Det mest udfordrende i mit liv er forældreskabet

Det mest udfordrende i mit liv er mit moderskab.
Det er også det mest berigende.

Der er ikke noget overraskende i, at jeg skriver sådan, for jeg har skrevet det mange gange før. Egentlig skulle man mene, at det burde være almen viden: Det er sindssygt svært at være mor eller far. Og det er sindssygt givende.
Punktum.

Men jeg tror alligevel, det er vigtigt, at vi gentager de helt enkle sandheder om at være forældre for hinanden, fordi familielivet er kørt ud på et sidespor i vores samfund. Det med at være mor og far er noget, som kan anlægges, udfoldes og afvikles rundt omkring alt andet, der fylder i et almindeligt, travlt liv. Det er med andre ord ikke noget, som fylder det, det egentlig bør.

Da jeg blev mor, var der ingen, der havde sagt til mig, at forælderskabet kræver alt, man har i sig. Ingen sagde: “Det er det potentielt mest givende, du kommer til at opleve, men det bliver kun rigtigt godt, hvis du forstår omkostningerne og det engagement som det kræver for at lykkes.”
Ingen i uddannelsessystemet fortæller os om denne ene mest omfattende læringsproces, den mest udviklende, afviklende, vanedannende proces i livet, og der er heller ikke tradition for, at de mere erfarne familiemedlemmer hiver os til side, og deler med os, hvad de ville ønske, de havde gjort anderledes, og hvad de er stolte af, i relationen til deres børn.

Næsten ingen skriver ikke på deres CV, at de er forældre, men jeg kan ikke komme i tanke om noget mere kvalificerende end at være en dygtig mor eller far?

Forældreskabet er ikke en indskydelse, og det er ikke en periode. Når det sætter igang, stopper det aldrig.

Forældreskabet kan ikke lykkes uden ofre, uden indre kampe, selvransagelse, eftertænksomhed, larm og stilhed. Forældreskabet kræver vilje, engagement og kærlighed frem for alt. Men når vi som samfund har bygget en hverdag op, der efterlader ganske lidt tid til forældre-barn relationen, så bliver forholdet til vores børn desværre ofte mest af alt frustrerende. Vi ved ikke, hvad vi skal forvente, og ingen omkring os lader til at anerkende, hvad det kræver at være forældre på en meningsfuld måde.

Det er derfor, det er så vigtigt, at vi taler åbent om, at forældreskabet er stort, vigtigt, afgørende.

Det er også derfor, det er vigtigt, at vi er ærlige om, at det ikke kan eller skal være gnidningsfrit eller uproblematisk at få børn. Der SKAL ske en udvikling med os, når vi træder ind i det livskapitel, og vi må nødvendigvis se dybt ind i os selv og arbejde med de traumer og udfordringer, som møder os dér. Men forældreskabet kan faktisk være nemmere, end vi som samfund har indrettet os til.
Det kan kan være naturligt, intuitivt, instinktivt, i flow. Det kan være i symbiose. Men det kræver bevidsthed, opmærksomhed – og tid.

Kristian og jeg er i gang med Gordon Neufelds onlinekursus “A vital connection (A)“, som handler netop om tilknytning (altså, “den vitale forbindelse”) og det er helt vildt, hvad det sætter igang, og sætter på plads i os. “Vildt” er egentlig ikke det rigtige ord, for Neufelds budskab er så rammende, at det er nærmest lidt stille. Det er rammende, sandt, nærende, ydmygt, præcist. Og savnet. På få dage har vi mærket dynamikker i vores familie ændre sig. Det er så godt. Vi husker pludselig de forbindelser, som er dybt i os, men som skal frem igen og mærkes. Neufelds metode er ikke en metode, det er derimod så intuitivt, at det er som en fornemmelse indeni, der falder i hak, og derfra bliver relationen forældreskabet mere ligetil.
Jeg vil forsøge at skrive mere om kurset, når vi er færdige med det, men konklusionen kommer til at lyde omtrent sådan her: Hvis du føler et kald mod at fordybe tilknytningen til dit barn og gøre jeres relation mere kærlig og ligetil, så køb kurset og gå i gang.

Jeg kan også på det varmeste anbefale Neufelds bog “Hold on to your kids” (som ser ud til at være på tilbud på saxo lige nu?)

Hvad synes du, er det sværeste ved at være forælder? Og hvad kunne gøre det nemmere?

Det, jeg ser, er, at nogle sår skal heles (og at det er okay at have pletter på tøjet)

Her er vi i Sverige. På ødegården, midt i sneen, mange timers kørsel fra vores hjem. Her har vi mulighed for at etablere nye rytmer og se vores hverdag fra et andet perspektiv.

Jeg ser, hvor lidt tøj vi behøver. Hvor mange dage vi kan have det samme uldundertøj eller den samme trøje på. At det er okay, at der er pletter på nogle af delene – at det kun er i mødet med omverdenen, at den slags generer mig. For det genererer mig ikke her, hvor vi er alene.

Jeg ser, hvor lidt legetøj mine børn behøver. Hvor mange timer der går med den lille pose LEGO, de har medbragt og den stak bøger, som vi har lagt i reolen i stuen, og som bliver læst igen og igen. Hvor stille vi er, når vi tænder for en lydbog, og hører den i fællesskab. Jeg ser, at når der er uimodståelige aktiviteter udenfor (hvor er det nemt med sne!), så behøver vi ikke facilitere så mange inde i huset.

Jeg ser, hvor lidt vi roder, når vi er fysisk aktive ude, og hvor meget tid det frigiver, at vi ikke hele tiden skal rydde op og holde orden.

