Repost: De to hyppige spørgsmål om hjemmeskoling: Lærer de nok, og har de et socialt liv?

Repost: I forbindelse med Kristians og min deltagen i Aftenshowet her til aften reposter jeg mit indlæg fra min optræden i Go’ Aftendanmark tilbage i august.

Som hjemmeunderviser bliver jeg generelt mødt med nysgerrighed, undren og siden ofte en stille eftertænksomhed.

Der er en række spørgsmål, som næsten er stensikre, og af dem ligger to klart i top: “Hvordan sikrer I, at jeres børn lærer nok”, og”hvordan sørger I for, at jeres børn bliver socialiseret.”
Jeg vil forsøge at svare så præcist som muligt på dem begge herunder, men det er i virkeligheden to emner, der fortjener at blive bredt ud og reflekteret over fra mange vinkler. Læs derfor under kategorien “Hjemmeundervisning” for at lære mere om vores liv og se min liste “Hjemmeskoleinfo – links og ressourcer“, hvis du vil vide mere endnu.

DET FAGLIGE
“Hvordan sikrer I, at jeres børn lærer det, de skal?”
I mange år mødte amerikanske hjemmeskolere altid den fordom, at deres børn ikke lærte det, der var nødvendigt. Jeg nævner USA, fordi det er den nation i verden, hvor flest børn hjemmeundervises (omtrent to millioner og støt stigende). Siden har man i USA gennemført adskillige studier af hjemmeskolede børn vs. dem, der går i skole, og konklusionen er entydigt og ikke overraskende, at hjemmeunderviste børn er akademisk overlegne.
Det siger næsten sig selv: I et hjemmeundervisningsmiljø har man én eller to engagerede undervisere til typisk 2-4 børn. Underviseren kender børnene indgående; har forståelse for deres interesser, styrker og udfordringer, og kan således målrette hverdagen, så alt det børnene oplever, bliver præsenteret for, og øver sig i, passer til deres unikke personlighed og behov.
Jeg har svært ved at svare på spørgsmålet om, hvorvidt mine børn lærer det, de skal, uden at spørge mere filosofisk tilbage: “Hvad SKAL de lære?” Mig bekendt er der ikke en alment anerkendt liste læringsmål, som et menneske historisk set ikke kan klare sig uden. I min familie synes vi, det er vigtigt, at børnene lærer at læse og skrive samt grundlæggende matematik – alt sammen ud fra et ønske om at de skal kunne tilegne sig mere viden ved brug af disse kundskaber. Derudover har vi ikke en generel forventning til, hvad man er afhængig af for at få et godt liv.
Og det er vel det, det hele handler om: At kunne skabe et meningsfuldt liv, hvor man bidrager til fællesskabet uden at miste sig selv undervejs.

Jeg mener, at børn først og fremmest skal lære at lære. Derefter skal alt det, de får brug for, nok komme ret ubekymret til dem.
Vi kender det alle sammen: Får vi pludselig mulighed for at flytte til Spanien i seks måneder, så skal vi nok lære at tale spansk på få uger. Når motivationen er klar, kommer den nye viden uden problemer.
Det er, hvad jeg helst vil give mine børn med fra deres opvækst: En sund selvfølelse og evnen til at skabe relation til de steder, de måtte komme frem. Jeg mener, at de mere end noget andet får behov for at kunne tilegne sig viden gennem relationsskabelse, videnssøgning, research og grundighed. De lærer kildekritik igennem vores samtaler hver dag; vores måde at tilgå omverdenen og vores historiskbetonede såvel som aktuelle emner i hjemmet. De lærer at slå rødder, skabe forbindelse til deres omgivelser og stå fast i sig selv gennem vores hverdag med en mangfoldighed af relationer, aktiviteter, naturoplevelser og tid til at fordøje.

