Glædelig jul – og tak

Så sidder vi her, os to gamle gubber, og lægger sidste hånd på julen. Kristian er i gang med morgendagens skattejagt, som naturligvis ender under juletræet (klokken meget tidligt, uden tvivl), og jeg har tegnet et gavekort til børnene på deres fælles julegave. Der er risengrød på komfuret (og vi debatterer løbende, om den er vellykket, eller om jeg måske glemte den sidste omgang mælk.) Om lidt tager vi en plade chokolade under armen, og sætter os, og ser Hobitten, for Tolkien har været én af vores juletraditioner i snart et årti, og jeg vil ikke undvære det for noget. De stunder, hvor vi sidder tæt, og bare er, og sammen forsvinder ind i et univers, der er langt fra her, men som alligevel rummer meget af det samme lys, og det samme mørke, som livet byder på.
 
Tænk, for tre måneder siden startede jeg min blog. Det er jo ingen tid overhovedet, og alligevel betyder den allerede meget for mig. Jeg nyder den udveksling, som jeg har med mange af jer, og jeg er taknemmelig for at have dette sted, hvor jeg kan skrive ganske ofte, og hvor jeg kan se, at flere og flere hægter sig på. Tusind tak for det. Hver eneste læser, hver eneste deling hver eneste kommentar gør mig glad.
 
Rigtig glædelig jul – vi ses på den anden side til fortsatte skriverier om livet i stort og småt.


Glædelig juleferie med lidt færre gaver

Vi har alle sammen juleferie. Efter friskolens afslutning med gudstjeneste, pakkeleg og diskotek i tirsdags, efter dagplejemorens hjemmebagte æbleskiver, vidunderligt personlige gaver og julekram i går og bytur med børnehaven på museum og café (og fem halve boller samt to kopper varm kakao til hver) har vi nu alle ferie, og den har lagt sig om os som et blødt, quiltettæppe. Et længeventet, varmende svøb.

Børnene leger med formbart sand ved spisebordet (totalt god gave fra nissen!), og tegner juletegninger til nisseoptoget i eftermiddag, blandt andet af “Polarekspressen”, som er én af vores yndlingsjulefilm. Der er nisseoptog i Ærøskøbing tre gange i ugen op til jul. Heste med nisse-ryttere, vogne og dans rundt i byen, tegneudtrækning, gløgg og glade mennesker. Det hele er gratis, og det er en vidunderlig tradition, som blandt andre Peter er motor i.

Nu skriver jeg sedler over de ting, vi mangler at lave før den 24. Korte sedler, heldigvis. Faktisk mangler vi ikke så meget – fordi vi ikke har sat barren meget højt. Der skal vaskes lidt tøj, og så skal Kristian finde de smukkeste små kartofler til de brunede og store kartofler til de hvide. Senere i dag kører vi i Brugsen, og køber ind af lidt og hvert, så vi har godter til eventuelle uanmeldte gæster (ja, sådan nogle kommer der indimellem her på øen – heldigvis er langt de fleste meget søde) og til de mørke aftener med julefilm og Harry Potter-oplæsning.

Men gaveindpakning får jeg ikke så travlt med, som jeg er vant til. Børnene herhjemme får ikke mange gaver i år; endelig er vi ved at lære det efter en del års tilløb. “De skal ikke have så mange gaver i år,” har vi sagt, igen og igen, og så alligevel er der endt et hav af pakker under træet fra både os og mange andre.

Men i år får de ikke én eneste pakke fra os – de får en fælles oplevelse fra min familie og Kristian og jeg, og vi glæder os til at skulle af sted med dem. Vi ved, de bliver glade. Da Ilja og Live fyldte fire i april, fejrede vi det med at tage i legoland med familien, og det var en fantastisk dag og en gave, som de nævner meget ofte – og gerne ser gentaget. “Får vi en legolandstur i julegave?” spørger de således dagligt, og det glæder mig, at de mærker den samme glæde ved samværet, som vi gør. Vi mangler nemlig ingenting, så velsignede er vi, og det føles efterhånden alt for forkert at finde på noget – at tænke “måske kan det vække glæde” (velvidende at tingen er glemt igen en uge efter jul) – at jeg ikke kan gennemføre det. Jeg kan ikke få mig selv til at købe noget, som jeg ikke er fuldkommen sikker på, har en reel og længerevarende værdi for modtageren. Derfor bliver det en jul med få og nøje udvalgte gaver, og jeg kan ikke sige, hvor glad det gør mig. Jeg er træt af skrammel, træt af at forære så mange ting til genbrug velvidende at det har forurenet at fremstille det. Træt af at se børnene forkaste legetøj efter to dage, fordi det simpelthen ikke var godt nok eller ikke var noget, de tændte på.

Hvornår går I på juleferie? Hvad skal I lave? Hvor holder I jul? Hvad med de der gaver; er det en glæde eller en mavepine?

 

Hvordan får man gjort det, man drømmer om?

“Hvordan når du så meget?” har en del spurgt mig, mens jeg har været på barsel det sidste år.

De fleste spørger, fordi de hører, at jeg har redigeret en roman, som jeg skrev sidste år, og startet denne her blog. (Og været mor til fire ved siden af, men jeg tror egentlig mest, det er det med romanen og bloggen, der udløser spørgsmålet.)

Sandheden er, at jeg ikke kender et alternativ. Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg bliver nødt til at være skabende, hvis ikke jeg skal gå fra forstanden. Hvis ikke jeg har et projekt – noget, som jeg arbejder på løbende, og som ligger i baghovedet, forsvinder mit drive. Men, altså: hvordan når jeg det så? Tja, det kunne nemt blive et meget kort blogindlæg, for min umiddelbare reaktion, er for det meste: “Det ved jeg ikke? Hvad skulle jeg ellers lave?”

Det kunne også meget nemt slet ikke være et blogindlæg, for jeg har længe tænkt, at jeg ville skrive om det, men er stoppet – igen og igen – fordi jeg ikke vil tage munden for fuld. Fordi jeg ikke vil give indtryk af, at jeg kan noget, som er ganske særligt. For sådan er det ikke, jeg er et menneske som alle andre, jeg har bare fundet det, jeg brænder for, og nu kan jeg ikke lade det ligge.

Det lavpraktiske svar på, hvordan jeg har nået at arbejde videre med min roman (det vil sige: jeg redigeret et manus på 200 A4-sider, sendt det ud til en håndfuld læsere, fået feedback, arbejdet det igennem igen og til sidst været så tilfreds, at jeg har sendt det til et forlag, og nu venter jeg på svar med krydsede fingre) er, at jeg har arbejdet, så snart børnene sov. Jeg har sat sat mig i nærved hver eneste af Junos ganske få (og ikke mindst korte) lure og arbejdet, og jeg har tvunget i hvert fald ti minutters skrivning ud af 20 minutters søvn, når hun lå i barnevognen, og snorkede. Jeg har redigeret om aftenen – lige fra ungerne ramte deres senge, og jeg satte mig i lænestolen på deres værelse, og skrev, mens de faldt i søvn, til jeg selv lå i min – og det er afgørende for mig, at vi ikke ofte har gæster om aftenen, fordi jeg vil skrive. Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg i de 6-7 måneder, hvor jeg redigerede, har sat mig midt på dagen og tændt for Netflix. Det kan tælles på én finger eller to, hvor tit jeg har sovet samtidig med Juno i løbet af dagen.

Hvordan kan jeg holde det ud? Jamen, sådan ville jeg selv spørge, hvis nogen fortalte, at de løb ud i haven og ordnede bede, slog græs og klippede hæk, så snart der var ro til det. “Hvordan orker du?” ville jeg gispe, måbende. Svaret er selvfølgelig: “Fordi jeg ikke kan lade være.”  Jeg kan godt lide at have travlt, når det, jeg har travlt med, er meningsfuldt for mig. Min dag er fuld fra morgen til aften, og jeg fungerer ikke med alternativet. Ja, jeg ville ønske, jeg fik mere søvn, jeg ville ønske, mine børn sov til senere end kl. 5:30 (jeg er B-menneske, og vil helst arbejde om aftenen), og lige så meget som jeg nyder mine ungers bedårende, runde kinder og de mange lange kram ser jeg også frem til en tid med større frihed, når de bliver lidt ældre. Men, når den dag kommer, forestiller jeg mig ikke, at jeg kommer til at sidde mere i sofaen og se tv. Nej, til den tid kommer jeg efter al sandsynlighed blot til at skrive mere.

