En far fortæller: Vi har valgt vores datter med Downs til

For godt en måned siden skrev Kris til mig:

“Hej Maj My.
Jeg har i går med stor interesse gennemlæst hele din blog, og har nydt at læse om jeres liv på Ærø. Begge mine forældre er født og opvokset på øen og jeg har derfor besøgt den og familien derovre utallige gange igennem årenes løb. (……) Nå, men alt det er egentligt et sidespring – for ville faktisk bare takke for en inspirerende og velskrevet blog og for alle tankerne om livet og familietilværelsen. Vi venter til efteråret efter flere års “kamp” vores første barn – en pige med downs syndrom og de værdier, samt den tilgang til livet, som du beskriver på bloggen er præcist det vi i så høj grad som muligt gerne vil skabe for os selv og med tiden give videre til hende.”

Jeg skrev til Kris, og spurgte, om han ville fortælle mere om sin kommende datter her på bloggen.

Det ville Kris heldigvis gerne, og her er, hvad han skrev:

Den lange ventetid
Min hustru og jeg har forsøgt at stifte familie i ca. 5 år. Heraf har de 4 været gennem fertilitetsbehandling i både det offentlige og private regi.
I starten får vi af vide, at alt ser fint ud, og vi sikkert bare skal sørge for at “time” det rigtigt. Der går dog lang tid med flere mislykkede behandlingsforsøg, og til sidst opdager de, at min hustru har endometriose, som gør det svært at blive gravid. Hun bliver opereret på OUH, men operation er ikke specielt vellykket, og der går kun kort tid, før det er lige så slemt igen. Vi har efterhånden opbrugt forsøgene i det offentlige, og beslutter selv at betale for flere forsøg i det private. Her bliver vi anbefalet, at min hustru igen bliver opereret for endometriose, men denne gang i Skejby, som er de førende eksperter på den sygdom her i Danmark. Ventetiden er lang, men de opdager på Skejby at hendes endometriose er langt værre, end OUH vurderede.

Risikovurdering 1:47
Operation er vellykket, og i det første behandlingsforsøg herefter lykkedes det endeligt at blive gravide – vi er selvsagt ovenud lykkelige, ja vel nærmest ekstatiske. Lykken bliver dog desværre hurtigt afløst af bekymring. Nakkefoldsscaningen viser, at nakkefolden med 4.7mm er et pænt stykke over det normale, og risikovurderingen for kromosomfejl lyder på 1 til 47. Så vi bliver anbefalet en moderkagebiopsi – hvilket naturligvis sætter en masse tanker i gang. I første omgang prøver vi dog at bevare optimismen, – vi har hørt om flere med dårligere vurderinger, hvor alt er forløbet fint, og chancen for et “sundt og raskt” barn er jo stadig noget højere end risikoen for det modsatte. Vi får foretaget moderkagebiopsien, og herefter står den så på flere dages ulidelig ventetid, hvor et telefonopkald betyder, at der noget galt og et brev i eboks betyder, at alt er fint.

Den dag telefonen ringede
Så sker det: Telefonen ringer. Opkaldet man for alt i verden gerne ville havde undværet. Min hustru er ikke i stand til at tage telefonen, så det gør jeg – selvom jeg heller ikke føler mig helt ligevægtig. Lægen i røret må dog rent principielt åbenbart ikke giv mig – barnets far – svaret. Så jeg må overlade røret til min hustru, som bryder sammen, og grådkvalt spørger “hvad fejler mit barn?”, hvorefter lægen åbenbart godt kan nøjes med mig. Svaret lyder “det er en mongol”, – jeg bryder mig ikke om den betegnelse, som i mine øjne er nedsættende og forøvrigt blev droppet officielt i WHOs diagnoseregister helt tilbage i 1965.
Jeg spørger dog venligt: “Hvad så nu?” Hun beder os komme ind på sygehuset til et møde samme dag. Her bliver vi mødt af en ældre kvindelig læge, med abortpapirerne under armen. Det er tydeligt, at hun forventer, at vi ønsker en abort. På det tidspunkt ønsker vi dog bare mere konkrete oplysninger, som vi kan bruge til at træffe en kvalificeret og velovervejet beslutning, når vi har haft tid til at tænke over tingene. Det er der dog ikke meget at hente af hos hende, og efter vi har forklaret hele vores forløb med fertilitetsbehandling, samt at det ikke er sikkert vi bare sådan lige kan blive gravide igen, konstatere hun, at “I skal tænke jer meget grundigt om”

… Ja, tak – det havde vi også tænkt os. Så har hun egenligt ikke mere at bidrage med, men vi kan tænke over det frem til den tidlige misdannelsesscaning, som man i disse tilfælde tilbyder i uge 16. Afslutningsvis når vi lige at spørge til kønnet – en lille pige.

Hvordan er det at leve med Downs?
Vi samler den nærmeste familie omkring os, og selvom vi egenligt ikke snakker ret meget, men mest bare er “samlet om vores tanker og gråd” i stilhed, så giver det alligevel en form for ro, og vi kan mærke, at de som ventet nok skal støtte os uanset hvad. Da vi er alene igen snakker vi alle vores tanker igennem. De drejer sig først og fremmest om hvilket liv hun vil få, og om vi kan tilbyde det, som et barn med såkaldt særlige behov skal bruge for at få et godt liv og realisere sit fulde potentiale, uanset hvor stort eller lille det så må være. Derudover har børn med downs ofte medfødte misdannelser, herunder særligt hjertefejl, og det fylder også en del. Vi tænker også meget over, hvad folk med Downs syndrom selv mener om deres liv?

Langt størstedelen af den information vi kan finde, blandt andet via Downs Foreningen, som virkeligt har været guld værd, tyder på, at de for det meste selv er glade og tilfredse med tilværelsen. Det var vigtigt og dejligt at få den information med.

Vi kørte en tur, og fandt svaret
Senere kører vi en lang tur, hvor den endelige beslutning om at beholde hende bliver taget. Vores store beslutninger og alvorlige samtaler bliver ofte taget på køre eller gåture. På køreturen snakker vi meget om, at det naturligvis ikke er det, man har gået og set frem til i alle de år – alle forældre håber jo på et sundt og rask barn. Så det en meget svær beslutning uanset hvad, men at vælge hende fra, virker  som det mest forkerte, uanset hvad resten af samfundet måtte mene. Vi følte os allerede da meget knyttet til hende og enige om, at uanset hvad, så er hun vores lille datter.

Selvom vi har betalt for behandlingen, og ville have flere forsøg tilbage, hvis ikke graviditeten ender i et levende født barn, så er der altså tale om et lille smukt og levende væsen og ikke et produkt vi kan “benytte vores 14-dages fortrydelsesret på”, fordi det ikke lige lever op til vores oprindelige forventninger. Vi er overbeviste om, at hvis vi vælger hende fra, så vil tanken om, hvilket liv hun kunne havde fået, og hvor gammel hun ville være, martre og forfølge os hver gang vi når terminsdatoen, juleaftener og så videre. Så i sidste ende er valget alligevel ikke så svært: Selvfølgelig skal vi beholde hende, lære hende at kende og elske hende overalt på jorden uanset hvordan hun bliver. Vi vil jo alligevel ikke vide hvordan hun ville være uden Downs – det er hendes og vores virkelighed, selvom det utvivlsomt bliver hårdere og anderledes end ellers. Sådan skal det være, og nu glæder vi os bare til at møde hende.

Systemer viser sig fra sin bedre side
Siden er vi blevet medlem af- og har været yderligere i kontakt med Landsforeningen Downs Syndrom (http://down.dk/). De fortæller blandt andet, at landets sygehuse har forpligtet sig til, at udlevere en video, der fortæller om livet som forældre til et barn med Downs. Den er vi ikke blevet præsenteret for i vores kontakt med sygehuset. Måske fordi det normalt først sker, når barnet med Downs Syndrom fødes af forældre, som har fået en risikovurdering, der ikke viste tegn på kromosomfejl. Jeg kan ikke huske tallene præcist, men der fødes kun omkring 20-35 børn med Downs om året, og for langt de flestes vedkommende fødes de fordi fosterdiagnostikken ikke har vist tegn på kromosomfejl. Inden man indførte screeningen lå tallet vidst nok omkring de 100.

En positiv scanning
Graviditeten er nu gået ind i 19. uge og vi har mødt vores virkelig søde jordemoder, som har været meget forstående og støttende i forhold til det hele. Hun har hjulpet med en henvisning til “Specialrådgivningen for småbørn” – de skulle blandt andet kunne hjælpe med “tegn til tale” kurser, så man kan etablere en tidlig kommunikation med barnet. Børn med Downs er jo længere om at få sprog, lære at gå og så videre. Desuden har vi naturligvis været til scanningen i uge 16, hvor vi også mødte en skøn og forstående jordemoder, der scannede hende grundigt, og ikke fandt tegn på nogen af de typiske misdannelser. Det var en lettelse, selvom det i uge 16 stadig er for tidligt at sige noget med sikkerhed. Det oprindelige lidt uheldige møde med systemet er altså heldigvis på nuværende tidspunkt blevet vendt. Vi ved godt, at vi risikerer at skulle tovtrække med systemet hele hendes liv, for at hun får den nødvendige hjælp og støtte – men lige nu ser det positivt ud.

Vi er overbeviste om, at vi har truffet den eneste rigtige beslutning for os, men det er en svær situation, og vi dømmer på ingen måde dem, som vælger anderledes. Vi kunne dog ønske os, at det offentlige var bedre til at forklare, hvad downs rent faktisk er og betyder, i stedet for automatisk at antage og opfordre til, at man vælger børn med downs fra. Selvom der stadig kan dukke ubehagelige overraskelser op til den regulære misdannelsesscaning, så tror vi efterhånden på, at vi bortset fra hendes handicap, får det sunde og raske barn, som alle ønsker, og vi er så småt begyndt at gøre klar og købe ind til hendes ankomst i oktober.

Den 20. juni skrev Kris til mig:
Vi har nu været til den almindelige 20-ugers misdannelsesscanning. De var her en smule i tvivl om, hvorvidt der måske er en lille hjertefejl, men efter lang tids scanning og bistand fra hjertelægen, mente de dog ikke, at det var tilfældet, selvom de ikke helt kunne udelukke det endnu. Derudover så alt andet fortsat helt normalt ud og hun mente stadig ikke, at de ville havde opdaget hendes Downs på nuværende tidspunkt, hvis de havde haft “overset” det tidligere. Så det vi naturligvis meget glade for. Vi har nu her 22+3 en yderst aktiv datter, som sparker på livet løs, og virkeligt gør opmærksom på hendes tilstedeværelse i mors mave.

Hvad fødslen angår, så tænker vi faktisk ikke voldsomt meget over den på nuværende tidspunkt, udover at vi ved, den skal foregå på OUH, og at vi glæder os meget til at møde hende. Min hustru og jeg vil helst havde så rolig og naturlig en fødsel som muligt, uden unødig stress, epiduralblokader og hvad det ellers hedder alt sammen, men det afhænger jo også i nogen grad af omstændigheder udenfor vores kontrol. Vi er lidt spændte på hvornår fødslen bliver, da downs børn ofte bliver født 2-3 uger før terminen, men på det tidspunkt er barnet jo fuldbårent, så det er ikke heldigvis ikke noget, vi  behøver bekymre os om.

Af hjertet tak til Kris for at dele sin smukke og sårbare beretning om processen med at vælge sin datter til og om den sorg, glæde og forventning der har fulgt med.

Jeg håber, I vil skrive i kommentarfeltet, hvis I har lignende erfaringer, eller har kommentarer til Kris’ historie, som jeg tror, rører noget i os alle sammen.

Mød et menneske – Rikke: Fra selvstændig grafiker til kreativ Købmand

“Tror du virkelig, folk gider læse om mig?” har Rikke sagt flere gange, mens hun ruller med sine store øjne. “Ja,” svarer jeg igen og igen uden den mindste tvivl: “Dit drive er inspirerende.”
Fordi, det er sgu da fedt at tage springet fra succesfuld selvstændig grafiker til købmand. Ikke mindst når springet skyldes, at man bliver ramt af en uhelbredelig hovedpine.

Jeg kender Rikke af flere grunde. Vores to ældste går i klasse med hinanden, og med vores to yngste endte vi i den samme mødregruppe, som efterhånden blev et felt for kreativ sparring og faglige snakke. Men først og fremmest kender jeg til Rikke, fordi hun har været tilstede i Den Gamle Købmandsgaard på Torvet i Ærøskøbing, næsten hver gang Kristian og jeg har besøgt øen, inden vi flyttede herover, og det sidste år har hun pludselig ejet og drevet stedet sammen med sin kæreste, hvilket er så godt. Det er så godt, at det sted findes, og at så ambitiøse og frittænkende kræfter står bag det. Jeg kan uden at blinke sige, at Den Gamle Købmandsgaard var direkte medvirkende til, at vi turde blive andet end blot turister på Ærø. Det betyder alverden som tilflytter, at der er en café – et rum i byen – som byder velkommen året rundt, og som serverer god kaffe, udsøgt varm kakao, smagstætte kager og krydret suppe. Og alt det gør Den Gamle Købmandsgaard oveni salget af en helt masse specielle, skønne, håndlavede Ærøprodukter lige fra t-shirts og keramik til løgkompot og whisky.

Mød Rikke: Ukuelighed og kreativitet side om side med omsorg og virkelyst

Rikke Bisgaard Pelle, driver og ejer ”Den Gamle Købmandsgaard” i Ærøskøbing sammen med sin kæreste, Lennart Hansen.
Uddannet designmanager på Kolding Designskole
Født 1979 på Ærø
Mor til Anna, 7, og Buster, 1, og bonusmor til Olivia, 16

Hvem er du?
Jeg er ikke kun hende, der driver Den Gamle Købmandsgaard, og jeg er heller ikke kun husmor, ligesom jeg heller ikke kun er grafiker. Jeg er mange ting, og alligevel er jeg jo ikke noget særligt.

Hvad mener du med, at du ikke er noget særligt?
Det siger jeg måske, fordi jeg er blevet en mere offentlig person her på Ærø, efter vi overtog Den Gamle Købmandsgaard, og sådan ser jeg slet ikke mig selv. Jeg er jo bare Rikke, der går på arbejde, og sørger for, at tingene så vidt muligt kører, og at folk er glade for at komme her. Men i sådan et lille samfund betyder det noget, at man overtager et sted som Den Gamle Købmandsgaard midt i Ærøskøbing. Lennart og jeg er blevet mere tydelige i bybilledet, det var helt overvældende, da vi overtog stedet. Det var som om, jeg blev en del af byen på en ny måde, alle hilser pludselig, og jeg ved ikke nødvendigvis, hvem de er.

Hvornår overtog I Den Gamle Købmandsgaard?
For præcis et år siden gik vi rundt her i malertøj, og rev ting ud af væggene. Vi knoklede, og alle omkring os knoklede. Det her sted ville ikke findes uden vores familie og venner. Vi vidste, hvor vi ville hen; vi ville drive ånden fra foreningstiden videre, samtidig med at vi havde brug for at sætte vores eget præg og løfte det op på et højere niveau, hvilket der var alle muligheder for. Alle os, som havde været tilknyttet Købmandsgaarden, før Lennart og jeg købte den, havde afprøvet rigtig meget, så vi havde en stor viden om, hvad der var muligt. Men det er ikke nemmere af den grund, vores ambitionsniveau er bare højere, og ét er at have frivillig arbejdskraft, noget andet er at have ansatte. Man kan udvikle sig meget mere, fordi man kan kræve mere af hinanden. Da vi startede foreningen bag Den Gamle Købmandsgaard i 2012, var det drømmen om et indendørs fødevaremarked, der lige så godt kunne ligge i Berlin, som drev os. Vi ville konkurrere med alle andre fede steder, og sådan har vi det stadig.

Hvor kom den idé fra?
Idéen om Den Gamle Købmandsgaard var Louise Badinos og min. Det var os to, der snakkede om det, men Louise tog i første omgang roret. Vores venskab startede i sin tid ved, at vi sad på kontor sammen, og Louise, som er bryllupsarrangør, savnede i høj grad et sted, hvor hendes kunder kunne købe en kop kaffe og et stykke kage i byen året rundt. En dag var jeg i Spar Købmanden på Torvet, hvor der var ophørsudsalg, og jeg vendte tilbage til kontoret med favnen fuld af sakse og papir og alt andet, jeg kunne bruge. ”Ej, lukker de?” udbrød Louise. Alt lukkede på Ærø på det tidspunkt, og der var en depressiv fornemmelse i byen. ”Vi må gøre noget! Hvad kan vi gøre?” Louise og jeg så længe på hinanden. ”Tænk hvis vi kunne lave et sted, hvor vi samlede alle de fede ting.” Vi vidste, at der var mange superlækre produkter herovre, og Louise og jeg har altid begge to haft en kæmpe kærlighed for øen, så vi blev enige om, at vi ville vise alt det gode frem. Vi kan noget særligt herovre, og det har vi altid dyrket. Louises og mit venskab er ikke et, hvor vi sidder, og drikker et glas vin sammen. Det lykkes aldrig, vi ender altid med at gå og gøre rent eller bygge et eller andet i stedet, og fordi vi er sådan nogle, som gør ting, gik vi i gang med at omdanne den gamle Spar-købmand til det, der i dag hedder Den Gamle Købmandsgaard. Da vi overtog, lignede butikken noget, som ejerne var løbet skrigende bort fra. Alle reoler stod endnu, der var gamle varer over alt og en kæmpe køler midt på gulvet og lageret var efterladt med ting i kassevis. Og så skete der det, at folk bød ind for at hjælpe os. Nogle kom og malede; gårdspladsen var på et tidspunkt fyldt med rækker af stole, som blev malet i al hast, andre ryddede op, hamrede og bankede. Ærø Murerne var ude på en opgave på den anden side af gaden, så vi spurgte: ”Vil I please donere to timer til at mure en væg op?” og de gik i gang med det samme.

