MODBØLGEN #6

Jeg har kendt Charlotte igennem et fælles forældreforum i snart et årti. Vi har skrevet om mange af de samme ting og haft en del fælles interesser. Og pludselig boede vi på hver vores ø: Hun på Christiansø – det østligste punkt i Danmark – og jeg her, på Ærø. Med hver vores børneflok på fire styks og på hver vores rejse gennem livet. En dag skrev Charlotte til mig i en tråd på facebook: “Jeg kan ikke forstå, hvordan Ærøboer føler, at I kender hinanden, når I er så mange?”

Læs Charlottes fortælling om, hvordan hendes familie endte på Christiansø, hor de udgør seks procent af befolkningen:

Navn og alder: Charlotte, 40 år

Hvad er det modigste du har gjort? For fire år siden tog min familie og jeg en beslutning om at flytte langt øst på. Faktisk så langt øst på som man kan komme i Danmark. Vi søgte en stilling på Christiansø, og for os var det en vild og stor beslutning. Vi anede ikke, hvad vi gik ind til; om børnene kunne trives med det, om vi selv kunne trives med det. Vi boede meget tæt på begge hold bedsteforældre, så vi var vant til at være en del af hinandens hverdag, og delte tit overvejelser med hinanden. Men den her beslutning holdt vi for os selv, indtil det hele var afgjort. Vi vidste, at bedsteforældrene ikke ville juble over det, så vi havde brug for at mærke efter hos os selv – hvad havde VI lyst til? Hvordan mente VI, at vores fremtid skulle se ud? Hvad troede VI, ville være bedst for VORES familie? Vi kunne mærke, at hvis vi ikke i det mindste søgte stillingen, så ville vi fortryde senere, at vi ikke gav det en chance. Vi kunne jo altid springe fra senere, hvis vi overhovedet blev kaldt til samtale.

Hvorfor krævede det mod? Det krævede mod, fordi vi ikke havde nogen mulighed for helt at forberede os på, hvilke konsekvenser det ville få for familien. Vi havde en fornemmelse af, at det ville være godt, men vi var virkelig ude i at, “det her måtte briste eller bære”. Det var jo ikke “bare” at flytte til en anden landsdel. Ingen af os havde været på Christiansø siden 7. klasse, hvilket vi ærligt talt ikke huskede ret meget af. Og hvem ved overhovedet, om familien kan trives i et lille ø-samfund med under 100 indbyggere, et sted hvor især vinden bestemmer, om der er sejlads? På det tidspunkt havde jeg tit ét bestemt citat i tankerne: “At turde, er at miste fodfæste for en tid. Ikke at turde, er at miste sig selv.” Som familie var vi et sted, hvor vi trængte til, at der skulle ske noget nyt. Vi havde få måneder forinden sat vores selvbyggede hus til salg. Vi troede, vi skulle flytte til nabobyen. Ikke et kæmpe ryk, men det ville være godt for os på flere områder. Og så kom det her stillingsopslag, og jo mere vi snakkede, og læste om øen, jo mere fik vi lyst til at hoppe ud af hamsterhjulet og prøve at få lidt mere ro på hverdagen. Så stillingen blev søgt, samtalerne overstået og efter at have været til samtale på øen, var tvivlen væk. Det var det, vi skulle på det tidspunkt i vores liv. Vi flyttede i august 2013.
Hvad var din største tvivl? Om vi kunne trives med det. Om vi ville få ø-kuller. Ikke kun os voksne, men også børnene. Og ikke kun mens de boede hjemme, men også når de i 8 klasse skulle flytte hjemmefra, fordi skolen ikke går længere. Hvordan ville forholdet til bedsteforældrene, resten af familien og vennerne klare det? Ville vi kunne finde ud af at være så meget sammen som familie, når vi var vant til at være væk fra hinanden fra morgen til eftermiddag? Selvom de voksne er på arbejde herovre, kan børnene altid lige kigge forbi, og i frokostpausen kommer alle hjem, og spiser.
Hvad fik jer til at gøre det? Min mand var selvstændig murer, jeg var nattevagt på et plejehjem, og vi har fire børn. Vi var hele tiden på vej til det næste, for at kunne følge med i job og fritidsaktiviteter, og jeg var ret engageret i gymnastikforeningen. Der var hele tiden planlægning, hvem gør hvad, hvornår har vi brug for hjælp for at enderne kan nå sammen, er det barnepige eller bedsteforældre der skal spørges? Hele tiden videre videre videre. Aldrig rigtig tid til at stoppe op og nyde nuet, hinanden og børnene. Vi trængte til at stoppe op og få mere tid til hinanden. Vi håbede, at roen på øen kunne give mere ro i familien.
Hvordan har du det med beslutningen nu? Der er ingen tvivl om, at det var den helt rigtige beslutning for os, at vi flyttede. Vi har travlt, meget mere travlt end vi havde forestillet os, men langt hen ad vejen er det med ting, som vi vælger til, og som er gode for os. Jeg er begyndt at vinterbade, hvilket jeg ALDRIG havde forestillet mig, men jeg nyder sammenholdet i vores lille vinterbadeklub. Vi har fået udvidet vores horisont, hvilket jo altid er godt. Da vi ikke er så mange mennesker på øen, bliver man mere åben overfor folk, som man måske ikke umiddelbart troede, at man havde ret meget til fælles med. På den konto har vi fået nye gode venner, som vi sætter stor pris på at være sammen med.
Hvornår er du modig i hverdagen? Er jeg modig? Hvad er modig? Jeg synes, det er svært at finde de der steder i hverdagen, hvor jeg er modig. Jeg synes, at jeg var vildt modig, da jeg begyndte at vinterbade. Når jeg om vinteren gik over til badebroen, og gik i det meget kolde vand sammen med de andre.
Om sommeren synes jeg stadig, at jeg er modig, når jeg har en guidning. Kan jeg fange de besøgende, får de noget ud af mine fortællinger, får de lyst til at komme igen?
Jeg er modig, når jeg går imod fagpersoner, og forsvarer mine børn. Jeg er ikke vild med konflikter, men jeg er nødt til at være mine børns advokat, og det kan godt være svært for mig. Men jeg øver mig, og bliver bedre og bedre til at være løvemor.
Hvad håber du på at have mod til at gøre en dag? Jeg håber, at jeg en dag er ligeglad med hvad andre tænker. Min ene dreng har autisme, og jeg har i mange år kunnet mærke folks øjne og tanker, når han fik en nedsmeltning på et offentligt sted. Så bliver jeg påvirket af andre folk i stedet for at lytte til min egen intuition om, hvad der er bedst at gøre i situationen. Jeg bliver hele tiden bedre, men de mange år, hvor folk mente, at det var opdragelsen, der var problemet sidder stadig i mig.

Hvad tænker I om et leve på en lille bitte ø? Ville I kunne bo der, og hvad skulle der til, før det blev muligt?

