Parforholdssnak – 4. del

I dag på denne fjerde parforholdssøndag vil jeg skrive om at være forældre og stadig føle sig som kærester. Men som jeg gik i gang med at skrive, slog det mig, at mit indlæg i går, da jeg skrev om én af de ting, jeg ikke magter som mor lige nu, på mange måder indkapsler min pointe: At det er krævende at være forældre sammen men også at det kan være den største gave at have én at dele det hele med.

En vigtig del af at være forældre sammen er at få det til at køre, så begge parter trives. At høre hinanden, mærke sig selv, give plads, give tid, hjælpes ad. Det kræver samarbejde at have børn, og jeg synes, det kræver rigtig meget, når man har fire. Men lige netop vores fjerde barn har faktisk givet mig nogle evner, som jeg af én eller anden grund ikke fik fat i med de tre første, og som gør livet noget nemmere, trods alt: Efter vi har fået hende, er det ikke længere en overvindelse af hænge en vask til tørre – jeg gør det bare, og det er ikke længere et problem at støvsuge megamange kvadratmeter – det er lige før, jeg nyder det. Jeg har med andre ord lært at få ting gjort uden timevis af overspringshandlinger, og ofte formår jeg at rydde en helt masse af vejen på ingen tid, så jeg kan komme ind til kernen. Til mit arbejde, til samværet med børnene, til alenetid med Kristian. (og jeg tænker indimellem at mødre/fædre må være de absolut mest effektive medarbejdere på enhver arbejdsplads, fordi vi er handlekraftige – og vi vil gerne hurtigt hjem).

Kristian og jeg bliver bedre og bedre til at arbejde sammen herhjemme. “Nød lærer nøgen kvinde at spinde” – “fire børn lærer søvnigt ægtepar at få ting gjort..” Det er sjældent, vi spilder tiden. Vi sidder ikke foran fjernsynet og zapper en times tid, før vi beslutter os. Nej, faktisk har vi ikke haft tv-kanaler i fire år af samme grund: Vi beslutter, om vi skal se en film, læse eller arbejde, og så går vi i gang, hvad end det betyder, at vi sætter os hånd i hånd, eller går hvert til sidst med vores individuelle projekter.

Vores børn har vi alle valgt til med fuldt overlæg, og de fortjener det bedste af os, hver dag. Det er en gave at leve i en flok, en dyb glæde at se små væsener tage form, finde sig selv og indtage verden, og som deres forældre er vi familiens rygrad. Derfor er vi nødt til at finde måder at være både par, individer og forældre uden at miste det ene på bekostning af det andet.

Herhjemme prøver vi at dele opgaverne ligeligt imellem os, så vi også har energi til at være nærværende, når først tøjet er lagt på plads, opvasken taget, og skraldespanden båret ud. Det er ikke sådan forstået, at hvis jeg laver mad om mandagen, så gør Kristian det om tirsdagen – tværtimod forsøger vi hver især at tage ansvar for det, som vi synes, er rart eller sjovt, og resten fordeler vi cirka 50/50.

Det er en stor opgave at være forældre, måske faktisk den største der findes, og man skal ville parforholdet, hvis ikke det skal gå til midt imellem lortebleer og diskussioner med to fireårige, så man bliver nødt til tage sig tid til det, respektere hinanden og huske omsorgen, nærheden, intimiteten. Både i hverdagen – og i vores tilfælde, i hvert fald – også nogle gange i det undtagelsesvise, når vi pakker en taske og siger farvel til børnene for en enkelt dag eller to, synker dybt ned i vores tosomhed, og genopdager den uafbrudte samtale, de stille aftentimer, den sene morgen, og det vil jeg skrive lidt mere om i næste uge, hvor vi netop tager på vores første “love-tur” i lang tid..

Læs 1. del her, 2. del her, 3. del her og 5. del her

Parforholdssnak – 3. Del

Velkommen til den tredje parforholdssøndag her på siden. Jeg har tidligere skrevet om at tale sammen og om at dyrke noget i fællesskab i parforholdet og jeg har fået en del mails og beskeder fra læsere, som hepper på, at jeg skal blive ved med at skrive.

