Jeg skammede mig

I går blev jeg opmærksom på en følelse i mig selv, som jeg bliver nødt til lige at skrive lidt om.

Vi havde besøg af vores gode venner, som vi købte huset her af for to år siden, og det var en dejlig eftermiddag. Jeg holder enormt meget af de to, og det skriver jeg for at klargøre, at det ikke var relationen, der lå til grund for den følelse, som jeg blev opmærksom på under deres besøg:

Da de var på vej ud af døren, spurgte de til sidste uges shitstorm. Det var et hurtigt spørgsmål, men oprigtigt: “Hvordan har du det?” Særligt manden af de to havde fulgt med på sidelinjen, og syntes vist ikke, det havde været så rart. Han så varmt på mig.
Og så var det, at jeg fik lyst til at forsvinde. Jeg bukkede hovedet, kiggede væk, og sagde, at jeg næsten havde glemt det. Jeg svarede: “Når folk spørger til sidste uge, så ved jeg knap, hvad de refererer til.”
Det i sig selv er delvist sandt. Flere har spurgte til mit velbefindende, hvor jeg har tænkt: “hvad mener du?”, men der er også noget andet i det: En skamfuldhed. Jeg vil ikke snakke om det, fordi jeg føler mig forkert. Dum. Beskidt. – Kvindelig? I mindretal? Og jeg har haft meget travlt med at glemme det. Travlt både på en konstruktiv måde og – kom jeg til at tænke på i går – på en måde som bekræfter følelsen af forkerthed i mig. Og den vil jeg nødig acceptere.

Det, jeg siger nu er ikke, at kvinder har patent på følelsen af at være dum og flov og forkert. Jeg tror også, den rammer alle minoritetsgrupper, som siger fra, og bliver ramt af modstand, det være sig indenfor emner som religion, race og seksualitet. Men generelt tror jeg, at skamfuldheden og den indadvendte følelse af at være uværdig, rammer mange kvinder, når vi har været udsat for overgreb af den ene eller den anden slags.
Og den shitstorm som jeg blev udsat for, var uretfærdig og den oplevedes som et overgreb, det vil jeg godt lige holde fast ved, for jeg har sgu næsten legitimeret den med min understregning af, at jeg er okay. Jeg er okay, men måske kun i kraft af mit store, stærke netværk; min familie og min ret standhaftige personlighed. Hvad hvis en anden havde klaget over det skilt? Én, hvis verden faldt sammen af at modtage de mange mange beskeder, mere end 700 kommentarer og dernæst blive gjort til grin på en komikers facebook? Torben Chris’ video, hvor han latterliggør min klage til Legoland, er set mere end 800.000 gange og delt 5700 gange. Tænk hvis jeg havde været mere sårbar.


Men det er jeg ikke. Jeg bevarer min ro, jeg bliver ikke ophidset eller grov eller grædende eller råbende. Jeg reagerer ikke på angrebet med et “I kan rende mig i røven!”. Både fordi jeg har det godt i udgangspunktet, men også fordi der hele tiden sidder en lille snert af flovhed over, at jeg tiltrak mig så meget opmærksomhed (Og så endda på grund af et lille feministisk opråb, ik?)
Der sidder en følelse af, at jeg er til grin. Fjollet. At det ikke rigtigt gælder.

Og ved I hvad? Uden sammenligning i øvrigt, for det er vigtigt for mig at understrege, at jeg jo faktisk kom helskindet og derudover relativt rolig igennem sidste uges shitstorm, og at det jo bare var et angreb online og ikke noget ude i den fysiske verden, men, altså: Jeg er slet ikke i tvivl om, at kvinder skammer sig over ret mange ting, som mænd i stedet bliver vrede over, eller siger meget tydeligt fra overfor.
En del af det handler om seksualisering. Den slags som kvinder rammes af langt hyppigere end mænd. (Mænd skammer sig jo også, når de bliver voldtaget. Vi kender alle til historier om mandlige incest- og voldtægtsofre, som har fortiet deres overgreb og dermed beskytter deres bøddel.) Men det kønsfokuserede angreb, det rammer oftest kvinder, og det går på vores seksualitet, vores rolle i samfundet, vores biologi. Og dét er grimt.

Der var mange af den slags angreb mod mig i sidste uge. Kommentarer, beskeder, sms’er og et enkelt telefonopkald (“Hold din kæft, din klamme so!”). Og Kristian fik en mail, hvor en mand skrev, om Kristian ikke er flov over, at jeg er mor til hans børn.

Her er én af de private beskeder, jeg modtog:

Og så er der den her, hvor afsenderen refererer til TV2.dk’s overdramatiserede overskrift, som helt tydeligt er det eneste, langt de fleste af deres læsere forholder sig til:

Her er det en anden ung mand, der har ytrer sig på min private facebookside. Han er typen, som skriver ret meget om fodbold på sin profil, kan jeg se. Og så poster han også lige den her slags:

Måske de to er venner? Ham her er sådan én, som skriver om sin søde kæreste på sin facebook, og så skriver han det her til fremmede kvinder:

Alt det og meget meget mere skrev alle mulige vrede danskere, mest mænd, til mig, fordi jeg blev irriteret over et skilt i Legoland, som jeg til til mit sidste åndedrag vil kalde upassende i en forlystelsespark generelt og særligt med Lego’s værdier i baghovedet, men altså… Jeg anede det ikke.
SÅ mange har skrevet til mig, at jeg måtte have vidst, at det ville ske (som om det legitimerer det alt sammen), og en del har refereret til “sagen i Djurssommerland”, som om den alene skulle klæde mig på til det, jeg blev udsat for. Sandheden er selvfølgelig, at jeg anede ikke, at det ville ske. Hvem kaster sig ud i sådan noget frivilligt? Konsekvensen er, at jeg har mistet enhver lyst til at debattere på facebook ligesom halvdelen af alle kvinder, der rammes af den slags. Jeg skrev til Legoland, og jeg delte min henvendelse på min facebook, that’s it. Jeg har aldrig hørt om det, der skete i Djurssommerland, men jeg går ud fra, at det handler om, at nogen har benyttet sig af deres ytringsfrihed, og det står sommerlandet frit for, om de tager kritikken til sig eller ej.

