Indianeren i min svigerindes liv

Solveig Kolstad er min skønne svigerinde; mor til min niece og min søsters veninde gennem mange år.
Hun er et tålmodigt og mildt væsen, og hun er ét af de mennesker, jeg holder rigtig meget af at snakke med. Det kom med andre ord ikke bag på mig, da Solveig og indianeren Hawk of the Yellow Wind (som jeg kendte lidt til i forvejen via min ven Peter Mygind) fandt hinanden, og skrev to bøger sammen.

Nu er den ene af deres bøger udkommet på Hawk of the Yellow Winds modersmål, engelsk, hvilket har gjort den endnu mere levende og nær. Jeg spurgte Solveig, om hun havde lyst til at skrive om sit venskab med den vise indianer og om deres bog, som altså stadig kan købes på både dansk og engelsk.

Her er, hvad Solveig skrev til mig:

En historie om at fodre en ulv for at overkomme frygten og finde kærligheden

Jeg bliver ved med at vende tilbage til øjnene. Jeg har aldrig mødt et menneske, der formår altid at komme tilbage til nærværet. Han lukker øjnene, og tager en dyb indånding, inden han med fuldt nærvær åbner dem igen, og ser på mig. Disse øjne får mig altid til at reflektere, på samme måde som jeg også altid gør, når jeg er sammen med dig, Maj.

Manden bag øjnene hedder Hawk of the Yellow Wind. Han hedder også Marc, og lige så vel som han er mennesket, min ven Marc, er han også den indianske medicinmand og shaman Hawk of the Yellow Wind. I sit lille træhus lidt udenfor Aarhus holder han til, når han besøger Danmark. Det er her, jeg har interviewet ham mange gange til de to bøger, vi sammen har arbejdet på.

Her i hans hjem dekoreret med ørnefjer, særlige sten og grene, og hvor der altid serveres stærk sort kaffe, har jeg har været så heldig at mærke den indsigt, Hawk har fået overleveret fra generationer af indianske forfædre. Visdom, som er vedkommende her i mit lille liv med familie, arbejde, (meget) vasketøj og drømme.

På væggene i træhuset hænger hans egne malerier af dyr fra de canadiske skove, hvor han holder til, når han ikke er i Danmark. Over den sorte lædersofa hænger et maleri af en ulv. Det er helt tydeligt et selvportræt. Hawk hører til ulveklanen, og det er her, han har fået den visdom, han nu blandt andet giver videre til erhvervsledere i Danmark, der arbejder med personlig udvikling.

Én af de første fortællinger, han gav mig, bliver jeg ved med at komme tilbage til, når jeg møder tvivlen i stort som småt. For eksempel bekymrer jeg mig altid over, om jeg kan indfri julens mange forventninger, og Hawks historie vender frygten på hovedet for mig, som en pandekage:

En bedstefar er ude at gå tur i skoven med sit barnebarn. Imens fortæller han en historie om to ulve, der er kommet op at slås. De to ulve og deres kamp findes i os alle sammen: Det er en voldsom og blodig kamp mellem de to ulve. Den ene ulv lever af kærlighed. Den anden af frygt. Fråden står om munden på ulvene, der kaster sig efter hinandens struber, fortæller bedstefaren. Barnebarnet spørger ham med opspilede øjne, hvilken af de to ulve der vinder. “Det gør den ulv, du fodrer,” svarer han.

Det giver mening for mig her i vasketøjsbunkerne. For er det ikke frygten, der er kærlighedens modsætning? Frygten, der holder os fra at give og modtage kærlighed? – Og hvornår lader vi frygten styre os? Jeg har lært, at jo mere jeg fodrer min frygt for, at julen bliver alt andet end hyggelig, jo mindre hyggelig bliver den. Nu glæder jeg mig faktisk til jul, og jeg sender Hawk en kærlig og taknemmelig julehilsen igen i år, imens jeg fodrer min indre ulv med kærlighed.

Kære Maj, er det ikke også det, du gør, og hele tiden arbejder med? Fodrer kærligheden? Giver kærligheden styrke til at overvinde frygten? Ikke at vi kan overvinde frygten én gang for alle, men vi kan arbejde på ikke at lade frygten styre os.

“Solveig,” siger Hawk med et glimt i øjnene, der kan være så smilende og alvorlige på engang. “Merry fucking christmas!”

Ulvenes kamp er også Hawks kamp, som han har dedikeret sit liv til. Han giver slip på frygten, og inspirerer til at gøre det samme. Det gør han i sit arbejde med HIV-patienter, i sine workshops og gennem sine bøger.

“Jeg er så heldig, fordi jeg kan arbejde med selv at give slip – på alt det, der holder mig fra at give min ubetingede kærlighed til både verden og mig selv. Vi er jo en del af livets cirkel.”

”Circle of Life” er titlen på den bog, der udkom på engelsk tidligere på måneden. I den for læseren Marcs mange fortællinger og redskaber til at give slip på frygten og dermed komme lidt tættere på den ubetingede kærlighed. Bogen kan købes i webshoppen HER.

De kærligste hilsner

Solveig

Hvilken frygt kender I til?
– Og har I nogle gode redskaber til at komme af med den?

Vi er aldrig mere syge (nå jo; i dag er vi)

Siden vi tog børnene ud af deres børnehave og skole, er de aldrig syge.
Det er ret vildt.