MODBØLGEN #5

 Siff skrev til mig, at hun gerne vil dele sin historie om mod: For to år siden sprang hun ud på dybt vand, da hun droppede sit job, og satsede på en karriere som billedkunstner. Helt uden uddannelse, helt uden et netværk indenfor den verden.
Jeg kender alt til behovet for at udtrykke sig gennem kunsten. Den indre længsel, som er så stærk, at man må gøre det – må give det alt sit bedste.
Og det gør Siff i høj grad: Hun giver kunsten alt, hun kan, og hun gør det, velvidende at man aldrig er bedre end sit seneste værk, sin seneste udstilling.
Læs om Siffs modige spring og om den medvind, som hun har mødt undervejs:
Navn og alder: Siff, 38
Hvad er det modigste, du har gjort? Noget af det modigste og vigtigste, jeg har gjort, er at beslutte mig for at leve af at være billedkunstner. Helt uden at være uddannet på noget Kunstakademi og helt uden nogen særlig erfaring eller netværk fra branchen. Det føltes virkelig som et stort spring.
Hvorfor krævede det mod? Det krævede mod, fordi jeg ikke havde andet end drømmen om at leve et liv fyldt med kunst at forholde mig til. Jeg anede i virkeligheden ikke, hvor jeg skulle starte. Som mor til to havde jeg heller ikke kun mig selv at tænke på: Det modige består ikke kun i selve det at springe ud som selvstændig med en usikker økonomi som følge. Det virkeligt svære, og derfor det mest krævende, er at prøve at leve af det, jeg elsker allermest – at male. Dengang det var en drøm, som lå ude i fremtiden, var risikoen for at fejle også fjern. Nu er den pludselig nærværende, hver dag. Hvis jeg ikke lykkes med at male de billeder, jeg gerne vil, og der ikke er nok, som vil købe dem, er det ikke blot et spørgsmål om at finde noget andet at leve af. Nej, så er det min største drøm, og alt hvad jeg er, der “ikke dur”. Det er enormt sårbart. Fordi kunst er så meget en del af én selv, og fordi mine billeder er et dybt personligt udtryk, gør muligheden for afvisning mig ret sårbar.
Det kræver også mod at gør noget, som i omgivelsernes øjne kan virke uforståeligt. Man skal forberede sig på mange forskellige reaktioner. Af én eller anden grund bliver nogle mennesker provokerede, når andre vælger en anderledes vej. Og at vælge at være kunstner, kan virke som et både dumt og egoistisk selvrealiseringsprojekt. Det kan være svært at forsvare, både overfor mine omgivelser, men i virkeligheden mest overfor mig selv.
Hvornår har du været i tvivl? Min største tvivl var, hvordan jeg rent praktisk skulle gribe livet som selvstændig an. Alt det lavpraktiske som følger med. Det er også stadig noget af det, der driller. At lave en fed hjemmeside? At lave momsregnskab? At nå ud til mine kunder? Sammensætte en udstilling? Der er så mange kasketter, og jeg kan stadig komme i tvivl, om jeg nogensinde lærer at mestre især de markedsføringsmæssige aspekter. Og hvis ikke – vil det så taget livet af mit projekt?
Hvad fik dig til at turde gøre det? Helt praktisk, så var jeg, i forbindelse med en sygemelding efter et trafikuheld, i tre måneders praktik på et galleri. Her følte jeg, at jeg endelig var kommet hjem. Det var en kæmpe øjenåbner, og kort efter traf jeg beslutningen.
Hvorfor turde du pludselig? I virkeligheden handlede det ikke kun om at være modig. Det handlede også om at være bange.  Jeg var angst for at spilde mere af mit liv med noget, der ikke gør mig glad. Jeg var bange for at dø (ja sgu!) uden at kunne sige til mig selv: “jeg prøvede!”. Jeg var bange for, hvad der ville ske med mig, hvis jeg ikke omsider fandt modet til at følge mit hjerte. Hvem ville jeg blive som mor, som kæreste og menneske?
Hvad krævede det at tage springet? Jeg havde ikke kunne springe ud i det her liv, uden opsparing og sikkerhedsnet, hvis ikke vi havde været mere end én voksen på mit hold. Min mand har støttet mig hele vejen, og var med på at vi (to voksne og to børn ) i en periode skulle leve af hans løn. Han er pædagog, så det er bestemt ikke, fordi vi lever fedt. Vi flyttede fra en dyr lejebolig til noget mindre og billigere. Vi går på kompromis med både det daglige forbrug (som er skåret ind til benet), og med større ting som ferier og restaurantbesøg (som bare er skåret helt fra).
Vi har et godt netværk, som er positive omkring vores livsvalg. Èn af de vigtigste er alletiders mormor, som sørger for ekstra forkælelse til vores børn, så de stadig kommer på ture, og får en masse af de oplevelser, som koster penge. Og så har vi besluttet, at de vigtigste værdier i vores familie er at vi har tid sammen. At jeg er her, når børnene kommer hjem. At der er nærvær i vores fælles liv. Ikke om vi kan komme på skiferie. Det husker jeg på når jeg (igen) må sige nej til børnene omkring noget materielt. (De er forøvrigt mega seje, og støttende, mine unger).
Hvordan har du det med beslutningen nu? Jeg har ikke et sekund fortrudt min beslutning. Der brænder en lille, sejlivet flamme i mig. Den flamme er min tro på, at jeg er, og skal være, kunstner. Jeg ved ikke, hvor den kommer fra, men den er der, og får mig til stadig at tro på mit projekt, også når det går op ad bakke. Og jo, jeg har dage, hvor jeg tvivler. Men tvivlen får aldrig rigtig bidt sig fast. Selvom jeg kun lige er begyndt det her liv, er der sket så meget på de to år, som bekræfter mig i mit valg.
Hvornår er du modig i hverdagen? Det er jeg generelt ikke. Jeg føler mig som alt andet end et modigt menneske. Men som selvstændig må man jo sende sit produkt ud i verden uden vished for, hvordan det bliver modtaget. Jeg sender uanede mængder mails afsted til kunstforeninger, og der er mange afslag imellem. Dét er vel en slags mod – man ruster sig, og bliver ved på trods af “nej’erne” , fordi “ja’erne” er det hele værd. Og heldigvis ER der jo masser af “ja’er også.
Har du et (modigt) forbillede? Mit forbillede er min stærke mor, fordi hun har lært mig ikke at være autoritetstro. Hun har lært mig værdien af at stå fast på egne værdier og idealer. Hun har lært mig at være modig nok til at turde den ensomhed der kan følge med, når man insisterer på sin egen vej. I mine øjne er integritet vigtigere end popularitet.  Jeg finder også forbilleder i billedkunstens verden. F.eks. Anne Juul Christoffersen, som er en nutidig kvindelig dansk billedkunstner, der som autodidakt har formået at kæmpe sig til tops på den danske kunstscene. Dét er inspirerende.
Hvad håber du på nu? Jeg håber på at få mod til at slippe tvivlen på mine egne evner og turde tro på, at mit bidrag til verden har en værdi.
Hvis I vil se Siffs kunst, kan I kigge med på hendes facebook
Er der mon nogen af jer, der kender det, Siff beskriver? Og som har lyst til at tage sammen spring?
(Og wow – jeg synes, hendes billeder er gode!)

