Hvorfor blogge? Og hvad med privatlivet?

Line skrev en kommentar herinde for et par uger siden, som fik mig til at nedfælde nogle tanker om det med at blogge, men det er først nu, jeg har haft mulighed for at skrive dem ned:

Lines opfordring lød:

“Hvis du har lyst til at fortælle om det, så kunne jeg godt tænke mig at høre om dine overvejelser over at blogge om hverdag, familieliv og mennesker omkring dig, i forhold til privatliv. Jeg har selv prøvet at starte en blog op flere gange, men jeg standser altid ved, at jeg føler, at det bliver for privat at dele ud af mit liv – og især nu, hvor jeg har fået børn. Men samtidig inspireres jeg af dem, der gør – så tak for det!”

Hej Line,
Jeg har også brugt flere år på at komme i gang med at blogge, og jeg har sågar haft en blog her på www.majmy.dk for to-tre år siden, som jeg lukkede igen efter et enkelt indlæg. Det gjorde jeg, fordi det gav mig koldsved pludselig at stå på den her selvbestaltede platform, som folk måske (forhåbentlig) ville tjekke med forventingen om, at der var nyt at læse, og jeg blev nervøs for at løbe tør for tanker (og tør for læsere.) Derfor blev jeg også tør i munden, hver gang jeg tænkte på at skrive et indlæg, så jeg fortsatte med at “blogge” på facebook nogle år endnu.

Men så – for et par måneder siden – blev jeg opfordret til at blogge, og jeg tænkte: Ja! Nu gør jeg det!
– Og det er jeg så glad for!

Da jeg læste din kommentar, var min først indskydelse, at min blog ikke er særligt privat, men jeg ved godt, at det er helt ude i skoven, fordi… det er den jo. Men, jeg har en klar tanke om, hvad jeg vil med den, og måske derfor føles det ikke “privat” for mig at skrive her. Min ambition er ikke at referere mit eget liv 1:1, men derimod at dele erfaringer, som rummer et mere alment, måske endda eksistentielt, perspektiv. Det fungerer med andre ord ikke for mig at beskrive en oplevelse fra mit eget liv, hvis ikke der er en dybere mening med at gøre det. Derfor er min blog jo lige så privat som så mange andre, men jeg kan bedre forsvare overfor mig selv at bruge mig selv og mine omgivelser, når jeg ved, hvad jeg vil med det.

Og til det med at “dele ud at mit liv”: Helt overordnet er jeg et et ret ærligt menneske, som gerne fortæller om mine skyggesider, og så er jeg uddannet journalist, og har tidligere haft en klumme i et dagblad, som også var tæt på. Det er med andre ord ikke fremmed for mig at være åben, heller ikke i det offentlige rum.

Jeg synes, du skal springe ud i at blogge, hvis du ikke kan lade være. For mig krævede det et ret konkret skub fra mine søskende (og deres kærester), som havde brugt en aften (bag min ryg!)  på at snakke om, at jeg skulle starte en blog, og da jeg indvendte, at “jeg har ikke noget at skrive om?”, rullede de med øjnene, og opremsede en liste emner, som jeg havde udbredt mig om på det seneste, og som de syntes, jeg skulle skrive om. Jeg tror, vi skal gøre det, vi føler en stærk drift mod, også selvom det er angstprovokerende. Der er jo mange måder at nedtone det private på i en blog og alligevel være både vedkommende og interessant. – Giv lyd hvis du kaster dig ud i det, så vil jeg læse med!

Kh Maj My

maj-my-logo-final

 

Hvilke blogs læser I og hvorfor? Hvad er jeres tanker om privatliv og offentlighed? Og blogger I selv (hvor og om hvad?)

Om den musik der skaber os

Sangerinden Trille døde for et par uger siden, og så kom jeg til at tænke på hende. Ikke at det var noget nyt – jeg havde også tænkt på hende dagen før, da jeg sang én af hendes sange for min lille datter, og jeg havde tænkt på hende dagen før det.

Jeg er vokset op med Trilles musik. Ikke på en meget bevidst måde hvor jeg var skarp på hendes politiske holdninger eller private erfaringer, nej, hendes musik var helt enkelt underlægningen til min barndom, og hun rejste med videre i mine hovedtelefoner som ung og voksen. Jeg holder af hendes ord, melodier og stemme, og jeg synger Trilles sange for mine børn. Det er hendes sange (og kun ganske få andre), jeg kan udenad.

Igennem tiden har jeg hørt mange sange som noget helt andet, end det de måske i virkeligheden var. Én af mine yndlings-Trille-sange hedder “Ser for sig hvordan hun danser” og jeg har sunget med på den hele mit liv, men jeg forstod først ordene, da jeg blev voksen, og læste teksterne i LP-coveret hos mine forældre. Jeg havde altid troet, at hun sang: “Ser hvor Savotten den danser, ser hvor Savotten den..,” og jeg så for mig et smukt fabeldyr, en form for elverlignende skabning, der dansede i skumringen, men i virkeligheden er det historien om en mand som vender hjem, og mens han går mod sit mål ser han for sig “hvordan hun danser.”

Nogle dage efter Trilles død opdagede jeg, at alle hendes tekster lå på mit skrivebord på computeren i en pdf, så jeg altid lige kan tjekke teksterne, inden jeg synger dem højt. Og dér fra skrivebordet så hun tænksomt på mig, og hun så smuk og følsom ud, men jeg blev ikke trist. Fordi hendes musik det samme, uanset. Trille har været med til at forme mig og min vej, og hun vil være en del af min historie, til jeg selv skal videre her fra.

Sidste vinter læste jeg Brødrene Løvehjerte op for Storm, min ældste, og vi læste de sidste kapitler en aften, hvor han lå på sengen, og lyttede, og trak dynen over hovedet af frygt for alt det onde, og stillede mange spørgsmål. Og så, da historien var slut, lå han stille i mørket, og en tåre løb over hans kind, og han sagde, at det var en god bog, og spurgte: “Vil du synge den sang om, at han kommer hjem, men hun er væk?” og det ville jeg selvfølgelig, så jeg sang Trilles sang, og Storm græd mere, fordi teksten flere tårer ud af ham, og det kan være så forløsende at græde.
Bagefter lå vi næse mod næse og vidste, at Jonathan og Tvebak levede videre et andet sted, og vi vidste, at der er en mening med livet, også selvom det kan synes håbløst. Og så snakkede vi om, at kærligheden ikke kan vente for evigt, at man skal elske, når man kan. Og det forstod han, og vi lagde os tæt sammen, og faldt i søvn.

