Hvordan kan du pludselig være hjemmegående, når du elsker dit arbejde og alenetid? (Vores brevkasse #3)

“Kan du på et tidspunkt lokkes til at skrive lidt (mere) om din proces fra at føle, at du havde brug for alenetid/skrivetid væk fra din børn i hverdagen for at være lykkelig til at etablere en unschooling hverdag med alle børnene hjemme?”
Sådan lød spørgsmålet, men I får også lige uddybningen, fordi jeg tror, den vækker genklang i mange:
“Jeg spørger, da jeg på én eller anden måde føler, at jeg står med nogle af de samme (modstridende) følelser hver dag; lysten til at komme tilbage til mit arbejde, som føles vigtigt – for vigtigt og spændende til at opgive det, lysten til at lave noget andet end at være sammen med min baby alle døgnets timer, samtidig med at jeg kan mærke, at det føles helt forkert snart at skulle installere hende i en institution mange timer om dagen, og at jeg egentlig ikke tror på, at det er i en institution, at børn oplever og lærer om det, der er vigtigt for verden – og jeg også kan mærke, at jeg selv lærer enormt meget af at være sammen med hende hele dagen.”

Hvis nu vores samfund var bygget op omkring nærende fællesskaber, hvor alle var noget for hinanden, og hvor man kunne forvente opbakning og omsorg, så tror jeg slet ikke, du ville have behov for at skrive til mig. Så ville du ikke have grund til at føle splittelse mellem dit barn og dit arbejde. For den splittelse du føler, er det direkte resultat af en kultur, som det er noget nær umuligt at leve lykkeligt i: Selvfølgelig vil du gerne bruge dit fag; udbrede viden, lære mere og gøre en forskel. Selvfølgelig har du lyst til at udleve den del af dig selv, som er uafhængig af dit private jeg, og som laver vigtigt arbejde, der kommer mange andre til gode. Det er klart, at du ikke lyst til at give slip på det, som du har bygget op, og ikke har lyst til at risikere de omkostninger, som det kan have på sigt at træde tilbage fra arbejdsmarkedet i en årrække for at hellige sig sin familie.
Samtidig føles det selvfølgelig forkert at aflevere din datter til fremmede mennesker adskillige timer dagligt. Det går efter min bedste overbevisning direkte mod vores natur – både barnets og moderens – at blive adskilt fra hinanden så tidligt og i så høj grad, som det sker herhjemme. Det er ikke vejen frem, og jeg mener helt reelt, at det er skadeligt. Både for barnets udvikling og for moderens. Det siger jeg med den bagage, at alle mine børn jo har været i institution/pasning, og det har taget mig længe at komme hertil. Og jeg skriver det med tanke på, at du selv nævner, hvor meget du lærer af at være sammen med hende.

