Jeg har håb endnu

I dag snakker vi om Trump og næsten ikke om noget andet. Herhjemme vækkede vi hinanden med beskeden.
– “Ej, det er løgn?!”

Vi snakker om hvorfor og hvordan – og “hvad tænker de på derovre?” -og hvisker med en klump i maven at vi jo ser det samme i mindre skala herhjemme i disse år. Det er hele verden.

Men det er, når jeg sidder alene i bilen, at det virkelig slår mig: Han har vundet. De har vundet. Muren, kvindesynet, vreden, tabet af tro og håb – og kærlighed? Verden er delt op i to; tillid og mistillid, frygt og glæde, håb og opgivelse. Jeg håber, vi kan finde sammen igen, stå som en enhed, se livet for alt det smukke, det også er.

Her på Ærø er jeg omgivet af mennesker, som har væsentligt mindre, end alle andre, jeg har boet i nærheden af før. Ingen nye tage, ingen store biler, ingen lange uddannelser. Ingen prangende titler eller kontakter i indflydelsesrige kredse. Men de mangler ikke noget. Det er, som det altid har været. Måske lidt lettere, måske lidt lysere, i hvert fald ikke sværere.
Vi havde besøg af ét af mine velhavende familiemedlemmer, og hun hørte, at vi var med til at give én af vores venner herovre en rygeovn i 70-års fødselsdagsgave. “Dejlig hobby,” kommenterede hun. “Nej,” måtte jeg indvende. Det er netop ikke en hobby med den rygeovn, og det er heller ikke en bevidst brand-livsstil med tilvalgte kernelædersko og kasser fra Årstiderne. Det er en levemåde, en reel, praktisk, historisk, eksisterende overlevelseslivsstil med får på marken, haven fuld af grøntsager, revner i hænderne af at samle bær, plukke æbler, lue ud.

Og gæt hvem af de to, der synes, vi har nok til alle? Gæt hvem der mener, vi skal støtte de svageste, rumme de udstødte? Og hvem der til gengæld er bange for skattestramninger, frygter de svages indtag af offentlige midler.

Jeg tror på næstekærlighed, tillid og håb, og i dag er jeg blevet sat på prøve. I dag ved jeg, at hele verden er forandret, men jeg aner ikke hvordan. I dag håber jeg inderligt, at jeg kan holde fast i troen og håbet, selvom alting måske snart ser anderledes ud. Det er min overbevisning, at der er en vej. Også efter i dag.

Hjem – Efterår – Øliv – Familie

Jeg gik en tur i går med Juno i barnevognen og én af de fireårige ved min side, og det var en luksus at få ham for mig selv – altså, uden de to andre snakkende børn. Det er sjældent, det sker for tiden, men snart gør det igen: Vi har indlagt opdelte fridage over de næste uger, så alle børn får 1:1 tid med en forælder.

Men i går var vi alle sammen hjemme: børnene (som var snottede), Kristian og jeg og så har vi endda besøg af min bror og svigerinde og deres lille, komplet vidunderlige datter i denne uge. I går blev brugt på børnehygge, spil, tegninger og mange snakke, og vi drak varm kakao, spiste lun leverpostej til frokost og kørte jollen i stalden for sæsonen (medmindre vejret pludselig bliver perfekt til at sætte garn – så må den ud igen). Kristian bakkede for øvrigt jollen ind med traktoren i ét ryk, og han var så stolt, at vi andre ikke nåede at rose ham, før han gjorde det selv.

Farverne udenfor på dage som disse er mine yndlings; jeg elsker det blå-grå hav, den mørke himmel hvor lyset bryder brændende, skarpt igennem små huller på himlen, og de nøgne træer, røde bær, orange blade på vejen. Himmel og hav skiller sig i hvide skyer, der er krusninger fra vinden på vandet, fuglene flyver i flok og en dag lignede de blinkende stjerner over mig, med deres vinger, som slog fra den hvide mave og væk igen, og jeg stod stille i jeg ved ikke hvor langt tid med tilbagebøjet hoved og åben mund, og var næsten chokeret over, at jeg aldrig havde lagt mærke til det før: Fuglene blinker som stjerner. Det var som magi.

Noget andet der føles som magi, er at være vidne til min bror og svigerinde, der som nye forældre hver dag bliver mere sig selv, mere kerne, mere kærlighed. Det virker helt magnetisk på mig: Jeg har lyst til at være tæt på dem, og jeg nyder den ro, de har omkring sig, den tålmodighed som min bror har taget med sig ind i det nye kapitel af sit liv. Hans datter på fire måneder er allerede tålmodig; Hun ligner ham med sit rolige blik, sine observante øjne, men hun er også sin mor; hun snakker livligt, elsker at være omgivet af alle de larmende børn her i huset, og hun smiler dagen lang. Juno kysser hende, lægger sin runde kind ind til sin lille, fine kusines, og hviner af fryd over det lykketræf, at de sammen kan dele livet.