Ser for sig, hvordan hun danser

en mand han vender hjem, han går ad gammelkendte spor
– og græsset gror –
længe var han væk, åh så længe væk
og savnede sådan sin kvinde ser for sig, hvordan hun danser ser for sig, hvordan hun…

(…)

men døren ind til huset står på vid, vid gab – og græsset gror –
gulvet er så vådt efter al den regn,
og endelig så står han stille
ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

(…)

der hænger en kjole over en stol
– og græsset gror –
den dufter lidt endnu, bare lidt endnu, så glider den ned på gulvet
han ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

så går han ud ad døren, går ad ukendte spor – og græsset gror –
himlen er så lav og så brister den
så græder himlen for ham
ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

(det startede tidligt med de hovedtelefoner. Her ses jeg anno cirka 1987 i min fars tegnestue i Aarhus)

Vi hørte meget musik i mit barndomshjem. Særligt min far skruede højt op, og kaldte på os børn, som skulle høre med. Vi lyttede til Bob Marley, Trille og jazz, men jeg tror, at jeg har hørt en del mere musik end nogen af mine forældre, for jeg har levet i en tid med hovedtelefoner og transportabel musik, og i tyve år af mit liv bevægede jeg mig hver dag gennem alt med tætsluttende hovedtelefoner over ørerne og en walkman, så discman, så iPod nu iPhone i lommen. Jeg har slæbt rundt på mapper med cd’er i min taske, og jeg kunne skifte cd med én hånd uden at lave ridser. Jeg har hørt musik i Aarhus, København, New York, tværs over USA, igennem hele verden, i Kina, Norge, det meste af Europa, Thailand, Indien, over alt. Lige så mange timer som jeg har lyttet, lige så meget forskellig musik har jeg hørt. Det er umuligt for mig at lave lister: Jeg kan ikke prioritere hverken kunstnere, albums eller genrer. Men Trille har en særlig plads i mit hjerte, og jeg skrev et brev til hende, da Storm var lille, og fortalte, at jeg sang hendes sange for ham, og hun skrev tilbage på solgult papir, at hun var taknemmelig for at leve videre i børnene.

Musik er så stor en del af vores verden.

Hvad hørte I som børn? Og hvad hører I nu? Hvilket album er jeres yndlings – nu og dengang? (lige nu, i disse måneder, hører jeg ekstra meget Edward Sharpe & The Magnetic Zeroes)

Fridags fredag

Vi tog en fridag i går. Én af de der fridage, hvor man har planer om at være totalt bage-lækker, stylet i det skønneste hjemme-cashmere i sit forlette, opryddede hjem, men hvor man i stedet ender med halvandet rugbrød i krummeform og en beskidt baby under bordet, mig uden mascara hele dagen, og tre unger som spiller Wii i timevis i stedet for at lave alt det, vi havde planlagt.

Det startede, som den slags så ofte gør: Vi vågnede om morgenen, og havde lyst til bare at være hjemme. Nogle var forkølede, andre lidt trætte, og foran os lå en weekend med planer ude af huset. Og så sagde Storm: “Hvad med at vi tog en hjemmedag?” og Kristian og jeg kiggede på hinanden med løftede øjenbryn, nikkede diskret, og sagde: “Helt sikkert.”

Processed with VSCO with a8 preset

 

Vi spiste morgenmad kl. 12:30 og frokost klokken 12:35. Fandt min brors ti år gamle Wii 1 på loftet, pillede fjernsynet ned fra væggen, satte Wii’en til, og spillede løs. Ungerne skreg af grin og græd af frustration (indimellem var banerne krævende). Men lille-Juno måtte ikke være med, for hun kunne ikke holder fingrene fra fjernsynet, som pludselig stod på gulvet, så hun så på gennem glasdøren (og resten af tiden kravlede vi op af trappen med hende, igen og igen, og hun var glad).

 

Live fik lagt ansigtsmaling, hun ville males som “den sure Elsa” med hugtænder.

 

Vi bagte Halloween-boller, som skulle ligne rotter med fine lakridskonfektøjne og karamelsnøre-haler, men vi droppede pynten, og spiste dem i stedet bare, helt blege, kun med ører af mandler og et tykt lag smør.

Vi samlede æbler, og ungerne skændtes om, hvem der samlede flest, og vendte bunden i vejret på hinandens kasser, og blev rigtig sure. Men så kom æblerne op i kasserne igen, og pludselig havde vi været udenfor i nogle timer, ungerne var imponerede over deres egen indsats, og fik lov til at spille Wii igen (da jeg sagde: “Ja, ved I hvad, vi piller den jo ned i aften. Spil lige indtil vi skal spise aftensmad” bakkede de ind i den bagerste stue, og lukkede forsigtigt døren efter sig, mens de så mistroisk på mig, og uden tvivl frygtede, at jeg havde fået en kortvarig psykose og ganske kort efter ville trække det tilbage igen.)

 

Nogle læste en lille smule Mimbo Jimbo og Fyrtårnet og spiste dele af bogen (ikke alle, kun den ene)

Men planerne om at trække i udklædningstøjet, læse Halloweenhistorier, lave uhyggelig Halloweenmad og kreative spindelvæv til vinduerne, glemte vi undervejs. Til gengæld gravede Kristian og ungerne et væld af jordskokker op fra marken, og af dem lavede han en lækker suppe, som vi spiste med de ufuldendte rotte-boller til aften.

Jeg synes, vi burde have tre-dages-weekender og fire-dage-uger i hele verden, og jeg er sikker på, at det ville være godt for alt og alle. For naturen, prioriteterne, værdierne, bibliotekerne, dyrene, fødderne, hovederne, hjerterne, børnene, pensionisterne, etc.

Hvad skal I her i weekenden? Og tager I indimellem sådan en fridag?

“Lad være med at få så mange børn..”

Jeg sendte en besked til min søster i aftes:

“alle ungerne hoster, og jeg sidder på børneværelset, og er ved at få et nervøst sammenbrud.
honey, lov mig at du får to børn og ikke ét mere?”