Jeg kan huske, at Storm var virkelig, virkelig ofte syg, da han som knap toårig startede i en ret stor vuggestue. Så ofte, at vi overvejede at søge om arbejds-et-eller-andet under én-eller-anden-paragraf for at få dækket alle de mange sygedage på mit arbejde.

Nå, men her på Ærø kom de to mellemste i en børnehave, hvor de er meget udenfor, og det hjalp på antallet af sygedage, men der var naturligvis stadig omgangssyge og den slags.

Det, der skete, da vi tog børnene hjem, var, at de stoppede med at være syge. Kender I det der med, at man har en neglerod, som gør sygt ondt, og så når den ikke gør ondt længere, så glemmer man ligesom bare, at der engang var et problem? Men sådan er det ikke med mine børn, som ikke bliver syge mere: Jeg sætter virkelig stor pris på det. For når mine børn er forkølede, sætter deres astmatiske bronkitis i gang. Jeg kan huske måneder (år, for at være helt ærlig), hvor hver nat var afbrudt af adskillige astmaanfald og utallige ubehagelige hosteture. Så jeg nyder jeg af hele mit hjerte, at vores børn stort set aldrig er syge mere. Det er lige før, det er i top tre over de bedste ting ved mit liv.

Sådan var det, lige indtil natten til onsdag, da Juno begyndte at kaste op. Natten til torsdag startede hun igen, og på ét eller andet tidspunkt i de mørke timer besluttede min krop at følge trop. Så var vi to, der lå blege i sengen med håndklæder over hovedpuden.
Vi aflyste vores plads på morgenfærgen, som skulle have taget os af sted mod en julesammenkomst med en del andre hjemmeskolere, som vi alle sammen havde glædet os til at møde.
De tre ældste børn var mildest talt skuffede. Uforstående, vil jeg næsten sige. Vrede, ja. Men der var ikke noget at gøre.

Allerede i aftes var jeg ved at være ovenpå igen (og jeg har endnu en gang forstået, at det hårdeste i verden er at være syg, samtidig med at man er nogens mor, og jeg har sendt mange kærlige tanker til alle forældre, som er alvorligt syge – og jeg kommer til at tænke på dengang for et år siden, da Juno og jeg var indlagt på OUH).
Inden jeg blev helt frisk, begyndte Live at kaste op, så nu tæller vi timerne for at se hvornår drengene (dem alle tre?) følger trop.

Hey – god weekend! Jeg regner med at have smidt et kilo (væske, I know, men alligevel) på den her omgang, og det er alligevel ikke galt et par uger før jul…

Vi har slagtet vores grise – Storm og elektriciteten – Nu ved jeg, hvad jeg vil – Tak for et godt år til de unge på vores forløb (“En liste med tanker #5)

Vi har slagtet vores grise, og det vil jeg gerne fortælle om.
Der er så meget at fortælle.
Det bliver fra Adam og Eva – eller i hvert fald fra min egen og Kristians barndom – frem til nu.
Det kommer til at handle om liv og død og livet efter døden. Om troen på meget mere og om ønsket om selv at blive en del af den store verden med hænder og med blod og med hele hjertet investeret.
Det bliver til et indlæg snart. Men det fortjener bedre tid, end jeg har lige nu.

Storm er sådan et fint sted for tiden: Han hviler mere i sig selv. Er stadig lige viljestærk, stædig og alt det andet, men der er en anden ro.
Han leger med elektricitet, og bygger videre på sine opdagelser i sit konstant ekspanderende univers, når han tegner.
Senest har han fået en masse ud af et sæt om elektricitet, “Det første kredsløb“, fra Captoy, som er den butik, jeg også anbefalede i min julegaveliste. Vi har købt nogle ret fede gaver i webshoppen både til jul og til Storms fødselsdag i januar. Det er vores erfaring, at de forskellige sæt bliver brugt på mange forskellige måder, efterhånden som tiden går. Storm lavede for eksempel en lommelygte af tre batterier og den medfølgende pære om aftenen, da han og Kristian havde siddet med sættet for første gang nogle timer forinden.

Et besøg på Steinerskolen “Vidar” i Odense i weekenden fik en del brikker til at falde på plads i mig. Jeg huskede min egen kreativitet, blev klar over en længsel og et ønske, som er forsvundet i en lidt for distraheret hverdag.
Jeg har været glad for Rudolf Steiner, siden jeg var helt ung: For antroposofien (det esoteriske og åndelige univers, som i høj grad er mit verdensbillede) og alle de forgreninger, han nåede omkring i sit vanvittigt produktive (og relativt korte) liv: Kunst, arkitektur, det biodynamiske landbrug, filosofi, psykologi, religion, reinkarnation, medicin og pædagogik – for blot at nævne et udsnit. Jeg holder af hele den bevægelse, som Steiner satte i gang med vores åndelige, kosmiske menneske i centrum, og jeg holder af hans upersonlige tilgang og uvilje mod at blive en guru fremfor blot et menneske, der puster til den sjæl, vi alle bærer rundt på.
For mig står Steiner for forbindelsen til universet; til hinanden; til barnet, til planteverdenen, dyrene og alt det andet som er med os her på jorden.
Og så stod jeg der i lørdags foran de smukkeste tavletegninger (en klassisk del af Steiners skoler) og de smukkeste værker i alle klasselokalerne fremstillet af skolens elever. Jeg duftede maden; de hånddrejede træfigurer, og fornemmede den røde tråd, som løber igennem mange af de institutioner, der er funderet i hans ånd.
Jeg vendte hjem med en klar fornemmelse af, at jeg har lyst til og behov for mere fordybelse; større kreativ ro og intensitet. Jeg ved, at mine børn vil komme med ombord, hvis jeg begiver mig ud på den rejse. Så nu er jeg begyndt at tegne i det små sammen med dem  – for det gør de flere timer dagligt allerede, og jeg vil være med; jeg vil inspirere dem og hæve indlevelsen hos os alle. Jeg vil vise dem, hvor vi kan bevæge os hen med vores kunst, og jeg vil følge dem, når de viser vej.
Det er mit nytårsfortsæt: En meget mere vågen forbindelse til kreativiteten og en mere rutineret planlægning omkring det. Jeg vil være bedre til ikke at tænke på tøjvask eller madlavning, når muligheden for kreativitet byder sig til. Og jeg vil skabe muligheden selv så ofte som muligt.
Intet kommer uden et offer, så noget skal ud, når det nye skal ind: Det, der skal skæres fra, er i alle vores aftaler. Vi skal have færre ugentlige planer. Vi skal blive bedre til at blokke hele dage ud i kalenderen, hvor vi er her på vores sted – ude på marken og inde ved tegnebordet – med god tid til at lave det, der nærer os.