Og nu skal det ikke blive én af de der historier, hvor man tager et smukt lerfad med påmalede citroner med hjem fra Spanien blot for at opdage, at det ikke passer ind derhjemme, og pludselig føles det lidt misforstået. Men jeg vil forsøge at trække essensen af den rytme, som vi skaber her på ødegården med tilbage til vores hverdag, og jeg tror, det handler meget om et dedikeret udeliv og et fokuseret indeliv.
Det handler om ikke konstant at stå med hovedet i tøjvask eller oprydning. Det handler om at have områder i huset, hvor det er okay at rode i mere end halvanden time, og hvor der er plads til at tegne, uden at man forstyrrer måltiderne med sine tegnesager. Det handler om at gå i sit tøj i flere dage (!) og ikke bare smide det til vask hver aften, fordi man ikke orker at folde det i en bunke til næste morgen. Det handler om ikke at lade sig trække med ind i en helt masse (norm-dikterede?) vaner, som kræver energi, og som ikke tjener andet formål end at leve op til nogle kodekser, som de fleste af os egentlig ville ønske, at ingen levede op til, så vi også selv kunne slappe af (åh, glæden ved at besøge mennesker, der har en moderat mængde kreativt rod, og hvis tøj ikke er pressefoldet eller farvekoordineret).

Her i Sverige bruger vi hele formiddage på at grave lange gange i sneen, og vi forbinder dem omkring bålstedet, hvor vi sidder, og drikker varm kakao med flødeskum fra en gammel termokande. Vi kælker i timevis hver dag, og går gennem den meter dybe sne for at springe over vandløb, som er frosset til, men ikke helt kan bære os. Vi vågner tidligt og går tidligt(ere) i seng, og læser flere bøger, end vi plejer. Og vi ser ind ad: Jeg ser, at der er sår, som skal heles i nogle af mine nærmeste relationer, og bånd, der skal styrkes. Jeg mærker, at der er en tilknytning, som jeg ikke har hverken mestret eller kendt til før nu, som derfor har behov for min største opmærksomhed, og jeg er dybt taknemmelig for, at mit liv er indrettet sådan, at det er muligt at være netop her (og jeg kommer til at skrive om det med tilknytningen og den nye indsigt i løbet af de næste uger).
Jeg ser, at kærligheden ikke kommer af sig selv. Den tager tid, bevidsthed og omsorg. Jeg ser, at nu vi er sammen uden distraktioner, bevæger vi os mere i samlet flok.

Så selvom man ikke kan tage roen fra en ferie med hjem i en travl hverdag, vil jeg alligevel forsøge at tage min nyfundne opmærksomhed med hjem til Ærø og gøre den til virkelighed dér, for jeg kan godt lide det fokus, der opstår, når vi ikke konstant er distraheret af andre ting, og jeg kan godt lide tanken om endnu mindre tøj, legetøj, rod og dimser.

Hvilke hverdagsvaner ville I ændre, hvis I fik muligheden for at trække stikket ud og tage væk en periode?

Om at tage ferierne med hjem i en travl hverdag (eller: “Nyt køkken vs. mine børns barndom”)

Jeg tænker over det med, at mange siger, de ville ønske, deres hverdag mindede mere om deres ferier.
“Vi elsker de langsomme dage i sommerhuset, hvor vi læser bøger, går ture, og er sammen uden at have travlt. Vi prøver altid at tage lidt af den stemning med hjem.”
Jeg svarer som regel noget med, at jeg prøver at leve, så min hverdag mest af alt minder om det sommerhusliv, de beskriver, og så ser de faktisk ofte lidt overrasket på mig. Som om “det kan du da ikke mene” – på trods af at de selv lige har sagt noget i den retning.
Jeg tænker, at det langsomme liv reelt set ikke er det liv, de drømmer om at leve, selvom de beskriver det med et fjernt blik og længselsfuld stemme. At selvom de føler en oprigtigt glæde ved at opleve det nære samvær med deres familie i et isoleret tidsrum, så har de ikke lyst til primært at leve sådan. For det er ikke helt nok. Der er ikke tilstrækkeligt målsætning i det. Ikke passende ambitioner.

Og jeg forstår godt behovet for afveksling. Jeg kan nemt sætte mig ind lysten til faglighed og tiltrækningen ved at udrette noget synligt (jeg kan levende sætte mig ind i det). Jeg kan godt forstå, at ikke alle har lyst til at gå hjemme, sådan som jeg gør det, for det er på ingen måde det, vi er opdraget til, eller har fået besked på at stræbe efter, og vi har så mange interesser (og passioner ligefrem), og der er meget, som trækker i os fra mange kanter.

Men vi kan ikke alt, vi kan ikke alt, det må vi forstå. Hvis vi vil langsommeligheden og nærværet og fordybelsen, så kan vi ikke samtidig nå at udmærke os på en helt masse udadvendte områder. Vi kan ikke alt, selvom det var lige nøjagtig, hvad alle tv-programmer i vores barndom fortalte os, og det var dybest set også hvad vores lærere og forældre gerne ville, at vi skulle drømme om og stræbe efter. Vi børn af efterkrigsbørn og af kvindefrigørelsen i en overflåd af olie, penge og frihed. Virkeligheden er, at det er de færreste forundt at have et nyt køkken i et stort hus og et guldkort hos SAS eller adresse i en storby, samtidig med at de har tid til fordybelse med deres familie på den måde, som de beskriver med drømmende øjne, når de vender hjem fra sommerhuset.

Og så er der også den konsekvens af vores stræben som menneskehed de sidste hundrede år, at mange af os netop ikke trives i ferierne. Vi trives ikke i weekender eller på ferier med vores nærmeste relationer – og slet ikke med vores børn. Jeg kender alt for godt, når søndag eftermiddags længsel er mandag morgen, hvor børnene atter afleveres til fremmede favne, så man kan trække vejret dybt. Jeg husker i min inderste erkendelse afmægtigheden i samværet med mine børn. Jeg husker hånen, som dryppede fra ordene, når ældre mennesker messede, at man skal nyde dem, mens de er små.
Man skal vide, hvor værdifuld og uerstattelig tilknytningen er, før man er villig til at ofre alt andet for at opbygge den. Man skal vide, at den ikke kan ordnes på fem minutter før sengetid, og at den er grundlaget for alt andet i livet.

Vi er kommet så langt fra vores natur, at vi har det bedst med adskillelsen. At samværet føles som et overgreb; noget ubærligt, fremmed – uoverskueligt.
Men så sker det, at vi mærker kaldet i det stille samvær. I sommerhuset, på en strand i Thailand. Vi mærker, hvordan hele verden går op i en højere enhed, når vi har tid til at falde på plads i hinanden, og det gør os gladere end noget andet. Mere opløftede end nogen anden succes. Vi siger, at den stemning vil vi tage med hjem til hverdagen, som ellers er så anderledes. Vi siger det, fordi selve meningen med vores liv ligger dér. I nærværet.
Derfor siger vi, at vi vil tage det med hjem til hverdagen.