Men det er jo nemt nok at sige – at hun skal være bedre til at begrænse sig end mig – når man selv har sit på det tørre med alle de børn man kunne ønske sig (og mere end det, har jeg lyst til at tilføje – lige nu, i hvert fald). For jeg kan da sagtens råde alle mulige til ikke at få for mange børn (og jeg gør det). Men, hånden på hjertet: ville jeg vælge anderledes, hvis jeg fik muligheden? (svaret er et lille nej, som helt sikkert vokser sig større dag for dag).

Men shit, hvor ville jeg til gengæld gerne være fri for at føle mig så presset, som jeg indimellem gør, helt aktuelt. I aftes, for eksempel, hvor Kristian var væk (det er han indimellem – som regel på arbejde, og jeg kan næsten ikke lade være med at se opgivende på ham, når han rejser, selvom jeg jo godt ved, at det der arbejde både er nødvendigt og faktisk også meningsfuldt, men altså..) Tre af børnene er forkølede, og når vores børn er forkølede, hoster de. Astmatisk bronkitis hoste, non-stop. Frem med medicinen. Frisk luft. Dyyyb indånding (mig selv, også). Det kan fortsætte hele natten, de vækker hinanden på skift. I nat lå to af dem vågne til klokken 01:24. Det gjorde jeg også, og jeg hader hoste. Tror, det vil give mig myrekryb resten af mit liv.

(de grinede, jeg havde ondt af mig selv)

“Men, det er okay,” siger jeg til mig selv. O-K-A-Y. Fordi: Børn, som er mere end to-tre år, sover, når de sover. Ja, de snakker lidt i søvne. Ja, de vågner af hoste – men så falder de i søvn igen. Og en dag er alle mine børn jo mere end to-tre år.

Om to-tre år, altså..

Babyer, derimod, dem kan man ikke regne med. De er uforudsigelige. De er stadig kun ved at lande her på jorden. De har vinger, flakser rundt mellem det ene og det andet sted, og kan ligge lysvågne midt om natten i timevis, mens man er ved at slå en kolbøtte i sin krop af træthed.

Det er med andre ord den mindste, hende den nuttede baby med de tykke kinder, der får mig ud til kanten på aftener som i aftes, fordi uanset hvor mange gange de tre store skal have vand, tisse, afbryde højtlæsningen og skælde hinanden ud, så sover de klokken 20, cirka. Slut prut. Og selv hvis de hoster, eller kaster op, så ved jeg, at de finder ro igen på et tidspunkt – altså, hvis ikke det var for babyen, som holder alle vågne med sit høje humør..

Men, jeg skulle absolut have én mere. Selvfølgelig skulle jeg det. Én mere for at prøve at få bare en enkelt baby (ikke to) og samtidig have erfaringen fra de foregående. Jeg drømte om en tredje graviditet, en hjemmefødsel, et roligt ammeforløb, overskud og ro. Og jeg ér mere erfaren denne gang. Jeg har været mere rolig. Jeg takkede nej til sundhedsplejerskens besøg (fordi min baby hurtigt blev tyk, og jeg havde ikke tid alligevel). Og ja, jeg ved noget, men jeg ved ikke alt, og fire børn er sgu en håndfuld.

Og så er det, at jeg i desperation skriver til min søster: Stop før bægeret flyder over (selvom hun ikke har én eneste baby endnu, og hun bliver verdens bedste mor, ligesom hun er verdens bedste moster og jordemoder). Ikke fordi mit bæger er flydt over, men der triller indimellem en dråbe over kanten, og jeg føler, jeg har været heldig, at jeg ikke selv faldt i en gryde med ægte stress nogle måneder tilbage.

Min pointe gemt i alle disser ord er, at jeg glæder mig, til hosten går i sig selv; til jeg føler, jeg kan overskue vandene igen. Jeg glæder mig, til tiden går, samtidig med at jeg forsøger at nyde at være midt i den nu.

For jeg har det jo fint. Fantastisk, faktisk.
Jeg ved godt, at mine børn kunne være rigtigt syge. De kunne være døde (ja, det kunne de. Jeg kender forældre til døde børn, og det er ikke til at bære). Mine børn kunne være noget, jeg længtes efter, men aldrig fik. Men de er her, midt i mit liv, i mit hjerte, i min seng. Hostende, spruttende, lysvågne – nogle gange også om natten. Og jeg ved, at de her år, det her liv, alle disse smukke gaver, er som lysets bro til det uendelige land, og jeg går på den med solen i øjnene, men indimellem rammer skyggerne også her, og så er det godt at kunne skrive det ud.

Forresten, da jeg midt på natten stavrede op af trappen til soveværelset med panodil junior i den ene hånd og koldt vand i den anden, og netop var faldet over en pose på gulvet i køkkenet, og den mindste og den midterste sad i hver sin seng og græd og hostede – ja, der tænkte jeg, at det ikke ville have været en pind mindre stressende lige i det øjeblik, hvis jeg havde de to børn og ikke fire. Det er sgu hårdt uanset. Og godt.

Føler I nogensinde, at der er lige rigeligt at se til? Og spiser I også chokolade, når det sker? 😉

“Mød et menneske” – manden med konfektfabrikken

Det er en lidt tung og grå oktoberdag. Jette står i stalden i sin regnjakke, og muger ud hos to heste og en håndfuld får. Claus står nogle meter derfra på gårdspladsen med en fletkurv over armen på vej ned til sin café i Ærøskøbing for at lave lakridskonfekt. Lakridskonfekt i lange baner, i stakkevis, læssevis. Tusindevis. Endelig kører det dernede, der er gang i produktionen; Isbutikken er lukket for sæsonen, og lakridskoden er knækket. Kunderne venter – i hobetal.

Han sætter sig i bilen, og Jette kommer hen, og rækker hånden frem. ”Man skal kysse sin kone farvel,” siger hun med et smil gennem det nedrullede vindue, mens hun planter greben i jorden ved sin side. ”Ja, også selvom hun lugter af lort!” råber han, og ruller vinduet op i en fart. Han skraldgriner, og hun ryster på hovedet, mens han kører af sted mod den seks timer lange vagt, som han har planlagt for sig selv og sin medarbejder, Louise, på denne søndag.

Mød Claus Hattesen; ismand, café-veteran, kok, sejler, handyman, husbond, far, foreningsmenneske – og, ikke mindst, lakridskonfektmager.

