Kærester midt i et børneliv

Så sidder Kristian og jeg her i sofaen. Sidst på aftenen. Nær ved midnat.
I baggrunden spiller Bachs juleoratorium, og det er både højtideligt, smukt og stort. Det er en passende kontrast til det kølige lys, som strømmer fra computerskærmene foran os.
Vi sidder ved siden af hinanden, han og jeg, men har ikke øjenkontakt. Sådan er det nogle aftener, når vi arbejder fokuseret. Andre aftener er vi fælles om noget andet – så snakker vi (længe), læser, eller ser en dokumentarfilm (og nej, det er ikke fordi, vi er for fine til andre film, men der er efterhånden ikke ret mange, som fanger os). Bagefter arbejder jeg altid, mens Kristian går i seng. Jeg skriver de fleste aftener. Måske kan jeg slet ikke lade være.
Men her til aften sidder vi med hver vores computer, for Kristian er ved at lægge sidste hånd på en projektbeskrivelse, som jeg netop har redigeret for ham, og jeg har i nogle dage tænkt, at jeg ville skrive lidt om parforhold herinde.

Parforholdet fylder meget for mange. Parforholdet er vigtigt for de fleste. Hvad end man er i et eller ej. Hvad end det gør ondt eller godt.
Jeg møder mennesker, som lever alene, selvom de er to. Jeg møder mennesker, som kun kender sig selv i kraft af den anden.
Jeg ved, at en stor del af min egen identitet ligger i tosomheden med Kristian. Jeg ved, at det er sårbart. Sårbart fordi det er så værdifuldt.

Fordi Kristian og jeg ikke arbejder ret mange dage, arbejder vi til gengæld ofte om aftenen, og hvor er der så plads til tosomheden, når her er fire børn dagen lang? Tosomheden er omdrejningspunktet for vores familie, og hvor ville det være nemt, hvis den eksisterede tilstrækkeligt bare i det, at vi er her hver dag sammen med vores børn? Men nej, det er ikke altid nok: Vi har også brug for intime snakke, rolige stunder og nærhed uden distraktioner. Vi har brug for at berøre svære emner og kringlede emner, og dem griber vi, når mørket falder på. Så flyder ordene, vi ser hinanden i øjnene, udveksler tanker og idéer, og jeg lægger mit hoved på hans skulder, mens trætheden indhyller os. Mest af alt bruger vi tid på alt det gode, der er her i verden. Vi ser film om visdom, vandring, sjælesøgen. Jeg mærker, at der er meget håb, når vi omfavner livet i fællesskab, og vi er nødt til at fokusere på håbet for at kunne bære lyset frem.

Kristian og jeg deler alle de dybeste overbevisninger, og det er jeg meget taknemmelig for. Alt det vi tror på, tror vi på i tosomhed. Vores bevidsthed udvikler sig symbiotisk; vi rykker os med samme hast og i samme retning. Vi har forskellige vinkler på en del ting, forskellige spørgsmål til livet og hverdagen, men sammen finder vi de svar, som ræsonnerer i os. Vi er ikke ens, men vi er enige. Vi er ikke den samme, men vi er sammen.

Tosomheden er en stor investering, det er jeg klar over. Og selvom vi aldrig har følt os alvorligt udfordret på vores parforhold, Kristian og jeg, så kan jeg indimellem mærke, at jeg savner lidt ekstra tid til fordybelse. Så fanger vi hinanden i køkkenet midt på dagen, og taler passioneret, mens børnene er optaget af en god leg.

Nogle gange nyder vi også at komme helt væk – rejse hjemmefra, kun han og jeg. Jeg kan længes efter bare et enkelt døgn til at dyrke fordybelsen, opsøge nye input og mærke vores bånd blive tydeligere igen. Og fordi vi er omgivet af bedsteforældre, som kender børnene godt, og som altid understøtter vores behov, er det en mulighed for os at tage af sted en gang om året eller to.
Hvad så med børnene? Tja, de vil helst med os, men de kan godt forstå, at vi har brug for at snakke uden afbrydelser, og de begynder at sætte pris på at have forældre, som nogle gange sidder i stearinlysets skær, og spiser aftensmad klokken 21:30, mens de falder i søvn. Bare fordi vi har så meget lyst til at være på date.

For tiden planlægger jeg en enkelt dag og nat hjemmefra, måske i november. Vi skal lave noget, som nærer os indeni. Noget, som sætter svingninger i gang i os, for jeg ved, at den slags bærer man med sig videre længe derefter.

Kristian og jeg mødtes for tretten år siden. Det var både i går og i et andet liv. Det var mig og det var en helt andet. Det var ham og det var en begyndelse.
Dengang var vi en del af alt – af samfundet, byen, flertallet, den kreative klasse. Nu er vi mere os selv. Vi finder vores vej, og den peger væk fra det meste, tror jeg. Men vi er aldrig alene. Vi har hinanden, og vi har mennesker omkring os, og vi har vores tro på meningen med det hele.

For et år siden skrev jeg en serie på fem indlæg om parforhold. Har I læst den? Ellers er første del lige HER

Hvad gør I jer af tanker om parforhold? Hvad betyder det for jer?
Er det godt eller skidt – eller er det slet ikke? Har I glæden af stor og levende kærlighed eller bekymringen ved en kærlighed som ikke føles helt rigtig?

Hvad er jeres bedste råd til at holde et forhold i live?

Når man snakker rigtigt sammen

Mens Kristian sover lidt endnu, vil jeg lige anbefale noget til alle, som er i et parforhold: Kærestetid.

Jeg vil anbefale, at man trækker stikket, flytter sig fra hverdagen for en stund, og tager sig tid til hinanden. Når man gør det, synes jeg altid, at man tager hul på en slags samvær, som hverdagen ikke efterlader rum til. Man snakker i dybden og om ting, der kræver lidt ekstra tid.

Kristian og jeg er glade for hinanden – også i hverdagen: Aftenen før vores bryllupsdag, lå vi i sengen, og så begyndte han at snakke om, hvor dejligt det er, at vi deler vores liv med hinanden, og jeg tænkte: “Shit! Han har husket vores bryllupsdag,” og afbrød hans talestrøm med et “Åh, honey, jeg er bare så træt lige nu. Undskyld, men kan vi sove?”, og det gjorde næsten helt ondt på mig, men jeg ville så nødig komme til at afsløre noget om næste dag. Nå, men det jeg ville frem til, var: Vi er glade for hinanden, også i hverdagen. Men det ér bare noget andet. Hverdage har vi helt klart flest af, så de skal helst være rigtig gode, men jeg oplever, at de bliver bedre, når man  indimellem forlader dem, og anskuer livet fra et andet sted.

I går var en vidunderlig dag. Først havde vi et godt møde om vores arbejde i Huset Humaidan på Langeland. Så kørte vi til Svendborg, hvor vi hurtigt blev enige om at overraske min søster, som lige var vågnet fra en aftenvagt på fødegangen. Hun blev lidt rundt på gulvet, da vi bankede på hendes vindue (sandheden: hun satte sig, helt stille, på sin seng, og håbede, at vedkommende ville gå væk igen, så da jeg også ringede til hende samtidig, tænkte hun: “shit, nu kan vedkommende høre, at jeg er hjemme”. Men det var jo bare os, der bankede på, så vi blev lukket ind, og hun tog et bad, og kom med os ud at spise frokost.)
Det var så hyggeligt. Og sjovt. Mega sjovt. Når Kristian og jeg siger “det er dejligt bare at være os selv”, mener vi: Min søster, børnene og os.

Bagefter gik vi en god lang tur i skoven, Kristian og jeg. Skov er nok den ene ting, jeg savner mest på Ærø. Jeg elsker træet, og jeg er særligt vild med fyrretræer. Den svenske natur rører mig på en ganske særlig måde. Skoven, vi gik i i går, er fyrreskov på den ene side af stien og bøgeskov på den anden, og det er ganske enkelt magisk. Og lige med det samme snakkede vi sammen, sådan rigtigt Om vores liv som selvstændige – mulighederne, de erfaringer vi har gjort os og om noget med struktur og økonomi. Og det har jeg egentlig tænkt at skrive et indlæg om, for jeg tror, at det med et liv som “iværksætter” er interessant for mange, men også lidt utilnærmeligt (hvilket det ikke behøver være).

