Jeg kan ikke være alene med mine børn

Hånden på hjertet, så magter jeg ikke at være alene med mine børn og samtidig være den mor, jeg gerne vil.
Eller, jo – i nogle timer. En formiddag, en eftermiddag, en aften. Men helst ikke hele døgn. Det er ikke noget, jeg deler her, fordi jeg har brug for et skulderklap eller en buket blomster, men fordi jeg har besluttet at gøre noget ved det – og fordi jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Jeg skriver det heller ikke, fordi jeg håber, at hjælpende hænder vil springe til. Det er Kristian, der kender børnene lige så godt som jeg. Det er ham, der kender rytmerne, vores hjem, mig, og ofte kan det være en ekstra stressfaktor at have hjælp udefra, synes jeg, når dagen ruller af sted og ikke mindst om aftenen, hvor jeg har brug for ro, indeni og udenpå.

Men når Kristian tager færgen væk en gang om ugen eller to, er det for at hente 80% af vores årsindkomst med hjem. Og det er jo ikke fordi, penge er vores mærkesag, og det er heller ikke fordi, vi arbejder ret meget i timetal, men lidt skal der til alligevel, så det er en svær erkendelse, men jeg kan mærke, at jeg ikke kan sige farvel ret mange gange mere uden at knække lidt. Sidst jeg var alene med børnene i et døgn, smækkede jeg med døre og råbte, og jeg har prøvet at blive så vred, at vi endte med at græde alle sammen, og jeg har brugt timevis på at samle børnene op efterfølgende, for de var så kede af at se mig ked af det, at mit hjerte bliver ømt, når jeg tænker på det nu.

Og jeg ved, det blandt andet hænger sammen med, at Juno kun lige knap er startet i dagpleje, og jeg nåede lige at fornemme friheden, så blev hun syg i en uge, og friheden forsvandt lidt igen, og jeg trænger til sammenhængende timer med ro til arbejde, og jeg trænger til at have tid til at stable noget på benene, som kan stå i stedet for en del af Kristians jobs væk fra øen. Jeg trænger så meget til ikke kun at være mor.

Så jeg har sagt til Kristian, at vi må finde nye veje til at supplere de eksisterende, og jeg har sagt, at det ikke er så vigtigt, om han forstår, hvorfor det trækker så store veksler på mig at være alene, for det gør det. Og han har holdt om mig, og hvisket til mig, at han er med mig, at vi finder en løsning, og jeg har været ked af det og været træt. Helt i bund med tunge øjenlåg og blege kinder, men lige om lidt viser der sig nye muligheder, det er jeg sikker på. Jeg kan ligesom mærke det komme rundt om hjørnet. Kender I det? Når man ved, at noget godt snart sker, og man tør næsten ikke tro på, at man kan mærke den slags, men efterhånden har livet vist mig, at det er rigtigt nok. Der er altid en vej. Altid altid, og nu er vi i gang med at finde en, der er endnu bedre for os.

Og så, lige om lidt – om nogle måneder eller lidt mere – siger jeg til Kristian: Trænger du ikke til at komme væk en weekend? Og han siger det samme til mig. Pludselig er der luft igen, og vi kan trække vejret dybere, for den mindste af vores små bliver større, og de andre er det allerede, og sådan forandrer det sig, dag for dag. Det fysiske pres letter, tonstunge opgaver bliver afløst af noget, jeg nemmere kan håndtere. Jeg har lettere ved de større børn, har nemmere ved at være mor, når der også er plads til at være andet.

Så lige i disse dage magter jeg ikke så meget som normalt, men jeg kan mærke, at det kommer igen. Og nu er det weekend, og solen skinner, og vi er her alle sammen, heldigvis.

Skumringstimen – jeg holder foredrag på mandag på Ærø

På mandag indtager Skumringstimen hele norden. Skumringstimen er en tilbagevendende, litterær  begivenhed arrangeret af de nordiske biblioteker, og i år deltager 2150 biblioteker på tværs af hele norden og i de baltiske lande. I den anledning er jeg blevet bedt om at holde foredrag på Marstal Bibliotek om mine inspirationskilder, det med at skrive og mit forhold til norden.

Klokken 19 bliver der læst højt fra den samme bog på alle de deltagende biblioteker. I år er det “Vandets Vogter”, skrevet af finske Emmi Itäranta, og her på Ærø står Børn-Ungechef, Jes Jørgensen, for oplæsningen.

Derefter synger vi nogle nordiske sange – også på tværs af alle de deltagende lande, hvilket glæder mig meget. Fællessang kan noget helt særligt: På få minutter bliver vi til et fællesskab på tværs af alt det, der ellers kan stå imellem os af usikkerhed, nervøsitet, forskellighed og frygt, for fællessang er noget af de mest samlende, jeg kan komme i tanke om, og tænk at synge sammen på tværs af så store afstande, så mange mennesker.

Dernæst er det min tur: I en times tid vil jeg fra klokken 19:30 fortælle om mine inspirationskilder; om mine skriverier og mine tanker om livet i norden. Jeg vil fortælle om, hvordan jeg finder ind til min stemme, når jeg skriver, hvad jeg henter i mine omgivelser og menneskerne omkring mig, og så vil jeg læse højt fra min roman, Hjemmefra.