Hvordan bevægede Den Gamle Købmandsgaard sig fra at være en forening til at blive jeres?
Jeg var selv i bestyrelsen, indtil jeg blev ansat som daglig leder, og det blev jeg, fordi jeg kom til at lide af noget, der hedder Hortons Hovedpine, og skulle væk fra skærmen. Mit hjerte har hele tiden været i det her sted, men det med at være daglig leder var bare for en periode, sagde jeg til mig selv, indtil jeg fik styr på mine hovedpiner, og kunne genoptage min grafiske virksomhed, Aro Mekker. Samtidig havde det hele tiden været planen med Den Gamle Købmandsgaard, at når det blev bæredygtigt, så skulle det overgå til private hænder, og jeg havde selv været med til at skrive de vedtægter, men jeg havde aldrig tænkt, at det var mig og Lennart, der skulle overtage stedet. ”Nej, det tror jeg ikke,” svarede jeg, da jeg først blev spurgt, men så, da jeg kom hjem til Lennart, sagde han, at det havde han selv tænkt på, og så gik vi i gang med at planlægge det, og det var lige samtidig med, at jeg blev gravid.

Hvad tænkte du om det?
”Jamen, vi tager ham jo bare med på arbejde,” sagde vi til hinanden. ”Det er jo bare en baby, haha.” Men shit, det første år med en baby og en købmandsgård, altså. Det har været hårdt. Man er nødt til at være her hele tiden; der er så mange uforudsete ting, og Lennart har også sit andet job, som holder ham beskæftiget en god del af året.

Hvad har du lært af processen?
Alt. Det er jo helt vildt, hvad det kræver at drive en fødevarevirksomhed. Jeg tager hatten af for alle, der gør det. Det er ikke bare. Der er så mange regler, og jeg har sendt mange tanker til restaurationerne rundt om i byen, som har været truet i recessionen. Det kræver meget, og avancen er ikke ret stor i forhold til, hvad man lægger i. Vi startede i sommeren 2012, da vi erfarede, at man kan få dispensation fra fødevarestyrelsen til at holde åbent 10 uger om året for at teste et koncept, og vi åbnede i alle ferierne i 2012. Der var ål og øl og bageren bagte specialbrød og naboen bagte muffins. Alt var overdådigt, og alle skiftedes til at stå bag kassen. Shit, en opgave Louise må have haft med at lave vagtplan, tænker jeg nu, hvor det er mig, der sidder med den opgave. Til start stod der en Melissa kaffemaskine til 100 kroner og spruttede dagen lang, og kagerne bagte vi i Louise og Johns gamle ovn, og sådan har det hele udviklet sig løbende. En dag kom Lene ind af døren, og sagde: “Jeg elsker at bage, og jeg vil gerne hjælpe jer,” og hun er her stadig hver anden dag, og bager alle vores boller og kager ud fra opskrifter, som hun og jeg udvikler sammen. Hende kan vi ikke undvære. Jeg troede, jeg kom fra en hård branche i reklamebranchen, men det er jo ingenting sammenlignet med det her. Dørene skal åbnes hver morgen, man skal være klar, møde alle med et smil, og frokosten skal være god hver dag. Til gengæld har jeg fri, når jeg låser efter mig om aftenen, og vi snakker om arbejdet derhjemme, som man ville om et andet job, men ikke mere end at jeg bare synes, det er fedt, at vi er fælles om det, Lennart og jeg. Hvis ikke det var Den Gamle Købmandsgaard, havde vi fundet på noget andet, for vi elsker projekter. Når børnene sover, er jeg aller mest kreativ, så jeg sidder om aftenen, og søger inspiration, og lægger planer for 2017. Hvor vil jeg gerne have menukortet hen? Hvem kan hjælpe os med at få det til at lykkes? Hvilke nye varer drømmer jeg om, og hvordan skal jeg lave bryllupskagerne i morgen?

Hvordan arbejder du bedst?
Før klokken 12 synes jeg, alt er hårdt. Sådan har jeg altid haft det. Men så lige pludselig er der noget i mig, der vågner. ”Så kan vi også gøre sådan og sådan og sådan.” Jeg er ret nem at begejstre, og jeg har nemt ved at se muligheder, og når jeg så ser dem, skal der handles, og det skal gøres rigtigt. Jeg stopper ikke, før jeg er færdig, og det kan indimellem dræne mig. Mine forældre fortæller, at jeg helst ville gå til fire forskellige ting som barn, og altid havde mange venner, og så lige pludselig kom der en pige hjem, som var helt ked af det, og græd og græd, og kunne sove to-tre dage i træk, og det fik jeg lov til. Sådan er jeg stadig, siger de. Jeg er både stærk og sårbar. Jeg presser mig selv, for jeg vil gerne nå hurtigt og sikkert i mål, og jeg når ikke altid at mærke min grænse, før jeg løber tør for energi. Så får jeg brug for at være alene, og dem der kender mig, ved godt, at de ikke skal komme forbi. Der er Lennart helt modsat. Han er bare i gang fra morgenstunden. Det hele er dejligt og godt. ”Det bliver sådan en dejlig dag. Der er ikke nogen, der har det så godt som os. Er der virkelig andre, der har det?” Det siger han hver dag. Han er totalt A-menneske, men om aftenen er han færdig, og det er dér, det begynder at pible i mig, og den ro bruger jeg til at lave noget. Jeg elsker mit eget selskab, keder mig aldrig, eller bliver trist eller tænker, at nu skal jeg være sammen med nogen.

Har du altid boet på Ærø?
Nej, jeg tog på handelsskolen efter 10. klasse, og så boede jeg et år i København, før jeg blev uddannet i Kolding. Derefter boede jeg et års tid i London, og kom tilbage, og fik job i København, hvor jeg blev i fem år. Da jeg sagde mit job op, var det fordi, jeg var i tvivl, om jeg trængte til at skifte branche, og så var jeg hjemme på Ærø i sommerferien, og jeg kunne mærke, at her skulle jeg bo. Så jeg startede som selvstændig, og flyttede til Ærø, og tog mine store kunder med: Københavns kommune, Københavns Universitet og nogle andre. Jeg tænkte, at det var indstilling at få det til at lykkes. Det er jo bare en færge- og en togtur, og jeg har altid set færgeturen som en arbejdsplads. ”Hvis I ringer i morgen tidlig, kan jeg sagtens nå ind i løbet af dagen,” sagde jeg, og det fungerede fint. I starten havde jeg stadig en lejlighed i København, men så faldt jeg for et hus her i Ærøskøbing. Der var en enorm, vidunderlig rosenbusk i haven bagved, og min mor sagde, at hun altid havde haft noget særligt for det lille hus, og jeg tænkte, ”sikken et hjem man kan lave her,” selvom det var en totalt faldefærdig rønne. Dagen efter jeg havde set det, tog jeg på yogalejr, og så ringede jeg hjem derfra, og sagde til mægleren, at jeg gerne ville købe huset. Mine veninder troede, jeg havde fået en depression, men jeg har nok altid gerne villet langt ud på landet igen. Hvorfor købe en lejlighed i København og være semiglad? Min søster boede her allerede, og mine forældre, så hvorfor vente til jeg blev 50? Jeg fik et hus for det samme som en toværelseslejlighed koster i hovedstaden. Jeg var 27 år. Det er faktisk helt tosset at tænke på nu.

Hvorfor ville du hjem til Ærø?
Vi er et lille samfund, og det er meget forpligtende. Man lærer at hvile i sig selv og gå med morgenhår på gaden, for det bliver man sgu nødt til at kunne, samtidig med at man gør sit bedste, fordi vi er så afhængige af hinanden. Alle er en vigtig brik i det her spil, og jeg synes, det er så fantastisk, at vi er vidt forskellige aldre. Når vi holder Fredagsbar på Den Gamle Købmandsgaard kommer alle, fra 72 år til 27, og man kan lige så godt have siddet og snakket med Onkel Kjeld hele aftenen og have haft en fest. I København sidder man med dem, der ligner én, men her er vi nødt til at stå sammen, hvis vi vil have noget op at køre. Jeg er blevet meget glad for, at vi udnytter hinandens erfaringer. Når man er 70, har man jo trods alt prøvet nogle ting, hvor man som ung i storbyen nok ofte har det sådan, at man gerne vil gøre sig alle erfaringerne selv. Jeg har lært, at man kan drage så meget nytte af hinandens evner og erfaringer, og det optager mig meget, hvilket min vennekreds afspejler. Jeg har altid elsket at høre om folks liv og interesser; hvor de var før; hvor de har været undervejs; om eksmanden og  om rejserne. Jeg elsker det simpelthen. De der lag er så interessante. Det er dem, der gør et menneske. Jeg kan huske, at vi fik en ny nabo, da jeg var barn. Elizabeth hed hun, og hun var ung, men meget ældre end mig. Hver dag når hun kom hjem, ville jeg over og sidde og lytte til hende fortælle, og jeg sugede det til mig. Hun var 35, og en dag spurgte hun, om jeg undrede mig over, hvorfor hun ikke boede sammen med en mand? ”Næ.” ”Nå, men det er altså fordi, jeg er kærester med piger,” sagde hun, og jeg blev lidt nervøs og spurgte, om det betød, at hun blev forelsket i alle piger? Men hun grinede, og sagde ”bare rolig, Rikke.” Yes, jeg havde fået en lesbisk veninde! Det var mega sejt. Jeg havde sgu aldrig været på Mc Donalds eller i biografen eller været ude og flyve, men nu havde jeg mødt en lebbe. Jeg var så stolt.

Hvordan er det at vokse op på en lille ø?
Vi er fucked, hvis ikke vi søger ud. Her er mange intelligente mennesker, som søger viden til sig, og Ærøbørn som kommer på gymnasiet, får at vide, at de er mere modne. De flytter jo hjemmefra som sekstenårige, og skal klare sig selv. Jeg ved ikke, hvorfor vi bliver voksne hurtigere, selvom vi bor på en lille ø uden lyskryds. Måske er det fordi vi ved, at man skal holde sig orienteret. Man må ikke falde af på den. Jeg elsker at bo her, men ingen skal kunne kalde mig en bonderøv. Jeg vil vide, hvad livet handler om. Det kan også tænkes, at det er fordi, vi ikke får alle impulserne med det samme? Det gør vi jo ikke. Når jeg er i et storcenter tænker jeg tit på, om folk går rundt her hver lørdag? Hvordan sorterer de i det alt sammen? For mig er det vildt meget, og jeg kan sagtens nøjes med at være der to timer om året.

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter
Marcel fra hele verden
Mette som ved, hvad hun vil
Søren, filosof, lærermester, håbets fakkelbærer
Nissen fra Ærø

 

Et kig på Danmark med amerikanske øjne: “Jeg lærer meget af at komme her”

Vi har, som jeg skrev om her, besøg af min veninde, Katie, i denne uge. Hun er født og opvokset i Florida; som 18 årig flyttede hun til New York; seks år senere rykkede hun til Los Angeles, og der har hun boet de seneste ti år. Katie har altid arbejdet med at skrive; hun har skrevet film, reklamer, artikler, alt. Hun er uddannet tekstforfatter fra universitetet, og i 2012 skrev, og producerede hun filmen “For a good time, Call” sammen med sin barndomsveninde. Katie bor på kanten af Hollywood i et sketchy kvarter, og betaler noget i retning af en zillion kroner for en lille toværelses lejlighed, men badekar, og badekar er en ting, hun sætter højere end det meste andet i livet. “Jeg har kun ro i mine tanker, når jeg ligger i et badekar.” Derfor er hun også gået ud af sin vej for at finde et værelse med badekar til os, til når vi tager en overnatning sammen i København, før hun flyver hjem på mandag. Så kan hun ligge i badekarret og boble, mens jeg sover uforstyrret en hel nat.

Og så på tirsdag, om fire dages tid, sidder jeg her ved mit skrivebord igen, og skriver om livet på Ærø, eller skriver i min bog, mens hun skriver på sit arbejde for Netflix, hvor hun er senior global brand creative, hvilket vil sige, at hun er med til at skabe Netflix’ brand som globalt network. Netflix, by the way, hvor man må holde så meget ferie, som man vil (“fordi det viser sig, at folk holder mindre fri, når de ikke føler sig bundet af x-antal ugers ferie, fordi de er glade for deres arbejde”), og hvor de arbejder ud fra et “frihed under ansvar”-princip, så medarbejderne selv vurderer, hvor ofte og længe, de skal møde på arbejde, på hvilken klasse de flyver, og hvilket hotel de bor på, når de rejser for arbejdet, og så en helt masse andre goder, som er meget uamerikanske og flere af dem også ganske lukrative set med danske øjne. Nå, det var lige lidt Netflix propaganda, men jeg er generelt fascineret af udviklingen indenfor de innovative arbejdspladser for tiden, fordi jeg mener, der er behov for nye spilleregler, hvilket eksempelvis facebook og google jo er kendte for (4-dages arbejdsuge, eksempelvis, er allerede virkelighed i enkelte danske innovationsvirksomheder). Derfor synes jeg, det er spændende at høre, hvad der foregår i en virksomhed som Netflix.

Nå, men jeg stillede Katie et par spørgsmål om hendes forhold til Danmark, nu hvor hun efter eget udsagn har et dusin stempler fra indrejse her til i sit pas. Blandt andet kom det frem, at hun har været på Ærø fire gange, om ikke to, som jeg skrev for et par dage siden.

Katie Anne Naylon, født 1982 i Fort Lauderdale, Florida
Bor i Los Angeles
Er kommet i Danmark cirka én gang årligt siden 2006.

Hvad er det, du så godt kan lide ved Danmark?
Det er dedikationen til udelukkende at lægge sin energi i ting, som rent faktisk betyder noget. Mad, etik, værdier og et globalt udsyn og, måske fordi landet er så lille, et engagement i at rejse og studere kultur og lære den større verden at kende uden samtidig at miste fornemmelsen for sin egen nation. Jeg tror ikke, folk her definerer sig selv eller hinanden udfra det arbejde, de udfører for at betale deres regninger og have råd til at leve deres liv, hvilket er en meget amerikansk ting, som irriterer mig.

Er der noget, som undrer dig ved Danmark?
For at fortsætte ud af samme spor: Det lader til at komme helt naturligt for danskere at se verden fra et globalt perspektiv og ikke et etnocentrisk ét, med dit eget kighul som centrum. På en eller anden måde lykkes det jer fra det her land, som er på størrelse med et frimærke, at se verden fra en alvidende satellit, og det fascinerer mig. Som amerikaner aner jeg ikke, hvad der foregik noget sted i verden i sidste uge, men I ved altid nøjagtig, hvad der foregår i både Bangladesh og i min baghave, inden I sætter jer med morgenkaffen.