Så tog vi hen på hotellet (Stella Maris), og checkede ind. Vores værelse har udsigt over sundet til den grønne skov på Tåsinge, og Ærøfærgen sejler forbi mange gange i døgnet. Lige nu kan jeg se, at solen lander så fint på det stille vand. Vi fik “Cafe Gourmands bestående af stemplekaffe/te serveret med tapas af kager” hvilket vil sige: kaffe, kakao, en masse kager og fødderne oppe på terrassen i bragende solskin. Der sad vi længe, og læste.

Resten af dagen var triviel, og helt utroligt dejlig. Endnu en gåtur, god mad, lange snakke (og nu siger jeg lige noget: vi mediterede, det var alt for længe siden sidst, og det var godt.) Vi havde en notesblok med ved middagsbordet, for der kommer altid brugbare ting frem, når man virkelig har tid til at snakke, og jeg skal snart til at skrive min næste kronik til Information (om det stille oprør mod kapitalismen – nemlig livet på Ærø). I løbet af middagen begyndte kronikken at skrive sig selv i mine tanker, og det er altid et godt tegn. Så ved man, at man har noget på hjerte.

Da vi havde spist, var jeg træt. Jeg er begyndt næsten altid at få hovedpine (sådan lidt migræneagtigt), når jeg er hjemmefra. Jeg har søgt efter en forklaring i mig selv, men kan ikke umiddelbart komme på noget, og jeg tror, jeg vil spørge et klogt menneske til råd snart. Det er så irriterende næsten altid at være lidt rundt på gulvet, når jeg er af sted. Også fordi jeg som regel er af sted for at lave noget, som jeg holder af. Men, mens vi lå der på sengen, og jeg var lidt klattet, så vi alligevel en rigtig fin dokumentarfilm om menneskeligt mod og om strabadser, som jeg aldrig selv ville kunne overkomme (den hedder “Losing sight of shore”, og handler om fire kvinder, som ror over stillehavet fra San Francisco til Australien i en firemandsbåd og slår to verdensrekorder på den ni måneder lange rejse. Netflix.)

Og så sov vi. Fra klokken 23 til 07. Hvilket er uhørt. Og helt fantastisk. Og nu vil jeg måske sove lidt igen før morgenmaden.

I et liv uden ansvar overfor en masse dejlige børn drømmer jeg om en længere tur væk med Kristian. En pilgrimsvandring eller en tur til nogle magiske steder i Irland. Jeg kunne godt bruge adskillige nætter og lyse morgener helt alene med ham, men hver ting til sin tid. Den slags kommer igen, det ved jeg. Og for nu er vores primære plads hos børnene. Derfor er sådan et døgn som det her værdifuldt, og rigtigt for os.

Hvordan er jeres drømmescenarie, hvis I bare kunne tage af sted uden at tænke på nogen andre? (Okay – uden at tænke på nogen andre? Så ville jeg sætte mig i en hygge med udsigt til en svensk skovsø, og skrive min bog).

Lige om lidt overrasker jeg Kristian (Shhh..!!)

Hey! – Shhh! I må ikke sige noget!

I dag har Kristian og jeg tre års bryllupsdag. Og, nej, nej, vi behøver ingen applaus, kærligheden er rigeligt i sig selv. Sandheden er, at vi konsekvent glemmer den slags dage. MEN i år har jeg netop ikke glemt vores bryllupsdag. Tværtimod (eller, det passer faktisk ikke helt, for i første omgang havde jeg bestilt min overraskelse til den forkerte dato, men det blev jeg heldigvis opmærksom på, og så flyttede jeg den…)

Om lidt, når vi sætter os om et tidligt morgenbord, fortæller jeg ham, at han lige skal pakke sin tandbørste og en smule tøj, for i aften skal vi overnatte på Hotel Stella Maris i Svendborg.Vi har været der før, og Stella Maris er et skønt sted med tykke gulvtæpper, store vinduer, overdrevent god mad, kort til stranden, lige ved skoven og så videre.
Det kommer til at lyde sådan her: “Hey, honey! Hvilken dag er det i dag?” og så ser han helt forvirret ud, og der går lige lidt tid, og så siger jeg…”hmmm, den 17. maj. Hvad er det nu…” Og på et tidspunkt falder tiøren, og så får vi ellers travlt, for han skal pakke, og vi skal med færgen klokken 7:35, for skæbnen ville, at vi er blevet inviteret til et spændende møde vedrørende vores arbejde med udsatte unge, så vi skal være på Langeland klokken 9:30 for at holde et oplæg. Og det er egentlig så fint, for så skal vi da ud af døren, og klokken 11 kan vi med lidt held stille vores tasker på hotellet, gå en tur i skoven, spise frokost og påbegynde vores 24 timer i kæreste-heaven.

(min svigermor er her, og har Juno hjemme i dag, og vores gode veninde herovre kører de andre hjem efter børnehave og skole, så ungerne er der også styr på).

Shit, jeg glæder mig.

Men lad mig da også lige sige et par ord om vores bryllup, som jo faldt på denne dato for tre år siden; otte år og tre børn inde i vores parforhold. Det var et fantastisk bryllup. Det tør jeg godt sige, også selvom det var mig, der holdt det. For nogle af gæsterne var det ligefrem livsomvæltende. Vi holdt det over tre dage på Ærø, og vores ønske om at skabe en kærlig boble af fællesskab, intimitet og skønhed lykkes til fulde, fordi alle 80 gæster bidrog med deres nærvær og kærlighed. Alle omfavnede øen, rammerne, fællessangene, tarotkort-læseren og alt det andet.

Vi startede fredag med fælles færgetur, champagne og så en quiz om Kristian og mig. Da vi gik ned mod Badehotellet i Ærøskøbing, var der allerede en boblende stemning af forventning og glæde.

Samme aften fik alle gæster mulighed for at få læst tarotkort af en dygtig tarotmester, og vi var på en trommerejse for et møde et dyr i skoven, som kunne fortælle os om vores sted i livet. “Jeg mødte en ræv?” – “Jeg mødte en tæge?” “Jeg mødte en lille fugl!” lød det over hele salen, og der blev snakket løs til klokken meget sent. Det med kortene var så populært, at tatotmesteren, Claus, måtte læse videre den næste morgen lige indtil vielsen.

Og ja, lørdag: Morgensang i bragende solskin i haven foran Badehotellet. Vielse efterfulgt af hornorkester ned gennem brostensgaderne. Musik og dans i haven med bryllupskage og optog. Middag: De mest udsøgte taler og indslag. Kristian havde skrevet en sang og sendt omkvædet til alle gæsterne flere uger i forvejen, så pludselig sad alle og sang med på “Maj, Maj, Maj, Maj, du er dejlig!” Det var det vildeste. Min fætter kom op til mig bagefter, og sagde: “Du har aldrig set smukkere ud, end i det øjeblik, da du forstod, at vi alle sammen sang om dig.” Vi sendte lysende lanterner over himlen mod fuldmånen, og dansede natten væk.

Min kjole er syet af dameskrædder Susse Thorseng Lærche, som har salon både på Fyn og i København. Den er faktisk en sart grå, og silken er i lag på lag på lag. Broderierne er af den enestående Thomas Sjølander og designet særligt til lige netop den.

Næste morgen spiste vi morgenmad sammen, og flere havde lyst til bare at blive. Vi tog glade hjem til Svendborg, velvidende at det var vores plan at flytte til Ærø.

Det gjorde vi et år senere.

Camilla Jørvad, som jeg har nævnt før herinde, er en eminent fotograf.  Intuitiv, knivskarp, bare dygtig. Og vildt nok bosiddende på Ærø. Hun fotograferede hele lørdagen, og delte mange af billederne på sin blog.

Senere blev en del billeder også delt i et prisvindende norsk bryllupsmagasin. Det kan man se online HER

Nå, men nu vil jeg gå ind og overraske ham.

(Ved I, hvor vildt det er at lykkes med en overraskelse i vores hjem? Det er nærved uhørt! Sidste år havde jeg købt en cykel til ham i fødselsdagsgave, og da den ankom med fragtbil, fik jeg hele familien til at gemme sig på et værelse. Men ak, én af ungerne kiggede ud af et vindue, og så mig bakse med cyklen, og fortalte det til sin far. Samme jul havde jeg iøvrigt afsløret min egen julegave fra Kristian, fordi han havde købt den fra en fælleskonto. Det var en symaskine, som er blevet brugt nøjagtig lige så hyppigt som Kristians cykel, nemlig: Én gang..)