Jeg vil blandt andet læse det kapitel, som starter sådan her:

Om aftenen, når min mor havde kysset mig godnat, og gik ned af trappen og ind på sit kontor, lå jeg i min seng, og hørte, at min far rejste sig og gik ud i køkkenet, hvor han tog en flaske fra nederste hylde i køleskabet. Jeg kiggede på skyggerne omkring sengen, og ville gøre alt for at falde i søvn, før lyden af en ølkapsel mod køkkenbordet nåede min seng, men jeg nåede det sjældent. Kort efter ramte den kolde glasbund både sofabordet og et ømt sted i mig, og jeg så for mig, at nu sad min far i lænestolen, og jeg forestillede mig, at min mor rystede på hovedet inde på kontoret, mens han læste et blad om astronomi, og hans øjne blev slørede. Jeg hørte, at han rejste sig usikkert, og hentede en ny flaske, og satte sig, åbnede bladet, og jeg vidste, at nu prøvede han at stille skarpt på bogstaverne, men de var vel for utydelige, for jeg hørte ham vrisse og kaste bladet fra sig. Jeg havde engang siddet musestille på et trappetrin og set ham gøre det – smide papiret hårdt mod stuegulvet, men nu vendte jeg mig i stedet i min seng. Vendte ansigtet til væggen og ryggen mod stuen nedenunder, og lå der, mens skyggerne blev længere, og forestillede mig bag lukkede øjne et mørke, som lullede mig i søvn. Han drak mere, og jeg tænkte, at hans hage sikkert nikkede mod den spinkle brystkasse, mens flasken hvilede skråt imellem lårene.

Jeg var så træt, og pludselig var der sne. Beroligende, tung sne omkring mig. Sne, på dynen, som tyngede, og pressede mig ned i madrassen, og sne, som gjorde mig tung i kroppen. Der dalede hvide fnug, og jeg lå i en snehule, og havde varmen, og vidste, at i morgen ville der være lyst igen. På plakaten over min seng sad søpapegøjer langs en klippevæg, og under dem havde kunstneren skrevet ”every day I am loving you so much more.”

Find jeres nærmeste tilmeldte bibliotek her – eller kom til Ærø hvor billetter kan afhentes gratis på Marstal og Ærøskøbing Bibliotek eller ved at ringe på 6352 6360 / 6252 1442

Jeg har håb endnu

I dag snakker vi om Trump og næsten ikke om noget andet. Herhjemme vækkede vi hinanden med beskeden.
– “Ej, det er løgn?!”

Vi snakker om hvorfor og hvordan – og “hvad tænker de på derovre?” -og hvisker med en klump i maven at vi jo ser det samme i mindre skala herhjemme i disse år. Det er hele verden.

Men det er, når jeg sidder alene i bilen, at det virkelig slår mig: Han har vundet. De har vundet. Muren, kvindesynet, vreden, tabet af tro og håb – og kærlighed? Verden er delt op i to; tillid og mistillid, frygt og glæde, håb og opgivelse. Jeg håber, vi kan finde sammen igen, stå som en enhed, se livet for alt det smukke, det også er.

Her på Ærø er jeg omgivet af mennesker, som har væsentligt mindre, end alle andre, jeg har boet i nærheden af før. Ingen nye tage, ingen store biler, ingen lange uddannelser. Ingen prangende titler eller kontakter i indflydelsesrige kredse. Men de mangler ikke noget. Det er, som det altid har været. Måske lidt lettere, måske lidt lysere, i hvert fald ikke sværere.
Vi havde besøg af ét af mine velhavende familiemedlemmer, og hun hørte, at vi var med til at give én af vores venner herovre en rygeovn i 70-års fødselsdagsgave. “Dejlig hobby,” kommenterede hun. “Nej,” måtte jeg indvende. Det er netop ikke en hobby med den rygeovn, og det er heller ikke en bevidst brand-livsstil med tilvalgte kernelædersko og kasser fra Årstiderne. Det er en levemåde, en reel, praktisk, historisk, eksisterende overlevelseslivsstil med får på marken, haven fuld af grøntsager, revner i hænderne af at samle bær, plukke æbler, lue ud.

Og gæt hvem af de to, der synes, vi har nok til alle? Gæt hvem der mener, vi skal støtte de svageste, rumme de udstødte? Og hvem der til gengæld er bange for skattestramninger, frygter de svages indtag af offentlige midler.

Jeg tror på næstekærlighed, tillid og håb, og i dag er jeg blevet sat på prøve. I dag ved jeg, at hele verden er forandret, men jeg aner ikke hvordan. I dag håber jeg inderligt, at jeg kan holde fast i troen og håbet, selvom alting måske snart ser anderledes ud. Det er min overbevisning, at der er en vej. Også efter i dag.

Hjem – Efterår – Øliv – Familie

Jeg gik en tur i går med Juno i barnevognen og én af de fireårige ved min side, og det var en luksus at få ham for mig selv – altså, uden de to andre snakkende børn. Det er sjældent, det sker for tiden, men snart gør det igen: Vi har indlagt opdelte fridage over de næste uger, så alle børn får 1:1 tid med en forælder.

Men i går var vi alle sammen hjemme: børnene (som var snottede), Kristian og jeg og så har vi endda besøg af min bror og svigerinde og deres lille, komplet vidunderlige datter i denne uge. I går blev brugt på børnehygge, spil, tegninger og mange snakke, og vi drak varm kakao, spiste lun leverpostej til frokost og kørte jollen i stalden for sæsonen (medmindre vejret pludselig bliver perfekt til at sætte garn – så må den ud igen). Kristian bakkede for øvrigt jollen ind med traktoren i ét ryk, og han var så stolt, at vi andre ikke nåede at rose ham, før han gjorde det selv.

