Åh, nu kan jeg mærke luften under mine vinger

Snart vil jeg skrive på min bog. Den savner jeg.
Ikke den bog som jeg skrev, redigerede og afleverede med rystende hænder på et forlag tidligere på efteråret. Nej, den ligger et sted længere væk i min bevidsthed lige nu, selvom det suser i min mave, når jeg tænker på den. Men den har jeg sendt ud i verden med en bid af mit hjerte, og jeg tror, begge dele vender hele tilbage til mig. Klogere, stærkere og med en masse mod. Jeg tror på, at bogen har sin gang på jord.

Nej, det er den nye bog, jeg savner. Den, som jeg begyndte at skrive, så snart jeg havde sat det sidste punktum i den anden. Bogen om Signe.
Og selvom savnet ikke i sig selv er dårligt – jeg tror bestemt, det er en gave at have noget, man længes efter –  river det i mig efter at arbejde på den igen. Jeg vil have den foran mig, og ikke kun under huden. Jeg vil være tæt på hende og ham, mine to hovedpersoner, og skovene med de kæmpemæssige træer som omgiver stedet, hvor de lever. Jeg drømmer om leret mellem hendes hænder og musikken i rummet. Drømmer om deres tanker og ord. Der kommer sætninger til mig, når jeg med musik i ørerne går gennem gaderne med min sovende datter i barnevognen, og jeg får lyst til at sætte mig på brostenene med en notesbog og skrive med det samme. Folde billederne ud: Hvad vil de mig, de to? Hvor bevæger de sig hen? Hvem er de, inderst inde?

Og nu sker det snart: Nu nærmer sig tiden, hvor jeg kan skrive uden pause, hvor jeg kan træde ind i den verden, der også er i mig, og leve dér for en stund. For Kristian har sovet alene med Juno hver nat siden mandag, og hun er glad. Hun smiler som sædvanlig, kravler huset tyndt, og jeg tror hun har fundet ud af, at det ikke er sult, hun føler klokken 01, 03 og 05… Jeg selv har sovet uafbrudt for første gang i et år, og nu ser Juno på sin far med større interesse i dagens løb. Deres tosomhed vokser, og hendes tryghed er min frihed. Den betyder, at jeg snart kan rejse hjemmefra i et døgns tid, mens han er sammen med børnene. At jeg kan finde et sted, hvor jeg kan skrive i fred. Kun mig, ordene og måske en gåtur. Og en helt masse chokolade. Jeg letter næsten ved tanken. Og jeg vil læse; jeg savner sådan at læse. Men lige nu kan jeg ikke både og. Lige nu er der så lidt tid tilbage til mig selv, og i den tid skriver jeg. Hvis jeg en dag løber tør for ord, vil jeg læse i stedet. Og pludselig, måske ganske snart, har jeg tid til begge dele, hver dag.

Min vise veninde sagde en gang: “Det er ikke sjovt at lege gemmeleg, hvis der ikke er nogen, der leder efter dig.” På samme måde føler jeg, at aleneheden er en nødvendig kontrast til fællesskabet for at jeg skal eksistere fuldstændig.
Jeg trækker vejret dybt ind. Lyset rammer mig i ansigtet. Nu nærmer sig tiden..

Har du noget, som du længes efter at dedikere dig til?

Gå igennem livet med åbne øjne

Tiden er den mest dyrebare ressource, vi har.
Alt andet kan gradbøjes.

Vi skal ikke alle sammen bruge vores tid på samme måde. Alt kan være rigtigt; så længe det er bevidst. Jeg tror på, at vi når længst, hvis vi ser os selv i øjnene, og spørger: Laver jeg det, der gør mig glad? Er jeg den, jeg vil være?

Når jeg engang skal herfra, tror jeg, det vil glæde mig, hvis jeg har brugt min tid med dem, der betød mest. Hvis jeg har brugt min tid på at skrive, på naturen og samhørighed. Jeg ved, jeg aldrig vil fortryde, at jeg gjorde mit bedste. Jeg ved, jeg vil være stolt, hvis jeg valgte tillid fremfor frygt.

Tiden har lært mig, at jeg skal turde mærke efter og ændre kurs. At drømmene kommer af en grund. Mine drømme er ikke bolsjer, som jeg skal sutte på, til de kan gemmes i ganen. De er vejvisere, der skal gribes, ses i øjnene og leves efter. Mine drømme gør væsen af sig, rykker i mig. Og hvis jeg overhører dem for længe, tier de til sidst.

Vi har alle vores vej, hver vores rejse, men vi har det tilfælles, at tiden ikke er ubegrænset i dette liv. Det er derfor, det giver mening at tage stilling til, hvordan vi bruger den.

Jeg har en ven, som lever forskelligt fra mig. Hver eneste dag bruger han sine 24 timer anderledes, end jeg har valgt. Han sagde: “Sådan er det jo,” og jeg svarede “ja, for sådan har du prioriteret.” “Er det en prioritet?” spurgte han, og, ja, det er det. For ham er det et valg. Uanset at han gør, præcis som hans forældre, samfundet, skolen, banken forventer, er det stadig hans eget valg. Hans prioritet. Uanset at han lever, som normen dikterer, er det hans valg.

Vi føler os ikke altid frie. Indimellem er livet et fængsel, som vi har svært ved at bryde ud af. Jeg tror, vi kan bøje barerne for vinduet og komme fri, hvis vi virkelig vil.

I dag har jeg mere tid, end jeg plejer. Ilja, Live og Storm er hos deres bedsteforældre, og Kristian og jeg er blevet på øen med Juno og katten Ulrik. Her er stille. Ryddeligt. Fokus. Kristian var ude på vandet i morges. Han tog garn op med Christen, og der var sild i, men ikke så mange som håbet. Heldigvis var der også makreller, tre styks. Så de skal nok have fisk i dag. Jeg skal være sammen med Juno, og vi har taget os god tid til alting i dag. Spist morgenmad af flere omgange, været længe i bad.