“Jeg kan ikke huske noget fra folkeskolen, så jeg tør ikke tage ansvar for mine børns uddannelse.”
Ovenstående udtalelse er en tilbagevendende påmindelse om, hvorfor skolen ikke er den uundværlige faktor i en opvækst, som vi ellers er opdraget til at tro. Hvis jeg og mange andre har glemt det meste af, hvad vi burde lære i skolen, hvordan kan vi så have tillid til, at vores børn lærer det, vi synes, de bør?
Hjemme hos os tager vi ansvar for vores børns løbende udvikling ved at benytte os af mentorer, når vi støder på fag, som vi ikke er tilstrækkeligt stærke i. Det er en win-win aftale, når mine børn sidder sammen med et menneske, som har glæde af at dele sine kundskaber med et menneske, der er oprigtigt interesseret. På den måde har vi Knud, en pensioneret ingeniør, der skiller ting ad og samler dem igen med vores ældste, og vi har modelflyklubben, hvor han bliver inviteret hjem til de andre (og som regel mere end halvtredsårige) medlemmer for at lære om motorer, vindstyrke og den slags. Vi har vores nabo, hvor vi kommer, og bliver klogere på landbruget: Lige fra dyredrift over sædskifte til forskellige pløjemetoder, og hvis vi boede i byen eller provinsen, ville vi gøre det samme dér: Gribe mulighederne, suge mest muligt ud af livet og give os selv de bedste betingelser for at begejstres og være til.

Hvordan ser undervisningen ud til hverdag? Det svinger i takt med årstiderne, men der er tilbagevendende punkter året rundt: Vi læser sammen hver dag, går ture, har nærværende samtaler, laver projekter. Vi skriver, undersøger vores fælles historie, laver mad, tager på spændende ekskursioner året rundt.
I takt med vores børns udvikling tilegner min mand og jeg os konkret viden, der matcher børnene forskellige behov. Faktum er, at mine to mellemste har læst, siden de var fem, mens deres storebror på ni ikke interesserer sig det store for bogstaver (han kan dog læse), men i stedet fungerer på højt niveau, når det kommer til fysik og matematik.

Er jeg nogensinde nervøs for, om de lærer nok? Svaret er nej. Jeg er sikker på, at de lærer, hvad de skal kunne for at træde ud i verden på egen hånd og tilegne sig den viden, de løbende vil få behov for. Jeg er sikker på, at deres selvfølelse, nysgerrighed, kreativitet og livsglæde har de bedste betingelser i et liv som vores med plads til den enkelte og alligevel i et forpligtende fællesskab. Sådan kan skolen også være – ikke alle familier skal hjemmeundervise – men der er alvorligt behov for, at folkeskolen tager ved læring af de erfaringer, som de frie skoler såvel som hjemmeskolerne gør sig.

DET SOCIALE
“Jeg hjemmeskoler mine børn for at socialisere dem”. Sådan har jeg flere gange hørt hjemmeskoleforældre sige med et glimt i øjet.
Der er noget om det: Hvis et ungt menneske forlader folkeskolen som et helstøbt, livsglad og anerkendende individ efter at have siddet syv-otte timer dagligt i et klasselokale de seneste ti år med en presset lærer og konstant overhængende læringsmål, så mener jeg, at det er en reel mælkebøttehistorie. Hvis man er blevet positivt socialiseret; har en grundlæggende tillid til andre mennesker, er vant til ligeværd og gensidig respekt, samt har lært dialog fremfor krav og anerkendelse fremfor bedømmelse, så er det sket på trods. For vores nuværende skolesystem er ikke indrettet efter menneskets sociale behov.

Hvor mange voksne ville trives under de samme betingelser, som vi stiller vores børn? De har en lang arbejdsdag uden friheden til selv at bestemme, hvornår de lige strækker benene, tager en tissepause eller spiser et æble, og derudover laver de lektier både på hverdag og i weekenden.

Det er min overbevisning med afsæt i psykologiens lære om primær og sekundær socialisering, at barnet først og fremmest skal have mulighed for at skabe en sund tilknytning til sine nærmeste og først derefter er klar til at bevæge sig ud i verden og socialisere dér. Den primære socialisering har svære kår i Danmark, hvor 98 procent af alle børn er i vuggestue og børnehave, og det mener jeg, er en stor udfordring.
Dernæst er det vigtigt at forstå, at den sekundære socialisering – den, der sker uden for familien  – ikke nødvendigvis skal ske uden forældrenes nærvær. Faktisk er det altid en fordel og aldrig en ulempe at være tryg og have sine nærmeste i nærheden.