Jeg vil ikke skamme mig, fordi jeg gjorde opmærksom på et skilt, som hænger midt i en forlystelsespark. “Legoland er nok ligeglad med dig, din gimpe. De har 1,6 mio. besøgende årligt,” var der én, der skrev til mig. Jeg håber ikke, at man er ligeglad, hvis man har så mange kunder i butikken, og desto større grund til at påtale den problematiske formidling. Jeg vil ikke være med til at underkende betydningen af skilte. Et skilt er ikke bare et skilt. Der har stået “Jøder” og “Whites only” og “Kvinder ingen adgang” og “Blacks permitted to vote” på skilte i tidens løb, og skilte dem læser man, men man ser dem ikke rigtigt. De lægger sig som en stemme under stemmen i os. De er betydningsfulde, hvad end vi kan lide det eller ej.

Heldigvis modtog jeg løbende flere og flere beskeder fra kvinder og mænd som skrev, at de stod bag mig, og som takkede mig for mit mod. De skrev, at de græmmedes over tilstandene på nettet og at de ikke håber, jeg tier stille fremover. Flere er kommet til mig på gaden her på Ærø, og har krammet mig og sagt “Vi er bag dig”, og det vil jeg tage til mig, resten vil jeg skubbe langt væk. Ikke mindst min følelse af at være forkert.

Jeg vil ikke undskylde. Jeg vil ikke være flov.
Jeg vil sige: Jeg er okay, men det var voldsomt, det jeg var udsat for. Jeg har mistet lysten til at blande mig, men jeg er ikke slået omkuld.

Jeg vil ikke bukke hovedet, jeg vil ikke føle mig forkert.

Og ved I hvad? I dag har jeg fået en besked fra en kvinde, som har gjort MacDonalds opmærksom på, at det er fjollet, at de konsekvent giver Hello Kitty meals til piger og Pokemon til drenge i stedet for at lade børnene bestemme selv. Hun skrev til mig, at hun modtager hadefulde beskeder og dødstrusler. Jeg skrev: “Bliv væk fra nettet i dag, sørg for at have travlt med gode ting. Og tak for din indsats.” Men det er så svært, og nu har hun slettet sit opslag. Hun fik de mest ondsskabsfulde kommentarer, man kan tænke sig.

En læser skrev herinde, at hun glædede sig, til det blev hverdag her på bloggen igen ovenpå shitstormen, og jeg fik lyst til at undskylde, at den der shitstorm havde fyldt herinde i form af fravær og et indlæg. Men der var lige lidt mere, der skulle ud. Nu gider jeg til gengæld ikke bruge mere tid på den sag.

Kender I følelsen af skam over noget, som ikke er jeres skyld? Kender I til at føle jer forkerte, fordi andre er uenige med jer?

 

Et ocean af kontraster

Mit liv er et ocean af kontraster.
Jeg tror, det er sådan, jeg bedst lærer at værdsætte de forskellige elementer.

I går kørte jeg forbi en mark fuld af køer, som stod i den disede efterårssol. Jeg ville sådan ønske, jeg havde haft tid til at stoppe og se længere på dem. Træde ud af bilen, sætte mine fødder på det grønne græs, måske tage et billede, så jeg kunne dele det med jer.
Men jeg kørte videre, for jeg havde en aftale, og ved den næste gård jeg passerede, tænkte jeg på, at ægteparret derinde begge er vokset op på landet; de har altid set køer i massevis, de kender luften og den høje himmel på denne årstid. Jeg tænkte, at de nok ikke tager særlig notits af en mark fuld af køer, og jeg tænkte, at sådan får mine egne børn det måske også: Hvilken glæde at tage noget så fint for givet, tænkte jeg.
Men nogle gange tror jeg nok, at jeg sætter større pris på nogle ting, fordi jeg ikke altid har haft dem: Fordi jeg kender til afsavnet – en længsel så ubeskrevet og subtil at jeg først rigtigt erkender den nu, hvor den er blevet afløst af sin modsætning.
Jeg sætter pris på mange af disse øjeblikke, fordi jeg har levet et liv uden dem. Fordi jeg har rejst fra det ene til det andet; udenpå og indeni. På samme måde kan man sige, at det måske aldrig bliver helt mig, at jeg ikke er et med landlivet; jeg er ikke bondekone, er ikke herfra. Jeg betragter det lidt på afstand, uanset hvor dybt det rører mit hjerte.

Sådan er det med meget: Vi bevæger os frem og indimellem lidt tilbage, og lærer hele tiden undervejs. Jeg kunne fortryde, at mine børn ikke altid har gået hjemme hos os – fordi jeg nu mærker, hvor rigtigt det er for mig og for dem. Men én ting er, at det ikke altid var rigtigt for mig (jeg skulle lære mange ting, før jeg forstod, at det var dér, sandheden lå gemt i mit liv, mit nu), en anden ting er, at jeg måske ikke havde sat pris på det på samme måde, hvis det altid havde været sådan. Hvis jeg havde valgt det fra starten, blot fordi det var sådan, man gjorde. Det havde ikke gjort det mindre rigtigt, men jeg havde ikke kendt til kontrasten.

Det, der er rigtigt for mig, er ikke rigtigt for alle. Det, der var mit udgangspunkt, er kontrasten for andre.
Jeg hører nogle sige, at fordi deres mor gik hjemme, skal de ikke det. Fordi deres forældre valgte en skæv vej, går de selv lige. Fordi deres barndom var præget af fravær, vil de altid være der. Og så videre og så videre. Mens den ene farve føles rigtig for mig, kan dens modsætning være rigtig for min sidemand.

Vi kender ikke de andres motiver. Det er så vigtigt at huske på.
Vi kender ikke deres hvorfor/hvordan/hvor. Vi gætter og famler, når vi  søger svar på, hvorfor de handler anderledes fra os, og jeg tror, den bedste tommelfingerregel er at huske på, at vi alle sammen gør vores bedste. Også dem, vi slet ikke forstår. De gør også deres bedste. Ligesom jeg prøver at gøre mit bedste.