Claus Hattesen, f. 1957 i Tønder. Kom til Ærø i 1996
Gift med Jette Iversen, sygeplejerske, og har tre piger
Indehaver af Café Aroma, Ærøskøbing. Formand for turist- og erhvervsrådet

– Lugter det ikke lidt af succes, spørger jeg, da Claus Hattesen og jeg går rundt i Café Aromas lokaler på havnen i Ærøskøbing, selvom jeg egentlig mest af alt kan dufte lakridskonfekten. Frugt, chokolade, lakrids.

– Jo, det lugter rigtig meget af succes, svarer han roligt, og åbner døren til tørrerummet bagerst i de lokaler, hvor han normalt driver fiskerestaurant i højsæsonen. Lakridsfabrikken er rykket ind over alt. I dag er det de gule, hvide og orange stykker, der skal pakkes. Lakridskonfekten kommer i tre forskellige pakker og ni smagsvarianter i alt. De små firkanter udvindes med præcision på Hattesens egen konfekt-skærer-maskine. Der ligger en helt masse forarbejde i hvert eneste stykke.

– Det startede for knap tre år siden, fortæller han, og sætter sig på en stol i Café Aroma, som er det eneste sted i bygningen, der ikke er mærket af det nye konfektkapitel. Her står alt som i sommer; Menukort, sugerør og farveblyanter til børnene. Kun duften af slik trænger ind gennem døren.

– Jeg sad med min pose lakridskonfekt i julen 2013, og tænkte, at det var helt forkert, at jeg ikke kunne smage forskel på farverne. Den eneste der skilte sig lidt ud, var den brune med kakao. Den næste jul lavede vi de første forsøg hjemme i køkkenet. Det var i mellemdagene, hvor vi spiste rester, og forberedte nytårsaften, og da vi havde lavet én med mokka, tænkte vi: “Hvorfor er den aldrig lavet før? Den smager jo fuldstændig forrygende!” Det gentog sig med de næste varianter, og så kunne jeg ikke stoppe igen.

Det har været en rejse med omveje, højdedrag og nedture for Hattesens Konfektfabrik i de to år, der er gået siden. Men også med succeser. Lakridskonfekten skulle genopfindes; ingen andre laver den som han, og alt er fremstillet af rene råvarer fra bunden. Nu er de kantede smagssymfonier endelig på vej til Løgismose, Konnerup, Politiken Plus, Salling og Kontra Coffee, og om hjørnet venter flere ivrige kunder. Det er lige før, han ikke kan følge med.

Hvorfor gøre det? Kunne du ikke bare være tilfreds med din café-succes eller lave en ny is?
– Jamen, jeg har jo stået her før. Caféen startede også som en idé, der blev vendt og modelleret i mit hoved, og pludselig var der et klart billede af slutproduktet. Derefter er det sådan set bare at få det ført ud i livet. Det eneste problem har været, at jeg ikke anede, hvordan man fremstiller lakridskonfekt, og det var der heller ikke andre, der gjorde. Jeg købte sådan et sæt, som man kan lave med ungerne derhjemme, men den opskrift kunne jeg ikke overføre til større skala, og slet ikke da jeg besluttede, at min konfekt skulle være både glutenfri, vegetarisk og mælkefri. Der er jo ingen grund til at komme let til det.

Han griner varmt og tørt, og kører hånden over sin pande.
– Der er med andre ord ingen døde grise i, og jeg har arbejdet utallige timer på at udvikle opskriften. Utallige. Smagen var sådan set nem nok, den kender jeg jo fra min is, men konsistensen har krævet mere.

Hvad betyder penge i det her?
Der kom én den anden dag, og sagde: “Nå, så det er lakridskonfekten, I skal være millionærer på.”
Men det er det ikke. Vi er allerede rige. Vi har et tag, der skal gøres færdigt, og det er vores eneste hængeparti. Det er ikke et spørgsmål om penge eller rigdom, for jeg har virkelig svært ved at gå ud og købe nyt. Jeg har ønsket mig en motorcykel meget længe, og nu kunne jeg sådan set sagtens anskaffe én, men så har jeg købt mig et vandhul ude på vores mark i stedet, og jeg er rigtig glad for mit vandhul. Jeg drømmer om frøer, planter og måske fisk derude.

Vil du så stadig have en motorcykel?
Nej.

Tror du, konfektfabrikken bliver en kæmpe succes?
Jeg kan godt tænke: Er vi igang med at lave en Bülow? Har vi en giga omsætning om otte år? Men jeg tror det ikke, for jeg har set, hvad prisen er. Det kan tage livet af én, at skulle løbe så stærkt. Mit håb er at skabe en lille produktionsvirksomhed på Ærø, hvor vi laver noget fra bunden, som smager fantastisk.

Og I bliver på Ærø?
Når folk spørger om det, svarer jeg altid: “Men, hvorfor ikke?” Jette plejede at tage på hjemmebesøg hos de gamle, da vi kom hertil for tyve år siden, og mange af dem havde stort set aldrig været af øen. “Hvad har de da derovre, som vi ikke har her?”, indvendte de, og jeg er stort set enig. Vi har ikke det Kongelige teater, nej, men vi har en fantastisk sammenhængskraft, og den er vigtig, når ét af ens korthuse af en eller anden grund vælter sammen. Og det gør de indimellem for os alle sammen.

Hvornår vidste du, at nu var der ingen vej tilbage med konfekten?
For et år siden kiggede jeg Jette dybest i øjnene, og sagde: Jeg tror altså, det skal være nu, og hun svarede: Tror du, det er nødvendigt?

Han trækker et smil gennem det rødblonde skæg, og læner sig tilbage i stolen.

– Fordi, nu gik det lige så godt. Nu var jeg lige faldet lidt til ro. Men hun er fantastisk, Jette. Hun åd den jo. Jeg ved ikke, om hun også elsker det her nye eventyr, men næsten ligemeget hvad, så støtter hun mig. Til gengæld har jeg det på den måde, at så må Claus Hattesen løbe den hjem, så jeg sætter alle sejl til. Jeg føler mig forpligtet til at lykkes. Det er også hendes liv og hendes rammer, der vælter, hvis jeg ikke kommer i mål.
Hvordan har det været at starte forfra?
Jeg har tænkt: Hvorfor kan du ikke lade være? Hvorfor kan du ikke bare sidde stille? Men når der bliver stille omkring mig (– han trommer med fingrene mod bordpladen), ja, jeg ved det sgu ikke. Det er enormt spændende. Jeg har haft aftener, hvor jeg gik grædefærdig hjem, fordi jeg havde tænkt, at jeg havde en lakridsopskrift på plads, og så duede den ikke alligevel.