Der er flere grunde til, at det tog mig tid at komme hertil, hvor jeg helt selvfølgeligt har mine børn hjemme.
For det første overvejede jeg knap nok alternativet. Jeg troede ikke, at jeg var tilstrækkeligt kompetent til at være sammen med mit eget barn, og jeg oplevede ikke, at det var noget, samfundet faciliterede mulighed for. Hvordan skulle jeg så bidrage med skattekroner og et flot CV?
Vi er jo døtre af kvindefrigørelsen, og skal udmærke os akademisk og helst skabe en karriere, som man kan være stolt af. Det rimer på alt andet end familie under de strukturer, som familielivet er omgivet med anno 2017 (eller 2009, da jeg blev mor første gang).
Så jeg har stædigt holdt fast i, at jeg ville miste noget af mig selv, hvis jeg lod karrieren fare for en tid, og helligede mig min familie. Som om min kreative åre ville tørre ud eller min relevans for andre mennesker ville forsvinde. Sådan har jeg det reelt set stadig: Jeg kan ikke trives uden at skrive, og Kristian kan ikke trives uden at lave musik, og vi er lykkedes med at skabe en virkelighed, hvor det er muligt at klemme det ind – men i kolossalt mindre mængder end tidligere. Her taler vi om, at jeg skriver mellem klokken 23 og 02 de fleste aftener, og han laver musik, når han er af sted for at afholde en workshop eller lignende. På sigt (når vores musikstudie/skriveværksted) står færdigt (til januar), håber jeg, vi hver især kan have en tre-fire timers arbejdsdag om ugen og måske en lidt kortere også.
Det lyder af ganske lidt, men det vil sikkert være nok. Det er forbløffende, hvor meget man kan nå på næsten ingen tid, når det er al den tid, man har.
Hvilket leder mig tilbage til “familielandsbyerne” og det fællesskab, som jeg håber, vi kan skabe i vores samfund: Tænk hvis du boede i en kultur, hvor det var den største selvfølgelig, at vi organiserede os, så både mænd og kvinder overvejende var sammen med deres familie, mens børnene var små, og samtidig kunne arbejde dedikeret og uden dårlig samvittighed i perioder hver uge, mens resten af fællesskabet tog sig kærligt af børnene. Tænk hvis man kunne tage sine unger i hånden, og trisse hen til et stort fællessted med børn i alle aldre, te på kanden og åbne voksenarme, mens manden eller konen arbejdede tre-fire timer (evt. i et arbejdsfællesskab). Det ville gøre hjemmelivet meget mindre ensomt og meget mere nærende. Jeg har ikke lyst til at bo i kollektiv, nok ikke en gang i en økolandsby hvor husene ligger tæt (det er bare mig, og jeg elsker, at andre elsker det), men jeg har savnet fællesskabet så brændende under alle mine barsler, og jeg kan kun finde ud af at være hjemme med mine børn nu, fordi Kristian også er det (og fordi min veninde bor nogle minutters kørsel væk med sine hjemmeskolede piger).

Hvad gør man så, når det fællesskab ikke findes endnu? Tja, før man måske selv begynder at stable noget i den dur på benene (for det synes jeg, du skal: legestuer, samvær for hjemmepassere, osv. – det findes jo, mere og mere, og det kan starte i det små og vokse se større), så ville jeg overveje at arbejde lidt, men ikke meget. Nok til at have fingrene i stoffet og hovedet beskæftiget med de tanker, når barnet ikke kræver fuld opmærksomhed. Jeg ville overveje at starte en selvstændig virksomhed; slå mig sammen med andre i samme situation, yde konsulentbistand, genopfinde mig selv og markedet. Jeg ville søge om deltid eller tilbyde min arbejdsplads to dage om ugen og så slå pjalterne sammen med en dedikeret bedsteforælder eller en kærlig dagplejemor, som kysser børnene og kender dem godt de timer, jeg var væk. Jeg ville spørge min mand, hvad han kunne gøre for at være mere sammen med vores barn, og jeg ville forvente, at han med tiden kom til at forstå, hvorfor det er så vigtigt at bryde med den adskillelseskultur, som er blevet normen. Men jeg ville ikke forvente, at han forstod det, før jeg havde vist ham vejen, og skabt min del af den virkelighed, som jeg tror på.

For mit vedkommende gælder det, at jeg ikke kunne være lykkelig som hjemmegående, hvis jeg var her med børnene hver dag uden andre voksne, uden gode aftaler, uden min blog. Jeg ville ikke være lige så glad uden min blog og mine retreats og og og. Men jeg har aldrig været så glad, som siden jeg tog mine børn hjem.

Hvad er det sket? Tja, jeg har fundet ud af, at alenetiden ikke er så vigtig som relationen til mine unger. Jeg har fundet ud af, at mit største projekt lige nu er dem – og ikke mig selv. Jeg har kastet mig passioneret over moderskabet, og læser om det, skriver om det, diskuterer det. Jeg søger viden, deler og reflekterer. Min hjerne er med andre ord fuld ud beskæftiget med tanker om familielivet og børns udvikling. Dét er blevet mit vigtigste studie, og jeg føler ikke, at jeg svigter noget (jobbet, samfundet, mine naboer). Tværtimod håber jeg på at sende fire sunde og stærke unger ud i verden, og jeg ved allerede med sikkerhed, art jeg bliver meget klogere af det her, end jeg kunne være blevet af noget andet.

Alenetiden tager jeg mig forresten om aftenen. Altid. Uanset hvor træt jeg er. Mine børn er så store nu, at de sover ganske stabilt, når først de sover (klokken 21), og derefter åbner en ny dør sig i mit døgn, hvor jeg tænker på mig selv og mine behov. Hvis ikke jeg var b-menneske, ville jeg nok have behov for at komme ud og sidde et andet sted og arbejde en gang om ugen eller to.