MODBØLGEN #4

Pia læser med på min blog, og ofte kommenterer hun. Jeg bliver altid glad, når jeg ser, at der er en kommentar fra hende. For hendes ord er reflekterede, afbalancerede, fine, derfor glædede det mig også at høre fra hende, da jeg startede min serie om mod. Pia skrev, at hun gerne ville dele sin historie om ikke at føle sig modig. Hun havde lyst til at fortælle om mod med omvendt fortegn.

Jeg læste Pias historie med kuldegysninger på armene, fordi jeg så tydeligt kan mærke det fine menneske bag ordene. Og fordi jeg synes, hun er så modig, hende Pia. Både i at hun deler sin frygt, men også i høj grad i de modige livsvalg, som hun har truffet undervejs.

Tag godt imod Pias historie om mod og om nogle gange ikke at turde ret meget, måske.

Navn og alder: Pia, 43

Hvad er mod? Mod er, når jeg går efter det, jeg vil, selvom det betyder, at jeg – med mere eller mindre frygt og usikkerhed – skal rykke mig ud af min comfort zone. Jeg tror, vi alle sammen øver os i at være modige på det plan, hvor vi føler os mest hjemme. Det kan være handlingsplanet, det fysiske plan, det følelsesmæssige, det relationelle plan osv. Jeg kender en del mennesker, som er mere optagede af det fysiske, end jeg er. De kunne måske foreslå, at vi skulle prøve vores mod af ved at springe ud med faldskærm. For mig ville det ikke være reelt mod. Det ville bare være dumdristigt. Jeg har ikke lyst til at spilde mine kræfter på mod, når der ikke er én eller anden form for lyst, nysgerrighed eller drivkraft involveret. Jeg siger ikke, at elastikspring ikke kan være godt eller måske ligefrem bevidsthedsudvidende for nogen, jeg siger bare, at hvis jeg selv gjorde det, ville det kun være for at kunne prale af at have gjort det. Så vil jeg hellere bruge kræfterne på at gøre noget af det, jeg virkelig brænder for, og har lyst – men ikke mod nok – til.

Hvad ville du ønske, du havde mod til? Jeg drømmer om at turde lade min lyst til at få erfaringer være mere styrende end min angst for at fejle. Jeg har tendens til at lade det mentale (dvs. alle mulige andres erfaringer og råd) være det, der bestemmer, hvad jeg skal spise, fremfor min egen fornemmelse og erfaring. Jeg kan læse, at gluten ikke er godt og så være bange for at fejle ved at spise gluten i stedet for at mærke efter i min krop, hvilken kost der er bedst for mig. Det kan også være, jeg har lyst til at lege med farver eller gå til mavedans. Hverken for at blive maler eller mavedanser, men for at have prøvet mavedans og maling. Det kan også være frygten for at udtrykke min mening, selvom jeg forventer, at den ikke bliver godt modtaget. Eller sælge bilen og købe el-cykler til hele familien i stedet. Ubetinget succes er ikke målet, men derimod at få så mange erfaringer som muligt med ting, som tiltaler mig.
Hvorfor kræver det mod? Fordi jeg er så bange for at fejle. Jeg er så pokkers bange for at gøre noget forkert, at jeg nogle gange bliver helt handlingslammet. Og det er jo ret dumt. Ikke dumt på nu-må-jeg-hellere-slå-mig-selv-i-hovedet måden. Mere på sådan en lidt trist måde. Det er bare spild af liv.
Det handler bl.a. om, at jeg er bange for at gøre noget, jeg fortryder. Noget, der vil have en fatal dårlig konsekvens i mit liv.  Det handler også om, at jeg er bange for at træde andre over tæerne – såre dem, fornærme dem. Derfor holder jeg mig tit i min komfortable zone. Ganske enkelt fordi jeg er nervøs for at volde skade på mig selv eller andre. Hellere sidde helt stille i et hjørne som bænkevarmer end at træde ud på dansegulvet, hvor man jo – nå ja – kan træde andre over tæerne i sin udfoldelse.
Er du modig i andre sammenhænge? Jeg er vist efterhånden forholdsvis modig, når det kommer til at stå ved min særheder. Det startede lige efter konfirmationsalderen, hvor jeg farvede mit taljelange lyse hår i en farvenuance, som min onkel meget præcist beskrev som trykimprægneret. Det mørkegrønne hår fik følgeskab af alt for store herrejakker fra genbrugsbutikker – påsat en badge med teksten “Improve your image – be seen with me”. Jeg var selvfølgelig lige så usikker på mig selv og mit udseende som enhver anden teenager, så teksten skulle selvsagt ikke opfattes alvorligt, men det blev den. Jeg blev derfor set skævt til i folkeskolen, og både jævnaldrende og voksne kom uopfordret hen til mig og kommenterede negativt på mit tøjvalg. Men jeg var for det meste ret ligeglad, og legede videre med mit udseende.
Jeg var også modig, da jeg lige inden, jeg skulle starte på et drømmejob, ringede til min (måske) kommende chef og fortalte ham, at jeg var gravid. I det kvarter der gik, fra han afsluttede samtalen med: “Det må jeg lige tænke over”, til han ringede mig op igen, var jeg hundeangst. Heldigvis var hans melding, at jeg fint kunne starte, selvom jeg var gravid. Jeg var modig igen cirka halvandet år efter, da jeg skulle starte på jobbet efter min barsel og bad om at arbejde på nedsat tid. Mere præcist 20 timer om ugen på et reklamebureau. Da jeg luftede tanken for andre i mit netværk, sagde de fleste: “Det kommer aldrig til at ske i den branche. Hvis du beder om det, bliver du sikkert bare fyret.” Der var faktisk absolut ingen, der aktivt bakkede mig op. Så jeg gik ind til min chef med en blanding af nervøsitet og skråsikkerhed, og gik derfra med aftalen om at arbejde på halv tid. Plus en lønforhøjelse.
Efter et par år kaldte andre mig modig (de mente vist dum), da jeg sagde jobbet op, inden vi skulle have barn nummer to. Jeg var egentlig glad for jobbet og mine kollegaer, så det var på ingen måde fornuftigt i gængs forstand. Der var også en del, der rystede på hovedet over min timing, og spurgte mig, hvorfor jeg dog ikke bare beholdt jobbet og ventede med at sige op, til jeg havde været på barsel. Men hele mit system sendte signaler om, at jeg havde brug for en graviditet, hvor jeg ikke var stresset, og så føltes det faktisk heller ikke fair overfor verdens bedste chef, som jo havde ansat mig, da jeg var gravid. Så jeg sagde jobbet op 1. december og fandt ud af, at jeg var gravid midt i januar. Helt perfekt på sin uperfekte måde. Ni måneder efter fødte jeg den mest milde, rolige og glade dreng.
Har du et (modigt) forbillede?
Ét af mine modige forbilleder er min søn på 13 år. Jeg oplever ham som modig, når jeg ser, hvordan han mange gange står ved, hvem han er, og hvad han vil. Ikke på en dramatisk eller demonstrativ måde. Mere som en selvfølgelighed. Da han var tre år, tegnede han en figur, som havde kæmpestore og knaldrøde armmuskler. “Ham her… han hedder Doctor Der Wii. Han har mod og devildeste kræfter”, sagde han. Jeg har gemt tegningen og kigger på den, når jeg har brug for at mærke mod og kraft.
 