I dag skal jeg på årets sidste dag med de unge, som Kristian og jeg har haft i forløb siden marts. Vi skal drikke varm kakao i Svendborg, snakke meget, kigge os omkring i julebyen, tage billeder og spise en stor middag, før vi siger glædelig jul til hinanden. Det har været en vild rejse for os alle sammen de seneste ni måneder: Så meget er sket for de unge, og vi hverken kan eller skal tage hele æren – men en del af den tør vi godt tage på os. Ham, der klarer sig godt på sin efterskole, og som ingen havde troet, ville komme igennem den første uge. Ham, som tør tro på, at han kan komme ud af folkeskolen med et brugbart gennemsnit næste år. Hende, som er startet i skole igen efter at have været udenfor systemet i en periode, og som møder tyve minutter før første time hver dag, fordi hun er så motiveret. Hendes gode veninde, som pludselig er den pige, der trækker foran i de sunde relationer, og som altid er med, når vi skal være sammen. Ham, der ikke kendte nogen i byen, og som har fået en bedste ven, der overnatter hos ham de fleste weekender. Og hende, som vi først lige skal til at lære at kende, og som hele gruppen tager imod med åbne arme og store forventninger.
Det har været en ære at tage dem med på en rejse ud i livet; væk fra de snævre rammer og op i højderne i 2017. Det er derfor, vores forløb hedder Horisont, og det er fordi, vi synes, det er meningsfuldt, at det lykkes så godt. Vi fortsætter med de samme unge og forhåbentlig et par stykker mere til næste år.

 

Hvad tænker I på for tiden?
Har I længsler, som skal besvares? Noget, som det falder naturligt at tage op til revision nu, da året går på hæld?
Eller er det noget, som I glæder jer særligt over i denne tid?

Vi har startet en ny juletradition (og den virker, fordi den er nem)

Vi holdt julestue herhjemme i går. Det har vi aldrig gjort før, men vi fik straks lyst til, at det skal være en tradition.

Konceptet var, at vi inviterede en del af børnenes mange dejlige venner fra friskolen og børnehaven, som vi jo ikke længere ser til daglig, – og deres forældre. Da vi nærmede os dagen, huskede vi efterhånden adskillige flere, som vi også gerne ville have inviteret, men vi var nervøse for, at her skulle blive overfyldt, så vi turde ikke udvide. Næste år tror jeg, vi inviterer alle, og satser på, at det er lige så skønt af den grund.
I første omgang glemte vi faktisk at invitere flere af vores bedste venner. Kender I det? Dem ser vi jo ofte, så der er ikke på samme måde et efterslæb, men derfor skal de jo komme på en dag som i går alligevel – og det gjorde flere af dem heldigvis. Jeg kan få helt ondt i maven af den slags: Når man utilsigtet overser nogle af dem, som altid er der for én.

Vores julestue var et meget simpelt set-up, og det var derfor, det fungerede. Det var derfor, jeg ikke stod en time inden gæsternes ankomst, og havde lyst til at gemme mig.
For nogle dage siden ringede jeg til min mor. “Jeg har købt appelsiner, clementiner, æbler, gulerødder, nødder og tørrede figner,” sagde jeg. “Og så bager jeg cookies dagen inden med ungerne.”
Min mor svarede, at det var perfekt. “Ingen æbleskiver eller flormelis ud over det hele. Folk kommer ikke, fordi de er sultne.”
Jeg tror, hun er klog af skade efter gud ved hvor mange år som værtinde til fødselsdage, konfirmationer, julefrokoster og så videre med et vildt højt ambitionsniveau.
Ungerne og jeg bagte 90 cookies, og der var fem tilbage, da de sidste gæster gik. Det var med andre ord godt afstemt.

Der var glimmer, glycerin og minijuletræer, så man kunne lave sådan nogle snowglobes. (Det gik ikke helt gnidningsfrit, men det var hyggeligt).
Og der var karton til produktion af julekort, og akvarelfarver, pensler og en bunke ler, ret meget gran (!) og stearinlys.