Da jeg var på barsel med min ældste, travede jeg vist ofte lidt forvildet rundt, og kæmpede for at falde på plads i moderrollen, og når han sov, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle stille op med mig selv (han sov heller ikke længe eller stabilt nok til, at jeg kunne sove samtidig). Jeg gik også på caféer, og i legestuer, men jeg skrev ikke nogen bog, og jeg startede ikke en blog.

Tre år senere fik jeg tvillinger, og hvis der er noget, der kan gøre et menneske effektivt, må det være den erfaring. Mens jeg var på barsel med dem, skrev jeg en klumme i det lokale dagblad hver lørdag, og jeg læste bøger. Men så var der heller ikke tid til andet. Det er så vildt at amme to på én gang, putte to på én gang, trøste to på én gang, og jeg kan huske, at Kristian lugtede af stress og angst den sommer, og når jeg tænker tilbage, føles det både utroligt stærkt, at vi har været det igennem, og samtidig meget skrøbeligt.

Og så i år, på min tredje og sidste barsel, kom det bag på mig, hvor hårdt jeg stadig syntes, det var at have en baby. Uforudsigeligheden og det absolutte frihedstab blev jeg aldrig god til, men så var det, at jeg havde skrivningen, som gjorde mig glad, og på denne barsel tog det fart.

Hvorfor? Fordi jeg ikke kan lade være. Fordi det er et åndehul, et kreativt pusterum. Fordi det er mig, det er mit udtryk, min måde at være i livet på.

“Jeg kan ikke lade være.” Den sætning har jeg hørt mange gange i mit liv, og den har som regel frustreret mig. Det der med at nogen har udrettet noget, man selv drømmer om, og så svarer de bare, at: “de ikke kunne lade være” på spørgsmålet om “hvordan?” Men, hvad vil det sige? Hvorfor kan de ikke lade være? Hvad skal jeg gøre for at få det sådan?

For tiden går der ikke længe mellem jeg taler med- eller modtager en facebookbesked fra nogen, som drømmer om at skrive en bog eller starte en blog. “Hvor tit skriver du? Kendte du hele historien, inden du gik i gang? Hvordan får du tid?” Jeg ville ønske, jeg havde et håndgribeligt svar i retning af: “Start med den her sætning, så kommer det af sig selv.” Men sådan er det jo ikke. Alt, der er værd at gøre, kræver en indsats. Alt, der føles som en sejr, er kommet med en pris (og forældreskabet er det ultimative eksempel derpå.)

Alt i livet er et valg, og jo mere vi har at se til, jo flere fravalg er der. Jeg ser aldrig veninder om aftenen og meget sjældent om dagen. Jeg takker nej til meget, og er ved at lære ikke at starte nyt op, fordi mit skema i virkeligheden er fyldt allerede. Det kræver målrettethed, indsats og vilje at komme i mål med projekter, som man selv er primus motor på. Det kræver tid, dedikation, overbevisning og, ikke mindst, passion, at færdiggøre noget, som man ikke møder på arbejde dagligt for at fuldføre. Til gengæld er det berusende, når det lykkes.

Og bloggen? Jamen, det er ærligt talt tosset. Hver anden dag er jeg i tvivl: Er det det værd? Har jeg tid? Er der nok, der læser med? Gør det en forskel? Skulle jeg hellere skrive på min bog (eller se Call the midwife). Men jeg kan ikke lade være. Af en eller anden grund kan jeg simpelthen ikke lade være.

I går var min sidste skrivedag inden juleferien, og jeg havde tre timer. Jeg satte mig, selvom Storm var hjemme med feber og hoste, tog hovedtelefoner på, og skrev. Da jeg lukkede ned, havde jeg blandt andet skrevet dette afsnit, som beskriver noget af det samme, som jeg forsøger at indfange i dette indlæg – om passion:

“Vi stod sammen på værkstedet, maskinerne larmede, og jeg arbejdede, men nåede næsten ingenting. Paul sendte mig opmærksomme blikke, havde spurgt, om jeg var syg eller havde hjemve, men jeg rystede bare på hovedet. Nu så han på mig, og jeg signalerede, at jeg ville gå udenfor for at trække lidt frisk luft. ”Okay, sig til hvis der er noget, du skal bruge” sagde han gennem støjen, men jeg kunne ikke sige et ord tilbage. Jeg mærkede, at han så på min ryg, da jeg lukkede døren bag mig, og det føltes som at gå væk fra den magnet, der trækker i én. Men jeg måtte have ler mellem mine hænder, tænkte jeg. Jeg måtte arbejde med det; gøre det til mit for så at sætte det fri i den form, det fandt. Jeg gik over gårdspladsen, og drejede målrettet hen mod det efterladte keramikværksted, som jeg kun havde betragtet gennem vinduerne indtil nu. Lyset kastede sig vildt og frit ind gennem det enorme glasparti i gavlen, og jeg tog redskaberne fra en hylde, og satte mig på den slidte drejebænk, mærkede glæden boble i min mave ved lyden af skiven, der snurrede rundt. Greb ud efter skæretråden, og vidste, at her skulle jeg være. Der stod en plastiktønde med ler i hjørnet, og hvis det var brugbart, ville jeg ikke kunne holde mig tilbage.

Jeg sad der i timevis, lyset blev varmt og gyldent, senere gik solen ned, mens alt blev rødt, og jeg slukkede først drejeskiven, da der var sort udenfor, og havde været det længe. Jeg steg ned fra bænken, og tog en dyb indånding; luften nåede længere ud i min krop end i dagevis, uger måske. Jeg så på det, jeg havde lavet af leret, masserede mine fingre, og gik udenfor. Og derude, lige foran døren, stod Paul og så på mig. Jeg fik et chok, og udbrød: ”Åh! – tiden fløj, jeg glemte helt at spørge dig, om det var okay, at jeg gik derind. Pludselig kunne jeg ikke tænke på andet end at have ler mellem mine hænder.”
”Det er helt okay,” sagde han, og så undersøgende på mig. ”Undskyld at jeg forskrækkede dig. Det er dejligt at se dig glad. Så glad har du vist ikke været, mens du har boet her. Det var godt, du fandt det, du havde brug for.”
”Ja,” sagde jeg. ”Jeg tror, jeg har brug for keramik.”
Vi begyndte at gå over gårdspladsen, lidt tøvende. ”Jeg vil stadig gerne hjælpe dig i værkstedet,” sagde jeg, “jeg vil gerne blive her og lære dit håndværk, hvis det er en hjælp for dig. Men jeg kan også godt tage hjem, hvis du synes.”
Han stod stille med hænderne på ryggen, og så ned i jorden mellem vores fødder. ”Jeg vil være ked af, hvis du rejser, uanset om du har lyst til at arbejde med mig eller ej.”
Det gav et sæt i mig. ”Er det rigtigt?”
”Ja, det er dejligt, at du er her. Også hvis du ikke hjælper med møblerne, jeg kan godt klare det selv, det er jeg vant til.”
Han så hurtigt på mig, og jeg kiggede ned, mine kinder blev varme.
”Jeg ved ikke, hvad vi skal stille op med det her,” sagde han så.
”Med hvad?”
”Med os to og den energi, der føles som en form for atomkraft, men som jeg ikke tør reagere på, og det er der mange grunde til. Men fortæl mig, hvis du kan: hvad har du lyst til?”

Jeg tror, svaret er, at man skal give sig tid. Give sig selv lov, arbejde løs selvom det ikke umiddelbart står klart, at det lykkes, at det bliver en succes. Det skal være succes nok i sig selv at få det gjort. Men der findes heller ikke mange ting, som er større end det.

Hvad med jer? Har I noget, I ikke kan lade være med at fordybe jer i? Eller noget, I ville ønske, I fik gjort, men som det virker uoverskueligt at tage hul på? Et projekt eller en drøm, som ikke kommer af sig selv, men som hænger ved?

Jeg gik ikke fakkeltog, men der er et lys tændt i mit hjerte

I aftes var der fakkeltog spredt over hele landet. Hjerteskærende rapporter fra Aleppo har efterladt mange med ømhed og smerte indeni, og vi kan føle os magtesløse. Mange skrev, at deres dage går i stå, de glemmer, hvad de havde så travlt med, kan ikke finde fokus i de vanlige gøremål med billederne fra krigszonen på nethinden. Og jeg nikker genkendende til tilstanden, jeg kender den modløshed og dybe afmagt, der kan rulle ind over én, når man er vidne til noget så forkert, som samtidig er så langt væk og så uendeligt svært at gøre noget ved.

