En pause i Aarhus

Nogle gange får jeg brug for en pause, og det er ikke altid muligt, men indimellem må jeg væk og bryde med de rytmer, som opstår, når man går i det samme hver dag. Det er barslens vilkår at være tilstede i rytmerne, det er lærerigt og smukt. Og nogle gange er det til at blive svimmel af.

Derfor tog Juno og jeg færgen til Svendborg i går, og så satte vi os i vores store skrummel af en bil, og kørte gennem det oktobersmukke landskab til min fødeby, Aarhus. Juno sov næsten hele vejen, så jeg lyttede til Edward Sharpe and the Magnetic Zeros, og tænkte på den bog, jeg er ved at skrive. Altså, når jeg ikke skriver blog. Eller er mor. Eller ordner vasketøj. Eller..

Pointen er, at når der er ro til det, skriver jeg på en bog, og i går, da jeg styrede bilen gennem landet med sol overalt og blå himmel, havde jeg tid til at tænke på de mennesker, hvis skæbne, jeg skriver om. Jeg tænkte på deres arbejdende hænder, og kunne næsten mærke dem mod mine, jeg så deres øjne, og læste deres tanker. Og jeg længtes efter at skrive om dem igen.

Vel fremme tjekkede vi ind hos min bror, svigerinde og lille, smukke niece, og bar vores taske ned på det værelse, hvor vi bor, mens vi er på besøg. Vi spiste aftensmad sammen med familien, og så var Juno træt, og faldt i søvn, og jeg sad, og så på sengen, og på det sovende barn og på boligblokken overfor. Jeg kunne høre bilerne et stykke derfra, og biler kan næsten lyde som vinden i træerne eller bølgernes brusen.

Og så sad jeg der, og havde bestemt på forhånd, at jeg ville skrive hele natten. Jeg ville spise chokolade og skrive og læse bøger og falde til ro i mig selv, men i stedet lagde jeg mig til at sove med det lille menneske mod min mave, og jeg snusede til den runde hulning i hendes nakke, og faldt i søvn, og drømte om havet, og snart igen skriver jeg, det er jeg sikker på. Men ikke i aftes, dér var jeg for træt og måske var søvn alligevel det, jeg trængte aller mest til.

Min far døde, da det var tid

Om et par uger er det otte år siden, min far døde af kræft.

Der er sket meget på otte år. Jeg føler, han har været væk i størstedelen af det liv, jeg forbinder med mig selv. Han har ikke mødt mine børn eller oplevet mig og mine søskende blive rigtigt voksne. Han har ikke set min bror overleve kræften, eller været vidne til min søsters og min udvikling i årene siden. Han var her ikke, da jeg blev mor, eller da min bror blev far, eller når min søster bliver færdig som jordemoder om lidt.

Det er længe, han har været væk. Han ville være fyldt 60 i år, min mor er 55 nu, og mine søskende og jeg er 28, 30 og 34. Han døde tidligt, kan man se på tallene.

Han døde tidligt, ja, og samtidig døde han på det rigtige tidspunkt. Han var slidt ned, magien var væk, glæden forstøvet, og tilbage stod et menneske, som ikke var helt. Det var i hvert fald ikke hele min far.

Min far var nemlig historiefortæller og tegner; han var arkitekt, og fritidsarkæolog, weekendastrolog, geograf og historiker. Han var kunstmaler, skoæskeopfinder og danseglad. Han var ikke altid beruset, sløret, uforudsigelig og sur. Han var ikke altid bleg, mager og indebrændt. Nej, han plejede at være solbrun og grinende. Han plejede at have kæmpesquash i køkkenhaven, og han lærte mig at cykle.

Da han døde, efterlod han ligedele tomrum og en ny, klar luft til min mor, mine søskende og jeg. Vi åbnede vinduerne, lod ham svæve af sted i sit eget tempo, lyttede til hans yndlingsmusik, og fortalte hinanden de bedste historier om livet med ham. I månederne efter nød vi roen; det var som en stilhed efter stormen. Den døende havde fået fred, og vi åndede lettet op. Ingen spøgelser længere, ingen frygt.