Jeg håber, du kan mærke i dit hjerte, hvad du skal.
Hvis du følger det, så falder alt andet på plads, det tør  jeg godt love dig. Sådan er universets love, og jeg ved, det kan være svært at stole på, hvis man ikke er vant til at gå imod strømmen, men hvis du gør det, der er rigtigt for dig og for din datter, så vil du aldrig fortryde, at det var netop dit hjerte, du lyttede til.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Hvad tænker I andre?

“Hvordan er man en både tydelig og respektfuld forælder?” (Vores brevkasse #2)

“Jeg tænker en del på, hvordan man i forhold til sine børn balancerer det her med at være en tydelig og klar forælder, og samtidig udvise den tillid og respekt, du også har skrevet om. Det er jo ikke et decideret brevkassespørgsmål, men jeg ville rigtig gerne høre dine overvejelser.”

Kære du,
jeg synes, det er et ganske rigtigt brevkassespørgsmål, fordi det jo lige netop er sådan noget, som mange af os gerne vil høre andres input om, og som jeg selv har tænkt en del over.
Jeg har også tænkt over dit spørgsmål – både de seneste måneder, men også helt konkret i forbindelse med, at du skrev det til mig. Som regel sætter jeg mig bare, og skriver mine blogindlæg uden forberedelse (og ofte fortryder jeg nogle vinkler, eller får behov for at tilføje flere nuancer efterfølgende, og så sidder jeg med ét ved morgenbordet omgivet af hele familien og retter til. “Lige to sekunder, unger. Jeg har skrevet noget, som ikke er godt nok“).
Men dit spørgsmål tænkte jeg over i går, og jeg snakkede med min søster om det, fordi der er mange lag i det, og jeg tror ikke, jeg får det hele med her, men jeg prøver.
For mig er der ikke (længere?) en konflikt mellem tydelighed og respekt/tillid – men jeg tror, jeg ved, præcis hvad du mener.

Jeg er en tydelig forælder i den måde, jeg taler til mine børn, når jeg sætter mine egne grænser. Jeg siger “I må gerne hoppe på gulvet, men ikke i sofaen” eller “Hvis I vil skyde med patroner, skal I gå udenfor, jeg ville ikke have dem herinde” eller “Jeg kan ikke lide, at du rører mig under fødderne, for der er jeg meget følsom.”
Her taler vi om mine egne grænser, og dem forsøger jeg at italesætte, så det er letforståeligt og uden alt for megen information, som kan forvirre.
Det er vigtigt for mig at understrege den måske mest afgørende detalje omkring det med at være tydelig, nemlig at man kan være meget tydelig uden samtidig at være hård / irettesættende / udskammende.
Alt kan siges respektfuldt eller kærligt uden at miste dets tydelighed. Når man siger noget respektfuldt, behøver det ikke lyde: “Søde skat, jeg vil helst have, at du lader være med at kilde mig under fødder, fordi jeg har fundet ud af, at det er ét af de steder, hvor jeg faktisk ikke bryder mig om at blive berørt.”
Puff – så forsvandt tydeligheden. “Hold op med at hive mig i håret, det gør ondt,” er helt fint, og det behøver ikke lyde hårdt. (Bagefter kan man jo spørge, hvorfor vedkommende rev én i håret..)

Jeg bruger tydelighed i forhold til grænser, som det er mit ansvar at sætte. Det betyder, at jeg er tydelig, når det kommer til, hvordan jeg ønsker, at man skal tale til mig, røre ved mig og opføre sig i mit hjem (på mine territorier og indenfor de områder, som det er min opgave at sætte grænser for). Jeg arbejder på at være tydelig uden at være hård – overfor både børn og voksne.
Hvis jeg sætter en grænse, er der ofte en samtale forbundet med den – “Hvorfor slog du mig?” / “Hvorfor bliver du ved med at kaste med bolde herinde? Har du lyst til, at jeg går udenfor med dig?” / “Hvad synes du selv om, at nogen river dig i håret?”