Det er en smuk tanke, men det er en umulig tanke. Vi kan ikke tage noget, som primært består af tid, med ind i noget, som er bygget op omkring fraværet af tid.

Så vi må vælge. Ligesom med alt andet i livet er det en prioritet.

Det er smerteligt for mig at erkende. Jeg vil så gerne have det hele. Alt det nye, det funklende. Det, som er succes ude i verden. Jeg vil gerne kunne både købe og have og skabe og skrive og jeg vil udmærke mig ved netop at have det hele: Det nye, smukke, store og flotte og det nære, forståelsen, indsigten.
Men heller ikke jeg kan have det hele. Også jeg må vælge.

Jeg vælger at være. Igen og igen vælger jeg at være, pånær når jeg ikke gør. Pånær når jeg hellere vil have eller hellere vil lade som om, for det er stadig svært for mig. Nærværet er en livslang øvelse.

Jeg står i den svenske skov i disse dage, og ser på de umuligt høje grantræer, falder næsten bagover, når jeg ser på dem. Stilheden runger for ørerne, Juno holder en finger for munden nede på sin kælk, og siger: “Shh, stille.” Solen bliver lyserød mellem træerne, den rammer en enkelt gran foran mig. Jeg mærker sneen give sig, knirkende, under fødderne. Der er sne over alt. Stille, hvide sne – intet er så stille som sne – og jeg ved, at intet er så vigtigt som det her. Naturen.
Min natur er at være sammen med min familie, men jeg havde aldrig før mødt den natur. Den var der ikke i mit liv, før en ny bevidsthed dukkede frem, den blev manet frem af andre, som havde mærket deres natur, og som nu snakkede højt om den. Fællesskaberne er vores natur: Sådan bliver vi klogere. Jeg går op i skoven hver dag, og stiller mig, og ser på træerne. Lige der kan jeg mærke, om jeg er på rette vej eller ej.

Du skriver til mig, hvordan man får det liv, jeg lever. Svaret er, at det gør man kun ved at sige nej.
Du må vælge, siger jeg. Og jeg ved, at det er svært. Ligesom med alt andet i livet er der valg og fravalg, når vi prioriterer, hvem og hvad vi bruger vores tid på.

Jeg er overbevist om, at kærligheden er uendelig. Men jeg kan ikke love dig, at du kan få både et nyt køkken og de første år af dit barns liv viklet sammen med dit. Så du må vælge, og her kan jeg til gengæld love dig, at det ene valg kommer til at ræsonnere dybere i dig end det andet. Det lover jeg med åbne øjne og lyset fra sneen som skinner derude, skinner i mine øjne og i mine børns øjne.

Det, du mærker i sommerhuset eller på stranden med dine børn, kan ikke trækkes ind i en travl hverdag, men det kan blive din hverdag, og det kan blive den højeste ambition, din mest ambitiøse investering nogensinde. En dag vil vi snakke om, at den mest udviklende opgave i livet er vores relationer. En dag vil man spørge til vores tilknytningsevne, vores tanker om netop det. En dag vil nye biler blive til timer, dyre hjem vil blive til hele år. En dag vil vi forstå, at vores natur kan vi ikke løbe fra, og når vi prøver, går alt omkring os i stykker. En dag, men indtil da følger jeg mit hjerte, uanset hvad alle andre gør..

Synes I også, at det kan være svært at vælge? Og hvad vil I helst med jeres liv, lige nu?

 

Vi er kommet til et magisk sted med sne som funklende diamanter

 

Her er vi landet. Mellem høje dynger af sne – så høje, at man knap kan gå ud i dem.
Vi kørte fra Svendborg mandag morgen, overnattede hos min kære veninde i Göteborg, og fortsatte nordpå tirsdag. Ret langt nordpå, så langt at sneen hele tiden blev højere, mens temperaturen faldt, og endelig var vi her sidst på eftermiddagen: ved vores familieødegård, det store smukke røde sted med varme stuer, dampende mad på komfuret og bedsteforældre i gårdspladsen med åbne arme.

Jeg har ikke skrevet om det herinde. Vores eventyr, som vi har glædet os til i flere måneder. Folk blev ved med at sige til mig, at man ikke må dele den slags på nettet, for så får tyvene (?) straks nys om det, og man vender hjem til et tomt hus. Så jeg har holdt mig fra at fortælle om den vintertur, som ellers har fået os til at tælle dagene.
Men ved I hvad? Udover at altså: go ahead – så mange fede ting har vi heller ikke, så er der faktisk mennesker i huset derhjemme næsten uafbrudt. Håndværkere, naboers venner som skal overnatte og andre der vander planter og fodrer kattene. Jeg synes, det er for sært at sidde her i minus sytten grader med udsigt til den store skov uden lige at skrive herinde, at det er her, jeg er. Også selvom jeg sikkert ikke kommer til at skrive særligt meget om hverken min ringe skievner eller vejret men mere om livet generelt.

Her nordpå skal vi være i sneen, ved brændekomfuret, langs bordet med tegnesager og svenske eventyr. Vi skal være her i komplet stilhed (alt er stille, når børnene sover og ikke en vind bevæger sig) og vi skal gnave os gennem mange stakke af bøger, der venter på at blive læst.

Og jeg kan faktisk næsten ikke rumme det: Jeg kan næsten ikke rumme skønheden, og selvom jeg helst vil være her alene (roen, fordybelsen), har jeg også lyst til at dele med alle i hele verden, hvordan sneen glimter som millioner af diamanter i tusmørket. Jeg har lyst til at råbe: “SE HVOR SMUKT DER ER!”, mens jeg peger eksalteret på træerne, hvis grene hænger tungt med sne og til at snakke om de ellers altid spejle skovsøer, der nu er blevet store hvide planeter under vinterens dyne. Jeg har lyst til at fotografere det hele, hele tiden, men det kan jeg ikke, fordi jeg står med fire børn i det, og trods alt hellere bare vil være dér.