Hvad ønsker du for USA set i lyset af dit svar ovenfor?
Jeg ved ikke præcis, hvordan alt det med sundhedsforsikring og uddannelse og så videre er sat sammen her i Danmark, men I har ikke de samme invaliderende problemer med hjemløse eller en ungdom, som er ladt i stikken, eller splittede hjem. Jeg siger ikke, at I slet ikke har de problemer, men det udfordringer er så gennemgående i mit hjemland, at det lader til…jamen, efter min mening er problemerne definerende for vores nation efterhånden. Det er blandt andet et resultat af, hvordan vi amerikanere ser os selv: Vores største eksport er medierne, og det er blevet som en forbandelse over os; vi har mistet det fundament af værdier, som støttede op om social forandring; som tillod at man bevægede sig ud af fattigdom og ind i et nyt liv. Nu er det de gamle; de udsatte børn; det er de syge og de fattige og alle minoriteterne, som er fortabt. Vores uddannelsessystem er totalt fucked. Selv vores kost – vi spiser udelukkende forarbejdet mad, og nu kommer jeg virkelig til en personlig mærkesag, men: Jeg tror grundlæggende på, at der findes en amerikansk sammensværgelse, som dikterer, hvordan vi spiser, og dermed hvordan vi har det. Det ske igen og igen, at direktøren for en chokoladefabrik, også sidder i sundhedsstyrelsen, og er med til at sammensætte den kostpyramide, som vi underviser i i børnehaver og skoler, og som maden på alle uddannelsessteder sammensættes efter – med hans chokolade repræsenteret som acceptabel kost. Den mad, som vi subsidierer til vores fattige medborgere, er så dårlig, at man knap nok kan leve af den. De har ikke råd til økologisk mad; en pose økologiske æbler koster omtrent det samme som et måltid til fire mennesker på Mc Donalds, og de får at vide, at Mc Donalds er “happy food”. Men den slags junkfood er jo bogstaveligt talt afhængighedsskabende; indholdet af fedt, sukker og salt er set med naturlige briller lige så usundt som cigaretter, og det er, hvad vi giver vores fattige mulighed for at spise. Og hvorfor kalder jeg det en sammensværgelse? Fordi de helbredsproblemer, som den diæt giver rigtig mange amerikanere, fodrer medicinalindustrien, som jo lever fedt af den ekstreme overvægt, og medicin koster kassen. Michelle Obama, som jeg ellers er glad for, har haft et program, der handlede om at børn skulle bevæge sig mere og spise mindre, og selvom jeg anerkender, at hun er meget optaget af at dyrke sin egen mad og så videre, så er grundtanken med at bevæge sig mere og spise mindre ikke direkte overførbar på dem, der ikke har ressourcer, fordi selvom “lille Mike” måske svømmer halvanden time fra morgenstunden, er det alligevel en cheese burger, han spiser efterfølgende, fordi han ikke har råd til andet, og så er han stadig fejl- og underernæret. Kost er så vigtig en del af vores liv, det er vores byggesten, men det er røget helt af sporet i USA.

Hvad inspirerer dine besøg til Danmark dig til i dit liv derhjemme?
Jeg vil gerne finde en…en blidere måde at leve på efter min egen sandhed, som handler om at spise en bestemt slags mad og være engageret i mit liv. Hvis du konsekvent lever og spiser på en måde, som er rigtig for dig, så er du i gang med at ændre verden. Vi får at vide, at vi skal råbe op, når vi har muligheden; stille os på en papkasse med en megafon og tale om forandring, men jeg er ved at lære, at det fungerer meget bedre ganske enkelt at leve, som vi mener, det bør gøres. Når nogen spørger: “Hvorfor spiser du lokalt?”, så kan man fortælle dem om sine bevæggrunde. Jeg kalder Danmark mit “reboot”. Jeg har behov for at blive mindet om, hvad der betyder noget, og hvad jeg fortjener som menneske fra mig selv og min omverden, og når jeg tager hjem fra Danmark, har jeg altid brændstof til et godt liv i nogle måneder med mig. Efterhånden bliver det en større og større del af mit liv derhjemme, og det er nemmere ikke at købe junk food og at minde mig selv om, at det gode liv ikke handler om at købe en masse smukke ting hele tiden, når jeg kommer til Danmark indimellem. Her på Ærø, hvor dine børn vokser op, bliver de ikke konstant konfronteret med reklamer. Dine døtre får ikke hele tiden billeder af, hvordan de skal se ud, hvordan de skal have det, hvordan de er den bedste version af sig selv, kastet i hovedet. Hvor jeg bor, kan jeg ikke gå ud af min hoveddør uden af se den slags over alt.

Hvorfor er du glad for at arbejde ved Netflix?
Fordi Netflix tror på fordybende underholdning. Vi prøver ikke at sælge dig småkager eller legetøj i reklamepausen samtidig. Hvor unfair er det ikke, når vores børn sidder, og ser et show, de holder af, og så skal de forholde sig til nogle produkter, som nogen gerne vil sælge dem? De er ikke gamle nok til for alvor at tænke: “det har jeg ikke brug for,” og når de endelig er gamle nok, er det for sent at reprogrammere sig selv. Løbet er kørt for mig: Jeg vil altid være af den overbevisning, at hvis jeg var tyndere, rigere, og smukkere, så ville jeg endelig være rigtig glad. Og jeg siger ikke, at danskere ikke også har det sådan, jeg tror da, at en mor i København, tænker, at alt ville være bedre, hvis hun havde en Victoria’s Sectret krop, men jeg fornemmer, at problemet er større i USA. Netflix er “storytelling”: Vi vil bare gerne fortælle en historie og samle mennesker omkring historierne over hele verden. Det er en måde at forbinde mennesker via historier, og jeg mener, at det netop er sådan, vi skaber mening, og danner vores identitet i verden. Det giver mig et fællesskab med drengen fra Ærø Friskole, som spurgte mig, om jeg kender “The OA.” Ja! Det gør jeg. Hos Netflix giver vi filmskaberne kreativ frihed, hvilket ikke ellers er noget, der eksisterer i USA. Normalt bestiller man en enkelt episode, og så afprøver man den hos annoncørerne, og man tester den på en gruppe seere, og hvis de ikke lige bidder på, dropper man det igen. Hos os siger vi til eksempelvis Duffer-brødrene (som er bagmændende bag Netflix’ hit “Stranger Things”, red.): “Vi kan vi rigtig godt lide jer, lav tre sæsoner, og lad os se hvordan det går. Det kommer ikke til at være alle, der holder af det, men nogle vil elske det, og det er godt nok for os.”

Hvilken historie tror du, vi har mest brug for at høre lige nu?
Jeg synes, der er meget mørke lige nu, og vi har brug for at høre historier, som inspirerer folk til at stille bedre spørgsmål og have mere håb. Vi er endt her ved at acceptere tingenes tilstand alt for længe, og i kølvandet på det er der opstået en stærk følelse af afmagt, som har forsaget det mørke, vi befinder os i nu. I mit liv har det aldrig været et godt valg, når jeg lod mig styre af mine følelser, og det skal vi selvfølgelig heller ikke som menneskehed. Vi skal stille spørgsmål, og så skal vi have håb og tro på hinanden.

Mød et menneske – Peter: Ærøs nissefar og ustoppelige idébank

Da jeg kom hjem fra at have interviewet Peter Kiær i sidste uge, satte jeg mig, og skrev spørgsmål ind mellem hans udtalelser. Spørgsmål, som jeg ikke nåede at stille, mens vi sad overfor hinanden i hans og Bjørgs køkken med udsigt til Vesterbro i Ærøskøbing og med potter og pander på væggen, lokal keramik på bordet og Hattesens lakridskonfekt indenfor rækkevidde. Spørgsmål, som jeg ikke behøvede stille, fordi Peter talte af egen drift næsten uden pause, fra han åbnede døren, til jeg gik igen, og selvom jeg efterhånden har lært, hvornår man skal bryde ind og dreje en samtale tilbage på sporet, var det ikke rigtigt nødvendigt på noget tidspunkt, for, ja, han sprang lidt i emnerne (fra sit gode ægteskab over barndommen på Ærø til hjemmelavede hundekiks og hans dobbeltliv som nisse), var der en rød tråd hele vejen, og alt sammen var nyt og sjovt og inspirerende, og den røde tråd var Peters liv, og det er jo ham, det skal handle om i dag.

Mød Peter Kiær: Nisse, underviser, opfinder, iværksætter og lykkeligt gift bådbygger med et flydende hotel under opbygning.

Peter Kiær, født 1969 på Ærø.
Uddannet bådbygger og erhvervspædagog med speciale i autisme. Underviser på Ærø Efterskole og dedikeret nisse
Gift med Bjørg, far til tre voksne børn

Hvor kommer du fra?
Jamen, min mor er fra Svensk Congo, altså Bornholm, og min far er fra Tysklandsodde, altså Jylland. Jeg er født og opvokset her på øen, og ligesom mine piger er nu, var jeg på kost-gymnasiet i Nyborg efter folkeskolen. Derfra tog jeg ud og sejle, det var jeg vant til. Jeg har ikke gået i 1., 3. eller 7. klasse i min skoletid, fordi jeg sejlede med min familie de år. Min far var kaptajn på en coaster, min mor var skibskok, og så blev vi børn undervist ombord. Det var dengang, de sejlede med krudt og kugler, så jeg har været i Sydafrika, Haiti, Libyen, Argentina – alle steder, hvor der var militærkup. Mine forældre tog os med for at være sammen som familie, fordi min far sejlede seks til otte måneder ad gangen hele min barndom, så de ture var det meste tid, vi havde. På et tidspunkt blev min mor maniodepressiv, og hun var indlagt i længere perioder, og i de perioder boede vi børn egentlig hjemme, men så kom der nogle og hjalp os. Vi var lidt sådan nogle Pippi Langstrømpe-børn med en kaptajn-far og en mor, som ikke var der.

Hvordan er dit liv nu?
Det er godt, Bjørg og jeg lever et liv med familien i centrum, og så har vi altid gang i rigtig mange ting. Mange parforhold går i stykker, fordi man kører død i hverdagen og alle opgaverne, og jeg tænker, at man skal huske sig selv og prioritere at være tilstede sammen. Hvad med lige at stikke fingeren i jorden og trække vejret dybt? Bjørg og jeg står op ved femtiden hver morgen, og har et ritual, hvor vi sætter os sammen en time, og taler den kommende dag igennem. Den tid er et frirum, som betyder, at der er ro resten af dagen. Til gengæld går vi som regel kold klokken 21:30, og det har jeg det fint med. Det er vigtigt, at man følger årstiderne, og jeg begynder at være af den overbevisning, at man skal sænke sine forventinger til det sociale liv udenfor hjemmets fire vægge og i stedet mødes uformelt, når det lige passer. Bjørg har en veninde, som indimellem kommer forbi, og så sidder vi alle tre og snakker lidt, og hun siger, at hun kun vil have kaffe, hvis der er noget på kanden i forvejen, men vi laver en frisk kande alligevel, og tit bliver hun og spiser med, men vi laver ikke noget særligt, vi er bare sammen, og så kører hun igen, og det synes jeg, er en god måde at være sammen på.

Hvad er det, der gør dit og Bjørgs ægteskab godt?
Da jeg i sin tid fortalte min far, at jeg havde mødt en pige, som hed Bjørg, spurgte han: ”Er hun Islænding?” ”Nej, Færing,” svarede jeg. ”Færinger er sværere at komme af med en tatoveringer,” sagde han så. Heldigvis. Bjørg og jeg er gode sparringspartnere, og jeg kan ikke undvære hende i de ting, jeg laver. Vi gør ting. Der er ikke ret langt fra: ”Kunne det ikke være skægt at..?” til vi handler på det. Vi har lavet alt fra hundekiks til t-shirts. Hundekiksene var en kæmpe succes, undtagen hos terrierne, de kunne ikke lide dem, og det var et fælles projekt med vores børn, som selv solgte de håndpakkende kiks på havnen til turisternes hunde og lokale på gåtur. På den måde finansierede børnene deres sommerferie. Vores børn er i det hele taget meget selvstændige, og de ved hvad de vil, og så er de arbejdsomme, og sådan ser vi også os selv, Bjørg og jeg.

Hvad holder du dig i gang med?
Jeg har altid taget initiativer; trommet folk sammen og sat gang i ting, når jeg følte, at det manglede. De fleste projekter trækker jeg mig fra igen, når der er kommet gang hjulene, men nisseoptoget og vores væltepetercykler har jeg holdt ved, for det kan jeg huske, fra jeg var barn her på øen. Vi er et multietnisk samfund på Ærø; her er altid kommet folk udefra, og vi har aldrig været bange for nye, det så vi også med asylanterne, som kom hertil sidste år, og blev varmt modtaget. Vi plejede at være en søfartsnation, og de ærøske traditioner har været med til at definere os, derfor synes jeg, vi skal værne meget om dem, og derfor har jeg også bragt morgenvækningen på fastelavnsmorgen til live igen, efter den var forsvundet. Jeg husker det tydeligt, fra jeg selv var barn, hvordan vi gik rundt i hele Ærøskøbing og sang, og slog på grydelåg og larmede med rasler, og når man nåede til lærerens hus, så skulle der rigtig vækkes med tromme og fløjter.

Du er også nisse. Hvad går det ud på?
Det er en stor del af mig, og det er ikke bare julerier. Jeg er nok efterhånden kendt som øens nisse, og jeg har selv kørt rundt i kane, da jeg var barn, og kunne mærke hvor vigtigt det var med nisserne og julefællesskabet, og for ti år siden fornemmede jeg en metaltræthed i gruppen, og blev spurgt, om jeg ville være nisse. Man starter som kravlenisse; det er dem, der bliver løftet op i kanen, og kører med rundt. Lømmelnisserne løber omkring med nissemor i hælene, og hvis man er dygtig, bliver man dørnisse efterfølgende – i gamle dage betød det, at man stod i butikkerne, og åbnede døre til op til jul. Der var mange butikker i byen dengang: To slagtere, to bagere, en urmager og en sadelmager. Men det er også hårdt at være nisse, der er nok at se til de tre dage, hvor vi har nisseoptog i Ærøskøbing, og bagefter skal man rundt – og lad mig bare sige, at man ikke dør af tørst undervejs.

Hvad lavede du som barn i Ærøskøbing?
Jeg var en udfordring i skolen, og da jeg gik ud af 9. klasse, havde jeg 17 eftersidningstimer, som jeg måtte arbejde af nede i lærerinde Milles have efterfølgende. Jeg kunne have fået mange flere eftersidninger, men jeg var bydreng hos købmand Nils Lauritzen hver anden uge, og han var verdens bedste arbejdsgiver. Jeg kørte ud med varer fra butikken på hans long john, og han kunne finde på at ringe til skoleinspektøren og sige: ”Peter får simpelthen så travlt her hos mig i dag, så I må ikke give ham eftersidning, jeg skal nok sørge for at holde ham i gang,” og så – når jeg mødte op efter skole – tog han en pakke Karen Volf småkager, og trykkede den lidt i stykker med sin tommelfinger, og udbrød: ”hov, den er jo i stykker! – tag lige en sodavand med fra køleskabet også. Nå, Peter, hvad har du lavet i dag af narrestreger?” Og ja, hvad havde jeg så lavet? Jamen, det blev opdaget, at det var mig, der puttede pastiller med blåsyre i min lærers gajolpakke, så hun havde blå mund i to dage, og det gjorde hende lidt ked af det, så de måtte kalde en vikar ind. Men det var til gengæld ikke mig, der fjernede tyskbåndende fra skolen i sommerferien inden syvende klasse, og cyklede igennem byen efterfølgende, og trak dem ud over vejen. De kunne i hvert fald ikke bevise det. Når jeg ikke arbejdede, spillede vi bold, og løb hundrede-meter, og jeg har også gået til boksning, og det var kun, når det regnede, at vi måtte vi blive hjemme. Så havde vi hver vores sæk med legoklodser, og den tog vi med hjem til hinanden, og der sad vi og byggede, mens regnen silede, og så kunne vi bare trække i snorene, og slynge sækken på ryggen, når vi skulle hjem.

Har du adhd?
Nej, jeg laver tingene færdig, og det er forskellen. Men jeg har krudt i røven. Det er derfor, jeg arbejder på efterskolen – mit hjerte ligger hos dem, der ikke kan forsvare sig selv, og de unge på vores skole er dem, der sidder bagest i klassen. Dem, de andre ikke vil lege med, og som er lidt ved siden af. På et tidspunkt tog jeg en bachelor i erhverspædagogik med speciale i autisme, og nu er jeg udelukkende værkstedslærer, fordi det giver mig ro til at koncentrere mig om relationen, som er det, jeg er god til. Mit arbejde er først og fremmest at få de unge til at fungere socialt. De kan ikke begå sig, fordi de kommer fra udsatte hjem. Lige nu går vi ind i den værste tid, julen, som halvdelen glæder sig helt sindssygt til, mens de andre frygter det inderligt. Derfor iværksætter jeg en helt masse fede, nye aktiviteter, som giver dem nogle gode input, og får dem til at se muligheder.

Hvornår blev din mor syg?
Til min konfirmation. Hun var med i løbet af dagen, men hun blev hentet og indlagt, før gæsterne gik hjem. Hun havde sovet meget i tiden op til, og vi troede, det var stress, men så viste det sig, at hun var maniodepressiv, og det har hun været lige siden. I dag er jeg værge for hende, og jeg har indlagt hende to gange i år. Hun har gode dage og dårlige dage, flest dårlige, og jeg kommer forbi med mellemrum, og ryger en smøg med hende, og så går jeg igen. Så kan ingen af os mere. Jeg har ikke lyst, og hun kan ikke rumme det.

Hvordan ændrede livet sig, da hun blev syg?
Vi børn blev boende hjemme, og så kom vores mors veninder og hjalp os med at få mad og komme ud af døren. Jeg var jo bydreng, så jeg handlede, og fik sendt regningen. Men jeg nød at have det hele for mig selv. Jeg var vildt aktiv, og savnede ikke min mor, hun var gledet væk for længst. Min far sejlede videre nogle år, men der var stor aldersforskel på dem, så på et tidspunkt gik han i lang, og sejlede derefter mest om sommeren.