I dag skal det handle om at skændes. Overskriften kunne være: “I skal skændes, og så skal I blive venner igen”, men det her er jo ikke et dagblad, så der er ingen rubrik. Til gengæld kan I kommentere under indlægget, og det håber jeg, I vil gøre.

I starten af vores forhold skændtes Kristian og jeg ofte. Over aftensmaden/under gåturen/midt i filmen/over alt/til hver en tid, og min mor betroede mig engang, at hun ofte havde haft lyst til at løbe væk og gemme sig, når bølgerne gik højt mellem os. Vi skændtes ikke hele tiden, til gengæld gjorde vi det uden forsinkelse, når vi var uenige om noget som helst. Vores stemmer steg i volumen, vi smed hænderne opgivende i vejret, og udvandrede med stor dramatik (måske mest mig), for så at vende tilbage lidt efter og bliver venner igen. Sådan er det stadigvæk, nu sker det bare sjældnere.

“Men,” sagde min mor, “jeg lærte jo, at jeres diskussioner betyder, at problemerne aldrig vokser sig store imellem jer,” og det gjorde mig stolt, at hun sagde det, fordi det er noget, vi har været bevidste om, siden vi mødtes – det med skænderierne. Vi ville sådan set gerne skændes – i hvert fald langt hellere end vi ville vokse fra hinanden. Vi ville diskutere for at blive klogere, komme hinanden nærmere, og vi var fast besluttede på ikke at efterlade små splinter indeni, som kunne risikere at vandre op i hjertet.

Vi skændes sjældent nu, og når vi gør, er det som regel mere diskussioner end skænderier, men det ændrer ikke ved, at vi stadig siger det (prompte), hvis noget føles eller lyder forkert. Vi er blevet meget bedre til at bevare roen, træde ud af følelserne og sige det, vi mener, fra et anerkendende sted. For det meste. Andre gange råber jeg “fuck!”, og går min vej. Til gengæld kommer jeg hurtigt tilbage, og det er efterhånden mange år siden, jeg smed min cykelhjelm i gulvet i ren og skær afmagt.

Min pointe omkring konflikter er, at i stedet for at øve sig på at undgå dem, bør man øve sig på at gennemføre dem ordentligt og blive venner igen. Jeg tror, mange er bange for konfrontationen, fordi de frygter, hvad der kan ske. Nogle har en bagage med sig, som har traumatiseret deres følelser omkring enhver konflikt, og det tager tid at blive tryg. Men alle kan lære at diskutere uden at tabe hovedet. Dybe indåndinger kan være en hjælp. Det kan bevidsthed omkring konfliktens potentiale også.

For vi vokser gennem konflikterne, og det er kun, hvis tonen bliver destruktiv, at det er et problem at være sure på hinanden et øjeblik eller to.

Mit råd er: Tag konflikterne! Vær ikke bange for konfrontationen. Man skal kunne korrigere hinanden uden at falde helt ned i følelsesgryden, og man skal lære at drage en rationel konsensus  af uenigheden.

Imellem Kristian og jeg handler det efterhånden mest om måden, vi siger det på, når vi ikke er helt enige. Vi har erfaret, at konflikterne er et effektivt redskab til at blive klogere, og vi øver os i at holde det så kærligt, som vi kan, når vi synes, at modparten er på afveje. Vi prøver at gå over broen til hinanden, og selvom vi indimellem taler med store bogstaver, danner de ikke grimme ord, for det er helt sikkert, at der aldrig kommer noget godt ud af at smide destruktive gloser på hinanden. Nedsættelser, hån og sårende kritik skal ikke være en del af et parforhold; den slags gør skade længe efter, det bliver sendt af sted.

Jeg tror og håber, at mine børn lærer, at konflikter er en naturlig del af livet og ikke noget, man behøver frygte. Jeg tror, de ved, at et skænderi som regel ender med et kram eller et undskyld, og jeg fornemmer, at de stoler på, at diskussioner er en god måde at komme videre på. Derfor synes de alligevel ikke, det er rart, når vi er uenige, og de beder os stoppe, eller råber: “hold op med at være uvenner,” og så holder vi inde, og fortæller vi, at vi bare er uenige, men at vi stadig elsker hinanden (og ofte tror de, at vi skændes, når vi i virkeligheden blot har gang i en passioneret snak uden skyggen af konflikt.)