Kender I den; frygten for at gøre noget, som andre bliver trætte af, provokerede over eller sure på?
Og kender I følelsen af, at man spilder sin tid, når man lader frygten diktere ens handlinger gennem livet?
Hvad har I lyst til at sige til Pia, som så modigt deler sin historie her?

MODBØLGEN #3

For en måned siden fik jeg den fineste mail fra Jeanette, som skrev, at hun følger min blog. Og at hun voksede op på Thurø udenfor Svendborg – og gik i folkeskoleklasse med Kristian. Jeg læste hvert af hendes ord som et fint og kærligt brev; hun skrev om eventyr, længsel og savn. Da jeg fik idéen til at starte min MODBØLGE her på bloggen, skrev jeg til Jeanette, om hun ville dele sin historie med alle jer andre også. Og det ville hun heldigvis.

Tag kærligt imod Jeanette og hendes fortælling om alt fra at være skrøbelig mor til at være den sejeste sygeplejerske, globetrotter  – og mor..

Navn og alder: Jeanette, 35

Hvad er mod? Egentlig? Det er sjovt, for ofte har jeg fået at vide, at jeg har gjort ting, som krævede meget mod. Fra mange mennesker. Gud, så modigt – turde du virkelig det? Men jeg kan ikke selv se, at det var særligt modigt. Måske kommer erkendelsen senere, men ikke i nuet. Jeg tænker, at mod er subjektivt: Noget, som kræver meget af den ene, kræver måske ikke så meget af andre. Min søster har sygt højdeskræk, så for hende er det modigt at stå på en stige. Jeg har sprunget faldskærm. Til gengæld går hun sin egen vej, vælger fra, og baner sin egen sti – det synes jeg er mod!

Hvad er det modigste, du har gjort? Som 22 årig pakkede jeg rygsækken, og rejste væk i et år. Det krævede mere mod af min mor, end af mig, har jeg som voksen konkluderet. Hun viste ikke på noget tidspunkt usikkerhed. Ikke før hun hentede mig i Kastrup, og åndede ud! På det år oplevede jeg meget: Jeg rejste uden ledsager rundt som backpacker; sov i hængekøjer, og spiste slanger. Jeg var modig, da jeg boede i den australske bush, sagde nogle. Dengang var der ikke sociale medier, og jeg havde heller ikke en mobil, for der var ikke netværk. Jeg fik livets øjenåbner, og lærte meget om mig selv og mennesker i det hele taget undervejs. Jeg måtte springe fra min seng midt om natten i Indonesien, da hele huset rystede af jordskælv. Der følte jeg mig ikke ret modig. Men jeg kom hel hjem igen fra mit eventyr: Vrælede hele vejen i flyet, og dehydrerede næsten i tårefloden over at have efterladt ”the one and only cowboy in the outback”. Sådan som kun en ung pige skudt ned af kærlighedssorger kan. Ungdomskærlighed glemmer man aldrig, og min mand og jeg har siddet og set på mange billeder og læst hinandens gamle kærestebreve, mens vi har fået latterkramper og begge – trods alt – har mange oplevelser i minderne, som altid vil blive der. Bare dér, i minderne. Det kan ingen tage fra os.

Hvad mere? Jamen, jeg havde netop stødt på en lækker sag, min mand, da jeg stod, og skulle til Grønland. Og ikke om han kunne komme i vejen for mine planer. I mit hoved gamblede jeg, for jeg vidste, at jeg havde skudt papegøjen, og samtidig kendte jeg ham jo ikke særlig godt? Han overraskede mig, da han sagde, at han da også ville til Grønland. Modigt, tænkte jeg! Vi rejste rundt i telt den første tid. Da vi kom ind til ”byen” mente folk, vi var modige. (Og gale!) At rejse i telt, uden riffel, PÅ GRØNLAND? Jeg er glad for, at vi gjorde det. At vi ikke tænkte nærmere over farene. Isbjørnene. Jeg synes, jeg var modig, fordi jeg tilbragte 13 dage i telt med en halvvejs fremmed person – uden at kunne bade andet end i vandet, som rislede i bækken, eller isen vi smeltede.

Hvor viser du mod i din hverdag? Jeg har de seneste syv år arbejdet med kræftpatienter i mit job som sygeplejerske. Mange mener, at det må kræve meget? Det gør det, men det giver så meget igen. Jeg har holdt mange i hånden, når de åndede ud. Det er trist, men det er ikke så forfærdeligt, som man tror. Det er smukt, virkelig. Det, der sker der, kan vi ikke gøre om. Og jeg har selv grædt. Patienten og de pårørende giver mig deres tillid. Det, som altid sætter sig dybt i mit sind, er de sidste ord. Og stort set alle siger: ”Gid jeg havde brugt mere tid med min familie. Gid jeg havde arbejdet mindre. Stresset mindre.” Jeg ved, at sådan er livet i perioder, men hjemme hos os – qua mit arbejde og min mands – minder vi ofte hinanden på dette, når tempoet går højt, eller humøret er lavt. ”Husk nu på hvad der er vigtigt her i livet” Vi ved altid, hvad det betyder, for vi har delt så mange tanker, oplevelser og patienters-sidste-rejse sammen. Han er læge, og vi arbejdede i felten sammen både på Grønland og Rigshospitalets kræftafdeling. Der har været fester, hvor jeg har bildt folk, ind at jeg er hospitalsklovn, fordi jeg ikke orker at snakke om det. Fordi jeg netop har sagt farvel til en patient. Ung eller gammel.

Hvornår kræver det ekstra meget mod? Jeg har fulgt patienter, som vi gav kemo, lige efter de havde født. Og gravide som har behov for behandling, men bliver nødt til at vente, til barnet er stort nok til at forløse. Vi finder en kemo til dem, som hjælper, og som ikke skader fosteret. Jeg synes, patienten er sej og modig. Jeg turde ikke – men de har ikke noget valg. Ligesom jeg ikke havde noget valg, da min dreng skulle have lavet ”lynlåsen i brystkassen”, som han selv kalder arret.