Farverne udenfor på dage som disse er mine yndlings; jeg elsker det blå-grå hav, den mørke himmel hvor lyset bryder brændende, skarpt igennem små huller på himlen, og de nøgne træer, røde bær, orange blade på vejen. Himmel og hav skiller sig i hvide skyer, der er krusninger fra vinden på vandet, fuglene flyver i flok og en dag lignede de blinkende stjerner over mig, med deres vinger, som slog fra den hvide mave og væk igen, og jeg stod stille i jeg ved ikke hvor langt tid med tilbagebøjet hoved og åben mund, og var næsten chokeret over, at jeg aldrig havde lagt mærke til det før: Fuglene blinker som stjerner. Det var som magi.

Noget andet der føles som magi, er at være vidne til min bror og svigerinde, der som nye forældre hver dag bliver mere sig selv, mere kerne, mere kærlighed. Det virker helt magnetisk på mig: Jeg har lyst til at være tæt på dem, og jeg nyder den ro, de har omkring sig, den tålmodighed som min bror har taget med sig ind i det nye kapitel af sit liv. Hans datter på fire måneder er allerede tålmodig; Hun ligner ham med sit rolige blik, sine observante øjne, men hun er også sin mor; hun snakker livligt, elsker at være omgivet af alle de larmende børn her i huset, og hun smiler dagen lang. Juno kysser hende, lægger sin runde kind ind til sin lille, fine kusines, og hviner af fryd over det lykketræf, at de sammen kan dele livet.

Da jeg gik tur, tænkte jeg, at nu er det her jo hjem. Ærø, denne vej, dette sving, det gule hus. Og hvor er det egentlig svært at forklare; hvordan det er blevet hjem, når jeg engang for ikke så længe siden ikke kendte det? Vi besøgte Ærø for første gang for fem år siden, og flyttede ind i huset her sidste efterår, men allerede nu er mine børn er trygge her: de griner, har røde kinder, besøger naboerne, er på fornavn med de fleste. Jeg snakker med brugsuddeleren, kender postbudet, har venner som tilbyder at købe ind for mig, når Kristian er væk på arbejde. Derfor er det hjem. Fordi de fleste ved, hvor vi bor, og de passer på os. De kommer med forslag til mennesker, jeg kan skrive om herinde, ringer, og siger: “Nu ved jeg, hvem der er spændende!”

Jeg tog en masse billeder af alt det smukke, mens vi gik tur. Af piletræet, som blev beskåret for kort tid siden, men som allerede har så mange nye, lyse, livsglade grene igen. Af himlen og havet, køerne der gumlede, mine børn og af Christen. Jeg er ikke foto-dame, jeg er skrive-dame, først og fremmest, men billeder kan alligevel noget.

Processed with VSCO with a9 preset

 

 

 

Hvorfor blogge? Og hvad med privatlivet?

Line skrev en kommentar herinde for et par uger siden, som fik mig til at nedfælde nogle tanker om det med at blogge, men det er først nu, jeg har haft mulighed for at skrive dem ned:

Lines opfordring lød:

“Hvis du har lyst til at fortælle om det, så kunne jeg godt tænke mig at høre om dine overvejelser over at blogge om hverdag, familieliv og mennesker omkring dig, i forhold til privatliv. Jeg har selv prøvet at starte en blog op flere gange, men jeg standser altid ved, at jeg føler, at det bliver for privat at dele ud af mit liv – og især nu, hvor jeg har fået børn. Men samtidig inspireres jeg af dem, der gør – så tak for det!”

Hej Line,
Jeg har også brugt flere år på at komme i gang med at blogge, og jeg har sågar haft en blog her på www.majmy.dk for to-tre år siden, som jeg lukkede igen efter et enkelt indlæg. Det gjorde jeg, fordi det gav mig koldsved pludselig at stå på den her selvbestaltede platform, som folk måske (forhåbentlig) ville tjekke med forventingen om, at der var nyt at læse, og jeg blev nervøs for at løbe tør for tanker (og tør for læsere.) Derfor blev jeg også tør i munden, hver gang jeg tænkte på at skrive et indlæg, så jeg fortsatte med at “blogge” på facebook nogle år endnu.

Men så – for et par måneder siden – blev jeg opfordret til at blogge, og jeg tænkte: Ja! Nu gør jeg det!
– Og det er jeg så glad for!

Da jeg læste din kommentar, var min først indskydelse, at min blog ikke er særligt privat, men jeg ved godt, at det er helt ude i skoven, fordi… det er den jo. Men, jeg har en klar tanke om, hvad jeg vil med den, og måske derfor føles det ikke “privat” for mig at skrive her. Min ambition er ikke at referere mit eget liv 1:1, men derimod at dele erfaringer, som rummer et mere alment, måske endda eksistentielt, perspektiv. Det fungerer med andre ord ikke for mig at beskrive en oplevelse fra mit eget liv, hvis ikke der er en dybere mening med at gøre det. Derfor er min blog jo lige så privat som så mange andre, men jeg kan bedre forsvare overfor mig selv at bruge mig selv og mine omgivelser, når jeg ved, hvad jeg vil med det.

Og til det med at “dele ud at mit liv”: Helt overordnet er jeg et et ret ærligt menneske, som gerne fortæller om mine skyggesider, og så er jeg uddannet journalist, og har tidligere haft en klumme i et dagblad, som også var tæt på. Det er med andre ord ikke fremmed for mig at være åben, heller ikke i det offentlige rum.