Hvad gør du så?
Da jeg havde den største nedsmeltning, rakte jeg ud til mit netværk, og fik kontakt til Kenneth, som er på konditorlandsholdet, og arbejder på La Glace. Han sagde: ”Du skal købe en hashvægt, for hele forskellen ligger i det halve gram,” og det lærte jeg så. Jeg har en god aftale med Vor Herre om, at jeg får et vink med en vognstang, hvis jeg skal skrue ned for hastigheden, og jeg har fuld tillid til livets gang. Tingene skal nok komme til at hænge sammen, også selvom man indimellem kan sidde under bordet og græde. “Det her kommer aldrig til at lykkes,” tænker man, men så to sekunder efter kommer man i tanke om, at det aldrig ikke er lykkedes.

Hvorfor er det aldrig ikke-lykkedes?
Fordi jeg ikke sætter mig ind under bordet og græder.

Han griner. Det slanke ansigt åbner sig i en beskeden latter, og han rejser sig. Skubber stolen ind under bordet, og går ind til Louise, som står og pakker lakridskonfekt i små, runde kasser. 125-135 gram per pakke. Alle stykker er snorlige. Seje, bløde, elastiske, smagfulde. Den ene mundfuld varer længe, udvikler sig, hver gang man gumler. Der ligger dynger af lakridskanter, som ikke skal sælges, og jeg får en kasse kanter med hjem. Jeg sidder i bilen, hører høj musik, smiler over livsglæden, og skal beherske mig for ikke at spise det hele. Jeg troede ikke, jeg kunne lide lakridskonfekt. Det kan jeg godt. Mine børn bliver glade for, at jeg har lært at beherske mig.

Man kan se forhandlere og mere info på Hattesens Konfektfabrik her og en 7 minutters video om herligheden her

Åh, nu kan jeg mærke luften under mine vinger

Snart vil jeg skrive på min bog. Den savner jeg.
Ikke den bog som jeg skrev, redigerede og afleverede med rystende hænder på et forlag tidligere på efteråret. Nej, den ligger et sted længere væk i min bevidsthed lige nu, selvom det suser i min mave, når jeg tænker på den. Men den har jeg sendt ud i verden med en bid af mit hjerte, og jeg tror, begge dele vender hele tilbage til mig. Klogere, stærkere og med en masse mod. Jeg tror på, at bogen har sin gang på jord.

Nej, det er den nye bog, jeg savner. Den, som jeg begyndte at skrive, så snart jeg havde sat det sidste punktum i den anden. Bogen om Signe.
Og selvom savnet ikke i sig selv er dårligt – jeg tror bestemt, det er en gave at have noget, man længes efter –  river det i mig efter at arbejde på den igen. Jeg vil have den foran mig, og ikke kun under huden. Jeg vil være tæt på hende og ham, mine to hovedpersoner, og skovene med de kæmpemæssige træer som omgiver stedet, hvor de lever. Jeg drømmer om leret mellem hendes hænder og musikken i rummet. Drømmer om deres tanker og ord. Der kommer sætninger til mig, når jeg med musik i ørerne går gennem gaderne med min sovende datter i barnevognen, og jeg får lyst til at sætte mig på brostenene med en notesbog og skrive med det samme. Folde billederne ud: Hvad vil de mig, de to? Hvor bevæger de sig hen? Hvem er de, inderst inde?

Og nu sker det snart: Nu nærmer sig tiden, hvor jeg kan skrive uden pause, hvor jeg kan træde ind i den verden, der også er i mig, og leve dér for en stund. For Kristian har sovet alene med Juno hver nat siden mandag, og hun er glad. Hun smiler som sædvanlig, kravler huset tyndt, og jeg tror hun har fundet ud af, at det ikke er sult, hun føler klokken 01, 03 og 05… Jeg selv har sovet uafbrudt for første gang i et år, og nu ser Juno på sin far med større interesse i dagens løb. Deres tosomhed vokser, og hendes tryghed er min frihed. Den betyder, at jeg snart kan rejse hjemmefra i et døgns tid, mens han er sammen med børnene. At jeg kan finde et sted, hvor jeg kan skrive i fred. Kun mig, ordene og måske en gåtur. Og en helt masse chokolade. Jeg letter næsten ved tanken. Og jeg vil læse; jeg savner sådan at læse. Men lige nu kan jeg ikke både og. Lige nu er der så lidt tid tilbage til mig selv, og i den tid skriver jeg. Hvis jeg en dag løber tør for ord, vil jeg læse i stedet. Og pludselig, måske ganske snart, har jeg tid til begge dele, hver dag.

Min vise veninde sagde en gang: “Det er ikke sjovt at lege gemmeleg, hvis der ikke er nogen, der leder efter dig.” På samme måde føler jeg, at aleneheden er en nødvendig kontrast til fællesskabet for at jeg skal eksistere fuldstændig.
Jeg trækker vejret dybt ind. Lyset rammer mig i ansigtet. Nu nærmer sig tiden..

Har du noget, som du længes efter at dedikere dig til?

Gå igennem livet med åbne øjne

Tiden er den mest dyrebare ressource, vi har.
Alt andet kan gradbøjes.

Vi skal ikke alle sammen bruge vores tid på samme måde. Alt kan være rigtigt; så længe det er bevidst. Jeg tror på, at vi når længst, hvis vi ser os selv i øjnene, og spørger: Laver jeg det, der gør mig glad? Er jeg den, jeg vil være?

Når jeg engang skal herfra, tror jeg, det vil glæde mig, hvis jeg har brugt min tid med dem, der betød mest. Hvis jeg har brugt min tid på at skrive, på naturen og samhørighed. Jeg ved, jeg aldrig vil fortryde, at jeg gjorde mit bedste. Jeg ved, jeg vil være stolt, hvis jeg valgte tillid fremfor frygt.

Tiden har lært mig, at jeg skal turde mærke efter og ændre kurs. At drømmene kommer af en grund. Mine drømme er ikke bolsjer, som jeg skal sutte på, til de kan gemmes i ganen. De er vejvisere, der skal gribes, ses i øjnene og leves efter. Mine drømme gør væsen af sig, rykker i mig. Og hvis jeg overhører dem for længe, tier de til sidst.

Vi har alle vores vej, hver vores rejse, men vi har det tilfælles, at tiden ikke er ubegrænset i dette liv. Det er derfor, det giver mening at tage stilling til, hvordan vi bruger den.