Konflikter er ikke nederlag eller svage punkter – de er et redskab til at vokse og komme tættere på hinanden.

Skændes I,? Hvordan, hvornår? Hvad var det sidste, I skændtes over? Hvordan har I det med konflikter?

Læs 1. del her, 2. del her, 4. del her og 5. del her

Parforholdssnak – 2. del

Fem søndage i træk skriver jeg om parforhold. Dette er mit andet indlæg.

I sidste uge delte jeg nogle tanker om at snakke med sin partner, fordi det er så vigtigt. Ordene imellem os bærer en enorm værdi. De er selvforstærkende. Et “tak” imellem mennesker kan blive til følelsen af at have noget at være taknemmelig for. “Jeg elsker dig” kan vække kærligheden påny.

I dag stiller jeg skarpt på den fælles rejse som par.
“Hvem er jeg?” og “Hvem er vi?”
Forhåbentlig er svaret ikke statisk men i udvikling og afvikling, opbygning og nedbrydning livet igennem. Vi lærer hele tiden, bliver klogere på os selv, på verden omkring os. På et tidspunkt lærer vi måske, at vi ikke ved alt. Det er et godt sted at tage sit udgangspunkt.

Når vi rykker os individuelt, bliver parforholdet nødt til at rykke med, hvis ikke vi vil vokse fra hinanden. Og når vi sideløbende med vores egen vækst gror i tosomheden, styrker vi både os selv, hinanden og vores fællesskab. Vores parforhold fyldes med meningsfuldhed og dybde, når vi trækker det gode frem i hinanden, og føler en fælles mission. Det giver mening at have noget, som man ser frem til i fællesskab; noget, man taler om, og som er ligeværdigt og samstemmende. For når man har det, er man bundet til hinanden af meget mere end hverdagen. Og det er dét, jeg kalder den fælles rejse. (og nej: børn er ikke i sig selv en fælles rejse på det plan. Ja, de er et fælles projekt, og ja, de fortjener, at vi er ambitiøse, men det at være forældre sammen styrker ikke parforholdet som sådan. I hvert fald ikke de første år..)

Kristian og jeg tog for alvor af sted på vores fælles rejse for tre-fire år siden, da vores tvillinger var helt nye, og vi var så trætte og indimellem fuldkommen hudløse, at livet føltes sårbart, men nu kan jeg næsten ikke huske, hvem vi var inden da. Eller hvad vi snakkede om. Eller hvad vi troede på. Med ét læste vi bøger i fællesskab, og diskuterede dem. Vi så dokumentarfilm, som ramte noget i os begge, og vi så dem igen, og jo flere konkrete oplevelser vi delte, jo mere voksede vi. Vi blev stærkere, gladere. Pludselig drejede vores samtaler sig om det, vi var fælles om; pludselig greb det ind i hverdagen; pludselig var det dét, vi brugte tid på, når børnene sov. Vores passion – min og hans.

Sådan er det stadig, men nu er dét jo hverdagen: Det er blevet hverdag, at vores individuelle fundament også er fundamentet for det, vi har sammen.

Den rejse, som Kristian og jeg er på, er en filosofisk, nysgerrig, og spirituel rejse, som dybest set handler om selvudvikling, men som – fordi vi gør det med hinanden – også handler om os. Vi har taget adskillige kursusrækker sammen de seneste år, og er mange dage kørt på færgen kl. 05:35 i Ærøskøbing for at nå frem i tide til kursusdage i København. Vi har læst de samme bøger (Kristian har læst mange flere end jeg, så jeg suger tit på ham), og vi har lavet øvelser med hinanden og taget en uddannelse sammen. Vi har med andre ord skabt en verden, som er vores, og det er en verden, hvorfra alt andet udspringer, og som vi deler, og er ligeværdige i. Det giver en fantastisk balance imellem os,  at den rejse som dybest set er en rejse med os selv, er fælles.

Et parforhold er som et levende væsen: Det skal næres og for at være i live, og fordi vi er i bevægelse, skal vores relationer også være det, hvis ikke de skal miste deres værdi.