Hvad er det med de der væltepetercykler?
Vi har jo Vesterbro Væltepeterudlejning, Bjørg og jeg, og det kom sig af, at jeg for mange år siden fik lov til at køre på museets helt gamle væltepeter, og det var fandme skægt, så sådan én drømte jeg om længe. Nu har jeg nogle stykker, og jeg lukker lidt luft ud af dækkende, og så kører jeg en tur, og det passer i bybilledet. Folk bliver også sådan lidt ”hold da op,” når jeg kommer kørende på havnen. Vi udlejer dem for 30 kroner i timen eller 100 kroner for tre timer, og hvis nogen regner den dårlige pris ud, får de en lakridspibe. Vores slogan er: ”Spænd hjelmen og hold lakridspiben lige i munden,” og vi kan godt finde på at løbe vi efter kunderne og stikke en lakridspibe i munden på dem, når de har fået gang i cyklen.

Er det rigtigt, at du er ved at bygge et flydende hotel?
Ja! “Flotellet” hedder det. I sommer sad Bjørg og jeg i vores båd, og fik et glas rødvin og nød solnedgangen ved Vestre Strand, og så kom en mand fra Singapore hen, og sagde: ”Ved I, at Ærø har nøjagtig samme areal som Singapore, men der bor 5,5 millioner mennesker flere der. I Singapore gælder det om at bo ved vandet, men en bådeplads koster flere hundredetusinde kroner, så det kan de færreste komme i nærheden af.” Han spurgte, om man kunne leje en båd og overnatte i den. ”Du kan leje en båd og sejle den,” sagde jeg, men han kunne ikke sejle. ”Jeg kunne godt tænke mig at sidde, ligesom I sidder nu,” var hans svar, og jeg syntes, at det var en sjov tanke. Sådan startede flotellet; som et indre billede af en mobilenhed, man kunne overnatte på, men det greb selvfølgelig om sig: Så skulle den være selvforsynende, så blev den off grid, og så studerede jeg tiny houses, og jeg er endt med et koncept, der kan ombygges og indrettes i det uendelige. Konstruktionen er selvbærende, og i første omgang skal vi have vores første Flotel ned og ligge på vandet ud for Ærøskøbing, men tanken er, at de kan bruges som ungdomsboliger i havne, eller som flydende sommerhuse eller til klimaflygtninge eller andre der mangler et sted at bo. Den kan flyttes på en trailer, uden at det er en specialtransport, og den er fuldstændig fladbundet, som en papkasse, hvilket gør den ganske håndterbar.

Stopper du nogensinde med at få idéer og lave nyt?
Det håber jeg ikke.

Læs mere om Peters flotel HER

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter
Marcel fra hele verden
Mette som ved, hvad hun vil
Søren, filosof, lærermester, håbets fakkelbærer

Mød et menneske – Søren: Med sandheden som ledetråd gennem dette liv og de næste

Søren Hauge blev en del af min verden, da Kristian for fire år siden kom slæbende hjem med Sørens godt og vel 700 sider lange mursten af et hovedværk “Levende Visdom”. I ugerne efter læste Kristian næsten uafbrudt. Han læste brudstykker højt for mig om dagen, lå vågen under natlampen om natten, og sad krumbøjet over den tunge bog, så snart der var ro omkring ham. For hver side Kristian vendte, lod han til at tage et skridt dybere ind i noget, der gjorde ham mere bevidst og glad.

Måske oplever nogle Sørens verdensbillede som lidt fjernt, måske endda uforståeligt, men for mig er hans måde at opfatte livet på både tryg og ligetil. I hans tolkning af verden finder en genklang i mit inderste selv, som jeg ikke støder på ude i hverdagen, og som gør mig let om hjertet.

Jeg har skrevet dette portræt af Søren, fordi jeg mener, han taler ud fra den samme sandhed, som jeg selv forsøger at tage udgangspunkt i, når jeg skriver, når jeg tænker, når jeg føler, når jeg er. Det er en sandhed, som der findes mange sprog for, og som de fleste af os kan nikke genkendende til på et eller andet plan, uanset om den er lidt ubekendt og måske føles langt væk lige nu. Jeg har skrevet dette portræt af Søren Hauge, fordi han er et menneske, der altid handler ud fra det sted, hvor lyset brænder, og det er et sted, som jeg tror, vi alle har godt af at være i berøring med.

Mød Søren Hauge: Filosof, livsvejleder, forfatter; konstant skrivende, konstant tænkende, altid i virke – altid i bevægelse.

Søren Hauge, født 1961 i Aarhus
Spirituel underviser, forfatter og coach. Uddannet magister i idéhistorie og filosofi.
Gift med Jette, far til to voksne døtre.
Bosat i Højbjerg udenfor Aarhus.

Hvad er dit forhold til naturen?
For mig er naturen på sin vis at være hjemme. Jeg oplever, at jeg hører til, når jeg er der. Da jeg var ti år, tog jeg min notesblok, og gik udenfor, og skrev digte. De handlede om solopgangen og om skønheden, og i virkeligheden forsøgte jeg at beskrive min religiøsitet. Jeg ville sætte ord på, at der er en mening i alting, og den mening mærker jeg tydeligere, når jeg er tæt på naturen. Det var også derude, at min spiritualitet vågnede. Jeg mærkede det første gang, da jeg som femårig var med min familie på sommerferie i Sydtyskland, og så kongeørne svæve højt, højt oppe. Det var en fuldstændig overvældende oplevelse, og i mange år troede jeg, at jeg skulle være ornitolog. Fuglene er for mig både et symbol på naturen og indbegrebet af den. De er konkrete væsner, men de kan lette.

Fik du kærligheden til naturen med fra dit barndomshjem?
Min far var jæger, så jeg mødte naturen fra det perspektiv, selvom jeg egentlig ikke egner mig til at se noget miste livet. Som 15 årig fik jeg jagttegn, det var en helt naturlig del af opvæksten i vores hjem, og jeg var utroligt stolt. Min første jagt var med min far og bror, og det var en sønderknusende oplevelse. Jeg stod, og så fascineret på et egern, der hoppede rundt i en trækrone, indtil jeg skød, og egernet faldt ned, og landede lige for mine fødder, og i det øjeblik gik min verden itu. Det er så smukt et væsen; dets klør er næsten som menneskehænder, og efter den dag skød jeg aldrig igen på noget levende. Jeg opdagede, at så længe dyret var i trætoppen, var det en prik, der skulle rammes, men da det landede på jorden, så jeg hvor sårbart livet er, og at jeg havde frataget noget det.

Når du er så glad for naturen, hvorfor bor du så tæt på byen?
Nu kommer paradokset, eller, dobbeltheden i mig: Jeg har en lige så stor kærlighed til byen som til naturen. Byen er også natur. Den er ikke fremmed. Ja, vi kan gøre en by til noget fremmed, til betonklodser og usmarte konstruktioner, men dér hvor en by lever, og har sin puls, oplever jeg, at den er et landskab, den har sin ret, og jeg kan lide at være en del af den, ligesom jeg holder af at sidde i hulen – på en café, for eksempel – mens jeg er midt i den. Jeg har ikke knækket koden til, om jeg skal bo længere ude i naturen eller tæt på byen, men jeg vil gerne på sigt bruge mere tid i naturen. I perioder løber jeg, og der er det en gave, at bo på kanten af Aarhus, for når jeg har løbet i fem minutter, er jeg ude på landet, og tit stopper jeg, og sidder bare.

Hvordan var din opvækst?
Jeg har altid følt mig som en afstikker i familien. Min far var en stor teknisk begavelse, han var pionér indenfor tyverialarmer, og da jeg begyndte at tale om spiritualitet i teenageårene, var det ikke noget, mine forældre deltog i. Jeg følte mig lidt som en gæst i familien, og oplevede ikke at have et indre slægtskab med dem. Jeg vil mene, det er noget, mange kan nikke genkendende til, og måske også til følelsen af at være alene i sin indre verden. Sådan var det også i skolen, hvor mine kammerater gav mig tilnavnet “dybe kaj,” fordi de syntes, det var helt godnat, det jeg gik og tænkte på. På et tidspunkt måtte jeg jo finde mit fællesskab, og det gjorde jeg, da jeg var 17.

Hvor fandt du det?
Min egentlige oplevelse af familie var at møde et fællesskab, hvor jeg kunne tale frit, og hvor vi havde en fælles forståelse. For mig var det i teosofien, og derfra har resten af min rejse taget sit udspring. Jeg oplever et enormt fletværk af mennesker ind og ud og på kryds og tværs over hele jorden, og det har vist sig, at fletværket af spirituelt engagerede er uendeligt stort.

Hvordan var det at møde de mennesker?
Berusende. Lykkeligt. Det var ganske enkelt utroligt, at de fandtes, og jeg svævede på en sky. Jeg mødte den første del af min nye familie på et sommerkursus i 1979, som mine forældre havde foræret mig i 18 års fødselsdagsgave. Jeg havde lige stødt på teosofien, og set at der var et sommerkursus, og man kan sige, at de afleverede én ung mand og fik en anden hjem. Ud tog en kødspiser, hjem kom en vegetar. Ud tog en søgende, ensom fyr, hjem kom en ung mand besluttet på at arbejde for sit fællesskab og hellige sig det fuldstændig. Med ét kom relationerne og visdommen – og genkendelsen, mest af alt. Jeg mærkede en dyb genklang i det livssyn, som teosofien rummede, og det var ikke sådan en: ”Nåå, ja det er da interessant…”, eller: ”Hmm, det skal jeg tænke over..,” Nej, det var: ”BANG! Det kender jeg godt, det der!” og: “Ja! Det er rigtigt!” Modningstiden fra jeg forpuppede mig i min nye spirituelle identitet, til jeg sprang ud, var sindssygt kort. Der gik ikke mere end godt et år, før jeg begyndte at undervise, og det har jeg gjort uafbrudt lige siden.

Hvilken visdom var det, du stødte på?
At døden er en illusion. At vi er her mange gange, og at universet er fyldt med alle mulige andre energier og tilstande end dem, vi kan se. At der er mening med alting. At vi ikke er kaotiske brikker i et meningsløst spil; vi er blade på universets træ. Det hele er én stor levende organisme, og jeg er en mikroorganisme deri, og det har jeg altid opfattet som fuldstændig fast og sikkert. Der er en mening med alting.

Hvad er meningen?
Overordnet har jeg en oplevelse af, at vi hører sammen, og at vi er her i verden for at vores hjerter skal banke frit og lyset skal stråle uhindret, og sammen skal vi finde ud af, hvordan den her jord kan blive et harmonisk hjem for os alle.

Tror du på, at jorden kan blive harmonisk?
Desto større konflikter vi har, desto dybere forsoninger og læreprocesser bliver vi beriget med efterfølgende. Hvis vi ser på et parforhold eller venskab, så er det jo fantastisk, hvad man kan lære af at komme på kant med hinanden, hvis man vil relationen. Det er vildt, hvor meget det kan rykke, at man kæmper sig tilbage fra en konflikt, og da vi jo alle sammen tilhører den samme familie her på jorden, og da vi kun lige er i barnefasen af, hvad det vil sige at være globale borgere, så er det også nu, vi har de største kriser og fremmedgørelser, og desto større bliver forsoningen, når vi opdager, at vi ér familie, og vi vil hinanden. Men det er en meget meget hård start, og jeg vil ikke være naiv: Vi  er alvorligt udfordrede, og løsningen kommer ikke af, at vi lægger os, og sover. Men jeg ser den gode udvikling mange steder. Tag bare Standing Rock; den hjerteskærende proces med mennesker, som har fået frataget deres land for flere hundrede år siden, og alligevel vælger en konsekvent ikkevoldelig tilgang. Der er utallige eksempler på, hvad vi kan i verden i dag, men der sker ikke en skid, hvis vi bare sidder på vores røv, og tager imod de nyheder, der bliver serveret. Mainstream er domineret af økonomi, seertal, politisk tænkning, dinosaur-idéer, og det er er først, når vi selv tænker, at vi bliver vækket fra at være slappe passagerer. Vi vågner, når vi opdager, at vi selv skal finde vejen – at den er der. Der er mange flere gode nyheder, end vi drømmer om, og vi har en kæmpe indflydelse på verden, men vi er verdensmestre i at undervurdere vores indflydelse. Ét menneske har potentiale til at skabe enorme kædereaktioner, når det handler om at forandre verdens gang.

Hvorfor hører vi ikke mere om de gode nyheder?
Mennesker har mange skønne oplevelser, men vi deler kun få af dem. Når vi har den smukke oplevelse af at blive set og hørt af et andet menneske, så er det ikke altid, vi får det sagt. ”Hvor er det fedt, at du forstår mig,” eller: ”Tak for din opmærksomhed.” I stedet gærer det i os i årevis, og så kommer det ud, og vi siger: ”Du forandrede min livsbane,” eller, ”Det betød så meget, at du så mig dengang.” Måske skal vi gøre det trendy at dele med hinanden – uden forsinkelse. Det er reformerende på den fede måde, når vi er rundhåndede med den slags.

Hvorfor er det vigtigt, at vi forstår, hvor stor indflydelse vi har?
Nogle af de ting jeg er vidne til med menneskers udvikling, er mirakuløse. Det lys folk stråler med og den ærlighed og det livsmod der udfolder sig, er utroligt. Mange får med ét modet til at træde ud af dødvandesituationer, som har været deres liv i årtier, og pludselig kan de trække vejret helt ned i maven. De får lyst til at være her. Mennesker, som har været på vej væk fra livet i lang tid, fordi de ikke havde modet til at ændre deres omstændigheder, vågner op. Det er elementært, men det er ikke banalt. Det er fundamentskabende. Når det går op for os, at vi er kaptajn på vores eget skib, pibler det ud med god energi. Når vi forstår, at den matrikel vi bor på, skal æres for alt det, den rummer og ikke være en undskyldning for os, så bliver livet anderledes glædesfuldt. Det er mirakuløst at komme hjem i sig selv, for der er ikke noget mere værdifuldt sted at befinde sig, end lige der hvor man står i dette øjeblik, og den saft og kraft som vi får ud af at være tilstede i vores liv, smitter. Den vækker det bedste i andre, og giver dem lov til at stå i deres eget lys. “Det, som jeg giver mig selv lov til, giver jeg også andre lov til.” Selvomsorg kan aldrig blive selvoptaget, fordi det smitter. Vi kan vise andre, hvor værdifulde de er ved at vise os selv det samme.

Hvad kan vi gøre for at påvirke verden positivt?
Hvad kan vi ikke gøre? Vi kan gøre alt. Der er ingen grænser for, hvad vi kan påvirke. Én af de helt store illusioner er, at vi ikke påvirker verdens gang. Når et menneske begynder at handle, så igangsætter det en stille, fredfyldt tsunami i omgivelserne. Vi kan være forbrugere med omsorg for verden, vi kan købe den tandpasta, som ikke er fyldt med mikroplast. Vi kan prioritere vores tid til det, som tænder lyset i vores øjne, og så kan vi tage det modige opgør med alle skyggerne i os selv, når de bliver utrygge, og rasler med lænkerne, fordi vi truer med at slippe status quo. Vi kan kigge på skyggerne med kærlige øjne og sige: ”Du skal også elskes. Jeg kan godt forstå du er bange, men det skal nok gå.”

Hvordan vil du beskrive dit liv?
Livet bevæger sig konstant, og jeg insisterer på at følge med. Det betyder, at jeg står ansigt til ansigt med mit livs smerte, når den kommer, og den kommer hurtigt og uden forsinkelse, når jeg bryder med gamle vaner, og tager nye sandheder til mig. Man får ikke et Panodilliv ud af at sige ja til det mirakuløse, det foranderlige. Nej, når de sider i mig, som har været fuldstændig frosset ned, begynder at smelte, kommer der også frygt og frustrationer og hjælpeløshed til syne, og det viser sig som reaktioner indeni. ”Går det? Kan du klare det?” Alle status quo stemmerne taler i munden på hinanden: ”Skal vi ikke bare blive her? Det er godt nok ikke det fedeste sted at være, men det er sikkert bedre end så meget andet.”

Hvordan oplever man tabet af sine nærmeste, når man tror på uendeligt liv?
Det er et hypotetisk spørgsmål, for jeg har ikke stået i den situation, og jeg har erfaret, at man ikke kan forudsige den slags. Men jeg vil sige, at jeg håber, jeg vil være i stand til at gå ind i al den sårbarhed og magtesløshed, som ville opstå og give mig selv lov til at være med sorgen. Der er mindst to etager i fortællingen om det evige liv. På den ene, lad os kalde den stueetagen, er der sorg, fordi den, man var sammen med, er gået bort, og aldrig kommer tilbage i den form, det udtryk, med den hud, fremtoning, historik og det liv, som man kendte og elskede. Det liv er forbi, og det er vigtigt at turde lade sig selv sørge igennem og gerne dele sorgen med andre, hvilket vi kan have svært ved i vores dødstabuiserede kultur. Og så er der for mig derudover loftsetagen med udsigt til stjernerne, og derfra ser jeg, at essensen af mennesket rejser videre. At det hjerte, jeg holder af, det lys, jeg kender, fortsætter sin rejse, og tager en anden form på et andet tidspunkt, og fordi vi har knyttet tråde i dette liv, gør vi det nok igen, og de lys vi er inderst inde, vil altid være forbundne.