Nogle gange handler vi i trods; andre gange ved vi, hvad vi vil, fordi vi kender til kontrasten. Indimellem finder vi vej gennem nyt terræn, fordi svaret ligger i vores DNA. Jeg prøver at følge mit hjerte uden protest eller konflikter. Prøver at mærke, hvad jeg vil, fordi det er rigtigt for mig, og ikke fordi det er hverken rigtigt eller forkert for andre. Nogle gange har jeg nemmere ved at mærke det, fordi jeg kender storbyen og landet; ensomheden og fællesskabet, sorgen og glæden.
Nogle gange er det tydeligt, hvad jeg vil, fordi jeg ved, hvad jeg ikke vil.

Der er dage, hvor havet for enden af vores mark er sort af mismod, og det elsker jeg aller mest. Men kun fordi der også er andre dage, hvor vandet er krystalblåt under den klare himmel.
Sådan bliver jeg mindet om, at målet med livet ikke er at være glad hele tiden. Glæden giver kun mening, fordi jeg kender til dens modsætning.

Det skrev jeg iøvrigt lidt om HER; det med at livets mening ikke kun er glæden.

 

 

Fødselsdagen som druknede i…

…tja, i en shitstorm.

For en uge siden fyldte bloggen her et år. Jeg er ikke generelt meget for at fejre mig selv, men jeg havde alligevel tænkt, at jeg ville skrive “Hurra – og tak for at I er med!” herinde på selve dagen, netop fordi det er en fælles indsats. Fordi, let’s face it, hvis ikke I læste med, ville jeg ikke kunne skrabe mig sammen til at skrive herinde ret ofte (læs: nogensinde). Men sidste uge kom og gik, og der var ikke plads til festligheder.

Nu er der plads, og bloggen har været her i et år, og den fortjener et drys konfetti, for den er på mange måder blevet min måde at tænke på; min ramme for refleksion og min motor i mange henseende. Jeres kommentarer giver mig stof til eftertanke og det at have en platform, hvor jeg kan dele mine tanker med andre, skærper min indstilling, dag for dag.

70.482 unikke brugere har besøgt mit lille hjørne af internettet siden september sidste år. Det er blevet til godt og vel 1400 kommentarer og, lad os bare sige, rigtig mange timer her på stedet.
Hver måned kommer omtrent 15.000 mennesker forbi, og selvom det tal har været stabilt fra starten, tror jeg, at mange er kommet og gået: Sådan er livet jo i en verden med konstant bevægelse.

Og selvom ingen af de tal er noget særligt i bloggeruniverset, så er de totalt vilde for mig, fordi jeg elsker det, der foregår herinde, og jeg ved godt, at man ikke taler til nær så mange, når man aldrig skriver om hverken Vild med dans, make-up eller nye sko, men jeg taler alligevel til- og med en del.

Da jeg først kom i tanke om, at bloggens fødselsdag nærmede sig, tænkte jeg, at jeg ville dele nogle af mine yndlingsindlæg på dagen. Men helt ærligt, der er over 300 at vælge imellem, og jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle starte. Så nu gør jeg det bare – altså starter….ved mit aller første indlæg, for ét eller andet sted giver det lille skriv et ret fint billede af, hvad jeg ville og stadig vil med min blog (og også af den nervøsitet, som fortsat er en del af at publicere noget så nært flere gange hver uge.)

Det var en anden tid dengang for et år siden: Juno var 9 måneder, og jeg kæmpede med at være mor til (endnu) en baby. Det har altid været hårdt for mig, det første år. Jeg har haft svært ved uforudsigeligheden og den komplette kompromisløshed, som er påkrævet for at være der tilstrækkeligt for et lille, nyt menneske. Jeg har følt mig ensom i min barselstid. Har måske savnet en landsby: Det er ikke det samme at gå barnevognsture alene/spise alene/amme alene. Men der er sket meget på de tolv måneder siden da: Jeg er landet (endnu) mere i mit moderskab, og har taget mine børn til mig på et dybere plan.
Betyder det, at jeg ville have nemt ved at få en baby nu? Nej, det tror jeg ikke, og jeg står ved mine ord om den tid, også selvom de er ømme at læse den dag i dag. Jeg skrev blandet andet om at finde håbet i at alting er i bevægelse og ét indlæg om at komme ud på den anden side uden varige mén.

Efter nytår begyndte noget at røre på sig i vores familie, da overskuddet vendte tilbage: En gammel, dyb længsel blev vækket til live, og jeg begyndte at skrive om at tage børnene hjem. Om at hjemmepasse, hjemmeskole og lægge mine egne projekter til side for at fokusere på familien nogle år. Jeg skrev om forandringen undervejs og om nogle af de mennesker som inspirerede os til at tage springet. Senere skrev jeg om den bevægelse, som vores beslutning startede i os.

For et år siden lavede jeg et lille indlæg om at gå igennem livet med åbne øjne, og nu er vi så her: Med vores egen skole midt i en hverdag på Ærø. Jeg vidste fra starten, at jeg ville efterstræbe at være ærlig her på min blog (ellers kan det være ligemeget), så jeg skrev om alt det, livet også er. Jeg skrev om det dengang, jeg ikke kunne være alene med mine børn, og to dage senere skrev jeg, at det indlæg ikke havde været et råb om hjælp, men derimod en status over livet som mor til fire. Jeg kom også ind på, hvorfor jeg skrev min blog:
“Jeg har to overordnede formål med min blog”, skrev jeg: “1) Jeg ønsker at efterlade læseren med en følelse af, at vi alle sammen har mange muligheder her i livet – og 2) Jeg ønsker at fjerne noget af den forkerthedsfølelse, som mange har dybt i sig livet igennem, fordi jeg tror, vi kan og vil meget mere med vores liv, når vi føler os rigtige fremfor forkerte.”

Det holder stadig, selvom jeg efterhånden mest af alt skriver for at fortælle om min families lidt alternative liv og de mange overvejelser vi gør os, fordi jeg gerne vil inspirere jer der læser med til at gøre jeres egne overvejelser og leve jeres liv, som I helst vil det.

Men nu vil jeg ikke bruge jeres tid på flere links. For ved I hvad? Der er så vildt mange ord herinde, og dem kan man gå på opdagelse i til hver en tid, hvis man har lyst. Faktisk er det blevet lidt nemmere, fordi…

…jeg har fået lavet nogle forbedringer på bloggen i anledning af fødselsdagen. Blandt andet er der kommet et søgefelt (under billedet og den korte intro i højre side), og kommentarfeltet er blevet noget mere læsevenligt. Derudover har jeg fået hjælp til at integrere det nyeste menupunkt, nemlig “Foredrag”, som har ligget klar et stykke tid og ventet på en it-kyndig hånd. Så: Voila! Velkommen til et nyt år sammen med mig her på siden. Jeg glæder mig til at dele det med jer.

