Dengang jeg blev mor for første gang – for ni år siden i dag

I dag er det ni år siden, jeg blev mor.
Mor for første gang.
Mor.
Ni år siden, jeg flaksede rundt på en fødestue som en fugl, der var fløjet ind ved et uheld, og nu kæmpede for at komme ud. Jeg var uforberedt, ubearbejdet. I sorg og i overvældelse.

I årene op til jeg blev mor, var min bror igennem et krævende kræftforløb, og nogle måder før min søn kom til verden, døde vores far af en anden type kræft. Jeg skubbede til det lille foster i min mave, hver gang han sov i min livmoder gennem hele graviditeten, fordi jeg var så bange for at miste igen.

Min søster var med til fødslen, ligesom hun har været det til de efterfølgende, og Kristian var der selvfølgelig – uerfaren og helt ny som mig, men han var der med forundring og omsorg. Han skulle være konferencier til et show i Aarhus samme aften, og da han ringede for at melde afbud, sagde jeg i baggrunden: “Du kan godt nå det, hvis du kører nu.” Han blev heldigvis.

Og ud kom en fin, lille dreng. Lidt medtaget først, ligesom mig. Men så skreg han, og det fortsatte han med de næste mange måneder. Det var sjældent, vi havde øjenkontakt, for han græd timevis hver dag, og min tvivl til mine evner som mor blev en tvivl på alting, og jeg tror ikke, jeg endnu er til bunds i, hvor voldsom den erfaring var for mig. Det var smertefuldt for os begge, dette nye møde med verden.

Efter nogle uger fandt jeg Slyngebarn.dk, som dengang var et stort og aktivt onlinenetværk af mødre, hvoraf en stor del havde signalstærke, sensitive børn. Børn, der havde grædt de første måneder af deres liv. Her mødte jeg en gruppe erfarne mødre, som kendte til min usikkerhed og frustration, og de vejledte mig til at bære ham i slynger og sove tæt. Så vi bar ham på maven, vi havde ham ved os, og på mange måder reddede de kvinder mig. Én af dem blev endda en af mine nærmeste veninder, og hun er det endnu.

Men jeg husker stadig de uger, hvor jeg vandrede hvileløst rundt på Amager med en sort barnevogn i modvind og slud, og min søn kunne ikke sove, medmindre jeg gik på brosten. Jeg kan huske, at han skreg, så snart vi var på et jævnt underlag, og jeg kan huske, at min mor, som hørte hans gråd gennem telefonen sagde, at det ikke er alle børn, der græder sådan. Jeg havde mere end noget andet brug for at vide, at det ikke var mig, som var skør. At det var hårdt.
Da han var fem uger gammel, sagde vores egen læge, at vores søn skulle græde sig i søvn, fordi det ikke er okay at fylde så meget, og fordi “forældre har brug for hvile.” Læs den her bog, sagde hun, og skrev en titel ned. Vi tog mindst et kilo på hver i løbet af de dage, hvor vi fulgte hendes råd, fordi vi åd som besatte, mens vores søn skreg utrøsteligt i værelset ved siden af. Heldigvis, heldigvis løb vi ind til ham, og tog ham op, også selvom jeg var i tvivl, om jeg begik en fejl ved at følge mit hjerte. Siden blev den læge, den bog og de ord til en djævel, som jeg talte andre fra at forfalde til.
Vi skiftede læge. Vi sendte sundhedsplejersken af sted. Vi tog ham op til os i sengen, og der blev han, til han fyldte otte, og selv bad om at få sit eget værelse.

Tiden går, og nu føles det som om, det skete i et andet liv. Som om den eneste forbindelse til alt det dengang er vores søn og de andre mennesker, som stadig er med os. Og ømheden i mit hjerte, når jeg tænker på det, den kender jeg også endnu. En form for uigennemtrængelig tvivl på, om jeg gjorde det godt nok; om jeg ødelagde noget i den smukke sjæl ved at kæmpe imod, hvirvle rundt, føle mig afmægtig. Når jeg tænker på hans og min første tid sammen, håber jeg af hele mit hjerte, at han får et godt liv alligevel.

