De Usynlige – et lille, nordisk mesterværk

Min gode veninde er boganmelder, og indimellem stikker hun mig en bog til låns, som hun tænker, jeg vil sætte pris på. De Usynlige af Roy Jacobsen fik hun aldrig tilbage. Den rørte mig, og blev en både privat og mere professionel læseoplevelse med en fortællestil, som er både lig min egen og ganske fjern derfra. Roy Jacobsen er en mester i at beskrive mennesker og natur, og De Usynlige er et afdæmpet, fint mesterværk.

Roy Jacobsens kortfattede roman (215 sider) er en på samme tid tæt og meget let oplevelse. Den er så stille, at den næsten hvisker, og alligevel er den så præcis, at man aldrig er i tvivl om, hvad der bliver sagt. Roy Jacobsen er stor i sit hjemland, Norge, men jeg ved ikke, hvor udbredt han er herhjemme, så jeg nævner ham i håb om, at flere vil få øje på ham. For han skriver fantastisk, og han skriver om et sted på kloden, en fornemmelse i livet og nogle mennesker, som mange danskere føler sig beslægtede med. Jeg holder af nordisk litteratur, når det er både smukt og rørende og koldt og klart, og lige så meget som jeg ville ønske, at jeg lå på en bounty-ø og solede året rundt (for jeg er faktisk meget kuldskær), lige så lidt ville jeg få skrevet, hvis det var tilfældet. Sne, frostklare nætter, rimfrost, efterårsfarver, regn, forårets livsglæde – ja, alt ved årstiderne her i norden, inspirerer mig, og netop de stemninger fanger Roy Jacobsen smukt og sikkert.

Roy Jacobsen kan noget helt særligt: Han har en evne til at gengive et menneske fuldendt med ganske få ord; En evne til at indfange det mest beskrivende om en person eller naturen så nøjagtigt, at ordene bliver en del af sig selv og dermed næsten overflødiggjort. Han skriver nøgent og samtidig stort. Afmålt og alligevel bevægende.

”De usynlige” er fortællingen om en hel families skæbne på den lille ø Barrøy i begyndelsen af 1900-tallet, hvor familien på fem som de eneste bor med udsigt til fastlandet, velvidende at dem ovre på den anden side ikke gider bruge energi på at se deres vej. Det er fortællingen om den dag, præsten endelig – efter års venten – tager sig sammen til at forcere havet, og kommer på besøg, og det er fortællingen om et menneskes udvikling fra nogens barn til herre over sit eget liv.
De Usynlige er hurtigt læst, men man ville sådan ønske, at man kunne blive på det sted, med de mennesker, lidt endnu..

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Tak for anbefaling. Det er virkelig en dejlig bog. Ved du at der findes en fortsættelse? Den har jeg ikke læst endnu, men jeg forestiller mig, at den også er god.

    • SVAR

      Ja, den glæder jeg mig til at læse, når jeg er igennem dem, som jeg er igang med lige nu 🙂