Jeg synes, du skal springe ud i at blogge, hvis du ikke kan lade være. For mig krævede det et ret konkret skub fra mine søskende (og deres kærester), som havde brugt en aften (bag min ryg!)  på at snakke om, at jeg skulle starte en blog, og da jeg indvendte, at “jeg har ikke noget at skrive om?”, rullede de med øjnene, og opremsede en liste emner, som jeg havde udbredt mig om på det seneste, og som de syntes, jeg skulle skrive om. Jeg tror, vi skal gøre det, vi føler en stærk drift mod, også selvom det er angstprovokerende. Der er jo mange måder at nedtone det private på i en blog og alligevel være både vedkommende og interessant. – Giv lyd hvis du kaster dig ud i det, så vil jeg læse med!

Kh Maj My

maj-my-logo-final

 

Hvilke blogs læser I og hvorfor? Hvad er jeres tanker om privatliv og offentlighed? Og blogger I selv (hvor og om hvad?)

Om den musik der skaber os

Sangerinden Trille døde for et par uger siden, og så kom jeg til at tænke på hende. Ikke at det var noget nyt – jeg havde også tænkt på hende dagen før, da jeg sang én af hendes sange for min lille datter, og jeg havde tænkt på hende dagen før det.

Jeg er vokset op med Trilles musik. Ikke på en meget bevidst måde hvor jeg var skarp på hendes politiske holdninger eller private erfaringer, nej, hendes musik var helt enkelt underlægningen til min barndom, og hun rejste med videre i mine hovedtelefoner som ung og voksen. Jeg holder af hendes ord, melodier og stemme, og jeg synger Trilles sange for mine børn. Det er hendes sange (og kun ganske få andre), jeg kan udenad.

Igennem tiden har jeg hørt mange sange som noget helt andet, end det de måske i virkeligheden var. Én af mine yndlings-Trille-sange hedder “Ser for sig hvordan hun danser” og jeg har sunget med på den hele mit liv, men jeg forstod først ordene, da jeg blev voksen, og læste teksterne i LP-coveret hos mine forældre. Jeg havde altid troet, at hun sang: “Ser hvor Savotten den danser, ser hvor Savotten den..,” og jeg så for mig et smukt fabeldyr, en form for elverlignende skabning, der dansede i skumringen, men i virkeligheden er det historien om en mand som vender hjem, og mens han går mod sit mål ser han for sig “hvordan hun danser.”

Nogle dage efter Trilles død opdagede jeg, at alle hendes tekster lå på mit skrivebord på computeren i en pdf, så jeg altid lige kan tjekke teksterne, inden jeg synger dem højt. Og dér fra skrivebordet så hun tænksomt på mig, og hun så smuk og følsom ud, men jeg blev ikke trist. Fordi hendes musik det samme, uanset. Trille har været med til at forme mig og min vej, og hun vil være en del af min historie, til jeg selv skal videre her fra.

Sidste vinter læste jeg Brødrene Løvehjerte op for Storm, min ældste, og vi læste de sidste kapitler en aften, hvor han lå på sengen, og lyttede, og trak dynen over hovedet af frygt for alt det onde, og stillede mange spørgsmål. Og så, da historien var slut, lå han stille i mørket, og en tåre løb over hans kind, og han sagde, at det var en god bog, og spurgte: “Vil du synge den sang om, at han kommer hjem, men hun er væk?” og det ville jeg selvfølgelig, så jeg sang Trilles sang, og Storm græd mere, fordi teksten flere tårer ud af ham, og det kan være så forløsende at græde.
Bagefter lå vi næse mod næse og vidste, at Jonathan og Tvebak levede videre et andet sted, og vi vidste, at der er en mening med livet, også selvom det kan synes håbløst. Og så snakkede vi om, at kærligheden ikke kan vente for evigt, at man skal elske, når man kan. Og det forstod han, og vi lagde os tæt sammen, og faldt i søvn.

Ser for sig, hvordan hun danser

en mand han vender hjem, han går ad gammelkendte spor
– og græsset gror –
længe var han væk, åh så længe væk
og savnede sådan sin kvinde ser for sig, hvordan hun danser ser for sig, hvordan hun…

(…)

men døren ind til huset står på vid, vid gab – og græsset gror –
gulvet er så vådt efter al den regn,
og endelig så står han stille
ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

(…)

der hænger en kjole over en stol
– og græsset gror –
den dufter lidt endnu, bare lidt endnu, så glider den ned på gulvet
han ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

så går han ud ad døren, går ad ukendte spor – og græsset gror –
himlen er så lav og så brister den
så græder himlen for ham
ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

(det startede tidligt med de hovedtelefoner. Her ses jeg anno cirka 1987 i min fars tegnestue i Aarhus)

Vi hørte meget musik i mit barndomshjem. Særligt min far skruede højt op, og kaldte på os børn, som skulle høre med. Vi lyttede til Bob Marley, Trille og jazz, men jeg tror, at jeg har hørt en del mere musik end nogen af mine forældre, for jeg har levet i en tid med hovedtelefoner og transportabel musik, og i tyve år af mit liv bevægede jeg mig hver dag gennem alt med tætsluttende hovedtelefoner over ørerne og en walkman, så discman, så iPod nu iPhone i lommen. Jeg har slæbt rundt på mapper med cd’er i min taske, og jeg kunne skifte cd med én hånd uden at lave ridser. Jeg har hørt musik i Aarhus, København, New York, tværs over USA, igennem hele verden, i Kina, Norge, det meste af Europa, Thailand, Indien, over alt. Lige så mange timer som jeg har lyttet, lige så meget forskellig musik har jeg hørt. Det er umuligt for mig at lave lister: Jeg kan ikke prioritere hverken kunstnere, albums eller genrer. Men Trille har en særlig plads i mit hjerte, og jeg skrev et brev til hende, da Storm var lille, og fortalte, at jeg sang hendes sange for ham, og hun skrev tilbage på solgult papir, at hun var taknemmelig for at leve videre i børnene.