Der var mange grunde til hans forfald, det er der jo altid. Leder man længe nok, har vi alle en historie, som kan forklare det meste. Leder man længe nok, vil man altid sige, “nå ja, derfor,” og i min fars tilfælde behøvede man ikke lede så længe endda. Derfor savnede jeg alligevel at have en far. Min far.

Jeg har tilgivet ham. Tilgivet, at han ikke var den, han kunne have været. At han forsvandt længe før, hans hjerte holdt op med at slå. Jeg har givet slip på vreden og skuffelsen, og husker nu mere end noget andet barndomsbillederne af ham, mine søskende og jeg. Vi danser vildt til høj musik, vinduerne ryster fra vores høje spring. Vi griller på terrassen, kælker på den lange, stejle bakke bag husene. Han ser betaget på min mor, den smukkeste kvinde.

Og nu har jeg også tilgivet mig selv. Jeg har båret rundt på skyld, og bebrejdet mig selv, at jeg var sur på ham; at jeg skældte ham ud, forlangte mere, end han gav. Nu forstår jeg, at han smed æggeskaller over alt, og det var umuligt ikke at træde på dem. Jeg tror, vi har sat os selv og hinanden fri begge to.

Der er gået otte år, og de er gået godt. Vi er glade, alle sammen. Hans familie har rejst sig, og vi har lukket solen ind: Der er lys over alt i vores liv, vi er kommet tilbage på fødderne, vi mangler ikke noget, vi holder sammen, holder af: Vi er familie. Sammen med os går han gennem livet, som et minde om et mennesker der var engang, og som vi sagde farvel til, da det var tid. Da alle trængte til fred.

Det er min far i midten; med sin sommerturban på hovedet. Sommer på Tunø. Jazzmusik, pibetobak og friske ærter hver dag. Jeg tog billedet den dag.

Jaa! Se hvem der er flyttet ind

Det startede for otte dage siden, da jeg åbnede døren ned til viktualiekælderen, og så en mus gemme sig under trappen. Jeg er ikke stolt af det, men indrømmer, at min reaktion indeholdt en tung kasse Duplo (foran døren) og et højt skrig (som fik Juno til også at skrige).

Musen blev indfanget (it wasn’t me) og sat fri. Vinduet, som den var hoppet ind af, blev lukket, og nu tør jeg næsten gå derned igen.

Samme aften sendte jeg en sms til husets tidligere ejere, som også er vores gode venner. Jeg skrev: “Vi har mus. stop. Jeg er i panik. stop. Hvad gør vi. stop.” De svarede: “Vi syntes, det hjalp, da vi fik Kitty sidste år.”

Ergo: Vi skulle have kat.

Ergo: Jeg researchede katte i nogle dage, og konklusionen blev: Find en hankat og kastrer den asap (resultatet skulle gerne være en evigt kærlig og musefangende følgesvend).

I dag, da vi alligevel var en tur på Fyn, hentede vi ham så i Svendborg (vi kunne ikke finde en hankilling her på øen, som var vant til børn), og han viste sig at komme fra et skønt hjem på landet udenfor Svendborg; sådan et sted med en ægte overdækket veranda med to hængekøjer, spisebord og afskallede spisestole, og det var en ung og smuk familie, der tog imod, og rakte os den sødeste, spindende kat, og det var lige, så englene sang, og solen skinnede (det gjorde den jo rent faktisk, det med englene må I selv finde ud af, om I er til eller ej).

Egentlig havde Storm (som har ønsket sig en kat lææænge) sagt, at den skulle hedde “Ven”, hvilket en lille smule knuser mit hjerte, fordi det er så hudløst og sødt og også ret fint, men jeg indskød alligevel, at det er nemmest at kalde på vokaler, og at jeg mente at have hørt, at katte er særligt opmærksomme på “U” og “I” (og jeg bliver totalt i tvivl, om det er sandt, nu jeg skriver det her, men det er ligemeget). Ilja udbrød “Så skal han da hedde Ugle, for det starter med U,” og det tyggede vi lidt på, men da “Ulrik” straks efter blev smidt på bordet, var alle solgt. “Ulrik Ven Humaidan”; Vores totalt lækre, silkebløde, storspindende pelsven.