Når jeg gerne vil være tydelig, er det fordi, det giver mine børn en sikker linje at orientere sig efter. Jeg ønsker med min tydelighed at respektere mine egne grænser og samtidig forhåbentlig at lære mine børn at respektere deres. Det er mit daglige mål at være en respektfuld, fredelig og tillidsfuld mor, og det tror jeg kun kan lykkes, hvis jeg samtidig er respektfuld, fredelig og tillidsfuld overfor mig selv. Hvis jeg konstant lader mine egne grænser overtræde (både af min familie og uden for hjemmet), hvordan skal jeg så kunne støtte mine børn i at finde deres grænser og respektere dem?

Jeg tror ikke på “grænsesætning” som begreb, fordi jeg oplever, at man kan proppe en helt masse arbitrære og måske endda nedbrydende regler og begrænsninger ind under den hat, og det er lige netop den slags kontrol, som jeg gerne vil lægge afstand til.

Okay.
Det var én vinkel (måske flere?)
Noget andet, jeg har lyst til at skrive, er, at jeg arbejder på ikke at sætte mine børns grænser for dem. Det gør jeg ved at have tillid til, at de selv bedste kan mærke, hvem de er, og dermed hvad de har brug for. I samme åndedrag kommer respekten for deres frihed og selvstændighed.
Min tydelighed går altså ikke på, at jeg bestemmer, hvad de gør på deres egen banehalvdel. Jeg rådgiver dem gerne, men jeg har ikke lyst til at diktere. Jeg kommer med input til, hvordan jeg foretrækker, at de håndterer en given situation, og ofte er de ikke i tvivl om min holdning, men det er en dialog, og jeg arbejder på helt at undgå absolutter.
Det kan være, at mine børn tager store portioner mad, men ikke spiser op. I stedet for at fortælle dem,  at jeg fremover vil have, at de tager små portioner, så snakker jeg med dem om madspild, og jeg fortæller dem, at hvis vi kun tager det, vi kan spise, så er der både mere tilbage i gryden (til næste dag hvor jeg/Kristian så ikke behøver bruge tid på madlavning) men også større sandsynlighed for at vi stopper med at spise, når vi er mætte, hvilket er sundest.

Jeg siger ikke: “Jeg vil have, at du tager varmt tøj på!”, når vi er på vej ud, hvilket ville være meget tydelig kommunikation – men også grænseoverskridende. I stedet fortæller jeg, at temperaturen er faldet, så derfor tager jeg selv en varm jakke på. Hvis barnet stadig insisterer på at gå udenfor i shorts, vil jeg opfordre hende til at mærke efter, hvordan det føles, når hun åbner døren, og jeg vil løbende spørge: “Kan du stadig holde varmen?”, hvis jeg er i tvivl, om hun er opmærksom på, om hun fryser.
Denne ændring i vores tilgang til børnene betød i første omgang, at de gik i langt mindre tøj end tidligere (uden at nogen af dem har været syge af den grund), men også at de nu – modsat andre år – selv har bedt om huer og handsker.

Jeg tror, den mere tillidsfulde tilgang støtter mine børn i både at mærke sig selv, hvilket på sigt forhåbentlig betyder, at de ved (modsat mange voksne), hvad de har lyst til, og hvor de oplever flow og motivation i deres liv. Samtidig håber jeg, at det fjerner motivationen for senere i livet at foretage decideret skadelige eller farlige valg, fordi de har brug for at udfordre både autoriteter men også sig selv i håb om at mærke noget / mærke sig selv.
Siden jeg er trådt et skridt tilbage i forhold til at tage styring over (alle) mine børns handlinger, oplever jeg meget ofte andre forældre, der siger, som jeg plejede, og jeg kan høre, hvor nedsættende men også umyndiggørende det lyder. Det skriver jeg ikke for at give nogen en dårlig smag i munden. Jeg kommer selv til at træde ind på mine børns domæner dagligt (det er en proces), og indtil for nylig troede jeg, at kontrol var den eneste måde at være mor.
Når jeg hører, hvor meget vi voksne blander os i børnenes valg og handlinger, giver det mig den tanke, at det er svært at kende sine egne grænser, og svært ikke at blive grænsesøgende, når man får at vide, hvordan man skal klæde sig / at man skal rede sin seng / hvordan man skal klippes / hvornår man skal tegne, lege, være sulten og gå i bad.
Jeg tror også, det er derfor, børn ofte reagerer med perioder af både modstand og manglende engagement, når man forlader det etablerede system, og “sætter dem fri”.