Musik er så stor en del af vores verden.

Hvad hørte I som børn? Og hvad hører I nu? Hvilket album er jeres yndlings – nu og dengang? (lige nu, i disse måneder, hører jeg ekstra meget Edward Sharpe & The Magnetic Zeroes)

Fridags fredag

Vi tog en fridag i går. Én af de der fridage, hvor man har planer om at være totalt bage-lækker, stylet i det skønneste hjemme-cashmere i sit forlette, opryddede hjem, men hvor man i stedet ender med halvandet rugbrød i krummeform og en beskidt baby under bordet, mig uden mascara hele dagen, og tre unger som spiller Wii i timevis i stedet for at lave alt det, vi havde planlagt.

Det startede, som den slags så ofte gør: Vi vågnede om morgenen, og havde lyst til bare at være hjemme. Nogle var forkølede, andre lidt trætte, og foran os lå en weekend med planer ude af huset. Og så sagde Storm: “Hvad med at vi tog en hjemmedag?” og Kristian og jeg kiggede på hinanden med løftede øjenbryn, nikkede diskret, og sagde: “Helt sikkert.”

Processed with VSCO with a8 preset

 

Vi spiste morgenmad kl. 12:30 og frokost klokken 12:35. Fandt min brors ti år gamle Wii 1 på loftet, pillede fjernsynet ned fra væggen, satte Wii’en til, og spillede løs. Ungerne skreg af grin og græd af frustration (indimellem var banerne krævende). Men lille-Juno måtte ikke være med, for hun kunne ikke holder fingrene fra fjernsynet, som pludselig stod på gulvet, så hun så på gennem glasdøren (og resten af tiden kravlede vi op af trappen med hende, igen og igen, og hun var glad).

 

Live fik lagt ansigtsmaling, hun ville males som “den sure Elsa” med hugtænder.

 

Vi bagte Halloween-boller, som skulle ligne rotter med fine lakridskonfektøjne og karamelsnøre-haler, men vi droppede pynten, og spiste dem i stedet bare, helt blege, kun med ører af mandler og et tykt lag smør.

Vi samlede æbler, og ungerne skændtes om, hvem der samlede flest, og vendte bunden i vejret på hinandens kasser, og blev rigtig sure. Men så kom æblerne op i kasserne igen, og pludselig havde vi været udenfor i nogle timer, ungerne var imponerede over deres egen indsats, og fik lov til at spille Wii igen (da jeg sagde: “Ja, ved I hvad, vi piller den jo ned i aften. Spil lige indtil vi skal spise aftensmad” bakkede de ind i den bagerste stue, og lukkede forsigtigt døren efter sig, mens de så mistroisk på mig, og uden tvivl frygtede, at jeg havde fået en kortvarig psykose og ganske kort efter ville trække det tilbage igen.)

 

Nogle læste en lille smule Mimbo Jimbo og Fyrtårnet og spiste dele af bogen (ikke alle, kun den ene)

Men planerne om at trække i udklædningstøjet, læse Halloweenhistorier, lave uhyggelig Halloweenmad og kreative spindelvæv til vinduerne, glemte vi undervejs. Til gengæld gravede Kristian og ungerne et væld af jordskokker op fra marken, og af dem lavede han en lækker suppe, som vi spiste med de ufuldendte rotte-boller til aften.

Jeg synes, vi burde have tre-dages-weekender og fire-dage-uger i hele verden, og jeg er sikker på, at det ville være godt for alt og alle. For naturen, prioriteterne, værdierne, bibliotekerne, dyrene, fødderne, hovederne, hjerterne, børnene, pensionisterne, etc.

Hvad skal I her i weekenden? Og tager I indimellem sådan en fridag?

“Lad være med at få så mange børn..”

Jeg sendte en besked til min søster i aftes:

“alle ungerne hoster, og jeg sidder på børneværelset, og er ved at få et nervøst sammenbrud.
honey, lov mig at du får to børn og ikke ét mere?”

Men det er jo nemt nok at sige – at hun skal være bedre til at begrænse sig end mig – når man selv har sit på det tørre med alle de børn man kunne ønske sig (og mere end det, har jeg lyst til at tilføje – lige nu, i hvert fald). For jeg kan da sagtens råde alle mulige til ikke at få for mange børn (og jeg gør det). Men, hånden på hjertet: ville jeg vælge anderledes, hvis jeg fik muligheden? (svaret er et lille nej, som helt sikkert vokser sig større dag for dag).

Men shit, hvor ville jeg til gengæld gerne være fri for at føle mig så presset, som jeg indimellem gør, helt aktuelt. I aftes, for eksempel, hvor Kristian var væk (det er han indimellem – som regel på arbejde, og jeg kan næsten ikke lade være med at se opgivende på ham, når han rejser, selvom jeg jo godt ved, at det der arbejde både er nødvendigt og faktisk også meningsfuldt, men altså..) Tre af børnene er forkølede, og når vores børn er forkølede, hoster de. Astmatisk bronkitis hoste, non-stop. Frem med medicinen. Frisk luft. Dyyyb indånding (mig selv, også). Det kan fortsætte hele natten, de vækker hinanden på skift. I nat lå to af dem vågne til klokken 01:24. Det gjorde jeg også, og jeg hader hoste. Tror, det vil give mig myrekryb resten af mit liv.