Vil du fortælle den historie? Min førstefødte blev født med hjertefejl. Det vidste vi ikke. Vi fik det af vide, da han netop var født, hormonerne stod højt, og stemningen blev lav. Han måtte hjerteopereres. Vi havde ikke noget valg. I en alder af 6 uger måtte hans hjerte stoppes i tre timer, mens de arbejdede. Vi var indlagt i flere uger, og så ham ligge helt selv, alene, og kunne ikke få lov at løfte ham op. Min mand var modig. Jeg følte mig uduelig. Vores søn overlevede, og han har det godt. Nogle tysser på deres børn – jeg glæder mig, hver gang han hopper højt, og løber stærkt. Da ved jeg, at hans hjerte er med os. Han klarede det. Vi klarede det. Da vi fik vores næste, indså vi, at vi slet ikke havde turde knytte os til vores første barn det første lange stykke tid. En forsvarsmekanisme gjorde, at jeg ikke turde blive helt forelskede i ham, for jeg var sikker på, at han døde fra mig.

Hvor bor I nu? Vi rejste fra Grønland til Norge. Det er fem år siden, og jeg  kan huske følelsen, da jeg satte kryds i ”EMIGRERET” rubrikken. Uh. Vi er glade her, men bor langt fra alle: Venner og familie er et stort savn, og der føler vi os ikke altid modige, men tværtimod vemodige, når hjemlængslen melder sig. Det sker sjældnere nu, for vi føler, vi er landet i en fase af livet, hvor toget ikke behøver køre så stærkt. Vi vil faktisk gerne bremse og nyde tiden. Med pseudotvillinger går dagene alt for stærkt. Men vi nyder hvert øjeblik: Vi holder 3 dages weekender, når vi kan, og tager på ture. Bare os. I telt. I fjeldet. Hiver ungerne op i Christiania-cyklen med kakao i vadsækken, og samler kogler, og plukker blåbær. Laver bål i sneen, og drømmer os væk til mange flere ture. Sammen. Forhåbentlig. Uden at tage livet for givet.

Hvordan har du det i livet nu? Jeg føler, vi er heldige. Jeg er stolt af min mand, som tog med mig til Grønland og jeg med ham til Norge. Jeg elsker vores beslutning. Men er vi i tvivl, snakker vi, og de-briefer. Men, det bliver ikke bedre end det her liv, og vi er taknemmelige for det hele: Hinanden, børnene, alle minderne. Livet. Jeg må gerne drømme, og indimellem drømmer jeg om, hvordan livet ville se ud, hvis jeg flyttede hjem. Flyttede hjem til den lille sydfynske ø, jeg kommer fra. Gå i bare tæer på rov i frugtplantagen. Men jeg tror ikke, livet bliver bedre af det, så jeg drømmer bare. Nu tænker jeg, at jeg er modig i hverdagen uden at tænke på det. Modig, når jeg tør tage en beslutning og bane vejen for mine børn, selvom de ikke er enige. For det sker! Men jeg ved, det er det bedste for dem. Det finder de også ud af en dag.

Hvad tør du ikke? Jeg tør ikke få mange børn. Jeg vil så gerne, men jeg er bange. Bange for at miste dem. MEGET bange. Bange for at dø fra dem, tidligt. Mit arbejde minder mig om det. Men jeg har lyst til mange børn; fem børn, ti børn, føler jeg, mit hjerte er stort nok til at rumme nogle gange. Det går bare ikke, for jeg vil have alt ud af de to, jeg har, og vil ikke gå slip af noget i deres liv. Jeg tør ikke løbe risikoen for at få et handicappet barn og ”miste” de to, jeg har allerede.

Hvem synes du er modig? Mennesker, som går deres egne veje. Som vælger at se bort fra, hvad andre tænker om dem. Som gør det, de synes, deres liv er dedikeret til. Uden at følge strømmen. Mennesker, som sætter livet på spil, og flygter fra krig. De er modige. De har ikke noget valg. De ved ikke, hvor de kommer frem, og hvem som tager imod dem. De mister hinanden undervejs, og skal leve videre.
Og så synes jeg, det kræver mod at være ung. Man må leve dér, for når man får børn, bliver man mindre modig. Mine børn skal ikke tænke på at rejse verden rundt som 22-årige, sove i telt blandt isbjørne, eller flytte permanent til udlandet! For da bliver jeg meget umodig….!

Hvad tænker I om Jeanettes historie? Vækker den genklang i jer? Kan I mærke en længsel efter eventyr, eller er det hendes behov for ro og tryghed, der rammer dybest?

Læs andre historier om mod her:
MODBØLGEN #1 – Liv

MODBØLGEN #2 – Karoline

MODBØLGEN #2

Karoline skrev hurtigt til mig, da jeg efterlyste historier om mod. “Mod føles jo nemlig specielt,” skrev hun. “Det føles ikke altid så modigt som… nødvendigt. Sådan har jeg det i hvert fald, når folk siger, at det er modigt, at jeg tør dele min sorg over min mors pludselige død med Gud og hvermand på en offentlig blog. Men for mig er det ikke mod, der driver teksterne – det er ikke muligt for mig at lade være.”

Og så skyndte jeg mig ind på hendes blog, icarriedawatermelon, og begyndte at læse. Det er en meget fin blog, hvor Karoline skriver ærligt og sårbart men aldrig banalt eller overfortalt om sorg og bekymringer, hverdag og moderskab.

Læs om Karolines største mod her, nemlig talen til hendes mors bisættelse:

Navn og alder: Karoline, 32

Hvad er det modigste, du har gjort? Det mod, jeg mønstrede i oktober for et halvt år siden, er det, der lige nu står klarest. Det var den dag, jeg holdt tale til min mors bisættelse. Hun var død pludseligt en uge inden, så jeg, der har et nærmest fobisk forhold til taler, havde ikke kunnet vænne mig til tanken. 

Hvorfor krævede det mod? Tanken om at rejse mig, og sige ord i forsamlinger, kan som få ting få mit blod til at isne. Det har holdt mig fra at holde tale til min konfirmation, til min søsters bryllup, til min fars bryllup, til min mors sidste, runde fødselsdag, og det har forhindret flere jobchancer, fordi oplæg og taler var en del af pakken. Selv om jeg faktisk gerne ville. Men modet svigtede. Jeg er skrift, ikke tale.

Hvad var din største tvivl? Jeg frygter, at min stemme svigter, at alle tænker på hvordan jeg ser ud (i stedet for at lytte), at mine pointer falder til jorden, at nogen har indvendinger, at jeg har noget mad siddende i mundvigen, som ingen nænner at gøre opmærksom på. Eller at jeg simpelthen begynder at tude. Det er mine frygtpunkter ved »almindelige« taler, optrædener og oplæg: Her gjaldt det min mors bisættelse, hvor frygt blev til panik, og især det sidste punkt – tuderiet, en gråd, der sætter sig fast i halsen og blokerer for ordene, tiden, der går i stå med alles øjne hvilende på mig – blev ret realistisk.

