De mange veje

Der er utallige veje gennem livet.
Nogle mennesker skifter altid vej. Sådan én er jeg.
Det, jeg skrev for et halvt år siden, er muligvis forandret nu, og nogle gange skriver jeg noget, fordi jeg ved, at jeg snart vil mene det modsatte. Andre gange skriver jeg for at sætte ord på små forandringer, som jeg endnu ikke kender formen på. Ofte ved jeg, lige hvad jeg vil sige.
Tidligere tænkte jeg indimellem, at det ville være rart altid at mene det samme. Nu forstår jeg, at sådan er min rejse: Ikke én med endegyldige svar men én under evig forandring.

Måske er det derfor, jeg elsker hverdagen. Jeg holder af de nogenlunde faste rammer. Ja, jeg kan godt lide ro – og det kommer fra en mor til fire. Jeg tror, det er grunden til, at jeg synes, det kræver meget at have helt små børn (og grunden til at jeg elsker, når de bliver lidt større.) Fordi uforudsigeligheden efterlader mig skrøbelig. Jeg kan så godt lide, når jeg ved, at der bliver stille i huset ud på aftenen, og jeg sætter pris på min kande te, roen til at skrive. Som en kontrast til den konstante bevægelse indeni.
Nu er Juno halvandet, og det lyder af ingenting, men det er meget i min verden: Hun kan selv komme op og ned fra 1. salen, og vi kan forstå, hvad hun siger, selv når hun taler i søvne. Det er hende, der fodrer grisene sammen med Kristian hver dag. Når jeg bliver for træt til at skrive om natten, og lægger mig i den store seng, rækker hun ud, og aer mig på kinden.
Dét her liv er det bedste for mig, og det føles som en evighed. Alligevel er det ret nyt.

Jeg plejede at have hjemme i New York. I fire år gik jeg hver dag timevis fra Manhattan til Brooklyn, på kryds og tværs, under og over jorden. Musik i ørerne, altid solbriller, altid en del af den organisme, som storbyen er. Jeg elskede det, og så flyttede jeg til København, dernæst Svendborg. Så Ærø. Hele tiden fra det ene til det andet, men ikke altid dikteret af mig selv. Livet sker, og nogle gange sker det uden vores indblanding. Så er det, vi må lære baglæns.

I “Min usynlige søn” (som jeg har skrevet om HER og HER), fortæller Esben Kjær om livet efter tabet af sin søn, Sebastian. Han beskriver, hvordan han få dage efter at have modtaget sønnens diagnose (uhelbredelig kræft), sidder til et middagsselskab. Det er nytårsaften, og han er fuldkommen fraværende, mens hans to sidedamer taler sammen, bogstaveligt talt bag hans ryg. “”Deres foretrukne emne var, hvor hårdt og besværligt det var at have børn, med lukkedage i børnehaverne og unger, der ikke vil spise deres mad, og drillede deres søskende. Deres pointe var, at det var helt utroligt hårdt at være dem selv. Det eneste, der afholdt mig fra at skrige i hovedet på dem, at de skulle skamme sig, var bevidstheden om, hvor ofte jeg selv på samme måde i selskabeligt lag havde siddet og udgydt den samme slags pseudoproblemer”.

Jeg har også en gang syntes, at det var hårdt. Og jeg har snakket om det hårde. Om moderskabet, især. Jeg havde indimellem svært ved at overskue hverdagen. Men mit liv som mor har ændret sig, og det har ændret mig. Min udvikling har handlet om at komme fri af mine forventninger til mig selv og i stedet være i det, der er nu. Det er den mest givende forandring, jeg har oplevet.
“Denne dag, et liv.”

Jeg synes stadig, det kan være en vanvittig udfordring, når ungerne skændes på tredje time, og når de ikke falder i søvn om aftenen, mens jeg selv er ved at kollapse af træthed. Men jeg synes mest af alt, at livet giver mening, og fordi jeg er sammen med mine børn det meste af tiden, ved jeg også, at de rent faktisk aldrig er vrede en hel dag – og at de altid falder i søvn til sidst.

I går gik vi en tur med min søster. Der lå en bunke halm på vejen et sted, som en traktor havde tabt. Pludselig var det et projekt: Børnene villle have halm med hjem til grisene, og de arbejdede ihærdigt på at læsse både cykel og barnevogn.
Vi købte grøntsager i en vejbod, og to gik hjem langs stranden. Det begyndte at regne, mere og mere, og de tunge dråber duftede af en tid, man aldrig glemmer. Med ét var vi hjemme igen, og vi drak te og spiste koldskål. Børnene rejste sig fra bordet, og løb af sted, skændtes for en stund, var udmattede. Til sidst fandt de på en leg, som alle kunne fungere i. De gik tidligt i seng, men sov sent. Sådan var endnu en dag forbi. Så hurtigt og alligevel så fuld.

Fortæl mig om jeres forskellige veje og om det, I står midt i nu?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

10 Kommentarer

  • SVAR

    Jo mere jeg læser fra din hånd, jo mere føler jeg mig på bølgelængde med dig. Der er så meget i dit indlæg i dag, jeg får lyst til at udveksle omkring, men jeg skal gøre det kort 🙂

    Det, du skriver, med at mærke behovet for roen som en kontrast til den konstante bevægelse indeni, har jeg også erkendt løbende de sidste par år. Både fordi kontrasten føles større, og fordi jeg oplever at have fået mere bevidsthed omkring det.