Ej – nu går jeg! Jeg har sommerfugle i maven!

Hvordan var jeres bryllup? Eller drømmene om det? Og har I været til et bryllup, som gjorde særligt indtryk (og hvorfor gjorde det det?)

Kan man få passet fire børn?

Jeg er lidt rundt på gulvet, fordi jeg ikke har en computer lige nu. Og jeg er SÅ afhængig af min computer. Jeg kan næsten ikke være glad, hvis ikke jeg kan skrive. For fem uger siden købte jeg en spritny MacBook Pro, og så den anden dag gik spacebaren i stykker. Jeg har aldrig haft andet end Mac, og jeg kommer ikke til at sige noget generelt dårligt om deres computere, for mine har altid været gode – men det her er selvfølgelig helt galt. Enhver der skriver, ved, at man ikke kan skrive uden sin spacebar. Såserdetnemligsådanherud. Og det bliver man bims af. Derfor skal den indleveres i Odense, have ny topcase og være væk i en uge eller mere. Lige nu sidder jeg ved Kristians gigantiske stationære Mac, og det er okay, men det er ikke optimalt. Jeg kan bedst lide at have min egen computer, ved mit eget arbejdsbord, med mit eget tastetur.

Her i Kristians studie kan jeg skrive lidt, men jeg kan ikke skrive poesi, og faktisk var lige netop i dag min dag til poesi: Jeg havde aftalt med min dygtige og meget strikse skrive-coach, at nu skal jeg i gang igen. Det er alt for længe siden. Vi havde sat en god ramme op for mit skrivearbejde. Jeg havde glædet mig rigtig meget. Men nej, Jeg kan ikke redigere bog, når jeg ikke har min computer. I stedet har jeg lavet en liste over ting, der skal klares, og så er det bare med at få sat en masse flueben, så jeg har tid til at være poetisk, når jeg igen har en computer ved den vante udsigt.

I aftes, da Kristian var gået i seng, tog jeg hans bærbare på skødet, og skrev et lille indlæg, som jeg vil dele med jer her. Det handler ganske enkelt om det med at få passet sine børn, som er noget, flere har skrevet, og spurgt til.

Den seneste uge har Kristian og jeg nemlig været en del hjemmefra. Først på camp, hvor vi skiftedes til at være hos børnene og sammen med de unge, og så var der morgen-tv, hvor vi begge var af sted fra mandag eftermiddag til tirsdag.

Den nat vi var i København, var Storm og Juno her på Ærø sammen med min søster, mens Live og Ilja var hos min svigerfar og hans kone i Svendborg. Det var anden gang, Juno sov sammen med andre end os (den første gang var det også min søster), og der er ingen tvivl om, at vores børn bliver passet sjældnere, end for år tilbage.

Vores hverdag er centreret om familien: Vi holder tredages-weekender langt de fleste uger, og henter for det meste børnene klokken 14. Men før vi fik Juno, og måske i særdeleshed før vi flyttede til Ærø, var Kristian og jeg også ofte hjemmefra: På kurser, kæresteture og den slags. Både sammen og hver for sig (kæresteturene er vi dog konsekvent på sammen..) Børnenes bedsteforældre har altid været meget engagerede i vores liv, og vores søskende har også hjulpet med børnepasning fra tid til anden, så vi er dybt priviligerede på det område.

Men fire børn er meget at passe for andre end forældrene. Hell, det er meget for os. Da vi havde tvillinger på tre år og en enkelt på seks, var det efterhånden en overskuelig flok, som både bedsteforældre og mostre/onkler kunne overkomme at tage sig af i et døgn eller to. Men så kom Juno, og læsset væltede ligesom lidt. Ikke fordi ingen magter det – og de fleste holder fast ved, at det godt kan lade sig gøre – men hånden på hjertet synes vi, det er for meget. Der bliver for mange at holde styr på, for meget der kan gå galt eller blive surt. Vi kender det jo fra vores hverdag, at der er vildt gang i den, og sådan skal det ikke være at passe børn, medmindre det drejer sig om noget akut.

Derfor delte vi dem op, da vi var af sted tidligere på ugen, og det føltes rigtigt. Vi vidste, at min søster hyggede sig herhjemme med Juno og Storm, og vi vidste, at Ilja og Live nød tiden hos farfar og Sus. Vi slap med andre ord for den der nagende følelse af, at man overbelaster andre mennesker samt ens egne børn, fordi man er taget væk, og det betyder, at man kan være mere tilstede i det, man er rejst af sted for at lave.

Jeg oplever, at vores behov for at få børnene passet, er mindre end tidligere. Hvorfor? Måske fordi vi med fire børn og et liv her på øen er tvunget til at fokusere på netop den del af vores liv for en tid. Vi har taget kurser, og vi har rejst, og nu formår vi på én eller anden måde at have et parforhold midt i virvaret.
Det er selvfølgelig fuldkommen forskelligt, hvordan den slags fungerer for det enkelte par, så jeg kan kun referere mine egne erfaringer på området: Kristian og jeg har haft brug for at være kærester og dyrke vores tosomhed på afstand af børnene indimellem for at genopdage vores dybe forbindelse til hinanden. Det er blandt andet derfor, vi ikke har pseudotvillinger: Fordi vi har oplevet et behov for at nå tilbage til et vist niveau af frihed, hvor vi kunne være sammen bare os to uden stress, før vi var klar til at blive forældre igen. Jeg synes, der sker noget omkring de 2 – 2 1/2 år, hvor man som mor og far pludselig bedre kan tage hjemmefra en overnatning. På den tid har vi med god samvittighed kunnet tage af sted en hel dag eller et døgn, og ofte har vi bare spist god mad uden forstyrrelser og så ellers haft den slags snakke, hvor man for en gangs skyld færdiggør sine sætninger, og tager hul på emner, som vi ikke kommer omkring hver dag.

Noget har dog ændret sig, og nu holder vi nok mest af hverdagen. Vi ser frem til de lange weekender og til eftermiddagene herhjemme med knald på. Jeg kan indimellem savne et døgn alene med Kristian, men så er vi gode til at spise frokost med hinanden på en hverdag, og tit sidder vi tæt i sofaen om aftenen. Når det er sagt, har jeg altid været fortaler for, at man finder en balance mellem det ene og det andet: Glade forældre er rygraden i en velfungerende familie, og jeg tror, at alenetid i parforholdet kan være en rigtig god investering.

Når vi skal af sted alene, siger vores børn altid, at det er snyd, de ikke må komme med. “Hvorfor skal I have lov til det? Hvorfor tager I ikke os med?” spørger de med bebrejdende miner. “Fordi vi har brug for at snakke sammen uden at blive afbrudt, sådan som kærester kan lide det.” Og det forstår de faktisk. De ved godt, at det er en mangelvare herhjemme, og de vil rigtig gerne have, at vi er glade sammen.

Hvad gør I med pasning og parforhold? Og kan I huske, om jeres egne forældre prioriterede kærestetid?

 

Jeg blev kæreste med en rapper, nu er jeg gift med en landmand

Jeg mødte en rapper, der skrev tekster som:

Vi griber mikrofonen hver dag
Du griber mikrofonen lørdag og bærer nag
Og det’ vi dem der ikke kan tage os af
For vi bliver ved at fyre den herre af
Vi får en griner på hver dag

Og senere:

Der er pigen på ti med ansvar som en voksen
Køber ind og spørger også efter babymos i kiosken
Men manden ryster hovedet selvom de har det meste
Skræmt af de små øjne der har set mere end de fleste
Det lille ansigt lagt i alt for tunge folder
Han får det koldere gad vide hvor længe den unge holder?
Så han stikker hende et armbånd af slik
En ringe trøst for den barndom hun aldrig fik

Og senest:

Jeg tror vi står og sitrer
og alt fra Gandi til Hitler
er bare energi gemt væk i titler
med masker og kitler
på flasker bag gitre
vandrer vi som glade eller bitre skitser
Jeg tror vi står og svinger
og ser os selv hver gang vi peger fingre
vandrer fremad hver gang lyset skinner
sætter os en semi-sikker kurs men vi slingrer
Den præcise vej imod dagen hvor vi får vinger

Undervejs blev vi kærester, blev gift, blev en familie. Der har været mange andre sange i mellemtiden. Sange med Steffen Brandt/Johan Olsen/Søren Huss/vores børn som kor. Der har været salmer, fællessange, sange til film og tv og så videre. Og Kristian laver stadig musik. Nogle aftener sidder han ved klaveret, til længe efter jeg er gået i seng (lige så ofte skriver jeg til længe efter, han har lagt hovedet på puden). Andre dage skriver han tekster, og de brænder igennem, fulde af liv.