Gå ikke med lukkede øjne gennem livet, hvisker jeg. Insister på at stille spørgsmål, på at tage stilling. Sådan bruger du tiden, som det er bedst for dig. Sådan bliver du lykkelig.

Mit liv var ikke altid det

Tågen svøber landet; haven og markerne ligner noget fra et eventyr, og bag skyerne langs jorden gemmer sig historier, vi ikke kender endnu. Det er formiddag, og Kristian er taget til stranden med de tre største børn. De koger æg, og rister pølser over bål, og jeg vil tro, at vores ældste, Storm, stikker tæerne i vandet, for han er vandbærer af stjernetegn og også dybt i hjertet.

Der er så meget, man kan blive rørt over på denne tid af året. Tingenes skiften er tydelig, når nogle farver træder frem, mens andre trækker sig tilbage, og jeg kommer til at tænke på de tider, som er forsvundet, og som jeg næsten havde glemt.

Mit liv var ikke altid som nu. Jeg var ikke altid glad eller fuld af tillid. Jeg vidste ikke fra starten, at jeg selv havde så stor indflydelse. Mange år har føltes som om, en dis hang over dem. Jeg har været forvirret og rodløs. Og så har det ændret sig; Indimellem pludseligt, andre gange over længere tid, og nu står jeg her, glad dybt indeni og mere rank og tillidsfuld end før. Det er helt almindeligt, vi udvikler os jo alle livet igennem, ellers var der ingen grund til at blive født. Min rejse er ikke spektakulær, men det er alligevel en lykke at være nået hertil. Jeg har lært, at det godt kan betale sig at gøre sit bedste, når det kommer til livet selv.

Jeg kan næsten glemme, at der har været år, hvor jeg tænkte, om meningen med livet var blevet væk. Om der overhovedet var en mening. Jeg kan næsten glemme, at jeg har tvivlet på kærligheden, og mest af alt tvivlet på at den kunne finde mig. Jeg har råbt af det hele, sparket fra mig, sparket døre ind. Rejst mig, løbet, løbet med lynets hast, og holdt fast i det, der var at holde fast i. Jeg har været håbløs, men aldrig uden håb; alene men ikke ensom. Jeg har rejst langt, og da jeg vendte hjem igen, tog rejsen for alvor fart.
For der var et år, hvor alting ændrede sig. Min bror blev syg, vi troede, han skulle dø, og jeg stod med ét midt i et snehvidt kaos af kitler, kemo og overvældende kærlighed. Der kom Kristian, han tog min hånd. Jeg var 23, men det føltes som om, jeg havde levet det meste af livet allerede. Jeg var en datter, endnu ingens mor, jeg var skrøbelig men fuld af kraft. Jeg var min brors søster, min søsters søster, mit eget holdepunkt. Pludselig gjorde jeg en forskel.

Det er kun for sent, hvis vi giver op.

I dag ligger tågen over landet som et slør; den trækker sit sneglespor af eftertænksomhed bag sig, og når den letter, og himlen bliver klar, siger vi tak til solen. Vi siger tak, fordi vi kender forskel. Uden mørke kender vi ikke lysets styrke.

“Mød et menneske” – mød Christen Albert Christensen

Christen stod på taget af sit skur, og plukkede pærer fra et enormt træ, da jeg kom forbi for at tage billeder den anden dag. ”Der er så mange, men de hænger meget højt,” sagde han på vej ned af stigen i træsko og overalls og med en lang frugtplukker i den ene hånd. “Men jeg vil have fat i dem.”
”Hvor skal vi tage billedet? Har du et yndlingssted?” spurgte jeg. ”Ja, derovre – på stenblokken med udsigt til vandet.”
Således. Mød Christen Albert Christensen, den dejligste nabo man kan tænke sig.

Processed with VSCO with a7 presetChristen Albert Christensen, f. 1941
Landmand, aktiv foreningsmand
Gift med Bente, to børn og elleve børnebørn

Christen og Bente sidder i køkkenet på den hvidkalkede gård, “Skoldbjerg.” Her har de boet i mere end 50 år; knap 200 meter fra Christens barndomshjem og med den samme udsigt til vandet ud for Vester Bregninge på Ærø, som han er vokset op med. Hver dag året rundt går Bente og Christen og vores fælles nabo Kirsten ned af grusvejen “Endeløs” til stranden. Og indtil for godt og en uge siden hoppede Christen hver eftermiddag ind i sit lille skur, trak i sine badeshorts – og sprang så i vandet.

“Men damerne bliver på stranden,” siger han, og griner sit lidt forsigtige grin med de stærke hænder placeret på voksdugen foran sig. “De vil hellere stå med hunden i tørvejr.”
Når Bente og Christen går hjemmefra, hænger de et skilt på døren. “Vi er på stranden”, står der. Der er noget trygt ved gentagelsen og noget smukt i tilliden til vores medmennesker.

Det er fredag, klokken er 10:30, og Bente, som oprindeligt er fra Nordjylland, sidder på sin stol i køkkenet, og våger over en plade gulerodsboller, der bager i ovnen, mens Christen har sat sig overfor mig ved bordet. Jeg ved, at når jeg siger farvel til dem begge om en times tid, så går der ikke længe, før de sover middagslur.

Hvorfor sover I til middag?
“Jeg har sovet til middag, siden jeg kom ud at tjene. Dengang var det nødvendigt, nu er det en vane. I mine unge dage stod vi op klokken fem, og malkede, og så klokken halv syv kom mælkevognen. Vi havde fyraften ved sekstiden.”