Da jeg gik tur, tænkte jeg, at nu er det her jo hjem. Ærø, denne vej, dette sving, det gule hus. Og hvor er det egentlig svært at forklare; hvordan det er blevet hjem, når jeg engang for ikke så længe siden ikke kendte det? Vi besøgte Ærø for første gang for fem år siden, og flyttede ind i huset her sidste efterår, men allerede nu er mine børn er trygge her: de griner, har røde kinder, besøger naboerne, er på fornavn med de fleste. Jeg snakker med brugsuddeleren, kender postbudet, har venner som tilbyder at købe ind for mig, når Kristian er væk på arbejde. Derfor er det hjem. Fordi de fleste ved, hvor vi bor, og de passer på os. De kommer med forslag til mennesker, jeg kan skrive om herinde, ringer, og siger: “Nu ved jeg, hvem der er spændende!”

Jeg tog en masse billeder af alt det smukke, mens vi gik tur. Af piletræet, som blev beskåret for kort tid siden, men som allerede har så mange nye, lyse, livsglade grene igen. Af himlen og havet, køerne der gumlede, mine børn og af Christen. Jeg er ikke foto-dame, jeg er skrive-dame, først og fremmest, men billeder kan alligevel noget.

Processed with VSCO with a9 preset

 

 

 

Hvorfor blogge? Og hvad med privatlivet?

Line skrev en kommentar herinde for et par uger siden, som fik mig til at nedfælde nogle tanker om det med at blogge, men det er først nu, jeg har haft mulighed for at skrive dem ned:

Lines opfordring lød:

“Hvis du har lyst til at fortælle om det, så kunne jeg godt tænke mig at høre om dine overvejelser over at blogge om hverdag, familieliv og mennesker omkring dig, i forhold til privatliv. Jeg har selv prøvet at starte en blog op flere gange, men jeg standser altid ved, at jeg føler, at det bliver for privat at dele ud af mit liv – og især nu, hvor jeg har fået børn. Men samtidig inspireres jeg af dem, der gør – så tak for det!”

Hej Line,
Jeg har også brugt flere år på at komme i gang med at blogge, og jeg har sågar haft en blog her på www.majmy.dk for to-tre år siden, som jeg lukkede igen efter et enkelt indlæg. Det gjorde jeg, fordi det gav mig koldsved pludselig at stå på den her selvbestaltede platform, som folk måske (forhåbentlig) ville tjekke med forventingen om, at der var nyt at læse, og jeg blev nervøs for at løbe tør for tanker (og tør for læsere.) Derfor blev jeg også tør i munden, hver gang jeg tænkte på at skrive et indlæg, så jeg fortsatte med at “blogge” på facebook nogle år endnu.

Men så – for et par måneder siden – blev jeg opfordret til at blogge, og jeg tænkte: Ja! Nu gør jeg det!
– Og det er jeg så glad for!

Da jeg læste din kommentar, var min først indskydelse, at min blog ikke er særligt privat, men jeg ved godt, at det er helt ude i skoven, fordi… det er den jo. Men, jeg har en klar tanke om, hvad jeg vil med den, og måske derfor føles det ikke “privat” for mig at skrive her. Min ambition er ikke at referere mit eget liv 1:1, men derimod at dele erfaringer, som rummer et mere alment, måske endda eksistentielt, perspektiv. Det fungerer med andre ord ikke for mig at beskrive en oplevelse fra mit eget liv, hvis ikke der er en dybere mening med at gøre det. Derfor er min blog jo lige så privat som så mange andre, men jeg kan bedre forsvare overfor mig selv at bruge mig selv og mine omgivelser, når jeg ved, hvad jeg vil med det.

Og til det med at “dele ud at mit liv”: Helt overordnet er jeg et et ret ærligt menneske, som gerne fortæller om mine skyggesider, og så er jeg uddannet journalist, og har tidligere haft en klumme i et dagblad, som også var tæt på. Det er med andre ord ikke fremmed for mig at være åben, heller ikke i det offentlige rum.

Jeg synes, du skal springe ud i at blogge, hvis du ikke kan lade være. For mig krævede det et ret konkret skub fra mine søskende (og deres kærester), som havde brugt en aften (bag min ryg!)  på at snakke om, at jeg skulle starte en blog, og da jeg indvendte, at “jeg har ikke noget at skrive om?”, rullede de med øjnene, og opremsede en liste emner, som jeg havde udbredt mig om på det seneste, og som de syntes, jeg skulle skrive om. Jeg tror, vi skal gøre det, vi føler en stærk drift mod, også selvom det er angstprovokerende. Der er jo mange måder at nedtone det private på i en blog og alligevel være både vedkommende og interessant. – Giv lyd hvis du kaster dig ud i det, så vil jeg læse med!

