som det modsatte kan være det.

Jeg ved, at min faster og hendes veninde sender hinanden en sms med en lignende liste hver dag, og at Katie, som netop har været på besøg, gør det samme med sin gode ven i L.A.. Ved at dele taknemmeligheden, gør vi den til en aktiv, bevidst del af vores liv, og det siger sig selv,at det føles mere glædesfuldt at være taknemmelig end det modsatte.

Men jeg kan godt glemme det. Indimellem (i perioder sker det dagligt) ryger jeg ned i en spiral af “det her er fannemer hårdt,” og så kan jeg godt lige glemme, at, ja, det er hårdt at have fire børn og være øm i kroppen af søvnmangel, men hvor er jeg dog velsignet, at det er derfor, jeg er øm i kroppen og ikke fordi jeg har knoklet med fysisk opslidende arbejde hver dag de sidste 15 år, eller fordi jeg har ligget på en tynd madras ved siden af mit alvorligt syge barns leje hele natten. Ikke at vi ikke må være vores egne problemer nærmest, sådan er det helt naturligt, men derfor synes jeg alligevel, vi skylder os selv og hinanden at holde fast i proportionerne, og ikke mindst, når vi rent faktisk har set den anden side, når vi har kendt til stor smerte og sorg, sådan som jeg har det for år tilbage. Når vi har mistet og vi har været bange, har vi også pludselig muligheden for at være mere taknemmelige, fordi vi har indsigten til at værdsætte alt det smukke, som er omkring os.

Min blog her er en hudløst ærlig omgang. Hvis jeg nogle gange kommer i tanke om, at jeg har skrevet noget herinde på en måde, så det fremstår anderledes, end jeg selv synes, virkeligheden er, ændrer jeg det med det samme. Jeg vil frem for alt være oprigtig, når jeg skriver her, velvidende at min sandhed ikke er endegyldig, men den er min, og jeg har et ønske om aldrig at foregive noget. Derfor brokker jeg mig også nogle gange herinde, og et par gange har jeg kastet håndklædet i ringen og skrevet med store bogstaver om, at jeg synes, det kan være noget så hårdt at være mor til små børn. Fordi; det kan det. Uanset at dem i Aleppo mister deres børn, forældre, søskende og hjem kan det være hårdt at stå i et tørt og varmt hus i Danmark med fire højrøstede unger og lave aftensmad. Uanset at der er hungersnød og krig kan det være stressende at leve et helt almindeligt, dybt priviligeret liv i Danmark med smuk udsigt, frisk luft og et køleskabet spækket med god mad. Det kan være hårdt, ja, for det ér hårdt at gøre sit bedste, det er hårdt at være i livet – gennem udfordringer udvikler vi os, men så skal vi rejse os igen, børste skuldrene og komme videre. Når vi ligger os i sengen om aftenen, Kristian og jeg, sukker vi nogle gange, og så griner vi heldigvis som regel bagefter.
“Åh, shit mand, hvor er der knald på!”
“Ja, phew!”
“Men de er raske og søde.”
“Ja, det er de. Det meste af tiden, i hvert fald.”
“Vi har det sgu godt.”
“Helt vildt.”
“Godtnat.”
“Godnat.”
“Zzzzzzz.”

I dag er jeg taknemmelig for:

At Juno har været glad hele morgenen (efter en periode hvor hun ærligt talt har været det modsatte det meste af tiden)
At jeg skal mødes med et dejligt menneske om lidt og lave et portræt af hende her til bloggen
At det går (om ikke godt så i hvert fald) okay med at skrue ned for sukkerindtaget
At jeg havde en dejlig weekend med Katie i København
At jeg er hjemme igen fra København
At Kristians giga-køkkenhave lykkedes så godt sidste år, at vi spiser hjemmedyrkede kartofler endnu, og skal have dem til middag i aften
At nogen har fået den ide, at jeg skal lave et skriveforløb for unge på Ærø på biblioteket
At Kristian og jeg har besluttet ikke at lave flere weekendaftaler for foråret, før vi ved, at der er overskud til det
At jeg udsatte et møde, som ikke passede ret godt ind i vores dag i dag, og så viste det sig, at den anden part også gerne ville skubbe det
At jeg nåede at komme i bad i morges, hvilket sker yderst sjældent

Hvad er du taknemmelig for i dag?

24 timer som skal nydes fuldt og helt

Jeg er helt klart mere alene med børnene end Kristian. Eller, det har jeg været i hvert fald, og så nåede jeg frem til, at jeg ikke magtede det. At jeg var ved at gå i stykker af gentagelsen; de flere månedlige nætter, morgener, dage der føltes som en kamp mod tiden, mod mine børn, mod mig selv. Og jeg sagde “jeg kan ikke mere,” og Kristian aflyste og skubbede alt, han kunne, og der faldt ro på. Han var hjemme næsten hele tiden; det har han været nu i nogle måneder.

Og så i dag er jeg på vej væk, lige nu sidder Katie og jeg på færgen, alt er vådt og diset og der har været islag udenfor huset derhjemme dagen lang, men nu smelter det, og det drypper, og færgen er ligeglad, som altid maser den sig vej gennem bølgerne, de masser af vand som adskiller os på øen fra alle andre, maser den sig igennem igen og igen næsten hele døgnet.
Og det er mig, der er på vej væk, ikke Kristian, og jeg kommer hjem igen i morgen eftermiddag, og et sæt bedsteforældre er sammen med Kristian og børnene nu, og der bliver garanteret lavet god mad, og kaffen damper, og farfar spiser chokolade i smug, og bedstemor strikker, og alt er helt sikkert okay. Men alligevel er mit hjerte lidt tungt, min mave lidt presset, præcis som jeg ved, Kristians er det, når han tager væk, fordi der var kaos i huset, da jeg satte mig i bilen med Katie og kørte; fordi børnene råbte, og Juno græd, og vi forældre kunne have smidt os på gulvet og råbt i afmagt, men i stedet rejste jeg mig, og pakkede mine ting. Og tog af sted. Og jeg synes sgu, det er lidt svært. Men, siden da er bedsteforældrene ankommet.