Derfor fakkeloptogene. Derfor vores opsang til politikerne, folkets bøn om handling. Et råb om ansvarlighed, næstekærlighed, medmenneskelighed.

Men i går blev jeg ikke overmandet af magtesløsheden. Ikke fordi jeg føler, jeg har direkte indflydelse på Aleppo, jeg var ikke en gang i nærheden af et fakkeltog i aftes, og lysene i min vindueskarm stod der også aftenerne før og sågar alle vintre før denne. Men lyset i mit hjerte brænder, og jeg tænker på noget af det, som Søren Hauge sagde i portrættet her på siden i går om at sprede lys og glæde og håb. Han sagde, at vi kan ændre verden. At hvert enkelt menneskes indflydelse er enorm. Og det tror jeg på; jeg mærker det, når det ene menneskes handling influerer den næste, og det spreder sig som ringe i vandet, indimellem hurtigt og uden den mindste tvivl.

Men min indflydelse bliver mindre, den krymper og bliver paralyseret, hvis jeg lader mig overmande af følelsen af, at jeg ikke kan stille noget op. Hvis jeg tager nyhederne fra de enorme uretfærdigheder helt ind, og lader dem fylde mig op, lader dem vælte mig omkuld, lader dem tage min energi, mit overskud, min kærlighed til livet, så gør jeg intet. Så sidder jeg som forstenet i min sofa med store øjne, og ved ikke, hvad jeg skal. Så glemmer jeg, at jeg kan gøre en forskel. At jeg med hver beslutning i mit liv – lige fra det, jeg putter i indkøbskurven, til min væremåde, mine prioriteter, min energi, mit udtryk – påvirker det, der er omkring mig. Jeg kan uanset hvad ikke rejse til Aleppo, jeg kunne heller ikke gå fakkeltog i går, men jeg kan sende støtte økonomisk, og jeg kan sende bønner og stå klar til at trøste, jeg kan gøre mit bedste for at sikre en bedre verden gennem min afsmitning på mine børn og alle andre omkring mig. Og det kan du også. Vi kan alle sammen forandre verden. Alt det kræver, er mod og håb og det har vi indeni.

Mød et menneske – Søren: Med sandheden som ledetråd gennem dette liv og de næste

Søren Hauge blev en del af min verden, da Kristian for fire år siden kom slæbende hjem med Sørens godt og vel 700 sider lange mursten af et hovedværk “Levende Visdom”. I ugerne efter læste Kristian næsten uafbrudt. Han læste brudstykker højt for mig om dagen, lå vågen under natlampen om natten, og sad krumbøjet over den tunge bog, så snart der var ro omkring ham. For hver side Kristian vendte, lod han til at tage et skridt dybere ind i noget, der gjorde ham mere bevidst og glad.

Måske oplever nogle Sørens verdensbillede som lidt fjernt, måske endda uforståeligt, men for mig er hans måde at opfatte livet på både tryg og ligetil. I hans tolkning af verden finder en genklang i mit inderste selv, som jeg ikke støder på ude i hverdagen, og som gør mig let om hjertet.

Jeg har skrevet dette portræt af Søren, fordi jeg mener, han taler ud fra den samme sandhed, som jeg selv forsøger at tage udgangspunkt i, når jeg skriver, når jeg tænker, når jeg føler, når jeg er. Det er en sandhed, som der findes mange sprog for, og som de fleste af os kan nikke genkendende til på et eller andet plan, uanset om den er lidt ubekendt og måske føles langt væk lige nu. Jeg har skrevet dette portræt af Søren Hauge, fordi han er et menneske, der altid handler ud fra det sted, hvor lyset brænder, og det er et sted, som jeg tror, vi alle har godt af at være i berøring med.

Mød Søren Hauge: Filosof, livsvejleder, forfatter; konstant skrivende, konstant tænkende, altid i virke – altid i bevægelse.

Søren Hauge, født 1961 i Aarhus
Spirituel underviser, forfatter og coach. Uddannet magister i idéhistorie og filosofi.
Gift med Jette, far til to voksne døtre.
Bosat i Højbjerg udenfor Aarhus.

Hvad er dit forhold til naturen?
For mig er naturen på sin vis at være hjemme. Jeg oplever, at jeg hører til, når jeg er der. Da jeg var ti år, tog jeg min notesblok, og gik udenfor, og skrev digte. De handlede om solopgangen og om skønheden, og i virkeligheden forsøgte jeg at beskrive min religiøsitet. Jeg ville sætte ord på, at der er en mening i alting, og den mening mærker jeg tydeligere, når jeg er tæt på naturen. Det var også derude, at min spiritualitet vågnede. Jeg mærkede det første gang, da jeg som femårig var med min familie på sommerferie i Sydtyskland, og så kongeørne svæve højt, højt oppe. Det var en fuldstændig overvældende oplevelse, og i mange år troede jeg, at jeg skulle være ornitolog. Fuglene er for mig både et symbol på naturen og indbegrebet af den. De er konkrete væsner, men de kan lette.

Fik du kærligheden til naturen med fra dit barndomshjem?
Min far var jæger, så jeg mødte naturen fra det perspektiv, selvom jeg egentlig ikke egner mig til at se noget miste livet. Som 15 årig fik jeg jagttegn, det var en helt naturlig del af opvæksten i vores hjem, og jeg var utroligt stolt. Min første jagt var med min far og bror, og det var en sønderknusende oplevelse. Jeg stod, og så fascineret på et egern, der hoppede rundt i en trækrone, indtil jeg skød, og egernet faldt ned, og landede lige for mine fødder, og i det øjeblik gik min verden itu. Det er så smukt et væsen; dets klør er næsten som menneskehænder, og efter den dag skød jeg aldrig igen på noget levende. Jeg opdagede, at så længe dyret var i trætoppen, var det en prik, der skulle rammes, men da det landede på jorden, så jeg hvor sårbart livet er, og at jeg havde frataget noget det.

Når du er så glad for naturen, hvorfor bor du så tæt på byen?
Nu kommer paradokset, eller, dobbeltheden i mig: Jeg har en lige så stor kærlighed til byen som til naturen. Byen er også natur. Den er ikke fremmed. Ja, vi kan gøre en by til noget fremmed, til betonklodser og usmarte konstruktioner, men dér hvor en by lever, og har sin puls, oplever jeg, at den er et landskab, den har sin ret, og jeg kan lide at være en del af den, ligesom jeg holder af at sidde i hulen – på en café, for eksempel – mens jeg er midt i den. Jeg har ikke knækket koden til, om jeg skal bo længere ude i naturen eller tæt på byen, men jeg vil gerne på sigt bruge mere tid i naturen. I perioder løber jeg, og der er det en gave, at bo på kanten af Aarhus, for når jeg har løbet i fem minutter, er jeg ude på landet, og tit stopper jeg, og sidder bare.

Hvordan var din opvækst?
Jeg har altid følt mig som en afstikker i familien. Min far var en stor teknisk begavelse, han var pionér indenfor tyverialarmer, og da jeg begyndte at tale om spiritualitet i teenageårene, var det ikke noget, mine forældre deltog i. Jeg følte mig lidt som en gæst i familien, og oplevede ikke at have et indre slægtskab med dem. Jeg vil mene, det er noget, mange kan nikke genkendende til, og måske også til følelsen af at være alene i sin indre verden. Sådan var det også i skolen, hvor mine kammerater gav mig tilnavnet “dybe kaj,” fordi de syntes, det var helt godnat, det jeg gik og tænkte på. På et tidspunkt måtte jeg jo finde mit fællesskab, og det gjorde jeg, da jeg var 17.

Hvor fandt du det?
Min egentlige oplevelse af familie var at møde et fællesskab, hvor jeg kunne tale frit, og hvor vi havde en fælles forståelse. For mig var det i teosofien, og derfra har resten af min rejse taget sit udspring. Jeg oplever et enormt fletværk af mennesker ind og ud og på kryds og tværs over hele jorden, og det har vist sig, at fletværket af spirituelt engagerede er uendeligt stort.