Kh Maj My

maj-my-logo-final

 

Hvilke blogs læser I og hvorfor? Hvad er jeres tanker om privatliv og offentlighed? Og blogger I selv (hvor og om hvad?)

Om den musik der skaber os

Sangerinden Trille døde for et par uger siden, og så kom jeg til at tænke på hende. Ikke at det var noget nyt – jeg havde også tænkt på hende dagen før, da jeg sang én af hendes sange for min lille datter, og jeg havde tænkt på hende dagen før det.

Jeg er vokset op med Trilles musik. Ikke på en meget bevidst måde hvor jeg var skarp på hendes politiske holdninger eller private erfaringer, nej, hendes musik var helt enkelt underlægningen til min barndom, og hun rejste med videre i mine hovedtelefoner som ung og voksen. Jeg holder af hendes ord, melodier og stemme, og jeg synger Trilles sange for mine børn. Det er hendes sange (og kun ganske få andre), jeg kan udenad.

Igennem tiden har jeg hørt mange sange som noget helt andet, end det de måske i virkeligheden var. Én af mine yndlings-Trille-sange hedder “Ser for sig hvordan hun danser” og jeg har sunget med på den hele mit liv, men jeg forstod først ordene, da jeg blev voksen, og læste teksterne i LP-coveret hos mine forældre. Jeg havde altid troet, at hun sang: “Ser hvor Savotten den danser, ser hvor Savotten den..,” og jeg så for mig et smukt fabeldyr, en form for elverlignende skabning, der dansede i skumringen, men i virkeligheden er det historien om en mand som vender hjem, og mens han går mod sit mål ser han for sig “hvordan hun danser.”

Nogle dage efter Trilles død opdagede jeg, at alle hendes tekster lå på mit skrivebord på computeren i en pdf, så jeg altid lige kan tjekke teksterne, inden jeg synger dem højt. Og dér fra skrivebordet så hun tænksomt på mig, og hun så smuk og følsom ud, men jeg blev ikke trist. Fordi hendes musik det samme, uanset. Trille har været med til at forme mig og min vej, og hun vil være en del af min historie, til jeg selv skal videre her fra.

Sidste vinter læste jeg Brødrene Løvehjerte op for Storm, min ældste, og vi læste de sidste kapitler en aften, hvor han lå på sengen, og lyttede, og trak dynen over hovedet af frygt for alt det onde, og stillede mange spørgsmål. Og så, da historien var slut, lå han stille i mørket, og en tåre løb over hans kind, og han sagde, at det var en god bog, og spurgte: “Vil du synge den sang om, at han kommer hjem, men hun er væk?” og det ville jeg selvfølgelig, så jeg sang Trilles sang, og Storm græd mere, fordi teksten flere tårer ud af ham, og det kan være så forløsende at græde.
Bagefter lå vi næse mod næse og vidste, at Jonathan og Tvebak levede videre et andet sted, og vi vidste, at der er en mening med livet, også selvom det kan synes håbløst. Og så snakkede vi om, at kærligheden ikke kan vente for evigt, at man skal elske, når man kan. Og det forstod han, og vi lagde os tæt sammen, og faldt i søvn.

Ser for sig, hvordan hun danser

en mand han vender hjem, han går ad gammelkendte spor
– og græsset gror –
længe var han væk, åh så længe væk
og savnede sådan sin kvinde ser for sig, hvordan hun danser ser for sig, hvordan hun…

(…)

men døren ind til huset står på vid, vid gab – og græsset gror –
gulvet er så vådt efter al den regn,
og endelig så står han stille
ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

(…)

der hænger en kjole over en stol
– og græsset gror –
den dufter lidt endnu, bare lidt endnu, så glider den ned på gulvet
han ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

så går han ud ad døren, går ad ukendte spor – og græsset gror –
himlen er så lav og så brister den
så græder himlen for ham
ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

(det startede tidligt med de hovedtelefoner. Her ses jeg anno cirka 1987 i min fars tegnestue i Aarhus)

