Jeg gik ikke fakkeltog, men der er et lys tændt i mit hjerte

I aftes var der fakkeltog spredt over hele landet. Hjerteskærende rapporter fra Aleppo har efterladt mange med ømhed og smerte indeni, og vi kan føle os magtesløse. Mange skrev, at deres dage går i stå, de glemmer, hvad de havde så travlt med, kan ikke finde fokus i de vanlige gøremål med billederne fra krigszonen på nethinden. Og jeg nikker genkendende til tilstanden, jeg kender den modløshed og dybe afmagt, der kan rulle ind over én, når man er vidne til noget så forkert, som samtidig er så langt væk og så uendeligt svært at gøre noget ved.

Derfor fakkeloptogene. Derfor vores opsang til politikerne, folkets bøn om handling. Et råb om ansvarlighed, næstekærlighed, medmenneskelighed.

Men i går blev jeg ikke overmandet af magtesløsheden. Ikke fordi jeg føler, jeg har direkte indflydelse på Aleppo, jeg var ikke en gang i nærheden af et fakkeltog i aftes, og lysene i min vindueskarm stod der også aftenerne før og sågar alle vintre før denne. Men lyset i mit hjerte brænder, og jeg tænker på noget af det, som Søren Hauge sagde i portrættet her på siden i går om at sprede lys og glæde og håb. Han sagde, at vi kan ændre verden. At hvert enkelt menneskes indflydelse er enorm. Og det tror jeg på; jeg mærker det, når det ene menneskes handling influerer den næste, og det spreder sig som ringe i vandet, indimellem hurtigt og uden den mindste tvivl.

Men min indflydelse bliver mindre, den krymper og bliver paralyseret, hvis jeg lader mig overmande af følelsen af, at jeg ikke kan stille noget op. Hvis jeg tager nyhederne fra de enorme uretfærdigheder helt ind, og lader dem fylde mig op, lader dem vælte mig omkuld, lader dem tage min energi, mit overskud, min kærlighed til livet, så gør jeg intet. Så sidder jeg som forstenet i min sofa med store øjne, og ved ikke, hvad jeg skal. Så glemmer jeg, at jeg kan gøre en forskel. At jeg med hver beslutning i mit liv – lige fra det, jeg putter i indkøbskurven, til min væremåde, mine prioriteter, min energi, mit udtryk – påvirker det, der er omkring mig. Jeg kan uanset hvad ikke rejse til Aleppo, jeg kunne heller ikke gå fakkeltog i går, men jeg kan sende støtte økonomisk, og jeg kan sende bønner og stå klar til at trøste, jeg kan gøre mit bedste for at sikre en bedre verden gennem min afsmitning på mine børn og alle andre omkring mig. Og det kan du også. Vi kan alle sammen forandre verden. Alt det kræver, er mod og håb og det har vi indeni.

Hvem er du?

Ja, hvem er du?

Et uendeligt nuanceret, konstant omskifteligt, altid relevant og som regel helt umuligt spørgsmål at svare på.

Og alligevel spørger jeg, fordi det er så spændende: Hvem er du?

I dette øjeblik, måske? Hvem er du set indefra? Set over hele dit liv indtil nu? Hvem er du lige i dette sekund, på dette sted i dit liv? Hvem er du i dine drømme – og om ti år?

Jeg spørger, fordi jeg elsker at høre om andre mennesker – i lange træk og i brudstykker. Fordi det er interessant, hvad vi vælger at fortælle om os selv.

Hvem er jeg? Lige nu på denne morgen er jeg træt og lettet og fuld af taknemmelighed over dagen, som ligger foran mig. En forkølelse er ved at slippe sit udmattende tag i min krop, og selvom min nat har været både kort og afbrudt, ser jeg med glæde frem til adskillige timers skrivearbejde med musik i ørerne, te i koppen foran mig. Jeg er en mor, som netop har afleveret to børn i børnehave, hvoraf den ene var trist, og det sled i mit hjerte, som stadig er ømt. Derfor er jeg også hende, som i morgen tager på tur med samme barn for at give hende noget af den alenetid, som hun måske har savnet, siden hun blev storesøster. Derfor er det endnu vigtigere for mig at udnytte min arbejdstid i dag.

Lige nu er jeg også ved at komme i julestemning, og det glæder mig. I år skal vi for første gang fejre en julefødselsdag herhjemme. På søndag fylder Juno et år, og af én eller anden grund passer det mig rigtig godt, jeg som havde troet, det ville være lidt en udfordring med et julebarn. Men jeg glæder mig meget, rigtig meget. Måske fordi det er en lille fejring, vi har planlagt; vi har kun inviteret ganske få, da julen jo venter om hjørnet, og det er overskueligt og rart, ikke at skulle være så mange på én gang. Måske er det også fordi, det føles så oplagt at fejre det lille, smukke menneske som hver dag kommer med så meget glæde til os alle sammen, netop som julevarmen allerede er i vores hjerter. Hun er i sig selv et julelys.
I aftes så Kristian og jeg “Et Juleeventyr” (på Netflix), mens der var levende lys overalt i stuen, og vi spiste marcipan og chokolade, og godt nok nåede vi ikke så langt i filmen, for børnene hostede og kaldte på os, men det var rart at sidde og se sneen dale på skærmen, mens den gamle mand forvandlede sig i takt med historiens udvikling.

Hvis jeg skulle svare kortere, ville jeg sige: Jeg er Maj, og jeg er i forandring. Jeg er fuld af håb og indimellem er jeg træt og fuldkommen overvældet af det her liv. Jeg er nogens mor og nogens hustru og nogens datter og søster og veninde. Fremfor alt er jeg mig, og jeg gør det, så godt jeg kan.