Men han ser alligevel oftest sådan her ud:

Når han hver dag er i køkkenhaven, i marken.
Og han læser utallige bøger om jordbrug, om selvforsyning, vitalitet, biodynamik, respekt for naturen. Han er i det, så meget som muligt. Han ved en del om det, men bliver hele tiden klogere. Jeg elsker den nye viden han tilegner sig, elsker passionen, det kald han føler. Jeg har respekt for ham, fordi han følger sit hjerte, fordi han ved noget, som jeg endnu ikke har lært.

“Naturen og os”, siger vi mennesker, og det undrer mig egentlig. Vi ER jo naturen, og naturen ER os, og det er nok den følelse, der har ramt Kristian på en måde, hvor det at være i naturen pludselig er det mest naturlige, det mest meningsfulde. Naturen udenfor hiver i ham, og han følger med hver dag, fordi hans egen natur byder ham det. Mens jeg ligger på sofaen i eftermiddagssolen lørdag klokken 14 og lukker øjnene, trækker vejret langsomt, falder ned i drømmene, står han nogle meter fra Junos barnevogn udenfor, og river ukrudt op af sidste års ærtebed. Mens børnene senere hopper på trampolin, eller bygger togbaner, eller pjasker med vand, harver han marken i naboens store røde traktor, og han har sorte fingre alle dage, han dufter af muld og blade, og han har noget i sit blik: En ny glæde og ro.

Da jeg mødte Kristian, var han rapper/musiker/producer/entertainer. Han var altid igang med at lave musik, havde altid fingrene i mange projekter, skriblede tekster på bagsiden af alt, lavede beats til sent om natten, og var på turné. Han levede af sin musik, og havde gjort det, siden han var 21. Så kom der andre ting, som krævede hans opmærksomhed. Først mig, så børnene.

For nogle måneder siden, mens vi stod på badeværelset, og børstede tænder alle seks, udbrød én af ungerne: “Er det egentlig ikke fedt, at du er sådan en rapper-landmand?” Med stolthed. En far som er rapper-landmand, tænk sig. Man kan forene det meste, hvis man vil.

“På det sted, hvor jeg er i livet, er jeg nået igennem min første uddannelse, og jeg har tillært mig nogle færdigheder, som jeg fint kunne beslutte at dyrke resten af mit liv. Alternativt kan man tilegne sig mere viden, og dygtiggøre sig indenfor nye områder, og det er det, jeg gør nu. Fordi jeg har mærket noget trække i mig, og når det sker, må man finde ud af, om man tør stå som en elev i første klasse og starte forfra, igen. Tør man være den, der stiller alle spørgsmålene, og laver begynderfejl? Bare det at tilegne sig ny viden giver en utrolig tilfredsstillelse og mening. Det giver mening, at man bliver ved med at flytte sig, og får nye kompetencer. Men selvom man er ved at blive landmand, kan man jo stadig lave et banging hip hop track,” sagde Kristian i aftes, da jeg spurgte til det der med at tage hul på nyt. Og så tændte han for det beat, som han sad, og arbejdede på, og lagde hovedet på skrå med sammenknebne øjne. “Blot fordi man bevæger sig videre, betyder det ikke, at det man har lavet hidtil, var forkert. Eller at man fortryder, eller at man ikke vil det længere for den sags skyld. Man bygger bare ovenpå, udvider sin horisont.”

Dengang for mange år siden, da jeg mødte Kristian på 23 år, havde jeg ikke kunne forudse, at han en dag ville være på udkig efter en god, brugt traktor, eller at han ville læse bøger om naturlig gødning og gamle kålsorter. Kommer det bag på mig? Havde jeg regnet med noget af det her? – De fire børn, det lykkelige liv, Ærø, bøgerne, bloggen, rapper-landmanden? Nej, jeg har været i livet dag for dag og tilladt det at bevæge sig frem.
Heldigvis er vores liv ikke forudsigeligt. Heldigvis har vi turde følge med, og lige nu trækker strømmen i retning af at få ting til at spise og gro, jeg kan også mærke det, jeg har også lyst til at være med, selvom jeg stadig oftest ender ved tasterne. Hvem ved, måske jeg pludselig er hende, som passer dyrene på et landbrug med vokseværk. Jeg tror ikke, det er muligt at forudse vejen. Vi bevæger os gennem livet med et sparsomt blik ind i fremtiden; det er som at køre tværs igennem det største kontinent kun med forlygternes lys til at vise vej. Vi kan se det, vi skal kunne. Resten handler om tillid. Resten vil vise sig, når tid er. Oftest siger vi bagefter: “Det havde jeg ikke set komme, men det var helt rigtigt.”

Jeg får lige lyst til at dele nogle af Kristians nyeste tekster. “Voksenværk”, blandt andet:

Så står vi her – forvildende voksenværk
For livet det sker – Så fucking stærkt
Så fucking stærkt – Det voksenværk

Vi mødtes i går – og luften den brød i brand
En glød i dit hår – Så fucking stærkt
Så fucking stærkt – Det voksenværk

Vi slog os ned – forskanset på fjerde sal
Rosé og kærlighed – Så fucking stærkt
Så fucking stærkt – Det voksenværk

Og vi blev flere – små øjne som åd os råt
En verden eksploderer – Så fucking stærkt
Så fucking stærkt – Det voksenværk

Så vi tog fat – mod hærgende bombefly
Hver eneste nat – Så fucking stærkt
Så fucking stærkt – Det voksenværk

Så står vi her – forvildende voksenværk
Og alt hvad jeg ser – Det er fucking stærkt
Det er fucking stærkt – Mit voksenværk

Og lidt af “Bag Horisonten”:

Jeg er bare et enkelt atom ud af en billion
Én bit i en endeløs strøm af rå information
En del af mekanikken i fabrikken i butikken
Et lille nul i DNA’et af logikken

Og her ligger vi under en uendelig himmel
Stirrer blindt op i et bundløst hav af stjernevrimmel
Slipper, falder, spinder lader hjernerne svimle
Se, hjertet  griber rattet – alting burde være så simpelt
og jorden den vibrerer – undergrunden åbner sig
jeg står lige her og venter –  håber på du skubber mig
ud over kanten med verden i hånden
ingen bånd binder, forsvinder bag horisonten  

 

Havde I regnet med, at I ville være, hvor I er? Ville I have troet det, hvis nogen fortalte jer, hvem I ville være i 2017?

 

Jeg ser og lytter for at huske, hvad der betyder noget

I 2014 udkom Phie Ambos dokumentarfilm “Så meget godt i vente” om den biodynamiske landmand, Niels Stokholm, hans kone Rita og deres idealistiske landbrug, Thorshøjgaard på Nordsjælland. Dengang så Kristian og jeg filmen, og vi tog den til os, som vi nu skulle på det tidspunkt: Vi lærte os selv den bordbøn, som de siger omkring frokostbordet i én af scenerne, og vi blev mere opmærksomme på det biodynamiske end hidtil.
Men endnu levede vi ikke det liv, hvor vi selv dyrkede jorden, og endnu kendte jeg ikke til den samhørighed med naturen, som er så fint portrætteret i filmen.
Nej, vi boede vi i en villa i Svendborg med naboer rundt omkring os, og, jo, vi havde et par højbede, men jeg rørte aldrig ved dem, inden vi flyttede videre til Ærø. Her på øen tog vores rejse yderligere fart – og sådan er det efter min overbevisning for det meste: At de første år af vores liv er en form for indgang til det, vi er kommet her for at lære og bidrage med (nogle vil mene, at de første år er gentagelser fra tidligere liv) og så på et tidspunkt – ofte omkring vores 30.-35. leveår – kommer der fart på. Man kan sige, at vi bliver mere bevidste, og det kan føles som om, man hopper på et udviklingsmæssigt løbebånd, og det hele er pludselig helt utroligt meningsfuld og også enormt hurtig. Kan I genkende den beskrivelse?