Jeg gentager det for mig selv: Nu læser farfar højt for børnene, og bedstemor har Juno på armen, og Kristian sidder måske et øjeblik, og får pusten. Han er ikke alene, så det skal nok gå. Og Katie har drømt om det her døgn i København, bare hun og jeg, hun har bestemt, hvor vi skal spise, og hvor vi skal bo, og jeg glæder mig. Vi skal alt det, jeg godt kan lide: god mad, læse, kage (nevermind mit sukkerstop.) Det bliver godt. Det skal det blive. Jeg kan ikke være bekendt ikke at nyde roen, når nu jeg har valgt at tage væk – men det er alligevel lidt svært, ik? Alt skal helst være perfekt, når man tager væk i 24 timer, men intet er jo perfekt, så jeg skal i virkeligheden øve mig i bare at være.

Jeg plejede at flytte mig hele tiden; rejse mange gange om året, bevæge mig fra ét sted til et andet flere gange om ugen, jeg boede årevis i et andet land, i mange forskellige bydele og lejligheder, og nu er jeg pludselig meget stationær. Jeg har slet ikke lyst til at bryde rytmerne. Når jeg er presset, har jeg brug for forudsigelighed, åbenbart. Når jeg tidligere kunne rejse til den anden side af jordkloden uden at have booket et hotel hjemmefra, må det have været fordi, jeg havde overskud til det; fordi det ikke kunne gå galt, fordi der ikke var andre end mig selv at tage hensyn til. Selv hvis det gik galt, var det en del af oplevelsen. Når mine børn bliver større, håber jeg, at spontaniteten vender tilbage igen; i hvert fald noget af den.

Nu sidder vi her sammen, Katie og jeg, og vi griner næsten hele tiden. Det har vi altid gjort. Heldigvis har vi været sammen så mange uger, måneder, år af vores liv, at det er nemt. Vi har sovet side om side i årevis i hendes værelse i Brooklyn, vi har rejst sammen, vi har kendt hinanden i snart halvdelen af vores liv.

Hvad skal I i weekenden? Og hvordan kunne I drømme om at tilbringe 24 timer hjemmefra?

Et kig på Danmark med amerikanske øjne: “Jeg lærer meget af at komme her”

Vi har, som jeg skrev om her, besøg af min veninde, Katie, i denne uge. Hun er født og opvokset i Florida; som 18 årig flyttede hun til New York; seks år senere rykkede hun til Los Angeles, og der har hun boet de seneste ti år. Katie har altid arbejdet med at skrive; hun har skrevet film, reklamer, artikler, alt. Hun er uddannet tekstforfatter fra universitetet, og i 2012 skrev, og producerede hun filmen “For a good time, Call” sammen med sin barndomsveninde. Katie bor på kanten af Hollywood i et sketchy kvarter, og betaler noget i retning af en zillion kroner for en lille toværelses lejlighed, men badekar, og badekar er en ting, hun sætter højere end det meste andet i livet. “Jeg har kun ro i mine tanker, når jeg ligger i et badekar.” Derfor er hun også gået ud af sin vej for at finde et værelse med badekar til os, til når vi tager en overnatning sammen i København, før hun flyver hjem på mandag. Så kan hun ligge i badekarret og boble, mens jeg sover uforstyrret en hel nat.

Og så på tirsdag, om fire dages tid, sidder jeg her ved mit skrivebord igen, og skriver om livet på Ærø, eller skriver i min bog, mens hun skriver på sit arbejde for Netflix, hvor hun er senior global brand creative, hvilket vil sige, at hun er med til at skabe Netflix’ brand som globalt network. Netflix, by the way, hvor man må holde så meget ferie, som man vil (“fordi det viser sig, at folk holder mindre fri, når de ikke føler sig bundet af x-antal ugers ferie, fordi de er glade for deres arbejde”), og hvor de arbejder ud fra et “frihed under ansvar”-princip, så medarbejderne selv vurderer, hvor ofte og længe, de skal møde på arbejde, på hvilken klasse de flyver, og hvilket hotel de bor på, når de rejser for arbejdet, og så en helt masse andre goder, som er meget uamerikanske og flere af dem også ganske lukrative set med danske øjne. Nå, det var lige lidt Netflix propaganda, men jeg er generelt fascineret af udviklingen indenfor de innovative arbejdspladser for tiden, fordi jeg mener, der er behov for nye spilleregler, hvilket eksempelvis facebook og google jo er kendte for (4-dages arbejdsuge, eksempelvis, er allerede virkelighed i enkelte danske innovationsvirksomheder). Derfor synes jeg, det er spændende at høre, hvad der foregår i en virksomhed som Netflix.

Nå, men jeg stillede Katie et par spørgsmål om hendes forhold til Danmark, nu hvor hun efter eget udsagn har et dusin stempler fra indrejse her til i sit pas. Blandt andet kom det frem, at hun har været på Ærø fire gange, om ikke to, som jeg skrev for et par dage siden.

Katie Anne Naylon, født 1982 i Fort Lauderdale, Florida
Bor i Los Angeles
Er kommet i Danmark cirka én gang årligt siden 2006.

Hvad er det, du så godt kan lide ved Danmark?
Det er dedikationen til udelukkende at lægge sin energi i ting, som rent faktisk betyder noget. Mad, etik, værdier og et globalt udsyn og, måske fordi landet er så lille, et engagement i at rejse og studere kultur og lære den større verden at kende uden samtidig at miste fornemmelsen for sin egen nation. Jeg tror ikke, folk her definerer sig selv eller hinanden udfra det arbejde, de udfører for at betale deres regninger og have råd til at leve deres liv, hvilket er en meget amerikansk ting, som irriterer mig.

Er der noget, som undrer dig ved Danmark?
For at fortsætte ud af samme spor: Det lader til at komme helt naturligt for danskere at se verden fra et globalt perspektiv og ikke et etnocentrisk ét, med dit eget kighul som centrum. På en eller anden måde lykkes det jer fra det her land, som er på størrelse med et frimærke, at se verden fra en alvidende satellit, og det fascinerer mig. Som amerikaner aner jeg ikke, hvad der foregik noget sted i verden i sidste uge, men I ved altid nøjagtig, hvad der foregår i både Bangladesh og i min baghave, inden I sætter jer med morgenkaffen.