Hvordan var det at møde de mennesker?
Berusende. Lykkeligt. Det var ganske enkelt utroligt, at de fandtes, og jeg svævede på en sky. Jeg mødte den første del af min nye familie på et sommerkursus i 1979, som mine forældre havde foræret mig i 18 års fødselsdagsgave. Jeg havde lige stødt på teosofien, og set at der var et sommerkursus, og man kan sige, at de afleverede én ung mand og fik en anden hjem. Ud tog en kødspiser, hjem kom en vegetar. Ud tog en søgende, ensom fyr, hjem kom en ung mand besluttet på at arbejde for sit fællesskab og hellige sig det fuldstændig. Med ét kom relationerne og visdommen – og genkendelsen, mest af alt. Jeg mærkede en dyb genklang i det livssyn, som teosofien rummede, og det var ikke sådan en: ”Nåå, ja det er da interessant…”, eller: ”Hmm, det skal jeg tænke over..,” Nej, det var: ”BANG! Det kender jeg godt, det der!” og: “Ja! Det er rigtigt!” Modningstiden fra jeg forpuppede mig i min nye spirituelle identitet, til jeg sprang ud, var sindssygt kort. Der gik ikke mere end godt et år, før jeg begyndte at undervise, og det har jeg gjort uafbrudt lige siden.

Hvilken visdom var det, du stødte på?
At døden er en illusion. At vi er her mange gange, og at universet er fyldt med alle mulige andre energier og tilstande end dem, vi kan se. At der er mening med alting. At vi ikke er kaotiske brikker i et meningsløst spil; vi er blade på universets træ. Det hele er én stor levende organisme, og jeg er en mikroorganisme deri, og det har jeg altid opfattet som fuldstændig fast og sikkert. Der er en mening med alting.

Hvad er meningen?
Overordnet har jeg en oplevelse af, at vi hører sammen, og at vi er her i verden for at vores hjerter skal banke frit og lyset skal stråle uhindret, og sammen skal vi finde ud af, hvordan den her jord kan blive et harmonisk hjem for os alle.

Tror du på, at jorden kan blive harmonisk?
Desto større konflikter vi har, desto dybere forsoninger og læreprocesser bliver vi beriget med efterfølgende. Hvis vi ser på et parforhold eller venskab, så er det jo fantastisk, hvad man kan lære af at komme på kant med hinanden, hvis man vil relationen. Det er vildt, hvor meget det kan rykke, at man kæmper sig tilbage fra en konflikt, og da vi jo alle sammen tilhører den samme familie her på jorden, og da vi kun lige er i barnefasen af, hvad det vil sige at være globale borgere, så er det også nu, vi har de største kriser og fremmedgørelser, og desto større bliver forsoningen, når vi opdager, at vi ér familie, og vi vil hinanden. Men det er en meget meget hård start, og jeg vil ikke være naiv: Vi  er alvorligt udfordrede, og løsningen kommer ikke af, at vi lægger os, og sover. Men jeg ser den gode udvikling mange steder. Tag bare Standing Rock; den hjerteskærende proces med mennesker, som har fået frataget deres land for flere hundrede år siden, og alligevel vælger en konsekvent ikkevoldelig tilgang. Der er utallige eksempler på, hvad vi kan i verden i dag, men der sker ikke en skid, hvis vi bare sidder på vores røv, og tager imod de nyheder, der bliver serveret. Mainstream er domineret af økonomi, seertal, politisk tænkning, dinosaur-idéer, og det er er først, når vi selv tænker, at vi bliver vækket fra at være slappe passagerer. Vi vågner, når vi opdager, at vi selv skal finde vejen – at den er der. Der er mange flere gode nyheder, end vi drømmer om, og vi har en kæmpe indflydelse på verden, men vi er verdensmestre i at undervurdere vores indflydelse. Ét menneske har potentiale til at skabe enorme kædereaktioner, når det handler om at forandre verdens gang.

Hvorfor hører vi ikke mere om de gode nyheder?
Mennesker har mange skønne oplevelser, men vi deler kun få af dem. Når vi har den smukke oplevelse af at blive set og hørt af et andet menneske, så er det ikke altid, vi får det sagt. ”Hvor er det fedt, at du forstår mig,” eller: ”Tak for din opmærksomhed.” I stedet gærer det i os i årevis, og så kommer det ud, og vi siger: ”Du forandrede min livsbane,” eller, ”Det betød så meget, at du så mig dengang.” Måske skal vi gøre det trendy at dele med hinanden – uden forsinkelse. Det er reformerende på den fede måde, når vi er rundhåndede med den slags.

Hvorfor er det vigtigt, at vi forstår, hvor stor indflydelse vi har?
Nogle af de ting jeg er vidne til med menneskers udvikling, er mirakuløse. Det lys folk stråler med og den ærlighed og det livsmod der udfolder sig, er utroligt. Mange får med ét modet til at træde ud af dødvandesituationer, som har været deres liv i årtier, og pludselig kan de trække vejret helt ned i maven. De får lyst til at være her. Mennesker, som har været på vej væk fra livet i lang tid, fordi de ikke havde modet til at ændre deres omstændigheder, vågner op. Det er elementært, men det er ikke banalt. Det er fundamentskabende. Når det går op for os, at vi er kaptajn på vores eget skib, pibler det ud med god energi. Når vi forstår, at den matrikel vi bor på, skal æres for alt det, den rummer og ikke være en undskyldning for os, så bliver livet anderledes glædesfuldt. Det er mirakuløst at komme hjem i sig selv, for der er ikke noget mere værdifuldt sted at befinde sig, end lige der hvor man står i dette øjeblik, og den saft og kraft som vi får ud af at være tilstede i vores liv, smitter. Den vækker det bedste i andre, og giver dem lov til at stå i deres eget lys. “Det, som jeg giver mig selv lov til, giver jeg også andre lov til.” Selvomsorg kan aldrig blive selvoptaget, fordi det smitter. Vi kan vise andre, hvor værdifulde de er ved at vise os selv det samme.

Hvad kan vi gøre for at påvirke verden positivt?
Hvad kan vi ikke gøre? Vi kan gøre alt. Der er ingen grænser for, hvad vi kan påvirke. Én af de helt store illusioner er, at vi ikke påvirker verdens gang. Når et menneske begynder at handle, så igangsætter det en stille, fredfyldt tsunami i omgivelserne. Vi kan være forbrugere med omsorg for verden, vi kan købe den tandpasta, som ikke er fyldt med mikroplast. Vi kan prioritere vores tid til det, som tænder lyset i vores øjne, og så kan vi tage det modige opgør med alle skyggerne i os selv, når de bliver utrygge, og rasler med lænkerne, fordi vi truer med at slippe status quo. Vi kan kigge på skyggerne med kærlige øjne og sige: ”Du skal også elskes. Jeg kan godt forstå du er bange, men det skal nok gå.”

Hvordan vil du beskrive dit liv?
Livet bevæger sig konstant, og jeg insisterer på at følge med. Det betyder, at jeg står ansigt til ansigt med mit livs smerte, når den kommer, og den kommer hurtigt og uden forsinkelse, når jeg bryder med gamle vaner, og tager nye sandheder til mig. Man får ikke et Panodilliv ud af at sige ja til det mirakuløse, det foranderlige. Nej, når de sider i mig, som har været fuldstændig frosset ned, begynder at smelte, kommer der også frygt og frustrationer og hjælpeløshed til syne, og det viser sig som reaktioner indeni. ”Går det? Kan du klare det?” Alle status quo stemmerne taler i munden på hinanden: ”Skal vi ikke bare blive her? Det er godt nok ikke det fedeste sted at være, men det er sikkert bedre end så meget andet.”

Hvordan oplever man tabet af sine nærmeste, når man tror på uendeligt liv?
Det er et hypotetisk spørgsmål, for jeg har ikke stået i den situation, og jeg har erfaret, at man ikke kan forudsige den slags. Men jeg vil sige, at jeg håber, jeg vil være i stand til at gå ind i al den sårbarhed og magtesløshed, som ville opstå og give mig selv lov til at være med sorgen. Der er mindst to etager i fortællingen om det evige liv. På den ene, lad os kalde den stueetagen, er der sorg, fordi den, man var sammen med, er gået bort, og aldrig kommer tilbage i den form, det udtryk, med den hud, fremtoning, historik og det liv, som man kendte og elskede. Det liv er forbi, og det er vigtigt at turde lade sig selv sørge igennem og gerne dele sorgen med andre, hvilket vi kan have svært ved i vores dødstabuiserede kultur. Og så er der for mig derudover loftsetagen med udsigt til stjernerne, og derfra ser jeg, at essensen af mennesket rejser videre. At det hjerte, jeg holder af, det lys, jeg kender, fortsætter sin rejse, og tager en anden form på et andet tidspunkt, og fordi vi har knyttet tråde i dette liv, gør vi det nok igen, og de lys vi er inderst inde, vil altid være forbundne.

