Den her barsel. Min sidste

Processed with VSCO with a7 preset

Det her er den barsel, hvor jeg bor på en ø, og ikke i en by. Den barsel, hvor vi ser på køer og katte og får og hav, og hvor alt omkring os bevæger sig i en cyklus, som har været den samme i mange, mange år, og som vi ikke hverken kan eller skal rokke ved. Her er ofte så stille, at jeg også bliver stille indeni. Og det er godt.

Mange formiddage triller jeg en tur med Juno i barnevognen, når de andre børn er i børnehave og skole, og vi ser disen ligge let i horisonten for enden af det blå- eller grå- eller sorte hav. Havet skifter hele tiden farve, det vidste jeg ikke, før vi flytte ind her. Jeg havde sagt, at jeg lige så gerne ville bo ved en skov eller en mark, men havet gør noget særligt ved mig. Jeg lægger mærke til det mange gange dagligt, og trækker en ro og forankring eller en længsel og melankoli ud af det. Havet forstærker det, jeg har indeni, og det er en god ven, når man skriver.

Det her er den barsel, hvor jeg møder naboen på min gåtur, og vi snakker sammen, hvad end det er hende på 87 eller ham på 75 eller hende på 74, og det giver så god mening, det, de siger. Om arbejdet på marken, fisk der skal på frost, børnebørn som kommer på besøg.

junotur

Om nogle måneder er det planen, at Juno skal i dagpleje, og til den tid er det vinter, og jeg kan knap huske, hvordan det er, når alle skal have varmt tøj på, og man ikke sådan lige kan spise sin aftensmad i haven eller løbe i shorts ned til vandet. Men lige nu er det efterår, og alt andet end æblerne lader til at afblomstre. Svalerne er ikke længere i stalden, lyset trækker sig tilbage, luften bliver klar og kølig, og der er en magi overalt, og jeg kan godt lide det vemod, og den eftertænksomhed, som følger med. Jeg tænker på den tid, som kommer, alt det, der venter os, og jeg nyder den sidste tid af min sidste barsel, mens bladene lander på gårdspladsen, og æblerne dag for dag bliver rødere. Der er altid noget, der blomstrer.

Hvad gør efteråret ved jer? Og hvad glæder I jer til lige nu, på denne dag?

Bilvasken

2016-09-21-16-21-21Kristian er i Aarhus for at arbejde, og i aftes ringede han, og fortalte blandt andet om den kæmpemæssige parkeringsplads foran det kongrescenter, hvor han holdt oplæg, som på få minutter blev fyldt med næsten ens, sorte biler og dernæst næsten ens, mørkklædte skikkelser som med deres telefoner ved øret eller foran øjnene bevægede sig hastigt mod indgangen uden at se på himlen, eller hinanden.

Han fortalte også om Dokk1, hvor han havde parkeret sin bil i en elevator, trykket på tre knapper, og så blev den løftet væk, og parkeret langt under jorden, og jeg kom til at grine højt, fordi det alt sammen stod i skarp kontrast til vores dag herhjemme.

På Ærø er der én bilvask. I en landsby. I et gammelt mejeri. Jeg har kørt forbi tidligere bare for at se på den, fordi den er så fin, men i går besluttede min søster og jeg at køre derhen med børnene for rent faktisk at vaske bilen (for første gang i halvandet år, tror jeg?)

Netop som ungerne var hoppet ud, og jeg skulle til at køre bilen ind i vaskehallen, kom stedets ejer forbi, og da han fik øje på det ubegribeligt snavsede køretøj, greb han en vandslange, og spulede for fuld kraft.  “Ellers bliver den ikke ren alligevel,” som han sagde, mens han nikkede mod bilvaskens gab.

Der var lunt udenfor, to af ungerne havde bar mave, og som vi stod dér på pladsen foran det gamle mejeri, nød jeg, at fuglene sang lige ved siden af, og at vi stod midt imellem haver og enge, og fik vasket bil.

2016-09-21-16-15-44

Nogle gange skal der ikke så meget til, før børn taber underkæben, og det gjorde mine, da vasken satte i gang, og de kæmpemæssige børster roterede for fuld fart. “Det ligner hekse!” råbte den ene, og de stod alle sammen skiftevis forstenede og hoppende, og på et tidspunkt hev to af dem bukserne ned over numsen i ren iver over miraklet foran dem, og jeg glædede mig over, at den eneste i kø, var vores nabo, som smilede forstående.

Da vi kom hjem, støvsugede min søster og jeg bilen, og Michael Jackson skrålede “Billie Jean” fra de gamle højtalere, mens ungerne dansede vildt, og bagefter pustede min søster sæbebobler, og jeg ved ikke, hvad vi skal stille op uden hende, når hun snart rejser tilbage til Aarhus. Hun har været her i fire uger, men nu er hendes opgave næsten skrevet færdig, og der sidder en sød kæreste, som savner hende derhjemme.

Hvad jeg til gengæld ved med sikkerhed, er, at Kristian får svært ved at genkende vores bil, når vi henter ham ved færgen på fredag.

Hvornår er I sidst blevet glade over noget tilsynelandende ganske småt? (Og er jeres bil ren eller møgbeskidt?)

img_1712img_1727

Når jeg skriver, er jeg glad

image
Jeg har elsket at skrive, siden jeg var barn, og mit skriveri har antaget mange former gennem årene. Først var det noter i en lille dagbog, sidenhen stile, og som 19 årig kom jeg ind på Journalisthøjskolen i Aarhus. Der gik syv år, før jeg blev færdig med den uddannelse, og min ikke jeg kommer til at fortælle om hvorfor her en dag, men fælles for det hele er, at jeg aldrig stoppede med at fælde mine tanker ned på papir.