Vil I fortælle, hvilke(t) indlæg, der har betydet mest for jer og hvordan I fandt herind?

 

Set udefra

I disse uger (med tiden bliver det måneder) går her håndværkere alle hverdage, og Kristian og jeg er sådan nogle, som pludselig krydser fingre for godt vejr, fordi vi helst vil vågne til tørre og vindstille dage. Jo bedre vejr, jo hurtigere kan håndværkerne arbejde, og her er meget, de skal nå.

Lige nu er to tømrere ved at pille taget af hele vores hus. Begge vinkler på det gamle husmandssted skal blotlægges, før alt træværk udskiftes, og de nye sten kommer på. Hver eneste af de smukke, sorte håndglaserede tegl, som har ligget i hundrede år på samme sted, skal ned. Træet under dem er helt mørt: Vi troede, vi kunne bruge det til at bygge huler med børnene, men det er som fugtigt karton. Der har boet flagermus under det. Og almindelige mus. Og en helt masse andet.

Men jeg kommer ikke til at skrive så meget om vores byggeprojekt herinde. Der findes helt sikkert mange blogs om ombygninger og den slags, og det her er ikke én af dem. Jeg synes, det er dejligt, at vi får lagt nyt tag. (Det er nødvendigt, for at være ærlig.) Og jeg glæder mig, til musikstudiet er færdigt. Men det er ikke noget, der fylder ret meget i min bevidsthed.

Det, jeg til gengæld er blevet bevidst om, er vores eget liv set udefra. Det slog mig i sidste uge, da Kristian en dag sagde, at han godt kunne føle, at vores liv ser enormt dagdriver-agtigt ud, når han forestillede sig at se det med håndværkernes øjne. Der står de i blæsten, og laver noget, som er så målbart. Så fysisk. Mens vi bruger hele dage på at tegne og snakke og cykle og køre på biblioteket.
Men så var han gået ud i marken, og havde gravet grøntsager op til en stor suppe til mit retreat, og dernæst havde han lavet suppen og bagt boller og rugbrød, og han havde tænkt, at det blandt andet var hans arbejde den uge: At hjælpe mig til at få et godt retreat. At vi jo arbejder, han og jeg, men vi arbejder anderledes og ofte på en måde, som nok kan være svær at få øje på.
Jeg selv tænkte over det i går, da jeg gik det meste af dagen med helt lav energi, og kun læste højt for børnene, og tegnede ved spisebordet. Jeg tænkte, at jeg havde arbejdet fra morgen til sen aften i weekenden, og at jeg havde været “på” hele sidste uge – uden at tjene en krone på det, iøvrigt. At vi hver især bidrager med vores, og at det ene ikke nødvendigvis er mere værd end det andet, så længe vi gør vores bedste; gør det, som vi føler rigtigt.
Jeg forsvarede mig, sådan set, i mine tanker. Fordi det indimellem kan være svært ikke at være en del af det velkendte maskineri uden at føle, at man skal kunne sige: “Ja, vi bidrager også.”
Det ved jeg, at vi gør. Men det kan være svært for andre at få øje på.

Herhjemme danser børnene rundt mange gange hver dag. De tager deres tøj af, og danser til musik i stuen – helt vildt, helt frit. Jeg tænker tit, at det er et smukt børneliv: At danse nøgen i sin stue dagen lang mens ens forældre er lige i nærheden. At hente æg hos naboen klokken 11 mandag formiddag og spise havregryn til eftermiddagsmad side om side med hinanden. Når jeg prøver at se det udefra, kan jeg godt se, at det ikke er som det meste. At det er en anden virkelighed end mange andres. Men også at det er godt.

På retreatet i weekenden talte vi blandt andet om, at det er umuligt at stille et regnestykke op, som viser, hvor meget det er værd, at vi følger vores hjerter. Vi talte om, at banker ikke er intuitive. At de ikke siger: “hvis du følger din intuition, og har tillid til, at du får det, du skal bruge, så skal det nok gå, og derfor må du gerne være kunde hos os.” Vi talte om, at det ikke er en del af den almene virkelighed at tage højde for de enorme værdier der opbygges, når vi passer godt på vores børn, på os selv, på vores familier. På vores natur, helbred, vores næste.
Derfor må vi selv tage ansvar og være klar til at stå op for de valg, vi træffer. Andre kan ikke nødvendigvis forstå dem. Nogle bliver endda sure, når vi gør det, som er rigtigt for os, fordi det virker for godt til at være sandt. Fordi det virker nemt eller dovent eller arrogant. Eller fordi de ikke har lyst til selv at skulle følge deres drømme, fordi de ikke tør. Ingen andre kan helt vide, hvad der er gået forud for et lykkeligt liv – når nogen bliver vrede, projicerer de som regel, og det er okay. Men det er ikke os.

Så når jeg tænker over, hvordan mit liv ser ud udefra, vil jeg huske på, at det er det rigtige liv for mig og ikke nødvendigvis for alle andre. Jeg vil huske på, at hvis nogen ønsker noget, de ikke har, så har langt de fleste mulighed for at mærke efter og dernæst arbejde på at skabe forandring. Jeg vil huske på, at jeg er her netop for alle dem, som gør sig de overvejelser: Jeg lever et liv i tråd med mine drømme, og håber at inspirere andre til at gøre det samme, og det har en værdi på samme måde, som det har en stor værdi, hver morgen når jeg vågner, og ser, at håndværkerne arbejder på vores tag.

Kristian siger, at han generelt er stoppet med at forholde sig til, hvad andre mon tænker om ham. Jeg nærmer mig med forsigtige skridt den samme ro og selvsikkerhed.

Har du tænkt over, hvordan dit liv ser ud, hvis man ser det udefra?

Er I der?