(de grinede, jeg havde ondt af mig selv)

“Men, det er okay,” siger jeg til mig selv. O-K-A-Y. Fordi: Børn, som er mere end to-tre år, sover, når de sover. Ja, de snakker lidt i søvne. Ja, de vågner af hoste – men så falder de i søvn igen. Og en dag er alle mine børn jo mere end to-tre år.

Om to-tre år, altså..

Babyer, derimod, dem kan man ikke regne med. De er uforudsigelige. De er stadig kun ved at lande her på jorden. De har vinger, flakser rundt mellem det ene og det andet sted, og kan ligge lysvågne midt om natten i timevis, mens man er ved at slå en kolbøtte i sin krop af træthed.

Det er med andre ord den mindste, hende den nuttede baby med de tykke kinder, der får mig ud til kanten på aftener som i aftes, fordi uanset hvor mange gange de tre store skal have vand, tisse, afbryde højtlæsningen og skælde hinanden ud, så sover de klokken 20, cirka. Slut prut. Og selv hvis de hoster, eller kaster op, så ved jeg, at de finder ro igen på et tidspunkt – altså, hvis ikke det var for babyen, som holder alle vågne med sit høje humør..

Men, jeg skulle absolut have én mere. Selvfølgelig skulle jeg det. Én mere for at prøve at få bare en enkelt baby (ikke to) og samtidig have erfaringen fra de foregående. Jeg drømte om en tredje graviditet, en hjemmefødsel, et roligt ammeforløb, overskud og ro. Og jeg ér mere erfaren denne gang. Jeg har været mere rolig. Jeg takkede nej til sundhedsplejerskens besøg (fordi min baby hurtigt blev tyk, og jeg havde ikke tid alligevel). Og ja, jeg ved noget, men jeg ved ikke alt, og fire børn er sgu en håndfuld.

Og så er det, at jeg i desperation skriver til min søster: Stop før bægeret flyder over (selvom hun ikke har én eneste baby endnu, og hun bliver verdens bedste mor, ligesom hun er verdens bedste moster og jordemoder). Ikke fordi mit bæger er flydt over, men der triller indimellem en dråbe over kanten, og jeg føler, jeg har været heldig, at jeg ikke selv faldt i en gryde med ægte stress nogle måneder tilbage.

Min pointe gemt i alle disser ord er, at jeg glæder mig, til hosten går i sig selv; til jeg føler, jeg kan overskue vandene igen. Jeg glæder mig, til tiden går, samtidig med at jeg forsøger at nyde at være midt i den nu.

For jeg har det jo fint. Fantastisk, faktisk.
Jeg ved godt, at mine børn kunne være rigtigt syge. De kunne være døde (ja, det kunne de. Jeg kender forældre til døde børn, og det er ikke til at bære). Mine børn kunne være noget, jeg længtes efter, men aldrig fik. Men de er her, midt i mit liv, i mit hjerte, i min seng. Hostende, spruttende, lysvågne – nogle gange også om natten. Og jeg ved, at de her år, det her liv, alle disse smukke gaver, er som lysets bro til det uendelige land, og jeg går på den med solen i øjnene, men indimellem rammer skyggerne også her, og så er det godt at kunne skrive det ud.

Forresten, da jeg midt på natten stavrede op af trappen til soveværelset med panodil junior i den ene hånd og koldt vand i den anden, og netop var faldet over en pose på gulvet i køkkenet, og den mindste og den midterste sad i hver sin seng og græd og hostede – ja, der tænkte jeg, at det ikke ville have været en pind mindre stressende lige i det øjeblik, hvis jeg havde de to børn og ikke fire. Det er sgu hårdt uanset. Og godt.

Føler I nogensinde, at der er lige rigeligt at se til? Og spiser I også chokolade, når det sker? 😉

“Mød et menneske” – manden med konfektfabrikken

Det er en lidt tung og grå oktoberdag. Jette står i stalden i sin regnjakke, og muger ud hos to heste og en håndfuld får. Claus står nogle meter derfra på gårdspladsen med en fletkurv over armen på vej ned til sin café i Ærøskøbing for at lave lakridskonfekt. Lakridskonfekt i lange baner, i stakkevis, læssevis. Tusindevis. Endelig kører det dernede, der er gang i produktionen; Isbutikken er lukket for sæsonen, og lakridskoden er knækket. Kunderne venter – i hobetal.

Han sætter sig i bilen, og Jette kommer hen, og rækker hånden frem. ”Man skal kysse sin kone farvel,” siger hun med et smil gennem det nedrullede vindue, mens hun planter greben i jorden ved sin side. ”Ja, også selvom hun lugter af lort!” råber han, og ruller vinduet op i en fart. Han skraldgriner, og hun ryster på hovedet, mens han kører af sted mod den seks timer lange vagt, som han har planlagt for sig selv og sin medarbejder, Louise, på denne søndag.

Mød Claus Hattesen; ismand, café-veteran, kok, sejler, handyman, husbond, far, foreningsmenneske – og, ikke mindst, lakridskonfektmager.

Claus Hattesen, f. 1957 i Tønder. Kom til Ærø i 1996
Gift med Jette Iversen, sygeplejerske, og har tre piger
Indehaver af Café Aroma, Ærøskøbing. Formand for turist- og erhvervsrådet

– Lugter det ikke lidt af succes, spørger jeg, da Claus Hattesen og jeg går rundt i Café Aromas lokaler på havnen i Ærøskøbing, selvom jeg egentlig mest af alt kan dufte lakridskonfekten. Frugt, chokolade, lakrids.