Jeg har en ven, som lever forskelligt fra mig. Hver eneste dag bruger han sine 24 timer anderledes, end jeg har valgt. Han sagde: “Sådan er det jo,” og jeg svarede “ja, for sådan har du prioriteret.” “Er det en prioritet?” spurgte han, og, ja, det er det. For ham er det et valg. Uanset at han gør, præcis som hans forældre, samfundet, skolen, banken forventer, er det stadig hans eget valg. Hans prioritet. Uanset at han lever, som normen dikterer, er det hans valg.

Vi føler os ikke altid frie. Indimellem er livet et fængsel, som vi har svært ved at bryde ud af. Jeg tror, vi kan bøje barerne for vinduet og komme fri, hvis vi virkelig vil.

I dag har jeg mere tid, end jeg plejer. Ilja, Live og Storm er hos deres bedsteforældre, og Kristian og jeg er blevet på øen med Juno og katten Ulrik. Her er stille. Ryddeligt. Fokus. Kristian var ude på vandet i morges. Han tog garn op med Christen, og der var sild i, men ikke så mange som håbet. Heldigvis var der også makreller, tre styks. Så de skal nok have fisk i dag. Jeg skal være sammen med Juno, og vi har taget os god tid til alting i dag. Spist morgenmad af flere omgange, været længe i bad.

Gå ikke med lukkede øjne gennem livet, hvisker jeg. Insister på at stille spørgsmål, på at tage stilling. Sådan bruger du tiden, som det er bedst for dig. Sådan bliver du lykkelig.

Mit liv var ikke altid det

Tågen svøber landet; haven og markerne ligner noget fra et eventyr, og bag skyerne langs jorden gemmer sig historier, vi ikke kender endnu. Det er formiddag, og Kristian er taget til stranden med de tre største børn. De koger æg, og rister pølser over bål, og jeg vil tro, at vores ældste, Storm, stikker tæerne i vandet, for han er vandbærer af stjernetegn og også dybt i hjertet.

Der er så meget, man kan blive rørt over på denne tid af året. Tingenes skiften er tydelig, når nogle farver træder frem, mens andre trækker sig tilbage, og jeg kommer til at tænke på de tider, som er forsvundet, og som jeg næsten havde glemt.

Mit liv var ikke altid som nu. Jeg var ikke altid glad eller fuld af tillid. Jeg vidste ikke fra starten, at jeg selv havde så stor indflydelse. Mange år har føltes som om, en dis hang over dem. Jeg har været forvirret og rodløs. Og så har det ændret sig; Indimellem pludseligt, andre gange over længere tid, og nu står jeg her, glad dybt indeni og mere rank og tillidsfuld end før. Det er helt almindeligt, vi udvikler os jo alle livet igennem, ellers var der ingen grund til at blive født. Min rejse er ikke spektakulær, men det er alligevel en lykke at være nået hertil. Jeg har lært, at det godt kan betale sig at gøre sit bedste, når det kommer til livet selv.

Jeg kan næsten glemme, at der har været år, hvor jeg tænkte, om meningen med livet var blevet væk. Om der overhovedet var en mening. Jeg kan næsten glemme, at jeg har tvivlet på kærligheden, og mest af alt tvivlet på at den kunne finde mig. Jeg har råbt af det hele, sparket fra mig, sparket døre ind. Rejst mig, løbet, løbet med lynets hast, og holdt fast i det, der var at holde fast i. Jeg har været håbløs, men aldrig uden håb; alene men ikke ensom. Jeg har rejst langt, og da jeg vendte hjem igen, tog rejsen for alvor fart.
For der var et år, hvor alting ændrede sig. Min bror blev syg, vi troede, han skulle dø, og jeg stod med ét midt i et snehvidt kaos af kitler, kemo og overvældende kærlighed. Der kom Kristian, han tog min hånd. Jeg var 23, men det føltes som om, jeg havde levet det meste af livet allerede. Jeg var en datter, endnu ingens mor, jeg var skrøbelig men fuld af kraft. Jeg var min brors søster, min søsters søster, mit eget holdepunkt. Pludselig gjorde jeg en forskel.

Det er kun for sent, hvis vi giver op.

I dag ligger tågen over landet som et slør; den trækker sit sneglespor af eftertænksomhed bag sig, og når den letter, og himlen bliver klar, siger vi tak til solen. Vi siger tak, fordi vi kender forskel. Uden mørke kender vi ikke lysets styrke.

“Mød et menneske” – mød Christen Albert Christensen

Christen stod på taget af sit skur, og plukkede pærer fra et enormt træ, da jeg kom forbi for at tage billeder den anden dag. ”Der er så mange, men de hænger meget højt,” sagde han på vej ned af stigen i træsko og overalls og med en lang frugtplukker i den ene hånd. “Men jeg vil have fat i dem.”
”Hvor skal vi tage billedet? Har du et yndlingssted?” spurgte jeg. ”Ja, derovre – på stenblokken med udsigt til vandet.”
Således. Mød Christen Albert Christensen, den dejligste nabo man kan tænke sig.

Processed with VSCO with a7 presetChristen Albert Christensen, f. 1941
Landmand, aktiv foreningsmand
Gift med Bente, to børn og elleve børnebørn

Christen og Bente sidder i køkkenet på den hvidkalkede gård, “Skoldbjerg.” Her har de boet i mere end 50 år; knap 200 meter fra Christens barndomshjem og med den samme udsigt til vandet ud for Vester Bregninge på Ærø, som han er vokset op med. Hver dag året rundt går Bente og Christen og vores fælles nabo Kirsten ned af grusvejen “Endeløs” til stranden. Og indtil for godt og en uge siden hoppede Christen hver eftermiddag ind i sit lille skur, trak i sine badeshorts – og sprang så i vandet.

“Men damerne bliver på stranden,” siger han, og griner sit lidt forsigtige grin med de stærke hænder placeret på voksdugen foran sig. “De vil hellere stå med hunden i tørvejr.”
Når Bente og Christen går hjemmefra, hænger de et skilt på døren. “Vi er på stranden”, står der. Der er noget trygt ved gentagelsen og noget smukt i tilliden til vores medmennesker.

Det er fredag, klokken er 10:30, og Bente, som oprindeligt er fra Nordjylland, sidder på sin stol i køkkenet, og våger over en plade gulerodsboller, der bager i ovnen, mens Christen har sat sig overfor mig ved bordet. Jeg ved, at når jeg siger farvel til dem begge om en times tid, så går der ikke længe, før de sover middagslur.