Vi begyndte at mærke efter, men det tog flere år, og set i en barndoms perspektiv er det en evighed. Først da kunne vi virkelig mærke, hvad vores hjerte vidste instinktivt, men siden havde glemt. Jeg kan stadig ikke sige med sikkerhed, at jeg ville være en fuldendt mor til en nyfødt, hvis jeg fødte et barn mere nu, for den første tid er for mig forbundet med så stor usikkerhed, længsel og hengemte traumer, at jeg vist aldrig fik det lært. Og den del er slut for mig: Nu giver jeg mine fire børn alt jeg har fremfor at tænke på at få flere.

Min søn fylder ni i dag, og han er min første. Han er min første niårige, min første søn, min første. Han er Kristians og min testpilot i forældreskabet, og med ham vokser vi gennem de erfaringer, som han og vi deler.
Han er mit spejl, og han siger sandheden, uden omsvøb. Indimellem kommer den som et lyn fra en klar himmel, som da han som fireårig udbrød fra bagsædet: “Mor, du spiser sukker for at lukke dit trejde øje.” Jeg spiser sukker endnu.
Når han spejler mig, gør han det, både fordi han er min læremester, men også fordi han har brug for at vide, at her er nogle rammer, som han kan læne sig op ad. For ham kæmper jeg for at være endnu mere stærk; for ham sætter jeg mig op på hesten igen og igen. Også når jeg føler mig som den dårligste mor; den største skuffelse.

Moderskabet var som en hudafskrabning for mig det første lange stykke tid. Jeg ved, at det er vigtigt, hvordan vi alle sammen taler om det at blive mor og far. Jeg ved, det er uendeligt betydningsfuldt, at vi støtter hinanden – danner mur omkring dem, der er sårbare og i nyt terræn. Jeg ved, at forældreskabet ligger dybt i vores natur, men det skal vækkes til live. Vi får at vide, at børnene skal tilpasse sig. Eller også får vi intet at vide – så er vi alene, ensomme i livets største udfordring. Sandheden er, at vi skal lytte til vores hjerter, turde åbne os op, lade kærligheden sive helt ind i hjertet, ind i knoglerne. Vi skal læne os op af dem, som tør elske og tør sige fra.

Sidste år på Storms fødselsdag skrev jeg, at vi skal sætte vores børn fri til at være dem, de helst vil. Vi skal lære at se deres initiativ og bakke op om det. Siden dengang har vi taget vores børn hjem; morgenerne starter senere nu, og vi er mere trætte om aftenen. Mere opfyldte. Vi er sammen hele tiden, og det er intenst. Intet er perfekt, heller ikke vores hjemmeskoleliv ude på landet ved vandkanten og med æblelunden. Hver dag træder jeg ved siden af, jeg fumler mig frem. Men jeg har lært – uden den mindste tvivl – at jeg skal lade mit hjerte lede vejen og at denne tid med mine børn aldrig kommer tilbage. Den er kun nu, og den skal opleves.

Jeg tror, det jeg vil med mit indlæg her i dag, er at fortælle, at jeg godt forstår, at det kan være hårdt at blive mor. At det var det også for mig. Faktisk forstår jeg næsten ikke, at det kan være andet. Men der er en bevidsthed, som er vågnet i mig, og den har vist, at vi bliver nødt til at skabe et samfund, hvor vi kan være sammen med vores børn, uden at det føles hverken ensomt eller unaturligt. For det er det, vi er skabt til, og når vi lider i samværet med vores små børn; når vi føler os utilstrækkelige og forkerte, og længes efter det liv, vi havde før – efter arbejde og voksensamvær og alenetid – så er det blandt andet fordi, alle omkring os fortæller den samme historie om den naturlige adskillelse. Men dette er tiden, hvor vi skal lytte til modersproget, og det har min ældste søn hjulpet mig til. Så et kæmpe stort tillykke på denne dag til min ældste søn, som har tvunget mig med sin uvilje mod kasser og adskillelse, mod savn og sorg til at turde være den mor, jeg helst vil.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

16 Kommentarer

  • SVAR

    Hvor er det smukt skrevet. Er selv mor til 3. Kan genkende mig selv i dine tanker. Jeg fandt andre løsninger end dine. Samsovning og hjemskoling ligger mig uendelig fjernt. Men jeg respekter og lader mig inspirere af dig, hvor skønt at vi er forskellige og hver især vokser med forælderopgaven og engang imellem kigger manden i øjnene og hvisker: Vi klarede det! 🙂

    • SVAR

      Ja, præcis: Vi klarede det. Sådan siger vi også til hinanden – både når børnene sover alle sammen, og når vi kommer i tanke om, at vi er igennem de første ni år, og har lært meget undervejs

  • SVAR

    Så smukt og så rigtigt! ❤️ Stort til lykke med ham

    Og for alle vor skyld bliv ved med at råb samfundet op om, hvor fanget vores små børn er i dag!