Den fælles rejse i et parforhold kan tage afsæt i alt mellem himmel og jord – helt bogstaveligt talt. Det kan være en fælles interesse i film, som bliver dyrket bevidst. Det kan være et madlavningskursus, der følges af begge, og som vokser ind i hverdagene hjemme i køkkenet. Det kan være byggeprojekter, rejser eller hvad ved jeg. Det kan sågar være tv-serier, som man ser sammen, snakker om, og nyder (og lige netop dét, er det også indimellem herhjemme). Den fælles rejse er det, vi iværksætter i fællesskab. Det, vi glæder os til, og som rykker os, uden vi går i hver vores retning.

Kristians og mit fællesskab betyder ikke, at jeg synes, det er forkert, hvis han er super optaget af køkkenhaven, mens jeg hellere vil sidde indenfor og læse. Tværtimod: Vores erfaringer udenfor tosomheden nærer os begge, giver stof til eftertanke og til vores samtaler. Vi har mange prioriteter, som er forskellige. Når jeg skriver, laver han musik. Når han læser, bager jeg. Hvis han fisker, skriver jeg (igen). Men, vi har også vores fælles rejse, og uden den frygter jeg, at vi – særligt i disse år hvor så meget river i os fra alle kanter – kunne glemme, hvorfor vi er sammen med lige præcis hinanden. Hvorfor det er netop denne konstellation, vi lever i. Hvorfor det er os og ikke mig alene, mig et andet sted, mig i et andet liv. Nej, det er Kristian og mig, og det er det bedste, jeg ved, fordi vi har noget, som er vores, og som jeg ikke vil leve foruden.

Og, hvordan finder man så den fælles rejse, hvis ikke det giver sig selv? Prøv det af – lav en liste og se, hvad I er mindst uenige om, kunne være sjovt. Hvad med et keramikkursus? Nå, ikke (det gad jeg ellers godt!) Hvad så med at læse en roman højt for hinanden? – Eller, se fire dokumentarfilm som sætter samtalerne i gang? Var det noget med et at de der mega populære fermenteringskurser? Eller at høre en podcast serie, planlægge en ferie, sætte et værelse i stand? Hvis vi havde tid, ville jeg have lyst til at komme til Gyldendals Ordsaloner i København eller de Filosofiske Saloner på Ærø for inspiration. Mulighederne er uendelige, og så længe begge parter er på, tror jeg ikke, emnet er så vigtigt endda.

Hvad gør I i fællesskab? Drømmer I om at have fælles projekter, eller har I det allerede?

God rejse! Måske ses vi et sted derude med kufferter under armen 😉

Læs 1. del her3. del her, 4. del her og 5. del her

Parforholdssnak – 1. del

Så er det parforholdssøndag! Yay! For første gang, altså. Og helt uden forvarsel.
Jeg har tænkt, at jeg vil skrive en håndfuld indlæg om parforhold. Fordi, hvem vil ikke gerne læse om det?
Min tanke er at sætte fokus på forskellige områder i parforholdet, som jeg synes, er vigtige, og så håber jeg, at I vil komme med indspark, tilføjelser og spørgsmål hele vejen. Det er nemlig ikke sådan, at jeg bilder mig ind, at jeg har en magisk formel, som kan forbedre livet for alle, men jeg har et vidunderskønt ægteskab, som hele tiden bliver bede, og jeg synes personligt, det er inspirerende at høre andre fortælle, hvad der virker for dem.

Den korte opsummering af mit eget parforhold er, at jeg er gift med Kristian, og vi har det godt. (Også selvom vi indimellem er sure på hinanden, for det er vi, men det bliver vores parforhold ikke dårligere af. Tværtimod vil jeg næsten mene – men det vender jeg tilbage til en anden søndag.)

Den lidt længere er, at vi har kendt hinanden i tolv år, og været kærester i godt og vel ti af dem. Vi har fire børn, og to af dem er tvillinger, og jeg skulle hilse og sige, at det er crazy hårdt at få tvillinger. Men vi klarede det, og blev endnu gladere for hinanden undervejs, hurra! Da Kristian og jeg blev kærester, var min bror meget syg af leukæmi (men han lever (!), og i sidste uge var vi til hans datters dåb), og min far døde af kræft, da vi ventede vores første barn (det kan man læse om her). Vi har boet i København, Svendborg og nu på Ærø sammen, vi har rejst jorden rundt, haft en god økonomi og en knap så god økonomi, vi har været tykke og… mindre tykke. Vi har nået en helt masse, med andre ord, og nu er vi nået til at sted, hvor vi håber på at kede os i en årrække. Vi vil faktisk gerne have lov til at kede os.