Vi hørte meget musik i mit barndomshjem. Særligt min far skruede højt op, og kaldte på os børn, som skulle høre med. Vi lyttede til Bob Marley, Trille og jazz, men jeg tror, at jeg har hørt en del mere musik end nogen af mine forældre, for jeg har levet i en tid med hovedtelefoner og transportabel musik, og i tyve år af mit liv bevægede jeg mig hver dag gennem alt med tætsluttende hovedtelefoner over ørerne og en walkman, så discman, så iPod nu iPhone i lommen. Jeg har slæbt rundt på mapper med cd’er i min taske, og jeg kunne skifte cd med én hånd uden at lave ridser. Jeg har hørt musik i Aarhus, København, New York, tværs over USA, igennem hele verden, i Kina, Norge, det meste af Europa, Thailand, Indien, over alt. Lige så mange timer som jeg har lyttet, lige så meget forskellig musik har jeg hørt. Det er umuligt for mig at lave lister: Jeg kan ikke prioritere hverken kunstnere, albums eller genrer. Men Trille har en særlig plads i mit hjerte, og jeg skrev et brev til hende, da Storm var lille, og fortalte, at jeg sang hendes sange for ham, og hun skrev tilbage på solgult papir, at hun var taknemmelig for at leve videre i børnene.

Musik er så stor en del af vores verden.

Hvad hørte I som børn? Og hvad hører I nu? Hvilket album er jeres yndlings – nu og dengang? (lige nu, i disse måneder, hører jeg ekstra meget Edward Sharpe & The Magnetic Zeroes)

Fridags fredag

Vi tog en fridag i går. Én af de der fridage, hvor man har planer om at være totalt bage-lækker, stylet i det skønneste hjemme-cashmere i sit forlette, opryddede hjem, men hvor man i stedet ender med halvandet rugbrød i krummeform og en beskidt baby under bordet, mig uden mascara hele dagen, og tre unger som spiller Wii i timevis i stedet for at lave alt det, vi havde planlagt.

Det startede, som den slags så ofte gør: Vi vågnede om morgenen, og havde lyst til bare at være hjemme. Nogle var forkølede, andre lidt trætte, og foran os lå en weekend med planer ude af huset. Og så sagde Storm: “Hvad med at vi tog en hjemmedag?” og Kristian og jeg kiggede på hinanden med løftede øjenbryn, nikkede diskret, og sagde: “Helt sikkert.”

Processed with VSCO with a8 preset

 

Vi spiste morgenmad kl. 12:30 og frokost klokken 12:35. Fandt min brors ti år gamle Wii 1 på loftet, pillede fjernsynet ned fra væggen, satte Wii’en til, og spillede løs. Ungerne skreg af grin og græd af frustration (indimellem var banerne krævende). Men lille-Juno måtte ikke være med, for hun kunne ikke holder fingrene fra fjernsynet, som pludselig stod på gulvet, så hun så på gennem glasdøren (og resten af tiden kravlede vi op af trappen med hende, igen og igen, og hun var glad).

 

Live fik lagt ansigtsmaling, hun ville males som “den sure Elsa” med hugtænder.

 

Vi bagte Halloween-boller, som skulle ligne rotter med fine lakridskonfektøjne og karamelsnøre-haler, men vi droppede pynten, og spiste dem i stedet bare, helt blege, kun med ører af mandler og et tykt lag smør.

Vi samlede æbler, og ungerne skændtes om, hvem der samlede flest, og vendte bunden i vejret på hinandens kasser, og blev rigtig sure. Men så kom æblerne op i kasserne igen, og pludselig havde vi været udenfor i nogle timer, ungerne var imponerede over deres egen indsats, og fik lov til at spille Wii igen (da jeg sagde: “Ja, ved I hvad, vi piller den jo ned i aften. Spil lige indtil vi skal spise aftensmad” bakkede de ind i den bagerste stue, og lukkede forsigtigt døren efter sig, mens de så mistroisk på mig, og uden tvivl frygtede, at jeg havde fået en kortvarig psykose og ganske kort efter ville trække det tilbage igen.)

 

Nogle læste en lille smule Mimbo Jimbo og Fyrtårnet og spiste dele af bogen (ikke alle, kun den ene)

Men planerne om at trække i udklædningstøjet, læse Halloweenhistorier, lave uhyggelig Halloweenmad og kreative spindelvæv til vinduerne, glemte vi undervejs. Til gengæld gravede Kristian og ungerne et væld af jordskokker op fra marken, og af dem lavede han en lækker suppe, som vi spiste med de ufuldendte rotte-boller til aften.

Jeg synes, vi burde have tre-dages-weekender og fire-dage-uger i hele verden, og jeg er sikker på, at det ville være godt for alt og alle. For naturen, prioriteterne, værdierne, bibliotekerne, dyrene, fødderne, hovederne, hjerterne, børnene, pensionisterne, etc.

Hvad skal I her i weekenden? Og tager I indimellem sådan en fridag?