Nå, men efter vi flyttede til Ærø, mærkede både Kristian og jeg noget stadig stærkere trække i os, og Kristian begyndte blandt andet at læse en del af Rudolf Steiners værker, hvilket ledte os til at se dokumentarfilmen “The Challenge of Rudolf Steiner”, som er i to dele, og kan downloades HER for i alt ti britiske pund (hvilket svarer til 87 kroner d.d.), og det synes jeg virkelig, I skal gøre, hvis det overhovedet taler til jer. Se eventuelt traileren HER – og se de seks minutter til ende, for det starter med en helt masse korte klip, og virker måske lidt usammenhængende, men det er to meget oplysende og fine film om Steiners syn på alt fra landbrug over handicappede til uddannelse og økonomi. Vi så de to film i 2015, da vi boede til leje, og ventede på at købe vores drømmehjem, og siden da købte vi jo vores lille landsted her på Ærø med de 5,5, hektar jord, og Kristian er blevet det, som børnene kalder “rapper-landmand”. Han har altid jord under neglende, og jeg tror, det også snart bliver en del af mit liv også. Jeg kan mærke, mulden trække i mig efterhånden.

Den anden dag genså vi så den smukke danske dokumentar “Så meget godt i vente,” og det var godt, at vi så den igen, for den er naturligvis meget tættere på vores liv nu på mange måder. Vores livssyn, værdier, indsigter er rykket nærmere det, som Niels Stokholm så smukt og ufravigeligt efterlever, og det er meget inspirerende at følge hans og Ritas liv på gården gennem de to og et halvt år, den er filmet over. Der er blandt andet en scene, hvor den idealistiske landmand takker nej til penge, som kommer med en præmis, han ikke har lyst til at gå med på – også selvom bygningerne er ved at falde sammen omkring hans 79-årige liv. “Hvis man vil købe noget, har man allerede de forkerte intentioner,” siger han, og vi ser hans grundighed i arbejdet i hver eneste scene; hans kontakt med dyrene og også kampen med myndighederne, som ikke synes, at hans måde passer ned i deres kasser. Tænk sig; I kan se filmen helt gratis lige her  (tip: vi erfarede, at vi skulle se den i “Safari” (browser), for den ville ikke afspilles i “Chrome.”) Og så kan man for øvrigt læse om gården her og eventuelt planlægge et besøg derovre. Det ville jeg elske. Altså at se deres sted og høre dem fortælle om alle tankerne bag.
Filmen starter en lille smule voldsomt med en (iøvrigt vellykket) fødsel af en kalv, og jeg ved ikke, om alle vil synes, det er barskt, men det ramte mine børn en lille smule, så det var rart lige at være forberedt på det. Den er smuk, den film. Og vigtig. Meget vigtig – og virkelig en fin film at se med børn også. Vores taler ofte om “Niels og Rita.”

For øvrigt: I dokumentarfilmen om Rudolf Steiner citerer psykiater, antroposof og forfatter Peter Selg Steiner for at have sagt: “Alle har en mission, ikke kun det store menneske, som står på scenen, men alle. Det betyder samtidig, at alle har en opgave i dette liv,” og det får mig til at tænke på det, jeg skrev i går efter min skriveworkshop med de unge, kloge mennesker: At alle har et formål. Alle har noget, som de bidrager med. Alle har en mission og et potentiale.

I de år, hvor det hele begyndte at virke mere meningsfuldt i mit liv, og der strakte sig en vej ud foran Kristian og mig, og vi for alvor tog hul på den rejse, som føles både personlig og meget fælles, skrev Kristian en masse smukke sange. I syv år, faktisk, arbejdede han på en række numre, som blev til det album, der hedder Stjernesprog, som udkom i 2015. Jeg har aldrig før nævnt Kristians musik herinde på bloggen, ikke fordi jeg ikke har villet, men der er en tid til alting. Og tiden er så nu, fordi på Stjernesprogalbummet handler teksterne i meget høj grad om det liv, hvor perspektivet er lidt højere. Om at hæve sig over det mismod, som hverdagen kan trække os ned i, og betragte det lidt fra oven. Om vores sammenhængskraft, om kærligheden, den større helhed – og så på nummeret “Bag Horisonten” nævner han sågar Rudolf Steiner, og derfor kom jeg til at tænke på det nu. Man kan høre hele albummet på Spotify, eller man kan købe det her til download eller fysisk (sendt direkte fra Ærø).

Vi skal gøre os umage i det her liv. Det skyldes vi os selv, og på samme tid skylder vi alle andre det. Jeg tror ikke, man nogensinde vil fortryde, at man gjorde sig umage. At man tog sig tid til at mærke efter og respektere sig selv. Jeg tror kun, man kan fortryde det modsatte. Når jeg læser bøger, som åbner mit hjerte, og sætter tanker i gang, og når jeg ser film som gør det samme, bliver jeg motiveret til at gøre mit bedste. Når jeg lytter til musik, som rører mig, kan jeg ikke lade være med at skrive – eller handle på anden vis. Jeg bliver mindet om den idealisme, som i høj grad bor i mig, og jeg får bedre kontakt til den. Verden omkring os trækker i en anden retning end den, jeg ved, det er rigtigt for mig at gå, og derfor har jeg behov for at suge ting til mig, som minder mig om, hvor mit hjerte er, og hvad jeg vil. Det gør film som dem, jeg har nævnt her i dag – og den musik. Ægte tankevækkende værker med rigtige mennesker og store, vigtige tanker.

Hvad ser, læser eller lytter I til, når I skal huske dig selv?

 

Dengang vi fik tvillinger

Af flere omgange har jeg overvejet at skrive om det med at være mor til tvillinger. En del har spurgt, om jeg vil dele mine erfaringer – mange af de nysgerrige er enten gravide med tvillinger eller nybagte mødre til to, og befinder sig med andre ord et sted, som jeg kender til. Andre synes bare, at det med tvillinger er spændende, og jeg tror, det altid har været omgærdet af mystik – i nogle kulturer bliver tvillinger ligefrem set som magiske skabninger.
Det ér en helt særlig erfaring at få tvillinger. Det tør jeg godt sige, for jeg har også prøvet at få én ad gangen, og jeg har veninder, som har pseudotvillinger, og kan se, at der er også er stor forskel. Der er noget særligt i spil, når man står med to nyfødte i favnen samtidig.

Jeg kan bedst beskrive det at blive mor til to med få minutters mellemrum som overvældende. Uendeligt stort og smukt og næsten ufatteligt. Og helt sindssygt krævende. Mit første år som tvillingemor var så voldsomt, at jeg nogle gange så mig selv i spejlet midt om natten – bleg og flimrende i månens skær – og helt stille spurgte: “hvorfor?” I ti uger sad jeg ret op og ned i sengen med en pude i nakken, og ammede dem uafbrudt hele natten. Nogle gange vågnede jeg med mit hoved mod én af deres små brystkasser, svedende og øm i ryggen og lettet over, at det ikke var gået værre end det. Men så snart jeg lagde dem fra mig, græd de uafbrudt, og vi havde ikke overskud til at finde på andre løsninger. Derefter sov jeg månedsvis indeklemt mellem de to små, kroppe, som jeg skiftevis vendte mig og ammede til den ene side, så den anden. Jeg har hørt, at det er helt normalt for tvillingemødre. Om dagen skiftedes vi (Kristian, jeg, mostre, onkler, bedsteforældre) til at sidde i sofaen og trække i de snore, der var bundet i slyngevuggerne for at berolige de to. “Tydelige,” kaldte sundhedsplejersken dem. “Konstant skrigende” rettede min veninde hende senere.

På det rent praktiske plan ville jeg nok have ønsket dengang, at de havde været ét menneske istedet for to. Det var vanvittigt at stå med to ulykkelige etårige et sted langt hjemmefra og aldrig have hænder nok, og det var hårdt at se deres storebror være mere i andres arme end mine. Første gang jeg hentede ham i børnehaven, fire dage efter jeg havde født, sad jeg, og græd i garderoben, før jeg kunne gå ind og se ham i øjnene. Da var tvillingerne og jeg stadig indlagt på barselsafsnittet få hundrede meter derfra, og jeg vidste, hvad han havde mistet, uden endnu helt at kunne se, hvad han havde fået til gengæld.