Vil I fortælle lidt om, hvem I er, jer der læser med? Hvem er I i dette øjeblik? Hvem er I set indefra? Set over hele dit liv indtil nu? Hvem er I lige i dette sekund, på dette sted i jeres liv? Hvem er I i dine drømme – om ti år? Det behøver ikke være mere end et par ord, en enkelt sætning. Men det må gerne være en længere fortælling.

Jeg håber, I vil svare her eller på facebook.

 

Jeg er alene

Jeg sidder i vogn 82 på toget mod Aarhus. Det er næsten halvandet år siden, jeg har kørt med tog sidst. Kan det være rigtigt? Min hjerne roder efter modsigelser; Jeg, der før har levet på tog mellem landsdele, på metroer mellem bydele, på fly mellem kontinenter. Halvandet år siden jeg sidst har kørt med tog i Danmark? Og jeg er her uden børn. Helt uden børn, uden mand, uden nogen andre end mig selv, og hvis ikke det var for alle de ubrydelige tråde i mit hjerte, som det trækker i med mellemrum, ville jeg kunne fortsætte længe. I ugevis, månedsvis. Jeg kunne køre, vuggende, læsende, skrivende, sovende, tænkende, drømmende, gennem landet, over grænser, ind på ukendt terræn. Men for nu holder jeg mig til det velkendte, til fødebyen, og til en overskuelig tidshorisont, et døgn, og jeg har kun én bog med, som jeg vil læse, og en enkelt som jeg vil skrive videre på, og jeg skal kun se ét menneske, min søster. For roen og ensomheden er som en magnet, det er det eneste, jeg virkelig higer efter. Jeg er træt, og jeg er glad, men også sårbar og lidt flosset, og nu skal jeg spise god mad – flere gange i dag – uden at have nogen på skødet, og jeg ved godt, at Kristian og jeg lige har været på kærestetur, og jeg ved, at nogle aldrig tager den her slags dage, og de klarer det jo alligevel. Vi er forskellige, det er vi virkelig, os mennesker, og vores vilkår er forskellige. Og jeg kunne også klare mig uden det her døgn, men jeg vil helst ikke. Jeg vil gerne mere end “klare mig”. Jeg vil gerne lige lidt ovenpå, gerne lige sove ud, gerne skrive igennem, læse uafbrudt, som jeg gjorde i onsdags på sygehuset, mens Juno sov, og jeg holdt hele øje med hende og lyttede til hendes vejrtrækning samtidig, jo. Jeg vil gerne læse uden andet, og nu er Kristian sammen med Juno, og senere kommer bedsteforældrene, og henter de tre andre, og så bliver de samlet derhjemme alle sammen, og der er et brev fra nissen, det ved jeg, og de skal have bedstemors frikadeller, og farfar vil nok fortælle en masse historier, og Kristian har lovet drengene at læse Harry Potter færdig (de mangler kun halvandet kapitel), og mon ikke pigerne tegner eller bygger Duplo imens. Og alt det sker, mens jeg er væk. Mens jeg går rundt i Aarhus, mens jeg sætter mig på en café, mens jeg køber en fødselsdagsgave til Juno, mens min søster og jeg snakker. I aften går jeg til min fætters lejlighed, som jeg har lånt, og låser mig ind, falder i en dyb søvn, og så sover jeg længe, og i morgen tager jeg toget hjem igen.

Her er mange mødre på toget, og fædre vil jeg tro, men det er nu mødrene, der går rundt med børnene, og jeg ved ikke, om man kan se, at jeg har børn? Det er så pudsigt det der med at træde ud i verden og være neutral. Eller, i hvert fald knap så tydeligt beskrevet, som når man går rundt i sine vante cirkler med nogle børn ved siden og en stak biblioteksbøger i favnen, eller når man står et sted, og snakker, og alle lidt ved, hvem man er, eller i hvert fald hvor man kommer fra. Her på toget, på perronen, på færgen, i byen, er jeg bare et menneske. Et helt almindeligt, helt ubemærket menneske i mørkeblåt tøj og med en bog og en computer og nogle karameller og en flaske vand. Ej, karamellerne er blot papir nu, resten er i min mave. Jeg er ved at lære, at man ikke kan dømme ret meget fra det, man ser. Eller det man lige hører. At vi alle sammen rummer en historie, at man bliver overrasket de fleste gange, når man spørger ind til et menneskes drømme, tro og liv. Hold op hvor er jeg blevet overrasket – hundrede gange, tusinde måske. Det er noget af det bedste ved livet, synes jeg. Al den dybde og mening og skønhed – og smerte og sorg og håbløshed, men det er en del af hele billedet og vi er sat sammen af mange brikker, hver og én af os

Hvad laver I i dag, på denne decemberfredag? Hvornår er I sidst blevet overrasket over et andet menneske?

Når man bliver bange og taknemmelig

Børnemodtagelsen, OUH. Afdelingen med alle de farverige vægmalerier og legetøj ad libitum.

Der har vi været det meste af dagen, Juno og jeg. Og mange andre, for den sags skyld, for der er run på – døren går hyppigt, og ind træder forældre med et barn på armen eller mellem sig.

Her er travlhed og børnestemmer, knirkende hospitalsbarnevogne og lamper der blinker, men her er også omsorgsfulde sygeplejersker, varm mad, et stort legeværelse hvor de mindste kan boltre sig i timevis uden kedsomhed. Her er hele livet indkapslet i ét: alt det vigtigste vi har, kommer i fokus, når vi træder ind bag disse døre. Og nede på sengeafsnittet er der værelser med navneskilte på døren, og jeg tænker på de familier, som er her så længe, at de næsten flytter ind.