“Lad være med at få så mange børn..”

Jeg sendte en besked til min søster i aftes:

“alle ungerne hoster, og jeg sidder på børneværelset, og er ved at få et nervøst sammenbrud.
honey, lov mig at du får to børn og ikke ét mere?”

Men det er jo nemt nok at sige – at hun skal være bedre til at begrænse sig end mig – når man selv har sit på det tørre med alle de børn man kunne ønske sig (og mere end det, har jeg lyst til at tilføje – lige nu, i hvert fald). For jeg kan da sagtens råde alle mulige til ikke at få for mange børn (og jeg gør det). Men, hånden på hjertet: ville jeg vælge anderledes, hvis jeg fik muligheden? (svaret er et lille nej, som helt sikkert vokser sig større dag for dag).

Men shit, hvor ville jeg til gengæld gerne være fri for at føle mig så presset, som jeg indimellem gør, helt aktuelt. I aftes, for eksempel, hvor Kristian var væk (det er han indimellem – som regel på arbejde, og jeg kan næsten ikke lade være med at se opgivende på ham, når han rejser, selvom jeg jo godt ved, at det der arbejde både er nødvendigt og faktisk også meningsfuldt, men altså..) Tre af børnene er forkølede, og når vores børn er forkølede, hoster de. Astmatisk bronkitis hoste, non-stop. Frem med medicinen. Frisk luft. Dyyyb indånding (mig selv, også). Det kan fortsætte hele natten, de vækker hinanden på skift. I nat lå to af dem vågne til klokken 01:24. Det gjorde jeg også, og jeg hader hoste. Tror, det vil give mig myrekryb resten af mit liv.

(de grinede, jeg havde ondt af mig selv)

“Men, det er okay,” siger jeg til mig selv. O-K-A-Y. Fordi: Børn, som er mere end to-tre år, sover, når de sover. Ja, de snakker lidt i søvne. Ja, de vågner af hoste – men så falder de i søvn igen. Og en dag er alle mine børn jo mere end to-tre år.

Om to-tre år, altså..

Babyer, derimod, dem kan man ikke regne med. De er uforudsigelige. De er stadig kun ved at lande her på jorden. De har vinger, flakser rundt mellem det ene og det andet sted, og kan ligge lysvågne midt om natten i timevis, mens man er ved at slå en kolbøtte i sin krop af træthed.

Det er med andre ord den mindste, hende den nuttede baby med de tykke kinder, der får mig ud til kanten på aftener som i aftes, fordi uanset hvor mange gange de tre store skal have vand, tisse, afbryde højtlæsningen og skælde hinanden ud, så sover de klokken 20, cirka. Slut prut. Og selv hvis de hoster, eller kaster op, så ved jeg, at de finder ro igen på et tidspunkt – altså, hvis ikke det var for babyen, som holder alle vågne med sit høje humør..

Men, jeg skulle absolut have én mere. Selvfølgelig skulle jeg det. Én mere for at prøve at få bare en enkelt baby (ikke to) og samtidig have erfaringen fra de foregående. Jeg drømte om en tredje graviditet, en hjemmefødsel, et roligt ammeforløb, overskud og ro. Og jeg ér mere erfaren denne gang. Jeg har været mere rolig. Jeg takkede nej til sundhedsplejerskens besøg (fordi min baby hurtigt blev tyk, og jeg havde ikke tid alligevel). Og ja, jeg ved noget, men jeg ved ikke alt, og fire børn er sgu en håndfuld.

Og så er det, at jeg i desperation skriver til min søster: Stop før bægeret flyder over (selvom hun ikke har én eneste baby endnu, og hun bliver verdens bedste mor, ligesom hun er verdens bedste moster og jordemoder). Ikke fordi mit bæger er flydt over, men der triller indimellem en dråbe over kanten, og jeg føler, jeg har været heldig, at jeg ikke selv faldt i en gryde med ægte stress nogle måneder tilbage.

Min pointe gemt i alle disser ord er, at jeg glæder mig, til hosten går i sig selv; til jeg føler, jeg kan overskue vandene igen. Jeg glæder mig, til tiden går, samtidig med at jeg forsøger at nyde at være midt i den nu.

For jeg har det jo fint. Fantastisk, faktisk.
Jeg ved godt, at mine børn kunne være rigtigt syge. De kunne være døde (ja, det kunne de. Jeg kender forældre til døde børn, og det er ikke til at bære). Mine børn kunne være noget, jeg længtes efter, men aldrig fik. Men de er her, midt i mit liv, i mit hjerte, i min seng. Hostende, spruttende, lysvågne – nogle gange også om natten. Og jeg ved, at de her år, det her liv, alle disse smukke gaver, er som lysets bro til det uendelige land, og jeg går på den med solen i øjnene, men indimellem rammer skyggerne også her, og så er det godt at kunne skrive det ud.