Tanken var, at han kun måtte være i bryggerset, når han er indenfor (og han skal være meget ude og fange mus). Men behøver jeg sige, at da vi satte os ved spisebordet, og hørte ham miave bag døren ned til gangen, blev han hurtigt en del af selskabet?

Alle elsker ham, hands down, og han fortjener det. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Velkommen til Ærø, Ulrik.

Processed with VSCO with a9 preset

En lørdag i oktober. Venskaber og langsommelighed

 

Mine dage er som regel fyldt ud, sekund for sekund. Børn, børn børn, og så, når børnene sover, eller ikke er hjemme: skrivning, arbejde. Men i disse dage er Kristian ude og spille koncerter, og de tre store er taget over til deres bedsteforældre på den anden side af vandet, så vi har kun været Juno og jeg. Vi har siddet på gulvet sammen, spist fiskefrikadeller og rugbrød, støvsuget, danset, set på køerne på naboens mark. Vi har kigget op i trækronerne, igennem bladene og set, at alt ligner et eventyr i det mønster; papirsklip og sølverblade.

Processed with VSCO with a9 preset

Men vi har også kedet os. For det er kedeligt at være én voksen og én på ni måneder i over et døgn, og heldigvis fik vi besøg af en veninde; sådan én, som jeg kun lige rigtigt har mødt, men som jeg egentlig gik på gymnasiet med i sin tid, og hun er skøn. Vi gik en tur, og senere slog vi os ned med te i sofaen, indtil gruset på gårdspladsen gav sig, og vi så en grå bil parkere derude. “Det er Tange,” sagde jeg glad. “Ej hvor heldigt! Jeg elsker Tange!” udbrød min veninde, og vi satte os alle fire,udenfor og vi snakkede (og én, lille, spiste fiskefrikadeller) og lyset var først hvidt, senere blev det varmere, og det føltes lige præcis, som livet skal sådan en lørdag eftermiddag i oktober.

Vi talte om landbrug og Weekendavisen og om Tanges kone, Minna, som havde sendt brombærmarmelade med, og som ville lave pizzaer til ham i aften (og Tange sagde: “kom og spis hos os”, for han syntes vist, jeg så lidt sulten ud, da han nævnte pizzaerne), og så råbte Juno højt, og vi grinede, og sagde, “hva’ så, Juno?” og så udbrød Tange: “Juno, hedder hun Juno?! Juno var et cigaretmærke engang. – Et godt mærke!”

“Ej, Tange,” sagde veninden, lidt ubekvem ved sammenligningen.

“Jo! Man kunne få dem i fem-pakker, og det var skide smart.”

Nå ja, det var det da.

Da de var kørt begge to, smed Juno og jeg os i dynerne, og inden længe sov hun.

Processed with VSCO with a7 preset

Når man er helt okay med at blive ædt af et monster

image

Jeg er alene hjemme med børnene i de her dage, og det er overvejende en lidt hård tjans med fire børn til to hænder, men det har også nogle fordele. Eller, det har én fordel, og den er til gengæld rigtig dejlig: Når børnene sover, er jeg helt alene. Kun mig. Og vinden i træerne. Og fire børn ovenpå, godt nok. Men, jeg kan godt lide at være alene. Semi-alene, som det jo er. Desværre sover børnene ikke uafbrudt, og nogle aftener føles lidt som en form for kapløb op og ned af trappen, og sådan var det i går.