Hvad fik dig til at gøre det? Min søsters mod. Der skulle siges nogle ord til arrangementet efter kirkeritualet, og hun sagde, at hvis ikke vi kunne gøre det sammen – for hun kendte godt min frygt – så ville hun gerne have lov at gøre det alene. Selv om også hun frygtede, at det ville blive en farce af hiksten og usammenhængende ord, der var mere akavet end værdig. At det ville gøre en smuk afsked pinlig. Og det tilbud om fripas havde jeg simpelthen ikke lyst til at tage imod (okay, tanken strejfede mig, kh lillesøsteren). Leden ved at hun måske skulle stå deroppe alene, var større end frygten for alt det, der kunne gå galt.

I dagevis forberedte vi os, og skrev talen igennem sammen. Hvem skulle sige hvad og hvornår. Frygten voksede og voksede, og jeg planlagde indtil sidste sekund at springe fra. Folk ville sikkert have forstået det, tænkte jeg, min mor var jo lige død. Jeg kan ikke sige, at det gav mere ro at forholde sig til talen så heftigt og hele tiden, men tiden mellem et dødsfald og et bisættelse er meget ejendommelig. Der er jo kun én chance for at tage gode beslutninger, så de bliver meget vigtige. Vi valgte en form med anekdoter, der vekslede mellem humor og alvor, for sådan var vores mor, og det føltes som et sats, at ville have folk til at grine på så traurig en dag, men det føltes også som noget, vi sprang ud i sammen. Turde sammen.

Det gik heldigvis godt. Selvfølgelig gjorde det det. Publikum var vores familier og venner, der ville os det bedste; de grinede de rette steder, og fik tårer i øjnene de rette steder. Det var også gået godt, selv om vi havde vrælet, og var snottet til, og havde bedt om vand og holdt inde før tid. Men det er jo sådan noget, man først ved med sikkerhed bagefter.

Hvordan har du det med beslutningen nu? Godt! Det var så vigtigt og stærkt, at hendes to piger sendte hende af sted på den måde. At vi gjorde det. Jeg kan ikke sige, at jeg nu har overvundet min frygt for at tale i forsamlinger. Det kræver samme mod som sidst. Men jeg vil sige til mit fremtidige jeg og til andre, der frygter: Hold den tale, hvis lejligheden føles vigtig. Også selv om der findes en vej ud (i form af en venlig søster eller en forståelse for, at du ikke behøver). Gør det. Bare gør det.

Hvad har det betydet for dig, at du gjorde det? At jeg for eksempel tør blogge, selv om jeg frygter, at folk sidder derude bag skærmene, og griner og mener, at jeg burde lukke ned for den åreladning af følelser, jeg vælter ud i tekstform. Blogging om blandt andet min mors død føles lige så nødvendigt for, at jeg kan komme gennem den her tid, som talen føltes vigtig for, at jeg kunne få et godt minde om bisættelsen.

Har du et (modigt) forbillede? Min søster. Det virker ikke som om, hun tænker så meget over mod som over »det her skal jeg«, og »det her skal jeg ikke«. Jeg kan godt lide hendes kompas for, hvornår en indsats er nødvendig, og at det ikke er påvirket af, om hun tør eller ej.

Hvad håber du på at have mod til at gøre en dag? At påtage mig opgaver, hvor oplæg og optrædener er en del af pakken. Jeg har nemlig på fornemmelsen, at hvis man først får hul på at kunne det, så er det en kilde til energi, og ikke noget, der tapper én for energi. Det gad jeg godt prøve.

Hvad skriver du om på din blog?  Jeg skriver om moderskab og datterskab, hverdag, sorg og arbejde. Og alt det andet, der sker i mit lille hjørne af verden – fra en adresse på Nørrebro i København.

Hvorfor kræver det mod at dele? Det kræver mod at blogge af mange grunde, men de fleste forbehold kommer fra mig selv. Især er jeg meget splittet, når det kommer til mit behov for at dele og skrive offentligt, når jeg tilhører et segment af ressourcestærke, kreative, fortrinsvis journalistuddannede bymennesker, hvor det at være offline er meget oppe i tiden (selv om ingen af os tilsyneladende rigtigt er det – altså offline). Men jeg får det bedre at skrive og dele, det har jeg altid gjort, tankerne falder på plads, når jeg lader dem falde ind i hinanden, kan skære det overflødige bort, og til sidst finder frem til hvad-handler-det-her-egentlig-om. Teksterne er dage og uger undervejs.

Hvem håber du, læser med? Mine læsere er kvinder som mig selv. Mødre i trediverne. En lille del af mig ville ønske, at ikke kun kvinder fandt mine ord interessante, men jeg øver mig i at være glad for det, jeg har, ikke det, jeg godt gad have. Hver dag kigger flere og flere forbi, og jeg er totalt ligeglad med om det er kvinder eller mænd, teenagere eller pensionister, brune, hvide eller blå. Bare det, at nogen er med mig, giver mig lyst til at få formidlet hverdagsglimtene præcis som jeg oplever dem, og ikke bare så de lyder spændende eller flot formuleret. Det skal være rigtigt, ord for ord skal vendes og vejes; for det forpligter, at folk læser med og takker mig for at sætte ord på noget, der ikke var faldet på plads inde i dem selv før nu. Det forpligter virkelig.

Følg Karoline her:

Bloggen og facebook

Kender I til frygten for at stille sig frem og tale offentligt?
Og har I oplevet en sorg, som I var nødt til at dele med andre, før den gav mening for jer?

Læs andre historier om mod her:
MODBØLGEN #1 – Liv

MODBØLGEN #1

Kan I huske, at jeg bad jer sende jeres historier om mod?
Og det gjorde I: Min mail sagde “pling, pling, pling”, og jeg fik mulighed for at læse den ene stærke, rørende, fine, modige historie efter den anden.

En læser, Pia, skrev, at hun gerne ville med på “modbølgen”, og jeg spurgte, om jeg måtte bruge den fine titel til hele serien. Heldigvis var det et ja: Jeg synes, ordet rummer det hele: En modbølge er en bølge imod det etablerede. Det er en bølge, som går imod det, man selv mener, er nemt og forventet. Det er en bølge af mod, og samtidig rummer ordet den modstand og tyngde, som der er i at turde: For alt, der er virkelig godt, kræver en indsats, og deri ligger modet ofte.

Jeg har besluttet at starte fra en ende af med jeres historier om mod. Der er altså ingen særlig eller kalkuleret rækkefølge, men jeg kan til gengæld love en stor alsidighed. Jeres historier er meget forskellige, og de er alle sammen gode. I er alle sammen modige. Mange af jer ved det ikke endnu, men når I pludselig kommer i tanke om, at også I er modige, så send jeres fortællinger til mig. De er så godt for os alle sammen at høre hinandens historier om at turde.