Forresten, da jeg midt på natten stavrede op af trappen til soveværelset med panodil junior i den ene hånd og koldt vand i den anden, og netop var faldet over en pose på gulvet i køkkenet, og den mindste og den midterste sad i hver sin seng og græd og hostede – ja, der tænkte jeg, at det ikke ville have været en pind mindre stressende lige i det øjeblik, hvis jeg havde de to børn og ikke fire. Det er sgu hårdt uanset. Og godt.

Føler I nogensinde, at der er lige rigeligt at se til? Og spiser I også chokolade, når det sker? 😉

Åh, nu kan jeg mærke luften under mine vinger

Snart vil jeg skrive på min bog. Den savner jeg.
Ikke den bog som jeg skrev, redigerede og afleverede med rystende hænder på et forlag tidligere på efteråret. Nej, den ligger et sted længere væk i min bevidsthed lige nu, selvom det suser i min mave, når jeg tænker på den. Men den har jeg sendt ud i verden med en bid af mit hjerte, og jeg tror, begge dele vender hele tilbage til mig. Klogere, stærkere og med en masse mod. Jeg tror på, at bogen har sin gang på jord.

Nej, det er den nye bog, jeg savner. Den, som jeg begyndte at skrive, så snart jeg havde sat det sidste punktum i den anden. Bogen om Signe.
Og selvom savnet ikke i sig selv er dårligt – jeg tror bestemt, det er en gave at have noget, man længes efter –  river det i mig efter at arbejde på den igen. Jeg vil have den foran mig, og ikke kun under huden. Jeg vil være tæt på hende og ham, mine to hovedpersoner, og skovene med de kæmpemæssige træer som omgiver stedet, hvor de lever. Jeg drømmer om leret mellem hendes hænder og musikken i rummet. Drømmer om deres tanker og ord. Der kommer sætninger til mig, når jeg med musik i ørerne går gennem gaderne med min sovende datter i barnevognen, og jeg får lyst til at sætte mig på brostenene med en notesbog og skrive med det samme. Folde billederne ud: Hvad vil de mig, de to? Hvor bevæger de sig hen? Hvem er de, inderst inde?

Og nu sker det snart: Nu nærmer sig tiden, hvor jeg kan skrive uden pause, hvor jeg kan træde ind i den verden, der også er i mig, og leve dér for en stund. For Kristian har sovet alene med Juno hver nat siden mandag, og hun er glad. Hun smiler som sædvanlig, kravler huset tyndt, og jeg tror hun har fundet ud af, at det ikke er sult, hun føler klokken 01, 03 og 05… Jeg selv har sovet uafbrudt for første gang i et år, og nu ser Juno på sin far med større interesse i dagens løb. Deres tosomhed vokser, og hendes tryghed er min frihed. Den betyder, at jeg snart kan rejse hjemmefra i et døgns tid, mens han er sammen med børnene. At jeg kan finde et sted, hvor jeg kan skrive i fred. Kun mig, ordene og måske en gåtur. Og en helt masse chokolade. Jeg letter næsten ved tanken. Og jeg vil læse; jeg savner sådan at læse. Men lige nu kan jeg ikke både og. Lige nu er der så lidt tid tilbage til mig selv, og i den tid skriver jeg. Hvis jeg en dag løber tør for ord, vil jeg læse i stedet. Og pludselig, måske ganske snart, har jeg tid til begge dele, hver dag.

Min vise veninde sagde en gang: “Det er ikke sjovt at lege gemmeleg, hvis der ikke er nogen, der leder efter dig.” På samme måde føler jeg, at aleneheden er en nødvendig kontrast til fællesskabet for at jeg skal eksistere fuldstændig.
Jeg trækker vejret dybt ind. Lyset rammer mig i ansigtet. Nu nærmer sig tiden..

Har du noget, som du længes efter at dedikere dig til?

Gå igennem livet med åbne øjne

Tiden er den mest dyrebare ressource, vi har.
Alt andet kan gradbøjes.

Vi skal ikke alle sammen bruge vores tid på samme måde. Alt kan være rigtigt; så længe det er bevidst. Jeg tror på, at vi når længst, hvis vi ser os selv i øjnene, og spørger: Laver jeg det, der gør mig glad? Er jeg den, jeg vil være?

Når jeg engang skal herfra, tror jeg, det vil glæde mig, hvis jeg har brugt min tid med dem, der betød mest. Hvis jeg har brugt min tid på at skrive, på naturen og samhørighed. Jeg ved, jeg aldrig vil fortryde, at jeg gjorde mit bedste. Jeg ved, jeg vil være stolt, hvis jeg valgte tillid fremfor frygt.