Som regel er det heldigvis sådan, at vi hellere vil have for meget af det gode end intet godt overhovedet, og sådan var det lidt for mig at have tvillinger i starten: Ville jeg hellere have undværet dem? Aldrig. Tænk at få børn skænket så uproblematisk som det var tilfældet for os, og så endda to på én gang. Men for mange forældre er prisen ved at få tvillinger høj; vi hørte til fødselsforberedelsen i Odense, at halvdelen af os ville gå fra hinanden indenfor de første to år, og Kristian og jeg så hinanden dybt i øjnene mange gange i månederne derefter, og svor, at det ikke ville ske for os. Men hvis vi nogensinde har været i risiko for at glide fra hinanden, var det i året efter deres fødsel; der var bare så meget. Så mange udstrakte arme, sultne maver, trætte forældre, udmattede venner og familiemedlemmer. Jeg følte mig fysisk overbrugt; altid lå mindst ét barn ved mit bryst, og når Kristian omfavnede mig, havde jeg lyst til at gå væk. Jeg var allerede fyldt op af nærhed. Heldigvis blev han ved, og heldigvis lyttede jeg, når han sagde, at den fysiske kontakt var vores korteste genvej til nærvær og fællesskab.

Og så lige pludselig en dag følte jeg, at tingene ikke kunne være anderledes: De var jo vores datter og søn, lillesøster og lillebror, og selvfølgelig var de fulgtes herned sammen. Lige pludselig havde det været forkert, hvis der kun havde været én af dem. Hvem skulle man i givet fald vælge? En umulig tanke, for begge var de vokset ind i mig, ind i vores familie, og den gamle struktur med far, mor og ét barn var afløst af noget helt andet, mere mangfoldigt og meget mere os. Mine tvillinger, Ilja og Live, er hinandens modstykke og forlængelse; hinandens bedste venner og skarpeste rivaler. Båndet mellem dem er noget særligt, det er jeg sikker på, men båndet både op og ned til deres storebror og lillesøster er ikke mindre, det er bare noget andet. Ilja og Live ligger varmt i midten her i vores familie, og løfter alt hvad de kan. Sammen bevæger de sig gennem livet, og indtil videre gør de det på et parallelspor, som det er en gave at være vidne til. Ofte holder den ene fast i den andens ærme, når de er hjemmefra; ofte sender de hinanden et hurtigt blik, når de er i tvivl om noget. Jeg kan indimellem tænke, at alle burde have en tvilling. Det giver tryghed og styrke, men også en stor følsomhed og indsigt.

Jeg definerer ikke mig selv som tvillingemor, det har jeg sådan set aldrig gjort, og jeg var heller ikke sådan én, som nogensinde havde drømt om at få tvillinger. Jeg er mig, og hvem jeg er, og hvordan verden iøvrigt arter sig, er ikke dikteret af noget så enkelt. Men jeg har tvillinger, og når jeg ser en træt mor med en dobbeltbarnevogn på gaden, siger jeg indimellem til hende, at det bliver fantastisk en dag, hvis det ikke allerede er det. Der var engang, hvor jeg uden at blinke ville have byttet verdens hårdeste måneder for en nemmere pakke, og jeg kan stadig forstå hvorfor. Jeg bebrejder ikke mig selv, for jeg husker, hvordan det var at have to grædende babyer og ingen mulighed for at trøste dem samtidig. Jeg husker, at jeg var afhængig af hjælp for at kunne håndtere mine tre børn. Jeg husker følelsen af at være utilstrækkelig og fuldkommen udtømt for energi.

Snart fylder de fem, mine to mellemste, og når de taler om deres fødselsdag, skifter de mellem at sige “vores” og “min”. De fortæller indimellem fremmede, at de er tvillinger, og det er de også nødt til, hvis det skal frem, for ingen ville gætte på det. Han har blå øjne, er bredskuldret og ti centimeter højere end hende, mindst. Hun har brune øjne og gylden hud, og er let som en fjer. Han ligner sin storebror, hun ligner sin lillesøster. Vi har et firkløver af børn herhjemme, frem for alt, og midt i det står Live og Ilja, som har lært mig utroligt meget om udholdenhed, nærvær, prioriteter og taknemmelighed. De ved ikke, hvem af dem, der blev født først – de få minutter skal ikke definere deres liv som enten yngst eller ældst – men jeg vil aldrig glemme den dag, hvor de pludselig begge to lå på min mave, varme, nøgne, sprællevende. Det var fuldkommen overvældende, fuldkommen utroligt. Det var ét af de smukkeste øjeblikke i mit liv.

Og se – selvom jeg ikke kom meget hjemmefra det første år, skete det alligevel fra tid til anden. Her var de tre måneder, og vores bedste venner fik os med en tur på stranden, alle fem.

“Har du nogle praktiske anbefalinger til nybagte tvillingeforældre?”
Ja! Bed om hjælp – mere end I nogensinde havde forestillet jer, mere end I har lyst til, mere end det falder de fleste af os naturligt. Vi havde sagt til alle, at vi gerne ville være alene de første fjorten dage efter hjemkomsten fra hospitalet for at lande i vores nye familie. I stedet flyttede bedsteforældre, moster, onkler og venner ind på skift, og de kunne ikke undværes. Når det ene hold vinkede farvel, spejdede vi i indkørslen efter det næste. Alle trådte til; de lavede mad, bryggede kaffe, læste for Storm, og tog ham med på ture, de hjalp med indkøb, støvsugning og tøjvask. Det gav mig mulighed for at være der for mine babyer, og det gav Kristian mulighed for også at være der for deres storebror. Det er mit vigtigste budskab til alle, der venter tvillinger: Råb op, læg jer fladt ned. Tag imod hjælpen og husk på hvor godt det føles at give. Intet er mere tilfredsstillende end at få lov til at gøre en forskel for et andet menneske.

Hvad med jer? Har I spørgsmål til livet med tvillinger?
Hvad er jeres tanker I om tvillinger? Har I personlige erfaringer eller observeret det på afstand? Nogle drømmer om at få to på én gang, andre vil for alt i verden gerne undgå det. Hvad er jeres tanker?

Det kan være, mit indlæg om for tidlig fødsel har din interesse. Det finder du HER

Jeg ledte efter kærligheden

I aftes ringede min veninde ud af det blå, og var ked af det. Min kloge, sjove, inspirerende, modige, kærlige veninde græd, fordi hun havde afsluttet relationen til en mand, som hun har været forelsket i det sidste halvandet år, men som ikke elsker hende på samme måde. Så nu har hun sagt til ham, at det må slutte, og han er sådan set enig. Han vil hende ikke noget ondt, men vil hende heller ikke nok.

Det var efterhånden blevet sådan, at hun sagde nej til at gå til kunstudstilling med sine venner, fordi han måske kunne finde på at spørge, om hun ville ses spontant. Det var blevet sådan, at hun ikke længere motionerede, fordi hun hellere ville vente på at høre fra ham. Det var blevet sådan, at hun brugte al den energi, som skulle gå til at leve et lykkeligt liv, på at længes efter hans kærlighed, selvom han igen og igen, fordi han er et ærligt og fint menneske, fortalte hende, at han ikke elskede hende på den måde. Han ville bare være venner.

Og nu har hun sagt til ham, at venner ikke fungerer for hende. At det gør for ondt; hun føler sig slidt op indeni, fuld af længsel og indimellem desperation. Og ensom.

Hun græd, og snøftede, og jeg kunne høre, at hun tørrede sine øjne flere gange. “Jeg har ikke arbejdet i to hele dage, og nu er jeg langt bagud,” og hun havde glemt at spise. Men jeg kunne høre en beslutsomhed i hendes stemme, gennem gråden. Et nyt fokus, som var netop det, hun havde mistet. “Der er så meget lys forude,” sagde jeg, og jeg ville ønske, at jeg kunne lægge en hånd på hendes hoved og holde om hendes skuldre. “Der venter dig så meget godt.”