Læs mere om Sørens arbejde her:www.sorenhauge.com

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter
Marcel fra hele verden
Mette som ved, hvad hun vil

Hvem er du?

Ja, hvem er du?

Et uendeligt nuanceret, konstant omskifteligt, altid relevant og som regel helt umuligt spørgsmål at svare på.

Og alligevel spørger jeg, fordi det er så spændende: Hvem er du?

I dette øjeblik, måske? Hvem er du set indefra? Set over hele dit liv indtil nu? Hvem er du lige i dette sekund, på dette sted i dit liv? Hvem er du i dine drømme – og om ti år?

Jeg spørger, fordi jeg elsker at høre om andre mennesker – i lange træk og i brudstykker. Fordi det er interessant, hvad vi vælger at fortælle om os selv.

Hvem er jeg? Lige nu på denne morgen er jeg træt og lettet og fuld af taknemmelighed over dagen, som ligger foran mig. En forkølelse er ved at slippe sit udmattende tag i min krop, og selvom min nat har været både kort og afbrudt, ser jeg med glæde frem til adskillige timers skrivearbejde med musik i ørerne, te i koppen foran mig. Jeg er en mor, som netop har afleveret to børn i børnehave, hvoraf den ene var trist, og det sled i mit hjerte, som stadig er ømt. Derfor er jeg også hende, som i morgen tager på tur med samme barn for at give hende noget af den alenetid, som hun måske har savnet, siden hun blev storesøster. Derfor er det endnu vigtigere for mig at udnytte min arbejdstid i dag.

Lige nu er jeg også ved at komme i julestemning, og det glæder mig. I år skal vi for første gang fejre en julefødselsdag herhjemme. På søndag fylder Juno et år, og af én eller anden grund passer det mig rigtig godt, jeg som havde troet, det ville være lidt en udfordring med et julebarn. Men jeg glæder mig meget, rigtig meget. Måske fordi det er en lille fejring, vi har planlagt; vi har kun inviteret ganske få, da julen jo venter om hjørnet, og det er overskueligt og rart, ikke at skulle være så mange på én gang. Måske er det også fordi, det føles så oplagt at fejre det lille, smukke menneske som hver dag kommer med så meget glæde til os alle sammen, netop som julevarmen allerede er i vores hjerter. Hun er i sig selv et julelys.
I aftes så Kristian og jeg “Et Juleeventyr” (på Netflix), mens der var levende lys overalt i stuen, og vi spiste marcipan og chokolade, og godt nok nåede vi ikke så langt i filmen, for børnene hostede og kaldte på os, men det var rart at sidde og se sneen dale på skærmen, mens den gamle mand forvandlede sig i takt med historiens udvikling.

Hvis jeg skulle svare kortere, ville jeg sige: Jeg er Maj, og jeg er i forandring. Jeg er fuld af håb og indimellem er jeg træt og fuldkommen overvældet af det her liv. Jeg er nogens mor og nogens hustru og nogens datter og søster og veninde. Fremfor alt er jeg mig, og jeg gør det, så godt jeg kan.

Vil I fortælle lidt om, hvem I er, jer der læser med? Hvem er I i dette øjeblik? Hvem er I set indefra? Set over hele dit liv indtil nu? Hvem er I lige i dette sekund, på dette sted i jeres liv? Hvem er I i dine drømme – om ti år? Det behøver ikke være mere end et par ord, en enkelt sætning. Men det må gerne være en længere fortælling.

Jeg håber, I vil svare her eller på facebook.

 

Mød et menneske – Mette: Selvsikker, stålsat og tryg ved fravalg

Da jeg tidligere på ugen parkerede den store familiebil på Ærøfærgen med slutdestination ”Børnemodtagelsen”, var det bag en anden familiebil næsten magen til vores. Og ud af den stod Mette, og hun tog lille Laurits på armen, og få sekunder efter stod vi overfor hinanden på dækket, med hvert vores syge barn, og snakkede om, hvorfor vi hver især var på vej til OUH. For Mette og Laurits havde samme kurs som os, og vi endte med at tilbringe mange timer sammen den dag. Først på færgen og dernæst i venteværelserne på OUH, hvor de to små legede, mens vi kunne snakke og opmuntre og hente vand til hinanden. Og det var lidt af et sammentræf, for lige netop dagen inden havde Mette og jeg for første gang snakket rigtigt sammen, da jeg interviewede hende til dette portræt. Vi havde siddet overfor hinanden i køkkenet i hendes og Jens’ og deres fem børn og nevøs hjem i landsbyen Leby, og hun havde fortalt om sin barndom og om deres liv, og jeg havde glædet mig til at komme hjem og skrive om hende. Imens hun fortalte, trissede Laurits lige så stille rundt, indimellem drak han lidt te, indimellem kravlede han op på en stol, og så på os, og han lignede på en prik Mettes andre fire børn, som jeg kender fra børnehaven Pippihuset, hvor tre af dem de går sammen med mine to mellemste.

Men jeg fik ikke skrevet mandag aften, for der opdagede jeg, at Juno var syg, og nu er der gået et par dage mere, og både Mette og jeg har haft rigeligt at se til, men jeg kender hende endnu bedre nu, så det er godt. Tirsdag aften fik hun og Laurits lov at køre hjem fra hospitalet, og jeg tror, noget af det første hun gjorde fra færgen, var at skrive til mig ”Vi nåede færgen klokken 22,” skrev hun. ”Hvordan går det? Jeg tænker på jer.” Og sådan indkapslede vores fælles tur til OUH så fint, hvad det betyder at bo på en ø: Omsorg, kendskab, fællesskab. Men nu er det Mette, det skal handle om, og det er hun sådan set ikke vant til. ”Samtaler plejer jo ikke at være envejs,” sagde hun flere gange, mens jeg interviewede hende. ”Det er helt mærkeligt bare at snakke om mig selv.”
Mette er et dejligt menneske; Et menneske med helt klare prioriteter i livet, og som hver dag træffer valg, der kan være svære for de fleste af os, fordi der følger nogle fravalg med, som efterhånden er blevet vigtigere end livsglæden selv i verden anno 2016.

Mød Mette: Mor med stort M, livsnyder, optimist, altid hjælpsom, altid opmærksom på hvad hun vil med sit liv.

Mette Ingrid Thygesen, født 1982 i Holstebro.
Lidt snedker, lidt bygningskonstruktør, lidt kok – altid hårdtarbejdende, altid mor.
Gift med Jens.
Mor til: Anders, 7, Sofie, 5, Rasmus, 4, Claus, 3, Laurits, 1.

Hvordan er du havnet på Ærø?
Jeg kom hertil som tiårig med mine forældre, fordi min 13 år ældre søster, Elizabeth, var kommet tilbage til Danmark efter to år i Australien, og havde fået arbejde som fodermester på øen. Mine forældre fandt et hus, som de sendte min søster ud at se på, og det købte de. Jeg tror, vi havde været her to gange på besøg inden da, men nu var min søster jo kommet hjem, og så kunne vi være sammen som familie igen. Min far havde været syg i mange år, og livet skulle leves.

Bor din familie stadig på Ærø?
Mine forældre er døde, men Elizabeth bor her, og min ældste storesøster, Caroline. Hun flyttede hertil efter at have boet ni år i Stockholm. Vi har også en bror, som bor udenfor Holstebro.

Hvem bor her på gården?
Jens, jeg og vores børn – og  Tobias.

Hvem er Tobias?
Tobias er min nevø på 17, som har været i netværkspleje hos os, siden han var 11. Han var endt på et opholdssted, og da det gik op for Jens og mig, at han var røget af sted, kiggede vi på hinanden, og sagde: ”Han skal da bo hos os, den lille dreng.” Det kunne vi slet ikke have. Man får ikke løn, men man har heller ikke de vilde udgifter forbundet med netværkspleje. Det skal ikke være økonomien, der afgør, om man bliver godkendt eller ej. Netværkspleje er ikke arbejde, det er en aflastning. Jeg tror faktisk ikke, jeg har psyken til at tage deciderede plejebørn. Tobias er familie og begge forældre og alle bedsteforældrene er med hele vejen.

Hvor gamle var I på det tidspunkt?
Jeg var vel 26, og Jens er fem år yngre end jeg.

Hvordan endte din nevø hos to så unge mennesker?
Jamen, vi havde et familiemøde med bedsteforældrene, Tobias’ far og Tobias selv, hvor vi spurgte ham, hvad han helst ville? Hvor han gerne ville bo. Han ville bo hos os, det var han sikker på. Dengang boede Jens og jeg i mit barndomshjem, og Tobias været meget knyttet til min mor, så der havde han måske de bedste minder fra. Da han kom hjem til os, havde han allerede fået et lille knæk; det er ikke nemt at være anbragt, og systemet kan være hårdt. Men nu går det fint. Han er en sej dreng.

Hvordan var din barndom?
Den var meget speciel, fordi min far var så syg. Egentlig var mine forældre selvstændige, men de valgte de at leje en gård udenfor Holstebro, da min far blev syg, og han blev førtidspensionist, min mor tog kørekort, og arbejdede deltid i en børnehave, og ellers passede hun ham – og mig. De havde ingen penge, men det lægger man ikke mærke til, når man er barn. Da jeg blev voksen, gik det op for mig, at min mor brugte to år på at tage det kørekort, og hun var oppe ti gange, og det kostede dem en formue, men jeg kan ikke huske, at de har beklaget sig. Hun bagte altid selv brød, og lavede pandekager – de der billige ting, fordi man altid har æg og mælk, når man bor på landet, men det er jo de ting, man synes, er lækre. Men de gjorde det lidt af nød. Mine forældre var enige om at prioritere tiden sammen. Lægerne lagde ud med at sige, at min far ville leve ét år, men han levede 15, og han havde dæleme ondt, så han var mest vågen om natten.

Hvad har du lært af din barndom?
Mine forældre var der jo altid, ligesom Jens og jeg er. Jeg har 35 fætre og kusiner, og der var altid nogen på besøg hos os, fordi mine forældre gik hjemme. Og det passede mig rigtig godt, for jeg er efternøler, så mine søskende var flyttet hjemmefra, og alligevel var min barndom fuld af børn. Jeg husker de mange heste og haven og min mor, som gik og bagte boller, men set i bakspejlet var det et underligt valg midt i firserne at leve sådan et liv, og det har smittet meget af på den måde, jeg gerne vil have, mine børn vokser op. Jeg lagde aldrig mærke til, at der ikke var penge, før vi flyttede ind til byen, men derinde var der sgu heller ikke nogen, der havde penge. Vi gik rundt i Bilka-tøj alle sammen, og lignede noget, der var løgn. Vi havde ikke fjernsyn, men vi havde altid besøg, og så gik vi over til naboen i 1992, og så fodbold. Fjernsynet var valgt fra, fordi vi ikke havde så lang tid tilbage sammen. I stedet spillede vi kort, og legede alle mulige børnelege.

Hvad har det lært dig?
Min far havde været forsikringssælger, og hele hans familie arbejder i Codan. De havde store villaer, og min far købte biler kontant i 70’erne, og havde mobiltelefon som den første, og min mor havde en virksomhed, hvor hun solgte bevillinger til vognmænd, men de ville noget andet, derfor købte de en stor gård. Men så, inden de nåede at overtage den, fik de at vide, at min far var alvorligt syg, og de lod handlen gå tilbage, og lejede i stedet gården, som jeg voksede op på, og min far fik en kæmpe nedtur, drak en flaske om dagen, men jeg var hans grund til at leve, hans store hobby, og jeg var meget forkælet med opmærksomhed. Jeg har altid følt mig heldig, og det er vigtigt at få med, for jeg har en klar følelse af, hvad mine børn skal tænkte tilbage på, og så længe de er små, så er det absolut ikke, hvad der står i tøjet, eller hvilken bil vi kører rundt i, det tæller. Det er nærvær, og på det punkt er jeg fuldkommen afklaret. Det står klokkeklart, fordi jeg har de erfaringer fra min egen barndom. Det sker jo, når livet bliver sat på en spids: ”Hvad er egentlig vigtigt?” Det har mine forældre bruge meget energi på at lære mig. De læste meget filosofi, og underlige bøger som Tor Nørretranders ”Mærk verden”, som jeg aldrig har fattet, og min mor tog filosofikurser.

Hvad har Jens og dig valgt fra for at leve det her liv?
Vi har gjort alting omvendt. Da vi blev kærester, startede vi med en stor gæld fra et entreprenørfirma, som han havde overtaget efter sin far som 18 årig. Vi startede med et stort pres på det plan, og sagde: ”Jamen, det er bare penge, vi skal nok overleve, og så må vi bide i det sure æble de næste 10-15 år,” og når man er der, hvor man er enige om noget så elementært, som at penge ikke er vigtigt, så er man meget langt. Vi har siddet i tarvelige situationer, men vi er glade for hinanden, og den er vigtig, den der, for når jeg tænker tilbage på mit liv, så er nogle af de lykkeligste stunder, når jeg har været mest fattig. Som ung og studerende i Svendborg havde jeg da ikke en krone, når først jeg havde betalt huslejen, men jeg havde det godt. Jeg havde det skønt og sjovt, og det er fedt, at man møder én senere i livet, der har samme værdier.

Ville du ønske, du havde flere penge?
Nej, det ved jeg såmænd ikke. Nu har vi endelig fået lov til at købe gården. Man skal virkelig forsvare, hvorfor man lever sådan et underligt liv med en masse børn, og hvorfor man ikke vil bo i et parcelhus i et villakvarter, og det er skræmmende, at der er en holdning fra kreditforeningen til, at man helst skal bo på en bestemt måde. Det er så stereotypt. Tænk at vi er nået dertil i vores samfund, at så velovervejede mennesker, som vi er, kan have svært ved at få lov til at købe det hjem, som vi har lejet i tre år.

Hvordan opfatter folk omkring jer jeres valg?
Der er generelt mange ærøboer, som prioriterer nærvær og tid, og jeg snakker med mange, som synes, at det er fint, uanset om man er hjemmegående eller knokler løs, bare man er glad. Det er den generelle positive indstilling til hinanden. Men det er nok ikke lige normalen i en forstad til København eller Aarhus? Det med at bo på en gammel nedslidt bondegård med fem børn. Jeg ved ikke, hvad alle andre tænker, men det tænker jeg til gengæld ikke så meget på. Jeg er født med en gennemsyrende optimisme. Hvis der er noget, som er surt, kan jeg altid se det fra en anden vinkel. Hvis jeg taber en spand kartofler i køleskabet, er jeg bare glad for, at et ikke er kartoffelsuppe. Jeg kan allerede mærke på Anders, vores ældste, at hvis én af de andre ødelægger hans legetøj, så siger han: ”Det går nok.” Empati og optimisme er vigtige egenskaber.

Er du nogensinde i tvivl?
Nej, jeg har en selvsikkerhed i, at det liv her er 100 procent rigtigt for mig, og det giver selvtillid, at man er så sikker på, at man gør det rigtige. Men vi har også perioder, hvor vi knokler helt vildt. I høstsæsonen er Jens væk det meste af døgnet og i de samme måneder er der travlt i restaurationsbranchen, så der kan vi godt være pressede. Glæden ligger i måden, vi er sammen på. Når vi sidder nede på stranden med kaffe og Asti, og kigger ud over havet, tænker jeg altid: ”Her skal vi da være.” Og sådan har jeg det også, når vi er i haven, eller går en tur med hestene og ungerne, eller sår kartofler. Det giver så god mening at være sammen på den der normale måde – helt usnobbet, bare sammen.

Er I altid enige, dig og Jens?
Vi er fuldstændig enige om det her liv, og det er en FED fornemmelse, at vi aldrig skal diskutere noget. Hvis jeg kommer slæbende med en ny pony, siger han: ”ej hvor skønt!” Der er ikke ret meget ”det synes jeg ikke” mellem os. Vi har virkelig den fælles der forståelse af livet, og Jens er enestående. Han gør så meget for at gøre mig glad. Jeg kan godt komme hjem fra en 12 timers vagt og være enormt træt, og alligevel gå glad i seng, fordi det er så forstærkende at have den uselviske kærlighed helt tæt på. Automatisk giver man mere, jo mere man får.