Nå, men så sad jeg på sengekanten for hundredefyrretyvende gang, mens den ene fireårige græd i den ene ende af sengen, og hende den mindste græd i den anden (vi sover i en kæmpe seng, som jeg lover at tage et billede af en anden dag), og jeg overvejede, hvem jeg skulle trøste først, og jeg var ærligt talt lidt presset. Presset på den der måde hvor man sidder bumstille et øjeblik, og håber, at det hele forsvinder af sig selv. I samme sekund lød der en uhyggelig lyd nede fra køkkenet, syntes jeg, og det lød faktisk som det der demogorgen-monster fra Stranger Things (som er den bedste serie, jeg har set i hundrede år, og som jeg også skriver om snart), og det kunne have været mega uhyggeligt, og jeg nåede også lige at tænke “shit!”, for jeg var den eneste voksen, og vi bor langt ude på landet  (i Danmarks fredeligste kommune, men alligevel), men jeg blev ikke rigtigt bange. Jeg tænkte derimod: fint nok hvis den æder mig, så slipper jeg for at sidde her midt imellem night terror og evighedsamninger, og pludselig var der ikke noget i verden, der var farligt længere. Pludselig var jeg slet ikke bange for noget som helst, og da lyden viste sig at være den ældste, der snakkede i søvne, og de andre efterhånden faldt til ro igen, listede jeg mega modig ned i stuen, hvor jeg fandt lidt mere chokolade, som jeg hældte i en skål, og så var alt helt lykkeligt, sådan som livet kan være det, når man er stor nok til at være alene hjemme med fire børn og spise chokolade samtidig.

Bliver I nogensinde bange i mørket? Og: Har I set Stranger Things? (!!)

Jorden har os brødet givet..

Processed with VSCO with j4 preset

Her den anden aften spiste vi solgul suppe til aftensmad. Solgul af butternut squash fra haven, og gulerødder, kartofler og krydderier fra det samme sted. Næsten alt sammen fra Kristians mark og køkkenhave, og gult som efterårssolen, der er blevet med os så længe i år, og som har givet liv til det hele. Mine børn går stadig i shorts, og jeg klarer mig endnu med de tynde sutter af sko, som jeg købte i foråret. Men nu er det på tide, at jeg finder noget ordentligt fodtøj, så det prøver jeg at sætte tid af til.

For en uge siden skrev jeg om, at jeg sjældent har lyst til at bruge lang tid på at lave mad. Det har Kristian til gengæld, så mens han lavede suppe til han og jeg og wraps til ungerne (som fik suppe til forret, men ikke rigtigt gad det), kørte de tre store på scootere foran huset, Juno sad i barnevognen, og jeg snakkede med vores naboer, som alle kom gående op fra stranden, hvor de følges ned hver dag året rundt.

Nå, men Kristian lavede den her smukke gule suppe, som smagte skønt (han fulgte for øvrigt denne opskrift – jeg synes, alle hendes opskrifter er gode – og han indskyder, at han blot tog noget suppe fra til børnene, før han puttede chilien i, og lod den koge med til sidst). Da alle var inde igen, satte vi os omkring bordet, og jeg skulle hilse og sige, at det både larmer og fylder meget, når fire børn på 7, 4 og 0 år skal spise samlet.

Når vi sidder om bordet, starter vi med en bordbøn, for det lægger en ro omkring spisningen, og skaber en opmærksomhed på nogle værdier, der er vigtige for os. Bønnen vil uden tvivl være kendt for Steiner-voksne og børn, og den lyder således:

Jorden har os brødet givet
Solen har det skænket livet
Kære Sol
Kære Jord
Takken i vort hjerte bor
Velsignet være maden

Og så dette lille vers efter maden:

Tak for maden, den var god
Den gir helse, kraft og mod

– Velbekomme

Hvis der er noget, jeg ønsker at give mine børn med videre fra deres opvækst, er det en ydmyghed overfor vores jord, og en fornemmelse af, at der findes noget, som er større end individet. At der er en mening, en sammenhæng, og at vi måske nok er atomer i noget meget stort, men at vi hver især med vores tanker, følelser og handlinger, har indflydelse på alt omkring os.

Da børnene havde spist, puttede vi dem og så satte Kristian og jeg os og spiste sammen. Bare os to. I ro og uden stress, og snakkede sammen, tænkte os om, var kærester. Han er nemlig af sted resten af ugen, hvor han spiller koncerter i hele landet, så det var ekstra vigtigt med lidt fokus og voksentid.

Har I nogen spisetids-traditioner?

Processed with VSCO with j4 preset

Jeg rydder op

Jeg er ved at rydde op. Helt i bund. Jeg sorterer, smider væk, går alt igennem. Det foregår på flere plan, men lige nu er det især i det fysiske.