Læs mere om Sørens arbejde her:www.sorenhauge.com

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter
Marcel fra hele verden
Mette som ved, hvad hun vil

Mød et menneske – Mette: Selvsikker, stålsat og tryg ved fravalg

Da jeg tidligere på ugen parkerede den store familiebil på Ærøfærgen med slutdestination ”Børnemodtagelsen”, var det bag en anden familiebil næsten magen til vores. Og ud af den stod Mette, og hun tog lille Laurits på armen, og få sekunder efter stod vi overfor hinanden på dækket, med hvert vores syge barn, og snakkede om, hvorfor vi hver især var på vej til OUH. For Mette og Laurits havde samme kurs som os, og vi endte med at tilbringe mange timer sammen den dag. Først på færgen og dernæst i venteværelserne på OUH, hvor de to små legede, mens vi kunne snakke og opmuntre og hente vand til hinanden. Og det var lidt af et sammentræf, for lige netop dagen inden havde Mette og jeg for første gang snakket rigtigt sammen, da jeg interviewede hende til dette portræt. Vi havde siddet overfor hinanden i køkkenet i hendes og Jens’ og deres fem børn og nevøs hjem i landsbyen Leby, og hun havde fortalt om sin barndom og om deres liv, og jeg havde glædet mig til at komme hjem og skrive om hende. Imens hun fortalte, trissede Laurits lige så stille rundt, indimellem drak han lidt te, indimellem kravlede han op på en stol, og så på os, og han lignede på en prik Mettes andre fire børn, som jeg kender fra børnehaven Pippihuset, hvor tre af dem de går sammen med mine to mellemste.

Men jeg fik ikke skrevet mandag aften, for der opdagede jeg, at Juno var syg, og nu er der gået et par dage mere, og både Mette og jeg har haft rigeligt at se til, men jeg kender hende endnu bedre nu, så det er godt. Tirsdag aften fik hun og Laurits lov at køre hjem fra hospitalet, og jeg tror, noget af det første hun gjorde fra færgen, var at skrive til mig ”Vi nåede færgen klokken 22,” skrev hun. ”Hvordan går det? Jeg tænker på jer.” Og sådan indkapslede vores fælles tur til OUH så fint, hvad det betyder at bo på en ø: Omsorg, kendskab, fællesskab. Men nu er det Mette, det skal handle om, og det er hun sådan set ikke vant til. ”Samtaler plejer jo ikke at være envejs,” sagde hun flere gange, mens jeg interviewede hende. ”Det er helt mærkeligt bare at snakke om mig selv.”
Mette er et dejligt menneske; Et menneske med helt klare prioriteter i livet, og som hver dag træffer valg, der kan være svære for de fleste af os, fordi der følger nogle fravalg med, som efterhånden er blevet vigtigere end livsglæden selv i verden anno 2016.

Mød Mette: Mor med stort M, livsnyder, optimist, altid hjælpsom, altid opmærksom på hvad hun vil med sit liv.

Mette Ingrid Thygesen, født 1982 i Holstebro.
Lidt snedker, lidt bygningskonstruktør, lidt kok – altid hårdtarbejdende, altid mor.
Gift med Jens.
Mor til: Anders, 7, Sofie, 5, Rasmus, 4, Claus, 3, Laurits, 1.

Hvordan er du havnet på Ærø?
Jeg kom hertil som tiårig med mine forældre, fordi min 13 år ældre søster, Elizabeth, var kommet tilbage til Danmark efter to år i Australien, og havde fået arbejde som fodermester på øen. Mine forældre fandt et hus, som de sendte min søster ud at se på, og det købte de. Jeg tror, vi havde været her to gange på besøg inden da, men nu var min søster jo kommet hjem, og så kunne vi være sammen som familie igen. Min far havde været syg i mange år, og livet skulle leves.

Bor din familie stadig på Ærø?
Mine forældre er døde, men Elizabeth bor her, og min ældste storesøster, Caroline. Hun flyttede hertil efter at have boet ni år i Stockholm. Vi har også en bror, som bor udenfor Holstebro.

Hvem bor her på gården?
Jens, jeg og vores børn – og  Tobias.

Hvem er Tobias?
Tobias er min nevø på 17, som har været i netværkspleje hos os, siden han var 11. Han var endt på et opholdssted, og da det gik op for Jens og mig, at han var røget af sted, kiggede vi på hinanden, og sagde: ”Han skal da bo hos os, den lille dreng.” Det kunne vi slet ikke have. Man får ikke løn, men man har heller ikke de vilde udgifter forbundet med netværkspleje. Det skal ikke være økonomien, der afgør, om man bliver godkendt eller ej. Netværkspleje er ikke arbejde, det er en aflastning. Jeg tror faktisk ikke, jeg har psyken til at tage deciderede plejebørn. Tobias er familie og begge forældre og alle bedsteforældrene er med hele vejen.

Hvor gamle var I på det tidspunkt?
Jeg var vel 26, og Jens er fem år yngre end jeg.

Hvordan endte din nevø hos to så unge mennesker?
Jamen, vi havde et familiemøde med bedsteforældrene, Tobias’ far og Tobias selv, hvor vi spurgte ham, hvad han helst ville? Hvor han gerne ville bo. Han ville bo hos os, det var han sikker på. Dengang boede Jens og jeg i mit barndomshjem, og Tobias været meget knyttet til min mor, så der havde han måske de bedste minder fra. Da han kom hjem til os, havde han allerede fået et lille knæk; det er ikke nemt at være anbragt, og systemet kan være hårdt. Men nu går det fint. Han er en sej dreng.

Hvordan var din barndom?
Den var meget speciel, fordi min far var så syg. Egentlig var mine forældre selvstændige, men de valgte de at leje en gård udenfor Holstebro, da min far blev syg, og han blev førtidspensionist, min mor tog kørekort, og arbejdede deltid i en børnehave, og ellers passede hun ham – og mig. De havde ingen penge, men det lægger man ikke mærke til, når man er barn. Da jeg blev voksen, gik det op for mig, at min mor brugte to år på at tage det kørekort, og hun var oppe ti gange, og det kostede dem en formue, men jeg kan ikke huske, at de har beklaget sig. Hun bagte altid selv brød, og lavede pandekager – de der billige ting, fordi man altid har æg og mælk, når man bor på landet, men det er jo de ting, man synes, er lækre. Men de gjorde det lidt af nød. Mine forældre var enige om at prioritere tiden sammen. Lægerne lagde ud med at sige, at min far ville leve ét år, men han levede 15, og han havde dæleme ondt, så han var mest vågen om natten.

Hvad har du lært af din barndom?
Mine forældre var der jo altid, ligesom Jens og jeg er. Jeg har 35 fætre og kusiner, og der var altid nogen på besøg hos os, fordi mine forældre gik hjemme. Og det passede mig rigtig godt, for jeg er efternøler, så mine søskende var flyttet hjemmefra, og alligevel var min barndom fuld af børn. Jeg husker de mange heste og haven og min mor, som gik og bagte boller, men set i bakspejlet var det et underligt valg midt i firserne at leve sådan et liv, og det har smittet meget af på den måde, jeg gerne vil have, mine børn vokser op. Jeg lagde aldrig mærke til, at der ikke var penge, før vi flyttede ind til byen, men derinde var der sgu heller ikke nogen, der havde penge. Vi gik rundt i Bilka-tøj alle sammen, og lignede noget, der var løgn. Vi havde ikke fjernsyn, men vi havde altid besøg, og så gik vi over til naboen i 1992, og så fodbold. Fjernsynet var valgt fra, fordi vi ikke havde så lang tid tilbage sammen. I stedet spillede vi kort, og legede alle mulige børnelege.

Hvad har det lært dig?
Min far havde været forsikringssælger, og hele hans familie arbejder i Codan. De havde store villaer, og min far købte biler kontant i 70’erne, og havde mobiltelefon som den første, og min mor havde en virksomhed, hvor hun solgte bevillinger til vognmænd, men de ville noget andet, derfor købte de en stor gård. Men så, inden de nåede at overtage den, fik de at vide, at min far var alvorligt syg, og de lod handlen gå tilbage, og lejede i stedet gården, som jeg voksede op på, og min far fik en kæmpe nedtur, drak en flaske om dagen, men jeg var hans grund til at leve, hans store hobby, og jeg var meget forkælet med opmærksomhed. Jeg har altid følt mig heldig, og det er vigtigt at få med, for jeg har en klar følelse af, hvad mine børn skal tænkte tilbage på, og så længe de er små, så er det absolut ikke, hvad der står i tøjet, eller hvilken bil vi kører rundt i, det tæller. Det er nærvær, og på det punkt er jeg fuldkommen afklaret. Det står klokkeklart, fordi jeg har de erfaringer fra min egen barndom. Det sker jo, når livet bliver sat på en spids: ”Hvad er egentlig vigtigt?” Det har mine forældre bruge meget energi på at lære mig. De læste meget filosofi, og underlige bøger som Tor Nørretranders ”Mærk verden”, som jeg aldrig har fattet, og min mor tog filosofikurser.

Hvad har Jens og dig valgt fra for at leve det her liv?
Vi har gjort alting omvendt. Da vi blev kærester, startede vi med en stor gæld fra et entreprenørfirma, som han havde overtaget efter sin far som 18 årig. Vi startede med et stort pres på det plan, og sagde: ”Jamen, det er bare penge, vi skal nok overleve, og så må vi bide i det sure æble de næste 10-15 år,” og når man er der, hvor man er enige om noget så elementært, som at penge ikke er vigtigt, så er man meget langt. Vi har siddet i tarvelige situationer, men vi er glade for hinanden, og den er vigtig, den der, for når jeg tænker tilbage på mit liv, så er nogle af de lykkeligste stunder, når jeg har været mest fattig. Som ung og studerende i Svendborg havde jeg da ikke en krone, når først jeg havde betalt huslejen, men jeg havde det godt. Jeg havde det skønt og sjovt, og det er fedt, at man møder én senere i livet, der har samme værdier.

Ville du ønske, du havde flere penge?
Nej, det ved jeg såmænd ikke. Nu har vi endelig fået lov til at købe gården. Man skal virkelig forsvare, hvorfor man lever sådan et underligt liv med en masse børn, og hvorfor man ikke vil bo i et parcelhus i et villakvarter, og det er skræmmende, at der er en holdning fra kreditforeningen til, at man helst skal bo på en bestemt måde. Det er så stereotypt. Tænk at vi er nået dertil i vores samfund, at så velovervejede mennesker, som vi er, kan have svært ved at få lov til at købe det hjem, som vi har lejet i tre år.

Hvordan opfatter folk omkring jer jeres valg?
Der er generelt mange ærøboer, som prioriterer nærvær og tid, og jeg snakker med mange, som synes, at det er fint, uanset om man er hjemmegående eller knokler løs, bare man er glad. Det er den generelle positive indstilling til hinanden. Men det er nok ikke lige normalen i en forstad til København eller Aarhus? Det med at bo på en gammel nedslidt bondegård med fem børn. Jeg ved ikke, hvad alle andre tænker, men det tænker jeg til gengæld ikke så meget på. Jeg er født med en gennemsyrende optimisme. Hvis der er noget, som er surt, kan jeg altid se det fra en anden vinkel. Hvis jeg taber en spand kartofler i køleskabet, er jeg bare glad for, at et ikke er kartoffelsuppe. Jeg kan allerede mærke på Anders, vores ældste, at hvis én af de andre ødelægger hans legetøj, så siger han: ”Det går nok.” Empati og optimisme er vigtige egenskaber.

Er du nogensinde i tvivl?
Nej, jeg har en selvsikkerhed i, at det liv her er 100 procent rigtigt for mig, og det giver selvtillid, at man er så sikker på, at man gør det rigtige. Men vi har også perioder, hvor vi knokler helt vildt. I høstsæsonen er Jens væk det meste af døgnet og i de samme måneder er der travlt i restaurationsbranchen, så der kan vi godt være pressede. Glæden ligger i måden, vi er sammen på. Når vi sidder nede på stranden med kaffe og Asti, og kigger ud over havet, tænker jeg altid: ”Her skal vi da være.” Og sådan har jeg det også, når vi er i haven, eller går en tur med hestene og ungerne, eller sår kartofler. Det giver så god mening at være sammen på den der normale måde – helt usnobbet, bare sammen.

Er I altid enige, dig og Jens?
Vi er fuldstændig enige om det her liv, og det er en FED fornemmelse, at vi aldrig skal diskutere noget. Hvis jeg kommer slæbende med en ny pony, siger han: ”ej hvor skønt!” Der er ikke ret meget ”det synes jeg ikke” mellem os. Vi har virkelig den fælles der forståelse af livet, og Jens er enestående. Han gør så meget for at gøre mig glad. Jeg kan godt komme hjem fra en 12 timers vagt og være enormt træt, og alligevel gå glad i seng, fordi det er så forstærkende at have den uselviske kærlighed helt tæt på. Automatisk giver man mere, jo mere man får.

Hvad lavede du, inden du mødte Jens?
Jeg flyttede til Svendborg, da jeg var færdig i folkeskolen, og kom i lære som snedker, og det var vildt godt. Men jeg var blevet opereret i fødderne i 10. klasse, og skulle opereres igen, og studievejlederen og lægen rådede mig til at finde et stillesiddende job. ”Nå,” tænkte jeg så. Hvad søren skulle jeg gøre? Jeg tog et år på Svendborg Gymnasium og et år på Aarhus Akademi og derefter et supplerende adgangskursus på Aarhus Ingeniørhøjskole med henblik på at læse enten medicin eller til bygningsingeniør. Jeg begyndte på bygningsingeniøruddannelsen, og mens jeg studerede, gjorde jeg rent i et vestjysk firma, hvor jeg knoklede løs, og da inspektøren stoppede, var jeg den eneste, der kendte så mange af kunderne, så jeg blev inspektør. Jeg kørte 6000 kilometer hver måned, havde to firmabiler, og var 22 år. I et par år knoklede jeg helt afsindigt; Lavede kvalitetsrapporter, sørgede for tøj og rengøringsmidler, løn og kundeplaner, og når der var for mange syge, skulle jeg selv af sted og gøre rent. I hele Østjylland, og Nordjylland og på Fyn, alle Silvanbutikkerne, blandt andet, og jeg var måske nok for ung til den stilling, men det var skægt. Dengang var jeg gift med min ungdomskæreste, og han ville til Ærø og læse det sidste halvandet år af styrmandsuddannelsen, så jeg tog med, og sagde til mig selv, at jeg ville rejse væk igen og studere senere. Men jeg blev skilt, og mødte Jens.

Hvordan mødte i hinanden?
Jeg havde mange jobs, inden jeg fik børn, jeg har altid været lidt en arbejdsnarkoman. På det tidspunkt, for otte år siden, arbejdede jeg i Søby Bodega, hvor jeg var bodegatrisse. Det var en rigtig bodega dengang, og Inge Lise, som havde haft den i 25 år, stod stadig i baren. Og dér kom alle bonderøvsdrengene, alle ungkarlene – også de gamle ungkarle, og vi sad en flok veninder sammen, og kiggede på de der 40 årige, og tænkte: ”snart er de tres”, men så var der en flok unge bonderøve på 19-20 år, og vi var en håndfuld veninder, som fandt sådan én hver. Jeg er 5 år ældre end Jens, så det tog lidt tid at finde sammen. Jeg er nok lidt sindrig og jysk i det, og han var meget forsigtig, men jeg var ikke i tvivl om, at han var interesseret. Til gengæld var jeg i tvivl, om han var den rigtige. Han er meget speciel, Jens, og jeg er hans første kæreste. Han er et meget følsomt og ærligt menneske. Han lyver aldrig, det hverken kan eller vil han, og alt han gør, gør han for andre. Alt han rører ved, er uden egoistiske bagtanker, og det fandt jeg hurtigt ud af; at han ikke er ikke én, man laver sjov med. Han bejlede rundt efter mig i et års tid, og så slog det mig en dag: “Selvfølgelig er det ham! – og selvfølgelig skal vi leve et bonderøvsliv sammen,” og jeg var jeg ikke i tvivl. Ikke et sekund. Vi fandt sammen i foråret, og jeg blev gravid i august, og jeg vidste, at det var os for altid. Vi elsker at være udenfor, og kan lide at gøre en masse ting for andre, og moralsk minder vi meget om hinanden. Jeg tænker, det er sjældent at finde en mand, hvis fritidsaktiviteter er at lave mad og passe mine fritidsaktiviteter, altså dyrene, men han synes, det er hyggeligt at rode rundt i de der veterantraktorer, og det passer jo godt med foder.