Hvad lavede du, inden du mødte Jens?
Jeg flyttede til Svendborg, da jeg var færdig i folkeskolen, og kom i lære som snedker, og det var vildt godt. Men jeg var blevet opereret i fødderne i 10. klasse, og skulle opereres igen, og studievejlederen og lægen rådede mig til at finde et stillesiddende job. ”Nå,” tænkte jeg så. Hvad søren skulle jeg gøre? Jeg tog et år på Svendborg Gymnasium og et år på Aarhus Akademi og derefter et supplerende adgangskursus på Aarhus Ingeniørhøjskole med henblik på at læse enten medicin eller til bygningsingeniør. Jeg begyndte på bygningsingeniøruddannelsen, og mens jeg studerede, gjorde jeg rent i et vestjysk firma, hvor jeg knoklede løs, og da inspektøren stoppede, var jeg den eneste, der kendte så mange af kunderne, så jeg blev inspektør. Jeg kørte 6000 kilometer hver måned, havde to firmabiler, og var 22 år. I et par år knoklede jeg helt afsindigt; Lavede kvalitetsrapporter, sørgede for tøj og rengøringsmidler, løn og kundeplaner, og når der var for mange syge, skulle jeg selv af sted og gøre rent. I hele Østjylland, og Nordjylland og på Fyn, alle Silvanbutikkerne, blandt andet, og jeg var måske nok for ung til den stilling, men det var skægt. Dengang var jeg gift med min ungdomskæreste, og han ville til Ærø og læse det sidste halvandet år af styrmandsuddannelsen, så jeg tog med, og sagde til mig selv, at jeg ville rejse væk igen og studere senere. Men jeg blev skilt, og mødte Jens.

Hvordan mødte i hinanden?
Jeg havde mange jobs, inden jeg fik børn, jeg har altid været lidt en arbejdsnarkoman. På det tidspunkt, for otte år siden, arbejdede jeg i Søby Bodega, hvor jeg var bodegatrisse. Det var en rigtig bodega dengang, og Inge Lise, som havde haft den i 25 år, stod stadig i baren. Og dér kom alle bonderøvsdrengene, alle ungkarlene – også de gamle ungkarle, og vi sad en flok veninder sammen, og kiggede på de der 40 årige, og tænkte: ”snart er de tres”, men så var der en flok unge bonderøve på 19-20 år, og vi var en håndfuld veninder, som fandt sådan én hver. Jeg er 5 år ældre end Jens, så det tog lidt tid at finde sammen. Jeg er nok lidt sindrig og jysk i det, og han var meget forsigtig, men jeg var ikke i tvivl om, at han var interesseret. Til gengæld var jeg i tvivl, om han var den rigtige. Han er meget speciel, Jens, og jeg er hans første kæreste. Han er et meget følsomt og ærligt menneske. Han lyver aldrig, det hverken kan eller vil han, og alt han gør, gør han for andre. Alt han rører ved, er uden egoistiske bagtanker, og det fandt jeg hurtigt ud af; at han ikke er ikke én, man laver sjov med. Han bejlede rundt efter mig i et års tid, og så slog det mig en dag: “Selvfølgelig er det ham! – og selvfølgelig skal vi leve et bonderøvsliv sammen,” og jeg var jeg ikke i tvivl. Ikke et sekund. Vi fandt sammen i foråret, og jeg blev gravid i august, og jeg vidste, at det var os for altid. Vi elsker at være udenfor, og kan lide at gøre en masse ting for andre, og moralsk minder vi meget om hinanden. Jeg tænker, det er sjældent at finde en mand, hvis fritidsaktiviteter er at lave mad og passe mine fritidsaktiviteter, altså dyrene, men han synes, det er hyggeligt at rode rundt i de der veterantraktorer, og det passer jo godt med foder.

Hvorfor har I så mange børn?
Vi vidste, at vi ville have mange børn, da vi mødte hinanden, og indtil vi fik Laurits for halvandet år siden, har jeg haft det sådan, at der manglede nogen. Vi ville have dem forholdsvis tæt, så de har glæde af hinanden – måske fordi vi selv er efternølere. Jeg tror, vi er her alle sammen nu, men man skal ikke love den slags.

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter
Marcel fra hele verden

Jeg er alene

Jeg sidder i vogn 82 på toget mod Aarhus. Det er næsten halvandet år siden, jeg har kørt med tog sidst. Kan det være rigtigt? Min hjerne roder efter modsigelser; Jeg, der før har levet på tog mellem landsdele, på metroer mellem bydele, på fly mellem kontinenter. Halvandet år siden jeg sidst har kørt med tog i Danmark? Og jeg er her uden børn. Helt uden børn, uden mand, uden nogen andre end mig selv, og hvis ikke det var for alle de ubrydelige tråde i mit hjerte, som det trækker i med mellemrum, ville jeg kunne fortsætte længe. I ugevis, månedsvis. Jeg kunne køre, vuggende, læsende, skrivende, sovende, tænkende, drømmende, gennem landet, over grænser, ind på ukendt terræn. Men for nu holder jeg mig til det velkendte, til fødebyen, og til en overskuelig tidshorisont, et døgn, og jeg har kun én bog med, som jeg vil læse, og en enkelt som jeg vil skrive videre på, og jeg skal kun se ét menneske, min søster. For roen og ensomheden er som en magnet, det er det eneste, jeg virkelig higer efter. Jeg er træt, og jeg er glad, men også sårbar og lidt flosset, og nu skal jeg spise god mad – flere gange i dag – uden at have nogen på skødet, og jeg ved godt, at Kristian og jeg lige har været på kærestetur, og jeg ved, at nogle aldrig tager den her slags dage, og de klarer det jo alligevel. Vi er forskellige, det er vi virkelig, os mennesker, og vores vilkår er forskellige. Og jeg kunne også klare mig uden det her døgn, men jeg vil helst ikke. Jeg vil gerne mere end “klare mig”. Jeg vil gerne lige lidt ovenpå, gerne lige sove ud, gerne skrive igennem, læse uafbrudt, som jeg gjorde i onsdags på sygehuset, mens Juno sov, og jeg holdt hele øje med hende og lyttede til hendes vejrtrækning samtidig, jo. Jeg vil gerne læse uden andet, og nu er Kristian sammen med Juno, og senere kommer bedsteforældrene, og henter de tre andre, og så bliver de samlet derhjemme alle sammen, og der er et brev fra nissen, det ved jeg, og de skal have bedstemors frikadeller, og farfar vil nok fortælle en masse historier, og Kristian har lovet drengene at læse Harry Potter færdig (de mangler kun halvandet kapitel), og mon ikke pigerne tegner eller bygger Duplo imens. Og alt det sker, mens jeg er væk. Mens jeg går rundt i Aarhus, mens jeg sætter mig på en café, mens jeg køber en fødselsdagsgave til Juno, mens min søster og jeg snakker. I aften går jeg til min fætters lejlighed, som jeg har lånt, og låser mig ind, falder i en dyb søvn, og så sover jeg længe, og i morgen tager jeg toget hjem igen.

Her er mange mødre på toget, og fædre vil jeg tro, men det er nu mødrene, der går rundt med børnene, og jeg ved ikke, om man kan se, at jeg har børn? Det er så pudsigt det der med at træde ud i verden og være neutral. Eller, i hvert fald knap så tydeligt beskrevet, som når man går rundt i sine vante cirkler med nogle børn ved siden og en stak biblioteksbøger i favnen, eller når man står et sted, og snakker, og alle lidt ved, hvem man er, eller i hvert fald hvor man kommer fra. Her på toget, på perronen, på færgen, i byen, er jeg bare et menneske. Et helt almindeligt, helt ubemærket menneske i mørkeblåt tøj og med en bog og en computer og nogle karameller og en flaske vand. Ej, karamellerne er blot papir nu, resten er i min mave. Jeg er ved at lære, at man ikke kan dømme ret meget fra det, man ser. Eller det man lige hører. At vi alle sammen rummer en historie, at man bliver overrasket de fleste gange, når man spørger ind til et menneskes drømme, tro og liv. Hold op hvor er jeg blevet overrasket – hundrede gange, tusinde måske. Det er noget af det bedste ved livet, synes jeg. Al den dybde og mening og skønhed – og smerte og sorg og håbløshed, men det er en del af hele billedet og vi er sat sammen af mange brikker, hver og én af os

Hvad laver I i dag, på denne decemberfredag? Hvornår er I sidst blevet overrasket over et andet menneske?

Når man bliver bange og taknemmelig

Børnemodtagelsen, OUH. Afdelingen med alle de farverige vægmalerier og legetøj ad libitum.

Der har vi været det meste af dagen, Juno og jeg. Og mange andre, for den sags skyld, for der er run på – døren går hyppigt, og ind træder forældre med et barn på armen eller mellem sig.

Her er travlhed og børnestemmer, knirkende hospitalsbarnevogne og lamper der blinker, men her er også omsorgsfulde sygeplejersker, varm mad, et stort legeværelse hvor de mindste kan boltre sig i timevis uden kedsomhed. Her er hele livet indkapslet i ét: alt det vigtigste vi har, kommer i fokus, når vi træder ind bag disse døre. Og nede på sengeafsnittet er der værelser med navneskilte på døren, og jeg tænker på de familier, som er her så længe, at de næsten flytter ind.