Jeg har arbejdet på et dameblad i København og et dagblad på Fyn; jeg har skrevet tekster til ét af de første sociale medier, da jeg boede i New York, og jeg har ghostwritet biografier og redigeret fagbøger, men senest (!) har jeg under min barsel skrevet en roman – min helt egen – og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. For nogle uger siden afleverede jeg med krydsede fingre og en stille bøn mit livs første rigtige manus til et forlag, og straks efter gik jeg i gang med at skrive et nyt. “Det kan vist ikke være anderledes,” tænkte jeg lettet, da jeg forstod, at jeg ikke kunne stoppe, nu jeg var i gang. Jeg tror, jeg kommer til at skrive bøger, til jeg dør.

Pludselig ved jeg altid, hvad jeg helst vil, når børnene sover. Pludselig går jeg rundt i en osteklokke af idéer. Jeg har fået adgang til at nedfælde hidtil ukendte skæbner, bo hvor end jeg vil og fortælle om det hele med netop de ord, der falder mig ind. Og dét ønsker jeg for alle: at de finder deres inderste drøm, og følger den. Det er dér, lykken ligger.

Men jeg nu har jeg også en blog, hvor jeg vil nyde at skrive fremover. Det er noget, jeg har taget tilløb til i flere år; Jeg har sågar haft samme webadresse før, men jeg lukkede siden, næsten før den kom i gang. Jeg var i tvivl, om jeg havde nok på hjerte. Og om nogen vil læse med. Sådan har jeg det ikke mere. Nu kan jeg ikke lade være, og jeg vil skrive herinde, når romanen og børnene tillader det, men kun når jeg har noget på hjerte. Jeg lover ikke at skrive bare for at skrive, og derfor bliver det heller ikke de to indlæg om dagen, som enhver seriøs blogger ellers sigter efter. Så meget spændende har jeg ikke at bidrage med. Og der er jo også romanen, som sagt…

Har I noget, I elsker at bruge tid på? Noget, som tænder et lys dybt inde?

Aftensmad. Skal man det?

I går spiste vi aftensmad på trappestenen foran huset, min søster, ungerne og jeg. Rugbrødsmadder med torskerogn og remoulade og gulerødder, og jeg syntes, det var helt perfekt. Det var den smukkeste aften med lav sol og frisk luft, og jeg elsker den slags mad. Ingen forberedelsestid, ingen oprydning. Glade unger, som løber rundt og leger, mens de spiser, mætte børn, afslappet mor (og moster).

Hvis jeg boede alene, ville jeg spise brød med pesto og ost hver dag. Jeg ville aldrig i mit liv lave en gryderet eller noget ovnstegt til mig selv, og jeg ville ikke savne det. Jeg er mest til fingermad, og dessert. Og chokolade. Og friskfanget fisk med hjemmelavede pomfritter, men det er en anden sag.

Engang brugte Kristian og jeg mega lang tid på at lave mad hver dag. Eller faktisk var det altid ham, der lavede maden, og så var jeg sammen med ungerne imens. Så en dag blev vi enige om, at det måske ikke var hensigtsmæssigt at bruge flere timer på madlavning dagligt, når man har små børn, som man også gerne vil være sammen med.

Nu spiser vi tit rugbrødsmadder eller wraps eller noget i den retning, og hurra for det.

Ja, det er kvalitetstid at lave mad, hvis man nyder det. Ja, mad er en del af livet, og det skal være sundt og godt. Men det behøver ikke svine megameget eller tage hundrede år at tilberede for at leve op til de krav. Hvis du spørger mig, altså. Kristian er ikke ubetinget enig. Det er derfor, vi stadig får friskfangede fladfisk med hjemmelavede pomfritter og alt muligt grønt fra hans køkkenhave ret ofte, og det er, hvad man kalder en gylden middelvej.

 

Hvad spiser I til aftensmad? Og hvor lang tid bruger I på det?

 

Velkommen hertil

Hej,
Jeg havde ærligt talt overvejet slet ikke at skrive et første indlæg på min blog, og i stedet begynde midt i det hele og lade som ingenting. For det er jo ikke sådan til at sige, hvem jeg er, eller hvorfor du skal læse med, og mon ikke svaret kommer af sig selv. Det plejer det jo at gøre, når noget er meningen.
Jeg har på fornemmelsen, at den her blog blandt andet kommer til at handle om at være modig og om at se sine drømme i øjnene, og jeg ved, at jeg vil skrive om at prioritere det, der gør os glade indeni, for jeg tror på, at tiden er vores mest dyrebare ressource.
Jeg kommer også til at skrive om at skrive, om at læse og om at se, og jeg vil dele tanker fra mit øliv med en helt masse børn. Men uanset hvad kan jeg alligevel ikke forudse, hvad der vil ske. Og det er noget af det gode ved livet: at vi ikke ved, hvad vi har i vente.
Det, jeg ved, er, at ved min side står min mand, som plejede at være min kæreste, og som jeg stadig er forelsket i, når jeg får fem minutters ro til at trække vejret dybt ind og mærke, at her er vi, han og jeg, midt i alle de nuancer som livet består af, og vi har det godt. Jeg tror, alle mennesker rummer et potentiale til at have det godt.
Så, velkommen til. Jeg håber, du kommer igen en anden dag.allefire