Hvorfor har I så mange børn?
Vi vidste, at vi ville have mange børn, da vi mødte hinanden, og indtil vi fik Laurits for halvandet år siden, har jeg haft det sådan, at der manglede nogen. Vi ville have dem forholdsvis tæt, så de har glæde af hinanden – måske fordi vi selv er efternølere. Jeg tror, vi er her alle sammen nu, men man skal ikke love den slags.

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter
Marcel fra hele verden

Mød et menneske – Marcel fra det meste af verden

Øjnene er sjælens spejl, og Marcel Keller må være ét af de varmeste mennesker, man kan støde på. Hans brune øjne vidner om tryghed og ro, og hans accent inviterer til samtaler.

Jeg kender Marcel, fordi han plejede at være bedste venner Celestine, som udover at være mor til min ældste søns skolekammerat, også er min dejlige, sjove, øko-fikserede veninde. For et halvt år siden spurgte hun Marcel, om ikke de skulle være kærester? Deres kærlighed er af den slags, hvor bølgerne går højt, når de diskuterer politik, og hvor vandet til gengæld lægger sig, spejlblankt, når de sidder ved siden af hinanden, og studerer sammen.
Om to år bliver de begge færdige som socialrådgivere. Marcel siger, at så har han alt, han kunne ønske sig.
Og det er store ord fra en mand, som på sine 33 år har oplevet mere end de fleste.

Mød Marcel: Schweizer-øbo, eks-amerikaner, superstuderende og deltidspostbud med adresse i Søby

Marcel Keller, socialrådgiverstuderende, venligheden selv, altid klar på en skarp meningsudveksling
Født 1983 i Schweiz
Bor i Søby med sin stedfar og i Skovby med sin kæreste og hendes to drenge

Hvor er du fra?
Jeg er fra Schweiz, hele min familie er schweizere. Der kan ikke spores andet end schweizerblod i mig, og det er der faktisk et ord for: ”Eidgenosse” hedder det. Men jeg har jo boet over det hele, og nu er jeg måske mest ærøbo.

Hvordan er du havnet i Danmark?
Jeg boede i Schweiz, indtil jeg var 13. Det var et almindeligt liv med skole og venner, og så blev min mor gift med min daværende stedfar, og sammen købte de et gammelt sejlskib, som lå i Odense Havn. Hendes mand var også schweizer og uddannet en slags skibstømrer, men jeg var for ung til helt at vide, hvad han lavede, og jeg kunne heller ikke samle mig om det. Han slog mig, og drak for meget, men de købte det der tomastede sejlskib fra Søværnet, og flyttede til Odense, fordi skibet skulle sættes i stand, og det var deres drøm at bo på det. I 1995 var vi oppe for at se på det, og i 1996 flyttede vi.

Hvad lavede du, da I boede i Odense?
Jeg var tilmeldt en tysk fjernskole, og fik hæfter og bøger med posten, og løste opgaver. Jeg lavede lektierne i en tom kontorbygning, som vi havde lejet os ind i. Det var også der, vi havde bad og toilet. Men man kan ikke bare give en trettenårig en stak bøger og sige: Klar det selv. Der var ingen motivation, ingen lyst. Jeg mødte nogle børn rundt omkring på havnen, og gik op i byen, og kiggede i comic book-shops. Men jeg havde ikke det store netværk, og jeg brugte enorme mænger tid på at fiske. Man kunne altid finde mig med hunden og en fiskestang nede på Odense havn.

Hvorfor kom du ikke på en dansk skole?
Måske fordi Schweiz ikke var en del af schengen-traktaten dengang? Måske fordi min mor forventede, at det var for hårdt for mig at skulle lære et helt nyt sprog?

Hvor længe boede I i Odense?
Da vi havde boet der i to år, blev min mor skilt, og jeg blev sendt til Canada, hvor min far boede på det tidspunkt, fordi min mor skulle rejse frem og tilbage mellem Danmark og Schweiz og tage sig af en masse papirarbejde omkring skilsmissen, og hun syntes, jeg skulle have en mere stabil dagligdag. Jeg var i Canada fra 1998 til 2000, og gik i high school dér, før jeg flyttede tilbage til Danmark, hvor min mor stadig boede på husbåden, som hun havde beholdt efter skilsmissen.

Hvad tænker du om dine mors beslutninger i forhold til, hvor du skulle bo?
Måske var hendes beslutninger ikke alle sammen lige fornuftige set i bakspejlet, men hun var sej, og hun fulgte sit hjerte, og da hun var blevet skilt, mødte hun en rigtig god mand, Henning, som hun var dybt forelsket i. Han døde desværre, da jeg var 18, men de boede på skibet sammen indtil da, og jeg flyttede hjem til dem, da jeg kom fra Canada. Efter Hennings død fandt min mor sammen med hans bekendte, Bjerne, som har været min stedfar lige siden. Han er som en far for mig, og jeg har boet hos ham, siden jeg kom til Ærø i sommeren 2013.

Hvad lavede du i årene fra du kom hjem fra Canada i 2000, til du rykkede til Ærø 13 år senere?
Jeg var i USA, fra jeg var 22 til 29. Jeg flyttede, fordi jeg mødte en kvinde, og vi besluttede at blive gift. Min mor var ikke imponeret, hun syntes, jeg skulle have en uddannelse, men jeg greb livet og uden at sige noget til nogen, købte jeg en flybillet, og fløj af sted dagen efter, min mor og Bjerne var taget på ferie. Og så kom jeg ikke hjem de næste syv år. Det var en handling på ren og skær mavefornemmelse, og min tid i USA gav mig svar på mange spørgsmål, som var uklare før: Hvor vil jeg hen med mit liv? Hvad skal jeg? I New Jersey arbejdede jeg femhundrede meter fra vores hus i en nærbutik, og jeg havde ansvar, og arbejdede mange timer, men tjente alligevel kun 10 dollars i timen. Derfor stod det klart for mig, da vi blev skilt, at jeg i stedet for at arbejde udelukkende for føden resten af mit liv, ville jeg lave noget, der gjorde en forskel. Min mor sagde: ”Det starter med en HF, og du kan bo hos os, mens du studerer,” så jeg tog til Ærø, hvor hun havde boet i Søby med Bjerne i nogle år. Jeg var lige knap 30, da jeg startede på HF. Det er den bedste beslutning i mit liv. Det var jo også dér, jeg mødte Cele.

Hvor har du hjemme?
Ja, hvad er hjemme? Jeg er Schweizer på papiret, Canada har jeg aldrig set som hjem, men det var godt at komme i skole dér. Min første tid i Odense gav mig ikke følelsen af hjem, men da jeg så vendte tilbage sidst i teenageårene, fik jeg mange venner, og jeg har stadig de samme venner, som jeg fik som 17-årig. Nu føler jeg mig mere dansk, end jeg nogensinde vil føle mig som schweizisk.

Hvordan har det været at blive dansker?
Det har indimellem været svært at vænne sig til dansk kultur. Dansk humor, hold nu op, det har været en lang proves. Min mor, stedfar og jeg blev tvangsindlagt af sejlklubben i Odense til at se “Marta”, og vi forstod ikke et hak. En eller anden skipper, som vælter rundt med en øl på dækket, og alle griner, men jeg kunne slet ikke gennemskue det. Og så er der janteloven, som er et princip, jeg skulle bruge lang tid på at forstå. Mange danskere er enormt ydmyge omkring alting, og det forstod jeg ikke i starten. Jeg mødte en kvinde, som havde lavet det mest fantastiske maleri, hun var i avisen og så videre, men man kunne ikke mærke hendes stolthed, så jeg spurgte, hvorfor hun ikke strålede af glæde. ”Jamen, man skal jo passe på,” sagde hun, og det var nyt for mig. Schweizere er meget mere direkte. Hvis du er en skide god kok i Schweiz, og folk siger det til dig, så er der ingen skam i at proklamere: ”Jeg er den bedste kok i området – kom og modbevis mig!” Man tør udfordre, tør være stolt, og det sætter gang i konkurrencen, hvilket jeg godt kan lide. Men der skal være plads til alle i Danmark, og vi er et mere socialistisk samfund, og det skaber rummelighed at være ydmyg, tror jeg. Jeg havde en oplevelse ved én af de afsluttende eksaminer på HF, hvor jeg trak lige netop det spørgsmål til matematikeksamen, som jeg helst ville have. Jeg vendte mig om mod mine medstuderende, som sad og ventede på at komme op, og sagde i sjov: ”Vi ses, når jeg har fået mit tolvtal!” Senere gik det op for mig, at det havde virket arrogant, men jeg forventede reelt at få et tolvtal, og jeg ville faktisk blive ked af det, hvis ikke det gik sådan. Men i tilbageblik var det ikke sjovt for de andre, som var dødnervøse.

Hvordan gik den eksamen?
Jeg fik tolv.

Hvordan har du det med eksaminer i det hele taget?
Jeg har virkelig høje forventinger til mig selv, måske fordi jeg altid har tvivlet på mig selv, altid tænkt at jeg ikke var god nok, at jeg ikke kunne det ene og det andet, men så erfarede jeg, at jeg har det okay med at gå til eksamen. Mit mål er altid et tolvtal, og så tager jeg det, der kommer. En klassekammerat spurgte, hvorfor jeg ikke satte målet på et syvtal i stedet, og blev begejstret, hvis jeg fik mere. Jeg svarede, at man spænder ben for sig selv ved at sigte lavere. Jeg sigter efter det højeste, og så giver jeg alt, jeg har, og jeg kan godt komme ud med et fire- eller syvtal, men så har jeg i det mindste gjort mit bedste.

Hvorfor har du tvivlet på dig selv?
Jeg har altid været den tykke dreng i skolen, og mit selvværd har ikke været stort. Når man for at vide så mange gange, at man er dum, for fed, klam, så tvivler man på sig selv.

Hvor er din mor nu?
Min mor fik en hjerneblødning i 2014. Hun satte kaffekoppen fra sig, og faldt om. Jeg var ved at afslutte mit første år på HF, og min mor sagde altid, at studiet er vigtigst, og hun ville ikke have mig til at bekymre sig om hende, så dagen efter hun fik hjerneblødningen, og var blevet indlagt i Odense, kom jeg hjem fra Odense, og tog i skole. Hun blev opereret, og Bjerne var der med hende hver dag. Pludselig, efter tre måneder i koma, vågnede hun, og Cele kørte mig til Silkeborg, hvor min mor var indlagt, og i det øjeblik, hun hørte min stemme, smilede hun. Vi snakkede i fem timer. Jeg viste hende mine førsteårskarakterer, med et gennemsnit på 11,7, og hun var så stolt, for jeg var jo udlænding. Hver gang jeg nævner det nu, er jeg ved at græde, for jeg kunne se, hun var stolt af mig, og det betyder noget, uanset hvor i livet man er, at ens mor er stolt. Jeg sagde til hende, at det ikke havde været nemt hele tiden, at jeg vidste, hun havde truffet nogle svære beslutninger undervejs, og jeg mindede hende om, at hun havde opdraget mig til at have tillid og til at klare mig, og hun skulle ikke bekymre sig for mig. Så tog jeg hjem, og jeg var så lettet over at have haft den samtale. En søndag i september, nogle måneder senere, hvor Cele og drengene og jeg var på vej ud af døren, ringede min telefon, og det var Bjerne. Jeg vidste godt, hvad det betød, når han ringede så tidligt, og rigtigt nok sagde han, at hun var død. Hun havde fået en hjerneblødning mere, og den kunne hun ikke klare. Og det er den hårdeste smerte, jeg nogensinde har oplevet. Det slog mig fuldstændig ud. Hvis ikke det var for Cele, havde jeg haft lyst til at smide det hele overbord, men hun stod bag mig hele vejen, og gav mig plads til at bearbejde mine følelser. Mange, mange nætter har vi siddet og bare snakket, og jeg har gentaget de samme tusind ting tusind gange. Jeg ved, min mor ville være stolt af mig nu, og det føltes som et wakeup call, da hun døde. ”Velkommen til virkeligheden.” Men jeg har ingen fortrydelse. De ting jeg ville sige, fik jeg sagt, og hun forstod dem, og jeg er så taknemmelig over, at vi havde den snak, den sommer.

Hvordan er dit liv nu?
Nu er mit liv på en bane, som jeg er glad for. Jeg har alt, jeg drømmer om: Snart en uddannelse, jordens dejligste kvinde som kæreste. Jeg er lykkelig. Det eneste jeg skal nu, er at hænge ved. Jeg ved, at jeg bliver en god socialrådgiver, og om to år er jeg færdiguddannet, og den tid kommer til at føles som et minut.

Hvordan er din hverdag?
Jeg bor med min stedfar, Bjerne, som jeg ser som min rigtige far. Han har altid været der, hvis jeg malede mig selv op i et hjørne. Det var faktisk Bjerne, der solgte sejlskibet til min mor dengang, så jeg har kendt ham on and off, siden jeg var i Danmark første gang som tolvårig. Han er en god mand, som støtter mig. Han fylder 74 til februar, men han er skarp som en ørn. Ellers er jeg meget hos Cele og hendes drenge. Man kan sige, at jeg også har hjemme der.

Hvad har livet lært dig?
At man skal give plads for at få plads. At man skal vise respekt. Det er vigtigt for mig at respektere andre mennesker, også hvis jeg er fuldstændig uenig med dem. Jeg holder meget af det ærøske samfund, fordi vi er en tætknyttet gruppe og, ja, nogle gange flår ærøboerne hinanden i diskussionsgrupper på nettet, men når nogen kommer udefra, og prøver at tage noget fra os, som retfærdigvis er vores, så står hele samfundet sammen. Storbonden og hans modsætning: alle er der for at bakke op om øen, og jeg elsker det. Det føles som hjem. Målet er at blive her, også hvis jeg skal pendle af øen efter min uddannelse. Det giver mig tryghed at være her, hvor jeg er mere end bare et nummer. Her er jeg Marcel, postbudet, en kammerat, drengenes voksen, Celestines kæreste.

Hvad betyder det for dig at have Celestine i dit liv?
Cele er det første, jeg tænker på, når jeg vågner, og det sidste inden jeg falder i søvn. Sådan var det også, før vi blev kærester. Jeg ved, at uanset hvor mørkt det kan blive, så er der et lys. Hun giver mig håb. Vi er som sort og hvid i mange ting, men vi har en gensidig respekt for hinandens holdninger, og respekten er nøgleordet. Hun er økolog, elsker træer, og er gartner, og jeg er typen, som helst vil være indenfor, og som siger ”puha, det er koldt udenfor.” Vi inspirerer hinanden, hiver hinanden op.

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter

Mød et menneske – Tine, bibliotekarernes forkvinde

Jeg har selvfølgelig skrevet det her portræt, mens jeg sad på biblioteket i Ærøskøbing. For mig er det mest naturlige i verden at komme dér. Jeg har tilbragt uendeligt mange timer på bibliotekerne nær mine skiftende hjem hele mit liv. “Højbjerg Bibliotek” var dér, hvor jeg brugte flest timer hjemmefra som barn og ung; Det tog et kvarter at gå derhen fra min barndomsgade, og siden dengang har jeg lært biblioteker at kende i mange byer og lande, før vi kom her til øen, hvor vi hurtigt fandt os tilrette blandt bogreolerne, legetøjet og de mange tidsskrifter.

Og nu har jeg så mødt Bibliotekarforbundets forkvinde, Tine Jørgensen, og det virkede meget oplagt at skrive portrættet af hende, mens jeg var omgivet af skrevne værker og momentvis af bibliotekarer, som kiggede ind, og lod mig vide, at hun er vellidt, deres forkvinde.

Tine skrev til mig på facebook for nogle uger siden, og præsenterede sig som “en eksil-Ærøbo i København, der nyder at læse om et alternativt liv på din blog,” og jeg bemærkede, at hun er forkvinde for Bibliotekarforbundet, og tænkte, at det da er sejt. Vildt sejt. Og der gik heller ikke andet end et døgns tid, før jeg var sammen med nogle godt venner her på øen, som havde en håndfuld input til mennesker, jeg kunne snakke med til min blog, og én af dem var Tine. Jeg tænkte “selvfølgelig!”, men nåede ikke at tage kontakt til hende, før hun pludselig stod foran mig til det foredrag, som jeg holdt sidste mandag på Marstal Bibliotek, hvor hun netop var kommet ind med færgen, og havde skyndt sig for at være med.

Mød Tine: Forkvinde med ben i næsen og næsen i bøgerne; eksil-Ærøbo og foreningsentutiast

Tine Jørgensen, bibliotekar, formand for Bibliotekarforbundet med 4500 aktive medlemmer, der arbejder på 500 biblioteker over hele landet.
Opvokset på Ærø, født 1981, kærester med Tai som også er fra Marstal, men som hun først har mødt for et par år siden på Ærø, mens de begge boede i København.