Men jeg deler det, jeg kan (hold øje med min instagram), og jeg nyder denne oase af tid, hvor vi planter fødderne dybt, mens meget andet i vores liv (arbejde, renoveringen af huset på Ærø og et par andre ting) er oppe i luften derhjemme. Jeg håber på en rytme med sne og fokus og bøger og håndarbejde, og mest af alt håber jeg på at vende udhvilet hjem med en klar fornemmelse af, hvordan vores hverdag bedst fungerer.

Og se lige udsigten fra toilettet; gangen foran værelserne og min seng i går, mens solen gik ned:

Søvnløs farvepsykose – kostaldskutyme – kønsneutralitet – ti kilo for meget (En liste med tanker #6)

Kan I huske dengang tidligere på vinteren, da jeg fem uger i træk startede hver uge med sådan et “det tænker jeg på”-indlæg?
Nå, men det glemte jeg (ligesom jeg glemmer næsten ALT andet, jeg sætter i værk herinde, så snart det er blevet etableret som en rutine. Man kan sige, at det eneste man reelt kan regne med, det er, at jeg skriver, når jeg har noget på hjerte. Men selv det vil jo altid være usikkert; for hvad så hvis jeg engang ikke skriver længere – betyder det nødvendigvis, at jeg er stoppet med at tænke?”)

Nå, men jeg gør det lige igen, det med at skrive sådan en mandagsliste, for der er et par ting, jeg vil dele med jer, og jeg får ikke tid til at udfolde hver enkelt af dem til et helt indlæg. Og det skal man måske være tilfreds med, for så meget kan man jo heller ikke holde ud at læse fra én og samme hånd…

Jeg har ligget søvnløs over farver. Ikke hele nætter og ikke uden fuldmånens indblanding, men alligevel med farver på nethinden. Det er langt fra hele vores hjem, der skal males, og det er på alle mulige måder en overskuelig opgave, men jeg er jo virkelig vild med farver, og fordi jeg pludselig fik mulighed for uden de store krumspring at gøre noget ved en del af vores vægge, gik jeg i farvetænkeboks sammen med min meget kreative veninde og min søster. Men nogle rum er sværere at male end andre, og sådan ét har vi herhjemme. Det er vores soveværelse, der driller: Vores gigantiske, nordvendte soveværelse, som skal have nyt gulv (det gamle har vandskade) og skråvinduer i løbet af de næste par uger, og som i den anledning også skal have en ny farve på væggene. En farve (eller to, rettere) som bare ikke ville åbenbare sig. Til sidst skrev jeg til den absolut dygtigste farve- og indretningskonsulent, jeg kender til, nemlig Nadia Olive Schnack. Hun kan noget med farver, som er for vildt. Hun fornemmer et rum, lys, en stemning, og hun kender farvernes dybde, skyggesider, og forstår på nærmest ophøjet vis at sammensætte det hele til noget, der bedst kan beskrives som kunst. Hun søger balance, inspiration og helhed i sit arbejde, og hende er jeg så heldig at kende en lille bitte smule fra babytiden i København, så jeg skrev til hende, og hun forbarmede sig over mit kontrære soveværelse, tænkte sig om, skrev to spørgsmål og dernæst to meget korte sætninger med farvevalg. Og hun havde sgu ret, hende farveguruen. Så det bliver de farver, naturligvis.
Resultatet deler jeg, så snart det er muligt… (den smukke blå på bagvæggen i soveværelset pt. er Farrow & Balls Stiffkey Blue, som vi også har i vores stue, og som vi elsker. Men den er svær i så stort et værelse, synes jeg).

De sidste to uger har vi startet hver morgen med at gå over til vores naboer, og hjælpe til i kostalden. Muge ud, fodre, klappe på de lodne hoveder. Jeg har næsten glemt, at det plejede at være en kamp at få børnene med ud om morgenen. Nu løber de selv ned i entreen, og tager overtøj på. De har hver deres rutine: Én leger med hunden, mens vi er på nabogården, èn fodrer køerne med wrap, én gør lidt af hvert, og én klapper dyrene uafbrudt. Jeg trækker vejret ind i vores nye rytme, læner mig op af den, og ved, at det er rigtigt for nu. Når dagen starter med en samlet, fokuseret aktivitet, går resten af den som regel også godt, og mange dage går vi en tur, når vi er færdige i stalden.

Jeg læste en bog for mine børn i aftes: Mosekonens bryg af Ib Spang Olsen. Smukke illustrationer, fin og poetisk tekst med god finurlighed og spiritualitet. Og så var der lige et afsnit om mosekonens piger, der alle sammen var søde og kære, og drengene som var nogle værre nogen, der rev haletudserne i halen og drillede dagen lang. Og om hvordan pigernes lange hår blev brugt til at si øl, mens drengene blev brugt til at slå søm i med. Og den slags gider jeg ikke læse højt for mine børn. Stereotyper, kedelige forsimplinger. Så jeg ændrede teksten, som jeg har gjort så mange gange før, og selvom mine børn efterhånden godt kan læse med, og se at der er noget, der ikke stemmer helt, vil de helst høre det, jeg siger. For der er så mange stereotyper i verden, at vi har rig lejlighed til at snakke om dem og om rummelighed, nuancer og den slags, men når vi læser en ellers kreativ og skøn lille bog, så foretrækker jeg, indimellem at slå genvej og ændre ordene en smule for at undgå “de kære, søde piger” og “slemme, frække drenge.” Mine børn er nemlig sig selv og ikke blot deres køn, og det synes jeg, er helt rigtigt.

(Uden foto – jeg har bare ikke lige ét…)

I går snakkede jeg lige kort med en nogenlunde jævnaldrende kvinde over en køledisk, og da jeg gik derfra, fik jeg  sådan kortvarigt følelsen af at være forkert – eller mindre god – fordi hun var noget mere slank end mig. Men så sagde en stemme i mit hoved (og den kunne jeg godt lide): “Din krop har båret fire børn, og ja, man kan sagtens være slank alligevel, men nu er du mor for de fire børn, og én af de ting, som bærer dig igennem de her intense år, er den chokolade, som har gjort dig ti kilo tungere end før.” Ergo er jeg for evigt taknemmelig til chokoladen, der aften efter aften giver mig følelsen af forkælelse, nydelse og ro. (Også selvom det er selvsamme chokolade, som har skubbet mig ud af alt det tøj, jeg plejede at gå i. Jeg er jo et lykkeligt menneske, alligevel.)