Jeg tænker, at vi risikerer at skubbe vores børn væk, hvis vi konstant træffer beslutninger for dem, og jeg oplever, at det meste af det har rod i, at vi aldrig selv har oplevet, at voksne lyttede til os. Jeg tænker også, at vi opfostrer mennesker, som ikke aner, om de egentlig er kuldskære eller varme af natur; om de trives bedst med mange små eller få store måltider eller om de helst vil tidligt i seng eller sent. Det får mig til at overveje, om ikke vores børn kommer på overarbejde, når de som voksne pludselig skal træffe alle beslutningerne selv, hvis de end ikke aner, om de er typen, der trives bedst med at rede seng, eller om de egentlig helst vil stå direkte ud af sengen, sætte sig ved arbejdsbordet eller løbe en tur?

Frie børn har det med at være fornuftige, betænksomme og intuitive børn.

 

Hvad tænker I andre?

 

“Hvordan holder I jul?” (Vores Brevkasse #1)

“Kære brevkasse,
Jeg tænker rigtig meget over, hvordan vi skal holde jul i år. Vi har familie der “rykker” for hvor og hvordan og jeg får kvalme bare ved tanken. Kvalme ved tanken om alle DE GAVER – og jul. Jeg skal gøre noget markant anderledes i år, kan jeg mærke. Men hold nu op det er svært, da vores familier slet ikke er der, hvor de vil ændre på tingene, og så kan jeg mærke, at jeg tænker så meget på, at det bliver svært for mine børn at forstå, at der fx. ikke er gaver til dem osv osv. Hvad gør I med  jul? Fedt hvis du på et tidspunkt fortæller lidt om jeres tanker omkring det, ved godt jeg er i lidt god tid, men altså det fylder for mig for tiden…”

Kære du,
Jeg synes ikke, du er tidligt ude. Ugerne flyver, og om otte styks er det juleaften.
Vores jul har efterhånden været planlagt et stykke tid, og vi har behov for at gøre tingene anderledes i år. Faktisk har vi for første gang besluttet, at vi vil holde jul helt alene – bare os seks, som bor her i huset.
Det er ikke nemt, for der er tre sæt bedsteforældre, som vi har fejret jul med på skift de seneste 11 år og en flok søskende, som vi også gerne vil se. Men ønsket om at holde jul bare os selv har vokset sig større igennem længere tid, og nu skal det være.
Julen er i høj grad børnenes fest, og vores børn trives rigtig godt med ikke at få alt for mange indtryk på én gang – særligt på en dag og aften hvor alt i forvejen snurrer i dem. Derfor forestiller vi os, at det er nemmere for både os forældre og børnene at navigere i en juleaften, hvor der ikke er andre meninger inde over i forhold til alt fra spisetid og antal sange omkring træet til gaveudpakning.
Lige i disse dage snakker vi alle seks frem og tilbage om, hvordan vi rent praktisk vil afvikle vores juleaften: Vi hælder til at åbne gaver den 25. om morgenen, præcis som jeg kan huske, at min mor snakkede om det hele min barndom, men af én eller andre grund blev det ikke til noget. Vi overvejer det ud fra et ønske om at være sammen den 24. i en stemning af julemagi med sange, god mad, gåtur og julefilm og dernæst overskud til at lege med gaverne hele dagen den 25. efter en hyggelig tid ved træet fra morgenstunden.
Alternativt åbner vi gaver om eftermiddagen den 24.
Humlen er, at vi ikke gider ramme den store forløsning, når børnene er trætte – og at gaverne slet ikke skal være centrum for det hele, hvis vi kan undgå det. Og det kræver overskud.
For ja: Vores børn får gaver, men de får ikke mange, og de får færre år for år. Det har været en proces for os, og er det endnu: Lige fra vi begyndte at snakke om færre ting for efterhånden en del år siden, til nu hvor vi i højere grad evner rent faktisk at efterleve det.