– Jo, det lugter rigtig meget af succes, svarer han roligt, og åbner døren til tørrerummet bagerst i de lokaler, hvor han normalt driver fiskerestaurant i højsæsonen. Lakridsfabrikken er rykket ind over alt. I dag er det de gule, hvide og orange stykker, der skal pakkes. Lakridskonfekten kommer i tre forskellige pakker og ni smagsvarianter i alt. De små firkanter udvindes med præcision på Hattesens egen konfekt-skærer-maskine. Der ligger en helt masse forarbejde i hvert eneste stykke.

– Det startede for knap tre år siden, fortæller han, og sætter sig på en stol i Café Aroma, som er det eneste sted i bygningen, der ikke er mærket af det nye konfektkapitel. Her står alt som i sommer; Menukort, sugerør og farveblyanter til børnene. Kun duften af slik trænger ind gennem døren.

– Jeg sad med min pose lakridskonfekt i julen 2013, og tænkte, at det var helt forkert, at jeg ikke kunne smage forskel på farverne. Den eneste der skilte sig lidt ud, var den brune med kakao. Den næste jul lavede vi de første forsøg hjemme i køkkenet. Det var i mellemdagene, hvor vi spiste rester, og forberedte nytårsaften, og da vi havde lavet én med mokka, tænkte vi: “Hvorfor er den aldrig lavet før? Den smager jo fuldstændig forrygende!” Det gentog sig med de næste varianter, og så kunne jeg ikke stoppe igen.

Det har været en rejse med omveje, højdedrag og nedture for Hattesens Konfektfabrik i de to år, der er gået siden. Men også med succeser. Lakridskonfekten skulle genopfindes; ingen andre laver den som han, og alt er fremstillet af rene råvarer fra bunden. Nu er de kantede smagssymfonier endelig på vej til Løgismose, Konnerup, Politiken Plus, Salling og Kontra Coffee, og om hjørnet venter flere ivrige kunder. Det er lige før, han ikke kan følge med.

Hvorfor gøre det? Kunne du ikke bare være tilfreds med din café-succes eller lave en ny is?
– Jamen, jeg har jo stået her før. Caféen startede også som en idé, der blev vendt og modelleret i mit hoved, og pludselig var der et klart billede af slutproduktet. Derefter er det sådan set bare at få det ført ud i livet. Det eneste problem har været, at jeg ikke anede, hvordan man fremstiller lakridskonfekt, og det var der heller ikke andre, der gjorde. Jeg købte sådan et sæt, som man kan lave med ungerne derhjemme, men den opskrift kunne jeg ikke overføre til større skala, og slet ikke da jeg besluttede, at min konfekt skulle være både glutenfri, vegetarisk og mælkefri. Der er jo ingen grund til at komme let til det.

Han griner varmt og tørt, og kører hånden over sin pande.
– Der er med andre ord ingen døde grise i, og jeg har arbejdet utallige timer på at udvikle opskriften. Utallige. Smagen var sådan set nem nok, den kender jeg jo fra min is, men konsistensen har krævet mere.

Hvad betyder penge i det her?
Der kom én den anden dag, og sagde: “Nå, så det er lakridskonfekten, I skal være millionærer på.”
Men det er det ikke. Vi er allerede rige. Vi har et tag, der skal gøres færdigt, og det er vores eneste hængeparti. Det er ikke et spørgsmål om penge eller rigdom, for jeg har virkelig svært ved at gå ud og købe nyt. Jeg har ønsket mig en motorcykel meget længe, og nu kunne jeg sådan set sagtens anskaffe én, men så har jeg købt mig et vandhul ude på vores mark i stedet, og jeg er rigtig glad for mit vandhul. Jeg drømmer om frøer, planter og måske fisk derude.

Vil du så stadig have en motorcykel?
Nej.

Tror du, konfektfabrikken bliver en kæmpe succes?
Jeg kan godt tænke: Er vi igang med at lave en Bülow? Har vi en giga omsætning om otte år? Men jeg tror det ikke, for jeg har set, hvad prisen er. Det kan tage livet af én, at skulle løbe så stærkt. Mit håb er at skabe en lille produktionsvirksomhed på Ærø, hvor vi laver noget fra bunden, som smager fantastisk.

Og I bliver på Ærø?
Når folk spørger om det, svarer jeg altid: “Men, hvorfor ikke?” Jette plejede at tage på hjemmebesøg hos de gamle, da vi kom hertil for tyve år siden, og mange af dem havde stort set aldrig været af øen. “Hvad har de da derovre, som vi ikke har her?”, indvendte de, og jeg er stort set enig. Vi har ikke det Kongelige teater, nej, men vi har en fantastisk sammenhængskraft, og den er vigtig, når ét af ens korthuse af en eller anden grund vælter sammen. Og det gør de indimellem for os alle sammen.

Hvornår vidste du, at nu var der ingen vej tilbage med konfekten?
For et år siden kiggede jeg Jette dybest i øjnene, og sagde: Jeg tror altså, det skal være nu, og hun svarede: Tror du, det er nødvendigt?

Han trækker et smil gennem det rødblonde skæg, og læner sig tilbage i stolen.

– Fordi, nu gik det lige så godt. Nu var jeg lige faldet lidt til ro. Men hun er fantastisk, Jette. Hun åd den jo. Jeg ved ikke, om hun også elsker det her nye eventyr, men næsten ligemeget hvad, så støtter hun mig. Til gengæld har jeg det på den måde, at så må Claus Hattesen løbe den hjem, så jeg sætter alle sejl til. Jeg føler mig forpligtet til at lykkes. Det er også hendes liv og hendes rammer, der vælter, hvis jeg ikke kommer i mål.
Hvordan har det været at starte forfra?
Jeg har tænkt: Hvorfor kan du ikke lade være? Hvorfor kan du ikke bare sidde stille? Men når der bliver stille omkring mig (– han trommer med fingrene mod bordpladen), ja, jeg ved det sgu ikke. Det er enormt spændende. Jeg har haft aftener, hvor jeg gik grædefærdig hjem, fordi jeg havde tænkt, at jeg havde en lakridsopskrift på plads, og så duede den ikke alligevel.

Hvad gør du så?
Da jeg havde den største nedsmeltning, rakte jeg ud til mit netværk, og fik kontakt til Kenneth, som er på konditorlandsholdet, og arbejder på La Glace. Han sagde: ”Du skal købe en hashvægt, for hele forskellen ligger i det halve gram,” og det lærte jeg så. Jeg har en god aftale med Vor Herre om, at jeg får et vink med en vognstang, hvis jeg skal skrue ned for hastigheden, og jeg har fuld tillid til livets gang. Tingene skal nok komme til at hænge sammen, også selvom man indimellem kan sidde under bordet og græde. “Det her kommer aldrig til at lykkes,” tænker man, men så to sekunder efter kommer man i tanke om, at det aldrig ikke er lykkedes.

Hvorfor er det aldrig ikke-lykkedes?
Fordi jeg ikke sætter mig ind under bordet og græder.

Han griner. Det slanke ansigt åbner sig i en beskeden latter, og han rejser sig. Skubber stolen ind under bordet, og går ind til Louise, som står og pakker lakridskonfekt i små, runde kasser. 125-135 gram per pakke. Alle stykker er snorlige. Seje, bløde, elastiske, smagfulde. Den ene mundfuld varer længe, udvikler sig, hver gang man gumler. Der ligger dynger af lakridskanter, som ikke skal sælges, og jeg får en kasse kanter med hjem. Jeg sidder i bilen, hører høj musik, smiler over livsglæden, og skal beherske mig for ikke at spise det hele. Jeg troede ikke, jeg kunne lide lakridskonfekt. Det kan jeg godt. Mine børn bliver glade for, at jeg har lært at beherske mig.

Man kan se forhandlere og mere info på Hattesens Konfektfabrik her og en 7 minutters video om herligheden her

Åh, nu kan jeg mærke luften under mine vinger

Snart vil jeg skrive på min bog. Den savner jeg.
Ikke den bog som jeg skrev, redigerede og afleverede med rystende hænder på et forlag tidligere på efteråret. Nej, den ligger et sted længere væk i min bevidsthed lige nu, selvom det suser i min mave, når jeg tænker på den. Men den har jeg sendt ud i verden med en bid af mit hjerte, og jeg tror, begge dele vender hele tilbage til mig. Klogere, stærkere og med en masse mod. Jeg tror på, at bogen har sin gang på jord.

Nej, det er den nye bog, jeg savner. Den, som jeg begyndte at skrive, så snart jeg havde sat det sidste punktum i den anden. Bogen om Signe.
Og selvom savnet ikke i sig selv er dårligt – jeg tror bestemt, det er en gave at have noget, man længes efter –  river det i mig efter at arbejde på den igen. Jeg vil have den foran mig, og ikke kun under huden. Jeg vil være tæt på hende og ham, mine to hovedpersoner, og skovene med de kæmpemæssige træer som omgiver stedet, hvor de lever. Jeg drømmer om leret mellem hendes hænder og musikken i rummet. Drømmer om deres tanker og ord. Der kommer sætninger til mig, når jeg med musik i ørerne går gennem gaderne med min sovende datter i barnevognen, og jeg får lyst til at sætte mig på brostenene med en notesbog og skrive med det samme. Folde billederne ud: Hvad vil de mig, de to? Hvor bevæger de sig hen? Hvem er de, inderst inde?

Og nu sker det snart: Nu nærmer sig tiden, hvor jeg kan skrive uden pause, hvor jeg kan træde ind i den verden, der også er i mig, og leve dér for en stund. For Kristian har sovet alene med Juno hver nat siden mandag, og hun er glad. Hun smiler som sædvanlig, kravler huset tyndt, og jeg tror hun har fundet ud af, at det ikke er sult, hun føler klokken 01, 03 og 05… Jeg selv har sovet uafbrudt for første gang i et år, og nu ser Juno på sin far med større interesse i dagens løb. Deres tosomhed vokser, og hendes tryghed er min frihed. Den betyder, at jeg snart kan rejse hjemmefra i et døgns tid, mens han er sammen med børnene. At jeg kan finde et sted, hvor jeg kan skrive i fred. Kun mig, ordene og måske en gåtur. Og en helt masse chokolade. Jeg letter næsten ved tanken. Og jeg vil læse; jeg savner sådan at læse. Men lige nu kan jeg ikke både og. Lige nu er der så lidt tid tilbage til mig selv, og i den tid skriver jeg. Hvis jeg en dag løber tør for ord, vil jeg læse i stedet. Og pludselig, måske ganske snart, har jeg tid til begge dele, hver dag.

Min vise veninde sagde en gang: “Det er ikke sjovt at lege gemmeleg, hvis der ikke er nogen, der leder efter dig.” På samme måde føler jeg, at aleneheden er en nødvendig kontrast til fællesskabet for at jeg skal eksistere fuldstændig.
Jeg trækker vejret dybt ind. Lyset rammer mig i ansigtet. Nu nærmer sig tiden..

Har du noget, som du længes efter at dedikere dig til?