De første timer var Kristian her med os, men han tog af sted sidst på eftermiddagen, for der er tre andre børn, som har brug for at være tæt på ham og på hinanden, og som er bekymrede for deres lillesøster. Og så, for snart en time siden, fik Juno og jeg en fin, stor stue med en rummelig seng, hvor vi kan ligge sammen i nat, for hun er endelig blevet CT-scannet, og selvom jeg ikke nåede færgen hjem til Ærø klokken 22, som jeg havde håbet, er jeg glad for at have dette rum nu, hvor vi kan sove i nat, og hvor de tjekker hende om nogle timer, og hvor alt det, vi har mest brug for i dette øjeblik, er indenfor rækkevidde.

Det startede i går aftes, da jeg puttede hende. Jeg mærkede, at et område på hendes baghoved føltes, som når man trykker på en vandballon. Vandfyldt, blødt. Og så var det som om, jeg for et øjeblik gled ud af min krop, og jeg lagde hende fra mig, og gik ind til Kristian, som var ved at putte de andre, og med gele-ben og garanteret ret bleg spurgte jeg, om han lige ville gå ind mærke Junos hoved. For jeg troede ikke, jeg havde mærket rigtigt. Det var en underlig illusionel fornemmelse; hendes hoved gav efter, kunne modelleres med. Jeg har aldrig mærket noget lignende.

Og han trykkede, og sagde: Jo, sådan føles det, og vi så mistroisk på hinanden, men Junos hoved, til gengæld, kunne man intet se på, og jeg gik som i trance nedenunder, og tog telefonen.

Derfra puttede Kristian Juno, og de andre puttede sig selv for en stund, mens jeg ringede til min kusines mand, som er praktiserende læge, og dernæst til vores egen læge på Ærø, for jeg har stor tillid til dem begge, men ingen af dem havde hørt om noget lignende, men vi blev enige om, at det ikke var akut. Hun havde det jo fint hende den lille prop. Glad og med god appetit.

Så vi tog til vores læge i morges, og blev scannet på Ærø og så videre til Odense, og her er dagen gået med undersøgelser hist og her og flere CT-forsøg som i sidste ende udmundede i en sonde med bedøvelse og endelig – klokken 21:30, en vellykket CT-scanning.

Og hov – nu har lægen netop været her med svar, og jeg havde egentlig tænkt mig at afslutte mit indlæg med at skrive godnat og “vi ved ingenting endnu”, men nu ved jeg mere. Juno har en lille bitte fraktur på kraniet – få millimeter – som bløder, og i morgen overtager neurokirurgerne hende, og finder ud af, hvad de vil gøre. Jeg håber, de vil sige: vi lader blødningen stoppe naturligt og hæmatomet absorberes over tid. Men, jeg aner intet om den slags, og jeg har skrevet til min mor, at hun skal tage ting med på arbejde, så hun kan komme, hvis jeg får behov for det.
Og jeg aner ikke, hvornår Juno har fået den fraktur, og jeg var lige ved at tænke: “tænk, at det er sket i vores varetægt.” men så sagde lægen, at mange børn har dem uden at man ved det, fordi de ikke bløder. “Den slags sker jo, når de er ved at lære at gå.” Åh, tak. Tak for det.

Jeg har fortrudt undervejs i dag, at vi trak hende igennem alt det her – hun græd i timevis, efter hun fik bedøvelse og dernæst sonde, og jeg tænkte “det er garanteret ingenting.” Men det er det så desværre lidt alligevel, og det var relevant, at jeg reagerede. For helvede da også; Jeg ville meget hellere fortryde at gøre for meget end at skulle se hende potentielt gennemgå mere. Og jeg kunne tude, jeg er så træt og nu også ked af det, men jeg gider ikke græde.

Her på stedet er mennesker, som bor på sengeafsnittet; som har deres egen hylde i køleskabet i fælleskøkkenet, og som kalder stue 17 for ”hjem” i uger, måneder, måske helt til livets afslutning. Her er mennesker, som kommer ind med børn, der aldrig bliver sig selv igen. Her er mennesker, som er bange og alene og ikke har et netværk omkring sig. Her er mennesker, som ikke taler dansk, er meget langt væk fra det, de kalder hjem, og som er i tvivl, når sygeplejersken forklarer, hvordan medicinen skal tages. Her er så mange mennesker med hver sin historie, hver sin bekymring, hver sin grund til at være her lige nu. Og pludselig igen står mange ting klarere: hvor godt vi har det i min familie, hvor dejligt det er at være hjemme hos mig, hvor velsignet jeg er.

Og Juno er her, ved min side, og jeg er taknemmelig over at have mulighed for at være her med hende. Lægens sidste ord netop nu, var: “Min overlæge sagde, at jeg skal fortælle dig, at vi er ikke bange for din datters tilstand.”

Og det er godt. Det er det eneste, jeg har brug for at høre.

Hvor arbejder du bedst?

Jeg arbejder hjemme de fleste dage. Nogle dage er jeg ude for at snakke med mennesker; andre er jeg hjemmefra for at ordne et eller andet, som ikke kan vente. Men de fleste dage – og det er de dage, jeg er lidt afhængig af – sidder jeg derhjemme, og skriver (og besvarer mails, og foretager telefonopkald, og planlægger opgaver). Jeg kan bedst lide at sidde ved min farfars gamle tegnebord for enden af vores mørkeblå stue med udsigt til vandet. Der er tusindevis af huller i det bord; folk tror indimellem, at det er borebiller, men i virkeligheden er det huller fra tegnestifter, som har holdt papiret fast, da det stod på tegnestuen i mine bedsteforældres kælder.

