Den hvide mands æresdrab

Det er kvindernes kampdag, og der er nok at kæmpe for. Også i Danmark. Jeg er endda selv sexist, opdager jeg fra tid til anden, når jeg dømmer mig selv eller andre kvinder ud fra helt andre kriterier, end jeg dømmer mænd. Men hvordan kan det næsten være anderledes, når Andersine ikke laver andet end at vente på, at Anders kommer med blomster, og når mine lærere i skolen syntes, jeg snakkede for meget, selvom jeg ikke åbnede munden nær så ofte som drengene i klassen?

I januar skrev jeg dette indlæg om feminisme med afsæt i drenge- og pigelegetøj. Fordi: Jeg er feminist, naturligvis.

Jeg oplever ofte sexisme. Tit er det mig selv, jeg bliver ramt af. Andre gange er det mænd, der synes, jeg fylder for meget, eller som påpeger, at jeg ikke passer helt rigtigt på deres forestilling af en kvinde. Nogle gange kalder de mig en pige, selvom jeg har fire børn, en mand og en indkomst. Tit opdager jeg det ikke før længe efter, det er sket. Altså, fordi  jeg er så vant til det. Fordi det er fuldkommen accepteret.

Det kan være sådan noget med, at jeg føler, jeg har sagt rigtig meget, når jeg har talt i to minutter, mens mænd ikke lader til at føle nogen form for skam, når de har talt fem gange så længe.
“Hønsegård,” eller: “Kvinder taler så meget”, siger de. Men nej, det gør vi faktisk ikke. Et Amerikanske studie fra 2015  konkluderede, at det i en gruppe bestående af lige mange mænd og kvinder opfattes som “ligeværdig taletid”, hvis kvinder taler 25 procent af tiden eller mindre, og til gengæld bliver det opfattet som om, at kvinderne “dominerer samtalen” hvis de taler 25-50 procent af tiden. Det gør mig en lille smule rundtosset at tænke på, at jeg rent faktisk selv bærer rundt på den indbyggede forventning.
(Det og 11 andre ting, som de fleste kvinder kan nikke genkendende til, men som vi ikke så ofte taler om, kan man læse om lige her i en sjov og skarp klumme af Caitlin Moran.)

Indimellem slår det mig, at jeg bliver nærmest chokeret, hvis jeg ser en kvinde på tv, som ser lige så gammel eller uoplagt ud som alle de mænd, hun er omgivet af. Det falder mig med andre ord helt naturligt, at de fleste kvinder på fjernsynes er spartlet ud med makeup, mens mændene slet ikke er flove over deres rynker og grå hår. Gamle mænd er attraktive, skal man forstå, for de har viden, magt og indflydelse. Men kvinder? Nej, de er bedst, når de er unge og smukke.

Jeg har ikke fjernsynskanaler hjemme, så når jeg indimellem ser den slags, er det som regel på Ærøfærgen mellem Ærø og Svendborg, hvor der altid kører TV2 News (uden lyd), og som regel sidder der et panel af mænd og udtaler sig om et givent emne. I januar tog jeg færgen samme dag, som nyheden om en kvinde og hendes fire børn, der var blevet dræbt af deres mand og far, kørte over skærmen. “Familietragedie” stod der i teksten under billederne fra den lille by. Men det var jo ikke en familietragedie. Det var århundredets hidtil største drabssag. Det var mord, ikke en ulykke eller en enkelt mands tragedie og momentane psykiske sygdom.

Det skrev jeg for nylig om på min private facebook, og lige netop i dag synes jeg, at jeg vil dele indlægget her:

Sagen er den, at jeg ganske enkelt bliver grænsepsykotisk af, at både medier og politi fuldstændig fortier, når mænd myrder deres koner og børn. Det er ikke en privatsag. Det er noget, vi skal lære af og blive bedre til at forebygge som samfund. Det er heller ikke enestående: Tre børn og ti kvinder dræbes årligt i Danmark af deres fædre og mænd, og sagerne bliver kaldt “familietragedier” eller endnu værre “udvidet selvmord”.
“Vi ved endnu ikke, om vi har at gøre med en familietragedie en forbrydelse eller en ulykke,” udtaler politiet som regel. Men så skal jeg da lige fortælle dem det: Det er en forbrydelse, uden undtagelse og uden tvivl.