Faktisk var det mest de voksne, der sad omkring bordet, og klippede og klistrede. Børnene fik lynhurtigt travlt med at lave en film, og de legede så godt både ude og inde, at det var helt vidunderligt at være vidne til. Også da tre af drengene sank ned i svinestien, og kom tilbage smurt ind i mudder (og lort, ik?) og skulle spules og i tørt tøj.
Der var vel 17 børn inklusive mine egne og så otte-ni voksne, og her var rart. Jeg tror virkelig, det betyder noget for et arrangement, at man ikke sætter for høje ambitioner for mad/rengøring/osv.
Før i tiden har jeg bagt boller og kager og skåret ost og pølse og lavet pesto og støvsuget og tørret af, når vi fik besøg. Jeg bliver udmattet bare ved tanken.
Er det måske derfor, jeg oplever, at mange i min generation ikke fejrer ret meget for deres familie og venner? Det er virkelig få dåbsfester (eller navnefester som herhjemme), indflytterfester, runde fødselsdage og bryllupper der har været i vores omgangskreds. Er det for stort et pres?
Kræver det for meget energi? For mange penge? Eller giver det bare ikke mening?

Jeg kender virkelig lysten til at pakke mig ind i mig selv. Trække mig tilbage.
Jeg kender behovet for at skære ned for alt, der trækker energi.
Jeg kan godt forstå, man ikke orker, hvis hverdagen tager det hele.
Men samtidig er det jo netop i relationerne, at vi finder livsglæden, fællesskabet, overskuddet og sammenhængen, og jeg er så glad for, at jeg lukkede øjnene, og sendte invitationen ud (på sms) for nogle uger siden. En del af mig ville ligefrem ønske, at alle gæsterne kom igen i morgen. Det er dejligt at være alene (der henter jeg min energi), men for mig er vekselvirkningen mellem det indadvendte og nærende samvær absolut essentielt.

Vi tog ingen billeder, mens her var gæster (til gengæld filmede Kristian til dokumentaren, som vi så småt er i gang med at samle materiale til). Det her billede tog jeg, før gæsterne kom, da én af Junos søskende desperat proklamerede, at “hun har taget en hel tallerken med cookies.” Det viste sig at være adskillige tallerkener men kun én cookie, og hun havde gemt sig så godt med sit bytte, at hun fik fred til at nyde det..

De bedste cookies, som alle vil have opskriften på

Efter adskillige opfordringer får I her opskriften på de cookies, som jeg flere gange har delt billeder af på Instagram (og måske herinde?), og som efterhånden har en nærmest mytologisk placering blandt min familie og venner.

Ærligt talt har jeg mest lyst til at beholde opskriften for mig selv. Det er en fed følelse gang på gang at kunne servere de bedste cookies (nogensinde?), og der er unægteligt noget tiltalende over at sidde på en opskrift, som alle vil have fingrene i.

Men helt ærligt – jeg har jo også fået opskriften fra et sted , og hvis meningen med livet er fællesskaber, må jeg hellere træde til. Jeg hjembragte faktisk opskriften fra New York i 2006, og konverterede den til danske måleenheder – derfor er nogle af tallene sådan lidt skæve.

Den anden aften, da vi bagte en stak cookies forud for et byggemøde næste morgen, sagde Storm: “Improviserer du, ligesom du plejer?” men nej, lige netop den her opskrift følger jeg til punkt og prikke, og sådan er de bedst.
Jeg synes alligevel, de varierer fra gang til gang, og faktisk så de lidt anderledes ud i torsdags, men de smagte nøjagtig lige så godt af den grund (det er dem på billedet).
I morgen får vi en helt ufattelig mængde dejlige børn og voksne på besøg til julestue hos os, så i aften, når jeg bager med børnene, tredobler vi portionen, og laver hver enkelt cookie i omtrent halv størrelse af normalen, så de passer til en barnehånd (og en enkelt voksenmundfuld).

Enjoy!

250 g hvedemel
1/2 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
170 g smeltet smør
200 g brunfarin
100 g sukker
1 spsk. vaniljepulver
1 æg
1 æggeblomme
250 gram mørk, hakket chokolade
Evt. en håndfuld mandler eller to

* Forvarm ovnen til 165 grader (varmluft).
* Rør mel, bagepulver og salt. Sæt til side.
* Rør smeltet smør, farin og sukker indtil cremet.
* Pisk vanilje, æg, og æggeblomme i smør- og sukkerblandingen.
* Vend de sigtede ingredienser i og rør til sidst den hakkede chokolade i med en ske.
* Drop cookies i isske-størrelseskugler på bagepapiret, omtrent 9 per plade, så de ikke flyder sammen, og bliver firkantede.
* Bages 15 til 17 minutter i den forvarmede ovn, eller indtil kanterne er let ristede.

Tøjet, der ændrede mit liv

Okay. Selvfølgelig ændrer mit liv sig ikke på grund af noget tøj.
Men faktum er (hvilket jeg skrev på instagram i sidste uge) at jeg har fundet noget tøj, som jeg nærmest forelsket i. What, altså. Men det mener jeg.

Faktisk anbefalede jeg “not PERFECT LINEN” i min guide til bæredygtigt tøj i sidste måned, fordi min veninde linkede til brandet, og jeg faldt for deres bæredygtige visioner og designs.

Men det var altså, før der ankom en kasse med det smukkeste, blødeste håndsyede hørtøj til mig, som jeg med det samme vidste, at jeg holdt af på en helt ny måde.
Jeg tror, det er første gang, jeg føler mig forbundet med noget beklædning. Som om tøjet har den samme fornemmelse som mit liv, og dermed taler ind i alt det, jeg tror på, og prøver at efterleve.
Resultatet er, at jeg er flyttet fuldstændig ind i min nye hørgarderobe, og jeg bliver styrket i mine værdier og i min glæde ved hverdagen, når jeg har det på.