Hvorfor sover I til middag?
“Jeg har sovet til middag, siden jeg kom ud at tjene. Dengang var det nødvendigt, nu er det en vane. I mine unge dage stod vi op klokken fem, og malkede, og så klokken halv syv kom mælkevognen. Vi havde fyraften ved sekstiden.”

Hvor gammel var du, da du flyttede hjemmefra?
“Det var efter konfirmationen. Jeg fik et klædeskab med til mit tøj, og det blev stillet op i karlekammeret. (“Det er jo derfor, det hedder et karlekammerskab,” indskyder Bente, og ser på mig med et løftet øjenbryn), og derinde boede jeg og min husbond,” fortsætter Christen. “Han var ungkarl, og inde i huset boede hans to søskende, som han ejede gården med, men han ville helst bo ude i stalden. Og vi boede virkelig midt i stalden: Værelset var bygget ind mellem dyrene, så vi havde køer på den ene side, ungdyr på den anden og kalve bagved, og døren var så utæt, at man kunne se halerne svinge igennem den. Men min madras var af langhalm, hvilket var pragtfuldt lunt at ligge i. Den eneste gene var, at musene skramlede så meget derinde, og det var ikke altid til at sove for.”

Hvad gjorde du så?
Ja, så måtte man lige snuppe dem, og smide dem udenfor.

Hvor stort var kammeret?
Det var nok en håndfuld kvadratmeter. Sengen var to gange 170 centimeter i længden med et bræt som skillerum ved fødderne. Så lå vi, husbonden og jeg, i forlængelse med fodsålerne mod hinanden.

Du har jo levet i mange tider: Som karl på en gård, dernæst som selvstændig landmand og nu med e-mailadresse og mobiltelefon. Hvilken tid føler du, at du kommer fra?
“Jeg bekender mig til den tid, som jeg er født og opvokset i. Man kørte med heste i marken, trak køerne ind, og malkemaskinerne var primitive. Det er det, jeg husker. Traktorerne er kommet til, efter jeg var soldat, og det føles ikke som om, jeg har levet længere med traktorerne end uden. Udviklingen er gået så hurtigt, at mange af de tekniske fremskridt er lukket ned igen. Vi byggede en topmoderne kostald i 1972, men den er for længst fuldkommen passé.”

Hvad synes du om udviklingen?
“Jeg er jo nødt til at være i denne her tid, og jeg trives udmærket med det. Grundtvig skrev: “Et jævnt og muntert, virksomt liv” og jeg plejer at tilføje: “især virksomt.”

Hvad er vigtigt for et godt liv?
Man skal være tilfreds med det man har, og med det man gør, og så skal man have nogle gode naboer.

Er det simpelthen et krav, det med naboerne?
Ja, det er det da. Det er vigtigt med gode naboer, siger Christen som den største selvfølge, og så må jeg lige sætte pause på og fortælle jer en ting: Da min familie og jeg havde boet i vores hus i 48 timer, bankede det på døren, og dér stod Christen og Bente med en buket blomster og en invitation til deres guldbryllup tre måneder senere. “Kristian og Maj” stod der i kursiv indeni guldkortet, og stolte og glade satte vi et stort kryds i kalenderen. Tre måneder senere satte vi os til bords med et udpluk af de dejligste mennesker fra øen, og vi følte os meget heldige at være havnet tæt på lige netop Bente og Christen. Tænk at lande så trygt og godt på vores nye ø, omringet af så varme væsener.

Er der ikke andet, man skal bruge for at have et godt liv?
Jeg synes da egentlig, det er meget at bede om, og jeg har ikke behov for meget andet end lidt at spise, tøj på kroppen og så at leve mit liv på stedet her med Bente.

Hvorfor er stedet vigtigt?
Jeg er som en plante, der har stået længe, og hvis du fjerner mig, vil jeg aldrig trives lige så godt igen. Jeg slog rod her i 1962, fire år, før jeg mødte Bente, og det blev prakket mig på, rent ud sagt. Men jeg havde ingen planer, og på det tidspunkt havde jeg tjent i fire år på to gårde, og havde svoret, at jeg aldrig skulle være landmand. Det var simpelthen for hårdt. Landmændene arbejdede 12 timer hver dag, og havde kun fri hver anden søndag, og først efter de havde malket. Men så en dag kom svigersønnen fra gården her hen til mine forældre, de boede jo lige rundt om hjørnet, og vi sad i køkkenet, og snakkede, og det kom frem, at gården skulle sælges. “Var det ikke noget for dig?” spurgte han. “Nåå, det ved jeg ikke”, svarede jeg, men det var jo ideelt. Jorden lå udenom mine forældres, så vi kunne drive det sammen, og så blev der forhandlet, og det lykkedes at skrabe pengene sammen med mine forældres hjælp.

Hvordan føltes det?
Det tiltalte mig at have mit eget, og at skulle stable det på benene fra ny. Gården var kørt helt ned: Her var to gamle heste og nogle redskaber, som man ikke kunne bruge til noget, så jeg lånte en traktor af min morbror, og hurtigt fik jeg købt en brugt én selv og en harve og en plov, og så startede vi ellers sammen, min far og jeg. Han havde ingen traktor, men han havde en hest, så jeg harvede med traktoren, og så kørte han bagefter med hesten og såede.

Kan du nævne noget fra dit liv, som har været med til at forme dig?
Det har sat sine dybe spor, at jeg blev etableret her på ejendommen. Så havde jeg en linje at gå efter. Nu om dage er det slut med at kunne leve af de gamle ejendomme, men vi har aldrig tjent penge på andet.

Hvor meget har I selv produceret til husholdningen?
Vi har så vidt muligt været selvforsynende, og det går vi stærkt op i: At have vores egne grøntsager, æbler, æg, kød og mælk.

Har I følt jer fattige?
Nja, men et år var landbrugskonsulenten her, og han sagde, at vi ikke kunne leve for så lidt, når vi havde børn. “Der skal jo da købes bananer og sådan noget,” men jeg svarede, at gulerødder da er lige så godt.
Christen griner lidt, og jeg griner med, for jeg husker tydeligt, at Bente og Christens ene søn, Bjarne, i sin tale ved deres guldbryllup nævnte netop den historie, og jeg husker også den stolthed, han fortalte det med og de grin og den respekt, anekdoten affødte i salen. For ja, gulerødder er lige så sunde og nej, man behøver ikke bananer for at leve en god barndom. Der er en beskedenhed og nøjsomhed bag Christens ord, som min generation indimellem længes efter, tror jeg. En bekræftelse af noget vi ved dybt inde, men som vi ofte føler os bedøvet fra. Nemlig at penge ikke er lykken, kort sagt.