På denne første parforholdssøndag vil jeg sætte fokus på samtalen

“Ordet skaber, hvad det nævner,” skrev Grundtvig (og “Minna” siger det her), og med det underbygger han én af mine kerneoverbevisninger, som er, at vi frembringer vores egen virkeligheden gennem vores tanker, ord og følelser. Det fælles sprog i et parforhold er vigtigt. Afgørende, faktisk.

Jeg vil vove den påstand, at der oftere er for få ord mellem to mennesker end for mange.

Kristian og jeg har en evighedssamtale, som vi kan hoppe ind og ud af uden en længere introduktion. Samtalen handler om det, der rører sig på et dybere plan i os, hvilket kan være alt muligt. “Nå, men i den bog jeg er ved at læse, står der, at…” eller: “Jeg har faktisk været lidt ked af det, siden..” Vores evighedssamtale rummer alt det, der fylder noget i og imellem os. Den er vores bindeled, limen i vores tosomhed, den er brændstoffet på vores fælles motor.

Vi taler meget sammen, Kristian og jeg, og vi taler en del om vores parforhold. Ikke i timevis hverdag, men i det små, kontinuerligt. “Hvor er jeg glad for, at vi besluttede at tage tidligt hjem” eller: “Det var godt, du sagde ja til den aftale på søndag.” Vi taler hinanden op og vi taler vores parforhold op. Hver især følger vi automatisk med. Vi har i årenes løb brugt mange ord på at sige, hvor godt vi har det. Hvor glade vi er. Hvor heldige. Det har aldrig været lodret løgn eller decideret påståeligt, men nogle gange har ordene måske trukket i en lysere retning, end virkeligheden føltes. Og ved I hvad? Pludselig har solen skinnet lidt mere på os. Hvis jeg føler alting lidt tungt en dag, og så Kristian siger, “Åh, hvor er jeg glad for at stå her med dig,” mens vi rydder op i køkkenet, bliver jeg som med et trylleslag lettere om hjertet.
Nogle gange siger den ene “Tak for dig,” henover spisebordet til den anden, hvor vi begge står, og skærer mad ud til fire råbende unger. Sveden løber under armene, og vi ikke har været i bad i tre dage, mit hår hænger i en flad D:A:D-hestehale. “Tak for dig”, siger vi så, og griner, fordi det jo for fanden ikke er romantisk at stå der. Og så alligevel.

Vi snakker om idéer: Hvad vi kunne tænke os at gennemføre nu og på sigt? Skal vi gå caminoen (sammen eller hver for sig?), og skal vi have høns (hvor mange, og kan vi finde ud af det?) Hvem laver aftensmad i dag (det gør Kristian altid, så det er et tænkt eksempel..)

Vi snakker også om mennesker; særligt snakker vi om, at vi skal prioritere de relationer, der er balance i. Vi vil være sociale, men ikke for enhver pris. Til gengæld taler vi ikke ret meget om mennesker på den der “hun er en lort” eller: “sikke et røvhul”-agtige måde. Ikke fordi vi er hævet over at tænke de tanker, men simpelthen fordi det forurener vores liv at bruge tid på at snakke om det. Og nu har vi det jo lige så godt.

Vi diskuterer også vores livssyn og værdier. Faktisk taler vi aller mest om det (næstefter praktiske ting som madpakker, vasketøj og netbank). Vi ser film, som stimulerer os, og diskuterer bøger, drømme og overvejelser med hinanden. Jeg tror, vi kunne snakke om hvad som helst, så længe det interesserede os begge, og det, der interesserer os, er tilfældigvis religion, filosofi og spiritualitet.