Tiden har lært mig, at jeg skal turde mærke efter og ændre kurs. At drømmene kommer af en grund. Mine drømme er ikke bolsjer, som jeg skal sutte på, til de kan gemmes i ganen. De er vejvisere, der skal gribes, ses i øjnene og leves efter. Mine drømme gør væsen af sig, rykker i mig. Og hvis jeg overhører dem for længe, tier de til sidst.

Vi har alle vores vej, hver vores rejse, men vi har det tilfælles, at tiden ikke er ubegrænset i dette liv. Det er derfor, det giver mening at tage stilling til, hvordan vi bruger den.

Jeg har en ven, som lever forskelligt fra mig. Hver eneste dag bruger han sine 24 timer anderledes, end jeg har valgt. Han sagde: “Sådan er det jo,” og jeg svarede “ja, for sådan har du prioriteret.” “Er det en prioritet?” spurgte han, og, ja, det er det. For ham er det et valg. Uanset at han gør, præcis som hans forældre, samfundet, skolen, banken forventer, er det stadig hans eget valg. Hans prioritet. Uanset at han lever, som normen dikterer, er det hans valg.

Vi føler os ikke altid frie. Indimellem er livet et fængsel, som vi har svært ved at bryde ud af. Jeg tror, vi kan bøje barerne for vinduet og komme fri, hvis vi virkelig vil.

I dag har jeg mere tid, end jeg plejer. Ilja, Live og Storm er hos deres bedsteforældre, og Kristian og jeg er blevet på øen med Juno og katten Ulrik. Her er stille. Ryddeligt. Fokus. Kristian var ude på vandet i morges. Han tog garn op med Christen, og der var sild i, men ikke så mange som håbet. Heldigvis var der også makreller, tre styks. Så de skal nok have fisk i dag. Jeg skal være sammen med Juno, og vi har taget os god tid til alting i dag. Spist morgenmad af flere omgange, været længe i bad.

Gå ikke med lukkede øjne gennem livet, hvisker jeg. Insister på at stille spørgsmål, på at tage stilling. Sådan bruger du tiden, som det er bedst for dig. Sådan bliver du lykkelig.

Mit liv var ikke altid det

Tågen svøber landet; haven og markerne ligner noget fra et eventyr, og bag skyerne langs jorden gemmer sig historier, vi ikke kender endnu. Det er formiddag, og Kristian er taget til stranden med de tre største børn. De koger æg, og rister pølser over bål, og jeg vil tro, at vores ældste, Storm, stikker tæerne i vandet, for han er vandbærer af stjernetegn og også dybt i hjertet.

Der er så meget, man kan blive rørt over på denne tid af året. Tingenes skiften er tydelig, når nogle farver træder frem, mens andre trækker sig tilbage, og jeg kommer til at tænke på de tider, som er forsvundet, og som jeg næsten havde glemt.

Mit liv var ikke altid som nu. Jeg var ikke altid glad eller fuld af tillid. Jeg vidste ikke fra starten, at jeg selv havde så stor indflydelse. Mange år har føltes som om, en dis hang over dem. Jeg har været forvirret og rodløs. Og så har det ændret sig; Indimellem pludseligt, andre gange over længere tid, og nu står jeg her, glad dybt indeni og mere rank og tillidsfuld end før. Det er helt almindeligt, vi udvikler os jo alle livet igennem, ellers var der ingen grund til at blive født. Min rejse er ikke spektakulær, men det er alligevel en lykke at være nået hertil. Jeg har lært, at det godt kan betale sig at gøre sit bedste, når det kommer til livet selv.

Jeg kan næsten glemme, at der har været år, hvor jeg tænkte, om meningen med livet var blevet væk. Om der overhovedet var en mening. Jeg kan næsten glemme, at jeg har tvivlet på kærligheden, og mest af alt tvivlet på at den kunne finde mig. Jeg har råbt af det hele, sparket fra mig, sparket døre ind. Rejst mig, løbet, løbet med lynets hast, og holdt fast i det, der var at holde fast i. Jeg har været håbløs, men aldrig uden håb; alene men ikke ensom. Jeg har rejst langt, og da jeg vendte hjem igen, tog rejsen for alvor fart.
For der var et år, hvor alting ændrede sig. Min bror blev syg, vi troede, han skulle dø, og jeg stod med ét midt i et snehvidt kaos af kitler, kemo og overvældende kærlighed. Der kom Kristian, han tog min hånd. Jeg var 23, men det føltes som om, jeg havde levet det meste af livet allerede. Jeg var en datter, endnu ingens mor, jeg var skrøbelig men fuld af kraft. Jeg var min brors søster, min søsters søster, mit eget holdepunkt. Pludselig gjorde jeg en forskel.

