Dengang vi fik tvillinger

Af flere omgange har jeg overvejet at skrive om det med at være mor til tvillinger. En del har spurgt, om jeg vil dele mine erfaringer – mange af de nysgerrige er enten gravide med tvillinger eller nybagte mødre til to, og befinder sig med andre ord et sted, som jeg kender til. Andre synes bare, at det med tvillinger er spændende, og jeg tror, det altid har været omgærdet af mystik – i nogle kulturer bliver tvillinger ligefrem set som magiske skabninger.
Det ér en helt særlig erfaring at få tvillinger. Det tør jeg godt sige, for jeg har også prøvet at få én ad gangen, og jeg har veninder, som har pseudotvillinger, og kan se, at der er også er stor forskel. Der er noget særligt i spil, når man står med to nyfødte i favnen samtidig.

Jeg kan bedst beskrive det at blive mor til to med få minutters mellemrum som overvældende. Uendeligt stort og smukt og næsten ufatteligt. Og helt sindssygt krævende. Mit første år som tvillingemor var så voldsomt, at jeg nogle gange så mig selv i spejlet midt om natten – bleg og flimrende i månens skær – og helt stille spurgte: “hvorfor?” I ti uger sad jeg ret op og ned i sengen med en pude i nakken, og ammede dem uafbrudt hele natten. Nogle gange vågnede jeg med mit hoved mod én af deres små brystkasser, svedende og øm i ryggen og lettet over, at det ikke var gået værre end det. Men så snart jeg lagde dem fra mig, græd de uafbrudt, og vi havde ikke overskud til at finde på andre løsninger. Derefter sov jeg månedsvis indeklemt mellem de to små, kroppe, som jeg skiftevis vendte mig og ammede til den ene side, så den anden. Jeg har hørt, at det er helt normalt for tvillingemødre. Om dagen skiftedes vi (Kristian, jeg, mostre, onkler, bedsteforældre) til at sidde i sofaen og trække i de snore, der var bundet i slyngevuggerne for at berolige de to. “Tydelige,” kaldte sundhedsplejersken dem. “Konstant skrigende” rettede min veninde hende senere.

På det rent praktiske plan ville jeg nok have ønsket dengang, at de havde været ét menneske istedet for to. Det var vanvittigt at stå med to ulykkelige etårige et sted langt hjemmefra og aldrig have hænder nok, og det var hårdt at se deres storebror være mere i andres arme end mine. Første gang jeg hentede ham i børnehaven, fire dage efter jeg havde født, sad jeg, og græd i garderoben, før jeg kunne gå ind og se ham i øjnene. Da var tvillingerne og jeg stadig indlagt på barselsafsnittet få hundrede meter derfra, og jeg vidste, hvad han havde mistet, uden endnu helt at kunne se, hvad han havde fået til gengæld.

Som regel er det heldigvis sådan, at vi hellere vil have for meget af det gode end intet godt overhovedet, og sådan var det lidt for mig at have tvillinger i starten: Ville jeg hellere have undværet dem? Aldrig. Tænk at få børn skænket så uproblematisk som det var tilfældet for os, og så endda to på én gang. Men for mange forældre er prisen ved at få tvillinger høj; vi hørte til fødselsforberedelsen i Odense, at halvdelen af os ville gå fra hinanden indenfor de første to år, og Kristian og jeg så hinanden dybt i øjnene mange gange i månederne derefter, og svor, at det ikke ville ske for os. Men hvis vi nogensinde har været i risiko for at glide fra hinanden, var det i året efter deres fødsel; der var bare så meget. Så mange udstrakte arme, sultne maver, trætte forældre, udmattede venner og familiemedlemmer. Jeg følte mig fysisk overbrugt; altid lå mindst ét barn ved mit bryst, og når Kristian omfavnede mig, havde jeg lyst til at gå væk. Jeg var allerede fyldt op af nærhed. Heldigvis blev han ved, og heldigvis lyttede jeg, når han sagde, at den fysiske kontakt var vores korteste genvej til nærvær og fællesskab.

Og så lige pludselig en dag følte jeg, at tingene ikke kunne være anderledes: De var jo vores datter og søn, lillesøster og lillebror, og selvfølgelig var de fulgtes herned sammen. Lige pludselig havde det været forkert, hvis der kun havde været én af dem. Hvem skulle man i givet fald vælge? En umulig tanke, for begge var de vokset ind i mig, ind i vores familie, og den gamle struktur med far, mor og ét barn var afløst af noget helt andet, mere mangfoldigt og meget mere os. Mine tvillinger, Ilja og Live, er hinandens modstykke og forlængelse; hinandens bedste venner og skarpeste rivaler. Båndet mellem dem er noget særligt, det er jeg sikker på, men båndet både op og ned til deres storebror og lillesøster er ikke mindre, det er bare noget andet. Ilja og Live ligger varmt i midten her i vores familie, og løfter alt hvad de kan. Sammen bevæger de sig gennem livet, og indtil videre gør de det på et parallelspor, som det er en gave at være vidne til. Ofte holder den ene fast i den andens ærme, når de er hjemmefra; ofte sender de hinanden et hurtigt blik, når de er i tvivl om noget. Jeg kan indimellem tænke, at alle burde have en tvilling. Det giver tryghed og styrke, men også en stor følsomhed og indsigt.

