Der er én ting, jeg længes efter (når jeg erkender, at jeg ikke blot er “mor”)

Jeg vil sove mere, jeg vil røre mig mere, jeg vil læse mere, lytte mere, se mere, gå mere, bade mere. Men mest af alt vil jeg skrive mere.

Det er, når jeg læser forfatteres ord om deres skriveproces, at jeg mærker en længsel ulig enhver anden. Det er, når jeg læser, om deres fuldkomne fordybelse, nærmest forpuppelse, forsvinden fra omverdenen og ind i ordene, at jeg virkelig mærker, at nej, jeg er ikke blot mor, jeg er også andre dele af mig selv; andre sider og forgreninger og længsler.

At selvom jeg for en tid fortæller mig selv, at det er nok at være mor – at selvom det for en tid faktisk er  nok, så varer den følelse ikke ved for evigt. Jeg har også andre passioner, andet som jeg brænder for at bruge min tid på, og den stærkeste af dem er hverken længslen efter at være sammen med andre mennesker eller længslen efter at rejse eller længslen efter at sove længe, men derimod længslen efter at skrive. Skrive fokuseret, endeløst, sanseligt. Skrive uden afbrydelser, skrive.

Jeg ved ikke, hvornår jeg får den mulighed igen. Og jeg kan blive meget i tvivl, om jeg kan finde ud af at skrive, hvis jeg gør. Om det var noget, jeg en gang troede, jeg kunne, men som jeg egentlig ikke kan. Jeg vil skrive en bog. (Min bog)

Vi gik til vandet for første gang i ugevis i går. En kort tur – ned af stien og op igen. Vi bygger med lego og læser bøger, og finder rytmer. Dominobrikker gennem hele stuen; puslespil samles fra morgen til aften. Vi snakker sammen, børnene, Kristian og jeg. Lange samtaler som varer ved i dagevis, brudstykker her og der, mens viden væves sammen, spørgsmål stilles og besvares så vidt muligt. Selvom jeg indimellem føler mig meget træt og uinspireret, er det her liv alt andet end bedøvet, synes jeg. Jeg prøver at være vågen i tankerne, og mine børn er vågne; tænkende, interesserede, glade. De er både dejligt naive og det præcis modsatte. Jeg ved, at alle børn har så mange spørgsmål indeni, hvis der er nogen, som tager sig tid til at lytte og til at svare og til at spørge ind. Det giver mig håb for verden.

Mine børn snakker om svampeorganismer og solceller og romerriget og jordens hastighed, som aftager (men ikke nok til at vi kan mærke det). Mine børn er mine og Kristians (og de er sig selv og de er hele verdens), og fordi de er vores, snakker og fortæller og skriver og tegner de meget. De tænker, griner, råber og leger, og sandheden som slår mig igen og igen, er, at de lærer hele tiden. Hver dag forstår jeg, hvor meget man lærer gennem samvær, nærvær, opmærksomhed, tænksomhed.

Og måske skriver jeg en bog en dag. Jeg tror egentligt, det er min eneste plan for resten af livet: At skrive den bog.

Hvad er den ene ting, du længes mest efter?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

5 Kommentarer

  • SVAR

    Den ene ting jeg lige nu i dette øjeblik længes mest efter, er at nå til en endelig afklaring af, om jeg ‘tør’ springe ud i at forlænge min barsel med et år – og jeg længes efter at stå på den anden side, og mærke at det bare var den helt rigtige beslutning. Dernæst efter, længes jeg efter at vide hvad der skal være min plan for (arbejds)livet. Jeg længes efter at mærke at jeg brænder for noget arbejdsmæssigt/skabelsesmæssigt, som du brænder for din skrivning. (Og lidt længes jeg også efter at skrive; men det er så uendeligt lang tid siden jeg brugte seriøs tid på det, helt tilbage til folkeskole- og gymnasietidens stile; at jeg slet ikke ved om det er en evne jeg stadig besidder).
    Jeg er sikker på der nok skal komme tid igen til din endeløse, fokuserede skrivning. Og når du udgiver din bog stiller jeg mig med det samme i kø for at købe den.

  • SVAR

    Jeg længes efter at finde en ro i mine beslutninger. Da jeg i sin tid gik på barsel var planen at jeg skulle starte op efter 9-10 måneder.
    Det kunne jeg ikke og fik derfor (mere held end forstand) forlænget min barsel med et halvt år.

    Nu her har jeg så valgt, endnu engang at skyde min barsel et halvt år frem og søge orlov.
    Vores søn skal have en stor operation og det føltes ikke rigtigt at han skulle komme sig på tid og så smides ud i den store verden lige bagefter.

    Tvivlene har været mange fordi, til trods for at det er min barns ve og vel så er vi så programmeret med at skulle blive færdige med og opnå noget.
    Jeg føler mig lidt som en fiasko fordi ‘alle andre end mig bliver færdige’.
    Men efter et stort glas vin med min mand blev vi enige om at selvom orloven betyder strammere økonomi så var det en klar investering i vores familieliv.
    Jeg kommer til at have gået to år hjemme med min søn (2.5 år korrigeret fordi jeg var sygemeldt i min graviditet).
    Så nogle i omgangskredsen kan ikke forstå. Men det kom jeg så endelig frem til at det behøves de jo egentlig heller ikke ❤️

    Jeg håber du en dag vil skrive en bog. Elsker dine formuleringer og din tankestrøm

    • SVAR

      Kære Rikke,
      jeg er ked af, at jeg har overset din kommentar hidtil. Men enormt glad for, at din mand og du er kommet frem til, at penge ikke er lige så vigtige som den ro, I kan give jeres søn og familie i det hele taget ved at prioritere at være sammen. Vi skal virkelig huske på, at når andre drømmer os, så handler det meget sjældent om vores handlinger, og langt oftere om andres usikkerheder, angst og personlige følelser iøvrigt. Når din omgangskreds ikke kan forstå dine beslutninger, kan det meget vel hænge sammen med, at du rammer et ømt punkt: Du prioriterer noget, som vækker genklangt dybt i dem, men som de ikke tør lytte til at frygt for ikke at være “succesfulde”. Når man gør noget, som er anderledes, rører det ved alle de andres sovende tilstand af at “vi gør alle sammen som hinanden, derfor er det rigtigt.” Det piller ved deres måske nærmest ubevidste tilstand af, at livet bare sker, og når du så handler mod deres forventning, piller du ved noget, som de helt havde glemt, var muligt, og som derfor fylder dem med usikkerhed.
      Det er i hvert fald en mulig forklaring 😉

  • SVAR

    For første gang i mit liv længes jeg mod ingenting. Og selvom det måske i første omgang lyder positivt, så er det det faktisk ikke. Føler mig menings- og formåls- og retnings-løs og det er meget sørgmodigt og ukarakteristisk og uhyggeligt for mig som i høj grad drives af drømme og udvikling og af at SKABE. Så jeg er 100% på usikker og uvant grund lige nu…

    • SVAR

      ❤ Det kan jeg så godt forstå. At det ikke føles rigtigt, at længes mod ingenting. Jeg er også altid på vej – en indre eller ydre rejse. Og stilstand kan være et tegn på ubalance. Jeg tænker på dig.