Hej igen,

Det er lidt længe siden. Der har været så meget. Jeg har næsten lyst til at starte med en introduktion, men synes alligevel, at det nok er i overkanten. Her er jeg, og jeg er næsten den samme som sidst.
Nogle af jer ved helt sikkert (mens andre er lykkeligt uvidende om), hvorfor bloggen har været lidt stille. Altså, det med skiltet i Legoland. Nogle gange drømmer jeg selv om generelt at vide mindre; efterhånden ér jeg faktisk ofte hende, som ikke ved alt, og det er ganske rart.

Jeg sidder i den store seng på soveværelset, og kan høre alle fire børn, min søster og Kristian nedenunder. Jeg er lige vågnet, til gengæld lå jeg vågen det meste natten med migræne. Først klokken fire stod jeg op, og tog en cocktail af smertestillende, og en halv time senere faldt jeg endelig i søvn. Uden hovedpine, helt klar i hovedet. Sådan har jeg det også nu, og jeg er taknemmelig.

Der er mange ting, jeg er taknemmelig over. Min weekend, ikke mindst.
Fredag eftermiddag, før de otte kvinder kom til Ærø for at holde retreat hos mig, var jeg ellers både træt og bekymret. Det var samme formiddag, ham komikeren havde lagt en video op, som startede endnu en storm mod mig af hadebeskeder, kommentarer og i sidste ende også et enkelt telefonopkald sent den aften (“Hold din kæft, din klamme so!”). Alt det, fordi jeg havde gjort Legoland opmærksom på et skilt ved én af deres forlystelser, som jeg synes, de med fordel kunne ændre. Jeg har flere gange haft lyst til at skrive en liste herinde med svar på alle de antagelser, som er fløjet omkring i hobetal (at jeg har købt mit navn hos en numerolog; at Legoland har mistet en formue på affæren, at min mand hader kvinder). Men jeg har ladet være. I stedet holdt jeg retreat med otte kvinder, og det er jeg så glad for.

Mens jeg gik rundt i det store smukke hus i Skovby her på Ærø sammen med min søster og veninde, og gjorde klar til weekenden, var jeg ellers noget i tvivl, om jeg havde kræfterne til at være noget for nogen. Vi plukkede blomster, bagte cookies, og jeg forsøgte at lade op, men jeg følte, at hver gang mit batteri havde fået lidt ind, så kom der en regn af formørkede energier min vej, og jeg stod afkræftet tilbage, også selvom der efterhånden også kom mange beskeder med lys og taknemmelighed min vej. De andre blev ved med at fylde.
Men allerede nogle timer efter de otte kvinder ankom, vidste jeg, at jeg havde taget fejl.

Der findes ikke mange ting, som er mere nærende end et omsorgsfuldt fællesskab. Der findes ikke meget, som kræver mere positivt fokus, og som dermed flytter opmærksomheden mod noget smukt. Vi havde medrivende samtaler, vejret var uendeligt flot, og i løbet af de to døgn rykkede vi os alle frem i livet; ud i lyset.
Søndag sagde vi farvel, og jeg tror, at alle følte et lys brænde indeni; at alle mærkede, at der er håb og muligheder for enhver, som er villig til at leve et tillidsfuldt liv.

Min søster og jeg blev modtaget herhjemme af en meget glad familie. Jeg følte, jeg badede i kærlighed, blev krammet, og sov længe den nat. Det var først i går, at jeg blev indhentet af den migræne, som nok på én eller anden måde har haft en sammenhæng med alt det, der er sket den seneste uge. Og nu er den væk. Nu er jeg her igen. Nu har jeg det fine, nærende retreat med mig, og jeg er på vej væk fra de skygger, som hele tiden lod til at indhente mig. Jeg er blevet klogere, endnu skarpere på mine prioriteter, og jeg har i samme periode modtaget så meget opbakning, omsorg og velvilje, at jeg håber, jeg ikke er den eneste, som har lært noget af den voldsomme retorik og modstand på nettet.

Nu sidder jeg så her, og skriver igen, og når jeg skriver er jeg hjemme. Når jeg skriver, finder jeg ind i mig selv, mærker varmen, drivkraften, vilje og glæden, og pludselig husker jeg, hvorfor jeg holder så meget af at være her.

Er I der endnu?

Når man kommer sig

Vi gik en aftentur i går min søster, Kristian, børnene og jeg. Igennem tusmørket med de to femårige på cykler med pinde i, for de er først liiige ved at kunne cykle selv (jeg synes, det er lidt sent, men vi har haft travlt med så mange andre ting, og faktisk er det ret svært at lære to at cykle samtidig, når der også står en étårig, som vil være med, men når vi er tre voksne, så er det ingen sag…).

Vi gik forbi fårene og køerne og fuglene og kattene og hestene, og til sidst var vi nået til det punkt, hvor vi skulle vende om; nemlig vores gode venners gård godt en kilometer fra vores egen.
Vi forsøgte at være stille: tyssede på de råbende børn – tænk nu hvis de var ved at putte deres to derinde på gården, men netop som vi havde vendt samtlige cykler, og skulle til at køre hjem igen, kom en skikkelse gående i rask tempo over gårdspladsen. De sov ikke derinde, viste det sig, og nu stak vores gode ven, Peder, en stor tallerken med vafler frem mod os. “I skal da lige have de sidste her,” og så dryssede han sukker på fra en pose, som han bar under armen. Varme vafler i den kølige efterårsluft med udsigt over markerne og i godt selskab. Omsorg. Det svøb som jeg trænger til.

Lidt for lidt genopbygges mit overskud. Jeg tror nok, at jeg har følt mig lidt alene i den der storm af kritik, selvom jeg var alt andet end det. Men man står der med sine meninger, og bliver i tvivl, når så mange skyder med skarpt. Og jeg blev træt, at kunne til sidst knap huske hvorfor. Nu kan jeg mærke, at det hele vender sig: Det var bare et døgn i et liv, og det var bare noget, som slet ikke har med mig eller min virkelighed at gøre. Det forstår jeg godt, men jeg forstår også nu, at det kræver en usædvanlig vilje og robusthed at stå midt i den slags, og jeg har fået en meget stor respekt for de mennesker, som lever med det til hverdag (Zenia Stampe, Sanne Søndergaard osv.)