I årenes løb er Kristian og jeg blevet gode til at anerkende hinanden i det har travle liv, hvor man nogle gange føler sig ret mast, og måske ikke har overskud til at opfange et kærligt blik gennem larmen. Så er det, vi husker at sige: “Hvor er jeg glad for at se dig,” eller: “Det var så dejligt at komme hjem til et opryddet hus i dag”, og vi gør det hellere én gang for meget end en gang for lidt. Også selvom det indimellem skal forceres ind i sprækkerne mellem alt det, der foregår omkring os.

Det kan kræve øvelse og adskillige tilløb at komme i gang med en fælles samtale, hvis man har gået stille rundt omkring hinanden i nogen tid, men tro mig; tale forløser. Kærlige ord vækker glæde. Fælles sprog skaber fællesskab.

“Jeg elsker dig.”

“Jeg er glad.”

“Vi har det godt.”

Jeg tror, vi påvirker vores egen virkelighed med de ord, vi sætter på den. Jeg tror, vi bliver gladere ved at snakke om, hvad vi er glade for. Jeg tror, vi vælger, hvad vi fokuserer på og derigennem påvirker vores egen lykke.

Hvad taler I om i jeres parforhold? Hvordan fungerer samtalen for jer? Og stilheden (dén elsker jeg også!) Hvordan får I gang i de varme snakke i et nogle gange travlt liv?

Læs 2. del her, 3. del her, 4. del her og 5. del her

Mit liv er også, at…

Mit liv er glade børn, som leger med Duplo i timevis. Bygger baner, der går gennem stuerne, henover møbler, og er omgivet af huse, banker og maskinhaller – i Duplo. Mit liv er vores mark, og vandet for enden at den, det er langsommeligheden her på Ærø, naboerne og æbleplantagen foran huset. Det er vores lille, fine kat, Ulrik, som ruller sig på gulvtæppet, mens vi klør ham på maven.

Mit liv er Kristian, som jeg er uendeligt taknemmelig for, og vores børn, der vokser op sammen i deres indbyrdes venskaber, uenigheder og kærlighed. Mit liv er indimellem flere fravalg end tilvalg, det er sang og skrivning, larm og ro.

Men, mit liv er også meget andet end florlette hverdage og overlagte livsvalg. Mit liv er kaos, oprydning, konflikter, træthed, natteamninger, affaldssortering og sygedage. Og så er det:

* At bestille to par ens sneakers i forskellige størrelser, som begge er for små. Og gøre pakkerne klar til retur med en forloren rulle tape, mens Juno er meget sur, fordi hun vil af sted NU

* At min svigerinde rækker hen over min søster, rører ved min nakke, og spørger: “Hvad er der sket med dit hår, Maj?”, fordi jeg har fældet så meget grundet graviditet/fødsel/amning, at det ligner, jeg har en korthårsfrisure under mit lange hår (som forøvrigt er 25 centimeter kortere end for en måned siden, fordi det var grimt og tjavset grundet ovennævnte fældning)

Og: At selvsamme hår selvsamme dag er fedtet og trist at se på, fordi jeg har vasket det i håndsæbe, da jeg, selvfølgelig, har glemt at medbringe shampoo på min tur ud i verden

* At jeg altid har mindst ét barn på hoften,  OG sindssygt mange andre ting i hænderne. Som denne dag i Aarhus, hvor jeg slæber rundt på: en laptop, en halv pose bleer og – bag højre skulder – en mulepose med børnetøj, mit eget tøj og en toilettaske. Og så en baby

* At Juno er sur næsten hele tiden, når jeg tager hende med til Aarhus for at koble lidt af. At tanken om nogle forkælelsesdage med tid til at skrive om aftenen, snakke om dagen og bare slappe af, i virkeligheden bliver en balanceøvelse mellem mine egne og barnets behov, og den ene gang jeg sætter mig selv først, og køber en varm chokolade on the go, spilder jeg den mørke drik udover to skønne barnevognstæpper og min telefon, fordi Juno vil op på min arm. Faktisk kan man næsten fortryde sådan en tur, indtil man finder de helt rigtige efterårssko – og griner højt med sin familie

* At jeg den første morgen tilbage på Ærø bliver vækket kl. 5:20 af en fireårig pige i panik, som skriger “min næse løber med snot”, hvorefter vi farer ned ad trappen (med uldtæppe) for så at opdage, at hun er dækket i blod, og det samme er en hel del andet (OG mit liv er at være taknemmelig for “Vanish”, for nu er sengetøjet helt hvidt igen.)