Jeg kan mærke, at vi alle sammen bærer på en dyb kodning om, at det materielle er en stor berigelse, og at det blandt andet er gennem gaver, at vi nærer relationerne. Den slags tænkning tager det tid at komme på afstand af.
Sidste år gav vi vores børn en fælles oplevelse og en enkelt gave hver. Bedsteforældrene gav dem også én gave hver; og mindst én af bedsteforældregaverne var ikke legetøj (men derimod tøj/bog/etc).
Jeg har i årevis sendt ønskelister ud i god tid og sparret med vores forældre om, hvad vi hver især kunne give, så der ikke var overlap, og så det ikke blev for meget. Det har føltes vildt kontrollerende, og jeg har oplevet det som en svær balancegang, at alle skal have plads til at være sig selv i relationerne, samtidig med at Kristian og jeg oprigtigt har ønsket at ændre den gavekultur, som vi selv har været præget af siden vores barndom. Så også det har været en process, og der har været frustrationer undervejs, men vi har efterhånden fundet et godt leje, synes jeg.

Juno har fødselsdag seks dage før juleaften, og i den forbindelse har vi i år inviteret hele vores familie til juleinspireret fødselsdag med overnatning (i et stort hus i nærheden, som vi har fået lov at låne), og det bliver så vores jul med familien: To dage i rummelige rammer med plads til leg, brætspil og god mad. En slags tidlig jul uden de mange forventninger, som har det med at vælte frem omkring lige præcis juleaften.

Hvad gør vi fremover? Jeg ved det ikke. Kristian og jeg har på fornemmelsen, at det med at holde jul for os selv bliver et hit, men alle skal være velkomne juleaften, og vi har nogle meget kærlige og nærværende bedsteforældre, som vi helt sikkert ender med at fejre jul med igen.
Der er ingen tvivl om, at det kan virke nærmest radikalt – og sårende og ufølsomt – at vælge at være alene juleaften, og vi må hver især mærke efter, hvad der er rigtigt for os. I nogle familier kan udfordringen være, at nogle føler sig valgt fra, og andre føler, at fællesskabet går tabt. Jeg tror og håber, at dialog er vejen frem, og dernæst handler det måske om en afvejning af forskellige behov i hver enkelt familie: Hvem skal der tages hensyn til, og hvem kan man forvente, har overblik til at sætte sig selv til side? Og kan det at vi tør følge vores hjerte måske få dem omkring os til at turde det samme?

Hvad skal I til jul, og hvilke tanker gør I jer om, hvordan man kan fejre julen?

P.S. Jeg har planer om et snarligt indlæg om de gaver, vi rent faktisk giver vores børn. For de har nogle super seje ønsker i år.

 

Jeg har lavet en “Vores brevkasse”!

“Hvad er de praktisk krav, når man hjemmeskoler?”

“Svigter jeg samfundet, hvis jeg går hjemme med mine børn, selvom jeg er nyuddannet?”

“Ingen i min omgangskreds forstår min drømme om at ændre vores liv. Hvordan skal jeg snakke med dem om det?”

“Hvor hører dine børn lydbøger, og har I nogen restriktioner for, hvad de må høre?”

 

Jeg modtager adskillige spørgsmål fra læsere i min mailbakke hver uge, og svarer så vidt det overhovedet er muligt og efter bedste evne på hvert eneste af dem.

Ofte ville jeg ønske, at jeg kunne dele spørgsmålet såvel som mit svar herinde på bloggen uden at udlevere spørgeren (og ofte kunne man omskrive spørgsmålet for at anonymisere det), så alle kunne få glæde af udvekslingen. Men nu har jeg tygget på det, og jeg er kommet frem til, at det er endnu bedre bare at åbne op for muligheden for at stille spørgsmål, som jeg så vil bevare her på bloggen – hver torsdag, tænker jeg?

Fordelene er, at alle kan læse både spørgsmål og svar, men også at alle andre vil have mulighed for at komme med sparring. Som en slags landsby ala den vi efterhånden er mange, der efterlyser.

I kan spørge til alt: Hjemmeskole, øliv, skrivning, parforhold, økonomi, alenetid, venskaber, skænderier, oprydning og alt derimellem.
Hver uge vælger jeg et spørgsmål, som jeg svarer på, og deler her på bloggen, så alle kan læse med og byde ind.

Jeg anonymiserer naturligvis afsenderen, og man kan sende spørgsmål enten som en kommentar på dette indlæg, på min mail eller via min facebookside.

Har I noget, I vil spørge om?