Nu skinner den gyldne, lave efterårssol over havet, og der ligger en eventyragtig dis over markerne. Luften er helt klar, man kan trække den helt ind. Min søster og Storm er cyklet en tur; han er træt af, at hun og jeg skal være væk i weekenden, så vi har ligget i ske her til morgen og snakket en del.
For om nogle timer kommer otte kvinder til Ærø for at holde retreat med mig, og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til de fordybende og nærende samtaler; jeg glæder mig til luften, inspirationen og den fælles oplevelse af at se nye muligheder og finde nye veje. Jeg glæder mig til maden (vi har røget de makreller, som Kristian fangede den anden dag, og vi har bagt surdejsboller og rugbrød og lavet suppe) og jeg glæder mig til gåturene i godt selskab; til yoga og uforstyrret søvn. Jeg glæder mig, og pludselig er de to døgn gået, og børnene kommer vrimlende og så er det snart en uge siden, jeg stod midt i det uvejr, som jeg sent vil glemme, men allerede er ved at have lagt bag mig.

Hvad skal I i jeres weekend? Fortæl mig om de helt almindelige, særdeles ualmindelige og fantastisk enestående ting som venter forude, tak

 

Fred

Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive herinde i dag uden at nævne det, der foregik på facebook i går.

Men det er svært.

For jeg er fuldkommen udmattet. Ked af det. Ramt.
Og mest af alt er jeg klar over, hvad det kan betyde at debattere – på internettet.

Det skilt i Legoland var aldrig vigtigt for mig. Jeg synes stadig, budskabet er ærgerligt, og jeg mener stadig, at vi alle sammen er bedre tjent med en ordlyd, som er mindre ladet på kønsstereotyper.
Jeg vil stadig argumentere for, hvorfor det skilt ikke for mig at se er i tråd med Legos værdier.
Men sagen var ikke så vigtig, at jeg synes, det var det hele værd.
Den var ikke så vigtig for mig, som den blev for alle dem, der var vrede.
Det var ikke det værd.

Jeg talte med TV2.dk i går formiddag i håb om at nuancere en debat, som jeg aldrig havde forestillet mig, ville vokse sig stor. Jeg talte med dem for at bløde op for den tone, der hersker på internettet. Jeg sagde: “Det er ingen forbrydelse, det er ikke forfærdeligt, men det er gammeldags og ikke i tråd med alt andet, som jeg opfatter, at Lego står for”.
De kaldte mig “rasende” i deres overskrift, og da jeg ringede, og talte med redaktøren, gav han mig modvilligt mulighed for i stedet at vælge enten “chokeret” eller “målløs”. Jeg argumenterede for, at jeg var mere “ærgerlig” end noget andet, men han forklarede afvisende, at de opererer med specifikke ord, som de ved, genererer meget trafik. Samme vision har de tilsyneladende på fyens.dk, hvor de skrev, at jeg “harcelerede”. Same shit på BT.dk.

Og så kom de mange trolls; hentet ind fra grupper fyldt med vrede. De væltede ind på min facebook i så store mængder, at velkendte, erfarne debattører skrev privat til mig, at det var uden sidestykke. At jeg skulle blive offline, passe på mig selv.
700 kommentarer på få timer og et væld af beskeder i min indbakke. Jeg havde ramt mændene – ikke kvinderne eller børnene, men mændene, og det blev meget grimt. Patriarkatet, de store koncerner, de forsmåede mænd. De kom frem fra sprækkerne, og brugte alle midler.
Mennesker i mit netværk skrev til mig, at jeg skulle lukke min profil eller blokere dem alle sammen. Men massernes ord fra mørket understregede i så høj grad behovet for forandring, at jeg ikke kunne få mig selv til at stoppe dem. Det blev værre og værre. Det blev meget personligt (hører jeg; jeg har ikke selv læst kommentarerne). Mine nærmeste ringede for at høre, om jeg var okay.

Hvorfor delte jeg min mail til Legoland på facebook? Fordi jeg synes, det er vigtigt at fortælle, at det kan betale sig at sige fra, når der er noget, man synes, er forkert. Fordi jeg ville gøre selve dialogen offentlig for at motivere til handling. Men nu er jeg ikke længere så sikker: Ja, Legoland piller skiltet ned, sådan som jeg hele tiden forventede, at de ville gøre. Men jeg er også pillet ned. Jeg har mistet lysten til at blande mig. Lige nu har jeg mest lyst til at lukke min facebook og træde meget langt væk fra alt det, der kaster så lange skygger. Resultatet er, at jeg ikke har lyst til at være hverken online eller ude i den virkelige verden. Jeg har ikke lyst til at gå i butikker eller svare på e-mails.

I det mindste holdt de sig alle sammen holdt sig fra min blog. Mit eget lille sted. Det er jeg meget taknemmelig for. Mange trolls skrev på min facebook, at jeg blot er endnu en blogger, som søger fem minutters berømmelse (hvem er det, de hentyder til?), og jeg havde lyst til at svare: Nej tak.
Min blog har haft færre besøgende i den forgangne uge end ugen forinden. Måske er det et tilfælde, måske ikke. Jeg tjener ikke penge på at skrive herinde. Jeg er ikke interesseret i høje læsertal. Jeg vil bare have mulighed for at formidle. Men lige nu er jeg løbet tør.

Jeg vil have fred.

P.S. Tror I, man kan få huller i tænderne af at gå i seng med guldkaramel i hele munden, når man har været ramt af en massiv shitstorm samme dag?

Opdatering: Tak for alle jeres kommentarer. Mange af dem varmede mit hjerte, lige da jeg havde brug for det. Dem, der lægger op til debat, ville jeg gerne svare, men der bliver ikke tid til det. Jeg ville ønske, jeg kunne finde energi til at redegøre for mine motiver m.v. Denne opdatering på facebook fra Mads L. Brynnum, som jeg ikke iøvrigt kender til, beskriver meget fint mine overvejelser om forløbet omkring skiltet i Legoland.

Midt i et fremmed land

Så står jeg her i dette fremmede land, og har skabt mig et liv og nogle rammer, som er helt anderledes end det, der engang var mit. Her fra bloggen fortæller jeg jer alle sammen om vores hverdag; om marken og havet og fiskene og de nøgne kroppe i det klare vand og om hindbærbusken og naboer som kommer forbi med frisklagte æg. Jeg fortæller om processen fra børnehave til hjemmeskoling og om det sure med det søde; om konflikter og salte sår.