Hvad ønsker du for USA set i lyset af dit svar ovenfor?
Jeg ved ikke præcis, hvordan alt det med sundhedsforsikring og uddannelse og så videre er sat sammen her i Danmark, men I har ikke de samme invaliderende problemer med hjemløse eller en ungdom, som er ladt i stikken, eller splittede hjem. Jeg siger ikke, at I slet ikke har de problemer, men det udfordringer er så gennemgående i mit hjemland, at det lader til…jamen, efter min mening er problemerne definerende for vores nation efterhånden. Det er blandt andet et resultat af, hvordan vi amerikanere ser os selv: Vores største eksport er medierne, og det er blevet som en forbandelse over os; vi har mistet det fundament af værdier, som støttede op om social forandring; som tillod at man bevægede sig ud af fattigdom og ind i et nyt liv. Nu er det de gamle; de udsatte børn; det er de syge og de fattige og alle minoriteterne, som er fortabt. Vores uddannelsessystem er totalt fucked. Selv vores kost – vi spiser udelukkende forarbejdet mad, og nu kommer jeg virkelig til en personlig mærkesag, men: Jeg tror grundlæggende på, at der findes en amerikansk sammensværgelse, som dikterer, hvordan vi spiser, og dermed hvordan vi har det. Det ske igen og igen, at direktøren for en chokoladefabrik, også sidder i sundhedsstyrelsen, og er med til at sammensætte den kostpyramide, som vi underviser i i børnehaver og skoler, og som maden på alle uddannelsessteder sammensættes efter – med hans chokolade repræsenteret som acceptabel kost. Den mad, som vi subsidierer til vores fattige medborgere, er så dårlig, at man knap nok kan leve af den. De har ikke råd til økologisk mad; en pose økologiske æbler koster omtrent det samme som et måltid til fire mennesker på Mc Donalds, og de får at vide, at Mc Donalds er “happy food”. Men den slags junkfood er jo bogstaveligt talt afhængighedsskabende; indholdet af fedt, sukker og salt er set med naturlige briller lige så usundt som cigaretter, og det er, hvad vi giver vores fattige mulighed for at spise. Og hvorfor kalder jeg det en sammensværgelse? Fordi de helbredsproblemer, som den diæt giver rigtig mange amerikanere, fodrer medicinalindustrien, som jo lever fedt af den ekstreme overvægt, og medicin koster kassen. Michelle Obama, som jeg ellers er glad for, har haft et program, der handlede om at børn skulle bevæge sig mere og spise mindre, og selvom jeg anerkender, at hun er meget optaget af at dyrke sin egen mad og så videre, så er grundtanken med at bevæge sig mere og spise mindre ikke direkte overførbar på dem, der ikke har ressourcer, fordi selvom “lille Mike” måske svømmer halvanden time fra morgenstunden, er det alligevel en cheese burger, han spiser efterfølgende, fordi han ikke har råd til andet, og så er han stadig fejl- og underernæret. Kost er så vigtig en del af vores liv, det er vores byggesten, men det er røget helt af sporet i USA.

Hvad inspirerer dine besøg til Danmark dig til i dit liv derhjemme?
Jeg vil gerne finde en…en blidere måde at leve på efter min egen sandhed, som handler om at spise en bestemt slags mad og være engageret i mit liv. Hvis du konsekvent lever og spiser på en måde, som er rigtig for dig, så er du i gang med at ændre verden. Vi får at vide, at vi skal råbe op, når vi har muligheden; stille os på en papkasse med en megafon og tale om forandring, men jeg er ved at lære, at det fungerer meget bedre ganske enkelt at leve, som vi mener, det bør gøres. Når nogen spørger: “Hvorfor spiser du lokalt?”, så kan man fortælle dem om sine bevæggrunde. Jeg kalder Danmark mit “reboot”. Jeg har behov for at blive mindet om, hvad der betyder noget, og hvad jeg fortjener som menneske fra mig selv og min omverden, og når jeg tager hjem fra Danmark, har jeg altid brændstof til et godt liv i nogle måneder med mig. Efterhånden bliver det en større og større del af mit liv derhjemme, og det er nemmere ikke at købe junk food og at minde mig selv om, at det gode liv ikke handler om at købe en masse smukke ting hele tiden, når jeg kommer til Danmark indimellem. Her på Ærø, hvor dine børn vokser op, bliver de ikke konstant konfronteret med reklamer. Dine døtre får ikke hele tiden billeder af, hvordan de skal se ud, hvordan de skal have det, hvordan de er den bedste version af sig selv, kastet i hovedet. Hvor jeg bor, kan jeg ikke gå ud af min hoveddør uden af se den slags over alt.

Hvorfor er du glad for at arbejde ved Netflix?
Fordi Netflix tror på fordybende underholdning. Vi prøver ikke at sælge dig småkager eller legetøj i reklamepausen samtidig. Hvor unfair er det ikke, når vores børn sidder, og ser et show, de holder af, og så skal de forholde sig til nogle produkter, som nogen gerne vil sælge dem? De er ikke gamle nok til for alvor at tænke: “det har jeg ikke brug for,” og når de endelig er gamle nok, er det for sent at reprogrammere sig selv. Løbet er kørt for mig: Jeg vil altid være af den overbevisning, at hvis jeg var tyndere, rigere, og smukkere, så ville jeg endelig være rigtig glad. Og jeg siger ikke, at danskere ikke også har det sådan, jeg tror da, at en mor i København, tænker, at alt ville være bedre, hvis hun havde en Victoria’s Sectret krop, men jeg fornemmer, at problemet er større i USA. Netflix er “storytelling”: Vi vil bare gerne fortælle en historie og samle mennesker omkring historierne over hele verden. Det er en måde at forbinde mennesker via historier, og jeg mener, at det netop er sådan, vi skaber mening, og danner vores identitet i verden. Det giver mig et fællesskab med drengen fra Ærø Friskole, som spurgte mig, om jeg kender “The OA.” Ja! Det gør jeg. Hos Netflix giver vi filmskaberne kreativ frihed, hvilket ikke ellers er noget, der eksisterer i USA. Normalt bestiller man en enkelt episode, og så afprøver man den hos annoncørerne, og man tester den på en gruppe seere, og hvis de ikke lige bidder på, dropper man det igen. Hos os siger vi til eksempelvis Duffer-brødrene (som er bagmændende bag Netflix’ hit “Stranger Things”, red.): “Vi kan vi rigtig godt lide jer, lav tre sæsoner, og lad os se hvordan det går. Det kommer ikke til at være alle, der holder af det, men nogle vil elske det, og det er godt nok for os.”

Hvilken historie tror du, vi har mest brug for at høre lige nu?
Jeg synes, der er meget mørke lige nu, og vi har brug for at høre historier, som inspirerer folk til at stille bedre spørgsmål og have mere håb. Vi er endt her ved at acceptere tingenes tilstand alt for længe, og i kølvandet på det er der opstået en stærk følelse af afmagt, som har forsaget det mørke, vi befinder os i nu. I mit liv har det aldrig været et godt valg, når jeg lod mig styre af mine følelser, og det skal vi selvfølgelig heller ikke som menneskehed. Vi skal stille spørgsmål, og så skal vi have håb og tro på hinanden.