Folk som kender mig godt, ved, at jeg går meget i det tøj, jeg er glad for. Det var også derfor, jeg havde brug for noget nyt. Jeg kan sagtens være klædt i det samme tøj syv dage i træk (lige med undtagelse af underbukserne, of course), og samtidig er jeg ikke én, som bruger tid på at shoppe, så der er indimellem lavvande på mine hylder i klædeskabet.

Og det var der i sidste uge, men det er der ikke mere.
Pludselig synes jeg, at jeg er rig i beklædning: Nu har jeg den smukkeste maxikjole, som jeg føler mig flydende og som en ny version af mig selv, når jeg har på. Og jeg har en buksedragt, som giver mig et helt nyt drive til at arbejde i køkkenhaven, når den tid kommer, fordi den trækker mig udenfor, ned i gear, tættere på mig selv. Jeg har toppe, som klæder alt og alle, og som jeg vil købe i julegave til min mor. Jeg har også en graviditetskjole (som er perfekt til en mor til fire, og som jeg har en impuls til at trække i hver morgen, når jeg hopper ud af sengen) og den fineste, fineste nederdel – totalt Sound of music. Derudover går jeg pludselig i sådan nogle Karen Blixen-agtige hørbukser med bindebånd og brede ben, og de er simpelthen så uendeligt behagelige og smukke til mit fodtøj.
Hell, jeg tør godt anbefale alt i butikken, og jeg vender helt sikkert tilbage, når tøjet en gang er slidt op. (Hvilket det jo ikke lige sådan bliver, for én af de bæredygtige ting ved hør er, at det er slidstærkt.)

Nå, men jeg er til gengæld ikke begejstret for at blive fotograferet, og de her billeder er taget i al hast, mens ungerne stod meter derfra og snakkede non-stop, og jeg ville egentlig ønske, at I kunne se det hele, men det var tiden ikke til..

Den anden dag var jeg på en lille tur med ungerne, og på et tidspunkt rejste jeg mig fra en stol, og så udbrød den ene: “Ej, mor, du er altså begyndt at gå i meget pænere tøj, end du plejede”.
Behøver jeg sige, at jeg føler mig godt tilpas i min nye garderobe?

Så når nogen spørger, om jeg har idéer til julegaveønsker til en voksen kvinde, bliver det ikke svært at svare fremover: Vælg det, du helst vil have fra not PERFECT LINEN til din ønskeseddel (og køb så resten selv på et senere tidspunkt). Priserne er mere end fair, og både den familieejede virksomhed i Litauen (hvor de syr alt tøjet i hånden) og høret i sig selv er bæredygtige valg.

Hvis produkterne skal nå frem inden jul, læste jeg på notPERFECTLINENs instagram, at de anbefaler ekspreslevering. De har produkterne klar på kort tid.
Hvis man har spørgsmål, er det min oplevelse, at de svarer hurtigt på beskeder via siden på etsy.

Fordele ved hør:
Hør er lavt i toxiner takket være materialets naturlige modstanddygtighed mod skadedyrsangreb, derfor kræver dyrkningen af hør ikke hverken pesticider eller kemisk gødning.
Hør bruger kun en fraktion af det vand, som bomuld har behov for.
Kvalitetshør absorberer og frigiver fugt hurtige end alle andre tekstiler.
Det luner om vinteren, og køler om sommeren, og hørets termoreguleringsevne er fem gange så høj som uld og nitten gange så høj som silke.
Hør har en naturlig antiseptiske evne. Det betyder, at hverken mikrober, bakterier eller svampe kan flytte ind i det.
Hørtekstiler bliver smukkere og blødere af brug og vask.
Da hørfibre er lange (længere and alle andre fibre), er ordentligt hør et stærk og nærmest uopslidelig stof med en væsentligt længere levetid end bomuld.
Hør er resistent mod møl og tæppebiller.
Hør reducerer UV stråling til næsten det halve og er derfor en god beskyttelse mod UV stråling.

 Skriv hvis I har spørgsmål – jeg har sågar inviteret ærøboer herhjem for at se tøjet 🙂

drengen for foden af trappen har en mor

Når min store dreng kommer op af trappen midt om natten
og siger mit navn
og jeg går ud og tager ham i hånden
så kan jeg et sted i mit indre huske mine forældre
som også tog søvndrukne mod mig
jeg kan huske min mors nattøj og min fars varme hånd
og jeg kan huske, at der var min mor / der var min far
de var mine forældre, mit ophav
mor og far
mor og far
og det slår mig
at det er jeg for ham
drengen for foden af trappen har en mor
og det er mig
ham med de bløde krøller og de gamle øjne
jeg er hans mor

 

når han står der, og siger mit navn
så er jeg svaret
og selvom han snart har været her hos mig i ni år
fumler jeg stadig
for jeg er jo også Maj på ni år
jeg er også Maj på 15
og jeg er Maj på 26 – den dag han blev født
og jeg er virkelig hans mor
jeg er virkelig hans havn
det jeg har lært, er
at der ikke er noget mål
der kommer ikke en dag
hvor alt falder i hak
selve meningen er nu
og her er jeg, min søn
tag min hånd
jeg gør det så godt, jeg kan
der er intet jeg hellere vil

Vil I høre, hvad vores nisse plejer at lave?