Og jeg føler mig både meget ny og hjemme i alt det her. Føler, at her bor jeg, og sådan lever jeg mit liv. Men ofte ser jeg mig også omkring, og tænker: “Er det virkelig min virkelighed?” – “Er det virkelig sandt, at vi står, og plukker æbler, og jeg har født fire raske børn, som løber rundt på marker dér?”
Måske tænker jeg sådan, fordi det næsten er for godt til at være sandt. Men også fordi det er så anderledes fra det liv, jeg ellers har levet.

Der er langt fra den Aarhus-forstad, hvor jeg voksede op, til den yderste udkant på Ærø, hvor mine børn lever deres barndom.
Der er langt fra de kaotiske tilstande i mit indre liv, da jeg boede i New York, til den stilhed og rytme, som er i mit liv nu.
Der er langt fra det billede jeg havde af mig selv, til den jeg møder, når jeg ser indad i dag.

Så da jeg i aftes gik ned mod huset efter en aftenbadetur med hele min familie, og to af børnene løb nøgne foran mig, mens Kristian gik ved min side med den mindste på armen, og den ældste holdt min hånd, kunne jeg næsten ikke tro det. Vi kunne høre køer og får, dufte græsset og se solen forsvinde hurtigt bag det blikstille hav. Vi gik ind, og  spiste æblegrød rundt om bordet, og børnene lætse højt for mig, før de faldt i søvn.
Nogle gange ved jeg, at jeg ikke vil skrive om de øjeblikke herinde. Som om det så risikerer at gå i stykker. Eller som om det lyder for godt til at være sandt.

Ikke fordi det var perfekt. (Intet er perfekt.) Men det var smukt, og det var virkeligheden, og det er mit liv.

Det, jeg vil sige er, at jeg tror, vi kan ændre rigtig meget (alt, faktisk) ved at ændre rammerne omkring vores liv. Jeg tror, det sætter dybe bevægelser igang, når vi flytter os – fysisk, altså. Der var helt klart en bevægelse igang i mig, før vi rykkede til Ærø. Og inden det, da vi flyttede til Svendborg. Men bevægelsen var langt mere subtil og ubevidst, end den er nu. Det at være i disse omgivelser kan være både det ene og det andet: for nogle bliver stilheden larmende og mørket for mørkt, og for andre bliver det måske begyndelsen på en livslang rejse. Sådan har det været for mig de seneste to år: Hver dag kommer jeg et skridt dybere ind i det, der føles rigtigt. Mere naturligt, ubesværet. Smukt.

Hvad stræber jeg efter? Ikke så meget mere, måske. Og dog: Jeg ser Astrid Lindgrens smålandske fortællinger fra en svunden tid for mig, når jeg står på marken i eftermiddagsluften, og mærker, at det liv vi lever her, heldigvis rummer elementer af den samme nærhed og fordybelse. Her er tid til det helt små, tid til at følge hinandens rytme og til at fordybe sig i alt det, som resten af verden lader til at have glemt.
Jeg læser igen og igen de samme brudstykker af bogen “Home Grown” af Ben Hewitt, og selvom man ikke kan sige, at én bog definitivt er den, der har betydet mest, når man efterhånden har læst mange gode, så er den i hvert fald en berigende del af min rejse lige nu. Ben Hewitt bor på et stort landsted i Vermont sammen med sin hustru og deres to sønner, som er hjemmepassede og hjemmeskolede (altså “home grown”), og som bruger alt deres tid i naturen langt fra konventionelle forventninger og fastlåste læringsplaner. Bogen er en beskeden, hudløst ærlig, poetisk og inspirerende beskrivelse af et liv, som jeg føler mig dybt forbundet med. Hvis jeg stræber efter noget, er det endnu mere af det, som jeg hver dag mestrer bedre end før.

Så står jeg her i dette fremmede land, og føler mig pludselig hjemme.

I går…

I går plukkede vi æbler fra mange af træerne i haven, men ikke dem alle sammen. Jeg ved ikke, hvor mange træer vi har, og det kan jeg egentlig godt lide, at jeg ikke ved. En del skal først plukkes senere, og dem skal vi presse saft af. Jeg kogte æblegrød af en halv kasse og spiste en stor portion med flødeskum

I går ryddede vi op indenfor, sådan næsten helt i bund. Uanede mængder tøj blev vasket, tørret og lagt på plads, og næsten lige så meget blev sorteret fra – det skal videre ud i verden. Jeg vil stadig gerne have (endnu) færre ting på hylderne, og overvejer at rive vores klædeskabe på soveværelset ned og sætte simple reoler op i stedet. For at skabe overblik. Overblik er godt, synes jeg

I går spiste vi et måltid, som bestod af næsten udelukkende af ting fra vores egen mark

I går ville Storm til stranden, men vi andre holdt igen, fordi vi var i gang i haven. Til sidst gav vi os, og det var skønt at løbe ud i vandet midt i september i en smuk solstråle, helt nøgen og helt alene med min familie

I går tog Kristian og Storm med nabo-Christen på havet efter aftensmaden, og satte garn. Her til morgen sejlede Live så med de to gubber ud for at tage garnene op. Og fiskene, forhåbentlig

I går vågnede jeg fra morgenstunden, og så, at min private facebookopdatering om det der skilt i Legoland havde affødt en del kommentarer, og var blevet delt hist og her, og jeg tænkte “here we go again”, og blev næsten lidt ked af, at jeg havde sat gang i alt det. Ikke fordi jeg fortryder budskabet, og heller ikke fordi, jeg synes, det er forkert at råbe op, men fordi jeg i flere uger (måske nærmere måneder) har gået og sagt til mig selv, at jeg måske vil have godt af at holde en pause fra at skrive. Eller i hvert fald en pause fra debatstoffet. Det tager så meget energi at være i opposition; at være i debat med andre. Uanset om det så er fordi, vi hjemmeskoler, eller fordi jeg ser noget, som jeg ikke synes, er okay. Men så læste jeg det der skilt i Legoland, og min plan faldt til jorden. For jeg kan ikke tie stille, ikke når det kommer til vores børn, vores forståelse, vores frihed. Så nu er jeg der igen; der, hvor jeg modtager en masse beskeder, og nemt kan ende med at bruge hele dagen på at tænke over svar på kommentarer og retfærdigøre mig selv i mit hoved. Men:

