De skønneste gæster – og nu en stille fødselsdag

Så gik den weekend.
Med fødselsdag og med jul.
Med flag og “hør-hvordan-vi-tromme-kan-“sange, marcipan og familie.

Vi samlede 18 mennesker under ét tag (en tredjedel af dem kom jo her fra vores adresse, som min søster påpegede) for at fejre Junos to år – men også i anledning af julen.

Og selvom jeg var træt i går, da gæsterne var taget hjem, og selvom jeg undervejs var både meget mæt af indtryk og en smule rundt på gulvet, var det mest af alt rart og godt, og jeg var glad for, at vi skabte muligheden for, at der kunne opstå den slags oplevelser, som ikke opstår, medmindre man skaber rum til dem..:

Som da børnene spillede Risk med min bror i timevis.
Og da de legede med deres farbrors lille hundehvalp i den frostklare formiddagssol.
Som da vi sad alle sammen om bordet og sang af vores lungers fulde kraft for lille Juno, som efter hver sang hviskede “mere” og dermed fik én til. Lige indtil hun sad alene ved bordet med min søster, og lyttede intenst til min søsters smukke sangstemme, der igen og igen sang “og hør nu her hvordan vi alle spille vil”.
Og da vi voksne spillede “Hint” hele aftenen (til ud på natten endda) og rent faktisk trimlede rundt af grin i sofaerne.
Og ikke mindst den smukke lille stund da min svigerfar læste “Oles Skitur” af Elsa Beskow højt for de tre ældste, for det var rørende at være vidne til. Rørende fordi min svigerfar altid har sagt til mine børn, at de skal passe på Kong Vinter, når de havde blottet hud om vinteren, men han har ikke helt vidst, hvor ham Kong Vinter kom fra. Som om det var noget, der var opstået af en gammel erindring. Og så sad jeg og lånte bøger på bibliotek.dk den anden dag, da jeg faldt jeg over den lille fortælling om Ole, som møder Onkel Rimfrost, Madam Tø og Kong Vinter, og min svigerfars blik, da han læste for børnene, at “Ole kalder på Kong Vinter” (og børnenes begejstring, for de havde glædet sig sådan til at se deres farfars reaktion) – Åh, det var så hjerteligt og fint, og min svigerfar har den mest vidunderlige oplæsningsstemme. Rolig, mørk og indlevende.
Hør, det er jo det, jeg altid har sagt! Kong Vinter findes“, sagde han. Det lille øjeblik med de fire på sengen og den dejlige historie om årstider og eventyr. Jeg var meget varm om hjertet.

Det var en weekend fyldt til randen med kærlige bedsteforældre, onkler og tanter og fine, afstemte gaver til fødselaren (en morgenkåbe, nogle dejlige bøger og den skønneste lille genbrugs-bondegård). Vi spiste den første flæskesteg fra vores egne grise, og vi havde bestilt en chokoladekage fra Den Gamle Købmandsgaard i Ærøskøbing, for selvom vi elsker at bage, min søster og jeg, besluttede vi at prioritere energien på noget andet denne weekend. Og det var godt – der var rigeligt andet, så det var rart blot at løfte kagen frem, færdig og tung af chokolade, og servere den sidst på dagen.

Og i dag er det Junos helt rigtige fødselsdag. I dag er det to år siden, hun blev født oppe på badeværelset med sin moster som jordemoder, og jeg tog imod hende i det varme vand. Der er sket så meget på de to år. Der er sket meget, siden jeg skrev om hendes etårsfødselsdag herinde sidste år.

Så i dag bager vi selv chokoladekagen og lige om lidt skal vi have friskbagte boller og varm chokolade og intet andet er sikkert. Vi tager denne dag et minut af gangen, tik tak tik tak.

Flere har spurgt til de smukke vers, som jeg delte ét af herinde den anden dag i anledning af de tolv hellige nætter.
I kan finde alle tolv samt en dejlig tekst om deres fælles betydning lige her, og i dag er sædtanken denne:
“Jeg bygger et oplyst hus, hvori jeg dvæler.”


Ja, i dag skal vi dvæle, i dag skal vi være her i vores eget hus.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    Det lyder som en vidunderlig weekend, ja, man kan nærmest mærke kærligheden og roen strømme ud af dine ord, sikke en heldig lille to-års pige. Og sikke en heldig familie som blev valgt af hende <3 Stort tillykke med Juno fra alle os i Tranderup, som min jordemoderveninde altid siger "man bør altid have en to-årig i huset" <3

    • SVAR

      Tak, kære Tine. Jeg har taget din venindes ord til mig, fra du nævnte dem første gang, og jeg nyder min toårige helt ind i sjælen ❤️ Kram til jer

  • SVAR

    Tillykke med Juno. Her har vi også fejret fødselsdag i weekenden – da min yngste blev 10 i lørdags – så vildt som tiden flyver afsted.

    • SVAR

      Stort tillykke med den runde fødselsdag hos jer