Da vi flyttede ind i huset her for snart et år siden, ankom vores ting i en fuldkommen proppet, kæmpestor flyttebil OG en trailer. OG vores egen bil. Møbler, dimser, tøj, instrumenter, bøger, køkkengrej, tæpper og værktøj. Alt var der, og der var for meget af det.

Jeg kan huske, at jeg blev blufærdig, da bagsmækken på flyttebilen klappede ned, og åbenbarede de vældige mængder af alt muligt ved ankomsten til vores nye hjem, og lige dér; inden vi overhovedet havde tømt den, tænkte jeg: Hvorfor sorterede vi ikke mere fra, inden vi fyldte kasserne?

Vi havde foræret en del væk fra vejkanten dagen forinden. Reoler, dukkehuse, lamper, borde, stole, kaffemaskiner, you name it. Men slet ikke nok. Vi medbragte stadig alt for meget, og hvor kom det hele fra? Jo, det kom fra en lyst til at eje. Fra behovet for ti ens kopper og ti af en anden slags oveni. Fra en kærlighed for keramik og kunst og fra min afdøde farmors smukke hjem. Det kom fra et overforbrug og en manglende evne til at takke nej.

Men det er slut nu. Eller, snart i hvert fald. Jeg har gennemtrawlet alle kasserne på loftet, og tilbage står kun børnenes tøj, og så snart den yngste vokser ud af det, ryger sækkene videre i familien (og jeg jubler lidt hver gang.) På samme måde er den gamle stald, hvor der før stod møbler i stakkevis og kasser med alt mellem himmel og jord, næsten tom, for vi har afholdt loppemarkeder og kørt utallige læs på genbrugsstationen og i Røde Kors. Nu kan man høre sit ekko derinde. Det er en god lyd.

Jeg vil have halvtomme hylder, luft, lys og overskuelighed. Jeg vil vide, hvor vores ting er, og hvorfor vi har dem. Jeg vil aldrig igen have for meget.

Jeg nyder at være omgivet af det, der er smukt; trækker inspiration og glæde derfra, men mine ting er ikke mig, og der skal være plads til tomrum, til naturen, til os, og det er vigtigt at vide, at jeg kan leve uden. At det er mig, der ejer tingene og ikke omvendt.

Den anden dag læste jeg det HER indlæg af Majbritte Ulrikkeholm – om hvad vi efterlader os, om at rydde op og skabe ro.

Har du også for meget i skabene og på loftet? Og hvor drømmer du mest om at skabe orden?

 

Bloglovin!

Nu kan du følge min blog og få en e-mail, hver gang jeg skriver et indlæg. Bare følg linket herunder, søg efter “majmy.dk” og indtast din egen mailadresse. Tak for at du følger med!

Follow my blog with Bloglovin

Fra to til syv børn og et venskab i balance

Processed with VSCO with a7 preset

Kristian og jeg har kendt Sarah og Lasse i lidt mere end syv år. Da vi blev venner, var vi alle nybagte forældre for første gang, og når vi samledes på den ene eller den anden adresse i København, var det en ny verden for os at være sådan nogle, som var sammen med andre, der havde børn.

Årene er gået, og nu er vi elleve mennesker, når vi samles. Syv børn og de samme fire voksne. To huse og en helt masse erfaringer rigere, og mest af alt nogle mennesker med et andet fokus end dengang. Jeg tror egentlig, at det meste er blevet nemmere med tiden. Vi er mere rolige, selvom selskabet fylder og larmer rigtig meget. Og vi er mere glade, ærligt talt. Ikke fordi man bliver lykkelig af at få børn (al forskning peger jo på det modsatte), men fordi vi har taget stilling, valgt til og fra i vores liv, og fordi børnene, parforholdet, arbejdet og venskaberne har tvunget os hver især til at finde ind til vores kerne, og stå ved den. Og det klæder os, ligesom det klæder alle andre. Vi griner mere frit, taler mere ærligt, er ikke bange for så mange ting. Vi er der for hinanden og ved at vi alle gør vores bedste.