Hvor gammel var du, da du flyttede hjemmefra?
“Det var efter konfirmationen. Jeg fik et klædeskab med til mit tøj, og det blev stillet op i karlekammeret. (“Det er jo derfor, det hedder et karlekammerskab,” indskyder Bente, og ser på mig med et løftet øjenbryn), og derinde boede jeg og min husbond,” fortsætter Christen. “Han var ungkarl, og inde i huset boede hans to søskende, som han ejede gården med, men han ville helst bo ude i stalden. Og vi boede virkelig midt i stalden: Værelset var bygget ind mellem dyrene, så vi havde køer på den ene side, ungdyr på den anden og kalve bagved, og døren var så utæt, at man kunne se halerne svinge igennem den. Men min madras var af langhalm, hvilket var pragtfuldt lunt at ligge i. Den eneste gene var, at musene skramlede så meget derinde, og det var ikke altid til at sove for.”

Hvad gjorde du så?
Ja, så måtte man lige snuppe dem, og smide dem udenfor.

Hvor stort var kammeret?
Det var nok en håndfuld kvadratmeter. Sengen var to gange 170 centimeter i længden med et bræt som skillerum ved fødderne. Så lå vi, husbonden og jeg, i forlængelse med fodsålerne mod hinanden.

Du har jo levet i mange tider: Som karl på en gård, dernæst som selvstændig landmand og nu med e-mailadresse og mobiltelefon. Hvilken tid føler du, at du kommer fra?
“Jeg bekender mig til den tid, som jeg er født og opvokset i. Man kørte med heste i marken, trak køerne ind, og malkemaskinerne var primitive. Det er det, jeg husker. Traktorerne er kommet til, efter jeg var soldat, og det føles ikke som om, jeg har levet længere med traktorerne end uden. Udviklingen er gået så hurtigt, at mange af de tekniske fremskridt er lukket ned igen. Vi byggede en topmoderne kostald i 1972, men den er for længst fuldkommen passé.”

Hvad synes du om udviklingen?
“Jeg er jo nødt til at være i denne her tid, og jeg trives udmærket med det. Grundtvig skrev: “Et jævnt og muntert, virksomt liv” og jeg plejer at tilføje: “især virksomt.”

Hvad er vigtigt for et godt liv?
Man skal være tilfreds med det man har, og med det man gør, og så skal man have nogle gode naboer.

Er det simpelthen et krav, det med naboerne?
Ja, det er det da. Det er vigtigt med gode naboer, siger Christen som den største selvfølge, og så må jeg lige sætte pause på og fortælle jer en ting: Da min familie og jeg havde boet i vores hus i 48 timer, bankede det på døren, og dér stod Christen og Bente med en buket blomster og en invitation til deres guldbryllup tre måneder senere. “Kristian og Maj” stod der i kursiv indeni guldkortet, og stolte og glade satte vi et stort kryds i kalenderen. Tre måneder senere satte vi os til bords med et udpluk af de dejligste mennesker fra øen, og vi følte os meget heldige at være havnet tæt på lige netop Bente og Christen. Tænk at lande så trygt og godt på vores nye ø, omringet af så varme væsener.

Er der ikke andet, man skal bruge for at have et godt liv?
Jeg synes da egentlig, det er meget at bede om, og jeg har ikke behov for meget andet end lidt at spise, tøj på kroppen og så at leve mit liv på stedet her med Bente.

Hvorfor er stedet vigtigt?
Jeg er som en plante, der har stået længe, og hvis du fjerner mig, vil jeg aldrig trives lige så godt igen. Jeg slog rod her i 1962, fire år, før jeg mødte Bente, og det blev prakket mig på, rent ud sagt. Men jeg havde ingen planer, og på det tidspunkt havde jeg tjent i fire år på to gårde, og havde svoret, at jeg aldrig skulle være landmand. Det var simpelthen for hårdt. Landmændene arbejdede 12 timer hver dag, og havde kun fri hver anden søndag, og først efter de havde malket. Men så en dag kom svigersønnen fra gården her hen til mine forældre, de boede jo lige rundt om hjørnet, og vi sad i køkkenet, og snakkede, og det kom frem, at gården skulle sælges. “Var det ikke noget for dig?” spurgte han. “Nåå, det ved jeg ikke”, svarede jeg, men det var jo ideelt. Jorden lå udenom mine forældres, så vi kunne drive det sammen, og så blev der forhandlet, og det lykkedes at skrabe pengene sammen med mine forældres hjælp.

Hvordan føltes det?
Det tiltalte mig at have mit eget, og at skulle stable det på benene fra ny. Gården var kørt helt ned: Her var to gamle heste og nogle redskaber, som man ikke kunne bruge til noget, så jeg lånte en traktor af min morbror, og hurtigt fik jeg købt en brugt én selv og en harve og en plov, og så startede vi ellers sammen, min far og jeg. Han havde ingen traktor, men han havde en hest, så jeg harvede med traktoren, og så kørte han bagefter med hesten og såede.

Kan du nævne noget fra dit liv, som har været med til at forme dig?
Det har sat sine dybe spor, at jeg blev etableret her på ejendommen. Så havde jeg en linje at gå efter. Nu om dage er det slut med at kunne leve af de gamle ejendomme, men vi har aldrig tjent penge på andet.

Hvor meget har I selv produceret til husholdningen?
Vi har så vidt muligt været selvforsynende, og det går vi stærkt op i: At have vores egne grøntsager, æbler, æg, kød og mælk.

Har I følt jer fattige?
Nja, men et år var landbrugskonsulenten her, og han sagde, at vi ikke kunne leve for så lidt, når vi havde børn. “Der skal jo da købes bananer og sådan noget,” men jeg svarede, at gulerødder da er lige så godt.
Christen griner lidt, og jeg griner med, for jeg husker tydeligt, at Bente og Christens ene søn, Bjarne, i sin tale ved deres guldbryllup nævnte netop den historie, og jeg husker også den stolthed, han fortalte det med og de grin og den respekt, anekdoten affødte i salen. For ja, gulerødder er lige så sunde og nej, man behøver ikke bananer for at leve en god barndom. Der er en beskedenhed og nøjsomhed bag Christens ord, som min generation indimellem længes efter, tror jeg. En bekræftelse af noget vi ved dybt inde, men som vi ofte føler os bedøvet fra. Nemlig at penge ikke er lykken, kort sagt.

Hvad gjorde I, da han sagde sådan?
Jamen, han mente jo, at vi skulle ud på arbejdsmarkedet, men det ville vi ikke, og hvad gør man så? Man bliver jo stædig. Der blev lukket for alle ventiler, sparet hvor der kunne, og vi byggede kostalden om til tredive køer. Heldigvis var det dengang, priserne på alle landbrugsprodukter steg.

Var du nervøs?
Både og. Jeg overvejede ikke at droppe gården. Vi havde haft ejendommen i ti år, og der var lidt stil over det, ærligt talt. Markerne ydede mere end før, og vi havde fået nye redskaber, så det skulle han i hvert fald ikke bestemme. Men det var godt, at han var realistisk, så vi ikke risikerede at ende i hullet som den forrige ejer.

Hvad så nu?
Jeg vil fortsætte med at lave så meget, som jeg kan her på gården, men jeg føler, at det er op ad bakke efterhånden. Det sker gradvist, at jeg ikke når så meget, som jeg gjorde engang. Det er som at gå op af en stejl bakke, og man bliver mere træt, jo højere man kommer op.

Tror du på gud?
Ja, som en udefinerbar størrelse, der styrer det hele. Der er en mening med livet, og meningen med mit liv er, at jeg skal være her på stedet sammen med Bente. Jeg har aldrig følt andet.

I går ringede Kristian til Christen klokken 9. Vi var i Aarhus, og blev i tvivl, om vores kattekilling var blevet fodret lørdag af en anden bekendt eller ej. Christen svarede sin mobil fra laden, hvor han var ved at valse korn. Det larmede, og han råbte, at det ville han selvfølgelig gerne. Da vi kom hjem, var katten glad og mæt, og der stod en bakke æg på det lille bord i entréen. Sådan er Christen – og Bente, i høj grad. Store mennesker som evner at gribe det store i det små, dag efter dag.

Processed with VSCO with a7 preset

Velsignelser har mange former

I går var vi til min nieces dåb, og det var en rørende, berigende dag. Min lille niece med de klare blå øjne og det store smil blev velsignet under en intim dåbsceremoni i Møllevangskirken i Aarhus. Den nye stolte mor, smilende og som et maleri i sin grønne kjole, min uendeligt stærke bror med vand i øjenkrogene.

Kristians og mine børn er ikke døbt. Selvom vi begge er overbevist om, at der er meget mere mellem himmel og jord, end naturvidenskaben alene kan bevise, har vi ikke følt, at en traditionel dåb var rigtig for os.

Vi har igennem årene ønsket at markere alle vores børns komme overfor verden, og for de tre ældste holdt vi navnefester med fællessang og mange mennesker. Vi inviterede alle, vi kendte, skrev sange til børnene, og bagte kager i hobetal, og det var festligt, men det var ikke den rigtige løsning denne gang. Vi er et andet sted nu end for fire år siden, da vi fejrede vores tvillinger, og det ville føles forkert at trække den samme skabelon nedover to forældre, som har formet sig påny.

Derfor besluttede vi at lave en intim og personlig velsignelse af Juno, som indrammede de overbevisninger, der er så stor en del af vores liv. Vi ville synge en salme for hende, og sige nogle ord fra vores inderste – og så en dag for nogle uger siden, hvor solen skinnede, og Juno var i godt humør, spurgte vi min søster og svigerfar, som begge var på besøg, om de ville med til stranden og markere Junos ankomst i vores liv.

Kristian tog en guitar i hånden, og sammen gik vi ned til vandet, hvor bølgerne slog roligt mod sandet. Dernede tog vi på skift Juno i vores arme, og talte til hende om vores ønsker for hendes liv, og om hvilken rolle vi håbede hver især at spille undervejs. Hun lyttede, og der var en varme og et nærvær omkring vores lille cirkel, og vi stod i solen og sang den nye dåbssang, som Kristian har skrevet, og som vi også sang i kirken for Junos kusine i går.

Sangen hedder “Tak for dig”, og den handler om taknemmeligheden for det nye liv og om livets mange muligheder og håb. Det sidste vers i salmen er inspireret af min svigerindes ord om ønsket for en velsignelse af hendes datter, og på den måde føltes det som at binde en sløjfe, da vi i går sang salmen igen. Den havde bevæget sig fra den solrige dag på stranden til den fine dåb i kirken, hvor vi i en stemning af tillid og lys sammen sang for det lille, nye liv med et nyt forældrepar i centrum.

Og det var så rørende, så uendeligt stærkt og meningsfuldt: Det var alt det bedste i livet fanget i nogle afgørende øjeblikke med kærlighed, tro og håb. Og det er jo netop det, dåben, velsignelsen, ceremonien eller festen handler om: At sende varme, tro og tillid i retning af det nye menneske; at takke for den gave det er at modtage nyt liv og at håbe på en skæbne fuld af alt det, som livet rummer, når det er bedst.

Her er teksten til Kristians dåbssalme, Tak for dig, som jeg synes, siger det hele så præcist. Jeg ved, at han gerne sender noderne til alle, der har interesse i at synge den.

Du har rejst så langt
Før du landede hos os
Som et stjerneskud slog ned på vores jord
Med din egen sang
Stik imod de mange ods
Faldt du ud af himlen lige hvor vi bor
Tak for dig
Tak fordi du er her
Tak for dig
Tak fordi du er her

Du har bragt et lys
Fra de høje tinders land
Ned i dybderne hvor mørket også gror
Kærlighed og gys
Kulde varme kvinde mand
Mellem polerne er spændingen så stor
Tak for dig….

For din fod står nu
Et fortryllet stafeli
Med et lærred ligeså rent og hvidt som sne
Farverne har du
Tusind’ pensler gør dig fri
Dine tankestreger kommer til at ske
Tak for dig…..

Så nu synger vi
Og velsigner dig i kor
Hør et hav af stemmer rejser sig i dag
Som et skjold af lyd
Flammesværd af sande ord
Står vi bag dig udi hvert et hjerteslag
Tak for dig….

Jeg sad på en trappesten med sand i ansigtet

I går sad jeg på en kold trappesten midt i Aarhus, og ammede min 10 måneder gamle datter. Jeg havde ikke tøj på til det, så jeg måtte hive min uldsweater op, og min undertrøje ned. Det blæste; jeg fik sand i ansigtet, og jeg mærkede gråden i min hals. Nogle gange kan jeg næsten ikke mere. Ikke på grund af sandet eller mine kolde fingre i sig selv, men på grund af alle kompromiserne. Ikke fordi jeg har brug for medlidenhed, men fordi jeg indimellem har gjort for meget for længe.
Jeg havde troet, jeg skulle trille en tur med min sovende baby, mens jeg hørte musik i hovedtelefonerne. Jeg ville have lyttet til William Fitzsimmons og Joseph Arthur. Jeg havde troet, jeg skulle betragte byens liv på afstand med ro i mine tanker. Jeg ville have nydt duftene fra de mange caféer. Jeg havde glædet mig til den lille pause, i stedet sad jeg blottet midt i det hele med en kop kold te mellem fødderne.

Og jeg kan blive så træt, at jeg triller mod kanten af et hul fyldt med selvmedlidenhed, træthed og fortvivlelse.

Men så kom det til mig, at Kristian i samme øjeblik var på DOKK1 med vores tre ældre børn, og han havde grinet, da vi talte sammen kort forinden. De spillede air hockey, og kiggede på de mange bøger på de mange reoler, og jeg kunne dufte den frihed, som man har med lidt større børn; samspillet, de uendelige relationer, glæden ved alt det, man deler. Al den kærlighed. Al den kærlighed. Og den slags kommer kun i så rige mængder, det bliver kun godt, hvis man på vejen dertil er villig til indimellem at sætte sig på en trappesten og vikle barnet i et tæppe, kysse hendes tykke, bløde kinder og sige, at det nok skal blive godt igen. Selvom gråden presser sig på hos begge.

Jeg kan selv blive overrasket over, at jeg har fået fire børn. For jeg synes ikke, det er nemt at være mor til babyer, og alligevel fik vi en mere, efter vi havde fået tvillinger. Jeg kan selv have svært ved at forstå, at jeg turde, men det gjorde jeg, fordi jeg ved af erfaring, at pludselig kender man et vidunderligt menneske mere. Pludselig har man udvidet sin familie indefra.

De første måneder af hende den mindstes liv mærkede jeg nogle gange et mørke ånde mig i nakken. Jeg mærkede et koldt, blåt lys indeni, når jeg ikke vidste, hvornår jeg ville få et øjeblik for mig selv igen. Nogle aftener var lyset så kraftigt, at Kristian måtte trække mig ind til sig og minde mig om, at de her år med de bittesmå liv i vores varetægt blot er et åndedrag i vores eksistens.

Når jeg ser på min børneflok nu, ved jeg, at alt er, som det skal være. Jeg ånder lettet op: den yngste er snart et år, og jeg klarede det. Vi klarede det. Vi ved at lande igen.
Vi har to piger og to drenge, og jeg ved, at det er en lykke så stor, at jeg med god grund vil knibe mig selv i armen lige så længe, jeg er her. Min lykke er som en å af grinende, dansende, snakkende, hoppende smukke smukke børn, og jeg har lært alt af dem. Jeg har lært livet, mig selv og dem at kende. Jeg kender til begrænsninger, frygt, ensomhed, frustration og længsel, og jeg kender til den lyseste lykke, den klareste glæde, taknemmelighed og meningsfuldhed.

Jeg håber, at alle mødre og fædre ved, at vi andre godt er klar over, at det ér en stor opgave at være i deres sko. At de ikke er alene om at synes, det indimellem trækker tænder ud. Jeg håber, de er klar over, at vi andre også kender til deres søvnløse nætter, afmægtige dage, bekymringer og savn, men også at vi kan se deres stolthed og glæde. At et par tårer på en kold trappesten ikke er hverken et nederlag eller ensbetydende med fortrydelse, men derimod blot endnu en erfaring i et levet liv.

Mine børn er det hele værd. Det husker jeg tydeligere, efterhånden som jeg igen får tid til at mærke sig selv og mulighed for at betragte mit liv lidt på afstand. Og jeg ved, at lige om lidt har jeg siddet med blottet maveskind for allersidste gang, og så vil jeg være glad for, at jeg gjorde mit bedste nu.

 

Når turisterne rejser hjem

Vores sidste badedag i år faldt for tre uger siden. Det blæste, men vandet var ikke helt koldt endnu. Resten af året kommer vi på stranden for at kaste sten i vandet og iagttage bølger og skumsprøjt i stedet. Vi er ikke vinterbadere, men det kan vi jo nå at blive en anden gang. Der, hvor man går ned på stranden fra vores mark, lagde Kristian og børnene i sommerens løb flade sten som et gulv, man kunne sidde på, dase på, smide sine sandaler på, og nu venter vi spændt på at se, om bølgerne har taget det, når vi kommer derned næste gang. Til foråret starter vi forfra med den største naturlighed; går foroverbøjede i dyb koncentration, og samler flade sten for at trykke dem ned lige dér, hvor man først sætter sine fødder, når græsset bliver til sand.

Processed with VSCO with a9 preset

Det er en anden tid på øen nu, ligesom alle andre steder, naturligvis, men øens cyklus er alligevel særligt tydelig. Flertallet af de 250.000 årlige feriegæster kommer i sommermånederne, og når vi bare er “os selv”, er vi kun lige over 6000. Det er nu, turisterne så småt trækker væk, selvom de er blevet længere i år på grund af lave billetpriser. Selv øboerne har været indenfor de sidste par dage; man skal vænne sig til de nye temperaturer; finde overtøjet frem, overtale fingrene til at være i handsker, men så – når de indledende manøvrer er overstået – tror jeg alligevel, at mange nyder den tykke sweater og støvlerne, og der er den slags liv i byen, som jeg holder særligt af. Biblioteksbesøgende med muleposer fulde af bøger, mødre med barnevogne, borgmesteren på sin cykel i en vindjakke og paraply på bagagebæreret.

Jeg kørte hjemmefra i går morges, mens Kristian og Juno legede med klodser i stuen, og det var dejligt. Jeg nyder at fordybe mig i noget andet end familien. Vekslevirkningen er vigtig. Maj som mor og Maj som skrivende.
Jeg kørte til Ærøskøbing, hvor jeg satte mig på Den Gamle Købmandsgård og skrev. Andre gange har jeg siddet på biblioteket, men i går syntes jeg, det var rart med lidt liv i baggrunden. Espressomaskinen, musik og knirkende gulvbrædder. Ordene kom af sig selv, og jeg drak en kop varm kakao imellem linjerne.

Da vi flyttede herover, hørte vi øboerne sige, at her er dejligt om sommeren, når køen foran ishuset snor sig rundt om hjørnet, men “det er næsten endnu bedre, når her bliver stille igen.” Jeg begynder så småt at fornemme årets gang, nu hvor vi har været her to somre, og har taget hul på vores andet efterår. Jeg begynder at mærke blikket vende indad, mit fokus forstærkes, mens bladene daler mod jorden, og mørket omslutter de små veje herude på landet. Jeg nyder aktiviteterne, som stadig er her, men også den tilbagetrækning, der foregår. Vi er færre mennesker, men fårene går på markerne endnu, og køerne, og havet er uforandret: Stort og i konstant bevægelse.

Her på øen føler jeg mig langt fra meget, og tæt på mere. Langt fra min familie, byen, metrotog og kulturinstitutioner. Tæt på ligesindede, naturen, min egen inspirationskilde. Det er et stort skridt at beslutte at slå rod et sted, man kun lige er ved at lære at kende. Hverken Kristian eller jeg er vokset op på en ø, og vi har valgt et barndomsland for vores børn, som vi ikke selv kendte, før vi ankom med dem. Vi har valgt en opvækst med langt til skolen og kort til vandet. En barndom fjernt fra caféer og store legeland, men hvor alle hilser på hinanden, og buschaufføren ved, hvor man skal af. Vi har langt til meget, ja, og alligevel er vi helt tæt på meget af det, som jeg tror, er noget værd.

Processed with VSCO with a7 preset

Vokser jeres børn op i de samme rammer som jer selv? Og hvilke tanker har I gjort jer om de rammer, I lever i?

Denne stille dag i venners lag

I går gik himmel og hav i ét. Jeg så ud af vinduet, og kunne knap skelne de to fra hinanden. Havet var blågråt med hvide krusninger, fuglene fløj over markerne på den lyse baggrund. Juno og jeg åbnede døren, og så på deres store vinger, som bevægede sig så hurtigt og tilsynelandende uden anstrengelse. Som ballet. Nogle gange må man stå stille og se på dem, mens de flyver omkring imellem hinanden deroppe.

Vinduerne var dækket af regndråber. Som et spejl over en håndvask, dråber over alt. Hele verden var sløret gennem glasset, så jeg bagte boller og banankage (og opskrifterne er i bunden af indlægget her), og vi lavede kaffe, og egentlig var det sådan en dag, hvor alle helst vil være indendøre, men øboer trodser den slags uden at løfte et øjenbryn, og klokken halv fire var entreen fuld af naboer og venner, som vi havde inviteret på eftermiddagskaffe.

Vores omgangskreds på Ærø er en mangfoldig flok. De er en smuk, mangefacetteret samling mennesker. De er 6. generations øboer og tilflyttere. Håndværkere, landmænd, ufaglærte og professorer. Unge og gamle. I store biler, bybus, knallert og på hesteryg.

Hvis vi havde boet i en by, kunne vi nok være blevet en del af noget kreativt miljø-agtigt netværk. Vi kunne være en del af noget midt-trediverne-noget; en sammenhæng hvor vi talte nogenlunde ens, havde jævnaldrende børn, kunne spejle os i hinanden uden at grave for dybt. Der er noget trygt i det, vi kender.

Herovre er forskelligheden slående, og alligevel føler vi et stort slægtskab med mange. Nogle kommer fra et halvt liv i den store verden, andre har aldrig overvejet at sætte sig i en flyvemaskine. Nogle går hånd i hånd med naturen, andre betragter den på afstand. Det er godt. Det er godt, at vi ikke er ens. Vi har mange af de dybeste værdier til fælles. Vi har valgt meget af det samme trods vores forskelligheder. Jeg lærer af vores nye venners nærvær og oprigtighed. Lærer om beskedenhed og ærlighed, om at kalde ting ved deres rette navn. Jeg lærer om at spise varm mad midt på dagen og møde op til tiden, når man besøger hinanden. Jeg lærer, at man ikke behøver “brænde igennem” eller have en elevatortale klar for at gøre indtryk. Nogle af dem, der efterlader det største aftryk på mig, siger ikke så meget, men de vejrer deres ord, før de åbner munden.

I går var vores tre ældste børn hjemme hos gode venner, mens vi havde besøg, og forkølede Juno sad på arm hos os alle sammen på skift. Vi snakkede, mens regnen faldt, og vi spiste boller med smør og ost og pølse og kage, og jeg kan ikke huske, hvad vi talte om, jo, alt muligt. Som man jo gør, når man er sammen.

Processed with VSCO with j6 preset

Bolleopskrift, cirka 30 boller (kan nemt halveres – eller fryses)

en pakke økogær
en liter vand
en lille spiseskefuld salt
to-tre håndfulde revet squash
to-tre håndfulde revede gulerødder
to-tre deciliter havregryn
to-tre deciliter grovmel
Og så op med hvedemel eller sigtet speltmel indtil dejen er luftig og klæg, men ikke decideret våd

Jeg hælder det hele sammen i min røremaskine, og lader den køre i ti minutter, og jeg bager dem uden mål eller vægt, så det hele er lidt la-la. Hvis vi har “for gamle” mælkeprodukter i køleskabet, smider jeg gerne dem i (creme fraiche, fløde, kærnemælk eller græsk yogurt), og man kan snildt rive pære eller æble i og undlade squash eller gulerødder. Jeg ville fylde solsikkekerner eller nødder i, hvis mine unger var med på den idé..

Dejen hæver en times tid, og formes så til boller med to skeer (eller i hænderne med lidt ekstra mel). Efterhæver 20-60 minutter, og bages ved 210 grader i cirka et kvarter (eller til gyldne). Jeg pensler med æg eller mælk, hvis jeg husker det.

Banankagen, som altid er god, fandt jeg i sin tid opskriften på HER
Jeg halverer altid sukkermængden (til 1 dl.), tilsætter eventuelt en ekstra banan, og bager kagen i en rugbrødsform. Hvis jeg laver dobbeltportion, kommer den i en rund (23 cm) form.

“Mød et menneske” – mød Minna

Det er mandag, og det er tid til mandagsportrættet.
Jeg talt med Minna, som driver og ejer børnehaven Pippihuset her på Ærø, og som har så utroligt meget på hjerte. Hun ved besked om livet som nummer otte i en søskendeflok på ti; hun kender til at miste, og at få mere igen. Hun ved, at man bliver nødt til at satse og dernæst stole på at livet sender os det, vi skal have.

Minna Henriksen, f., 1954 som nummer otte i en søskendeflok på ti
Pædagog og ejer af børnehaven Pippihuset, Ærø
Gift med Tange, tre børn og fem børnebørn

Dér sidder Minna Henriksen ved spisebordet i det gule hus med sit sølvhår, brillerne, den karakteristiske halsklud. Der er turkise fliser over komfuret og turkise vægge bag de mange bogreoler. Information tårner sig op på spisebordet side om side med Kristeligt Dagblad og Weekendavisen, og Minnas mand, Tange, sidder ved det åbne vindue mod haven med en hjemmerullet cigaret mellem fingrene. Han ser ud over markerne, og så – pludselig – kigger de overrasket på hinanden, og skraldgriner.

“Nej, det mener du ikke, vel?!”

Det er kun sekunder siden, jeg satte mig overfor dem med min computer, og sagde: ”Jeg indleder altid et interview med at spørge, om vedkommende har været danmarksmester i noget.” Og så var det, at Minna og Tange grinede højt, indtil hun tav, og så vantro på mig.

”Ja, altså, jeg har været danmarksmester i bordtennis, – men, spørger du virkelig altid om det?”

”Nej. Men der går jo rygter om dine evner.”

”Gør der?”

Og ja, det gør der. Minna er kendt af de fleste på Ærø. Siden hun kom til øen tyve år tilbage, har hun engageret sig i politik og frivilligt arbejde, og så har hun startet børnehaven Pippihuset. Hun er sådan én, der kan hundredevis af salmer og sange på rygraden, og som synger højt og klart, og holder taler, når det skal til. Hun er en kvinde med ben i næsen, ja, og med kraft i hænderne, vel og mærke.

Så, du har været danmarksmester i bordtennis?
Ja, tilbage i 1968 og 1969.

Fortæl lige den historie
Min familie og jeg boede på landet uden for Ringe, og der skete ikke så meget, men der lå en folkeskole i nærheden. På et tidspunkt var der nogle gutter fra Ringe, der ville spille bordtennis, og de fik lov til at låne hallen på skolen, som var i gåafstand fra mit barndomshjem. Hurtigt begyndte vi børn fra området at spille, og jeg spillede og spillede og spillede. Når jeg ikke var i klubben, stod jeg med battet i hånden, og spillede bolden op af væggen derhjemme. Jeg kunne ikke lade være. På et tidspunkt fik vi et hold i 1. division i damerækken, og der var jeg. Jeg startede som ni-ti årig, og vandt danmarksmesterskabet første gang som fjortenårig og igen året efter. Jeg har også vundet DM i damedouble, i 1970 tror jeg, men så blev jeg opmærksom på drenge, og bordtennis havde ikke nær så høj prioritet længere.

Hvad synes du generelt om konkurrencer?
Jeg spiller for at vinde. Det der ”tab og vind med samme sind” ved jeg ikke, hvem der har fundet på. Det er noget forfærdeligt vrøvl. ”Tab og vind med samme sind?” Nej! Det ér da ærgerligt at stå med en sølvmedalje, den vinder man jo ikke, man taber derimod en guldmedalje. Når vi spiller kort herhjemme, vil jeg da også vinde. Jeg bliver ikke sur, hvis jeg taber i kortspil, men jeg har været vred på mig selv i bordtenniskampe. Jeg har stampet i gulvet og sagt nogle lyde, men jeg har dog aldrig smadret et bat.

Lykkes du som regel med det, du vil?
Jeg sætter mig noget for, og ja, så lykkes det som regel. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg tænker, at det skal det nok ske. Det, du tænker i dag, bliver virkeligheden i morgen. Eller, som Grundtvig sagde: ”Ordet skaber, hvad det nævner.” Hvis jeg grubler over noget, ved jeg godt inderst inde, at det nok skal løse sig. Det, der skal komme, kommer til os, og jeg kan ikke altid selv se svaret på forhånd. Jeg er kommet frem til, at det er godt at tage sig god tid til nogle beslutninger. Ofte dukker der noget op, og vi tænker: ”Det havde jeg ikke lige set komme.” Det synes jeg, er fantastisk.

Hvordan blev Pippihuset til?
Pippihuset var absolut en handling fra hjertet. Jeg kunne jo ikke forudse alle de hurdler, der ville opstå i den forbindelse, men det lykkedes, og jeg var slet ikke i tvivl om, at det skulle gøres. Jeg var 45, og kunne mærke, at jeg havde mange års arbejdsliv foran mig, og jeg var nødt til at gøre et eller andet, hvis ikke jeg skulle køre tør for brændstof. Pippihuset skulle inddrage børnene for at give dem en stemme og skabe et bedre børneliv og dermed en bedre arbejdsplads.

Hvordan er det gået dig og Pippihuset?
Jeg synes, det er lykkedes. Vi har eksisteret i sytten år, og jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, da jeg begyndte, men jeg havde i hvert fald ikke tænkt over, hvor længe børnehaven skulle være der. Jeg har lagt rigtig mange kræfter i det, og Pippihuset er mit livsværk. Der har gået mange børn i Pippihuset efterhånden, og mange af dem er jo voksne nu. Så ringer de, og vil i erhvervspraktik, og det kommer altid bag på mig, at de også har gået i Pippihuset.

Var det risikabelt at lave en børnehave?
Det var i hvert fald et kæmpe sats! Jeg lånte vildt mange penge, og når nogen spurgte: ”Er Pippihuset dit?” svarede jeg: ”Nej, det er sparekassens.” Jeg var heldig, at der var nogen, som troede på mig, og ville låne mig pengene.

Hvad er Pippihuset?
Jeg havde nogle tanker om, hvad der er et godt børneliv. Et liv, hvor ikke alt er lagt i skema, eller kører efter en snor. Mit eget liv har aldrig været firkantet, og jeg tænkte, at det måtte være muligt at skabe en ramme, der mindede om det, jeg selv forbinder med barndommensgade. Den gade findes jo ikke i virkeligheden mere, men så må vi kreere den i daginstitutionerne. Mine søskende og jeg gik hjemme med vores mor, indtil vi startede i skole, og vi mødtes hver dag med nabobørnene, og legede sammen. Vi spillede bold, og kravlede i halmstakke, eller legede kronegemme, og det var fantastisk berigende at være én af de mindste i en stor gruppe børn, der bid for bid indtog verden. Dét vil jeg gerne give børnene i Pippihuset. Følelsen af at være en del af et børneliv; at være trygge og frie.

Minna rejser sig, og de tre hunde springer, danser, med ud i haven.

“Jeg kommer selv fra en søskendeflok med et fantastisk sammenhold.Vi ses jævnligt, og det er en kæmpe hjælp at være sammen om livet. På den måde har jeg stadig en åbning til min egen barndommensgade.”

 

 

 

 

Mit liv er også, at…

Mit liv er glade børn, som leger med Duplo i timevis. Bygger baner, der går gennem stuerne, henover møbler, og er omgivet af huse, banker og maskinhaller – i Duplo. Mit liv er vores mark, og vandet for enden at den, det er langsommeligheden her på Ærø, naboerne og æbleplantagen foran huset. Det er vores lille, fine kat, Ulrik, som ruller sig på gulvtæppet, mens vi klør ham på maven.

Mit liv er Kristian, som jeg er uendeligt taknemmelig for, og vores børn, der vokser op sammen i deres indbyrdes venskaber, uenigheder og kærlighed. Mit liv er indimellem flere fravalg end tilvalg, det er sang og skrivning, larm og ro.

Men, mit liv er også meget andet end florlette hverdage og overlagte livsvalg. Mit liv er kaos, oprydning, konflikter, træthed, natteamninger, affaldssortering og sygedage. Og så er det:

* At bestille to par ens sneakers i forskellige størrelser, som begge er for små. Og gøre pakkerne klar til retur med en forloren rulle tape, mens Juno er meget sur, fordi hun vil af sted NU

* At min svigerinde rækker hen over min søster, rører ved min nakke, og spørger: “Hvad er der sket med dit hår, Maj?”, fordi jeg har fældet så meget grundet graviditet/fødsel/amning, at det ligner, jeg har en korthårsfrisure under mit lange hår (som forøvrigt er 25 centimeter kortere end for en måned siden, fordi det var grimt og tjavset grundet ovennævnte fældning)

Og: At selvsamme hår selvsamme dag er fedtet og trist at se på, fordi jeg har vasket det i håndsæbe, da jeg, selvfølgelig, har glemt at medbringe shampoo på min tur ud i verden

* At jeg altid har mindst ét barn på hoften,  OG sindssygt mange andre ting i hænderne. Som denne dag i Aarhus, hvor jeg slæber rundt på: en laptop, en halv pose bleer og – bag højre skulder – en mulepose med børnetøj, mit eget tøj og en toilettaske. Og så en baby

* At Juno er sur næsten hele tiden, når jeg tager hende med til Aarhus for at koble lidt af. At tanken om nogle forkælelsesdage med tid til at skrive om aftenen, snakke om dagen og bare slappe af, i virkeligheden bliver en balanceøvelse mellem mine egne og barnets behov, og den ene gang jeg sætter mig selv først, og køber en varm chokolade on the go, spilder jeg den mørke drik udover to skønne barnevognstæpper og min telefon, fordi Juno vil op på min arm. Faktisk kan man næsten fortryde sådan en tur, indtil man finder de helt rigtige efterårssko – og griner højt med sin familie

* At jeg den første morgen tilbage på Ærø bliver vækket kl. 5:20 af en fireårig pige i panik, som skriger “min næse løber med snot”, hvorefter vi farer ned ad trappen (med uldtæppe) for så at opdage, at hun er dækket i blod, og det samme er en hel del andet (OG mit liv er at være taknemmelig for “Vanish”, for nu er sengetøjet helt hvidt igen.)

GOD SØNDAG! Livet er fuldt at nuancer, og Kristian siger, at man skal danse sig igennem det… (Han siger det oftest, når jeg vælter ud på parkeringspladsen foran Brugsen fra det mellemste sæde i vores mega-bil med en baby og en hel del andre ting i hænderne og føler mig ALT andet end elegant)