For et år siden så de sådan her ud til årets nissemarked i Ærøskøbing. Tiden flyver, og om få dage ankommer vores husnisse, Alberte, atter fra Nordpolen…

De seneste fem-seks år har nissen Alberte boet her i vores familie hele julemåneden. Vi elsker Alberte, og jeg skrev også om hende sidste år her og her, hvilket var lidt sjovt for mig at læse igen for lidt siden, fordi så meget har forandret sig – og så alligevel ikke.

Men, Alberte starter altid med at skrive et brev til børnene morgenen efter sin ankomst. Her fortæller hun om sin rejse til Ærø: Sådan noget med ustabile luftballoner eller bølgeskvulp under en lille fiskekutter hele vejen fra Nordpolen. Når hun ankommer til øen, besøger Alberte altid sine fætre og kusiner i Skovby et par kilometer her fra, før hun flytter ind hos os. I løbet af julemåneden har hun nemlig så travlt med at være nisse her, at det er bedre at besøge sine slægtninge inden da.

Herhjemme bor Alberte bag en lille fin dør, som børnene leder efter den 1. december. Sidste år boede hun bagest i en bogreol, og her havde hun en rebstige, som hun benyttede til at kravle ned om natten. Hun har også træssko, et lille bord og en gyngestol stående foran døren på et tæppe.

Brevene fra Alberte er en gennemgående ting i julemåneden. Hun skriver en lille seddel eller et decideret brev de fleste dage i december, og om aftenen svarer børnene hende, hvis hun har stillet spørgsmål, eller hvis der er noget, de vil spørge hende om (det er der næsten altid). Hidtil har de dikteret for os, men i år kan de nok skrive selv, og det bliver virkelig hyggeligt med en helt masse juleskriverier ved spisebordet.

Alberte lægger ofte op til livets store spørgsmål i sine breve, og børnene spørger til gengæld ind til livet som nisse (en genganger er: “Kan jeg blive nisse i mit næste liv, eller er “nisse” noget, som er forbeholdt bestemte sjæle?” Svaret er som regel vagt, men hælder mod et ja til muligheden for at blive nisse…)

I år har Alberte planlagt at lægge opgaver til børnene på morgenbordet. Opgaverne vil være tilpasset det enkelte barn, så det er både sjovt og spændende. Det kan være alt fra spørgsmål om geografi over stavning til en praktisk opgave, der skal løses.

For et par år siden havde Alberte farvet mælken blå, så havregrynene fik samme farve, og det afstedkom så stor indignation hos særligt ét af børnene, at vi efterfølgende måtte skrive til hende og bede om, at det ikke gentager sig. Så mælken (der overvejende er lavet af havre eller ris herhjemme) er altså hvid.

Hun har også tegnet overskæg på hele familien. Og bundet snore om de voksnes storetæer. Hun har puttet vat i skoene, og sat klemmer rundt omkring i hele huset. En enkelt gang dækkede hun spisebordet i toiletpapir (det vil jeg kun anbefale til de, der har overskuddet…), og hun har sågar bagt småkager om natten.

Af Albertes mere spektakulære aktioner kan nævnes dengang, for efterhånden nogle år siden, hvor vi alle blev vækket af lyde fra stuen klokken 5. Vi gik forsigtigt (og søvndrukne) ned af trappen, og hvem sad der i sofaen og så Ramasjang? – Alle husets bamser, dukker og Duplo-figurer med snackskåle og tæpper over benene. Det var virkelig en overraskelse (tak for de der timere, som kan ordne den slags…)
Andre gange har Alberte leget med børnenes bamser hele natten og bygget store landskaber af klodser, som stadig stod fremme med legende dukker og andre småfolk, når vi stod op. Det gør hun aldrig igen, for den slags energi har hun ikke længere 😉

Hvad med gaver, tænker I måske?
Med årene er gaverne efterhånden udfaset. En støt voksende bevidsthed om de mange ulemper ved hele tiden at skulle eje nyt, har erstattet pakkerne med poesi, sjov og et sjældent stykke chokolade.
Indimellem kommer der dog noget i gavepapir fra Alberte, og det vækker altid glæde, men efterhånden er det udelukkende fællesgaver (bøger) eller noget spiseligt.

I år har Alberte en bog med til den 1. december, nemlig “Troldeliv – Julekalenderbogen“, som det er planen, at vi vil starte hver morgen med at læse i indtil juleaften (den er for øvrigt på minus 20 procent lige nu). Jeg kender den ikke, så jeg kan ikke love, at den er god, men den er stor og rigt illustreret, og jeg kan godt lide trolde, tror jeg nok. Men hold fast der er mange skønne kalenderbøger derude.

Og hvad siger vi til børnene om julemanden og nisserne, hvis de spørger efter sandheden? Jamen, så længe de ikke rent faktisk vil vide besked, holder vi magien fuldstændig magisk. Men når de spørger (en sjælden gang og ganske forsigtigt), siger vi: “Vil du vide sandheden?” Hidtil har de takket nej.
Sandheden er, at herhjemme tror de voksne på meget mere mellem himmel og jord, så måske sandheden slet ikke findes. Vi tror på paralleluniverser og smukke væsner, som hjælper os på vej. Vi tror på lys og magi og mening, og på den måde går nisserne fint i tråd med vores indstilling til livet. Men jeg tror ikke personligt på julemanden eller på små gave-pakkende nisser med røde huer, og det skal jeg gerne fortælle, hvis børnene en dag har lyst til rent faktisk at høre det. Men for nu lever magien i bedste velgående.

Har I en nisse, og hvad laver den i givet fald hjemme hos jer?

Hvad lærer mine børn egentlig på sådan en hjemmedag (med slagtning, konflikter og fri leg)

Hjemmeskoledagene?

De er vidt forskellige.
Uforudsigelige. Menneskelige.
Intuitive. Konstruktive (til tider destruktive).

Vi har dage, hvor vi går udenfor efter morgenmaden, og først kommer ind igen, når mørket falder på. De dage er blandt de bedste, og dem skal vi have mange flere af. Jeg skal have hjælp for at få dem til at ske, så det er godt, at de falder helt naturligt for Kristian.
I tirsdags lavede vi frokosten over et bål, som børnene selv havde bygget, tændt og plejet. Grøntsagerne gjorde vi klar i fællesskab.

Vi har dage, hvor børnene leger indenfor fra morgen til aften. Jeg har aldrig vidst, at man kunne lege så meget, som de gør. De leger næsten hele tiden med hinanden for tiden.

Der går ikke en uge, hvor jeg ikke bliver spurgt til mine børns sociale liv, nu hvor vi hjemmeskoler. I den ideelle verden ville jeg svare dette: “Den primære socialisering lider desværre generelt i barndommen anno 2017, men den lever i bedste velgående hjemme hos mig: Mine børn er sammen med hinanden og deres forældre næsten hele tiden, og indtil videre er den sekundære socialisering netop det – altså sekundær. Vi er meget sociale. Først og fremmest med hinanden og dernæst med det vidtfavnende og konstant ekspanderende netværk, som vi er omgivet af, og som rummer alt fra vores 75-årige naboer til de børn, der bor i landsbyen ved siden af vores. Men vi er ikke konstant ude blandt store grupper af mennesker, og vi er ikke til fritidsaktiviteter hver dag.”
Som jeg så tit har tænkt: Jeg ville ikke bryde mig om at skulle relatere til 24 kollegaer + en underviser otte timer dagligt, så hvorfor skulle mine børn?

Når mine børn leger, kommer de vidt omkring: De seneste dage har de klippet julepynt i timevis og hængt det op over hele huset (til der næsten ikke kom lys ind af vinduerne). Det er ikke hverken særligt pænt julepynt eller specielt grundigt udført, men det er produceret med en enorm iver og virkelyst. På et tidspunkt satte jeg mig med dem, og klippede. Jeg sagde, at jeg synes, det kan betale sig at gøre sig umage (fordi det mener jeg oprigtigt, at det kan med næsten alt i livet), og de så, hvor meget jeg fik ud af et halvt ark papir, fordi jeg tog mig god tid. Derefter brugte de længere tid på deres pynt, og vi farvelagde en del af det sammen.

Samme dag legede de posthus, og sendte julepynt til hinanden i en kurv ned over trappen / Samme dag optog og klippede de mindst tyve film på deres iPads / Samme dag legede de gemmeleg med alt lyset slukket, efter solen gik ned.

For tiden er det meget sjældent, at mine børn sidder med en opgavebog, og laver deciderede skoleopgaver. Vores ældste på knap ni gør det aldrig, de to på fem gør det indimellem, men der kan godt gå uger fra gang til gang. Til gengæld stiller de hundrede (måske tusinde?) spørgsmål om dagen, og vi gør os umage, når vi svarer. De hører lydbøger, og vi læser sammen. De snakker med de mennesker, de møder, bygger ting og sager af skrammel, som de finder i byggerodet fra vores håndværkere, og skriver e-mails til alle, de kender. Deres ordforråd er måske fordoblet siden sommerferien, og deres evne til et analysere, reflektere og nuancere udvikler sig dag for dag.
Vi hører musik, danser, råber og griner, og jeg kan mærke, at det er nok. Det er godt nok. Der er helt sikkert ting, som mine børn ikke har lært, fordi de ikke er i skole: Fag-faglige ting som vi ikke er kommet omkring, og måske aldrig gør. Til gengæld synes jeg, at de hviler mere og mere i sig selv for hver dag, og det er som om, de kommer nærmere deres egen kerne og dermed livet.

Når nogen spørger, hvordan det går, ville jeg lidt ønske, at jeg kunne sige noget konkret som: “Han har lært engelsk, og kan efterhånden skrive lige så hurtigt som mig.” Eller: “Hans interesse for matematik er eksploderet, siden vi begyndte at hjemmeskole”, men det er simpelthen ikke tilfældet. Læringen sker helt uundgåeligt og samtidig næsten usynligt midt i det liv, der udspiller sig hele tiden. Og det er virkelig svært at forklare i én sætning. Læringen er, når der ligger en fjeder på gulvet, som få minutter efter befinder sig i en madkasse, der er blevet forvandlet til en “jack in the box”. Læringen er, når den sidste snak, før øjnene lukker sig tungt til natten, handler om stjerner, og hvorvidt de udvider sig, og hvad der sker, hvis de eksploderer. Læringen er at sende breve til alle man kender, fordi man ikke kan lade være.

Livet ér læring.
Og det er jeg ved at lære, så småt.

Hvordan er jeres hverdag, og hvad holder I mest af ved den?

Hvor skal man sætte sit kryds i dag – Den skønneste anerkendelse – Til gymnastik (“En liste med tanker” #4)

Okay, det er ikke mandag, men i dag får I mandagsindlægget, fordi I ikke fik det i går.
Jeg var nemlig ikke online i løbet af dagen i går. Fed fed udvikling synes jeg. Tænk at man kan være så fri, som jeg føler mig, nu hvor jeg ikke hele tiden går på nettet. Det er vildt, hvad det gør ved mit liv, at jeg ikke konstant er igang med at skrive en mail eller en facebookkommentar i hovedet, og det er stadig ikke nemt, men det går den rette vej (Hvis internettet er tændt, og min computer står foran mig, kan jeg næsten ikke lade være med liiige at tjekke lidt af hvert, så jeg forsøger at holde nettet slukket det meste af tiden og stille min computer væk.)

Her er, hvad jeg tænker på lige nu:

Kommunalvalget – stem med hjertet!
Jeg stemte til kommunal- og regionsvalget i sidste uge, da vi var en tur på biblioteket, hvor der stod en stemmeboks. I dag ærgrer det mig egentlig lidt, for jeg ville gerne have været med børnene oppe på selve valgstedet i dag, men på for en uge siden troede vi, at vi skulle af øen i dag, så sådan blev det. Det var nu også meget hyggeligt  at stemme på biblio, og det foregik på den klassiske familiemåde, hvor alle børn gik med ind bag gardinet med Kristian og jeg på skift, og derindefra råbte de så først partibogstavet og derefter det af navnet, som de nåede at læse – ud over hele det lille bitte lokalsamfund..fedt, altså.
NÅ, MEN: Helt ærligt: I stemmer i dag, gør I ikke? Alt andet er lidt som at tisse demokratiet op og ned af ryggen og dernæst efterlade en lille ildelugtende hundelort i lommen på det. Synes jeg. For vi ER jo samfundet, alle os almindelige mennesker. Vi ER virkeligheden, og vi har ingen ret til at brokke os, hvis ikke vi i det mindste sætter vores kryds (med omtanke).
Og hvem skal man stemme på? Tro det eller lad være, men flere har spurgt mig. Ved I hvad? Det er faktisk simpelt: Stem på omsorgen, frem for alt. Stem på omsorg for børn (det betyder: pengene skal følge barnet, bedre normeringer i institutionerne, flere penge til skolerne og bedre mulighed for deltidsarbejde), stem på omsorgen for de syge, de ældre, de udsatte. Stem på vores natur (det betyder: uberørte strande, mere skov, mere fri natur, flere grønne områder i byerne og mindre konventionelt landbrug og strammere lovgivning omkring sprøjtegifte m.v.)
Glem enkeltsager og drop tilliden forældede økonomiske modeller som alligevel altid viser sig at være volapyk i en virkelighed, der ikke længere kan holde til vores overdrevne forbrug og fordummende kapitalisme.
Og husk så at det ikke er med vores kryds, men derimod med vores handlinger hver eneste dag, at vi yder vores største bidrag til samfundet. Det har Majbritte Ulrikkeholm skrevet en rigtig fin tekst om på sin facebook i dagens anledning.
Hvad vil I stemme – og hvordan ved I det?

Det med at blive anerkendt og blive glad
Ved I, hvad der skete for mig i går? Jeg var i Super Brugsen med Juno og Storm, mens Kristian var til fodbold med Ilja og Live for første gang, og det var virkelig hyggeligt at være alene med min ældste og yngste.
Nå, men vi var i Brugsen, og jeg vil gerne indrømme, at vi larmede lidt (for meget), så da en kvinde foran mig vendte sig, og så direkte på mig, smilede jeg sådan lidt undskyldende. “Du ved ikke hvem jeg er,” sagde hun, “men jeg vil bare gerne sige til dig, at jeg synes, du er virkelig beundringsværdig og inspirerende.” Og derefter sagde hun nogle flere fantastiske ting, og jeg blev så glad, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, så jeg vrøvlede mest bare.
Men ved I hvad? Det er fedt, når nogen siger sådan til én, eller når nogen skriver sådan. Jeg kan indimellem være en måned om at svare på en mail, og jeg kan være ret skidt til at tage imod komplimenter ude i den virkelige verden, men jeg sætter SÅ stor pris på hver eneste anerkendelse, og jeg bliver SÅ glad og stolt, hver gang nogen tager sig tid til at henvende sig til mig. Så: Tak. Virkelig meget tak.
(Kunne I finde på at sige noget til nogen, som I sætter pris på, hvis I mødte dem?)

Til tumlingegymnastik – den største glæde
I går endte Juno og jeg helt uforberedt til tumlingegymnastik for første gang. Gymnastikholder overtog hallen, efter Ilja og Lives fodbold, så vi hoppede spontant med ombord. Nøj, det var fedt! Jeg var helt igennem lykkelig over at se min modige, selvstændige, betænksomme og mega-glade pige gå fra den ene aktivitet til den anden, mens hun smilede til alle omkring sig.
Det slog mig, hvor dejligt det var at være sammen med min datter i en skøn, social kontekst, hvor det ikke var forventet, at jeg skulle forlade hende. På grund af alderen var alle forældre tilstede gennem hele timen, og det betød ultimativ tryghed for alle parter (og vildt hyggelige snakke med andre forældre undervejs). Jeg tænker på, hvor skønt det er, når vi tager for givet, at familien (her menes forældre og søskende) er en del af hinandens liv uden alle mulige begrænsninger og forventninger om at skulle give slip (tidligt og hele tiden).
Jeg glæder mig allerede til næste mandag, og herhjemme øver vi os på velkomstsangen (“jeg er en lille ballon, og du skal selv puste mig op – puuuust, puuuust, bang!”)

Hvad tænker I på for tiden?