Sne, ro, fokus.

Der var mange hurtige fodtrin på gulvet her til morgen. Høje hvin og store øjne. Og så efter ganske få minutter: tre børn mirakuløst i tøjet og dernæst flyverdragter og huer og vanter og “hvor er kælkene?!” gennem hoveddøren. Og sne gennem hoveddøren. Og lidt efter ét barn tilbage igen, ud af tøjet, ind i varmen. “Brrrrrr.”

Vi er ikke vant til vinter i år. Mest af alt har vintermånederne gjort sig bemærket ved deres fravær af sæsonpassende temperaturer. Og jeg har nydt det, jeg tør godt være ærlig og sige, at jeg nyder en vinter, som ikke tvinger mig til at gå krumbøjet gennem gaderne, som ikke giver mig hænder så kolde, at de klør, som ikke får mig til at bekymre mig for mine børns påklædning. Men nu er det en lille smule rigtig vinter, og jeg har alligevel lyst til at skrive “endelig”, for det mangler faktisk, når det ikke kommer. Sneen, kulden, den akutte trang til varm kakao og ild i pejsen. Og vi ved jo, at de varme vintre ikke er et godt tegn, at de er forbundet med en afmagt og forandring så kolossal, at ingen vil tage ansvar; ingen gør rigtigt noget for at stoppe det.

I dag er havet næsten smukkere end alle andre dage. Først, i morges, var alt hvidt og sort, og sneflokkene føg over markene; de kastede sig fra side til side, som børn der leger eller som balletdansere i Svanesøen. Nu er havet mange farver, ligesom himlen, der er både helt blå og hvid og indimellem driver en ferskenfarvet sky forbi.

Her til formiddag kan vi for første gang forlade huset, Katie og jeg, siden hun ankom i søndags. Alle børn er friske og hjemmefra i nogle timer, så vi kører til Ærøskøbing, og det bliver godt at komme ud. Det bliver lidt som i gamle dage, mange kilometer herfra i New York, når vi sætter os med hver vores computer og arbejder; Katie kommer helt sikkert til at snakke med nogle af turisterne på caféen, mens jeg kan pakke mig ind i den boble, som jeg efterhånden savner efter tre ugers ferie- og sygdomstilstand; jeg har ting, der skal forberedes, og aftaler, der skal bekræftes og en masse, der tigger efter at blive skrevet.

Jeg fik Dansk Præmatur Forenings blad “Livsbladet” med posten den anden dag. De har mit indlæg om mødre til for tidligt fødte på de første sider, og jeg er stolt og taknemmelig over, at de fik øje på mit indlæg, og havde lyst til at trykke det. Skyld og sorg er en uundgåelig og naturlig del af livet, og ingen kan tage følelserne fra os, men vi kan hjælpe hinanden med at bære dem; vi kan løfte en stor del af læsset fra hinandens skuldre blot ved at anerkende, at de er der og ved ikke at glemme dem, men derimod blive ved med at spørge og vise omsorg.

 

Los Angeles er landet midt i vores liv

Der er virkelig langt fra Los Angeles til Ærø. Faktisk har jeg lyst til at skrive, at det er omtrent verdens længste rejse, men det er nu alligevel ikke helt rigtigt. Langt er der dog; fra en toværelses lejlighed med en stribet cat på sofaen i Hollywood til det her gamle husmandssted med seks mennesker og en stribet kat på gårdspladsen på Ærø. Fly fra L.A. til NYC så videre med Norweigan til Island og dernæst Kastrup Lufthavn og så med tog til Odense og derfra tog til Svendborg. Til sidst færgen, men når man sidder på den, er man her praktisk taget allerede, og som min besøgende veninde, Katie, siger, så ville hun ønske, at den sidste del af rejsen foregik på æselryg “det ville passe til konceptet.”

Katie ankom i mandags, med tre store kufferter og en masse gode historier, og bliver i en uge, og hun har gjort det før. Lige netop det med færgen har hun dog kun gjort en enkelt gang før, det var sidste år, da vi havde boet på Ærø i nogle måneder, men før da var hun i Svendborg en del gange og før da København. Hun er med andre ord en fast gæst her i huset, og egentlig er der nok ikke mange mennesker, som vi ser så mange timer årligt, fordi det jo trods alt er de færreste, der bor her i en uge.

Katie synes, Danmark er helt fantastisk – og helt fantastisk underligt. Hun og jeg har kendt hinanden så længe nu, omtrent halvdelen af vores liv, at hun ikke undrer sig over mig eller mit liv mere, men der er alligevel adskillige gange hver dag, hvor noget kommer bag på hende. Som da hun stod op i formiddag, og vi fortalte, at Juno lå ude i sin barnevogn, og sov. Den virker hver gang: hun griner højt, og løber ud for at fotografere det. “Ingen derhjemme tror på, at I lader jeres børn sove ude i kulden.” For nogle år tilbage var hun med mig nede og hente Storm i vuggestuen, hvor de havde et krybberum til børnenes barnevogne. Hun var oprigtigt chokeret over konceptet. Og det er godt. Det er bevidsthedsudvidende, og hun tager det til sig, og integrerer bidder hist og her i hendes liv langt borte.

Katie og jeg mødte hinanden, da vi begge boede i New York, og arbejdede side om side på en hjemmeside, som var en af frontløberne for facebook. Hun fortæller altid, at hun hadede mig først, og hun siger, at det var fordi, jeg var flot, og altid gik i catsuits, og stod på rulleskøjter på arbejde og spiste chokolade med kinesiske pinde, men det kan jeg ikke huske noget af. Jeg kan til gengæld huske, at hun var sjov og hurtigtsnakkende, og jeg ville ønske, vi kunne være veninder, og en dag lykkedes det på trods af hendes forbehold. Det viste sig, at vi boede et par hundrede meter fra hinanden, og så kunne hun ikke slippe for at snakke med mig. Derefter var vi uadskillige i tre-fire år, indtil min mor ringede, og sagde, at min bror havde fået kræft, og 24 timer efter var jeg fløjet. Jeg efterlod de fleste af mine ting hos Katie, som følte, at hendes liv også faldt fra hinanden, og kort efter flyttede hun til L.A. Jeg besøgte hende en del gange siden, både i New York og L.A., men hun har efterhånden besøgt mig mest, og i hvert fald siden jeg blev mor. Jeg har kun været i New York to gange på de otte år, og nu bor hun så i Los Angeles, og det er aldrig dér, jeg har lyst til at tage hen, når vi tager ud i verden som familie. Der er andre ting, jeg hellere vil, både fordi jeg har tilbragt en del tid i USA allerede, men også fordi jeg ikke synes, det er hverken afslappende eller sjovt at tage til den slags by med små børn.

Heldigvis kommer hen gerne den anden vej med alle sine L.A. historier og alle sin kram og gaver til børnene, og de flokkes om hende, og lægger puslespil med hende, og hun er med i børnehaven og med på legeaftaler og med i Brugsen, og hun er efterhånden fuldkommen integreret i det hele, og så er hun sådan én, som man bare skal stille et spørgsmål, og så kommer resten af sig selv. Hun fortæller gerne om sin familie i Florida og om alle årene i New York. Hun fortæller om sit job på Netflix, om sin kat, sin pilatestræner, vennerne, kollegaerne, Hollywood, filmene, det hele. Men om aftenen er jeg som regel fyldt op til at kunne rumme så mange ord, som hun gerne vil sige, så i aftes så Kristian, Katie og jeg den nyeste Werner Herzog om vulkaner, og måske genser vi de sidste afsnit af den nye serie “The OA”, som Katie ikke har set endnu (begge dele er på Netflix, og begge dele er gode). Shhhh, siger min hjerne. Jeg kan godt snakke om aftenen, men ikke så meget. Og slet ikke når vi stadig har syge børn herhjemme.

I weekenden tager Katie og jeg til København en enkelt overnatning, før hun flyver hjem fra Kastrup, men inden da stiller jeg hende nogle spørgsmål, og lægger dem op her på bloggen. Det er altid interessant at få nogle flere helt anderledes input fra en verden, som indimellem er næsten en kontrast til vores liv her i “verdens ende”,  som Katie kalder Ærø…og Danmark i det hele taget.

Lidt nyt sker der jo i 2017

Så er det nye år i gang med hverdag og alt muligt, og det er rart og godt, og jeg fornemmer, at mange glæder sig over hverdagens rytmer og forudsigelighed.

Herhjemme er der dog ikke meget hverdag over lige præcis i dag. Faktisk er der ikke hverdag over ret mange af vores dage, men vi har bestemt, at vi vil have mere struktur fremover, og så opstår der vel nok en fornemmelse af forudsigelighed og gentagelse. Om lidt i hvert fald. Lige nu er Kristian nemlig syg, og Live er syg, og jeg er ved at komme mig, og Juno er vist kommet sig, og jeg kan høre snøften i baggrunden og indimellem piber en lille feberramt fireårig stemme “må jeg få noget pære – uden skræl” og så drøner jeg ud i køkkenet, for hun skal have alt, hun beder om, den lille patient. Hun er så sød og beskeden. Og ligbleg.

Og så har vi Katie, min amerikanske veninde, som er kommet til Danmark fra LA, og som skulle være ankommet her hos os i aftes, men som også blev syg, og måtte checke ind på et hotel i København: Hun er på vej nu, og står af færgen her på øen om et par timer. Så længe hun er her, lader hverdagen nok vente på sig. Og vi glæder os alle sammen til hendes grin og kram (og gaver, siger børnene).

Men, når hverdagen (eller vores version af den, i hvert fald), kommer, så skal der ske nogle andre forandringer, som jeg er mere eller mindre henrykt over.
Den største er, at jeg……jeg vil gerne stoppe med at spise så meget sukker. Og jeg kan virkelig næsten ikke en gang skrive det her, fordi jeg ikke har lyst til at forpligte mig, fordi jeg ved, hvor afhængig jeg er. Altså, helt vildt afhængig. Ikke “et stykke chokolade et par gange om ugen”-afhængig, men “mega meget chokolade hver dag de sidste ti år”-afhængig. Blot tanken om et fuldkomment stop tager livslysten fra mig. Chokolade er min bedste ven om aftenen, når jeg, komplet udmattet, kommer ned fra putningen af fire børn, og har lyst til at nyde nogle timers voksentid, før jeg selv skal sove. Chokolade er det, jeg tænker på, når jeg i løbet af dagen er fuldkommen tarveligt presset af det der med, tja, altså det der med at have fire børn og et hus og en kompostbunke og en kat og vasketøj og gulve som skal støvsuges osv. Når jeg står midt imellem tre børn, der skændes, og aftensmad ud over hele spisebordet, så tænker jeg på chokolade. Og jeg kan være nok så hellig først på dagen, jeg kan godt beslutte mig kl. 06 for at køre den hjem, men når jeg har puttet børn, og kun behøver tænke på mig selv i nogle timer, så er jeg kold overfor tidligere tiders fornuft. Det skal, med andre ord, blive spændende om det lykkes. Ikke mindst set i lyset af, at jeg allerede har spist pålægschokolade i dag..

Der skal også ske en forandring med vores hus i år. Faktisk skal der ske en del: Nyt tag på hele hytten, nyt mega musikstudie på det loft, der hidtil blot har stået tomt, ny handicapvenlig entré, to nye børneværelser, et par vinduer og så det løse. Men, det er jo ikke noget, jeg skal være involveret i som sådan. Jo, jeg skal sikkert lave kaffe til håndværkerne indimellem og bage en kage fra tid til anden, og så skal jeg håbe på godt vejr og glæde mig. Det er spændende, og det er nødvendigt, og det nye studie bliver virkelig lækkert, og Kristian skal bruge det hver dag, men vi skal også bruge det i fællesskab hver måned, når vi afholder camps for unge mennesker under vores “Huset Humaidan“-arbejde, hvilket er én af de ting, jeg glæder mig aller mest til i 2017: at arbejde videre med dejlige, forskellige, seje unge mennesker, som om nogen fortjener gode oplevelser, oprigtig interesse og nærværende voksne.

Og så er der det med skrivningen: Det skal skemalægges mere, og jeg skal fortsat prioritere det. Hvis bloggen skal fortsætte (det skal den jo!); hvilken plads skal den så have i mit liv, og hvad er fremtidsplanerne for den iøvrigt? Hvad med mine bogprojekter: hvor ofte skriver jeg på dem, og hvad gør jeg for at få det ud i verden? Jeg håber, nogle af svarene vil give sig selv, når hverdagen for alvor kommer; når vi får sat mere struktur på, og når 2017 er bare lidt ældre end i dag.

Dog er det aller vigtigste i år, at der ikke sker ret meget iøvrigt. Og det mener jeg virkelig, og jeg tror egentlig også, at det kommer næsten af sig selv. Vi skal ikke på lange rejser, vi skal ikke have nye kæledyr, flytte, skifte jobs eller udvide familien. Og jeg er blevet meget bedre til at rette mig efter, hvad jeg har lyst til og overskud til. Sidste år, som var et år, der lærte mig om begrænsninger, har gjort det tydeligt, at jeg skal sige fra indimellem, og at jeg skal lytte til mig selv. Jeg kan stole på, at når jeg mærker “ja”, så er det ja, og når jeg mærker nej, så er det også okay. Det er okay at sige nej.

Hvordan er det for jer så småt at tage hul på hverdagen?

 

Mine meget forskellige nytårsaftener

2016 startede ved lyden af Jack Johnsons rare melodier, hans betryggende stemme. Jeg vidste helt instinktivt, da Juno var nogle dage gammel, at jeg skulle høre musik, og jeg fik den tanke, at det skulle være Jack Johnson, som jeg ellers ikke har hørt meget før. Men hans “In Between Dreams” og “Jack Johnson and Friends”-albums blev soundtracket til de måneder, hvor jeg havde brug for at føle mig som på en svævende sky; jeg havde brug for at blive holdt om, og det gjorde den musik. Og så, her til morgen, da Juno og jeg vågnede tidligt med hoste og røde kinder, havde vi nok lidt brug for noget af det samme, så jeg tændte for Jack Johnson på anlægget i stuen, og vi genkendte straks begge to musikken, og så sad vi der med billedbøger, snotklude og appelsiner, og fik det bedste ud af at være alene i verden for en stund.
Da hun skulle sove, trillede jeg en tur med barnevognen, og det første stykke tid sad hun i vognen og kiggede. Vi kom forbi vores egen grund, og gik langs marked ved siden af, og pludselig lød der en høj lyd; som en bil der ræser af sted på et fladt dæk “flap – flap – flap” og med ét var himlen sort at store, mørke fugle, som havde siddet på marken, og som var lettet i det, vi nærmede os. Vi stod stille, og lyttede til deres vinger, så på det enorme virvar på den støvede himmel.

I aftes, da jeg sad for mig selv og slappede af i sofaen, tænkte jeg på mit livs nytårsaftener, som har været meget forskellige. Jeg husker mange af dem, sådan set. Jeg husker en nytårsaften som barn, hvor der gik ild i vores altankasse, og min far ikke ville tro mig, før jeg råbte, at han skulle se derover, og han satte i løb, så snart han så flammerne, som slikkede mod vinduet, og kort efter slukkede han forpustet branden ved hjælp af en vandkaraffel gennem køkkenvinduet.

Jeg husker nytåret i 2003; øjeblikket da mine søskende og jeg stod midt på Brooklyn Bridge klokken 00:00, og det gik op for os, at fyrværkeri var ulovligt i New York City. Jeg husker, hvordan vi skreg af grin, og gik tilbage over broen mod subwayen og tog hjem til min lejlighed i Brooklyn. Jeg husker hvilke frakker, mine søskende havde på, deres benovede blikke over den store by. De var 15 og 17 år, og vores forældre havde foræret dem billetterne til den to uger lange tur.

Jeg husker en nytårsaften i gymnasietiden, hvor min veninde, Marie, og jeg aftalte af være kontrære og gå i seng før midnat. Vi var nu altid kontrærere, hun og jeg, så det i sig selv var der intet overraskende i, men det var alligevel en anderledes fornemmelse at krybe under dynerne, i hver vores side af min seng, og falde i søvn – midt i Aarhus by – knap en time inden, fyrværkeriet for alvor tog fart.

Siden da har der været mange nytårsaftener: én med vores etårige Storm, som spiste så meget sushi, at man skulle tro, han ville revne. Det var dengang, vi boede i København, og lejligheden på 4. sal var fuld af gæster; mange af de venner, som vi kender endnu, men som vi ikke ser ofte, var der dengang. Der har været rolige nytåraftener med vat i børnenes ører; nytårsaftener med mine søskende, te, kransekage og brætspil og sidste år var vi bare os selv, her i huset på Ærø: en 13 dage gammel baby, de tre andre børn, Kristian og jeg.

I aftes var jeg hjemme med Juno, som var syg, mens resten af familien festede dagen lang på Sjælland i selskab med nogle af vores bedste venner. Og jeg nød stilheden, når nu det skulle være. Næst efter en nytårsaften med børnene, kunne jeg ønske mig sådan en stille aften, og det fik jeg. Køleskabet var tomt (vi skulle jo have været af sted alle sammen), så Juno og jeg kørte i Netto i Ærøskøbing og videre til Købmandsgården (efter gedeost og deres udsøgte løgkompot), og Rikke, som driver Den Gamle Købmandsgård, fik måske lidt ondt af de to forkølede væsener, som stod der foran disken med røde øjne, så hun rakte mig en luksus-romkugle fra montren, og sagde: “min nytårsgave til dig,” inde hun sendte os hjem med et kram.

Da vi var hjemme igen, og jeg havde pakket varerne ud med Juno på hoften, ringede vores gode venner, og fortalte, at de havde besluttet at rykke deres kæreste-nytårsaften hjem til Juno og jeg. “Vi kommer med mad og det hele,” tilbød de, og jeg kunne mærke deres omsorg og oprigtighed langt ind i hjertet. Men jeg takkede nej (og måtte endda være lidt stædig, for gode venner giver ikke lige sådan op). Jeg var for sløj til at have gæster, og tanken om ro var som en rensende kilde forude. Og så, klokken 18, så jeg billygter i gårdspladsen, og ud af bilen stod en anden kær ven bærende på en stor foliebakke med den fineste hjemmelavede sushi, en friskbagt bolle til min morgen-the i dag og et ønske om god bedring og et godt nytår. Og jeg gav ham et kys på kinden, han skyndte sig hjem til sin familie og deres gæster, og så snart Juno sov, satte jeg mig med det hele, og følte mig noget så heldig.

I går var ikke mit livs bedste nytåraften, heldigvis, tør jeg godt sige, men det var en rørende og varm aften; hvor er det rørende, at så mange er der for mig, det føles som den reneste livskvalitet, og da jeg lagde mig i seng klokken 22, sendte jeg alle i mit liv en varm tanke (og så var jeg iøvrigt taknemmelig for at bo så langt ude på landet, at jeg ikke hørte meget mere end en håndfuld raketter hele aftenen, så Juno sov uforstyrret uden vat i ørerne). Nu glæder jeg mig, til de andre fire kommer hjem senere i dag, og i aften får vi besøg fra USA: min kæreste veninde fra de fire år, jeg boede i New York, er i Danmark på sit årlige visit (og ja; det er virkelig dårligt planlagt, at hun kommer i forlængelse af en 14 dage lang juleferie med gæster og ture ud af huset, men når nogen ønsker at rejse fra Los Angeles helt til Ærø bare for at se mig og min familie, så står man klar med åbne arme).

Hvordan var jeres nytårsaften? Og er der noget nyt, som I skal tage hul på her i 2017?

Om Ærø-venner, familiebesøg, juletræ, kaos og fællesskab

I eftermiddag har vi en aftale med en familie her på Ærø, som vi har lært at kende over det sidste halve år. Vi skal mødes hos dem til boller og leg og snak, og det er den slags uformelt, ærligt samvær, hvor ungerne taler i munden på hinanden, spørger om tusind ting, rækker hen over bordet, spiser kiks ovenpå ostemadder, og så pludselig farer af sted, og vi voksne sidder forpustede tilbage, og snakker, og spiser også, og rejser os på skift for at følge nogen på toilettet, skifte bleer, udrede kriser mellem ungerne, og selvom vores venskab er nyt, kan vi tale om alt, og det lader sig gøre selv midt i alt det andet.
Men inden da skal vi forbi vores dejlige nabo på 87. Hun har inviteret på nytårs-gæstebud, og jeg glæder mig til at ønske hende et godt nytår og takke for det, der snart er gået, for hun er en vidunderlig nabo; altid ude i haven, altid klar til at dele en spand kaffe, altid kysser hun vores børn, og fortæller med sin klare stemme om livet der var, og livet som er. Hun er høj og slank og stærk som en okse, og hun holder hele det lille husmandssted selv, efter hendes mand døde for to år siden. Hun er vokset op på stedet; har altid levet med udsigten over markerne og over vandet til Svendborg. Hun kender den runde hønsegård og bedene op mod grusvejen så godt som sine velstrøgne bukselommer. Hun kender de fleste på øen, vil jeg tro, og de fleste kender hende. Vi er taknemmelige over at være nogle af dem, som får del i hendes værdifulde tid.

Og, ja, nu er nytåret lige om hjørnet, og jeg kommer til at tænke på, at det kun er godt og vel halvandet år siden, vi flyttede til Ærø. Om et par uger er det fem år siden, Kristian og jeg sammen besøgte Ærø for første gang, jeg var gravid med tvillingerne, og vi gik lange ture i frostklædte Ærøskøbing. Luften var ren, stilheden en skønhed i sig selv. Vi besluttede at blive gift her på øen, og et par år senere blev det virkelighed. Hurtigt fik vi et netværk herovre; i processen med at arrangere brylluppet opstod adskillige varige venskaber, som vi plejer året rundt, og der kom bekendte til, som vi glæder os over.

De seneste tre-fire dage har mine søskende og deres kærester besøgt os. Vi har haft nogle dage præget af mange børn og af en ubrydelig lyst til at samtale. Om aftenen er vi kollapset med te og brunkager, og har spillet spil og set et enkelt afsnit af den nye Planet Earth (som er helt utroligt smuk), og dagtimerne er gået med madlavning og samtaler spredt ud over halve døgn, fordi afbrydelserne er uendelige, når der er adskillige babyer og en del børn tilstede. Vi har taget pynten af juletræet, og hugget det til brænde, og aftalt at næste år køber vi ét med rødder, som kan plantes ud efterfølgende, og en enkelt voksen har badet helt rigtigt i havet, mens én af ungerne løb ud til anklerne, og råbte “Det var nok!” Det har været kaotisk og her har rodet vildt (og gør det endnu, tildels), men det har mest af alt været rart og dejligt, og jeg er meget taknemmelig for at have familie, som føler sig så hjemme hos os, at de kommer ofte, og som jeg føler mig så hjemme med. Men en del af virkeligheden er også, at de alle sammen bor langt væk fra Ærø (indtil videre, i hvert fald), og derfor betyder det ekstra meget at have venner her på øen, som en slags udvidet familie, i hverdagen.

Vores flytning til Ærø betyder meget for vores liv. Det er ikke den eneste faktor, men jeg vil alligevel sige, at det er definerende for et liv at bo her, ikke mindst når det er et aktivt valg, som det er for os. Jeg tror, vores hverdag er anderledes, både end den var før, vi flyttede, men også end den ville have været nu, hvis vi boede et andet sted. Der er noget med den tætte forbindelse til de andre øboer og afstanden til alle dem “på den anden side”. Noget med, at vi i sidste instans er alt, hinanden har, sådan sat lidt på spidsen. Derfor er man ikke blot endnu en forbipasserende, endnu en del af et uoverskueligt myrer-mylder, når man krydser hinandens vej, og derfor skrev jeg på en Ærø-facebookside, at min søster havde glemt nogle ting hos os, da hun var taget hjem, og spurgte, om nogen skulle mod Aarhus inden nytår (hun havde blandt andet glemt den pailletjakke, som hun skal have på nytårsaften, så det hastede på sin vis), og der gik mindre end en time, før to havde tilbudt at tage tasken med. Og dét er vildt typisk Ærø, men det er sikkert også typisk så mange andre steder – faktisk er jeg overbevist om, at det er menneskets natur: Intet føles bedre end at gøre noget for andre, men i meget store befolkningsgrupper, i byerne med andre ord, kan det virke fremmed, uoverskueligt, utrygt og underligt at bede om hjælp på den måde – ud i det åbne, uden at kende hinanden forud. Defor danner vi små fællesskaber i vores liv; på arbejdet, i fritiden, på internettet, hvor vi føler os som en del af en gruppe, og der kan vi dele mere.
Sådan synes jeg, det er at bo på Ærø: Som ét stort-lille fællesskab vævet sammen af geografisk nærhed, en fælles forståelse for vores vilkår (vi skal sejle for at komme herfra) og en omsorg for stedet her.

Hvilke fællesskaber har I i jeres liv? Hvem er jeres naboer?

Dem, man bruger sin tid med

Ud af juledagene træder vi, stadig indhyllet i den duft, den stemning, der nærmest som en dis af genkendelighed, nærmest som noget ufravigeligt, har ligget omkring os. For mig er julen altid bedst dagene efter juleaften: Disse stille døgn holder jeg af, selvom de naturligvis slet ikke er stille hjemme hos os, men derimod fulde af råb og grin og gråd, men også lettelse. Vi ånder ud, alle sammen, og leger med de nye ting, taler med hinanden, spiser rester, bager brød. Mine søskende og deres kærester samt min lille niece er her, så vi snakker dagen lang alle sammen på kryds og tværs, og om aftenen drikker vi litervis af te, spiller spil, spiser karameller, og det er efterhånden en vane i år, at et par af os med pandelamper i mørket henter katten hjem fra dagens gåtur, hvor den glemte at følge efter os på vejen hjem, mens andre skriver, eller læser højt for hinanden.

Julen handler om fællesskab og samvær, uagtet at det er en smertelig sandhed for de, der er ensomme, eller som har én de savner i denne tid. Vi kan føle, at alt er sat på spidsen i julen; vores indbyrdes relationer kommer på prøve, vores rummelighed og sammenhængskraft testes i tolkningerne af de traditioner, som tiden er bundet op omkring, og for nogle er julen den sværeste tid på året; en tid med skuffelse, angst eller skummende vrede under overfladen. Sådan er det ikke i mit liv, men jeg har alligevel tænkt, at det passer fint at bruge dagen i dag på at skrive om et emne, som altid er aktuelt for mig; nemlig relationerne i mit liv og den uundgåelige prioriteringen og løbende udvikling af dem.

Det er et evigt nærværende tema, det med at prioritere hvem vi bruger vores tid på og hvordan. Ingen har mulighed for at se alle, og jeg har måtte erkende, at jeg reelt kun har tid til at se ganske få. Sådan er det uundgåeligt, når tiden ikke er uendelig; når man har mange ting, der hiver i én og meget som fortjener opmærksomhed. Derfor er jeg nødt til at prioritere, og det er uden tvivl en god evne at have – men også én, som jeg stadig arbejder på, selvom tanken har været med mig i nogle år efterhånden.

Kristian og jeg har længe talt om balancen i vores relationer. Vi har talt om, at der skal være en ligeværdig intention, for man kan køre sur i de forhold, som reelt set ikke giver nogen af parterne noget. Kristian er ret god til det med at mærke efter og handle på det, når noget er uligevægtigt, og jeg arbejder på ikke at havne i relationer, som bygger på en misforståelse, eller hvor samværet kræver meget mere, end det giver af alle involverede. Jeg tror, at når man føler den ubalance, så går det som regel begge veje, men fordi vi så nødig vil såre nogen, bliver vi indimellem i venskaber, der burde ebbe ud for alles bedste.

Noget andet jeg øver mig i, er at tage imod. Ræsonnementet er dette: Hvis nogen får noget fra mig, må det være fair, at jeg også får noget fra dem til gengæld. Ikke hver gang, ikke i et størrelsesforhold 1:1, men om ikke andet så i følelsen af at være værdsat. Kald det en naturalieøkonomi, om du vil, hovedsagen er, at jeg arbejder på ikke længere at bruge en helt masse energi på at hjælpe nogen, som ikke synes, det er meget værd at give noget igen.

Det er klart, at regnskabet ikke til alle tider står lige i relationerne i vores liv. Indimellem vil vægtskålen tippe til den ene siden og andre gange til den anden, men det bemærker man ikke i en relation, som i udgangspunktet er harmonisk. Men fordi jeg ønsker først og fremmest at kunne være der for mine nærmeste, skal jeg passe på mig selv. Sådan er det bare; egenomsorg kommer i udgangspunktet først i mange relationer, fordi vi ikke kan være noget for nogen, hvis vi er kørt tør for energi.

Derfor har jeg det alligevel sådan, at jeg vil være der for mine medmennesker, og jeg vil rumme, være kærlig og modtage andre med omsorg og velvilje. Jeg vil, at mine børn ser deres forældre gå ud i verden med åbne arme; at de ser os hjælpe andre, sætte os selv til side, og oplever glæden i at give, fordi det er en den mest værdifulde udveksling overhovedet.

Samtidig skal mine børn lære at passe på sig selv, for det lærte jeg for sent. Mine børn skal lære at mærke forskel på mennesker, som vil dem det godt og på dem, der ikke vil det. Jeg ønsker, at mine børn erfarer, at det er okay at være alene indimellem, og at man kan være tvunget til at vende sig mod nye potentielle relationer, hvis dem man er i, ikke er gode for én.

I forbigående bekendtskaber stræber jeg efter at rumme meget, og jeg træder gerne en plads tilbage i køen, jeg holder gerne døren, smiler oprigtigt, ønsker kassedamen en god dag selvom, og min intention er som udgangspunkt at sprede håb og glæde. Derude, hvor vi ikke binder os til hinanden for lang tid, kommer man langt med et smil og et anerkendende nik. Men på hjemmebanen, i mit private liv og i de relationer, som jeg bruger tid på, er jeg ved at lære, at der skal være en ligeværdig interesse og velvilje, hvis ikke jeg skal løbe tør.

Hvilke relationer giver dig mest? Har du mennesker i dit liv, som tager mere, end du får igen? Hvad tænker du om det med at skabe balance i sit sociale liv?

 

Glædelig jul – og tak

Så sidder vi her, os to gamle gubber, og lægger sidste hånd på julen. Kristian er i gang med morgendagens skattejagt, som naturligvis ender under juletræet (klokken meget tidligt, uden tvivl), og jeg har tegnet et gavekort til børnene på deres fælles julegave. Der er risengrød på komfuret (og vi debatterer løbende, om den er vellykket, eller om jeg måske glemte den sidste omgang mælk.) Om lidt tager vi en plade chokolade under armen, og sætter os, og ser Hobitten, for Tolkien har været én af vores juletraditioner i snart et årti, og jeg vil ikke undvære det for noget. De stunder, hvor vi sidder tæt, og bare er, og sammen forsvinder ind i et univers, der er langt fra her, men som alligevel rummer meget af det samme lys, og det samme mørke, som livet byder på.
 
Tænk, for tre måneder siden startede jeg min blog. Det er jo ingen tid overhovedet, og alligevel betyder den allerede meget for mig. Jeg nyder den udveksling, som jeg har med mange af jer, og jeg er taknemmelig for at have dette sted, hvor jeg kan skrive ganske ofte, og hvor jeg kan se, at flere og flere hægter sig på. Tusind tak for det. Hver eneste læser, hver eneste deling hver eneste kommentar gør mig glad.
 
Rigtig glædelig jul – vi ses på den anden side til fortsatte skriverier om livet i stort og småt.