Fokus, fokus. Det er vigtigt, at hun fokuserer. Hun skal fokusere på alt det, hun pludselig kan, nu hvor hun ikke hele tiden skal prøve at planlægge omkring et menneske, der ikke planlægger omkring hende. I fredags var hun ude og spise med sine veninder for første gang længe. I morgen skal hun til pilates.

Og lige netop den samme veninde var jeg sammen med, da det i sin tid gik op for mig, at jeg hellere måtte blive kærester med Kristian. Det var i New York, i 2006, og vi sad tre 23-årige kvinder i et stort, lyst køkken i et byhus i Brooklyn, og snakkede om dates og kærester, og om hvordan man finder den rigtige. Én af os havde allerede fundet ham. Hun var fuldkommen hovedkuls forelsket på andet eller tredje år (og er det iøvrigt stadig) i sin kæreste, og hun så insisterende på mig, og sagde: “Det skal være nemt, ikke svært. I skal have lyst til at lave det samme en tirsdag aften og være enige om, hvad I helst vil om lørdagen, så kommer resten af sig selv. Man tror, kærlighed skal gøre ondt, men det skal føles godt.”
Det var helt nyt for mig. Noget faldt på plads indeni.
“Kristian!” tænkte jeg, og løb ned på soveværelset, hentede min computer, og viste mine to veninder et billede af ham på skærmen. På det tidspunkt havde jeg kendt ham knap to år, og siden jeg var flyttet tilbage til Danmark et par måneder tidligere, havde vi set hinanden ofte. Han var som en forlængelse af mig og alligevel noget helt andet. I det øjeblik forstod jeg, at han var den rigtige. At det var ham, jeg havde ledt efter. Så jeg skrev en email til ham, sådan lidt henkastet: “Skal vi ses, når jeg kommer hjem til Danmark?” og nogle uger senere kyssede vi hinanden for første gang. Siden da brugte vi et par år på at slibe nogle gevaldige kanter af, og vi har indimellem råbt ret højt af hinanden, men vi har aldrig været i tvivl. Vores kærlighed har altid været rigtigt. I dag er vores parforhold det mest forståelige, givende og meningsfulde i mit liv. Jeg tvivler aldrig, og jeg håber ikke, at jeg nogensinde kommer til det.

Men jeg kan sagtens huske årene, inden jeg mødte ham. Alle årene i New York med dates og ulidelig venten på en skide sms fra en eller anden fyr. Fester, henkastede blikke, lange forførende snakke. Usikkerhed, utilstrækkelighed, forfængelighed. Jeg kan huske alle de gange, jeg har stået foran spejlet og drejet mig Jeg kan huske følelsen af at stå på subwayen og mærke blikkene. Kombinationen af selvsikkerhed og en afgrundsdyb usikkerhed. Desperationen efter at høre sammen med nogen og samtidig modviljen mod at gøre det, hvis ikke det føltes helt rigtigt. Jeg kan huske endeløs flirten og hundredevis af aftener helt alene, hvor jeg måske savnede selskab men ikke nok til at ville det for enhver pris. Jeg endte altid med at gå alene hjem. Grinede henkastet, tog min taske, og trak min veninde med mig væk fra festen, ud fra pubben. Jeg ventede på Kristian. Det gjorde jeg virkelig: Et sted derinde talte en stemme til mig om en dyb kærlighed. Et sted i ensomheden lyste et lys så klart, at jeg ikke turde se på det, før sætningen fra min veninde ramte mig den aften i Brooklyn. Jeg skrev til Kristian. Kyssede ham. Turde elske ham. Fik hele livet med ham forærende, og greb det – heldigvis. Jeg holder fast, og er vokset meget siden da. Hvem var vi, da vi mødtes, Kristian og jeg? Det kan være svært at huske; Jeg kan også selv nu, meget bedre end dengang. Jeg er blevet ældre, meget mere mig selv. Og nu er vi noget hver for sig, men også i høj grad sammen.

Alle vi mennesker her på jorden er på hver vores rejse. Det er min overbevisning, at vi er her for at lære forskellige ting, have forskellige oplevelser. Nogle skal lære om løsrivelse, andre om tilknytning. Nogle skal lære om mod, andre skal øve sig i at blive og så videre. I dette liv har jeg indtil videre oplevet både følelsen af ikke at være nogens elskede til at være lige netop det. Jeg har oplevet ensomhed; nu savner jeg indimellem det, der på engelsk hedder “solitude”. Min veninde og jeg er jævnaldrende, og hendes rejse er for nu ret forskellig fra min; hun bor et helt andet sted, og bruger det meste af sin tid på den professionelle succes, som hun for lægnst har opnået. Jeg håber, at det næste kapitel for hende i dette liv kommer til at indeholde selvomsorg og eftertænksomhed, ærlig kærlighed og forpligtelse. Jeg håber, hun en dag vil tænke tilbage på tiden nu og se, hvor meget hun lærte, og jeg håber, hun får en ægte og vedvarende kærlighed ind i sit liv snart. Måske starter det ved kærligheden for hende selv, måske handler det bare om lige at skulle møde ham.

Når vi vælger at være sammen i stedet for at være alene

De her dage som bare går og går med fødselsdage og sygdom, Panodil og skiftende vejr. Timerne som løber af sted, og indimellem føler jeg, at jeg står ved siden af løbebåndet, og observerer, at det hele går stærkt, og pludselig kan jeg se, hvor stærkt det går, og jeg kan komme til at tænke “hvordan skal jeg nå det hele?” Men det skal jeg heldigvis ikke. Jeg skal, meget apropos mit eget indlæg i sidste uge, prioritere. Prioritere knivskarpt, og det gør jeg, og alligevel ender jeg for tiden tit i sofaen med Kristian om aftenen, når jeg måske egentlig ville gøre klogt i at forberede en workshop eller skrive blogindlæg eller noget tredje, som også hiiiver i mig, fordi dagene går med febervarm Juno på armen absolut ingen tid til noget andet. Men selvom man ikke får arbejdet om dagen, kan der alligevel være behov for at tanke op på nogle andre fronter om aftenen, og så er det, at vi havner ved siden af hinanden for en stund, Kristian og jeg.

Og er det egentlig ikke også det, der nogle gange går galt i parforholdet? At man ikke kan finde ud af at være i tosomheden, har svært ved at geare ned og sætte samværet øverst? Måske fordi man er så træt, at det nemmeste er at sidde med sin computer og føle, at man når noget, mens det man i virkeligheden gør, er at lukke sig inde i håb om at passe på sig selv? Nogle gange kan jeg tro, at jeg skal spare mine sidste ressourcer, og at jeg gør det bedst ved at sidde alene, men ofte oplever jeg, at ressourcerne vokser helt af sig selv, når jeg er sammen med et menneske, jeg holder af. Ikke fordi vi behøver tale sammen eller sidde og se på hinanden, men fordi der ligger en kærlighed og omsorg i nærværet, i anerkendelsen. Fordi et enkelt forstående blik eller kram kan være nok til, at det hele vender sig, og man pludselig ser klart igen.
Så det er fint, at vi sidder der i sofaen, Kristian og jeg. I næste uge er han slet ikke hjemme, og så skal jeg skrive og have styr på en masse ting – også om aftenen. Jeg skal redigere min roman igen-igen (og det er okay, jeg vil gerne blive bedre, jeg vil gerne øve mig..), forberede ansøgninger til kulturprojekter, skrive indlæg her på bloggen. Så i denne uge tager jeg altså hans hånd, med ret god samvittighed, og drikker te (og spiser chokolade…), og vi skiftes til at skynde os ovenpå med få minutters mellemrum; fire børn kan kalde mange gange mellem klokken 20 og 24.

I går, da Kristian skulle op til et oprørt, tissetrængende barn for gud-ved-hvilken-gang, snublede han med vilje over en pude på gulvet, og landede hulkende med hovedet begravet i sine hænder, før han kiggede op, og grinede. Og det var helt perfekt, det var lige hvad jeg trængte til, så jeg grinede vildt højt – og var næsten ligeglad med, om jeg vækkede nogen – det var så forløsende, at han lavede sjov med udmattelsen, når han i stedet kunne have gået med tunge skridt hen til trappen. Da han vendte tilbage, drejede han direkte ud i køkkenet, og hentede to kanelsnegle fra fødselsdagen. Nogle ville nok ryge en cigaret, andre drikke et glas vin (og der findes garanteret også mennesker, som ikke forfalder til den slags, og i stedet strikker sig igennem frustrationen, eller smiler træt), men vi spiser chokolade, og bliver ikke ligefrem tyndere, til gengæld smiler vi med hinanden, også med syge børn på overetagen og udmattelsen siddende helt ud i fingerneglene, og når jeg ligger i sengen lidt senere, ved jeg godt, at det nok skal gå. At pludselig – allerede om en dag eller to, måske – står jeg atter på løbebåndet, og har følelsen af at være godt med (og lige pludselig en dag spiser vi knap så meget chokolade om aftenen, måske – hvem ved?)