Vi er alle sammen hurtige til at konkludere, at mænd, som gør den slags, må være psykisk syge, i hvert fald i gerningsøjeblikket (uanset hvor veltilrettelagt forbrydelsen iøvrigt er). Det skete senest i januar, da en mand slog sin kone og deres fire børn ihjel. Medierne skrev om den store ulykke og de pårørendes sorg, men jeg er ikke enig i, at det var en ulykke. Det var overlagt mord. Og sorgen betyder ikke, at det skal ties ihjel; det bliver andre typer mord ikke.

Mænd overalt på nettet brøler: “Det er fordi, I tager vores børn fra os i statsamtet!” Men ved I hvad? Fædre vinder bopælen på deres børn i 40-45 procent af sagerne (kilde: Rockwool Fonden), så det er jo ikke rigtigt. Jeg synes faktisk, at 45 procent lyder af meget i lyset af den overvejende opgavefordeling i hjemmene rundt omkring, og det får mig til at tænke på min veninde, som fik en advokat i statsamtet til at indrømme, at hun (advokaten) havde givet min venindes eksmand ret i sine anklager mod sit barns mor, fordi advokaten følte sig truet af ham.

Selv hvis mordene rent faktisk skyldes, at manden har tabt kasketten i gerningsøjeblikket, skal vi arbejde målrettet på at finde måder at forebygge den slags ulykker. Forbrydelser begået af mænd, som mener, kvinder er “deres”, er ikke acceptable. Heller ikke når manden er hvid, og hedder Jørgen. Det hjælper stadig ikke at være stille om problemet. Det løser ingenting. Jeg kan ikke accpetere, at vi alle sammen bliver spist af med, at det er en sag for familien alene, og jeg får sgu lyst til at skrive sandheden, nemlig at de mord er den ultimative sexisme; de er ekstremen af det, der sker i mindre skala, når mænd råber efter kvinder på gaden, når mænd mener, at kvinder skal klæde sig på bestemte måder for ikke at lægge op til sex, når mænd føler, at kvinder er deres ejendom. Mordet er det yderste led i den lænke.

Nå, men, det er egentlig overflødigt, at jeg skriver meget mere, for Gretelise Holm gør det rigtig godt i Politiken, jeg kunne bare ikke lade være med at give mit besyv med. Læs hendes indlæg, hvis du har mere tid. Og lad for guds skyld være med at læse kommentarerne, medmindre du er okay med risikoen for at brænde sammen i afmagt. Det viser sig nemlig, at nogle mænd synes, det lidt er kvindernes egen skyld (“de burde have trukket sig, før forbrydelsen skete. Mænd er voldsdyr af natur”).

Ja, sådan får jeg det sgu lidt..

I eftermiddag skal jeg holde oplæg her på Ærø i anledning af kvindernes kampdag, og jeg glæder mig til den efterfølgende diskussion. Hvad gør I jer af tanker om kvindekampen? Mærker I sexismen i jeres hverdag – og hvad betyder det i givet fald for jer?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

11 Kommentarer

  • SVAR

    Elsker elsker elsker dette indlæg. elsker det meget passende billede og jeg kan sagtens se hvad du mener. jeg har også har skammet mig hver gang jeg har fyldt ” for meget” haft ” for mange meninger” og i årevis ubevidst selv fordummet mig for at blive elsket og accepteret. fordi jeg var bange for at hvis jeg viste den side af mig som ikke bare nikkede og sagde ja, som faktisk var uenig, eller som var stærk og selvstændig, at så ville jeg ikke være så medgørlig og dermed ikke så elskelig.. jeg blev ærlig talt rigtig ked af det da jeg opdagede at jeg gjorde lige præcist det helt modsatte af hvad jeg altid havde rådet alle andre til.. det er ikke let. jeg er næsten færdig med det 😉 for helt færdig bliver jeg vist aldrig. jeg skal altid være opmærksom for som du siger, det er ” jo bare” sådan det er blevet, både i samfundet og i mig selv, så det kræver indsigt, opmærksomhed og selvkærlighed at leve som kvinde i en verden som konstant viser os at kvinder er mindre værd, at kvinder bør være sådan og sådan.
    Så sent som i går læste jeg er artikel hvor en mandelig skuespiller sagde at det der gjorde at et ægteskab var succesfuldt var at kvinden/konen underkastede sig sin mand. Og aldrig måtte rette på ham eller give ham råd. 2017 :O wauw.. og vi skal stadig kæmpe for vores ret til at være hele mennesker og ikke bare pæn baggrund.

    jeg ville vildt gerne have været med til dit oplæg iaften. jeg tror det bliver rigtig spændende. <3

    • SVAR

      Kære Stina,
      tusind tak! Ja: Du skal være dig og ikke en pæn udgave af dig. Du skal elske uden at være bange for ikke at være god nok og du skal tale lige nøjagtigt så højt og om det, som du ønsker. Kram <3

  • SVAR

    Det beskrives nu også ofte som tragedie e.l. hvis en kvinde slår sit barn/børn ihjel – og det er det vel også – både når kvinder ender der og når mænd gør.