Det er kun for sent, hvis vi giver op.

I dag ligger tågen over landet som et slør; den trækker sit sneglespor af eftertænksomhed bag sig, og når den letter, og himlen bliver klar, siger vi tak til solen. Vi siger tak, fordi vi kender forskel. Uden mørke kender vi ikke lysets styrke.

Velsignelser har mange former

I går var vi til min nieces dåb, og det var en rørende, berigende dag. Min lille niece med de klare blå øjne og det store smil blev velsignet under en intim dåbsceremoni i Møllevangskirken i Aarhus. Den nye stolte mor, smilende og som et maleri i sin grønne kjole, min uendeligt stærke bror med vand i øjenkrogene.

Kristians og mine børn er ikke døbt. Selvom vi begge er overbevist om, at der er meget mere mellem himmel og jord, end naturvidenskaben alene kan bevise, har vi ikke følt, at en traditionel dåb var rigtig for os.

Vi har igennem årene ønsket at markere alle vores børns komme overfor verden, og for de tre ældste holdt vi navnefester med fællessang og mange mennesker. Vi inviterede alle, vi kendte, skrev sange til børnene, og bagte kager i hobetal, og det var festligt, men det var ikke den rigtige løsning denne gang. Vi er et andet sted nu end for fire år siden, da vi fejrede vores tvillinger, og det ville føles forkert at trække den samme skabelon nedover to forældre, som har formet sig påny.

Derfor besluttede vi at lave en intim og personlig velsignelse af Juno, som indrammede de overbevisninger, der er så stor en del af vores liv. Vi ville synge en salme for hende, og sige nogle ord fra vores inderste – og så en dag for nogle uger siden, hvor solen skinnede, og Juno var i godt humør, spurgte vi min søster og svigerfar, som begge var på besøg, om de ville med til stranden og markere Junos ankomst i vores liv.

Kristian tog en guitar i hånden, og sammen gik vi ned til vandet, hvor bølgerne slog roligt mod sandet. Dernede tog vi på skift Juno i vores arme, og talte til hende om vores ønsker for hendes liv, og om hvilken rolle vi håbede hver især at spille undervejs. Hun lyttede, og der var en varme og et nærvær omkring vores lille cirkel, og vi stod i solen og sang den nye dåbssang, som Kristian har skrevet, og som vi også sang i kirken for Junos kusine i går.

Sangen hedder “Tak for dig”, og den handler om taknemmeligheden for det nye liv og om livets mange muligheder og håb. Det sidste vers i salmen er inspireret af min svigerindes ord om ønsket for en velsignelse af hendes datter, og på den måde føltes det som at binde en sløjfe, da vi i går sang salmen igen. Den havde bevæget sig fra den solrige dag på stranden til den fine dåb i kirken, hvor vi i en stemning af tillid og lys sammen sang for det lille, nye liv med et nyt forældrepar i centrum.

Og det var så rørende, så uendeligt stærkt og meningsfuldt: Det var alt det bedste i livet fanget i nogle afgørende øjeblikke med kærlighed, tro og håb. Og det er jo netop det, dåben, velsignelsen, ceremonien eller festen handler om: At sende varme, tro og tillid i retning af det nye menneske; at takke for den gave det er at modtage nyt liv og at håbe på en skæbne fuld af alt det, som livet rummer, når det er bedst.

Her er teksten til Kristians dåbssalme, Tak for dig, som jeg synes, siger det hele så præcist. Jeg ved, at han gerne sender noderne til alle, der har interesse i at synge den.

Du har rejst så langt
Før du landede hos os
Som et stjerneskud slog ned på vores jord
Med din egen sang
Stik imod de mange ods
Faldt du ud af himlen lige hvor vi bor
Tak for dig
Tak fordi du er her
Tak for dig
Tak fordi du er her

Du har bragt et lys
Fra de høje tinders land
Ned i dybderne hvor mørket også gror
Kærlighed og gys
Kulde varme kvinde mand
Mellem polerne er spændingen så stor
Tak for dig….

For din fod står nu
Et fortryllet stafeli
Med et lærred ligeså rent og hvidt som sne
Farverne har du
Tusind’ pensler gør dig fri
Dine tankestreger kommer til at ske
Tak for dig…..

Så nu synger vi
Og velsigner dig i kor
Hør et hav af stemmer rejser sig i dag
Som et skjold af lyd
Flammesværd af sande ord
Står vi bag dig udi hvert et hjerteslag
Tak for dig….