I går havde vi slukket for internettet fra tidligt om morgenen (efter jeg delte mit blogindlæg), indtil børnene gik i seng (med enkelt afbrydelser undervejs), og det var godt. Det var et skridt på vejen. Vi drømmer om mindre telefon, computer, distraktion. Ét af midlerne er at slukke for nettet. Så simpelt er det, når man bor herude i 7. kartoffelrække, hvor ingen andre har wifi

I går læste jeg et indlæg ovre hos Cecilie fra Tre gode grunde, som gjorde mig en smule tung om hjertet. Jeg kan godt huske følelsen af at sig farvel til et barn, der helst vil være sammen med sin mor. Så jeg blev lidt trist, og jeg blev næsten aller mest trist, da jeg læste kommentarerne, og fik lyst til at starte en revolution: Jeg fik lyst til at råbe: “Giv os familierne tilbage!”
Én kommenterede: “Av av av (….) ..at de skal være i skole/institution mange timer om dagen. Men det jo sådan det er. Det er hverdagen, det er hamsterhjulet, som vi bare har at følge med i :-/”
Og jeg vil skrige: “Neeeej!” og løbe af sted for at hjælpe. “Kan jeg hjælpe? Er der noget, jeg kan gøre? Please sig hvis der er.”

Det var min i går.
Vil I dele lidt om jeres?

Lad være med at fortælle os, hvad vi drømmer om

Jeg havde faktisk gået og tænkt lidt over sådan et tænksomt blogindlæg om noget med livets udviklingsfaser og den slags, men så var vi i Legoland i går (“og hvad sker der iøvrigt for, at en hjemmeskolefamilie vælger en weekenddag?”, som Kristian sagde, da vi stod i den første af mange køer, men det har selvfølgelig en forklaring, som jeg ikke lige gider kede jer med her).
Det korte af det lange er, at det sådan set var en fin dag. Jeg kan stadig ikke komme mig over, at Legoland har indført det der med at man kan betale ekstra og springe køen over (wtf?), men jeg kan godt lide Lego, og jeg kan godt lide Legoland, og vi havde alle sammen glædet os. Særligt holder jeg af hele området med miniature legobyerne, og heldigvis elsker min søster og et par af børnene det også, så dér hang vi ud en del. Men, fordi der ér et men, ellers havde jeg ikke skrevet et blogindlæg om vores ganske gennemsnitlige dag i Legoland, MEN – når jeg nu skriver om Legoland alligevel, så skyldes det, at jeg blev nødt til at bide tænderne sammen af irritation, da jeg stod og læste et skilt højt for de tre ældste af mine børn, mens vi ventede på at komme med en forlystelse. På skiltet stod der nemlig:
“Troldmandens værksted er fuld af mysterier og hemmeligheder. Lige nu prøver han på at lave en magisk drik til alle kvinder i borgen, som drømmer om at blive yngre, smukkere og slankere”

Og jeg kunne jo ikke læse den sidste sætning op for mine børn, så jeg digtede noget om, at kvinderne ønskede sig magiske kræfter, og den åd mine unger selvfølgelig råt, fordi det her er min datter til rollespil sidste søndag og igen om et par timer:

Og sådan ser hun ud, når hun spiller rollespil, fordi hun har lyst (hun har selv valgt det alt for lange sværd), og hun har selvfølgelig også selv fået den idé, at hun vil spille rollespil. Faktisk var det på hendes initiativ, og hun og tvillingebroderen tog med, da Storm skulle af sted for nogle måneder siden.
Min ældste datter elsker salte snacks, og kan slet ikke lide kage eller chokolade. Hun er helt vildt skrap og lynende kvik; hun løber hurtigere end sine brødre, og hun drømmer om at blive nisse, men absolut ikke om at være smuk eller slank. Jeg tror slet ikke, hun har begreb om, hvad det vil sige.
Mit budskab er ikke, at min datter drømmer om at være en dreng, eller at jeg synes, frigørelse er det samme som at maskulinisere kvinder. Jeg mener for alt i verden ikke, at vi har brug for flere soldater, konger eller businessmoguler. Nej, vi skal have plads til mænd og kvinder, som er i kontakt med deres inderste, som kender sig selv, og kan mærke den varme, der strømmer fra deres hjerte, og den varme handler ikke om skønhed, vægt eller alder (gør den vel, Legoland?)

Min datter er ikke en dreng. Hun er en pige. Men først og fremmest er hun sin egen.
Jeg er ret overbevist om, at der generelt (ikke altid og ikke entydigt og slet ikke uden nuancer) er forskel på drenge og piger, men drengene og pigerne skal helt uden dogmatiske forventninger eller kønsstereotyper selv finde ud af, hvilken dreng eller pige lige netop de er. Og om de er en dreng eller en pige, naturligvis.

Indimellem bliver jeg rost for at have en kønsneutral tilgang til mine børn, og jeg bliver glad og stolt – men også lidt duknakket. For jeg er overhovedet ikke nær så kønsneutral, som jeg ville ønske. Jeg falder (også) i de der åndssvage kønsfælder, som er lagt ud OVER ALT omkring os. Forventninger om alt muligt fra intelligens og interesser til fysik og sprogbrug. Sådan nogle ting (sådan noget lort, får jeg lyst til at skrive), kommer jeg også til at hoppe med på.
Men, det ér et fokus jeg har, og det er rigtigt, at Juno ser lige så mange gravkøer og åbne motorhjelme, som mine sønner gør, og hun vælger selv, om hun hopper vildt og voldsomt, eller sidder stille (for en stund.)

Jeg har fire små mennesker her under mit tag som hver især fortjener at blive imødegået som dem, de er, og ikke som dem, vi andre forventer, de skal være.

Jeg skrev forresten skrevet til Legolands “PR & Social Media Coordinator” og bad ham skaffe sig af med det skilt hurtigst muligt.

I kan læse et par indlæg mere om drenge og piger og ligestilling HER og HER.

Hvad synes I om skiltet i Legoland, og hvornår er I bevidste om forskelsbehandlingen af drenge og piger?