GOD SØNDAG! Livet er fuldt at nuancer, og Kristian siger, at man skal danse sig igennem det… (Han siger det oftest, når jeg vælter ud på parkeringspladsen foran Brugsen fra det mellemste sæde i vores mega-bil med en baby og en hel del andre ting i hænderne og føler mig ALT andet end elegant)

Kærester før far

“Havde du kærester før far?” spørger børnene indimellem, og ja, det havde jeg, og det fortæller jeg gerne om. Måske det er derfor, de bliver ved med at spørge.

Jeg forklarer, at både Kristian og jeg havde andre kærester i årevis, endda. At vi havde været forelskede og hjerteknust, i tvivl og teenagetossede; og så mødte vi hinanden, og det hele faldt på plads. Helt ærligt.

Jeg siger, at jeg mange gange i mit liv har følt, at jeg vidste, præcis hvor jeg skulle hen og så – bum! – har alting ændret sig, indimellem på et splitsekund, og jeg er endt et ganske andet sted. I tidens løb har jeg grædt over meget, som jeg glæder mig over i dag, og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke altid ved på forhånd, hvad der er bedst for mig. “Det er derfor, man skal mærke efter tegnene i maven, eller hjertet,” siger jeg til børnene, og “ja, ja,” svarer de fra bagsædet; den remse har de hørt før. For det er sådan, jeg navigerer i livet nu; ved at mærke efter, have tillid og hoppe ud i det, og jeg håber, de forstår. At de kan se, at det virker.

“Og hvis du virkelig ønsker noget, så går hele universet sammen for at du kan få dit ønske opfyldt,” som Paulo Coelho skriver i Alkymisten. Men kun hvis vi følger tegnene.

Det var sådan, jeg endte med at få ham Kristian, ved at mærke efter og turde tro på det gode. Og jeg siger til mine børn, at jeg har været så ked af det i mit liv, at jeg troede, jeg aldrig ville blive glad igen, og at hver gang, uden undtagelse, er der alligevel sket noget, som gjorde det hele godt – ofte endnu bedre end før.

En aften sad vi alle seks og spiste aftensmad, og jeg tror, at det med skilsmisser har fyldt i Storms tanker, for en del af hans kammerater bor skiftevis hos deres mor og far, så han sagde, lidt forsigtigt:

“Jeg ved godt, at du er vild med far, men hvad hvis du mødte en mand, der var lige så sød som ham, og som også kunne TRYLLE?!”

Først grinede jeg, og det gjorde Storm også selv, og så beroligede jeg ham ved at sige, at det kan hans far da også. For jeg ved, at det vi har sammen, han og jeg, det er ægte magi.

Jeg vil fortælle om det her liv

Min blog er stadig nyfødt; ti dage gammel, og jeg er ved at finde ud af, hvad den er for en størrelse. Det tænker jeg over, når jeg trisser rundt i barselslivet, landlivet, familielivet, det indre liv.

Jeg vil bestræbe mig på at være ærlig, oprigtig og i tråd med mine værdier. Det betyder blandt andet, at jeg ikke altid vil være i stand til at lægge skønne billeder op af de mange smukke situationer, som udspiller sig i mit liv (og ej heller altid af de grimme), fordi jeg er tilstede i dem. Og fordi jeg ikke altid tager gode billeder. Fotos er nemlig ikke min spidskompetence, men jeg øver mig, og som min veninde sagde i går: “Din største muskel er skrivemusklen. Ikke fitnessmusklen eller fotomusklen, men skrivemusklen, og det er den, du skal bruge mest krudt på.”

Lad mig understrege pointen med en oplevelse fra i går morges, hvor de to fireårige skulle til høstfest i børnehaven. Ilja havde sagt, at han ville have butterfly på, og det elsker jeg, at han og Storm altid vil, fordi jeg selv er sådan én, som kun har ét par sko lige nu, og det er gummistøvler. Så jeg tænkte: “Det snapper jeg lige et billede af til min instagram og måske til bloggen.” Men mine børn er ikke den slags, som man lige snapper noget som helst af, medmindre man er heldig, og i stedet endte det med, at jeg midt i afgang til skolebus og børnehave komplet mislykkedes med at få et godt billede af dem, og så blev jeg lidt sur. Men så tænkte jeg: “Ej! Det var aldrig idéen med bloggen, at jeg skulle være en sur mor på grund af den, så det her billede må jeg undvære.” (jeg ér jo en sur mor indimellem, og det vil jeg gerne fortælle om en anden gang, men pointen er, at jeg ikke vil være mere sur, bare fordi jeg har lavet en blog.)