Hvad gjorde I, da han sagde sådan?
Jamen, han mente jo, at vi skulle ud på arbejdsmarkedet, men det ville vi ikke, og hvad gør man så? Man bliver jo stædig. Der blev lukket for alle ventiler, sparet hvor der kunne, og vi byggede kostalden om til tredive køer. Heldigvis var det dengang, priserne på alle landbrugsprodukter steg.

Var du nervøs?
Både og. Jeg overvejede ikke at droppe gården. Vi havde haft ejendommen i ti år, og der var lidt stil over det, ærligt talt. Markerne ydede mere end før, og vi havde fået nye redskaber, så det skulle han i hvert fald ikke bestemme. Men det var godt, at han var realistisk, så vi ikke risikerede at ende i hullet som den forrige ejer.

Hvad så nu?
Jeg vil fortsætte med at lave så meget, som jeg kan her på gården, men jeg føler, at det er op ad bakke efterhånden. Det sker gradvist, at jeg ikke når så meget, som jeg gjorde engang. Det er som at gå op af en stejl bakke, og man bliver mere træt, jo højere man kommer op.

Tror du på gud?
Ja, som en udefinerbar størrelse, der styrer det hele. Der er en mening med livet, og meningen med mit liv er, at jeg skal være her på stedet sammen med Bente. Jeg har aldrig følt andet.

I går ringede Kristian til Christen klokken 9. Vi var i Aarhus, og blev i tvivl, om vores kattekilling var blevet fodret lørdag af en anden bekendt eller ej. Christen svarede sin mobil fra laden, hvor han var ved at valse korn. Det larmede, og han råbte, at det ville han selvfølgelig gerne. Da vi kom hjem, var katten glad og mæt, og der stod en bakke æg på det lille bord i entréen. Sådan er Christen – og Bente, i høj grad. Store mennesker som evner at gribe det store i det små, dag efter dag.

Processed with VSCO with a7 preset

Velsignelser har mange former

I går var vi til min nieces dåb, og det var en rørende, berigende dag. Min lille niece med de klare blå øjne og det store smil blev velsignet under en intim dåbsceremoni i Møllevangskirken i Aarhus. Den nye stolte mor, smilende og som et maleri i sin grønne kjole, min uendeligt stærke bror med vand i øjenkrogene.

Kristians og mine børn er ikke døbt. Selvom vi begge er overbevist om, at der er meget mere mellem himmel og jord, end naturvidenskaben alene kan bevise, har vi ikke følt, at en traditionel dåb var rigtig for os.

Vi har igennem årene ønsket at markere alle vores børns komme overfor verden, og for de tre ældste holdt vi navnefester med fællessang og mange mennesker. Vi inviterede alle, vi kendte, skrev sange til børnene, og bagte kager i hobetal, og det var festligt, men det var ikke den rigtige løsning denne gang. Vi er et andet sted nu end for fire år siden, da vi fejrede vores tvillinger, og det ville føles forkert at trække den samme skabelon nedover to forældre, som har formet sig påny.

Derfor besluttede vi at lave en intim og personlig velsignelse af Juno, som indrammede de overbevisninger, der er så stor en del af vores liv. Vi ville synge en salme for hende, og sige nogle ord fra vores inderste – og så en dag for nogle uger siden, hvor solen skinnede, og Juno var i godt humør, spurgte vi min søster og svigerfar, som begge var på besøg, om de ville med til stranden og markere Junos ankomst i vores liv.

Kristian tog en guitar i hånden, og sammen gik vi ned til vandet, hvor bølgerne slog roligt mod sandet. Dernede tog vi på skift Juno i vores arme, og talte til hende om vores ønsker for hendes liv, og om hvilken rolle vi håbede hver især at spille undervejs. Hun lyttede, og der var en varme og et nærvær omkring vores lille cirkel, og vi stod i solen og sang den nye dåbssang, som Kristian har skrevet, og som vi også sang i kirken for Junos kusine i går.

Sangen hedder “Tak for dig”, og den handler om taknemmeligheden for det nye liv og om livets mange muligheder og håb. Det sidste vers i salmen er inspireret af min svigerindes ord om ønsket for en velsignelse af hendes datter, og på den måde føltes det som at binde en sløjfe, da vi i går sang salmen igen. Den havde bevæget sig fra den solrige dag på stranden til den fine dåb i kirken, hvor vi i en stemning af tillid og lys sammen sang for det lille, nye liv med et nyt forældrepar i centrum.

Og det var så rørende, så uendeligt stærkt og meningsfuldt: Det var alt det bedste i livet fanget i nogle afgørende øjeblikke med kærlighed, tro og håb. Og det er jo netop det, dåben, velsignelsen, ceremonien eller festen handler om: At sende varme, tro og tillid i retning af det nye menneske; at takke for den gave det er at modtage nyt liv og at håbe på en skæbne fuld af alt det, som livet rummer, når det er bedst.

Her er teksten til Kristians dåbssalme, Tak for dig, som jeg synes, siger det hele så præcist. Jeg ved, at han gerne sender noderne til alle, der har interesse i at synge den.

Du har rejst så langt
Før du landede hos os
Som et stjerneskud slog ned på vores jord
Med din egen sang
Stik imod de mange ods
Faldt du ud af himlen lige hvor vi bor
Tak for dig
Tak fordi du er her
Tak for dig
Tak fordi du er her

Du har bragt et lys
Fra de høje tinders land
Ned i dybderne hvor mørket også gror
Kærlighed og gys
Kulde varme kvinde mand
Mellem polerne er spændingen så stor
Tak for dig….

For din fod står nu
Et fortryllet stafeli
Med et lærred ligeså rent og hvidt som sne
Farverne har du
Tusind’ pensler gør dig fri
Dine tankestreger kommer til at ske
Tak for dig…..

Så nu synger vi
Og velsigner dig i kor
Hør et hav af stemmer rejser sig i dag
Som et skjold af lyd
Flammesværd af sande ord
Står vi bag dig udi hvert et hjerteslag
Tak for dig….