    Et af de steder, jeg mærker det mest, er når jeg vover mig ud på rejser med min familie. Da jeg var yngre elskede jeg ture til storbyer, men når jeg nu f.eks. sidder i et fly og fornemmer andre folks opsathed og begejstring, føler jeg mig som et væsen fra en anden planet. Alle andre lader til at elske det, og jeg har det som en fisk på land. Og det gælder ikke kun rejser, men egentlig efterhånden også det med, at der hele tiden skal ske noget spændende i det ydre. Jeg mærker det især i ferieperioder som nu. Kan slet ikke følge med og føler mig helt forkert på den ved at søge mere rolige eller stille-spontant opståede aktiviteter – lige præcis som du beskriver. For det er jo ikke fordi, vi ønsker stilstand, er det vel? Tværtimod. Ingen ønsker stagnation. Faktisk mærker jeg, at jo mere jeg vælger det lille, stille liv, desto større ambitioner presser der sig på. Ikke karriereambitioner i traditionel forstand. Mere livsambitioner.

    Og tak for dejligt levende billeder igen. Jeres børn ser helt vildt søde ud 🙂

    • SVAR

      Kære Pia, Nej, det er netop ikke, fordi vi søger stilstand. Det er fordi, vi søger udvikling og vækst indeni. Og sådan er vores rejser forskellige: Nogle udvikler sig på et mere ekstrovert plan, andre skifter livet igennem. Jeg tror ikke, at jeg personligt er færdig med at rejse, men jeg er væsentligt længere fra at tage af sted ofte, end jeg har været tidligere. Behovet for ro vokser hele tiden i takt med mine ambitioner om at være tilstede i nuet og fokusere indad. Og tak; ja, det er nogle helt vildt søde børn, vi har 😉

  • SVAR

    Tak for nogle skønne indlæg og blog! Det er længe siden, jeg har kommenteret herinde – jeg ved slet ikke, om du kan huske det – men jeg skrev en masse forvirrende ting om at stå midt i en specialeproces og følelsen af at miste sig selv til hamsterhjulet. Jeg er endelig ovre specialet, og hvilken lettelse det har vist sig at være, og har gået med min mavefornemmelse. Valgt et job fra for at vælge et andet (og mere usikkert) til. Det ved jeg slet ikke, om jeg ville have turdet, hvis jeg ikke havde læst din blog. Selvom du ikke har kunnet mærke det, så har du virkelig hjulpet mig igennem de sidste 3-4 mdr. Så tusind tak for det! Glæder mig til fortsat at følge med!

    • SVAR

      Kære Line, tusind tak for din dejlige kommentar. Det glæder mig dybt at læse om dit (rigtige) valg. Og jo; jeg kan sagtens huske dig. Selvom mange læser med, er det jo relativt få, der kommenterer – og din historie har jeg ikke glemt 🙂

  • SVAR

    Jeg kan i den grad forholde mig til det med forskellige veje. Jeg har for ganske nyligt forlad den vej, som ellers var lagt ud for mig. Tidligere har jeg været utrolig målstyret. Jeg har brugt henved 20 år på at uddanne mig (uden fjummer – alt er gennemført). Jeg har været i to længerevarende forhold, der har betydet, at jeg har været nogens kæreste i 12 år (fra 16 til 28). Jeg har været på vej mod fast job, mand, børn, villa, volvo og vovse.
    Men i januar gik jeg ned efter 3 år, hvor tingene ikke har villet flaske sig for mig, ligemeget hvad jeg gjorde og livet har været i modvind.
    Nu er jeg single, bor i en 1-værelses og elsker udsigten til, at livet ikke kan planlægges. Jeg prioriterer at være lykkelig i hverdagen – hvad end det så betyder den dag. Nogle dage er det svært, for jeg er immervæk lidt af en tryghedsnarkoman og ikke vant til at være alene. Jeg har aldrig før følt mig så fri.

    • SVAR

      Kære du, jeg kommer til at smile indeni af din kommentar. Vi kommer i modvind, når vi ikke hører efter. Når vi lukker øjnene for de tegn, som livet sender os. Så er det, at intet vil lykkes. Og nu er du så tvunget til at høre efter, og det føles godt. Også selvom det du ser, og det du mærker, er anderledes end det, du troede, skulle være din virkelighed nu. Når livet tager fusen på os, er det altid fordi, der er en dybere mening. Så jeg glæder mig på dine vegne, og håber, du vil skrive igen en anden gang. (P.S. Man kan godt være tryg i friheden – det handler om tillid til, at der er en mening)

  • SVAR

    Skønne billeder Maj 😀
    Iljas grin mens de står der og læsser cyklen!! Pricesless 😀

    • SVAR

      Åh, tak! Det er så dejligt at høre. Der er en helt række billeder lige fra de minutter, og han griner mere og mere på hver eneste af dem 😀

  • SVAR

    Jeg havde mine børnebørn ovre i sommerferien og de nød dagene med naturen. Det er en kæmpe “gratis” gave….hvor man kan blive ved med at finde på lege. Jeg nyder at få små historier fra dig.

    • SVAR

      Ja, naturen er vores største ressource. Dejligt at du tager dine børnebørn med ud i den.