I dag skal I høre Livs historie om mod. Liv kender jeg lidt i forvejen, omend jeg er i tvivl, om vi har mødt hinanden ude i virkeligheden. Men vi har i hvert fald fulgt hinandens liv via et fælles internetforum for snart et årti siden, og nu læser hun min blog, og da hun kommenterede på det med mod, spurgte jeg hende direkte, om hun ville dele sin historie. Jeg ved nemlig, at hun for ikke så længe siden sprang ud i noget, som ville kræve lukkede øjne og krydsede fingre for de fleste af os. Og læs lige hvor godt det er gået – Tag godt imod Liv og sug til jer af det smittende livsmod:

Navn og alder: Liv, 42 år.

Hvad er det modigste, du har gjort? At starte selvstændig virksomhed sammen med min mand, som jeg kun havde været sammen med et år på det tidspunkt (og 4 måneder før havde vi købt hus sammen!) Vi er begge stærkstrømsingeniører, og har altid haft gode, trygge faste stillinger med pensionsopsparinger og feriepenge. Men der manglede noget; vi var stressede og uglade, og talte meget om, at det ikke var det liv, vi ønskede os. Vi brainstormede, og overmalede vores kæmpe whiteboard med mindmaps, hvor vi gav helt slip, og talte om, hvad vi ville, “hvis alt var muligt”. Hurtigt tegnede sig et billede af, at hvis alt var muligt, ville vi arbejde for en virksomhed, hvor lønnen var uafhængig af antal arbejdstimer; hvor ledelsen havde fokus på at vælge opgaver der udviklede medarbejderne fremfor indbragte mammon, og hvor firmaet brugte arbejdskraften på at arbejde for den grønne omstilling og lignende projekter. Det blev hurtigt klart for os, at den virksomhed ikke fandtes: Det gør den så nu. Vi har lige afsluttet første regnskabsår, og har doneret 25.000 kr af overskuddet til trampolinehouse. Vi har aldrig nogensinde arbejdet for en virksomhed, der kunne finde på at forære penge væk, for det er bare ikke særlig ingeniøragtigt.

Hvad var det sværeste ved at være modig? Det var vildt angstprovokerende, at vi begge sagde vores job op med nyt huskøb og barn og hvad har vi. Men jeg havde fuldt overblik over vores økonomi, og vi havde råd til at prøve et halvt år, og hvis det ikke gik, så havde vi tabt en masse penge, men så måtte jo finde jobs og betale gælden af. Det måtte prøves; jeg er sikker på, at jeg ellers som 80 årig ville have fortrudt.

Hvorfor krævede det mod? Hvis det ikke gik, ville vi dels være forgældet, og dels ville det være et hak i tuden – følelsen af ikke at være god nok. Og nok også følelsen af “hvorfor troede I at folk ville betale for det, I kan”. Lidt Jantelov måske.

Hvad var din største tvivl? Om jeg ville få opgaver. Om jeg er dygtig nok. Min mand er meget kendt i branchen, jeg var i tvivl, om det jeg kan, er godt nok. Det ville ikke være særlig rart, hvis det kun var ham, der fik opgaver.

Hvad fik dig til at gøre det? Brændende platform; jeg gik i stykker indeni af at arbejde for virksomhedder, som jeg ikke delte værdier med. Jeg var nødt til at gøre noget helt andet, end jeg plejede. Jeg prøvede virkelig at lade være, fordi jeg ikke turde, men lige meget hvad jeg prøvede at finde af løsninger, så vendte det altid tilbage til den eneste løsning: At starte for os selv.

Hvordan har du det med beslutningen nu? Rigtig godt! Det er gået så fint; vi har et meget roligere liv, som vi lever i overensstemmelse med vores værdier. Vi har tid til hinanden og de 3 sammenbragte børn. Jeg har aldrig oplevet så meget ro på mit arbejdsliv før. Jeg synes også, at hver gang jeg gør noget, jeg ikke tør, så bliver jeg lidt mindre bange for livet. Det hele skal nok gå, på den ene eller anden måde.

Hvornår er du modig i hverdagen? Jeg siger, hvad jeg tænker, og føler, når det er relevant. For eksempel siger jeg til mine kunder, hvis der er problemer med samarbejdet, og til min mand hvis der er mudder på linjen og så videre. Det har krævet meget træning, men min erfaring er, at selvom det føles “farligt”, inden man gør det, så er det altid rart bagefter.

Har du et (modigt) forbillede? Mig selv som 80 årig. Det er altid hende, jeg tænker på, når jeg er bange; hvad vil hun tænke om min situation? Vil hun ærgre sig over, at jeg ikke turde? Hun hjælper mig til at få perspektiv på mine udfordringer; de fleste ting ER jo glemt om 40 år.. Ja, bare om 1 år. Så tør jeg godt

Hvad håber du på at have mod til at gøre en dag? Tage et helt års orlov fra mit “rigtige” job og male, lave skulpturer, passe høns og avle hundehvalpe. Det er meget angstprovokerende, for jeg forestiller mig, at alle i min branche vil have glemt mig, og at jeg aldrig kan komme tilbage til ingeniørfaget, hvis jeg skulle ønske det. Og måske ville jeg gå fuldkommen i frø og blive en helt anden – selvom det jo netop er det, jeg gerne vil udforske, så er det også skræmmende.

Hvad er dit råd til andre, som har lyst til at være modige? Lav et realistisk budget. Jeg vidst på forhånd, hvornår vi skulle stoppe, hvis det ikke gik, og det gav stor ro, at jeg ikke hele tiden skulle vurdere det. Det er jo fedt at prøve ting af og være modig, men knap så fedt hvis det betyder at huset ryger på tvang. Så overblik over konsekvenserne. Derudover tror jeg, at mit råd er: Kast dig ud i det. Det går jo altid, ikke? “Everything works out in the end – if it hasn’t worked out yet, then it is not the end.” – Det motto hænger over mit arbejdsbord. Og nu hvor vi er ved klicheerne; “haters gonna hate, potatoes gonna potate.” Luk ørene for “velmente” råd, der i hvert fald i vores tilfælde mest var folks angst for hvor galt det helt sikkert ville gå os. Tal med dem der tror på dig og vær også realistisk.

*****

Kan I genkende Livs overvejelser og usikkerhed? Hendes længsel og tvivl? Og hvad tænker I hendes og mandens beslutning?

Jeg vil bare sige: Jubii! Hvor er I seje, Liv. Og tak af hjertet for jeres generøsitet, når I deler af overskuddet fra jeres forretning. DET er vejen frem.

“Jeg er modig”

“Mig, modig? Nej da..”

Indrømmet, jeg har lidt svært ved at sætte ord på mit mod, også selvom jeg tit får at vide, at jeg er det. Men mod kan føles som en nødvendighed. Nogle gange er man blind for sit eget mod, fordi man ikke synes, der er andre muligheder. Ofte glemmer vi, hvornår vi har gjort noget, der krævede mod, netop fordi de beslutninger viser sig at være helt rigtige og slet ikke farlige.