Jeg definerer ikke mig selv som tvillingemor, det har jeg sådan set aldrig gjort, og jeg var heller ikke sådan én, som nogensinde havde drømt om at få tvillinger. Jeg er mig, og hvem jeg er, og hvordan verden iøvrigt arter sig, er ikke dikteret af noget så enkelt. Men jeg har tvillinger, og når jeg ser en træt mor med en dobbeltbarnevogn på gaden, siger jeg indimellem til hende, at det bliver fantastisk en dag, hvis det ikke allerede er det. Der var engang, hvor jeg uden at blinke ville have byttet verdens hårdeste måneder for en nemmere pakke, og jeg kan stadig forstå hvorfor. Jeg bebrejder ikke mig selv, for jeg husker, hvordan det var at have to grædende babyer og ingen mulighed for at trøste dem samtidig. Jeg husker, at jeg var afhængig af hjælp for at kunne håndtere mine tre børn. Jeg husker følelsen af at være utilstrækkelig og fuldkommen udtømt for energi.

Snart fylder de fem, mine to mellemste, og når de taler om deres fødselsdag, skifter de mellem at sige “vores” og “min”. De fortæller indimellem fremmede, at de er tvillinger, og det er de også nødt til, hvis det skal frem, for ingen ville gætte på det. Han har blå øjne, er bredskuldret og ti centimeter højere end hende, mindst. Hun har brune øjne og gylden hud, og er let som en fjer. Han ligner sin storebror, hun ligner sin lillesøster. Vi har et firkløver af børn herhjemme, frem for alt, og midt i det står Live og Ilja, som har lært mig utroligt meget om udholdenhed, nærvær, prioriteter og taknemmelighed. De ved ikke, hvem af dem, der blev født først – de få minutter skal ikke definere deres liv som enten yngst eller ældst – men jeg vil aldrig glemme den dag, hvor de pludselig begge to lå på min mave, varme, nøgne, sprællevende. Det var fuldkommen overvældende, fuldkommen utroligt. Det var ét af de smukkeste øjeblikke i mit liv.

Og se – selvom jeg ikke kom meget hjemmefra det første år, skete det alligevel fra tid til anden. Her var de tre måneder, og vores bedste venner fik os med en tur på stranden, alle fem.

“Har du nogle praktiske anbefalinger til nybagte tvillingeforældre?”
Ja! Bed om hjælp – mere end I nogensinde havde forestillet jer, mere end I har lyst til, mere end det falder de fleste af os naturligt. Vi havde sagt til alle, at vi gerne ville være alene de første fjorten dage efter hjemkomsten fra hospitalet for at lande i vores nye familie. I stedet flyttede bedsteforældre, moster, onkler og venner ind på skift, og de kunne ikke undværes. Når det ene hold vinkede farvel, spejdede vi i indkørslen efter det næste. Alle trådte til; de lavede mad, bryggede kaffe, læste for Storm, og tog ham med på ture, de hjalp med indkøb, støvsugning og tøjvask. Det gav mig mulighed for at være der for mine babyer, og det gav Kristian mulighed for også at være der for deres storebror. Det er mit vigtigste budskab til alle, der venter tvillinger: Råb op, læg jer fladt ned. Tag imod hjælpen og husk på hvor godt det føles at give. Intet er mere tilfredsstillende end at få lov til at gøre en forskel for et andet menneske.

Hvad med jer? Har I spørgsmål til livet med tvillinger?
Hvad er jeres tanker I om tvillinger? Har I personlige erfaringer eller observeret det på afstand? Nogle drømmer om at få to på én gang, andre vil for alt i verden gerne undgå det. Hvad er jeres tanker?

Det kan være, mit indlæg om for tidlig fødsel har din interesse. Det finder du HER

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

2 Kommentarer

  • SVAR

    Hej, jeg vil super gerne hører mere om dine overvejelser omkring ikke at fortælle dine to omkring deres fødselstidspunkt. Jeg havde ikke selv tænkt på dette, men er meget inspireret af det! Hvordan har du praktisk gjort det fx. Ved familien det heller ikke? Hvad med barnets bog osv?

    • SVAR

      Hej, ja, selvfølgelig. Jeg læste denne artikel: http://www.tvillinger.info/hvem-er-fodt-forst/ om emnet, og det satte en del tanker i gang hos os, som hurtigt blev til, at vi ikke ville lægge vægt på fødselstidspunktet. Jeg ved egentlig ikke, om vores bedsteforældre i familien er klar over, hvem der er født først – vi sagde til vores familie efter fødslen, at de kom ud så hurtigt efter hinanden, at det ikke skulle have lov til at kategorisere dem som “ældste” eller “yngst”. Vi har altid snakket meget afslappet om det, når nogen spørger. Sagt ting som: “Jamen, de er født lige efter hinanden, så de er lige gamle,” og til børnene siger vi bare, at de jo er født samme dag og kom ud samtidig.
      Indimellem kalder vores pige sin tvillingebror for “du er jo min storebror,” og det handler om, at han er noget større, fysisk, end hende. Så siger vi bare, at de jo er tvillinger. Det har ingen problemer skabt, tværtimod, og jeg glæder mig over, at vi ikke skal bruge en masse energi på at snakke om ældste og yngst. Mine bedste venner i folkeskolen var også tvillinger (dreng/pige), og de snakkede virkelig meget om, at den ene var (et par minutter) ældre end den anden. Det virker helt tosset, når jeg tænker over det nu.
      En anden ting, vi har brugt lidt energi på at overveje og kommunikere, er, at de ikke er “tvillingerne.” De er Ilja og Live og individer ligesom alle os andre. Det skurer altid lidt i mine ører, når nogen siger “hvor er tvillingerne i dag?” eller lignende, fordi det på én eller anden måde underminerer deres individualitet. Ikke fordi det skal gøres kriminelt; ofte er det jo fordi, folk synes, det er hyggeligt med tvillinger. Men overfor børnene vil jeg i hvert fald gerne personligt være opmærksom på, at de jo er to og ikke én.