Men – hvad tænker I på denne mandag morgen?

Når naboskabet minder én om den nødvendige balance (en nabogård brændte i fredags)

Vinden skiftede sidst på dagen i går, og pludselig lugtede her af røg – gennem vinduet på badeværelset og i vores gårdsplads og fra det åbne vindue i køkkenet, og det var som sådan ikke mærkeligt. Det mærkelige var nok snarere, at her ikke havde lugtet før.
For fredag aften brændte den ene af to beboede længer i en meget smuk og stor landejendom fra 1830 nogle hundrede meter fra vores hjem, og det blev en aften, der var mærket af den utryghed, som den slags ødelæggelser ufravigeligt trækker med sig.
Da vi hørte om branden, løb både jeg og Kristian i mørket op og så de altædende flammer, og mens jeg nærmede mig gården, der ligger på den anden side af en lille dal bag vores nabogård, mærkede jeg en desperation og en sorg ved synet af alt det, den tog med sig. Der er noget dæmonisk over ild.
Jeg så det nedbrændte køkken og det store stråtægte tag blive løftet væk bid for bid, og jeg så det brænde videre på marken, hvor alt det ødelagte lå i store bunker. Der var brandfolk og brandsår og sod og røg og mange mennesker, og mørket var over alt, pånær der hvor flammerne endnu stod flagrende og upåvirkede af det, der var nogens hjem indtil få timer forinden.
“Men alle mennesker og husdyr er okay, ingen er kommet til skade.” Det blev vi ved med at svare, når nogen spurgte, når telefonen ringede, og igen og igen var det alt, alle fokuserede på: “Er de okay?” Og det er de. De er rystede, og de har mistet ejendele, mange ting af høj værdi og uerstattelige, men indenfor få timer havde en håndfuld mennesker tilbudt dem husly i tomme boliger på ubestemt tid, og de var blevet bespist af naboer, og havde fået termokander bragt hjem i de mørke stuer, og var blevet kørt til lægen af kærlige, bekymrede mennesker, som bor et stenkast derfra, og derfor er blandt deres nærmeste. Sådan er det, her hvor vi bor: Naboer er som familie, og således rykker vi sammen, når katastrofen rammer.
Da brandbilerne kørte ned forbi de få gårde, som ligger på vores lille strækning væk fra landevejen, reagerede alle prompte. Det er ligesom et net, der bliver spændt ud, og så kan man falde, og man bliver grebet, man bliver holdt om, varmet og bespist, og der er ingen spørgsmål eller nysgerrighed ud over: “Er I okay? – Er der noget, vi kan gøre?”

Vi gik i seng – trætte og overvældede – og da jeg slog øjnene op næste morgen, huskede jeg som det første den nedbrændte længe, og jeg huskede de forvirrede blikke og sorgen i øjnenene, og da jeg kørte forbi gården på vej mod færgen kort efter, var der stadig ild i den største af bunkerne på marken.

Men jeg havde fået ro og hvile, og mine følelser var mere afdæmpede nu, så jeg bemærkede også, at der stadig var køer på markerne og vand i de små søer, og der var lys i mange vinduer rundt omkring på gårdene, og jeg mærkede, at branden havde taget et hjem men ikke dets beboere, og at det uanset tabet er det eneste, der betyder noget i sidste ende.

Som dagen gik, blandede mine tanker om den voldsomme brand sig med mine meget nærværende tanker om vores eget hjem. For tiden tænker jeg så meget på indretning: Jeg har fået en fornyet lyst til at tage vare på vores hjem og lægge kærlig energi i de rammer, som vi bor i, og jeg kan ikke lade være med at se på billeder og overveje farver og materialer og så videre. Det kommer sig af, at vores nye studie har givet huset et nyt liv, og jeg har lyst til at sprede den samme glæde og omsorg til resten af rummene.

Men man ikke bliver lykkelig af at eje en masse ting eller have smukke vægge eller få nye gulve. Man bliver lykkelig (eller glad, i hvert fald) af at finde en balance, og det mindede branden mig om. At den glæde som jeg føler ved at indrette vores hjem smukt, er værdifuld og reel, er ikke et spørgsmål, men den kan ikke stå alene, og den skal ikke stjæle fokus fra andet og vigtigere ting – nemlig relationerne.
Livet er en øvelse i balancen mellem de forskellige ting, som spiller ind i vores skæbne, og giver os glæde og inspiration og mod og taknemmelighed. Det er en balance mellem for meget og for lidt, og det faktum stod endnu tydeligere for mig i går, da jeg lugtede røgen gennem vinduerne, og blev mindet om, at nok skal vores soveværelse males (shh! Kristian ved det ikke endnu), men det giver ingen mening, at jeg af den grund er fraværende eller udelukkende bekymrer mig om den slags lige nu.

I dag kommer syv dejlige unger her og fejrer Storm, laver mad over bål og løber ud på skattejagt med Professor Pretzel. Dét vil jeg fordybe mig i nu. Glæden, håbet.

Farver på hjernen (vi er ved at male, og jeg har været besat – kort sagt)

Der har været stille her på bloggen i nogle dage, for jeg har haft farver på hjernen, og selvom farverne optager mig, har jeg ikke villet skrive om det. Som om det ikke er vigtigt nok – måske fordi jeg har tænkt, at det helst skal være lidt  mere vigtigt, når jeg deler noget her. Eller i hvert fald noget, som man kan snakke om og tænke over, når man har læst det. Men det har jeg jo selv lige gjort – snakket om og tænkt over farver, altså.
Derudover (og det er måske i virkeligheden den vigtigste erkendelse) er farver og indretning og den slags ikke nødvendigvis hverken overfladisk eller ligegyldigt. Vores omgivelser er vigtige for vores livskvalitet, og jeg har skrevet om farverne i vores hjem tidligere.
Så selvom tidsånden i vores samfund uden tvivl (og meget tiltrængt) er til det beskedne, simple og ærlige liv, og selvom minimalismen skyller ind over min instagramkonto, og tømmer hylderne i mine skabe én for én, så er vores hjem stadig et personligt udtryk. Og man kan vælge at leve spartansk og simpelt – på 50 kvm. med tre børn og lave udgifter – eller man kan vælge et hav af andre variationer, og uanset hvad man vælger, er det vigtigt, at man vælger med hjertet, og gør sig umage. Som med alt andet.
Og det er det, jeg gør i disse dage, hvor nogle af de sidste beslutninger skal tages vedrørende netop vores rammer, som har været under en ordentlig omgang renovering.

For her bor vi på Ærø i en efterhånden ret stor ejendom, som vi har udvidet med ganske mange kvadratmeter, siden vi flyttede ind for godt to år siden, og selvom noget i mig kan længes efter det mere simple – og mindre – nyder jeg oprigtigt at have plads og luft omkring os. Jeg har brug for luft, når her er både hjemmearbejde og hjemmeskole og overnattende gæster, og vores hjem skal afspejle os som familie, og for mig betyder det, at her skal være, om ikke smukt (for smukt kræver tid og dedikation, oplever jeg) så i hvert fald dejligt. Her skal være dejligt, og dejligt for mig er i denne sammenhæng noget visuelt såvel som noget sanseligt, generelt. En følelse, en berøring, en fornemmelse af balance og inspiration.

Derfor skrev jeg tidligere på ugen til min veninde, Katrine, som er en uendeligt kreativ sjæl, og som for nogle år siden har flyttet sit fokus fra den hårdkogte modeverden til indretning. Hun indretter med sin knivskarpe intuition, og er altid opmærksom på balance. I ved; balance i relationer, arbejde/fritid og indeni hver enkelt af os. Der gik ikke mange minutter, før Katrine og jeg havde gang i en meget aktiv sms-korrespondance, som også kom til at omfatte en håndfuld telefonopkald, og i sidste ende talte op mod 200 beskeder. Det meste gik hurtigt – en del vægge skulle males, og langt de fleste gav ligesom sig selv, når vi udvekslede tanker og billeder. Én for én bestilte jeg farver, og malerne malede – det kørte som smurt.
Men der var lige én væg, som simpelthen ikke lod os få ro. Der var én væg i det musikstudie, som er ved at være færdigt på det gamle tørreloft, hvor alt er renoveret, siden håndværkerne gik i gang i september, som fik os ganske vidt omkring på farveskalaen, før vi pludselig så svaret klart. Væggen er for enden af det lange (60m2 store) nordvendte musikstudie, som har udsigt over havet. Helt dernede hvor kun den mindste smule vinterlys lander i disse uger, og hvor der derfor opstod skygge. Det hjælper ikke ligefrem, at der pt. ligger malerpap på de ellers fine parketgulve, men uanset at vi trak dem til side, var der noget, som manglede. De blågrå vægge og blå hanebjælker, som er i resten af lokalet, gjorde sig ikke godt netop på den væg, og vi besluttede, at vi ville skabe mere lys med farven.
Før svaret endelig kom 48 timer senere, havde vi haft intet mindre end to gule, én pudderfarvet, én mint, én hvid og to blå farver på væggen, men da tiøren faldt, var vi ikke længere var i tvivl: Så nu får endevæggen i studiet den samme dramatiske mørkegrønne (næsten sorte) farve som det lille tekøkken og to af væggene i mellemgangen – og hvordan kunne det være anderledes, når farven hedder Studio Green (fra Farrow & Ball).
Egentlig burde det have været klart fra starten: Jeg har altid haft den filosofi, at man skal arbejde med rummets naturlige stemning fremfor at kæmpe for at trække det i en anden retning, og derfor giver det mørke mere mening end det solgule.
For mig handler den proces om at mærke efter og give tid. Om at se hver enkelt af de forskellige muligheder for mit indre blik og lade hver idé få plads. Og pludselig var den der, og jeg var jeg pludselig ikke i tvivl længere.
Kristian? Han var bare lettet over, at vi havde truffet en beslutning…og han var helt enig, heldigvis.

Nu glæder jeg mig til at udnytte de smukke rammer til alle mulige skønne tiltag: Hvad med årstidsmarkeder for besøgende (jer der læser med måske?), hvor vi kan sælge hjemmelavet sukker og fine papirsklip og juleknas og påskepynt. Og musiksessions med musikere fra nær og fjern og med de unge, som er i forløb hos os. Måske skriveworkshops for mennesker med ord indeni og foredrag om alternative livsformer og hjemmeskoling. Hvad ved jeg? Alt muligt kan komme til at foregå i de smukke rammer, og ved I hvad – derfor er det ikke lige meget, hvordan der ser ud. Det kunne have været helt anderledes og alligevel smukt, men det er vores, og jeg tør godt stå ved, at det er vigtigt, at de omgivelser vi befinder os i, gør os glade.

Derfor måtte jeg også modsige skønne, kreative Katrine, da hun i starten af vores meget lange samtale om den der ene væg sagde, at hun nogle gange føler sig lidt overfladisk, når hun bruger tid på æstetik. For det behøver ikke være overfladisk eller ligegyldigt, særligt ikke når det kommer fra et dybt og hjerteligt sted, hvor målet er at hjælpe andre med at skabe de rammer, som de føler sig allerbedst tilpas i.

Og nu vil I garanteret gerne se billeder? Det kan jeg virkelig godt forstå. Men det er faktisk nærmest umuligt at fotografere noget som helst, når der kun er forfærdeligt skarpe maler-spots og nærved intet naturligt lys i rummet på grund af vinterskyer og korte dage. Men her er alligevel nogle af de farver, som var i spil undervejs: Den mørkegrønne (baggrund),Oval Room blue som er på bjælkerne; den lyseblå/grå (som er på alle vægge + loft i studiet med undtagelse af bagvæggen) og så nogle af de farver, som vi overvejede til bagvæggen undervejs

Vi troede først, at væggen skulle være en lys gul, men det ender i stedet med den mørkegrønne (som ses på væggen i entreen gennem døren og som farveprøve til højre for døren i studiet), men alene her på dette billede er der fem farver i spil (proces, proces, proces..)

Her er nogle af farverne på prøve i mellemgangen – og et smugkig ind i det støvede rosa toilet

Pinterest er min ven i de her situationer. Jeg eeelsker muligheden for at søge på en farve og så se den i forskelligt lys og forskellige farvesammensætninger. Se eksempelvis den grønne i spil på et smukt køkken her og kig på min iøvrigt ret inaktive Pinterest konto her, hvor jeg har en del opslagstavler over de forskellige rum her i huset.

Hvad synes I, vi skal lave af fede arrangementer i vores nye studie? Og hvad er jeres yndlings-drømmefarve?

 

Når man er sammen én voksen og ét barn, er verden lidt en anden

Kristian og jeg har besluttet, at hver af børnene skal have et døgn alene med én af os i løbet af januar (og måske igen til sommer.)

Det har vi besluttet i erkendelse af, at nogle ting når dybere ind, når der er ro og fokus.
I erkendelse af at det nogle gange kan være godt at træde ud af den daglige sammenhæng for dermed at blive set med andre øjne.
I erkendelse af at vi ikke har mulighed for at være fuldkommen nærværende med hvert eneste af vores børn (tilstrækkeligt længe) hver dag.
Vi har besluttet det ud fra en længsel efter fordybelse og balance.

Storm og Kristian tog af sted i går formiddag, og vender tilbage om nogle timer. De har været i min svigermors lille ferielejlighed i Ærøskøbing, som giver os mulighed for ubesværet at trække et døgn ud af rutinerne og tage af sted med ét af børnene.

Igennem flere dage er Storm kommet løbende med idéer til projekter, som han havde lyst til at lave med sin far, og Kristian har tilføjet nogle praktiske færdigheder til listen, som vi tror, Storm vil være glad for at få bedre styr på (hvilket fik altid snappe Storm til at kalde konceptet for et “forældre-barn-kursus”, og det hedder det så fremover – med et glimt i øjet.
Deres oppakning var bemærkelsesværdigt stor.

Det er fantastisk, hvad børn pludselig har rum til at gå ind i, når rutinerne bliver trukket lidt til side, og de oplever at blive set på en anden måde end normalt.
Jeg bliver igen og igen forbavset over, hvor let alting er, så snart jeg sidder alene med den ene af dem i en bil eller på en café – eller i sengen om aftenen, efter de andre er faldet i søvn. Pludselig virker de største bekymringer som ligegyldige bump på vejen, og dagens værste konflikter synes overflødige. Man kan alt, og kommer hinanden nær, fordi nærværet skubber uoverensstemmelserne på afstand.
Og mindre end et døgn kan sagtens gøre det – vi plejede at give en af dem fri fra børnehave og lave noget efter deres ønske en dag. Tit har vi taget dem med på skift en eftermiddag i weekenden eller set en dokumentar med én eller to af dem en aften, mens den tredje lavede noget andet med den anden forælder. Det her med et helt døgn skal ses som en del af vores livsstilsvalg – med hjemmeskole og det ansvar, der følger med.

Så Kristian og Storm har leget med Märklin-togbane og bygget Storms solcelle-julegave i snart 24 timer. De har lavet matematik (for første gang i måneder) og øvet engelsk (for første gang overhovedet) og købt ind, spist med kniv og gaffel (noget, der har trængt til lidt smørelse), og da tiden var moden, faldt de i søvn – side om side – på dobbeltsengen i det lille hus midt i den lille by.

Alt imens har jeg været herhjemme med de tre andre, og energien har været så rolig og fin. For dynamikken ændrer sig også her, når man trækker nogen fra, og uanset hvor smukt det er at være én stor, kaotisk sekstet, så er der en anden skønhed gemt i det der opstår, når melodien forandrer sig. Mine tvillinger bliver helt anderledes rolige, når de er de ældste herhjemme, og måske fordi de har to søskende, har de to aldrig indbyrdes konflikter, hvilket betyder, at det seneste døgn har været endog meget fredeligt her i huset. Vi havde besøg af vores gode venner fra Svendborg, og alle fem børn (fire tvillinger + Juno) legede godt hele eftermiddagen. Og Ilja, som aldrig rigtigt har efterspurgt legeaftaler med jævnaldrende, sad pludselig med armen på sin gode kammerats stol, og tegnede længe.

I næste uge, når Kristian og jeg har afholdt camp for de unge i vores forløb, er det Live og Iljas tur til hver for sig at have et døgn med én af deres forældre og lave noget af det, de drømmer om. Der er allerede skrevet lange lister over ønsker og planer, og Live tilføjede på sin i aftes: “Jeg vil have en voksensmoothie på Den Gamle Købmandsgaard, for jeg er blevet for stor til børnesmoothien og tarteletter til aftensmad – for så behøver vi ikke have ærterne ved siden af, bare fordi de andre ikke kan lide dem.”

Ih, hvor jeg glæder mig.

Gør I nogle gange dét? Eller – gør I noget andet? Eller drømmer I om det, men kan ikke finde tiden til det?

Genskin

Genskin

Nogle dage lyser stærkere når de er ovre
De siger godnat og gratulerer samtidig
Verdens varmeste følelse
er at vide at man var på rette sted
til rette tid
for en gangs skyld

– Trygve Skaug

 

 

Fra digtsamlingen “Ren Poesi” som en læser i Norge sendte til mig i den smukkeste pakke med det smukkeste kort sidste sommer. Den har jeg læst igen og igen.

Om nedsmeltninger og mine ti nytårsfortsæt

Jeg har brug for lige at dele med jer, at det ikke primært har været en harmonisk, instagram-gearet juletid herhjemme, for jeg bliver lidt i tvivl, om det er, hvad jeg har givet indtryk af herinde?
På mange måder synes jeg, at vi gjorde det godt med at skabe så rolige rammer som muligt i juledagene.
Men når jeg kigger tilbage over decembermåned, har der alligevel været en del på programmet, og jeg tror nok, at det var for meget? Selvom det var meget mindre, end alle andre, jeg har snakket med. Mindre, end det plejede at være.
Men hvor meget er for meget? (Eller hvor lidt, rettere?)
Bliver vi mennesker (endnu) mere sensitive, når vi er så meget i kontakt med os selv og vores behov, som vi er herhjemme? Er min familie og jeg ved at udvikle (indvikle?) os til den slags mennesker, som ikke tåler ret stort pres, eller hviler vores robusthed netop i, at vi kan mærke, når det bliver for meget? (Og er presset generelt så stort i vores samfund, at det usunde er blevet normalt?)

I hvert fald har mine unger været vildt tossede at være sammen med de seneste to uger. De har råbt og skubbet og givet op og givet slip og grædt og smeltet fuldkommen sammen (for kort derefter at hoppe af begejstring.)
Så snart vi har haft gæster, er der opstået en uro og ubalance, som jeg synes, er ubehagelig. Når det sker, kan man vitterligt ikke snakke med mine børn. Og man kan på ingen måde gennemføre et måltid med dem.
Der har været store udsving, høje råb, følsomhed.
Åh, mine børn er så følsomme. De er så følsomme og nok også så tænksomme, at verden kan være overvældende, og de er så argumenterende og reflekterede og udfordrende og kritiske, at det kan være svært at invitere mennesker tæt på, synes jeg. Hell, det kan også være svært i vores lille cirkel, når vi er alene.

Men så ser jeg dem på udebane – i samtale med en fremmed på en café eller i deres legekammeraters hjem, og ser, at hold da op hvor er de imødekommende og fine og empatiske og nuancerede. Og jeg ved godt, at det er der, jeg høster frugten, men jeg synes alligevel, det er for hårdt at være herhjemme for tiden. Vi har flere konflikter og flere svære stunder, end jeg er helt tilpas med, så det er dér, mit fokus ligger, når jeg tænker over det år som netop har taget sin begyndelse.

Derfor taler mine nytårsfortsæt ind i det fokus.
Listen udvikler sig helt sikkert året igennem. Både fordi jeg får input omkring ting, jeg vil være bedre til, men forhåbentligt også fordi noget falder på plads, så der bliver plads til nyt.

I går havde vi en dejlig dag herhjemme, forresten. En virkelig dejlig dag med en overskuelig mængde konflikter af en karakter, som ikke gør mig decideret udkørt. En dag med så mange gode stunder, at de andre røg i baggrunden. Sådan en dag hvor vi nåede en helt masse, samtidig med at vi tog os den tid, vi havde brug for. Sådan en dag som gør, at det er det hele værd.
Dem vil jeg gerne have flere af, så det skal jeg øve mig i at facilitere.

 

Mine nytårsfortsæt 2018:

1) Jeg vil bruge mere energi på de nærværende, skabende og kreative stunder med børnene og mindre på at rydde op og være på computer/telefon.

2) Jeg vil sove mere og gabe mindre (det bliver svært, hvis bloggen skal bestå side om side med hjemmelivet og mit gode ægteskab, men jeg vil prøve).

3) Jeg vil starte hver dag med at være sammen med min familie uden distraktioner. En halv times fokus kan sætte den gode ramme for resten af dagen.

4) Jeg vil være bedre til at afgrænse mig socialt. Jeg siger tit: “Nu skal vi ikke have flere aftaler resten af måneden”, og så to sekunder senere er vores kalender rød af planer. Det kommer sig blandt andet af at være barn af i et hjem, hvor der ikke altid var plads til børnene – fordi den ene var alkoholiker, og havde svært ved at rumme ret meget: Jeg glemmer fuldkommen at mærke efter i mig selv, når nogen udviser en interesse i at se mig, og bliver i stedet taknemmelig over, at de gider mig, så jeg snakker med og siger: “ja, vi skal da ses,” også selvom det fuldkommen bryder med alt, hvad min familie og jeg egentlig har behov for.

5) Jeg vil også være bedre til at sige det lige ud, hvis jeg ikke har tid til en længere snak i Brugsen. Hvis der står fire børn og verdens dejligste søster udenfor butikken og venter, for eksempel, vil jeg sige: “jeg har desværre ikke så god tid i dag.” Ikke fordi jeg ikke gerne ville snakke, hvis resten af dagen var fri, men fordi jeg for mange gange har ladet dem, der virkelig betyder noget, vente, fordi jeg liiige skulle imødekomme et eller andet uforløst behov i mig for at være venner med alle.

6) Jeg vil skrive min roman igennem (igen) og sende den til et forlag og blive færdig med den, sgu. Den bobler atter i mig som den største glæde, men jeg skriver den først, når jeg har læst Roy Jacobsens rystende smukke Hvidt Hav helt til ende (den er opfølgeren til De Usynlige; én af mine absolutte yndlingsbøger). Roy Jacobsens sprog hiver i mit hjertes dybe behov for poesi.

7)  Jeg vil genlæse Karitasbøgerne – af samme grunde som dem ovenfor.

8) Jeg vil forbruge mindre. Mindre tøj, mindre mad, færre fysiske gaver. (Få flere input i den retning hos Smilerynker).

9) Jeg vil dedikere mig dybere til vores hjemmeskoleliv og gå mere systematisk til værks i min planlægning af det. I den sammenhæng er der en håndfuld bøger, som jeg vil læse, og nogle mennesker, som jeg vil hente inspiration fra.

10) Jeg håber, at jeg kan og vil være mere udenfor. Mere have, mark, permakultur, den slags. Noget nyt spirer i mig, og det handler om at arbejde hårdt. Jeg har lyst til at arbejde hårdt – så længe det nærer mig. Når man arbejder for sig selv, føles det ikke som arbejde, men som at leve livet, og det vil jeg gøre mere af

Det var privat. Professionelt vil jeg fortsætte det gode, givende arbejde med de unge i Huset Humaidan, og jeg vil arbejde på at få flere unge ind i vores forløb, fordi det gør så stor en forskel for dem, der er med.

Jeg har en forventning om at blive bedre til de fleste af de ti punkter, og samtidig er jeg helt klar over, at jeg kommer til at have mange af dem med mig igen til næste år, fordi det er emner, som jeg ikke tror, jeg bliver færdig med på et enkelt liv. Men så længe jeg er bevidst, og tager ansvar, er alt godt

Har I nogen nytårsfortsæt/ambitioner?