Den største glæde

Der er sket noget med mit forældreskab, siden Kristian og jeg besluttede at tage børnene hjem. Med mit liv, er der sket noget. Og det føles så stort – så omvæltende, at der næsten ikke er ord for det. Samtidig er det så simpelt, at det kan skrives i en enkelt sætning:
Mit forældreskab er blevet bevidstgjort, og jeg er dermed blevet nærværende.

Det har været en rejse for mig, siden jeg blev mor for godt otte og et halvt år siden. Sådan er det jo med forældreskabet: En intens personlige udvikling.

Jeg har aldrig før været så glad som den seneste måned. Hver aften, når jeg børster tænder, tænker jeg: Vildt, at man kan være så glad.
Hvert eneste øjeblik synes sprængfuld af mening lige nu. Også dem, som trækker tænder ud. Også dem, hvor jeg tænker: Please giv mig ro, bare et øjeblik.

Som mennesker er vores vej gennem livet unik, og derfor skriver jeg dette med ét stort forbehold: Nemlig at jeg ikke mener, de beslutninger, jeg nu har truffet, eller de erkendelser, som jeg er kommet til, er en forudsætning for at opnå den ro og glæde, som jeg føler. Derudover anerkender jeg fuldt ud, at det, jeg oplever nu, ikke er et mål for alle, men jeg vil alligevel dele det, fordi jeg tror, det kan have en betydning for andre.

Mit forældreskab har måske nok været præget af en del uro og forvirring fra starten. Min ældste blev født midt i en tid med stor sorg og frygt i min nærmeste familie. Han havde kolik. Dernæst fik vi tvillinger.
Jeg har altid været på vej videre – til arbejde, alenetid, oprydning eller facebook, og selvom jeg alle årene har været ret meget sammen med mine børn, har jeg ikke været fuldkommen nærværende særligt ofte.

Nu hvor Kristian og jeg aktivt / helt overlagt / fuld ud velovervejet har taget vores børn hjem (hvor længe? Jeg ved det ikke), er der pludselig en større betydning med al vores tid. Jeg oplever hvert eneste minut – konfliktfyldt såvel som fredeligt – som noget, jeg med stor mening deltager i. Da vi besluttede at tage børnene ud af deres  børnehave og skole, påtog vi os et ansvar, som vi hidtil følte, at vi havde givet fra os. Vi havde følt, at det var en lettelse ikke at stå med hele opgaven selv, men der var en splittelse og tvivl i det. Ikke at jeg tror, der er det for alle, men sådan har det været for os – måske fordi vores børn uden undtagelse har ladet os vide, at de helst vil være hjemme. Nu hvor de ér hjemme, er deres liv med ét mit fokus og ansvaret er blevet tydeligere. Det giver mening for mig.

Jeg er ikke længere på vej videre. Jeg er sammen med mine børn, fordi det er mit projekt, og jeg har brug for et projekt. Jeg har brug for noget, som jeg med fuldt overlæg investerer min energi og tid i, fordi det giver mening for mig. Jeg har behov for at være ambitiøs, for at dygtiggøre mig. Nu har jeg fundet den opgave, som for mig lader til at være den ultimativt berigende. Jeg anede ikke, at det ville blive sådan. En lille stemme indeni hviskede, at det var den rigtige vej for vores familie, men jeg havde ingen fornemmelse af, hvor vidt det ville række.

For nogle giver det sig selv det øjeblik, de bliver forældre: For mig har det været nødvendigt med kontrasterne og de mange skridt i én retning, før jeg kunne vende om og uden tvivl sige: Nej, jeg skal denne vej i stedet.
Jeg er sikker på, at man kan leve et meningsfuldt liv med sine børn uden at gøre det, vi nu har gjort. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der findes uendeligt mange versioner af det gode liv.

For mig er det interessant, at den største omvæltning i mit moderskab, og måske i mit liv i det hele taget, har været at gøre noget, som virker så oplagt, så enkelt, så helt igennem historisk alment.
Men jeg er et produkt af mange ting. Et sammenkog af alt det, som er i vores samtid: Samfundets forventninger, familiens, mine egne. Kønsidealer, kultur, social baggrund og meget andet. Jeg har i høj grad handlet ud fra, hvad jeg troede, jeg skulle, og hvad jeg dermed mente, ville gøre mig lykkelig. Jeg har været modig og ofte truffet anderledes valg – men på hvilke præmisser? Mit succeskriterie har ikke været meget forskelligt fra alle andres, og jeg har bevæget mig indenfor nogle rammer, som jeg troede, var frie, men som jeg kan se nu, har været et fængsel i mit eget hoved, næsten ikke til at få øje på.