Hvad er det bedste ved biblioteker?
De giver adgang til en verden af viden, hvor man med de rette værktøjer kan finde hvad som helst. Du kan lære om alt fra at reparere din knallert til amning og molekylærbiologi. Hvis man har kærestesorger, kan man finde bøger, der handler om det – både skønlitteratur og faglitteratur – og få fornemmelsen af at man ikke er alene i verden. Der er altid en bog, som bekræfter dig i, at du ikke er alene. At nogen har oplevet det samme før dig.

Hvordan har bibliotekerne det i dag?
Bibliotekerne er den kulturinstitution, der er sparet mest på de seneste år, samtidig med at det er den, der har flest besøgende. Jeg tror, man sparer så meget på lige netop bibliotekerne, fordi dem, der sidder med magten, tænker, at biblioteker bare er bøger, som man hiver ned fra hylderne, og derfor behøver der ikke være mennesker tilstede. Men bibliotekerne er jo også alt det, der ligger ud over bøgerne, og de mennesker man kan møde i den kontekst.

Hvad er biblioteket andet end bøger?
Det er blandt andet et mødested. I nogle byer er det dér, kulturen udspringer fra. Men bibliotekerne er også i høj grad dannelse, kulturel aktivitet og læring, og det her med at “i dag kan alle søge alt på google,” er ikke hele sandheden, fordi man skal lære at forholde sig kritisk til det, man støder på, hvis man vil kunne bruge det. Bibliotekerne er informationskompetencer og digital dannelse, og det er en stor del af bibliotekarens uddannelse at hjælpe borgerne med at bevæge sig fra google til grundighed og søge de rette steder med kritiske briller.

Hvad gør I for ikke at blive sparet helt væk?
Biblioteket er jo generelt et positivt sted. Man kan ikke rigtig være sur på et bibliotek, og undersøgelser viser, at bibliotekernes værdi er enorm, både hvis du spørger borgerne og i samfundsøkonomisk perspektiv. Men der er alligevel nogen, som tænker: “Bibliotekerne behøver ikke være der”, og hvordan skal vi forklare, at, jo, det er vi nødt til? Det har vi aldrig haft behov for før, og selvfølgelig skal man legitimere sig selv som offentlig institution, borgerne er jo med til at betale, men helt reelt har biblioteket en værdi i sig selv, som er rigtig svær at gøre op, fordi det jo ikke er så håndfast som operationer på sygehuset.

Hvorfor laver I ikke bare alle biblioteker selvbetjente?
Det er noget, de enkelte kommuner bestemmer, og selvom der er selvbetjente biblioteker, er der brug for bibliotekarer. Rummet formidler ikke sig selv, det skal stilles op, og det skal gøres logisk, når nu der ikke er nogen, man kan spørge til enhver tid. Bibliotekaren kan vise noget af det, som du ikke selv finder på hylden. En essentiel pointe er, at biblioteket er et frirum, hvor du bare kan være. Ingen skal fortælle dig, hvad du kan læse. Hvis du vil vide alt om dinosaurer, så kan man finde det hele, og bibliotekaren kan hjælpe uden at blande sig. Som en facilitator, der ikke har en holdning til dine interesser.

Hvad mener du, biblioteket kan betyde for et menneske?
Nogen sagde engang, at biblioteket redder liv, og jeg tror faktisk, at biblioteket ultimativt kan betyde, at man skifter livsbane. Jeg har mødt mennesker, som siger, at hvis ikke det var for biblioteket, så havde de aldrig fået deres uddannelse. I øjeblikket kan vi fornemme, at mælkebøttebørnene kommer frem, og fortæller, at biblioteket har betydet meget for dem. I et samfund hvor der bliver større forskel på rig og fattig, og ikke alle har samme adgang til IT, for eksempel, så er det fedt med de mange biblioteker, som har “maker-spaces” med 3D printere og alt muligt andet teknologi.

Hvad har biblioteket betydet for dig?
Jeg lærte at læse tidligt, og kunne godt lide at komme på biblioteket, men det var først, da jeg læste om bibliotekaruddannelsen efter HHX, at jeg tænkte “det vil jeg!” En hel verden åbner sig, når man får mulighed for at lære at søge og finde informationer, strukturere viden, putte det i system og arbejde med IT.

Hvor kommer du fra?
Jeg voksede op i Tranderup på Ærø, på Nørregaard, hvor min far er tredje generation landmand – med jord og svin. Nu bor jeg i en lejlighed på Frederiksberg, og jeg har udsigt, men jeg kan mærke, at jeg er vant til en anden ro i naturen. Jeg glemmer aldrig, da jeg kom hjem fra København for første gang, efter at have boet der i et par måneder, og jeg så den stjernehimmel! Den havde jeg ikke lagt mærke til før på samme måde.

Lå det lige for, at du skulle være bibliotekar?
Nej, faktisk ikke. Jeg er den første akademiker i min familie, og jeg var den første, der fik en studentereksamen. Min mormor kom ud og tjene som 12-årig, hun var ellers kvik i pæren, men dengang var holdningen fra hendes lærer, at der var ikke nogen grund til, at hun uddannede sig. Min mor fik sin realeksamen, og satte sig for at bruge den til at blive sygeplejerske, selvom det ikke lå i kortene. Jeg har tit tænkt over, hvor privilegeret jeg har været, at få adgang til uddannelse.

Hvordan er det at besøge Ærø nu?
Fantastisk. Jeg kommer stadig hjem, når jeg tager hertil. Og så tager jeg hjem til København igen. Jeg skal meget gerne være her en gang i kvartalet, og når jeg sidder på færgen, begynder rejsen for alvor, og så når jeg drejer rundt om vejen ved mine forældres gård, er jeg hjemme. Tidligere er jeg taget til Frankrig for at grounde og dyrke yoga intensivt, men jeg kan mærke, at jeg kan få det samme her på Ærø, og det er en vidunderlig følelse.

Hvordan og hvorfor er du formand?
Man bliver valgt som formand i Bibliotekarforbundet, og da jeg var på valg for to år siden, var jeg på landevejene, og snakkede med mega mange bibliotekarer i hele landet. Jeg var aktiv på de sociale medier, og i artikler, og i sidste ende vandt jeg med 9 stemmer. 769 på mig og 760 på min modkandidat. For en måned siden havde vi generalforsamling igen, men denne gang var der ingen modkandidat, og det var ret fantastisk. Jeg tænker, at når der ikke er nogen, der melder sig, så må det være fordi, der er opbakning til det, jeg gør.

Hvad har du lavet, før du blev formand?
Jeg har været privatansat i IBM som projektleder  i software implementering. Der brugte mine evner til systematik, struktur og samtale fra uddannelsen, for jeg er jo specialist i at spørge ind til, hvad folk har behov for. Hvis du siger til en bibliotekar, at du gerne vil læse om heste, skal han eller hun nok finde ud af, hvis du i virkeligheden har brug for en bog om rideudstyr.

Hvilken type formand er du?
Jeg er rigtig meget medlemmernes formand. Jeg står på skuldrene af bibliotekarerne, og har meget kontakt med dem, så jeg bedst muligt kan være deres talerør.

 

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes

 

 

Mød et menneske – Merian: ildsjæl, råstyrke, fugl fønix

De seneste dage har jeg gået og tænkt: ”Hvad jeg skal jeg gøre for at få alle til at læse om Merian?”
Jeg har overvejet fængende overskrifter, sponserede indlæg og alt muligt andet, men i virkeligheden ved jeg jo godt, at dem der skal læse det, de læser det, uanset om jeg fægter med armene eller ej. For sådan hænger verden sammen (og alligevel har jeg lyst til at råbe: hvis du kun skal læse én ting på min side nogensinde, så lad det være dette!)

Merian og jeg kender hinanden, fordi vores mænd skatede sammen i ungdommen, og siden havnede vi alle fire med hvert vores sæt tvillinger i Svendborg, og så lå det jo lige for, det med venskabet. Nu var det snart et år siden, vi havde set hinanden, men så i sidste uge kom Merian med færgen til Ærø, og vi snakkede løs, og vi kunne være fortsat i dagevis. På et tidspunkt spurgte jeg, om jeg måtte stille hende nogle spørgsmål til min blog.
”Ja,” svarede Merian. ”Hvad skal vi snakke om?”

Vi skulle snakke om hendes barndom, viste det sig. Eller, det vidste jeg godt lidt på forhånd – men ikke mere præcist end det, for jeg kendte ikke så meget til hendes historie andet end noget med en død mor, en narkomanfar, en plejefamilie og nu – som et mirakel – et lykkeligt liv med smukke børn, en altid kærlig ægtemand og to sæt henrykte bedsteforældre.
Jeg stillede spørgsmål, og Merian svarede direkte, uden omsvøb, lige fra hjertet, og min beundring voksede for hvert ord fra hendes mund. Jeg synes, Merian fortæller den vigtigste historie, der findes: Hun fortæller historien om, at vi ikke er vores udfordringer, men derimod vores måde at tackle dem på. Vi er ikke vores problemer, vi er vores løsninger. Hun fortæller historien om at vende modgang til styrke, mørke til lys og om at gribe livet og holde fast.

Mød Merian: Ildsjæl, råstyrke, fugl fønix – mor, hustru, menneske af livet

Merian Iris Larsen, uddannet sociolog, arbejder i socialstyrelsen på Center for børn, unge og familier i team “børn i risiko”.
Mor til Karl og Gry på fire, gift med Thomas.
Født 1985, opvokset på Langeland og i Svendborg, og flyttede i 2012 tilbage til Svendborg efter en årrække i København.

Hvem er du?
Lige nu er jeg familiemenneske, veninde og arbejdende, og så er jeg ved at lære at tage en taxa, når det er dårligt vejr. Jeg øver mig i at passe på mig selv, i stedet for kun at passe på andre. Det er noget nyt for mig, det med ikke at have dårlig samvittighed over at gøre tingene nemt, og det gælder selvfølgelig ikke alt. Jeg luger stadig med glæde ukrudt i haven fremfor at sprede gift, så det er ikke dovenskab, jeg er blevet ramt af, og det er ikke et tab af værdier, det er energiøkonomi. Når jeg er i haven med børnene, giver det mening, men det giver ikke altid mening at blive sjaskvåd af regn om morgenen på vej på arbejde.

Hvorfor øver du dig i det?
Jeg har altid brugt meget energi på at vise, at jeg kan selv. Det kommer måske af at være afhængig af et system, forsørget af andre og afhængig af mennesker, som jeg ikke har bedt om at være afhængig af, og nu arbejder jeg på at slippe min forestilling om, at det nødvendigvis er dårligt at være afhængig af andre. Jeg er jo afhængig af Thomas, min mand, og det er en afhængighed, der gør mig glad. Jeg vil gerne lære at sige ja, når mine forældre spørger, om vi skal spise sammen, i stedet for at have travlt med at vise, at jeg kan selv.

Hvem er dine forældre?
Det er mine plejeforældre. De har altid heddet mor og far, for de havde hjemmeboende børn, da min lillebror og jeg flyttede ind, så det hed de i forvejen, og det har altid været en værdi for dem, at vi var en familie. Men de har også accepteret, at vi havde en anden mor og far, og dem måtte vi også kalde det.

Hvor er din biologiske familie?
Min mor døde for ti år siden. Hun drak så meget, at hendes lever satte ud. Min far er i Svendborg. Jeg tror, han sælger stoffer. Min lillebror er tømrer, og han trives bedst i kaos – det er nok ret klassisk.

Hvorfor trives du ikke bedst i kaos?
Jeg kan godt lide forudsigelighed, og var meget optaget af at finde en kæreste, som jeg havde lyst til at være sammen med længe. Jeg ville have noget trygt, som jeg kunne sige farvel til uden at være nervøs for, at det skulle forsvinde. Det er vigtigt for mig, at har vi har styr på alting, Thomas og jeg, og at der er ryddet op i vores hjem. Det var der ikke, da jeg var barn.

Hvad kommer Thomas fra?
Han er min modsætning fra en kærlig og omsorgsfuld familie med en masse stabilitet, ro og nærvær, men vi kan godt forstå hinanden. Jeg tror, det kan virke fjernt for Thomas, at nogen har levet et liv, som jeg har det med min lillebror; At nogen svigter deres børn, glemmer dem, drikker, mens de er sammen med dem – ér sådan, og han kan ikke begribe det. Nogle gange, hvis vi har snakket om min barndom, kan han få det helt dårligt, mens, jamen, jeg tænker jo ikke selv: ”Hvor er det synd for mig,” eller: ”jeg har haft en hård barndom”. Men han bliver ked af det.

Hvad har du selv tænkt om din barndom?
Jeg har aldrig haft ondt af mig selv. Når man vokser op i det, så er det jo virkeligheden, og det er først senere, man finder ud af, at det kan være anderledes. At venindernes forældre var anderledes. Den der duft af hjem, af tryghed, den kendte jeg ikke. Jeg kom fra et kaos, hvor der blev røget – sådan helt tætrøget, – og jeg kan huske, at min mor sad i stuen med en tåge omkring sig dagen lang.

Hvor boede du som barn?
Jeg kan ikke helt gennemskue mit livsforløb, og selvom jeg har fået aktindsigt, har jeg ikke det fulde overblik. Men jeg mener, at jeg boede hjemme, fra jeg var nul til tre-fire år, og dernæst kom min lillebror og jeg i pleje. Da plejefamilien fik en dreng selv, blev jeg hjemgivet til min far, men han var stadig narkoman, og min lillebror havde nogle vanskeligheder, som gjorde, at han blev boende hos plejefamilien. Senere fik plejeforældrene trillinger, og så måtte min bror også flytte, og han endte hos vores plejeforældre, Jørgen og Anne Marie, altså dem vi kalder mor og far nu. Og jeg tror, det var godt nok, at det blev sådan. De første plejeforældre var ikke gode. De slog os, og jeg kan huske en dag, hvor jeg havde plukket en masse store stikkelsbær, en hel kande fuld, fordi jeg elskede dem, og jeg gik stolt gik ind, og viste det til plejemoren, som blev sur, fordi bærene ikke var helt modne, og så skulle jeg sidde i køkkenet og spise dem alle sammen, og jeg fik så ondt i maven. Derefter boede jeg nogle år hos mine forældre på skift.

Hvad vil det sige, at du boede hos dem på skift?
Når min mor var fuld, var der ikke styr på tingene. ”Merian, jeg går lige ned og køber noget mad” sagde hun klokken 14, og så klokken 22 var hun stadig ikke hjemme, og jeg lagde mig til at sove. Så gik jeg over til min far dagen efter, men han tog stoffer, så det var en anden misbrugsproblematik, og så gik jeg tilbage til min mor igen efter noget tid. Man kan sige, at jeg skiftede frem og tilbage på eget initiativ. Sådan var det, fra jeg var cirka syv til ti år.

Hvor langt boede de fra hinanden, dine forældre?
Det var en tyve minutters gåtur. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg havde det med at gå alene. Jeg kan ikke huske ret meget, i det hele taget, og jeg har ikke brugt meget energi på at huske mere. De gode ting bruger jeg som en styrke, de dårlige bruger jeg ikke energi på at grave frem.

Var der ingen, der slog alarm?
Der er lidt noter fra skolen om, at man var bekymret, men hvis man så på mig som socialt udsat barn, var jeg i trivsel. I papirerne står der blandt andet: ”Glad og fagligt over niveau,” men der var ikke madpakker, og, ja, mit tøj kunne have vækket bekymring, men det var på Langeland, så på en eller anden måde har jeg nok ikke skilt mig ud som én af dem, der havde det værst. Min mor sagde hver morgen: ”Vil du i skole, eller bliver hjemme med mig?”, og jeg sprang ud af døren, og løb ned til bussen, og ville gerne være i skole så længe som muligt. Jeg tænkte nogle gange, at hun ville helst have, at jeg blev hjemme, for jeg tror, hun var ensom.

Hvornår kom du hjem til dine plejeforældre?
Mon ikke det har været lige slemt hos mine forældre hele tiden, men på et tidspunkt var der alligevel nogen, der råbte op, og jeg har læst i min sag, at en hjælper mente, at min mor var skadelig for mig, fordi hun var sur, og skældte mig ud. Sådan husker jeg slet ikke min mor, men selvfølgelig har hun været sådan, hun var sikkert ubehagelig hele tiden, hun var jo alkoholiker. Hjælperen skrev, at hun mente, det alene var grundet vores far, at min bror og jeg havde klaret det. Det synes jeg alligevel, er vildt. Hjælperen var bekymret for, at min mor ikke havde overskud til mig, og på det tidspunkt havde min far en ny kæreste og to børn mere, og derfor endte det med, at jeg begyndte at besøge min lillebror i weekenderne. Så en sommer, da jeg var 10-11 år, spurgte mine plejeforældre, om jeg ville holde sommerferie hos dem, og det ville jeg mega gerne. De har en datter, Maria, som er to år ældre end jeg, og som jeg legede rigtig godt med, så det var perfekt. Hun er et fantastisk menneske, Maria; tænk at hun ville dele sit hjem og sine forældre med mig og min lillebror. Jeg har altid haft stor respekt for mine plejeforældres biologiske børn, der ligesom Jørgen og Anne Marie, har åbnet deres hjem og hjerte for os. Og jeg kom aldrig hjem fra den sommerferie, så der er formentlig sket det, at jeg blev anbragt frivillig udenfor hjemmet.