De første timer var Kristian her med os, men han tog af sted sidst på eftermiddagen, for der er tre andre børn, som har brug for at være tæt på ham og på hinanden, og som er bekymrede for deres lillesøster. Og så, for snart en time siden, fik Juno og jeg en fin, stor stue med en rummelig seng, hvor vi kan ligge sammen i nat, for hun er endelig blevet CT-scannet, og selvom jeg ikke nåede færgen hjem til Ærø klokken 22, som jeg havde håbet, er jeg glad for at have dette rum nu, hvor vi kan sove i nat, og hvor de tjekker hende om nogle timer, og hvor alt det, vi har mest brug for i dette øjeblik, er indenfor rækkevidde.

Det startede i går aftes, da jeg puttede hende. Jeg mærkede, at et område på hendes baghoved føltes, som når man trykker på en vandballon. Vandfyldt, blødt. Og så var det som om, jeg for et øjeblik gled ud af min krop, og jeg lagde hende fra mig, og gik ind til Kristian, som var ved at putte de andre, og med gele-ben og garanteret ret bleg spurgte jeg, om han lige ville gå ind mærke Junos hoved. For jeg troede ikke, jeg havde mærket rigtigt. Det var en underlig illusionel fornemmelse; hendes hoved gav efter, kunne modelleres med. Jeg har aldrig mærket noget lignende.

Og han trykkede, og sagde: Jo, sådan føles det, og vi så mistroisk på hinanden, men Junos hoved, til gengæld, kunne man intet se på, og jeg gik som i trance nedenunder, og tog telefonen.

Derfra puttede Kristian Juno, og de andre puttede sig selv for en stund, mens jeg ringede til min kusines mand, som er praktiserende læge, og dernæst til vores egen læge på Ærø, for jeg har stor tillid til dem begge, men ingen af dem havde hørt om noget lignende, men vi blev enige om, at det ikke var akut. Hun havde det jo fint hende den lille prop. Glad og med god appetit.

Så vi tog til vores læge i morges, og blev scannet på Ærø og så videre til Odense, og her er dagen gået med undersøgelser hist og her og flere CT-forsøg som i sidste ende udmundede i en sonde med bedøvelse og endelig – klokken 21:30, en vellykket CT-scanning.

Og hov – nu har lægen netop været her med svar, og jeg havde egentlig tænkt mig at afslutte mit indlæg med at skrive godnat og “vi ved ingenting endnu”, men nu ved jeg mere. Juno har en lille bitte fraktur på kraniet – få millimeter – som bløder, og i morgen overtager neurokirurgerne hende, og finder ud af, hvad de vil gøre. Jeg håber, de vil sige: vi lader blødningen stoppe naturligt og hæmatomet absorberes over tid. Men, jeg aner intet om den slags, og jeg har skrevet til min mor, at hun skal tage ting med på arbejde, så hun kan komme, hvis jeg får behov for det.
Og jeg aner ikke, hvornår Juno har fået den fraktur, og jeg var lige ved at tænke: “tænk, at det er sket i vores varetægt.” men så sagde lægen, at mange børn har dem uden at man ved det, fordi de ikke bløder. “Den slags sker jo, når de er ved at lære at gå.” Åh, tak. Tak for det.

Jeg har fortrudt undervejs i dag, at vi trak hende igennem alt det her – hun græd i timevis, efter hun fik bedøvelse og dernæst sonde, og jeg tænkte “det er garanteret ingenting.” Men det er det så desværre lidt alligevel, og det var relevant, at jeg reagerede. For helvede da også; Jeg ville meget hellere fortryde at gøre for meget end at skulle se hende potentielt gennemgå mere. Og jeg kunne tude, jeg er så træt og nu også ked af det, men jeg gider ikke græde.

Her på stedet er mennesker, som bor på sengeafsnittet; som har deres egen hylde i køleskabet i fælleskøkkenet, og som kalder stue 17 for ”hjem” i uger, måneder, måske helt til livets afslutning. Her er mennesker, som kommer ind med børn, der aldrig bliver sig selv igen. Her er mennesker, som er bange og alene og ikke har et netværk omkring sig. Her er mennesker, som ikke taler dansk, er meget langt væk fra det, de kalder hjem, og som er i tvivl, når sygeplejersken forklarer, hvordan medicinen skal tages. Her er så mange mennesker med hver sin historie, hver sin bekymring, hver sin grund til at være her lige nu. Og pludselig igen står mange ting klarere: hvor godt vi har det i min familie, hvor dejligt det er at være hjemme hos mig, hvor velsignet jeg er.

Og Juno er her, ved min side, og jeg er taknemmelig over at have mulighed for at være her med hende. Lægens sidste ord netop nu, var: “Min overlæge sagde, at jeg skal fortælle dig, at vi er ikke bange for din datters tilstand.”

Og det er godt. Det er det eneste, jeg har brug for at høre.

Hvor arbejder du bedst?

Jeg arbejder hjemme de fleste dage. Nogle dage er jeg ude for at snakke med mennesker; andre er jeg hjemmefra for at ordne et eller andet, som ikke kan vente. Men de fleste dage – og det er de dage, jeg er lidt afhængig af – sidder jeg derhjemme, og skriver (og besvarer mails, og foretager telefonopkald, og planlægger opgaver). Jeg kan bedst lide at sidde ved min farfars gamle tegnebord for enden af vores mørkeblå stue med udsigt til vandet. Der er tusindevis af huller i det bord; folk tror indimellem, at det er borebiller, men i virkeligheden er det huller fra tegnestifter, som har holdt papiret fast, da det stod på tegnestuen i mine bedsteforældres kælder.

Udsigten ændrer sig hver dag, men også indimellem fra time til time. Sådan noget vand kan være azurblåt, lyseblåt, mørkeblåt, sort eller sølvfarvet, og det kan være blankt og stille eller med krusninger eller bølger og indimellem er det fuldkommen skjult bag tåge, og så kan man ikke se, om det er en motorvej eller vand dernede. For enden af vores mark, helt nede i venstre hjørne lige før stranden, står et træ, som ligner en vifte. Jeg ved godt, at det ser sådan ud, fordi det i virkeligheden er alt for skævt, men jeg elsker at se på det. Jeg elsker den form – som en balletdanserinde i spring.

Her arbejder jeg bedst, fordi her er ro. Her kan jeg høre høj musik, eller lav musik, klassisk, jazz eller noget tredje uden at bruge energi på at overveje, om der sidder nogen, og hiver sig i håret over det, og kilden til et godt skriveflow for mig er, at jeg ikke hele tiden skal overveje, om jeg forstyrrer andre eller frygte, at der kommer nogen, og forstyrrer mig.

Det er sjældent, jeg holder pauser for at spise, men jeg smutter med mellemrum ud i køkkenet, og laver en mad, eller fylder en skål med et-eller-andet, og så spiser jeg foran computeren og musikken. Jeg har næsten altid te med mig. Året rundt. Hvid tempelte fra Perchs er min yndling.

Nogle dage går jeg en tur udenfor, hvilket altid sætter gang i tankerne. Så vender jeg hjem, og kan næsten ikke følge med ordene, der kæmper for at komme ned på papiret. Andre gange, men det er ikke så ofte i disse år, tager jeg væk – hopper på toget til en anden by, sover for mig selv, og suger til mig af ansigtsudtryk, anderledes kufferter, menneskelige interaktioner, mad, lyde, dufte. Det skal jeg faktisk senere på ugen, og forventningen er også en inspiration.

Jeg kender mennesker, som elsker at have en arbejdsplads med kolleger. Det er næsten som andet hjem, og kollegerne er venner, vidner til deres liv, de er samarbejds- og sparringspartnere. Jeg kender mennesker, som nyder at have del i et kontorfællesskab med gensidig sparring og kreativ kommunikation, og jeg kender nogen, som helst sidder midt i et stort kontorlandskab, og er en del af noget større.

I disse år, i hvert fald, foretrækker jeg altså at arbejde i en form for ensomhed (som jeg har lyst til at kalde “solitude”) med selvvalgte inspirationsture og et ublu forbrug af mørk chokolade fra morgenstunden.

Vil I fortælle, hvordan I arbejder? (eller hvor I er det meste af dagen, i hvert fald) Hvad kan I se derfra? Hvem er I i nærheden af, og har I venner, eller gode sparringspartnere omkring jer?