Udsigten ændrer sig hver dag, men også indimellem fra time til time. Sådan noget vand kan være azurblåt, lyseblåt, mørkeblåt, sort eller sølvfarvet, og det kan være blankt og stille eller med krusninger eller bølger og indimellem er det fuldkommen skjult bag tåge, og så kan man ikke se, om det er en motorvej eller vand dernede. For enden af vores mark, helt nede i venstre hjørne lige før stranden, står et træ, som ligner en vifte. Jeg ved godt, at det ser sådan ud, fordi det i virkeligheden er alt for skævt, men jeg elsker at se på det. Jeg elsker den form – som en balletdanserinde i spring.

Her arbejder jeg bedst, fordi her er ro. Her kan jeg høre høj musik, eller lav musik, klassisk, jazz eller noget tredje uden at bruge energi på at overveje, om der sidder nogen, og hiver sig i håret over det, og kilden til et godt skriveflow for mig er, at jeg ikke hele tiden skal overveje, om jeg forstyrrer andre eller frygte, at der kommer nogen, og forstyrrer mig.

Det er sjældent, jeg holder pauser for at spise, men jeg smutter med mellemrum ud i køkkenet, og laver en mad, eller fylder en skål med et-eller-andet, og så spiser jeg foran computeren og musikken. Jeg har næsten altid te med mig. Året rundt. Hvid tempelte fra Perchs er min yndling.

Nogle dage går jeg en tur udenfor, hvilket altid sætter gang i tankerne. Så vender jeg hjem, og kan næsten ikke følge med ordene, der kæmper for at komme ned på papiret. Andre gange, men det er ikke så ofte i disse år, tager jeg væk – hopper på toget til en anden by, sover for mig selv, og suger til mig af ansigtsudtryk, anderledes kufferter, menneskelige interaktioner, mad, lyde, dufte. Det skal jeg faktisk senere på ugen, og forventningen er også en inspiration.

Jeg kender mennesker, som elsker at have en arbejdsplads med kolleger. Det er næsten som andet hjem, og kollegerne er venner, vidner til deres liv, de er samarbejds- og sparringspartnere. Jeg kender mennesker, som nyder at have del i et kontorfællesskab med gensidig sparring og kreativ kommunikation, og jeg kender nogen, som helst sidder midt i et stort kontorlandskab, og er en del af noget større.

I disse år, i hvert fald, foretrækker jeg altså at arbejde i en form for ensomhed (som jeg har lyst til at kalde “solitude”) med selvvalgte inspirationsture og et ublu forbrug af mørk chokolade fra morgenstunden.

Vil I fortælle, hvordan I arbejder? (eller hvor I er det meste af dagen, i hvert fald) Hvad kan I se derfra? Hvem er I i nærheden af, og har I venner, eller gode sparringspartnere omkring jer?

At forandre verden fra sit eget sted

Kristian er på kursus i Aarhus hele weekenden, så familien er lidt spredt. Jeg har erkendt, at det er for hårdt for mig at være alene med alle fire børn i flere dage ad gangen, så Ilja og Live har været hos deres farmor siden fredag aften, men nu kommer de om et par timer, og jeg glæder mig. Ikke mindst fordi jeg ved, de trænger til det. At weekenden er et åndehul, som også de ser frem til.

Men de sidste to morgener har vi altså kun været Storm, Juno og jeg til at vågne i huset her, og i går stod vi op, og hældte Duplo udover hele gulvet, byggede, og hørte musik. Men så fik Storm øje på noget rimfrost på vinduerne, og det gav et sæt i ham. Han sprang op, snakkede i højt tempo om kælketure og “et fint lag sne”, og inden jeg vidste af det, sad han ude i haven på sin kælk, og forsøgte at ase sig frem over de isdækkede græsstrå. Det var ikke til at stå for: drengen, som ellers aldrig går udenfor frivilligt, bliver til rendyrket vilje, når der kommer sne (eller strandvejr).
Man kan blive helt stille, når man træder ud i sådan en sølverfarvet verden, hvor alt grønt er dækket af de fineste lag hvidt, og hvor havet er som blandet med mælk, og himlen langsomt bliver ferskenfarvet, så orange, så blå og grøn.

“Lad os prøve Christens mark, den er stejlere,” foreslog Storm.
Ude på marken fandt vi Christen, som var ude for at hente en palle wrap til køerne. Christen er 75 år, forresten, men den slags bider ikke på ærøboer. Han fortalte, at de skulle have gæster fra den anden side (“den anden side” er alt andet end Ærø) i dag, så han havde travlt med at få fodret.

Processed with VSCO with a7 preset

Senere spiste vi frokost hos vores søde venner i Ærøskøbing, og klappede heste, og gik en tur ned til vandet og sad foran brændeovnen og tøede efterfølgende, og i dag skal vi hjem til nogle andre venner og trakteres.

Jeg er så glad for, at vi bor på Ærø. Jeg holder så meget af naturen, som er mere levende for mig end nogensinde før. Og jeg holder meget af alle de mennesker herovre, som er i vores liv. Alle de børn og voksne og vidt forskellige eksistenser som har hjulpet os og budt os velkommen, og som vi har fået lov til at komme ind på livet af. Hver dag oplever mine børn oprigtig venlighed. Hver dag stiller mennesker sig til rådighed, og vi gør det samme. Det føles godt at give, og man får en helt masse igen. Jeg synes, det er den vildeste og mest livsbekræftende synergieffekt: At vi giver, og vi får. Og mine børn kan mærke det. Det er jo deres dna, deres natur – og de ved, at vi prioriterer at være der for hinanden. At hvis naboen er lidt trist, så kommer hun og spise med, og når jeg er alene med ungerne, så bliver jeg inviteret på besøg. Jeg har altid tænkt, at den bedste måde for mig at forandre verden ikke er at rejse ud til brændpunkterne som samaritaner. For mig starter forvandlingen med de små handlinger, hver dag, der breder sig som ringe i vandet og forhåbentlig i sidste ende påvirker så mange, at det har en varig effekt. Det er beskedent, men virkeligt. Det er det, jeg kan nu.

Hvad skal I på denne søndag? Og hvordan har I lyst til at forandre verden?

Når man er tvunget til at være kreativ

Det er weekend, og vi har sovet længe. Ej, det har vi altså slet ikke. Børn er jo ligeglade med, hvilken dag det er. De vågner før seks alle dage året rundt. Mine gør i hvert fald. Og jeg ville sådan ønske, at jeg var A-menneske.

Men det er jeg ikke, men så er det godt, at man i stedet har sit gode humør (ej, det har jeg ikke om morgenen – men jeg gør mit bedst), og jeg vil lige fortælle om lidt af det, nissen Alberte har lavet, siden hun ankom med sin lille dør og gyngestol og træsko osv. i torsdag, fordi det kan ærligt talt være strabadserende at skulle finde på nisse-påhit hver dag hele julen, men det er heldigvis en meget meningsfuld (og hyggelig) opgave, så vi klør på. Kristian sagde i går: “Det her er jo deres barndomsjul. Ligesom de jule, vi tænker tilbage på, og så dur det ikke at trække et træthedskort, for pludselig er de ligeglade med nisser. Vi må igang!  (og lige nu, hvor jeg skriver dette, kan jeg ikke huske én eneste jul fra min barndom, men jeg er sikker på, at Kristians budskab alligevel er rigtigt).

Derefter gik vi direkte op, og tegnede overskæg på alle de tre store, og skrev et brev fra nissen, som var utilfreds med, at de havde drillet hende hele dagen, men som dog stadig elsker dem. (det der med overskægget har jeg set gennemført vildt flot, nærmest kunstnerisk med svungne krøller og fine, tydelige hår på hagen, men shit vores unger er sensitive (not a surprise) – også når de sover…de klynkede, vred sig, osv. og skæggene var af meget varierende kvalitet. Men! Det virkede. De skreg af grin, da de så hinanden).

I år har nissen Alberte fået påbud om at give ungerne endnu færre gaver end sidste år (hvor de fik én hver søndag – blandt andet nyt sengetøj, som de var vildt utilfredse med, men er ægte glade for nu), så hun er tvunget til at være kreativ, og ungerne er tvunget til at lære at leve med, at skatten i en skattejagt godt kan være en bog, som de havde i forvejen, der er blevet bundet sammen med de chokoladeæsker, de fik i søndags og en lille seddel med påskriften “God læselyst!”. Og de mukker lidt, og “jeg havde ønsket mig en rigtig gave”, men skattejagten var jo fantastisk uanset og læsestunden endte med at være skøn og hyggeligt, og vi læste frem til den 7. december i kalenderbogen, fordi; hvem ved, hvornår vi får tid igen.

Vi har fokus på bogstaver i år. Storm går i første klasse, og er så småt ved at knække læsekoden (hans skole har ikke travlt med at presse specifikke grænsedatoer ned over ungerne, så han er stadig skarpere på hajer og dybhavsfisk end på at læse, fordi det er det, han interesserer sig for). Men, de to på fire er vildt interesserede i bogstaver, og kan faktisk allerede skrive rigtig meget. Særligt Live, hun skriver på livet løs, og kan selv regne mange ord ud, og hun nyder det. Derfor har vi besluttet at lave ordskattejagter fra søndag til søndag her i julen, hvor de samler bogstaver hver dag, som så danner et ord, som peger dem i retning af skatten (of sorts…). “Badekar” eksempelvis.

Og det er Kristian, der det meste i år. Det gør han altid på fødselsdage og den slags, men nisseræset har meget været mit hidtil. Men i år har jeg så at sige givet chefhatten videre til ham, og derfor er der gået rimord i den, fordi en professionel rapper kan ganske enkelt ikke slå så meget som en streg på et stykke papir uden at få det til at rime. Og det er fedt at læse højt, og ungerne også er ret gode til at rime (uundgåeligt, tænker jeg), og jeg elsker-elsker, at det ikke er mig, der er primusmotor i nisserierne, som næsten altid skal udtænkes om aftenen, hvor jeg helst vil skrive. Og spise. Og fede den.

Men her i weekenden tager Alberte lidt en slapper, for Ilja og Live er hos deres farmor, mens Kristian er på kursus i Aarhus, og Storm, Juno og jeg turnerer rundt blandt nogle af Ærøs fineste adresser, og spiser frokost og lader os varte op.

Hvad har jeres nisser lavet indtil videre? Og endnu vigtigere: Hvordan får man sine børn til at sove længe? (jeg overvejer at købe ét af de der sove-ure til næste adventssøndag..)

De bedste pebernødder og en god film, keramik og snak..

Det er fredag, og om fredagen anbefaler jeg som regel noget. I sidste uge af-anbefalede jeg godt nok en enkelt ting, men i dag får I mange anbefalinger. I får: pebernødder, film og keramik.

Da jeg hentede de to mellemste i Pippihuset i tirsdags, fik jeg en smagsprøve fra børnehavens pebernøddeproduktion, og den var god. “MEGA god,” som den ene af mine bagermestre, Ilja, kommenterede. Og vi kom hjem, og så bagte vi pebernødder. Vi fulgte Meyers opskrift, fordi jeg troede, det var den, jeg plejede at bruge, men de var slet ikke lækre. Porøse og med en irriterende eftersmag, syntes jeg. Ungerne var okay med dem. De spiste dem i hvert fald.

Så jeg tænkte: Det er ikke dem, jeg plejer at bage, fordi Storm havde også smagt én af pebernødderne fra Pippihuset, og udbrudt: “Det er de næstbedste, jeg har smagt”. – “Hvilke var de bedste?” spurgte jeg overrasket, for hold op de var gode, dem som børnene havde lavet. “Dine,” sagde han uden tvivl. Men, det var helt sikkert ikke Meyers.

Nå, jeg lagde alligevel et (løgnagtigt) billede på instagram af noget aftenhygge med pebernødder, og nævnte ikke, at de smagte af støv, men min veninde Merian, som sgu altid er så skarp, kommenterede alligevel, at dem fra New Yorker By Heart er de bedste pebernødder. “Nå ja! Det er jo dem, jeg plejer at bage,” tænkte jeg.
Onsdag eftermiddag havde vi søde mennesker på besøg, men torsdag bagte jeg et stort bundt af de andre, og de er meget bedre. Særligt den plade, som jeg glemte i ovnen, synes jeg. Jeg elsker mørke pebernødder.

Jeg fik ikke taget et billede af den helt vellykkede stak, som ungerne både havde rullet, skåret og trykket – men jeg har billeder af den ekstra brune plads og af en skål med Meyer-versionen.. (og jeg kan ikke tage ét af de andre nu, for vi skal holde møde med nogle håndværkere og en arkitekt lige om lidt om et stort byggeprojekt, som vi tager hul på ti foråret, og som vi slet ikke har overblik over endnu, og de skal have pebernødderne, og jeg har travlt.)

….og hvis nogen skulle spørge “hvor har du så meget dejligt keramik fra?”, så ville jeg næsten føle mig tvunget til at nævne, at jeg køber det meste hos en keramiker i Skovby, her på Ærø, som ellers har sagt, at jeg ikke må skrive om hende, fordi hun har nok at se til allerede. Men nu har jeg i hvert fald heller ikke nævnt hendes navn.

Hvis man nu er sådan én, som gerne vil se en film, mens man spiser sine pebernødder og drikker en kop god te, så kunne man jo overveje at se én af disse to. Eller dem, begge, selvfølgelig:

The big short” er den bedste film, jeg har set længe. For at være ærlig, var det også den første film, jeg så i ret mange uger…måneder, måske, men det tæller alligevel, når jeg siger sådan, for anskuet over hele mit liv, har jeg set virkelig, virkelig mange film. Og The big short er uden tvivl én af de bedre. Den er hamrende velspillet, fedt skrevet, skide godt produceret. Den er fed og sjov, og så er den – fremfor alt, måske – informerende, øjenåbnende og provokerende. Den handler, helt kort sagt, om en håndfuld spekulanter og investorer, som gennemskuer boligboblen før alle andre, og på den måde både forudsiger og bliver meget velhavende på finanskrisen. Det er ikke en film om moralske, ophævede mennesker, men derimod en film om løgne og korruption og om intelligens og samvittighed. Men den er ikke tung eller deprimerende.
Den er på Netflix.

God weekend! Hvad skal I lave? Hvad bager I for tiden? Hvad ser I? Har I også keramik eller andre ting, som I bare eeelsker at se på?

Gå bevidst til din fødsel

Nu er fødselschefen på Riget gået fra sit job i protest. Han kunne ikke forsvare at blive i sin stilling, når fødeafsnittene på sygehusene lider så store økonomiske tab.

Jordemødre fra hele landet dukker frem i medierne, og på min private facebook, og fortæller om udmagrende træthed og dårlige oplevelser på jobbet grundet alt for stort arbejdspres, og det gør ondt på mig, at det er blevet sådan. Jordemødrene elsker deres fag, det ved jeg. Det er ikke tilfældigt, at man vælger den vej. Mange har taget uddannelsen senere i livet, fordi det bliver deres største drøm, efter de selv stifter familie; andre har knoklet på fødestuerne og samlet erfaring, siden de kom ud af gymnasiet med tårnhøje gennemsnit. Det er en benhård uddannelse, det ved jeg også, for min søster er i disse dage ved at afslutte den, og jeg har været med på sidelinjen hele vejen.

Intet gør mere ondt på en jordemoder end at høre, at de gravide er utrygge. Intet er længere fra det ønske, man har, når man som fødselslæge eller sosu-assistent møder ind i sit job på et fødeafsnit. Utryghed er den værst tænkelige forudsætning for en god fødsel.

Jeg har tre meget forskellige fødsler bag mig, og generelt er jeg ikke hende, som snakker meget om det med at føde, for det fylder ikke specielt meget for mig, men jeg er alligevel bevidst om, at det var helt rigtigt, at min sidste fødsel blev en hjemmefødsel, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg også har den oplevelse med mig, når nu jeg har lukket døren til det kapitel af mit liv.

I dag vil jeg blot fortælle, ganske kort, at min sidste fødsel, som foregik på badeværelset hjemme hos mig selv i december sidste år, var den mest harmoniske og trygge fødsel, jeg kan forestille mig. Det var en dag og aften fuldstændig i tråd med hvem jeg er, og hvordan jeg ønskede at bringe min datter ind i verden. Vi var her sammen, Kristian, min søster og jeg, og sidst på aftenen kom også én af de garvede ø-jordemødre, og snakkede, grinede, og hjalp mig igennem de sidste timer.