Hvad tænkte du om dine muligheder, da du var barn?
I den slags barndom tror jeg ikke, man har energi til at tænke over, hvad fremtiden bringer. Man er mere fokuseret på overlevelse. Er der nogen hjemme? Er der mad? Hvorfor er stemingen sådan? Er de glade eller kede af det, sure eller fulde? Jeg tror først, fremtiden begyndte at eksistere, da jeg flyttede ind hos min plejefamilie, og fik ro, og ikke behøvede at være en lille voksen mere. Så kunne jeg drømme og tænke. Hvem er jeg? Hvad vil jeg?, og jeg var meget bevidst om, at jeg ikke skulle være som mine forældre, så jeg reflekterede over, hvad det ville kræve, og kom frem til at jeg skulle gå i skole, have en uddannelse og finde nogle gode venner.

Følte du, at du var i større fare for at komme på afveje end dine kammerater?
Nej, jeg har aldrig følt, at jeg havde en social arv, jeg har bare vidst, at jeg skulle noget andet end mine forældre. Jeg har været gennemsyret af at blive selvstændig, og jeg kan huske, at jeg som tolvårig var så frustreret over, at jeg ikke måtte komme i arbejde endnu.

Hvem er din familie nu?
Jeg ser min plejefamilie som min familie. De har jo taget sig af mig og min lillebror på en måde som ligger ud over, hvad der er forventet af en plejefamilie. Vi var med til festerne, med på billederne, og hvis de andre fik en gave, gjorde vi også.

Kunne du selv finde på at få plejebørn?
Det har jeg tit tænkt på, fordi jeg gerne vil give det videre, som jeg selv har fået. Men jeg tror ikke, at vi kommer til det, for jeg har brug for, at vores liv har den stabilitet og de rammer, som vi har skabt.

Hvad er din passion?
Min historie har været styrende for min interesse for udsatte børn, og jeg tror, jeg er meget optaget af, hvad der sker, når man bliver anbragt udenfor hjemmet. Mange har spurgt, hvorfor jeg har klaret mig, som jeg har: Kaldt mig mælkebøttebarn, eller mønsterbryder, men det kan jeg ikke lide, for det ligger op til, at barnet selv er ansvarligt, og jeg mener, det er systemet omkring, barnet, der skal løfte opgaven.

Hvad har du lært af dit liv?
I teenageårene ville jeg bare være ligesom de andre, og jeg brugte meget energi på ikke at skille mig ud. Senere er det blevet en styrke. Det har ikke været ødelæggende at se den side af et samfund med mine egne øjne, det har været interessant. Hvad betyder det at bo hos en misbrugsfamilie? Det kan man som akademiker bruge årevis på at finde ud af, men jeg har været der.

Hvordan er din baggrund en styrke?
Jeg har en tro på, at når jeg går til noget, så skal det nok lykkes, og jeg ved, at jeg kan overkomme mange ting.

Hvad tænker folk omkring dig om din historie?
Jeg tror egentlig, at dem, som kender min historie, har stor respekt for mig. Men jeg nævner det sjældent, og nedtoner det nok lidt, fordi det ikke betyder så meget for, hvor jeg er nu. Det er mere som at sige: ”så skiftede jeg skole i 4. klasse, og det var traumatisk.” Alle har en historie, og på et tispunkt giver man slip på den.

Hvornår gav du slip på din historie?
Nogle år efter min mor døde. Måske lidt senere. Det begyndte det lige så stille at forsvinde som en del af min fortælling, og det gik rigtig hurtigt, efter jeg selv blev mor. I dag fylder min barndom næsten ingenting.

Nu hvor du selv er mor, hvad tænker du så om dine forældre?
Mange spørger, om jeg er vred på dem, men det er jeg ikke. Jeg tænker nærmere, at de har haft det rigtig svært, og har haft meget med i bagagen. De har jo ikke ønsket at være de forældre, de var. Jeg synes, mine børn har det rigtig godt, og det giver mig en enorm glæde, og det er en kæmpe bevidsthed for mig, at det ikke kommer af sig selv. Jeg har aldrig været vred på min mor og far, men jeg har haft virkelig ondt af dem. Mine forældre har været i den der onde cirkel, hvor de drak, fordi de drak, og drak fordi de svigtede, og allerede som barn tænkte jeg, at det var et hårdt liv, for dem. Jeg har ikke tænkt, at det var synd for mig, jeg havde jo mange muligheder, men jeg synes stadig, det er synd, at det gik dem, som det gjorde. At de tilsynelandende ikke havde andre muligheder.

 

Merian er det sidste mandagsportræt i denne omgang – fremover vil jeg lægge mine portrætter på om onsdagen.

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde

 

Mød et menneske – Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen

Hun må være næsten lige så høj som huset, tænker jeg, mens jeg banker på den grønne dør i den mintfarvede facade. “Niels Bondo” står der på skiltet, det var hendes fars navn, og han blev født i Ærøskøbing, og nu er huset sommerhus for Lillian Bondo, hendes mand Tage, og deres fire børn. Lillian åbner hurtigt, og ja, hun er høj, og hun er smilende. Præcis som på fjernsynet. Vi har talt i telefon engang (om nogle bogreoler) og skrevet sammen (om julekalendre og freelanceartikler), og min søster og hende støder med mellemrum på hinanden i deres fælles fag. Det er måske derfor, hun er så spændende; fordi der bare ér noget ved de jordemødre? De fleste kvinder, som har født, kunne godt tænke sig at være fluen på væggen i et rum med en gruppe af hendes slags og høre om det grumme og det smukke, det lette og det ubærlige. Lillian træder et skridt tilbage. “Vil du låne et par strikstrømper?” spørger hun, og er allerede halvvejs oppe af den gamle, lakerede trappe. “Kom med.” Ovenpå er væggene uendeligt skrå, gulvet er malet gråt og dørene er grønne med røde detaljer. Hun bukker sig over en rejsetaske på sengen, og trækker et par hjemmestrikkede, regnbuefarvede sokker op. “Sådan! Nu skal vi have te.”

Mød Lillian: dybt professionel, hurtigtsnakkende, passioneret formand på et fagområde som vedkommer alle mennesker

Lillian Bondo, jordemoder og formand for Jordemoderforeningen med 2500 aktive og studerende medlemmer.
Mor til fire – heraf én jordemoder, og bedstemor til to (snart tre) børnebørn. Gift med Tage.
Bosat syd for Hornbæk, født 1953 og opvokset i Odense

“Hvordan er du kommet til tops?” spørger jeg som det første, da vi sidder ved det kridhvide spisebord med udsigt til gårdhaven og et gult anneks. Og så griner Lillian. Højt.
– Jeg tænker slet ikke på, at jeg er til tops. Vi har en flad organisation, så man klatrer ikke derop, men jeg er blevet valgt fire gange siden 2001, så jeg foretrækker selvfølgelig at tænke, at jordemødre kan lide det, jeg står for, siger hun.

Lillian taler hurtigt, og hendes beskedenhed bliver næsten skjult i talestrømmen, men den er der hele vejen gennem samtalen. En vedvarende, oprigtig (- kvindelig?) beskendenhed.

–  Jeg får indimellem spørgsmålet, om ikke jeg savner at være jordmoder, og jeg kan næsten tabe kæben. Jamen, jeg er da lige så meget jordemoder nu, som jeg altid har været! Tidligere gjorde jeg en dyd ud af, at jeg ikke skulle være leder, men på et tidspunkt indså jeg, at måske var dyden at finde ud af, fra hvilken rolle man bedst kunne styrke kvindens og familiens fødselsoplevelse. Nogle er strategikere eller driftsledere, nogle forsker eller underviser, andre har en privat praksis eller er i en ultralydsklinik. En jordemoder er ikke kun hende ved fødelejet.

Lillian Bondo har været uddannet i over tredive år, og kender faget indefra og udefra, i alle hjørner og kroge, og indimellem tager hun en uge på én af landets fødegange, og så rapporterer hun på sin facebookprofil om sine oplevelser.

– Jeg får ofte mails fra kvinder, der skriver, at de gerne vil være jordemoder, fordi de er så vilde med spædbørn, og jeg bliver nødt til at vende deres argumentation på hovedet, når jeg svarer, for som jordemoder skal man netop yde den krævende opgave, der sikrer, at man selv har spædbarnet mindst muligt. Man skal gå ind i det for familiedannelsen. Når et barn kommer til verden, bliver nogen mor, nogen bliver måske søskende, måske er der en far eller en mor mere eller ingen partner overhovedet, og alt det skal man være en ressource i at få bedst muligt fra start.

Hvem skal være jordemoder?
– Hvis du vil være jordemoder, tænker jeg, at du også skal kunne magte det besværlige; lort og bræk og sved – og angst. Angsten hos den fødende for at det ikke går godt og angsten i dig selv, måske, over det store ansvar, du står med. Du skal kunne skuldre det, både hos familien og i dig selv og vokse med de oplevelser, du får undervejs. Da jeg var på mit 2. studieår, og vi havde om den sygeligt forløbne graviditet og om senaborter, gik jeg pludselig helt i brædderne, og jeg frygtede, at jeg ikke kunne være jordemoder alligevel. Men det slog mig, at jeg selv havde haft en ufrivillig abort i uge 21 nogle år forinden, og sammen med en psykolog arbejdede jeg oplevelsen igennem for at finde ud af, hvad min angst var for én. Senaborter og spædbarnsdød er jo en trist og sørgelig del af jordemoderfaget, men også nødvendig og naturlig. Der hersker en lidt romantisk forestilling om, at jordemoderarbejdet er yndigt, men jeg vil sige, at man må rigtig gerne have oplevet noget lort, ærligt talt, inden man kaster sig ud i det. Hvis man trækker sig, første gang nogen kaster op i ens træsko, så har man spildt sin egen tid og samfundets ressourcer.

Hvornår vidste du, at du skulle være jordemoder?
– Efter min abort i 1979 fandt jeg ud af, at det betød noget, om der var nogen, som tog sig af én, når man havde det svært. Jeg havde aldrig før været opmærksom på jordemoderfaget som sådan, og jeg ved godt, at mange af mine kolleger har haft drømmen om det med sig fra de var børn eller unge, men dengang gik jeg på universitetet, og havde fabriksarbejde, og min verden bestod ikke af børn.

Hvad betyder dit fagområde for dig i dag?
– Det er ikke kun min professionalisme, men også min passion. Jeg har været vildt forelsket i mit arbejde, siden jeg startede på skolen, og jeg bliver stadig overrasket over dybderne, når jeg ser kolleger folde sig ud. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde er helt uden en livline ind til mit job, og det føles godt. Det bor i mig. Der kan være enkelte stunder, hvor jeg ikke er helt optaget af det – for eksempel når jeg er sammen med mine børnebørn, som nok får mere opmærksomhed end mine egne børn fik, men selv dér kan telefonen ringe.

Hvad er jordemødre for nogen?
Mange opfatter jordemødre som nogle lidt stejle ”vi alene vide”-typer, og vi er måske lidt besværlige. Men det skal vi også være, for det vi kan, er en mærkelig og fantastisk krydsning mellem noget socialt, psykologisk og medicinsk, og der er så mange discipliner på vores felt: Gravide, fødende, ammende, unge, seksualitet, stofmisbrugere, socialt udsatte, folkesundhed. Men i virkeligheden er det meget nemt: Det handler om følgeskab. Vi møder kvinderne, følger dem, passer dem, slipper dem igen, og møder dem måske påny, når de skal have næste barn. Det er ikke så meget “patientforløb” som det er “livsbegivenheder”, og derfor arbejder vi i et tankesæt, der er lidt anderledes end på sygehusene i øvrigt.

Hvad er det fede ved at være jordemoder?
At le. Der er så meget latter, så meget glæde. Jeg tror, det smitter, at man har mange ting, man er glad for, og jeg synes, jeg har mange kolleger med et stort talent for at se det muntre – både læger, sosuer og jordemødre. Man kan sagtens have et forløb, hvor man tænker, at der er ikke meget at grine af i dag, men så er der alligevel en tendens til at finde lyset. Jeg har aldrig leet så meget med andre, som jeg har sammen med jordemødre. Sidst jeg havde en uges tid med vagter, var i august, og da der var vagtskifte en dag, kom en jordemoder ind, og satte en tupperwarebøtte på bordet. Det sker jo ikke så sjældent, at nogen kommer med bagværk, men ud af den her bøtte kom en kæmpestor næsehornsbille, som hun syntes, vi skulle se, og jeg tænker stadig på den fjollede bille, og hvordan hun fandt på det.

Hvor kommer munterheden fra?
Jeg tror, vi er meget koncentrerede omkring noget, som er så vigtigt, at der er behov for lethed også. Man kan have været med i en fødsel, som er lidt hård: med gråd, opgivenhed, høje lyde, blege fædre og så videre, og så kommer man ud, og det er faktisk endt rigtig godt, og der er nogle glade forældre og en lille lækker unge inde på stuen, og man er brugt som ind i helvede, og så er reaktionen som oftest galgenhumor. Et overskud af glæde midt i trætheden.

Lider I under at være et kvindefag?
Nej, jeg synes, det er et fag, som på godt og ondt er et kvindefag. Godt på alle de talenter og den indføling, som vi mestrer, og ondt fordi samfundet agter vores kvindeindsats ringere end ingeniørens byggetillladelser til carporte. Jeg mener; selvfølgelig er det vigtigt, at carporte er sikre, men det er altså også vigtigt, at nye mennesker kommer sikkert til verden, og jeg er vred over vores løn. Løn er jo dannet med historiske baggrunde, og det er svært at sprænge de forventninger, når først noget er mejslet i sten, og der skal politisk vilje til for at ændre det markant. Men indimellem lykkes det med baggrund i ændrede vilkår, og det er mit ønske at gøre opmærksom på vores store ansvar og de udfordringer, som vi oplever på vores egen krop, hvilket vores løn ikke afspejler.

Lillian ser ikke frustreret ud. Men fokuseret.
– Jordemoderfaget er den tidligste sundhedsprofession med autorisation. Vi blev autoriseret før lægerne, i 1714, og allerede i 1537 sagde Peder Palladius: ”Har I en god jordemoder, I Dannemænd, da skøn derpå, thi hun er vel sin løn værd”, men her snart 500 år efter, synes jeg stadig ikke, at Dannemænd påskønner vores jordemoder i hendes aflønning.

Hun tager mobilen, afviser et opkald, skænker sig selv en kop te. Her i sommerhuset kommer hun og Tage, deres børn og børnebørn flere gange årligt. “Tre måneder har der været nogen i huset i år,” siger Tage, og det er de glade for. “Vi har de dejligste naboer.”

Lillian kører fingrene over panden, og tænker sig om.
– Altså, jordemødrene anno 2016 har travlt, og de har for lidt tid til at gøre arbejdet færdigt, men heldigvis har langt de fleste fødende den samme jordemoder under hele deres fødsel alligevel. Jeg mener, en fødsel er et dagsværk. Der skal være en normering, så enhver fødende har den hjælp, hun skal have, og hvis der er et stort dokumentationskrav, så skal vi kunne gøre det ordentligt. Det kan suge mange kræfter ud af folk at stå i en fødsel fra kl. 23-04, og så er det altså ret barsk at gå ind til en ny fødsel kl. 04:30. Lederne prøver selvfølgelig at dele sol og vind lige på afdelingerne, men normeringerne er simpelthen ikke gode nok.

Hvordan har du selv født?
Jeg fødte vores to første på sygehuset – jeg tror slet ikke, jeg vidste, at der var et alternativ. Vores tredje fødte jeg hjemme; med gode kolleger, herunder min bedste jordemoderveninde og studiekammerat, som er jordemoder her på Ærø. Den sidste fødte jeg på sygehuset på grund af komplikationer i graviditeten, men da jeg var blevet jordemoder, var hjemmefødsel mit førstevalg – som det i øvrigt er for rigtig mange jordemødre.

Lillian siger farvel foran det lille, fine hus i Vestergade. “Dér boede faster Egidia, inden hun købte det her hus,” siger hun, og peger skråt op ad gaden. “Ærø var min fars fødeø, Ærøskøbing hans by. Han døde i 2001, og vi savner ham stadig, så navnet bliver på døren, så længe huset er mit.”
Hun står i ude efteråret, og peger, og fortæller, og man tænker, at det er godt, at både de fødende og jordemødrene har en stærk og hurtigtsnakkende kvinde til at tale deres sag.

 

Mød andre mennesker på bloggen:

Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone