I denne tid skal vi tale om sandheden

Vi lever i en tid med store forandringer. Jeg er ret overbevist om, at verden som vi kender den, står overfor en udskiftning.

Det kan føles angstprovokerende og utrygt, og man kan blive usikker og sågar miste tilliden til det hele. Forandringerne sker ikke fra den ene dag til den anden, men vi fornemmer det nok alle: Der sker i disse år en form for fordrejning af den verden, vi kender. Men i stedet for desperat at holde fast i det gamle tror jeg, vi skal mærke efter i os selv, hvad vi mener, det nye skal være, og dernæst bevæge os i den retning.

Det er min overbevisning, at vi får det bedste ud af livet ved at se med mildhed på dem, som reagerer anderledes end vi selv.
Jeg tror, vores bedste forsvar mod de forandringer, der føles forkerte, er at arbejde målrettet for det, som vi mener, er godt.

At være et åndeligt menneske betyder ikke, at man sidder i lotusstilling, og øver sig i at tømme hovedet dagen lang. At være åndelig er at gøre en forskel, gøre en indsats, arbejde for det man ved, er rigtigt.

I fredags besluttede jeg, at jeg ikke ville skrive om Black Friday, fordi det hurtigt bliver fordømmende, når man begynder at snakke om, at det der forbrug vist ikke er vejen frem for hverken planeten eller vores mentale sundhed. Jeg ville ikke skrive om det, fordi der kommer ikke noget godt ud af at få andre til at føle sig forkerte: Vi har jo stadig penge imellem hænderne de fleste af os, så det er svært slet ikke at være en del af den forbrugsmaskine, der endnu kører for fuld hammer.
Men, jeg kan ikke lade være med at skrive lidt alligevel, efter min veninde fortalte mig, at finanshovederne regner med, at julen i år bliver et forbrugsboom. “Større end i 2015”.

Jeg tænkte: “Er det bare mig, eller var vi ikke lige ved at blive enige om, at vi skal lade være med at købe så mange ting og i stedet satse på andre værdier?”

Forstå mig ret: Jeg bruger også penge. Jeg bor også i verden anno 2016, og har købt hus og oprettet lån, og jeg køber tøj og indimellem andre ting, og Kristian og jeg er ikke hverken selvforsynende eller sådan helt på vej til at blive det, men jeg skriver her alligevel, fordi jeg fornemmer, at vi bliver nødt til stoppe med at distrahere os selv og hinanden med alt det vrøvl vi siger, og alle de løgne som vi accepterer. Vi skal ud og gøre en forskel, det er den eneste vej. Vi skal skabe det lys i verden, som vi sukker efter. For kun med lys kan mørke bekæmpes, og lyset kommer ikke altid af sig selv. Vi ér verden, det er os, der skal lyse. Stærkere end nogensinde, fristes jeg til at sige.

Jeg mener, vi har behov for at sige sandheden. Vi bliver forvirrede, fordi det er mærkeligt, at det ene øjeblik siger både medierne, politikerne og finansmarkedet, at vi skal forbruge mere, og så minuttet efter råber klimahovederne: “Nej, please, lad være!”

Vi må mærke efter i os selv, tage os god tid, lade sandheden synke ind og leve efter den.

Det er ikke er de andres skyld, når vi er ulykkelige. Det er ikke de fattiges, ikke flygtningenes, ikke de riges, eller DF’ernes skyld. Vi bliver nødt til at være ærlige: helt ærlige. Og vi bliver nødt til selv at tage ansvar.

Det handler om sandheden, det her, og jeg ved godt, at der er områder, hvor det jeg siger, kan være helt omvendt for den, jeg taler med – børneopdragelse og religion, for eksempel, men på ét punkt er der ikke noget at diskutere, på ét punkt er der ingen tvivl. Der er en sandhed, som gælder os alle. Det er den sandhed, vi møder, når vi ser indenad – når vi ser ind i det lys, der skinner i os alle. Derinde ved vi, at der er en mening med livet.

Jeg er vokset op i en tid, hvor vi har ting med ting på. På et tidspunkt blev tingene gud, og tid blev noget, man skulle bruge for at skaffe ting, og jeg har også selv været overbevist om, at jeg havde brug for mere af det hele; At mere tøj og en nyere telefon var noget, jeg nærmest havde krav på. Men jeg tror, at jeg er på vej væk fra den tilstand i mine tanker og også i mit hjerte.

Det tror jeg, fordi det jo var Black Friday i fredags, og jeg købte ikke noget, og endnu vigtigere: Jeg overvejede ikke at købe noget. I fredags oplevede jeg for første gang, at min hjerne ikke lavede det der nummer hvor den, trods etisk modstand og moralske skrupler, går igennem en mental liste over ting, som jeg måske kunne mangle og med fordel købe med rabat.

Al forandring er en proces. Det tager tid og vilje at vende samfundsstrukturerne ryggen, og når jeg siger farvel og tak til Black Friday, er det fordi, konceptet er som en kræftcelle i de dele af mig, som endelig er sunde og gode. Det er en sygdom, når vi vil have mere, end vi har brug for. Vi bliver ikke glade af et ekstra par sko, det ved jeg helt alvorligt, for jeg har haft sindssygt mange sko uden at forstå, at livet er fuldt af muligheder, uden at være så glad, som alle mennesker kan være, hvis de har fred indeni.

Jeg har boet i New York, hvor shopping var min hobby og min terapi. Jeg havde mange penge og endnu flere ting, og en dag ringede min mor, og sagde, at min bror havde fået kræft. Tumorerne havde ødelagt nerverne i hans ryg, så han ikke kunne gå. Måske ville de også tage hans liv. Jeg pakkede mange af mine ting i en kæmpemæssig kuffert, og rejste hjem, men jeg åbnede ikke kufferten i flere måneder. Havde det samme tøj på dag ind og dag ud, og alle mine andre ejendele i New York fik mine veninder, og jeg manglede dem ikke. For ingen ting kunne blive til det, jeg havde behov for. Ikke én eneste ting kunne gøre mig glad, give mig tro og håb. Troen og håbet og glæden måtte jeg finde et andet sted. Altså, indeni.

Jeg kan høre sandheden hviske, og det er ikke min personlige sandhed, det er ikke en sandhed, som kun er relevant i dag. Det er den ophøjede sandhed, der ligger i os alle: Vi skal søge ind, ikke ud. Vi skal bygge op fra grunden, ikke læsse ovenpå. Vi skal gå mod lyset, ikke lade os opsluge af mørket. Vi skal have tillid, ikke mistillid. Vi skal se mildt på dem, som har det modsat os. Vi skal være, ikke have. Vi skal elske, ikke hade.

1. advent

1. advent og børnene spurtede ned af trappen i morges, da nissedøren til deres overraskelse ikke var, hvor den plejer at være. “Men det er jo ikke december endnu”, mumlede jeg søvndrukken fra sengen. “MOOR! FAAR! Chokolade!”

På spisebordet nedenunder stod til gengæld adventskransen, et krybbespil, tre æsker chokolade og en figenstang – alt sammen med guldbånd omkring. Og så, ja – selvfølgelig, et brev fra vores nisse, Alberte, som har fulgt os i en del år. Hun er nu ankommet til Ærø, men bor hos sin kusine, en marknisse i Skovbymark et par kilometer herfra, indtil den 1. december.

Og jeg synes, det er hyggeligt. Mest af alt at se børnene så spændte og taknemmelige, og det varmer mig, at de regner med deres nisse. De forventer magien i deres julemåned. Og jeg synes lidt, det trækker tænder ud, når jeg kun lige er ved at komme op fra en fornemmelse af at drukne i nærvær og tidsmangel, at skulle skrive breve og sætte dør op og en masse andet den næste måned, men Kristian vil det, han løfter den vist mest i år, og det er så fint. Jeg tror, at jeg lige pludselig får lysten tilbage, når jeg fornemmer, at ansvaret ikke hviler på mig alene.

Vi har diskuteret det frem og tilbage i årevis, det med om vi vil insistere på, at der findes julemand og nisser? Vi kan ikke lide, hvis vores børn stoler blindt på historier, som vi finder på, slet ikke når de kommer i skole og måske bliver konfronteret med andre sandheder. Heller ikke selvom lige præcis Kristian og jeg måske nok tror på nisser og alfer; for vi tror ikke på udgaven med røde tophuer eller decemberværksteder.
Så når Storm spørger, om det i virkeligheden er os, der er nisse og julemand, blinker vi til ham, og smiler, og han er i tvivl, siger han, og han kan godt lide at være i tvivl. Han vil helst ikke slippe det endnu.

Vi har sunget “Så tænder vi et lys i kvæld”, og nu hører vi albummet “I Vintermørkets Hal” med Zenobia; det gør vi hver vinter, og der breder sig en taknemmelighed og ro i stuerne, når vi nynner med på de gamle viser, som vi efterhånden alle sammen kender godt (albummet er på Spotify – og det er virkelig værd at høre.)

Glædelig 1. advent – hvad er jeres traditioner?

 

Alle de mange fisk

Torsdag eftermiddag satte Kristian og Christen garn, og i går morges skulle garnene tages ind, så klokken 8 kørte de med båden bag på traktoren ned til stranden, og sejlede ud. Og der var læs på garnene; hver især tog de 30-40 fladfisk med hjem, og så fulgte mange timers rensearbejde, indtil håndfladerne var helt skøre af al den skæl, al den kulde og vand, og Kristian stod, som han altid gør, på terrassen med udsigt over vandet, og en kop kaffe mens han arbejdede, og katten spiste rogn, og jeg sad indenfor, og skrev, og kunne se det hele, og jeg tænkte flere gange, at jeg er meget heldig.

Om aftenen, da vi spiste, beskrev Kristian de forskellige typer garn for børnene, og han fortalte om en gang i sommer, hvor den ene åregaffel var røget af jollen, og han måtte dykke ned efter den flere gange, inden han endelig fik fat i den med åbne øjne i saltvandet, og kæmpede sig op i jollen igen. “Med mave og det hele,” som han sagde, og børnene lyttede med åbne munde, og stimlede sammen omkring ham for at se hans pindemænd på papiret, og det er den der magi, de små fine øjeblikke – nuet midt i livet, livet i det små – som er den lykke, jeg mener, når jeg snakker om at være glad helt indeni.

Bagefter var der selvfølgelig oprydning, og børn som helst ikke ville rydde op, men vi fandt alligevel ud af det i fællesskab, og drengene så den Jacques Cousteau-doku, som de havde glædet sig til, og de snakkede løs, og jeg tumlede rundt med pigerne i sengen ovenpå; og det er helt utroligt, så længe man kan rulle rundt i en kæmpe seng (vores seng ér vitterligt kæmpe). Vi blev ved med at grine og kysse og kramme og lave flyvemaskiner og lyse med lommelygter, og jeg var så glad. Så lettet og glad, og det er som om, jeg pludselig kan være meget mere i det med familien. Som om jeg, fordi jeg også er andet end nærværende mor dagen lang, med ét kan glæde mig oprigtig over alt det, der er i netop nærværet.
Min veninde skrev til mig for nylig, at: “Så vidt jeg husker, trænger det sig også mere og mere på nu hvor du/I er SÅ tæt på ikke at have baby i huset mere. Den der fornemmelse af at friheden er på stien lige foran én, men ikke helt endnu. Jeg tror, det var i den periode, jeg var mest frustreret.” Og nu er friheden her, bum!, jeg står midt i den, adskillige timer hver dag, og selvom det er en splittelse – jeg ved, jeg kommer til at tænke “hvorfor holdt du hende ikke hjemme nogle måneder mere”, når først jeg kommer på afstand – men lige nu ved jeg også, at sådan er det. Det er rigtigt, det her. Alt er lettere og bedre nu. For os alle sammen. Vi er alle sammen meget mere end en enkelt farve, vi er et hav af nuancer, og én af mine er altså at være alene med ordene, så de kan komme uforstyrret, når de er klar.

Og vi har 33 fladfisk i fryseren og kartofler til hele vinteren i kartoffelkælderen, så én af dagene skal vi have fish n’ chips og jeg ved godt, hvor heldig jeg er med den slags. Jeg ved godt, at jeg er fuldkommen velsignet, helt igennem noget nær verdens heldigste, og jeg kan sige med sikkerhed, at jeg sætter pris på det. At jeg ved det. Igen.

Jeg vil gerne anbefale et fravalg

Jeg har fået for vane at anbefale noget om fredagen her på bloggen. Typisk en film eller en bog.

Men ovenpå vores kærestetur i sidste uge, hvor Kristian og jeg talte en del om, at vi gerne vil gøre livet mere simpelt, er der noget andet, jeg hellere vil anbefale. Man kan sige, at det drejer sig om en form for fravalg, og det kunne næsten ikke være bedre timing, når nu i dag er “Black Friday”, hvilket for mig som koncept står for en god del af det, jeg tror, vi helst skal have mindre af på sigt. Eller nu, faktisk.

Det jeg vil frem til er, at jeg altid har haft det ambivalent med de forskellige skærme, som vores børn klistrer sig til, så snart de får chancen. Altså Kristians og mine børn, ikke nødvendigvis alle andres.

Jeg synes, det med skærmtiden er svært, fordi det ikke rigtigt fandtes, da jeg var barn. Der var børnetime og senere Beverly Hills, og ikke så meget derudover, og mine forældre læste mere, end de så fjernsyn, og det, jeg vil frem til, er, at jeg ikke aner, hvad al den skærmtid gør ved mine unger, men jeg har på fornemmelsen, at det var godt, der ikke fandtes iPads og Netflix i firserne, for så ville jeg nok ikke kunne hverken fløjte eller tegne. Derfor læner jeg mig op af min mavefornemmelse, som alligevel for det meste har ret.

Faktisk trak Kristian og jeg antennestikket til vores enorme fladskærm i 2012, og siden da har vi ikke haft tv-kanaler, og fladskærmen er blevet udskiftet med en mindre. Kanalerne savner vi ikke, for vi brugte dem mest til at zappe alligevel. Men vi har Netflix nu, og i denne måned har vi også HBO (med det formål at se WestWorld, og den serie kunne jeg snildt have anbefalet i dag, men det gør jeg da bare en anden gang.)

Tidligere har det været sådan herhjemme, at vi havde én dag hver uge (fredag, typisk), hvor vi så en film sammen, og udover det havde børnene ikke skærmtid. Men ideologien skred i svinget, og den skred i høj grad i “så fik vi en lillesøster”, og vi har brugt Netflix og iPads en del det sidste år som barnepige, om man vil. Aldrig ubegrænset, aldrig uden en form for stillingtagen (til apps + filmvalg), men alligevel…en glidebane for os (men også en hjælp, har jeg lyst til at tilføje: der ér bare en del aktiviteter, som bliver sværere at gennemføre med en lille baby i huset).

Men nu er det slut. Ikke slut-slut. Jo, måske på sigt. Men for nu har vi bare genindført fredags-tingen, så i dag er der skærmtid, når ungerne kommer hjem, og de har valgt at forbruge tiden på times fællesspil på vores elleve år gamle Nintendo Wii og dernæst en dokumentar (Ilja og Live vil se en Jacques Cousteau-dokumentar, mens Storm kaster sig over noget om mærkelige dyr på dr.dk. Begge dele er fuldkommen frie valg, må jeg hellere understrege, for det lyder ærligt talt lidt langhåret, fornemmer jeg, men den der film hvor Jacques og hans franske venner hænger ud i en undervandsbolig, og har både kok og frisør med, og ryger cigaretter, mens de også indimellem observerer fisk, ér altså fremragende!)

Det, som er sket, siden vi stoppede med at hive ipads frem mange eftermiddage, er det samme som de andre gange, vi har truffet samme beslutning: Der er kommet ro på. Vi lærer nye ting, fordyber os i gode lege, som opstår meget mere organisk end tidligere, og pludselig bager vi sammen, og fortæller historier (og lytter), og ungerne har brugt deres legetøj meget mere. Jeg er ret sikker på, at det ikke er tilfældigt, for jeg bliver selv helt plumret i hovedet, når skærmen er der som en mulighed hele tiden. Jeg tænker måske: “Okay, hvis de ser en film, så får jeg lige en pause til at ordne noget andet” (som regel også skærmrelateret), og så får de lov til at sidde og glo, mens Juno sover, så jeg også kan være på min computer i stedet for at læse med dem, for eksempel, mens babyen giver os mulighed for det.

Skærmtiden skal nok komme til mine børn med mellemrum, men der er meget, som er vigtigere. De skal forme hjernen og danne erfaringer ud fra de sanser, de iøvrigt er udstyret med, eksempelvis, og derfor denne beslutning som sikkert kan lyde hellig, men som i virkeligheden – helt, helt ærligt – blot er en forenkling af et liv, hvor vi synes, der indimellem er lidt for meget knald på.

Jeg ved virkelig godt, at der findes de mest skønne, lærerige og intuitive apps, og mine unger har uden tvivl lært en masse af “pedersen og findus-opfinder”-appen og den der med “where’s my water” og toca boca appsene og “bad piggies” og “minecraft” og mange flere. Men for nu har mine børn endnu mere brug for at lære via nogle andre kanaler, så derfor. Bare derfor.

Kan I huske det indlæg jeg skrev om, at vi ikke kan alt? Og at vi skal have lov til at dyrke dét, vi er motiverede for? Nå, det mener jeg stadig. Af hele mit hjerte. Problemet med computerspil og film er bare, at belønningen er så stor og så effektfuld, at virkeligheden blegner ved siden af, og så pludselig er det eneste, man er motiveret for, alt det der foregår på en skærm. Derfor vælger jeg i dette tilfælde at se bort fra mine ungers motivation, som jeg tror, tildels af styret af de nemme løsninger, for dét tror jeg ikke, er vejen frem.

Her er for øvrigt et billede af ungerne og deres farfar, som blev hevet ombord i noget Nintendo Wii for nylig. Og det var sjovt. Men nu er det slut 😉

Lykken er her igen

Jeg havde en helt fantastisk dag i går. (Og ganske kortvarigt en lortedag – men helt klart mest en fantastisk dag.)

Faktisk tænkte jeg på et tidspunkt, at “nu er jeg lykkelig igen”. Ikke at lykken nogensinde er konstant, eller at den har været helt forsvundet. Lykken kommer og går, men jeg plejede at være lykkelig ret tit, og så blev jeg ramt af den form for træthed, som godt kan følge med at have fire små børn, tænker jeg, og så var der lige nogle måneder, hvor jeg kun følte mig lykkelig i korte glimt, og det er egentlig i det måneder, at jeg har skrevet min blog. Men så i går følte jeg mig lykkelig igen, som jeg plejede: Let, glad, meningsfuld. Og sådan har jeg det igen i dag.

Det har sin konkrete forklaring: I går både afleverede og hentede Kristian Juno hos dagplejen, og det var første gang, han gjorde nogen af delene, og det betød, at jeg var hjemme fra børnehaveaflevering klokken 08:45, og huset var helt tomt og vigtigst af alt: jeg havde ikke én eneste aftale med andre end mig selv. Og det var som en drøm. Der var bare mig og mit skriveri og høj musik på anlægget og te og chokoladekiks (fra morgenstunden, ja, og jeg er ikke stolt af det), og for første gang i adskillige måneder arbejdede jeg med min roman nummer to (som ikke har en titel), og det var så fedt. SÅ FEDT. Jeg var svævende, boblende, skruede højere op for musikken, drak mere te, spiste flere kiks, skrev og læste, lænede mig tilbage i stolen, og kørte hånden gennem håret, som jeg gør, når jeg grubler: “hvad siger hun til det?” eller: “hvordan kommer han videre herfra?” om de fiktive personer i mit manus, og shit hvor var det dejligt.

Jeg var glad, faktisk glad-glad, da Kristian kom hjem med Juno og Storm og hans gode ven ved 13-tiden. Drengene gik i gang med at lege, og Juno smilede hele tiden, indtil hun blev træt, og jeg lagde hende i barnevognen, og trillede med hende, til hun sov.

De to store drenge lavede en Märklin togbane og dernæst en LEGO togbane, og så spillede de skak, mens Kristian hentede de to mellemste i børnehaven, og pludselig var alle hjemme, og der var ekstra knald på, for vi skulle være til fest i Storms klasse klokken 17, og vi havde sadlet om fra flødekartofler til tærte og i sidste øjeblik til salade nicoise med flutes, så vi kogte kartofler (fra marken) og æg og snittede grøntsager, og rørte dej, og alt var helt fint, der var bare knald på, men det var helt fint. Ungerne kom i det tøj, de havde valgt til aftenen (drengene vil altid have butterfly på, når vi skal ud), og jeg kom i et eller andet tilfældigt standard Maj My-outfit (altid mørkeblåt), og tandbørstningen (af mine tænder) blev udskudt igen og så af sted.

Vi kom til tiden (!), men vi havde glemt en del derhjemme: Bleer og skiftetøj til Juno, for eksempel, men jeg havde en ekstra ble til hende i bilen, så det skulle jo nok gå, og alle var så søde, så det var hurtigt glemt – det vi havde glemt, altså. Forældrene er så gode på den skole, det er simpelthen aldrig surt eller utrygt at være der, og der blev spist og snakket og grinet (jeg spiste i realiteten mest ude på toilettet, mens tvillingerne skiftedes til at sidde dér), og skolebørnene spillede stikbold non-stop i mørket skolegården, og Juno sad i sin højstol og spiste og spiste og spiste, og hun smilede hele tiden, og så da jeg hev hende op fra stolen, var der lort over alt. Op i nakken, ned i buksebenene. Okay. Dyyb indånding. Smil til alle. Fortæl ingen om situationens omfang. Kristian var der ikke, forresten, han var til et møde i et andet lokale på skolen, som lidt dumt lå lige oveni klassefesten, så jeg bad vores gode venner holde øje med mine tre andre børn (som jo var overalt, men altså – hvis én af dem henvendte sig, vidste de voksne, at jeg var ude på toilettet), mens jeg påbegyndte en ganske omfattende afvaskning af den meget beskidte baby i en håndvask. Lang historie kort: hun blev ren. Hun blev også tør på et tidspunkt, da jeg havde fundet noget køkkenrulle. Og hun fik tøj på (køredragt og intet andet, vi havde jo glemt den slags), og vi hyggede videre en times tid, før vi kørte glade og trætte hjem.

(Der var lige et par sekunder ude på badeværelset, da bleen lå på gulvet og indholdet var over alt, og jeg stod og vaskede hendes tykke lår i håndvasken, og papir-dispenseren viste sig at være tom, hvor det sved lidt i mine tårekanaler. Men, jeg tænkte: Det går sgu nok. Og det gjorde det jo. Gode venner hjalp til, og pludselig var Kristian tilbage. Alt gik godt.)

Så jeg kan mærke lykken igen, ja. Friheden puster til mig, så jeg næsten letter. Juno er glad, hun er så taknemmelig og mild, og hun er ikke ked af at være i dagpleje – jeg har næsten forstået det nu, tror jeg. Det er virkelig helt nyt for mig at have et barn, som måske faktisk synes, det er helt fint at være hjemmefra nogle timer.
Så i dag gentager jeg succesen (kan det næsten være sandt?) og skriver på min bog, og jeg synes, det er det bedste i verden både at have fire fuldkommen vidunderlige børn, som beriger mit liv så ubeskriveligt, og så også at have de her frirum, hvor jeg skriver mig ind i en anden verden, som også er vigtig for mig. Lykken er kommet retur. Og den er meget velkommen.

 

“Tjener du penge på din blog?”

Jeg har skrevet den her blog i to måneder, og jeg kan godt indimellem tænke: hvorfor tog det mig så mange år at komme i gang?
Sandheden er, at jeg ikke troede, jeg ville have nok på hjerte. Sandheden er, at jeg var bange for, at ingen ville læse med.
Og jeg ved godt, at min blog slet ikke er lige så stor som de store blogs, men den er her, og nogen læser med. Faktisk læser en del med, synes jeg. Den seneste måned har jeg haft mere end 10.000 unikke læsere, og mange dage kigger 1000 mennesker forbi majmy.dk. Og selvom de tal ikke er noget særligt i den verden, hvor man lever af at blogge, så er de altså fantastiske i min.
 
En dag spurgte Storm: “Er der lige så mange, der læser din fjollede blog, som der er mennesker på Ærø?” og jeg svarede helt kålhøgen (mens jeg kiggede væk, så ingen kunne se mit slet skjulte smil) “Ha! Nej – der er flere!” (hvilket jeg godt ved, siger mere om øens størrelse end om min blog…men alligevel, ik?!)
 
Jeg skriver herinde næsten hver dag, men jeg holder også indimellem pauser. Det er min ambition kun at lægge noget op, hvis jeg virkelig synes, jeg kan tillade mig at bruge andres tid på det. Derfor er der stille en dag eller to om ugen, for jeg har andre ting, som hiver i mig, og det jeg lægger på bloggen, skal være godt. Det skal give mening. Mine to overordnede ambitioner med at skrive er at efterlade læseren med en følelse af, at vi alle sammen har muligheder her i livet og at fjerne noget af den forkerthedsfølelse, som mange bærer rundt på. Simpelthen fordi jeg tror, vi kan meget mere, når vi føler os rigtige fremfor forkerte.
 
Det er også derfor, jeg gene vil have flere læsere med ombord: Jeg har et budskab, som jeg tror på. Jeg vil ud til så mange som muligt og sprede følelsen af, at alle menneskers liv er fulde af døre, der kan åbnes. Jeg bliver glad, hver gang nogen deler min blog på facebook, og når jeg får en besked, hvor nogen skriver til mig, at deres kollega har fortalt dem om den.
Så jeg har altså startet den her blog, hvor jeg fortæller fra mit eget liv og om de valg, jeg træffer, og her er både tilvalg og fravalg, og her er en del overvejelser og refleksioner i det hele taget. Intet, der er værd at have, kommer uden en indsats, og det skriver jeg om. Jeg har et godt liv, og det mener jeg bestemt, at jeg selv har været med til at sørge for. Men nogle dage har jeg det ikke kun godt, nogle dage har jeg det dårligt, og så skriver jeg om det, fordi jeg ved, at jeg ikke er ene om at have den slags dage, og jeg ved, at de har tendens til at blive lidt bedre, når man er opmærksom på, at man ikke er alene.
 
“Kan man tjene penge på sådan en blog?” spørger nogen mig næsten dagligt. Og tja…hmmm. Altså, jeg tjener ikke en krone på min, men jeg ved, at der efterhånden er en del herhjemme, som blogger fuldtid. De tjener eksempelvis penge på betalte indlæg om produkter, eller de linker til ting, og modtager et beløb, hver gang en læser klikker på linket og/eller køber produktet. Det er helt reelt, ret gennemsigtigt og fuldstændig okay med mig. Jeg tror, de færreste bloggere reklamerer for noget, som de ikke kan stå fuldt ud inde for, og på mig virker det i og for sig som den mest ærlige form for reklame.
 
Udfordringen i mit tilfælde er, at jeg jo tit er hende i det lidt tarvelige joggintøj i brugsen, og netop fordi min blog i et vist omfang handler om fravalg af ting og tilvalg af tid, ro, nærvær i stedet, er det ikke helt oplagt for mig at skrive om makeup (som jeg ikke ved noget om) eller sko (som jeg har to par af, og dem fik jeg min søster til at købe for mig). Eller ret meget andet, egentlig.
Derfor er jeg i tænkeboks i forhold til det med reklamerne: Det kan godt være, at jeg skal tjene penge på min blog, når den bliver stor nok. Måske skal min blog købe mig tid til også at skrive bøger uden stress over deadlines på freelanceartikler. Muligvis er alternativet, at bloggen dør af tidsmangel, og så er det måske trods alt fedest at finde nogle samarbejdspartnere, som giver mening for mig, og på den måde holde den kørende. Jeg ved det ærligt talt ikke, og det siger jeg ikke for mine blå øjnes skyld, og så i morgen er der BAM! bannerreklamer over alt og kæmpestore annoncer for tre stjernet spegepølse “som mine børn og jeg elsker at spise hver dag” under et billede af mine unger med salami i munden.
Nej, jeg ved ikke, om jeg kan eller vil eller skal tjene penge på min blog. Jeg ved ikke, hvad mulighederne er, eller hvad jeg har lyst til.
 
Jeg ved bare, at lige nu skriver jeg på livet løs, og jeg elsker det, og hver dag læser flere med end den foregående, og jeg ved, at når jeg tjekker www.majmy.dk om aftenen, og ser, at der er kommentarer på mine indlæg, jubler jeg indeni. Jeg elsker udvekslingen herinde og på facebooksiden. Det giver mening for mig. Det gør mig glad. Det føles helt rigtigt.
Hvad tænker I om det med at blogge? Og om at tjene penge på det?

Yes! Vi kom udenfor

Det er ikke altid, Kristian og jeg kan få vores børn med udenfor. Sjældent-agtigt, for at være helt ærlig. Jo, hvis vi stiller dem noget i udsigt (indetid, eksempelvis), men det holder hårdt. Særligt når det er køligt.

Men sådan skal det ikke være mere, har vi besluttet. Vi bor på landet, jo! Vi har en giga-mark (synes vi)! Og stranden ligger lige dernede for enden! Vi har en køkkenhave! En trampolin! Vi skal ud!

Og i går var det jo søndag, og vi var hjemme, for selvom vi kørte til Aarhus i fredags for at være kærester, kørte vi hjem igen allerede lørdag, hvilket ikke var en nem beslutning, når nu det meste af vores familie bor omkring Aarhus, men vi ved af erfaring, at hvis vi er væk fredag, lørdag og søndag, så er vi trætte mandag, og pludselig kommer vi bagud med nogle andre ting. Ergo drog vi hjem lørdag, ergo vågnede vi i vores egen seng søndag morgen.

Og så gik vi udenfor. Vi samlede æbler i kassevis, og fik dem deponeret på rette sted. Vi gravede gulerødder op, og Kristian lavede en “kule”, hvilket vil sige, at han lagde gulerødderne i en tæt kasse med jord imellem lagene. Det med at lave sådan en “kule” er noget, han har læst i sit køkkenhave-opslagsværk, Aarstidernes Køkkenhave fra Aarstiderne (den kan også lånes på biblioteket, har jeg set), som har været en god hjælp for Kristian i forbindelse med etableringen af hans store køkkenhave i år. Vi har kartofler til hele vinteren samt løg, porrer, jordskokker og gulerødder, og så har vi haft ærter, salat, forskellige kål, majs, ajmen – jeg kan ikke huske det hele. Undervejs har Kristian brugt bogen som en erfaren og konkret hjælper i forhold til alt fra timing og gødning til vinteropbevaring.

Ungerne hjalp til, selvom de ikke helt har vænnet sig til at tage vanter på, så de havde hænderne inde i ærmerne meget af tiden, men de gravede alligevel en del, og kørte de rådne græskarlygter på komposten, og samlede æbler, og legede med fjernstyret bil og lidt andre ting. Og vi voksne nød det: det er jo derfor, vi bor her (blandt andet). Det med naturen, de store vidder, mulighederne for at dyrke jorden, mærke skidt under neglene, være sammen om noget som giver så god mening, at man knap nok behøver forklare det.

Senere cyklede Kristian og ungerne en tur i regnen, mens Juno og jeg satte en tøjvask over, og lå på stuegulvet og kiggede i en bog, og så fik vi besøg, og vi spiste kage og drak te og kaffe og spiste pølsehorn, og pludselig var klokken mange, og så spiste vi rugbrødsmadder til aften alle sammen, og så gik ungerne til køjs, og Kristian og jeg sad lige så stille og ordnede et hav af ting og drak te, igen, og spise kage, igen.

Sikke en dejlig weekend. Dejlig, dejlig.

Når man føder for tidligt, og siger undskyld

Jeg tror på meningsfulde tilfælde. Faktisk tror jeg på alt det gode her i livet, både det vi kan se, og det vi mærker i hjertet: Jeg tror på en dybere mening med det hele, jeg tror på ægte kærlighed,  og jeg tror, at når noget trækker i os fra et sted indeni, så skal vi følge med. Derfor handler mit indlæg i dag om mødre til for tidligt fødte børn.

Der er rullet en dis ind over øen de seneste dage, og den indhyller alt omkring sig i et mystisk slør. Jeg ville have skrevet om tågen i dag, men så gik jeg en tur i den, og mens Juno faldt i søvn i barnevognen, talte jeg i telefon med min søster, der fortalte om sin bacheloropgave. Til januar bliver hun færdig som jordemoder, og hun og tre studiekammerater skriver lige nu om for tidlige fødsler og om det overgangsritual, som moderen går glip af, når hun ikke får mulighed for at bære sit barn til ende. Der er mange tab forbundet med en for tidlig fødsel, både for barnet og dets forældre. Pludselig er man mor og far, ofte endda til en nyfødt med et stort behov for pleje på sygehuset. Som gravid fik man ikke mulighed for at mærke sin krop modnes, man fornemmede ikke slutningen nærme sig, og for nogle betyder den tidlige fødsel, at de ikke kan være fysisk tæt på deres barn den første tid. Min søster fortalte om den sorg, det kan være, når man bliver mor, før man havde ventet det, og jeg skubbede barnevognen gennem tågen, mens jeg lyttede intenst, for jeg kender flere, som har fået for tidligt fødte børn, og alligevel ved jeg ikke ret meget om, hvad det vil sige.

Og så var det, min søster sagde, at mange mødre til for tidligt fødte føler skyld. “Nogle siger undskyld til deres babyer, igen og igen,” fortalte hun, og jeg kunne mærke min hals snøre sig sammen. Tænk, den følelse af ansvar. Tænk, den skyld. Det er næsten ikke til at bære.
Mon ikke alle kvinder kender den; skylden og skammen?

Mon ikke vi lidt for ofte siger undskyld, i det hele taget?

Mit hjerte gør ondt ved tanken om de mødre, som har mistet den forventede overgang til forældreskabet; som måske har frygtet det ultimative tab, og som ikke har haft samme muligheder for kontakt til deres barn den første tid. Nogle af børnene lider af alvorlige handicaps, i andre tilfælde er det forældrene, som får de største mén. Tænk at stå med den tonstunge bekymring, med angsten for at miste sit barn; tænk at gå glip af den begyndelse, som mange tager for givet. Tænk at være alt det igennem og så føle skyld oveni. Det er jo ikke deres skyld. Det har det aldrig været. Hvor kommer skylden fra?

Og mens min søster talte, tænkte jeg, at jeg ville skrive om det. Jeg fik lyst til adressere den skyld, som alle mødre kender i et omfang, og jeg fik lyst til at sætte fokus på mødrene til for tidligt fødte børn, som fortjener at vide, at vi andre ved, at det ikke er deres skyld. At set ude fra – set herfra, hvor jeg står, – så er der ikke den mindste tvivl om, at alle de mødre har gjort deres bedste, og at de ingen skyld bærer.  “Sæt jer selv fri!” fik jeg lyst til at råbe fra hustagene. For da jeg ventede mine tvillinger for fem år siden, gik jeg i fødsel i uge 28, og hvis ikke det var blevet stoppet, havde jeg også bebrejdet mig selv og – måske – haft to helt anderledes børn i dag, eller kun én af dem, eller ingen.

Men inden jeg gik i gang med at skrive, havde jeg brug for lidt ro, så jeg satte mig med en bog og en kop te, og så, netop på den side, jeg var kommet til, stod disse ord:

“Siger De forrresten tit undskyld?” spurgte han Anna.
Kvinder føler sig altid mere skyldige, end de reelt er.
“Mener de: Undskyld, må jeg have lov at tale færdig? Eller nærmere: Undskyld, jeg er forelsket i dig og kun volder dig vanskeligheder?”
“Begge dele. At sige und-skyld i enhver form. Det kan være, at De på den måde har vænnet Dem til at påtage Dem skylden for alt det, der er sker. Det er ikke altid os selv, der former ordene, men de ord, vi tit bruger, former os.”

Og jeg tænkte: Ja, sådan er det. Kvinder siger undskyld.

Vi skal alle sammen hjælpe hinanden med at slippe skylden. Vi skal stille spørgsmål, vise interesse og omsorg.
Mødre til for tidligt fødte føler sig ofte isolerede, viser undersøgelser. Nogle holder sig væk fra alt socialt i mange måneder, fordi de ikke føler sig forstået eller imødekommet af deres omverden. Enkelte kommer aldrig til at tale med nogen om, hvordan de har det med oplevelsen.
Vi danskere kan være meget berøringsangste, det ved vi jo, og ofte vil vi hellere lukke munden end stille spørgsmål. Måske er vi bange for at sige noget forkert. Måske aner vi ikke, hvor vi skal starte.
Jeg lærte på journalisthøjskolen, at “hv”-spørgsmål er vejen frem: “Hvordan? Hvad? Hvorfor? Hvem?” Det er åbne spørgsmål, som ikke lægger ord i munden på den adspurgte.

“Hvordan har du det?” “Hvad har du brug for?” “Hvordan var det at føde for tidligt?”
Det kan gøre en verden til forskel, at vi viser interesse. Vi kan fjerne skylden ved at være der, vise omsorg, bakke op, lytte og ikke glemme. Og mange har svært ved at tage imod; vi danskere er jo heller ikke vant til at få så meget opmærksomhed, ligesom vi ikke er vant til at give det, men jeg tror, det kan være en hjælp, hvis vi løfter ansvaret fra deres skuldre (de har nok af den slags allerede), og siger: “Jeg kommer forbi med noget mad og et kram, og går igen efter fem minutter.”

Jeg har aldrig tænkt på, at en for tidlig fødsel kunne være forbundet med skyld og skam, men jeg ved det, når jeg mærker efter. At i denne kultur bygget på kirkens løftede pegefingre, på menneskets synd og skyld, og på nutidens billede af det perfekte menneske, ligger det lige for.
Sandheden er, at når man føder for tidligt, mister man noget. Til gengæld har man intet forkert gjort. Det er ikke til at bære, at man oveni tabet skal slæbe rundt på en skyld, som vejer så tungt.

Så lad os sige til alle med skyld, og i dag særligt til dem med for tidligt fødte børn: Tilgiv jer selv. I bærer intet ansvar. Giv slip på skylden og indtag resten af livet med oprejst pande.

Jeg håber, I vil dele det her indlæg på alle de relevante steder.

Hvad føler I skyld over? Kender I til den dårlige samvittighed i moderskabet; til følelsen af at have gjort noget forkert eller være utilstrækkelig?

Stille dage med lys i øjnene

Kender I de der stille dage?

Dem, hvor man er lidt stille indeni. Hvor alt helst skal være trygt og ligetil? Hvor man helst vil sidde med en bog og et tæppe rundt om sig eller sove på sofaen eller lege lego med børnene, mens maden simrer. Sådan en dag er i dag; en dag til eftertanke og omtanke, en dag til at skrive og til at ordne småting, indtil børnene kommer hjem om nogle timer, og vi spiser lidt frugt, og bygger nogle højhuse eller en togbane gennem stuen.

Jeg holdt foredrag på biblioteket i Marstal i mandags, og for første gang læste jeg højt fra min bog, Hjemmefra, for andre end mine venner og familie. Omtrent 50 mennesker lyttede med, og de var helt stille, og de grinede, og ikke én hostede, og ikke én rørte utålmodigt på sig, tror jeg. Det føltes fantastisk, og jeg fik lyst til at læse mere og mere og mere, og mest af alt fik jeg lyst til at gå hjem og skrive. Skrive på nyt, skrive igen.

Min bog er ikke udgivet endnu, jeg venter på svar fra forlaget, og der kan gå syv uger, før jeg hører noget. Min veninde, som afleverede den på forlaget i København, sendte receptionisten sit mest vindende smil, og hun havde en god fornemmelse i maven, da den tykke konvolut blev overdraget. Det har jeg også: Selv hvis lige præcis det forlag ikke vil udgive bogen, så er der nogen andre, der vil. Den er ikke skrevet forgæves, det er jeg sikker på. Flere har sagt: “Den bog skal alle læse. Den er så vigtig,” og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, når nogen siger sådan, så jeg træder mig selv over tæerne, siger tak, og skynder mig at snakke om noget andet. Så siger Kristian, at jeg skal lære at tage imod komplimenter, men jeg kan bedst lide dem på skrift – så kan jeg læse det igen, hvis jeg bliver i tvivl, om det virkelig var det, han eller hun mente. Men lige netop min bog ved jeg, er god, og derfor skal den selvfølgelig udgives. At få den udgivet vil nemlig være den bedst tænkelige undskyldning for at skrive én til – og så én til efter det.

I dag er en stille dag, solen skinner over det klareste blå hav, som jeg kan se her fra bordet, hvor jeg sidder. Juno er lige vågnet hos dagplejemor Hanne, og hun leger. Og griner. Det skrev Hanne i en sms. Tænk sig, Juno er glad, når jeg afleverer hende. Det er helt nyt, det har jeg ikke oplevet med nogen af de andre. Det er en enorm lettelse.

Jeg har måske nok gået rundt med en lille knude indeni. En knude af travlhed, korte vejrtrækninger, manglende fordybelse. Af skyld over at aflevere mit barn. Skam over at længes efter alenetid. Men i dag, da jeg kørte tilbage fra dagplejen, hvor Juno glad havde vinket farvel, og solen brændt i bilens bagrude, løsnede noget sig. Jeg tog jeg et æble med ind ude fra, og lavede te, og jeg kunne mærke, knuden give sig, lidt for lidt. Der kommer tid igen, og jeg arbejder på ikke at have dårlig samvittighed over at sidde herhjemme og skrive, mens mine børn er ude i nogle timer. Jeg tror, vi alle sammen har det ret godt. Både børnene og jeg. Pludselig står jeg i lyset igen, hver dag og hele tiden, sådan som jeg plejer.

Tak for de mange tilbud om kram og støtte

Efter jeg skrev dette indlæg i lørdags, modtog jeg mange tilkendegivelser fra mennesker, som udtrykte bekymring. Nogle ønskede at komme mig til undsætning, og flere følte en tristhed over mine ord om forældreskabets momentane magtesløshed.

Adskillige har tilbudt at komme og hjælpe med at passe børn, en enkelt ærøbo, som jeg aldrig før havde mødt, fortalte, at hun havde overvejet at hoppe ind i sin bil og køre hjem til mig. Et par stykker skrev med forslag til jobs for at få styr på økonomien herhjemme.

Og jeg bliver rørt over den store omsorg, og jeg håber, den er et udtryk for en generel velvilje og næstekærlighed i os alle sammen.

Så, mange mange tak, – jeg er fortrøstningsfuld over at mærke varmen fra mine medmennesker. Men I behøver ikke bekymre jer. Jeg har det godt, og faktisk tør jeg sige, at jeg er taknemmelig og i balance det meste af tiden. Hele dagen i går, for eksempel, gik jeg rundt, og smilede, og jeg fik to timers tiltrængt rygbehandling, og var sammen med mine børn og mine svigerforældre, og gik en tur langs markerne, hvor jeg nød den sidste efterårstid før vinterens komme. Jeg er glad, dybt dybt indeni, langt de fleste dage.

img_4330

En læser skrev, at jeg måske har stress, og jeg tror, hun har ret i, at mange af de følelser som jeg beskriver her på bloggen fra et liv med fuld knald på, kan blive til stress, hvis ikke man reagerer. Men det er netop det, jeg gør. Jeg siger til, tænker i løsninger, finder nye veje. Jeg mærker efter, er ganske sensitiv efterhånden, og reagerer, når noget synes forkert. Og det er dét, jeg formulerer på min blog: mine tanker og følelser fra livets mange veje. Fra bakker og dale, fra de stunder hvor alt er smukt og godt og fra dem, hvor det er mere trægt.

Jeg kan godt forstå, at det lyder meget bogstaveligt, når jeg skriver, som jeg gjorde i lørdags. Men når jeg deler her på bloggen, er det ikke en 1:1 gengivelse af mit liv. Det er derimod brudstykker af et langt større hele. Når jeg skriver, at jeg føler mig presset, er det med andre ord ikke et råb om hjælp, men derimod en bevidst måde at kommunikere noget, som jeg opfatter som alment. Noget, som jeg tror, mange vil have glæde af at læse.

Jeg skrev indlægget i lørdags, fordi jeg ved, at jeg ikke er alene om indimellem at blive ramt af en komplet følelse af afmagt. Jeg skrev det, fordi jeg tror, de sorte huller, vi indimellem stirrer ned i, bliver knap så dybe, hvis vi ved, at mange andre også nogle gange har den samme udsigt.

Jeg har to overordnede formål med min blog: 1) Jeg ønsker at efterlade læseren med en følelse af, at vi alle sammen har mange muligheder her i livet – og 2) Jeg ønsker at fjerne noget af den forkerthedsfølelse, som mange har dybt i sig livet igennem, fordi jeg tror, vi kan og vil meget mere med vores liv, når vi føler os rigtige fremfor forkerte.

Så, tak for al jeres omsorg. Den varmer, og skaber håb. Lad os sammen blive endnu bedre til at støtte hinanden livet igennem, lad os smile til hinanden på vejen og hilse med et smil på de andre i børnehaven, Brugsen, over hækken. Lad os række hånden frem, og sige: “Det er helt okay, sådan kan alle have det,” når et menneske i vores nærhed føler sig utilstrækkelig eller forkert.