Jeg læste denne kronik i Information i går – om moderskabets lidelser og behovet for at stå i bitterheden, sorgen og afmagten, når man er på barsel og/eller har små børn. Jeg kunne selv have skrevet den for et år siden. Hell, jeg skrev versioner af den her på bloggen, før Juno var et år (her og her, blandt andet). Jeg er enig med skribenten i, at vi skal være ærlige om det, som vi oplever som opslidende og tabubelagt. Der kommer ikke noget godt ud af, at vi føler os forkerte, eller gemmer vores følelser. Men jeg begynder også at tænke, at der er noget bagvedliggende, noget dybere (tungere?), som vi skal rykke på – noget af den største betydning: Noget, som vedrører os alle.
Hvorfor er det så lidelsesfuldt for mange af os at blive (og være) forældre? Er der virkelig ingen anden vej? Kan det handle om splittelsen – den konstante stræben efter noget mere, noget andet (noget forestillet og desillusionerende) midt i livets måske vigtigste og mest meningsfulde færd; nemlig årene med små børn?
Den nødvendige forandring er ikke en opgave, som det enkelte menneske kan bære alene – der skal derimod rykkes ved hele vores struktur og stræben. Det skal vendes på hovedet.

Jeg tror, jeg har vendt mit liv på hovedet. For nogle måneder siden skrev jeg herinde, at jeg ikke kunne leve uden at arbejde på min roman. At jeg havde behov for det mønster, som vores liv var lagt i. Det var mit behov – jeg følte det stærkt og inderligt. Så tog jeg en dyb indånding, og pludselig var Kristian og jeg klar til at give denne anden vej en chance. Romanen er lagt i skuffen, en del andet er lagt endnu længere væk, og jeg har set i øjnene at behovet måske slet ikke var mit.

 

Jeg tænker, at jeg ikke er alene med de her overvejelser? Hvad mener I? Hvor skal vi ændre på forholdene for at give både børn og forældre bedre mulighed for at leve meningsfulde liv?

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

14 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg synes der er en skævvridning af vores værdier i dag, eller i hvert fald vores prioriteringer. Det er i dag vigtigere at få hjulene på samfundsøkonomien til at køre rundt end at tage os af vores børn selv.

    Misforstå mig ret, jeg synes ikke at de danske pædagoger og undervisere ikke er dygtige til det de laver (for pokker jeg er jo selv pædagog) eller at de danske institutioner skal afskaffes. Men vi har skabt en samfundskultur, hvor forældre der prioriterer familietid over karriere nærmest ses på som en slags nutidens freaks. Man må ganske givet være lidt til en side og ikke helt almindelig for at synes man kan gøre det bedre selv, end institutionerne.

    Så når man gør noget der afviger fra samfundsnormen, så tror jeg det er oplagt at man føler sig forkert på den, selvom det føles rigtigt. Det er helt fantastisk at se når folk “trodser” samfundsnormen og gør det der mavefornemmelse fortæller dem er rigtigt.

    Hvis flere gjorde som deres mavefornemmelse fortalte dem, så tror jeg vi ville have langt færre der gik ned med stress, langt færre skilsmisser og et på mange måder mere velfungerende samfund omend at økonomien så måske gik lidt langsommere.

    Men jeg forstår heller ikke helt økonomi-konceptet. Jeg er helt med på at vi er nødt til at have penge for at få samfundet til at køre rundt. Men jeg forstår ikke nødvendigheden af at vi alle skal tjene penge nok til to biler, til charterrejser flere gange om året, til store tv, til dyre telefoner, osv.

    Jeg skal ikke være hellig, jeg har et dejligt stort hus, stort tv og vi har alle gode telefoner – men skulle vi, kunne vi sagtens nøjes med mindre og måske man kunne være lykkeligere med mindre? Det er en interessant tanke synes jeg.

    • SVAR

      Det er aldrig for mig en kritik at det enkelte individ, men derimod af systemet. Lærerne og pædagogerne er dygtige og velmenende, men de rammer som de skal fungere i er utilstrækkelige. For at sige det mildt. Og jeg er heller ikke hellig, men vi bliver alligevel nødt til at sige: “Nok er nok” og forstå, at hverken vi eller kloden kan holde til den her livsstil ret meget længere.

  • SVAR

    Kære Maj
    Jeg deler din følelse helt – det hele er vigtigt. Det hele giver mening- enkeltheden, dybden fællesskabet, kærligheden og væren.
    – Sarah

    • SVAR

      Kære Sarah, mange mange tak for din kommentar, som varmer.

  • SVAR

    Tak, hvor er det smukt og dybt og godt formuleret.

    Jeg beskrev mine andre tanker om emnet i Politiken for et par år siden, hvis du har lyst til at læse med..

    http://politiken.dk/debat/kroniken/art5550602/Samfundets-reproduktion-kan-umuligt-være-et-privat-anliggende

    Tak igen for et rigtig interessant og vedkommende indlæg.

    • SVAR

      Tak for din kommentar – og for din fine kronik. Jeg glæder mig over at så mange stemmer efterhånden synger den samme sang om frihed og tid og kærlighed.