    Når mænd tyer til at slå hele deres familie ihjel er det ikke altid pga. den der ejerfornemmelse – man hører da også jævnligt om mænd der gør det pga. flugten fra skam – eksempelvis økonomisk konkurs – åbenbart hellere slå kone og børn ihjel end indrømme overfor dem at man begår fejl.

    Og det og ejerfornemmelsesproblematikken det er noget der var værd at gøre noget ved. Vi lærer så ufattelig lidt brugbare metoder til at lære at tackle at vi laver fejl. Og det lave selvværd mange af os vokser op med gør jo at vi nærmest ikke kan rumme at være i vores krop når vi begår fejl. Du er selv inde på en af løsningerne i et andet indlæg lær vores børn at sige pyt, lær dem at det er okay at vi ikke ved alt og at vi laver fejl. Og så ville det jo være fantastisk hvis alle fik styr på deres eget selvværd inden de fik børn – for børn lærer ud fra hvad vi gør ikke hvad vi siger.

    Er fuldstændig enig i at nogen mænd har et forskruet syn på kvinder – og at nogle mænds sindssyge ejerfornemmelse i værste fald kan ende i kvinders død – og den problematik skal bestemt ikke skubbes ind under gulvtæppet – den skal frem i lyset. Mennesker er ikke og skal aldrig betragtes som en andens ejendom.

    Nu har jeg jo selv dykket meget ned i accept de sidste par år og erfaret hvor meget vi egentlig gerne vil styre hinanden. Eks. Kvinden der ikke alene ville ønske at hendes mand ikke tog til fodbold med drengene – men også ville ønske at han hellere ville være sammen med hende. Det er både den andens handling og tanker man ( ubevidst ganske vist) vil kontrollere. Men det skal vi jo ikke – og ønsker man det egentligt rigtigt når man først for alvor ser det – jeg gjorde i hvert fald ikke. Men så længe man intet ser – man bare befinder sig i sine følelsers vold stirrer man sig jo blind på det man anser for problemet.

    I mine øjne er løsningen at give hinanden fri til at være den man er -give plads til hinanden – acceptere man tænker og handler forskelligt. OG den virkelig vigtige at give plads til, acceptere og elske sig selv. Hvis man gør det tvivler jeg på at man har behov for at eje mennesker eller gøre dem eller sig selv fortræd.

    • SVAR

      > Hvor er det bare en på alle måder fantastisk kommentar, Bianca!

      • SVAR

        Tak Line>

    • SVAR

      Jeg er enig i det hele, samtidig med at jeg synes, der kan være nuancer af mænds flugt fra skam, som også har noter af ejerfornemmelse. Løsningen er netop at sætte hinanden fri, og vejen derhen er et sundt selvværd, så vi hviler nok i os selv til at give slip. Tusind tak for en indsigtsfuld og væsentlig nuancering.

      • SVAR

        > enig, der er mange flere nuancer og der kan sagtens være ejerfornemmelse i mænds flugt fra skam – og selv hvis der ikke var kan man stadig kalde det den hvide mands æresdrab – han er trods alt villig til at begå drab for ikke at tabe ære (i sine kæres øjne)

  • SVAR

    Tak! Sikke et dejligt indlæg som altid 🙂 tak for dig! 🙂

    • SVAR

      Tak! – for dig.

  • SVAR

    Skam. Det har jeg læst om netop i forhold til, hvor uforholdsmæssigt meget, vi kvinder føler den. Mænd føler det også, og den er nok mindst lige så pinefuld. Men hvor vi vender det indad, kanaliserer nogle mænd det ud i vrede og aggression. Jeg har selv oplevet det. En mand, der føler sig skammet, ikke som den mand, han tror, han bør være, når selvbilledet krakelerer, kan blive meget ubehagelig. Skam går også hånd i hånd med ansvar. At blive bevidst og tage ansvar for følelserne og gøre noget ved dem, før de gør for meget skade.
    Tak for det gode indlæg, Maj My!

    • SVAR

      Ja, det lyder meget rigtigt: Vi kvinder vender skammen indad, og mærker den måske mest selv. Tak for en indsigtsfuld kommentar.