Dengang for syv år siden kunne vi nemt bruge en hel eftermiddag på at lave pizza til de voksne og fodre børnene med majs og rugbrød, og alligevel føle, at vi havde løbet meget stærkt. Vi kunne tale længe om ungerne, og om vores nye roller i livet, og heldigvis kunne vi også snakke om så meget andet. Om film og studier og om drømme og håb, men ingen af os talte om jordvarme, ejendomsskat eller havetraktorer, og ingen så meget som overvejede barn nummer tre (eller fire!) eller hvor meget hurtigere vi skulle løbe, hvis vi kom dertil. Men her er vi nu, en flok semi-voksne sprintere – og det føles rigtigt. Vi er vokset, både på den ene og den anden led og indeni og udenfor os selv, og når vi holder weekend eller ferie sammen, snakker vi stadig til klokken alt for sent, og skiftes til at stå op med ungerne og mødes søvndrukne, småblege i køkkenet næste morgen til brandvarm kaffe og havregryn ad libitum. Vi tømmer hinandens opvaskemaskiner, og trøster hinandens børn, og i fredags besøgte vi for første gang Sarah og Lasse i deres nye hus, og der blev fældet træer, spist is, leget og snakket.

Vi er blevet voksne, andet kan og vil jeg ikke påstå, og vi er travle og indimellem trætte. Men vi er fremfor alt venner, familie, mennesker som vil hinanden, og den slags samvær giver benzin til mange kilometer.

Naboens have

Mine to mellemste går i en børnehave, som hedder Pippihuset. Den ligger næsten heeelt oppe i den ene ende af 30 kilometer lange Ærø, men forældre fra hele øen kører dertil hver dag alligevel. Det gør de, fordi det er Minna, der har Pippihuset, og hun har lavet en børnehave, som kan noget særligt.

Processed with VSCO with a7 preset

Minna flyttede til øen med sin højskolemand, Tange, for omtrent tyve år siden, og et par år senere købte hun en villa i udkanten af Leby, og åbnede Pippihuset dér. Pippihuset er den slags børnehave, hvor både børn er voksne er udenfor det meste af dagen året rundt,uden at pædagogerne står og skuler i hjørnet, når det regner. I Pippihuset laver man mad over bål om onsdagen, og sprøjter med vandslanger, når solen skinner. Foran Pippihuset er der en stor legeplads med klatretræer, hængekøjer, cykler og bjælkehuse, og nede i hjørnet er der en låge, som leder ind til “naboens have”. Naboens have er en vældig, grøn have med totempæle og skurvogn, blødt græs og træer.

Processed with VSCO with a7 preset

Processed with VSCO with a10 preset

Da min familie og jeg flyttede til øen for halvandet år siden, kom vi sejlende fra en verden, hvor næsten alting er et pseudonym, hvor de fleste har et brand, og hvor et brød koster 48 kroner. Vi kom fra den kreative klasse, fra New York til København og så til Svendborg, og vi kom sejlende til Ærø, fordi vi havde behov for ro, luft, ærlighed og nærvær. Nogle uger senere startede vores børn i Pippihuset, og da jeg kom ind i naboens have første gang, tænkte jeg: “sikke et skønt navn.” Det lød poetisk; som titlen på en bog.

Og jeg synes stadig, det poetisk og fint, men sandheden er mere enkel end som så, for naboens have viste sig vitterligt at være naboens have, som Pippihuset har lånt i årevis, og det er jo derfor, den hedder sådan, som Minna sagde med let løftede øjenbryn, da jeg spurgte til navnet. Hun har boet herovre så længe efterhånden, at hun godt ved, alt ikke behøver være så kompliceret.

Nå, men i sidste uge kom der geder i naboens have, og mine børn fortalte begejstret om dyrene, da jeg hentede dem om eftermiddagen, og vi gik ned, og så på de to gumlende nyankomne, og mens vi stod dér, spurgte jeg, hvordan de var rejst fra Minna og Tanges mark til naboens have. “Minna kom kørende med den første i sin bil, og Tange kom kørende med den anden,” svarede Ilja på fire år som den største selvfølge. Jeg smilede, og nikkede, for selvfølgelig var det sådan, de kom fra den ene landsby til den anden: I Minna og Tanges biler, helt uden dikkedarer, og nu står de så i Pippihuset til glæde for alle omkring sig.

Processed with VSCO with a7 preset