Nu har jeg bedt jer sende modige historier, så jeg kan dele dem her på bloggen, og der kom mange mails til mig i går. Historier om at være ærlig, om at flytte langt væk, om at bryde fri og om at have lyst til at starte forfra. Historier om det med at gribe livet, turde gøre noget, man selv vil, og ikke kun det andre regner med. Den slags historier som jeg synes, minder os om, hvor mange muligheder vi har. Jeg glæder mig til snart at dele dem med jer herinde.

I går morges lå jeg på gulvtæppet i stuen, mens Juno skiftevis kravlede rundt på mig, og legede med sin dukke, og jeg lavede en liste i mit hoved, som jeg stadig kan huske en del af:

Jeg var modig, da jeg i 8. klasse sagde fra overfor skolens bølle; en stor, vred pige, som drillede mine to bedste venner hver dag. Jeg fik en lussing, som sang, og hun skulle blive væk fra skolen i en uge. Det krævede mod at sige fra dengang, men i dag ville jeg ønske, jeg havde været modig nok til at gøre det på en måde, som ikke fik hende i endnu flere problemer, end hun uden tvivl var i forvejen.

Jeg havde kort hår i folkeskolen – som Sinead O’Connor – og jeg gik i fodformede sko, selvom ingen andre gjorde det. Men jeg syntes, de var smukke. Jeg insisterede på at skrive med begge hænder, selvom min lærer ikke kendte til andre ambidekstrale, og jeg råbte af min farfar, at jeg selv måtte bestemme, om jeg var venstrehåndet eller ej.

Jeg har også været meget u-modig. Trådt mig selv over tæerne, når jeg burde havde råbt op, lagt telefonen væk, når jeg skulle have svaret. Jeg har gemt mig bag reoler i supermarkedet og undladt at besvare e-mails. Jeg har kastet håndklædet i ringen, sagt nej tak til nye udfordringer, og det er stadig ikke altid, jeg siger fra, når nogen er urimelig. Men det er efterhånden meget sjældent, det sker.

Det var også modigt af mig at vælge et andet gymnasie end alle andre i både min klasse og familie. På første skoledag tog jeg en anden bus end mine venner, og de så undrende på mig. Venskaber knækkede, og kunne aldrig heles igen. Men det var nødvendigt, jeg havde brug for at være mig selv uden forudindtagede forventninger. I dag ville jeg ønske, jeg havde forklaret mine venner hvorfor. Men jeg er i tvivl, om de havde forstået det.

Det var modigt, da jeg droppede ud af gymnasiet efter 1.g. Jeg kunne have gjort det før, men havde brug for at vide, at jeg ikke bare gav op, så jeg ventede, til jeg havde været til eksamen, og fået gode karakterer. Jeg husker det som dybt angstprovokerende, da jeg fortalte mine forældre om min beslutning. Men jeg har glemt, hvad de sagde. Jeg husker fornemmelsen af, at alle muligheder lukkede sig omkring mig, og alle rystede på hovedet. Jeg husker følelsen af at være fastklemt: Mellem det, man burde gøre, og som jeg samtidig ikke kunne trække vejret i. Det var selvfølgelig rigtigt, at jeg droppede ud. Jeg orkede ikke mere. Alle de forestillinger og forventninger og ingenting levede op til noget. Mine lærere i folkeskolen havde sagt, at jeg ville trives i gymnasiet. “Der er mere frihed og højere faglighed”, men jeg kunne ikke finde min plads. Alligevel tog det mange år, før jeg accepterede mig selv uden en studentereksamen. Nu kan jeg se, at det er en styrke i forhold til at vise andre, hvor godt man kan få det, selvom man ikke følger den slagne vej. Mine børn har to forældre uden studenterhuer og alligevel med helstøbte liv. Det fastholder mig i, at man ikke skal lade sig styre af frygten. Det fastholder mig i ikke at forvente af andre, at de følger normen.

Det var modigt af mig at søge ind på Journalisthøjskolen som 19-årig. Med min fars printer under armen og uden at have forberedt mig, troppede jeg op til optagelsesprøven, og satte mig ved ét af de mange borde med tør mund, og rystende hænder. Det krævede endnu mere mod at bede om et års udsættelse af skolestart, da mine forældre ringede til New York, og fortalte, at jeg var kommet ind. Men nu var jeg jo lige landet et andet sted.

Det var mega modigt og vildt fantastisk og fuldkommen overvældende at stable et liv på benene i New York, helt for mig selv. Det var modigt at gå fra mit au pair-job og finde en lejlighed på egen hånd. Det var også svært. Men jeg dannede et levegrundlag, venskaber og en hel eksistens fra bunden uden nogen ved min side. Det var noget af det mest frigørende i mit liv: Følelsen af at have bygget det hele selv. Og da min veninde fra Danmark kom på besøg, og snakkede om også at blive boende, følte jeg mig kvalt. New York var min nye begyndelse. Det var mit første, frie åndedrag. Det var på kanten, der lurede farer over alt, men det var et eventyr, og jeg kan huske lugtene, varmen på mine arme, subwaynettet udenad. Jeg kom hjem fire år senere, fordi min bror blev syg. Det var ikke modigt. Det var den eneste mulighed. Kærlighed er det vigtigste i livet, og, ja, nogle gange kræver det enormt mod at vælge den til, men ikke lige dér.

Men det modigste jeg nogensinde har gjort? Hver gang jeg har lyttet til mit hjerte i stedet for den bange stemme i hovedet, som kan fylde alt for meget. Hver gang jeg har handlet ud fra mine dybeste værdier fremfor det, der forventederes, har mit mod været et lys i mørket. Hver gang jeg turde sige fra, gå en anden vej, vælge en sti som er rigtig, men som de andre ikke har opdaget endnu, har jeg været modig. Lige pludselig en dag er det sådan, man lever. Pludselig føles intet farligt længere, fordi man har så god kontakt til sin intuition, at man ved, hvad der er rigtigt. Også selvom andre måske mener, det er forkert. Pludselig er der kun intuitionen, og man trækker på skuldrene af andre menneskers frygt og skepsis. Man krammer dem, og siger, at det nok skal gå. “Det gode breder sig som ringe i vandet.”

Har du lyst til at dele en modig historie fra dit liv? Så send mig en mail (majmymi@gmail.com) og fortæl lidt om dit mod, så kvitterer jeg med en række spørgsmål. Jeg vil også meget gerne høre, hvad du drømmer om at finde mod til at gøre?

(…Okay, så sad jeg lige 45 minutter klokken meget sent i nat, og ledte efter billeder fra New York, fordi jeg havde lyst til at dele noget fra mine år derovre. Men jeg aner ikke, hvor de er, jeg fandt kun en enkelt mail med et par stykker vedhæftet. Det er taget i 2002, ikke længe efter jeg rykkede ind i min lejlighed i Crown Heights, Brooklyn, som jeg delte med blandt andre Jean-Michelle, der var min gode ven i mange år. Billedet er i meget lav opløsning – men: åh så ung. Og fin og famlende. Og MODIG 🙂

Hvem kender I, som er modige?