    • SVAR

      Tak! ❤️

  • SVAR

    Det er er virkelig smukt indlæg som ramte mig lige i hjertet. Jeg fældede et par tårer imens jeg læste det. Jeg kan genkende mig selv i dit indlæg. Jeg har også oplevet svigt og smerte og min far døde da jeg var 14, han var misbruger til både det ene og det andet, og min mor levede et vildt og travlt liv, på det tidspunkt hvor jeg havde aller mest brug for, at der var en der elskede mig og så min smerte. Alle mine graviditeter har vækket ensomhed og sorg i mig og jeg gruer altid lidt for alene-tiden med mine børn, fordi jeg ikke kan gemme mig væk, krybe inder dynen og være en kujon mod mine egne dæmoner. Jeg vil nemlig give mine børn alt det jeg ikke selv fik og det kræver ufatteligt meget af mig, fordi det er så unaturligt dybest set – at anerkende og se sit barn, og elske uden egoisme. Hurtigt fandt jeg også ud af slynger og samsovning var vejen, og efter knap et år på arbejdsmarkedet måtte jeg også indse, at selvom jeg til tider mærker en voldsom ensomhed når jeg er alene med mine børn, så er jeg så dybt ulykkelig når jeg ikke tilbringer mine dage sammen med dem. Jeg ved jo aldrig hvornår den tid slutter, og jeg ved af bitter erfaring, at den kan slutte fra den ene dag til den anden. Så selvom mine små børn vækker en indre sorg, et traume, i mig, så kan jeg ikke andet end tilbringe mine dage med dem. Det er det eneste der virkelig giver mening i det her underlige liv. Ens børn er et spejl, som du skriver, mod egne dæmoner og traumer og derfor kan det være så svært til tider at tilbringe sin tid med dem. Man skal give af sig selv, som man aldrig måske selv har fået det.

    • SVAR

      Kæreste Sarah, jeg har læst din kommentar to gange. Det er nogle meget vigtige og rene følelser, du deler. Jeg kan genkende det med at grue for alenetiden, sådan har jeg også haft det, men jeg har aldrig tænkt på det, sådan som du skriver. Jeg kan være fuldkommen offline i dagevis, og når så jeg er alene med mine børn, forvinder jeg nogle gange pludselig ud i køkkenet, hvor jeg står og glor på min computer. Men jeg er ved at blive bedre til det; hvile mere i min rolle. Det her er mit liv, mine børn, vores historie, og det er ikke hverken en kontrast til eller en gentagelse af min egen barndom eller mine egne forældres smertelige barndom. Det er min bevidste rejse, med bump og omveje – og rigtig meget kærlighed ❤️

  • SVAR

    Det lyder meget bekendt. Jeg kæmper nogle gange med tanken om, hvorvidt jeg har “skadet” min søn pga. min sorg, mit underskud og mentale fravær den første tid. Hos os drejede det sig ikke kun om uger men om måneder, før jeg faldt på plads som mor til min dreng. Jeg gjorde objektivt set det “rigtige”, men han må jo kunne have mærket, at jeg ikke orkede. Jeg ser i dag ingen tegn på, at han er “skadet” – han er en frisk, kærlig og glad dreng – alligevel bliver jeg ved med at være bange for, at det er tilfældet. Måske vil det først vise sig, når han bliver voksen? Har du haft lignende tanker?

    • SVAR

      Kære du, det tog heller ikke mig uger men nærmere år at lande bare nogenlunde i min moderrolle. Efterhånden er jeg kommet overens med, at det kun er ganske få ting, vi mestrer helt og aldeles – alt andet (alt det vigtige) er en proces. Vil noget vise sig, når vores børn bliver voksne? Ja, uden tvivl. Først da kan de reflektere over deres barndom, perspektivere og vende tilbage til os med deres spørgsnål og kritik. Jeg håber, jeg bliver en dygtig kundeservice medarbejder til den tid, for det er min overbevisning, at forældre først og fremmest skal anerkende børnenes kritik fremfor at gå i forsvar – eller endnu værre: angreb. Men jeg tror ikke, vi har skadet dem uopretteligt, og jeg tror, det vigtigste er, at vi har gjort vores absolut bedste og elsket dem ubetinget

  • SVAR

    Du er godt nok modig, kære Maj My. Tak fordi du deler ud af dig selv, også når det er så sårbart og smertefuldt som dette. Min oplevelse af at blive mor minder meget om det, du beskriver. Min søn skreg og skreg og skreg de første tre måneder af hans liv. Det var et sort hul og jeg bare faldt og faldt og faldt. Det er stadig et følsomt minde som gør ondt at tænke tilbage på. Hver gang der bliver født et nyt lille menneske i min omgangskreds, græder jeg altid første gang jeg ser ham/hende. Forældrene aflæser tårerne som udtryk for, at jeg bliver overvældet og rørt på den gode måde. I virkeligheden er det fordi det gør så ondt at blive trukket tilbage til tiden med en nyfødt. Det gør ondt, at de kan starte på en frisk, når jeg aldrig kan gøre den første tid om. Der er siden kommet to søskende til, og det har stadig været utrolig hårdt hver gang, men alligevel også lidt lysere. Jeg er helet en lille smule gang for gang. Og min dreng er fuldstændig fantastisk i dag og bærer på ingen måde præg af at være blevet skadet på sjælen på samme måde som jeg blev. Vi prøver jo for pokker bare at gøre vores bedste. Og vi bliver hele tiden bedre og bedre. Det er okay. Vi er okay. Stort tillykke med din store dreng!

    • SVAR

      Kære Lisa, jeg kan fuldstændig spejle din oplevelse. Jeg er også altid blandet omkring nyheden af, at andre har fået barn, eller skal have det: Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg har en mekanisme, hvor jeg bliver bekymret, når nogen skal være forældre. Men jeg arbejder med det. Min søn er meget sensitiv og følsom, og det havde han nok været uanset, men jeg kan indimellem komme til at vende det mod mig selv.

  • SVAR

    Åh smukke ven! Tak for ordene. Her har jeg også famlet mig frem i mine snart 21 år som mor… uendelig meget klogere og sikker på vejen nu, end da jeg trådte mine spæde skridt som nybagt mor… og stadigvæk så meget at lære, så meget at turde… For vejen ligger der jo, forbavsende klar, når man tør at kigge efter… <3

    • SVAR

      Ja, men det kræver mod, som du skriver – at finde vejen og følge den ❤️

  • SVAR

    Jeg har lidt svært ved at læse om jeg rammer de rigtige taster, for mine øjne er fulde af tårer.
    Varme, bløde, kærlige tårer, der kommer af, at du trods modstand fandt ind til din indre urkvinde.
    Hende der lever i os alle, og hende der burde sætte dagsordenen i samfundet.

    Hvis hun fik lov at bestemme, ville vi have sunde, trygge og velfungerende børn, og glade, stolte, kærlige forældre.

    Tillykke med Storm! Tillykke med alt det han har lært det. Og tak for alt det I sammen giver videre til verden!

    • SVAR

      Af hjertet tak ❤️

  • SVAR

    Tårerne startede med at trille, så snart jeg havde læst overskriften på indlægget om dine første erfaringer som mor. Så ondt gør den første tid stadig. Det er mig, du skriver om, med al utilstrækkeligheden, hudløsheden og afmagten. Den invaliderende og ustoppelige gråd og barnevognsture på brostenene. Alle de ‘gode råd’ fra sundhedsplejersken. Heldigvis var jeg bekendt med Ifavn, samsovning og den slags. En kæmpe tak fordi du deler, selvom din tid er knap. Du er en kæmpe inspiration.

    • SVAR

      Tusind tak for din dejlige kommentar – og jeg kan sige det samme til dig: Tak fordi du deler. Vi er så mange, som har de samme udfordringer og sorger, og fællesskabet og åbenheden er vejen frem.