Hjemme hos os omgås vi et væld af meget forskellige mennesker fra alle steder, lag og livsfaser. Mine børn har venner, som går i børnehave og skole, og de har venner, der lever mere lig dem selv. Det er min oplevelse, at de fungerer rigtig godt socialt, og har nemt ved at snakke med og skabe relation til andre mennesker.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 Kommentarer

  • SVAR

    Hvor dejligt at have dig tilbage! Jeg har i mellemtiden læst din blog fra en ende af – særligt dine indlæg om at have små børn/baby, da vores familie blev udvidet fra tre til fire i juni

    • SVAR

      Hvor er jeg glad for, at du har læst det hele igennem. Den rejse gad jeg godt en dag selv at tage på – selvom jeg ville få lyst til at slette mange indlæg. Tillykke med jeres nye familiemedlem ❤️

  • SVAR

    Hej Maj My jeg har fulgt din blog længe og synes den er virkelig skøn. Jeg drømmer også af og til om hjemmeundervisning og har af og til tænkt på om du/ i ville have valgt hjemmeundervisning hvis det kun var den ene af jer der gik hjemme? Hos os ville det kun være muligt at hjemmeundervise hvis det var den ene, men jeg kan mærke at det skræmmer mig lidt at skulle gå alene og have alt ansvar for uv og ikke dele det med min mand? Ville i have valgt det hvis i skulle gøre det alene? Vh Lotte

    • SVAR

      Kære Lotte – jeg har tænkt over dit spørgsmål flere gange, men ikke fået svaret. Nu ved jeg hvorfor, for efter vi har indrettet et skolelokale og lagt en strategi for undervisning de næste måneder, tror jeg, at mit svar er et andet: Jeg ville godt turde hjemmeundervise, hvis vi havde en god, ugentlig rytme med sociale aktiviteter, ture ud af huset, undervisningsplaner og ikke mindst gode rammer til leg og samvær.
      Jeg ville turde det, hvis jeg havde to børn eller en flok som alle var ældre, end min yngste. Hvis mine seksårige var de yngste her, ville mine alenedage være betragteligt anderledes – alle de tre ældste er i stand til at deltage i mange aktiviteter, og er motiverede for rammesat indlæring, og det ville lette presset betragteligt for mig.
      Nu spørger du mig jo et år inde i det her liv, så mit ideologiske svar er et ubetinget ja: Når først man er her, kan det være svært at forestille sig, at skulle sende sine børn i skole. Men intet er så simpelt, og et hjemmeskoleliv skal jo ikke være på bekostning af alt andet.
      Hvorvidt jeg ville gøre det alene, hænger altså sammen både med antallet af børn (jeg mener, der er forskel på to og fire, eksempelvis), deres alder og vores omgivelser/netværk, ikke mindst. Først og fremmest er det dog din og din mands indstilling, som kommer til at påvirke udfaldet.
      Åh, det blev langt og rodet. Gav det mening?

  • SVAR

    Spændende blog. Hvor længe tænker i jer at fortsætte hjemmeskolingen? Skal jeres børn i gymnasiet eller lignende efter grundskoletrinnene?

    • SVAR

      Hej Anne Sofie.
      I udgangspunktet tænker jeg, at de skal hjemmeundervises hele vejen. At sende mine børn i skole føles fjernt, nu hvor jeg har vænnet mig til det liv, vi lever. Men fremfor alt handler vores valg i livet om trivsel, og således kan jeg ikke svare for de næste mange år. I øvrigt synes jeg, det er en værdifuld øvelse først og fremmest at forholde sig til nuet, da vi under ingen omstændigheder kan planlægge os til et godt liv eller beregne forud, hvordan det hele vil udspille sig.
      På samme måde er min mand og jeg ikke synderligt optagede af vores børn videre muligheder i livet, og hvorvidt de vil i gymnasiet, skal være op til dem, ikke os. Det skal ikke forstås som en slags ansvarsfralæggelse eller ligegyldighed, nærmere som en radikalt tillidsfuld og nytænkende indstilling til samfundet og livet: Er det nødvendigvis via en videregåendeuddannelse, at de vil finde meningen med det hele som voksne? Hvis ja kan de jo tage de prøver, som er tilgængelige og på den måde få mulighed for at komme på gymnasiet m.v.

  • SVAR

    I gør så super godt et arbejde hvor de lærer sig selv at kende og de lærer at lærer og glæder sig i læringsprocessen. Glæder mig over det..

    • SVAR

      Hvor er du dejlig, Lisbeth. Du har jo mange års erfaring med at følge sine børns vej og søge dybde fremfor hurtighed.