 

Parforholdssnak – 5. del

Så er det 5. og sidste gang, jeg skriver et “parforholdssnak” indlæg i denne omgang. Og hvilken dag at gøre det på, når nu Kristian og jeg netop har været på love-tur for første gang i…alt for længe.

Jeg nåede ellers at tænke: “Nej, det vil jeg ikke skrive om”, fordi jeg ved, at mange ikke tager væk fra deres børn, fordi det føles forkert for dem, og jeg har hørt flere sige, at de ikke behøver få deres børn passet for at være kærester. Men det gør vi jo heller ikke; vi har mange skønne aftener derhjemme, hvor vi sidder helt tæt i sofaen og snakker eller læser eller ser en film, og jeg elsker det. Men for mig er det ikke det samme som at være bare os to uden at der ligger fire børn ovenpå, som potentielt kan tisse i sengen eller få et hosteanfald, og som uden tvivl vækker os senest – senest! – klokken 06.

Nej, jeg elsker vores kæresteture, og vi har altid taget på dem, og er så heldige, at vores bedsteforældre og søskende har lagt weekender (eller hverdage, vi er sådan set ligeglade) til, så vi kan drage af sted (og hvis ikke vi havde familie, som trådte til, ville vi finde én eller to barnepiger, der kunne hjælpe os. Det gjorde vi i København, da Storm var lille, for så vigtigt er det for os.)

Således også i går. Vi kørte til Aarhus og var først lige et par timer på DOKK1, som vi er vilde med alle sammen. Så tog vi op til min mor på kommunehospitalet, hvor hun arbejder på 30. år, og dér hoppede drengene ind i hendes bil, og kørte med hende hjem. Dernæst trillede vi ned til min søster og svoger i Øgaderne, og afleverede to glade piger i armene på de smilende børnepassere, som havde blåbær og vindruer klar til den store afsked. Men det var ikke nødvendigt: alle vinkede glade farvel, og klokken 17 satte Kristian og jeg os i bilen. Bare os to.

Og se, nu er vi allerede kommet til det punkt på vores tur, hvor jeg tænkte: “Jo sgu, jeg skriver om vores love-tur på bloggen, uanset om der er nogen, som rynker på næsen eller ej,” fordi: Vi snakkede SÅ fantastisk godt sammen, allerede inden vi var nede i p-huset ved Magasin. Så snart vi kom ud fra min søster og svogers ejendom, helt uden ét eneste barn i vores varetægt, så vi på hinanden, og sagde: “Nå, hvor kom vi til?” og så snakkede vi, om alt det som betyder noget for os, som om vi aldrig havde holdt pause fra det. Vi snakkede i dybden, tænkte os om (stilhed er også godt, har vi lært), spurgte ind til det, den anden havde sagt, og talte videre. Vi kunne have snakket i timevis – og det gjorde vi, ha! Ingen afbrydelser, ingen bekymringer, kun snak.

Jeg vil lige tilføje, at vi altid har haft en regel, som gik på, at vores børn ikke skal undvære deres forældre mere end et døgn per leveår. Dvs: Når man er ét år, kan mor og far være væk i et døgn, to år to døgn osv. Det er en tommelfingerregel, som fungerer godt for os, og vi oplever, at vores børn også har det godt med det. Vi er aldrig væk, længere end den yngste er klar til, så vores ældste har altså ikke måtte undvære os i otte døgn, men derimod max i tre (de tvillingerne var tre år).

Nå, men vi snakkede, og vi tullede rundt i Aarhus, og så gik vi på restaurant, og bestilte fire retter, men jeg havde en dum, dum hovedpine, og var træt, og måske jeg må indse, at tiden hvor jeg går på restaurant om aftenen, og sidder i støj og i det der lys, og spiser i timevis, på en eller anden måde er ovre. Jeg ville faktisk hellere have siddet på et street market eller en lille bistro og spist en enkelt ret og så være gået en længere tur igen bagefter. For jeg er for sensitiv, tror jeg, overfor alle de der input og al larmen og de skiftende temperaturer (ej, jeg lyder jo tosset – men shit hvor den dør gik hele tiden jeg skiftevis frøs og svedte). Nå, men så gik vi ud i støvregnen igen, meget mætte, hånd i hånd tilbage til hotellet, og låste os ind på det smukke værelse med alle de velduftende cremer og sæber, og jeg lagde mig i karbadet med bobler i, mens Kristian lå på sengen nogle meter derfra, og læste højt fra en bog, han er i gang med, og som han synes, jeg skal læse (men han ved godt, at det ikke kommer til at ske, så han så sit snit til at læse højt fra den i stedet). Og jeg stod op af badet, han læste videre, og så lå vi på sengen, og læste og snakkede, og alt var godt og rart og klokken 21:30 – tidligere end nogensinde i årevis! – faldt vi i søvn uden at føle os snydt for voksentid. Og så sov vi til klokken 8.

Vi spiste morgenmad, hentede bilen, hentede børnene (alle var glade), tog i svømmehallen hos min mor og hendes mand, spiste frokost alle sammen, og så kørte vi mod Svendborg, og tog færgen hjem, og alt er godt. Alt er så godt. De der 16 timer uden børn gav mig lige lidt udsyn. Jeg fik bedre forståelse for det hele igen. Min taknemmelighed blev ligesom børstet af, druknefornemmelsen forsvandt. Jeg forstod nogle ting, nogle vigtige ting, og Kristian og jeg traf nogle beslutninger, både store og små, om vores liv og hverdag. Dem vil jeg skrive om i løbet af ugen, tænker jeg.

Jeg forstod blandt andet, at druknefornemmelsen – følelsen af altid at være et skridt bagud, aldrig helt at være fuldt tilstede i hverdagen – ikke er permanent. At den ikke er indlejret i mig, men derimod et billede på en forbigående erfaring. Den er ikke mig nu, ligesom den ikke plejede at være det før i tiden. Jeg er ikke ved at drukne, det så og mærkede jeg helt tydeligt, mens jeg var alene med Kristian. Vores tosomhed tog atter form, blev stærkere, voksede, vi groede sammen, lyste på hinanden, lyste mere hver især. Jeg kunne mærke, at det ér muligt at overskue vandene – det ér muligt at være her, være tilstede. Men jeg skulle på afstand for at forstå det.

Kristian sagde, da vi gik ned af Guldsmedegade, væk fra hotellet, at “det gør vi snart igen”. Vi tager af sted, bare os to. For det er så rart. Og nej, det gjorde de sikkert ikke i gamle dage, men det var heller ikke altid, de var lige meget i synk i deres parforhold, eller lige mega glade for hinanden, og sådan gør vi så anno 2016 i familien Midtgaard Humaidan.
Min mor grinede lidt af, at vi havde brugt så mange penge blot for at få en nats sammenhængende søvn, og mindre kunne helt sikkert gøre det – børnene kunne have været hos deres bedster, mens vi var derhjemme. Men det var det hele værd. Køreturen, bekymringerne om hvorvidt Juno ville være tryg, alt det der skulle pakkes ud, da vi landede herhjemme igen dagen efter. Alenetiden var det hele værd.

(og obs: vi er ikke sådan nogle, som får taget billeder af os selv eller hinanden. Det falder os ganske enkelt ikke ind. Så lige før vi forlod hotellet, netop som vi ville rejse os fra morgenmaden, huskede jeg bloggen, og fik Kristian til at sidde nogenlunde stille, og jeg tog et billede af ham, og så tog jeg også et af morgenbordet, og dernæst tog vi et par stykker hjemme hos min svoger og søster af dem og pigerne. that’s it.)

Læs 1. del her, 2. del her, 3. del her og 4. del her.