  • SVAR

    Det er så fantastisk at få lov til at være med på jeres rejse. Glæden bobler ud af dine ord, og det smitter! Jeg har sagt det før på forskellige måder, men det du – og I – gør, er SÅ vigtigt! Du viser tusindvis af mennesker, at de her valg og den her slags liv er en mulighed. For mig er din blog noget af det mest banebrydende længe. Det er som at få oplyst den lille skovsti, jeg og mange andre troede, at vi gik på helt alene, af… kulørte lamper! Jeg skulle til at skrive et stadion-lys, men det lyder ærlig talt ikke så rart. Jeg oplever, at der sker en vild bevægelse af energi lige for tiden, en åbning af en art. Din formidling spiller helt sikkert en rolle. Så tak, igen. 🙂

    • SVAR

      Jeg bliver simpelthen så glad. Tusind tak. Så giver det virkelig mening af sidde de fleste aftener omkring midnat og skrive en times tid 🙂

  • SVAR

    Kære Maj. Dine ord vækker gang på gang noget i mig. Især efter en på mange måder opslidende sommerferie, hvor jeg for første gang har været SÅ meget sammen med mine børn. Men hvorfor har jeg det sådan? Jeg synes ikke, det er svært at være mor, men samtidig kæmper jeg nogle gange for at få vejret. Mine piger elsker deres skole. Virkelig ELSKER. At tage dem hjem ville ikke være en gave, tværtimod. Men når jeg læser din blog, mærker jeg en længsel og en trang efter, at nogle brikker skal falde på plads. Jeg ved dog ikke hvilke endnu, men jeg håber at finde ud af det, inden barslen slutter, og jeg igen løber rundt i hamsterhjulet. Kram

    • SVAR

      Kære Mia, brikkerne falder på plads, fordi du er åben overfor at mærke, når noget trækker i dig, og fordi du tør følge med. Jeg kender så godt det med næsten at kvæles i det konstante samvær. Sådan har jeg haft det utallige gange, dage, uger i mit moderskab. Men jeg synes, der bliver flere og flere dage med fri vejrtrækning – trods konflikter, rod og råberi. Mange kram til dig, smukke kvinde

  • SVAR

    Er det ikke synd for børnene at de ikke længere er en del af den sociale dynamik som institutionerne formidler? Er det ikke utrygt for børnene at de ikke ved hvor længe mor og far vil lege mor og far og børn? Er det ikke lidt ekstremt? Jeg kan godt forstå man vil ældre noget, men personligt vil jeg tro at en 30 timers arbejdsuge til begge forældre kan hjælpe meget, udover en holdningsændring fra forældrene, om at være i nuet sammen med børnene selvfølgelig. Held og lykke til jeres familie.

    • SVAR

      Hej Mikkel, der er mange måder at gå til dit spørgsmål. Jeg vil prøve at vende det på hovedet for at se, om ikke der måske er flere nuancer end som så. Ikke ment som en provokation men nærmere en undersøgelse af vores præmisser og normbegreber.
      Er det ikke synd for børnene, at de skal indgå i en overbelastet institutionaliseringskultur med dårlig nomering af voksne, stressede jævnaldrende og begrænsede muligheder for individuel voksenkontakt?
      Er det ikke utrygt for børnene, at de ikke ved, om deres forældre tør følge deres drømme og tage chancer i livet?
      Er det ikke lidt ekstremt at følge flertallet uden yderligere refleksion?
      VH. Maj My

  • SVAR

    Kære Maj My

    Tak for læsningen, sidder faktisk med lidt våde øjne. Min kæreste og jeg tog for et år siden den beslutning, at jeg skulle gå hjemme med vores yngste søn efter endt barsel, og storebror fortsatte i børnehave men i meget begrænset omfang. Jeg bliver rørt over dine ord forbi jeg har skulle forsvare vores valg overfor så mange mennesker, at jeg nogle gange er blevet i tvivl om det nu også var det rigtige valg! Hørt sætninger som ‘nu skal du vel også snart tilbage på arbejde’ mindst 100 gange, selv storebrors begrænset tilstedeværelse i bh, har folk sat spørgsmålstegn ved! Det er så befriende for mig at læse dine ord og du skriver alt hvad jeg tænker og føler! For to måned siden valgte vi at udsætte vuggestuepladser endnu engang og regner nu med at skulle gå hjemme med den yngste til han er 3 år, fordi det fungerer godt for hele vores lille familie, der er ingen stress og jag, der er tid til at male et maleri om morgen (hvis det man har lyst til), der mere overskud fra far når han kommer hjem, der er generelt bare mere kærlighed hos os, når vi gør det på den her måde.

    Tak for dine fine ord, håber de kan komme vidt omkring.

    PS. Vi bor i København

    • SVAR

      Kære du, I har valgt det liv, som man aldrig fortryder. Og I fandt det langt tidligere, end jeg gjorde. Jeg har været omkring meget andet i mit moderskab først, hvilket jeg lever fint med. Men dejligt er det for jer og jeres børn, at i er så afklarede allerede nu. Der er nogle ret fine fælleskaber for hjemmepassere i KBH, er der ikke? KH