Min ydmyge opfordring til alle gravide er, at man forbereder sig på at føde. Nej, man kan ikke forudsige, nøjagtig hvordan forløbet vil være, men man har stor indflydelse på det langt hen af vejen, så længe alt ellers forløber normalt. Når man er velinformeret, er man også mere tryg, og mange udbyder efterhånden fødselsforberedelsesforløb i privat regi, og det er min overbevisning, at de er en god vej til at finde sig selv og mærke ens personlige ønsker, før man er midt i den store opgave.

En fødsel er én af livets største oplevelser og ditto opgaver, og når vi ikke forbereder os, svarer det, ret præcist endda, til at løbe et maraton uden at så meget som at have overvejet, hvordan man vil gennemføre.
En hjemmefødsel er ikke for alle, men det er forberedelse tilgengæld.

Og det var netop forberedelse, jeg manglede ved min første fødsel, hvor jeg mødte op på Hvidovre Hospital på terminsdagen med veer, som jeg ikke havde nogen som helst føling med eller kontrol over. Over de næste 14 timer gennemlevede jeg følelser som desperation og tab af kontrol, og jeg var rundt på gulvet både under og efter fødslen. Når jeg tænker tilbage, er det slående, så lidt jeg havde tænkt over fødslen forinden. Udover de to-tre fødselsforberedelser i den kommunale jordemoderkonsultation, havde jeg ikke nogen egentlig forhåndsviden (og lad det hermed være sagt, at det kommunale tilbud haltede, sådan som jeg hører, at det gør de fleste steder. Nok på grund af dårlig økonomi..)

Hvis jeg havde forberedt mig; indstillet mine tanker på hvordan jeg ønskede, det skulle foregå, og hvordan jeg ville arbejde med smerten, tror jeg, min erfaring kunne se meget anderledes ud. Nu blev det en oplevelse, der mest af alt lærte mig, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Min krop føltes skrøbelig længe derefter, og jeg havde ikke lyst til nogensinde at føde igen.

Men så, mens min søn stadig var lillebitte, kom jeg i kontakt med et netværk af garvede mødre, hvoraf mange havde adskillige fødsler bag sig, og en del var jordemødre, og jeg havde lange udvekslinger med dem om fødsler. Jeg lærte, at man selv har indflydelse på, hvordan en normal fødsel forløber. Jeg lærte, at man med sin indstilling, sine tanker og følelser, kan påvirke veerne og fødslens udvikling. Jeg lærte nok til, at da jeg fødte mine tvillinger tre år senere, var det en langt mere bevidst handling fra min side. Jeg havde større overblik og overskud og sammen med jordemoderen, Kristian og min søster kom jeg stolt og glad igennem den overvældende og smukke oplevelse.

Nu har jeg så også en hjemmefødsel bag mig, og jeg vil til enhver tid opfordre alle til at undersøge den mulighed. Det er ikke hverken utrygt eller rengøringskrævende. Det er trygt og simpelt, varmt og intuitivt, og jeg oplevede det som en stor lettelse at være i mine egne rammer med mine nærmeste tæt på, mens jeg skulle udføre det store arbejde, som det unægteligt er at føde.

Jeg vil afslutte med at skrive, at hjemmefødsler jo ikke er løsningen på de voldsomme nedskæringer, der er på fødselsområdet. Der skal en generel kulturændring til, før vi når i mål. Vi, som samfund, skal og må anerkende hvor vigtigt det er, at enhver familie får den bedst mulige start på livet sammen, og det kræver ressourcer, opmærksomhed og prioritering, ikke mindst.
Indtil da er det bedste, de fødende kan gøre, at tage aktiv stilling til deres fødsel. Det skylder man sig selv.

(P.S. Mit indlæg blev lidt forsinket, fordi jeg ville finde et billede fra min hjemmefødsel, men vi har været for optagede af at være i situationen til, at vi fik taget nogen, kan jeg se. Til gengæld lavede min søster nogle fuldkommen rørende film i timerne efter fødslen, som jeg først lige har set nu, så jeg sidder her med en dyb glæde i hele mit væsen. Her er i stedet ét af lille Juno, da hun var få timer gammel).

img_9349

Hvad er jeres tanker, erfaringer, input, spørgsmål? Del meget gerne i kommentarfeltet.

OBS: Læs mit portræt af Jordemoderforeningens forkvinde

 

I denne tid skal vi tale om sandheden

Vi lever i en tid med store forandringer. Jeg er ret overbevist om, at verden som vi kender den, står overfor en udskiftning.

Det kan føles angstprovokerende og utrygt, og man kan blive usikker og sågar miste tilliden til det hele. Forandringerne sker ikke fra den ene dag til den anden, men vi fornemmer det nok alle: Der sker i disse år en form for fordrejning af den verden, vi kender. Men i stedet for desperat at holde fast i det gamle tror jeg, vi skal mærke efter i os selv, hvad vi mener, det nye skal være, og dernæst bevæge os i den retning.

Det er min overbevisning, at vi får det bedste ud af livet ved at se med mildhed på dem, som reagerer anderledes end vi selv.
Jeg tror, vores bedste forsvar mod de forandringer, der føles forkerte, er at arbejde målrettet for det, som vi mener, er godt.

At være et åndeligt menneske betyder ikke, at man sidder i lotusstilling, og øver sig i at tømme hovedet dagen lang. At være åndelig er at gøre en forskel, gøre en indsats, arbejde for det man ved, er rigtigt.