Processed with VSCO with a7 preset

Nej, det jeg vil med bloggen, er at fortælle om det her liv. Det her liv med fuldkommen vanvittigt smukke solopgange og færgen, som sejler forbi lige derude på havet, og om stilheden, den helt grundlæggende stilhed, som er sund for os alle seks. Jeg vil fortælle om Kristians køkkenhave og de mange kartofler, han er lykkedes med allerede det første år, og om planterne, som visnede før tid, og om traktoren, naboerne, og hvorfor vi bor herovre, så langt væk. Om hvad vi indimellem savner, og hvorfor vi prioriterer, som vi gør. Og hvordan.

Jeg vil skrive om, hvad der rører sig i mig; hvilke værdier der ligger til grund for mine handlinger. Jeg vil dele ud af mine oplevelser fra livet; den glimtvist oplyste barndom i en forstad ved Aarhus, årene i New York, og det med at blive mor (hvilket har været uendeligt mangefacetteret for mig, og det er vanvittigt, at jeg har så mange børn, men jeg er lykkelig. Og træt. Og desperat efter alenetid – men, det bliver en anden gang, jeg skriver om det.)

Det er også min tanke at skrive om helt andre ting og mennesker. Jeg vil lave en serie portrætter af spændende mennesker – både fra Ærø og fra andre steder, og faktisk er det første allerede klar, og det er min tanke at lægge det op på mandag. Det er af hende her:

Jeg tænker også på at lave sådan en tilbagevendende “det læser jeg/det ser jeg/det hører jeg” om bøger, artikler, film og musik, som har gjort indtryk på mig. For selvom vi ikke har tv-kanaler, og selvom Kristian læser meeeget mere end jeg, så er der nogle ting, som jeg er så glad for, at jeg gerne vil dele dem.

Hvad har I lyst til at læse om fra mig?

Aftensmad. Skal man det?

I går spiste vi aftensmad på trappestenen foran huset, min søster, ungerne og jeg. Rugbrødsmadder med torskerogn og remoulade og gulerødder, og jeg syntes, det var helt perfekt. Det var den smukkeste aften med lav sol og frisk luft, og jeg elsker den slags mad. Ingen forberedelsestid, ingen oprydning. Glade unger, som løber rundt og leger, mens de spiser, mætte børn, afslappet mor (og moster).

Hvis jeg boede alene, ville jeg spise brød med pesto og ost hver dag. Jeg ville aldrig i mit liv lave en gryderet eller noget ovnstegt til mig selv, og jeg ville ikke savne det. Jeg er mest til fingermad, og dessert. Og chokolade. Og friskfanget fisk med hjemmelavede pomfritter, men det er en anden sag.

Engang brugte Kristian og jeg mega lang tid på at lave mad hver dag. Eller faktisk var det altid ham, der lavede maden, og så var jeg sammen med ungerne imens. Så en dag blev vi enige om, at det måske ikke var hensigtsmæssigt at bruge flere timer på madlavning dagligt, når man har små børn, som man også gerne vil være sammen med.

Nu spiser vi tit rugbrødsmadder eller wraps eller noget i den retning, og hurra for det.

Ja, det er kvalitetstid at lave mad, hvis man nyder det. Ja, mad er en del af livet, og det skal være sundt og godt. Men det behøver ikke svine megameget eller tage hundrede år at tilberede for at leve op til de krav. Hvis du spørger mig, altså. Kristian er ikke ubetinget enig. Det er derfor, vi stadig får friskfangede fladfisk med hjemmelavede pomfritter og alt muligt grønt fra hans køkkenhave ret ofte, og det er, hvad man kalder en gylden middelvej.

 

Hvad spiser I til aftensmad? Og hvor lang tid bruger I på det?