I fredags besluttede jeg, at jeg ikke ville skrive om Black Friday, fordi det hurtigt bliver fordømmende, når man begynder at snakke om, at det der forbrug vist ikke er vejen frem for hverken planeten eller vores mentale sundhed. Jeg ville ikke skrive om det, fordi der kommer ikke noget godt ud af at få andre til at føle sig forkerte: Vi har jo stadig penge imellem hænderne de fleste af os, så det er svært slet ikke at være en del af den forbrugsmaskine, der endnu kører for fuld hammer.
Men, jeg kan ikke lade være med at skrive lidt alligevel, efter min veninde fortalte mig, at finanshovederne regner med, at julen i år bliver et forbrugsboom. “Større end i 2015”.

Jeg tænkte: “Er det bare mig, eller var vi ikke lige ved at blive enige om, at vi skal lade være med at købe så mange ting og i stedet satse på andre værdier?”

Forstå mig ret: Jeg bruger også penge. Jeg bor også i verden anno 2016, og har købt hus og oprettet lån, og jeg køber tøj og indimellem andre ting, og Kristian og jeg er ikke hverken selvforsynende eller sådan helt på vej til at blive det, men jeg skriver her alligevel, fordi jeg fornemmer, at vi bliver nødt til stoppe med at distrahere os selv og hinanden med alt det vrøvl vi siger, og alle de løgne som vi accepterer. Vi skal ud og gøre en forskel, det er den eneste vej. Vi skal skabe det lys i verden, som vi sukker efter. For kun med lys kan mørke bekæmpes, og lyset kommer ikke altid af sig selv. Vi ér verden, det er os, der skal lyse. Stærkere end nogensinde, fristes jeg til at sige.

Jeg mener, vi har behov for at sige sandheden. Vi bliver forvirrede, fordi det er mærkeligt, at det ene øjeblik siger både medierne, politikerne og finansmarkedet, at vi skal forbruge mere, og så minuttet efter råber klimahovederne: “Nej, please, lad være!”

Vi må mærke efter i os selv, tage os god tid, lade sandheden synke ind og leve efter den.

Det er ikke er de andres skyld, når vi er ulykkelige. Det er ikke de fattiges, ikke flygtningenes, ikke de riges, eller DF’ernes skyld. Vi bliver nødt til at være ærlige: helt ærlige. Og vi bliver nødt til selv at tage ansvar.

Det handler om sandheden, det her, og jeg ved godt, at der er områder, hvor det jeg siger, kan være helt omvendt for den, jeg taler med – børneopdragelse og religion, for eksempel, men på ét punkt er der ikke noget at diskutere, på ét punkt er der ingen tvivl. Der er en sandhed, som gælder os alle. Det er den sandhed, vi møder, når vi ser indenad – når vi ser ind i det lys, der skinner i os alle. Derinde ved vi, at der er en mening med livet.

Jeg er vokset op i en tid, hvor vi har ting med ting på. På et tidspunkt blev tingene gud, og tid blev noget, man skulle bruge for at skaffe ting, og jeg har også selv været overbevist om, at jeg havde brug for mere af det hele; At mere tøj og en nyere telefon var noget, jeg nærmest havde krav på. Men jeg tror, at jeg er på vej væk fra den tilstand i mine tanker og også i mit hjerte.

Det tror jeg, fordi det jo var Black Friday i fredags, og jeg købte ikke noget, og endnu vigtigere: Jeg overvejede ikke at købe noget. I fredags oplevede jeg for første gang, at min hjerne ikke lavede det der nummer hvor den, trods etisk modstand og moralske skrupler, går igennem en mental liste over ting, som jeg måske kunne mangle og med fordel købe med rabat.

Al forandring er en proces. Det tager tid og vilje at vende samfundsstrukturerne ryggen, og når jeg siger farvel og tak til Black Friday, er det fordi, konceptet er som en kræftcelle i de dele af mig, som endelig er sunde og gode. Det er en sygdom, når vi vil have mere, end vi har brug for. Vi bliver ikke glade af et ekstra par sko, det ved jeg helt alvorligt, for jeg har haft sindssygt mange sko uden at forstå, at livet er fuldt af muligheder, uden at være så glad, som alle mennesker kan være, hvis de har fred indeni.

Jeg har boet i New York, hvor shopping var min hobby og min terapi. Jeg havde mange penge og endnu flere ting, og en dag ringede min mor, og sagde, at min bror havde fået kræft. Tumorerne havde ødelagt nerverne i hans ryg, så han ikke kunne gå. Måske ville de også tage hans liv. Jeg pakkede mange af mine ting i en kæmpemæssig kuffert, og rejste hjem, men jeg åbnede ikke kufferten i flere måneder. Havde det samme tøj på dag ind og dag ud, og alle mine andre ejendele i New York fik mine veninder, og jeg manglede dem ikke. For ingen ting kunne blive til det, jeg havde behov for. Ikke én eneste ting kunne gøre mig glad, give mig tro og håb. Troen og håbet og glæden måtte jeg finde et andet sted. Altså, indeni.

Jeg kan høre sandheden hviske, og det er ikke min personlige sandhed, det er ikke en sandhed, som kun er relevant i dag. Det er den ophøjede sandhed, der ligger i os alle: Vi skal søge ind, ikke ud. Vi skal bygge op fra grunden, ikke læsse ovenpå. Vi skal gå mod lyset, ikke lade os opsluge af mørket. Vi skal have tillid, ikke mistillid. Vi skal se mildt på dem, som har det modsat os. Vi skal være, ikke have. Vi skal elske, ikke hade.